Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om regionale faglige kulturmiljøråd

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1. Lovens formål er at styrke den regionale og lokale indsats for bevaringen og udviklingen af kulturmiljøet ved oprettelse af regionale faglige kulturmiljøråd.

§ 2. Kulturmiljørådene rådgiver bl.a. om spørgsmål, der angår fortidsminder, fredede og bevaringsværdige bygninger og bymiljøer, landskabshistorie, kulturhistoriske elementer i landskabet, kulturhistoriske sammenhænge og helheder og landskabstræk.

§ 3. Miljø- og energiministeren træffer efter anmodning fra det regionale museumsråd, jf. lov om museer m.v., beslutning om oprettelse af et regionalt fagligt kulturmiljøråd.

Stk. 2. Der kan oprettes et råd for hvert amt og et fælles råd for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Stk. 3. Rådet nedsættes ved museumsrådets foranstaltning for en periode, der svarer til museumsrådets funktionsperiode.

§ 4. Kulturmiljørådet består af 7-9 medlemmer, der skal have faglig indsigt i kulturmiljøspørgsmål.

Stk. 2. 2 medlemmer udpeges af museumsrådet, 1 medlem af amtsrådet, 1 medlem af kommuneforeningen, 1 medlem af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, 1 medlem af Sammenslutningen af Lokalarkiver og 1 medlem af Danmarks Naturfredningsforening. Til et kulturmiljøråd for Københavns og Frederiksberg Kommuner udpeger kommunalbestyrelserne hver 1 medlem i stedet for de amtsråds- og kommuneforeningsudpegede medlemmer.

Stk. 3. Det skal ved sammensætningen af kulturmiljørådet tilstræbes, at rådets medlemmer bredt dækker kulturmiljøfaglige områder. De syv udpegede medlemmer kan for at opnå dette supplere sig med indtil 2 medlemmer.

Stk. 4. Rådet vælger blandt medlemmerne en formand og en næstformand.

§ 5. Kulturmiljørådet rådgiver kommunalbestyrelser, amtsrådet og statslige myndigheder i planlægningen for og administrationen af kulturmiljøet i medfør af naturbeskyttelsesloven, bygningsfredningsloven, planloven og anden arealanvendelseslovgivning. Kulturmiljørådet kan i øvrigt udtale sig i forbindelse med væsentlige beslutninger om kulturmiljøer.

Stk. 2. Kulturmiljørådet kan rådgive lokale bevaringsråd, bevaringsforeninger og lignende om kulturmiljøspørgsmål.

§ 6. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler for de regionale faglige kulturmiljøråds arbejde.

§ 7. Miljø- og energiministeren kan yde tilskud til kulturmiljørådenes arbejde.

Stk. 2. Tilskud til kulturmiljørådene vil blive ydet inden for rammer, der fastsættes på de årlige bevillingslove.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte vilkår for tilskud ydet i medfør af stk. 1, herunder vilkår om revision og om godkendelse af vedtægter for kulturmiljørådene.

§ 8. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.

§ 9. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.

Givet på Christiansborg Slot, den 10. juni 1997

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Svend Auken

Officielle noter

Ingen