Dokumentets indarbejdede forskrifter
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Datasammenskrivning af bekendtgørelse af lov om sygehusvæsenet

Denne datasammenskrivning omfatter lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 687 af 16. august 1995, med de ændringer, der følger af lov nr 1121 af 20. december 1995 og lov nr 464 af 10. juni 1997.


Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

§ 1. Sygehusvæsenet varetages af amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Stk. 2. Reglerne i denne lov om amtskommuner gælder bortset fra § 11 tillige for Hovedstadens Sygehusfællesskab, jf. dog § 16 b.

§ 2. Amtskommunernes sygehusvæsen medvirker til at udvikle den sundhedsfremmende og forebyggende indsats.

§ 3. Til en amtskommunes sygehusvæsen hører amtskommunens egne sygehuse og fødeklinikker og andre til sygehusvæsenet knyttede behandlingsinstitutioner samt amtskommunens egne rekonvalescenthjem.

Stk. 2. Som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver kan en amtskommune samarbejde med andre amtskommuners sygehusvæsen.

Stk. 3. En amtskommune kan endvidere indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af sine sygehusopgaver. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om amtskommunernes benyttelse af sådanne institutioner.

Stk. 4. Amtskommunen indgår driftsoverenskomst med de i § 5, stk. 3, nævnte private specialsygehuse m.fl., som er beliggende i amtskommunen.

§ 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om amtskommunernes adgang til som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver at drive eller benytte institutioner i udlandet.

§ 4 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om amtskommunernes medvirken til rekruttering af sundhedsfagligt personale til internationale sundhedsopgaver.

§ 4 b. Sundhedsministeren kan efter ansøgning fra en amtskommune tillade fravigelse af lovens bestemmelser, bortset fra bestemmelserne i § 5, for at fremme forsøg med det formål at fremme omstilling i sygehusvæsenet.

Kapitel 2

Berettigede personer og ydelsernes omfang

§ 5. Hver amtskommune yder vederlagsfri behandling ved sit sygehusvæsen til personer, der enten

  • 1) har bopæl i amtskommunen, jf. dog stk. 2, eller
  • 2) har bopæl andetsteds her i landet, jf. dog stk. 2, men som midlertidigt opholder sig i amtskommunen, såfremt hensigten med opholdet ikke har været at opnå sygehusbehandling og patienten ikke tåler at flyttes til et sygehus i bopælsamtskommunen eller i øvrigt trænger til øjeblikkelig hjælp.

Stk. 2. Amtskommunen yder desuden vederlagsfri behandling ved en anden amtskommunes sygehuse og fødeklinikker til personer, der har bopæl i amtskommunen.

Stk. 3. Amtskommunen yder endvidere vederlagsfri behandling til personer, der har bopæl i amtskommunen, ved følgende private specialsygehuse m.fl.: Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosehospitalet i Haslev, Sclerosehospitalet i Ry, Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske Ambulatorium, Dronning Alexandrines Gigtsanatorium, Gigtsanatoriet Hans Jansens Hjem, Gigtsanatoriet i Skælskør, Muskelsvindfondens Vejlednings- og Behandlingscenter, Vejlefjord og Center for Hjerneskade.

Stk. 4. Amtskommunernes pligt til at yde vederlagsfri behandling i henhold til stk. 3 er begrænset til en årlig økonomisk ramme, som udgør 45,0 mio. kr. for Epilepsihospitalet i Dianalund, 21,8 mio. kr. for Sclerosehospitalet i Haslev, 17,0 mio. kr. for Sclerosehospitalet i Ry, 15,9 mio. kr. for Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske Ambulatorium, 6,5 mio. kr. for Dronning Alexandrines Gigtsanatorium, 7,0 mio. kr. for Gigtsanatoriet Hans Jansens Hjem, 8,3 mio. kr. for Gigtsanatoriet i Skælskør, 7,1 mio. kr. for Muskelsvindfondens Vejlednings- og Behandlingscenter, 8,3 mio. kr. for Vejlefjord og 3,5 mio. kr. for Center for Hjerneskade. Beløbsrammerne er anført i 1992 pris- og lønniveau. De pris- og lønreguleres årligt på tilsvarende måde som bloktilskuddene til amtskommuner.

Stk. 5. En amtskommune kan ikke af en patient opkræve betaling for ydelser, som patienten har ret til at modtage vederlagsfrit i henhold til denne lov.

Stk. 6. Medmindre andet følger af denne lov, kan en amtskommune ikke deltage i driften, ledelsen eller finansieringen m.v. af et sygehus, der ikke drives efter bestemmelserne i denne lov.

Stk. 7. Personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland, har ret til den i stk. 1 omhandlede vederlagsfri behandling på vedkommende amtskommunes sygehusvæsen straks efter tilflytningen. Personer, der tilflytter fra udlandet, har først ret til disse ydelser 6 uger efter tilflytningen. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne persongrupper får adgang til de i stk. 1 omhandlede ydelser umiddelbart efter tilflytningen eller efter kortere tids ophold end 6 uger.

Stk. 8. Sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes personer med bopæl på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, som midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det amtskommunale sygehusvæsen.

Stk. 9. Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår behandling kan ydes til udsendt personale ved diplomatiske og konsulære repræsentationer her i landet og sådanne personers familiemedlemmer.

Stk. 10. Når de i stk. 1 og 7-9 nævnte personer med samtykke af sygehusvæsenet i bopælsamtskommunen eller på det midlertidige opholdssted behandles ved en fremmed amtskommunes sygehusvæsen, behandles patienten på samme vilkår som ved sygehusvæsenet i bopælsamtskommunen eller på det midlertidige opholdssted. Den amtskommune, der yder behandlingen, kan afkræve bopælens eller det midlertidige opholdssteds amtskommune betaling herfor.

Stk. 11. Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om beregning af betalingen, når bopælens eller det midlertidige opholdssteds amtskommune skal betale for en patients behandling ved en fremmed amtskommunes sygehusvæsen.

Stk. 12. Hvor særlige forhold taler herfor, kan sundhedsministeren fastsætte regler om, at enhver amtskommune vederlagsfrit skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.

Stk. 13. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 7-11 kan sundhedsministeren fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde opkræves betaling for visse behandlinger og ydelser eller for behandling på visse institutioner.

§ 5 a. Til pensionister, der under indlæggelse på institution under sygehusvæsenet ikke får udbetalt pension i henhold til § 46, stk. 1, i lov om social pension, udbetaler institutionen et beløb til personlige fornødenheder af samme størrelse som det beløb, der kan udbetales til personlige fornødenheder efter § 110 i lov om social bistand.

Stk. 2. Til indlagte personer, der ikke er pensionister, og som må anses for plejepatienter eller i øvrigt skønnes uegnede til mere varig udskrivning til eget hjem, udbetaler institutionen et beløb til personlige fornødenheder af samme størrelse som det i stk. 1 nævnte beløb. Der kan dog tidligst ske udbetaling, når de pågældende har haft en samlet indlæggelsestid på sygehus eller anden institution under sygehusvæsenet på 6 måneder ud over indlæggelsesmåneden regnet fra 11/2 år forud for indlæggelsen. Til øvrige personer, der ikke er pensionister, og som har haft en længerevarende indlæggelse, kan der udbetales et beløb til personlige fornødenheder, hvor særlige forhold gør sig gældende. Størrelsen af det til hver person udbetalte beløb kan ikke overstige det i stk. 1 nævnte beløb.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om udbetalingen af beløb til personlige fornødenheder.

§ 5 b. En person, der henvises til sygehusbehandling, kan blandt de sygehuse, som er omfattet af § 5, stk. 1-2, selv vælge, hvilket sygehus den pågældende vil behandles på.

Stk. 2. Adgangen til at vælge i henhold til stk. 1 omfatter ikke sygehusafdelinger uden for bopælsamtskommunen, der varetager lands- og landsdelsfunktioner, medmindre

  • 1) det efter en lægelig vurdering er nødvendigt, at den pågældende bliver behandlet på en sådan afdeling, eller
  • 2) den amtskommune, der ejer en sådan sygehusafdeling, efter forhandling med brugeramtskommunerne har besluttet, at adgangen til at vælge også skal omfatte denne afdeling.

Stk. 3. For psykiatriske patienter kan adgangen til at vælge efter stk. 1 begrænses, hvis hensynet til den pågældende taler herfor.

Stk. 4. En person, der henvises til sygehusbehandling, kan desuden vælge behandling på et af de i § 5, stk. 3, nævnte private specialsygehuse m.fl. Bopælsamtskommunen afholder udgiften herved inden for den i § 5, stk. 4, nævnte økonomiske ramme.

Stk. 5. I tilfælde, hvor en person er henvist til ikke akut behandling på et sygehus, hvor ventetiden til behandlingen væsentligt overstiger ventetiden til samme behandling på et andet sygehus, påhviler det førstnævnte sygehus snarest muligt at oplyse den pågældende om retten til selv at vælge sygehus, jf. stk. 1-4, og at tilbyde henvisning til et sygehus med kortere ventetid.

Stk. 6. Sundhedsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og socialministeren fastsætte bestemmelser om, at personer ikke har ret til selv at vælge sygehus i henhold til stk. 1, 2 og 4, når de

  • 1) er optaget i Kriminalforsorgens institutioner,
  • 2) er anbragt i institution i henhold til retsplejeloven, kapitel 11 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien eller straffeloven,
  • 3) er anbragt på sikret afdeling i henhold til lov om social bistand eller
  • 4) er frihedsberøvet eller deres handlefrihed i øvrigt er undergivet begrænsninger i henhold til udlændingeloven.

§ 5 c. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om forsøgsordninger, der sikrer, at patienter, der er henvist til bestemte operationer på offentlige sygehuse, tilbydes operation inden for en samlet ventetid på højst tre måneder.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om amtskommunernes betaling for de operationer, der fastsættes regler om efter stk. 1.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at amtsrådene skal sikre, at budgetrammen for det behandlende sygehus øges med den i stk. 2 nævnte betaling. Sundhedsministeren kan i den forbindelse i fornødent omfang fravige bestemmelserne i kapitel V i lov om kommunernes styrelse.

§ 6. Til personer, der i medfør af § 5, har ret til vederlagsfri behandling, ydes befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj, såfremt deres tilstand gør dette nødvendigt.

Stk. 2. Til de i stk. 1 nævnte personer, der modtager pension efter lov om social pension, eller hvis ægtefælle modtager hustrutillæg til en sådan pension, ydes endvidere befordring eller befordringsgodtgørelse, når befordringen sker med andre befordringsmidler.

Stk. 3. Befordring efter stk. 1 og 2 ydes til behandling på amtskommunale sygehuse og de i § 3 nævnte institutioner samt på andre sygehuse m.v., der ikke henhører under det almindelige amtskommunale sygehusvæsen, såfremt institutionen (afdelingen) af sundhedsministeren er henført til denne bestemmelse.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter i øvrigt bestemmelser om, i hvilke tilfælde der ydes befordring eller befordringsgodtgørelse.

Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang der ydes befordring eller befordringsgodtgørelse efter stk. 1, 2 og 4 til personer, der i henhold til § 5 b efter eget valg behandles på et sygehus i en anden amtskommune eller på de i § 5, stk. 3, nævnte private specialsygehuse m.fl., uden at det efter en lægelig vurdering er nødvendigt af hensyn til sygdommens behandling.

Stk. 6. Når der anmodes om befordring eller befordringsgodtgørelse fra et midlertidigt opholdssted, kan befordring eller befordringsgodtgørelse ved hjemtransport efter udskrivning kun forlanges tilbage til det midlertidige opholdssted. Dog har personer med bopæl i udlandet, i Grønland eller på Færøerne ret til befordring eller befordringsgodtgørelse ved transport til hjemlandet, til Grønland eller til Færøerne i det omfang, dette følger af aftaler eller af traktatlige forpligtelser.

§ 7. Befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter § 6, skal ske med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når befordringsudgiften eller afstanden til behandlingsstedet overstiger en af sundhedsministeren fastsat grænse. Nærmere regler om ydelse af befordring og befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed fastsættes af sundhedsministeren.

§ 8. Befordring eller befordringsgodtgørelse ydes af den amtskommune, i hvilken patienten opholder sig på det tidspunkt, da ydelsen rekvireres. Dog ydes befordring fra et sygehus uden for bopælsamtskommunen til fortsat indlæggelse på et sygehus i bopælsamtskommunen af sidstnævnte amtskommune.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan efter forhandling med vedkommende kommunale organisationer godkende, at udbetaling af befordringsgodtgørelse og løsningen af andre befordringsopgaver i en amtskommune henlægges til kommunalbestyrelserne, jf. dog lov nr. 311 om offentlig sygesikring af 9. juni 1971, § 22, på amtskommunens vegne.

§ 9. Afgørelser om, på hvilke vilkår en person har ret til behandling og befordring eller befordringsgodtgørelse herunder afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen i medfør af § 8, stk. 2, kan påklages til den sociale ankestyrelse. Klage til ankestyrelsen indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil. Afgørelse herom træffes af chefen for ankestyrelsen.

Stk. 2. Ved behandling af klager over en af kommunalbestyrelsen i medfør af § 8, stk. 2, truffet afgørelse skal ankestyrelsen indhente en udtalelse fra vedkommnede amtsråd.

§ 10. Sundhedsministeren fastsætter, i hvilket omfang reglerne i §§ 5-9 finder anvendelse, når amtskommunerne driver eller benytter institutioner i udlandet, jf. § 4.

Stk. 2. For personer, der ikke ifølge reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri behandling, fastsættes regler vedrørende betaling af sundhedsministeren.

Stk. 3. For personer, der ikke ifølge reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, kan betaling inddrives ved udpantning.

§ 10 a. Sundhedsministeren fastsætter regler om tilrettelæggelsen af amtskommunernes ambulancetjeneste.

Kapitel 3

Specialeplanlægning

§ 11. Amtsrådet udarbejder en plan for amtskommunens virksomhed efter denne lov efter reglerne om sundhedsplanlægning i lov om offentlig sygesikring.

§ 12. En amtskommune kan uanset reglerne i § 5 af en kommune opkræve betaling pr. sengedag for færdigbehandlede patienter, der er indlagt på amtskommunale sygehuse, og som har bopæl i den pågældende kommune.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte betaling kan maksimalt udgøre 1.200 kr. for patienter, der er 67 år eller derover, og maksimalt 600 kr. for patienter under 67 år. Beløbene er anført i 1995 pris- og lønniveau. Beløbene pris- og lønreguleres årligt på tilsvarende måde som bloktilskuddene til amtskommuner.

Stk. 3. Amtskommunerne kan indgå aftaler med kommunerne om betaling for personer, der henvises til tilbud i kommunalt regi som alternativ til sygehusindlæggelse.

§ 13. Det påhviler hver amtskommune at indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger på fremmede amtskommunale sygehuse samt på private sygehuse. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 2. Kan der ikke opnås enighed om indholdet af aftaler efter stk. 1, kan sundhedsministeren træffe afgørelse herom efter anmodning fra en af de berørte parter.

Stk. 3. De indgåede aftaler indsendes til sundhedsministeren.

Stk. 4. Indgår en amtskommune ikke de fornødne aftaler efter stk. 1 og de i medfør heraf fastsatte regler, kan sundhedsministeren bestemme, at betaling kan afkræves vedkommende amtskommune for patienter, der modtages til behandling på lands- og landsdelsafdelinger på fremmede amtskommunale sygehuse samt på private sygehuse, uden at der foreligger samtykke fra vedkommende amtskommune til patientens behandling.

Stk. 5. I tilfælde, hvor kvalitets- eller ressourcemæssige hensyn taler for, at visse behandlingsformer samles på et eller få sygehuse, kan sundhedsministeren efter forhandling med amtsrådene fastsætte regler for visitation af patienter samt betaling for behandling.

§ 14. (Ophævet).

§ 15. Det påhviler amtskommuner samt de private personer eller institutioner, der driver sygehuse, at give oplysning om virksomheden til de centrale sundhedsmyndigheder efter nærmere af sundhedsministeren fastsatte regler.

Kapitel 4

Behandling m.v. for alkoholmisbrug

§ 16. Amtskommunerne driver behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere, i det omfang behandlingen ikke finder sted på psykiatriske hospitaler eller afdelinger. Den enkelte amtskommunes behandlingstilbud skal i fornødent omfang omfatte døgnbehandling uden for psykiatrisk hospital eller afdeling samt behandling, der særlig sigter på kvinder.

Stk. 2. Behandling og rådgivning på amtskommunens behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere skal ydes anonymt, hvis alkoholmisbrugeren ønsker det.

Stk. 3. En amtskommune kan indgå aftale med en privat institution eller forening om driften af behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere.

Stk. 4. Behandling på institutioner for alkoholmisbrugere er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor, og uanset om behandlingen sker ved indlæggelse på et behandlingshjem eller ambulant. Ved indlæggelse på et behandlingshjem uden for den amtskommune, hvor patienten bor, kan bopælsamtskommunen afkræves de med behandlingen forbundne udgifter.

Stk. 5. Amtskommunen yder faglig bistand til kommunale støtteforanstaltninger efter behandling for alkoholmisbrug samt kommunale foranstaltninger til forebyggelse af alkoholmisbrug.

Kapitel 4 a

Sygehusberedskab

§ 16 a. Det påhviler hver amtskommune at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der under krigsforhold og under større katastrofer i fredstid kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller behandlingssteder uden for sygehusene. Det påhviler private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som amtskommunale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.

Kapitel 4 b

Behandling af stofmisbrugere

§ 16 b. Den lægelige behandling af stofmisbrugere med euforiserende stoffer varetages af amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetages den del af behandlingen, som finder sted på sygehus, dog af Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Stk. 2. Et sygehusapotek og en sygehusapoteksfilial kan til amtskommunens behandlingssteder levere euforiserende stoffer til udlevering som led i behandlingen af stofmisbrugere efter stk. 1.

Stk. 3. Et sygehusapotek og en sygehusapoteksfilial under Hovedstadens Sygehusfællesskab kan til Københavns og Frederiksberg Kommuners behandlingssteder levere euforiserende stoffer til udlevering som led i behandlingen af stofmisbrugere efter stk. 1.

Kapitel 5

Tilskudsbestemmelser

§ 17. I særlige tilfælde kan der af statskassen ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved løsningen af særlige opgaver inden for det amtskommunale sygehusvæsen.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte regler om, at der af staten ydes vedkommende amtskommune hel eller delvis refusion af udgifter til befordring og behandling af personer, hvis ret til vederlagsfri behandling her i landet følger af internationale forpligtelser.

§ 18. Efter nærmere bestemmelse af sundhedsministeren kan der ydes tilskud af statskassen til private sygehuse.

Kapitel 6 (Ophævet).

Kapitel 7

Ikrafttrædelses- og ændringsbestemmelser

§ 21. Loven træder i kraft den 1. april 1975, § 24, og § 25, nr. 1 og nr. 4, og § 26 dog den 1. juli 1974.

Stk. 2. Lov nr. 237 af 4. juni 1969 om sygehusvæsenet, som ændret ved lov nr. 154 af 31. marts 1973, lov nr. 410 af 13. juni 1973 og ved nærværende lov, ophæves den 1. april 1975.

§ 22. (Ophævet).

§ 23. (Ophævet).

§ 24. (Ophævet).

§ 25. I lov nr. 282 af 7. juni 1972 om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, som ændret ved § 2 i lov nr. 154 af 31. marts 1973, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 4 og 5, ophæves, og som nyt stk. 4 indsættes:

»Stk. 4. De i lov om sygehusvæsenet fastsatte regler om vederlagsfri behandling og undersøgelse på sygehuse m.v., om befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse hermed og om klageadgang finder efter sundhedsministerens nærmere bestemmelse tilsvarende anvendelse med hensyn til de i stk. 1-3 omhandlede ydelser.«

2. I § 7, stk. 1, udgår »§ 18 i«.

3. § 12, stk. 1, ophæves.

4. § 12, stk. 2, ophæves.

§ 26. I lov nr. 287 af 23. maj 1973 om bekæmpelse af kønssygdomme ophæves § 2, stk. 2 og 3, og § 8, stk. 3.

§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Sundhedsministeriet, den 16. juni 1997

Lars Grønberg

Officielle noter

Ingen