Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om de integrerede uddannelser i erhvervsøkonomi og erhvervssprog


I medfør af § 2, stk. 1, i universitetsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 334 af 27. maj 1993, og § 8, stk. 1, i lov om handelshøjskoler og handelshøjskoleafdelinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 864 af 27. september 1996, fastsættes:

Kapitel 1

Uddannelsernes formål og struktur

§ 1. Formålet med de integrerede uddannelser i erhvervsøkonomi og erhvervssprog er på videnskabeligt grundlag at kvalificere de studerende til at kombinere deres erhvervsøkonomiske kvalifikationer med sådanne sprogkundskaber, at de selvstændigt kan varetage erhvervsfunktioner i internationalt orienterede virksomheder, institutioner og organisationer.

§ 2. Uddannelserne består af en bacheloruddannelse på 3 år og en kandidatuddannelse på 2 år.

Stk. 2. De anførte uddannelseslængder angiver det antal studenterårsværk, der skal lægges til grund for planlægningen af uddannelsen. Et årsværk svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i et år.

§ 3. Undervisningsministeriet godkender efter indhentet udtalelse fra institutionen inden for hvilke sproglige områder, der kan tilbydes uddannelser efter denne bekendtgørelse.

§ 4. De erhvervsøkonomiske fag skal udgøre halvdelen af uddannelsen, for at en erhvervsøkonomisk-sproglig bacheloruddannelse giver ret til betegnelsen BA.negot. og en erhvervsøkonomisk-sproglig kandidatuddannelse ret til betegnelsen cand.negot.( candidatus/candidata negotiandi). Har uddannelsen tyngdepunkt i de erhvervsøkonomiske fag, giver en erhvervsøkonomisk-sproglig bacheloruddannelse ret til betegnelsen BA.int. og en erhvervsøkonomisk-sproglig kandidatuddannelse ret til betegnelsen cand.merc.int. (candidatus/candidata mercaturae internationalis).

Kapitel 2

Uddannelsernes tilrettelæggelse og indhold

Bacheloruddannelserne

§ 5. Bacheloruddannelserne skal være afrundede uddannelsesforløb. Uddannelsesinstitutionen tilrettelægger bachelorforløbet med et fagudbud med tilvalgsmuligheder, som giver den studerende valgmulighed mellem at afslutte uddannelsen efter det 3. år eller at søge optagelse på en kandidatuddannelse. Optagelsen på en kandidatuddannelse vil bl.a. være betinget af sammensætningen af fagelementerne i bacheloruddannelsen, jf. § 9.

§ 6. Bacheloruddannelserne består af en erhvervsøkonomisk og samfundsvidenskabelig del og af en sproglig og kulturel del. I uddannelserne indgår 2 fremmedsprog. Institutionen kan vælge at gøre et af fremmedsprogene obligatorisk i uddannelsen.

Stk. 2. I det ene fremmedsprog skal de studerende opnå skriftlige og mundtlige kompetencer. I det andet fremmedsprog skal de studerende alene opnå mundtlig kompetence. Ministeriet kan dog godkende, at der også i det andet fremmedsprog skal opnås skriftlig kompetence, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder.

§ 7. Bacheloruddannelserne skal give de studerende en grundlæggende viden om uddannelsernes fagområder og de almindelige principper for videnskabelig metode, som er nødvendige for at kunne løse erhvervsøkonomiske, erhvervssproglige og kulturelle problemer af mere almen karakter. Bacheloruddannelsernes erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige del omfatter også redskabsfag. Den sproglige og kulturelle del omfatter fremmedsprog og fag om sprogområdernes samfundsmæssige og kulturelle udvikling. De to dele kan være repræsenteret i fælles fag.

Stk. 2. I uddannelserne indgår et bachelorprojekt af en varighed på mindst 1/4 årsværk. Projektet kan i BA.negot.-uddannelsen indeholde to opgaver af henholdsvis økonomisk og sproglig og kulturel karakter.

Stk. 3. Uddannelserne tilrettelægges så der sikres en international orientering og en integration af fagområderne.

Kandidatuddannelserne

§ 8. Det fastsættes i studieordningen for kandidatuddannelserne,

  • 1) hvilke bacheloruddannelser der giver adgang til at blive optaget på den enkelte kandidatuddannelse og
  • 2) hvilke adgangskrav med hensyn til fag og niveau den studerende skal have opfyldt på den enkelte bacheloruddannelse.

§ 9. Kandidatuddannelserne består af en erhvervsøkonomisk og samfundsvidenskabelig del og af en sproglig og kulturel del. I uddannelserne indgår 2 fremmedsprog. Institutionen kan vælge at gøre et af fremmedsprogene obligatorisk i uddannelsen.

Stk. 2. I det ene fremmedsprog skal de studerende opnå skriftlige og mundtlige kompetencer. I det andet fremmedsprog skal de studerende alene opnå mundtlig kompetence.

§ 10. Kandidatuddannelserne skal udbygge den faglige viden, de studerende har erhvervet på bacheloruddannelsen og give de studerende kompetence til på højt videnskabeligt niveau at identificere og udarbejde løsninger på internationale og interkulturelle problemstillinger i virksomheder og organisationer.

Stk. 2. Kandidatuddannelserne omfatter et speciale, som er en større selvstændig afhandling, der skal dokumentere den studerendes færdigheder i at anvende videnskabelige teorier og metoder under arbejdet med et afgrænset fagligt emne. Specialeemnet skal afgrænses således, at det kan udarbejdes inden for en tidsramme svarende til 1/2 årsværk. Specialeemnet skal godkendes af institutionen.

Kapitel 3

Eksamen m.v.

§ 11. For eksamen, herunder prøveformer, bedømmelse, eksamensbeviser, klage over eksamen m.v. gælder reglerne i bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet.

Kapitel 4

Andre regler

§ 12. Institutionen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelserne i studieordninger, jf. universitetslovens § 5 og § 8.

Stk. 2. En studieordning skal indeholde

  • 1) krav om supplerende prøver i forhold til adgangsgrundlaget,
  • 2) fastsættelse af den betegnelse, som BA-graden og kandidatgraden ved institutionen giver ret til, jf. § 4, stk. 1,
  • 3) beskrivelse af mål, indhold og tidsmæssigt omfang af de enkelte fag samt fagenes placering i studieforløbet,
  • 4) bestemmelser vedrørende specialet i kandidatuddannelsen,
  • 5) eksamensfordringer for de enkelte prøver samt regler om beregning af gennemsnit for bachelor- og kandidatuddannelsen og
  • 6) regler for meritoverførsel og fritagelse.

Stk. 3. Studieordningen kan indeholde hjemmel for institutionen til at dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen.

Stk. 4. Inden en studieordning vedtages og ved væsentlige ændringer af studieordningen, tager institutionen kontakt til aftagerrepræsentanter. Derudover indhentes der en udtalelse fra censorformandskabet, jf. bekendtgørelse om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningeministertet. Andre uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelser, der er omfattet af denne bekendtgørelse, orienteres med henblik på koordinering af uddannelserne.

Stk. 5. Ved udstedelse af en ny studieordning og ved væsentlige ændringer heri fastsættes overgangsordninger i studieordningen.

Stk. 6. Studieordninger og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse.

Stk. 7. Studieordninger og ændringer af studieordninger sendes til orientering til de andre institutioner, censorerne og Undervisningsministeriet.

§ 13. Institutionen udgiver og vedligeholder en studievejledning for uddannelserne.

Stk. 2. Studievejledningen skal indeholde en bredere redegørelse for uddannelserne m.v., en praktisk vejledning for de studerende samt oplysninger om andre forhold af betydning for de studerendes planlægning af deres uddannelse.

Stk. 3. Nærværende bekendtgørelse, studieordningen, eksamensbekendtgørelsen samt eventuelle andre regler, der gælder for de studerende, optrykkes i studievejledningen.

§ 14. Institutionerne kan nedsætte et fællesudvalg, der er rådgivende om uddannelserne over for institutionerne og ministeriet.

§ 15. Beståede uddannelseselementer eller dele heraf ved en af institutionerne, der udbyder de integrerede uddannelser i erhvervsøkonomi og erhvervssprog, ækvivalerer tilsvarende uddannelseselementer ved de andre institutioner, der udbyder de samme uddannelser.

Stk. 2. Institutionen kan i hver enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen godkende, at gennemførte uddannelseselementer eller dele heraf fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse træder i stedet for uddannelseselementer eller dele heraf, der er omfattet af denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Ved godkendelse efter stk. 1 anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.

§ 16. Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsformen.

Stk. 2. Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 8, § 12, stk. 3 og § 15.

§ 17. Klager over institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til institutionen. Institutionens afgørelse kan, når klagen vedrører retlige spørgsmål, indbringes for Undervisningsministeriet.

Stk. 2. Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Kapitel 5

Ikrafttræden m.v.

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1997.

Stk. 2. Følgende regler ophæves:

  • 1) Bekendtgørelse nr. 695 af 17. august 1992 om den integrerede uddannelse i erhvervsøkonomi og erhvervssprog på Handelshøjskolen i København.
  • 2) Bekendtgørelse nr. 709 af 14. august 1992 om den økonomisk-sproglige uddannelse ved Odense Universitet.
  • 3) I § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 673 af 7. august 1995 om den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse (HA) udgår:

»HA(int.)».

  • 4) I § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 626 af 28. august 1991 om den erhvervsøkonomiske kandidatuddannelse udgår: »(int.)»

Stk. 3. Institutionen fastsætter nærmere regler for studerende, der er begyndt på uddannelsen før den 1. september 1997, og afgør, hvornår der sidste gang afholdes prøver efter de hidtidige regler.

Undervisningsministeriet, den 19. august 1997

Ole Vig Jensen

/ Karen Plessing