Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Vejledende bemærkninger til nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester


Nordisk social- og sundhedssamarbejde

Nordisk Ministerråd, sammensat af de nordiske landes social- og sundhedsministre, er ansvarlig for sektorens samarbejde. Ministerrådet bistås i sin virksomhed af en embedsmandskomite, Nordisk Socialpolitisk Komite, der er forberedende organ for Ministerrådet. Endvidere er Nordisk Socialpolitisk Komite ansvarlig for udførelsen af Ministerrådets beslutninger, ligesom komiteen selv fremmer initiativer på områder, hvor beslutningskompetencen er delegeret til denne.

Nordisk Ministerråd

blev oprettet i 1971 som samarbejdsorgan mellem de nordiske landes regeringer. Ministerrådet fremlægger forslag til Nordisk Råds sessioner, viderefører rådets rekommendationer, rapporterer til Nordisk Råd om samarbejdets resultater og leder arbejdet inden for de forskellige emneområder. Statsministrene har det overordnede ansvar for samarbejdet, som koordineres af samarbejdsministrene og den nordiske samarbejdskomite. Ministerrådet træder sammen i forskellige sammensætninger - afhængigt af, hvilke spørgsmål, der skal behandles.

Nordisk Råd

blev oprettet i 1952 som et samarbejdsorgan mellem de folkevalgte forsamlinger og regeringer i Danmark, Island, Norge og Sverige. Finland indtrådte i 1955. Færøernes, Grønlands og Ålands delegationer indgår i henholdsvis Danmarks Riges og Finlands delegationer. Rådet består af 87 medlemmer. Nordisk Råd er initiativtagende og rådgivende og har kontrol- lerende opgaver i det nordiske samarbejde. Nordisk Råds organer er plenarforsamlingen, præsidiet og udvalgene.

Indledning

Den nye nordiske konvention om social bistand og sociale tjenester blev underskrevet den 14. juni 1994 og er trådt i kraft den 1. oktober 1996.

Konventionen er taget med som bilag nr. 1.

I konventionens artikel 12 er det bestemt, at vedkommende myndigheder sammen skal fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige for at sikre en ensartet nordisk anvendelse af kon- ventionen. På foranledning af Nordisk Ministerråd blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra samtlige nordiske lande, som fik til opgave at udarbejde sådanne bestemmelser.

Man har for tiden ikke fundet behov for at udarbejde en administrativ aftale til supplering af de regler om samarbejde mellem myndigheder og organer som allerede findes i konventio- nen (artikel 13). Arbejdsgruppen har derimod udarbejdet de her foreliggende, fælles nordiske vejledende bemærkninger til konventionen, der bl.a. bygger på forarbejderne til konven- tionen. De vejledende bemærkninger udgives i samtlige nordiske lande.

Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) trådte i kraft den 1. januar 1994. Den gælder for alle de nordiske lande. Det er et led i aftalen, at eksisterende EF- regler på det sociale område udstrækkes til at dække hele EØS- området. Fra 1. januar 1995 er det EF-reglerne der gælder direkte mellem de tre af de fem nordiske lande, der nu er med- lemmer af den Europæiske Union.

Med hensyn til den sociale sikring indebærer det hovedsagelig, at reglerne i forordning (EØF) 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, nu gælder for hele EØS. Som følge heraf blev den nordiske konvention af 1981 om social tryghed samtidig ophævet. Denne konvention omfattede foruden social sikring også social bistand og sociale tjenester. Den nye nordiske konvention af 15. juni 1992 om social sikring, der trådte i kraft den 1. januar 1994, angår derimod alene sikringsydelser. Den er et supplement til EF-forordning 1408/71. Ved en overgangsregel i sikringskonventionen (artikel 30) har bestemmelserne om social bistand m.v. i tryghedskonventionen af 1981 derfor været op- retholdt, indtil konventionen om social bistand og sociale tjenester trådte i kraft.

Eksisterende EF-regler om social bistand og sociale tjenester er ligeledes gældende for hele EØS-området. Man har imidlertid fundet, at der mellem de nordiske lande er behov for en mere udbygget regulering af bistandsområdet m.v. end det, der følger af EF-reglerne.

Reglerne om social bistand i den tidligere tryghedskonvention

Den tidligere nordiske tryghedskonvention af 1981 indeholdt hovedsagelig regler om sikringsydelserne. Betydningen af, at konventionen også omfattede social bistand, var først og fremmest udtrykkelig at slå fast, at konventionens almindelige bestemmelser gjaldt for det brede sociale område. Det gjaldt fx for bestemmelsen af den personkreds, som konventionen fandt anvendelse for, nemlig alle borgere i Norden, og den vigtige bestemmelse om nordiske statsborgeres ligestilling med landets egne statsborgere inden for konventionens saglige område. Endvidere fandtes en speciel regel i konventionens artikel 32 om begrænsning i adgangen til hjemsendelse på grund af modtagelse af vedvarende hjælp.

EF-regler om social bistand

Den vigtigste EF-regel af betydning for social bistand findes i EØF-forordningen om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for fællesskabet (forordning 1612/68). I artikel 7, andet stykke, i denne forordning er det fastsat, at arbejdstageren nyder de samme sociale fordele som indenlandske arbejdstagere. Denne ligestllling gælder også for arbejdstagerens familiemedlemmer. Tilsvarende rettigheder for selvstændige erhvervsdrivende følger direkte af forbudet imod forskelsbehandling i Rom-traktatens artikel 7. Når en person har opnået ret til ophold i landet på grundlag af erhvervsmæssig beskæftigelse, mister vedkommende ikke denne status, blot fordi han ikke længere er beskæftiget og får behov for offentlig hjælp.

Personer, der ikke omfattes af disse regler om erhvervsaktive m.fl., har ikke den samme ret efter EF-reglerne til sociale bistandsydelser. Det følger direkte af opholdsdirektiverne (rådsdirektiverne (EØF) 90/364, 90/365 og 90/366) for studerende, for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktivitet, og for andre (restgruppen). Efter disse direktiver er opholdsretten betinget af, at vedkommende har midler til sin forsørgelse, således at han og hans familie ikke falder værtslandets sociale system til byrde. For personer, der er arbejdssøgende i landet eller søger beskæftigelse ved selvstændigt erhverv, og som af den grund efter EF-reglerne har ret til midlertidigt at opholde sig i landet, er det ligeledes en betingelse, at de ikke under dette ophold falder det offentlige til byrde (se bemærkningerne til artikel 4).

Konventionen om social bistand og sociale tjenester

Den nye nordiske konvention om social bistand og sociale tjenester gælder for alle personer, som er bosatte i et nordisk land, og desuden for alle nordiske statsborgere uafhængigt af deres bopælsland. Den gælder således også for ikke- erhvervsaktive og for personer med bopæl på Færøerne og Grønland, som ikke omfattes af EØS.

Konventionen imødekommer ønsker om en udbygning af de nordiske konventionsregler om social bistand og sociale tjenester som bl.a. er kommet til udtryk i rekommandationer fra Nordisk Råd.

Konventionen indeholder især bestemmelser om følgende:

En almindelig bestemmelse om ligestilling af nordiske statsborgere (artikel 4).

En udvidelse af reglerne i den nordiske sprogkonvention inden for det område, der dækkes af konventionen (artikel 5).

En bestemmelse om social bistand under midlertidigt ophold i et andet nordisk land (artikel 6).

Regler om beskyttelse imod hjemsendelse, som tidligere fandtes i tryghedskonventionen (artikel 7).

En ny bestemmelse om flytning tll et andet nordisk land for personer med behov for at få behandling eller pleje af længere varighed (artikel 9).

En bestemmelse om samarbejde mellem kommuner i grænseområderne om befordringsordninger (artikel 10).

En videreførelse og ændring af reglerne om bidragsforskud til børn, som tidligere fandtes i tryghedskonventionen (artikel 11).

I Danmark og Norge indeholder lovgivningen bemyndigelser til regeringen, således at konventionen er gældende ret, efter at den er godkendt og offentliggort. I Finland, Island og Sverige er konventionen godkendt af rigsdagen, som har vedtaget lovforslag om, at konventionen inkorporeres i landets lovgivning og således gælder som national ret.

Artikel 1. Definitioner

I denne konvention betyder udtrykket

  • a) »nordisk land« ethvert af de kontraherende lande,
  • b) »nordisk statsborger« statsborger i et nordisk land,
  • c) »vedkommende mvndighed«

i Danmark Socialministeren,

i Finland Social- og Sundhedsministeriet,

i Island Socialmlnisteriet,

i Norge Sosial- og Helsedepartementet,

i Sverige Regeringen (Socialdepartementet),

eller den myndighed som de nævnte myndigheder udpeger dertil,

  • d) »organ« central, regional eller lokal myndighed eller institution, som stiller en ydelse til rådighed.

Til artikel 1

De definitioner, der er hensigtsmæssige for den her foreliggende konvention, er stort set affattet som de tilsvarende definitioner i den nordiske konvention om social sikring.

Litra a »nordisk land«

De nordiske lande er: Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

Ved »nordisk land« forstås hvert af de nordiske landes territorium.

For Danmarks vedkommende bemærkes, at konventionen først træder i kraft for Færøerne og Grønland, når den er tiltrådt af henholdsvis Færøernes Landsstyre og Grønlands Landsstyre. Der gælder særlig lovgivning for Færøerne og Grønland.

For Finlands vedkommende bemærkes, at konventionen først træder i kraft for Åland, når den er tiltrådt af Ålands Lagting.

For Norges vedkommende bemærkes, at den norske sociallovgivning ikke uden videre gælder på Svalbard. jfr. § 1-2, andet led, i lov om sociale tjenester, hvorefter der kan gives særlige forskrifter om lovens anvendelse på Svalbard. Konventionen gælder ikke på Svalbard i større udstrækning end norsk sociallovgivning.

Litra b »nordisk statsborger«

Den, som er statsborger i et nordisk land.

Litra c »vedkommende myndighed«

I nogle af landene er der mere end et ministerium, der er ansvarligt inden for det saglige område, som dækkes af konventionen. Det gælder for Danmark, hvor sundhedsvæsenet hører under Sundhedsministeriet, for Island, hvor omsorgen for ældre og lov om social sikring hører under ministeriet for sundhed og social sikring, og for Norge, hvor omsorgen for børn hører under børne- og familiedepartementet. Af praktiske grunde har man imidlertid som »vedkommende myndighed« valgt et enkelt ministerium i hvert land, nemlig det, der har an- svaret for de væsentligste dele af konventionens saglige område.

Litra d »organ«

Definitionen omfatter alle statslige eller kommunale myndigheder og offentlige eller private institutioner, som administrerer ydelser, der er omfattet af konventionen. Den indebærer, at en institutions ydelser skal være led i en offentlig social ordning, for at institutionen skal kunne betragtes som et organ i konventionens forstand.

Artikel 2. Anvendelsesområde

1. Konventionen finder anvendelse på al lovgivnlng i de nordiske lande, der til enhver tid gælder for følgende sociale ordninger:

  • a) social bistand og sociale tjenester,
  • b) andre sociale ydelser, der ikke omfattes af reglerne i den nordiske konvention af 15. juni 1992 om social sikring.

2. Artiklerne 5 og 9 finder tillige anvendelse på lovgivningen om sundhedsvæsenet.

3. Ved godkendelsen af denne konvention afleverer hvert nordisk land en fortegnelse over den gældende lovgivning, der er omfattet af konventionen. Derefter giver hvert land en gang om året inden udgangen af februar måned det danske udenrigsministerium meddelelse om de ændringer i fortegnelsen, som skyldes lovgivning, der er gennemført i det foregående kalenderår.

Til artikel 2

Til første stykke

Konventionen finder anvendelse på al lovgivning i de nordiske lande, der til enhver tid gælder for social bistand og sociale tjenester, samt for andre sociale ydelser, der ikke omfattes af reglerne i den nordiske konvention om social sikring.

Social bistand og sociale tjenester, som nævnes i litra a, er en fælles nordisk betegnelse for de forskellige sociale bistands- og serviceordninger, der gælder i de nordiske lande, og som er konventionens hovedsagelige anvendelsesområde.

Efter litra b skal konventionen imidlertid også finde anvendelse for andre sociale ydelser, der ikke omfattes af konventionen om social sikring. Som et eksempel herpå kan nævnes bidragsforskud til børn, efter at bestemmelserne herom er overført til den her foreliggende konvention, jf. artikel 11.

Konventionen omfatter ikke boligstøtte. I praksis giver dette ikke problemer, og der stilles ikke i de nordiske lande noget krav om statsborgerskab i landet som betingelse for at modtage boligstøtte.

Til andet stykke

Også inden for sundhedsområdet er der behov for at kunne bruge de særlige bestemmelser i artikel 5 om anvendelsen af nordisk sprog og i artikel 9 om flytning til et andet nordisk land af personer med behov for behandling eller pleje af længere varighed.

Til tredje stykke

Det nøjagtige anvendelsesområde for konventionen fremgår i øvrigt af lovfortegnelsen for hvert enkelt nordisk land, som føres ájour hvert år efter bestemmelsen i artiklens tredje stykke.

Det saglige område, som konventionen tager sigte på, fremgår af vedlagte fem bilag, nr. 2 til nr. 6, et for hvert af de nordiske lande. Heri er angivet den lovgivning, der gælder inden for området på det tidspunkt, bemærkningerne er udarbejdet.

Foruden den lovgivning, der er nævnt i fortegnelserne, omfatter konventionen også de forskrifter i form af bekendtgørelser, forordninger og lignende, som knytter sig til lovgivningen.

Fortegnelserne over de lovgivninger, som konventionen omfatter, er imidlertid alene vejledende, og de udelukker ikke, at andre bestemmelser - herunder senere tilkomne - kan være omfattet af konventionen.

Ajourførte lovfortegnelser kan fås ved henvendelse til forbindelsesorganet, udpeget efter artikel 13, første stykke.

Artikel 3. Personkreds

Hvis ikke andet er anført i de enkelte artikler, finder konventionen anvendelse på

  • a) nordiske statsborgere,
  • b) andre personer, som har lovlig bopæl i et nordisk land.

Til artikel 3

I artiklen angives den personkreds, som konventionen får anvendelse for. Personkredsen omfatter, foruden nordiske statsborgere, også andre personer, hvis de har lovlig bopæl i et nordisk land, herunder flygtninge og statsløse. Personer, som søger asyl, kan ikke på dette grundlag anses at have lovlig bopæl i landet i konventionens forstand. Kravet om lovlig bopæl i et nordisk land medfører således, at asylansøgere ikke omfattes af konventionen. Den personkreds, som konventionen får anvendelse for, er den samme som den, der var dækket af den tidligere konvention om social tryghed.

Begrebet »lovlig bopæl« indebærer, at der skal være ret til at bo i landet efter landets lovgivning om udlændinge. I praksis vil det i de fleste tilfælde være ensbetydende med, at ved- kommende har bopæl i landet efter landets folkeregister.

Når en konventionsbestemmelse alene gælder for nordiske statsborgere, fremgår det udtrykkeligt af bestemmelsen (se artiklerne 4, 5 og 7).

Artikel 4. Ligestilling af nordiske statsborgere

Ved anvendelsen af den lovgivning i et nordisk land, som konventionen omfatter, ligestilles statsborgere i et andet nordisk land, der har lovligt midlertidigt ophold eller lovlig bopæl i landet, med landets egne statsborgere.

Til artikel 4

Artiklen fastslår et princip om almindelig ligestilling med hensyn til den lovgivning, der er omfattet af konventionen. Bestemmelsen sikrer nordiske statsborgere en ligestilling med landets egne statsborgere inden for konventionens område, så længe de har ophold i et andet nordisk land, uanset om det er i form af bopæl, eller om opholdet er midlertidigt. Når et lands egne borgere har krav på ydelser i et vist omfang, har statsborgere i et andet nordisk land krav på ydelser i samme omfang. En nordisk statsborger, der har ret til ophold i landet, har således krav på ligestilling, og EF-reglerne indskrænker ikke denne ret. Ikke-nordiske statsborgere har derimod ikke ret til ligestilling efter konventionen, men de omfattes af bestemmelsen i artikel 6.

En ligestilling kan allerede i en vis udstrækning følge af andre regler. Ifølge Europæisk konvention af 1953 om social- og sundhedsmæssig hjælp skal den, der savner tilstrækkelige midler til underhold, have hjælp på samme vilkår som for landets egne statsborgere.

Ligestillingen efter artikel 4 gælder for al social bistand og alle sociale tjenester, også dem, der ydes, uden at modtageren er i økonomisk trang, og går derved videre end den europæiske konvention. Ligestillingen har betydning for nordiske statsborgere, der ikke opnår ligestilling som følge af EF-reglerne, fx ikke-erhvervsaktive, herunder også tidligere erhvervsaktive, som ikke har udøvet erhverv i det nuværende opholdsland, og som af den grund ikke opnår ligestilling med hensyn til sociale fordele i kraft af EF-reglerne.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der efter landets interne regler ikke er ret til ophold, fx fordi vedkommende ikke er i stand til at forsørge sig selv. Bestemmelsen forhindrer heller ikke, at der gives afslag på social bistand, når dette følger af de nationale regler, og afslag ligeledes ville blive givet til landets egne statsborgere i en tilsvarende situation, fx hvis der gælder begrænsninger i retten til bistand fra en anden kommune end hjemkommunen.

Ligestillingsreglen gælder kun for nordiske statsborgere. De øvrige persongrupper, som er nævnt i artikel 3, er ikke omfattet af denne ret. Der er imidlertid ikke noget til hinder for at de enkelte lande i kraft af nationale regler ligestiller fx flygtninge og statsløse med landets egne statsborgere. En sådan ligestilling i et nordisk land får ikke nogen umiddelbar betyd- ning i de andre nordiske lande.

Artikel 5. Anvendelse af nordiske sprog

1. En statsborger i et nordisk land har ved skriftlig henvendelse til en myndighed i et andet nordisk land i enkeltsager om adgangen til social bistand eller sociale tjenester ret til at anvende dansk, finsk, islandsk, norsk eller svensk. I sådanne sager skal myndigheden sørge for, at vedkommende, hvis der er behov herfor, får den fornødne tolke- og oversættelseshjælp i disse sprog.

2. I de tilfælde, hvor sproget er af stor betydning for, at formålet med social bistand og sociale tjenester skal kunne opnås, skal organet, så vidt muligt, anvende et sprog, som vedkommende forstår.

3. Bestemmelserne i første og andet stykke gælder tlllige for sundhedstjenester og syge- behandling.

4. i øvrigt gælder bestemmelserne i den nordiske sprogkonvention af 17. juni 1981.

Til artikel 5

Den nordiske konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om nordiske statsborgeres ret til at anvende deres eget sprog i et andet nordisk land (sprogkonventionen) blev indgået den 17. juni 1981 og gælder stadig. De sprog, som konventionen angår, er finsk, dansk, islandsk, norsk og svensk, men ikke fx samisk eller færøsk.

Det følger af sprogkonventionen, at de nordiske lande skal virke for, at nordiske statsborgere skal kunne anvende dansk, finsk, islandsk, norsk eller svensk ved kontakt med myndigheder og offentlige organer i et andet nordisk land. Disse myndigheder og organer skal, såvidt muligt, sørge for den fornødne tolke- og oversættelseshjælp. Bestemmelsen gælder også for sundheds- og sygebehandlingsmyndigheder. Det følger af ordlyden, at bestemmelsen ikke er absolut bindende. Sprogkonventionen giver imidlertid de nordiske lande mulighed for, »når der er anledning hertil«, at træffe særlige aftaler med videregående forpligtelser.

Med henvisning hertil er man i bistandskonventionen gået noget videre. I artikel 5, første stykke, gives der for det første en nordisk statsborger en absolut ret til ved skriftlig henven- delse til en myndighed i et andet nordisk land at anvende dansk, finsk, islandsk, norsk eller svensk. Med myndighed menes her en kommunal, regional eller statslig myndighed med ret til at træffe beslutning vedrørende den ydelse, det drejer sig om. Det gælder for sager angående social bistand eller sociale tjenester eller, i kraft af tredje stykke, behandling og tjene- ster inden for sundhedsvæsenet. I de sidstnævnte tilfælde får bestemmelsen naturligvis en begrænset anvendelse, fordi kontakten med myndighederne sjældent sker skriftligt. På det sociale område får bestemmelsen en større praktisk betydning, fx ved ansøgning om plads på en daginstitution for børn, plads på et plejehjem, kontanthjælp eller lignende. Bestemmelsen gælder ikke for de ydelser, der er nævnt i artikel 2, første stykke, litra b, dvs ydelser, der hverken falder ind under social- eller sundhedsområdet, som fx bidragsforskud eller den finske moderskabsydelse.

Efter bestemmelsen skal myndigheden i de tilfælde, der er nævnt i artiklens første stykke, tillige sørge for den nødvendige tolke- og oversættelseshjælp. Også dette krav er forpligtende for myndigheden og er altså mere vidtgående end bestemmelsen om de tilsvarende tilfælde i sprogkonventionen.

I andet stykke anbefales det institutionerne inden for social- og sundhedsvæsenet at anvende et sprog, som klienten kan forstå. Naturligvis tilstræber man også uden en sådan bestemmelse så velfungerende kontakter som muligt, men i de tilfælde, hvor sproget har en særlig stor betydning, fx ved ældreomsorg, foranstaltninger for børn eller psykisk sundhedspleje, bør institutionen i særlig grad bestræbe sig på at finde et fælles nordisk sprog, dvs. dansk, svensk, islandsk, norsk eller finsk. At konventionen tager sigte på nordiske sprog, forhindrer naturligvis ikke, at man i det praktiske arbejde også kan benytte andre sprog, når det er mere hensigtsmæssigt, fx hvis vedkommende ikke har et nordisk sprog som modersmål.

Det kan blive aktuelt at skaffe tolkehjælp også under henvisning til bestemmelsen i andet stykke.

Artikel 6. Social bistand og sociale tjenester under midlertidigt ophold i andet nordisk land

En person, som er omfattet af konventionen, og som under lovligt midlertidigt ophold i et nordisk land får et umiddelbart behov for social bistand og sociale tjenester, skal fra opholdslandet modtage en sådan bistand efter landets lovgivning, som behovet for hjælp tilsiger.

Til artikel 6

Artiklen omhandler situationer, hvor der opstår behov for bistand under midlertidigt ophold i et nordisk land.

Retten omfatter foruden nordiske statsborgere også andre personer, som har bopæl i et nordisk land.

Opholdslandet skal yde den nødvendige sociale bistand og sociale tjeneste efter landets lovgivning, indtil opholdet ophører. Dette skal ske på grundlag af en individuel bedømmelse af vedkommendes behov for hjælp.

Det midlertidige opholds varighed og forholdene, under hvilke opholdet finder sted, kan påvirke omfanget af den bistand, som den midlertidige opholdskommune er forpligtet til at yde.

Der skal ydes hjælp under samme forudsætninger som til personer, der er bosat i en anden kommune i landet, og det vil sige, at der kun skal ydes bistand, hvis behovet ikke kan opfyldes på andre måder.

I almindelighed vil det betyde, at den midlertidige opholdskommune til en person på gennemrejse eller kort besøg kun er forpligtet til at yde den bistand, som er nødvendig under opholdet eller hjemrejsen. Er der derimod tale om et lidt længere ophold, kan kommunens ansvar også omfatte hjemmehjælp eller plejeforanstaltninger som fx plads på et behandlingshjem eller lignende.

De nationale regler kan give en videre ret til bistand, selv om opholdet er kortvarigt.

Artikel 7. Beskyttelse imod hjemsendelse

En nordisk statsborger kan ikke hjemsendes på grund af vedkommendes behov for social bistand, såfremt hans familieforhold, tilknytning til bopælslandet eller omstændighederne i øvrigt taler for, at han bør forblive der, og i alle tilfælde ikke, såfremt han i de sidste 3 år har haft lovlig bopæl i landet.

Til artikel 7

Artiklen tager sigte på at beskytte nordiske statsborgere mod hjemsendelse i forbindelse med enhver form for social bistand og sociale tjenester.

Ved hjemsendelse forstås, at en person bliver sendt tilbage til det land, hvori den pågældende er statsborger.

Nordiske statsborgere har uden videre ret til at tage ophold i et andet nordisk land uden at skulle have opholdstilladelse.

Også efter EF-reglerne er der i kraft af en række opholdsdirektiver ret for alle statsborgere fra et EØS-land til at tage ophold i et andet EØS-land. For personer, der omfattes af opholdsdirektiverne for ikke-erhvervsaktive, er opholdsretten betinget af, at vedkommende har midler til sin forsørgelse.

Artikel 7 giver ikke i sig selv grundlag for hjemsendelse. Retsgrundlaget for hjemsendelse i det enkelte tilfælde findes i den nationale lovgivning, det vil sige såvel i sociallovgivningen som i anden lovgivning som fx i fremmedlovgivningen.

Bestemmelsen forudsætter, at hjemsendelse, som begrundes med, at den pågældende modtager socialhjælp, kun kan blive aktuel, når der er tale om hjælp til forsørgelse over en længere periode, og at hjælpen, som ydes, udgør den væsentligste del af indtægtsgrundlaget for den pågældende. Der kan ikke ske hjemsendelse på grund af enkeltstående tilfælde af behov for socialhjælp til forsørgelse.

I de tilfælde, hvor den nationale lovgivning giver mulighed for hjemsendelse, beskytter artikel 7 mod hjemsendelse på grund af behov for bistand

- når der foreligger familieforhold, tilknytning til bopælslandet eller omstændigheder, som i øvrigt taler for, at den pågældende bør forblive der,

- i alle tilfælde, når personen har haft lovlig bopæl i landet i de sidste 3 år.

Om en persons familieforhold, tilknytning til bopælslandet eller andre omstændigheder taler for, at han bør forblive i landet, må vurderes efter forholdene i hvert enkelt tilfælde.

Begreberne familieforhold og tilknytning til bopælslandet må fortolkes vidt og ses i sammenhæng med, at der også er mulighed for at tage andre omstændigheder i betragtning.

For at en treårig bopælsperiode skal udelukke hjemsendelse, må bopælstiden være uden afbrydelse. Den omfatter såvel perioder, hvor den pågældende har modtaget bistand, som perioder, hvor den pågældende har klaret sig selv. Ophold i udlandet af kortere varighed afbryder ikke bopælstiden.

De gældende regler om hjemsendelse i de nordiske lande er kort beskrevet i det følgende, og som det fremgår heraf, er reglerne ret forskellige. Reglerne gælder kun, i den udstrækning der ikke er ret til ophold efter EF-regler.

Danmark

Efter lov om social bistand er ret til bistand i form af vedvarende hjælp til forsørgelse betinget af dansk statsborgerskab. Vedvarende hjælp til forsørgelse forstås som bistand i form af kontanthjælp eller institutionsophold, der varer eller må skønnes at vare mere end 1 år.

For udlændinge, herunder også for nordiske statsborgere, der ikke har ret til ophold efter EF-regler, kan socialministeriet træffe beslutning om hjemsendelse af forsørgelsesmæssige grunde. Beslutningen medfører, at vedkommende ikke længere har lovligt ophold og derfor heller ikke længere er omfattet af bestemmelsen om ligestilhng i artikel 4. Der kan ikke træffes beslutning om hjemsendelse af udlændinge, der bor i Danmark med henblik på va- rigt ophold, og som lovligt har boet i landet i mere end de sidste 3 år.

Efter praksis træffes der ikke beslutning om hjemsendelse, når vedkommende bl.a. gennem ægteskab har en særlig tilknytning til landet, fx er gift og samlever med en dansk statsborger eller med en udlænding, der har boet i landet i over 3 år med henblik på varigt ophold.

I andre tilfælde lægges der bl.a. vægt på varigheden af opholdet i landet, personlig og familiemæssig tilknytning hertil, helbredsmæssige hensyn, der kan tale imod en flytning til hjemlandet, samt vedkommendes mulighed for inden for en kortere tid at kunne skaffe sig beskæftigelse.

En EØS-statsborger, herunder enhver statsborger fra et af de andre nordiske lande, kan ikke afvises fra landet i forbindelse med indrejsekontrol. Efter indrejsen kan der derimod ske af- visning fra landet, hvis vedkommende ikke har de nødvendige midler til sit underhold i landet og til hjemrejsen, og det offentlige må bekoste vedkommendes rejse ud af landet. En så- dan afvisning medfører, at der fastsættes et indrejseforbud.

Finland

Den finske lovgivning om udlændinge indeholder regler om afvisning og udvisning.

Afvisning kan ske, hvis en udlænding savner de nødvendige midler og derfor ikke kan sørge for sit ophold i Finland og sin hjemrejse. Afvisning sker normalt direkte ved ankomsten til landet, men senest inden 3 måneder. Nordiske statsborgere afvises yderst sjældent og kun i helt oplagte tilfælde.

En udlænding kan udvises, hvis han under et kort ophold i landet har gjort sig ude af stand til at tage vare på sig selv. Ved udvisning skal man tage hensyn til alle omstændigheder og forholdene i sin helhed, som har betydning for sagen, fx hvor længe udlændingen har opholdt sig i Finland, forholdet mellem børn og forældre, familietilknytning og anden tilknytning til Finland. Nordiske statsborgere udvises ikke på grund af manglende midler.

Island

Ifølge udlændingeloven kan en udlænding afvises eller udvises, hvis det viser sig, at han ikke har tilstrækkelige midler til sit ophold og til hjemrejsen. Denne bestemmelse er imidlertid aldrig blevet anvendt for nordiske statsborgere.

Nordiske statsborgere, der har fast bopæl i Island, har ret til sociale ydelser i overensstemmelse med loven om kommunernes sociale bistand. Opholdets længde, familieforhold eller anden tilknytning til bopælslandet har ikke hidtil haft nogen indflydelse i denne forbindelse.

Norge

Efter udlændingeloven kan en udlænding bortvises, hvis vedkommende ikke kan sandsynliggøre at have eller være sikret tilstrækkelige midler til ophold i landet og til hjemrejse.

Nordiske statsborgere omfattes i princippet af denne bestemmelse, men da de kan tage både ophold og arbejde i Norge uden tilladelse og således kan prøve at få et arbejde, hvis de har beskedne midler, er bestemmelsen upraktisk overfor dem.

Det er ikke udvisningsgrund for udlændinge at søge socialhjælp. Da nordiske statsborgere ikke skal have tilladelse til at opholde sig i landet, kan det for dem heller ikke som for visse andre udlændinge være et brud på vilkårene for opholdstilladelse, hvis de søger socialhjælp.

Sverige

Ifølge udlændingeloven kan en udlænding afvises, hvis det må antages, at han kommer til at savne tilstrækkelige midler til sit ophold og til hjemrejsen. Afvisning kan ske efter ankomsten til Sverige, dog ikke senere end 3 måneder efter ankomsten.

Også nordiske statsborgere omfattes af denne bestemmelse. Det er dog sjældent, at den anvendes for nordiske statsborgere.

Artikel 8. Samarbeide om rejse til et andet nordisk land

Når der for en myndighed i et nordisk land opstår spørgsmål om, at en person, der omfattes af konventionen, skal modtages i et andet nordisk land, påhviler det denne myndighed, når der er behov herfor, i nødvendigt omfang at tllrettelægge rejsen i samarbejde med det ansvarlige organ i det andet nordiske land.

Til artikel 8

Når en person skal modtages i et andet nordisk land, skal myndigheden i det land, hvorfra vedkommende skal rejse, når der er behov for det, samarbejde med den ansvarlige myndighed i modtagelseslandet om at tilrettelægge den praktiske gennemførelse af hjemrejsen, modtagelsen og den videre indsats over for personen.

Det kan dreje sig om situationer, hvor en person i forbindelse med et midlertidigt ophold i et andet nordisk land ikke har midler til sit underhold eller til hjemrejsen, eller om tilfælde, hvor der under et mere varigt ophold er truffet beslutning om hjemsendelse til et andet nordisk land.

Hjælpen gælder ikke nødvendigvis rejse til det land, hvor den pågældende er statsborger. Det kan også dreje sig om modtagelse i et andet nordisk land af en person med svagt helbred, der har en særlig tilknytning til landet, eller om et barn, hvor den, der har forældremyndigheden, opholder sig i et andet nordisk land.

Hvis det er en ung eller en person med et særlig svagt helbred, der skal rejse til et andet nordisk land, kan der træffes aftale om nødvendig rejseledsagelse.

I forbindelse med samarbejdet mellem myndighederne må regler om tavshedspligt, og herunder indhentelse af nødvendigt samtykke fra den eller de implicerede personer, iagttages.

Artikel 9. Flytning til et andet nordisk land af personer med behov for behandling eller pleje af længere varighed

1. Når en person, der omfattes af konventionen, med behov for behandling eller pleje af lsengere varighed har ønske om at flytte fra et nordisk land til et andet nordisk land, hvortil den pågældende har en særlig tilknytning, skal de ansvarlige myndigheder i de to lande søge at medvirke til en sådan flytning, såfremt denne vil forbedre den pågældendes livssituation.

2. De ansvarllge myndigheder i fra- og tilflytningslandene kan som led i aftalen om flytningen træffe beslutning om fordeling af udgifterne til behandling eller pleje mellem myndighederne i de to lande.

3. I den udstrækning en aftale, som er nævnt i andet stykke, omfatter en fordeling af udgifter til ydelser ved sygdom, skal en sådan aftale anses for en aftale i henhold til artikel 23, første stykke, i den nordiske konvention af 15. juni 1992 om social sikring.

Til artikel 9

Indledning

Enhver har ret til frit at flytte fra et nordisk land til et andet. Spørgsmål om social- og sundhedsservice afgøres i disse tilfælde på grundlag af bosættelsen efter lovgivningen i tilflytningslandet. De personlige forhold, fx handikap, sygdom eller anden fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan i det enkelte tilfælde gøre det vanskeligt at udnytte denne rettighed, selvom vedkommende selv ønsker at flytte. I artikel 9 har man været opmærksom på sådanne særtilfælde. Det drejer sig ikke om flytning for at få bedre behandling eller pleje i tilflytningslandet, men derimod om muligheden for at få forbedret vedkommendes almene livssituation. Sigtet er således en ligestilling med andre for den, der har behov for langvarig behandling eller pleje.

Til første stykke

Efter første stykke i artikel 9 skal de ansvarlige myndigheder søge at medvirke til en flytning fra et nordisk land til et andet nordisk land, når en person, som omfattes af konventio- nen, og som har behov for langvarig behandling eller pleje i længere tid eller i resten af livet, ønsker at flytte til et land, som han eller hun har en særlig tilknytning til. Forudsætningen er, at en sådan flytning kommer til at forbedre vedkommendes livssituation.

En langvarig behandling eller pleje kan betyde at vedkommende har behov for langvarig pleje eller omsorg på en institution inden for social- eller sundhedsvæsenet, fx sygehus, sygehjem, plejehjem eller en anden institution.

Langvarig pleje eller behandling kan også betyde, at vedkommende for at klare sig selv har brug for en tilstrækkelig social- og eller sundhedsmæssig service i eget hjem, i en tilpasset bolig eller i en beskyttet bolig.

En forudsætning for, at spørgsmålet om flytning til et andet nordisk land kan komme på tale, er, at vedkommende selv ønsker at flytte. Det er også i princippet den enkelte eller en ham nærstående person, som skal tage initiativet. Uanset hvem der har taget initiativet, må det undersøges nærmere, hvad der er vedkommendes ønske, og hvilken særlig tilknytning vedkommende har til det andet land.

En beslutning om flytning skal være i overensstemmelse med vedkommendes egen vilje. Hvis en person på grund af sygdom eller udviklingshæmning eller af anden lignende årsag ikke kan udtrykke sin vilje, skal hans værge, en nær slægtning eller en anden nærstående person høres om, hvad der bedst svarer til hans eller hendes vilje. Hvis dette ikke kan klarlægges, bør der ikke ske nogen flytning.

En særlig tilknytning betyder i almindelighed, at vedkommende har sine sproglige forbindelser og sociale kontakter (slægtninge, venner) og nationale og kulturelle baggrund i det modtagende land. Det er svært at angive objektive kriterier for, om flytningen vil forbedre vedkommendes livssituation. Hvis vedkommende imidlertid selv mener, at flytningen kommer til at forbedre hans eller hendes livssituation i social henseende, er dette i sig selv en stærk grund for myndighederne til at medvirke til en flytning.

Begge landes myndigheder skal være enige om, at følgende kriterier for at anvende bestemmelsen er opfyldt:

- vedkommende har en særlig tilknytning til det andet nordiske land

- flytningen vil komme til at forbedre hans eller hendes almindelige livssituation

- myndighedernes medvirken er nødvendig, for at flytningen skal kunne gennemføres.

Efter artikel 2 i den nordiske overenskomst om folkeregistrering af 9. maj 1989 skal den, der har til hensigt at flytte, anmelde dette til den lokale registreringsmyndighed i fraflytningslandet. Efter flytningen skal den anmeldes til den tilsvarende myndighed i tilflytningslandet. Spørgsmålet om, hvorvidt en person skal anses for bosat i tilflytningslandet, afgøres efter dette lands lovgivning.

Reglerne om folkeregistrering er forskellige fra det ene nordiske land til det andet. I nogle af landene lægger man større vægt på personens egen opfattelse end i andre. I de tilfælde, som omhandles i artikel 9, drejer det sig i reglen om en virkelig flytning, det vil sige, at personen vil bosætte sig i tilflytningslandet. Ved bedømmelsen af spørgsmålet om folkeregistrering bør man være opmærksom på, at,formålet med flytningen ikke er at opnå pleje eller behandling i tilflytningslandet, men derimod skyldes vedkommendes særlige tilknytning til dette og ønsket om at opnå en bedre almen livssituation.

De ansvarlige myndigheder med hensyn til den service, som omhandles i artiklen, er følgende:

i Danmark kommuner eller amtskommuner

i Finland kommuner eller samkommuner

i Island kommuner

i Norge kommuner eller fylkekommuner

i Sverige kommuner eller landsting.

Om det økonomiske ansvar se nærmere i kommentarerne til andet stykke.

De ansvarlige myndigheder skal efter artiklen søge at medvirke til flytningen. I de tilfælde, hvor myndighederne medvirker, indebærer det fx følgende foranstaltninger:

- at skaffe en plejeplads og den nødvendige service til

vedkommende

- på en konstruktiv måde at forsøge at nå frem til en aftale om

flytningen.

Til andet stykke

Som led i flytningen bør de ansvarlige myndigheder træffe aftale om udgiftsfordelingen. Artiklen giver ingen detaillerede regler for, hvordan aftalen skal udformes; det må de ansvarlige myndigheder således frit forhandle sig til rette om. Artiklen regulerer ikke den nationale udgiftsfordeling mellem stat og kommune, som derfor kan blive fastsat på forskellige måder fra det ene nordiske land til det andet.

Efter hidtidig praksis mellem Sverige og Finland, som alene har drejet sig om sygepleje, betaler landsting, kommune eller kommunalforbund i fraflytningslandet for transporten samt plejeudgifterne i forbindelse med de første 6 måneders pleje. For tiden derefter deles udgifterne lige mellem landene inden for rammerne for de budgetterede midler for hver af staterne efter overenskomsten mellem Finland og Sverige. Det plejebidrag, som patienten selv skal betale, trækkes fra for hele perioden. Plejebidrag betales efter det pågældende lands lovgivning. Den finsk-svenske overenskomst kan ses som et eksempel på, hvorledes bestemmelsen i artikel 9 kan anvendes.

Aftalen bør i hvert fald indeholde følgende punkter:

- aftaleparter

- aftalens varighed og eventuel mulighed for genforhandling

- personoplysninger om den, der flytter

- plejen eller servicen, som tilbydes

- behandlingsbehovets art og omfang

- udgiftsfordelingen, på grundlag af faktiske udgifter eller periodiske, fikserede beløb, herunder fx for

  

   - flytteudgifter  

   - behandlingsudgifter  

   - plejeudgifter  

   - udgifter til service i hjemmet  

   - til hjælpemidler  

   - boligudgifter  

   - udgifter til lokal befordring  

 - betalingsmåden.  

Til tredje stykke

I artikel 23, første stykke, i den nordiske konvention af 15. juni 1992 om social sikring (sikringskonventionen) er de nordiske lande blevet enige om at give afkald på refusion mellem landene bl.a. af udgifter til naturalydelser ved sygdom.

Bestemmelsen i sikringskonventionen giver de nordiske lande mulighed for at indgå særlige aftaler om refusion af udgifter til sygebehandling. Det siges derfor i tredje stykke i artikel 9, at en eventuel aftale om udgiftsfordeling ved patientoverførsler skal betragtes som en aftale efter artikel 23 i sikringskonventionen. Dette er en ren teknisk bestemmelse, som understreger, at der ikke er nogen modstrid mellem sikrings- og bistandskonventionen, selvom de begge på det punkt regulerer fordelingen af udgifter til sygebehandling.

Øvrige spørgsmål

Flytningen rejser naturligvis mange andre spørgsmål end dem, der er behandlet her. Inden flytningen må man klarlægge spørgsmål om pensioner, beskatning m.v. Det påhviler først og fremmest vedkommende selv eller hans pårørende. Der er grund til at oplyse vedkommende om, at der er forskel på egenbetalingen for pleje og sygebehandling fra land til land.

Artikel 10. Befordringsordninger

Kommunerne i grænseområderne mellem de nordiske lande skal samarbejde for gennem deres befordringsordninger at muliggøre handikappede og ældre personers rejser til en nabokommune i det andet land på samme måde som til en nabokommune inden for landets egne grasnser.

Til artikel 10

Almindelige bemærkninger

I alle de nordiske lande er det kommunerne eller amtskommunerne, der har ansvaret for, at ældre og bevægelseshæmmede kan få den nødvendlge hjælp til transport. Det kan være transport med et særligt køretøj, men også mulighed for fx at køre med taxa til nedsat pris. Transporten kan gælde såvel rejser til behandlingsinstitutioner og lignende som rejser med rekreative formål m.v. Reglerne varierer både mellem landene og mellem kommunerne i det enkelte land. Det er dog en sædvanlig begrænsning, at transporttjeneste gælder inden for fx en kommune eller en region.

Artikel 10 i konventionen tager sigte på at begrænsninger, der knytter sig til landegrænsen, skal kunne fjernes, således at personer, der bor i grænseområderne mellem de nordiske lande, skal have samme muligheder for at besøge familie osv., uanset om de bor på den samme eller på den anden side af landegrænsen. Artiklen er udformet således, at det pålægges grænsekommunerne at samarbejde med hinanden i sådanne spørgsmål. Det påhviler dernæst vedkommende land at tage stilllng til, om denne forpligtelse kræver andre ændringer af gældende regler, fx ved at der gives kommunerne videre muligheder for at træffe be- slutning om hjælp til transport under en persons ophold i et andet land. Samarbejdet kan fx bestå i, at et par grænsekommuner bliver enige om uden videre at godtage den anden kommunes bedømmelse af behovet for transport og at hjælpe til med at sørge for transport af berettigede borgere i den anden kommune, når de kommer over grænsen på besøg. Samarbejdet kan også bestå i, at man bliver enige om visse praktiske foranstaltninger til gennemførelse af transporten. Det forudsættes, at transporten skal bevilges på ligeså fordelagtige vilkår som til en nabokommune inden for landet i tilfælde af, at vedkommende ønsker fx at besøge venner eller familie på den anden side af grænsen.

Artiklen får naturligvis størst betydning i de områder, hvor to nordiske lande har en lang fælles grænse med beboelse på begge sider, dvs. grænsen mellem Norge og Finland, grænsen mellem Norge og Sverlge samt grænsen mellem Sverige og Finand. Artiklen tager dog tillige sigte på områderne i Danmark og Sverige på begge sider langs med Øresund.

I det følgende gives der en kort oversigt over de regler, der gælder i de enkelte lande - dog ikke i Island, som ikke berøres af artiklen - og oplysning om, hvor man kan henvende sig.

Danmark

Efter loven om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet har amtskommunerne pligt til at etablere individuel handikapkørsel for svært bevægelseshæmmede, udover transport til behandling, terapi og lignende. Sådan kørsel betegnes i almindelighed som dør til dør transport for svært handikappede. Efter loven om hovedstad- sområdets kollektive persontrafik er der ligeledes pligt til at etablere særlige kørselsordninger for svært bevægelseshæmmede.

Kørselsordningerne skal indeholde et mindsteantal ture for hver enkelt berettigede (mindst 104 enkeltture om året). Prisen for kørslen må ikke ligge væsentlig højere end prisen for transport af ikke-handikappede. Der skal være mulighed for kørsel over amtsgrænserne.

Ansvaret for kørselsordningerne påhviler amtsrådet og i hovedstadsområdet Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT). Der er forskellige regler om, hvem der foretager visitation, og det er forskelligt, hvor man skal henvende sig. Der er heller ikke centralt fastsatte regler om anke, men ankeordninger findes faktisk de fleste steder.

Finland

Ældre og handikappede personer modtager kommunal hjælp til transport, såkaldt färdtjänst, i henhold til socialtjenestebekendtgørelsen (607/83), § 9, andet stykke, og loven om service og støtte på grund af handikap (380/87), § 8.

Efter socialtjenesteloven og -bekendtgørelsen kan kommunen tilrettelægge transporten som en del af hjemmetjenesten.

Kommunen har en særlig forpligtelse til at tilrettelægge transport for svært handikappede personer. Efter handikapserviceloven skal kommunen sørge for rimelig transport samt ledsagerservice for svært handikappede personer, som har særlige vanskeligheder ved at bevæge sig, og som på grund af deres handikap eller deres sygdom ikke kan benytte kollektive trafikmidler uden urimeligt store vanskeligheder. Transporten omfatter mindst 18 månedlige enkeltrejser, som hører til dagligdagen, foruden de rejser, der er nødvendige af hensyn til arbejde og studier. Transporten kan efter behov udstrækkes til en nabokommune i et andet nordisk land.

Vedkommende skal anmode om transport i sin hjemkommune. Kommunens socialnævn eller den embedsmand, som soclalnævnet har bemyndlget hertil, træffer afgørelse i sager om transport. Med hensyn til transport efter handikapserviceloven kan socialnævnets afgørelse søges ændret ved klage til Lensretten. Lensrettens afgørelse kan efterprøves af den højere forvaltningsdomstol.

Norge

Ansvaret for transport af bevægelseshæmmede ligger hos fylkeskommunen (amtskommunen) og omfatter såvel dør til dør transport som tilrettelæggelse af den øvrige lokale kollektivtransport. Fylkeskommunen udarbejder retningslinier for dør til dør transporten og kriterier for godkendelse af ordningens brugere. Ordningen er ikke lovreguleret. Der er store forskelle fra fylke til fylke og tildels også mellem kommunerne med hensyn til godkendelseskriterier, regler for brug af tilbudet, brug og omfang af egenbetaling og måden, hvorpå virksomheden er organiseret. Udgangspunktet er, at transport skal kunne ske mellem kommuner inden for samme fylke, men dette synes i praksis kun at finde sted i ringe omfang.

Ansøgning om transport af bevægelseshæmmede må indgives til socialkontoret i kommunen, som godkender brugerne. Klager over afgørelser vedrørende brugergodkendelse skal som hovedregel behandles af fylkeskommunen, som er ansvarlig for transportordningen. I de tilfælde, hvor kommunen ved tillægsfinansiering til ordningen har fastsat særlige kriterier for at blive godkendt som bruger, skal klager over afgørelser om anvendelsen af disse særlige kriterier indbringes for klageorganet i vedkommende kommune.

Sverige

Transporthjælp for ældre og bevægelseshæmmede kaldes färdtjänst og forekommer dels som en form for almindelig service, som fx muliggør et vist antal rejser med taxa hver måned, dels som en individuelt udformet service, hvor behovet er afgørende. I begge tilfælde ydes transporten efter socialtjenesteloven (1980:620), men mulighederne for at klage over afgørelsen er forskellige. Det er kun, når retten til transport afgøres individuelt, at der er tale om en bistand efter § 6 i socialtjenesteloven, som man kan få efterprøvet fuldtud ved domstolen. Den, som ikke er tilfreds med en afgørelse efter kommunens almindelige regler, kan dog altid anmode om at få spørgsmålet efterprøvet efter § 6.

Kommunernes almlndelige regler varierer meget. I princlppet angår det rejser inden for kommunen. I fx Stockholmsområdet gælder det hele lenet. Efter § 6 kan man dog anmode om at få hjælp også til andre rejser, som man mener, at man behøver og ikke selv kan klare. Den, som får bevilget transport, betaler normalt et vist bidrag for hver rejse, uanset udgiften.

Efter loven om kommunal riksfärdstjänst (1993:963) kan der herudover gives erstatning for rejseudgifter til svært bevægelseshæmmede personer, der som følge af deres handikap må rejse på en særlig dyr måde, eller som ikke kan rejse uden ledsager. Her tages der sigte på rejser indenlands mellem kommunerne eller i visse tilfælde mellem len. Antallet af rejser er ikke begrænset, men forudsætter en særlig tilladelse til riksfärdtjänst. Den, der har fået tilladelsen, betaler en egenafgift, som svarer til de normale reiseudgifter med offentlige befordringsmidler.

Som tidligere nævnt i indledningen er konventionen inkorporeret i svensk lovgivning og gælder således som svensk lov. Det indebærer, at de formelle geografiske begrænsninger, som følger af de ovennævnte regler, kan fraviges for at gennemføre et sådant samarbejde mellem grænsekommunerne, som omhandles i artikel 10.

Den, der vil ansøge om färdtjänst, skal henvende sig til bopæls- eller opholdskommunen (normalt til socialførvaltning/socialbyrå). Den, der vil ansøge om riksfärdstjänst, skal henvende sig til den kommune, hvori han er folkeregistreret. Nærmere oplysninger om anvendelsen af artikel 10 i konventionen gives af de samme myndigheder.

Artikel 11. Bidragsforskud til børn

1. En person, der omfattes af konventionen, og som flytter fra et nordisk land tll et andet nordisk land, har ret til bidragsforskud i det sidstnævnte land under samme forudsætninger som dette lands egne statsborgere fra det tldspunkt, vedkommende tager bopæl i landet.

2. Et dokument om ret til underholdsbidrag til børn, som er udstedt i et nordisk land, skal anses som gyldlgt grundlag for bldragsforskud også i et andet nordisk land. Består do- kumentet ikke i en beslutning fra en domstol eller en anden offentlig myndighed, skal dokumentet være forsynet med attestation for, at det i det land, hvor det er udstedt, kan danne grundlag for inddrivelse hos den bidragsskyldige.

3. Bidragsforskud kan nedsættes, i den udstrækning bidragsforskud er udbetalt fra et andet nordisk land for samme tidsrum.

Til artikel 11

Til første stykke

Personer, der har lovlig bopæl i et nordisk land, og som flytter til et andet nordisk land, har efter bestemmelsen ret til bidragsforskud fra tilflytningslandet under samme forudsætninger som dette lands egne statsborgere fra det tidspunkt, vedkommende bosætter sig i landet.

Nordiske statsborgere har ret til denne ligestillmg allerede efter den almindelige bestemmelse i artikel 4.

Ved bestemmelsen i første stykke i artikel 11 ophæves således eventuelle ventetider med hensyn til retten til bidragsforskud for andre udlændinge end nordiske statsborgere, når de pågældende flytter fra et nordisk land til et andet. Ikke-nordiske statsborgere, som omfattes af konventionen, behøver således heller ikke at have haft fast bopæl i Danmark i de sidste 3 år, eller at have haft ophold i Sverige i de sidste 6 måneder for at opnå ret til bidragsforskud efter flytning til et af disse lande.

Til andet stykke

Bestemmelsen fastslår, at et dokument, som giver ret til underholdsbidrag og er udstedt i et nordlsk land, skal anses for gyldigt grundlag for bidragsforskud også i et andet nordisk land. Hvis det ikke drejer sig om en beslutning fra en domstol eller en anden offentlig myndighed, men fx om en aftale mellem ægtefæller, er det en betingelse, at dokumentet er forsynet med attestation, for at det kan danne grundlag for inddrivelse hos den bidragsskyldige i det land, hvor det er udstedt.

Følgende danske dokumenter kan danne grundlag for bidragsforskud:

- Bidragsresolutioner udstedt af statsamtet eller for Københavns kommunes vedkommende af Overpræsidiet,

- for Grønlands vedkommende enten midlertidigt af Rigsombudet eller ved kredsretterne,

- for Færøernes vedkommende enten dom om underholdsbidrag eller bidragsresolution fra Rigsombudet eller separations- eller skilsmissebevilling fra Rigsombudet, der indeholder bidragsbestemmelser.

- Skriftlige aftaler om underholdsbidrag. Den nævnte attestation kan på begæring af de udbetalende myndigheder eller af den, som har ret til bidraget, gives af statsamtet eller for Københavns kommunes vedkommende af Overpræsidiet,

- for Færøernes vedkommende af Rigsombudet,

- for Grønlands vedkommende af Rigsombudet.

Følgende finske dokumenter kan danne grundlag for bidragsforskud:

- Dom om underholdsbidrag.

- Skriftlig aftale om underholdsbidrag, som er fastsat af socialnævnet.

Attestation kan gives af socialnævnene.

Følgende islandske dokumenter kan danne grundlag for bidragsforskud i henhold til børneloven nr. 20/1992:

- Bidragsresolutioner udstedt af en sysselmand (§ 10).

- Skriftlige aftaler mellem bidragspligtige om børnebidrag godkendt af en sysselmand (§ 17).

- Separations- eller skilsmissebevillinger eller separations- eller skilsmissedomme, som indeholder bidragsbestemmelser.

Følgende norske dokumenter kan danne grundlag for bidragsforskud:

- Retsforlig, dom eller beslutning fra domstol om underholdsbidrag.

- Afgørelse om bidrag truffet af bidragsfogden eller fylkestrygdekontoret.

- Skriftlig aftale om bidrag.

Attestation kan efter begæring gives af folketrygdekontoret for utenlandssaker.

Følgende svenske dokumenter kan danne grundlag for bidragsforskud:

- Dom eller beslutning af en domstol.

- Skriftlig aftale mellem parterne om underholdsbidrag.

Attestation kan efter begæring gives af lansstyrelsen.

Meddelelser om ændringer i normalbidragets størrelse gives og modtages af nedennævnte myndigheder til videregivelse til de myndigheder i det pågældende land, som udbetaler bidragsforskud på grundlag af et bidragsdokument udstedt i et andet nordisk land:

i Danmark af Den Sociale Sikringsstyrelse, dog for Færøerne af Almannastovan i Torshavn og for Grønland af Direktoratet for sociale Anliggender og Arbejdsmarked i Nuuk

i Finland af Social- och halsovårdsministeriet

i Island af Rigsforsikringsanstalten

i Norge af Rikstrygdeverket

i Sverige af Riksförsäkringsverket.

Til tredje stykke

Bestemmelsen skal forhindre udbetaling af bidragsforskud i flere lande for samme tidsrum. Dette betyder, at en person, der er berettiget til bidragsforskud og fx i Danmark har modtaget bidragsforskud for 6 måneder og derefter flytter til Sverige, ikke skal modtage bidragsforskud der før de 6 måneder er gået, selv om bidragsforskuddet i Sverige udbetales månedsvis. Bestemmelsen regulerer således det forhold, at der efter de nationale retsregler kan være ret til bidragsforskud fra to lande for samme tidsrum.

Når en person flytter til et af landene og søger om at modtage bidragsforskud, bør organet i tilflytningslandet undersøge, for hvor lang tid der allerede er udbetalt bidragsforskud. Hvis der alligevel skulle blive foretaget en dobbelt udbetaling, beror det på tilflytningslandets lovgivning, om der er ret for tilflytningslandet til at kræve tilbagebetaling. Et sådant krav behandles på sædvanlig måde efter landets nationale lovgivning.

Det kan forekomme i praksis, at der fejlagtigt udbetales bidragsforskud fra fraflytningslandet, fx for længere perioder efter fraflytningen, under sådanne omstændigheder, at fraflytningslandet har krav på tilbagebetaling. Bestemmelsen giver ikke hjemmel for tilflytningslandet til at tilbageholde senere bidragsforskud med henblik på at overføre det for meget udbetalte til fraflytningslandet. Det har heller ikke været hensigten med bestemmelsen at den skulle give adgang for tilflytningslandet til i disse tilfælde at nedsætte bidragsforskud for en senere periode end den, for hvilken der er sket dobbelt udbetaling.

Artikel 13. Samarbejde mellem myndigheder og organer

1. Myndigheder og organer skal i fornøden udstrækning bistå hinanden ved gennemførelsen af denne konvention, herunder ved ydelse af sociale tjenester i grænseområderne mellem de nordiske lande. I hvert nordisk land skal der findes et forbindelsesorgan, som udpeges af vedkommende myndighed.

2. Ved samarbejde i sager, som angår børn, skal der vises særlig opmærksomhed over for barnets behov, barnets muligheder for kontakt med de personer, der er af særlig betydning for barnet, og barnets egne ønsker.

Til artikel 13

Som forbindelsesorganer har landenes myndigheder udpeget:

  

 Danmark:  Den Sociale Sikringsstyrelse,  

           Landemærket 11, DK-lll9 København K,  

           Tlf.:  45-33955000, Fax: 45-33915654, dog for  

 Færøerne: Færøernes Landstyre, Social- og Sundhedsafdelingen,  

           PB 64,  110 Torshavn,  

           Tlf.: 298-11080, Fax.: 298-17032 og for  

 Grønland: Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked,  

           PB 260, 3900  Nuuk,  

           Tlf.: 299-23000, Fax.: 299-24547.  

 Finland:  Social- och halsovårdsministeriet,  

           PB 267, FIN-00171 Helsingfors,  

           Tlf.: 358-9-1601, Fax: 358-9-1604716.  

 Island:   Socialministeriet, Hafnarhusi  v/Tryggvagøtu,  

           IS-150 Reykjavik,  

           Tlf.: 354-5609100, Fax: 354-5524804.  

 Norge:    Sosial- og helsedepartementet,  

           Postboks 8011 Dep., N-0030 Oslo.  

           Tlf.:47-22349090, Fax: 47-22349575.  

 Sverige:  Socialstyrelsen, S-106 30 Stockholm,  

           Tlf.: 46-8-7833000, Fax: 46-8-7833252.  

 -----------------------------------------------------  

Bilag 1

Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester

Regeringerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, som bemærker, at den nordiske konvention af 15. juni 1992 om social sikring alene angår sikringsydelser til forskel fra den tidligere nordiske konvention om social tryghed, som også omfattede social bistand, som finder, at der, udover retten til sociale fordele, som følger af aftalen af 2. maj 1992 om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, fortsat er behov for særlige nordiske regler om social bistand og sociale tjenester, som finder, at retten til at anvende sit eget sprog i et andet nordisk land, som gælder i henhold til den nordiske sprogkonvention 17. juni 1981, bør udvides i visse henseender inden for det sociale og sundhedsmæssige område, er blevet enige om at indgå en nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester, som affattes således:

Afsnit I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1. Definitioner

I denne konvention betyder udtrykket

  • a) »nordisk land« ethvert af de kontraherende lande,
  • b) »nordisk statsborger« statsborger i et nordisk land,
  • c) »vedkommende myndighed«

i Danmark Socialministeren,

i Finland Social- og Sundhedsministeriet,

i Island Socialministeriet,

i Norge Sosial- og Helsedeparmentet,

i Sverige Regeringen (Socialdepartementet),

eller den myndighed som de nævnte myndigheder udpeger dertil,

  • d) »organ« central, regional eller lokal myndighed eller institution, som stiller en ydelse til rådighed.

Artikel 2. Anvendelsesområde

1. Konventionen finder anvendelse på al lovgivning i de nordiske lande, der til enhver tid gælder for følgende sociale ordninger:

  • a) social bistand og sociale tjenester,
  • b) andre sociale ydelser, der ikke omfattes af reglerne i den nordiske konvention af 15. juni 1992 om social sikring.

2. Artiklerne 5 og 9 finder tillige anvendelse på lovgivningen om sundhedsvæsenet.

3. Ved godkendelsen af denne konvention afleverer hvert nordisk land en fortegnelse over den gældende lovgivning, der er omfattet af konventionen. Derefter giver hvert land en gang om året inden udgangen af februar måned det danske udenrigsministerium meddelelse om de ændringer i fortegnelsen, som skyldes lovgivning, der er gennemført i det foregående kalenderar.

Artikel 3. Personkreds

Hvis ikke andet er anført i de enkelte artikler, finder konventionen anvendelse på

  • a) nordiske statsborgere,
  • b) andre personer, som har lovlig bopæl i et nordisk land.

Artikel 4. Ligestilling af nordiske statsborger

Ved anvendelsen af den lovgivning i et nordisk land, som konventionen omfatter, ligestilles statsborgere i et andet nordisk land, der har lovligt midlertidigt ophold eller lovlig bopæl i landet, med landets egne statsborgere.

Afsnit II

Særlige bestemmelser

Artikel 5. Anvendelse af nordiske sprog

1. En statsborger i et nordisk land har ved skriftlig henvendelse til en myndighed i et andet nordisk land i enkeltsager om adgangen til social bistand eller sociale tjenester ret til at anvende dansk, finsk, islandsk, norsk eller svensk. I sådanne sager skal myndigheden sørge for, at vedkommende, hvis der er behov herfor, får den fornødne tolke- og oversættelseshjælp i disse sprog.

2. I de tilfælde, hvor sproget er af stor betydning for, at formålet med social bistand og sociale tjenester skal kunne opnås, skal organet, så vidt muligt, anvende et sprog, som vedkommende forstår.

3. Bestemmelserne i første og andet stykke gælder tillige for sundhedstjenester og sygebehandling.

4. I øvrigt gælder bestemmelserne i den nordiske sprogkonvention af 17. juni 1981.

Artikel 6. Social bistand og sociale tjenester under midlertidigt ophold i et andet nordisk land

En person, som er omfattet af konventionen, og som under lovligt midlertidigt ophold i et nordisk land får et umiddelbart behov for social bistand og sociale tjenester, skal fra opholdslandet modtage en sådan bistand efter landets lovgivning, som behovet for hjælp tilsiger.

Artikel 7. Beskyttelse imod hjemsendelse

En nordisk statsborger kan ikke hjemsendes på grund af vedkommendes behov for social bistand, såfremt hans familieforhold, tilknytning til bopælslandet eller omstændighederne i øvrigt taler for, at han bør forblive der, og i alle tilfælde ikke, såfremt han i de sidste 3 år har haft lovlig bopæl i landet.

Artikel 8. Samarbejde om rejse til et andet nordisk land

Når der for en myndighed i et nordisk land opstår spørgsmål om, at en person, der omfattes af konventionen, skal modtages i et andet nordisk land, påhviler det denne myndighed, når der er behov herfor, i nødvendigt omfang at tilrettelægge rejsen i samarbejde med det ansvarlige organ i det andet nordiske land.

Artikel 9. Flytning til et andet nordisk land af personer med behov for behandling eller pleje af længere varighed

1. Når en person, der omfattes af konventionen, med behov for behandling eller pleje af længere varighed har ønske om at flytte fra et nordisk land til et andet nordisk land, hvortil den pågældende har en særlig tilknytning, skal de ansvarlige myndigheder i de to lande søge at medvirke til en sådan flytning, såfremt denne vil forbedre den pågældendes livssituation.

2. De ansvarlige myndigheder i fra- og tilflytningslandene kan som led i aftalen om flytningen træffe beslutning om fordeling af udgifterne til behandling eller pleje mellem myndighederne i de to lande.

3. I den udstrækning en aftale, som er nævnt i andet stykke, omfatter en fordeling af udgifter til ydelser ved sygdom, skal en sådan aftale anses for en aftale i henhold til artikel 23, første stykke, i den nordiske konvention af 15. juni 1992 om social sikring.

Artikel 10. Befordringsordninger

Kommunerne i grænseområderne mellem de nordiske lande skal samarbejde for gennem deres befordringsordninger at muliggøre handikappede og ældre personers rejser til en nabokommune i det andet land på samme måde som til en nabokommune inden for landets egne grænser.

Artikel 11. Bidragsforskud til børn

1. En person, der omfattes af konventionen, og som flytter fra et nordisk land til et andet nordisk land, har ret til bidragsforskud i det sidstnævnte land under samme forudsætninger som dette lands egne statsborgere fra det tidspunkt, vedkommende tager bopæl i landet.

2. Et dokument om ret til underholdsbidrag til børn, som er udstedt i et nordisk land, skal anses som gyldigt grundlag for bidragsforskud også i et andet nordisk land. Består dokumentet ikke i en beslutning fra en domstol eller en anden offentlig myndighed, skal dokumentet være forsynet med attestation for, at det i det land, hvor det er udstedt, kan danne grundlag for inddrivelse hos den bidragsskyldige.

3. Bidragsforskud kan nedsættes, i den udstrækning bidragsforskud er udbetalt fra et andet nordisk land for samme tidsrum.

Afsnit III

Øvrige bestemmelser

Artikel 12. Bestemmelser om gennemførelsen

Vedkommende myndigheder skal sammen fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige for at sikre en ensartet nordisk anvendelse af denne konvention.

Artikel 13. Samarbejde mellem myndigheder og organer

1. Myndigheder og organer skal i fornøden udstrækning bistå hinanden ved gennemførelsen af denne konvention, herunder ved ydelse af sociale tjenester i grænseområder mellem de nordiske lande. I hvert nordisk land skal der findes et forbindelsesorgan, som udpeges af vedkommende myndighed.

2. Ved samarbejde i sager, som angår børn, skal der vises særlig opmærksomhed over for barnets behov, barnets muligheder for kontakt med de personer, der er af særlig betydning for barnet, og barnets egne ønsker.

Artikel 14. Ikrafttrædelse

1. Konventionen træder i kraft den første dag i den måned, som ligger to fulde kalendermåneder efter den dag, da samtlige parter har givet det danske udenrigsministerium meddelelse om deres godkendelse af konventionen.

2. For Færøernes, Grønland og Ålands vedkommende træder konventionen først i kraft den første dag i den måned, som ligger to fulde kalendermåneder efter den dag, da Danmarks henholdsvis Finlands regering har meddelt det danske udenrigsministerium, at Færøernes Landsstyre og Grønlands Landsstyre henholdsvis Ålands Lagting har meddelt, at konventionen skal have gyldighed for Færøerne og Grønland henholdsvis Åland.

3. Det danske udenrigsministerium underretter de øvrige parter og Nordisk Ministerråds Sekretariat om modtagelsen af disse meddelelser og om tidspunktet for konventionens ikrafttrædelse.

Artikel 15. Opsigelse

1. En part kan opsige konventionen ved skriftlig meddelelse herom til det danske udenrigsministerium, som underretter de øvrige parter om modtagelsen af meddelelsen og om dens indhold.

2. En opsigelse gælder kun den part, som har afgivet den, og den får virkning seks måneder efter den dag, da det danske udenrigsministerium modtog meddelelsen om opsigelsen.

Artikel 16. Ophævelse af bestemmelse i sikringskonventionen

Når denne konvention træder i kraft, ophæves sidste punktum i artikel 30 i den nordiske konvention af 15. juni 1992 om social sikring.

Artikel 17. Deponering af originalteksten

Originalteksten til denne konvention deponeres i det danske udenrlgsministerium, der tilstiller de øvrige parter bekræftede genparter heraf.

Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede repræsentanter undertegnet denne aftale.

Udfærdiget i Arendal, den 14. juni 1994, i et eksemplar på

dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, hvilke tekster alle har

samme gyldighed.

------------------------------------------------------------

Bilag 2

Fortegnelse over dansk lovgivning, der er omfattet af Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk. 1, a:

Lov om social bistand, (Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996), som senest ændret ved lov nr. 497 af 12. juni 1996.

Lov om kommunal aktivering (Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 36 af 26. januar 1996).

Gældende for Færøerne:

Lov nr. 315 af 17. maj 1995 for Færøerne om sociale ydelser på Færøerne.

Lov for Færøerne om offentlig forsorg, jf. Iovbekendtgørelse nr. 100 af 2. marts 1988 med senere ændringer.

Lov for Færøerne om børneforsorg, jf. Iovbekendtgørelse nr. 104 af 2. marts 1988 med senere ændringer.

Gældende for Grønland:

Landstingsforordning nr. 10 af 1. november 1982 om hjælp fra det offentlige med senere ændringer.

Landstingsforordning nr. 9 af 3. november 1994 om aktivering af ledige.

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk. l, b:

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995).

Gældende for Færøerne:

Lagtingslov om børnebidrag til enlige forsørgere m.v. nr. 71 af 20. maj 1996 med senere ændringer.

Gældende for Grønland:

Landstingsforordning nr. 2 af 3. marts 1994 om udbetaling af underholdsbidrag til børn samt adoptionstilskud med senere ændringer.

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk. 2:

Lov om sygehusvæsenet (Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 687 af 16. august 1995), som senest ændret ved lov nr. 1121 af 20. december 1995.

Lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp (Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 622 af 19. juli 1995).

Lov om offentlig sygesikring (Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 77 af 31. januar 1994), som senest ændret ved lov nr. 1120 af 20. december 1995.

Gældende for Færøerne:

Lov nr. 316 af 17. maj 1995 om sundhedsvæsenet pa Færøerne.

Lagtingslov om Færøernes sygehusvæsen nr. 89 af 4. juni 1996.

Lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. Anordning nr. 643 af 9. december 1982 med senere ændringer.

Lov for Færøerne om offentlig sygeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 554 af 7. november 1977 med senere ændringer.

Lagtingslov om sygekassernes udgifter til medicin og refusion fra landskassen, nr. 115 af 21. maj 1993 med senere ændringer.

Gældende for Grønland:

Landstingsforordning nr. 8 af 30. oktober 1992 om sundhedsvæsenets ydelser med senere ændringer.

-----------------------------------------------------

Bilag 3

Fortegnelse over finsk lovgivning, der er omfattet af Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk.1, a:

Socialvårdslag (710/82).

Barnskyddslag (683/83).

Lag om barndagvård (36/73).

Lag angående specialomsorgen om utvecklingsstörda (519/77).

Lag om service och stød på grund av handikapp (380/87).

Lag om missbrukarvård (41/86).

Gældende for Åland:

Landskapslagen om tillampning i landskapet Åland av vissa riksförfattningar rörande socialvården (46/84).

Landskapslagen om socialhjalp i landskapet Åland (21/56).

Landskapslagen om barndagvård (38/73).

Landskapsforordningen om barndagvård (61/73).

Landskapslagen om stød før vård av barn i hemmet (50/85).

Landskapslagen om tillampning av lagen angående specialomsorger om utvecklingsstørda (48/78).

Landskapslagen angående tillampning av visse författningar rørande barnskydd i landskapet Åland (13/71).

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk.1, b:

Lag om moderskapsunderstød (477/93).

Lag om stød før hemvård av barn (797/92).

Lag om tryggande av underhåll før barn (122/77).

Gældende for Åland:

Landskapslagen angående tlllampning i landskapet Åland av visse riksførfattningar rørande tryggande av underhåll før barn (70/83).

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk. 2:

Folkhålsolag (66/72).

Lag om specialiserad sjukvård (1062/89).

Mentalvårdslag (1116/90).

Lag om smittsamma sjukdomar (583/86).

Gældende for Åland:

Landskapslagen om halso- och sjukvård (60/93).

Landskapslagen om tillampning i landskapet Åland av lagen om patientens stallning och rattigheter (61/93).

Landskapslagen om ikrafttradande av landskapslagen om halso- och sjukvård (68/93).

------------------------------------------------------------

Bilag 4

Fortegnelse over islandsk lovgivning, der er omfattet af Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk.1, a:

Lov om forsorg for ældre nr. 82/1989.

Lov om kommunale sociale tjenester nr. 40/1991.

Lov om forsorg for handikappede nr. 59/1992.

Lov om værn af børn og unge nr. 58/1992.

Lov om legeskoler nr. 78/1994.

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk.1, b:

Børnelov nr. 20/1992.

Lov om social sikring nr. 117/1993.

Lov om social bistand nr. 118/1993.

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk.2:

Lov om sundhedstjenester nr. 59/1983.

----------------------------------------------------------

Bilag 5

Fortegnelse over norsk lovgivning, der er omfattet af Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

Lovgivning, som omfattes af artikel 2, stk.1, a:

Lov av 6. juni 1975 nr. 30 om barnehager.

Lov av 13. desember 1991 nr. 81 om sosiale tjenester m.v.

Lov av 17. juli 1992 nr. 100 om barneverntjenester.

Lovgivning, som omfattes af artikel 2, stk.l, b:

Lov av 17. februar 1989 nr. 2 om bidragsforskott.

Lovgivning, som omfattes af artikel 2, stk.2:

Lov av 28. april 1961 nr. 2 om psykisk helsevern.

Lov av 19. juni 1969 nr. 57 om sykehus.

Lov av 19. november 1982 nr. 66 om helsetjenesten i kommunene.

-----------------------------------------------------------

Bilag 6

Fortegnelse over svensk lovgivning, der er omfattet af Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk. 1, a:

Socialtjanstlagen (1980:620).

Lagen (1993:387) om stød och service til vissa funktionshindrade.

Lagen (1993:388) om inførande av

lagen (1993:387) om stød och service til vissa funktionshindrade.

Lagen (1993:963) om kommunal riksfardtjanst.

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk. 1, b:

Lagen (1964:143) om bidragsførskott.

Lagen (1984:1095) om førlangt bidragsførskott før studerande.

Lagen (1984: 1096) om sarskilt bidrag till vissa adoptivbarn.

Lovgivning omfattet af artikel 2, stk.2:

Halso-och sjukvårdslagen (1985:125).

Tandvårdslagen (1985:125).

Lagen (1991 :1128) om psykiatrisk tvångsvård.

Officielle noter

Ingen

Redaktionel note
  • Der er indsat en fiktiv dato af systemtekniske hensyn.
  • Kun året for underskrivelsen er kendt.