Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Cirkulære om spirituspåvirkethed m.v. i straffesager

(Til samtlige politimestre og Politidirektøren i København)


INDHOLDSFORTEGNELSE

  

                                                            Side  

  AFSNIT 1. INDLEDNING ...................................    3  

  1.1. Typer af indgreb ..................................    3  

  1.2. Retsgrundlaget ....................................    3  

 1.2.1. Retsplejelovens regler ...........................    3  

 1.2.2. Færdselslovens regler ............................    4  

 1.2.3. Luftfartslovens regler ...........................    4  

  1.3. Personkreds .......................................    4  

  AFSNIT 2. INDIKATIONER FOR UNDERSØGELSE AF TRAFIKANTER .    4  

  2.1.  Indikationer for undersøgelse for  

        spirituskørsel m.v. ..............................    4  

 2.1.1. Udåndingsprøve ...................................    4  

 2.1.2. Blodprøve ........................................    5  

 2.1.3. Fuldstændig lægeundersøgelse .....................    5  

  2.2.  Indikationer for undersøgelse, hvor der foreligger  

        mistanke om andet strafbart forhold end  

        spirituskørsel m.v. ..............................    5  

  2.3.  Indikationer for undersøgelse, hvor der ikke  

        foreligger mistanke om strafbart forhold .........    5  

  AFSNIT 3. FREMGANGSMÅDEN VED UNDERSØGELSE AF TRAFIKANTER    6  

  3.1. Udåndingsprøve ....................................    6  

  3.2. Blodprøve .........................................    7  

  3.3. Fuldstændig undersøgelse ..........................    7  

  AFSNIT 4. FORELÆGGELSE AF SAGER OM TRAFIKANTER FOR  

            RETSLÆGERÅDET ................................    7  

  AFSNIT 5. UNDERSØGELSE AF ANDRE END TRAFIKANTER ........    8  

  5.1. Sigtede personer ..................................    8  

  5.2. Ikke-sigtede personer .............................    9  

  AFSNIT 6. OPHÆVELSESBESTEMMELSER. IKRAFTTRÆDEN .........    9  

  Bilag:  

 Bilag 1. Bekendtgørelse nr. 349 af 24. juni 1976 om  

          indåndingsprøver efter færdselsloven ...........   10  

 Bilag 2. Oversigt om relevante oplysninger i sager om  

          indånding af dampe .............................   11  

 Bilag 3. Retslægerådets erklæringer i sager om  

          spirituskørsel .................................   12  

1. INDLEDNING

1.1. Typer af indgreb

I forbindelse med efterforskningen og strafforfølgningen af en lovovertrædelse kan det være nødvendigt at konstatere, om en person har været påvirket af spiritus, narkotika eller lægemidler i øvrigt.

Til dette formål kan der blive tale om udtagelse af en blodprøve fra den pågældende eller foretagelse af en fuldstændig lægeundersøgelse, der foruden en blodprøve omfatter en klinisk undersøgelse.

I sager om overtrædelse af færdselslovens § 53 og § 54 kan der endvidere blive tale om at pålægge en person at foretage udåndingsprøve eller aflægge urinprøve.

Blodprøven, urinprøven og lægeundersøgelsen kan anvendes som bevismiddel i en efterfølgende straffesag. I modsætning hertil er udåndingsprøven ikke anvendelig som bevismiddel, men er alene et hjælpemiddel for politiet til på stedet at vurdere, om de nævnte bevismidler skal tilvejebringes.

1.2. Retsgrundlaget

Adgangen til at foretage legemsindgreb inden for strafferetsplejen er nærmere reguleret i retsplejelovens kapitel 72.

Herudover er der på visse særområder fastsat særlige regler for politiets mulighed for at kontrollere, om en person er påvirket af spiritus m.v., se således færdselslovens § 55 og luftfartslovens § 50.

Såvel retsplejeloven som færdselsloven og luftfartsloven hjemler adgang til under visse betingelser at udtage blodprøve eller foretage fuldstændig undersøgelse.

Anderledes forholder det sig med udåndingsprøve og urinprøve. Sådanne indgreb er specielt hjemlet i færdselsloven og luftfartsloven, men er derimod ikke omfattet af retsplejelovens regler om legemsindgreb. Der er således ikke adgang til som led i politiets almindelige efterforskning at pålægge en person pligt til at afgive urin eller foretage udåndingsprøve udover, hvad der følger af færdselsloven og luftfartsloven.

1.2.1. Retsplejelovens regler

1.2.1.1. Efter retsplejelovens § 792 a, stk. 2, nr. 1 og 2, kan der foretages legemsundersøgelse, herunder udtagelse af blodprøver, af en sigtet, såfremt der er begrunder mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller i overtrædelse af straffelovens § 249, 1. led, og indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

1.2.1.2. Uden for de ovenfor nævnte tilfælde kan udtagelse af blodprøver foretages, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, i hvis gerningsindhold indtagelse af spiritus eller euforiserende stoffer er et led, jf. retsplejelovens § 792 b, stk. 2.

1.2.1.3. Ifølge retsplejelovens § 792 d, stk. 1, kan legensundersøgelse af en ikke-sigtet kun foretages, såfremt den pågældende har givet samtykke hertil.

1.2.2. Færdselslovens regler

1.2.2.1. Ifølge færdselslovens § 55, stk. 1, kan politiet til enhver tid kræve, at føreren af et køretøj eller en rytter foretager udåndingsprøve.

Om foretagelse af udåndingsprøver henvises til bekendtgørelse nr. 349 af 24. juni 1976 (gengivet som bilag 1).

1.2.2.2. Er der grund til at antage, at en person har overtrådt færdselslovens § 53 eller § 54, stk. 1 eller stk. 2, kan politiet, jf. § 55, stk. 2, 1. pkt, fremstille ham til udtagelse af blod- og urinprøve. Dette kan tillige ske, såfremt han nægter eller ikke er i stand til at medvirke til en udåndingsprøve.

1.2.2.3. Angår mistanken andre forhold end spirituspåvirkning, dvs. overtrædelse af § 54, stk. 1 eller 2, kan politiet tillige fremstille den pågældende til klinisk undersøgelse, jf. § 55, stk. 2, 2.pkt. Det samme gælder ved mistanke om spirituspåvirkning, når særlige omstændigheder taler derfor.

1.2.3. Luftfartslovens regler

1.2.3.1. Ifølge luftfartslovens § 50 kan politiet til enhver tid kræve, at personer, der i visse stillinger gør tjeneste på luftfartøj, foretager udåndingsprøve.

1.2.3.2. Er der grund til at antage, at en person har overtrådt luftfartslovens § 50, stk. 1 eller 2, kan politiet fremstille den pågældende til udtagelse af blod- eller urinprøve. Det samme gælder, hvis den pågældende ikke er i stand til eller nægter at medvirke i en udåndingsprøve.

1.2.3.3. Endelig kan politiet, når særlige omstændigheder taler derfor, lade den pågældende fremstille til undersøgelse ved læge.

1.2.3.4. Bestemmelserne i luftfartslovens § 50 finder tilsvarende anvendelse på personer, der gør tjeneste som flyveleder, flyvemekaniker eller - efter trafikministerens bestemmelser - i anden stilling af betydning om luftfartssikkerheden, jf. herved luftfartslovens § 74.

1.2.3.5. Det bemærkes, at der i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 92 af 8. marts 1982, som ændret ved bekendtgørelse nr. 27 af 19. januar 1987, er fastsat nærmere regler om udåndingsprøve efter luftfartsloven og de stillinger, som er omfattet af luftfartslovens §§ 50 og 74.

1.3. Personkreds

De ovenfor nævnte legemsindgreb vil ofte rette sig mod den person, som er eller risikerer at blive sigtet i sagen, men der kan undertiden også være behov for at undersøge andre, f.eks. ofret for en voldsforbrydelse.

Adgangen til at foretage legemsindgreb afhænger dels af, om den pågældende er sigtet eller ikke-sigtet, dels af karakteren af den lovovertrædelse, som vedkommende er mistænkt for at have begået.

I det følgende skelnes derfor mellem følgende persongrupper:

- Trafikanter, hvor der foreligger mistanke om overtrædelse af færdselslovens § 53 eller 54.

- Trafikanter, hvor der foreligger mistanke om andet strafbart forhold end overtrædelse af færdselslovens § 53 og § 54 (sigtede).

- Trafikanter, hvor ikke foreligger mistanke om strafbart forhold (ikke-sigtede).

- Andre sigtede personer.

- Andre ikke-sigtede personer.

Undersøgelse af personer med henblik på at konstatere, om den pågældende har gjort sig skyldig i spirituskørsel m.v. er den i praksis langt hyppigst forekomne tilfældegruppe. Hovedvægten i nærværende cirkulære er således lagt på dette område.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på de sjældent forekomne tilfælde, hvor en person på grund af sygdom udviser en adfærd, som kan forveksles med spirituspåvirkethed. Som eksempel herpå kan peges på diabetikere i tilfælde, hvor blodsukkeret er faldet, og hvor den pågældende kan virke fraværende, uklar, lettere rystende og humørsvingende. Der kan i sådanne situationer være behov for, at den pågældende kommer under lægelig behandling.

For så vidt angår diabetikere vil der ofte være en markering i kørekortet, der viser, at den pågældende lider af diabetes.

2. INDIKATIONER FOR UNDERSØGELSE AF TRAFIKANTER

2.1. Indikationer for undersøgelse af trafikanter, hvor der foreligger mistanke om overtrædelse af færdselslovens §§ 53 og 54.

2.1.1. Udåndingsprøve

2.1.1.1. Udåndingsprøve kan af politiet til enhver til benyttes til kontrol af enhver fører af køretøj eller en rytter.

2.1.1.2. Udåndingsprøve kan kræves foretaget ikke blot samtidig med en almindelig trafikkontrol, men også i forbindelse med sædvanlig patruljering eller udøvelse af anden politimæssig virksomhed.

De personer, som på forlangende skal foretage en udåndingsprøve, er føreren af ethvert køretøj eller en rytter. Ordningen omfatter således f.eks. også knallertkørere, cyklister og førere af hestekøretøjer m.v.

2.1.1.3. Udåndingsprøve bør dog ikke foretages i følgende tilfælde:

A. Hvis det ved en umiddelbar iagttagelse må antages, at føreren/rytteren er påvirket af spiritus i en sådan grad, at det er åbenbart, at blodprøve skal udtages, se også nedenfor afsnit 2.1.2.1. punkt A.

B. Hvis føreren/rytteren ikke ønsker eller ikke er i stand til at medvirke til en udåndingsprøve, f.eks. på grund af tilskadekomst eller sygdom, se også nedenfor afsnit 2.1.2.1., pkt. C, samt afsnit 2.1.2.2.

2.1.2. Blodprøve

2.1.2.1. Fra en fører af bil, motorcykel, registreringspligtig knallert, traktor og motorredskab udtages blod prøve i følgende tilfælde:

A. Hvis det ved en umiddelbar iagttagelse må antages, at føreren er påvirket af spiritus.

B. Hvis der på baggrund af udåndingsprøven er grundlag for at antage, at føreren har gjort sig skyldig i spiritus- eller promillekørsel.

C. Hvis føreren nægter eller ikke er i stand til at medvirke til en udåndingsprøve i situationer, hvor betingelserne for at kræve udåndingsprøve i øvrigt er til stede (se nærmere nedenfor afsnit 3.1.2. - 3.1.4). Det samme gælder, hvis føreren nægter at følge de fastsatte retningslinier for foretagelse af udåndingsprøver.

D. Hvis der i øvrigt kan være grund til at antage, at føreren er eller under kørslen har været således påvirket af spiritus, at han har gjort sig skyldig i spirituskørsel eller promillekørsel. Dette gælder således, hvis der foreligger kørselsfejl eller andre indicier for, at føreren ikke har været i stand til at køre på betryggende måde, og dette umiddelbart må formodes at skyldes spiritusindtagelse. Blodprøve kan i sådanne tilfælde udtages, selvom en udåndingsprøve ikke i sig selv giver grundlag for mistanke om spiritus- eller promillekørsel. Det samme gælder, hvis den undersøgtes adfærd under udåndingsprøven giver mistanke om, at prøvens udfald kan være misvisende, og i tilfælde hvor kørselstiden ligger i nogen tid forud for udåndingsprøven, således at dennes negative udfald ikke modsiger en højere alkoholkoncentration på kørselstidspunktet.

2.1.2.2. Fra førere af ikke-registreringspligtige knallerter, cyklister, ryttere og førere af hestekøretøjer kan blodprøve udtages, når føreren eller rytteren nægter eller ikke er i stand til at medvirke ved en udåndingsprøve. Det samme gælder, hvis føreren eller rytteren nægter at følge de fastsatte retningslinier for foretagelse af udåndingsprøver.

Herudover bør blodprøve alene udtages, når føreren eller rytteren har været impliceret i et færdselsuheld.

2.1.2.3. Uanset det ovenfor under afsnit 2.1.2.1. og 2.1.2.2. anførte, udtages blodprøve ikke, når der er forløbet så lang tid siden kørslens afslutning (uheldet), at det må anses for udelukket, at en prøve vil blive af betydning for sagens afgørelse. Omfatter mistanken også uagtsomt manddrab eller forvoldelse af betydelig legemsskade, bør udtagelse dog ikke undlades, medmindre der er forløbet 24 timer, eller der er særlige grunde til at anse undersøgelsen for formålsløs.

2.1.3. Fuldstændig undersøgelse

2.1.3.1. Foruden blodprøve kan der i nedstående tilfælde tillige søges gennemført klinisk undersøgelse (fuldstændig lægeundersøgelse):

Når en fører/rytter mistænkes for at have overtrådt færdselslovens § 54, stk. 1 eller stk. 2, (påvirkning af medicin, narkotika, sygdom m.v.), eller det er usikkert, om hans tilstand skyldes spirituspåvirkning eller andre årsager, f.eks. medicinpåvirkning eller sygdom. I disse tilfælde udtages 3 blodprøver og een urinprøve.

2.1.3.2. I øvrigt foretages klinisk undersøgelse af føreren af et køretøj eller en rytter kun, når ganske særlige omstændigheder gør det påkrævet at tilvejebringe bevis på denne måde.

2.2. Indikationer for undersøgelse af trafikanter, hvor der foreligger mistanke om andet strafbart forhold end overtrædelse af færdselslovens § 53 og § 54.

2.2.1. Udenfor de tilfælde, hvor der foreligger mistanke om overtrædelse af færdselslovens §§ 53 og 54 (jf. ovenfor afsnit 2.1.) kan der være grund til at udtage blodprøve eller foretage lægeundersøgelse af personer, der har ført køretøj på en sådan måde, at der rejses sigtelse for overtrædelse af f.eks. straffelovens § 241, § 249 eller § 252.

I disse tilfælde skal indgrebet foretages under iagttagelse af reglerne i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, jf. ovenfor pkt. 1.2.1. samt nedenfor pkt. 5.1.

2.2.2. Blodprøve udtages i almindelighed af føreren af et køretøj eller en rytter, som har været involveret i en færdselsuheld med dødelig udgang eller betydelig legemsskade til følge, dersom det må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

2.2.3. Dersom det i disse sager må antages at være af afgørende betydning af konstatere, om føreren har været under indflydelse af euforiserende stoffer eller lægemidler eller sådanne stoffer i forbindelse med alkohol, foretages en fuldstændig lægeundersøgelse.

2.2.4. Herudover udtages blodprøve, dersom der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, i hvis gerningsindhold indtagelse af alkohol eller euforiserende stoffer indgår, herunder straffelovens § 138 eller normalpolitivedtægtens § 4 om færden i spirituspåvirket tilstand.

2.3 Indikationer for undersøgelse af trafikanter, hvor der ikke foreligger mistanke om strafbart forhold

2.3.1. Udtagelse af blodprøver og foretagelse af fuldstændig lægeundersøgelse af en ikke-sigtet kan alene ske, såfremt den pågældende meddeler samtykke hertil.

2.3.2. Samtykket skal så vidt muligt meddeles skriftligt. Samtykket bør afgives ved underskrift på politirapport eller på en særlig blanket.

3. FREMGANGSMÅDEN VED UNDERSØGELSE AF TRAFIKANTER

Når der i det nedenstående anvendes betegnelse "føreren" omfatter dette såvel føreren af ethvert motordrevet køretøj, herunder knallert og traktor, som føreren af en cykel og et hestekøretøj samt ryttere.

3.1. Udåndingsprøver:

3.1.1. Prøven må tidligst foretages 15 minutter efter, at føreren sidst har indtaget spiritus.

3.1.2. Udåndingsprøven kan kun kræves foretaget på eller i umiddelbar nærhed af det sted, hvor føreren standses eller antræffes.

Såfremt den pågældende f.eks. standses som led i en trafikkontrol, kan det derfor ikke forlanges, at han skal foretage selve udåndingsprøven på politistationen, medmindre trafikkontrollen afholdes i umiddelbar nærhed af denne. Udåndingsprøve kan dog kræves på politistationen, hvis føreren i anden anledning indfinder sig på stationen, eller er indbragt til denne som sigtet for et strafbart forhold.

3.1.3. Udåndingsprøve kan kræves, selvom prøven ikke gennemføres ved kørslens afslutning eller umiddelbart efter, f.eks. også hvis den pågældende efter en anmeldelse antræffes af politiet på sin bopæl.

Foretages prøven ikke direkte i forbindelse med kørslen, og nægter den pågældende at have ført køretøjet, kan der ikke kræves en udåndingsprøve, medmindre hans benægtelse umiddelbart kan forkastes. Udåndingsprøve kan heller ikke kræves, såfremt det i øvrigt er tvivlsomt, om den pågældende i det enkelte tilfælde har ført et køretøj. Dette udelukker dog ikke, at den pågældende kan fremstilles til udtagelse af blodprøve, hvis der er grund til at antage, at vedkommende har gjort sig skyldig i promille- eller spirituskørsel m.v.

3.1.4. Selvom ovenstående betingelser for at kræve en udåndingsprøve ikke er til stede, er der ikke noget til hinder for, at en person frivilligt medvirker til prøven. Den pågældende bør da udtrykkelig gøres opmærksom på, at han ikke har pligt hertil.

3.1.5. Udåndingsprøven skal, såfremt det er muligt, ske på en sådan måde, at den, som foretager prøven, ikke udsættes for almindelig opmærksomhed. Prøven kan f.eks. gennemføres i en patruljevogn.

3.1.6. Føreren kan tilbageholdes i det tidsrum, som er nødvendig for at gennemføre selve udåndingsprøven, dog kan det kræves, at vedkommende foretager yderligere een prøve. Dette kan være nødvendigt, hvis den første prøve ikke er foretaget på korrekt måde, eller der foreligger andre forhold, der gør en ny prøve nødvendig.

3.1.7. Såfremt der optages rapport, anføres resultatet af udåndingsprøven i denne.

Hvis den pågældende efter færdselslovens § 55, stk. 2, sidste punktum, som følge af særlige omstændigheder skal fremstilles til en klinisk lægeundersøgelse, må lægen ikke, inden undersøgelsen er gennemført, gøres bekendt med resultatet af udåndingsprøven.

3.1.8. Rigspolitichefen fastsætter nærmere bestemmelser om hvilket udstyr, der kan anvendes til udåndingsprøver samt om anvendelse og vedligeholdelse af udstyret.

3.2. Blodprøver:

3.2.1. Blodprøve søges udtaget hurtigst muligt. Dette gælder hvad enten sigtede er indbragt i tilslutning til kørslen eller først anholdes på et senere tidspunkt.

3.2.2. Såfremt det på tidspunktet for sigtedes indbringelse ligger klart, at der fundet spiritusindtagelse sted efter kørslen afslutning, eller dette ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan udelukkes, bør blodprøven dog tidligst udtages 2 timer efter spiritusindtagelsens afslutning. Kan dette tidspunkt ikke fastlægges, regnes de 2 timer fra anholdelsen af sigtede.

Samme regel gælder, når der foreligger flere adskilte kørsler med mellemliggende spiritusindtagelse.

3.2.3. Blodprøven indsendes til undersøgelse ved Københavns Universitet, Retsmedicinsk Institut. Dog indsendes blodprøver, som udtages fra afdøde personer i Jylland eller på Fyn, til alkoholundersøgelse på henholdsvis Århus Universitet, Retsmedicinsk Institut, og Odense Universitet, Retsmedicinsk Institut.

Kuverten med blodprøven skal inden indsendelsen til retsmedicinsk institut forsejles eller sammenhæftes med klemmer eller på lignende måde og forsynes med klæbestrimmel med embedets stempel, således at strimmelen sidder over klemmernes spidser.

3.3. Fuldstændig undersøgelse

3.3.1. Lægeerklæring vedrørende klinisk undersøgelse udfærdiges på en særlig blanket.

3.3.2. Den læge, der foretager den kliniske undersøgelse, må ikke før undersøgelsen er gennemført, og erklæring er skrevet, gøres bekendt med resultatet af udåndingsprøven eller andre faktorer, der ville kunne indvirke på lægens bedømmelse.

3.3.3. I tilfælde, hvor lægen, der foretager den kliniske undersøgelse, ikke har adgang til at veje eller måle den undersøgte, skal politiet foretage vejningen og målingen og anføre resultaterne såvel i blanketten som i politirapporten.

3.3.4. Før lægen afslutter undersøgelsen, skal politiet sikre sig, at den undersøgte person har afgivet en skriftprøve på den måde, som er foreskrevet i lægeerklæringen.

Politiet skal ligeledes efterfølgende sikre sig tilvejebringelsen af en kontrolskriftprøve, jf. herved lægeerklæringen.

3.3.5. Politiet indsender en genpart af lægeerklæringen til Københavns Universitets Retsmedicinske Institut.

3.3.6. En eventuel urinprøve indsendes ligeledes til Retsmedicinsk Institut.

3.3.7. Skønnes trafikanten ved den kliniske undersøgelse påvirket, udtages der i disse tilfælde 3 blod- og 1 urinprøve til brug for undersøgelse for såvel spiritus som medikamenter.

Blodprøverne indsendes til Københavns Universitet, Retsmedicinsk Institut, til alkoholbestemmelse med tilføjelse om, at medikamentundersøgelse af blod og urinprøver ikke skal foretages uden politiets efterfølgende skriftlige begæring herom.

Viser blodprøven, at alkoholpromillen under eller efter kørslen har oversteget 0,80 0/00, bør der normalt ikke foretages yderligere retskemiske undersøgelser, idet domfældelse for overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, i sammenstød med § 53, bortset fra særlige tilfælde, ikke vil medføre skærpelse af straf eller frakendelsestid i forhold til domfældelse for § 53 alene.

Har promillen efter det oplyste under eller efter kørslen været 0,80 0/00 eller derunder, og er trafikanten ved den kliniske undersøgelse fundet påvirket, bør der normalt begæres medikamentundersøgelse af de indsendte blod- og urinprøver.

4. FORELÆGGELSE AF SAGER OM TRAFIKANTER FOR RETSLÆGERÅDET

4.1. Sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 53 forelægges kun for Retslægerådet, når rådets vurdering må antages at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

4.2. I følgende tilfælde bør forelæggelse i reglen ske:

A. Når sigtede angiver at have indtaget spiritus efter kørslen (kørslerne), og dette kan give anledning til tvivl om afgørelsen.

B. Når der foreligger oplysning om, at sigtede lider af en sygdom eller har pådraget sig læsioner eller har indtaget euforiserende stoffer eller medikamenter eller indåndet dampe m.v., og disse forhold kan være af betydning for bedømmelsen af tilstanden.

4.3. Om følgende spørgsmål bør forelæggelse kun ske, når der er særlig anledning dertil:

A. Spørgsmålet, om alkoholkoncentrationen kan antages at have oversteget en given størrelse under eller efter kørslen (bortset fra 0,80, 1,20, 1,50, 2,00 eller 2,50 promille).

B. Spørgsmål om opsugningens afslutning. Dette til i almindelighed kunne lægges til grund, at den alkohol, der er indtaget, er opsuget og har fordelt sig senest 2 timer efter indtagelsens afslutning.

C. Spørgsmål om simpel tilbageregning fra den i blodprøven fundne alkoholkoncentration. Ved tilbageregning anses forbrændingen for at finde sted med 0,10 0/00 pr. time fra det tidspunkt, hvor opsugningen anses for tilendebragt (jf. pkt. B).

4.4. Sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 54 forelægges kun for Retslægerådet, hvis det må formodes, at tilstanden skyldes påvirkning af narkotika, opstemmende eller sløvende medikamenter, eller hvis det hævdes eller må formodes, at den skyldes sygdom eller andre særlige årsager, som gør en retslægelig vurdering påkrævet.

4.5. I andre tilfælde sker forelæggelse kun, hvis Retslægerådets vurdering må anses for at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

4.6. Ønsker sigtede forelæggelse i tilfælde, der ikke skønnes omfattet af det foran angivne, forelægges spørgsmålet for retten.

4.7. Når sigtede har en forsvarer, kan det i komplicerede tilfælde være formålstjenligt at drøfte spørgsmålenes udformning med forsvareren inden forelæggelsen for rådet.

4.8. Såfremt skriftprøve er afgivet, tilvejebringer politiet inden forelæggelse for Retslægerådet en kontrolskriftprøve.

4.9. Såfremt sigtede angiver at have indåndet dampe af alkohol m.v., og dette ikke umiddelbart kan afvises, tilvejebringer politiet snarest muligt og inden forelæggelsen fra Retslægerådet de oplysninger, som er relevante i sådanne sager, se herved bilag 2.

4.10. Ved forelæggelse for Retslægerådet benyttes en særlig blanket.

4.11. Ved sagernes forelæggelse for Retslægerådet vedlægges almindeligvis de originale akter, Herunder den originale erklæring fra Københavns Universitets Retsmedicinske Institut om udfaldet af alkoholanalyserne og den originale lægeerklæring vedrørende en eventuel klinisk undersøgelse samt de originale skriftprøver.

5. UNDERSØGELSE AF ANDRE END TRAFIKANTER

5.1. Sigtede personer

5.1.1. Med grundlag i retsplejelovens § 792 a, stk. 2, nr. 1 og 2, kan der foretages legemsundersøgelse, herunder udtagelse af blodprøver, af en sigtet, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller i overtrædelse af straffelovens § 249, 1. led, og indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Uden for de tilfælde, der er nævnt i retsplejelovens § 792 a, stk. 2, nr. 1, kan udtagelse af blodprøver foretages, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, i hvis gerningsindhold indtagelse af spiritus eller euforiserende stoffer er et led, jf. retsplejelovens § 792 b, stk. 2.

5.1.2. Indgrebet må som regel antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, når sigtelsen vedrører forvoldelse af alvorlige ulykker. Det vil tillige gælde, når mistanken angår drab, sædelighedsforbrydelser, brandstiftelse og voldsforbrydelser af alvorligere karakter, og der er grundlag for at antage, at sigtede på gerningstidspunktet har handlet under indflydelse af spiritus eller narkotika, og dette vil kunne påvises ved en blodprøve. Når mistanken gælder andre strafbare handlinger, bør opmærksomheden ligeledes være henledt på formålstjenligheden i at foretage sådanne undersøgelser, når sigtede hævder eller kan ventes at ville hævde, at den strafbare handling er udløst af eller begået under indflydelse af spiritus, narkotika eller medikamenter.

5.1.3. Mistankekravet ("begrundet mistanke") svarer til kravet i retsplejelovens § 762, stk. 1, om varetægtsfængsling.

5.1.4. Politiet har i medfør af retsplejelovens § 792 c, stk. 1, kompetence til at træffe afgørelse om udtagelse af blodprøve. Blodprøven må kun udtages under medvirken af en læge, jf. retsplejelovens § 792 e, stk. 3. Blodprøveudtagelsen må ikke foretages i strid med proportionalitetsreglen i retsplejelovens § 792 e, stk. 1.

5.1.5. Blodprøve kan ikke udtages fra en person, som er sigtet, men hvor de materielle betingelser (jf. ovenfor 5.1.1 - 5.1.4), f.eks. kravet til mistankens styrke, ikke er opfyldt. Dette gælder uanset, om den sigtede giver samtykke hertil.

5.1.6. Blodprøve i medfør af ovennævnte regler må kun udtages, hvor der foreligger en formel sigtelse.

5.1.7. Vedrørende fremgangsmåden for udtagelse af blodprøver og foretagelse af fuldstændig undersøgelse finder reglerne i afsnit 3.2. og 3.3. (bortset fra pkt. 3.3.7.) tilsvarende anvendelse. Forelæggelse for Retslægerådet sker i overensstemmelse med reglerne i afsnit 4.

5.2. Ikke-sigtede personer

5.2.1. Udtagelse af blodprøve og foretagelse af fuldstændig lægeundersøgelse af en ikke-sigtet person, kan kun ske, såfremt den pågældende har givet samtykke hertil, jf. herved retsplejelovens § 792 d, stk. 1.

5.2.2. Samtykket skal så vidt muligt afgives skriftligt. Samtykket bør afgives ved underskrift på politirapport eller på en særlig blanket.

5.2.3. Vedkommende skal forinden gøres bekendt med samtykkets betydning og, at indgrebet ikke vil kunne gennemføres tvangsmæssigt.

6. OPHÆVELSESBESTEMMELSER.

IKRAFTTRÆDEN

Dette cirkulære træder i kraft den 1. april 1997.

Samtidig hermed ophæves følgende administrative forskrifter:

- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 24. oktober 1975 om udtagelse af blodprøver af afdøde personer i Jylland.

- Justitsministeriets cirkulære nr. 147 af 30. juni 1976 om udåndingsprøver efter færdselsloven.

- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 30. juni 1976 om udåndingsprøver efter færdselsloven.

- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. februar 1978 om ændring af cirkulæreskrivelse af 30. juni 1976 om udåndingsprøver efter færdselsloven.

- Rigsadvokatens meddelelse nr. 19.3 fra januar 1963 om indsendelse af blod- og urinprøver til Retsmedicinsk Institut.

- Rigsadvokatens meddelelse nr. 22.11 fra januar 1965 om spiritusprøver.

- Rigsadvokatens meddelelse af 14. januar 1976 nr. 2/76 om Retslægerådets erklæringer i sager om spirituskørsel.

- Rigsadvokatens meddelelse nr. 4/1977 af 9. marts 1977 om forelæggelse for retslægerådet af sager om overtrædelse af færdselslovens § 53.

- Rigsadvokatens cirkulære nr. 178 af 2. oktober 1979 om undersøgelse for spirituspåvirkethed m.v. og forelæggelse af sager herom for Retslægerådet.

- Rigsadvokatens meddelelse nr. 6/82 af 16. juni 1982 om indåndning af dampe m.v.

- Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1989 af 13. december 1989 om fremgangsmåden ved udtagelse af blodprøve i sager om undersøgelse for spirituspåvirkethed m.v.

Justitsministeriet, den 25. februar 1997

FRANK JENSEN

/Mogens Hendriksen

Bilag 1

Bekendtgørelse om udåndingsprøver efter færdselsloven

I henhold til færdselslovens § 55, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 288 af 10. juni 1976, fastsættes:

§ 1. Føreren af et køretøj eller en rytter skal foretage en udåndingsprøve, hvis politiet krævere det.

§ 2. Udåndingsprøve efter § 1 foretages på det sted eller i umiddelbar nærhed af det sted, hvor politiets kontrol sker, eller hvor den pågældende antræffes.

Stk. 2. Såfremt det er muligt, skal udåndingsprøven ske på en sådan måde, at den, som foretager udåndingsprøven, ikke udsættes for almindelig opmærksomhed.

§ 3. Politiet kan tilbageholde den, som skal foretage udåndingsprøven, i det tidsrum, der er nødvendigt til gennemførelse af prøven. Politiet kan kræve, at der foretages een yderligere udåndingsprøve.

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1976.

Justitsministeriet, den 24. juni 1976

ORLA MØLLER

/Lundbæk Andersen

Bilag 2

Oversigt over oplysninger, som er relevante i sager om indånding af alkoholdampe m.v.

A. Ved forelæggelse for Retslægerådet af sager, hvor der foreligger oplysninger om, at den sigtede har indåndet dampe af alkohol m.v., jf. herved cirkulærets pkt. 4.2., pkt B, og pkt 4.9., bør følgende oplysninger foreligge:

1. Tidspunkt for og varighed af indånding af emnet.

2. Den nøjagtige sammensætning af emnet, specielt hvad angår flygtige stoffer, først og fremmest alkohol (ethanol). En arbejdshygiejnisk beskrivelse af emnet bør vedlægges.

3. Arbejdsforholdene med speciel henvisning til rumstørrelse, rumtemperatur, ventilationsforhold samt eventuel brug af beskyttelsesmidler.

B. For at sikre sagens oplysning bør politiet i tilfælde, hvor en person, der mistænkes for spirituskørsel, angiver at have indåndet dampe af alkohol m.v., og dette ikke umiddelbart kan afvises, snarest muligt tilvejebringe ovennævnte oplysninger.

C. Med hensyn til hvilke stoffer der ved optagelse fra indåndingsluften vil påvirke, eller kan tænkes at påvirke, koncentrationen af alkohol i blodet, vil især ethanol komme på tale. Herudover påkalder følgende stoffer sig også interesse: ætylacetat, atylbutyrat og tetraklorkulstof (tetraklormetan), 1,1,1,-triklorætan (metylkloroform, chlorothene).

Bilag 3

Retslægerådets erklæringer i sager om spirituskørsel

Retslægerådet har oplyst følgende vedrørende rådets brug af udtrykkene "moderat", "noget", "en del", "væsentligt", "langt" højere/lavere i forbindelse med angivelse af forskellen mellem alkoholkoncentrationen i en persons blod (organisme) på et givet tidspunkt og koncentrationen på tidspunktet for udtagelse af blodprøve (lægeundersøgelse):

"Vurderingen (beregningen) af sådanne koncentrationsforskelle er behæftet med en usikkerhed, der varierer betydeligt fra tilfælde til tilfælde. Således vil indtagelse af spiritus kort før et omspurgt (kørsels)tidspunkt samt indtagelse af lidet veldefinerede mængder alkohol i tiden mellem dette og blodprøvetagningen (lægeundersøgelsen) indføre usikkerhed, og ved beregning over længere tidsrum vil resultater baseret på minimum- og middelforbrændingshastighed udvise kendelige eller end- og betydelige forskelle. Kun i simple tilfælde kan koncentrationsforskelle vurderes som beliggende inden for et snævert interval (f.eks. 0,2-0,3 0/00); i mange tilfælde fører beregninger med dertil eventuelt knyttede skøn til intervaller af betydelig bredde (f.eks. 0,4-1,0 0/00).

Når rådet omsætter sådanne beregnede eller skønnede intervaller af koncentrationsforskelle til verbale udtryk som de anførte, gør følgende forhold sig gældende:

  • (a) Rådet lægger hovedvægt på de beregnede eller skønnede forskelle, der er sigtedes favør
  • (b) Ved valget mellem de anførte udtryk tages niveauet for blodalkoholkoncentrationen ved blodprøvetagningen i betragtning, idet man dermed tilstræber at markere i hvilken grad, koncentrationsforskellen i det aktuelle tilfælde må anses for forbundet med betydningsfulde forskelle i grad af spirituspåvirkethed, respektive statistiske sandsynligheder for spirituspåvirkethed. Er alkoholkoncentrationen ved blodprøvetagningen således fundet at være 0,80 0/00 (min.), kan en koncentration der er 0,55 0/00 lavere på et omspurgt tidspunkt, således betegnes som langt lavere, medens en koncentration, der er 0,55 0/00 højere end 0,80 0/00, kan betegnes som væsentligt højere.

Det vil således forstås, at rådet - som også tidligere af dette fremført - ikke kan angive en konkret (fikseret) sammenhæng mellem de anvendte "grads"-udtryk og intervaller af beregnede (skønnede) koncentrationsforskelle. Taget med de forbehold, der fremgår af ovenstående, kan følgende liste dog betragtes som vejledende vedrørende sammenhængen:

  

         "moderat"      under 0,1 0/00  

         "noget"        0,1-0,2 (0,3) 0/00  

         "en del"       0,3-0,4 0/00  

         "væsentligt"   0,4-0,6 0/00  

         "langt"        over ca. 0,6 0/00  

Officielle noter

Ingen