Dokumentets indarbejdede forskrifter
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug

Herved bekendtgøres lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug, jf. lovbekendtgørelse nr. 850 af 13. november 1995, med de ændringer, der følger af §§ 4 og 5 i lov nr. 1220 af 27. december 1996 og § 7 i lov nr. 444 af 10. juni 1997.


§ 1. Der kan gives statstilskud til delvis dækning af udgifter til kuldioxidafgift i virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, og som indgår aftale med Energistyrelsen om at gennemføre energieffektiviseringer, hvis

  • 1) virksomheden udfører en energiintensiv proces, der er optaget på det til enhver tid gældende bilag til lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, eller
  • 2) virksomhedens ikketilbagebetalte kuldioxid- samt korrigerede rumopvarmnings- og svovldioxidafgifter efter fradrag af eventuelle tilskud, jf. nr. 1, samlet udgør over 3 pct. af dens refusionsgrundlag, beregnet ud fra værdien af virksomhedens salg m.v. med fradrag af værdien af virksomhedens indkøb m.v., dog mindst 10 pct. af virksomhedens salg m.v.

Stk. 2. Aftaler efter stk. 1 skal omhandle energisyn, energihandlingsplan og gennemførelse af energieffektivisering i overensstemmelse med handlingsplanen. Aftaler kan indgås med brancheorganisationer, med grupper af virksomheder eller med enkelte virksomheder. Aftaler, der indgås med brancheorganisationer eller grupper af virksomheder, skal tiltrædes af den enkelte virksomhed for at udløse tilskud.

Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder yder Miljø- og Energiministeriet bistand ved gennemførelsen af kontrol af oplysninger om refusionsgrundlag m.v., jf. stk. 1, nr. 2. Skatteministeren kan efter forhandling med miljø- og energiministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 4. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler om tilskudsordningens gennemførelse, herunder om opgørelse af refusionsgrundlaget m.v. efter stk. 1, nr. 2, om indgåelse af aftale og om energisyn, udarbejdelse og godkendelse af energihandlingsplan, om tilsagn om betinget tilskud samt om godkendelse af energisynskonsulenter.

§ 1 a. Tilskud, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, gives til dækning af udgifter til kuldioxidafgift af det energiforbrug, der er omfattet af § 9, stk. 2, og den del af energiforbruget, som er omfattet af § 9, stk. 10, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter. Tilskuddet udgør 22 pct. af afgiften. For fuelolie og gas- og dieselolie, der anvendes til varmefremstilling, udgør tilskuddet dog henholdsvis 0 øre pr. kg og 1,75 øre pr. l bortset fra olie vedrørende aktiviteter omfattet af § 66, stk. 1, i merværdiafgiftsloven.

Stk. 2. (Ophævet)

§ 1 b. Tilskud, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2), gives til dækning af kuldioxidafgift omfattet af § 9, stk. 1, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter. Tilskuddet udgør 22 pct. af afgiften vedrørende det energiforbrug, der ikke er ydet tilskud til efter § 1 a.

§ 1 c. Tilskud opgjort efter §§ 1 a og 1 b udbetales med det beløb, der overstiger 20.000 kr., bortset fra væksthusgartnerier, jf. nr. 1 i det i § 1, stk. 1, nr. 1, nævnte bilag, hvor tilskuddet udbetales med det beløb, der overstiger 10.000 kr.

§ 2. Ansøgning om indgåelse eller tiltrædelse af aftale samt om tilsagn om tilskud indsendes til Energistyrelsen. Miljø- og energiministeren fastsætter de nærmere regler om ansøgningens indhold.

Stk. 2. På grundlag af ansøgningen kan Energistyrelsen meddele tilsagn om tilskud for en nærmere fastsat periode.

Stk. 3. På grundlag af Energistyrelsens tilsagn udbetales tilskuddet af de statslige told- og skattemyndigheder. For tilskud til væksthusgartnerier og andre virksomheder, der er omhandlet i § 2, stk. 1, i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, finder bestemmelserne i den nævnte lov anvendelse.

Stk. 4. Energistyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ydelse af tilskud, eller hvis betingelserne for at yde tilskud ikke længere er til stede, herunder ved at aftalen ikke overholdes. Hvis tilskuddet er udbetalt, kan det kræves tilbagebetalt.

§ 3. Såfremt de statslige told- og skattemyndigheder konstaterer, at der er ydet for stort et tilskud, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Stk. 2. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke rettidigt til de statslige told- og skattemyndigheder, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr.

§ 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om kontrolforanstaltninger, der er nødvendige til lovens gennemførelse.

§ 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om adgangen til at klage over afgørelser efter denne lov, herunder om betaling af gebyr ved klage. Energistyrelsens afgørelser om ydelse af tilskud kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren nedsætter et ankenævn bestående af op til 7 medlemmer, der skal repræsentere et alsidigt kendskab til erhvervs- og energimæssige forhold samt besidde teknisk og juridisk sagkundskab. Nævnets formand udpeges af ministeren.

Stk. 3. Afgørelser om, hvorvidt en virksomhed er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, og efter § 2, stk. 4, om bortfald af tilskud samt om tilbagebetaling af tilskud, kan indbringes for nævnet til endelig administrativ afgørelse.

Stk. 4. Nævnets forretningsorden fastsættes af ministeren.

§ 6. Miljø- og energiministeren kan bemyndige Energistyrelsen og Told- og Skattestyrelsen til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

§ 7. Den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger om grundlaget for udbetaling af tilskud efter loven, straffes med bøde.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder reglerne.

Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til uberettiget at få udbetalt tilskud, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 8. Skønner de statslige told- og skattemyndigheder eller Energistyrelsen, at der er begået en overtrædelse, der medfører bødeansvar, kan der tilkendegives den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Stk. 4. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

§ 9. Loven træder i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 2 og 3. (Udeladt)

§ 10. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Lov nr. 405 af 14. juni 1995, som vedrører affattelsen af §§ 1, 1 a, 1 b, 1 c, 2, 5 og 8, og som er ændret ved § 5 i lov nr. 1220 af 27. december 1996 og § 7 i lov nr. 444 af 10. juni 1997, indeholder følgende bestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Miljø- og energiministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, dog tidligst den 1. januar 1996 (* 1).

Stk. 2 (* 2). Tilskud efter § 1 a, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, ydes med følgende procenter af afgiften : I 1996 2 pct., i 1997 7 pct., i 1998 12 pct. og i 1999 17 pct. Tilskud vedrørende gas- og dieselolie anvendt til varmefremstilling udgør dog i 1996-98 0 øre pr. l og i 1999 0,4 øre pr. l. Bestemmelsen gælder ikke for vækstlys i gartnerier.

Stk. 3. Tilskud efter § 1 b som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, ydes med følgende procenter af afgiften : I 1996 0 pct., i 1997 10 pct. og i 1998 20 pct.

Stk. 4. Tilskuddet opgjort efter § 1 a og 1 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, udbetales med det beløb, som overstiger 10.000 kr. i 1996-97 og 15.000 kr. i 1998-99, jf. dog § 1 c, for så vidt angår væksthusgartnerier.

Stk. 5. Virksomheder, der har fået tilsagn om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift efter de hidtil gældende regler, jf. lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter §§ 9 og 9 a, og som ikke er omfattet af det i § 1, stk. 1, nr. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, nævnte bilag, kan dog oppebære tilskuddet tilsagnsperioden ud.

Lov nr. 1220 af 27. december 1996 om ændring af forskellige energiafgiftslove m.v. (Lempelse af raffinaderiers betaling af afgift, lempelse for vækstlys m.v.), der ændrer affattelsen af §§ 1 a (* 3) og 7, stk. 4, samt § 2, stk. 2, i ændringsloven, lov nr. 405 af 14. juni 1995, indeholder følgende bestemmelse:

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997. Dog fastsætter skatteministeren ikrafttrædelsestidspunktet for § 1, nr. 3, 4, 6, 7, 9 og 10, § 2, § 3, nr. 5-9, § 4, nr. 1-3, og § 5. Ministeren kan bestemme, at § 1, nr. 7 og 9, § 2, § 4, nr. 1, og § 5 skal have virkning fra den 1. oktober 1996.

Stk. 2-4. (Udeladt)

Lov nr. 444 af 10. juni 1997 om ændring af forskellige energiafgiftslove m.v. (Justering af rumvarmeafgiften m.v.), der ophæver § 2, stk. 2, 3. pkt., i ændringsloven, lov nr. 405 af 14. juni 1995, som ændret ved § 5 i lov nr. 1220 af 27. december 1996, indeholder følgende bestemmelse:

§ 8

Stk. 1. (Udeladt)

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter ikrafttrædelsestidspunktet for § 1, nr. 13, 15-17, 19, 20, 23 og 25, § 2, nr. 6, 8-10, 12, 13 og 16, § 3, nr. 1, 3-5, 7, 8 og 12, § 4, nr. 3, 4, 6 og 7, og § 7.

Stk. 3-12. (Udeladt)

Miljø- og Energiministeriet, den 17. november 1997

Svend Auken

/ Flemming G. Nielsen

Officielle noter

(* 1) Ændringsloven, lov nr. 405 af 14. juni 1995 trådte i kraft den 1. januar 1996, jf. bekendtgørelse nr. 848 af 13. november 1995.

(* 2) Overgangsbestemmelserne i § 2, stk. 2, i ændringsloven, lov nr. 405 af 14. juni 1995, er ændret ved § 5 i lov nr. 1220 af 27. december 1996. Ændringen vedrørte indsættelse af § 2, stk. 2, 4. pkt., om vækstlys i gartnerier og trådte i kraft den 1. oktober 1997 med virkning fra den 1. oktober 1996, jf. bekendtgørelse nr. 755 af 24. september 1997. Overgangsbestemmelserne i § 2, stk. 2, er endvidere ændret ved § 7 i lov nr. 444 af 10. juni 1997. Denne ændring vedrørte ophævelse af § 2, stk. 2, 3. pkt., og trådte i kraft den 1. oktober 1997, jf. bekendtgørelse nr. 755 af 24. september 1997.

(* 3) Ændringen af § 1 a vedrørte affattelsen af stk. 1, 1. og 3. pkt., samt ophævelse af stk. 2. Ændringen af § 1 a trådte i kraft den 1. oktober 1997, dog således at ændringen af § 1 a, stk. 1, 1. pkt., har virkning fra den 1. oktober 1996, jf. bekendtgørelse nr. 755 af 24. september 1997.