Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Instruks for Udenrigstjenesten Bind 1

Bind 1

Definitioner og forkortelser, indhold og stikordsregister

INDHOLDSFORTEGNELSE

Kapitel I

Udenrigstjenesten

A. Udenrigstjenestens organisation

B. De konsulære repræsentationers overordnede myndigheder

C. Oprettelse og nedlæggelse af konsulære repræsentationer

D. Honorære konsulers udnævnelse

E. Honorære konsulers overtagelse af embedet

F. Honorære konsulers orlov, midlertidig bestyrelse af konsulatet

G. Honorære konsulers suspension

H. Honorære konsulers afsked

I. Overtagelse af konsulære hverv for andre stater

J. Honorære konsulers rettigheder og retsbeskyttelse efter danske regler

K. Honorære konsulers rettigheder og retsbeskyttelse efter folkerettens regler

Kapitel II

Rigsvåben, flag og nationalsange. Færøerne og Grønland

A. Rigsvåben: Det kgl. våben og statsvåbenet

B. Flag: Det danske stutflag og splitflag samt Færøernes og Grønlands flag

C. Retsbeskyttelse af det danske flag og rigsvåben

D. Nationalsange

E. Varetagelse af Færøernes og Grønlands interesser

Kapitel III

Repræsentationernes embedsførelse

A. Generelle bestemmelser om repræsentationernes virksomhed

B. Forholdet til opholdsstaten

C. Forholdet til det diplomatiske eller konsulære korps

D. Forholdet til den danske koloni

E. Kontor og kontortid, helligdage mv.

F. Inventar, tryksager og protokoller

G. De honorære repræsentationers arkiv

H. Korrespondance

I. Telekommunikation

J. Betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten

K. Refusion af honorære konsulers tjenesteudlæg

Kapitel IV

Særlige embedsfunktioner

A. Udfærdigelse af dokumenter, attester og oversættelser

B. Legalisation

C. Notarialforretninger

D. Stemmeafgivning i udlandet ved valg og folkeafstemning

E. Deposita

Kapitel V

Erhvervelse, fortabelse og generhvervelse af dansk statsborgerret

A. Generelle bestemmelser

B. Erhvervelse af dansk statsborgerret

C. Fortabelse af dansk statsborgerret

D. Generhvervelse af dansk statsborgerret

Kapitel VI

Pas, visum, flygtningesager, indrejsebestemmelser mv., kørekort

A. Pas

B. Visum

C. Flygtningesager

D. Veterinærbestemmelser

E. Rejsegods

F. Flyttegods og brudeudstyr

G. Personmotorkøretøjer

H. Kørekort

Kapitel VII

Bistand til danske i udlandet

A. Generelle regler

B. Anmodninger, som bør afvises

C. Økonomisk bistand under midlertidigt ophold i udlandet

D. Økonomisk bistand til danske statsborgere med fast bopæl i udlandet

E. Bistand i straffesager

F. Bistand ved dødsfald i udlandet

G. Bistand ved naturkatastrofer, flyulykker mv.

H. Spørgsmål om værnepligt

Kapitel VIII

Bistand i civilretlige og strafferetlige anliggender

A. Bistand til inddrivelse af fordringer

B. Forkyndelse i civilsager

C. Bevisoptagelse, herunder syn og skøn, for domstol i udlandet

D. Erklæringer og forklaringer for repræsentationen

E. Fritagelse for sikkerhedsstillelse for retsomkostninger

F. Gratis retshjælp

G. Forkyndelser og afhøringer i straffesager

H. Eftersøgning og udlevering af lovovertrædere

I. Overførelse af domfældte

Kapitel IX

Bistand i familieretlige anliggender

A. Indgåelse af ægteskab i Danmark

B. Indgåelse af ægteskab for dansk repræsentation i udlandet

C. Indgåelse af ægteskab for dansk præst i udlandet

D. Indgåelse af ægteskab for udenlandsk myndighed

E. Separation og skilsmisse i Danmark

F. Separation og skilsmisse i udlandet

G. Faderskabssager

H. Adoption

I. Registreret partnerskab

Kapitel X

Bistand i arvesager

A. Særlige regler for repræsentationens behandling af arvesager

B. Varetagelse af danske arvingers interesser under skiftebehandling i repræsentationens distrikt

C. Skifte af formueværdier i udlandet efter arvelader med fast bopæl i Danmark

Kapitel XI

Erhvervsbistandsarbejde på honorære repræsentationer

A. Det generelle erhvervsbistandsarbejde

B. Repræsentationens direkte erhvervsbistandsarbejde

Kapitel XII

Repræsentationernes informationsvirksomhed

A. Generelle retningslinjer

B. Pressekontakt

C. Informationsvirksomhed

D. Internet

E. Demokratifonden

E. Kommercielt informationsmateriale

Kapitel XIII

Luftfart

A. Dansk nationalitetsmærke og registreringsmærke

B. Scandinavian Airlines System (SAS)

C. Internationale overenskomster

D. Udenlandsk luftfart med civile luftfartøjer til, fra eller over dansk territorium (Danmark, Grønland og Færøerne)

E. Militære luftfartøjer

Kapitel XIV

Orlogsskibe

A. Danske orlogsskibes besøg i udlandet

B. Fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område

STIKORDSREGISTER

  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Adoption ....................................  IX H  

 Ambassadebesættelser ........................  VI C  

 »Ambassadeerklæring«  

 (om landbrugsvarer) .........................  XI B 2 d  

 Apostillepåtegning ..........................  IV B  

 Arkiv .......................................  III G  

 Arvesager ...................................  X  

 Asylsager ...................................  VI C  

 Attester, udfærdigelse af ...................  IV A  

 Bankoplysninger .............................  XI B 2 b  

 Barnebortførelser ...........................  IX E 5  

 Besættelse af repræsentationen ..............  VI C  

 Betaling for tjenestehandlinger .............  III J  

 Bevisoptagelse ..............................  VIII C  

 Bistand til danske ..........................  VII  

 Bistand til ikke-danske .....................  VII C 5  

 Brevpapir og brevmasker .....................  III H 6  

 Brevstemme ..................................  IV D  

 Brudeudstyr .................................  VI F  

 Centralregistret for testamenter ............  IV C 3 i  

 Civile luftfartøjer .........................  XIII  

 Civilretlige sager ..........................  VIII  

 Danish Exporters ............................  XI A 2  

 Demokratifonden .............................  XII F  

 »Denmark« ...................................  XII C 1  

 Deposita ....................................  IV E  

 Dødsfald ....................................  VII C 3 og VII F  

 Efterlysning ................................  VIII H  

 Eftersøgning ................................  VIII H  

 Eksekutor ...................................  X A 1  

 Eksekvatur ..................................  I D  

 Eksportfremme ...............................  XI  

 Eksportstipendiater .........................  XI A 5  

 Erhvervelse af statsborgerret ...............  V B  

 Erhvervsbistand .............................  XI  

 Faderskabssager .............................  IX G  

 Familiesammenføring .........................  VI C afsnit 5  

 Film og video ...............................  XII E 2  

 Firmaformidling .............................  XI  

 Flag ........................................  II B  

 Flagdage ....................................  II B 2  

 Flygtningesager .............................  VI C  

 Flyttegods ..................................  VI F  

 Flyulykker ..................................  VII G  

 Folkeafstemninger ...........................  IV D  

 Folketingsvalg ..............................  IV D  

 Fordringer,  

 inddrivelse af ..............................  VIII A og XI B 2 c  

 Forkyndelser i civilretlige sager ...........  VIII B  

 Forkyndelser i strafferetlige sager .........  VIII G  

 Fortabelse af statsborgerrret ...............  V C  

 Foto- og billedmateriale ....................  XII E 3  

 Fuldmagt ....................................  IV  

 Fællessekretariatet .........................  I A  

 Fængslingssager .............................  VII E  

 Færøerne ....................................  II E  

 Færøerne, flag ..............................  II B  

 Færøernes lagting, valg til .................  IV D  

 Færøske rejsepas ............................  VI A 5  

 Gebyr .......................................  III J  

 Generhvervelse af statsborgerret ............  V D  

 Grønland ....................................  II E  

 Grønland flag ...............................  II B  

 Grønlands landsting, valg til ...............  IV D  

 Grønlandske rejsepas ........................  VI A 6  

 Hjemsendelse af arkivalier ..................  III G 2  

 Hjemsendelse af efterladenskaber ............  VII F 4  

 Honorære konsulers afsked ...................  I H  

 Honorære konsulers ansættelse ...............  I D  

 Honorære konsulers orlov ....................  I F  

 Honorære konsulers rettigheder  

 og retsbeskyttelse ..........................  I J og I K  

 Honorære repræsentationer ...................  I  

 Hunde og katte  .............................  VI D 1  

 »Hvad Sker Ude« .............................  XII E 1  

 Hæderspriser ................................  XI A 4  

 Identitetspapirer ...........................  VI  

 Importbistand ...............................  XI B 4  

 Indberetninger ..............................  III H  

 Inddrivelse af fordringer ...................  VIII A og XI B 2 c  

 Indfødsret ..................................  V  

 Indrejsebestemmelser ........................  VI  

 Informationsvirksomhed ......................  XII  

 Internet ....................................  XII D  

 Inventar ....................................  III F  

 Journalistbesøg .............................  XII B  

 Kassation, arkiv ............................  III G 2  

 Kister ......................................  VII F 5  

 Klager over danske firmaer ..................  XI B 6  

 Kodicil .....................................  IV C 3 h  

 Koloni, den danske ..........................  III D  

 Kommercielt informationsmateriale ...........  XI og XII G  

 Kommunevalg .................................  IV D  

 Kommunikation ...............................  III I  

 Kondolencer .................................  III B 5  

 Konsulater ..................................  I  

 Konsulære repræsentationers  

 oprettelse og nedlæggelse ...................  I C  

 Konsulære repræsentationers  

 rettigheder og retsbeskyttelse ..............  I J-K  

 Kontortid ...................................  III E  

 Korrespondance ..............................  III H  

 »Kulturnøglen« ..............................  XII E  

 Kultursamarbejdet ...........................  XII E  

 Kvoteflygtninge .............................  VI C afsnit 4  

 Kørekort ....................................  VI H  

 Landbrugsvarer (»ambassadeerklæring«) .......  XI B 2 d  

 Legalisering ................................  IV B  

 Licitationer ................................  XI A 3  

 Ligpas ......................................  VII F 5  

 Luftfart ....................................  XIII  

 Løsning fra dansk statsborgerret ............  V C 3  

 Militære luftfartøjer .......................  XIII E  

 Momsrefusion ................................  IV F  

 Motorkøretøjer ..............................  VI G  

 Nationalsange ...............................  II D  

 Naturalisation ..............................  V B 6  

 Naturkatastrofer ............................  VII G  

 Navn, anmeldelse af gifte- ..................  IX B 4  

 Nordgruppen .................................  I A  

 Nordiske statsborgere, bistand til ..........  VII  

 Notarialforretninger ........................  IV C  

 Notarialprotokol ............................  IV C 3 k  

 Obduktion ...................................  VII F 3  

 Omberammelse ................................  VIII B 5  

 Organisation ................................  I A  

 Orlogsskibe .................................  XIV  

 Overflyvningstilladelse, civil ..............  XIII D  

 Overflyvningstilladelse, militær ............  XIII E  

 Overførelse af domfældte ....................  VIII I  

 Oversættelser, udfærdigelse af ..............  IV A 2  

 Parfume, kaffe og te ........................  VI E 3  

 Pas .........................................  VI  

 Personmotorkøretøjer ........................  VI G  

 Pressebesøg .................................  XII B  

 Pressekontakt ...............................  XII B  

 Provisorisk pas .............................  VI A 7  

 Prøvelsesattest .............................  IX B 2  

 Refusion af udlæg ...........................  III K  

 Registreret partnerskab .....................  IX I  

 Rejsegods ...................................  VI E  

 Rejsesygesikring, offentlig .................  VII C 3  

 Rejseudstyr .................................  VI E 1  

 Retshjælp, gratis ...........................  VIII F  

 Rigsvåben ...................................  II  

 Separation ..................................  IX E og F  

 Session .....................................  VII H  

 Skifte af formueværdier .....................  X C  

 Skilsmisse ..................................  IX E og F  

 Soliditetsoplysninger .......................  XI B 2 b og XI B 5 b  

 Spiritus, vin og tobak ......................  VI E 2  

 Stamkort ....................................  VI A 4.5  

 Statsborgerret ..............................  V  

 Statsvåben ..................................  II  

 Stemmeafgivning .............................  IV D  

 Strafferetlige sager ........................  VII E og VIII  

 Sydgruppen ..................................  I A  

 Sygdom, bistand ved .........................  VII C 3  

 Syn og skøn .................................  VIII C og XI B 6 b  

 Telekommunikation ...........................  III I  

 Testamente ..................................  IV C og X  

 Tillægsskifte ...............................  X C 2  

 Told- og afgiftsfrihed (rejsegods) ..........  VI E  

 Udlæg, refusion af ..........................  III K  

 Udlevering ..................................  VIII H  

 Udsendelses- og udvisningssager .............  VI C afsnit 3  

 Underholdsbidrag ............................  IX E  

 Understøttelse ..............................  VII D 2  

 Urner .......................................  VII F 5  

 Valg ........................................  IV D  

 Verifikationspåtegning ......................  IV  

 Veterinærbestemmelser .......................  VI D  

 Video .......................................  XII E 2  

 Vielser .....................................  IX  

 Vin, spiritus, tobak ........................  VI E 2  

 Visum .......................................  VI B  

 Voldgift ....................................  XI B 6 b  

 Værnepligt ..................................  VII H  

 Våben og ammunition (rejsegods) .............  VI E 6  

 Våbeneksport ................................  XI B 7  

 Våbenskjold .................................  II A  

 Wienerkonsularkonventionen ..................  I K og III  

 Ægteskab ....................................  IX  

 Ægthedsvurdering ............................  VI C afsnit 2.4.2  

 Økonomisk bistand ...........................  VII C og D  

 Definitioner og forkortelser  

 --------------------------------------------------------------------  

  Repræsentation              Enhver diplomatisk eller konsulær  

                              repræsentation.  

  Diplomatisk repræsentation  Ambassade eller diplomatisk mission  

                              ved en international organisation.  

  Konsulær repræsentation     Ethvert generalkonsulat, konsulat  

                              eller vicekonsulat, hvad enten det  

                              ledes af en udsendt eller honorær chef.  

  Udsendt repræsentation      Enhver diplomatisk eller konsulær  

                              repræsentation, der ledes af en chef,  

                              udsendt og lønnet af  

                              Udenrigsministeriet.  

  Honorær repræsentation      Ethvert generalkonsulat, konsulat  

                              eller vicekonsulat, der ledes af en  

                              ulønnet chef.  

  Embedsmand                  Enhver lønnet eller ulønnet chef for  

                              eller sagsbehandlende medarbejder ved  

                              en diplomatisk eller konsulær  

                              repræsentation.  

  Udsendt embedsmand          En af staten udsendt og lønnet chef for  

                              eller sagsbehandlende medarbejder ved  

                              en diplomatisk eller konsulær  

                              repræsentation.  

  Konsul                      Enhver udsendt eller honorær chef  

                              eller fungerende chef for et  

                              generalkonsulat, konsulat eller  

                              vicekonsulat.  

  Honorær konsul              Enhver chef eller fungerende chef for et  

                              honorært generalkonsulat, konsulat eller  

                              vicekonsulat.  

  JM's bkg.                   Justitsministeriets bekendtgørelse.  

  UM's bkg.                   Udenrigsministeriets bekendtgørelse.  

Kapitel I

Udenrigstjenesten

A. Udenrigstjenestens organisation

  

 B.  De konsulære repræsentationers  

     overordnede myndigheder  

 C.  Oprettelse og nedlæggelse af  

     konsulære repræsentationer  

 D.  Honorære konsulers udnævnelse  

 E.  Honorære konsulers overtagelse af embedet  

 F.  Honorære konsulers orlov,  

     midlertidig bestyrelse af konsulatet  

 G.  Honorære konsulers suspension  

 H.  Honorære konsulers afsked  

 I.  Overtagelse af  

     konsulære hverv for andre stater  

 J.  Honorære konsulers rettigheder og  

     retsbeskyttelse efter danske regler  

 K.  Honorære konsulers rettigheder og  

     retsbeskyttelse efter folkerettens regler  

KAPITEL I

Udenrigstjenesten

A. Udenrigstjenestens organisation

Den danske udenrigstjeneste består af 1) Udenrigsministeriet 2) de diplomatiske repræsentationer og 3) de konsulære repræsentationer.

Udenrigsministeriet er opdelt i to søjler: Nordgruppen og Sydgruppen, samt to tværgående sekretariater: Udenrigshandelssekretariatet og Fællessekretariatet.

Sagsfordelingen mellem grupperne er som følger:

Nordgruppen varetager spørgsmål, der er knyttet til EU-samarbejdet og sikkerhedspolitikken, Øststøtten samt Danmarks bilaterale relationer til de industrialiserede lande (inklusive Japan, Australien og New Zealand). Til Nordgruppen hører endvidere Udenrigsministeriets juridiske tjeneste.

Sydgruppen varetager i det væsentligste udviklingssamarbejdet, det internationale samarbejde omkring FN og dets særorganisationer og de bilaterale forbindelser til udviklingslandene.

Udenrigshandelssekretariatet varetager eksportfremmearbejdet på tværs af den geografiske opdeling af søjlerne.

Fællessekretariatet varetager administrative opgaver, hjælpefunktioner samt visse udadrettede opgaver såsom konsulære sager, protokol og presse- og kultursager.

Udenrigsministeriets øverste embedsmand er direktøren, som forestår koordineringen og den administrative samordning inden for hele udenrigstjenestens område.

De to søjler ledes hver af en udenrigsråd og de to tværgående sekretariater hver af en viceudenrigsråd.

Danmark opretholder diplomatisk forbindelse med næsten alle lande: dette betyder dog ikke, at Danmark har diplomatiske repræsentanter domicileret i alle disse lande. En del ambassadører er akkrediteret ikke blot i det land, hvor de bor, men også i et eller flere nærliggende lande. Danmark er endvidere diplomatisk repræsenteret ved en række internationale organisationer.

Personalet ved de diplomatiske repræsentationer består af henholdsvis udsendte og lokaltansatte medarbejdere. Hertil kommer specialattacheer inden for en lang række af ressortministeriernes sagsområder, herunder landbrug, fiskeri og forsvar. Disse attacheer kommer fra et ressortministerium og indgår i udenrigstjenesten i en tidsbegrænset periode.

Danmark har knap 500 konsulære repræsentationer (generalkonsulater, konsulater og vicekonsulater) spredt over jordkloden, fortrinsvis i havnebyer og lokaliteter af handelsmæssig betydning. Af disse er ca. 15 udsendte repræsentationer, medens de øvrige er honorære repræsentationer.

B. De konsulære repræsentationers overordnede myndigheder

Konsulære repræsentationer, der ledes af en chef udsendt af Udenrigsministeriet, er direkte underlagt Udenrigsministeriet. Sådanne repræsentationer har pligt til at følge anvisninger fra den stedlige diplomatiske repræsentation, som tager sigte på en samordnet varetagelse af opgaver i opholdslandet, herunder forholdet til opholdslandets myndigheder.

Konsulære repræsentationer i lande, som Danmark ikke opretholder diplomatisk forbindelse med, er direkte underlagt Udenrigsministeriet, medmindre den overordnede myndighed af ministeriet er blevet tillagt en anden diplomatisk eller konsulær repræsentation.

Honorære repræsentationer er underlagt den diplomatiske repræsentation for det pågældende land.

Den overordnede repræsentation

  • 1) giver de honorære repræsentationer generelle anvisninger med hensyn til tjenestens udførelse og instruktion i konkrete sager, hvor der måtte være anledning til det, eller hvor den honorære repræsentation måtte ønske den overordnede repræsentations bistand eller råd:
  • 2) påser, at givne forskrifter og anvisninger efterfølges i det daglige arbejde, og at arbejdet ledes på forsvarlig måde:
  • 3) besøger med passende mellemrum de honorære repræsentationer og påser, at arkiver, protokoller og brevveksling føres i overensstemmelse med de pågældende forskrifter, samt at eventuelle deposita hos de honorære repræsentationer er til stede.

C. Oprettelse og nedlæggelse af konsulære repræsentationer

Hvor der måtte være anledning til det, indsender de diplomatiske repræsentationer forslag til Udenrigsministeriet om oprettelse eller nedlæggelse af generalkonsulater, konsulater eller vicekonsulater. Forslaget bør være ledsaget af fyldige oplysninger til belysning af de stedlige danske interesser, handelsstatistik, kommunikationsforhold, danske bosatte i distriktet og andre landes konsulære repræsentationer. For havnebyers vedkommende tillige oplysning om omfanget af den danske skibstrafik på stedet.

D. Honorære konsulers udnævnelse

Honorære generalkonsuler og konsuler udnævnes af Dronningen, honorære vicekonsuler af udenrigsministeren.

Ved besættelsen af en ledig eller nyoprettet konsulpost bringer den overordnede diplomatiske repræsentation en eller flere egnede kandidater i forslag. Prototypen på en egnet kandidat er en person, der nyder almindelig anseelse, er økonomisk rimeligt uafhængig og indtager en vis position på stedet med gode forbindelser til myndigheder og organisationer. Der vil typisk kunne være tale om en fremtrædende forretningsmand, advokat, shippingmand e.l. Repræsentationens indstilling til Udenrigsministeriet, vedlagt et »Spørgeskema til brug ved besættelse af honorære konsulposter« udfyldt af kandidaten, skal indeholde de fornødne oplysninger om: kandidatens eller kandidaternes data, nationalitet, uddannelse og tillidsposter, herunder om den pågældende er eller har været konsulær repræsentant for andre stater eller tidligere har beskæftiget sig med konsulatsarbejde. Hvis kandidaten er forretningsmand, bør repræsentationen også oplyse firmaets art og eventuelle forretningsforbindelser med Danmark, samt dets økonomiske stilling. Endvidere bør anføres, hvilke sprog kandidaten taler og skriver, herunder om han er i stand til at forstå og besvare breve på dansk, idet en dansk eller dansktalende kandidat alt andet lige foretrækkes.

Hvis der kun foreslås en kandidat, skal det oplyses, hvorfor repræsentationen ikke har foreslået flere. Endvidere bør repræsentationen forud sikre sig, at den pågældende er rede til at påtage sig hvervet. Hvis der foreslås flere kandidater, skønner repræsentationen, om der er grund til at indhente udfyldt spørgeskema fra andre kandidater end den, der primært indstilles. Repræsentationen skal i indberetningen give en bedømmelse af kandidaternes respektive kvalifikationer og indstille dem i præferenceorden.

Før udnævnelsen kan finde sted, skal repræsentationen i hovedtræk have gjort kandidaten bekendt med karakteren og omfanget af det konsulære arbejde og fået vedkommendes endelige tilsagn om at ville påtage sig hvervet. En formel ansøgning til Dronningen eller udenrigsministeren kræves ikke.

En række lande kræver, at der indhentes forhåndsgodkendelse af udnævnelsen af den pågældende kandidat fra opholdslandets udenrigsministerium.

Ved konsulens udnævnelse udstedes et patent, der angiver den pågældendes stilling og den konsulære repræsentations sæde samt, for generalkonsuler og konsuler, vedkommendes distrikt (embedsområde). Efter udnævnelsen retter den diplomatiske repræsentation efter instruktion fra Udenrigsministeriet henvendelse til opholdsstatens udenrigsministerium for at opnå eksekvatur (anerkendelse). Når eksekvatur foreligger, sendes patentet til konsulen. Samtidig underrettes andre danske konsulære repræsentationer i landet om hans udnævnelse. Konsulen sørger selv for optagelse af konsulatets adresse, telefonnummer og fax mv. i lokale telefonbøger, handelshåndbøger o.l.

E. Honorære konsulers overtagelse af embedet

Efter udnævnelsen underskriver generalkonsuler og konsuler (men ikke vicekonsuler) en erklæring, hvori de på ære og samvittighed lover at ville opfylde deres tjenestepligter med troskab og nidkærhed og nøje efterkomme tjenstlige ordrer og befalinger.

Den overordnede repræsentation modtager fra Udenrigsministeriet et spørgeskema, som konsulen skal udfylde med oplysninger om konsulatets adresse, telefonnumre, kontortid m.m.

Endvidere fremsendes, ligeledes via den overordnede repræsentation, en fortegnelse over de arkivalier, der bør være på ethvert honorært konsulat.

Hvis der er tale om et nyoprettet konsulat, sendes de opførte arkivalier til dette. Overtager konsulen et allerede bestående konsulat, sammenholder han fortegnelsen med de overtagne arkivalier og indberetter om eventuelt manglende effekter. Ved embedets overtagelse skal konsulen påse, om der i konsulatet er deponeret offentlige eller private midler og i givet fald indsende en fortegnelse over sådanne deposita.

Det påhviler endvidere den nyudnævnte konsul nøje at påse, at forgængerens konsulære arkiv i sin helhed overleveres ham, og at sikre sig, at det er i behørig orden. Kapitel III, afsnit G. pkt. 2. indeholder nærmere regler for kassation og hjemsendelse af arkivalier.

F. Honorære konsulers orlov, midlertidig bestyrelse af konsulatet

En honorær konsul kan forlade sit distrikt i et tidsrum af indtil tre måneder uden at have indhentet forudgående tilladelse. Han skal dog så tidligt som muligt underrette den overordnede myndighed om datoen for sin afrejse og sin tilbagekomst.

Ved fravær over tre måneder skal konsulen indsende ansøgning om orlov til den overordnede repræsentation. Her kan man bevilge den ønskede orlov, hvis en så lang orlovsperiode anses for forsvarlig. Tvivlstilfælde bør forelægges Udenrigsministeriet, som skal underrettes om enhver orlov af længere varighed.

Ved enhver bortrejse eller sygdom skal konsulen drage omsorg for konsulatsforretningernes forsvarlige varetagelse (på konsulens ansvar) under fraværet. Konsulens meddelelse om konsulatets midlertidige bestyrelse forelægges den overordnede myndighed med oplysning om stedfortræderens navn, stilling og bopæl og eventuel ny midlertidig adresse for konsulatet. Hvis konsulatet midlertidigt flyttes til anden adresse, bør også de stedlige myndigheder underrettes.

I alle tilfælde, hvor en honorær konsul rejser til Danmark, bør han underrette Udenrigsministeriet og oplyse sin adresse under opholdet. Konsulen bør så vidt muligt aflægge besøg i ministeriet og give eventuelt interesserede lejlighed til at drøfte tjenstlige anliggender.

G. Honorære konsulers suspension

Indtræder graverende forhold, der skønnes uforenelige med konsulens fortsatte ledelse af konsulatet, skal den overordnede repræsentation omgående indberette det til Udenrigsministeriet. Ministeriet træffer bestemmelse om konsulens eventuelle suspension.

Såfremt sagen ikke tåler opsættelse, vil chefen for den overordnede repræsentation foreløbig kunne sætte den honorære konsul fra tjenesten. Underretning om suspensionen indsendes straks pr. telex til ministeriet.

H. Honorære konsulers afsked

En honorær konsul kan afskediges, når det måtte stemme med tjenestens tarv. Han kan også selv med passende varsel anmode om at blive fritaget for sit embede.

Aldersgrænsen for en honorær konsul er 70 år. Et halvt år før den honorære konsul fylder 70 år, skal den overordnede repræsentation opfordre konsulen til at indgive sin afskedsbegæring og indstille den pågældende til afsked ved opnåelsen af denne alder. Når ganske særlige omstændigheder måtte tale derfor, kan repræsentationen dog undtagelsesvis indstille til Udenrigsministeriet, at konsulen fortsætter i tjenesten ud over sit 70. år.

I. Overtagelse af konsulære hverv for andre stater

Konsuler kan ikke uden tilladelse fra Udenrigsministeriet påtage sig konsulære hverv for andre stater.

J. Honorære konsulers rettigheder og retsbeskyttelse efter danske regler

Honorære generalkonsuler og honorære konsuler med titel af generalkonsuler har rang i den danske rangforordnings III. klasse nr. 3, honorære konsuler i IV. klasse nr. 1.

Honorære konsuler er berettiget til ved officielle lejligheder at bære den reglementerede konsuluniform for udenrigstjenesten.

Den danske straffelov yder enhver, som det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, en kvalificeret retsbeskyttelse. Denne retsbeskyttelse tilkommer også den honorære konsul over for overgreb, forulempelser, trusler eller ærekrænkende angreb foretaget under eller i anledning af hans tjenstlige virksomhed.

K. Honorære konsulers rettigheder og retsbeskyttelse efter folkerettens regler

Reglerne om honorære konsulatsembedsmænd og konsulære repræsentationer, der ledes af sådanne embedsmænd, er kodificeret i Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser. Konventionen er trådt i kraft den 19. marts 1967 og tiltrådt af 156 lande. Konventionens regler er transformeret til dansk ret ved lov nr. 67 af 8. marts 1972. Konventionen trådte i kraft for Danmark den 15. december 1972.

Bestemmelserne om honorære konsuler og repræsentationer findes i konventionens kapitel III. Ifølge disse regler skal modtagerstaten beskytte konsulatsområdet og respektere konsulatsarkivers og dokumenters ukrænkelighed. Der skal ydes fritagelse for statslige og kommunale afgifter med hensyn til konsulatsområde, der ejes eller lejes af udsenderstaten. Modtagerstaten skal tillade told- og afgiftsfri indførsel af effekter, der sædvanligvis leveres til et honorært konsulat af udsenderstaten.

Modtagerstaten skal give en honorær konsulatsembedsmand den beskyttelse, der måtte være påkrævet på grund af hans officielle stilling.

En honorær konsulatsembedsmand skal være fritaget for alle afgifter og skatter på vederlag, som han modtager fra udsenderstaten for at varetage de konsulære opgaver.

Enhver stat kan frit bestemme, om den vil udnævne eller modtage honorære konsulatsembedsmænd.

Konventionens artikel 58 tillægger desuden honorære repræsentationer flere af de samme rettigheder, som tilkommer udsendte konsulater. Dette gælder særlig retten til at anvende rigsflag og rigsvåben, retten til kommunikationsfrihed i alle officielle anliggender, herunder beskyttelse af konsulatsposten og ret til frit at sætte sig i forbindelse med udsenderstatens statsborgere.

Honorære konsulatsembedsmænd har ret til at henvende sig til modtagerstatens myndigheder. De har også ret til at modtage de gebyrer og afgifter for konsulære tjenestehandlinger, som udsenderstaten har fastsat.

Honorære konsulatsembedsmænd skal overholde modtagerstatens love og bestemmelser, og konsulatsområdet må ikke benyttes på en måde, der er uforenelig med de konsulære opgaver.kapitel II

Rigsvåben, flag og nationalsange. Færøerne og Grønland

  

  A. Rigsvåben:  

     Det kongelige våben og statsvåbenet  

 B.  Flag: Det danske stutflag og splitflag  

     samt Færøernes og Grønlands flag  

     1. Anvendelse af splitflag  

     2. Flagdage  

     3. Udlån af flag  

  C. Retsbeskyttelse af det danske flag  

     og rigsvåben  

 D.  Nationalsange  

 E.  Varetagelse af Færøernes og  

     Grønlands interesser  

KAPITEL II

Rigsvåben, flag og nationalsange. Færøerne og Grønland

A. Rigsvåben: Det kongelige våben og statsvåbenet

Det danske rigsvåben fremtræder i to skikkelser: Et stort rigsvåben, der i dag kaldes det kongelige våben, og et lille rigsvåben, der også benævnes statsvåbenet. I statsvåbenet ses tre kronede løver og ni hjerter. Øverst på det lille våbens skjold hviler kongekronen, som symboliserer både monarken og staten. Statsvåbenet indgår som et felt i det store rigsvåben.

Ifølge kongelig resolution om anvendelsen af det danske rigsvåben er det kongelige våben forbeholdt Dronningen, kongehuset og hoffet efter Dronningens nærmere bestemmelse samt livgarden (i hidtidigt omfang) og under visse betingelser kgl. hofleverandører.

I statstjenesten iøvrigt, herunder af danske repræsentationer i udlandet, må alene det lille rigsvåben - statsvåbenet - benyttes. Kulturministeriet er dog bemyndiget til at gøre undtagelser fra de nævnte regler, for så vidt angår brugen af det store og det lille rigsvåben. Ifølge lov af 14. maj 1992 om offentlige arkiver mv. (arkivloven) behandles sager vedrørende brug af rigsvåbenet af Rigsarkivet.

Våbenskjold med statsvåbenet leveres af Udenrigsministeriet. Repræsentationen skal opsætte våbenskjoldet over eller ved indgangspartiet til repræsentationen.

Hvor særlige grunde taler for det, kan repræsentationschefen tillige få leveret et våbenskjold til sin residens.

Repræsentationen skal ved hærværk eller tyveri af våbenskjold anmelde hændelsen til det lokale politi og indsende en kopi af politirapporten til Udenrigsministeriet.

B. Flag: Det danske stutflag og splitflag samt Færøernes og Grønlands flag

Det danske flag »Dannebrog«, hvis oprindelse ifølge traditionen går tilbage til danskernes sejr i Estland den 15. juni 1219, har en højrød dug med et hvidt kors, hvis bredde er 1/7 af flagets højde.

Det almindelige flag, stutflaget, anvendes bl.a. af handelsflåden. De røde felter nærmest stangen er kvadratiske. Forholdet mellem flagets længde og højde er 74:56.

I splitflaget, hvis indre røde felter ligeledes er kvadratiske, er forholdet mellem korsets længde og højde 62:56, og flagets hele længde til splitternes yderspids er i forhold til højden 107:56. Det almindelige splitflag, der bruges på land, har en højrød farve, medens farven i orlogssplitflaget er dybrød.

På Færøerne og på færøske skibe anvendes et særligt færøsk flag. Flaget er hvidt med et højrødt kors med azurblå rande. Korsets røde del er 1/8 af flagets højde og hver af de blå rande 1/16 af flagets højde. De hvide felter nærmest stangen er kvadratiske. Forholdet mellem flagets længde og højde er 11:8.

På Grønland og på grønlandske skibe anvendes et særligt grønlandsk flag. Flaget er tværdelt af hvidt og rødt med en mod stangen forskudt kugle i modsatte farver. Afstanden fra kuglens centrum til flagdugens overkant og underkant er 1,5 radius (kuglens radius), til flagdugens kant ved stangen 1,75 radius og til kanten af flagdugens frie ende 2,7025 radius.

DET KONGELIGE VÅBEN

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

STATSVÅBENET

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

DET DANSKE SPLITFLAG

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

DET DANSKE STUTFLAG

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

FÆRØERNES FLAG

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

GRØNLANDS FLAG

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

1. Anvendelse af splitflag

Det danske splitflag må med enkelte undtagelser kun benyttes af statsinstitutioner, herunder de danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet. Ifølge international kutyme kan repræsentationschefen også flage fra sin bopæl. Flag leveres af Udenrigsministeriet.

Flagets størrelse bør afpasses efter anvendelsen. Er flaget bestemt til lodret flagstang anbragt på jorden, bør flagets højde være ca. 1/5 af flagstangens højde. Er flagstangen anbragt på toppen af en bygning eller skråt ud fra bygningen, anvendes normalt noget større flag med en højde af mellem 1/3 og halvdelen af flagstangens højde. Når repræsentationen rekvirerer flag fra Udenrigsministeriet, skal det ønskede højdemål på flaget angives.

2. Flagdage

Alle repræsentationer skal flage på dage, hvor der på stedet flages fra offentlige bygninger, eller hvor det er skik og brug, at repræsentationen flager (fx på visse andre landes nationaldage).

Honorære repræsentationer skal endvidere flage på følgende danske flagdage:

  

     28. marts, Dronning Ingrids fødselsdag  

     16. april, Dronningens fødselsdag  

     26. maj, Kronprins Frederiks fødselsdag  

      5. juni, Grundlovsdag  

      7. juni, Prins Joachims fødselsdag  

     11. juni, Prins Henriks fødselsdag  

     30. juni, Prinsesse Alexandras fødselsdag  

og repræsentationer med udsendte medarbejdere på følgende danske flagdage:

  

      1. januar, Nytårsdag  

     28. marts, Dronning Ingrids fødselsdag  

     Langfredag (flagning på halv stang)  

      1. påskedag  

      9. april (der flages på halv stang indtil kl. 12, derefter på  

      hel stang)  

     16. april, Dronningens fødselsdag  

     29. april, Prinsesse Benediktes fødselsdag  

      5. maj, Danmarks befrielse 1945  

     Kristi Himmelfartsdag  

      1. pinsedag  

     26. maj, Kronprins Frederiks fødselsdag  

      5. juni, Grundlovsdag  

      7. juni, Prins Joachims fødselsdag  

     11. juni, Prins Henriks fødselsdag  

     15. juni, Valdemarsdag  

     30. juni, Prinsesse Alexandras fødselsdag  

     25. december, 1. juledag  

Flaget skal hejses om morgenen og tages ned ved solnedgang.

3. Udlån af flag

Repræsentationen vil efter eget skøn kunne imødekomme anmodninger om lån af danske stutflag til brug ved særlige lejligheder, fx til internationale messer og udstillinger og til danske foreningsfester.

Stutflag til udlån vil kunne rekvireres via Udenrigsministeriet, idet det ønskede højdemål på flaget angives.

Foræring eller overdragelse af stutflag til tredjepart må kun finde sted efter bemyndigelse fra Udenrigsministeriet.

C. Retsbeskyttelse af det danske flag og rigsvåben

Hvis repræsentationen bringer i erfaring, at personer eller firmaer, som ikke er berettiget til det, benytter det danske flag, rigsvåben eller den danske kongekrone som varemærke eller på anden måde, bør den indberette det til den overordnede myndighed eller til Udenrigsministeriet.

For lande, der har tiltrådt Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret (som revideret, senest i Stockholm den 14. juli 1967, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 97 af 13. oktober 1970), gælder det ifølge artikel 6 c, at »unionslandene er enige om at afslå eller ophæve registreringen og ved dertil egnede midler at forbyde brugen enten som varemærker eller som bestanddele af disse, af våben, flag og andre statsemblemer, tilhørende unionslandene ....«.

D. Nationalsange

Danmark har to nationalsange: »Kong Christian« og »Der er et yndigt Land«. »Kong Christian« er tillige kongesang.

»Kong Christian« bør benyttes ved officielle lejligheder såsom kongebesøg, flådebesøg, militære sportsstævner og højtideligheder i al almindelighed, hvor medlemmer af den danske eller fremmede regering er til stede i embeds medfør, eller hvor missionschefen giver møde i egenskab af Danmarks repræsentant.

Eventuelt kan man anvende »Kong Christian« efterfulgt af »Der er et yndigt Land«.

Ved ikke-militære sportsbegivenheder i udlandet afgør de sportslige specialforbund selv, hvilken nationalsang der benyttes.

Udenrigsministeriet kan i forbindelse med officielle besøg o.l. udlåne noder til begge nationalmelodier udsat for orkester, harmoniorkester og piano samt kassettebånd indspillet med »Kong Christian« og »Der er et yndigt Land«.

E. Varetagelse af Færøernes og Grønlands interesser

Det danske rige - Danmark, Færøerne og Grønland - udgør i forfatningsretlig henseende en enhed, Grundlovens § 1. I folkeretlig henseende omfatter det danske territorium alle de tre rigsdele.

Inden for rammerne af den forfatningsretlige ligestilling mellem rigets enkelte dele er der ved lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre og lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre tillagt henholdsvis de færøske og grønlandske organer kompetence til at udfærdige lokale retsregler med lovkraft på en række sagsområder (særanliggender).

De to hjemmestyreordninger beskrives i det følgende.

Med hjemmestyreordningen har Færøerne siden 1948 haft en særlig status inden for Riget. Sigtet med hjemmestyret er at etablere en balance imellem på den ene side ønsket om markering af Færøernes egenart og på den anden side ønsket om at beholde rigsfællesskabet mellem Danmark og Færøerne.

Lagting og landsstyre, der ledes af lagmanden, forvalter de sagsområder, der er overtaget som særanliggender: samfærdsel, kultur og erhvervsforhold.

Skole-, sundheds- og socialvæsenet er fællesanliggender, men landsstyret har overtaget administrationen heraf.

Justitsvæsenet, penge- og bankvæsenet, forsvaret og forholdet til udlandet kan ikke overtages i henhold til hjemmestyreloven.

Sagsområdet råstoffer i undergrunden overgik til særanliggender i 1992.

Færøerne har eget flag, pengesedler, frimærker og også et særligt pas.

Færøerne er ikke medlem af EU, men har en handelsaftale med EU. Endvidere har Danmark sammen med Færøerne indgået handelsaftaler med Island, Norge og Schweiz. Færøernes fiskerirelationer med udlandet reguleres årligt i henhold til rammeaftaler herom indgået med EU, Island, Norge, Rusland og de baltiske lande. I de internationale fiskeriorganisationer NAFO, NEAFC og NASCO er Danmark medlem på vegne af Færøerne og Grønland.

Statsministeriet er ressortministerium for Færøerne. Rigsombudsmanden er statens øverste repræsentant på Færøerne.

I hjemmestyreloven er der sikret hjemmestyret adgang til at gøre færøske interesser gældende under forhandlinger med udlandet.

Udenrigstjenesten varetager Færøernes interesser i udlandet. I henhold til hjemmestyreloven er der i Udenrigsministeriet ansat en særlig sagkyndig i færøske anliggender.

Færøske institutioner med relationer til udlandet:

Færøernes landsstyre, Tinganes,

P.O. Box 64, FR-110 Torshavn

Tel. +298 11080, fax +298 14942

Færøernes repræsentationskontor,

Højbro Plads 7, DK-1200 Kbhv. K

Tel. +45 33140866, fax +45 33938575

Færøernes kontor for økonomisk udvikling,

Hoyviksvegur 51, P.O. Box 1287, FR-110 Torshavn Tel. +298 13028, fax +298 10549

Færøernes luftfartsadministration,

Vagar lufthavn, FR-350 Sørvagur

Tel. +298 32228, fax +298 32998

Skibstilsynet,

J. Broncksgøta 5,

P.O. Box 112, FR-110 Torshavn

Tel. +298 11188, fax +298 18882

Færøernes postvæsen,

?inshædd 2,

P.O. Box 3075, FR-110 Torshavn

Tel. +298 11007, fax +298 17019

Færøernes turistråd (information),

Undir Kjallara,

FR-100 Torshavn

Tel. +298 19391, fax +298 10858

Hjemmestyreloven for Grønland trådte i kraft 1. maj 1979 efter en folkeafstemning i Grønland i januar 1979 (63 % for og 37 % imod). Hjemmestyreloven var den naturlige afslutning på en politisk udviklingsproces med stadigt stigende grønlandsk indflydelse på de fleste statsaktiviteter i Grønland.

Beslutningen var politisk baseret på en bred tilslutning blandt både grønlandske og danske politikere, blandt andet på baggrund af at Grønland kulturelt og geografisk adskiller sig fra det øvrige rige.

Den politiske ledelse baseres på et valgt landsting (31 medlemmer), ud fra hvis politiske sammensætning der dannes et landsstyre under ledelse af landsstyreformanden.

Hjemmestyreloven opregner de sagsområder, der kan overdrages til hjemmestyrets forvaltning. Overdragelsen af de forskellige sagsområder fandt sted i et hurtigere tempo, end man forestillede sig ved lovens ikrafttræden, og det seneste store område (sundhedsvæsenet) blev overdraget til hjemmestyret pr. 1. januar 1992.

Af statsforvaltede sagsområder resterer således nu alene de områder, der ikke kan overdrages (politi, retsvæsen, pengevæsen, forsvaret - herunder fiskeriinspektionen - samt forholdet til udlandet).

Sagsområdet råstoffer i undergrunden er underlagt en særlig fælles dansk-grønlandsk forvaltning (senest drøftet generelt mellem regeringen og landsstyret november 1994).

De sagsområder, der er overdraget til hjemmestyret fra staten, udløser et årligt bloktilskud . Størrelsen er blevet fastlagt som de sædvanlige udgifter, staten erfaringsmæssigt ville have haft, hvis området fortsat var et statsanliggende. Af hjemmestyrets årsbudget på ca. 4 mia. kr. finansieres omkring 60 % af bloktilskud fra statskassen.

Grønland har siden 1985 haft eget flag. Grønlandske frimærker har eksisteret siden 1938.

Grønland blev medlem af EF sammen med Danmark i 1973, men efter en folkeafstemning i Grønland i 1982 ændredes Grønlands forhold til EU. Siden 1. februar 1985 har Grønland i stedet for medlemskab haft et aftalesæt, der giver Grønland toldfri adgang for fiskeriprodukter til EU's marked. EU har samtidig adgang til fangst af visse mængder fisk i grønlandsk farvand mod en årlig kompensation fra EU til Grønland på 34,2 mio. ECU.

I de internationale fiskeriorganisationer NAFO, NEAFC samt NASCO er Danmark medlem på vegne af Grønland og Færøerne. I Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) er Danmark medlem på hele rigsfællesskabets vegne.

Statsministeriet er ressortministerium for Grønland med rigsombudsmanden som statens øverste repræsentant på Grønland.

I hjemmestyrelovens § 16 er der givet hjemmestyret adgang til at gøre særlige grønlandske interesser gældende ved deltagelse i internationale forhandlinger . Der er også givet mulighed for, at der ved de danske repræsentationer i lande, hvor Grønland har særlige erhvervsinteresser, ansættes medarbejdere med sigte på at varetage disse interesser. (De danske myndigheder kan bestemme, at de dermed forbundne udgifter skal afholdes af hjemmestyret).

Der har i Udenrigsministeriet siden 1987 været ansat en særlig sagkyndig i grønlandske anliggender.

Nyttige adresser mv.:

Grønlands Hjemmestyre,

Postboks 1015, DK-3900 Nuuk

Tlf.: + 299 2 30 00 53 Fax: + 299 2 46 93

Grønlands Hjemmestyre,

Danmarkskontoret,

Pilestræde 52, Postboks 2151,

DK-1016 København K

Tlf.: + 45 33 13 42 24 53 Fax: + 45 33 13 49 71

Greenlandair Ltd.,

Postboks 1012, DK-3900 Nuuk

Tlf.: + 299 2 28 88 53 Fax: + 299 2 72 88

Grønlands Rejsebureau,

Gl. Mønt 12, DK-1004 København K

Tlf.: + 45 33 13 10 11 53 Fax: + 45 33 13 73 47kapitel III

Repræsentationernes embedsførelse

Kapitel III

Repræsentationernes embedsførelse

  

  A. Generelle bestemmelser om  

     repræsentationernes virksomhed  

     1. Repræsentationen skal i princippet  

        kun varetage danske interesser  

     2. Besvarelse af henvendelser  

     3. Adskillelse af embede fra privat virksomhed  

     4. Tavsheds- og diskretionspligt  

  B. Forholdet til opholdsstaten  

     1. Henvendelser til opholdsstatens myndigheder  

     2. Iagttagelse af opholdsstatens lovgivning  

     3. Ikke-indblanding i opholdsstatens  

        indre anliggender  

     4. Visitter m.m.  

     5. Kondolencer  

  C. Forholdet til det diplomatiske eller  

     konsulære korps  

 D.  Forholdet til den danske koloni  

 E.  Kontor og kontortid, helligdage mv.  

 F.  Inventar, tryksager og protokoller  

 G.  De honorære repræsentationers arkiv  

     1. Arkivets organisation  

     2. Kassation og hjemsendelse af arkivalier  

  H. Korrespondance  

     1. Indberetningens form  

     2. Fortrolige meddelelser  

     3. Indberetningsvej  

     4. Sprog  

     5. Underskrift  

     6. Brevpapir og brevmasker  

     7. Nummerering af indberetninger  

     8. Kopier  

     9. Bilag  

  I. Telekommunikation  

     1. Ret til fri kommunikation  

     2. Generelle regler  

     3. Telegramadresser  

     4. Særlige regler for telex og telefax  

  J. Betaling for tjenestehandlinger  

     i udenrigstjenesten  

  K. Refusion af honorære konsulers tjenesteudlæg  

KAPITEL III

Repræsentationernes

embedsførelse

A. Generelle bestemmelser om repræsentationernes virksomhed

1. Repræsentationen skal i princippet kun varetage danske interesser

Efter folkerettens almindelige regler er det repræsentationernes opgave at varetage danske interesser i opholdslandet, derimod ikke opholdslandets interesser i Danmark. På samme måde har opholdslandets repræsentationer i Danmark kun til opgave at varetage deres eget lands, og ikke danske interesser.

Repræsentationerne bør derfor kun yde bistand til personer, firmaer, institutioner eller myndigheder i opholdslandet, hvis dette tjener danske offentlige eller private interesser, eller almindelig courtoisie over for opholdslandet taler for det. Er dette ikke tilfældet, bør repræsentationen henvise interesserede til deres eget lands repræsentation i Danmark.

Det er fx klart i dansk interesse, at repræsentationen yder importører i opholdslandet bistand til at komme i forbindelse med danske eksportører. Det kan ligeledes ofte være naturligt af hensyn til dansk eksports renomme, at repræsentationen formidler klager over mangelfulde leverancer fra danske eksportører eller uopfyldte betalingskrav mod danske importører.

Derimod bør repræsentationen afvise anmodninger fra personer eller myndigheder i opholdsstaten om bistand i civilretlige eller strafferetlige anliggender. Repræsentationen bør således afvise at modtage forkyndelser i civile eller strafferetlige sager eller andre retlige dokumenter på danske statsborgeres vegne, uanset om den pågældende danske statsborger, fx med henblik på postforsendelser, måtte have opgivet repræsentationen som sin adresse.

I hvilket omfang det vil være naturligt for repræsentationen, ud fra almindelig courtoisie over for opholdsstaten, at imødekomme henvendelser fra personer, institutioner eller myndigheder i opholdslandet, må afhænge af omstændighederne i det enkelte tilfælde og af repræsentationens skøn ud fra kendskabet til de stedlige forhold. Hvis en minister eller anden fremtrædende person søger repræsentationens råd eller bistand i anledning af et planlagt besøg i Danmark, vil det således være naturligt, at repræsentationen underretter Udenrigsministeriet og bistår den pågældende bedst muligt.

På samme måde er det i dansk interesse, at repræsentationen giver og formidler oplysninger med henblik på at stimulere turistbesøg fra opholdslandet. Men drejer det sig fx om en student, der ønsker oplysninger om mulighederne for at studere i Danmark eller opnå ansættelse ved et dansk videnskabeligt institut eller i et dansk firma, vil det som hovedregel være naturligt at henvise ham til at rette henvendelse til sit eget lands myndigheder eller repræsentation i Danmark.

Det er ifølge sagens natur ikke muligt at give en udtømmende vejledning på det her omhandlede område, men de anførte eksempler skulle tjene til at belyse hovedreglen, nemlig at det principielt kun er repræsentationens opgave at varetage danske interesser.

2. Besvarelse af

henvendelser

Direkte besvarelse af henvendelser bør være det normale, hvad enten det drejer sig om skrivelser fra myndigheder, institutioner eller private. Hvis en repræsentation er i tvivl om, hvordan en skrivelse skal besvares, bør den dog indhente vejledning hos den overordnede myndighed. Drejer det sig om henvendelser fra Danmark, indsendes henvendelsen til Udenrigsministeriet med forslag til svar. Ministeriet formulerer og afsender derefter svaret, af hvilket en genpart sendes til repræsentationen til underretning.

Kan en skrivelse ikke besvares inden for en rimelig frist, bør repræsentationen straks anerkende skrivelsens modtagelse og stille en besvarelse i udsigt.

Afslag på anmodninger, som repræsentationen af den ene eller anden grund ikke mener at kunne imødekomme, bør gives snarest og så vidt muligt med udførlig motivering for afslaget.

3. Adskillelse af embede fra privat virksomhed

Embedsmanden bør nøje holde sin private virksomhed og sin embedsførelse ude fra hinanden og hverken direkte eller indirekte påberåbe sig sin officielle stilling, når han ikke optræder officielt. Signet, stempel og papir med repræsentationens brevhoved må kun benyttes til tjenstlig korrespondance.

4. Tavsheds- og diskretionspligt

Diplomatiske og konsulære embedsmænd må under ingen omstændigheder røbe, hvad der i deres officielle egenskab betros dem eller kommer til deres kundskab af privat eller fortrolig karakter. De skal i det hele taget udvise fornøden diskretion ved omtale af forhold, som vedrører tjenesten eller kan skade private interesser, hvad enten det drejer sig om forretningsanliggender eller rent private forhold såsom skilsmisse- eller faderskabssager.

Repræsentationen bør ligeledes undlade at besvare spørgsmål fra privat side om private personers forhold, medmindre den pågældende privatperson tillader, at forespørgslen besvares, eller det forekommer klart, at forespørgeren har en legitim interesse i at få de ønskede oplysninger. Hvor omstændighederne taler for det, vil repræsentationen kunne tilbyde at videresende et brev fra forespørgeren til den efterspurgte.

B. Forholdet til opholdsstaten

1. Henvendelser til opholdsstatens myndigheder

Normalt kan henvendelser til opholdsstatens udenrigsministerium kun foretages af diplomatiske repræsentationer. I lande, hvor der ikke er domicileret en dansk diplomatisk repræsentation, vil den øverste konsulære embedsmand, hvis dette er i overensstemmelse med opholdsstatens praksis, dog kunne rette henvendelse direkte til udenrigsministeriet i sager, hvor det måtte være påkrævet eller naturligt. I øvrigt er der ingen begrænsninger i de konsulære repræsentationers adgang til at brevveksle med eller henvende sig til myndigheder eller institutioner inden for det distrikt, repræsentationen omfatter.

Ved forelæggelse af klager fra danske statsborgere, firmaer eller institutioner bør repræsentationen afholde sig fra at stille krav, som ikke er velunderbyggede. I ømtålelige anliggender kan det anbefales, at repræsentationen forelægger sagen personligt for vedkommende embedsmand i opholdsstaten og samtidig afleverer et skriftligt memorandum til støtte for den mundtlige forelæggelse.

2. Iagttagelse af opholdsstatens lovgivning

Såvel under udøvelsen af sit embede som privat skal embedsmanden holde sig opholdsstatens love og bestemmelser efterrettelig.

3. Ikke-indblanding i opholdsstatens indre anliggender

Embedsmanden bør afholde sig fra skriftlig eller mundtlig kritik af opholdsstaten eller dens institutioner. Hvis en honorær konsul deltager i politisk virksomhed, bør det ske under former, der ikke kan kompromittere hans stilling som dansk embedsmand.

4. Visitter m.m.

Embedsmanden bør bestræbe sig for at tilvejebringe det bedst mulige forhold til opholdsstatens myndigheder og både ved sin tiltrædelse og ved andre lejligheder, hvor det måtte være sædvane eller hensigtsmæssigt, aflægge høflighedsbesøg hos dem. Indbydes han til officielle fester, bør han så vidt muligt personligt komme til stede, navnlig ved lejligheder hvor det skønnes af betydning, at Danmark er repræsenteret.

5. Kondolencer

Ved statsoverhovedets eller andre særlig fremtrædende personers død, ved naturkatastrofer eller ved ulykker, der medfører større tab af menneskeliv, vil der efter omstændighederne og skik og brug på stedet være anledning til for repræsentationens chef over for myndighederne at give udtryk for sin deltagelse. Hvis en konsulær repræsentation skønner, at den danske regering bør kondolere, forelægges spørgsmålet for den overordnede myndighed.

C. Forholdet til det diplomatiske eller konsulære korps

Embedsmanden bør søge at bevare et godt personligt og kollegialt forhold til de udsendte eller honorære repræsentanter for andre lande. Det kan bl.a. have betydning i tilfælde, hvor en fælles optræden af korpset over for opholdsstatens myndigheder måtte komme på tale.

D. Forholdet til den danske koloni

Repræsentationen bør aktivt deltage i bestræbelser for at udvikle og styrke det indbyrdes sammenhold inden for den danske koloni samt bistå og støtte stedlige danske foreninger, kirker, sømandshjem og alderdomshjem.

Ligeledes bør repræsentationen efter evne bistå foreninger og institutioner i Danmark, der virker for at bevare båndene mellem Danmark og danske i udlandet såsom »Foreningen Dansk Samvirke«, »Det Danske Selskab«, »Dansk Kirke i Udlandet« og »Dansk Sømandskirke i Fremmede Havne«.

E. Kontor og kontortid, helligdage mv.

Repræsentationen bør have et passende og så vidt muligt centralt beliggende kontor. Repræsentationens adresse bør findes i de almindelige adresseregistre og i telefonbogen. Ændringer i adresse, telefonnummer mv. bør omgående meddeles til den overordnede myndighed og til eventuelle underordnede konsulære repræsentationer.

For udsendte repræsentationer svarer den samlede ugentlige kontortid normalt til den gældende ugentlige arbejdstid i Danmark.

Repræsentationens ekspeditionstid kan afvige fra kontortiden. Opslag om ekspeditionstiden bør anbringes ved indgangen. Repræsentationen bør ikke afvise en anmodning om bistand uden for kontortiden/ekspeditionstiden, hvis øjeblikkelig hjælp er nødvendig.

Kontortiden/ekspeditionstiden lægges så vidt muligt inden for den sædvanlige forretningstid på stedet og fastsættes i øvrigt under hensyn til lokal sædvane med hensyn til ugentlig helligdag, nationale helligdage mv.

F. Inventar, tryksager og protokoller

Foruden flag og våbenskjold leverer Udenrigsministeriet til enhver repræsentation et portræt af Hendes Majestæt Dronningen og af Hans kgl. Højhed Prins Henrik samt et vægkort over Danmark. Portrætterne og kortet ophænges på et passende sted i repræsentationens lokaler.

Enhver repræsentation forsynes af ministeriet med tjenestesignet og tjenestestempel med dansk tekst. Tjenestestempler eksisterer i hhv. stort og lille format, hvoraf det lille format er særlig velegnet til fx pasudstedelse. Tjenestesignet og -stempler bør opbevares på betryggende måde.

Repræsentationen modtager fra ministeriet de håndbøger, tryksager m.m., der bør være på repræsentationen.

1. Arkivets organisation

G. De honorære repræsentationers arkiv

Arkivet ved en honorær repræsentation skal inddeles efter konsulernes samlede embedsperiode, idet datoen for udnævnelse lægges til grund. Det betyder i praksis, at en nyudnævnt konsul midlertidigt overtager forgængerens arkiv som referencemateriale, og at skiftet medfører, at forgængerens arkiv samtidig afsluttes.

Ved enhver repræsentation føres:

  • 1) journal for ind- og udgående kommunikation,
  • 2) fortegnelse over deposita,
  • 3) notarialprotokol, for så vidt repræsentationen er bemyndiget til at udføre notarialforretninger.

De honorære repræsentationers arkiv skal opbevares i et særskilt rum eller skab adskilt fra konsulens private ejendele, forretningspapirer og korrespondance. Til opbevaring anbefales anvendelse af arkivæsker, Rigsarkivets model, der kan skaffes gennem den overordnede repræsentation eller Udenrigsministeriet. Fortrolige dokumenter, stempel og signet samt pasformularer og andre formularer eller dokumenter, som kan misbruges af uvedkommende, skal opbevares på betryggende måde under lås.

Arkivordningen må ifølge sagens natur i et vist omfang afpasses efter omfanget og karakteren af repræsentationens arbejde. For de honorære repræsentationer anbefales følgende opdeling, der følger systematikken i denne Instruks:

B betyder bevares. K betyder kasseres efter år. K-år er vejledende, og der kan således evt. kasseres forinden.

  

                                                Kassations- Bemærk-  

                                                frist       ninger  

  I.    Udenrigstjenesten  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Konsulens personlige  

           akter (udnævnelse,  

           orlov, etc.)                         B  

        3. Konsulatssekretær:  

           (Navn)                               K 15  

        4. Vicekonsulatet i (By)                B  

        5. ....................  

  II.   Rigsvåben, flag og  

        uniform  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Konsulatets våbenskjold og flag      K 15  

        3. Forespørgsler om udlån af flag       K 15  

        4. .................................  

  III.  Repræsentationens  

        embedsførelse  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Konsulatets kontor                   K  5  

        3. Konsulatets inventar                 K  5  

        4. Konsulatets arkiv                    B  

        5. Refusion af  

           tjenesteudlæg                        K  5  

        6. .................................  

  IV.   Særlige embedsfunktioner  

        A. Legalisationer og udfærdigelse af  

           attester og dokumenter  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Legalisationer og  

           udfærdigelse af attester             K  5        Samlesag  

        B. Notarialforretninger  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Oprettelse af testamente             B           Enkeltsag  

        3. .................................  

        4. .................................  

        C. Stemmeafgivning i  

           udlandet  

        1. Folketingsvalg og  

           kommunale valg                       K 15  

        2. Folkeafstemninger                    K 15  

        3. Valg til  

           Europaparlamentet                    K 15  

        D. Deposita  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Depositum: (Navn)                    K 15        Samlesag  

        V. Erhvervelse, fortabelse og  

           generhvervelse af dansk  

           statsborgerret  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Forespørgsler om  

           dansk statsborgerret                 K 15  

        3. Dansk indfødsret:  

           (Navn)                                           Samlesag  

  VI.   Pas, visum, indrejse- og  

        indførselsbestemmelser  

        mv.  

        A. Pas og visum m.m.  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Ansøgning om pas                     K 15        Samlesag  

        3. Udstedelse af  

           midlertidige identitetsbeviser       K 15  

        4. Ansøgninger om visum                 K 15  

        B. Indrejse- og indførselsbestemmelser  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Forespørgsler                        K  5        Samlesag  

  VII.  Bistand til danske  

        A. Økonomisk bistand  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Lån: (Navn)                          K 10        Enkeltsag  

        3. Understøttelse (Navn)                K 10        Enkeltsag  

        B. Værnepligt  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Forespørgsler                        K 10        Samlesag  

        C. Bistand til arrestanter  

           og lovovertrædere  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Arrestation: (Navn)                  B           Enkeltsag  

        3. Udvisning: (Navn)                    B  

        4. .................................  

        D. Bistand ved dødsfald  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Dødsfald: (Navn)                     K 10        Samlesag  

  VIII. Bistand i civilretlige og  

        strafferetlige anliggender  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Underholdsbidrag:  

           (Navn)                               K 10        Enkeltsag  

        3. Skatterestance: (Navn)               K 10        Enkeltsag  

        4. Forkyndelse: (Navn)                  K 10        Enkeltsag  

        5. Optagelse af forklaring:  

           (Navn)                               K 10        Enkeltsag  

        6. .................................  

  IX.   Bistand i familieretlige  

        anliggender  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Ægteskabsattest:  

           (Navn)                               K 15        Enkeltsag  

        3. Kundgørelse om  

           indgåelse af ægteskab:  

           (Navn)                               K 15        Enkeltsag  

        4. Ansøgning om  

           separation: (Navn)                   K 15        Enkeltsag  

        5. Faderskabssag: (Navn)                K 15        Enkeltsag  

  X.    Bistand i arvesager  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Dødsbo: (Navn)                       B           Enkeltsag  

  XI.   De konsulære  

        repræsentationers  

        varetagelse af danske  

        erhvervsinteresser  

        1. Generelle regler                     K  5  

        2. Forespørgsler fra  

           danske eksportører.  

           (Alt efter antallet af  

           forespørgsler oprettes  

           særskilte aktpakker for  

           de forskellige varegrupper  

           eller for hvert  

           firma for sig)                       K  5  

        3. Forespørgsler fra  

           (opholdslandets)  

           importører. (Alt efter  

           antallet af forespørgsler  

           oprettes særskilte aktpakker  

           for de forskellige  

           varegrupper eller for  

           hvert firma for sig)                 K  5  

        4. Forespørgsler fra  

           danske importører                    K  5  

        5. Forespørgsler fra  

           (opholdslandets)  

           eksportører                          K  5  

        6. Anmodninger om  

           soliditetsoplysninger                K  5  

        7. Klager over  

           danske firmaer                       K  5  

        8. Messer og udstillinger               K  5  

  XII.  Repræsentationens  

        informationsvirksomhed  

        1. Publikationer om  

           Danmark                              K 10  

        2. Billedarkiv                          B  

        3. Danske film                          K 10  

        4. Diskotek                             B  

        5. Udsendelse af  

           publikationer                        K 10  

        6. Anmodninger om  

           publikationer,  

           billeder, film og musik              K  2  

        7. Forespørgsler                        K  2  

  XIII. Luftfart  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Forespørgsler                        K 10  

  XIV.  Flådebesøg  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Danske flådebesøg                    K 15        Enkeltsag  

  XV.   Søfart  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Skibspapirer                         K 15        Samlesag  

        3. Søulykker og  

           søforklaring                         K 15        Enkeltsag  

  XVI.  Bistand til søfolk  

        1. Generelle regler                     K 15  

        2. Sygdom og dødsfald                   K 10        Enkeltsag  

        3. Fri- og hjemrejse                    K 10        Samlesag  

        4. Hyre og  

           feriegodtgørelse                     K 10        Samlesag  

For hver sag oprettes en aktpakke, der betegnes med gruppe, bogstav, nummer og årstal for dens oprettelse. På aktpakken henlægges alle aktstykker og kopier af konsulatets ekspeditioner i sagen, forsynet med aktpakkens journalnummer. Blandt andet af hensyn til arkiveringen bør konsulatet som hovedregel undgå at behandle flere emner i samme indberetning eller skrivelse.

Alle ind- og udgående skrivelser og telegrammer akteres og indføres i en journal med følgende rubrikker:

  

 ---------------------------------------------------------------------  

                             Indgående post  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Modt.       Dateret       Nr.      Afsender      Emne      Repr.  

 dato                                                       j.nr  

 ---------------------------------------------------------------------  

                             Udgående post  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Modt.       Dateret       Nr.      Afsender      Emne      Repr.  

 dato                                                       j.nr  

 ---------------------------------------------------------------------  

2. Kassation og

hjemsendelse

af arkivalier

a. For kassation gælder de anførte kassationsfrister ovenfor under 1, der angiver det maksimale antal år, der skal forløbe, inden kassation skal gennemføres. Kassation skal ske under behørig kontrol af konsulatet. Uanset kassationsbemyndigelse skal der bevares og hjemsendes en typisk sag pr. hovedgruppe.

b. Hjemsendelse må kun finde sted efter gennemført kassation og normalt kun for de sager, der under 1 er anført med et B. Det afsluttede arkiv fra den foregående konsul forbliver ved konsulatet i tre år af hensyn til brug af ældre sager og skal derefter hjemsendes i sin helhed.

Ved hjemsendelse gælder følgende: Protokoller skal på bindet være forsynet med navn på konsulatet, hvorfra hjemsendelsen finder sted. Protokollens art samt begyndelses- og slutåret skal anføres.

Aktpakker hjemsendes i arkivæsker, Rigsarkivets model. På æskens ene smalle ende anføres med tydelig skrift i tusch eller blæk (ikke blyant eller farveblyant) journalnumrene på de aktpakker, æsken indeholder.

Aktstykker eller breve anbragt i brevordnere bør tages ud og lægges i omslag, da metallet kan ruste og ødelægge papiret. De forskellige grupper af breve og akter bør adskilles ved omslag og pakkes i arkivæsker med angivelse af indholdet på samme måde som aktpakkerne.

Sagernes arkivmæssige og kronologiske rækkefølge må nøje overholdes, og hver gruppe og undergruppe lægges for sig.

Ved afleveringen skal medfølge en liste i fire eksemplarer over de hjemsendte æsker, og for hver æske anføres ikke blot aktpakkernes journalnumre, men også deres titler eller oplysninger om, hvad de indeholder. Udgifterne i forbindelse med hjemsendelse afholdes af Udenrigsministeriet.

Forsendelsen adresseres:

Udenrigsministeriet

att. Arkivet

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Danmark

H. Korrespondance

1. Indberetningens form

Indberetninger stiles ikke til personer (heller ikke til udenrigsministeren), men til Udenrigsministeriet eller til den overordnede repræsentation. På samme måde som i ministeriets skrivelser til repræsentationen angives i højre side indberetningens nummer og emne (entete), nummer og dato for sidst modtagne eller afsendte skrivelse i sagen med adressatens journalnummer.

Herunder vises et eksempel på en indberetning (se s. 18).

  • (BREV)

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

Indberetninger bør være formuleret således, at de i den foreliggende form kan videresendes til interesserede myndigheder og/eller private, jf. dog pkt. 2.

2. Fortrolige meddelelser

Meddelelser, som kun er til Udenrigsministeriets eller til den overordnede repræsentations egen underretning, bør gives i en indberetning mærket »FORTROLIGT« eller i et fortroligt brev. Sådanne meddelelser bør - efter indholdets karakter - sendes pr. anbefalet post.

3. Indberetningsvej

Indberetninger sendes enten direkte til Udenrigsministeriet eller til den overordnede repræsentation alt efter sagens karakter og gældende praksis. Når repræsentationen indberetter direkte til Udenrigsministeriet, vil det i mange tilfælde være formålstjenligt at sende den overordnede repræsentation en kopi af indberetningen til underretning.

Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser sikrer fri kommunikation mellem udsenderstatens regering og dens konsulære repræsentationer samt mellem disse indbyrdes, jf. iøvrigt nedenfor afsnit I, pkt. 1.

4. Sprog

I korrespondancen med Udenrigsministeriet, andre danske myndigheder samt institutioner og private anvendes dansk eller et af de andre skandinaviske sprog, respektive engelsk, tysk eller fransk.

5. Underskrift

I indberetninger eller andre tjenstlige skrivelser, som ikke underskrives af repræsentationens chef, skal det over underskriften anføres, i hvilken egenskab vedkommende undertegner. Souschefer/stedfortrædere på ambassader, generalkonsulater og missioner anfører henholdsvis P.A.V., P.G.V., P.M.V. Andre udsendte medarbejdere tilføjer endvidere under de nævnte forkortelser E.B. I tilfælde af, at der underskrives i egenskab af fungerende repræsentationschef, anføres »fg.« Hvis en honorær konsul ønsker at lade en anden underskrive på sine vegne, skal konsulen altid på forhånd indhente Udenrigsministeriets bemyndigelse og indsende en prøve på stedfortræderens underskrift til ministeriet og til den overordnede repræsentation.

6. Brevpapir og brevmasker

De udsendte repræsentationers brevpapir (side 1 med udenrigstjenestens logo) rekvireres fra Udenrigsministeriet.

Andre repræsentationers brevpapir (side 1), er 21 cm i bredden og 29,7 cm i længden (standardstørrelse A4). Det skal være forsynet med repræsentationens officielle betegnelse, adresse, telefonnummer, telegramadresse, telexnummer og telex-tilbagesvar samt telefaxnummer, jf. eksemplet i pkt. 1.

Skrivelsen eller indberetningen skal påføres dato, sagens journalnummer samt antallet af eventuelt medfølgende kopier og bilag.

Teksten skrives med bred indermargin af hensyn til brevets indbinding i modtagerens arkiv.

Til udskrivning af korrespondance fra edb-udstyr på repræsentationer med udsendte medarbejdere leverer Udenrigsministeriet, F.4 efter anmodning disketter, som indeholder forud indlagte masker for den pågældende repræsentations standarddokumenter. Maskerne er tilpasset hvidt A4 standardpapirstørrelse med udenrigstjenestens logo.

Maskerne udprinter i WordPerfect-programmet repræsentationens brevpapir (side 1), som skal lægges i printerne manuelt.

I tilfælde af, at en udsendt repræsentation ændrer adresse, telefon-, telefax- eller telexnummer, skal Udenrigsministeriet underrettes om det med henblik på trykning af nyt brevpapir (side 1).

7. Nummerering af indberetninger

Repræsentationens indberetninger til Udenrigsministeriet skal nummereres fortløbende inden for kalenderåret. Nummereringen gør det muligt for ministeriet at efterlyse manglende eller bortkomne numre. Straks efter nytår skal repræsentationen indberette nummer og dato for årets sidst afsendte indberetning. En tilsvarende nummerering skal anvendes ved brevveksling af større omfang mellem overordnede og underordnede repræsentationer.

8. Kopier

En indberetning, der på forhånd er bestemt for videresendelse til andre myndigheder, institutioner eller private, bør være bilagt det antal kopier, som ministeriet har brug for til videresendelsen.

9. Bilag

Bilag bør nummereres og mærkes med repræsentationens navn og indberetningens nummer og dato.

I. Telekommunikation

1. Ret til fri kommunikation

Folkerettens almindelige regler, som de er kodificeret i art. 35 i Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser, sikrer fri kommunikation mellem udsenderstatens regering og dens konsulære repræsentationer samt mellem disse indbyrdes. Dette gælder også i forholdet til honorære konsulære repræsentationer.

Indgreb i denne fri kommunikationsret skal straks indberettes til den overordnede repræsentation, respektive til Udenrigsministeriet direkte. Der vil herefter blive taget stilling til, hvorvidt - og i hvilken form - der måtte være anledning til at indgive en protest til opholdslandets kompetente myndigheder mod krænkelsen.

Retten til fri kommunikation gælder for alle dertil egnede midler såsom telex, telefax, telegram, telefon, post og kurer.

2. Generelle regler

a. Meddelelser, som ikke kan nå rettidigt frem til Udenrigsministeriet, respektive til den overordnede repræsentation, fx pr. luftpost eller kurer, indsendes pr. telex eller telefax. I mange tilfælde vil det dog være tilstrækkeligt pr. telex eller telefax at indsende en kort indberetning, der suppleres med indberetning pr. luftpost eller kurer.

Telex eller telefax bør også benyttes til mindre hastende meddelelser i det omfang, det betaler sig, når minuttaksterne sammenholdes med omkostningerne ved indsendelse på anden måde. Hvis der er tale om uklassificerede meddelelser, vil elektronisk post via internettet kunne anvendes. Omkostningerne ved brug af internettet er meget små.

Telefon bør, bl.a. af hensyn til omkostningerne og risikoen for misforståelser, kun benyttes, når særlige grunde taler for det.

b. I det følgende dækker ordet telemeddelelse både telegrammer, telex- og telefaxmeddelelser.

Hver telemeddelelse må kun omhandle et emne.

Telemeddelelser fra de honorære repræsentationer til Udenrigsministeriet underskrives »DANCONSUL (byens navn)», medens telemeddelelser fra de udsendte repræsentationer til Udenrigsministeriet underskrives med chefens eller sagsbehandlerens navn efterfulgt af et nummer i en fortløbende nummerrække.

Telemeddelelser fra Udenrigsministeriet til de honorære repræsentationer underskrives »etrangeres«. Telemeddelelser til de udsendte repræsentationer afsluttes med angivelse af vedkommende kontor eller afdeling fulgt af chefens eller sagsbehandlerens navn samt et nummer i den fortløbende nummerrække.

Alle udsendte repræsentationer og honorære repræsentationer, der ofte sender telemeddelelser til Udenrigsministeriet, skal efter underskriften nummerere deres telemeddelelser fortløbende inden for kalenderåret. Ved årets udgang indberettes nummer og dato for den sidst afsendte meddelelse. På samme måde nummereres meddelelser fra Udenrigsministeriet til udsendte og honorære repræsentationer.

Nummerrækkerne tjener dels som referenceobjekt, dels til at kontrollere, at samtlige afsendte telemeddelelser kommer frem. Ethvert brud på nummerrækken fra Udenrigsministeriet til en repræsentation skal derfor omgående indberettes til ministeriet pr. telemeddelelse.

En indgående telemeddelelses korrekte placering i nummerrækken vil som regel være tilstrækkelig garanti for meddelelsens ægthed. Er der imidlertid omstændigheder, der alligevel fremkalder tvivl om ægtheden, bør meddelelsen omgående søges bekræftet ved henvendelse til ministeriet pr. telemeddelelse.

c. Refusion af telekommunikationsudgifter. (Se afsnit J, Betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten).

d. Ovenstående regler gælder i det store og hele også i forholdet mellem den honorære konsulære repræsentation og den overordnede repræsentation, men vil normalt kun finde anvendelse efter behov.

3. Telegramadresser

Udenrigsministeriets telegramadresse er

»ETRANGERES København«.

Repræsentationernes telegramadresser er angivet i Udenrigsministeriets Kalender.

4. Særlige regler for telex og telefax

a. Udenrigsministeriets hovedtelexnummer er 31292 med tilbagesvar 31292 (efterfulgt af et bogstav) etr dk. Nummeret er offentliggjort og kan videregives.

Udenrigsministeriets hovedtelefaxnummer er 31 54 05 33. Nummeret er offentliggjort og kan videregives.

Udenrigsministeriets officielle e-postkasse er um um.dk.

Til den udgående teletrafik fra Udenrigsministeriet er der særlige telexlinjer med andre tilbagesvar samt særlige telefaxnumre.

Repræsentationernes telexnumre og tilbagesvar samt telefaxnumre er angivet i Udenrigsministeriets Kalender.

b. Inden en telexmeddelelse sendes, skal afsenderen ved hjælp af modtagerens automatiske tilbagesvar sikre sig, at forbindelsen er rigtigt etableret. Af bl.a. økonomiske grunde bør en telexmeddelelse altid strimles før afsendelse.

c. Da telemeddelelser indgår på udstyr opstillet i Udenrigsministeriets kommunikationscenter, kan der ikke opnås svar på forespørgsel om enkeltsager, medens forbindelsen er etableret.

J. Betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten

En revideret bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten er trådt i kraft den 20. marts 1995. Bekendtgørelsen ophæver tidligere bekendtgørelser om gebyrer for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten.

Bekendtgørelsen med tilhørende vejledning er udsendt særskilt.

Honorære repræsentationer vil blive holdt løbende underrettet af den overordnede repræsentation.

K. Refusion af honorære konsulers tjenesteudlæg

Honorære konsuler er berettiget til refusion af:

  • 1) teleudgifter samt porto- og andre forsendelsesudgifter i tjenesteanliggender,
  • 2) udgifter til anskaffelse af protokoller, papir og skrivemateriale til brug i tjenesten,
  • 3) udgifter til anskaffelse af tryksager til den overordnede repræsentation eller Udenrigsministeriet,
  • 4) udlæg afholdt i forbindelse med bistand til danske myndigheder, institutioner eller private. Det forudsættes, at konsulen har fulgt de foreskrevne regler, herunder navnlig at han, hvor det kræves, først har indhentet bemyndigelse til at afholde udgiften. Ved udlæg forstås ikke blot betalinger foretaget for andre, men også udgifter som repræsentationens chef eller medarbejdere måtte have haft til befordring og eventuelt til kost og logi, hvis bistand må ydes uden for repræsentationens kontor.

Udlæg for private afholdt uden hjemmel i denne Instruks eller uden særskilt bemyndigelse i det enkelte tilfælde må de honorære repræsentationer søge refunderet direkte fra de pågældende. Bor debitor i Danmark, vil Udenrigsministeriet i givet fald bistå repræsentationen til at opnå refusion.

Konsulen skal indberette om udlæggene under pkt. 4 , så snart de er afholdt. I indberetningen, der skal være ledsaget af alle regnskabsbilag , bør det anføres, om de pågældende udlæg ønskes refunderet særskilt eller bliver optaget i konsulatets årsopgørelse, jf. nedenfor.

Senest den 1. februar skal konsulen til Udenrigsministeriet indsende en dokumenteret opgørelse over de nævnte udlæg under 1)-3) i det foregående kalenderår. I opgørelsen anføres også eventuelle urefunderede beløb af den nævnte art under 4). Honorære repræsentationer, der regelmæssigt har udlæg af en betydelig størrelsesorden, kan indsende opgørelse halvårsvis eller kvartalsvis.

Kapitel IV

Særlige embedsfunktioner

Kapitel IV

Særlige embedsfunktioner

  

  A. Udfærdigelse af dokumenter,  

     attester og oversættelser  

     1. Affattelse af dokumenter  

     2. Oversættelser  

     3. Udstedelse af attester  

     4. Udtalelser om retsregler  

  B. Legalisering og attestation af underskrifter  

     1. Hvem er bemyndiget til at foretage  

        legaliseringer og attestationer  

     2. Myndigheds underskrift  

     3. Privatpersons underskrift  

  C. Notarialforretninger  

     1. Notarius publicus' funktioner  

     2. Hvilke embedsmænd kan  

        udføre notarialforretninger  

     3. Regler for udførelsen af notarialforretninger  

        a. Embedsmandens ansvar og habilitet  

        b. Embedsmandens egen konstatering af det, han bekræfter  

        c. Rekvirentens identitet, identitetsbeviser  

        d. Rekvirentens forståelse af dokumentet  

        e. Rettelser i dokumentet  

        f. Underskrift med ført pen  

        g. Dokumentets indhold  

        h. Testamenter  

        i. Underretning til Centralregistret for Testamenter  

        j. Notarialattest  

        k. Notarialprotokol  

        l. Dokumentets (testamentets) indførelse  

           i notarialprotokollen  

           m. Dokumentets (testamentets)  

           deponering hos repræsentationen  

        n. Udskrifter af notarialakter  

  D. Stemmeafgivning i udlandet  

     ved valg og folkeafstemning  

     1. Generel orientering  

     2. Særligt om valg til hjemmestyreorganer  

     3. Hvor kan stemmeafgivning finde sted  

     4. Tidsfrister for stemmeafgivningen  

     5. Stemmemateriale  

        a. Stemmesedler  

        b. Særskilte konvolutter  

        c. Følgebreve  

        d. Yderkuverter  

     6. Rekvirering af stemmemateriale  

     7. Underretning om forestående valg eller folkeafstemninger  

     8. Fremgangsmåden ved stemmeafgivningen  

     9. Særligt om stemmeafgivning til valg til Europa-Parlamentet  

        for personer med fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i  

        De Europæiske Fællesskaber  

     10. Repræsentationens diskretionspligt mv.  

     11. Vælgerens dødsfald  

  E. Deposita  

     1. Betingelser for modtagelse af deposita  

        a. at der er dansk interesse i deponeringen  

        b. at betingelserne for depotets tilbagelevering eller  

           udlevering er fastsat  

     2. Opbevaring af depoter  

        a. Rede penge i opholdslandets mønt  

        b. Depositum i lukket omslag  

        c. Effekternes henlæggelse i bankboks eller  

           opbevaringsmagasin  

        d. Repræsentationens og den danske stats ansvar  

        e. Kvittering  

        f. Indberetning om depoter in specie  

F. Momsrefusion til turister i Danmark

KAPITEL IV

Særlige embedsfunktioner

Indledning

Det er ikke muligt at give et konkret svar på, hvordan de mangfoldige anmodninger til en repræsentation skal håndteres. Følgende principper kan dog tages i betragtning ved afgørelse af, om repræsentationen skal handle:

I Ekspeditionen skal være lovlig eller i overensstemmelse med praksis i opholdslandet.

Handlinger med retskraft er forbudt, medmindre der er aftaler med opholdslandet, eller de accepteres i praksis. Fx er det i mange lande ikke tilladt, at repræsentationen forkynder stævninger. Der findes dog utallige aftaler, og væsentligst i så henseende er Wienerkonventionen om konsulære forbindelser.

II Ekspeditionen skal være mulig.

I de fleste tilfælde kan repræsentationen fx ikke rette officiel henvendelse til opholdslandets myndigheder på grundlag af en anmodning fra en privatperson. Personen må henvises til at få den relevante danske myndighed til at anmode repræsentationen. Et typisk eksempel er adoptionssager.

III Ekspeditionen skal være nødvendig eller rimelig.

En repræsentation er ikke et advokatkontor, en bank, et bistandskontor, et forsikringsselskab, etc. En person bør selv have udtømt egne muligheder og nu være i nød. Fx må en kreditor selv have søgt at inddrive sine krav, før han anmoder om hjælp. Et ministerium eller en person i udlandet, der anmoder repræsentationen om handlinger i Danmark, eller en domstol, der beder om at få dokumenter forkyndt i Danmark, kan henvises til landets egen repræsentation i Danmark.

Princippet krydses af rimelighed. Det kan være rimeligt alligevel at bistå, hvis anmodningen kommer fra en institution eller person, som repræsentationen gerne vil opretholde gode relationer til eller finder det rimeligt at bistå, fx advokatforbindelsen eller danskere i opholdslandet.

Definition af begreber:

Fuldmagt giver en anden legal ret til at handle i ens sted. I mange lande kræves en bestemt tekst. Den skal i reglen underskrives for notar og oftest legaliseres. Se s. 11.

Attest er en bekræftelse på et faktisk forhold, se s. 7, som ambassaden med sikkerhed kender eller har indhentet oplysning om, fx at en person er dansk statsborger eller har lovligt ophold i Danmark. Jf. også fødsels- eller vielsesattest.

Attestation er en bekræftelse på, at en privatpersons underskrift er ægte. Se s. 10.

Legalisering er en bekræftelse på, at en myndigheds underskrift er ægte. Det konstateres normalt ved at sammenligne skriftprøver. Danmark er omfattet af en EU-aftale om undladelse af legalisering. Storbritannien og Tyskland kræver ikke legalisering. Se s. 8.

Notarialattest er en bekræftelse på et dokument med en bestemt tekst, der medfører en særlig beviskraft. Det skal benyttes ved testamenter og i reglen ved fuldmagter etc. Se s. 13.

Verifikationspåtegning er en bekræftelse på, at et dokument er ægte eller fx, at en kopi er i overensstemmelse med originalen.

Responsum er en udtalelse om et givet retsforhold, fx når et lands lov skal benyttes i et andet. Oftest benyttes i stedet et lovcertifikat.

Erklæring er en udtalelse fra en person, fx i en separationssag eller om en boopgørelse kan godkendes. Den attesteres af ambassaden. Se kap. IX, s. 21.

Forklaring er en form for udenretlig bevisoptagelse og bruges typisk til en retssag, fx en faderskabssag. Den attesteres af ambassaden. Se kap. IX, s. 26.

A. Udfærdigelse af dokumenter, attester og oversættelser

1. Affattelse af dokumenter

Repræsentationen bør i påkommende tilfælde hjælpe danske statsborgere med at affatte ansøgninger, fuldmagter og andre dokumenter, hvis den pågældende er ubemidlet eller vanskeligt selv kan få aktstykket affattet på betryggende måde. Oprettelse af dokumenter til brug i opholdsstaten bør dog som regel overlades til en lokal advokat eller offentlig retshjælp.

Bistand af den her nævnte art vil også kunne gives til udlændinge, hvis der er en dansk interesse i sagen, fx ved ansøgning om visum til besøg hos slægtninge i Danmark.

2. oversættelser

Repræsentationen har ikke pligt til at foretage oversættelser, men det vil være naturligt, at den giver hjælp til oversættelse af kortere dokumenter. Der opkræves gebyrer efter gældende regler. Der er ikke noget i vejen for, at en medarbejder ved repræsentationen, som måtte være rede dertil, uden for arbejdstid påtager sig mere omfattende oversættelsesarbejder. Han eller hun kan beregne sig honorar for arbejdet i overensstemmelse med de gældende takster på stedet.

3. Udstedelse af attester

Repræsentationen bør kun udstede attester til brug for private, når den pågældende har en legitim interesse deri, og repræsentationen bør kun attestere faktiske forhold, som den er i stand til at bevidne.

4. Udtalelser om retsregler

Repræsentationen bør være varsom med at udtale sig om dansk eller opholdslandets ret og alene give en ikke-forpligtende vejledning, hvor der ikke er tale om almindeligt kendte forhold, og repræsentationen er sikker på den aktuelle retsstilling.

Ved spørgsmål om dansk ret bør repræsentationen supplerende henvise til en dansk advokat. I de tilfælde, hvor repræsentationen ønsker at bistå, bør oplysninger indhentes fra det relevante ressortministerium eller eventuelt fra Udenrigsministeriet.

Ved spørgsmål om opholdslandets ret bør der normalt henvises til en lokal advokat, eller svar indhentes fra en egnet advokat eller en lokal myndighed.

B. Legalisering og attestation af underskrifter

1. Hvem er bemyndiget til at foretage legaliseringer og attestationer?

Legaliseringer og attestationer af privatpersoners underskrift kan foretages af udsendte og honorære repræsentationschefer samt de medarbejdere - udsendte eller lokalt ansatte - som repræsentationschefen har bemyndiget til det.

Der skal på enhver repræsentation findes en liste over de bemyndigede personer med en prøve på deres underskrift. Repræsentationen bør i overensstemmelse med lokal sædvane sende underskriftsprøver til opholdslandets udenrigsministerium samt andre myndigheder og organisationer, der måtte have en retlig interesse i at være i besiddelse af listen. Repræsentationen bør kun indsende listen til den overordnede myndighed eller Udenrigsministeriet, hvis den mener, at der er et konkret behov for det, eller hvis den har modtaget konkret instruktion om at gøre det.

2. Myndigheds underskrift

Legalisering af en myndigheds underskrift på dokumenter, der skal bruges i et andet land end udstedelseslandet, sker ved at påtegne dokumentet med følgende indhold:

  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Ægtheden af ovenstående af (navn, embedsstilling og sted) i embeds  

    medfør meddelte underskrift bevidnes herved.  

         (repræsentationen) i (sted)  

         Den (dato)  

         (repræsentationens stempel)  

         (navn)  

         (stilling)                                  (underskrift)  

 J.nr.  

Stemplet bør placeres således, at det berører underskriften.

Repræsentationen kan legalisere danske og udenlandske myndigheders underskrift. Udenrigsministeriet udsender lister over hvem i ministeriet, der er bemyndiget til at foretage legaliseringer. Endvidere sendes lister via Udenrigsministeriet over visse andre myndigheders legaliseringsberettigede medarbejdere. I nogle tilfælde udsendes listerne direkte til repræsentationen af vedkommende myndighed. Repræsentationen bør normalt kun legalisere udenlandske myndigheders underskrift, hvis de er legaliseret i vedkommende lands udenrigsministerium. Andre udenlandske myndigheders underskrift kan dog legaliseres, hvis landets udenrigsministerium er indforstået med det.

Hvis den pågældende myndighedspersons underskrift ikke findes i repræsentationens underskriftssamling, skal rekvirenten henvises til at lade dokumentet legalisere af en myndighed, hvis underskrift er kendt af repræsentationen. Når repræsentationen modtager nye underskriftsprøver, skal den påse, at det medsendte brev er underskrevet af en myndighedsperson, hvis underskrift er kendt af repræsentationen. Først derefter kan underskrifterne indgå i underskriftssamlingen.

Modtager repræsentationen en anmodning om legalisering af danske dokumenter, som ikke er forsynet med en myndighedsunderskrift kendt af repræsentationen, kan dokumenterne efter omstændighederne indsendes til Udenrigsministeriet. Det gælder fx, hvis ønsket kommer fra personer, der er afskåret fra selv at få dokumenterne legaliseret ved danske myndigheder. Udenrigsministeriet sørger for, at dokumenterne bliver legaliseret af ressortmyndigheden i Danmark, af Udenrigsministeriet samt af det pågældende lands repræsentation i Danmark. Ansøgeren refunderer de afholdte udgifter og gebyrer.

Repræsentationen kan blive anmodet om at foretage apostillepåtegning af et dokument i henhold til Haag-konventionen af 5. oktober 1961. Danmark har ikke tiltrådt denne konvention, men den ovenfor beskrevne legalisering har samme gyldighed som en Apostillepåtegning.

Aftaler om lettelser med hensyn til legaliseringer af underskrifter på dokumenter: Bilateral aftale med Tyskland indgået 17. juni 1936 samt EU-konvention af 25. maj 1987 tiltrådt af Italien, Frankrig og Danmark.

3. Privatpersons underskrift

Ved attestation af en privatpersons underskrift, herunder underskrift på vegne af firmaer og organisationer, anvendes følgende formulering:

  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Det bevidnes herved, at (navn), mig personligt bekendt, (eller: hvis  

    identitet er blevet mig godtgjort) i min overværelse egenhændigt  

    har undertegnet foranstående dokument.  

         (repræsentationen) i (sted)  

         Den (dato)  

         (repræsentationens stempel)  

         (navn)  

         (stilling)                             (underskrift)  

 J.nr.  

Stemplet bør placeres således, at det berører underskriften.

---------------------------------------------------------------------

Hvis dokumentet allerede er underskrevet, anvendes følgende formulering:

  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Det bevidnes herved, at (navn), mig personlig bekendt, (eller: hvis  

    identitet er blevet mig godtgjort) over for mig har erklæret, at  

    han egenhændigt har undertegnet ovenstående dokument.  

         (repræsentationen) i (sted)  

         Den (dato)  

         (repræsentationens stempel)  

         (navn)  

         (stilling)                            (underskrift)  

 J.nr.  

Stemplet bør placeres således, at det berører underskriften.

---------------------------------------------------------------------

Medmindre den pågældende er embedsmanden personligt bekendt, bør han legitimere sig ved at vise pas, førerbevis eller andre dokumenter med foto af den pågældende.

C. Notarialforretninger

1. Notarius publicus' funktioner

Notarius publicus er efter dansk ret en embedsmand, der har til opgave at overvære eller efter rekvirentens ønske selv at foretage handlinger af retlig betydning. Notarius publicus sikrer med sin bekræftelse en dokumentation, som ifølge lovgivning eller praksis tillægges særlig beviskraft. Notarens bekræftelse giver derimod ingen garanti for retsgyldigheden af den pågældende notarialforretning eller af vedkommende dokuments indhold.

Notarius publicus er ikke berettiget til at tage nogen i ed. Der er dog ikke noget i vejen for, at han kan attestere dokumenter, selv om disse indeholder en skriftlig edsaflæggelse. Han bør i sådanne tilfælde indskrænke sig til i sin egenskab af notarius publicus at bekræfte underskriftens ægthed (jf. JM's cirkulære nr. 314 af 21. december 1948).

2. Hvilke embedsmænd kan udføre notarialforretninger

En udsendt embedsmand i chefstilling eller den, han bemyndiger til det, og honorære konsuler, som har fået særlig bemyndigelse til det af Udenrigsministeriet, er bemyndiget til inden for deres område at udføre alle de handlinger, som i Danmark påhviler notarius publicus. De udfærdigede dokumenter har samme retsvirkning som notarialforretninger foretaget i Danmark. Embedsmanden kan dog ikke protestere veksler, da vekselprotester skal optages i overensstemmelse med lovgivningen på stedet.

I de fleste tilfælde vil repræsentationens attestation af den pågældende underskrift være tilstrækkelig. Normalt er der kun anledning for embedsmanden til at optræde som notarius publicus, hvis rekvirenten udtrykkeligt ønsker det, eller hvis en notariel attestation er tillagt en særlig beviskraft eller retsvirkning (som fx ved testamenter).

3. Regler for udførelsen af notarialforretninger

a. Embedsmandens ansvar og habilitet . Embedsmanden udfører notarialforretninger i eget navn og på eget ansvar. Han må ikke foretage eller deltage i en notarialforretning, der vedrører ham selv eller hans ægtefælle eller en med dem beslægtet eller besvogret i lige op- eller nedstigende linje eller i første sidelinje.

b. Embedsmandens egen konstatering af det, han bekræfter . Embedsmanden skal udføre notarialforretninger med største omhu og nøjagtighed. Alt, hvad han bekræfter i notarialattesten, skal være grundet på hans egen konstatering af de handlinger og erklæringer, som er foretaget eller afgivet i hans overværelse.

c. Rekvirentens identitet, identitetsbeviser . Såfremt rekvirenten ikke er embedsmanden personlig bekendt, skal vedkommendes identitet godtgøres:

  • 1) enten ved forevisning af pas, førerbevis eller andet legitimationspapir (forsynet med foto), udstedt af en offentlig myndighed.
  • 2) eller ved vidnesbyrd fra to personer (identitetsvidner), hvis pålidelighed ikke betvivles, og som er embedsmanden personligt bekendt, eller som kan legitimere sig som nævnt under 1).
  • 3) eller ved vidnesbyrd fra et identitetsvidne, som er embedsmanden personligt bekendt, og som kan fremlægge legitimationspapirer til støtte for rekvirentens identitet.

d. Rekvirentens forståelse af dokumentet . Embedsmanden bør altid bidrage til at klarlægge indholdet og betydningen af notarialforretningen ved at tilbyde at oplæse dokumentet. Er han, selv efter at have givet den nødvendige vejledning, i tvivl om, hvorvidt den pågældende har forstået handlingens eller dokumentets betydning, bør notarialforretningen ikke gennemføres.

e. Rettelser i dokumentet . Er der i dokumentet sket tilføjelser eller rettelser, skal embedsmanden gøre rekvirenten opmærksom på det og anbringe sin signatur eller sine initialer ud for de pågældende tilføjelser eller rettelser.

f. Underskrift med ført (påholdt) pen . Hvis et dokument på grund af den pågældendes sygdom eller blindhed, eller fordi han ikke kan læse eller skrive, underskrives med ført pen, skal dokumentet oplæses, før det underskrives. Dette forhold, såvel som grunden til underskrivelsen med ført pen, skal bemærkes i notarialattesten.

g. Dokumentets indhold . Embedsmanden er ikke forpligtet til at undersøge lovligheden af det dokument, der forelægges ham. Hvis han imidlertid finder dets indhold lovstridigt eller usømmeligt, bør han nægte at medvirke til dets oprettelse eller bekræftelse.

Der er ikke noget i vejen for at attestere en underskrift på et dokument affattet i et sprog, som embedsmanden ikke forstår, når blot den underskrivende erklærer at være bekendt med dets indhold. Embedsmanden kan også undlade at gennemlæse et dokument, hvis den underskrivende udtrykkeligt ønsker, at embedsmanden ikke gør sig bekendt med indholdet. I begge tilfælde skal embedsmanden i notarialattesten bemærke, at han attesterer underskriften uden at kende dokumentets indhold, og at den pågældende oplyser, at dokumentet er et testamente, en kontrakt, etc.

h. Testamenter . Ved et testamente skal embedsmanden både bekræfte underskriftens ægthed, og at testator skønnedes at være i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente, da han underskrev eller vedkendte sig sin underskrift. Embedsmanden bør samtidig påse, at dokumentet betegner sig som testamente eller kodicil (der er et tillæg til et testamente eller en tilbagekaldelse af et testamente). Et testamente kan også være en tilbagekaldelse af tidligere testamente uden at oprette et nyt, men bør da betegnes »Annullering af testamente«. Testator skal sørge for, at testamentet (kodicillen) foreligger i tre eksemplarer. Repræsentationen bør henstille til testator, at to eksemplarer af testamentet (kodicillen) udfærdiges på Justitsministeriets genpartspapir, der dog ikke kan kræves anvendt.

i. Underretning til Centralregistret for Testamenter . Embedsmanden skal underrette Centralregistret for Testamenter om enhver notarialforretning, der angår en testamentarisk disposition. Underretning gives med en af genparterne, der udfyldes med personnummer eller i mangel heraf med fødselsdato, og som indsendes direkte til: Centralregistret for Testamenter, Hestemøllestræde 6, 1464 København K. Selvom testamentsoprettelsen er foretaget af flere personer i fællesskab i samme dokument, herunder af ægtefæller, skal der kun indsendes en genpart. Den indsendte genpart af testamentet (kodicillen) vil blive opbevaret i arkivet ved Københavns Byrets Notarialkontor.

j. Notarialattest . Embedsmanden bekræfter notarialforretningen i form af en notarialattest.

Ved testamentariske dispositioner anvendes følgende formular:

---------------------------------------------------------------------

(Navn, stilling og bopæl), der var i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente, og hvis identitet blev mig godtgjort, har i dag i min overværelse som notarius publicus på repræsentationen underskrevet (eller erklæret at have underskrevet) foranstående testamente (eller kodicil eller annullering af testamente), hvis indhold han/hun/de godkendte.

I dokumentet fandtes ingen iøjnefaldende rettelser eller tilføjelser udover de med min signatur (initialer) betegnede.

  

 Hvilket herved bevidnes.  

                  (sted)                     den (dato)  

                  (stempel)                  (underskrift og stilling)  

 J.nr.  

---------------------------------------------------------------------

For andre dokumenter end testamenter anvendes følgende formular:

---------------------------------------------------------------------

(Navn, stilling og bopæl), hvis identitet blev mig godtgjort, har i dag på repræsentationen i min overværelse som notarius publicus underskrevet foranstående dokument (evt. nærmere præciseret), hvis indhold han/hun/de godkendte.

I dokumentet fandtes ingen iøjnefaldende rettelser eller tilføjelser udover de med min signatur (initialer) betegnede.

  

 Hvilket herved bevidnes.  

                  (sted)                     den (dato)  

                  (stempel)                  (underskrift og stilling)  

 J.nr.  

---------------------------------------------------------------------

For udskrifter anvendes følgende formular:

---------------------------------------------------------------------

Undertegnede (fulde navn, embedsstilling og sted) bevidner herved i min egenskab af notarius publicus, at foranstående efter en foretaget sammenligning er en nøjagtig udskrift af en (nøjagtig angivelse af dokumentets karakter) forelagt for mig.

I udskriften fandtes ingen iøjefaldende rettelser (eller: i udskriften fandtes ikke andre iøjnefaldende rettelser end de med mine initialer attesterede).

  

 Til bekræftelse under min hånd og (repræsentationens) stempel.  

                      (sted)                 den (dato)  

                      (stempel)              (underskrift og stilling)  

 J.nr.  

---------------------------------------------------------------------

k. Notarialprotokol . Enhver notarialforretning noteres i en særlig notarialprotokol autoriseret af Udenrigsministeriet jf. dog pkt. m. I protokollens to første rubrikker anføres løbenummeret og dato, i den tredje en kort angivelse af forretningens art og rekvirentens og identitetsvidnernes navne, stillinger og adresser. Det skal i protokollen anføres, om rekvirenten er embedsmanden personlig bekendt, eller hvordan hans identitet er blevet godtgjort (alle foreviste legitimationspapirer skal noteres).

Noteringen i notarialprotokollen underskrives af den embedsmand, der har foretaget notarialforretningen.

l. Dokumentets (testamentets) indførelse i notarialprotokollen . Selve dokumentet indføres ikke i notarialprotokollen, medmindre rekvirenten anmoder om det. Hvis et testamente (kodicil) kun foreligger i et eksemplar, skal dokumentet indføres i notarialprotokollen, og en bekræftet udskrift heraf indsendes til opbevaring i arkivet ved Københavns Byrets Notarialkontor.

m. Dokumentets (testamentets) deponering hos repræsentationen . Hyppigere anvendes den fremgangsmåde, at dokumentet (testamentet) i stedet for at indføres i notarialprotokollen udfærdiges i to (testamenter i tre) eksemplarer. Heraf opbevares det ene på repræsentationen. I så fald skal det fremgå af dokumentet (testamentet) eller af notarialattesten, at repræsentationens eksemplar skal have samme gyldighed som originalen. Alle eksemplarer konfereres af repræsentationen, underskrives derpå for embedsmanden og forsynes med sædvanlig notarialattest. Et eksemplar tilbageleveres rekvirenten, medens et eksemplar lægges i repræsentationens arkiv. Herudover skal der altid opbevares et eksemplar af testamenter (kodiciller) i arkivet ved Københavns Byrets Notarialkontor, jf. ovenfor under i.

n. Udskrifter af notarialakter . Udskrift af notarialprotokollen eller af notarialbekræftede dokumenter, der opbevares på repræsentationen, må kun gives rekvirenten selv. En afdød persons testamente kan dog altid udleveres til vedkommende skifteret i Danmark eller executor testamenti.

Til udenlandsk skiftemyndighed kan repræsentationen kun med eksekutors samtykke eller efter bemyndigelse fra Udenrigsministeriet udlevere testamentet i original eller afskrift.

D. Stemmeafgivning i udlandet ved valg og folkeafstemning

1. Generel orientering

a. Valgret til Folketinget, Europa-Parlamentet og de kommunale eller amtskommunale råd samt ved folkeafstemninger har enhver, der

  

     1) har dansk indfødsret  

     2) fylder eller er fyldt 18 år den dag, afstemningen afholdes  

        i riget  

     3) har fast bopæl i riget og  

     4) ikke er umyndiggjort.  

Personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, anses for at have fast bopæl i riget. Tilsvarende anses følgende personer, der midlertidig har taget ophold i udlandet, for at have fast bopæl i riget:

personer, der er udsendt af en dansk myndighed, en herværende virksomhed eller forening, personer, der gør tjeneste i en international organisation, som Danmark er medlem af, personer, som er udsendt af en hjælpeorganisation i Danmark, personer, der er i udlandet på grund af uddannelse eller helbred, samt andre personer, der kan sidestilles med de nævnte.

Samlevere til de nævnte personer anses ligeledes for at have fast bopæl i riget, hvis de to samlevende har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden eller opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden udrejsen.

b. Ved kommunale valg skal vælgeren ud over at opfylde ovenstående betingelser også have fast bopæl i vedkommende kommune.

Valgret til de kommunale eller amtskommunale råd har endvidere personer, der ikke har dansk indfødsret, men er fyldt 18 år, har fast bopæl i kommunen samt har haft fast bopæl i riget i de sidste tre år forud for valget, medmindre de er umyndiggjort med retsvirkning her i landet. Statsborgere fra de øvrige EU-lande og fra Island og Norge har dog valgret på samme betingelser som personer med dansk indfødsret, dvs. uden krav om tre års forudgående fast bopæl i riget.

Valgret til Europa-Parlamentet har endvidere personer med dansk indfødsret, der har fast bopæl i et af de øvrige EU-lande samt statsborgere fra de øvrige EU-lande, der har fast bopæl i Danmark. Det er en forudsætning, at de pågældende er fyldt 18 år og ikke er umyndiggjort med retsvirkning i Danmark.

c. Ingen kan udøve valgret eller deltage i folkeafstemninger uden at være optaget på valglisten. Personer, der opfylder valgretsbetingelserne, optages på valglisten i den kommune, hvor de er tilmeldt folkeregistret (har fast bopæl). 18.-dagen før valgdagen er skæringsdag for optagelse på valglisten. Personer, der tilflytter fra udlandet senere end 18.-dagen før valgdagen, optages ikke på valglisten. Ved kommunale valg er skæringsdagen 11.-dagen før valgdagen.

Personer, der uanset udlandsophold anses for at have fast bopæl i riget, jf. ovenfor, optages på valglisten i den kommune, hvor de sidst var tilmeldt folkeregistret. Optagelse på valglisten er betinget af en skriftlig anmodning i overensstemmelse med reglerne i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 332 af 23. juni 1988. Anmodningen afleveres på en grøn blanket, der findes hos alle repræsentationer med udsendte medarbejdere, og indsendes til den kommune, hvor vedkommende sidst var tilmeldt folkeregistret.

Specielt for personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, og for deres ægtefæller/samlevere gælder, at anmodningen afleveres på en særlig blå blanket, der udleveres af og indsendes til vedkommende statslige styrelse (Udenrigsministeriet mv.)

Ved Europa-Parlamentsvalg gælder særlige regler om optagelse på valglisten for danskere bosat i et af de øvrige EU-lande og for herboende EU-borgere.

Repræsentationen skal ikke kontrollere, om personer, der ønsker at stemme, opfylder betingelserne for det. Det sker i den kommune, brevstemmerne sendes til.

De gældende lovbestemmelser findes i lov om valg til Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 759 af 19. august 1994 som ændret ved lov nr. 379 af 14. juni 1995 og lov nr. 472 af 12. juni 1996, lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 4. marts 1994, lov nr. 140 af 8. marts 1989 om kommunale valg med senere ændring, lov nr. 845 af 21. december 1988 om folketingsvalg i Grønland, samt lov nr. 458 af 30. juni 1993 om folketingsvalg på Færøerne.

Personer, der henvender sig til repræsentationerne om bevarelse af stemmeretten, skal vejledes om indholdet af ovenstående (dvs. pkt. 1, generel orientering).

2. Særligt om valg til hjemmestyreorganer

Ved valg til det grønlandske landsting og det færøske lagting kan kun de personer optages på valglisten, som rent faktisk har bopæl i Grønland eller på Færøerne. I henhold til færøske valgregler har personer, der opholder sig uden for Færøerne i uddannelsesøjemed, valgret til Lagtinget, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne for valgret. Der gælder ikke andre undtagelsesregler, således at personer i udlandet kan anses for at have bopæl i Grønland eller på Færøerne.

Ved valg til det grønlandske landsting kan der afgives brevstemme på en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation tidligst seks uger før valget, mens det ved grønlandske kommunalbestyrelsesvalg og bygderådsvalg kun er muligt at brevstemme inden for det danske rige. Ved valg til det færøske lagting er der mulighed for at brevstemme på en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation og skibe i udlandet eller hos en, der er bemyndiget af landsstyret, op til fire måneder inden valget.

Der findes ingen generelle regler om vejledende folkeafstemninger iværksat af Landstinget eller Lagtinget. Spørgsmålet om afgivelse af brevstemmer ved sådanne afstemninger vil efter omstændighederne være reguleret i den landstingslov eller lagtingslov, hvorved afstemningen iværksættes. Således bestemte landstingslov nr. 2 af 3. april 1981 om afholdelse af folkeafstemning om fortsat anvendelse af traktaterne om De Europæiske Fællesskaber i Grønland, at der ikke ved den pågældende afstemning kunne afgives brevstemme i udlandet.

De gældende lovbestemmelser findes i øvrigt i landstingslov nr. 13 af 19. december 1986 om valg til Grønlands Landsting som ændret ved landstingslov nr. 21 af 3. november 1994, og landstingslov nr. 2 af 30. marts 1982 om valg til kommunalbestyrelser og bygderåd som ændret ved landstingslove nr. 17 af 13. december 1988 og nr. 18 af 21. oktober 1990, og lagtingslov nr. 49 af 20. juli 1978 om valg til Færøernes Lagting som ændret ved lagtingslov nr. 42 af 5. maj 1987 og lagtingslov nr. 68 af 13. maj 1992.

3. Hvor kan stemmeafgivning finde sted?

Stemmeafgivning i udlandet skal foregå på en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation eller hos en stemmemodtager, der er udpeget af indenrigsministeren. Søfolk og passagerer på danske skibe i udenrigsfart (bortset fra færger, rutebåde og lignende) og personer ansat på danske havanlæg kan endvidere afgive stemme på vedkommende skib (havanlæg). Skibsføreren (chefen for havanlægget) skal sørge for, at der til stadighed findes stemmemateriale i fornødent antal om bord. Repræsentationen bør i givet fald efter anmodning udlevere eller tilsende føreren på et dansk skib (havanlæg) i udenrigsfart det nødvendige stemmemateriale.

4. Tidsfrister for stemmeafgivningen

Stemmeafgivning på en dansk repræsentation i udlandet kan tidligst finde sted tre måneder inden valget eller folkeafstemningen. En vælger, der indfinder sig på repræsentationen for at afgive sin stemme, skal have mulighed for det. Vælgeren skal blot oplyse, at valget eller folkeafstemningen vil finde sted inden tre måneder, uanset om repræsentationen har fået officiel meddelelse herom fra Udenrigsministeriet.

Stemmeafgivning må ske i så god tid, at kommunalbestyrelsen kan sørge for, at brevstemmen er fremme hos vedkommende valgstyrere, eller i Grønland afstemningsledere, inden afstemningens begyndelse på valgdagen. Dette betyder i praksis, at brevstemmen skal være den pågældende kommunalbestyrelse i hænde senest dagen før valget eller folkeafstemningen.

5. Stemmemateriale

Brevstemmeafgivning er kun gyldig, når der anvendes brevstemmemateriale, som Indenrigsministeriet har tilvejebragt. Brevstemmematerialet består af:

a ) Stemmesedler

Disse er ved valg til Folketinget af gråt papir, påtrykt ordet »Stemmeseddel« og forsynet med tre rubrikker. De samme stemmesedler anvendes ved valg til kommunale og amtskommunale råd. Stemmesedlerne til brug ved folkeafstemninger har ordene »Ja« og »Nej« trykt over hinanden adskilt ved en trykt, vandret streg. Stemmesedlerne ved valg til Europa-Parlamentet er påtrykt »Stemmeseddel til Europa-Parlamentsvalg« og forsynet med tre rubrikker.

b ) Særskilte konvolutter

til de enkelte stemmesedler. Konvolutterne er uigennemsigtige og af en sådan størrelse, at de fuldstændigt dækker stemmesedlen. Ved valg er konvolutterne blå. Ved folkeafstemninger er konvolutterne røde med følgende påtryk: »Stemmeseddel vedrørende folkeafstemning«.

c ) Følgebreve

der indeholder en erklæring, som udfyldes og underskrives af vælgeren, samt en attest, som den, der står for stemmeafgivningen, skal udfylde og underskrive.

En oversættelse af følgebrevet til henholdsvis engelsk, fransk, spansk og tysk tilsendes alle repræsentationer og kan rekvireres i Udenrigsministeriet.

d ) Yderkuverter

dvs. store konvolutter med påtryk på forsiden om, at de indeholder en stemmeseddel, og med plads til adressat (den pågældende kommunalbestyrelse). Yderkuverterne er ens (gule) ved valg til Folketinget, de kommunale og amtskommunale råd samt folkeafstemninger. Ved valg til Europa-Parlamentet er yderkuverterne grønne for almindelige vælgere og grå for vælgere, der har fast bopæl i et af de øvrige EU-lande. På bagsiden angiver vælgeren sit fulde navn, sin faste bopæl samt fødselsdato. Repræsentationen må omhyggeligt sørge for, at de forskellige typer stemmematerialer opbevares adskilt, så sammenblanding undgås.

Hvis der afholdes to eller flere folkeafstemninger samtidig, vil det kunne foreskrives, at der skal benyttes stemmesedler af forskellig farve, og at stemmesedlerne skal være påtrykt titlen på det lovforslag eller den lov, de vedrører. Hvis dette stemmemateriale ikke kan fordeles til repræsentationerne i tide forud for afstemningen, vil der blive givet nærmere bestemmelser om tilretning mv. af det allerede udsendte stemmemateriale.

6. Rekvirering af stemmemateriale

Stemmesedler mv., der af repræsentationerne kan rekvireres fra Udenrigsministeriet eller fra den overordnede repræsentation, skal til stadighed findes på repræsentationerne i nødvendigt antal. Den enkelte repræsentation skal sørge for, at den til enhver tid nødvendige beholdning af stemmemateriale er for hånden. Repræsentationen bør her blandt andet tage hensyn til antallet af anløbende danske skibe, antallet af turister og antallet af besøgende til årlige messer eller udstillinger.

Det særlige stemmemateriale (indlagt i grå yderkuvert), der ved Europa-Parlamentsvalg skal benyttes af vælgere, der har fast bopæl i et af de øvrige EU-lande, skal kun findes på repræsentationerne i disse lande.

Ved rekvirering af stemmemateriale skal repræsentationen angive, hvor mange sæt der ønskes af

a ) gule, grønne eller grå yderkuverter indeholdende følgebreve og blå konvolutter med tilhørende stemmesedler til brug ved valg,

  • b) gule yderkuverter indeholdende følgebreve og røde konvolutter med tilhørende stemmesedler til brug ved folkeafstemning.

7. Underretning om forestående valg eller folkeafstemninger

Så snart valg til Folketinget, Europa-Parlamentet eller de kommunale og amtskommunale råd er udskrevet, eller beslutning er taget om afholdelse af folkeafstemning, underretter Udenrigsministeriet alle repræsentationer med udsendte medarbejdere herom. Disse repræsentationer bedes - om fornødent pr. telex eller telefax - underrette underordnede repræsentationer, også i sideakkrediterede lande. Repræsentationerne har normalt ikke pligt til at træffe forholdsregler med henblik på at gøre eventuelle vælgere bekendt med den forestående afstemning. Repræsentationerne bør på forespørgsel underrette danske valgberettigede om, at valg (folkeafstemning) er udskrevet, samt om dagen for valgets, respektive afstemningens, afholdelse. Endvidere vil repræsentationerne efter omstændighederne kunne underrette eventuelle større organisationer mv. af danskere i opholdslandet om valgets (folkeafstemningens) udskrivelse, fx hvor der er en lokal organisation af bistandsfrivillige eller filialer af danske virksomheder med mange danske medarbejdere.

Da anmeldelsesfristen for nye partier først udløber 15 dage før et folketingsvalg og 8 uger før et Europa-Parlamentsvalg, vil der først efter disse fristers udløb kunne tilgå repræsentationen endelig meddelelse om, hvilke partier der deltager i valget. Der udsendes ikke fortegnelser over de opstillede kandidater til folketingsvalg, dels fordi de først foreligger ca. 7 dage før valgdagen, dels fordi der er tale om 17 forskellige fortegnelser, en for hver af de 17 stor- og amtskredse. Den vælger, der ønsker at stemme på en bestemt kandidat, må derfor selv inden skaffe sig oplysning om, hvilke kandidater der er eller vil blive opstillet til valget i den stor- eller amtskreds, hvor den pågældende vælger er optaget på valglisten. Ved kommunale valg udsendes heller ikke kandidatfortegnelser. Ved Europa-Parlamentsvalg udsendes derimod en fortegnelse over de opstillede kandidater ca. tre uger før valgdagen.

8. Fremgangsmåden ved stemmeafgivningen

a. Stemmeafgivning på en dansk repræsentation sker ved, at vælgeren henvender sig til repræsentationen, der mod fornøden legitimation (dansk pas, personnummerbevis, førerbevis, sygesikringsbevis, skattekort e.l.) udleverer den pågældende en stemmeseddel med dertil hørende konvolut, følgebrev og yderkuvert til brug for vedkommende valg eller folkeafstemning.

Repræsentationschefen bør sørge for, at der under hans/hendes eventuelle fravær inden for ekspeditionstiden findes en behørigt instrueret person, over for hvem stemmeafgivningen kan finde sted.

Repræsentationen er bemyndiget, men har ikke pligt, til at foretage en udgående forretning for at modtage brevstemmer, hvis omstændighederne efter dens skøn taler derfor. Den er berettiget til at gøre sin medvirken betinget af, at rekvirenterne dækker udgifterne til en sådan tjenesterejse.

I forbindelse med prøvelsen af de pågældendes identitet vil det være naturligt at have opmærksomheden henvendt på eventuelle data for alder og bopæl. Ud over hvad der i det enkelte tilfælde måtte fremgå af den foreviste legitimation, er repræsentationen imidlertid ikke berettiget til at afkræve dokumentation for, at valgretsbetingelserne er opfyldt, fx bevis for optagelse på valglisten. Repræsentationen har pligt til at imødekomme enhver anmodning om at få lejlighed til at brevstemme, medmindre det er aldeles utvivlsomt, at den, der fremsætter anmodningen, ikke er stemmeberettiget.

b . Repræsentationen bør henlede vælgerens opmærksomhed på den vejledning, der findes trykt på følgebrevets bagside og på den blå, respektive røde, konvolut. Hvis vælgeren ønsker det, bør repræsentationen endvidere oplyse om lovens betingelser for brevafstemning samt vejlede om den fremgangsmåde, der skal følges ved stemmeafgivningen.

c. Straks efter modtagelsen af stemmeseddel mv. skal vælgeren foretage afstemningen. Der skal gives den enkelte vælger adgang til at afgive sin stemme, uden at nogen får lejlighed til at se, hvordan han eller hun stemmer, fx ved at der gives adgang til en enligt stående pult eller et bord, hvor stemmesedlen kan udfyldes ugenert. Det må imidlertid påses, at vælgeren ikke fjerner sig med den modtagne stemmeseddel, og at han eller hun straks efter anvendelsen af stemmematerialet tilbageleverer dette.

d. Udfyldelsen af stemmesedlen foregår ved folketingsvalg ved, at vælgeren i den dertil bestemte rubrik skriver enten navnet eller bogstavbetegnelsen på et af de partier, der har opstillet kandidater i den amts- eller storkreds, hvor vælgeren er opført på valglisten. Ønsker vælgeren at stemme på en bestemt kandidat, der er opstillet i kredsen, skriver han/hun dennes navn på stemmesedlen, eventuelt med tilføjelse af partinavnet eller bogstavbetegnelsen.

Ved valg til Europa-Parlamentet og ved kommunale valg skriver vælgeren enten listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste (det parti), han/hun vil stemme på, eller navnet på en af listens kandidater, eventuelt med tilføjelse af listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen.

Ved folketingsvalg på Færøerne og i Grønland udfyldes stemmesedlen på tilsvarende måde ved anførelse af enten partinavn eller kandidatnavn.

Ved folkeafstemninger sker afstemningen ved, at den, der stemmer for det lovforslag eller den lov, der er genstand for afstemning, på stemmesedlen sætter kryds ved ordet »Ja«, medens den, der stemmer imod, sætter kryds ved ordet »Nej«.

e. Umiddelbart efter at vælgeren har stemt, indlægger han/hun uden at give nogen adgang til at se, hvordan han/hun har stemt, stemmesedlen i den dertil bestemte særlige konvolut og tilklæber den.

f. Det nævnte følgebrev udfyldes straks efter, at stemmesedlen er indlagt i konvolutten.

Følgebrevet indeholder:

  • 1) En erklæring om, at vælgeren uden overværelse af andre har udfyldt stemmesedlen, lagt den i konvolut og tilklæbet denne. Vælgeren skal underskrive følgebrevet i overværelse af vedkommende diplomatiske eller konsulære repræsentant. Følgebrevet skal angive sted og dato for underskriften og vælgerens fulde navn, fødselsdato samt bopæl i den kommune, hvor han/hun er opført på valglisten.

Personer, som er optaget på valglisten i henhold til folketingsvalglovens § 2, udfylder adresserubrikken i følgebrevet således: »Optaget på valglisten i (seneste bopælskommune), folketingsvalglovens § 2«. De personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget før 1. juli 1988, og som ikke har bevaret fast bopæl i Danmark, samt deres samlevende ægtefæller/registrerede partnere, anfører »Københavns Kommune, ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget før 1. juli 1988«.

  • 2) En attest udstedt af den diplomatiske eller konsulære repræsentant, som har stået for stemmeafgivningen, med bevidnelse af, at underskriften er ægte og skrevet på den tid og det sted, som vælgeren har angivet, og at stemmeafgivningen har fundet sted uden overværelse af andre. Attesten skal være underskrevet af repræsentanten egenhændigt og med angivelse af hans stilling. Attesten skal endvidere være forsynet med den pågældende repræsentations stempel.

g. Når vælgeren har stemt og følgebrevet er behørigt udfyldt og attesteret, indlægger han/hun konvolutten med stemmesedlen og følgebrevet i den dertil bestemte yderkuvert, som tilklæbes og adresseres til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor han/hun er opført på valglisten. Opmærksomheden henledes på, at adressen på Københavns kommune er enten Rådhuset, 1599 København V, eller Folkeregistret, Dahlerupsgade 6, 1640 København V.

Endvidere udfylder vælgeren den rubrik, der findes på yderkuvertens bagside, med tydelig angivelse af sit navn og sin bopæl i den nævnte kommune samt sin fødselsdato.

Personer, som er optaget på valglisten i henhold til folketingsvalglovens § 2, udfylder adresserubrikken på yderkuvertens bagside på samme måde som adresserubrikken i følgebrevet, eventuelt tillige med repræsentationens stempel.

Repræsentationen bør vejlede vælgeren om, at der - bortset fra folkeafstemning om flere lovforslag - kun må sendes en stemmeseddel med følgebrev i hver yderkuvert.

h. Yderkuverten afleveres derefter til den, der har stået for stemmeafgivningen, hvorpå repræsentationen snarest afsender den. Portoen betales af repræsentationen. De afgivne brevstemmer skal sendes enkeltvis til vedkommende kommunalbestyrelse, og der må således ikke foretages en samlet forsendelse af flere brevstemmer til samme kommune. Bestående muligheder for hurtig og sikker hjemsendelse af brevstemmer bør dog udnyttes. Repræsentationerne kan derfor indsende konvolutter stilede til de respektive kommunalbestyrelser, eventuelt i ufrankeret stand, i dip-bag eller dip-cargo. Derefter frankerer og videresender Udenrigsministeriet dem. Undertiden vil det også være hensigtsmæssigt at benytte DHL eller en personlig kurer. Det er imidlertid i sidste instans den enkelte brevstemmevælgers egen risiko, at den pågældendes stemme bliver afgivet i så god tid, at den kan nå frem med den befordringsmåde, der sædvanligt anvendes på stedet. Herved må erindres, at der kan brevstemmes i udlandet op til tre måneder før valgdagen.

Repræsentationen bedes i forbindelse med indsendelse af afgivne brevstemmer pr. dip-bag eller dip-cargo være opmærksom på, at også sådanne forsendelser kan rammes af forsinkelse under transporten, ligesom de eventuelt først modtages i Udenrigsministeriet op til en weekend. Hvis tidsmarginen er lille, bedes disse forsendelser derfor adviseret pr. fax eller telex til postmodtagelsen og ressortkontoret (JT.1) for at sikre den kortest mulige ekspeditionstid før videregivelse til det danske postvæsen.

9. Særligt om stemmeafgivning til valg til Europa-Parlamentet for personer med fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i Den Europæiske Union

a. Valgret til Europa-Parlamentet har - ud over de personer, der opfylder betingelserne for valgret til Folketinget - enhver, som på valgdagen

  • 1) har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og har fast bopæl i en af de øvrige medlemsstater i EU, eller
  • 2) er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU, er fyldt 18 år og har fast bopæl i Danmark. Personer, der er umyndiggjort med retsvirkning i Danmark, har dog ikke valgret.

b. De EU-bosatte danske vælgere optages på en særlig supplementsliste til valglisten i Københavns Kommune. Optagelsen er betinget af en skriftlig anmodning i overensstemmelse med reglerne i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 569 af 13. november 1978 som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 799 af 30. september 1993. Anmodningen, der tidligst kan fremsættes 6 måneder før valgdagen, kan kun fremsættes over for de repræsentationer i EU-landene, der er anført på bilaget til nævnte bekendtgørelse. Repræsentationen skal påse, at de modtagne anmodninger er korrekt udfyldt og fremsende dem med påtegning herom til folkeregistret i Københavns Kommune.

c. Stemmeafgivningen skal ske på en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation i et af de øvrige medlemslande i EU. Stemmematerialet består som for andre vælgere af en grå stemmeseddel påtrykt ordene »Stemmeseddel til Europa-Parlamentsvalg« og forsynet med tre rubrikker, en blå konvolut, et følgebrev og en yderkuvert, der for disse vælgeres vedkommende er grå og på forsiden forsynet med Københavns Registerforvaltning som fortrykt adressat.

d. Der er for vælgere med fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i EU fastsat særlige regler for stemmeafgivningen i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 594 af 13. november 1978. De regler, der er fastsat om fremgangsmåden ved stemmeafgivningen, svarer i det væsentlige til, hvad der gælder for andre vælgere, jf. ovenfor under pkt. 8. Disse vælgere skal dog ved underskrift på følgebrevet erklære, at de ikke har afgivet stemme ved Europa-Parlamentsvalget i noget andet EU-land.

e. Vælgere, der uanset udlandsophold, fx i et af de øvrige medlemslande i EU, har valgret til Folketinget og som efter ansøgning er optaget på folketingsvalglisten, skal afgive stemme efter de almindelige regler. Disse vælgere er derfor ikke omfattet af de særlige regler, der gælder for vælgere med fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i EU.

10. Repræsentationens diskretionspligt mv.

Repræsentationens chef eller personale må under ingen omstændigheder give vælgeren råd eller opfordring med hensyn til, hvilken kandidat eller liste han bør stemme på. Ej heller må de give oplysning om, hvorvidt en vælger har været til stede eller har afgivet stemme, eller hvad de i øvrigt måtte have bragt i erfaring med hensyn til afstemningen.

11. Vælgerens dødsfald

Hvis repræsentationen erfarer, at en vælger, som har afgivet sin stemme på repræsentationen, er afgået ved døden inden valgdagen, har repræsentationen pligt til straks at underrette vedkommende kommunalbestyrelse om det.

E. Deposita

1. Betingelser for modtagelse af deposita

Hvis personer eller firmaer anmoder repræsentationen om at opbevare penge, værdipapirer eller andre effekter, bør de normalt afvises og henvises til at træffe aftale om deponeringen med en lokal bank eller et stedligt opbevaringsmagasin.

Repræsentationen bør kun modtage deposita under følgende to betingelser:

a ) at der er en dansk interesse i deponeringen . Her tænkes ikke alene på tilfælde, hvor danske myndigheder har en interesse i, at de pågældende effekter er i repræsentationens varetægt, men også tilfælde, hvor danske statsborgere under krig eller indre uroligheder ikke har andre eller bedre muligheder for at bringe deres værdier i sikkerhed. Det kan også gælde tilfælde, hvor en person eller et firma måtte tilbyde at deponere værdier til sikkerhed for et dansk krav, der endnu ikke har fundet sin afgørelse.

b ) at betingelserne for depotets tilbagelevering eller udlevering er fastsat . Hvis et depositum skal tilbageleveres deponenten, bør det ved deponeringen gøres ham klart, at repræsentationen forbeholder sig ret til når som helst at tilbagelevere depotet til ham.

2. Opbevaring af depoter

Når penge, værdipapirer eller andre effekter modtages til opbevaring, gælder følgende bestemmelser:

a. Rede penge i opholdslandets mønt , som modtages af en honorær repræsentation, skal altid indsættes på særskilt konto i et pålideligt pengeinstitut, og deponenten gøres bekendt hermed. Kontoen, der skal holdes adskilt fra repræsentationens almindelige bankkonto, oprettes i repræsentationens navn, såvidt muligt med vedkommende deponents navn som kendemærke, og således at det indestående beløb kun kan hæves af repræsentationens chef. Udgiften ved kontoens oprettelse og føring bæres af deponenten.

Ved de udsendte repræsentationer optages depoter bestående af rede penge og pengerepræsentativer i opholdslandets mønt i kassebeholdningen og indføres i kassejournalen til indtægt for konto 95.50.01 + j.nr. (mellemværende med andre) dvs. i reskontroen til kredit for deponenten.

b. Depositum i lukket omslag . Indholdet af et depositum, der ønskes opbevaret i lukket omslag, skal ved modtagelsen efterses af repræsentationen før tillukningen, og omslaget skal derefter forsynes med repræsentationens segl.

c. Effekternes henlæggelse i bankboks eller opbevaringsmagasin . Deponenten bør gøres bekendt med, at repræsentationen forbeholder sig ret til i eget navn at lade værdipapirer, pengemidler i lukket omslag og genstande af betydelig værdi deponere i bankboks eller for større genstandes vedkommende hos et pålideligt opbevaringsmagasin. Det samme gælder effekter af mindre værdi, hvis repræsentationens pengeskab, respektive opbevaringsrum, ikke frembyder tilstrækkelig sikkerhed, eller hvis andre end repræsentationens chef og enkelte betroede medarbejdere ved repræsentationen har adgang til pengeskabet. Udgifter ved opbevaring uden for repræsentationens lokaler bæres af deponenten.

d. Repræsentationens og den danske stats ansvar . For rede penge, som indsættes på konto i pengeinstitut i repræsentationens navn, samt for andre effekter, der opbevares i repræsentationens navn i pengeinstitut eller opbevaringsmagasin, er repræsentationen og den danske stat uden ansvar.

For deposita, der opbevares i repræsentationens lokaler, er repræsentationen eller den danske stat ikke ansvarlig for tab eller forringelse af depotet, medmindre repræsentationens chef eller personale har udvist forhold, som kan begrunde erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler. Deponenten bør spørges, om han selv måtte ønske at tegne forsikring for depotet.

e. Kvittering . For depotet afgiver repræsentationen følgende kvittering, hvis ansvarsklausul deponenten på stedet skal gøres bekendt med:

---------------------------------------------------------------------

Kvittering for depositum

  • (Repræsentationen) i (sted) bekræfter dags dato af (navn og bopæl) at have modtaget (et beløb af eller: følgende værdipapirer, eller: en forseglet pakke til en angivet værdi af) til opbevaring som depositum. Repræsentationen forbeholder sig ret til uden ansvar for repræsentationen eller den danske stat at lade depotet opbevare i sit navn i (pengeinstitut eller opbevaringsmagasin) og er i øvrigt ikke ansvarlig for tab eller forringelse af depotet, medmindre repræsentationens chef eller personale har udvist forhold, der kan begrunde erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler.
      
    
     (repræsentationen) i (sted)                                den (dato)  
    
     (stempel)                                   (underskrift og stilling)  
    
     J.nr.  
    
    

---------------------------------------------------------------------

f. Indberetning om depoter in specie . Om modtagelsen af et depot in specie, jf. punkt b. og c. ovenfor, skal såvel honorære som udsendte repræsentationer straks indberette til Udenrigsministeriet og vedlægge en genpart af repræsentationens kvittering til deponenten. Når depotet tilbageleveres eller udleveres til rette vedkommende, skal repræsentationen på ny indberette med henvisning til indberetningen om depotets modtagelse og under vedlæggelse af kvitteringen for depotets udlevering. Indberetningerne akteres på en særlig aktpakke, og hvis repræsentationen skønner det hensigtsmæssigt, kan der føres en særlig depotbog.

Depoter in specie bogføres i Udenrigsministeriet og skal ikke bogføres af repræsentationen.

Udsendte repræsentationer skal som foreskrevet i Instruksens Bind 3, kapitel VIII, afsnit G. 2) sammen med årsregnskabet indsende en fuldstændig fortegnelse over depoter in specie og for hvert enkelt depot oplyse grunden til, at det endnu ikke har kunnet udleveres til rette vedkommende.

F. Repræsentationernes kontrolmæssige medvirken i visse tilfælde ved moms-refusion til turister

I henhold til Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1173 af 22. december 1994 kan varer, som købes af personer bosat udenfor EU, og som medtages som rejsegods, fritages for moms.

Betingelse for afgiftsfritagelsen er desuden, at der ved udrejse fra EU-området sker en dokumenteret toldmæssig udførselkontrol.

I undtagelsestilfælde, hvor vareudførselen ikke har kunnet kontrolleres på forskriftsmæssig måde, kan, for så vidt angår varekøb i Danmark, en alternativ dokumentation godkendes af det danske toldvæsen.

En sådan alternativ dokumentation består i en indførselsattestation, afgivet af toldmyndigheden i købers bopælsland.

Hvis toldmyndigheden ikke har villet give en sådan attestation, vil dog en erklæring fra vedkommende danske udenrigsrepræsentation om, at varerne er ankommet til det pågældende land, også kunne godkendes.

En forudsætning for erklæringens afgivelse er, at repræsentationen får forelagt salgsfaktura eller udførselsangivelse, udfærdiget af den danske sælger, samt herudover, enten ved varernes fremvisning på repræsentationen eller andet passende sted, eller på anden betryggende måde, kan konstatere, at varerne faktisk er indført i bopælslandet.

Gebyr ved udfærdigelse af attestation opkræves efter gældende regler.

For personer bosat i Norge gælder dog for varekøb foretaget i Danmark, at dokumentationen skal være en indførselsattestation afgivet af norsk toldmyndighed.Kapitel V

Erhvervelse, fortabelse og generhvervelse af dansk statsborgerret

Kapitel V

Erhvervelse, fortabelse og generhvervelse af dansk statsborgerret

  

  A. Generelle bestemmelser  

     1. Definitioner  

     2. Bevis for dansk statsborgerret  

     3. Lovgivning om dansk statsborgerret  

  B. Erhvervelse af dansk statsborgerret  

     1. Fødsel af danske forældre  

     2. Legitimation ved efterfølgende ægteskab  

     3. Adoption  

     4. Bopæl i Danmark til skelsår og alder  

     5. Ægteskab med dansk mand  

     6. Naturalisation  

     7. Afgivelse af erklæring til myndighederne  

     8. Hittebørn  

     9. Særregler i anledning af de sønderjyske landsdeles genforening  

        med Danmark  

  C. Fortabelse af dansk statsborgerret  

     1. Erhvervelse af fremmed statsborgerret  

     2. Fødsel og forbliven i udlandet  

     3. Løsning fra dansk statsborgerforhold  

     4. Ægteskab med udenlandsk mand  

     5. Personer, der ved fødslen har erhvervet statsborgerret både  

        i Danmark og i et andet land  

     6. Særregler for personer fra de tidligere dansk-vestindiske øer  

     7. Særregler for islændinge  

  D. Generhvervelse af dansk statsborgerret  

     1. Generhvervelse af dansk statsborgerret for danskfødte  

     2. Generhvervelse af dansk statsborgerret for  

        finske, norske og svenske statsborgere  

     3. Generhvervelse af dansk statsborgerret for andre  

KAPITEL V

Erhvervelse, fortabelse og generhvervelse af dansk statsborgerret

A. Generelle bestemmelser

1. Definitioner

I dansk lovgivning benyttes »indfødsret« synonymt med »statsborgerret«.

»Danmark«, »den danske stat« og »det danske rige« omfatter i det følgende alle områder, der på de givne tidspunkter hørte til den danske stat. Herefter omfatter disse udtryk alle dele af Danmark, herunder Færøerne og Grønland og fra 15. juni 1920 de sønderjyske landsdele: endvidere (indtil 17. januar 1917) de tidligere dansk-vestindiske øer og (indtil 1. december 1918) Island.

2. Bevis for dansk statsborgerret

Bevis for dansk statsborgerret føres ved at fremlægge relevante dokumenter, eventuelt i forbindelse med andre data:

  • a) Indfødsretsbevis , udstedt af det danske justitsministerium, er normalt fuldt bevis for, at den eller de personer, som er nævnt deri, har dansk indfødsret.

Det samme gælder et bevis udstedt af statsamterne (i København Overpræsidenten), Rigsombudsmanden på Færøerne eller i Grønland for, at den eller de deri nævnte personer har erhvervet dansk indfødsret ved erklæring i henhold til §§ 3, 4, 10B, 10C i lov om dansk indfødsret, jf. L.bkg. nr. 757 af 14. september 1995.

Danske diplomatiske og konsulære repræsentationer har ingen bemyndigelse til at udstede bevis for, at en person er dansk statsborger.

  • b) Dansk nationalitetspas kan, når omstændighederne ikke taler imod det, også antages som bevis for indfødsret. Dette gælder derimod ikke fremmedpas eller »rejsedokumenter«, udstedt i henhold til forskellige internationale overenskomster.

De dokumenter, der er nævnt under a) og/eller et dansk nationalitetspas er dog ikke ubetinget bevis for dansk indfødsret, da den pågældende efter dokumentets udstedelse kan have mistet sin danske statsborgerret, jf. afsnit C.

For personer, der bor i udlandet, og som har gyldigt dansk nationalitetspas , og hvor de fremkomne oplysninger ikke giver anledning til at antage, at indehaveren har mistet sin danske statsborgerret, kan vedkommende danske udlandsrepræsentation udfærdige erklæringer om statsborgerret af følgende indhold: ( For konsulaters vedkommende eventuelt efter forelæggelse for den ambassade eller det generalkonsulat, hvorunder konsulatet hører).

  

 ---------------------------------------------------------------------  

              Erklæring vedrørende statsborgerret  

 Det attesteres herved, at den danske statsborger  

                                                 (navn)  

 boende  

                                                 (bopæl)  

 født den  

                                                 (fødested)  

 har dansk nationalitetspas nr.  

 udfærdiget den  

                                        (dato for pasudstedelsen)  

 og gyldigt til  

                                          (Repræsentationen)    (sted)  

 den  

                                                 (dato)  

      (tjenestestempel)                      (underskrift og stilling)  

 ---------------------------------------------------------------------  

  • c) Danske fødsels- og dåbsattester, militærpapirer, søfartsbøger, næringsbeviser o.1. er ikke bevis for dansk statsborgerret. Når sådanne papirer sammenholdes med andre data, fx at den pågældendes (eventuelt også forældrenes) navn er et almindeligt kendt dansk navn, at vedkommende taler rent dansk, fyldestgørende kan besvare spørgsmål, der sigter til at fastslå hans danske afstamning o.1., kan repræsentationen i de fleste tilfælde behandle den pågældende som dansk statsborger.

Personer, der hævder at være i besiddelse af dansk indfødsret, bør i tvivlstilfælde henvises til at rette henvendelse til Justitsministeriets Indfødsretskontor om udstedelse af indfødsretsbevis. Ved ansøgning om udstedelse af bevis for dansk indfødsret bør de blanketter, der er udarbejdet af Justitsministeriet, så vidt muligt benyttes.

3. Lovgivning om dansk statsborgerret

Reglerne om erhvervelse, fortabelse og generhvervelse af dansk indfødsret findes i Indfødsretten af 15. januar 1776, lov nr. 54 af 25. marts 1871 indeholdende tillæg til indfødsretsforordningen af 15. januar 1776, lov nr. 42 af 19. marts 1898 om erhvervelse og fortabelse af indfødsret, som ændret ved lov nr. 57 af 23. marts 1908 (bkg. nr. 59 af 23. marts 1908), lov nr. 166 af 17. maj 1916, hvorefter dansk indfødsret kan meddeles visse personer, lov nr. 353 af 27. november 1916 vedrørende erhvervelse af indfødsret, bkg. nr. 223 af 18. april 1917 om en mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater den 4. august 1916 afsluttet overenskomst om overdragelse til de nævnte stater af de dansk-vestindiske øer, lov nr. 474 af 5. september 1920 om erhvervelse af dansk indfødsret i anledning af de sønderjyske landsdeles indlemmelse i Danmark, som ændret ved lov nr. 247 af 12. juni 1922 (bkg. nr. 293 af 12. juni 1922), lov nr. 123 af 18. april 1925 om erhvervelse og fortabelse af indfødsret, midlertidig lov nr. 333 af 25. juni 1940 om ændring af loven af 18. april 1925 sammenholdt med kgl. anordning nr. 230 af 26. juli 1947 angående ikrafttrædelsen af § 6, 1. stk. i loven af 18. april 1925 samt lov nr. 252 af 27. maj 1950 om dansk indfødsret, som ændret ved lov nr. 399 af 11. december 1968 (bkg. nr. 409 af 17. december 1968), lov nr. 117 af 29. marts 1978 (bkg. nr. 155 af 6. april 1978), lov nr. 326 af 4. juni 1986 om ændring af adoptionsloven og indfødsretsloven, lov nr. 159 af 18. marts 1991 samt lov nr. 1097 af 21. december 1994, jf. L.bkg. nr. 757 af 14. september 1995.

Visse særbestemmelser for bestemte grupper af personer er givet ved lov nr. 379 af 12. juli 1946 om ændring i loven af 18. april 1925, lov nr. 380 af 12. juli 1946 om generhvervelse af indfødsret i visse tilfælde m.m., lov nr. 528 af 22. december 1947 om ændret affattelse af lov nr. 379 af 12. juli 1946, lov nr. 518 af 22. december 1948 om tillæg til loven af 18. april 1925 og lov nr. 504 af 20. december 1950 om ordning af visse indfødsretlige forhold.

Hovedloven er loven af 27. maj 1950, der trådte i kraft 1. januar 1951, og som afløste loven af 18. april 1925 om erhvervelse og fortabelse af indfødsret. Tidligere love anvendes dog stadig, hvis de forhold, der begrunder erhvervelse eller fortabelse af indfødsret, ligger inden for det tidsrum, hvori de har været i kraft (nemlig Indfr. 1776 til 6. april 1898, lov 1898 fra 7. april 1898 til 28. april 1925, lov1925 fra 29. april 1925 til 31. december 1950, lov 1950 fra 1. januar 1951 til 31. december 1968, lov 1968 fra 1. januar 1969 til 31. december 1978 og lov 1978 fra 1. januar 1979 samt lov 1986 fra 1. oktober 1986. Når der i den følgende fremstilling er henvist til de sidstnævnte syv love, er dette sket blot ved angivelse af lovens årstal, medens henvisninger til de øvrige love (L.), bekendtgørelser (bkg.) og kgl. anordninger (an.) er foretaget ved angivelse af bestemmelsens nummer og årstal.

Afsnit B og C indeholder en oversigt over de vigtigste regler om erhvervelse og fortabelse af dansk statsborgerret, medens afsnit D kort omtaler spørgsmålet om generhvervelse af dansk statsborgerret.

De fleste forespørgsler til repræsentationerne om dansk indfødsret kan formentlig besvares på grundlag af den fremstilling af reglerne, som er givet nedenfor. Men er repræsentationen i tvivl, bør sagen forelægges Justitsministeriets Indfødsretskontor til endelig afgørelse.

B. Erhvervelse af dansk statsborgerret

1. Fødsel af danske forældre

a. Ægtebarn, hvis fader er dansk statsborger, og uden for ægteskab født barn, hvis moder er dansk statsborger, har erhvervet dansk indfødsret:

  • 1) ved fødsel i den danske stat, uanset hvornår det er født (Indfr. 1776 § 1, L. 1898 §§ 1 og 9, L. 1925 § 1, L. 1950 § 1):
  • 2) ved fødsel i udlandet før 7. april 1898, hvis faderen (for barn født uden for ægteskab, moderen) ved barnets fødsel opholdt sig i udlandet på rejse eller i statens tjeneste (Indfr. 1776 § 1), eller han opholdt sig i et land, hvor danske statsborgere, da fødslen fandt sted, ikke var undergivet landets jurisdiktion (bkg. nr. 59 af 1908 § 9 stk. 1):
  • 3) ved fødsel i udlandet efter 6. april 1898 (L. 1898 §§ 1 og 9, L. 1925 § 1, L. 1950 § 1).
  • 4) Endvidere er der ved lov nr. 353 af 27. november 1916 givet indfødsret til personer, der den 27. november 1916 var statsløse, forudsat de ville have haft dansk indfødsret, hvis den regel, der gjaldt fra 7. april 1898 om, at ægtebarn af dansk fader og barn født uden for ægteskab af dansk moder ved fødslen erhverver dansk indfødsret, hvad enten fødslen foregår i Danmark eller i udlandet, altid havde været gældende.

b. Ægtebarn, hvis moder er dansk statsborger, og som er født i den danske stat i tidsrummet 1. januar 1951 til 31. december 1978, har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen ved barnets fødsel var statsløs, de jure, eller hvis barnet ikke ved fødslen har erhvervet faderens fremmede statsborgerret (L. 1950 § 1).

Med fødsel i Danmark ligestilles fødsel i Finland, Norge eller Sverige (L. 1950 § 10A).

Bestemmelsen anvendes endvidere på et barn, der er født i tiden fra 1. januar 1933 til 31. december 1950, hvis barnet i hele tidsrummet fra fødslen til 1. januar 1951 var statsløs: indfødsretten er dog først erhvervet den 1. januar 1951. Fødsel i Finland, Norge eller Sverige er ikke ligestillet med fødsel i Danmark ved anvendelsen af denne overgangsbestemmelse (L. 1950 § 13 stk. 1).

c. Ægtebarn, hvis moder er dansk statsborger, og som er født den 1. januar 1979 eller senere, har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, uanset om fødslen har fundet sted i eller udenfor den danske stat (L. 1978 § 1).

d. Børn, som er født i ægteskab mellem en dansk moder og en ikke-dansk fader, og som er født i tidsrummet 1. januar 1961 til 31. december 1978, kunne frem til 31. december 1981 erhverve dansk indfødsret ved, at moderen afgav erklæring derom over for statsamtet (i København magistraten) eller over for en dansk udlandsrepræsentation i henhold til § 2, stk. 2, i lov nr. 117 af 1978 om ændring af L. 1950.

Disse børn kan fremover kun erhverve dansk indfødsret ved naturalisation, jf. nedenfor pkt. 6.

2. Legitimation ved efterfølgende ægteskab

a. Barn født uden for ægteskab af udenlandsk moder, som den 7. april 1898 eller senere har indgået ægteskab med barnets danske fader, har erhvervet dansk indfødsret, hvis barnet på det tidspunkt, da det således legitimeredes ved forældrenes efterfølgende ægteskab, var ugift og under 18 år (L. 1898 § 3, L. 1925 § 3, L. 1950 § 2).

Fra bestemmelsen gælder der visse undtagelser for de personer, der er nævnt under pkt. 10.

b. Den, som den 27. november 1916 var statsløs, men som ville have haft dansk indfødsret, hvis den bestemmelse, der er nævnt under a., altid havde været gældende, har på denne dag erhvervet dansk indfødsret (L. nr. 353 af 1916).

3. Adoption

Danske statsborgeres adoption af et udenlandsk barn medfører nu i de fleste tilfælde automatisk, at barnet bliver dansk statsborger.

Indtil den 1. januar 1979 kunne udenlandske adoptivbørn kun erhverve dansk indfødsret ved naturalisation, jf. pkt. 6.

Efter den 1. januar 1979 kunne visse udenlandske adoptivbørn erhverve dansk indfødsret ved, at adoptivforældrene afgav erklæring herom (L. 1950 § 2 A, jf. bkg. nr. 155 af 6. april 1978).

Efter 1. oktober 1986 erhverver udenlandske adoptivbørn automatisk dansk indfødsret, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • a) Adoptionsbevillingen skal være meddelt af en dansk myndighed,
  • b) begge adoptanter eller den ugifte adoptant skal være danske statsborgere. Ved stedbørnsadoptioner skal både adoptanten og den biologiske forældrepart være danske statsborgere,
  • c) både barnet og dets adoptivforældre - ved stedbørnsadoptioner adoptanten og den biologiske forældrepart - skal bo i Danmark,
  • d) adoptionsbevillingen skal være udfærdiget senest dagen før, barnet fylder 12 år.

I tilfælde, hvor de nævnte betingelser ikke er opfyldt, kan det udenlandske adoptivbarn eventuelt erhverve dansk indfødsret ved naturalisation. I visse tilfælde kan naturalisation forventes, selv om barnet og adoptivforældrene bor uden for Danmark. En betingelse herfor er dog bl.a., at adoptionen har fundet sted på en sådan måde, at den er gyldig efter dansk ret.

4. Bopæl i Danmark til skelsår og alder

a. En udlænding, der var født i Danmark før 7. april 1880 og vedblivende havde sin bopæl i landet , erhvervede automatisk dansk statsborgerret ved det fyldte 18. år (Indfr. 1776 § 9). Den således erhvervede statsborgerret omfattede ikke bipersoner, dvs. mandens hustru og ægtebørn eller kvindens børn uden for ægteskab.

b. En udenlandsk mand eller udenlandsk ugift kvinde, der var født i Danmark i tidsrummet 7. april 1880-31. december 1950 og vedblivende havde sin bopæl i landet , erhvervede ved det fyldte 19. år automatisk dansk statsborgerret (L. 1898 § 2, L. 1925 § 2). Den statsborgerret, som en mand havde erhvervet, tilkom også hans hustru og ægtebørn, medens børn født uden for ægteskab på samme måde fulgte moderen.

Dansk statsborgerret blev dog ikke erhvervet, hvis vedkommende i løbet af det sidste år før sin 19 års fødselsdag over for overøvrigheden (i København magistraten) havde afgivet en skriftlig erklæring om ikke at ville erhverve dansk indfødsret og ved fyldestgørende attest havde godtgjort at have statsborgerret i et andet land.

Fra de ovenfor omtalte regler gælder visse undtagelser for de personer, der er nævnt under pkt. 10.

c. I tidsrummet 1. januar 1951-31. december 1968 kunne en udlænding, der var født i Danmark og vedblivende havde sin bopæl i landet, erhverve dansk indfødsret ved efter det fyldte 21. (18.) år, men inden det fyldte 23. år at afgive en erklæring derom til myndighederne (L. 1950 § 3).

d. Siden 1. januar 1969 kan en udlænding, der opfylder visse betingelser om forudgående 10 års bopæl i Danmark, jf. pkt. 7.a., erhverve dansk indfødsret ved efter det fyldte 21. (18.) år, men inden det fyldte 23. år at afgive en erklæring derom over for Statsamtet (i København magistraten) (L. 1950 § 3).

5. Ægteskab med dansk mand

a. En udenlandsk kvinde, der før den 7. april 1898 indgik ægteskab med en dansk mand , erhvervede ikke dansk statsborgerret ved ægteskabet, men opnåede først dansk statsborgerret den 7. april 1898, dog kun for så vidt hun på dette tidspunkt levede i ægteskab med sin danske mand (L. 1898 § 11). Hvis hun den 7. april 1898 var enke, fraskilt eller separeret, og hun den 27. november 1916 var statsløs (fx fordi hun ved indgåelse af ægteskabet havde mistet sin oprindelige statsborgerret), opnåede hun den 27. november 1916 dansk statsborgerskab (L. nr. 353 af 1916).

b. En udenlandsk kvinde, der i tidsrummet 7. april 1898-31. december 1950 indgik ægteskab med en dansk mand , erhvervede ved ægteskabet dansk indfødsret (L. 1898 § 3, L. 1925 § 3).

c. En udenlandsk kvinde, der efter 31. december 1950 har indgået ægteskab med en dansk mand , har ikke ved ægteskabet erhvervet dansk statsborgerret, men udlændinge, både mænd og kvinder, som er dansk-gifte, kan i almindelighed opnå dansk statsborgerret ved naturalisation, når de har boet fire år i Danmark og samlevet med den danske ægtefælle de seneste tre år.

6. Naturalisation

Naturalisation sker ved, at ansøgeren med navns nævnelse optages på en af de særlige love om indfødsretsmeddelelse, hvoraf der som regel gennemføres tre om året.

a. Bipersoner omfattes af naturalisationen efter følgende regler:

  • 1) Naturalisationen før 7. april 1898 omfattede kun de personer, der udtrykkeligt var nævnt i loven.Dog fik en fremmed kvinde, som den 7. april 1898 levede i ægteskab med en naturaliseret dansk mand, dansk indfødsret (L. 1898 § 11).
  • 2) Naturalisation i tidsrummet 7. april 1898-31. december 1950 af en mand omfattede hans hustru og ugifte ægtebørn under 18 år, hvis ikke andet i det enkelte tilfælde var blevet fastsat. Ugifte børn under 18 år født uden for ægteskab fik på samme måde indfødsret ved moderens naturalisation (L. 1898 § 4, L. 1925 § 4).
  • 3) Naturalisation i tiden fra og med 1. januar 1951 til 31. december 1978 omfatter ikke ægtefællen. Medmindre andet er fastsat ved den pågældende naturalisation, omfatter naturalisationen ifølge lov af 1950 § 6 ugifte børn under 18 år, der bor i Danmark, efter følgende regler (L. 1950 § 5):
  • a) ægtebarn følger faderen, medmindre barnet efter opløsningen af forældrenes ægteskab eller deres separation er undergivet moderens forældremyndighed, i hvilket tilfælde barnet følger moderen:
  • b) ægtebarn følger moderen, hvis hun er enke:
  • c) barn født uden for ægteskab følger moderen, medmindre forældremyndigheden over barnet er tillagt dets udenlandske fader.
  • 4) Naturalisation efter 31. december 1978 omfatter heller ikke ægtefællen. Medmindre andet er fastsat ved den pågældende naturalisation, omfatter naturalisation ifølge bkg. nr. 155 af 6. april 1978 § 6, jf. § 5, ugifte børn under 18 år, der bor i Danmark, efter følgende regler:
  • a) Ægtebarn får dansk indfødsret, når blot en af forældrene - hvad enten det er faderen eller moderen - bliver naturaliseret (og ikke har undtaget barnet): dette gælder dog ikke, hvis forældrene er blevet separeret eller skilt, og forældremyndigheden over barnet alene er blevet tillagt den anden forældrepart.
  • b) Barn født uden for ægteskab følger moderen, medmindre forældremyndigheden over barnet alene er tillagt dets udenlandske fader.

b. Betingelser for naturalisation . De gældende betingelser for naturalisation indeholdes i Indenrigsministeriets cirkulære af 6. februar 1992, hvorefter grundbetingelsen for naturalisation er, at ansøgerne gennem ophold i Danmark skal have erhvervet så godt et kendskab til det danske sprog, at de kan forstå og gøre sig forståelige på dansk. Yderligere opstilles en række betingelser, der i det væsentlige går ud på følgende:

  • 1) I almindelighed skal statsborgere fra de nordiske lande have opholdt sig i Danmark uafbrudt i mindst to år, andre udlændinge i mindst syv år. Personer, der er kommet til Danmark som børn, eller som har fået en væsentlig del af deres almindelige eller faglige uddannelse der, vil normalt blive naturaliseret efter noget kortere tids forløb. Det samme gælder personer af hel eller delvis dansk afstamning og tidligere danske statsborgere. Danskfødte vil som regel kunne naturaliseres efter et års ophold i Danmark. Dansk-gifte ansøgere, der lever i et ægteskab, der har bestået i mindst tre år, kan normalt forvente at blive naturaliseret efter fire års uafbrudt ophold i Danmark. Også ved naturalisation af udenlandske børn, der er adopteret af danske forældre, gælder der særlige lempelser i kravet om en vis tids bopæl i Danmark, se i øvrigt foran under pkt. 3. For så vidt angår de nævnte børn i pkt. 1d, kan disse efter en konkret bedømmelse af Folketinget naturaliseres inden deres fyldte 18. år, selv om de ikke har bopæl her i landet. Det forudsættes, at ansøgning om naturalisation er kommet Justitsministeriets Indfødsretskontor i hænde, før barnet fylder 18 år. Det tilføjes, at hvis naturalisation i Danmark finder sted efter barnets fyldte 18. år, kan den statsborgerret, barnet erhvervede ved fødslen, i visse tilfælde fortabes.
  • 2) Ansøgeren skal være det danske sprog mægtig og have ført en hæderlig vandel. Skatterestance og offentlig hjælp, som er modtaget med pligt til tilbagebetaling, og underholdsbidrag, som det offentlige har måttet udrede forskudsvis for en bidragsskyldig, vil som regel være til hinder for naturalisation.
  • 3) Hvor erhvervelsen af dansk indfødsret ikke automatisk bevirker, at ansøgeren mister sin fremmede statsborgerret, kræves det som regel, at han/hun lader sig løse fra sin fremmede statsborgerret.

Ved ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation skal Justitsministeriets blanketter benyttes. Der skal samtidig indbetales et gebyr på 1.000 danske kroner eller svarende dertil, som fremsendes med ansøgningen til Justitsministeriet (L.bkg. 1995 § 12).

Når en person er blevet naturaliseret, modtager han/hun af Justitsministeriet bevis herfor.

7. Afgivelse af erklæring til myndighederne

a. En udlænding, der som barn har boet i Danmark i sammenlagt mindst fem år og desuden fra det fyldte 16. år vedblivende har haft bopæl i landet , kan erhverve dansk indfødsret ved efter det fyldte 21. år at afgive en skriftlig erklæring derom over for Statsamtet (i København Overpræsidenten). En statsløs eller en person, der godtgør, at han vil miste sin fremmede statsborgerret ved at erhverve dansk indfødsret, kan afgive erklæringen allerede fra det fyldte 18. år, forudsat han/ hun ved erklæringens afgivelse har haft vedblivende bopæl i Danmark i de sidste fem år (L.bkg. 1995 § 3).

Med bopæl i Danmark før det fyldte 16. år ligestilles bopæl i Finland, Norge eller Sverige (L.bkg. 1995 § 10 A).

Når en person erhverver indfødsret ved afgivelse af den omhandlede erklæring, tilkommer indfødsretten også hans eller hendes børn efter de regler, der er omtalt ovenfor under pkt. 6.a. 3) og 4).

b. Finske, norske og svenske statsborgere har en særlig adgang til at erhverve dansk indfødsret ved at afgive en skriftlig erklæring derom over for Statsamtet (i København Overpræsidenten) (L.bkg. 1995 § 10 B, jf. overenskomst af 15. januar 1969 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige). Erklæringen kan afgives, hvis den pågældende finne, nordmand eller svensker:

  • 1) har erhvervet sit lands statsborgerret på anden måde end ved egen eller forældres naturalisation:
  • 2) er fyldt 18 år:
  • 3) har haft bopæl i Danmark i de sidste syv år:
  • 4) ikke i de sidste syv år er dømt til frihedsstraf, arbejdshus, sikkerhedsforvaring eller til anbringelse i en særlig forvaringsanstalt.

c. For visse børn, der er født i ægteskab mellem ikke-dansk mand og dansk kvinde, samt for visse adoptivbørn, har erhvervelse af dansk indfødsret kunnet finde sted ved erklæring, se foran pkt. 1.d og pkt. 3.

d. Den, der har erhvervet indfødsret ved erklæring om det , vil af Justitsministeriet eller af statsamtet (i København Overpræsidenten) modtage et indfødsretsbevis. I beviset vil også være anført de børn, der eventuelt samtidig har fået indfødsret i medfør af L.bkg. 1995 § 5.

8. Hittebørn

Et hittebarn, som bliver fundet i det danske rige, anses, indtil andet oplyses, for at have dansk indfødsret.

9. Særregler i anledning af de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark

Bestemmelserne om erhvervelse af dansk indfødsret ved de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark indeholdes i bekendtgørelse nr. 293 af 12. juni 1922 af lov nr. 474 af 5. september 1920 om erhvervelse af dansk indfødsret i anledning af de sønderjyske landsdeles indlemmelse i Danmark, således som denne er ændret ved lov nr. 247 af 12. juni 1922.

C. Fortabelse af dansk statsborgerret

1. Erhvervelse af fremmed statsborgerret

a. Før 7. april 1898 . Dansk indfødsret fortabtes af den, der før 7. april 1898 var blevet statsborger i et andet land og havde fast bopæl i udlandet.

En gift mands hustru og ægtebørn og en kvindes børn uden for ægteskab tabte i dette tilfælde kun dansk indfødsret, for så vidt også de erhvervede fremmed statsborgerret og tog fast bopæl i udlandet (L. nr. 54 af 1871 § 1).

b. Fra 7. april 1898 til 28. april 1925 . Dansk indfødsret fortabtes af den, der i perioden 7. april 1898-28. april 1925 blev statsborger i et fremmed land. Ved en mands naturalisation i et fremmed land tabte hans hustru og umyndige ægtebørn kun deres indfødsret, for så vidt de omfattedes af hans naturalisation og tog ophold uden for Danmark (L. 1898 § 5).

c. Fra 29. april 1925 til 31. december 1950 . Dansk indfødsret fortabtes af den, som i perioden 29. april 1925-31. december 1950 blev statsborger i et fremmed land. Hvis den pågældende boede i Danmark og havde erhvervet den danske indfødsret ved fødslen, indtrådte tabet dog først, når han eller hun flyttede ud af landet (L. 1925 § 5), medmindre den pågældende havde erhvervet tysk statsborgerret i perioden mellem 9. april 1940 og 31. december 1947.

Finder fraflytningen først sted efter 1. januar 1951, mistes indfødsretten dog kun, hvis den pågældende stadig har statsborgerret i et andet land og ville miste eller have mistet indfødsretten, hvis reglerne i § 7 i lov nr. 252 af 1950 havde været i kraft, da han erhvervede fremmed statsborgerret (L. 1950 § 13 stk. 6).

d. Fra 1. januar 1951 til 31. december l978 fortabes ifølge § 7 i lov nr. 252 af 27. maj 1950 dansk indfødsret af:

  • 1) den, som erhverver fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke.

Automatisk erhvervelse af fremmed statsborgerret, fx for en kvindes vedkommende ved ægteskab med en udlænding, medfører således ikke længere fortabelse af dansk indfødsret, selv om erhvervelsen af den fremmede statsborgerret kunne have være undgået ved afgivelse af en erklæring eller anden handling:

  • 2) den, som erhverver fremmed statsborgerret ved at indtræde i offentlig tjeneste i et andet land:
  • 3) ugift barn under 18 år, som bliver fremmed statsborger derved, at en af dets forældre, som har forældremyndigheden eller del i denne, erhverver fremmed statsborgerret på den foran under 1) eller 2) angivne måde, medmindre den anden af dets forældre vedbliver at være dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden:
  • 4) ugift barn under 18 år, som bliver fremmed statsborger derved, at dets forældre indgår ægteskab med hinanden. Bor barnet i Danmark, indtræder tabet dog kun, når det inden det fyldte 18. år flytter ud af riget og da har statsborgerret i et andet land.

e. Fra og med 1. januar 1979 fortabes dansk indfødsret i forbindelse med erhvervelse af fremmed statsborgerret kun af de grunde, som er nævnt foran under C.1.d. 1), 2) og 3). Fortabelse af dansk indfødsret som følge af, at et barns forældre har indgået ægteskab med hinanden, har derfor kun kunnet finde sted, hvis barnet - efter at forældrene har indgået ægteskab - er flyttet bort fra Danmark inden den 1. januar 1979, eller hvis forældrene - medens barnet bor uden for Danmark - har giftet sig med hinanden inden den 1. januar 1979.

Hvis repræsentationen erfarer, at en dansk mand eller kvinde har erhvervet fremmed statsborgerret, skal meddelelse herom og om eventuel annullering af den pågældendes danske pas (jf. kap. VI afsnit A. pkt. 7.i.) sendes direkte til:

Justitsministeriet

Indfødsretskontoret

Datavej 4

3460 Birkerød

og en genpart sendes til:

Rigspolitichefen

Udlandspasregistret

Politigården

1588 København V

2. Fødsel og forbliven i udlandet

a. Personer født før 30. april 1906 fortabte ikke dansk indfødsret ved forbliven i udlandet.

b. Personer, født i perioden 30. april 1906-31. december 1928 . Dansk mand og dansk ugift kvinde, der var født i udlandet i nævnte periode og aldrig havde boet i Danmark, mistede indfødsretten ved det fyldte 22. år, medmindre de havde opholdt sig i Danmark under forhold, der tydede på samhørighed med landet, eller inden den nævnte alder havde opnået kgl. resolution for bevarelse af indfødsretten (L. 1925 § 6). Personer, der fyldte 22 år i tiden 25. juni 1940-31. december 1948, kunne dog bevare deres danske indfødsret, hvis de inden 1. januar 1949 opnåede kgl. resolution eller tog ophold i Danmark (L. nr. 333 af 1940 og an. nr. 230 af 1947).

Når en mand fortabte indfødsretten efter den anførte regel, fortabte også hans hustru og ægtebørn indfødsretten. Tabte en kvinde indfødsretten, gjaldt det samme for hendes børn født uden for ægteskabet.

c. Danske født 1. januar 1929 eller senere fortaber indfødsretten ved det fyldte 22. år, uanset køn og ægteskabelig stilling, hvis de er født i udlandet og ikke inden opnåelsen af den nævnte alder har boet i Danmark eller opholdt sig der under forhold, der tyder på samhørighed med landet (L.bkg. 1995 § 8). For personer født 1. januar 1947 eller senere ligestilles bopæl i Finland, Norge eller Sverige i sammenlagt mindst 7 år med bopæl i Danmark (L.bkg.1995 § 10 A).

Justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan tillade, at indfødsretten bevares. Tilladelsen kan meddeles også efter ansøgerens fyldte 22. år, men det er en absolut betingelse, at ansøgningen er kommet repræsentationen i hænde, senest dagen før ansøgeren fylder 22 år . For at sikre bevis for, at ansøgningen er rettidigt indgivet, skal repræsentationen notere datoen for modtagelsen på selve ansøgningen. Personer, der henvender sig til repræsentationen efter det fyldte 22. år, kan søge om bevis for dansk indfødsret, jf. A.2.

Ansøgningen sendes straks af repræsentationen direkte til Indfødsretskontoret, Datavej 4, 3460 Birkerød, og skal være ledsaget af (kopi af) ansøgerens og hans/hendes forældres (for børn uden for ægteskab, moderens) fødsels- eller dåbsattester - disse attester skal være af et sådant indhold, at de angiver, hvem der er barnets forældre - og deres vielsesattester samt indeholde oplysning på tro og love om følgende forhold:

  • 1) ansøgerens stilling,
  • 2) hvor ansøgeren og hans/hendes forældre har opholdt sig fra fødslen til ansøgningens dato, herunder navnlig oplysning om hvorvidt, hvornår og hvorlænge ansøgeren har haft ophold i Danmark (opholdenes varighed, opholdsstederne og opholdenes karakter, fx ferie, højskoleophold o.1.),
  • 3) om ansøgeren er gift, i hvilket tilfælde ikke blot vielsesattesten, men også ægtefællens fødsels- eller dåbsattest skal vedlægges,
  • 4) om ansøgeren har børn, i hvilket tilfælde disses fødsels- eller dåbsattester skal vedlægges,
  • 5) om ansøgeren og hans/hendes forældre taler dansk, i bekræftende fald ledsaget af dokumentation herfor, fx repræsentationens udtalelse herom,
  • 6) om ansøgeren og hans/hendes forældre på særlig måde har bevaret tilknytning til Danmark samt navn og adresse på mindst to personer i Danmark, der kan bekræfte de givne oplysninger,
  • 7) om ansøgeren eller hans/hendes forældre har erhvervet fremmed statsborgerret,
  • 8) hvis ansøgeren har fået dansk indfødsret i henhold til lov nr. 117 af 29. marts 1978, skal det originale indfødsretsbevis vedlægges,
  • 9) hvis ansøgeren har fået dansk indfødsret i henhold til lov nr. 117 af 29. marts 1978, er det kun ansøgeren, der skal afgive en erklæring om, hvorvidt han/hun, efter modtagelse af indfødsretsbeviset, har søgt om eller erhvervet fremmed statsborgerret.

Ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret kan i almindelighed kun forventes imødekommet, hvis ansøgeren personligt frem til ansøgningens tidspunkt har bevaret en reel tilknytning til danske forhold.

Når afgørelsen foreligger, sender Justitsministeriet ansøgeren et bevis for, at han/hun har bevaret sin danske indfødsret.

Da sagsbehandlingstiden i Justitsministeriet kan vare op til 12 måneder, tilrådes det, at ansøgning om bevarelse af indfødsretten indgives omkring det fyldte 21. år.

Derimod er der ikke noget i vejen for allerede på et tidligere tidspunkt at forelægge spørgsmålet for Justitsministeriet om, hvorvidt en dansk statsborger, der er født i udlandet, allerede i kraft af bopæl eller ophold i Danmark under forhold, der tyder på samhørighed med landet, har opfyldt lovens betingelser for at bevare sin danske indfødsret. Det bemærkes, at et års uafbrudt ophold i Danmark ifølge Justitsministeriets praksis normalt anses for tilstrækkeligt.

En ansøger, der ikke opfylder betingelserne for bevarelse af dansk indfødsret - eller som ikke får afgivet sin ansøgning i tide - kan, hvis han/hun tager ophold i Danmark, søge om at generhverve indfødsretten ved naturalisation efter to års ophold her. Det forudsættes, at ansøgeren opfylder de almindelige naturalisationsbetingelser, herunder beherskelse af det danske sprog.

Tab af dansk indfødsret ved fødsel og forbliven i udlandet omfatter også børn, der har erhvervet dansk indfødsret gennem den pågældende, medmindre børnene derved bliver statsløse.

3. Løsning fra dansk statsborgerforhold

Den, som er eller ønsker at blive fremmed statsborger, kan af justitsministeren, eller den, han bemyndiger dertil, løses fra sit statsborgerlige forhold til Danmark. Løsningen sker i sidste tilfælde på betingelse af, at ansøgeren inden en vis frist, normalt seks måneder, bliver statsborger i et andet land. Løsning kan ikke nægtes en person, som er fremmed statsborger, og som har sin faste bopæl i et andet land (L.1950 § 9, jf. L.bkg. 1995).

4. Ægteskab med udenlandsk mand

Om en dansk kvinde har mistet sin indfødsret ved ægteskab med en udlænding, afhænger af tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Reglerne er følgende:

a. Ægteskab indgået før den 7. april 1898 . Dansk kvinde, der indgik ægteskab med en udlænding før den 7. april 1898, mistede kun sin danske indfødsret, hvis hun ved ægteskabet erhvervede fremmed statsborgerret og tog ophold i udlandet (L. nr. 54 af 1871 § 1).

b. Ægteskab indgået mellem 7. april 1898 og 28. april 1925 . En dansk kvinde, der i denne periode indgik ægteskab med en udlænding, mistede ubetinget sin danske indfødsret uden hensyn til, om hun ved ægteskabet erhvervede fremmed statsborgerret. Børn under 18 år, som ægtefællerne havde sammen inden ægteskabets indgåelse, mistede ligeledes ved forældrenes ægteskab deres danske indfødsret (L. 1898 § 6).

c. Ægteskab indgået mellem 29. april 1925 og 31. december 1950 . En dansk kvinde, som i denne periode indgik ægteskab med en udlænding, mistede kun sin danske indfødsret, hvis hun ved ægteskabets indgåelse erhvervede mandens statsborgerret, og havde hun erhvervet sin danske indfødsret ved fødslen, mistede hun den først, når hun flyttede fra Danmark (L. 1925 § 5). Flyttede hun først fra Danmark efter den 1. januar 1951, bevarede hun som omtalt ovenfor under pkt. 1.c. sin danske indfødsret, medmindre hun havde ansøgt om eller udtrykkeligt samtykket i at opnå ægtemandens statsborgerret (L. 1950 § 13 stk. 6, jf. § 7 nr. 1).

d. Ægteskab indgået efter 31. december 1950 . En dansk kvindes erhvervelse af fremmed statsborgerret ved indgåelse af ægteskab med en udlænding efter 31. december 1950 medfører som omtalt under pkt. 1. d. ikke, at hun mister sin danske indfødsret, medmindre hun har ansøgt om eller udtrykkeligt samtykket i at erhverve mandens statsborgerret.

5. Personer, der ved fødslen har erhvervet statsborgerret både i Danmark og i et andet land

Personer, som ved fødslen har erhvervet statsborgerret både i Danmark og i et andet land - fx fordi de pågældendes forældre har statsborgerret henholdsvis i Danmark og i et andet land - kan i henhold til indfødsretslovens § 9 A, jf. bkg. nr. 155 af 6. april 1978, miste dansk indfødsret, hvis de ved opnåelsen af en vis alder - som ikke må være under 19 år og ikke over 22 år - i de sidste fem år inden opnåelsen af denne alder har haft uafbrudt fast bopæl i det andet land, hvori de også har statsborgerret. Fortabelsen kan dog kun finde sted, hvis Danmark har sluttet aftale om det med vedkommende fremmede land, og hvis personen opnår den alder ved aftalen, der er fastsat, efter at aftalen er trådt i kraft. Danmark har indtil nu endnu ikke sluttet nogen sådan aftale, og der er ikke for tiden planer om at indgå aftaler af denne art. Der vil blive givet de danske udlandsrepræsentationer underretning, hvis/når sådanne aftaler indgås.

6. Særregler for personer fra de tidligere dansk-vestindiske øer

De tidligere dansk-vestindiske øer må i alle henseender, hvori fødsel eller bopæl i riget har betydning efter indfødsretslovene, ligestilles med rigets øvrige bestanddele, for så vidt angår fødsel eller bopæl i tiden indtil den 16. januar 1917. Fra og med øernes afståelse den 17. januar 1917 er de derimod udland.

Danske statsborgere, uanset hvor de var født, som den 17. januar 1917 boede på øerne og forblev boende der ud over den 16. januar 1918, mistede med virkning fra den 17. januar 1917 indfødsretten, medmindre de senest den 16. januar 1918 over for en »Court of Record« afgav en erklæring om at ville bevare dansk indfødsret (bkg. nr. 223 af 1917).

Danske statsborgere, som den 17. januar 1917 var bosat uden for øerne, bevarede deres danske indfødsret, selv om de stammede fra øerne.

7. Særregler for islændinge

Dansk-islandsk forbundslov af 30. november 1918, hvorved Island med virkning fra den 1. december 1918 opnåede selvstændighed, indeholdt ingen bestemmelser om, hvilke danske statsborgere der fremtidig skulle være statsborgere i Island, og hvilke der skulle bevare deres danske indfødsret.

Efter den praksis, der er fulgt siden forbundsloven af 1918, og efter den særregel for et bestemt forhold, der er givet i kapitel I i lov nr. 504 af 20. december 1950, gælder følgende:

  • a) Danske statsborgere, hvad enten de stammede fra Island eller fra Danmark, som den 1. december 1918 boede i Island, mistede kun dansk indfødsret ved adskillelsen mellem de to lande, hvis de i henhold til de lovbestemmelser, der blev gennemført fra islandsk side, anses for at have erhvervet islandsk statsborgerret (herunder ved option for Island).
  • b) Danske statsborgere - hvad enten de stammede fra Island eller fra Danmark - som den 1. december 1918 boede uden for Island, mistede kun dansk indfødsret ved adskillelsen mellem de to lande, hvis de opterede for Island. Har de ikke opteret for Island, anses de for at have bevaret dansk indfødsret uden hensyn til, om de fra islandsk side måtte blive betragtet som islandske statsborgere.
  • c) Hustruer, som den 1. december 1918 levede sammen med deres ægtefæller, antages at have fulgt disse, ligesom umyndige ægtebørn fulgte faderen og umyndige børn uden for ægteskab moderen.

Lov nr. 205 af 16. maj 1950 foreskriver, at islandske statsborgere, som enten den 6. marts 1946 havde bopæl i Danmark eller på noget tidspunkt i tiden 6. marts 1936-5. marts 1946 har haft bopæl i Danmark, fremdeles skal have ret til at tage bopæl i Danmark og til under ophold i Danmark at nyde fuld ligeret med danske statsborgere. De nyder således ikke denne ligeret under ophold i udlandet og har ikke krav på bistand fra de danske repræsentationer.

D. Generhvervelse af dansk statsborgerret

1. Generhvervelse af dansk statsborgerret for danskfødte

I henhold til § 4 i L.bkg. af 14. september 1995 kan den, der ved fødslen har erhvervet indfødsret og har boet i det danske rige indtil det fyldte 18. år, generhverve sin mistede indfødsret ved over for Statsamtet (i København Overpræsidenten) at afgive skriftlig erklæring herom, når han/hun i de sidste to år inden erklæringens afgivelse har boet i riget. Har han/hun fremmed statsborgerret, kan erklæringen dog kun afgives, hvis vedkommende godtgør derved at miste den fremmede statsborgerret.

Ved anvendelsen af denne regel anses den, der har erhvervet indfødsret ved de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark (jf. afsnit B, pkt. 9.) som danskfødt. Endvidere ligestilles bopæl i de sønderjyske landsdele inden den 15. juni 1920 med bopæl i riget (L. 1950 § 13 stk. 2).

Med bopæl i Danmark ligestilles bopæl i Finland, Norge eller Sverige før det fyldte 12. år (L.bkg. 1995 § 10A).

Generhvervelsen har virkning for ugifte børn under 18 år efter de regler, der er anført under afsnit B, pkt. 6.a. 3) og 4).

Når indfødsret generhverves, vil den pågældende modtage et indfødsretsbevis fra Justitsministeriet eller Statsamtet (i København Overpræsidenten).

2. Generhvervelse af dansk statsborgerret for finske, norske og svenske statsborgere

Den, der har mistet dansk indfødsret og derefter vedblivende har været statsborger i Finland, Norge eller Sverige, generhverver dansk indfødsret, når han/hun efter at have taget fast bopæl i den danske stat afgiver en skriftlig erklæring derom over for statsamtet (i København Overpræsidenten) (L.bkg. 1995 § 10 C, jf. overenskomst af 15. januar 1969 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige).

3. Generhvervelse af dansk statsborgerret for andre

Generhvervelse af dansk statsborgerret for andre end de nævnte persongrupper kan kun finde sted ved naturalisation, jf. afsnit B, pkt. 6.

I den forbindelse bemærkes, at det normalt er en betingelse for naturalisation af personer over 18 år, at de pågældende har bopæl i Danmark og kan forstå og gøre sig forståelig på dansk.

Kapitel VI

Pas, visum, flygtningesager, indrejsebestemmelser mv., kørekort

  

  A. Pas  

     1. Generelt  

     2. Repræsentationernes bemyndigelse til at udstede pas  

     3. Gyldigheden af pas  

        3.1. Forlængelse af pas af gammel type  

        3.2. Forlængelse af maskinlæsbare pas  

     4. Danske rejsepas  

        4.1. Ansøgning om pas  

        4.2. Navn  

        4.3. Bevis for identitet  

        4.4. Dansk indfødsret  

        4.5. Stamkort  

        4.5.1. Personnummer  

        4.5.2. Pastype  

        4.5.3. Børn  

        4.5.3.1. Selvstændigt pas til børn  

        4.5.3.2. Optagelse af børn i nærtstående personers pas  

        4.5.4. Udlevering  

        4.6. Fotografi  

        4.6.1. Underskrift  

        4.6.2. Indsendelse af ansøgningsskemaer og stamkort  

        4.7. Arkivering af ansøgningsskemaer  

        4.8. Aflevering af ældre pas  

        4.9. Mangler ved passet  

        4.10. Særlige regler for ekstra pas  

        4.11. Nægtelse af pas eller inddragelse af allerede udstedt  

              pas  

     5. Færøske rejsepas:  

        5.1. Passets udfærdigelse  

        5.1.2. Pasbøger  

        5.1.3. Navn  

        5.1.4. Køn  

        5.1.5. Signalement og CPR.NR.  

        5.1.6. Fotografi  

        5.1.7. Underskrift  

        5.1.8. Repræsentationens underskrift og stempel  

        5.1.9. Passets udlevering  

     6. Grønlandske rejsepas  

     7. Provisorisk pas  

     8. Særlig paslegitimation for personer, som ikke er danske  

        statsborgere  

  B. Visum  

  C. Flygtningesager  

  D. Veterinærbestemmelser  

     1. Hunde og katte  

        a. Direkte fra Færøerne, Island, Norge, Sverige, Australien,  

           Irland, Japan, New Zealand og Storbritannien  

        b. Fra andre lande  

        c. Ilandsætning af skibshunde  

        d. Indførsel af hunde og katte, der ikke medføres af  

           personer på rejse  

        e. Transit  

        f. Grænsedyrlæger  

     2. Andre dyr  

  E. Rejsegods  

     1. Rejseudstyr  

     2. Vin, spiritus, tobak  

     3. Parfume, kaffe, te  

     4. Told- og afgiftsfrihed for andre varer  

     5. Andre bestemmelser  

     6. Våben og ammunition  

  F. Flyttegods og brudeudstyr  

     1. Told- og afgiftsfritagelse ved indførsel af flyttegods fra  

        andre lande end EU-lande  

     2. Afgiftsfritagelse ved indførsel af flyttegods fra EU-lande  

     3. Told- og afgiftsfritagelse ved indførsel af brudeudstyr  

  G. Personmotorkøretøjer  

     1. Midlertidigt ophold i Danmark  

     2. Flytning til Danmark  

     3. Beregning af told, almindelig omsætningsafgift (moms) samt  

        registreringsafgift  

H. Kørekort

KAPITEL VI

Pas, visum, flygtningesager,

indrejsebestemmelser mv., kørekort

A. Pas

1. Generelt

Reglerne om udstedelse af danske, færøske og grønlandske rejsepas samt provisoriske pas er indeholdt i lovbekendtgørelse nr. 586 af 1. september 1986, som ændret ved §6 i lov nr. 386 af 20. maj 1992, justitsministeriets bekendtgørelse nr. 166 af 25. februar 1997 (pasbekendtgørelsen) samt justitsministeriets cirkulære nr. 21 af 25. februar 1997 (pascirkulæret). I henhold til pasbekendtgørelsens § 4 er det politiet, der udsteder og forlænger gyldigheden af pas til danske statsborgere, som opholder sig i Danmark. I henhold til § 4, stk. 2 fastsætter Udenrigsministeren nærmere regler om danske diplomatiske og konsulære repræsentationers udstedelse og forlængelse af gyldighed af pas til danske statsborgere, der opholder sig i udlandet.

Danske statsborgere skal være i besiddelse af pas ved udrejse fra og ankomst til Danmark, jf. paslovens § 1 og pasbekendtgørelsens §§ 1 og 2. Det gælder dog ikke ved udrejse til og indrejse fra de nordiske lande over de for grænsepassage åbne havne og lufthavne. Børn under 15 år kan udrejse af landet og indrejse hertil uden at være i besiddelse af eget pas, såfremt de rejser sammen med deres forældre, plejeforældre eller andre dem nærtstående personer, hvis pas de er optaget i. Rigspolitichefen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet om pas.

I henhold til pasbekendtgørelsens § 5 kan pas kun udstedes lydende på en enkelt person. Der gælder herfra de undtagelser, at børn under 15 år kan optages i dem nærtstående personers pas, og at politiet under visse omstændigheder kan udstede et fællespas i henhold til pasbekendtgørelsens §§ 21-24.

Der er indført nye maskinlæsbare danske og grønlandske rejsepas med virkning fra 1. marts 1997. Der indføres senere nye maskinlæsbare færøske rejsepas, rejsedokument for flygtninge (flygtningekonventionspas) og fremmedpas. At de nye pas er maskinlæsbare vil sige, at passets oplysninger kan aflæses af særligt udstyr, som er installeret i forbindelse med paskontrollen i visse lande.

De nye maskinlæsbare rejsepas vil som de gamle pas bestå af 32 sider. Der vil ikke være mulighed for at få udstedt pas med flere sider til personer, der på grund af stor rejseaktivitet hurtigt får fyldt deres pas med visa og indrejsestempler. Der må under ingen omstændigheder indsættes nye sider i et pas.

Passene vil blive produceret på et centralt produktionsanlæg, som er installeret hos Rigspolitichefen. Her udfærdiges personsiden til passet på grundlag af stamkort med fotos og underskrifter indsendt fra repræsentationerne. Personsiden lamineres ind i en pasbog, som derefter nummereres ved laserperforering af passets sider.

Der kan i særlige tilfælde udstedes pas på et decentralt anlæg hos politiet i Københavns Lufthavn. Der vil ikke blive opstillet decentrale produktionsanlæg på repræsentationerne, idet Udenrigsministeriet ikke finder, at servicefordelene i forhold til danske statsborgere, hvis pas er udløbet, udskrevet eller mistet, står mål med omkostningerne og de personalemæssige ressourcer ved anskaffelse og drift af decentrale produktionsanlæg.

De maskinlæsbare pas udstedes lige som de gamle pas som A-pas til personer mellem 18 og 67 år og B-pas til personer under 18 år og over 67 år. De vil imidlertid ikke bære betegnelsen A- eller B-pas, idet passene i fremtiden vil være ens, men da der er forskelligt gebyr for personer i aldersgruppen 18-67 og andre, fremstilles de af hensyn til gebyrregnskabet i to forskellige nummerserier.

2. Repræsentationernes bemyndigelse til at udstede pas

Danske diplomatiske og konsulære repræsentationer med undtagelse af vicekonsulater er bemyndiget til at udstede danske, færøske og grønlandske rejsepas samt provisoriske pas til personer, der har dansk indfødsret, og som er bosat eller opholder sig midlertidigt i repræsentationens distrikt. De nye maskinlæsbare pas skal som nævnt ovenfor produceres hos Rigspolitiet, men repræsentationerne vil alligevel stå som den udstedende myndighed. Flygtningekonventionspas og fremmedpas vil fortsat blive udstedt af Udlændingestyrelsen, idet repræsentationerne dog konkret kan modtage instruktion om udlevering af sådanne pas.

I Finland, Island, Norge og Sverige, hvortil danske statsborgere kan rejse uden pas, bør repræsentationerne kun udstede pas til personer, der er fast bosat i det pågældende land. Til danskere, hvis ophold i disse lande er midlertidigt, bør pas normalt kun udstedes, hvis der er en særlig grund til, at pasudstedelsen ikke kan afvente hjemkomsten til Danmark.

Hvis en repræsentation er i tvivl om, hvorvidt betingelserne for pasudstedelse er opfyldt, forelægges sagen direkte for:

  

     Rigspolitichefen  

     Afdeling D, Pasregisteret  

     Postbox 120  

     2650 Hvidovre  

     Telefax 36 48 36 93  

     Telefon 36 48 14 88 lokal 7264  

     Telex 22653  

Indberetningen skal indeholde en redegørelse for de grunde, der har givet repræsentationen anledning til tvivl. Spørgsmål vedrørende pasudstedelse skal ikke forelægges for Udenrigsministeriet, heller ikke ved underretningskopi.

3. Gyldigheden af pas

For personer, der er fyldt 18 år, udstedes pas med en gyldighed på 10 år fra udstedelsesdatoen.

Er pasansøgeren mellem 5 og 18 år, udstedes passet med en gyldighed på 5 år fra udstedelsesdatoen. For børn under 5 år udstedes pas med en gyldighed, der under normale omstændigheder ikke overstiger 2 år fra udstedelsesdatoen. Indgives ansøgning om nyt pas inden for 3 måneder før passets udløb, tillægges den resterende gyldighedstid - beregnet i hele antal måneder, som rundes op - gyldighedstiden på det nye pas.

Når særlige omstændigheder taler for det, kan der fastsættes en kortere gyldighed.

I gyldighedsperioden kan pasindehaveren kun få udstedt nyt pas, hvis det tidligere pas annulleres, eller såfremt det på fyldestgørende måde godtgøres, at passet er bortkommet, jf. dog afsnit 4.9.

Pas af den gamle type bevarer deres gyldighed til udløb. Fra den 1. marts 1997 udsteder politiet kun danske og grønlandske rejsepas af den nye type. Repræsentationerne kan, indtil modtagelsen af denne instruks og det fornødne materiale til udstedelse af de nye pas, men ikke længere end til 1. oktober 1997, udstede rejsepas af den gamle type: disse pas må ikke udstedes med en gyldighed længere end 1 år. Repræsentationerne kan forlænge gyldigheden af et dansk, færøsk eller grønlandsk rejsepas, der er udløbet inden for de sidste to år, eller som vil udløbe inden for kort tid, såfremt det ikke vil være muligt at udstede et nyt pas til indehaveren, inden en rejse skal foretages, eller passet skal fremlægges over for opholdslandets myndigheder eller andre som dokumentation for identitet. Forlængelsen gives kun for det tidsrum, som er påkrævet og ikke udover et år. Gyldigheden for et pas kan kun i ganske særlige tilfælde forlænges mere end en gang. Ansøgeren skal udfylde sædvanligt ansøgningsskema i to eksemplarer, hvoraf et eksemplar indsendes til Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret.

3.1. Forlængelse af pas af gammel type

Forlængelsen foretages i pas af den gamle type ved en påtegning på side 5 med følgende indhold:

Gyldighedstiden for dette pas er forlænget til

The validity of this passport has been extended until

La validite de ce passeport est prolongee jusqu'au

Det bør normalt ske under anvendelse af et stempel, som er blevet tilsendt alle de pasudstedende repræsentationer. Ellers skal påtegningen ske med tydelig håndskrift og sort farve. Efter påtegningen påføres dato for forlængelsen, repræsentationens stempel samt underskrift og navnestempel.

3.2. Forlængelse af maskinlæsbare pas

Forlængelse af gyldighedstiden for et maskinlæsbart pas sker ved en påtegning i passet på side 1 i rubrik nummer 12. Efter påtegningen påføres dato for forlængelsen, repræsentationens stempel, samt underskrift og navnestempel.

4. Danske rejsepas

Der er indført nye maskinlæsbare danske rejsepas med virkning fra 1. marts 1997. Passene har følgende tekniske specifikationer.

De nye pasformularer for Danmark og Grønland har begge ICAO-format = 88 mm x 125 mm med afrundede hjørner. Passet er maskinlæsbart i henhold til ICAO's specifikationer.

Omslagets farve er bordeaux (RAL 4004) med en overflade som imiteret skind. Omslaget er forsynet med guldpræg med teksten »DEN EUROPÆISKE UNION« - »DANMARK« og »PAS« samt som centralt motiv det danske rigsvåben (krone over et skjold med 3 løver og 9 hjerter).

Forsatsarket er på forsiden påtrykt et rødbrunt kobbertryk visende et motiv fra en dansk runesten og nederst en bjælke med »latent image« med teksten DANMARK, der fremkommer, når området betragtes i en skrå vinkel. Bagsidens forsats har et gråt bundtryk med teksten DANMARK med blå outline i offset-tryk: derover et kontinuerligt slangemønster og i øverste højre hjørne et fabeldyr fra dansk vikingetid trykt i rødbrunt kobbertryk.

Passet indeholder 32 nummererede sider og et lamineret ark med persondata, der er indsyet i passet mellem omslaget og side 1.

Persondata, billede af indehaveren, underskrift og OCR-tekst er påført dataarket ved almindelig sort laserprint.

Pasnummeret indeholder 9 cifre og er anbragt nederst på første side af det laminerede ark og øverst til højre på arket med persondata. Pasnummeret er yderligere ved laserteknik perforeret nederst i siderne 1 til 32 samt i omslagets bagside.

Papiret til passider og dataark er forsynet med centraliseret vandmærkemotiv visende et fabeldyr fra dansk vikingetid. Tilsvarende motiv er trykt i murstensrød farve i øverste højre hjørne af alle ulige sider. I papiret er indstøbt tynde røde fibre i varierende længde. Passet er hæftet i ryggen mellem side 16 og 17 ved syning med snoet tråd med rød og hvid kordel.

Som generelt bundmønster på alle passets sider er anvendt et kontinuerligt slangemønster i farverne orange og blå på en lys grå bund med negativ tekst DANMARK. Alle farver trykt i offset. Den sorte tekst på alle passets sider er ligeledes trykt i offset.

Den indsyede laminat til dataarket har over billedet af pasindehaveren en roset i farverne rød og blå med bogstaverne DK som centralt punkt.

Ved belysning med en ultraviolet lyskilde fremkommer i laminatet gule motiver af fabeldyret og den grå bundfarve på siderne 1 til 32 fluorescerer i en kraftig gul farve. I sidepapir og dataark er indstøbt fibre, der fluorescerer rødt og hvidt. Tråden i rygsyningen fluorescerer hvidt.

4.1. Ansøgning om pas

Pasansøgeren skal personligt indlevere et af vedkommende udfyldt og underskrevet pasansøgningsskema i to eksemplarer. Oplysningerne afgives under ansvar efter straffelovens paragraf 163.

Samtidig med pasansøgningen skal ansøgeren indlevere to fotografier (4.6), det sidst udstedte pas eller evt. andre beviser for identitet (4.3), evt. personnummerbevis (4.5.1). Der foretages en måling af pasansøgerens højde med fodtøj, men uden hovedbeklædning: højden i cm indføres i ansøgningsskemaet. Repræsentationen skal udfylde et stamkort, som forsynes med et fotografi af ansøgeren (4.5), og som ansøgeren skal underskrive (4.6.1). Ansøgningsskema og stamkort indsendes til Rigspolitichefen (4.6.2), som producerer passet og sender det til repræsentationen til udlevering (4.5.4).

Ansøgningsskemaer rekvireres i Udenrigsministeriets Papirforvaltning. Repræsentationerne skal i god tid, inden oplaget er opbrugt, rekvirere en passende beholdning.

4.2. Navn

Passet udstedes lydende på ansøgerens fulde navn efter personnavneloven bestående af samtlige fornavne, mellemnavne og efternavne i det omfang, det er muligt inden for de givne antal positioner, der findes i politiets index-register.

Fremgår ansøgerens nu anvendte navn ikke af det sidst udstedte pas eller af de i pkt. 4.3 nævnte offentlige dokumenter, har ansøgeren i henhold til pasbekendtgørelsen § 7, stk. 2 pligt til på forlangende at dokumentere navneændringen ved forevisning af vielsesattest, navnebevis eller dokumentation for anmeldelse til vielsesmyndigheden eller folkeregisteret. Repræsentationerne bør normalt forlange sådan dokumentation forevist ved indgivelsen af ansøgningen for at undgå unødig kommunikation med Rigspolitichefen efter indsendelsen af ansøgningsskema og stamkort. Hvis det ikke kan lade sig gøre at fremlægge dokumentation, bør ansøgningsskemaet forsynes med en bemærkning herom.

Et mellemnavn anmeldt og registreret i Det Centrale Personregister (CPR) som adresseringsmellemnavn i medfør af bekendtgørelse om folkeregistrering kan på ansøgerens begæring anføres i passet. Hvis fornavn/ mellemnavn, herunder adresseringsmellemnavn, samt efternavn tilsammen er for langt til brug ved maskinel udskrivning fra politiets index-register, dannes et pasnavn indeholdende efternavn, mens fornavn/ mellemnavn i nødvendigt omfang forkortes til l. bogstav. Eventuelle forkortelser foretages i sidste fornavn/ mellemnavn, derefter i næstsidste og så fremdeles. På pasansøgerens begæring kan forkortelser i fornavn/ mellemnavn foretages i en anden rækkefølge, dog således at mindst et fornavn skrives fuldt ud.

Der kan ikke indføres navneændringer i maskinlæsbare pas. En pasindehaver, der efter passets udstedelse har skiftet navn eller ønsker et adresseringsmellemnavn ændret eller fjernet, er berettiget til mod sædvanligt gebyr at få udstedt nyt pas. Det bemærkes, at der i den gamle pasbog fortsat kan indføres en påtegning om navneændring mod et gebyr i henhold til Udenrigsministeriets gebyrbekendtgørelse.

En navneændring, der har fundet sted over for vedkommende lovlige myndighed i udlandet, herunder ved indgåelse af ægteskab, kan alene forventes godkendt, hvis vedkommende var bosat i det pågældende land på navneændringstidspunktet. Tvivlsspørgsmål afgøres af Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet.

4.3. Bevis for identitet

Er ansøgeren i besiddelse af et gyldigt dansk pas, hvoraf hans identitet og nu anvendte navn klart fremgår, og hvis omstændighederne ikke giver anledning til at betvivle, at han er rette indehaver af passet, kræves ingen yderligere dokumentation for identiteten.

Hvis ansøgerens identitet ikke kan fastslås på grundlag af et gyldigt dansk pas, og han ikke er repræsentationen personligt bekendt, har ansøgeren pligt til på forlangende at godtgøre sin identitet og danske indfødsret ved at vise andre danske identitetspapirer, fx et nyligt udløbet dansk pas, original dåbs-, navne- eller fødselsattest, søfartsbog, ID-kort fra pengeinstitut, kørekort til motorkøretøj, jagttegn, militærpapirer, fagforeningsbog, skattekort eller sygesikringsbevis. Hvis ansøgeren ikke er i besiddelse af dokumenter udstedt af dansk myndighed, accepteres dåbs-, navne- eller fødselsattest udstedt af udenlandsk myndighed. Hvis der er tvivl om ansøgerens identitet, herunder om navn og personnummer, eller hvorvidt ansøgeren er rette indehaver af de foreviste dokumenter, bør yderligere oplysninger søges indhentet, og sagen eventuelt forelægges for Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret.

Oplyser ansøgeren, at et tidligere udstedt pas er bortkommet, skal repræsentationen afkræve ham en skriftlig redegørelse for de nærmere omstændigheder. Ansøgeren bør så vidt muligt fremlægge bevis for, at bortkomsten er meldt til det stedlige politi. Forekommer redegørelsen utilfredsstillende, eller fremlægges der ikke bevis for anmeldelse til det lokale politi, forelægges sagen for Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret, med anmodning om instruktion.

4.4. Dansk indfødsret

Repræsentationen skal, ud over at sikre sig dokumentation for pasansøgerens identitet, sikre sig, at ansøgeren (fortsat) er i besiddelse af dansk indfødsret. I tvivlstilfælde skal spørgsmålet forelægges for Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret. Det er som hovedregel tilstrækkeligt bevis for dansk indfødsret, at ansøgeren er i besiddelse af et gyldigt eller nyligt udløbet dansk pas. Er ansøgeren født i Danmark, er det som hovedregel ligeledes tilstrækkeligt bevis for dansk indfødsret, at den pågældende fremviser sin dåbs- eller navneattest (i de sønderjyske landsdele fødselsattest), medmindre de fremlagte oplysninger kunne tyde på, at ansøgeren ikke er født af danske forældre eller kan have fortabt sin danske indfødsret.

Om de nærmere regler for bevarelse, fortabelse, erhvervelse/generhvervelse af dansk indfødsret henvises til denne instruks kapitel V. Opmærksomheden henledes på, at personer, der er født af danske forældre i udlandet, må godtgøre at have bevaret dansk indfødsret, hvis de er over 22 år. Er den pågældende ikke fyldt 22 år, kan pas udstedes, dog ikke med gyldighed ud over 22-års fødselsdagen, medmindre det godtgøres, at indfødsretten er eller vil blive bevaret.

I henhold til pasbekendtgørelsens § 2, stk. 3 kan en dansk statsborger, der tillige er statsborger i et andet land, få udstedt dansk pas. Den pågældendes udenlandske pas inddrages eller annulleres ikke i den anledning. Repræsentationen bør imidlertid være opmærksom på, om ansøgeren har erhvervet et fremmed statsborgerskab på en sådan måde, at dansk indfødsret kan være fortabt. I så fald forelægges sagen for Rigspolitichefen afd. D, Pasregisteret, med anmodning om instruktion.

4.5. Stamkort

For hver pasansøgning skal repræsentationens personale udfylde et særligt stamkort, som ikke udleveres til ansøgeren sammen med ansøgningsskemaet. Der findes to typer stamkort til bestilling af hhv. A-pas og B-pas. Stamkortet er forsynet med et pasnummer på ni cifre (læsbart og i stregkode) efterfulgt af to checkcifre til Rigspolitichefens brug. Stamkortets nummer bliver nummeret på det ny pas. Repræsentationen skal anføre stamkortets nummer på de to ansøgningsskemaer.

Stamkort med tilhørende sikkerhedskuverter påtrykt: »PASANSØGNING. Må kun åbnes af Rigspolitichefen« rekvireres i Udenrigsministeriets Papirforvaltning. Blanke stamkort og sikkerhedskuverter er ikke underlagt særlige sikkerhedskrav ved forsendelse til repræsentationerne: de fremsendes via Udenrigsministeriets Postafsendelse på den til den enkelte repræsentation sædvanligt benyttede fremsendelsesmåde. Repræsentationerne skal kvittere for modtagelsen af hver enkelt forsendelse af de nummererede stamkort over for Papirforvaltningen, således at Rigspolitichefen kan underrettes, hvis stamkort forsvinder. Blanke stamkort skal opbevares i repræsentationens pengeskab. Hvis repræsentationen ikke er i besiddelse af et pengeskab, skal de opbevares i et dokumentskab med forsvarlig låseanordning.

4.5.1. Personnummer

Stamkortet udfyldes med ansøgerens danske personnummer. Udenlandske personnumre må ikke anføres i danske pas. Fremgår ansøgerens danske personnummer ikke tydeligt af de i pkt. 4.3 anførte dokumenter, skal tillige indleveres et legitimationspapir udstedt af en dansk offentlig myndighed, hvoraf ansøgerens danske personnummer tydeligt fremgår. Det bemærkes, at hvis ansøgeren er født i udlandet og ikke har været bosat i Danmark, vil vedkommende ikke have fået tildelt et dansk personnummer. Dansk personnummer tildeles først efter tilmelding til et dansk folkeregister. I så tilfælde bortses fra kravet om personnummerbevis. Udenlandske personnumre eller lignende må ikke anføres. Såfremt ansøgeren ikke er tildelt dansk personnummer, anføres en streg i stedet for de fire sidste cifre i personnummeret.

4.5.2. Pastype

Der foretages afkrydsning af felterne om pastype: Dansk, færøsk eller grønlandsk. Opmærksomheden henledes på, at de færøske pas indtil videre ikke udstedes i maskinlæsbar udgave. De udstedes under anvendelse af de gamle pasbøger.

4.5.3. Børn

Det skal altid krydses af i stamkortet, om der ønskes optaget børn i passet eller ej. Vedrørende pas til børn eller optagelse af børn i nærtståendes pas gælder følgende regler.

4.5.3.1. Selvstændigt pas til børn

Børn, som er danske statsborgere, kan få udstedt selvstændigt pas.

Hvis pasansøgeren er under 18 år og ugift, skal forældremyndighedens indehaver(e) ved underskrift på barnets ansøgningsskema give samtykke til pasudstedelsen. Hvis der er tale om fælles forældremyndighed, og det ikke er muligt at opnå skriftligt samtykke fra begge forældre, skal sagen forelægges for Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret. Hvis det angives, at kun den ene af forældrene har forældremyndighed, må vedkommende dokumentere det. Kopi af dokumentationen vedlægges sagen. Det bemærkes, at en mor, der har forældremyndigheden ex lege, (dvs. mødre til børn født uden for ægteskab) normalt ikke har mulighed for at fremlægge egentlig dokumentation herfor, men hun må på passende vis godtgøre, at det er tilfældet. Oplysning herom vedlægges sagen.

I alle tilfælde, hvor der kan være tvivl om spørgsmålet om forældremyndighed, forelægges sagen for Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret.

4.5.3.2. Optagelse af børn i nærtstående personers pas

Børn under 15 år, som er danske statsborgere, kan optages i deres forældres, plejeforældres eller andre dem nærtstående personers danske pas. I så fald udfyldes rubrikkerne herom i den pågældende persons ansøgningsskema(er).

Hvis et barn ønskes optaget i den ene af forældrenes pas, og den anden er medindehaver af forældremyndigheden, kræves dennes samtykke efter samme regler som ovenfor. Ønskes barnet optaget i en anden nærtstående persons pas, kræves på tilsvarende måde samtykke fra forældremyndighedens indehaver(e). Nærtstående omfatter, udover forældre og plejeforældre, bedsteforældre, samlevende med forældremyndighedens indehavere samt personer i øvrigt, hvis tilknytning til barnet ganske må ligestilles hermed.

Som dokumentation skal forevises barnets originale dåbs-, navne- eller fødselsattest samt personnummerbevis eller andet legitimationspapir, der er udstedt af en offentlig dansk myndighed, og hvoraf barnets personnummer tydeligt fremgår. Hvis barnet er født i udlandet og ikke er i besiddelse af dokumenter udstedt af dansk myndighed, accepteres dog dåbs-, navne- eller fødselsattest udstedt af udenlandsk myndighed. Har barnet siden fødslen ændret navn, bør navneændringen dokumenteres. Dansk personnummer tildeles først efter tilmelding til et dansk folkeregister ved flytning til Danmark, jf. afsnit 4.5.1.

Der indsættes ikke fotografi eller signalement af barnet i passet. Indskrivning af barnet foretages på side 2 i de fortrykte rubrikker med angivelse af efternavn, fornavne, fødselsdato, personnummer og køn. Skal der indføres flere børn, end der er plads til på passets side 2, foretages en henvisning (»Se side ....«) til den første ledige side i passet, hvor øvrige børn indføres efter samme retningslinjer.

Skal der optages børn i et allerede udstedt pas, foretages dette af repræsentationen. Optagelsen sker på side 2 med angivelse af efternavn, fornavne, fødselsdato og personnummer. Indførelsen skal ske med tydelig håndskrift og sort farve. Der er udsendt et særligt stempel til brug ved indførsel af børn uden for de fortrykte rubrikker. Stemplet anvendes også til optagelse af børn i provisoriske pas. Efter indførelsen anbringer repræsentationen umiddelbart nedenunder sit stempel sammen med en underskrift, navnestempel og datoen for indførelsen.

Der er ikke noget i vejen for, at et barn samtidig er optaget i flere personers pas.

4.5.4. Udlevering

De færdige pas er ikke underlagt særlige sikkerhedskrav ved forsendelse. Medmindre det færdige pas kan sendes til en adresse i Danmark, sender Rigspolitichefen det via Udenrigsministeriets Postafsendelse til repræsentationen til afhentning eller forsendelse til ansøgerens adresse i opholdslandet. Repræsentationen skal derfor normalt afkrydse feltet »Passet sendes til nedenstående adresse« og udfylde adresserubrikken med repræsentationens adresse. Kun hvis ansøgeren ønsker passet sendt til en adresse i Danmark, skrives ansøgerens navn og adresse i adresserubrikken. Hvis pasansøgeren er forhindret i at afhente passet personligt, kan det, når repræsentationen finder det forsvarligt, udleveres til en tredie person eller sendes i anbefalet brev, hvis det gamle pas eller et provisorisk pas allerede er afleveret til repræsentationen.

Såfremt ansøgeren ved ansøgningens indgivelse har fået forlænget gyldighedstiden for et pas eller fået udstedt et provisorisk pas, skal passet sendes til repræsentationen med henblik på udlevering eller - såfremt ansøgeren har fast bopæl i Danmark - den lokale politistation (hvis adresse da angives) med henblik på udlevering derfra, idet det tidligere pas med forlængelsespåtegning skal annulleres eller det provisoriske pas skal inddrages.

4.6. Fotografi

Der skal indleveres to vellignende nyere fotografier af ansøgeren. Det skal være holdbart og være fremstillet ved en fotografisk proces på almindeligt tyndt fotopapir og må ikke være forsynet med ældre stempler, huller eller andre beskadigelser. Kun egentlige fotografier må anvendes. Andre typer billeder, herunder såkaldte videoprint, kan således ikke anvendes, uanset om de fremstår som værende af god kvalitet. Det skyldes, at billedkvaliteten i så fald bliver for dårlig, når billedet skal skannes ind i produktionssystemet i forbindelse med fremstillingen af passet.

Fotografiet skal være 35 x 45 mm, og pasansøgerens hoved (fra toppen af håret til hagespids) skal fylde mellem 25 og 35 mm. Det skal være taget i halvprofil, dvs. således, at kroppen er drejet ca. 40 grader i forhold til kameraet, og således at begge øjne samt - afhængigt af frisuren - enten højre eller venstre øre og side af ansigtet kan ses på billedet. Kravet om halvprofil kan undtagelsesvist fraviges, hvis billedet i øvrigt er meget vellignende.

Fotografiet skal være taget uden hovedbeklædning. Fotografi med hovedbeklædning kan dog efter en konkret vurdering godkendes, hvis pasansøgeren på grund af sin religion ønsker det, og hvis ansigtets hovedtræk tydeligt fremgår af fotografiet. Dette betyder, at ansigtets hageparti, næse, kindben, øjne og øjenbryn ikke må være tildækket, og at panden skal være afdækket i et sådant omfang, at ansigtsformen fremgår.

Fotografiet påklæbes stamkortet (se nedenfor) i det markerede felt.

Hvis der er tvivl om fotografiets anvendelighed, vil det normalt være mest hensigtsmæssigt at anmode om et nyt fotografi, i stedet for at sende et uanvendeligt fotografi hjem.

4.6.1. Underskrift

Ansøgeren skal i repræsentationens påsyn udfylde underskriftsrubrikken. Underskriften skal afgives med en 0,8 mm pen med sort skrift og skal holdes inden for feltet. Kan pasansøgeren ikke udfylde underskriftsrubrikken på grund af alder eller sygdom, efterlades rubrikken blank, og der foretages afkrydsning på stamkortet af rubrikken »Ansøger er ikke i stand til at afgive underskrift«.

4.6.2. Indsendelse af ansøgningsskemaer og stamkort

Det udfyldte stamkort med påsat fotografi foldes nøjagtigt sammen, og det lægges sammen med et af de udfyldte pasansøgningsskemaer i en sikkerhedskuvert, der straks lukkes. Der skal bruges en sikkerhedskuvert for hvert stamkort. De lukkede sikkerhedskuverter skal opbevares i repræsentationens pengeskab, indtil de hjemsendes. Hvis repræsentationen ikke er i besiddelse af et pengeskab, skal de opbevares i et dokumentskab med forsvarlig låseanordning, De skal normalt opsamles til ugentlige forsendelser. En forsendelse må dog højst indeholde 25 stamkort, således at repræsentationer, der ikke benytter dip-bag eller dip-cargo, jf. nedenfor, kan afsende stamkortene, når dette antal er nået, uanset om det måtte betyde flere end en forsendelse pr. uge.

Sikkerhedskuverterne lægges i en ydre kuvert, der tilklæbes og på bagsiden stemples over kuvertens samlinger med repræsentationens stempel, der herefter overklæbes med tape.

Repræsentationer, der har ugentlig forbindelse med Udenrigsministeriet med enten dip-bag eller dip-cargo, indsender kuverterne i en samlekuvert tydeligt påført den samme tekst, der er angivet på sikkerhedskuverterne: »PASANSØGNING. MÅ KUN ÅBNES AF RIGSPOLITICHEFEN«.

Alle andre repræsentationer skal sende den ydre kuvert direkte til Rigspolitichefen, afdeling D, Pasregisteret, Landlystvej 34-40, 2650 Hvidovre efter følgende regler:

Repræsentationer i de nordiske lande : Rekommanderet brev

Repræsentationer i Europa med ekstraordinær dårlig postforbindelse og repræsentationer uden for Europa : Kurerservice dokumentforsendelse

Til brug for forsendelse med kurerservice dokumentforsendelse er der oprettet et særligt kontonummer, der alene må benyttes til forsendelse af pasansøgninger til Rigspolitichefen:

UPS: United Parcel Service kontonummer 3 W 1 3 3 1

Repræsentationerne kan ved henvendelse til den stedlige repræsentant for UPS få den fornødne vejledning samt fragtbrev til brug for forsendelse.

4.7. Arkivering af ansøgningsskemaer

Et eksemplar af ansøgningsskemaet påhæftes et foto af ansøgeren og lægges i repræsentationens arkiv i en særlig aktpakke (eller ringbind) for udstedte pas. Ansøgningsskemaet lægges i alfabetisk og ikke i kronologisk orden. En særlig pasprotokol er ikke påkrævet.

4.8. Aflevering af ældre pas

Er pasansøgeren allerede i besiddelse af et dansk pas, skal dette afleveres til repræsentationen, inden det nye pas udleveres. Det gamle pas skal straks annulleres ved gennemhulning af passets omslagssider og siderne 1-4. Passets side 1 overstemples med ordet »annulleret«. Hvis der i passet findes gyldige viseringer, og pasindehaveren sandsynliggør, at vedkommende har en væsentlig interesse i fortsat at kunne benytte viseringer i det gamle pas, annulleres det ikke. Det forsynes i stedet med en henvisning til det nye pas med anførelse af dettes nummer samt tid og sted for dets udstedelse.

Hvis pasindehaveren ikke beder om at få det gamle pas udleveret, tilintetgøres det af repræsentationen, og ansøgningsskemaet påføres en bemærkning herom.

Pas, der indleveres til repræsentationen, efter at det er udløbet, eller efter at pasindehaveren er afgået ved døden eller har mistet sin danske indfødsret, skal tilintetgøres af repræsentationen. Underretning herom sker til Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret.

Bortkomne pas, der indleveres til repræsentationen, indsendes efter en passende tid direkte til Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret.

4.9. Mangler ved passet

En pasindehaver, der dokumenterer, at passet på grund af fejl ved udstedelsen eller ved pasbogen lider af væsentlige mangler, der må tilregnes den pasudstedende myndighed, er berettiget til at få manglerne udbedret eller at få udstedt et nyt pas. Et sådant pas udstedes uden gebyr. Foretages der ombytning til et nyt pas, er pasindehaveren forpligtet til at aflevere det fejlbehæftede pas til repræsentationen samt til at indgive ny ansøgning om pas. Pasansøgerens dokumenterede udgifter til fremskaffelse af fotografi refunderes. Passet udstedes med en gyldighedstid svarende til det fejlbehæftede pas.

Bliver et pas beskadiget eller slidt i et sådant omfang, at stempler, foto eller tekst, herunder numre og datoer, ikke kan kontrolleres på stedet, eller er passet i øvrigt behæftet med væsentlige mangler, skal indehaveren anmode om at få udstedt nyt pas, inden nye rejser foretages. Passet udstedes mod sædvanligt gebyr.

Såfremt en pasansøger erklærer, at et bestilt pas ikke er modtaget fra Rigspolitiet eller repræsentationen, afkræves der den pågældende en erklæring herom. Om fornødent bør der foretages en politimæssig undersøgelse til oplysning om, hvorledes passet er bortkommet, herunder om der er sket misbrug af passet. Pasansøgeren skal indgive en ny ansøgning om pas, der udstedes uden gebyr, og pasansøgerens dokumenterede udgifter til fremskaffelse af fotografi refunderes.

4.10. Særlige regler for ekstra pas

Ekstra pas kan kun udstedes til danske statsborgere, der opholder sig i udlandet, efter tilladelse i hvert enkelt tilfælde fra Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret. Der kan kun udstedes et ekstra pas ad gangen til ansøgeren. Danske statsborgere, der er bosat i Danmark, kan ansøge om et ekstra pas hos den lokale politimester eller i København hos politidirektøren.

Tilladelse vil normalt blive givet, hvis ansøgeren kan dokumentere eller skriftligt erklærer, at vedkommendes pas er indleveret eller skal indleveres til visering i anledning af en forestående rejse, og at ansøgeren, førend passet kan tilbageleveres, skal foretage en eller flere rejser til udlandet. Det er en betingelse for udstedelse af ekstra pas, at det vil medføre betydelig ulempe eller økonomisk tab for ansøgeren, hvis udstedelse af ekstra pas nægtes. Udstedelse af ekstra pas i medfør af denne bestemmelse kan normalt ikke ske alene i anledning af turistrejser, jf. dog næste afsnit.

Under tilsvarende betingelser kan der udstedes et ekstra pas til personer, hvis pas er forsynet med viseringer eller indrejsestempler, som kan medføre nægtelse af indrejse i det land, som pasansøgeren agter at rejse til.

Ekstra pas udstedes med en gyldighedstid, der er afhængig af rejsens eller rejsernes varighed, dog ikke ud over to år. Der skal betales sædvanligt gebyr, og der skal indgives sædvanlig pasansøgning.

Ekstra pas skal afleveres til politiet eller en dansk repræsentation efter udløbet af gyldighedstiden.

4.11. Nægtelse af pas eller inddragelse af allerede udstedt pas

I henhold til paslovens § 2, stk. 1 kan politiet nægte at udstede pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas i følgende tilfælde:

  • a) når der er rejst sigtelse mod den pågældende for et strafbart forhold, som kan antages at medføre frihedsstraf, og der på grund af sagens beskaffenhed eller den sigtedes forhold er føje til at antage, at han vil unddrage sig ansvaret ved udrejse af landet eller forbliven i udlandet:
  • b) når den pågældende er idømt frihedsstraf, som ikke er afsonet, eller er pålagt bødestraf eller konfiskation, som ikke er erlagt, eller for hvilken sikkerhed ikke foreligger, og der på grund af sagens beskaffenhed eller den sigtedes forhold er føje til at antage, at han vil unddrage sig ansvaret ved udrejse af landet eller forbliven i udlandet:
  • c) når den pågældendes udrejse ville stride imod bestemmelser i lovgivningen, der har til formål at sikre en persons tilstedeværelse i Danmark, indtil han har opfyldt ham påhvilende forpligtelser over for det offentlige eller private.

Spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet bestemmelse om nægtelse af pas eller inddragelse af pas kan af den pågældende kræves indbragt for retten. Opholder vedkommende sig i udlandet, skal politiet, inden passet inddrages, søge rettens godkendelse af den trufne bestemmelse.

Anmodninger om, at der ikke udstedes nyt pas til en dansk statsborger eller om, at et allerede udstedt pas inddrages, sker sædvanligvis ved henvendelse til Udenrigsministeriet, der i en cirkulæreskrivelse underretter de udsendte repræsentationer. Repræsentationerne bør derfor føre en liste over instruktioner om nægtelse eller inddragelse af pas eller på anden måde sikre, at der ikke udstedes pas i modstrid med sådanne instruktioner. Denne kontrol har særlig betydning i forbindelse med udstedelse af provisoriske pas, idet Rigspolitichefen rutinemæssigt undersøger, om ansøgeren er eftersøgt, eller om der er truffet beslutning om nægtelse af udstedelse af pas i forbindelse med udstedelse af danske, færøske og grønlandske rejsepas. Det undersøges endvidere, om vedkommende tidligere har fået udstedt pas, som stadig er gyldige.

Hvis en repræsentation bliver bekendt med, at en pasansøger falder ind under en af de ovenfor nævnte kategorier, skal den straks underrette Rigspolitichefen, afd. D, og anmode om instruktion. Rigspolitichefen kan bemyndige repræsentationen til at udstede et provisorisk pas i de tilfælde, hvor et rejsepas ikke må udstedes.

5. Færøske rejsepas

Der indføres nye maskinlæsbare færøske rejsepas i løbet af 1997. Indtil det sker, anvendes de gamle pasbøger og ansøgningsskemaer efter de hidtidige regler, som er gengivet i det følgende.

Færøske rejsepas udstedes til danske statsborgere, der har bopæl på Færøerne, medmindre ansøgeren måtte ønske at få udfærdiget et dansk rejsepas. Vedrørende betingelserne i øvrigt henvises til afsnit 4 om danske rejsepas, idet der endvidere gælder følgende regler:

5.1. Passets udfærdigelse

Pas kan kun lyde på en enkelt person, bortset fra tilfælde hvor børn under 15 år optages i forældres eller nærtstående personers pas.

5.1.2. Pasbøger

Ved udfærdigelse af pas må kun anvendes de dertil autoriserede pasbøger, som rekvireres fra Udenrigsministeriets Papirforvaltning, og som skal opbevares i repræsentationens pengeskab. Hvis repræsentationen ikke er i besiddelse af et pengeskab, skal de opbevares i et dokumentskab med forsvarlig låseanordning. Der må under ingen omstændigheder indsættes nye blade i pasbogen eller i et allerede udstedt pas.

Pas i A-serien udstedes til personer, der er fyldt 18 år, men ikke 67 år. Til personer under 18 år eller over 67 år anvendes B-serien.

Pasbogens rubrikker skal udfyldes med tydelig håndskrift, blokbogstaver og uden rettelser. Rubrikkerne udfyldes med sort farve.

5.1.3. Navn

På første side skrives ansøgerens efternavn og alle for- og mellemnavne med kaldenavne (fornavn) understreget.

Passet udstedes lydende på ansøgerens eget efternavn. For personer, der er eller har været gift, udstedes passet dog lydende på ansøgerens giftenavn i følgende tilfælde:

En pasindehaver, der efter passets udstedelse dokumenterer på lovlig måde at have skiftet navn, er berettiget til mod sædvanligt gebyr enten at få udstedt nyt pas eller at få passet forsynet med påtegning om det nu benyttede navn. En påtegning sker ved, at repræsentationen på passets side 2 i rubrik 1 og/eller rubrik 2 overstreger hele den rubrik, hvor der sker ændring, og pasindehaverens underskrift i rubrik 10. I alle de overstregede rubrikker anføres »se side 5«. På passets side 5 anføres indholdet af den rubrik, hvori der sker ændring, med det nu benyttede navn. Ved dateret påtegning, der forsynes med repræsentationens stempel, angives på samme side grundlaget for rettelsen, for eksempel »navnet ændret ved ægteskab«.

Har navneændringen fundet sted over for vedkommende lovlige myndighed i udlandet, skal ændring dog godkendes af Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet, inden den kan indføres i passet. Navneændringen kan alene forventes godkendt, hvis vedkommende var domicileret i det pågældende land på navneændringstidspunktet. En person, der i forbindelse med indgåelse af ægteskab for udenlandsk myndighed har antaget den anden ægtefælles efternavn, kan dog i udlandet få indført navneændringen i sit pas uden forudgående godkendelse af Civilretsdirektoratet under forudsætning af, at vedkommende var domicileret i landet på vielsestidspunktet, og kan dokumentere at have antaget giftenavn.

5.1.4. Køn

Pasansøgerens køn angives i passets rubrik 5 med et F for kvinder og et M for mænd.

5.1.5. Signalement og CPR.NR

Repræsentationen skal måle pasansøgeren uden hovedbeklædning, men med fodtøj. Højden angives i cm på passets side 3 i rubrik 12.

Pasansøgerens øjenfarve skal angives på passets side 3 i rubrik 13 ved understregning både i den danske tekst og oversættelserne og kan, hvis det giver en mere rammende karakteristik, angives ved understregning af to af de anførte farver.

Pasansøgerens danske personnummer anføres i rubrikken 4a.

5.1.6. Fotografi

Efter fjernelse af det brune beskyttelseslag isættes ansøgerens fotografi omhyggeligt i passet, således at kanten følger den angivne ramme. Med repræsentationens eyelet-tang fastgøres pasbilledet til passiden med en messingring i øverste højre eller venstre hjørne. Fotografiet stemples med repræsentationens stempel, således at dette aftrykkes delvist på fotografiet, delvist uden for dette i rubrikken derunder. Repræsentationer, som måtte være i besiddelse af prægestempel, bør anvende dette.

5.1.7. Underskrift

Forinden passet udleveres, skal det på repræsentationen underskrives i rubrik 10, side 2, af ansøgeren, jf. dog nedenfor under pkt. 5.1.9. Hvis pasansøgeren på grund af alder eller sygdom ikke kan udfylde blanketten, sættes repræsentationens stempel i underskriftsrubrikken.

5.1.8. Repræsentationens underskrift og stempel

Det færdige pas underskrives i rubrik 9 af en ved repræsentationen dertil bemyndiget person, hvis underskrift gentages med navnestempel. Ved siden af underskriften anbringes repræsentationens stempel.

5.1.9. Passets udlevering

Er pasansøgeren forhindret i personligt at afhente passet, kan det, når repræsentationen finder det forsvarligt, udleveres til en tredje person eller sendes i anbefalet brev med pålæg til ansøgeren om straks ved modtagelsen at forsyne det med underskrift i passets rubrik 10, side 2.

6. Grønlandske rejsepas

Der er indført nye grønlandske rejsepas med virkning fra 1. marts 1997. De grønlandske pas er identiske med de danske rejsepas i teknisk henseende. De grønlandske pas bærer dog ikke påskriften DEN EUROPÆISKE UNION, og teksten er trykt på grønlandsk, dansk og engelsk.

Grønlandske rejsepas udstedes til danske statsborgere, der har bopæl i Grønland, medmindre ansøgeren måtte ønske at få udfærdiget et dansk rejsepas. Vedrørende betingelserne i øvrigt og proceduren for udstedelse henvises til det i afsnit 4 om danske maskinlæsbare rejsepas anførte.

7. Provisorisk pas

Der er indført nye danske provisoriske pas med virkning fra 1. marts 1997. Passene har følgende tekniske specifikationer.

Det provisoriske pas består af et enkelt papirark foldet tre gange til format 88 mm x 125 mm. Passet indeholder persondataside, 4 viseringssider og to tekstsider. Papiret er forsynet med vandmærkemotiv, bundmønster og indstøbte fibre som i nationalitetspasset.

Forsiden er overtrykt med bordeaux farve og teksten DANMARK - PROVISORISK PAS på dansk, engelsk og fransk samt det danske rigsvåben står i hvid farve.

Passet er forsynet med iklæbet fotografi af pasindehaveren og persondata er indført med håndskrift. Pasnummeret i øverste højre hjørne af persondatasiden er ligeledes anført med håndskrift.

Persondata og billede er beskyttet med en tynd klæbefolie og over billedets nederste højre hjørne er anbragt et farvevarierende guldmotiv (OVD) af det danske rigsvåben.

Ved belysning med en ultraviolet lyskilde ses en række motiver af fabeldyret i den øverste halvdel af beskyttelseslaminatet i en kraftig gul farve og den grå bundfarve på passets sider fluorescerer gult.

Vedrørende betingelserne for udstedelse af et provisorisk pas henvises til afsnit 4 om danske rejsepas, idet der i øvrigt gælder følgende regler.

Efter ansøgning kan der udstedes et provisorisk pas, når det - fx af tidsmæssige grunde - ikke vil være muligt at udstede et nyt rejsepas eller forlænge gyldigheden af et eksisterende pas.

Et provisorisk pas udfærdiges af repræsentationen på en særlig blanket og gives kun for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed, og ikke ud over et år. Et provisorisk pas skal afleveres efter benyttelsen.

Udfyldelsen af det provisoriske pas skal ske med tydelig håndskrift, blokbogstaver og sort farve. I feltet »Pasnummer« anføres det nummer, som er trykt på sidste side af det provisoriske pas.

Fotografiet sættes i passet i det forlimede felt, således at kanten følger den angivne ramme. Af hensyn til laminatets holdbarhed må der ikke isættes messingring eller hæfteklamme i fotografiet. Fotografiet må ikke stemples med repræsentationens stempel: laminatets rigsvåben rækker ind over fotografiet.

Passet underskrives af ansøgeren. Hvis pasansøgeren på grund af alder eller sygdom ikke kan udfylde blanketten, sættes en streg og repræsentationens stempel i underskriftsrubrikken.

Det færdige pas underskrives af en ved repræsentationen dertil bemyndiget person, hvis underskrift gentages med navnestempel. Ved siden af underskriften anbringes repræsentationens stempel.

Herefter lamineres siden med personoplysningerne.

Ønsker ansøgeren ikke at indgive ansøgning om et nyt rejsepas samtidig med udstedelsen af det provisoriske pas, foretages der afkrydsning på bagsiden af det provisoriske pas af rubrikken »Det provisoriske pas skal afleveres ved det første paskontrolsted, der passeres i det nordiske paskontrolområde«.

Ønsker ansøgeren at indgive ansøgning om et nyt rejsepas samtidig med udstedelsen af det provisoriske pas, foretages der afkrydsning på bagsiden af det provisoriske pas i rubrikken »Det provisoriske pas skal afleveres ved afhentningen af ordinært pas«.

Det nye rejsepas kan først udleveres, når det provisoriske pas er afleveret til repræsentationen (eller politiet i Danmark), eller det på fyldestgørende måde godtgøres, at det er bortkommet. Var pasindehaveren ved udstedelsen af det provisoriske pas allerede i besiddelse af et gyldigt pas, skal også dette pas afleveres til annullering eller makulering.

Der kan optages børn i et provisorisk pas. Vedrørende betingelserne herfor henvises til det i afsnit 4 om danske rejsepas anførte. Der er udsendt et særligt stempel til indførelse af børn i provisoriske pas.

En pasansøger, der får udstedt et provisorisk pas, bør gøres opmærksom på, at rejse på et provisorisk pas eventuelt kan give anledning til problemer i forhold til udenlandske grænsekontrolmyndigheder. Det provisoriske pas er anmeldt over for de udenlandske grænsekontrolmyndigheder på lige fod med det danske rejsepas, men det kan alligevel ikke ganske afvises, at det vil kunne give problemer ved nogle rejsemål.

Blanke provisoriske pas rekvireres fra Udenrigsministeriets Papirforvaltning. De sendes af sikkerhedsgrunde til repræsentationerne under anvendelse af samme forsendelsesmetode, som anvendes for udfyldte stamkort. Repræsentationerne skal kvittere for modtagelsen af hver enkelt forsendelse af de blanke provisoriske pas, således at Rigspolitichefen kan underrettes, hvis de forsvinder. Blanke provisoriske pas skal opbevares i repræsentationens pengeskab. Hvis repræsentationen ikke er i besiddelse af et pengeskab, skal de opbevares i et dokumentskab med forsvarlig låseanordning.

Ansøgningsskemaer indsendes til Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret på den måde, repræsentationen normalt indsender post.

8. Særlig paslegitimation for personer, som ikke er danske statsborgere

Hvis Udlændingestyrelsen anmoder om det, kan repræsentationer, som er bemyndiget til at udstede danske nationalitetspas, udfylde og udlevere særlige paslegitimationer (rejsedokument for flygtninge, fremmedpas) eller udstede laissez-passer til personer, der ikke er danske statsborgere. Udlændingestyrelsen vil i hvert enkelt tilfælde sende pasbog med instruktion om, for hvilken gyldighedsperiode passet kan udstedes. Efter bemyndigelse fra Udlændingestyrelsen kan gyldigheden af sådanne pas forlænges.

Rejsedokument for flygtning udstedes af Udlændingestyrelsen til udlændinge, der er meddelt asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 i henhold til konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling (konventionsflygtninge) eller overenskomst af 15. oktober 1946 om indførelse af rejselegitimation for flygtninge. Der indføres nye maskinlæsbare flygtningekonventionspas i løbet af 1997.

Fremmedpas udstedes af Udlændingestyrelsen til udlændinge, der er meddelt asyl i Danmark efter udlændingelovens §7, stk. 2 (de facto flygtninge). Desuden til andre udlændinge (fx familiesammenførte), der har fast bopæl i Danmark, og som ikke kan komme i besiddelse af nationalitetspas. Der indføres nye maskinlæsbare fremmedpas i løbet af 1997.

Ansøgning om udstedelse eller forlængelse af gyldigheden af disse særlige rejselegitimationer indsendes af repræsentationen direkte til Udlændingestyrelsen.

B. Visum

Reglerne for udstedelse af visum indeholdes i »Viseringsinstruks for Udenrigstjenesten«, der kun sendes til de viseringsberettigede repræsentationer.

I Udenrigsministeriets kalender er anført: »vis.« ved alle repræsentationer, der har bemyndigelse til at udstede visum.

C. Flygtningesager

Indledning og oversigt

I visse udlændingesager (flygtningesager) indgår der ofte oplysninger, som, hvis de kommer myndighederne i hjemlandet eller andre til kundskab, vil kunne afsløre udlændingens identitet og medføre, at udlændingens og dennes nærtståendes sikkerhed kompromitteres.

I afsnit 1 gennemgås de krav, der derfor generelt stilles til den udsendte repræsentations sagsbehandling i sager, hvori der indgår beskyttelsesbehov, herunder også beskyttelse af lokale kilders identitet:

Beskyttelse af oplysninger ........................... afsnit 1.1

Beskyttelse af kilder ................................ afsnit 1.2

Flygtningesager er sager vedrørende udlændinge, der enten har ansøgt om eller har opnået asyl i Danmark, og andre sager vedrørende udlændinge, hvor der kan optræde beskyttelsesbehov svarende til, hvad der gælder i asylsagerne. De oftest forekommende sagstyper gennemgås som følger:

Asylsager ............................................ afsnit 2

Udsendelsessager ..................................... afsnit 3

Kvoteflygtninge ...................................... afsnit 4

Familiesammenføring .................................. afsnit 5

Andre sagstyper ...................................... afsnit 6

Herefter følger afsnit 7 og 8 om de udsendte repræsentationers anvendelse af lokale kilder og endelig afsnit 9 om repræsentationernes indberetningsvirksomhed på flygtningeområdet: Udvælgelse af kilder .................................. afsnit 7.1

Udvælgelseskriterier .................................. afsnit 7.2

Udvælgelsesprocessen .................................. afsnit 7.3

Kontrol med kilder .................................... afsnit 7.4

Repræsentationens udgifter ............................ afsnit 8

Repræsentationens indberetningsvirksomhed på

flygtningeområdet ..................................... afsnit 9

1. Krav til repræsentationerne i sager med beskyttelsesbehov

1.1. Beskyttelse af oplysninger, der kan tjene til at afsløre den pågældende udlændings identitet over for hjemlandets myndigheder mfl.

  • i) Udgangspunktet i alle sager med beskyttelsesbehov er, at oplysninger, der vil kunne afsløre udlændingens identitet, ikke må tilgå opholdslandets myndigheder eller uvedkommende tredjemand, herunder organisationer, grupper eller personer (herefter forkortet til »myndigheder mfl.«), der angives at forfølge den pågældende.

Oplysninger, der kan tjene til at afsløre den pågældendes identitet over for myndighederne mv., kan udover navn og adresse fx være et journalnummer på et dokument, oplysning om mødetidspunkt hos en navngiven myndighed, dato på en tilsigelse eller datering af en truffen myndighedsafgørelse.

Henvendelse fra repræsentationens medarbejdere til opholdslandets myndigheder mfl. er derfor udelukket, medmindre der foreligger en udtrykkelig anmodning om eller tilladelse til det fra Udenrigsministeriet eller den rekvirerende myndighed.

Ved tvivl om, hvorvidt repræsentationen i en konkret sag må rette henvendelse til opholdslandets myndigheder, skal repræsentationen indhente fornyet instruktion fra Udenrigsministeriet eller fra den rekvirerende myndighed.

Det vil ofte som led i den konkrete sagsbehandling være nødvendigt for repræsentationen at konsultere juridiske og/eller andre uofficielle eller utraditionelle lokale kilder.

Det er en følge af konsekvenserne af det nævnte beskyttelsesbehov og af, at repræsentationens medarbejdere sjældent vil kunne foretage undersøgelser på egen hånd uden risiko for at henlede myndighedernes opmærksomhed på sagen.

Oplysninger, der kan tjene til at afsløre udlændingens identitet, må kun videregives til den/de lokale kilder, som repræsentationen benytter i forbindelse med behandlingen af flygtningesager, hvis det af den konkrete anmodning fremgår, at oplysninger om udlændingens identitet i fortrolighed kan videregives til en lokal kilde, og hvis repræsentationen i øvrigt i den konkrete sag skønner det forsvarligt og nødvendigt for sagens ekspedition.

Den lokale kilde må ikke rette henvendelse til de stedlige myndigheder mfl., medmindre henvendelsen kan ske på en måde, der udelukker videregivelse af oplysninger, der kan tjene til at afsløre den pågældende udlændings identitet.

Er det muligt for den lokale kilde at rette henvendelse til de stedlige myndigheder mfl. på en måde, der udelukker videregivelse af oplysninger af den nævnte art, er det vigtigt, at repræsentationen på forhånd er bekendt med denne mulighed. Kilden/repræsentationen skal i sit svar redegøre for, hvorfor og hvordan henvendelse i så fald har kunnet ske uden brud på tavshedspligten. Fx hvis kilden har direkte og personlig adgang til officielle registre.

Om udvælgelse og kontrol med lokale kilder henvises til afsnit 7.

  • ii) Hvis repræsentationen i forbindelse med ekspedition af en flygtningesag skønner, at det vil være forsvarligt og formålstjenligt at inddrage en ikke-udsendt repræsentation i sagsbehandlingen, skal repræsentationen være opmærksom på, at de nævnte krav også gælder for, og bør indskærpes over for, ikke-udsendte repræsentationer. Repræsentationen skal derudover være opmærksom på, at ikke-udsendt personale, fx honorære konsuler, ikke nyder den samme beskyttelse som udsendte repræsentationer. De har derfor ikke samme mulighed for at beskytte fortrolige oplysninger om den/de berørte udlændinge over for opholdslandets myndigheder.
  • iii) Repræsentationer med side-akkreditering bør være særligt opmærksomme på disse krav ved ekspedition af flygtningesager i side-akkrediteringslande.

1.2. Beskyttelse af kilders identitet

  • i) Ved enhver henvendelse til lokale kilder må opmærksomheden være henvendt på mulige sikkerhedsrisici for den udlænding, sagen vedrører, men også på mulige sikkerhedsrisici for kilden.

Afsløring af en lokal kildes identitet kan medføre, at kilden udsættes for repressalier fra opholdslandets myndigheder, idet kildens bistand til Danmark af myndighederne efter omstændighederne vil kunne opfattes som et forsøg på at modarbejde statens interesser. Kendskab til kildens identitet vil også kunne føre til, at asylansøgere eller andre søger at påvirke kildens udtalelse i en konkret sag. Skuffede asylansøgere mfl. vil også efterfølgende kunne udsætte kilden for repressalier, hvis dennes udtalelse opfattes at have bidraget til det negative resultat.

Beskyttelsesbehovet omfatter ikke kun oplysninger, der direkte angår kildens identitet. Videregivelse af en kildes udtalelse vil kunne prisgive detaljer om den fremgangsmåde, som kilden benytter ved indhentelse af oplysninger, og dermed vanskeliggøre kildens fremtidige arbejdsmuligheder.

Derfor vil det normalt altid være nødvendigt at beskytte både identiteten af de lokale kilder, der benyttes af repræsentationerne, og disses udtalelser.

Af hensyn til beskyttelse af kilden skal enhver henvendelse til kilden derfor ske på en sådan måde, at opholdslandets myndigheders opmærksomhed ikke henledes på kilden.

  • ii) Repræsentationen skal også være opmærksom på, at alt materiale, der tilgår udlændingemyndighederne og indgår i deres konkrete sagsbehandling - herunder spørgsmål til udenrigstjenesten og dens svar - videregives til den pågældende udlænding og dennes advokat, og dermed reelt er offentligt tilgængeligt. Dette medfører, at identiteten på repræsentationernes lokale kilder heller ikke kan afsløres over for udlændingemyndighederne mv. Alle repræsentationens svar på henvendelser, som repræsentationerne måtte modtage direkte fra udlændingemyndighederne mv. i disse sagstyper, skal derfor indsendes til Udenrigsministeriet til videre foranstaltning sammen med en kopi af den indgående høring.
  • iii) Repræsentationen skal endelig være opmærksom på, at man risikerer at afsløre sine kilder ved på anmodning fra andre myndigheder eller ved henvendelser fra danske advokater, medier, virksomheder eller enkeltpersoner i andre typer af sager at røbe de kilder, repræsentationen benytter i flygtningesager.

2. Asylsager

2.1. Lovgrundlaget for asylansøgninger

  • i) Grundlaget for repræsentationernes behandling af asylansøgninger er udlændingeloven (loven findes som bilag til Viseringsinstruksen). De centrale bestemmelser i udlændingeloven for så vidt angår spørgsmålet om asyl er § 7, stk. 1 og 2, der lyder som følger:
  • (1) »Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flytningekonventionen af 28. juli 1951.«
  • (2) »Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit hjemland.«

Afgørende for om en udlænding er omfattet af stk. 1 er således, om udlændingen falder ind under definitionen i flygtningekonventionen fra 1951. Kernen i denne del af udlændingelovens flygtningebegreb er derfor identisk med flygtningedefinitionen i konventionens art. 1 A:

... any person who ... owing to a wellfounded fear of being persecuted for reasons of race, religion, nationality, membership of a particular social group or political opinion, is outside the country of his nationality and is unable or, owing to such fear, is unwilling to avail himself of the protection of that country: or who, not having a nationality and being outside the country of his habitual residence as a result of such events, is unable or, owing to such fear, is unwilling to return to it.

Særligt om begrebet forfølgelse bemærkes, at dette ikke er præcist defineret i konventionen. En trussel på liv eller frihed på grund af race, religion, mv., antages imidlertid at indebære forfølgelse. Visse andre alvorlige brud på menneskerettighederne antages også at være omfattet. Diskrimination antages derimod normalt ikke i sig selv at være forfølgelse, men der kan forekomme situationer, hvor diskriminerende foranstaltninger har ført til konsekvenser af virkelig skadelig karakter på afgørende livsområder.

Stk. 2 omfatter det såkaldte de facto-flygtningebegreb, der finder anvendelse på personer, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen, men som alligevel findes at have behov for beskyttelse. Dette kan fx skyldes, at den forfølgelse, der påberåbes, er begrundet i andre forhold end dem, der er nævnt i konventionen. Det kan også skyldes, at der ikke er tale om frygt for forfølgelse, men for en efter dansk retstradition ganske urimelig sanktion, som efter vedkommende lands lovgivning i den givne situation ville ramme enhver borger, der måtte have forset sig på samme måde. Der kan også være tale om, at den pågældende frygter at blive inddraget i aktiv krigstjeneste.

  • ii) Udlændingeloven har som udgangspunkt, at udlændinge, der opholder sig i Danmark , kan søge om og opnå asyl i Danmark, jf. lovens § 7, stk. 1 - 3. Opholder udlændingen sig i et tredjeland kan vedkommende kun indgive en asylansøgning, hvis der foreligger en særlig tilknytning til Danmark, der medfører, at Danmark må anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse, jf. lovens § 7, stk. 4 (»ambassadeansøgninger«). Foreligger der ikke en sådan tilknytning til Danmark, må asylansøgningen rettes til opholdslandet, eller den pågældende må søge UNHCR's beskyttelse på stedet. Hvis flygtningen anbefales af UNHCR, kan Danmark dog tage imod vedkommende som såkaldt kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8 og nedenfor under afsnit 4.

En asylansøger vil i henhold til udlændingelovens § 48, stk. 2 kunne afvises ved grænsen, hvis fornødent pas og visum ikke er til stede. En afvisning vil dog aldrig kunne ske, hvis den pågældende herved udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse som nævnt i flygtningedefinitionen, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land. Afvisning kan derfor kun finde sted, hvor indrejse sker fra et land, hvor asylansøgeren befinder sig i en faktisk tryghedssituation (»et sikkert tredjeland«). De asylansøgere, der nægtes tilladelse til at indrejse, bliver i forbindelse med afvisningen vejledt om de danske asylregler, herunder om muligheden for at indgive asylansøgning gennem en dansk repræsentation i det land, hvortil de afvises eller udsendes. Afvisningen ved den danske grænse er i disse tilfælde tilstrækkelig »tilknytning til Danmark« til, at repræsentationen skal modtage og indsende en asylansøgning fra den pågældende, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, og § 46b, jf. i øvrigt nedenfor under 2.2.

2.2. Asylansøgninger, der indgives til repræsentationen

En udlænding kan søge om asyl i Danmark på en dansk repræsentation i udlandet (»ambassadeansøgninger«). Dette gælder dog - jf. flygtningedefinitionen - ikke, hvis pågældende udlænding er statsborger i repræsentationens opholdsland eller statsløs med fast bopæl i repræsentationens opholdsland (som ikke er anerkendt som flygtninge). Ansøgninger fra sådanne personer bør umiddelbart afvises.

Når tredjelands-statsborgere, herunder anerkendte flygtninge med fast bopæl i opholdslandet, henvender sig til repræsentationen for at søge om asyl i Danmark, bør asylansøgeren informeres om, at der i praksis kun er mulighed for at opnå asyl i Danmark, hvis den pågældende opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Han eller hun skal herudover have en særlig tilknytning til Danmark, især i form af tidligere, længerevarende, lovligt ophold i Danmark eller nær familiemæssig tilknytning til personer med lovligt ophold i Danmark, således at Danmark må anses for nærmest til at yde beskyttelse, jf. § 7 stk. 4.

De udsendte repræsentationer er udstyret med specifik hjemmel til at afvise at modtage asylansøgninger, der ikke opfylder de krav, der stilles til ansøgerens personlige tilknytning til Danmark. Udlændingelovens § 46 b, stk. 1 og 2 lyder:

  • (1) »Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4 behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens tilknytning til Danmark.«
  • (2) »Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1 (ansøgningen skal indeholde oplysninger om ansøgerens tilknytning til Danmark) og kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

Følgende kan nævnes som hjælp til en bedre forståelse af udtrykket »ansøgerens tilknytning til Danmark«:

Hvis ansøgeren udtrykkelig har angivet ikke at have nogen tilknytning til Danmark, eller ikke givet oplysning om det, eller han har angivet en tilknytning af helt ideel karakter fx en almindelig interesse i at komme til at bo i det danske samfund eller modtage uddannelse her, er repræsentationen berettiget til at afvise og bør afvise at modtage ansøgningen. Det samme gælder, hvor den pågældende har angivet en tilknytning, der forekommer åbenbart urigtig, fx i tilfælde, hvor et meget stort antal ansøgere angiver den samme danske person, virksomhed eller lignende som reference. Andre typiske eksempler er, at asylansøgere angiver fx et turistmål i Danmark eller en dansk virksomhed, hvis navn og adresse kan være fundet på en vare i opholdslandet.

Opmærksomheden henledes på den særlige situation, hvor en asylsøger, der er blevet afvist ved den danske grænse og tilbagesendt til et »sikkert land«, påny ansøger om asyl, jf. ovenfor under afsnit 2.1. Afvisningen ved grænsen er i disse tilfælde tilstrækkelig »tilknytning til Danmark« til, at repræsentationen skal modtage og indsende ansøgningen, jf. lovens § 46 b.

Den personkreds, der kan ansøge om asyl på en dansk repræsentation efter reglerne i lovens § 46 b, er langt videre end den personkreds, der kan få opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 4. Det er alene udlændingemyndighederne, der afgør, om kriterierne i lovens § 7, herunder hvad der er »længerevarende ophold« eller »nære slægtninge«, er opfyldt. Repræsentationen skal i tilfælde af berettiget tvivl om den pågældendes (personlige) »tilknytning til Danmark« modtage ansøgningen.

Asylansøgere, der ikke kan oplyse nogen personlig tilknytning til Danmark, og som fastholder at have et beskyttelsesbehov i overensstemmelse med flygtningekonventionen, kan af repræsentationen rådes til at søge om UNHCR's beskyttelse på nærmeste UNHCR-kontor.

Med hensyn til den videre ekspedition af asylansøgninger henvises til Viseringsinstruksen, kapitel 5. Det bemærkes, at en ansøger samtidigt kan ansøge om asyl og om familiesammenføring. Dette skal i så fald fremgå tydeligt af ansøgningen, og kravene til bilag skal være opfyldt for begge ansøgninger.

2.3. Krav fra ansøgerside om hurtig behandling, herunder »ambassadebesættelser«

Der har været tilfælde, hvor asylansøgere har været stærkt insisterende i deres ønske om, at de danske udlændingemyndigheder modtager og/eller meget hurtigt tager stilling til deres asylansøgning. Under hævdelse af at stå under de danske myndigheders beskyttelse har de undladt eller truet med ikke at ville forlade repræsentationen, før der forelå en (positiv) afgørelse på ansøgningen.

Hvis sådanne situationer opstår, kan repræsentationen informere ansøgeren om, at de danske udlændingemyndigheder tager stilling til ansøgningerne i den rækkefølge, de indgår og så hurtigt som muligt, at ansøgerne efter ansøgningens indgivelse ikke står under de danske myndigheders beskyttelse, idet repræsentationernes område ikke ifølge folkeretten anses for dansk territorium, samt at en tilladelse til at opholde sig på repræsentationens område, mens ansøgningen behandles, ikke vil blive givet (medmindre den pågældende befinder sig i overhængende fare, jf. nedenfor).

Hvis en ansøger, efter enten at være blevet afvist eller efter at have indgivet en ansøgning, nægter at følge en opfordring om at forlade repræsentationen, må eventuel assistance fra opholdslandets myndigheder ikke tilkaldes uden forudgående instruktion fra Udenrigsministeriet. Sagen bør omgående forelægges ministeriet med angivelse af, om den eller de pågældende ansøgere skønnes at være forfulgt af opholdslandets myndigheder på en sådan måde, at de må anses for at befinde sig i overhængende fare.

Repræsentationerne bør i alle tilfælde, hvor en asylansøger befinder sig i overhængende fare, telegrafisk underrette Udenrigsministeriet og indhente instruktion, jf. afsnit 5.2.4. i Viseringsinstruksen.

De almindelige regler for nødværge, fx i situationer, der har karakter af terroraktioner, kan dog begrunde fravigelse af reglen om indhentelse af ministeriets instruktion, før der tilkaldes bistand fra opholdslandets myndigheder med henblik på fjernelse evt. ved magt.

2.4. Indhentelse eller verificering af oplysninger til brug for udlændingemyndighedernes behandling af asylansøgninger

  • i) I en række asylsager søger Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet samt Rigspolitiet med udenrigstjenestens bistand at få visse aspekter af en asylsag nærmere belyst eller verificeret.

Udlændingemyndighederne kan således have behov for generelle baggrundsoplysninger enten som led i en generel undersøgelse eller i forbindelse med en konkret sag. Endvidere kan udlændingemyndighederne have behov for at få ægthedsvurderet dokumenter, der er fremlagt af asylansøgere til støtte for deres ansøgning. Udlændingemyndighederne kan også, uanset at der ikke foreligger et dokument, have behov for at få verificeret faktiske oplysninger om eller fremlagt af asylansøgere.

Når repræsentationen fra Udenrigsministeriet modtager en anmodning om en udtalelse, er der allerede foretaget et skøn over, om Udenrigsministeriet anser det for muligt for repræsentationen at bidrage med et substantielt svar eller en ajourføring af tidligere oplysninger inden for en rimelig tidsfrist. Er repræsentationen uenig i dette skøn over dens muligheder, bør repræsentationen snarest belejligt indsende en begrundet indstilling.

  • ii) Der lægges afgørende vægt på, at sagsbehandlingstiderne for asylansøgere, der opholder sig i Danmark, nedbringes mest muligt. Det er derfor vigtigt, at repræsentationerne giver alle anmodninger om udtalelser i asylsager fra Udenrigsministeriet høj prioritet. Hvis repræsentationen ikke forventer, at anmodningen vil kunne besvares i løbet af to til tre måneder, skal repræsentationen umiddelbart indberette det, med oplysning om, hvornår et svar kan forventes.
  • iii) Typiske høringer og retningslinjer for repræsentationens besvarelse af høringer:
      
    
     Politiets indledende asylsagsbehandling .............  afsnit 2.4.1.  
    
     Ægthedsvurdering af dokumenter ......................  afsnit 2.4.2.  
    
     Verifikation af faktiske oplysninger ................  afsnit 2.4.3.  
    
     Indhentelse af generelle  
    
     baggrundsoplysninger ................................  afsnit 2.4.4.  
    
     Repræsentationernes  
    
     besvarelse af høringer ..............................  afsnit 2.4.5.  
    
    

2.4.1. Politiets indledende asylsagsbehandling

  • i) Når en udlænding anmoder om asyl i Danmark, iværksætter politiet en undersøgelse af den pågældendes identitet og rejserute. Undersøgelsen tager dels sigte på at tilvejebringe grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 48, stk. 2, hvorefter der kan ske afvisning til »et sikkert land«, dels på Udlændingestyrelsens eventuelle efterfølgende behandling af asylansøgningen. Det kan i forbindelse med sådanne undersøgelser være nødvendigt at rette henvendelse til og eventuelt videregive dokumenter til udenlandske myndigheder i fx transitlande eller midlertidige opholdslande.
  • ii) Det understreges, at udgangspunktet i sager af denne karakter - der ofte sendes direkte til repræsentationerne, dvs. udenom det filter, som Udenrigsministeriet repræsenterer - er, at der ikke må rettes henvendelse til myndighederne i det af ansøgeren angivne hjemland eller i det land, hvor ansøgeren oplyser at være forfulgt, jf. afsnit 1.1. Det må kun ske, hvis der foreligger en udtrykkelig anmodning om det eller tilladelse hertil fra Udenrigsministeriet eller politiet.

Ved tvivl om, hvorvidt der i den konkrete sag må rettes henvendelse til opholdslandets myndigheder, skal repræsentationen indhente instruktion fra politiet eller Udenrigsministeriet.

  • iii) Repræsentationernes opmærksomhed henledes på risikoen for at forveksle anmodninger om indhentelse af oplysninger til brug for forberedelsen af asylsagsbehandlingen med anmodninger om oplysninger til brug for gennemførelse af udsendelse af udlændinge, der har fået afslag på deres asylansøgning.

2.4.2. Ægthedsvurdering af dokumenter

  • i) Efter at have modtaget en anmodning om ægthedsvurdering vurderer repræsentationen, om den har mulighed for at udtale sig om dokumentet på baggrund af forhåndskendskab til denne type af dokumenter eller i øvrigt har mulighed for på egen hånd at foretage ægthedsvurderingen.

Repræsentationens medarbejdere vil normalt ikke have det fornødne detailkendskab til opholdslandets dokumenter, som gør det muligt at foretage ægthedsvurderinger uden brug af lokale kilder. Foretager en dansk ambassademedarbejder på egen hånd undersøgelser i lokale arkiver eller på lokale myndighedskontorer mv., kan dette endvidere påkalde sig unødig og større opmærksomhed, end hvis undersøgelsen udføres af fx en lokal advokat. Det vil derfor i de fleste tilfælde være nødvendigt, at en lokal kilde anmodes om at gennemføre ægthedsvurderingen.

  • ii) Inden repræsentationen gennemfører egne undersøgelser eller lader sådanne undersøgelser foretage af en lokal kilde, skal repræsentationen tage stilling til, om undersøgelserne vil kunne foretages på betryggende vis. Hverken repræsentationens egne medarbejdere eller den lokale kilde må i forbindelse med en ægthedsvurdering videregive eller forevise dokumentet til de stedlige myndigheder, medmindre der foreligger udtrykkelig anmodning herom eller tilladelse hertil fra Udenrigsministeriet eller den rekvirerende myndighed. Dette gælder også tilfælde, hvor dokumentet er anonymiseret.

Hvis ægthedsvurderingen ikke med sikkerhed vil kunne foretages på forsvarlig måde, skal repræsentationen undlade at foretage den og returnere sagen til Udenrigsministeriet med en redegørelse for, hvorfor ægthedsvurderingen ikke har kunnet foretages. Repræsentationen kan samtidigt anmode om fornyet instruktion. Det vil til enhver tid være at foretrække at undlade at gennemføre en ægthedsvurdering fremfor at løbe en risiko for afsløring af asylansøgerens identitet.

Oplysninger, der kan tjene til at afsløre asylansøgerens identitet, må kun videregives til den lokale kilde, hvis det må anses for nødvendigt af hensyn til gennemførelse af en fyldestgørende og kvalificeret ægthedsvurdering.

Hvis repræsentationen vurderer, at det er unødvendigt, at den lokale kilde får adgang til alle sagens oplysninger, bør dokumentet anonymiseres (dvs. at oplysninger, der på nogen måde kan tjene til at afsløre udlændingens identitet, fjernes). Hvis anonymisering af dokumentet kræver særlige forudsætninger - fx tolkebistand eller et detaljeret kendskab til sagen - bør repræsentationen indsende dokumentet til Udenrigsministeriet, der så kan anmode den rekvirerende myndighed om at foretage anonymiseringen. Repræsentationen bør i de konkrete sager udtrykkeligt instruere kilden om, at der ikke må videregives oplysninger, der kan afsløre asylansøgerens identitet, til opholdslandets myndigheder eller uvedkommende tredjemand.

Repræsentationen skal endvidere instruere sine kilder om, at alle ægthedsvurderinger skal være begrundede. Det kan eksempelvis ske med henvisning til, at papirtypen svarer til/afviger fra den gængse, at der er/ikke er anvendt rigtig formular, at brevhovedet stemmer overens med/ikke svarer til afsender, at journal- eller løbenummer stemmer med sagsindholdet/refererer til en anden sag, at paragrafhenvisninger stemmer med/ikke er relevante for sagen, at sproget er/ikke er holdt i de rette vendinger for dokumenttypen, at de rette myndighedsstempler er/ikke er anvendt, at underskriften stemmer med/ikke stemmer med den underskriftbemyndigede embedsmand på tidspunktet mv.

Hvis kilden i forbindelse med sine undersøgelser har konsulteret et offentligt eller et for advokater tilgængeligt officielt register i forbindelse med ægthedsvurderingen, bør det oplyses, hvordan undersøgelsen har kunnet foretages uden afsløring af asylsøgerens identitet.

  • iii) I tilfælde, hvor repræsentationen anser en ægthedsvurdering for mangelfuld, bør repræsentationen få gennemført en ny ægthedsvurdering eventuelt hos en anden udvalgt kilde. Begge resultater bør i så fald indberettes til Udenrigsministeriet.

Om beskyttelse af lokale kilder henvises til afsnit 1.2. Om besvarelse af anmodninger om ægthedsvurderinger henvises til afsnit 2.4.5. Opmærksomheden henledes i øvrigt på »Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende ægthedsvurderinger i udlændingesager« fra juni 1996, der er sendt til alle udsendte repræsentationer, som bilag til skrivelse AA 5713 af 21. juni 1996.

2.4.3. Verifikation af faktiske oplysninger

Eksempler på faktiske oplysninger, der ønskes verificeret, kan være oplysning om, hvorvidt en asylansøger faktisk har været til stede ved, deltaget i eller er blevet tilbageholdt i forbindelse med en given demonstration, har været tilsagt til et retsmøde eller boet på en given adresse.

Repræsentationen skal vurdere, om undersøgelserne vil kunne gennemføres uden risiko for afsløring af den pågældende asylsøgers identitet, jf. afsnit 1.1., inden den gennemfører egne undersøgelser eller lader en lokal kilde gennemføre undersøgelser af konkrete, faktiske oplysninger om eller afgivet af en asylansøger.

Repræsentationen skal undlade at iværksætte eller lade undersøgelser iværksætte, hvis undersøgelserne ikke med sikkerhed vil kunne gennemføres på forsvarlig måde. Repræsentationen skal i givet fald indberette det med anmodning om fornyet instruktion.

Repræsentationen bør - ligesom ved ægthedsvurderinger - i de konkrete sager instruere kilden om, at der ikke må videregives oplysninger, der kan afsløre asylansøgerens identitet, til opholdlandets myndigheder eller uvedkommende tredjemand.

Om beskyttelse af lokale kilder henvises til afsnit 1.2. Om besvarelse af anmodninger om verifikation af faktiske oplysninger henvises til afsnit 2.4.5.

2.4.4. Indhentelse af generelle baggrundsoplysninger

Repræsentationen kan blive anmodet om generelle baggrundsoplysninger. Modtager repræsentationen i den forbindelse oplysninger, der vedrører den konkrete asylsag, der har givet anledning til høringen, og som kan afsløre asylansøgerens identitet, bør repræsentationen søge at besvare anmodningen uden at gøre brug af disse oplysninger. Hvis repræsentationen vurderer, at de er nødvendige for at indhente de ønskede baggrundsoplysninger, skal de anførte retningslinjer under afsnit 1 for sager med beskyttelsesbehov iagttages.

Som led i sagsbehandlingen af anmodninger om generelle baggrundsoplysninger om forhold i opholdslandet bør repræsentationen søge at inddrage et bredt udsnit af kilder. Hvis kilderne er helt eller delvist uenige, bør dette anføres i repræsentationens indberetning.

Det skal fremhæves, at juridiske kilder kun bør forelægges de spørgsmål, som de må anses for at være bedst egnede til at belyse. Generelle spørgsmål - fx om organisationers status, struktur og ledelse, konkrete begivenheder, politiske forhold - kan formentligt bedre end af advokater belyses af andre landes repræsentationer, journalister, politiske og humanitære organisationer mv.

Udlændingemyndighederne har et stort informationsmateriale. Tilsyneladende mangelfulde spørgsmål kan derfor skyldes, at udlændingemyndighederne allerede kender dele af svaret. Hvis udlændingemyndighederne stiller spørgsmål, som de »burde« kende svaret på, er forklaringen som regel, at de ønsker oplysningerne bekræftet.

Da udenrigstjenestens svar på høringer fra udlændingemyndighederne indgår i deres konkrete sagsbehandling og videregives til asylansøgeren og dennes advokat og dermed reelt er offentligt tilgængelige, vil Udenrigsministeriet normalt »sløre« kilderne, jf. afsnit 2.4.5. Repræsentationen anmodes derfor om at anføre, om en kilde vil kunne citeres ved navn/organisation mv.

2.4.5. Repræsentationernes besvarelse af høringer

  • i) Repræsentationernes besvarelse af høringer skal ske i form af indberetning eller rammefortrolig telex. Telefax kan benyttes, men bør ikke benyttes i sager med beskyttelsesbehov, medmindre oplysninger, der kan tjene til at afsløre den pågældende udlændings identitet, fjernes.
  • ii) Repræsentationen skal i sit svar forholde sig direkte og faktuelt til de stillede spørgsmål. Hvis repræsentationen har eller får supplerende faktuelle kommentarer eller oplysninger til det fremsendte materiale, er sådanne oplysninger velkomne, men de vil sjældent kunne erstatte svar på de stillede spørgsmål.

Når resultatet af den/de lokale kilders undersøgelser foreligger, skal repræsentationen påse, at udtalelsen er så fyldestgørende som muligt med en nuanceret begrundelse for kildens eventuelle vurderinger. En kildes udtalelse indsendes til Udenrigsministeriet sammen med repræsentationens eventuelle egne bemærkninger.

  • iii) Som nævnt i afsnit 1.2. vil det normalt altid være nødvendigt at beskytte identiteten mv. på de lokale kilder, der benyttes ved ægthedsvurderinger og undersøgelser af lignende art. Af den grund anmoder Udenrigsministeriet om, at alle svar fra repræsentationerne på anmodninger om oplysninger i sager med beskyttelsesbehov, som repræsentationerne måtte have modtaget direkte fra udlændingemyndighederne eller andre, indsendes til Udenrigsministeriet til videre foranstaltning sammen med en kopi af den indgåede høring.
  • iv) I det notat, som Udenrigsministeriet udarbejder til udlændingemyndighederne, sløres navnene på repræsentationernes lokale kilder med betegnelser som »andre vestlige repræsentationer«, »en lokal juridisk kilde«, »lokale journalister« mv. I det omfang, der ikke er noget fortrolighedshensyn at tage til en lokal kilde (kilden kan fx være det lokale UNHCR-kontor eller en anden international organisation) slører Udenrigsministeriet ikke kilden, medmindre det af repræsentationens indberetning fremgår, at kilden ikke ønsker sin identitet afsløret.
  • v) Udenrigsministeriet trækker normalt på flere kilder ved udarbejdelse af sit notat til udlændingemyndighederne, åbne som lukkede, herunder særligt UNHCR's udtalelser, rapporter fra FN53s Menneskerettighedskommission, det amerikanske State Departments »Country Reports« og Amnesty Internationals oplysningsmateriale.

2.5. Forkyndelse af afgørelser i asylsager mv.

Om ekspedition af udlændingemyndighedernes afgørelser på asylansøgninger indgivet gennem repræsentationen henvises til Viseringsinstruksen kapitel 5, afsnit 5.3 og 5.4.

3. Udsendelses- og udvisningssager

  • i) I henhold til udlændingelovens § 30, stk. 1 er en udlænding, der har fået endeligt afslag på en asylansøgning, og som har fået fastsat en udrejsefrist, forpligtet til at udrejse af Danmark. Udrejser den pågældende udlænding ikke frivilligt, skal Rigspolitichefen sørge for udrejsen, jf. § 30, stk. 2.

Hvis en udlænding med opholdstilladelse i Danmark ved dom udvises på grund af strafbart forhold, indebærer udvisningen, at den tidligere meddelte opholdstilladelse bortfalder, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Dette gælder også, hvis den pågældende udlænding har opnået asyl efter lovens § 7. En udlænding må dog ikke udvises til et land, hvor denne risikerer forfølgelse eller ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, jf. nærmere udlændingelovens § 31. Det er politiet, der foretager en eventuel tvangsmæssig udsendelse, hvis udlændingen ikke udrejser frivilligt. Ved anmodninger om bistand i udsendelses- og udvisningssager - fx med verificering af rejselegitimation - kan repræsentationen normalt rette henvendelse til opholdslandets myndigheder. Udlændingemyndighederne har i forbindelse med den konkrete afgørelse vurderet forfølgelsesrisikoen i forhold til hjemlandets myndigheder mfl. og truffet afgørelse om, at udsendelse/udvisning kan finde sted. Repræsentationen må i den forbindelse ikke oplyse hjemlandets myndigheder om, at den pågældende udlænding har ansøgt om asyl i Danmark. Det vil derimod kunne oplyses, at den pågældende er blevet meddelt afslag på ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.

Repræsentationen skal ved tvivl om, hvordan anmodninger modtaget direkte fra Rigspolitiet bør ekspederes, indberette det til Rigspolitiet og anmode om instruktion. Efter omstændighederne med samtidig kopi til Udenrigsministeriet bilagt kopi af den oprindelige henvendelse.

  • ii) Repræsentationen skal underrette Udenrigsministeriet i tilfælde, hvor repræsentationen måtte blive bekendt med, at en udlænding i forbindelse med eller umiddelbart efter indrejsen er blevet anholdt eller tilbageholdes af opholdslandets myndigheder eller andre.

4. Kvoteflygtninge

  • i) Lovgrundlaget for modtagelse af kvoteflygtninge er udlændingelovens § 8, hvorefter der efter ansøgning gives opholdstilladelse til udlændinge, der kommer til Danmark som led i en aftale med UNHCR eller lignende aftale. Danmarks aftale med UNHCR har i de seneste år omfattet 500 pladser årligt.
  • ii) Når Udlændingestyrelsen efter indstilling fra UNHCR og efter samråd med Dansk Flygtningehjælp har truffet afgørelse om modtagelse af en flygtning til genbosættelse i Danmark, bliver repræsentationen i det land, hvor flygtningen opholder sig, bemyndiget af Udenrigsministeriet til at udstede opholdstilladelse og eventuelt laissez-passer, jf. Viseringsinstruksen kapitel 5, afsnit 5.4.2. Repræsentationen vil samtidigt blive anmodet om at underrette det lokale UNHCR- eller UNDP-kontor om sagen.

I tilfælde, hvor den pågældende flygtning befinder sig i et land, hvor der ikke er en viseringsberettiget repræsentation, underretter Udenrigsministeriet UNHCR i Geneve om afgørelsen. Konsulatet i Geneve vil samtidigt blive bemyndiget til med henblik på videregivelse til UNHCR at udstede opholdstilladelse og eventuelt laissez-passer til den pågældende flygtning.

5. Familiesammenføring

5.1. Lovgrundlaget

  • i) Grundlaget for ansøgninger om familiesammenføring er reglerne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-5 og § 9, stk. 2, nr. 1. Der er i § 9, stk. 3 og 4 fastsat supplerende betingelser vedrørende forsørgelse.
  • ii) Om repræsentationernes ekspedition af ansøgninger om familiesammenføring henvises til Viseringsinstruksen kapitel 4, afsnit 4.2.4.2.

Det er en betingelse for indgivelse af en ansøgning om familiesammenføring, at ansøgeren har lovligt ophold i det land, hvor ansøgningen indgives, jf. Viseringsinstruksen, afsnit 4.3.1.3. Opholder ansøgeren sig ulovligt i landet, skal ansøgningen afvises.

5.2. Indhentelse af oplysninger til brug for Udlændingestyrelsens behandling af ansøgninger om familiesammenføring

5.2.1. Efterprøvelse af dokumenter

Hvis repræsentationen bliver anmodet om at efterprøve dokumenter, der er fremlagt i sager om familiesammenføring, skal det fremgå af anmodningen, om der må rettes henvendelse til opholdslandets myndigheder. Ved tvivl om, hvorvidt der i en konkret sag må rettes henvendelse til myndighederne, skal repræsentationen indhente (fornyet) instruktion fra Udenrigsministeriet.

I de tilfælde, hvor ansøgeren - eller andre personer, der er omfattet af anmodningen - er nuværende eller tidligere asylansøger med ophold i Danmark, og der således ikke må rettes henvendelse til opholdslandets myndigheder, skal sagen behandles som en sag vedrørende ægthedsvurdering af dokumenter i asylsager, jf. afsnit 2.4.2. - med mindre der foreligger oplysninger om, at beskyttelseshensynet måtte være bortfaldet.

Om repræsentationens besvarelse af høringer i familiesammenføringssager, hvor der gælder beskyttelseshensyn, henvises til afsnit 2.4.5.

5.2.2. Indhentelse af generelle oplysninger om opholdslandets lovgivning

Ved anmodninger om generelle oplysninger om opholdslandets lovgivning om indgåelse af ægteskab, opholdstilladelse, mv. kan repræsentationen som udgangspunkt rette henvendelse til opholdslandets myndigheder.

Det forudsættes dog, at der i henvendelsen ikke videregives oplysninger om den bagvedliggende konkrete sag, hvis den er behæftet med et beskyttelsesbehov.

6. Andre typer af sager

6.1. Civil- og strafferetlige sager

I civil- og strafferetlige sager kan ægthedsvurdering af dokumenter eller lignende undersøgelser være nødvendig for, at danske myndigheder kan træffe afgørelser eller gennemføre trufne afgørelser.

Af typer af sager kan fx nævnes sager om forældremyndighed, faderskab, adoption samt straffesager. For en nærmere gennemgang af sagstyperne henvises til »Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende ægthedsvurderinger i udlændingesager« fra juni 1996, afsnit 4.(4).

6.2. Indhentelse af oplysninger til brug for danske myndigheders sagsbehandling

Nuværende og tidligere asylansøgere med opholdstilladelse i Danmark, og andre udlændinge med et lignende beskyttelsesbehov kan være parter i civil- og strafferetlige sager. Derfor kan det også i sådanne sager være nødvendigt at beskytte oplysninger, der kan tjene til at afsløre den pågældendes identitet.

Det bør fremgå af anmodningen til repræsentationen, om der i den konkrete sag må rettes henvendelse til opholdslandets myndigheder. Hvis dette ikke fremgår, eller repræsentationen af andre grunde måtte være i tvivl, skal repræsentationen indhente (fornyet) instruktion fra Udenrigsministeriet.

Om repræsentationens ekspedition af sager, hvor der er beskyttelsesbehov, henvises der til afsnit 1, afsnit 2.4.2 og afsnit 2.4.3. Om besvarelser henvises der til afsnit 2.4.5.

7. Lokale kilder

7.1. Udvælgelse af lokale kilder

Repræsentationen skal indledningsvis vurdere, om det - henset til de generelle forhold i opholdslandet - er forsvarligt at søge at udvælge en lokal kilde, der bl.a. vil skulle foretage ægthedsvurderinger i asylsager. Der vil ved denne vurdering navnlig kunne lægges vægt på, om der er en tradition for en uafhængig og kritisk opposition i landet, en advokatstand uafhængig af myndighederne mv. Det skal desuden indgå i vurderingen, om det for repræsentationen er muligt at opretholde den nødvendige kontakt til og løbende kontrol med kilden.

Hvis det ud fra denne generelle vurdering skønnes forsvarligt, skal repræsentationen forsøge at udvælge en lokal kilde.

Repræsentationen skal ved udvælgelsen vurdere konkret, om kilden kan antages at have den fornødne erfaring og det pålidelige kontaktnet, som kræves for at forestå ægthedsvurdering af de i det pågældende land normalt forekommende typer af dokumenter.

Da de fleste ægthedsvurderinger vedrører juridiske eller officielle dokumenter (fx indkaldelser til retsmøder eller aftjening af værnepligt, domsudskrifter, fødsels- eller vielsesattester), vil personer med den relevante detailviden som oftest have en juridisk uddannelse eller indsigt (typisk lokale advokater). Men også medarbejdere ved lokale eller internationale humanitære organisationer, medarbejdere ved nærtstående landes ambassader eller andre personer med erfaringer fra lignende sager vil kunne benyttes.

7.2. Udvælgelseskriterier

Det er af afgørende betydning, at de lokale kilder, der benyttes i flygtningesager, herunder ved ægthedsvurdering af dokumenter, ikke vil bryde den aftale, de indgår med repræsentationen, om at beskytte oplysningerne i sagen, og herigennem afsløre de berørte personers identitet over for de stedlige myndigheder eller andre, som vil kunne tænkes at misbruge denne viden.

Ved udvælgelsen af en kilde bør der bl.a. lægges vægt på følgende kriterier:

  • a) Om kilden er medlem af lokale eller internationale humanitære organisationer og/eller aktivt engageret i arbejde for fremme af menneskerettigheder, rettigheder for etniske, politiske eller religiøse minoriteter mv.
  • b) Om kilden udfører tilsvarende eller beslægtede opgaver for andre nærtstående landes ambassader og/eller lokale eller internationale humanitære organisationer, herunder fx UNHCR, ICRC, Amnesty International mv., og hvilke erfaringer disse måtte have med den pågældende.
  • c) Om kilden på egen hånd vil kunne gennemføre en ægthedsvurdering, eller om det er nødvendigt at involvere samarbejdspartnere (underkilder), der herved får kendskab til oplysningerne i sagen. Anvendelsen af underkilder vil - alt andet lige - indebære en forøget eksponeringsrisiko, men vil ofte være nødvendig af hensyn til ægthedsvurderingens kvalitet.
  • d) Om kilden har adgang til på egen hånd at konsultere offentlige registre uden at skulle angive grunden hertil eller videregive oplysninger om den person, undersøgelsen vedrører.
  • e) Kildens mulighed for at opbevare og beskytte oplysningerne i en sag, medens dokumenterne er i kildens varetægt, herunder fx om der består en risiko for, at kilden på grund af politisk engagement kan være udsat for ransagninger mv. foretaget af opholdslandets myndigheder, hvorved dokumenterne vil kunne komme i myndighedernes besiddelse.
  • f) Om kildens etniske, politiske og religiøse tilhørsforhold eller hele baggrund giver grund til at tvivle på kildens objektivitet og uafhængighed, fx som følge af en tilknytning til myndigheder eller yderliggående bevægelser eller på grund af andre modsætnings- eller evt. tilknytningsforhold til de grupper af personer, hvis dokumenter skal ægthedsvurderes.

7.3. Udvælgelsesprocedure

  • i) Ved konsultation af lokale og internationale humanitære organisationer samt andre nærtstående landes repræsentationer skaber repræsentationen sig et overblik over mulige lokale kilder.

En og om muligt gerne flere kilder udvælges og indkaldes af repræsentationen til en »ansættelsessamtale«, hvor der indhentes oplysninger om de nævnte forhold under punkt 7.2. Samtidig søges der indhentet referencer fra lokale og internationale humanitære organisationer eller andre Danmark nærtstående landes repræsentationer.

På baggrund af disse oplysninger vurderer repræsentationen, om kilden vil kunne anvendes i flygtningesager, herunder ved ægthedsvurdering af dokumenter. Hvis dette skønnes at være tilfældet, samles oplysningerne om kilden i en fortrolig rapport, der indsendes til Udenrigsministeriets underretning. Udenrigsministeriet kan ud fra en samlet vurdering af oplysningerne beslutte, at der skal indhentes supplerende oplysninger om kilden, eller at repræsentationen skal søge at lokalisere en anden kilde.

Det er således repræsentationen, der træffer beslutningen om »ansættelse« af en lokal kilde. Beslutningen vil dog med baggrund i repræsentationens indberetning kunne ændres af Udenrigsministeriet.

  • ii) Når beslutning om »ansættelse« er truffet, instruerer repræsentationen den udvalgte kilde om de krav, de danske myndigheder stiller i asylsager, herunder til ægthedsvurdering af dokumenter. Repræsentationen skal særligt understrege kravene til kildens uafhængighed og objektivitet samt kravet om hemmeligholdelse af personlige og fortrolige oplysninger vedrørende de berørte personer. Kilden skal erklære sig indforstået med at respektere disse krav og den pålagte tavshedspligt.

Hvis kilden anvender underkilder i forbindelse med ægthedsvurderingerne, skal repræsentationen sikre sig, at også disse personer vil kunne leve op til de stillede krav til pålidelighed, uafhængighed og objektivitet.

7.4. Kontrol med kilderne

  • i) Repræsentationen skal løbende påse, at de anvendte kilder til stadighed opfylder de stillede krav om pålidelighed, objektivitet, uafhængighed og fortrolighed.

Repræsentationen skal derfor med mellemrum 53 alt efter sagsantal og forholdene på stedet iøvrigt 53 indkalde kilden og efter omstændighederne dennes eventuelle underkilder til en »kontrolsamtale«, hvor forholdene under punkt 7.2 og 3 vurderes. Ved samme lejlighed bør de oprindeligt indhentede referencer søges bekræftet.

Repræsentationen kan desuden med mellemrum forelægge samme opgave for to udvalgte kilder for herigennem at kontrollere boniteten af en kildes arbejde. Resultatet af en sådan kontrol anføres i en særskilt indrapportering til Udenrigsministeriet.

  • ii) Samarbejdet indstilles øjeblikkeligt, hvis repræsentationen i det daglige arbejde eller i forbindelse med en kontrolsamtale får mistanke om, at kilden ikke længere opfylder de stillede krav om pålidelighed, objektivitet og uafhængighed, eller der opstår mistanke om, at kilden har tilsidesat sin tavshedspligt og kan have afsløret en persons identitet over for uvedkommende. Dokumenter, der måtte være under ægthedsvurdering, tilbagekaldes fra kilden.

Repræsentationen skal samtidig udarbejde en rapport om det passerede og indsende den til Udenrigsministeriet. Rapporten skal indeholde en redegørelse for de faktiske omstændigheder, og om det må antages, at der kan være sket skade, og i givet fald i hvilke sager.

8. Repræsentationens udgifter i forbindelse med flygtningesager

Udgifter til advokatbistand i forbindelse med besvarelse af forespørgsler i flygtningesager kan omposteres til Udenrigsministeriet, der sørger for refusion hos Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet. Bemyndigelse til at afholde større udgifter bør dog indhentes før indgåelse af aftale med en advokat. Da det er af betydning, at udgifterne kan henføres til de enkelte sager, bør posteringsindberetningen indeholde følgende oplysninger: Rekvirent (Udlændingestyrel sen/Flygtningenævnet), anmodningens dato og udl.nr./j.nr., asylansøgerens navn eller emnet for udtalelsen. Da indberetningen som hovedregel videresendes til den rekvirerende myndighed må den lokale kildes navn og adresse af hensyn til kildens personlige sikkerhed og kildens muligheder for fortsat at bistå repræsentationen ikke fremgå af indberetningen.

I de tilfælde, hvor repræsentationen får sine udgifter refunderet ved direkte henvendelse til den rekvirerende myndighed, dvs. uden om Udenrigsministeriet, er det repræsentationens ansvar at påse, at identiteten på de lokale kilder ikke videregives. Den pågældende kildes faktura bør således kun vedlægges repræsentationens skrivelse til den rekvirerende myndighed i form af en anonymiseret kopi, medens originalen opbevares på repræsentationens akter.

9. Repræsentationens indberetningsvirksomhed på flygtningeområdet

Repræsentationen bør løbende indberette om ændringer i asylrelevante forhold, herunder om opholdslandets forhold til FN's flygtningekonvention og gennemførelsen af konventionens bestemmelser i praksis.

Det vil generelt være af interesse at modtage orientering om forhold i opholdslandet, der kan være af relevans for indsamlingen af oplysninger til brug for asylsagsbehandling. Dette gælder især for repræsentationerne i lande med en traditionel stor udvandring (de flygtningeproducerende lande). Som eksempler kan nævnes menneskerettighedssituationen i landet, herunder hvorvidt politisk aktive personer, som tilhører eller sympatiserer med oppositionen og kommer på kant med loven, kan regne med at få en retfærdig rettergang, forhold vedrørende militærlovgivning og vedrørende ind- og udrejsemulighederne.

Repræsentationen bør være særligt opmærksom på, om opholdslandet respekterer konventionens forbud mod »refoulement«, dvs. forbudet mod at tilbagesende asylsøgere og flygtninge til det land, hvor de angiver at være forfulgt. Det kan i den forbindelse oplyses, at forpligtelsen til ikke at refoulere inden for folkeretten af nogle forfattere anses for at være et eksempel på »jus cogens« dvs. en internationalt bindende norm, hvoraf følger, at stater, som ikke har tiltrådt FN's flygtningekonvention, også anses for at være forpligtet til ikke at refoulere.

Endelig henledes repræsentationernes opmærksomhed på de store internationale flygtningepolitiske emner, som løbende er genstand for diskussioner i FN og særligt i UNHCR: individers og befolkningsgruppers behov for international beskyttelse, mulighederne for genbosætning/repatriering samt tilbagevenden/-sendelse, herunder staters forpligtelse til at tilbagetage egne statsborgere.

Udenrigsministeriet vil værdsætte at modtage oplysninger om opholdslandets politiske holdninger til disse emner, både som de kommer til udtryk som led i verdenssamfundets generelle diskussion om humanitære spørgsmål og i forbindelse med konkrete begivenheder, fx politisk systemskifte, borgerkrig, miljøkatastrofer mv., som kan skabe flygtningeproblemer.

D. Veterinærbestemmelser

For indførsel i Danmark af hunde, katte og andre husdyr gælder følgende forskrifter, der håndhæves strengt af myndighederne. Repræsentationen bør derfor tilråde rejsende nøje at overholde disse regler. I tvivlstilfælde forlægges sagen for Veterinærdirektoratet, Rolighedsvej 25, 1958 Frederiksberg C, telefon 31 35 81 00, telex 22 473, telefax 35 36 19 12 i god tid inden afrejsen.

1. Hunde og katte

a. Direkte fra Færøerne, Island, Norge, Sverige, Australien, Irland, Japan, New Zealand og Storbritannien kan hunde og katte, som ledsager personer på rejse, frit indføres. Det kræves ikke, at dyret er vaccineret mod rabies. (Årsagen til fritagelse for vaccination er den, at de nævnte lande er officielt fri for rabies).

b. Fra andre lande kan hunde og katte over fire måneder, som ledsager personer på rejse, indføres ved at vise en vaccinationsattest udstedt af en dyrlæge, hvoraf fremgår, at dyret er vaccineret mod hundegalskab (rabies), og at denne vaccination er foretaget mindst en måned og højst 12 måneder forud for indførslen. Hunde/katte under tre måneder kræves ikke vaccineret mod rabies, men der skal foreligge en sundhedsattest, som på indrejsetidspunktet ikke er mere end 10 dage gammel. Af denne skal det fremgå , at der de seneste 60 dage forud for indførslen ikke har været rabies i det område , hvor hunden/katten har opholdt sig. Hunde/katte mellem tre og fire måneder skal ledsages af en sundhedsattest som ovennævnte samt være vaccineret mod rabies ved tre måneders-alderen.

c. For ilandsætning af skibshunde gælder tilsvarende regler, som anført ovenfor under a. og b.

d. Indførsel af hunde og katte, der ikke medføres af personer på rejse , er betinget af,

at hvert enkelt dyr opfylder betingelserne under a. eller b. og at dyrene findes sunde ved et sundhedseftersyn, der foretages af en grænsedyrlæge umiddelbart efter ankomsten. Grænsedyrlægen skal underrettes om dyrets ankomst mindst 24 timer i forvejen.

e. Transit. Hunde og katte kan frit sendes gennem Danmark, hvis forsendelsen sker i kasse, kurv eller anden efter toldvæsenets skøn betryggende emballage. Transitten, der foretages under toldvæsenets kontrol, skal ske uden unødigt ophold undervejs, og dyrene må ikke komme i berøring med danske dyr.

f. Grænsedyrlæger findes i følgende byer: København (Kastrup), Billund, Frederikshavn og Hirtshals. For sundhedseftersyn og eventuel vaccination opkræves de til enhver tid gældende takster.

Indførsel af hunde og katte til Færøerne og Grønland er generelt forbudt. Vedrørende muligheden for dispensation kan henvendelse ske til henholdsvis Færøernes landsstyre/repræsentationskontor i København og Grønlands hjemmestyre/Danmarkskontoret i København, se kap. II E.

2. Andre dyr

Indførsel af andre dyr end hunde og katte kræver i almindelighed tilladelse fra Veterinærdirektoratet. Der er totalt forbud mod indførsel af aber. Ved ansøgning om indførsel af papegøjefugle, kaniner mv. skal den danske adresse, hvortil dyrene ønskes indført, altid oplyses, da der kan være tale om en forud indhentet godkendelse af den danske adresse som privat karantæne. Tropefugle (ekskl. papegøjefugle), akvariefisk, skildpadder, slanger, hamstre og marsvin kan indføres uden veterinære restriktioner, men opmærksomheden henledes på, at adskillige eksotiske dyr er omfattet af bestemmelserne om udryddelsestruede vilde dyr. Det tilrådes derfor at rette henvendelse til Skov- og Naturstyrelsen, Haraldsgade 53, 2100 København Ø, tlf. 39 47 20 00, telefax 39 27 98 99, i god tid inden afrejsen for at sikre opfyldelse af denne myndigheds bestemmelser.

E. Rejsegods

1. Rejseudstyr

Ved indrejse fra tredjelande kan rejsende told- og afgiftsfrit indføre rejseudstyr og andre varer, der medtages i den rejsendes personlige bagage i ikke-erhvervsmæssigt øjemed, og som er bestemt til genudførsel.

Rejseudstyr er fx tøj, ure, smykker, toiletsager, musikinstrumenter, fotografiapparater, radio- og tv-apparater, båndoptagere, sports-, jagt- og fiskeriudstyr samt computere med tilbehør.

Ved henvendelse til Told og Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø, tlf. 3529 7300, telefax 3543 4720, kan oplysninger om de aktuelle regler indhentes. Der kan også herfra rekvireres en folder om reglerne.

2. Spiritus, vin og tobak

Rejsende kan efter ophold over 24 timer uden for Danmark afgiftsfrit medføre 1,5 l spiritus, 300 cigaretter eller 75 cigarer, 150 cigarillos eller 400 g. tobak ved indrejse fra et EU-land. Ved indrejse fra tredjelande kan told- og afgiftsfrit medtages 1 l spiritus eller 2 l hedvin, 2 l bordvin, 200 cigaretter eller 50 cigarer eller 100 cigarillos eller 250 g røgtobak.

Ved indrejse fra et EU-land må den del af de angivne mængder, der er købt ubeskattet i lufthavnskiosker, i fly og på skibe, dog højst svare til de mængder, der kan indføres told- og afgiftsfrit fra tredjelande. Den resterende mængde kan kun indføres afgiftsfrit, hvis den er købt i beskattet stand i et andet EU-land.

Told- og afgiftsfri indførsel af spiritus, vin og tobaksvarer kan kun foretages af personer, der er fyldt 17 år.

3. Parfume, kaffe og te

Der kan told- og afgiftsfrit medtages 50 g parfume, 1/4 l toiletvand, 500 g kaffe eller 200 g kaffeekstrakt, 100 g te eller 40 g teekstrakt.

4. Told- og afgiftsfrihed for andre varer

Ved indrejse fra tredjelande kan rejsende medføre andre varer end ovennævnte til en værdi, der ikke overstiger 1.350 kr.

Salg til rejsende i den interne EU-trafik fra butikker i lufthavne, i fly og på skibe af andre afgiftsfri varer end ovennævnte (under punkt 2 og 3) må ikke overstige 700 kr. pr. rejsende pr. rejse.

5. Andre bestemmelser

I de tilfælde, hvor den rejsende ved indrejsen medfører varer indkøbt i Norge, og hvis enhedsværdi overstiger 1.350 kr. inkl. moms, skal toldmyndighederne efter anmodning attestere varernes indførsel på fakturaen eller et udstedt bilag, der er beregnet til returnering til sælgeren til brug ved fritagelse for merværdiafgift i Norge. Der skal i forbindelse med varernes indførsel i Danmark betales dansk moms.

6. Våben og ammunition

Håndvåben til brug under jagt, skydekonkurrencer eller fiskeri samt ammunition hertil i rimeligt omfang kan medbringes og anvendes i Danmark uden tilladelse, hvis opholdet ikke strækker sig ud over tre måneder.

Indehaveren af våbenet skal være i besiddelse af en våbentilladelse fra sit hjemlands myndigheder eller en attest om, at en sådan tilladelse ikke er nødvendig. Er der tale om en skydekonkurrence, skal indbydelsen fremlægges.

Ved indrejsen udfyldes en blanket med oplysninger om våbenets art, fabrikationsnummer og kaliber. En kopi af denne blanket skal afleveres til toldopsynet ved udrejsen.

Det er forbudt uden særlig tilladelse fra politiet at indføre skarpe våben med en klinge på over 12 cm (bortset fra dolke og knive, der anvendes som værktøj eller til husholdningsbrug), springknive og springstiletter samt slag- eller stødvåben, herunder knojern, totenschlagere, gummiknipler o.l.

F. Flyttegods og brudeudstyr

Der er told- og afgiftsfrihed for personlige ejendele, der indføres af personer, der flytter til Danmark. Ved personlige ejendele forstås genstande, der er beregnet til de pågældendes personlige brug eller til brug i deres husholdning, dvs. især løsøre og bohave, cykler og motorcykler, motorkøretøjer til privat brug mv. Desuden er transportabelt værktøj, udstyr eller instrumenter, der er nødvendige for udøvelsen af de pågældendes erhverv, omfattet. Told og Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø, tlf. 3529 7300, telefax 3543 4720, kan give oplysninger om de aktuelle regler.

1. Told- og afgiftsfritagelse ved indførsel af flyttegods fra andre lande end EU-lande

Fritagelsen er betinget af, at indføreren har haft sædvanligt opholdssted uden for EU i en sammenhængende periode på mindst 12 måneder.

Fritagelsen er endvidere som hovedregel betinget af, at varerne har været i indførerens besiddelse og har været benyttet af denne på det tidligere sædvanlige opholdssted i mindst seks måneder, inden den pågældende ophørte med at have sit sædvanlige opholdssted i det pågældende land. Opfyldelse af denne betingelse vil i almindelighed kunne baseres på en vurdering af rigtigheden af den erklæring, som indføreren har afgivet herom. Der skal dog altid fremlægges dokumentation for benyttelsen af motorkøretøjer. Der gives kun fritagelse for motorkøretøjer, der udelukkende bruges privat.

Indføreren skal afgive en flyttegodserklæring. Dette gælder dog ikke udenlandske diplomater akkrediteret her i landet og udsendte lønnede konsuler.

Hvis de indførte genstande overdrages, pantsættes, udlejes eller udlånes i de første 12 måneder efter indførslen, skal der betales told og afgifter. Sidste indførsel skal finde sted senest 12 måneder efter flytningen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Der gælder særlige regler for toldfritagelse ved indførsel af løsøre og bohave til møblering af en sekundær bolig.

2. Afgiftsfritagelse ved indførsel af flyttegods fra EU-lande

For afgiftsfritagelse ved indførsel fra EU-lande gælder følgende betingelser:

1. Genstandene skal være erhvervet i overensstemmelse med et EU-lands almindelige afgiftsregler, og der må ikke være givet afgiftsgodtgørelse ved udførslen. Som erhvervet i overensstemmelse med et EU-lands almindelige afgiftsregler anses ejendele, der er leveret til diplomatiske repræsentationer mv., internationale organisationer samt væbnede styrker fra andre stater.

2. Genstandenes ejer eller bruger skal have haft sædvanligt opholdssted i et andet EU-land i mindst seks måneder.

3. Motorkøretøjer må udelukkende anvendes privat.

4. Ejeren eller brugeren skal i udførselslandet have benyttet de pågældende motorkøretøjer (herunder påhængsvogne hertil), campingvogne, mobile homes, lystfartøjer og privatfly i mindst seks måneder inden flytningen.

5. For alkoholholdige produkter er der afgiftsfritagelse for fire gange de mængder, der kan opnå told- og afgiftsfrihed som rejsegods. På tobaksområdet gælder afgiftsfritagelsen mængderne i rejsegodsreglerne. Der skal betales afgifter, hvis de indførte genstande overdrages, udlejes eller udlånes i løbet af de første 12 måneder efter indførslen. Sidste indførsel skal finde sted senest 12 måneder efter overflytningen af det sædvanlige opholdssted.

Der gælder særlige regler for afgiftsfritagelse ved indførsel af løsøre og bohave til møblering af en sekundær bolig.

3. Told- og afgiftsfritagelse ved indførsel af brudeudstyr

Der er told- og afgiftsfritagelse for personligt udstyr, løsøre og bohave, der tilhører en person, der flytter til Danmark som følge af indgåelse af ægteskab. Fritagelsen følger samme regler som for flyttegods med visse undtagelser.

Bortset fra motorkøretøjer mv., der skal have været benyttet i udførselslandet i mindst seks måneder inden flytningen, stilles der ingen krav om særlige anvendelsesperioder for de indførte genstande. Der gives som hovedregel kun fritagelse for varer, der er indført tidligst to måneder inden den fastsatte bryllupsdag og senest fire måneder efter bryllupsdagen. Indførsel før brylluppet kræver sikkerhedsstillelse.

Fritagelsen er betinget af, at indføreren fremlægger dokumentation for ægteskabets indgåelse.

Der er desuden told- og afgiftsfritagelse for gaver, der sædvanligvis gives ved et bryllup, og som foræres til den person, der indgår ægteskab, af en person, der har sædvanligt opholdssted i et andet land. Den enkelte gaves værdi må ikke overstige 1000 ECU (ca. 7500 kr.). Alkoholholdige produkter, tobak og tobaksvarer, der indføres som gaver, er ikke fritaget for afgift.

G. Personmotorkøretøjer

1. Midlertidigt ophold i Danmark

En bil eller motorcykel registreret i udlandet kan told- og afgiftsfrit indføres og benyttes under et midlertidigt ophold i Danmark på følgende vilkår, forudsat at ejeren (brugeren) ikke har bopæl i Danmark:

  • a) Ethvert udenlandsk motorkøretøj og ethvert påhængskøretøj dertil, hvis tilladte totalvægt overstiger 750 kg, skal være registreret, forsynet med registreringsnummer (nummerplade) og medføre registreringsattest. Alle udenlandske motor- og påhængskøretøjer skal endvidere være forsynet med nationalitetsmærke og være i forsvarlig teknisk stand.
  • b) Føreren skal have gyldigt nationalt eller internationalt førerbevis. Er det nationale førerbevis ikke udfærdiget med latinske bogstaver, skal det være forsynet med en oversættelse til dansk, engelsk eller fransk.
  • c) I Danmark gælder tvungen ansvarsforsikring for ethvert motorkøretøj. Føreren må derfor ved indrejsen enten godtgøre, at gyldig ansvarsforsikring er tegnet i udlandet ved forevisning af »grønt kort«, eller tegne en forsikring ved grænsen. Dette gælder dog ikke for motorkøretøjer, der er registrerede i et land, der er medlem af EU, på Færøerne, i Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn. Hvis der tegnes forsikring ved grænsen, skal forsikringsdokumentet være underskrevet og vise, at lovpligtig ansvarsforsikring er i kraft, og at forsikringens gyldighedsområde er de lande, der er medlem af EU. Hvis campingvogn medføres, skal forsikringsbeviset også dække kørsel med tilkoblet køretøj.

Grænseforsikringen kan tegnes for en hvilken som helst periode, helt ned til en dag: overskrides perioden, dækker ansvarsforsikringen alligevel, men føreren må i så fald efterbetale præmiebeløbet for den resterende periode ved udrejsen af Danmark.

  • d) Køretøjets registreringsattest eller internationale kørecertifikat skal medbringes. For at være gyldigt skal det internationale kørecertifikat være udstedt inden for det seneste år.

Tager ejeren (brugeren) efter indrejsen bopæl i Danmark, eller overdrager eller overlader han køretøjet til en her bosat person, eller anvendes det til transport her i landet mod betaling, skal told og almindelig omsætningsafgift straks betales eller køretøjet genudføres. Endvidere skal køretøjet inden 14 dage registreres i Danmark, og registreringsafgiften betales eller nummerpladerne afleveres til politiet.

En person, der har opholdt sig i Danmark i et år eller inden for de sidste to år har opholdt sig i landet sammenlagt 365 dage, anses for at have taget bopæl i Danmark.

Ved henvendelse til Centralregisteret for motorkøretøjer, Landlystvej 34, 2650 Hvidovre, kan en person, der ikke har bopæl i Danmark, opnå tilladelse til i indtil et år efter indrejsen at benytte et her indkøbt ubrugt personmotorkøretøj uden at betale told og almindelig omsætningsafgift. Udlændinge vil kunne opnå tilladelsen umiddelbart før indrejsen. Oplysning om bopælsforhold i en udlændings ansøgning skal være bekræftet af en myndighed i hjemlandet.

2. Flytning til Danmark

En person, der flytter til Danmark og medtager en bil eller motorcykel, skal inden 14 dage registrere køretøjet her i landet og betale registreringsafgift eller aflevere nummerpladerne til politiet. I København sker henvendelse til Motorkontoret, Korsdalsvej 111, 2610 Rødovre.

Hvis den pågældende har haft fast bopæl i udlandet i hele det sidste år før flytningen, og køretøjet har været registreret i udlandet i hans eller hans ægtefælles navn og været benyttet af ham eller hans ægtefælle uden for Danmark i mindst seks måneder, betragtes køretøjet som flyttegods, og der skal ikke betales told og almindelig omsætningsafgift.

3. Beregning af told, almindelig omsætningsafgift (moms) samt registreringsafgift

Ajourførte oplysninger herom udsendes regelmæssigt af Udenrigsministeriet til alle udsendte repræsentationer.

De gældende importtoldsatser fremgår af den danske brugstarif, der findes på repræsentationerne.

Køretøjer med oprindelse i EU, eller som der forudgående er betalt told for i et EU-land (uden at tolden senere er refunderet) er toldfri. I andre tilfælde gælder, at køretøjer med oprindelse i EFTA kan indføres toldfrit, hvis den præferenceberettigede oprindelse dokumenteres i overensstemmelse med reglerne herom i EU's aftaler med de pågældende lande.

Toldberegningsværdien er fakturaværdi for et tilsvarende nyt køretøj inkl. forsendelsesomkostninger til dansk grænse. For brugte køretøjer ydes et vist nedslag i toldberegningsværdien.

Moms betales af toldberegningsværdien plus eventuel told.

Registreringsafgiften beregnes på grundlag af køretøjets salgsværdi i Danmark (ekskl. registreringsafgift) efter satser, der stiger progressivt med køretøjets værdi. Satserne er så høje, at det kan være en tvivlsom fordel at medtage et køretøj, som efter ovenfor anførte regler bliver registreringspligtigt i Danmark. For udlændinge, hvis ophold i Danmark er af kortere varighed, gælder, at det kan tillades, at der i stedet for betaling af det fulde registreringsbeløb svares en afgift på 1 pct. af afgiftsbeløbet pr. måned, så længe opholdet varer.

H. Kørekort

Indehavere af danske kørekort, der opholder sig i udlandet, kan indsende ansøgning om udstedelse af kørekort (EF-model) gennem de danske repræsentationer i udlandet.

Ansøgningen indsendes på en særlig blanket (P 22) til Københavns Politi, Kørekortkontoret, Hambrosgade 13, 1562 København V, sammen med en kopi af ansøgerens pas, ansøgerens foto (35 x 45 mm) samt et udfyldt stamkort. Ansøgningen skal indeholde oplysning om, hvor det oprindelige kørekort er udstedt og oplysning om, at betaling er sket.

Repræsentationens personale skal med tydelig håndskrift anføre ansøgerens personnummer på stamkortet. Ansøgeren skal i personalets påsyn udfylde underskriftsrubrikken på stamkortet. Underskriften skal afgives med en 0,8 mm sort pen og holdes inden for rubrikkens ramme. Er ansøgeren ikke i stand til at udfylde underskriftsrubrikken, efterlades rubrikken blank, og der foretages i stedet afkrydsning i feltet »Ansøger er ikke i stand til at afgive underskrift«. Fotografiet af ansøgeren påklæbes stamkortet i det dertil markerede felt.

Det nye kørekort skal i alle tilfælde udleveres til indehaveren fra en af Udenrigsministeriets repræsentationer. Det anføres i stamkortets adressefelt, fra hvilken repræsentation afsendelse eller udlevering skal finde sted. Ansøgerens gamle kørekort skal mod udlevering af det nye kørekort indleveres til repræsentationen og herefter destrueres.

Hvis der er vilkår eller begrænsninger i kørekortet, bedes kodevejledning (P 507) udleveret sammen med det nye kørekort.

Det understreges, at kravene til udfyldelse af stamkort og til foto skal overholdes. Er det indleverede foto ikke af tilstrækkelig god kvalitet, eller er stamkortet ikke udfyldt korrekt, kan det ikke produceres på Rigspolitichefens udstyr, og kunden må indgive en ny ansøgning.

Kapitel VII

Bistand til danske i udlandet

Kapitel VII

Bistand til danske i udlandet

A. Generelle regler

B. Anmodninger, som bør afvises

  

  C. Økonomisk bistand under midlertidigt ophold i udlandet  

     1. Bemyndigelse fra Udenrigsministeriet  

     2. Repræsentationens ydelse af økonomisk bistand på grundlag  

        af garanti indhentet direkte fra danske pengeinstitutter  

     3. Bistand ved sygdom eller dødsfald  

     4. Uden bemyndigelse fra Udenrigsministeriet  

     5. Økonomisk bistand til ikke-danske statsborgere med fast  

        bopæl i Danmark  

     6. Bistand ydet af repræsentationer uden udsendt personale,  

        dvs. honorære repræsentationer  

  D. Økonomisk bistand til danske statsborgere med fast bopæl  

     i udlandet  

     1. Lovgivning og praksis  

     2. Understøttelse fra danske myndigheder  

  E. Bistand i straffesager  

     1. Alvorligere lovovertrædelser,  

        herunder fængsling  

     2. Mindre forseelser  

     3. Løsladelse og udvisning  

     4. Honorære repræsentationers opgaver  

  F. Bistand ved dødsfald i udlandet  

     1. Generelt  

     2. Dødsfald under midlertidigt ophold i udlandet  

     3. Obduktion ved dødsfald i udlandet  

     4. Registrering og hjemsendelse af efterladenskaber  

        a. Registrering  

        b. Hjemsendelse  

     5. Hjemsendelse af kiste/urne  

     6. Fast bopæl i udlandet  

     7. Honorære repræsentationers opgaver  

  G. Bistand ved naturkatastrofer, flyulykker mv.  

  H. Spørgsmål om værnepligt  

     1. Værnepligt i Danmark  

        a. Generelt  

        b. Registrering  

        c. Møde for sessionen  

        d. Aftjening af værnepligten  

        e. Særlige regler for søfarende  

        f. Danske statsborgere med fast bopæl i udlandet  

     2. Værnepligt i udlandet  

KAPITEL VII

Bistand til danske i udlandet

A. Generelle regler

Blandt udenrigstjenestens mangeartede opgaver er en af de vigtigste at beskytte og bistå danske statsborgere i udlandet. Den konsulære bistand vil for hovedparten af den danske offentlighed være eneste berøringsflade med udenrigstjenesten og er således for mange udenrigstjenestens ansigt udadtil.

Offentlighedens forventninger vil ofte overstige den bistand, en repræsentation har mulighed for at yde. Det stiller derfor store krav til en medarbejders evner og indsigt at undgå at skuffe en bistandssøgende, der henvender sig med urealistiske forventninger.

Repræsentationen bør møde den bistandssøgende med velvilje og forståelse og hjælpe den pågældende bedst muligt til på egen hånd at søge problemerne løst. Med andre ord: Hjælp til selvhjælp.

Der findes ikke i dansk lovgivning generelle bestemmelser om den hjælp, danske statsborgere i udlandet kan gøre krav på eller kan forvente fra udenrigstjenestens side. Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser angiver i artikel 5 områderne for normale konsulære opgaver, mens artikel 36 fastslår adgangen for en konsulatsembedsmand til at kommunikere med arresterede eller fængslede statsborgere, når disse måtte ønske dette.

Ud over bistand til danske statsborgere og herboende udlændinge yder danske repræsentationer også bistand til nordiske og EU-statsborgere, hvis hjemlande ikke er repræsenteret det pågældende sted. For så vidt angår bistand til nordiske statsborgere henvises til Instruksens Bind 3, kapitel XXI, mens retningslinjerne for bistand til statsborgere fra andre EU-lande fremgår af Instruksens Bind 3, kapitel XXII.

Repræsentationen bør som hovedregel søge at bistå i det omfang, det er foreneligt med skik og brug på stedet for diplomatisk og konsulær bistand samt efter retningslinjerne i denne instruks. Repræsentationen må under ingen omstændigheder medvirke til handlinger, der er uforenelige med eller indebærer omgåelse af opholdslandets lovgivning. Repræsentationen kan kun efter instruktion fra Udenrigsministeriet medvirke til handlinger eller foretage skridt, som kan fremkalde et modsætningsforhold til opholdslandets myndigheder.

I tilfælde af hastende behov for bistand, hvor det af tidsmæssige grunde ikke er muligt at indhente Udenrigsministeriets instruktion, må repræsentationen handle efter konduite. Udenrigsministeriet skal snarest underrettes om bistanden og omstændighederne herfor.

Ved gebyropkrævning i bistandssager henvises til Vejledning om udenrigstjenestens betalingsordning.

B. Anmodninger, som bør afvises

En repræsentation skal ikke yde bistand i sager, som normalt ekspederes eller varetages af banker, rejsebureauer og hoteller. En repræsentation skal fx ikke foretage hotelreservationer for private personer eller virksomheder, arrangere rejser, yde lån, bistand til pengeoverførsel eller anden banklignende service bortset fra særlige tilfælde beskrevet i instruksen. En repræsentation er heller ikke forpligtet til at bistå danske statsborgere med at opnå arbejde, opholds- og arbejdstilladelse i repræsentationens virksomhedsområde.

C. Økonomisk bistand under midlertidigt ophold i udlandet

En række lande vil i et vist omfang yde nødstedte udlændinge bistand, selvom deres ophold kun er midlertidigt. Bliver de syge, eller tilstøder der dem en ulykke, vil de lokale myndigheder normalt sørge for nødvendig lægehjælp og indlæggelse på hospital, men står de - selvforskyldt eller ikke - pludselig uden midler til at betale kost og logi, vil opholdslandets myndigheder som regel henvise dem til at søge bistand hos deres eget lands repræsentation. Der foreligger næppe nogen egentlig folkeretlig forpligtelse for opholdsstaten til økonomisk at understøtte udlændinge, som midlertidigt opholder sig i landet, og i lande med en lidet udviklet offentlig forsorg er den bistand, udlændinge vil kunne regne med fra myndighedernes side, i hvert fald af begrænset omfang.

Danskere, der midlertidigt opholder sig i udlandet, vil derfor ofte være henvist til at søge bistand hos danske diplomatiske og konsulære repræsentationer, hvis de kommer i nød.

Økonomisk bistand - hvad enten det drejer sig om kontant bistand eller udlæg til hjemrejsebillet, lægehjælp, hospitalsophold osv. - bør repræsentationen kun yde efter følgende retningslinjer:

1. Bemyndigelse fra Udenrigsministeriet

Økonomisk bistand - ligegyldigt af hvilken art - bør principielt kun ydes efter forud indhentet bemyndigelse fra Udenrigsministeriet evt. forud indhentet skriftlig garanti fra pengeinstitutter, jf. nedenfor, samt med henblik på hjemrejse til Danmark i forbindelse med et midlertidigt ophold i udlandet.

Der ydes ikke bistand til overførsel af penge til videre rejse i udlandet, medmindre ganske særlige omstændigheder og forhold gør sig gældende. Anmodning om overførsel bør derfor normalt henvises til at foretages via pengeinstitutter.

Imidlertid varierer mulighederne for overførsel af penge via pengeinstitutterne meget fra land til land. Repræsentationen bør derfor altid være nøje orienteret om de muligheder, som består i opholdslandet, så at en bistandssøgende kan vejledes om den enkleste og hurtigste måde for pengeoverførsel, som kan anvendes uden udenrigstjenestens medvirken.

Den bistandssøgende skal ved henvendelse hos en repræsentation med udsendt personale anmodes om selv at udfylde den særlige formular »Anmodning om økonomisk bistand«, som er gengivet nedenfor.

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

Repræsentationen skal nøje kontrollere, at alle oplysninger er fyldestgørende, før sagen forelægges for Udenrigsministeriet. Det er i denne forbindelse af særlig betydning for en hurtig og sikker ekspedition i Udenrigsministeriet, at den bistandssøgendes CPR-nummer foreligger, bl.a. fordi en bistandssag i Udenrigsministeriet bygger på og lokaliseres ved CPR-nummeret. Det er videre af betydning for en hurtig og sikker sagsbehandling, at bistandssøgende opgiver alternative referencer i Danmark såsom slægtninge, venner, bankforbindelse o.l., som Udenrigsministeriet kan tage forbindelse med for at arrangere en eller anden form for garantistillelse for den ønskede bistand.

2. Repræsentationens ydelse af økonomisk bistand på grundlag af garanti indhentet direkte fra danske pengeinstitutter

I rutinemæssige sager vedrørende overførsel af penge til nødstedte danskere vil repræsentationen ofte kunne ekspedere en pengeoverførsel uden Udenrigsministeriets mellemkomst, men på grundlag af en pr. telefax eller telex indhentet garanti fra et dansk pengeinstitut om efterfølgende refusion af et udlagt beløb og gebyr direkte til repræsentationen.

Denne ressourcebesparende fremgangsmåde forudsætter, at repræsentationen uden større vanskelighed og for den bistandssøgendes regning kan etablere kontakt til betalingsvillige referencer i Danmark, og at lokale valutariske forhold og tidsforskelle ikke stiller sig hindrende i vejen.

3. Bistand ved sygdom eller dødsfald

Den offentlige rejsesygesikring dækker inden for en periode på maksimalt en måned efter udrejsedato fra Danmark ved ferierejser i følgende område:

Europæiske lande - mod øst frem til Ural - Grønland, Færøerne, samtlige lande med kystlinjer til Middelhavet samt Jordan, De Kanariske Øer, Madeira og Azorerne.

Den offentlige rejsesygesikring dækker ikke ved forretningsrejser eller ved ferieophold i forbindelse med forretningssrejser. Deltagere i faglige kongresser eller konferencer samt professionelle sportsudøvere er heller ikke dækket. Udgifter til behandling i udlandet af en række kroniske lidelser er ikke dækket, hvis disse med rimelighed kunne forventes at ville medføre et behandlingsbehov under rejsen, ligesom udgifter ved sygdom eller dødsfald forårsaget af misbrug af alkohol og/eller euforiserende stoffer ikke er dækket af den offentlige rejsesygesikringsordning.

Repræsentationer, som måtte modtage henvendelse om bistand til personer, der er dækket af den offentlige rejsesygesikring, skal anmelde sagen til:

Ved sygdom/tilskadekomst:

Euro-Alarm

Vesterbrogade 84

1790 København V

Tlf: +45 33 25 25 33 (døgnbetjening)

Fax: +45 31 31 12 32 (døgnbetjening)

Ved dødsfald/psykisk sygdom:

SOS-International A/S

Vesterbrogade 74

1620 København V

Tlf: +45 33 27 72 33 (døgnbetjening)

Fax: +45 33 27 72 27 (døgnbetjening)

I tilfælde af lægebehandling, hospitalsindlæggelse, sygehjemtransport, dødsfald m.m., hvor den pågældende ikke er omfattet af den offentlige rejsesygesikring, er det af betydning for udenrigstjenestens medvirken, at repræsentationen får nøjagtige og fyldestgørende oplysninger om, hvilket forsikringsselskab der i givet fald måtte være tegnet forsikring hos, og i bekræftende fald forsikringspolicenummer (ved charterrejser: Rejseselskab og afrejsedato) og forsikringsbeløb. Det bemærkes, at der ud over Europæiske Rejseforsikring A/S er et stigende antal private selskaber, som tilbyder rejsesygeforsikring, fx: Alm. Brand, Gouda Rejseforsikring, Int. Health Insurance Danmark A/S, Kompas Forsikring A/S samt AIG Europe, som tilbyder særlige erhvervsrejseforsikringer.

4. Uden bemyndigelse fra Udenrigsministeriet

Repræsentationen kan efter eget skøn og på egen hånd yde den strengt nødvendige bistand, hvis der foreligger sådanne omstændigheder, at der ikke er tid til at forelægge sagen for Udenrigsministeriet og indhente bemyndigelse. Repræsentationen skal efterfølgende straks indberette til Udenrigsministeriet.

5. Økonomisk bistand til ikke-danske statsborgere med fast bopæl i Danmark

Nordiske statsborgere og andre udlændinge med fast bopæl i Danmark og disses familiemedlemmer (ægtefælle og fælles børn) vil efter omstændighederne kunne modtage bistand efter samme retningslinjer, som gælder for bistand til danske statsborgere.

Indehavere af dansk rejsedokument for flygtninge eller af dansk fremmedpas kan få økonomisk bistand efter samme retningslinjer, som gælder for danske statsborgere. Det forudsætter dog, at det udstedte rejsedokument fortsat er gyldigt, at opholdet i udlandet er af midlertidig karakter, samt at opholdet ikke har strakt sig eller vil komme til at strække sig over mere end seks på hinanden følgende måneder , da en dansk opholds/arbejdstilladelse ellers normalt bortfalder. I visse tilfælde kan et længere ophold i udlandet dog accepteres. Sådanne sager skal altid via Udenrigsministeriet forelægges Udlændingestyrelsen, og i tilfælde af manglende referencer i Danmark også for de sociale myndigheder i den bistandssøgendes seneste opholdskommune i Danmark.

6. Bistand ydet af repræsentationer

De honorære repræsentationer bør følge retningslinjerne i punkt 1-5, idet dog formularen »Anmodning om økonomisk bistand« kun anvendes af de honorære repræsentationer, som fører mellemregnskab med Udenrigsministeriet, og som derfor måtte være forsynet med denne formular. Andre honorære repræsentationer kan bistå med pengeudbetalinger, hvortil bemyndigelse er indhentet, ved anvendelse af en almindelig kvittering. Af denne skal fremgå den bistandssøgendes navn, cpr-nummer og adresse i Danmark.

D. Økonomisk bistand til danske statsborgere med fast bopæl i udlandet

1. Lovgivning og praksis

En dansk statsborger med fast bopæl i udlandet, som kommer i nød, kan normalt ikke regne med økonomisk bistand fra udenrigstjenesten og bør som hovedregel henvises til at søge bistand hos opholdslandets myndigheder. Repræsentationen bør dog hjælpe den pågældende danske statsborger til at opnå den understøttelse/bistand, som måtte være hjemlet i opholdslandets sociale lovgivning.

I lovgivning og praksis yder de fleste stater i princippet nødlidende udenlandske statsborgere, der er fast bosat i landet, hjælp efter væsentlig samme regler, som gælder for landets egne borgere. Opholdsstaten kan altid på egen bekostning hjemsende en nødlidende udlænding til dennes hjemland. Hvis spørgsmålet om hjælp fra opholdsstaten til en dansk statsborger bliver aktuelt, kan repræsentationen bekræfte, at dette princip følges i Danmark over for fremmede statsborgere, og at man fra dansk side forventer gensidighed på dette område.

Princippet om opholdsstatens pligt til at understøtte udlændinge med fast bopæl i opholdsstaten er yderligere udbygget i en række konventioner og bilaterale overenskomster, som Danmark har tilsluttet sig. Det gælder således den nordiske konvention om social tryghed af 5. marts 1981. Denne konvention vil, for så vidt angår bestemmelserne om social bistand, blive afløst af den nordiske konvention om social bistand og sociale tjenester, som blev underskrevet den 14. juni 1994. Denne er trådt i kraft den 1. oktober 1996.

I EU-landene gælder særlige regler med hensyn til sociale ydelser for danske statsborgere med bopæl i et af de andre medlemslande. EU-Traktatens art. 51 har til formål at sikre arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som benytter sig af muligheden for at arbejde og opholde sig i en anden medlemsstat end hjemstaten, mod de tab af rettigheder, der ellers ville være en følge heraf.

Rådets forordning EØF 1408/71 og gennemførelsesforordningen EØF 574/72, som er blevet revideret flere gange, fastlægger bestemmelserne om social sikring for vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende. Forordningerne har til formål at koordinere medlemsstaternes lovgivninger om social sikring for at beskytte arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der skifter arbejds- eller opholdssted inden for Unionen.

Forordningerne omfatter ret til ydelser ved sygdom og moderskab, pension, ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, ydelser ved arbejdsløshed, børnetilskud og familieydelser.

Såfremt en repræsentation modtager forespørgsler i konkrete sager, bør de forelægges direkte for den relevante myndighed i Danmark.

De relevante myndigheder er:

Socialministeriet:

Dagpenge ved sygdom eller fødsel, sociale pensioner, arbejdsskadeforsikring, børnetilskud og familieydelser, revalidering.

Sundhedsministeriet:

Naturalydelser ved sygdom (sygehuse og sygesikring) og begravelseshjælp.

Arbejdsministeriet:

Arbejdsløshedsforsikring og ATP.

Kontaktorganer er:

Sundhedsministeriet vedrørende naturalydelser ved sygdom og begravelseshjælp.

Direktoratet for Social Sikring og Bistand vedrørende dagpenge og ved sygdom og fødsel, social pension og andre ydelser efter den sociale pensionslovgivning herunder ATP, revalidering, børnefamilieydelse og børnetilskud.

Arbejdsskadestyrelsen vedrørende ydelser ved arbejdsskader.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring vedrørende ydelser i anledning af arbejdsløshed samt efterløn.

2. Understøttelse fra danske myndigheder

I visse lande kan der være mulighed for efter bistandslovens § 5 at yde hjælp til en dansk statsborgers forsørgelse i udlandet, når hjemsendelse derved kan undgås, og omstændighederne i øvrigt taler for det. Det gælder i lande, som ikke følger international sædvane på området og ikke har tilsluttet sig en af de nævnte internationale konventioner eller bilaterale overenskomster under pkt. 1 eller i lande, hvor social forsorg ikke findes eller er lidet udviklet.

Efter Socialministeriets praksis gives der normalt kun hjælp til personer, som har opholdt sig i udlandet gennem mange år, og som nærmer sig den danske folkepensionsalder.

Det er en forudsætning for at give hjælp, at ansøgeren og en eventuel ægtefælle ikke selv har indtægter eller en mere end ubetydelig formue, som kan dække behovet.

Hjælpen kan højest udgøre et beløb pr. person svarende til folkepensionens grundbeløb fratrukket eventuelle indtægter.

Repræsentationen forelægger sagen for Udenrigsministeriet med oplysninger om:

ansøgerens navn,

alder,

fødested,

nationalitet,

opholdssteder efter det fyldte 18. år,

familieforhold samt

kortfattet resume om erhvervsforhold, herunder årsagen til, at pågældende ikke længere kan klare sig selv.

Derudover skal der være oplysninger om indtægter og formue, herunder oplysninger om formuens karakter og størrelse, samt oplysninger om udgifter til bolig, kost og læge/medicin.

Desuden bør der være oplysninger om muligheden for støtteordninger i opholdslandet samt eventuelle oplysninger om udgiftsniveauet i det pågældende land i forhold til udgiftsniveauet i Danmark.

Repræsentationen bør sikre sig nødvendig dokumentation for, at oplysninger om indtægts-, udgifts- og formueforhold er korrekte.

Indstillingen bør afsluttes med repræsentationens skøn over størrelsen af den hjælp, der vil være behov for med fornøden hensyntagen til de lokale forhold.

Udenrigsministeriet sender sagen til Socialministeriet, som træffer afgørelse om, hvorvidt der kan ydes hjælp efter bistandslovens § 5, og træffer afgørelse om hjælpens størrelse.

Socialministeriet sender afgørelsen til Udenrigsministeriet, som sørger for at underrette repræsentationen. Repræsentationen orienterer modtageren om, at pågældende har pligt til at give oplysninger til repræsentationen om ændringer i pågældendes og en eventuel ægtefælles personlige og økonomiske forhold, som kan have betydning for retten til at modtage hjælp efter bistandslovens § 5. Repræsentationen underretter Udenrigsministeriet, hvis repræsentationen får sådanne oplysninger eller selv kommer i besiddelse af dem. Udenrigsministeriet sender oplysningerne til Socialministeriet, der træffer afgørelse om, hvorvidt pågældende fortsat er berettiget til hjælp.

Udbetalingen af hjælpen efter bistandslovens § 5 sker gennem den danske repræsentation.

Retten til hjælp efter bistandslovens § 5 ophører ved modtagerens død, og det bemærkes i den forbindelse, at der ikke kan ydes særskilt hjælp til udgifter ved begravelse m.m. Der stilles dog efter praksis ikke krav om tilbagebetaling af den del af hjælpen, der allerede måtte være udbetalt for tiden efter dødsfaldet.

E. Bistand i straffesager

1. Alvorligere lovovertrædelser, herunder fængsling

Hvis en repræsentation modtager meddelelse om eller erfarer, at en dansk statsborger er blevet arresteret eller tiltales for en alvorligere lovovertrædelse , skal følgende oplysninger straks indhentes og forelægges Udenrigsministeriet:

a. Arresteredes navn, adresse og CPR-nummer.

b. Pårørende i Danmark, som den arresterede ønsker at underrette.

c. Lovovertrædelsens art og omfang.

d. Strafferamme og sandsynlig straf.

e. Regler for offentlig beskikkelse af forsvarer og værdien af et sådant forsvar.

f. Vilkårene for privat advokatbistand og salærsats.

g. Vilkårene for anvendelse af tolk.

h. Varetægtens formodede længde og arrestforholdene.

i. Mulighederne for løsladelse mod eller uden kaution.

Ifølge folkerettens regler og Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser kan opholdslandets myndigheder ikke nægte en frihedsberøvet udlænding adgang til at sætte sig i forbindelse med sit lands diplomatiske eller konsulære repræsentation. Myndighederne er også forpligtet til at underrette udlændingen om denne rettighed.

Repræsentationen bør sørge for snarest muligt at få adgang til en personlig samtale med den frihedsberøvede - medmindre denne ikke ønsker det - for at erfare, om den arresterede måtte have særlige ønsker med hensyn til juridisk hjælp (udgifter til advokatbistand skal afholdes af den pågældende selv) eller anden hjælp som fx særlig kostforplejning, medicin eller økonomisk bistand fra pårørende i Danmark.

Hvis repræsentationen skønner, at frihedsberøvelse er sket i strid med almindelig anerkendte retsprincipper, bør repræsentationen forelægge sagen for Udenrigsministeriet for at få bemyndigelse til eventuelt at foretage en demarche over for opholdslandets myndigheder. En sådan demarche må som hovedregel ikke kunne opfattes som et udtryk for mistillid til lovligheden af det eller de skridt, som opholdslandets myndigheder har taget i sagen.

Hvis repræsentationen kan udvirke tiltalefrafald eller løsladelse på betingelse af, at den pågældende hjemsendes ved repræsentationens foranstaltning, skal dette forelægges Udenrigsministeriet for at opnå bemyndigelse til afholdelse af hjemtransportudgifter.

Repræsentationen bør til stadighed holde sig orienteret om sagens forløb og sørge for, at den frihedsberøvede - medmindre denne modsætter sig det - modtager besøg af en medarbejder ved repræsentationen eller en anden person, som er repræsentationen bekendt, og som repræsentationen har særlig tillid til (fx honorær konsul, dansk præst i udlandet). Spørgsmålet om hyppigheden af besøg hos den frihedsberøvede må bero på repræsentationens eget skøn under hensyntagen til omstændighederne i hver enkelt sag og lokale forhold i øvrigt, da vigtigheden af en regelmæssig kontakt med den frihedsberøvede understreges.

Om mulighederne for overførelse til strafafsoning i Danmark henvises til kap. VIII, I.

2. Mindre forseelser

Hvis en dansk statsborger i udlandet arresteres eller tiltales for en mindre forseelse eller lovovertrædelse, kan repræsentationen bidrage til opklaring af misforståelser (sprogvanskeligheder, ukendskab til lokale forhold) og muligvis på denne måde få sagen løst.

Disse sager skal ikke indberettes til Udenrigsministeriet, medmindre ganske særlige omstændigheder efter repræsentationens skøn taler for det.

3. Løsladelse og udvisning

Løslades en arresteret midlertidigt mod eller uden kaution, må repræsentationen ikke over for de lokale myndigheder garantere for den pågældendes forbliven i landet eller garantere for afholdelse af udgifterne ved hans fortsatte ophold i landet.

Overtrædelse af opholdslandets lovgivning kan i en række lande ofte medføre udvisning. Udgifterne i forbindelse hermed er i princippet den danske stat uvedkommende.

Anmoder opholdsstatens myndigheder repræsentationen om at udstede dansk pas for en person, som ønskes udvist, bør repræsentationen i første omgang søge at fremskaffe den pågældendes pas, hvis det er blevet beslaglagt ved arrestationen. Er dette ikke muligt, bør repræsentationen sikre sig, at den pågældende er dansk statsborger og i tvivlstilfælde forelægge sagen for Udenrigsministeriet.

Når en repræsentation erfarer, at en dansk statsborger er eller vil blive udvist af opholdslandet på grund af kriminelle forhold, bør de lokale myndigheder anmodes om udskrift af de straffedomme, som den pågældende er idømt. Udskrifterne indsendes til Udenrigsministeriet til videregivelse til Justitsministeriet.

4. Honorære repræsentationers opgaver

En honorær repræsentation bør straks underrette den overordnede udsendte repræsentation for at indhente vejledning eller instruks, hvis den har fået kendskab til, at en dansk statsborger er blevet frihedsberøvet inden for repræsentationens virksomhedsområde. Den overordnede repræsentation afgør, om sagen skal forelægges Udenrigsministeriet.

Hvis sagen er af særlig hastende karakter, kan den honorære repræsentation forelægge den direkte for Udenrigsministeriet med samtidig underretning til den overordnede repræsentation.

F. Bistand ved dødsfald i udlandet

1. Generelt

Den bistand og de foranstaltninger, en repræsentation skal og bør udføre i forbindelse med et dødsfald i udlandet, varierer betydeligt, alt efter bl.a. om afdøde havde fast bopæl i Danmark eller i udlandet, og om afdøde havde tegnet gyldig forsikring eller ej. En repræsentation er ofte første instans, som underrettes om, at en dansk statsborger under midlertidigt ophold i repræsentationens virksomhedsområde er afgået ved døden. Tilsvarende vil en repræsentation også ofte være den første, som underrettes om, at en dansk statsborger med fast bopæl inden for repræsentationens virksomhedsområde er afgået ved døden og har nærmeste pårørende bosiddende i Danmark. Repræsentationen og Udenrigsministeriet har derfor en vigtig opgave for hurtigt at underrette de pårørende. I Danmark sker dette altid via Rigspolitiets kommunikationscenter (telefax 33 32 27 71) efter anmodning fra Udenrigsministeriet, medmindre underretning er sket ved fx et forsikringsselskabs mellemkomst.

2. Dødsfald under midlertidigt ophold i udlandet

Når en repræsentation erfarer, at en dansk statsborger eller en ikke-dansk statsborger med gyldig dansk opholds- og arbejdstilladelse (fast bopæl i Danmark) under et midlertidigt ophold i repræsentationens virksomhedsområde er afgået ved døden, skal repræsentationen hurtigst muligt søge afdødes identitet bekræftet (fx afdødes pas, oplysning fra rejseledsager(e), lokal myndigheds bekræftelse). Derefter teleindberettes til Udenrigsministeriet om dødsfaldet, herunder afdødes fulde navn, adresse og CPR-nummer, dødsårsagen, tid og sted for dødsfaldet samt eventuelle pårørende i Danmark. Oplysninger om tegnet forsikring og forsikringsselskab bør også indgå i indberetningen.

Hvis der er usikkerhed om identificering af afdøde, kan repræsentationen anmode Udenrigsministeriet om at søge oplysninger fremskaffet om særlige kendetegn, såsom fødselsmærker, tatovering o.l. I vanskelige tilfælde vil fx afdødes tandkort kunne være af stor betydning.

I det omfang, den offentlige sygesikring dækker (jf. under pkt. C, 3), bør SOS International (tlf. 33 27 72 33, telefax 33 27 72 27) underrettes.

3. Obduktion ved dødsfald i udlandet

I mange lande findes der bestemmelser om, at obduktion skal foretages, hvis dødsfaldet indtræder uden for et sygehus.

Hvis der ikke foretages obduktion, bør repræsentationen hurtigst muligt forelægge sagen for Udenrigsministeriet med henblik på instruktion, herunder indhentelse af pårørendes samtykke til obduktion, hvis der er mistanke om, at en forbrydelse kan være årsag til dødsfaldet, eller en fejlagtig angiven dødsårsag foreligger. I givet fald skal repræsentationen sørge for indsendelse af obduktionsrapport samt rapport om politiundersøgelsen.

4. Registrering og hjemsendelse af efterladenskaber

a. Registrering. Repræsentationen bør i forståelse med de stedlige myndigheder og afdødes eventuelle rejseledsager(e) sørge for, at afdødes efterladenskaber bliver registreret og hjemsendt til Danmark, da en skiftebehandling af sådanne efterladenskaber i henhold til dansk ret principielt hører under skifteretten på afdødes hjemsted.

Registreringen bør i tilfælde af efterladenskaber af større værdi foretages i overværelse af to vidner, der sammen med den, der foretager registreringen (stedlig myndighed eller repræsentationen), underskriver fortegnelsen.

Hvis afdøde var ledsaget af sin ægtefælle, og efterladenskaberne består af normal rejsebagage, rejsevaluta mv., kan repræsentationen afstå fra registrering, men bør foreholde ægtefællen, at en registrering, specielt af værdigenstande (ur, smykker o.l.) er i dennes interesse.

Med hensyn til afdødes pas bør repræsentationen sørge for, at dette annulleres ved stempling af passets sider med oplysninger om pasindehaver mv. eller ved gennemhulning af passet og afklipning af to hjørner.

b. Hjemsendelse. Hvis efterladenskaberne tages i forvaring af stedlige myndigheder, bør repræsentationen snarest sørge for, at disse udleveres og sendes til Udenrigsministeriet.

Hvis de stedlige myndigheder ikke tager efterladenskaber i varetægt, bør de opbevares af repræsentationen og af denne hjemsendes på betryggende måde.

Forsendelser af efterladenskaber til Udenrigsministeriet skal være tydeligt mærket »Værdiforsendelse - Efterladenskaber« samt referere til tidligere indberetning/meddelelse om dødsfaldet.

Hvis det efter omstændighederne er mest praktisk, vil efterladenskaber kunne udleveres til eventuelt ledsagende ægtefælle, slægtninge eller andre rejseledsagere, hvis pålidelighed repræsentationen ikke har grund til at betvivle. Der bør i så fald udfærdiges en kvittering for efterladenskabernes modtagelse, eventuelt ved en påtegning på en kopi af registreringsfortegnelsen.

5. Hjemsendelse af kiste/urne

Er afdøde omfattet af den offentlige sygesikring eller forsikret hos Europæiske Rejseforsikring A/S eller et andet forsikringsselskab, vil repræsentationen blive anmodet af en af sidstnævnte om at sørge for hjemsendelse af afdøde. I andre tilfælde vil hjemsendelse ske efter instruks fra Udenrigsministeriet.

Hvis lokal begravelse kan blive aktuel, skal sagen hurtigst muligt forelægges for Udenrigsministeriet.

I tilfælde af kremering af afdøde skal de pårørendes ønsker som regel være afgørende. Askeurner skal adresseres enten til Udenrigsministeriet eller en bedemandsforretning i Danmark eller kontoret ved den kirkegård, hvor bisættelse skal finde sted. Askeurnen skal være ledsaget af en dødsattest udstedt af en kompetent myndighed og en ligbrændingsattest. Der er ingen indklareringsformaliteter i Danmark for askeurner.

Danmark har endnu ikke tiltrådt den europæiske konvention af 26. oktober 1973 om transport af lig (tiltrådt af Belgien, Cypern, Grækenland, Island, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Portugal, Schweiz, Sverige, Tyrkiet og Østrig), men gældende danske bestemmelser opfylder konventionens forskrifter (Indenrigsministeriets bkg. nr. 152 af 14. april 1983 og Sundhedsstyrelsens cirk. af 26. september 1983 om transport af lig til og fra udlandet).

Ligkister, som skal være ledsaget af et ligpas udstedt af en kompetent myndighed, kan ligeledes frit indføres og udleveres uden indklareringsformaliteter.

Kisten skal være af en vis beskaffenhed. Den skal være udført i et materiale, som er uigennemtrængeligt for fugt og indeholde et væskeopsugende materiale (fx tørvesmuld eller trækulspulver). Kisten skal bestå enten af en udvendig trækiste (mindst 20 mm sider) og en indvendig kiste af omhyggeligt sammenloddet zink eller af en enkelt trækiste, hvis sider er mindst 30 mm tykke og foret med et lag zink. Ved transport af kisten med fly skal endvidere medfølge en balsameringsattest.

Ifølge en uformel overenskomst mellem de nordiske lande skal Europarådskonventionens bestemmelser med visse modifikationer anvendes.

I de lande, som ikke er tilsluttet Europarådskonventionen om transport af lig, eller hvor der ikke er en kompetent myndighed, må repræsentationen selv udfærdige det nødvendige ligpas med følgende tekst:

  

 ---------------------------------------------------------------------  

                              LIGPAS  

 Efter at samtlige bestemmelser vedrørende emballering og transport af  

    lig i kiste nøje er iagttaget, skal liget af (navn) født den  

    (dato) i (sted), død den (dato) transporteres fra (sted) til  

    (sted) med (transportmiddel).  

 Samtlige autoriteter i de lande, hvorigennem transporten finder sted,  

    anmodes om, at liget passerer frit og uhindret.  

     (repræsentationen i (sted)                          den (dato))  

     (stempel)                             (underskrift og stilling)  

 J.nr.  

---------------------------------------------------------------------

Inden ligpas udstedes, bør repræsentationen kræve følgende forelagt:

  • a) Officiel dødsattest.
  • b) Erklæring fra embedslæge eller anden kompetent myndighed om, at der ikke af sundhedsmæssige grunde er betænkeligheder ved transporten.
  • c) Attest fra bedemand eller kompetent myndighed om, at liget er lagt i kisten på forskriftsmæssig måde, og at kisten kun indeholder liget af afdøde.

Disse erklæringer skal vedhæftes ligpasset.

Sundhedsstyrelsen modsætter sig ikke, at den amerikanske kistetype anvendes.

6. Fast bopæl i udlandet

Repræsentationen bør fremsende rutinemæssige meddelelser om dødsfald af danske statsborgere direkte til Rigspolitichefen, Kriminalregistret, Postboks 93, 2650 Hvidovre.

Kun i særlige tilfælde bør der telexindberettes til Udenrigsministeriet om dødsfaldet, fx hvor der er tale om en egentlig bistandssag, som kræver Udenrigsministeriets involvering, fx i forbindelse med underretning af nærmeste pårørende eller stillingtagen til hjemsendelse af afdøde.

Rutineindberetninger skal også omfatte dødsfald af ikke-danske statsborgere med fast bopæl i Danmark, som repræsentationen informeres om.

Oplysningerne i repræsentationens indberetning til Rigspolitichefen, Kriminalregistret videreformidles til Indenrigsministeriets CPR-register med henblik på registrering bl.a. i Det centrale Personregister. Indenrigsministeriet har i sin Vejledning om Folkeregistrering (1. marts 1993) fastsat, at registrering af dødsfald i udlandet som udgangspunkt forudsætter forevisning af original eller bekræftet kopi eller udskrift af dødsattest udstedt af kompetent myndighed eller en tilsvarende dødsformodningsdom.

Repræsentationerne anmodes derfor om i videst muligt omfang at sørge for, at disse meddelelser om dødsfald ledsages af en sådan dokumentation eller - når det gælder steder, hvor der ikke udstedes dødsattester eller dødsformodningsdomme - anden tilstrækkelig dokumentation for dødsfaldet. Der bør dog aldrig medsendes dokumenter, som ønskes tilbagesendt.

Repræsentationen kan ikke afholde eller udlægge udgifter til rekvirering af dødsattester eller udskrifter heraf.

Sørger de pårørende ikke for begravelse af afdøde og træffer de stedlige myndigheder ikke på eget initiativ foranstaltning til begravelsen, bør repræsentationen anmode de lokale myndigheder om at drage omsorg for en passende begravelse. Udgifter i forbindelse med begravelsen, som i princippet er den danske stat uvedkommende, bør afholdes af afdødes efterladte midler, eller i det omfang disse måtte være utilstrækkelige, af de stedlige myndigheder.

Begravelse ved repræsentationens foranstaltning bør normalt kun finde sted efter instruktion fra Udenrigsministeriet eller i tilfælde, hvor stedlige religiøse eller kulturelle forskelle bevirker, at begravelsen ikke bør foretages af de stedlige myndigheder.

7. Honorære repræsentationers opgaver

Hvis en honorær konsulær repræsentation erfarer, at en person bosat i Danmark eller en dansk statsborger bosiddende inden for distriktet er afgået ved døden, skal den overordnede myndighed straks underrettes med henblik på instruktion om videre foranstaltning.

G. Bistand ved naturkatastrofer, flyulykker mv.

Ved naturkatastrofer og ulykker, hvori danskere er impliceret, skal repræsentationen yde enhver mulig bistand. Udenrigsministeriet skal hurtigst muligt underrettes om navn og adresse på implicerede danske statsborgere med henblik på underretning af pårørende. Repræsentationen bør i samme forbindelse indhente så korrekte oplysninger som muligt om situationen og træffe de foranstaltninger, som ulykken måtte give anledning til. Repræsentationen bør herefter holde Udenrigsministeriet løbende underrettet om udviklingen.

I forbindelse med naturkatastrofer er det af særlig betydning, at repræsentationen i størst muligt omfang søger kontakt med danske statsborgere, som bor inden for repræsentationens virksomhedsområde, og indberette det til Udenrigsministeriet.

Repræsentationen er bemyndiget til at afholde alle nødvendige udgifter, men bør, hvis tiden tillader det, først indhente Udenrigsministeriets godkendelse.

Specielt ved flyulykker vil der være behov for en hurtig og effektiv indsats fra den stedlige repræsentation over for de lokale myndigheder bl.a. for at forhindre, at omkomne danske bliver begravet på stedet, og for at muliggøre hurtig identifikation og eventuel hjemtransport af døde og sårede.

Da der ved flyulykker ofte er tale om betydelige identifikationsvanskeligheder på grund af ligenes tilstand, kan der blive tale om at udsende en ekspertgruppe fra Danmark, der på grundlag af medbragte identifikationsoplysninger, herunder især tandkort, er i stand til at gennemføre identifikationen, hvor de lokale myndigheder på forhånd anser det for umuligt.

H. Spørgsmål om værnepligt

1. Værnepligt i Danmark

a. Generelt. Ifølge lov om værnepligt nr. 213 af 30. maj 1980, senest ændret ved lov nr. 1056 af 23. december 1992 og lovbekendtgørelse nr. 190 af 2. april 1993, omfatter værnepligten enhver dansk mand. Den, der også er statsborger i en fremmed stat, kan dog være fritaget for værnepligten i medfør af international overenskomst eller bilaterale aftaler med andre lande, jf. pkt. 2. Endvidere kan personer, der har gjort værnepligtstjeneste eller har gennemgået uddannelse i en fremmed stats forsvar, helt eller delvis fritages for dansk værnepligtstjeneste. Ansøgning indsendes til Værnepligtskontoret, Slotsholmsgade 10, 1216 København K.

Indenrigsministeren kan tillade udenlandske mænd at gøre værnepligtstjeneste, når særlige omstændigheder taler for det, og dette ikke strider mod overenskomst med en fremmed stat.

b. Registrering. De værnepligtige registreres på grundlag af Det Centrale Personregister (CPR).

c. Møde for sessionen. Pligten til at møde for sessionen indtræder i det år, hvor den værnepligtige fylder 18 år, medmindre indenrigsministeren bestemmer, at den først skal indtræde senere. Det er en forudsætning for mødepligten, at den værnepligtige har fast bopæl i Danmark. Mødepligten indtræder ikke ved midlertidigt ophold. Der kan gives værnepligtige udsættelse med at møde på session indtil udgangen af det år, hvori de fylder 25 år, hvis det godtgøres, at en sådan udsættelse af hensyn til deres uddannelse eller af andre grunde er af særlig betydning.

Det kan på sessionen pålægges en værnepligtig, der ikke er tilstrækkeligt udviklet eller lider af en midlertidig svaghed eller sygdom, at møde for en senere session. Værnepligtige, der ikke er blevet endeligt sessionsbehandlede inden deres fyldte 30. år, kan ikke udskrives.

d. Aftjening af værnepligten. De værnepligtige, der er udskrevet på sessionen, indkaldes til aftjening af værnepligten inden for forsvarets forskellige grene. Aftjening af værnepligten kan imidlertid også ske inden for Redningsberedskabet. Hvis indkaldelse til værnepligt strider mod den pågældendes samvittighed, kan der søges om overførsel til civilt arbejde (militærnægtertjeneste) eller under særlige omstændigheder ved bistandsarbejde i udviklingslande.

Der kan gives værnepligtige udsættelse med indkaldelsen indtil udgangen af det år, hvori de fylder 26 år, hvis det godtgøres, at en sådan udsættelse af hensyn til deres uddannelse eller af andre grunde vil være af særlig betydning for dem.

Yderligere udsættelse kan kun gives værnepligtige, der godtgør, at en udsættelse er af væsentlig betydning for deres eller deres pårørendes velfærd. Udsættelse ud over udgangen af det år, hvor den værnepligtige fylder 26 år, meddeles for indtil 1 år ad gangen og kan, hvis de nævnte forhold stadig foreligger, gives for i alt tre år. Herefter kan værnepligtige, hvis en fritagelse har afgørende betydning for deres eller deres pårørendes velfærd, helt fritages for aftjening af værnepligt.

Værnepligtige, der ikke inden deres 32. år har begyndt værnepligtstjenesten, kan ikke indkaldes.

e. Særlige regler for søfarende. Værnepligtige, der er forhyrede på skibe i udenrigsfart, herunder fart på Færøerne og Grønland, skal henvende sig til et af de sessionsadministrerende statsamter for at blive sessionsbehandlede, første gang de kommer til Danmark efter det halvår, hvor deres fødselsårgang møder for session.

f. Danske statsborgere med fast bopæl i udlandet. Værnepligtige, der har fast bopæl uden for Danmark, har ikke pligt til at møde for sessionen i Danmark.

Hvis en dansk statsborger, der har fast bopæl i udlandet, ønsker at gøre dansk værnepligtstjeneste, vil han efter aftale kunne møde for sessionen på et af landets sessionssteder. Ved sessionen skal der udfyldes et helbredsspørgehæfte vedrørende eventuelle lidelser, der kan have betydning for den pågældendes egnethed. Hvis den fremmødte findes egnet eller begrænset egnet, kan der ansøges om hurtig indkaldelse til aftjening af værnepligt. Omkostningerne ved den pågældendes rejse i forbindelse med mødet for sessionen afholdes af den pågældende selv, hvorimod rejsen i Danmark til vedkommende tjenestested i forbindelse med indkaldelsen sker på fribillet.

2. Værnepligt i udlandet

Da danskere, der er bosat i udlandet, er underkastet opholdslandets love, vil de - i det omfang den pågældende lovgivning i opholdslandet pålægger de bosatte udlændinge værnepligt - ikke kunne unddrage sig denne pligt, medmindre de er fritaget for værnepligten i henhold til en overenskomst afsluttet mellem Danmark og opholdslandet.

Danmark har indgået bilaterale aftaler med en række lande, som gensidigt tilsikrer det ene lands statsborgere fritagelse for værnepligt i det andet land samt overenskomster, som sikrer, at personer med dobbelt statsborgerret ikke undergives værnepligt i mere end et land. Det er normalt det land, hvor den pågældende har fast bopæl. Endvidere har Danmark ratificeret den europæiske konvention af 6. maj 1963 med efterfølgende ændringer om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret.

Forespørgsler om værnepligtsforhold bør i tvivlstilfælde forelægges Udenrigsministeriet eller direkte for Indenrigsministeriet, Værnepligtskontoret, Slotsholmsgade 10, 1216 København K.

Kapitel VIII

Bistand i civilretlige og strafferetlige anliggender

Kapitel VIII

Bistand i civilretlige og strafferetlige anliggender

  

  A. Bistand til inddrivelse af fordringer  

     1. Sagen forelægges for debitor  

     2. Henvisning til advokat eller inkassobureau  

     3. Tvangsinddrivelse ad rettens vej  

        a. Den nordiske konvention af  

           11. oktober 1977 om anerkendelse og  

           fuldbyrdelse af privatretlige krav  

        b. EF-domskonventionen  

        c. Lugano-konventionen  

        d. Den nordiske konvention af 23. marts 1962 om  

           inddrivelse af underholdsbidrag  

        e. FN-konventionen af 20. juni 1956 om inddrivelse af  

           underholdsbidrag  

        f. Konvention af 15. april 1958 om inddrivelse af  

           underholdsbidrag til børn  

        g. Konvention af 2. oktober 1973 om  

           underholdspligt  

  B. Forkyndelse i civilsager  

     1. Hvad kan forkyndes  

     2. Hvorledes kan forkyndes  

     3. Hvilke dokumenter  

     4. Sagsøgtes adresse  

     5. Omberammelse  

     6. Fremsendelse ved Note  

  C. Bevisoptagelse, herunder syn og  

     skøn, for domstol i udlandet  

     1. Den danske domstols kendelse om  

        bevisoptagelse i udlandet  

     2. Den danske domstols anmodning til den  

        udenlandske domstol  

     3. Anmodningens fremsendelse til den  

        udenlandske domstol  

     4. Repræsentationens medvirken til  

        anmodningens gennemførelse  

  D. Udenretslig bevisoptagelse, erklæringer  

     og forklaringer for repræsentationen  

     1. Generelle regler  

     2. Tilvejebringelse af erklæringer  

     3. Afgivelse af forklaringer  

  E. Fritagelse for sikkerhedsstillelse  

     for retsomkostninger  

  F. Gratis retshjælp  

  G. Forkyndelser og afhøringer i straffesager  

  H. Eftersøgning og udlevering af lovovertrædere  

     1. Efterlysning og anholdelse  

     2. Udlevering  

     3. Internationale aftaler  

     4. Udlevering mellem de nordiske lande  

  I. Overførelse af domfældte  

KAPITEL VIII

Bistand i civilretlige og strafferetlige anliggender

A. Bistand til inddrivelse af fordringer

1. Sagen forelægges for debitor

Når en repræsentation modtager en anmodning om bistand til inddrivelse af en fordring i repræsentationens distrikt, skal repræsentationen mundtligt eller skriftligt forelægge sagen for debitor og anmode ham om at indbetale modværdien af beløbet til repræsentationen eller eventuelt overføre beløbet til kreditor. Har repræsentationen grund til at nære tvivl om fordringens rigtighed, bør den dog, inden sagen forelægges for debitor, indhente nærmere dokumentation fra kreditor.

Drejer det sig om offentlige fordringer (skatterestancer, forskudsvis udbetalte underholdsbidrag mv.) under 2.000 kr. eller kommercielle fordringer under dette beløb, er repræsentationen dog efter omstændighederne bemyndiget til at fortælle kreditor, at udenrigstjenesten ikke ser sig i stand til at yde bistand til inddrivelse af fordringen og derfor beklager at måtte henvise kreditor til at søge fordringen inddrevet ad anden vej. I den forbindelse skal opgives navn og adresse på inkassobureauer eller advokater, som kan anbefales, og de skønsmæssige omkostninger ved fordringens inddrivelse. Ved kommercielle fordringer forstås krav, der fremkommer mellem to virksomheder.

Den nævnte beløbsgrænse gælder ikke ikke-kommercielle fordringer, dvs. krav mellem private personer eller mellem en virksomhed og en privatperson.

Hvis der træffes en ordning, hvorefter debitor indbetaler det skyldige beløb til repræsentationen i rater, kan repræsentationen vente med at afregne med kreditor, indtil alle rater er indbetalt, hvor det drejer sig om mindre beløb, og der ikke skønnes nogen kursrisiko forbundet dermed. Strækker betalingerne sig over mere end et halvt år, skal repræsentationen dog afregne halvårligt.

2. Henvisning til advokat eller inkassobureau

Reagerer debitor ikke på repræsentationens henvendelse, skal repræsentationen sende ham en fornyet henvendelse i anbefalet brev. Heri meddeles, at repræsentationen, hvis debitor ikke svarer eller ikke kan eller vil betale, vil henvise kreditor til at søge fordringen inddrevet gennem et inkassobureau eller en advokat på stedet. Ved at sende brev anbefalet vil repræsentationen samtidigt få mulighed for at kontrollere adressen.

Fører heller ikke denne fornyede henvendelse til resultat, skal repræsentationen underrette kreditor og samtidig redegøre for de muligheder, der består for at inddrive fordringen ad anden vej. Repræsentationen skal oplyse navn og adresse på inkassobureauer eller advokater, som repræsentationen kan anbefale, samt de skønsmæssigt forbundne omkostninger ved inkasso og den tid, der normalt vil gå, inden et resultat foreligger.

3. Tvangsinddrivelse ad rettens vej

Udenlandske myndigheder og domstole vil ikke medvirke til at inddrive fremmede offentlige krav, medmindre der er aftale om det.

Uanset om en fordring er fastsat ved dansk dom eller administrativ beslutning (fx underholdsbidrag), vil det over for debitors vægring ved at betale normalt være nødvendigt at søge dom over ham i opholdslandet, inden tvangsinddrivelse kan finde sted.

Udenlandske domstole er ikke bundet af en dansk retsafgørelse eller administrativ beslutning, men vil selvstændigt bedømme retsforholdet, medmindre internationale overenskomster foreskriver andet.

Danmark har indgået følgende konventioner, som gør det muligt at inddrive visse kategorier af fordringer på grundlag af en dansk dom eller administrativ beslutning:

  • a) Konvention af 11. oktober 1977 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om privatretlige krav (UM's bek. nr. 39 af 7. juni 1978). Konventionen gælder i forholdet til Finland, Norge og Sverige. Afgørelser og forlig om privatretlige krav skal anerkendes og fuldbyrdes umiddelbart i de øvrige stater. Konventionen omfatter ikke skatter og afgifter til stat og kommune, afgørelser om konkursbehandling og tvangsakkord eller afgørelser og forlig vedrørende familieretlige spørgsmål (herunder separation, skilsmisse, samværsret eller underholdspligt). Med hensyn til den praktiske gennemførelse af konventionens bestemmelser henvises til lov nr. 300 af 8. juni 1977. Se Justitsministeriets bek. nr. 635 af 15. september 1986. I forholdet til Island gælder stadig konventionen af 16. marts 1932.

Konventionerne viger for konventionerne under b) og c), i det omfang disse konventioner kan anvendes.

  • b) EF-domskonventionen om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager. (Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 724 af 22. oktober 1986). Konventionen gælder mellem EU's medlemsstater. Finland, Sverige og Østrig ventes omfattet i 1997. Konventionen omfatter ikke formueforholdet mellem ægtefæller, arv, konkurs, akkord o.l., social sikring og voldgift. Det bemærkes især, at danske administrative afgørelser om underholdspligt er omfattet af udtrykkene »dommer«, »ret« og »domsmyndighed«.
  • c) Lugano-konventionen om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager. Konventionen er udfærdiget for at omfatte EFTA-landene i et tilsvarende retligt samarbejde som EU-landene som nævnt under b).

Konventionen gælder i forholdet til Island, Norge og Schweiz og i forholdet til Finland og Sverige, indtil disse bliver omfattet af EF-domskonventionen, jf. b). Dette vil også gælde for Østrig, når landet har ratificeret Lugano-konventionen.

  • d) Konvention af 23. marts 1962 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om inddrivelse af underholdsbidrag (UM's bek. nr. 21 af 29. juli 1963). Danske retskraftige domme, administrative afgørelser og skriftlige vedtagelser, som kan fuldbyrdes i Danmark, og som pålægger en person at udrede underholdsbidrag, kan i henhold til konventionen på begæring umiddelbart fuldbyrdes i de fire øvrige lande. Fuldbyrdelse kan dog ikke kræves i strid med dom, kendelse eller beslutning, som i det land, hvor fuldbyrdelse søges, har fastsat bidraget til et lavere beløb eller afgjort, at underholdspligt ikke foreligger.
  • e) Konvention af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet (UM's bek. nr. 49 af 24. august 1962). Konventionen, der er afsluttet under De Forenede Nationers auspicier, gælder i forhold til Algeriet, Argentina, Australien, Barbados, Belgien, Bosnien-Herzegovina, Brasilien, Burkina Faso, Den Centralafrikanske Republik, Chile, Cypern, Equador, Filippinerne, Finland, Frankrig, Grækenland, Guatemala, Haiti, Irland, Israel, Italien, Kap Verde, Kroatien, Luxembourg, Makedonien, Marokko, Mexico, Monaco, Nederlandene, New Zealand, Niger, Norge, Pakistan, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sri Lanka, Storbritannien og Nordirland, Suriname, Sverige, Taiwan, Tjekkiet, Tunesien, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn, Uruguay, Vatikanstaten og Østrig. Konventionen har til formål at skabe en slags international retshjælp ved at lette inddrivelse af underholdsbidrag, der tilkommer en person, der befinder sig i en af deltagerstaterne, hos en person, der er underkastet en anden deltagerstats jurisdiktion. Hver stat skal udpege en myndighed, hos hvem den bidragsberettigede kan søge bistand (det formidlende organ) og en anden myndighed, som har til opgave at søge gennemført berettigede krav på underholdsbidrag imod personer inden for dens territorium (det modtagende organ). Konventionen hjemler ikke, at et deltagerlands domme eller administrative afgørelser om underholdsbidrag skal anerkendes eller fuldbyrdes umiddelbart i de øvrige deltagerlande. Det modtagende organ vil derfor, hvis et krav på underholdsbidrag bestrides, være henvist til at anlægge sag på den bidragsberettigedes vegne.
  • f) Konvention af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn (UM's bek. nr. 26 af 1. april 1966). Konventionen, der vedtoges på privatretskonferencen i Haag i 1956, gælder i forhold til følgende stater: Belgien, Liechtenstein, Suriname, Ungarn og Østrig. Danske retskraftige domme og administrative afgørelser angående underholdsbidrag til ugifte børn under 21 år, uanset om barnet er født i eller uden for ægteskab eller er adopteret, skal under visse forudsætninger anerkendes og erklæres eksigible i de andre deltagerstater.
  • g) Konvention af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt (UM's bekendtgørelse nr. 15 af 22. februar 1988). Konventionen gælder i forhold til Finland, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Slovakiet, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet og Tyskland. Konventionen bygger på konventionen af 1958 (se under f), men udvider den navnlig ved at medtage alle familieretlige underholdsforpligtelser og ved at give regler om det offentliges krav, herunder forskudsvis udlagte bidrag.

Herudover findes der i dansk speciallovgivning enkelte bestemmelser om anerkendelse og umiddelbar fuldbyrdelse af udenlandske domme.

B. Forkyndelse i civilsager

1. Hvad kan forkyndes?

Alle dokumenter, der stammer fra en juridisk myndighed (Statsamter og i København: Overpræsidiet er omfattet heraf vedrørende sager om fastsættelse af underholdsbidrag), såvel retlige som udenretlige, og som vedrører civile sager. Sidstnævnte begreb kan fortolkes udvidende.

Andre dokumenter vil kunne forkyndes ved direkte forkyndelse, jf. punkt 2.B), der beror på modtagerens frivillige medvirken. Der er i dette tilfælde snarere end forkyndelse tale om at indhente en erklæring fra modtageren om, at han har modtaget et bestemt dokument. Fremgangsmåden bør derfor altid være mulig, uanset om et land helt eller delvis forbyder direkte forkyndelse.

I det følgende omtales alene stævninger, men reglerne gælder også andre retlige eller udenretlige dokumenter.

2. Hvorledes kan forkynddes?

Der skelnes mellem A) tvangsforkyndelse og B) direkte forkyndelse.

  • A) Tvangsforkyndelse sker vedrørende:
  • a) de nordiske lande efter Nordisk Overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp (Udenrigsministeriets bekendtgørelse af 15. september 1975). Anmodninger om forkyndelse sendes af domstolen direkte til den kompetente judicielle myndighed i et andet nordisk land. Ved sager, der er anlagt ifølge konventionerne, der er nævnt under A, 3. b) og c) skal følgende Haagerkonvention anvendes, indtil en særskilt EU-Konvention om forkyndelse er vedtaget, antageligt i 1997.
  • b) lande, der er omfattet af Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retlige og udenretlige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål. (Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 15 af 13. februar 1970). Anmodningen udfyldes af retten på en særlig formular til en central myndighed i det pågældende land på fransk, engelsk eller modtagerlandets sprog. Det bemærkes, at det er retten, der skal angives som rekvirent i formularen.
  • c) Østrig ved Overenskomst af 8. november 1979 (Udenrigsministeriets bekendtgørelse af 17. august 1981). Dokumenter til forkyndelse sendes til det danske justitsministerium.
  • d) alle andre lande i kraft af konventioner eller international praksis som konsulær forkyndelse. Anmodningen sendes til den danske ambassade eller det danske generalkonsulat i det pågældende lands hovedstad af advokaten eller retten. Enkelte lande, især i Mellem- og Sydamerika, kræver en retsanmodning fra retten til den berørte domstol i landet (i Chile til det chilenske udenrigsministerium).
  • B) Direkte forkyndelse er nemmere og mindre omkostningskrævende. Den bør altid overvejes, hvis sagsøgte er dansk, forstår dansk eller af anden grund må forventes at være indforstået med fremgangsmåden, idet den forudsætter sagsøgtes frivillige medvirken. Et land kan acceptere direkte forkyndelse over for alle, over for alle andre end landets egne statsborgere eller kun over for danske statsborgere. Fremgangsmåden bør også benyttes i lande, hvor tvangsforkyndelse ikke er mulig.

Stævning og genpart sendes til sagsøgte med anmodning om at returnere originalen med underskrift for modtagelse af forkyndelsen under angivelse af tid og sted. Det er måske tilrådeligt inden at indhente rettens indforståelse med forkyndelsesmåden.

Advokaten kan vælge først at skrive til sagsøgte for at høre, om han vil medvirke til direkte forkyndelse. Sagsøgte skal i begge tilfælde oplyses om, at hvis han ikke ønsker at medvirke til direkte forkyndelse, vil dokumenterne blive oversat, legaliseret og tvangsforkyndt via landets myndigheder med en væsentlig forøgelse af sagsomkostningerne til følge. Der bør være en frist, inden for hvilken sagsøgte skal svare.

Endelig kan stævning og genpart sendes til den stedlige danske repræsentation med anmodning om at søge direkte forkyndelse over for sagsøgte. Denne udvej bør kun benyttes, hvor retten kræver det, eller særlige forhold gør sig gældende, fx fordi sagsøgte er analfabet, eller fordi postgangen er usikker. Afsender bør i tvivlstilfælde gennem henvendelse til Udenrigsministeriet undersøge, om repræsentationen kan tilskrives på dansk.

3. Hvilke dokumenter?

  • A) Til tvangsforkyndelse.
  • a) Original stævning med genpart (ikke fotokopi). Berammet så langt ud i fremtiden, at forkyndelsestid + stævnevarsel + tid til oversættelse kan overholdes. Påført bemyndigelse til ambassade eller generalkonsulat til at omberamme, når der søges konsulær forkyndelse, jf. pkt. 2. A) d). (Thailand undtaget). Omberammelsesbemyndigelse til udenlandske myndigheder er uvirksom, måske med undtagelse af de nordiske lande.
  • b) To originale oversættelser til det relevante sprog af statsautoriseret translatør. Hvis flere sprog er nævnt, bør det vælges, som sagsøgte har kendskab til. Specielt vedrørende Belgien, Schweiz og Canada, afhængigt af det område, hvor dokumentet skal forkyndes. Begge oversættelser (undtagen Tyskland og Østrig) skal attesteres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvis underskrift (undtagen Storbritannien) legaliseres i Udenrigsministeriet. Ofte skal oversættelserne også legaliseres på landets ambassade eller konsulat.

Attestation og legaliseringer medfører gebyr pr. underskrift, hvorfor det er hensigtsmæssigt at samle hver oversættelse i et sæt, der alene underskrives af translatøren på første eller sidste side.

For visse sprog findes ikke autoriserede translatører. Oversættere må findes i telefonbøger. Udenrigsministeriet kan påtegne disse oversættelser med teksten »Set i Udenrigsministeriet«, hvorefter landets ambassade, hvis det er påkrævet, kan legalisere Udenrigsministeriets påtegning. En anden mulighed vil være fx at oversætte til engelsk og lade en autoriseret translatør i England oversætte til det nødvendige sprog. Foruden selve dokumentet skal alle bilag oversættes.

  • c) Hvis der søges forkyndelse efter Haagerkonventionen, skal der benyttes en formular in duplo som tidligere omtalt, jf. pkt. 2. A) b).
  • B) Ved direkte forkyndelse er der ikke andre krav til dokumenter, end hvad den berammende ret måtte kræve. Retten må antages at fordre en original stævning, der er påtegnet af sagsøgte med tid og sted for forkyndelsen og underskrift herfor. Sagsøgte bør have en genpart (modsat kravet i retsplejeloven § 155). I de sjældne tilfælde, hvor der aftales direkte forkyndelse med en sagsøgt der ikke har kendskab til dansk, vil retten sikkert stille krav til oversætterens kvalifikationer. Da landets myndigheder ikke involveres, er der ikke krav om underskrifter, attestering eller legalisering. Som omtalt under pkt. 2. B) har en række lande helt eller delvis forbudt direkte forkyndelse.

4. Sagsøgtes adresse

Det er en forudsætning for forkyndelse, at sagsøgtes adresse er kendt. En postboksadresse er ikke nok. Hvis adressen ikke kendes, vil Udenrigsministeriet kunne anmodes om at foretage en eftersøgning. Fører denne ikke til et positivt resultat, bør muligheden for at forkynde i Statstidende undersøges, jf. rpl. § 159.

5. Omberammelse

Hvis repræsentationen modtager en stævning, hvor der er givet bemyndigelse til at omberamme, bør dette foretages, hvis det vurderes, at forkyndelse ikke kan nås inden det berammede retsmøde, fratrukket stævnevarslet. På stævningen, genparter og hver af de to oversættelser streges datoen for retsmødet, og repræsentationen noterer, at stævningen omberammes til den nye dato. Dette underskrives og påføres repræsentationens stempel. Rekvirenten skal omgående underrettes om den ændrede dato for retsmøde.

6. Fremsendelse ved Note

Hvis repræsentationen afleverer dokumenterne til de lokale myndigheder ved brev eller Note, vil det være hensigtsmæssigt at notere den seneste dato for gyldig forkyndelse. Denne dato findes ved at fratrække stævnevarslet fra datoen for det berammede retsmøde.

C. Bevisoptagelse, herunder syn og skøn, for domstol i udlandet

1. Den danske domstols kendelse om bevisoptagelse i udlandet

Hvis en af parterne i en dansk retssag ønsker bevis optaget for en udenlandsk domstol, kan han ifølge retsplejelovens § 342 anmode om, at vedkommende danske domstol udfærdiger en anmodning til den kompetente udenlandske domstol om at foretage den ønskede bevisoptagelse.

For at anmodningen kan tages til følge, må parten give de oplysninger, som kræves til anmodningens udfærdigelse. Ønskes således vidner ført, skal deres navn og bopæl angives og de særlige forhold, hvorom deres forklaring ønskes, samt de dokumenter, der ønskes forelagt dem, eller som de skal opfordres til at fremlægge. Der skal så vidt muligt stilles bestemte spørgsmål til vidnerne. Ønskes skøn afgivet, skal skønsmændenes egenskaber samt de forudsætninger, der skal lægges til grund for skønnet, nærmere angives.

2. Dan danske domstols anmodning til den udenlandske domstol

Anmodningen skal på grundlag af det oplyste i kendelsen indeholde en kort fremstilling af det forhold, der ligger til grund for sagen, samt en nøjagtig gengivelse af, hvad der begæres foretaget, med formulering af de spørgsmål, der ønskes stillet. Endvidere skal anmodningen oplyse, om nogen af parterne skal varsles til forretningen og i bekræftende fald varslets længde.

Anmodningen og eventuelle bilag skal, når ikke andet er aftalt, være affattet enten i det lands sprog, til hvilket begæringen rettes, eller være ledsaget af oversættelsen til dette sprog. Oversættelsen skal foretages af en autoriseret translatør, hvis underskrift skal attesteres af Erhvervs-og Selskabsstyrelsen, legaliseres af Udenrigsministeriet og ofte af det pågældende lands ambassade.

3. Anmodningens fremsendelse til den udenlandske domstol

  • a) Anmodninger i henhold til den vedtagne konvention i Haag den 1. marts 1954 angående civilprocessen (UM's bkg. nr. 33 af 7. juni 1960) art. 8-16 om retsanmodninger gælder i forholdet til Belgien, Bosnien-Herzegovina, Egypten, Hviderusland, Japan, Kroatien, Libanon, Makedonien, Malta, Marokko, Moldova, Rumænien, Rusland, Slovenien, Suriname, Tyrkiet, Ungarn, Vatikanstaten, og Østrig. Anmodninger sendes til den danske ambassade i det pågældende land.
  • b) Anmodninger i henhold til den vedtagne konvention i Haag den 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål (UM's bkg. nr. 117 af 7. december 1973) fremsendes til den centrale myndighed i det land, hvor de skal udføres. Konventionen gælder i forholdet til Amerikas Forenede Stater, Argentina, Australien, Barbados, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Israel, Italien, Letland, Luxembourg, Mexico, Monaco, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Singapore, Slovakiet, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Venezuela.
  • c) Anmodninger til Tyskland og Luxembourg samt til Finland, Island, Norge og Sverige kan af den danske domstol fremsendes direkte til den kompetente domstol i det pågældende land.
  • d) Anmodninger til lande eller områder, der er tilsluttet Civilproceskonventionen af 29. november 1932 mellem Danmark og Storbritannien og Nordirland, fremsendes til ambassaden i London. Dog skal anmodninger, der skal udføres i Canada, fremsendes til ambassaden i Ottawa, medens anmodninger til Australien og Papua New Guinea fremsendes til generalkonsulatet i Sydney og anmodninger til New Zealand og Fiji, til ambassaden i Canberra. Følgende stater er foruden de nævnte omfattet af konventionen: Lesotho, Tonga, Bahamas, Nauru, Swaziland, Nigeria, Dominica og måske Tanzania.
  • e) Anmodninger til lande, med hvilke Danmark ikke har særlige aftaler på dette område, fremsendes til den danske ambassade i vedkommende land.

4. Repræsentationens medvirken til anmodningens gennemførelse

Når repræsentationen fra en dansk domstol modtager en anmodning om bevisoptagelse, skal den snarest videresende anmodningen til den kompetente myndighed og anmode om, at bevisoptagelsen må blive foretaget i overensstemmelse med de gældende regler i opholdsstaten.

Når den begærede bevisoptagelse har fundet sted, og repræsentationen har modtaget domstolens dokumenter, fremsendes de til den danske myndighed, fra hvilken repræsentationen modtog anmodningen.

D. Udenretlig bevisoptagelse, erklæringer og forklaringer for repræsentationen

1. Generelle regler

Efter folkerettens almindelige regler er der ikke tillagt diplomatiske eller konsulære repræsentationer særlig kompetence til at indhente erklæringer eller modtage forklaringer fra personer, bosat i deres distrikt. Dette gælder også, hvor det drejer sig om en person, der er statsborger i det land, repræsentationen repræsenterer.

Repræsentationens bistand på dette område forudsætter derfor, at opholdslandet tillader, at repræsentationen optager udenretligt bevis eller i al fald forklaringer, og at den person, som ønskes afæsket en erklæring eller forklaring, frivilligt medvirker hertil. Erklæringer og forklaringer er i reglen tilladt for en repræsentation at indhente.

2. Tilvejebringelse af erklæringer

Når en dansk myndighed, advokat eller privatperson anmoder repræsentationen om at tilvejebringe en erklæring fra en person, der opholder sig i dens distrikt, kan repræsentationen alt efter sagens karakter anmode ham om at indfinde sig på repræsentationen eller i anbefalet brev anmode ham om at afgive erklæringen.

Hvis den pågældende går ind på at afgive den ønskede erklæring, attesteres hans underskrift af repræsentationen, og erklæringen fremsendes derefter til den danske rekvirent.

Hvis han ikke reagerer på to henvendelser fra repræsentationen eller afslår at afgive den ønskede erklæring, underrettes rekvirenten herom.

Om tilvejebringelse af erklæringer i ægteskabssager og i faderskabssager henvises til kapitel IX.

3. Afgivelse af forklaringer

Hvis en dansk myndighed anmoder repræsentationen om at søge en person i repræsentationens distrikt afæsket en forklaring, opfordres den pågældende til at indfinde sig på repræsentationen. Efterkommer han opfordringen, gøres han bekendt med sagen, hvorefter repræsentationen stiller ham spørgsmål i overensstemmelse med de i anmodningen fra den danske myndighed angivne retningslinjer. Spørgsmål og svar nedfældes i et dokument, der undertegnes både af den pågældende og af den embedsmand, der har modtaget forklaringen. Dokumentet fremsendes derefter til vedkommende danske myndighed.

Hvis den person, der skal afgive forklaring, trods to opfordringer ikke indfinder sig på repræsentationen, eller hvis han indfinder sig, men afslår at udtale sig, underrettes vedkommende danske myndighed herom.

For så vidt angår fremgangsmåden ved anmodninger i faderskabssager, henvises til kapitel IX, afsnit G. pkt. 2.

E. Fritagelse for sikkerhedsstillelse for retsomkostninger

Ved Haagercivilproceskonventionerne er fritagelse for sikkerhedsstillelse for retsomkostninger gensidigt indrømmet deltagerlandenes statsborgere, som har domicil i en medlemsstat. En lignende gensidig fritagelse indeholdes i den dansk-britiske civilproceskonvention af 29. november 1932, dog kun hvis sagsøgeren er bosat i det land, hvor sagen anlægges.

F. Gratis retshjælp

I enhver af de stater, der har tiltrådt Haagercivilproceskonventionerne, har danske samme adgang til gratis retshjælp som opholdsstatens egne borgere. En lignende gensidig adgang til gratis retshjælp indeholdes i den dansk-britiske civilproceskonvention af 29. november 1932. Om formidling af ansøgninger om retshjælp findes den europæiske overenskomst af 7. januar 1977 (UM's bkg. af 11. november 1986).

G. Forkyndelser og afhøringer i straffesager

Begæringer til et fremmed lands myndigheder om retshjælp i straffesager, fx forkyndelse af en stævning eller en dom eller afhøring af et vidne, skal normalt fremsættes ad diplomatisk vej. En mere direkte fremgangsmåde er dog hjemlet ved følgende overenskomster:

  • 1) Protokol af 26. juni 1957 mellem Danmark, Norge og Sverige vedrørende indbyrdes retshjælp (UM's bkg. nr. 59 af 20. oktober 1958). I medfør af protokollen kan danske domstole og anklagemyndigheder fremsende begæringer om forkyndelse og om optagelse af bevis til den kompetente myndighed i de to andre lande.
  • 2) Europæisk konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (UM's bkg. nr. 18 af 17. juli 1963). Konventionen, der er ratificeret af Belgien, Bulgarien, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Island, Israel, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig, hjemler i vid udstrækning adgang for danske judicielle myndigheder til at fremsende begæringer om retshjælp direkte til de kompetente judicielle myndigheder i de andre medlemslande. En tillægsprotokol af 17. marts 1978, der vedrører fiskale lovovertrædelser, er ratificeret af Belgien, Bulgarien, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Nederlandene, Norge, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig (jf. UM's bkg. nr. 82 af 4. september 1986).
  • 3) Noteveksling af 11. januar og 22. juli 1971 mellem Danmark og Tyskland om gensidig retshjælp i straffesager (UM's bkg. nr. 38 af 30. april 1973). Herefter skal retshjælp i henhold til den ovenfor under 2) omtalte europæiske konvention også ydes, når begæringen angår fiskale strafbare handlinger. De to landes øverste forvaltningsmyndigheder kan samarbejde direkte vedrørende udlevering og retshjælp.
  • 4) Deklaration af 12. marts 1912 med Sverige om gensidig ret for diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage forkyndelser (UM's bkg. nr. 48 af 14. marts 1912). Deklarationen, der omfatter forkyndelser både i straffesager og i civile sager, giver danske repræsentationer adgang til at foretage direkte forkyndelser for personer, der opholder sig i Sverige.
  • 5) Konvention af 17. juni 1913 med Sverige om gensidig udlevering af forbrydere (JM's bkg. nr. 176 af 27. juni 1913). Konventionen indeholder i art. 17-19 bestemmelser, der hjemler danske domstole adgang til direkte at anmode den kompetente svenske domstol om at foretage vidneafhøringer og stille bevismidler til disposition.

H. Eftersøgning og udlevering af lovovertrædere

1. Efterlysning og anholdelse

En person, der i Danmark er sigtet eller dømt for en alvorlig forbrydelse, og som er flygtet til udlandet, kan eftersøges gennem den internationale politiorganisation INTERPOL eller i et direkte samarbejde mellem danske og de relevante udenlandske politimyndigheder. Hvis eftersøgningen fører til anholdelse af den flygtede person, vil denne blive tilbageholdt, indtil spørgsmålet om udlevering er afgjort.

Hvis en repræsentation erfarer, at en person efterlyst i Danmark opholder sig i repræsentationens virksomhedsområde, bør dette hurtigst muligt indberettes pr. telex til Udenrigsministeriet med henblik på instruktion.

2. Udlevering

Anmodning om udlevering vil, medmindre der er truffet aftale om anden fremgangsmåde, normalt blive fremsat ad diplomatisk vej.

Anmodningen ledsaget af fornødne dokumenter videresendes snarest efter modtagelsen af repræsentationen til opholdslandets eller det sideakkrediterede lands udenrigsministerium. Repræsentationen bør derefter følge sagen nøje og med jævne mellemrum bringe den i erindring over for det pågældende udenrigsministerium bl.a. for at indhente oplysning om, hvorvidt yderligere materiale er påkrævet for sagens behandling og for at sikre sig, at behandlingen af sagen ikke udsættes for unødvendig forsinkelse. Når resultatet af anmodningen om udlevering foreligger, indberetter repræsentationen pr. telex eller telefax. Gives der samtykke til udlevering, vil den pågældende sædvanligvis blive afhentet af danske politifolk, efter at der er truffet aftale om tid og sted for udleveringen. Det bemærkes i denne forbindelse, at det danske politi selvsagt ikke har politibeføjelser i fremmede stater.

3. Internationale aftaler

Der findes ikke en almindelig folkeretlig forpligtelse til at udlevere, medmindre der foreligger en aftale mellem staterne. Der findes en del bilaterale og multilaterale aftaler, der opstiller betingelser og procedurer for, at udlevering kan finde sted. Dette vil normalt sige afgrænsning af kriminel handling og straf. Der vil normalt kun kunne straffes for den forseelse, for hvilken udlevering er begæret. Langt størstedelen af lande - herunder også Danmark - udleverer ikke egne statsborgere.

Under Europarådets auspicier er afsluttet en europæisk konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere (UM's bkg. nr. 36 af 28. september 1963 med to tillægsprotokoller). Konventionen er ratificeret af Danmark samt af følgende lande: Bulgarien, Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Israel, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. EU-landene har 10. marts 1995 undertegnet en aftale om en forenklet udleveringsprocedure mellem Unionens medlemsstater.

Alle bilaterale udleveringstraktater mellem Danmark og andre lande blev opsagt efter vedtagelsen af lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som bygger på Europarådskonventionens principper, bortset fra Danmarks bilaterale udleveringsaftaler med Belgien (25. marts 1876), og Storbritannien (31. marts 1873). Endvidere foreligger nu bilaterale udleveringsaftaler med Canada (30. november 1977) og USA (22. juni 1972).

4. Udlevering mellem de nordiske lande

Mellem de fem nordiske lande finder udlevering sted på grundlag af en koordineret lovgivning, som foreskriver direkte samarbejde mellem landenes kompetente myndigheder.

På grundlag af koordineret lovgivning mellem de fem nordiske lande kan straf idømt i et af landene fuldbyrdes i et andet nordisk land, hvor lovovertræderen måtte have statsborgerret eller fast bopæl.

I. Overførelse af domfældte

I henhold til den europæiske konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte (UM's bkg. nr. 30 af 14. maj 1987) kan domfældte overføres til afsoning i deres hjemland, forudsat at domslandet, fuldbyrdelseslandet samt strafafsoneren selv samtykker i overførelsen.

Foruden af Danmark er konventionen ratificeret af Canada, Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland, Luxembourg, Nederlandene, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyrkiet, USA og Østrig. EU-landene har den 25. maj 1987 indgået aftale om anvendelsen mellem medlemsstaterne af Europarådskonventionen om overførelse af domfældte.

Den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retskraft (UM's bkg. nr. 64 af 18. juni 1975) åbner mulighed for overførelse, men er i praksis sjældent blevet anvendt. Foruden af Danmark er konventionen ratificeret af Cypern, Nederlandene, Norge, Slovakiet, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet og Østrig.

Også i fravær af konventioner eller aftaler på området vil en person dømt i udlandet kunne anmode om overførelse til hjemlandet. En sådan overførelse kræver ligeledes enighed mellem de tre parter, den dømte, domslandet og hjemlandet. En dømt dansk statsborger vil - evt. med repræsentationens bistand - kunne fremsætte begæring om overførelse såvel over for domslandets myndigheder som over for Justitsministeriet i Danmark.

Kapitel IX

Bistand i familieretlige anliggender

Kapitel IX

Bistand i familieretlige anliggender

  

  A. Indgåelse af ægteskab i Danmark  

     1. Generelle bestemmelser  

     2. Dansk lovgivnings ægteskabsbetingelser  

  B. Indgåelse af ægteskab for  

     dansk repræsentation i udlandet  

     1. Embedsmandens kompetence til at  

        foretage vielser  

     2. Prøvelsesattest. Ægteskabsattest  

        a. En af parterne bor eller opholder  

           sig i Danmark  

        b. Begge parter bor eller opholder sig i  

           udlandet  

     3. Prøvelsen af ægteskabsbetingelserne  

     4. Anmeldelse om antagelse eller ændring  

        af giftenavn  

     5. Ægteskabets gyldighed  

     6. Vielsen  

     7. Registrering og indberetning  

  C. Indgåelse af ægteskab for  

     dansk præst i udlandet  

  D  Indgåelse af ægteskab for  

     udenlandsk myndighed  

     1. Ægteskabets gyldighed i Danmark  

     2. Attest til brug ved indgåelse af ægteskab i  

        udlandet  

     3. Egentlig ægteskabsattest  

  E. Separation og skilsmisse i Danmark  

     1. De vigtigste separations- og skilsmissegrunde  

     2. Tilvejebringelse af erklæringer i separations- og  

        skilsmissesager  

     3. Separation og skilsmisse ved dom  

     4. Separation og skilsmisse ved bevilling  

     5. Barnebortførelser  

  F. Separation og skilsmisse i udlandet  

  G. Faderskabssager  

     1. Generelle bestemmelser  

     2. Afgivelse af forklaring for repræsentationen  

     3. Afhøring for opholdsstatens domstole  

     4. Børnelovens § 11, stk. 5  

  H. Adoption  

     1. Fremmede statsborgeres  

        adoption af dansk barn  

     2. Danske statsborgeres  

        adoption af udenlandsk barn  

     3. Betingelserne for adoption  

        ved dansk bevilling  

I. Registreret partnerskab

KAPITEL IX

Bistand i familieretlige anliggender

A. Indgåelse af ægteskab i Danmark

1. Generelle bestemmelser

Udlændinge kan kun indgå ægteskab i Danmark, hvis de opfylder den danske lovgivnings ægteskabsbetingelser, og hvis de har lovligt ophold i Danmark, dvs. gyldig opholdstilladelse eller visum.

For en finsk, islandsk, norsk eller svensk statsborger gælder det dog, at spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende opfylder betingelserne for at indgå ægteskab, afgøres efter hjemlandets lovgivning, medmindre en af parterne er bosat i Danmark jf. artikel 1 i den nordiske konvention af 6. februar 1931 om ægteskab, adoption og værgemål, som ændret ved overenskomst af 20. november 1973. Selv i så fald kan den pågældende i øvrigt kræve spørgsmålet afgjort efter hjemlandets lovgivning.

Om registreret partnerskab - der i væsentlige henseender sidestilles med ægteskab - se nedenfor under afsnit I.

2. Dansk lovgivnings ægteskabsbetingelser

Lov nr. 256 af 4. juni 1969 om ægteskabs indgåelse og opløsning med senere ændringer fastsætter følgende betingelser for indgåelse af ægteskab:

a. Den, som er under 18 år, må ikke indgå ægteskab uden statsamtets tilladelse.

Parterne skal fremlægge fødsels- eller dåbsattest eller, hvis sådan ikke kan skaffes, forevise offentlige dokumenter, hvoraf fulde navn og alder fremgår.

b. Den, der er under 18 år og ikke tidligere har været gift, må ikke indgå ægteskab uden forældrenes eller adoptantens samtykke. Hvis den ene af forældrene er død, sindssyg, åndssvag eller uden del i forældremyndigheden, eller ville hans eller hendes erklæring ikke kunne indhentes uden særlig vanskelighed eller forsinkelse, er den andens samtykke tilstrækkeligt. Gælder dette begge forældre, kræves samtykke til ægteskabet fra værgen. Nægtes samtykke, kan statsamtet give tilladelse til ægteskabet, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen. Hvis samtykke kræves, skal det godtgøres, at det er givet, eller at statsamtet har givet tilladelse.

c. Ægteskab må ikke indgås mellem:

  • 1) slægtninge i ret op- og nedstigende linie (dvs. mellem en person og en af dennes ascendenter eller descendenter) eller mellem søskende;
  • 2) personer, af hvilke den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- og nedstigende linie, medmindre Civilretsdirektoratet giver tilladelse hertil. Er der fællesbørn i det tidligere ægteskab, må tilladelsen kun gives, hvis hensynet til børnene ikke taler imod det;
  • 3) adoptant og adoptivbarn, så længe adoptivforholdet består.

Parterne skal skriftligt erklære, at de ikke er så nært beslægtede som angivet under 1), at der ikke består det under 2) nævnte svogerskab mellem dem, eller hvis dette er tilfældet, forevise den fornødne tilladelse fra Civilretsdirektoratet, og at den ene ikke er adopteret af den anden.

d. Ingen må indgå nyt ægteskab, så længe det tidligere ægteskab består. Den, hvis ægteskab er opløst ved dom, må ikke indgå nyt ægteskab inden udløbet af ankefristen (otte uger), medmindre den tidligere ægtefælle har givet afkald på anke eller begrænser anken til at gælde vilkårene for skilsmisse eller omstødelse.

Enhver af parterne skal skriftligt erklære, om han eller hun tidligere har indgået ægteskab. Har den pågældende tidligere indgået ægteskab, skal der fremlægges bevis for, at ægteskabet er opløst ved skilsmisse eller omstødelse eller for, at den tidligere ægtefælle er død.

Er det tidligere ægteskab opløst ved dom afsagt i et af de andre nordiske lande, skal der forevises domsudskrift forsynet med bevidnelse om, at dommen er retskraftig. Er ægteskabet opløst ved skilsmissebevilling, må bevillingen fremvises i original eller bekræftet genpart.

Er det tidligere ægteskab opløst i udlandet på anden måde, må sagen forelægges for statsamtet.

e. Den, som har været gift, må ikke indgå nyt ægteskab, medmindre det kan dokumenteres, at 1) offentligt skifte er påbegyndt, eller 2) privat skifte er afsluttet, eller 3) der bestod fuldstændigt særeje mellem ægtefællerne, eller 4) fritagelse for skifte er særligt hjemlet. Statsamtet kan tillade, at de nævnte bestemmelser under 1) og 2) fraviges, hvis særlige grunde taler derfor.

f. Hver af parterne skal skriftligt erklære, om den pågældende har eller venter børn med en anden mand eller kvinde. Oplysningspligten omfatter også adoptivbørn, men ikke børn som er bortadopterede.

g. Den, som er umyndiggjort, må ikke indgå ægteskab uden værgens samtykke. Nægtes samtykket, kan statsamtet give tilladelse, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen.

h. Den, som er sindssyg eller åndssvag, må ikke indgå ægteskab uden Civilretsdirektoratets tilladelse. Hvis der er grund til at antage, at nogen af parterne lider af en af de anførte mangler, skal der enten fremlægges en lægeattest om, at den pågældende lidelse ikke kan påvises hos vedkommende, eller tilladelse fra Civilretsdirektoratet til ægteskabets indgåelse.

B. Indgåelse af ægteskab for dansk repræsentation i udlandet

I medfør af lov nr. 256 af 4. juni 1969 § 22, stk. 2 er der fastsat følgende regler for foretagelse af vielser for diplomatiske eller konsulære embedsmænd i udlandet.

1. Embedsmandens kompetence til at foretage vielser

Diplomatiske og konsulære embedsmænd kan kun foretage vielser i henhold til særlig bemyndigelse fra Udenrigsministeriet i det enkelte tilfælde.

En sådan særlig bemyndigelse kan kun gives, hvis opholdslandet tolererer, at andre landes diplomatiske eller konsulære embedsmænd foretager vielser, og hvis i hvert fald den ene af parterne er dansk statsborger.

Det er endvidere en forudsætning for bemyndigelsen, at vielse for de stedlige myndigheder af den ene eller anden grund ikke kan finde sted, eller at parterne ikke opholder sig tilstrækkeligt længe til, at formaliteterne med henblik på vielse for de stedlige myndigheder kan bringes i orden, eller at et ægteskab indgået for sådan myndighed ikke vil blive anerkendt i Danmark.

Der består ikke nogen ret eller almindelig adgang til at blive gift på en dansk repræsentation, da adgangen hovedsagelig tager sigte på personer, der varigt er forhindret i at indgå ægteskab i Danmark eller for stedlig myndighed, i praksis oftest søfolk i udenrigsfart.

Den embedsmand, der af Udenrigsministeriet bemyndiges til at foretage vielsen, kan bemyndige en anden embedsmand ved repræsentationen eller en repræsentationen underlagt konsul eller vicekonsul til at foretage vielsen.

2. Prøvelsesattest. Ægteskabsattest

a. En af parterne bor eller opholder sig i Danmark. Inden vielsen foretages, skal der for repræsentationen foreligge en prøvelsesattest udfærdiget af vedkommende myndighed i Danmark af følgende ordlyd:

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

Er prøvelsesattesten ikke tilvejebragt, opfordrer repræsentationen den part, der bor i udlandet, til at udfylde og underskrive sin del af ægteskabserklæringen og sende erklæringen til sin forlovede i Danmark, som derefter må sørge for at tilvejebringe prøvelsesattesten. Med erklæringen skal følge den pågældendes dåbs- eller fødselsattest. Har den pågældende tidligere indgået ægteskab, vedlægges dokumentation for, at dette ægteskab er ophørt. I øvrigt henvises til den vejledning, som er trykt på erklæringen.

Blanketter til ovenstående erklæring kan rekvireres fra Udenrigsministeriet på dansk, engelsk, tysk og fransk. Kan parterne fremlægge attest fra en islandsk, norsk eller svensk myndighed om, at der ikke foreligger hindringer for ægteskabets indgåelse, eller attest fra en finsk myndighed om, at der er foretaget lysning, er en dansk prøvelsesattest ikke nødvendig. Attesten, der ikke må være mere end fire måneder gammel, skal være bekræftet af en repræsentant for vedkommende nordiske land.

b. Begge parter bor eller opholder sig i udlandet. Inden vielsen foretages, skal der for repræsentationen foreligge en ægteskabsattest udfærdiget af vedkommende myndighed i Danmark af følgende ordlyd (to versioner):

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

Er ægteskabsattest ikke tilvejebragt, anmoder repræsentationen hver af parterne om at udfylde og underskrive den gengivne ægteskabserklæring ovenfor under pkt. a. og tilvejebringe den nødvendige dokumentation (parternes dåbs- eller fødselsattester, bevis for et eventuelt tidligere ægteskabs ophør mv., jf. vejledningen til erklæringen). Repræsentationen indsender derpå ægteskabserklæringen sammen med dokumentationen til Udenrigsministeriet. Parternes seneste bopæl i Danmark bør samtidig oplyses. Forudsat at betingelserne for ægteskabets indgåelse er opfyldt, vil repræsentationen derefter fra ministeriet modtage en ægteskabsattest eller meddelelse om, at betingelserne er opfyldt.

Hvis en finsk, islandsk, norsk eller svensk statsborger kan fremlægge en ægteskabsattest fra sit hjemland, er dansk ægteskabsattest ikke nødvendig. Attesten skal være bekræftet af en repræsentation for vedkommende nordiske land. Dansk ægteskabsattest er heller ikke nødvendig, hvis der fremlægges attest fra en islandsk, norsk eller svensk myndighed om, at der ikke foreligger hindringer for ægteskabets indgåelse, eller attest fra en finsk myndighed om, at lysning er foretaget, jf. pkt. a. in fine.

3.Prøvelsen af ægteskabsbetingelserne

Det påhviler ikke repræsentationen at påse, at parterne opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Den embedsmand, der bemyndiges af Udenrigsministeriet til at foretage vielsen, skal alene sikre sig, at der foreligger en prøvelsesattest eller ægteskabsattest fra Danmark eller en tilsvarende attest fra et andet nordisk land, jf. pkt. 2 a og b. I særlige tilfælde kan prøvelse af ægteskabsbetingelserne dog foretages af en diplomatisk eller konsulær tjenestemand, der er blevet bemyndiget til det af Udenrigsministeriet, jf. ægteskabslovens § 22, stk. 3.

Viser en part tegn på sindssyge eller åndssvaghed eller giver de afgivne erklæringer eller attester grund til at formode en sådan tilstand hos den pågældende, bør repræsentationen dog kræve en lægeattest, der indsendes til Udenrigsministeriet.

Inden prøvelsesattest eller ægteskabsattest udstedes, påser vedkommende myndighed i Danmark, at parterne opfylder dansk lovgivnings betingelser for at indgå ægteskab, jf. afsnit A. pkt. 2, dog med følgende modifikationer:

Samtykke fra forældre eller værge skal ikke indhentes, hvis samtykket ikke kræves ifølge lovgivningen i den pågældendes hjemland. Er en af parterne statsborger i det land, hvor ægteskabet indgås, må de ikke være beslægtede eller besvogrede i en grad, som efter dette lands lovgivning er til hinder for ægteskabs indgåelse.

Oplysning om disse forhold skal i givet fald indsendes af repræsentationen til Udenrigsministeriet.

4.Anmeldelse om antagelse eller ændring af giftenavn

Hvis parterne ønsker at bære samme efternavn efter vielsen, skal repræsentationen bede parterne udfylde og underskrive nedenstående »Anmeldelse om antagelse eller ændring af giftenavn«, jf. i øvrigt vejledningen på bagsiden af blanketten, der kan rekvireres fra Udenrigsministeriet.

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

En ægtefælle kan ved anmeldelse til repræsentationen genantage det efternavn, den pågældende bar ved ægteskabets indgåelse, eller det efternavn den pågældende senest har båret, som ikke er erhvervet på grundlag af ægteskab.

Blanketten på side 16 bruges i sådanne tilfælde. Kopi af anmeldelsen indsendes til Udenrigsministeriet.

5. Ægteskabets gyldighed

Et ægteskab, der indgås for en dertil bemyndiget embedsmand ved en dansk repræsentation i udlandet, har efter dansk ret samme gyldighed som et ægteskab indgået for de kompetente myndigheder i Danmark. Kan ægteskabet ikke indgås i det land, hvor parterne har statsborgerret eller bopæl, på grund af et almindeligt forbud mod fraskiltes indgåelse af ægteskab, skal repræsentationen vejlede parterne om, at det må anses for usikkert, i hvilket omfang ægteskabet vil blive anerkendt i udlandet.

Hvis det land, hvor vielsen foretages, ikke anerkender gyldigheden af vielser foretaget af andre landes diplomatiske eller konsulære embedsmænd, bør parterne udtrykkelig gøres bekendt hermed.

6. Vielsen

Tid og sted for vielsen bør såvidt muligt fastsættes i overensstemmelse med parternes ønske.

Når parterne er mødt, og mindst to vidner er til stede, opfordrer embedsmanden, efter at deres identiteter er fastslået, parterne til at træde frem og tiltaler dem således:

»Da De over for mig har oplyst, at De ønsker at indgå ægteskab med hinanden, spørger jeg, om De NN (mandens fulde navn) vil have HH (kvindens fulde navn) til ægtefælle?». Når manden har svaret »ja«, spørges kvinden: »På samme måde spørger jeg Dem HH (kvindens fulde navn), om De vil have NN (mandens fulde navn) til ægtefælle?». Når kvinden har svaret »ja«, udtaler den, der foretager vielsen: »Efter at De nu har erklæret at ville ægte hinanden, forkynder jeg Dem herved at være ægtefolk«.

Fremsætter nogen indsigelse mod ægteskabets indgåelse over for embedsmanden, skal nærmere instruktion indhentes fra Udenrigsministeriet, inden vielsen foretages.

7. Registrering og indberetning

Den embedsmand, der foretager vielsen, skal på sagens akter registrere følgende oplysninger om det indgåede ægteskab:

  • a) parternes fulde navne, herunder parternes eget efternavn, fødselsdata, eventuelt personnummer, fødested, livsstilling, opholdssted og nationalitet,
  • b) parternes efternavne efter vielsen og oplysning om, hvorvidt parterne anvender eget efternavn som mellemnavn foran giftenavn, jf. vejledningen på blanketten til ægteskabserklæring,
  • c) hvor og hvornår vielsen har fundet sted, og hvem der foretog vielsen,
  • d) den forelagte dokumentation for, at betingelserne for ægteskabets indgåelse er opfyldt,
  • e) vidnernes navn, stilling og bopæl.

Embedsmanden giver derefter ægtefællerne en vielsesattest af følgende ordlyd:

  

 ---------------------------------------------------------------------  

                           Vielsesattest  

 Undertegnede (stilling og navn) i (sted) bevidner herved, at jeg,  

    dertil bemyndiget, den (dato) i (stedet, hvor vielsen foregik) har  

    ægteviet (brudgommens fulde navn efter vielsen, jf.  

    ægteskabserklæringens pkt. 5, stilling og bopæl) og (brudens fulde  

    navn efter vielsen, jf. ægteskabserklæringens pkt. 2, stilling og  

    bopæl).  

     (underskrift)                                     (stempel)  

 ---------------------------------------------------------------------  

Hvis vielsen ikke er foretaget af vedkommende embedsmand selv, men af en embedsmand som han har bemyndiget til det (jf. ovenfor under pkt. 1), benyttes følgende ordlyd:

  

 ---------------------------------------------------------------------  

                             Vielsesattest  

 Undertegnede (stilling og navn) i (sted) bevidner herved, at  

    (stedfortræderens stilling og navn) den (dato) i (stedet, hvor  

    vielsen foregik) i medfør af den mig givne bemyndigelse har  

    ægteviet (brudgommens fulde navn efter vielsen, jf.  

    ægteskabserklæringens pkt. 5, stilling og bopæl) og (brudens fulde  

    navn efter vielsen, jf. ægteskabserklæringens pkt. 2, stilling og  

    bopæl).  

        (underskrift)                               (stempel)  

 ---------------------------------------------------------------------  

Embedsmanden skal snarest indberette til Udenrigsministeriet om ægteskabets indgåelse og samtidig indsende genpart af de registrerede oplysninger samt et eksemplar af vielsesattesten.

Når indberetningen er modtaget, indfører Udenrigsministeriet de registrerede oplysninger i ministeriets ægteskabsbog.

C. Indgåelse af ægteskab for dansk præst i udlandet

Danske præster kan efter bemyndigelse fra Kirkeministeriet foretage vielser i udlandet. På steder, hvor der er en dansk sømandspræst eller ambassadepræst, vil repræsentationerne over for danskere, der retter henvendelse til dem om vielse, kunne henlede opmærksomheden på denne adgang til kirkelig vielse, forudsat at opholdslandet tolererer, at fremmede præster foretager vielser.

Inden vielsen foretages, skal der for præsten foreligge en dansk prøvelsesattest.

Repræsentationen bør yde en part, hvis forlovede bor eller opholder sig i Danmark, den nævnte bistand i afsnit B. pkt. 2.a. til at fremskaffe en prøvelsesattest fra Danmark.

Hvis begge parter bor eller opholder sig i udlandet, skal der først tilvejebringes den nævnte ægteskabsattest i afsnit B. pkt. 2.b. fra Danmark. På grundlag af ægteskabsattesten udfærdiger repræsentationen derpå en prøvelsesattest, der gives til præsten. Blanketter til prøvelsesattesten kan rekvireres fra Udenrigsministeriet.

D. Indgåelse af ægteskab for udenlandsk myndighed

1. Ægteskabets gyldighed i Danmark

Ægteskaber indgået i udlandet for stedets kompetente myndigheder vil normalt blive anset for gyldige i Danmark uanset ægtefællernes nationalitet.

2. Attest til brug ved indgåelse af ægteskab i udlandet

Når en dansk statsborger ønsker at indgå ægteskab i udlandet for stedets kompetente myndighed, vil det i nogle lande være nødvendigt at fremskaffe en attest fra en dansk myndighed om, at ægteskabet vil blive anerkendt som gyldigt i Danmark, blot parterne har opfyldt ægteskabsbetingelserne efter gældende lovgivning på det sted, hvor ægteskabet agtes indgået. Anmoder en dansk statsborger om en sådan attest, kan repræsentationen uden forudgående bemyndigelse fra Udenrigsministeriet udstede den.

Attesten skal have følgende ordlyd:

---------------------------------------------------------------------

I anledning af, at dansk statsborger (fulde navn, stilling og bopæl), som er født den (fødselsdato) i (fødested), agter at indgå ægteskab for (myndighedens navn) med (nationalitet) statsborger (fulde navn, stilling og bopæl), som er født den (fødselsdato) i (fødested), attesteres herved, at ægteskabet vil blive anerkendt som gyldigt i Danmark, blot ægteskabsbetingelserne er opfyldt efter den gældende lovgivning i (landets navn).

Ægteskabet vil dog ikke blive anerkendt, hvis det strider mod fundamentale danske retsgrundsætninger, hvilket i hvert fald er tilfældet:

- hvis manden er under 18 og/eller kvinden er under 15 år på tidspunktet for ægteskabets indgåelse,

- hvis der er tale om indgåelse af dobbeltægteskab (bigami),

- hvis parterne er beslægtede, herunder i adoptionsforhold, i ret op- eller nedstigende linie eller er søskende,

- hvis ikke begge parter personligt er til stede ved vielsen.

Efter dansk ret kræves lysning ikke foretaget.

  

            (repræsentationens navn, dato og underskrift)  

                                  (stempel)  

 ---------------------------------------------------------------------  

3. Egentlig ægtskabsattest

Når en dansk statsborger ønsker at indgå ægteskab i udlandet for vedkommende lands myndigheder, kræver nogle lande en attest om, at der ikke efter dansk ret er noget til hinder for ægteskabs indgåelse, dvs. at andrageren opfylder den danske lovgivnings ægteskabsbetingelser.

Anmoder en dansk statsborger, der bor eller opholder sig i udlandet, om repræsentationens hjælp til tilvejebringelse af en sådan egentlig ægteskabsattest fra Danmark, skal repræsentationen opfordre den pågældende samt dennes tilkommende til at udfylde og underskrive den gengivne ægteskabserklæring i afsnit B. pkt. 2.a. Repræsentationen indsender derpå erklæringen sammen med den nødvendige dokumentation til Udenrigsministeriet (jf. vejledningen). Den pågældendes seneste bopæl i Danmark skal oplyses. Repræsentationen angiver, om den ønskede ægteskabsattest skal sendes til repræsentationen eller direkte til andrageren eller til nogen anden.

Er det klart for repræsentationen, hvilken myndighed i Danmark der er kompetent til at udstede ægteskabsattesten, bør erklæringen dog sendes direkte til denne myndighed. Kompetent er borgmesteren i den kommune, hvor andrageren har bopæl eller senest har boet eller opholdt sig: i København: borgmesteren for magistratens 1. afdeling.

E. Separation og skilsmisse i Danmark

1. De vigtigste separations- og skilsmissegrunde

a. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret til separation.

b. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet.

c. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter et års separation.

Ægtefæller har ret til skilsmisse efter seks måneders separation, hvis de er enige om skilsmisse.

d. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste to år.

e. En ægtefælle har i almindelighed ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud.

f. Andre skilsmissegrunde er bl.a. vold og bigami for den part, hvis ægtefælle har giftet sig igen. I øvrigt er bigami opløsningsgrund.

Separation eller skilsmisse kan efter dansk ret opnås enten ved dom eller bevilling. Separation eller skilsmisse kan kun gives ved bevilling, når parterne er enige om denne fremgangsmåde og om vilkårene for forældremyndighed, ægtefællebidrag, overtagelse af lejemål for bolig samt evt. ægtefællepension og godtgørelse ved særeje.

2. Tilvejbringelse af erklæringer i separations- eller skilsmissesager

Når repræsentationen fra en dansk myndighed eller advokat modtager anmodning om at indhente erklæringer eller oplysninger fra en person i sager om skilsmisse eller separation, fx til brug ved afholdelse i Danmark af vilkårsforhandling, skal den anmode vedkommende om personlig at give møde for repræsentationen og afgive de ønskede erklæringer eller oplysninger. Hvis den pågældende ikke vil eller kan møde personligt, kan erklæringen indhentes pr. brev.

Vilkårsforhandling kan undlades med en ægtefælle, der opholder sig i udlandet, hvis han eller hun skriftligt accepterer vilkårene for separationen eller skilsmissen på grundlag af en udskrift af den vilkårsforhandling, der er foretaget med den anden ægtefælle. Accepten skal ske ved underskrift for en repræsentation eller en stedlig notar eller anden stedlig myndighed, som repræsentationen i det pågældende land kan godkende. Vilkårsforhandling kan endvidere undlades, hvis skilsmisse søges efter lov om ægteskabsindgåelse og opløsning § 31 og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter skilsmissen.

Repræsentationen bør ikke imødekomme anmodninger af denne art fra private personer, men henvise dem til at rette henvendelse til domstole, eller, ved bevillinger til statsamtet og for Københavns kommune, til Overpræsidiet.

3. Separation og skilsmisse ved dom

Retssag til opnåelse af separation og skilsmisse ved dom kan anlægges i Danmark:

  • a) hvis sagsøgte har bopæl i Danmark,
  • b) hvis sagsøgeren har bopæl i Danmark og enten har boet der i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl i Danmark,
  • c) hvis sagsøgeren er dansk statsborger, og det godtgøres, at han på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne anlægge sag i det land, hvor han har bopæl,
  • d) hvis begge ægtefæller er danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter sig sagsanlæg ved dansk domstol,
  • e) hvis skilsmisse søges på grundlag af separation givet i Danmark inden for de sidste fem år.

Sagen anlægges ved sagsøgtes hjemting eller, hvis sagsøgte ikke har hjemting i Danmark, ved sagsøgerens hjemting. Kan intet andet værneting påvises, anlægges sagen ved den ret, som justitsministeren bestemmer.

Når en person henvender sig til repræsentationen om separation eller skilsmisse, skal repræsentationen gøre ham bekendt med, at en dansk dom ikke i sig selv er gyldig uden for de nordiske lande og de lande, der er medlem af Haagerkonventionen af 1. juni 1970. Ønsker den pågældende herefter at anlægge retssag i Danmark, henvises han til at rette henvendelse til en dansk advokat eller domstol.

Haagerkonventionen af 1. juni 1970 om anerkendelse af skilsmisser og separationer (UM's bkg. nr. 83 af 24. juli 1975) gælder i forholdet til Australien, Cypern, Egypten, Finland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Sverige, Storbritannien og Nordirland samt Tjekkiet.

Konventionen pålægger medlemslandene at anerkende skilsmisser og separationer, der er afsagt på officielt anerkendt måde og har fået retskraft. Den omfatter ikke afgørelse af skyldspørgsmål eller accessoriske afgørelser, herunder afgørelse om økonomiske forpligtelser eller forældremyndighed.

4. Separation og skilsmisse ved bevilling

Bevilling til separation eller skilsmisse kan gives i Danmark, når:

  • a) en af ægtefællerne har bopæl i Danmark,
  • b) begge ægtefæller er danske statsborgere,
  • c) en af ægtefællerne er dansk statsborger, og det godtgøres, at han på grund af statsborgerskab ikke vil kunne opnå separation eller skilsmisse i det land, hvor han har bopæl,
  • d) skilsmisse søges på grundlag af separation meddelt i Danmark inden for de sidste fem år.

Henvender en dansk statsborger sig til repræsentationen om separation eller skilsmisse ved bevilling, skal repræsentationen gøre ham bekendt med, at en dansk bevilling ikke i sig selv er gyldig uden for de nordiske lande og de lande, der er medlem af Haagerkonventionen af 1. juni 1970, se ovenfor. Ønsker den pågældende alligevel at ansøge om bevilling, gælder følgende regler:

Ansøgning om separations- eller skilsmissebevilling stiles og indsendes af ansøgeren til Overpræsidiet i København, når ingen af ægtefællerne har bopæl eller ophold i Danmark: ellers til vedkommende statsamt (i København Overpræsidiet). Hvis ansøgeren ønsker det, kan repræsentationen indsende ansøgningen direkte til den respektive myndighed.

Ansøgningen skal være behørigt begrundet og indeholde:

a. Forslag til separationens eller skilsmissens vilkår, herunder bestemmelse om:

  • 1) hvem der skal have forældremyndigheden over parternes fællesbørn under 18 år,
  • 2) hvorvidt der skal påhvile den ene ægtefælle pligt til at betale bidrag til den andens underhold og i bekræftende fald, hvorvidt bidraget skal udredes i et bestemt angivet tidsrum eller indtil videre. Spørgsmålet om bidragets størrelse, men ikke om bidragspligten, kan overlades til statsamtets afgørelse (der tillægges kun i meget ekstraordinære tilfælde bidrag i mere end 10 år),
  • 3) hvem der skal have ret til den fælles lejede bolig,
  • 4) hvorvidt en ægtefælle, der har særeje eller rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i bodelingen, skal yde den anden ægtefælle et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende,
  • 5) oplysning om delingen af eventuelt fællesbo.

Ansøgning om skilsmisse skal også indeholde oplysning om ægtefællernes aftale vedrørende retten til eventuel ægtefællepension.

Søges der skilsmisse på grundlag af en dansk separationsdom, skal ansøgningen alene indeholde oplysning om ægtefællernes aftale vedrørende den nævnte ret til ægtefællepension. Er der ved separationsdommen truffet bestemmelse om, at afgørelsen om bidragspligt kun skal gælde for separationstiden, skal ansøgningen dog også indeholde oplysning om parternes aftale om dette spørgsmål.

b. Oplysning om begge ægtefællers bopæl.

c. Erklæring om, at ansøgeren ønsker afgørelsen truffet ved bevilling.

d. Hvis der søges om skilsmisse, vil ansøgningen kunne indeholde erklæring om, hvorvidt separation måtte ønskes, hvis skilsmisse ikke kan bevilges.

Ansøgningen underskrives for repræsentationen, der attesterer ansøgerens underskrift. Hvis store afstande eller andre forhold gør personligt fremmøde særlig bekostelig, vil ansøgningen kunne underskrives for en stedlig offentlig myndighed, hvis underskrift skal legaliseres af repræsentationen.

Opholder begge ægtefæller sig i repræsentationens distrikt og kan bevilling meddeles i Danmark, og er de enige om at søge separation eller skilsmisse og om vilkårene for denne, bør ansøgningen underskrives af begge.

Ansøgningen skal så vidt muligt være bilagt:

  • 1) ægtefællernes vielsesattest,
  • 2) dåbs- eller fødselsattest for eventuelle børn under 18 år i ægteskabet,
  • 3) dokumentation for de forhold, som begrunder ansøgningen (søges skilsmisse på grund af den anden ægtefælles utroskab, skal det oplyses, hvornår ansøgeren er blevet vidende om utroskaben, og om forholdet mellem den anden ægtefælle og tredjeparten stadig består og i benægtende fald, hvornår det er ophørt),
  • 4) separationsdom eller -bevilling, hvis sådan tidligere er blevet givet.

Ved ansøgning om skilsmisse ved bevilling skal der betales 500 kr. til det statsamt, som skal behandle ansøgningen om skilsmisse. Gebyret tilbagebetales ikke i tilfælde, hvor bevilling ikke meddeles.

5. Barnebortførelser

Når en dansker ønsker at komme ud af et ægteskab i udlandet, vil vedkommende ofte tage tilbage til Danmark og søge skilsmisse her. Hvis der er fællesbørn i ægteskabet, bør repræsentationerne ved henvendelser være opmærksom på Haagerkonventionen af 1980 om internationale barnebortførelser, UM's bkg. nr. 110 af 21. november 1991, der foruden af Danmark foreløbig er ratificeret af Amerikas Forenede Stater, Argentina, Australien, Bosnien-Herzegovina, Canada, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Israel, Italien, Kroatien, Luxembourg, Makedonien, Mexico, Monaco, Nederlandene, New Zealand, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Spanien, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Yderligere har en del lande ratificeret konventionen, men ikrafttrædelse afhænger af dansk godkendelse.

Efter Haagerkonventionen skal et barn, der ulovligt er fjernet fra sit sædvanlige opholdssted, tilbagegives, medmindre det ville stride mod barnets legemlige eller sjælelige sundhed. Det samme gælder et barn, der lovligt er fjernet, fx for at tage på ferie, men som derefter tilbageholdes.

Ved henvendelser bør repræsentationerne i lande, der er omfattet af konventionen, anbefale, at der søges juridisk rådgivning i opholdslandet. Den pågældende bør overveje, om muligheden for at få forældremyndigheden i opholdslandet ikke skal forsøges i stedet for at løbe en stor risiko for, at børnene skal tilbageleveres.

Det bør tilføjes, at den benyttede regel i angelsaksisk ret om, at den, der får forældremyndigheden, ikke uden tilladelse må forlade landet med børnene og dermed unddrage den anden part samværsretten, skal respekteres af Danmark i overensstemmelse med konventionen.

F. Separation og skilsmisse i udlandet

Et udstedt separations- eller skilsmissedekret i udlandet af en dertil kompetent myndighed i overensstemmelse med landets love vil som regel blive anset for gyldigt i Danmark, medmindre den udenlandske myndigheds behandling af sagen er åbenbart uforenelig med dansk rets grundlæggende principper. Opstår spørgsmålet, ligger afgørelsen hos domstolene. Hvis en part ønsker at indgå nyt ægteskab i Danmark, er det dog statsamtet, der i første instans afgør, om en udenlandsk skilsmisse kan anerkendes.

G. Faderskabssager

1. Generelle bestemmelser

Når sagsøgte i en faderskabssag opholder sig i udlandet, vil vedkommende danske domstol normalt anmode repræsentationen om bistand i sagen.

Dommeren vil i de fleste tilfælde anmode repræsentationen om at indbyde sagsøgte til at afgive forklaring for repræsentationen, men kan også anmode repræsentationen om at få sagsøgte afhørt for en domstol i opholdslandet.

I tilfælde, hvor der ikke ved domstolene er anlagt faderskabssag, kan et statsamt anmode repræsentationen om at indbyde en person, der er udlagt som fader til et barn født uden for ægteskab, til at afgive forklaring. Det er en forudsætning, at opholdslandet tillader repræsentationen at modtage forklaringer, se kap. VIII, afsnit D.

2. Afgivelse af forklaring for repræsentationen

Når repræsentationen modtager anmodning om at indbyde en sagsøgt til at afgive forklaring, skal den snarest muligt opfordre den pågældende til at give personligt møde for repræsentationen. Henvendelsen bør om muligt ske på en sådan måde, at vedkommendes pårørende og andre ikke bliver bekendt dermed og i hvert fald således, at de ikke får kendskab til sagens karakter. Dette hensyn bør dog ikke udelukke, at sagsøgtes adresse eftersøges, eventuelt med de lokale myndigheders bistand.

a. Når sagsøgte møder. Når sagsøgte indfinder sig på repræsentationen, gøres han bekendt med sagen. Han skal samtidig udtrykkelig gøres opmærksom på de vigtigste retsvirkninger, der efter dansk lovgivning indtræder ved faderskabets anerkendelse, nemlig

at barnet bliver berettiget til at bære hans navn, jf. lov nr. 193 af 29. april 1981 om personnavne § 1, stk. 2,

at barnet, hvis hans bo til sin tid skal skiftes efter dansk ret, arver på lige fod med ægtebørn, jf. lovbkg. nr. 584 af 1. september 1986 om arv, og

at det efter statsamtets nærmere bestemmelse vil kunne pålægges ham at svare bidrag til barnets underhold, jf. lovbkg. nr. 293 af 2. maj 1995 samt til udgifterne ved moderens barselsfærd og hendes underhold to måneder før og en måned efter fødslen.

Sagsøgte bør endvidere gøres bekendt med:

  • 1) at lovbkg. nr. 293 af 2. maj 1995 fastsætter, at en person, der inden for avlingstiden har haft samleje med moderen til et barn født uden for ægteskab, anses for barnets fader, medmindre der foreligger omstændigheder, der gør det lidet sandsynligt, at han er faderen. Har moderen inden for avlingstiden haft samleje med flere mænd, kan en sagsøgt dog kun anses som fader til barnet, hvis der er væsentlig større sandsynlighed for, at barnet er avlet af ham end af en anden.
  • 2) samt at spørgsmålet om faderskabet vil blive afgjort af de danske domstole, hvis han ikke mener at kunne anerkende paterniteten.

Hvis sagsøgte kan anerkende faderskabet, opfordres han til at underskrive følgende erklæring:

  

 ---------------------------------------------------------------------  

                         Erklæring om faderskab  

Undertegnede (fulde navn, stilling, fødselsdato og -sted) for tiden boende (sted) og med fast bopæl: (adresse) erklærer herved, at jeg har haft samleje med (barnemoderens fulde navn, fødselsdato og -sted) boende (sted) på en sådan tid, at jeg kan være fader til det af hende den (dato og år) fødte barn, og at jeg anerkender faderskabet og er villig til at svare bidrag til moderen og barnet efter nærmere bestemmelse af vedkommende danske statsamt.

Jeg erklærer ligeledes, at jeg er gjort bekendt med og har forstået retsvirkningerne af at anerkende faderskabet med hensyn til bidragspligten, barnets arveret og ret til at bære mit navn, jf. lovbkg. nr. 293 af 2. maj 1995 og nr. 584 af 1. september 1986 samt lov nr. 193 af 29. april 1981.

  

     (sted og dato)                                   (underskrift)  

 ---------------------------------------------------------------------  

Underskriften skal attesteres af repræsentationen.

Nægter den sagsøgte at anerkende faderskabet, anmodes han om at afgive en skriftlig redegørelse for repræsentationen om sit forhold til barnets moder, herunder navnlig hvorvidt han erkender at have stået i kønsligt forhold til hende i og omkring avlingstiden samt om grundene til, at han ikke kan anerkende faderskabet.

Domstolene vil ofte anmode repræsentationen om, at der udtages en blodprøve til bestemmelse af sagsøgtes blodtype, hvis han nægter at anerkende faderskabet. Domstolenes anmodning til repræsentationen vil i så fald indeholde de fornødne anvisninger om fremgangsmåden.

b. Hvis sagsøgte ikke møder. Hvis det ikke er muligt at få sagsøgte til at møde for repræsentationen, eller hvis store afstande eller andre forhold gør personligt fremmøde særlig bekosteligt eller besværligt, skal erklæringsblanketten sendes til ham i anbefalet brev. Brevet skal angive den nødvendige forklaring i overensstemmelse med det anførte og opfordre til at underskrive den. Hvis han ikke mener at kunne underskrive erklæringen, skal han give en skriftlig redegørelse for sit forhold til barnets moder og om grundene til, at han ikke mener at kunne anerkende faderskabet. Eventuelt opfordres han til at medvirke til en blodtypebestemmelse. Det kan kun være i hans egen interesse, da en blodtypebestemmelse aldrig vil kunne bevise faderskabet, men eventuelt kan udelukke, at han kan være barnets fader.

c. Meddelelse om, hvad der passerer i sagen, sendes snarest muligt til den dommer eller det statsamt, der har anmodet repræsentationen om at foretage afhøringen.

3. Afhøring for opholdslandets domstole

Afhøring i faderskabssager for opholdsstatens domstole, se kapitel VIII, afsnit C.

4. Børnelovens § 11, stk. 5

Civilretsdirektoratet kan ligestille en anerkendelse, der under en dansk faderskabssag (behandlet i statsamtet) er givet over for en dansk myndighed i udlandet, med en anerkendelse, der er givet her i landet, jf. § 11 stk. 5 i bkg. nr. 293 af 2. maj 1995 om børns retsstilling med senere ændringer.

H. Adoption

1. Fremmede statsborgeres adoption af et dansk barn

Hvis repræsentationen modtager henvendelse fra fremmede statsborgere om hjælp til adoption af et dansk barn, skal de informeres om, at det i praksis er en fjerntliggende mulighed. En international adoption vil altid komme efter en national adoption. Samtidig overstiger antallet af danske adoptionsansøgere langt det forholdsvis begrænsede antal af danske børn, der bortadopteres, jf. herved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 20. januar 1958, hvorefter danske myndigheder ikke bør medvirke ved adoption af danske børn, når adoptanten er bosiddende i udlandet.

2. Danske statsborgeres adoption af et udenlandsk barn

Hvis danske statsborgere med fast bopæl i udlandet ønsker at adoptere et udenlandsk barn skal det først afgøres, om adoptionen skal gennemføres efter dansk ret.

Afgørende herfor er, om ansøgerne kan anses for bosatte (domicilerede) i udlandet på tidspunktet for adoptionens gennemførelse.

Spørgsmålet om ansøgernes bopælsforhold afgøres af Civilretsdirektoratet. Ansøgerne skal rette henvendelse til direktoratet, inden de tager skridt til at indlede en adoptionssag i udlandet.

Der stilles i praksis ret strenge krav for at godkende, at en dansk statsborger, der er bosat i udlandet, har opgivet sin danske bopæl og erhvervet bopæl i udlandet i adoptionsretlig henseende.

Ved afgørelsen af bopælsspørgsmålet lægger Civilretsdirektoratet vægt på blandt andet ansøgerens tilknytning til Danmark/udlandet, herunder på ansøgernes arbejdsmæssige, skattemæssige og bopælsmæssige tilknytning til Danmark/udlandet. Der lægges også vægt på varigheden af ansøgernes udlandsophold/ansættelse i udlandet, hyppigheden af ansøgerens ferieophold i Danmark samt på, hvornår ansøgerne regner med eventuelt at vende tilbage til Danmark.

Civilretsdirektoratet vil samtidig med afgørelsen af bopælsspørgsmålet vejlede ansøgerne om den rette fremgangsmåde ved den påtænkte type adoption, bl.a. for at sikre, at adoptionen er gyldig i Danmark.

Er der allerede gennemført en adoption i henhold til fremmed ret, men ikke i henhold til dansk ret, skal sagen forelægges for Civilretsdirektoratet med henblik på, om adoptionen kan anerkendes i Danmark. En adoption gennemført i udlandet anerkendes normalt kun i Danmark, 1) hvis adoptanterne var bosatte (domicilerede) i det pågældende land på tidspunktet for adoptionen og 2) adoptionen efter dens udenlandske retsvirkninger og fremgangsmåde kan sidestilles med en afgørelse truffet i Danmark.

Ansøgerne bør vejledes om ikke at rejse ind i Danmark med barnet, før Civilretsdirektoratet har haft lejlighed til at træffe afgørelse i spørgsmålet om, hvorvidt den udenlandske adoption kan anerkendes efter dansk ret.

Danske repræsentationer i udlandet bør ikke yde hjælp til formidling af kontakt mellem danske adoptionssøgende og enkeltpersoner eller institutioner i udlandet med henblik på adoption, da en sådan hjælp kan indebære en overtrædelse af adoptionslovens regler om formidling.

I stedet bør repræsentationerne henvise de pågældende til enten at rette henvendelse til Civilretsdirektoratet eller til en af de tre danske organisationer, der er autoriseret til at hjælpe i sager om adoption af børn, der ikke er statsborgere i et af de fem nordiske lande.

Justitsministeriet har for tiden godkendt følgende organisationer til formidling af udenlandske børn til adoption i Danmark:

Adoption Center

Eckersbergsgade 17, 1.

8000 Århus C

DanAdopt

Hovedgaden 24

3460 Birkerød

Terre des Hommes

Egen Møllevej 1

6430 Nordborg

3. Betingelserne for adoption ved dansk bevilling.

Det er en betingelse, at ansøgerne godkendes som adoptivforældre (med mindre det drejer sig om stedbarnsadoption eller adoption inden for en snæver familiekreds). Lovgivningen indeholder en række formelle krav til ansøgernes alder, varigheden af deres samliv og antallet af børn i hjemmet, der skal være opfyldt, for at ansøgere kan godkendes som adoptanter.

Herudover skal en række yderligere betingelser i adoptionsloven være opfyldt. Vejledning kan fås ved henvendelse til Civilretsdirektoratet eller til en af de amtskommunale socialforvaltninger (i København Magistraten og på Frederiksberg Det sociale Udvalg).

Ansøgning om godkendelse som adoptant sendes til en af de amtskommunale socialforvaltninger (i København Magistraten og på Frederiksberg Det sociale Udvalg).

Der gælder særlige regler for behandlingen af ansøgninger om private fremmedadoptioner og familieadoptioner.

I. Registreret partnerskab

Lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, i det følgende benævnt LP, trådte i kraft den 1. oktober 1989. Loven blev ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989.

Lov nr. 373 af 7. juni 1989 om ændring af ægteskabsloven, arveloven, straffeloven og lov om afgift af arv og gave trådte i kraft samme dag.

De to love er optrykt som bilag til A-oversigt 12/1989.

Ifølge LP § 1 kan to personer af samme køn lade deres partnerskab registrere.

Der stilles ingen nærmere krav til partnerskabets karakter: der behøver ifølge motiverne bag LP end ikke at foreligge bofællesskab. Dog kræves det efter LP § 2, stk. 2, at mindst den ene partner er dansk statsborger og har bopæl i Danmark. To udlændinge eller to personer, der bor i udlandet, kan således ikke få deres partnerskab registreret i Danmark.

Registreringen foregår i den borgerlige vielses former, jf. afsnit A.

Bopælskommunen skal efter ansøgning udfærdige en prøvelsesattest, før registrering kan finde sted. Registreringen kan kun finde sted på rådhuset og således ikke i en kirke.

Af særlig betydning for udenrigstjenesten er den omstændighed, at registrering ikke kan foretages af diplomatiske og konsulære embedsmænd.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, »at forslagsstillerne finder det betænkeligt med regler, der tillader danske diplomater at foretage registreringer i udlandet, således som det ved en overførsel af ægteskabslovgivningen vil være muligt efter ægteskabslovens § 22. Forudsætningen er, at det pågældende land tillader, at fremmede myndigheder foretager registreringer af homoseksuelle på dets territorium. En sådan tilladelse vil formentlig ikke kunne opnås.«

Hovedsigtet med LP er, at registrerede partnere skal opnå samme retsstilling som ægtefæller. Efter LP § 3 skal regler i dansk lovgivning om ægteskab og om ægtefæller finde tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab og på registrerede partnere.

Bl.a. skal således også reglerne om stemmeafgivning ved valg og folkeafstemning, jf. Kap. IV D, anvendes på registrerede partnere.

Fra denne hovedregel gælder den væsentlige undtagelse, at registrerede partnere ikke kan adoptere, hverken tredjeparts barn eller hinandens særbørn, jf. LP § 4, stk. 1.

Registrerede partnere kan heller ikke få fælles forældremyndighed over den enes barn, jf. LP § 4, stk. 2.

Et registreret partnerskab opløses efter reglerne om opløsning af ægteskaber, jf. LP § 5. Opløsning af registreret partnerskab kan altid finde sted i Danmark. Registrerede partnere har dog ikke mulighed for at få mægling ved en præst, jf. LP § 5.

Vilkårsforhandling med en registreret partner forud for skilsmisse eller separation kan finde sted ved en dansk repræsentation, hvor vedkommende har ophold, jf. afsnit E.

Kapitel X

Bistand i arvesager

Kapitel X

Bistand i arvesager

  

  A. Særlige regler for  

     repræsentationens behandling af arvesager  

     1. En embedsmand i udenrigstjenesten kan  

        normalt ikke være eksekutor eller administrator  

     2. Overlevering af korrespondance mv.  

        ved chefskifte  

     3. Substitution af skiftefuldmagter ved chefskifte  

     4. Traktater  

     5. Gebyr i arvesager  

  B. Varetagelse af danske arvingers interesser under  

     skiftebehandling i repræsentationens distrikt  

  C. Skifte af formueværdier i udlandet  

     efter arvelader med fast bopæl i Danmark  

     1. Skiftebehandlingen hører principielt under  

        skifteretten på afdødes hjemsted  

     2. Hvor tillægsskifte er nødvendigt  

     3. Indberetning  

KAPITEL X

Bistand i arvesager

A. Særlige regler for repræsentationens behandling af arvesager

1. En embedsmand i udenrigstjenesten kan normalt ikke være eksekutor eller administrator

Udenrigstjenestens embedsmænd kan ikke påtage sig hvervet som eksekutor eller administrator uden først at have indhentet tilladelse fra Udenrigsministeriet.

Denne tilladelse vil som hovedregel ikke blive givet, fordi en eksekutor eller administrator skal varetage ikke blot danske, men alle arvingers interesser, og fordi han i udførelsen af sit hverv som eksekutor eller administrator er underkastet opholdslandets lovgivning.

Hvis det er den til enhver tid værende repræsentationschef som sådan, der i testamentet er indsat som eksekutor, vil tilladelse som altovervejende hovedregel blive nægtet. Hvis en navngiven embedsmand er indsat som eksekutor, vil det bero på en konkret overvejelse, om tilladelse kan gives, herunder om eksekutorindsættelsen er naturligt begrundet ved slægtskab, langvarigt bekendtskab eller venskab mellem testator og den pågældende embedsmand eller lignende forhold. Personer, som ønsker at indsætte en af udenrigstjenestens embedsmænd som eksekutor i deres testamente, bør gøres bekendt med dette forhold.

2. Overlevering af korrespondance mv. ved chefskifte

Når en repræsentationschef fratræder, skal han til sin efterfølger overlevere korrespondance, dokumenter, pengemidler og effekter, der vedrører bosager, som han har behandlet. Til Udenrigsministeriet indsendes efterfølgerens specificerede kvittering for modtagelsen af værdier tilhørende boet.

3. Substitution af skiftefuldmagter ved chefskifte

Repræsentationschefen skal, i det omfang det er påkrævet, substituere eventuelle skiftefuldmagter til efterfølgeren og i tilfælde, hvor tilvejebringelsen af nye skiftefuldmagter er nødvendig, såvidt muligt varetage fuldmagtsgiverens interesser i samråd med efterfølgeren, indtil fuldmagt for efterfølgeren foreligger.

4. Traktater

Danmark har med andre lande afsluttet følgende traktater og aftaler, der indeholder bestemmelser om arv og skiftebehandling:

  • a) Nordisk overenskomst af 9. december 1975 om ændring af den nordiske konvention af 19. november 1934 om arv og dødsboskifte. (UM's bkg. af 29. juni 1976). Når en statsborger i en af de kontraherende stater ved sin død var bosat i en af de andre stater, skal retten til arv ifølge loven bestemmes efter loven i den stat, hvor han havde bopæl. Herfra gælder dog ifølge konventionen den undtagelse, at hvis arveladeren har været bosat i det pågældende land i mindre end fem år, kan en arving eller legatar, for hvem det er af retlig betydning, forlange, at arvelovgivningen i det land, hvor afdøde var statsborger, lægges til grund for skiftet. Dette gælder både arvefølgen og retten til at hensidde i uskiftet bo såvel som en række andre forhold, der nærmere er angivet i konventionen.

b ) Amerikas Forenede Stater. Venskabs-, handels- og søfartstraktat af 1. oktober 1951, artikel IX, fastslår, at danske statsborgere og selskaber nyder nationalbehandling i USA med hensyn til erhvervelse af såvel rørlig som fast ejendom ved arv. Senere amerikansk lovgivning har dog skabt tvivl om denne ret.

c ) Frankrig. Handelstraktaten af 23. august 1742, artikel 40, fortolkes derhen, at skifte af efterladenskaber, som en dansk statsborger har efterladt sig i Frankrig, skal foretages i Frankrig, men at der ikke tilkommer de franske skiftemyndigheder nogen beføjelse til under skiftet at inddrage formue, som afdøde måtte have efterladt sig i Danmark.

Endvidere følger det af bestemmelsen, at registrering af efterladenskaber fra en dansk statsborger død i Frankrig skal foretages i overværelse af vedkommende danske konsularembedsmand, når arvingerne er umyndige, eller når de er fraværende og ikke har nogen befuldmægtiget repræsentant på stedet.

d ) Iran. Ifølge noteveksling af 16. september og 28. november 1939 med Iran om reciprocitet ved behandling af egne statsborgeres boer i det andet land er der indrømmet danske repræsentationer i Iran de rettigheder og beføjelser, som indeholdes i et iransk reglement af 10. maj 1932 om gennemførelse af loven angående behandlingen af efterladenskaber efter fremmede statsborgere, der afgår ved døden i Iran. Af reglementets artikel XXXVII fremgår det, at de iranske myndigheder, når en dansk statsborger afgår ved døden, medens han er på rejse i Iran, skal overgive hans efterladenskaber til vedkommende danske repræsentation. Afgår en dansk statsborger bosat i Iran ved døden, foretages skiftebehandling i Iran og efter iransk lovgivning. De stedlige myndigheder skal dog underrette repræsentationen om dødsfaldet, og repræsentationen skal have adgang til at overvære registreringen af efterladenskaberne. Hvis arvingerne er fraværende og ikke legalt repræsenteret, skal arvelodderne, når bobehandlingen er afsluttet, overgives til repræsentationen som repræsentant for arvingerne. Der henvises i øvrigt til artikel XIV i venskabs-, bosættelses- og handelstraktat af 20. februar 1934 mellem Danmark og Iran. De senere års udvikling i Iran har gjort aftalen usikker. I øvrigt kan kun muslimer arve muslimer i Iran.

e ) Japan. Ifølge handels- og skibsfartstraktat af 12. februar 1912, artikel IV, har repræsentationen ret til at repræsentere boet og foretage alt fornødent til dets behørige behandling og afslutning, hvis en dansk statsborger afgår ved døden i Japan, uden at der på stedet findes nogen, der ifølge dansk ret er berettiget til at tage vare på og administrere boet. Bestemmelsen udelukker imidlertid ikke vedkommende japanske domstole fra at tage boet under behandling i tilfælde, hvor de ellers ville være kompetente. Disse regler gælder også i tilfælde, hvor en dansk statsborger dør uden for Japan, men efterlader formueværdier der.

f ) Storbritannien og Nordirland. Ifølge konsularkonventionen af 27. juni 1962, kapitel VI, skal repræsentationen, når en dansk statsborger afgår ved døden under midlertidigt ophold i repræsentationens distrikt, have adgang til at tage efterladenskaber, som var i afdødes besiddelse, i varetægt.

Hvis en afdød efterlader sig formuegenstande inden for repræsentationens distrikt, og en dansk statsborger, der hverken er bosat eller lovligt repræsenteret i distriktet, har eller gør krav på at have en ret til efterladenskaberne, fx i egenskab af arving, eksekutor eller kreditor, er repræsentationen bemyndiget til at repræsentere den pågældende, som om denne havde udstedt gyldig fuldmagt til repræsentationen.

g ) Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedr. formen for testamentariske dispositioner. (UM's bkg. af 6. september 1976). Konventionen gælder i forholdet til Antigua/Barbuda, Australien, Belgien, Bosnien-Herzegovina, Botswana, Brunei Darussalam, Fiji, Finland, Frankrig, Grenada, Grækenland, Irland, Israel, Japan, Kroatien, Lesotho, Luxembourg, Makedonien, Mauritius, Nederlandene, Norge, Polen, Schweiz, Slovenien, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Swaziland, Sydafrika, Tonga, Tyrkiet, Tyskland og Østrig.

Efter konventionen er testamenter som hovedregel gyldige, for så vidt angår formen, hvis de opfylder formkravene på nærmere opregnede steder.

5. Gebyr i arvesager

Til dækning af udenrigstjenestens udlæg ved varetagelsen af danske arvingers interesser i udlandet betales et gebyr efter gældende regler.

B. Varetagelse af danske arvingers interesser under skiftebehandling i repræsentationens distrikt

Ofte indledes en arvesag ved, at en mulig arving retter henvendelse til udenrigstjenesten, fordi en potentiel arvelader er død i udlandet. Udenrigstjenesten bør da undersøge om, og hvor der skiftes, og oplyse navn på en lokal advokat, der vil kunne undersøge boets værdier etc. og varetage et evt. skifte.

En arvesag kan også opstå ved, at en repræsentation får kendskab til et dødsfald med mulige arvinger i Danmark.

Endelig kan en arvesag opstå ved, at en udenlandsk skiftemyndighed retter henvendelse til en repræsentation for at høre, om der er mulige arvinger i Danmark.

Repræsentationen kan i disse tilfælde udfylde et skema som det aftrykte med de oplysninger, der haves, eller let kan tilvejebringes. Kopi af skemaet sendes til rekvirenten og/eller nærmeste kendte mulige arving, evt. flere arvinger. Kendes denne ikke, sendes skemaet til Udenrigsministeriet (StF.1), der vil søge mulige arvinger.

Udenrigsministeriet varetager således ikke længere tilrettelæggelsen af arvesager i udlandet. Skulle dette alligevel blive tilfældet i en ekstraordinær situation, bør Udenrigsministeriet undersøge, om der er oprettet testamente.

Arvingen eller dennes advokat må ved korrespondance med den udenlandske advokat eller skiftemyndighed selv få belyst den slægtskabsdokumentation, der er nødvendig. Det er ikke muligt for private at opnå en arveerklæringsrapport fra Rigspolitiets eftersøgningstjeneste, selvom der betales herfor. Alternativet er fx at benytte genealoger, hvis fødsels-, vielses-, skilsmisse- og dødsattester ikke er nok.

Der vil være visse handlinger, som ikke altid kan opnås af private. Det kan fx være at få oplyst et bos størrelse, få en bankboks åbnet eller få et arveprovenu i ikke-konvertibel valuta hjemført.

Repræsentationernes bistand kan også bestå i at skulle sikre værdier, fx aflåse en bolig eller undersøge den for oplysninger om slægtninge. I sådanne enkelthandlinger må udenrigstjenesten fortsat bistå på anmodning. For hver af disse ekspeditioner er repræsentationen berettiget til at opkræve gebyr efter betalingscirkulæret, evt. § 10 (timebetaling) og § 17 (overførsel af provenu).

Det henstilles, at repræsentationen, hvor det skønnes relevant, udarbejder en kort vejledning med lokale retningslinier for afvikling af et dødsbo ud fra hidtidige erfaringer og omfang af arvesager . Vejledningerne bør vedlægges oplysningsskemaet eller indgå i følgeskrivelsen. Navn og adresse på egnede advokater, og hvilke sprog de korresponderer på, kan ligeledes indgå.

Underlagte repræsentationer skal i nødvendigt omfang instrueres om at orientere den overordnede repræsentation, hvis de får kendskab til arvesager med mulige danske interesser.

OPLYSNINGSSKEMA

til mulige danske arvinger i udenlandske arvesager

Skemaet udfyldes med de foreliggende oplysninger, når repræsentationen bliver spurgt om eller får kendskab til dødsfald, der kan berøre mulige arvinger i Danmark. Skemaet sendes til mulig(e) arving(er), som er kendt for repræsentationen og ellers til Udenrigsministeriet. Modtagere af oplysningsskemaet gøres opmærksom på, at udenrigstjenesten ikke har konkret kendskab til boets størrelse, eller om modtageren har arveret. Videregivelsen af oplysningerne i skemaet sker således uden ansvar for udenrigstjenesten.

---------------------------------------------------------------------

Afdødes navn

---------------------------------------------------------------------

Adresse

Fødested og -dato

Dødssted og -dato

---------------------------------------------------------------------

Navn og adresse på nærmeste kendte slægtning(e)

---------------------------------------------------------------------

Hvilke værdier formodes boet at indeholde?

---------------------------------------------------------------------

Er der fast ejendom?

---------------------------------------------------------------------

Hvem varetager skifte (Skifteret, eksekutor, administrator)?

---------------------------------------------------------------------

Er der berammet møde for skifte?

---------------------------------------------------------------------

Skal arvingen selv begære skifte og da senest hvornår?

Kan skifte ske i Danmark?

--------------------------------------------------------------------

Findes der et testamente?

Vedlægges kopi?

---------------------------------------------------------------------

Hvis testamentsarvingen er død, træder da dennes arvinger i stedet?

Er der tvangsarv efter lokal lovgivning?

---------------------------------------------------------------------

Med forbehold for at der findes nærmere arveberettigede slægtninge, vil den tilskrevne slægtning da være arveberettiget efter lokal lov (hustru, børn, nær familie, fætre og kusiner, børn født uden for ægteskab, adoptivbørn, slægtskab mellem halvsøskende og afkom)?

Hvilken dokumentation er sædvanligvis nødvendig for en arving?

Hvilken dokumentation er sædvanligvis nødvendig, hvis der foreligger et gyldigt testamente?

---------------------------------------------------------------------

Navn på lokal advokat, der vil bistå med skiftet og dennes anslåede salærkrav, samt hvilke sprog advokaten korresponderer på:

---------------------------------------------------------------------

Eventuelle bemærkninger

---------------------------------------------------------------------

Dato:

Repræsentationens navn:

---------------------------------------------------------------------

C. Skifte af formueværdier i udlandet efter arvelader med fast bopæl i Danmark

1. Skiftebehandlingen hører principielt under skifteretten på afdødes hjemsted

Efter dansk ret skal skifte finde sted i Danmark i alle tilfælde, hvor arvelader var fast bosat i Danmark uden hensyn til nationalitet (domicilprincippet), og under skiftet skal inddrages alle værdier, som afdøde efterlod sig, uanset om disse værdier befinder sig i Danmark eller i udlandet.

2. Hvor tillægsskifte er nødvendigt

En række lande følger imidlertid det princip, at skiftebehandling skal foretages i det land, hvor formueværdierne befinder sig (lex rei sitæ), uanset hvor arveladeren var bosat, eller hvor han afgik ved døden.

Hvis en person bosat i Danmark afgår ved døden og efterlader sig formueværdier i et land, som følger lex rei sitæ, kan der blive tale om et tillægsskifte af de pågældende formueværdier sideløbende med skiftebehandlingen i Danmark. Det sker, hvis det pågældende lands myndigheder ikke vil bøje sig for dansk rets domicilprincip og udlevere de pågældende formueværdier til den danske skifteret eller eksekutor, men insisterer på at foretage skifte på stedet.

3. Indberetning

Når en person bosat i Danmark afgår ved døden, vil det normalt af de efterladte papirer fremgå, om afdøde havde formueværdier i udlandet. Dette er dog ikke altid tilfældet. Hvis repræsentationen erfarer, at en person bosat i Danmark er afgået ved døden og har efterladt sig formueværdier inden for repræsentationens distrikt, bør repræsentationen derfor indberette det til Udenrigsministeriet. Ministeriet underretter den skifteret eller eksekutor, der behandler afdødes bo.

Kapitel XI

Erhvervsbistandsarbejde på honorære repræsentationer

  

  A. Det generelle erhvervsbistandsarbejde  

     1. Generelle retningslinjer  

     2. Danish Exporters  

     3. Projekter og licitationer  

     4. Hæderspriser  

     5. Eksportstipendiater  

  B. Repræsentationens  

     direkte erhvervsbistandsarbejde  

     1. Generelle retningslinjer  

     2. Bistand til danske eksportører  

        a. Principielle regler for besvarelse af henvendelser  

           fra danske eksportører  

        b. Bank- og andre soliditetsoplysninger  

        c. Inddrivelse af kommercielle fordringer  

        d. Instruktion om dokumentation for indførsel af  

           landbrugsvarer i tredjelande  

     3. Bistand til udenlandske importører  

        a. Bistandens omfang  

        b. Fremskaffelse af oplysninger om den udenlandske importør  

        c. Besvarelse af den udenlandske importørs henvendelse  

        d. Oplysning fra den udenlandske importør om ydelsens resultat  

        e. Underretning til danske eksportvirksomheder, hvis navn er  

           blevet opgivet  

     4. Bistand til danske importører  

     5. Bistand til udenlandske eksportører  

        a. Etablering af forretningsforbindelse med danske importører  

        b. Soliditetsoplysninger om danske firmaer  

     6. Klager over danske firmaer  

        a. Formidling af klager  

        b. Regler for voldgift, syn og skøn samt besigtigelse  

     7. Våbeneksport  

KAPITEL XI

Erhvervsbistandsarbejde på honorære repræsentationer

Retningslinjerne i dette kapitel er et uddrag af instruktionen til repræsentationer med udsendte medarbejdere.

Honorære repræsentationer kan følge retningslinjerne i muligt omfang.

Spørgsmål bør forelægges den overordnede repræsentation eller Udenrigsministeriet.

A. Det generelle erhvervsbistandsarbejde

1. Generelle retningslinjer

En af de vigtigste og mest krævende opgaver for udenrigstjenesten er på bedst mulig måde at varetage, beskytte og udbygge danske erhvervsinteresser. I dette arbejde ligger hovedvægten på den bistand, repræsentationerne kan yde til fremme af dansk eksport i almindelighed og til den individuelle eksportør i særdeleshed.

Repræsentationen bør derfor efter bedste evne medvirke til at skabe interesse for danske varer og tjenesteydelser, og repræsentationen bør i den stedlige forretningsverden kendes som det centrale sted for oplysninger om danske varer og tjenesteydelser. Statistikker, brochurer, fælleskataloger for eksportgrupper og andre publikationer om dansk erhvervsliv bør være til rådighed for eller under rimelige omstændigheder kunne fremskaffes til alle interesserede.

Repræsentationen bør holde sig orienteret om forhold på stedet, som generelt er af betydning for behandlingen af de kommercielle sagsområder.

Repræsentationen bør holde kontakt med stedlige myndigheder, importorganisationer, handelskamre, brancheforeninger mv., som har betydning for dansk eksports adgang til og placering på markedet.

Hvis der på stedet er etableret et dansk handelskammer e.l., bør repræsentationen indgå i et positivt samarbejde med dette.

Ønsker og forslag om besøg i Danmark af eksempelvis minister-, erhvervs-, branche- og fagbladsdelegationer bør altid forelægges Udenrigsministeriet til godkendelse, før repræsentationen over for de pågældende bekræfter arrangementets gennemførelse.

2. Danish Exporters

Udenrigsministeriet samarbejder med Tele Danmark Forlag om udgivelsen af den officielle eksporthåndbog Danish Exporters og databasen Danish Exporters The Official Database. Håndbogen og databasen bør benyttes som primære referencer i firmaformidlingsarbejdet.

Opstår der tvivl om anvendelse af andre handelskalendere eller databaser, bør repræsentationen henvende sig til den overordnede repræsentation eller Udenrigsministeriet.

3. Projekter og licitationer

Alle multilateralt finansierede projekter og licitationer, hvori der kan være en dansk interesse, registreres i Udenrigsministeriets databasekompleks UPLN ( UPRO for projekter, ULIC for licitationer og URAP for rapporter). Projektoplysninger opdateres løbende i alle faser af projekternes cyklus.

Virksomheder, der er tilsluttet databaserne, kan efter en indbygget overvågningsfacilitet til enhver tid holde sig ajour med projekternes aktuelle status, fx forstudier, feasibility studier, long-listing og short-listing af rådgivere, entreprenører og leverandører af udstyr m.m.

I tilslutning til disse databaser findes databasen UMEF , der indeholder oplysninger om projekter, der planlægges gennemført med støtte fra EU's strukturfonde.

Danske eksportører har i de seneste år i stadig stigende grad rettet opmærksomheden mod mulighederne for eksport af totalprojekter - eller delleverancer hertil - som bl.a. finansieres af de multilaterale og de bilaterale bistandsorganisationer.

Honorære repræsentationer, der dækker områder, hvor der skønnes at være muligheder for dansk deltagelse i projekter og licitationer, kan få tilsendt særskilt instruktion om fremgangsmåden ved indberetning om projekter og licitationer af den overordnede repræsentation eller Udenrigsministeriet.

4. Hæderspriser

Hædersprisen »Landsforeningen Dansk Arbejdes Diplom og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks Æresmedalje« tildeles personer og virksomheder med hjemsted i udlandet, herunder danske virksomheders datterselskaber. Tildelingen er en anerkendelse af fortjenstfuld indsats for afsætning af danske varer og tjenesteydelser på eksportmarkederne. Ved bedømmelsen lægges der vægt på, om indsatsen igennem en årrække har været bemærkelsesværdig. Tildeling af anerkendelsen er normalt begrænset til i alt ca. 15 pr. år og højst en gang årligt i eet land.

Honorære repræsentationer bør være opmærksomme på, at de kan foreslå kandidater til den overordnede repræsentation.

»Kong Frederik den Niendes Hæderspris for fortjenstfuld indsats for dansk eksport« kan tildeles virksomheder, der er registreret i Danmark, danske institutioner og organisationer samt personer bosiddende i landet. Indstillinger til hæderspris kan kun fremsættes af de i alt 13 medlemmer (ministerier og erhvervsorganisationer) af Komiteen. Der tildeles normalt højst fem hæderspriser pr. år.

5. Eksportstipendiater

Bestemmelse om udsendelse og placering af eksportstipendiater træffes af Eksportfremmerådet. Administrationen af ordningen varetages af Erhvervsfremme Styrelsen under Erhvervsministeriet.

Eksportstipendiaterne er yngre handelsfolk med både teoretisk og praktisk indsigt i eksportarbejde. Udsendelsen sker som hovedregel for en periode på tre eller fire år til lande eller større byer, hvor der ikke er en udsendt dansk repræsentation.

På linje med repræsentationernes handelsmedarbejdere yder eksportstipendiaterne først og fremmest eksportfremmebistand til danske virksomheder.

Samarbejdet mellem udenrigstjenesten og eksportstipendiaterne er baseret på en aftale fra 1992 mellem Udenrigsministeriet og Erhvervsfremme Styrelsen. I mange tilfælde indgår repræsentationen og eksportstipendiaten en lokal aftale om geografisk afgrænsning etc.

Udenrigsministeriet og Erhvervsfremme Styrelsen lægger stor vægt på et gnidningsløst og gensidigt samarbejde, herunder regelmæssig afholdelse af lokale koordinationsmøder mellem udenrigstjenestens handelsmedarbejdere og eksportstipendiaterne.

B. Repræsentationens direkte erhvervsbistandsarbejde

1. Generelle retningslinjer

I udenrigstjenestens eksportfremmesystem udfører repræsentationen den egentlige konsulentbistand for danske virksomheder. Dette er udenrigstjenestens vigtigste ydelse på eksportfremmeområdet.

Udenrigsministeriets bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten og vejledning til samme indeholder detaljerede regler bl.a. for bistand, der har til formål at støtte erhvervslivets eksportarbejde og øvrige kommercielle aktiviteter i udlandet.

Bekendtgørelsen og vejledningen er optrykt i »Udenrigstjenestens betalingsordning, Vejledning«, hvor de detaljerede bestemmelser er beskrevet. Nedenfor anføres nogle generelle bemærkninger til bekendtgørelsen.

Omfattet er bl.a. alle juridiske personer (dvs. ikke kun privatpersoner, private organisationer og virksomheder, men som udgangspunkt også statslige, amtskommunale og kommunale myndigheder samt domstolene), der skriftligt, telefonisk eller under personligt besøg henvender sig til repræsentationen for at opnå assistance i kommercielle sager.

Centraladministrationen og styrelserne vil i vidt omfang være fritaget for gebyrer og timetakst i henhold til bekendtgørelsen, men vil fx være omfattet, hvis der er tale om bistand i kommercielle sager, herunder sager om systemeksport.

Betalingsordningen anvendes også ved eventuelle anmodninger om bistand til eksport til Danmark, uanset om anmodningen er fremsat af en dansk eller udenlandsk juridisk person.

Henvendelser fra danske datterselskaber i opholdslandet er omfattet af betalingsordningens bestemmelser.

Henvendelser fra en juridisk person i opholdslandet med anmodning om bistand til import fra Danmark er ikke omfattet af betalingspligten.

Repræsentationen skal ikke opkræve betaling i såkaldte bagatel- og petitessesager.

2. Bistand til danske eksportører

a. Principielle regler for besvarelse af henvendelser fra danske eksportører.

Der bør principielt ydes bistand til alle danske eksportører. Bistandens omfang bør aftales med rekvirenten i overensstemmelse med betalingsordningens bestemmelser. Repræsentationen bør i alle tilfælde oplyse om betalingsordningen, før opgaveløsningen sættes i gang, dels hvor en tjenestehandling i en kommerciel sag er betalingspligtig, og dels hvor det ikke ligger klart, at rekvirenten er bekendt med betalingsordningen. Dog kan oplysningspligten bortfalde i særlige tilfælde, fx hvor repræsentationen skønner, at behovet for den rekvirerede bistand er akut, og det ikke er muligt at kontakte rekvirenten, før bistanden ydes.

Igennem årene har der fundet en produktudvikling sted af det, der populært har været kaldt firmaformidling. Repræsentationerne kan i dag tilbyde danske virksomheder og organisationer en bred vifte af serviceydelser, hvis hovedsigte er at styrke den danske eksport. Ikke mindst indførelsen af betalingsordningen har muliggjort udførelse af både mere kvalificerede og mere tidskrævende opgaver for enkeltkunder.

Fra tidligere næsten udelukkende at have udført opgaver, der uopfordret indgik fra eksportvirksomhederne, bør repræsentationerne nu udføre et egentligt salgsarbejde over for potentielle eksportører med henblik på at øge disses interesse for at komme ind på de pågældende markeder - og at anvende udenrigstjenestens konsulentbistand i forbindelse hermed. Dette salgsarbejde finder bl.a. sted under repræsentationschefers og handelsmedarbejderes tjenstlige besøg i Danmark og i forbindelse med regionale eller brancheorienterede eksportkonsultationer.

UH.1 koordinerer markedsføringsaktiviteterne i forbindelse med ophold i Danmark, der enten finansieres over UH.1's budget eller ved anvendelse af repræsentationernes tilbageførte indtægter på betalingsordningen.

Udenrigsministeriet lægger vægt på, at erhvervslivet opfatter repræsentationerne som deres fremskudte marketingafdelinger. Den bistand, der ydes, bør have karakter af en egentlig kvalificeret konsulentbistand på linje med det, der tilbydes af private konsulentfirmaer. Der er ingen egentlig begrænsning i, hvilke opgaver der kan udføres, så længe disse er legale, og så længe repræsentationerne ikke underskriver kontrakter e.l. på de danske firmaers vegne.

I kontaktformidlingsarbejdet er det vigtigt både at levere udskrifter fra databaser eller trykte medier og at lade anvendelsen af disse hjælpemidler indgå i løsningen af en totalopgave, der går ud på at finde frem til de rette forretningspartnere for danske virksomheder.

Repræsentationen har i kraft af lokalkendskabet til markedet og den fysiske tilstedeværelse på markedet den bedste udgangsposition for at foretage en vurdering og udvælgelse af sådanne udenlandske firmaer eller personer. Repræsentationen bør derfor søge at overbevise danske kunder om det formålstjenlige i at anvende denne ekspertise i fuld udstrækning.

I brochurerne Eksport Guide og Prisliste er anført en række af de mest almindeligt forekommede konsulentopgaver: Markedsanalyse, information om told, afgifter, importrestriktioner, konkurrenter på markedet, pris- og avanceforhold, salgs- og distributionskanaler, markedsføringsstrategi, kontaktetablering, oprettelse af selskab, markedsføringsaktiviteter, besøgsprogrammer, hotelreservationer, tolkebistand og udlejning af lokaler. Denne liste er ikke udtømmende. Herudover opfordres repræsentationerne til, hvor det er muligt, at indgå aftaler med danske firmaer om fx markedsovervågning, konkurrentovervågning og undersøgelse af agentperformance.

For mere dybtgående opgaver kan det i visse tilfælde være en fordel at tilbyde en totalpris uden timeangivelse. I så fald skal totalprisen som udgangspunkt være baseret på det skønnede timeforbrug.

Repræsentationen skal afholde sig fra at give oplysninger om konkurrerende danske firmaer på markedet, medmindre oplysningerne er umiddelbart offentligt tilgængelige.

b. Bank- og andre soliditetsoplysninger.

Hvis repræsentationen kender de lokale firmaer, som er videregivet til en dansk eksportør, kan repræsentationen i sin besvarelse give oplysning om deres almindelige anseelse, soliditet og kapacitet. Repræsentationen bør tilbyde at tilvejebringe oplysninger om firmaerne og angive de dermed forbundne omkostninger.

Når repræsentationen udtaler sig om udenlandske firmaers soliditet og almindelige anseelse eller videregiver sådanne oplysninger, skal det tilkendegives, at oplysningerne er fortrolige og uden ansvar for repræsentationen.

c. Inddrivelse af kommercielle fordringer.

Hjælp til inddrivelse af kommercielle fordringer er omfattet af betalingsordningen.

Når en repræsentation modtager anmodning om hjælp til inddrivelse af en kommerciel fordring, skal sagen i et anbefalet brev forelægges for debitor med anmodning om inden for et anført tidspunkt at indbetale beløbet til kreditor.

Da kapitaloverførsler betragtes som en særskilt tjenesteydelse, og der dermed betales gebyr i overensstemmelse med betalingsordningens bestemmelser, bør rekvirenten som hovedregel henvises til overførsel gennem et pengeinstitut, hvis inddrivelsen får et positivt udfald.

Kreditor bør underrettes om repræsentationens henvendelse til debitor og forespørges, om sagen ønskes overdraget til advokat/inkassobureau i tilfælde af udeblivende eller negativ reaktion fra debitor. I den foreløbige besvarelse til kreditor bør opgives omkostningerne ved en sådan inkasso og eventuelt også navn og adresse på advokat/inkassobureau for det tilfælde, at kreditor måtte foretrække en direkte henvendelse.

Hvis repræsentationen har grund til at nære tvivl om fordringens rigtighed, bør den dog indhente nærmere dokumentation fra kreditor, inden sagen forelægges for debitor.

d. Instruktion om dokumentation for indførsel af landbrugsvarer i tredjelande.

Hvis danske eksportører af landbrugsprodukter anmoder om en »ambassadeerklæring« som dokumentation for, at en vare er indført i pågældende tredjeland, skal følgende fremgangsmåde og formulering anvendes:

1. Der udstedes et lossebevis med følgende tekst:

  

 »Det attesteres herved, at ..........................................  

                                (identifikation af varepartiet)  

 har forladt havneområdet/importstedet ..............................,  

                                                        (byens navn)  

 og at de pågældende varer repræsentationen bekendt ikke har været  

    genstand for efterfølgende lastning med henblik på genudførsel.  

 Repræsentationen har som grundlag for denne attestation gennemgået  

 følgende: ...........................................................  

                                  (her nævnes det eller de dokumenter,  

                 der har været til rådighed ved losningen af varerne).  

Dette kan fx være:

- tolddokument, herunder edb-udskrifter for så vidt de er godkendt som tolddokumentation

- nationale havnedokumenter

- andre dokumenter udstedt af en offentlig myndighed i det pågældende land

- skibsmanifest

- kaptajnserklæring

- andet dokument udstedt af eller beroende hos importøren, fx køberattest eller anden form for kvittering.

2. I dokumentationen skal det bl.a. attesteres, at produktet har forladt havneområdet eller i det mindste, at produktet, såvidt udstederen af dokumentationen ved det, ikke har været genstand for efterfølgende lastning med henblik på genudførsel.

3. Det understreges, at den nævnte dokumentation alt overvejende anvendes som en sekundær/alternativ dokumentation. Det betyder, at EU-direktoratet før en eventuel godkendelse af ambassadeerklæringer som ankomstdokumentation må sikre sig, at eksportøren har forsøgt at fremskaffe primær dokumentation i form af egentlig tolddokumentation.

En ambassadeerklæring kan også anvendes som supplerende dokumentation, fx når der er alvorlig tvivl om produktets faktiske destination, eller når produktet kan tænkes genudført til EU.

3. Bistand til udenlandske importører

a. Bistandens omfang.

Omfanget af repræsentationens bistand til lokale importører afpasses efter importørens almindelige anseelse på stedet, soliditet og importkapacitet samt de foreliggende danske leveringsmuligheder og eksportinteresser.

Bistand til lokale importører bør, hvis der efter repræsentationens skøn er dansk interesse i det, gives lige så effektivt som bistand til danske eksportører.

b. Fremskaffelse af oplysninger om den udenlandske importør.

Bistand bør kun gives til udenlandske firmaer, som anses for velegnede forretningsforbindelser for danske virksomheder. Hvis importøren er repræsentationen ukendt, kan repræsentationen evt. som et første skridt anmode importøren om til brug for firmaformidlingen at udfylde et spørgeskema med angivelse af

- firmaets navn

- adresse

- kontaktperson

- telefon

- telefax

- firmaprofil: antal ansatte, etableringsår, omsætning, agent/importør/grossist/detailhandel/producent/mv.

- specificering af, hvilke danske produkter eller serviceydelser, firmaet er interesseret i

- kundegrupper

- geografisk område for disse produkter/serviceydelser

- firmaets nuværende repræsentanter og

- produktsortiment.

Er oplysningerne om firmaet tilfredsstillende, og mener repræsentationen i øvrigt, at der skulle være et godt afsætningsmarked og gode danske leveringsmuligheder, bør den telefonisk eller ved personlig henvendelse søge kontakt med firmaet for at få uddybet kendskabet og om nødvendigt få forespørgslen nærmere belyst.

c. Besvarelse af den udenlandske importørs henvendelse.

Som hovedregel bør repræsentationen besvare den udenlandske henvendelse direkte på grundlag af Danish Exporters (håndbogen og databasen), repræsentationens lokale handelsregister, opslagsværker og andet foreliggende adressemateriale. Om muligt bør besvarelsen ledsages af forhåndenværende relevant brochuremateriale eller andre foreliggende oplysninger (eventuel annonce i Danish Exporters, omtale i Denmark Review etc.).

I almindelighed bør repræsentationen videregive et passende antal eksportører for hver produktgruppe og fortrinsvis firmaer, som i henseende til størrelse og eksportkapacitet skønnes at være passende forbindelser for den udenlandske importør. Besvarelserne bør så vidt muligt varieres således, at alle egnede eksportfirmaer inden for hver branche i det lange løb bringes ligeligt i forslag. Går henvendelsen ud på at etablere et agentur, bør der fortrinsvis opgives eksportører, som endnu ikke er repræsenteret inden for området.

Hvis repræsentationen ikke ved hjælp af egne kilder finder frem til passende danske eksportører, bør sagen forelægges Udenrigsministeriet med så fyldige oplysninger som muligt om produktet. Hvis repræsentationen allerede delvist har besvaret henvendelsen ved at meddele importøren adressemateriale for visse af de pågældende eksportvarer, skal dette oplyses i (telefax)indberetningen, så ministeriets formidlingsbestræbelser kan tilpasses repræsentationens forbehandling.

Drejer henvendelsen sig om et betydeligt antal danske produkter, eller mener repræsentationen, at det i øvrigt er hensigtsmæssigt, vil ministeriet formidle forespørgslen gennem Udenrigsministeriets tidsskrifter EXPORT eller ØSTNYT under rubrikken »Forretningsforbindelser«.

Hvis repræsentationen anser det for hensigtsmæssigt, at forespørgslen behandles mere individuelt, bør relevante oplysninger om firma, produkt og afsætningspotentiale indberettes.

d. Oplysning fra den udenlandske importør om ydelsens resultat.

I svarbrevet til den udenlandske importør bør det som hovedregel tilføjes, at repræsentationen vil sætte pris på at blive underrettet om, hvorvidt den ydede bistand fører til resultat. Og at repræsentationen i modsat fald vil være rede til at undersøge, om der kan opgives andre eksportøremner. Hører repræsentationen ikke fra den udenlandske importør, bør sagen følges op, hvis betydelige danske eksportinteresser er involveret.

e. Underretning til danske eksportvirksomheder, hvis navne er blevet opgivet.

Hvis et udenlandsk firmas henvendelse besvares direkte af repræsentationen, skal de danske eksportører samtidig underrettes om det og gøres bekendt med evt. foreliggende fortrolige oplysninger om den udenlandske importør. Dog uden kildeangivelse og med bemærkning om, at heller ikke udenrigstjenesten må opgives som kilde. Foreligger der ikke fortrolige oplysninger, bør repræsentationen tilbyde at fremskaffe dem mod refusion af omkostningerne.

I brevet til de danske eksportører bør repræsentationen tilkendegive, at den vil sætte pris på at blive informeret om, hvorvidt forretningsforbindelsen med den udenlandske importør kommer i stand. Repræsentationen bør i forbindelse med besvarelsen oplyse om udenrigstjenestens eksportservice. Det kan ske efter eget skøn på den mest hensigtsmæssige måde.

4. Bistand til danske importører

Bistand til danske importører gives i overensstemmelse med betalingsordningens bestemmelser.

Hvis opholdslandet har en handelsrepræsentation i Danmark, kan den danske importør henvises til denne.

5. Bistand til udenlandske eksportører

a. Etablering af forretningsforbindelse med danske importører.

Anmodning om bistand til eksport til Danmark er omfattet af betalingsordningen, uanset om anmodningen er fremsat af en dansk eller udenlandsk juridisk person.

En udenlandsk eksportør, der anmoder om bistand til eksport til Danmark, kan henvises til at søge bistand hos sit eget lands myndigheder.

b. Soliditetsoplysninger om danske firmaer.

Udenlandske firmaer, der anmoder om tilvejebringelse af soliditetsoplysninger om danske firmaer, bør som hovedregel henvises til deres eget lands myndigheder eller deres egne bankforbindelser. Repræsentationen kan dog efter omstændighederne udtale sig om en dansk virksomheds størrelse og almindelige omdømme, fx på grundlag af oplysninger i Danish Exporters The Official Database, Greens håndbøger, Kompass eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsens kundeservice Publi-Com.

6. Klager over danske firmaer

a. Formidling af klager.

Ved klager over en dansk virksomhed kan repræsentationen højst tilbyde at formidle klagen, hvilket udtrykkeligt bør tilkendegives klageren og det danske firma. Repræsentationens eventuelle formidling af klagen bør bero på en vurdering af de danske interesser i sagen, herunder navnlig hensynet til danske firmaers almindelige omdømme i udlandet.

Det er ikke muligt for udenrigstjenesten at foretage retlige skridt i sager vedrørende klager over danske firmaer. Sådanne sager bør det udenlandske firma henvises til at tage op gennem sit eget lands myndigheder. Er klagen uberettiget eller tvivlsom, bør repræsentationen straks henvise det udenlandske firma til evt. at tage sagen op gennem sit eget lands myndigheder.

Efter repræsentationens skøn kan underretning om klager over danske firmaer i særlige tilfælde indsendes til Udenrigsministeriet.

b. Regler for voldgift, syn og skøn samt besigtigelse.

Repræsentationen bør under ingen omstændigheder tilkendegive nogen stillingtagen til en klagesags realiteter. Som følge heraf vil hverken repræsentationens chef eller medarbejdere kunne påtage sig hvervet som voldgifts-, vurderings-, eller syns- og skønsmand. Hvis repræsentationen ikke selv kender personer, der vil kunne påtage sig sådanne hverv, vil den fx ved henvendelse til et handelskammer eller en domstol på stedet kunne få opgivet navne på egnede personer.

Repræsentationen kan dog optræde som observatør ved en syns- eller skønsforretning: den kan også, hvor særlige forhold taler for det, besigtige et vareparti, hvis det udtrykkeligt tilkendegives, at besigtigelsen er uforbindende.

7. Våbeneksport

Udførsel af våben, ammunition og andet krigsmateriel kræver Justitsministeriets tilladelse (med undtagelse af håndvåben til brug ved jagt samt ammunition hertil til Færøerne, Grønland, EU-landene, Island og Norge). Efter praksis gøres enhver anmodning om våbeneksporttilladelse til genstand for en konkret bedømmelse i lyset af dansk våbeneksportpolitik.

Hovedprincippet heri har gennem en årrække været, at der nægtes eksporttilladelse til lande, der er krigsførende, er engageret i militære eller paramilitære aktiviteter eller er beliggende i områder med politisk - civil såvel som militær - spænding. Endelig opretholdes forbud mod eksport af våben til lande, mod hvilke FN eller EU har vedtaget (våben)embargo.

Repræsentationen bør hverken over for myndigheder eller firmaer i opholdslandet eller over for danske eksportører give udtryk for en vurdering af, om en dansk våbeneksporttilladelse kan forventes givet.

Repræsentationen bør ikke selv hverken over for myndigheder eller firmaer i opholdslandet eller over for danske eksportører tage initiativet til at formidle en dansk våbeneksport. Hvis repræsentationen modtager henvendelser herom fra de pågældende, vil man imidlertid kunne give den sædvanlige erhvervsbistand omtalt i afsnit 2 og 3. Samtidig skal Udenrigsministeriet informeres. Danske eksportører bør i denne forbindelse gøres opmærksom på spørgsmålet om eksporttilladelse og henvises til i tvivlstilfælde at indhente oplysning hos Justitsministeriet om, hvorvidt det pågældende produkt er omfattet af våbenlovens bestemmelser om eksporttilladelse. Hvis et produkt kræver eksporttilladelse, vil eksportører hos Udenrigsministeriet kunne indhente en forhåndsvurdering af, hvorvidt eksporttilladelse af dette produkt til det pågældende land vil kunne forventes givet.

KAPITEL XII

Repræsentationernes informationsvirksomhed

  

  A. Generelle retningslinjer  

  B. Pressekontakt  

  C. Informationsvirksomhed  

     1. Generelt informationsmateriale  

     2. Informationsmateriale om  

        dansk udviklingsbistand  

  D. Internet  

  E. Kultursamarbejdet  

     1. Generelt  

     2. Film og video  

     3. Foto- og billedmateriale  

F. Demokratifonden

G. Kommercielt informationsmateriale

Kapitel XII

Repræsentationernes informationsvirksomhed

A. Generelle retningslinjer

Der er i Danmark stigende interesse for, hvorledes udlandet opfatter Danmark og danskere. Omverdenens syn på Danmark har betydning for os og for vores vurdering af os selv. Der er en velbegrundet tro på, at et godt image i udlandet er befordrende - ikke bare for vor eksport - men også for vore muligheder for deltagelse i det øvrige internationale samarbejde. Det er derfor nærliggende, at danske repræsentationer yder en aktiv indsats for at viderebefordre informationer om vort samfund, politik, kultur og danske forhold i øvrigt.

I arbejdet på at udbrede kendskabet til Danmark kan repræsentationerne bruge de i dette kapitel indeholdte »redskaber«.

B. Pressekontakt

Der bør opbygges, ajourføres og vedligeholdes et netværk af pressekontakter i opholdslandet. Netværket kan bestå af personer med særlig interesse i Danmark og danske forhold. Dette vil typisk være »diplomatic correspondents«, medarbejdere i det lokale udenrigsministerium med ansvar for Skandinavien eller Nordeuropa eller specialmedarbejdere (især kulturskribenter og -kritikere). Dette netværk bør tilgodeses med hensyn til løbende fremsendelse af nyt informationsmateriale. I lande/hovedstæder hvor der - fx som følge af tilstedeværelsen af internationale organisationer - er et betydeligt internationalt pressekorps, er det også nyttigt at skabe kontakter blandt dets medlemmer.

Medierepræsentanter er altid velkomne til at aflægge besøg i Danmark. Besøg på eget initiativ skal som hovedregel henvises til Det Internationale Pressecenter (IPC). IPC kan bistå med aftaler om samtaler og besøg samt yde anden professionel journalistisk bistand. Interesserede skal anmodes om at rette henvendelse direkte til IPC, mens repræsentationen sideløbende kort indberetter om henvendelsen. (Adresse: IPC, Vestergade 2, 1456 København K, telefon +45 33131615, telefax +45 33911613).

Efter repræsentationens skøn kan vigtige pressebesøg i Danmark - ikke mindst grupper - indberettes direkte til Udenrigsministeriets Informationssekretariat med angivelse af nødvendige oplysninger om pågældendes data, mediets position og størrelse, formålet med besøget samt indstilling om, hvilken bistand repræsentationen skønner, der skal ydes.

Elektroniske medier, der ønsker teknisk assistance under besøg i Danmark, kan fra Udenrigsministeriets Informationssekretariat få oplysning om samarbejdspartnere på radio-, video-, film- og tv-området.

Principielt skal alle udgifter i forbindelse med besøg i Danmark afholdes af medierepræsentanterne selv. Repræsentationen kan dog i ganske særlige tilfælde indstille til Udenrigsministeriet om særbehandling.

Endelig kan repræsentationen i ganske særlige tilfælde foreslå, at Udenrigsministeriets Informationssekretariat inviterer en eller flere medierepræsentanter til at aflægge besøg i Danmark. Dette vil fx gælde, hvis repræsentationen skønner, at et emne er aktuelt og modent i opholdslandet eller på anden måde fortjener belysning gennem et besøg i Danmark.

For så vidt angår indberetning om presseomtale af Danmark og danske forhold henvises til Instruksens bind 3, kapitel XVII.

Hvis der i opholdslandet er en eller flere danske korrespondenter eller »stringere« og andre free lancere, er det naturligt at etablere og vedligeholde kontakten til disse. Mange repræsentationer har haft glæde af periodiske uformelle baggrundsbriefinger ved repræsentationschefen eller stedforræder. Tilrejsende danske presserepræsentanter vil ofte henvende sig til repræsentationen, som kan yde rimelig bistand efter eget skøn. Dette kunne fx være i forbindelse med at træffe aftaler om samtaler med offentlige myndigheder på et plan, som pressemedarbejderne næppe selv ville kunne opnå.

C. Informationsvirksomhed

1. Generelt informationsmateriale

Udenrigsministeriets Informationssekretariat udgiver en lang række publikationer om Danmark og danske forhold.

Flagskibet i ministeriets publikationsmæssige informationsvirksomhed er bogen »Denmark«, som udkom i 1996. Den foreligger ved begyndelsen af 1997 kun på engelsk, men vil i de kommende år udkomme på øvrige hovedsprog.

Stammen i det traditionelle informationsmateriale udgøres stadig af factsbrochurer på hovedsprogene. De omhandler enkelt-emner, der bliver løbende ajourført.

I slutningen af 1996 indledtes en ny informationsserie: »UM-tema«, som informerer om udenrigspolitiske temaer på dansk. Visse emner vil endvidere udkomme på hovedsprogene.

Andet: Der udsendes fra tid til anden særpublikationer om aktuelle emner, fx »Women in Denmark«, ligesom ministeriet løbende fremskaffer informationsmateriale fra eksterne leverandører.

Hovedparten af factsbrochurer og UM-temaer lægges på Internet - foreløbig kun på engelsk, ligesom der arbejdes med at inkludere dele af Danmarksbogen.

2. Informationsmateriale om dansk udviklingsbistand

Udenrigsministeriets Informationssekretariat udgiver desuden en lang række publikationer om dansk udviklingsbistand og om Danmarks deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde.

Hovedparten af dette materiale udgives på dansk, men en del publikationer findes desuden på engelsk, fransk og spansk.

Bortset fra tidsskriftet »Udvikling« og undervisningsmateriale til børnenes u-landskalender er materialet gratis. En publikations- og bestillingsliste kan rekvireres fra Informationssekretariatet.

D. Internet

Udenrigsministeriets web-præsentation findes bag betegnelsen http//:www.um.dk. Repræsentationerne må selv på baggrund af de lokale forhold vurdere, hvorledes deres web-præsentationer skal udformes. Udgifterne til etablering og vedligeholdelse heraf skal afholdes over repræsentationernes ordinære budget. Råd og vejledning kan i et vist omfang hentes i Informationssekretariatet. For så vidt angår tekniske spørgsmål henvises til F.4.

Repræsentationerne bør på deres web-præsentationer have en såkaldt link til Udenrigsministeriets homepage, der for tiden er på engelsk og dansk. På ministeriets web-præsentation findes bl.a. informationsmateriale om Danmark, et nyhedsbrev (»Denmark Times«) på engelsk samt pressemeddelelser. I øvrigt skal repræsentationerne, efterhånden som disse kommer på internettet, informere Udenrigsministeriet herom med henblik på, at Udenrigsministeriet kan lave links til de enkelte repræsentationer.

E. Kultursamarbejdet

1. Generelt

Det internationale kulturelle samarbejde bygger i stadig større grad på netværkstanken: det vil sige den direkte kontakt mellem repræsentationerne og de kulturelle institutioner. Det er således vigtigt, at repræsentationerne er orienteret om relevante kontakter i opholdslandet. Repræsentationernes opgave i forbindelse med kultursamarbejdet er først og fremmest at bistå netværkssamarbejdet. Repræsentationerne kan også være med til at tage initiativer til konkrete kulturprojekter ved over for dansk eller lokalt kulturliv at pege på mulighederne for projekter og andre danske kulturbegivenheder (kunstudstillinger, film-uger, etc.) i opholdslandet.

I udenrigstjenesten er kulturområdet decentraliseret. Det vil med andre ord sige, at det som hovedregel er repræsentationerne selv, som behandler sager på området. Til brug herfor har Udenrigsministeriet udsendt vejledningen »Kulturnøglen«. Vejledningen findes på samtlige repræsentationer i dansk og engelsk udgave.

Til brug for det decentrale arbejde er en række repræsentationer udstyret med et rådighedsbeløb til kulturformidling. Dette rådighedsbeløb kan benyttes af repræsentationen til kulturelle formål uden Udenrigsministeriets forudgående godkendelse. Beløbet kan ikke benyttes til repræsentative formål.

Informationssekretariatet forsøger i størst muligt omfang at informere repræsentationerne på tværs - bl.a. ved løbende udsendelse af informationer om tiltag på kulturområdet i ind- og udland. Et eksempel på dette er publikationen »Hvad Sker Ude?», som fortæller om danske kulturbegivenheder i udlandet. Et andet eksempel er den udsendte oversigt over udstillinger egnede til visning i udlandet.

For så vidt angår indberetning om kulturelle forhold henvises til Instruksens bind 3, kapitel XVII.

2. Film og video

Udenrigsministeriets Informationssekretariat er i besiddelse af en række kort- og dokumentarfilm om Danmark og danske forhold, hvoraf specielt den generelle Danmarksfilm »This is Denmark« bør fremhæves. Filmene er nærmere beskrevet i ministeriets filmkatalog, hvorfra repræsentationerne bestiller videobånd. Om anvendelse af disse film henvises til »Kulturnøglen«.

Endvidere er Informationssekretariatet i besiddelse af et antal film (fortrinsvis i dansk version), som informerer om dansk udviklingsbistand.

Med hensyn til spillefilm er der begrænsede muligheder for lån fra Det danske Filminstitut. Herom henvises der til afsnittet om film i »Kulturnøglen«.

For så vidt angår indberetning om film henvises til Instruksens bind 3, kapitel XVII.

3. Foto- og billedmateriale

Udenrigsministeriets Informationssekretariat er i besiddelse af sort/hvide billeder og farvedias af regentfamilien og af stats-, udenrigs- og udviklingsministerene. Materialet kan efter anmodning frit stilles til disposition for eksempelvis dag- og ugeblade, tidsskrifter samt forlag.

Modtager repræsentationerne forespørgsler om andet billedmateriale, bedes de pågældende om for egen regning af rette direkte henvendelse til danske billedbureauer. Informationssekretariatets publikation »Pressen i Danmark« indeholder navne og adresser på sådanne bureauer.

F. Demokratifonden

Demokratifonden yder tilskud til projekter, der udbreder kendskabet til dansk demokrati, demokratiske traditioner etc. og er på den måde med til at informere om Danmark. Fonden støtter samarbejdsprojekter mellem danske ansøgere og statsborgere fra Øst- og Centraleuropa, Baltikum og udviklingslandene. Demokratifonden har sekretariat i Udenrigsministeriets Informationssekretariat. Yderligere oplysninger om Demokratifondens virksomhed indeholdes i Fondens årlige beretning, der tilgår samtlige repræsentationer med udsendte medarbejdere.

G. Kommercielt informationsmateriale

I Sekretariatet for Udenrigshandel udgives en række publikationer om kommercielle forhold. Der henvises til UH.3.

KAPITEL XIII

Luftfart

  

  A. Dansk nationalitetsmærke og  

     registreringsmærke  

  B. Scandinavian Airlines System (SAS)  

  C. Internationale overenskomster  

     1. Chicago-konventionen og  

        Transitoverenskomsten  

     2. Bilaterale aftaler om ruteflyvning  

  D. Udenlandsk luftfart med civile luftfartøjer til,  

     fra eller over dansk territorium  

     (Danmark, Grønland og Færøerne)  

     1. Almindelige bestemmelser  

     2. Overflyvning af dansk territorium og  

        tekniske mellemlandinger  

     3. Regelmæssig lufttrafik (ruteflyvning)  

     4. Ikke-regelmæssig lufttrafik  

        (charter- og taxaflyvning)  

     5. Privatflyvning  

  E. Militære luftfartøjer  

     1. Generelle bestemmelser  

     2. Særligt for NATO-lande og Sverige  

KAPITEL XIII

Luftfart

A. Dansk nationalitetsmærke og registreringsmærke

Ethvert luftfarttøj, der er indregistreret i Danmark, skal være forsynet med det danske nationalitetsmærke OY samt et registreringsmærke bestående af en gruppe på tre bogstaver.

B. Scandinavian Airlines System (SAS)

Den 8. februar 1951 undertegnede Det Danske Luftfartselskab A/S (DDL), oprettet i 1918, det Norske Luftfartselskab A/S (DNL), oprettet i 1927, og det svenske luftfartselskab Aktiebolaget Aerotransport (ABA), oprettet i 1924, en aftale om dannelsen af konsortiet Scandinavian Airlines System (SAS). I henhold til aftalen, der godkendtes af de tre skandinaviske landes regeringer ved overenskomst af 20. december 1951, udgør DDL's, DNL's og ABA's andele i SAS henholdsvis 2/7, 2/7 og 3/7.

SAS anliggender varetages af et styre bestående af repræsentanter for de tre luftfartsselskaber. Den daglige ledelse af konsortiet, hvis hovedkontor ligger i Stockholm, forestås af en administrerende direktør. I Danmark, Norge og Sverige findes regionalkontorer under ledelse af hver sin direktør.

I de bilaterale luftfartsaftaler, som de skandinaviske lande har afsluttet efter dannelsen af SAS, har Danmark, Norge og Sverige opnået ret til at beflyve de ruter, aftalerne omfatter, med luftfartøjer, besætninger og materiel, der disponeres af SAS i henhold til konsortieaftalen.

C. Internationale overenskomster

1. Chicagokonventionen og Transitoverenskomsten

Den 7. december 1944 undertegnede en række lande i Chicago en konvention om international civil luftfart (Chicago-konventionen) og en dertil knyttet overenskomst om transitrettigheder for international ruteflyvning (Transitoverenskomsten). Begge overenskomster er senere tiltrådt af Danmark.

Ved de to overenskomster, der bygger på princippet om statens fuldstændige og udelukkende højhedsret over luftrummet over deres territorier, indrømmer parterne hinanden ret til overflyvning og teknisk mellemlanding.

For charter-, taxa- og privatflyvning er disse rettigheder hjemlet i Chicago-konventionen, for ruteflyvning i Transitoverenskomsten.

Chicago-konventionen fastlagde endvidere rammerne for det internationale luftfartssamarbejde på det tekniske område og oprettede Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO). ICAO har til formål at udvikle principperne og teknikken for den internationale luftfart og at fremme planlægningen og udviklingen af international lufttrafik.

2. Bilaterale aftaler om ruteflyvning

Da det ikke på Chicago-konferencen lykkedes at nå frem til en videregående international aftale om de fornødne rettigheder for driften af international ruteflyvning, har de enkelte stater måttet skaffe sig disse rettigheder gennem bilaterale aftaler. Sådanne bilaterale aftaler giver som hovedregel gensidig ret til trafikflyvning for de luftfartsselskaber, som de to stater udpeger i aftalen.

De luftfartsrettigheder - »luftens friheder« - der sædvanligvis indgår i forhandlingerne om bilaterale luftfartsaftaler, er følgende:

1. frihed: Retten til at overflyve den anden stats territorium:

2. frihed: Retten til at foretage teknisk (dvs. ikke-kommerciel) landing i den anden stat:

3. frihed: Retten til i den anden stat at afsætte passagerer, gods eller post fra den stat, i hvilken luftfartsselskabet er hjemmehørende:

4. frihed: Retten til i den anden stat at optage passagerer, gods eller post bestemt for den stat, i hvilken luftfartsselskabet er hjemmehørende:

5. frihed: Retten til i den anden stat at afsætte og optage passagerer, gods eller post, der er optaget i, henholdsvis bestemt for, et hvilket som helst tredjeland:

D. Udenlandsk luftfart med civile luftfartøjer til, fra eller over dansk territorium (Danmark, Grønland og Færøerne)

1. Almindelige bestemmelser

Civil luftfart, som berører dansk territorium, skal udføres i overensstemmelse med gældende danske bestemmelser om civil luftfart. Disse bestemmelser svarer i det væsentlige til de standardbestemmelser og rekommandationer, den internationale civile luftfartsorganisation (ICAO) har udfærdiget.

Første landing på og sidste start fra dansk territorium skal ske på eller fra toldflyveplads.

Pr. marts 1994 har følgende flyvepladser status som toldflyvepladser:

A. Danmark

Aalborg, Aarhus/Tirstrup, Anholt, Billund, Bornholm/Rønne, Esbjerg, Haderslev, Herning, Karup, Kolding/Vamdrup, Kruså/Padborg, København/Kastrup, København/Roskilde, Lolland-Falster/Maribo, Læsø, Nakskov, Odense/Beldringe, Randers, Rø (Bornholm), Sindal, Skive, Stauning, Sydfyn/Tåsinge, Sønderborg, Thisted, Tønder, Viborg, Ærø.

B. Grønland

Ilulissat/Jacobshavn, Kangerlussuaq/Sdr. Strømfjord, Kulusuk, Narssarssuaq, Nerlerit Inaat/

Constable Pynt, Nuuk/ Godthåb.

C. Færøerne

Vagar.

2. Overflyvning af dansk territorium og tekniske mellemlandinger

Civile luftfartøjer, registreret i en stat, der har tilsluttet sig Chicago-konventionen og Transitoverenskomsten, må uden særlig tilladelse overflyve dansk territorium samt foretage tekniske mellemlandinger (landinger uden afsætning eller optagelse af passagerer og gods).

For luftfartøjer, registreret i en stat, der ikke har tiltrådt Chicago-konventionen og Transitoverenskomsten, og med hvem Danmark ikke har afsluttet særskilt aftale om beflyvning, herunder overflyvning, kræves overflyvnings- og/eller landingstilladelse.

Ansøgning indgives til Statens Luftfartsvæsen. Statens Luftfartsvæsen videregiver eventuelle ansøgninger vedrørende militære luftfartøjer til Udenrigsministeriet, da disse ansøgninger skal videregives ad diplomatisk vej.

En ansøgning skal indgives således, at den kan være den rette myndighed i hænde før det beregnede tidspunkt for passage af de danske FIR-grænser (Flight Information Region). I denne tidsfrist må ikke indregnes lørdage og søndage samt danske helligdage.

En ansøgning skal indeholde følgende oplysninger:

a. Luftfartøjets type samt nationalitets- og registreringsbetegnelse.

b. Luftfartsforetagendets eller ved privatflyvning, luftfartøjets ejer og fartøjschefens navn, adresse, telefonnummer og telexnummer.

c. Flyvevej og bestemmelsessted med angivelse af dato, tid og sted for passage af de danske FIR-grænser.

d. I tilfælde af landing: Angivelse af flyveplads samt dato og beregnet tidspunkt for ankomst og afgang.

3. Regelmæssig lufttrafik (ruteflyvning)

Luftfart i regelmæssig lufttrafik (ruteflyvning), der udføres af luftfartsselskaber, der ikke har licens fra et EU-land eller fra et land, der har tiltrådt EUs tredje luftfartspakke, må ikke udføres uden tilladelse.

Ansøgning om at påbegynde ruteflyvning til og fra Danmark indsendes til Trafikministeriet eller, hvor det er påbudt i overenskomst, til Udenrigsministeriet.

Ansøgning om godkendelse af fartplaner indsendes senest 30 dage før fartplanens ikrafttræden til Statens Luftfartsvæsen.

Ansøgningen skal indeholde oplysning om antallet af ugentlige frekvenser, destinationer, der beflyves, med angivelse af tidspunkterne samt fartøjets type og kapacitet.

4. Ikke-regelmæssig lufttrafik (charter- og taxaflyvning)

Luftfart i ikke-regelmæssig lufttrafik (charter- og taxaflyvning), der udføres af et luftfartsselskab, der ikke har licens udstedt i et EU-land eller i et land uden for EU, der har tiltrådt EUs tredje luftfartspakke, må ikke ske uden særlig tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen medmindre andet fremgår af BL 10-1.

For luftfartøjer, registreret i en stat, der har tilsluttet sig Chicago-konventionen, skal ansøgning indgives til Statens Luftfartsvæsen.

For andre luftfartøjer, herunder ikke-militære statsluftfartøjer i forbindelse med transport af statsoverhoveder, regeringschefer og andre lignende højtstående personer, skal ansøgning indgives ad diplomatisk vej til Statens Luftfartsvæsen og være Udenrigsministeriet i hænde senest otte døgn før det beregnede tidspunkt for passage af de danske FIR-grænser (Flight Information Region). I denne tidsfrist må ikke indregnes lørdage og søndage samt danske helligdage.

Ansøgningen skal være udformet som foreskrevet i BL 10-1.

Charter- og taxaflyvning til og fra Danmark skal udføres i overensstemmelse med Bestemmelser for Civil Luftfart, BL 10-1, der kan rekvireres ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, Luftfartsinformationstjenesten.

EUs tredje luftfartspakke trådte i kraft den 1. januar 1993. Den består af Rådets forordning 2407/92 (licensforordningen ), 2408/92 (markedsadgang) samt 2409/92 (billetpriser og rater inden for luftfart).

Forordningerne er foruden af EU-landene tiltrådt af Norge og Island, der således har EU-status på dette område.

5. Privatflyvning

Privatflyvning til, fra eller over dansk territorium kan udføres uden særlig tilladelse for udenlandske civile luftfartøjer med standard luftdygtighedsbevis (standard airworthiness certificate) eller begrænset luftdygtighedsbevis (limited airworthiness certificate), registreret i en stat, der har tilsluttet sig Chicago-konventionen.

Privatflyvning til, fra eller over dansk territorium med udenlandske civile luftfartøjer med eksperimental luftdygtighedsbevis (experimental airworthiness certificate) eller flyvetilladelse (fligth permit), registreret i en stat, som har tilsluttet sig Chicago-konventionen, kræver særlig tilladelse.

Ansøgninger om tilladelse til disse flyvninger indgives til Statens Luftfartsvæsen.

Privatflyvning til, fra eller over dansk territorium med udenlandske, civile luftfartøjer, registreret i en stat, som ikke har tilsluttet sig Chicago-konventionen, må ikke udføres uden særlig tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen. Ansøgning herom skal i disse tilfælde indgives ad diplomatisk vej og være Udenrigsministeriet i hænde senest fem dage før det beregnede tidspunkt for passage af de danske FIR-grænser (Flight Information Region). I denne tidsfrist må ikke indregnes lørdage og søndage samt danske helligdage.

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

a. Luftfartøjets type samt nationalitets- og registreringsbetegnelse.

b. Navn, nationalitet og adresse for luftfartøjets ejer og fartøjschefen.

c. Flyvevej og bestemmelsessted med angivelse af tid og sted for passage af de danske FIR-grænser.

d. Angivelse af flyveplads samt dato og beregnet tidspunkt for ankomst og afgang.

e. Antal ombordværende.

E. Militære luftfartøjer

1. Generelle bestemmelser

De generelle bestemmelser om militære luftfartøjers adgang til dansk område i fredstid er indeholdt i kgl. anordning nr. 73 af 27. februar 1976. I henhold til anordningens § 7 kræves en ad diplomatisk vej indhentet tilladelse for fremmede militære luftfartøjers adgang til dansk område i fredstid.

2. Særligt for NATO-lande og Sverige

For militære luftfartøjer fra lande, der er tilsluttet Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO), kan tilladelse til overflyvning af og landing på dansk territorium - med undtagelse af Færøerne og Bornholm - i henhold til praksis indhentes gennem de danske flyvekontrolmyndigheder, hvis flyvningerne er led i en godkendt fællesøvelse, eller hvis de har individuelle træningsformål, transport- og forsyningsformål eller eftersøgnings- og redningsformål. I alle andre tilfælde gælder det også for militære luftfartøjer fra NATO-lande, at tilladelsen skal indhentes ad diplomatisk vej, således som foreskrevet i anordningen af 27. februar 1976. For militære svenske luftfartøjer gælder det, at tilladelse altid skal indhentes gennem de militære kanaler.

KAPITEL XIV

Orlogsskibe

  

  A. Danske orlogsskibes besøg i udlandet  

     1. Ankomst  

     2. Officielle visitter  

     3. Salut  

     4. Repræsentationens opgaver  

  B. Fremmede orlogsskibes/statsskibes  

     adgang til dansk område  

     1. Generelle bestemmelser  

     2. Særligt for NATO-lande samt Finland,  

        Sverige og Irland  

A. Danske orlogsskibes besøg i udlandet

1. Ankomst

Ved en dansk flådestyrkes eller et enkelt dansk orlogsskibs første ankomst til en udenlandsk havn, hvor der findes en dansk repræsentation, vil der som regel snarest efter ankomsten møde en officer fra skibet hos repræsentationschefen for at underrette ham om ankomsten og træffe aftale om aflæggelse af officielle visitter hos de stedlige myndigheder m.m.

2. Officielle visitter

Chefen for flådestyrken eller orlogsskibet (i det følgende kaldet skibschefen) aflægger først visit hos diplomatisk repræsentationschef (af højere rang end charge d'affaires) eller udsendt generalkonsul. I øvrigt skal skibschefen og repræsentationschefen aflægge hinanden officielle visitter, således at den, der i følgende fortegnelse står lavest i rækkefølgen, først aflægger besøg hos den, der er opført foran ham:

Viceadmiral

Kontreadmiral

Flotilleadmiral

Kommandør

Charge d'Affaires (fast eller midlertidig)

Honorær generalkonsul

Kommandørkaptajn

Orlogskaptajn, der er eskadre- eller

divisionschef

Konsul

Orlogskaptajn

Vicekonsul

Kaptajnløjtnant

Premierløjtnant.

Officielle visitter bør som regel gengældes inden 24 timer.

Officielle visitter bør som regel kun finde sted inden for flagtid for at sikre overensstemmelse med ref. b. § 76.

Hvis repræsentationschefen er fraværende, behandles hans stedfortræder med hensyn til reglerne for officielle visitter som repræsentationschefen selv.

3. Salut

Ifølge honnørreglement for søværnet tilkommer der repræsentationschefer, der i uniform aflægger officiel visit ombord, følgende salut: Ambassadør og udsendt generalkonsul 19 skud, charge d'affaires 11 skud, honorær generalkonsul ni skud, konsul syv skud og vicekonsul fem skud.

Ambassadører og udsendte generalkonsuler saluteres ved enhver officiel visit ombord i alle farvande, både ved ankomsten og når de går fra borde.

Charge d'affaires saluteres kun ved ankomsten til første officielle visit ombord inden for det lands grænser, hvor de er akkrediteret, og kun en gang på samme togt: dog saluteres de også, når de efter tjenstlig rejse med dansk orlogsskib går fra borde i en anden havn inden for vedkommende distrikts grænser.

Honorære generalkonsuler, konsuler og vicekonsuler saluteres kun ved ankomsten til første officielle visit ombord inden for vedkommende distrikts grænser og kun en gang på samme togt. Dog saluteres de også, når de efter tjenstlig rejse med dansk orlogsskib går fra borde i en anden havn inden for deres distrikt.

Salut afgives ikke, når skibet er fortøjet ved kaj.

4. Repræsentationens opgaver

Repræsentationen bør yde danske orlogsskibe, som anløber en havn i dens distrikt, al fornøden bistand, og bør således underrette skibschefen om havneforholdene og de sundhedsmæssige og sanitære forhold på stedet samt om de gældende forskrifter og sædvaner for fremmede orlogsskibe.

Repræsentationen bør endvidere efter skibschefens anmodning yde bistand ved indkøb af skibsproviant og andre varer og, hvis det ønskes, attestere betalinger for indkøb til orlogsskibet og attestere kurser ved valutaomvekslinger. Hvis der efter orlogsskibets afsejling undtagelsesvis til repræsentationen indløber regninger i forbindelse med skibets ophold, skal de ikke betales af repræsentationen, men videresendes til skibets adresse i Danmark. Skulle denne ikke være kendt, sendes de til Søværnets Operative Kommando, Postboks 483, DK-8100 Aarhus C, hvorefter søværnet vil drage omsorg for betalingen.

Repræsentationschefen bør straks ved orlogsskibets ankomst medvirke til at etablere gode relationer mellem skibschefen og de lokale myndigheder. Repræsentationschefen skal bl.a. derfor sætte skibschefen ind i, hvilke æresbevisninger fremmede orlogsskibe sædvanligvis viser stedet og dets myndigheder, samt hvilke nationale eller andre officielle festligheder orlogsskibene bør fejre ved flagning, salut eller på anden måde. Skibschefen på sin side vil i alt, hvad der angår hans forhold til de lokale myndigheder, rådføre sig med repræsentationschefen, som bør formidle alle henvendelser til opholdslandets myndigheder, som besøget måtte give anledning til.

Må nogen af orlogsskibets besætning efterlades på grund af sygdom, vil han blive overladt til repræsentationens omsorg. Udgifter i denne forbindelse søges refunderet gennem Udenrigsministeriet. Indtræffer dødsfald ombord, skal repræsentationschefen på skibschefens anmodning indhente de stedlige myndigheders tilladelse til begravelse i land og i givet fald tilladelse til, at der i anledning af begravelsen landsættes bevæbnet eller ubevæbnet mandskab.

Repræsentationens bistand til orlogsskibe bør udstrækkes til alle typer besøg. Medens det under pkt. 2 og 3 nævnte om officielle visitter og salut udelukkende vedrører officielle og uofficielle besøg, men ikke rutinebesøg og operative anløb.

B. Fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område

1. Generelle bestemmelser

De generelle bestemmelser om fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område i fredstid er indeholdt i kgl. anordning nr. 73 af 27. februar 1976. I henhold til anordningens § 3 henholdsvis § 4 kræves der en tilladelse indhentet ad diplomatisk vej - i visse tilfælde forudgående anmeldelse - for fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område i fredstid.

2. Særligt for NATO-lande samt Finland, Sverige og Irland

For orlogsskibe/statsskibe fra lande, der er medlemmer af Den Nordatlantiske Traktats Organisation, samt orlogsskibe/statsskibe fra Finland, Sverige og Irland kan tilladelse til adgang til dansk område indhentes gennem de militære kanaler.

Officielle noter

Ingen