Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om udlevering af lovovertrædere


Herved bekendtgøres lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 417 af 10. juni 1997.

Kapitel 1

Lovens område

§ 1. Den, der i udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, kan udleveres efter denne lov.

Stk. 2. Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til Finland, Island, Norge og Sverige.

Kapitel 2

Betingelser for udlevering

§ 2. En dansk statsborger kan ikke udleveres.

§ 3. Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.

Stk. 2. Udlevering til strafforfølgning kan kun ske, hvis der i den fremmede stat er truffet beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling.

Stk. 3. Udlevering til fuldbyrdelse af en dom kan, medmindre andet er fastsat ved overenskomst med den pågældende stat, kun ske,

  • 1) hvis dommen lyder på frihedsstraf i mindst 4 måneder, eller
  • 2) hvis den dømte i henhold til dommen eller en beslutning, der er truffet med hjemmel i dommen, skal anbringes i anstalt, og opholdet her kan blive af 4 måneders varighed.

Stk. 4. Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til eet af forholdene.

Stk. 5. Må det på grund af særlige omstændigheder antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering for handlingen ikke finde sted.

§ 4. Udlevering for en militær lovovertrædelse kan ikke finde sted.

§ 5. Udlevering for en politisk lovovertrædelse kan ikke finde sted.

Stk. 2. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.

§ 6. Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

§ 7. Hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig mod humanitære hensyn, må udlevering ikke finde sted.

§ 8. Udlevering kan ikke ske, når den, der søges udleveret, her i landet er dømt eller frifundet for den pågældende strafbare handling. Er tiltale mod ham frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt.

§ 9. Udlevering kan ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union.

§ 10. Udlevering kan kun ske på følgende vilkår:

  • 1) Den udleverede må ikke drages til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, han er udleveret for, medmindre
  • a) justitsministeren tillader det efter § 20, jf. dog § 10 a,
  • b) han, uanset at han i 45 dage uhindret har kunnet forlade det land, hvortil han er udleveret, har undladt dette, eller
  • c) han efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.
  • 2) Den udleverede må ikke uden justitsministerens tilladelse underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.
  • 3) Dødsstraf må ikke fuldbyrdes for den pågældende handling.

§ 10 a. Ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan den udleverede uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Stk. 2. Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 c, stk. 1, 3. pkt. Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Kapitel 3

Behandlingen af sager om udlevering

§ 11. Udlevering kan kun, jf. dog kapitel 3 a, ske efter en anmodning, der indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser.

Stk. 2. Med anmodningen skal følge udskrift af den beslutning om anholdelse eller fængsling eller af den dom, der danner grundlag for anmodningen.

§ 12. Medmindre justitsministeren allerede på grundlag af anmodningen og de oplysninger, der følger med denne, finder at burde nægte udlevering, sendes anmodningen til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, har ophold. Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

§ 13. Til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 75 b om beslaglæggelse, anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.

§ 14. Når der iværksættes undersøgelse efter § 12, skal der beskikkes en forsvarer for den, som søges udleveret, medmindre den pågældende selv vælger en forsvarer. I øvrigt finder reglerne i retsplejelovens kapitel 66 om beskikkelse og valg af forsvarer tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Udgifter til beskikket forsvarer og andre sagsomkostninger afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, som søges udleveret.

§ 15. Efter afslutningen af den undersøgelse, der omtales i § 12, forelægges spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse.

Stk. 2. Træffer ministeren beslutning om udlevering, skal den pågældende samtidig med, at der gives ham meddelelse om beslutningen, gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse efter § 16 og med fristen for fremsættelse af anmodning herom.

§ 16. Den, der efter justitsministerens beslutning skal udleveres, kan forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om beslutningens lovlighed for retten på det sted, hvor han opholder sig.

Stk. 2. Anmodning herom skal fremsættes inden 3 dage efter, at beslutningen er meddelt den pågældende. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan justitsministeren tillade, at beslutningen indbringes for retten, selv om anmodning herom først fremsættes efter fristens udløb.

Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Kære til landsretten kan kun ske inden for en frist på 3 dage. Bestemmelsen i retsplejelovens § 949, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 17. Medmindre den pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om udlevering for retten, kan han ikke udleveres før udløbet af den frist på 3 dage, som nævnes i § 16. Indbringes beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse.

Stk. 2. Udleveringen skal gennemføres snarest muligt efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter.

Stk. 3. For at sikre udleveringens gennemførelse kan de i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden 30 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

§ 18. I forbindelse med en beslutning om udlevering kan justitsministeren bestemme, at genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen, med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder skal overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering.

Kapitel 3a

Forenklet behandling af sager om udlevering

§ 18 a. Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske på grundlag af en eftersøgning efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Eftersøgningen skal indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om anholdelse eller fængsling eller den dom, der danner grundlag for eftersøgningen med henblik på udlevering.

§ 18 b. Efter modtagelsen af en eftersøgning iværksætter politiet uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

Stk. 2. §§ 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse. Foranstaltninger, der er truffet efter § 13, skal ophæves, såfremt anmodning om udlevering, jf. § 11, ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

§ 18 c. Udlevering på grundlag af en eftersøgning kan kun ske, hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke til udlevering. Meddeler den pågældende ikke samtykke, behandles sagen efter reglerne i kapitel 3. Den pågældende kan endvidere meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter denne bestemmelse.

Stk. 2. Er der meddelt samtykke efter stk. 1, 1. pkt., forelægges spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse. Finder justitsministeren, at betingelserne for udlevering utvivlsomt er opfyldt, kan udlevering iværksættes af politiet.

§ 18 d. For at sikre udleveringens gennemførelse kan de i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som er sket i medfør af denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden 20 dage efter justitsministerens beslutning om udlevering. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist. § 18 finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 4

Andre bestemmelser

§ 19. Er en person efterlyst af myndighederne i en fremmed stat som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde udlevering efter denne lov, kan de retsmidler, der omtales i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 75 b om beslaglæggelse, anvendes i samme omfang, som hvis anmodning om udlevering forelå, jf. § 13.

Stk. 2. Foranstaltninger, der er truffet efter stk. 1, skal ophæves, såfremt anmodning om udlevering ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

§ 20. Justitsministeren kan efter anmodning tillade, at en person, der er udleveret efter reglerne i denne lov, underkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller udleveres videre til tredjeland for en anden strafbar handling begået før udleveringen end den, han er udleveret for.

Stk. 2. Tilladelsen kan kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted efter bestemmelserne i denne lov. Bestemmelserne i § 10 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Tilladelse til, at den pågældende videreudleveres til Finland, Island, Norge eller Sverige, kan dog meddeles, såfremt handlingen efter reglerne om udlevering til disse lande kunne have begrundet udlevering af ham her fra landet.

Stk. 4. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene.

Stk. 5 . Er der forlangt domstolsprøvelse, kan tilladelse først meddeles, når dens lovlighed er fastslået ved endelig retskendelse. Politiet indbringer spørgsmålet for retten på det sted, hvor den udleverede havde ophold før udleveringen.

§ 21. Justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden, føres gennem riget, såfremt bestemmelserne i § 2 eller §§ 4-6 ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet for den pågældende handling.

Stk. 2. Sker udleveringen til Finland, Island, Norge eller Sverige, kan tilladelse efter stk. 1 dog meddeles, såfremt bestemmelserne i § 2 eller § 4 i loven om udlevering til disse lande ikke ville være til hinder for udlevering af den pågældende her fra landet.

§ 22. Loven træder i kraft den 1. juli 1967.

Stk. 2. Uanset bestemmelserne i loven kan der ske udlevering i det omfang, der er pligt hertil efter overenskomster med andre lande, der er indgået før lovens ikrafttræden.

§ 23. Loven har gyldighed for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som følger af de særlige retsplejelove, der gælder for disse landsdele.

Lov nr. 291 af 24. april 1996 (International strafferet) (* 1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 5

Stk. 1. § 1 og § 2 træder i kraft den 1. august 1996. (Udelades).

Stk. 2. § 1 har virkning for sager om udlevering, hvori der ved lovens ikrafttræden ikke er truffet afgørelse af justitsministeren.

Stk. 3. (Udelades).

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 1-3 kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 417 af 10. juni 1997 (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen) (* 2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1997. § 9, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, finder anvendelse i sager, hvor der er fremsat begæring om udlevering efter lovens ikrafttræden. De øvrige bestemmelser i loven finder anvendelse på begæringer om udlevering, der fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende medlemsstat i Den Europæiske Union.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland men kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Justitsministeriet, den 18. februar 1998

Frank Jensen

/ Jens Kruse Mikkelsen

Officielle noter

(* 1) Lovændringen vedrører § 11, stk. 1, § 13, § 17, stk. 3, kapitel 3 a og § 19, stk. 1.

(* 2) Lovændringen vedrører § 3, stk. 1, § 5, stk. 3, § 9, stk. 2, § 10, nr. 1, litra a, og § 10 a.