Senere ændringer til forskriften
Redaktionel note
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Vejledning om Sociale tilbud til børn og unge med handicap



  

 Indholdsfortegnelse  

 KAPITEL 1. Indledning                                      7  

 1.1.  Ændringer i regelsættet                              8  

 1.1.1.  Handicapbegrebet                                   8  

 1.1.2.  Opdeling af ydelser efter bistandslovens § 48      9  

 1.1.3.  Ydelsesform ændret                                 9  

 1.1.4.  Ledsageordning                                     10  

 1.1.5.  Hjælp under midlertidigt ophold i udlandet         10  

 1.1.6.  Sagsbehandlingtiden                                10  

 1.1.7.  Tværfaglig og tværsektoriel                        10  

 KAPITEL 2.  Udviklingen i handicappolitikken og  

    handicapbegrebet i Danmark                              11  

 2.1. Sektoransvarlighedsprincippet                         12  

 2.2. Kompensationsprincippet                               13  

 KAPITEL 3.  Indsatsen for børn og unge generelt            15  

 KAPITEL 4.  Rådgivning og vejledning                       17  

 4.1. Kommunal rådgivning                                   17  

 4.2. Overgang til voksenbestemmelser                       18  

 4.3. Amtskommunal rådgivning                               19  

 4.3.1. Grundlag for amtskommunal rådgivning                20  

 KAPITEL 5.  Dag-, klub- og døgntilbud for børn og unge     22  

 KAPITEL 6.  Børn og unge med særlig behov for støtte       24  

 6.1. Undersøgelser                                         24  

 KAPITEL 7.  Personlig hjælp og pleje                       25  

 KAPITEL 8.  Merudgiftsydelse                               26  

 8.1. Formål med ydelsen                                    27  

 8.2. Særligt om rådgivningsindsatsen for ydelser efter  

    § 28                                                    27  

 8.3. Afgrænsning af målgruppen                             28  

 8.4. Forsørgelse i hjemmet                                 29  

 8.5. Beregning af tilskud til merudgifter                  29  

 8.6. Regulering og opfølgning                              32  

 8.7. Eksempler på merudgifter                              32  

 8.7.1. Kost og diætpræparater                              33  

 8.7.2. Medicin                                             34  

 8.7.3. Sygeforsikring                                      34  

 8.7.4. Briller                                             34  

 8.7.5. Hospitalsophold                                     35  

 8.7.6. Befordring                                          35  

 8.7.7. Handicaprettede kurser                              38  

 8.7.8. Beklædning                                          39  

 8.7.9. Vask og personlig hygiejne                          39  

 8.7.10. Ferie                                              40  

 8.7.11. Andre udgifter                                     40  

 8.8. Aflastning                                            41  

 8.9. Kommunalbestyrelsens anvisninger                      43  

 8.10. Afgrænsning overfor andre bestemmelser               44  

 KAPITEL 9.  Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste   47  

 9.1. Formål                                                47  

 9.2. Målgruppe                                             48  

 9.3. Særlig rådgivningsindsats i forbindelse med  

    ydelser efter § 29                                      48  

 9.4. Forsørgelse i hjemmet                                 50  

 9.5. Betingelser for at modtage ydelsen                    51  

 9.6. Udmåling af ydelsen                                   51  

 9.7.  Beregning af ydelsen                                 53  

 9.7.1.  Sparede udgifter                                   54  

 9.8.  Regulering af ydelsen                                55  

 9.9.  Ophør med pasning af barnet i hjemmet                56  

 9.10. Tillæg til ferieformål                               56  

 KAPITEL 10.  Ledsagelse for 16 til 18 årige                58  

 10.1.  Formål med ledsagelse                               58  

 10.2.  Personkredsen                                       59  

 10.3.  Tildeling af ledsagelse                             59  

 10.4.  Ledsageordningens indhold                           60  

 10.5.  Udgifter                                            61  

 KAPITEL 11.  Administration                                62  

 11.1.  Ophold her i landet                                 62  

 11.2.  Hjælp under midlertidigt ophold i udlandet          62  

 11.3.  Handle- og opholdskommune                           65  

 11.4.  Samarbejde kommune-amtskommune                      65  

 11.5.  Sagsbehandling                                      66  

 11.6.  Oplysningspligt                                     67  

 11.7.  Klageregler                                         67  

 11.8.  Tilsyn                                              68  

 11.9.  Refusion fra tidligere opholdskommune               69  

 11.10.  Finansiering                                       69  

 Bilag:  

 BILAG 1: Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af  

    23. februar 1998 om merudgiftsydelse efter § 28  og hjælp  

    til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter  § 29 i lov  

    om social service (* 1)                                 71  

 BILAG 2: Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17.  

    februar  om betingelser for i særlige tilfælde at få  

    hjælp efter lov  om social service under midlertidige  

    ophold i udlandet  (* 1)                                 73  

 BILAG 3: Skrivelse af 14. januar 1993 om fordeling af  

    udgifter vedrørende respirationsinsufficiens  

 Sundhedsministeriet Socialministeriet                       75  

 BILAG 4. Supplement af 14. juni 1996 til skrivelse om  

 respirationsinsufficiens                                    79  

 STIKORDSREGISTER                                            81  

KAPITEL 1

Indledning

1. Lov om social service blev vedtaget den 31. maj 1997 og træder i kraft den 1. juli 1998.

Denne vejledning omhandler sociale tilbud til børn og unge med betydeligt og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelser.

Sigtet med vejledningen er at give et samlet overblik over ydelserne til denne gruppe børn og unge. På de områder, hvor der eksisterer særlige vejledninger, vil der som regel være en henvisning til de pågældende vejledninger, fx Socialministeriets vejledning om dagtilbud m.v. til børn efter lov om social service og Socialministeriets vejledning om Sociale tilbud til ældre m.fl.

Vejledningen henvender sig først og fremmest til de kommunale og amtskommunale sagsbehandlere, men også til forældre til denne gruppe børn og unge.

Vejledningen er opbygget således, at hvert kapitel indledes med de relevante lovbestemmelser. Hvor intet andet er anført i vejledningen, henviser angivelserne til bestemmelser i lov om social service.

Lov om social service kaldes i vejledningen serviceloven, og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kaldes retssikkerhedsloven.

Stikordsfortegnelsen refererer til punkter i vejledningen.

Denne vejledning erstatter afsnittene om tilskud til merudgifter for børn og tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i: Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 med senere ændringer. Socialministeriets vejledning af 10. april 1990 om ændring af Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48.

1.1. Ændringer i regelsættet

1.1.1. Handicapbegrebet

2. Formuleringen af målgruppen er i forhold til bistandsloven ændret fra børn og unge med vidtgående handicap til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

3. I FNs standardregler om lige muligheder for handicappede anvendes begrebet handicap om tab eller begrænsninger af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap betegner her relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Handicapbegrebet bliver på den måde et dynamisk begreb, der angiver, at grænserne for, at et menneske med en funktionsnedsættelse kan leve et normalt liv integreret i samfundet, udvides i takt med samfundets udvikling.

Som eksempel på dette miljø- og samspilsrelaterede handicapbegreb kan nævnes, at en person, der er svagsynet, har et handicap i en situation, hvor fx ændringer i togafgange alene annonceres med computertekst, men ikke, hvis informationen kan høres. For en person med hørenedsættelse vil situationen være omvendt.

4. »Handicap« er imidlertid ofte blevet identificeret med en medicinsk diagnose og centreret om individet. For at komme fri af denne opfattelse af betegnelsen »handicap« er der i lovteksten valgt at bruge betegnelsen nedsat funktionsevne til at angive relationen mellem en persons nedsatte kropslige eller kognitive funktion og mulighederne i det omgivende samfund.

Årsagen til den nedsatte funktionsevne vil ofte være en lægeligt diagnosticeret lidelse, der angiver en betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner som fx af syn eller hørelse, lammelser, hjerneskade m.v. Med den ændrede målgruppebeskrivelse lægges der afgørende vægt på en vurdering af selve funktionsnedsættelsen, således at det er graden heraf og ikke den lægelige diagnose, der vil være afgørende for berettigelsen til de særlige handicapkompenserende ydelser.

5. Der er ikke tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til den personkreds, der i praksis var omfattet af bistandslovens betegnelse - vitgående handicap.

6. I Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 fremgår, at målgruppen for ydelser på børneområdet er bredere end på voksenområdet, idet børn med vedvarende handicap omfatter både børn med vidtgående fysiske eller psykiske handicap og børn med langvarige lidelser. I serviceloven fremgår dette nu klart af formuleringen af målgrupperne.

1.1.2. Opdeling af ydelser efter bistandslovens § 48

7. Ydelserne i bistandslovens § 48, stk. 1-3 er i serviceloven opdelt i en merudgiftsydelse, jf. § 28, hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. § 29 og boligskift, jf. § 102, stk. 2.

1.1.3. Ydelsesform ændret

8. Ydelsesformen i § 28 er ændret i forhold til bistandslovens § 48, stk. 1 og 2. Tilskud til merudgifter ved forsørgelsen blev efter bistandslovens § 48 givet som en kontant pengeydelse, der blev udmålt nøjagtig for hver ydelse. På baggrund af anbefalinger fra Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser bliver tilskud til merudgifter nu ydet som et fleksibelt standardiseret tillæg og udmålt efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager. Standardbeløbet er som udgangspunkt 2.000 kr. pr. måned, som reguleres.

Ydelsen skal mindst udgøre 1/8 af standardbeløbet beregnet som gennemsnit pr. måned og dette beløb bliver minimumsgrænse. Der skal således sandsynliggøres merudgifter af denne størrelsesorden, for at merudgiften kan komme til udbetaling.

1.1.4. Ledsageordning

9. Herudover er ledsageordning for unge mellem 16 og 18 år med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne etableret som en helt ny service.

1.1.5. Hjælp under midlertidigt ophold i udlandet

10. I servicelovens § 2, stk. 2 er der indsat en bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte regler om betingelserne for i særlige tilfælde at få hjælp efter loven under midlertidige ophold i udlandet. I henhold til denne bemyndigelse er der i bekendtgørelse om betingelsen for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidigt ophold i udlandet fastsat regler, der tydeliggør, hvornår hjælpen kan bevares under midlertidige ophold i udlandet.

1.1.6. Sagsbehandlingstiden

11. Med lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 3 er der nu fastsat regler om at kommuner og amtskommuner skal fastsætte en frist for, hvor længe der må gå, før en borger får svar på sin ansøgning.

1.1.7. Tværfaglig og tværsektoriel

12. Der er sat fokus på sektoransvarlighedsprincippet. Sundheds-, undervisnings- og arbejdsmarkedstilbud spiller fx en væsentlig rolle for, at et barn/en ung med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse kan udvikle sig hensigtsmæssigt. Derfor er der i serviceloven lagt op til en styrkelse af det tværfaglige og tværsektorielle arbejde, jf. kapitel 2, pkt. 15.

KAPITEL 2

Udviklingen i

handicappolitikken og handicapbegrebet i Danmark

13. Indsatsen på handicapområdet op til 1950-erne bestod fortrinsvis i etablering af specialinstitutioner, hvor mennesker med handicap tilbragte hele livet: hvor de boede, fik behandling, undervisning m.v. Et handicap blev betragtet som en egenskab eller mangel hos den enkelte, og mennesker med handicap skulle beskyttes mod det omgivende samfund og omvendt.

Denne holdning blev gennem 1950-erne kritiseret for at føre til isolation og udskillelse af mennesker med handicap. I stedet blev der sat fokus på begreberne normalisering og integration, og udgangspunktet i handicappolitikken blev den handicappedes ret til at leve et liv som alle andre.

For at opnå dette var det nødvendigt at iværksætte en helt ny type indsats, der tog sigte på at ruste den handicappede til at overvinde de vanskeligheder, som en integration i det almindelige samfund medfører. Fokus i indsatsen var dog stadig individorienteret.

Imidlertid begyndte ikke mindst mennesker med handicap og deres pårørende at sætte spørgsmålstegn ved denne politik; for hvad hjælper det at være kørestolsmobil, hvis adgangsforholdene ikke giver mulighed for kørestolsadgang, eller være perfekt til punktskrift, hvis der ikke er noget at læse på punktskrift?

Dette førte gennem 1970-erne til en ny opfattelse af handicap, der understreger samspillet mellem en funktionsnedsættelse og det omgivende samfunds indretning. Handicap er ikke en mangel ved den enkelte person, men et misforhold i mødet mellem personens forudsætninger og den måde det omgivende samfund er indrettet på.

Det nye handicapbegreb lægger vægt på de barrierer i det omgivende samfund, et menneske med en funktionsnedsættelse støder imod. Handicappolitikken får herved fokus både på behovet for støtte til den enkelte, og behovet for at ændre og tilpasse omgivelserne samt aktiviteterne i samfundet.

Principperne om ligebehandling og ligestilling af handicappede med andre borgere bliver herved centrale, og er f.eks. kommet til udtryk i folketingsbeslutningen af 2/4 1993, som bl.a. dannede baggrund for oprettelsen af et ligebehandlingscenter i tilknytning til Det Centrale Handicapråd. Også FNs »Standardregler om lige muligheder for handicappede« vedtaget på generalforsamlingen i december 1993 lægger vægt på ligestilling af handicappede. Sigtet i handicappolitikken bliver »et samfund for alle«.

14. »Betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne« er ikke en særlig hensigtsmæssig betegnelse i dagligdagen, og handicapbegrebet vil derfor fortsat blive brugt i både skrift og tale - men forhåbentligt med et nyt indhold i overensstemmelse med FNs standardregler.

2.1. Sektoransvarlighedsprincippet

15. Sektoransvarlighed er et centralt princip i den ovenfor beskrevne udvikling i handicappolitikken. Sektoransvarlighed betyder, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Indsatsen på handicapområdet bliver dermed ikke længere fortrinsvis en opgave for socialsektoren, men rækker ind i andre områder som fx bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, undervisnings- og sundhedssektoren.

Sektoransvarlighedsprincippet danner således udgangspunktet ved afgrænsning af, i hvilket regi et opgaveområde hører hjemme.

2.2 Kompensationsprincippet

16. Et andet centralt princip er, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne.

Kompensationsprincippet tager udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske til menneske og for forskellige former for funktionsnedsættelse. Dette aspekt af kompensationsprincippet afspejler sig generelt i tildelingskriterierne for de enkelte ydelser. I enkelte tilfælde fremgår dette aspekt af kompensationsprincippet også af udmålingskriterierne.

Kompensationsprincippet udelukker ikke, at der i forbindelse med tildeling og udmåling af handicapkompenserende ydelser lægges vægt på den enkeltes og dennes nære familie, ægtefælles og store børns mulighed for at varetage de opgaver, der følger af handicappet.

I denne vurdering indgår imidlertid også hensynet til, at familien kan fungere så normalt som muligt med de ekstraordinære belastninger, der følger af et familiemedlems handicap, herunder hensynet til at familien ikke bliver gjort til en plejeforanstaltning, men fortsat kan fungere som en normal familie.

En del af kompensationen sker ved at søge at gøre samfundets tilbud tilgængelige for personer med funktionsnedsættelser og en anden del sker ved at stille forskellige særlige ydelser til rådighed for mennesker med nedsat funktionsevne.

Udgangspunktet i bestemmelserne i serviceloven, som tager sigte på at yde kompensation for følgerne af en nedsat funktionsevne, er, at der enten stilles naturalydelser til rådighed, eller at der skal ske kompensation for væsentlige merudgifter ved forsørgelsen som følge af den nedsatte funktionsevne.

Der lægges herved på den ene side vægt på, at den handicappede skal afholde den del af udgifterne, som svarer til de udgifter den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde været en nedsat funktionsevne, dvs. udgifter på linie med hvad alle andre har. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.

KAPITEL 3

Indsatsen for børn og unge generelt

- - - - - - -

§ 4. Kommunen og amtskommunen sørger for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen sørger for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

- - - - - - -

Generelle bestemmelser

17. § 4 angiver formålet med den samlede kommunale og amtskommunale indsats på hele børne- og ungeområdet.

Målet for indsatsen overfor børn og unge er principielt det samme, uanset om barnets eller den unges behov er af generel eller særlig karakter. Bestemmelsen understreger således, at den særlige indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med kronisk eller langvarig lidelse skal ses i tæt sammenhæng med og bygge på de generelle tilbud.

Kommunen og amtskommunen skal sikre, at den indsats over for børn og unge samt deres familier, der iværksættes efter denne lov, indgår som en del af den samlede indsats over for børn og unge. Bestemmelsen lægger således op til en samlet indsats, der på tværs af lovgivningen, administrative strukturer og faglige kompetencer skal opfylde det overordnede formål.

Dette betyder, at indsatsen efter serviceloven må tilrettelægges i sammenhæng med den indsats, der iværksættes fx efter lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge og som led i pædagogisk-psykologisk rådgivning efter folkeskoleloven. Der tilsigtes således en styrkelse af det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde til gavn for alle børn og unge.

18. Det er meget vigtigt, at de tilbud, der omfatter børn og unge med nedsat funktionsevne og kronisk/langvarig lidelse og deres familie, udføres i samarbejde med forældrene. Det er familien, der har problemerne tæt på, og som kan bidrage med viden om, hvordan dagligdagen former sig. Uanset hvad problemerne er for barnet eller den unge og deres familie, er barnet eller den unge en del af familien, og det er væsentligt at bevare familien som enhed, også når det gælder børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse.

Det er ligeledes vigtigt, at begrundelserne, foranstaltningernes formål, det forventede forløb samt de konsekvenser, der tilstræbes eller kan forudses, bliver beskrevet, så de er så tydelige som muligt for alle parter.

KAPITEL 4

Rådgivning og vejledning

4.1. Kommunal rådgivning

- - - - - - -

§ 5. Kommunen sørger for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det.

Stk. 2. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.

- - - - - - -

19. Bestemmelsen tydeliggør den rådgivningsindsats, der henvender sig til børn og unge og deres familie. Når en familie har fået et barn med betydeligt og varigt nedsat funktionsevne eller en kronisk og langvarig lidelse, vil der som regel altid være behov for en indgående rådgivning og vejledning. Der vil bl.a. være behov for viden om betydningen af den nedsatte funktionsevne og den kroniske/langvarige lidelser, fx for den daglige livsførelse både for familien og for barnet eller den unge.

Tidlig rådgivning

I bestemmelsen præciseres, at rådgivningen skal ydes så tidligt som muligt. Det kan bl.a. ske ved opsøgende virksomhed. En sundhedsplejerske kan, fx i forbindelse med det opsøgende arbejde, hun udfører, være med til at sikre, at der ydes en tidlig rådgivning både på det sundhedsmæssige område og fra socialrådgivere m.v. i forbindelse med sundhedsplejerskernes tilbagemelding til forvaltningen.

Helhedssyn

Der må anlægges et helhedssyn i rådgivningen af familier med børn og unge med nedsat funtionsevne eller kronisk/langvarig lidelse. Det betyder, at kommunen skal oplyse om alle relevante tilbud, som kan komme i anvendelse. Selv om familien kun ansøger om tilskud til merudgifter eller tabt arbejdsfortjeneste, er det vigtigt, at hele situationen gennemdrøftes, så man finder det, der bedst passer i familiens hele situation, jf. også om rådgivning og vejledning til pkt. 41 om merudgifter og kap. 9, pkt. 97-100 om tabt arbejdsfortjeneste.

Anonym rådgivning

20. Det skal være muligt at modtage rådgivning anonymt. I dette tilfælde er der ingen notatpligt. Er der ikke tale om anonym rådgivning, skal en myndighed efter offentlighedslovens § 6 notere eller skrive en mundtlig oplysning ned, der har betydning for sagens afgørelse. Det gælder også oplysninger, som modtages på anden måde, fx via edb.

21. Rådgivning i henhold til § 5 betragtes som en egentlig ydelse på samme måde som fx merudgiftsydelsen efter § 28. Det betyder, at afslag på rådgivning kan indbringes for det sociale ankesystem jf. kap. 11.

Specialrådgivning

22. Viser det sig i forbindelse med rådgivningen, at barnet, den unge eller familien har behov for anden form for mere specialiseret rådgivning skal kommunen inddrage den amtskommunale rådgivning, jf. pkt. 24 om amtskommunal rådgivning og pkt. 27 om vejledning fra særlige dagtilbud. Der kan eventuelt også henvises til anden specialrådgivning, fx Center for Små Handicapgrupper.

4.2. Overgang til voksenbestemmelser

23. Det er vigtigt, at de unge med nedsat funktionsevne bliver bedst muligt forberedt til den tilværelse, de går ind til som voksne.

I denne sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på de regler, der gælder på voksenområdet, jf. Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

Skriftlig plan

En central bestemmelser er her, at kommuner og amtskommuner har pligt til at give tilbud om en skriftlig plan for indsatsen, når det gælder særligt vanskeligt stillede grupper med betydeligt nedsat funktionsevne, jf. ovennævnte vejledning kapitel 4.

For de unge, der falder ind under denne bestemmelse, bør de elementer, der skal indgå i planen, tidligst muligt drøftes med den unge.

Overvejelserne bør omfatte uddannelse, arbejde, sociale og sundhedsmæssige forhold, fritidsaktiviteter, mulighed for at komme omkring m.v. Der må også tænkes hjælpemidler m.v. ind i de forskellige løsninger, således at den unge ikke bliver forhindret i at klare fx en uddannelse på grund af manglende hjælpemidler.

En uddannelse for en ung med stærkt nedsat funktionsevne behøver i øvrigt ikke være en traditionel uddannelse. Det er ofte nødvendigt at tænke utraditionelt, når der skal findes løsninger for disse unge.

Der vil i nogle situationer være tale om unge, der har været meget afhængige af forældrene, så de ikke fra start magter at være den udfarende kraft. Derfor er det vigtigt, at der i rådgivningen lægges vægt på at hjælpe dem med ideer og handlemuligheder.

4.3. Amtskommunal rådgivning

- - - - - - -

§ 34. Amtskommunen tilbyder gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

- - - - - - -

24. Som supplement til den kommunale rådgivningsforpligtelse efter § 5 er amtskommunen forpligtet til at rådgive i specielle tilfælde. Visse rådgivningsopgaver forudsætter specialviden, og det er amtskommunens forpligtelse at sikre, at der findes det nødvendige og tilstrækkelige beredskab, som vil kunne sættes ind på specialområder.

Amtskommunen skal også sørge for, at der er mulighed for undersøgelse og behandling af børn og unge med betydelig nedsat funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelser.

Bestemmelsen angående børn med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne tager sigte på den specialrådgivning-, undersøgelses- og behandlingsvirksomhed, som i dag finder sted på særlige institutioner for børn med handicap.

Børn og unge og deres familier skal normalt henvende sig til kommunen, men de har også mulighed for at henvende sig direkte til amtskommunen med henblik på undersøgelse, behandling og rådgivning.

Det er forudsat, at amtskommunens bistand særligt angår de opgaver, hvor kommunen ikke har tilstrækkelig specialviden til at løse opgaven alene.

I det omfang det er nødvendigt, forudsættes rådgivningen at ske i et samarbejde mellem amtskommunerne. Som grundlag for vejledningsindsatsen forudsættes amtskommunerne derfor at sikre amtskommunale specialfunktioner af lands- og landsdelsdækkende karakter samt amtskommunale konsulentfunktioner i øvrigt på særlige områder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt og/eller realistisk at opbygge ekspertise i hvert enkelt amt.

4.3.1. Grundlag for amtskommunal rådgivning

- - - - - - -

§ 70. Amtskommunen tilvejebringer grundlaget for varetagelsen af rådgivningen efter §§ 34 og 69. Amtskommunen sikrer i tilslutning hertil en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på områderne. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

- - - - - -

25. Bestemmelsen vedrører det grundlag, som den amtskommunale rådgivning tager udgangspunkt i.

Faglig viden

Denne del af den amtskommunale forpligtelse har til formål at støtte og fremme udviklingen i den kommunale og amtskommunale indsats. Dette indebærer bl.a., at amtskommunerne sikrer tilstedeværelsen af den fornødne ekspertise. Som led heri skal amtskommunerne sikre en systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af faglig viden, også på de områder, hvor det ikke vil være hensigtsmæssigt eller rationelt at opbygge en egenkompetence.

Systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af faglig viden kan bl.a. ske i de videnscentre, der gennem de senere år er iværksat på handicapområdet i et samarbejde med kommuner, amtskommuner og handicaporganisationer.

Ved systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af faglig viden forstås indsamling, bearbejdning og især formidling af sådan faglig viden på de aktuelle områder, som kan bidrage til en fortsat udvikling af indsatsen.

KAPITEL 5

Dag-, klub- og døgntilbud

for børn og unge

Dagtilbud til børn

26. Udgangspunktet for ophold i dagtilbud for børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med andet behov for støtte er, at børnene så vidt muligt skal integreres i de almindelige dagtilbud. Det er derfor kommunens forpligtelse efter § 7 at sørge for dagtilbud til alle børn, herunder børn med nedsat funktionsevne eller med andet behov for støtte.

Kun i de tilfælde, hvor de kommunale dagtilbud ikke kan tilgodese barnets særlige behov for støtte og behandling m.v., er det amtskommunens forpligtelse efter § 16 at sørge for særlige dagtilbud til børn.

Særlige dagtilbud

Dagtilbud til børn efter § 7 og særlige dagtilbud efter § 16 er nærmere beskrevet i Socialministeriets vejledning om dagtilbud m.v. til børn efter lov om social service.

Vejledning

27.De særlige dagtilbud giver i samarbejde med kommunen vejledning til

1. kommunale dagtilbud, hvor der er optaget børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,

2. forældre med hjemmeboende børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der ikke er optaget i særligt dagtilbud,

3. myndigheder, der har ansvaret for børn, fx i forbindelse med visitation til dagtilbud af børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. Socialministeriets vejledning om dagtilbud m.v. til børn efter lov om social service.

Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud

28. Udgangspunktet er, som for dagtilbuddene, at større børn og unge med nedsat funktionsevne eller med andet behov for støtte så vidt muligt skal integreres i de almindelige klubtilbud eller andre socialpædagogiske tilbud jf. § 19. Det kan dog være nødvendigt at etablere særlige tilbud også til disse børn og unge jf. § 23.

Den nærmere beskrivelse af tilbud efter §§ 19 og 23 findes i Socialministeriets vejledning om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge efter lov om social service.

Døgntilbud

29. Der kan etableres døgntilbud efter § 40, stk. 2. nr. 5, jf. pkt. 81 om aflastning.

30. Hvis forældrene ikke har mulighed for at have barnet/den unge hjemme, kan der være tale om anbringelse i et opholdssted eller en døgninstitution efter §§ 49 og 51. Den nærmere beskrivelse findes i Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge.

KAPITEL 6

Børn og unge med særlig

behov for støtte

31. § 32 opstiller en målsætning for indsatsen for de børn og unge, som har et særligt behov for støtte. Den særlige indsats gælder også børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funksionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, der måtte have behov for det.

Formålet er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende, som ikke har haft tilsvarende vanskeligheder i deres opvækst.

6.1. Undersøgelser

32. Hvis det må antages, at barnet eller den unge trænger til særlig støtte, skal kommunen sørge for, at barnets/den unges forhold undersøges. Det gælder også børn med nedsat funktionsevne, der er specielt nævnt i § 38.

Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være.

Foranstaltninger

33. De foranstaltninger, der kan iværksættes er beskrevet i § 40, stk. 2.

Indsatsen for børn og unge med særlig behov for støtte er nærmere behandlet i Socialministeriets vejledning om servicelovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge.

KAPITEL 7

Personlig hjælp og pleje

- - - - - - -

§ 30. Bestemmelserne i § 71 om personlig hjælp og pleje m.v. finder tilsvarende anvendelse, når der er behov for personlig hjælp og pleje m.v. vedrørende børn.

- - - - - - -

34. Kommunen har efter § 71 stk. 1, nr. 1 og 2, jf. stk. 2, i serviceloven pligt til at sikre, at personer, herunder børn og unge, der midlertidigt eller varigt har behov for personlig hjælp/pleje og praktisk hjælp/støtte til nødvendige opgaver i hjemmet, kan få tilbud om hjælp til disse funktioner.

35. Kommunen skal efter § 71, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, i serviceloven sørge for, at personer, der midlertidigt eller varigt har behov for hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, kan få tilbud herom.

Der findes ikke i serviceloven nærmere bestemmelser om indhold og omfang af den hjælp, som kommunen skal tilbyde efter §§ 71 og 72. Vedrørende § 72 henvises til pkt. 79 om aflastning.

36. Kommunalbestyrelsen har både det indholdsmæssige og det økonomiske ansvar for hjælpen, jf. retssikkerhedslovens § 15. Lovgivningen forudsætter, at kommunalbestyrelsen - afhængigt af lokale forhold - fastlægger det nærmere indhold og omfang af hjælpen og bevilger ressourcer til området i overensstemmelse med disse overordnede politiske beslutninger om serviceniveau.

Til brug for kommunens afgørelser om hjælp skal kommunalbestyrelsen således beslutte, hvilke tilbud om hjælp der skal stilles til rådighed for borgerne, og hvilke kriterier kommunen (forvaltningen) skal anvende ved tildeling og udmåling af hjælpen. Kommunalbestyrelsen skal ved fastlæggelsen af disse kriterier være opmærksom på det aktiverende sigte med hjælpen.

Yderligere vejledning om §§ 71 og 72 findes i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.

KAPITEL 8

Merudgiftsydelse

- - - - - - -

§ 28. Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 2

Stk. 3

Stk. 4

Stk. 5

- - - - - - -

Merudgiftsydelser generelt

37. Sigtet med bestemmelsen er at tilgodese, at børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og med indgribende kroniske eller langvarige lidelser har nogle særlige behov, som kan give merudgifter ved forsørgelsen. Bestemmelsen giver således hjemmel til at dække de udgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet/den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse.

Familien skal selv afholde den del af udgifterne, som svarer til de udgifter, familien normalt ville have afholdt.

38. Dækning af merudgifter ved forsørgelsen ydes som et fleksibelt standardiseret tillæg, udmålt efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager, jf. pkt. 45- 48. Gennem denne ydelsesform får modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst muligt kan dækkes.

Ydelsen er uafhængig af indkomst og ikke skattepligtig.

39. Formuleringen af målgruppen er ændret i forhold til tidligere dels som følge af at »handicap« er erstattet af »nedsat funktionsevne«, jf. pkt. 2-6, dels for at tydeliggøre at målgruppen omfatter børn og unge med kroniske/langvarige lidelser. Der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af målgruppen.

8.1. Formål med ydelsen

40. Formålet med bestemmelsen er at medvirke til, at disse børn og unge kan forblive i familien og dermed undgå anbringelse på institutioner e.l., såfremt hensynet til barnets tarv tilsiger dette. at familien kan leve så normalt som muligt på trods af og med barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller den kroniske/langvarige lidelse, og at hindre at barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse forværres eller får andre og mere alvorlige følger.

8.2. Særligt om rådgivningsindsatsen for ydelser efter § 28

41. Hvis familien ikke kan sandsynliggøre merudgifter af en størrelsesorden, der overskrider minimumsgrænsen, jf. pkt. 48 og derfor efter en konkret vurdering ikke kan få hjælp efter § 28, bør kommunen være opmærksom på familiens behov for rådgivning og vejledning og anden form for støtte efter andre af lovens bestemmelser om børn og unge, jf. bl.a. Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge.

Muligheden for hjælp efter bestemmelserne om hjælpemidler eller boligindretning bør bl.a. også overvejes, jf. Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

8.3. Afgrænsning af målgruppen

42. Bestemmelsen omfatter personer, der i hjemmet forsørger børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelser.

Indgribende lidelse

»Indgribende lidelse« betyder i denne sammenhæng, at lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.

Kronisk lidelse

»Kroniske lidelser« omfatter sygdomstilstande o.l., som, fra det tidspunkt hvor de opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.

Langvarig lidelse

At det skal være en »langvarig lidelse«, betyder ikke at det skal dreje sig om en uhelbredelig lidelse. I praksis lægges der vægt på, om lidelsen skønnes at vare et år eller mere, men det er dog ikke udelukket at yde støtte, selv om lidelsen kan forventes at vare mindre end et år. Der kan eksempelvis være tale om for tidligt fødte børn eller børn med hofteskred (calve perthes), hvor familien i en kortere periode på grund af barnets handicap er særligt tungt belastet. Det, at et barn er for tidligt født, er dog ikke tilstrækkeligt til at få hjælp efter denne bestemmelse.

Med hensyn til betingelserne henvises i øvrigt til Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service, jf. bilag 1.

43. En risiko for, at barnet rammes af en eller anden lidelse, er ikke tilstrækkeligt til at få støtte efter denne bestemmelse.

Enuresis nocturna

Børn, der fx alene ikke kan ligge tørre i sengen om natten (enuresis nocturna), kommer normalt ikke ind under § 28. I specielle tilfælde, hvor alle behandlingsmuligheder er udtømte, barnet er i skolealderen, og der er udsigt til at lidelsen er kronisk, kan der dog efter en konkret vurdering ydes hjælp efter § 28.

Målgruppen omfatter heller ikke den brede gruppe af børn og unge med kortvarige og/eller mindre indgribende lidelser som fx visse former for allergi.

8.4. Forsørgelse i hjemmet

44. At barnet forsørges i hjemmet betyder, at det skal bo hos forældrene eller andre pårørende, i modsætning til at barnet ved medvirken af sociale myndigheder har ophold uden for hjemmet. Et barn, der er indlagt på hospital, er på aflastning eller midlertidigt - som et led i almindelig skolegang - går på kost- eller efterskole, har ophold i eget hjem.

Hvis barnet er anbragt i pleje hos en plejefamilie, ydes udgifter, som ellers ville være merudgifter ved forsørgelsen efter § 28, som en del af plejeydelsen efter servicelovens § 50. Afholdelse af udgifter for børn og unge i døgninstitutioner er omtalt i Socialministeriets vejledning om servicelovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge.

8.5. Beregning af tilskud til merudgifter

- - - - - - -

§ 28

Stk. 2. Til dækning af merudgifter beregnes en merudgiftsydelse, der fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb på 2.000 kr. Ydelsen beregnes på grundlag af det konkrete behov og udbetales med en eller flere 1/8-dele af standardbeløbet. Merudgiftsydelsen kan tildeles med mere end et standardbeløb.

Stk. 3. Merudgiftsydelsen udgør mindst 1/8 af standardbeløbet.

- - - - - - -

Sandsynliggjorte merudgifter

45. Der skal ikke søges kommunen om hjælp for hver enkelt merudgift. Merudgiftsydelsen udmåles efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager.

Sigtet med ydelsen er at give modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst kan dækkes.

At merudgifterne skal være sandsynliggjorte betyder, at der laves et overslag over omfanget af de behov, som barnet efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter.

Er der tale om et barn/en ung, der på grund af nedsat funktionsevne slider meget på tøj og sko, laves der et overslag over, hvad merudgiften til dette vil være på årsbasis. Skal barnet/den unge til behandling, laves der et overslag over merudgiften til befordring hertil for det kommende år. Også et skøn over forældrenes eventuelle kursusdeltagelse indgår i oversigten, herunder også kurser der normalt finder sted, men som ikke er annonceret på det tidspunkt, hvor beregningerne foretages.

Udgifter, som forældrene kan dokumentere, skal selvfølgelig indgå i det merudgiftsbeløb, der udmåles.

Merudgifterne vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter. Udgifter, der afholdes inden for et kalenderår, sammenlægges.

Eksempler på merudgifter er nævnt i pkt. 50-75.

Oversigt

46. Der udleveres en kopi til forældrene af den oversigt, der udfærdiges som grundlag for udmålingen af merudgiftsydelsen. Det vil medføre en større gennemskuelighed for forældrene med hensyn til, hvilke beløb der ydes, og det vil være en lettelse ved senere regulering af ydelsen.

Standardbeløb

47. Merudgiftsydelsen fastsættes med udgangspunkt i et standardbeløb. Standardbeløbet er fastsat til kr. 2.000,- pr. måned. I medfør af § 136, stk. 4 reguleres beløbet en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. Socialministeriets cirkulære om regulering af satserne på det sociale område, der udkommer hvert år inden reguleringstidspunktet den 1. januar.

Merudgiftsydelsen udmåles månedligt som et eller flere gange 1/8 af standardbeløbet eller flere gange standardbeløbet. Det vil således blive muligt, at opnå individuelle månedlige ydelser på henholdsvis 250 kr., 500 kr., 750 kr., 1.000 kr. osv.

Hvis der ved beregning af merudgifter nås frem til beløb, der ligger imellem standardbeløbene, rundes der op eller ned til den nærmeste del af standardbeløbet.

Hvis der fx er fundet frem til en månedlig merudgift på 825 kr., rundes der ned til 750 kr. Er der fundet frem til en månedlig merudgift på 425 kr., rundes der op til 500 kr. Der rundes dog ikke op til minimumsbeløbet, jf. nedenfor.

Minimumsbeløb

48. Ydelsen skal mindst udgøre en 1/8 af standardbeløbet - pr. 1. juli 1998 - 250 kr. pr. måned - som bliver minimumsbeløbet. Minimumsgrænsen reguleres i takt med standardbeløbet. Der skal således kunne sandsynliggøres merudgifter svarende til 1/8 af standardbeløbet i gennemsnit pr. måned eller 3.000 kr. inden for et år, før merudgiftsydelsen kan komme til udbetaling. Der gives således ikke hjælp til merudgifter på fx 200 kr. pr. måned.

Selv om merudgifterne udgør under 250 kr. i enkelte måneder, vil der kunne udbetales en merudgiftsydelse, hvis kommunen skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil overstige 3.000 kr.

Hvis en familie har flere børn med nedsat funktionsevne eller kroniske/ langvarige lidelser, er det de samlede merudgifter for disse børn, der lægges til grund ved beregningen.

8.6. Regulering og opfølgning

49. Der skal ske en opfølgning på, om den udmålte ydelse dækker de konkrete behov. Det er derfor vigtigt, at kommunen med jævne mellemrum - som hovedregel mindst en gang årligt - afholder et møde med familien, hvor familiens situation og behov drøftes.

Det kan være svært i starten af et forløb at få alle de merudgifter med, som har tilknytning til barnets nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse. Det må derfor overvejes at lave en opsamling efter en kortere periode fx efter 2-3 måneder, første gang ydelsen udmåles.

Modtageren af ydelsen bør ved opfølgningen kunne dokumentere de væsentligste udgifter, vedkommende har haft siden ydelsen blev fastsat. Det vil gøre det nemmere at få fastsat en rimelig merudgiftsydelse, specielt når modtageren får ydelsen for første gang.

Hvis der akut indtræffer væsentlige variationer i familiens situation og behov, forudsættes ydelsen også reguleret for et kortere tidsrum, bl.a. for at kunne dække større enkeltudgifter på det tidspunkt, hvor merudgiften opstår.

8.7. Eksempler på merudgifter

50. I det følgende opregnes der nogle eksempler på merudgifter som følge af betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller varig lidelse hos børn og unge.

Det skal fremhæves, at der ikke er tale om en udtømmende opregning. Der kan ofte være tale om komplicerede situationer, som opstår i familierne på grund af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det er derfor ikke muligt at opregne alle de merudgifter, en sådan familie kan komme ud for.

8.7.1. Kost og diætpræparater

51. Til børn og unge under 18 år kan der ydes tilskud til merudgifter til diætkost. Det forudsættes, at kommunen sørger for, at behovet er tilstrækkelig dokumenteret, fx ved lægeerklæring.

Til spædbørn, der ikke kan tåle mælk, kan der fx ydes hjælp til merudgifter til erstatningspræparater.

For så vidt angår spædbørn, som på grund af en allergisk disposition må formodes at have behov for diætkost i form af mælkeerstatningspræparater, uden at allergien endnu er kommet til udbrud, kan der, hvis kommunen skønner, at der foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at den kroniske lidelse vil bryde ud, ydes tilskud til de nødvendige erstatningspræparater, som om lidelsen allerede var brudt ud.

Når der ved observations- og undersøgelsesformål, i forbindelse med gentagne undersøgelser, og som en direkte følge af den nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse, ordineres særlige diætpræparater, som barnet skal indtage i hjemmet over en kortere eller længere periode, kan der ydes hjælp til dækningen af udgiften til disse præparater.

52. Ved bedømmelsen af dokumentationsgrundlaget kan det være nødvendigt at inddrage sagkyndig bistand fra specialafdelinger under sygehusvæsenet eller fra embedslægen, hvis kommunen ikke selv råder over lægelig ekspertise.

Er der tvivl om, hvad udgiften til diætkosten er, kan det anbefales at tage kontakt med den pågældende specialafdeling, som ofte har beregninger over udgiften. Ligeledes kan der foreligge beregninger fra Forbrugerstyrelsen eller fra brugerorganisationer, patientforeninger og lignende.

Udgifterne til særlige diætpræparater, som fremstilles på sygehuset, og som pågældende skal indtage som led i en sygehusbehandling, afholdes af sygehusvæsenet.

Udgifterne til særlige diætpræparater til børn med phenylketonuri (Føllings sygdom) afholdes som hidtil af staten (John F. Kennedy Instituttet). Præparaterne rekvireres direkte hos Instituttet, bortset fra præparatet Aminogran, der distribueres via apotekerne.

8.7.2. Medicin

53. Der kan også ydes hjælp til egenbetalingen af tilskudsberettiget medicin, som er nødvendig på grund af en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse hos børn og unge.

Hvis kommunen anvender medicinkort til børnene, kan dette træde i stedet for udbetaling af den del af standardydelsen, der vedrører medicin. Det er dog en forudsætning, at de samlede udgifter efter § 28 - inklusive medicinudgifterne - udgør mindst 1/8 af standardbeløbet.

8.7.3. Sygeforsikring

54. Kommunerne kan ikke reducere tilskuddet til merudgifter med eventuelle tilskud fra private sygeforsikringer. Baggrunden for dette er, at betaling af tilskud til merudgifter er udgifter, som det offentlige har påtaget sig, og tilskud til merudgifter efter § 28 er uafhængig af modtagerens økonomiske situation. Derfor skal tilskud fra en privat sygeforsikring ikke modregnes i ydelsen efter § 28.

8.7.4. Briller

55. Der kan normalt ikke ydes hjælp til betaling af briller, da der normalt ikke vil være tale om en merudgift sammenlignet med udgiften til briller til børn med et almindeligt behov for synskorrektion. Hvis der som følge af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse hos børn og unge under 18 år er særlige merudgifter til briller, som ikke kan ydes efter sygesikringslovens regler eller bestemmelserne i § 97 om hjælpemidler, kan merudgifterne dækkes efter § 28.

Det kan fx eksempel dreje sig om et hyperaktivt barn, som ofte kommer til at ødelægge bl.a. briller, eller at barnet/den unge lider af en alvorlig øjensygdom, fx grøn stær, der bevirker at synet ændres, så styrken i brilleglassene skal skiftes hyppigt.

8.7.5. Hospitalsophold

56. Hvis et barn eller en ung indlægges på hospital på grund af den nedsatte funktionsevne/lidelse, kan der ydes hjælp til dækning af merudgifter til overnatning for forældrene på hospitalets gæstehjem e.l., hvis hospitalet ikke yder gratis sengeplads og stiller forplejning til rådighed. Det er en forudsætning, at det er nødvendigt, at en eller begge forældre er til stede, fx så de hurtigt kan tilkaldes eller for at opnå den mest hensigtsmæssige behandlingsstrategi.

Der kan ligeledes ydes tilskud til merudgifter til fx kost og befordringsudgifter for forældrene, når barnet/den unge er indlagt, hvis det er nødvendigt, at de er til stede.

Tilsvarende kan der ydes tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. kapitel 9 om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

8.7.6. Befordring

57. Der vil kunne ydes tilskud til dækning af merudgifter til befordring af barnet/den unge til dagtilbud, uddannelse, behandling og fritid.

Befordringsydelser efter § 28 er subsidiære til befordringsydelser efter andre bestemmelser, jf. pkt. 15 om sektoransvarlighed.

Foregår befordringen i bil, kan tilskuddet ydes, hvad enten den bil, barnet/den unge bliver befordret i, er ejet af forældrene, lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter § 99. Tilskuddet kan fastsættes på grundlag af statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste sats.

Drift af bil

58. I ganske særlige situationer kan der ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring af et barn/en ung med nedsat funktionsevne eller lidelse i familiens egen bil. Det vil især gælde den situation, hvor familien har en bil alene til befordring af barnet/den unge. Det vil også gælde, hvis det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det vil endvidere gælde den situation, hvor familien har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse.

I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af fx forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgiften må anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet/den unge.

59. Hjælp til anskaffelse af bil til befordring af børn og unge kan derimod ikke ydes efter § 28. Der vil således heller ikke efter § 28 kunne ydes hjælp til betaling af afdrag på bil. Der henvises i stedet til reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99.

Befordring til dagtilbud

60. Forældrenes merudgifter til befordring af børn med nedsat funktionsevne m.v. til almindelige dagtilbud kan afholdes efter § 28, hvis udgiften ikke dækkes af andre bestemmelser. Udgifter til befordring af børn til og fra særlige dagtilbud afholdes af det særlige dagtilbud, hvis udgiften ikke dækkes af andre bestemmelser, jf. Socialministeriets vejledning om dagtilbud m.v. til børn efter lov om social service.

Befordring til uddannelse

61. Der vil kunne ydes hjælp til dækning af de nødvendige befordringsudgifter, hvis et barn eller en ung i videre omfang end normalt og som en direkte følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse skal befordres til eller fra skole eller andet uddannelsessted.

Det sker dog kun i det omfang, udgifterne hertil ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger, jf. Undervisningsministeriets regler om befordring af børn og unge med handicap.

Befordring til behandling

62. Der kan ydes hjælp til betaling af befordringsudgifter, som er nødvendige ved ledsagelse af et barn eller en ung til behandling, som følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det sker dog kun i det omfang, udgifterne ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger. Befordringsudgifter til sygehus vil som hovedregel kunne dækkes efter Sundhedsministeriets regler.

Der ydes hjælp til betaling af såvel barnets/den unges som ledsagerens befordring. Normalt vil det være tilstrækkeligt, at der kun er en ledsager, fx enten faderen eller moderen. Der kan imidlertid være situationer, hvor det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at begge forældre ledsager barnet/den unge, fx fordi det er nødvendigt under selve befordringen, eller fordi begge forældre skal orienteres samtidigt ved en undersøgelse/behandling.

63. Der kan endvidere under barnets/den unges ophold på hospital e.l. ydes hjælp til betaling af forældrenes merudgifter til befordring til besøg hos barnet/den unge, i det omfang besøgene er nødvendige af hensyn til barnet/den unge.

Behandling i udlandet

64. Hjælp til dækning af befordringsudgifter m.v. i forbindelse med behandling i udlandet kan kun ydes, hvis Sundhedsstyrelsen har godkendt, at behandlingen skal foregå i udlandet, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 69 af 17. februar 1983. I sådanne tilfælde ydes hjælpen kun, hvis den ikke dækkes efter Sundhedsministeriets regler eller andre ordninger.

Befordring i fritiden

65. Hvis et barn eller en ung på grund af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse ikke er i stand til at benytte offentlige transportmidler, kan der ydes tilskud til merudgifter til befordring i fritiden. Der er ikke bestemte grænser for, hvor meget der kan ydes, idet der må tages hensyn til hjemmets afstand til fritidstilbud, kammeraters hjem, mulighederne for almindelig fritidsbeskæftigelse, leg i nærheden osv.

8.7.7. Handicaprettede kurser til forældre og andre pårørende

66. Der kan ydes hjælp til forældres og eventuelt andre pårørendes merudgifter som følge af nødvendig deltagelse i kurser, som går ud på at sætte de pågældende i stand til at have barnet/den unge hjemme, passe og pleje, opdrage og kommunikere med barnet/den unge.

Det kan dreje sig om kurser, der giver familien indsigt i de forskellige funktionsnedsættelser/lidelser, i hvilken virkning det har på barnet/den unge, og hvordan familien kan mestre de problemer, der kan opstå m.v. Der kan fx være tale om kurser vedrørende børn og unge, der lider af cystisk fibrose, muskelsvind, er blinde, spastiske, døve eller udviklingshæmmede.

Et klassisk eksempel er deltagelse i et kursus i totalkommunikation (tegnsprogsundervisning mv.) for pårørende til personer med betydelig og varigt nedsat hørelse.

Der kan ydes tilskud til kurser i totalkommunikation (tegnsprogsundervisning m.v.) til andre end medlemmer af husstanden, hvis samværet med et barn/en ung med høretab har en sådan karakter, at udgiften kan betragtes som nødvendig for barnets/den unges fortsatte udvikling. Dette gælder fx som udgangspunkt bedsteforældre, der må forventes ofte at kommunikere med og have besøg af barnet/den unge.

Udgifter

67. De udgifter, der kan være tale om, er fx rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusafgift, kursusmaterialer, pasning af barn/børn, som ikke skal med på kurset.

Tabt arbejdsfortjeneste

68. Sådanne merudgifter kan også omfatte hel eller delvis kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for forsørgerne, når der ikke er mulighed for at deltage i kurser uden for arbejdstiden. Dette gælder såvel enlige som ægtepar, jf. § 29 om tabt arbejdsfortjeneste.

Begge forældre

69. For at begge forældrene kan passe, pleje, opdrage og kommunikere med barnet/den unge, er det vigtigt, at de begge deltager i kurser af ovennævnte art. Sådanne kurser giver kompetence til begge forældre og vil ofte være en forudsætning, for at begge forældrene kan bevare den nære kontakt med barnet/den unge.

8.7.8. Beklædning

70. Der kan ydes hjælp til tøj, som skal udformes på en særlig måde, eller til ekstra beklædning/sko som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid.

Særlig beklædning

71. Særlige beklædningsgenstande, som fx regnslag til kørestol, kørepose, hagesmæk og beskyttelsesbukser til svært inkontinente børn og unge, ydes dog efter reglerne om hjælpemidler m.v. i § 97. Efter denne bestemmelse ydes også merudgifter til beklædningsgenstande til børn og unge, som på grund af sygdom, ulykke e.l. er blevet varigt invalideret, og som følge heraf er nødt til at få udskiftet hele sin garderobe på en gang.

Fodtøj

72. Hvis det er nødvendigt med ortopædisk fodtøj, herunder fodtøj der tilgodeser en foddeformitet, ydes hjælpen efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

8.7.9. Vask og personlig hygiejne

Vask og vaskemaskine

73. Hvis barnets nedsatte funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse medfører merudgifter til vask, kan der ydes hjælp såvel til selve vaskeudgiften som til anskaffelse af vaskemaskine, forudsat at en sådan må anses for at være nødvendig for at imødekomme et ekstraordinært stort behov.

Til børn, der ikke kan holde sig tørre i sengen om natten (enuresis nocturna), ydes der normalt ikke hjælp efter denne bestemmelse, jf. dog pkt. 43 i målgruppeafsnittet.

Der kan ydes hjælp til betaling af særlige cremer og olier, som anvendes ved barnets personlige hygiejne, hvis der kan dokumenteres en merudgift i forhold til, hvad andre børns hygiejne kræver, fx i forbindelse med alvorligt belastende allergi eller hudlidelser.

8.7.10. Ferie

74. Der kan ydes tilskud til merudgifter til ferie, som familier i almindelighed holder. Dette gælder også kortvarig ferie i udlandet, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp under midlertidige ophold i udlandet, jf. bilag 2.

8.7.11. Andre udgifter

75. Udover de nævnte eksempler vil andre udgifter kunne dækkes, hvis de efter en konkret vurdering må anses for velbegrundede, sandsynliggjorte merudgifter på grund af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse. Som eksempler på andre merudgifter, som kan dækkes efter § 28, kan nævnes: forhøjede forsikringspræmier vedrørende familieulykkesforsikringer, udgifter til flytning, som er betinget af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse hos barnet/den unge, herunder eventuelt salær til ejendomsmægler, leje af flyttebil m.v.

Der kan også ydes tilskud til merudgifter til særligt legetøj og andre udgifter til beskæftigelse i fritiden.

Dækning af merudgifter til ny bolig eller udgifter til boligændringer skal ydes efter § 102.

8.8. Aflastning

76. Forældre til børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse har i varierende omfang behov for aflastning. En tilstrækkelig aflastning vil kunne medvirke til at bevare barnet/den unge i hjemmet.

Aflastning kan foregå i særlig eller almindelig dagtilbud til børn efter §§ 16 og 7, efter reglerne om personlig hjælp og pleje, jf. § 72 ved privat antaget hjælp betalt efter § 28, i anbringelsessteder for børn og unge, jf. §§ 49 og 51.

Udgangspunktet er, at anvendelse af dagtilbud og hjælp til pasning og pleje, skal gå forud for anvendelsen af § 28 til aflastningsformål. Aflastningen etableres efter gældende regler på de nævnte områder.

Aflastning i dagtilbud

77. Det forhold, at et barn er i dagtilbud, betyder ikke nødvendigvis, at forældrene dermed har fået tilstrækkelig aflastning. Når det fx drejer sig om børn, som kræver vedvarende pleje, omsorg eller overvågning på grund af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse, er det ofte nødvendigt, at forældrene aflastes ud over dagtilbuddet. Det kan gælde børn, som fx ikke eller kun i ringe omfang kan bevæge sig, og børn som er særligt pleje- eller opmærksomhedskrævende på grund af kommunikationsproblemer som døvhed, psykoser e.l.

Aflastning i særlige dagtilbud

78. De særlige dagtilbud kan tilbyde forældre til børn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne lejlighedsvis aflastning. Der kan i de særlige dagtilbud etableres aflastning, der indebærer overnatning i weekenden, hvis der er behov herfor, jf. Socialministeriets vejledning om dagtilbud m.v. til børn efter lov om social service.

Aflastning efter § 72

79. Kommunen har efter § 72 i serviceloven pligt til at sørge for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer et barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det kan være en stor belastning - både fysisk og psykisk - at passe et plejekrævende barn eller en ung i hjemmet. En familie eller en person, der passer et barn eller en ung med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet, kan derfor - efter en konkret, individuel vurdering af behovet - få tilbud om afløsning eller aflastning efter servicelovens § 72. Denne form for hjælp kan være en forudsætning for, at et barn med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse kan blive boende i hjemmet.

Afløsning og aflastning kan gives uafhængigt af, om betingelserne for at få midlertidig eller varig hjælp efter § 71 er opfyldt. Med hensyn til kommunalbestyrelsens forpligtelse henvises til kapitel 7 om personlig hjælp og pleje, jf. i øvrigt Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.

Der kan ikke opkræves betaling for hjælp efter § 72, som er omfattet af § 28, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 14. januar 1998 om betaling for generelle tilbud og

for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. (Servicelovens §§ 65, 71 og 72).

Aflastning efter § 28

80. Hvis dagtilbud eller hjemmehjælp ikke er tilstrækkeligt i det konkrete tilfælde, kan der ydes et tilskud til en hjælper efter § 28 til aflastning. Der ydes kun hjælp efter § 28 til aflastning i eget hjem.

Når der ydes tilskud til privat antaget hjælp, bør forældrene gøres opmærksom på, at der normalt ikke kan antages personer, som er under 18 år.

Aflastning efter § 40

81. Endelig kan der etableres aflastningsophold efter § 40, stk. 2, nr. 5, der giver en særlig hjemmel til at iværksætte aflastningsophold bl.a. for børn og unge med nedsat funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelser, uden at aflastningen skal henføres under anbringelsesreglerne.

Efter bestemmelsen er det et krav, at aflastningsopholdet skal finde sted på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et andet godkendt anbringelsessted for børn og unge, jf. §§ 49 og 51.

Kombination af regler

82. Hvis en eller flere kommuner eventuelt i samarbejde med amtskommunen ønsker at etablere aflastningsforanstaltninger for børn med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse, kan dette ske efter de enkelte regler om dagtilbud, personlig og praktisk hjælp, ydelser efter § 28 og døgntilbud, eventuelt disse regler i kombination med hinanden og med ydelser efter § 28.

83. Det må konkret vurderes, hvilket omfang aflastningen skal have. Der bør tages hensyn til, om det er en enlig forælder, eller om der er to til at tage sig af barnet. Er der to forældre, bør de også kunne aflastes samtidig.

Der bør som udgangspunkt foretages en samlet vurdering af de aflastningsbehov, familien har, herunder også hensynet til det handicappede barns søskende, der kan have behov for deres forældres fulde opmærksomhed. Erfaringer peger på, at forældre til meget omsorgskrævende børn mindst bør aflastes en aften om ugen, en weekend om måneden og tre uger om året.

8.9. Kommunalbestyrelsens anvisninger

- - - - - - -

§ 28

Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.

- - - - - - -

84. Bestemmelser giver kommunerne mulighed for at komme med anvisninger med hensyn til barnets pasning.

8.10. Afgrænsning overfor andre bestemmelser

Behandling

85. Der gives ikke støtte til behandling. Sansemotorisk træning regnes i denne sammenhæng for behandling.

Hjælp til lægebehandling af børn og unge med nedsat funktionsevne/lidelse forudsættes afholdt efter lov om offentlig sygesikring. Hjælp til dækning af egenandelen af udgiften til særlig tandbehandling, fysioterapi og anden lignende behandling kan ydes efter § 82 i lov om aktiv socialpolitik, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Udgiften til egenandelen af tilskudsberettiget medicin afholdes dog efter § 28, jf. pkt. 53.

Behandligsredskaber

86. Udgifter til behandlingsredskaber, herunder respirator, kanyle m.v., afholdes af sygehusvæsenet. Afgrænsningen af behandlingsredskaber i forhold til hjælpemidler er behandlet i Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1975.

Undervisning

87. Merudgifter, der opstår i forbindelse med uddannelse af børn og unge med nedsat funktionsevne eller lidelse, fx en computer til hjælp i skolen, afholdes efter Undervisningsministeriets regler.

Hjælpemidler, boligskift m.v.

88. Hjælp til dækning af udgifter til hjælpemidler ydes efter § 97, og hjælp til dækning af udgiften til boligskift og boligindretning ydes efter § 102.

Som boligindretning efter § 102 anses mur- og nagelfaste genstande. Hvis det derimod drejer sig om møbler, gulvbelægning m.v., som ikke er en integreret del af gulvet, eller forskelligt tilbehør til boligindretning, og hjælp til dette ikke kan ydes efter § 97, kan § 28 evt. bringes i anvendelse.

Respirationsinsufficiens o.l.

89. Når et barn på grund af stærkt nedsat funktionsevne, som medfører respirationsinsufficiens eller dermed ligestillede lidelser (kanylebørn mv.), har behov for overvågning hele eller dele af døgnet på grund af det apparatur, der anvendes, afholdes udgiften til overvågning (aflønning af ventilatører m.v.) af sygehusvæsenet. Behandling i hjemmet skal dog være ordineret i forbindelse med en sygehusbehandling.

Overvågning

Derudover afholder kommunen udgiften til anden form for overvågning og pleje m.v. efter § 28, selv om der kræves specialuddannet plejepersonale. I disse specielle tilfælde kan det ofte være mest hensigtsmæssigt at kombinere ventilatørbistand med personlig hjælp og pleje efter § 30, jf. § 71 samt hjemmesygepleje.

90. Hvis en person kan klare både ventilatøropgaver, som dækkes af sygehusvæsenet, og den øvrige pasning og pleje af barnet/den unge, som dækkes af kommunen, deles udgiften mellem sygehuset og kommunen for disse timer.

Fordeling af udgift

Med hensyn til fordeling af udgiften henvises til bilag 3 vedrørende aftalen mellem Sundhedsministeriet og Socialministeriet af 14. januar 1993, suppleret med bilag 4 vedrørende aftale af 14. juni 1996.

91. I de tilfælde, hvor forældre, der modtager tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 for at passe barnet, ønsker at påtage sig ventilatøropgaven en del af døgnet, skal sygehuset ikke afholde en andel af udgifter til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for den periode, hvor den af forældrene, der får tabt arbejdsfortjeneste, også varetager ventilatøropgaven.

Det forudsætter dog, at forældrene ønsker at påtage sig den opgave og aftaler, hvor mange timer de ønsker at varetage opgaven. Sygehuset skal dog altid betale for optræning af forældrene og har fortsat ansvar for respiratoren, dens drift og vedligeholdelse, som også er en sygehusudgift.

Døgninstitution

92. Er børn optaget på en døgninstitution til fuld forsørgelse, skal alle udgifter normalt afholdes af institutionen. I forbindelse med besøg i hjemmet bør udgifter, som ellers skulle have været afholdt efter § 28, således normalt afholdes som en institutionsudgift.

93. Der kan dog ydes hjælp til boligindretning i hjemmet efter § 102 selv om barnet/den unge er optaget permanent i en døgninstitution. Boligindretning kan ydes, hvis barnet/den unge har så hyppigt ophold i hjemmet, at boligændringerne må anses som påkrævet under hensyn til den nedsatte funktionsevne eller lidelse.

Hvis barnet er i en situation, hvor der arbejdes på, at barnet kan hjemtages fra institutionen - udslusningssituation - kan der ydes hjælp efter § 28 til sædvanlige merudgifter i forbindelse hermed.

KAPITEL 9

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste

- - - - - - -

§ 29. Kommunen yder hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. Ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt.

Stk. 2

- - - - - - -

Generelt om tabt arbejdsfortjeneste

94. Sigtet med bestemmelsen er at tilgodese, at børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse har nogle særlige behov, som ud over at give merudgifter ved forsørgelsen, kan medføre tabt arbejdsfortjeneste, når barnet forsørges i hjemmet.

Udgangspunktet ved hjælpens udmåling er, at familien skal have det samme beløb til rådighed til at leve af som tidligere.

Formuleringen af målgruppen er ændret i forhold til tidligere, jf. pkt. 96, men der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring i forhold til den tidligere bestemmelse.

9.1 Formål

95. Formålet med bestemmelsen om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er det samme som formålet for at yde tilskud til merudgifter for børn og unge, jf. pkt. 37.

9.2 Målgruppe

96. Som udgangspunkt drejer det sig om familier med børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med indgribende kronisk eller langvarig lidelse, jf. pkt. 42 og 43 i kapitel 8 om merudgiftsydelse. Målgruppen vil dog være en mindre del af den målgruppe, der modtager hjælp til merudgifter, idet det er en yderligere forudsætning for at være berettiget til ydelsen efter § 29, at det drejer sig om de tilfælde, hvor det er en naturlig følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet/den unge passes i hjemmet af forældrene.

Det kan fx være: (eksemplerne er ikke udtømmende) børn og unge, som har et stort behov for pleje og overvågning, fordi de fysisk er svage eller ofte får sygdomsanfald, børn og unge, som har et stort behov for tilsyn, fordi de ikke kan overskue konsekvenserne af deres handlinger og derfor risikerer at komme til skade eller at skade andre, børn, som sover meget uroligt eller sparsomt, så forældrene ofte skal tilse og hjælpe dem i løbet af natten, børn og unge, som skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser, børn og unge, hvis sygdom er meget varieret med hensyn til kræfter, smerter og anfald, og det derfor må vurderes fra dag til dag, om barnet kan være i dagtilbud eller skole, børn, som på grund af nedsat immunforsvar eller stor sygdomsrisiko ikke kan være i et dagtilbud eller skole.

9.3 Særlig rådgivningsindsats i forbindelse med ydelser efter § 29.

Rådgivning ved beslutning

97. Når en af forældrene søger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, bør rådgivning og vejledning ske ud fra en helhedsvurdering for at skabe så normale rammer som muligt for den enkelte og familiens tilværelse.

I denne sammenhæng bør der bl.a. vejledes om, hvad det kan betyde i arbejdsmæssig henseende m.v., og hvilke alternativer der eksisterer. Det sidste er også vigtigt, hvis en ansøger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste ikke opfylder betingelserne for at modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Forældre, der skal tage stilling til, om de vil overgå til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, vil ofte føle, at dette vil være den umiddelbare løsning med baggrund i deres barns/unges situation, men kan have svært ved at tage stilling til de mere langsigtede konsekvenser af at modtage denne hjælp.

For nogle familier vil alternativet til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste være praktisk hjælp i hjemmet, således at de bliver frigjort fra de huslige og praktiske gøremål og kan koncentrere sig om barnet/den unge, når de er hjemme. Nogle forældre har et stort ønske om at kunne bevare deres arbejde, og ingen bør tvinges til at opgive deres arbejde, såfremt hjælpen kan ydes på anden måde.

For andre kan praktisk bistand i hjemmet være et vigtigt supplement til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Dette kan fx gælde, hvor et barn kræver konstant overvågning, så det er umuligt at nå andre gøremål.

Forhold til a-kasse

98. Der bør ydes en særlig vejledning i samråd med ansøgerens arbejdsløshedskasse om det efterfølgende forhold til arbejdsløshedsdagpenge.

99. Derudover bør der i forbindelse med rådgivningen indgående drøftes eventuelle tab af kvalifikationer, som kan ske ved længerevarende fravær fra et arbejde eller et fag, med henblik på at finde eventuelle løsninger på dette problem i form af kurser e.l.

Rådgivning ved ophør

100. En lille gruppe forældre vil som konsekvens af pasningen af barnet/den unge være langvarigt væk fra arbejdsmarkedet. Det vil som regel betyde, at de har mistet kvalifikationer i forhold til deres fag eller arbejdsområde. Derudover vil det langvarige fravær for nogle betyde, at de står usikre over for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, fordi de en lang periode har været koncentreret om barnet/den unge og hjemmet.

For nogle vil det være for belastende at vende tilbage til deres gamle fag. Det kan være, fordi arbejdstiderne er »umulige« i forhold til barnets behov, eller på grund af den belastning det medfører. Det kan være, at det fx er for psykisk belastende at arbejde med opgaver, som ligger for tæt på de arbejdsopgaver, den pågældende varetager i hjemmet vedrørende barnet/den unge.

Det er vigtigt, at disse behov for ny uddannelse/arbejde indgår i en intensiv rådgivning og vejledning, så langvarig arbejdsmæssig invalidering undgås. I denne sammenhæng

Revalidering

bør muligheden for revalidering efter lov om aktiv socialpolitik undersøges.

Aktivering

Ifølge Arbejdsministeriet vil dagpengeberettigede forældre, som melder sig ledige efter et længerevarende fravær fra arbejdsmarkedet, blive omfattet af Arbejdsformidlingens almindelige aktiveringsindsats, herunder eventuelt en særlig fremrykket behovsorienteret indsats.

9.4. Forsørgelse i hjemmet

101. At barnet/den unge forsørges i hjemmet betyder, at det skal bo hos forældrene eller andre pårørende i modsætning til, at barnet/den unge ved medvirken fra de sociale myndigheder har ophold udenfor hjemmet, jf. pkt. 44 under afsnittet om merudgiftsydelser.

Personkreds

102. Personkredsen omfatter begge forældre, selv om de ikke bor sammen, og den ene part ikke har del i forældremyndigheden. Det betyder, at den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, også kan få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

9.5. Betingelser for at modtage ydelsen

103. Det er en betingelse at barnet/den unge passes i hjemmet, og det er mest hensigtsmæssigt, at der er moderen/faderen, der passer barnet/den unge. Herudover er det en forudsætning, at den pågældende forsørger helt eller delvis har måttet ophøre med sin beskæftigelse for at passe barnet/den unge.

104. Det er ligeledes en forudsætning for at yde en sådan erstatning, at pågældende har et indtægtstab ved at passe barnet. Indtægtstabet kan være både som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende.

Der vil dog kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selv om ansøgeren på ansøgningstidspunktet endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet, og dermed ikke har et indtægtstab, jf. pkt. 110-117 om beregning af ydelsen.

9.6. Udmåling af ydelsen

Tidsmæssigt omfang

105. Der er muligt at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fra nogle timer om dagen eller om ugen til dækning af en fuldtidsindtægt. Det afgørende er, hvor længe det er hensigtsmæssigt, at barnet/den unge bliver passet i hjemmet.

Kortere periode

Der kan godt ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i en kortere periode, idet det er varigheden af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, som er afgørende for at opnå denne ydelse og ikke varigheden af ydelsen.

Der kan fx være behov for, at en af forældrene modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for en kortere periode, fordi barnet skal optrænes intensivt af en af forældrene i hjemmet eller ikke må omgås andre i en periode af hensyn til smittefare. Det samme gælder, hvis en af forældrene skal oplæres i tilberedning af diætkost.

Forældre kan dele

106. Forældrene kan eventuelt også dele dækningen af den tabte arbejdsfortjeneste. Det kan fx være i tilfælde, hvor de begge har mulighed for at tage deltids orlov fra deres arbejde. Der kan dog i dette tilfælde højest ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for 37 timer pr. uge for forældrene tilsammen.

Dagtilbud og skole

107. Det er muligt at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste selv om barnet/den unge er i dagtilbud eller skole eller på anden måde passes, plejes og trænes uden for hjemmet nogle timer om dagen eller om ugen, fx fordi barnet bliver hurtigt træt og derfor ikke kan være i dagtilbuddet en hel dag, eller hvor det må vurderes fra dag til dag, om barnet kan være i dagtilbud eller skole på grund af sygdom eller smerte.

Der kan også ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selv om barnet/den unge er i dagtilbud/skole en hel dag, hvis forsørgeren er nødt til at være omkring barnet/den unge hele tiden, når det er hjemme, således at det er umuligt at få lavet selv de mest almindelige huslige gøremål.

Sygehusophold

108. Hvis man allerede fra begyndelsen af et sygehusophold er klar over, at der i direkte forlængelse af opholdet kræves pasning af barnet i hjemmet, kan der ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste allerede fra indlæggelsestidspunktet, hvis det af behandlingsmæssige grunde er ønskeligt, at en eller begge forældre er til stede på sygehuset. Det samme gælder, hvis barnet skal passes hjemme i en periode inden sygehusopholdet.

Der kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i indlæggelsesperioden, hvis det er nødvendigt, at forældrene er til stede på sygehuset, fordi funktionsnedsættelsen/lidelsen er så alvorlig, at det kræver forældrenes tilstedeværelse.

Der kan i visse tilfælde ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til begge forældre samtidigt. Det kan fx ske, hvis barnet skal indlægges på sygehus og opereres, og det er nødvendigt, at begge forældre er til stede på grund af operationens alvor. Det kan også gælde, hvis begge forældre skal have information, om hvordan barnet skal behandles efter udskrivelsen fra sygehus. Dette gælder også, hvis forældrene ikke bor sammen, men begge ægtefæller tager sig af barnet.

Ambulant behandling

109. Der kan også ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, når forældre skal have fri fra arbejde for at kunne ledsage et barn eller en ung med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse til ambulant behandling.

9.7 Beregning af ydelsen

- - - - - - -

§ 29

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1.

- - - - - - -

110. I Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service, jf. bilag 1, har socialministeren fastsat nærmere regler om beregning af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Dette er uddybet nærmere i nedenstående afsnit.

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er en bruttoydelse, hvoraf der betales skat og arbejdsmarkedsbidrag. Der er ikke hjemmel til indbetaling til ATP.

Ved beregning af hjælpen er hovedreglen, at den pågældende til daglig økonomisk stilles, som om han/hun havde en arbejdsindkomst. Tillæg, som er et integreret led i lønnen, indgår også i beregningsgrundlaget, hvis de normalt kommer til udbetaling.

Seneste indtægt

Det, der lægges til grund ved beregningen, er således den seneste indtægt, og ikke arbejdsløshedsdagpenge eller bistandshjælp, som vedkommende har haft, inden han/hun modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Er der for en lønmodtager problemer med at fastsætte den tidligere løn, fordi vedkommende fx har gået arbejdsløs i lang tid eller ingen uddannelse har, kan beregningen tage udgangspunkt i en hjemmehjælperløn.

Når forsørgeren endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet, må den indtægt, som forsørgeren ville have kunnet opnå, tages som udgangspunkt for beregningen af hjælp til dækning af den tabte arbejdsfortjeneste.

Selvstændige

111. For en selvstændig erhvervsdrivende kan det være svært at udregne et umiddelbart indtægtstab eller tilvejebringe et realistisk beregningsgrundlag, men pågældende vil ofte via revisor, regnskaber m.v. kunne sandsynliggøre et indtægtstab, som beregning af den tabte arbejdsfortjeneste kan tage sit udgangspunkt i.

I de tilfælde hvor det er umuligt, at tilvejebringe et realistisk beregningsgrundlag, kan der tages udgangspunkt i udgiften til en vikar eller et beregnet beløb på grundlag af den pågældendes hidtidige disponible indkomst.

9.7.1. Sparede udgifter

Besparelser

112. Ved beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste skal der tages hensyn til de besparelser, som arbejdsophøret medfører, dvs. at der skal reduceres med de udgifter, som vedkommende har haft ved at varetage sit arbejde. Det drejer sig typisk om befordring til og fra arbejdet og udgifter til barnets dagtilbud. Fradragene sker i den nettoydelse, som fremkommer, efter at der er foretaget beregning af skat m.v.

113. Der skal dog ikke ske fradrag for de udgifter, der skal sikre, at den pågældende kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, fx fagforeningskontingent og arbejdsløshedsforsikring, jf. i øvrigt Arbejdsministeriets regler.

Medlemsskab af en arbejdsløshedskasse kan - ud over arbejdsløshedsunderstøttelse - også have betydning for syge- og barselsdagpenge og efterløn. Når en person er dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse opfylder vedkommende dagpengelovens beskæftigelseskrav.

Befordring

114. Ved beregning af eventuelt sparet befordring må der tages udgangspunkt i de faktiske udgifter ved befordringen til og fra arbejdet for den pågældende periode. Der må også tages hensyn til den skattemæssige fordel, som personen eventuelt mister, i de tilfælde hvor vedkommende bor langt fra sit arbejde.

Dagtilbud

115. Som hovedregel skal der fratrækkes, hvad det ville koste at få barnet passet i dagtilbud, hvis barnet ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse. Dette sker ud fra den betragtning, at dette er en udgift, som er sparet set i forhold til forældre i al almindelighed. Det er dog ikke i alle tilfælde, en sådan udgift skal trækkes fra ved beregningen. Den kan fx ikke trækkes fra, hvis barnet fortsat benytter et dagtilbud, fx fordi moderen fortsat har deltidsarbejde.

Fremtidige ydelser

116. Der kan ikke ydes dækning for fremtidige ydelser, som pensionsbidrag.

Andre fradrag

117. Udbetaling af feriegodtgørelse efter ferieloven, der træder i stedet for lønindtægt, når ferie holdes, udelukker udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, uanset hvornår ferien holdes.

9.8 Regulering af ydelsen

Bruttoydelsen

118. Bruttoydelsen skal reguleres hvert år pr. 1. januar med en procentsats, jf. Socialministeriets cirkulære om regulering af satserne på det sociale område, som Socialministeriet udsender hvert år inden reguleringstidspunktet. Procentsatsen er beregnet på grundlag af et skøn over den forventede udvikling i lønninger på det almindelige arbejdsmarked.

Senere lønstigninger eller opgradering af den tidligere stilling skal ikke indregnes ved regulering af ydelsen.

9.9. Ophør med pasning af barnet i hjemmet

Ophør med pasning af barnet i hjemmet

119. Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste udbetales i 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for at modtage tilskuddet er bortfaldet, jf. § 13 i Socialministeriets bekendtgørelse, om merudgiftsydelse efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service, bilag 1.

120. Denne regel gælder dog ikke, hvis der på forhånd er aftalt en bestemt periode for hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, eller fordi modtageren ønsker, at afviklingsperioden skal være kortere, jf. bekendtgørelsen. Kommunen skal dog være opmærksom på, om forholdene har ændret sig, siden aftalen blev indgået.

121. Hvis modtageren af tilskuddet kommer i arbejde i afviklingsperioden, forkortes perioden fra det tidspunkt, hvor den pågældende har opnået arbejde, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 3. Kommunen skal dog være opmærksom på det nye arbejdes omfang, således at tilskuddet ikke inddrages fuldt ud i afviklingsperioden, hvis den pågældende fx har opnået deltidsarbejde i modsætning til tidligere heltidsarbejde.

9.10. Tillæg til ferieformål

122. Efter Socialministeriets ovennævnte bekendtgørelse § 11 beregnes ved årsskiftet til personer, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, et tillæg på 1 pct. af bruttoydelsen i det forudgående kalenderår. Udbetalingen finder sted pr. 1. maj.

Ferieformål ved ophør

123. Efter § 12 i Socialministeriets ovennævnte bekendtgørelse udbetales der et tillæg til ferieformål til personer, som ophører med at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Tillægget udgør 12,5 pct. af bruttoydelsen. Tillægget kan maksimalt beregnes på grundlag af bruttoydelsen udbetalt inden for de forudgående 12 måneder. Er der udbetalt tillæg til ferieformål med 1 pct. efter bekendtgørelsens § 12, indgår dette beløb ikke i beregningsgrundlaget.

Ydelser af tillæg til ferieformål har baggrund i de almindelige regler om feriepenge og ferietillæg, og hensigten er at give personer, som ophører med at modtage tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29, mulighed for at holde ferie på samme måde som andre, der har en lønindtægt. Da tillæggene til ferieformål efter bekendtgørelsens §§ 2 og 3 ikke er feriepenge og ferietillæg i ferielovens forstand, vil man i praksis ikke direkte kunne sammenligne ydelserne efter de 2 regelsæt.

Hvis en person fx går fra fuldtids til deltids erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, skal vedkommende have 12,5 pct. for de seneste 12 måneder af den del, vedkommende er ophørt med at få dækning for tabt arbejdsfortjeneste for.

KAPITEL 10

Ledsagelse for 16 til 18 årige

- - - - - - -

§ 31. Kommunen kan efter en konkret vurdering tilbyde op til 15 timers ledsagelse om måneden til unge mellem 16 og 18 år, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene.

- - - - - - -

Generelt omledsagelse til unge

124. Ledsagelse kan ydes til unge mellem 16 og 18 år, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes på egen hånd uden for hjemmet. Ledsageordningen omfatter selve ledsagelsen og de med denne direkte forbundne funktioner som fx at hjælpe med at tage overtøj af og på samt slå kørestol op og ned. Ledsageordningen kan supplere de øvrige serviceydelser, men ikke erstatte dem, og omfatter således fx ikke praktisk hjælp i hjemmet. Ledsagelse ydes af kommunen

Naturalydelse

som en naturalydelse fra kommunalt ansatte ledsagere.

De unge kan tilbydes op til 15 timer pr. måned, uanset hvad de ønsker at blive ledsaget til.

Ledsageordningen er indført som en ny foranstaltning på baggrund af gennemførte forsøg i 4 kommuner og efter anbefalinger fra Socialministeriets Udvalg om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser.

10.1. Formål med ledsagelse

125. Formålet med ledsagelse til de unge er at medvirke til selvstændiggørelse og integration i samfundet. Unge med handicap har som andre unge behov for at kunne komme hjemmefra, gøre indkøb og deltage i kulturelle og sociale aktiviteter. Både for unge, der lever et relativt aktivt liv og for unge, der lever mere isoleret, vil ordningen kunne medvirke til, at de kan deltage i aktiviteter uden for hjemmet efter eget valg. For de unge gælder det, at de kan have behov for at komme uden for hjemmet, uden at det er forældrene, der ledsager dem eller i øvrigt administrerer ledsagelsen for dem.

10.2. Personkredsen

126. Ledsageordningen kan med forældrenes accept tilbydes unge mellem 16 og 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke kan færdes uden for hjemmet uden ledsagelse. Det kan være kørestolsbrugere og andre med svære bevægelseshandicap, blinde og stærkt svagsynede, personer med psykisk udviklingshæmning og andre, der af den ene eller anden grund er ude af stand til at færdes på egen hånd.

Ordningen omfatter ikke unge med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager. Dette skyldes, at arbejdet med disse unge stiller nogle særlige krav med hensyn til indsigt og træning, som ligger ud over de kvalifikationer, som de kommunalt ansatte ledsagere forudsættes at skulle have, jf. Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

Unge hjemmeboende

I modsætning til ledsageordningen for voksne, der retter sig mod alle, der opfylder betingelsen for ledsagelse uanset boform, forudsættes ledsageordningen for unge at være rettet mod unge hjemmeboende. For unge i familiepleje eller i institution vil det indgå i institutionens/opholdsstedets fastlæggelse af behandlingsindsatsen, om og i hvilken form ledsagelse kan komme på tale.

10.3. Tildeling af ledsagelse

127. Kommunalbestyrelsen træffer efter en konkret vurdering afgørelse om, hvorvidt den unge opfylder betingelserne for at få ledsagelse. Denne afgørelse er uafhængig af, hvad ledsagelsen ønskes brugt til.

Der vil være mange unge med handicap, der selv vil søge ordningen, da den har været et ønske gennem lang tid. Erfaringerne fra forsøgene med ledsageordning for personer over 18 år viste, at der var nogle personer, der klart opfyldte betingelserne, men som ikke efterspurgte ordningen på grund af lang tids isolation eller mangel på muligheder, og hvor der krævedes opsøgende arbejde for at få den enkelte til at gøre brug af tilbuddet. Det må forudses, at dette også vil være tilfældet med nogle af de unge mellem 16 og 18 år.

I modsætning til ledsagelse til voksne, hvor modtageren har ret til 15 timers månedlig ledsagelse, kan unge mellem 16 og 18 år tilbydes ledsagelse op til 15 timer om måneden, og således i de enkelte tilfælde mindre end 15 timer eller slet ikke.

Afgørelsen træffes efter en konkret individuel vurdering og et eventuelt afslag på ledsagelse skal begrundes.

10.4. Ledsageordningens indhold

128. Ledsageren kan - inden for forældremyndighedens rammer - følge den unge derhen, hvor denne selv vil, og den unge bestemmer, hvad der skal ske. Ledsageordningen er ikke socialpædagogisk bistand.

Der er heller ikke tale om, at ledsageren skal fungere som kontakt- og støtteperson eller besøgsven. Ledsageren skal være opmærksom på, at tiden ikke bruges til at sidde hjemme, men sørge for opfyldelsen af det egentlige formål - at komme ud til de ønskede aktiviteter.

129. Ledsageopgaven kan være forskellig i forhold til personer med forskellige handicap og forskellige ledsagebehov.

For unge med bevægelseshandicap kan ledsageren fx støtte brugeren, når denne skal udendørs, finde varer under indkøb og tage dem ned fra hylderne og bære indkøbte varer hjem. Ledsageren kan hjælpe til med kørestolen ved besværlige passager, hjælpe brugeren på toilettet, køre bil for brugeren, eventuelt tage med ud i naturen, i biograf eller andre forlystelser.

Fx for spastikere eller andre, der har svært ved at gøre sig forståelig over for fremmede, kan ledsageren være behjælpelig med kommunikationen.

For blinde eller svagtseende kan der ligeledes hjælpes til med indkøb af dagligvarer eller tøj og gaver, eller med andre aktiviteter, hvor den unge skal bruge hjælp, fx motionere på tandemcykel, være med ved svømning eller andre fritidsaktiviteter.

Ledsageren må være opmærksom og klar til at sørge for hjælp, hvis den unge får anfald eller bliver dårlig.

10.5. Udgifter

130. Brugeren afholder sine egne udgifter til befordring m.v. og egne samt ledsagerens udgifter til biografbilletter, til spisning osv, hvis brugeren ønsker ledsagerens tilstedeværelse. Endvidere dækker brugeren som udgangspunkt ledsagerens befordringsudgifter.

Kommunen kan dog i forbindelse med den enkelte ledsageopgave efter en konkret vurdering yde udgifter til ledsagerens lokalbefordring i forbindelse med en ledsagelse.

Hvis ledsagerens tilstedeværelse i det konkrete tilfælde skønnes nødvendig, kan kommunen endvidere vælge at afholde ledsagerens udgifter til biografbilletter, til spisning m.v. inden for rimelige grænser.

Administration af ledsageordning

Kommunen yder dækning af ledsagerens befordringsomkostninger mellem de enkelte ledsageopgaver i lokalområdet. Se nærmere om ledsageordningens administration og tilrettelæggelse i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

KAPITEL 11

Administration

131. Reglerne om administration på det sociale område er omtalt i Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Nedenstående er kun omtalt nogle forhold, der skønnes at være af speciel interesse for ydelserne i denne vejledning.

11.1. Ophold her i landet

- - - - - - -

§ 2. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne for i særlige tilfælde at få hjælp efter denne lov under midlertidige ophold i udlandet.

Stk. 3

- - - - - - -

132. Det følger af servicelovens § 2, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov. Samtidig betyder dette, at personer, der opholder sig i udlandet, ikke kan få hjælp efter serviceloven. Hjælpen er bestemt til at opfylde behov her i landet.

Grønland og Færøerne er som hidtil ikke omfattet af loven, jf. § 145, og det betyder, at Grønland og Færøerne i denne forbindelse er dækket af begrebet »udlandet«.

11.2. Hjælp under midlertidigt ophold i udlandet

Midlertidigt ophold i udlandet

133. De nærmere regler findes i Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, der er medtaget som bilag 2 til vejledningen.

For at bevare hjælpen i udlandet, skal modtageren inden udrejsen opfylde betingelserne for at modtage hjælp, og kommunen skal løbende kunne holdes orienteret om, at opholdet kan ske, uden at de almindelige regler for hjælpen tilsidesættes. Der henvises i denne forbindelse til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 11, hvoraf det blandt andet fremgår, at en person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse om ændringer i sine forhold, der har betydning for hjælpen.

Ydelser

134. I det følgende beskrives, hvilke ydelser der kan bevares under midlertidige ophold i udlandet, til hvilke formål samt betingelser herfor.

Det drejer sig kun om merudgiftsydelsen efter § 28 og tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 og ledsagelse efter § 31. Det skal i denne forbindelse understreges, at andre ydelser, der er omhandlet i denne vejledning, ikke kan medtages til eller oppebæres i udlandet.

Om hjælpeordning efter servicelovens § 77, ledsageordning efter § 78 og merudgifter efter § 84 i udlandet henvises til vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

Om hjælpemidler efter § 97 og støtte til bil efter § 99 henvises til Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Formål

135. I det følgende beskrives de formål med ophold i udlandet, hvor hjælpen efter nogle af bestemmelserne kan bevares:

Aktivering og revalidering m.v.

  • 1) Når modtageren deltager i aktiviteter, der er led i aktivering eller revalidering, jf. § 5, stk. 2, nr. 1 i lov om aktiv socialpolitik.

Uddannelse med SU

  • 2) Når modtageren deltager i en uddannelse i udlandet, der berettiger til Statens Uddannelsesstøtte i udlandet, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 671 af 7. august 1995 med senere ændringer.

Lægebehandling

  • 3) Når der er behov for nødvendig lægebehandling, som den pågældende ikke kan få her i landet, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 69 af 17. februar 1983 med senere ændringer, eller behandlingstilbud, kurophold e.l., som er betalt af det offentlige.

Samvær med børn

  • 4) Når modtageren udøver aftalt eller fastlagt samvær, som ikke kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år. Det er en forudsætning, at antallet af ophold og varigheden af ophold ikke overskrider det sædvanlige i sådanne situationer.

Ferie

  • 5) Når modtageren holder ferie i udlandet.
  • 6) Når der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold, fx besøg hos en nær pårørende, der er alvorligt syg.

Andre særlige forhold

136. Dækning af merudgifter i medfør af servicelovens § 28 kan efter en konkret vurdering i de enkelte tilfælde bevares i forbindelse med ophold i udlandet til de formål, der er nævnt ovenfor.

137. Dækning af tabt arbejdsfortjeneste i medfør af servicelovens § 29 og ledsagelse efter § 31 kan efter en konkret vurdering ydes eller bevares i forbindelse med ophold i udlandet til de formål, der er nævnt ovenfor under nr. 3-6.

138. Når det drejer sig om merudgifter efter § 28 i forbindelse med ophold i udlandet forudsættes hjælpen som udgangspunkt at være den samme, som ydes her i landet. Der kan dog i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes hjælp til ekstra udgifter til medhjælp eller til dækning af medhjælperes opholds- eller rejseudgifter ved nødvendige ophold i udlandet.

139. Varigheden af hjælp under ophold i udlandet i det enkelte tilfælde afhænger af formålet med hjælpen og de konkrete omstændigheder, herunder karakteren af hjælpen.

Det kan kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud efter § 28 til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.

Der kan ikke ydes hjælp til rejse- og opholdsudgifter ved ledsagelse efter § 31 til udlandet.

11.3. Handle- og opholdskommune

Handlekommune

140. Reglerne i serviceloven om opholdskommunernes handleforpligtelse skal ses i sammenhæng med § 9 i retssikkerhedsloven, hvor kommunen (kommunalbestyrelsen) er ansvarlig over for den enkelte borger og familien, der søger om hjælp, og således har pligt til at yde hjælp.

Opholdskommune

141. I de tilfælde hvor forældrene er samlevende, har barnet/den unge i følge retssikkerhedslovens § 9 opholdskommune, hvor forældrene bor. Hvis forældrene ikke bor sammen, har barnet opholdskommune hos den af forældrene, hvor det bor mest. I de tilfælde hvor et barn bor lige meget hos begge forældre, er folkeregisteradressen udslagsgivende.

Børn og unge, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, har selvstændig opholdskommune, hvis barnet/den unge inden behovet for hjælp har klaret sig selv.

Opholder barnet/den unge sig midlertidigt i en kommune, der ikke er barnets eller den unges opholdskommune, har den stedlige kommune pligt til at yde øjeblikkelig hjælp.

11.4. Samarbejde kommune-amtskommune

142. Retssikkerhedsloven fastslår i § 42, stk. 2, at der er en gensidig forpligtelse for kommune og amtskommune til at samarbejde i forbindelse med løsningen af opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service.

Det er af afgørende betydning for en samlet og helhedsorienteret indsats, at kommuner og amtskommuner samarbejder om de tilbud, der falder ind under deres respektive ansvarsområder, navnlig hvor opgavevaretagelsen involverer begge parter, eller hvor der er delt finansiering. Det er vigtigt, at den af parterne, der har det endelige ansvar for løsningen af en opgave, inddrager den anden part i sagsforløb, der vedrører begge parter.

Der lægges i bestemmelsen op til et samarbejde om såvel den overordnede indsats som om indsatsen for den enkelte borger.

143. På det overordnede plan bør parterne i fællesskab samordne serviceniveau og -indsats samt udvikle samarbejdsmodeller for den samlede støttende indsats, hvoraf ansvarsfordelingen fremgår.

144. I indsatsen for den enkelte borger forudsætter et velfungerende samarbejde, at amtskommunen henholdsvis kommunen inddrages i sagen så tidligt så muligt, ikke mindst i forbindelse med at der skal laves planer for den enkelte bruger efter servicelovens § 111.

145. Retssikkerhedslovens § 42, stk. 3, er en ny bestemmelse, der giver adgang til, at amtskommunen og kommunen, medmindre andet er fastsat, kan indgå aftaler om, at forpligtelser vedrørende opgavevaretagelsen, der efter loven påhviler den ene part, kan overlades til den anden.

Der henvises til vejledningen om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvor disse bestemmelser er mere indgående behandlet.

11.5. Sagsbehandling

146. Det følger af retssikkerhedslovens § 3, at kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet skal fastsætte en fristfor, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Fristen kan være forskellig for forskellige opgavetyper at der skal oplyses om, hvilke frister som gælder i kommunen/amtskommunen at borgere skal have besked, hvis fristen i en konkret sag ikke kan overholdes

11.6. Oplysningspligt

147. Den, der søger hjælp efter den sociale lovgivning, har pligt til at medvirke til at fremskaffe de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelser i den konkrete sag. Retssikkerhedslovens §§ 10-14 og Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration indeholder nærmere regler herom.

11.7. Klageregler

- - - - - - -

§ 121. Kommunens og amtskommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

- - - - - - -

Det sociale nævn

148. Hovedreglen er, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter serviceloven kan indbringes for det social nævn, med mindre andet er bestemt i loven. Reglerne om klageadgang findes i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og i § 121 i lov om social service.

Undtagelser

149. Kommunalbestyrelsens afgørelser om fastsættelse af det generelle serviceniveau - herunder om hvor mange pladser der skal være til rådighed for kommunens indbyggere - og takstfastsættelse for tilbudene kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed.

Den Sociale Ankestyrelse

150. Det fremgår af § 63 i serviceloven, at det sociale nævns afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører samt kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.

Der henvises iøvrigt til Ankestyrelsens »Klagevejledning på det sociale område«.

11.8. Tilsyn

- - - - - - -

§ 6. Kommunen fører tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever, jf. § 33.

- - - - - - -

Tilsyn

151. Bestemmelsen fastslår en tilsynsforpligtelse for kommunalbestyrelsen og dermed en pligt for kommunalbestyrelsen til at interessere sig for de forhold, der har betydning for børns og unges opvækstvilkår.

Børn og unges livsbetingelser

Tilsynsforpligtelsen er fortrinsvis af generel karakter og omfatter alle forhold, der har betydning for børns og unges livsbetingelser i lokalområdet. Kommunalbestyrelsens har således pligt til - også overfor andre myndigheder - at gøre opmærksom på uhensigtsmæssige forhold, fx med hensyn til utilfredsstillende bolig- og trafikforhold, som kan have stor betydning for børn og unge med nedsat funktionsevne.

Andre offentlige myndigheder

Ved udførelse af den generelle tilsynspligt er det vigtigt, at der samarbejdes ikke blot mellem de enkelte forvaltninger i kommunen, men også med andre offentlige myndigheder.

Private organisationer

Et samarbejde med private organisationer (fx handicaporganisationer) og foreninger vil også være nødvendigt, for at kommunalbestyrelsen kan danne sig et overblik over de tilbud, der bl.a. kan tilbydes børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse.

152. § 33 omhandler den mere konkrete karakter af kommunens tilsynsforpligtelse, som medfører, at kommunen specielt bør være opmærksom på omstændigheder, der giver formodning om, at børn og unge har behov for individuel støtte.

Kommunens forpligtelse til at føre tilsyn omfatter alle børn og unge. Der kan dog særligt henvises til betydningen af en familieorienteret indsats over for familier med børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse, jf. Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge.

11.9. Refusion fra tidligere opholdskommune

153. Mens opholdskommunen altid har pligt til at træde til med hjælp, er det ikke i alle tilfælde denne kommune, som skal bære den kommunale andel af udgiften ved den hjælp, der tilbydes. De nærmere regler herom findes i servicelovens § 128.

En tidligere opholdskommune har således efter servicelovens § 128, stk. 1 pligt til at refundere udgifter i de tilfælde, hvor den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold fx i et anbringelsessted for børn og unge efter §§ 49 og 51.

11.10. Finansiering

154. Kommunen afholder de endelige udgifter til rådgivning, tilsyn og administration, herunder udgifter til lægeerklæringer m.v. Staten refunderer dog 50 pct. af en kommunes udgifter til gratis advokatbistand, som forældremyndighedens indehaver bliver tilbudt bl.a. i forbindelse med en sag om tvangsmæssig gennemførelse af en undersøgelse, jf. servicelovens § 60.

Af kommunens udgifter til merudgiftsydelse (§ 28) og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste (§ 29) refunderer staten 50 pct.

Udgifter efter § 28 og § 29 er omfattet af den særlige flygtningerefusion, hvis betingelserne i § 133 er opfyldt.

155. Amtskommunen afholder endeligt udgifter til rådgivning, tilsyn og administration samt udgifter til lægeerklæringer m.v., som påhviler amtskommunen efter lov om social service.

For specialrådgivning som varetages som lands- og landsdelsdækkende funktioner, kan socialministeren fastsætte særlige regler om fordelingen af udgifterne mellem amtskommunerne. Det samme gælder for den virksomhed, der er nævnt i § 70 om amtskommunens forpligtelse i forbindelse med rådgivning m.v. af børn og unge med adfærdsvanskeligheder m.v., jf. § 34 samt voksne jf. § 69.

156. Kommunen og amtskommunen afholder hver 50 pct. af udgifter til ledsageordning efter § 31 og til hjælp efter § 30.

Socialministeriet, den 5. marts 1998

KAREN JESPERSEN

/ Peter Duus

Bilag 1

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998

Bilag 2

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998

Bilag 3

Skrivelse af 14. januar 1993 om fordeling af udgifter vedrørende respirationsinsufficiens

København, den 14. januar 1993

Sundhedsministeriet

Socialministeriet

Til samtlige kommuner og amtskommuner samt

Rigshospitalet

Sundhedsministeriet og Socialministeriet er blevet bekendt med, at der angiveligt hersker nogen usikkerhed om, i hvilket omfang udgiften til personlige hjælpere til respiratorbrugere, der opholder sig i eget hjem, skal afholdes af sygehusvæsenet eller af kommunerne efter den sociale lovgivning.

På denne baggrund skal Sundhedsministeriet og Socialministeriet hermed præcisere følgende:

  • 1) Sygehusvæsenet afholder udgiften til respiratorhjælpere, der skal assistere ved respiratorbehandling af patienten, i de timer i døgnet, hvor respiratorbistand er nødvendig.
  • 2) Kommunerne afholder udgiften til anden form for hjælp og pleje m.v. til patienten efter den sociale lovgivning.
  • 3) I de tilfælde, hvor hjælpetimer efter 1) og 2) overlapper hinanden, således at der er behov for begge former for hjælp samtidigt, og hjælpen kan ydes af en person, deles udgiften til disse overlappende timer, således at sygehusvæsenet og den pågældende kommune afholder hver 50% af udgiften.

Ovennævnte principper har til formål af præcisere, hvem der skal betale for hvilke timer i de tilfælde, hvor en respiratorbruger samtidig har behov for den under 1) nævnte hjælp (respitatorbistand) og den under 2) nævnte hjælp (hjemmehjælp , § 48-hjælpere m.v.), og hvor hjælpen i de timer, som er overlappende, kan bestrides af en person. Formålet er således af undgå dobbeltbemanding og at give en praktisk løsning vedrørende fordeling af udgiften til overlapningstimerne, som kan benyttes fremover.

Ved anvendelsen af principperne er det vigtigt at holde sig for øje, at der skal ses bort fra, hvorledes eventuel hjælp blev ydet, før patienten blev respiratorbruger.

De tilfælde som især har givet anledning til usikkerheden om fordelingen af udgiften til personlige hjælpere er, hvor en patient med handicap har modtaget § 48-hjælpeordning til pleje, overvågning og ledsagelse, indtil den pågældende er blevet respiratorbruger. I den anledning skal følgende eksempler på fordeling af udgifter gives:

  • 1) a) En respiratorbruger har behov for respiratorbistand 24 timer i døgnet og samtidig 8 timers hjælp til ledsagelse, pleje m.m. Da de to slags hjælp overlapper hinanden med 8 timer og kan ydes af en person, skal sygehusvæsenet betale for 16 timer + halvdelen af overlappende timer i alt 20 timer og kommunen skal betale for halvdelen af overlappende timer i alt 4 timer. b) Timer herudover, hvor det er nødvendigt, at der er 2 personer tilstede f.eks. til at løfte patienten m.v., betales af kommunen.
  • 2) a) En respiratorbruger har behov for respiratorbistand 12 timer i døgnet og 16 timers hjælp til ledsagelse, pleje m.m. Hvis de to slags hjælp overlapper hinanden med 12 timer og kan ydes af en person, skal kommunen betale for 4 timer + halvdelen af overlappende timer i alt 10 timer og sygehusvæsenet skal betale for halvdelen af overlappende timer i alt 6 timer. Hvis der alene er 4 overlappende timer, idet hjælpen ikke ydes fuldt ud i samme tidsrum, deles de 4 timer, således af kommunen betaler for 14 timer og sygehusvæsenet for 10 timer. b) Hvis der herudover er behov for hjælp, som kræver tilstedeværelse af 2 personer, løses dette som i eksempel 1)b).
  • 3) a) En respiratorbruger har behov for respiratorbistand 16 timer i døgnet og 8 timers hjælp til pleje og ledsagelse m.m. Hvis de to slags hjælp overlapper hinanden med 8 timer og kan ydes af en person, skal sygehusvæsenet betale for 8 timer + halvdelen af overlappende timer i alt 12 timer og kommunen skal betale for halvdelen af overlappende timer i alt 4 timer. Hvis der ikke er nogen overlapningstimer, idet hjælpen ydes i forlængelse af hinanden betaler sygehusvæsenet for 16 timer og kommunen for 8 timer. b) Hvis der herudover er behov for hjælp, som kræver tilstedeværelse af 2 personer, løses dette som i eksempel 1)b).

Den administrative tilrettelæggelse af betaling m.v. sker efter aftale mellem de to myndigheder. Det forudsættes i denne forbindelse, at udmålingen af de to myndigheders respektive betaling i de konkrete sager ikke forsinker udskrivningen af patienten til eget hjem.

Fastsættelsen af hvor mange timer patienten har behov for respiratorhjælp foretages af en af de to landsdækkende sygehusafdelinger for respiratorinsufficiens på henholdsvis Århus Kommunehospital og på Rigshospitalet. Fastsættelsen af hvor mange timer patienten har behov for anden form for hjælp og pleje m.v. foretages af pågældende kommune, idet den statslige specialkonsulentordning for bevægelseshandicap i nødvendigt omfang inddrages i spørgsmålet om og i hvilket omfang, der kan ydes hjælp efter bistandslovens § 48 ( § 48-hjælpeordning).

Med venlig hilsen

Birgit Elvang / Jens Bech /

Liselotte Kindt Lars Grønberg

SocialministerietSundhedsministeriet

Bilag 4

Supplement af 14. juni 1996 til skrivelse om respirationsinsufficiens

Dato: 14. juni 1996

Handicapkontoret

J.nr.: 50133-410

evm

Til samtlige kommuner og amtskommuner

Fordeling af udgiften til ventilatørbistand og behov for pleje mellem amt og kommune, jf. tidligere brev af 14. januar 1993 om fordeling af udgifter til personlige hjælpere til respiratorbrugere, der opholder sig i eget hjem.

Socialministeriet og Sundhedsministeriet er blevet anmodet om en fortolkning af Sundhedsministeriet og Socialministeriets fællesskrivelse af 14. januar 1993, og er enige om følgende fortolkning:

Baggrunden for fællesskrivelsens tilblivelse var, at ressourcespild så vidt muligt skulle undgås, at kommunen og amtet skulle have en fordelingsnøgle til anvendelse ved opgørelsen af timeforbruget, og at kommune og amt begge skulle have fordel af at dele udgiften til pleje og overvågning i de situationer, hvor henholdsvis overvågning af respiratorfunktionerne og pleje-, omsorgs- og overvågningsfunktionerne efter de 2 regelsæt egentlig tilsiger, at der skal være 2 personer til stede; nemlig en der skal overvåge respiratoren (amtsligt ansvar) og en der skal tage sig af pleje, omsorg og overvågning i øvrigt (kommunalt ansvar). Fællesskrivelsen giver således anvisning på, hvordan udgiften skal deles i de situationer, hvor de samlede arbejdsfunktioner kan udføres af en person.

Det er derfor det aktuelle samlede pleje- og overvågningsbehov der skal opgøres, uanset om pågældende selv, f.eks. ved pårørendes bistand, opfylder en del af behovet. De timer hvor en eventuel pårørende påtager sig plejeopgaverne skal medregnes i det samlede plejebehov.

Når det samlede plejebehov i timer er opgjort, deles de timer, hvor patienten også har behov for ventilatørbistand, med hospitalsvæsenet.

Som eksempel kan angives, at hvis en patient har behov for 24 timers ventilatørbistand i døgnet og for 17 timers pleje, bistand eller praktisk hjælp i døgnet, er patientens samlede plejebehov de 17 timer, også selv om pårørende til patienten påtager sig plejen i f.eks. 3 timer i døgnet. Disse 17 timer skal deles mellem hospitalsvæsenet og kommunen med 8 1/2 time til hver, hvis arbejdet kan bestrides af en person.

Hvis pårørende-indsatsen nedbringer bistands/plejetimerne med f.eks. 3 timer, skal amt og kommune efter Socialministeriets opfattelse dele »gevinsten«, dvs. mindreudgiften; idet der jo i disse situationer kun optræder en mindreudgift, fordi ventilatøren også er tilstede.

Det vil ikke være rimeligt, hvis det forhold at en person, på grund af udefra kommende omstændigheder, kan klare sit pleje- og omsorgsbehov med f.eks. venner eller pårørendes hjælp i nogle timer i døgnet, alene skal medføre en mindreudgift for kommunen.

Denne fortolkning betyder bl.a., at kommunerne ikke alene skal deltage i betaling af det der i kommunerne bliver kaldt »aktive« plejeopgaver, men også i de øvrige timer, jf. at det er kommunens opgaver at sørge for evt. overvågning inden den pågældende får respirator, samt i de timer hvor den pågældende evt. er uden for respirator.

Med venlig hilsen

Birgit Elvang / Eva Meiling

Stikordsregister

Punkter

Administration (kap. 11)

aftaler om opgavevaretagelsen 145

den sociale ankestyrelse 150

det sociale nævn 148

finansiering 154-156

handle- og opholdskommune 140-141

handlekommune 140

hjælp under midlertidigt ophold i udlandet 133

klageregler 21, 148-150

ophold her i landet 132

opholdskommune 141

oplysningspligt 147

refusion fra tidligere opholdkommune 153

sagsbehandling 146

samarbejde kommune -amtskommune 142-144

samarbejde med andre myndigheder 151

samarbejde med private organisationer 151

tilsyn 151-152

undtagelser vedrørende klageadgang 149

Børn og unge med særlig behov for støtte (kap. 6) 31

foranstaltninger 33

undersøgelser 32

Dag-, klub- og døgntilbud for børn og unge (kap. 5)

dagtilbud til børn 26, 27

døgntilbud 29, 30

klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud 28

særlige dagtilbud 26

vejledning 27

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste (kap. 9)

ambulant behandling 109

andre fradrag 117

befordring 114

beregning af ydelsen 110

Punkter

betingelser for at modtage ydelsen 103-104

beskatning 110

besparelser 112-115

bruttoydelse 110

dagtilbud 115

dagtilbud og skole 107, 115

ferieformål ved ophør 123

formål 95, jf. 40

forsørgelse i hjemmet 101

fremtidige ydelser 116

generelt 94

målgruppe 96

ophør med pasning af barnet i hjemmet 119-121

personkreds 102

regulering af ydelsen 118

rådgivning ved belutning 97-99

rådgivning ved ophør 100

selvstændige 111

sparede udgifter 112-115

sygehusophold 108

tidsmæssigt omfang 105-107

tillæg til ferieformål 122

udmåling af ydelsen 105-117

Indsatsen for børn og unge generelt (kap. 3)

generelle bestemmelser 17-18

Ledsagelse for 16 til 18 årige (kap. 10)

administration 130

formål med ledsagelse 125

generelt 124

ledsageordningens indhold 128-129

personkredsen 126

tildeling af ledsagelse 127

udgifter 130

Merudgiftsydelse (kap. 8) 37, 38

afgrænsning af målgruppen 42

Punkter

afgrænsning overfor andre bestemmelser 85-93

aflastning 29, 76-79, 81-83

aflastning efter § 28 80

aflastning efter § 40 81

andre udgifter 75

befordring 57

befordring i fritiden 65

befordring til behandling 62, 64

befordring til dagtilbud 60

befordring til uddannelse 61

behandling 85

behandling i udlandet 64

behandlingsredskaber 86

beklædning 70-72

beregning af tilskud til merudgifter 45, 46

besøg i hjemmet 92

boligskift 7, 75, 88, 93

briller 55

dagtilbud 60, 77

deltidsorlov 106

drift af bil 58

døgninstitution 92

eksempler på merudgifter 50-75, 80

enuresis nocturna 43

ferie 74

flytning 75

formål med ydelsen 40

forsikringspræmier 75

forsørgelse i hjemmet 44

handicaprettede kurser 66-69

hjemmesygepleje 89

hjælpemidler, boligskift m.v. 88

hospitalsophold 56, 63

inkontinente børn 71

kombination af regler om aflastning 82-83

kommunalbestyrelsens anvisninger 84

kost og diætpræparater 51, 52

legetøj 75

Punkter

medicin 53

merudgiftsydelse generelt 37-38

minimumsbeløb 48

ortopædisk fodtøj 72

pasning og pleje 34-36, 84

regulering og opfølgning 49

respirationsinsufficens 89-91

rådgivning 41

sandsynliggjorte merudgifter 45-46

skattepligt 38

standardbeløb 47

sygeforsikring 54

særlige dagtilbud 78

undervisning 87

vask og personlig hygiejne 73

Personlig hjælp og pleje (kap. 7)

kommunens forpligtelse 34-36

Rådgivning og vejledning (kap. 4)

anonym rådgivning 20

amtskommunal rådgivning 24

faglig viden 25

grundlag for amtskommunal rådgivning 25

kommunal rådgivning 19

overgang til voksenbestemmelser 23

specialrådgivning 22

skriftlig plan 23

Særligt om rådgivningsindsatsen

for ydelser efter § 28 41

Tabt arbejdsfortjeneste,

se Hjælp til dækning til tabt arbejdsfortjeneste

Udviklingen i handicappolitikken og handicap begrebet i Danmark (kap. 2) 2-5, 13-14

kompensationsprincippet 16

sektoransvarlighedsprincippet 15

Redaktionel note
  • (* 1) Bekendtgørelserne i bilage 1 og 2 er ikke medtaget her, da de har været offentliggjort i lovtidende A og er indlagt i Retsinformation som selvstændige dokumenter.