Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulære om transfer pricing regler Til de statslige og kommunale skattemyndigheder (lov nr.131 af 25. februar 1998)


1. Indledning

Ved lov nr. 131 af 25. februar 1998 blev der gennemført en række ændringer i skattekontrolloven og skattestyrelsesloven vedrørende koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne. Reglernes formål er at øge skattemyndighedernes mulighed for at sikre korrekt prisfastsættelse og dermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomst ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne (transfer pricing).

Skattepligtige, der er interesseforbundne med selskaber, personer m.v i udlandet, skal fremover i selvangivelsen afgive oplysninger om art og omfang af de handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med disse (kontrollerede transaktioner).

Endvidere skal der ved kontrollerede transaktioner udarbejdes dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat. Den skriftlige dokumentation skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Minimum er, at virksomheden redegør for, hvorledes priser og vilkår for kontrollerede transaktioner rent faktisk er fastsat.

Fristen for skattemyndighedernes korrektioner vedrørende de kontrollerede transaktioner er ved de nye regler forlænget med to år. Samtidig er tidsbegrænsningen for de skattepligtiges mulighed for en genoptagelse af skatteansættelsen som følge af en udenlandsk skattemyndigheds transfer pricing regulering ophævet.

I det følgende vil de nye regler blive gennemgået. Gennemgangen består hovedsageligt af et sammendrag af bemærkningerne til lovforslaget, indholdet af spørgsmål stillet til Skatteudvalget under folketingsbehandlingen samt svarene på disse spørgsmål.

Gennemgangen vil have følgende udformning:

1. Indledning

2. Hjemmelen til transfer pricing reguleringer

3. Reglernes anvendelsesområde

3.1. Skattepligtige omfattet af reglerne

3.1.1. Eksempler - Skattepligtige omfattet af reglerne

3.2. De omfattede transaktioner

4. Reglernes indhold

4.1. Selvangivelsespligten

4.2. Dokumentationsforpligtelsen

4.3. OECD's retningslinier

4.3.1. Armslængde princippet

4.3.2. Metoder til vurdering af fastsættelsen af pris og vilkår

4.4. Sanktioner

5. Fristforlængelser

5.1. Genoptagelsesanmodning

5.2. Korrektionsfrist

6. Fremgangsmåden ved transfer pricing forhøjelser i udlandet

7. Ikrafttræden

8. Ændring af gældende cirkulære

2. Hjemmelen til transfer pricing reguleringer

Hjemmelen eller grundlaget for foretagelsen af transfer pricing reguleringer er ikke blevet ændret ved vedtagelsen af lov nr. 131 af 25. februar 1998.

Af de almindelige skatteretlige principper følger, at ethvert skattesubjekt kun skal beskattes af sine egne indtægter, men skal beskattes af alle sine skattepligtige indtægter. Såfremt der foretages transaktioner mellem to skattesubjekter, der ikke er sket på armslængde vilkår, dvs. svarende til de vilkår, der ville være blevet aftalt mellem uafhængige parter, vil der være mulighed for korrektion, hvis der er sket en »skjult« overførsel af en indtægt fra et skattesubjekt til et andet. Korrektionen forudsætter imidlertid, at de to skattesubjekter er interesseforbundne.

I selskabsskattelovens § 12 findes en bestemmelse for så vidt angår korrektion i anledning af et dansk selskabs eller en dansk filials transaktioner med en udenlandsk kontrollerende virksomhed. Denne bestemmelse blev indført med virkning fra og med skatteåret 1962/63 samtidig med gennemførslen af selskabsskatteloven. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at det ikke var sigtet at ændre ved de allerede gældende principper, men alene at give en specifik hjemmel for korrektion af kontrollerede danske selskabers eller filialers skattepligtige indkomst. Denne hjemmel eksisterer fortsat, men har imidlertid i praksis vist sig at være utilstrækkelig som grundlag for korrektion, idet man ofte mangler den nødvendige dokumentation.

Selskabsskattelovens § 12 omfatter ikke direkte den omvendte situation, at et dansk selskab har en kontrollerende indflydelse på et udenlandsk selskab eller en filial beliggende i udlandet. Da bestemmelsen imidlertid er udtryk for de almindelige skatteretlige principper, kan der ske korrektion af et dansk kontrollerende selskab efter tilsvarende retningslinier.

3. Reglernes anvendelsesområde

3.1. Skattepligtige omfattet af reglerne

Kravet om afgivelsen af oplysninger i selvangivelsen om samtlige kontrollerede transaktioner omfatter skattepligtige, der kontrolleres af udenlandske fysiske eller juridiske personer, eller kontrollerer udenlandske juridiske personer, eller er koncernforbundet med en udenlandsk juridisk person, eller har et fast driftssted i udlandet eller er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark. De skattepligtige, der kan være omfattet er fysiske personer, selskaber, fonde, dødsboer, faste driftssteder m.v.

Ved et fast driftssted forstås et fast forretningssted, hvor et foretagendes virksomhed udøves helt eller delvis i den hensigt at opnå fortjeneste, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, d), samt selskabsskattelovens § 2, stk. 1, a), og cirkulære om opkrævning af indkomst- og formueskat efter kildeskatteloven, cirkulære nr. 135 af 4. november 1988, pkt. 12, samt cirkulære om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), cirkulære nr. 136 af 7. november 1988, pkt. 15. Der henvises i de to cirkulærer - med hensyn til afgrænsningen af begrebet fast driftssted - til artikel 5 i OECD's model til dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Det er en betingelse, at den skattepligtige enten kontrolleres af udenlandske fysiske eller juridiske personer eller kontrollerer udenlandske juridiske personer (eller er koncernforbundet med en udenlandsk juridisk person eller har et fast driftssted eller er et fast driftssted). Ved kontrol forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som nævnt i selskabsskattelovens § 32, stk. 1, 2.-3. pkt. og ligningslovens § 16 H, stk. 1, 2.-4. pkt.

Ifølge selskabsskattelovens § 32, stk. 1, 2.-3. pkt. anses et moderselskab for at kontrollere et datterselskab, hvis det direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet eller direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af stemmerne i datterselskabet. Ved bedømmelsen af, om moderselskabet anses for at kontrollere datterselskabet, medregnes aktier og stemmerettigheder, som indehaves af koncernforbundne selskaber (herunder søsterselskaber), jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, af personlige aktionærer og deres nærtstående, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 1, eller af en fond eller trust stiftet af moderselskabet selv eller af de nævnte koncernforbundne selskaber, nærtstående m.v. eller af fonde eller truster stiftet af disse. Som nærtstående anses efter ligningslovens § 16 H, stk. 1, den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.

Ligningslovens § 16 H, stk. 1, 2.-4. pkt. omfatter skattepligtige, der alene eller i fællesskab med nærtstående eller i fællesskab med en fond eller trust stiftet af den skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde eller truster stiftet af disse kontrollerer et selskab eller en forening m.v. Den skattepligtige anses for at kontrollere et selskab, hvis vedkommende direkte eller indirekte eller i fællesskab med nærtstående ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen i selskabet eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer.

Med indirekte er angivet, at aktieandele og stemmerettigheder ejet gennem danske eller udenlandske selskaber m.v. også indgår ved vurderingen af, om der er tale om kontrol i relation til § 3 B.

Reglerne i skattekontrollovens § 3 B omfatter endvidere skattepligtige, der er koncernforbundet med en udenlandsk juridisk person. Ved koncernforbundne juridiske personer forstås juridiske personer, der kontrolleres af samme kreds af aktionærer, jf. tilsvarende principperne i kursgevinstlovens § 4, stk. 2.

En fysisk eller juridisk person anses for udenlandsk, hvis personen er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, herunder efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Et udenlandsk selskab, der indgår i en dansk sambeskatning, er omfattet af reglerne. Det udenlandske sambeskattede selskab er omfattet af skattekontrollovens § 3 B for så vidt angår kontrollerede transaktioner med andre udenlandske fysiske eller juridiske personer m.v. For så vidt angår udenlandske sambeskattede selskabers kontrollerede transaktioner med andre skattepligtige, påhviler selvangivelsespligten og dokumentationsforpligtelsen disse.

Danske selskaber m.v., der har lignende transaktioner med andre danske selskaber m.v., dvs. transaktioner i en »ren« dansk koncern er ikke omfattet af skattekontrollovens § 3 B.

Reglerne finder ikke anvendelse for udenlandske forsikringsvirksomheder, der driver forsikringsvirksomhed her i landet, og som opgør den skattepligtige indkomst her i landet efter selskabsskattelovens § 12, stk. 3.

Sådanne forsikringsvirksomheder opgør deres skattepligtige indkomst her i landet efter særlige regler, der er uafhængige af de interne transaktioner. Forsikringsvirksomhedernes skattepligtige indkomst her i landet er den del af selskabets samlede indkomst, opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som efter forholdet mellem dets brutto-præmieindtægt her i landet og dets samlede brutto-præmieindtægt falder på brutto-præmieindtægten her i landet.

3.1.1. Eksempler - Skattepligtige omfattet af reglerne

De følgende eksempler - kontrol på baggrund af ejerandel samt på baggrund af stemmer - svarer til eksemplerne vedrørende selskabsskattelovens § 32 i cirkulære om international beskatning, cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997, afsnit 7.

Kontrol på baggrund af ejerandel

Der foreligger kontrol med et udenlandsk datterselskab (D1) på baggrund af det danske moderselskabs (M) ejerandel, hvis M alene eller i fællesskab med et andet datterselskab (D2) ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen i D1.

Der skal alene tages hensyn til den del af datterselskabets aktier, som det ikke selv besidder. Det vil sige, at der skal ses bort fra datterselskabets egne aktier.

Hvis ikke M ejer hele aktiekapitalen i D2, er det kun den forholdsmæssige del af D2's aktier i D1, der svarer til M's ejerandel af D2, der skal medregnes.

Det vil sige, at hvis M ejer 80 pct. af aktiekapitalen i D2, og D2 ejer 80 pct. af aktiekapitalen i D1, så vil M blive anset for at have kontrol med D1 på baggrund af 64 pct. (80 pct. af 80 pct.) af aktiekapitalen i D1.

Hvis M ejer 70 pct. af aktiekapitalen i D2, og D2 ejer 70 pct. af aktiekapitalen i D1, så vil M ikke blive anset for at have kontrol med D1 på baggrund af ejerandel, idet 70 pct. af 70 pct. udgør 49 pct. I denne situation vil der derimod kunne være kontrol på baggrund af stemmeretter, jf. nedenfor.

Hvis moderselskabet både direkte og indirekte ejer aktier i D1, skal begge aktieposter medregnes.

Eksempel: M ejer 25 pct. af aktiekapitalen i D1, og 60 pct. af aktiekapitalen i D2, der igen ejer 50 pct. af aktiekapitalen i D1, hvilket kan illustreres som følger:

  

                  M - 60% - D2  

                     \    /  

                     25% 50%  

                      \  /  

                       D1  

M vil i denne situation blive anset for at have kontrol med D1, på baggrund af 55 pct. ejerskab (25 pct. + 60 pct. af 50 pct.).

Kontrol på baggrund af stemmer.

Kontrol på baggrund af stemmeretter foreligger i tilfælde, hvor M enten alene, gennem kontrollerede selskaber eller sammen med andre kontrollerede selskaber råder over mere end 50 pct. af stemmerne i D1.

I tilfælde, hvor M besidder stemmeretterne i D1 indirekte, det vil sige tilfælde, hvor der mellem M og D1 er indskudt et yderligere datterselskab D2, er det afgørende om M kontrollerer D2, og derved kan bestemme, hvordan D2 anvender sine stemmeretter i D1. D.v.s. i tilfælde, hvor M råder over mere end 50 pct. af stemmerne i D2, så medregnes alle D2's stemmeretter ved bedømmelsen af, om M kontrollerer D1.

I tilfælde hvor M råder over 70 pct. af stemmerne i D2, og D2 råder over 70 pct. af stemmerne i D1, så vil M derfor blive anset for at opfylde kontrolbetingelsen på baggrund af stemmeretter i forhold til D1.

Hvis M både direkte og indirekte besidder stemmeretter i D1, så skal begge poster medregnes.

Eksempel: M besidder 25 pct. af stemmeretterne i D1, og 50 pct. af stemmeretterne i D2, der igen besidder 50 pct. af stemmeretterne i D1, hvilket kan illustreres som følger:

  

                 M - 50% - D2  

                   \    /  

                   25% 50%  

                     \ /  

                     D1  

I denne situation besidder M ikke mere end 50 pct. af stemmeretterne i D2, og M kontrollerer derfor ikke D2 på baggrund af stemmeretter. Derfor skal de stemmeretter, som D2 besidder i D1 ikke medregnes ved vurderingen af, om M kontrollerer D1 på baggrund af stemmer. Det vil sige, at M anses for direkte eller indirekte at besidde 25 pct. af stemmeretterne i D1.

Hvis eksemplet ændres, således at M besidder 51 pct. af stemmeretterne i D2, så anses M for at kontrollere D2 på baggrund af stemmeretter. Dette medfører, at D2's besiddelse af stemmeretter i D1 skal medregnes ved opgørelsen af, om M direkte eller indirekte besidder mere end 50 pct. af stemmerne i D1. Dette medfører, at M anses for direkte eller indirekte at besidde 75 pct. (25 pct. + 50 pct.) af stemmeretterne i D1.

Der skal tages hensyn til alle eventuelle begrænsninger i andre aktionærers adgang til at anvende stemmeretterne. Hvis der f.eks. er indgået en aktionæroverenskomst, der begrænser visse aktionærers muligheder for at udnytte deres stemmeretter, eller hvis stemmeretten knyttet til visse aktier er suspenderet, skal dette indgå i vurderingen af, om M råder over mere end 50 pct. af stemmerne i D1. Hvis eksempelvis M i henhold til stemmeværdien jf. D1's vedtægter kun råder over 45 pct. af stemmerne og en eller flere af de øvrige aktionærer i D1 helt eller delvist via en aktionæroverenskomst har afstået fra at gøre deres stemmeretter gældende, så kan M blive anset for at have kontrol med D1. Det er således andelen af aktive stemmeretter, der er afgørende.

Koncernforbundne selskaber

Såfremt et dansk eller udenlandsk moderselskab har to helejede datterselskaber (ejerandelen er 100 pct.) i henholdsvis Danmark (D1) og England (D2) vil de to datterselskaber være koncernforbundet, hvorfor transaktioner mellem de to datterselskaber vil være omfattet af de nye regler.

<---> kontrollerede transaktioner.

  

                   M  

       100 pct. /     \  100 pct.  

               /       \  

              D1 <---> D2  

D1 vil være ansvarlig for selvangivelsespligten og dokumentationsforpligtelsen.

I det følgende eksempel er der taget udgangspunkt i et eksempel fra cirkulære til kursgevinstloven, cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, pkt. 60-61 (gentaget i bemærkningerne til den ny kursgevinstlov).

Råder en person X over 51 pct. af stemmerne i et dansk selskab (D1), og råder X's ægtefælle Y over 51 pct. af stemmerne i et i Tyskland hjemmehørende selskab (D2), er selskaberne D1 og D2 koncernforbundne. Transaktioner mellem D1 og D2 vil være omfattet af de nye regler. D1 vil være ansvarlig for selvangivelsespligten og dokumentationsforpligtelsen.

<---> kontrollerede transaktioner

  

          X                 Y  

            51 pct.           51 pct.  

          D1 <-----------> D2  

3.2. De omfattede transaktioner

De i bestemmelsen omhandlede kontrollerede transaktioner omfatter alle forbindelser mellem parterne. Til eksempel kan nævnes levering af tjenesteydelser, overførsel af aktiver, immaterielle aktiver, der stilles til rådighed, finansielle mellemværender m.v.

For så vidt angår transaktioner mellem et fast driftssted i Danmark og et hovedkontor i udlandet, eller et fast driftssted i udlandet og et dansk hovedkontor, vil alene de transaktioner, som efter reglerne om opgørelsen af et fast driftssteds indkomst skal ske på armslængde vilkår, jf. artikel 7, stk. 2, i OECD's model til dobbeltbeskatningsoverenskomster, være omfattet af de foreslåede regler.

4. Reglernes indhold

4.1. Selvangivelsespligten

Selvangivelsespligten påhviler den skattepligtige, der har gennemført de kontrollerede transaktioner.

Oplysningerne om art og omfang af de kontrollerede transaktioner skal afgives i tilknytning til selvangivelsen. Der skal oplyses om der er sket samhandel med koncernforbundne selskaber, transaktionernes art (varer, tjenesteydelser, finansiering m.v.) og størrelsen af hver art af transaktioner. Der er alene tale om summariske oplysninger. Den konkrete udformning af felterne til selvangivelsen bestemmes af skatteministeren efter indstilling fra Ligningsrådet, jf. skattekontrollovens § 1, stk. 2.

Oplysningerne vil være en hjælp for skattemyndighederne til at udvælge de virksomheder, der ønskes gjort til genstand for en nærmere undersøgelse.

4.2. Dokumentationsforpligtelsen

Ifølge stk. 4 i skattekontrollovens § 3 B skal de skattepligtige udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat for kontrollerede transaktioner. Den skriftlige dokumentation kan udfærdiges på papir eller elektronisk. Den skriftlige dokumentation skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter (armslængde vilkår). Skattemyndighedernes vurdering af priser og vilkår skal være i overensstemmelse med OECD's retningslinier for transfer pricing (Transfer Pricing Guidelines for Multinational Enterprises and Tax Administrations).

Dokumentationsforpligtelsen påhviler den skattepligtige, der har gennemført de kontrollerede transaktioner.

Det er ikke i bestemmelsen nøjagtigt angivet hvilken dokumentation, der skal udfærdiges af den enkelte skattepligtige. Dette er ikke muligt på grund af de store forskelle i virksomhedernes struktur og aktiviteter. Endvidere er de skattepligtige som udgangspunkt selv bedst i stand til at vurdere, hvilken dokumentation, der bedst viser at priser og vilkår er fastsat på armslængde vilkår. Transaktioner med koncernintern overdragelse af immaterielle aktiver, royalty betalinger eller management fees til servicecentre beliggende i lavskattezoner eller lignende, hvor potentialet for skatteplanlægning må anses for at være stort, bør imidlertid medføre andre overvejelser om dokumentation end standardsalg af varer som led i den almindelige samhandel.

Virksomhederne har ofte i deres interne forretningsgange beskrevet retningslinier for intern prisfastsættelse for koncerninterne transaktioner. Hvis prisfastsættelsen af koncerninterne transaktioner samlet set pr. juridisk enhed følger virksomhedens generelle retningslinier, vil der ikke være behov for en beskrivelse af prisfastsættelsen på transaktionsniveau. I modsætning hertil bør væsentlige og usædvanlige transaktioner dog særskilt dokumenteres.

De skattepligtige skal som minimum redegøre for, hvorledes priser og vilkår for kontrollerede transaktioner rent faktisk er fastsat. Er pris og vilkår eksempelvis fastsat med udgangspunkt i tilsvarende priser og vilkår ved salg til uafhængige parter skal dette angives og eventuelle afvigelser herfra skal begrundes. Såfremt den skattepligtige ikke har tilsvarende salg til uafhængige parter, hvor der ikke eksisterer sammenlignelige varer eller salg, eller videresalg til en uafhængig part, hvorfor ingen af de traditionelle transaktionsbaserede metoder kan anvendes, kan en alternativ løsning være at se på koncernens nettoresultat af transaktionen. Nettoresultatet fordeles indenfor koncernen efter de udførte funktioner, påtagne risici og anvendte ressourcer. Den skattepligtiges andel i koncernens fortjeneste på den omhandlede vare skal med andre ord modsvare de funktioner m.v. den skattepligtige har udført vedrørende den omhandlede vare.

De ovenfor nævnte eksempler svarer til OECD's retningsliniers fri markedspris-metode og avancefordelingsmetoden. Ifølge OECD's retningslinier bør avancefordelingsmetoden kun anvendes som »en sidste udvej«, hvorfor den først bør anvendes i tilfælde som her, hvor der ikke er mulighed for at anvende en af de traditionelle transaktionsbaserede metoder. Beregningen af de interne afregningspriser vil formentlig allerede i dag ikke afvige nævneværdigt fra de angivne retningslinier. I fremtiden skal beregningen således blot nedskrives. Det er ikke nødvendigt for virksomhederne at udarbejde en større analyse eller købe sig adgang til databaser med sammenlignelige data. Virksomhederne bør selv være i stand til at udforme den tilstrækkelige dokumentation. Såfremt der er udarbejdet dokumentation for en koncerns prisfastsættelse til brug for skattemyndighederne i andre lande, vil denne dokumentation - såfremt den omfatter de kontrollerede transaktioner og såfremt den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med armslængde princippet - kunne anvendes i Danmark. Det kan imidlertid eventuelt være nødvendigt at afgive supplerende oplysninger.

Såfremt der er udarbejdet dokumentation til brug for skattemyndighederne i andre lande, der kan anvendes i Danmark, kan denne dokumentation afgives til brug for de danske skattemyndigheder på dansk, engelsk, norsk eller svensk. Tilsvarende kan de skattepligtige vælge at udarbejde dokumentationen til de danske skattemyndigheder på dansk, engelsk, norsk eller svensk, idet denne herved senere vil kunne anvendes til brug for skattemyndighederne i andre lande.

Det forudsættes, at de skattepligtige skal oplyse om prisfastsættelsen er sket efter aftale med et andet lands skattemyndigheder, herunder på basis af en forhåndsprisgodkendelse. Endvidere vil det i almindelighed blandt andet være hensigtsmæssigt at give oplysninger om: 1) De virksomheder, der er inddraget i de kontrollerede transaktioner, 2) arten af de pågældende transaktioner, 3) de funktioner, der udføres af de enkelte virksomheder ( som f. eks. fabrikation, reklame, distribution, indkøb osv.) og om 4) den skattepligtige eller forbundne virksomheder har sammenlignelige transaktioner med uafhængige virksomheder (ikke kontrollerede transaktioner).

Hvis oplysninger om ovennævnte forhold ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at vurdere den interne prisfastsættelse, vil det være nødvendigt at give supplerende oplysninger. Der kan f. eks. være tale om finansielle oplysninger, om oplysninger om ændringer i handelsbetingelser eller genforhandling af gældende aftaler, om oplysninger om den udenlandske virksomheds transaktioner med andre forbundne virksomheder, en liste over sammenlignelige virksomheder, der har lignende transaktioner m. m.

Endvidere kan det være nyttigt at give oplysninger om prisfastsættelser (herunder kalkulationer), forretningsstrategier og særlige forhold, herunder om transaktionen er en del af en større aftale. Ved skattemyndighedernes vurdering af pris- og vilkårsfastsættelsen skal de samlede forhold tages i betragtning af skattemyndighederne, så som markedsforhold, valutaforhold, sæson, ledig produktionskapacitet, udbygning af markeder osv. i overensstemmelse med OECD's retningslinier.

I de fleste tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at give oplysning om den eller de metoder, der finder anvendelse i forbindelse med armslængde princippet. Der vil normalt være tale om at anvende en af de traditionelle transaktionsbestemte metoder (den fri markedspris-metode, videresalgsprismetoden og kostpris plus avance metoden), men andre metoder kan også finde anvendelse. Det er som udgangspunkt de enkelte virksomheders egen vurdering, hvilken metode der er mest hensigtsmæssig i lyset af denne virksomheds aktiviteter og forhold i øvrigt.

Skattemyndighederne bør kun kræve de nødvendige oplysninger og skal endvidere sikre, at virksomhederne ikke risikerer forretningshemmeligheder offentliggjort i forbindelse med deres opfyldelse af dokumentationspligten. I Danmark er virksomhederne beskyttet af de almindelige forvaltningsretlige regler om tavshedspligt samt af skattestyrelseslovens § 37. Det er hensigtsmæssigt at skattemyndighederne og den skattepligtige samarbejder med henblik på at finde de vilkår for en kontrolleret transaktion, der er i overensstemmelse med armslængde princippet.

De skattepligtige skal udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat for kontrollerede transaktioner. Denne opbevaringspligt gælder for fem år fra udløbet af det pågældende regnskabsår. Dette svarer til den i bogføringsloven gældende opbevaringspligt.

Skattemyndighederne modtager oplysninger om den skattepligtiges kontrollerede transaktioner på selvangivelsestidspunktet, jf. § 3 B, stk. 1. I den almindelige selvangivelsespligt er indeholdt en pligt til efter anmodning at redegøre for grundlaget for de selvangivne oplysninger, således at skattemyndighederne får mulighed for at bedømme kvaliteten af de selvangivne oplysninger.

Endvidere er der i § 3 B, stk. 4, indeholdt en adgang for skattemyndighederne til at begære den skriftlige dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat for kontrollerede transaktioner, forelagt. Skattemyndighederne bør i god tid forinden varslingsfristens udløb, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 4. pkt., have anmodet de skattepligtige om, at få den nødvendige dokumentation.

Skattekontrollovens § 6 om indhentelse af oplysninger fra den skattepligtige finder endvidere anvendelse.

4.3. OECD's retningslinier

OECD's retningslinier indeholder i øjeblikket otte kapitler:

I. Armslængde princippet

II. Traditionelle transaktionsbaserede metoder

III. Andre metoder (avancebaserede metoder)

IV. Administrative forhold

V. Dokumentation

VI. Immaterielle aktiver

VII. Koncerninterne tjenesteydelser

VIII. Omkostningsfordelingsaftaler

Det er intentionen løbende i takt med udviklingen og i takt med at OECD-landene bliver enige, at opdatere disse retningslinier. Endvidere vil der blive tilføjet kapitler om andre aspekter af transfer pricing problemstillingen.

4.3.1. Armslængde princippet

OECD's grundlæggende definition af armslængde princippet findes i OECD's modeloverenskomsts artikel 9 om forbundne foretagender. Såfremt der imellem to associerede foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, som afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

Ved anvendelsen af armslængde princippet skal der foretages en sammenligning mellem vilkårene mellem interesseforbundne parter og ikke-interesseforbundne parter. Dette forudsætter, at der eksisterer et sammenligningsgrundlag i en eller anden tilgængelig form, dvs. at sammenligningsgrundlaget er identisk eller at der kan korrigeres for eventuelle forskelle. Den sammenlignelighedstest, der skal foretages, er udførligt beskrevet i retningslinierne. Sammenlignelighedstesten indeholder følgende elementer: Sammenligning af de udvekslede varer og tjenesteydelser, funktionsanalyse, sammenligning af kontraktsvilkårene, sammenligning af de økonomiske omstændigheder i form af markedsvilkår m.v. og af parternes forretningsstrategier. Ved transaktioner mellem to uafhængige parter vil den økonomiske kompensation normalt afspejle de funktioner, som hver part påtager sig, herunder hvilke aktiver, der er indsat og hvilke risici, man har påtaget sig. Ved funktionsanalysen vurderes, hvorledes opgaver og risici er fordelt mellem parterne, dvs. det undersøges, hvem af parterne, der udfører de forskellige funktioner som f.eks. design, produktion, montering, forskning og udvikling, service og garanti, indkøb, distribution, reklame og marketing, transport, finansiering og ledelse. Sammenlignelighedstesten skal gennemføres uanset hvilken metode, der benyttes til prisfastsættelse.

Armslængde princippet bør ideelt set anvendes på enkelte transaktioner. Disse enkelte transaktioner kan imidlertid i særlige tilfælde være så tæt forbundne, at de må vurderes sammen. Er en aftale indgået som en pakke, der inkluderer betaling for benyttelsen af et patent, knowhow, varemærker m.v., kan det være nødvendigt at opløse denne med henblik på at vurdere de enkelte transaktioner. I sådanne tilfælde skal der imidlertid afslutningsvis foretages en samlet vurdering af, om pakken er indgået på armslængde vilkår.

Transfer pricing er ikke en eksakt videnskab, og anvendelsen af den mest hensigtsmæssige metode eller de mest hensigtsmæssige metoder kan føre til fastsættelse af et interval for armslængde prisen. Armslængde prisen er således ikke een bestemt pris, hvorfor der bør accepteres et interval af priser, hvortil der ikke foretages korrektion. Falder prisen derimod udenfor dette prisinterval, bør en korrektion af prisfastsættelsen ske til det punkt i intervallet, der bedst reflekterer den foreliggende transaktions betingelser.

Med henblik på at opnå en fuldstændig forståelse af de forhold, der omgiver den interne transaktion, kan det være hensigtsmæssigt at der anvendes data fra en flerårig periode. Dette gælder såvel data fra tidligere år, som data for efterfølgende år.

4.3.2. Metoder til vurdering af fastsættelsen af pris og vilkår

I kapitlerne II og III i OECD's retningslinier gennemgås metoder, som skattemyndigheder og skatteydere anbefales at anvende ved fastsættelsen af, om betingelserne i kommercielle eller finansielle transaktioner er i overensstemmelse med armslængde princippet.

I kapitel II beskrives de såkaldte »traditionelle transaktionsbaserede metoder«. Disse metoder er den fri markedspris-metode (CUP metoden), videresalgspris-metoden og kostpris plus avance-metoden.

Ved den fri markedspris-metode sammenlignes prisen på varer og tjenesteydelser med prisen på tilsvarende varer eller tjenesteydelser, overført mellem uafhængige parter. Ved denne sammenligning er det nødvendigt primært at undersøge, om der findes produkter, der er tilstrækkeligt sammenlignelige. Såfremt dette ikke er tilfældet, skal der så vidt muligt foretages reguleringer for at eliminere de foreliggende forskelle. Endvidere skal der tages hensyn til en række andre faktorer, der kan påvirke priserne. Det er således nødvendigt at tage hensyn til f.eks., om de markeder, hvor varerne er solgt, er økonomisk sammenlignelige, om salgstidspunktet er det samme, om varerne er solgt samme sted i kæden fra producent til forbruger o.s.v. Hvis forhold som de ovennævnte har væsentlig indflydelse på prisen, skal der igen foretages reguleringer for at eliminere disse forskelle.

Den fri markedspris-metode er den mest direkte metode og bør anvendes i alle tilfælde, hvor der foreligger tilstrækkeligt sammenlignelige produkter. Det er imidlertid ikke altid muligt at finde tilstrækkeligt sammenlignelige produkter, hvorfor det kan være nødvendigt at anvende en af de følgende metoder.

Ved videresalgspris-metoden begyndes med at fastslå den pris, hvortil et produkt, der er købt hos en forbundet virksomhed, bliver videresolgt til en uafhængig virksomhed. Denne videresalgspris bliver herefter reduceret med en rimelig bruttoavance. Efter fradrag af denne kan det resterende beløb betragtes som en armslængde pris for den oprindelige overførsel af produktet. Ved anvendelsen af denne metode kræves normalt færre reguleringer som følge af forskelle i produkterne end ved den forrige metode. Derimod skal der reguleres for de funktioner, der udføres forinden eller i forbindelse med videresalg. Dette kan være videreforarbejdning af produktet, påførsel af varemærke, påtagelse af garanti m.v. Videresalgsprisen findes lettest, hvor produktet ikke ændres væsentligt forinden eller i forbindelse med videresalg. Endvidere må der foretages regulering, såfremt videresælgeren har monopol på videresalg af produktet.

Kostpris plus avance-metoden tager udgangspunkt i de omkostninger, som en virksomhed afholder i forbindelse med formuegoder eller tjenesteydelser, der er overført eller ydet til en forbundet virksomhed. Dette beløb opskrives med en rimelig bruttoavance (kan f. eks være lig bruttofortjenesten ved salg til uafhængige virksomheder). Denne metode er særlig anvendelig, hvor de interne transaktioner består af halvfabrikata, hvor parterne har indgået integrerede produktionsaftaler, langfristede købs- og salgsaftaler eller den handlede vare er til rådighed stillede serviceydelser. Metoden indebærer en vurdering af såvel omkostninger som bruttoavance. Metoden vil derfor kunne påvirkes af en række forskelle mellem virksomhederne. Det nævnes endvidere, at metoden forudsætter at omkostningerne beregnes på samme vis, eller at der kan reguleres for forskelle. Dette kan give problemer, idet beregningen af omkostninger i praksis sker på forskellig vis.

Ovennævnte metoder, der har været generelt accepterede i mange år, er at foretrække når det skal fastslås, om betingelserne for de kommercielle og finansielle forbindelser mellem forbundne virksomheder er i overensstemmelse med armslængde princippet.

Kompleksiteten i erhvervslivet kan imidlertid medføre, at de traditionelle metoder ikke kan anvendes alene, eller undtagelsesvist slet ikke kan anvendes. Der kan således være tale om en stærkt integreret koncern, der fremstiller et eller flere helt unikke produkter. I disse tilfælde kan det være meget vanskeligt eller umuligt at fremskaffe eksternt materiale, der kan anvendes som grundlag for en sammenlignelighedsanalyse.

Med henblik på disse situationer er der i kapitel III i OECD's retningslinier redegjort for andre metoder, der eventuelt kan anvendes som tilnærmelse til armslængde vilkår. Disse metoder betegnes som »transaktionsbestemte avancemetoder«, dvs. metoder, der undersøger de fortjenester, der opnås ved specielle transaktioner mellem forbundne virksomheder. De eneste avancemetoder, der opfylder armslængde princippet, er ifølge OECD's retningslinier de metoder, der er i overensstemmelse med »avancefordelingsmetoden« og »den transaktionsbestemte nettoavancemetode«.

Ved avancefordelingsmetoden identificeres først det samlede nettoresultat, der skal fordeles mellem forbundne foretagender og som hidrører fra deres interne transaktioner. Herefter fordeles avancen mellem de forbundne virksomheder på grundlag af en analyse af, hvilke funktioner den enkelte virksomhed har bidraget med. Ved fastsættelsen af værdien af de udførte funktioner skal der i videst muligt omfang sammenlignes med tilsvarende funktioner, udført af uafhængige virksomheder.

Den transaktionsbestemte nettoavancemetode undersøger den nettofortjeneste, som en virksomhed realiserer ved en intern transaktion. Ideelt set skal virksomhedens nettofortjeneste fastsættes ved at sammenligne med den nettofortjeneste, som virksomheden opnår ved tilsvarende transaktioner med uafhængige virksomheder. Hvor dette ikke er muligt, kan nettofortjenesten for en uafhængig virksomhed ved en sammenlignelig transaktion anvendes som vejledning. Det er anført, at pålidelige sammenligningsanalyser ofte er vanskelige at foretage i forbindelse med denne metode.

Det konkluderes i retningslinierne at disse to metoder, avancefordelingsmetoden og den transaktionsbestemte nettoavancemetode, kun bør anvendes som »en sidste udvej«. Der er foreløbig kun få lande, der har erfaringer med avancemetoderne, hvorfor det er intentionen, at anvendelsen af de forskellige metoder skal overvåges af OECD i de kommende år.

De i retningslinierne anførte metoder er ikke udtømmende. Andre metoder kan ifølge retningslinierne også være anvendelige, men kun såfremt de er i overensstemmelse med armslængde princippet .

Retningslinierne afviser imidlertid anvendelsen af »Global Formulary Apportionment«, idet denne ikke anses for at være i overensstemmelse med armslængde princippet. Efter denne metode fordeles fortjenesten i en koncern mellem de forbundne virksomheder i de forskellige lande efter en forudbestemt og fast formel.

I Danmark er der for udenlandske forsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet, i selskabsskattelovens § 12, stk. 3, givet særskilt hjemmel til at opgøre den danske skattepligtige indkomst efter en sådan indirekte metode. Af kommentarerne til OECD's modeloverenskomsts artikel 7 fremgår, at denne indirekte metode kan accepteres, hvis denne sædvanligt har været benyttet og under forudsætning af, at resultatet med rimelighed kan siges at være i overensstemmelse med artiklen, dvs. armslængde princippet. Uanset der tages afstand fra en sådan indirekte metode i OECD's retningslinier, er dens begrænsede anvendelse således anerkendt af OECD i modeloverenskomsten.

De nye regler i skattekontrollovens § 3 B finder ikke anvendelse for udenlandske forsikringsvirksomheder, der driver forsikringsvirksomhed her i landet, og som opgør den skattepligtige indkomst her i landet efter selskabsskattelovens § 12, stk. 3 (afsnit 3.1.).

4.4. Sanktioner

Såfremt den skattepligtige ikke har udarbejdet dokumentation efter stk. 4, finder skattekontrollovens § 5, stk. 3, anvendelse for så vidt angår de kontrollerede transaktioner. Den skattepligtige indkomst vedrørende de kontrollerede transaktioner kan således fastsættes skønsmæssigt, såfremt der ikke er udarbejdet dokumentation.

I alle tilfælde, hvor skattemyndigheden ønsker at ændre den skattepligtige indkomst i overensstemmelse med et skøn over hvilke priser og vilkår, der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, skal der forinden indhentes en godkendelse fra den centrale told- og skatteforvaltning. § 3 B, stk. 5, 2. pkt. finder anvendelse, hvor der ikke er udarbejdet dokumentation, samt hvor der er udarbejdet dokumentation, men skattemyndigheden er uenige i fastsættelsen af pris og vilkår.

Kravet om en godkendelse fra den centrale told- og skatteforvaltning forinden den skattepligtige indkomst kan ændres er indsat af hensyn til told- og skatteforvaltningens mulighed for at koordinere reglerne. Denne godkendelse kan ikke selvstændigt påklages, men den skønsmæssige ansættelse af den skattepligtige indkomst kan påklages efter de almindelige regler i skattestyrelsesloven.

Efter de almindelige regler om fri bevisbedømmelse i dansk ret, jf. retsplejelovens § 344, kan det have bevismæssig skadevirkning, såfremt oplysninger om fastsættelsen af pris og vilkår ikke gives. Bedømmelsen af hvilken konsekvens det vil have for virksomhederne, såfremt de ikke opfylder deres dokumentationspligt vil således være underlagt domstolenes almindelige prøvelse.

Bevisbyrdereglerne for de kontrollerede transaktioner adskiller sig principielt ikke fra andre tilfælde på skatterettens område. Der er således ikke indført en omvendt bevisbyrde ved de nye regler, bevisbedømmelsen er til stadighed fri, jf. retsplejelovens § 344. Der gælder ingen forhåndsformodning for, at transaktionerne ikke er foretaget i overensstemmelse med armslængde vilkåret. Dokumentationsforpligtelsen og graden af opfyldelse vil imidlertid påvirke bevisbedømmelsen i de konkrete sager.

Skattemyndigheden skal i alle tilfælde - forinden en eventuel korrektion af den skattepligtige indkomst foretages - rette henvendelse til de skattepligtige med henblik på at søge at fremskaffe den nødvendige dokumentation.

En korrektion af den skattepligtige indkomst skal være begrundet. Skattemyndighederne skal angive de forhold, de har tillagt betydning ved prisfastsættelsen samt den metode de har anvendt til beregningen af denne.

Skattemyndighedernes vurdering af om den skattepligtiges prisfastsættelse er i overensstemmelse med armslængde princippet, samt hvorvidt den udfærdigede dokumentation er et tilstrækkeligt grundlag herfor, vil ske i overensstemmelse med principperne i OECD's retningslinier for transfer pricing.

Skattemyndighedernes skøn kan påklages efter de almindelige regler i skattestyrelsesloven.

5. Fristforlængelser

5.1. Genoptagelsesanmodning

Ved indsættelsen af et 2. pkt. i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2., er tidsbegrænsningen i § 4, stk. 1, for de skattepligtiges mulighed for en genoptagelse af skatteansættelsen som følge af en udenlandsk skattemyndigheds transfer pricing regulering, blevet ophævet.

Den ordinære genoptagelsesbegæring skal indgives inden tre år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Ved ophævelsen af tidsbegrænsningen er der sikret en ekstraordinær genoptagelsesadgang, der imidlertid ikke er en garanti for, at der rent faktisk sker en nedsættelse.

Efter skattestyrelseslovens § 4, stk. 3, kan skattemyndighederne, hvor en genoptagelsesanmodning imødekommes, uanset § 35 foretage sådanne reguleringer af skatteansættelser for andre indkomstår, som er en direkte følge af den begærede ansættelsesændring. En ekstraordinær genoptagelsesanmodning, der er imødekommet, kan ikke tilbagekaldes.

De almindelige formkrav for bestemmelsen finder endvidere anvendelse, hvorfor kompetencen til at afgøre anmodninger om ekstraordinær genoptagelse som udgangspunkt tilkommer den lokale told- og skatteregion. Der er endnu ikke taget stilling til, hvem denne kompetence tilkommer efter den 1. juli 1998 (konsekvens af flytningen af selskabsligningen). Genoptagelsesbegæringen skal fremsættes skriftligt.

5.2. Korrektionsfrist

Ved indsættelsen af et 4. pkt. i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, forlængedes fristen for skattemyndighedens mulighed for at forhøje den skattepligtige indkomst for så vidt angår de kontrollerede transaktioner med to år. Efter de nye regler skal et varsel om forhøjelse af den skattepligtige indkomst afsendes inden den 1. maj i det 6. år efter indkomstårets udløb. En varslet forhøjelse af en skatteansættelse skal være foretaget senest den 1. august i det 6. år efter indkomstårets udløb (med mindre en anmodning fra den skattepligtige om udskydelse af denne frist er imødekommet). Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

6. Fremgangsmåden ved transfer pricing forhøjelser i udlandet

Såfremt en udenlandsk skattemyndighed har foretaget en regulering (forhøjelse) vedrørende en kontrolleret transaktion kan den skattepligtige rette henvendelse til den skatteansættende myndighed i Danmark med henblik på, at denne foretager en tilsvarende regulering i Danmark (korresponderende nedsættelse). Den skatteansættende myndighed har kompetence til at genoptage skatteansættelsen og foretage en regulering, såfremt begæringen herom indgives inden tre år efter udløbet af det pågældende indkomstår.

En genoptagelsesanmodning, der fremsættes efter udløbet af denne tre-års periode, skal i stedet (i øjeblikket) rettes til den lokale told- og skatteregion, jf. afsnit 5.1.

Såfremt den pågældende skattemyndighed - den skatteansættende myndighed eller den lokale told- og skatteregion - ikke er af den opfattelse, at den udenlandske skattemyndigheds forhøjelse er berettiget, hvorfor en korresponderende nedsættelse i Danmark afvises, kan skatteyderen - såfremt forhøjelsen er sket i et land, med hvilket Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med en bestemmelse om en gensidig aftaleprocedure, jf. OECD's modeloverenskomst artikel 25 - rette henvendelse til Told- og Skattestyrelsen med henblik på at anmode denne om at rette henvendelse til den udenlandske kompetente myndighed. Såfremt Told- og Skattestyrelsen finder, at den udenlandske forhøjelse vedrørende den kontrollerede transaktion er uberettiget, retter den henvendelse til den udenlandske kompetente myndighed med henblik på at forsøge at undgå en dobbeltbeskatning via en gensidig aftaleprocedure (mutual agreement), jf. OECD's modeloverenskomsts artikel 25.

Efter den gensidige aftaleprocedure er landene ikke forpligtet til at nå til enighed. For så vidt angår EU-landene kan der i stedet henvises til EU-voldgiftskonventionen, der trådte i kraft den 1. januar 1995, jf. bekendtgørelse nr. 1023 af 13. december 1994. EU-voldgiftskonventionen omhandler foretagender samt faste driftssteder, hvorefter de fleste i praksis forekommende situationer vil være omfattet. En dansk hovedaktionærs udlån til et selskab i udlandet vil være omfattet af reglerne i skattekontrollovens § 3 B, men vil imidlertid ikke kunne anses for et foretagende omfattet af reglerne i EU-voldgiftskonventionen (med mindre udlånet eksempelvis foretages i forbindelse med selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark). Ifølge EU-voldgiftskonventionen er landene tilsvarende forpligtet til at forsøge at undgå en dobbeltbeskatning via en gensidig aftaleprocedure (omfattende alle de berørte lande), men såfremt de ikke kan nå til en aftale om at ophæve dobbeltbeskatningen inden to år fra den dato, hvor et af foretagenderne indgav en klage, er de endvidere forpligtet til at nedsætte et rådgivende udvalg. Det rådgivende udvalg afgiver sin udtalelse om fordelingen af indtægter og udgifter senest seks måneder fra den dag, hvor sagen blev forelagt udvalget. De involverede myndigheder har herefter seks måneder til at træffe en afgørelse, som ophæver dobbeltbeskatningen. Såfremt myndighederne ikke inden for denne seks måneders periode opnår enighed om fordelingen af indtægter og udgifter, bliver det rådgivende udvalgs udtalelse endelig.

Spørgsmålet om, hvorvidt armslængde princippet er blevet overholdt, skal indbringes for den kompetente myndighed i den stat, hvor foretagendet er hjemmehørende. Told- og Skattestyrelsen er den kompetente myndighed i Danmark. Sagen skal være indbragt senest tre år efter, at foretagendet har fået første underretning om transfer pricing reguleringen. Ifølge konventionens bestemmelser skal skattemyndighederne give et foretagende underretning om en regulering i god tid for at give foretagendet lejlighed til at underrette det andet foretagende, således at dette får mulighed for at underrette den anden kontraherende stat. Et dansk foretagendes reaktion på en udenlandsk skattemyndigheds regulering skal således indbringes for Told- og Skattestyrelsen inden tre år efter at det danske foretagende har fået underretning fra det udenlandske foretagende om, at det har fået underretning om en påtænkt regulering. I de fleste tilfælde vil overholdelsen af denne tre års frist formentlig ikke volde problemer, men i tvivlstilfælde kan man tage udgangspunkt i, hvornår det udenlandske foretagende har fået besked, og derefter gå ud fra denne dato med tillæg af eksempelvis en uge.

Såfremt der er tale om en regulering af et foretagende i et andet EU-land kan den skattepligtige, hvis den pågældende skattemyndighed afviser en korresponderende nedsættelse, ved henvendelsen til Told- og Skattestyrelsen tilkendegive, at de ønsker proceduren efter EU-voldgiftskonventionen igangsat. Herved opnås, at de kompetente myndigheder er bundet af konventionens fristregler, samt at der - såfremt der ikke opnås enighed - skal nedsættes et rådgivende udvalg.

7. Ikrafttræden m.v.

Reglerne i skattekontrollovens § 3 B, stk. 1-3 (selvangivelsespligten), har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 1998 eller senere. For så vidt angår de selskaber m.v., der har et bagudforskudt indkomstår, finder de foreslåede regler først anvendelse for indkomståret 1999.

De første selvangivelser, der skal indleveres i overensstemmelse med de foreslåede regler i § 3 B, stk. 1-3, er selvangivelserne for indkomståret 1998, hvor dette er sammenfaldende med kalenderåret 1998. For fysiske personer skal de første selvangivelser i overensstemmelse med disse regler således indleveres den 1. maj eller 1. juli 1999. For juridiske personer skal de første selvangivelser i overensstemmelse med disse regler indleveres senest den 30. juni 1999.

Reglerne i skattekontrollovens § 3 B, stk. 4 og 5 (dokumentationsforpligtelsen m.v.), har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 1999 eller senere. For så vidt angår de selskaber m.v., der har et bagudforskudt indkomstår, finder de foreslåede regler først anvendelse for indkomståret 2000. Dette sene virkningstidspunkt er valgt af hensyn til de skattepligtige, der ikke allerede har en procedure for transfer-pricing dokumentation.

Såfremt de skattepligtige allerede har en transfer pricing politik vil dokumentationen for denne være en del af det regnskabsgrundlag, der allerede i dag kan kræves udleveret efter skattekontrollovens § 6.

Reglerne i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, 2. pkt. (vedrørende en genoptagelsesanmodning), har virkning fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt, dvs. dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Loven blev bekendtgjort i Lovtidende den 26. februar 1998, hvorfor skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, 2. pkt., har virkning fra den 27. februar 1998.

Reglerne i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 4. pkt. (vedrørende korrektionsfristen), har virkning for de indkomstår, hvor varslingsfristen ikke er udløbet den 1. januar 1998.

8. Ændring af gældende cirkulære

I cirkulære om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), cirkulære nr. 136 af 7.11.1988, erstattes følgende afsnit i punkt 46: »Reglen er efter de seneste års retspraksis fortolket således, at reglen ikke hjemler ret til skønsmæssige forhøjelser uden klart bevisgrundlag for en urigtig selvangivelse. Samtidig er det fastslået, at det er skattemyndighederne, der har bevisbyrden.« med: »For så vidt angår fastsættelsen af pris og vilkår for de økonomiske og handelsmæssige forbindelser henvises til lov nr. 131 af 25. februar 1998 om ændring af skattekontrolloven og skattestyrelsesloven (Oplysningspligt vedrørende koncerninterne transaktioner).«

Skatteministeriet, den 15. maj 1998

Peter Loft

/ Ivar Nordland

Officielle noter

Ingen