Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om offentlig sygesikring

Herved bekendtgøres lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 77 af 31. januar 1994, med de ændringer, der følger af § 7 i lov nr. 1133 af 21. december 1994, § 24 i lov nr. 1120 af 20. december 1995, § 3 i lov nr. 1228 af 27. december 1996, § 7 i lov nr. 224 af 25. marts 1997, § 36 i lov nr. 980 af 17. december 1997 og lov nr. 267 af 11. maj 1998.


Kapitel 1

Personkreds

§ 1. Enhver, der har bopæl her i landet, har ret til lovens ydelser på de i loven nærmere fastsatte vilkår, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. Søfarende, der er forhyret med dansk skib, omfattes af loven under tjenesteforholdet. Efter tjenesteforholdets ophør omfattes de under ophold i udlandet, på Færøerne eller i Grønland af loven i 2 måneder efter udløbet af den dag, da tjenesteforholdet ophører, for så vidt de er tilmeldt som hyresøgende. Er de pågældende ikke tilmeldt som hyresøgende, omfattes de af loven i 2 uger efter udløbet af den dag, da tjenesteforholdet ophører, dog længst indtil de tager anden erhvervsmæssig beskæftigelse. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med industriministeren og vedkommende organisationer af arbejdsgivere og arbejdstagere de nærmere regler om, hvilke personer der omfattes af denne bestemmelse, og kan herunder foretage de afvigelser fra lovens bestemmelser, som findes nødvendige eller hensigtsmæssige som følge af de særlige forhold, der gælder for søfarende.

Stk. 3. Personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland, har ret til lovens ydelser straks efter tilflytningen. Personer, der tilflytter fra udlandet, har først ret til lovens ydelser 6 uger efter tilflytningen. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne persongrupper får adgang til lovens ydelser umiddelbart efter tilflytningen eller efter kortere tids ophold end 6 uger.

Stk. 4. Sundhedsministeren kan bestemme, at personer med bopæl på Færøerne eller i Grønland under midlertidigt ophold her i landet kan modtage lovens ydelser.

Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke nærmere vilkår udsendt personale ved herværende diplomatiske og konsulære repræsentationer og sådanne personers familiemedlemmer skal have adgang til lovens ydelser.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilken udstrækning lovens ydelser tilkommer personer, der er indkaldt til militærtjeneste eller tjeneste, der træder i stedet herfor, optaget i sociale institutioner og de under fængselsvæsenet hørende anstalter og arresthuse eller undergivet behandling eller tilsyn fra nogen af de nævnte institutioner.

§ 2. Personer, der har foretaget anmeldelse efter stk. 3 om valg af sikringsform 1 (gruppe 1-sikrede), og personer, der ikke har foretaget anmeldelse om valg af sikringsform, har ret til vederlagsfri lægehjælp, tilskud til tandbehandling og fysiurgisk behandling m.v. efter reglerne i § 6, stk. 1-3, § 8, stk. 2, og § 9, stk. 6.

Stk. 2. Personer, der har foretaget anmeldelse efter stk. 3 om valg af sikringsform 2 (gruppe 2-sikrede), har ret til tilskud fra den offentlige sygesikring til delvis dækning af udgifter til lægehjælp m.v. efter reglerne i § 6, stk. 4-5, § 8, stk. 3, og § 9, stk. 7. Sundhedsministeren kan dog fastsætte bestemmelser, hvorefter lægehjælp m.v. i nærmere angivet omfang ydes disse personer vederlagsfrit.

Stk. 3. Anmeldelse om valg af sikringsform sker til kommunalbestyrelsen een gang årligt efter nærmere af sundhedsministeren fastsatte regler. Personer mellem 16 og 18 år kan vælge sikringsform uden samtykke fra værge eller forældremyndighedens indehaver.

Stk. 4. Har samlevende forældre samme sikringsform, omfatter denne tillige hjemmeværende børn under 16 år. Har samlevende forældre hver sin sikringsform, skal det angives, hvilken sikringsform hjemmeboende børn skal være omfattet af. Samlever forældrene ikke, har barnet samme sikringsform som den af forældrene, det lever sammen med. Er barnet ikke hjemmeboende, gælder reglen i § 5, stk. 2.

Stk. 5. Ydes der sygehjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller af rådighedsbeløbet for personlige tillæg til sociale pensioner til en person, der har valgt at være gruppe 2-sikret, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at den pågældende også uden for det af sundhedsministeren i henhold til stk. 3 fastsatte tidspunkt skal overføres til gruppe 1-sikringen og forblive under denne, så længe det skønnes påkrævet af hensyn til den pågældendes økonomiske forhold og behov for sygehjælp.

§ 3. (Ophævet).

§ 4. Uanset bestemmelsen i § 2, stk. 3, kan en person, der har valgt at være gruppe 2-sikret, i ganske særlige tilfælde efter nærmere af sundhedsministeren fastsatte regler overføres til gruppe 1-sikring.

§ 5. Sundhedsministeren fastsætter regler om udfærdigelse af et bevis til personer, som har ret til ydelser efter loven. Beviset gælder som dokumentation for retten til ydelser efter loven.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvorledes de sikringsformer, der er nævnt i § 2, skal gælde for

  • 1) børn, der har fast ophold uden for deres hjem, og
  • 2) personer, der ikke har bopæl her i landet.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om opkrævning af gebyr for beviser, jf. stk. 1, der udstedes på grund af:

  • 1) at den sikrede ønsker ændringer af bevisets oplysninger, eller
  • 2) bevisets bortkomst eller ødelæggelse.

Kapitel 2

Sygesikringens ydelser

§ 6. Til personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, yder den offentlige sygesikring vederlagsfri lægehjælp ved alment praktiserende læge.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for ydelse af lægehjælp efter stk. 1. Ministeren kan herunder fastsætte begrænsninger i adgangen til valg af læge og bestemme, at personer, der vil gøre brug af retten til lægehjælp efter stk. 1, skal vælge læge for 1 år ad gangen. Meddelelse om valg af læge sker til kommunalbestyrelsen. Ministeren kan endvidere bestemme, at der i særlige tilfælde kan afkræves kontrolafgift for benyttelse af lægehjælp efter stk. 1.

Stk. 3. Til personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, ydes der efter regler fastsat af sundhedsministeren fri lægehjælp ved speciallæge efter henvisning fra alment praktiserende læge. Ved behandling eller undersøgelse, der efter henvisning fra alment praktiserende læge ydes af en speciallæge, inden for hvis speciale der ikke findes nogen godkendt overenskomst med den offentlige sygesikring, yder sygesikringen tilskud til delvis dækning af udgiften efter regler, der fastsættes af sundhedsministeren efter forhandling med Sundhedsstyrelsen.

Stk. 4. Til personer, der er omfattet af § 2, stk. 2, yder den offentlige sygesikring tilskud til delvis dækning af udgifter til lægehjælp, herunder speciallægehjælp, medmindre sundhedsministeren i medfør af § 2, stk. 2, 2. pkt., har fastsat, at hjælpen skal ydes vederlagsfrit. Tilskudsbeløbet skal udgøre samme beløb, som den offentlige sygesikring skulle have afholdt for tilsvarende lægehjælp til en person, der er omfattet af § 2, stk. 1. Eventuelle begrænsninger i antallet af besøg, konsultationer eller behandlinger for sygesikringens regning finder tilsvarende anvendelse ved ydelse af tilskud.

Stk. 5. I tilfælde, hvor en gruppe 2-sikret har fået så omfattende ydelser af lægehjælp, at der må anses at foreligge misbrug af retten til tilskud i henhold til stk. 4, kan amtsrådet bestemme, at den pågældende også uden for det af sundhedsministeren i henhold til § 2, stk. 3, fastsatte tidspunkt skal overføres til gruppe 1-sikringen og forblive i denne for en nærmere fastsat periode. Nærmere regler kan fastsættes af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 6. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at den offentlige sygesikring afholder udgifter til nødvendig tolkebistand i forbindelse med lægehjælp efter stk. 1-4.

§ 6 a. Amtskommunen afholder hele udgiften til insulinpræparater, som er ordineret af lægen, og som er optaget på en af sundhedsministeren udsendt fortegnelse over tilskudsberettigede insulinpræparater.

§ 7. Amtskommunen afholder 74,7 pct. af udgiften til lægemidler, som er ordineret af lægen (eller af tandlægen i det omfang, denne har ret til ved recept at ordinere lægemidler), og som er optaget på en af sundhedsministeren udsendt fortegnelse over lægemidler, der omfattes af denne bestemmelse. Det kan i fortegnelsen bestemmes, at amtskommunens afholdelse af 74,7 pct. af udgiften til visse arter af lægemidler er betinget af, at lægemidlet ordineres til bestemte sygdomme. I ganske særlige tilfælde kan Lægemiddelstyrelsen bestemme, at 74,7 pct. af udgiften til andre lægemidler, der af lægen er ordineret en bestemt patient, også afholdes af amtskommunen. Lægemiddelstyrelsens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Amtskommunen afholder 49,8 pct. af udgiften til lægemidler, som er ordineret af lægen (eller af tandlægen i det omfang, denne har ret til ved recept at ordinere lægemidler), og som er optaget på en af sundhedsministeren udsendt fortegnelse over lægemidler, som omfattes af denne bestemmelse. Det kan i fortegnelsen bestemmes, at amtskommunens afholdelse af 49,8 pct. af udgiften til visse arter af lægemidler er betinget af, at lægemidlet ordineres til bestemte sygdomme. Lægemiddelstyrelsen kan bestemme, at 49,8 pct. af udgiften til andre lægemidler, der af lægen er ordineret en bestemt patient, også afholdes af amtskommunen efter denne bestemmelse. Lægemiddelstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Amtskommunen afholder 49,8 pct. eller 74,7 pct. af udgiften til lægemidler, der kan udleveres uden lægeordination, og som er optaget på en af sundhedsministeren udsendt fortegnelse, såfremt de pågældende lægemidler ved lægens eller tandlægens ordination angives som bestemt til folke-, invalide- eller førtidspensionister eller til personer, der lider af en varig lidelse, der kræver fortsat behandling med et af de pågældende lægemidler. På fortegnelsen anføres for hvert lægemiddel, hvilken procentandel af udgiften der skal afholdes af amtskommunen.

Stk. 4. Sundhedsministeren kan efter forhandling med Lægemiddelstyrelsen undlade at optage et lægemiddel på de i stk. 1-3 og § 6 a nævnte fortegnelser, hvis prisen på lægemidlet ikke står i et rimeligt forhold til lægemidlets behandlingsmæssige værdi.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-3 og § 6 a om tilskud til lægemidler gælder også, når lægemidlet er indkøbt i et andet nordisk land end det, i hvilket det er ordineret.

Stk. 6. For lægemidler, som anvendes på samme indikationer, og som har en behandlingsmæssigt set sammenlignelig virkning, kan sundhedsministeren fastsætte tilskuddet efter stk. 1-3 og § 6 a til et fast beløb svarende til henholdsvis 74,7 pct., 49,8 pct. eller 100 pct. af et gennemsnit af udgiften til de to billigste af disse lægemidler. Tilskuddet fastsættes mindst en gang årligt efter forhandling med Lægemiddelstyrelsen. Hvis gennemsnittet af udgiften til de to billigste lægemidler afviger fra det gennemsnit, der ligger til grund for fastsættelsen af tilskuddet, eller hvis markedsføringen af et af de lægemidler, som indgår i beregningen af gennemsnittet, standses, fastsætter sundhedsministeren nye faste tilskud for lægemidlerne i den pågældende lægemiddelgruppe. Der kan ikke ydes tilskud til mere end henholdsvis 74,7 pct., 49,8 pct. eller 100 pct. af udgiften til det pågældende lægemiddel.

Stk. 7. Lægemiddelstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde bestemme, at tilskuddet til et lægemiddel, der er ordineret til en bestemt patient, skal udgøre henholdsvis 100 pct., 74,7 pct. eller 49,8 pct. af udgiften til lægemidlet, selv om tilskuddet derved overstiger det i stk. 6 nævnte faste beløb. Lægemiddelstyrelsens afgørelse træffes senest 14 dage efter, at ansøgning om forhøjet tilskud er modtaget fra den ordinerende læge.

Stk. 8. De i stk. 1-3 omhandlede fortegnelser udarbejdes efter forhandling med Lægemiddelstyrelsen. Sundhedsministeren kan bemyndige Lægemiddelstyrelsen til at foretage ændringer i de omhandlede fortegnelser, gældende for tiden indtil bekendtgørelse om en ny fortegnelse udsendes af ministeren.

Stk. 9. Medicintilskudsnævnet, der består af højst 5 medlemmer, rådgiver Lægemiddelstyrelsen i sager om de i stk. 1-3 og § 6 a nævnte forhold. Et medlem beskikkes af sundhedsministeren efter indstilling fra Sygesikringens Forhandlingsudvalg. De øvrige medlemmer, hvoraf 2 skal være alment praktiserende læger, beskikkes af sundhedsministeren efter indstilling fra Lægemiddelstyrelsen. Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen. Ministeren udpeger en formand blandt nævnets medlemmer.

Stk. 10. Sundhedsministeren kan fastsætte en forretningsorden for Medicintilskudsnævnet. Medlemmerne af Medicintilskudsnævnet må ikke være økonomisk interesserede i nogen virksomhed, som fremstiller, importerer eller forhandler lægemidler.

§ 7 a. Indehaveren af markedsføringstilladelsen til en farmaceutisk specialitet, som er godkendt til human anvendelse, og som markedsføres i Danmark første gang efter den 1. april 1997, underretter i forbindelse med ansøgning om sygesikringstilskud til lægemidlet Lægemiddelstyrelsen om den pris, til hvilken samme lægemiddel af samme virksomhed eller af virksomheder i samme koncern er markedsført første gang i andre EU-lande, og om datoen for denne første markedsføring. Ved en ny farmaceutisk specialitet forstås et lægemiddel, der ved udstedelse af markedsføringstilladelsen tildeles et nyt dansk specialitetsnummer.

Stk. 2. For nye apoteksforbeholdte farmaceutiske specialiteter, der er godkendt til human anvendelse, og som markedsføres i Danmark første gang efter den 1. april 1997, beregnes tilskuddet efter § 7, stk. 1-3, og § 6 a som henholdsvis 74,7 pct., 49,8 pct. eller 100 pct. på grundlag af gennemsnittet af de apoteksindkøbspriser ekskl. moms, som samme farmaceutiske specialitet er markedsført første gang til i andre EU-lande, jf. stk. 3. Ved beregningen af gennemsnittet benyttes Danmarks Nationalbanks officielle notering på det pågældende lands valuta på dagen for introduktionen i det pågældende land. Der kan ikke ydes tilskud til mere end 74,7 pct., 49,8 pct. eller 100 pct. af udgiften til det pågældende lægemiddel.

Stk. 3. Indehaveren af den danske markedsføringstilladelse til en farmaceutisk specialitet, som er godkendt til human anvendelse, og som markedsføres i Danmark første gang efter den 1. april 1997, eller indehaveren af en af Det Europæiske Fællesskab udstedt markedsføringstilladelse til en sådan farmaceutisk specialitet underretter Lægemiddelstyrelsen om, at gennemsnittet er ændret, hvis den i stk. 2 nævnte gennemsnitspris efterfølgende falder som følge af virksomhedens eller virksomheder i samme koncerns markedsføring af samme farmaceutiske specialitet i andre EU-lande.

Stk. 4. Den beregnede gennemsnitspris indgår i beregningen af tilskud efter § 7, stk. 6, hvis den er lavere end den danske pris.

§ 8. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med Sundhedsstyrelsen bestemmelser om, til hvilke former for tandeftersyn og tandbehandling den offentlige sygesikring yder tilskud.

Stk. 2. Til personer, der er gruppe 1-sikrede, yder den offentlige sygesikring tilskud til tandeftersyn og tandbehandling efter nærmere regler, der fastsættes af sundhedsministeren.

Stk. 3. Til personer, der omfattes af § 2, stk. 2, yder den offentlige sygesikring tilskud med samme beløb, som den skulle have afholdt for et tilsvarende eftersyn eller en tilsvarende behandling af en person, der omfattes af § 2, stk. 1.

§ 8 a. Den offentlige sygesikring yder efter regler fastsat af sundhedsministeren tilskud til ernæringspræparater, som er ordineret af en læge i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse.

§ 9. Den offentlige sygesikring yder efter retningslinjer fastsat af Sundhedsstyrelsen tilskud til fysiurgisk behandling, der udføres af en fysioterapeut efter henvisning fra en læge. Tilskud efter denne bestemmelse ydes ikke til behandlinger på offentlige sygehuse eller på sådanne private sygehuse eller klinikker, der modtager patienter til fysiurgisk behandling efter overenskomst med offentlige sygehuse. Tilskud til behandling hos fysioterapeut på klinik kan kun ydes, hvis klinikken er godkendt af amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg Kommuner af kommunalbestyrelsen. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler for klinikkens indretning.

Stk. 2. Den offentlige sygesikring yder efter regler fastsat af sundhedsministeren tilskud til psykologbehandling, der udføres af en psykolog efter henvisning fra en læge.

Stk. 3. Den offentlige sygesikring yder efter regler fastsat af sundhedsministeren tilskud til fodbehandling, der udføres af en fodterapeut efter henvisning fra en læge.

Stk. 4. Den offentlige sygesikring yder efter regler fastsat af sundhedsministeren tilskud til kiropraktisk behandling, der udføres af en kiropraktor, selv om der ikke foreligger henvisning fra en læge.

Stk. 5. Sundhedsministeren kan bestemme, at tilskud også ydes til anden behandling, der udføres efter henvisning fra en læge.

Stk. 6. Til personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, yder den offentlige sygesikring tilskud til de ovennævnte behandlinger efter nærmere regler, der fastsættes af sundhedsministeren.

Stk. 7. Til personer, der omfattes af § 2, stk. 2, yder den offentlige sygesikring tilskud med samme beløb, som den skulle have afholdt for en tilsvarende behandling af en person, der omfattes af § 2, stk. 1.

§ 10. Den offentlige sygesikring yder efter regler fastsat af sundhedsministeren tilskud til briller til børn under 16 år.

Stk. 2. Tilskuddenes størrelse fastsættes af sundhedsministeren.

§ 11. Den offentlige sygesikring yder lægehjælp ved fødsel i overensstemmelse med § 6.

§ 12. De nærmere vilkår for de ydelser, der efter sundhedsministerens bestemmelser omfattes af loven, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., § 6, stk. 2, § 6, stk. 3, 1. pkt., § 8, stk. 2, § 8 a og § 9, stk. 6, fastsættes ved overenskomster afsluttet efter § 26, stk. 2.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor det påhviler den sikrede at udrede en del af betalingen for en ydelse i medfør af denne lov, betaler den sikrede sin andel direkte til den yder (læge, tandlæge, fysioterapeut m.fl.), der er omfattet af overenskomst, hvorefter denne rejser krav over for sygesikringen om det tilskud, som den offentlige sygesikring skal yde. Er yderen ikke omfattet af en overenskomst, modtager den sikrede kontanttilskud fra kommunalbestyrelsen efter § 23, stk. 1.

Stk. 3. I tilskud, som den offentlige sygesikring udbetaler til ydere i henhold til stk. 2, kan der foretages indeholdelse med henblik på inddrivelse af offentlige fordringer efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven. Tilsvarende kan der foretages indeholdelse i tilskud til lægemidler, som den offentlige sygesikring i henhold til aftale mellem det offentlige og apotekernes organisation udbetaler direkte til apotekerne.

§ 12 a. Kan ydelser efter §§ 6, 8 og 9 ikke gives til de i § 2, stk. 1, nævnte personer på vilkår fastsat i en godkendt overenskomst, fastsætter sundhedsministeren regler om størrelsen af sygesikringens tilskud.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan bestemme, at praktiserende læger ikke må tage et større honorar for de enkelte ydelser efter § 6 end de efter stk. 1 fastsatte tilskud. Sundhedsministeren kan endvidere bestemme, at tandlæger, fysioterapeuter m.fl. ikke må tage større honorar for de enkelte ydelser efter §§ 8 og 9 end de efter stk. 1 fastsatte tilskud med tillæg af den efter lovgivningen fastsatte egenbetaling.

Stk. 3. For ydelser, der gives af praktiserende læger, tandlæger m.fl., og hvor der ikke tidligere har været aftalt overenskomstmæssige vilkår, kan sundhedsministeren fastsætte tilskud og honorar efter reglerne i stk. 1 og 2.

Stk. 4. Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om udbetaling af tilskud, bestemmelser om antal læger m.fl., der kan levere ydelser, hvortil der ydes tilskud, og regler om henvisning til behandling i henhold til denne lov.

Stk. 5. Sundhedsministeren kan i forskrifter, der udstedes i medfør af stk. 2 og 3, fastsætte bestemmelser om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 13. Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis yde hjælp til supplering af de i §§ 6, 8, 9 og 10 omhandlede ydelser.

§ 14. Til søfarende, der omfattes af denne lovs § 1, stk. 2, og til disse personers dødsboer ydes der sygehjælp, barselhjælp, begravelseshjælp samt betaling af hjemsendelsesudgifter efter nærmere af sundhedsministeren efter forhandling med industriministeren fastsatte bestemmelser.

§ 15. Til personer, der har ret til ydelser efter loven, kan den offentlige sygesikring yde tilskud til sygehjælp m.v. under midlertidigt ophold i udlandet, på Færøerne og i Grønland efter regler, der fastsættes af sundhedsministeren.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang ydelser i henhold til overenskomst med en anden stat træder i stedet for ydelser efter stk. 1.

§ 16. Dør en person, der indtil dødsfaldet havde ret til ydelser efter denne lov, yder kommunalbestyrelsen en begravelseshjælp på 6.350 kr. For personer under 18 år udgør beløbet 5.300 kr. Beløbet reguleres i overensstemmelse med § 28, stk. 1.

Stk. 2. For en person, der efterlader ægtefælle eller børn under 18 år, nedsættes eller bortfalder begravelseshjælpen i det omfang, afdøde havde formue over 21.250 kr. For en person, der hverken efterlader ægtefælle eller børn under 18 år, nedsættes eller bortfalder begravelseshjælpen i det omfang, afdøde havde formue over 10.650 kr. Formuegrænserne reguleres i overensstemmelse med § 28, stk. 1. Begravelseshjælp til personer, der er født før den 1. april 1957, udgør dog altid mindst 1.050 kr.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om beregning og udbetaling af begravelseshjælp efter stk. 1 og 2. Det fastsættes herunder, at formue i form af fast ejendom, der tjener til familiens bolig, med fradrag af gæld, som er tinglyst i ejendommen, ikke medtages i formuegrundlaget, hvor afdøde efterlader ægtefælle.

Stk. 4. Til boet efter en person, der i tiden fra den 1. januar 1954 og indtil den 1. april 1973 uafbrudt har været nydende medlem af en anerkendt sygekasse eller omfattet af begravelseshjælp i Danske Sygekassers Udligningskasse for Begravelseshjælp, og som herigennem den 1. januar 1954 havde sikret sit bo en højere begravelseshjælp end 350 kr., ydes der ud over det i stk. 1 omhandlede beløb et tillæg svarende til det beløb, hvormed den sikrede begravelseshjælp den 1. januar 1954 oversteg 350 kr.

Stk. 5. Personer, der den 1. april 1973 var omfattet af direkte forsikring i Danske Sygekassers Udligningskasse for Begravelseshjælp, og som på dette tidspunkt ikke havde bopæl her i landet, har ret til fripolice til begravelseshjælp efter regler, der fastsættes af sundhedsministeren. Retten til begravelseshjælp efter en sådan fripolice bortfalder, hvis der ved den pågældende persons død ydes begravelseshjælp i medfør af stk. 1, 2 og 4.

Kapitel 3

Befordringsgodtgørelse

§ 17. Til personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, og som modtager social pension, yder kommunalbestyrelsen i sygdomstilfælde godtgørelse for nødvendig befordring til og fra alment praktiserende læge, for så vidt de pågældende behandles eller undersøges for amtskommunens regning efter denne lov.

Stk. 2. Ligeledes yder kommunalbestyrelsen i sygdomstilfælde godtgørelse til den i stk. 1 omhandlede persongruppe for nødvendig befordring til og fra speciallæge, for så vidt den pågældende behandling eller undersøgelse finder sted for amtskommunens regning efter denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge og ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Sundhedsministeren fastsætter herudover nærmere regler om ydelse af befordringsgodtgørelse til personer omfattet af § 2, stk. 1, ved besøg hos speciallæge.

Stk. 3. Endvidere yder kommunalbestyrelsen til personer, der er omfattet af § 2, stk. 1, godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge, for så vidt den pågældende behandling finder sted for amtskommunens regning efter denne lov.

§ 18. Befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter § 17, skal ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når den enkelte befordringsudgift overstiger en af sundhedsministeren fastsat grænse. Kommunalbestyrelsen kan om fornødent rådføre sig herom med lægen. Nærmere regler om ydelse af befordringsgodtgørelse efter § 17 og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed fastsættes af sundhedsministeren.

Stk. 2. Befordringsgodtgørelse ydes af kommunalbestyrelsen i den kommune, i hvilken patienten opholder sig på det tidspunkt, da befordringen rekvireres. Søges befordringshjælp hos kommunalbestyrelsen på et midlertidigt opholdssted, kan godtgørelse for tilbagekørsel fra læge kun forlanges til det midlertidige opholdssted.

§ 19. Bestemmelser om kørselsgodtgørelse til læger, der tilkaldes til de i § 2, stk. 1, omhandlede personer, fastsættes ved de i § 26 nævnte overenskomster. Foreligger der ingen godkendt overenskomstbestemmelse herom, fastsætter sundhedsministeren de nærmere regler.

Kapitel 4

Overenskomster med andre stater

§ 20. Regeringen bemyndiges til at afslutte overenskomster med andre stater om overflytning af personer mellem den offentlige sygesikring i Danmark og andre stater, om gensidig ydelse af sygehjælp til personer under midlertidigt ophold og om syge-, fødsels- og begravelseshjælp vedrørende vandrende lønmodtagere og grænsearbejdere og vedrørende sådanne personers familiemedlemmer.

Stk. 2. I overensstemmelse med regler i de i stk. 1 omhandlede overenskomster kan sundhedsministeren fastsætte bestemmelser om:

1. at der af den danske offentlige sygesikring ydes hel eller delvis refusion til den offentlige sygesikring eller en anden offentlig kasse i en anden stat for udgifter til syge- eller fødselshjælp i vedkommende stat;

2. at der af den danske offentlige sygesikring afholdes udgifter til begravelseshjælp i en anden stat;

3. at den danske offentlige sygesikring modtager hel eller delvis refusion fra den offentlige sygesikring eller en anden offentlig kasse i en anden stat for udgifter til syge-, fødsels- eller begravelseshjælp i Danmark, og

4. at personer, der i øvrigt ville være omfattet af denne lovs kapitel 1, og sådanne personers dødsboer helt eller delvis undtages fra anvendelsen af denne lov, for så vidt der i medfør af en i stk. 1 omhandlet overenskomst tilkommer sådanne personer eller dødsboer ret til ydelser ifølge en anden stats lovgivning om ydelser ved sygdom, fødsel eller begravelse.

Kapitel 5

Finansiering

§ 21. Udgiften ved ydelser ifølge denne lovs §§ 6-12, 15 og 19 afholdes af vedkommende amtskommune; for så vidt angår København og Frederiksberg, af de pågældende kommuner.

Stk. 2. Udgiften til ydelser ifølge denne lovs §§ 16-18 afholdes af kommunerne, bortset fra udgiften til ydelser efter § 16, stk. 5, der afholdes af staten.

Stk. 3. Udgifter til ydelser i medfør af § 14 afholdes af staten. Til delvis dækning af udgifterne herved pålægges der rederne (ejerne) et bidrag på 100 kr. årlig for hver søfarende i udenrigsfart. Beløbet reguleres i overensstemmelse med § 28, stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved beregning og opkrævning af bidrag og kan træffe bestemmelse om, at beløbet beregnes på anden måde end på årsbasis.

Stk. 4. Udgifter, der i medfør af § 20, stk. 2, skal dækkes af den danske offentlige sygesikring, afholdes af staten. Beløb, der i medfør af § 20, stk. 2, overføres til den danske offentlige sygesikring, indgår i statskassen.

Kapitel 6

Administration

§ 22. (Ophævet).

§ 23. Amtsrådet træffer afgørelser vedrørende ydelser efter §§ 6-12, § 15 og § 19. De tilsvarende afgørelser træffes for Københavns og Frederiksberg Kommuners vedkommende af kommunalbestyrelsen. Sundhedsministeren kan efter forhandling med vedkommende kommunale organisationer fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen udbetaler kontantydelser, som efter ovennævnte bestemmelser tilkommer de i § 2 omhandlede personer, på amtskommunens vegne.

(Stk. 2-5 ophævet).

§ 24. Sundhedsministeren bistår amtskommuner og kommuner med administrationen af denne lov og er dem behjælpelig med fornøden oplysning og vejledning. Sundhedsministeren kan bemyndige Sundhedsstyrelsen til at fastsætte bestemmelser, som ifølge § 8, stk. 2, § 8 a og § 9, stk. 6, udfærdiges af ministeren.

Stk. 2. Varetagelsen af de i § 14, § 20, stk. 2, og § 21, stk. 3, nævnte opgaver samt af sundhedsministerens øvrige opgaver efter denne lov kan af ministeren henlægges til en anden central statsmyndighed, herunder efter forhandling med socialministeren til Socialstyrelsen (* 1). Sundhedsministeren kan pålægge amtskommuner og kommuner at bistå ved administrationen af disse opgaver.

Stk. 3. Der nedsættes et sygesikringsnævn for søfarende på mindst 5 medlemmer, som udnævnes af sundhedsministeren, der tillige bestemmer, hvilket af medlemmerne der skal være formand for nævnet. Af medlemmerne skal 1 repræsentere rederne og 1 de søfarendes organisationer.

Stk. 4. Afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen efter denne lov kan indbringes for det sociale nævn. Kommunalbestyrelsens afgørelser om de i § 13 omhandlede ydelser kan dog ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Afgørelser truffet af amtsrådet vedrørende retten til ydelser efter lovens kapitel 2 og afgørelser efter § 19 samt afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen på amtskommunens vegne efter § 23, stk. 1, kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 6. Afgørelser truffet af de i stk. 2 nævnte myndigheder, jf. §§ 14, 20, stk. 2, og 21, stk. 3, kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 7. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af ankefristen, når der er særlig grund hertil. Afgørelsen herom træffes af formanden for det sociale nævn eller chefen for Ankestyrelsen.

§ 25. Sundhedsministeren kan til brug for varetagelsen af opgaver efter denne lov indhente oplysninger fra Hovedstadens Sygehusfællesskab og amtskommuner, herunder sygehuse, kommuner, klinikker, behandlende læger, tandlæger o.lign. Sundhedsministeren kan pålægge kommuner, Hovedstadens Sygehusfællesskab og amtskommuner at tilvejebringe statistiske oplysninger til brug for sundhedsministerens administration af denne lov.

§ 26. Der nedsættes et centralt forhandlingsudvalg på 7 medlemmer for en 4-årig periode. 6 af medlemmerne vælges af Amtsrådsforeningen i Danmark, og 1 medlem udpeges af Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser i forening. Finansministeriet og Sundhedsministeriet udpeger hver 1 repræsentant og Kommunernes Landsforening 2 repræsentanter, der deltager i forhandlingsudvalgets møder. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved valg af medlemmer.

Stk. 2. Forhandlingsudvalget afslutter på den offentlige sygesikrings vegne overenskomster med organisationer af læger m.fl. om vilkårene for de i lovens §§ 6, 8, 8 a, 9 og 19 omhandlede ydelser. De nævnte overenskomster har kun gyldighed efter denne lov, for så vidt de er godkendt af sundhedsministeren.

Stk. 3. Inden sundhedsministeren fastsætter de nærmere regler, hvortil ministeren er bemyndiget i § 1, stk. 3-6, § 5, stk. 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1-5, og § 15, skal ministeren indhente en udtalelse fra forhandlingsudvalget. Inden der afsluttes overenskomster med andre stater som omhandlet i § 20, skal ministeren indhente en udtalelse fra forhandlingsudvalget.

Stk. 4. Udgifterne ved forhandlingsudvalgets virksomhed fordeles på amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg Kommuner efter regler, der fastsættes af sundhedsministeren efter forhandling med Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser.

§ 27. Der nedsættes et landssamarbejdsudvalg bestående af 3 repræsentanter udpeget af Den almindelige danske Lægeforening og 3 repræsentanter udpeget af det i § 26, stk. 1, nævnte forhandlingsudvalg blandt udvalgets medlemmer. Udvalget udpeges for de kommunale råds funktionsperiode.

Stk. 2. Udvalget behandler spørgsmål i forbindelse med fortolkning af overenskomster. Endvidere kan udvalget tage spørgsmål op, der forelægges udvalget af de i § 23, stk. 4, omhandlede fællesudvalg (* 2), og i øvrigt behandle spørgsmål, der ved overenskomst er henlagt til udvalget.

Stk. 3. Kan der ikke opnås enighed i landssamarbejdsudvalget om fortolkningen af indgåede overenskomster, overgår behandlingen af spørgsmålet til et voldgiftsråd, der omfatter landssamarbejdsudvalgets medlemmer samt en af parterne uafhængig formand.

Stk. 4. Rådet vælger selv sin formand, således at der til valg kræves mindst 4 stemmer. Opnås sådant stemmeflertal ikke, vælges formanden af sundhedsministeren.

Stk. 5. Rådets kendelser er bindende for parterne. De nærmere bestemmelser om rådets virksomhed fastsættes af sundhedsministeren efter forud indhentet erklæring fra rådet.

Stk. 6. Sundhedsministeren bemyndiges til at oprette tilsvarende landssamarbejdsudvalg og voldgiftsråd til at behandle spørgsmål vedrørende forholdet mellem den offentlige sygesikring og henholdsvis tandlæger og fysioterapeuter m.v. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse. Antallet af medlemmer valgt af hver af parterne kan dog fastsættes til 2.

Kapitel 6 a

Planlægning og samarbejde

§ 27 a. Bestemmelserne i dette kapitel omfatter kommunernes indsats vedrørende

- sundhedspleje,

- skolelægeordning,

- tandpleje m.v.,

- hjemmesygepleje,

- forebyggelse og sundhedsfremme og

- sundhedsberedskab.

For amtskommunernes vedkommende omfatter kapitlet amtskommunernes indsats vedrørende

- offentlig sygesikring,

- sygehusvæsenet,

- svangerskabshygiejne og fødselshjælp,

- tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme,

- lægeundersøgelse af børn,

- forebyggelse og sundhedsfremme og

- sundhedsberedskab.

Stk. 2. Reglerne i dette kapitel vedrørende amtskommunale opgaver gælder tilsvarende for Københavns og Frederiksberg Kommuner, jf. dog § 13 i lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab.

§ 27 b. Amtsrådet og kommunalbestyrelserne i amtskommunen skal i fællesskab etablere et samarbejde om den amtskommunale og den kommunale indsats på sundhedsområdet samt mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer.

§ 27 c. Sundhedsministeren afgiver ved hver kommunal valgperiodes begyndelse en redegørelse om oplæg til de kommunale redegørelser i henhold til § 27 d og den amtskommunale planlægning i henhold til § 27 e.

Stk. 2. Sundhedsministeren udarbejder efter forhandling med de kommunale organisationer og Københavns og Frederiksberg Kommuner en vejledning for sundhedsplanlægningen.

§ 27 d. Kommunalbestyrelsen udarbejder en gang i hver kommunal valgperiode en redegørelse, der omfatter

  • 1) kommunens betjening af kommunens borgere i henhold til den lovgivning, der er nævnt i § 27 a,
  • 2) kommunens forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger i øvrigt og
  • 3) sundhedsberedskabet i kommunen.

§ 27 e. For hver amtskommune skal foreligge en plan for tilrettelæggelsen af amtskommunens virksomhed på sundhedsområdet, der omfatter

  • 1) planens forudsætninger, herunder en beskrivelse af sundhedstilstanden i amtskommunen,
  • 2) det amtskommunale sundhedsvæsens betjening af amtskommunens borgere i henhold til den lovgivning, der er nævnt i § 27 a,
  • 3) amtskommunens forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger i øvrigt,
  • 4) amtskommunens samarbejde med alment praktiserende læger, speciallæger, tandlæger og øvrige ydere i privat praksis, jf. kapitel 2,
  • 5) amtskommunens samarbejde med kommunerne i amtskommunen og med andre amtskommuner om varetagelse af sundhedsvæsenets opgaver,
  • 6) amtskommunens tilrettelæggelse af ambulancetjenesten og
  • 7) sundhedsberedskabet i amtskommunen.

Stk. 2. Amtsrådet skal behandle planen på et møde i hver kommunal valgperiode.

§ 27 f. Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente udtalelser over forslaget fra

  • 1) kommunalbestyrelserne i amtskommunen og
  • 2) de berørte alment praktiserende læger, speciallæger og øvrige ydere i privat praksis, jf. kapitel 2.

Stk. 2. Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente Sundhedsstyrelsens og Lægemiddelstyrelsens rådgivning.

Stk. 3. Amtskommunen inddrager embedslægeinstitutionen i den amtskommunale sundhedsplanlægning.

§ 27 g. Amtsrådet skal ændre sundhedsplanen forud for gennemførelse af væsentlige ændringer i amtskommunens sundhedsvæsen, der ikke er forudsat i planen.

§ 27 h. Den af amtsrådet vedtagne sundhedsplan og senere ændringer heri indsendes til sundhedsministeren, Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen.

Kapitel 7

Forskellige bestemmelser

§ 28. Begravelseshjælpen i henhold til § 16 reguleres een gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 2. Det i § 21, stk. 3, omhandlede bidragsbeløb kan reguleres af sundhedsministeren efter indhentet erklæring fra vedkommende rederorganisationer under hensyn til indtrufne ændringer i udgifterne ved ydelser, som omhandles i § 14.

§ 28 a. Udbetaling af ydelser efter denne lov kan ikke danne grundlag for regreskrav imod en skadevolder.

§ 28 b. Sundhedsministeren kan godkende, at der iværksættes forsøg med nye organisations- og behandlingsformer, ændrede tilskud og ændrede honoreringssystemer, hvorved reglerne i sygesikringsloven kan fraviges.

Stk. 2. Ved forsøgene skal lægges afgørende vægt på hensynet til borgernes retssikkerhed og velfærd.

§ 29. Såfremt Den almindelige danske Lægeforening ophører at bestå, eller såfremt der opstår en anden centralorganisation ved siden af denne forening, afgør sundhedsministeren, til hvilken organisation de funktioner, som efter denne lov er tillagt foreningen, skal henlægges.

§ 30. Midler indestående i anerkendte sygekasser og sammenslutninger af sådanne, Statsbanepersonalets Sygekasse og Danske Sygekassers Udligningskasse for Begravelseshjælp indgår i en fond, hvis indtægter kan anvendes til støtte af socialmedicinsk, sundhedsmæssig og lignende virksomhed, til etablering af plejehjem og til at imødekomme behovet for efterløn og understøttelse til tidligere ansatte ved sygekasser m.v. og sådannes efterladte. Midler, der er hensat til pensionsformål, eller som med socialministerens godkendelse overføres til kommuner i forbindelse med disses overtagelse af pensionsforpligtelser over for tidligere ansatte og sådannes efterladte, kan dog holdes uden for fonden. Socialministeren fastsætter nærmere regler om fondens ledelse og virksomhed og om tilsyn med fonden.

Stk. 2. Legater eller hjælpefonds, der efter de hidtil gældende regler har været bestyret af en anerkendt sygekasse, overgår ved lovens ikrafttræden til bestyrelse ved kommunalbestyrelsen i den kommune, inden for hvis område vedkommende sygekasse har haft sin virksomhed. For Københavns og Frederiksbergs vedkommende kan Socialstyrelsen fastsætte de fornødne regler om bestyrelsen af disse legater eller hjælpefonds, såfremt enighed herom ikke opnås mellem Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser.1)

§ 30 a. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

  • 1) undlader at give oplysninger efter § 7 a,
  • 2) afgiver vildledende eller urigtige oplysninger efter § 7 a.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 31. Loven træder i kraft den 1. april 1973. (Stk. 2-6 udeladt).

§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland.

Lov nr. 980 af 17. december 1997 indeholder følgende bestemmelse (* 3):

§ 42

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1998, jf. dog stk. 2, 3 og 4.

(Stk. 2-5 udeladt).

Lov nr. 267 af 11. maj 1998 indeholder følgende bestemmelse4):

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 1998.

Sundhedsministeriet, den 1. juli 1998

Carsten Koch(* 1)

/ Peter Bak Mortensen

Officielle noter

(* 1) 1) Til § 24, stk. 2, og § 30, stk. 2:

Socialstyrelsen er nedlagt pr. 1. januar 1991, jf. lov nr. 794 af 30. november 1990. Styrelsens opgaver ligger nu i Socialministeriet.

(* 2) Til § 27, stk. 2:

§ 23, stk. 4-udvalgene er ophævet pr. 1. januar 1994, jf. lov nr. 1024 af 19. december 1992.

(* 3) Loven ændrede en række love som følge af lov om social service, lov om aktiv social politik og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

(* 4) Ved loven indsattes § 8 a og § 28 b ligesom affattelsen af § 9 ændredes.