Den fulde tekst

Fremsat den 28. marts 2001 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og lov om social service

(Ungdomskriminalitet)

 

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 74 indsættes:

»§ 74 a. Hvis en person, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

    Stk. 2. Retten kan give den dømte pålæg svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter § 57. Længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Begår en person, der er undergivet en foranstaltning efter stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at idømme straf forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne efter 2. pkt., med indtil 6 måneder.

    Stk. 3. Den dømte kan kræve afgørelser om overførsel til en sikret afdeling i en døgninstitution for børn og unge og afgørelser om overførsel fra ambulant behandling til anbringelse på en døgninstitution for børn og unge eller godkendt opholdssted indbragt for retten til prøvelse. Det samme gælder, i det omfang de sociale myndigheder med hjemmel i dommen træffer afgørelse om, at den pågældende skal forblive i institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet. Afgørelsen træffes ved kendelse. Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning. Bestemmelsen i § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

    Stk. 4. Justitsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang mv. til personer, der er er undergivet en foranstaltning efter stk. 1 og 2. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.«

2. I § 88, stk. 5, indsættes efter »§§ 68-70«: »eller § 74 a«.

3. § 89 a affattes således:

»§ 89 a. I forbindelse med en dom, hvorved en person idømmes foranstaltning efter §§ 68-70 eller 74 a, kan retten træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.

Stk. 2. Idømmes en person, der er undergivet foranstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a, straf, kan retten træffe bestemmelse om bortfald af den tidligere idømte foranstaltning.«

4. I § 95 indsættes efter »§§ 68-70,«: »§ 74 a,«.

5. I § 97, stk. 2., nr. 1, indsættes efter »fængsel indtil 1 år«: »samt for foranstaltninger efter § 74 a«.

§ 2

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000, som ændret senest ved lov nr. 115 af 19. februar 2001, foretages følgende ændring:

1. I § 58 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Kommunen skal udarbejde en foreløbig plan senest 7 dage efter kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

§ 4

    Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

    Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

 

1. Indledning

4

   

2. Regeringens initiativer mod ungdomskriminalitet af 27. oktober 2000

5

   

3. Oversigt over ekspertgruppens overvejelser og forslag

5

   

4. Unge lovovertrædere på 15-17 år

5

4.1. Gældende ret

5

4.1.1. Varetægtsfængsling

5

4.1.2. Sanktionstyper og sanktionsvalget

5

4.1.3. Afsoning

7

4.2. Ekspertgruppens forslag

7

4.2.1. Målgruppe for en ungdomssanktion

7

4.2.2. De enkelte elementer i ungdomssanktionen

8

4.2.3. Oplysninger og indstilling fra de sociale myndigheder

10

4.2.4. Kompetenceforhold

10

4.2.5. Hurtig sagsbehandling

10

4.2.6. Foranstaltningsændring?

11

4.2.7. Konvertering af en ungdomssanktion til en almindelig fængselsstraf?

11

4.2.8. Ny kriminalitet

12

4.3. Regeringens overvejelser

12

4.3.1. Ekspertgruppens forslag

12

4.3.2. Konsekvensrettelser som følge af ungdomssanktionen

13

   

5. Børn og unge under den kriminelle lavalder på 15 år

14

5.1. Gældende ret

14

5.3. Ekspertgruppens forslag

15

5.4. Regeringens overvejelser

16

   

6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

17

   

7. Hørte myndigheder mv.

18

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at styrke indsatsen og reaktionsmulighederne over for den hårde kerne af socialt belastede og utilpassede unge kriminelle.

Lovforslaget indebærer, at der i straffeloven indføres en ny ungdomssanktion i form af en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed for de 15-17 årige. Ungdomssanktionen giver mulighed for at fastholde den unge i længere tid og for samtidig at iværksætte en behandling, der på længere sigt kan få den unge på ret kurs.

Herudover indebærer lovforslaget, at der gennem en ændring af lov om social service indføres en pligt for kommunen til at udarbejde en foreløbig handleplan senest 7 dage efter, at den har modtaget dokumentation fra politiet om alvorligere kriminalitet, således at den nødvendige sociale indsats navnlig over for børn og unge under den kriminelle lavalder kan iværksættes så hurtigt som muligt efter, at kriminaliteten er begået.

Lovforslaget bygger på den rapport, som Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet afleverede til justitsministeren og socialministeren den 2. februar 2001 (herefter benævnt »rapporten«). Ekspertgruppen blev nedsat af regeringen den 27. oktober 2000 som et blandt flere initiativer mod ungdomskriminalitet.

2. Regeringens initiativer mod ungdomskriminalitet af 27. oktober 2000

Den 27. oktober 2000 besluttede regeringen at iværksætte en række initiativer mod ungdomskriminalitet. Initiativerne blev bl.a. iværksat på baggrund af konkrete sager, hvor børn og unge havde begået alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder gaderøveri og gruppevoldtægt.

Initiativerne skal sikre, at det strafferetlige og sociale system fungerer effektivt, og at der er et tilstrækkeligt antal institutionspladser til rådighed.

Initiativerne bestod i:

- Oprettelse af ca. 20 nye sikrede pladser til unge kriminelle. Det samlede antal sikrede pladser blev dermed bragt op på 74.

- Etablering af 100-120 yderligere anbringelsespladser til utilpassede unge, der er på vej ind i alvorligere kriminalitet. Der kan være tale om såkaldte »mandsopdækkede« pladser, døgninstitutionspladser mv.

- Nedsættelse af en hurtigt arbejdende ekspertgruppe, der bl.a. skulle vurdere, hvad der kan gøres for at styrke sanktionerne og myndighedsindsatsen på området.

Der blev samtidig afsat 100 mio. kr. til dækning af udgiften ved etableringen af de ca. 20 sikrede pladser samt de 100-120 anbringelsespladser.

3. Oversigt over ekspertgruppens overvejelser og forslag

3.1. Det er ekspertgruppens vurdering, at de eksisterende indgrebsmuligheder over for unge lovovertrædere mellem 15 og 18 år i de fleste tilfælde må anses for tilstrækkelige. Det er dog samtidig ekspertgruppens opfattelse, at det selv med en fuld udnyttelse af de eksisterende indgrebsmuligheder ikke i alle tilfælde vil være muligt i tilstrækkeligt omfang at imødekomme behovet for at kunne gennemføre en fastholdelse, der kan beskytte det omgivende samfund mod ny kriminalitet og på samme tid give mulighed for at iværksætte og gennemføre en behandling, der på længere sigt kan være egnet til at resocialisere den unge. På denne baggrund har ekspertgruppen overvejet, hvordan en særlig ungdomssanktion nærmere kan udformes.

Et flertal i ekspertgruppen (11 medlemmer) finder, at en ungdomssanktion bør udformes som en særlig foranstaltning, der kort kan beskrives som en dom til længerevarende socialpædagogisk behandling, hvori der indgår et element af fastholdelse. Målgruppen er unge mellem 15 og 18 år, der har begået alvorlig kriminalitet, og som samtidig har et massivt socialpædagogisk behandlingsbehov.

Efter forslaget er hovedelementerne i sanktionen et indledende ophold i en sikret institution (typisk af 2 måneders varighed), derefter et længerevarende ophold i en almindelig døgninstitution eller godkendt opholdssted, afsluttende med en ambulant fase/udslusningsfase. Der foreslås indbygget en betydelig grad af fleksibilitet i foranstaltningen, således at den løbende kan tilpasses skærpes eller lempes afhængig af den unges adfærd og udvikling. Den samlede varighed af sanktionen foreslås at være 2 år. Den samlede længstetid for ophold i institution/opholdssted foreslås at være på 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret institution.

Et mindretal i ekspertgruppen (3 medlemmer fra amterne og Københavns Kommune) finder, at flertallets konkrete forslag til udformningen af en ungdomssanktion indeholder en række elementer, der på en uheldig måde sammenblander retsvæsenets straffesystem med socialvæsenets hjælpesystem, og som efter disse medlemmers opfattelse er uheldige for mulighederne for at opnå resultater med en social behandling af de unge. Mindretallet er af den opfattelse, at det længerevarende socialpædagogiske behandlingsforløb ikke bør indskrives som en ny foranstaltning i straffeloven, men at det bør være et socialt koncept, som kan gives af retten som vilkår for en betinget dom eller besluttes af kriminalforsorgen ved overførsel til afsoning af frihedsstraf i socialt regi efter straffelovens § 49, stk. 2. Der henvises til rapporten s. 130 og 148-150.

Kommunernes Landsforenings repræsentant i ekspertgruppen har tilkendegivet, at det efter foreningens opfattelse henhører under regeringen og Folketinget at træffe beslutning om indførelse af en særlig ungdomssanktion og foretage de principielle overvejelser, denne sanktion giver anledning til, jf. rapporten s. 130.

Ekspertgruppens overvejelser og flertallets forslag vedrørende unge lovovertrædere på 15-17 år gennemgås nærmere nedenfor i pkt. 4.

3.2. For så vidt angår børn og unge under den kriminelle lavalder peger ekspertgruppen på, at ungdomssanktionen efter sin karakter af strafferetlig retsfølge ikke er anvendelig over for denne persongruppe.

For så vidt angår unge under 15 år er det ekspertgruppens vurdering, at serviceloven nu i kraft af de ændringer, der trådte i kraft den 1. januar i år i langt de fleste tilfælde giver tilstrækkelige muligheder for en reaktion med et socialt indhold, herunder med mulighed for at fastholde den pågældende med henblik på behandling, hvis et barn eller en ung under 15 år begår alvorligere kriminalitet.

Med henblik på at sikre, at den nødvendige indsats kan iværksættes så hurtigt som muligt, efter at en ung har begået alvorligere kriminalitet, foreslår ekspertgruppen, at der indføres en pligt for kommunen til at udarbejde en foreløbig handleplan senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om kriminaliteten. Ekspertgruppen har foreslået, at pligten på samme måde som den nugældende bestemmelse i servicelovens § 58 a om pligt til at udarbejde handleplaner ikke kun kommer til at gælde i forhold til børn og unge under 15 år, men også i forhold til unge lovovertrædere på 15 til 17 år.

Ekspertgruppens overvejelser og forslag vedrørende børn og unge under 15 år, der har begået alvorligere kriminalitet, gennemgås nærmere nedenfor i pkt. 5.

4. Unge lovovertrædere på 15-17 år

4.1. Gældende ret

Som udgangspunkt gælder det almindelige strafferetlige sanktionssystem for unge lovovertrædere på 15-17 år. Det gælder således både straffelovens regler og retsplejelovens bestemmelser om strafferetlig forfølgning, herunder efterforskning, tiltalerejsning og domstolenes behandling af straffesager. De almindelige sanktionsformer finder ligeledes anvendelse. På en række punkter indeholder lovgivningen dog særlige bestemmelser for unge under 18 år.

I det følgende gives en oversigt over gældende ret på dette område. En mere udførlig gennemgang findes i rapporten s. 36-52.

4.1.1. Varetægtsfængsling

Unge lovovertrædere på 15-17 år varetægtsfængsles som udgangspunkt efter de samme regler, som gælder for personer over 18 år. Reglerne herom findes i retsplejelovens kapitel 70.

Det følger af retsplejelovens § 765, stk. 1, om såkaldt »surrogatfængsling«, at hvis betingelserne for varetægtsfængsling er til stede, men varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten med den sigtedes samtykke bestemmelse derom. Retten kan herunder bestemme, at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institution (§ 765, stk. 2, nr. 3).

I langt de fleste tilfælde sker varetægtsfængsling af sigtede personer under 18 år i form af surrogatfængsling efter retsplejelovens § 765. De sikrede sociale institutioner benyttes i videst muligt omfang som varetægtssurrogat. Er der ikke umiddelbart plads på en sikret afdeling, placeres den unge i arresthus, indtil overførslen til en sikret institution i praksis kan ske.

4.1.2. Sanktionstyper og sanktionsvalget

Bødestraf til unge lovovertrædere vil i almindelighed blive fastsat til et mindre beløb end bøder til voksne lovovertrædere. Lykkes det ikke at inddrive en ubetalt bøde, og eftergives bøden ikke, træder i bødens sted en forvandlingsstraf i form af hæfte eller fængsel, jf. straffelovens § 53. Her gælder der imidlertid en særregel om, at der i almindelighed ikke må anvendes bødeforvandlingsstraf over for personer under 18 år.

Et tiltalefrafald er en afgørelse, der træffes af anklagemyndigheden, og som indebærer, at den sigtede anses for skyldig. Et tiltalefrafald kan være uden vilkår, men der er også mulighed for at knytte vilkår til et tiltalefrafald.

Efter retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2, kan tiltale i en sag helt eller delvis frafaldes i tilfælde, hvor det i medfør af § 723, stk. 1, fastsættes som vilkår, at sigtede undergives hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service. Det følger endvidere af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 3, at tiltale i en sag helt eller delvis kan frafaldes i tilfælde, hvor sigtede var under 18 år på gerningstidspunktet, og der fastsættes vilkår efter retsplejelovens § 723, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan der fastsættes vilkår om, at sigtede betaler en bøde eller indgår på konfiskation. Desuden kan der fastsættes samme vilkår som i betingede domme. Der kan endvidere fastsættes vilkår om en ungdomskontrakt.

En ungdomskontrakt kan kort beskrives som en aftale, hvorved en ung lovovertræder med forældremyndighedsindehaverens samtykke forpligter sig til at holde sig kriminalitetsfri i en nærmere angiven periode samt deltage i visse nærmere opregnede aktiviteter mv. (eksempelvis beskæftigelse eller uddannelse) mod, at anklagemyndigheden på sin side afstår fra yderligere retsforfølgning.

Retligt er der tale om et tiltalefrafald med vilkår efter retsplejelovens § 723. Det indebærer bl.a., at vilkåret om ungdomskontrakt og dermed indholdet af selve kontrakten skal godkendes af retten, jf. retsplejelovens § 723, stk. 3.

Målgruppen for ordningen er unge lovovertrædere i alderen 15-17 år, som efter gældende praksis ville have fået meddelt et tiltalefrafald eller eventuelt betinget dom. Unge, der har begået voldskriminalitet eller anden personfarlig kriminalitet, er ikke omfattet af ordningen.

Efter straffelovens § 56 kan retten gøre en straf betinget, hvis den finder det upåkrævet, at straffen kommer til fuldbyrdelse. Den fuldt ud betingede dom forekommer i to hovedformer: enten som en betinget dom uden fastsat straf (straffelovens § 56, stk. 1) eller som en betinget dom med fastsat straf (straffelovens § 56, stk. 2).

Efter straffelovens § 56, stk. 3, er det et fast vilkår for en betinget dom, at den dømte ikke i en prøvetid begår nyt strafbart forhold (vilkår om straffri vandel).

Efter straffelovens § 57 kan retten som vilkår for udsættelsen af straffastsættelsen eller af straffuldbyrdelsen bestemme, at den dømte i hele prøvetiden eller en del af denne skal undergives tilsyn (tilsynsvilkår). For personer under 18 år varetages tilsynet i almindelighed af de sociale myndigheder. Desuden kan retten fastsætte andre vilkår (særvilkår), som findes formålstjenlige, herunder at den dømte efter kommunens afgørelse undergives foranstaltninger efter § 40 i lov om social service, eventuelt af nærmere angiven art, og efterkommer de forskrifter, som kommunen meddeler den pågældende (§ 57, stk. 1, nr. 9). Dette indebærer, at det herefter påhviler de sociale myndigheder (kommunerne) at træffe bestemmelse om indholdet af de pågældende foranstaltninger efter den sociale lovgivning. Det kan f.eks. være ophold i en vis periode på en døgninstitution for børn og unge.

En betinget dom kan endvidere betinges af en pligt til under tilsyn af kriminalforsorgen at udføre ulønnet samfundstjeneste i mindst 30 timer og højst 240 timer. Samfundstjeneste kan bl.a. bestå i at arbejde for en velgørende eller almennyttig organisation, en sportsklub eller en kirke. Denne særlige variant af den betingede dom er reguleret i straffelovens 8. kapitel.

Det er en betingelse for anvendelse af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, at den dømte findes egnet hertil, jf. straffelovens § 62, stk. 1. Denne sanktionsform kan derfor ikke komme på tale over for de mest utilpassede unge under 18 år.

En særlig mellemform mellem betinget og ubetinget frihedsstraf findes i straffelovens § 58, stk. 1. Efter denne bestemmelse er der mulighed for at afsige en kombinationsdom, der består af en ubetinget strafdel og en betinget strafdel. Den ubetingede strafdel udgøres af en ubetinget frihedsstraf (hæfte eller fængselsstraf) på op til 6 måneder, mens dommen i øvrigt gøres betinget. Der er ikke noget maksimum for den betingede strafdel.

Der findes to former for frihedsstraf: hæfte og fængsel. I forbindelse med den nye straffuldbyrdelseslovs ikrafttræden den 1. juli 2001 afskaffes hæftestraffen, hvorefter fængselsstraffen vil være eneste form for frihedsstraf. Der ses herved bort fra forvaring (dvs. tidsubestemt frihedsberøvelse), der ikke anses for en straf, men for en anden retsfølge.

Selv om der i princippet ikke er noget til hinder for at idømme unge under 18 år ubetinget frihedsstraf, udvises der i retspraksis en betydelig tilbageholdenhed hermed.

Om behandlingsdomme kan det oplyses, at lovovertrædere, der på gerningstidspunktet er utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes, jf. straffelovens 16. Det samme gælder personer, der er mentalt retarderede i højere grad. Herudover indeholder § 16 også mulighed for straffrihed for visse andre psykisk afvigende gerningsmænd.

En frifindelse efter straffelovens § 16 indebærer, at den pågældende ikke kan idømmes straf (bøde, hæfte eller fængsel). Derimod er der i medfør af straffelovens § 68 mulighed for, at retten kan træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der må anses for formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Som eksempler på sådanne særforanstaltninger kan i forhold til sindssyge gerningsmænd nævnes dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling, dom til psykiatrisk behandling og dom til ambulant psykiatrisk behandling.

Af større interesse i forhold til de utilpassede unge, er det, at der i medfør af § 69, jf. § 68, er hjemmel til at dømme gerningsmænd, der har begået lovovertrædelser i en tilstand, der er betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, til anbringelse i en socialpædagogisk behandlingsinstitution eller til behandling i en sådan institution.

4.1.3. Afsoning

I alle sager, hvor unge under 18 år er idømt ubetinget frihedsstraf, skal det vurderes, om der er grundlag for at anbringe de pågældende på behandlingsinstitution eller lignende efter straffelovens § 49, stk. 2.

Anbringelse efter straffelovens § 49, stk. 2, kan betinges af en række vilkår. Ud over vilkår om ikke at begå strafbart forhold, kan der være tale om begrænsninger med hensyn til fravær fra anbringelsesstedet, vilkår om tilsyn og eventuelt om behandling.

I straffuldbyrdelseslovens § 78 der fra 1. juli 2001 afløser den nugældende bestemmelse i straffelovens § 49, stk. 2 er det i stk. 2 fastsat, at dømte under 18 år anbringes i institution mv. uden for fængsel eller arresthus, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod en sådan anbringelse.

4.2. Ekspertgruppens forslag

Et flertal i ekspertgruppen har som nævnt ovenfor i pkt. 3.1. foreslået, at en ungdomssanktion bør udformes som en særlig foranstaltning, der kort kan beskrives som en dom til længerevarende socialpædagogisk behandling, hvori der indgår et element af fastholdelse. Målgruppen er unge mellem 15 og 18 år, der har begået alvorlig kriminalitet, og som samtidig har et massivt socialpædagogisk behandlingsbehov.

Ekspertgruppen har i rapporten om ungdomskriminalitet redegjort for sine overvejelser om nogle mere overordnede spørgsmål i relation til spørgsmålet om indførelse af en ungdomssanktion, herunder bl.a. spørgsmålet om forholdet mellem behandling og straf og overvejelser om indførelse af en modtagepligt for amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner. Om disse mere overordnede overvejelser henvises til rapporten s. 123-133.

4.2.1. Målgruppe for en ungdomssanktion

Målgruppen for en ny ungdomssanktion bør efter ekspertgruppens opfattelse ikke kun fastlægges ud fra den kriminalitet, der begås, men også i lyset af behovet for en længerevarende, socialpædagogisk behandling.

På den baggrund har ekspertgruppen opstillet fire kriterier med henblik på afgrænsning af den personkreds, som ungdomssanktionen skal kunne anvendes over for: Et objektivt alderskriterium, et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige forhold (»social profil«), et kriterium, der angår kriminalitetens art (kriminalitetskravet), og endelig et kriterium, der knytter sig til den straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt (strafkravet).

Ungdomssanktionen tager sigte på unge, der er fyldt 15 år, og som endnu ikke er fyldt 18 år. Det er alderen på gerningstidspunktet, der er afgørende. Afviklingen af ungdomssanktionen kan uanset om den unge giver samtykke strække sig ud over det fyldte 18. år. Da ungdomssanktionens varighed er på 2 år, vil afviklingen af den række ud over det 18. år i alle de tilfælde, hvor den unge er fyldt 16 år eller 17 år på domstidspunktet.

I praksis vil det formentlig i almindelighed ikke komme på tale, at idømme en ungdomssanktion, hvis den tiltalte på domstidspunktet er fyldt eller forholdsvis kort tid efter fylder 18 år. Man kan dog forestille sig tilfælde, hvor de personlige forhold herunder den tiltaltes mangel på modenhed taler for ungdomssanktion i stedet for en fængselsstraf.

Det er af afgørende betydning, at myndighederne prioriterer en hurtig behandling af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kommer på tale. I det omfang en byretsdom, der lyder på ungdomssanktion, af den dømte ankes til landsretten, bør der lægges særlig vægt på en hurtig behandling, således at den unge ikke i mellemtiden bliver for »gammel« til ungdomssanktionen.

For så vidt angår den »sociale profil« er målgruppen efter forslaget kendetegnet ved, at der er tale om unge med markante tilpasningsproblemer, dvs. unge med en mangelfuldt udviklet evne til at skabe normale sociale relationer, besvær med at orientere sig i normale sociale sammenhænge og ofte præget af et højt angstniveau med deraf følgende uhensigtsmæssige og grænseoverskridende reaktionsformer, herunder kriminelle handlinger af særlig voldsom eller voldelig karakter. Deres adfærd er i mange tilfælde karakteriseret ved, at de typisk i forbindelse med, at de færdes i grupper ved truende eller lignende aggressiv adfærd optræder på en måde, der skaber frygt og utryghed i de områder, hvor de færdes.

Anvendelse af ungdomssanktionen forudsætter efter forslaget, at foranstaltningen må anses for formålstjenlig til at imødekomme den unges særlige behov for behandling, og hovedformålet med ungdomssanktionen vil være at varetage det individualpræventive formål med at straffe: At undgå at den unge begår ny kriminalitet. Det vil således være en forudsætning for anvendelse af ungdomssanktionen, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling.

Det forudsættes, at der kun helt undtagelsesvis kan blive tale om erklære en ung, der opfylder den »sociale profil«, for uegnet til behandling. Det er ikke en betingelse for idømmelse af ungdomssanktionen, at den pågældende giver samtykke til foranstaltningen. Der henvises i øvrigt til ekspertgruppens overvejelser om samtykke- og egnethedsspørgsmålet i rapporten s. 125-130.

For så vidt angår kriminalitetens art, er det efter forslaget navnlig tanken, at ungdomssanktionen skal anvendes ved grovere personfarlig kriminalitet, f.eks. vold, røveri og voldtægt. Ungdomssanktionen skal endvidere kunne anvendes i tilfælde af anden alvorlig kriminalitet, herunder mere omfattende berigelseskriminalitet, brugstyverier eller hærværk. Det indgår i grovhedsvurderingen, hvis kriminaliteten er begået i forening med andre, jf. straffelovens § 80, stk. 2.

Hvad endelig angår strafkravet, bør ungdomssanktionen efter ekspertgruppens opfattelse kunne anvendes i sager, hvor domstolene i dag ville idømme en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. 1 år. Det bør dog ikke være udelukket at anvende sanktionen over for unge, der står til en lidt længere ubetinget fængselsstraf, f.eks. på 1 år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. Den angivne overgrænse gælder også for kombinationsdomme efter straffelovens § 58, stk. 1. Er alternativet til en ungdomssanktion en kombinationsdom på 2 års fængsel, hvoraf 1 år og 6 måneder gøres betinget, forudsættes der således ikke idømt en ungdomssanktion. Derimod bør der kunne idømmes en ungdomssanktion, hvis alternativet er kombinationsdom på 1 års fængsel, hvoraf f.eks. 6 eller 9 måneder gøres betinget.

Når overgrænsen her ikke af ekspertgruppen foreslås fastsat til f.eks. fængsel i 2 år, skyldes det bl.a., at der ved straffe af denne længde over for unge lovovertrædere vil være tale om meget grov eller gentagen kriminalitet, hvor ubetinget fængselsstraf er forskyldt. Som det fremgår af rapporten s. 48-51, indebærer en ubetinget fængselsstraf ikke uden videre, at den unge skal afsone straffen i et fængsel. Udgangspunktet er, at straffen helt eller delvis afsones uden for fængselsregi, f.eks. i en social institution, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod det, jf. straffelovens § 49, stk. 2, der pr. 1. juli 2001 afløses af § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven. Dette giver mulighed for at tilrettelægge et afsoningsforløb, der tager hensyn til den unges behov for socialpædagogisk behandling, jf. herved f.eks. beskrivelsen af Ringe-projektet i rapporten s. 27-29.

Med hensyn til angivelsen af en undergrænse bemærkes, at hvis sagen kan afgøres med bøde, tiltalefrafald (eventuelt med ungdomskontrakt) betinget dom uden straffastsættelse eller dom til samfundstjeneste, så kommer anvendelse af ungdomssanktionen efter ekspertgruppens forslag ikke på tale. Disse sanktionstyper vil efter ekspertgruppens forslag dog næppe være relevante i forhold til unge, der både opfylder den ovenfor beskrevne sociale profil og kriminalitetskravet.

4.2.2. De enkelte elementer i ungdomssanktionen

Hovedindholdet i en ny ungdomssanktion bør efter ekspertgruppens forslag bestå i et længerevarende socialpædagogisk behandlingsforløb (»dom til socialpædagogisk behandling«).

Retten bør i den forbindelse kunne knytte pålæg til behandlingsdommen svarende til de vilkår, der kan knyttes til en betinget dom efter straffelovens § 57. Retten forudsættes dog altid i dommen at fastsætte længden (længstetiderne for) af de enkelte institutionsophold, jf. nedenfor.

For så vidt angår de overordnede tidsmæssige rammer bør ungdomssanktionen efter ekspertgruppens opfattelse have en varighed på 2 år.

Ungdomssanktionen forudsættes af ekspertgruppen indledt med et ophold på en døgninstitution efterfulgt af et længerevarende kontrolleret forløb med en intensiv socialpædagogisk indsats. Henset til den særlige målgruppe for sanktionen bør det være udgangspunktet, at den unge indledningsvis anbringes på en sikret afdeling.

Formålet med det indledende institutionsophold er dels umiddelbart gennem fjernelse fra lokalmiljøet at få standset den unges kriminelle handlinger, dels at tilvejebringe grundlaget for den videre socialpædagogiske behandling.

Varigheden af det indledende ophold i en sikret institution bør efter ekspertgruppens opfattelse formentlig i almindelighed være på 2 måneder svarende til den normale varighed af en socialpædagogisk observation efter den sociale lovgivning.

Hvis særlige omstændigheder taler for, at der kun er behov for et indledende ophold af kortere varighed i en sikret afdeling, kan det i dommen fastsættes, at det indledende ophold i sikret institution har en varighed på »indtil 2 måneder«. Hvis der omvendt skønnes at være behov for et længere indledende ophold end 2 måneder i sikret afdeling, bør dommen også give mulighed for det, f.eks. ved at det indledende ophold i sikret afdeling kan udstrækkes »indtil 4 måneder«.

Efter afviklingen af det indledende institutionsophold skal den unge efter forslaget som udgangspunkt anbringes under lempeligere former f.eks. på en (ikke sikret) døgninstitution eller et egnet opholdssted samtidig med, at den unge søges yderligere aktiveret med undervisning og/eller arbejde. Varigheden af dette ophold bør efter ekspertgruppens forslag i almindelighed være på indtil 12 måneder, således at det samlede institutionsophold er på omkring 14 måneder.

En tredje periode foregår i ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder. Varigheden af denne periode afhænger af den samlede varighed af institutionsopholdet. Hvis overgangen til den ambulante fase sker efter et indledende ophold i sikret afdeling på 2 måneder efterfulgt af et ophold på almindelig døgninstitution i 12 måneder, vil den ambulante periode få en varighed på 10 måneder, medmindre der sker tilbageførsel til institution.

Det bør således med hjemmel i dommen være muligt at føre den dømte tilbage til sikret institution, hvis det viser sig, at den pågældende (endnu) ikke kan håndtere de friheder, der er forbundet med ophold i en almindelig (ikke sikret) døgninstitution eller opholdssted. For det samlede ophold i sikret institution som led i en ungdomssanktion bør der dog gælde en længstetid. Denne længstetid, hvori også medregnes det indledende ophold på typisk 2 måneder i sikret afdeling, kan efter ekspertgruppens opfattelse passende fastsættes til 1 år.

Tilsvarende bør den dømte kunne genanbringes i almindelig døgninstitution efter at være overgået til den ambulante fase, hvis det viser sig nødvendigt for at gennemføre den socialpædagogiske behandling. Ekspertgruppen har fundet, at der ud over den nævnte længstetid på 1 år for ophold i sikret institution også bør fastsættes en længstetid for det samlede institutionsophold omfattende både ophold i sikret afdeling og ophold i almindelig døgninstitution/egnet opholdssted. Denne længstetid foreslås fastsat til 1½ år.

Afgørelse om tilbageførsel i henhold til den idømte ungdomssanktion bør ifølge forslaget træffes af de kompetente sociale myndigheder (dvs. hjemkommunen og ved tilbageførsel til sikret afdeling tillige det amt, hvor den sikrede afdeling er beliggende). Eftersom afgørelsen træffes med hjemmel i en bemyndigelse i dommen, forudsætter tilbageførsel ikke, at de almindelige betingelser for anbringelse uden samtykke i den sociale lovgivning er opfyldt, ligesom der ikke er klageadgang gennem det sociale ankesystem. Betingelsen for tilbageførsel er som for idømmelse af ungdomssanktion i det hele taget at det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Som eksempler på forhold, der kan føre til tilbageførsel, kan nævnes ny kriminalitet og »springture«. For så vidt angår betydningen af ny kriminalitet henvises til pkt. 4.2.8. nedenfor.

Ekspertgruppen finder henset til indgrebets intensive karakter, at den dømte bør kunne forlange domstolsprøvelse af de sociale myndigheders afgørelse, hvis det efter overførslen fra sikret afdeling til almindelig (åben) døgninstitution eller opholdssted eller til ambulant behandling med hjemmel i dommen besluttes at tilbageføre den dømte til sikret afdeling inden for rammerne af de længstetider, der gælder, jf. nærmere herom nedenfor i under bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

For at sikre en nogenlunde ensartet praksis med hensyn til anvendelsen af ungdomssanktionen har ekspertgruppen foreslået, at anklagemyndigheden efter drøftelse med de berørte parter skal fastsætte vejledende retningslinier for udformningen af påstande (og dermed domskonklusioner) om de sædvanligt forekommende varianter af ungdomssanktioner (sådan som der af Rigsadvokaten er fastsat vejledende retningslinier for foranstaltninger over for visse psykisk afvigende lovovertrædere i cirkulære nr. 234 af 10. december 1976). Der vil i den forbindelse f.eks. kunne tages stilling til den grad af fleksibilitet, der bør være i angivelsen af de tidsmæssige rammer for ophold i almindelig døgninstitution eller egnet opholdsted.

En foranstaltning kunne f.eks. gå ud på, at den domfældte

- i 2 år undergives tilsyn af kommunen og efter kommunens nærmere bestemmelse undergiver sig socialpædagogisk behandling

- i de første 2 måneder anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge

- og herefter i indtil 12 måneder anbringes på en døgninstitution eller et godkendt opholdssted

- i øvrigt efterkommer pålæg fra de sociale myndigheder om opholdssted, herunder tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution/godkendt opholdssted, inden for de længstetider, der er fastsat i straffelovens § 74 a, stk. 2, 2. pkt.

Det bemærkes, at varigheden af opholdet i »almindelig« døgninstitution eller godkendt opholdssted, efter forslaget er angivet som »indtil 12 måneder«. Udvikler den unge sig positivt, er der således mulighed for at overgå til den ambulante fase inden udløbet af de 12 måneder.

Med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af ungdomssanktionen bemærkes i øvrigt, at den tid, som den unge forud for dommen måtte have været varetægtsfængslet eller surrogatanbragt, efter forslaget ikke fradrages i længstetiden for den idømte ungdomssanktion. Straffelovens § 86, der alene angår fradrag i idømt frihedsstraf, gælder således ikke i disse tilfælde.

For så vidt angår det behandlingsmæssige indhold i en ungdomssanktion henvises til rapporten s. 138-139.

4.2.3. Oplysninger og indstilling fra de sociale myndigheder

For at tilvejebringe et grundlag for sanktionsfastsættelsen indhenter anklagemyndigheden i forbindelsen med forberedelsen af straffesager mod unge under 18 år oplysninger om sigtedes personlige forhold hos de sociale myndigheder i sigtedes opholdskommune. De sociale myndigheder bør i den forbindelse tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en dom til socialpædagogisk behandling må anses for formålstjenlig, og som led i den plan, der efter serviceloven er pligt til at udarbejde for unge, som har begået alvorlig kriminalitet hvilke pålæg, der må anses for formålstjenlige i forhold til den unge.

Indstillingen fra de sociale myndigheder for personer i de sager, hvor en ungdomssanktion kommer på tale, skal efter ekspertgruppens opfattelse indeholde forslag til, hvordan ungdomssanktionen for den pågældende unge bør udformes. De sociale myndigheder bør i den forbindelse (via anklagemyndigheden) indstille til retten, hvor længe den unge bør opholde sig på en sikret døgninstitution, og i hvor lang tid den unge efterfølgende skal være anbragt på en åben institution/opholdssted. Har den unge under sagen været anbragt i varetægtssurrogat i sikret afdeling, og er der her gennemført en pædagogisk observation, der viser, at den pågældende ikke har behov for at være i en sikret afdeling, er der ikke noget til hinder for, at de sociale myndigheder indstiller, at ungdomssanktionen indledes på en almindelig døgninstitution/opholdssted.

4.2.4. Kompetenceforhold

Efter forslaget er det retten, der træffer afgørelse om, hvorvidt en ung, der er fundet skyldig, er omfattet af målgruppen for ungdomssanktionen og således opfylder betingelserne for at blive idømt denne sanktion i stedet for almindelig fængselsstraf.

Retten skal i den forbindelse afgøre, om det må anses for formålstjenligt at anvende ungdomssanktion og som led heri tage stilling til, om den unge helt undtagelsesvis må anses for uegnet til behandling inden for det sociale system. Denne afgørelse træffes på grundlag af indstillingen fra de sociale myndigheder, jf. ovenfor i pkt. 4.2.3., og i lyset af anklagemyndighedens og forsvarerens påstande og procedurer. Selv om retten ikke formelt er bundet af indstillingen fra de sociale myndigheder, forudsættes det i rapporten, at der ikke afsiges dom til ungdomssanktion, hvis der foreligger en velbegrundet indstilling fra de sociale myndigheder om, at den tiltalte er uegnet til at modtage en dom til socialpædagogisk behandling.

Kommer retten til det resultat, at der skal idømmes ungdomssanktion, skal retten i dommen fastsætte de overordnede rammer med hensyn til varigheden af institutionsophold og eventuelt andre pålæg, jf. eksemplet på en domskonklusion ovenfor pkt. 4.2.2. Også her træffer retten afgørelse på grundlag af indstillingen fra de sociale myndigheder og anklagemyndighedens og forsvarerens påstande og procedurer.

Det behandlingsmæssige indhold fremgår af det program/den handleplan, som de sociale myndigheder har udarbejdet, og som forudsættes at være en del af indstillingen, eventuelt som et bilag.

Den behandlingsmæssige del af programmet angår i princippet fuldbyrdelsen af ungdomssanktionen. Dette skal retten efter ekspertgruppens forslag ikke gå nærmere ind i og det har den i øvrigt normalt heller ikke de fornødne faglige forudsætninger for at gøre. Hertil kommer, at handleplanen i sagens natur ikke kan ligge fast en gang for alle. Den skal til stadighed kunne tilpasses. Selv om retten havde kompetence til at godkende de behandlingsmæssige elementer i planen, kunne de sociale myndigheder ikke være afskåret fra efterfølgende at ændre i den uden godkendelse fra retten.

Der kan i øvrigt henvises til bilag 4 i rapporten (s. 203-204), hvor samspillet mellem justitsvæsenet og de sociale myndigheder i forbindelse med forberedelsen af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kan komme på tale, er beskrevet.

4.2.5. Hurtig sagsbehandling

Det er efter ekspertgruppens opfattelse af afgørende betydning, at myndighederne prioriterer en hurtig behandling af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kommer på tale. Der gælder allerede i dag en pligt til at fremme sager, hvor den sigtede/tiltalte er varetægtsfængslet. Det vil den sigtede/tiltalte ofte være (typisk i surrogat) i sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion er aktuel. I sager, hvor den pågældende måtte være på fri fod under domsforhandlingen, er det vigtigt, at både politiet/anklagemyndigheden, de sociale myndigheder og domstolene er opmærksomme på at prioritere en hurtig behandling af sagerne. Der vil være tale om ret få sager, så en meget hurtig behandling af disse sager kan efter ekspertgruppens opfattelse ikke antages at få nogen mærkbar negativ virkning for sagsbehandlingstiden i andre sager.

Behovet for at fremme sådanne sager mest muligt gør sig også og i endnu højere grad gældende, hvis sagen ankes til landsretten. Dette gælder for så vidt, uanset om den tiltalte måtte være varetægtsfængslet eller surrogatanbragt i den tid, der går mellem byretsdom og landsretsdom, eller om den pågældende er på fri fod under anken.

Det er endvidere vigtigt, at sanktionen kan iværksættes så hurtigt som muligt efter domsafsigelsen i byretten eller, hvis sagen ankes, i landsretten.

Er den unge anbragt i varetægtssurrogat under sagens behandling, vil sanktionen kunne iværksættes i umiddelbar forlængelse af den endelige dom. Den unge bør i den forbindelse normalt placeres i samme sikrede afdeling, hvor den pågældende har opholdt sig i varetægtssurrogat, således at der ikke behøver ske et miljøskifte. Befinder den unge sig ikke allerede på den sikrede afdeling, hvor afviklingen af ungdomssanktionen skal indledes, men f.eks. er på fri fod eller varetægtsfængslet i et arresthus, forudsætter ekspertgruppen, at den pågældende normalt vil kunne modtages i en sikret afdeling inden for en kortere frist f.eks. 7 dage. Ekspertgruppen anbefaler i den forbindelse, at der indgås en aftale mellem regeringen og de kommunale parter, som kan sikre en »de facto« modtagepligt, dvs. sikre, at der er det nødvendige antal pladser til rådighed til unge, der idømmes ungdomssanktion, jf. nærmere herom i rapporten s. 130-133 og 150-153.

4.2.6. Foranstaltningsændring?

Ekspertgruppen har overvejet, om der bør være adgang til anmode retten om at ændre eller ophæve foranstaltningen, før længstetiden er udløbet, svarende til adgangen til at rejse sag om foranstaltningsændring efter straffelovens § 72 med hensyn til behandlingsdomme over for psykisk afvigende lovovertrædere.

Henset til, at ungdomssanktionen er tidsbegrænset til 2 år, at den kun i forholdsvis begrænset omfang forudsættes fuldbyrdet på en sikret afdeling typisk i form af et indledende ophold på 2 måneder at de personlighedsmæssige og sociale forhold, som behandlingen retter sig imod, ikke er af en sådan karakter, at der kan forventes hurtige resultater af behandlingen, og at der i foranstaltningen forudsættes indbygget en sådan fleksibilitet, at den løbende kan tilpasses (herunder navnlig lempes) som led i den socialpædagogiske behandling, er der efter ekspertgruppens opfattelse ikke anledning til at foreslå regler om foranstaltningsændringer. Om betydningen af ny kriminalitet henvises til pkt. 4.2.8. nedenfor.

4.2.7. Konvertering af en ungdomssanktion til en almindelig fængselsstraf?

Efter forslaget er det ikke en forudsætning for at anvende ungdomssanktionen, at den unge (eller forældremyndighedsindehaveren) giver samtykke til foranstaltningen. Det er dog en forudsætning, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling.

Findes den unge undtagelsesvis uegnet til behandling inden for det sociale system, skal der efter forslaget idømmes en almindelig straf. Som anført ovenfor under pkt. 4.2.1. er ungdomssanktionen efter forslaget et alternativ til ubetinget fængselsstraf. Er den unge uegnet til behandling, vil konsekvensen derfor være, at der må idømmes en helt eller delvis ubetinget fængselsstraf, da en ren betinget dom i sådanne tilfælde må anses for formålsløs og derfor ikke bør kunne komme på tale ved de former for kriminalitet, hvor spørgsmålet om anvendelse af ungdomssanktion aktualiseres.

Findes den unge derimod ikke uegnet til behandling, og er den unge omfattet af målgruppen, jf. ovenfor i pkt. 4.2.1., idømmes ungdomssanktionen, selv om den unge måtte foretrække en almindelig straf, der vil være af kortere varighed end ungdomssanktionen. Den pågældende har således ikke valgfrihed.

Ekspertgruppens forslag bygger således på en forventning om, at det også i forhold til modvillige unge vil være muligt at udnytte den fastholdelse, der ligger i ungdomssanktionen, til at skabe ro omkring den unge og motivere den pågældende til at medvirke positivt i behandlingsforløbet, hvilket må antages at være en forudsætning for at opnå et positivt resultat af indsatsen.

Det kan imidlertid næppe udelukkes, at nogle af de unge, der idømmes ungdomssanktionen, mere vedvarende vil modsætte sig og være afvisende over for den behandling, som ungdomssanktionen indebærer.

Ekspertgruppen har på den baggrund overvejet, hvordan man skal forholde sig til unge, der under afviklingen af ungdomssanktionen ikke kan motiveres til at medvirke, men som tværtimod måske udviser en adfærd, der er destruktiv for behandlingsmiljøet, udøver vold mod personalet mv. Spørgsmålet er, om disse modvillige unge skal søges fastholdt i ungdomssanktionen, eller om afviklingen af sanktionen skal afbrydes og eventuelt erstattes af noget andet. For en samlet gennemgang af disse overvejelser henvises til rapporten s. 143-146.

Det er ekspertgruppens opfattelse, at en konvertering alene må antages at ville udløse en kortere eller måske slet ingen ubetinget fængselsstraf, og at udsigten til en sådan omsætning derfor næppe vil virke afskrækkende på unge, der ikke ønsker at deltage positivt i gennemførelse af ungdomssanktionen. Bl.a. på denne baggrund har ekspertgruppen ikke stillet forslag om, at en ungdomssanktion i forhold til unge, der under afviklingen af sanktionen viser sig at være uimodtagelige, skal kunne omsættes til en ubetinget fængselsstraf.

Ekspertgruppen er opmærksom på de problemer for behandlingsmiljøet på de sociale institutioner, som den manglende konverteringsmulighed i visse forhåbentlig få tilfælde kan medføre. Ekspertgruppen har dog fundet, at de muligheder, som en ungdomssanktion indeholder f.eks. med hensyn til tilbageførsel til sikret afdeling, i de fleste tilfælde må antages at være egnede til at løse eller i hvert fald at afhjælpe de problemer, som modvillige unge kan give anledning til. Der vil også være mulighed for at fjerne den pågældende fra de andre unge for at undgå en negativ påvirkning af behandlingsmiljøet.

4.2.8. Ny kriminalitet

Hvis en person, der er undergivet en ungdomssanktion, begår ny kriminalitet, må der tages stilling til, hvilken betydning det skal have for ungdomssanktionen.

Det bemærkes indledningsvis, at ekspertgruppens forslag til en ungdomssanktion ikke har karakter af en betinget dom, der efter bestemmelsen i straffelovens § 61, stk. 2, kan blive udløst ved ny kriminalitet, således at der kan blive udmålt en fællesstraf for både den oprindeligt pådømte kriminalitet og den nye kriminalitet. Det indebærer, at der i straffastsættelsen i forbindelse med ny kriminalitet efter en dom til ungdomssanktion ikke skal indgå en strafdel hidrørende fra den ikke fuldt ud afviklede ungdomssanktion. Dette udelukker selvsagt ikke, at det ved straffastsættelsen for den nye kriminalitet kan indgå som en skærpende omstændighed, at den nye kriminalitet er begået, mens vedkommende er undergivet en strafferetlig foranstaltning (ungdomssanktionen).

Det er ekspertgruppens opfattelse, at ny kriminalitet ikke bør indebære, at ungdomssanktionen bortfalder men eventuelt afbrydes, hvis der i anledning af den nye kriminalitet sker varetægtsfængsling. Der henvises herved til det ovenfor anførte om ungdomssanktionen som en sanktion, som den unge normalt ikke kan blive »smidt ud af«. Dette udgangspunkt må dog fraviges ved grovere kriminalitet, hvor den unge står til en længerevarende ubetinget fængselsstraf. Om behandlingen af ny kriminalitet, der begås af unge, som er undergivet en ungdomssanktion henvises til rapporten s. 146-148 og til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

4.3. Regeringens overvejelser

4.3.1. Ekspertgruppens forslag

Regeringen kan af de af flertallet i ekspertgruppen anførte grunde tiltræde, at der i straffeloven indføres mulighed for at idømme unge lovovertrædere en ungdomssanktion.

Det er således også regeringens opfattelse, at det selv med en fuld udnyttelse af de eksisterende indgrebsmuligheder ikke i alle tilfælde vil være muligt i tilstrækkeligt omfang at imødekomme behovet for at kunne gennemføre en fastholdelse, der kan beskytte det omgivende samfund mod ny kriminalitet og på samme tid give mulighed for at iværksætte og gennemføre en behandling, der på længere sigt kan være egnet til at resocialisere den unge.

For så vidt angår spørgsmålet om afgrænsningen af strafkravet i forhold til målgruppen for en ungdomssanktion er regeringen enig med ekspertgruppen i, at ungdomssanktionen bør kunne anvendes i sager, hvor domstolene i dag ville idømme en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. 1 år. Regeringen er endvidere enig med ekspertgruppen i, at det ikke bør være udelukket at anvende sanktionen over for unge, der står til en lidt længere fængselsstraf, f.eks. på 1 år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. Regeringen kan således tiltræde ekspertgruppens overvejelser vedrørende overgrænsen for strafkravet.

Ekspertgruppen har med hensyn til angivelsen af en undergrænse bemærket, at hvis sagen kan afgøres med bøde, tiltalefrafald (eventuelt med ungdomskontrakt), betinget dom eller dom til samfundstjeneste, så kommer ungdomssanktion ikke på tale. Disse sanktionstyper vil efter ekspertgruppens opfattelse dog næppe være relevante i forhold til unge, der både opfylder beskrivelsen af den sociale profil og kriminalitetskravet (jf. pkt. 3.2.1. ovenfor).

Regeringen kan tiltræde disse synspunkter. Man må dog i den forbindelse være opmærksom på, at grænsen mellem ubetinget og betinget dom ikke er ganske skarp i retspraksis, og at selve eksistensen af den ny sanktionsform vil kunne påvirke sanktionsvalget i dette grænseområde.

Præsidenten for Vestre Landsret og Den Danske Dommerforening har i deres høringssvar foreslået, at det af lovteksten fremgår, i hvor lang tid foranstaltningen, herunder med ophold i døgninstitution, kan forlænges i tilfælde af ny kriminalitet. Regeringen er enig i, at der også på dette punkt i loven bør fastsættes en længstetid. Henset til, at ordningen med socialpædagogisk behandling fortrinsvis er tænkt anvendt (fuldbyrdet) over for unge under 18 år (sml. ovenfor pkt. 4.2.1. om alderskriteriet), og at der over for grovere, ny kriminalitet bør reageres med ubetinget frihedsstraf og bortfald af ungdomssanktionen (jf. pkt. 4.2.8 ovenfor og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1), kan maksimum for forlængelse af ungdomssanktionen efter regeringens opfattelse passende fastsættes til 6 måneder.

4.3.2. Konsekvensrettelser som følge af ungdomssanktionen

Indførelsen af en ungdomssanktion rejser spørgsmål om en række konsekvensændringer af straffeloven og retsplejeloven også ud over den ændring af straffelovens § 89 a, som ekspertgruppen har foreslået (jf. lovforslagets § 1, nr. 3). De mere principielle spørgsmål gennemgås i det følgende, idet der i øvrigt henvises til lovforslagets specielle bemærkninger.

4.2.3.1. Efter straffelovens § 97, stk. 2, er forældelsesfristen for idømt straf afhængig af varigheden af den idømte straf. Således er forældelsesfristen 5 år for hæfte og fængsel indtil 1 år, 10 år for fængsel indtil 4 år, 15 år for fængsel indtil 8 år og 20 år for fængsel på tid over 8 år. Fængsel på livstid forældes ikke. For særforanstaltningerne gælder, at forvaring forældes efter 15 år, mens foranstaltninger over for psykisk afvigende lovovertrædere efter straffelovens §§ 68 og 69 forældes efter 10 år.

Det er regeringens opfattelse, at forældelsesfristen for en idømt ungdomssanktion i lyset af den ellers forskyldte straf (strafkravet) og alderskravet bør fastsættes til 5 år svarende til forældelsesfristen for frihedsstraffe af indtil 1 års varighed, jf. herved straffelovens § 97, stk. 2, nr. 1.

Hvorvidt det i praksis vil være muligt at fuldbyrde en ungdomssanktion længere tid efter, at dommen er afsagt, er et andet spørgsmål.

Som det fremgår af pkt. 4.2.1. ovenfor, vil det i praksis formentlig i almindelighed ikke komme på tale, at idømme en ungdomssanktion, hvis den tiltalte på domstidspunktet er fyldt eller forholdsvis kort tid efter fylder 18 år. Man kan dog forestille sig tilfælde, hvor de personlige forhold herunder den tiltaltes mangel på modenhed taler for ungdomssanktion i stedet for en fængselsstraf.

Det må ud fra lignende overvejelser afgøres, om det i praksis er muligt at fuldbyrde en ungdomssanktion, hvis det igennem længere tid ikke har været muligt iværksætte fuldbyrdelsen. De sociale myndigheder vil således i givet fald skulle tage stilling til, om den unge er blevet for »gammel« til at kunne placeres i en social døgninstitution eller godkendt opholdssted for børn og unge.

Det har i den forbindelse været overvejet, om der bør indføres hjemmel til at konvertere den resterende del af ungdomssanktionen til en almindelig fængselsstraf. Konklusionen er imidlertid blevet, at det i sådanne situationer ikke vil være rigtigt at indføre hjemmel til at genoptage straffesagen og konvertere ungdomssanktionen til en ubetinget fængselsstraf. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at en sådan »konverteringsordning« ikke kendes ved andre særforanstaltninger, at problemet må antages kun at blive relevant i et yderst begrænset antal sager (hvis det overhovedet bliver aktuelt), og at der i langt de fleste af disse sager i givet fald må forventes at være forløbet lang tid siden den pådømte kriminalitet blev begået, således at en ny (konverteret) straf vil savne specialpræventiv effekt over for den pågældende. Dette understreges i øvrigt yderligere af den pågældendes unge alder på gerningstidspunktet.

Har det igennem lang tid ikke været muligt at iværksætte fuldbyrdelsen af ungdomssanktionen, og er de sociale myndigheder af den opfattelse, at den unge er blevet for »gammel« til at kunne afvikle ungdomssanktionen, vil konsekvensen være, at ungdomssanktionen de facto bortfalder, selv om den idømte foranstaltning formelt ikke er forældet.

4.2.3.2. I forbindelse med indførelse af en adgang til at idømme ungdomssanktion må der også tages stilling til den processuelle behandling af sager, hvor der bliver spørgsmål om at idømme en ungdomssanktion.

Det følger af retsplejelovens § 925 a, at nævningesager, hvor sigtede har tilstået, og hvor der bliver spørgsmål om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 73, behandles ved byret under medvirken af domsmænd. I sådanne sager har man ikke fundet, at det er tilstrækkeligt betryggende med den mere summariske procedure for almindelige tilståelsessager efter § 925, da der er tale om personer, der ikke er fuldt tilregnelige.

Idømmelse af en ungdomssanktion kan på flere punkter sammenlignes med iværksættelse af foranstaltninger efter straffelovens § 69, jf. § 68, der giver hjemmel til at dømme gerningsmænd, der har begået lovovertrædelser i en tilstand, der er betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, til anbringelse i en socialpædagogisk behandlingsinstitution eller til behandling i en sådan institution. Regeringen har derfor overvejet, om sager, hvor der bliver spørgsmål om idømmelse af en ungdomssanktion, ligeledes burde behandles efter retsplejelovens § 925 a.

Eftersom målgruppen for ungdomssanktionen imidlertid ikke er utilregnelige personer (sml. straffelovens § 16), er det regeringens opfattelse, at der ikke er behov for at fravige retsplejelovens almindelige regler, når der bliver spørgsmål om at idømme en ungdomssanktion. Hvis den sigtede tilstår, kan sagen behandles efter retsplejelovens § 925 (efter den 1. juli 2001 retsplejelovens § 922). Kan sagen ikke fremmes som en tilståelsessag, behandles den efter de almindelige regler under medvirken af domsmænd, jf. herved retsplejeloven § 686.

Der stilles derfor ikke forslag om konsekvensændringer på dette punkt.

4.2.3.3. Efter de gældende bestemmelser i retsplejelovens § 756 og § 763, stk. 2, er der adgang til at anholde og efter omstændighederne varetægtsfængsle, hvis der er henholdsvis rimelig eller begrundet mistanke om, at en person har overtrådt bestemmelser i bl.a. en betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, eller bestemmelser i en afgørelse om særforanstaltning efter straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 72.

Bestemmelserne angår vilkårsovertrædelser, og formålet med anholdelse eller varetægtsfængsling efter disse bestemmelser er ifølge forarbejderne dels sikring af undersøgelsen vedrørende vilkårsovertrædelsen, dels tilvejebringelse af fornyet kontakt med tilsynsmyndigheden og nyt grundlag for fortsættelse af forsorgsarbejdet med den pågældende, dels med henblik på indsættelse til straffuldbyrdelse, jf. herved betænkning nr. 752/1975, Kriminalforsorg Socialforsorg, s. 212-215. I praksis anvendes bestemmelsen om varetægtsfængsling næsten kun, når vilkårsovertrædelsen består i ny kriminalitet, og citeres i så fald næsten altid ved siden af en af fængslingsgrundene i retsplejelovens § 762 og næsten altid i forbindelse med konstatering af gentagelsesfare (§ 762, stk. 1, nr. 2), jf. Anklagemyndighedens Årsberetning 1978, s. 32.

Som det fremgår af pkt. 4.2.2. ovenfor, kan retten til en dom til socialpædagogisk behandling (ungdomssanktion) knytte pålæg svarende til de vilkår, der kan knyttes til en betinget dom efter straffelovens § 57, jf. herved den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 74 a, stk. 2, 1. pkt.

At der er tale om pålæg og ikke blot vilkår indebærer, at afgørelsen (inklusiv pålægget om institutionsophold) kan gennemføres umiddelbart efter sit indhold, jf. rapporten s. 135-136. Herved adskiller det sig fra, hvad der gælder for vilkår i en betinget dom. Opfylder den dømte ikke et vilkår i eller i henhold til en betinget dom om f.eks. institutionsophold, kan vilkåret ikke gennemtvinges ved, at politiet afhenter den pågældende og bringer ham eller hende ind på institutionen. Et pålæg i en dom til ungdomssanktion f.eks. om institutionsophold kan gennemtvinges umiddelbart, om nødvendigt med politiets bistand, jf. herved de gældende bestemmelser i retsplejelovens § 997, stk. 1, og § 761 om henholdsvis politiets pligt til at drage omsorg for straffedommes fuldbyrdelse og politiets adgang til at pågribe en person med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom.

Det er derfor ikke nødvendigt at foretage konsekvensændringer af retsplejelovens § 756 og § 763, stk. 2, så der i disse bestemmelser også henvises til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 74 a om ungdomssanktionen.

5. Børn og unge under den kriminelle lavalder på 15 år

5.1. Gældende ret

De gældende regler om særlig støtte til børn og unge fremgår af lov om social service (serviceloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000. De hidtil gældende regler om særlig støtte, der fremgår af lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 blev ændret ved lov nr. 466 af 31. maj 2000. Disse ændringer trådte i kraft den 1. januar 2001.

Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

Den særlige støtte til børn og unge udmøntes i forhold til det/den enkelte barn/unge ved iværksættelse af foranstaltninger.

Kommunen kan træffe beslutning om at iværksætte forskellige former for foranstaltninger, når det må antages at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Det er den eller de mindst indgribende, formålstjenlige foranstaltninger, der skal vælges. Afgørelsen træffes som hovedregel med samtykke fra forældremyndighedens indehaver. En afgørelse om anbringelse kræver som hovedregel også samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

De i serviceloven (§ 40, stk. 2) opregnede foranstaltninger er:

- konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold, herunder pålæg om dagtilbud, klub eller lignende

- praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet

- familiebehandling eller lignende støtte

- døgnophold for familien eller dele af den

- aflastningsordning

- personlig rådgiver for barnet eller den unge

- fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien

- økonomisk støtte til udgifter som følge af de ovenfor nævnte foranstaltninger, udgifter der bevirker undgåelse af en anbringelse uden for hjemmet eller udgifter til ophold på kost- eller efterskole

- anbringelse uden for hjemmet

- formidle praktiktilbud hos en arbejdsgiver for den unge og udbetale den unge godtgørelse i den forbindelse

Efter servicelovens § 42 kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11. En sådan afgørelse kan træffes, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

- utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

- vold eller andre alvorlige overgreb,

- misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

- andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Der kan kun træffes en sådan afgørelse, når der er begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter § 42, stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 40, stk. 2, nr. 11, jf. § 42, stk. 2.

Hvis en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingelserne i § 42, stk. 1, træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Med virkning fra den 1. januar 2001 skal kommunen for børn og unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, udarbejde en plan for den indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige indsats, der er nødvendig for at opnå formålet, jf. servicelovens § 58 a. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive indsatsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende barnet eller den unge, herunder behandling, uddannelse mv. Planen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

For en mere udførlig beskrivelse af indsatsmulighederne efter serviceloven henvises til rapporten s. 52-78.

5.3. Ekspertgruppens forslag

5.3.1. Ekspertgruppen er efter kommissoriet anmodet om i forhold til de 15-17 årige at overveje og vurdere udformningen af en særlig ungdomssanktion, som kombinerer forskellige elementer af institutionsanbringelse, uddannelse, arbejde og tilsyn i et samlet, faseopdelt forløb. Ifølge kommissoriet bør ordningen tillige kunne anvendes af de sociale myndigheder som led i indsatsen over for børn og unge under den kriminelle lavalder.

Ekspertgruppens forslag til udformning af en ungdomssanktion er nærmere beskrevet ovenfor under pkt. 4.2.

Ungdomssanktionen er ifølge ekspertgruppen efter sin karakter af strafferetlig retsfølge ikke anvendelig over for børn og unge under den kriminelle lavalder.

Ekspertgruppen peger imidlertid på, at allerede den gældende sociale lovgivning giver mulighed for at reagere over for alvorlig kriminalitet begået af børn og unge under den kriminelle lavalder med sociale foranstaltninger, et længerevarende socialpædagogisk behandlingsforløb undtagelsesvis i form af anbringelse i en sikret afdeling.

Det er ekspertgruppens vurdering, at serviceloven i langt de fleste tilfælde giver tilstrækkelige muligheder for en reaktion med et socialt indhold ved at kunne fastholde barnet eller den unge og dermed indlede et længerevarende behandlingsforløb over for unge, hvis kriminelle adfærd må ses som et udtryk for, at de har et behov for en social indsats.

På den baggrund er der efter ekspertgruppens opfattelse ikke behov for at foreslå nye regler om iværksættelse af et længerevarende, faseopdelt socialpædagogisk behandlingsforløb herunder med anbringelse i døgninstitution, undtagelsesvis på sikret afdeling over for børn og unge under den kriminelle lavalder, som begår alvorlig kriminalitet. Det afgørende er, at reaktionsmulighederne anvendes i praksis, og at der sættes ind hurtigt og konsekvent i forbindelse med alvorlig kriminalitet.

5.3.2. Ekspertgruppen skulle endvidere efter kommissoriet overveje, hvordan det kan sikres, at de sociale myndigheder inden for en meget kort frist f.eks. 24 timer træffer de fornødne afgørelser vedrørende unge, der har begået alvorligere kriminalitet.

Ekspertgruppen har efter nøje overvejelser ikke fundet behov for at foreslå en forpligtelse for formanden til i alle sager at træffe afgørelse inden 24 timer. Ekspertgruppen har herved lagt vægt på, at det er helt afgørende, at det er den rigtige afgørelse efter servicelovens regler, der bliver truffet i forhold til barnet eller den unge. Med en meget kort tidsfrist kan det være vanskeligt at få sagen tilstrækkeligt oplyst, og der kunne være en risiko for, at der ville forekomme tilfælde, hvor der træffes forkerte afgørelser, som ikke opfylder barnets eller den unges behov.

Ekspertgruppen har ikke fundet belæg for at antage, at de sociale myndigheder ikke meget hurtigt træffer beslutninger om anbringelse uden for hjemmet i det omfang, der er grundlag for det. Tværtimod må det antages, at det allerede sker i langt de fleste tilfælde uden at der er fastsat en særlig frist for en sådan beslutning.

5.3.3. Ekspertgruppen finder i stedet, at det er vigtigt at sikre den tidlige og hurtige indsats ved at fastsætte en tidsfrist for udarbejdelse af en foreløbig handleplan.

Ekspertgruppen har i den forbindelse fundet, at fastsættelse af en tidsfrist på 7 dage for kommunen til at udarbejde en foreløbig plan for børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet vil være passende. Hvis den pågældende i forvejen er kendt af kommunen, vil en plan ofte foreligge hurtigere. I det omfang kommunen imidlertid ikke i forvejen kender barnet eller den unge, der pågribes i alvorlig kriminalitet, kan selv 7 dage anses for kort tid til at udarbejde en langsigtet plan for indsatsen. Det foreslås derfor, at der alene stilles krav om, at kommunen, senest efter 7 dage efter at kommunen fra politiet har modtaget materiale, der belyser den begåede kriminalitet og den unges andel i den, skal have udarbejdet en foreløbig plan. Denne vil være med mulighed for efterfølgende justeringer, når barnets eller den unges situation er undersøgt yderligere. 7 dages-fristen skal således vise barnet/den unge og familien, at der reageres hurtigt på kriminaliteten. Den konkrete indsats tilrettelægges af kommunen.

Ekspertgruppen finder, at det er meget vigtigt, at tidsfristen for kommunens udarbejdelse af en foreløbig plan omfatter både de under og de over 15-årige. Det er afgørende, at de sociale myndigheder hurtigt underrettes om kriminaliteten, således at der hurtigst muligt efter pågribelsen af barnet eller den unge kan udarbejdes en foreløbig plan. For de 15-17 årige bør kommunen overveje at inddrage kriminalforsorgen.

5.3.4. Selv om børn og unge under 15 år ikke kan straffes, kan politiet dog efterforske sådanne sager, bl.a. for at klarlægge omfanget af kriminaliteten, for at konstatere, om andre personer kan mistænkes, og for at få eventuelle koster tilbagegivet. Det er endvidere almindelig antaget, at også børn og unge under 15 år kan tilbageholdes som led i efterforskningen af en forbrydelse. Det antages herudover, at en række straffeprocessuelle bestemmelser over for ikke sigtede f.eks. om indgreb i meddelelseshemmeligheden, visitation, legemsbesigtigelse, ransagning og beslaglæggelse også kan anvendes over for børn og unge under 15 år. I et vist omfang må det tillige gælde bestemmelser, der forudsætter en sigtelse.

Ingen af disse spørgsmål er dog reguleret i lovgivningen, jf. rapporten s. 168-169.

Ekspertgruppen har foreslået, at der indføres hjemmel i lovgivningen for politiet til at tilbageholde børn og unge under 15 år i forbindelse med mistanke om kriminalitet. Der bør ligeledes tilvejebringes en klar hjemmel for politiet til at kunne oplyse sagen ved anvendelse af de efterforskningsmidler, der kendes fra retsplejeloven.

Ekspertgruppen har imidlertid ikke kunnet afslutte de nærmere overvejelser om disse spørgsmål inden for de tidsmæssige rammer for ekspertgruppens arbejde. Ekspertgruppen har derfor foreslået, at spørgsmålet overvejes nærmere i et andet forum. Hjemmelsgrundlaget kan ifølge ekspertgruppen i givet fald indarbejdes i retsplejeloven, serviceloven eller i det udkast til politilov, der for tiden er under udarbejdelse i Politikommissionen.

5.4. Regeringens overvejelser

Regeringen er enig med ekspertgruppen i, at den af ekspertgruppen foreslåede ungdomssanktion efter sin karakter af strafferetlig retsfølge ikke umiddelbart er anvendelig over for børn og unge under den kriminelle lavalder.

Regeringen kan endvidere tiltræde ekspertgruppens overvejelser om, at der ikke er behov for at foreslå en forpligtelse for formanden til i alle sager at træffe afgørelse inden 24 timer.

Endelig kan regeringen tiltræde ekspertgruppens overvejelse om, at det er vigtigt at sikre den tidlige og hurtige indsats ved at fastsætte en tidsfrist for udarbejdelse af en foreløbig handleplan, og regeringen er enig i, at fastsættelse af en tidsfrist på 7 dage for kommunen til at udarbejde en foreløbig plan for børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet vil være passende. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med ekspertgruppens forslag.

For så vidt angår forslaget om at tydeliggøre hjemmelen til at tilbageholde og foretage straffeprocessuelle indgreb over for børn og unge under 15 år vil Justitsministeriet anmode Strafferetsplejeudvalget om at overveje disse spørgsmål nærmere.

6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Det skønnes, at der årligt vil være ca. 36 personer, der bliver idømt en ungdomssanktion. Ungdomssanktionen vil i almindelighed bestå af 3 dele, et 2 måneders ophold i en sikret afdeling, et ophold på 10 måneder i døgninstitution eller egnet socialpædagogisk opholdssted og endelig 12 måneders »ambulant« behandling med tilsyn af de sociale myndigheder.

Som led i regeringens initiativer mod ungdomskriminalitet i efteråret 2000 er der allerede tilvejebragt yderligere sikrede pladser og anbringelsespladser. Ved aktstykke 49 af 16. november 2000 blev der således afsat 100 mio. kr. til finansiering af ca. 20 sikrede pladser samt 100-120 anbringelsespladser. Der har imidlertid vist sig behov for yderligere sikrede pladser, og Socialministeriet har derfor indgået aftale om at opretholde 9 sikrede pladser, som ellers skulle være nedlagt. Af bevillingen skønnes der på denne baggrund i 2001 anvendt i alt 73,8 mio. kr., og restbeløbet af bevillingen skønnes herefter at ville udgøre 26,2 mio. kr.

Socialministeriet har vurderet, at der ud over de pladser, som allerede er etableret, vil være behov for i 2001 at etablere 9 permanente sikrede pladser og 11 anbringelsespladser til ungdomssanktionen. Herudover vil der i 2002 være behov for at etablere yderligere 19 anbringelsespladser. Udgifterne til etablering af disse pladser forventes at ville udgøre 19 mio. kr. i 2001 og 14,3 mio. kr. i 2002.

Udgifterne til drift af de sikrede pladser forventes i 2001 at udgøre 6,9 mio. kr., stigende til 15,0 mio. kr. i de følgende år. Udgifterne til drift af anbringelsespladserne forventes i 2001 at udgøre 2,6 mio. kr., stigende til 27,8 mio. kr. i 2002 og 31,8 mio. kr. i de følgende år.

Den ambulante del af ungdomssanktionen forventes at ville koste 0,3 mio. kr. i 2002, 2,1 mio. kr. i 2003 og 2,3 mio. kr. i 2004.

Der forventes modgående besparelser på de områder, hvor de pågældende unge ellers ville have modtaget ydelser. Det drejer sig om besparelser på socialområdet på 1,8 mio. kr. i 2001, 13,3 mio. kr. i 2002, 20,1 mio. kr. i 2003 og 20,9 mio. kr. i 2004. På kriminalforsorgens område forventes der modgående besparelser på 0,4 mio. kr. i 2001 og 0,8 mio. kr. i de følgende år.

Herefter skønnes de samlede merudgifter ved lovforslaget at udgøre 26,2 mio. kr. i 2001, 43,3 mio. kr. i 2002, 27,9 mio. kr. i 2003 og 27,4 mio. kr. i 2004. Merudgifterne i 2001 finansieres ved brug af restbeløbet fra bevillingen på aktstykke 49 af 16. november 2000.

Lovforslaget vil medføre merudgifter for amtskommuner og kommuner, og forslaget skal derfor DUT-forhandles med de kommunale parter.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser i hovedtræk:

 

Positive konsekvenser/mindre udgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Administrative og økonomiske konsekvenser for staten

Ingen

Ingen

Administrative og økonomiske konsekvenser for kommuner og amter

Ingen

Årlige merudgifter i størrelsesordenen 27 mio. kr. I år 2002 dog ca. 43,3 mio. kr., hvilket skyldes etableringsudgifter til anbringelsespladser.

Lovforslaget skal DUT-forhandles med de kommunale parter.

Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

7. Hørte myndigheder mv.

Ekspertgruppens rapport om ungdomskriminalitet har været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg, Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Den Sociale Ankestyrelse, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Amtsrådsforeningen, Socialchefforeningen, Børnerådet, Udrykningsholdet, Det Centrale Handicapråd, Børnesagens Fællesråd, Socialpædagogernes Landsforbund, Socialrådgiverforeningen, Forbundet af Offentligt Ansatte, HK/Kommunal, Landsforeningen for Socialpædagoger og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Straffeloven

Til nr. 1 (straffelovens 74 a)

Bestemmelsen giver adgang til at dømme personer, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, og som har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, til at undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjentligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. stk. 1.

Målgruppen for ungdomssanktionen og de enkelte elementer i sanktionen er nærmere beskrevet under pkt. 4.2.1. og 4.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter stk. 2, 1. pkt., er der adgang til at give den dømte pålæg svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter § 57 om betingede domme, jf. om denne bestemmelse i pkt. 4.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Opremsningen af særvilkår i § 57 er ikke udtømmende, og særvilkår med behandlingsmæssigt eller andet resocialiserende sigte formuleres i reglen som en bemyndigelse til tilsynsmyndigheden (typisk kommunen for de 15-17 årige). I almindelighed formuleres særvilkår således i ret generelle vendinger (ofte i overensstemmelse med straffelovens formulering), således at der overlades tilsynsmyndigheden særdeles vide beføjelser med henblik på at kunne tilpasse vilkårene efter den dømtes aktuelle behov, jf. herved betænkning nr. 752/1975, Kriminalforsorg Socialforsorg, s. 119.

Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., kan den dømte således f.eks. pålægges at overholde kommunens nærmere bestemmelser om den socialpædagogiske behandling og at efterkomme de sociale myndigheders pålæg om opholdssted, herunder overførsel, tilbageførsel eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution/godkendt opholdssted ud over det i dommen umiddelbart fastsatte, men inden for de generelle længstetider i den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt. jf. nedenfor.

At der er tale om pålæg og ikke blot vilkår indebærer, at afgørelsen (inklusiv pålægget om institutionsophold) kan gennemføres umiddelbart efter sit indhold. Herved adskiller det sig fra, hvad der gælder for vilkår i en betinget dom. Opfylder den dømte ikke et vilkår i eller i henhold til en betinget dom om f.eks. institutionsophold, kan vilkåret ikke gennemtvinges ved, at politiet afhenter den pågældende og bringer ham eller hende ind på institutionen. Et pålæg i en dom til ungdomssanktion f.eks. om institutionsophold kan gennemtvinges umiddelbart, om nødvendigt med politiets bistand, jf. herved de gældende bestemmelser i retsplejelovens § 997, stk. 1, og § 761 om henholdsvis politiets pligt til at drage omsorg for straffedommes fuldbyrdelse og politiets adgang til at pågribe en person med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom.

Et eksempel på, hvordan en dom til ungdomssanktion kan udformes, findes under pkt. 4.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I Stk. 2, 2. pkt. er der fastsat længstetider for ophold i døgninstitution. Længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge.

Dette betyder, at hvis den unge forud for overførsel til den ambulante fase f.eks. har opholdt sig 6 måneder i sikret afdeling eventuelt ad flere gange og i 12 måneder i døgninstitution, vil der ikke længere være mulighed for tilbageførsel i henhold til den idømte ungdomssanktion, idet muligheden for institutionsophold i en sådan situation er opbrugt. Et eventuelt institutionsophold i en sådan situation må i givet fald bygge på servicelovens regler.

Retten forudsættes at fastsætte længden af (længstetiderne for) de enkelte institutionsophold i dommen, jf. herved pkt. 4.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Som nævnt ovenfor kan (og bør) tilsynsmyndigheden bemyndiges til om nødvendigt ud over de i dommen fastsatte konkrete længstetider at træffe bestemmelse om overførsel eller tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution/godkendt opholdssted. Da de generelle længstetider fremgår direkte af § 74 a, stk. 2, 2. pkt., skal disse ikke angives i dommen. Om adgangen til domstolsprøvelse af afgørelser om overførsel eller tilbageførsel til eller fortsat anbringelse i institution henvises til den foreslåede bestemmelse i § 74 a, stk. 3.

Stk. 2, 3. pkt., regulerer spørgsmålet om ny kriminalitet, der begås af unge, som er undergivet en ungdomssanktion, og hvor straffesagen i anledning af den nye kriminalitet afgøres, inden ungdomssanktionen er afviklet. Bestemmelsen indebærer, at retten i stedet for at idømme straf for den ny kriminalitet kan forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne efter stk. 2, 2. pkt., med indtil 6 måneder, jf. pkt. 4.2.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det betyder, at længstetiden for foranstaltningen på 2 år (jf. stk. 1) kan forlænges til 2 år og 6 måneder, at længstetiden for institutionsophold på 1 år og 6 måneder (jf. stk. 2, 2. pkt.) kan forlænges til 2 år, og at længstetiden for ophold i en sikret afdeling på 12 måneder (jf. stk. 2, 2. pkt.) kan forlænges til 1 år og 6 måneder.

Er der tale om en overtrædelse, der straffes med bøde, bør sagen afgøres på sædvanlig måde med en bøde helt uafhængigt af, at overtrædelsen er begået af en person, der er undergivet en ungdomssanktion. Afviklingen af ungdomssanktionen fortsætter, eventuelt med de justeringer, som den adfærd, overtrædelsen er udtryk for, kan give anledning til.

Er der tale om en overtrædelse, der ikke kan afgøres med en bøde, kan sagen i en række tilfælde afgøres med et tiltalefrafald. I sådanne tilfælde videreføres ungdomssanktionen, og her vil det endvidere være særlig nærliggende at justere afviklingsforløbet af ungdomssanktionen i lyset af den begåede kriminalitet, eventuelt således at den mulighed, som sanktionen indeholder med hensyn til at tilbageføre den unge til et mindre frit regime, bringes i anvendelse.

Rent teknisk skal hjemmelen til at meddele tiltalefrafald i disse tilfælde tilvejebringes ved en ændring af Rigsadvokatens bekendtgørelse nr. 816 af 29. august 2000 om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Efter den gældende bestemmelse i bekendtgørelsens § 2, nr. 4, kan statsadvokaten, når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende, frafalde tiltale for lovovertrædelser begået af personer, der er undergivet foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68 eller § 69. Denne bestemmelse skal udvides til også at omfatte personer, der er undergivet den nye ungdomssanktion.

Er der tale om grov kriminalitet, hvor den pågældende unge står til en ubetinget fængselsstraf af en vis længde, bør der på sædvanlig måde rejses tiltale og gennemføres en straffesag.

Idømmes den unge i anledning af den nye kriminalitet en ubetinget fængselsstraf på omkring 1 års fængsel eller mere, bør den resterende del af ungdomssanktionen i almindelighed bortfalde. Der foreslås derfor i forbindelse med dette lovforslag tillige en ændring af straffelovens § 89 a, således at der skabes hjemmel for retten til at træffe bestemmelse om bortfald af den resterende del af ungdomssanktionen. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, om en ny § 89 a, stk. 2.

Med henblik på tilfælde, hvor den unge i anledning af den nye kriminalitet står til en ubetinget fængselsstraf på mindre end 1 år, er der behov for mere varierede løsninger.

Her bør udgangspunktet være, at der på sædvanlig måde udmåles en ubetinget fængselsstraf, og at der ikke træffes bestemmelse om bortfald af den tidligere idømte ungdomssanktion. Herefter overlades det til de straffuldbyrdende myndigheder til i samarbejde med de sociale myndigheder f.eks. at tage stilling til, om den ubetingede fængselsstraf eventuelt bør afsones i form af en § 49, stk. 2-overførsel, hvorved der vil kunne skabes sammenhæng mellem afviklingen af den resterende del af ungdomssanktionen og afsoningen af straffen for den nye kriminalitet.

I stedet for fastsættelse af straf i anledning af den nye kriminalitet har retten efter stk. 2. 3 pkt. imidlertid mulighed for at forlænge varigheden af ungdomssanktionen, herunder af de længstetider, der gælder for institutionsophold, med indtil 6 måneder.

Anses den unge på tidspunktet for dommen i anledning af den nye kriminalitet for uegnet til behandling, og må det sociale systems muligheder inden for den idømte ungdomssanktion anses for udtømte, har retten mulighed for at udmåle en ubetinget fængselsstraf for den nye kriminalitet og samtidig ligesom ved domme på fængsel i mindst 1 år træffe bestemmelse om bortfald af den resterende del af ungdomssanktionen, jf. forslaget til en ny § 89 a, stk. 2, i straffeloven. Dette vil navnlig kunne komme på tale, hvis dommen for den nye kriminalitet afsiges på et tidspunkt, hvor den væsentligste del af ungdomssanktionen er afviklet.

Efter stk. 3 kan den dømte forlange domstolsprøvelse, hvis det efter overførslen fra sikret afdeling til almindelig (åben) døgninstitution eller opholdssted eller til ambulant behandling med hjemmel i dommen besluttes at tilbageføre den dømte til sikret afdeling inden for rammerne af de generelle længstetider, der gælder. Tilsvarende indføres der med bestemmelsen adgang til domstolsprøvelse ved en eventuel tilbageførsel til en (åben) social døgninstitution eller opholdssted efter overgang til den ambulante fase, eller hvis der af de sociale myndigheder træffes bestemmelse om forbliven i institution ud over de i dommen fastsatte tider for institutionsophold.

Indbringelse af sagen for retten har ikke opsættende virkning i forhold til afgørelsen om tilbageførsel til sikret afdeling, om overførsel fra ambulant behandling til anbringelse på en døgninstitution/opholdssted eller om forbliven i institution ud over de i dommen fastsatte tider for institutionsophold. Som det fremgår af pkt. 4.2.2. træffes de sociale myndigheders afgørelse med hjemmel i en bemyndigelse i dommen, og ikke efter serviceloven. Der er derfor ikke klageadgang gennem det sociale ankesystem.

Retten træffer sin afgørelse ved kendelse, og bestemmelsen i straffelovens § 59, stk. 2, (indtil den 1. juli 2001: § 59, stk. 3), om værneting finder tilsvarende anvendelse.

Med stk. 4 indføres der adgang til at fastsætte regler om udgang mv. for personer, der er idømt en ungdomssanktion, og at afskære administrative rekurs (dvs. klage til højere administrativ myndighed).

Dette svarer til bestemmelsen i straffelovens § 73 a. Efter denne bestemmelse kan justitsministeren efter forhandling med socialministeren og sundhedsministeren fastsætte regler om udgang mv. til personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Efter retsplejelovens § 765, stk. 5, kan justitsministeren efter forhandling med socialministeren og sundhedsministeren fastsætte tilsvarende regler for personer, der er anbragt i varetægtssurrogat i institution eller hospital mv. i medfør af § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4. I medfør af bl.a. disse bestemmelser er udstedt bekendtgørelse nr. 680 af 10. juli 2000 om udgangstilladelse mv. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret.

Med stk. 4 indføres der således adgang til at fastsætte lignende regler om udgang mv. for personer, der er idømt en ungdomssanktion. Det bemærkes i den forbindelse, at reglerne i retsplejelovens § 765, stk. 5, og den nævnte bekendtgørelse allerede gælder for unge, der er anbragt i varetægtssurrogat i en sikret afdeling.

Til nr. 2 (straffelovens § 88, stk. 5)

Har nogen ved en eller flere handlinger begået flere lovovertrædelser, og medfører en af lovovertrædelserne foranstaltning efter straffelovens § 68-70, mens der for en anden er forskyldt straf, kan retten efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 88, stk. 5, bestemme, at straffen bortfalder og alene iværksætte en særforanstaltning. Det fremgår forudsætningsvis af bestemmelsen, at der ved samme dom principielt godt kan idømmes frihedsstraf eller bøde for én lovovertrædelse og særforanstaltning efter §§ 68-70 for en anden. Bestemmelsen har f.eks. betydning i tilfælde, hvor der idømmes forvaring, når der i dommen indgår forhold som efter § 70 ikke kan være grundlag for forvaring.

Det foreslås, at bestemmelsen tilføjes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 74 a. Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der i straffeloven indføres mulighed for at idømme en ungdomssanktion, som efter § 74 a, stk. 1, kun kan idømmes for grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

Til nr. 3 (straffelovens § 89 a)

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 89 a (der bliver § 89 a, stk. 1) kan retten i forbindelse med en dom, hvor en person idømmes foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70 træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.

Den foreslåede ændring af stk. 1 medfører, at retten i forbindelse med en dom, hvorved en person idømmes en ungdomssanktion, kan træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.

Stk. 2 medfører, at der skabes hjemmel for retten til at træffe bestemmelse om bortfald af den resterende del af ungdomssanktionen i sager, hvor den dømte i anledning af ny kriminalitet idømmes almindelig straf (bøde eller fængsel). Om bestemmelsens nærmere anvendelse henvises til det anførte om § 74 a, stk. 2, ovenfor under bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

Ændringen skaber ligeledes hjemmel for retten til at træffe bestemmelse om bortfald af en idømt foranstaltning efter §§ 68-70, hvis den pågældende i anledning af ny kriminalitet idømmes almindelig straf.

Til nr. 4 (straffelovens § 95)

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 95 indebærer forældelse af strafansvar også, at der ikke kan idømmes særforanstaltninger efter straffelovens §§ 68-70.

Det foreslås, at bestemmelsen tilføjes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 74 a. Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der i straffeloven indføres mulighed for at idømme en ungdomssanktion.

Til nr. 5 (straffelovens § 97)

Straffelovens § 97 indeholder regler om forældelse af idømt straf mv.

Efter straffelovens § 97, stk. 2, er forældelsesfristen for idømt straf afhængig af varigheden af den idømt straf. Således er forældelsesfristen 5 år for hæfte og fængsel indtil 1 år, 10 år for fængsel indtil 4 år, 15 år for fængsel indtil 8 år og 20 år for fængsel på tid over 8 år. Fængsel på livstid forældes ikke. For særforanstaltningerne gælder, at forvaring forældes efter 15 år, mens foranstaltninger over for psykisk afvigende lovovertrædere efter straffelovens §§ 68 og 69 forældes efter 10 år.

Det foreslås, at forældelsesfristen for en idømt ungdomssanktion fastsættes til 5 år, jf. nærmere herom pkt. 4.3.2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 2

Serviceloven

Til nr. 1 (servicelovens § 58 a)

Efter den gældende bestemmelse i servicelovens § 58 a skal kommunen for børn og unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, udarbejde en plan for den indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige indsats, der er nødvendig for at opnå formålet. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive indsatsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende barnet eller den unge, herunder behandling, uddannelse mv. Planen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Det foreslås, at kommunen fremover skal udarbejde en foreløbig plan senest 7 dage efter kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet. Pligten omfatter alene børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 58 a, stk. 2.

Tidsfristen for kommunens udarbejdelse af en foreløbig plan omfatter både børn og unge over og under 15 år. Det er afgørende, at de sociale myndigheder hurtigt af politiet underrettes om kriminaliteten, således at der hurtigst muligt efter pågribelsen af barnet eller den unge kan udarbejdes en foreløbig plan.

Tidsfristen skal ses som udtryk for en fremrykning af disse sager og en sikring af, at der rent faktisk sættes hurtigt ind med relevant støtte i forhold til den begåede kriminalitet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 3

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Til § 4

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Lovens § 1 (straffeloven) kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. For Grønland gælder en særlig kriminallov, og der er derfor ikke foreslået en hjemmel til at sætte de lovændringer, der er omfattet af § 1, i kraft for Grønland. Sociale forhold, jf. lovforslagets § 2, er hjemmestyreanliggender både i Grønland og på Færøerne.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Lovforslaget

 

Gældende formulering

§ 1

   

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000, foretages følgende ændringer:

   
     

1. Efter § 74 indsættes:

   

»§ 74 a. Hvis en person, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

   

    Stk. 2. Retten kan give den dømte pålæg svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter § 57. Længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Begår en person, der er undergivet en foranstaltning efter stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at idømme straf forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne efter 2. pkt., med indtil 6 måneder.

   

    Stk. 3. Den dømte kan kræve afgørelser om overførsel til en sikret afdeling i en døgninstitution for børn og unge og afgørelser om overførsel fra ambulant behandling til anbringelse på en døgninstitution for børn og unge eller godkendt opholdssted indbragt for retten til prøvelse. Det samme gælder, i det omfang de sociale myndigheder med hjemmel i dommen træffer afgørelse om, at den pågældende skal forblive i institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet. Afgørelsen træffes ved kendelse. Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning. Bestemmelsen i § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

   

    Stk. 4. Justitsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang mv. til personer, der er er undergivet en foranstaltning efter stk. 1 og 2. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.«

   
     

2. I § 88, stk. 5 indsættes efter »§§ 68-70«: »eller § 74 a,«.

 

§ 88. ---

    Stk. 5. Medfører en af lovovertrædelserne foranstaltning efter §§ 68-70, medens der for en anden er forskyldt straf, kan retten bestemme, at denne straf bortfalder.

     

3. § 89 a affattes således:

   

»§ 89 a. I forbindelse med en dom, hvorved en person idømmes foranstaltning efter §§ 68-70 eller 74 a, kan retten træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.

 

§ 89 a. I forbindelse med en dom, hvorved en person idømmes foranstaltning efter §§ 68-70, kan retten træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.

    Stk. 2. Idømmes en person, der er undergivet foranstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a, straf, kan retten træffe bestemmelse om bortfald af den tidligere idømte foranstaltning.«

   
     

4. I § 95 indsættes efter »§§ 68-70,«: »§ 74 a,«.

 

§ 95. Når en handling på grund af forældelse ikke kan straffes, kan den heller ikke medføre retsfølger efter §§ 68-70, § 164, stk. 4, eller § 236, konfiskation eller frakendelse af rettigheder. For konfiskation er forældelsesfristen dog i intet tilfælde mindre end 5 år og for konfiskation efter § 75, stk. 1, ikke mindre end 10 år.

     

5. I § 97, stk. 2., nr. 1, indsættes efter »fængsel Indtil 1 år«: »samt for foranstaltninger efter § 74 a«.

 

§ 97. Idømt frihedsstraf og andre retsfølger af frihedsberøvende karakter bortfalder ved forældelse efter reglerne i stk. 2-6.

   

    Stk. 2. Forældelsesfristen er

   

1) 5 år for hæfte og fængsel indtil 1 år,

   

2) 10 år for fængsel i mere end 1 år, men ikke over 4 år, samt for foranstaltninger efter §§ 68 og 69,

   

3) 15 år for fængsel i mere end 4 år, men ikke over 8 år, samt for forvaring efter § 70 og

   

4) 20 år for fængsel på tid over 8 år.

   

    Stk. 3-6. ---

     

§ 2

   

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000, foretages følgende ændring:

   
     

1. I § 58 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Kommunen skal udarbejde en foreløbig plan senest 7 dage efter kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet.«

 

§ 58 a. For unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, udarbejder kommunen en plan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Planen skal angive formålet med indsatsen, samt hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive indsatsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende den unge, herunder behandling, uddannelse m.v. Planen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.