Den fulde tekst

Fremsat den 3. oktober 2001 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven

(Skærpelse af straffen for voldtægt)

 

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september 2001, foretages følgende ændring:

1. § 216 affattes således:

»§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Grønland eller Færøerne. Loven kan dog ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

2

2.

Tidligere og nugældende regler

2

3.

Retspraksis

4

4.

Justitsministeriets overvejelser

4

5.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

6

6.

Hørte myndigheder mv.

7

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at skærpe straffen for voldtægt.

Med lovforslaget opgives den hidtidige sondring mellem voldtægt med en strafferamme på fængsel indtil 6 år og voldtægt af særlig farlig karakter med en strafferamme på fængsel indtil 10 år. I stedet indføres en fællesbestemmelse, der omfatter alle former for voldtægt, med en fælles strafferamme på 10 års fængsel. Strafferammen sættes dermed op fra de nuværende 6 år til 10 års fængsel for sager, der hidtil har været omfattet af straffelovens § 216, stk. 1.

Voldtægt er en særlig form for alvorlig personfarlig kriminalitet, som ud over den anvendte vold eller trussel om vold også indebærer en grov integritetsmæssig krænkelse af offeret. Det nuværende strafniveau i voldtægtssager afspejler efter Justitsministeriets opfattelse ikke i tilstrækkeligt grad krænkelsen af offerets integritet og seksuelle selvbestemmelsesret. Der er derfor behov for en generel skærpelse af straffen for voldtægt.

Forslaget tilsigter en generel forhøjelse af straffen for voldtægt med i størrelsesordenen 1 år i forhold til det nuværende niveau. Det forhøjede strafniveau skal efter forslaget anvendes både for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, kontaktvoldtægter og parvoldtægter samt forsøg herpå. Fastsættelsen af straffen i det enkelte tilfælde vil naturligvis fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering af samtlige sagens omstændigheder, og det angivne skærpede strafniveau vil således kunne fraviges af domstolene i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

2. Tidligere og nugældende regler

I straffeloven fra 1930 havde straffelovens § 216 følgende ordlyd:

»§ 216. Den, som tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold, frihedsberøvelse eller fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd, straffes for voldtægt med fængsel fra 1 til 16 år, under særdeles skærpende omstændigheder på livstid. Har kvinden forud stået i mere varigt kønsligt forhold til gerningsmanden, er straffen fængsel indtil 8 år.«

Voldtægtsbestemmelsen indeholdt således dengang et strafminimum på 1 år, og overtrædelse af bestemmelsen kunne under særdeles skærpende omstændigheder medføre fængsel på livstid.

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 fik bestemmelsen følgende ordlyd:

»§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold eller ved fremkaldelse af frygt for hende eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd, straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år.

Stk. 2. Med vold sidestilles hensættelse af kvinden i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen.«

Der henvises herom til Folketingstidende 1966-67, tillæg A, sp. 2449-2526, tillæg B, sp. 1413-1418 og forhandlingerne, sp. 2025-2037, 3371-3409, 4881-4904 og 5254-5255.

Lovændringen betød blandt andet, at det hidtidige strafminimum i straffelovens § 216 blev ophævet, samt at strafmaksimum blev nedsat til 10 års fængsel.

Ændringen af voldtægtsbestemmelsen byggede på en utrykt udtalelse fra Straffelovrådet. Udtalelsen blev gengivet i lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, sp. 2463-2467. Et hovedspørgsmål for Straffelovrådet havde været, om den dagældende lovbestemmelse i straffelovens § 216 burde opdeles i to voldtægtsregler, herunder en regel med en lavere strafferamme omfattende, hvad der blev betegnet som »forberedt voldtægt«. Udtrykket »forberedt voldtægt« dækkede over de voldtægtssager, »hvor der navnlig på grund af et forudgående selskabeligt samvær, eventuelt i forbindelse med en vis letsindighed fra kvindens side«, efter dagældende praksis forelå formildende omstændigheder. Rådet nåede imidlertid frem til, at samtlige voldtægtsforbrydelser skulle undergives en fælles strafferamme. Begrundelsen herfor var, at det efter Rådets opfattelse ikke var muligt at trække enkelte, klare momenter frem, der alene skulle kunne begrunde, at forholdet blev henført til en mildere bestemmelse. En særlig voldtægtsbestemmelse ville derfor blive formuleret så vagt, at den ikke ville yde anklagemyndighed eller domstole nogen nævneværdig vejledning ved sagernes bedømmelse. Rådet indstillede samtidig, at det hidtidige strafminimum blev afskaffet i overensstemmelse med Rådets principielle opfattelse af, at strafferammer bør undlade at foreskrive noget minimum. Endelig foreslog Straffelovrådet, at strafmaksimum blev nedsat til 10 år, da der i praksis sjældent blev idømt højere straffe efter bestemmelsen end fængsel i 4 år.

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 blev bestemmelsen på ny ændret til den ordlyd, bestemmelsen har i dag, jf. bilag 3 til lovforslaget. Der henvises herom til Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 3993-4006, tillæg B, sp. 851-860, 887-892 og 893-896, og forhandlingerne, sp. 6306-6308, 7414-7461, 10964-11007, 11468-11494 og 11756-11780.

Ved denne lovændring blev anvendelsesområdet for straffelovens § 216 præciseret i forhold til bestemmelsen i straffelovens § 217 om opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang, således at straffelovens § 216 nu omfatter alle tilfælde, hvor samleje er tiltvunget ved vold eller trussel om vold. Der gennemførtes samtidig en ændring af strafferammen i straffelovens § 216, således at strafferammen for voldtægt blev opdelt i en normal strafferamme på fængsel indtil 6 år og en skærpet straffebestemmelse med en strafferamme på fængsel indtil 10 år for tilfælde, hvor voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. Endelig blev ordene »samleje med en kvinde« ændret til ordet »samleje«, således at bestemmelsen også kan anvendes på forhold begået over for mænd.

Ændringerne i bestemmelsens strafferamme havde to formål. Dels indebar den ændrede udformning af strafferammerne en tilpasning til det gældende strafudmålingsniveau, dels indebar lovændringen, at kun sager om voldtægt omfattet af straffelovens § 216, stk. 2, fremover skulle behandles som nævningesager. Efter den dagældende regel i retsplejelovens § 687 skulle der ske nævningebehandling af straffesager om forbrydelser, hvor der i strafferammen var et strafmaksimum på fængsel i 8 år eller derover, medmindre betingelserne for at fremme en sag som tilståelsessag efter retsplejelovens § 925 var opfyldt.

Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, brand og røveri. Til belysning af praksis havde Straffelovrådet gennemgået et betydeligt antal voldtægtssager og heraf udledt, at det store flertal af straffe efter straffelovens §§ 216-217 lå på et niveau af maksimalt 2-3 års fængsel (jf. betænkningen s. 32-36), og rådet fandt det på den baggrund ubetænkeligt at ændre det generelle strafmaksimum for voldtægt, således at der fastsattes en normalramme på fængsel i højst 6 år, suppleret med en skærpet strafferamme på fængsel i højst 10 år for særligt grove tilfælde af voldtægt, jf. betænkningen s. 49.

Det var således ikke hensigten med lovændringen at ændre på den dagældende udmålingspraksis, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 4003.

Straffelovrådet forudsatte, at anvendelsesområdet for straffelovens § 216, stk. 2, skulle være tilfælde, hvor voldtægten efter den hidtidige praksis var bedømt som særlig grov og som havde medført en straf, der lå over et niveau af omkring 3-4 års fængsel, jf. betænkningen s. 49-50. Det drejede sig især om sager, hvor der var udøvet vold af særlig farlig karakter. Den omstændighed, at der var tale om flere forhold til samtidig påkendelse, eller at gerningsmanden tidligere havde gjort sig skyldig i en tilsvarende forbrydelse, ville ikke uden videre bringe forholdet ind under den skærpede bestemmelse. Det samme gjaldt andre almindelige skærpelsesmomenter som f.eks., at der var tale om overfald på en ubekendt, eller at voldtægten var begået af flere.

I praksis har straffelovens § 216, stk. 2, været anvendt i tilfælde, hvor gerningsmanden har truet med kniv eller anvendt særligt farlige greb om halsen, eller hvor gerningsmanden i øvrigt har anvendt særlig grov vold under voldtægten eller forsøget herpå.

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse i forbindelse med en generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven på ny overvejet strafferammerne i straffelovens § 216, jf. betænkningen s. 172. Rådet fandt ikke grundlag for at foreslå en nedsættelse af normalstraffen på 6 års fængsel. Rådet fandt det samtidig overvejende betænkeligt at foreslå en nedsættelse af den skærpede ramme fra 10 til f.eks. 8 års fængsel, idet en sådan nedsættelse formentlig ville øge domstolenes tilbøjelighed til at foretrække tidsubestemt forvaring efter straffelovens § 70 frem for tidsbestemt fængsel i visse ganske vist sjældne tilfælde, hvor der afsiges dom for flere voldtægtsforhold eller for voldtægt i gentagelsestilfælde. Betænkningens forslag om ændring af strafferammer har i øvrigt ikke ført til lovgivningsinitiativer.

Straffelovens § 216 suppleres af reglerne i straffelovens § 224 og § 225, hvorefter bestemmelsen i § 216 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn.

3. Retspraksis

For at belyse udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager bad justitsministeren den 9. juni 2000 rigsadvokaten om en redegørelse. Den 15. januar 2001 afleverede rigsadvokaten sin redegørelse til justitsministeren. Redegørelsen, der er optaget som bilag 1 til lovforslaget, viser, at strafniveauet i voldtægtssager generelt faldt i 1970 erne og frem til midten af 1980 erne. Redegørelsen viser samtidig, at der ikke er grundlag for at antage, at der skulle have været et yderligere fald i strafniveauet gennem 1990 erne. Rigsadvokatens redegørelse pegede imidlertid på nogle tilfælde, hvor der kunne være grund til at se nærmere på, om strafudmålingen ligger på et tilstrækkeligt niveau. Det drejede sig navnlig om sager om overfaldsvoldtægt og herunder særlig forsøg på overfaldsvoldtægt. Endvidere drejede det sig om sager, hvor voldtægten er begået af flere i forening.

I rigsadvokatens redegørelse er det antaget, at strafniveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder i dag er 6-9 måneders fængsel og for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt fængsel i 1 år og 6 måneder. Ved overfaldsvoldtægt forstås voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været samvær af nogen karakter.

En anden type voldtægtssager er kontaktvoldtægt, hvor parterne umiddelbart forinden voldtægten har været sammen på en måde, som kunne være optakten til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve voldtægten har karakter af et overfald. Strafniveauet for denne type sager skønnedes i rigsadvokatens redegørelse for forsøg at svare nogenlunde til niveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt, mens straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt ligger i niveauet mellem 6 måneder og 1½ års fængsel, men således at straffen er fængsel i 6-10 måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis der ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder.

Den tredje gruppe voldtægtssager, som nævnes i rigsadvokatens redegørelse, er parvoldtægter, hvorved forstås voldtægt mod en nuværende seksuel partner og voldtægt mod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten. Normalstraffen for fuldbyrdet parvoldtægt antages at ligge i niveauet 6-8 måneders fængsel.

I tilknytning til rigsadvokatens redegørelse blev det mellem rigsadvokaten og Justitsministeriet aftalt at iværksætte en ordning, hvorefter rigsadvokaten i et år får forelagt alle fældende domme i voldtægtssager blandt andet med henblik på at vurdere, om der er behov for at anke domme for at få straffene skærpet.

Den 20. august 2001 afleverede rigsadvokaten en midtvejsredegørelse om strafniveauet i voldtægtssager. Midtvejsredegørelsen, der er optaget som bilag 2 til lovforslaget, bekræfter strafniveauet for de forskellige former for voldtægtssager, således som dette er beskrevet i rigsadvokatens redegørelse af 15. januar 2001. Rigsadvokaten har i tilknytning hertil vurderet, at der næppe er grundlag for at antage, at domstolene på det gældende lovgrundlag vil foretage mere markante, generelle forhøjelser af strafniveauet i de forskellige typer voldtægtssager. En generel ændring af strafniveauet i voldtægtssager ville i øvrigt, ifølge rigsadvokatens vurdering, som følge af de mange forskellige konkrete omstændigheder i de enkelte sager forudsætte, at Højesteret fik forelagt et noget større antal sager, og rigsadvokaten pegede på, at en sådan proces som altså ikke kan forventes at føre til markante forhøjelser af strafniveauet må antages at være langvarig.

4. Justitsministeriets overvejelser

Voldtægt er en særlig form for alvorlig personfarlig kriminalitet, som ud over den anvendte vold eller trussel om vold også indebærer en grov integritetsmæssig krænkelse af offeret. Det nuværende strafniveau i voldtægtssager afspejler efter Justitsministeriets opfattelse ikke i tilstrækkeligt grad krænkelsen af offerets integritet og seksuelle selvbestemmelsesret. Der er derfor behov for en generel skærpelse af straffen for voldtægt.

Ud over at højere straffe bedre vil afspejle samfundets afstandstagen fra disse handlinger, vil en længere straf til voldtægtsforbryderen også kunne få betydning for behandlingen i fængslerne. I 1997 blev der i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven mv. (Forstærket indsats mod seksualforbrydere m.v.) iværksat en treårig forsøgsordning med behandling af seksualforbrydere. Ordningen har i praksis været en betydelig succes, for så vidt som en meget stor del af de dømte har været indstillet på at indgå i behandlingen. Som følge heraf blev ordningen gjort permanent i efteråret 2000. Behandlingsordningen forudsætter imidlertid et behandlingsforløb af en vis varighed. Det har været anført, at det i voldtægtssager kan være svært med det nuværende strafniveau i alle sager at nå at få en meningsfuld behandling i gang, endsige afslutte behandlingsforløbet. En forhøjelse af straffen for voldtægt, således som lovforslaget lægger op til, kan medvirke til at sikre, at flere behandlingsbeløb kan gennemføres tilfredsstillende.

Folketinget kan tage initiativ til en skærpelse af straffen for bestemte forbrydelser på forskellige måder. Justitsministeriet har tidligere haft lejlighed til at redegøre nærmere herfor. Der henvises herved til Justitsministeriets svar af 1. april 1997 på spørgsmål nr. 7 af 4. februar 1997 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende den såkaldte voldspakke (L 145 bilag 8), Justitsministeriets svar af 10. januar 2000 på spørgsmål nr. 81 af 12. november 1999 fra Folketingets Retsudvalg (Alm.del bilag 227) og senest justitsministerens redegørelse i et samråd i Retsudvalget den 15. januar 2001.

En mulighed er at hæve strafferammerne for den pågældende lovovertrædelse.

En anden mulighed for at skærpe straffen er ved en ændring af lovteksten at præcisere de kriterier, der skal anvendes ved strafudmålingen, herunder hvad der skal betragtes som skærpende omstændigheder, og i bemærkningerne til lovforslaget at angive retningslinierne for den ændring af strafudmålingen, der tilsigtes.

En tredje mulighed for at skærpe strafudmålingen er at indføre minimumsstraffe for bestemte lovovertrædelser ved i bestemmelsen at angive, at straffen for en bestemt overtrædelse er fængsel i et bestemt tidsrum, der er længere end det faste minimum for fængsel i 7 dage, jf. straffelovens § 33. Udviklingen har hidtil gået i retning af afskaffelse af sådanne minimumsstraffe, og spørgsmålet har flere gange været overvejet, senest af Straffelovrådet i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelser. I betænkningen konkluderede Straffelovrådet (alle 7 medlemmer), at de forhøjede minima i alle de bestemmelser, hvor de stadig fandtes, kunne ophæves. Straffelovrådet udtalte endvidere, at det efter rådets opfattelse næppe kommer på tale at indføre nye forhøjede minima for fængselsstraffe. Der henvises i det hele til betænkningen s. 71-75.

En fjerde mulighed for at skærpe straffen på et område er en drøftelse i Folketinget, der kan føre til, at anklagemyndigheden søger egnede sager indbragt for Højesteret med henblik på, at Højesteret kan tage stilling til, om der blandt andet i lyset af samfundets syn på de pågældende overtrædelsers grovhed er grundlag for at foretage en vis tilpasning af strafudmålingen. En drøftelse i Folketinget er imidlertid ikke bindende for domstolene, og et ønske fra Folketinget om at skærpe straffen på et område bør derfor i almindelighed give sig udtryk i ændret lovgivning.

Justitsministeriet har overvejet, hvorledes den ønskede skærpelse af straffen for voldtægt bedst gennemføres.

Det forhold, at Straffelovrådet for tiden er ved at foretage en generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven, taler imod at gennemføre en skærpelse af straffen ved blot at forhøje de eksisterende strafferammer i straffelovens § 216. Efter Justitsministeriets opfattelse ville en forhøjelse af de nuværende strafmaksima i straffelovens § 216 på 6 og 10 års fængsel til henholdsvis 8 og 12 års fængsel gøre det nødvendigt at overveje ændringer af de øvrige bestemmelser om seksualforbrydelser i straffelovens kapitel 24 og eventuelt også andre bestemmelser i straffeloven og dermed i vidt omfang foregribe Straffelovrådets arbejde.

Det er endvidere efter rigsadvokatens redegørelser for praksis klart, at der ikke i selv de groveste voldtægtssager er behov for et strafmaksimum, der er højere end det nugældende på 10 års fængsel. Det vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke være rigtigt at foreslå strafmaksima, der ligger helt uforholdsmæssigt højt i forhold til det tilsigtede strafniveau.

Justitsministeriet finder endvidere, at der ud fra principielle betragtninger ikke bør indføres et strafminimum i voldtægtsbestemmelsen. Et strafminimum kunne i yderste konsekvens medføre, at domstolene i videre omfang idømmer betingede domme eller henfører strafbare forhold under mildere straffebestemmelser.

Justitsministeriet finder, at den bedste måde at nå den ønskede generelle strafskærpelse i sager om voldtægt er at omskrive bestemmelsen til en fællesbestemmelse med én strafferamme svarende til den gældende maksimumstraf på fængsel i 10 år. Herved opstår der ikke spørgsmål om balancen i forhold til strafferammerne i de øvrige bestemmelser om seksualforbrydelser i straffelovens kapitel 24 samtidig med, at der sker en forhøjelse af strafferammen for de almindelige tilfælde af voldtægt. En væsentlig del af begrundelsen for opdelingen af den nuværende bestemmelse, således at den har to strafferammer, var, at det herved kun blev de groveste voldtægtssager, der skulle behandles som nævningesager. Denne begrundelse gør sig ikke længere gældende, idet der efter de nugældende regler som hovedregel kun skal ske nævningebehandling i sager, hvor der bliver spørgsmål om fængselsstraf i 4 år eller derover.

Med den foreslåede nye bestemmelse med en fælles strafferamme på fængsel indtil 10 år forudsættes det, at der i retspraksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i voldtægtssager i størrelsesordenen 1 år, således at eksempelvis straffen for en fuldbyrdet overfaldsvoldtægt i normaltilfældene forhøjes med 1 års fængsel til fængsel i 2 år og 6 måneder.

I dag anvendes der kun i et yderst begrænset omfang betingede straffe ved voldtægt. Med den foreslåede forhøjelse af straffen for voldtægt er der ikke tilsigtet nogen ændring i dette. Det er således ikke hensigten, at den foreslåede forhøjelse skal give sig udslag i en øget anvendelse af betingede domme efter straffelovens § 56, kombinationsdomme efter straffelovens § 58 eller betingede domme med vilkår om samfundstjeneste.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at der i den nuværende praksis ikke er tillagt det forhold, at voldtægten er begået af flere gerningsmænd i forening, tilstrækkelig vægt i skærpende retning. Gruppevoldtægter må antages at indebære et særlig voldsomt og traumatiserende overgreb, og det forudsættes derfor, at dette forhold tillægges en særlig vægt i skærpende retning. Der bør således i sager om voldtægt med flere gerningsmænd ske en betydelig strafskærpelse i forhold til niveauet i voldtægtssager med kun en gerningsmand. Det bør også tillægges øget vægt i skærpende retning, hvis der er tale om voldtægt begået mod et barn.

Det er i øvrigt Justitsministeriets hensigt at anmode rigsadvokaten om at fortsætte den nugældende ordning, hvorefter rigsadvokaten i en periode får underretning om alle domme vedrørende voldtægt, med henblik på at følge udviklingen i retspraksis efter lovens ikrafttræden.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1.

Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre på anvendelsesområdet for straffelovens § 216 i forhold til de øvrige seksualforbrydelser.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Som følge af den foreslåede strafskærpelse med gennemsnitligt 1 år i forhold til det nuværende strafniveau bliver der behov for flere pladser i kriminalforsorgens institutioner.

Baseret på det nuværende kriminalitetsmønster vil det dreje sig om anslået 35-40 ekstra pladser i kriminalforsorgens institutioner. Under forudsætning af en uændret fordeling af afsoningen mellem lukkede fængsler og åbne institutioner mv. vil der skulle etableres 20-25 ekstra pladser i lukkede fængsler.

For så vidt angår behovet for pladser i åbne fængsler og arresthuse kan dette opfyldes inden for kriminalforsorgens eksisterende bevillingsmæssige rammer. Derimod er det ikke muligt at tilvejebringe de nødvendige 20-25 ekstra pladser i lukkede fængsler inden for den eksisterende kapacitet.

Nybyggeri med henblik på at etablere 20-25 lukkede pladser vil koste ca. 60 mio. kr. og vil først kunne være klar til brug i løbet af nogle år. I første omgang foreslås det derfor at oprette midlertidige lukkede pladser i eksisterende bygninger, bl.a. i Statsfængslet i Nyborg. Etableringen heraf vil medføre en engangsudgift på 7 mio. kr., som afholdes i 2002.

Den midlertidige løsning vil på længere sigt skulle afløses af permanente lukkede pladser, og herefter vil de midlertidige pladser kunne bruges som »bufferkapacitet« i perioder med spidsbelastning.

Spørgsmålet om etablering af permanente lukkede pladser til de dømte voldtægtsforbrydere må ses i sammenhæng med det generelle behov for lukkede afsoningspladser. Derfor vil spørgsmålet indgå i drøftelserne i forbindelse med udløbet af kriminalforsorgens flerårsaftale for 1999-2003.

Udgiften til drift af de lukkede fængselspladser forventes at udgøre 8 mio. kr. i 2003, heraf lønsum på 6 mio. kr., og 12,2 mio. kr. i 2004 og de følgende år, heraf lønsum 9 mio. kr. Driftsudgifterne i 2003 og de følgende år indarbejdes på finanslovsforslaget for 2003.

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for staten.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner, amtskommuner eller erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

 

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for staten

Ingen

Driftsudgifter på 8 mio. kr. i 2003 og 12,2 mio. kr. i 2004 og frem.

Anlægsudgifter på 7 mio. kr. til etablering af midlertidige lukkede pladser i 2002.

Økonomiske konsekvenser for kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

6. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Odense, Århus, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet, Joan-Søstrene og Nationalt Modtagecenter for Voldtægtsofre.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 3 til lovforslaget er den foreslåede bestemmelse sammenholdt med den nugældende bestemmelse.

Til § 1

Med den ændrede affattelse af bestemmelsen opgives den hidtidige sondring mellem voldtægt med en strafferamme på fængsel indtil 6 år og voldtægt af særlig farlig karakter med en strafferamme på fængsel indtil 10 år. I stedet indføres en fællesbestemmelse, der omfatter alle former for voldtægt, med en fælles strafferamme på 10 års fængsel. Strafferammen sættes dermed op fra de nuværende 6 år til 10 år for sager, der hidtil har været omfattet af straffelovens § 216, stk. 1.

Formålet med den foreslåede ændring af bestemmelsen i straffelovens § 216 er at skærpe straffen for voldtægt generelt. Det forudsættes således, at straffen skal forøges med gennemgående 1 år i forhold til den straf, der udmåles i dag af domstolene. Det gælder både for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, kontaktvoldtægter og parvoldtægter samt forsøg herpå. Det gælder også forhold, der henføres under straffelovens § 216, jf. § 224 eller § 225.

Det forudsættes f.eks., at sager om fuldbyrdet overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder, der i dag af domstolene straffes med 1½ års fængsel, efter lovændringen skal straffes med omkring 2½ års fængsel.

Normalstraffen for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder antages i dag at være fængsel i 6-9 måneder. Der er således i dag en betydelig forskel i straffen for forsøg på overfaldsvoldtægt og straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt. Med lovforslaget er det hensigten, at også straffen for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder forøges med 1 år i forhold til det gældende strafniveau. Udmålingen af straffen forudsættes dog i højere grad at blive nuanceret efter forholdets grovhed, således at straffen for de grovere tilfælde af forsøg på overfaldsvoldtægt kommer til at ligge tæt på niveauet for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter. Der tænkes her særligt på den type sager, hvor der anvendes ikke ubetydelig vold, og hvor forsøget kun mislykkes på grund af offerets modstand.

De ovenfor angivne strafniveauer har karakter af udgangspunkter for strafudmålingen, som kan fraviges af domstolene i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

For alle typer voldtægter gælder det, at der kan være omstændigheder, der gør, at forholdet skal bedømmes strengere end normalniveauet. Skærpende momenter kan f.eks. være de forhold, der i dag fører til, at der dømmes for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, dvs. sager, hvor der er anvendt særlig farlig vold, mishandling og lignende. Som nævnt i de almindelige bemærkninger er det i forbindelse med den foreslåede nye bestemmelse forudsat, at det forhold, at voldtægten er begået af flere gerningsmænd i forening eller mod et barn, tillægges betydelig vægt i skærpende retning.

Herudover findes der en række konkrete momenter, som i dag af domstolene tillægges skærpende eller formildende betydning. Der er ikke i øvrigt ved lovforslaget tilsigtet nogen ændring i denne praksis.

Der henvises i øvrigt til punkt 4 i de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. De skærpede straffe har virkning for lovovertrædelser, der er begået efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens § 3, stk. 1.

Til § 3

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. For Grønland gælder der en særlig kriminallov, og der er derfor ikke foreslået en hjemmel til at sætte loven i kraft for Grønland.


Bilag 1

Rigsadvokaten

Justitsministeriet

Dato 15.01.2001

Journal nr.

G 3034

Ved skrivelse af 9. juni 2000 anmodede Justitsministeriet mig om en udtalelse om udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager.

I den anledning sendes vedlagt min undersøgelse af 15. januar 2001 af udviklingen i strafniveauet af voldtægtssager.

Som det fremgår af undersøgelsens afsnit 5.1, giver undersøgelsen ikke grundlag for at antage, at strafniveauet for sammenlignelige voldtægtssager har ændret sig fra midten eller slutningen af 1980 erne og frem til i dag.

I undersøgelsens afsnit 4.2 og 5.2 beskrives og vurderes det nugældende strafniveau i voldtægtssager, idet voldtægterne opdeles i tre kategorier, overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt, ligesom der sondres mellem forsøg på voldtægt og fuldbyrdet voldtægt.

Strafniveauet for kontaktvoldtægter og parvoldtægter har ikke givet mig anledning til særlige bemærkninger. Jeg har heller ikke på det foreliggende grundlag bemærkninger til straffen for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, men det kan være ønskeligt at få større klarhed med hensyn til det nugældende strafniveau for dette område.

Endvidere er det min opfattelse, at det kan overvejes, om straffen i alle sager om forsøg på overfaldsvoldtægt ligger på et rimeligt niveau.

Hertil kommer, at det kan være af interesse at følge sager, hvor voldtægten er begået af flere i forening, med henblik på at vurdere om dette forhold tillægges passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.

Jeg finder på den baggrund, at der kan være grundlag for at iværksætte en ordning, hvor Rigsadvokaten i det kommende års tid får forelagt fældende byretsdomme i voldtægtssager med henblik på at vurdere, om anklagemyndigheden i videre omfang bør anke domme i voldtægtssager, således at landsretterne i flere sager får lejlighed til at tage stilling til strafniveauet.

Henning Fode

RIGSADVOKATEN

15. januar 2001

G 3034

Undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager

1. Indledning

Ved skrivelse af 9. juni 2000 anmodede Justitsministeriet Rigsadvokaten om en udtalelse om udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager.

Justitsministeriets skrivelse lyder således:

»Strafniveauet i voldtægtssager har i den seneste tid givet anledning til betydelig offentlig debat på baggrund af den konkrete sag, der blev afgjort ved Århus rets dom af 26. maj 2000 med delvis betingede fængselsstraffe for flere unges voldtægt af en 14-årig pige.

Der har i den forbindelse blandt andet været henvist til en beskrivelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager, som landsdommer Poul Lodberg har foretaget på baggrund af sin gennemgang af landsretsdomme i 1996 i forbindelse med udarbejdelsen af en domsoversigt over »Strafudmåling vedrørende seksuelle krænkelser (1996)«. Landsdommer Poul Lodbergs beskrivelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager er blandt andet refereret i Rigspolitichefens undersøgelse af »Voldtægters omfang og karakter i Danmark« (1998).

Justitsministeriet kan endvidere henvise til vedlagte kortfattede beskrivelse af udviklingen vedrørende anmeldelser, straffe og straflængder i voldtægtssager, som er udarbejdet af Justitsministeriets forsknings- og dokumentationskonsulent.

Som det fremgår, synes der over en årrække at være sket et generelt fald i strafniveaet i voldtægtssager.

På den baggrund skal Justitsministeriet anmode Rigsadvokaten om en udtalelse om udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager herunder om udviklingen eventuelt må antages at skyldes en generel ændret strafudmåling i sammenlignelige sager eller afspejler en ændret anmeldelses- eller tiltalepraksis i voldtægtssager.«

Rigsadvokaten har på denne baggrund foretaget en undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager og af det nugældende strafudmålingsniveau. Undersøgelsen af udviklingen i strafniveauet er foretaget i samarbejde med forsknings- og dokumentationskonsulent Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet. Denne redegørelse indeholder en nærmere beskrivelse af undersøgelsen og de konklusioner, som Rigsadvokaten finder kan drages på baggrund af undersøgelsen samt øvrige tilgængelige oplysninger.

Redegørelsen har følgende indhold:

2.

Straffelovens bestemmelser om voldtægt og opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang samt straffelovens almindelige regler om strafudmåling

 

2.1.

De nugældende bestemmelser i straffelovens § 216 og § 217

 

2.2.

Forarbejderne til de nugældende bestemmelser

 

2.3.

Straffelovens almindelige regler om strafudmåling

 

2.4.

Tidligere gældende bestemmelser om voldtægt

 

2.5.

Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

     

3.

Tidligere undersøgelser af strafniveauet i voldtægtssager

 

3.1.

Landsdommer Poul Lodbergs undersøgelser i Dommerforeningens Domsoversigter

 

3.2.

Professor Flemming Balvigs undersøgelse af voldtægtsudviklingen i Danmark

 

3.3.

Justitsministeriets undersøgelse

 

3.4.

Knud Waaben i Strafferettens specielle del

     

4.

Rigsadvokatens redegørelse

 

4.1.

Udviklingen i strafudmålingsniveauet i voldtægtssager

 

4.2.

Straffen for voldtægt i nyere retspraksis

 

4.3.

Højesterets udmålingspraksis i voldtægtssager

     

5.

Vurdering og konklusion

 

5.1.

Udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager

 

5.2.

Det nugældende strafniveau og vurderingen heraf

     

Bilag 1

Udviklingen i strafudmålingsniveauet i voldtægtssager

   

Af Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet

Bilag 2

Beskrivelse af udvalgte domme fra undersøgelsen

Bilag 3

Oversigt landsretspraksis 1993 2000

Bilag 4

Oversigt over Højesterets praksis vedrørende strafudmålingen i voldtægtssager

2. Straffelovens bestemmelser om voldtægt og opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang samt straffelovens almindelige regler om strafudmåling

2.1. De nugældende bestemmelser i straffelovens § 216 og § 217

Straffelovens § 216 om voldtægt og § 217 om opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold har følgende ordlyd:

»§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller de i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

§ 217. Den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, end vold eller trussel om vold, straffes med fængsel indtil 4 år.«

Bestemmelserne fik deres nugældende formulering ved lov nr. 256 af 27. maj 1981.

2.2. Forarbejderne til de nugældende bestemmelser

§ 216 og § 217 fik deres nugældende formulering ved lov nr. 256 af 27. maj 1981, der byggede på Straffelovrådets betænkning om voldtægt, røveri og brandstiftelse (betænkning nr. 914/1980).

Lovændringen indebar en ny affattelse af straffelovens § 216 om voldtægt og § 217 om opnåelse af samleje ved ulovlig tvang end vold eller trussel om vold. Endvidere blev strafferammen for voldtægt efter § 216 opdelt i en normalramme (6 år) og en skærpet sideramme (10 år). Hensigten med lovændringen var at opnå en klarere afgrænsning mellem § 216 og § 217. Lovændringen medførte endvidere, at de fleste voldtægtssager blev undtaget fra nævningebehandling.

I betænkningens kapitel II, afsnit 4, redegøres der for strafudmålingspraksis i sager om voldtægt efter § 216 og opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold efter § 217. Til brug for belysningen af strafudmålingen anvendte udvalget tal fra kriminalstatistikken for årene 1974, 1975, 1976, 1977 og 1978. Tallene er opstillet i en tabel, hvor der er foretaget en inddeling efter sanktionsarter og strafintervaller. For hver af disse gives tallene for de enkelte år 1974-78 og en sammentælling af disse tal med tilføjelse af procentvise angivelser af de vigtigste sanktionsgruppers andel i samtlige afgørelser. Det samlede antal afgørelser var 401. I tabellen er der endvidere medtaget en sammenregning for årene 1970-73, hvor det samlede antal afgørelser var 161.

Af tabellen fremgår det blandt andet, at der i perioden 1970-73 i 44,7 procent af sagerne blev idømt fængsel i mere end 1 år. I perioden fra 1974-78 var denne andel faldet til 28,2 procent.

I betænkningen side 33-34 anførte Straffelovrådet følgende om udviklingen i strafudmålingen:

»En sammenligning mellem de to perioder i tabellens sidste kolonner tyder på, at der fra 1970-73 til 1974-78 er indtrådt en vis formildelse af strafniveauet. Andelen af straffe på over 1 år og af særforanstaltninger er faldet. Især er det nærliggende at slutte, at en del sager er flyttet fra strafniveauet over 1, højst 2 år til strafniveauet maksimalt 1 år (Rigsadvokatens understregning).

Tabellen understreger under alle omstændigheder, at straffe på mere end et par års fængsel spiller en forholdsvis ringe rolle i retspraksis. Kun 19 straffe har været på mere end 3 års fængsel og ingen på mere end 6 års fængsel.

Med henblik på overvejelser vedrørende strafferammens maksimum har straffelovrådet undersøgt anvendelsen af fængselsstraffe på mindst 3 år efter § 216. Det benyttede materiale består af samtlige nævningedomme afsagt ved Østre Landsret i årene 1976-79, suppleret med nogle sager, der er indsamlet gennem tre statsadvokaturer, og med trykte domme. Straffelovrådets formål med denne gennemgang har alene været at opnå et nogenlunde dækkende billede af de voldtægtsforhold, der har ført til strafudmålinger over det normale niveau.

Kun i 15 sager er der idømt fængselsstraf på mindst 3 år, i næsten alle tilfælde på 3-4 år. Af dommene på 4 år angår de fleste tilfælde, hvor der i straffen er indbefattet reststraf i henhold til tidligere prøveløsladelse fra fængsel, eller hvor der samtidig er dømt for røveri. Kun i to af de 15 tilfælde er der idømt højere straf end 4 års fængsel, i begge tilfælde 6 år.«

I bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1980-81, Tillæg A, spalte 4003) anførte Justitsministeriet, at der med forslaget ikke tilsigtedes nogen ændring af det gældende udmålingsniveau.

Af Retsudvalgets betænkning (Folketingstidende 1980-81, Tillæg B, spalte 852) fremgår det, at et mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) i udvalget var imod opdelingen af strafferammerne i § 216. Mindretallet ønskede at fastholde den udelte strafferamme og ville dermed understrege, at der af præventive grunde snarere burde ske en ændring af strafudmålingen i opadgående end i nedadgående retning.

2.3. Straffelovens almindelige regler om strafudmåling

Bestemmelsen i straffelovens § 216 om voldtægt har, som det fremgår ovenfor, en normalstrafferamme i stk. 1 på fængsel indtil 6 år, samt en sidestrafferamme i stk. 2, hvorefter straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. Stk. 2 kan f.eks. anvendes, hvis gerningsmanden anvender kniv som trussel eller ved særlige farlige greb om halsen eller i øvrigt anvender særlig grov vold under voldtægten eller forsøget herpå, jf. f.eks. dommene i U 1985.94×H og U 1988.895H, der er omtalt i bilag 3 nedenfor.

Strafferammen i straffelovens § 217 om opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold er fængsel indtil 4 år.

Ved straffastsættelsen inden for disse strafferammer gælder den almindelige vejledende bestemmelse i straffelovens § 80, der har følgende ordlyd:

»§ 80. Ved straffens udmåling skal der tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne.

    Stk. 2. At gerningen er udført af flere i forening, vil i reglen være at anse som en skærpende omstændighed.«

§ 80 fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 319 af 13. juni 1973. Ved denne lov skete der navnlig en omformulering af bestemmelsen i stk. 1, 2. led, om gerningsmandens forhold, blandt andet således at en henvisning til »gerningsmandens foregående vandel« udgik af loven for at modvirke tendenser til unødig eller urimelig strafskærpelse som følge af gentagen kriminalitet.

I Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse er der side 67-68 blandt andet anført følgende om bestemmelsen:

»Af § 80, stk. 1, kan for det første udledes det ret selvfølgelige, at en vurdering af lovovertrædelsens grovhed - d.v.s. et proportionalitetsprincip - er den grundlæggende retningslinie ved straffens fastsættelse. I konkrete sager kan der imidlertid ikke af § 80 udledes nogen nærmere vejledning om, hvorledes lovovertrædelsens grovhed skal bestemme valget af strafstørrelse inden for strafferammen. Herom kan formentlig kun siges, at hvis der inden for samme gerningstype forekommer eller kan tænkes handlinger af forskellig grovhed, skal den grovere handling som udgangspunkt medføre strengere straf end den mindre grove. Men det bliver domstolenes sag at afgøre, hvilket punkt på strafskalaen der skal udgøre udmålingens normalniveau, og hvilke afvigelser med hensyn til grovheden der skal føre til udmålingsmæssige variationer i op- eller nedadgående retning.

Dernæst ses det af § 80, at retten skal tage hensyn til oplysninger om gerningsmanden, herunder om hans personlige og sociale forhold. Historisk set har det været et vigtigt formål med § 80 at få fremhævet, at der skal tages hensyn til gerningsmandens individuelle forhold. Man må formentlig læse § 80 således, at disse individuelle forhold kan have lige så stor vægt som forbrydelsens grovhed, efter omstændighederne større vægt. Men § 80 giver ikke nogen anvisning på, hvorledes den nærmere afvejning skal foregå, hvis en bedømmelse af forbrydelsens grovhed og af gerningsmandens personlige og sociale forhold trækker i forskellige retninger. Denne afvejning af kolliderende udmålingshensyn må foretages af retten, som bl.a. kan lægge vægt på, om generalpræventive hensyn tåler en af individuelle forhold indiceret mildhed i strafudmålingen.«

Straffelovrådet understreger således, at det henhører under domstolene at fastlægge det normale udmålingsniveau for de enkelte lovovertrædelser. Endvidere skal domstolene ved strafudmålingen udover grovheden i den konkrete sag tage hensyn til gerningsmandens individuelle forhold. Disse forhold kan efter omstændighederne tillægges lige så stor eller større vægt end forbrydelsens grovhed.

I straffelovens § 84 og § 85 findes en række almindelige strafnedsættelses- og strafbortfaldsgrunde. De fleste vil formentlig sjældent finde anvendelse i voldtægtssager. Dog kan bestemmelsen i § 84, stk. 1, nr. 2, tænkes anvendt. Efter denne bestemmelse kan straffen nedsættes, når gerningsmanden, da han foretog den strafbare handling, ikke var fyldt 18 år, og anvendelsen af lovens fulde straf på grund af hans ungdom må anses for unødvendig eller skadelig.

Såfremt nogen ved en eller flere handlinger har begået flere lovovertrædelser herunder flere voldtægter kan straffen i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, under særdeles skærpende omstændigheder overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve.

2.4. Tidligere gældende bestemmelser om voldtægt

Bestemmelsen i § 216 havde indtil den 1. juli 1967 følgende ordlyd:

»Den, som tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold, frihedsberøvelse eller fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes nærmeste liv, helbred eller velfærd, straffes for voldtægt med fængsel fra 1 til 16 år, under særdeles skærpende omstændigheder på livstid. Har kvinden forud stået i mere varigt kønsligt forhold til gerningsmanden, er straffen fængsel indtil 8 år.«

Voldtægtsbestemmelsen indeholdt således frem til den 1. juli 1967 et strafminimum på 1 år, og overtrædelse kunne under særdeles skærpende omstændigheder medføre fængsel på livstid.

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 fik bestemmelsen følgende ordlyd:

»§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold eller ved fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd, straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år.

    Stk. 2. Med vold sidestilles hensættelse af kvinden i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen.«

Lovændringen skete i overensstemmelse med en indstilling fra Straffelovrådet, der er gengivet i bemærkningerne til lovforslaget. Straffelovrådet anførte blandt andet følgende i indstillingen (Folketingstidende, Tillæg A, 1966-67, spalte 2466-67):

»Rådet indstiller, at den nuværende strafferamme, der omfatter fængsel fra 1 år til 16 år, under særdeles skærpende omstændigheder fængsel på livstid, ændres til fængsel indtil 10 år. Det er rådets principielle opfattelse, at det bør foretrækkes i strafferammer at undlade at foreskrive noget minimum (bortset fra det minimum, der gælder for vedkommende strafart). Det må påregnes, at sådanne minima vil kunne afskære domstolene fra i det enkelte tilfælde at fastsætte den straf, der findes rimelig efter lovovertrædelsens beskaffenhed og lovovertræderens forhold.

Med hensyn til voldtægt kan det ikke ventes, at adgangen til at idømme straffe under 1 år vil få større praktisk betydning (Rigsadvokatens understregning). De foreliggende oplysninger om retspraksis kan på den anden side tages til indtægt for det synspunkt, at en fjernelse af det nugældende minimum på 1 års fængsel vil være velbegrundet. Man skal herom gøre følgende bemærkninger.

Der forekommer i retspraksis tilfælde, hvor de udmålte straffe for fuldbyrdet voldtægt ligger under det niveau af 3-4 års fængsel, der kan anses som det normale for denne forbrydelse. Når straffe på niveauet 1-2 år forekommer, er det udtryk for, at formildende omstændigheder kan gøre sig gældende (Rigsadvokatens understregning), og rådet finder det rimeligt, at man ved at fjerne det nuværende minimum åbner mulighed for en større hensyntagen til momenter, der om end kun i sjældnere tilfælde taler stærkt for en lempelig udmåling.

Man skal endvidere pege på, at der forekommer sager om fuldbyrdet samleje, hvor man enten ved tiltalebegrænsning eller ved nævningernes afgørelse har henført forholdet under § 232 (blufærdighedskrænkelse) og § 260 (ulovlig tvang) og ikke under § 216. Det er rådets indtryk, at denne retlige bedømmelse forekommer blandt andet i nogle tilfælde, hvor det ville have været mest korrekt at anvende § 216, men hvor undskyldende omstændigheder har gjort sig gældende. Den straf, som idømmes efter §§ 232 og 260, ligger jævnlig under 1 års fængsel. Sager som de her omtalte indicerer derfor, at der blandt voldtægtsforbrydelserne forekommer forhold, for hvilke domstolene bør kunne idømme mindre end 1 års fængsel, og det er rimeligt at antage, at man ved at fjerne 1 års minimum i § 216 vil bidrage til at fremme en juridisk mere korrekt bedømmelse af tilfælde, hvor domfældelse efter de nævnte paragraffer er den korrekte løsning, fordi der savnes tilstrækkeligt bevis vedrørende de objektive og subjektive forhold, som hører til domfældelse for voldtægt.

Rådet foreslår som nævnt maksimum i strafferammen nedsat til fængsel i 10 år. I praksis idømmes sjældent højere straffe end fængsel i 4 år. Et maksimum på 10 år vil efter rådets opfattelse være tilstrækkeligt, også med henblik på de groveste voldtægtssager. Ved valget af dette maksimum har rådet i øvrigt lagt vægt på overensstemmelse med den ovenfor nævnte bestemmelse i den svenske brottsbalk.«

Som det fremgår heraf, var ophævelsen af det hidtidige strafminimum ikke begrundet i et ønske om generelt at mildne bedømmelsen af voldtægtssager. Dette fremgår også af folketingsudvalgets betænkning (Folketingstidende 1966-67, Tillæg B, spalte 1414), hvori det oplyses, at justitsministeren over for udvalget havde givet udtryk for, at det ikke ved den foreslåede ændring var hensigten i almindelighed at vurdere denne lovovertrædelse mildere, men at man i overensstemmelse med, hvad der i en årrække havde været praksis ved revisionen af straffebestemmelser, foreslog straffeminimumsbestemmelsen ophævet af hensyn til det ønskelige i i alle tilfælde at kunne udmåle den konkret hensigtsmæssige straf.

2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

I betænkning nr. 1099 fra 1987 om strafferammer og prøveløsladelse foretog Straffelovrådet en almindelig gennemgang af strafferammerne i straffeloven. I forbindelse hermed blev det blandt andet diskuteret, hvilke formål og vurderinger der påvirker fastsættelsen af maksima i strafferammerne og den konkrete udmåling af straf.

I betænkningens kapitel 8.2. behandles Voldtægt og anden tvang. Efter en omtale af lovændringerne i 1967 og 1981, som er beskrevet ovenfor, anfører Straffelovrådet side 171-172 følgende:

»8.2.2. Strafferammerne i §§ 216 og 217 har således været genstand for revision for få år siden, og for så vidt angår voldtægt har man dengang lagt vægt på at fastsætte et så lavt normalmaksimum, som det skønnedes forsvarligt.

Om udmålingen af ubetinget fængselsstraf for voldtægt m.v. henvises til den følgende oversigt. Ifølge en tabelforklaring i Kriminalstatistik 1981-84 omfatter gruppen »Voldtægt m.v.« domfældelser efter §§ 216, 217 og 221 samt § 224, jfr. en af paragrafferne 216, 217 eller 221. For så vidt angår årene 1979 og 1980 indeholdt Kriminalstatistik foruden § 216 en særskilt gruppe betegnet »Samleje m.v. med ulovlig tvang« (§ 217 og § 224, jfr. § 217). Denne gruppe er i nedenstående oversigt sammenregnet med voldtægt.

Tabel 21. Ubetinget fængsel for voldtægt m.v. 1979-1984.

 

1979

1980

1981

1982

1983

1984

Højst 6 måneder

13

20

18

12

16

7

Over 6 måneder højst 1 år

31

28

24

24

20

20

Over 1 år højst 2 år

18

17

31

15

34

23

Over 2 år højst 3 år

10

9

16

6

13

9

Over 3 år højst 5 år

3

6

6

6

1

5

Over 5 år

-

3

3

-

-

2

I alt

75

83

98

63

84

66

Det fremgår heraf, at det kun er et lille antal fængselsstraffe for voldtægt, der overstiger 3 år. Tallet lå i de seks år 1979-84 mellem 1 og 9, og heraf var der i tre af årene 2-3 straffe, der oversteg 5 års fængsel. Der henvises i øvrigt til oplysningerne i Bet. nr. 914/1980 s. 23 ff.

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå en nedsættelse af normalstrafferammen på 6 års fængsel, og det vil formentlig være overvejende betænkeligt at foreslå en nedsættelse af den skærpede ramme fra 10 til f.eks. 8 års fængsel. Herved bemærkes, at den sidstnævnte nedsættelse formentlig kunne øge domstolenes tilbøjelighed til at foretrække tidsubestemt forvaring efter § 70 frem for tidsbestemt fængsel i visse, ganske vist sjældne tilfælde, hvor der afsiges dom for flere voldtægtsforhold eller for voldtægt i gentagelsestilfælde.«

Straffelovrådet fandt således ikke anledning til at foreslå ændringer i voldtægtsbestemmelsens strafferamme, og betænkningen gav ikke anledning til ændring af straffelovens § 216 og § 217.

3. Tidligere undersøgelser af strafniveauet i voldtægtssager

Som det fremgår af Justitsministeriets skrivelse af 9. juni 2000, nævnt i pkt. 1, er der tidligere også uden forbindelse med lovændringer foretaget undersøgelser af strafniveauet i voldtægtssager.

3.1. Landsdommer Poul Lodbergs undersøgelser i Dommerforeningens Domsoversigter

I nyere tid er strafniveauet i voldtægtssager blandt andet undersøgt af landsdommer Poul Lodberg i Dommerforeningens Oversigter i henholdsvis 1992 og 1996.

Oversigten fra 1992 omfatter en meget stor del af de domme vedrørende seksuelle krænkelser, der blev afsagt af de to landsretter i perioden 1990-1992, og Lodberg anfører, at oversigten på denne baggrund giver et ganske dækkende billede af landsretternes strafudmåling inden for sædelighedskapitlet. I oversigten fra 1992 er der ikke draget nogen samlet konklusion om strafniveauet for voldtægtssager eller seksuelle krænkelser i øvrigt. Dommene er alene kategoriseret og refereret, og oversigten omfatter blandt ca. 35 domme om voldtægt.

Oversigten fra 1996 omfatter blandt andet 11 voldtægtsdomme. I oversigtens indledning anføres følgende:

»Denne oversigt er en opfølgning af en tilsvarende oversigt, jeg udarbejdede i 1992 vedr. landsretsdomme for perioden 1990-1992. Baggrunden er dels et erklæret behov blandt aktørerne i straffesager for generelt at være vel orienteret om strafudmålingspositioner inden for sædelighedsforbrydelserne, dels ønsket om at få afprøvet, om de positioner, der kunne udledes af oversigten fra 1992, stadig er brugelige. Om det sidste kan jeg sige, at min tidligere oversigt bestemt har relevans, men det er p.d.a.s. ret tydeligt, at de domme, jeg nu har haft lejlighed til at gennemgå, peger på en tendens i retning af mildere strafudmålinger (Rigsadvokatens understregning). Når jeg ikke tør udtrykke det mere stærkt, hænger det selvsagt sammen med, at antallet af sager i den gamle oversigt var ganske stort, 95 afgørelser, medens den nu foreliggende er mere begrænset, og ikke nødvendigvis fuldt dækkende.«

Landsdommer Lodberg har endvidere ifølge en artikel i Politiken den 18. juni 2000 udtalt, at den gennemsnitlige straf for voldtægt inden for de seneste år er halveret fra omkring to år til omkring et år. Ifølge artiklen er der ingen forklaring på udviklingen, men det anføres, at det er et faktum, at niveauet er faldet.

3.2. Professor Flemming Balvigs undersøgelse af voldtægtsudviklingen i Danmark

Rigspolitichefen har undersøgt voldtægtsanmeldelser i årene 1990, 1991 og 1992. Undersøgelsen omfatter de nævnte års anmeldelser om overtrædelse af straffelovens § 216 og § 217 og forsøg herpå. Formålet med undersøgelsen var bl.a. at belyse forskellige aspekter i forhold til voldtægt (forbrydelsen, ofret, gerningsmanden). Professor, dr. jur., Flemming Balvig, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, blev i inddraget i arbejdet bl.a. for at sammenligne resultaterne af Rigspolitiets undersøgelse med en tilsvarende undersøgelse fra København omhandlende perioden 1972-76. Undersøgelsen er udgivet af Rigspolitichefen i 1998 under titlen »Voldtægters omfang og karakter i Danmark«.

Publikationen indeholder således ud over undersøgelsen af anmeldelser i 1990, 1991 og 1992 Balvigs undersøgelse af voldtægtsudviklingen i Danmark.

I indledningen til denne del af undersøgelsen anfører Balvig, side 40-41, følgende om udviklingen i strafniveauet m.v.:

»De store historiske udviklingstendenser i strafanvendelsen ved overgangen fra fattigdomssamfund til velfærdsstat udviser en kraftig tendens til nedpønalisering af tyveri og en vis tendens til opkriminalisering af fysiske overgreb (vold). Det særlige ved voldtægt synes at være, at kriminaliseringen allerede var relativ streng i fattigdomssamfundet, men også, at der i de senere år i tiden efter 2. verdenskrig snarere har været tale om en vis nedpønalisering end det modsatte.

Indtil et godt stykke op i 1960erne var den almindelige strafferamme for voldtægt i Danmark 16 års fængsel. I juni 1967 blev den nedsat til 10 år, og samtidig ophævedes minimumstraffen (på 1 år). I løbet af 1970erne skete der en sænkning af det faktiske strafniveau. Strafniveauet blev en del lavere end forudsat af straffelovrådet ved lovændringen i 1967. I maj 1981 blev den almindelige strafferamme igen nedsat, nu til 6 år. Der var dog ikke tilsigtet nogen reel ændring af straffenes art eller længde, men først og fremmest at korrigere en uheldig brug af straffelovens § 217 (om ulovlig tvang). Man opretholdt en skærpet strafferamme på 10 års fængsel for særlig farlig voldtægt m.v.

Den konkrete strafudmåling ved voldtægt siden den seneste lovændring i 1981 er ikke analyseret. Umiddelbart kunne det se ud til, at der er sket en vis - fortsat - nedpønalisering. Denne synes at bestå i såvel mindre risiko for gerningsmanden for at blive pågrebet som i kortere straffe, hvis han pågribes og dømmes. Det kan bl.a. læses ud af, at i 1980 endte 1 ud af hver 14 voldtægtsanmeldelser med, at en gerningsperson blev idømt en frihedsstraf på 18 måneder eller derover. I 1994 var det kun 1 ud af hver 50 anmeldelser, der fik denne konsekvens. Tendensen kan dog også, i princippet - helt eller delvis - tænkes forårsaget af, at de anmeldte voldtægter kan være blevet af mindre alvorlighedsgrad (Rigsadvokatens understregninger).

Medens voldsforbrydelserne og straffene herfor meget ofte har været i fokus for den offentlige og politiske debat inden for de seneste 10 år, har der været bemærkelsesværdigt stille omkring voldtægtsforbrydelsen. Således ændredes voldsparagrafferne i 1989, og der blev lagt op til en større »differentiering« af straffene for vold inden for normalområdet. Fire år senere, i 1993, blev der vedtaget en voldspakke med bl.a. det sigte, at straffene for voldsrecidivister skulle øges med 50 %. Og fire år senere igen, i 1997, har regeringen fremsat en ny voldspakke, der ved siden af en række sociale tiltag foreslår at skærpe straffen betydeligt for de groveste voldstilfælde efter straffelovens § 245 og § 246. Man har ikke i nogen af disse tre »voldspakker« fokuseret på voldtægt.

Den forskellige fokusering på vold og voldtægt de senere år er bemærkelsesværdig. Det er imidlertid en forkert tydning af tendenserne at tage den mindskede strenghed i det strafferetlige system på voldtægtsområdet som udtryk for, at holdningerne og normerne i befolkningen også skulle være blevet mindre strenge på dette område. Tværtimod findes der indikationer på, at det forholder sig omvendt, altså at afskyen og den almindelige afstandstagen over for voldtægtshandlingen og voldtægtsmanden er blevet øget.«

Om udviklingen med hensyn til karakteren af de anmeldte voldtægter anfører Balvig side 50-51 følgende:

»I modsætning til den officielle kriminalstatistik muliggør materialet, at vi også kan se på udviklingen i voldtægter som en funktion af karakteren af forudgående bekendtskab mellem offer og gerningsperson. Det fremgår, at den procentvise stigning har været klart stærkere for voldtægt i nære relationer end for overfalds-voldtægt o.l. De politianmeldte partner-voldtægter er mere end 3-doblet, medens andre voldtægtsformer »kun« er steget med omkring en fjerdedel (Rigsadvokatens understregning). Også her synes vi altså at få en bekræftelse på, at det først og fremmest er anmeldelsestilbøjeligheden, der er steget. Alternativet, at der de senere år skulle være sket en (særlig stærk) reel stigning i partner-voldtægter sammenlignet med overfalds-voldtægter, virker lidet plausibel, idet den almene tendens omkring vold mod kvinder begået af nuværende eller tidligere partnere er stagnation eller måske endog fald.«

Om udviklingen i domfældelsesprocenten fordelt på de forskellige voldtægtsformer (overfalds-, kontakt- og partnervoldtægt) anføres side 53 følgende:

»Domfældelsesprocenten er omtrent den samme, 47 %, i 1990-92 som den var i 1972-76 . . .

Imidlertid dækker disse totale tendenser over nogle meget interessante og væsentlige forskydninger inden for og mellem de forskellige voldtægtsformer. I 1972-76 var det kun hver sjette sigtelse for partner-voldtægt, der endte med domfældelse (17 %), og det var netop dette forhold, der blev gjort til genstand for den kraftigste kritik fra ikke mindst kvindebevægelsen og de kvindekriminologiske voldtægtsforskere.

1990-92 er situationen ændret radikalt. Her er 2 ud af 3 sigtelser for partner-voldtægt endt op med en domfældelse (69 %). Den relativt høje domfældelseshyppighed ved partner-voldtægter gør sig også gældende ved forsøg (83 %); en voldtægtstype der overhovedet ikke forekom som registeret politianmeldelse i Københavns politikreds i perioden fra 1972-76.

Den øgede domfældelseshyppighed ved partner-voldtægter (samt fuldbyrdede kontakt-voldtægter) kan i øvrigt tænkes at være en del af forklaringen på øget anmeldelsestilbøjelighed i denne type sager. Når ofre for tidligere ægtefællers eller bekendtes voldtægt erfarer, at de faktisk bliver taget alvorligt af retssystemet, og at det i retlig forstand kan nytte - en viden som bl.a. kan tænkes formidlet af medarbejdere på krisecentrene og kvinde-rådgivningerne - er det vel sandsynligt, at motivationen for at anmelde øges.«

Balvig har endvidere side 64-65 i en note til det ovenfor citerede afsnit kommenteret landsdommer Lodbergs gennemgang af domme afsagt i 1996. Balvig anfører blandt andet følgende:

»Ifølge et uddybende/supplerende avisreferat (Jyllandsposten, 10. maj 1997) har Lodberg sammenlignet med en tilsvarende gennemgang fra begyndelsen af 1990erne og fundet, at fængselsstraffen for voldtægt er blevet reduceret med en tredjedel. Straffen for voldtægt i 1996 var typisk 1 års fængsel mod halvandet år i begyndelsen af 1990erne og to år i midten af 1980erne. Poul Lodberg udelukker ifølge avisreferatet, at det er formildende omstændigheder ved dommene i 1996, der begrunder det kraftige fald i strafudmålingen, og mener, at der er tale om en lempet praksis fra domstolenes side. En gennemgang af de rene voldssager i 1995 viser ifølge Lodberg, at der her til gengæld er sket en vis skærpelse i forhold til begyndelsen af 1990erne. Man bør dog være opmærksom på, at disse undersøgelser alene vedrører domme afsagt af landsretterne. Det drejer sig om forholdsvis få sager, f.eks. kun 11 sager vedr. § 216 i 1996, samt at domme afsagt af landsretterne ikke nødvendigvis er repræsentative for alle domme. Når det drejer sig om rene udregninger af gennemsnit for straffenes længde, udgør de årlige domfældelsesstatistikker fra Danmarks Statistik et mere sikkert grundlag, fordi disse statistikker inkluderer samtlige domme.«

3.3. Justitsministeriets undersøgelse

Justitsministeriets forsknings- og dokumentationskonsulent, Britta Kyvsgaard, har i maj 2000 foretaget en undersøgelse af udviklingen i dels antal anmeldte voldtægter og dels i straffenes art og længde. Beskrivelsen er foretaget ud fra tallene i kriminalstatistikken. Da det ikke er muligt at udskille statistikoplysninger alene for voldtægt (straffelovens § 216), omfatter det, som i beskrivelsen omtales som voldtægt, også opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang (§ 217), tilsnigelse til samleje (§ 221) samt anden kønslig omgængelse (§ 224, jf. § 216, § 217 eller § 221). I beskrivelsen anføres blandt andet følgende om længden af den idømte straf:

»I 1980´erne var den gennemsnitlige straflængde for voldtægt de fleste år på 17-18 mdr., mens den i 1990´erne svinger omkring 15 mdr. Den gennemsnitlige straflængde for hele tiåret 1980-89 er 18,3 mdr. og for tiåret 1990-99 15,8 mdr. At der er sket et fald i denne gennemsnitlige straflængde, er altså tydeligt nok, men denne er dog ikke så voldsom, som landsdommer Poul Lodberg har hævdet på baggrund af en undersøgelse af landsretsdomme fra 1990 og 1996. Lodberg fandt, ud fra dette mere begrænsede datagrundlag, en reduktion på en tredjedel i straflængderne.«

Om mulige forklaringer på dette fald anfører Britta Kyvsgaard følgende:

»Faldet i den gennemsnitlige straflængde behøver ikke at afspejle en ændret domspraksis, men kan også skyldes en ændring i karakteren af de sager, der afgøres. I det afsnit af Rigspolitichefens rapport om »Voldtægters omfang og karakter i Danmark« fra 1998, som Flemming Balvig har skrevet, konkluderes det, at anmeldelsestilbøjeligheden for voldtægt er vokset de seneste årtier, hvilket har medført, at der nu anmeldes relativt flere »mindre alvorlige« voldtægter. Dvs. voldtægter, der ikke er overfaldsvoldtægter, men overgreb begået af en partner. Endvidere finder Balvig, at der i de seneste årtier er sket en kraftig vækst i domfældelsesfrekvensen for partnervoldtægter. Begge dele må skabe en forventning om, at strafniveauet for voldtægter generelt vil mindskes.«

3.4. Knud Waaben i Strafferettens specielle del

I Strafferettens specielle del, 5. udgave, 1999, anfører Knud Waaben side 51, at normalstraffen for voldtægt er 1½-2 års fængsel, men at der forekommer både længere og navnlig kortere straffe. Det fremgår ikke, på hvilket grundlag Waaben bygger sin vurdering af strafniveauet.

4. Rigsadvokatens redegørelse

4.1. Udviklingen i strafudmålingsniveauet i voldtægtssager

Rigsadvokatens undersøgelse af udviklingen i strafniveauet er som nævnt ovenfor under pkt. 1 foretaget sammen med Justitsministeriets forsknings- og dokumentationskonsulent, Britta Kyvsgaard.

Undersøgelsen findes i sin helhed i bilag 1 til denne redegørelse.

Som det fremgår heraf, har det af tidsmæssige årsager været nødvendigt at begrænse undersøgelsen til at omfatte en række udvalgte år (1984, 1988, 1992, 1996 og 1998). Valget af undersøgelsesår er i et vist omfang baseret på de oplysninger om gennemsnitlige straflængder, der fremgår af kriminalstatistikken. 1984 er således det af de udvalgte år, hvor den gennemsnitlige straflængde ifølge kriminalstatistikken var længst (21 mdr.), mens 1992 og 1998 er de år, der har den korteste gennemsnitlige straflængde (14 og 13 mdr.).

Undersøgelsesmaterialet er tilvejebragt ved, at politikredsene har indsendt domsudskrifter, retsbogsudskrifter og andre oplysninger om de nærmere omstændigheder ved gerningen (herunder motivet, karakteren af volden eller truslerne herom, offeret og gerningsmandens eventuelle forudgående kendskab til hinanden m.v.) for de pågældende sager. Undersøgelsen omfatter i alt 251 domme.

Britta Kyvsgaards undersøgelse består af to dele.

I den første del af undersøgelsen belyses en række forskellige forhold vedrørende de undersøgte sager, herunder bl.a. de gennemsnitlige straflængder for de enkelte undersøgte år, antallet af sager, der vedrører forsøg og fuldbyrdet voldtægt, antallet af domme, der omfatter fællesstraffe eller flere forhold, antallet af ankede sager, antallet af sager, der vedrører tidligere straffede, voldtægtens karakter af overfalds-, kontakt- og parvoldtægt og de gennemsnitlige straflængder, de anvendte magtmidler m.v.

I den anden del af undersøgelsen er der foretaget en statistisk analyse af samtlige domme til ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens § 216.

Som det fremgår af sammenfatningen i bilag 1, har undersøgelsen vist, at strafudmålingen i voldtægtssager afhænger af en lang række forhold ved de enkelte sager. De forhold, der afspejler voldtægtens grovhed, bidrager især til at forklare forskelle i strafudmålingen. Det drejer sig først og fremmest om den anvendte straffelovsbestemmelse (§ 216, stk. 1 eller stk. 2), og om voldtægten er fuldbyrdet eller ej. Endvidere har det også betydning for strafudmålingen, om der er tale om overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt.

Herudover har det stor betydning for strafudmålingen, om den pågældende samtidig dømmes for flere voldtægter og/eller for anden kriminalitet, og om den pågældende er tidligere straffet for ligeartet kriminalitet og eventuelt tillige som følge heraf idømmes en fællesstraf.

Undersøgelsen har ligeledes vist, at nogle af de ovenfor nævnte forhold varierer årene imellem. Der var således i 1992 og 1998 særligt få, der tidligere var dømt for seksualforbrydelser, og særligt mange parvoldtægter. Begge forhold taler for, at man alt andet lige må forvente en lavere strafudmåling i disse år end i andre år.

Endvidere peger undersøgelsens statistiske analyser på, at strafudmålingsniveauet i 1984 alt andet lige var markant højere end i de øvrige år. Der er derimod ikke klare forskelle i strafudmålingsniveauet mellem de øvrige år. Det højere strafudmålingsniveau i 1984 skyldes ifølge undersøgelsen, at der i dette år blev udmålt længere straffe i sager om voldtægt efter § 216, stk. 2, samt i sager, hvor tiltalte tidligere var dømt for seksualkriminalitet. Der ville således ikke være en klar forskel i strafudmålingsniveauet i de undersøgte år, såfremt disse domme ikke indgik i undersøgelsen.

4.2. Straffen for voldtægt i nyere retspraksis

I det følgende gennemgås nyere retspraksis med henblik på at belyse det aktuelle strafniveau i sager om voldtægt.

Ved beskrivelsen af strafniveauet er der taget udgangspunkt i dommene i bilag 2 til denne redegørelse, der indeholder en beskrivelse af størstedelen af de domme fra 1998, der er indgået i undersøgelsen. Endvidere er inddraget de trykte landsretsdomme fra perioden 1993 2000, der er nærmere beskrevet i bilag 3.

Ved belysningen af det aktuelle strafniveau tages der udgangspunkt i den opdeling af voldtægt i overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt, der også anvendes i undersøgelsen i bilag 1, jf. bilaget side 8.

Ved overfaldsvoldtægt forstås således voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været samvær af den karakter, der er beskrevet nedenfor under kontaktvoldtægt.

Ved kontaktvoldtægt forstås det, der på engelsk kaldes »date-rape«, altså situationer, hvor parterne umiddelbart inden voldtægten har været sammen på en måde, som kunne være optakt til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve voldtægten har karakter af et overfald.

Ved parvoldtægt forstås voldtægt mod en nuværende seksuel partner og voldtægt mod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten

Denne opdeling er valgt, fordi den må antages at være almindelig anerkendt som en væsentlig faktor for strafudmålingen, jf. sammenfatningen i bilag 1, og fordi den er velegnet til en beskrivelse af strafudmålingsniveauet. Sondringen er også anvendt i undersøgelsen foretaget af Flemming Balvig, jf. pkt. 3.2. ovenfor.

Dog bemærkes, at det i nogle sager kan være vanskeligt at vurdere, hvilken af de tre former for voldtægt der er tale om, idet der er en glidende overgang mellem de forskellige kategorier. Det kan således i nogle tilfælde diskuteres, om der foreligger den eller den anden form for voldtægt.

I det følgende sondres endvidere mellem domme, der omfatter fuldbyrdet voldtægt, og domme, hvor der alene dømmes for forsøg, idet også denne faktor har væsentlig betydning for strafudmålingen.

Der er tale om et forholdsvis spinkelt materiale, og det kan ikke udelukkes, at nogle af dommene er udtryk for en strafudmåling, der ikke umiddelbart harmonerer med det generelle niveau. Vurderingerne nedenfor må derfor læses med dette forbehold.

Straffene for forsøg på overfaldsvoldtægt varierede i dommene fra 1998 (gruppe 1 i bilag 2), der omfatter 11 domme, fra hæfte i 4 måneder til fængsel i 2 år.

I 7 af disse 11 domme lå straffene mellem 6 måneders fængsel og 9 måneders fængsel. Kun i én sag (dom 7,1998) er der udmålt en lavere straf (hæfte i 4 måneder), hvilket skyldes den tiltaltes unge alder (17 år), og at der var tale om et mindre alvorligt forhold.

Tre domme gav fængsel i henholdsvis 1 år, 1 år og 6 måneder og 2 år. Dommen, der gav fængsel i 1 år og 6 måneder (dom 6, 1998), omfattede tillige ulovlig frihedsberøvelse af pigen under og efter voldtægtsforsøget, men straffen må antages først og fremmest at være fastsat under hensyntagen til voldtægtsforholdets grove karakter. I den dom, der medførte fængsel i 2 år (dom 3, 1998), blev forholdet henført under straffelovens § 216, stk. 2, og den pågældende var tidligere straffet for et lignende forhold.

I bilag 3 findes kun en dom, der med sikkerhed vedrører et enkelt forsøg på overfaldsvoldtægt, nemlig dom 8, 1996, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 4 måneder, og som vedrører et noget atypisk tilfælde.

Som det fremgår, varierer straffene således fra 4 måneder og til fængsel i 2 år, men »normalstraffen« for forsøg på overfaldsvoldtægt må antages at være 6 til 9 måneders fængsel.

Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt forelå i det udvalgte undersøgelsesmateriale kun i tre sager. Straffene blev i disse sager udmålt til fængsel i 3 år, 2 år og 2 år og 6 måneder.

I sagen, der medførte fængsel i 3 år (dom 12, 1998), blev forholdet henført under straffelovens § 216, stk. 2. Sagen omfattede endvidere røveri over for voldtægtsofferet. I dom 13, 1998, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 2 år, blev voldtægten begået af to gerningsmænd i forening, hvilket efter straffelovens § 80, stk. 2, i reglen anses som en skærpende omstændighed. I denne sag blev de pågældende også dømt for ulovlig frihedsberøvelse. I den sidste sag (dom 14, 1998) forelå der udover en fuldbyrdet voldtægt, forsøg på voldtægt over for en anden kvinde kort efter, hvilket må have haft væsentlig betydning for straffen på fængsel i 2 år og 6 måneder.

I bilag 3 findes en dom (dom 13, 2000) vedrørende fuldbyrdet overfaldsvoldtægt, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 2 år. Voldtægten var begået under indtrængen i ofrets bolig ved indbrud, og den voldtagne var en kvinde på 83 år.

Ingen af de nævnte domme er fuldt ud egnet som grundlag for vurderingen af strafniveauet i denne type sager, fordi der i alle sagerne forelå skærpende omstændigheder, der må have haft betydning for strafudmålingen.

Det er derfor på grundlag af det foreliggende materiale vanskeligt at vurdere »normalstraffen« for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt. Et forsigtigt skøn fører dog frem til, at udgangspunktet for straffastsættelsen formentlig ligger i niveauet omkring 1 år og 6 måneder.

Med hensyn til forsøg på kontaktvoldtægt foreligger der i det udvalgte undersøgelsesmateriale (bilag 2, gruppe 3) 3 domme fra 1998. To af sagerne medførte fængsel i 10 måneder, og en sag medførte fængsel i 1 år.

I sagen, der medførte fængsel i 1 år (dom 16, 1998) lagde retten vægt på styrken af tiltaltes forsæt og på, at tiltalte tidligere var straffet for voldsforbrydelser. I dom 15, 1998, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 10 måneder, var forholdet begået over for en 14-årig pige, hvilket må have haft betydning for strafudmålingen. Den anden sag (dom 17, 1998), der medførte fængsel i 10 måneder, må imidlertid anses for at være illustrativ for »normalstraffen«, idet overtrædelsen af våbenloven og butikstyveriet, der indgik i denne dom, ikke kan antages at have haft væsentlig betydning for strafudmålingen.

I bilag 3 findes en dom, der medførte fængsel i 9 måneder (dom 2, 1994). Bilag 3 indeholder også en helt ny dom (dom 14, 2000), der medførte fængsel i 1 år, men denne dom omfattede også en længere frihedsberøvelse af kvinden samt enkelte andre forhold og var i øvrigt atypisk, idet tiltalte og kvinden efterfølgende gik i skoven sammen.

Der er altså ikke i det foreliggende materiale mange domme, der er egnede til at belyse strafudmålingsniveauet i sager om forsøg på kontaktvoldtægt. Strafniveauet i denne typer sager må dog skønnes at svare nogenlunde til niveauet ved forsøg på overfaldsvoldtægt.

Fuldbyrdede kontaktvoldtægter er i det udvalgte undersøgelsesmateriale i bilag 2, gruppe 4, belyst ved 12 domme fra 1998. Straffene varierer fra 10 måneders fængsel til fængsel i 3 år.

I de to sager, der medførte fængsel i 10 måneder (dom 24, 1998 og dom 26, 1998), blev voldtægten begået uden anden tvang end fastholden af kvinden. I den ene sag, var der i øvrigt dissens for at fastsætte straffen til fængsel i 1 år. To sager medførte i lignende tilfælde fængsel i 1 år (dom 21, 1998 og dom 23, 1998), men i disse sager indgik også anden kriminalitet, der må antages at have haft indflydelse på straffen.

I 4 sager er der idømt straffe på henholdsvis 1 år og 3 måneder (dom 19, 1998 en lidt atypisk sag, hvor forholdet blev henført under § 216, stk. 2, men hvor der på den anden side blev lagt vægt på, at kvinden kort forinden voldtægten, mens tiltalte var tilstede, havde haft frivilligt samleje med tiltaltes ven), 1 år og 6 måneder (dom 20, 1998 hvor retten lagde vægt på, at der var tale om en voldtægt over for en i fysisk og psykisk henseende særdeles svag kvinde), 1 år og 8 måneder (dom 22, 1998 fællesstraf omfattende en reststraf på 144 dage) og fængsel i 1 år og 9 måneder, hvor sagen omfattede to tilfælde af voldtægt (dom 28, 1999).

I tre sager blev straffen fængsel i 2 år. I to af disse sager (dom 18, 1998 og dom 25, 1998) var der tale om fællesstraffe og anden kriminalitet, og disse sager er derfor ikke fuldt ud egnede til at belyse strafniveauet i »normaltilfælde«. I den tredje sag (dom 27, 1998) begik tiltalte voldtægt over for to kvinder.

I en sag blev straffen udmålt til fængsel i 3 år (dom 29, 1999). Her var der ligeledes tale om to forhold henholdsvis fuldbyrdet voldtægt og forsøg.

I bilag 3 findes 7 domme, der er egnet til at beskrive strafudmålingen i disse sager. 2 sager medførte fængsel i 6 måneder, og 3 sager gav fængsel i henholdsvis 7 måneder, 8 måneder, 10 måneder, mens 2 domme gav fængsel i 1 år. Heri indgår 3 domme fra 1999 og 2000, der medførte fængsel i 8 måneder, 6 måneder og 1 år (dom 10, 12 og 15).

I denne kategori kan også nævnes sagen fra Århus, der i hvert fald til dels var en kontaktvoldtægt, og som er omtalt nærmere nedenfor under afsnit 4.3., hvor straffene blev fastsat til henholdsvis fængsel i 9 måneder og fængsel i 1 år, dog således at kun 6 måneder af straffen skal fuldbyrdes. Straffen blev bl.a. fastsat under hensyn til de domfældtes unge alder.

De fleste straffe ligger således i niveauet mellem 6 måneder og 1 ½ år, og er der ikke anvendt vold af betydning, eller foreligger der ikke andre skærpende omstændigheder, ligger straffen i niveauet 6 10 måneder.

Der er i det udvalgte undersøgelsesmateriale kun en dom om forsøg på parvoldtægt (dom 30 i bilag 2). Straffen blev udmålt til fængsel i 6 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Der er 7 domme i bilag 2 vedrørende fuldbyrdet parvoldtægt. Straffene blev i to sager udmålt til fængsel i 6 måneder, i to sager til fængsel i 8 måneder (i en af sagerne dog delvist betinget), i en sag til fængsel i 1 år, i en sag til fængsel i 1 år og 2 måneder og i den sidste sag til fængsel i 1 år og 3 måneder. I sagen, der gav fængsel i 1 år og 3 måneder, var der tale om en forholdsvis grov voldtægt (dom 34, 1998), og i sagen, hvor straffen blev fængsel i 1 år og 2 måneder, var der tale om en fællesstraf, der omfattede en reststraf på 123 dage (dom 35, 1998). I sagen, der gav fængsel i 1 år, blev pågældende tillige dømt for to tilfælde af vold over for samleveren (dom 31, 1998).

Endvidere kan nævnes dom 3, 1994 i bilag 3, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 1 år for to voldtægter begået umiddelbart efter hinanden, og hvor der også var tale om ikke ubetydelig vold.

Endelig kan det nævnes, at Højesteret i to sager i 1990 erne har taget stilling til strafniveauet i denne type sager. I begge sager blev straffen udmålt til fængsel i 6 måneder, jf. U 95.895H og U 90.372H i bilag 4.

»Normalstraffen« for fuldbyrdet parvoldtægt må på dette grundlag antages at ligge i niveauet 6 8 måneders fængsel.

4.3. Højesterets udmålingspraksis i voldtægtssager

Udover de undersøgelser, der er beskrevet ovenfor, er der i bilag 4 foretaget en gennemgang og beskrivelse af Højesterets domme i voldtægtssager, der skønnes egnet til at belyse strafniveauet fra 1970 og frem til midten af 1990 erne. Der findes ikke Højesteretspraksis efter 1996 med tidsbestemte straffe i sager, hvor hovedforholdet er voldtægt.

Sager om voldtægt behandles i almindelighed i 1. instans ved byretterne. De kan derfor frit ankes til landsretten, hvorimod det kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse at anke landsrettens dom til Højesteret. Kun hvis sagen er af en så alvorlig karakter, at der bliver spørgsmål om straf af fængsel i 4 år eller derover, eller hvis der bliver spørgsmål om dom til anbringelse i institution i medfør af straffelovens § 68 eller dom til forvaring, jf. straffelovens § 70, behandles sagen i 1. instans ved landsretten som nævningesag. Der er i så fald fri ankeadgang til Højesteret for så vidt angår strafudmålingen og visse andre spørgsmål.

Denne afgrænsning af domstolenes saglige kompetence medfører, at Højesteret sjældent får lejlighed til at tage stilling til strafudmålingen i voldtægtssager, medmindre sagen er af særdeles alvorlig karakter.

Højesteret har således i de seneste tyve år i alt væsentlighed alene taget stilling til strafudmålingen i meget grove voldtægtssager, hvor gerningsmanden tillige ofte tidligere har været straffet for lignende kriminalitet. Straffene er udmålt i niveauet fra fængsel i 3 år og 6 måneder til fængsel i 9 år.

Højesteret har dog som nævnt ovenfor under pkt. 4.2. i to sager (U 1995.299H og U 1990.372H) haft lejlighed til at tage stilling til strafudmålingen i sager om parvoldtægt. Højesteret udmålte straffen til 6 måneders fængsel, og fandt ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

I U 1991.918/2H tog Højesteret stilling til en sag om flere tilfælde af kontaktvoldtægt og forsøg herpå begået af fire unge (i alderen 16 20 år) overfor en 16-årig pige, der blev slæbt ind på et værelse, hvor hun blev fastholdt. Forholdene blev begået over 1 1 ½ time. To af de tiltalte blev også dømt for vold efter straffelovens § 244 ved at klippet en del af pigens hovedhår af. En anden blev tillige dømt for overtrædelse af § 252 ved at have skudt efter pigen med en luftpistol. Højesteret udmålte ubetingede straffe på henholdsvis fængsel i 6 måneder, fængsel i 4 måneder, fængsel i 9 måneder og fængsel i 1 år. By- og landsretten havde udmålt betingede domme blandt andet under hensyn til de tiltaltes unge alder.

Denne sag nævnes særligt, fordi den på mange punkter er sammenlignelig med den voldtægtssag fra Århus, som er omtalt i Justitsministeriets skrivelse af 9. juni 2000, jf. pkt. 1 ovenfor.

I sagen fra Århus blev der afsagt dom af Vestre Landsret den 17. november 2000. Ved dommen blev 6 unge mænd, der var i alderen 15 18 år på gerningstidspunktet, dømt for voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og forsøg herpå. Forholdene var begået over for en 14-årig pige, der sammen med en ven og nogle af de domfældte gik ind i en skurvogn. Efter at pigen ufrivilligt havde haft seksuelt forhold til vennen, der blev frifundet på grund af manglende bevis for forsæt, begik de seks domfældte voldtægt eller forsøg herpå over for pigen. Det blev i landsretten lagt til grund, at pigen blev tvunget til de seksuelle forhold ved de trusler om vold, der lå i situationen. Forholdene havde en varighed på ca. 3 timer.

Straffene blev for 5 af de domfældte udmålt til fængsel i 9 måneder og for en af de domfældte til fængsel i 1 år (fællesstraf). Efter de domfældtes alder og oplysningerne om deres personlige forhold blev straffene gjort delvis betingede, således at 6 måneder skal fuldbyrdes, mens de resterende dele af straffene blev gjort betingede på nærmere fastsatte vilkår.

Landsretten anførte i præmisserne, at strafudmålingen var udtryk for, at landsretten ikke havde imødekommet anklagemyndighedens påstand om generelt at forhøje strafniveauet i sager af denne karakter. Straffene blev således alene udmålt under hensyntagen til den konkrete sags omstændigheder i overensstemmelse med det strafniveau, der hidtil har været gældende i sager om voldtægt.

I byrettens dom var straffen for 5 af de tiltalte fastsat til fængsel i 6 måneder, hvoraf de 3 måneder blev gjort betinget på nærmere fastsatte vilkår. En af de tiltalte blev i byretten idømt fængsel i 9 måneder, hvoraf de 6 måneder blev gjort betinget på nærmere fastsatte vilkår. Den ubetingede del af straffen for alle de tiltalte blev anset for udstået med varetægtsfængslingen, der havde haft en varighed af ca. 3 måneder.

Højesteret har ikke i de seneste år haft lejlighed til at tage stilling til strafudmålingen i sager om overfaldsvoldtægter, hvor der ikke foreligger særlige skærpende omstændigheder. I de domme, hvor der har foreligget særlige skærpende omstændigheder, som eksempelvis i U 1995.299H og U 1994.648H, blev straffen fastsat til fængsel i 5 år.

Dommene vedrørende overfaldsvoldtægt uden særlige skærpende omstændigheder er således af ældre dato. Som eksempler på sådanne sager kan nævnes U 1981.802/2 H og U 1977.49/2H, hvor straffen blev udmålt til fængsel i 2 år og 6 måneder.

Højesteret har endvidere i ældre domme vurderet strafudmålingen i sager om forsøg på overfaldsvoldtægt. Som eksempler herpå kan nævnes U 1975.173H, hvor straffen blev udmålt til fængsel i 3 år, og U 1970.731H, hvor straffen blev udmålt til fængsel i 2 år.

Det er således vanskeligt at vurdere, hvilket strafniveau Højesteret finder bør anvendes i dag ved overfaldsvoldtægter, hvor der ikke foreligger særlige skærpende omstændigheder, men efter den nævnte ældre praksis lå strafniveauet for overfaldsvoldtægter i disse tilfælde på 2-3 års fængsel. Det synes ikke at have haft væsentlig betydning i hvert fald på daværende tidspunkt at der alene var tale om forsøg.

5. Vurdering og konklusion

5.1. Udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager

Som anført under punkt 2.4. antog Straffelovrådet i den indstilling, der er gengivet i forarbejderne til lov nr. 248 af 9. juni 1967, at et niveau af 3 4 års fængsel på dette tidspunkt var den normale straf for fuldbyrdet voldtægt, og at straffe på 1 2 år kunne forekomme, såfremt der forelå formildende omstændigheder. Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget, at den foreslåede lovændring ikke var begrundet i et ønske om at mildne bedømmelsen af voldtægtssager.

I Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse, der lå til grund for lov nr. 256 af 27. maj 1981, er der som anført under punkt 2.2. redegjort for strafudmålingspraksis i sager om voldtægt. Straffelovrådet foretog en sammenligning mellem strafniveauet i perioderne 1970-73 og 1974-78. Straffelovrådet fandt, at en sammenligning mellem de to perioder tydede på, at der fra perioden 1970-73 til perioden 1974-78 indtrådte en vis formildelse af strafniveauet. Andelen af straffe på over 1 år var faldet, og Straffelovrådet fandt det nærliggende at slutte, at en del sager var flyttet fra strafniveauet over 1, højst 2 år til strafniveauet maksimalt 1 år. Endvidere understregede Straffelovrådet, at under alle omstændigheder spillede straffe på mere end et par års fængsel en forholdsvis ringe rolle i retspraksis. Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 256 af 27. maj 1981, at der med lovændringen ikke tilsigtedes nogen ændring af det gældende udmålingsniveau.

Det må således antages, at den normale straf for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt i midten af 1960´erne var 3-4 års fængsel. Strafniveauet faldt herefter i løbet af 1970´erne, og fra midten eller slutningen af 1970´erne spillede straffe på mere end et par års fængsel en forholdsvis ringe rolle i praksis.

Som det fremgår af undersøgelsen i bilag 1 af udviklingen i strafudmålingsniveauet, har analysen af sager fra årene 1984, 1988, 1992, 1996 og 1998 ikke givet noget klart grundlag for at antage, at der i den undersøgte periode er sket en ændring i udmålingspraksis i voldtægtsager. Dog peger de statistiske analyser på, at strafniveauet alt andet lige var højere i 1984 end i de øvrige år. Det højere strafudmålingsniveau i 1984 skyldes ifølge undersøgelsen, at der ved voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 2, samt ved voldtægt begået af personer, der tidligere var straffet for seksualforbrydelser, blev idømt længere straffe i 1984 end i de øvrige år. Der er ikke grundlag for at antage, at der er sket en ændring i strafniveauet i de øvrige undersøgelsesår.

Det kan således konkluderes, at strafniveauet i voldtægtssager generelt faldt forholdsvis markant i 1970´erne og frem til midten af 1980´erne. Undersøgelsen giver derimod ikke grundlag for at antage, at strafniveauet for sammenlignelige voldtægtssager har ændret sig fra midten eller slutningen af 1980´erne og frem til i dag.

5.2. Det nugældende strafniveau og vurderingen heraf

Som det fremgår ovenfor under pkt. 4.2., må »normalstraffen« for forsøg på overfaldsvoldtægt antages at være 6-9 måneders fængsel, dog med mulighed for både mildere og strengere straffe. For fuldbyrdet overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder antages det ovenfor ved et forsigtigt skøn, at udgangspunktet for straffastsættelsen formentlig ligger i niveauet omkring fængsel i 1 år og 6 måneder.

Med hensyn til forsøg på kontaktvoldtægt skønnes det, at strafniveauet svarer nogenlunde til niveauet ved forsøg på overfaldsvoldtægt, mens straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt ligger i niveauet mellem 6 måneder og 1 ½ år, men sådan at straffen er 6 10 måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis der ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder.

For så vidt angår parvoldtægter, der var fuldbyrdede, antages det under punkt 4.2., at »normalstraffen« ligger i niveauet 6-8 måneders fængsel.

For så vidt angår strafniveauet for kontaktvoldtægter og parvoldtægter giver det billede, der har vist sig med hensyn til straffenes størrelse, mig ikke anledning til at overveje behovet for skærpelse af straffen. Jeg har herved lagt vægt på, at der næsten uden undtagelse er idømt ubetingede straffe, og at straffene ikke kan anses for at være kortvarige.

Straffene for de fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, der er beskrevet ovenfor under punkt 4.2., og hvor der forelå skærpende omstændigheder, var på fængsel i 2 3 år. Udmålingen i disse sager giver mig ikke anledning til bemærkninger. Jeg har endvidere ikke noget grundlag for at antage, at straffene i sager, hvor der ikke foreligger skærpende omstændigheder, vil blive fastsat med udgangspunkt i et niveau på under 1 år og 6 måneder, som efter min opfattelse må anses for at være et passende strafniveau for sager af denne karakter.

Såfremt denne antagelse om straffen i sager om fuldbyrdet overfaldsvoldtægt er korrekt, er der imidlertid en betydelig forskel på straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt og forsøg på overfaldsvoldtægt.

Det er imidlertid ikke alene på voldtægtsområdet, der er en til tider betydelig forskel på strafudmålingen afhængig af, om der er tale om et fuldbyrdet forhold eller forsøg.

I Strafferettens almindelige del, Ansvarslæren, 4. udgave, 1997, anfører Waaben således, at det er muligt, at man af praksis kan udlede en almindelig tendens til en mildere bedømmelse af forsøg. En forskel i udmålingen kendes ved drab og visse andre grove forbrydelser, hvor en ikke realiseret integritetskrænkelse kendetegner forholdet som mindre groft.

Det giver således ikke i sig selv anledning til bemærkninger, at også straffen for forsøg på overfaldsvoldtægt er lavere end straffen for det fuldbyrdede forhold.

En række af dommene vedrørende forsøg på overfaldsvoldtægt i det undersøgte materiale har imidlertid givet mig anledning til at overveje, om straffen i alle sager af denne karakter ligger på et rimeligt niveau.

Der henvises herved til dom 2, 1998 og dom 4, 1998 i bilag 2, hvor der blev udmålt straffe på fængsel i 8 måneder for henholdsvis et voldtægtsforsøg på en S-togsstation og en parkeringsplads under anvendelse af ikke ubetydelig vold, og hvor forsøgene mislykkedes på grund af kvindens modstand og kvindens høje skrig.

Endvidere kan nævnes dom 5, 1998 i bilag 2, hvor voldtægtsforsøget blev begået af en 21-årig mand, der standsede en ham ubekendt 16-årig udviklingshæmmet pige, som cyklede hjem fra skole, og som under anvendelse af betydelig magt forsøgte at få samleje med pigen. Forsøget mislykkedes på grund af pigens kraftige modstand i form af slag og spark. Gerningsmanden blev idømt fængsel i 9 måneder.

Endelig kan henvises til dom 8, 1998 i bilag 2, hvor voldtægtsforsøget blev begået over for en 70-årig kvinde i dennes lejlighed, hvortil gerningsmanden skaffede sig adgang, og hvor der anvendtes forholdsvis grov vold over for kvinden. Straffen blev fastsat til fængsel i 8 måneder.

En af de nævnte domme er en landsretsdom (dom 2, 1998), mens de øvrige domme er byretsdomme.

Det er på baggrund af de nævnte sager min opfattelse, at der særligt på dette område kan være behov for at overveje, om domme af denne art i videre omfang skal søges anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.

Hertil kommer, at det kan være ønskeligt at få større klarhed med hensyn til vurderingen af det nugældende strafniveau for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt, når der ikke foreligger skærpende omstændigheder.

I øvrigt bemærkes, at det efter sagen fra Århus, der er omtalt ovenfor under pkt. 1 og 4.3., har været diskuteret, om straffene i sager, hvor der er flere gerningsmænd til voldtægten, er passende. Som det fremgår af tabel 6 i bilag 1, er der kun få sager i det undersøgte materiale, hvor voldtægten er begået af flere i forening. Imidlertid verserer der for tiden flere voldtægtssager, hvor der efter de foreliggende oplysninger har været flere gerningsmænd.

Det kan på den baggrund være af interesse at følge sådanne sager med henblik på at vurdere, om det forhold, at gerningen er udført af flere i forening, tillægges passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.

Som det fremgår af tabel 5 i undersøgelsen i bilag 1, er cirka halvdelen af de domme, der er omfattet af undersøgelsen, blevet anket, og straffen er især i sager fra 1996 og 1998 i et ikke ubetydeligt omfang blevet skærpet.

Jeg finder på denne baggrund, at der kan være grundlag for at iværksætte en ordning, hvor Rigsadvokaten i det kommende års tid får forelagt fældende byretsdomme i voldtægtssager med henblik at vurdere, om anklagemyndigheden i videre omfang bør anke domme i voldtægtssager, således at landsretterne i flere sager får lejlighed til at tage stilling til strafniveauet.

Ordningen bør i givet fald efter min opfattelse omfatte alle domme i voldtægtssager, uanset om der er tale om par-, kontakt- eller overfaldsvoldtægt, og uanset om forholdet er fuldbyrdet eller ej. Det vil gøre det muligt at foretage en vurdering af, om straffene i de konkrete sager i alle tilfælde er i overensstemmelse med det niveau, der er beskrevet ovenfor, og eventuelt give anledning til, at anke egnede sager til landsretten med henblik på skærpelse. Ordningen bør endvidere omfatte en underretning af Rigsadvokaten om alle landsretsdomme. Herved vil det også blive muligt for rigsadvokaturen på et bredere grundlag efter udgangen af denne periode at danne sig et helt aktuelt billede af strafniveauet.


Bilag 1

Underbilag 1

Udviklingen i
strafudmålingsniveauet i voldtægtssager

Af Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet

Der er gennemført en undersøgelse med henblik på at belyse, hvorvidt voldtægt straffes mildere i dag end tidligere.

Danmarks Statistik udarbejder årligt en kriminalstatistik, der bl.a. indeholder oplysninger om straffens art og længde for voldtægt. Det er imidlertid ikke muligt fyldestgørende at vurdere strafniveauet for voldtægt på baggrund af disse oplysninger. Det skyldes flere forhold. Kategorien »Voldtægt mv.«, som Danmarks Statistik anvender, omfatter ikke kun voldtægt (§ 216), men også samleje ved anden ulovlig tvang (§ 217), tilsnigelse til samleje (§ 221) samt anden kønslig omgængelse end samleje (§ 224, jf. § 216, § 217 og § 221). En forskydning mellem antallet af sager inden for disse kategorier vil kunne påvirke de gennemsnitlige straflængder, der omtales i Danmarks Statistiks kriminalstatistik. Det samme vil være tilfældet, såfremt der sker en forskydning mellem voldtægtssager, der vedrører § 216, stk. 1, med strafferamme på 6 år, og § 216, stk. 2, med en strafferamme på 10 år. Endvidere vil der være en del af de domme, der er omfattet af kriminalstatistikken, som ikke er endelige domme. Mange af voldtægtsdommene ankes, og såfremt ankesagen først afgøres året efter dommen i 1. instans, vil den endelige dom ikke været omfattet af kriminalstatistikken. Endelig kan nævnes, at kombinationsdomme også indgår i Danmarks Statistiks beregning af gennemsnitlige straflængder.

Ved siden af disse forhold kan der være en lang række andre forhold, der påvirker det generelle strafniveau i de forholdsvis få voldtægtssager. Eksempelvis vil man alt andet lige kunne forvente, at straffene for voldtægt gennemgående vil være strengere, såfremt der bliver flere tidligere voldtægtsdømte blandt de tiltalte, såfremt de enkelte domme omfatter flere forbrydelser, eller såfremt flere af voldtægterne er fuldbyrdede og ikke alene forsøg.

I nærværende undersøgelse er der søgt taget højde for de forhold, der kan påvirke straffene for voldtægt, med henblik på at få et bedre grundlag for at vurdere, hvorvidt der er sket en ændring i strafudmålingsniveauet for voldtægt.

Det bemærkes, at når der i det følgende foretages sammenligninger af de gennemsnitlige straflængder for voldtægt på forskellige områder, fx fuldbyrdet voldtægt sammenlignet med forsøg på voldtægt, skal disse forskelle i straflængder betragtes som vejledende. Der er således ikke taget højde for, om voldtægterne adskiller sig på andre områder end netop det, der indgår i den givne sammenligning. Det er alene de senere statistiske analyser, der muliggør en samlet vurdering af strafudmålingen, således at der tages hensyn til alle de forhold, der påvirker denne.

Undersøgelsens materiale

Det er valgt at basere undersøgelsen på endelige domme for overtrædelse af straffelovens § 216 og § 217, der er afsagt i enten 1. eller 2. instans i årene 1984, 1988, 1992, 1996 og 1998. Det indebærer, at undersøgelsen omfatter sager, hvor den endelige dom er afsagt i et af de nævnte år, men at den også omfatter sager, hvor 2. instans dommen er afsagt i et andet år, men hvor 1. instans dommen vedrører et af de nævnte år. Denne fremgangsmåde er valgt for at få så stort et undersøgelsesmateriale som muligt.

Af tidsmæssige grunde har undersøgelsen måtte begrænses til at omfatte domme for et mindre antal år i 1980 erne og 90 erne. Valg af konkrete undersøgelsesår er i nogen grad baseret på de oplysninger om gennemsnitlige straflængder, der fremgår af kriminalstatistikken. 1984 er således det år, som har den længste gennemsnitlige straflængde (21 mdr.), mens 1992 og 1998 er de år, der har de korteste (henholdsvis 14 og 13 mdr.).

For de enkelte domme er der indhentet domsudskrifter, udskrifter af retsbøger samt enkelte yderligere oplysninger, der er egnet til at belyse sagens karakter. Undersøgelsens materiale består herefter af i alt 251 domme. For 5 af dommene foreligger dog alene oplysninger fra kriminalregistret, idet sagens akter ikke har kunnet findes.

Straffens art og længde

Undersøgelsen omfatter flere domme fra 1984 og 1988 end fra undersøgelsesårene i 1990 erne, jf. tabel 1. Det skyldes bl.a., at anmeldelsestallene varierer. I undersøgelsen indgår endvidere alene tidsbestemte domme til frihedsstraf. Ved siden af disse er der afsagt i alt 6 forvaringsdomme (2 i 1988 og 4 i 1992) samt 35 foranstaltningsdomme (7 i 1984, 8 i 1988, 6 i 1992, 4 i 1996 og 10 i 1998).

Tabel 1. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår og straffens art og længde.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Antal domme

65

64

49

30

43

251

Ubetinget frihedsstraf

98%

(64)

91%

(58)

90%

(44)

93%

(28)

96%

(41)

94%

(235)

Delvis betinget frihedsstraf

0%

(0)

6%

(4)

2%

(1)

0%

(0)

2%

(1)

2%

(6)

Betinget frihedsstraf

2%

(1)

3%

(2)

8%

(4)

7%

(2)

2%

(1)

4%

(10)

I alt

100%

(65)

100%

(64)

100%

(49)

100%

(30)

100%

(43)

100%

(251)

Længden af ubetinget straf:

6 mdr. og derunder

14%

(9)

7%

(4)

16%

(7)

11%

(3)

12%

(5)

12%

(28)

> 6 mdr. 10 mdr.

11%

(7)

17%

(10)

27%

(12)

14%

(4)

24%

(10)

18%

(43)

> 10 mdr. 1år

19%

(12)

16%

(9)

21%

(9)

21%

(6)

17%

(7)

18%

(43)

> 1 år 1 år og 6 mdr.

16%

(10)

26%

(15)

18%

(8)

14%

(4)

15%

(6)

18%

(43)

> 1 år 6 mdr. 2 år

16%

(10)

16%

(9)

11%

(5)

18%

(5)

20%

(8)

16%

(37)

> 2 år 3 år

13%

(8)

9%

(5)

5%

(2)

14%

(4)

12%

(5)

10%

(24)

> 3 år

13%

(8)

10%

(6)

2%

(1)

7%

(2)

0%

(0)

7%

(17)

I alt

101%

(64)

101%

(58)

100%

(44)

99%

(28)

100%

(41)

99%

(235)

Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf

21 mdr.

19 mdr.

18 mdr.

18 mdr.

16 mdr.

18 mdr.

I alle de undersøgte år er mindst 90% af voldtægtssagerne afgjort med en ubetinget dom. I alt er der afsagt 10 betingede domme, nemlig 1 i 1984, 2 i 1988, 4 i 1992, 2 i 1996 og 1 i 1998. Alle betingede domme er med straffastsættelse, med straflængder varierende fra 4 mdr. til 1 år. Tre af de betingede domme er med vilkår om samfundstjeneste. I 9 af de 10 domme er der nævnt særligt formildende omstændigheder, fx at voldsudøvelsen har været begrænset, forholdet mellem offer og gerningsmand (voldtægt i parforhold) og gerningsmandens mentale udvikling, hans forhold i øvrigt og/eller hans unge alder (2 af gerningsmændene er under 18 år: en 16-årig i 1992 og en 17-årig i 1984). Kun én af dommene har været anket.

Ved siden af de rent betingede domme omfatter materialet 6 kombinationsdomme. Den ubetingede del af dommen varierer fra 1 til 3 mdr., mens den samlede idømte frihedsstraf varierer fra 7 mdr. til 1 år og 3 mdr. I 5 af disse domme er der nævnt særligt formildende omstændigheder, svarende til ovennævnte (en kombinationsdom fra 1988 vedrører en 15-årig gerningsmand).

Den gennemsnitlige længde af den idømte ubetingede straf (ekskl. kombinationsdommene) varierer fra 16 til 21 mdr., lavest i 1998 og højest i 1984. Som det ses af tabel 1, beror denne forskel bl.a. på, at der i 1984 og 1988 var forholdsvis mange domme på mere end 3 år. De meget langvarige straffe påvirker således den gennemsnitlige straflængde en del. Såfremt der bortses fra straffe på over 3 år, er der således ringe forskel mellem den gennemsnitlige straflængde de enkelte år, idet den med undtagelse af 1992, hvor den er på 13 mdr. alle øvrige år er på 16 mdr. Der er i alt afsagt 17 domme med en straflængde på over 3 år. Den længste straf er på 7 år og vedrører en særlig grov voldtægtssag fra 1984, begået af en person, der tidligere er dømt for voldtægt, andre seksualforbrydelser og andre former for kriminalitet. Dommen inkluderede endvidere en reststraf på 366 dage.

Fuldbyrdet voldtægt eller forsøg på voldtægt

Med undtagelse af 1996, hvor der er særligt mange fuldbyrdede voldtægter, ligger andelen af fuldbyrdede voldtægter på et nogenlunde konstant niveau i undersøgelsesårene (omkring 60% af sagerne). Straffene for de fuldbyrdede voldtægter er i gennemsnit 9 mdr. længere end straffene for forsøg på voldtægt.1)

Tabel 2. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår og om de er fuldbyrdede eller ej.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Fuldbyrdet voldtægt

58%

59%

61%

80%

63%

62%

Forsøg på voldtægt

39%

38%

39%

20%

37%

36%

Medvirken til voldtægt

3%

3%

0%

0%

0%

2%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

65

64

49

30

43

251

Voldtægtens grovhed

For så vidt angår voldtægtens grovhed, vurderet ud fra den paragraf, der er dømt efter, er der heller ikke stor variation mellem årene, da mere end 90% af sagerne i alle årene vedrører § 216, stk. 1. Dog ses af tabel 3, at alle dommene i 1992 angik § 216, stk. 1. Kun 3 af de 251 domme vedrører § 217.

Tabel 3. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår og straffelovsbestemmelser.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

§ 216 stk. 1

92%

93%

100%

93%

93%

95%

§ 216 stk. 2

6%

5%

0%

3%

7%

4%

§ 217

2%

2%

0%

3%

0%

1%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

65

64

49

30

43

251

Der er overordentlig stor forskel i straflængderne mellem de enkelte paragraffer og stykker. Mens den gennemsnitlige straflængde for domme for § 217 er på 8 mdr., er den på 17 mdr. for § 216, stk. 1, og på 39 mdr. for § 216, stk. 2.

Fællesstraffe

I 23 af de 251 indgår en reststraf, eller der er tale om en fællesstraf. Det ses af tabel 4, at andelen af domme, som er fællesstraffe eller inkluderer reststraffe, med undtagelse af 1992 er nogenlunde stabil over årene. Fællesstraffene er betydeligt længere end de øvrige domme, gennemsnitligt 14 mdr. længere.

Tabel 4. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår og om dommen er en fællesstraf eller ej.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Fællesstraf/reststraf indgår

9%

12%

4%

10%

9%

9%

Ikke fællesstraf/retsstraf

91%

88%

96%

90%

91%

91%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

65

64

49

30

43

251

Andel ankede domme

En væsentlig del af voldtægtsdommene er blevet anket til en højere instans, jfr. tabel 5. Andelen af domme, der er anket, varierer noget de første år, men er mere stabil de senere. I alle årene er det omkring to tredjedele af de ankede domme, der ikke fører til ændring af den dom, der var afsagt i 1. instans. Der er en svag tendens til, at forholdsvis mange af de ankede domme skærpes i 1996 og 1998.

Domme, der er afgjort i 2. instans, er i gennemsnit lidt kortere (2 mdr.) end domme, der alene er behandlet i 1. instans, også selv om der gennemsnitligt set er sket en skærpelse af straffene i 2. instans. Det indikerer, at det først og fremmest er forholdsvis mange af de milde domme, der ankes.

Tabel 5. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår, antal instanser og ankesagens udfald.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Kun 1. instans

37%

61%

47%

50%

42%

47%

Straffen mildere i 2. instans

6%

3%

8%

3%

2%

5%

Straffen skærpet i 2. instans

14%

11%

10%

17%

19%

14%

Samme straf i 2. instans

43%

25%

35%

30%

37%

34%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

65

64

49

30

43

251

Voldtægt begået af flere i forening

14 af i alt 237 voldtægter er begået af flere i forening. Når antallet her er 237, beror det på, at dette spørgsmål ikke har kunnet belyses for de 5 domme, hvor der ikke foreligger domsudskrifter m.v., og at domme, der vedrører forskellige gerningsmænd, men samme sag og samme offer, her alene tælles én gang.

Tabel 6. Antal voldtægter fordelt efter afgørelsesår og om voldtægten er begået af flere i forening.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Én gerningsmand

93%

93%

96%

93%

95%

94%

Flere gerningsmænd

7%

7%

4%

7%

5%

6%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

59

58

46

28

41

237

At voldtægten er begået af flere i forening, bliver betragtet som en skærpende omstændighed. Det tyder undersøgelsens data også på, idet den gennemsnitlige straflængde for de voldtægter, der er begået af flere i forening, er 4 måneder længere end tilfældet er, når voldtægten er begået af kun én person. Som det ses af tabel 6, er det omkring hver tyvende voldtægt, der involverer flere gerningsmænd.

Dømt for flere forhold

Såfremt dommen inkluderer flere kriminelle forhold, vil det naturligvis også påvirke straffen. Det ses af tabel 7, at omkring hver 7. dom omfatter flere voldtægter. I knap halvdelen af disse sager er gerningsmanden dømt for en voldtægt mod forskellige ofre, mens det i de øvrige sager drejer sig om flere voldtægter mod samme offer. At sagen omfatter flere voldtægter påvirker straflængden væsentligt. Undersøgelsen viser, at straffene i sager med flere voldtægter i gennemsnit er 10 mdr. længere end i de øvrige sager.

I en tredjedel af sagerne er gerningsmanden også dømt for anden kønslig omgængelse end samleje. Disse forhold vedrører typisk voldtægtsofferet, idet gerningsmanden ud over voldtægten også på anden måde har forbrudt sig mod offeret. Straffene i disse sager er i gennemsnit 5 mdr. længere end i andre voldtægtssager. Tilsvarende forskel i straflængderne er der mellem domme, der inkluderer andre former for kriminalitet, og dem, der ikke gør det.2)  Disse øvrige former for kriminalitet angår kun i visse tilfælde samme offer som voldtægtsforbrydelsen.

Tabel 7. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår og omfang og art af øvrige forhold.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Dømt for flere voldtægtsforhold i samme sag

15%

19%

4%

13%

14%

14%

Samtidig dømt for anden kønslig omgængelse

32%

38%

27%

43%

33%

34%

Dømt for anden form for

Kriminalitet

45%

31%

31%

33%

49%

38%

Overhovedet dømt for andet end ét voldtægtsforhold

65%

61%

51%

57%

72%

61%

I alt (N)

65

64

49

30

43

251

Vurderet samlet er næsten to tredjedele af de dømte dømt for mere og andet end et voldtægtsforhold. Det er vanskeligt at pege på en klar udviklingstendens i andelen af sager med flere forhold, men det bemærkes dog, at der i 1998 er forholdsvis mange sager, der inkluderer flere forhold, mens det i 1992 drejer sig om forholdsvis få.

Gerningens varighed

I undersøgelsen er det registreret, hvorvidt voldtægtssituationen har strakt sig over længere tid. At en voldtægt har strakt sig over længere tid, er indikation på, at voldtægten er fuldbyrdet, og/eller at gerningsmanden samtidig har begået flere voldtægter eller tillige anden kønslig omgængelse end samleje mod offeret, jf. ovenstående. Det kan dog også være tegn på, at der er begået andre former for forbrydelser mod offeret. Gerningens varighed er således ikke i sig selv et forhold, der har betydning for strafudmålingen, men kan alene betragtes som indikation på, at det drejer sig om en mere alvorlig voldtægt eller om en sag, der omfatter flere forbrydelser.

Tabel 8. Antal voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår og om voldtægten har strakt sig over tid eller ej.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Strakt sig over længere tid

27%

27%

27%

23%

37%

28%

Ikke strakt sig over længere tid

73%

73%

73%

77%

63%

72%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

63

62

48

30

43

246

Der er ikke i alle sager oplyst, hvor lang tid voldtægten har strakt sig over, men i sager, der har en varighed ud over, hvad der må antages at være det almindelige, foreligger der typisk en tidsangivelse. Her er registreret varigheder fra minimum 45 min. til maksimum 2½ døgn.

Undersøgelsen viser, at de ubetingede frihedsstraffe i gennemsnit er 6 mdr. længere i de sager, der har strakt sig over tid, i forhold til de øvrige sager. Mellem knap en fjerdedel og godt en tredjedel af sagerne har strakt sig over tid, færrest i 1996 og flest i 1998, jf. tabel 8.

Tidligere kriminalitet

Såfremt personen tidligere er dømt for kriminalitet, kan det influere på straffens art og længde. Især vægter tidligere ligeartede forbrydelser meget ved strafudmålingen. Det tyder undersøgelsen da også på. Såfremt personen tidligere er dømt for voldtægt og/eller anden seksualkriminalitet, er straffen således i gennemsnit 10 mdr. længere end i øvrige domme, mens domme, hvor tiltalte tidligere er straffet for anden kriminalitet end seksualkriminalitet, i gennemsnit kun er 5 mdr. længere end de øvrige domme.

Tabel 9. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår og omfang og art af tidligere kriminalitet.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Tidligere dømt for voldtægt

13%

16%

2%

13%

7%

11%

Tidligere dømt for anden seksualkriminalitet end voldtægt

8%

8%

0%

0%

0%

4%

Tidligere dømt for seksualkriminalitet overhovedet

16%

19%

2%

13%

7%

12%

Tidligere dømt for anden kriminalitet end seksualkrim.

33%

42%

27%

33%

37%

35%

Tidligere straffet overhovedet

38%

48%

27%

40%

37%

39%

I alt (N)

63

62

48

30

43

246

Som det ses af tabel 9, er der ganske store forskelle årene imellem med hensyn til, hvor stor en andel af voldtægtsforbryderne der tidligere er dømt for seksualkriminalitet. Denne forskel er statistisk signifikant. Især i 1992 og 1998 er det meget få domme, der vedrører tidligere seksualforbrydere. Tabellen viser i øvrigt, at der i 1988 var forholdsvis mange af de tiltalte, der tidligere var straffet for anden kriminalitet end seksualkriminalitet, mens der i 1992 var forholdsvis få.

Voldtægtens karakter

Det er undersøgt, om voldtægtens karakter som enten overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt influerer på strafudmålingen.

I undersøgelsen er parvoldtægt defineret som voldtægt mod en nuværende seksuel partner og voldtægt mod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten.

Under betegnelsen kontaktvoldtægt er i undersøgelsen registreret dels sager, der svarer til det, der på engelsk kaldes »date-rape«, altså situationer hvor parterne umiddelbart inden voldtægten har været sammen på en måde, som kunne være optakt til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden i forvejen, fx naboer og kolleger, uanset at voldtægten er af overfaldskarakter.

Under den sidste kategori overfaldsvoldtægt er i undersøgelsen registreret voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været et samvær af den karakter, der er beskrevet for kontaktvoldtægt.

Tabel 10. Voldtægtsdomme fordelt efter voldtægtens karakter og straffens art og længde.

Overfaldsvoldtægt

Kontaktvoldtægt

Parvoldtægt

I alt

Ubetinget frihedsstraf

96%

(96)

95%

(101)

83%

(33)

93%

(230)

Delvis betinget frihedsstraf

2%

(2)

1%

(1)

8%

(3)

2%

(6)

Betinget frihedsstraf

2%

(2)

4%

(4)

10%

(4)

4%

(10)

I alt

100%

(100)

100%

(106)

101%

(40)

99%

(246)

Længden af ubetinget straf:

6 mdr. og derunder

9%

(9)

12%

(12)

18%

(6)

12%

(27)

> 6 mdr. 10 mdr.

15%

(14)

21%

(21)

24%

(8)

19%

(43)

> 10 mdr. 1år

15%

(14)

20%

(20)

27%

(9)

19%

(43)

> 1 år 1 år og 6 mdr.

18%

(17)

20%

(20)

15%

(5)

18%

(42)

> 1 år 6 mdr. 2år

22%

(21)

13%

(13)

9%

(3)

16%

(37)

> 2 år 3 år

10%

(10)

12%

(12)

6%

(2)

10%

(24)

> 3 år

12%

(11)

3%

(3)

0%

(0)

6%

(14)

I alt

101%

(96)

101%

(101)

99%

(33)

100%

(230)

Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf

21 mdr.

16 mdr.

13 mdr.

18 mdr.

Som det fremgår af tabel 10, har voldtægtens karakter en klar sammenhæng med såvel straffens art som længde. Mens kun 4% af dommene for overfaldsvoldtægt er betingede eller delvis betingede, drejer det sig om 18% af dommene for parvoldtægt. Desuden er to tredjedele af de ubetingede domme for parvoldtægt på højst 1 år mod knap 40% af dommene for overfaldsvoldtægt. Mellem disse yderpunkter falder kontaktvoldtægt.

Det fremgår videre af tabel 10, at den gennemsnitlige straflængde for overfaldsvoldtægt er på 21 mdr., mens den er på 16 mdr. for kontaktvoldtægt og 13 mdr. for parvoldtægt.

I tabel 11 er der redegjort separat for straffens art og længde for overfaldsvoldtægter. Kun i to af årene, i 1984 og 1988, er der givet enkelte helt eller delvis betingede domme. Den gennemsnitlige straflængde varierer noget årene imellem. Maksimum er på 26 mdr. (i 1984) og minimum på 15 mdr. (i 1992 og 1998). Det bemærkes, at der her og i de følgende to tabeller ikke er taget hensyn til øvrige forhold, der influerer på strafudmålingen.

Tabel 11. Domme for overfaldsvoldtægt fordelt efter afgørelsesår og straffens art og længde. Absolutte tal.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Ubetinget frihedsstraf

28

26

11

14

17

96

Delvis betinget frihedsstraf

2

2

Betinget frihedsstraf

1

1

2

I alt

29

29

11

14

17

100

Længden af ubetinget straf:

6 mdr. og derunder

1

2

1

2

3

10

> 6 mdr. 10 mdr.

3

3

1

1

6

14

> 10 mdr. 1år

5

4

3

1

1

14

> 1 år 1 år og 6 mdr.

3

7

4

2

1

17

> 1 år 6 mdr. 2 år

7

4

2

5

3

21

> 2 år 3 år

3

2

2

3

10

> 3 år

6

4

1

11

I alt

28

26

11

14

17

96

Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf

26 mdr.

21 mdr.

15 mdr.

20 mdr.

15 mdr.

21 mdr.

Tabel 12 indeholder information om straffens art og længde for alene kontaktvoldtægter. Enkelte betingede domme eller delvis betingede domme er givet i årene 1988, 1992 og 1996. Variationen årene imellem i den gennemsnitlige straflængde er her mindre end for overfaldsvoldtægter, idet minimum er på 13 mdr. (i 1992) og maksimum er på 18 mdr. (i 1984 og 1998).

Tabel 12. Domme for kontaktvoldtægt fordelt efter afgørelsesår og straffens art og længde. Absolutte tal.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Ubetinget frihedsstraf

29

24

21

11

16

101

Delvis betinget frihedsstraf

1

1

Betinget frihedsstraf

1

2

1

4

I alt

29

26

23

12

16

106

Længden af ubetinget straf:

6 mdr. og derunder

5

2

4

1

12

> 6 mdr. 10 mdr.

4

5

7

2

3

21

> 10 mdr. 1år

6

2

4

4

4

20

> 1 år 1 år og 6 mdr.

5

8

3

2

2

20

> 1 år 6 mdr. 2 år

3

4

1

5

13

> 2 år 3 år

4

3

2

1

2

12

> 3 år

2

1

3

I alt

29

24

21

11

16

101

Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf

18 mdr.

17 mdr.

13 mdr.

16 mdr.

18 mdr.

16 mdr.

Der er med undtagelse af 1984 i alle årene givet helt eller delvis betingede domme for parvoldtægt, jf. tabel 13. Med hensyn til gennemsnitlige straflængder ses et minimum på 12 mdr. (i 1992 og 1998) og et maksimum på 17 mdr. (i 1996).

Tabel 13. Domme for parvoldtægt fordelt efter afgørelsesår og straffens art og længde. Absolutte tal.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Ubetinget frihedsstraf

5

6

11

3

8

33

Delvis betinget frihedsstraf

1

1

1

3

Betinget frihedsstraf

2

1

1

4

I alt

5

7

14

4

10

40

Længden af ubetinget straf:

6 mdr. og derunder

2

2

2

6

> 6 mdr. 10 mdr.

2

4

1

1

8

> 10 mdr. 1år

1

3

2

1

2

9

> 1 år 1 år og 6 mdr.

1

1

3

5

> 1 år 6 mdr. 2 år

1

2

3

> 2 år 3 år

1

1

2

> 3 år

I alt

5

6

11

3

8

33

Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf

14 mdr.

13 mdr.

12 mdr.

17 mdr.

12 mdr.

13 mdr.

Af tabel 14 ses fordelingen af voldtægter efter deres karakter de forskellige år. Der er på dette område nogle klare forskelle årene imellem, især med hensyn til parvoldtægter. Andelen af voldtægter, der er parvoldtægter, er således ganske ringe i 1984 og ganske stor i 1992 og 1998. Forskellen er statistisk signifikant.

Tabel 14. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår og voldtægtens karakter.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Overfaldsvoldtægt

46%

47%

23%

47%

40%

41%

Kontaktvoldtægt

46%

42%

48%

40%

37%

43%

Parvoldtægt

8%

11%

29%

13%

23%

16%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

63

62

48

30

43

246

Skærpende og formildende omstændigheder

I en del af dommene er der i præmisserne angivet formildende og/eller skærpende omstændigheder. Det vil naturligvis være oplagt at inddrage denne information i en vurdering af udviklingen i sanktionerne. Det er, jf. tabel 15, imidlertid kun i halvdelen af dommene, der er redegjort for, hvilke omstændigheder der har influeret på strafudmålingen, hvorfor denne oplysning næppe giver særlig megen vejledning. Det er også på anden vis vanskeligt at pege på klare tendenser med hensyn til andel domme med henholdsvis formildende og skærpende omstændigheder, eftersom der i en del af dommene peges på såvel formildende som skærpende omstændigheder. En del af de forhold, der nævnes i præmisserne, er i øvrigt omfattet af ovenstående samt af det, der omtales i det følgende.

Tabel 15. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår og angivelse af skærpende/ formildende omstændigheder.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Intet nævnt i præmisserne

49%

49%

52%

50%

56%

51%

Kun formildende omstændigheder

13%

19%

27%

13%

5%

16%

Kun skærpende omstændigheder

24%

27%

15%

27%

11%

21%

Både/og

14%

5%

6%

10%

28%

12%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

63

62

48

30

43

246

Anvendte magtmidler

De magtmidler, gerningsmanden har anvendt under voldtægten for at gennemføre sit forehavende, er også registeret i undersøgelsen. Dette fremgår af tabel 16. I knap en femtedel af sagerne har gerningsmanden taget kvælertag på offeret, og i en lige så stor andel har han anvendt eller truet med at anvende våben. I 15% af sagerne er offeret sparket eller slået, mens der i knap hver tiende sag er anvendt verbale trusler. I de resterende 40% af sagerne fremgår det ikke, at gerningsmanden skulle have anvendt egentlige magtmidler ud over en fastholdelse af offeret.

Tabel 16. Voldtægtsdomme fordelt efter afgørelsesår og anvendte magtmidler.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Kvælertag

18%

24%

12%

20%

12%

18%

Anvendt eller truet med våben

22%

15%

15%

20%

21%

18%

Sparket eller slået offeret

17%

6%

17%

20%

16%

15%

Verbale trusler om vold

14%

8%

10%

7%

5%

9%

Fastholdt offeret

29%

47%

46%

33%

46%

40%

I alt

100%

100%

100%

100%

100%

100%

I alt (N)

63

62

48

30

43

246

Der er ikke klare forskelle i de anvendte magtmidler mellem de forskellige år. Dog bemærkes, at der i 1984 og i 1996 var forholdsvis få sager, hvor der ikke blev anvendt magtmidler ud over fastholdelse af offeret. Med hensyn til straflængderne ses, at straffen i gennemsnit er 4 mdr. længere i de sager, hvor der er anvendt magtmidler ud over fastholdelse og verbale trusler, sammenlignet med øvrige sager.

Oplysninger om gerningsmand og offer

Tabel 17 omfatter forskellige oplysninger om gerningsmand og offer. Som det ses, er det få af voldtægtsforbryderne, der var under 18 år på gerningstidspunkt. I alt er det 13 af de 251 domme, der omfatter gerningsmænd under 18 år. 3 af de 13 unge gerningsmænd har fået betingede eller delvis betingede domme, mens de øvrige 10 har fået ubetingede frihedsstraffe. For sidstnævnte domskategori ses en ganske ringe forskel i strafudmålingen mellem domme, der vedrører de unge, og domme, der vedrører de ældre gerningsmænd, idet dommene for sidstnævnte i gennemsnit kun er godt en måned længere end dommene for førstnævnte.

Tabel 17. Voldtægtsdomme fordelt efter forskellige karakteristika ved gerningsmanden og offer samt efter afgørelsesår.

1984

1988

1992

1996

1998

I alt

Gerningsmand under 18 år

5%

(3)

5%

(3)

2%

(1)

7%

(2)

9%

(4)

5%

(13)

Offer meget ung eller gammel

13%

(8)

10%

(6)

12%

(6)

7%

(2)

12%

(5)

11%

(27)

Gerningsmanden alkoholpåvirket

81%

(51)

82%

(51)

71%

(34)

80%

(24)

79%

(34)

79%

(194)

Offeret alkoholpåvirket

41%

(26)

48%

(30)

50%

(24)

33%

(10)

61%

(26)

47%

(116)

Såfremt offeret er meget ungt eller har en meget høj alder, vil det ofte være anført som en skærpende omstændighed, og offerets alder vil være fremhævet i dommen. I andre tilfælde omtales offerets alder typisk ikke. Det afspejler sig også i strafniveauet, idet dommene i gennemsnit er 6 mdr. længere, når offeret er meget ungt eller meget gammelt. Som det ses af tabel 17, omfatter godt en tiendedel af sagerne meget unge/gamle ofre. Heller ikke på dette område ses klare udviklingslinier.

I undersøgelsen er det registeret, om gerningsmand eller offer har været påvirket af alkohol. Herved forstås, at der forud for voldtægten overhovedet er indtaget alkohol. En overordentlig stor del af gerningsmændene har været alkoholpåvirkede under voldtægten. Tabel 17 viser, at i næsten alle årene har 4 ud af 5 gerningsmænd været påvirkede af alkohol. I øvrigt ses ingen sammenhæng mellem, om gerningsmændene var påvirkede eller ej, og strafudmålingen.

I en del af sagerne har også offeret være påvirket af alkohol. Andelen, der har været påvirket, svinger noget år for år, fra minimum en tredjedel til knap to tredjedele. Undersøgelsen peger på, at der er en sammenhæng mellem straflængderne, og om offeret er påvirket af alkohol eller ej, idet de ubetingede straffe i gennemsnit er 3 mdr. kortere, når offeret er påvirket. Denne sammenhæng kan dog meget vel være falsk, idet den kan bero på, at ofre for kontaktvoldtægter meget hyppigere end ofre for overfaldsvoldtægter er påvirkede af alkohol.

De statistiske analyser3)

Ovenstående har peget på mange sammenhænge mellem forhold ved voldtægten og strafudmålingen i voldtægtssager. Samtidig har analysen vist, at der på enkelte områder er klare forskelle mellem voldtægtsdommene de enkelte år, mens der på en række andre områder ikke er tydelige forskelle. Det kan på denne baggrund være vanskeligt at vurdere, hvorvidt der reelt er sket en ændring i strafudmålingen for voldtægt.

Ved hjælp af statistiske metoder er det imidlertid muligt at vurdere, hvilke af de nævnte forhold der reelt bidrager til at forklare strafudmålingen, herunder også en vurdering af, om selve årstallet for dommen bidrager til at forklare strafudmålingen. Selv om der umiddelbart kan peges på en sammenhæng mellem forskellige forhold og strafudmålingsniveauet, så kan disse sammenhænge således godt vise sig at være falske, idet de reelt afspejler en bagvedliggende sammenhæng, jf. ovenstående eksempel med offerets påvirkning af alkohol. Tilsvarende er det muligt, at det, der umiddelbart ikke synes at hænge sammen med straffens længde, reelt gør det, men at denne sammenhæng skjules af andre forhold. Fx kan man tænke sig, at når der ikke for de ubetingede frihedsstraffe ses nogen sammenhæng mellem straffens længde og gerningsmandens alder, så kan det måske bero på, at unge gerningsmænd gennemgående begår grovere voldtægter end ældre gerningsmænd.

De statistiske analyser er baseret på samtlige domme til ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens § 216. Ekskluderet af analysen er altså kombinationsdomme og betingede domme samt de ganske få sager vedrørende straffelovens § 217.

I de statistiske analyser, der er gennemført, indgår følgende variable:

Årstal for dom

Voldtægtens grovhed (§ 216, stk. 1 eller stk. 2)

Fuldbyrdet eller forsøg på voldtægt

Varighed af voldtægt (strakt sig over tid eller ej)

Begået af flere i forening (ja/nej)

Dømt for flere voldtægter (ja/nej)

Dømt for tilsvarende seksualforbrydelser (ja/nej)

Dømt for andre former for kriminalitet (ja/nej)

Fællesstraf (ja/nej)

Sagsbehandlingstid i 1. instans (1-2 mdr., 3-5 mdr., over 5 mdr.)

Sagens art (tilståelsessag eller ej)

Tidligere dømt for seksualkriminalitet (ja/nej)

Tidligere dømt for anden kriminalitet end seksualkriminalitet (ja/nej)

Voldtægtens karakter (overfalds-, kontakt- eller parvoldtægt)

Anvendt magtmiddel (mere og andet end fastholdelse/verbale trusler: ja/nej)

Offeret skadet fysisk (ja/nej)

Særlige psykiske følger omtalt (ja/nej)

Gerningsmandens alder (under 18 år eller ej)

Offerets alder (særlig ung/gammel: ja/nej)

En variansanalyse, hvor længden af den ubetingede straf relateres til ovennævnte variabler, viser, at følgende forhold bidrager til forklaringen af straffens længde (her nævnt i prioriteret rækkefølge, således at det forhold, der bidrager mest, nævnes først). I parentes er nævnt det antal måneder, som variansanalysen beregner andre forhold holdt konstant som forskellen i strafudmålingen mellem de sammenlignede forhold. Det bemærkes, at der er store statistiske sikkerhedsintervaller for de beregnede forskelle, omkring +/- 50% eller mere:

Voldtægtens grovhed (§ 216, stk. 1, i forhold til § 216, stk. 2: - 16 mdr.)

Fuldbyrdet eller forsøg på voldtægt (forsøg i forhold til fuldbyrdet: - 9 mdr.)

Tidligere dømt for seksualkriminalitet (tidligere dømt for seksualforbrydelser: +8 mdr.)

Voldtægtens karakter (overfaldsvoldtægt i forhold til kontaktvoldtægt: +5 mdr.; kontaktvoldtægt i forhold til parvoldtægt: +3 mdr.)

Fællesstraf (fællesstraf: + 7 mdr.)

Dømt for flere voldtægter (flere voldtægter i samme sag: +6 mdr.)

Årstal for dom (se nedenfor)

Varighed af voldtægt (varighed af gerningen: + 3 mdr.)

Dømt for anden kriminalitet (ud over anden kønslig omgængelse end voldtægt) (dømt for anden kriminalitet: + 3 mdr.)

At de nævnte forhold bidrager til at forklare strafudmålingen, betyder for det første, at de uanset alle andre forhold, der også påvirker dommen bidrager med at forklare strafudmålingen med det nævnte antal dage. Der er således ved beregningen taget hensyn til samtlige øvrige af de forhold, der er omfattet af analysen. Når et forhold accepteres som bidragende til strafudmålingen, betyder det desuden, at sandsynligheden er på mindst 95% for, at den fundne sammenhæng er reel og ikke et udslag af en tilfældighed. I de fleste tilfælde er sandsynligheden betydeligt større, idet den for de første seks af de ovennævnte forhold er på mindst 99,9%. Ved siden af de ovennævnte forhold, er gerningsmandens alder og offerets alder på grænsen til at være signifikante, dvs. på grænsen til at blive accepteret som reelt bidragende til forklaring af strafudmålingen. Sandsynligheden herfor er på mere end 90%.

Den statistiske analyse viser yderligere, at de ovennævnte variable tilsammen forklarer 60% af variationen i voldtægtsstraffenes længde. Sammenlignet med det, man finder i mange andre undersøgelser, er dette at betragte som en ganske høj procentandel.

Som det ses, er årstallet for dommen et af de forhold, der har en betydning for strafudmålingen. Der er dog ikke tale om en klar eller ligefrem sammenhæng mellem de forskellige undersøgelsesår og strafudmålingen. Det viser sig, at det er 1984, der adskiller sig fra de øvrige år ved gennemgående at have en strengere strafpraksis end de øvrige år. Analysen peger på, at straffen for voldtægt var omkring 5 mdr. længere i 1984 sammenlignet med de øvrige år (med et statistisk sikkerhedsinterval fra 2 til 8 mdr.). Der er derimod ikke nogen klar forskel mellem 1988 og undersøgelsesårene i 1990 erne, ligesom der heller ikke er klar indbyrdes forskel mellem de tre undersøgelsesår i 1990 erne.

Det er videre undersøgt, om der er særlige forhold, der kan være med til at forklare, hvorfor strafniveauet gennemgående var højere i 1984 end i de øvrige år. Det viser sig at være tilfældet, idet analyser af samvariation mellem forholdene peger på, at man i 1984 i sammenligning med de øvrige år især gav strengere straffe til personer, der tidligere var dømt for seksualforbrydelser, samt i sager, der vedrører særlig grov voldtægt, § 216, stk. 2. Det er, jfr. ovenstående tabel 3 og tabel 9 forholdsvis få, der er dømt for § 216, stk. 2, ligesom det er få af de dømte, der tidligere er straffet for seksualforbrydelser. Når disse to kategorier udelades af variansanalysen, viser det sig, at årstallet for dommen ikke længere bidrager til at forklare strafudmålingen. Forskellen mellem strafudmålingen i 1984 og i 1998 bliver i så tilfælde på 70 dage. Denne forskel er ikke statistisk signifikant. Analysen viser videre, at såvel gerningsmandens som offerets alder bidrager til at forklare variationen i strafudmålingen i de sager, analysen omfatter.

Der er også gennemført en multipel logistisk regressionsanalyse, hvor det er undersøgt, om der er forskelle mellem årene med hensyn til brug af korte versus lange frihedsstraffe. Korte frihedsstraffe er defineret som straffe op til og med 1 år, mens lange frihedsstraffe er dem over 1 år. Denne analyse er baseret på de samme variable som variansanalysen. Analysen viser, at der er ikke forskel årene imellem med hensyn til brug af korte og lange frihedsstraffe. Det betyder, at sandsynligheden for at få en kort straf og for at få en lang straf i sammenlignelige sager er lige stor i de undersøgte år. Den påviste variation i strafudmålingen årene imellem vedrører altså alene en variation inden for området af henholdsvis straffe op til 1 år og straffe over 1 år.

Sammenfatning

Undersøgelsen herunder de statistiske analyser har vist, at strafudmålingen i voldtægtsdomme afhænger af en lang række karakteristika ved de enkelte voldtægtssager:

Forhold, der på forskellig måde afspejler voldtægtens grovhed, bidrager især til at forklare forskelle i strafudmålingen. Det drejer sig først og fremmest om den anvendte straffelovsbestemmelse (§ 216, stk. 1 eller stk. 2), og om voldtægten er fuldbyrdet eller ej. Voldtægtens karakter som enten overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt og gerningens varighed, der både kan afspejle forbrydelsens grovhed, og om flere forbrydelser har fundet sted, bidrager også til at forklare strafudmålingen.

Sagens omfang har også en klar indflydelse på straffen. Såfremt personen samtidig dømmes for flere voldtægter eller for anden kriminalitet end tilsvarende seksualforbrydelser, eller såfremt straffen er en fællesstraf, influerer det markant på længden af den idømte straf.

Også den tidligere kriminelle karriere influerer på strafudmålingen, idet personer, der tidligere er dømt for seksualforbrydelser, får hårdere straffe end personer, der ikke er det.

Endelig influerer både gerningsmandens og offerets alder på strafudmålingen. Dette ses tydeligst for den del af analysen, der ikke omfatter de grove voldtægtssager (§ 216, stk. 2) samt sager med tidligere seksualforbrydere.

Undersøgelsen har ligeledes vist, at nogle af de forhold, der har betydning for strafudmålingen, varierer årene imellem. Der er således statistisk signifikante forskelle i andelen af voldtægtsforbrydere, der tidligere er dømt for seksualforbrydelser, ligesom der er statistisk signifikante forskelle i fordelingen af voldtægterne efter deres karakter som henholdsvis overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt. Begge forhold taler for, at man alt andet lige vil have en lavere strafudmåling i 1992 og i 1998, hvor der er særligt få, der tidligere er dømt for seksualforbrydelser, og særligt mange parvoldtægter.

De statistiske analyser peger på, at årstallet for dommen også influerer på strafudmålingen, således at strafudmålingsniveauet var markant højere i 1984 end i de øvrige år. Der er derimod ikke klare forskelle i strafudmålingsniveauet mellem de øvrige år. Forskellen i strafudmålingsniveauet i 1984 sammenholdt med de øvrige år er beregnet til 5 mdr. (med et statistisk sikkerhedsinterval fra 2 til 8 mdr.). De videre analyser viser, at det højere strafudmålingsniveau i 1984 skyldes, at voldtægt efter § 216, stk. 2, og at tidligere seksualforbrydere da fik længere straffe, end tilfældet var de øvrige år. Det betyder, at når der bortses fra domme vedrørende § 216, stk. 2, og domme vedrørende tidligere seksualforbrydere, er der ingen klar forskel i strafudmålingsniveauet mellem de undersøgte år.

Der har endvidere ikke kunnet påvises forskelle årene imellem med hensyn til brug af korte og af lange straffe (straffe på op til og med 1 år sammenholdt med straffe over 1 år).


1) Gennemsnitlige straflængder er her og i det følgende beregnet på baggrund af alene de ubetingede frihedsstraffe.

2) Anden form for kriminalitet inkluderer straffelovsovertrædelser samt overtrædelser af våbenloven, lov om euforiserende stoffer og færdselslovens § 53 og § 56.

3) Lektor, cand.stat. Svend Kreiner har bistået ved udarbejdelsen af de statistiske analyser.


Bilag 1

Underbilag 2

RIGSADVOKATEN

G 3034

Beskrivelse af udvalgte domme fra undersøgelsen

I undersøgelsen indgår 43 domme, hvor der er afsagt dom i 1. eller 2. instans i 1998, jf. tabel 1 i bilag 1.

Nedenfor beskrives størstedelen af disse sager med henblik på at belyse det aktuelle strafniveau i sager om voldtægt. Syv af de 43 domme er dog ikke medtaget, idet der i disse sager udover voldtægt indgår anden kriminalitet, der må antages at have haft en sådan betydning for den idømte straf, at dommene ikke er egnet til at belyse straffen for voldtægt.

Dommene fordeler sig på overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt som det fremgår af tabel 11, 12 og 13 i bilag 1. Denne opdeling af sagerne efter deres karakter er ligeledes fulgt i beskrivelsen nedenfor, idet sagerne dog også er opdelt efter, om der er tale om fuldbyrdet voldtægt eller forsøg.

Beskrivelsen af dommene nedenfor er således opdelt i følgende grupper:

Gruppe 1: Forsøg - overfaldsvoldtægt

Gruppe 2: Fuldbyrdet - overfaldsvoldtægt

Gruppe 3: Forsøg - kontaktvoldtægt

Gruppe 4: Fuldbyrdet - kontaktvoldtægt

Gruppe 5: Forsøg - parvoldtægt

Gruppe 6: Fuldbyrdet - parvoldtægt

Beskrivelserne er foretaget på en sådan måde, at de oplysninger, der må antages at have haft væsentlig betydning for straffastsættelsen, fremgår. Tiltaltes alder er nævnt i alle tilfælde, hvorimod forurettedes alder kun er nævnt, såfremt forurettede er særlig ung eller ældre, idet dette forhold kan have betydning for straffastsættelsen. Såfremt der har været uenighed mellem by- og landsret om straffastsættelsen, fremgår det af beskrivelsen.

Gruppe 1: Forsøg - overfaldsvoldtægt

Vestre Landsrets ankedom af 19. februar 1998 (dom 1, 1998)

Fængsel i 6 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, forsøg på anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, samt tilsnigelse til anden kønslig omgængelse efter straffelovens § 218, stk. 2, jf. § 224, begået af en 21-årig mand, der skaffede sig adgang til en studiekammerats lejlighed, hvor dennes kæreste lå og sov. Mens kvinden sov, havde han anden kønslig omgængelse med hende, og da hun vågnede og gjorde modstand, forsøgte han at skaffe sig samleje med hende ved at presse hendes ben fra hinanden, hvilket mislykkedes på grund af kvindens modstand. Herefter satte han sig på hendes bryst og forsøgte at presse sit kønslem ind i munden på hende, hvilket også mislykkedes på grund af hendes modstand. Ved udmålingen af straffen lagde retten på den ene side vægt på, at der til dels var tale om forsøg, på tiltaltes alder og på den omstændighed, at forholdet var begået i forlængelse af en fest, hvor både forurettede og tiltalte havde deltaget, på den anden side til varigheden af overgrebet, og på, at dette var begået i forurettedes bolig, hvor tiltalte havde skaffet sig adgang.

Østre Landsrets ankedom af 12. marts 1998 (dom 2, 1998)

Fængsel i 8 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 25-årig mand ved på en S-togstation at have forsøgt at skaffe sig samleje med en kvinde, idet han greb fat i kvindens hår, mens han udtalte: »Jeg skal bare voldtage dig«, hvorefter han bankede hendes hoved to gange ind i en rude. Voldtægtsforsøget mislykkedes på grund af kvindens modstand.

Vestre Landsrets ankedom af 27. maj 1998 (dom 3, 1998)

Fængsel i 2 år

Forsøg på voldtægt af særlig farlig karakter efter straffelovens § 216, stk. 2, begået af en 28-årig mand, der under bilkørsel med forsæt påkørte en kvindelig cyklist, hvorefter han med trussel med kniv og med knivstik, knytnæveslag og kvælergreb, tvang kvinden ind i bilen, hvorpå han kørte bort i den hensigt at voldtage kvinden, hvilket imidlertid mislykkedes, da kvinden under kørslen kastede sig ud af bilen. Tiltalte var tidligere ved en dom af 22. august 1988 straffet med fængsel i 5 år for en lignende voldtægt. Byretten havde henført forholdet under straffelovens § 216, stk. 1, og udmålt straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder, men landsretten fandt forholdet omfattet af straffelovens § 216, stk. 2, og forhøjede straffen til fængsel i 2 år under henvisning til karakteren af voldtægten samt tiltaltes forstraf.

Vejle rets dom af 4. juni 1998 (dom 4, 1998)

Fængsel i 8 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af 25-årig mand på en parkeringsplads, idet han forsøgte at tiltvinge sig samleje med en kvinde, som han greb bagfra og væltede om på asfalten, hvorefter han kastede sig ned over hende og greb fat i hendes frakke, samtidig med han stak en hånd op under hendes kjole og befølte hende i skridtet, ligesom han forsøgte at rive hendes strømpebukser i stykker. Han opgav sit forehavende på grund af kvindens høje skrig.

Tiltalte blev endvidere dømt for blufærdighedskrænkelse ved at have stukket sin hånd op under nederdelen på en anden kvinde og befølt hende på låret.

Terndrup rets dom af 9. juni 1998 (dom 5, 1998)

Fængsel i 9 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af 21-årig mand, der standsede en ham ubekendt 16-årig udviklingshæmmet pige, som cyklede hjem fra skole. De talte sammen, og pigen afviste herunder at være kæreste med tiltalte. Herefter greb tiltalte fat i pigens hofter, løftede hende op, og pressede med magt hendes ben fra hinanden, hvorpå han lagde hende i græsset. Her rev tiltalte pigens kjole op og rykkede hendes trusser itu, hvorpå han under pigens kraftige modstand fremtog sit erigerede lem og med magt forsøgte at presse hendes ben fra hinanden for at føre sit lem op i forurettedes skede. Forsøget mislykkedes på grund af pigens kraftige modstand i form af slag og spark.

Hvidovre rets dom af 26. oktober 1998 (dom 6, 1998)

Fængsel i 1 år og 6 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af 48-årig mand over for en 17-årig pige samt ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, idet tiltalte lokkede pigen op i en lejlighed og ved anvendelse af vold væltede hende om på gulvet, og truede hende med en luftpistol, bandt hendes hænder sammen på ryggen og bandt et klæde for hendes øjne, hvorefter han tog hendes bukser af, rev hendes trusser i stykker, befølte hende i skridtet og forsøgte at tiltvinge sig samleje, hvilket dog mislykkedes på grund af hendes vedvarende modstand. Tiltalte efterlod pigen bagbundet, mens han selv forlod lejligheden og aflåste denne.

Horsens rets dom af 13. november 1998 (dom 7, 1998)

Hæfte i 4 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 17-årig mand, som på offentlig vej blottede sit lem over for en ham ubekendt kvinde og udtalte, at »han ville vise hende, hvad den skulle bruges til«, hvorpå han tog fat i hendes overarme og skuldre og forsøgte at tvinge hende ned på ryggen, hvilket mislykkedes, da kvinden fik vredet sig løs. Tiltalte blev endvidere dømt for et enkelt tilfælde af blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232, idet han var gået ind i en have, hvor han blottede sig over for en kvinde, som han ikke kendte.

Haderslev rets dom af 18. november 1998 (dom 8, 1998)

Fængsel i 8 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og forsøg på anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, begået af en 27-årig mand mod en 70-årig kvinde. Tiltalte skaffede sig adgang til kvindens lejlighed, hvor han tog fat i kvindens arme og kastede hende ned i en stol, anbragte sit knæ på hendes bryst og udtalte, at hun skulle sutte på hans erigerede kønslem. Da kvinden nægtede, tog tiltalte fat om hendes hals med begge hænder og klemte, samtidig med at han gav udtryk for, at han ville kvæle hende, hvis hun ikke lystrede. Tiltalte slap kvinden, da hun ikke kunne få luft, men forhindrede hende i at ringe til politiet. Han udtalte, at kvinden ville snyde ham, og han fulgte efter hende ud i køkkenet, hvor han, da hun forsøgte at komme ud af lejligheden, væltede hende omkuld, lagde sig ovenpå hende, trak op i hendes nederdel og befamlede hende. Tiltalte rejste sig, da kvinden igen sagde, at hun ikke kunne få luft, hvorefter det lykkedes hende at komme ud af lejligheden.

Haderslev rets dom af 30. november 1998 (dom 9, 1998)

Fængsel i 1 år

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden kønslig omgængelse efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, begået af en 29-årig mand over for en 28-årig kvinde. Tiltalte havde presset kvinden til at danse med sig på et diskotek, og umiddelbart efter dansen forlod kvinden stedet for at slippe væk fra tiltalte. Da hun var på vej hjem, passede tiltalte hende op og fulgtes med hende, selv om hun bad ham om at gå, og i en grøftekant greb han hende og væltede hende om på jorden, hvor han trak hendes trusser ned og lagde sig over hende, ligesom han forsøgte at tvinge hende til at tage hans lem i munden og indførte fingrene i hendes endetarm. Voldtægten mislykkedes, da kvinden slog tiltalte i skridtet.

Østre Landsrets ankedom af 2. december 1998 (dom 10, 1998)

Fængsel i 8 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 16-årig mand, der om natten på en vej passede en kvinde op, greb hende bagfra om halsen og væltede hende omkuld og udtalte, at han havde en kniv og pressede noget mod hendes hals. Herefter befølte han kvinden på maven inden for bukserne. Voldtægten mislykkedes, da to mænd kom kvinden til undsætning. De to mænd foretog en privat anholdelse af tiltalte, hvorunder tiltalte stak den ene af mændene med en skarp genstand i brystet, så manden blev tilføjet et snitsår. Tiltalte blev for dette forhold dømt efter straffelovens § 245, stk. 1, legemsangreb af særlig farlig karakter.

Vestre Landsrets ankedom af 11. marts 1999 (dom 11, 1999)

Fængsel i 6 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af 27-årig mand, som trængte ind på et kollegieværelse, hvor han forsøgte at skaffe sig samleje med en kvinde, idet han med vold forsøgte at tvinge hende til at ligge ned, hvorunder han tog hende i armene og forsøgte at kysse hende, ligesom han under håndgemænget kradsede kvinden på brystet.

Gruppe 2: Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt

Frederikshavns rets dom af 6. april 1998 (dom 12, 1998)

Fængsel i 3 år

Voldtægt af særlig farlig karakter efter straffelovens § 216, stk. 2, anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 2, samt røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, begået af 20-årig mand. Tiltalte mødte kvinden på gaden og tiltvang sig flere gange samleje og tvang kvinden til at sutte på tiltaltes lem, idet tiltalte fremtog en springkniv og truede med at skære halsen over på kvinden, ligesom han pressede kniven mod kvindens ryg og tildelte hende et knytnæveslag i ansigtet. Herefter truede tiltalte kvinden til at udlevere 275 kr.

Vestre Landsret dom af 15. september 1998 (dom 13, 1998)

Fængsel i 2 år

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af to mænd på henholdsvis 23 og 29 år, som under foregivende af at ville køre en pige hjem, som de traf uden for et værtshus, og som var meget beruset og utilpas, kørte hende i en bil til en strand, hvor de begge voldtog hende og herunder skiftedes til at fastholde hende, ligesom hun blev grebet om halsen og slået adskillige gange med knytnæve i ansigtet. Byretten udmålte straffene til henholdsvis 1 år og 6 måneder og 1 år og 3 måneder. Landsretten fandt under hensyn til forholdets grovhed, herunder særligt, at forurettede, der tydeligt var omtåget og ude af stand til at gøre modstand, blev holdt fast af den ene tiltalte, mens den anden tiltalte havde samleje med forurettede, den udøvede vold og de krænkede udtalelser, som blev fremsat over for forurettede, at straffene for begge de tiltalte skulle forhøjes til fængsel i 2 år.

Københavns Byrets dom af 9. december 1998 (dom 14, 1998)

Fængsel i 2 år og 6 måneder

Voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje samt forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og § 224, jf. § 216, stk. 1, begået af 32-årig mand mod to kvinder, som tiltalte mødte på gaden. Den ene kvinde greb tiltalte om halsen og væltede hende, hvorefter han trak af sted med hende, samtidig med at han med fingrene berørte hendes kønsdel. Herefter lagde han kvinden på maven over kølerhjelmen på en bil, trak bukserne af hende og slikkede hende i skridtet. Han vendte hende om på ryggen, og tvang hende til at onanere hans lem, hvorefter han gennemførte samleje under trusler om at slå kvinden ihjel.

Kort efter forsøgte tiltalte at tiltvinge sig samleje med en anden kvinde, idet han lagde en arm om kvindens hals og trak hende ned af et par trappetrin, hvorefter tiltalte lagde kvinden ned og holdt hende for munden. Tiltalte trak kvinden med ned af en nedkørselsrampe til en parkeringskælder, hvor han flere gange sagde til kvinden, at hun skulle tage bukserne af. Voldtægtens mislykkedes, da politiet kom til stede.

Gruppe 3: Forsøg - kontaktvoldtægt

Frederikssunds rets dom af 9. september 1998 (dom 15, 1998)

Fængsel i 10 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 222, stk. 1, jf. til dels § 224 om anden kønslig omgængelse samt blufærdighedskrænkelse begået af en 31-årig mand over for en 14-årig pige, der opholdt sig i mandens hjem for at passe børn. Tiltalte tog pigen på brysterne og kyssede hende, hvorefter han forsøgte at opnå samleje med hende, hvilket mislykkedes. Herefter satte han sig på hendes bryst og tvang hende til at tage sit lem i munden, indtil han fik udløsning.

Ringsted rets dom af 18. september 1998 (dom 16, 1998)

Fængsel i 1 år

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 29-årig mand over for samleversken til en ven af tiltalte. Tiltalte havde kendt kvinden i flere år. På gerningsdagen var tiltalte og kvinden taget sammen hen til tiltaltes campingvogn for at drikke øl. Her forsøgte tiltalte at tiltvinge sig samleje ved at holde kvinden fast og forsøge at aftage hendes bukser og trusser, hvilket imidlertid mislykkedes på grund af kvindens modstand. Herunder fik tiltalte udløsning over kvindens bukser. Tiltalte var ved en dom af 20. oktober 1994 straffet for blandt andet vold efter straffelovens § 244 og ved en dom af 17. marts 1998 for røveri. Retten lagde til grund, at tiltalte og kvinden var bekendte, men at der før voldtægtsforsøget intet seksuelt havde været mellem dem, og at kvinden ikke havde opfordret til noget seksuelt. Ved straffens fastsættelse lagde retten vægt på styrken af tiltaltes forsæt, og at tiltalte tidligere var straffet for voldsforbrydelser.

Østre Landsrets ankedom af 14. juni 1999 (dom 17, 1999)

Fængsel i 10 måneder

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 32-årig mand over for en vens samleverske, idet tiltalte beordrede forurettede til at sutte på tiltaltes lem, hvorefter tiltalte da forurettede nægtede væltede hende om på gulvet, trak hendes og sine egne bukser og underbukser ned og holdt hende fast, hvorefter tiltalte forgæves forsøgte at tiltvinge sig samleje med kvinden. Tiltalte blev endvidere dømt for på sin bopæl at være i besiddelse af et oversavet jagtgevær samt for et butikstyveri.

Gruppe 4: Fuldbyrdet - kontaktvoldtægt

Østre Landsrets ankedom af 29. januar 1998 (dom 18, 1998)

Fængsel i 2 år (fællesstraf)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, begået af 25-årig mand, der efter at have givet en pige et lift i sin bil frihedsberøvede pigen og tiltvang sig samleje ved at fastholde hende. Tiltalte blev endvidere straffet for overtrædelse af straffelovens § 164 og § 174 ved som sigtet for et strafbart forhold at have opgivet en anden persons identitet med forsæt til, at denne blev sigtet for det strafbare forhold, ligesom han i forbindelse hermed foreviste et sygesikringsbevis tilhørende en anden. Tiltalte var senest straffet ved Østre Landsrets ankedom af 20. marts 1996 med fængsel i 6 måneder for vold efter straffelovens § 244. Tiltalte var prøveløsladt den 30. juni 1996 med prøvetid til den 30. juni 1998 og en reststraf på 64 dage, og fællesstraffen inkluderede denne reststraf.

Østre Landsrets ankedom af 3. februar 1998 (dom 19, 1998)

Fængsel i 1 år og 3 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 2, og anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 2, begået af en 25-årig mand ved at have tiltvunget sig samleje med en kvinde, som han truede med en kniv, idet han holdt kniven tæt mod kvinden. Tiltalte indførte endvidere sit lem i kvindens endetarm. Kvinden havde mødt tiltaltes ven på et værtshus, og gik med hjem på vennens værelse, hvor tiltalte var til stede. Kvinden havde frivilligt samleje med vennen, hvorefter tiltalte begik voldtægten. Byretten havde udmålt straffen til fængsel i 2 år. Landsretten nedsatte straffen til fængsel i 1 år og 3 måneder, idet landsretten på den ene side lagde vægt på knivens tilstedeværelse og truslen med kniven og på den anden side lagde vægt på, at kvinden kort forinden voldtægten, mens tiltalte var tilstede, havde haft frivilligt samleje med vennen, som hun kort forinden havde mødt på et værtshus.

Vestre Landsrets ankedom af 18. februar 1998 (dom 20, 1998)

Fængsel i 1 år og 6 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 39-årig mand mod en 18-årig pige ved at have tiltvunget sig samleje med pigen, idet tiltalte, efter at have afklædt sig selv og den sovende pige, lagde sig oven på hende med henblik på at gennemføre samleje. Pigen vågnede og forsøgte at skubbe tiltalte væk, men tiltalte forhindrede dette og fastholdt pigens arm, hvorefter han førte sit lem op i hendes kønsdel og foretog samlejebevægelser. Tiltalte kendte pigen, og på gerningsdagen mødte han pigen på et cafeteria, hvor de sammen med andre drak øl og dansede. De fulgtes ad fra cafeteriaet, og på et tidspunkt blev pigen så træt, at tiltalte måtte bære hende. Pigen faldt i søvn og vågnede først, da tiltalte lå ovenpå hende.

Byretten udmålte straffen til fængsel i 1 år (dissens for fængsel i 10 måneder). Landsrettens flertal - 4 voterende) lagde ved strafudmålingen vægt på, at voldtægten var udøvet over for en i fysisk og psykisk henseende særdeles svag kvinde samt på aldersforskellen mellem tiltalte og kvinden.

Vestre Landsrets ankedom af 4. marts 1998 (dom 21, 1998)

Fængsel i 1 år

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af 43-årig mand over for en kvinde, som han havde aftalt at mødes med i forbindelse med en ringriderfest, hvorfra de gik sammen hjem til tiltaltes bopæl. Her tiltvang tiltalte sig samleje med kvinden ved at fastholde hende, rykke hende i håret samt klemme hende hårdt på brysterne. Tiltalte endvidere dømt for vold efter straffelovens § 244 begået over for en krogæst samt for overtrædelse af straffelovens § 123 ved kort tid efter at have forsøgt at true forurettede til at undlade at afgive forklaring til politiet.

Hobro rets dom af 15. april 1998 (dom 22, 1998)

Fængsel i 1 år og 8 måneder (fællesstraf)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, i to tilfælde samt et tilfælde af forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 21, begået af en 37-årig mand mod en kvinde, som var nabo til tiltalte, og som tiltalte ind imellem talte og drak øl med. På gerningsdagen havde tiltalte og kvinden drukket øl sammen i kvindens lejlighed. På et tidspunkt forsøgte tiltalte at tiltvinge sig samleje, idet han væltede kvinden omkuld på gulvet og trak hendes bukser og trusser af. Voldtægtsforsøget mislykkedes, idet en anden person kom tilstede. Den pågældende gik, og kvinden forsøgte at forlade lejligheden. I opgangen trak tiltalte kvinden tilbage til lejligheden, tildelte hende flere slag i ansigtet, fastholdt hende og gennemførte - under trussel om yderligere vold - samleje. Kort efter tiltvang tiltalte sig atter samleje ved at true kvinden med en knytnæve. Tiltalte var tidligere straffet flere gange for vold, senest ved en dom af 30. december 1996 med fængsel i 4 måneder. Tiltalte var løsladt fra afsoningen af denne straf og en tidligere dom med en reststraf af fængsel i 144 dage, og dommen omfattede reststraffen.

Østre Landsrets ankedom af 28. april 1998 (dom 23, 1998)

Fængsel i 1 år

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, samt anden kønslig omgængelse efter straffelovens § 224, jf. § 216, begået af en 26-årig mand mod samleversken til en ven af tiltalte. Tiltalte havde været på besøg hos vennen, og såvel tiltalte som vennen var blevet berusede. Samleversken fulgte tiltalte hjem, idet han virkede ude af stand til at tage vare på sig selv. Herunder skubbede tiltalte samleversken omkuld, fastholdt hende og holdt hende for munden, hvorefter han trak hendes bukser og trusser ned. Under trusler om at slå kvinden ihjel tiltvang tiltalte sig samleje, ligesom han stak fingre op i hendes skede. Tiltalte blev endvidere dømt for et tilfælde af spirituskørsel (1. gang). Tiltalte var tidligere ved en dom af 28. september 1994 straffet med 20 dages betinget hæfte for vold efter straffelovens § 244.

Vestre Landsrets ankedom af 12. maj 1998 (dom 24, 1998)

Fængsel i 10 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 24-årig mand over for en kvinde, som tiltalte havde mødt på et værtshus, hvor de dansede sammen. De forlod værtshuset sammen, og på et tidspunkt tiltvang tiltalte sig samleje ved at holde kvinden fast. Tiltalte blev endvidere efter straffelovens § 276 dømt for tyveri af genstande til en værdi af 1.150 kr. Dissens i landsretten (en dommer) for at fastsætte straffen til fængsel i 1 år.

Østre Landsrets ankedom af 23. juni 1998 (dom 25, 1998)

Fængsel i 2 år (fællesstraf)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden kønslig omgængelse efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, begået af en 17-årig dreng mod en 15-årig pige. Tiltalte og pigen befandt sig sammen med flere andre i en lejlighed, hvor de festede. På et tidspunkt var tiltalte og pigen alene, og tiltalte tiltvang sig samleje med pigen, idet han flere gange slog pigen, holdt en brødkniv mod hendes hals og tog kvælertag på hende. Tiltalte tvang endvidere pigen til at sutte på tiltaltes lem, ligesom han forsøgte at indføre sit lem i pigens endetarm. Forholdet varede flere timer. Tiltalte blev endvidere dømt for overtrædelse af straffelovens § 123 ved at have truet pigen til at undlade at anmelde forholdet til politiet.

Tiltalte blev tillige dømt for et røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, idet han sammen med en medgerningsmand under anvendelse af trusler på offentlig vej tvang en person til at aflevere sin trøje m.v.

Tiltalte var ved en dom af 14. august 1997 idømt en betinget dom på fængsel i 6 måneder for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, og fællesstraffen omfattede denne dom. Byretten havde udmålt straffen til fængsel i 1 år og 8 måneder.

Østre Landsrets ankedom af 25. september 1998 (dom 26, 1998)

Fængsel i 10 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af 30-årig mand mod 19-årig kvinde ved i en lejlighed at have tiltvunget sig samleje med kvinden, idet tiltalte slæbte kvinden hen på en seng, hvor han fastholdt hende og holdt hende for næse og mund, samtidig med at han på en truende måde sagde: »Hold kæft« eller lignende. Herefter rev tiltalte delvis kvindens tøj af, herunder nederdel og trusser, hvorefter han pressede sig ned mellem kvindens ben og gennemførte samleje, ligesom han befølte hende på brysterne.

Kvinden mødte en ven og tiltalte på et værtshus. Kvinden og vennen gik sammen hjem til vennens lejlighed. Kort efter indfandt tiltalte sig i lejligheden. Vennen faldt i søvn, og kvinden og tiltalte forsøgte forgæves at vække vennen. Pludselig greb tiltalte fat i kvinden og begik voldtægt som beskrevet ovenfor.

Østre Landsrets ankedom af 18. november 1998 (dom 27, 1998)

Fængsel i 2 år

Voldtægt i to tilfælde efter straffelovens § 216, stk. 1, samt i et af tilfældene tillige anden kønslig omgængelse end voldtægt, jf. straffelovens § 224, jf. § 216, begået af 35-årig mand over for to kvinder, som var gået med tiltalte hjem efter værtshusbesøg eller lignende. I det første tilfælde tildelte tiltalte kvinden et slag og hev hende i håret, hvorefter han tiltvang sig samleje. I det andet tilfælde holdt tiltalte kvinden for munden og truede hende med en knyttet næve, hvorefter tiltalte tvang kvinden til at slikke hans lem, ligesom han tiltvang sig samleje.

Vestre Landsrets ankedom af 14. januar 1999 (dom 28, 1999)

Fængsel i 1 år og 9 måneder

Voldtægt i to tilfælde efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 20-årig mand. I det første tilfælde blev voldtægten begået over for en 17-årig pige, som tiltalte tidligere havde været kæreste med. Tiltalte og pigen havde ikke i forbindelse hermed haft seksuelt samkvem. På gerningsdagen gik tiltalte og pigen en tur, og i en kælder tiltvang tiltalte sig samleje med pigen ved at fastholde hende. I det andet tilfælde blev voldtægten begået over for moderen til en af tiltaltes skolekammerater under en fest, hvor moderen og tiltalte blandt andet havde danset sammen. Tiltalte tiltvang sig samleje ved at fastholde forurettede. Tiltalte blev endvidere dømt for vold efter straffelovens § 244 i tre tilfælde.

Østre Landsrets ankedom af 17. februar 1999 (dom 29, 1999)

Fængsel i 3 år

Voldtægt og forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, samt vold efter straffelovens § 244, ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, samt trusler mod vidner efter straffelovens § 123, begået af en 40-årig mand med ca. fem måneders mellemrum. Voldtægtsforsøget blev begået over for en kvinde, som tiltalte møde på et værtshus. De fulgtes hjem til kvindens bopæl, hvor de havde samleje. Tiltalte forlod kvindens hjem, men vendte nogle timer senere tilbage, og låste sig ind i lejligheden. Kvinden forsøgte at få tiltalte til at forlade lejligheden, men tiltalte forsøgte at tiltvinge sig samleje ved at fastholde kvinden på en seng og lægge sig afklædt over hende. Voldtægtsforsøget mislykkedes, idet en anden kom til stede.

Ca. 5 måneder senere begik tiltalte fuldbyrdet voldtægt over for en kvinde, som han havde mødt på et værtshus. Kvinden havde forladt værtshuset efter at have afvist tiltaltes tilnærmelser. Tiltalte opsøgte senere kvinden på dennes bopæl, hvor han skubbede hende ind i entreen og efterfølgende i soveværelset. I soveværelset væltede tiltalte kvinden om på en seng, slog hende flere gange i ansigtet og gennemførte samleje. Efterfølgende slog tiltalte atter kvinden i ansigtet, hvorefter han truede med at slå hende ihjel, hvis hun anmeldte det passerede til politiet. Tiltalte spærrede endvidere kvinden inde i soveværelset, idet han aflåste værelset, inden han forlod stedet.

Gruppe 5: Forsøg - parvoldtægt

Århus rets dom af 11. september 1998 (dom 30, 1998)

Fængsel i 6 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af 40-årig mand over for sin samleverske, idet tiltalte forsøgte at skaffe sig samleje med samleversken ved at fastholde hende og herefter bagbinde hende, ligesom han stak en sok eller lignende i samleverskens mund. Voldtægtsforsøget mislykkedes, idet tiltalte ikke kunne få erektion.

Gruppe 6: Fuldbyrdet - parvoldtægt

Østre Landsrets ankedom af 26. marts 1998 (dom 31, 1998)

Fængsel i 1 år

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, samt to tilfælde af vold efter straffelovens § 244 begået af 38-årig mand over for hans samleverske, idet tiltalte fastholdte samleversken og førte et massageapparat op i hendes kønsdel, hvorefter han tvang hende til at tåle, at han indførte sit lem i hendes endetarm, i hendes kønsdel og i hendes mund. Tiltalte tildelte endvidere ved to lejligheder samleversken henholdsvis knytnæveslag i ansigtet og en skalle. Tiltalte var den 21. juni 1995 idømt 30 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244.

Odense rets dom af 4. maj 1998 (dom 32, 1998)

Fængsel i 8 måneder, heraf 5 måneder betinget

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 27-årig mand over for hans tidligere samlever, som havde tilbudt ham, der var uden bolig, at han kunne overnatte i hendes lejlighed. Herunder flåede han på en voldsom måde hendes tøj af, mens hun råbte om hjælp, ligesom han med begge hænder tog om hendes hals og bandt hendes hænder på ryggen, hvorefter han gennemførte samleje, mens hun lå på maven. På grund af den lange tid mellem handlingen, der var begået i juni 1995, og dommen fandtes det undtagelsesvis og uanset forholdets grovhed forsvarligt at bestemme, at fuldbyrdelsen af 5 måneder af straffen på fængsel i 8 måneder blev gjort betinget.

Københavns byrets dom af 3. juni 1998 (dom 33, 1998)

Fængsel i 8 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 31-årig mand over for hans tidligere samlever, idet tiltalte indfandt sig på kvindens bopæl, hvor han væltede hende om på en seng i soveværelset. Han fastholdt hende ved at trække hende i håret, ligesom han tildelte hende flere lussinger og befølte hende i skridtet, hvorefter han gennemførte samleje med hende.

Nyborg rets dom af 6. august 1998 (dom 34, 1998)

Fængsel i 1 år og 3 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden kønslig omgængelse efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, begået af en 39-årig mand over for hans tidligere ægtefælle, som besøgte ham i hans lejlighed. Herunder bandt han hendes hænder sammen og truede med at slå hende ihjel, ligesom han holdt en køkkenkniv mod hendes hals, hvorefter han flere gange førte en agurk og en gulerod ind i hendes skede og endetarm, formåede hende til at slikke på hans lem og ved hans endetarm og gennemførte samleje med hende. Forholdet havde en varighed af 1 time og 45 minutter.

Østre Landsrets ankedom af 10. august 1998 (dom 35, 1998)

Fængsel i 1 år og 2 måneder (fællesstraf)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 47-årig mand ved at have tiltvunget sig samleje med en kvinde ved at skubbe hende omkuld på gulvet og herefter at have banket hendes hoved flere gange ned i gulvet, hvorefter tiltalte lagde kvinden på en sofa, hvor han gennemtvang samlejet. Tiltalte og kvinden havde i perioden umiddelbart inden haft seksuelt forhold flere gange. De havde i øvrigt kendt hinanden gennem en lang årrække og havde en søn sammen. Tiltalte blev endvidere dømt for et butikstyveri samt flere tilfælde af spirituskørsel. Tiltalte var efter en dom af 15. februar 1996 prøveløsladt med en reststraf på 123 dage, og fællesstraffen omfattede denne reststraf.

Østre Landsrets ankedom af 26. oktober 1998 (dom 36, 1998)

Fængsel i 6 måneder

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, vold efter straffelovens § 244, trusler efter straffelovens § 266 og ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, begået af en 33-årig mand over for hans tidligere samlever, idet tiltalte opsøgte hende ud for hendes bopæl. Her begik han vold ved at gribe fat i hendes hals og vælte hende omkuld og truede med at slå hende ihjel. Efter et fælles besøg hos nogle venner af kvinden, hvor tiltalte blev søgt talt til ro, gik de sammen til hendes lejlighed, hvor han igen truede med at slå hende ihjel og sagde, at han ville i seng med hende, hvorefter kvinden klædte sig af og under hans trusler om vold lod ham gennemføre samleje. For at forhindre politianmeldelse, spærrede tiltalte herefter kvinden inde i hendes lejlighed ved at lægge sig foran lejlighedens dør i knap 4 timer, indtil kvinden undslap ud af et vindue.

Vestre Landsrets ankedom af 11. november 1998 (dom 37, 1998)

Fængsel i 6 måneder

Voldtægt og anden kønslig omgængelse efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. til dels § 224, begået af en 30-årig mand over for hans samlever, der var ved at flytte fra deres fælles bopæl. Tiltalte kom beruset hjem og tvang samleveren til samleje, analt samleje og oralsex, idet han truede hende og greb hende om halsen. Morgenen efter, da hun var i brusebad, tvang han hende til at blive i badet, mens han onanerede foran hende, og blev herfor dømt for blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232 og ulovlig tvang efter § 260, stk. 1, nr. 1.


Bilag 1

Underbilag 3

RIGSADVOKATEN

G 3034

Oversigt
landsretspraksis 1993 - 2000

Som supplement til gennemgangen i bilag 2 af sager fra undersøgelsen findes i dette bilag en oversigt over et udvalg af nyere landsretspraksis vedrørende strafudmålingen i voldtægtssager. Oversigten omfatter domme fra Systematisk oversigt over domme i kriminelle sager 1993-1995, 1996-1998 og 1999 og fra Tidsskrift i Kriminalret årgang 2000. Dommene er ligesom dommene i bilag 2 forsøgt rubriceret som enten overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt, ligesom det er angivet, om der er tale om forsøg eller fuldbyrdet voldtægt. Hver dom er givet et nummer, der efterfølges af årstallet for dommen.

VLD af 16. november 1993 (dom 1, 1993)

(fængsel i 3 år og 6 måneder, voldtægtens art uoplyst, forsøg)

En 24-årig mand blev for bl.a. 4 voldtægtsforsøg straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder.

VLD af 22. marts 1994 (dom 2, 1994)

(fængsel i 9 måneder, kontaktvoldtægt, forsøg)

En 27-årig tiltalt, der tidligere var straffet for vold med fængsel i 30 dage, blev fundet skyldig i forsøg på voldtægt ved om natten ved et jernbaneterræn at have forsøgt at tiltvinge sig samleje med en kvinde, som han fulgte hjem i bil, idet tiltalte greb fat i hende, løftede hende op, væltede hende omkuld på jorden og lagde sig oven på hende og holdt hende fast. Hun kom på ny op at stå, hvorefter han holdt hende fast, trak hendes kjole op og hendes strømpebukser ned, hvorefter han opgav sit forehavende, da der kom andre tilstede. Tiltalte blev straffet med fængsel i 9 måneder.

ØLD af 14. september 1994 (dom 3, 1994)

(fængsel i 1 år, parvoldtægt, fuldbyrdet)

En 37-årig tiltalt, der i 1988 var straffet for vold med en betinget dom uden straffastsættelse og i 1993 var anset med 60 dages fængsel betinget og en tillægsbøde for bedrageri (fællesstraf), blev fundet skyldig i voldtægt over for sin tidligere samleverske, idet han en nat kl. ca. 02 ringede på døren på hendes bopæl og skubbede sig ind, da hun åbnede, hvorefter han efter at have drukket kaffe udtalte: »Så er det op, og det er nu«, skubbede hende op ad trappen og ned i sengen og under overvindelse af hendes modstand trak hendes trusser af og gennemførte samleje, hvorunder han pressede en pude ned over hendes ansigt, greb hende hårdt om halsen og flere gange truede med at ville slå hende ihjel. Efter at hun derpå var gået nedenunder, hentede han hende ovenpå på ny, idet han truede med at trække hende op ad trappen i håret, skubbede hende ned i sengen og gennemførte samleje trods hendes protester. Tiltalte blev i byretten idømt fængsel i 8 måneder, og landsretten forhøjede straffen til fængsel i 1 år.

ØLD af 1. februar 1995 (dom 4, 1995)

(fængsel i 6 måneder, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet, § 225)

En tiltalt, der i 1989 var idømt en betinget hæftestraf for overtrædelse af straffelovens § 266, og på gerningstidspunktet var 26 år, overtalte i et bofællesskab en da 21-årig mand til at tage tøjet af og lægge sig nøgen på en seng under foregivende af, at han skulle bestå en prøve for at blive optaget i venskabskredsen med tiltalte og en tilstedeværende tredjemand. Under verbal trussel om at skære forurettedes penis af tvang tiltalte herefter forurettede til at tåle, at tiltalte befølte og suttede på forurettedes lem samt til at lade tiltalte føre sit lem ind i forurettedes endetarm. Tiltalte var svagtseende og forurettede blind. Tiltalte blev for voldtægt efter straffelovens § 216, jf. § 225, idømt fængsel i 6 måneder.

ØLD af 27. marts 1995 (dom 5, 1995)

(fængsel i 10 måneder, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

En 37-årig tiltalt havde i sin lejlighed tiltvunget sig samleje med en spirituspåvirket kvinde, som han tilfældigt mødte på gaden, og som efterkom hans invitation om at gå med op og få en øl. Straks efter at være kommet op i lejligheden gjorde han tilnærmelser, som hun afviste ved at skubbe ham væk. Tiltalte gav hende et kraftigt skub, så hun røg fra døren til soveværelset og hen på sengekanten. Han lagde sig straks over hende, trak hendes tøj af og gennemførte samleje. Tiltalte blev af byretten straffet med fængsel i 8 måneder, og landsretten forhøjede straffen til 10 måneder.

ØLD af 19. april 1995 (dom 6, 1995)

(fængsel i 7 måneder, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

En 25-årig tiltalt sparkede døren op til den lejlighed, som han indtil to måneder tidligere havde beboet med sin ægtefælle, som havde bedt ham flytte med henblik på skilsmisse. I entreen søgte han forgæves at overtale hende til at genoptage forholdet og til samleje. Pludselig tog tiltalte kvælertag på hende, truede med at skære hende i småstykker og med at smide hende ud over altanen samt trak hende ind i sengen i soveværelset, hvor han med en knytnæve truede hende til at tage tøjet af, vendte hende om på maven og gennemførte samleje til sædafgang. Tiltalte blev straffet med fængsel i 7 måneder.

VLD af 23. november 1995 (dom 7, 1995)

(fængsel i 1 år, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

En 28-årig tiltalt blev fundet skyldig i voldtægt ved i januar 1995 i en kvindes lejlighed at have tiltvunget sig samleje med kvinden, idet han, da kvinden åbnede døren, tildelte hende en lussing og gav hende enkelte yderligere slag, ligesom han truede hende med vold og herved tiltvang sig samleje med hende. Kvinden og tiltalte havde i 1992 boet sammen i 13 dage. Kvinden forklarede, at hun flyttede fra tiltalte, hovedsagelig fordi han var voldelig på det seksuelle område. Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 123 ved umiddelbart efter forholdet at have truet kvinden med vold, hvis hun anmeldte det. Tiltalte blev straffet med fængsel i 1 år.

ØLD af 5. januar 1996 (dom 8, 1996)

(fængsel i 4 måneder, overfaldsvoldtægt, forsøg)

En 20-årig ustraffet tiltalt med særdeles gode personlige forhold blev fundet skyldig i forsøg på voldtægt ved en nat i spirituspåvirket tilstand på en sti at have grebet en for ham ukendt kvinde bagfra om munden med den ene hånd, mens han lagde den anden hånd på kvindens bryst og forsøgte at føre hende væk fra stien. Kvinden gjorde straks modstand, hvilket fik tiltalte til at falde på knæ foran kvinden og begynde at græde. Kvinden, der lidt efter lidt følte, at hun havde fået overtaget, indledte herefter en samtale med tiltalte, der til sidst bad hende ringe til sig næste dag, for at de kunne tale om det skete, og tiltalte gav i forbindelse hermed kvinden sit navn og telefonnummer, hvorpå de skiltes. Tiltalte blev straffet med fængsel i 4 måneder under hensyn til hans tidlige afståen fra forehavendet og hans unge alder og særdeles gode personlige forhold. Under hensyntagen til, at han på offentlig vej var fulgt efter den for ham ukendte kvinde, der ikke på nogen måde havde givet ham anledning til at kontakte hende, var der ikke grundlag for en betinget dom, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

ØLD af 1. marts 1999 (dom 9, 1999)

(fængsel i 1 år og 9 måneder, fællesstraf, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

Tiltalte, der var født i 1978, blev fundet skyldig i voldtægt, idet han en aften i 1998, da han fulgtes med en pige, som han havde truffet hos hendes kæreste, pludselig greb pigen om halsen, skubbede hende omkuld og tiltvang sig samleje. Tiltalte blev herudover fundet skyldig i vold ved at have givet en anden pige et skub. Tiltalte, der i 1997 var straffet for voldtægt m.v. med fængsel i 10 måneder og var prøveløsladt med en reststraf på 98 dage, blev idømt en fællesstraf på fængsel i 1 år og 9 måneder.

VLD af 12. april 1999 (dom 10, 1999)

(fængsel i 8 måneder, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

En 26-årig tiltalt blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 224, stk. 1, jf. § 216, stk. 1, ved en nat på en parkeringsplads i sin personbil at have tiltvunget sig samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med en 16-årig pige, idet han holdt hende fast og trods hendes modstand to gange indførte sit lem i hendes skede eller endetarm. Det blev under sagen lagt til grund, at pigen og tiltalte begge havde deltaget i en sammenkomst hos en fælles bekendt, og at tiltalte tilbød at køre pigen hjem. Tiltalte kørte i stedet ind på en parkeringsplads, og efter et stykke tid tog han fat i pigens arme og holdt dem fast. Herefter tvang han hendes ben op og trak bukserne og trusserne af hende, hvorefter han førte sit lem ind i hendes skede eller endetarm. De tog herefter begge bukser på, men efter kort tid gentog det samme sig. Tiltalte blev straffet med fængsel i 8 måneder.

VLD af 28. oktober 1999 (dom 11, 1999)

(fængsel i 2 år og 6 måneder, fællesstraf, formentlig overfaldsvoldtægt, forsøg)

En 26-årig tiltalt blev fundet skyldig i forsøg på voldtægt og forsøg på anden kønslig omgængelse end samleje over for to kvinder, som tiltalte havde truet med en kniv i et fælleskøkken på et sygeplejekollegium. Tiltalte var tidligere straffet for voldtægt, og han var prøveløsladt i 1998 med en reststraf på 328 dage. Tiltalte blev straffet med en fællesstraf på fængsel i 2 år og 6 måneder.

VLD af 6. december 1999 (dom 12, 1999)

(fængsel i 6 måneder, formentlig kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

En 17-årig tiltalt blev fundet skyldig i voldtægt, idet han ved et sommerhus førte en pige om bag huset og pressede hende ned at ligge, hvorefter tiltalte trak hendes bukser og underbukser ned om anklerne og gennemførte samleje med pigen trods hendes modstand. Straffen blev fastsat til fængsel i 6 måneder under henvisning til tiltaltes alder. Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

ØLD af 9. februar 2000 (dom 13, 2000)

(fængsel i 2 år, overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

En tiltalt, der var født i 1957, blev fundet skyldig i voldtægt ved en nat at have tiltvunget sig samleje med en 83-årig kvinde, der lå i sin seng, idet tiltalte holdt kvinden fast og truede hende til at blive liggende. Tiltalte havde endvidere stjålet spiritus ved indbrud i kvindens ejendom. Tiltalte blev straffet med fængsel i 2 år

VLD af 5. april 2000 (dom 14, 2000)

(fængsel i 1 år, formentlig kontaktvoldtægt, forsøg)

En tiltalt, der var født i 1960, blev fundet skyldig i forsøg på voldtægt, vold efter straffelovens § 244 samt ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, ved i perioden fra den 10. august 1998 ca. kl. 19 til den 12. august 1998 at have berøvet en kvinde friheden ved at holde hende indespærret i hendes lejlighed, hvor han tildelte hende flere knytnæveslag i ansigtet og på kroppen og flere spark på kroppen, samtidig med at han truede hende med yderligere vold. Han forsøgte endvidere at tiltvinge sig samleje med kvinden ved at fastholde hende. Det fremgår af sagen, at tiltalte og kvinden, efter at frihedsberøvelsen var ophørt, gik i skoven sammen. Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i et villaindbrud, hvor der blev stjålet 600 kr. samt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have truet en politiassistent. Tiltalte blev i byretten straffet med fængsel i 10 måneder, og landsretten forhøjede straffen til fængsel i 1 år.

VLD af 8. maj 2000 (dom 15, 2000)

(fængsel i 1 år, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

To tiltalte blev fundet skyldig i voldtægt ved i den ene tiltaltes lejlighed, hvor en kvinde frivilligt havde indfundet sig, på skift at have tiltvunget sig samleje med kvinden ved at fastholde hende. Byretten havde udmålt straffene til fængsel i 1 år og 3 måneder. Landsretten fastsatte straffene til 1 års fængsel.


Bilag 1

Underbilag 4

RIGSADVOKATEN

Oversigt
over Højesterets praksis vedrørende strafudmålingen i voldtægtssager

Nedenfor følger en oversigt over Højesterets praksis vedrørende strafudmålingen i voldtægtssager. Oversigten er ikke fuldstændig, men det er ved udvælgelsen af dommene tilstræbt at give et dækkende billede af praksis.

U 1996.1326H

(fængsel i 3 år og 6 måneder, kontakt- og parvoldtægt, fuldbyrdet og forsøg)

Den nu 32-årige T var fundet skyldig i voldtægt og voldtægtsforsøg over for sin mor, voldtægtsforsøg over for sin søster og tre voldtægtsforsøg over for sin tidligere samlever, alt begået i perioden fra omkring 1. februar 1990 til 16. oktober 1994. De fem første forhold var først blevet anmeldt, efter at det sidste var begået. T var tidligere straffet adskillige gange, herunder i 1986 for voldtægtsforsøg og i 1987 og 1988 for røveri. Retslægerådet havde udtalt, at det ikke kunne afvises, at forvaring var påkrævet. Højesteret fandt i modsætning til landsretten, at betingelserne i straffelovens §70 for idømmelse af forvaring ikke var til stede, og T straffedes med fængsel i 3 år 6 måneder.

U 1995.895H

(fængsel i 6 måneder, parvoldtægt, fuldbyrdet)

Den 58-årige T var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, ved i februar 1994 at have tiltvunget sig samleje med en 50-årig kvinde, som han var kommet sammen med indtil et par måneder forinden. Straffen for dette forhold og et voldsforhold (§ 244 et knytnæveslag) over for samme kvinde begået nogle år tidligere var af byret og landsret fastsat til fængsel i 6 måneder, og der var ikke grundlag for at ændre denne strafudmåling. Højesteret udtalte, at anvendelse af betinget straf, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, i forbindelse med voldtægt forudsætter, at særlige forhold gør sig gældende, og hverken T's alder og personlige forhold eller andre omstændigheder kunne begrunde, at der i det foreliggende tilfælde fastsattes en betinget straf, herunder heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

U 1995.299H

(fængsel i 5 år, voldtægtens karakter uoplyst, fuldbyrdet)

28-årig T, der ikke var straffet af betydning for sagen, blev for et tilfælde af voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje begået over for pige på 18 år, to tilfælde af forsøg på voldtægt samt anden kønslig omgængelse end samleje begået over for piger på 17 år og 22 år og et tilfælde af ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse begået over for pige på 18 år idømt fængsel i 5 år.

U 1994.648H

(fængsel i 5 år, fællesstraf, voldtægtens karakter uoplyst, fuldbyrdet)

Den 30-årige T, der tidligere var straffet bl.a. for vold og var prøveløsladt med en reststraf på 33 dage, var ved nævningeting fundet skyldig i voldtægt og ulovlig tvang m.m. over for en 34-årig kvinde den 24. juli 1992 samt i bl.a. legemsangreb under særdeles skærpende omstændigheder med mishandling efter straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, over for samme kvinde den 4. august 1992. T havde ved den sidstnævnte lejlighed tvunget kvinden til at klæde sig af og havde derefter med en luft- og fjederpistol skudt på hende med plastickugler, tvunget hende til at føre isterninger op i skeden og i endetarmen, skudt en metalskrue op i hendes endetarm og tvunget hende til at skyde sig selv med pistolen i munden og til at bide sig i den ene brystvorte med en skævbider. Uanset karakteren af denne mishandling og de omstændigheder, hvorunder den fandt sted, fandt Højesteret, at der ikke forelå sådanne særdeles skærpende omstændigheder, at den burde henføres under straffelovens § 246 (dissens). Den af landsretten udmålte fællesstraf af fængsel i 5 år fandtes imidlertid passende bestemt.

U 1993.386H

(fængsel i 6 år, kontaktvoldtægt og incest, fuldbyrdet)

Den nu 47-årige T var fundet skyldig i vold, voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 2, og incest, idet han mange gange ved vold eller trussel om »tæsk« tiltvang sig samleje eller anden kønslig omgængelse med sin da 15-årige, nu afdøde, steddatter og anden kønslig omgængelse med sine da 13-årige døtre, en gang forsøgt samleje med sin da 15-årige datter og i vold over for en 12-årig og en 14-årig søn. Højesteret nedsatte T's straf fra fængsel i 8 år til fængsel i 6 år.

U 1992.849H

(fængsel i 9 år, formentlig overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

Den nu 38-årige T, der tidligere var straffet bl.a. for voldtægt, havde nu begået 4 tilfælde af voldtægt, herunder med halsgreb og trussel på livet. Forholdene var omfattet af § 216, stk. 2. Retslægerådet havde udtalt, at det var muligt, at anvendelse af forvaring var påkrævet. Dette ansås efter den forskyldte strafs længde ikke påkrævet, og den idømte straf på fængsel i 9 år ansås passende. Straffen omfattede en reststraf efter prøveløsladelse på 453 dage.

U 1991.918/2H

(fængsel i henholdsvis 1 år, 9 måneder, 6 måneder og 4 måneder, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

16-årig T1, 20-årig T2, 17-årig T3 og 18-årig T4 fundet skyldige i i ikke under en time at have begået medvirken til voldtægt, forsøg på voldtægt, voldtægt, voldtægt og forsøg på voldtægt overfor 16-årig pige. Forholdene var af en sådan grovhed, at der uanset ung alder ikke var grundlag for at gøre straffene betingede. Straffene fastsat til henholdsvis fængsel i 6 måneder, fængsel i 4 måneder, fængsel i 9 måneder og fængsel i 1 år. (Dissens for betinget dom til T1 og fængsel i 1 år til T3).

U 1990.372H

(fængsel i 6 måneder, parvoldtægt, fuldbyrdet)

Tiltalte var i et par måneder kommet sammen med en jævnaldrende kvinde, som ønskede at bryde forholdet. Under kvindens ophold i tiltaltes lejlighed, hvor hun fastholdt sin afvisning af en fortsat forbindelse, tiltvang tiltalte sig samleje med kvinden. Højesteret udtalte, at voldtægt som hovedregel bør medføre ubetinget fængselsstraf, der ikke kan erstattes med samfundstjeneste, og at der ikke i det foreliggende tilfælde var særlige forhold, som kunne begrunde en fravigelse fra hovedreglen. Højesteret fandt efter omstændighederne ikke tilstrækkeligt grundlag for at forhøje den fastsatte straf efter straffelovens § 216, stk. 1, § 224 m.v. på ubetinget fængsel i 6 måneder.

U 1989.840H

(fængsel i 5 år, voldtægtens karakter uoplyst, fuldbyrdet)

28-årig T, der i 1982 og 1986 var idømt fængsel i 2 år 6 måneder for voldtægt, og som den 21. december 1987 blev prøveløsladt med en reststraf på 312 dage, var nu fundet skyldig i voldtægt, begået den 7. juni 1988. Anklagemyndigheden påstod i medfør af straffelovens § 70 forvaring. Højesteret fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at betingelserne i straffelovens § 70 for idømmelse af forvaring var til stede. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom, hvorved T var idømt fængsel i 5 år.

U 1988.895H

(fængsel i 5 år, fællesstraf, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

T, der var straffet tidligere for seksualforbrydelser over for børn, havde nu voldtaget en kvinde, i hvis lejlighed han var gæst, og havde herunder mishandlet hende på en særlig grov måde, ligesom han frihedsberøvede hende bundet i ca. 10 timer. T straffedes efter blandt andet straffelovens § 216, stk. 2, med fængsel i 5 år, hvori indgik en betinget straf på fængsel i 4 måneder.

U 1985.94H

(fængsel i 7 år, fællesstraf, overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

T var i 1981 for voldtægt m.v. straffet med fængsel i 3 år. Nogle måneder efter, at T var prøveløsladt med en reststraf på ca. 1 års fængsel, brød han ind i sin nabos sommerhus og voldtog en herboende kvinde under særdeles grove omstændigheder. T's forhold henførtes under straffelovens § 216, stk. 2, og § 224, jfr. § 216, stk. 2, og han ansås med en fællesstraf på fængsel i 7 år.

U 1984.977H

(fængsel i 10 måneder, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

T, der på et værtshus havde mødt et døvstumt par og inviteret dem hjem, hvor han med en kniv tilføjede den mandlige part et snitsår i armen og derefter skaffede sig samleje med kvinden. T blev straffet efter straffelovens §§ 216 og 244, stk. 4, jfr. stk. 2, med en ubetinget straf af fængsel i 10 måneder (dissens af 2 dommere for fængsel i 1 år). Udtalt, at ubetinget straf normalt må anses påkrævet ved lovovertrædelser af den omhandlede karakter.

U 1981.802/2H

(fængsel i 2 år og 6 måneder, overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

T, der som taxachauffør havde kørt en 42-årig kvinde til hendes bopæl, fandtes skyldig i voldtægt ved ca. 1 time senere at være vendt tilbage til kvindens bopæl, skaffet sig adgang til denne og ved trussel om at slå kvinden ihjel have opnået samleje med hende. T straffedes med fængsel i 2 år 6 måneder. (Dissens af to dommere for fængsel i 3 år).

U 1981.654H

(fængsel i 3 år, voldtægtens karakter uoplyst, forsøg)

Den 30-årige T, som tidligere var straffet to gange for blufærdighedskrænkelse samt i 1976 for voldtægt med fængsel i 2 år, gjorde sig i 1980 skyldig i overfald efter strfl. § 244, stk. 4, jfr. stk. 3, trusler efter strfl. § 266 og forsøg på voldtægt. Herfor blev han straffet med fængsel i 3 år.

U 1981.23H

(fængsel i 6 år, fællesstraf, voldtægtens karakter uoplyst, fuldbyrdet)

Den 30-årige T, som tidligere 2 gange var straffet for voldtægt med henholdsvis ungdomsfængsel og fængsel i 3 år, gjorde sig ca. 1 måned efter prøveløsladelse fra sidstnævnte straf (reststraf 366 dage) på ny skyldig i voldtægt over for en 32-årig kvinde. Han blev herfor straffet med en fællesstraf af fængsel i 6 år. (Dissens af to dommere for fængsel i 5 år).

U 1980.992H

(fængsel i 3 år og 6 måneder, overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

Den da 18-årige T skaffede sig sammen med en kammerat C indbrudsvis adgang til en lejlighed og voldtog dens indehaver R samt medvirkede til, at C forsøgte at voldtage R og havde anden kønslig omgængelse end samleje med hende. T havde endvidere overtrådt strfl. § 293, stk. 1, og § 264, stk. 1, nr. 1, og han var prøveløsladt med en reststraf på 113 dage. T blev under hensyn til på den ene side forholdenes grovhed og på den anden side hans unge alder anset med en fællesstraf af fængsel i 3 år 6 måneder.

U 1980.558H

(fængsel i 2 år og 6 måneder, fællesstraf, overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

Den nu 18-årige T, der i 1978 var anset med en betinget straf af fængsel i 8 måneder efter straffelovens §§ 217 og 232, blev nu for voldtægt over for en ham ubekendt 26-årig kvinde anset med en fællesstraf af fængsel i 2 år 6 måneder.

U 1980.346H

(fængsel i 6 år, formentlig overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

T havde som 16-18-årig gjort sig skyldig i 5 tilfælde af voldtægt og røveri i forbindelse hermed og et tilfælde af overtrædelse af strfl. § 224, jfr. § 216. Straffen blev under hensyn til på den ene side T's unge alder og umodenhed og at han frivilligt havde tilstået nogle af forholdene, på den anden side de strafbare forholds antal og usædvanlige grovhed fastsat til fængsel i 6 år.

U 1978.940H

(fængsel i 3 år, voldtægtens karakter uoplyst, forsøg)

Den 33-årige T, der i 1962 for to tilfælde af forsøg på voldtægt var dømt til inddragelse under åndssvageforsorg, blev for fuldbyrdet voldtægt idømt fængsel i 3 år. Nævningerne havde besvaret et tillægsspørgsmål om anvendelse af strfl. § 85 bekræftende.

U 1977.49/2H

(fængsel i 2 år og 6 måneder, overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

Den 25-årige T havde tiltvunget sig samleje med en knap 18-årig pige efter at have opbrudt døren til hendes lejlighed. T ansås med fængsel i 2 år 6 måneder.

U 1975.173H

(fængsel i 3 år, overfaldsvoldtægt, forsøg)

Den 21-årige T, der havde forsøgt voldtægt overfor en 84-årig kvinde, til hvis soveværelse han havde skaffet sig adgang, ansås med fængsel i 3 år.

U 1971.757/2H

(fængsel i henholdsvis 5 og 4 år, overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

Den 21-årige T1 og 25-årige T2 havde overfaldet en mand og frataget ham hans knallert og samme aften i en lejlighed i forening overfaldet en anden mand med knytnæveslag og for T1's vedkommende tillige med slag med en motorcykelkæde, hvorefter T1 med T2's medvirken øvede voldtægt mod en tilstedeværende kvinde, ligesom de begge tvang hende til at sutte på deres kønslem. De ansås med fængsel i henholdsvis 5 og 4 år.

U 1971.12H

(fængsel i 3 år og 6 måneder, overfaldsvoldtægt, fuldbyrdet)

Den 22-årige T, der i 1968 var anset med fængsel i 1 år 6 måneder for forsøg på voldtægt, blev for voldtægt overfor en 16-årig pige, som han tvang fra gaden ind i et skur, straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder.

U 1970.731H

(fængsel i 2 år, overfaldsvoldtægt, forsøg)

Den nu 21-årige T, der i 1967 var anset med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af strfl. § 232 og § 244, stk. 4, og derefter med ungdomsfængsel for overtrædelse af strfl. § 216, jfr. § 21, blev for forsøg på voldtægt over for en kvindelig taxachauffør, som han havde hyret, straffet med fængsel i 2 år.

U 1970.490H

(fængsel i 3 år, voldtægtens karakter uoplyst, fuldbyrdet)

Den 23-årige T blev for voldtægt, begået i hans personvogn, anset med fængsel i 3 år.

U 1970.476H

(fængsel i 3 år og 6 måneder, voldtægtens karakter uoplyst, fuldbyrdet)

Den 31-årige T havde i førerhuset på sin lastvogn begået blufærdighedskrænkelse over for en 14-årig pige og ca. 14 dage senere i sin personvogn i en plantage begået voldtægt over for en 19-årig pige. Han straffedes med fængsel i 3 år 6 måneder.

U 1970.92H

(fængsel i 2 år og 6 måneder, kontaktvoldtægt, fuldbyrdet)

Den 25-årige T, der tidligere havde vedtaget dagbøder for overtrædelse af strfl. § 232, blev for voldtægt over for en 27-årig kvindelig bekendt i dennes lejlighed anset med fængsel i 2 år og 6 måneder.


Bilag 2

Rigsadvokaten

Justitsministeriet

Dato 20.08.2001

Journal nr.

G 3034

Den 15. januar 2001 afgav jeg til Justitsministeriet en redegørelse om udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager.

I tilknytning til afgivelsen af denne redegørelse blev det aftalt mellem Justitsministeriet og Rigsadvokaten at iværksætte en ordning, hvorefter Rigsadvokaten i et år fik forelagt alle fældende domme i voldtægtssager bl.a. med henblik på at vurdere om anklagemyndigheden i videre omfang burde anke domme i voldtægtssager.

En sådan indberetningsordning har nu været i kraft i godt et halvt år. Der er indtil den 15. august 2001 indberettet i alt 40 sager. Af de 40 sager er 34 indbragt for landsretterne. 24 sager er endelig afgjort.

Jeg vedlægger en redegørelse om strafniveauet i voldtægtssager på grundlag de 24 endeligt afgjorte sager.

Det fremgår af redegørelsen, at de foreliggende afsluttede sager ikke bidrager væsentligt til yderligere at belyse de antagelser om strafniveauet, som fremgår af min redegørelse fra januar 2001. På den anden side giver de beskrevne domme mig ikke anledning til at ændre mine tidligere formodninger om straffene i voldtægtssager.

Det fremgår ligeledes af redegørelsen, at jeg ikke har fundet grundlag for at søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe nogle af landsretternes ankedomme for Højesteret, selv om der efter min opfattelse med udgangspunkt i min beskrivelse af det nugældende strafniveau i enkelte af disse sager kunne argumenteres for en højere straf. Baggrunden herfor er, at der i disse enkelte sager i alle tilfælde har foreligget særlige forhold, der har medført, at Højesteret næppe ville få mulighed for at udtale sig mere generelt om strafniveauet for voldtægt. Endvidere er det min opfattelse, at anklagemyndigheden i disse sager med udgangspunkt i min beskrivelse og vurdering af det gældende strafniveau for voldtægt og de straffe, som udmåles på beslægtede områder ikke ville have grundlag for at påstå forhøjelser af straffene på mere end nogle få måneder.

Jeg finder i øvrigt anledning til at bemærke, at der efter min opfattelse næppe heller er grundlag for at antage, at domstolene på det gældende lovgrundlag i givet fald vil foretage mere markante, generelle forhøjelser af strafniveauet i de forskellige typer af voldtægtssager. En væsentlig skærpelse af straffene på et bestemt område via domstolenes praksis må således formentlig forudsætte, at der kan henvises til særlige omstændigheder vedrørende denne type kriminalitet, der kan begrunde en sådan strafforhøjelse, f.eks. en mærkbar stigning i kriminaliteten på området, eller at kriminalitetens karakter har ændret sig. En generel ændring af strafniveauet i voldtægtssager ville i øvrigt som følge af de mange forskellige konkrete omstændigheder i de enkelte sager forudsætte, at Højesteret fik forelagt flere sager, og en sådan proces må antages at være langvarig.

Henning Fode

 

RIGSADVOKATEN

20. august 2001

Redegørelse om strafniveauet i voldtægtssager på grundlag af indberetninger til Rigsadvokaten indtil 15. august 2001

1. Den tidligere undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager

1. 1. Indledning

I juni 2000 anmodede Justitsministeriet Rigsadvokaten om en udtalelse om udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager herunder om udviklingen eventuelt må antages at skyldes en generel ændret strafudmåling i sammenlignelige sager eller afspejler en ændret anmeldelses- eller tiltalepraksis i voldtægtssager.

Baggrunden for anmodningen var bl.a., at det af en beskrivelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager, udarbejdet af landsdommer Poul Lodberg, og en beskrivelse af udviklingen vedrørende anmeldelser, straffe og straflængder i voldtægtssager, udarbejdet af Justitsministeriets forsknings- og dokumentationskonsulent, fremgik, at der over en årrække syntes at være sket et generelt fald i strafniveauet i voldtægtssager.

Justitsministeriets anmodning førte til, at rigsadvokaturen foretog en undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager og af det nugældende strafniveau.

En redegørelse for undersøgelsen blev afgivet til Justitsministeriet den 15. januar 2001.

1.2. Udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager

Undersøgelsen af udviklingen i strafniveauet blev foretaget i samarbejde med forsknings- og dokumentationskonsulent Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet.

Britta Kyvsgaards undersøgelse skete på grundlag af en gennemgang og analyse af endelige domme for overtrædelse af straffelovens § 216 og § 217 afsagt i enten 1. instans eller 2. instans i årene 1984, 1988, 1992, 1996 og 1998.

Undersøgelsens statistiske analyser pegede på, at strafudmålingsniveauet i 1984 alt andet lige var markant højere end i de øvrige år. Der er derimod ikke klare forskelle i strafudmålingsniveauet mellem de øvrige år. Det højere strafudmålingsniveau i 1984 skyldes ifølge undersøgelsen, at der i dette år blev udmålt længere straffe i sager om voldtægt efter § 216, stk. 2, samt i sager, hvor tiltalte tidligere var dømt for seksualkriminalitet. Der ville således ikke være en klar forskel i strafudmålingsniveauet i de undersøgte år, såfremt disse domme ikke indgik i undersøgelsen.

På den baggrund samt efter en gennemgang af konkrete sager, der indgik i undersøgelsen, nyere trykte domme og andre juridiske kilder konkluderede rigsadvokaturen, at strafniveauet i voldtægtssager generelt faldt forholdsvis markant i 1970´erne og frem til midten af 1980´erne. Undersøgelsen gav derimod ikke grundlag for at antage, at strafniveauet for sammenlignelige voldtægtssager har ændret sig fra midten eller slutningen af 1980´erne og frem til i dag.

Birtta Kyvsgaards undersøgelse viste også, at strafudmålingen i voldtægtssager afhænger af en lang række forhold ved de enkelte sager. De forhold, der afspejler voldtægtens grovhed, bidrager især til at forklare forskelle i strafudmålingen. Det drejer sig først og fremmest om den anvendte straffelovsbestemmelse (§ 216, stk. 1 eller stk. 2), og om voldtægten er fuldbyrdet eller ej.

Endvidere har det betydning for strafudmålingen, om der er tale om overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt. Denne inddeling af voldtægtssager er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 3.3.

Herudover viste undersøgelsen, at det har stor betydning for strafudmålingen, om den pågældende samtidig dømmes for flere voldtægter og/eller anden kriminalitet, og om den pågældende tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet og eventuelt tillige som følge heraf idømmes en fællesstraf.

1.3. Det aktuelle strafniveau

Det aktuelle strafniveau blev vurderet på grundlag af en gennemgang af nyere domme, der indgik i den ovennævnte undersøgelse, og trykt domspraksis. Der henvises herom til afsnit 4.2., afsnit 4.3. og afsnit 5.2. i redegørelsen fra januar 2001.

Ved belysningen af det aktuelle strafniveau blev der taget udgangspunkt i en opdeling af voldtægt i overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt samt i forsøg og fuldbyrdede forhold, jf. også afsnit 3.3. nedenfor.

Om disse forskellige former for voldtægt fremgår af redegørelsens afsnit 4.2. og 5.2. følgende:

Overfaldsvoldtægt

For forsøg på overfaldsvoldtægt varierede straffene fra 4 måneder og til fængsel i 2 år. Det blev i redegørelsen antaget, at »normalstraffen« måtte antages at være 6 til 9 måneders fængsel, dog med mulighed for både mildere og strengere straffe.

Det var på grundlag af det foreliggende materiale vanskeligt at vurdere »normalstraffen« for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt. Et forsigtigt skøn førte dog frem til, at udgangspunktet for straffastsættelsen, hvis der ikke foreligger skærpende omstændigheder, formentlig ligger i niveauet omkring fængsel i 1 år og 6 måneder. Hvis der forelå skærpende omstændigheder, var straffene udmålt til fængsel i 2 3 år.

Kontaktvoldtægt

Med hensyn til forsøg på kontaktvoldtægt skønnes det i redegørelsen, at strafniveauet nogenlunde svarer til niveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt, dvs. 6 9 måneders fængsel, dog med mulighed for både mildere og strengere straffe.

For så vidt angår straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt fremgår det af redegørelsen, at de fleste straffe ligger i niveauet mellem 6 måneder og 1 ½ år, og er der ikke anvendt vold af betydning, eller foreligger der ikke andre skærpende omstændigheder, ligger straffen i niveauet 6 10 måneder.

Parvoldtægt

Vedrørende forsøg på parvoldtægt forelå i den tidligere undersøgelse kun en dom, hvor straffen blev udmålt til fængsel i 6 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste.

For så vidt angår fuldbyrdede parvoldtægter blev det antaget, at »normalstraffen« ligger i niveauet 6 8 måneders fængsel, men der var i det undersøgte materiale også flere eksempler på højere straffe i sager, hvor der forelå skærpende omstændigheder.

Konklusion og vurdering

Den tidligere redegørelse indeholdt i afsnit 5.2. følgende konklusion og vurdering:

»For så vidt angår strafniveauet for kontaktvoldtægter og parvoldtægter giver det billede, der har vist sig med hensyn til straffenes størrelse, mig ikke anledning til at overveje behovet for skærpelse af straffen. Jeg har herved lagt vægt på, at der næsten uden undtagelse er idømt ubetingede straffe, og at straffene ikke kan anses for at være kortvarige.

Straffene for de fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, der er beskrevet under afsnit 4.2., og hvor der forelå skærpende omstændigheder, var på fængsel i 2 3 år. Udmålingen i disse sager giver mig ikke anledning til bemærkninger. Jeg har endvidere ikke noget grundlag for at antage, at straffene i sager, hvor der ikke foreligger skærpende omstændigheder, vil blive fastsat med udgangspunkt i et niveau på under 1 år og 6 måneder, som efter min opfattelse må anses for at være et passende strafniveau for sager af denne karakter.

Såfremt denne antagelse om straffen i sager om fuldbyrdet overfaldsvoldtægt er korrekt, er der imidlertid en betydelige forskel på straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt og forsøg på overfaldsvoldtægt.

Det er imidlertid ikke alene på voldtægtsområdet, der er en til tider betydelig forskel på strafudmålingen afhængig af, om der er tale om et fuldbyrdet forhold eller forsøg.

..

Det giver således ikke i sig selv anledning til bemærkninger, at også straffen for forsøg på overfaldsvoldtægt er lavere end straffen for det fuldbyrdede forhold.

En række af dommene vedrørende forsøg på overfaldsvoldtægt i det undersøgte materiale har imidlertid givet mig anledning til at overveje, om straffen i alle sager af denne karakter ligger på et rimeligt niveau.

Der henvises herved til dom 2, 1998, og dom 4, 1998, i bilag 2, hvor der blev udmålt straffe på fængsel i 8 måneder for henholdsvis et voldtægtsforsøg på en S-togstation og en parkeringsplads under anvendelse af ikke ubetydelig vold, og hvor forsøgene mislykkedes på grund af kvindens modstand og kvindens høje skrig.

Endvidere kan nævnes dom 5, 1998, i bilag 2, hvor voldtægtsforsøget blev begået af en 21-årig mand, der standsede en ham ubekendt 16-årig udviklingshæmmet pige, som cyklede hjem fra skole, og som under anvendelse af betydelig magt forsøgte at få samleje med pigen. Forsøget mislykkedes på grund af pigens stærke modstand i form af slag og spark. Gerningsmanden blev idømt fængsel i 9 måneder.

Endelig kan henvises til dom 8, 1998, i bilag 2, hvor voldtægtsforsøget blev begået over for en 70-årig kvinde i dennes lejlighed, hvortil gerningsmanden skaffede sig adgang, og hvor der anvendtes forholdsvis grov vold over for kvinden. Straffen blev fastsat til fængsel i 8 måneder.

En af de nævnte domme er en landsretsdom (dom 2, 1998), mens de øvrige domme er byretsdomme.

Det er på baggrund af de nævnte sager min opfattelse, at der særligt på dette område kan være behov for at overveje, om domme af denne art i videre omfang skal søges anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.

Hertil kommer, at det kan være ønskeligt at få større klarhed med hensyn til vurderingen af det nugældende strafniveau for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt, når der ikke foreligger skærpende omstændigheder.

I øvrigt bemærkes, at det .. har været diskuteret, om straffene i sager, hvor der er flere gerningsmænd til voldtægten, er passende. Som det fremgår ., er der kun få sager i det undersøgte materiale, hvor voldtægten er begået af flere i forening. Imidlertid verserer der for tiden flere voldtægtssager, hvor der efter de foreliggende oplysninger har været flere gerningsmænd.

Det kan på den baggrund være af interesse at følge sådanne sager med henblik på at vurdere, om det forhold, at gerningen er udført af flere i forening, tillægges passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.«

På den baggrund fandt jeg, at der kunne være grundlag for at iværksætte en ordning, hvor Rigsadvokaten i et års tid får forelagt alle fældende byretsdomme i voldtægtssager med henblik på at vurdere, om anklagemyndigheden i videre omfang bør anke domme i voldtægtssager, således at landsretterne i flere sager får lejlighed til at tage stilling til strafniveauet.

Ordningen skulle i givet fald omfatte alle domme i voldtægtssager, uanset om der er tale om par-, kontakt- eller overfaldsvoldtægt, og uanset om forholdet er fuldbyrdet eller ej. Det vil gøre det muligt at foretage en vurdering af, om straffene i de konkrete sager i alle tilfælde er i overensstemmelse med det niveau, der er beskrevet i redegørelsen og eventuelt anke egnede sager til landsretten med henblik på skærpelse. Ordningen skulle endvidere omfatte en underretning af Rigsadvokaten om alle landsretsdomme. Herved vil det også blive muligt på et bredere grundlag efter udgangen af perioden at danne sig et helt aktuelt billede af strafniveauet.

2. Indberetningsordningen

Der blev herefter indgået aftale mellem Justitsministeriet og Rigsadvokaten om at iværksætte en indberetningsordning som beskrevet i redegørelsen.

Ordningen blev sat i værk ved Rigsadvokaten Informerer nr. 3/2001, der vedlægges som bilag 1.

Som det fremgår heraf, skal alle byretsdomme, hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens § 216, herunder også jf. §§ 224 eller 225, forelægges for Rigsadvokaten. Det samme gælder domme, hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens § 217, herunder også jf. §§ 224 og 225.

Forelæggelsen skal ske via vedkommende regionale statsadvokat med en begrundet indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at anke strafudmålingen. Statsadvokaten skal videresende sagen til Rigsadvokaten med sin indstilling om ankespørgsmålet i så god tid, at rigsadvokaturen har mulighed for at vurdere sagen, og således at en eventuel ankestævning kan udfærdiges og forkyndes inden ankefristens udløb.

Rigsadvokaten skal endvidere underrettes om alle landsretsdomme, hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens § 216, herunder også jf. §§ 224 eller 225. Det samme gælder domme, hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens § 217, herunder også jf. §§ 224 eller 225. Underretning skal ske senest 5 hverdage efter domsafsigelsen, hvilket givet rigsadvokaturen mulighed for at vurdere, om landsrettens dom skal søges anket til Højesteret.

Retningslinierne om forelæggelse for Rigsadvokaten af byretsdomme i voldtægtssager og underretning af Rigsadvokaten om landsretsdomme i voldtægtssager gælder for alle domme, der afsiges i perioden fra den 22. februar 2001 og til den 1. februar 2002.

3. Status for indberetningsordningen

3.1. Antallet af sager

Der er i medfør af ordningen indtil den 15. august 2001 blevet forelagt eller indberettet i alt 40 sager.

Af disse 40 sager er 34 indbragt for landsretterne, og anklagemyndigheden har i alle tilfælde påstået skærpelse. Af de 34 sager, der er indbragt for landsretterne, er 18 afsluttet med en ankedom , hvorimod 16 sager endnu ikke er afgjort i landsretten.

Der foreligger indtil nu 24 sager, som er endelig afgjort. Heraf er 18 sager som nævnt ovenfor afsluttet med en ankedom fra landsretten, 5 sager er endelig afsluttet med en byretsdom og 1 sag er endelig afsluttet med en nævningedom. Disse 24 sager er beskrevet nærmere i bilag 2 til denne redegørelse.

3.2. De afsluttede ankesager

Som nævnt er 18 sager afsluttet med en landsretsdom, og anklagemyndigheden har i alle tilfælde for landsretten påstået skærpelse af straffen.

I 9 sager har landsretten stadfæstet byrettens fastsættelse af straffen.

I en sag har landsretten både stadfæstet og formildet (dom 15 i bilag 2), og i 3 sager har landsretten formildet straffen (dom 8, dom 18 og dom 20 i bilag 2). I dom 18 skyldtes den mildere straf i landsretten dog, at landsretten frifandt de tiltalte for voldtægt og henførte forholdet under straffelovens § 218.

Straffene i de øvrige 3 sager, hvor landsretten har nedsat straffen, er således:

Dom 15

byret 1 år, landsret 8 måneder, dvs. nedsat med 4 måneder

Dom 8

T1 og T2, byret 2 år, landsret 1 år og 9 måneder, dvs. nedsat med 3 måneder

   

T3, byret 1 år og 6 måneder, landsret 1 år og 3 måneder, dvs. nedsat med 3 måneder

Dom 20

byret 1 år og 3 måneder, landsret 1 år, dvs. nedsat med 3 måneder

Skærpelse af straffen i landsretten er sket i 5 sager. I en af disse sager (dom 22 i bilag 2) skyldtes den forhøjede straf dog, at tiltalte i landsretten i modsætning til i byretten blev fundet skyldig i voldtægt. De 4 øvrige sager, hvor landsretten har udmålt en højere straf end byretten, er følgende:

Dom 4

byret 1 år og 6 måneder, landsret 2 år, dvs. forhøjet med 6 måneder

Dom 2

byret 1 år og 6 måneder, landsret 1 år og 9 måneder, dvs. forhøjet med 3 måneder

Dom 16

byret 9 måneder, landsret 1 år, dvs. forhøjet med 3 måneder

Dom 21

byret 10 måneder, landsret 1 år, dvs. forhøjet med 2 måneder

Som det fremgår, har landsretten således i de fleste sager ikke fundet grundlag for at fastsætte en højere straf end byretten.

3.3. Straffene i de afsluttede sager

Nedenfor gennemgås straffene i de 24 afsluttede sager.

Gennemgangen sker på grundlag af en opdeling af sagerne i overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt samt i forsøg på voldtægt og fuldbyrdet voldtægt, der svarer til opdelingen i redegørelsen fra januar 2001, jf. redegørelsens afsnit 4.2.

Ved overfaldsvoldtægt forstås voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været samvær af den karakter, der er beskrevet nedenfor under kontaktvoldtægt.

Ved kontaktvoldtægt forstås det, der på engelsk kaldes »date-rape«, altså situationer, hvor parterne umiddelbart inden voldtægten har været sammen på en måde, som kunne være optakt til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve voldtægten har karakter af et overfald.

Ved parvoldtægt forstås voldtægt mod en nuværende seksuel partner og voldtægt mod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten.

Der er en glidende overgang mellem de forskellige grupper, og det kan i nogle tilfælde diskuteres, om der foreligger den ene eller den anden form for voldtægt.

Overfaldsvoldtægt

Der er indkommet 6 afsluttede sager om forsøg på overfaldsvoldtægt. En sag medførte en foranstaltningsdom (dom 1 i bilag 2), og kan derfor ikke anvendes til at belyse strafniveauet for voldtægt.

I de 5 øvrige sager varierer straffene mellem fængsel i 1 år (heraf 6 måneder betinget) og fængsel i 2 år.

I en sag (dom 6), der medførte fængsel i 1 år, heraf 6 måneder betinget, indgik også et røveriforhold. Der var i øvrigt tale om 15-årig gerningsmand, som alene blev dømt for medvirken.

I 3 af de øvrige sager blev straffen fastsat som fællesstraffe. I dom 2, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 1 år og 9 måneder, indgik en reststraf på 123 dage fra en dom for vold og voldtægt, og der blev tillige lagt vægt på forholdets alvorlige karakter og tiltaltes hurtige recidiv. I dom 3, der fastsatte straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder, indgik en tidligere betinget dom på 20 dages hæfte for blufærdighedskrænkelse og en byretsdom på fængsel i 50 dage for tyveri i fællesstraffen. Dom 5, der medførte fængsel i 1 år og 6 måneder, omfattede også en reststraf på 82 dage, og tiltalte var tidligere dømt for vold.

I den sidste sag (dom 4) var straffen fængsel i 2 år. Der var tale om voldtægt af en 12-årig pige, og tiltalte var tidligere straffet to gange for voldtægt.

Som det fremgår, har anden og tidligere kriminalitet således haft betydning for straffastsættelsen i alle de nu foreliggende sager, og dommene har derfor begrænset værdi med hensyn til belysning af »normalstraffen«. Der er endvidere ikke blandt disse domme sager, der er sammenlignelige med de domme, der indgik i den tidligere redegørelse, hvor jeg fandt at domme, der medførte straffe af 8 og 9 måneders fængsel kunne give anledning til at overveje, om straffen lå på et rimeligt niveau.

Der er indkommet 4 domme om fuldbyrdet overfaldsvoldtægt.

To af disse domme (dom 7, der medførte fængsel i 6 år, og dom 10, der medførte fængsel i 3 år til begge gerningsmænd) omfatter også røverier, der må have haft meget stor betydning for straffastsættelsen. Disse domme er derfor ikke velegnede til en vurdering af strafniveauet for voldtægt.

I dom 9, der medførte fængsel i 2 år, var voldtægten begået under anvendelse af kvælertag og trussel med en hobbykniv, der blev holdt mod forurettedes hals og underliv. Tiltalte var tidligere dømt for voldtægt og for forsøg på manddrab og vold. Der forelå således flere omstændigheder, der gav grundlag for en skærpet straf.

I redegørelsen fra januar 2001 antog jeg, at straffen for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, hvor der forelå skærpende omstændigheder, var på 2 3 år. Den nævnte sag giver ikke grundlag for at ændre denne vurdering.

I den sidste af sagerne om fuldbyrdet overfaldsvoldtægt (dom 8) blev straffene i landsretten for to af gerningsmændene fastsat som fællesstraffe (begge reststraffe var fængsel i 41 dage) til fængsel i 1 år og 9 måneder. For den tredje gerningsmand blev straffen fængsel i 1 år og 3 måneder.

Særlig straffen på 1 år og 3 måneder synes at ligge under det niveau på 1 ½ år som udgangspunkt for straffastsættelsen, som jeg i den tidligere redegørelse antog var gældende i sager af denne art. Den forurettede i sagen var prostitueret og havde forud aftalt med en af de tiltalte at afvikle et utugtsforhold. Det er derfor vanskeligt at vurdere, om retten i denne sag ved straffastsættelsen har taget udgangspunkt i strafniveauet for sager om overfaldsvoldtægt eller kontaktvoldtægt.

Kontaktvoldtægt

Der er indkommet en afsluttet sag (dom 11) om forsøg på kontaktvoldtægt. I denne sag omfattede straffen tillige vold efter straffelovens § 244, og tiltalte var tidligere straffet for vold. Den idømte straf på fængsel i 1 år må på denne baggrund anses at være i overensstemmelse med min antagelse i den tidligere redegørelse, hvorefter »normalstraffen« må formodes at være fængsel i 6 9 måneder dog med mulighed for både mildere og strengere straffe.

Fuldbyrdet kontaktvoldtægt foreligger i 9 af de afsluttede sager.

I en af sagerne (dom 19) blev der idømt en foranstaltningsdom, og i en anden sag (dom 18) frifandt landsretten for tiltalen for voldtægt og henførte forholdene under straffelovens § 218. Disse domme kan derfor ikke anvendes til at belyse strafniveauet for voldtægt efter §§ 216-217.

I to af dommene (dom 12 og dom 14) var der tale om voldtægt m.v. overfor henholdsvis en 12-årig og en 10-årig pige, hvilket må antages at have haft væsentlig betydning for straffastsættelsen i skærpende retning. Imidlertid var forholdene i begge sager begået i 1990, dvs. for mere end 10 år siden, hvilket gør sagerne atypiske. Disse to domme er derfor heller ikke velegnede som grundlag for en vurdering af strafniveauet for voldtægt.

I de 5 øvrige sager varierer straffene fra fængsel i 8 måneder til fængsel i 1 år.

I min redegørelse fra januar 2001 antog jeg, at strafniveauet for fuldbyrdet kontaktvoldtægt lå i niveauet mellem 6 måneder og 1½ år, men sådan at straffen er 6 10 måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis der ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder, og straffene i de 5 sager synes således umiddelbart at ligge i dette niveau.

I to af dommene, hvor straffen blev udmålt til fængsel i henholdsvis 8 måneder (dom 13) og fængsel i 10 måneder (dom 17), blev der ikke i forbindelse med voldtægten anvendt vold af betydning, ligesom der ikke i øvrigt forelå skærpende omstændigheder.

I dom 15 blev der heller ikke anvendt vold af betydning, men der forelå skærpende omstændigheder, idet forholdene blev begået over for en 14-årig pige, og i et af forholdene der omfattede anden kønslig omgængelse en samleje handlede de to domfældte i forening. Straffen for den ene tiltalte blev både i byret og landsret udmålt som en fællesstraf på fængsel i 1 år og 4 måneder, hvorimod straffen for den anden tiltalte i landsretten blev nedsat fra fængsel i 1 år til fængsel i 8 måneder. Det kan derfor anføres, at straffen for denne tiltalte ligger i underkanten af det ovenfor beskrevne niveau. Som begrundelse for nedsættelsen af straffen til 8 måneder for den ene tiltalte henviste landsretten imidlertid navnlig til den kontakt, der havde været mellem den tiltalte og forurettede.

I dom 16 og dom 20 blev straffen udmålt til fængsel i 1 år, og der forelå i begge sager skærpende omstændigheder. I dom 16 trak tiltalte et pudebetræk over forurettedes hoved og fastholdt hende i et halsgreb, og i dom 20 slog tiltalte flere gange forurettedes ansigt ned i gulvet med brud på håndledet og tandskade til følge.

Parvoldvægt

Der er ikke indkommet sager om forsøg på parvoldtægt.

Der er indberettet 4 sager om fuldbyrdet parvoldtægt. Om disse sager antog jeg i min tidligere redegørelse, at »normalstraffen« lå i niveauet 6 8 måneders fængsel, men der var i det undersøgte materiale også flere eksempler på højere straffe i sager, hvor der forelå skærpende omstændigheder.

I de nu foreliggende domme varierer straffene fra fængsel i 6 måneder betinget til fængsel i 2 år.

I dom 24, hvor straffen blev fastsat til fængsel i 2 år, var forholdet begået bl.a. under trussel med en hobbykniv mod forurettedes hals. Sagen omfattede også trusler mod forurettede under den efterfølgende varetægtsfængsling. Tiltalte var tidligere straffet for vold og trusler, og ved straffastsættelsen indgik tillige en reststraf på fængsel i 136 dage. Der var således adskillige grunde til, at straffen blev fastsat over det normale niveau.

I dom 22, der medførte fængsel i 1 år, blev tiltalte udover for voldtægt dømt for omfattende vold og trusler begået over for samleveren igennem en 5-årig periode forud for voldtægten. Sagen er på grund af de voldsforhold, der indgår i dommen, ikke velegnet til at belyse straffen for voldtægt.

I en anden sag, hvor straffen blev fængsel i 1 år (dom 21), blev voldtægten begået i forbindelse med en frihedsberøvelse, som må antages at have haft væsentlig betydning for strafudmålingen.

I dommen, der medførte en betinget straf på fængsel i 6 måneder (dom 23), forelå der ikke skærpende omstændigheder i form af vold eller andre forhold ved voldtægten. Som begrundelse for at gøre straffen betinget henviste retten i præmisserne til tiltaltes gode personlige forhold. Der blev ved straffastsættelsen desuden lagt vægt på, at den forurettede frivilligt om natten havde indfundet sig hos tiltalte og lagt sig til at sove i deres tidligere fælles seng. Denne dom harmonerer således med hensyn til straffens længde med min tidligere antagelse, og der forelå sådanne særlige forhold, der kunne begrunde, at straffen blev betinget.

3.4. Sager med flere gerningsmænd

Blandt de 24 afsluttede sager findes 5 sager, hvor der har været flere gerningsmænd til voldtægten. I en sag (dom 18 i bilag 2) frifandt landsretten for voldtægt og henførte forholdene under straffelovens § 218. Denne dom er derfor ikke egnet til at belyse strafniveauet for voldtægt efter §§ 216 - 217.

En af de 4 andre sager omfattede fire gerningsmænd, hvoraf de tre dog var under den kriminelle lavalder og derfor ikke tiltalt (dom 6 i bilag 2). Den 15-årige tiltalte blev idømt fængsel i 1 år, heraf ½ år betinget. Dommen omfattede også et røveri. Dommen er omtalt ovenfor i afsnit 3.3 under forsøg på overfaldsvoldtægt.

En anden sag omfattede tre gerningsmænd (dom 8). To gerningsmænd blev idømt en fællestraf på fængsel i 1 år og 9 måneder, og den tredje gerningsmænd fik fængsel i 1 år og 3 måneder. Byretten havde udmålt højere straffe. Denne dom er omtalt i afsnit 3.3. ovenfor under fuldbyrdede overfaldsvoldtægter.

De sidste to sager omfattede to gerningsmænd. I dom 10 fik begge tiltalte i en upåanket byretsdom fængsel i 3 år. Der var begået røveri i forbindelse med voldtægten, og dommen omfattede flere andre røveriforhold. I dom 15 blev straffen i landsretten for den ene gerningsmand, der var 17 år, nedsat til fængsel i 8 måneder, mens straffen for den anden gerningsmand, der var 18 år, blev fastsat til fængsel i 1 år og 4 måneder. I denne straf indgik en tidligere betinget straf på fængsel i 4 måneder. Dom 10 er nævnt i afsnit 3.3. ovenfor under fuldbyrdet overfaldsvoldtægt, og dom 15 er nævnt under fuldbyrdet kontaktvoldtægt.

4. Vurdering og konklusion

Som det fremgår under afsnit 3 ovenfor, indgår der kun 24 sager i denne redegørelse. Der er således tale om et forholdsvis spinkelt materiale.

I langt de fleste sager indgår det ved straffastsættelsen, at gerningsmanden tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, og der er i mange sager udmålt fællesstraffe med hensyn til enten reststraffe efter prøveløsladelse eller tidligere betingede domme. Herudover er gerningsmandens alder og øvrige personlige forhold i flere sager indgået ved domstolenes fastsættelse af straffen.

En del af sagerne omfatter udover voldtægt også andre strafbare forhold, som har haft betydning for straffastsættelsen. Herudover er de begåede voldtægter af meget forskellig karakter og grovhed.

Derfor bidrager de nu foreliggende afsluttede sager ikke væsentligt til yderligere at belyse de antagelser om strafniveauet, som fremgår af min redegørelse fra januar 2001. På den anden side giver de beskrevne domme mig ikke anledning til at ændre mine tidligere formodninger om straffene i voldtægtssager.

Af de 24 afsluttede sager er 19 afgjort af landsretterne (18 ankesager og en nævningesag). Jeg har ikke fundet grundlag for at søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe nogle af landsrettens ankedomme for Højesteret, selv om der efter min opfattelse med udgangspunkt i min beskrivelse af det nugældende strafniveau i enkelte af disse sager kunne argumenteres for en højere straf. Baggrunden herfor er, at der i disse enkelte sager i alle tilfælde har foreligget særlige forhold, der har medført, at Højesteret næppe ville få mulighed for at udtale sig mere generelt om strafniveauet for voldtægt. Endvidere er det min opfattelse, at anklagemyndigheden i disse sager med udgangspunkt i min beskrivelse og vurdering af det gældende strafniveau for voldtægt og de straffe, som udmåles på beslægtede områder ikke ville have grundlag for at påstå forhøjelser af straffene på mere end nogle få måneder.


Bilag 2

Underbilag 1

Rigsadvokaten

Samtlige politimestre, statsadvokater
og Politidirektøren i København

Dato 15.01.2001

Journal nr.

25/2001

Rigsadvokaten

Informerer Nr. 3/2001

Strafudmålingsniveauet i sager om voldtægt samt
forelæggelse af voldtægtssager for Rigsadvokaten
(G 3034)

1. Undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager

Efter anmodning fra Justitsministeriet har jeg gennemført en undersøgelse af udviklingen i strafudmålingsniveauet i voldtægtssager. Min undersøgelse er afgivet til ministeriet den 15. januar 2001. En kopi af undersøgelsen vedlægges.

Som det fremgår af undersøgelsens afsnit 5.1., giver undersøgelsen ikke grundlag for at antage, at strafniveauet for sammenlignelige voldtægtssager har ændret sig fra midten eller slutningen af 1980 erne og frem til i dag.

I undersøgelsens afsnit 4.2. og 5.2. beskrives og vurderes det nugældende strafniveau i voldtægtssager, idet voldtægterne opdeles i tre kategorier, overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt, ligesom der sondres mellem forsøg på voldtægt og fuldbyrdet voldtægt.

Strafniveauet for kontaktvoldtægter og parvoldtægter har ikke givet mig anledning til særlige bemærkninger. Jeg har heller ikke på det foreliggende grundlag bemærkninger til straffen for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, men det kan være ønskeligt at få større klarhed med hensyn til det nugældende strafniveau på dette område.

Endvidere er det min opfattelse, at det kan overvejes, om straffen i alle sager om forsøg på overfaldsvoldtægt ligger på et rimeligt niveau.

Hertil kommer, at det kan være af interesse at følge sager, hvor voldtægten er begået af flere i forening, med henblik på at vurdere, om dette forhold tillægges passende betydning i skærpende retning ved strafudmålingen.

Jeg har på denne baggrund aftalt med Justitsministeriet, at Rigsadvokaten i det kommende års tid får forelagt fældende byretsdomme i voldtægtssager med henblik at vurdere, om anklagemyndigheden i videre omfang bør anke domme i voldtægtssager, således at landsretterne i flere sager får lejlighed til at tage stilling til strafniveauet.

På denne baggrund fastsættes følgende retningslinier om forelæggelse af domme i sager om voldtægt for rigsadvokaturen:

2. Forelæggelse af domme i sager om voldtægt for rigsadvokaturen

2.1. Byretsdomme

Alle byretsdomme, hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens § 216, herunder også jf. §§ 224 eller 225, skal forelægges for Rigsadvokaten. Det samme gælder domme, hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens §§ 217, herunder også jf. §§ 224 eller 225.

Forelæggelsen skal ske via vedkommende regionale statsadvokat med en begrundet indstilling om, hvorvidt dommen bør ankes, herunder i alle tilfælde om der er grundlag for at anke strafudmålingen. Statsadvokaten skal videresende sagen til Rigsadvokaten med sin indstilling om ankespørgsmålet.

Indstillingen skal vedlægges sagens akter samt en udskrift af dommen og af retsbogen. Såfremt udskrifter ikke foreligger umiddelbart efter afsigelsen af dommen, kan sagen videresendes uden disse dokumenter, der i så fald eftersendes.

Forelæggelse for statsadvokaten skal ske snarest muligt og senest 3 hverdage efter domsafsigelsen.

Statsadvokatens forelæggelse for Rigsadvokaten skal ligeledes ske snarest muligt og i så god tid, at rigsadvokaturen har mulighed for at vurdere sagen, og således at en eventuel ankestævning kan udfærdiges og forkyndes inden ankefristens udløb.

Det kan af tidsmæssige grunde være nødvendigt at forelæggelse sker telefonisk og/eller ved fremsendelse af de relevante dokumenter via telefax.

2.2. Landsretsdomme

Rigsadvokaten skal underrettes om alle landsretsdomme, hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens § 216, herunder også jf. §§ 224 eller 225. Det samme gælder domme, hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens §§ 217, herunder også jf. §§ 224 eller 225.

Underretningen sker ved, at statsadvokaten indsender sagens akter samt udskrift af landsrettens dom og udskrift af retsbogen, såfremt en sådan foreligger.

Underretningen skal ske snarest muligt og senest 5 hverdage efter domsafsigelsen. Såfremt udskrift af landsrettens dom ikke foreligger på dette tidspunkt, kan sagen videresendes uden dommen, der i så fald eftersendes.

2.3. Ordningens tidsmæssige udstrækning

Retningslinierne ovenfor om forelæggelse af byretsdomme i voldtægtssager for Rigsadvokaten og om underretning af Rigsadvokaten om landsretsdomme i voldtægtssager gælder for alle domme dvs. både byrets- og landsretsdomme der afsiges i perioden fra den 22. januar 2001 og til den 1. februar 2002.

For domme, der er anket til landsretten i den nævnte periode, skal underretning af Rigsadvokaten dog ske, selv om landsretsdommen afsiges efter den 1. februar 2002.

Henning Fode


Bilag 2

Underbilag 2

Rigsadvokaten

G 3034

Beskrivelse af de afsluttede sager pr. 15. august 2001

I undersøgelsen er indtil den 15. august 2001 indgået 24 sager, der er afsluttede. Af disse er 5 sager afsluttet med en byretsdom, 1 med en nævningedom og 18 med en ankedom fra landsretten.

Nedenfor beskrives de enkelte sager.

Beskrivelsen af dommene er opdelt i følgende grupper:

Gruppe 1: Forsøg overfaldsvoldtægt

Gruppe 2: Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt

Gruppe 3: Forsøg kontaktvoldtægt

Gruppe 4: Fuldbyrdet kontaktvoldtægt

Gruppe 5: Forsøg parvoldtægt

Gruppe 6: Fuldbyrdet parvoldtægt

Beskrivelserne er foretaget på en sådan måde, at de oplysninger, der må antages at have haft væsentlig betydning for straffastsættelsen fremgår. Tiltaltes alder er nævnt i alle tilfælde, hvorimod forurettedes alder kun er nævnt, såfremt forurettede er særlig ung eller ældre, idet dette forhold kan have betydning for straffastsættelsen. Såfremt der har været uenighed mellem by- og landsret om straffastsættelsen, fremgår det af beskrivelsen.

Gruppe 1: Forsøg overfaldsvoldtægt

Maribo rets dom af 29. januar 2001 (dom 1, j.nr. 47/01-10)

Foranstaltningsdom

Forsøg på voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 216, stk. 2, jf. § 21, og § 224, jf. § 216, stk. 2, jf. til dels § 21, begået af en 42-årig mand, som på offentlig vej forsøgte at skaffe sig samleje med en ham ubekendt kvinde, idet han pressede en saks mod hendes hals, bandt hendes hænder på ryggen og tildelte hende slag i ansigtet. Voldtægtsforsøget mislykkedes, idet han ikke kunne få rejsning. Tiltalte forsøgte tillige under anvendelse af den beskrevne vold at opnå analt samleje med kvinden, ligesom han forsøgte at få hende til at sutte på hans kønslem. Endvidere onanerede han til sædafgang ud over kvinden. Dømt til anbringelse i lukket (sikret) institution for personer med vidtgående psykiske handicap.

Østre Landsrets ankedom af 31. januar 2001 (dom 2, j.nr. 47/01-13)

Fængsel i 1 år og 9 måneder (fællesstraf) (skærpelse)

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 21, begået af en 27-årig mand, der ved nattetide skaffede sig adgang til en bygning, der tilhørte en kunstforening. I bygningen overnattede en kvinde, som tiltalte i dagene forinden havde mødt i kunstforeningen. Tiltalte forsøgte at tiltvinge sig samleje med kvinden, idet han trykkede hende ned i en sofa, hvor han lagde sig over hende og med en hånd holdt over hendes næse og mund. Efter at kvinden havde frigjort sig, blev hun væltet om på gulvet, hvor tiltalte greb hende om halsen med en hånd og trykkede til og trak hendes bukser af, hvorefter han begyndte at tage sit eget tøj af. Tiltalte opgav sit forehavende, idet andre personer indfandt sig i rummet. Tiltalte var tidligere i 1998 straffet for vold og voldtægt med fængsel i 1 år. Han var prøveløsladt med en reststraf på 123 dage. Byretten havde udmålt en fællesstraf på fængsel i 1 år og 6 måneder. Landsretten lagde ved fastsættelsen af fællesstraffen på 1 år og 9 måneder vægt på forholdets alvorlige karakter og på tiltaltes hurtige recidiv fra ligeartet kriminalitet.

Vestre Landsrets ankedom af 27. februar 2001 (dom 3, j.nr. 47/01-16)

Fængsel i 1 år og 6 måneder (fællesstraf) (stadfæstelse)

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 21, begået af en 30-årig mand over for en kvinde, som han tidligere havde overnattet hos for nogen tid siden. Tiltalte kravlede ved nattetide ind af vinduet til forurettedes soveværelse. Han tog sine bukser af og væltede forurettede om på gulvet. Han trak hendes trusser af, stak en finger i hendes endetarm og skede, ligesom han holdt hende for munden, da hun begyndte at skrige. Tiltalte lagde sig oven på forurettede i den hensigt at have samleje med hende, hvilket imidlertid mislykkes, idet forurettede gjorde modstand. I umiddelbar fortsættelse heraf forsøgte tiltalte forgæves yderligere to gange at opnå samleje med forurettede. Tiltalte var tidligere i 1999 straffet med hæfte i 20 dage betinget for blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232. Fællesstraffen på 1 år og 6 måneder omfattede denne dom samt en byretsdom på fængsel i 50 dage for tyveri mv., som ligeledes var omfattet af ankesagen.

Vestre Landsrets ankedom af 28. februar 2001 (dom 4, j.nr. 47/01-12)

Fængsel i 2 år (skærpelse)

Forsøg på voldtægt af barn under 15 år efter straffelovens § 216, stk. 1, og § 222, stk. 1, jf. § 21, begået af en 34-årig mand, der om natten trængte ind hos en bekendt, som han tidligere på dagen havde været på besøg hos. Han gik ind i et værelse, hvor en 12-årig pige lå og sov. Tiltalte tog sit tøj af og befølte hende på benene og armene. Han tog kvælertag om hendes hals, samtidig med at han rev hendes pyjamas og trusser af, ligesom han forsøgte at lægge sig oven på hende i den hensigt at opnå samleje. Forsøget mislykkedes på grund af pigens modstand og råb. Tiltalte var tidligere straffet to gange for voldtægt, senest med fængsel i 10 måneder ved en dom fra februar 2000. Byretten havde fastsat straffen til 1 år og 6 måneder. Landsretten lagde ved fastsættelsen af straffen på fængsel i 2 år vægt på tiltaltes forstraffe og hurtige recidiv, forurettedes alder, samt det forhold, at tiltalte var trængt ind i hjemmet om natten.

Østre Landsrets ankedom af 22. marts 2001 (dom 5, j.nr. 47/01-11)

Fængsel i 1 år og 6 måneder (fællesstraf) (stadfæstelse)

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 21, begået af en 20-årig mand ved en udvendig trappe i et boligkompleks. Tiltalte trak eller puffede en ham ubekendt kvinde ned af trappen, hvor hun faldt om, ligesom han slog hende i ansigtet, hvorefter han trak hendes bukser ned og forsøgte at opnå samleje. Det fremgår ikke nærmere af dommen, hvorfor forsøget mislykkedes. Tiltalte var tidligere dømt for vold, og han var senest straffet med en fællesstraf på 8 måneder for overtrædelse af straffelovens § 119. Han var prøveløsladt med en reststraf på 82 dage, og denne reststraf indgik i straffen på 1 år og 6 måneder.

Københavns Byrets dom af 10. april 2001 (dom 6, j.nr. 47/01-26)

Fængsel i 1 år, heraf 6 måneder betinget

Medvirken til forsøg på voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 216, stk. 1, og § 224, jf. § 216, stk. 1, jf. § 21, jf. § 23, samt røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, begået af en 15-årig dreng. Drengen gik i en gågade sammen med tre venner, der alle var under 15 år. Herunder passede de to søstre op. To af vennerne tvang ved fastholdelse den ene søster med ind på et offentligt toilet, hvor de forsøgte at tiltvinge sig samleje og oralsex. Tiltalte spærrede sammen med den tredje ven den anden søster vejen. Tiltalte var også på et tidspunkt inde på toilettet, ligesom han tildækkede et overvågningskamera, der var opsat i toiletbygningens forrum. Tiltalte havde endvidere ved en anden lejlighed med de samme venner indfundet sig i en forretning, hvor vennerne pressede indehaveren op i et hjørne, hvorefter de stjal 1.500 kr., samtidig med at tiltalte truede indehaveren verbalt. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år, heraf 6 måneder betinget.

Gruppe 2: Fuldbyrdet overfaldsvoldtægt

Østre Landsrets nævningedom af 23. januar 2001 (dom 7, j.nr. 47/01-6)

Fængsel i 6 år

Voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 216, stk. 1, og § 224, jf. § 216, stk. 1, samt røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, begået af en 29-årig mand, der indfandt sig i et pengeinstitut med en attrappistol og en bombeattrap med fjernbetjening. Han gik ind på den kvindelige hovedkasserers kontor og pegede på hende med attrappistolen og fik udleveret ca. 300.000 kr. Herefter tiltvang han sig ved hjælp af trusler med pistolen og bomben anden kønslig omgang end samleje, idet han forsøgte at indføre sig lem i kvindens endetarm. Efterfølgende begik han fuldbyrdet voldtægt, ligesom han tiltvang sig anden kønslig omgængelse ved at indføre sit lem i kvindens mund og foretage samlejebevægelser til sædafgang. Straffen blev fastsat til fængsel i 6 år.

Østre Landsrets ankedom af 6. april 2000 (dom 8, j.nr. 47/01-3)

Fængsel i 1 år og 9 måneder (fællesstraf) (formildelse) og fængsel i 1 år og 3 måneder (formildelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, begået af tre mænd på henholdsvis 21 år (T1), 20 år (T2) og 21 år (T3). De tre tiltalte samlede i en bil med T1 som fører og T2 og T3 skjult i bilens varekasse en prostitueret kvinde op. Forurettede troede, at hun skulle afvikle et utugtsforhold med T1. Forurettede begyndte at klæde sig af, hvorefter T2 og 3 sprang frem fra deres skjulested i varekassen. T3 tog halsgreb på forurettede og pressede hende ned mod bilens bund. T1 truede forurettede med en knytnæve og tilkendegav, at hun ville få »denne og flere til«, såfremt hun skreg. Herefter havde de tre tiltalte over mere end en time på skift samleje med forurettede, vaginalt og oralt. T1 var tidligere straffet senest for vold efter straffelovens § 245, jf. § 247, stk. 1, og var løsladt på prøve med en reststraf på 41 dage. T2 var tidligere straffet senest for vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, og var ligeledes prøveløsladt med en reststraf på 41 dage. Byretten havde udmålt fællesstraffene for T1 og T2 til fængsel i 2 år, og straffen for T3 til fængsel i 1 år og 6 måneder. Landsretten nedsatte straffene til henholdsvis fængsel i 1 år og 9 måneder (T1 og T 2) og 1 år og 3 måneder (T3).

Østre Landsrets ankedom af 15. maj 2001 (dom 9, j.nr. 47/01-7)

Fængsel i 2 år (stadfæstelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 38-årig mand over for en kvinde, som tiltalte traf på en restaurant. Tiltalte inviterede forurettede, samt to mænd, forurettede var sammen med, hen på et pizzeria, hvor tiltalte arbejdede. Efter at have opholdt sig her nogen tid, brød de alle fire op. Uden for pizzeriaet opdagede tiltalte, at forurettede havde medbragt en sodavand fra pizzeriaet. Han blev vred herover og skubbede forurettede omkuld, hvorved hun faldt og slog sit baghoved. Da hun herefter rejste sig, skubbede og hev de i hinanden. De to andre mænd forlod stedet omkring dette tidspunkt. Forurettede tilkendegav, at hun ville hjem og begyndte at gå. Herefter trak eller hev tiltalte forurettede ind i pizzeriaet og hen på en sofa, som hun faldt ned på. Tiltalte tog med een hånd gennem længere tid kvælergreb på forurettede. Endvidere tog tiltalte en hobbykniv og holdt den tæt mod forurettedes hals og underliv. Tiltalte sagde herefter til forurettede, at hun skulle tage sine bukser af, hvilket forurettede efterkom. Tiltalte tiltvang sig samleje, som han dog afbrød, hvorefter han onanerede til sædafgang. Tiltalte var tidligere i 1989 dømt for voldtægt, og i 1994 var han idømt fængsel i 3 år og 9 måneder for forsøg på manddrab og vold mod sin daværende hustru. Både byret og landsret udmålte straffen til fængsel i 2 år.

Store Heddinge rets dom af 22. juni 2001 (dom 10, j.nr. 47/01-39)

Fængsel i 3 år

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 2, anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, jf. stk. 2, samt røveri efter straffelovens § 288, stk. 2, begået af en 31-årig mand og en 27-årig mand, der indfandt sig i en massageklinik, hvor de ved vold og under trussel om anvendelse af vold aftvang to kvindelige medarbejdere diverse genstande. Endvidere tiltvang den ene tiltalte sig samleje med en af kvinderne, og den anden tvang kvinden til at sutte på tiltaltes kønslem. De pågældende havde herudover begået flere røverier af lignende karakter, dog uden at have begået voldtægt i forbindelse hermed, og straffen på fængsel i 3 år omfattede også disse forhold.

Gruppe 3: Forsøg kontaktvoldtægt

Østre Landsrets ankedom af 22. januar 2001 (dom 11, j.nr. 47/01-2)

Fængsel i 1 år (stadfæstelse)

Forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 21, samt vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, begået af en 27-årig mand, der var til en privat fest, over for en pige, som han kendte fra et ungdomshus. På et tidspunkt gik forurettede ud på toilettet, hvor tiltalte herefter indfandt sig. Tiltalte låste døren og tog fat i forurettede bagfra, og befølte hende på brysterne og i skridtet. Han skubbede hende op mod væggen og lagde hende ned på gulvet, hvor han fastholdt hende, mens han trak hendes bukser og trusser ned i den hensigt at opnå samleje, hvilket mislykkedes på grund af forurettedes modstand. Umiddelbart efter voldtægtsforsøget slog tiltalte en mandlig festdeltager i ansigtet flere gange med knytnæve, ligesom han tildelte den pågældende flere skaller. Tiltalte var ved en dom fra 1995 tidligere dømt for vold. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år.

Gruppe 4: Fuldbyrdet kontaktvoldtægt

Rønne rets dom af 13. september 2000 (dom 12, j.nr. 47/01-159)

Fængsel i 1 år

Voldtægt af barn under 15 år efter straffelovens § 216, stk. 1, og § 222, stk. 1, begået i 1990 af en 35-årig mand over for en 12-årig pige. Tiltalte overnattede hos en bekendt. Han sov i børneværelset, og tiltvang sig herefter samleje med den bekendtes 12-årige datter ved at presse forurettedes ben ud til siden, hvorefter han lagde sig oven på forurettede og gennemførte samleje ved udnyttelse af sin større fysiske styrke. Sagen blev anket til frifindelse af tiltalte og til skærpelse af anklagemyndigheden, men ankesagen bortfaldt. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år.

Vestre Landsrets ankedom af 22. januar 2001 (dom 13, j.nr. 47/01-1)

Fængsel i 8 måneder (stadfæstelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 25-årig mand, der sammen med en kammerat havde været på besøg hos en kvinde, som tiltalte havde mødt nogle dage forinden. Der havde ikke være optakt til noget seksuelt mellem tiltalte og kvinden, der begge havde fået en del alkohol at drikke i løbet af besøget. Tiltalte forlod kvindens bopæl sammen med kammeraten, men tiltalte vendte tilbage og gik ind i lejligheden, hvor kvinden lå og sov. Hun vågnede og løb ud i entreen, men tiltalte greb fat i hende, skubbede hende ind i soveværelset og væltede hende om på sengen. Han gav hende en lussing, fastholdt hende og gennemførte samleje til sædafgang. Straffen blev både i byret og landsret fastsat til fængsel i 8 måneder.

Østre Landsrets ankedom af 13. februar 2001 (dom 14, j.nr. 47/01-14)

Fængsel i 1 år og 3 måneder (stadfæstelse)

Voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje samt forsøg herpå efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 222, stk. 2, og § 224, jf. § 222, stk. 2, jf. § 21, begået i 1990 af en 47-årig mand over for en på gerningstidspunktet 10-årig pige. Tiltalte var tidligere kommet i forurettedes hjem og havde passet hende. På gerningsdagen mødte tiltalte tilfældigt forurettede på gaden, hvorefter hun gik med op i hans lejlighed. Her befølte tiltalte forurettedes kønsdel og forsøgte at indføre sit kønslem i forurettedes anus, hvilket mislykkedes, hvorpå han tiltvang sig samleje til sædafgang.

Vestre Landsrets ankedom af 18. april 2001 (dom 15, j.nr. 47/01-9)

Fængsel i 8 måneder (formildelse) og fængsel i 1 år og 4 måneder (fællesstraf) (stadfæstelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 224, jf. § 222, stk. 1 og 2, begået over for en 14-årig pige af en 17-årig mand (T1) og en 18-årig mand (T2). De tiltalte og forurettede kendte hinanden, idet de blandt andet drak øl og røg hash sammen. På et tidspunkt holdt de tiltalte ved et legehus forurettede tilbage, og tvang hende til oralsex til sædafgang, idet de blandt andet sagde, at hun ikke ville få lov at gå hjem. På et andet tidspunkt tvang T2 forurettede til anden kønslig omgængelse under lignende omstændigheder, og T 2 tiltvang sig endvidere samleje med forurettede. T1 tiltvang sig ligeledes på et andet tidspunkt samleje med forurettede. T1 var tidligere straffet med fængsel i 1 år og 4 måneder for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 222, stk. 1. Byretten udmålte straffen for T1 til fængsel i 1 år, men landsretten nedsatte den til fængsel i 8 måneder. Som begrundelse for nedsættelsen henviste landsretten navnlig til den kontakt, der havde været mellem tiltalte og forurettede. T2 var tidligere straffet flere gange senest efter straffelovens § 222, jf. § 224, med fængsel i 8 måneder, heraf 4 måneder betinget. Straffen for T2 blev både i byret og landsret udmålt til fængsel i 1 år og 4 måneder som en fællesstraf med hensyn til den betingede del af denne tidligere dom.

Østre Landsrets ankedom af 26. april 2001 (dom 16, j.nr. 47/01-21)

Fængsel i 1 år (skærpelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 26-årig mand, der i sin bil havde samlet en prostitueret op for at afvikle et utugtsforhold. De kørte til en øde parkeringsplads. Her trak manden et pudebetræk over kvindens hoved og fastholdt hende i et halsgreb, hvorefter han tiltvang sig samleje. Byretten havde fastsat straffen til fængsel i 9 måneder, men landsretten skærpede straffen til fængsel i 1 år under hensyn til forholdets grovhed.

Østre Landsrets ankedom af 2. maj 2001 (dom 17, j.nr. 47/01-4)

Fængsel i 10 måneder (stadfæstelse)

Tiltvingelse af samleje og anden kønslig omgængelse end samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold efter straffelovens § 217, jf. § 224, og § 217, begået af en 37-årig mand overfor en pige, som han havde været til fest hos. Efter festen gik de på diskotek. Tiltalte havde inde i diskoteket flere gange forgæves forsøgt at få kontakt med forurettede. Forurettede var blevet irriteret over dette. Hun tog derfor fat i tiltaltes hånd og førte ham udenfor for at forklare ham, at han skulle holde op. Da de var kommet udenfor forsøgte tiltalte at kysse forurettede, og han holdt hende herefter fast med den ene hånd, trak hendes bukser og trusser ned med den anden hånd og førte flere fingre op i hendes kønsdel, hvorefter han under fortsat overvindelse af hendes modstand havde samleje med hende. Straffen blev fastsat til fængsel i 10 måneder.

Vestre Landsrets ankedom af 7. maj 2001 (dom 18, j.nr. 47/01-8)

Fængsel i 8 måneder (fællesstraf) (formildelse), fængsel i 4 måneder (formildelse) og fængsel i 10 måneder (formildelse)

Forsøg på opnåelse af samleje og fuldbyrdet anden kønslig omgængelse end samleje ved udnyttelse af en persons mentale retardering samt blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 218, stk. 1, jf. § 21, og § 224, jf. § 218, stk. 1, samt § 232 begået af en 16-årig dreng (T1), en 20-årig mand (T2) og en 34-årig mand (T3) over for en 21-årig retarderet kvinde. T3 mødte kvinden, og kort efter kom de to andre tiltalte til stedet. Kvinden og de tre tiltalte gik hen til et kælderrum, og T3 og kvinden gik ind i rummet. Her forsøgte T3 at føre sit lem ind i pigens skedeindgang. De to andre tiltalte blev herefter lukket ind i kælderrummet. T1 formåede kvinden til at sutte på og manipulere tiltaltes lem til sædafgang. T2 onanerede herefter til sædafgang i nærheden af pigen. De tre tiltalte ansås for at have handlet i forening for så vidt angår de overgreb, der skete, efter at de tiltalte var samlet i kælderrummet. T1 var tidligere straffet med en betinget dom på fængsel i 8 måneder for blandt andet røveri. Den betingede straf indgik i dommen. Byretten havde dømt de pågældende for voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og udmålt straffene til fængsel i 1 år og 6 måneder (T1), 1 år og 3 måneder (T2) og 1 år og 9 måneder (T3), mens landsretten anså forholdene for omfattet af § 218 og fastsatte straffene til fængsel i 8 måneder (T1), fængsel i 4 måneder (T2) og fængsel i 10 måneder (T3).

Som det fremgår, henførte landsretten forholdene under § 218, og landsrettens strafudmåling belyser således ikke strafniveauet for voldtægt efter §§ 216-217.

Odense rets dom af 18. juni 2001 (dom 19, j.nr. 47/01-35)

Foranstaltningsdom

Voldtægt og forsøg på voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 40-årig mand, der var paranoid skizofren og derfor ansås for omfattet af straffelovens § 16. Tiltalte foreslog som betaling for nogle cigaretter, at forurettede skulle gå i seng med ham. Da forurettede afslog, tog tiltalte kvælertag på forurettede i den hensigt at tiltvinge sig samleje, hvilket imidlertid mislykkedes på grund af kvindens modstand. I et andet tilfælde tiltvang tiltalte sig fuldbyrdet samleje med en bevægelseshæmmet kvinde, som han havde drukket øl med, og som forud havde afvist at gå i seng med ham. Tiltalte idømt ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse.

Vestre Landsrets ankedom af 1. august 2001 (dom 20, j.nr. 47/01-25)

Fængsel i 1 år (formildelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og hærværk efter § 291, stk. 2, begået af en 25-årig mand, der mødte en kvinde på en bodega. De drak og dansede sammen, og på et tidspunkt gik de hjem til forurettede, der have tilbudt tiltalte at overnatte i forurettedes hjem. Umiddelbart efter ankomsten til hjemmet væltede tiltalte forurettede omkuld på gulvet, vred hendes ene arm om på ryggen, alt imens tiltalte flere gange slog kvindens ansigt ned i gulvet med brud på venstre håndled og forstuvning af albue samt tandskade til følge. Herefter beordrede tiltalte forurettede op på en seng, og tiltalte tiltvang sig samleje, herunder analt samleje. Umiddelbart efter ødelagde tiltalte møbler og porcelæn i lejligheden. Tiltalte var tidligere straffet for brandstiftelse efter straffelovens § 280 og trusler efter straffelovens § 266 samt senest med fængsel i 3 måneder for trusler mod vidner efter straffelovens § 123. Tiltalte var prøveløsladt med en reststraf på 334 dage. Byretten havde udmålt straffen til fængsel i 1 år og 3 måneder, mens landsretten fastsatte straffen til fængsel i 1 år. Både by- og landsret bestemte, at reststraffen på de 334 dage ikke skulle udløses.

Gruppe 5: Forsøg parvoldtægt

Der er ikke indkommet sager af denne kategori i undersøgelsen.

Gruppe 6: Fuldbyrdet parvoldtægt

Østre Landsrets ankedom af 7. maj 2001 (dom 21, j.nr. 47/01-18)

Fængsel i 1 år (skærpelse)

Voldtægt og ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 216, stk. 1, og § 261, stk. 1, begået af en 36-årig mand, der i maj 2000 blev gift med en 19-årig kvinde på islamisk vis i en moske, men uden at de fik papir på ægteskabet. De flyttede sammen, men i oktober 2000 tog kvinden ophold på et kvindehjem på grund af tiltaltes voldelige adfærd. De fortsatte i et vist omfang med at se hinanden frem til december 2000, hvor tiltalte opsøgte forurettede på en restaurant, uden at dette var aftalt forudgående. Tiltalte tvang forurettede med i tiltaltes bil og kørte til en parkeringsplads, hvor han låste dørene, holdt hendes arme fast over hendes hoved og gennemførte samleje til sædafgang. Herefter blev kvinden ved slag tvunget op i tiltaltes lejlighed, hvor hun blev truet med en kniv og en cigaret. Det samlede forløb varede ca. 6 timer. Byretten havde udmålt straffen til fængsel i 10 måneder. Landsretten skærpede straffen til fængsel i 1 år.

Østre Landsrets ankedom af 8. maj 2001 (dom 22, j.nr. 47/01-31)

Fængsel i 1 år (skærpelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, og vold efter straffelovens § 245, stk. 1, til dels forsøg herpå efter straffelovens § 21, samt trusler efter straffelovens § 266 begået af en 31-årig mand over for sin hustru. Han tiltvang sig i et tilfælde samleje med forurettede. Volden var begået over en 5-årig periode, hvor tiltalte tildelte forurettede slag med hænderne, ligesom han ved enkelte lejligheder smed forskellige genstande efter hende. I et tilfælde slog han hende i baghovedet med en revolver, ligesom han i et tilfælde truede hende på livet ved at sætte revolveren til hendes tinding, samtidig med at han udtalte, at han ville slå hende og familien ihjel. Byretten havde udmålt straffen til fængsel i 8 måneder, men frifandt tiltalte for voldtægt. Landsretten der dømte tiltalte for voldtægt fastsatte straffen til fængsel i 1 år.

Vestre Landsrets ankedom af 7. juni 2001 (dom 23, j.nr. 47/01-24)

Fængsel i 6 måneder, betinget (stadfæstelse)

Voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, begået af en 23-årig mand over for sin samlever. Tiltalte tiltvang sig samleje med samleveren, idet han på trods af hendes protester tvang hendes ben fra hinanden og holdt hende fast, hvorefter han gennemførte samleje. Parret havde skændtes op til gerningstidspunktet, og dagen før havde tiltalte »slået op« med forurettede. Han fortrød straks dette, men nu fastholdt forurettede, at forholdet skulle afbrydes, og hun tog ophold hos en bekendt. Tiltalte bad forurettede om at komme hjem og sove, hvilket hun indvilligede i på betingelse af, at der ikke skulle være noget seksuelt mellem dem. Forurettede kom hjem, og da de lagde sig til at sove, tiltvang tiltalte sig på trods af aftalen samleje. Landsretten lagde ved fastsættelsen af straffen på fængsel i 6 måneder betinget blandt andet vægt på, at forurettede kl. 1 om natten frivilligt indfandt sig hos tiltalte og lagde sig til at sove i forurettedes og tiltaltes tidligere fælles seng.

Vestre Landsrets ankedom af 26. juni 2001 (dom 24, j.nr. 47/01-36)

Fængsel i 2 år (fællesstraf) (stadfæstelse)

Voldtægt samt anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 216, stk. 1, og § 224, jf. § 216, stk. 1, samt trusler efter § 123 og § 266 begået af en 38-årig mand over for sin samlever. Tiltalte greb forurettede hårdt om halsen bagfra og tildelte hende en lussing på kinden, således at hun faldt om på gulvet, hvor tiltalte sparkede hende i maven. Tiltalte holdt herefter en hobbykniv mod forurettedes hals og fremkom med trusler. Efterfølgende beordrede tiltalte forurettede til at tage sig tøj af, hvorefter han oversprøjtede hende med koldt vand og tvang hende til at sutte på sit lem til sædafgang. Han nikkede hende endvidere en skalle og tildelte hende 2-3 lussinger, hvorefter han tiltvang sig samleje. Under den efterfølgende fængsling truede tiltalte forurettede. Tiltalte var tidligere straffet flere gange for vold og trusler mv. senest i marts 2000. Tiltalte var prøveløsladt med en reststraf på 136 dage, som indgik i straffen på fængsel i 2 år.


Bilag 3

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Lovforslaget

 

Gældende formulering

§ 1

   

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september 2001, foretages følgende ændring:

   
     

1. § 216 affattes således:

   

»§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.«

 

§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

   

    Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.