Den fulde tekst

Fremsat den 13. december 2001 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om
konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet,
våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af
lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige

(Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.)

 

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september 2001, foretages følgende ændringer:

1. I § 27, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»For så vidt angår straf for forsøg finder § 21, stk. 3, tilsvarende anvendelse.«.

2. I § 77 a indsættes efter 1. pkt.:

»Der kan under samme betingelser ske konfiskation af andre formuegoder, herunder penge.«.

3. I § 93, stk. 1, nr. 1, indsættes som 2. pkt.:

»2. led gælder dog ikke for juridiske personer.«.

4. § 114 affattes således:

»§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad, eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling, eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af dens karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:

1) Manddrab efter § 237.

2) Grov vold efter § 245 eller § 246.

3) Frihedsberøvelse efter § 261.

4) Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler mv. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab.

5) Kapring af transportmidler efter § 183 a.

6) Grove våbenlovsovertrædelser efter § 192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2.

7) Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse mv. efter § 187, stk. 1.

    Stk. 2. På samme måde straffes den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.

    Stk. 3. Endvidere straffes på samme måde den, der med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger.«.

5. Efter § 114 indsættes:

»§ 114 a. Med fængsel indtil 10 år straffes den, som

1) direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til,

2) direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til, eller

3) direkte eller indirekte stiller penge, andre formuegoder, eller finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed for

en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af § 114.

§ 114 b. Den, som i øvrigt ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til at fremme den kriminelle virksomhed eller det fælles formål for en gruppe eller sammenslutning, som foretager en eller flere handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a, nr. 1 eller 2, når virksomheden eller formålet indebærer, at en eller flere handlinger af denne karakter begås, straffes med fængsel indtil 6 år.

§ 114 c. Den, som, uden at forholdet omfattes af §§ 114-114 b, deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

§ 114 d. Den, som, uden at forholdet omfattes af §§ 114-114 c, deltager i en ulovlig militær organisation eller gruppe, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år.

§ 114 e. Med fængsel indtil 6 år straffes den, der under skærpende omstændigheder i strid med lovgivningen om ikke spredning af masseødelæggelsesvåben mv.

1) udfører produkter med dobbelt anvendelse uden tilladelse,

2) til brug for myndighedernes afgørelser om produkter med dobbelt anvendelse giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, eller

3) handler i strid med vilkår, der er fastsat i myndighedernes afgørelser om produkter med dobbelt anvendelse.«.

6. § 183 a affattes således:

»§ 183 a. Den, som om bord i et luftfartøj, skib samt andet kollektivt transportmiddel eller godstransportmiddel ved ulovlig tvang, jf. § 260, overtager kontrollen over fartøjet eller køretøjet eller griber ind i dettes manøvrering, straffes med fængsel indtil livstid.«.

7. I § 192 a ændres »fængsel indtil 4 år« til: »fængsel indtil 6 år«.

8. I § 192 a indsættes som stk. 2.:

»Stk. 2. På samme måde straffes den, der i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer udvikler eller med henblik herpå forsker i faste stoffer, væsker eller luftarter, som ved spredning virker skadevoldende, bedøvende eller irriterende.«.

9. § 306 affattes således:

»§ 306. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelse af denne lov.«.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14. september 2001, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften til kapitel 71 affattes således:

»Indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation og dataaflæsning«.

2. I § 786, stk. 1, udgår: »offentlige«.

3. I § 786 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. Det påhviler udbydere af telenet eller teletjenester at foretage registrering og opbevaring i 1 år af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling nærmere regler om denne registrering og opbevaring.

    Stk. 5. Justitsministeren kan efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætte regler om telenet- og teletjenesteudbyderes praktiske bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden.

    Stk. 6. Overtrædelse af stk. 4, 1. pkt., straffes med bøde. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

    Stk. 7. For overtrædelse af bestemmelser i forskrifter, der er fastsat i medfør af stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, kan der fastsættes bestemmelser om bødestraf. Der kan endvidere fastsættes bestemmelser om at pålægge selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.

Stk. 4 bliver herefter stk. 8.

4. Efter § 791 a indsættes:

»§ 791 b. Aflæsning af ikke offentligt tilgængelige oplysninger i et informationssystem ved hjælp af programmer eller andet udstyr (dataaflæsning) kan foretages, såfremt

1) der er bestemte grunde til at antage, at informationssystemet anvendes af en mistænkt i forbindelse med planlagt eller begået kriminalitet som nævnt i nr. 3,

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og

3) efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 180, 183, stk. 1 og 2, 183 a, 186, stk. 1, 187, stk. 1, 191, 192 a eller 237.

    Stk. 2. Indgreb som nævnt i stk. 1 må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

    Stk. 3. Afgørelse om dataaflæsning træffes af retten ved kendelse. I kendelsen angives det informationssystem, som indgrebet angår. I øvrigt finder reglerne i § 783, stk. 1, 3. og 4. pkt., samt stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.

    Stk. 4. Efterfølgende underretning om et foretaget indgreb sker efter reglerne i § 788, stk. 1, 3 og 4. Underretningen gives til den, der har rådigheden over det informationssystem, der har været aflæst efter stk. 1. I øvrigt finder reglerne i § 782, stk. 2, §§ 784-785, § 789 samt § 791 tilsvarende anvendelse.«.

5. § 799, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 180, 183, stk. 1 og 2, 183 a, 186, stk. 1, 187, stk. 1, 191, 192 a eller 237, ved kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3, fraviges.«.

6. I § 799 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Retten kan bestemme, at der inden for det tidsrum, der efter stk. 2 fastsættes i medfør af § 783, stk. 2, kan foretages gentagne ransagninger. Retten skal i den forbindelse fastsætte antallet af ransagninger. Hvis særlige grunde taler derfor, kan retten bestemme, at der kan foretages et ubestemt antal ransagninger.«.

7. I § 802, stk. 2, nr. 2, § 805, stk. 3, og § 807 d, stk. 2, 1. pkt., ændres »og § 76 a, stk. 5,« til: »§ 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt.,«.

8. I § 803, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»Andre formuegoder, herunder penge, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, kan beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at disse formuegoder bør konfiskeres.«.

9. I § 806, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »kan politiet træffe beslutning om beslaglæggelse«: »og om edition«.

10. I § 807 b, stk. 1,og § 807 d, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 803, stk. 1,« til: »§ 803, stk. 1, 1. pkt.,«.

11. I § 807 b, stk. 2, og § 807 d, stk. 2, 1.pkt., indsættes efter »§ 802, stk. 2,«: »og § 803, stk. 1, 2. pkt.,«.

§ 3

I lov nr. 418 af 31. maj 2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet foretages følgende ændringer:

1. § 15, stk. 3, ophæves.

2. I § 34, stk. 5, indsættes efter »den offentlige alarmtjeneste«: »eller politiet«.

§ 4

I lov om våben og eksplosivstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 67 af 26. januar 2000, som ændret ved § 23 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, foretages følgende ændring:

1. I § 5, 1. pkt., indsættes efter »tilvirke«: »og udvikle eller med henblik herpå forske i«.

§ 5

I lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret ved § 4 i lov nr. 280 af 25. april 2001, foretages følgende ændringer:

1. § 2 affattes således:

»§ 2. Udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske,

1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 6 måneder, eller

2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

    Stk. 2. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst med en anden stat fastsætte, at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat, hvis handlingen, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, og betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt.

    Stk. 3. Gælder der i forhold til en anden stat ikke en af de i stk. 2 nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 2, jf. stk. 1, er opfyldt, og særlige hensyn til retshåndhævelsen i øvrigt taler derfor.« .

2. Efter § 2 indsættes:

»§ 2 a. Udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 6 måneder. Udlevering af en udlænding til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.«.

3. § 3, stk. 1, ophæves.

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 1-4.

4. I § 3, stk. 3, nr. 1, der bliver stk. 2, nr. 1, ændres »frihedsstraf« til: »fængsel«.

5. I § 3, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »betingelserne i stk. 1-3« til: »betingelserne i § 2, § 2 a og § 3, stk. 1 og 2,«.

6. § 5, stk. 3 og 4, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, når handlingen er omfattet af

1) artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme,

2) artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, eller

3) artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme.«.

7. I § 13 og § 19, stk. 1, ændres »og kapitel 75 b om beslaglæggelse« til: », kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt«.

§ 6

I lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 og § 5 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, foretages følgende ændring:

1. I § 11, 1. pkt., og § 16, stk. 1, 1. pkt., ændres »og 74 om beslaglæggelse og edition« til: », 74 om beslaglæggelse og edition samt 75 a om andre efterforskningsskridt«.

§ 7

    Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2. § 5, nr. 1-6, finder anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.

    Stk. 2. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af retsplejelovens § 786, stk. 4 og 6, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 3.

    Stk. 3. § 5, stk. 3, nr. 3, i lov om udlevering af lovovertrædere, som affattet ved denne lovs § 5, nr. 6, finder først anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter, at FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat.

§ 8

Justitsministeren fremsætter i folketingsåret 2005-06 forslag om revision af retsplejelovens § 786, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 3.

§ 9

    Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

    Stk. 2. § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

    Stk. 3. § 5 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

 

1.1.

Regeringens samlede lovgivningsinitiativer mod terrorisme

 

1.2.

Lovforslagets indhold

   

2.

Strafferetlige initiativer mod terrorisme

 

2.1.

Internationale initiativer mod terrorisme

   

2.1.1.

FN-initiativer vedrørende terrorisme

     

2.1.1.1.

FN s terrorfinansieringskonvention

     

2.1.1.2.

FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001)

   

2.1.2.

EU-initiativer vedrørende terrorisme

     

2.1.2.1.

Forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme

     

2.1.2.2.

Forslag til rammeafgørelse om gensidig anerkendelse af europæiske anholdelsesbeslutninger (den europæiske arrestordre)

     

2.1.2.3.

Forslag til forordning om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer eller enheder med henblik på at bekæmpe den internationale terrorisme

   

2.1.3.

FATF-initiativer vedrørende terrorisme

 

2.2.

Gældende ret

   

2.2.1.

Straffelovens bestemmelser om terrorisme mv.

     

2.2.1.1.

Straffelovens kapitel 12 og 13

     

2.2.1.2.

Øvrige relevante straffebestemmelser

     

2.2.1.3.

Konfiskation og beslaglæggelse

   

2.2.2.

Straffemyndighed

   

2.2.3.

Retshjælp

   

2.2.4.

Udlevering

   

2.2.5.

Ikke spredning af masseødelæggelsesvåben mv.

 

2.3.

Justitsministeriets overvejelser

   

2.3.1.

FN s terrorfinansieringskonvention

   

2.3.2.

FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001)

   

2.3.3.

EU-kommissionens forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme

   

2.3.4.

Ikke spredning af masseødelæggelsesvåben mv.

   

3.

Styrkelse af politiets efterforskningsmuligheder

 

3.1.

Logning af trafikdata vedrørende telekommunikation

   

3.1.1.

Gældende ret

     

3.1.1.1.

Indgreb i meddelelseshemmeligheden

     

3.1.1.2.

Opbevaring af trafikdata

   

3.1.2.

Brydensholt-udvalgets forslag

     

3.1.2.1.

Udvalgets generelle overvejelser

     

3.1.2.2.

Behovet for regulering

     

3.1.2.3.

Det nærmere indhold af reguleringen

   

3.1.3.

Justitsministeriets overvejelser

     

3.1.3.1.

Teletrafikdata

     

3.1.3.2.

Internettrafikdata

     

3.1.3.3.

Lovtekniske overvejelser

 

3.2.

Politiets praktiske muligheder for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden

   

3.2.1.

Kontakten mellem politiet og teleselskaberne

   

3.2.2.

Ansvaret for etablering af aflytning mv.

   

3.2.3.

Politiets adgang til abonnentoplysninger

 

3.3.

Ransagning

   

3.3.1.

Gældende ret

   

3.3.2.

Justitsministeriets overvejelser

     

3.3.2.1.

Hemmelig ransagning

     

3.3.2.2.

Gentagne ransagninger uden umiddelbar underretning

 

3.4.

Aflæsning af oplysninger i informationssystemer (dataaflæsning)

   

3.4.1.

Gældende ret

   

3.4.2.

Justitsministeriets overvejelser

 

3.5.

Edition

   

3.5.1.

Gældende ret

   

3.5.2.

Justitsministeriets overvejelser

   

4.

Udlevering

 

4.1.

Gældende ret

   

4.1.1.

Udleveringslovens anvendelsesområde

   

4.1.2.

Betingelser for udlevering

     

4.1.2.1.

Udlevering af egne statsborgere

     

4.1.2.2.

Andre betingelser

   

4.1.3.

Behandling af sager om udlevering mv.

 

4.2.

Fremmed ret

 

4.3.

Forslag til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

 

4.4.

Justitsministeriets overvejelser

   

5.

Ikrafttræden

 

5.1.

Bestemmelse om ikrafttræden i FN s terrorfinansieringskonvention

 

5.2.

Justitsministeriets overvejelser

   

6.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

   

7.

Hørte myndigheder mv.

1. Indledning

1.1. Regeringens samlede lovgivningsinitiativer mod terrorisme

Terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 gav anledning til, at der blev foretaget en nærmere vurdering af, om dansk lovgivning er tilstrækkelig til at sikre en effektiv indsats mod terrorisme. Denne vurdering har resulteret i en række forskellige lovgivningsinitiativer, som alle er rettet mod terrorisme. Lovgivningsinitiativerne, der er samlet i en fælles »anti-terrorpakke«, omfatter lovforslag fra ministeren for flygtninge, indvandrere og integration, økonomi- og erhvervsministeren, skatteministeren og justitsministeren. Lovforslagene, der vil blive fremsat af de respektive ministre, indeholder i hovedtræk følgende ændringer, idet der i øvrigt henvises til de pågældende lovforslag.

Lovforslaget, der fremsættes af ministeren for flygtninge, indvandre og integration, indeholder ændringer af udlændingeloven, der har til formål at sikre de nødvendige tiltag på udlændingeområdet som en del af regeringens samlede initiativer mod terrorisme. Forslaget har bl.a. til formål at gennemføre en række ændringer af udlændingeloven i lyset af FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001).

Et andet væsentligt formål med lovforslaget er at styrke samarbejdet mellem Politiets Efterretningstjeneste og udlændingemyndighederne i asylsager og i andre sager om opholdstilladelse i Danmark ved at skabe adgang til udveksling af oplysninger myndighederne imellem i videre omfang, end det er tilfældet i dag. Forslaget skal blandt andet sikre anvendelsen af adgangen til at nægte opholdstilladelse til udlændinge, når det er påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

Flere af de problemstillinger, der behandles i lovforslaget, gør sig også gældende i forbindelse med meddelelse af dansk indfødsret ved naturalisation. Efter grundlovens § 44, stk. 1, sker naturalisation ved lov, og de nærmere betingelser for erhvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation er fastlagt ved et forlig mellem et bredt flertal af Folketingets partier. Disse betingelser er beskrevet i cirkulære nr. 90 af 16. juni 1999 om dansk indfødsret ved naturalisation. I lyset af denne særlige ordning vil det ikke være relevant med lovgivningsinitiativer på dette område. Ministeren for flygtninge, indvandre og integration vil i stedet drøfte med Folketingets Indfødsretsudvalg, hvilke ændringer i den hidtidige praksis, der er anledning til at gennemføre.

Økonomi- og erhvervsministeren vil fremsætte et lovforslag om ændring af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge, jf. lov nr. 348 af 9. juni 1993 med senere ændringer (hvidvaskloven). I dette lovforslag indgår blandt andet de lovændringer, der følger af artikel 18 i FN s konvention til bekæmpelse af finansiering af terrorisme for så vidt angår pengeinstitutters forpligtelser til at indberette mistænkelig transaktioner mv. Lovforslaget vil indebære, at alle, der er omfattet af anmeldelsespligten i hvidvaskloven, også vil være forpligtet til at anmelde mistanke om finansiering af terrorisme. Anmeldelsen skal ske til politiet. Opstår der mistanke om, at en transaktion skal bidrage til finansiere terrorisme, vil pengeinstituttet mv. først kunne gennemføre transaktionen, efter at spørgsmålet har været forelagt politiet, hvilket i praksis indebærer en form for »indefrysning« af midler. Ændringerne skal også ses i sammenhæng med gennemførelsen af artikel 1, litra c, i FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) om indefrysning af midler tilhørende terrorister. Lovforslaget indeholder endvidere de lovændringer, der er nødvendige for at gennemføre det netop vedtagne direktiv om hvidvaskning af penge.

Ikrafttrædelsen af hvidvaskloven har medført, at det er blevet mere almindeligt, at personer ved indrejse og især ved udrejse medtager store pengebeløb, som bl.a. kan hidrøre fra forbrydelser eller kan befrygtes anvendt til finansiering af terrorisme. Som følge heraf fremsætter skatteministeren forslag om ændring af toldloven, således at Told· Skat får hjemmel til at kontrollere og tilbageholde større pengebeløb, der findes i forbindelse med indrejse og udrejse til og fra Danmark, hvor det må befrygtes, at beløbene stammer fra kriminalitet eller skal bruges til kriminalitet.

Justitsministerens lovforslag indeholder en række ændringer af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven, udleveringsloven og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. Ændringerne skal blandt andet muliggøre en ratifikation af FN s terrorfinansieringskonvention, gennemføre FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001), styrke det strafferetlige værn mod terrorister samt styrke politiets efterforskningsmuligheder. Det nærmere indhold af justitsministerens lovforslag gennemgås nedenfor.

1.2. Lovforslagets indhold

Justitsministeriet har siden terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 gennemgået den gældende lovgivning inden for ministeriets område med henblik på at undersøge, om der er behov for at iværksætte nye initiativer mod terrorisme. Dette lovforslag indeholder de lovændringer, som Justitsministeriet i lyset af den nye verdenssituation på nuværende tidspunkt har fundet nødvendige i kampen mod terrorisme.

Formålet med lovforslaget er for det første at gennemføre de ændringer, der er nødvendige for, at Danmark kan ratificere FN-konventionen af 9. december 1999 til bekæmpelse af finansiering af terrorisme (FN s terrorfinansieringskonvention). Denne konvention medfører blandt andet, at en stat afskæres fra at nægte udlevering udelukkende med den begrundelse, at den forbrydelse, anmodningen angår, er en politisk forbrydelse mv. Endvidere nødvendiggør konventionen en ændring af reglerne om juridiske personers strafansvar for straffelovsovertrædelser. Konventionen indeholder desuden bestemmelser om medvirken til finansiering af terrorisme, som er videregående end gældende dansk ret. FN-konventionen er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

Vedtagelse af lovforslaget indebærer, at Folketinget giver samtykke til, at Danmark ratificerer FN-konventionen af 9. december 1999 til bekæmpelse af finansiering af terrorisme.

Dernæst indeholder lovforslaget de ændringer på Justitsministeriets område, som FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) nødvendiggør. Resolutionen indeholder en række juridisk bindende forpligtelser til landene samt en række ikke-bindende opfordringer. Resolutionen medfører blandt andet, at en stat skal kunne »indefryse« midler, der tilhører terrorister mv. Ligeledes skal det være strafbart at stille finansielle midler og tjenesteydelser til rådighed for terrorister. Enkelte af resolutionens artikler vedrører udlændingelovgivningen. For disse artiklers vedkommende vil der i lovforslaget alene blive henvist til det af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fremsatte lovforslag om ændring af udlændingeloven. Endvidere skal gennemgangen af resolutionen ses i sammenhæng med de ændringer af hvidvaskloven, som økonomi- og erhvervsministeren foreslår. FN-resolutionen er optaget som bilag 2 til lovforslaget.

Herudover indeholder lovforslaget en række yderligere initiativer, der skal styrke det strafferetlige værn mod terrorisme og forbedre politiets efterforskningsmuligheder.

Et af initiativerne er indsættelsen af en særlig terrorismeparagraf i straffeloven. En lang række af de forbrydelser, der typisk betegnes som terrorhandlinger, straffes i dag efter særskilte bestemmelser i straffeloven. Således vil f.eks. drab blive straffet efter straffelovens § 237, uanset hvad gerningsmandens motiv for handlingen har været. Regeringen ønsker i højere grad at signalere, at terrorisme i alle dens former er uacceptabel i et demokratisk samfund. Med lovforslaget foreslås derfor, at der i straffeloven indsættes en terrorismeparagraf, der indeholder en definition af begrebet terrorisme. Bestemmelsen omfatter meget alvorlige forbrydelser, der begås for at forstyrre samfundsordenen og skræmme befolkningen, og det foreslås derfor, at strafmaksimum fastsættes til fængsel på livstid. Bestemmelsen skal samtidig gennemføre EU s rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme. Forslaget til rammeafgørelse er optaget som bilag 3 til lovforslaget.

Som et andet initiativ foreslås, at terrorismeparagraffen i modsætning til den nuværende bestemmelse i straffelovens § 114 også kommer til at værne udenlandske offentlige anliggender og samfundsordener for bedre at kunne tage højde for terrorismens globale karakter. Det foreslås også gjort strafbart i videre omfang end i dag at yde eller formidle økonomisk støtte til en terrororganisation eller på anden medvirke til at fremme dens kriminelle virksomhed. Disse særlige medvirkensregler er til dels en gennemførelse af FN s terrorfinansieringskonvention og FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001).

Grove våbenlovsovertrædelser er alvorlige forbrydelser, der kan have forbindelse til terrorisme. For at skabe mulighed for at idømme strengere straffe for særlig grove overtrædelser, foreslås det at hæve strafferammen i § 192 a for grove våbenlovsovertrædelser fra 4 år til 6 år.

Indsættelse af en ny bestemmelse om ikke spredning af masseødelæggelsesvåben mv. i straffelovens kapitel 13.

Med henblik på at styrke politiets efterforskningsmuligheder foreslås en bestemmelse i retsplejelovens § 786, hvorefter teleselskaber og internetudbydere skal registrere og opbevare (»logge«) de oplysninger om tele- og internetkommunikation, der er relevante for politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden mv. Der er alene tale om registrering og opbevaring af trafikdata og ikke af selve indholdet af kommunikationen. De nærmere regler om denne logning fastsættes af justitsministeren efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling og i øvrigt efter dialog med branchen.

Denne del af lovforslaget er delvis udformet på grundlag af betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning. Betænkningen er afgivet af Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (»Brydensholt-udvalget«), der påpeger et behov for, at internetudbydere forpligtes til at logge data om internettrafik.

Formålet med bestemmelsen er at sikre tilstedeværelsen af de oplysninger, som politiet kan få adgang til ved blandt andet indgreb i meddelelseshemmeligheden i form at teleoplysning og udvidet teleoplysning. Forslaget berører ikke de materielle og formelle betingelser, for at politiet kan foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden herunder kravet om retskendelse.

Herudover stilles der forslag om forbedring af politiets efterforskningsmuligheder på en række punkter, hvor der i praksis opstår vanskeligheder i forbindelse med den praktiske gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Der foreslås således indsat en bestemmelse i retsplejeloven, der bemyndiger justitsministeren til efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling at fastsætte regler om teleudbydernes bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden. Den foreslåede bestemmelse erstatter en tilsvarende, ikke udnyttet bemyndigelsesbestemmelse i telelovgivningen. Også på dette punkt forudsættes branchen inddraget i forbindelse med regelfastsættelsen.

Formålet med denne del af lovforslaget er at sikre politiet en hurtig og effektiv adgang til de oplysninger, som skal tilvejebringes ved indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Lovforslaget indeholder endvidere regler om adgang for politiet til forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste, der indeholder navne- og adresseoplysninger vedrørende samtlige navneregistrerede telefonabonnementer i Danmark, herunder også hemmelige telefonnumre.

Efter de gældende regler i retsplejeloven kan politiet ved hjælp af aflytning gøre sig bekendt med kommunikation mellem computere, ligesom politiet ved en ransagning kan gøre sig bekendt med alle registreringer i en computer, herunder modtagne elektroniske meddelelser og kopier af sådanne meddelelser, der er afsendt. På grund af tekniske forhold og som følge af risikoen for afsløring af indgrebene er det imidlertid ikke i alle tilfælde muligt at udnytte den eksisterende adgang for politiet til at gøre sig bekendt med elektroniske meddelelser og materiale i en computer. På denne baggrund foreslås det, at der i retsplejeloven indsættes en ny bestemmelse (§ 791 b), der indebærer, at politiet efter rettens kendelse får mulighed for at aflæse ikke offentligt tilgængelige oplysninger i et informationssystem ved hjælp af programmer eller andet udstyr (dataaflæsning) uden at være til stede på det sted, hvor et informationssystem (dvs. en computer eller andet dataanlæg) benyttes. Det er herunder muligt at tillade indgreb, hvor politiet ved hjælp af et såkaldt »snifferprogram« får tilsendt kopi af samtlige indtastninger, som brugeren af dataanlægget foretager.

Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af retsplejelovens § 799, således at der bliver adgang til at foretage hemmelig ransagning i sager om grov brandstiftelse, bombesprængning, flykapring og tilsætning af giftstoffer til vandforsyningen eller madvarer mv. Adgangen til at kunne hemmeligholde oplysninger om ransagning i disse sager vil f.eks. kunne være af afgørende betydning, hvis der formodes at være flere ukendte medgerningsmænd til forbrydelsen, og hemmeligholdelse af efterforskningen derfor er nødvendig for, at disse kan identificeres og anholdes.

Samtidig foreslås en ændring af retsplejelovens § 799, således at der skabes adgang til, at retten ved én kendelse kan tillade politiet at foretage flere enkeltstående ransagninger uden umiddelbar underretning (gentagen hemmelig ransagning). Dette kan være nødvendigt, hvor der ikke findes f.eks. narkotika eller våben ved den første ransagning, men hvor der fortsat er mistanke om, at levering på det pågældende sted vil ske inden for kort tid, eller hvor en ransagning på grund af risikoen for afsløring af efterforskningen har måtte afbrydes.

Herudover indeholder lovforslaget en ændring af retsplejelovens § 806, hvorved der skabes mulighed for at pålægge tredjemand at udlevere dokumenter mv. (edition) uden forudgående retskendelse, såfremt formålet forspildes, hvis retskendelse skulle afventes. Dette kan f.eks. tænkes relevant i en situation, hvor politiet har behov for øjeblikkelig udlevering af et flyselskabs passagerliste.

Ligeledes foreslås en ændring af retsplejelovens § 802 og § 803 om beslaglæggelse, således at der bliver mulighed for at beslaglægge penge og andre formuegoder (og ikke kun genstande) med henblik på konfiskation efter straffelovens § 77 a. Der er tale om en nødvendig ændring som følge af den foreslåede udvidelse af straffelovens § 77 a, som gennemfører FN s terrorfinansieringskonventions artikel 8 og FN s Sikkerhedsråds resolutions artikel 1, litra c.

Endvidere indeholder lovforslaget en ændring af udleveringslovens forbud mod udlevering af danske statsborgere. Formålet med denne ændring er at skabe hjemmel for, at danske statsborgere, når visse betingelser er opfyldt, kan udleveres til strafforfølgning i udlandet. Baggrunden for ændringen er, at retsforfølgning som udgangspunkt bør ske der, hvor kriminaliteten er begået, da det ofte kan være forbundet med store og til tider uoverstigelige vanskeligheder under en straffesag i Danmark at føre beviser for kriminalitet begået i udlandet, når vidner og/eller beviser ikke befinder sig i Danmark. Lovforslaget vil således medføre en øget mulighed for at stille personer til regnskab i den stat, hvor lovovertrædelsen er begået. Endvidere vil det med lovforslaget blive muligt, at Danmark delvist kan ophæve det forbehold om ikke at ville udlevere egne statsborgere, som Danmark tog ved undertegnelsen af EU-udleveringskonventionen fra 1996.

Forslaget indeholder ligeledes en ændring af udleveringslovens § 5, stk. 3, hvorefter udlevering for en handling omfattet af artikel 1 eller 2 af den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, ikke kan afslås med henvisning til forbudet om udlevering for politiske forbrydelser ved udlevering til en EU-medlemsstat. Det foreslås, at undtagelsen fra forbudet om udlevering for politiske forbrydelser udvides til omfatte alle anmodninger om udleveringer for handlinger omfattet af artikel 1 eller 2 af den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, uanset om der er tale om udlevering til en EU-medlemsstat eller en anden (europæisk) stat, som har ratificeret konventionen. Ændringen vil medføre, at Danmark helt kan give afkald på det forbehold, der blev taget ved ratifikationen af den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme over for den særlige bestemmelse i konventionens artikel 1. Herudover skal anmodninger om udlevering for forhold omfattet af FN s terrorfinansieringskonvention heller ikke kunne afslås med henvisning til forbudet mod udlevering for politiske forbrydelser, jf. ovenfor.

2. Strafferetlige initiativer mod terrorisme

2.1. Internationale initiativer mod terrorisme

Internationalt er der på baggrund af angrebene mod USA taget adskillige initiativer for at styrke den internationale kamp mod terrorisme. Nedenfor redegøres for de initiativer, der er taget af FN og af EU. Herudover er der også i FATF (Financial Action Task Force) og Europarådet igangsat konkrete initiativer på området.

2.1.1. FN-initiativer vedrørende terrorisme

2.1.1.1. FN s terrorfinansieringskonvention

FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme (terrorfinansieringskonventionen) blev vedtaget af Generalforsamlingen den 9. december 1999 og åbnet for undertegnelse den 10. januar 2000. Danmark har undertegnet konventionen den 25. september 2001.

Formålet med FN s terrorfinansieringskonvention er at forbedre det internationale samarbejde om forebyggelse og strafferetlig forfølgning af terrorhandlinger ved at forebygge og bekæmpe finansiering af terrorisme. Ved konventionen forpligter de deltagende stater sig til på grundlag af en række fælles definitioner at betragte tilvejebringelse og indsamling af midler i den hensigt, at de skal anvendes, eller med viden om, at de vil blive anvendt, helt eller delvist til at udføre nærmere beskrevne handlinger, som strafbare handlinger, som skal kunne straffes under hensyn til deres alvorlige karakter, herunder også i forhold til juridiske personer. Konventionen indeholder endvidere en forpligtelse til at straffe medvirken til finansiering af terrorangreb i vidt omfang. Endelig medfører konventionen gennem regler om straffemyndighed, udlevering og retshjælp mv. udvidede muligheder for at strafforfølge gerningsmænd uden hensyn til, hvor den strafbare handling er begået, og hvor gerningsmanden hører hjemme.

FN s terrorfinansieringskonvention er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

Artikel 1 indeholder definitioner af en række udtryk, som indgår i afgrænsningen af den kriminaliseringspligt, som konventionen pålægger de deltagende stater.

Efter stk. 1 forstås ved »midler« aktiver af enhver art, hvad enten de er materielle eller immaterielle, løsøre eller fast ejendom, uanset erhvervelsesmåde, samt juridiske dokumenter eller instrumenter i enhver form, herunder elektronisk eller digital, der er bevis på ejendomsret til eller rettighed til sådanne aktiver, herunder blandt andet remburser, rejsechecks, bankchecks, pengeanvisninger, aktier, værdipapirer, obligationer, veksler eller akkreditiver.

Efter stk. 2 forstås ved »stats- eller regeringsfacilitet« ethvert permanent eller midlertidigt anlæg eller transportmiddel, der anvendes eller er optaget af statsrepræsentanter, medlemmer af regering, lovgivningsmagt eller retsvæsen eller af embedsmænd eller medarbejdere ansat af en stat eller en anden offentlig myndighed eller enhed eller af medarbejdere eller embedsmænd ansat ved en mellemstatslig organisation i forbindelse med deres tjenstlige hverv.

Endelig betyder efter stk. 3 »udbytte« midler, der direkte eller indirekte stammer fra eller er skaffet ved at begå en i artikel 2 anført forbrydelse.

Artikel 2 afgrænser omfanget af den kriminaliseringspligt, som konventionen pålægger de deltagende stater.

Efter stk. 1 begår en person en forbrydelse i konventionens forstand, hvis den pågældende ulovligt og forsætligt direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler i den hensigt, at de skal anvendes, eller med viden om, at de vil blive anvendt helt eller delvist til at udføre:

a) en handling, der er en forbrydelse inden for rammerne af og som defineret i en af de i bilaget til konventionen angivne ni traktater, eller

b) enhver anden handling med forsæt til at forårsage død eller alvorlig personskade på en civilperson eller en anden person, der ikke aktivt deltager i fjendtlighederne i en væbnet konfliktsituation, når formålet med en sådan handling, henset til handlingens karakter eller sammenhæng, er at skræmme en befolkning eller tvinge en regering eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en given handling.

Efter stk. 2, litra a, kan en kontraherende stat, som ikke er deltager i en i bilaget angivet traktat, ved deponering af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument erklære, at den pågældende traktat ved anvendelsen af denne konvention over for den kontraherende stat skal anses for ikke at være omfattet af det i stk. 1, litra a, angivne bilag. Erklæringen ophører med at være gældende, så snart traktaten træder i kraft for den kontraherende stat, som skal give depositaren meddelelse derom. Stk. 2, litra b, supplerer denne bestemmelse, idet det samtidig er fastsat, at når en kontraherende stat ophører med at være deltager i en i bilaget angivet traktat, kan den afgive en erklæring som bestemt i denne artikel vedrørende traktaten. Danmark har ratificeret alle ni traktater, sml. nedenfor pkt. 2.3.2.13.

For at en handling kan anses som en i stk. 1 anført forbrydelse, er det ikke nødvendigt, at midlerne faktisk blev anvendt til at udføre en i stk. 1, litra a eller b, anført forbrydelse, jf. stk. 3.

En person begår ifølge stk. 4 ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende forsøger at begå en forbrydelse som anført i stk. 1.

Omfattet af kriminaliseringspligten er efter stk. 5 også tilfælde, hvor den pågældende medvirker til en forbrydelse som anført i stk. 1 eller stk. 4, eller organiserer eller pålægger andre at begå en sådan forbrydelse. Det samme gælder, når den pågældende på anden måde medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår en eller flere forbrydelser, som anført i stk. 1 eller stk. 4. Denne medvirken skal være forsætlig og skal enten foretages i den hensigt at fremme gruppens generelle kriminelle virksomhed eller formål, når virksomheden eller formålet indebærer, at en i stk. 1 anført forbrydelse begås, eller foretages med viden om, at gruppen har til hensigt at begå en sådan forbrydelse.

Artikel 2 skal sammenholdes med artikel 4, der medfører pligt til at kunne straffe de i artikel 2 nævnte handlinger med passende straffe under hensyn til handlingernes alvorlige karakter. Artikel 2 skal endvidere sammenholdes med artikel 5, hvorefter enhver kontraherende stat i overensstemmelse med sine juridiske principper skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at gøre det muligt at drage en juridisk person, der er hjemmehørende på dens område eller er etableret efter dens lovgivning, til ansvar, når en person, der står for ledelse eller styring af den juridiske person, i sin egenskab af ansvarshavende, i denne egenskab har begået en i artikel 2 anført forbrydelse. Ansvaret kan være strafferetligt, civilretligt eller administrativt og ifaldes uden præjudice for det strafferetlige ansvar, der ifaldes af de enkeltpersoner, der har begået forbrydelsen. Sanktionerne i forhold til de juridiske personer skal være effektive, forholdsmæssige og afskrækkende og kan omfatte bøder. Endelig skal artikel 2 ses i sammenhæng med artikel 6, hvorefter sådanne handlinger ikke skal kunne anses for berettigede af politiske, filosofiske, ideologiske, racemæssige, etniske, religiøse eller andre lignende grunde.

Efter artikel 3 finder konventionen som udgangspunkt ikke anvendelse, når forbrydelsen er begået inden for den enkelte stat, hvori den formodede gerningsmand er statsborger, og på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig.

Artikel 7 indeholder regler om straffemyndighed.

Efter stk. 1 er der pligt til at sikre straffemyndighed i tilfælde, hvor forbrydelsen begås på den pågældende stats område, ombord på et fartøj, der sejler under den pågældende stats flag, eller i et fly, der er registreret efter den pågældende stats lovgivning på det tidspunkt, hvor forbrydelsen er begået, samt i tilfælde, hvor forbrydelsen begås af en statsborger fra den pågældende stat.

Efter stk. 2 er det overladt til den enkelte stat at beslutte, om der skal være straffemyndighed, når forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i artikel 2, litra a eller b, anført forbrydelse blev begået på den pågældende stats område eller mod en statsborger fra den pågældende stat, eller at en sådan forbrydelse blev begået mod en af den pågældende stats stats- eller regeringsfaciliteter i udlandet, herunder en af den pågældende stats ambassader eller andre diplomatiske eller konsulære lokaler, eller at en sådan forbrydelse blev begået i et forsøg på at tvinge staten til at foretage eller undlade at foretage en bestemt handling. Det samme gælder, hvis forbrydelsen begås af en statsløs person, som har fast bopæl på den pågældende stats område, eller hvor forbrydelsen begås ombord på et fly, der drives af den pågældende stats offentlige myndigheder.

Stk. 1 og 2 suppleres i stk. 4 af en bestemmelse, der medfører en pligt til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor den formodede gerningsmand befinder sig på en stats område, og staten ikke udleverer den pågældende til nogen anden deltagende stat, der har straffemyndighed i overensstemmelse med stk. 1 og stk. 2. Når mere end en kontraherende stat påberåber sig straffemyndighed med hensyn til de i artikel 2 anførte forbrydelser, skal de relevante kontraherende stater efter stk. 5 bestræbe sig på at koordinere deres handlinger på en passende måde, især for så vidt angår betingelserne for retsforfølgning og formaliteterne i forbindelse med retshjælp. Endelig præciseres det i stk. 6, at konventionen ikke afskærer en stat fra at udøve straffemyndighed i overensstemmelse med sin nationale lovgivning.

Efter artikel 8, stk. 1, skal enhver kontraherende stat i overensstemmelse med sine retsprincipper træffe passende foranstaltninger med henblik på at kunne identificere, opdage og indefryse eller beslaglægge midler, der anvendes eller er afsat med det formål at begå de i artikel 2 anførte forbrydelser, samt udbyttet fra sådanne forbrydelser med henblik på eventuel konfiskation, dog med forbehold for en godtroende tredjemands bedre rettigheder, jf. stk. 5. Endvidere skal efter stk. 2 passende foranstaltninger træffes med henblik på at kunne konfiskere sådanne midler. Efter stk. 4 skal enhver kontraherende stat overveje at oprette ordninger, hvorved de midler, der stammer fra konfiskation som anført i denne artikel, anvendes til at give erstatning til ofrene for de i artikel 2, stk. 1, litra a eller b, anførte forbrydelser eller til deres familier.

Artikel 9-12 og 17 indeholder en række bestemmelser om strafforfølgning, udlevering og retshjælp. Lignende bestemmelser findes i andre internationale konventioner, f.eks. artikel 7-10 og 14 i FN-konventionen af 15. december 1997 til bekæmpelse af terrorbombninger, artikel 6,8 og 10-11 i FN-konventionen af 18. december 1979 imod gidseltagning samt artikel 6-10 i FN-konventionen af 14. december 1973 om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter. Af artikel 12, stk. 2, følger blandet andet, at de kontraherende stater ikke kan afvise en anmodning om retshjælp med henvisning til bankhemmeligheden.

Endvidere åbner artikel 16 mulighed for under visse nærmere betingelser midlertidigt at overføre en person, der tilbageholdes eller afsoner straf på en stats område, til en anden stat, når staten anmoder herom med henblik på vidneforklaring, identifikation eller anden bistand i forbindelse med fremskaffelse af bevismateriale til efterforskning eller retsforfølgning af forbrydelser, som er omfattet af konventionen. Lignende bestemmelser er fastsat i artikel 13 i FN-konventionen af 15. december 1997 til bekæmpelse af terrorbombninger og artikel 11 i den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager.

De ovennævnte bestemmelser om udlevering og retshjælp i FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme skal sammenholdes med artikel 13 og 14. Efter artikel 13 kan en anmodning om udlevering eller retshjælp ikke afvises alene med den begrundelse, at den angår en fiskal lovovertrædelse. Ligeledes må en stat efter artikel 14 ikke afslå udlevering eller retshjælp til en anden stat med den begrundelse, at forbrydelsen anses for en politisk forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver. Forbudene ifølge bestemmelserne er absolutte. En stat kan således ikke ved tiltrædelsen af konventionen tage forbehold over for bestemmelserne.

Udlevering og retshjælp kan dog fortsat nægtes efter artikel 15, hvis der er vægtige grunde til at antage, at anmodningen er fremsat med det formål at tiltale eller straffe en person på grund af dennes race, religion, nationalitet, etniske oprindelse eller politiske overbevisning, eller at imødekommelse af anmodningen kunne skade den pågældendes stilling af nogen af disse grunde.

Artikel 18 indeholder bestemmelser, der retter sig mod de deltagende staters pligt til at samarbejde med henblik på forebyggelse af de i artikel 2 nævnte forbrydelser. Lignende bestemmelser findes i henholdsvis FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, FN-konventionen imod gidseltagning og FN-konventionen om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter. Bestemmelsen indeholder derudover opfordring til at træffe foranstaltninger, der påbyder pengeinstitutter og andre brancher involveret i økonomiske transaktioner at anvende de mest effektive foranstaltninger til deres rådighed til at identificere deres faste eller lejlighedsvise kunder samt kunder, til fordel for hvem der åbnes konti, samt at være særligt opmærksomme på usædvanlige eller mistænkelige transaktioner og indberette transaktioner, der mistænkes at stamme fra kriminelle aktiviteter.

I artikel 19, 20 og 22 er fastsat en række bestemmelser om de deltagende staters indbyrdes forhold, f.eks. med hensyn til underretning og ikke-indblanding i indre anliggender, ved efterlevelsen af konventionen.

Endvidere er der ved artikel 21 indsat en bestemmelse om forholdet til folkeretten, herunder den humanitære folkeret.

Artikel 23 indeholder en bestemmelse, hvorefter der til bilaget til konventionen kan tilføjes relevante traktater, når disse traktater er åbne for alle staters deltagelse, er trådt i kraft og er blevet ratificeret mv. af mindst 22 stater, der også har ratificeret denne konvention.

Endelig indeholder artikel 24-28 undertegnelses- og ikrafttrædelsesbestemmelser mv. Ikrafttrædelsesbestemmelserne er nærmere omtalt i pkt. 5 nedenfor.

2.1.1.2. FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001)

Terrorisme har længe været på den internationale dagsorden. Ved FN s Sikkerhedsrådsresolution nr. 1269 (2001) udtrykte Sikkerhedsrådet således sin dybe bekymring over det voksende antal terrorhandlinger i verden og opfordrede staterne til at styrke samarbejdet om bekæmpelse af terrorisme.

Efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 vedtog FN s Sikkerhedsråd den 12. september 2001 resolution nr. 1368 (2001), hvori Sikkerhedsrådet utvetydigt fordømte terrorangrebene og pålagde staterne at samarbejde om at finde og retsforfølge bagmændene bag disse angreb. Sikkerhedsrådet pålagde endvidere staterne at fordoble bestræbelserne på at få gennemført alle internationale konventioner mod terrorisme hurtigst muligt.

FN s Sikkerhedsråd vedtog den 28. september 2001 på amerikansk initiativ resolution nr. 1373 (2001) om bekæmpelse af terrorisme. Resolutionen er vedtaget med hjemmel i FN-pagtens kapitel VII, hvorefter Sikkerhedsrådet kan træffe forholdsregler over for trusler mod freden, fredsbrud eller angrebshandlinger med henblik på at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed (artikel 41, jf. artikel 39).

Resolutionen er folkeretligt bindende for Danmark på samme måde som en traktat, der er tiltrådt af Danmark. Danmark er derfor forpligtet til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med bestemmelserne i den vedtagne resolution.

Ud over juridisk bindende opfordringer i resolutionens artikel 1 og 2, indeholder resolutionen i artikel 3 en række ikke-bindende opfordringer til staterne.

FN-resolution nr. 1373 (2001) er optaget som bilag 2 til lovforslaget.

Resolutionen indeholder i artikel 1, litra a, en formålsbestemmelse, hvoraf fremgår, at staterne skal forebygge og forhindre finansiering af terrorhandlinger. Artikel 1, litra b, indeholder en kriminaliseringspligt med hensyn til terrorfinansiering, der i al væsentlighed er identisk med artikel 2, stk. 1, jf. artikel 4, litra a, i FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terror, jf. ovenfor pkt. 2.1.1.1. Resolutionsbestemmelsen indeholder dog ikke en definition af, hvad der skal forstås ved »terrorhandlinger«.

Efter artikel 1, litra c, i resolutionen skal staterne uden forsinkelse indefryse finansielle midler mv. tilhørende terrorister samt personer eller foretagender tilknyttet terrorister. Endelig indeholder resolutionen i artikel 1, litra d, en forpligtelse for staterne til at forbyde enhver, herunder foretagender, at stille finansielle midler eller serviceydelser til rådighed for terrorister samt personer og foretagender tilknyttet terrorister.

Artikel 2 indeholder forskellige forpligtelser for staterne til ikke at yde terrorister, samt personer og foretagender tilknyttet terrorister, bistand af nogen art. Således indeholder artikel 2, litra a, et forbud mod statslig støtte af enhver art til terrorister. Efter artikel 2, litra b, skal staterne tage de fornødne skridt til at forhindre udførelsen af terrorhandlinger, herunder ved tidlig varsling gennem informationsudveksling. Staterne skal endvidere nægte tilflugtssted til terrorister, jf. artikel 2, litra c, og forhindre forberedelsen af terrorhandlinger på statens territorium, jf. artikel 2, litra d. Efter artikel 2, litra e, skal staterne sikre strafforfølgning af og passende sanktioner til terrorister. Derudover skal staterne efter artikel 2, litra f, yde gensidig retshjælp i straffesager vedrørende terrorisme. Endelig skal staterne forhindre terroristers eller terroristgruppers færden ved effektiv grænsekontrol og gennem foranstaltninger til forebyggelse af efterligning, forfalskning og svigagtig brug af identitetspapirer og rejsedokumenter, jf. artikel 2, litra f.

De ikke-bindende opfordringer i artikel 3 retter sig mod en øget informationsudveksling og et øget samarbejde mellem staterne for at forebygge og forhindre udførelsen af terrorhandlinger.

Efter artikel 3, litra a, opfordres staterne til at finde fremgangsmåder til at intensivere og fremme udvekslinger af operationelle oplysninger, især vedrørende terrorister eller terroristgruppers handlinger eller færden, ligesom staterne opfordres til at udveksle oplysninger og samarbejde i administrative og retslige sager, jf. artikel 3, litra b. Endvidere opfordres staterne til at samarbejde via bilaterale og multilaterale ordninger og overenskomster for at forebygge og forhindre terrorangreb, jf. artikel 3, litra c. I artikel 3, litra d, opfordres staterne til snarest muligt at tiltræde de relevante internationale konventioner og protokoller vedrørende terrorisme, herunder FN s terrorfinansieringskonvention, ligesom staterne i artikel 3, litra e, opfordres til at forøge samarbejdet og fuldt ud gennemføre de relevante internationale konventioner og protokoller vedrørende terrorisme, herunder Sikkerhedsrådets resolution nr. 1269 (1999) og nr. 1368 (2001). Efter artikel 3, litra f, opfordres staterne til at træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med national og international ret, før de meddeler flygtningestatus med henblik på at sikre, at asylansøgeren ikke har planlagt, fremmet eller deltaget i udførelsen af terrorhandlinger. Endelig opfordres staterne i artikel 3, litra g, til at sikre, at flygtningestatus ikke misbruges af personer, der har begået, organiseret eller fremmet terrorhandlinger, og at sikre, at påstande om politiske motiver ikke anerkendes som grundlag for at nægte retsanmodninger om udlevering af påståede terrorister.

I artikel 4 understreges behovet for at forbedre koordineringen af bestræbelserne på at styrke en global reaktion på den tætte forbindelse mellem internationale terrorisme og grænseoverskridende organiseret kriminalitet, ulovlige stoffer, hvidvaskning af penge, ulovlig våbenhandel og ulovlige bevægelser af nukleare, kemiske, biologiske og andre potentielt dødbringende materialer.

At terrorhandlinger, -metoder og -fremgangsmåder er i modstrid med FN s mål og principper fastslås i artikel 5. Det samme gælder finansiering og planlægning af samt ansporing til terrorhandlinger.

Artikel 6-9 vedrører opfølgningen på resolutionen. Sikkerhedsrådet har i artikel 6 besluttet at nedsætte en overvågningskomite, der skal overvåge gennemførelsen af resolutionen. Som følge heraf opfordres staterne til senest 90 dage efter datoen for vedtagelsen af denne resolution og derefter i overensstemmelse med en tidsplan, der skal foreslås af komiteen, at aflægge rapport til komiteen om status for gennemførelsen af resolutionen.

2.1.2. EU-initiativer vedrørende terrorisme

Det Europæiske Råd holdt et ekstraordinært møde den 21. september 2001 i Bruxelles for at analysere den internationale situation efter terrorangrebene på USA og for at tilføre EU s indsats den fornødne dynamik. Det Europæiske Råd besluttede på mødet, at bekæmpelse af terrorisme fremover mere end nogen sinde skal være et højt prioriteret mål for Den Europæiske Union.

Det Europæiske Råd godkendte endvidere en handlingsplan til bekæmpelse af terrorisme, der blandt andet indeholder en styrkelse af politisamarbejdet og det retlige samarbejde ved indførelse af en europæisk arrestordre samt fastlæggelsen af en fælles definition på terrorisme. Det Europæiske Råd anmodede Rådet (Retlige og Indre Anliggender) om at nå til enighed herom senest i forbindelse med samlingen den 6. og 7. december 2001.

2.1.2.1. Forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme

Kommissionen fremlagde den 19. september 2001 (KOM (2001) 521 endelig) et forslag til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme. Som led i forhandlingerne om rammeafgørelsen i det i medfør af EU-traktatens artikel 36 nedsatte koordinationsudvalg, er der herefter fra formandskabets side løbende fremlagt reviderede udkast til rammeafgørelse. Rådet (Retlige og Indre Anliggender) nåede den 6. og 7. december 2001 til politisk enighed om rammeafgørelsen. Rammeafgørelsen er optaget som bilag 3 til dette lovforslag.

Formålet med forslaget om en rammeafgørelse til bekæmpelse af terrorisme er indbyrdes at tilnærme medlemsstaternes lovgivning om terrorisme i overensstemmelse med artikel 34, stk. 2, litra b, i traktaten om Den Europæiske Union.

Forslaget til rammeafgørelse går ud på, at begrebet terrorhandlinger fastlægges med henvisning til en række grove forbrydelser, der defineres i overensstemmelse med medlemsstaternes lovgivning, og som begås under særlig kvalificerede omstændigheder. Medlemsstaterne forpligtes til at straffe disse handlinger som terrorisme. Det er altså ikke tilstrækkeligt at henvise til, at de forhold, der omfattes af definitionen, som f.eks. drab og bombesprængning, allerede er strafbare i overensstemmelse med særskilte bestemmelser herom.

Artikel 1, stk. 1, definerer således terrorhandlinger som en række handlinger, der i kraft af deres karakter eller den sammenhæng, hvori de begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade, når de begås med det formål at skræmme en befolkning i alvorlig grad, eller uretmæssigt at tvinge offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer i alvorlig grad. Handlingerne er herefter opregnet, og omfatter blandt andet manddrab, alvorlig personskade, bortførelse eller gidseltagning mv.

Herudover skal medlemsstaterne efter artikel 1 a sikre, at tyveri af særlig grov beskaffenhed, fremstilling af falske administrative dokumenter og afpresning også skal betragtes som lovovertrædelser med forbindelse til terroraktiviteter, når formålet er at begå en af de i artikel 1 omhandlede handlinger eller for så vidt angår fremstilling af falske administrative dokumenter en af de i artikel 2, litra b, nævnte handlinger.

Efter artikel 2 skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at ledelse af og deltagelse i en terroristgruppe samt støtte til en terroristgruppe er strafbart. Den strafbare støtte omfatter tilvejebringelse af informationer eller materielle midler eller gennem finansiering af terrorgruppens aktiviteter. En terroristgruppe defineres i bestemmelsen som en struktureret sammenslutning bestående af mere end to personer, som har bestået i et vist tidsrum, og som handler i forening med henblik på at begå terrorhandlinger.

Artikel 3 indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre, at det er strafbart at anstifte, medvirke eller forsøge at begå en terrorhandling.

Hver medlemsstat skal efter artikel 4 sikre, at terrorhandlinger mv. kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen, har en afskrækkende virkning og kan medføre udlevering. Medlemsstaterne skal herunder sikre, at terrorhandlinger mv. straffes med strengere frihedsstraffe, end hvad der gælder for samme strafbare handling, såfremt handlingen ikke var en terrorhandling. Dette gælder dog ikke, hvis handlingerne allerede straffes med den maksimumsstraf, der kan idømmes i medfør af national ret. Medlemsstaterne skal ligeledes sikre, at strafbare handlinger efter artikel 2, straffes med frihedsstraf med et maksimum på mindst 15 år for ledelse af en terroristgruppe og 8 år for deltagelse i en terroristgruppe.

Artikel 5 er udgået af rammeafgørelsen.

Artikel 6 indeholder forskellige strafnedsættelsesgrunde, herunder at gerningsmanden opgiver sin virksomhed eller hjælper myndighederne med at opklare forbrydelsen. Bestemmelsen er fakultativ.

Hver medlemsstat skal efter artikel 7 træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at juridiske personer kan straffes for overtrædelser af artikel 1, 2 og 3, der begås for at skaffe den juridiske person vinding. Efter artikel 8 skal medlemsstaterne sikre, at der også over for juridiske personer, der kendes ansvarlige i henhold til artikel 7, kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning.

Straffemyndighed og retsforfølgning er behandlet i artikel 9, der fastlægger en obligatorisk og en fakultativ straffemyndighed. Således skal medlemsstaterne have straffemyndighed med hensyn til de i artikel 1-3 omhandlede handlinger, såfremt handlingen begås helt eller delvist på medlemsstatens område, på et skib, der fører dens flag eller et luftfartøj, der er indregistreret i medlemsstaten, gerningsmanden er statsborger eller bosat i medlemsstaten, handlingen er begået til fordel for en juridisk person, som har sit hjemsted på medlemsstatens område eller handlingen er begået mod medlemsstatens institutioner eller befolkning eller mod en af Den Europæiske Unions institutioner eller et organ, der er oprettet i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og traktaten og Den Europæiske Union med hjemsted i den pågældende medlemsstat. Endvidere kan medlemsstaten vælge at udvide sin straffemyndighed til at omfatte tilfælde, hvor handlingen er begået på en anden EU-medlemsstats område.

Efter artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne i de tilfælde, hvor mere end en medlemsstat har straffemyndighed, samarbejde for at afgøre, hvem der skal retsforfølge gerningsmændene. Artikel 9, stk. 1 og 2, suppleres i artikel 9, stk. 3, af en bestemmelse, der medfører pligt til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor gerningsmanden befinder sig på en stats område, og staten ikke udleverer den pågældende til nogen anden EU-medlemsstat eller et tredjeland. Endvidere præciseres det i artikel 9, stk. 4, at medlemsstaterne også skal sikre straffemyndighed i de tilfælde, hvor en strafbar handling efter artikel 2 og 3 helt eller delvist er begået på statens territorium, uanset hvor terroristgruppen holder til eller udøver sine kriminelle aktiviteter.

Artikel 10 indeholder bestemmelser om beskyttelse og hjælp til ofre for terrorhandlinger. Statens skal blandt andet sikre, at undersøgelser eller retsforfølgning i forbindelse med terrorhandlinger begået på et medlemsstats territorium ikke er afhængig af en indgivet anmeldelse herom fra et offer.

Endelig indeholder rammeafgørelsen i artikel 11 bestemmelse om, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af rammeafgørelsen senest den 31. december 2002.

2.1.2.2. Forslag til rammeafgørelse om gensidig anerkendelse af europæiske anholdelsesbeslutninger (den europæiske arrestordre)

Kommissionen fremsatte den 19. september 2001 et forslag til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesproceduren mellem medlemsstaterne (KOM (2001) 522 endelig). Forslaget har til hensigt at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse inden for udleveringsområdet med henblik på at smidiggøre og effektivisere udleveringsprocedurerne mellem medlemsstaterne. Forslaget om den europæiske arrestordre, der ikke er medtaget i lovforslaget, beskrives nærmere nedenfor under pkt. 4.3.

2.1.2.3. Forslag til forordning om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer eller enheder med henblik på at bekæmpe den internationale terrorisme

Kommissionen fremsatte den 2. oktober 2001 et forslag til forordning om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer eller enheder med henblik på bekæmpelse af den internationale terrorisme (KOM (2001) 569 endelig).

Forslaget indeholder blandt andet bestemmelser om indefrysning af midler, der tilhører navngivne personer og selskaber i henhold til en vedhæftet liste samt forbud mod at stille finansielle tjenesteydelser til rådighed. Forslaget tilsigter en fælles EU-gennemførelse af artikel 1, litra c og d, i FN s Sikkerhedsråd resolution nr. 1373 (2001).

Forslaget er accepteret af Europa-Parlamentet ved uopsættelig forhandling den 4. oktober 2001, og forhandles for tiden i Rådet.

På rådsmødet (Generelle Anliggender) den 10. december 2001 opnåede man politisk enighed om forordningsforslaget. Forordningsforslaget vil til dels erstatte en national gennemførelse af artikel 1, litra c og d, i FN s Sikkerhedsråd resolution nr. 1373 (2001), idet det for så vidt angår artikel 1, litra d, fortsat vil være nødvendigt med en straffehjemmel. Bemærkningerne nedenfor i pkt. 2.3.2.3. og 2.3.2.4. bør derfor læses med dette forbehold.

En vedtagelse af forordningen vil dog ikke have betydning for de foreslåede ændringer af straffe- og retsplejeloven, idet disse ændringer fortsat er nødvendige til opfyldelse af Danmarks internationale forpligtelser.

2.1.3. FATF-initiativer vedrørende terrorisme

På et ekstraordinært møde i Washington den 29.-30. oktober 2001 vedtog FATF (Financial Action Task Force) 8 særlige anbefalinger mod finansiering af terrorisme. Anbefalingerne lægger blandt op til ratificering og gennemførelse af relevante FN-instrumenter, kriminalisering af finansiering af terrorisme og dertil knyttet hvidvask, indefrysning og konfiskation af terrorister aktiver, indberetning af mistænkelige transaktioner i relation til terrorisme og internationalt samarbejde.

Med vedtagelsen af de regler, der foreslås i dette lovforslag, samt de ændringer økonomi- og erhvervsministeren foreslår af hvidvaskloven, vurderes Danmark at leve op til de 8 anbefalinger fra FATF.

2.2. Gældende ret

2.2.1. Straffelovens bestemmelser om terrorisme mv.

En lang række af de forbrydelser, der almindeligvis betegnes som terrorhandlinger, straffes i dag efter særskilte bestemmelser i straffeloven. I det følgende gennemgås straffelovens kapitel 12 og 13 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv. Endvidere omtales andre bestemmelser i straffeloven, som kan tænkes relevante i forhold til terrorhandlinger, herunder reglerne om forsøg, medvirken, juridiske personers strafansvar og konfiskation.

2.2.1.1. Straffelovens kapitel 12 og 13

2.2.1.1.1. Straffelovens kapitel 12 indeholder bestemmelser, der retter sig mod handlinger, der angriber eller truer statens selvstændighed og sikkerhed. Kapitel 13 i straffeloven vedrører forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv. og tilsigter at beskytte den indre fred.

Kapitel 12 og 13 fik i store træk deres nuværende indhold ved lov nr. 225 af 7. juni 1952. Loven byggede på en betænkning af 31. marts 1949 (ej nummereret), der blev afgivet af et af Justitsministeriet nedsat udvalg. Udvalget var nedsat med den opgave

»at overveje sådanne forslag til ændringer i borgerlig straffelov, navnlig kapitlerne 12 og 13, som må anses begrundet i de siden straffelovens vedtagelse, i særdeleshed under Danmarks besættelse og i tiden derefter, indvundne erfaringer.«

Kapitel 12 og 13 er siden 1952 alene ændret på enkelte punkter.

Ved lov nr. 143 af 29. april 1955 om gennemførelse af overenskomst om retsstillingen for NATO-styrker mv. skete der en udvidelse af anvendelsesområdet for nogle af bestemmelserne i kapitel 12 og 13, således at det eksempelvis også blev strafbart at videregive visse hemmeligheder vedrørende fremmede militære styrker, der befinder sig på dansk statsområde. Lovteknisk skete ændringen ved, at den nævnte lov henviser til de relevante bestemmelser i straffeloven. Der henvises til Folketingstidende 1954-55, tillæg A, sp. 1687-1689.

Ved lov nr. 268 af 26. juni 1975 ændredes nogle formuleringer i bestemmelserne om forbrydelser vedrørende de øverste statsorganer som følge af indførelsen af etkammersystemet i 1953. Der henvises til Folketingstidende 1974-75, tillæg A, sp. 1605-1656.

Ved lov nr. 228 af 6. juni 1985 skærpedes straffen for overtrædelser af bestemmelser eller forbud givet til gennemførelse af statens forpligtelser som medlem af De Forenede Nationer. Der henvises til Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 2335-2338.

2.2.1.1.2. De forbrydelser, som er indeholdt i kapitel 12, kan karakteriseres som handlinger, der angriber eller truer statens ydre sikkerhed. Bestemmelserne i §§ 98-101 vedrører situationer, hvor der ikke nødvendigvis aktuelt er tale om krig eller lignende, men hvor handlingerne tager sigte på at skade statens eksistens eller bestemmelsesfrihed. § 98 vedrører handlinger, som sigter mod helt eller delvist at fratage staten eller dele heraf suveræniteten. Den omfatter ikke alene en egentlig indlemmelse i en anden stat, men også den situation, at den dansk stat gøres afhængig af en fremmed stat som f.eks. protektorat. Forbrydelser, der består i overtrædelse af denne bestemmelse, betegnes som højforræderi. Handlinger, der sigter mod at påføre den danske stat eller allierede krig mv., er omfattet af straffelovens § 99. Strafferammen i både § 98 og § 99 er fængsel indtil på livstid. Offentlige udtalelser, der tilskynder til fjendtlige forholdsregler eller fremmed indblanding samt offentlige udtalelser, der fremkalder fare for fremmed magt indblanding i den danske stats anliggender er kriminaliseret i § 100. Endelig kriminaliseres i straffelovens § 101 handlinger, der sigter til at hjælpe fjenden i krigstilfælde eller lignende på det tidspunkt, hvor en krig mv. ikke er startet den såkaldte 5.-kolonnevirksomhed.

Bestemmelserne i straffelovens §§ 102-105 vedrører handlinger, som foretages under krig, besættelse eller truende udsigt dertil. § 102 kriminaliserer den såkaldte 5.-kolonnevirksomhed under krig eller besættelse. Misligholdelse af en kontrakt, der vedrører den danske stat, under krig eller besættelse eller under truende udsigt dertil, straffes efter § 103. § 103 omfatter også handlinger, som på anden måde modvirker krigsforanstaltninger. Det utilbørlige, erhvervsmæssige samarbejde med fjenden det såkaldte værnemageri er kriminaliseret i § 104. Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor de pågældende har udvist vilje til ved samarbejde med besættelsesmagten at skaffe sig selv økonomisk fordel uden hensyntagen til de retningslinier, som danske myndigheder har fastlagt herfor. Udnyttelse af samarbejde med besættelsesmagten med andet end erhvervsmæssigt formål er kriminaliseret i § 105. § 105 supplerer endvidere bestemmelsen i § 99 ved at kriminalisere de handlinger under en besættelsessituation, som sigter til at krænke bestemmelsesfriheden hos underordnede myndigheder, herunder kommunale myndigheder, ved fremmede magthaveres hjælp.

Handlinger, som generelt er skadelige i forhold til statens sikkerhed eller selvstændighed, er omfattet af bestemmelserne i §§ 106-110 b. § 106 omfatter det såkaldte diplomatiske landsforræderi, og anvendelsen af bestemmelsen er ikke betinget af, at den pågældende har søgt at opnå en fordel, eller at handlingen eller undladelsen har haft skadelige følger. §§ 107-108 vedrører spionage. § 107 omfatter den groveste efterretningsvirksomhed vendt mod Danmark, mens § 108 omfatter al strafbar efterretningsvirksomhed, som ikke er omfattet af § 107. § 109 kriminaliserer en kvalificeret krænkelse af tavshedspligt i offentlig tjeneste og hverv, når krænkelsen vedrører statens sikkerhed mv. § 110 vedrører bl.a. en særlig form for dokumentfalsk, der også omfatter forfalskning mv. af andre genstande af betydning for statens sikkerhed. I § 110 a er kriminaliseret en række handlinger, hvis udførelse kunne indvirke på statens interesser, f.eks. fotografering af militære anlæg. Endelig er i § 110 b kriminaliseret medvirken til krænkelse af den danske stats neutralitet, dvs. folkeretsstridige handlinger.

Bestemmelserne i §§ 110 c-110 e vedrører primært beskyttelsen af Danmarks forhold til andre nationer mv. § 110 c kriminaliserer overtrædelsen af bestemmelser udstedt i henhold til lov til værn for statens forsvars- eller neutralitetsforanstaltninger eller til gennemførelse af statens forpligtelser som medlem af FN. Efter § 110 d forhøjes straffen med indtil det halve, når legemskrænkelser, frihedskrænkelser eller freds- og æreskrænkelser er foretaget mod fremmede statsoverhoveder eller lederen af en fremmed diplomatisk mission, herunder eksempelvis ledende repræsentanter for FN. Endelig kriminaliserer § 110 e den offentlige tilkendegivelse af foragt for fremmede nationer mv.

Det følger af § 110 f at tiltale efter kapitel 12 alene kan ske efter justitsministerens påbud. Dette er begrundet i de særlige hensyn, der gør sig gældende ved forbrydelser af denne karakter, herunder særligt hensyn til fremmede magter.

2.2.1.1.3. Straffelovens kapitel 13 indeholder bestemmelser, der tilsigter at beskytte den indre sikkerhed. Bestemmelserne i §§ 111-113 og § 115 vedrører angreb på de øverste statsorganer. § 111 beskytter statsforfatningen og kriminaliserer handlinger, der sigter til ved udenlandsk bistand, ved magtanvendelse eller trussel derom at forandre statsforfatningen eller sætte den ud af kraft. Angreb mod regentens liv er selvstændigt kriminaliseret i § 112. Handlinger, der har til formål at gøre indgreb i Folketingets sikkerheds eller frihed, er strafbare efter § 113. § 115, der svarer til bestemmelsen i § 110 d, tilsigter at give regenten mv. en særlig beskyttelse. Efter bestemmelsen forhøjes straffen, hvis der foretages handlinger i form af legemskrænkelser, frihedskrænkelser eller freds- og æreskrænkelser mod regenten mv.

Straffelovens § 114 der ofte betegnes »terrorismeparagraffen« kriminaliserer medlemskab mv. af visse sammenslutninger. Efter straffelovens § 114, stk. 1, straffes den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, med fængsel indtil 6 år. Efter stk. 2. straffes den, som deltager i ulovlig militær organisation eller gruppe, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år.

Bestemmelsen omfatter således både sammenslutninger mv., der med et politisk mål for øje ved magtanvendelse vil øve indflydelse på offentlige anliggende og sammenslutninger, hvis mål er ved plyndring, ulovlig frihedsberøvelse eller lignende at skabe almindelig uro og økonomisk kaos, selv om der ikke kan godtgøres, at der hermed forfølges et videregående politisk formål.

Begrebet »magtanvendelse« omfatter både voldelige midler og andre grove tvangsmidler.

De sammenslutninger, det vil være strafbart at deltage i eller at støtte, er sådanne, der har tilkendegivet den i § 114 nævnte hensigt eller bestemt må antages at have en sådan hensigt. At et politisk parti i sin ideologi ikke tager afstand fra magtanvendelse som en teoretisk mulighed, antages ikke i sig selv at være tilstrækkeligt til at bringe partiet ind under bestemmelsen.

Grupper mv. kan være omfattet af § 114, stk. 2, uanset, om sammenslutningen er dannet med et ulovligt formål. Det er sammenslutningens karakter, der er afgørende.

En strafbar overtrædelse af straffelovens § 114 forudsætter endvidere, at gerningsmanden har handlet med forsæt og herunder kan antages at have haft den fornødne indsigt med hensyn til sammenslutningens målsætning.

Efter sin ordlyd er bestemmelsen i straffelovens § 114 ikke begrænset til alene at omfatte danske anliggender. Det er imidlertid fast antaget i teorien med henvisning til blandt andet forarbejderne til såvel lov nr. 123 af 28. april 1934, den såkaldte »urolov«, som § 114 var en videreførelse af, og til straffelovens § 114, at bestemmelsen forudsættes anvendt som værn over for angreb på danske offentlige anliggender og den danske samfundsordenen. Se Vagn Greve m.fl.: Kommenteret straffelov. Speciel del (7. udg. 2001), s. 28, Jørn Vestergaard: Straffelovens såkaldte »terrorismeparagraf«, i Kriminalistisk Instituts Årsberetning 1989, s. 131, og Michael Elmer i Karnov ad § 114.

Straffelovens § 116-117 beskytter den demokratiske afvikling af valg. § 116 vedrører de alvorligste handlinger, der hindrer eller forsøger at hindre, at offentlige valg og stemmeafgivning finder sted, eller at resultatet er uanvendeligt. § 117 vedrører en række retsstridige handlinger, der ikke nødvendigvis har indflydelse på valget, f.eks. den, der uberettiget skaffer sig adgang til at deltage i afstemning.

Bestemmelsen i § 118 vedrører angreb med et såkaldt videregående formål mod visse myndigheder og rettigheder. Bestemmelsen retter sig mod enkeltpersoners handlinger.

Efter § 118 a er påtale efter §§ 111-115 og § 118 betinget af en beslutning fra justitsministeren.

2.2.1.2. Øvrige relevante straffebestemmelser

2.2.1.2.1. Ved siden af straffelovens kapitel 12 og 13 indeholder straffeloven en lang række bestemmelser, der kan finde anvendelse ved terrorhandlinger. Det gælder blandt andet bestemmelserne i straffelovens §§ 180-181 (brandstiftelse), § 183 (sprængning, oversvømmelse, skibbrud mv. med skade for andre til følge), § 183 a (flykapring), § 184 (forstyrrelse af sikkerheden for jernbanes, fartøjers, motorkøretøjers eller lignende transportmidlers drift mv.), § 186 (sundhedsfarlig forstyrrelse af vandforsyningen), § 187 (sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse mv.), § 192 a (grove våbenlovsovertrædelser), § 193 (forstyrrelse i driften i almindelige samfærdselsmidler), § 237 (drab), §§ 244-246 (vold), § 250 (hensættelse i hjælpeløs tilstand mv.), § 252 (farefremkaldelse), §§ 260-261 (ulovlig tvang og frihedsberøvelse) § 266 (trusler på livet) samt § 291 (hærværk).

Særligt kan fremhæves straffelovens § 192 a (grove våbenlovsovertrædelser). Efter straffelovens § 192 a om særligt grove våbenlovsovertrædelser straffes med fængsel indtil 4 år den, som i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer indfører, tilvirker, besidder, bærer, anvender eller overdrager våben eller eksplosivstoffer, der på grund af deres særdeles farlige karakter er egnede til at forvolde betydelig skade.

Bestemmelsen blev med henblik på at kunne gribe effektivt ind overfor særligt grove våbenlovsovertrædelser indsat i straffeloven ved lov nr. 411 af 10. juni 1997. Der henvises herom til Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne, s. 2202-2215, 7453 og 7938, tillæg A, s. 2475-2538, samt tillæg B, s. 988-993 og 1294-1299. Bestemmelsen indebar en forhøjelse af strafferamme for særlig grove våbenlovsovertrædelser med 2 år (fra 2 til 4 års fængsel).

Formålet med lovændringen var navnlig at skærpe straffene i de tilfælde, hvor skydevåben medbringes eller opbevares under omstændigheder, hvor der er en nærliggende risiko for, at våbnene vil blive anvendt til angreb eller forsvar i f.eks. opgør mellem forskellige rockergrupper, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, sp. 2511-2513.

Bestemmelsen vil efter omstændighederne f.eks. kunne finde anvendelse, hvor en gruppe af personer bliver fundet i besiddelse af våben, som er egnet til udførelse af terrorhandlinger, uden at våbenbesiddelsen dog kan straffes som forsøg på terrorhandlinger mv.

At en eller flere af de ovennævnte bestemmelser er overtrådt som led i en terrorhandling, skal indgå som moment ved straffens udmåling, jf. straffelovens § 80, hvorefter der ved strafudmåling blandt andet skal tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og gerningsmandens bevæggrunde til denne.

2.2.1.2.2. Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som tilsigter at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg. Bestemmelsen giver mulighed for at straffe forsøgshandlinger i meget vidt omfang. Det afgørende for, om der er tale om et strafbart forsøg, er gerningsmandens forsæt.

Opfordring til at begå en forbrydelse kan være omfattet af § 21, ligesom det er strafbart at anskaffe sig eller lave værktøj eller at forberede den kriminelle handling i øvrigt.

2.2.1.2.3. Med straffelovens § 23 udvides den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse til at omfatte alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Adfærd, der består i, at en person indgår aftale med en eller flere personer om udførelse af en strafbar handling, kan f.eks. straffes efter § 23.

Fuldbyrdes forbrydelsen ikke, kan der straffes for medvirken til forsøg.

For at straffe en person for medvirken efter straffelovens § 23 kræves, at den pågældende har haft forsæt til den pågældende forbrydelse, såfremt der er tale om en forbrydelse, der kræver forsæt. Dette forsæt skal i en vis grad være konkretiseret, idet det antages, at tilskyndelse til at begå kriminalitet i almindelighed ikke er tilstrækkeligt.

2.2.1.2.4. Efter straffelovens kapitel 5 kan juridiske personer pålægges strafansvar, når der er lovhjemmel herfor. Bestemmelser om strafansvar for selskaber mv. omfatter som udgangspunkt enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder, jf. straffelovens § 26, stk. 1. Endvidere omfatter sådanne bestemmelser enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de førnævnte selskaber, jf. straffelovens § 26, stk. 2.

Strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan, jf. straffelovens § 27, stk. 1. Endvidere kan statslige myndigheder og kommuner alene straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, som svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private, jf. straffelovens § 27, stk. 2.

De fleste særlove indeholder hjemmel til at juridiske personer kan straffes for overtrædelser af de pågældende love. For så vidt angår overtrædelser af straffeloven indeholder medieansvarsloven en særlig ansvarsordning, hvorefter juridiske personer kan straffes for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om f.eks. privatlivets fred. Når bortses fra denne særlige ansvarsordning på medieområdet, blev der med hensyn til straffelovsovertrædelser først indført hjemmel til strafansvar for juridiske personer ved lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig mv.). Ved denne lov blev der med henblik på at opfylde en række konventionsmæssige forpligtelser indsat en bestemmelse i straffelovens § 306 med hjemmel til at straffe juridiske personer for overtrædelse af straffeloven. Bestemmelsen var imidlertid begrænset til nogle få nærmere opregnede straffelovsbestemmelser. Der henvises til Folketingstidende 1999-2000, Folketingets Forhandlinger, s. 507-515, 5102-03 og 5813-14, Tillæg A, s.216-380, Tillæg B, s. 386-87 og 446.

Bestemmelsen er siden ændret ved lov nr. 280 af 25. april 2001 om ændring af straffeloven mv. (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri mv.), hvor bestemmelsen fik sin nuværende affattelse. Med ændringen blev begrænsningen til nogle få nærmere opregnede straffelovsbestemmelser ophævet. Efter den nugældende bestemmelse i straffelovens § 306 er der således en almindelig adgang til at pålægge juridiske personer strafansvar for overtrædelser af straffeloven. I forhold til de almindelige betingelser i straffelovens § 27, stk. 1, for at pålægge juridiske personer strafansvar, er dette ansvar ved straffelovsovertrædelser dog blevet begrænset til overtrædelser, der er begået for at skaffe den juridiske person vinding. Der henvises til Folketingstidende 2000-2001, Folketingets Forhandlinger, s. 3999-4002, 6079-80 og 6405-06, Tillæg A, s. 2886-2945, Tillæg B, s. 778-79, 813-14 og 833.

Med udtrykket vinding sigtes til den økonomiske fordel, herunder også besparelse, som gerningsmanden ved lovovertrædelsen har skaffet eller forsøgt at skaffe den juridiske person. Strafansvaret for den juridiske person er således ikke betinget af, at der ved straffelovsovertrædelsen er tilført selskabet en uberettiget vinding gennem en retsstridig tilføjelse af et tilsvarende formuetab for en evt. forurettede person.

Bestemmelsen i § 306 omfatter kun forsætlige forhold. Strafansvar for juridiske personer for uagtsomme forhold må derfor bedømmes efter eventuelle straffebestemmelser for juridiske personer vedrørende det pågældende forhold i særlovgivningen.

Af § 306, stk. 2, fremgår, at juridiske personer også kan straffes for forsøg med hensyn til straffelovsovertrædelser som nævnt i stk. 1.

Reglen i straffelovens § 306 omfatter også ansvar for medvirken.

Efter reglen i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, 2. led, er forældelsesfristen for juridiske personers strafansvar 2 år, da straffen aldrig kan overstige bøde.

2.2.1.3. Konfiskation og beslaglæggelse

Efter straffelovens §§ 75-77 a kan der ske konfiskation af blandt udbytte ved en strafbar handling. Reglerne om konfiskation har fået deres nuværende formulering ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 på grundlag af Straffelovrådets betænkning nr. 355/1964 om konfiskation. Der henvises herom til Folketingstidende 1964-65, forhandlingerne sp. 1962-1971, 2521-2552, 5536-5556 og 5791, tillæg A, sp. 937-1006, samt tillæg B, sp. 801-832. Endvidere er ved lov nr. 411 af 10. juni 1997 indført en udvidet adgang til konfiskation af udbytte fra kriminalitet ved indsættelse af bestemmelsen i § 76 a. Der henvises herom til Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne, s. 2202-2215, 7453 og 7938-7947, tillæg A, s. 2475-2538, samt tillæg B, s. 988-993.

Konfiskation er efter dansk ret formelt ikke en »straf«, men en »anden retsfølge« af en strafbar handling. Konfiskation sker dog ofte ud fra mere pønalt (strafmæssigt) prægede synspunkter, og der er i disse tilfælde en flydende overgang mellem anvendelse af udbyttekonfiskation og egentlig straf, f.eks. bøder.

Ifølge konfiskationsreglerne kan der foretages konfiskation af udbyttet ved en strafbar handling eller et hertil svarende beløb (§ 75, stk. 1) og af genstande, som har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar handling, er frembragt ved en strafbar handling eller med hensyn til hvilke, der i øvrigt er begået en strafbar handling (§ 75, stk. 2). Endvidere kan der foretages konfiskation med hensyn til genstande, som frygtes at blive brugt ved en strafbar handling, hvis det er påkrævet for at forebygge handlingen (§ 77 a).

Begrebet »udbytte« i straffelovens § 75, stk. 1, omfatter den økonomiske fordel herunder en besparelse som gerningsmanden har opnået ved en lovovertrædelse. Udbytte kan bestå både i penge og individuelle ting (f.eks. tyvekoster). Det er ikke et krav, at berigelsen er i behold, når konfiskationen foretages. Dvs. der kan foretages konfiskation, selvom lovovertræderen har forbrugt den opnåede vinding. Udbyttekonfiskationen sker så ved værdikonfiskation (»et hertil svarende beløb«).

Konfiskation kan ske hos en anden end den eller de strafskyldige og kan i visse tilfælde anvendes også over for den, der frifindes på grund af utilregnelighed, jf. straffelovens § 16, eller personer, der er afgået ved døden.

Bestemmelsen i § 77 a adskiller sig fra de øvrige konfiskationsbestemmelser ved at muliggøre konfiskation, selv om der ikke (endnu) er begået en strafbar handling, og uden hensyn til, hvem der er ejer af de konfiskerede genstande. Begrænsning i bestemmelsens anvendelsesområde ligger i, at konfiskationen skal være påkrævet for at forebygge den strafbare handling samt at der alene er hjemmel til at konfiskere genstande. Straffelovens § 77 a er næppe anvendelig på konfiskation af penge eller andre finansielle midler, jf. herved Knud Waaben: Strafferettens almindelig del II. Sanktionslæren (4. udg. 1999), s. 82 med henvisninger til retspraksis.

Retsplejelovens §§ 801-803 indeholder hjemmel til beslaglæggelse til sikring af det offentliges krav på konfiskation. Reglerne fik deres nuværende affattelse ved lov nr. 229 af 21. april 1999, jf. Folketingstidende 1998-99, forhandlingerne, s. 244-252, 5204 og 5328-5329, tillæg A, s. 828-913, samt tillæg B, s. 462-465.

Retsplejelovens § 801 angiver blandt andet de formål med henblik på hvilke, der kan foretages beslaglæggelse. Efter § 801, stk. 1, nr. 2, kan beslaglæggelse ske til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde.

Bestemmelserne i § 802 og § 803 indeholder de materielle betingelser for at foretage beslaglæggelse. Af § 802, der vedrører beslaglæggelse over for mistænkte, følger, at der blandt andet kan ske beslaglæggelse, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres (genstands- og udbyttekonfiskation), jf. stk. 1, eller beslaglæggelse må anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på konfiskation (værdikonfiskation), jf. stk. 2.

Efter § 803, der vedrører beslaglæggelse over for en person, der ikke er mistænkt, kan der ske beslaglæggelse af genstande, hvis der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

Det følger af retsplejelovens § 805, at beslaglæggelsen skal overholde den almindelige proportionalitetsgrundsætning, dvs. at beslaglæggelse ikke må meddeles, hvis indgrebet står i misforhold til sagens betydning og det tab eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre.

Efter retsplejelovens § 1018 b kan der ydes erstatning til en sigtet person, der som led i en strafferetlig forfølgning har været udsat for ulovlig beslaglæggelse. Erstatning for ulovlig beslaglæggelse til en person, der ikke har været sigtet, kan ydes efter reglen i § 1018 c.

2.2.2. Straffemyndighed

Reglerne om dansk straffemyndighed er fastsat i straffelovens §§ 6-12. Dansk straffemyndighed omfatter bl.a. handlinger foretaget i den danske stat, jf. straffelovens § 6, nr. 1, (territorialprincippet) og handlinger foretaget i udlandet af personer med en nærmere angivet tilknytning til Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, (personalprincippet).

I straffelovens § 6, nr. 1, kan der ikke indlægges et krav om, at hele den kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat, for at der er dansk straffemyndighed. Når blot en del af virksomheden er foretaget her i landet, må forholdet antages at være undergivet dansk straffemyndighed efter denne bestemmelse.

Har den kriminelle virksomhed ingen tilknytning til Danmark, kan der i stedet være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2. Efter denne bestemmelse er det en betingelse for dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger, at gerningsmanden er dansk statsborger eller har bopæl i Danmark, og at handlingen er strafbar både efter gerningsstedets lov og dansk lov (dobbelt strafbarhed). Det er endvidere en forudsætning, at den pågældende danske straffebestemmelse ikke efter sit gerningsindhold er territorialt begrænset til forhold begået i Danmark. Efter stk. 2 finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse på udlandshandlinger begået af en person, der har indfødsret eller bopæl i de andre nordiske lande, og som opholder sig her i landet.

De ovennævnte bestemmelser suppleres af straffelovens § 8, hvorefter der efter omstændighederne er dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor »handlingen er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning«, jf. § 8, nr. 5. Formålet med denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr. 322 af 4. juni 1986, er bl.a. at opfylde og muliggøre opfyldelse af fremtidige konventioner eller andre mellemfolkelige aftaler, der indebærer en forpligtelse for Danmark til at have dansk straffemyndighed med henblik på at kunne strafforfølge nærmere angivne overtrædelser, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 2080-2081 og 2087.

Når der i medfør af de ovennævnte regler sker påtale her i landet, skal afgørelsen såvel om straf som om andre retsfølger af handlinger ske efter danske regler. Er forholdet undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 7, kan der dog ikke idømmes strengere straf end efter gerningsstedets lovgivning, jf. § 10, stk. 2.

2.2.3. Retshjælp

Grundlaget for danske myndigheders imødekommelse af anmodninger om retshjælp fra fremmede stater er navnlig den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager, jf. bekendtgørelse nr. 18 af 17. juli 1963 (Lovtidende C) med tilhørende tillægsprotokol af 17. marts 1978, jf. bekendtgørelse nr. 82 af 4. september 1986 (Lovtidende C). Hverken konventionen eller tillægsprotokollen er selvstændigt inkorporeret i dansk lovgivning, men det er i retspraksis fastslået, at retsanmodninger om efterforskningsskridt, der har karakter af straffeprocessuelle tvangsindgreb, f.eks. beslaglæggelse af bevismidler til brug for straffesager i udlandet, kan iværksættes med hjemmel i retsplejeloven eller dennes analogi, idet det afgørende er, om foranstaltningen ville kunne foretages i en tilsvarende straffesag her i landet. Om retspraksis på dette område kan bl.a. henvises til afgørelserne offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1972, s.600 (Højesteret) og 1988, s.203 (Vestre Landsret).

Efter artikel 2, litra a, i den europæiske retshjælpskonvention kan en anmodning om retshjælp afslås, såfremt anmodningen angår en forbrydelse, der af den stat, over for hvilken anmodningen fremsættes, betragtes som en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse. Danmark har i forbindelse med ratifikationen af Europarådets strafferetskonvention om korruption afgivet en erklæring om, at Danmark kan afslå at yde retshjælp efter denne konvention, såfremt anmodningen vedrører en forbrydelse, som efter dansk ret anses for en politisk forbrydelse. Med dette forbehold er det således sikret, at Danmark ikke er folkeretligt forpligtet til at yde retshjælp i videre omfang end efter retshjælpskonventionen.

Som nævnt nedenfor under pkt. 4.1.2.2. indebærer visse konventioner mv., at de deltagende stater er afskåret fra at nægte udlevering med henvisning til, at handlingen betragtes som en politisk forbrydelse. Dette medfører, at de deltagende stater normalt også er afskåret fra at nægte retshjælp med denne begrundelse. Danmark vil derfor f.eks. ikke kunne nægte at yde retshjælp i forhold til en deltagende stat med henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN s terrorbombekonventionen.

Mellem de nordiske lande gælder foruden den europæiske retshjælpskonvention overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp, jf. bekendtgørelse nr. 100 af 15. september 1975 (Lovtidende C). Overenskomsten adskiller sig navnlig fra den europæiske retshjælpskonvention ved, at retshjælpen ydes direkte mellem de pågældende statsmyndigheder. Det er således ikke nødvendigt at sende anmodningen om retshjælp ad diplomatiske kanaler eller via Justitsministeriet.

Endvidere indeholder Schengenkonventionen (artikel 48-53) en række bestemmelser, der supplerer og letter anvendelsen af den europæiske retshjælpskonvention, jf. herved lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltræden af Schengensamarbejdet.

Herudover findes der i retsplejeloven enkelte bestemmelser om afhøring af vidner mv. til brug for straffesager i udlandet og om overførelse af personer, der er frihedsberøvet i udlandet, her til landet med henblik på personligt fremmøde som vidne eller deltagelse i en konfrontation.

I retsplejelovens § 731, stk. 1, litra g, er det således fastsat, at der som udgangspunkt skal beskikkes en offentlig forsvarer i tilfælde, hvor vidners eller syns- eller skønsmænds beedigede forklaring begæres til brug under en i udlandet indledt straffesag.

Endvidere er det i retsplejelovens § 191, stk. 1, fastsat, at en person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for i en straffesag at afgive forklaring eller medvirke ved en konfrontation. Den pågældende skal under overførelsen være frihedsberøvet og skal tilbageføres til den fremmede stat, uanset om den pågældende senere tilbagekalder sit samtykke til overførslen. Stk. 1 suppleres i stk. 2-5 af en række bestemmelser om fremgangsmåden ved overførslen og retsstillingen under opholdet her i landet.

Efter retsplejelovens § 170, stk. 3, og § 804, stk. 4, kan retten bestemme, at tredjemand ikke skal afgive forklaring om forhold eller forevise eller udlevere genstande (edition), med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning.

2.2.4. Udlevering

Reglerne om udlevering er fastsat i udleveringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998. For den nærmere gennemgang af udleveringsreglerne, herunder betingelserne for udlevering samt Justitsministeriets overvejelser, henvises til pkt. 4 nedenfor.

2.2.5. Ikke spredning af masseødelæggelsesvåben mv.

2.2.5.1. Betegnelsen masseødelæggelsesvåben anvendes typisk som modsætning til konventionelle våben og omfatter atomvåben, biologiske og kemiske våben (ABC-våben) samt missiler, der kan fremføre sådanne våben. Masseødelæggelsesvåben kendetegnes ved, at de har en omfattende ødelæggelsesevne, der ikke klart lader sig afgrænse og derved rammer et meget stort antal mennesker.

Fremstilling, besiddelse, erhvervelse og levering af våben og sprængstoffer herunder ABC-våben er reguleret i våbenloven. Som det fremgår af pkt. 2.3.3.1. foreslås en ændring af våbenloven, så det præciseres, at det er strafbart at udvikle eller med henblik herpå forske i kemiske og biologiske våben. Særligt grove våbenlovsovertrædelser straffes efter straffelovens § 192 a med op til 4 års fængsel (foreslås forhøjet til 6 års fængsel, jf. pkt. 2.3.3.1.).

Indsatsen i forbindelse med ikke-spredning (non-proliferation) omfatter foranstaltninger, der skal hindre ukontrolleret spredning af viden (knowhow) og produkter, der kan anvendes til fremstilling af masseødelæggelsesvåben.

Danmark har i den forbindelse en international forpligtelse til at sikre, at danske virksomheder ikke udfører visse produkter, som vil kunne blive anvendt til fare for international fred og sikkerhed herunder af terrororganisationer. Denne eksportkontrol betyder, at danske virksomheder i visse tilfælde skal søge Erhvervsfremme Styrelsen om udførselstilladelse for produkter og teknologier, der både kan anvendes inden for den civile og militære sektor. Dette betegnes som »produkter med dobbelt anvendelse« (dual-use products). Politiets Efterretningstjeneste samarbejder med Erhvervsfremme Styrelsen og foretager bl.a. indsamling og analyse af information på området.

Som eksempler på produkter med dobbelt anvendelse kan nævnes:

Kemikalier, der kan anvendes både til civile og militære opgaver

Bore-/fræsemaskiner, der kan anvendes både til civile og militære opgaver

IT-produkter, herunder computere og programmer, der kan anvendes til både civile og militære opgaver

Hydrofoner (undervandslytteudstyr), der kan finde fiskestime og ubåde

Laboratorieudstyr, der både kan anvendes til fremstilling af vacciner og biologiske våben

Reglerne om kontrol med eksport (udførsel) af produkter med dobbelt anvendelse er fastsat ved Rådets forordning (EF) nr. 1334 af 22. juni 2000 om en fællesskabsordning for kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse. Forordningen suppleres af bekendtgørelse nr. 1213 af 18. december 2000 om kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse, der bl.a. indeholder bestemmelser om strafansvar for overtrædelse af forordningen og gennemførelsesbestemmelserne i bekendtgørelsen.

Der kræves efter forordningens artikel 3, stk. 1, tilladelse til udførsel af de produkter med dobbelt anvendelse, der er opført på listen i bilag I (»kontrollisten«).

Erfaringerne, bl.a. i forbindelse med Golfkrigen, viste, at også mindre følsomme produkter, som ikke er opført på kontrollisten, kan anvendes til udvikling og produktion af masseødelæggelsesvåben. Derfor indførte EU i 1995 en såkaldt »catch-all klausul« i eksportkontrollen, jf. forordningens artikel 4, stk. 1-3. Disse bestemmelser indebærer i grove træk følgende:

Udførsel af produkter med dobbelt anvendelse, der ikke er opført på listen i forordningens bilag I, kræver en udførselstilladelse, hvis eksportøren af de danske myndigheder er blevet gjort bekendt med, at de pågældende produkter helt eller delvis er eller kan være bestemt til anvendelse i forbindelse med udvikling, fremstilling, håndtering, anvendelse, vedligeholdelse, oplagring, sporing, identificering eller spredning af masseødelæggelsesvåben eller missiler.

Hvis køberlandet eller bestemmelseslandet er genstand for en våbenembargo, og hvis eksportøren af de danske myndigheder er blevet gjort bekendt med, at de pågældende produkter helt eller delvis er eller kan være bestemt til militær endelig anvendelse.

Hvis eksportøren har kendskab til, at de pågældende produkter helt eller delvis er bestemt til anvendelse i forbindelse med masseødelæggelsesvåben eller missiler eller militær anvendelse i et land under våbenembargo, jf. ovenfor, skal eksportøren meddele dette til Erhvervsfremme Styrelsen, som herefter afgør, om der skal ansøges om en udførselstilladelse, og om en sådan kan udstedes.

En medlemsstat kan desuden vedtage eller opretholde national lovgivning, hvorefter der kræves udførselstilladelse for produkter med dobbelt anvendelse, der ikke er opført på listen i bilag I, hvis eksportøren har begrundet mistanke om, at de pågældende produkter helt eller delvis er eller kan være bestemt til anvendelse i forbindelse med udvikling, fremstilling, håndtering, anvendelse, vedligeholdelse, oplagring, sporing, identificering eller spredning af masseødelæggelsesvåben eller missiler, jf. forordningens artikel 4, stk. 5. Regler af denne karakter er ikke fastsat i dansk ret.

En medlemsstat kan endelig af hensyn til den offentlige sikkerhed eller menneskerettighederne forbyde eller kræve tilladelse til udførsel af produkter med dobbelt anvendelse, der ikke er opført på listen i bilag I, jf. forordningens artikel 5.

Overførsler mellem EU-landene kræver som hovedregel ikke udførselstilladelse. Der kræves dog som hovedregel udførselstilladelse for de særlig følsomme produkter, der er opført på listen i bilag IV, jf. forordningens artikel 21, stk. 1.

Overtrædelse af bestemmelserne i forordningen eller de nationale gennemførelsesbestemmelser kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 1213 af 18. december 2000. Dette gælder først og fremmest den, der udfører produkter med dobbelt anvendelse uden at være i besiddelse af en tilladelse, som kræves efter forordningen eller efter bekendtgørelsen, jf. § 7, stk. 3.

På samme måde straffes den, der til brug for afgørelser efter forordningen eller de nationale gennemførelsesbestemmelser giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, eller som handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse, eller som forsøger herpå, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Det samme gælder efter § 7, stk. 2, den, der i øvrigt undlader at give oplysninger, der kræves efter forordningen eller de nationale gennemførelsesbestemmelser, eller som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger.

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 4.

2.2.5.2. Fremmed ret

De materielle (og formelle) regler om eksportkontrol er som det fremgår af pkt. 2.2.5.1. i meget vidt omfang fælles for alle EU-landene. Det er derimod overladt til de enkelte lande at fastsætte, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af forordningen og de nationale gennemførelsesbestemmelser, jf. forordningens artikel 19. Sanktionerne skal imidlertid være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

Strafmaksimum varierer en del i de forskellige EU-lande. Efter det for Justitsministeriet oplyste er strafmaksimum 1 års fængsel i Irland, 3 års fængsel i Spanien, 4 års fængsel i Finland, 5 års fængsel i Østrig, 6 års fængsel i Italien, Holland og Sverige, 7 års fængsel i Storbritannien (overvejes forhøjet til 10 års fængsel) samt 15 års fængsel i Tyskland. Af andre vestlige lande kan nævnes Norge (5 års fængsel), Australien (8 års fængsel) samt USA og Canada (10 års fængsel).

2.3. Justitsministeriets overvejelser

2.3.1. FN s terrorfinansieringskonvention

2.3.1.1. FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme (terrorfinansieringskonventionen) indeholder en kriminaliseringspligt med hensyn til terrorfinansiering. Efter konventionen skal det være strafbart at finansiere terrorisme, jf. artikel 2, stk. 1.

Efter gældende ret kan finansiering af terrorisme straffes som medvirken til den konkrete terrorhandling, jf. straffelovens § 23. Dette forudsætter, jf. ovenfor pkt. 2.2.1.2.3., at den pågældende person har haft forsæt til den pågældende forbrydelse. Dette forsæt skal til en vis grad være konkretiseret.

Foreligger der ikke en tilstrækkelig konkret medvirken til en bestemt terrorhandling, kan væsentlig finansiel støtte til en terrorgruppe straffes efter straffelovens § 114. Det forudsætter imidlertid, at der skal være tale om en gruppe eller lign., der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige danske anliggender eller fremkalde forstyrrelse af den danske samfundsordenen, jf. ovenfor pkt. 2.2.1.1.3. Finansiering af terrorisme rettet mod andre lande kan derimod ikke straffes efter § 114, men i stedet i vidt omfang som medvirken til den konkrete terrorhandling, jf. straffelovens § 23.

Efter terrorfinansieringskonventionens artikel 2, stk. 1, omfatter kriminaliseringspligten den person, der ulovligt og forsætligt direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler i den hensigt, at de skal anvendes, eller med viden om, at de vil blive anvendt helt eller delvist til at udføre terrorhandlinger som defineret i bestemmelsen.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det allerede efter gældende ret muligt i vidt omfang at straffe den, der giver eller indsamler penge til terrororganisationer. Det kan dog bl.a. give anledning til tvivl, i hvilket omfang det efter gældende ret er muligt at straffe finansiering af organisationer, der både udfører humanitære opgaver og begår terrorhandlinger.

Justitsministeriet har derfor fundet det rigtigst at foreslå en ny bestemmelse om finansiering af terrorisme, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 (straffelovens § 114 a).

Den nye bestemmelse omfatter bl.a. personer, der giver egne penge eller indsamler penge til en organisation, der udtrykkeligt indsamler penge til anskaffelse af våben eller sprængstoffer, og som af de pågældende er kendt for blandt andet at begå terrorhandlinger.

Bestemmelsen omfatter endvidere personer, der giver eller indsamler penge til en organisation, selv om pengene ikke udtrykkeligt skal anvendes til anskaffelse af våben eller sprængstoffer, når blot organisationen af bidragsyderen er kendt for blandt andet at begå terrorhandlinger. Det er i den forbindelse uden betydning, om den konkrete indsamling angiveligt har et humanitært formål, hvis organisationen er kendt for at begå terrorhandlinger.

Artikel 2, stk. 5, medfører pligt til i vidt omfang at straffe medvirken til finansiering af terrorhandlinger. Efter artikel 2, stk. 5, skal kriminaliseringspligten omfatte både den, der medvirker til, (litra a), organiserer eller pålægger andre at begå (litra b) en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 4, som den, der medvirker til, at en gruppe personer, der handler med fælles formål begår en eller flere forbrydelser som anført i stk. 1 eller 4 (litra c).

Efter konventionens artikel 2, stk. 5, litra c, skal det således være strafbart forsætligt at medvirke til, at en gruppe af personer, der handler med fælles formål, begår en eller flere terrorhandlinger, hvis den medvirkende handler (1) i den hensigt at fremme (indsamlings-)gruppens kriminelle virksomhed eller formål, når virksomheden eller formålet indebærer, at en sådan forbrydelse begås, eller (2) foretages med viden om, at (indsamlings-)gruppen har til hensigt at begå en sådan forbrydelse.

Endelig må det antages, at medvirkensansvaret i artikel 2, stk. 5, litra c, omfatter enhver form for bistand, uanset om denne bistand isoleret set er lovlig, f.eks. i form af advokat- eller revisorbistand til en organisation, som af bistandsyderen er kendt for at begå terrorhandlinger, forudsat bistanden fremmer gruppens kriminelle virksomhed eller formål, eller ydes med viden om, at gruppen har til hensigt at begå en terrorhandling.

Handlinger omfattet af artikel 2, stk. 5, litra a og b, er efter Justitsministeriets opfattelse strafbare efter straffelovens almindelige medvirkensregel i § 23, jf. bemærkningerne ovenfor i pkt. 2.2.1.2.3.

Der kan efter Justitsministeriets opfattelse rejses spørgsmål om, hvorvidt den kriminaliseringspligt, der følger af artikel 2, stk. 5, litra c, 1. led, (»medvirken i den hensigt at fremme gruppens generelle kriminelle virksomhed eller formål «) rækker videre end de danske medvirkensregler. Efter dansk ret skal medvirkensforholdet således være rettet mod en konkretiseret forbrydelse, for at gerningsmanden kan siges at have det fornødne forsæt.

I andre lignende konventioner omfatter kriminaliseringspligten adfærd i form af »medvirken« til de forbrydelser, som opregnes i den pågældende konvention. Der kan i den forbindelse henvises til artikel 1, litra b, i konventionen til bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, artikel 1, litra f, i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme samt artikel 1, stk. 2, litra b, i konventionen imod gidseltagning.

I FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger indgår imidlertid i artikel 2, stk. 3, litra c, en bestemmelse, der er identisk med FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme artikel 2, stk. 5, litra c. I forbindelse med de ændringer, der var nødvendige for, at Danmark kunne ratificere FN s terrorbombekonvention (lov nr. 280 af 25. april 2001) blev det overvejet, om straffelovens § 23 omfatter tilfælde efter artikel 2, stk. 3, litra c, 1. led, hvor den pågældende person medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår en eller flere forbrydelser som anført i artikel 2, stk. 1 og 2. I bemærkninger til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 2905, blev det anført:

»Der må efter Justitsministeriets opfattelse lægges vægt på, at FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger tager sigte på en forholdsvis afgrænset gruppe af lovovertrædelser af yderst alvorlig og almenfarlig karakter. En person, som forsætlig fremmer den kriminelle virksomhed eller formål hos en gruppe personer med kendskab til gruppens generelle formål, og som dermed bidrager til en af de lovovertrædelser, der er omfattet af konventionen, må på den baggrund anses for at have forsæt til en lovovertrædelse, som er tilstrækkelig konkretiseret til at kunne medføre medvirkensansvar.«

Med terrorfinansieringskonventionen er hensigten imidlertid at ramme en personkreds, hvis medvirkenshandlinger er endnu fjernere fra den konkrete terrorhandling sammenlignet med terrorbombekonventionen. Hvor terrorbombekonventionens medvirkensbestemmelse omfatter personer, der medvirker til, at en gruppe personer, der handler med fælles formål, f.eks. sprænger en bombe og derved overtræder straffelovens § 183, trods viden om gruppens hensigt, omfatter terrorfinansieringskonventionens artikel 2, stk. 5, litra c, den person, der medvirker til, at en gruppe personer, der handler med fælles formål, indsamler midler til brug for terrorhandlinger. Der kan således blive tale om at straffe en person, der i relation til den konkrete terrorhandling kan være medvirkende i tredje eller fjerde led.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil denne form for medvirken ikke altid være omfattet af straffelovens § 23 eller den nye foreslåede bestemmelse i § 114 a. En gennemførelse af FN s terrorfinansieringskonvention vil derfor på dette punkt kræve en ændring af straffeloven. Den medvirken, der omfattes af terrorfinansieringskonventionens artikel 2, stk. 5, litra c, 2. led, må derimod anses for omfattet af det almindelige medvirkensbegreb.

En udvidelse af det strafferetlige medvirkensbegreb til bredt at omfatte enhver form for støtte til organisationer, uden at støtten kan henføres til konkrete terrorhandlinger, kan rejse principielle betænkeligheder. Det er imidlertid vigtigt at fastholde, at der er tale om yderst alvorlige forbrydelser af almenfarlige karakter. For at opnå det stærkest mulige strafferetlige værn mod terrorisme er det nødvendigt at kriminalisere i et videre omfang, end hvad der i øvrigt gælder for andre forbrydelser. Det foreslås derfor, at der i straffeloven indsættes en særlig bestemmelse, der omfatter netop denne form for udvidet medvirken til terrorfinansiering, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 (§ 114 b).

Bestemmelsen foreslås udformet således, at medvirken til terrorhandlinger, således som disse er defineret i lovforslaget, i alle tilfælde er strafbar efter det udvidede medvirkensbegreb. En person, som forsætligt fremmer den kriminelle virksomhed eller formål hos en gruppe personer med kendskab til gruppens generelle terrorformål, og som dermed bidrager til foretagelsen af en terrorhandling som defineret i lovforslaget, vil kunne straffes efter den særlige medvirkensregel. Herved skabes der i øvrigt også yderligere sikkerhed for, at Danmark også opfylder terrorbombekonventionens krav om et udvidet medvirkensbegreb.

Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kunne f.eks. være professionel generel rådgivning, der ikke direkte angår en konkret terrorhandling, til en organisation, der har til hensigt at begå terrorhandlinger, hvilket er den pågældende rådgiver bekendt.

Strafferammen for denne mindre konkretiserede medvirken foreslås fastsat til fængsel indtil 6 år.

Det har været nævnt i høringssvarene, at bestemmelsen i § 114 b kan rejse spørgsmål i forhold til ytringsfriheden, idet det beskrevne gerningsindhold efter omstændighederne kan have karakter af ytringer.

Efter Justitsministeriets opfattelse indeholder den foreslåede § 114 b ingen begrænsninger i ytringsfriheden.

Med bestemmelsen foreslås bistand til en terrororganisation i form af tilskyndelse, råd eller dåd kriminaliseret i vidt omfang. Som det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, kræves det imidlertid, at der er tale om en medvirken, som på en eller anden måde »fremmer« den kriminelle virksomhed.

Det er således vigtigt at slå fast, at rene sympatitilkendegivelser i forhold til terrororganisationer således ikke er omfattet af den foreslåede § 114 b.

Påskønnelse eller anerkendelse af konkrete terrorhandlinger, kan imidlertid efter omstændighederne være omfattet af den gældende bestemmelse i straffelovens § 136, stk. 2. Denne bestemmelse kriminaliserer den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i kapitel 12 og 13 omhandlede forbrydelser. Bestemmelsen, der blev indsat i straffeloven i 1939, vil med den foreslåede terrorismebestemmelse i § 114, jf. nedenfor, ikke som hidtil alene omfatte udtrykkelige billigelser, der fremsættes offentligt, af terrorhandlinger rettet mod danske myndigheder, men fremover også offentlige, udtrykkelige billigelser af terrorhandlinger rettet mod udenlandske myndigheder eller internationale organisationer.

2.3.1.2. Som nævnt i pkt. 2.1.1.1. følger det af artikel 5 i FN s terrorfinansieringskonvention, at juridiske personer skal kunne gøres ansvarlige for de handlinger, der er beskrevet i konventionen. Ansvaret for de juridiske personer kan ikke betinges af, at handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding. Det skal således være muligt at straffe f.eks. en organisation, der giver penge eller samler penge ind til en gruppe af terrorister uden derved selv at opnå økonomisk vinding.

Straffelovens § 306 om strafansvar for juridiske personer for overtrædelser af straffeloven indeholder et krav om, at overtrædelsen skal være begået for at skaffe den juridiske person vinding. Opfyldelsen af artikel 5 kræver derfor, at der ved en lovændring skabes hjemmel til at straffe juridiske personer for overtrædelser omfattet af konventionen, selvom de pågældende overtrædelser ikke er begået for at skaffe den juridiske person vinding.

Opfyldelsen kan enten ske ved, at den nugældende begrænsende betingelse i § 306 om, at overtrædelsen skal være begået for at skaffe den juridiske person vinding, fjernes generelt med virkning for alle straffelovsovertrædelser, eller ved at betingelsen alene ophæves for så vidt angår overtrædelser, der er omfattet af terrorfinansieringskonventionen.

I forbindelse med gennemførelsen af EU-rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelse mod falskmøntneri, jf. lov nr. 280 af 25. april 2001, hvor strafansvaret for juridiske personer blev ændret, således at der indførtes en generel adgang til at pålægge juridiske personer strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelser af straffeloven, der er begået for at skaffe den juridiske person vinding, blev forskellige modeller for juridiske personers strafansvar overvejet. Det blev blandt andet overvejet at indføre et generelt strafansvar for juridiske personer for overtrædelser af straffeloven uden krav om økonomisk vinding. Som argument imod en sådan model blev det anført, at som påpeget af Straffelovrådet sigter flertallet af straffebestemmelserne i straffeloven på at beskrive enkeltpersoners skadegørende eller farlige eller på anden måde forkastelige handlinger. Disse handlinger begås i henhold til individuelle beslutninger, eventuelt efter aftale med flere og uden sammenhæng med, om den eller de pågældende står i et ansættelsesforhold til nogen. Det kan således forekomme kunstigt at åbne mulighed for, at en juridisk person kan straffes for f.eks. vold eller hærværk. Der henvises til Folketingstidende 2000-2001, tillæg A, s. 2892-96.

Rigsadvokaten bemærkede dengang i forbindelse med høringen over lovforslaget, at når der indføres en almindelig adgang til at pålægge juridiske personer straf for overtrædelse af straffeloven, ses der ikke at foreligge særlige grunde, der taler for, at man fraviger de almindelige betingelser for selskabsansvaret, jf. straffelovens § 27. Efter denne bestemmelse er selskabsansvaret ikke begrænset til forsætlige forhold eller til tilfælde, hvor overtrædelsen er begået for at skaffe den juridiske person vinding.

På det nu foreliggende grundlag, hvor vindingskravet i § 306 må ophæves for så vidt angår overtrædelser, der er omfattet af terrorfinansieringskonventionen (f.eks. den foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 114 a), er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at opretholde denne betingelse for juridiske personers strafansvar i relation til andre straffelovsovertrædelser. Justitsministeriet finder således, at strafansvaret for juridiske personer i relation til straffelovsovertrædelser generelt bør være undergivet de almindelige betingelser, der efter straffelovens § 27 gælder for denne ansvarsform.

Det bemærkes herved, at strafansvaret for juridiske personer ved overtrædelse af straffebestemmelser i særlovgivningen ikke er betinget af, at handlingen er begået for at skaffe den juridiske person vinding. En ophævelse af vindingskravet i § 306 vil således indebære, at der for så vidt angår betingelserne for juridiske personers strafansvar opnås en ligestilling mellem straffelovsovertrædelser og særlovsovertrædelser.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at gennemførelsen af artikel 5 i FN s terrorfinansieringskonvention bør ske ved en ophævelse af kravet i straffelovens § 306 om, at overtrædelsen skal være begået for at skaffe den juridiske person vinding.

Den foreslåede ændring vil indebære, at spørgsmålet om strafansvar for juridiske personer i anledning af straffelovsovertrædelser i det hele skal afgøres efter de almindelige betingelser i straffelovens § 27, stk. 1. For at en juridisk person skal kunne straffes for en straffelovsovertrædelse, er det således en forudsætning, at overtrædelsen er begået inden for dens virksomhed, og at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan. Der henvises til Folketingstidende 1995-1996, tillæg A, sp. 4054-62 og 4063-64, og til Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers strafansvar, navnlig kapitel 6.

En lang række af straffelovens regler tager sigte på at beskrive enkeltpersoners skadegørende, farlige eller på anden måde forkastelige handlinger såsom drab, vold, voldtægt, hærværk osv. De begås i henhold til individuelle beslutninger, eventuelt efter aftale mellem flere, og uden sammenhæng med, om den eller de pågældende står i ansættelsesforhold til nogen, jf. Straffelovrådets betænkning, side 54-55. Begår en ansat sådanne handlinger i forbindelse med sit arbejde, må de imidlertid i almindelighed anses for så fremmede og atypiske i forhold til den aktivitet, den juridiske person udøver, at de ikke kan anses for begået »inden for dens virksomhed«. Ophævelsen af kravet om, at overtrædelsen skal være begået for at skaffe den juridiske person vinding, vil således i almindelighed ikke medføre, at handlinger af den nævnte art inddrages under strafansvaret for juridiske personer.

Afgivelse af urigtige erklæringer på virksomhedens vegne, aktiv bestikkelse, bedrageri, skatte- og momssvig, EU-svig osv. kan nævnes som eksempler på overtrædelser, der kan begås inden for virksomheden, og som derfor kan pådrage den juridiske person strafansvar. Det må således antages, at det fortsat vil være de straffelovsovertrædelser, der begås for at skaffe den juridiske person vinding, som i praksis navnlig vil aktualisere spørgsmålet om straf for den juridiske person, selv om vindingskravet udgår.

For så vidt angår de bestemmelser i straffeloven, der har karakter af overbygningsbestemmelser i forhold til bestemmelser i særlovgivningen (f.eks. straffelovens § 289 om skatte- og momssvig), har en generel bestemmelse om strafansvar for juridiske personer med hensyn til straffelovsovertrædelser ikke selvstændig hjemmelsmæssig betydning eller betydning for strafferammen. Straffelovens udvidede strafferammer føjer således ikke noget til særlovens, idet en juridisk person ikke kan idømmes fængselsstraf, men kun bødestraf, jf. straffelovens § 25. Det forhold, at overtrædelsen henføres til overbygningsbestemmelsen i straffeloven, kan dog eventuelt føre til, at der udmåles en større bøde, end hvis forholdet alene henføres under særlovsbestemmelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at bødestraf vil kunne anvendes over for en juridisk person, selv om den straffelovsbestemmelse, der er overtrådt, kun indeholder hjemmel til fængselsstraf (for fysiske personer).

Begår en person en straffelovsovertrædelse over for den juridiske person, hvori den pågældende er ansat f.eks. underslæb, hvor det er den juridiske person, der er den forurettede må overtrædelsen anes for et rent privat skridt fra den ansattes side, der selvsagt ikke kan pådrage den juridiske person strafansvar.

Det beror på den konkrete straffebestemmelse, om strafansvaret for den juridiske person alene indtræder, når en enkeltperson har handlet med forsæt, eller om også uagtsomme overtrædelser kan medføre strafansvar for den juridiske person, jf. straffelovens § 19. Kræves der forsæt, kan strafansvar for den juridiske person kun komme på tale, hvis en eller flere inden for virksomheden beviseligt har overtrådt den pågældende straffelovsbestemmelse med forsæt. Kræves der alene uagtsomhed for individualansvar, gælder samme tilregnelseskrav i forhold til den juridiske person.

Ændringen medfører således, at det bliver muligt at straffe en juridisk person for f.eks. uagtsomt manddrab. Det vil dog afhænge af de konkrete omstændigheder, om forudsætningerne for at pålægge en juridisk person strafansvar er opfyldt. Er der tale om uagtsom manddrab i forbindelse med en arbejdsulykke, vil den juridiske persons strafansvar typisk være aktualiseret, idet overtrædelsen er sket inden for virksomheden og typisk med en eventuel økonomisk fordel for den juridiske person. Mere tvivlsom stiller situationen sig ved uagtsom manddrab i forbindelse med et færdselsuheld, hvor ejeren af køretøjet er en juridisk person og føreren er ansat hos den juridiske person. Der må ved sådanne grænsetilfælde søges vejledning i den praksis, der har udviklet sig på de enkelte område, navnlig færdselsområdet, hvor selskabsansvar typisk placeres der, hvor en eventuel økonomisk fordel ved overtrædelsen vindes, eller hvor overtrædelsen står i forbindelse med selskabets arbejdstilrettelæggelse. Følger det af en klar praksis på særlovsområdet, at der ikke pålægges den juridiske person strafansvar for særlovsovertrædelsen, vil samme praksis kunne overføres til straffelovsovertrædelsen. Vil der i eksemplet med uagtsomt manddrab i forbindelse med et færdselsuheld således ikke blive rejst tiltale mod selskabet for den ansattes færdselslovovertrædelse, f.eks. overtrædelse af ubetinget vigepligt, kan samme handling ikke begrunde en tiltale mod selskabet for uagtsomt manddrab.

Det forhold, at en juridisk person pålægges strafansvar i anledning af straffelovsovertrædelser, er ikke til hinder for, at den enkeltperson, der har begået overtrædelsen, samtidig pålægges et individuelt strafansvar. Dette spørgsmål afgøres i overensstemmelse med de almindelige principper for ansvarsplacering. Ved straffelovsovertrædelser vil disse principper normalt føre til, at den pågældende enkeltperson også drages strafferetligt til ansvar. Den udvidede adgang til at pålægge juridiske personer strafansvar i anledning af straffelovsovertrædelser indebærer således ikke en tilsvarende begrænsning i mulighederne for at pålægge enkeltpersoner strafansvar i anledning af de samme overtrædelser.

Det følger af straffelovens § 21, stk. 3, at for så vidt ikke andet er bestemt, straffes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder. Da en juridiske person alene kan idømmes straf af bøde, jf. straffelovens § 25, kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt en juridisk person vil kunne straffes for forsøg. Dette spørgsmål foreligger, uanset om der er tale om (forsøg på) overtrædelse af særlovsbestemmelser eller af straffelovsbestemmelser.

Straffelovens § 306, stk. 2, indeholder en udtrykkelig regulering af spørgsmålet. Denne regulering er imidlertid begrænset til straffelovsområdet og gælder ikke ved (forsøg på) overtrædelse af straffebestemmelser i særlovgivningen.

Justitsministeriet finder, at der er anledning til at præcisere, at juridiske personer kan straffes for forsøg i samme omfang som fysiske personer, uanset om der er tale om en særlovsovertrædelse eller en straffelovsovertrædelse. Det foreslås på den baggrund, at § 306, stk. 2, ophæves, og at der i stedet i § 27, stk. 2, indsættes en bestemmelse om, at straffelovens § 21, stk. 3, tilsvarende gælder med hensyn til forsøgsstraf for juridiske personer.

Forældelsesfristen for juridiske personers strafansvar er efter reglen i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, 2. led, altid 2 år, da juridiske personer alene kan idømmes bødestraf.

De overtrædelser, som det i forbindelse med terrorisme kan være aktuelt at straffe juridiske personer for, er meget alvorlige forbrydelser. Forældelsesfristens længde for fysiske personers strafansvar afhænger af maksimumstraffen for den overtrådte regel. Jo alvorligere forbrydelsen er, jo længere er forældelsesfristen. Justitsministeriet finder ikke, at der bør være en kortere forældelsesfrist for juridiske personers strafansvar, specielt ikke ved de meget alvorlige forbrydelser, som er omfattet af lovforslaget. Hertil kommer, at OECD i forbindelse med en evaluering af dansk straffelovgivning vedrørende korruption i 2000 har kritiseret den korte forældelsesfrist for juridiske personers strafansvar for så vidt angår straffelovens korruptionsbestemmelser, blandt andet fordi der er tale om »skjulte« forbrydelser, der typisk først opklares længe efter gerningstidspunktet, hvorfor forbrydelsen ofte vil være forældet i forhold til den juridiske person. Dette kan betyde, at Danmark er forhindret i at yde gensidig retshjælp til andre lande, da kravet om dobbelt strafbarhed ikke vil være opfyldt. Samme hensyn gør sig gældende med hensyn til terrorfinansieringsforbrydelser, der ligeledes må betegnes »skjulte« forbrydelser.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, indsættes et nyt andet punktum, der udtrykkeligt angiver, at forældelsesfristens længde for juridiske personers strafansvar skal følge den maksimumsstrafferamme, der gælder for den overtrådte regel.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, 3 og 9.

2.3.1.3. Bestemmelsen i artikel 8, stk. 1, hvorefter staterne skal træffe passende foranstaltninger med henblik på at kunne identificere, opdage og indefryse eller beslaglægge midler, der anvendes eller er afsat med det formål at begå terrorhandlinger, som er omfattet af konventionen, samt udbytte fra sådanne forbrydelser med henblik på eventuel konfiskation. Bestemmelsen indebærer, at der ikke skal være adgang til at foretage beslaglæggelse og konfiskation af udbytte fra terrorkriminalitet, men også af (lovligt tilvejebragte) midler, der må befrygtes at ville blive brugt til at begå en strafbar handling.

Straffelovens § 77 a indeholder hjemmel til konfiskation af genstande, der må befrygtes at ville blive brugt til at begå en strafbar handling, men næppe af penge og andre finansielle midler, jf. ovenfor pkt. 2.2.1.3.

Det foreslås derfor, at straffelovens § 77 a om konfiskation udvides til også at omfatte andre formuegoder, herunder penge.

Som følge af denne ændring foreslås samtidig konsekvensændringer af retsplejelovens regler om beslaglæggelse i § 802 og § 803, således at der tilsvarende bliver adgang til beslaglæggelse med henblik på den konfiskation efter den foreslåede, udvidede bestemmelse i straffelovens § 77 a.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor i pkt. 2.3.2.3. vedrørende FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) artikel 1, litra c, samt lovforslagets § 1, nr. 2, og § 2, nr. 7-8 og 10-11.

2.3.1.4. Ved anmodninger om retshjælp kan retten principielt bestemme, at tredjemand ikke skal afgive forklaring om forhold eller forevise eller udlevere genstande, med hensyn til hvilke tredjemand i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning, jf. retsplejelovens § 170, stk. 3, og § 804, stk. 4. I praksis vil banker og bankansatte dog ikke blive udelukket fra at forevise eller udlevere dokumenter eller afgive forklaring af hensyn til bankhemmeligheden. En anmodning om retshjælp bliver således i praksis aldrig afslået under henvisning til bankhemmeligheden.

2.3.1.5. De gældende regler om udlevering, herunder Justitsministeriets overvejelser i relation til FN-konventionen til bekæmpelse af terrorfinansiering, gennemgås nedenfor under pkt. 4.

For så vidt angår FN s terrorfinansieringskonventions artikel 18 om forebyggende foranstaltninger mv. henvises til det af Økonomi- og erhvervsministeriet fremsatte lovforslag om ændring af lov om hvidvaskning, hvori både gældende ret og Økonomi- og erhvervsministeriets overvejelser gennemgås.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de krav, herunder til internationalt samarbejde, der er i øvrigt er indeholdt i FN s terrorfinansieringskonvention, kan opfyldes uden yderligere lovændringer end dem, der følger af dette lovforslag samt det af Økonomi- og erhvervsministeriet fremsatte lovforslag om ændring af lov om hvidvaskning.

2.3.2. FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001)

2.3.2.1. Artikel 1, litra a, har karakter af en formålsbestemmelse, ifølge hvilken staterne skal forebygge og forhindre finansiering af terrorhandlinger. Formålsbestemmelsen nødvendiggør ikke i sig selv lovændringer ud over, hvad der følger af resolutionens øvrige mere specifikke bestemmelser.

2.3.2.2. Efter artikel 1, litra b, skal staterne kriminalisere terrorfinansiering. Bestemmelsen er i al væsentlighed identisk med artikel 2, stk. 1, i FN s terrorfinansieringskonvention. Resolutionen definerer imidlertid ikke, hvad der skal forstås ved terrorhandlinger.

Terrorhandlinger er i FN s terrorfinansieringskonvention defineret som handlinger omfattet af ni opregnede terrorkonventioner samt handlinger, der er begået med forsæt til at forårsage død eller alvorlig personskade på en civilperson eller en anden person, der ikke aktivt deltager i fjendtlighederne i en væbnet konfliktsituation, når formålet med en sådan handling, henset til handlingens karakter eller sammenhæng, er at skræmme en befolkning eller tvinge en regering eller en international organisation til at foretage eller at undlade at foretage en given handling.

Endvidere indeholder EU s rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme en definition af terrorisme som visse handlinger, der begås med det formål at skræmme en befolkning eller uretmæssigt at tvinge offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage en handling, eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer i alvorlig grad, jf. nærmere ovenfor pkt. 2.1.2.1. og nedenfor pkt. 2.3.3.

Efter Justitsministeriets opfattelse må den definition af terrorhandlinger, der fremgår af FN s terrorfinansieringskonvention og EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme, kunne lægges til grund ved gennemførelsen af resolutionen. Resolutionens artikel 1, litra b, kræver derfor ikke lovændringer ud over, hvad der følger af FN s terrorfinansieringskonvention og af EU-rammeafgørelsen.

2.3.2.3. Artikel 1, litra c, indebærer en forpligtelse til indefrysning af finansielle midler, der tilhører terrorister samt personer eller foretagender tilknyttet terrorister.

Begrebet indefrysning findes ikke i dansk strafferet eller straffeproces. Med indefrysning menes, at midlerne gøres utilgængelige for den/de pågældende. Ud fra en praktisk synsvinkel kan indefrysning minde om beslaglæggelse, men efter retsplejelovens regler foretages beslaglæggelse med henblik på (1) sikring af bevis, (2) det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation eller bøde, (3) den forurettedes krav på tilbagelevering (vindikation) eller erstatning samt (4), fremtvingelse af den mistænktes tilstedeværelsen under straffesagen. Indefrysning kan muligvis også opfattes som værende af en mere midlertidig eller foreløbig karakter end beslaglæggelse. Hvor det ved en indefrysning af midlerne kan antydes, at de på et tidspunkt at skal gøres tilgængelige for indehaveren igen, peger en beslaglæggelse muligvis (sprogligt) i højere grad i retning af en mere permanent fratagelse af rådigheden over midlerne, typisk ved konfiskation.

Traditionelt er indefrysning i FN-resolutioner blevet anvendt som et indgreb rettet mod et bestemt land eller bestemte personer, herunder juridiske personer. Bestemmelser af denne karakter findes i kgl. anordninger, der gennemfører tidligere resolutioner vedtaget af Sikkerhedsrådets i medfør af FN-pagtens kapitel VII. Der kan f.eks. henvises til § 1 i den nu ophævede anordning nr. 1147 af 22. december 1993 om visse forholdsregler mod Libyen og § 1, stk. 2, i anordning nr. 579 af 5. august 1998 om visse forholdsregler mod oprørsbevægelsen UNITA i Angola.

Efter ikrafttrædelsen af Maastricht-traktaten gennemføres forholdsregler i form af handelsrestriktioner (embargoer) og restriktioner med hensyn til kapitalbevægelser og betalinger over for bestemte tredjelande (uden for EU) ved forordninger udstedt i medfør af EF-traktatens artikel 301, jf. artikel 133 og artikel 60. Der kan f.eks. henvises til Rådets forordning (EF) nr. 467/2001 af 6. marts 2001 (EFT L 67 af 9.3.2001, s. 1), der til dels gennemfører FN s Sikkerhedsråd resolution nr. 1333 (2000) om forholdsregler over for Afghanistan og Taliban.

FN-resolution nr. 1373 (2001) retter sig imidlertid ikke mod bestemte personer, men mod terrorister mv. generelt, og den har ikke på samme måde som mere traditionelle sanktions-resolutioner en forventet begrænset gyldighedstid. Det er endvidere ikke forudsat i resolutionen, at forpligtelsen for staterne til indefrysning af midler tilhørende terrorister mv. fra FN s side følges op med centralt fastsatte lister over omfattede personer og organisationer på samme måde, som det er sket for resolution nr. 1333 (2000).

Resolutionen bør derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke gennemføres ved kongelig anordning i medfør af lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse forholdsregler i henhold til De Forenede Nationers pagt, hvorefter det pålægges pengeinstitutter mv. at indefryse midler tilhørende terrorister. Forpligtelsen til at foretage indfrysning påhviler FN s medlemsstater, og det ville ikke være rimeligt at forlange, at pengeinstitutterne uden støtte i autoritativt fastsatte navnelister skal vurdere, hvem blandt deres kunder der er terrorister eller tilknyttet terrorister, og bære risikoen for eventuelle erstatningskrav fra kunder ved uberettigede indefrysninger.

Sikkerhedsresolutionens artikel 1, litra c, indeholder i øvrigt efter sin ordlyd ikke udtrykkeligt et krav om, at der skal være tale om midler, der anvendes eller er afsat med det formål at begå terrorhandlinger. Resolutionen kan således fortolkes som et krav om indfrysning af alle midler, der tilhører terrorister samt personer og foretagender tilknyttet terrorister, uanset om der er tale om lovligt tilvejebragte midler, og uanset om det kan godtgøres eller sandsynliggøres, at midlerne vil blive anvendt til at begå terrorhandlinger.

Efter Justitsministeriets opfattelse må resolutionens artikel 1, litra c, imidlertid læses i sammenhæng med terrorfinansieringskonventionens artikel 8, hvorefter staterne skal træffe passende foranstaltninger med henblik på at kunne identificere, opdage og indefryse eller beslaglægge midler, der anvendes eller er afsat med det formål at begå terrorhandlinger, jf. ovenfor pkt. 2.3.1.2. Der følger således af konventionen et krav om, at pengene i et eller andet omfang kan knyttes til terrorhandlinger. Et tilsvarende krav må efter Justitsministeriets opfattelse kunne indfortolkes i resolutionens artikel 1, litra c. En sådan fortolkning af bestemmelsen synes også bedst stemmende med grundlovens § 73 og artikel 1 i den 1. tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention om beskyttelse af ejendomsretten.

Artikel 1, litra c, vil herefter kunne gennemføres ved en udvidelse af adgangen til beslaglæggelse efter straffelovens § 77 a, således at det bliver muligt at beslaglægge ethvert formuegode tilhørende terrorister mv., som må befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling, jf. også ovenfor under pkt. 2.3.1.2.

Beslaglæggelse og efterfølgende konfiskation vil for så vidt være mere indgribende for den, som indgrebet retter sig imod, end den rene indefrysning. Der er dog næppe nogen realitetsforskel, da pligten til indfrysning næppe som efter mere traditionelle sanktions-resolutioner kan forventes ophævet inden for en overskuelig tid. Til gengæld forudsætter konfiskation, at midlerne må befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling, og at konfiskation er påkrævet for at forebygge kriminalitet.

Efter lov nr. 348 af 6. juni 1993 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge har banker mv. en forpligtelse til at indberette mistænkelige transaktioner i relation til hvidvaskning af penge til politiet. I forbindelse med det af økonomi- og erhvervsministeren fremlagte lovforslag om ændring af hvidvaskloven vil denne forpligtelse blive udvidet til også at omfatte usædvanlige dispositioner i relation til finansiering af terrorisme (»sortvaskning« af lovlige penge), og pengeinstituttet vil ikke som ved hvidvaskning kunne gennemføre transaktionen og så efterfølgende underrette myndighederne. Der henvises til det af økonomi- og erhvervsministeren fremsatte lovforslag om ændring af lov om forebyggende foranstaltninger ved hvidvaskning af penge.

Formålet med artikel 1, litra c, er at forhindre finansiering af terrorisme, og de påtænkte ændringer af straffeloven og hvidvaskloven vil medføre, at politiet på grundlag af indberetninger fra pengeinstitutter mv. få et grundlag for at vurdere, om der er anledning til at skride til beslaglæggelse og konfiskation af formuegoder tilhørende personer, der mistænkes for terrorisme, og personer og selskaber, der er tilknyttet terrorister, og dermed hindre terrorfinansieringen.

Det foreslås derfor, at straffelovens § 77 a udvides til også at omfatte konfiskation af formuegoder. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

Som en konsekvens af udvidelsen af straffelovens § 77 a foreslås samtidig en ændring af reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74, således at det bliver muligt at beslaglægge formuegoder med henblik på konfiskation efter § 77 a. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7-8 og 10-11.

Som omtalt ovenfor under pkt. 2.1.2.3. forhandles for tiden et forslag til forordning om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer eller enheder med henblik på at bekæmpe den internationale terrorisme. Forslaget tilsigter en fælles gennemførelse i EU af resolutionens artikel 1, litra c. Såfremt forordningen vedtages, som forudsat, på rådsmødet den 10 december 2001 vil der ikke umiddelbart være behov for yderligere danske lovgivningstiltag til opfyldelse af artikel 1, litra c. Den foreslåede ændring af straffelovens § 77 a og de dermed forbundne ændringer af reglerne om beslaglæggelse i retsplejeloven vil dog fortsat være nødvendig som følge af terrorfinansieringskonventionens artikel 8.

2.3.2.4. Resolutionens artikel 1, litra d, indeholder et forbud mod at stille finansielle midler eller ydelser til rådighed for terrorister mv. Det følger heraf, at det skal være strafbart for pengeinstitutter, andre finansielle institutter og enkeltpersoner at stille penge eller andre finansielle tjenesteydelser til rådighed for terrorister mv., uanset om det sker med viden om, at midlerne eller ydelserne vil blive anvendt til at fremme eller udføre terrorhandlinger.

Der skal alene være forsæt til, at de nævnte ydelser stilles til rådighed for personer, der begår eller har til hensigt at begå eller fremme eller deltage i terrorhandlinger.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det ikke muligt med de gældende straffebestemmelser, at straffe et pengeinstitut, der stiller en finansiel tjenesteydelse til rådighed for en terrorist til andre formål end at begå terrorhandlinger. Finansiering af terrorhandlinger kan efter omstændighederne straffes som medvirken til den konkrete terrorhandling, jf. straffelovens § 23. Dette forudsætter, jf. ovenfor pkt. 2.2.1.2.3., at den pågældende person har haft forsæt til at medvirke til den pågældende forbrydelse. Dette forsæt skal til en vis grad være konkretiseret. Låner et pengeinstitut midler ud til en person i den tro, at pengene skal bruges til legitime formål, kan der i dag ikke straffes for medvirken til terrorhandlingen, uanset pengeinstituttets eventuelle viden om, at den pågældende kunde er terrorist.

FN-resolutionen kræver altså på dette punkt en lovændring, der gør det muligt at straffe pengeinstitutter mv. i ovennævnte omfang. Det er i denne forbindelse uden betydning, om det forslag til forordning om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer eller enheder med henblik på at bekæmpe den internationale terrorisme, som for tiden forhandles i EU, jf. ovenfor pkt. 2.1.2.3, bliver vedtaget, idet forordningen på dette punkt må suppleres af en national straffebestemmelse, der gør det muligt at straffe for overtrædelse af forbudet mod at stille finansielle tjenesteydelser mv. til rådighed.

Der foreslås derfor indsat en ny bestemmelse i straffeloven, der kriminaliserer denne adfærd. Bestemmelsen foreslås indsat som § 114 a, nr. 3.

Med forslaget kan enhver, der stiller finansielle midler eller andre finansielle tjenesteydelser til rådighed for en terrorist straffes med fængsel indtil 10 år.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5 (straffelovens § 114 a, nr. 3).

2.3.2.5. Efter resolutionens artikel 2, litra a, skal staterne afholde sig fra at yde nogen for form statslig støtte til terrorister. Bestemmelsen må forstås således, at den alene stiller krav til statens handlinger og ikke kræver lovændringer.

2.3.2.6. Bestemmelsen i resolutionens artikel 2, litra b, medfører, at staterne skal tage de nødvendige skridt til at forhindre udførelsen af terrorhandlinger.

Politiets Efterretningstjeneste har som intern sikkerhedstjeneste overordnet til opgave at overvåge, forebygge og forhindre strafbare handlinger og anden virksomhed, som indebærer en fare for landets sikkerhed. Af Justitsministeriets »Bestemmelser om Politiets Efterretningstjeneste« af 9. maj 1996 fremgår, at »Politiets Efterretningstjenestes formål er at overvåge, forebygge og modvirke foretagender og handlinger, som må antages at rumme en fare for rigets selvstændighed og sikkerhed og den lovlige samfundsorden, herunder i første række de i straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.) omhandlede forbrydelser«.

Politiets Efterretningstjenestes opgaver omfatter bl.a. bekæmpelse af spionage, terrorisme, visse former for organiseret kriminalitet og alvorligere sager vedrørende international våbenhandel samt hindring af spredning af masseødelæggelsesvåben (non-proliferation).

Politiets Efterretningstjenestes primære opgave i relation til kontraterrorisme består i løbende at vurdere terrortruslen i Danmark, og i den forbindelse løbende at følge de miljøer, hvor der kan være grobund for terrorisme. Bekæmpelse af organiseret kriminalitet er en opgave for Politiets Efterretningstjeneste, såfremt kriminaliteten ved sin grovhed, internationale relationer eller gennem sit formål truer statens sikkerhed eller samfundsordenen, eller hindrer eller undergraver folkestyrets funktioner. I relation til hindring af spredning af masseødelæggelsesvåben består Politiets Efterretningstjenestes opgave navnlig i at indsamle og analysere informationer, således at tjenesten til stadighed har viden om, hvilke lande der er aktive på området, og hvilke produkter der efterspørges.

Politiets Efterretningstjeneste har et tæt samarbejde med andre myndigheder, herunder navnlig med det øvrige politi, der som led i politiets almindelige virksomhed varetager en række opgaver i forbindelse med bekæmpelse af bl.a. terrorisme.

Politiets Efterretningstjeneste har endvidere et tæt samarbejde med udenlandske politi-, sikkerheds- og efterretningstjenester om løsningen af de nævnte opgaver. Samarbejdet foregår både på det generelle plan med henblik på at følge trusselsbilledet og i forbindelse med konkret efterforskning. Internationalt samarbejde om bekæmpelse af terrorisme foregår både bilateralt og multilateralt, herunder i EU, Europol og NATO.

Der er i forlængelse af terrorangrebet i USA den 11. september 2001 taget en række initiativer med henblik på at styrke bekæmpelsen af terrorhandlinger, herunder ved både en intensivering af samarbejdet mellem de relevante nationale myndigheder og en intensivering af det internationale samarbejde bl.a. gennem øget informationsudveksling.

På det ekstraordinære møde i Rådet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 20. september 2001 vedtog Rådet en række foranstaltninger til opretholdelse af den højeste grad af sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme. Disse foranstaltninger omfatter bl.a. information om den samlede vurdering af terrortruslen i medlemslandene og procedurer for hurtig udveksling af oplysninger om terrorbegivenheder og videregivelse af oplysninger om sikkerhedsforanstaltninger og særlige efterforsknings- og retsforfølgningsskridt over for terrorisme.

Rådet understregede endvidere sikkerheds- og efterretningstjenesternes vigtige rolle i terrorismebekæmpelsen og vedtog, at cheferne for disse tjenester i EU-landene skal mødes regelmæssigt med henblik på at intensivere samarbejdet og informationsudvekslingen mellem disse tjenester.

Som opfølgning herpå er det på et møde mellem efterretningscheferne i alle EU-lande samt Norge og Schweiz vedtaget, at det eksisterende samarbejde skal styrkes med henblik på at imødegå den tiltagende terrorismetrussel.

Den 21. september 2001 afholdt Det Europæiske Råd ekstraordinært møde for at analysere den internationale situation efter terrorangrebene på USA og for at tilføre EU's indsats den fornødne dynamik.

Det Europæiske Råd besluttede, at bekæmpelse af terrorisme mere end nogensinde skal være et højt prioriteret mål for den Europæiske Union.

Det Europæiske Råd vedtog samtidig en handlingsplan om styrket politimæssigt og retligt samarbejde omhandlende bl.a. indførelse af en fælles arrestordre, fastlæggelse af en fælles definition af terrorisme, udarbejdelse af en fælles liste over terrororganisationer, oprettelse af en antiterrorenhed i Europol-regi, igangsættelse af initiativer med henblik på indgåelse af en samarbejdsaftale mellem Europol og de kompetente amerikanske myndigheder mv.

Artikel 2, litra b, skønnes ikke ud over de allerede trufne foranstaltninger og iværksatte initiativer at kræve nye lovgivningsmæssige eller administrative initiativer.

2.3.2.7. Bestemmelsen i artikel 2, litra c, om at nægte tilflugtssted til terrorister m.fl., må i første række forstås således, at landene ikke må forhindre strafforfølgning af terrorister og personer, der bistår terrorister, ved hverken at udlevere eller strafforfølge de pågældende.

Med gennemførelsen af de forskellige terrorkonventioner, herunder FN s terrorbombekonvention, og den med lovforslaget foreslåede gennemførelse af FN s terrorfinansieringskonvention, vil Danmark i meget vidt omfang have universel jurisdiktion, dvs. adgang til at strafforfølge terrorister m.fl. i Danmark, uanset hvor forbrydelsen er begået, og uanset ofrets og gerningsmandens nationalitet.

Herudover er der efter straffelovens § 8, nr. 6, dansk straffemyndighed (jurisdiktion), hvis Danmark afslår at udlevere en mistænkt til strafforfølgning i udlandet, såfremt handlingen er strafbar efter dansk ret, og forholdet kan straffes med fængsel i 1 år eller derover. Dette gælder uafhængigt af konventionsmæssige forpligtelser til at have universel jurisdiktion.

For så vidt angår adgangen til at give asyl eller opholdstilladelse til dem, der finansierer, planlægger, støtter eller begår terrorhandlinger eller stiller tilflugtssted til rådighed, henvises til bemærkningerne vedrørende resolutionens artikel 3, litra f og g, i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

2.3.2.8. Dansk straffemyndighed omfatter efter straffelovens § 6, nr. 1, handlinger foretaget i den danske stat. Bestemmelsen indeholder ikke et krav om, at hele den kriminelle virksomhed skal være foretaget i den danske stat, for at der er dansk straffemyndighed. Når blot en del af virksomheden er foretaget her i landet, må forholdet antages at være undergivet dansk straffemyndighed. Ligeledes skaber forsøgs- og medvirkenshandlinger, der begås på dansk område, dansk straffemyndighed over for den pågældende, selvom den forbrydelse, som forsøgs- eller medvirkenshandlingen knytter sig til, fuldbyrdes eller tænkes fuldbyrdet i udlandet, jf. herved betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning, s. 22.

Heraf følger, at forberedelse af terrorhandlinger, som finder sted på dansk territorium, kan straffes i Danmark, uanset at terrorhandlingen er rettet mod andre lande eller andre landes statsborgere, jf. resolutionens artikel 2, litra d. Det er dog en betingelse, at den pågældende straffebestemmelse ikke er territorialt begrænset. Heraf følger, at der i Danmark også skal kunne straffes for f.eks. finansiering af terrorhandlinger, der retter sig mod udenlandske samfundsordener.

Med lovforslaget foreslår Justitsministeriet nye bestemmelser om terrorisme og medvirken til terrorisme, herunder ved finansiering af terrorisme, jf. de foreslåede bestemmelser i straffelovens §§ 114-114 b, som retter sig mod udenlandske og internationale interesser.

Resolutionens artikel 2, litra d, ses ikke herudover at kræve yderligere lovændringer. For så vidt angår den praktiske politimæssige indsats henvises til bemærkningerne ovenfor til artikel 2, litra b.

2.3.2.9. Med lovforslaget foreslås som nævnt nye bestemmelser i straffeloven om terrorisme og finansiering af terrorisme, jf. ovenfor pkt. 2.3.1.1. og nedenfor pkt. 2.3.3.. Den foreslåede terrorismeparagraf i straffelovens § 114 indeholder en maksimumsstrafferamme på fængsel indtil på livstid for terrorhandlinger. De foreslåede terrorismemedvirkens- og terrorfinansieringsregler i straffelovens §§ 114 a og 114 b indeholder strafferammer på fængsel indtil 10 år.

Med de foreslåede bestemmelser i §§ 114-114 b vil regeringen signalere, at terrorhandlinger, herunder finansiering, planlægning og forberedelse af sådanne, er alvorlige forbrydelser, der skal straffes under hensyntagen til deres alvorlige karakter, jf. også resolutionens artikel 2, litra e.

De øvrige initiativer i lovforslaget vil endvidere medvirke til at sikre strafforfølgningen af terrorister ved bl.a. at forbedre politiets efterforskningsmuligheder og give udvidet adgang til at udlevere af danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet.

2.3.2.10. Bestemmelsen i artikel 2, litra f, om gensidig retshjælp ved efterforskning af terrorsager er i al væsentlighed identisk med bl.a. artikel 10, stk. 1, i FN s terrorbombekonvention og artikel 12, stk. 1, i FN s terrorfinansieringskonvention. Anmodninger om efterforskningsskridt, der har karakter af straffeprocessuelle tvangsindgreb, f.eks. beslaglæggelse af bevismidler til brug for straffesager i udlandet, kan iværksættes med hjemmel i retsplejeloven eller dennes analogi, idet det afgørende er, om foranstaltningen ville kunne foretages i en tilsvarende straffesag her i landet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor under pkt. 2.2.3.

2.3.2.11. For så vidt angår artikel 2, litra g, første led vedrørende grænsekontrol mv. henvises til bemærkningerne i det af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fremsatte forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

Bestemmelsens andet led om identitetspapirer og rejsedokumenter ses ikke at stille yderligere krav til lovgrundlaget på området i forhold til gældende ret.

Med hensyn til den praktiske politimæssige indsats indeholder danske pas allerede i dag en lang række sikkerhedsmomenter, der vanskeliggør forfalskning. Pas, der efterlyses som stjålne eller bortkomne, bliver registreret i både Det Centrale Pasregister og Schengen informationssystemet (SIS).

Også i EU-regi fokuseres på sikkerhedsniveauet i rejsedokumenter, herunder nationalitetspas. Rådet (retlige og indre anliggender) har på et møde den 28. september 2000 vedtaget en resolution om indførelse af minimumsstandarder for sikring af rejsedokumenter, som udstedes af EU-medlemsstaterne. Disse minimumsstandarder skal for nationalitetspassenes vedkommende være indført senest den 1. januar 2005.

2.3.2.12. Artikel 3 indeholder ikke-bindende opfordringer til staterne. Der kan for så vidt angår artikel 3, litra a-c, henvises til bemærkningerne ovenfor vedrørende den praktiske politimæssige indsats.

2.3.2.13. FN s Sikkerhedsråd opfordrer i artikel 3, litra d, staterne til snarest muligt at tiltræde relevante konventioner og protokoller om terrorisme.

Danmark har ratificeret og gennemført alle tidligere internationale konventioner og protokoller vedrørende terrorisme, herunder navnlig

ICAO s konvention angående lovovertrædelser og visse andre handlinger begået ombord på luftfartøjer fra 1963

ICAO s konvention til bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer fra 1970

ICAO s konvention til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed fra 1971

FN s konvention om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter, fra 1973

Den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme fra 1977 (Europarådet)

FN s konvention imod gidselstagning fra 1979

IAEA s konvention om fysisk beskyttelse af nukleare materialer fra 1980

ICAO s protokol til bekæmpelse af ulovlige voldshandlinger i lufthavne, der betjener den internationale civile luftfart fra 1988 (tillægsprotokol til 1971-konventionen)

IMO s konvention til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartens sikkerhed fra 1988

IMO s protokol til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsoklen, fra 1988

ICAO s konvention om mærkning af plastiske sprængstoffer med henblik på afsløring fra 1991

FN s konvention om bekæmpelse af terrorbombninger fra 1997

Den 25. september 2001 undertegnede Danmark FN s terrorfinansieringskonvention 1999. Det er hensigten at ratificere konventionen snarest muligt efter vedtagelsen af dette lovforslag, der gennemfører de lovændringer, som konventionen nødvendiggør.

2.3.2.14. Alle de førnævnte konventioner, som Danmark har ratificeret, er fuldt ud gennemført i dansk ret. Dog har Danmark for så vidt angår den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme taget forbehold over for den særlige bestemmelse i konventionens artikel 1, hvorefter en række handlinger med tilknytning til kidnapning, gidseltagning mv., aldrig skal kunne anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der knytter sig til en politisk forbrydelse eller udspringer af politiske motiver. Det danske forbehold er begrænset til at gælde deltagende stater, der ikke samtidig er EU-medlemsstater, jf. nærmere nedenfor pkt. 4.

Det danske forbehold betyder bl.a., at Danmark kan nægte at yde retshjælp til en anden deltagende europæisk stat med henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i terrorismekonventionen. I lyset af blandt andet opfordringen i artikel 2, litra e, i FN-resolutionen om fuld gennemførelse af de internationale konventioner, indeholder dette lovforslag et forslag om fuldstændig ophævelse af det danske forbehold over for den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, jf. nærmere nedenfor pkt. 4.3.

2.3.2.15. For så vidt angår resolutionens artikel 3, litra f og g, om foranstaltninger til at sikre mod terroristers misbrug af flygtningestatus henvises til bemærkningerne herom i det af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fremsatte forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

Efter udleveringslovens § 5, stk. 1, kan udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finde sted. Omfatter handlingen tillige omfatter en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter, jf. § 5, stk. 2. Der gælder dog visse undtagelser til forbudet, jf. § 5, stk. 3 og 4, hvis der er tale om en udlevering til en EU-medlemsstat for en handling omfattet af den europæiske terrorismekonventions artikel 1 eller 2, eller en udlevering for en handling omfattet af FN s terrorbombekonventions artikel 2.

Med lovforslaget foreslås undtagelserne fra forbudet mod udlevering i § 5 udvidet til generelt at omfatte handlinger omfattet af den europæiske terrorismekonventions artikel 1 eller 2, samt til at omfatte handlinger omfatter af FN s terrorfinansieringskonvention. Der henvises endvidere til pkt. 4 nedenfor og lovforslagets § 5, nr. 6.

2.3.3. EU-kommissionens forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme

2.3.3.1. Rammeafgørelsens artikel 1 forpligter medlemsstaterne til at kriminalisere en række forsætlige handlinger som terrorhandlinger. De opregnede handlinger er alle strafbare efter gældende dansk ret. Foretages en af de i artikel 1 opregnede handlinger på en måde, som må karakteriseres som terrorisme, fordi gerningsmanden har haft til hensigt at forstyrre samfundsordenen, indgår dette moment i straffens fastsættelse, jf. straffelovens § 80. Efter denne bestemmelse skal der ved straffens udmåling tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne. Det er utvivlsomt, at drab og lignende begået under omstændigheder, der gør, at forholdet kan betegnes som terrorisme, vil indgå med betydelig vægt i skærpende retning ved straffens fastsættelse.

Bestemmelsen i rammeafgørelsen artikel 1 må imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse anses at indebære en forpligtelse for medlemsstaterne til særskilt at kriminalisere terrorisme. Som følge heraf indeholder lovforslaget i § 1, nr. 4, et forslag til en ny særskilt »terrorismeparagraf« i straffelovens § 114.

Efter lovforslaget skal den, der som med det formål at skræmme befolkningen i alvorlig grad, eller uretmæssigt at tvinge offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling, eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige struktur, begår en af de i bestemmelsen opregnede lovovertrædelser, straffes for terrorisme med fængsel indtil på livstid. Det følger heraf, at terrorisme er karakteriseret ved en overtrædelse af de opregnede handlinger med et særligt kvalificeret terrorismeforsæt. Efter artikel 1 skal handlingen være foretaget »med det formål«. I dansk strafferet anvendes begrebet forsæt om gerningsmandens tilregnelse. Inden for begrebet forsæt sondres mellem de højeste forsætsgrader, hvor gerningsmanden har handlet »med viden og vilje«, sandsynlighedsforsæt og dolus eventualis (eventuelforsæt). Det i rammeafgørelsen anvendte begreb »med det formål« kunne fortolkes som alene omfattende de højeste forsætsgrader. Justitsministeriet finder imidlertid, at en sådan sondring vil være for snæver, når henses til forbrydelsens alvorlige karakter samt bestemmelsens præventive sigte. Justitsministeriet finder derfor, at rammeafgørelsens artikel 1 efter dansk strafferet må forstås som et krav om forsæt omfattende alle forsætsgrader.

Den foreslåede bestemmelse er ikke begrænset til alene at skulle værne danske offentlige myndigheder eller den danske samfundsorden. Både udenlandske myndigheder og samfundsordener vil være beskyttet efter bestemmelsen, ligesom også internationale organisationer er omfattet af bestemmelsen.

Med begrebet »politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer« tænkes ikke blot på et lands eller en organisations øverste statsmyndigheder, men også på lokale, administrative og retlige myndigheder, ligesom handlingen kan tilsigte at ramme landets økonomiske struktur. Bestemmelsens begrænsning er, at handlingen skal have være egnet til at tilføje »alvorlig skade« til et land eller en international organisation. Herudover skal alle betingelserne i gerningsbeskrivelserne i de opregnede lovovertrædelser naturligvis være opfyldt.

Ligesom med den gældende bestemmelse i straffelovens § 114 er både handlinger, der har et videregående politisk formål samt handlinger, hvis mål alene er at skabe almindelig uro og økonomisk kaos, omfattet af den nye terrorismebestemmelse.

På rådsmødet er EU-landene nået til politisk enighed om en erklæring, der begrænser anvendelsesområdet for rammeafgørelsens artikel 1. Efter erklæringen dækker rammeafgørelsen handlinger, som alle medlemsstater anser for alvorlige overtrædelse af deres straffelove, begået af personer, hvis mål er en trussel mod medlemsstaternes demokratiske samfund, der respekterer retsstatsprincippet, og mod den civilisation, disse samfund bygger på. Rammeafgørelsen skal forstås på denne måd og kan ikke bruges som argument for nu at betragte adfærd, som blev udført af mennesker, der handlede for at bevare eller genskabe disse demokratiske værdier, hvilket navnlig var tilfældet i visse medlemsstater under 2. Verdenskrig, som terroristhandlinger. Rammeafgørelsen kan heller ikke bruges til at anklage personer, der udøver deres legitime ret til at udtrykke deres meninger, for terrorisme, selv om de under udøvelsen af en sådan ret begår lovovertrædelser.

Den foreslåede bestemmelse i § 114 (og dermed også §§ 114 a-b) må fortolkes i lyset af denne rådserklæring. Det følger af bestemmelsen i § 118 a, at påtale for overtrædelse af § 114 kun kan ske efter justitsministerens beslutning. Ud over de begrænsninger i det strafbare område, som følger af princippet om materiel atypicitet, vil det med denne påtaleregel kunne sikres, at der ikke rejses tiltale i sager omfattet af rådserklæringen.

I det følgende gennemgås rammeafgørelsens opregning af lovovertrædelser. Det tilstræbes så vidt muligt at gruppere lovovertrædelserne på samme måde som i rammeafgørelsen og dermed bevare dennes systematik, men udformningen af de gældende danske straffebestemmelser kan på enkelte punkter gøre, at visse forhold medtages under ét punkt i EU-rammeafgørelsen og under et andet punkt i den foreslåede terrorismeparagraf.

Efter rammeafgørelsens artikel 1, litra a, skal legemsangreb, der kan have døden til følge, omfattes af terrorbestemmelsen. Det følger af indledningen til artikel 1, at der skal være tale om forsætlige handlinger. Forslaget til den nye straffebestemmelse henviser på denne baggrund i § 114, stk. l, nr. 1, til overtrædelser af straffelovens § 237 om manddrab.

Ligeledes skal alvorlige overgreb mod en persons fysiske integritet være omfattet af bestemmelsen, jf. artikel 1, litra b. Dette er i lovforslaget indeholdt i § 114, stk. 1, nr. 2, med en henvisning til straffelovens § 245 og § 246 om grov vold.

Artikel 1, litra c, omhandler bortførelse og gidseltagning. Disse forhold henføres efter dansk ret til straffelovens § 261 om frihedsberøvelse, jf. den foreslåede bestemmelser i straffelovens § 114, stk. 1, nr. 3.

Artikel 1, litra d, er udgået.

Massive ødelæggelser af et regeringsanlæg eller et offentligt anlæg, et transportsystem, en infrastruktur, herunder et edb-system, en fast platform på kontinentalsoklen, et offentlig sted eller en privat ejendom, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab, skal efter rammeafgørelsens artikel 1, litra e, være omfattet af terrorbestemmelsen. § 184, stk. 1, angår forstyrrelse af sikkerheden for jernbaners, fartøjers, motorkøretøjers eller lignende transportmidlers drift eller sikkerheden for færdsel på offentlige landeveje. Alvorlig beskadigelse af offentlig ejendom mv. vil være omfattet af straffelovens § 291, stk. 2, om hærværk i betydeligt omfang. Hærværk af betydeligt omfang foreligger ikke blot, når der er sket skade af betydelig fysisk omfang, men også hvor der er ødelagt betydelige værdier. Forstyrrelse af driften i almindelige samfærdselsmidler og databehandlingsanlæg er omfattet af straffelovens § 193. Efter Justitsministeriets opfattelse vil straffelovens 184, stk. 1, § 193 og § 291, stk. 2, dække det område, der må antages at være omfattet af rammeafgørelsens artikel 1, litra e, hvorfor overtrædelse af disse bestemmelser foreslås omfattet af nr. 4 i straffelovens § 114, stk. 1.

Efter artikel 1, litra f, skal kapring af luftfartøjer, skibe eller andre kollektive transportmidler eller godstransportmidler ligeledes være omfattet af terrorbestemmelsen. Straffeloven indeholder i § 183 a en bestemmelse om ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer eller skibe (fly- eller skibskapring). Denne bestemmelse omfatter ikke kapring af andre kollektive transportmidler eller godstransportmidler. En sådan kapring kan afhængig af de konkrete omstændigheder være omfattet af blandt andet straffelovens bestemmelser om jernbane- eller transportulykke (§ 183, stk. 1), forstyrrelse af trafiksikkerheden (§ 184, stk. 1), forstyrrelse i driften af almindelig samfærdselsmidler (§ 193), drab (§ 237), vold (§ 244-247), hensynsløs fareforvoldelse (§ 252), frihedsberøvelse (§ 260), trusler (§ 266) eller hærværk (§ 291).

En opfyldelse af rammeafgørelsens artikel 1, litra f, kræver efter Justitsministeriets opfattelse enten en henvisning til en lang række af de netop nævnte bestemmelser eller en ændring af straffelovens § 183 a, således at også kapring af andre kollektive transportmidler eller godstransportmidler omfattes af bestemmelsen. Justitsministeriet finder, at væsentlige hensyn taler for at begrænse anvendelsesområdet for § 114 til kun de forbrydelser, som er direkte nødvendiggjort af rammeafgørelsen. Justitsministeriet foreslår derfor en udvidelse af straffelovens § 183 a til tillige at omfatte kapring af andre kollektive transportmidler eller godstransportmidler. Udvidelsen af bestemmelsens anvendelsesområde vil samtidig signalere, at kapring af f.eks. tog betragtes som en alvorlig forbrydelse på linie med kapring af fly og skibe på grund af den tilstand af ufrihed og frygt, som en sådan kapring skaber blandt helt sagesløse passagerer, og som følge af den alvorlige forstyrrelse af trafiksikkerheden, som handlingen indebærer, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Med den foreslåede ændring af straffelovens § 183 a finder Justitsministeriet, at en henvisning til denne bestemmelse i § 114, stk. 1, nr. 5, vil opfylde rammeafgørelsens artikel 1, litra f.

Området for artikel 1, litra g, er fremstilling, besiddelse, erhvervelse, transport eller levering af våben og sprængstoffer, og for biologiske og kemiske våbens vedkommende forskning og udvikling.

Fremstilling, besiddelse, erhvervelse og levering af våben og sprængstoffer, herunder biologiske og kemiske våben er reguleret af våbenloven. Særligt grove våbenlovsovertrædelser kan straffes efter straffelovens § 192 a.

Straffelovens § 192 a kan omfatte endog særdeles alvorlige overtrædelser af våbenloven. Det kan f.eks. være en persons eller en gruppe af personers fremstilling eller besiddelse af en stor mængde meget farlige våben, uden at denne fremstilling eller besiddelse kan henføres til en konkret (terror-)handling. I lyset af den ændrede sikkerhedsmæssige situation efter den 11. september 2001 foreslås Justitsministeriet, at strafferammen i § 192 a sættes op fra de nuværende 4 års fængsel til 6 års fængsel, således at også de mest alvorlige overtrædelser af § 192 a kan rummes inden for strafferammen. Forslaget har endvidere den konsekvens, at politiet får adgang til at iværksætte indgreb i meddelelseshemmeligheden og observation i forbindelse med efterforskningen af særligt grove overtrædelser af våbenloven. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7.

Som følge af den foreslåede strafferammeforhøjelse er det forslag, som var indeholdt i det lovudkast, der blev sendt til høring den 30. oktober 2001, om at udvide politiets adgang til indgreb i meddelelseshemmeligheden og observation i forbindelse med særligt grove våbenlovsovertrædelser, jf. straffelovens § 192 a, udgået af lovforslaget.

Efter rammeafgørelsen skal også udvikling og forskning af biologiske våben være omfattet af terrorismebestemmelsen. Det fremgår dog ikke udtrykkeligt af den nuværende ordlyd af våbenloven, at der er forbud mod udvikling af biologiske og kemiske våben, og loven indeholder ikke et forbud mod forskning. Der foreslås derfor en præcisering af § 5 i våbenloven, således at forbudet mod udvikling og forskning i kemiske og biologiske våben fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen. En tilsvarende præcisering foreslås i straffelovens § 192 a. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 og § 4.

I lyset af det overordnede krav til forstyrrelse af politiske, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer i rammeafgørelsen, kan det ikke anses for nødvendigt at medtage enhver overtrædelse af våbenloven for at opfylde artikel 1, litra g, og det er derfor lagt til grund, at straffelovens § 192 a om særligt grove våbenlovsovertrædelser samt våbenlovens § 10, stk. 2, om besiddelse af skydevåben under særlig skærpende omstændigheder med den ovenfor foreslåede tilføjelse dækker det område, der må antages at være omfattet af rammeafgørelsens artikel 1, litra g, bortset fra transport af våben. En henvisning til § 192 a og våbenlovens § 10, stk. 2, foreslås derfor indsat i straffelovens § 114, stk. 1, nr. 6.

Transport af våben, som ikke indebærer ind- eller udførsel af våben til eller fra Danmark, er ikke reguleret i våbenloven, og det er derfor nødvendigt særskilt at kriminalisere transport mellem tredjelande af våben og krigsmateriel til personer eller en gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger. En bestemmelse herom foreslås indsat i straffelovens § 114 som stk. 2.

Efter artikel 1, litra h, skal spredning af farlige stoffer, brandstiftelse, fremkaldelse af eksplosioner eller oversvømmelser, der bringer mennesker i fare, under de ovenfor nævnte omstændigheder kunne straffes som terrorhandlinger. Straffeloven indeholder i § 186, stk. 1, en særlig bestemmelse om forurening af drikkevandet, hvis der ved forureningen er fremkaldt fare for menneskers liv eller sundhed. Endvidere kan forgiftning af ting til forhandling mv. straffes efter straffelovens § 187, stk. 1, hvis tilsætningen medfører, at menneskers sundhed herved udsættes for fare.

Brandstiftelse straffes som udgangspunkt efter straffelovens § 181, stk. 1. Udsættes andres liv for fare ved brandstiftelsen og må gerningsmanden indse dette, eller sker brandstiftelsen med forsæt til at forvolde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom eller til at befordre oprør, plyndring eller anden sådan forstyrrelse af samfundsordenen, straffes for overtrædelse af straffelovens § 180.

Efter straffelovens § 183 straffes blandt andet den, der med forsæt til skade på person eller formue forvolder sprængning eller oversvømmelse.

Efter Justitsministeriets opfattelse indeholder den foreslåede bestemmelse i § 114, stk. 1, nr. 7, alle de elementer, der er opregnet i artikel 1, litra h.

Også forstyrrelse eller afbrydelse af vand- eller elforsyningen eller forsyningen med andre grundlæggende naturressourcer, der bringer menneskeliv i fare, skal efter artikel 1, litra i, omfattes af den særlige terrorismebestemmelse.

Bestemmelsen i artikel 1, litra i, må efter Justitsministeriets opfattelse anses for gennemført ved forslaget til § 114, stk. 1, nr. 4 og nr. 7.

Det skal understreges, at alle de ovenfor nævnte handlinger, der er opregnet i forslaget til § 114, stk. 1, nr. 1-7, skal ses i sammenhæng med bestemmelsens indledning. En overtrædelse af de opregnede bestemmelser kan henføres til bestemmelsen, hvis overtrædelsen er begået med det særlig kvalificerende terrorforsæt.

Efter artikel 1, litra j, skal fremsættelse af trusler om at ville begå en af ovennævnte lovovertrædelser, bortset fra handlingerne i litra d og g, ligeledes kunne straffes som en terrorhandling. Justitsministeriet foreslår som konsekvens heraf, at det efter § 114, stk. 3, ligeledes gøres strafbart at true med at begå handlinger som nævnt i § 114, stk. 1, nr. 1-7. Også ved fremsættelse af trusler, skal det særlige kvalificerende terrorforsæt være opfyldt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4 (straffelovens § 114).

2.3.3.2. Efter rammeafgørelsens artikel 1 a skal medlemsstaterne sikre, at en række opregnede handlinger også betragtes som lovovertrædelser med forbindelse til terroraktiviteter. Det drejer sig om tyveri af særlig grov beskaffenhed begået med det formål at begå en af de i artikel 1 omhandlede handlinger, fremstilling af falske administrative dokumenter med det formål at begå en af de i artikel 1, litra a-i, samt de i artikel 2, stk. 2, litra b og c, omhandlede handlinger, og afpresning med det formål at begå en af de i artikel 1 omhandlede handlinger.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil handlinger som omfattet af § 1 a, der begås med det formål at begå en terrorhandling efter dansk ret kunne straffes som medvirken til den konkrete terrorhandling.

2.3.3.3. Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, litra a og b, jf. stk. 1, skal ledelse af og deltagelse i en terrorgruppe være strafbart.

Ledelse af en terrorgruppe vil kunne straffes efter den foreslåede terrorismeparagraf for terrorhandlinger, gruppen begår eventuelt suppleret med en henvisning til straffelovens § 23, hvis lederen ikke personligt har deltaget i udførelsen af handlingerne. Der er derfor ikke behov for en særskilt bestemmelse herom.

Efter formuleringen af rammeafgørelsen skal deltagelse i en terrorgruppes aktiviteter kriminaliseres, i det omfang denne deltagelse bidrager til gruppens kriminelle aktiviteter. Som eksempler på deltagelse, der skal være kriminaliseret, nævnes, tilvejebringelse af informationer eller materielle midler eller finansiering af terrorgruppens aktiviteter. Efter Justitsministeriets opfattelse må dette nu forstås som et krav om (forsætlig) medvirken til bestemte terrorhandlinger, og det er derfor ikke længere nødvendigt særskilt at kriminalisere deltagelse i en gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 114, som foreslået i det lovudkast, der har været sendt i høring.

2.3.3.4. Herudover skønnes rammeafgørelsen ikke på nuværende tidspunkt at have yderligere lovgivningsmæssige konsekvenser ud over, hvad der følger af FN s terrorfinansieringskonvention og FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001).

2.3.4. Ikke spredning af masseødelæggelsesvåben mv.

Det nuværende strafmaksimum på 2 års fængsel for overtrædelse af reglerne om ikke spredning af masseødelæggelsesvåben ligger blandt de laveste i EU og de øvrige vestlige lande. Efter Justitsministeriets opfattelse er dette strafmaksimum ikke tilstrækkeligt højt. Der bør være mulighed for at idømme strengere straffe for særlig grove overtrædelser. Dette er også nødvendigt for at sikre Danmarks troværdighed i det internationale samarbejde på området.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør strafferammen henset til lovovertrædelsernes (potentielt) alvorlige karakter fastsættes til fængsel indtil 6 år.

Indsættelse af en regel om særligt grove overtrædelser af denne karakter i straffelovens kapitel 13 om grove statsforbrydelser vil også være med til at sikre en mere effektiv indsats bl.a. mod terrorisme, idet politiet herved får mulighed for at anvende straffeprocessuelle tvangsindgreb i form af indgreb i meddelelseshemmelighed, observation og hemmelig ransagning.

Der henvises nærmere til lovforslagets § 1, nr. 5 (straffelovens § 114 e).

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke en udvidelse af de strafbare forhold på området. Bestemmelsen er alene en overbygning på de gældende straffebestemmelser i bekendtgørelse nr. 1213 af 18. december 2000 om eksportkontrol.

Som det fremgår af pkt. 2.2.5.1. har Danmark ikke udnyttet den adgang, der er efter forordningens artikel 4, stk. 5, til at kriminalisere også groft uagtsomme overtrædelser af catch-all klausulen (jf. ordene »begrundet mistanke«). En sådan udvidelse af det strafbare område ville yderligere styrke den generalpræventive effekt og håndhævelsen af reglerne. I grænsetilfælde kan det således undertiden være vanskeligt at bevise en eksportørs forsæt til, at produkterne helt eller delvis er bestemt til ulovlige formål.

En sådan ikke ubetydelig udvidelse af det strafbare område bør dog efter regeringens opfattelse overvejes nærmere og ikke gennemføres uden forudgående dialog med erhvervslivet. Regeringen vil på baggrund af denne dialog med erhvervslivet eventuelt på et senere tidspunkt fremsætte lovforslag herom.

Det kan i den forbindelse i øvrigt oplyses, at Erhvervsfremme Styrelsen for tiden planlægger en betydelig øget indsats på eksportkontrolområdet. Det drejer sig bl.a. om øget information til virksomhederne for at udbrede kendskabet til eksportrestriktionerne, øget kontrol med overholdelsen af styrelsens udførselstilladelser samt øget opmærksomhed og bedre kvalitetsstyring i virksomhederne.

3. Styrkelse af politiets efterforskningsmuligheder

3.1. Logning af trafikdata vedrørende telekommunikation

3.1.1. Gældende ret

3.1.1.1. Indgreb i meddelelseshemmeligheden

Ved lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning) er der i retsplejelovens § 780, stk. 1, indsat en bestemmelse (nr. 4), hvorefter politiet kan foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater inden for et nærmere angivet område, der sættes i forbindelse med andre telefoner eller kommunikationsapparater (udvidet teleoplysning). Bestemmelsen giver politiet mulighed for at få adgang til de såkaldte masteoplysninger i forbindelse med efterforskning af forbrydelser, som har medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier. Bestemmelsen er indsat på baggrund af et forslag fra Brydensholt-udvalget i betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning.

Der henvises herom nærmere til loven samt til Folketingstidende 2000-01, forhandlingerne, s. 6443-6459, 8674-8675 og 9050-9062, tillæg A, s. 5690-5721, samt tillæg B, s. 1525-1533.

Efter retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 3, kan politiet foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater, der sættes i forbindelse med en bestemt telefon eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke har meddelt tilladelse hertil (teleoplysning). Efter denne bestemmelse kan politiet således indhente teleoplysning vedrørende bestemte telefonnumre, eksempelvis oplysninger om opkald til eller fra en mistænkt.

Bestemmelserne om teleoplysning og udvidet teleoplysning giver politiet adgang til almindeligvis efter forudgående retskendelse at få udleveret data, som teleudbyderne i anden anledning registrerer og opbevarer (logning). Bestemmelserne indebærer derimod ikke en pligt for teleudbyderne til at logge bestemte trafikdata.

3.1.1.2. Opbevaring af trafikdata

Lov nr. 418 af 31. maj 2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet indeholder i § 14 en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (tidligere IT- og forskningsministeren) kan fastsætte regler for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester om minimumskrav til behandling af personoplysninger i forbindelse med telekommunikation. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1169 af 15. december 2000 om udbud af telenet og teletjenester, der bl.a. indeholder bestemmelser om behandling af trafik- og debiteringsdata.

Bekendtgørelsens § 30, stk. 1, fastsætter, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester skal sikre, at trafikdata vedrørende slutbrugere slettes eller anonymiseres efter samtalens afslutning. Trafikdata kan være oplysninger om A- og B-nummer (dvs. det kaldende og kaldte telefonnummer) og tidspunktet for kommunikationen.

Fra udgangspunktet om sletning gøres visse undtagelser i § 30, stk. 2 og 3. Efter stk. 2 er det således tilladt at behandle og opbevare trafikdata med henblik på debitering af slutbrugere og afregning for samtrafik. En sådan behandling og opbevaring er tilladt indtil udløbet af den lovhjemlede forældelsesfrist for de omhandlede gældsforpligtelser og afregninger. § 30, stk. 3, tillader teleudbyderne at opbevare trafikdata med henblik på markedsføring af egne teletjenester, forudsat at kunden har givet samtykke.

Bekendtgørelsen regulerer således spørgsmålet om, hvornår trafikdata lovligt kan opbevares, men indeholder ingen bestemmelser, der forpligter udbyderne til at opbevare disse oplysninger. Den enkelte teleudbyder må således selv afgøre inden for rammerne af bekendtgørelsens § 30 om og i hvilket omfang trafikdata opbevares.

Teleselskabernes praksis med hensyn til logning af masteoplysninger varierer betydeligt. Det er således ikke alle teleudbydere, der registrerer oplysninger om, hvilke mobiltelefoner der i et givent område og inden for et bestemt tidsrum har været sat i forbindelse med andre telefoner.

Bekendtgørelsens § 30 gennemfører artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (97/66/EF) i dansk ret.

Efter direktivets artikel 6, stk. 1, skal trafikdata vedrørende abonnenter og brugere, som behandles ved etablering af samtaler, og som lagres af leverandøren af et offentligt telenet og/eller en offentligt tilgængelig teletjeneste, slettes eller gøres anonyme efter samtalens afslutning. Fra denne forpligtelse kan der gøres undtagelse, i det omfang det sker med henblik på debitering af abonnenten og afregning for samtrafik, jf. artikel 6, stk. 2, eller med kundens samtykke med henblik på markedsføring af egne teletjenester, jf. artikel 6, stk. 3. Disse regler svarer således til bestemmelserne i § 30 i bekendtgørelse om udbud af telenet og teletjenester.

Direktivet begrænser imidlertid ikke mulighederne for at behandle trafikdata i forhold til efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold. Det fremgår således af artikel 14, stk. 1, at medlemsstaterne kan vedtage lovbestemmelser med henblik på at indskrænke rækkevidden af de forpligtelser og rettigheder, der nævnes i artikel 6, hvis en sådan indskrænkning er nødvendig af hensyn til statens sikkerhed, forsvaret, den offentlige sikkerhed, forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller uautoriseret brug af telekommunikationssystemet.

Denne bestemmelse tillader således, at der i national lovgivning kan fastsættes regler, der fraviger kravet om sletning af trafikdata. Betingelsen er imidlertid, at det sker for at varetage et eller flere af de hensyn, der er nævnt i artikel 14, stk. 1.

Europa-Kommissionen har den 12. juli 2000 fremlagt et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (KOM(2000) 385).

Det foreslåede direktiv skal erstatte direktiv 97/66/EF. Kommissionen anfører i begrundelsen for direktivforslaget, at det ikke er hensigten at foretage »en gennemgribende ændring af substansen i det eksisterende direktiv, men blot at tilpasse og ajourføre de eksisterende bestemmelser efter den udvikling, der allerede er sket, eller som kan forventes inden for elektroniske kommunikationstjenester eller -teknologier«. Den væsentligste ændring består således i, at anvendelsesområdet for direktivet udvides fra kun at omfatte telefoni til generelt at omfatte elektronisk kommunikation, herunder Internet og e-post.

Der er også efter det foreslåede direktiv adgang til at indskrænke rækkevidden af direktivets forpligtelser og rettigheder med hensyn til behandling af bl.a. trafikdata, hvis en sådan indskrænkning er nødvendig af hensyn til statens sikkerhed, forsvaret, den offentlige sikkerhed, forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller uautoriseret brug af det elektroniske kommunikationssystem.

3.1.2. Brydensholt-udvalgets forslag

I september 1999 afgav Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (»Brydensholt-udvalget«) betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning.

Betænkningen indeholder udvalgets overvejelser og forslag om ændring af straffelovens § 235 om børnepornografi og om ændring af retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om børnepornografi. Disse dele af betænkningen blev medtaget i lovforslag nr. L 281 af 27. april 2000, jf. nu lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning). Der henvises herom til lov nr. 441 af 31. maj 2000 samt til Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne, s. 7423-7431, 8474-8477 og 8756, tillæg A, s. 7784-7826, samt tillæg B, s. 1327-1330.

Udvalget overvejer endvidere i betænkningen en række forslag til, hvordan politiets efterforskningsmuligheder kan forbedres i sager, hvor der i forbindelse med en lovovertrædelse anvendes informationsteknologi. Således indeholder betænkningen også nogle forslag, som ikke i særlig grad vedrører sager om børnepornografi. Udvalget stiller bl.a. forslag om en særlig regulering af adgangen til at indhente masteoplysninger. Herved forstås bl.a. oplysninger om, hvilke mobiltelefoner der i et givent område og inden for et bestemt tidsrum har været sat i forbindelse med andre telefoner. Udvalget har endvidere mere generelt berørt betingelserne for og afgrænsningen mellem de forskellige straffeprocessuelle indgreb i forhold til elektronisk kommunikation.

Justitsministeriet tilkendegav i bemærkningerne til lovforslag nr. L 281, at Justitsministeriet i forbindelse med kommende forslag om ændringer af retsplejelovens straffeprocessuelle regler ville inddrage de øvrige mere generelle overvejelser og forslag til, hvordan efterforskningsmulighederne kan forbedres med henblik på tilfælde, hvor der i forbindelse med overtrædelserne anvendes informationsteknologi.

Disse dele af udvalgets betænkning blev herefter medtaget i lovforslag nr. L 194 af 21. marts 2001, jf. nu lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning). Der henvises herom til pkt. 3.1.1.1. ovenfor.

Et enkelt forslag blev dog ikke medtaget i lovforslaget. Udvalget overvejer således i betænkningen spørgsmålet om at indføre en pligt for internetudbydere og teleselskaber til at logge visse oplysninger, således at det under en efterfølgende politimæssig efterforskning vil være muligt at spore den kommunikation, der har fundet sted. Udvalget anser en sådan logningspligt for i særlig grad at have betydning for efterforskningen af lovovertrædelser vedrørende børnepornografi, men oplysningerne vil kunne bidrage til efterforskningen af alle former for kriminalitet, der foregår på eller ved hjælp af Internettet.

Som det fremgår af pkt. 8.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning (lovforslag nr. L 281 af 27. april 2000), jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 7809, er der fra IT-branchens side i høringssvarene over betænkningen udtrykt betænkelighed ved udvalgets forslag om registrering af logoplysninger og opbevaring heraf. Justitsministeriet fandt det derfor rigtigst, at der ikke på det da foreliggende grundlag blev stillet forslag om at indføre en sådan pligt for internetudbydere og teleselskaber. Justitsministeriet iværksatte på denne baggrund i samarbejde med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling en nærmere undersøgelse af konsekvenserne af udvalgets forslag i lyset af de indvendinger, der er fremført i visse af høringssvarene vedrørende betænkningen. På tidspunktet for fremsættelse af lovforslaget om hæleri og efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning (lovforslag nr. L 194 af 21. marts 2001) var Justitsministeriets og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings overvejelser endnu ikke afsluttet, jf. Folketingstidende 2000-2001, tillæg A, s. 5704. Justitsministeriet tilkendegav på denne baggrund, at man i forbindelse med en fremtidig ændring af retsplejeloven ville tage spørgsmålet op på ny, når overvejelserne var afsluttet.

Justitsministeriet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling er enige om, at der bl.a. i lyset af de tragiske begivenheder, der fandt sted ved terrorangrebet i USA den 11. september 2001 nu er grundlag for at foreslå en regulering på dette område.

3.1.2.1. Udvalgets generelle overvejelser

Udvalget konstaterer, at manglende eller mangelfulde oplysninger hos internetudbydere udgør et efterforskningsmæssigt problem. Dette problem forstærkes, når efterforskningen vedrører forhold, hvor der er anvendt flere internetadresser til kommunikationen. De kriminelle udnytter herved, at oplysninger om datastrømmene, herunder oplysninger om, hvilket land der opereres fra, ikke er tilgængelige for politiet.

Udvalget anfører, at modhensynet, der taler for få registreringer og kortvarig opbevaring af oplysningerne hos formidlerne, især er hensynet til privatlivets fred.

Udvalget erkender, at det ikke er muligt at tilgodese begge disse modsatrettede hensyn fuldt ud. Der er endvidere ikke tale om et problem, der kan totalløses via dansk lovgivning, men udvalget finder, at en dansk regulering under alle omstændigheder vil være nyttig.

3.1.2.2. Behovet for regulering

Udvalget bemærker generelt, at der ofte kan være meget stor teknisk usikkerhed med hensyn til loggens indhold og fuldstændighed, og at det kan være omkostningskrævende at stille krav på dette område.

Udvalget anfører, at oplysninger om B-nummeret (eksempelvis det nummer hos en internetudbyder, der kaldes op til) i dag kun fastholdes kortvarigt hos teleudbyderne. Dette vanskeliggør efterforskningen, idet der nødvendigvis går tid med behandling af anmeldelsen og visitering af sagen, inden efterforskningen kan påbegyndes. B-numrene bruges f.eks. til regningsspecifikationer, således at den kaldende abonnent har mulighed for at identificere, hvilke numre der har været kaldt op til i den seneste regningsperiode.

Ud fra et efterforskningsmæssigt synspunkt har det stor betydning, at A-nummeret (det nummer, der ringes fra) logges. Dette gælder uanset, om den pågældende har benyttet muligheden for at blokere for visning af A-nummeret hos den, der ringes til. Adgangen hertil må antages primært at skulle beskytte imod, at nummeret kan vises hos modtageren (indehaveren/brugeren af B-nummeret) og ikke at tage sigte på de registreringer, der kan være behov for i telekæden.

Registrering og opbevaring af oplysninger om A-nummeret i tilknytning til en given internetopkobling, vil gøre det muligt efterfølgende f.eks. i forbindelse med efterforskning af lovovertrædelser, der er begået under den pågældende internetsession at føre sporet helt tilbage til det telefonnummer og dermed almindeligvis det sted hvorfra den ulovlige aktivitet er begået.

Udvalget konstaterer, at i hvert fald én af de større internetudbydere kun tilslutter til Internettet, hvis A-nummeret samtidig registreres (hvilket sker, uanset om det er visningsbeskyttet eller ej).

Endelig påpeger udvalget vigtigheden af, at der også sker registrering af den IP-adresse, som brugeren tildeles i forbindelse med den konkrete internetsession. For at styre kommunikationen på Internettet har hver server (computer), som er koblet til Internettet, en unik IP-adresse (Internet Protocol). Adressen overføres med hver elektronisk impuls, der sendes over nettet og efterlader således et elektronisk spor. Adresserne, der dannes ved hjælp af en algoritme, består af fire talsekvenser med indtil tre cifre hver. Antallet af IP-adresser er på denne baggrund begrænset til ca. 4,3 milliarder. Af økonomiske årsager har kun brugere, der anvender Internettet i stort omfang en fast IP-adresse. F.eks. råder internetudbydere over flere IP-adresser, der på mere eller mindre tilfældig måde tildeles brugerne, når disse logger sig på nettet (dynamiske IP-adresser).

På Internettet er centrale fortegnelser over indehaverne af IP-adresser tilgængelige. Såfremt en anvendt IP-adresse tilhører en internetudbyder, slutter det elektroniske spor hos denne. Kun hvis udbyderen registrerer, hvilken kunde der på et bestemt tidspunkt har været tildelt den pågældende dynamiske IP-adresse, kan sporet føres tilbage til brugeren.

3.1.2.3. Det nærmere indhold af reguleringen

Brydensholt-udvalget foreslår på baggrund af disse overvejelser, at der stilles krav om, at internetudbydere ved opkobling via telefonnettet skal logge både A og B-nummeret for A-nummerets vedkommende uanset om den pågældende har benyttet muligheden for, at der ikke sker visning af A-nummeret.

Endvidere bør udbyderen logge IP-adresse for den, der tilslutter sig Internettet, brugertid, tidspunkt for opkobling/nedkobling, opkoblingens varighed og sessionstype (FTP/Telnet). Der bør tillige stilles krav om opbevaringsformat (læsbarhed) og foranstaltninger til beskyttelse mod uautoriseret adgang til og manipulation af loggen. Derudover bør eventuelle kontooplysninger opbevares.

Opbevaring af oplysninger skal ske her i landet, hvis udbyderen driver virksomhed i Danmark, uanset om udbyderen er selvstændig eller en filial af en udenlandsk virksomhed.

Endvidere bør det tilstræbes, at det sikres, at korrekt dansk realtid registreres. I praksis har det under efterforskning vist sig, at teleselskabers og internetudbyderes tidsangivelser i loggen har været upræcise. Det vil derfor set fra et efterforskningsmæssigt synspunkt være hensigtsmæssigt, hvis der stilles krav om, at der etableres et system med korrekt dansk realtid, f.eks. ved at serveren jævnligt synkroniseres med realtid. Hvis tidsregistreringer i logninger, der indgår i en efterforskning, ikke er korrekte, risikerer politiet at målrette efterforskningen mod forkerte personer.

Udvalget har nærmere drøftet de forskellige hensyn, der kan tale for henholdsvis en længere og en kortere opbevaringstid af oplysningerne, og har på baggrund af drøftelserne valgt at anbefale en opbevaringsfrist på 6 måneder.

Med hensyn til formen for reguleringen har udvalget indgående drøftet, om de ønskede registreringer og opbevaringen heraf ville kunne gennemføres ved en selvregulering. Et flertal i udvalget (15 medlemmer) finder, at reguleringen skal ske ved lov, mens et mindretal i udvalget (4 medlemmer) finder, at spørgsmålet så vidt muligt skal løses ved en selvregulering i branchen. Dette mindretal er dog enige i en lovgivningsmæssig løsning, såfremt det viser sig, at reguleringsbestræbelserne ikke bærer frugt.

Udvalget drøfter også de problemer, der opstår ved almindeligt tilgængelige computere (på biblioteker, internetcaféer mv. og i et vist omfang på arbejdspladser), der kan benyttes til at opnå anonymitet ved anvendelse af Internettet, men afstår fra at foreslå en regulering på dette område. Hvis efterforskningen viser, at en sådan computer er blevet benyttet, og der ikke findes oplysninger om brugeren, må det i stedet forsøges via afhøringer at afgrænse den mulige brugerkreds.

Om udvalgets nærmere overvejelser henvises til betænkningen s. 63-71 og s. 101-103.

3.1.3. Justitsministeriets overvejelser

I høringssvarene fra telebranchen vedrørende det lovudkast, der har været sendt til høring, er det påpeget, at en række teleudbydere alene betjener en afgrænset kundegruppe, f.eks. banker eller skoler. Grænsedragningen i forhold til udbydere af offentlige telenet eller teletjenester er derfor ikke helt klar. Endvidere vil det kunne have en negativ indflydelse på konkurrenceforholdene i branchen, såfremt udbyderne ikke behandles ens. Det fremhæves på denne baggrund, at lovforslaget derfor bør stille krav til udbyderne, uanset om de henvender sig til et begrænset kundesegment eller til offentligheden i almindelighed.

Justitsministeriet er enig i dette synspunkt. Både hensynet til en effektiv regulering og hensynet til konkurrenceforholdene i branchen tilsiger, at den foreslåede bestemmelse omfatter alle udbydere, uanset til hvilken kundegruppe de udbyder telenet og teletjenester.

3.1.3.1. Teletrafikdata

Bestemmelserne om udvidet teleoplysning i lovforslag nr. L 194 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken), jf. nu lov nr. 465 af 7. juni 2001, vedrører alene politiets adgang til f.eks. masteoplysningerne. Baggrunden for lovforslaget var, at der i retspraksis var opstået tvivl om, hvorvidt retsplejelovens bestemmelser om indgreb i meddelelseshemmeligheden indeholdt den fornødne hjemmel til indgrebet. Justitsministeriet forudsatte således, at de pågældende oplysninger i praksis ville være tilgængelige hos teleudbyderne, når politiet på baggrund af retskendelse anmoder om oplysningerne. Der blev derfor ikke samtidig stillet forslag om regler vedrørende teleudbydernes registrering og opbevaring (logning) af disse oplysninger.

Som det imidlertid er anført under pkt. 3.1.1.2. ovenfor, har det vist sig, at der ikke er fast praksis hos teleselskaberne for at logge masteoplysninger. Et teleselskabs fravalg af en sådan logning kan skyldes forskellige forhold. Der kan være tale om, at man ikke har indrettet sig teknisk på at gemme de pågældende oplysninger, eller at oplysningerne ikke logges, fordi selskabet finder, at de ikke er nødvendige af hensyn til kundedebitering, f.eks. hvor kunden betaler et fast beløb for samtaler, uanset hvor mange eller få samtaler, der føres (såkaldt »flat rate-abonnement«).

Som det fremgår af pkt. 4.4. i bemærkningerne til lovforslaget om hæleri og masteoplysninger, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 5707, kan disse oplysninger være nødvendige for at politiet kan komme videre med opklaringen af en alvorlig forbrydelse. Dette var baggrunden for forslaget om at sikre politiet adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af udvidet teleoplysning, jf. nu retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 4.

Det er imidlertid tilsvarende vigtigt, at det er muligt at sikre, at der sker registrering af teleoplysninger i traditionel forstand, herunder oplysninger om A- og B-nummer, opkaldstidspunkter og varigheden af samtaler. Også disse oplysninger registreres i dag i et omfang, som hvert enkelt teleselskab selv fastsætter.

På baggrund af politiets erfaringer med hensyn til de kriminelles anvendelse af moderne kommunikationsmidler, herunder ikke mindst i forbindelse med alvorlige lovovertrædelser, er det efter Justitsministeriets opfattelse nødvendigt at sikre, at der sker opbevaring af de teleoplysninger, som politiet kan få brug for ved bekæmpelsen af alvorlig kriminalitet, herunder bl.a. terrorhandlinger.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der behov for at sikre, at teletrafikdata er tilgængelige med henblik på gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden. Der stilles på denne baggrund forslag om, at teleselskaberne skal logge de former for trafikdata, som politiet har brug for i forbindelse med efterforskning af lovovertrædelser.

Justitsministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at indehavere af mobiltelefoner med taletidskort normalt vil være anonyme i forhold til det teleselskab, der leverer teleydelsen, og at det således i disse tilfælde ikke vil være muligt for telefonselskabet at fremskaffe oplysninger om navn og adresse på den pågældende kunde. Det samme kan være tilfældet for så vidt angår visse e-posttjenester.

Det er dog ikke udelukket, at kundens navn alligevel kan være registreret hos telefonselskabet, f.eks. af markedsføringsmæssige årsager. Det forekommer også, at politiet ad anden vej er bekendt med, hvem der benytter f.eks. et bestemt taletidskort.

Det er hensigten at fastsætte de nærmere regler om logningspligtens indhold og omfang efter dialog med teleudbyderne. Dette er ikke mindst afgørende for at sikre en teknologisk hensigtsmæssig udformning af reglerne.

Om baggrunden for forslaget om anvendelse af en bemyndigelsesbestemmelse henvises til pkt. 3.1.3.3. nedenfor.

Justitsministeriet foreslår, at opbevaringsperiodens varighed fastsættes til 1 år. Dette vil være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (97/66/EF), jf. pkt. 2.1.2. ovenfor. I det omfang, der ikke er tale om oplysninger, der i henhold til direktivet kan opbevares med henblik på kundedebitering, kan opbevaringstiden ikke være længere end hensynet til »forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager« tilsiger, jf. direktivets artikel 14, stk. 1. Efter Justitsministeriets opfattelse går en opbevaringsperiode på 1 år ikke videre, end dette hensyn tilsiger. Trafikdata, der gemmes med henblik på debitering, vil uanset om de pågældende data omfattes af den lovbestemte logningspligt som hidtil kunne opbevares indtil udløbet af den lovhjemlede forældelsesfrist for de omhandlede gældsforpligtelser og afregninger, jf. artikel 6, stk. 2, i direktivet og § 30, stk. 2, i bekendtgørelse om udbud af telenet og teletjenester. Dette indebærer i praksis, at oplysningerne kan gemmes i op til 5 år.

Det skal understreges, at der ikke stilles forslag om ændring af retsplejelovens betingelser for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. De oplysninger, som teleselskaberne vil have pligt til at logge, vil således kun kunne kræves udleveret af politiet, hvis der er grundlag for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. Dette indebærer, at der skal være bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt, at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og at der i almindelighed skal være tale om efterforskning af en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, jf. retsplejelovens § 781, stk. 1. Endvidere skal proportionalitetskravet i § 782 være opfyldt. Kravet om »bestemte grunde« skal ikke være opfyldt ved udvidet teleoplysning, men der er omvendt kun adgang til disse oplysninger, når mistanken vedrører en forbrydelse, som har medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier, jf. § 781, stk. 5.

Denne del af forslaget giver således ikke politiet adgang til oplysninger i videre omfang end i dag. Forslaget skal alene sikre, at de pågældende oplysninger rent faktisk findes, hvis der bliver brug for dem.

3.1.3.2. Internettrafikdata

Internettets anvendelsesmuligheder er mangfoldige. Det udgør en væsentlig lettelse i den daglige kommunikation mellem mennesker og giver mulighed for at søge og udveksle oplysninger på en enkel, hurtig og billig måde. I kraft af Internettets komplicerede struktur giver det også gode muligheder for at være anonym i forbindelse med kommunikation og informationsudveksling. Disse muligheder udnyttes ikke mindst af de kriminelle.

Det ville være en illusion at tro, at det er muligt at overvåge hele Internettet. En sådant mål er heller ikke ønskeligt. Selv om det således ikke er muligt at bekæmpe al internetkriminalitet, bør man efter Justitsministeriets opfattelse ikke undlade at forbedre politiets efterforskningsmuligheder på de områder, hvor det kan lade sig gøre uden at tilsidesætte væsentlige hensyn til økonomi og privatlivets fred.

Justitsministeriet finder af de af Brydensholt-udvalget anførte grunde, at der af hensyn til mulighederne for en effektiv efterforskning og bekæmpelse af kriminalitet, der begås på eller ved hjælp af Internettet bør tilvejebringes hjemmel til at kræve logning af internettrafik. Den seneste tids alvorlige terrorangreb på USA, herunder udbredelsen af miltbrandbakterier, forstærker denne opfattelse. Angrebene viser, hvor sårbare vore moderne samfærdsels- og kommunikationsmidler er over for de udspekulerede og forud for angrebene nærmest utænkelige handlinger, som terrorister foretager, og der er al mulig grund til at antage, at terrorister i forbindelse med planlægningen af terrorhandlinger kommunikerer med hinanden og tilvejebringer information ved hjælp af Internettet.

Det er hensigten at fastsætte de nærmere regler om logningspligtens indhold og omfang efter dialog med internetudbyderne. Dette er ikke mindst afgørende for at sikre en hensigtsmæssig teknologisk udformning af reglerne.

En ordning med pligtmæssig logning af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold vil være en nyskabelse i forhold til den gældende retstilstand. Uanset, at forslaget om en nærmere regulering ved bekendtgørelse i vid udstrækning giver mulighed for løbende at tage højde for det praktiske behov for logning og den tekniske udvikling på området, finder Justitsministeriet det hensigtsmæssigt, at ordningen evalueres nogle år efter dens iværksættelse. Bestemmelsen i lovforslagets § 8 indebærer således, at ordningen i folketingsåret 2005-06 skal tages op til fornyet overvejelse.

Om baggrunden for forslaget om anvendelse af en bemyndigelsesbestemmelse henvises til pkt. 3.1.3.3. nedenfor.

Formålet med den foreslåede regulering er at sikre, at de elektroniske spor, der findes på Internettet i tilknytning til en kriminel aktivitet, ikke ender blindt hos internetudbyderen. Dette forudsætter, at udbyderen er i stand til at levere oplysninger om, hvem der har efterladt det pågældende spor. I praksis vil dette kun være muligt, hvis udbyderen er i besiddelse af præcise oplysninger om, hvilken kunde, der på det pågældende tidspunkt har anvendt en tildelt IP-adresse. Af hensyn til værdien af disse oplysninger er det vigtigt, at oplysningerne er nøjagtige, herunder ikke mindst for så vidt angår tidsangivelser. Ved anvendelsen af dynamiske IP-adresser vil det forekomme, at den IP-adresse, som den kriminelle har anvendt, kort tid før eller efter anvendes af en anden kunde hos den pågældende udbyder. Korrekt tidsangivelse er af afgørende betydning for, at det elektroniske spor kan føres tilbage til den person, der anvendte den pågældende IP-adresse på gerningstidspunktet.

Det har over for Justitsministeriet været fremført, at der i praksis vil kunne være tekniske hindringer for internetudbyderes registrering af det kaldende nummer (A-nummeret). Denne registrering, der kun vil være relevant, hvor forbindelsen til internetudbyderens server er etableret via telefonnettet, vil være af betydning ved undersøgelsen af, hvorfra opkaldet er etableret. Politiet vil dermed hurtigere kunne målrette efterforskningen mod den reelle gerningsmand. Dette medvirker til at styrke retssikkerheden for den kunde, hvis internetkonto måtte være blevet misbrugt til at skaffe kriminelle adgang til Internettet. Her vil det kunne være af væsentlig betydning for efterforskningen straks at kunne fastslå, at opkaldet til internetudbyderen er etableret fra en telefon, som kunden ikke kan have haft adgang til. Justitsministeriet finder, at der i forbindelse med den nærmere regelfastsættelse må foretages en afvejning af på den ene side det efterforskningsmæssige behov for denne type af oplysninger og på den anden side de tekniske vanskeligheder ved en logning heraf.

Registrering af B-nummeret vil have betydning i de tilfælde, hvor udbyderen stiller flere forskellige telefonnumre til rådighed for deres kunder med henblik på at etablere forbindelse til Internettet. Her vil man ved at sammenholde B-nummeroplysningerne fra det telefonselskab, som kunden anvender, have en ekstra sikkerhed for at der er kaldt op til internetudbyderen fra pågældende kunde på det relevante tidspunkt. Herudover forekommer krav om logning af B-nummer navnlig at være relevant i forhold til teleudbyderne. Det må i forbindelse med den nærmere regelfastsættelse overvejes, om der kan påvises et sådant behov for internetudbyderes logning af B-nummer, at der bør opstilles krav herom.

Hvor forbindelsen til Internettet ikke etableres via telefonnettet, men etableres via en fast forbindelse, f.eks. såkaldte ADSL-forbindelser, vil der ikke være teknisk grundlag for at opstille krav om, at internetudbyderen logger A-nummer. I stedet vil der skulle registreres de tilsvarende oplysninger, der gør det muligt at føre det elektroniske spor tilbage til en bestemt kunde.

Det skal understreges, at der ikke med forslaget lægges op til, at internetudbyderne skal foretage en kortlægning af kundernes aktiviteter, mens de anvender Internettet. Udbyderne vil således ikke løbende skulle foretage registrering af, hvilke hjemmesider, chatrooms mv. kunderne besøger. Hensigten er som anført ovenfor at kunne føre elektroniske spor, der findes på Internettet i forbindelse med kriminelle aktiviteter tilbage til gerningsmændene.

Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets overvejelser vedrørende det nærmere indhold af reguleringen. Det må dog fremhæves, at den tekniske udvikling siden afgivelsen af Brydensholt-udvalgets betænkning og ikke mindst de praktiske erfaringer med IT-efterforskning i denne periode kan vise sig at have ændret behovet for omfanget af en logningsforpligtelse. Ved at lade den nærmere tekniske udmøntning finde sted ved bekendtgørelse, kan der tages højde for dette forhold. Det må således i forbindelse med den nærmere regelfastsættelse, overvejes nærmere, hvilket omfang logningsforpligtelsen skal have. Hvis der i dag ikke ses at være behov for at logge oplysninger om f.eks. sessionstype (FTP/Telnet), så skal der ikke opstilles et krav herom.

Udvalget kommer ikke ind på, om og i givet fald hvilke yderligere oplysninger der bør registreres i forbindelse med anvendelse af elektronisk post. Justitsministeriet finder, at der ikke bør stilles forslag om en generel logning af indholdsdata, men alene af oplysninger svarende til teleoplysninger, dvs. oplysninger som f.eks. afsender, modtager og tidsangivelse vedrørende kommunikationen. Den påtænkte regulering vedrørende elektronisk post vil således ikke forpligte internetudbydere til generelt at gemme indholdet af elektroniske breve. Opbevaringspligten vil være begrænset til oplysninger om, hvilken kommunikation der har fundet sted.

Det skal fremhæves, at den foreslåede logning af oplysninger om internettrafik ikke uden videre giver politiet adgang til logoplysningerne. Dette spørgsmål vil fortsat skulle afgøres efter retsplejelovens regler om edition eller indgreb i meddelelseshemmeligheden afhængigt af, hvilke logoplysninger der er tale om.

Brydensholt-udvalget anfører, at opbevaringstiden for logoplysningerne set fra et efterforskningsmæssigt synspunkt ideelt bør være 5 år, svarende til opbevaringsfristerne i bogføringsloven og hvidvaskloven. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets opfattelse af, at dette bl.a. af praktiske grunde vil være for vidtgående.

Det må derfor tilstræbes, at der fastsættes en opbevaringsperiode, der i hvert fald muliggør efterforskning i de fleste sager, hvor der er behov for disse oplysninger.

Udvalget finder, at efterforskningsmæssige hensyn taler for en frist på ikke under 1 år. Ikke mindst i sager med ekstremt store datamængder eller i sager, der efterforskningsmæssigt starter i et andet land, hvorefter det konstateres, at der skal efterforskes også i Danmark, vil en kortere frist kunne betyde, at videre efterforskning umuliggøres.

Udvalget vurderer, at for langt de fleste sagers vedkommende vil en frist på 6 måneder imidlertid være tilstrækkelig. Udvalget anbefaler på denne baggrund en opbevaringsfrist på 6 måneder. Så vidt udvalget er orienteret, opbevares loggen vedrørende e-post ofte i 6 måneder, mens der ikke i øvrigt er nogen fast praksis.

Der er, som udvalget ligeledes anfører, tale om en vanskelig afvejning mellem på den ene side hensynet til kriminalitetsbekæmpelse og på den anden side hensynet til både privatlivets fred og de omkostninger, der påføres udbyderne. Særligt vedrørende hensynet til privatlivets fred tilsiger dette hensyn, at der logges mindst muligt, og at loggen opbevares i så kort tid som muligt, idet risikoen for, at oplysningerne falder i forkerte hænder, er større, jo længere opbevaringsperioden er.

Imidlertid tager selv terrorhandlinger af væsentlig mindre omfang end de tragiske angreb på New York og Washington den 11. september 2001 normalt lang tid at planlægge. Justitsministeriet finder det i lyset heraf tvivlsomt, om en opbevaringsfrist på kun 6 måneder dækker det behov for adgang til oplysninger, som politiet måtte have i en konkret sag. Efter Justitsministeriets opfattelse bør der derfor lægges afgørende vægt på de efterforskningsmæssige hensyn, der som Brydensholt-udvalget påpeger taler for en frist på ikke under 1 år. Justitsministeriet stiller på den baggrund forslag om en lovfæstet opbevaringsperiode på 1 år.

Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet samtidig foreslår, at ordningen i folketingsåret 2005-06 skal tages op til fornyet overvejelse. Der henvises herved til lovforslagets § 8.

3.1.3.3. Lovtekniske overvejelser

I det lovudkast, der har været sendt i høring, lagde Justitsministeriet ikke op til, at logningspligten skulle fremgå direkte af retsplejeloven. I stedet skulle reguleringen gennemføres ved bekendtgørelse. Justitsministeriet anførte i den forbindelse, at både praktiske og lovtekniske forhold taler for, at den foreslåede regulering foretages administrativt ved bekendtgørelse på grundlag af en generel bemyndigelsesbestemmelse i loven.

I visse af de høringssvar, som Justitsministeriet har modtaget vedrørende lovudkastet, er det imidlertid påpeget, at forpligtelsen til at registrere og opbevare trafikdata, herunder spørgsmålet om opbevaringsperiodens udstrækning, bør fastsættes i en lov. Justitsministeriet kan tilslutte sig dette synspunkt. Det foreslås således, at det af retsplejeloven kommer til at fremgå, at det påhviler udbydere af telenet eller teletjenester at foretage registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 4, 1. pkt.

Den nærmere tekniske udmøntning foreslås imidlertid fortsat at skulle ske administrativt. Justitsministeriet foreslår således i tilknytning til den lovfæstede logningspligt og opbevaringsfrist en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter nærmere regler om logningen, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 4, 2. pkt.

Baggrunden herfor er, at de nærmere regler efter Justitsministeriets opfattelse vil være af en sådan karakter og detaljeringsgrad, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at fastsætte dem ved lov. Endvidere vil det være ganske omstændeligt at skulle fremsætte lovforslag, når der måtte vise sig behov for justering af disse regler, der i væsentligt omfang vil være af teknisk karakter. Her vil det være mere smidigt, at justeringerne kan foretages ved ændring af en bekendtgørelse.

Samtidig har de tidsmæssige rammer for udarbejdelsen af dette lovforslag ikke muliggjort, at der har kunnet skabes klarhed over alle de tekniske aspekter af forslaget, herunder gennem inddragelse af tele- og internetbranchen. Behovet for regulering vil skulle vurderes i lyset af de praktiske og tekniske muligheder, der ikke har kunnet afklares endeligt inden for den korte tidsfrist.

Justitsministeriet forudsætter som anført, at tele- og internetbranchen inddrages i forbindelse med regelfastsættelsen i forbindelse med udnyttelse af bemyndigelsen.

Henset til, at ordningen med pligtmæssig logning af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold udgør en nyskabelse i forhold til den gældende retstilstand, foreslår Justitsministeriet, at ordningen evalueres nogle år efter dens iværksættelse. Bestemmelsen i lovforslagets § 8 indebærer, at ordningen i folketingsåret 2005-06 skal tages op til fornyet overvejelse.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og § 8.

3.2. Politiets praktiske muligheder for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden

De hårde konkurrenceforhold i telesektoren medfører, at teleudbyderne i vidt omfang tilskyndes til at begrænse driftsomkostningerne. De udbydere, som anvender ressourcer på at samarbejde med politiet, herunder f.eks. ved at opbygge en sikkerhedsorganisation med døgnbetjening, kan derfor blive stillet ringere i konkurrencen med de udbydere, der ikke prioriterer denne opgave.

Det kan i praksis vanskeliggøre eller endda umuliggøre politiets efterforskning i en konkret sag, hvis politiet ikke har mulighed for på alle tider af døgnet at komme i kontakt med teknisk kyndigt personale, når der f.eks. skal etableres telefonaflytning eller indhentes teleoplysninger. Under pkt. 3.2.1. nedenfor beskrives nogle af de praktiske problemer, der kan opstå i forbindelse med politiets samarbejde med teleselskaberne.

Efter Justitsministeriets opfattelse ville det være at foretrække, at den fornødne bistand til politiet kunne sikres gennem selvregulering i telebranchen og på grundlag af aftaler mellem politiet og selskaberne.

Samarbejdet mellem politiet og teleselskaberne fungerer i praksis tilfredsstillende på langt de fleste punkter. Dette forhindrer imidlertid ikke, at der i forbindelse med visse former for bistand eller i forhold til visse selskaber opstår tekniske eller praktiske problemer.

Samtidig har forholdene på teleområdet, herunder navnlig antallet af teleudbydere, udviklet sig således, at det er vanskeligt på alle punkter at sikre den fornødne standard og ensartethed på tværs af teleselskaberne alene gennem interne regler mv. i branchen.

Telelovgivningens krav om nummerportabilitet indebærer endvidere, at det ikke er muligt alene ud fra et telefonnummer at afgøre, hvilket selskab, der har det pågældende kundeforhold. En kunde kan således medtage sit gamle telefonnummer ved operatørskift. Når fuld nummerportabilitet er en realitet, vil det end ikke være muligt at fastslå, om et givent telefonnummer vedrører en fastnettelefon eller en mobiltelefon. Teleselskaberne har oprettet det såkaldte Operator s Clearing House (OCH), der indeholder opdaterede oplysninger om operatørtilknytning for så vidt angår alle telefonnumre her i landet.

Selv om der således på visse områder kan være behov for en mere generel regelfastsættelse, udelukker det ikke, at telebranchen inddrages i regelfastsættelsen. Tværtimod tilsiger hensynet til en hensigtsmæssig udformning af den nærmere regulering, herunder ikke mindst de tekniske aspekter, at reguleringen udformes efter dialog med telebranchen.

Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester har efter retsplejelovens § 786, stk. 1, pligt til at bistå politiet ved gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden. Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på teleområdet § 15, stk. 3, indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter ministeren for videnskab, teknologi og udvikling efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om udbyderens bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden. Denne bemyndigelse er imidlertid ikke udnyttet.

De hensyn, der varetages gennem fastsættelse af regler i medfør af denne bestemmelse, vil i højere grad være af kriminalitetsbekæmpende karakter end af telepolitisk karakter.

Efter Justitsministeriets og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings opfattelse hører bemyndigelsesbestemmelsen derfor naturligt hjemme i retsplejeloven. Det foreslås på denne baggrund, at denne bemyndigelsesbestemmelse erstattes af en tilsvarende bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 5, dog således at adgangen til at fastsætte regler tilkommer justitsministeren efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling. Også her forudsættes det, at tele- og internetbranchen inddrages i forbindelse med regelfastsættelsen.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og § 3, nr. 1.

3.2.1. Kontakten mellem politiet og teleselskaberne

For at gøre politiet i stand til at rette henvendelse til det eller de relevante teleselskaber vil der kunne være behov for at sikre politiet hurtig adgang til oplysninger om, hvilket teleselskab, der varetager kundeforholdet vedrørende et bestemt telefonnummer, jf. pkt. 3.2 ovenfor om nummerportabilitet og det såkaldte Operator s Clearing House. Udlevering af oplysninger fra OCH sker efter retsplejelovens regler om edition, sammenlign herved de foreslåede regler om adgang for politiet til selv at træffe beslutning om edition, hvor en retskendelse ikke kan afventes, uden at indgrebets øjemed ville forspildes.

I praksis giver det endvidere anledning til efterforskningsmæssige vanskeligheder, at ikke alle udbydere har et døgnbemandet kontaktpunkt, hvortil politiet kan rette henvendelse om f.eks. etablering af aflytning og udlevering af teleoplysninger.

Endvidere indebærer betingelserne for, at retten kan træffe beslutning om indgreb i meddelelseshemmeligheden, at der almindeligvis vil være tale om alvorlige sager, der ofte indeholder følsomme oplysninger, som skal behandles fortroligt.

Det er væsentligt for en effektiv efterforskning og retsforfølgning i disse sager, at teleselskaberne har personale, der er i stand til at behandle disse oplysninger sikkerhedsmæssigt forsvarligt og med en sådan hurtighed, som det efterforskningsmæssige behov tilsiger.

I praksis kan det være helt afgørende, at der er mulighed for straks at etablere en aflytning. Hvis politiet i en sådan situation er henvist til at rette henvendelse inden for almindelig arbejdstid, er der risiko for at formålet med aflytningen forspildes.

Efter den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 5, vil der eksempelvis kunne fastsættes regler, der sikrer politiet mulighed for at kunne komme i kontakt med teleselskaberne hele døgnet. Der vil også kunne opstilles regler om sikkerhedsgodkendelse af personale.

Sådanne regler kan dog ikke være mere vidtgående, end formålet tilsiger. Ved fastsættelse af regler om udvidet adgang til at rette henvendelse til selskaberne vil der således skulle foretages en afvejning mellem på den ene side det efterforskningsmæssige behov for at kunne rette henvendelse uden for almindelig arbejdstid og på den anden side de økonomiske konsekvenser for selskaberne af en sådan ordning. Der vil ikke altid være behov for at kræve, at der er personale til stede hele døgnet i teleselskabet. Alt efter behov vil der kunne være tale om en vagtordning, hvor politiet har adgang til at rette henvendelse til bestemte medarbejdere i det pågældende teleselskab, der kan sørge for det videre fornødne i forhold til gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden.

3.2.2. Ansvaret for etablering af aflytninger mv.

Den nuværende struktur på telemarkedet, hvor et selskab kan være ejer af de fysiske installationer, der muliggør kommunikationen (netværk, centraler mv.), mens et andet selskab varetager kundeforholdet, giver også i praksis anledning til vanskeligheder.

Det kan forekomme, at et selskab, der i en sådan situation er ejer af de fysiske installationer, afviser politiets anmodning om bistand med den begrundelse, at den pågældende abonnent ikke er kunde hos selskabet, mens selskabet med kundeforholdet henviser til, at man ikke teknisk har adgang til eksempelvis at etablere en aflytning.

Den nærmere regulering af dette forhold efter den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 5, kan i sagens natur ikke gribe ind i de ejendomsretlige forhold vedrørende de tekniske installationer, men problemet vil f.eks. kunne løses ved at fastsætte regler om et samarbejde i form af konkret informationsudveksling mellem de berørte teleselskaber.

3.2.3. Politiets adgang til abonnentoplysninger

Efter § 34, stk. 3, i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet kan en telefonabonnent kræve, at den pågældendes nummeroplysningsdata ikke oplyses i forbindelse med udbud af nummeroplysningstjenester eller videregives til andre (såkaldte hemmelige og udeladte numre). Uanset denne bestemmelse skal disse nummeroplysningsdata altid videregives til forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste, jf. § 34, stk. 4, nr. 2. Efter § 34, stk. 5, kan oplysninger som nævnt i § 34, stk. 4, nr. 2, alene videregives af forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste til brug for besvarelse af henvendelser fra den offentlige alarmtjeneste.

Af bemærkningerne til § 34 fremgår, at stk. 4, nr. 2, og stk. 5 skal sikre, at den nummeroplysningsdatabase (»118«), som er omfattet af forsyningspligten, indeholder alle telefonnumre, der er tildelt til slutbrugere og anvendes som slutbrugernumre, med henblik på at sådanne nummer oplysningsdata kan videregives til den offentlige alarmtjeneste, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 6990-6991. Disse nummeroplysningsdata kan efter de gældende bestemmelser ikke videregives til andre end alarmtjenesten. Den offentlige alarmtjeneste omfatter alle de offentlige alarmfunktioner, der bestrides af politiet, Københavns Brandvæsen og andre.

Politiet kan således ikke i forbindelse med en efterforskning anvende databasen. Forsyningspligtudbyderen (TDC Tele Danmark A/S) er kun forpligtet til at udlevere oplysninger til politiet fra databasen om abonnementsforhold, som den pågældende abonnent ønsker hemmeligholdt, hvis der foreligger en editionskendelse, jf. retsplejelovens § 806, jf. § 804.

Politiet har ikke efter de gældende bestemmelser mulighed for selv at træffe beslutning om edition heller ikke i tilfælde, hvor indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes.

Der er i praksis to muligheder for at give politiet en bedre og mere effektiv adgang til oplysninger om teleabonnenter.

Den første mulighed består i at give politiet adgang til selv at træffe beslutning om edition. Dette muliggøres med den foreslåede ændring af retsplejelovens regler om edition, jf. lovforslagets § 2, nr. 9. Der henvises herom til pkt. 3.5. nedenfor samt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 9.

Denne ændring vil indebære, at politiet enten som hidtil kan indhente en editionskendelse fra retten eller selv har mulighed for at træffe beslutning om edition, hvor en retskendelse ikke kan afventes, uden at indgrebets øjemed ville forspildes.

Betingelserne for edition vil være opfyldt, hvis efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at de oplysninger, som ønskes fremlagt kan tjene som bevis.

Der vil i praksis næppe forekomme tilfælde, hvor disse betingelser ikke er opfyldt med hensyn til oplysninger om navn og adresse på kunder til bestemte telefonnumre. De praktiske problemer opstår først og fremmest ved, at der går en vis tid, inden teleselskaberne kan levere de ønskede oplysninger.

I praksis indhenter politiet ofte en editionskendelse samtidig med kendelser om indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af teleoplysning eller udvidet teleoplysning, jf. retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 3 og 4. Dette indebærer i praksis, at politiet har adgang til abonnentoplysninger vedrørende de numre, som et indgreb i meddelelseshemmeligheden måtte omfatte. Dette løser dog ikke problemet med ventetid på levering af oplysningerne.

Efter Justitsministeriets opfattelse findes det på baggrund af det anførte ikke betænkeligt at vælge den anden mulighed for at give politiet en bedre og mere effektiv adgang til abonnentoplysninger. Denne består i, at give politiet direkte (on-line) adgang til oplysningerne i forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste, uden at der foreligger en kendelse eller beslutning om edition.

Den således foreslåede ændring af § 34, stk. 5, vil ikke indebære, at politiet i praksis får adgang til oplysninger, som ikke i dag er tilgængelige for politiet. Formålet med forslaget er alene at sikre, at politiet på den mest effektive måde selv kan søge og hente de pågældende oplysninger i databasen.

På en række området har politiet allerede i dag direkte adgang til oplysninger i forskellige databaser, der indeholder personoplysninger. Det gælder eksempelvis Det Centrale Personregister (CPR), der bl.a. indeholder beskyttede adresseoplysninger. Her er det således ikke nødvendigt for politiet at rette henvendelse til et folkeregister med en editionskendelse for at få adgang til de ønskede oplysninger. Tilsvarende har politiet adgang til oplysninger i Centralregistret for Motorkøretøjer, der indeholder oplysninger om navn og adresse på ejere af motorkøretøjer, der er indregistreret i Danmark.

Samtidig vil den foreslåede ordning reducere politiets behov for at kunne kontakte teleselskaberne hele døgnet, jf. pkt. 3.2.1. ovenfor.

En ordning som den foreslåede kendes i dag f.eks. i norsk ret. Efter § 9-3 i den norske lov om telekommunikation (teleloven) af 23. juni 1995 har politiet adgang til oplysninger om navn, adresse, telefonnummer og datakommunikationsadresse uden kendelse.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 2.

3.3.Ransagning

3.3.1. Gældende ret

Retsplejelovens regler om ransagning, der er indsat ved lov nr. 411 af 10. juni 1997, findes i lovens kapitel 73 (§§ 793-799). Der henvises herom til Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne, s. 2202-2215, 7453 og 7938, tillæg A, s. 2475-2538, samt tillæg B, s. 988-993 og 1294-1299. Reglerne bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning 1159/1989 om ransagning under efterforskning.

Herudover indeholder retsplejeloven i §§ 759 og 761 regler om ransagning med henblik på at finde en mistænkt, der skal anholdes, eller en person, der skal pågribes for at fuldbyrde en straffedom eller forvandlingsstraffen for bøde. Retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden indeholder desuden regler om undersøgelse af breve, telegrammer og lignende under forsendelse, og kapitel 72 indeholder regler om undersøgelse af en persons legeme og visitation af det tøj, som den pågældende er iført.

Såfremt de i retsplejelovens kapitel 73 nævnte betingelser er opfyldt, kan politiet ifølge § 793, stk. 1, foretage ransagning af (1) boliger og andre husrum (f.eks. kontorer, værksteder mv.), dokumenter, papirer og lignende (f.eks. elektronisk lagrede dokumenter) og indholdet af aflåste genstande samt (2) andre genstande og lokaliteter uden for husrum (f.eks. uaflåste tasker, kufferter eller biler).

Undersøgelser af lokaliteter eller genstande, som er frit tilgængelige for politiet, er ikke omfattet af reglerne om ransagning, jf. stk. 2.

Efter § 794, stk. 1, må ransagning af husrum og andre lokaliteter eller genstande, som en mistænkt råder over, kun foretages, hvis (1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og (2) ransagningen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Hvis der er tale om ransagning i medfør af § 793, stk. 1, nr. 1, af boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og af indholdet af aflåste genstande kræves efter stk. 2 desuden, at sagen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf, eller at der er bestemte grunde til at antage, at der ved ransagningen kan findes bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges.

Efter stk. 3, må der ikke foretages ransagning af skriftlige meddelelser eller lignende, der findes hos en mistænkt, hvis meddelelsen hidrører fra en person, der efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen (dvs. præster, læger, forsvarere og advokater). Det samme gælder materiale, som hidrører fra en person, der er omfattet af § 172 (redaktører og redaktionelle medarbejdere), når materialet indeholder oplysninger, som den pågældende er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen.

Ransagning hos en person, der ikke er mistænkt, må kun finde sted, såfremt (1) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf, og (2) der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen, jf. § 795, stk. 1.

Ransagning kan herudover alene finde sted hos en person, der ikke er mistænkt, hvis den pågældende skriftligt giver samtykke til ransagningen. Sådan ransagning er ikke omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 73.

I forbindelse med ransagning hos ikke mistænkte personer, som efter § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, må der ikke foretages ransagning af breve og lignende meddelelser mellem den mistænkte og den pågældende person samt af den pågældendes notater vedrørende den mistænkte, jf. § 795, stk. 2.

Kompetencen til at træffe afgørelse om ransagning af genstande eller lokaliteter omfattet af § 793, stk. 1, nr. 2, som en mistænkt har rådighed over, ligger hos politiet. I alle andre tilfælde træffes afgørelsen om ransagning som udgangspunkt af retten ved kendelse, jf. § 796, stk. 1-2.

Der gælder dog visse undtagelser fra kravet om retskendelse. Politiet kan således træffe beslutning om ransagning, såfremt formålet med indgrebet ville forspildes, hvis politiet skulle afvente retskendelse (»periculum in mora«), jf. § 796, stk. 3. Hvis den, som indgrebet vedrører, anmoder herom, skal politiet snarest og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten til godkendelse. Inden retten træffer afgørelse efter § 796, stk. 3, skal der gives den, mod hvis husrum, lokaliteter eller genstande ransagningen retter sig, adgang til at udtale sig. Retten kan dog på begæring bestemme, at der ikke skal gives underretning om afholdelsen af et retsmøde, eller at den pågældende skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring undtagelsesvis gør det påkrævet, jf. stk. 4.

Såfremt ransagningen er rettet imod husrum, lokaliteter eller genstande, som en mistænkt har rådighed over, og denne skriftligt meddeler samtykke til, at ransagningen foretages, kan beslutningen om ransagning ligeledes træffes af politiet, jf. § 796, stk. 5. Endvidere kan politiet i forbindelse med opdagelse eller anmeldelse af en forbrydelse træffe beslutning om ransagning af gerningsstedet, hvis den person, der har rådighed over husrummet, genstanden eller lokaliteten ikke er mistænkt, og det ikke er muligt straks at komme i kontakt med den pågældende, jf. stk. 6. Den pågældende skal i så fald snarest muligt gives underretning om ransagningen.

Hvis den person, der har rådighed over husrummet, lokaliteten eller genstanden, eller i dennes fravær andre personer træffes til stede, skal politiet gøre de pågældende bekendt med ransagningen og grundlaget herfor samt opfordre de pågældende til at overvære ransagningen, jf. § 798, stk. 2. Hvis ransagningen foretages på grundlag af en retskendelse, skal retskendelsen forevises, hvis den pågældende anmoder om det. Hvis ransagningen foretages på grundlag af politiets beslutning efter § 796, stk. 3, (»periculum in mora«), skal politiet vejlede den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten.

Den, der har rådighed over de lokaler mv., der ransages, kan desuden kræve, at et af den pågældende udpeget vidne er til stede under ransagningen, medmindre tidsmæssige eller efterforskningsmæssige grunde taler imod det. Såfremt ransagningens øjemed gør det påkrævet, herunder hvis der lægges hindringer i vejen for ransagningens gennemførelse, kan politiet bestemme, at de personer, der træffes til stede, fjernes, mens ransagningen foregår.

Hvis der ikke træffes nogen til stede, når en ransagning efter § 793, stk. 1, nr. 1, skal foretages, skal politiet ifølge § 798, stk. 3, så vidt muligt tilkalde to husfæller eller andre vidner til at overvære ransagningen. Når ransagningen er gennemført, skal politiet underrette den person, som har rådighed over husrummet eller genstanden om ransagningen. Hvis ransagningen er foretaget efter reglen i § 796, stk. 3, (»periculum in mora«), skal politiet endvidere underrette den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten.

Såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed (hemmelig ransagning), kan retten efter § 799, stk. 1, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.) eller en overtrædelse af straffelovens § 191 (grove narkotikaforbrydelser), eller § 237 (drab), ved kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3 fraviges. Dette gælder dog ikke med hensyn til ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, når den som har rådighed herover, efter reglerne i § 170 er udelukket fra eller efter reglerne i § 172 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen.

For hemmelig ransagning gælder endvidere reglerne i retsplejelovens § 783, stk. 2 og 3, § 784, § 785 og § 788, jf. stk. 2. Efter disse bestemmelser skal retten, hvis der afsiges kendelse om hemmelig ransagning, i kendelsen angive det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Dette tidsrum skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger (§ 783, stk. 2). Tidsrummet kan forlænges ved en ny kendelse, men højst med 4 uger ad gangen. Politiet kan træffe beslutning om at foretage indgrebet uden forudgående retskendelse, hvis indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes. I så fald skal politiet snarest og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten (§ 783, stk. 2).

Inden retten træffer afgørelse om hemmelig ransagning, skal der beskikkes advokat for den, som indgrebet vedrører, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig (§ 784, stk. 1). Advokaten må ikke give de modtagne oplysninger videre til andre eller uden politiets samtykke sætte sig i forbindelse med den, overfor hvem indgrebet er begæret foretaget (§ 785, stk. 1).

Efter afslutningen af en hemmelig ransagning skal der gives underretning om indgrebet. Hvis den pågældende har været mistænkt i sagen, skal der endvidere gives underretning herom og om, hvilken lovovertrædelse mistanken har angået (§ 788, stk. 1). Underretning gives af den byret, som har truffet afgørelse om indgrebet (§ 788, stk. 3). Underretning gives snarest muligt, såfremt politiet ikke senest 14 dage efter udløbet af det tidsrum, for hvilket ransagningen har været tilladt, har anmodet om undladelse af eller udsættelse med underretning.

Såfremt underretning vil være til skade for efterforskningen, eller omstændighederne i øvrigt taler imod underretning, kan retten efter begæring af politiet beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges ved senere beslutning (§ 788, stk. 4). Hvis der i medfør af § 784, stk. 1, er beskikket advokat for den pågældende, skal advokaten have lejlighed til at udtale sig, inden retten træffer beslutning om at undlade eller udsætte underretningen.

3.3.2. Justitsministeriets overvejelser

3.3.2.1. Hemmelig ransagning

Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 799 kan politiet gennemføre en ransagning, uden at den mistænkte eller andre umiddelbart gøres bekendt hermed, og uden at der tilkaldes vidner til ransagningen (hemmelig ransagning). Bestemmelsen er i dag begrænset til efterforskningen af sager, der angår forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller overtrædelse af straffelovens § 191 (grov narkotikakriminalitet) og § 237 (drab).

Hemmelig ransagning kan som udgangspunkt kun foretages efter forudgående retskendelse. Hvis indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes (»periculum in mora«), kan politiet dog træffe beslutning om indgrebet, der i så fald snarest muligt og inden 24 timer skal forelægges for retten.

Der henvises til pkt. 3.3.1. ovenfor.

På baggrund af det nye trusselsbillede, der er opstået i forlængelse af terrorangrebene mod USA den 11. september 2001, har Justitsministeriet overvejet behovet for at udvide politiets adgang til efter rettens bestemmelse at foretage sådan hemmelig ransagning.

Formålet med en ransagning er ofte at konstatere, om bestemte genstande, papirer eller lignende findes på et bestemt sted, og i visse tilfælde er det afgørende for ikke at afsløre en igangværende efterforskning for de mistænkte eller personer med kendskab til disse, at ransagningen foretages uden underretning af mistænkte eller andre og uden, at der tilkaldes vidner til ransagningen.

Det gælder f.eks. i narkotikasager, hvis formålet med ransagningen er at konstatere, om en forventet sending narkotika er kommet i mistænktes besiddelse, således at den fortsatte efterforskning også kan afsløre eventuelle aftagere af stoffet.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan adgangen for politiet til at foretage hemmelig ransagning ligeledes have afgørende betydning for efterforskningen af visse meget alvorlige straffelovsovertrædelser, der efter sin karakter f.eks. kan forekomme i forbindelse med eller som led i egentlige terrorhandlinger, og som ikke er omfattet af politiets nuværende adgang til at foretage sådanne indgreb.

Dette gælder navnlig sager om overtrædelse af straffelovens § 180 om kvalificeret brandstiftelse, § 183, stk. 1 og 2, om forvoldelse af sprængning og spredning af skadevoldende luftarter, jernbaneulykke m.m., § 183 a om flykapring, § 186, stk. 1, om forvoldelse af fare for menneskers liv eller helbred ved at tilsætte vandbeholdninger sundhedsfarlige stoffer mv., § 187, stk. 1, om at tilsætte gift eller andre lignende stoffer til ting, som er bestemt til forhandling eller udbredt benyttelse mv. samt særligt grove våbenlovsovertrædelser omfattet af § 192 a.

Adgang til at kunne hemmeligholde efterforskningen i sådanne sager om meget alvorlig kriminalitet vil f.eks. kunne være af afgørende betydning, hvis der formodes at være flere ukendte medgerningsmænd til forbrydelsen, og hemmeligholdelse af efterforskningen derfor er nødvendig for, at disse kan identificeres og anholdes.

Dette kan f.eks. være tilfældet i en sag, hvor politiet har mistanke om, at en flykapring er under forberedelse, og hvor fundet under en ransagning af meddelelser mellem de mistænkte, »drejebøger« for aktionen, kort over bestemte områder eller lignende kan indebære en meget væsentlig forbedring af politiets mulighed for at gribe ind over for den planlagte kriminalitet.

Endvidere vil det kunne være af væsentlig betydning, at en ransagning efter bestemmelsen i retsplejelovens § 759 for at eftersøge og anholde en person, som er mistænkt for at have planlagt eller udført omfattende brandstiftelse, forgiftning eller flykapring mv., kan gennemføres uden umiddelbar underretning for ikke at advare den eftersøgte person.

For at forbedre politiets efterforskningsmuligheder i de nævnte meget alvorlige sager finder Justitsministeriet derfor, at der er behov for at udvide politiets adgang til at foretage hemmelig ransagning til også at omfatte disse særlig grove straffelovsovertrædelser.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 5.

3.3.2.2. Gentagne ransagninger uden umiddelbar underretning

Efter retsplejelovens § 799, stk. 2, jf. § 783, stk. 2 og 3, skal retten, når den træffer beslutning om gentagne ransagninger uden umiddelbar underretning (hemmelig ransagning), i kendelsen fastsætte et tidsrum på højst 4 uger, inden for hvilket indgrebet kan foretages.

Når der er foretaget hemmelig ransagning, skal retten efter § 799, stk. 2, jf. § 788, senest 14 dage efter udløbet af det tidsrum, for hvilket indgrebet har været tilladt, underrette den, der har rådighed over de lokaler, der har været ransaget, medmindre politiet forinden har anmodet om undladelse af eller udsættelse med underretningen, jf. § 788, stk. 4.

Der henvises til pkt. 3.3.1. ovenfor.

Ved en kendelse afsagt af Vestre Landsret den 2. juni 1998 fandt to dommere i landsretten, at der ved én og samme retskendelse kan træffes bestemmelse om, at politiet inden for den frist på højest 4 uger, som retten i medfør af kendelsen skal fastsætte for indgrebets foretagelse, kan foretage flere ransagninger, mens én dommer ikke fandt tilstrækkelig hjemmel hertil.

Tre måneder senere nåede Østre Landsret til det modsatte resultat. I denne sag, der vedrørte narkotikakriminalitet, tillod byretten i overensstemmelse med den tidligere kendelse afsagt af Vestre Landsret politiet at foretage flere enkeltstående ransagninger inden for en nærmere angivet periode på 4 uger. Østre Landsret fandt kun grundlag for at tillade én ransagning inden for perioden og henviste til, at der ikke uden nærmere holdepunkter i ordlyden af retsplejelovens § 799 eller denne bestemmelses forarbejder er tilstrækkelig klar hjemmel til, at en kendelse om tilladelse til ransagning efter § 799 kan udstrækkes til at omfatte mere end én ransagning inden for den i kendelsen anførte periode. Højesteret stadfæstede Østre Landsrets kendelse i henhold til de af landsretten anførte grunde. Afgørelsen er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 985.

En kendelse om hemmelig ransagning kan således efter Højesterets fortolkning af de nugældende regler kun omfatte en enkelt ransagning inden for den i kendelsen anførte periode.

Formålet med en ransagning er som nævnt typisk at konstatere, om bestemte genstande, papirer eller lignende findes på et bestemt sted, og i visse tilfælde er det afgørende for ikke at afsløre en igangværende efterforskning for de mistænkte eller personer med kendskab til disse, at ransagningen foretages uden underretning af mistænkte eller andre og uden tilkaldelse af vidner.

Det gælder f.eks. i narkotikasager og sager om særligt grove våbenlovsovertrædelser, jf. straffelovens § 192 a, hvis formålet med ransagningen er at konstatere, om en forventet sending narkotika eller våben er kommet i mistænktes besiddelse, således at den fortsatte efterforskning også kan afsløre eventuelle aftagere af stoffet eller våbnene.

Hemmelig ransagning kan også være nødvendig, hvis politiet har mistanke om, at meget alvorlig kriminalitet f.eks. en flykapring er under forberedelse, og hvor fundet under en ransagning af meddelelser mellem de mistænkte, »drejebøger« for aktionen, kort over bestemte områder eller lignende kan indebære en meget væsentlig forbedring af politiets mulighed for at gribe ind over for den planlagte kriminalitet.

Endvidere vil det i sager om meget alvorlig kriminalitet kunne være af betydning, at en ransagning efter bestemmelsen i retsplejelovens § 759 for at eftersøge og anholde en mistænkt kan gennemføres uden umiddelbar underretning for ikke at advare den eftersøgte person. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.1. ovenfor.

Der vil efter Justitsministeriets opfattelse i alle de nævnte tilfælde kunne være behov for at gennemføre flere hemmelige ransagninger. Det gælder bl.a., hvor narkotika eller våben ikke findes ved den første ransagning, men hvor der fortsat er mistanke om, at levering på det pågældende sted vil ske inden for kort tid, eller hvor en ransagning på grund af risikoen for afsløring af efterforskningen har måttet gennemføres under tidspres, således at der ikke har været mulighed for en nærmere gennemgang af papirer eller lignende. Også hvis ransagning gennemføres for at eftersøge og anholde en mistænkt, som politiet formoder vil indfinde sig på en bestemt adresse, kan der være et væsentligt praktisk behov for at gennemføre flere hemmelige ransagninger.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det i sådanne situationer er ubetænkeligt, at retten ved én kendelse kan tillade politiet at foretage flere ransagninger. Det overlades således til retten at vurdere, om der i den konkrete sag er et behov herfor.

Det foreslås derfor, at der i retsplejelovens § 799 indføjes en hjemmel til, at retten kan bestemme, at der inden for det tidsrum på indtil 4 uger, der fastsættes efter stk. 2, kan foretages gentagne hemmelige ransagninger. Retten skal i kendelsen tage stilling til antallet af gentagne hemmelige ransagninger, som politiet kan gennemføre inden for den fastsatte frist. Hvis særlige grunde taler derfor kan retten fastsætte, at politiet kan foretage et ubestemt antal hemmelige ransagninger.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 6.

3.4. Aflæsning af oplysninger i informationssystemer (dataaflæsning)

3.4.1.Gældende ret

En kendelse om tilladelse til ransagning af bolig eller andet husrum giver normalt politiet adgang til at undersøge det løsøre, der befinder sig i eller på ejendommen. Ransagningen omfatter således inventar og papirer i boligen, samt indholdet af aflåste genstande, jf. retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 1.

Ransagningen omfatter også undersøgelse af elektroniske medier, der på samme måde som papirer er egnede til at være bærere af et meningsindhold. Det vil derfor være ransagning, hvis politiet aflæser en diskette, der findes under en ransagning, eller oplysninger, der er lagret i hukommelsen på en computer, ligesom det anses for ransagning at afspille en besked, der tidligere er indtalt på en telefonsvarer.

Der vil ligeledes være tale om ransagning, hvis politiet aflæser elektroniske meddelelser (e-breve mv.), som den mistænkte har modtaget, eller kopier af e-breve, som den mistænkte har afsendt. En sådan ransagning kan eventuelt foregå uden, at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed og uden tilkaldelse af vidner efter bestemmelsen i retsplejelovens § 799 om hemmelig ransagning.

Derimod vil »aflytning« af kommunikationen (korrespondancen) mellem en mistænkts computer og andre computere ligesom aflytning af en telefonsamtale være et indgreb i meddelelseshemmeligheden, der er omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 71.

Reglerne om ransagning giver således ikke politiet adgang til f.eks. via telefonnettet at aflytte digitale meddelelser i form af elektronisk post (e-post) mv. under disses forsendelse. Sådanne indgreb må derfor finde sted efter reglerne i retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Om afgrænsningen over for andre straffeprocessuelle indgreb henvises til betænkning nr. 1159/1989 om ransagning og beslaglæggelse, s. 39-42, betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning, s. 72-78, og Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 5714-5715.

Det har i nogle tilfælde vist sig praktisk umuligt at gennemføre aflytning af kommunikation i form af e-post, selv om lovens betingelser herfor er opfyldt. Et sådant tilfælde forelå i en sag, hvor Højesteret afsagde kendelse den 19. marts 2001. Kendelsen er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 1276.

I denne sag, der vedrørte narkotikahandel, var betingelserne i retsplejeloven for at foretage aflytning af telekommunikation i form af e-post, der blev afsendt fra en computer i en lejlighed i en etageejendom, samt for at pålægge danske teleselskaber at oplyse politiet, hvilke kommunikationsapparater der havde været sat i forbindelse med denne computer, opfyldt.

Teknisk var det imidlertid ikke muligt for politiet at gennemføre aflytningen, da installation af aflytningsudstyret i ejendommen medførte stor risiko for, at efterforskningen ville blive afsløret. Desuden var det ikke muligt for politiet at »sortere« e-post afsendt fra mistænktes computer fra den e-post, som blev afsendt af andre beboere fra andre computere i den pågældende ejendom.

Politiet anmodede på den baggrund tillige om rettens tilladelse til at installere et såkaldt »sniffer-program« i den mistænktes computer. Ved et sådant program ville politiet uden den mistænktes vidende automatisk få tilsendt kopi af alle elektroniske meddelelser, som blev afsendt fra den mistænktes computer.

Dette særlige edb-program indebærer endvidere mulighed for, at politiet kan registrere samtlige indtastninger, som brugeren af computeren foretager. Programmet kan således registrere og videresende oplysning til politiet om, at computeren bliver åbnet, at der foretages opkald til internetadresser f.eks. hjemmesider samt indtastninger i øvrigt på computeren, herunder oprettelse, indtastning og redigering af dokumenter, regnskaber mv.

Byretten og en dommer i landsretten afviste indgrebet under henvisning til, at bestemmelsen i § 791 a, stk. 3, om særlig kvalificeret observation efter sin ordlyd alene vedrører observation af personer, der befinder sig i en bolig eller andet husrum, og at indgrebet ikke kunne anses for omfattet af en analogi af bestemmelsen. To dommere i landsretten fandt derimod, at anvendelse af dette edb-program kunne sidestilles med indgreb efter § 791 a, stk. 3, og ikke var mere indgribende end sådanne foranstaltninger. Landsretten tillod derfor indgrebet efter retsplejelovens § 791 a, stk. 3, eller denne bestemmelses analogi.

Højesteret udtalte, at foranstaltningen mest nærliggende må sidestilles med gentagen hemmelig ransagning, og tiltrådte på den baggrund og af de grunde, der var anført af byretten og af én dommer i landsretten, byrettens kendelse om ikke at tillade indgrebet.

Det bemærkes i den forbindelse, at Højesteret tidligere i en kendelse, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 985, og som er omtalt nærmere under pkt. 3.4.2.2. ovenfor, har udtalt, at en kendelse om hemmelig ransagning efter § 799 kun kan omfatte en enkelt ransagning inden for den periode, der er fastsat for foretagelse af indgrebet. Det var på denne baggrund ikke muligt at tillade indgrebet efter reglerne om hemmelig ransagning.

Som nævnt ovenfor har politiet ved hemmelig ransagning mulighed for hvis det i øvrigt er praktisk muligt at skaffe sig adgang til alle de elektroniske dokumenter, som opbevares i computeren, herunder også modtagne e-breve og kopier af afsendte e-breve.

Den nævnte højesteretskendelse indebærer imidlertid, at det efter de nugældende regler ikke er muligt at skaffe de samme oplysninger, hvis undersøgelsen af materialet i computeren sker ved en løbende aflæsning, der foretages af politiet fra et andet sted.

3.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår ovenfor, består der allerede efter de gældende regler mulighed for, at politiet kan gøre sig bekendt med kommunikation mellem computere mv., og at politiet ved ransagning evt. hemmelig ransagning kan gøre sig bekendt med alle registreringer i en computer, herunder modtagne elektroniske meddelelser og kopier af sådanne meddelelser, der er afsendt.

På grund af tekniske forhold og som følge af risikoen for afsløring af indgrebene, er det imidlertid ikke i alle tilfælde muligt at udnytte denne eksisterende adgang for politiet til at gøre sig bekendt med elektroniske meddelelser og materiale i en computer.

Bl.a. i lyset af terrorangrebet mod USA den 11. september 2001, er det Justitsministeriets opfattelse, at politiet i forbindelse med efterforskningen af alvorlig kriminalitet f.eks. gennem installering af særlige edb-programmer (»sniffer-programmer«) kan have behov for løbende at kunne registrere indholdet og anvendelsen af bestemte computere mv.

Dette gælder efter Justitsministeriets opfattelse navnlig i forbindelse med efterforskningen i sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.) eller en overtrædelse af straffelovens § 180 om kvalificeret brandstiftelse, § 183, stk. 1 og 2, om forvoldelse af sprængning og spredning af skadevoldende luftarter, jernbaneulykke m.m., § 183 a om flykapring, § 186, stk. 1, forvoldelse af fare for menneskers liv eller helbred ved at tilsætte vandbeholdninger sundhedsfarlige stoffer mv., § 187, stk. 1, om at tilsætte gift eller andre lignende stoffer til ting, som er bestemt til forhandling eller udbredt benyttelse mv., § 191, om grove narkotikaforbrydelser, § 192 a om særligt grove våbenlovsovertrædelser samt § 237 om drab. En række af disse straffelovsovertrædelser kan efter deres karakter bl.a. tænkes at finde sted som led i eller i forbindelse med egentlige terrorhandlinger.

Det kan således f.eks. være nødvendigt for politiet at kunne foretage løbende aflæsning af ikke offentligt tilgængelige oplysninger i informationssystemer (f.eks. en personlig computer), som politiet er vidende om anvendes til udfærdigelse af en »drejebog« for kriminelle aktiviteter, herunder terroraktioner. På samme måde kan politiet have behov for løbende at kunne aflæse oplysninger i computere mv., der anvendes til fremstilling af falske pas, pengesedler eller andre falske dokumenter.

På denne baggrund foreslås der indsat en ny bestemmelse i retsplejelovens § 791 b, der giver politiet mulighed for, at anvende f.eks. de såkaldte »sniffer-programmer« eller andet udstyr med henblik på, at der løbende tilsendes politiet kopi af ikke offentligt tilgængelige oplysninger (herunder e-post og andre indtastninger mv.) i et informationssystem. Det foreslås, at indgrebet betegnes »dataaflæsning«. Dataaflæsning vil ligeledes omfatte elektroniske meddelelser, som er sendt til den mistænkte, og som opbevares i computerens hukommelse.

Det bemærkes i øvrigt, at en adgang for politiet til at anvende sådanne edb-programmer mv. i nogle tilfælde også vil give politiet mulighed for at læse elektroniske meddelelser, der sendes til eller fra en mistænkt via en computer mv., i tilfælde, hvor dette ellers ikke er muligt, fordi der benyttes kryptering, der medfører at meddelelsen ikke kan »aflyttes« under forsendelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 791 b giver politiet mulighed for at foretage dataaflæsning i informationssystemer af oplysninger, som ikke er offentligt tilgængelige. Aflæsning af oplysninger, som er offentligt tilgængelige, således at der også er fri adgang til oplysningerne for politiet, udgør ikke i sig selv et straffeprocessuelt tvangsindgreb, og er derfor ikke omfattet af reguleringen.

Betingelserne for indgreb i form af dataaflæsning foreslås udformet med udgangspunkt i navnlig de betingelser, der gælder for indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. § 781, stk. 1, og hemmelig ransagning, jf. § 799. Det foreslås således som betingelse, at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen (indikationskravet), og at der er bestemte grunde til at antage, at den vedrørte computer anvendes i forbindelse den pågældende forbrydelse (mistankekravet).

Adgangen til at foretage løbende aflæsning af ikke offentligt tilgængelige oplysninger i informationssystemer foreslås endvidere begrænset til kun at omfatte sager, hvor politiet efterforsker en af de meget alvorlige straffelovsovertrædelser, der kan danne grundlag for hemmelig ransagning.

Det bemærkes i øvrigt, at oplysning om telekommunikation og oplysning om indholdet af computere mv. i det omfang det er praktisk/teknisk muligt fortsat vil kunne tilvejebringes efter de gældende regler om teleaflytning eller ransagning.

Om den nærmere udformning af betingelserne for indgrebet og om de formelle regler, der skal iagttages i forbindelse hermed, henvises i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 4.

Det tilføjes, at Justitsministeriet, under hensyn til Højesterets udtalelse om, at anvendelsen af et »sniffer-program« mest nærliggende må sidestilles med gentagen hemmelig ransagning, har overvejet, om hjemmelen til sådanne indgreb snarere burde tilvejebringes ved en ændring af bestemmelserne om hemmelig ransagning. Ransagning indebærer imidlertid efter en traditionel opfattelse, at politiet er fysisk til stede på den lokalitet, der skal ransages. Da det nye indgreb endvidere har en vis lighed med rumaflytning og observation af personer i bolig og andre husrum, fordi oplysningerne tilvejebringes ved hjælp af teknisk udstyr, uden at politiet er fysisk tilstedeværende på det pågældende sted, har Justitsministeriet fundet, at bestemmelsen bør indsættes i retsplejelovens kapitel 71, der indeholder reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden og om observation.

3.5. Edition

3.5.1. Gældende ret

Reglerne om edition findes i retsplejelovens kapitel 74 (§§ 801-807 d). Bestemmelserne har fået deres nuværende udformning ved lov nr. 229 af 21. april 1999, der er udarbejdet på grundlag af Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1223/1991 om beslaglæggelse og edition under efterforskning. Der henvises herom til Folketingstidende 1998-99, forhandlingerne, s. 244-252, 5204-5209 og 5328-5329, tillæg A, s. 828-913, samt tillæg B, s. 462-468.

Formålet med loven var på baggrund af Strafferetsplejeudvalgets betænkning bl.a. at foretage en revision og modernisering af retsplejelovens regler om beslaglæggelse og edition.

Efter retsplejelovens § 804, stk. 1, kan der som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, meddeles en person, som ikke er mistænkt, pålæg om at forevise eller udlevere genstande (edition), som den pågældende har rådighed over, hvis der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage.

Edition er et mere skånsomt alternativ til ransagning. Det kan endvidere være et egnet middel til at fremskaffe effekter, der ikke eller kun vanskeligt vil kunne fremskaffes på anden måde, f.eks. fordi effekterne er skjult eller utilgængelige for politiet. Det er retten, der afgør, hvad der i hvert enkelt tilfælde skal forevises eller udleveres, jf. § 806, stk. 2.

Hvis en genstand er udleveret til politiet efter pålæg om edition, finder reglerne om beslaglæggelse hos ikke mistænkte personer (§ 803, stk. 1) tilsvarende anvendelse, jf. § 804, stk. 2. Dette indebærer bl.a., at der efter retsplejelovens § 189 kan gives et tavshedspålæg til den, der får et pålæg om edition, hvis hensynet til fremmede magter, statens sikkerhed, eller opklaringen af alvorlige forbrydelser taler for det.

Efter § 804, stk. 4, kan der ikke gives pålæg om edition i tilfælde, hvor vedkommende ville være udelukket eller fritaget for at afgive forklaring som vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172 (f.eks. på grund af tavshedspligt, risiko for straf, tab af velfærd eller anden væsentlig skade for vidnet eller vidnets nærmeste samt journalisters kildebeskyttelse).

Pålæg om edition må ligeledes ikke meddeles, hvis indgrebet står i misforhold til sagens betydning og det tab eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre, jf. § 805, stk. 1.

Hvis politiets anmodning om forelæggelse eller udlevering af bestemte genstande ikke imødekommes, træffer retten efter begæring fra politiet afgørelse om pålæg om edition, jf. § 806, stk. 1. Efter stk. 2 træffes rettens afgørelse ved kendelse, hvori retten skal anføre de konkrete omstændigheder i sagen, der medfører, at betingelserne for indgrebet er opfyldt.

Inden retten træffer afgørelse om pålæg af edition efter § 804, skal den, der har rådighed over genstanden, have adgang til at udtale sig, jf. § 806, stk. 6. Retten kan efter anmodning bestemme, at der ikke skal gives underretning om afholdelsen af et retsmøde, eller at den pågældende skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring undtagelsesvis gør det påkrævet. Pligten til at høre den, der har rådighed over dokumentet, gælder endvidere ikke, hvis rettens afgørelse skal danne grundlag for en international retsanmodning om edition.

Det er politiets opgave, ved henvendelse til den mod hvem indgrebet er rettet, at sørge for, at en kendelse om edition opfyldes, jf. § 807, stk. 2. Såfremt den pågældende uden lovlig grund nægter at efterkomme et editionspålæg, kan retten træffe beslutning om anvendelse af de i § 178 nævnte tvangsmidler (dvs. bøde, tvangsbøder, forvaring mv.). Retten kan dog vælge i stedet at afsige kendelse om ransagning og beslaglæggelse, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Der er ikke efter de gældende regler om edition adgang for politiet til at træffe beslutning om editionspålæg, i tilfælde hvor formålet med editionen af hensyn til sagens hastende karakter vil forspildes, hvis politiet først skal indhente retskendelse (»periculum in mora«).

3.5.2. Justitsministeriets overvejelser

For en række andre straffeprocessuelle tvangsindgreb end edition gælder, at politiet kan træffe en foreløbig beslutning om foretagelse af det pågældende tvangsindgreb, hvis indgrebets øjemed ville forspildes ved at afvente en retskendelse (»periculum in mora«).

Således kan politiet f.eks. træffe beslutning om beslaglæggelse jf. § 806, stk. 3, hvis indgrebets øjemed ville forspildes ved at afvente retskendelse. Hvis den, som beslaglæggelsen retter sig imod, fremsætter anmodning om det, skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der herefter ved kendelse afgør, om beslaglæggelsen kan godkendes. Politiet skal vejlede den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet om beslaglæggelsens lovlighed indbragt for retten, jf. § 807, stk. 1, 3. pkt.

Beslaglæggelse i medfør af § 802, stk. 3, af hele den mistænktes formue eller en del af denne kan dog kun ske efter (forudgående) retskendelse, jf. § 806, stk. 4. Det samme gælder efter bestemmelsen om beslaglæggelse af trykte skrifter eller lyd- eller billedprogrammer omfattet af medieansvarsloven, når der skal gøres ansvar gældende på grund af disses indhold.

Efter § 806, stk. 5, skal der være givet den, mod hvem beslaglæggelsen retter sig, adgang til at udtale sig, inden retten træffer afgørelse om, hvorvidt politiets beslaglæggelse efter stk. 3 kan godkendes. Retten kan på begæring bestemme, at der ikke skal gives underretning om afholdelsen af et retsmøde, eller at den pågældende skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring undtagelsesvis gør det påkrævet.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan der opstå situationer, hvor det er nødvendigt for politiets efterforskning af en lovovertrædelse, at dokumenter eller andre genstande gennem pålæg om edition kan kræves forevist eller udleveret hurtigt og uden først at skulle afvente retskendelse.

Dette kan f.eks. tænkes at være relevant i en situation, hvor politiet har behov for øjeblikkelig udlevering af passagerlister mv., der f.eks. opbevares elektronisk af et flyselskab, og som derfor ikke umiddelbart kan findes ved en ransagning og beslaglægges af politiet.

Når der sikres den, som indgrebet vedrører, mulighed for hurtigt at få forelagt spørgsmålet om godkendelse af indgrebet for retten, og rettens afgørelse i så fald træffes under de samme processuelle garantier som ved den forudgående forelæggelse for retten, er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke nogen betænkeligheder ved at give politiet en foreløbig kompetence, der svarer til den, der gælder ved f.eks. beslaglæggelse, til at beslutte at pålægge edition, når der foreligger »periculum in mora«.

4. Udlevering

4.1. Gældende ret

4.1.1. Udleveringslovens anvendelsesområde

Efter udleveringslovens § 1, stk. 1, kan den, der i udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, udleveres fra Danmark til udlandet efter lovens regler.

Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til et af de nordiske lande, jf. § 1, stk. 2, idet en sådan udlevering i stedet sker efter reglerne i lov nr. 27 af 3. februar 1960, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 og lov nr. 433 af 31. maj 2000, om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige.

4.1.2. Betingelser for udlevering

4.1.2.1. Udlevering af egne statsborgere

Det fremgår af udleveringslovens § 2, at en dansk statsborger ikke kan udleveres. Denne absolutte bestemmelse skal ses i lyset af artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention fra 1957 om udlevering af lovovertrædere, jf. bekendtgørelse nr. 36 af 28. september 1963 (Lovtidende C). Efter artikel 6, stk. 1, er en kontraherende stat berettiget til at afslå udlevering af egne statsborgere. Efter artikel 7 i konventionen fra 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, kan udlevering til andre medlemsstater i EU af egne statsborgere som udgangspunkt ikke afslås. Danmark har dog ved undertegnelse af konventionen afgivet en erklæring, hvoraf det fremgår, at Danmark i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, tager et forbehold om ikke at udlevere danske statsborgere. Dette forbehold er i henhold til artikel 7, stk. 3, gyldigt i fem år fra den første dag, hvor det land, der har taget forbehold, anvender konventionen. Da konventionen fandt anvendelse mellem Danmark og Spanien fra den 9. marts 1998 (90 dage efter at Spanien som det andet land ratificerede konventionen, jf. konventionens artikel 18, stk. 4), udløber det danske forbehold den 9. marts 2003.

Derimod følger det af den nordiske udleveringslovs § 2, at en dansk statsborger kan udleveres til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i et andet nordisk land, hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år. Baggrunden for denne adgang til at udlevere danske statsborgere til de andre nordiske lande er, at der mellem de nordiske lande eksisterer et nært retsfællesskab, hvorfor det ved vedtagelsen af den nordiske udleveringslov i 1960 blev fundet forsvarligt og hensigtsmæssig at hjemle en begrænset adgang til udlevering af danske statsborgere, jf. Folketingstidende 1959-60, tillæg A, sp. 75.

Endvidere blev der ved lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien indført mulighed for efter omstændighederne at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning ved Jugoslavien-tribunalet, jf. § 2. Der henvises herved til Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 411-463. Loven om Jugoslavien-tribunalet finder i medfør af bekendtgørelse nr. 832 af 30. oktober 1995 også anvendelse på strafforfølgning ved Rwanda-tribunalet.

Ved lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol blev princippet om, at Danmark ikke udleverer danske statsborgere også fraveget, idet det følger af lovens § 2, stk. 1, at justitsministeren kan træffe beslutning om udlevering af personer, mod hvem Den Internationale Straffedomstol har indledt strafforfølgning. Danske statsborgere er ikke undtaget. Det skal dog bemærkes, at der i sager omfattet af denne lov kun vil blive tale om udlevering i de situationer, hvor man har besluttet, at der ikke skal ske strafforfølgning i Danmark. Den International Straffedomstols kompetence er således subsidiær i forhold til nationale straffedomstole.

4.1.2.2. Andre betingelser

Det fremgår af § 3, stk. 1, i udleveringsloven, at udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i 6 måneder. Ved udlevering til andre stater kræves, at handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Dette kan dog fraviges, hvis der er overenskomst om udlevering med den pågældende stat, jf. § 3, stk. 1, 3. pkt. Kriminalitetskravet vedrørende udlevering til andre stater fraviger fra den europæiske udleveringskonvention, idet det her fremgår af artikel 2, stk. 1, at udlevering skal tillades, hvis forbrydelsen efter begge staters lovgivning kan medføre frihedsstraf i mindst ét år. Danmark afgav ved undertegnelsen en erklæring om, at udlevering fra Danmark kun kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre en højere straf end fængsel i 1 år. De andre nordiske lande afgav en tilsvarende erklæring.

Udlevering til strafforfølgning i en anden stat efter § 3, stk. 1, kan endvidere kun ske, hvis der i den fremmede stat er truffet beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling, jf. § 3, stk. 2. Udlevering til straffuldbyrdelse kan kun ske, hvis dommen lyder på frihedsstraf i mindst 4 måneder, eller hvis den dømte i henhold til dommen eller en beslutning, der er truffet med hjemmel i dommen, skal anbringes i anstalt, og opholdet her kan blive af 4 måneders varighed, medmindre andet er fastsat ved overenskomst med den pågældende stat, jf. § 3, stk. 3. Efter § 3, stk. 4, kan udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse finde sted for flere strafbare forhold, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene.

Selv om betingelserne i § 3 i øvrigt er opfyldt, må udlevering dog ikke finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende den pågældende handling savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, jf. § 3, stk. 5.

I henhold til § 4 kan udlevering for en militær lovovertrædelse ikke finde sted.

Efter § 5, stk. 1, kan udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finde sted. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter, jf. § 5, stk. 2. Om en lovovertrædelse er politisk, afhænger af en konkret helhedsvurdering, hvorved der navnlig lægges vægt på arten af den eller de interesser, der er krænket ved lovovertrædelsen, og på gerningsmandens motiv.

Forbudet mod udlevering for en politisk overtrædelse har tidligere været anset for et centralt princip i dansk udleveringslovgivning. Dette har bl.a. fundet udtryk i, at Danmark ved ratifikationen af den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme har taget forbehold over for den særlige bestemmelse i konventionens artikel 1, hvorefter en række handlinger med tilknytning til kidnapning, gidseltagning mv. aldrig skal kunne anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der knytter sig til en politisk forbrydelse eller udspringer af politiske motiver.

Endvidere har Danmark ved ratifikationen af tillægsprotokollen af 15. oktober 1975 (jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 11. november 1986 (Lovtidende C)) til den europæiske udleveringskonvention afgivet erklæring om, at Danmark ikke er bundet af tillægsprotokollens kapitel 1, hvorefter forbrydelser omfattet af folkedrabskonventionen og Genève-konventionerne vedrørende beskyttelse af ofre i væbnede konflikter ikke kan anses som politiske forbrydelser ved anvendelsen af udleveringskonventionens artikel 3.

Ved ratifikationen af EU s udleveringskonvention af 27. september 1996 gav Danmark dog i forhold til de andre EU-medlemsstater afkald på det danske forbehold. Det fremgår af udleveringslovens § 5, stk. 3, der blev indsat ved lov nr. 417 af 10. juni 1997, hvorefter forbudet mod udlevering for en politisk forbrydelse ikke finder anvendelse ved udlevering til en anden EU-medlemsstat, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme. Omfattet heraf er handlinger, der betragtes som grove forbrydelser, der retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring af og sabotage mod luftfartøjer, og grove forbrydelser mod diplomater mv., bortførelse, gidseltagning mv. og anvendelse af bomber, granater, raketter mv., der rummer fare for personer.

Det må desuden antages at følge af statutterne for de internationale tribunaler til pådømmelse af krigsforbrydelser i henholdsvis det tidligere Jugoslavien og i Rwanda som er vedtaget af FN s Sikkerhedsråd at FN s medlemsstater ikke kan nægte udlevering til tribunalerne med henvisning til, at handlingen betragtes som en politisk forbrydelse.

Danmark er endvidere afskåret fra at nægte udlevering til Den Internationale Straffedomstol efter lov nr. 342 af 16. maj 2001 under henvisning til, at handlingen betragtes som en politisk forbrydelse, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 502-503.

Endelig fremgår det af udleveringsloven § 5, stk. 4, der blev indsat ved lov nr. 280 af 25. april 2001, at forbudet om udlevering for en politisk forbrydelse ikke finder anvendelse, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1 i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger. Bestemmelsen i § 5, stk. 4, gælder i forhold til alle stater, der har ratificeret FN-konventionen.

Efter udleveringslovens § 6 kan udlevering fortsat nægtes, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstemning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod den pågældendes liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Danmark har i forbindelse med ratifikationen af den europæiske udleveringskonvention fra 1957 taget et forbehold om, at udlevering kan afslås, når udlevering, navnlig under hensyn til vedkommendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages at ville medføre uforholdsmæssigt alvorlige følger for den pågældende. Dette er kommet til udtryk i udleveringslovens § 7, hvorefter udlevering skal afslås, hvis en udlevering vil være uforenelig med humanitære hensyn, jf. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, sp. 2548.

Det følger af § 8 i udleveringsloven, at udlevering ikke kan ske, når den, der søges udleveret, her i landet er dømt eller frifundet for den pågældende strafbare handling. Er tiltale mod den pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt. Bestemmelsen er udtryk for den væsentlige retssikkerhedsgaranti, at man ikke skal kunne dømmes for det samme forhold to gange (princippet om »ne bis in idem«).

Det fremgår af § 9, stk. 1, at udlevering fra Danmark ikke kan finde sted, hvis der efter dansk ret er indtrådt forældelse af strafansvaret eller af adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende lovovertrædelse efter dansk ret. Er der tale om udlevering til en EU-medlemsstat, gælder dette dog ikke, jf. stk. 2. Denne undtagelse til § 9, stk. 1, blev indsat ved lov nr. 417 af 10. juni 1997. Det var ved samme lejlighed, at kriminalitetskravet (strafferammekravet) for udlevering til andre EU-lande i udleveringslovens § 3, stk. 1, blev sænket fra mere end 1 års fængsel til mindst 6 måneders fængsel. Formålet med ændringerne var at gennemføre de ændringer i udleveringsloven, der var nødvendige for, at Danmark kan anvende konventionen fra 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, sp. 4485-4498.

§ 10 angiver visse obligatoriske vilkår, som skal fastsættes i forbindelse med udlevering. Den såkaldte specialitetsregel fremgår af § 10, nr. 1, idet det her anføres, at den udleverede som udgangspunkt ikke må drages til ansvar for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, han er udleveret for. For så vidt angår udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, er dette udgangspunkt dog fraveget, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 10 a. Endvidere fremgår det af § 10, nr. 2, at den udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse må underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.

Endelig anføres det som et vilkår i § 10, nr. 3, at udlevering alene kan ske på det vilkår, at dødsstraf ikke må fuldbyrdes for den pågældende handling. Denne bestemmelse skal ses i lyset af artikel 11 i den europæiske udleveringskonvention fra 1957 om, at udlevering for en forbrydelse, der efter lovgivningen i den stat, som har fremsat anmodning om udlevering, kan straffes med døden, kan afslås af en stat, der ikke har hjemmel til at idømme dødsstraf, eller som i almindelighed ikke fuldbyrder dødsstraf, medmindre den stat, der har fremsat udleveringsanmodningen, afgiver en sådan forsikring, som den anden part anser for fyldestgørende, om, at dødsstraffen ikke vil blive fuldbyrdet.

Det følger i øvrigt af artikel 1 i 6. tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention, at dødsstraf skal afskaffes, og at ingen må idømmes en sådan straf eller henrettes. Bestemmelsen er i Menneskerettighedsdomstolens praksis blevet tillagt eksterritorial virkning. Det betyder, at en deltagerstat vil handle i strid med bestemmelsen, hvis den udleverer en person til et land, hvor den pågældende risikerer at blive idømt og få fuldbyrdet dødsstraf. Dette gælder, hvad enten der er tale om udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. En deltagerstat vil dog være fritaget for ansvar efter bestemmelsen, hvis den modtager tilstrækkelige garantier fra den anmodende stat om, at den pågældende ikke vil blive idømt eller få fuldbyrdet dødsstraf.

4.1.3. Behandling af sager om udlevering mv.

Kapitel 3 (§§ 11-18) i udleveringsloven indeholder de nærmere regler for behandlingen af sager om udlevering, herunder hvilke oplysninger anmodninger om udlevering skal indeholde.

Ved lov nr. 291 af 24. april 1996 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (International strafferet) blev konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union fra 1995 gennemført i dansk ret, jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, s. 2226. Denne forenklede procedure, der finder anvendelse ved udlevering mellem EU s medlemsstater, hvis den person, der ønskes udleveret, samtykker heri i forbindelse med et retsmøde, fremgår af udleveringslovens kapitel 3a (§§ 18 a-18 d). Forenklingen består i en mere direkte kontakt mellem de berørte staters kompetente myndigheder.

Endelig indeholder udleveringslovens kapitel 4 (§§ 19-23) en række andre bestemmelser om efterlyste personer, videreudlevering, transit, mv.

4.2. Fremmed ret

Som anført under pkt. 4.1.2.1. tog Danmark ved undertegnelsen af EU-udleveringskonventionen fra 1996 generelt forbehold om ikke at udlevere egne statsborgere.

Indtil videre har 11 ud af de 15 EU-lande ratificeret 1996-konventionen. Italien, Irland, Frankrig og Storbritannien har endnu ikke ratificeret konventionen. Ud af de 11 lande, der har ratificeret konventionen, har fire medlemsstater ud over Danmark taget generelt forbehold om ikke at udlevere deres egne statsborgere. Det gælder Østrig, Tyskland, Luxembourg og Grækenland. For Østrigs og Tysklands vedkommende er dette begrundet i, at landenes forfatninger forbyder udlevering af egne statsborgere.

De øvrige 6 lande Spanien, Belgien, Holland, Portugal, Sverige og Finland udleverer egne statsborgere på nærmere angivne betingelser.

Spanien betinger udlevering af egne statsborgere af, at det anmodende land garanterer, at den udleverede person hvis den pågældende bliver dømt omgående (»forthwith«) vil blive overført til Spanien til afsoning af straffen.

Belgien, Holland og Portugal udleverer kun egne statsborgere til strafforfølgning (ikke til straffuldbyrdelse), og betinger i øvrigt udleveringen af, at det anmodede land giver forhåndssamtykke til at overføre den pågældende til afsoning i hjemlandet, hvis der idømmes frihedsstraf eller anden frihedsberøvende sanktion. Portugal udleverer dog også egne statsborgere til fuldbyrdelse af straf for terrorisme og international organiseret kriminalitet.

Sverige forbeholder sig generelt adgangen til at nægte at udlevere en svensk statsborger, men kan dog udlevere egne statsborgere til strafforfølgning, hvis den pågældende har været bosat mindst 2 år forud for lovovertrædelsen i den anmodende stat, eller hvis handlingen efter svensk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år. Udlevering til straffuldbyrdelse kan kun ske, hvis den pågældende har været bosat mindst 2 år forud for lovovertrædelsen i den anmodende stat. For udlevering af egne statsborgere fastholder Sverige i øvrigt adgangen til at nægte udlevering under henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse, eller at forholdet er forældet efter svensk ret. Specialitetsprincippet (jf. herom ovenfor i beskrivelsen af den danske udleveringslovs § 10, nr. 1) fastholdes også. Hvis der sker udlevering, stilles der vilkår om, at den pågældende efter en eventuel domfældelse tilbageføres til Sverige til afsoning af straffen, medmindre den pågældende i mindst 2 år forud for lovovertrædelsen har været bosat i den anmodende stat, eller den pågældende samtykker i at afsone straffen i den anmodende stat.

Finland udleverer kun egne statsborgere til strafforfølgning efter en konkret vurdering (»at the discretion of the Ministry of Justice«), og kun hvis den strafbare handling efter finsk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år. Udlevering betinges af, at den pågældende efter en eventuel domfældelse omgående (»immediately«) tilbageføres til Finland til afsoning af straffen, hvis den dømte samtykker heri. For udlevering af egne statsborgere fastholder Finland i øvrigt adgangen til at nægte udlevering bl.a. under henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse, eller at forbrydelsen er begået i Finland eller ombord på et finsk skib på det åbne hav eller ombord på et finsk fly.

4.3. Forslag til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

Kommissionen fremsatte den 19. september 2001 et forslag til en rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem medlemsstaterne. Forslaget er fremsat i medfør af EU-traktatens artikel 29, artikel 31, litra a og b, og artikel 34, stk. 2, litra b.

Formålet med forslaget til rammeafgørelse er at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse inden for udleveringsområdet med henblik på at smidiggøre og effektivisere udleveringsprocedurerne mellem medlemsstaterne. Der foreslås derfor indført en europæisk arrestordre, som skal erstatte de traditionelle anmodninger om udlevering mellem medlemslandene.

Den ordning, der foreslås, vil betyde, at når en judiciel myndighed i et medlemsland anmoder om at få overgivet en person med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, skal denne automatisk kunne anerkendes og fuldbyrdes i alle medlemsstater. Det vil alene i begrænset omfang være muligt at nægte at fuldbyrde en sådan anmodning (»en arrestordre«), og forslaget giver ikke mulighed for, at medlemsstaterne kan tage forbehold over for udlevering af egne statsborgere.

De almindelige principper for ordningen, der foreslås indført med rammeafgørelsen, er indeholdt i forslagets kapitel 1 (artikel 1 9), hvoraf det bl.a. fremgår, at medlemsstaterne forpligtes til at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, i overensstemmelse med reglerne i rammeafgørelsen. Det fremgår endvidere, hvornår en medlemsstat er forpligtet til at udlevere en borger på grundlag af en arrestordre, og hvilke obligatoriske og fakultative årsager, der kan begrunde et afslag på fuldbyrdelse.

Procedurereglerne er indeholdt i forslagets kapitel 2, mens kapitel 3 omhandler virkninger af overgivelsen. Kapitel 4 indeholder de afsluttende bestemmelser.

Der forhandles fortsat om forslaget til rammeafgørelse i rådsregi (retlige og indre anliggender), og der er stadig en række punkter, hvor medlemsstaterne endnu ikke er nået til enighed. Justitsministeriet har på denne baggrund vurderet, at det hverken vil være muligt eller forsvarligt på nuværende tidspunkt at indarbejde de formentlig forholdsvis omfattende lovændringer, der vil blive nødvendiggjort ved rammeafgørelsens vedtagelse. Når der er opnået politisk enighed om forslaget til rammeafgørelse, vil Justitsministeriet vurdere, hvilke lovændringer rammeafgørelsen giver anledning til.

4.4. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af forarbejderne til 1997-ændringen af udleveringsloven, at spørgsmålet om udlevering af danske statsborgere skal tages op til fornyet overvejelse, når eventuel fornyelse af forbeholdet efter artikel 7 skal vurderes, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4493 (det danske forbehold udløber som nævnt den 9. marts 2003). Det anføres endvidere, at de regler, der fastsættes herom i de andre EU-medlemsstater, herunder Finland og Sverige, bør inddrages i disse overvejelser.

Selv om der endnu er godt et år til det danske forbehold udløber og EU-rammeafgørelsen vil nødvendiggøre yderligere ændringer, er der efter Justitsministeriets opfattelse anledning til at revurdere forbeholdet allerede på nuværende tidspunkt i lyset af terrorangrebene mod USA den 11. september 2001.

Som disse begivenheder til fulde har illustreret, bliver samfundets problemer i øget omfang internationale og globale, og kriminaliteten bliver i stigende grad grænseoverskridende og organiseret. Dette gælder også andre former for kriminalitet end terrorvirksomhed. Kriminalitetsbekæmpelsen og retsforfølgningen må derfor også være grænseoverskridende.

Når man hidtil har nægtet at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet bortset fra de nordiske lande har det været ud fra en betragtning om, at danske statsborgere, som mistænkes for strafbare handlinger, og som pågribes her i landet, bør have krav på at blive stillet for en dansk domstol med de retssikkerhedsgarantier, der er knyttet hertil. Der er således efter straffeloven vide muligheder for at strafforfølge danske statsborgere for lovovertrædelser begået i udlandet, forudsat forholdet er strafbart både efter dansk ret og efter lovgivningen i det land, hvor overtrædelsen er begået (kravet om dobbelt strafbarhed).

Det må imidlertid erkendes, at der vil kunne forekomme sager ikke mindst om terrorvirksomhed eller anden grov international kriminalitet hvor det kan være forbundet med store og eventuelt uoverstigelige vanskeligheder under en straffesag i Danmark at føre bevis for lovovertrædelser begået i udlandet, når vidnerne eller beviserne ikke befinder sig i Danmark.

Dette taler for, at straffesagen som udgangspunkt gennemføres i det land, hvor lovovertrædelsen er begået, eller hvor det i øvrigt af hensyn til bevisførelsen er mest hensigtsmæssigt. Det må også indgå i overvejelserne, at det ikke kan udelukkes, at en opretholdelse af forbudet mod at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet vil kunne indebære, at en mistænkt dansk statsborgere ikke kan straffes eventuelt for meget alvorlig kriminalitet fordi det i praksis ikke er muligt at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark.

Justitsministeriet vurderer på denne baggrund, at den eksisterende ordning, hvor danske statsborgere kan udleveres til de øvrige nordiske lande, jf. pkt. 4.1.2.1., bør udvides til i en revideret form at omfatte udlevering også til andre stater, særligt andre EU-medlemsstater, i de tilfælde, hvor hensynet til at beskytte danske statsborgere mod udlevering bør vige for den almindelige interesse i, at lovovertrædelser pådømmes. Det bemærkes, at Sverige og Finland, som det fremgår af pkt. 4.2., allerede har mulighed for at udlevere egne statsborgere til andre EU-lande, og Danmark vil derfor med dette forslag tage et skridt, som Sverige og Finland allerede har taget.

Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at en adgang til udlevering af danske statsborgere på nuværende tidspunkt alene bør omfatte udlevering til strafforfølgning, da der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke det samme behov for at kunne udlevere danske statsborgere til fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning idømt i udlandet. Straffesagen (bevisførelsen) er i denne situation gennemført, og den dømte vil ikke kunne unddrage sig fuldbyrdelsen ved at flygte til Danmark, inden straffen er udstået (afsonet). Danmark kan i denne situation overtage fuldbyrdelsen fra domslandet og indsætte den pågældende til afsoning i dansk fængsel eller institution, jf. lov om international fuldbyrdelse af straf mv. Det følger således af 1997-tillægsprotokollen til den europæiske konvention om overførelse af domfældte fra 1983 som er gennemført i dansk ret ved lov nr. 280 af 25. april 2001 at der i denne situation ikke kræves samtykke fra den dømte til overførslen. Selv hvis tillægsprotokollen ikke gælder mellem Danmark og domslandet i en konkret sag, vil justitsministeren i medfør af § 10 i lov om international fuldbyrdelse af straf kunne træffe bestemmelse om fuldbyrdelse her i landet i overensstemmelse med tillægsprotokollens og 1983-konventionens regler, når humanitære eller andre særlige hensyn taler derfor. »Andre særlige hensyn« må således i lyset af formålet med 1997-tillægsprotokollen antages også at omfatte hensynet til retshåndhævelsen, dvs. hensynet til, at en dansk statsborger ikke ved at flygte til Danmark kan unddrage sig fuldbyrdelsen af en i udlandet idømt straf.

Justitsministeriet foreslår derfor, at udlevering af danske statsborgere bør kunne ske til strafforfølgning i andre EU-lande, hvor der er tale om grove lovovertrædelser, der kan medføre højere straf end fængsel i 4 år, eller hvor der er tale om, at den danske statsborger, der ønskes udleveret, har en tilknytning til den anmodende stat i form af bopæl i de sidste 2 år forud for den strafbare handling. Dette svarer til kravene for udlevering af danske statsborgere til de øvrige nordiske lande, jf. § 2 i den nordiske udleveringslov. I sager om udlevering af en dansk statsborger, der har haft bopæl i den EU-medlemsstat, der anmoder om udlevering, bør det dog efter Justitsministeriets opfattelse desuden være en betingelse, at handlingen efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det svarer til det krav, der er opstillet i den nugældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, 1. pkt., om udlevering til et andet EU-land af personer, der ikke har dansk statsborgerskab.

Disse ændringer medfører, at Danmark delvist vil kunne tilbagekalde det forbehold, der er taget i medfør af artikel 7 i EU-udleveringskonventionen, således at der kan ske udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning i andre EU-lande, hvis de anførte betingelser er opfyldt.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at der også bør skabes hjemmel til at udlevere danske statsborgere til lande uden for EU (og Norden).

Det foreslås derfor, at justitsministeren på grundlag af en gensidig overenskomst med et andet land om udlevering af egne statsborgere kan fastsætte, at udlevering af danske statsborgere kan ske til den anden stat. Det foreslås dog, at handlingen, der anmodes om udlevering for, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, og at betingelserne for udlevering til andre EU-lande, jf. ovenfor, i øvrigt er opfyldt. Kriminalitetskravet svarer til det kriminalitetskrav, der foreslås for udlevering til andre stater end EU-medlemsstater af personer, der ikke er danske statsborgere, jf. forslagets § 5, nr. 2. For disse personer er kravet i den nugældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, 2. pkt., at handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år, hvis udlevering skal kunne ske.

Hjemlen til at fastsætte disse regler indebærer, at gennemførelse af sådanne gensidige overenskomster i dansk ret ikke kræver ændringer af udleveringsloven, og hjemlen giver forudsætningsvis regeringen bemyndigelse til at godkende og ratificere sådanne ændringer. Det forudsættes imidlertid, at Justitsministeriet orienterer Folketingets Retsudvalg, inden Danmark indgår en aftale med et land uden for EU (og Norden) om gensidig udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning.

Endvidere foreslås det, at justitsministeren i en konkret sag, hvor anmodning om udlevering af en dansk statsborger kommer fra en stat, der ikke er medlem af EU, og som Danmark ikke har indgået en gensidig overenskomst med om udlevering egne statsborgere, kan beslutte, at den pågældende skal udleveres, hvis betingelserne for udlevering til andre EU-lande er opfyldt samt kravet om, at handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, jf. ovenfor, og særlige hensyn til retshåndhævelsen i øvrigt taler derfor. Ved vurderingen af, om en dansk statsborger skal udleveres i denne situation, bør der således i modsætning til, hvad der efter forslaget kommer til at gælde for udlevering til andre EU-lande eller lande, som der er indgået gensidig overenskomst med foretages en konkret vurdering af mulighederne for og det hensigtsmæssige i at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark frem for at udlevere den pågældende til strafforfølgning i udlandet.

Det skal fremhæves, at der vil være adgang til at nægte udlevering af danske statsborgere, hvis der er fare for forfølgelse f.eks. på grund af den pågældendes politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold, eller hvis udleveringen er uforenelig med humanitære hensyn. Desuden må udlevering kun ske på vilkår af, at dødsstraf ikke fuldbyrdes for den pågældende handling, jf. herom pkt. 4.1.2.2. ovenfor.

Der henvises i øvrigt til forslagets § 5, nr. 1.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ved udlevering af danske statsborgere til udlandet være mulighed for at stille vilkår om, at afsoning af en eventuelt idømt frihedsstraf mv. foregår i Danmark. Justitsministeriet agter derfor folkeretligt at tage forbehold om, at udlevering af en dansk statsborger både til andre EU-lande og til lande uden for EU (og Norden) kan betinges af, at den pågældende overføres til strafafsoning i Danmark.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.1. ovenfor, indebærer FN s terrorfinansieringskonventions artikel 14, at en stat er afskåret fra at afslå udlevering eller retshjælp alene med den begrundelse, at den forbrydelse, anmodningen angår, er en politisk forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver.

Som nævnt i pkt. 4.1.2.2. ovenfor, kan udlevering for en politisk lovovertrædelse mv. efter gældende ret ikke finde sted, medmindre udleveringen er til en EU-medlemsstat for en handling omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, eller der er tale om udlevering for en handling, der er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN s terrorbombekonvention.

Gennemførelsen af artikel 14 kræver derfor en ændring af udleveringslovens § 5, så de handlinger, der er omfattet af FN s terrorfinansieringskonventions artikel 2, undtages fra forbudet mod udlevering for politiske forbrydelser. Det foreslås, at der i § 5 indsættes en bestemmelse, hvorefter forbudet ifølge stk. 1 og 2 heller ikke gælder, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN s terrorfinansieringskonvention. At handlingen skal være omfattet af terrorfinansieringskonventionen betyder dels, at selve handlingen er en overtrædelse af konventionens materielle bestemmelser, dels at det land, der anmoder om udlevering, skal have ratificeret konventionen.

Af hensyn til bestemmelsens overskuelighed foreslås de nugældende bestemmelser i § 5, stk. 3 og 4, samt den med lovforslaget foreslåede udvidelse af undtagelserne fra § 5, stk. 1 og 2, indeholdt i et stykke, nemlig et nyt stykke 3.

Efter den nugældende § 5, stk. 3, kan udlevering for en handling omfattet af artikel 1 eller 2 af den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, ikke afslås med henvisning til forbudet om udlevering for politiske forbrydelser ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, jf. pkt. 4.1.2.2. ovenfor. Anvendelsesområdet for FN s konventionen til bekæmpelse af terrorbombning og FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme dækker imidlertid visse af handlingerne omfattet af artikel 1 og 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme. For de handlinger, der er omfattet af FN-konventionerne, kan der med lovforslaget ikke med henvisning til udleveringslovens § 5 afslås anmodning om udlevering fra en deltagende stat. Det danske forbehold overfor artikel 1 og 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme har derfor i dag alene betydning i relation til de europæiske deltagerlande, der ikke er medlemmer af EU, og kun for så vidt angår handlinger, der ikke også er omfattet af FN s terrorbombekonvention eller FN s terrorfinansieringskonvention. For at styrke det internationale strafferetlige samarbejde om bekæmpelse af international terrorisme, foreslås det derfor med lovforslaget, at udlevering for en handling omfattet af artikel 1 eller 2 af den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme ikke kan afslås med henvisning til forbudet om udlevering for politiske forbrydelser, uanset om der er tale om udlevering til et EU-land eller et andet europæisk land, der har ratificeret konventionen. Det bemærkes, at de handlinger, der herefter ikke kan undtages fra udlevering efter § 5, er alvorlige kriminelle handlinger så som kidnapning, gidseltagning mv.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 6.

Ændringen vil medføre, at Danmark helt kan give afkald på det forbehold, der blev taget ved ratifikationen af den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme over for den særlige bestemmelse i konventionens artikel 1. Ligeledes vil ændringen medføre, at Danmark ikke vil kunne nægte at yde retshjælp med henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i terrorismekonventionen.

I forlængelse af disse ændringer foreslås enkelte, i det væsentlige redaktionelle, yderligere ændringer af udleveringsloven og den nordiske udleveringslov.

En enkelt ændring skal dog fremhæves i det følgende.

Efter den gældende bestemmelse i udleveringsloven § 3, stk. 1, 2. pkt., (der efter de foreslåede redaktionelle ændringer bliver til § 2 a, 2. pkt.) kan udlevering af en person uden dansk statsborgerskab kun ske, hvis lovovertrædelsen kan straffes med højere straf end fængsel i 1 år.

Den europæiske udleveringskonvention fra 1957 omfatter ifølge artikel 2, stk. 1, lovovertrædelser, der kan medføre frihedsstraf i en længstetid af mindst ét år eller strengere straf. Danmark har i overensstemmelse med konventionen taget forbehold over for denne bestemmelse, således at forpligtelsen til udlevering begrænses til lovovertrædelser, der efter dansk ret kan medføre strengere straf end fængsel i 1 år. Det fremgår ikke umiddelbart af forarbejderne til udleveringsloven, hvorfor Danmark har taget dette forbehold.

Efter at kriminalitetskravet i forhold til de andre EU-lande er nedsat til 6 måneders fængsel eller derover, jf. ovenfor pkt. 4.1.2.2., er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke længere grundlag for i forhold til de øvrige europæiske lande at opretholde et forbehold over for 1957-konventionens generelle kriminalitetskrav på 1 års fængsel eller derover.

Det foreslås derfor, at udleveringslovens § 3, stk. 1, 2. pkt., (der efter de foreslåede redaktionelle ændringer bliver til § 2 a, 2. pkt.) affattes i overensstemmelse med 1957-konventionens artikel 2, stk. 1, og at det danske forbehold over for denne bestemmelse tilbagekaldes.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 2.

5. Ikrafttræden

5.1. Bestemmelse om ikrafttræden i FN s terrorfinansieringskonvention

FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme træder ifølge artikel 22 i kraft 30 dage efter, at 22 lande har ratificeret konventionen. Konventionen er endnu ikke trådt i kraft efter denne bestemmelse. Den 16. november 2001 var konventionen ratificeret af 14 stater. For hver stat, der ratificerer efter, at konventionen er trådt i kraft, træder konventionen i kraft 30 dage efter ratifikationen.

5.2. Justitsministeriets overvejelser

Ikrafttrædelsestidspunktet for FN s terrorfinansieringskonvention er, som det fremgår af punkt 5.1. ovenfor, ikke knyttet til et bestemt tidspunkt, idet ikrafttrædelsen afhænger af, hvornår de stater, der har underskrevet konventionen, foretager ratifikation. Ikraftsættelsen af den danske gennemførelsesbestemmelse om udlevering for politiske forbrydelser, jf. lovforslagets § 5, nr. 6, kunne derfor medføre, at der i en periode, hvor FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme endnu ikke er trådt i kraft, kunne ske udlevering for handlinger omfattet af konventionen i videre omfang, end Danmark er folkeretligt forpligtet til.

På den baggrund må det overvejes, om ikrafttrædelsesbestemmelsen for så vidt angår lovforslagets § 5, nr. 6, skal udformes således, at ændringen af udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 3, først finder anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter, at den pågældende konvention er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende stat. En lignende fremgangsmåde er benyttet ved lov nr. 417 af 10. juni 1997 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen), jf. lovens § 2, 3. pkt., og EU-udleveringskonventionens artikel 18, stk. 4 og 5. Ved lov nr. 280 af 25. april 2001 (Gennemførelse af FN-terrorbombekonvention mv.) blev det antaget, at en sådan fremgangsmåde kunne anvendes, selv om vedkommende konvention ikke udtrykkeligt åbner mulighed herfor. Efter lovens § 13, stk. 2, finder ændringen af udleveringsloven § 5, om forbud mod af nægte udlevering for politiske forbrydelser for handlinger omfattet af FN s terrorbombekonvention således først anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter, at FN-konventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat.

Efter Justitsministeriets opfattelse må tilsvarende overvejelser gøre sig gældende i relation til lovforslagets § 5, nr. 6, om ændring af udleveringsloven, og det findes derfor rigtigst at udforme ikrafttrædelsesbestemmelsen vedrørende denne ændring på samme måde således, at det foreslåede forbud mod at nægte udlevering for politiske forbrydelser først anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter, at FN-konventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat, jf. lovforslagets § 7, stk. 3.

For de øvrige ændringer af straffeloven, som blandt andet foretages i medfør af FN s terrorfinansieringskonvention, gør der sig ikke de samme hensyn gældende. Der tænkes her på ændringen af straffelovens § 77 a, de nye medvirkensbestemmelser i §§ 114 a-b, ændringerne i 192 a om grove våbenlovsovertrædelser samt ændringerne af strafansvaret for juridiske personer. Der er for disse ændringers vedkommende tale om generelle ændringer i straffeloven, som ud over at gennemføre FN s terrorfinansieringskonvention dels foretages til gennemførelse af FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001), dels foretages til styrkelse af det strafferetlige værn mod terrorisme i lyset af den ændrede verdenssituation efter angrebene mod USA den 11. september 2001. Det følger derfor af lovforslagets § 7, stk. 1, at disse ændringer ligesom de øvrige ændringer i lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

For så vidt angår bestemmelsen i retsplejelovens § 786, stk. 4, 1. pkt., om udbydere af telenet og teletjenesters pligt til at registrere og opvare oplysninger om teletrafik, samt den tilknyttede straffebestemmelse i § 786, stk. 6, kan der først ske ikrafttræden, når det nærmere indhold og omfang af pligten er fastlagt. Det foreslås derfor, at justitsministeren får bemyndigelse til at fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelsen af disse to bestemmelser, jf. lovforslagets § 7, stk. 2.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Politiets driftsbevilling for 2001 er på aktstykke 34, som blev tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 7. november 2001, forhøjet med 90 mio. kr. med henblik på en styrket indsats mod terrorisme og indkøb af beskyttelsesmateriel mv. til brug for det politimæssige beredskab i forbindelse med Danmarks overtagelse af formandskabet i EU i 2002. Heraf anvendes 30 mio. kr. til bl.a. betaling af overarbejde og tilgodehavende frihed som følge af den styrkede indsats mod terrorismen efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001. For så vidt angår 2002 og følgende år, fremgår det af aktstykket, at videreførelsen af den forstærkede indsats mod terrorismen forudsætter, at politiets bevillinger i disse år bliver øget med 60 mio. kr. i lønsum i hvert af årene bl.a. til betaling af overarbejde og tilgodehavende frihed i den egentlige politistyrke.

Lovforslaget vil medføre et vist merarbejde for politiet ud over, hvad der er forudsat ved aktstykke 34. Udgifterne hertil afholdes inden for politiets eksisterende bevillinger.

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 4, 1. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 3, og de administrative forskrifter, der fastsættes i medfør af de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 786, stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, vil kunne få visse negative økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne. Lovforslaget indeholder ikke miljømæssige konsekvenser. For så vidt angår forholdet til EU-retten foretages reguleringen i henhold til den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 4, inden for rammerne af artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (97/66/EF).

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen af betydning

Visse merudgifter, som afholdes inden for politiets eksisterende bevillinger

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen af betydning

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Visse merudgifter

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Visse administrative konsekvenser

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Reguleringen i henhold til den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 4, 1. pkt., foretages inden for rammerne af artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (97/66/EF)

7. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget har været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Odense, Århus, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Datatilsynet, Dansk Industri, Brancheforeningen for Telekommunikationsindustrien, Brancheorganisationen ForbrugerElektronik, Canal Digital Danmark A/S, Center for IT-forskning, CSC Datacentralen, Dansk Dataforening, Elektronikindustrien, Foreningen af Internetleverandører, Grossistforeningen for Radio og Elektronik, IT-Brancheforeningen, ITEK (Dansk Industri), Kommunedata, Leverandørforeningen for Radiokommunikation, Multi Medie Foreningen, PROSA, Sam-Data (HK), Sonofon I/S, Tele2 A/S, Tele Danmark A/S, Telekommunikationsforbundet, Telia A/S, Orange A/S, Realkreditrådet, Finansrådet og Finansforbundet.

Betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning har været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Red Barnet, Børnerådet, Brancheforeningen for Telekommunikationsindustrien, Brancheorganisationen ForbrugerElektronik, Canal Digital Danmark A/S, Center for IT-forskning, CSC Datacentralen, Dansk Dataforening, Elektronikindustrien, Foreningen af Internetleverandører, Grossistforeningen for Radio og Elektronik, IT-Brancheforeningen, ITEK (Dansk Industri), Kommunedata, Leverandørforeningen for Radiokommunikation, Multi Medie Foreningen, PROSA, Registertilsynet, Sam-Data (HK), Sonofon I/S, Tele2 A/S, Tele Danmark A/S, Telekommunikationsforbundet og Telia A/S.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 4 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Straffeloven

Til nr. 1 (straffelovens § 27)

Der foreslås indsat en udtrykkelig hjemmel til at straffe juridiske personer for forsøg. Bestemmelsen gælder både for særlovsovertrædelser og overtrædelser af straffeloven.

Med bestemmelsen præciseres det, at juridiske personer kan straffes for forsøg, når de almindelige betingelser for strafansvaret er opfyldt, nemlig at der er begået en lovovertrædelse inden for den juridiske persons virksomhed, og at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Bestemmelsen indebære endvidere, at juridiske personers forsøgsansvar er begrænset på samme måde som fysiske personers forsøgsansvar. Heraf følger, at hvis den pågældende straffebestemmelse kun indeholder hjemmel til bødestraf eller fængsel indtil 4 måneder, kan hverken fysiske eller juridiske personer straffes for forsøg, medmindre andet er særskilt bestemt. Som eksempel på at andet kan være særskilt bestemt, kan nævnes straffelovens § 287, stk. 2, hvorefter der kan straffes for forsøg ved simple berigelsesforbrydelser, selvom forholdet kun kan straffes med bøde. Dette vil med lovforslaget gælde for både fysiske og juridiske personer.

Til nr. 2 (straffelovens § 77 a)

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 77 a, 1. pkt., kan der ske konfiskation af genstande, som på grund af deres beskaffenhed i forbindelse med andre foreliggende omstændigheder må befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling.

Bestemmelsen i § 77 a muliggør konfiskation, selv om der ikke (endnu) er begået en strafbar handling, og uden hensyn til, hvem der er ejer af de konfiskerede genstande. Begrænsningen i bestemmelsens anvendelsesområde ligger i, at konfiskationen skal være påkrævet for at forebygge den strafbare handling, samt at der alene er hjemmel til at konfiskere genstande.

Det foreslås at udvide adgangen til at foretage konfiskation efter § 77 a til også at omfatte andre formuegoder, herunder penge. Ændringen er nødvendig for at kunne tiltræde FN s terrorfinansieringskonvention, ligesom ændringen gennemfører artikel 1, litra c, i FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001).

Genstanden for konfiskation efter den foreslåede nye bestemmelse er andre formuegoder (end bestemte genstande), hvilket betyder, at konfiskationen skal rette sig mod identificerbare pengebeløb, værdipapirer, fast ejendom mv. For genstande, der kan omsættes til penge, vil der således ikke længere være krav om, at det er selve genstanden, der skal anvendes til at begå lovovertrædelser. Det kan fremover også være den værdi, den repræsenterer, der kan omsættes til penge og anvendes til at finansiere lovovertrædelser. Der er ingen fast minimumsgrænse for anvendelsesområdet for den nye bestemmelse i straffelovens § 77 a, 2. pkt., men bestemmelsen bør dog ikke anvendes på i denne sammenhæng mere bagatelagtige beløb. En vis vejledning vil kunne hentes i minimumsgrænsen for pengeinstitutternes indberetning af mistænkelige transaktioner foretaget af lejlighedskunder, jf. hvidvasklovens § 4, stk. 2, og i den foreslåede bestemmelse i toldlovens § 83, stk. 2, om toldmyndighedernes adgang til at tilbageholde større pengebeløb mv. I begge tilfælde er grænsen 15.000 euro svarende til ca. 110.000 kr. Beløb, som toldmyndighederne tilbageholder efter toldlovens § 83, stk. 2, forudsættes således aldrig at være under mindstegrænsen efter § 77 a, 2. pkt.

Til nr. 3 (straffelovens § 93)

Det foreslås, at juridiske personers strafansvar forældes efter de samme regler, som gælder for fysiske personer, dog således at reglen i § 93, stk. 1, nr. 1, 2. led, om 2-årig forældelse, hvis der konkret er forskyldt bødestraf, ikke finder anvendelse ved juridiske personers strafansvar.

Efter de gældende regler forældes juridiske personers strafansvar altid efter 2 år som følge af reglen i § 93, stk. 1, nr. 1, 2. led. Dette gælder uanset, om der er tale om en overtrædelse af en bestemmelse med en meget høj strafferamme.

Med ændringen vil forældelsen af juridiske personers strafansvar afhænge af strafferammen for den konkrete forbrydelse. Er der f.eks. tale om overtrædelse af den nye bestemmelse om terrorfinansiering i straffelovens § 114 a, vil strafansvaret for en juridisk person forældes efter 10 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås samtidig, at reglen i § 93, stk. 1, nr. 1, 2. led, om at forældelsesfristen altid er 2 år, når den konkrete forskyldte straf ikke ville overstige bøde, ikke skal finde anvendelse ved juridiske personer strafansvar. Den konkrete forskyldte straf for juridiske personer vil altid være bøde, og en anvendelse af reglen i § 93, stk. 1, nr. 1, 2. led, ville derfor forudsætte, at der foretoges en fiktiv omregning af straffen for den aktuelle handling, såfremt denne var blevet foretaget af en fysisk person. En sådan ordning findes ikke hensigtsmæssig. Forældelsesfristen for juridiske personers strafansvar vil derfor altid skulle beregnes ud fra den højeste straf, som er hjemlet for overtrædelsen eller som følger af særreglerne i § 93, stk. 2-3.

Til nr. 4 (straffelovens § 114)

Med bestemmelsen foreslås indført en særlig terrorisme-paragraf i straffeloven. Den hidtil gældende § 114 bevares, men flyttes til § 114 c og d, idet det ikke helt kan udelukkes, at der kan være forhold af mindre graverende, som ikke kan betegnes som terrorvirksomhed i gængs forstand, men som i dag er omfattet af formuleringen om den, der har til hensigt »ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen«.

Efter lovforslaget skal den, der med forsæt til at skræmme befolkningen i alvorlig grad, eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling, eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, begår en af de i bestemmelsen opregnede lovovertrædelser, straffes for terrorisme med fængsel indtil på livstid. Forsætskravet i § 114 omfatter alle forsætsgrader.

Bestemmelsen skal navnlig gennemføre EU s rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme. I modsætning til den gældende bestemmelse i straffelovens § 114 er den, som det fremgår, ikke begrænset til at beskytte danske samfundsforhold mv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger.

Som følge af den meget alvorlige karakter af de pågældende forbrydelser indeholder bestemmelsen en maksimumsstrafferamme på fængsel indtil livstid.

Efter stk. 2 straffes den, der med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben, eksplosivstoffer og krigsmateriel omfattet af straffelovens § 192 a eller våbenlovens § 10, stk. 2.

Sker transporten i forbindelse med ind- eller udførsel fra Danmark, vil transporten endvidere som udgangspunkt indebære en overtrædelse af våbenlovens regler om ind- og udførsel af våben og krigsmateriel, jf. våbenlovens § 1 og 6.

Våben og krigsmateriel er ikke defineret i våbenloven, men begreberne antages som minimum at omfatte det materiel mv., der er optaget på EU s fælles liste over militært udstyr, som er omfattet af Den Europæiske Unions adfærdskodeks.

Da danske skibe og luftfartøjer hører under dansk jurisdiktionskompetence, jf. straffelovens § 6, vil transport af våben mv. på danske skibe og luftfartøjer i strid med bestemmelsen høre under dansk straffemyndighed, selvom våbentransporten er foregået uden for Danmark. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1. og 2.2.2. i de almindelige bemærkninger om spørgsmålet om dansk straffemyndighed.

Efter stk. 3 er det strafbart at true med at begå en af de handlinger, der er nævnt i stk. 1 og 2. Det er dog en betingelse, at gerningsmanden opfylder det særlige terrorismeforsæt i stk. 1.

Til nr. 5 (straffelovens § 114 a-d)

§ 114 a

Bestemmelsen er ny og indeholder en regel om finansiering af terrorvirksomhed i form af økonomisk støtte samt indsamling eller formidling af midler mv. til en terrorgruppe.

§ 114 a, nr. 1, om økonomisk støtte til terrorgrupper retter sig mod den enkelte bidragyder, der af egne midler giver økonomisk støtte til en gruppe, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger. Den sigter navnlig på at gennemføre artikel 2, stk. 1, i FN s terrorfinansieringskonvention og artikel 2, stk. 2, litra c, i EU-rammeafgørelsen.

§ 114 a, nr. 2, retter sig mod den mellemmand eller formidlingsorganisation, der f.eks. tilvejebringer pengene fra de enkelte bidragyder ved indsamlinger eller lignende eller skaffer lån fra pengeinstitutter mv. Den sigter navnlig på at gennemføre FN s terrorfinansieringskonvention artikel 2, stk. 1.

§ 114 a, nr. 3, retter sig mod pengeinstitutter eller andre, der i erhvervsmæssig sammenhæng eller på anden måde med henblik på at opnå fortjeneste yder lån eller leverer en anden finansiel tjenesteydelse eller formidler disse ydelser. Denne bestemmelse sigter navnlig på at gennemføre artikel 1, litra d, i FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001).

På samme måde som den foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 114, er heller ikke § 114 a begrænset til at beskytte danske samfundsinteresser. Strafferammen foreslås fastsat til fængsel indtil 10 år.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse ikke alene være strafbart at stille midler eller finansielle tjenesteydelser til rådighed for en terrorgruppes ulovlige aktiviteter, men også med hensyn til gruppens lovlige aktiviteter. Der kræves dog forsæt med hensyn til, at gruppen har terrorvirksomhed som en del af sine aktiviteter eller formål. Deltagelse i eller støtte til en organisation, der både har humanitære formål og terrorformål, vil være omfattet af bestemmelsen. Forsætskravet omfatter alle grader af forsæt og vil blandt andet være opfyldt, hvis bidragyderen er bekendt med gruppens aktiviteter eller formål, eller konkrete omstændigheder gør, at den pågældende må indse, at organisationen blandt andet begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger.

Der stilles ikke krav om, at pengene eller tjenesteydelser direkte overdrages eller stilles til rådighed for terrorgruppen, jf. ordene »direkte eller indirekte«. Der kræves således alene, at det i sidste ende er terrorgruppen, der skal drage fordel af pengene eller tjenesteydelserne. Kan det ikke dokumenteres, at pengene rent faktisk når frem til terrorgruppen, kan der eventuelt straffes for forsøg, hvis den tiltalte havde forsæt hertil.

Den særlige medvirkensregel i § 114 a, forudsættes at være subsidiær i forhold til den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23, jf. § 114 (strafferamme: fængsel indtil på livstid). Heraf følger, at hvis en medvirkende har et konkretiseret forsæt til gennem sin deltagelse i eller finansiering af terrorgruppen at medvirke til en af de i § 114 nævnte handlinger, skal der straffes efter denne bestemmelse, jf. § 23. Hvis der ikke foreligger et tilstrækkeligt konkretiseret fortsæt til en bestemt terrorhandling, kan medvirkensbestemmelsen i § 114 a imidlertid anvendes.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1.1. og 2.3.2.4.

§ 114 b

Bestemmelsen er ny og indeholder en udvidet medvirkensregel. Den omfatter enhver form for støtte til terrororganisationer eller til organisationer, der fremmer terrorhandlinger, selv om støtten ikke kan henføres til konkrete terrorhandlinger.

En person, som forsætlig fremmer den kriminelle virksomhed eller formål hos en gruppe personer med kendskab til gruppens generelle terrorformål, og som dermed yder en form for bidrag til, at der foretages en terrorhandling som defineret i lovforslaget, vil kunne straffes efter den særlige medvirkensregel, selv om den pågældende ikke har forsæt til at medvirke til en konkretiseret terrorhandling.

Bestemmelsen sigter navnlig til at gennemføre artikel 2, stk. 5, litra c, 1. led, i FN s terrorfinansieringskonvention, og vil samtidig kunne være af betydning for anvendelsen af artikel 2, stk. 3, litra c, 1. led, i FN s terrorbombekonvention. Den har dog et bredere anvendelsesområde, idet den ikke kun omfatter medvirken til terrorfinansiering (og terrorbombning), men medvirken til alle terrorhandlinger.

Medvirkensansvaret efter § 114 b begrænses af, at den pågældende person skal have forsæt til, at den gruppe eller sammenslutning, som støtten ydes til, har terrorvirksomhed som en del af sit generelle formål. Støtte til en organisation, der både har humanitære formål og terrorformål, vil under denne forudsætning være omfattet af den særlige medvirkensregel.

Den særlige medvirkensregel i § 114 b forudsættes at være subsidiær i forhold til den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23, jf. § 114 (strafferamme: fængsel indtil på livstid), og den særlige regel om medvirken i form af finansiering mv. i straffelovens § 114 a (strafferamme: fængsel indtil 10 år). Heraf følger, at hvis en medvirkende har et konkretiseret forsæt til medvirken til en af de i § 114 nævnte handlinger, skal der straffes efter denne bestemmelse, jf. § 23. Hvis der ikke foreligger et tilstrækkeligt konkretiseret fortsæt til en bestemt terrorhandling, og der ikke er tale om medvirken i form af finansiering mv. heraf, jf. § 114 a, kan medvirkensbestemmelsen i § 114 b imidlertid anvendes.

Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kunne være den professionelle rådgiver, der yder generel rådgivningsbistand til en terrororganisation, uden at denne rådgivning kan henføres til en bestemt terrorhandling.

Strafferammen for denne mindre konkretiserede medvirken foreslås fastsat til fængsel indtil 6 år.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1.1. i de almindelige bemærkninger.

§ 114 c

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i straffelovens § 114, stk. 1, idet dog bestemmelsen er gjort subsidiær i forhold til de foreslåede nye bestemmelser om terrorisme mv. i straffelovens §§ 114-114 b.

Der henvises i øvrigt til bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 4 (straffelovens § 114).

§ 114 d

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i straffelovens § 114, stk. 2, idet dog bestemmelsen er gjort subsidiær i forhold til de foreslåede nye bestemmelser om terrorisme mv. i straffelovens §§ 114-114 b samt § 114 c (den hidtidige § 114, stk. 1).

Der henvises i øvrigt til bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 4 (straffelovens § 114).

Til § 114 e

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke en udvidelse af, hvad der er strafbart med hensyn til ikke spredning af masseødelæggelsesvåben. Strafansvar forudsætter, at handlingen eller undladelsen er »i strid med lovgivningen om ikke spredning af masseødelæggelsesvåben«.

Ved »lovgivningen om ikke spredning af masseødelæggelsesvåben« forstås danske eller EU-retlige regler mod spredning af viden (knowhow) og produkter, der kan anvendes til fremstilling af atomvåben, biologiske og kemiske våben samt missiler, der kan fremføre sådanne våben.. »Lovgivningen« omfatter både EU-retsakter, love og administrative forskrifter i form af bekendtgørelser mv. samt vilkår, påbud eller forbud meddelt i henhold til disse regler.

For tiden omfatter henvisningen forordning (EF) nr. 1334/2000 om en fællesskabsordning for kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse (EFT L 159 af 30.6.2000 s. 1) med senere ændringer og Erhvervsfremme Styrelsens bekendtgørelse nr. 1213 af 18. december 2000 om kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse, jf. navnlig straffebestemmelsen i bekendtgørelsens § 7.

Kravet om, at overtrædelsen skal være begået »under skærpende omstændigheder« indebærer, at der skal være tale om særlig grove overtrædelser af eksportrestriktionerne. Herved forstås navnlig overtrædelser, der går væsentligt ud over, hvad der kan henregnes til en normal og sædvanlig drift af en i øvrigt lovlig (eksport)virksomhed. I vurderingen kan det bl.a. indgå, om der er tale om en mere systematisk eller vedvarende adfærd, der er udtryk for en bevidst tilsidesættelse af de sikkerhedshensyn, der ligger bag reglerne. Der kan endvidere lægges vægt på, om der ved den kriminelle handling eller undladelse er opnået eller tilsigtet en betydelig økonomisk fordel. Det pågældende produkts farlighed kan tillige indgå i vurderingen. Det samme gælder oplysninger om køberen eller slutbrugeren af produktet.

Bestemmelsen forudsættes ikke udelukkende anvendt, hvor strafferammen på fængsel indtil 2 år i bekendtgørelsens § 7 ikke findes tilstrækkelig. På lignende måde, som det i dag er tilfældet ved f.eks. valget mellem at straffe skattesvig efter skattekontrolloven eller straffelovens § 289, forudsættes den foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 114 e anvendt i tilfælde, hvor forholdet skønnes at være så groft, at samfundets reaktion bør give sig udtryk ved anvendelse af straffeloven frem for særlovgivningen. Dette gælder selv om den konkret forskyldte fængselsstraf fastsættes til væsentligt mindre end 2 år.

Den foreslåede bestemmelse omfatter kun forsætlige forhold, jf. straffelovens § 19. Uagtsomme forhold vil alene kunne straffes efter særlovgivningen, jf. herved bekendtgørelsens § 7 og forordningens artikel 3, stk. 1. Det samme gælder i det omfang, der gennemføres en kriminalisering af groft uagtsomme overtrædelser af catch-all bestemmelserne, jf. forordningens artikel 4, stk. 5 og pkt. 2.3.4. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsens nr. 1 omfatter udførsel af produkter med dobbelt anvendelse uden tilladelse og modsvarer bekendtgørelsens § 7, stk. 3. Ved »produkter med dobbelt anvendelse« forstås produkter, herunder software og teknologier, der kan anvendes til såvel civile som militære formål, samt alle varer, der kan anvendes både til ikke-eksplosive formål og til på enhver måde at fremme fabrikation af nukleare våben eller andre nukleare sprænglegemer, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 4, og forordningens artikel 2, litra a. Det fremgår nærmere af forordningens regler, i hvilket omfang eksport af produkter med dobbelt anvendelse kræver udførselstilladelse.

Bestemmelsens nr. 2 omfatter den, der til brug for myndighedernes afgørelser efter forordningen eller bekendtgørelsen afgiver urigtige og vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Bestemmelsen modsvarer bekendtgørelsens § 7, stk. 1, 1. pkt.

Bestemmelsens nr. 3 omfatter den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat af myndighederne i en afgørelse efter forordningen eller bekendtgørelsen. Bestemmelsen modsvarer § 7, stk. 1, 2. pkt.

De mere formelle overtrædelser omfattet af bekendtgørelsens § 7, stk. 2, om den, der i øvrigt undlader at give oplysninger, der kræves efter forordningen eller bekendtgørelsen, til myndighederne eller som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger af denne karakter er ikke skønnet at være af en sådan grovhed, at de vil kunne begrunde strafansvar efter den foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 114 e.

Til nr. 6 (straffelovens § 183 a)

Det foreslås at udvide den eksisterende bestemmelse om kapring af fly og skibe til også at omfatte andre kollektive transportmidler og godstransportmidler. Med den foreslåede ændring vil bestemmelsen fremover også omfatte bl.a. busser, lastbiler og tog, herunder hvor der alene er tale om godstransport.

Ændringen er begrundet i EU s rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme artikel 1, litra f, hvorefter kapring af andre kollektive transportmidler eller godstransportmidler skal være omfattet af terrorismebestemmelsen.

Med udtrykket »kollektive transportmidler« forstås - i overensstemmelse med sædvanlig sprogbrug - (offentlige) transportmidler (køretøjer og tog), der er fælles for flere personer. Individuelle (offentlige) transportmidler som f.eks. taxaer er derfor f.eks. ikke omfattet.

Med udtrykket »godstransportmidler« forstås køretøjer og tog, der anvendes til godskørsel for egen eller fremmed regning.

Formålet med den gældende bestemmelse i § 183 a er ifølge forarbejderne at markere den alvor, hvormed kapring af fly betragtes. Bestemmelsen blev indsat i forbindelse med gennemførslen af Haag-konventionen om bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer fra den 16. december 2001. Hovedhensynene bag konventionen var dels beskyttelse af trafiksikkerheden, dels beskyttelse af passagerer. Der henvises til Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 909-916. Bestemmelsen er senere udvidet til også at omfatte kapring af skibe.

Ud fra disse hensyn er det for eksempel i forbindelse med udvidelsen af bestemmelsen til også at omfatte skibe antaget, at f.eks. robåde og andre mindre fartøjer ikke er omfattet.

Tog må ud fra de samme hensyn altid anses for omfattet af bestemmelsen.

Ved afgørelsen af, om andre køretøjer - herunder busser og lastbiler mv. - er omfattet af § 183 a, må der derimod - på samme måde som med skibe - fastlægges en nedre grænse, hvor der bl.a. tages hensyn til køretøjets størrelse, samt om der eventuelt transporteres farligt gods. Minibusser og varevogne kan derfor som udgangspunkt ikke anses for omfattet af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3.1. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 og 8 (straffelovens § 192 a)

Det foreslås at hæve strafferammen fra de nuværende 4 år til 6 års fængsel. Straffelovens § 192 a kan vedrører endog særdeles grove overtrædelser af våbenloven, som f.eks. en gruppe af personers besiddelse af meget farlige våben, der kan anvendes til terrorhandlinger, uden at det kan henføres til en konkret påtænkt handling. I lyset af den ændrede sikkerhedsmæssige situation foreslås det derfor at forhøje strafferammen til 6 års fængsel.

Med den foreslåede strafferammeforhøjelse vil politiet endvidere have mulighed for at anvende indgreb i meddelelseshemmeligheden og observation i efterforskningen af sager om grove overtrædelser af våbenloven.

Herunder foreslås det at præcisere, at § 192 a tillige omfatter udvikling og forskning med henblik herpå af kemiske og biologiske våben.

Efter sin nuværende ordlyd omfatter bestemmelsen ikke udtrykkeligt overtrædelser af § 5 i våbenloven, som efter dette lovforslag indeholder et udtrykkeligt forbud mod uden justitsministerens tilladelse at tilvirke, udvikle eller med henblik herpå forske i faste stoffer, væsker eller luftarter, som ved spredning virker skadevoldende, bedøvende eller irriterende. Det foreslås, at anvendelsesområdet for § 192 a udvides til at omfatte sådanne overtrædelser af våbenloven.

Den foreslåede bestemmelse bidrager til opfyldelsen af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-rammeafgørelsens artikel 1, litra g.

Der henvises til pkt. 2.3.3 i de almindelige bemærkninger og til lovforslagets § 4.

Til nr. 9 (straffelovens § 306)

Med ændringen af bestemmelsen foreslås kravet om, at lovovertrædelsen skal være begået for at skaffe den juridiske person vinding, ophævet. Ændringen gennemfører FN s terrorfinansieringskonventions artikel 5.

Det vil som følge af ændringen ikke længere være en betingelse for juridiske personers strafansvar, at en eller flere enkeltpersoner inden for den juridiske person beviseligt har handlet med forsæt. Den fornødne tilregnelsesgrad vil afhænge af den enkelte strafbestemmelse. Det vil herefter være muligt at straffe juridiske personer for uagtsomme straffelovsovertrædelser, såfremt uagtsomhed særskilt er kriminaliseret, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.1.2.

Samtidig ophæves stk. 2, hvorefter juridiske personer kan straffes for forsøg på straffelovsovertrædelser, idet reglen foreslås flyttet til § 27 i straffelovens kapitel 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 1. Hermed præciseres, at juridiske personer alene kan straffes for forsøg på forbrydelser, hvor der er hjemlet højere straf end fængsel i 4 måneder.

Til § 2

Retsplejeloven

Til nr. 1 (overskriften til retsplejelovens kapitel 71)

Ændringen af overskriften til kapitel 71 er en konsekvens af den foreslåede nye regel i § 791 b om dataaflæsning, jf. forslagets § 2, nr. 4.

Til nr. 2 og 3 (retsplejelovens § 786, stk.1, 4, 5, 6 og 7)

Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 786, stk. 1, indebærer, at det vil påhvile også udbydere af telenet og teletjenester, der henvender sig til afgrænsede kundesegmenter, at bistå politiet ved gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden. Som det fremgår under pkt. 3.1.3. ovenfor finder Justitsministeriet, at både hensynet til en effektiv regulering og hensynet til konkurrenceforholdene i branchen tilsiger, at der skal kunne stilles krav til udbyderne, uanset til hvilke kundegrupper de udbyder telenet og teletjenester.

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 4, fastsætter i 1. pkt. en pligt for udbydere af telenet og teletjenester til at foretage registrering og opbevaring (logning) i 1 år af de oplysninger om tele- og internetkommunikation, der er relevante for politiets efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold. Endvidere gives der i 2. pkt. hjemmel til, at justitsministeren ved bekendtgørelse kan fastsætte nærmere regler om logningspligtens indhold og omfang..

Både udbydere af offentlige telenet og teletjenester og udbydere, der henvender sig til specifikke, på forhånd afgrænsede kundesegmenter, vil kunne omfattes af den foreslåede regulering.

For så vidt angår teletrafik vil de oplysninger, som logningspligten kan omfatte, navnlig være de oplysninger, som politiet har brug for i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af teleoplysning og udvidet teleoplysning, jf. retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 3 og 4. Det kan eksempelvis være det kaldende og det kaldte nummer (A- og B-nummer), opkaldstidspunkter og varigheden af samtaler samt for mobiltelefoners vedkommende oplysninger om anvendte sendemaster/celler.

For så vidt angår internettrafik vil der kunne fastsættes regler om logning af den dynamiske tildeling af IP-adresser, tidspunkt for opkobling og nedkobling samt opkoblingens varighed. I praksis vil udbyderen kun være i stand til at levere oplysninger om, hvem der har efterladt et elektronisk spor på Internettet, hvis udbyderen er i besiddelse af præcise oplysninger om, hvilken kunde, der på det pågældende tidspunkt har anvendt en tildelt IP-adresse.

Det må overvejes i forbindelse med den nærmere regelfastsættelse, om der er behov for at stille krav om, at internetudbydere ved opkobling via telefonnettet skal logge A og B-nummeret. Som anført under pkt. 3.1.3.2. ovenfor har det over for Justitsministeriet været fremført, at der i praksis vil kunne være tekniske hindringer for internetudbyderes registrering af det kaldende nummer (A-nummeret).

Hvor forbindelsen til Internettet ikke etableres via telefonnettet, men etableres via en fast forbindelse, f.eks. såkaldte ADSL-forbindelser, vil der ikke være teknisk grundlag for at opstille krav om, at internetudbyderen logger A-nummeret. I stedet vil der skulle registreres de tilsvarende oplysninger, der gør det muligt at føre det elektroniske spor tilbage til en bestemt kunde.

Der vil kunne opstilles regler om opbevaringsformat (læsbarhed), foranstaltninger til beskyttelse mod uautoriseret adgang til og manipulation af loggen samt opbevaring af kontooplysninger, f.eks. i en periode efter at et kundeforhold er bragt til ophør. Også spørgsmålet om opbevaring af oplysningerne her i landet, hvor udbyderen er en filial af en udenlandsk virksomhed, vil også kunne reguleres.

Endvidere bør det tilstræbes, at reglerne sikrer, at korrekt dansk realtid registreres.

Der vil ikke kunne fastsættes regler om, at internetudbyderne løbende skal foretage registrering af, hvilke hjemmesider, chatrooms mv. kunderne besøger. Hensigten med forslaget er alene at kunne føre elektroniske spor, der findes på Internettet i forbindelse med kriminelle aktiviteter, tilbage til gerningsmændene.

For så vidt angår elektronisk post stilles der ikke forslag om en generel logning af indholdsdata, men alene af oplysninger svarende til teleoplysninger, dvs. oplysninger som f.eks. afsender, modtager og tidsangivelse vedrørende kommunikationen. Den nærmere regulering vedrørende elektronisk post vil således ikke kunne forpligte internetudbydere til generelt at gemme indholdet af elektroniske breve.

Opbevaringsperioden vil være 1 år for de oplysninger, der ikke opbevares med henblik på debitering. Trafikdata, der gemmes med henblik på debitering, vil uanset om de pågældende data omfattes af den lovbestemte logningspligt som hidtil kunne opbevares indtil udløbet af den lovhjemlede forældelsesfrist for de omhandlede gældsforpligtelser og afregninger, jf. artikel 6, stk. 2, i direktivet og § 30, stk. 2, i bekendtgørelse om udbud af telenet og teletjenester. Dette indebærer i praksis, at oplysningerne kan gemmes i op til 5 år.

Det forudsættes, at de nærmere regler fastsættes efter dialog med tele- og internetudbyderne. Dette er ikke mindst afgørende for at sikre en hensigtsmæssig teknologisk udformning af reglerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2. og 3.1.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 5, vil der kunne fastsættes nærmere regler om udbydere af telenet eller teletjenesters praktiske bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden. Også på dette punkt vil både udbydere af offentlige telenet og teletjenester og udbydere, der henvender sig til specifikke, på forhånd afgrænses kundesegmenter, kunne omfattes af den foreslåede regulering.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i § 15, stk. 3, i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på teleområdet, dog med den forskel, at bemyndigelsen til at fastsætte regler foreslås overført til justitsministeren. Baggrunden herfor er, at de hensyn, der varetages gennem fastsættelse af regler i medfør af denne bestemmelse, i højere grad vil være af kriminalitetsbekæmpende karakter end af telepolitisk karakter. § 15, stk. 3, foreslås samtidig ophævet, jf. lovforslagets § 3, nr. 1.

De administrative forskrifter vil f.eks. kunne omfatte regler om døgnbemanding af kontaktpunkter vedrørende etablering af aflytning og indhentelse af teleoplysninger mv., sikkerhedsgodkendelse af personale, der håndterer fortroligt materiale samt afklaring af, hvem pligten til at bistå politiet påhviler. Den sidste problemstilling opstår, når de fysiske installationer på den ene side og kundeforholdet på den anden side ligger hos forskellige selskaber.

Der tilsigtes imidlertid ikke hermed en udtømmende angivelse af, hvilke forhold der kan reguleres. Formålet med bestemmelsen er, at der løbende kan tages højde for praktiske og tekniske problemer, der måtte opstå i forbindelse med samarbejdet mellem politiet og udbyderne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2, herunder pkt. 3.2.1. og 3.2.2., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 6, vil forsætlig eller uagtsom overtrædelse af logningspligten kunne straffes med bøde. Der kan endvidere pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 7, vil der kunne fastsættes regler om bødestraf for forsætlig eller uagtsom overtrædelse af de udfyldende regler om logningspligten, jf. stk. 4, 2. pkt., og om praktisk bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. stk. 5. Der kan endvidere fastsættes bestemmelser om at pålægge selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Til nr. 4 (retsplejelovens § 791 b)

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at politiet uden at være til stede der, hvor et informationssystem benyttes ved hjælp af edb-programmer eller andet udstyr løbende kan aflæse ikke offentligt tilgængelige oplysninger i informationssystemet. Det foreslås, at indgrebet betegnes som »dataaflæsning«.

Den foreslåede bestemmelse giver adgang for politiet til at foretage dataaflæsning i et informationssystem af oplysninger, der ikke er offentligt tilgængelige. Aflæsning af oplysninger som er offentligt tilgængelige, således at politiet har fri adgang hertil f.eks. fordi oplysningerne er lagt ud på en offentligt tilgængelig hjemmeside på Internettet udgør ikke i sig selv et straffeprocessuelt tvangsindgreb og er derfor ikke omfattet af reglen om dataaflæsning.

Ved et informationssystem forstås en computer eller andet databehandlingsanlæg. Omfattet heraf er navnlig personlige computere, herunder både stationære og bærbare computere. Også andet elektronisk udstyr vil imidlertid kunne være omfattet af bestemmelsen, hvis udstyret har funktioner svarende til dem, der findes i personlige computere. Det gælder således elektronisk udstyr, der kan anvendes til at oprette og/eller behandle dokumenter, billeder og lyde, udføre regnskabsfunktioner og lignende, herunder også hvis sådanne funktioner senere forekommer i kombination med andet elektronisk udstyr, f.eks. et fjernsyn. Bestemmelsen vil således f.eks. omfatte en elektronisk kalender, som er indrettet så den ud over anvendelsen som kalender, desuden kan anvendes til at sende og modtage elektroniske meddelelser samt indhente oplysninger fra Internettet mv.

Indgreb i form af dataaflæsning omfatter bl.a. den situation, hvor politiet ved hjælp af et såkaldt »sniffer-program«, får tilsendt kopi af samtlige indtastninger, som brugeren af edb-udstyret foretager, herunder åbning af computeren, oprettelse af nye dokumenter og regnskaber mv. og nye indtastninger i allerede eksisterende dokumenter, eller af visse nærmere angivne indtastninger.

Sådanne edb-programmer kan endvidere gøre det muligt for politiet automatisk og uden den pågældendes vidende at modtage kopi af e-post, der afsendes fra en computer, og af opslag på Internettet, der foretages på computeren. En kendelse om aflæsning i medfør af den foreslåede bestemmelse vil også omfatte aflæsning af elektroniske meddelelser, der modtages i computeren. Det er ikke et krav, at den elektroniske meddelelse skal være åbnet og læst af modtageren, men den skal være modtaget af den computer, som indgrebet omfatter.

For elektroniske meddelelser, som er under forsendelse, gælder reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden i retsplejelovens kapitel 71.

Dataaflæsning af computere mv. i medfør af bestemmelsen kan ske ved hjælp af (teknisk) udstyr, der fysisk installeres i computeren, eller, i det omfang dette er teknisk muligt, ved at edb-programmer eller lignende sendes til den pågældende computer. Det forudsættes, at rettens tilladelse til aflæsning også giver politiet mulighed for at skaffe sig adgang til det pågældende edb-udstyr, hvis dette er nødvendigt for at installere det tekniske udstyr, der skal anvendes ved indgrebet, sådan som det også i dag gælder med hensyn til installation af rumaflytningsudstyr og udstyr til observation af personer i bolig og andre husrum.

Indgrebet kan således indebære en løbende undersøgelse fra et andet sted af det materiale, der til enhver tid kan findes i computeren.

Den foreslåede regel begrænser ikke den adgang, der er efter de gældende regler om ransagning til at tilvejebringe oplysninger af denne art. Ligeledes berøres adgangen til efter reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden at få teleoplysninger eller at »aflytte« elektroniske meddelelser ikke af den foreslåede nye bestemmelse.

Hvis et indgreb kun indebærer, at der sker »aflytning« af elektroniske meddelelser, kan dette fortsat ske efter reglerne om aflytning af telefonsamtaler eller anden tilsvarende telekommunikation, også når en sådan aflytning sker ved hjælp af teknisk udstyr, der har lighed med det, som er omfattet af reglen i § 791 b.

Det foreslås, at betingelserne for indgreb i form af dataaflæsning udformes med udgangspunkt navnlig i de regler, som i dag gælder for indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. § 781, stk. 1, og for hemmelig ransagning, jf. § 799. Det foreslås således som betingelse, at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og at der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende computer mv. anvendes i forbindelse med forbrydelsen.

Det skal for det første efter stk. 1, nr. 1, være en betingelse, at der er bestemte grunde til at antage, at et informationssystem anvendes af en mistænkt i forbindelse med planlagt eller begået kriminalitet som nævnt i nr. 3. Kravet om, at der skal være bestemte grunde til den nævnte antagelse, svarer til det krav, der stilles ved bestemmelsen i § 781, stk. 1, nr. 1, om indgreb i meddelelseshemmeligheden, og ved bestemmelsen i § 791 a, stk. 3, nr. 1, om observation af personer i bolig eller andre husrum.

Det skal endvidere kunne antages, at det pågældende informationssystem benyttes i forbindelse med udførelsen af den kriminalitet, der er nævnt i stk. 3.

Det er uden betydning, hvem informationssystemet tilhører. Indgrebet kan således rettes mod mistænktes eget edb-udstyr eller f.eks. en privat computer, der tilhører en anden end den mistænkte, eller mistænktes computer på arbejdspladsen, uanset om computeren også benyttes af andre. Såfremt betingelserne for dataaflæsning i øvrigt er opfyldt herunder kravet i § 791 b om proportionalitet kan der således også ske dataaflæsning af computere på biblioteker, internetcaféer og lignende. Dette adskiller sig ikke fra, hvad der gælder for telefonaflytning.

I stk. 1, nr. 2, foreslås, at indgrebet kan foretages, hvis det er af afgørende betydning for efterforskningen (indikationskravet), jf. herved også det tilsvarende krav i § 781, stk. 1, nr. 2 (indgreb i meddelelseshemmeligheden), i § 791 a, stk. 3, nr. 2 (observation af personer i bolig eller andre husrum) og i § 799, stk. 1, 1. pkt. (hemmelig ransagning).

Ved denne betingelse angives, at indgrebet skal have en meget væsentlig betydning for efterforskningen af den pågældende sag, men bestemmelsen indebærer ikke, at indgrebet skal være den eneste mulighed for efterforskning i sagen, eller at andre af de straffeprocessuelle indgreb i retsplejeloven ikke samtidig kan anvendes.

Kriminalitetskravet i stk. 1, nr. 3, foreslås udformet, således at indgreb i form af dataaflæsning kan foretages, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og kapitel 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 180, 183, stk. 1 og 2, 183 a, 186, stk. 1, 187, stk. 1, 191, 192 a og 237. Dette svarer til kriminalitetskravet ved hemmelig ransagning.

Der er således ikke mulighed for at iværksætte dataaflæsning i medfør af den foreslåede bestemmelse på grundlag om en mistanke om, at computerudstyr f.eks. anvendes til fremstilling af falske pas eller andre falske dokumenter, medmindre der samtidig foreligger mistanke om, at fremstillingen sker som et led i forberedelsen af en af de i bestemmelsen nævnte alvorlige lovovertrædelser f.eks. flykapring.

Stk. 2 indeholder en proportionalitetsgrundsætning svarende til reglen i § 782, stk. 1, om indgreb i meddelelseshemmeligheden og § 791 a, stk. 5, om observation.

Efter stk. 3 skal kompetencen til at træffe bestemmelse om aflæsning af computere mv. efter den foreslåede § 791 b ligesom ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation og hemmelig ransagning henhøre under retten. Bestemmelsen henviser til kompetencebestemmelsen i § 783 om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

I en kendelse, der tillader aflæsning, må det angives, hvilket informationssystem (computer eller lignende databehandlingsanlæg) indgrebet skal angå, jf. de foreslåede bestemmelser i § 791 b, stk. 3, 1. og 2. pkt. Er det ikke muligt for politiet at give nærmere oplysninger om edb-udstyrets fabrikat, nummer eller lignende, der entydigt kan identificere dette, kan der i stedet afsiges kendelse om, at indgrebet skal angå det edb-udstyr, der benyttes på et bestemt, nærmere afgrænset sted, f.eks. en bestemt privatadresse eller et bestemt kontor på en arbejdsplads.

En computer eller andet tilsvarende edb-udstyr kan efter omstændighederne også identificeres ved en angivelse af, hvem der har rådighed herover, f.eks. den bærbare computer, som tilhører den mistænkte.

Efter § 783, stk. 2, skal der i kendelsen fastsættes et tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Tidsrummet skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger. Tidsrummet kan forlænges ved en ny kendelse, men højst med 4 uger ad gangen.

Den foreslåede regel i stk. 4 indebærer, at en række af de regler, der gælder for indgreb i meddelelseshemmeligheden og for observation af personer i bolig eller andet husrum, også skal finde anvendelse ved aflæsning af registreringer i computere mv.

Således gælder bestemmelserne i § 788, stk. 1, 3 og 4, om efterfølgende underretning om indgrebet. En bestemmelse, der erstatter § 788, stk. 2, om hvem der skal have underretning om et foretaget indgreb, foreslås udformet sådan, at underretningen skal gives til den, der har rådigheden over computeren. Underretning skal således normalt gives til ejeren af den pågældende computer mv. En bruger, som ikke er ejer af en computer mv., kan dog have en sådan rådighed over denne, at underretning skal ske til den pågældende, f.eks. hvis der er foretaget aflæsning af en computer, som en arbejdsgiver har stillet til rådighed for en arbejdstager i dennes hjem.

Stk. 4 henviser endvidere til § 782, stk. 2, hvorefter der ikke må foretages aflytning mv. med hensyn til den mistænktes forbindelse med personer, der efter § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne, til §§ 784-785 om advokatbeskikkelse, § 789 om politiets adgang til at anvende de oplysninger, der er fremkommet ved indgrebet, og § 791 om politiets adgang til at opbevare det fremkomne materiale.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2.

Til nr. 5 (retsplejelovens § 799, stk. 1, 1. pkt.)

Bestemmelsen indebærer en udvidelse af politiets adgang til at foretage ransagning uden at mistænkte eller andre gøres bekendt hermed (hemmelig ransagning). Efter den foreslåede bestemmelse kan der således foretages hemmelig ransagning, såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 180, 183, stk. 1 og 2, 183 a, 186, stk. 1, 187, stk. 1, 191, 192 a eller 237.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.1. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (retsplejelovens § 799, stk. 3.)

Bestemmelsen indeholder en ny regel, hvorefter retten ved en kendelse, der tillader politiet at foretage ransagning, uden at mistænkte eller andre gøres bekendt hermed (hemmelig ransagning), kan tillade, at der gennemføres gentagne ransagninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.2. i de almindelige bemærkninger.

Ved forslaget gives der adgang til, at retten kan tillade politiet at foretage flere enkeltstående hemmelige ransagninger. Politiet må ved anmodningen til retten om en sådan kendelse oplyse om baggrunden for, at der findes behov for at foretage mere end en enkelt ransagning.

Der skal efter bestemmelsen i retsplejelovens § 783, stk. 2, fastsættes et tidsrum på indtil 4 uger, inden for hvilket indgrebene skal foretages. Retten kan således fastsætte en kortere tidsfrist for indgrebene. Der skal endvidere i rettens kendelse træffes nærmere bestemmelse om antallet af ransagninger, som politiet kan gennemføre inden for den fastsatte frist.

Det følger i øvrigt af henvisningen i retsplejelovens § 799, stk. 2, til § 783, stk. 3, at politiet kan gennemføre uopsættelige indgreb uden forudgående retskendelse, og at politiet i så fald snarest muligt og inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse skal forelægge dette for retten. Det vil næppe i praksis forekomme, at politiet inden for 24 timer får behov for at gennemføre flere enkeltstående ransagninger uden umiddelbar underretning, men hvis dette sker, gælder fristen på 24 timer for forelæggelse for retten for hvert enkelt indgreb.

Gentagne hemmelige ransagninger sker i øvrigt under de betingelser, der er fastsat i § 799, stk. 1 og 2.

Til nr. 7 (retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, § 805, stk. 3, og § 807 d, stk. 2, 1. pkt.)

Ændringen af bestemmelsen i retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, giver adgang til beslaglæggelse af en mistænkt persons gods i tilfælde, hvor betingelserne for konfiskation efter den nye bestemmelse i § 77 a, 2. pkt., er opfyldt. Beslaglæggelse med henblik på konfiskation efter straffelovens § 77 a, 1. pkt., af genstande, som en mistænkt har rådighed over, skal fortsat ske med hjemmel i retsplejelovens § 802, stk. 1.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 2, hvor straffelovens § 77 a foreslås udvidet til at omfatte konfiskation af andre formuegoder (end genstande), herunder penge.

Det følger af bestemmelsen i retsplejelovens § 807 b, at beslaglæggelsen alene har virkning som arrest. En arrest sikrer, at sigtede ikke ved sine egen dispositioner over sin formue forringer denne. Beslaglæggelsen hindrer imidlertid ikke, at sigtedes øvrige kreditorer søger sig fyldestgjort gennem udlæg og efterfølgende tvangsauktion eller ved sigtedes konkurs.

Ændringen af retsplejelovens § 805, stk. 3, medfører, at både beslaglæggelse efter retsplejelovens § 802, stk. 2, (mistænkte) og § 803, stk. 1, 2. pkt. (ikke-mistænkte) ligestilles med de regler, der gælder for foretagelse af arrest (retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. §§ 509-516), således at der alene kan foretages beslaglæggelse i de tilfælde, hvor der efter de fogedretlige regler er adgang til udlæg.

Efter § 807 d, stk. 2, 1. pkt., skal gods, der er beslaglagt efter blandt andet § 802 anvendes først til fyldestgørelse af forurettedes krav på erstatning, dernæst det offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, og dernæst bødekrav, medmindre retten træffer anden bestemmelse herom. Efter lovforslaget skal denne ændring også gælde beslaglæggelse med henblik på konfiskation efter straffelovens § 77 a, 2. pkt.

Til nr. 8 (retsplejelovens § 803)

Ændringen, der er en konsekvens af den foreslåede udvidelse af straffelovens § 77 a til at omfatte andre formuegoder (end genstande), herunder penge, giver adgang til beslaglæggelse af formuegoder, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, hvis der er grund til at antage, at formuegoderne bør konfiskeres.

Beslaglæggelse med henblik på konfiskation efter straffelovens § 77 a, 1. pkt., af genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, skal fortsat ske med hjemmel i retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt.

Til nr. 9 (retsplejelovens § 806, stk. 3, 1. pkt.)

Den foreslåede ændring af § 806, stk. 3, 1. pkt., indebærer, at politiet på tilsvarende måde som ved beslaglæggelse får adgang til træffe en foreløbig beslutning om pålæg af edition i tilfælde, hvor indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes (»periculum in mora«).

Som ved beslaglæggelse skal politiet, hvis den, som indgrebet retter sig imod, fremsætter anmodning om det, snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der herefter ved kendelse afgør, om editionspålægget kan godkendes. Politiet skal vejlede den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet om beslaglæggelsens lovlighed indbragt for retten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (retsplejelovens § 807 b, stk. 1, og § 807 d, stk. 1, 1. pkt.)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 2, nr. 7 og 8.

Efter retsplejelovens § 807 b, stk. 1, medfører beslaglæggelse til sikring af bevismidler, genstands- og udbyttekonfiskation og vindikation, at der hverken ved aftale eller kreditorforfølgning kan foretages dispositioner over det beslaglagte, som er i strid med indgrebets formål. Med ændringen præciseres, at alene beslaglæggelse efter § 803, stk. 1,1. pkt., er omfattet af § 807 b, stk. 1.

Af retsplejelovens § 807 d, stk. 1, følger, hvornår en rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse ophører. Med ændringen præciseres, at alene beslaglæggelse efter § 803, stk. 1, 1. pkt., er omfattet af reglen i § 807 d, stk. 1.

Til nr. 11 (retsplejelovens § 807 b, stk. 2, og § 807 d , stk. 2, 1. pkt.)

Der er alene tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 2, nr. 7 og 8.

Med ændringen præciseres, at beslaglæggelse efter § 803, stk. 1, 2. pkt., (beslaglæggelse hos ikke-mistænkte med henblik på konfiskation efter den nye bestemmelse i straffelovens § 77 a, 2. pkt.) skal behandles efter samme regler som en beslaglæggelse efter § 802, stk. 2 (beslaglæggelse hos en mistænkt med samme sigte).

Til § 3

Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet

Til nr. 1 (§ 15, stk. 3)

Dette forslag er en konsekvens af forslaget om indførelse af bemyndigelsesbestemmelsen i retsplejelovens § 786, stk. 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Ophævelsen af adgangen for forskningsministeren (nu ministeren for videnskab, teknologi og udvikling) til efter forhandling med justitsministeren at fastsætte nærmere regler om udbyderens bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden skal således ses i sammenhæng med forslaget om indførelse af en tilsvarende bemyndigelse til justitsministeren.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2 (§ 34, stk. 5)

Den foreslåede bestemmelse vil give politiet adgang til forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste, jf. § 34, stk. 4, nr. 2, i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. Nummeroplysningsdatabasen indeholder alle telefonnumre, der er tildelt slutbrugere og anvendes som slutbrugernumre.

Politiet vil på denne baggrund kunne hente oplysninger direkte i databasen uden at betingelserne for edition skal være opfyldt, og politiet vil således have (on-line) adgang til basen i samme omfang som den offentlige alarmtjeneste i dag har adgang. Formålet hermed er at give politiet en bedre og mere effektiv adgang til abonnentoplysninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 4

Våbenloven

Den forslåede tilføjelse til § 5 i våbenloven præciserer, at forbudet i § 5 mod at tilvirke faste stoffer, væsker eller luftarter, som ved spredning virker skadevoldende, bedøvende eller irriterende, ikke kun omfatter fremstilling af kemiske og biologiske våben, men også udvikling af disse våben. Tilføjelsen udvider endvidere forbudet til at omfatte forskning.

Det bemærkes, at der efter praksis ikke gives tilladelse efter § 5, da konventionen af 10. april 1972 om forbud mod udvikling, fremstilling og oplagring af bakteriologiske (biologiske) våben og toksinvåben samt om disse våbens tilintetgørelse og konventionen af 13. januar 1993 om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af kemiske våben og sådanne våbens tilintetgørelse bl.a. er forpligtet til ikke at udvikle eller fremstille biologiske eller kemiske våben.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget

Til § 5

Udleveringsloven

Til nr. 1 (udleveringslovens § 2)

Efter den gældende bestemmelse kan en dansk statsborger ikke udleveres hverken til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.

Forslaget indebærer, at det bliver muligt i visse situationer at udlevere en dansk statsborger til strafforfølgning (men ikke straffuldbyrdelse) i udlandet, hvis den pågældende er sigtet eller tiltalt for at have begået en alvorlig forbrydelse, eller hvis den pågældende har en mere begrænset tilknytning til Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2 (udleveringslovens § 2 a)

Som konsekvens af den foreslåede adgang til at udlevere danske statsborgere, jf. forslagets § 5, nr. 1, foreslås den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, om udlevering af personer uden dansk statsborgerskab, af systematiske grunde udskilt til en selvstændig bestemmelse i § 2 a, idet de nugældende bestemmelser i udleveringslovens § 3, stk. 2-5, efter forslaget bliver fællesbestemmelser for udlevering af danske statsborgere (§ 2) og andre (§ 2 a).

Den foreslåede formulering af § 2 a er delvist en konsekvensændring af indsættelsen af en hjemmel til at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet. Den foreslåede ændring skal tydeliggøre, at § 2 a omfatter udlevering af personer, der ikke er danske statsborgere (jf. tilføjelsen af ordene »af en udlænding«), mens § 2 som affattet ved denne lov, omhandler udlevering af personer, der er danske statsborgere. Der er ikke med denne ændring tilsigtet nogen ændring af reglens anvendelsesområde.

Med udtrykket »udlænding« forstås således personer, der (udelukkende) har et andet statsborgerskab end dansk, eller som er statsløse. Personer, som både har dansk og udenlandsk statsborgerskab (dobbelt statsborgerskab), omfattes af den foreslåede § 2 om udlevering af danske statsborgere.

Endvidere fastsættes kriminalitetskravet i 2. pkt., således at ordlyden bringes i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i den europæiske udleveringskonvention fra 1957. Det er herefter en betingelse for, at udlevering af en udlænding fra Danmark til en stat uden EU kan tillades, hvis den strafbare handling efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år (og ikke som hidtil handlinger, der kan medføre højere straf end fængsel i 1 år).

Til nr. 3 og 5 (udleveringslovens § 3)

Der er tale om en konsekvensændringer som følge af den foreslåede adgang til at udlevere danske statsborgere og udskillelsen af den hidtidige bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, til en selvstændig bestemmelse i § 2 a om udlevering af udlændinge, jf. forslagets § 5, nr. 1 og 2.

Til nr. 4 (udleveringslovens § 3, stk. 2, nr. 1)

Ændringen af ordet »frihedsstraf« til »fængsel« er en konsekvensændring som følge af afskaffelsen af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000.

Til nr. 6 (udleveringslovens § 5)

Efter udleveringslovens § 5, stk. 3, finder forbudet mod at nægte udlevering for politiske lovovertrædelser mv., jf. udleveringslovens § 5, stk. 2, ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, dvs. grove forbrydelser, der retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring af og sabotage mod luftfartøjer, grove forbrydelser mod diplomater mv., bortførelse, gidseltagning mv. og anvendelse af bomber, granater, raketter mv., der rummer fare for personer.

Endvidere finder forbudet ikke anvendelse ved udlevering for en handling, der er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1 i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, jf. udleveringslovens § 5, stk. 4.

Med lovforslaget foreslås det at samle de gældende stk. 3 og 4 i et stykke. Endvidere foreslås det, at forbudet mod at nægte udlevering for politiske forbrydelser udvides til også at omfatte handlinger omfattet af artikel 2, jf. artikel 1 i FN s terrorfinansieringskonvention. Endelig foreslås det, at en udleveringsanmodning vedrørende en handling omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme fra 1977 skal være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i det foreslåede stk. 3, uanset om der er tale om et EU-land eller en anden europæisk stat, der har ratificeret 1977-konventionen.

Begrebet »omfattet af« indebærer både, at den konkrete handling skal kunne henføres til en af de nævnte konventionsbestemmelser, samt at den stat, der anmoder om udlevering, skal have ratificeret den pågældende konvention.

Om en overtrædelse er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, afhænger af en konkret vurdering. Den berørte person kan efter omstændighederne kræve en beslutning om udlevering for en handling, som anses for omfattet af de nævnte bestemmelser, indbragt for domstolene, så udlevering først kan finde sted, når beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. udleveringslovens §§ 16 og 17.

Den nye bestemmelse indebærer, at udlevering ikke kan nægtes, når nægtelsen udelukkende begrundes med, at den forbrydelse, som udlevering angår, er en politisk forbrydelse mv. At den pågældende tilhører en frihedsbevægelse eller lignende, som man fra dansk side sympatiserer med, kan derfor som udgangspunkt ikke begrunde, at udlevering nægtes.

Udlevering kan dog efter omstændighederne fortsat nægtes med henvisning til andre bestemmelser i udleveringsloven, f.eks. § 6, hvorefter udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod den berørte persons liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Det vil også være muligt at afslå udlevering, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn, jf. udleveringslovens § 7.

Endelig kan udlevering fortsat kun ske på vilkår, at dødsstraf ikke fuldbyrdes for den pågældende handling, jf. § 10, nr. 3.

Til nr. 7 (udleveringslovens § 13 og § 19, stk. 1)

Ændringen indebærer en ajourføring af henvisningerne til retsplejelovens regler om beslaglæggelse og edition.

Den foreslåede tilføjelse af en henvisning til retsplejelovens regler om andre efterforskningsskridt (fotoforevisning, konfrontation og efterlysning) skal ses i lyset af, at disse efterforskningsskridt indtil lov nr. 229 af 21. april 1999 ikke var lovregulerede. Idet ikke mindst reglerne om efterlysning i retsplejelovens § 818 og § 819 vil kunne være relevante i forbindelse med en sag om udlevering, foreslås en generel henvisning til retsplejelovens kap. 75 a.

Til § 6

Den nordiske udleveringslov

Til nr. 1 (§ 11, 1. pkt., og § 16, stk. 1, 1. pkt.)

Den foreslåede tilføjelse af en henvisning til retsplejelovens regler om andre efterforskningsskridt (fotoforevisning, konfrontation og efterlysning) skal ses i lyset af, at disse efterforskningsskridt indtil lov nr. 229 af 21. april 1999 ikke var lovregulerede. Idet ikke mindst reglerne om efterlysning i retsplejelovens § 818 og § 819 vil kunne være relevante i forbindelse med en sag om udlevering, foreslås en generel henvisning til retsplejelovens kap. 75 a.

Til § 7

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Det foreslås dog, at tidspunktet for ikrafttrædelsen af retsplejelovens § 786, stk. 4 og 6, (logningspligt for udbydere af telenet og teletrafik) fastsættes af justitsministeren.

Endvidere foreslås det, at § 5, nr. 1-6, om ændringer i udleveringsloven finder anvendelse i sager, hvor der fremsættes anmodning om udlevering efter lovens ikrafttræden, uanset om lovovertrædelsen er begået før lovens ikrafttræden.

Det foreslås dog, at § 5, stk. 3, nr. 3, i lov om udlevering af lovovertrædere, som affattet ved denne lovs § 5, nr. 6, først finder anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter, at FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat.

Til § 8

Ordningen med pligtmæssig logning af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold er en nyskabelse i forhold til den gældende retstilstand. Forslaget om, at den nærmere tekniske udmøntning skal ske administrativt, giver i vid udstrækning mulighed for løbende at tage højde for det praktiske behov for logning og den tekniske udvikling på området. Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 786, stk. 4, indebærer imidlertid, at der skal ske pligtmæssig registrering og opbevaring i 1 år af oplysningerne.

Justitsministeriet finder det på denne baggrund hensigtsmæssigt, at ordningen evalueres nogle år efter dens iværksættelse. Bestemmelsen i lovforslagets § 8 indebærer, at ordningen i folketingsåret 2005-06 skal tages op til fornyet overvejelse.

Til § 9

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Lovens § 1 (ændringer af straffeloven) kan dog sættes i kraft helt eller delvist for Færøerne ved kongelig anordning. For Grønland gælder der en særlig kriminallov, og der er derfor ikke foreslået en hjemmel til at sætte loven i kraft for Grønland.

Endvidere kan lovens § 5 (ændringer af udleveringsloven) sættes i kraft helt eller delvist for Færøerne og Grønland ved kongelig anordning.


Bilag 1

International konvention til bekæmpelse af finansieringen af terrorisme
(New York, 9. december 1999)

De i denne konvention deltagende stater, som

har opmærksomheden henledt på de i De Forenede Nationers pagt fastlagte mål og principper med hensyn til opretholdelsen af international fred og sikkerhed og fremme af godt naboskab og venskabelige forbindelser og samarbejde mellem staterne,

er dybt bekymrede over det stigende antal terrorhandlinger af enhver art i hele verden,

erindrer om Erklæringen i anledning af De Forenede Nationers 50 års jubilæum, der var indeholdt i generalforsamlingsresolution nr. 50/6 af 24. oktober 1995,

ligeledes erindrer om alle relevante generalforsamlingsresolutioner om dette emne, herunder resolution nr. 49/60 af 9. december 1994 samt dens bilag om Erklæringen om foranstaltninger til eliminering af international terrorisme, hvori »De Forenede Nationers medlemsstater højtideligt på ny bekræfter deres utvetydige fordømmelse af alle terrorhandlinger, -fremgangsmåder og metoder som strafbare og uberettigede, uanset hvor eller af hvem de begås, herunder sådanne, der bringer de venskabelige forbindelser mellem stater og befolkninger i fare og truer staternes territoriale integritet og sikkerhed«,

bemærker, at Erklæringen om foranstaltninger til eliminering af international terrorisme også opfordrede staterne til øjeblikkelig at revidere rækkevidden af de eksisterende internationale lovbestemmelser vedrørende forebyggelse, undertrykkelse og afskaffelse af terrorisme af enhver art og udførelse med henblík på at sikre, at der forefindes omfattende juridiske rammer, der dækker alle sagens aspekter,

erindrer om stk. 3, litra f, i generalforsamlingsresolution nr. 51/210 af 17. december 1996, hvori generalforsamlingen anmodede alle stater om at tage skridt til ved passende nationale foranstaltninger at forebygge og modvirke finansiering af terrorister og terroristorganisationer, hvad enten disse finansieres direkte eller indirekte gennem organisationer, der også har eller hævder at have velgørende, sociale eller kulturelle formål, eller som tillige er involveret i ulovlig virksomhed som våbensmugling, narkotikahandel og pengeafpresning, herunder udnyttelse af personer for at få finansieret terroristvirksomhed, og især, hvor det er relevant, at overveje vedtagelse af love, som skal forebygge og modvirke bevægelser af midler, der mistænkes for at være tiltænkt terroristformål, uden på nogen måde at forhindre den frie bevægelighed af lovlig kapital, og forstærke udvekslingen af oplysninger vedrørende de internationale bevægelser af sådanne midler,

ligeledes erindrer om generalforsamlingsresolution nr. 52/165 af 15. december 1997, hvori generalforsamlingen anmodede staterne i særdeleshed at overveje indførelse af de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 3, litra a-f, i generalforsamlingsresolution nr. 51/210 af 17. december 1996,

ydermere erindrer om generalforsamlingsresolution nr. 53/108 af 8. december 1998, hvori generalforsamlingen besluttede, at det ved generalforsamlingsresolution nr. 51/210 af 17. december 1996 oprettede ad hoc-udvalg skulle udarbejde et udkast til en international konvention til bekæmpelse af finansiering af terrorvirksomhed som supplement til beslægtede eksisterende internationale instrumenter,

tager i betragtning, at finansiering af terrorisme vækker dyb bekymring hos det internationale samfund som helhed,

bemærker, at antallet og alvoren af internationale terrorhandlinger afhænger af den finansiering, som terrorister kan skaffe,

ligeledes bemærker, at eksisterende multilaterale retlige instrumenter ikke i tilstrækkelig grad sigter mod en sådan finansiering,

er overbevist om, at der er et påtrængende behov for at forstærke det internationale samarbejde mellem staterne med henblik på at finde frem til og vedtage effektive foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe finansiering af terrorisme ved at retsforfølge og straffe gerningsmændene dertil,

er blevet enige om følgende:

Artikel 1

I denne konvention anvendes følgende udtryk med den angivne betydning:

1. »Midler« omfatter aktiver af enhver art, hvad enten de er materielle eller immaterielle, løsøre eller fast ejendom, uanset erhvervelsesmåde, samt juridiske dokumenter eller instrumenter i enhver form, herunder elektronisk og digital, der er bevis på ejendomsret til eller rettighed til sådanne aktiver, herunder bl.a. remburser hos banker, rejsechecks, bankchecks, pengeanvisninger, aktier, værdipapirer, obligationer, veksler og akkreditiver.

2. »Stats- eller regeringsfacilitet« omfatter ethvert permanent eller midlertidigt anlæg eller transportmiddel, der anvendes eller er optaget af statsrepræsentanter, medlemmer af regering, lovgivningsmagt eller retsvæsen eller af embedsmænd eller medarbejdere ansat af en stat eller en anden offentlig myndighed eller enhed eller af medarbejdere eller embedsmænd ansat ved en mellemstatslig organisation i forbindelse med deres tjenstlige hverv.

3. »Udbytte« betyder midler, der direkte eller indirekte stammer fra eller er skaffet ved begåelse af en i artikel 2 anført forbrydelse.

Artikel 2

1. En person begår en forbrydelse i denne konventions forstand, hvis den pågældende ulovligt og forsætligt direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler i den hensigt, at de skal anvendes, eller med viden om, at de vil blive anvendt helt eller delvist til at udføre

a) en handling, der er en forbrydelse inden for rammerne af og som defineret i en af de i bilaget angivne traktater; eller

b) enhver anden handling med forsæt til at forårsage død eller alvorlig personskade på en civilperson eller en anden person, der ikke aktivt deltager i fjendtlighederne i en væbnet konfliktsituation, når formålet med en sådan handling, henset til handlingens karakter eller sammenhæng, er at skræmme en befolkning eller tvinge en regering eller en international organisation til at foretage eller at undlade at foretage en given handling.

2. a) Ved deponering af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument kan en kontraherende stat, som ikke er deltager i en i bilaget angivet traktat, erklære, at den pågældende traktat ved anvendelse af denne konvention over for den kontraherende stat skal anses for ikke at være omfattet af det i stk. 1, litra a, angivne bilag. Erklæringen ophører med at være gældende, så snart traktaten træder i kraft for den kontraherende stat, som skal give depositaren meddelelse herom;

b) Når en kontraherende stat ophører med at være deltager i en i bilaget angivet traktat, kan den afgive erklæring som bestemt i denne artikel vedrørende traktaten.

3. For at en handling kan anses som en i stk. 2 anført forbrydelse, er det ikke nødvendigt, at midlerne faktisk blev anvendt til at udføre en i stk. 1, litra a eller b, anført forbrydelse.

4. En person begår ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende forsøger at begå en forbrydelse som anført i stk. 1.

5. En person begår ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende

a) medvirker til en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 4:

b) organiserer eller pålægger andre at begå en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 4;

c) medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår en eller flere forbrydelser som anført i stk. 1 eller 4. Denne medvirken skal være forsætlig og skal enten

i) foretages i den hensigt at fremme gruppens kriminelle virksomhed eller formål, når virksomheden eller formålet indebærer, at en i stk. 1 anført forbrydelse begås; eller

ii) foretages med viden om, at gruppen har til hensigt at begå en i stk. 1 anført forbrydelse.

Artikel 3

Denne konvention finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor forbrydelsen er begået inden for en enkelt stat, hvori den formodede gerningsmand er statsborger og på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, og ingen anden stat har grundlag i henhold til konventionens artikel 7, stk. 1 eller stk. 2 for at udøve jurisdiktion, idet dog bestemmelserne i artikel 12-18 skal gælde, hvor det er relevant.

Artikel 4

Enhver kontraherende stat skal vedtage sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige

a) for at fastsætte, at det er en strafbar handling i henhold til national ret at handle som nævnt i artikel 2;

b) for at fastsætte passende straffe for sådanne forbrydelser under hensyntagen til deres alvorlige karakter.

Artikel 5

1. Enhver kontraherende stat skal i overensstemmelse med sine juridiske principper træffe de nødvendige foranstaltninger for at gøre det muligt at drage en juridisk person, der er hjemmehørende på dens område eller er etableret efter dens lovgivning, til ansvar, når en person, der står for ledelse eller styring af den juridiske person, i denne egenskab har begået en i artikel 2 anført forbrydelse. Ansvaret kan være strafferetligt, civilretligt eller adminsitrativt.

2. Dette ansvar ifaldes uden præjudice for det strafferetlige ansvar, der ifaldes af de enkeltpersoner, som har begået forbrydelsen.

3. De kontraherende stater skal i særdeleshed sikre, at juridiske personer, der er ansvarlige i overensstemmelse med stk. 1, kan pålægges effektive, forholdsmæssige og afskrækkende strafferetlige, civilretlige eller administrative sanktioner. Sådanne sanktioner kan omfatte bøder.

Artikel 6

Enhver kontraherende stat skal vedtage sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige, herunder efter behov national lovgivning, for at sikre, at strafbare handlinger inden for denne konventions rammer ikke under nogen omstændigheder er berettiget af politiske, filosofiske, ideologiske, racemæssige, etniske, religiøse elle andre lignende grunde.

Artikel 7

1. Enhver kontraherende stat skal gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre, at den har straffemyndighed med hensyn til de i artikel 2 anførte forbrydelser, når

a) forbrydelsen begås på den pågældende stats område;

b) forbrydelsen begås ombord på et fartøj, der sejler under den pågældende stats flag, eller i et fly, der er registreret efter den pågældende stats lovgivning på det tidspunkt, hvor forbrydelsen blev begået;

c) forbrydelsen begås af en statsborger fra den pågældende stat.

2. En kontraherende stat kan ligeledes sikre, at den har straffemyndighed med hensyn til en sådan forbrydelse, når

a) forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i artikel 2, stk. 1, litra a eller b, anført forbrydelse blev begået på den pågældende stats område eller mod en statsborger fra den pågældende stat;

b) forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i artikel 2, stk. 1, litra a eller b, anført forbrydelse blev begået mod en af den pågældende stats stats- eller regeringsfaciliteter i udlandet, herunder en af den pågældende stats ambassader eller andre diplomatiske eller konsulære lokaler;

c) forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i artikel 2, stk. 1, litra a eller b, anført forbrydelse blev begået i et forsøg på at tvinge staten til at foretage eller undlade at foretage en bestemt handling;

d) forbrydelsen begås af en statsløs person, som har fast bopæl på den pågældende stats område;

e) forbrydelsen begås ombord på et fly, der drives af den pågældende stats offentlige myndigheder.

3. Efter ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af konventionen skal enhver kontraherende stat underrette De Forenede Nationers generalsekretær om den straffemyndighed, den har i overensstemmelse med stk. 2. I tilfælde af ændringer skal den pågældende kontraherende stat omgående underrette generalsekretæren derom.

4. Enhver kontraherende stat skal ligeledes gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre, at den har straffemyndighed med hensyn til de i artikel 2 anførte forbrydelser i tilfælde, hvor den formodede gerningsmand befinder sig på statens område, og den ikke udleverer den pågældende til nogen af de kontraherende stater, der har straffemyndighed i overensstemmelse med stk. 1 eller 2.

5. Når mere end en kontraherende stat påberåber sig straffemyndighed med hensyn til de i artikel 2 anførte forbrydelser, skal de relevante kontraherende stater bestræbe sig på at koordinere deres handlinger på en passende måde, især for så vidt angår betingelserne for retsforfølgning og formaliteterne i forbindelse med retshjælp.

6. Uden præjudice for de regler, der følger af den almindelige folkeret, udelukker denne konvention ikke, at en kontraherende stat udøver straffemyndighed i overensstemmelse med sin nationale lovgivning.

Artikel 8

1. Enhver kontraherende stat skal i overensstemmelse med sine retsprincipper træffe passende foranstaltninger med henblik på at kunne identificere, opdage og indefryse eller beslaglægge midler, der anvendes eller er afsat med det formål at begå de i artikel 2 anførte forbrydelser, samt udbyttet fra sådanne forbrydelser med henblik på eventuel konfiskation.

2. Enhver kontraherende stat skal i overensstemmelse med sine retsprincipper træffe passende foranstaltninger med henblik på at kunne konfiskere midler, der anvendes eller er afsat med det formål at begå de i artikel 2 anførte forbrydelser, samt udbyttet fra sådanne forbrydelser.

3. Enhver kontraherende stat med interesse deri kan overveje at indgå aftaler om regelmæssigt eller fra sag til sag at dele de midler, der stammer fra konfiskation som anført i denne artikel, med andre kontraherende stater.

4. Enhver kontraherende stat skal overveje at oprette ordninger, hvorved de midler, der stammer fra konfiskation som anført i denne artikel, anvendes til at give erstatning til ofrene for de i artikel 2, stk. 1, litra a) eller b) anførte forbrydelser eller til deres familier.

5. Bestemmelserne i denne artikel skal implementeres uden præjudice for tredjemands rettigheder, når tredjemand handlede i god tro.

Artikel 9

1. Når en kontraherende stat har modtaget meddelelse om, at en person, der har begået eller formodes at have begået en forbrydelse som anført i artikel 2, måske befinder sig på dens område, skal den pågældende stat i overensstemmelse med sin lovgivning træffe de foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at efterforske oplysningerne i meddelelsen.

2. Når betingelserne herfor er til stede, skal den kontraherende stat, på hvis område gerningsmanden eller den formodede gerningsmand befinder sig, i overensstemmelse med sin lovgivning træffe passende foranstaltninger for at sikre den pågældendes tilstedeværelse med henblik på retsforfølgning eller udlevering.

3. En person, over for hvem de i stk. 2 nævnte foranstaltninger træffes, har ret til

a) uden ophold at komme i forbindelse med den nærmeste repræsentant for den stat, hvori den pågældende er statsborger, eller som af andre grunde er beføjet til at beskytte den pågældendes rettigheder, eller, hvis han er statsløs, den stat på hvis område han har fast bopæl;

b) at modtage besøg af en repræsentant for den pågældende stat,

c) at blive oplyst om sine rettigheder i henhold til litra a) og b).

4. De i stk. 3 nævnte rettigheder skal udøves i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser i den stat, på hvis område gerningsmanden eller den formodede gerningsmand befinder sig, dog under forudsætning af at de pågældende love og bestemmelser i fuldt omfang gør det muligt at tilgodese formålet med de rettigheder, der tilstås i medfør af stk. 3.

5. Bestemmelserne i stk. 3 og 4 er uden præjudice for den ret, som enhver kontraherende stat, der har krav på at udøve jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, litra b), eller stk. 2, litra b), har til at anmode Den Internationale Røde Kors-Komité om at sætte sig i forbindelse med og besøge den formodede gerningsmand.

6. Når en kontraherende stat i medfør af denne artikel har taget en person i forvaring, skal den omgående direkte eller gennem De forenede Nationers generalsekretær underrette de kontraherende stater, der har straffemyndighed i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1 og 2, samt, hvis den anser det for tilrådeligt, eventuelle andre interesserede kontraherende stater om, at den pågældende person er taget i forvaring, og om de omstændigheder, der ligger til grund for den pågældende persons tilbageholdelse. Den stat, der iværksætter den i stk. 1 forudsete efterforskning, skal omgående give meddelelse om udfaldet deraf til de pågældende kontraherende stater samt tilkendegive, hvorvidt den agter at udøve straffemyndighed.

Artikel 10

1. Den kontraherende stat, på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, skal i de tilfælde, hvor artikel 7 gælder, hvis staten ikke udleverer ham, uden nogen som helst undtagelse og uanset om forbrydelsen er begået på statens område eller ej, uden ugrundet ophold overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med sin egen lovgivning. Disse myndigheder skal træffe deres afgørelse efter samme retningslinjer, som i henhold til statens lovgivning anvendes ved enhver anden forbrydelse af alvorlig karakter.

2. Hvis en kontraherende stat efter sin egen lovgivning kun må udlevere eller på anden vis overgive en af sine statsborgere på den betingelse, at personen sendes tilbage til den pågældende stat for at afsone den straf, der er resultatet af retsforfølgningen, som anmodningen om udlevering eller overgivelse angår, og denne stat samt den stat, der anmoder om udlevering af personen, er enige om denne betingelse og andre betingelser, som de måtte finde passende, er en sådan betinget udlevering eller overgivelse tilstrækkelig til at opfylde den i stk. 1 nævnte forpligtelse.

Artikel 11

1. De i artikel 2 nævnte forbrydelser skal i enhver udleveringstraktat mellem de kontraherende stater, som er indgået, før denne konvention træder i kraft, anses for omfattet af de forbrydelser, der ifølge en sådan traktat kan medføre udlevering. De kontraherende stater forpligter sig til i enhver udleveringstraktat, de efterfølgende indgår med hinanden, at optage forbrydelserne blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering.

2. Hvis en kontraherende stat, som kun foretager udlevering på grundlag af en traktat herom, modtager en anmodning om udlevering fra en anden kontraherende stat, med hvilken den ikke har indgået en udleveringstraktat, kan den anmodede stat betragte denne konvention som det retlige grundlag for udlevering med hensyn til de i artikel 2 nævnte forbrydelser. For udleveringen gælder i øvrigt de bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

3. Kontraherende stater, som ikke gør udlevering betinget af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse de i artikel 2 nævnte forbrydelser som forbrydelser, der kan medføre udlevering i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

4. For så vidt angår udlevering mellem de kontraherende stater skal de i artikel 2 nævnte forbrydelser om nødvendigt anses som begået ikke blot der, hvor de fandt sted, men også i de stater, som ifølge artikel 7, stk. 1 og 2, har straffemyndighed med hensyn til forbrydelserne.

5. Bestemmelserne i samtlige traktater og aftaler om udlevering mellem kontraherende stater vedrørende de i artikel 2 nævnte forbrydelser skal anses for ændret i forholdet mellem de kontraherende stater i det omfang, sådanne bestemmelser er uforenelige med denne konvention.

Artikel 12

1. De kontraherende stater skal yde hinanden størst mulig bistand i forbindelse med strafferetlig efterforskning, retsforfølgning eller udlevering i anledning af de i artikel 2 nævnte forbrydelser, herunder bistand til at fremskaffe bevismateriale i deres besiddelse, som er nødvendigt for retssagen.

2. De kontraherende stater kan ikke afvise en anmodning om retshjælp med henvisning til bankhemmeligheden.

3. Den anmodende stat må ikke uden forudgående samtykke fra den anmodede stat videregive eller anvende oplysninger eller beviser, der er leveret af den anmodede stat, til anden efterforskning eller retsforfølgning end den i retsanmodningen anførte.

4. Enhver kontraherende stat kan overveje at etablere ordninger med andre kontraherende stater med henblik på at dele oplysninger eller beviser, som er nødvendige for at pålægge strafferetligt, civilretligt eller administrativt ansvar ifølge artikel 5.

5. De kontraherende stater skal opfylde deres forpligtelser i medfør af stk. 1 og 2 i overensstemmelse med de traktater eller andre aftaler om retshjælp eller udveksling af oplysninger, de måtte have indgået indbyrdes. I mangel af sådanne traktater eller aftaler skal de kontraherende stater yde hinanden bistand i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

Artikel 13

For så vidt angår udlevering eller retshjælp skal ingen af de i artikel 2 nævnte forbrydelser anses for en fiskal lovovertrædelse. En anmodning om udlevering eller retshjælp kan derfor ikke afvises alene med den begrundelse, at den angår en fiskal lovovertrædelse.

Artikel 14

For så vidt angår udlevering eller retshjælp skal ingen af de i artikel 2 nævnte forbrydelser anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver. En anmodning om udlevering eller retshjælp på grundlag af en sådan forbrydelse kan derfor ikke afvises alene med den begrundelse, at den angår en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver.

Artikel 15

Intet i denne konvention skal fortolkes som forpligtende til udlevering eller retshjælp, hvis den stat, over for hvilken en anmodning er fremsat, har vægtige grunde til at antage, at anmodningen om udlevering for en i artikel 2 nævnt forbrydelse eller om retshjælp vedrørende en sådan forbrydelse er fremsat med det formål at tiltale eller straffe en person på grund af dennes race, religion, nationalitet, etniske oprindelse eller politiske overbevisning, eller at imødekommelse af anmodningen kunne skade den pågældendes stilling af nogen af disse grunde.

Artikel 16

1. En person, der tilbageholdes eller afsoner en straf på en kontraherende stats område, og hvis personlige fremmøde en anden kontraherende stat anmoder om med henblik på identifikation, vidneforklaring eller anden bistand i forbindelse med fremskaffelse af bevismateriale til efterforskning eller retsforfølgning af en i artikel 2 anført forbrydelse, kan overføres, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) den pågældende giver frivilligt sit informerede samtykke dertil;

b) de kompetente myndigheder i begge stater er enige derom med forbehold af de betingelser, som disse stater måtte finde passende.

2. Med henblik på denne artikel:

a) skal den stat, hvortil den pågældende overføres, have tilladelse og være forpligtet til at holde den overførte person i forvaring, medmindre den stat, hvorfra den pågældende blev overført, anmoder om eller giver tilladelse til andet;

b) skal den stat, hvortil den pågældende overføres, uden ophold opfylde sin forpligtelse til at sende personen tilbage til forvaring i den stat, hvorfra den pågældende blev overført, som aftalt på forhånd eller på anden vis af begge staters kompetente myndigheder;

c) må den stat, hvortil den pågældende overføres, ikke kræve, at den stat, hvorfra den pågældende blev overført, skal indlede en udleveringssag for at få personen sendt tilbage;

d) skal den overførte person have den tid, der er tilbragt i varetægt i den stat, hvortil den pågældende blev overført, fradraget i afsoningen af den straf, som afsones i den stat, hvorfra den pågældende blev overført.

3. Med mindre den kontraherende stat, hvorfra en person skal overføres i overensstemmelse med denne artikel, indvilliger deri, må den pågældende person uanset nationalitet ikke retsforfølges, tilbageholdes eller underkastes nogen anden indskrænkning i sin personlige frihed i den stat, som den pågældende overføres til, for handlinger eller på grundlag af straffedomme fra tiden før den pågældendes afrejse fra den stat, hvorfra overførelsen sker.

Artikel 17

Enhver person, der tages i forvaring, eller over for hvem der træffes andre foranstaltninger, eller som retsforfølges i henhold til denne konvention, skal sikres en retfærdig behandling, herunder nydelsen af alle de rettigheder og garantier, som er fastsat i lovgivningen i den stat, hvor den pågældende befinder sig, og i gældende bestemmelser i folkeretten, herunder dennes bestemmelser om menneskerettigheder.

Artikel 18

1. De kontraherende stater skal samarbejde med henblik på forebyggelse af de i artikel 2 nævnte forbrydelser ved at træffe alle praktisk gennemførlige foranstaltninger, herunder om nødvendigt tilpasning af deres nationale lovgivning, for at forebygge og modvirke, at der på deres respektive områder træffes forberedelser til at begå sådanne forbrydelser inden eller uden for deres områder, herunder:

a) foranstaltninger til at forbyde, at der på deres områder udøves ulovlig virksomhed af personer og organisationer, der med viden herom opmuntrer til, anstifter, organiserer eller deltager i gennemførelsen af de i artikel 2 nævnte forbrydelser;

b) foranstaltninger, der påbyder pengeinstitutter og andre brancher involveret i økonomiske transaktioner at anvende de mest effektive foranstaltninger til deres rådighed til at identificere deres faste eller lejlighedsvise kunder samt kunder, til fordel for hvem der åbnes konti, samt at være særligt opmærksomme på usædvanlige eller mistænkelige transaktioner og indberette transaktioner, der mistænkes for at stamme fra kriminelle aktiviteter. Med henblik herpå skal de kontraherende stater overveje:

i) at vedtage bestemmelser, der forhindrer åbning af konti, hvis ejere eller begunstigede ikke er eller kan identificeres, samt foranstaltninger til at sikre, at sådanne institutter verificerer identiteten af de faktiske ejere af sådanne transaktioner;

ii) for så vidt angår identifikation af juridiske personer, at påbyde pengeinstitutterne at træffe foranstaltninger til om nødvendigt at verificere kundens juridiske eksistens og opbygning ved at fremskaffe registreringsbevis enten fra et offentligt register eller fra kunden eller begge, herunder oplysninger om kundens navn, selskabsform, adresse, bestyrelse og bestemmelser vedrørende tegningsret for foretagenet;

iii) at vedtage bestemmelser, der pålægger pengeinstitutterne en forpligtelse til omgående til de kompetente myndigheder at indberette alle komplicerede og usædvanlige, store transaktioner og usædvanlige transaktionsmønstre, som ikke har noget tilsyneladende økonomisk eller indlysende lovligt formål, uden frygt for at pådrage sig et strafferetligt eller civilretligt ansvar for at overtræde forbudet mod videregivelse af oplysninger, såfremt de indberetter deres mistanke i god tro;

iv) at påbyde pengeinstitutterne at opbevare de nødvendige optegnelser om både nationale og internationale transaktioner i mindst fem år.

2. De kontraherende stater skal endvidere samarbejde med henblik på at forebygge de i artikel 2 anførte forbrydelser ved at overveje:

a) foranstaltninger med henblik på, at der føres tilsyn med alle pengeoverførselsbureauer, f.eks. ved tildeling af licens;

b) gennemførlige foranstaltninger med henblik på at opdage eller overvåge fysisk grænseoverskridende transport af kontanter og omsættelige ihændehaverinstrumenter, dog med strenge sikkerhedsforanstaltninger for at sikre behørig brug af oplysningerne og uden på nogen måde at forhindre kapitalens frie bevægelighed.

3. De kontraherende stater skal yderligere samarbejde med henblik på at forhindre de i artikel 2 anførte forbrydelser ved at udveksle nøjagtige og verificerede oplysninger i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og ved at samordne gennemførelsen af administrative og andre foranstaltninger, der er egnede til at forebygge, at der begås forbrydelser som nævnt i artikel 2, især ved:

a) at oprette og vedligeholde kommunikationskanaler mellem deres kompetente styrelser og kontorer for at lette sikker og hurtig udveksling af oplysninger vedrørende alle aspekter af de i artikel 2 anførte forbrydelser;

b) at samarbejde med hinanden ved gennemførelsen af undersøgelser af forbrydelser som nævnt i artikel 2 med hensyn til:

i) identiteten af, opholdsstedet for samt aktiviteter udført af personer, som med rimelig grund mistænkes for at være involveret i sådanne forbrydelser;

ii) bevægelser af midler, der har sammenhæng med, at sådanne forbrydelser begås.

4. De kontraherende stater kan udveksle oplysninger gennem Interpol.

Artikel 19

Den kontraherende stat, hvor en formodet gerningsmand retsforfølges, skal i overensstemmelse med sin lovgivning eller gældende regler give underretning om sagens endelige udfald til De forenede Nationers generalsekretær, som skal videresende oplysningerne til de øvrige kontraherende stater.

Artikel 20

De kontraherende stater skal opfylde deres forpligtelser i henhold til denne konvention på en måde, der er forenelig med principperne om staternes suveræne lighed og territoriale integritet samt om ikke-indblanding i andre staters indre anliggender.

Artikel 21

Intet i denne konvention skal påvirke staternes og enkeltpersoners øvrige rettigheder, forpligtelser og ansvar i henhold til folkeretten, især formålene i De forenede Nationers pagt, den humanitære folkeret og andre relevante konventioner.

Artikel 22

Intet i denne konvention berettiger en kontraherende stat til på en anden kontraherende stats område at påtage sig udøvelse af straffemyndighed og udførelse af funktioner, der udelukkende er forbeholdt myndighederne i denne anden kontraherende stat ifølge dens lovgivning.

Artikel 23

1. Bilaget kan ændres ved tilføjelse af relevante traktater, der

a) er åbne for alle staters deltagelse;

b) er trådt i kraft;

c) er blevet ratificeret, accepteret, godkendt eller tiltrådt af mindst 22 stater, som også er kontraherende stater i forhold til denne konvention.

2. Efter denne konventions ikrafttræden kan enhver kontraherende stat foreslå en sådan ændring. Ændringsforslag skal skriftligt meddeles depositaren. Depositaren skal udsende forslag, der overholder de i stk. 1 anførte betingelser, til alle kontraherende stater og anmode om deres synspunkter vedrørende vedtagelse af ændringsforslaget.

3. Ændringsforslaget anses for vedtaget, medmindre en tredjedel af de kontraherende stater ved skriftlig meddelelse protesterer mod det senest 180 dage efter udsendelse deraf.

4. Den vedtagne ændring af bilaget træder i kraft 30 dage efter deponering af det 22. ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument vedrørende ændringen for de kontraherende stater, der har deponeret et sådant instrument. For enhver stat, der ratificerer, accepterer eller godkender ændringen efter deponeringen af det 22. instrument, træder ændringen i kraft den 30. dag efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.

Artikel 24

1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere kontraherende stater om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, der ikke inden for en rimelig tid kan afgøres ved forhandling, skal efter en af disse staters anmodning henvises til voldgift. Såfremt der ikke inden for seks måneder fra datoen for anmodningen om voldgift kan opnås enighed om voldgiftsrettens sammensætning, kan hver af parterne henvise tvisten til Den internationale Domstol ved en anmodning herom i overensstemmelse med domstolens statutter.

2. En stat kan ved undertegnelsen, ratifikationen, acccepten eller godkendelsen af denne konvention eller ved sin tiltrædelse af konventionen erklære, at den ikke anser sig for bundet af bestemmelsen i stk. 1. De øvrige kontraherende stater skal ikke være bundet af stk. 1 over for en kontraherende stat, der har taget et sådant forbehold.

3. En stat, der har taget forbehold i medfør af stk. 2, kan når som helst trække dette forbehold tilbage ved meddelelse herom til De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 25

1. Denne konvention står åben for undertegnelse for alle stater i De forenede Nationers hovedsæde i New York fra den 10. januar 2000 til den 31. december 2001.

2. Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

3. Denne konvention står åben for tiltrædelse af enhver stat. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 26

1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponeringen af det 22. ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det 22. ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft den 30. dag efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 27

1. Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse derom til De forenede Nationers generalsekretær.

2. Opsigelsen får virkning et år efter den dato, hvor De forenede Nationers generalsekretær modtager meddelelsen.

Artikel 28

Originaleksemplaret af denne konvention, hvor den arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær, der skal sende bekræftede kopier deraf til alle stater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der har behørig fuldmagt dertil fra deres respektive regeringer, underskrevet denne konvention, der blev åbnet for undertegnelse i De forenede Nationers hovedsæde i New York den 10. januar 2000.

Bilag

1. Konvention til bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, udfærdiget i Haag den 16. december 1970.

2. Konvention til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, udfærdiget i Montreal den 23. september 1971.

3. Konvention om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter, vedtaget af De forenede Nationers generalforsamling den 14. december 1973.

4. International konvention imod gidselstagning, vedtaget af De forenede Nationers generalforsamling den 17. december 1979.

5. Konvention om fysisk beskyttelse af nukleare materialer, vedtaget i Wien den 3. marts 1980.

6. Protokol til bekæmpelse af ulovlige voldshandlinger i lufthavne, der betjener den internationale civile luftfart. Tillæg til konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, udfærdiget i Montreal den 24. februar 1988.

7. Konvention til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden i maritim navigation, udfærdiget i Rom den 10. marts 1988.

8. Protokol til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for faste platforme på kontinentalsoklen, udfærdiget i Rom den 10. marts 1988.

  1. International konvention til bekæmpelse af terrorbombning, vedtaget af De forenede Nationers generalforsamling den 15. december 1997.

Bilag 2

Resolution 1373 (2001)
Tiltrådt af Sikkerhedsrådet på dets 4358. møde den 28. september 2001

Sikkerhedsrådet, som

genbekræfter sin resolution nr. 1269 (1999) af 19. oktober 1999 og nr. 1368 (2001) af 12. september 2001,

ligeledes genbekræfter sin utvetydige fordømmelse af de terrorangreb, der fandt sted den 11. september 2001 i New York, Washington, D.C., og Pennsylvania, og udtrykker sin faste beslutning om at hindre alle sådanne handlinger,

yderligere genbekræfter, at sådanne handlinger udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed ligesom enhver anden international terrorhandling,

genbekræfter den medfødte ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som det anerkendes af FN-pagten som gentaget i resolution nr. 1368 (2001),

genbekræfter behovet for i overensstemmelse med FN-pagten og med alle midler at bekæmpe den trussel mod den internationale fred og sikkerhed, som terrorhandlinger udgør,

er dybt bekymret over stigningen i antallet af terrorhandlinger i forskellige regioner i verden motiveret af intolerance eller ekstremisme,

opfordrer staterne til uopsætteligt at arbejde sammen om at forebygge og forhindre terrorhandlinger, herunder ved forøget samarbejde og fuld gennemførelse af de relevante internationale konventioner vedrørende terrorisme,

anerkender staternes behov for at supplere det internationale samarbejde ved at træffe yderligere foranstaltninger til på deres områder og ved alle lovlige midler at forebygge og forhindre finansiering og forberedelse af terrorhandlinger,

genbekræfter det princip, som Generalforsamlingen fastslog i sin erklæring fra oktober 1970 (resolution nr. 2625 (XXV)), og som Sikkerhedsrådet gentog i sin resolution nr. 1189 (1998) af 13. august 1998, nemlig at enhver stat har pligt til at undlade at organisere, anspore, bistå eller deltage i terrorhandlinger i en anden stat, eller indvilge i organiserede aktiviteter på dens område, der er rettet mod udførelse af sådanne handlinger,

handler i overensstemmelse med FN-pagtens kapitel VII,

1. beslutter, at alle stater skal:

a) forebygge og forhindre finansiering af terrorhandlinger,

b) kriminalisere forsætlig, direkte eller indirekte, tilvejebringelse eller indsamling af midler foretaget på enhver måde af egne statsborgere eller på statens område i den hensigt, at midlerne skal anvendes, eller med viden om, at de vil blive anvendt, til at udføre terrorhandlinger,

c) uden forsinkelse indefryse penge og andre finansielle midler eller økonomiske ressourcer tilhørende personer, der begår terrorhandlinger eller forsøg derpå eller deltager i eller fremmer udførelse af terrorhandlinger; tilhørende foretagender, der ejes eller kontrolleres direkte eller indirekte af sådanne personer; og tilhørende personer og foretagender, der handler på vegne af eller efter ordre fra sådanne personer og foretagender, herunder midler, der hidrører fra eller er frembragt af formuegoder ejet eller kontrolleret direkte eller indirekte af sådanne personer og af tilknyttede personer og foretagender,

d) forbyde deres egne statsborgere eller personer og foretagender på deres område direkte eller indirekte at stille penge, finansielle midler, økonomiske ressourcer og finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed for personer, der begår terrorhandlinger eller forsøg derpå eller fremmer eller deltager i udførelse af terrorhandlinger, for foretagender ejet eller kontrolleret direkte eller indirekte af sådanne personer eller for personer og foretagender, der handler på vegne af eller efter ordre fra sådanne personer;

2. beslutter ligeledes, at alle stater skal:

a) undlade at yde nogen form for aktiv eller passiv støtte til foretagender eller personer, der er involveret i terrorhandlinger, herunder ved at forhindre, at der rekrutteres medlemmer til terroristgrupper, og at terrorister forsynes med våben,

b) tage de nødvendige skridt til at forhindre udførelse af terrorhandlinger, herunder ved tidlig varsling af andre stater gennem informationsudveksling,

c) nægte tilflugtssted til dem, der finansierer, planlægger, støtter eller begår terrorhandlinger eller stiller tilflugtssteder til rådighed,

d) forhindre personer, der finansierer, planlægger, fremmer eller begår terrorhandlinger, i at anvende staternes respektive områder til disse formål mod andre stater eller deres statsborgere,

e) sikre, at enhver, der deltager i finansiering, planlægning, forberedelse eller udførelse af terrorhandlinger eller i støtte til terrorhandlinger, strafforfølges, samt sikre, at det ud over andre foranstaltninger mod dem fastsættes, at terrorhandlinger er en alvorlig forbrydelse efter nationale love og forskrifter, og at straffen behørigt afspejler terrorhandlingernes alvorlige karakter,

f) yde hinanden størst mulig bistand i forbindelse med strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning vedrørende finansiering af eller støtte til terrorhandlinger, herunder bistand til at fremskaffe alt bevismateriale i deres besiddelse, som er nødvendigt for retsforfølgningen,

g) forhindre terroristers eller terroristgruppers færden ved effektiv grænsekontrol og kontrol ved udstedelse af identitetspapirer og rejsedokumenter og gennem foranstaltninger til forebyggelse af efterligning, forfalskning eller svigagtig brug af identitetspapirer og rejsedokumenter;

3. Opfordrer alle stater til:

a) at finde fremgangsmåder til at intensivere og fremme udvekslingen af operationelle oplysninger, især vedrørende terroristers eller terroristnetværkers handlinger eller færden, falske eller forfalskede rejsedokumenter, ulovlig handel med våben, sprængstoffer eller følsomme materialer, terroristgruppers brug af kommunikationsteknologi samt den trussel, der består i terroristgruppers besiddelse af masseødelæggelsesvåben,

b) at udveksle oplysninger i overensstemmelse med international og national ret samt samarbejde i administrative og retslige sager for at forhindre udførelse af terrorhandlinger,

c) at samarbejde, især gennem bilaterale og multilaterale ordninger og overenskomster, for at forebygge og forhindre terrorangreb og gribe ind over for personer, der begår sådanne handlinger,

d) snarest muligt at tiltræde de relevante internationale konventioner og protokoller vedrørende terrorisme, herunder den Internationale konvention til bekæmpelse af finansiering af terrorisme af 9. december 1999,

e) at forøge samarbejdet og fuldt ud gennemføre de relevante internationale konventioner og protokoller vedrørende terrorisme samt Sikkerhedsrådets resolution nr. 1269 (1999) og nr. 1368 (2001),

f) at træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i national og international ret, herunder internationale menneskerettighedsstandarder, før de meddeler flygtningestatus med henblik på at sikre, at asylansøgeren ikke har planlagt, fremmet eller deltaget i udførelse af terrorhandlinger,

g) i overensstemmelse med international ret at sikre, at flygtningestatus ikke misbruges af personer, der har begået, organiseret eller fremmet terrorhandlinger, og sikre, at påstande om politiske motiver ikke anerkendes som grundlag for at nægte retsanmodninger om udlevering af påståede terrorister;

4. Noterer sig med bekymring den tætte forbindelse mellem international terrorisme og grænseoverskridende organiseret kriminalitet, ulovlige narkotiske stoffer, hvidvaskning af penge, ulovlig våbenhandel og ulovlige bevægelser af nukleare, kemiske, biologiske og andre potentielt dødbringende materialer og understreger i den forbindelse behovet for at forbedre koordineringen af bestræbelserne på nationalt, underregionalt, regionalt og internationalt plan på at styrke en global reaktion på denne alvorlige udfordring og trussel mod den internationale sikkerhed;

5. Erklærer, at terrorhandlinger, -metoder og -fremgangsmåder er i modstrid med De forenede Nationers mål og principper, og at bevidst finansiering og planlægning af samt ansporing til terrorhandlinger ligeledes er i modstrid med De forenede Nationers mål og principper;

6. Beslutter i overensstemmelse med sin foreløbige forretningsorden, § 28, at nedsætte en komite under Sikkerhedsrådet bestående af alle Sikkerhedsrådets medlemmer til at overvåge gennemførelsen af denne resolution med passende ekspertbistand og opfordrer alle staterne til senest 90 dage efter datoen for vedtagelse af denne resolution og derefter i overensstemmelse med en tidsplan, der skal foreslås af komiteen, at aflægge rapport til komiteen om de skridt, som de har taget for at gennemføre resolutionen;

7. Pålægger komiteen at skitsere sine opgaver, forelægge et arbejdsprogram inden 30 dage efter resolutionens vedtagelse og i samråd med generalsekretæren overveje den støtte, som den har brug for;

8. Udtrykker sin faste beslutning om at tage alle de nødvendige skridt for at sikre den fulde gennemførelse af denne resolution i overensstemmelse med sit ansvar ifølge FN-pagten;

9. Beslutter fortsat at ville informeres om denne sag.«


Bilag 3

RÅDET FOR

DEN EUROPÆISKE UNION

Bruxelles, den 3. december 2001

Forslag til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme

 

Artikel 1 Terrorhandlinger

Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at nedenstående forsætlige handlinger, således som de er defineret som lovovertrædelser i national lovgivning, der i kraft af deres karakter eller den sammenhæng, hvori de begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade, betragtes som terrorhandlinger, når de begås med det formål:

i) at intimidere en befolkning i alvorlig grad, eller

ii) uretmæssigt at tvinge offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling, eller

iii) at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller sociale strukturer i alvorlig grad ved følgende handlinger:

a) legemsangreb, der kan have døden til følge

b) alvorlige overgreb mod en persons fysiske integritet

c) bortførelse eller gidseltagning

d) [...]

e) massive ødelæggelser af et regeringsanlæg eller et offentligt anlæg, et transportsystem, en infrastruktur, herunder et edb-system, en fast platform på kontinentalsoklen, et offentligt sted eller en privat ejendom, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab

f) kapring af luftfartøjer, skibe eller andre kollektive transportmidler eller godstransportmidler

g) fremstilling, besiddelse, erhvervelse, transport eller levering eller brug af skydevåben, sprængstoffer, kernevåben, biologiske og kemiske våben og for biologiske og kemiske våbens vedkommende forskning og udvikling

h) spredning af farlige stoffer, brandstiftelse, fremkaldelse af eksplosioner eller oversvømmelser, der bringer menneskeliv i fare

i) forstyrrelse eller afbrydelse af vand- eller elforsyningen eller forsyningen med andre grundlæggende naturressourcer, der bringer menneskeliv i fare

j) fremsættelse af trusler om at ville udvise en af ovennævnte adfærdsformer.

Artikel 1a - Strafbare handlinger med relation til terroraktivitet

Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende handlinger også betragtes som lovovertrædelser med forbindelse til terroraktiviteter:

a) tyveri af særlig grov beskaffenhed begået med det formål at begå en af de i artikel 1 omhandlede handlinger

b) fremstilling af falske administrative dokumenter med det formål at begå en af de i artikel 1, litra a)-i), samt de i artikel 2, stk. 2, litra b) og c) omhandlede handlinger

c) afpresning med henblik på at begå en af de i artikel 1 omhandlede handlinger.

Artikel 2 - Strafbare handlinger med relation til en terroristgruppe

1. I denne rammeafgørelse forstås ved »terroristgruppe« en struktureret sammenslutning bestående af mere end to personer, som har bestået i et vist tidsrum, og som handler i forening med det formål at begå terrorhandlinger. Udtrykket »struktureret sammenslutning« betegner en sammenslutning, der ikke er vilkårligt dannet med henblik på umiddelbart at begå en strafbar handling, og hvis medlemmers roller ikke nødvendigvis er formelt defineret, hvis sammensætning ikke nødvendigvis er fast, og hvis struktur ikke nødvendigvis er nærmere fastlagt.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til, at nedenstående forsætlige, handlinger gøres strafbare:

a) ledelse af en terroristgruppe

b) deltagelse i en terroristgruppes aktiviteter, herunder tilvejebringelse af informationer eller materielle midler eller gennem finansiering af den aktiviteter, vel vidende, at denne deltagelse bidrager til gruppens kriminelle aktiviteter

Artikel 3 - Anstiftelse, medvirken og forsøg

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at det gøres strafbart at anstifte eller medvirke til at begå en strafbar handling som omhandlet i artikel 1, 1a eller 2.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til, at det gøres strafbart at forsøge at begå en strafbar handling som omhandlet i artikel 1 og 1a, bortset fra den i artikel 1, litra g), nævnte besiddelse og den i artikel 1, litra j), nævnte strafbare handling.

Artikel 4 - Sanktioner

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 1, 2 og 3 nævnte strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen, har en afskrækkende virkning og kan medføre udlevering.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at terrorhandlinger og de i artikel 3 nævnte strafbare handlinger, for så vidt de har relation til terrorhandlinger, kan straffes med strengere frihedsstraffe end dem, der er fastsat i national ret for sådanne lovovertrædelser i tilfælde, hvor der ikke er tale om forsæt, jf. artikel 1, stk. 1, medmindre handlingerne allerede straffes med den maksimumsstraf, der kan idømmes i medfør af national ret.

3. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 2 nævnte strafbare handlinger kan straffes med frihedsstraf med et maksimum på mindst 15 år for de strafbare handlinger, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, litra a), og for de strafbare handlinger, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, litra b) med en maksimumsstraf på mindst otte år. For så vidt de strafbare handlinger, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, litra a), kun refererer til handlinger i artikel 1, litra j), skal maksimumsstraffen være på mindst otte år.

Artikel 5

( )

Artikel 6 Særlige omstændigheder

Uanset artikel 4 kan hver medlemsstat træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 4 omhandlede straffe kan nedsættes, hvis gerningsmanden:

a) opgiver sin terroristvirksomhed, og

b) giver de administrative eller retlige myndigheder oplysninger, som de ikke kunne have skaffet sig på anden vis, og som kan hjælpe dem med:

i) at forebygge eller begrænse virkningerne af den strafbare handling,

ii) at identificere eller retsforfølge de andre gerningsmænd,

iii) at fremskaffe bevismateriale eller

iv) at forhindre, at andre af de i artikel 2 og 3 nævnte strafbare handlinger bliver begået.

Artikel 7 - Juridiske personers ansvar

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at juridiske personer kan kendes ansvarlige for en af de i artikel 1, 2 og 3 omhandlede strafbare handlinger, der, for at skaffe dem vinding, er begået af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person, baseret på:

a) beføjelse til at repræsentere den juridiske person, eller

b) beføjelse til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne, eller

c) beføjelse til at udøve intern kontrol.

2. Ud over de i stk. 1 omhandlede tilfælde træffer hver medlemsstat de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en juridisk person kan kendes ansvarlig, når utilstrækkeligt opsyn eller utilstrækkelig kontrol fra en af de i stk. 1 omhandlede personers side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå en af de i artikel 1, 2 og 3 omhandlede strafbare handlinger for at skaffe den juridiske person vinding.

3. Juridiske personers ansvar i henhold til stk. 1 og 2 udelukker ikke strafferetlig forfølgning af fysiske personer, der begår, anstifter eller medvirker til en af de i artikel 1, 2 og 3 omhandlede strafbare handlinger.

Artikel 8 - Sanktioner mod juridiske personer

Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der over for en juridisk person, der kendes ansvarlig i henhold til artikel 7, kan iværksættes sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder bødestraf eller administrativt idømte bøder, og som kan indbefatte andre sanktioner som f.eks.:

a) udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud;

b) midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve kommerciel virksomhed;

c) anbringelse under retsligt tilsyn;

d) likvidation efter retskendelse;

e) midlertidig eller permanent lukning af forretningssteder, der er blevet brugt til at begå lovovertrædelsen.

Artikel 9 - Straffemyndighed og retsforfølgning

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at fastlægge sin straffemyndighed med hensyn til de i artikel 1, 2 og 3 omhandlede strafbare handlinger, såfremt:

a) handlingen helt eller delvis er begået på dens område; hver medlemsstat kan udvide sin straffemyndighed, hvis handlingen er begået på en anden EU-medlemsstats område

b) handlingen er begået på et skib, der fører dens flag, eller et luftfartøj, der er indregistreret i medlemsstaten

c) gerningsmanden er statsborger eller bosat i medlemsstaten

d) handlingen er begået til fordel for en juridisk person, som har sit hjemsted på dens område

e) handlingen er begået mod medlemsstatens institutioner eller befolkning eller mod en af Den Europæiske Unions institutioner eller et organ, der er oprettet i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og traktaten om Den Europæiske Union med hjemsted i den pågældende medlemsstat.

2. Hvis mere end én medlemsstat har straffemyndighed og faktisk mulighed for at retsforfølge for en lovovertrædelse på grundlag af de samme forhold, samarbejder de pågældende medlemsstater for at afgøre, hvem af dem der skal retsforfølge gerningsmændene, med henblik på om muligt at samle retsforfølgningen i en enkelt medlemsstat. Med henblik herpå kan medlemsstaterne betjene sig af ethvert organ eller enhver mekanisme, der er oprettet inden for Den Europæiske Union med henblik på at lette samarbejdet mellem deres judicielle myndigheder og koordinationen af deres indsats. Der vil successivt blive taget hensyn til følgende former for tilknytning:

den medlemsstat, på hvis område handlingerne er begået;

den medlemsstat, som gerningsmanden er statsborger eller bosat i;

den medlemsstat, der er ofrenes hjemland;

den medlemsstat, hvor gerningsmanden er blevet fundet.

3. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for ligeledes at fastlægge sin straffemyndighed med hensyn til de i artikel 1, 2 og 3 nævnte strafbare handlinger i de tilfælde, hvor den nægter at overgive eller udlevere en person, der er mistænkt eller dømt for en sådan lovovertrædelse, til en anden medlemsstat eller et tredjeland.

4. Hver medlemsstat sikrer, at dens straffemyndighed dækker de tilfælde, hvor en strafbar handling i henhold til artikel 2 og 3 er begået helt eller delvis på dens område, uanset hvor terroristgruppen holder til eller udøver sine kriminelle aktiviteter.

5. Denne artikel udelukker ikke udøvelse af en strafferetlig kompetence, der er fastlagt af en medlemsstat i henhold til dens nationale lovgivning.

Artikel 10 - Beskyttelse af og hjælp til ofre

1. Hver medlemsstat fastsætter, at undersøgelser eller retsforfølgning i forbindelse med strafbare handlinger, der er omfattet af denne rammeafgørelse, ikke afhænger af, om et offer for den strafbare handling indgiver anmeldelse eller fremsætter anklage, i hvert fald ikke, hvis handlingerne er begået på medlemsstatens område.

2. Foruden de foranstaltninger, der er fastsat i rammeafgørelsen om ofres stilling i forbindelse med strafferetlige procedurer, træffer hver medlemsstat om nødvendigt enhver mulig forholdsregel for at sikre passende hjælp til offerets familie.

Artikel 11 - Iværksættelse og rapporter

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af denne rammeafgørelse senest den 31. december 2002.

2. Medlemsstaterne meddeler senest samme dato Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de forskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, som de pålægges ved denne rammeafgørelse, i national ret. På baggrund af en rapport udarbejdet ud fra disse oplysninger og en skriftlig rapport fra Kommissionen undersøger Rådet senest den 31. december 2003, om medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse.

3. Kommissionens rapport skal bl.a. indeholde en præcisering af gennemførelsen i medlemsstaternes straffelov af den forpligtelse, der er indeholdt i artikel 4, stk. 2.

Artikel 12 - Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Udkast til erklæringer fra Rådet

1. »Rådet erklærer, at den strafbare handling, der er nævnt i artikel 1, litra j) (trusler), skal ses som defineret i den pågældende medlemsstats nationale lovgivning. Hvis denne handling kræver en yderligere kvalifikation, såsom en »troværdig« trussel, er det tilladt i henhold til rammeafgørelsen at anvende den således. Hvis rammeafgørelsen vedrører ledelse af en terroristgruppe, der aldrig begår nogen handlinger, men kun truer med det, vil det være tilladt i henhold til rammeaftalen at anvende den til at straffe denne strafbare handling med en maksimumsstraf på mindst otte år.«

»Rådet erklærer, at rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme omfatter handlinger, som alle Den Europæiske Unions medlemsstater anser for alvorlige overtrædelser af deres straffelove, begået af personer, hvis mål er en trussel mod deres demokratiske samfund, der respekterer retsstatsprincippet, og mod den civilisation, disse samfund bygger på. Den skal forstås på denne måde og kan ikke bruges som et argument for nu at betragte adfærd, som blev udført af mennesker, der handlede for at bevare eller genskabe disse demokratiske værdier, hvilket navnlig var tilfældet i visse medlemsstater under anden verdenskrig, som »terroristhandlinger«. Den kan heller ikke bruges til at anklage personer, der udøver deres legitime ret til at udtrykke deres meninger, for terrorisme, selv om de under udøvelsen af en sådan ret begår lovovertrædelser.«

Udkast til erklæring fra Rådet ad artikel 1, litra g)

Rådet er enigt om, at rammeafgørelsen ikke pålægger medlemsstaterne nogen forpligtelse til at gøre de i artikel 1, litra g), nævnte handlinger strafbare, medmindre de begås med et terroristisk forsæt.


Bilag 4

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

 

Lovforslaget

   

§ 1

   

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september 2001, foretages følgende ændringer:

     

§ 27. Strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en lovovertrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

 

1. I § 27, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»For så vidt angår straf for forsøg finder § 21, stk. 3, tilsvarende anvendelse.«.

    Stk. 2. - - -

   
     
     

§ 77 a. Genstande, som på grund af deres beskaffenhed i forbindelse med andre foreliggende omstændigheder må befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling, kan konfiskeres, for så vidt det må anses for påkrævet for at forebygge den strafbare handling. § 75, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

 

2. I § 77 a indsættes efter 1. pkt.:

»Der kan under samme betingelser ske konfiskation af andre formuegoder, herunder penge.«.

     

§ 93. Forældelsesfristen er

 

3. I § 93, stk. 1, nr. 1, indsættes efter 1. pkt.:

1) 1 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for lovovertrædelsen, eller når straffen for overtrædelsen ikke ville overstige bøde.

 

»2. led gælder dog ikke for juridiske personer.«.

2) 5 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 4 år.

   

3) 10 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 10 år.

   

4) 15 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på bestemt tid.

   

    Stk. 2-4. - - -

   
     
   

4. § 114 affattes således:

§ 114. Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

    Stk. 2. Den, som deltager i ulovlig militær organisation eller gruppe, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år.

 

»§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad, eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling, eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af dens karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:

   

1) Manddrab efter § 237.

2) Grov vold efter § 245 eller § 246.

3) Frihedsberøvelse efter § 261.

4) Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler mv. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab.

   

5) Kapring af transportmidler efter § 183 a.

   

6) Grove våbenlovsovertrædelser efter § 192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2.

   

7) Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse mv. efter § 187, stk. 1.

   

    Stk. 2. På samme måde straffes den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.

   

    Stk. 3. Endvidere straffes på samme måde den, der med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger.«.

     
   

5. Efter § 114 indsættes:

   

»§ 114 a. Med fængsel indtil 10 år straffes den, som

   

1) direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til,

   

2) direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til, eller

   

3) direkte eller indirekte stiller penge, andre formuegoder, eller finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed for

   

en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af § 114.

   

§ 114 b. Den, som i øvrigt ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til at fremme den kriminelle virksomhed eller det fælles formål for en gruppe eller sammenslutning, som foretager en eller flere handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a, nr. 1 eller 2, når virksomheden eller formålet indebærer, at en eller flere handlinger af denne karakter begås, straffes med fængsel indtil 6 år.

   

§ 114 c. Den, som, uden at forholdet omfattes af §§ 114-114 b, deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

   

§ 114 d. Den, som, uden at forholdet omfattes af §§ 114-114 c, deltager i en ulovlig militær organisation eller gruppe, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år.

   

§ 114 e. Med fængsel indtil 6 år straffes den, der under skærpende omstændigheder i strid med lovgivningen om ikke spredning af masseødelæggelsesvåben mv.

   

1) udfører produkter med dobbelt anvendelse uden tilladelse,

   

2) til brug for myndighedernes afgørelser om produkter med dobbelt anvendelse giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, eller

   

3) handler i strid med vilkår, der er fastsat i myndighedernes afgørelser om produkter med dobbelt anvendelse.«.

   

6. § 183 a affattes således:

§ 183 a. Den, som om bord på et luftfartøj eller skib ved ulovlig tvang, jf. § 260, overtager kontrollen over fartøjet eller griber ind i dettes manøvrering, straffes med fængsel indtil på livstid.

 

»§ 183 a. Den, som om bord i et luftfartøj, skib samt andet kollektivt transportmiddel eller godstransportmiddel ved ulovlig tvang, jf. § 260, overtager kontrollen over fartøjet eller køretøjet eller griber ind i dettes manøvrering, straffes med fængsel indtil livstid.«.

     

§ 192 a. Den, som i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer indfører, tilvirker, besidder, bærer, anvender eller overdrager våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnede til at forvolde betydelig skade, straffes med fængsel indtil 4 år.

 

7. I § 192 a ændres »fængsel indtil 4 år« til: »fængsel indtil 6 år«.

     
   

8. I § 192 a indsættes som stk. 2.:

   

»Stk. 2. På samme måde straffes den, der i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer udvikler eller med henblik herpå forsker i faste stoffer, væsker eller luftarter, som ved spredning virker skadevoldende, bedøvende eller irriterende.«.

     
   

9. § 306 affattes således:

§ 306. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelser af denne lov, der er begået for at skaffe den juridiske person vinding.

 

»§ 306. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel for overtrædelse af denne lov.«.

     
   

§ 2

   

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14. september 2001, foretages følgende ændringer:

     
   

1. Overskriften til kapitel 71 affattes således:

Kapitel 71

Indgreb i meddelelseshemmeligheden og observation

 

»Indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation og dataaflæsning«.

     

§ 781. Indgreb i meddelelseshemmeligheden må kun foretages, såfremt

   

1) der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt,

   

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og

   

3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 1, 125, 127, stk. 1, 193, stk. 1, 235, 245, 252, stk. 1, 266, 281, 286, stk. 1, eller 289 eller en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5.

   

    Stk. 2-5. - - -

   
     

§ 786. Det påhviler postvirksomheder og udbydere af offentlige telenet eller teletjenester at bistå politiet ved gennemførelsen af indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder ved at etablere aflytning af telefonsamtaler mv., ved at give de i § 780, stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte oplysninger samt ved at tilbageholde og udlevere forsendelser mv.

 

2. I § 786, stk. 1, udgår: »offentlige«.

    Stk. 2-3. - - -

   

    Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om økonomisk godtgørelse til de i stk. 1 nævnte virksomheder for udgifter i forbindelse med bistand til politiet til gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden.

   
     
   

3. I § 786 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

   

»Stk. 4. Det påhviler udbydere af telenet eller teletjenester at foretage registrering og opbevaring i 1 år af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling nærmere regler om denne registrering og opbevaring.

   

    Stk. 5. Justitsministeren kan efter forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætte regler om telenet- og teletjenesteudbyderes praktiske bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden.

   

Stk. 6. Overtrædelse af stk. 4, 1. pkt., straffes med bøde. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

   

    Stk. 7. For overtrædelse af bestemmelser i forskrifter, der er fastsat i medfør af stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, kan der fastsættes bestemmelser om bødestraf. Der kan endvidere fastsættes bestemmelser om at pålægge selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.

   

Stk. 4 bliver herefter stk. 8.

     
   

4. Efter § 791 a indsættes:

   

»§ 791 b. Aflæsning af ikke offentligt tilgængelige oplysninger i et informationssystem ved hjælp af programmer eller andet udstyr (dataaflæsning) kan foretages, såfremt

   

1) der er bestemte grunde til at antage, at informationssystemet anvendes af en mistænkt i forbindelse med planlagt eller begået kriminalitet som nævnt i nr. 3,

   

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og

   

3) efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 180, 183, stk. 1 og 2, 183 a, 186, stk. 1, 187, stk. 1, 191, 192 a eller 237.

   

    Stk. 2. Indgreb som nævnt i stk. 1 må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

   

    Stk. 3. Afgørelse om dataaflæsning træffes af retten ved kendelse. I kendelsen angives det informationssystem, som indgrebet angår. I øvrigt finder reglerne i § 783, stk. 1, 3. og 4. pkt., samt stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.

   

    Stk. 4. Efterfølgende underretning om et foretaget indgreb sker efter reglerne i § 788, stk. 1, 3 og 4. Underretningen gives til den, der har rådigheden over det informationssystem, der har været aflæst efter stk. 1. I øvrigt finder reglerne i § 782, stk. 2, §§ 784-785, § 789 samt § 791 tilsvarende anvendelse.«.

   

5. § 799, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

§ 799. Såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 191 eller 237, ved kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3, fraviges. Dette gælder dog ikke med hensyn til ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som nogen, der efter reglerne i § 170 er udelukket fra eller efter reglerne i § 172 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, har rådighed over.

 

»Såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 180, 183, stk. 1 og 2, 183 a, 186, stk. 1, 187, stk. 1, 191, 192 a eller 237, ved kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3, fraviges.«.

    Stk. 2. Reglerne i § 783, stk. 2 og 3, § 784, § 785 og § 788 finder anvendelse på de i stk. 1, 1. pkt., omhandlede tilfælde.

   
     
   

6. I § 799 indsættes som stk. 3:

   

»Stk. 3. Retten kan bestemme, at der inden for det tidsrum, der efter stk. 2 fastsættes i medfør af § 783, stk. 2, kan foretages gentagne ransagninger. Retten skal i den forbindelse fastsætte antallet af ransagninger. Hvis særlige grunde taler derfor, kan retten bestemme, at der kan foretages et ubestemt antal ransagninger.«.

     

§ 802. - - -

 

7. I § 802, stk. 2, nr. 2, § 805, stk. 3, og § 807 d, stk. 2, 1. pkt., ændres »og § 76 a, stk. 5,« til: »§ 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt.,«.

    Stk. 1. - - -

   

    Stk. 2. Gods, som en mistænkt ejer, kan beslaglægges, såfremt

   

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

   

2) beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen.

   

    Stk. 3-4. - - -

   
     

§ 803. Genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, kan beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage. § 189 finder tilsvarende anvendelse.

 

8. I § 803, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»Andre formuegoder, herunder penge, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, kan beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at disse formuegoder bør konfiskeres.«.

Stk. 2. - - -

   
     

§ 805. - - -

   

    Stk. 2. - - -

   

    Stk. 3. Ved beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, bødekrav eller forurettedes krav på erstatning finder reglerne i §§ 509-516 tilsvarende anvendelse.

   
     

§ 806. Afgørelse om beslaglæggelse og om pålæg om edition træffes efter politiets begæring. Begæring om beslaglæggelse til sikring af erstatningskrav kan tillige fremsættes af forurettede.

 

9. I § 806, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »kan politiet træffe beslutning om beslaglæggelse«: »og om edition«.

    Stk. 2. Afgørelsen træffes af retten ved kendelse, jf. dog stk. 7. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

   

    Stk. 3. Såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om beslaglæggelse, jf. dog stk. 4. Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes.

   

    Stk. 4. Beslaglæggelse efter § 802, stk. 3, kan kun ske efter retskendelse. Det samme gælder beslaglæggelse af trykte skrifter eller lyd- eller billedprogrammer omfattet af medieansvarsloven, i anledning af hvis indhold ansvar skal gøres gældende.

   

    Stk. 5-7. - - -

   
     

§ 807 b. Beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, og § 803, stk. 1, medfører, at der hverken ved aftale eller kreditorforfølgning kan foretages dispositioner over det beslaglagte, som er i strid med indgrebets formål.

 

10. I § 807 b, stk. 1,og § 807 d, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 803, stk. 1,« til: »§ 803, stk. 1, 1. pkt.,«.

     

    Stk. 2. Beslaglæggelse efter § 802, stk. 2, har indtil der træffes afgørelse efter § 807 d, stk. 2 og 3, samme retsvirkning som arrest, jf. kapitel 56.

 

11. I § 807 b, stk. 2, og § 807 d, stk. 2, 1.pkt., indsættes efter »§ 802, stk. 2,«: »og § 803, stk. 1, 2. pkt.,«.

§ 807 d. Rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, og § 803, stk. 1, bortfalder senest, når sagen er endeligt sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, medmindre det beslaglagte konfiskeres. Er der tvist om, til hvem tilbagelevering skal ske, kan retten efter begæring træffe bestemmelse om, til hvem beslaglagte genstande skal udleveres. Afgørelsen træffes ved kendelse.

   

    Stk. 2. Gods, der er beslaglagt efter § 802, stk. 2, eller sikkerhed, der er stillet efter § 805, stk. 2, anvendes først til fyldestgørelse af forurettedes krav på erstatning, dernæst det offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, og dernæst bødekrav.

   

    Stk. 3-5. - - -

   
     
   

§ 3

   

I lov nr. 418 af 31. maj 2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet foretages følgende ændringer:

     

§ 15. - - -

 

1. § 15, stk. 3, ophæves.

    Stk. 2. - - -

   

    Stk. 3. Forskningsministeren kan endvidere efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om udbyderens bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden.

   

§ 34. - - -

   

    Stk. 2. - - -

   

    Stk. 3. . En slutbruger kan kræve, at den pågældendes nummeroplysningsdata ikke oplyses i forbindelse med udbud af nummeroplysningstjenester. Krav herom indebærer ligeledes, at slutbrugerens nummeroplysningsdata ikke må videregives til andre.

   

    Stk. 4. Uanset stk. 3

   

1) kan nummeroplysningsdata altid videregives til andre udbydere af telenet eller teletjenester i signaleringsøjemed

   

2) skal nummeroplysningsdata altid videregives til forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste, jf. § 16, stk. 2, nr. 5.

   

    Stk. 5. Oplysninger som nævnt i stk. 4, nr. 2, kan alene videregives af forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste til brug for besvarelse af henvendelser fra den offentlige alarmtjeneste.

 

2. I § 34, stk. 5, indsættes efter »den offentlige alarmtjeneste«: »eller politiet«.

    Stk. 6. - - -

   
     
   

§ 4

§ 5. Det er forbudt uden justitsministerens tilladelse at tilvirke faste stoffer, væsker eller luftarter, som ved spredning virker skadevoldende, bedøvende eller irriterende. Justitsministeren kan fastsætte regler for opbevaring af sådanne stoffer.

 

I lov om våben og eksplosivstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 67 af 26. januar 2000, som ændret ved § 23 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, indsættes i § 5, 1. pkt., indsættes efter »tilvirke«: »og udvikle eller med henblik herpå forske i«.

     
   

§ 5

   

I lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret ved § 4 i lov nr. 280 af 25. april 2001, foretages følgende ændringer:

   

1. § 2 affattes således:

§ 2. En dansk statsborger kan ikke udleveres.

 

»§ 2. Udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske,

   

1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 6 måneder, eller

   

2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

   

    Stk. 2. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst med en anden stat fastsætte, at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat, hvis handlingen, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, og betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt.

   

    Stk. 3. Gælder der i forhold til en anden stat ikke en af de i stk. 2 nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 2, jf. stk. 1, er opfyldt, og særlige hensyn til retshåndhævelsen i øvrigt taler derfor.« .

   

2. Efter § 2 indsættes:

§ 3. Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.

 

»§ 2 a. Udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 6 måneder. Udlevering af en udlænding til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.«.

    Stk. 2. Udlevering til strafforfølgning kan kun ske, hvis der i den fremmede stat er truffet beslutning om, at den, der søges udleveret, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling.

 

3. § 3, stk. 1, ophæves.

    Stk. 3. Udlevering til fuldbyrdelse af en dom kan, medmindre andet er fastsat ved overenskomst med den pågældende stat, kun ske,

 

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 1-4.

1) hvis dommen lyder på frihedsstraf i mindst 4 måneder, eller

 

4. I § 3, stk. 3, nr. 1, der bliver stk. 2, nr. 1, ændres »frihedsstraf« til: »fængsel«.

2) hvis den dømte i henhold til dommen eller en beslutning, der er truffet med hjemmel i dommen, skal anbringes i anstalt, og opholdet her kan blive af 4 måneders varighed.

 

5. I § 3, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »betingelserne i stk. 1-3« til: »betingelserne i § 2, § 2 a og § 3, stk. 1 og 2,«.

    Stk. 4. Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene.

   

    Stk. 5. Må det på grund af særlige omstændigheder antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering for handlingen ikke finde sted.

   
     

§ 5. Udlevering for en politisk lovovertrædelse kan ikke findes sted.

   

    Stk. 2. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter.

   

    Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 og 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme.

 

6. § 5, stk. 3 og 4, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, når handlingen er omfattet af

1) artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme,

2) artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, eller

3) artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme.«.

    Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder endvidere ikke anvendelse, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger.

   
     

§ 13. Til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 75 b om beslaglæggelse, anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.

 

7. I § 13 og § 19, stk. 1, ændres »og kapitel 75 b om beslaglæggelse« til: », kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt«.

§ 19. Er en person efterlyst af myndighederne i en fremmed stat som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde udlevering efter denne lov, kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 75 b om beslaglæggelse, anvendes i samme omfang, som his anmodning om udlevering forelå, jf. § 13.

   

    Stk. 2. - - -

   
     
   

§ 6

   

I lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 og § 5 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, foretages følgende ændring:

     

§ 11. Til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, 70 om varetægtsfængsling, 72 om legemsindgreb, 73 om ransagning og 74 om beslaglæggelse og edition omhandlede retsmidler anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet. Ved afgørelsen af, om betingelserne for at anvende et af disse retsmidler er opfyldt, kan den i § 8, stk. 3, nævnte retsafgørelse lægges til grund uden yderligere prøvelse af beviserne for den pågældendes skyld.

 

1. I § 11, 1. pkt., og § 16, stk. 1, 1. pkt., ændres »og 74 om beslaglæggelse og edition« til: », 74 om beslaglæggelse og edition samt 75 a om andre efterforskningsskridt«.

     

§ 16. Er en person efterlyst af myndighederne i et af de i § 1 nævnte lande for en strafbar handling, som kan begrunde udlevering efter denne lov, kan de retsmidler, der omtales i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, 70 om varetægtsfængsling, 72 om legemsindgreb, 73 om ransagning og 74 om beslaglæggelse og edition, anvendes i overensstemmelse med reglerne i § 11. Det samme gælder, hvis myndighederne tilkendegiver, at de agter at fremsætte begæring om udlevering for en sådan handling.

   

    Stk. 2. - - -