Den fulde tekst

Fremsat den 26. november 2003 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af færdselsloven

(Klippekortsystem, skærpede sanktioner ved hastighedsovertrædelser mv.)

 

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august 2001, som ændret ved lov nr. 217 af 22. april 2002, § 3 i lov nr. 380 af 6. juni 2002, § 1 i lov nr. 1049 af 17. december 2002 og lov nr. 432 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:

1. I § 60 a, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 4,« til: »§ 126, stk. 6,«.

2. I § 60 a, stk. 1, indsættes efter »§ 126, stk. 1, nr. 1-3 eller 6,«: »eller stk. 3,«.

3. I § 60 a, stk. 2, ændres »§ 126, stk. 4,« til: »§ 126, stk. 6,«.

4. I § 60 a, stk. 3, nr. 1, ændres »§ 126, stk. 2, nr. 1,« til: »§ 126, stk. 4, nr. 1,«.

5. I § 60 a, stk. 3, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1,« til: »§ 126, stk. 1-3,«.

6. I § 60 a, stk. 3, nr. 2, indsættes efter »stk. 1, nr. 1-3,«: »eller stk. 3,«.

7. I § 60 a, stk. 3, nr. 3, indsættes efter »§ 126, stk. 1, nr. 1-3,«: »eller stk. 3,«.

8. I § 60 a, stk. 3, nr. 3, ændres »§ 126, stk. 2, nr. 3 eller 5.« til: »§ 126, stk. 4, nr. 3 eller 5.«

9. I § 118, stk. 1, ændres »jf. dog stk. 5« til: »jf. dog stk. 6«.

10. I § 118 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Ved fastsættelse af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43, jf. stk. 3, udmåles en særlig skærpet bøde ved hastighedsovertrædelser på andre veje end motorveje, hvis hastighedsoverskridelsen er på 30 pct. eller derover.«

Stk. 5-9 bliver herefter stk. 6-10.

11. I § 118, stk. 5, der bliver § 118, stk. 6, ændres »§ 126, stk. 2, nr. 1,« til: »§ 126, stk. 4, nr. 1,«.

12. I § 119, stk. 2, nr. 3, ændres »jf. § 126, stk. 4,« til: »jf. § 126, stk. 6,«.

13. I § 119 a, stk. 1, ændres: »eller om overtrædelse af reglerne om største tilladte totalvægt efter § 126, stk. 1, nr. 4,« til: »om overtrædelse af reglerne om største tilladte totalvægt i § 126, stk. 1, nr. 4, eller om overtrædelse af bestemmelserne i § 126, stk. 2 eller 3,«.

14. I § 126, stk. 1, nr. 2, ændres »70 pct.« til: »60 pct.«.

15. I § 126, stk. 1, nr. 3, ændres »70 pct.« til: »60 pct.«.

16. I § 126 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Føreren skal endvidere frakendes retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer, hvis føreren inden for en periode af tre år har gjort sig skyldig i tre forhold, der ikke i sig selv medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, men som er omfattet af

1)   § 5, stk. 2, § 15, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 16, stk. 2, § 18, stk. 1 og 2, § 21, stk. 1-3, § 22, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, § 37, stk. 4, § 80, stk. 4, § 81, stk. 3,

2)   § 4, stk. 1 og 2, hvis overtrædelsen udgør fremkørsel mod rødt lyssignal, kørsel mod kørselsretningen, overskridelse af spærrelinier eller overskridelse af ubrudt kantlinie i forbindelse med ulovlig kørsel i nødspor,

3)   § 23 eller forbud mod overhaling fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning,

4)   § 26, stk. 2-4 og 6, eller vigepligt fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning,

5)   §§ 42-43 a, eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, hvis hastighedsoverskridelsen er på mere end 30 pct., eller

6)   § 53, stk. 3, hvis alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen ikke overstiger 0,80 promille.

Stk. 3. Under samme betingelser som nævnt i stk. 2 skal retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis føreren har gjort sig skyldig i to forhold omfattet af stk. 2, og forholdene er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 4-6.

17. § 126, stk. 2, nr. 2, der bliver § 126, stk. 4, nr. 2, affattes således:

»2)   har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, nr. 1-5, eller stk. 2 eller 3,«.

18. I § 126, stk. 3, der bliver § 126, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 4«.

19. I § 126, stk. 4, der bliver § 126, stk. 6, indsættes efter »§ 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6,«: »eller stk. 3,«.

20. Efter § 133 a indsættes:

»Kapitel 18 b

Straf mv. ved ændret regulering

§ 133 b. Spørgsmålet om straf og frakendelse af førerret samt pålæggelse af kørselsforbud i anledning af hastighedsovertrædelser, jf. §§ 42-43 a, eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, afgøres efter de på gerningstidspunktet gældende regler.«

21. I § 134, stk. 4, ændres »stk. 6« til: »stk. 7«.

§ 2

Stk. 1. § 1, nr. 9-10, 14-15 og 20-21 træder i kraft den 1. juni 2004.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 1, nr. 1-8, 11-13 og 16-19.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

5

 

1.1. Lovforslagets formål

5

 

1.2. Lovforslagets indh o ld

5

2.

Klippekortsystem for kørekortindehavere

6

 

2.1. Generelt om indførelse af et klippekortsystem

6

 

2.1.1. Gældende ret

6

 

2.1.1.1. Betingelserne for frakendelse af førerret, frakendelsesform, genstand for frakendelse og retsvirkningerne af frakendelse

6

 

2.1.1.2. Særligt om § 126, stk. 1, nr. 1

10

 

2.1.1.3. Særligt om § 126, stk. 1, nr. 6

14

 

2.1.1.4. Uden- og indenretlig vedtagelse af frakendelse af førerretten efter § 119 a

15

 

2.1.1.5. Administrativ inddragelse af førerretten efter § 130

16

 

2.1.1.6. Indkaldelse til kontrollerende køreprøve samt administrativ inddragelse af førerretten efter § 60, stk. 1

16

 

2.1.2. Fremmed ret

17

 

2.1.2.1. Norge

17

 

2.1.2.2. Sverige

17

 

2.1.2.3. Finland

18

 

2.1.2.4. Island

18

 

2.1.2.5. Storbritannien

18

 

2.1.2.6. Tyskland

18

 

2.1.2.7. Italien

18

 

2.1.3. Rapport fra Arbejdsgruppen vedrørende indførelse af en klippekortordning i tilknytning til kørekort

19

 

2.1.4. Den færdselssikkerhedsmæssige effekt af et klippekortsystem

20

 

2.1.5. Justitsministeriets overvejelser

20

 

2.2. Den nærmere udformning af et klippekortsystem

21

 

2.2.1. Typer af forseelser

21

 

2.2.1.1. Arbejdsgruppens anbefaling

21

 

2.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

22

 

2.2.2. Antallet af forseelser og den tidsmæssige periode

23

 

2.2.2.1. Arbejdsgruppens anbefaling

23

 

2.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

23

 

2.2.3. Typer af trafikanter og køretøjer

25

 

2.2.3.1. Arbejdsgruppens anbefaling

25

 

2.2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

26

 

2.2.4. Forholdet til det gældende frakendelsessystem

26

 

2.2.4.1. Arbejdsgruppens anbefaling

26

 

2.2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

28

3.

Nedsættelse af den generelle grænse for betinget frakendelse af førerretten ved hastighedsovertrædelser

30

 

3.1. Gældende ret

30

 

3.2. Justitsministeriets overvejelser

31

4.

Skærpelse af bødeniveauet ved hastighedsovertrædelser i byer og på landeveje

31

 

4.1. Gældende ret

31

 

4.2. Justitsministeriets overvejelser

34

5.

Andre tiltag med henblik på øget færdselssikkerhed

36

 

5.1. Øget politikontrol

36

 

5.2. Øget brug af differentierede hastighedsgrænser

37

 

5.2.1. Gældende ret

37

 

5.2.2. Justitsministeriets overvejelser

38

 

5.3. Kampagner mv.

39

6.

Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

39

7.

Hørte myndigheder mv.

40

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Efter regeringens opfattelse er antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken uacceptabelt højt. Regeringen lægger derfor stor vægt på at nedbringe dette antal. Efter regeringens opfattelse kan en væsentlig reduktion i antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken kun nås ved brug af en række forskellige instrumenter og ved en mere hensynsfuld adfærd i trafikken.

Kørsel med for høj hastighed er en ulykkesfaktor og har endvidere væsentlig betydning for skadernes omfang i forbindelse med en ulykke. En række andre overtrædelser af færdselslovens regler har også en sådan karakter, at de generelt må betegnes som særligt trafikfarlige. Regeringen finder, at sanktionerne i forbindelse med alvorligere overtrædelser af færdselsloven i højere grad end i dag bør afspejle dette.

Regeringen foreslår på den baggrund en række initiativer, der indebærer en skærpelse af sanktionerne over for alvorligere hastighedsovertrædelser og andre grove overtrædelser af færdselsloven med henblik på at gøre det mere sikkert at færdes i trafikken. Der foreslås herudover en række yderligere tiltag, som ligeledes har til formål at få den enkelte borger til at køre med større omtanke og udvise større ansvarlighed i trafikken.

1.2. Lovforslagets indhold

Lovforslaget indeholder for det første indførelse af et klippekortsystem for kørekortindehavere, hvorefter trafikanter, der gentagne gange begår grovere overtrædelser af færdselsloven og dermed ikke udviser den fornødne omtanke og ansvarlighed i trafikken, frakendes førerretten. Lovforslaget er på dette punkt udarbejdet på grundlag af en rapport afgivet i september 2003 af Arbejdsgruppen vedrørende indførelse af en klippekortordning i tilknytning til kørekort. Der henvises nærmere til bemærkningernes punkt 2.1.3, og lovforslagets bilag 2.

Det foreslås således, at der i færdselslovens § 126 indsættes et nyt stykke 2 og 3, hvorefter førere af motorkøretøjer, hvortil der kræves kørekort, efter tre grovere forseelser inden for en periode på tre år får en betinget frakendelse af førerretten og skal op til en kontrollerende køreprøve. De forseelser, der er omfattet af klippekortsystemet, er kendetegnet ved at være trafikfarlige situationer, der ikke i sig selv medfører en frakendelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, men som dog er alvorlige nok til at have væsentlig betydning for færdselssikkerheden. For så vidt angår unge trafikanter foreslås det, at alene to grovere forseelser inden for tre år skal medføre en frakendelse, hvis forseelserne er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret. Det foreslås samtidig, at en betinget frakendelse i medfør af klippekortsystemet under samme betingelser som efter de gældende regler skal erstattes af et kørselsforbud, hvis forseelserne er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret. Det foreslås endvidere, at den eksisterende ordning, hvorefter føreren i visse tilfælde af ubetinget frakendelse af førerretten ud over kontrollerende køreprøve skal have gennemført fornyet, særlig køreundervisning, tillige skal finde anvendelse, hvis det forhold, der giver anledning til den ubetingede frakendelse, er omfattet af klippekortsystemet. Det foreslås endelig, at førerretsfrakendelser og kørselsforbud efter klippekortsystemet skal kunne afgøres ved uden- og indenretlig vedtagelse. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, 5-7, 13, 16 og 19, og bemærkningernes punkt 2.1.5., 2.2.1.2., 2.2.2.2., 2.2.3.2. og 2.2.4.2.

For det andet foreslås det, at der indføres et nyt stk. 5 i færdselslovens § 118, hvorefter der ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af hastighedsgrænserne på andre veje end motorveje udmåles en skærpet bøde, hvis hastighedsoverskridelsen har været på 30 pct. eller derover. Bestemmelsen skal danne grundlag for, at bøderne generelt forhøjes i forhold til de eksisterende bødetakster for grovere hastighedsovertrædelser i byer og på landeveje. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningernes punkt 4.2.

For det tredje foreslås det, at færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, ændres, således at den generelle, procentvise grænse for betinget frakendelse af førerretten ved overskridelse af hastighedsgrænserne med mere end 70 pct. nedsættes til 60 pct. Den faste overgrænse på 160 km i timen for betinget frakendelse af førerretten, der blev indført ved lov nr. 432 af 10. juni 2003 om ændring af færdselsloven (Motorvejshastighed, skærpet håndhævelse af hastighedsgrænserne og andre initiativer til forbedring af færdselssikkerheden), fastholdes. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14 og 15, og bemærkningernes punkt 3.2.

Lovforslaget indeholder endvidere en række yderligere tiltag til styrkelse af færdselssikkerheden, der – bortset fra den foreslåede § 133 b nedenfor – vil blive gennemført administrativt.

Der lægges for det første op til en øget politimæssig kontrolindsats. Trafikanterne skal således med henblik på en generel ændring af trafikantadfærden opleve en øget opdagelsesrisiko, idet opdagelsesrisikoen må antages at have en afgørende præventiv effekt. Der henvises til bemærkningernes punkt 5.1.

For det andet vil Justitsministeriet anmode politiet om at kontakte vejmyndighederne med henblik på at gennemgå vejnettet for at vurdere, om færdselssikkerheden kan øges ved fastsættelse af mere differentierede hastighedsgrænser, herunder om der er grundlag for lokalt at fravige de generelle hastighedsgrænser, f.eks. på skoleveje. Der henvises til bemærkningernes punkt 5.2.

Det foreslås samtidig, at der i et nyt kapitel 18 b indsættes en ny § 133 b, hvorefter spørgsmålet om straf og frakendelse af førerret samt pålæggelse af kørselsforbud i anledning af hastighedsovertrædelser, jf. §§ 42-43 a, eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, skal afgøres efter de på gerningstidspunktet gældende regler. Sager om hastighedsovertrædelser vil herefter altid skulle afgøres ud fra de hastighedsgrænser, der var gældende på gerningstidspunktet, uanset at hastighedsgrænsen på tidspunktet for forseelsens afgørelse måtte være blevet forhøjet. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20 og bemærkningernes punkt 5.2.2.

Endelig vil der som led i lovforslaget blive afsat midler til kampagne- og informationsaktiviteter, dels i forbindelse med de nye regler og sanktioner indeholdt i lovforslaget, dels på øvrige områder som generelt indebærer en færdselssikkerhedsmæssig effekt. Der henvises til bemærkningernes punkt 5.3.

2. Klippekortsystem for kørekortindehavere

2.1. Generelt om indførelse af et klippekortsystem

2.1.1. Gældende ret

Færdselsloven indeholder ikke bestemmelser om et klippekortsystem eller pointsystem for kørekortindehaveres overtrædelser af færdselslovgivningen.

Færdselslovens almindelige regler om frakendelse af førerretten findes i lovens kap. 18. §§ 125-129 regulerer spørgsmålene om betingelserne for frakendelse af førerret, valget mellem ubetinget og betinget frakendelse, genstanden for frakendelse samt retsvirkningerne af frakendelse. §§ 130-133 regulerer spørgsmålene om administrativ inddragelse, anke, generhvervelse og erstatning.

2.1.1.1. Betingelserne for frakendelse af førerret, frakendelsesform, genstand for frakendelse og retsvirkningerne af frakendelse

Efter færdselslovens § 125, stk. 1, skal retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis den pågældende har gjort sig skyldig i spirituskørsel. Frakendelsen sker ubetinget, medmindre der foreligger særlig formildende omstændigheder, hvorefter frakendelsen kan ske betinget, jf. § 125, stk. 2.

Lastbiler med tilladt totalvægt over 12.000 kg og busser med tilladt totalvægt over 10.000 kg skal som udgangspunkt være forsynet med en hastighedsbegrænsende installation. Retten til at føre køretøjer, der skal være forsynet med hastighedsbegrænser, skal i medfør af § 125 a, stk. 1, frakendes føreren, hvis den pågældende ulovligt har ført køretøjet uden hastighedsbegrænser eller har foretaget et uautoriseret, konstruktivt indgreb i hastighedsbegrænseren eller føreren vidste eller burde have vidst, at der er foretaget et sådant indgreb. Det samme gælder, hvis føreren har betjent køretøjet på en sådan måde, at hastighedsbegrænseren gøres uvirksom. Frakendelsen sker ubetinget, medmindre der foreligger særlig formildende omstændigheder, hvorefter frakendelsen kan ske betinget, jf. § 125 a, stk. 2.

Efter § 126, stk. 1, frakendes førerretten betinget,

1)   hvis føreren under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden volder skade på person eller ting eller fremkalder fare herfor (§ 126, stk. 1, nr. 1),

2)   overskrider de tilladte hastighedsgrænser med mere end 70 pct. (§ 126, stk. 1, nr. 2),

3)   overskrider de tilladte hastighedsgrænser med mere end 70 pct. for hastighedsgrænser på højst 30 km i timen eller med mere end 40 pct. for hastighedsgrænser på over 30 km i timen for så vidt angår tunge køretøjer og køretøjer med påhængsvogn (§ 126, stk. 1, nr. 3),

4)   overskrider den største tilladte totalvægt med mere end 30 pct. for så vidt angår tunge køretøjer (§ 126, stk. 1, nr. 4),

5)   gør sig skyldig i promillekørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen over 0,80 promille (§ 126, stk. 1, nr. 5), eller

6)   hvis frakendelse findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj (§ 126, stk. 1, nr. 6).

Som nævnt sker frakendelsen i disse tilfælde betinget. Foreligger der visse nærmere i § 126, stk. 2, angivne skærpende omstændigheder, sker frakendelsen imidlertid ubetinget. En betinget frakendelse efter § 126, stk. 1, skal således i medfør af § 126, stk. 2, erstattes af en ubetinget frakendelse,

1)   hvis føreren forsætlig har voldt skade på andres person eller ting, forsætlig har fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde (§ 126, stk. 2, nr. 1),

2)   hvis føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig medfører en betinget frakendelse efter stk. 1, nr. 1-5 (§ 126, stk. 2, nr. 2),

3)   hvis føreren tidligere er frakendt førerretten betinget, og føreren inden for prøvetiden begår et nyt forhold, der medfører betinget frakendelse (§ 126, stk. 2, nr. 3),

4)   hvis føreren tidligere er pålagt kørselsforbud, og føreren inden for tre år efter kørselsforbudet blev pålagt begår et nyt forhold, der medfører betinget frakendelse (§ 126, stk. 2, nr. 4), eller

5)   hvis føreren tidligere er frakendt førerretten ubetinget, og den pågældende inden for fem år efter udløbet af frakendelsestiden begår et nyt forhold, der medfører betinget frakendelse (§ 126, stk. 2, nr. 5).

Under særlig formildende omstændigheder kan der dog i de i § 126, stk. 2, nævnte tilfælde ske betinget frakendelse, jf. bestemmelsens stk. 3.

Bestemmelsen i § 126, stk. 2, nr. 2, vedrører situationer, hvor der foreligger samtidig pådømmelse af flere kørsler, der bedømt hver for sig kun ville medføre betinget frakendelse. I sådanne tilfælde skal der i medfør af § 126, stk. 2, nr. 2, fastsættes en fælles ubetinget frakendelse. Hvis der foreligger en forseelse, der isoleret set skal medføre en betinget frakendelse, til samtidig pådømmelse med en forseelse, der isoleret set medfører en ubetinget frakendelse, skal der tillige efter princippet i § 126, stk. 2, nr. 2, fastsættes en fælles ubetinget frakendelse.

Når en frakendelse i øvrigt skærpes alene med den begrundelse, at føreren tidligere er frakendt førerretten betinget eller ubetinget eller pålagt kørselsforbud, siges den tidligere frakendelse at blive tillagt gentagelsesvirkning.

Skærpelsen kan vise sig på to måder. Den kan for det første påvirke valget mellem ubetinget og betinget frakendelse, idet frakendelsen på grund af fortilfælde gøres ubetinget i et tilfælde, hvor den ellers ville have været betinget. Denne situation er reguleret i færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 3-5. For det andet kan gentagelsesvirkningen bestå i, at udmålingen af frakendelsestiden for en frakendelse, der allerede isoleret set er ubetinget, skærpes. Denne situation er praksisbestemt, og gentagelsesvirkningen er her ikke obligatorisk.

For så vidt angår valget mellem ubetinget og betinget frakendelse følger det af § 128, at der til en betinget frakendelse som udgangspunkt er knyttet tre års prøvetid. Begår den dømte i prøvetiden et nyt forhold, der medfører frakendelse af førerretten, udmåles der i medfør af § 129 en frakendelsestid for den tidligere forseelse, som lægges sammen med den frakendelsestid, der skal udmåles for den aktuelle forseelse, således at der nu fastlægges en fælles frakendelsestid for begge forseelser. Denne frakendelse skal i medfør af § 126, stk. 2, nr. 3, som udgangspunkt være ubetinget. Skærpelsen til en fælles ubetinget frakendelse er obligatorisk, bortset fra tilfælde med særlige formildende omstændigheder, jf. § 126, stk. 3.

Er føreren tidligere frakendt førerretten ubetinget, og begår den pågældende inden fem år efter udløbet af frakendelsestiden en ny forseelse, der isoleret set medfører en betinget frakendelse, følger det af § 126, stk. 2, nr. 5, at den betingede frakendelse for den aktuelle forseelse skal erstattes af en ubetinget frakendelse.

Bestemmelsen i § 126, stk. 2, nr. 4, om betydningen af et tidligere pålagt kørselsforbud, følger samme systematik som bestemmelserne i § 126, stk. 2, nr. 3.

Ved lov nr. 498 af 7. juni 2001 er som ny bestemmelse indsat § 126, stk. 4, hvorefter der indtræder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse, hvis forseelsen er omfattet af § 125, stk. 2, 2. pkt. eller § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6, og forseelsen er begået inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. marts 2002, jf. bekendtgørelse nr. 1084 af 18. december 2001. Bestemmelsen har ifølge forarbejderne til formål at mindske antallet af trafikulykker, særligt blandt nye, unge bilister, idet analyser viser, at denne gruppe er stærkt overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne.

Ved lov nr. 432 af 10. juni 2003 blev den tidsmæssige periode i § 126, stk. 4, forlænget fra to til tre år, således at et kørselsforbud træder i stedet for en betinget frakendelse i medfør af § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6, hvis forseelsen er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. september 2003. Forlængelsen af prøveperioden indebærer, at en førstegangserhverver vil være mindst 21 år, når prøvetiden udløber. Formålet med forlængelsen af prøveperioden er ifølge lovens forarbejder at give ordningen med kørselsforbud større færdselssikkerhedsmæssig effekt og gennemslagskraft.

Falder kørslen materielt inden for de nævnte tilfælde i § 125, stk. 1, § 125 a, stk. 1 og § 126, stk. 1, er det principielle udgangspunkt, at frakendelse er obligatorisk, jf. herved ordene »skal frakendes«. Dette princip er dog som følge af de almindelige regler om den indbyrdes afgrænsning mellem domstolenes og anklagemyndighedens kompetence undergivet visse begrænsninger. Hvis det er fastslået, at en konkret kørsel er omfattet af frakendelsesreglerne og derfor skal medføre frakendelse, beror valget imidlertid i realiteten alene mellem betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten.

Efter bestemmelserne i § 125, stk. 1, § 125 a, stk. 1, og § 126, stk. 1, er det retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, der frakendes, hvilket vil sige retten til at føre bil, motorcykel, registreringspligtig knallert, traktor og motorredskab.

Der er ikke hjemmel til at udvide frakendelsen til at omfatte ikke-registreringspligtig knallert, cykel eller hest. Der er ej heller hjemmel til at begrænse frakendelsen til kun at omfatte visse af de køretøjskategorier, hvortil der kræves kørekort, eller til kun at omfatte visse former for kørsel, f.eks. privatkørsel.

Frakendelse sker hos føreren af køretøjet og kan ikke udstrækkes til at omfatte personer, der ikke selv har ført køretøjet, f.eks. ejeren, brugeren eller personer, der har medvirket til kørslen. Passagerer, der griber ind i kørslen, vil dog i den forbindelse blive betragtet som fører af køretøjet. Frakendelse er ikke betinget af tilregnelighed hos føreren og kan derfor finde sted, selv om føreren ikke straffes som følge af utilregnelighed, jf. straffelovens § 16 om personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed.

Førerretten kan ligeledes frakendes, selv om den pågældende ikke i forvejen har erhvervet førerret (herunder unge under 18 år), idet afgørelsen dog i sådanne tilfælde vil indebære frakendelse af retten til at erhverve førerret.

Frakendelse af førerretten kan endvidere kun ske i anledning af en kørsel, som har fundet sted med et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, jf. herved ordene »skal frakendes føreren af et sådant køretøj« i lovens § 125, stk. 1, § 125 a, stk. 1 og § 126, stk. 1.

Endelig er det en betingelse for frakendelse af førerretten, at kørslen har fundet sted på færdselslovens område, jf. færdselslovens § 1.

Retsvirkningerne af en frakendelse beror på, om frakendelsen er ubetinget, betinget, eller om der er pålagt kørselsforbud.

En ubetinget frakendelse medfører, at føreren ikke må føre et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og overtrædelse heraf straffes efter færdselslovens § 117, stk. 6, om kørsel i frakendelsestiden.

Er førerretten frakendt ubetinget, kan denne efter frakendelsestidens udløb ifølge færdselslovens § 60, stk. 2, kun generhverves, såfremt den pågældende aflægger og består en kontrollerende køreprøve. Der skal ikke aflægges kontrollerende køreprøve, hvis den domfældte har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, og køreprøven er bestået inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om generhvervelse af kørekort.

Ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 blev der indsat et nyt pkt. i færdselslovens § 60, stk. 2. Har førerretten herefter været frakendt ubetinget som følge af spiritus- eller promillekørsel, kan retten efter frakendelsestidens udløb kun generhverves, hvis ansøgeren forinden har modtaget fornyet, særlig køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve. Ved lov nr. 498 af 7. juni 2001 er det præciseret, at den fornyede særlige køreundervisning, der skal gennemføres i disse tilfælde, skal have karakter af et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus).

Ved loven blev endvidere indsat en ny § 60 a. Ifølge bestemmelsens stk. 3 er generhvervelse af førerretten betinget af, at føreren gennemfører fornyet, særlig køreundervisning samt består en kontrollerende køreprøve, hvis den pågældende inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret har begået en forseelse, der har medført en ubetinget frakendelse efter § 126, stk. 2, nr. 1, om særlig hensynsløs kørsel. Føreren skal endvidere have gennemført fornyet, særlig køreundervisning og have bestået en kontrollerende køreprøve, hvis den pågældende inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret har begået flere forseelser, der har medført en ubetinget frakendelse efter § 126, stk. 2, nr. 2, om flere forhold til samtidig pådømmelse, og én af forseelserne er omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3 (tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og hastighedsovertrædelser), og denne er begået inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret. Endelig skal føreren have gennemført fornyet, særlig køreundervisning og have bestået en kontrollerende køreprøve, hvis den pågældende inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret har gjort sig skyldig i forhold, der er omfattet af § 126, stk. 1-3 (tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og hastighedsovertrædelser), og som medfører en ubetinget frakendelse af førerretten efter § 126, stk. 2, nr. 3 eller 5, fordi forseelsen er begået i prøvetiden for en tidligere betinget frakendelse eller inden fem år efter udløbet af frakendelsestiden for en tidligere ubetinget frakendelse. Den fornyede, særlige køreundervisning består af udvalgte dele af Rigspolitichefens undervisningsplan for køreuddannelserne. Bestemmelserne trådte i kraft den 1. marts 2002, jf. bekendtgørelse nr. 1084 af 18. december 2001.

Ved lov nr. 432 af 10. juni 2003 blev den tidsmæssige periode i § 60 a, stk. 3, og § 126, stk. 4, forlænget fra to til tre år, således at føreren i visse tilfælde af ubetinget frakendelse af førerretten som følge af forseelser, der har fundet sted inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret, ud over kontrollerende køreprøve skal have gennemført fornyet, særlig køreundervisning. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. september 2003.

En betinget frakendelse af førerretten indebærer ikke et forbud mod at føre motordrevet køretøj. I tilfælde af en ny frakendelsesbegrundende kørsel i prøvetiden udløses den betingede frakendelse imidlertid, og der fastsættes herefter en frakendelse, der omfatter både den tidligere og den aktuelle kørsel, og som almindeligvis skal være ubetinget, jf. § 129 og § 126, stk. 2, nr. 3. Hvis der foreligger særlig formildende omstændigheder, er der dog også i disse tilfælde mulighed for alene at fastsætte en betinget frakendelse, jf. § 126, stk. 3.

Er førerretten frakendt betinget, skal den pågældende i henhold til færdselslovens § 60, stk. 3, inden for en frist, der fastsættes af politiet, aflægge en kontrollerende køreprøve. Der skal dog ikke aflægges kontrollerende køreprøve, hvis føreren af andre årsager har bestået en køreprøve efter det tidspunkt, hvor vedkommende begik den forseelse, der medførte den betingede frakendelse. Efter bestemmelsen inddrages førerretten, hvis prøven enten ikke bestås, eller hvis vedkommende undlader at medvirke til den. Baggrunden for, at der i disse tilfælde stilles krav om aflæggelse af en kontrollerende køreprøve er, at den begåede overtrædelse af færdselsloven ofte vil være udtryk for, at føreren ikke længere er i besiddelse af de færdigheder, der er fornødne for at kunne føre motordrevet køretøj på betryggende måde.

Et kørselsforbud pålagt i medfør af § 126, stk. 4, om visse forseelser begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret, medfører, at førerens ret til at føre de i § 125 nævnte køretøjer inddrages. Føreren må herefter først føre disse køretøjer, når fornyet særlig køreundervisning eller kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus) er gennemført og kontrollerende køreprøve bestået, jf. § 60 a, stk. 1 og 2. Kørselsforbudet er således en skærpelse i forhold til den betingede frakendelse, der ellers ville være sanktionen i medfør af § 125, stk. 2, 2. pkt., og § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 og 6. Overtrædelse af et kørselsforbud kan straffes efter § 117, stk. 5, jf. § 56, stk. 1, som kørsel uden at have erhvervet kørekort.

En kontrollerende køreprøve, der skal aflægges i anledning af ubetinget og betinget frakendelse af førerretten samt i anledning af et kørselsforbud, består af en teoretisk og en praktisk prøve og gennemføres efter samme retningslinier som en almindelig køreprøve.

I medfør af § 47, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 801 af 22. september 2003 om kørekort gennemføres den kontrollerende køreprøve som udgangspunkt i overensstemmelse med bestemmelserne for kategori B (almindelig bil). Hvis prøven er begrundet i vedkommendes kørsel med en anden kategori, kan politiet i medfør af bekendtgørelsens § 49, stk. 1, dog bestemme, at prøven skal aflægges i denne kategori, forudsat at ansøgeren har eller har haft kørekort til den pågældende kategori. Hvis prøven bestås, udstedes kørekort til de tidligere erhvervede kategorier.

Det følger af bekendtgørelsens § 49, stk. 2, at hvis den kontrollerende køreprøve ikke bestås senest ved tredje prøve, skal eventuelle yderligere prøver aflægges i samtlige de kategorier, som kørekortindehaveren ønsker at generhverve/bibeholde. Det samme gælder efter bestemmelsens stk. 3, bl.a. hvis førerretten har været inddraget eller frakendt i tre år eller mere, eller hvis der ved berammelsen af dén kontrollerende køreprøve, som bestås, er forløbet mere end tre år efter frakendelses- eller inddragelsesperiodens begyndelse.

2.1.1.2. Særligt om § 126, stk. 1, nr. 1

Efter bestemmelsen skal førerretten frakendes betinget, hvis føreren under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor. Bestemmelsen omfatter, hvad der undertiden i daglig tale kaldes »groft uforsvarlig kørsel«.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at der med udtrykket »under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden« for det første sigtes til tilfælde, hvor grundlæggende og sikkerhedsmæssigt betydningsfulde færdselsregler er tilsidesat. Tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden vil endvidere kunne foreligge, hvor kørslen – selv om der ikke er tale om overtrædelse af fundamentale færdselsregler – må karakteriseres som hensynsløs, hasarderet eller chancepræget.

I begge situationer kræves det tillige, at kørslen har voldt skade eller fremkaldt fare herfor. Med bestemmelsen om farefremkaldelse stilles der dog ikke krav om, at der nødvendigvis skal foreligge en aktuel fare. Det vil efter omstændighederne være tilstrækkeligt, at der ved overtrædelsen af den pågældende færdselsregel typisk skabes en farlig situation. F.eks. vil overhaling under overskridelse af dobbelte spærrelinier ofte være karakteriseret ved, at selv om der ikke fremkaldes nogen konkret overhængende fare, er forseelsen egnet til at fremkalde fare. Det afgørende er således, om kørslen er egnet til at fremkalde en konkret faresituation, men ikke om denne situation rent faktisk opstår.

I forbindelse med udarbejdelse af lovforslaget til færdselsloven fra 1976 (lov nr. 287 af 10. juni 1976), ved hvilken lov den betingede førerretsfrakendelse blev indført som sanktion, blev det overvejet, om reglerne kunne formuleres således, at der ikke skulle ske førerretsfrakendelse i anledning af de såkaldte »klapfejl«. Klapfejl er karakteriseret ved, at det mulige undskyldelige moment fortrinsvis beror på førerens forhold, f.eks. et øjebliks uopmærksomhed eller misopfattelse af færdselssituationen, uden at der foreligger en forklaring i de ydre forhold, f.eks. en særlig uoverskuelig trafiksituation. I modsætning hertil står de tilfælde, hvor mulige undskyldelige momenter navnlig beror på trafikforholdene.

Det blev imidlertid afvist, at der ikke skulle ske førerretsfrakendelse i anledning af klapfejl. Det fremgår af lovens forarbejder, at det for det første ville være meget vanskeligt at udforme kriteriet således, at klapfejl blev undtaget samtidig med, at adgangen til frakendelse blev opretholdt i de situationer, hvor føreren havde taget en chance eller på anden måde bevidst tilsidesat hensynet til andre trafikanter. Det blev fundet betænkeligt at give afkald på frakendelse af førerret som sanktion i situationer, hvor der vel ikke er udvist et stærkt dadelværdigt forhold, men hvor der i forbindelse med uagtsomhed dog foreligger en objektivt set farlig kørsel, og at der med forslaget om indførelse af begrebet betinget frakendelse blev mulighed for en mildere bedømmelse af disse fejl.

Retsstillingen er således, at der principielt skal ske frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, ved sådanne fejl.

Til brug for overvejelserne om, hvilke færdselsforseelser der skal være omfattet af et klippekortsystem, redegøres nedenfor for, hvordan en række forskellige situationer med overtrædelse af visse af færdselslovens bestemmelser bedømmes i forhold til frakendelsesspørgsmålet efter § 126, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til side 48-57 i rapporten fra Arbejdsgruppen vedrørende indførelse af en klippekortordning i tilknytning til kørekort, jf. nærmere bemærkningernes punkt 2.1.3, og lovforslagets bilag 2.

a)   Fremkørsel mod rødt lyssignal (§ 4, stk. 1 og 2)

Det fremgår af § 4, stk. 1, at trafikanter skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg eller på anden måde. Endvidere skal trafikanterne i medfør af stk. 2 efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives af politiet eller andre, som justitsministeren har bemyndiget til at regulere færdslen.

Bestemmelserne om betydningen af færdselstavler mv. findes i bekendtgørelse nr. 590 af 24. juni 1992 om vejafmærkning (vejafmærkningsbekendtgørelsen), som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 293 af 24. april 2001, med tilhørende cirkulære nr. 3 af 7. januar 1998 om vejafmærkning (vejafmærkningscirkulæret). Bestemmelserne om kørsel over for rødt og gult lys findes i vejafmærkningsbekendtgørelsens § 54, X 11, X 12, og X 19.

Praksis på området viser, at der stort set aldrig forekommer sager med kørsel over for gult lys.

Praksis viser endvidere, at i stort set alle frakendelsessager resulterede kørsel over for rødt lys i skade (trafikuheld), og i disse tilfælde sker der frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1. Ved påkørsel af fodgænger i fodgængerfelt, høj hastighed, alvorlig personskade og forsætlig rødkørsel kan der endvidere ske ubetinget frakendelse i medfør af § 126, stk. 2, nr.1.

I tilfælde af fremkørsel mod rødt lyssignal vil der tillige i langt de fleste tilfælde ske frakendelse af førerretten, selv om der ikke er sket skade, men hvor rødkørslen har medført fare for skade. Sagens konkrete omstændigheder, f.eks. langsom fremkørsel, ukendskab til stedet eller krydsets komplicerede karakter, kan dog medføre, at der ikke sker frakendelse af førerretten. Den manglende frakendelse er i disse tilfælde begrundet med, at der konkret ikke skønnes at være tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.

b)   Kørsel over jernbanespor (§ 5, stk. 2)

Det følger af bestemmelsen, at trafikanter ikke må passere jernbaneoverkørsel, når pligt til standsning er tilkendegivet ved signalanlæg, bomme er lukkede, eller mens bomme lukkes eller åbnes, eller jernbanens personale tilkendegiver, at tog nærmer sig.

Praksis på området er begrænset, men situationen kan sammenlignes med fremkørsel mod rødt lyssignal.

c)   Kørsel med for kort afstand til forankørende (§ 15, stk. 3, 1. pkt.)

Det følger af bestemmelsen, at afstanden til forankørende skal afpasses på en sådan måde, at der ikke er fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standser, eller dets hastighed nedsættes. Der findes ingen faste regler for, hvor stor en sikkerhedsafstand bagvedkørende skal holde til forankørende. De væsentligste faktorer ved bedømmelsen af dette spørgsmål er hastigheden samt vej- og vejrforhold.

I henhold til praksis rejses der alene sigtelse efter bestemmelsen i tilfælde af decideret farlig og hasarderet kørsel, men ikke i tilfælde af »harmonikasammenstød«, der skyldes for kort afstand til den foran kørende. Praksis viser endvidere, at der i de tilfælde, hvor sigtelse rejses, i langt de fleste sager sker frakendelse i medfør af § 126, stk. 1, nr. 1, og i nogle tilfælde efter stk. 2, nr. 1.

d)   Kørsel venstre om helleanlæg (§ 15, stk. 4)

Det følger af bestemmelsen, at kørende skal holde til højre for helleanlæg, færdselsfyr og lignende, der er anlagt eller anbragt på kørebanen. Kørende kan dog køre venstre om, hvis dette er tilkendegivet ved afmærkning, eller indretningen er beliggende på kørebaner med ensrettet færdsel.

Sager om overtrædelse af § 15, stk. 4, forekommer i praksis som oftest i sammenhæng med andre forseelser begået ved samme kørsel, f.eks. overskridelse af hastighedsgrænserne i §§ 42-43 a og uforsvarlig overhaling efter § 21. Det kan derfor være vanskeligt at vurdere, i hvilket omfang en overtrædelse af § 15, stk. 4, i sig selv vil medføre en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1.

e)   Ændring af færdselsretning og placering mv. (§ 16, stk. 2, og § 18, stk. 1 og 2)

Det følger af bestemmelserne, at kørende før ændring af færdselsretningen i vejkryds, før vending eller bakning i øvrigt, før igangsætning fra kanten af vejen, før vognbaneskift eller anden ændring af køretøjets placering til siden samt ved standsning eller hurtig nedsættelse af hastigheden skal sikre sig, at dette kan ske uden fare eller unødig ulempe for andre.

Praksis viser, at der kan ske frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, i disse tilfælde. I de fleste tilfælde har der foreligget skade (trafikuheld). Sagens konkrete omstændigheder, f.eks. væsentlige indicier for, at modparten har kørt betydeligt hurtigere end tilladt eller har udvist betydelig uagtsomhed, kan dog medføre, at der ikke sker frakendelse af førerretten.

f)   Overskridelse af spærrelinier ved overhaling (§ 4, stk. 1)

Det følger bl.a. af bestemmelsen, at kørende skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved afmærkning på kørebanen. Afmærkning med spærrelinie betyder efter vejafmærkningsbekendtgørelsens § 44, Q 44, at den angivne adskillelse mellem vognbaner ikke må overskrides eller krydses af kørende, heller ikke ved vending, svingning i vejkryds, indkørsel til ejendom eller lignende. Hvor særlige forhold, f.eks. vejarbejde eller standset eller parkeret køretøj, gør det nødvendigt, kan linien dog overskrides under udvisning af særlig agtpågivenhed.

Praksis på området viser, at der i sager, hvor overskridelsen af spærrelinierne medfører skade (trafikuheld) eller fare for skade for medtrafikanter, altid sker frakendelse. I sager uden skade eller fare for skade for medtrafikanter, sker frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, når overskridelsen har fundet sted med begge hjulpar og længere end 100 m, og hvor der eventuelt har foreligget mere end én overhaling. I tilfælde med overskridelse af dobbelte spærrelinier på en strækning længere end 100 m er den abstrakte faresituation således tilstrækkelig til en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1. Sagens konkrete omstændigheder, f.eks. vejens overskuelighed over en lang strækning og dermed godt udsyn under hele overhalingen, eller at spærrelinierne er anlagt af færdselstekniske grunde, kan dog medføre, at der ikke sker frakendelse af førerretten.

g)   Tilsidesættelse af reglerne om overhaling og forbud mod overhaling (§ 21, stk. 1-3 og § 23)

Foretages der overhaling på strækninger, hvor der ikke er spærrelinier, vil overhalingen som udgangspunkt være lovlig.

Det fremgår dog af § 21, stk. 1, at overhaling skal ske til venstre. Det fremgår videre af stk. 2, at kørende, der vil overhale, skal sikre sig, at det kan ske uden fare, herunder særligt, at den pågældende vognbane på en tilstrækkelig lang strækning er fri for modkørende færdsel, at den forankørende ikke giver tegn til overhaling, at bagfrakommende køretøjer ikke har påbegyndt en overhaling, og at det efter overhalingen utvivlsomt er muligt at føre køretøjet ind i trafikstrømmen uden ulempe. Opstår der i forbindelse med tilsidesættelse af disse betingelser for overhaling skade (trafikuheld) eller fare for skade for de øvrige trafikanter, viser praksis, at der sker frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, som i de groveste tilfælde er ubetinget efter § 126, stk. 2, nr. 1. I sager uden skade eller fare for skade for medtrafikanter kan sagens konkrete omstændigheder, f.eks. vejens overskuelighed over en lang strækning og dermed godt udsyn under hele overhalingen, eller at overhalingen er gennemført over en kort strækning, medføre, at der ikke sker frakendelse af førerretten.

I henhold til § 23 må overhaling som udgangspunkt ikke foretages umiddelbart foran eller i vejkryds og aldrig umiddelbart foran eller på en jernbaneoverkørsel, eller når oversigten foran eller på uoverskuelig bakke eller i vejkurve er begrænset. I sidstnævnte tilfælde må overhaling dog ske, hvis kørebanen i kørselsretningen har mindst to vognbaner, hvor modkørende færdsel ikke må forekomme. Disse overhalingsforbud vil ofte være kombineret med placering af dobbelte spærrelinier på kørebanen, jf. ovenfor, men afmærkning med spærrelinier er i øvrigt ikke i sig selv afgørende for, om overhaling på en strækning er forbudt. For så vidt angår frakendelsesspørgsmålet henvises til det ovenfor vedrørende § 21, stk. 1 og 2, anførte.

h)   Øget hastighed ved overhaling (§ 22, stk. 1)

Det følger af bestemmelsen, at når en forankørende bliver opmærksom på, at en bagfrakommende vil overhale til venstre, skal den pågældende holde så langt til højre som muligt og må ikke øge hastigheden.

Praksis på området er begrænset, men det synes at fremgå heraf, at der i situationer, hvor den overhalede øger hastigheden, altid sker frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, og at frakendelsen i visse tilfælde sker ubetinget efter § 126, stk. 2, nr. 1.

i)   Forbikørsel/slalomkørsel (§ 24, stk. 1)

Det følger af bestemmelsen, at i tilfælde, hvor færdslen er tæt og fremføres i flere rækker med en hastighed, der bestemmes af de forankørende, må der ikke skiftes vognbane, medmindre det er påkrævet efter § 16, stk. 1 (svingning ved vejkryds), § 17, stk. 1 (kørsel over eller bort fra kørebanen uden for vejkryds), § 18, stk. 3-5 (til- og frakørsel via særlig vognbane samt formindskning af vognbaner i samme færdselsretning), eller det sker for at parkere eller standse.

Sager om overtrædelse af § 24, stk. 1, forekommer i praksis som oftest i sammenhæng med andre forseelser begået ved samme kørsel, f.eks. uforsvarlig overhaling efter § 21 og uforsvarlig vognbaneskift efter § 18, stk. 2. Det kan derfor være vanskeligt at vurdere, i hvilket omfang en overtrædelse af § 24, stk. 1, i sig selv vil medføre en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1.

j)   Overhaling ved fodgængerfelt (§ 25)

Det følger af bestemmelsen, at kørende, som nærmer sig et fodgængerfelt, ikke må foretage overhaling eller forbikørsel af et andet køretøj, hvis dette køretøj hindrer fuldt udsyn over fodgængerfeltet. Overtrædelse af bestemmelsen er således betinget af, at der ikke er fuldt udsyn i forbindelse med forbikørslen eller overhalingen.

Sager om overtrædelse af § 25 forekommer i praksis som oftest i sammenhæng med andre forseelser begået ved samme kørsel, f.eks. overskridelse af hastighedsgrænserne i §§ 42-43 a og undladelse af at holde tilbage for fodgængere i fodgængerfelt efter § 27, stk. 6 og 7. Det kan derfor være vanskeligt at vurdere, i hvilket omfang en overtrædelse af § 25 i sig selv vil medføre en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1.

k)   Tilsidesættelse af vigepligt (§ 26, stk. 2-4 og 6)

§ 26, stk. 2-4, omhandler to former for vigepligt; dels ubetinget vigepligt (stk. 2 og 3), dels højrevigepligt (stk. 4). Endvidere fremgår det, at bilisten har vigepligt for henholdsvis cyklister og knallertkørere og modkørende færdsel i forbindelse med højre- og venstresving (stk. 6).

Det fremgår af § 26, stk. 2, at den kørende ved kørsel ind på eller over en vej har vigepligt for den kørende færdsel fra begge sider (ubetinget vigepligt), hvis dette er tilkendegivet ved afmærkning i medfør af § 95.

Den ubetingede vigepligt efter § 26, stk. 2, kan markeres med »fuldt stop« ved tavle B 13. Tavlen anvendes normalt sammen med kørebaneafmærkning S 13 (stoplinie). Tavlen angiver, at kørende har ubetinget vigepligt og skal stoppe før fremkørsel i et kryds eller over jernbanespor.

Tilkendegivelse af ubetinget vigepligt ved afmærkning med »fuldt stop« og/eller »stoplinie« stiller krav om særlig agtpågivenhed, og fremkørsel med uheld til følge vil derfor normalt altid medføre frakendelse, selv om føreren forinden er standset helt op.

Den ubetingede vigepligt kan endvidere markeres med »ubetinget vigepligt« ved tavlen B 11 (trekant på spidsen). Tavlen anvendes normalt sammen med vigelinie S 11 (hajtænder). Tavlen angiver, at trafikanter har vigepligt for den kørende færdsel fra begge sider.

Det fremgår af praksis, at der som hovedregel sker frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, i tilfælde, hvor tiltalte efter at have passeret hajtænderne forvolder skade. Der kan ligeledes ske frakendelse, selv om der alene er opstået fare for skade. Konkrete omstændigheder, f.eks. at tiltalte har holdt stille ved hajtænderne, er kørt langsomt frem, at overskridelsen er sket i et mindre eller ringe befærdet kryds, hvor trafik med højere hastighed ikke kan forventes, at hajtænderne er delvis udviskede, eller at udsynet er nedsat kan – selv om der er voldt skade – i visse tilfælde medføre frifindelse for frakendelsespåstanden.

Det fremgår af § 26, stk. 3, at der gælder ubetinget vigepligt ved udkørsel fra parkeringsplads, ejendom eller grundstykke, tankstation eller andet lignende område uden for vej, fra sti, gågade, markvej eller lignende og ved enhver udkørsel fra vej, der sker over fortov, cykelsti eller rabat, som er hævet over kørebanen på den vej, der køres ind på. Bestemmelsen opregner de tilfælde, hvor der gælder ubetinget vigepligt uden særlig afmærkning.

Synspunktet bag reglen er, at de kørende normalt ikke vil være i tvivl om, at de ved udkørsel fra de nævnte områder og veje bør holde tilbage for færdslen fra begge sider. Det fremgår imidlertid af vejafmærkningsbekendtgørelsen, at den ubetingede vigepligt efter stk. 3 i en lang række tilfælde bør tydeliggøres gennem afmærkning. Afmærkning kan således alene udelades, hvor den ubetingede vigepligt tydeligt fremgår af vejudformningen.

Praksis på området tyder på, at det væsentlige for frakendelsesspørgsmålet er, om tiltalte holdt stille før udkørslen. Er dette ikke tilfældet, sker der i hvert fald ved udkørsel med uheld til følge en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1.

Hvis der ikke gælder ubetinget vigepligt efter § 26, stk. 2 eller 3, gælder der i medfør af § 26, stk. 4, højre vigepligt, når kørendes færdselsretninger skærer hinanden. Ved højre vigepligt har føreren af det køretøj, der har det andet køretøj på sin højre side, vigepligten. Højre vigepligt er kendetegnet ved, at der ikke er afmærkning.

Der findes ikke nyere retspraksis vedrørende tilsidesættelse af højre vigepligt, men efter ældre retspraksis sker der ikke frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, i disse tilfælde.

Det fremgår bl.a. af § 26, stk. 6, at kørende ikke må svinge til venstre, før det kan ske uden ulempe for modkørende færdsel. Det fremgår videre, at de kørende ved svingning til højre ikke må være til ulempe for cyklister og knallertkørere, der kører lige ud.

Praksis viser, at i tilfælde, hvor der svinges til højre, uden at der standses op, og dette forårsager sammenstød med cyklist eller knallertkører, frakendes førerretten efter § 126, stk. 1, nr. 1. Det samme er tilfældet, hvis føreren har holdt stille og har set cyklisten/knallertføreren, men ment at kunne fortsætte sit højresving. Konkrete omstændigheder, som for eksempel at tiltalte svinger langsomt samtidig med, at den pågældende orienterer sig, modpartens hastighed og skadens omfang, kan dog få betydning for frakendelsesspørgsmålet.

Hvis der forårsages uheld ved svingning til venstre på »hurtig« vej (hovedvej, motortrafikvej eller anden vej til hurtigkørende trafik), frakendes førerretten, uanset om føreren har holdt stille inden svingningen. I andre tilfælde (svingning på »ikke-hurtig« vej) er hovedreglen, at der sker frakendelse. Konkrete omstændigheder, som for eksempel at tiltalte har holdt stille før svingning, langsom fremkørsel og dårlige oversigtsforhold, kan have betydning for frakendelsesspørgsmålet.

l)   Tilsidesættelse af forbud mod kap- og væddekørsel (§ 37, stk. 4)

Det fremgår af § 37, i hvilke tilfælde politiet eller justitsministeren kan tillade cykel- og motorløb.

Cykelløb må således kun finde sted med politiets tilladelse, ligesom justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om gennemførelse af motionsløb for cyklister. Det kræver tillige politiets tilladelse at afholde motorløb på bane uden for vej.

Endvidere kan justitsministeren tillade, at et internationalt motorløb passerer dansk område, at der afholdes orienteringsløb og præcisionsløb med motorkøretøjer og knallerter, og at der undtagelsesvis afholdes hastighedskonkurrencer på mindre betydende og mindre befærdede veje, der på betryggende vis er afspærret fra al anden færdsel.

Ved lov nr. 292 af 28. april 2000 blev der endvidere skabt mulighed for, at justitsministeren kan tillade, at der afholdes de såkaldte »city-løb« på vej, som normalt benyttes til almindelig færdsel.

Det fremgår af § 37, stk. 4, at anden kap- og væddekørsel på vej ikke må finde sted.

Praksis for overtrædelse af § 37, stk. 4, er meget begrænset, men der er i alle sager sket frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1.

m)   Tilsidesættelse af hastighedsgrænser (§ 41-43 a og hastighedsgrænser fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning)

Den almindelige regel om hastighed fremgår af § 41. Bestemmelsen fastsætter krav om, at et køretøjs hastighed til enhver tid skal være afpasset efter forholdene. Den kørende skal herved tage hensyn til vej-, vejr- og sigtforholdene, køretøjets tilstand og belæsning samt færdselsforholdene i øvrigt. Stk. 2 opregner en række situationer, hvor der skal køres med passende lav hastighed, og er således en eksemplificering af, hvad der allerede følger af stk. 1.

De hensyn, der nævnes i bestemmelsen, skal iagttages forud for de generelle og lokale hastighedsgrænser i § 42 og de særlige køretøjsbestemte hastighedsgrænser i §§ 43 og 43 a.

§ 42, stk. 1-3, angiver de generelle hastighedsgrænser. De generelle hastighedsgrænser er 50 km i timen i tættere bebygget område, 80 km i timen uden for tættere bebygget område og 110 km i timen på motorvej. Ved lov nr. 432 af 10. juni 2003 er § 42, stk. 2, blevet ændret, således at hastighedsgrænsen på motorvej forhøjes til 130 km i timen. Bestemmelsen træder i kraft den 30. april 2004. I henhold til bestemmelsens forarbejder forventes den nye hastighedsgrænse på motorvej at kunne omfatte ca. 55 pct. af det samlede motorvejsnet, herunder motorvejsstrækninger i åbent land.

Efter § 42, stk. 4 og 5, kan der endvidere fastsættes særlige lokalt gældende højere eller lavere hastighedsgrænser end de generelle hastighedsgrænser efter stk. 1-3.

I § 43 er fastsat særlige køretøjsbestemte hastighedsgrænser. Det fremgår af bestemmelsen, at hastighedsgrænsen for busser over 3.500 kg er 80 km i timen. For andre biler over 3.500 kg (lastbiler) og vogntog bestående af en lastbil eller en bus, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg er hastighedsgrænsen 70 km i timen og 50 km i timen i tættere bebygget område. For biler under 3.500 kg med tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller registreringspligtigt påhængsredskab, herunder campingvogn, er hastighedsgrænsen 70 km i timen. Tilsvarende gælder for motorcykel, hvis der er tilkoblet påhængsvogn eller registreringspligtigt påhængsredskab. For biler og motorcykler, hvortil der er tilkoblet et ikke-registreringspligtigt påhængsredskab, og for traktorer og motorredskaber må hastigheden aldrig overstige 30 km i timen. Endelig er hastighedsgrænsen for motordrevet køretøj eller vogntog, på hvilket et eller flere hjulpar har massiv hjulbeklædning, 15 km/t. Der er endvidere fastsat særlige køretøjsbestemte hastighedsgrænser i bekendtgørelse nr. 313 af 9. maj 1997 om blokvogne og mobilkraner og i bekendtgørelse nr. 161 af 22. marts 1999 om slæbning af køretøjer.

En særlig køretøjsbestemt hastighedsgrænse for knallerter findes endvidere i § 43 a. Det fremgår af bestemmelsen, at hastigheden aldrig må overstige 45 km i timen for registreringspligtig knallert, og 30 km i timen for ikke-registreringspligtig knallert.

De særlige køretøjsbestemte hastighedsgrænser i §§ 43 og 43 a gælder forud for højere generelle og lokale hastighedsgrænser efter § 42.

Det følger af § 126, stk. 1, nr. 2, at der sker frakendelse af førerretten, hvis den tilladte hastighed efter §§ 42 eller 43 a eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning overskrides med mere end 70 pct. Der sker ligeledes en frakendelse af førerretten i medfør af § 126, stk. 1, nr. 3, hvis føreren under kørsel i et køretøj nævnt i § 43, under kørsel med blokvogn eller ved slæbning af køretøjer, har overskredet den gældende hastighedsgrænse med mere end 40 pct. på vejstrækninger, hvor den gældende hastighedsgrænse er over 30 km i timen.

Efter de nugældende regler sker der således en »automatisk« frakendelse af førerretten, når hastighedsoverskridelsen er mere end henholdsvis 70 pct. og 40 pct. Enkeltstående hastighedsoverskridelser på mindre end henholdsvis 40 pct. og 70 pct. medfører ikke førerretsfrakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, men straffes alene med bøde.

2.1.1.3. Særligt om § 126, stk. 1, nr. 6

Det fremgår af § 126, stk. 1, nr. 6, at førerretten skal frakendes føreren, hvis frakendelsen findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen tager bestemmelsen sigte på situationer, hvor føreren gennem et større antal færdselsforseelser – som bedømt enkeltvis ikke kan begrunde frakendelse af førerretten – har demonstreret manglende ansvarsbevidsthed og forståelse for hensynet til færdselssikkerheden.

I modsætning til § 126, stk. 2, nr. 3-5, der vedrører gentagelse i form af en isoleret set aktuel frakendelsesbegrundende kørsel efter en tidligere frakendelse, omfatter § 126, stk. 1, nr. 6, tilfælde, hvor føreren ikke tidligere er frakendt førerretten. Bestemmelsen har således de gentagelsestilfælde for øje, hvor hverken de tidligere kørsler eller den aktuelle kørsel bedømt hver for sig giver grundlag for frakendelse, men hvor kørslerne bedømt under ét må vække betydelig tvivl om førerens ansvarsbevidsthed og forståelse for betydningen af hensynet til andre trafikanters sikkerhed.

Det fremgår af statistiske oplysninger fremlagt af Rigsadvokaten i forbindelse med arbejdet i Arbejdsgruppen vedrørende indførelse af en klippekortordning i tilknytning til kørekort, jf. nærmere bemærkningernes punkt 2.1.3., at bestemmelsen i årene 1998-1999 er blevet anvendt i 40 tilfælde. 39 af disse tilfælde vedrører frakendelse som følge af gentagne hastighedsovertrædelser. Der er i disse tilfælde tale om mindst 5 forudgående hastighedsovertrædelser inden for en 5-årig periode, og hastighedsoverskridelserne er typisk over 30 pct.

Det fremgår endvidere af de statistiske oplysninger, at brugen af bestemmelsen i de forskellige politikredse er ganske svingende.

2.1.1.4. Uden- og indenretlig vedtagelse af frakendelse af førerretten efter § 119 a

I medfør af retsplejelovens § 924 kan anklagemyndigheden i sager om lovovertrædelser, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist at betale en i bødeforelægget angivet bøde.

Efter færdselslovens § 119, stk. 1, behandles sager om overtrædelse af loven efter reglerne i retsplejelovens kapitel 79-81 – det vil sige de almindelige regler om straffesagers behandling – medmindre sagen kan afgøres med vedtagelse efter færdselslovens § 119 a.

I henhold til § 119 a, stk. 1, kan en række sager – ud over de rene bødesager, der er omfattet af retsplejelovens § 924 – afgøres ved, at anklagemyndigheden i stedet for at indlevere anklageskrift til retten tilkendegiver over for den sigtede, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning (udenretlig vedtagelse). Udenretlig vedtagelse kan omfatte sager vedrørende spiritus- eller promillekørsel, sager om indgreb mv. i en hastighedsbegrænsers funktion efter § 125 a, sager om overskridelse af hastighedsgrænser med de i loven fastsatte procentdele, som er nævnt i § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, og sager om overtrædelse af de bestemmelser om største tilladte totalvægt, som er nævnt i § 126, stk. 1, nr. 4.

Udenretlig vedtagelse kan imidlertid kun anvendes i de pågældende sager, hvis sagen ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, og såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde samt vedtager betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten i et i tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum, eller vedtager kørselsforbud.

De i stk. 1 nævnte sager kan efter bestemmelsen i færdselslovens § 119 a, stk. 3, ligeledes afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager at betale en nærmere bestemt bøde og vedtager frakendelse af førerretten i et nærmere angivet tidsrum eller kørselsforbud (indenretlig vedtagelse). Det er i forbindelse med indenretlig vedtagelse ligeledes en betingelse, at der ikke opstår spørgsmål om anvendelse af højere straf end bøde, ligesom retten ikke må finde grundlag for at betvivle den tiltaltes skyld. Under samme betingelser kan sager om tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. § 126, stk. 1, nr. 1, afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager at betale en nærmere bestemt bøde og vedtager betinget frakendelse af førerretten eller kørselsforbud.

Der er ikke mulighed for uden- og indenretlig vedtagelse af førerretsfrakendelse i andre typer af sager, end de der nævnes i § 119 a, stk. 1 og 3.

En vedtagelse efter § 119 a, stk. 1 og 3, har samme virkning som en dom med hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning, jf. bestemmelsens stk. 4.

Bestemmelsen i § 119 a blev oprindeligt indsat ved lov nr. 299 af 6. juni 1984 om ændring af retsplejeloven og færdselsloven. Bestemmelsen vedrørte på daværende tidspunkt kun behandling af sager om spiritus- og promillekørsel. Baggrunden for bestemmelsen var ifølge lovens forarbejder at skabe mulighed for i videre omfang at kunne afgøre straffesager ved udenretlig vedtagelse. Dette skulle bidrage til en rationalisering af arbejdet såvel inden for politiet som ved domstolene. Hvis bødesager om spiritus- og promillekørsel skulle omfattes af en sådan udvidelse, var det nødvendigt, at der i disse sager ud over bøde blev givet adgang til at vedtage frakendelse af førerret.

Sager om spiritus- og promillekørsel afgøres i praksis både for så vidt angår strafspørgsmålet og spørgsmålet om frakendelse af førerretten efter nøje fastlagte retningslinier, og det fandtes derfor ifølge lovens forarbejder ubetænkeligt at give adgang til udenretlig vedtagelse i sager om spiritus- og promillekørsel inden for bødeområdet.

Ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 og lov nr. 187 af 30. marts 1999 blev anvendelsesområdet for både uden- og indenretlig vedtagelse af frakendelse af førerretten efter § 119 a, stk. 1 og 3, udvidet til også at omfatte sager om indgreb mv. i en hastighedsbegrænsers funktion efter § 125 a, sager om overskridelse af de tilladte hastighedsgrænser med de i loven fastsatte procentdele efter § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, og sager om overtrædelse af reglerne om største tilladte totalvægt efter § 126, stk. 1, nr. 4. Baggrunden herfor er ifølge lovenes forarbejder, at afgørelsen af disse sager ikke nødvendiggør en konkret vurdering af den pågældende kørsel. Spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne er overtrådt, hviler således på objektivt konstaterbare forhold. Disse sager afgøres i praksis – ligesom s ager om spiritus- og promillekørsel – efter nøje fastlagte retningslinier både for så vidt angår strafspørgsmålet og spørgsmålet om frakendelse af førerretten.

Ved lov nr. 292 af 28. april 2000 blev § 119 a, stk. 3, ændret, således at sager om tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. § 126, stk. 1, nr. 1, kan afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager at betale en nærmere bestemt bøde og vedtager betinget frakendelse af førerretten. Disse sager kan ikke afgøres udenretligt.

Endelig blev § 119 a, stk. 1 og 3, ved lov nr. 498 af 7. juni 2001 ændret, således at der ud over muligheden for at vedtage frakendelse af førerretten blev indført mulighed for tillige at vedtage et kørselsforbud.

2.1.1.5. Administrativ inddragelse af førerretten efter § 130

Efter færdselslovens § 130, stk. 1, kan politiet i forbindelse med en konkret sag midlertidigt inddrage førerretten, hvis det skønnes, at betingelserne for ubetinget frakendelse er opfyldt. Inddragelsen opretholdes indtil dom (eller vedtagelse) i sagen. Efter bestemmelsens stk. 2 kan en midlertidig inddragelse af førerretten forlanges prøvet ved domstolene. Politiet skal vejlede føreren om denne mulighed. Afgørelse om midlertidig inddragelse af førerretten træffes ved kendelse, og det tidsrum, hvori førerretten har været inddraget, fradrages i frakendelsestiden.

I § 71 i bekendtgørelse nr. 801 af 22. september 2003 om kørekort er der fastsat supplerende bestemmelser om midlertidig inddragelse af førerret. Skønner politiet således, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger ved beslutning om sigtelse for spirituskørsel og ved beslutning om sigtelse for promillekørsel, når den sigtede tidligere er sigtet eller dømt for promille- eller spirituskørsel, skal det originale kørekort efter bestemmelsens stk. 1 midlertidigt inddrages. Skønner politiet, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger i andre end de nævnte tilfælde, kan det originale kørekort midlertidigt inddrages. Skønnes betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten at foreligge, men er dette dog ikke utvivlsomt, kan midlertidig inddragelse af det originale kørekort kun ske mod samtidig udstedelse af et midlertidigt kørekort, jf. § 71, stk. 3.

Midlertidig inddragelse af førerret efter færdselslovens § 130 vil i alle tilfælde være begrundet i en formodet overtrædelse af bestemmelser i færdselsloven. Baggrunden for denne gennem mange år eksisterende adgang til administrativ inddragelse af førerretten skal søges dels i hensynet til en effektiv og hurtig reaktion, dels i hensynet til det undertiden urimelige i, at den sigtede ellers ville kunne fortsætte sin kørsel, indtil der falder dom i sagen. Navnlig i spiritustilfældene kan inddragelsesadgangen ud fra en generel vurdering også begrundes med hensynet til at forhindre gentagelse.

Det er i den forbindelse antaget, at betænkelighederne ved at »dømme sigtede på forhånd« – og måske med urette – mindskes ved, at inddragelse kun kan iværksættes i klare tilfælde, ved at der er adgang til domstolsprøvelse samt ved, at der i færdselslovens § 133 er hjemmel til at yde erstatning for uberettiget inddragelse.

Retsvirkningerne af en inddragelse efter § 130 er, ligesom ved ubetinget frakendelse, et forbud mod at sigtede fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, så længe inddragelsen står på. Overtrædelse af køreforbudet kan straffes efter § 117, stk. 5, jf. § 56, stk. 1, som kørsel uden at have erhvervet kørekort. Bestemmelsen i § 117, stk. 6, om kørsel i frakendelsestiden er derimod ikke anvendelig.

2.1.1.6. Indkaldelse til kontrollerende køreprøve samt administrativ inddragelse af førerretten efter § 60, stk. 1

Efter § 60, stk. 1, kan politiet inddrage førerretten, hvis indehaveren ikke længere opfylder betingelserne for at få kørekort. Nægter den pågældende at medvirke til de undersøgelser eller prøver, der er nødvendige til afgørelse af spørgsmålet om inddragelse, kan politiet endvidere straks inddrage førerretten. Inddragelse af førerret sker i disse tilfælde på administrativt grundlag.

Bestemmelsen i § 60, stk. 1, vedrører omstændigheder, der er indtruffet efter førerrettens udstedelse, men mens den pågældende aktuelt har førerret. Grundlaget for indkaldelse til undersøgelser eller prøver samt eventuel efterfølgende administrativ inddragelse af førerretten efter § 60, stk. 1, er yderligere fastlagt i § 72 i bekendtgørelse nr. 801 af 22. september 2003 om kørekort. Efter bekendtgørelsens § 72, stk. 1, kan politiet bestemme, at en kørekortindehaver skal aflægge en kontrollerende køreprøve, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt den pågældende fortsat er i besiddelse af fornøden kørefærdighed, fornødent kendskab til færdselsreglerne eller forståelse for hensynet til andre trafikanter.

I bilag 2 i cirkulære nr. 107 af 22. september 2003 om kørekort er der fastsat nærmere retningslinjer for indkaldelse til og aflæggelse af kontrollerende køreprøve efter kørekortbekendtgørelsens § 72. Det fremgår cirkulærets bilag 2, at politiet på baggrund af et konkret skøn kan træffe afgørelse om, at den pågældende skal aflægge en kontrollerende køreprøve. Indkaldelse kan ske, selv om der ikke er rejst sigtelse for overtrædelse af færdselslovens bestemmelser.

Det fremgår bl.a. af cirkulærets bilag 2, at begrundet tvivl om en kørekortindehavers manglende kørefærdighed, manglende kendskab til færdselsreglerne eller manglende forståelse for hensynet til andre trafikanter ofte vil kunne konstateres på baggrund af f.eks. meget usikker kørsel, den pågældendes forklaring om en aktuel færdselssituation eller om færdselsreglerne i øvrigt, den pågældendes generelle færdselsmæssige opførsel eller på baggrund af vedkommendes forklaring på stillede spørgsmål (f.eks. ved at give udtryk for manglende vilje til at undgå farlige situationer).

En enkeltstående fejl kan ikke i sig selv føre til begrundet tvivl om manglende kørefærdighed eller manglende forståelse for hensynet til andre trafikanter, og kan således ikke danne grundlag for indkaldelse til kontrollerende køreprøve, medmindre den pågældende i øvrigt udviser manglende forståelse for hensynet til andre trafikanter. Indkaldelse til kontrollerende køreprøve alene under henvisning til en kørekortindehavers manglende forståelse for hensynet til andre trafikanter vil almindeligvis kræve flere tilfælde af letsindig eller provokerende kørsel.

Afgørelsen om indkaldelse til kontrollerende køreprøve skal i videst muligt omfang træffes inden eller i forbindelse med afgørelsen om tiltalespørgsmålet. Der bør således senest samtidig med underretningen om tiltalespørgsmålet tillige gives den pågældende underretning om afgørelsen vedrørende indkaldelse til kontrollerende køreprøve. Er spørgsmålet om indkaldelse til kontrollerende køreprøve undtagelsesvis ikke afgjort senest ved afgørelse af tiltalespørgsmålet, skal kørekortindehaveren gøres bekendt med betydningen af det forhold, der kan begrunde indkaldelse til kontrollerende køreprøve.

Politimesterens afgørelse efter bekendtgørelsens § 72 om indkaldelse til kontrollerende køreprøve kan indbringes for Rigspolitichefen, jf. bekendtgørelsens § 98, stk. 3. Der er ikke fastsat særlige regler om domstolsprøvelse af sådanne afgørelser.

2.1.2. Fremmed ret

Ordninger med point- eller klippekortsystemer i andre lande er generelt kendetegnet ved, at kun grovere overtrædelser af den relevante lovgivning er omfattet af ordningerne, at retsvirkningen af tildeling af point eller »klip« er frakendelse af førerret, at der opereres med et vist antal point eller »klip« inden for en nærmere afgrænset periode, og at ordningerne omfatter køretøjer, hvortil der kræves kørekort. Nedenfor beskrives visse europæiske landes point- eller klippekortsystemer.

2.1.2.1. Norge

I Norge indføres med virkning fra den 1. januar 2004 et pointsystem for førerretsindehavere.

Følgende forhold, som skal være afgjort ved dom eller vedtaget udenretligt, vil være omfattet af ordningen: 1) overtrædelse af hastighedsgrænsen, når grænsen er 60 km i timen eller lavere, og hastighedsoverskridelsen er på mere end 10 km i timen, 2) overtrædelse af hastighedsgrænsen, når grænsen er 70 km i timen eller højere, og hastighedsoverskridelsen er på mere end 15 km i timen, 3) kørsel i strid med trafiksignaler, 4) ulovlig overhaling og 5) overtrædelse af vigepligtsregler.

Hver overtrædelse registreres med to point. Hastighedsoverskridelser på mindre end 15 henholdsvis 20 km i timen registreres dog kun med ét point.

Når en fører er registreret med mindst seks point, orienteres den pågældende herom samt om konsekvenserne af yderligere »klip«. Når føreren er registreret med otte point eller mere inden for tre år, mistes førerretten i seks måneder. Treårsperioden regnes for hver enkelt forseelse.

2.1.2.2. Sverige

I Sverige har man gennem de seneste år haft overvejelser om indførelse af et pointsystem for førerretsindehavere.

I den svenske betænkning »Körkortsingripanden« (SOU 2000:26) fra april 2000, er der redegjort for fordele og ulemper i forbindelse med indførelse af et pointsystem. Det anbefales i betænkningen, at et sådant pointsystem indføres. Man har imidlertid efterfølgende fundet det tvivlsomt, om indførelse af et pointsystem vil være forenelig med den svenske grundlov. Overvejelserne om indførelse af et pointsystem er herefter blevet opgivet og er ikke siden genoptaget.

2.1.2.3. Finland

Der har i Finland siden 1996 eksisteret et system, der bygger på en særlig registrering, således at en række mindre alvorlige færdselsforseelser kan føre til frakendelse af førerretten. Tre forseelser inden for et år, regnet fra den seneste forseelse, eller fire forseelser inden for 2 år, regnet fra den seneste forseelse, medfører således frakendelse af førerretten i op til 6 måneder.

Antallet af forseelser registreres i kørekortregisteret og på det tidspunkt, hvor næstkommende forseelse vil medføre en frakendelse af førerretten, udsendes et »advarselsbrev« til føreren, med oplysning om konsekvenserne af næste forseelse.

For personer, der netop har erhvervet kørekort, gælder der i Finland særligt skærpede regler. Nye bilister får udstedt et særligt toårigt kørekort, og begås der i denne periode 2 forseelser inden for et år, eller 3 forseelser inden for 2 år, skal der bestås en ny køreprøve, før en ny toårig »prøveperiode« kan træde i kraft.

2.1.2.4. Island

Island indførte i januar 1998 et pointsystem for færdselsovertrædelser. Den islandske Rigspolitichef fører et landsdækkende register over de forseelser og det antal point, som førere af motorkøretøjer bliver pålagt.

Det islandske system er et pointsystem. For en række færdselsforseelser pålægges således fra 1 til 4 point, afhængig af forseelsens grovhed. Eksempelvis medfører kørsel over for rødt lys 4 point, overhaling i strid med forbud herom 2 point, overhaling lige før fodgængerfelt 3 point, manglende brug af sikkerhedssele 1 point og overskridelse af hastighedsgrænsen med 21-30 km i timen ved hastighedsgrænser på 80-90 km/t 1 point. Spirituskørsel er ikke omfattet af pointsystemet. Overskridelse af den gældende promillegrænse under kørsel medfører således i sig selv en frakendelse af førerretten.

Når en fører ved tre eller flere overtrædelser inden for 3 år har pådraget sig 12 point, inddrages førerretten i 3 måneder. De pålagte point forældes således løbende efter 3 år. I forbindelse med førstegangserhvervelse af kørekort gælder der den skærpelse, at førerretten inddrages, hvis der i de to første år fra erhvervelsen af kørekortet pådrages 7 point.

Rigspolitichefen udsender en advarsel til føreren, når der er blevet pålagt 8 henholdsvis 3 point.

Det fremgår af en opgørelse over frakendelser som følge af indførelsen af pointsystemet, at der i perioden fra 1. januar 1998 til 1. juli 2000 skete i alt 253 frakendelser som følge af pointsystemet, 237 var mænd og 16 kvinder. 227 ud af de 253 var unge under 25 år.

2.1.2.5. Storbritannien

I Storbritannien har der eksisteret et pointsystem siden 1982. Systemet er opbygget således, at der er en række grove forseelser, der oftest vil medføre umiddelbar frakendelse af førerretten i mindst 12 måneder. Herudover er der en lang række forseelser, der ikke i sig selv medfører frakendelse, men som ved gentagelse kan få samme virkning. Disse forseelser medfører således pålæggelse af et antal point, der er afhængig af karakteren af forseelsen. Der kan eksempelvis pålægges 3-9 point for hensynsløs kørsel, 10 point for at være ansvarlig for (men ikke fører af) et motorkøretøj under påvirkning af alkohol eller stoffer i mængder over den tilladte grænse, 5-10 point for ikke at stoppe efter en ulykke eller ikke anmelde ulykker til politiet og 3-6 point for hastighedsovertrædelser. Når en person er blevet pålagt 12 point inden for 3 år, frakendes førerretten for normalt 6 måneder.

I 1997 trådte der nye særligt skærpede regler i kraft for personer, der netop har erhvervet kørekort. Pålæggelse af 6 point inden for de 2 første år fra kørekort er erhvervet, medfører således frakendelse af førerretten og krav om, at man skal bestå en ny køreprøve.

2.1.2.6. Tyskland

I Tyskland har der eksisteret et pointsystem siden 1990. Pointsystemet omfatter alle færdselslovsovertrædelser mv., og hver enkelt forseelse udløser mellem 1 og 7 point.

Når en person er blevet pålagt 8 point, følger der en advarsel samt tilbud om frivillig deltagelse i særlige efteruddannelsesseminarer. Frivillig deltagelse i disse seminarer medfører et »fradrag« på 4 point af de pålagte point. Man modtager endvidere tilbud om frivillig deltagelse i seminarerne, når man er pålagt 9-13 point, og der kan i den forbindelse »fradrages« 2 point.

Når en person er blevet pålagt 14 point, medfører det obligatorisk deltagelse i disse efteruddannelsesseminarer. Der fradrages i den forbindelse ikke point. Fra 1. januar 1999 er det endvidere blevet muligt på dette tidspunkt frivilligt at modtage kørepsykologisk rådgivning, hvilket giver et »fradrag« på 2 point. 18 point medfører frakendelse af førerretten, og generhvervelse kan tidligst ske efter 6 måneder.

2.1.2.7. Italien

Pr. 1. juli 2003 har Italien indført et pointsystem. Alle trafikanter tildeles 20 point, der gradvist bliver frataget trafikanten, hvis denne begår færdselsforseelser. Det koster f.eks. 10 point at køre i beruset eller stofpåvirket tilstand, 10 point at overskride hastighedsgrænserne med mere end 40 km i timen, 5 point at køre med manglende sikkerhedsafstand og manglende anvendelse af sikkerhedssele, 4 point at tale i mobiltelefon under kørslen og 2 point at overskride hastighedsgrænserne med 10-40 km i timen. Når trafikanten har opbrugt sine 20 point, frakendes føreren førerretten og skal op til en kontrollerende køreprøve. Trafikanterne kan genvinde tabte point ved at deltage i ajourføringskurser vedrørende kørselsprocedure og færdselslovgivning.

I tilfælde af færdselsforseelser begået af trafikanter, der har haft kørekort i under fem år, fordobles »pointstraffen«.

2.1.3. Rapport fra Arbejdsgruppen vedrørende indførelse af en klippekortordning i tilknytning til kørekort

Spørgsmålet om indførelse af et klippekort- eller pointsystem har tidligere været behandlet af to arbejdsgrupper under Færdselssikkerhedskommissionen. Arbejdsgrupperne afgav rapport i maj 1991 og september 1995, men uden at dette arbejde dog udmøntede sig i konkrete initiativer på området.

I sin seneste handlingsplan for 2001-2012, der blev udsendt i foråret 2000, har Færdselssikkerhedskommissionen anbefalet, at det undersøges, hvorvidt en form for klippekortsystem for førerretsindehavere generelt kan være med til at forbedre færdselssikkerheden og særligt unge trafikanters ulykkesrisiko.

På den baggrund anmodede trafikministeren den 3. maj 2000 Færdselsstyrelsen om at sammensætte en arbejdsgruppe (Arbejdsgruppen vedrørende indførelse af en klippekortordning i tilknytning til kørekort), hvis overordnede opgave skulle være at undersøge og beskrive muligheder og konsekvenser i forbindelse med indførelsen af et point- eller klippekortsystem for førerretsindehavere. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Den Danske Dommerforening, Forenede Danske Motorejere, Danmarks Transportforskning, Trafikministeriet og Færdselsstyrelsen.

Arbejdsgruppen afgav rapport i september 2003. Som følge af ressortomlægningen på færdselsområdet har Rigspolitichefen stået for færdiggørelsen af arbejdsgruppens rapport. Arbejdsgruppens rapport er optaget som bilag 2 til lovforslaget.

Arbejdsgruppen anfører i sin rapport, at sanktioner over for trafikanter, der gentagne gange begår færdselsforseelser, mest hensigtsmæssigt kan varetages i form af et udvidet sanktionssystem, der tager udgangspunkt i det allerede eksisterende frakendelsessystem i færdselsloven. Arbejdsgruppen har således ikke fundet anledning til at overveje indførelse af et egentligt pointsystem, hvorefter de enkelte forseelser vægtes med et forskelligt antal point, eller en ordning vedrørende automatisk indkaldelse til kontrollerende køreprøve efter et nærmere antal grovere færdselsforseelser. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der indføres et såkaldt klippekortsystem for førerretsindehavere.

Arbejdsgruppen har lagt vægt på, at de eksisterende bestemmelser om betinget og ubetinget frakendelse af førerretten skal bestå uændret, således at disse bestemmelser fortsat skal være gældende ved siden af et klippekortsystem. Et klippekortsystem vil således efter arbejdsgruppens opfattelse skulle have karakter af en udbygning af det gældende frakendelsessystem i færdselsloven. Arbejdsgruppen har herved lagt afgørende vægt på, at dette vil sikre de berørte trafikanter samtlige de retssikkerhedsgarantier, der i dag følger af færdselslovens og retsplejelovens bestemmelser, samt de deraf følgende administrative procedurer hos politiet, anklagemyndigheden og domstolene.

Formålet med et klippekortsystem bør efter arbejdsgruppens opfattelse være at etablere en frakendelsesordning, der sigter på de trafikanter, der gentagne gange begår væsentlige færdselsforseelser, der dog ikke hver for sig medfører frakendelse af førerretten. Det er således arbejdsgruppens vurdering, at indholdet af klippekortsystemet bør være, at der efter et vist antal overtrædelser af specifikke bestemmelser i færdselsloven inden for en given periode skal ske en betinget frakendelse af førerretten.

Arbejdsgruppen finder det mest hensigtsmæssigt, at der direkte i færdselsloven fastsættes bestemmelser om, hvilke forseelser der skal være omfattet af et klippekortsystem, antallet af forseelser og den tidsmæssige udstrækning af ordningen.

Det er endvidere arbejdsgruppens opfattelse, at en udbygning af det gældende frakendelsessystem i form af et klippekortsystem skal være så enkelt som muligt. Antallet af forseelser og den fastsatte tidsmæssige periode bør derfor være overskuelig. Herved opnås den størst mulige gennemskuelighed og antageligt også den størst mulige præventive effekt, idet såvel borgere som myndigheder sikkert og umiddelbart kan forudsige konsekvenserne af færdselsforseelserne.

For så vidt angår arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger vedrørende den mere detaljerede udformning af et klippekortsystem henvises til bemærkningernes punkt 2.2.

2.1.4. Den færdselssikkerhedsmæssige effekt af et klippekortsystem

I forbindelse med arbejdet i Arbejdsgruppen vedrørende indførelse af en klippekortordning i tilknytning til kørekort har Danmarks Transportforskning undersøgt den færdselssikkerhedsmæssige effekt af indførelse af et klippekortsystem. Danmarks Transportforsknings rapport er optrykt som bilag 4 til arbejdsgruppens rapport.

Vurderingen er foretaget på baggrund af en gennemgang af en række udenlandske undersøgelser. Det fremgår af Danmarks Transportforsknings rapport, at det materiale, der har været til rådighed, har været sparsomt og ikke altid af overbevisende karakter. Dette skyldes f.eks. forskningsmetodiske problemer, korte opfølgningstider, forskelle i de evaluerede systemer, at evalueringerne er foretaget for kombinationer af tiltag el.lign. Hertil kommer, at der ikke er danske tal for, hvor mange kørekortindehavere i Danmark, der begår de færdselsforseelser, som arbejdsgruppen anbefaler skal være omfattet af et dansk klippekortsystem. Danmarks Transportforskning anfører på den baggrund, at der derfor ikke er basis for at komme med håndfaste konklusioner med hensyn til den mulige effekt af et dansk klippekortsystem.

Danmarks Transportforskning anfører endvidere, at der ikke forskningsmæssigt er dokumenteret en varig præventiv effekt på motorførere generelt. Det ser ud til, at det er de personer, der bliver omfattet af ordningen, der påvirkes, og her hovedsagelig to grupper: personer, der har optjent så mange »klip«, at de nærmer sig grænsen for en sanktion, og personer, der faktisk får en ubetinget frakendelse af førerretten. Effekten stammer i det sidste tilfælde hovedsagelig fra den lavere uheldsrisiko i selve frakendelsestiden, hvor der ikke køres, eller – hvis der køres – muligvis køres mere forsigtigt. Denne effekt af ubetinget frakendelse vil dog næppe spille væsentligt ind i den skitserede model til en dansk klippekortordning, idet der som udgangspunkt opereres med betinget frakendelse som sanktion.

På baggrund af de udenlandske erfaringer konkluderer Danmarks Transportforskning, at det er yderst vanskeligt at fastslå, om indførelsen af et dansk klippekortsystem vil få en varig færdselssikkerhedsmæssig effekt. Hertil er det tilgrundliggende udenlandske materiale langt fra entydigt nok, ligesom det også er vanskeligt at forudsige, om de udenlandske erfaringer på området kan overføres til et lignende system i Danmark.

2.1.5. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af bemærkningernes punkt 2.1.4. er det på baggrund af de forskningsmæssige undersøgelser inden for området vanskeligt at vurdere, hvilken effekt indførelsen af et dansk klippekortsystem vil få.

Gentagne overtrædelser af færdselslovens regler er imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse udtryk for, at den pågældende trafikant ikke udviser den fornødne omtanke og ansvarlighed i trafikken. En sådan manglende omtanke og ansvarlighed er til fare for andre, hvilket efter Justitsministeriets opfattelse i højere grad bør afspejles i færdselslovens frakendelsesregler. Risikoen for at miste kørekortet med krav om at skulle op til en kontrollerende køreprøve må efter Justitsministeriets opfattelse antages at have en præventiv effekt og kan således være med til at påvirke den enkelte borger til at udvise en mere hensynsfuld adfærd i trafikken

Justitsministeriet finder derfor, at færdselslovens frakendelsesregler skal skærpes over for trafikanter, der gentagne gange har begået grovere overtrædelser af færdselsloven.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at sanktioner over for trafikanter, som gentagne gange begår færdselsforseelser, der dog ikke hver for sig medfører frakendelse af førerretten, mest hensigtsmæssigt kan varetages i form af et udvidet sanktionssystem, der tager udgangspunkt i det allerede eksisterende frakendelsessystem i færdselsloven. Justitsministeriet kan derfor tiltræde, at der af de af arbejdsgruppens anførte grunde indføres et klippekortsystem for førerretsindehavere.

Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde arbejdsgruppens anbefaling, hvorefter indholdet af et klippekortsystem bør være, at der efter et vist antal overtrædelser af specifikke bestemmelser i færdselsloven inden for en given periode skal ske en betinget frakendelse af førerretten. Justitsministeriet har overvejet, om en sådan ordning kunne skabes gennem en ændret praksis og øget anvendelse af den gældende bestemmelse i § 126, stk. 1, nr. 6. Justitsministeriet er dog enig med arbejdsgruppen i, at det er mest hensigtsmæssigt, hvis der direkte i færdselsloven fastsættes bestemmelser om, hvilke forseelser der skal være omfattet af et klippekortsystem, antallet af forseelser og den tidsmæssige udstrækning af ordningen.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der med de nye stk. 2 og 3 i § 126 indføres et klippekortsystem for førerretsindehavere som supplement til færdselslovens gældende frakendelsesregler.

2.2. Den nærmere udformning af et klippekortsystem

2.2.1. Typer af forseelser

2.2.1.1. Arbejdsgruppens anbefaling

Arbejdsgruppen anbefaler, at kun grovere forseelser bør være omfattet af et klippekortsystem, hvilket navnlig vil sige adfærdsbaserede forseelser, der er væsentlige for trafiksikkerheden.

I forbindelse med afgrænsningen af forseelser omfattet af et klippekortsystem har arbejdsgruppen overvejet, hvorvidt der kunne tages udgangspunkt i forseelser, som efter de gældende regler i § 118, stk. 2 og 3, medfører pålæggelse af en skærpet bøde. Arbejdsgruppen finder dog, at en regulering af denne karakter vil være for vidtrækkende, idet skærpet bøde også kan pålægges for forseelser, der nok kan anses som alvorlige, men som dog ikke umiddelbart er afgørende for trafiksikkerheden. Dette er f.eks. tilfældet ved uberettiget brug af tågelygter eller befordring af personer i campingvogn.

På baggrund af oplysninger i Færdselssikkerhedskommissionens seneste handlingsplan for 2001-2012, om at knap halvdelen af alle trafikulykker sker i kryds, at de to gennemgående årsagsfaktorer i denne forbindelse er for høj hastighed samt manglende overholdelse af vigepligt, og at for høj hastighed skønnes at indgå som ulykkes- og skadesfaktor i mellem en fjerdedel og halvdelen af alle trafikulykkerne med personskader, finder arbejdsgruppen, at der bør tages udgangspunkt i de forseelser, der vedrører overtrædelse af hastighedsgrænserne og overtrædelse af vigepligten. Endvidere finder arbejdsgruppen, at andre færdselsforseelser, der overordnet må anses som væsentlige for trafiksikkerheden, bør indgå i et klippekortsystem. I den sammenhæng tænkes på de trafikfarlige forseelser, hvor der ikke allerede sker en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1.

Forseelser, hvortil der allerede i dag er knyttet en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten eller et kørselsforbud, eksempelvis spiritus- eller promillekørsel og kørsel uden hastighedsbegrænser, vil efter arbejdsgruppens opfattelse ikke skulle være omfattet af et klippekortsystem. Disse forseelser medfører i sig selv efter de gældende regler i §§ 125-126 en frakendelse af førerretten eller et kørselsforbud med de deraf følgende retsvirkninger. Et klippekortsystem vil således være gældende ved siden af muligheden for en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten eller et kørselsforbud efter de gældende bestemmelser herom i færdselsloven.

Arbejdsgruppen anbefaler på den baggrund, at følgende overtrædelser af færdselslovens regler skal være omfattet af et klippekortsystem, i det omfang de pågældende overtrædelser ikke i sig selv medfører førerretsfrakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1:

  Fremkørsel mod rødt lyssignal (§ 4, stk. 1 og 2)
Arbejdsgruppen har ikke fundet det nødvendigt at medtage fremkørsel mod gult lyssignal, idet der i henhold til praksis stort set aldrig forekommer sager herom.

  Kørsel over jernbanespor (§ 5, stk. 2)

  Kørsel med for kort afstand til foran kørende (færdselslovens § 15, stk. 3, 1. pkt.)
Arbejdsgruppen har i den forbindelse lagt til grund, at den eksisterende praksis på området opretholdes, hvorefter der rejses sigtelse efter bestemmelsen i tilfælde af decideret farlig og hasarderet kørsel, men ikke i tilfælde af »harmonikasammenstød«, hvor det kan være vanskeligt efterfølgende at vurdere, om kørslen har været uforsvarlig.

  Kørsel venstre om helleanlæg (§ 15, stk. 4)

  Ændring af færdselsretning og placering mv. (§§ 16, stk. 2, og 18, stk. 1 og 2)

  Overskridelse af spærrelinier ved overhaling (§ 4, stk. 1)

  Tilsidesættelse af krav til og forbud mod overhaling (§ 21, stk. 1-3 og § 23)

  Øget hastighed, når man bliver overhalet (§ 22, stk. 1)

  Forbikørsel/slalomkørsel (§ 24, stk. 1)

  Overhaling ved fodgængerfelt (§ 25)

  Tilsidesættelse af vigepligt (§ 26, stk. 2-4 og 6 )

  Tilsidesættelse af forbud mod kap- og væddekørsel (§ 37, stk. 4)

  Overskridelse af hastighedsgrænser (§§ 41-43 a og hastighedsgrænser fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning) med mere end 30 pct.
Arbejdsgruppen har ved fastlæggelse af den procentuelle grænse lagt vægt på den praksis, der findes efter § 126, stk. 1, nr. 6, jf. nærmere bemærkningernes punkt 2.1.1.3.

I de tilfælde, hvor der i dag efter praksis ikke sker førerretsfrakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, jf. nærmere bemærkningernes punkt 2.1.1.2, er det arbejdsgruppens vurdering, at de pågældende forseelser generelt er så trafikfarlige, at de bør være omfattet af et klippekortsystem.

Arbejdsgruppen har særligt overvejet, hvorvidt overtrædelse af reglerne om køre- og hviletid bør være omfattet af et klippekortsystem. Dette skal navnlig ses i lyset af, at sådanne overtrædelser i visse tilfælde kan være af en sådan grovhed, at det kunne tale for, at de burde være omfattet. Arbejdsgruppen har dog fundet, at disse overtrædelser ikke skal være omfattet af et klippekortsystem. Dels er den nuværende praksis således, at der ikke sondres på grovheden af forseelsen, hvilket i sig selv ville give betydelige vanskeligheder med evt. at fastslå, hvornår en overtrædelse i givet fald burde udløse et »klip«. Dels er det taget i betragtning, at en ikke uvæsentlig del af overtrædelserne konstateres igennem den såkaldte virksomhedskontrol. Denne kontrol tager imidlertid sit udgangspunkt i kørsler, der ligger nogen tid forud for kontroltidspunktet, hvortil kommer høringsprocedure mv. Samlet betyder dette, at en sigtelse – og ikke mindst en afgørelse i forhold til chaufføren – først vil foreligge mange måneder efter forseelsen er begået, hvilket ikke er hensigtsmæssigt i forhold til et klippekortsystem.

For så vidt angår de såkaldte klapfejl, jf. nærmere bemærkningernes punkt 2.1.1.2, finder arbejdsgruppen, at disse fejl – på tilsvarende måde som i frakendelsessituationer efter § 126, stk. 1, nr. 1, – bør være omfattet af et klippekortsystem. Arbejdsgruppen har herved lagt vægt på, at det almindelige tilregnelseskrav i færdselsloven alene er uagtsomhed, f.eks. hvis føreren ikke har udvist tilstrækkelig opmærksomhed. Hertil kommer, at sanktionen i et klippekortsystem først vil indtræde efter en række forseelser inden for en begrænset årrække. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at en række fejl inden for en begrænset periode peger i retning af, at den pågældende fører ikke udviser tilstrækkelig opmærksomhed og forsigtighed i trafikken, hvorfor sanktionen vil have sin berettigelse.

2.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde, at klippekortsystemet af de af arbejdsgruppen anførte grunde kun bør omfatte grovere overtrædelser af færdselslovens regler, hvilket navnlig vil sige adfærdsbaserede forseelser, der er væsentlige for trafiksikkerheden. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at de konkrete forseelsestyper, som arbejdsgruppen har anbefalet, omfattes af klippekortsystemet.

Justitsministeriet finder dog, at uberettiget brug af nødspor tillige bør omfattes af klippekortsystemet. Uberettiget brug af nødspor må efter Justitsministeriets opfattelse anses som en trafikfarlig forseelse på linje med de forseelsestyper, som arbejdsgruppen har anbefalet omfattet af klippekortsystemet. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at uberettiget brug af nødspor navnlig i forbindelse med ulykker kan hindre redningskøretøjer i at komme frem til ulykkesstedet og vil tillige være til fare for redningspersonale, der eventuelt måtte arbejde i nødsporet. Forseelsen vidner derfor efter Justitsministeriets opfattelse om manglende ansvarlighed og hensyntagen til andre trafikanter.

Rigsadvokaten har endvidere foreslået, at klippekortsystemet skal omfatte overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1, hvis overtrædelsen udgør kørsel mod kørselsretningen. Justitsministeriet er enig i, at kørsel mod kørselsretningen bør omfattes af klippekortsystemet. Kørsel mod kørselsretningen må efter Justitsministeriets opfattelse anses som en overordentlig trafikfarlig forseelse, idet trafikanter i disse situationer på ingen måde er forberedt på at møde modkørende trafik. Forseelsen vil derfor være til stor fare for alle implicerede trafikanter.

Justitsministeriet har endvidere overvejet, om overtrædelse af pligten til at bruge sikkerhedssele i § 80, stk. 1, bør være omfattet af klippekortsystemet. Manglende brug af sikkerhedssele har dog først og fremmest betydning for den enkelte førers og passagers egen sikkerhed. Forseelsen har derimod ikke karakter af en adfærdsbaseret forseelse, der kan betegnes som trafikfarlig i relation til andre trafikanter, og forseelsen falder derfor uden for den kategori af forseelsestyper, som foreslås omfattet af klippekortsystemet. Justitsministeriet finder på den baggrund ikke, at manglende brug af sikkerhedssele bør være omfattet af klippekortsystemet.

Justitsministeriet finder derimod, at overtrædelse af førerens pligt efter § 80, stk. 4, til at påse, at passagerer under 15 år anvender sikkerhedsudstyr, bør omfattes af klippekortsystemet. Justitsministeriet er opmærksom på, at denne forseelse – i lighed med, hvad der er anført om selve pligten til at anvende sikkerhedssele i § 80, stk. 1 – ikke kan karakteriseres som værende trafikfarlig for andre trafikanter. Børn under 15 år kan imidlertid i mange tilfælde ikke antages at have forståelse for vigtigheden af at anvende sikkerhedsudstyr, og særligt små børn vil være helt afhængige af, at føreren sørger for deres fastspændelse under kørslen. At føreren i strid med § 80, stk. 4, ikke sørger for, at børn under 15 år er fastspændt under kørslen, kan derfor have afgørende betydning for disse passagerers sikkerhed. Føreren vil derfor ved manglende efterlevelse af sin pligt efter § 80, stk. 4, udsætte andre menneskers liv og førlighed for fare. Justitsministeriet finder derfor, at denne forseelse bør omfattes af klippekortsystemet.

Tilsvarende gør sig gældende ved overtrædelse af pligten efter § 81, stk. 3, for en fører af en motorcykel eller knallert til at påse, at passagerer, der er fyldt 8 år, men endnu ikke 15 år, anvender fastspændt styrthjelm. Rådet for Større Færdselssikkerhed har derfor foreslået, at klippekortsystemet også skal omfatte denne overtrædelse. Justitsministeriet er enig i, at denne overtrædelse ligeledes bør være omfattet af klippekortsystemet af hensyn til disse passagerers sikkerhed.

Justitsministeriet finder herudover, at promillekørsel med en alkoholkoncentration i blodet under 0,80 promille, der efter de gældende regler alene vil medføre bødestraf, bør være omfattet af klippekortsystemet.

Justitsministeriet er opmærksom på, at et udvalg (Udvalget om sanktionsfastsættelse i sager om spiritus- og promillekørsel mv.) for øjeblikket er i færd med en gennemgribende revision af sanktionssystemet i spiritus- og promillesager. Udvalget har blandt andet til opgave at komme med forslag til en forenkling og skærpelse af de gældende regler og praksis vedrørende spiritus- og promillekørsel samt kørsel i frakendelsestiden.

Justitsministeriet finder det imidlertid nødvendigt på nuværende tidspunkt at medtage regler om promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 i klippekortsystemet henset til karakteren af de forseelser, der i øvrigt foreslås omfattet af ordningen. Det bemærkes, at der ikke herved er taget stilling til, på hvilket niveau den fremtidige sanktion for promillekørsel i det pågældende interval bør være, idet dette bør fastlægges i lyset af de anbefalinger, som udvalget fremkommer med efter en samlet gennemgang af regler og praksis om sanktionsfastsættelse i sager om spiritus- og promillekørsel.

2.2.2. Antallet af forseelser og den tidsmæssige periode

2.2.2.1. Arbejdsgruppens anbefaling

Arbejdsgruppen anbefaler, at tre forseelser bør udløse en betinget frakendelse. Arbejdsgruppen har i den forbindelse lagt vægt på, at et klippekortsystem for at få den ønskede præventive effekt bør bygge på et realistisk antal overtrædelser. Antallet af forseelser har endvidere sammenhæng med den af arbejdsgruppen anbefalede tidsmæssige periode, inden for hvilken forseelserne skal være begået.

Udgangspunktet i forbindelse med et klippekortsystem bør efter arbejdsgruppens opfattelse være, at hver enkelt forseelse udløser et »klip«. Forseelserne kan begås i flere sammenhænge og med forskelligt tidsinterval. Forseelserne kan begås uafhængigt af hinanden, begås under et kørselsforløb eller begås i samme situation. Arbejdsgruppen finder, at der i disse tilfælde ud fra en almindelig retfærdighedsbetragtning bør udløses et »klip« for hver enkelt forseelse, idet føreren ikke samlet bør få en lempeligere sanktion, blot fordi den pågældende begår forseelserne i den nævnte sammenhæng. Hvis føreren f.eks. under én kørsel bliver pågrebet flere gange for overskridelse af hastighedsgrænserne, vil hver enkelt hastighedsoverskridelse udløse et »klip«. Én afgørelse kan således dække over flere forseelser og vil derfor ikke nødvendigvis være udtryk for det samlede antal »klip«, den pågældende bliver pålagt i anledning af afgørelsen.

De enkelte »klip« bør efter arbejdsgruppens opfattelse udløses automatisk, når den pågældende fører har vedtaget bøden for forseelsen, eller der er faldet dom herfor. Der er således ikke knyttet noget skøn til selve pålæggelsen af »klip«, idet pålæggelse af »klip« alene vil afhænge af, hvorvidt det kan fastslås, om føreren har begået en forseelse, som er omfattet af klippekortordningen. Dømmes der for overtrædelse af bestemmelsen (eller vedtager føreren bøden), medfører dette således et »klip«. Omvendt vil en frifindelse for overtrædelsen medføre, at der ikke pålægges »klip«. Der vil således ikke være tale om, at domstolene i den enkelte sag skal skønne over, om der bør idømmes et »klip«.

Arbejdsgruppen anbefaler, at den tidsmæssige periode, inden for hvilken de tre forseelser skal være begået, fastsættes til to år.

Med hensyn til spørgsmålet om beregningen af den tidsmæssige periode finder arbejdsgruppen det mest hensigtsmæssigt, at hver forseelse så at sige »forældes løbende«. En forseelse bør derfor kun medregnes i den samlede opgørelse af forseelser i en periode svarende til den anbefalede periode på to år regnet fra tidspunktet for hver enkelt forseelse.

Arbejdsgruppen anbefaler, at den to-årige periode for den første forseelse løber fra afgørelsestidspunktet, mens forseelsestidspunktet bør være afgørende for anden og tredje forseelse. Dette vil betyde, at klippekortsystemets to-årige periode først begynder at løbe fra afgørelsestidspunktet for den første forseelse. Efterfølgende afgørelser, der har et forseelsestidspunkt, der ligger før den første forseelses afgørelsestidspunkt, vil således ikke udløse »klip«. Dette er i overensstemmelse med den almindelige forståelse af gentagelsesbegrebet inden for strafferetten, hvorefter der foreligger gentagelse, når en person begår ny kriminalitet efter at være blevet dømt (eller uden- eller indenretligt har vedtaget bøde) for et strafbart forhold.

2.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde, at tre forseelser af de af arbejdsgruppen anførte grunde bør udløse en betinget frakendelse i medfør af et klippekortsystem. Justitsministeriet kan endvidere tiltræde, at hver enkelt forseelse bør udløse et »klip«, selv om forseelserne er begået under ét kørselsforløb eller i samme situation. Justitsministeriet kan tillige tiltræde, at de enkelte »klip« bør udløses automatisk, når den pågældende fører har vedtaget bøden for forseelsen, eller der er faldet dom herfor.

For så vidt angår den tidsmæssige periode, inden for hvilken de tre forseelser skal være begået, finder Justitsministeriet dog, at denne bør fastsættes til tre år.

Der foreligger ikke statistisk materiale eller andre undersøgelser vedrørende den tidsmæssige periode, inden for hvilken trafikanter typisk begår de pågældende forseelser. For en periode på tre år taler imidlertid, at dette efter Justitsministeriets opfattelse vil anspore trafikanterne yderligere til at udvise den fornødne ansvarlighed i trafikken, idet begåede forseelser vil få betydning for frakendelsessituationen i længere tid. Samtidig harmonerer en periode på tre år godt med færdselslovens øvrige regler om pålæggelse af kørselsforbud og den normale prøvetid for betinget frakendelse af førerretten, hvor perioden også er tre år.

For så vidt angår beregningen af den tre-årige periode er Justitsministeriet enig med arbejdsgruppens anbefaling, hvorefter en forseelse medregnes i den samlede opgørelse af forseelser i en periode svarende til tre år regnet fra tidspunktet for hver enkelt forseelse.

Justitsministeriet kan derimod ikke tiltræde arbejdsgruppens anbefaling, hvorefter den tre-årige periode først skal begynde at løbe fra afgørelsestidspunktet for den forseelse, der i den konkrete situation må betegnes som den første forseelse, mens forseelsestidspunktet skal være afgørende for anden og tredje forseelse. En sådan løsning vil efter Justitsministeriets opfattelse kunne føre til uhensigtsmæssige resultater i relation til klippekortsystemets formål.

Som eksempel på en sådan situation kan nævnes følgende eksempler. En fører begår f.eks. tre forseelser omfattet af klippekortsystemet med få uger eller måneders mellemrum. Herefter bliver den første forseelse afgjort selvstændigt ved dom eller uden- eller indenretlig vedtagelse, og efterfølgende afgøres så anden og tredje forseelse. Hvis den tre-årige periode først begynder at løbe fra afgørelsestidspunktet for den første forseelse, vil dette i relation til det nævnte eksempel betyde, at den anden og tredje forseelse ikke vil udløse »klip« i forhold til den første forseelse – og dermed medføre en betinget frakendelse – idet disse to efterfølgende afgørelser har et forseelsestidspunkt, der ligger før den første forseelses afgørelsestidspunkt. Som et andet eksempel kan nævnes den situation, at en fører inden for f.eks. et halvt år begår adskillige forseelser omfattet af klippekortsystemet. Hvis den pågældende nægter sig skyldig i forseelserne, vil der ofte kunne gå op til adskillige måneder, før sagerne vil kunne blive afgjort i retten. I eksemplet vil sagerne ofte blive samlet, således at retten kan tage stilling til samtlige forhold samtidig. Uanset, at den pågældende dømmes for samtlige forhold, vil der efter den af arbejdsgruppen anbefalede løsning kun kunne pålægges ét »klip« for samtlige forhold, da ingen af forholdene har et forseelsestidspunkt, der ligger efter det første forholds afgørelsestidspunkt.

Som nævnt finder Justitsministeriet ikke et sådant resultat rimeligt set i forhold til, at formålet med det foreslåede klippekortsystem er at skærpe færdselslovens frakendelsesregler over for trafikanter, der gentagne gange begår grovere overtrædelser af færdselsloven. Justitsministeriet finder derfor, at den tre-årige periode allerede bør begynde at løbe fra forseelsestidspunktet for den første forseelse, således at forseelsestidspunktet vil være afgørende for alle tre forseelser. Justitsministeriet har herved tillige lagt vægt på, at en betinget frakendelse som følge af det foreslåede »automatiske« klippekortsystem ikke skal tages som udtryk for, at tidligere begåede forseelser tillægges gentagelsesvirkning, hvorfor ministeriet ikke finder det rigtigt, at anvende de almindelige strafferetlige principper for gentagelsesvirkning inden for klippekortsystemet. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at principperne i gentagelsesbegrebet heller ikke finder anvendelse i forbindelse med idømmelse af en ubetinget frakendelse af førerretten efter § 126, stk. 2, nr. 2, hvorefter en betinget frakendelse erstattes af en ubetinget frakendelse, hvis føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-5.

For så vidt angår spørgsmålet om betydningen af en begået fjerde forseelse efter pålæggelse af en betinget frakendelse for de første tre forseelser vil dette afhænge af den fjerde forseelses karakter. Der kan i den forbindelse opstå 4 grundlæggende situationer:

1)   Er den fjerde forseelse af mindre grov karakter (f.eks. en hastighedsoverskridelse på 15 pct.) – og dermed ikke omfattet af klippekortsystemet – vil forseelsen alene udløse en bødestraf efter de gældende regler.

2)   Er den fjerde forseelse af grovere karakter (f.eks. en hastighedsoverskridelse på mere end 30 pct.), men ikke i sig selv alvorlig nok til at medføre en betinget eller ubetinget frakendelse efter de gældende regler, vil forseelsen være omfattet af klippekortsystemet og dermed udløse et »klip«, der tælles med som det første »klip« i en ny tre-årig periode.

3)   Er den fjerde forseelse så grov, at den i sig selv medfører en betinget frakendelse af førerretten (f.eks. en hastighedsoverskridelse på 75 pct.), vil forseelsen medføre en betinget frakendelse. Er forseelsen imidlertid begået i prøvetiden (som udgangspunkt 3 år) for den betingede frakendelse, som de tre første forseelser har medført, vil den fjerde forseelse efter de gældende frakendelsesregler medføre en ubetinget frakendelse af førerretten, jf. § 126, stk. 2, nr. 3.

4)   Har den fjerde forseelse en sådan karakter, at den i sig selv medfører en ubetinget frakendelse efter de gældende regler (f.eks. forsætlig forvoldelse af skade på andres person), bliver der naturligvis også i dette tilfælde tale om en ubetinget frakendelse. Ved fastsættelse af perioden for den ubetingede frakendelse, vil det indgå, at den pågældende tidligere er frakendt førerretten betinget.

I relation til situation 2 skal det nævnes, at hvis føreren én gang har fået frakendt førerretten betinget som følge af klippekortsystemet (dvs. begået tre forseelser inden for tre år), og den pågældende herefter på ny begår tre forseelser inden for tre år (og inden for prøvetiden af den betingede frakendelse), vil frakendelsen ske ubetinget i medfør af de gældende frakendelsesregler, jf. princippet i situation 3.

For så vidt angår tilfælde, hvor der foreligger samtidig pådømmelse af f.eks. fire, fem eller seks forseelser omfattet af det foreslåede klippekortsystemer, vil de tre første forseelser udløse tre »klip«, der vil medføre en betinget frakendelse efter det foreslåede klippekortsystem. Den fjerde og femte forseelse, der er til samtidig pådømmelse vil udløse »klip«, der tælles med som de første »klip« i en ny tre-årig periode.

Hvis der foreligger seks forseelser omfattet af det foreslåede klippekortsystem til samtidig pådømmelse, vil der være tale om to forhold, der hver for sig medfører en betinget frakendelse efter systematikken i det foreslåede klippekortsystem. Efter Justitsministeriets opfattelse bør en sådan situation bedømmes på samme måde som efter princippet i den gældende bestemmelse i § 126, stk. 2 , nr. 2, hvorefter samtidig pådømmelse af flere forhold, der hver for sig medfører en betinget frakendelse af førerretten, afløses af en ubetinget frakendelse.

Det foreslås således, at § 126, stk. 2, nr. 2 (efter lovforslaget stk. 4, nr. 2), affattes således, at det fremgår, at hvis føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig medfører en betinget frakendelse efter stk. 1, nr. 1-5, eller det nye stk. 2 eller 3 (klippekortsystemet), skal frakendelse af førerretten ske ubetinget. Dette betyder samtidig, at hvis der er ét forhold, der i sig selv vil medføre en betinget frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1-5, og tre, henholdsvis to forhold for førstegangserhververe af førerret, jf. nedenfor under bemærkningernes punkt 2.2.3.2., efter det foreslåede klippekortsystem, til samtidig pådømmelse, vil frakendelsen i disse tilfælde tillige skulle ske ubetinget.

For så vidt angår øvrige spørgsmål om samspillet mellem klippekortsystemet og de gældende regler om betinget og ubetinget frakendelse af førerretten henvises til bemærkningernes punkt 2.2.4.2. nedenfor.

2.2.3. Typer af trafikanter og køretøjer

2.2.3.1. Arbejdsgruppens anbefaling

Arbejdsgruppen anbefaler, at et klippekortsystem alene bør rette sig mod den, som fører et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort. Dette vil i praksis sige førere af bil (herunder bus og lastbil), motorcykel, registreringspligtig knallert, traktor samt motorredskab (f.eks. rendegraver og selvkørende pølsevogn).

Arbejdsgruppen peger på, at også andre trafikanter end dem, som fører et køretøj, hvortil der kræves kørekort, f.eks. cyklister, vil kunne demonstrere manglende ansvarsbevidsthed og forståelse af hensynet til færdselssikkerheden gennem flere færdselsforseelser. Det må dog i den forbindelse tillægges vægt, at det altovervejende er gruppen af bløde trafikanter, der lider størst skade i forbindelse med færdselsulykker. Arbejdsgruppen finder det således generelt bedst stemmende med de hensyn, der søges varetaget gennem et klippekortsystem, alene at lade en udvidet frakendelsesordning omfatte førere af motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort.

Arbejdsgruppen har overvejet, hvorvidt det ville være hensigtsmæssigt at indføre et skærpet klippekortsystem for personer, der netop har erhvervet kørekort.

Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at det må antages, at et klippekortsystem – med et indhold som anbefalet af arbejdsgruppen – i høj grad vil komme til at omfatte de unge trafikanter. Samtidig er det udvalgets vurdering, at de relativt få »klip«, der bør udløse en reaktion i form af en betinget frakendelse af førerretten, ikke taler for at indføre en særlig ordning med yderligere skærpelser rettet mod de unge trafikanter. Arbejdsgruppen har således vurderet, at der med den foreslåede ordning ikke vil være behov for en særlig ordning på dette område.

Arbejdsgruppen anfører dog, at hvis indførelse af et særlig skærpet klippekortsystem for unge trafikanter måtte ønskes i tilknytning til bestemmelserne om kørselsforbud, kan dette f.eks. gøres ved, at et færre antal »klip« (f.eks. to »klip«) inden for to år udløser et kørselsforbud for førstegangserhververe af førerret.

2.2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde, at klippekortsystemet af de af arbejdsgruppen anførte grunde alene bør omfatte trafikanter, som fører et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort.

For så vidt angår spørgsmålet om et særlig skærpet system for unge trafikanter skal Justitsministeriet bemærke, at unge trafikanter er stærkt overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne. Samtidig vil den demografiske udvikling indebære, at andelen af unge trafikanter i de kommende år vil stige. Justitsministeriet finder derfor, at der bør rettes en særlig færdselssikkerhedsmæssig indsats mod denne trafikantgruppe.

Det foreslås således, at alene to »klip« inden for tre år skal medføre et kørselsforbud, hvis forseelserne er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret. Det er herved indgået i Justitsministeriets overvejelser, at Færdselssikkerhedskommissionen i sin seneste handlingsplan for 2001-2012 i forbindelse med anbefalingen af, at indførelse af et klippekortsystem undersøges nærmere, har peget på særligt unge trafikanters ulykkesrisiko.

Justitsministeriet er opmærksom på, at dette vil indebære en betydelig skærpelse af sanktionssystemet for denne trafikantgruppe. Justitsministeriet finder dog, at en meget markant og konsekvent indgriben over for unge kørekortindehavere, der demonstrerer manglende indsigt og forståelse for hensynet til sikkerheden i trafikken, er nødvendig, hvis antallet af dræbte og kvæstede i trafikken skal nedbringes.

2.2.4. Forholdet til det gældende frakendelsessystem

2.2.4.1. Arbejdsgruppens anbefaling

Arbejdsgruppen anbefaler som tidligere nævnt under bemærkningernes punkt 2.1.3., at sanktioner ved gentagne færdselsforseelser mest hensigtsmæssigt varetages i form af et udvidet sanktionssystem, der tager udgangspunkt i det allerede eksisterende frakendelsessystem i færdselsloven. Arbejdsgruppen anbefaler derfor i tilknytning hertil, at de gældende frakendelsesregler bibeholdes i deres nuværende form ved siden af det supplerende klippekortsystem. Arbejdsgruppen anbefaler endvidere, at de overordnede principper i de gældende frakendelsesregler overføres til klippekortsystemet. Dette betyder, at frakendelse af førerretten som følge af klippekortsystemet kun skal kunne ske i anledning af en kørsel, som har fundet sted med et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, at frakendelse alene skal kunne ske hos føreren af køretøjet, at frakendelse ikke er betinget af tilregnelighed hos føreren, at frakendelsen skal være obligatorisk, og at den frakendelsesudløsende kørsel skal have fundet sted på færdselslovens område.

For så vidt angår den gældende ordning med kørselsforbud, hvorefter en betinget frakendelse af førerretten under visse betingelser erstattes af et kørselsforbud, anbefaler arbejdsgruppen, at en betinget frakendelse i medfør af et klippekortsystem under samme betingelser som efter de gældende regler skal erstattes af et kørselsforbud.

Med hensyn til spørgsmålet om anvendelse af uden- og indenretlig vedtagelse af betinget frakendelse af førerret eller kørselsforbud i forbindelse med et klippekortsystem er det arbejdsgruppens principielle synspunkt, at disse processuelle instrumenter – ikke mindst af ressourcemæssige årsager – bør anvendes i alle tilfælde, hvor det i øvrigt er forsvarligt og foreneligt med fundamentale retssikkerhedsmæssige principper.

For så vidt angår samspillet mellem et klippekortsystem og de gældende regler om betinget og ubetinget frakendelse af førerretten har arbejdsgruppen drøftet fire grundlæggende situationer, der kan opstå i relation hertil:

1)   Føreren har begået to forseelser, der medfører to »klip« som følge af klippekortsystemet. Herefter begår føreren en forseelse, der i sig selv medfører en betinget frakendelse af førerretten.

2)   Føreren har begået to forseelser, der medfører to »klip« som følge af klippekortsystemet. Herefter begår føreren en forseelse, der i sig selv medfører en ubetinget frakendelse af førerretten.

3)   Føreren har begået en forseelse, der i sig selv har medført en betinget frakendelse af førerretten. Herefter begår føreren inden udløbet af prøvetiden to forseelser, der medfører to »klip« som følge af klippekortsystemet.

4)   Føreren har begået en forseelse, der i sig selv har medført en ubetinget frakendelse af førerretten. Herefter begår føreren inden fem år efter udløbet af frakendelsestiden to forseelser, der medfører to »klip« som følge af klippekortsystemet.

Det forudsættes i ovennævnte situationer, at det tredje »klip« udløser en frakendelse. Tildeling af to »klip« har således i sig selv ingen umiddelbar virkning i relation til klippekortsystemet.

For så vidt angår situation 1 og 2 er det arbejdsgruppens vurdering, at to muligheder kan tages i betragtning.

Første mulighed vil være, at der i forbindelse med den betingede/ubetingede frakendelse efter det almindelige frakendelsessystem i færdselsloven ses bort fra de tidligere pålagte »klip«. I forbindelse med den betingede/ubetingede frakendelse vil de tidligere pålagte »klip« således bortfalde (»tavlen vaskes ren«).

Anden mulighed vil være, at de tidligere pålagte »klip« i overensstemmelse med princippet i færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 2, tillægges vægt i den samlede sanktionsfastsættelse. De tidligere pålagte »klip« vil således – i forbindelse med en efterfølgende betinget frakendelse – medføre en samlet ubetinget frakendelse. I forbindelse med en efterfølgende ubetinget frakendelse vil de tidligere pålagte »klip« kunne tillægges vægt i forbindelse med fastsættelse af frakendelsestiden.

Begge de nævnte muligheder medfører, at der på frakendelsestidspunktet sker en endelig opgørelse af det samlede antal forseelser. Det er arbejdsgruppens vurdering, at dette er en afgørende forudsætning for et funktionelt sanktionssystem, og man undgår således, at der samtidig med det eksisterende frakendelsessystem eksisterer en underliggende klippekortordning.

Arbejdsgruppen påpeger, at en rimelighedsbetragtning kan tale for, at sidstnævnte løsningsmulighed vælges, således at der tages hensyn til de »klip«, der er opnået inden den betingede eller ubetingede frakendelse. Dette vil som nævnt ovenfor medføre, at der i forbindelse med en efterfølgende betinget frakendelse skal fastsættes en samlet ubetinget frakendelse, og at der ved en efterfølgende ubetinget frakendelse vil kunne lægges vægt på de tidligere pålagte »klip« i forbindelse med fastsættelse af frakendelsestidens længde.

Arbejdsgruppen anbefaler imidlertid, at førstnævnte løsningsmulighed vælges, idet det efter arbejdsgruppens opfattelse af praktiske og administrative hensyn vil være mest enkelt, at der uden hensyntagen til de pålagte »klip« sker en betinget eller ubetinget frakendelse efter det almindelige frakendelsessystem. De tidligere pålagte »klip« vil således ikke få betydning for den efterfølgende betingede eller ubetingede frakendelse, og de tidligere pålagte »klip« vil bortfalde. Denne løsning vil endvidere efter arbejdsgruppens opfattelse også af forståelsesmæssige hensyn være mest hensigtsmæssigt, idet der overordnet bør tilstræbes et gennemskueligt og funktionelt system, der generelt kan vinde accept hos befolkningen.

For så vidt angår situation 3 og 4 er det arbejdsgruppens vurdering, at to muligheder også her kan tages i betragtning.

Første mulighed vil være, at bestemmelserne i § 126, stk. 2, nr. 3 og 5, først finder anvendelse ved det tredje frakendelsesudløsende »klip«. I forbindelse med en betinget frakendelse vil den tidligere og den aktuelle, betingede frakendelse således blive skærpet til en fælles ubetinget frakendelse, hvis den tredje forseelse i relation til klippekortsystemet er begået inden udløbet af prøvetiden (situation 3). I forbindelse med en ubetinget frakendelse vil der i forbindelse med den aktuelle betingede frakendelse blive fastsat en ny ubetinget frakendelse, hvis den tredje forseelse i relation til klippekortsystemet er begået inden fem år efter udløbet af frakendelsestiden (situation 4).

Hvis det frakendelsesudløsende »klip« først pålægges efter udløbet af henholdsvis prøvetiden eller efter fem år efter udløbet af frakendelsestiden, vil konsekvensen alene blive, at der sker en betinget frakendelse efter den almindelige systematik i klippekortsystemet. Det forudsættes i den forbindelse, at ingen af de pålagte »klip« er forældede. I sådanne tilfælde vil forseelserne således ikke have gentagelsesvirkning efter § 126, stk. 2, nr. 3 og 5.

Anden mulighed vil være, at klippene i prøvetiden (situation 3) og i tiden inden fem år efter udløbet af frakendelsestiden (situation 4) »tæller hårdere«. Der skal således i disse perioder færre »klip« til at udløse en ny frakendelse, som i medfør af § 126, stk. 2, nr. 3 og 5, vil være ubetinget.

Arbejdsgruppen anbefaler, at førstnævnte løsningsmulighed vælges, idet det efter arbejdsgruppens opfattelse er mest hensigtsmæssigt, at den allerede gældende systematik i § 126, stk. 2, nr. 3 og 5, opretholdes. Gentagelsesvirkningen bør således først indtræde på det tidspunkt, hvor et eventuelt tredje frakendelsesudløsende »klip« pålægges.

Arbejdsgruppen anbefaler endvidere, at de gældende regler om aflæggelse af kontrollerende køreprøve i § 60, stk. 2 og 3, bibeholdes i deres nuværende form. Efter disse regler skal der ikke aflægges en kontrollerende køreprøve i anledning af en ubetinget frakendelse, hvis føreren har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, og køreprøven er bestået inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgning om generhvervelse af førerretten. Der skal tilsvarende ikke aflægges en kontrollerende køreprøve i anledning af en betinget frakendelse, hvis føreren har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen.

I relation til klippekortsystemet betyder dette, at hvis en fører i anden anledning har bestået en køreprøve efter at have begået den tredje frakendelsesudløsende forseelse, skal den pågældende ikke aflægge endnu en kontrollerende køreprøve i anledning af den betingede frakendelse, som den tredje forseelse medfører efter klippekortsystemet.

2.2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde, at de gældende frakendelsesregler bibeholdes i deres nuværende form ved siden af det supplerende klippekortsystem. Justitsministeriet kan endvidere tiltræde, at de overordnede principper i de gældende frakendelsesregler overføres til klippekortsystemet, hvilket medfører, at frakendelse af førerretten som følge af klippekortsystemet kun skal kunne ske i anledning af en kørsel, som har fundet sted med et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, at frakendelse alene skal kunne ske hos føreren af køretøjet, at frakendelse ikke er betinget af tilregnelighed hos føreren, at frakendelsen skal være obligatorisk, og at den frakendelsesudløsende kørsel skal have fundet sted på færdselslovens område.

Justitsministeriet kan tillige tiltræde, at en betinget frakendelse i medfør af klippekortsystemet under samme betingelser som efter de gældende regler skal erstattes af et kørselsforbud. Dette vil være i overensstemmelse med den gældende kørselsforbudsordning, hvorefter betingede frakendelser af førerretten generelt erstattes af et kørselsforbud, hvis forseelsen er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerretten.

Det foreslås således, at § 126, stk. 4 (efter lovforslaget stk. 6), affattes således, at det fremgår, at en betinget frakendelse af førerretten i medfør af det nye stk. 3 i § 126 (klippekortsystemet) ligeledes erstattes af et kørselsforbud, hvis forseelserne er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret. § 60 a , stk. 1, foreslås endvidere som konsekvens heraf ændret, således at det fremgår, at hvis et kørselsforbud er pålagt i anledning af forhold omfattet af det nye stk. 3 i § 126, kan førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har gennemført fornyet særlig køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve. Der foreslås ikke ændringer i ordningen om kørselsforbud i øvrigt.

Efter den gældende § 60 a, stk. 3, skal føreren i visse tilfælde af ubetinget frakendelse af førerretten som følge af forseelser, der har fundet sted inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret, ud over kontrollerende køreprøve have gennemført fornyet, særlig køreundervisning. Justitsministeriet finder endvidere, at denne ordning bør udstrækkes til tilfælde, hvor det forhold, der giver anledning til den ubetingede frakendelse, er omfattet af det nye stk. 2 eller 3 i § 126 (klippekortsystemet).

Det foreslås således, at § 60 a, stk. 3, nr. 2 og 3, affattes således, at føreren tillige skal gennemføre fornyet, særlig køreundervisning og bestå en kontrollerende køreprøve, hvis det forhold, der giver anledning til den ubetingede frakendelse, er omfattet af det nye stk. 2 eller 3 i § 126. Den gældende ordning i § 60 a, stk. 3, foreslås i øvrigt ikke ændret.

For så vidt angår spørgsmålet om anvendelse af uden- og indenretlige vedtagelse af førerretsfrakendelse er det Justitsministeriets opfattelse, at det ikke mindst af hensyn til tilrettelæggelsen af politiets og domstolenes arbejde bør være muligt at vedtage en førerretsfrakendelse eller et kørselsforbud efter klippekortsystemet. Justitsministeriet finder endvidere, at der ikke er afgørende hensyn, der taler imod en sådan mulighed. Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at sagerne om de to første forseelser, der i sig selv alene medfører bødestraf, allerede i medfør af retsplejelovens § 924 kan afgøres ved udenretlig vedtagelse. Bøderne for alle tre forseelser udmåles i praksis efter nøje fastlagte retningslinier, ligesom førerretsfrakendelsen i anledning af den tredje udløsende forseelse vil skulle ske automatisk i medfør af de foreslåede bestemmelser i de nye stk. 2 og 3 i § 126. Hvis den sigtede ikke ønsker at vedtage bøderne eller førerretsfrakendelsen, vil sagen blive indbragt for domstolene. Der er således ikke tale om, at den sigtede fratages muligheden for domstolsprøvelse.

Det foreslås derfor, at § 119 a, stk. 1, ændres, således at det fremgår, at førerretsfrakendelse og kørselsforbud også kan vedtages udenretligt efter de retningslinier, der i øvrigt gælder herfor i § 119 a, stk. 1, hvis førerretsfrakendelsen eller kørselsforbuddet pålægges i medfør af de nye stk. 2 eller 3 i § 126. Ændringen vil endvidere betyde, at førerretsfrakendelse og kørselsforbud efter de nye stk. 2 eller 3 i § 126 også vil kunne vedtages indenretligt, jf. henvisningen i § 119 a, stk. 3, til bestemmelsens stk. 1.

For så vidt angår samspillet mellem et klippekortsystem og de gældende regler om betinget og ubetinget frakendelse af førerretten har Justitsministeriet overvejet, hvorledes de fire grundlæggende situationer, som arbejdsgruppen har behandlet, bør løses.

For så vidt angår situation 1 og 2 (to »klip« og en efterfølgende betinget eller ubetinget frakendelse) finder Justitsministeriet det ikke rimeligt, at de to pålagte »klip« – som anbefalet af arbejdsgruppen – skal bortfalde i anledning af, at føreren nu har begået en forseelse, der i sig selv medfører en betinget eller ubetinget frakendelse. Føreren bør efter Justitsministeriets opfattelse ikke i relation til klippekortsystemet på denne måde drage fordel af at have begået en forseelse, der i sig selv er grov nok til at medføre en betinget eller ubetinget frakendelse. Justitsministeriet finder modsat heller ikke, at de to »klip« bør tillægges vægt i den samlede sanktionsfastsættelse, hvilket efter princippet i færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 2, vil medføre, at den aktuelle forseelse, der i sig selv alene vil medføre en betinget frakendelse, nu skal gøres ubetinget, eller at de to »klip« i forbindelse med en efterfølgende ubetinget frakendelse vil kunne tillægges vægt i forbindelse med fastsættelse af frakendelsestiden. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at pålæggelse af to »klip« i medfør af klippekortsystemets udformning ikke i sig selv har nogen frakendelsesmæssig konsekvens, idet frakendelse af førerretten først bliver aktuel ved det tredje udløsende »klip«. Justitsministeriet har herved tillige lagt stor vægt på gennemsigtigheden for borgerne i forbindelse med pålæggelse af »klip«, ligesom det findes uhensigtsmæssigt i visse situationer at fravige princippet om, at alene tre »klip« indebærer en betinget frakendelse af førerretten.

Justitsministeriet kan således ikke tiltræde den af arbejdsgruppen anbefalede løsningsmulighed, ligesom Justitsministeriet ikke finder den af arbejdsgruppen anden anførte løsningsmulighed hensigtsmæssig.

Justitsministeriet finder, at de to pågældende situationer bør løses således, at de to pålagte »klip« ikke skal have betydning for den efterfølgende frakendelse. Førerretten vil således efter de gældende regler skulle frakendes føreren betinget eller ubetinget afhængig af den aktuelle forseelses karakter, men uden hensyntagen til de to pålagte »klip«. De to pålagte »klip« skal derimod ikke bortfalde i anledning af den betingede eller ubetingede frakendelse. Hvis føreren således begår en tredje frakendelsesudløsende forseelse inden udløbet af prøvetiden, henholdsvis inden fem år efter udløbet af frakendelsestiden, vil dette betyde, at den betingede frakendelse efter klippekortsystemet skal erstattes af en ubetinget frakendelse i medfør af § 126, stk. 2, nr. 3 eller 5. Tilsvarende resultat vil følge af § 126, stk. 2, nr. 4, hvis føreren er blevet pålagt ét »klip«, og den pågældende herefter begår en forseelse, der i sig selv medfører et kørselsforbud. Den anden frakendelsesudløsende forseelse, der er begået inden tre år efter pålæggelse af kørselsforbuddet, vil således medføre, at den betingede frakendelse efter klippekortsystemet skal erstattes af en ubetinget frakendelse. Det forudsættes i alle tilfælde, at ingen af de pålagte »klip« er forældede.

Justitsministeriet er opmærksom på, at dette betyder, at der samtidig med det gældende frakendelsessystem vil skulle eksistere et underliggende klippekortsystem. Efter Justitsministeriets opfattelse vil dette imidlertid næppe medføre væsentlige praktiske og administrative uhensigtsmæssigheder, idet pålagte »klip« allerede vil være registrerede i politiets edb-systemer, og idet håndteringen af klippekortsystemet vil blive teknologiunderstøttet i videst muligt omfang, jf. nærmere herom under bemærkningernes punkt 6.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede løsning heller ikke fremstå som uforståelig for borgerne, idet budskabet stadig vil være, at tre, henholdsvis to »klip« efter klippekortsystemet medfører en betinget frakendelse. De gældende regler om frakendelse af førerretten ændres ikke.

For så vidt angår situation 3 og 4 (betinget eller ubetinget frakendelse og efterfølgende to »klip«) kan Justitsministeriet tiltræde den af arbejdsgruppen anbefalede løsningsmulighed, hvorefter gentagelsesvirkningen først indtræder på det tidspunkt, hvor et eventuelt tredje frakendelsesudløsende »klip« pålægges. Justitsministeriet finder i lighed med situation 1 og 2 ikke, at det ville være rimeligt, hvis føreren i relation til frakendelsesspørgsmålet skulle straffes, som om den pågældende ved pålæggelse af to »klip« har begået en forseelse, der medfører en betinget frakendelse, når dette efter klippekortsystemets udformning ikke er tilfældet. Justitsministeriet finder derfor, at den allerede gældende systematik i § 126, stk. 2, nr. 3 og 5, bør opretholdes, således at spørgsmålet om gentagelsesvirkning først bliver aktuelt ved pålæggelse af det tredje frakendelsesudløsende »klip«. Der henvises i øvrigt til det af arbejdsgruppen herom anførte, jf. bemærkningernes punkt 2.2.4.1.

For så vidt angår spørgsmålet om flere forhold til samtidig pådømmelse henvises til det under bemærkningernes punkt 2.2.2.2. anførte.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde, at de gældende regler om aflæggelse af kontrollerende køreprøve i § 60, stk. 2 og 3, bibeholdes i deres nuværende form. I relation til klippekortsystemet betyder dette, at hvis en fører i anden anledning har bestået en køreprøve efter begåelse af den tredje frakendelsesudløsende forseelse, skal den pågældende ikke aflægge endnu en kontrollerende køreprøve i anledning af den betingede frakendelse, som den tredje forseelse medfører efter klippekortsystemet.

Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre den gældende praksis for anvendelse af § 130 og § 60, stk. 1, om mulighederne for administrativ inddragelse af førerretten.

3. Nedsættelse af den generelle grænse for betinget frakendelse af førerretten ved hastighedsovertrædelser

3.1. Gældende ret

Det følger af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, at retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer (motordrevne køretøjer, hvortil der kræves kørekort) skal frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis føreren har overskredet de tilladte hastigheder efter §§ 42 eller 43 a eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 70 pct. Frakendelsen sker betinget, jf. § 126, stk. 2, medmindre der foreligger en eller flere af de i stk. 2, nr. 1-5, nærmere angivne omstændigheder.

Bestemmelsen, hvorefter førerretsfrakendelse skal ske ved overskridelse af de fastsatte hastighedsgrænser med mere end 70 pct., blev indført ved lov nr. 468 af 10. juni 1997. Tidligere ville betinget førerretsfrakendelse efter retspraksis som udgangspunkt først finde sted ved overskridelse af den højest tilladte hastighed med 100 pct.

Ved lov nr. 187 af 30. marts 1999 blev bestemmelsen i § 126, stk. 1, nr. 2, præciseret, således at bestemmelsen også kom til at omfatte overskridelse af lavere hastighedsgrænser fastsat ved færdselstavler, f.eks. midlertidige hastighedsgrænser, som fastsættes i forbindelse med vejarbejde.

§ 126, stk. 1, nr. 2, fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 292 af 28. april 2000, hvor der blev tilføjet en henvisning til hastighedsbestemmelserne for knallerter i § 43 a.

Den gældende bestemmelse i § 126, stk. 1, nr. 2, indebærer, at der skal ske betinget frakendelse af førerretten ved hastighedsovertrædelser med personbil eller motorcykel, hvis den højest tilladte hastighed er overskredet med mere end 70 pct. Efter stk. 4 træder et kørselsforbud i stedet for den betingede frakendelse, såfremt forseelsen er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerretten.

Ved lov nr. 432 af 10. juni 2003 blev der i § 126, stk. 1, nr. 2, indført en supplerende, øvre grænse på 160 km i timen for betinget frakendelse af førerretten. Førerretten skal således frakendes betinget i alle tilfælde – uanset den procentuelle overskridelse – hvis hastigheden har oversteget 160 km i timen. Bestemmelsen træder i kraft den 30. april 2004. Bestemmelsen har alene selvstændig betydning for hastighedsovertrædelser på motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller mere. Baggrunden for bestemmelsen er ifølge lovens forarbejder, at det vil være en uacceptabel konsekvens af samme lovs bestemmelser om forhøjelse af hastighedsgrænserne på visse motorvejsstrækninger, hvis førerretsfrakendelse også på disse strækninger først skal ske ved 70 pct. hastighedsoverskridelser (221 km i timen ved en hastighedsgrænse på 130 km i timen og 187 km i timen ved en hastighedsgrænse på 110 km i timen). Det fremgår endvidere af lovens forarbejder, at grænsen for frakendelse ved kørsel med høje hastigheder ud fra færdselssikkerhedsmæssige hensyn generelt ønskedes skærpet.

Det følger af § 126, stk. 1, nr. 3, at retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer (motordrevne køretøjer, hvortil der kræves kørekort) skal frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis føreren under kørsel i et af de i § 43 nævnte køretøjer (tunge køretøjer mv.), under kørsel med blokvogn eller mobilkran, jf. § 86, stk. 1, samt ved slæbning af køretøjer, jf. § 70, stk. 4, har overskredet de for sådanne køretøjer tilladte hastigheder efter §§ 42 eller 43 a eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 70 pct. for hastighedsgrænser på højst 30 km i timen eller med mere end 40 pct. for hastighedsgrænser på over 30 km i timen. Frakendelsen sker betinget, jf. § 126, stk. 2, medmindre der foreligger en eller flere af de i stk. 2, nr. 1-5, nærmere angivne omstændigheder.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 187 af 30. marts 1999 og trådte i kraft den 15. maj 1999. Ifølge lovens forarbejder var baggrunden for skærpelsen af grænsen for førerretsfrakendelse ved kørsel med de pågældende tunge køretøjer mv., at selv en mindre procentvis overskridelse af de tilladte hastigheder ved kørsel med disse køretøjer mv. indebærer et langt højere risikomoment i forhold til kørsel i en almindelig personbil.

På veje med en tilladt hastighed på f.eks. 50 eller 80 km i timen vil der som udgangspunkt i dag skulle ske betinget frakendelse af førerretten, når hastigheden ved kørsel med personbil eller motorcykel overstiger henholdsvis 85 og 136 km i timen.

Det er ikke muligt at opgøre antallet af betingede førerretsfrakendelser som følge af hastighedsovertrædelser fordelt på de enkelte vejtyper med forskellige hastighedsgrænser. Derimod registreres det samlede antal betingede frakendelser for hastighedsovertrædelser efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2 og 3. Ifølge Politiets Årstabel for 2002 kan antallet opgøres således:

Tabel 1

 

Betingede frakendelser efter § 126, stk. 1, nr. 2

Betingede frakendelser efter § 126, stk. 1, nr. 3

2002

2.435

354

2001

2.445

517

2000

2.487

762

1999

2.472

321

Kilde: Politiets Årstabel 2002

3.2. Justitsministeriets overvejelser

Som nævnt under punkt 3.1. blev der ved lov nr. 432 af 10. juni 2003 indført en supplerende, øvre grænse på 160 km i timen for betinget frakendelse af førerretten. Formålet var bl.a. at skærpe grænsen for frakendelse ved kørsel med meget høje hastigheder. Bestemmelsen har som anført alene selvstændig betydning for hastighedsovertrædelser på motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller mere.

Langt størstedelen af trafikulykkerne i Danmark sker dog på andre veje end motorveje, dvs. på vejstrækninger i byer og på landeveje. Kørsel med for høj hastighed er en ulykkesfaktor og har endvidere væsentlig betydning for skadernes omfang i forbindelse med en ulykke. Justitsministeriet finder derfor ud fra færdselssikkerhedsmæssige hensyn, at grænsen for frakendelse af førerretten ved hastighedsoverskridelser generelt bør skærpes.

Det foreslås således, at den generelle grænse for betinget frakendelse af førerretten i § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, nedsættes fra 70 til 60 pct. Der vil herefter skulle ske betinget frakendelse af førerretten på veje med en tilladt hastighed på 50 og 80 km i timen, når hastigheden ved kørsel med personbil eller motorcykel overstiger henholdsvis 80 og 128 km i timen. Ved kørsel med tunge køretøjer mv. vil der skulle ske betinget frakendelse af førerretten ved hastighedsgrænser på 30 km i timen, når hastigheden har oversteget 48 km i timen mod 51 km i timen i dag. Den særlige frakendelsesgrænse på 40 pct. for disse køretøjer ved hastighedsgrænser på over 30 km i timen foreslås ikke ændret. Ligeledes foreslås ingen ændringer i den supplerende, øvre grænse på 160 km i timen for betinget frakendelse af førerretten, der blev indført i § 126, stk. 1, nr. 2, ved lov nr. 432 af 10. juni 2003. Der vil således fortsat fra den 30. april 2004 skulle ske betinget frakendelse af førerretten på motorveje med en tilladt hastighed på f.eks. 110 og 130 km i timen ved kørsel med 160 km i timen, hvilket svarer til en hastighedsoverskridelse på henholdsvis ca. 45 og 23 pct. Der henvises endvidere til det foreliggende lovforslags § 1, nr. 16 (klippekortsystemet), hvorefter det bl.a. vil udløse et »klip«, hvis føreren har overskredet de gældende hastighedsgrænser med mere end 30 pct.

Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre den øvrige praksis for anvendelse af § 126, stk. 1, nr. 1 og 6, hvorefter der kan ske frakendelse, hvis føreren under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor, eller hvis frakendelsen findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj.

4. Skærpelse af bødeniveauet ved hastighedsovertrædelser i byer og på landeveje

4.1. Gældende ret

Efter færdselslovens § 118, stk. 1, straffes overtrædelser af de generelle, lokale og køretøjsbestemte hastighedsgrænser (§§ 42 og 43) med bøde. Ved fastsættelsen af bødernes størrelse skal der efter § 118, stk. 3, tages hensyn til den generelle risikoforøgelse, som den pågældende hastighedsovertrædelse medfører. Ved hastighedsovertrædelser på motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover udmåles en skærpet bøde.

§ 118, stk. 3, blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 283 af 29. april 1992, der – ud over at hæve den generelle hastighedsgrænse på motorvej fra 100 til 110 km i timen – omlagde bødeberegningen i sager om hastighedsovertrædelser, således at der tages udgangspunkt i den procentuelle overskridelse af hastighedsgrænsen, og således at bøden beregnes efter en progressivt stigende skala. Baggrunden er ifølge lovens forarbejder, at bøder for hastighedsforseelser generelt bør afspejle den risikoforøgelse, som hastighedsoverskridelsen medfører. Endvidere anføres det om den skærpede bødetakst for hastighedsovertrædelser på motorvej med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover, at miljø- og energimæssige hensyn tilsiger, at der sættes særligt ind mod hastighedsovertrædelser ved meget høje hastigheder, ligesom det – på grund af hastighedsforhøjelsen fra 100 til 110 km i timen – var nødvendigt med en skærpelse for at undgå, at bødetaksterne for hastighedsovertrædelser på motorveje blev svækket i forhold til tidligere.

Lovforslaget var udformet således, at der i forslagets bemærkninger var fastsat vejledende bødetakster for overtrædelse af de generelle, lokale og køretøjsbestemte hastighedsbegrænsninger.

Ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 blev § 118, stk. 3, 3. pkt., ændret, idet den skærpede bøde for hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med tunge køretøjer (lastbiler og busser) blev udvidet til også at omfatte lette køretøjer med tilkoblet påhængsvogn, herunder campingvogn. Efter lovændringen skal hastighedsovertrædelser med køretøjer, for hvilke der er fastsat en køretøjsbestemt hastighed, altid takseres med en skærpet bøde (der svarer til de skærpede bødetakster, som gælder for kørsel på motorvej med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover). Reglerne om førerretsfrakendelse for hastighedsovertrædelser med tunge køretøjer mv. er ligeledes skærpede i forhold til de almindelige regler, jf. herved § 126, stk. 1, nr. 3, og bemærkningernes punkt 3.1.

Ved lov nr. 292 af 18. maj 1998 blev § 118, stk. 3, 3. punkt, igen ændret, så også kørsel med motorcykel med påhængsvogn eller registreringspligtigt påhængsredskab blev omfattet af de skærpede bøder. Ved lov nr. 187 af 30. marts 1999 blev der endvidere indført hjemmel til indførelse af en skærpet bøde for overtrædelse af reglerne om hastighedsbegrænsere og for kørsel med overlæs. Denne bemyndigelsesbestemmelse er udmøntet ved henholdsvis bekendtgørelse nr. 267 af 6. maj 1999 og bekendtgørelse nr. 268 af 6. maj 1999.

Ved lov nr. 475 af 31. maj 2000 er indført en nyordning og forenkling af bødefastsættelsen på færdselslovens område, der medfører, at bøderne for blandt andet hastighedsovertrædelser skal være delelige med 500, og at bøder for flere samtidige overtrædelser af færdselslovgivningen som altovervejende hovedregel sammenlægges uden reduktion (absolut kumulation).

Senest ved lov nr. 432 af 10. juni 2003 er indført et særligt »højhastighedstillæg«, som ved kørsel med hastigheder på 140 km i timen eller derover skal lægges oven i den bøde, som beregnes efter de eksisterende takster for overtrædelse af generelle, lokale eller køretøjsbestemte hastighedsgrænser. Det lovmæssige grundlag for indførelse af højhastighedstillægget er indførelsen af et nyt stykke 4 i § 118, hvorefter det ved fastsættelse af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43, jf. stk. 1, tillige skal indgå som en skærpende omstændighed, hvis hastigheden har udgjort 140 km i timen eller derover. Bestemmelsen træder i kraft den 30. april 2004.

Ifølge lovens forarbejder er et væsentligt formål med højhastighedstillægget, at der sendes et tydeligt signal om, at hastighedsgrænserne, herunder de ved samme lov forhøjede hastighedsgrænser på visse motorvejsstrækninger, skal overholdes. Det bliver således ikke »billigere« at køre f.eks. 140 km i timen på en motorvej med en hastighedsgrænse på 130 km i timen, end på en motorvej, hvor hastighedsgrænsen er på 110 km i timen. Højhastighedstillægget finder tillige anvendelse på andre veje end motorveje. Den eksisterende balance i bødesystemet bevares således, så det fortsat straffes hårdere at køre f.eks. 180 km i timen på en landevej end på en motorvej.

Ved Rigsadvokatens meddelelse nr. 4/2000 af 15. august 2000 om sanktionspåstande i færdselssager har Rigsadvokaten udsendt nedenstående vejledende takster for overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser på andre veje end motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover. I nedenstående tabel er tilføjet hastighedsberegninger for udvalgte hastighedsgrænser, ligesom højhastighedstillægget – der dog først træder i kraft den 30. april 2004 – er indregnet:

Tabel 2

Overskridelse i procent

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 40 km/t)

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 50 km/t)

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 60 km/t)

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 70 km/t)

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 80 km/t)

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 90 km/t)

Tunge køretøjer mv. (alle veje)

(hastighedsgrænse på 70 km/t)

Under 20 pct.

500 kr.

(op til 48 km/t)

500 kr.

(op til 60 km/t)

500 kr.

(op til 72 km/t)

500 kr.

(op til 84 km/t)

500 kr.

(op til 96 km/t)

500 kr.

(op til 108 km/t)

1.000 kr.

(op til 84 km/t)

Fra 20 men under 30

1.000 kr.

(op til 52 km/t)

1.000 kr.

(op til 65 km/t)

1.000 kr.

(op til 78 km/t)

1.000 kr.

(op til 91 km/t)

1.000 kr.

(op til 104 km/t)

1.000 kr.

(op til 117 km/t)

1.000 kr.

(op til 91 km/t)

Fra 30 men under 40

1.000 kr. (op til 56 km/t)

1.000 kr. (op til 70 km/t)

1.000 kr. (op til 84 km/t)

1.000 kr.

(op til 98 km/t)

1.000 kr.

(op til 112 km/t)

1.000 kr.

(op til 126 km/t)

1.500 kr.

(op til 98 km/t)

Fra 40 men under 50

1.500 kr.

(op til 60 km/t)

1.500 kr.

(op til 75 km/t)

1.500 kr.

(op til 90 km/t)

1.500 kr.

(op til 105 km/t)

1.500 kr.

(op til 120 km/t)

1.500 kr.

(op til 135 km/t)

2.000 kr.

(op til 105 km/t)

Fra 50 men under 60

1.500 kr.

(op til 64 km/t)

1.500 kr.

(op til 80 km/t)

1.500 kr.

(op til 96 km/t)

1.500 kr.

(op til112 km/t)

1.500 kr.

(op til 128 km/t)

2.000 kr.

(op til 144 km/t)*

2.500 kr.

(op til 112 km/t)

Fra 60 men under 70

2.000 kr.

(op til 68 km/t)

2.000 kr.

(op til 85 km/t)

2.000 kr.

(op til 102 km/t)

2.000 kr.

(op til 119 km/t)

2.000 kr.

(op til 136 km/t)

3.000 kr.

(op til 153 km/t)*

3.000 kr.

(op til 119 km/t)

Fra 70 men under 80

2.500 kr.

(op til 72 km/t)

2.500 kr.

(op til 90 km/t)

2.500 kr.

(op til 108 km/t)

2.500 kr.

(op til 126 km/t)

3.000 kr.

(op til 144 km/t)*

4.000 kr.

(op til 162 km/t)*

4.000 kr.

(op til 126 km/t)

Fra 80 men under 90

3.000 kr.

(op til 76 km/t)

3.000 kr.

(op til 95 km/t)

3.000 kr.

(op til 114 km/t)

3.000 kr.

(op til 133 km/t)

4.000 kr.

(op til 152 km/t)*

5.000 kr.

(op til 171 km/t)*

4.500 kr.

(op til133 km/t)

Fra 90 men under 100

4.000 kr.

(op til 80 km/t)

4.000 kr.

(op til 100 km/t)

4.000 kr. (op til 120 km/t)

4.000 kr.

(op til 140 km/t)

5.000 kr.

(op til 160 km/t)*

6.000 kr.

(op til 180 km/t)*

6.000 kr.

(op til 140 km/t)

100 pct. eller mere

4.500 kr.

(fra 80 km/t)

4.500 kr.

(fra 100 km/t)

4.500 kr.

(fra 120 km/t)

5.000 kr. og stigende

(fra 140 km/t)*

6.000 kr. og stigende

(fra 160 km/t)*

7.000 kr. og stigende

(fra 180 km/t)*

7.500 kr. og stigende

(fra 140 km/t)*

Kilde: Rigsadvokatens meddelelse nr. 4/2000 om sanktionspåstande i færdselssager

* Indregnet højhastighedstillægget

4.2. Justitsministeriets overvejelser

Som nævnt under punkt 4.1. blev der ved lov nr. 432 af 10. juni 2003 indført et særligt højhastighedstillæg, som ved kørsel med hastigheder på 140 km i timen eller derover skal lægges oven i den bøde, som beregnes efter de eksisterende takster for overtrædelse af hastighedsgrænserne.

Selv om højhastighedstillægget finder anvendelse på alle vejtyper, vil det formentlig få størst praktisk betydning ved hastighedsoverskridelser på motorvej. Langt størstedelen af trafikulykkerne i Danmark sker dog på andre veje end motorveje, dvs. på vejstrækninger i byer og på landeveje. Selv mindre hastighedsoverskridelser er navnlig på vejstrækninger i byer og på landeveje en ulykkesfaktor og har endvidere betydning for skadernes omfang i forbindelse med en ulykke. Justitsministeriet finder det væsentligt, at der sendes et klart signal til trafikanterne om, at hastighedsovertrædelser er uacceptable.

Justitsministeriet finder derfor, at bødeniveauet for hastighedsovertrædelser på strækninger i bymæssig bebyggelse og på landeveje bør skærpes. Dette bør efter Justitsministeriets opfattelse ske ved, at den takstmæssige bøde, jf. tabel 2 under punkt 4.1., generelt forhøjes med 500 kr. pr. bødesats for hastighedsoverskridelser på 30 pct. eller derover.

Den skærpede bødesats vil ikke finde anvendelse på hastighedsovertrædelser ved kørsel på motorveje. Hastighedsovertrædelser på motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover er allerede efter de gældende regler underlagt en skærpet bøde i medfør af § 118, stk. 3, 2. pkt., ligesom det højhastighedstillæg, der blev indført ved lov nr. 432 af 10. juni 2003, formentlig vil få størst praktisk betydning ved hastighedsovertrædelser på motorvej.

Justitsministeriet er opmærksom på, at der efter de gældende regler ikke udmåles en skærpet bøde for hastighedsovertrædelser på motorveje med en hastighedsgrænse på under 100 km i timen, hvis den kørte hastigheden ikke har været 140 km i timen eller derover. Hvis hastighedsgrænsen på en motorvejsstrækning f.eks. lokalt er nedsat til 90 km i timen, vil der således ikke skulle udmåles en skærpet bøde for hastighedsovertrædelser på en sådan strækning. I modsætning hertil vil der i medfør af de foreslåede regler om udmåling af en skærpet bøde for hastighedsovertrædelser på bl.a. landeveje, skulle udmåles en skærpet bøde for en hastighedsovertrædelse på motortrafikvej, hvor hastighedsgrænsen lokalt er forhøjet til 90 km i timen i medfør af § 42, stk. 4.

Justitsministeriet finder imidlertid ikke anledning til at ændre reglen i § 118, stk. 3, 2. pkt., hvorefter der kun udmåles en skærpet bøde ved hastighedsovertrædelser på motorvej, hvis hastighedsgrænsen er 100 km i timen eller derover. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at motorveje i relation til personskadeulykker er langt den sikreste vejtype at færdes på, samt at det af forarbejder til § 118, stk. 3, 3. pkt., fremgår, at baggrunden for den skærpede bøde på motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover navnlig er, at miljø- og energimæssige hensyn tilsiger, at der sættes særligt ind mod hastighedsovertrædelser ved meget høje hastigheder.

Den foreslåede skærpede bødesats vil imidlertid finde anvendelse på hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med de i § 118, stk. 3, 3. pkt., nævnte tunge køretøjer mv. Hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med disse køretøjer er allerede i medfør af de gældende regler i § 118, stk. 3, 3. pkt. underlagt en skærpet bøde. Den foreslåede skærpede bødesats for kørsel på strækninger i byer og på landeveje kommer hermed til at betyde, at hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med disse køretøjer på strækninger i byer og på landeveje vil blive underlagt en yderligere skærpet bøde. Justitsministeriet finder det i den forbindelse væsentligt, at der forsat differentieres mellem hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med almindelig bil mv. og hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med tunge køretøjer mv.

Det lovmæssige grundlag for forhøjelse af bødetaksterne ved kørsel på strækninger i byer og på landeveje foreslås skabt ved, at der tilføjes et nyt stk. 5 i færdselslovens § 118, hvorefter der ved fastsættelse af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43, jf. stk. 3, skal udmåles en særlig skærpet bøde ved hastighedsovertrædelser på andre veje end motorveje, hvis hastighedsoverskridelsen er på 30 pct. eller derover.

I nedenstående tabel er angivet de nye, foreslåede bødestørrelser. Tabellen er tilføjet hastighedsberegninger for udvalgte hastighedsgrænser, ligesom højhastighedstillægget – der dog først træder i kraft den 30. april 2004 – er indregnet.

Tabel 3

Overskridelse i procent

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 40 km/t)

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 50 km/t)

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 60 km/t)

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 70 km/t)

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 80 km/t)

Almindelige køretøjer

(hastighedsgrænse på 90 km/t)

Tunge køretøjer mv. (alle veje)

(hastighedsgrænse på 70 km/t)

Under 20 pct.

500 kr.

(op til 48 km/t)

500 kr.

(op til 60 km/t)

500 kr.

(op til 72 km/t)

500 kr.

(op til 84 km/t)

500 kr.

(op til 96 km/t)

500 kr.

(op til 108 km/t)

1.000 kr.

(op til 84 km/t)

Fra 20 men under 30

1.000 kr.

(op til 52 km/t)

1.000 kr.

(op til 65 km/t)

1.000 kr.

(op til 78 km/t)

1.000 kr.

(op til 91 km/t)

1.000 kr.

(op til 104 km/t)

1.000 kr.

(op til 117 km/t)

1.000 kr.

(op til 91 km/t)

Fra 30 men under 40

1.500 kr. (op til 56 km/t)

1.500 kr. (op til 70 km/t)

1.500 kr. (op til 84 km/t)

1.500 kr.

(op til 98 km/t)

1.500 kr.

(op til 112 km/t)

1.500 kr.

(op til 126 km/t)

2.000 kr.

(op til 98 km/t)

Fra 40 men under 50

2.000 kr.

(op til 60 km/t)

2.000 kr.

(op til 75 km/t)

2.000 kr.

(op til 90 km/t)

2.000 kr.

(op til 105 km/t)

2.000 kr.

(op til 120 km/t)

2.000 kr.

(op til 135 km/t)

2.500 kr.

(op til 105 km/t)

Fra 50 men under 60

2.000 kr.

(op til 64 km/t)

2.000 kr.

(op til 80 km/t)

2.000 kr.

(op til 96 km/t)

2.000 kr.

(op til112 km/t)

2.000 kr.

(op til 128 km/t)

2.500 kr.

(op til 144 km/t)*

3.000 kr.

(op til 112 km/t)

Fra 60 men under 70

2.500 kr.

(op til 68 km/t)

2.500 kr.

(op til 85 km/t)

2.500 kr.

(op til 102 km/t)

2.500 kr.

(op til 119 km/t)

2.500 kr.

(op til 136 km/t)

3.500 kr.

(op til 153 km/t)*

3.500 kr.

(op til 119 km/t)

Fra 70 men under 80

3.000 kr.

(op til 72 km/t)

3.000 kr.

(op til 90 km/t)

3.000 kr.

(op til 108 km/t)

3.000 kr.

(op til 126 km/t)

3.500 kr.

(op til 144 km/t)*

4.500 kr.

(op til 162 km/t)*

4.500 kr.

(op til 126 km/t)

Fra 80 men under 90

3.500 kr.

(op til 76 km/t)

3.500 kr.

(op til 95 km/t)

3.500 kr.

(op til 114 km/t)

3.500 kr.

(op til 133 km/t)

4.500 kr.

(op til 152 km/t)*

5.500 kr.

(op til 171 km/t)*

5.000 kr.

(op til133 km/t)

Fra 90 men under 100

4.500 kr.

(op til 80 km/t)

4.500 kr.

(op til 100 km/t)

4.500 kr. (op til 120 km/t)

4.500 kr.

(op til 140 km/t)

5.500 kr.

(op til 160 km/t)*

6.500 kr.

(op til 180 km/t)*

6.500 kr.

(op til 140 km/t)

100 pct. eller mere

5.000 kr.

(fra 80 km/t)

5.000 kr.

(fra 100 km/t)

5.000 kr.

(fra 120 km/t)

5.500 kr. og stigende

(fra 140 km/t)*

6.500 kr. og stigende

(fra 160 km/t)*

7.500 kr. og stigende

(fra 180 km/t)*

8.000 kr. og stigende

(fra 140 km/t)*

* Indregnet højhastighedstillægget

De nye takster vil indgå i Rigsadvokatens meddelelse om sanktionspåstande i færdselssager. Dette medfører, at anklagemyndighedens strafpåstande skal udformes i overensstemmelse med de takster, der er anført i tabel 3.

Taksterne vil ikke være bindende for domstolene. Der er imidlertid fast praksis for, at bøder i hastighedssager udmåles i overensstemmelse med de takster, der fremgår af Rigsadvokatens meddelelse om sanktionspåstande i færdselssager. Baggrunden herfor er bl.a., at der er tale om et meget betydeligt antal helt ensartede sager, hvor personlige forhold normalt ikke tillægges betydning ved strafudmålingen.

Selv om taksterne i almindelighed følges af domstolene, vil domstolene naturligvis ikke være afskåret fra i særlige tilfælde ud fra en konkret, individuel vurdering at fravige de angivne bødetakster i den enkelte sag.

Taksterne vil kunne justeres i takt med løn- og prisudviklingen, ligesom indførelsen af de nye takster ikke ændrer ved den gældende praksis, hvorefter bøder nedsættes for personer med særlig lav indtægt, jf. § 118 a, stk. 2.

5. Andre tiltag med henblik på øget færdselssikkerhed

5.1. Øget politikontrol

Politiets synlige tilstedeværelse og konsekvente indgriben ved konstaterede overtrædelser af færdselsloven har stor betydning for trafikanternes vilje til at efterkomme lovgivningen.

Politiets indsats over for færdselsforseelser skal derfor yderligere intensiveres. Som supplement til politiets almindelige færdselspatruljering og de målrettede kontroller, skal politiets fokus på ofte forekommende og trafikfarlige færdselslovsovertrædelser skærpes, herunder ved en mere konsekvent indgriben over for sådanne overtrædelser. En intensiveret politimæssig indsats skal bevirke, at trafikanterne oplever en øget opdagelsesrisiko, og dermed medvirke til at skabe en generel ændring af trafikantadfærden, idet en øget opdagelsesrisiko må antages at være afgørende for den præventive effekt. Særligt med hensyn til det foreslåede klippekortsystem, forhøjelse af bødetaksterne for visse hastighedsovertrædelser og nedsættelse af den procentuelle grænse for betinget frakendelse af førerretten ved hastighedsoverskridelser, er det vigtigt for den præventive effekt af disse tiltag, at trafikanterne oplever en øget opdagelsesrisiko.

De enkelte politikredse og Rigspolitiets færdselspoliti vil på den baggrund som led i politiets almindelige færdselspatruljering og de målrettede kontroller skærpe deres fokus på ofte forekommende og trafikfarlige færdselslovsovertrædelser. Det almindelige princip, hvorefter politiets kontrolindsats tilrettelægges ud fra en overordnet vurdering af den færdselssikkerhedsmæssige situation, vil fortsat gælde.

5.2. Øget brug af differentierede hastighedsgrænser

5.2.1. Gældende ret

Efter færdselslovens § 42, stk. 4 og 5, kan der for en vejstrækning fastsættes en højere eller lavere lokal hastighedsgrænse end den generelle. En højere lokal hastighedsgrænse kan efter § 42, stk. 4, fastsættes, hvis omstændighederne, herunder trafikafviklingen, tilsiger det, og afgørende færdselssikkerhedsmæssige hensyn ikke taler derimod. På motortrafikveje må hastigheden dog ikke overstige 90 km i timen. En lavere lokal hastighedsgrænse kan efter § 42, stk. 5, fastsættes, hvor det ikke vil være forsvarligt eller ønskeligt at tillade kørsel med hastigheder svarende til den generelle. I tættere bebygget område kan der på tilsvarende måde fastsættes en lavere hastighedsgrænse for et nærmere afgrænset område.

I henhold til § 92 a, stk. 2, træffer politiet efter forhandling med vejbestyrelsen eller vejmyndigheden afgørelse om fastsættelse af højere eller lavere lokale hastighedsgrænser efter § 42, stk. 4 og 5.

De nærmere regler om lokale hastighedsgrænser er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 72 af 5. juli 1985 om lokale hastighedsbegrænsninger med tilhørende cirkulæreskrivelse af samme dato.

Det fremgår heraf, at en højere lokal hastighedsgrænse kun kan fastsættes i tættere bebygget område, hvor hastighedsgrænsen kan forhøjes til 60, 70 eller 80 km i timen. Sådanne hastighedsgrænser kan f.eks. fastsættes på større gennemfarts- og ringveje, samt på andre veje, der indgår i byens vejnet, når områdets karakter og væsentlige hensyn til fodgængere og cyklister ikke taler derimod. På motortrafikveje kan en højere lokal hastighedsgrænse fastsættes til 90 km i timen. En sådan hastighedsgrænse kan navnlig fastsættes på motortrafikvejsstrækninger uden kryds i niveau.

Uden for tættere bebygget område kan der ikke fastsættes en højere lokal hastighedsgrænse end den generelle (med undtagelse af motortrafikveje).

En lavere lokal hastighedsgrænse end den generelle kan fastsættes på alle vejkategorier. Sådanne hastighedsgrænser kan fastsættes, når hastigheden er en væsentlig ulykkesårsag eller –risiko på den pågældende strækning, og navnlig i tilfælde, hvor det skønnes påkrævet af hensyn til fodgængere og cyklister.

I forbindelse med fastsættelse af lokale hastighedsgrænser kan der opstå den situation, at hastighedsgrænsen er blevet forhøjet i tidsrummet mellem gerningstidspunktet for en begået hastighedsforseelse og det senere domstidspunkt.

Straffelovens § 3 indeholder en generel overgangsbestemmelse, hvoraf det fremgår, at hvis straffelovgivningen på domstidspunktet er forskellig fra den lovgivning, der gjaldt på gerningstidspunktet, så afgøres spørgsmålet om strafbarhed og straf efter den lov, der er gældende på domstidspunktet. Afgørelsen må dog ikke derved blive strengere end efter den lov, der var gældende på gerningstidspunktet. Hvis ophøret af gyldigheden af den lov, der var gældende på gerningstidspunktet, beror på »ydre, strafskylden uvedkommende forhold«, skal forholdet dog afgøres efter den lov, der var gældende på gerningstidspunktet.

Der har i retspraksis været tvivl om, hvorvidt en forhøjelse af færdselslovens hastighedsgrænser må betragtes som et »strafskylden uvedkommende forhold« med den virkning, at hastighedsovertrædelser, der er begået før forhøjelsen af hastighedsgrænsen, men påkendes efter, skal bedømmes efter den ældre lov, eller om forhøjelsen bør betragtes som udtryk for en ændret vurdering af strafværdigheden med den virkning, at hastighedsovertrædelser, der er begået før forhøjelsen af hastighedsgrænsen, men påkendes efter, skal bedømmes efter den nye, lempeligere lov, herunder således at der skal ske frifindelse, hvis hastighedsovertrædelsen ligger inden for det område, der ikke længere er strafbart. Der kan bl.a. henvises til Højesterets domme af 7. maj 2002 i sag 5/2002 og sag 550/2002 (sidstnævnte trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 1709). I den sidstnævnte sag havde tiltalte ført en personbil med tilkoblet påhængsvogn med en hastighed på 101 km i timen. Den køretøjsbestemte hastighedsgrænse for personbil med påhængsvogn er i medfør af færdselslovens § 43, stk. 3, 70 km i timen. Hastighedsgrænsen var således overskredet med mere end 40 pct., og tiltalte var i byretten blevet frakendt førerretten betinget i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 3. På tidspunktet for landsrettens og Højesterets afgørelse var hastighedsgrænsen på motorveje for lastbiler og vogntog som led i en forsøgsordning forhøjet fra 70 til 80 km i timen. Flertallet (4) af Højesterets dommere fandt, at der ved den ændring af færdselsloven, som muliggjorde det pågældende forsøg, ikke var foretaget nogen omvurdering af strafværdigheden af overtrædelser af de hidtil gældende hastighedsgrænser. Den pågældende overtrædelse skulle derfor bedømmes efter den straffelovgivning, der var gældende på gerningstidspunktet, jf. straffelovens § 3, stk. 1, 2. pkt. Tiltalte blev derfor frakendt førerretten betinget i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 3. Et mindretal (3) af Højesterets dommere fandt, at den pågældende forhøjelse af hastighedsgrænsen ikke med den fornødne sikkerhed kunne anses for begrundet i »ydre, strafskylden uvedkommende forhold«, hvorfor overtrædelsen skulle bedømmes efter den lovgivning, der var gældende på domstidspunktet.

Ved lov nr. 432 af 10. juni 2003 blev der i forbindelse med forhøjelse af den generelle hastighedsgrænse på motorveje på den baggrund indsat en udtrykkelig overgangsbestemmelse i lovens § 2, stk. 4, hvoraf fremgår, at spørgsmålet om straf og frakendelse af førerret i anledning af hastighedsovertrædelser, som er begået inden den 30. april 2004 (ikrafttrædelsestidspunktet for bestemmelserne om forhøjelse af hastighedsgrænsen), afgøres efter de hidtil gældende regler. Det fremgår af lovens forarbejder, at baggrunden herfor var, at Justitsministeriet fandt, at forhøjelsen af den generelle hastighedsgrænse på motorvej for personbiler og motorcykler ikke burde have betydning for strafbarheden af hastighedsovertrædelser på motorvej, der er begået inden lovens ikrafttræden. Sager om hastighedsovertrædelser på motorvej, der er begået før den 30. april 2004, skal således bedømmes efter de regler, der gjaldt før lovændringen. Uden denne regel ville det være tvivlsomt, om en fører, der inden den 30. april 2004 kører med en hastighed på f.eks. 125 km i timen på en motorvejsstrækning, hvor hastighedsgrænsen pr. 30 april 2004 forhøjes til 130 km i timen, vil kunne straffes herfor, hvis forholdet først bliver afgjort efter den 30. april 2004.

Rigsadvokaten har endvidere henledt Justitsministeriets opmærksomhed på, at spørgsmålet om betydningen af straffelovens § 3 i relation til ændringer af hastighedsgrænser ikke alene opstår i forbindelse med lovmæssige ændringer af de generelle hastighedsgrænser, men at spørgsmålet i praksis tillige opstår i forbindelse med forhøjelse af lokalt fastsatte hastighedsgrænser på enkelte strækninger. Der kan bl.a. henvises til Østre Landsrets domme af 14. oktober 2002 i sag nr. S-1043-02, nr. S-1044-02 og nr. S-1045-02 (sidstnævnte trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, side 242). I den sidstnævnte sag havde tiltalte ført en personbil med en hastighed på mindst 94 km i timen på en strækning, hvor hastighedsgrænsen var 50 km i timen. Hastighedsgrænsen var således overskredet med mere end 70 pct., og anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om betinget frakendelse af førerretten efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2. På tidspunktet for byrettens og landsrettens afgørelse var hastighedsgrænsen på den pågældende strækning lokalt blevet forhøjet til 60 km i timen. Landsretten fandt, at ændringen af hastighedsgrænsen på den pågældende strækning ikke konkret var begrundet i ændringer af faktiske forhold af trafikal betydning vedrørende strækningen, og at forhøjelsen derfor ikke skyldtes »ydre, strafskylden uvedkommende forhold«. Hastighedsovertrædelsen skulle derfor bedømmes efter den hastighedsgrænse, der var gældende på domstidspunktet, hvilket betød, at tiltalte blev frifundet for påstanden om betinget frakendelse af førerretten efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2.

Rigsadvokaten foreslår på denne baggrund, at der i færdselsloven indsættes en generel bestemmelse, hvorefter spørgsmålet om straf og frakendelse af førerret i anledning af hastighedsovertrædelser, herunder i tilfælde af lokalt fastsatte ændringer af hastighedsgrænserne, afgøres på grundlag af den hastighedsgrænse, der er gældende på gerningstidspunktet.

5.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Færdselsloven giver som nævnt ovenfor allerede efter de gældende regler mulighed for at fravige de generelle hastighedsgrænser i såvel opadgående som nedadgående retning, hvor dette måtte være ønskeligt og hensigtsmæssigt.

Differentierede hastighedsgrænser kan efter regeringens opfattelse anvendes som et middel til at skabe større forståelse for den konkrete hastighedsgrænse på en given strækning. Hastighedsgrænsen kan således eksempelvis tænkes forhøjet på lange, lige strækninger, hvor der kun meget sjældent sker uheld, og tilsvarende kan hastighedsgrænsen sænkes på farlige strækninger eller strækninger, hvor særlige hensyn gør sig gældende, herunder eksempelvis strækninger, hvor børn og ældre ofte færdes. Det er regeringens opfattelse, at der i befolkningen vil være et større incitament til overholdelse af de enkelte hastighedsgrænser, hvis disse forekommer velbegrundede og saglige.

Justitsministeriet vil på den baggrund anmode politiet om at tage kontakt til vejmyndighederne med henblik på at gennemgå vejnettet for at vurdere, om trafiksikkerheden kan øges ved mere differentierede hastighedsgrænser, herunder navnlig om der er grundlag for lokalt at fravige de generelle hastighedsgrænser i nedadgående retning, f.eks. på skoleveje eller særligt ulykkesbelastede strækninger.

Gennemgangen vil skulle tage udgangspunkt i de retningslinier, der er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 72 af 5. juli 1985 om fastsættelse af lokale hastighedsbegrænsninger. Hvis det imidlertid efter denne gennemgang måtte vise sig, at politiet og vejmyndighederne anser det for hensigtsmæssigt og forsvarligt at fastsætte en højere hastighedsgrænse end 80 km i timen på andre vejstrækninger end motortrafikveje uden for tættere bebygget område, vil Justitsministeriet være indstillet på at ændre ministeriets cirkulære om fastsættelse af lokale hastighedsbegrænsninger, således at en sådan hastighedsgrænse i særlige tilfælde kan fastsættes. Det skal dog i den forbindelse understreges, at fastsættelse af en højere hastighedsgrænse end 80 km i timen på disse vejstrækninger kun bør ske rent undtagelsesvist.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør forhøjelser af hastighedsgrænser – hvad enten der er tale om lovmæssige forhøjelser af de generelle hastighedsgrænser eller om lokalt fastsatte forhøjelser af hastighedsgrænser på enkelte strækninger – ikke have betydning for strafbarheden af hastighedsovertrædelser, der er begået inden ændringerne af de pågældende hastighedsgrænser. Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at hastighedsovertrædelser efter ministeriets opfattelse i en stor del af tilfældene må anses som trafikfarlige forseelser, uanset at hastighedsgrænsen efter begåelsen af den pågældende forseelse forhøjes, idet de øvrige trafikanter har tilpasset deres hastighed og kørsel efter den aktuelt gældende hastighedsgrænse. Hastighedsovertrædelser må således under alle omstændigheder anses som trafikfarlige forseelser uafhængig af, hvad årsagen måtte være til en eventuel senere forhøjelse af den pågældende hastighedsgrænse. Justitsministeriet har tillige lagt vægt på, at den til enhver tid gældende hastighedsgrænse vil være entydigt angivet, enten via skiltning eller fordi den generelle hastighedsgrænse i færdselsloven er gældende. Trafikanterne vil derfor som udgangspunkt ikke være i tvivl om, hvilken hastighedsgrænse der er gældende på gerningstidspunktet.

Det foreslås derfor, at der i et nyt kapitel 18 b indsættes en ny § 133 b, hvoraf fremgår, at spørgsmålet om straf og frakendelse af førerret samt pålæggelse af kørselsforbud i anledning af hastighedsovertrædelser, jf. §§ 42-43 a, eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, skal afgøres efter de på gerningstidspunktet gældende regler. Sager om hastighedsovertrædelser vil herefter altid skulle afgøres ud fra de hastighedsgrænser, der var gældende på gerningstidspunktet, uanset at hastighedsgrænsen på tidspunktet for forseelsens afgørelse måtte være blevet forhøjet. Bestemmelsen finder både anvendelse ved forhøjelser af de generelle hastighedsgrænser, de køretøjsbestemte hastighedsgrænser og ved lokalt fastsatte forhøjelser af hastighedsgrænser på enkelte strækninger.

5.3. Kampagner mv.

Som led i regeringens trafiksikkerhedspakke vil der blive afsat midler til kampagne- og informationsaktiviteter. Midlerne vil dels skulle anvendes til kampagneaktiviteter forud for lovens ikrafttræden med henblik på at informere trafikanterne om det nye klippekortsystem, forhøjelse af bødetaksterne for hastighedsovertrædelser og nedsættelse af den procentuelle grænse for betinget frakendelse af førerretten ved hastighedsoverskridelser, dels til kampagner på øvrige områder som generelt indebærer en færdselssikkerhedsmæssig effekt.

6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Forslaget om indførelse af et klippekortsystem for kørekortindehavere indebærer, at der i politiet skal udvikles et IT-system til administration af ordningen. Rigspolitiet skønner, at merudgifterne til etablering af IT-systemet vil udgøre 11 mio. kr. Politiets løbende driftsudgifter ved ordningen er beskedne og afholdes inden for de eksisterende bevillingsmæssige rammer.

Forslaget om nedsættelse af den generelle grænse for betinget frakendelse af førerretten ved hastighedsoverskridelser kræver ligeledes, at der foretages visse ændringer i politiets IT-systemer. Rigspolitiet skønner, at ændringer i IT-systemerne i forbindelse med dette forslag vil medføre en etableringsudgift på 1 mio. kr.

I den aftale om politiets økonomi 2004-2006, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti i forbindelse med forslaget til finanslov for 2004, er der afsat midler til de nævnte udgifter på i alt 12 mio. kr. til udvikling og ændring af IT-systemer.

Forslaget om skærpet bødefastsættelse for overtrædelse af hastighedsgrænserne på andre veje end motorveje medfører mindre justeringer af politiets IT-systemer, som afholdes indenfor de eksisterende bevillingsmæssige rammer.

Indførelse af klippekortsystemet og nedsættelse af den generelle grænse for betinget frakendelse af førerretten ved hastighedsoverskridelser kan betyde et øget antal sager om førerretsfrakendelse hos politiet med et merarbejde hos politiet til følge. Det er dog ikke muligt at give et nærmere skøn over det forventede antal sager om førerretsfrakendelse som følge af de to forslag. Dette skyldes, at det er vanskeligt at vurdere den præventive effekt af forslagene. Tilsvarende er det vanskeligt at foretage et skøn over, hvorvidt forslagene vil medføre, at politiet fremover skal afholde flere kontrollerende køreprøver. Udgifter som følge af eventuelt merarbejde vil blive afholdt indenfor politiets eksisterende bevillingsmæssige rammer.

Skærpet bødefastsættelse for overtrædelse af hastighedsgrænserne på andre veje end motorveje, indførelse af klippekortsystemet samt nedsættelse af den generelle grænse for betinget frakendelse af førerretten ved hastighedsoverskridelser er alle forslag, der kan få betydning for statens bødeindtægter. Forslaget om en skærpet bødefastsættelse for overtrædelse af hastighedsgrænserne på andre veje end motorveje kan medføre en stigning i statens bødeindtægter. Det er imidlertid – bl.a. fordi bødeprovenuet afhænger af forslagets præventive effekt – ikke muligt at give nærmere estimater for det forventede provenu. De to forslag om betinget frakendelse kan betyde et fald i statens bødeindtægter, såfremt forslagene medfører, at færre bilister fremover vil begå færdselslovsovertrædelser.

Lovforslaget har ikke umiddelbart økonomiske eller administrative konsekvenser for kommunerne.

For borgerne og erhvervslivet kan lovforslaget betyde stigende eller faldende udgifter til bøder og kontrollerende køreprøver afhængig af lovforslagets præventive effekt.

Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser af betydning.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

 

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for staten.

Eventuelt stigende bødeprovenu

Etableringsudgift på ca. 12. mio. kr. til politiets IT-systemer.

Eventuelt faldende bødeprovenu.

Økonomiske konsekvenser for kommuner og amtskommuner.

Ingen

Ingen

 

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Eventuelt merarbejde hos politiet som følge af flere sager om førerretsfrakendelse og afholdelse af flere kontrollerende køreprøver.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne

Eventuelt faldende udgifter til bøder og kontrollerende køreprøver

Eventuelt stigende udgifter til bøder og kontrollerende køreprøver

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

7. Hørte myndigheder mv.

Et udkast til lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Ålborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder, Rådet for Større Færdselssikkerhed, Danmarks Transportforskning, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Forenede Danske Motorejere (FDM), Danske Motorcyklisters Råd (DMC), Motorcykelbranchens Landsforbund, MC-Touring Club Danmark, Dansk Vejforening, Dansk Transport og Logistik (DTL), Dansk Cyklist Forbund, Danske Sælgere, Specialarbejderforbundet i Danmark (SID), Chaufførernes Fagforening, NOAH-Trafik, Dansk Kørelærer-Union, Dansk Køreskole Forening, Danske Kørelæreres Landsforbund, Centralforeningen af Taxiforeninger i Danmark, Dansk Taxi Forbund, Sund & Bælt, Foreningen Liv og Trafik, Foreningen for Trafikofre, The Ecological Council, Borgernes Havarikommission, Odsherredsgruppen, Mobil uden bil, Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet og Rådet for Bæredygtig Trafik.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1, 3-4, 8, 11-12 og 18

De foreslåede ændringer er en konsekvens af den foreslåede ændring i § 1, nr. 16 (klippekortsystemet).

Bestemmelsernes ikrafttrædelsestidspunkt fastsættes af justitsministeren ved bekendtgørelse.

Til nr. 2 og 19

Det fremgår af den gældende § 126, stk. 4, at hvis en forseelse omfattet af § 125, stk. 2, 2. pkt. (om spirituskørsel under særlig formildende omstændigheder), eller § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6 (om visse forhold, der kan begrunde betinget frakendelse af førerretten), bliver begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse. Ved et kørselsforbud inddrages førerens ret til at føre de i § 125 nævnte køretøjer (motordrevne køretøjer, hvortil der kræves kørekort), indtil særlig køreundervisning eller A/T-kursus, jf. § 60 a, stk. 1 og 2, er gennemført og kontrollerende køreprøve er bestået.

Efter den gældende § 60 a, stk. 1, kan førerretten kun gengives efter et kørselsforbud pålagt i medfør af § 126, stk. 4, for forhold omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3 eller 6, hvis føreren forinden har gennemgået fornyet, særlig køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve.

Med den foreslåede ændring af § 126, stk. 4 (efter lovforslaget stk. 6), vil en betinget frakendelse af førerretten i medfør af det nye stk. 3 i § 126 (klippekortsystemet) ligeledes skulle erstattes af et kørselsforbud, hvis forseelserne er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret.

Med den foreslåede ændring af § 60 a, stk. 1, kan førerretten ligeledes kun gengives efter et kørselsforbud pålagt i medfør af § 126, stk. 4 (efter lovforslaget stk. 6), for forhold omfattet af det nye stk. 3 i § 126, hvis føreren forinden har gennemgået fornyet, særlig køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve.

Der foreslås ikke ændringer i ordningen om kørselsforbud i øvrigt.

Bestemmelsernes ikrafttrædelsestidspunkt fastsættes af justitsministeren ved bekendtgørelse.

Til nr. 5-7

Efter den gældende § 60 a, stk. 3, skal føreren i visse tilfælde af ubetinget frakendelse af førerretten som følge af forseelser, der har fundet sted inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret, ud over kontrollerende køreprøve have gennemført fornyet, særlig køreundervisning.

Med de foreslåede ændringer af § 60 a, stk. 3, nr. 2 og 3, skal føreren tillige gennemføre fornyet, særlig køreundervisning og bestå en kontrollerende køreprøve, hvis det forhold, der giver anledning til den ubetingede frakendelse, er omfattet af det nye stk. 2 eller 3 i § 126 (klippekortsystemet). Den gældende ordning i § 60 a, stk. 3, foreslås i øvrigt ikke ændret.

Den foreslåede ændring af § 60 a, stk. 3, nr. 2, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 17, hvorefter føreren skal frakendes førerretten ubetinget, hvis den pågældende har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig medfører en betinget frakendelse efter stk. 1, nr. 1-5, eller det nye stk. 2 eller 3 i § 126 (klippekortsystemet). Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 17.

Den foreslåede ændring af § 60 a, stk. 3, nr. 2, betyder for det første, at føreren skal gennemføre fornyet, særlig køreundervisning og bestå en kontrollerende køreprøve, hvis førerretten er frakendt den pågældende ubetinget i medfør af § 126, stk. 2, nr. 2 (efter lovforslaget stk. 4, nr. 2), fordi føreren har begået en forseelse omfattet af § 126, stk.1, nr. 1-3 (tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og hastighedsovertrædelser), og tre, henholdsvis to forseelser for så vidt angår førstegangserhververe omfattet af de nye stk. 2 eller 3 i § 126 (klippekortsystemet). Det er tillige en betingelse efter den foreslåede § 60 a, stk. 3, nr. 2, at forseelsen omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3, eller de to forseelser omfattet af det nye stk. 3 i § 126, er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret. Ændringen af § 60 a, stk. 3, nr. 2, betyder samtidig, at hvis førerretten er frakendt føreren ubetinget i medfør af § 126, stk. 2, nr. 2 (efter lovforslaget stk. 4, nr. 2), fordi føreren har begået f.eks. 4-5 forseelser omfattet af de nye stk. 2. eller 3 i § 126, og de to første forseelser er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret, så skal fornyet, særlig køreundervisning være gennemført og en kontrollerende køreprøve bestået, før førerretten kan generhverves. Endelig fastholdes den eksisterende ordning, hvorefter fornyet, særlig køreundervisning og kontrollerende køreprøve skal være gennemført og bestået, hvis førerretten er frakendt føreren ubetinget, fordi føreren inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret har begået flere forseelser, der har medført en ubetinget frakendelse efter § 126, stk. 2, nr. 2 (efter lovforslaget stk. 4, nr. 2), og én af forseelserne er omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3, og denne er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret.

Den foreslåede ændring af § 60 a, stk. 3, nr. 3, betyder, at hvis førerretten er frakendt føreren ubetinget i medfør af § 126, stk. 2, nr. 3 eller 5 (efter lovforslaget stk. 4, nr. 3 eller 5), fordi føreren i prøvetiden efter en tidligere betinget frakendelse, henholdsvis inden fem år efter udløbet af frakendelsestiden for en tidligere ubetinget frakendelse, har begået to forseelser omfattet af den nye § 126, stk. 3, og de to forseelser er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret, så skal fornyet, særlig køreundervisning være gennemført og en kontrollerende køreprøve bestået, før førerretten kan generhverves. Samtidig fastholdes den eksisterende ordning, hvorefter fornyet, særlig køreundervisning og kontrollerende køreprøve skal være gennemført og bestået som betingelse for generhvervelse af førerret, hvis førerretten er frakendt føreren ubetinget, fordi føreren i prøvetiden efter en tidligere betinget frakendelse, henholdsvis inden fem år efter udløbet af frakendelsestiden for en tidligere ubetinget frakendelse, har begået en forseelse omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3, og forseelsen er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret.

Bestemmelsernes ikrafttrædelsestidspunkt fastsættes af justitsministeren ved bekendtgørelse.

Til nr. 9 og 21

De foreslåede ændringer er en konsekvens af den foreslåede ændring i § 1, nr. 10.

Bestemmelserne træder i kraft den 1. maj 2004.

Til nr. 10

Det fremgår af den gældende § 118, stk. 3, at der ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43 (generelle, lokale og køretøjsbestemte hastighedsbegrænsninger) skal tages hensyn til den generelle risikoforøgelse, som den pågældende hastighedsoverskridelse medfører. Ved hastighedsovertrædelser på motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover samt ved overtrædelse af de køretøjsbestemte hastighedsgrænser skal der udmåles en skærpet bøde.

Med den foreslåede § 118, stk. 5, forhøjes bøderne for visse hastighedsovertrædelser. Efter bestemmelsen skal der således tillige ved bødeudmålingen efter stk. 3 udmåles en særlig skærpet bøde ved hastighedsovertrædelser på andre veje end motorveje, hvis hastighedsoverskridelsen er på 30 pct. eller derover.

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for en skærpelse af bødeniveauet ved hastighedsovertrædelser på andre veje end motorveje. Der er derimod ikke tale om en omlægning af bødeberegningssystemet, idet beregningen som hidtil skal tage udgangspunkt i den procentuelle overskridelse af hastighedsgrænsen. Den takstmæssige bøde efter de eksisterende takstskalaer forhøjes således med 500 kr. pr. bødesats for hastighedsoverskridelser på 30 pct. eller derover.

Den skærpede bødesats vil ikke finde anvendelse på hastighedsovertrædelser ved kørsel på motorveje. Den skærpede bødesats vil imidlertid finde anvendelse på hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med de i § 118, stk. 3, 3. pkt., nævnte tunge køretøjer mv., hvilket betyder, at hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med disse køretøjer på strækninger i byer og på landeveje vil blive underlagt en yderligere skærpet bøde.

De nye takster vil indgå i Rigsadvokatens meddelelse om sanktionspåstande i færdselssager. Dette medfører, at anklagemyndighedens strafpåstande skal udformes i overensstemmelse med de takster, der er anført i tabel 3 under bemærkningernes punkt 4.2.

Taksterne vil ikke være bindende for domstolene. Der er imidlertid fast praksis for, at bøder i hastighedssager udmåles i overensstemmelse med de takster, der fremgår af Rigsadvokatens meddelelse om sanktionspåstande i færdselssager. Baggrunden herfor er bl.a., at der er tale om et meget betydeligt antal helt ensartede sager, hvor personlige forhold normalt ikke tillægges betydning ved strafudmålingen.

Selv om taksterne i almindelighed følges af domstolene, vil domstolene naturligvis ikke være afskåret fra i særlige tilfælde ud fra en konkret, individuel vurdering at fravige de angivne bødetakster i den enkelte sag.

Taksterne vil kunne justeres i takt med løn- og prisudviklingen. Indførelsen af de nye takster ændrer ikke ved den gældende praksis, hvorefter bøder nedsættes for personer med særlig lav indtægt, jf. § 118 a, stk. 2. Indførelsen af de nye takster ændrer endvidere ikke ved pålæggelse og beregningen af det særlige højhastighedstillæg efter den nye bestemmelse i § 118, stk. 4, der blev indført ved lov nr. 432 af 10. juni 2003, og som træder i kraft den 30. april 2004.

Bestemmelsen træder i kraft den 1. juni 2004. Det bemærkes, at det følger af straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at den foreslåede skærpede sanktion ikke finder anvendelse på overtrædelser, der er begået inden lovens ikrafttræden, selv om disse måtte blive pådømt herefter.

Til nr. 13

I henhold til den gældende § 119 a, stk. 1, kan en række sager afgøres ved, at anklagemyndigheden i stedet for at indlevere anklageskrift til retten tilkendegiver over for den sigtede, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis sagen ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, og såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde samt vedtager betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten i et i tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum, eller vedtager kørselsforbud. Bestemmelsen omfatter sager om spiritus- eller promillekørsel, sager om indgreb mv. i en hastighedsbegrænsers funktion efter § 125 a, sager om overtrædelse af de bestemmelser om tilladt hastighed, som er nævnt i § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, og sager om overtrædelse af de bestemmelser om største tilladte totalvægt, som er nævnt i § 126, stk. 1, nr. 4.

De i stk. 1 nævnte sager kan efter den gældende § 119 a, stk. 3, ligeledes afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager at betale en nærmere bestemt bøde og vedtager frakendelse af førerretten i et nærmere angivet tidsrum eller kørselsforbud. Det er i forbindelse med indenretlig vedtagelse ligeledes en betingelse, at der ikke opstår spørgsmål om anvendelse af højere straf end bøde, ligesom retten ikke må finde grundlag for at betvivle den tiltaltes skyld.

Med den foreslåede ændring af § 119 a, stk. 1, vil førerretsfrakendelse og kørselsforbud efter det nye stk. 2 eller 3 i § 126 (klippekortsystemet), også kunne vedtages inden- og udenretligt. Det vil i lighed med den gældende § 119 a, stk. 1, være en betingelse, at sagen ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, at den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde samt vedtager betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten i et i tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum, eller vedtager kørselsforbud.

Bestemmelsens ikrafttrædelsestidspunkt fastsættes af justitsministeren ved bekendtgørelse.

Til nr. 14 og 15

Efter den gældende bestemmelse i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, skal retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer (motordrevne køretøjer, hvortil der kræves kørekort) frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis denne har overskredet de tilladte hastigheder efter §§ 42 eller 43 a eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 70 pct. Pr. 30. april 2004 skal førerretten dog under alle omstændigheder frakendes føreren, hvis den pågældende har kørt med en hastighed på 160 km i timen eller derover.

Efter den gældende bestemmelse i § 126, stk. 1, nr. 3, frakendes førerretten ved kørsel med tunge køretøjer mv., hvis de tilladte hastigheder efter §§ 42 eller 43 eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning er overskredet med mere end 70 pct. for hastighedsgrænser på højest 30 km i timen eller med mere end 40 pct. for hastighedsgrænser på over 30 km i timen.

Med den foreslåede ændring af § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, nedsættes den procentvise grænse for førerretsfrakendelse ved hastighedsoverskridelser fra 70 til 60 pct. Der vil herefter skulle ske betinget frakendelse af førerretten på veje med en tilladt hastighed på f.eks. 50 og 80 km i timen, når hastigheden ved kørsel med personbil eller motorcykel overstiger henholdsvis 80 og 128 km i timen.

Den særlige frakendelsesgrænse på 40 pct. i § 126, stk. 1, nr. 3, for tunge køretøjer ved hastighedsgrænser på over 30 km i timen bevares uændret. Ligeledes bevares den supplerende, øvre grænse på 160 km i timen for betinget frakendelse af førerretten i § 126, stk. 1, nr. 2, der træder i kraft den 30. april 2004 (indført ved lov nr. 432 af 10. juni 2003), uændret.

Det er endvidere ikke hensigten med lovforslaget at ændre praksis for anvendelse af § 126, stk. 1, nr. 1 og 6, hvorefter der kan ske frakendelse, hvis føreren under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor, eller hvis frakendelsen findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj.

Bestemmelserne træder i kraft den 1. juni 2004.

Til nr. 16

Med de foreslåede ændringer af § 126 indføres et såkaldt klippekortsystem for førerretsindehavere. Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer (motordrevne køretøjer, hvortil der kræves kørekort) skal efter det nye stk. 2 i § 126 frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis den pågældende inden for en periode af tre år har gjort sig skyldig i tre forhold, der ikke i sig selv medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, men som er omfattet af de under stk. 2, nr. 1-6, nævnte bestemmelser.

For førstegangserhververe af førerret er betingelserne for frakendelse skærpede, idet det følger af det nye stk. 3 i § 126, at retten til at føre motordrevne køretøjer skal frakendes føreren, hvis den pågældende har gjort sig skyldig i to forhold omfattet af stk. 2, og forholdene er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret.

Frakendelsen sker som udgangspunkt betinget, medmindre bestemmelserne i § 126, stk. 2 (efter lovforslaget stk. 4), fører til, at frakendelsen skal ske ubetinget.

Der henvises i øvrigt til bemærkningernes punkt 2.1.5., 2.2.1.2., 2.2.2.2., 2.2.3.2., 2.2.4.2., samt bemærkningerne til § 1, nr. 2, 5-7, 13, 17 og 19.

Bestemmelsens ikrafttrædelsestidspunkt fastsættes af justitsministeren ved bekendtgørelse.

Til nr. 17

Efter den gældende § 126, stk. 2, nr. 2, frakendes førerretten ubetinget, hvis føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-5. Bestemmelsen vedrører situationer, hvor der foreligger samtidig pådømmelse af flere kørsler, der bedømt hver for sig ville medføre betinget frakendelse. I sådanne tilfælde skal der i medfør af bestemmelsen fastsættes en fælles ubetinget frakendelse.

Med den foreslåede ændring af § 126, stk. 2, nr. 2 (efter lovforslaget stk. 4, nr. 2), skal førerretten frakendes ubetinget, hvis føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig medfører en betinget frakendelse efter stk. 1, nr. 1-5, eller det nye stk. 2 eller 3 i § 126 (klippekortsystemet).

Dette betyder for det første, at hvis der foreligger seks, henholdsvis fire forseelser for så vidt angår førstegangserhververe, omfattet af det foreslåede klippekortsystem til samtidig pådømmelse, vil de to gange betinget frakendelse af førerretten efter det nye stk. 2 eller 3 i § 126 blive afløst af en ubetinget frakendelse. Det betyder samtidig, at hvis der er ét forhold, der i sig selv vil medføre en betinget frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1-5, og tre, henholdsvis to forhold for så vidt angår førstegangserhververe omfattet af det nye stk. 2 eller 3 i § 126, til samtidig pådømmelse, vil frakendelsen i disse tilfælde tillige skulle ske ubetinget. Der vil endelig fortsat i medfør af § 126, stk. 2, nr. 2 (efter lovforslaget stk. 4, nr. 2), skulle ske ubetinget frakendelse af førerretten, hvis føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-5.

§ 126, stk. 3 (efter lovforslaget stk. 5), foreslås ikke ændret. Der vil derfor i alle de nævnte situationer under særlig formildende omstændigheder kunne ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 2 (efter lovforslaget stk. 4), ellers skulle ske ubetinget.

Bestemmelsens ikrafttrædelsestidspunkt fastsættes af justitsministeren ved bekendtgørelse.

Til nr. 20

Med den foreslåede § 133 b præciseres det, at spørgsmålet om straf og frakendelse af førerret samt pålæggelse af kørselsforbud i anledning af hastighedsovertrædelser, jf. §§ 42-43 a, eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, skal afgøres efter de på gerningstidspunktet gældende regler. Sager om hastighedsovertrædelser vil herefter altid skulle afgøres ud fra de hastighedsgrænser, der var gældende på gerningstidspunktet, uanset at hastighedsgrænsen på tidspunktet for forseelsens afgørelse måtte være blevet forhøjet. Bestemmelsen finder både anvendelse ved forhøjelser af de generelle hastighedsgrænser, de køretøjsbestemte hastighedsgrænser og ved lokalt fastsatte forhøjelser af hastighedsgrænser på enkelte strækninger. Der henvises i øvrigt til bemærkningernes punkt 5.2.

Bestemmelsen træder i kraft den 1. juni 2004.

Til § 2

Bestemmelsen fastlægger lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås i stk. 1, at § 1, nr. 9-10, 14-15 og 20-21, træder i kraft den 1. juni 2004, og i stk. 2, at justitsministeren ved bekendtgørelse fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 1, nr. 1-8, 11-13 og 16-19 (klippekortordningen). Ikrafttrædelsen af klippekortordningen vil således ske ved en senere bekendtgørelse herom.

For så vidt angår ikrafttrædelsen af klippekortordningen har Rigspolitichefen vurderet, at de ændringer i politiets centrale edb-systemer, som indførelse af klippekortsystemet nødvendiggør, vil kunne gennemføres på ca. 18 måneder fra opgavens igangsættelse. På grund af usikkerheden forbundet med et sådant skøn finder Justitsministeriet det mest hensigtsmæssigt, at ikrafttrædelsen af lovforslagets bestemmelser om klippekortsystemet fastsættes ved en senere bekendtgørelse.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

 

Lovforslaget

 

 

§ 1

 

 

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august 2001, som ændret ved lov nr. 217 af 22. april 2002, § 3 i lov nr. 380 af 6. juni 2002, § 1 i lov nr. 1049 af 17. december 2002 og lov nr. 432 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:

 

 

 

§ 60 a. Er kørselsforbud pålagt i medfør af § 126, stk. 4, for forhold omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3 eller 6, kan førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har gennemført fornyet, særlig køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve.

 

1. I § 60 a, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 4,« til: »§ 126, stk. 6,«.

2. I § 60 a, stk. 1, indsættes efter »§ 126, stk. 1, nr. 1-3 eller 6,«: »eller stk. 3,«.

Stk. 2. Er kørselsforbud pålagt i medfør af § 126, stk. 4, for forhold omfattet af § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 5, kan førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har gennemført et A/T-kursus og har bestået en kontrollerende køreprøve.

 

3. I § 60 a, stk. 2, ændres »§ 126, stk. 4,« til: »§ 126, stk. 6,«.

Stk. 3. For at generhverve førerretten skal fornyet, særlig køreundervisning være gennemført og kontrollerende køreprøve bestået, hvis føreren inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret har begået en forseelse, for hvilken førerretten er frakendt ubetinget

 

 

1)   i medfør af § 126, stk. 2, nr. 1,

 

4. I § 60 a, stk. 3, nr. 1, ændres »§ 126, stk. 2, nr. 1,« til: »§ 126, stk. 4, nr. 1,«.

2)   som følge af, at føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 126, stk. 1, og et af forholdene er omfattet af stk. 1, nr. 1-3, og dette forhold er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret, eller

 

5. I § 60 a, stk. 3, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1,« til: »§ 126, stk. 1-3,«.

6. I § 60 a, stk. 3, nr. 2, indsættes efter »stk. 1, nr. 1-3,«: »eller stk. 3,«.

3)   som følge af, at føreren har gjort sig skyldig i forhold, der er omfattet af § 126, stk. 1, nr. 1-3, der medfører en ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af § 126, stk. 2, nr. 3 eller 5.

Stk. 4-6 . - - -

 

7. I § 60 a, stk. 3, nr. 3, indsættes efter »§ 126, stk. 1, nr. 1-3,«: »eller stk. 3,«.

8. I § 60 a, stk. 3, nr. 3, ændres »§ 126, stk. 2, nr. 3 eller 5.« til: »§ 126, stk. 4, nr. 3 eller 5.«

 

 

 

§ 118. Med bøde, jf. dog stk. 5, straffes den, der:

 

9. I § 118, stk. 1, ændres »jf. dog stk. 5« til: »jf. dog stk. 6«.

1)   overtræder § 3, stk. 1 og 2, §§ 4-8, § 9, stk. 2, § 10, § 12, §§ 14-52, § 54, stk. 2-4, § 55 a, stk. 1, § 60, stk. 5, § 60 a, stk. 5, § 62, stk. 2 og 3, §§ 63-65, § 67, § 70, stk. 1 og 2, § 72, §§ 74-75, § 78, stk. 3, §§ 80-82, § 83 a, § 84, stk. 2, §§ 86-88, §§ 97-99 og § 105,

 

 

2)   tilsidesætter vilkår for en tilladelse i henhold til loven eller i henhold til forskrifter udstedt i medfør af loven eller

 

 

3)   undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til loven eller i henhold til forskrifter udstedt i medfør af loven.

 

 

Stk. 2. Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af § 4, stk. 1, § 5, § 14, stk. 1 og 2, § 15, stk. 1-4, § 16, § 17, stk. 1, §§ 18-29, §§ 31-36, § 37, stk. 4, § 41, §§ 44-49, § 50, stk. 2 og 3, §§ 51 og 52, § 54, stk. 2-4, § 62, stk. 3, § 63, stk. 1 og 2, § 64, § 67, § 70, stk. 1 og 2, §§ 80-82, § 83 a, § 84, stk. 2, og §§ 87 og 88 udmåles en skærpet bøde.

 

 

Stk. 3. Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43 skal der tages hensyn til den generelle risikoforøgelse, som den pågældende hastighedsovertrædelse medfører. Ved hastighedsovertrædelser på motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover udmåles en skærpet bøde. Der udmåles ligeledes en skærpet bøde ved hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med

 

 

1)   biler med tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg. med tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller registreringspligtigt påhængsredskab, herunder campingvogn,

 

 

2)   lastbiler, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg,

 

 

3)   busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg,

 

 

4)   vogntog bestående af de under nr. 2 og 3 nævnte køretøjer og registreringspligtige påhængskøretøjer,

 

 

5)   ledbusser eller

 

 

6)   motorcykel med tilkoblet påhængsvogn eller registreringspligtigt påhængsredskab.

 

 

Stk. 4. Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43, jf. stk. 3, skal det tillige indgå som en skærpende omstændighed, hvis hastigheden har udgjort 140 km i timen eller derover.

 

 

Stk. 5. Straf efter stk. 1 kan under de i § 126, stk. 2, nr. 1, nævnte omstændigheder stige til fængsel indtil 1 år.

Stk. 6. Overtrædelse af de i § 121, stk. 1, nr. 1-8, nævnte bestemmelser og forbud straffes dog kun, såfremt standsningen eller parkeringen har været til fare for andre eller unødigt voldt ulempe for færdslen.

Stk. 7. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. Der kan endvidere fastsættes straf af fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i forskrifter udstedt i medfør af § 86 a. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 68, kan der fastsættes bestemmelser om udmåling af en skærpet bøde for overtrædelse af regler om hastighedsbegrænsere. Tilsvarende gælder for forskrifter, der udstedes i medfør af § 85 for overtrædelse af regler om køretøjers største tilladte totalvægt, når overtrædelsen er sket under kørsel med et køretøj med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg.

 

10. I § 118 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Ved fastsættelse af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43, jf. stk. 3, udmåles en særlig skærpet bøde ved hastighedsovertrædelser på andre veje end motorveje, hvis hastighedsoverskridelsen er på 30 pct. eller derover.«

Stk. 5-9 bliver herefter stk. 6-10.

11. I § 118, stk. 5, der bliver § 118, stk. 6, ændres »§ 126, stk. 2, nr. 1,« til: »§ 126, stk. 4, nr. 1,«.

Stk. 8. For overtrædelse af forskrifter, der er udstedt efter § 85, stk. 1, og § 86 a, kan der pålægges ejeren eller brugeren af køretøjet bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

 

 

Stk. 9. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

 

 

 

 

 

§ 119. - - -  

Stk. 2. Domsmænd medvirker, jf. dog stk. 3, i sager,

2)   - - -  

 

12. I § 119, stk. 2, nr. 3, ændres »jf. § 126, stk. 4,« til: »jf. § 126, stk. 6,«.

 

 

 

 

 

 

3)   hvor der bliver spørgsmål om pålæggelse af et kørselsforbud, jf. § 126, stk. 4, og

 

 

4)   - - -  

 

 

Stk. 3-4. - - -  

 

 

 

 

 

§ 119 a. Såfremt en sag om spiritus- eller promillekørsel, om indgreb m.v. i en hastighedsbegrænsers funktion efter § 125 a, om overskridelse af de tilladte hastighedsbestemmelser efter § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, eller om overtrædelse af reglerne om største tilladte totalvægt efter § 126, stk. 1, nr. 4, ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden i stedet for at indlevere anklageskrift til retten tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde samt vedtager kørselsforbud, betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten i et i tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum.

 

13. I § 119 a, stk. 1, ændres: »eller om overtrædelse af reglerne om største tilladte totalvægt efter § 126, stk. 1, nr. 4,« til: »om overtrædelse af reglerne om største tilladte totalvægt i § 126, stk. 1, nr. 4, eller om overtrædelse af bestemmelserne i § 126, stk. 2 eller 3,«.

Stk. 2-4. - - -  

 

 

 

 

 

§ 126. Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer skal endvidere frakendes føreren af et sådant køretøj, såfremt han:

 

14. I § 126, stk. 1, nr. 2, ændres »70 pct.« til: »60 pct.«.

 

1)   - - -  

 

 

2)   har overskredet de tilladte hastigheder efter §§ 42 eller 43 a eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 70 pct.,

 

 

3)   under kørsel i et af de i § 43 nævnte køretøjer, under kørsel med blokvogn eller mobilkran, jf. § 86, stk. 1, samt ved slæbning af køretøjer, jf. § 70, stk. 4, har overskredet de for sådanne køretøjer tilladte hastigheder, jf. § 42 og 43, eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 70 pct. for hastighedsgrænser på højest 30 km i timen eller med mere end 40 pct. for hastighedsgrænser på over 30 km i timen,

 

15. I § 126, stk. 1, nr. 3, ændres »70 pct.« til: »60 pct.«.

4)   -6) - - -  

 

 

Stk. 2. Frakendelse sker betinget, medmindre føreren:

1)   forsætlig har voldt skade på andres person eller ting, forsætlig har fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde,

2)   har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af stk. 1, nr. 1-5,

3)   tidligere er frakendt førerretten betinget, og det nye forhold er begået i prøvetiden,

4)   tidligere er pålagt kørselsforbud og det nye forhold er begået inden 3 år efter, at kørselsforbudet blev pålagt, eller

5)   tidligere er frakendt førerretten ubetinget, og det nye forhold er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden.

Stk. 3. Under særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 2 ellers skulle ske ubetinget.

Stk. 4. Såfremt en forseelse omfattet af § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6, bliver begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse. Ved et kørselsforbud inddrages førerens ret til at føre de i § 125 nævnte køretøjer, indtil særlig køreundervisning eller A/T-kursus, jf. § 60 a, stk. 1 og 2, er gennemført og kontrollerende køreprøve er bestået.

 

16. I § 126 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Føreren skal endvidere frakendes retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer, hvis føreren inden for en periode af tre år har gjort sig skyldig i tre forhold, der ikke i sig selv medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, men som er omfattet af

1)   § 5, stk. 2, § 15, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 16, stk. 2, § 18, stk. 1 og 2, § 21, stk. 1-3, § 22, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, § 37, stk. 4, § 80, stk. 4, § 81, stk. 3,

2)   § 4, stk. 1 og 2, hvis overtrædelsen udgør fremkørsel mod rødt lyssignal, kørsel mod kørselsretningen, overskridelse af spærrelinier eller overskridelse af ubrudt kantlinie i forbindelse med ulovlig kørsel i nødspor,

3)   § 23 eller forbud mod overhaling fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning,

4)   § 26, stk. 2-4 og 6, eller vigepligt fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning,

5)   §§ 42-43 a, eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, hvis hastighedsoverskridelsen er på mere end 30 pct., eller

6)   § 53, stk. 3, hvis alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen ikke overstiger 0,80 promille.

Stk. 3. Under samme betingelser som nævnt i stk. 2 skal retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis føreren har gjort sig skyldig i to forhold omfattet af stk. 2, og forholdene er begået inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 4-6.

 

 

 

 

 

17. § 126, stk. 2, nr. 2, der bliver § 126, stk. 4, nr. 2, affattes således:

 

 

»2)   har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig medfører frakendelse af førerretten efter stk. 1, nr. 1-5, eller stk. 2 eller 3,«.

 

 

 

 

 

18. I § 126, stk. 3, der bliver § 126, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 4«.

 

 

 

 

 

19. I § 126, stk. 4, der bliver § 126, stk. 6, indsættes efter »§ 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6,«: »eller stk. 3,«.

 

 

 

 

 

20. Efter § 133 a indsættes:

 

 

»Kapitel 18 b

 

 

Straf mv. ved ændret regulering

 

 

§ 133 b. Spørgsmålet om straf og frakendelse af førerret samt pålæggelse af kørselsforbud i anledning af hastighedsovertrædelser, jf. §§ 42-43 a, eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, afgøres efter de på gerningstidspunktet gældende regler.«

 

 

 

§ 134. Lovens bestemmelser om straf og frakendelse af førerretten finder med de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 7, 10, 10 a og 10 b, også anvendelse på handlinger foretaget i udlandet.

 

 

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der uden at overtræde nogen dansk forskrift, i Finland, Island, Norge eller Sverige handler i strid med de der gældende regler vedrørende:

 

 

1)   -15) - - -  

 

 

Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at stk. 2 skal finde anvendelse med hensyn til overtrædelser begået i andre stater end de nævnte.

 

 

Stk. 4. § 118, stk. 6, gælder ikke for de i stk. 1-3 nævnte sager.

 

21. I § 134, stk. 4, ændres »stk. 6« til: »stk. 7«.

 

 

 

 

 

§ 2

 

 

Stk. 1. § 1, nr. 9-10, 14-15 og 20-21 træder i kraft den 1. juni 2004.

 

 

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 1, nr. 1-8, 11-13 og 16-19.

 


Bilag 2

Rapport
fra
Arbejdsgruppen vedrørende indførelse af en klippekortordning i
tilknytning til kørekortet

 

September 2003


Rapport om indførelse af klippekort i forbindelse med kørekort

Indhold

1.

Udvalgets opgave og sammensætning

54

 

1. 1.

Udvalgets kommissorium

54

 

1. 2.

Udvalgets sammensætning

54

2.

Sammenfatning

55

3.

De tidligere arbejdsgruppers udredninger og indstillinger

56

 

3. 1.

Den første arbejdsgruppe – rapport af maj 1991

56

 

3. 2.

Justitsministeriet s udtalelse af 9. november 1993

57

 

3. 3.

Den anden arbejdsgruppe – rapport af september 1995

57

4.

Udenlandske erfaringer med point- eller klippekortsystemer

58

 

4.1.

Lande, hvor point- eller klippekortsystemer er indført

58

 

 

4. 1. 1 Finland

58

 

 

4. 1. 2 Island

58

 

 

4. 1. 3 Storbritannien

59

 

 

4. 1. 4 Tyskland

59

 

4.2.

Lande, hvor det overvejes at indføre point- eller klippekortsystemer

59

 

 

4. 2. 1 Luxembourg

60

 

 

4. 2. 2 Norge

60

 

 

4. 2. 3 Sverige

61

 

4. 3.

Færdselssikkerhedsmæssig vurdering af effekten af de udenlandske ordninger

62

5.

Gældende ret vedrørende frakendelse af førerret m.v.

62

 

5. 1.

Færdselslovens regler om frakendelse af førerret

62

 

 

5. 1. 1 Frakendelsens genstand

63

 

 

5. 1. 2 Den materielle afgrænsning af området for førerretsfrakendelse

64

 

 

5. 1. 3 Valg af frakendelsesform

64

 

 

5. 1. 4 Frakendelsens retsvirkninger

65

 

5. 2.

De senere års ændringer af reglerne om frakendelse af førerretten

65

 

 

5. 2. 1 Lov nr. 468 af 10. juni 1997

65

 

 

5. 2. 2 Lov nr. 73 af 4. februar 1998

66

 

 

5. 2. 3 Lov nr. 187 af 30. marts 1999

66

 

 

5. 2. 4 Lov nr. 292 af 28. april 2000

67

 

 

5. 2. 5 Lov nr. 498 af 7. juni 2001

68

 

5. 3.

Anvendelsesområdet for færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 6

68

 

5. 4.

Uden- og indenretlig vedtagelse af førerretsfrakendelse

69

 

 

5. 4. 1 Regelgrundlaget

69

 

 

5. 4. 2 Procesmåden

70

 

 

5. 4. 3 Vedtagelsens omfang

70

 

 

5. 4. 4 Vedtagelsens retsvirkninger

70

 

5. 5.

Færdselslovgivningens regler om kontrollerende køreprøve

71

 

 

5. 5. 1 Administrativ indkaldelse til kontrollerende køreprøve

71

 

 

5. 5. 2 Inddragelse af førerret efter færdselsloven § 130

72

6.

Et udvidet frakendelsessystem i Danmark

73

 

6.1.

Generelle bemærkninger

73

 

 

6. 1. 1 Overordnede synspunkter vedrørende et udvidet frakendelsessystem

73

 

 

6. 1. 2 Hvilke typer af forseelser skal være omfattet

74

 

 

6. 1. 3 Hvilke trafikanter skal være omfattet

75

 

 

6. 1. 4 Forholdet til de øvrige gældende regler om frakendelse af førerret og kørselsforbud

75

 

 

6. 1. 5 Skærpede regler for udvalgte førere

76

 

 

6. 1. 6 På hvilket tidspunkt bør frakendelse ske (antal forseelser)

76

 

 

6. 1. 7 ”Forældelse”

77

 

 

6. 1. 8 ”Sammenstødsproblematikken”

77

 

6. 2.

Forseelser, der foreslås omfattet af en klippekortordning

80

 

 

6. 2. 1 Indledende bemærkninger

80

 

 

6. 2. 2 Rødkørsel (færdselslovens § 4, stk. 1 og 2)

82

 

 

6. 2. 3 Kørsel over jernbanespor (færdselslovens § 5, stk. 2)

82

 

 

6. 2. 4 Kørsel med for kort afstand til foran kørende (færdselslovens § 15, stk. 3)

82

 

 

6. 2. 5 Kørsel venstre om helleanlæg (færdselslovens § 15, stk. 4)

82

 

 

6. 2. 6 Ændring af færdselsretning og placering m.v. (færdselslovens §§ 16, stk. 2, og 18, stk. 1 og 2)

82

 

 

6. 2. 7 Tilsidesættelse af krav til og forbud mod overhaling (færdselslovens §§ 4, stk. 1, 21, stk. 1-3 og 23)

83

 

 

6. 2. 8 Øget hastighed ved overhaling (færdselslovens § 22, stk. 1)

84

 

 

6. 2. 9 Forbikørsel/slalomkørsel (færdselslovens § 24, stk. 1)

84

 

 

6. 2. 10 Overhaling ved fodgængerfelt (færdselslovens § 25)

84

 

 

6. 2. 11 Tilsidesættelse af vigepligt (færdselslovens § 26, stk. 2-4 og 6)

84

 

 

6. 2. 12 Tilsidesættelse af forbud mod kap- og væddekørsel (færdselslovens § 37, stk. 4)

86

 

 

6. 2. 13 Tilsidesættelse af hastighedsgrænser (færdselslovens §§ 4, stk. 1 (skiltet hastighed) og 41-43 a)

86

 

 

6. 2. 14 Kørselsfejl

87

 

 

6. 2. 15 Færdselslovens forseelser i øvrigt

88

 

6. 3.

Analyse og vurdering af den færdselssikkerhedsmæssige effekt

88

7.

Administration og håndhævelse

89

 

7. 1.

Registrering i kriminalregisteret

89

 

7. 2.

Etablering af en klippekortordning

90

 

7. 3.

Sagsbehandling og opkrævning

91

 

7. 4.

Stigning i indberetninger til Kriminalregisteret

91

8.

Økonomiske og administrative aspekter

92

 

8. 1.

Rigspolitichefen

92

 

8. 2.

De enkelte politikredse

92

 

8. 3.

Domstolene

92

9.

Udvalgets konklusioner

92

10.

Bilagsoversigt

94

1. Udvalgets opgave og sammensætning

1.1. Udvalgets kommissorium

I sin seneste handlingsplan for 2001 – 2012, ” Hver ulykke er én for meget. Trafiksikkerhed starter med dig ”, der blev udsendt i foråret 2000, har Færdselssikkerhedskommissionen (side 21 og 44) anbefalet, at det undersøges, hvorvidt en form for klippekort til kørekortet generelt kan være med til at forbedre trafiksikkerheden – og særligt de unge bilisters ulykkesrisiko.

Spørgsmålet om indførelsen af et klippekort- eller pointsystem har tidligere – og i flere omgange – været behandlet i arbejdsgrupper under Færdselssikkerhedskommissionen.

I lyset af den tid der nu er gået, siden spørgsmålet sidst har været under overvejelse, og med baggrund i Færdselssikkerhedskommissionens anbefaling, anmodede trafikministeren den 3. maj 2000 Færdselsstyrelsen om at sammensætte et udvalg, hvis overordnede opgave skulle være at undersøge og beskrive muligheder og konsekvenser i forbindelse med indførelsen af et point- eller klippekortsystem til kørekortet, herunder frakendelse af kørekortet, samt endvidere vurdere behovet og mulighederne for at gennemføre lovgivningsinitiativer af denne karakter.

Udvalget skal vurdere de tidligere arbejdsgruppers anbefalinger, den færdselssikkerhedsmæssige effekt af indførelsen af en klippekortordning, forholdet til de gældende regler i færdselsloven om førerretsfrakendelse m.v., den praktiske udformning af en klippekortordning, herunder administration og håndhævelse, samt de økonomiske og administrative aspekter.

1.2. Udvalgets sammensætning

Rigsadvokatassessor Jette Bjerg Clausen, Rigsadvokaten

Politiinspektør Helge Tang Holbek, Rigspolitichefen afdeling A

Politifuldmægtig Claus Lyngholm Nielsen, Rigspolitichefen afdeling A

Vicepolitimester Anna Færgemann, Rigspolitichefen afdeling D

Kontorleder Lotte Christensen, Rigspolitichefen afdeling D

Kontorfuldmægtig Mogens Wedege-Mathiassen, Rigspolitichefen afdeling D

Politimester K. Roum Svendsen, Politimesterforeningen i Danmark

Landsdommer Nils Erik Jensen, Den Danske Dommerforening

Vicepolitikommissær Hans Illum Hansen, Politiforbundet i Danmark

Juridisk chef Jacob Forman, Forenede Dansk Motorejere (frem til december 2000)

Juridisk chef Lars Ellegaard, Forenede Danske Motorejere (fra december 2000 og frem)

Fuldmægtig Hanne Bache, Trafikministeriet

Psykolog Gitte Carstensen, Danmarks TransportForskning (indtil 1. august 2000 Rådet for Trafiksikkerhedsforskning)

Specialkonsulent Henrik Lindegaard Christensen, Færdselsstyrelsen (formand frem til ultimo august 2000)

Kontorchef Jan Lindeskov, Færdselsstyrelsen (formand fra ultimo august 2000 og frem)

Fuldmægtig Trine Hagbard Petersen, Færdselsstyrelsen (sekretariatsfunktion).

Udvalget har i perioden fra den 3. maj 2000 til den 22. juni 2001 afholdt 8 møder.

På tidspunktet for møderækkens afslutning var der i udvalget enighed om udformningen og indholdet af klippekortordningen, og alene visse administrative og økonomiske aspekter forelå endnu ikke fuldt belyst. Udvalget havde imidlertid tilkendegivet, at man kunne tilslutte sig Rigspolitiets bemærkninger herom.

Som følge af ressortomlægningen i forbindelse med regeringsdannelsen i november 2001 blev sager vedrørende dansk og international regulering af færdsel og færdselssikkerhed samt sager vedrørende færdselsadfærd ved kongelig resolution af 27. november 2001 overført fra Trafikministeriet til Justitsministeriet.

På denne baggrund har Rigspolitiet og ikke Færdselsstyrelsen færdiggjort rapporten. Arbejdet har dog alene haft karakter af en færdigredigering og endelig beskrivelse af de administrative og økonomiske konsekvenser. Der har således ikke i Rigspolitiets regi været afholdt møder i udvalget.

2. Sammenfatning

Færdselssikkerhedskommissionen har i sin seneste handlingsplan anbefalet, at det undersøges, hvorvidt det er muligt at indføre en form for klippekort til kørekortet. Spørgsmålet har tidligere været behandlet i to arbejdsgrupper under Færdselssikkerhedskommissionen, men i lyset af den tid der er gået, siden spørgsmålet sidst har været behandlet, er det blevet besluttet på ny at undersøge spørgsmålet.

Formålet med en klippekortordning er at ramme de førere, der gentagne gange begår grove færdselsforseelser. Udvalget har således undersøgt mulighederne for at indføre et sanktionssystem, hvorefter en række grovere færdselsforseelser, der begås inden for et vist tidsrum, kan udløse en betinget frakendelse af førerretten.

Udvalget har indhentet erfaringer fra udlandet, og det fremgår af de indkomne svar, at de udenlandske ordninger kan siges i hovedtræk at være kendetegnet ved, at kun grovere overtrædelser af den relevante lovgivning er omfattet af ordningerne, at retsvirkningen af tildeling af point eller klip er frakendelse af førerret, at der opereres med et vist antal point eller klip inden for en vis afgrænset periode, og at ordningerne alene omfatter køretøjer, hvortil der kræves kørekort. Med hensyn til spørgsmålet om retsvirkningen adskiller det tyske system sig dog ved i højere grad at være baseret på efteruddannelse end på sanktioner (straf eller frakendelse).

Udvalget har endvidere foretaget en gennemgang af de eksisterende bestemmelser om frakendelse af førerretten i færdselslovens §§ 125-133, herunder de lovændringer der har været på området de seneste år. Af de senere års lovændringer kan nævnes indførelse af bestemmelser om, at henholdsvis 40 og 70 pct. hastighedsovertrædelse medfører frakendelse af førerretten, nedsættelse af promillegrænsen og indførelse af sanktioner på området samt indførelse af kørselsforbud for forseelser begået af førstegangserhververe af førerret.

I den forbindelse er endvidere gennemgået færdselslovgivningens bestemmelser om kontrollerende køreprøve, herunder muligheden for indkaldelse til kontrollerende køreprøve efter kørekortbekendtgørelsens § 72 (tvivl om kørefærdigheder, kendskab til færdselsreglerne eller forståelse for hensynet til andre trafikanter).

På baggrund af de eksisterende bestemmelser om frakendelse af førerretten har udvalget fundet, at sanktioner ved gentagne færdselsforseelser – fremfor indførelse af et decideret pointsystem – mest hensigtsmæssigt kan varetages i form af et udvidet frakendelsessystem, der tager udgangspunkt i det allerede eksisterende frakendelsessystem i færdselsloven. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at dette vil give mulighed for dels at klargøre hvilke forseelser, der vil være omfattet af systemet, og dels hvilke konsekvenser gentagne overtrædelser af disse forseelser vil have.

Udvalget har lagt vægt på, at de eksisterende bestemmelser om betinget og ubetinget frakendelse af førerretten består uændret, således at forseelser, hvorefter der allerede i medfør af de gældende bestemmelser sker frakendelse af førerretten, fortsat er gældende ved siden af en klippekortordning. Udvalget har i den forbindelse drøftet en række problemstillinger, der kan opstå i relation til det eksisterende frakendelsessystem, eksempelvis situationer hvor der efter to ”klip” sker en frakendelse som følge af spirituskørsel. Udvalget har i disse situationer vurderet, at det af praktiske og administrative hensyn vil være mest enkelt, at der – uden hensynstagen til de pålagte klip – sker en frakendelse af førerretten efter det almindelige frakendelsessystem i færdselsloven. På tidspunktet for den ubetingede eller betingede frakendelse ”vaskes tavlen ren” i relation til de tidligere pålagte klip.

Udvalget har endvidere lagt til grund, at en klippekortordning bør omfatte førere af motordrevne køretøjer, hvortil der kræves kørekort. Udvalget har i den forbindelse ikke fundet anledning til at indføre særlige skærpede bestemmelser for unge førere, idet en klippekortordning som beskrevet i rapporten i høj grad vil komme til at omfatte de unge trafikanter.

Det er udvalgets vurdering, at tre forseelser inden for to år skal udløse en betinget frakendelse af førerretten. Forældelsesperioden på to år regnes fra hver enkelt forseelse, således at forseelserne så at sige forældes løbende.

Udvalget har i den forbindelse ikke fundet anledning til at vægte de enkelte forseelser, idet dette netop gør systemet kompliceret, ligesom udvalget i konsekvens heraf har valgt at udelade en del mulige færdselsforseelser. Hver enkelt forseelse udløser således et klip. Som følge af disse overordnede betragtninger er det ligeledes væsentligt, at antallet af overtrædelser samt den fastsatte periode er overskuelig.

De forseelser, der skal udløse et klip, er fastlagt ud fra en vurdering af forseelsens grovhed. Udvalget har således vurderet, at det vil være relevant at medtage de trafikfarlige situationer, hvor der ikke allerede sker en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, men som dog er grove nok til at have væsentlig betydning for trafiksikkerheden.

Udvalget har på den baggrund anbefalet at medtage bestemmelserne om rødkørsel, kørsel over jernbanespor, for kort afstand til foran kørende, kørsel venstre om helleanlæg m.v., bestemmelser om overhaling og vigepligt, kap- og væddekørsel samt hastighed, hvor overskridelsen er mere end 30 pct.

Udvalget har endvidere drøftet den mulige færdselssikkerhedsmæssige effekt af et sådan system. På baggrund af udenlandske erfaringer er det således forsøgt vurderet, hvilken effekt indførelse af et klippekortsystem kan få. Det er i den forbindelse fastlagt, at det på baggrund af de udenlandske erfaringer er yderst vanskeligt at fastslå, om indførelsen af point- eller klippekortordninger har en færdselssikkerhedsmæssig effekt, ligesom det er vanskeligt at forudsige, om de udenlandske erfaringer på området kan overføres til et lignende system i Danmark.

For så vidt angår administrationen og håndhævelsen af en klippekortordning, har Rigspolitichefen til brug for udvalgets drøftelse af mulig(e) løsningsmodel(ler) til håndtering af klippekortordningen i praksis udarbejdet forskellige modeller, der alle forudsætter, at registrering i lighed med, hvad der gælder i dag, vil finde sted i Kriminalregistret.

Rigspolitiets modeller spænder fra en delvis manuel løsning, som er baseret på en udbygning af det eksisterede udtrækssystem i Kriminalregistret, til en fuldt automatiseret løsning baseret på en udbygning af politiets POLSAS system samt tekniske ændringer i flere af politiets systemer. Rigspolitiet har i den forbindelse udarbejdet en foreløbig analyse af de edb-tekniske, økonomiske og tidsmæssige konsekvenser forbundet med indførelsen af en teknologiunderstøttet klippekortordning. Udvalget har vurderet de fremlagte løsningsforslag, herunder konsekvenserne af disse løsningsmodeller.

Endelig er ressourcetrækket i de enkelte politikredse og hos anklagemyndigheden og domstolene i forbindelse med håndhævelse og administration af en klippekortordning kort beskrevet.

De tidligere arbejdsgruppers udredninger og indstillinger

Spørgsmålet om indførelsen af et klippekort- eller pointsystem har som nævnt tidligere været behandlet i arbejdsgrupper under Færdselssikkerhedskommissionen.

3.1. Den første arbejdsgruppe – rapport af maj 1991

Blandt den første arbejdsgruppes medlemmer var der enighed om det principielt rigtige i en ordning, hvorefter gentagne overtrædelser af færdselsloven skulle kunne give sig udslag i sanktionsfastsættelsen, herunder spørgsmålet om frakendelse af førerretten.

Arbejdsgruppen måtte imidlertid konstatere, at der ingen steder kunne findes dokumentation for, at et egentligt point- eller klippekortsystem har en færdselssikkerhedsmæssig effekt. Arbejdsgruppen kunne på den baggrund ikke anbefale indførelsen af et sådan system.

Arbejdsgruppen skitserede som alternativ to modeller vedrørende henholdsvis kontrollerende køreprøve og frakendelse af førerretten, hvorefter det i højere grad ville være muligt at skride ind over for gentagne, grove overtrædelser af færdselsloven.

Arbejdsgruppen pegede således dels på en ordning, hvorefter politiet automatisk skulle indkalde en fører til kontrollerende køreprøve (på daværende tidspunkt benævnt ”orienterende køreprøve”) i tilfælde, hvor den pågældende havde begået 3 grovere overtrædelser af færdselsloven inden for en 2-årig periode, dels på en ordning, hvorefter der administrativt eller ved domstolsafgørelse skulle ske inddragelse af førerretten, såfremt en fører havde begået 3 grovere overtrædelser af færdselsloven inden for en 2-årig periode.

Færdselssikkerhedskommissionen tilsluttede sig arbejdsgruppens anbefaling af, at der ikke indførtes et egentligt pointsystem.

Færdselssikkerhedskommissionen kunne imidlertid ikke tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om frakendelse af førerretten administrativt eller ved domstolsafgørelse, men anbefalede i stedet arbejdsgruppens forslag om en ordning, hvorefter politiet automatisk skulle indkalde til en kontrollerende prøve efter 3 forseelser.

Den første arbejdsgruppes rapport er optaget som bilag 1 til denne rapport.

3.2. Justitsministeriets udtalelse af 9. november 1993

På baggrund af Færdselssikkerhedskommissionens anbefaling anmodede Trafikministeriet i august 1993 Justitsministeriet om et responsum vedrørende den foreslåede ordning, hvorefter politiet automatisk skulle indkalde til en kontrollerende prøve efter 3 grovere forseelser.

Justitsministeriet tog i sin udtalelse af 9. november 1993 afstand fra den anbefalede ordning.

Justitsministeriet udtalte i den anledning, at en ordning, hvorefter der automatisk skulle indkaldes til en kontrollerende køreprøve, når der inden for en vis periode er registreret en antal grovere overtrædelser af færdselsloven, har karakter af en (yderligere) reaktion i anledning af de begåede færdselslovsovertrædelser. Ordningen adskilte sig således fra den gældende ordning med administrativ inddragelse af kørekortet efter den daværende kørekortbekendtgørelses § 36 (i dag § 72 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 100 af 22. februar 2002 om kørekort) derved, at indkaldelse ikke længere ville være begrundet i et konkret skøn vedrørende førerens fortsatte besiddelse af fornøden kørefærdighed. Det ville alene være konstateringen af, at der foreligger et vist antal overtrædelser af færdselsloven, der førte til indkaldelse til kontrollerende køreprøve.

Ordningen ville endvidere efter Justitsministeriets opfattelse indebære en reaktion, der har betydelig lighed med frakendelse af borgerlige rettigheder i anledning af et strafbart forhold, hvilket som udgangspunkt kun bør ske ved dom i forbindelse med det strafbare forhold, der udløser denne reaktion.

I forlængelse heraf talte principielle grunde efter Justitsministeriets opfattelse imod, at der, efter et strafbart forhold er endeligt afgjort ved dom eller udenretlig bødevedtagelse, administrativt fastsættes yderligere reaktioner i anledning af den eller de pågældende lovovertrædelse(r).

Justitsministeriet pegede alternativt på den af arbejdsgruppen forslåede ordning, hvorefter der enten ved rettens afgørelse eller ved udenretlig vedtagelse kunne ske indkaldelse til kontrollerende køreprøve eller ske betinget frakendelse af førerretten, såfremt en fører har begået 3 grovere overtrædelser af færdselslovens bestemmelser inden for en 2-årig periode. Justitsministeriet forudsatte herved, at spørgsmålet om indkaldelse til kontrollerende køreprøve eller betinget frakendelse skulle afgøres af retten eller i forbindelse med den udenretlige vedtagelse i forbindelse med den færdselslovsovertrædelse, der udløser denne reaktion.

Justitsministeriets udtalelse af 9. november 1993 er optaget som bilag 2 til rapporten.

3.3. Den anden arbejdsgruppe – rapport af september 1995

På baggrund af Justitsministeriets udtalelse besluttede Færdselssikkerhedskommissionen i februar 1995 at gendanne den første arbejdsgruppe med henblik på at vurdere spørgsmålet om indførelse af et point- eller klippekortsystem på ny.

Den anden arbejdsgruppe fandt alene anledning til at overveje Justitsministeriets alternative forslag om, at der ved rettens afgørelse eller ved udenretlig vedtagelse kan ske indkaldelse til kontrollerende køreprøve.

Arbejdsgruppen udtalte imidlertid i den anledning, at en ordning som den skitserede ville betyde en øget ressourceanvendelse i retssystemet, blandt andet fordi det måtte antages, at alene fastlæggelsen af området for reglens anvendelse ville betyde, at sagerne altovervejende ville blive indbragt for retten.

Endvidere fandt arbejdsgruppen, at indførelsen af en regel, hvorefter domstolene i konkrete sager kan bestemme, at der skal gennemføres en kontrollerende køreprøve, ville indebære problemer med at opretholde den administrative ordning i kørekortbekendtgørelsens § 36 (den nuværende § 72), jf. herved nærmere i afsnit 5. 5. nedenfor.

Arbejdsgruppen kunne på denne baggrund ikke anbefale den af Justitsministeriet skitserede ordning.

Arbejdsgruppen var dog ikke i tvivl om, at det var påkrævet at skærpe kørekortindehavernes bevidsthed om i højere grad at vise hensyn til andre trafikanter. Dette ville endvidere efter arbejdsgruppens opfattelse være i overensstemmelse med de forbedringer af køreuddannelsen, der var gennemført i de foregående år.

Arbejdsgruppen anbefalede derfor, at politikredsenes opmærksomhed blev henledt på gruppens overvejelser samt på de muligheder, som allerede fandtes i kørekortbekendtgørelsens § 36 (den nugældende § 72), med henblik på øget anvendelse af reglerne om indkaldelse til kontrollerende køreprøve.

Den anden arbejdsgruppes rapport er optaget som bilag 3 til denne rapport.

4. Udenlandske erfaringer med point- eller klippekortsystemer

Færdselsstyrelsen gennemførte i anledning af spørgsmål nr. 128 og 129 stillet den 28. januar 2000 af Folketingets Trafikudvalg til trafikministeren (alm. del – bilag 526) en undersøgelse vedrørende point- eller klippekortsystemer i EU-landene samt i Norge.

Styrelsen modtog i den forbindelse høringssvar fra Belgien, Finland, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Østrig.

Portugal anvender hverken i forhold til færdsels- eller strafferegler pointsystemer eller lignende.

Østrig har tidligere overvejet at indføre et sådant system, men der eksisterer p.t. ikke et pointsystem.

Sammenfattede kan det om de nedenfor under afsnittene 4. 1. og 4. 2. beskrevne udenlandske ordninger siges, at disse i hovedtræk er kendetegnet ved at

  kun grovere overtrædelser af den relevante lovgivning er omfattet af ordningerne,

  retsvirkningen af tildeling af point eller klip er frakendelse af førerret,

  der opereres med et vist antal point eller klip inden for en vis afgrænset periode, og

  ordningerne alene omfatter køretøjer, hvortil der kræves kørekort.

Med hensyn til spørgsmålet om retsvirkningen adskiller det tyske system sig dog ved i højere grad at være baseret på efteruddannelse end på sanktioner (straf eller frakendelse).

4.1. Lande, hvor point- eller klippekortsystemer er indført

4.1.1 Finland

I Finland kan der ske frakendelse af førerretten i forbindelse med spirituskørsel, kørsel under påvirkning af stoffer eller ved kørsel med særlig fare for øvrige trafikanters sikkerhed. En sådan frakendelse sker i maksimalt 5 år og frakendelse sker ved domstolsafgørelse.

Der kan endvidere i visse tilfælde ske en administrativ frakendelse af førerretten. Der kan således ske administrativ frakendelse af førerretten i op til 1 måned i tilfælde af tilsidesættelse af væsentlige hensyn til trafiksikkerheden. Der kan endvidere ske en administrativ frakendelse i op til 6 måneder i tilfælde af kørsel uden gyldig førerret og i tilfælde af spirituskørsel i udlandet.

Herudover har der siden 1996 i Finland eksisteret et system, der ikke bygger på en decideret pålæggelse af point, men på en særlig registrering, således at en række mindre alvorlige trafikforseelser kan føre til frakendelse af førerretten. Tre forseelser inden for et år, regnet fra den seneste forseelse, eller fire forseelser inden for 2 år, regnet fra den seneste forseelse, medfører således frakendelse af førerretten i op til 6 måneder.

Antallet af forseelser registreres i kørekortregisteret og på det tidspunkt, hvor næstkommende forseelse vil medføre en frakendelse af førerretten, udsendes et ”advarselsbrev” til føreren, med oplysning om konsekvenserne af næste forseelse.

For personer, der netop har erhvervet kørekort, gælder der i Finland særligt skærpede regler. Nye bilister får udstedt et særligt toårigt kørekort, og begås der i denne periode 2 forseelser inden for et år, eller 3 forseelser inden for 2 år, skal der bestås en ny køreprøve, før en ny toårig ”prøveperiode” kan træde i kraft.

4.1.2 Island

Island indførte i januar 1998 et pointsystem for færdselsovertrædelser. De nærmere bestemmelser herom findes i den islandske bekendtgørelse nr. 431/1998 om ”register over trafikovertrædelser og pointsystem for trafikovertrædelser”.

Det fremgår af bekendtgørelsen, at Rigspolitichefen skal føre et landsdækkende register over de forseelser og det antal point, som førere af motorkøretøjer bliver pålagt.

Systemet bygger på en decideret pointpålæggelse. For en række færdselsforseelser pålægges således fra 1 til 4 point, afhængig af forseelsens grovhed.

Eksempelvis medfører kørsel overfor rødt lys 4 point, overhaling i strid med forbud herom 2 point, overhaling lige før fodgængerfelt 3 point, manglende brug af sikkerhedssele 1 point og overskridelse af hastighedsgrænsen med 21-30 km/t ved hastighedsgrænser på 80-90 km/t 1 point.

Spirituskørsel er ikke omfattet af pointsystemet. Kørsel under overskridelse af den gældende promillegrænse medfører således i sig selv en frakendelse af førerretten.

Når en fører ved tre eller flere overtrædelser inden for 3 år har pådraget sig 12 point, inddrages førerretten i 3 måneder. De pålagte point forældes således løbende efter 3 år. I forbindelse med førstegangserhvervelse af kørekort gælder der den skærpelse, at førerretten inddrages, hvis der i de to første år fra erhvervelsen af kørekortet pådrages 7 point.

Rigspolitichefen udsender en advarsel til føreren når der er blevet pålagt 8 henholdsvis 3 point.

Det fremgår af en opgørelse over frakendelser som følge af indførelsen af pointsystemet, at der i perioden fra 1. januar 1998 til 1. juli 2000 skete i alt 253 frakendelser som følge af pointsystemet, 237 var mænd og 16 kvinder. 227 ud af de 253 var unge under 25 år.

4.1.3 Storbritannien

I Storbritannien har der eksisteret et decideret pointsystem siden 1982. Princippet om, at gentagne overtrædelser af færdselslovgivningen kan medføre frakendelse af førerretten, har dog eksisteret siden 1930erne.

Der er en række grove forseelser, der oftest vil medføre umiddelbar frakendelse af førerretten i mindst 12 måneder.

Herudover er der en lang række forseelser, der ikke i sig selv medfører frakendelse, men som ved gentagelse kan få samme virkning.

Disse forseelser medfører således pålæggelse af et antal point, der er afhængig af karakteren af forseelsen. Når en person er blevet pålagt 12 point inden for 3 år, frakendes førerretten for normalt 6 måneder. Til brug for fastlæggelsen af antallet af point for de forskellige forseelser blev der i forbindelse med gennemførelse af systemet taget udgangspunkt i de gennemsnitlige bøder fastlagt af domstolene.

Der kan eksempelvis pålægges 3-9 point for hensynsløs kørsel, 10 point for at være ansvarlig for (men ikke føre) et motorkøretøj under påvirkning af alkohol eller stoffer i mængder over den tilladte grænse, 5-10 point for ikke at stoppe efter en ulykke eller ikke anmelde ulykker til politiet og 3-6 point for hastighedsovertrædelser.

I 1997 trådte der nye særlige skærpede regler i kraft for personer, der netop har erhvervet kørekort. Pålæggelse af 6 point inden for de 2 første år fra kørekort er erhvervet, medfører således frakendelse af førerretten og krav om, at en ny køreprøve bestås.

4.1.4 Tyskland

I Tyskland har der eksisteret et pointsystem siden 1990.

Pointsystemet omfatter alle færdselslovs- og påbudsovertrædelser, og hver enkelt forseelse udløser mellem 1 og 7 point.

Når en person er blevet pålagt 8 point, følger der en advarsel samt tilbud om frivillig deltagelse i særlige efteruddannelsesseminarer. Frivillig deltagelse i disse seminarer medfører et ”afdrag” på 4 point. Tilbud om frivillig deltagelse i seminarerne modtages endvidere, når en person er pålagt 9-13 point, og der kan i den forbindelse ”afdrages” 2 point.

Når en person er blevet pålagt 14 point, medfører det obligatorisk deltagelse i disse efteruddannelsesseminarer. Der afdrages i den forbindelse ikke nogen point. Fra 1. januar 1999 er det endvidere blevet muligt på dette tidspunkt frivilligt at modtage kørepsykologisk rådgivning mod ”afdrag” af 2 point.

18 point medfører frakendelse af førerretten, og generhvervelse kan tidligst sker efter 6 måneder.

4.2. Lande, hvor det overvejes at indføre point- eller klippekortsystemer

Det fremgik endelig af høringssvarene, at pointsystemer er under overvejelse i Belgien, Luxembourg, Norge og Sverige. Udvalget har i den anledning søgt at indhente nærmere oplysninger om overvejelserne samt eventuelle lovgivningsinitiativer i de pågældende lande.

4.2.1 Luxembourg

I oktober måned 2000 blev der fremsat forslag om indførelse af et pointsystem i Luxembourg. Det fremgår af forslaget, at hvert kørekort som udgangspunkt er udstyret med 12 point. En række nærmere fastsatte overtrædelser vil herefter medføre, at der løbende kan fratrækkes point på kørekortet.

Der kan fratrækkes mellem 1 og 6 point. Eksempelvis vil uagtsomt manddrab i kombination med en eller flere overtrædelser af de bestemmelser, der er omfattet af loven om klippekort eller forskrifter udstedt i medfør af loven medføre, at der fratrækkes 6 point. Der fratrækkes 4 point ved overtrædelse af bestemmelserne om f.eks. kørsel uden gyldig kørekort, flugtbilisme, kørsel med 10 pct. overvægt og hastighedsovertrædelser. Endvidere kan der fratrækkes 2 point ved overtrædelse af bestemmelserne om f.eks. vigepligt, overhaling, tilsidesættelse af krav til dæk, teknisk syn eller registrering og tilsidesættelse af signaler. Endelig kan fratrækkes 1 point ved f.eks. manglende brug af sikkerhedssele og styrthjelm.

På det tidspunkt de oprindelige 12 point er gået tabt, sker der en frakendelse af førerretten i en periode på 12 måneder. Generhvervelse af førerretten er betinget af supplerende køreundervisning.

Når føreren efterfølgende har generhvervet førerretten, bliver kørekortet forsynet med 6 nye point. Hvis den pågældende fører i de efterfølgende 3 år ikke begår en ny overtrædelser af de bestemmelser, der er omfattet af loven om klippekort, bliver pointantallet herefter forhøjet til 12.

Varigheden af en frakendelse kan stige til 24 måneder, såfremt den pågældende inden for 3 år fra første suspendering på ny frakendes førerretten i medfør af lovens bestemmelser. Generhvervelse af førerretten er i disse tilfælde betinget af både supplerende køreundervisning og aflæggelse af køreprøve.

Som det også er tilfældet i det tyske system, er det muligt én gang inden for en 3 års periode at ”tjene” 3 point, såfremt føreren deltager i et særligt kursus.

4.2.2 Norge

Spørgsmålet om indførelse af et pointsystem i Norge blev første gang drøftet tilbage i 1980/81, men Samferdselsdepartementet anbefalede i den forbindelse ikke indførelsen af en sådan ordning. Arbejdet i arbejdsgruppen blev genoptaget i 1985, og i 1989 vedtog statsrådet et pointsystem med ikrafttrædelse den 1. januar 1990.

Som følge af stærk kritik af ordningen, særlig rettet mod at visse mindre forseelser indgik heri, besluttede statsrådet at udsætte ikrafttrædelsen til 1. oktober 1990 med henblik på en fornyet vurdering.

Den fornyede vurdering medførte imidlertid en ophævelse af forslaget med de begrundelser, at ordningen ville være tung og samtidig dyr at administrere, at ordningen i praksis ikke ville være særlig effektiv som trafiksikkerhedsmæssigt tiltag, og at politiet i højere grad burde benytte den allerede eksisterende hjemmel i vegtrafikkloven til at inddrage førerretten ved gentagne overtrædelser.

I 1998 fremmede Bergen politidistrikt på ny forslaget om indførelsen af et pointsystem og i august 1998 blev det fastslået, at arbejdet med et sådan system skulle genoptages. Vegdirektoratet blev pålagt at udforme det konkrete indhold af ordningen på baggrund af retningslinier fra Samferdselsdepartementet og Justisdepartementet.

Vegdirektoratets forslag, der blev sendt i høring i april 2000, har følgende hovedindhold:

Ordningen omfatter personer fast bosat i Norge, som fører motorkøretøj, hvortil der kræves kørekort.

Følgende overtrædelser, som ikke ved sin grovhed i sig selv har medført en ubetinget frakendelse, medfører pålæggelse af point:

  Brud på hastighedsgrænsen, når grænsen er 60 km/t eller lavere, og overskridelsen er på mere end 10 km/t, jf. dog nedenfor.

  Brud på hastighedsgrænsen når grænsen er 70 km/t eller mere, og overskridelsen er på mere end 15 km/t, jf. dog nedenfor.

  Kørsel i strid med trafiksignaler.

  Kørsel på eller over spærrelinie eller i spærreområde afgrænset af fuldt optrukket linie.

  Ulovlig overhaling

–   til højre, lige foran eller i vejkryds eller hvor sigtet er hindret ved bakketop, kurve eller på anden måde,

–   foran fodgængerfelt,

–   ved ikke at have sikret sig at den forankørende ikke har givet tegn til overhaling,

–   ved ikke at have sikret sig at bagvedkørende er påbegyndt en overhaling eller

–   i strid med skiltet ”overhaling forbudt”.

  Brud på vigepligtsreglerne

–   i strid med skiltet ”vigepligt” eller ”stop”,

–   overfor trafik fra højre,

–   overfor gående i fodgængerfelt,

–   ved udkørsel fra parkeringsplads, holdeplads, torv, ejendom, benzinstation, gågade eller lignende eller

–   overfor gående eller cyklende, der svinges ind foran (ved højre- og venstresving).

  Holde for kort afstand til den forankørende, såfremt der er idømt en bøde på 1.900,- n.kr. eller mere.

  Brud på køre- og hviletidsbestemmelserne, såfremt der er idømt en bøde på 1.900 n.kr. eller mere.

  Overtrædelse af den norske vegtrafikklovs § 3, såfremt der er idømt en bøde på 1.900 n.kr. eller mere. Vegtrafikklovens § 3 har følgende ordlyd: ”Enhver skal ferdes hensynsfullt og være aktpågivende og varsom så der ikke kan oppstå fare eller voldes skade og slik at annen trafikk ikke unødig blir hindret eller forstyrret. Vegfarende skal også vise hensyn mot dem som bor eller oppholder seg ved vegen.” Bestemmelsen svarer således til færdselslovens § 3, stk. 1.

Domfældelse eller bødeforlæg for ovennævnte forhold bliver registreret i det norske kørekortregister (Autosys), og hver forseelse registreres med 2 point. Hastighedsoverskridelser på mindre end 10 henholdsvis 15 km/t bliver registreret med 1 point. Når en fører er blevet pålagt 4 point, sendes der skriftlig meddelelse til den pågældende herom.

For personer, som har kørekort med prøvetid i medfør af førerkortforskriftens § 30, er der fastsat en skærpelse, således at forseelser begået i prøvetiden registreres med det dobbelte antal point.

Prøvetid efter § 30 påhviler alle førere i forbindelse med førstegangsudstedelse af kørekort til klasse B, og prøveperioden er på 2 år. Frakendes førerretten inden for de 2 års prøvetid, skal der aflægges og bestås en ny køreprøve, hvorefter en ny 2-årig prøvetid igangsættes.

Når føreren inden for 3 år er blevet pålagt 6 point, inddrages førerretten for en periode på 6 måneder. Treårsperioden regnes fra hvert enkelt forseelse, og der sker derfor successiv forældelse af tildelte point.

4.2.3 Sverige

I den svenske betænkning ”Körkortsingripanden” (SOU 2000:26) fra april 2000 er der redegjort for fordele og ulemper i forbindelse med overvejelserne om, hvorvidt indgreb i førerretten begrundet i overtrædelse af lovgivningen skal overføres til straffeprocessen.

I forbindelse med disse overvejelser foretages endvidere en gennemgang af behovet for nye former for indgreb i førerretten, herunder en eventuel indførelse af et pointsystem.

Det fremgår af betænkningen, at indførelsen af et pointsystem i Sverige i flere omgange har været genstand for drøftelser, jf. i den forbindelse (SOU 1972:70), (SOU 1978:27) og (SOU 1991:39). I alle tilfælde blev indførelsen af et pointsystem afvist, i første omgang med den begrundelse, at et sådan forslag krævede yderligere undersøgelser. Efterfølgende blev indførelsen af pointsystemet afvist under henvisning til, at effekten af et sådan system ud fra et såvel præventivt som pædagogisk synspunkt var tvivlsom. Endvidere kunne det ikke forventes, at et pointsystem ville medføre mærkbare effekter for trafiksikkerheden eller bidrage til en øget retssikkerhed.

På baggrund af overvejelserne om overførsel af sanktionssystemet til straffeprocessen og med grundlag i krav til tydelighed, forudsigelighed, proportionalitet (sammenhæng mellem sanktion og forseelse) og rationel håndtering anbefales det herefter i betænkningen, at det nugældende ”advarselssystem” - for så vidt angår indgreb i førerretten begrundet i trafikforseelser - erstattes af et decideret pointsystem. Det anbefales i betænkningen, at dette sker uagtet, at de øvrige forslag i betænkningen ikke vil danne grundlag for ny lovgivning.

Et eventuelt pointsystem bør alene omfatte de forseelser, som allerede efter det nuværende system kan lægges til grund for en beslutning om førerretsfrakendelse. Forseelser, der i sig selv medfører en frakendelse, skal dog ikke være omfattet.

Point skal således kunne pålægges på baggrund af forseelser omfattet af kap. 5, § 3, 3, i körkortslagen, eksempelvis overskridelse af spærrelinie, manglende brug af sele eller hastighedsovertrædelser på op til 25 km/t på veje med en hastighedsgrænse på mellem 50 og 110 km/t. Endvidere bør der pålægges point ved skatte,- forsikrings- og registreringsforseelser eller lignende forseelser. Endelig bør der pålægges point ved forseelser af den slags, som efter det nugældende system medfører en advarsel, eksempelvis hastighedsovertrædelser på 25-30 km/t på veje med en hastighedsgrænse på mellem 50 og 110 km/t og promillekørsel, hvor promillen er netop over den tilladte grænse.

Der bør pålægges mellem 1 og 4 point for hver forseelse. Antallet af point skal fastsættes i overensstemmelse med de nugældende bødestørrelser (”straffvärde”), således at forseelsens grovhed bliver afgørende for antallet af point. De pålagte point skal registreres i kørekortregisteret.

Når føreren er blevet pålagt 6 point inden for 2 år frakendes førerretten i en periode på mellem 1 måned og 3 år.

Det foreslås i betænkningen, at der - i lighed med det tyske system - indføres mulighed at afdrage et antal point ved frivillig deltagelse i efteruddannelseskurser.

4.3. Færdselssikkerhedsmæssig vurdering af effekten af de udenlandske ordninger

I afsnit 6. 3. er der på baggrund af en gennemgang af en række udenlandske undersøgelser foretaget en vurdering af klippekortets mulige færdselssikkerhedsmæssige effekt. Der kan derfor henvises til gennemgangen under dette afsnit samt til det uddybende materiale optaget som bilag 4 til denne rapport.

5. Gældende ret vedrørende frakendelse af førerret m.v.

5.1. Færdselslovens regler om frakendelse af førerret

Reglerne om frakendelse af førerret findes i færdselslovens kap. 18, der omfatter §§ 125-133.

Spørgsmål om administrativ inddragelse, anke, generhvervelse og erstatning følger af §§ 130-133, mens §§ 125-129 regulerer spørgsmålene om genstanden for frakendelse, den materielle afgrænsning af frakendelsessituationerne, valget mellem ubetinget og betinget frakendelse samt retsvirkningerne af frakendelse.

Det skal indledningsvis bemærkes, at et udvalg med retspræsident Niels Waage som formand og med Færdselsstyrelsen (nu Justitsministeriet) som sekretariat siden oktober 2000 har arbejdet med at undersøge blandt andet færdselslovgivningens bestemmelser om samt den nuværende sanktionsfastsættelse i tilfælde af spiritus- og promillekørsel (straf og førerretsfrakendelse) med henblik på at komme med forslag til forenkling af sanktionsbestemmelserne, herunder endvidere en forenkling af reglerne for generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb.

Efter regeringsdannelsen i november 2001 og den deraf følgende ressortomlægning er udvalgets kommissorium udvidet således, at udvalgets forslag ikke blot skal indebære en forenkling af gældende regler og praksis, men også indebære skærpelser i sanktionssystemet, herunder overvejelser af mulighederne for at anvende andre typer af sanktioner og indsatsmuligheder som supplement til de nuværende sanktionstyper. Dette arbejde kan således have indvirkning på de i dag eksisterende bestemmelser om frakendelse af førerretten.

Frakendelsesreglerne er som alt overvejende hovedregel et enhedssystem, jf. dog U98.739 V. I dette tilfælde var tiltalte tidligere frakendt førerretten ubetinget som følge af forsætlig farefremkaldende kørsel. Tiltalte havde efterfølgende gjort sig skyldig i spirituskørsel med en promille på 1,23. Landsretten udtalte i dette tilfælde, at den omstændighed, at tiltalte tidligere var frakendt førerretten ubetinget i medfør af § 126, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, nr. 1, ikke – selvom der efter færdselsloven er mulighed herfor - giver grundlag for at fastsætte længden af frakendelsestiden for tiltalte anderledes end for andre, der i forbindelse med en førstegangs-spirituskørsel skal have frakendt førerretten ubetinget.

Enhedssystemet medfører dog som altovervejende hovedregel, at det i gentagelsestilfælde – hvilket vil sige i tilfælde af ny frakendelsesbegrundende kørsel efter ubetinget frakendelse eller i prøvetiden til en betinget frakendelse – er uden betydning, om frakendelsesgrundlaget var det samme ved begge kørsler eller ej. Således er der eksempelvis gentagelsesvirkning i tilfælde af kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden efter kørsel i spirituspåvirket tilstand og omvendt.

Færdselslovens §§ 125-126 er sålydende:

§ 125. Retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, skal frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis han har gjort sig skyldig i spirituskørsel.

Stk. 2. Frakendelsen sker ubetinget. Under særlig formildende omstændigheder kan frakendelse dog ske betinget.

§ 125 a. Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer skal frakendes føreren af et sådant køretøj, hvis føreren ulovligt har ført køretøjet uden hastighedsbegrænser eller føreren har foretaget et uautoriseret, konstruktivt indgreb i køretøjets hastighedsbegrænser eller dens forbindelser eller føreren vidste eller burde have vidst, at der er foretaget et sådant indgreb. Det samme gælder, hvis føreren har betjent køretøjet på en sådan måde, at hastighedsbegrænseren gøres uvirksom.

Stk. 2. Frakendelsen sker ubetinget. Under særlig formildende omstændigheder kan frakendelse dog ske betinget.

§ 126. Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer skal endvidere frakendes føreren af et sådant køretøj, såfremt han:

1)   under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor,

2)   har overskredet de tilladte hastigheder efter §§ 42eller 43 a eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 70 pct.,

3)   under kørsel i et af de i § 43 nævnte køretøjer, under kørsel med blokvogn eller mobilkran, jf. § 86, stk. 1, samt ved slæbning af køretøjer, jf. § 70, stk. 4, har overskredet de for sådanne køretøjer tilladte hastigheder, jf. §§ 42 og 43, eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 70 pct. for hastighedsgrænser på højst 30 km i timen eller med mere end 40 pct. for hastighedsgrænser på over 30 km i timen,

4)   under kørsel med et køretøj med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg har overtrådt de i medfør af § 85 fastsatte forskrifter om største tilladte totalvægt med mere end 30 pct.,

5)   har gjort sig skyldig i promillekørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen over 0,80 promille, eller

6)   frakendelse findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj.

Stk. 2. Frakendelsen sker betinget, medmindre føreren:

1)   forsætlig har voldt skade på andres person eller ting, forsætlig har fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde,

2)   har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af stk. 1, nr. 1-5,

3)   tidligere er frakendt førerretten betinget, og det nye forhold er begået i prøvetiden,

4)   tidligere er pålagt kørselsforbud, og det nye forhold er begået inden 3 år efter kørselsforbudet blev pålagt, eller

5)   tidligere er frakendt førerretten ubetinget, og det nye forhold er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden.

Stk. 3. Under særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 2 ellers skulle ske ubetinget.

Stk. 4. Såfremt en forseelse omfattet af § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6, bliver begået inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse. Ved et kørselsforbud inddrages førerens ret til at føre de i § 125 nævnte køretøjer, indtil særlig køreundervisning eller A/T-kursus, jf. § 60 a, stk. 1 og 2, er gennemført og kontrollerende køreprøve er bestået.

5.1.1 Frakendelsens genstand

Efter bestemmelserne er det retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort , der frakendes (§ 125, stk. 1, § 125 a, stk. 1, og § 126, stk. 1) – hvilket konkret vil sige retten til at føre bil, motorcykel, registreringspligtig knallert, traktor og motorredskab.

Der er ikke hjemmel til at udvide frakendelsen til at omfatte ikke registreringspligtig knallert, cykel eller hest. Der er ej heller hjemmel til at begrænse frakendelsen til kun at omfatte visse af de køretøjskategorier, hvortil der kræves kørekort, eller til kun at omfatte visse former for kørsel, f.eks. privatkørsel.

Frakendelse sker hos føreren af køretøjet og kan ikke udstrækkes til at omfatte personer, der ikke selv har ført køretøjet, f.eks. ejeren, brugeren eller personer, der har medvirket til kørslen. Passagerer, der griber ind i kørslen, vil dog i den forbindelse blive betragtet som fører af køretøjet. Frakendelse er ikke betinget af tilregnelighed hos føreren og kan derfor finde sted, selv om føreren ikke straffes som følge af utilregnelighed, jf. straffelovens § 16. Førerretten kan ligeledes frakendes, selv om den pågældende ikke i forvejen har erhvervet førerret (f.eks. unge under 18 år), idet afgørelsen dog i sådanne tilfælde vil indebære frakendelse af retten til at erhverve førerret.

Efter reglerne kan frakendelse af førerretten endvidere kun ske i anledning af en kørsel, som har fundet sted med et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, jf. herved ordene ”skal frakendes føreren af sådant køretøj” i lovens § 125, stk. 1, § 125 a, stk. 1 og § 126, stk. 1.

Endelig er det en betingelse for frakendelse af førerretten, at kørslen har fundet sted på færdselslovens område, jf. færdselslovens § 1.

Selv om handlingen har fundet sted på færdselslovens område, skal den dog samtidig kunne betegnes som ”føring” af køretøj. Spørgsmålet har størst betydning i relation til reglerne om spiritus- og promillekørsel, hvor kravet om føring indgår som en del af gerningsindholdet, idet dog også forsøg på føring er inddraget.

5.1.2 Den materielle afgrænsning af området for førerretsfrakendelse

Den materielle afgrænsning af de færdselssituationer, der medfører førerretsfrakendelse, fremgår af § 125, stk. 1, § 125 a, stk. 1, og § 126, stk. 1. Frakendelse af førerretten skal altid ske ved

1)   spirituskørsel (§ 125, stk. 1),

2)   kørsel uden hastighedsbegrænser, eller hvis føreren har foretaget et uautoriseret, konstruktivt indgreb i køretøjets hastighedsbegrænser eller dens forbindelser m.v. (§ 125 a, stk. 1),

3)   kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden (§ 126, stk. 1, nr. 1),

4)   overskridelse af de tilladte hastigheder med mere end 70 pct. (§ 126, stk. 1, nr. 2),

5)   overskridelse af de tilladte hastigheder for ”tunge køretøjer” med mere end 70 pct. for hastighedsgrænser på højst 30 km i timen eller med mere end 40 pct. for hastighedsgrænser på over 30 km i timen (§ 126, stk. 1, nr. 3),

6)   overskridelse af reglerne om største tilladte totalvægt med mere end 30 pct. under kørsel med ”tunge køretøjer” (§ 126, stk. 1, nr. 4),

7)   promillekørsel (§ 126, stk. 1, nr. 5), og

8)   i visse andre tilfælde (§ 126, stk. 1, nr. 6).

Falder kørslen uden for de nævnte tilfælde, er der ikke hjemmel til frakendelse af førerret.

Falder kørslen derimod materielt inden for de nævnte tilfælde, er det principielle udgangspunkt, at frakendelse er obligatorisk, jf. herved ordene ” skal frakendes”. Dette princip er dog som følge af de almindelige regler om den indbyrdes afgrænsning mellem domstolenes og anklagemyndighedens kompetence undergivet visse begrænsninger.

Hvis det er fastslået, at en konkret kørsel er omfattet af frakendelsesreglerne og derfor skal medføre frakendelse, beror valget således i realiteten alene mellem betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten.

Med lov nr. 498 af 7. juni 2001 blev det fastsat, at en betinget frakendelse i medfør af § 125, stk. 2, 2. pkt. eller § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6, der bliver begået inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret, erstattes af et kørselsforbud, jf. nærmere under afsnit 5. 2. 5.

5.1.3 Valg af frakendelsesform

I de tilfælde, der er nævnt ovenfor i afsnit 5. 1. 2 , nr. 1 og 2 (spirituskørsel og overtrædelse af reglerne om hastighedsbegrænsere), er hovedreglen, at der skal ske ubetinget frakendelse af førerretten. Kun ved særlig formildende omstændigheder kan frakendelse af førerretten ske betinget (§ 125, stk. 2, 2. pkt., og § 125 a, stk. 2, 2. pkt.).

Modsat forholder det sig ved de i nr. 3-8 nævnte tilfælde. Her er hovedreglen betinget frakendelse af førerretten. Kun hvis kørslen er omfattet af § 126, stk. 2, og der ikke foreligger særlig formildende omstændigheder efter bestemmelsens stk. 3, sker frakendelsen ubetinget. Ubetinget frakendelse af førerretten sker således i disse tilfælde ved forsætlig skadeforvoldelse eller farefremkaldelse eller hensynsløs kørsel, samtidig pådømmelse af flere kørsler, kørsel i prøvetiden til betinget frakendelse samt kørsel inden for 5 år fra tidligere ubetinget frakendelse (§ 126, stk. 2, nr. 1-5).

Som nævnt ovenfor vil et kørselsforbud erstatte en betinget frakendelse i medfør af § 125, stk. 2, 2. pkt., og § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 og 6, når forseelsen har fundet sted inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret.

5.1.4 Frakendelsens retsvirkninger

Retsvirkningen af en frakendelse beror på, om frakendelsen er ubetinget, betinget, eller der er pålagt kørselsforbud.

Den ubetingede frakendelse medfører, at føreren ikke længere må føre et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og overtrædelse heraf straffes efter færdselslovens § 117, stk. 6.

Er førerretten frakendt ubetinget, kan denne efter frakendelsestidens udløb ifølge færdselslovens § 60, stk. 2, kun generhverves, såfremt den pågældende aflægger og består en kontrollerende køreprøve. Ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 blev der indsat et nyt pkt. i færdselslovens § 60, stk. 2. Har førerretten således været frakendt ubetinget som følge af spiritus- eller promillekørsel, kan retten efter frakendelsestidens udløb kun generhverves, såfremt ansøgeren forinden har modtaget fornyet særlig køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve. Med lov nr. 498 af 7. juni 2001, jf. nærmere under afsnit 5. 2. 5, er det præciseret, at den fornyede særlige køreundervisning, der skal gennemføres, skal have karakter af et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus). Denne nye ordning trådte i kraft den 1. marts 2002, jf. bekendtgørelse nr. 1084 af 18. december 2001 om ikrafttræden af lov om ændring af færdselsloven.

En betinget frakendelse af førerretten indebærer derimod ikke et decideret forbud mod at føre motordrevet køretøj, men i tilfælde af en ny frakendelsesbegrundende kørsel i prøvetiden bringes den betingede frakendelse til udløsning. Der fastsættes således en frakendelse, der omfatter både den tidligere og den aktuelle kørsel, og som almindeligvis skal være ubetinget. Hvis der foreligger særlig formildende omstændigheder, er der dog også i disse tilfælde mulighed for at nøjes med betinget frakendelse (§ 126, stk. 3).

Er førerretten frakendt betinget, skal den pågældende i henhold til færdselslovens § 60, stk. 3, inden for en frist, der fastsættes af politiet, aflægge en kontrollerende køreprøve. Efter bestemmelsen inddrages førerretten, hvis prøven enten ikke bestås, eller hvis vedkommende undlader at medvirke til den.

Baggrunden for, at der i disse tilfælde stilles krav om aflæggelse af en kontrollerende køreprøve er, at den begåede overtrædelse af færdselsloven ofte vil være udtryk for, at føreren ikke længere er i besiddelse af de færdigheder, der er fornødne for at kunne køre på betryggende måde.

Af praktiske årsager indkaldes personer uden fast bopæl i Danmark ikke til en kontrollerende køreprøve, jf. Rigsadvokatens meddelelse nr. 8/77 af 4. maj 1977.

Der henvises i øvrigt til gennemgangen af området for politiets administrative indkaldelse til kontrollerende køreprøve efter kørekortbekendtgørelsens § 72 i afsnit 5. 5. 1 nedenfor.

Et kørselsforbud fastsat i medfør af § 126, stk. 4, medfører, at førerens ret til at føre de i § 125 fastsatte køretøjer inddrages. Føreren må herefter først føre disse køretøjer, når fornyet særlig køreundervisning eller A/T-kursus er gennemført og kontrollerende køreprøve bestået. Overtrædelse af et kørselsforbud kan straffes efter færdselslovens § 117, stk. 5, jf. § 56, stk. 1.

5.2. De senere års ændringer af reglerne om frakendelse af førerretten

5.2.1 Lov nr. 468 af 10. juni 1997

Før vedtagelsen af lov nr. 468 af 10. juni 1997 kunne hastighedsovertrædelser føre til frakendelse af førerretten (som hovedregel betinget frakendelse) i henhold til bestemmelsen i færdselslovens § 126 samt efter den dagældende retspraksis, når der var tale om en overtrædelse af den højst tilladte hastighed med 100 pct.

Førerretsfrakendelse kunne dog ligeledes ske, når hastigheden ikke var dobbelt så høj som den tilladte hastighed. Det var ud over i gentagelsestilfælde navnlig tilfældet i situationer, hvor forekomst af konkret fare, ulempe samt vej- og oversigtsforhold indgik i vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt førerretten skulle frakendes.

For høj hastighed var ifølge bemærkningerne til lovforslaget en af de hyppigste uheldsårsager – måske endda den hyppigste – i Danmark. Sammenhængen mellem hastigheder og trafikulykker var således veldokumenteret fra både danske og udenlandske undersøgelser. Det kunne samtidig med ret stor sikkerhed beregnes, at en nedsættelse af gennemsnitshastigheden på det danske vejnet til et niveau svarende til de nuværende hastighedsgrænser, ville kunne reducere det årlige antal dræbte med mindst 100 og det årlige antal tilskadekomne med ca. 1.500.

Med henblik på at give motorcyklisterne og bilisterne et klart signal om, at hastighedsovertrædelser er uacceptable, blev færdselslovens § 126 derfor skærpet. Førerretten kan således i dag allerede frakendes (betinget) ved hastighedsovertrædelser på mere end 70 pct., hvilket fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen.

Bestemmelsen omfattede efter lovændringen både overtrædelse af de generelle hastighedsbestemmelser i lovens § 42, de køretøjsbestemte hastighedsbestemmelser i lovens § 43 samt lokale hastighedsbestemmelser fastsat af politiet i medfør af lovens § 92.

Det følger endvidere af bemærkningerne til lovforslaget, at den øvrige praksis for anvendelsen af § 126, stk. 1, nr. 1, samt dennes anvendelsesområde, ikke skulle berøres af ændringen. Førerretsfrakendelse vil således fortsat kunne ske i en række tilfælde, selvom hastigheden ikke har oversteget den tilladte hastighed med mere end 70 pct. Dette gælder udover i gentagelsestilfælde bl.a. i situationer, hvor forekomst af konkret fare, ulempe samt vej- og oversigtsforhold indgår i vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt førerretten skal frakendes.

5.2.2 Lov nr. 73 af 4. februar 1998

Lov nr. 468 af 10. juni 1997 om ændring af færdselsloven indebar tillige en skærpelse af indsatsen mod blandt andet spiritus- og promillekørsel.

Ved lovændringen blev det vedtaget at nedsætte promillegrænsen fra 0,80 promille til 0,50 promille. Promillenedsættelsen skulle ifølge lov nr. 468 af 10. juni 1997 træde i kraft efter trafikministerens bestemmelse. Efter bemærkningerne til lovforslaget ville dette ske, når politiet rådede over udstyr til måling af spirituspåvirkethed i udåndingsluften (såkaldt evidensudstyr) med henblik på anvendelse af sådant udstyr i Danmark som bevismiddel i sager om promille- og spirituskørsel.

Det var på denne baggrund samtidig nødvendigt at ændre bestemmelsen i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 3 (nu § 126, stk. 1, nr. 5), vedrørende sanktionen ved promillekørsel i intervallet mellem 0,50 promille og 0,80 promille, jf. bemærkningerne herom til lov nr. 468 af 10. juni 1997 (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3743-45).

Det blev imidlertid efter lovens vedtagelse konstateret, at der ville gå længere tid end forudset med de praktiske overvejelser i relation til anskaffelsen af dette udstyr. Trafikministeriet fandt det derfor bedst stemmende med intentionerne bag lov nr. 468 af 10. juni 1997, at nedsættelsen af promillegrænsen til 0,50 skete uafhængigt heraf. Ved lov nr. 73 af 4. februar 1998 bemyndigede Folketinget således trafikministeren til at sætte nedsættelsen i kraft uden at afvente politiets anskaffelse af det omtalte evidensudstyr. Nedsættelsen blev herefter sat i kraft pr. 1. marts 1998.

Efter den i dag gældende bestemmelse i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5, er det således fortsat alene resultatet af en blodprøve, der kan danne grundlag for betinget frakendelse af førerretten, og spørgsmålet om frakendelse af førerretten kommer efter bestemmelsens ordlyd endvidere først på tale ved kørsel med en alkoholkoncentration i blodet over 0,80 promille, idet sanktionen ved promillekørsel i intervallet 0,51 - 0,80 alene er bøde og ikke førerretsfrakendelse.

5.2.3 Lov nr. 187 af 30. marts 1999

Ved lov nr. 187 af 30. marts 1999 blev der ved en ændring af færdselslovens § 118, stk. 5, gennemført mulighed for udmåling af skærpede bøder i tilfælde af overtrædelse af forskrifter udstedt i henhold til færdselslovens §§ 68 og 85 vedrørende henholdsvis hastighedsbegrænsere og overlæs i forbindelse med kørsel med et køretøj med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg.

På frakendelsesområdet blev § 125 a ved ændringsloven indsat i færdselsloven. I henhold til bestemmelsen skal føreren frakendes førerretten ubetinget, i det omfang den pågældende har foretaget et uautoriseret, konstruktivt indgreb i køretøjets hastighedsbegrænser, eller vidste eller burde have vidst, at der var foretaget et sådant indgreb.

Det er i bemærkningerne til lovforslaget anført, at det fra politimæssig side var konstateret som et stigende problem, at hastighedsbegrænsere – navnlig i lastbiler – var uvirksomme på grund af konstruktive indgreb eller lignende manipulative initiativer med henblik på at sætte hastighedsbegrænseren ud af funktion.

Det blev endvidere anført, at den eneste reelle mulighed for umiddelbart at konstatere, at et sådant indgreb havde fundet sted, var ved klare hastighedsovertrædelser, hvor politiet enten havde foretaget egentlige hastighedsmålinger, eller hvor en efterfølgende undersøgelse af køretøjets fartskriver havde vist, at hastighedsbegrænseren ikke var i lovlig stand.

Trafikministeriet fandt det med henblik på effektivt at imødegå enhver form for indgreb i hastighedsbegrænserne nødvendigt, at bestemmelsen i færdselslovens § 125 om ubetinget frakendelse af førerretten blev suppleret gennem indsættelse af en ny bestemmelse af den beskrevne karakter.

Ved lov nr. 187 af 30. marts 1999 blev færdselslovens § 126 endvidere på ny ændret.

Som tidligere omtalt blev der ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 indsat en bestemmelse i § 126 om, at en overskridelse med mere end 70 pct. af de generelle og de af politiet lokalt fastsatte hastighedsgrænser i § 42 og de køretøjsbestemte hastighedsgrænser i § 43 skulle medføre betinget frakendelse af førerretten. Bestemmelsen, der i praksis navnlig tog sigte på biler og motorcykler, medførte ifølge Rigspolitichefen et fald i antallet af de grove hastighedsovertrædelser.

Ved lov nr. 187 af 30. marts 1999 blev færdselslovens § 126, stk. 1, på den baggrund ændret. Efter bestemmelsens nr. 3 skal der ved kørsel med køretøjer med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg samt små vogntog (eksempelvis bil eller motorcykel med tilkoblet påhængsvogn) således allerede ved en overskridelse af de generelle og de lokalt fastsatte hastighedsgrænser (§ 42), de køretøjsbestemte hastighedsgrænser (§ 43) samt de midlertidigt fastsatte hastighedsgrænser i forbindelse med vejarbejde eller lignende (§ 90, stk. 1, jf. § 4, stk. 1) med mere end 40 pct. ske betinget frakendelse af førerretten, når overtrædelsen er sket i tilfælde, hvor den maksimalt tilladte hastighed (for det pågældende køretøj eller vogntog) er over 30 km/t.

Er der tale om en overtrædelse i tilfælde, hvor den maksimalt tilladte hastighed er højst 30 km/t, sker betinget frakendelse af førerretten først, når den maksimalt tilladte hastighed er overskredet med mere end 70 pct., hvilket blandt andet er relevant i relation til kørsel med blokvogn, mobilkran og slæbningskøretøjer.

Den nærmere baggrund for denne sondring er, at det ved meget lave hastigheder kan være vanskeligt at konstatere, om der faktisk foreligger en overskridelse af den tilladte hastighed.

Det er i bemærkningerne til lovforslaget anført, at skærpelsen er et udtryk for en yderligere indsats for større færdselssikkerhed, der skal ses i lyset af de alvorlige følger, som er resultatet af færdselsulykker. Ved kørsel med lastbil, bus, vogntog (alle typer), blokvogn eller mobilkran – anføres det ligeledes i lovforslaget – indebærer selv en mindre procentvis overskridelse af de tilladte hastigheder et langt højere risikomoment i forhold til kørsel i en personbil. Tilsvarende gælder ved slæbning af køretøjer.

Det blev endvidere anset for færdselssikkerhedsmæssigt nødvendigt tillige at medtage de små vogntog såsom biler med påhængskøretøjer, herunder campingvogne, idet disse vogntog nemt bliver ustabile ved høje hastigheder.

Ved lov nr. 187 af 30. marts 1999 indsattes samtidig som ny bestemmelse færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4. Efter bestemmelsen vil kørsel med overlæs på mere end 30 pct. af den tilladte totalvægt medføre betinget frakendelse af førerretten, i det omfang overtrædelse er sket under kørsel med køretøjer med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg.

Det bemærkes i den forbindelse, at der samtidig med den betingede frakendelse af førerretten udløses et krav om aflæggelse af en kontrollerende køreprøve, hvis førerretten skal bevares , jf. lovens § 60, stk. 3.

Efter den før lov nr. 187 af 30. marts 1999 gældende bestemmelse i § 126, stk. 2, nr. 2, skulle der ske ubetinget frakendelse af førerretten, hvis føreren ved forskellige lejligheder havde gjort sig skyldig i forhold, der hver for sig er omfattet af de dagældende § 126, stk. 1, nr. 1 eller 3, om skadeforvoldelse under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og om promillekørsel.

Ved ændringsloven blev bestemmelsen imidlertid i henhold til lovforslagets bemærkninger udvidet således, at der i dag skal ske ubetinget frakendelse af førerretten, også når en fører ved forskellige lejligheder har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af den nugældende § 126, stk. 1, nr. 1-5.

I henhold til lovforslagets bemærkninger skal den i dag gældende bestemmelse endvidere fortolkes således, at flere overtrædelser efter § 126, stk. 1, der begås ved samme lejlighed, skal medføre ubetinget frakendelse af førerretten.

5.2.4 Lov nr. 292 af 28. april 2000

Ved lov nr. 292 af 28. april 2000 blev færdselslovens § 43 a indsat med henblik på at gennemføre specifikke strafsanktionerede hastighedsgrænser for knallerter. Der blev således indført en hastighedsgrænse på 30 km i timen for ikke-registreringspligtige knallerter samt en hastighedsgrænse på 45 km i timen for registreringspligtige knallerter.

Samtidig gennemførtes en ændring af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2. Bestemmelserne om frakendelse af førerretten i tilfælde af en overskridelse med mere end 70 pct. af de efter færdselslovens § 42 gældende generelle eller lokalt fastsatte hastighedsbegrænsninger gælder herefter tilsvarende ved overskridelse af de nye hastighedsgrænser efter § 43 a ved kørsel med en registreringspligtig knallert.

Lovændringen indebærer således, at førerretten i sådanne tilfælde skal frakendes føreren betinget, ligesom ubetinget frakendelse af førerretten som følge af flere forhold ligeledes vil være en mulighed efter færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 2.

Den nye bestemmelse i færdselslovens § 43 a har samtidig relation til færdselslovens § 119 a, idet sager om hastighedsovertrædelser ved kørsel med knallert på tilsvarende måde som andre hastighedssager vil være omfattet af mulighederne for udenretlig og indenretlig vedtagelse af bøde og frakendelse af førerretten. Der henvises i den forbindelse til gennemgangen af anvendelsesområdet for færdselslovens § 119 a i afsnit 5. 4. nedenfor.

5.2.5 Lov nr. 498 af 7. juni 2001

Ved lov nr. 498 af 7. juni 2001 blev der indført dels frihedsstraf for de groveste overtrædelser af færdselsloven, dels kørselsforbud for personer, der inden for de første to år efter at de pågældende første gang har erhvervet førerret, kører uforsvarligt.

Formålet med indførelsen af kørselsforbuddet er at ramme de førere, typisk unge mennesker, der kort tid efter, at de har erhvervet kørekort udviser en adfærd, der viser, at de ikke er fortrolige med egne kørefærdigheder, gældende færdselsregler og den risiko, som de udsætter sig selv og andre for.

Det fremgår således af § 126, stk. 4, at såfremt en forseelse, der er omfattet af § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 1-3, 5 eller 6, – forseelser der i dag udløser en betinget frakendelse af førerretten - bliver begået inden for de to første år efter førstegangserhvervelse af førerret, træder et kørselsforbud i stedet for den betingede frakendelse.

Førerretten kan herefter alene gengives, når føreren har gennemført fornyet særlig køreundervisning eller A/T-kursus (kursus i alkohol og trafik) og bestået en kontrollerende køreprøve. Førere, der kort tid efter erhvervelse af førerret har vist, at de ikke har den fornødne færdighed og indsigt i f.eks. risikolære og generel trafikantadfærd, får således mulighed for enten gennem fornyet undervisning i udvalgte dele af Færdselsstyrelsens undervisningsplan for køreundervisning til den pågældende kategori at få forbedret viden og forståelse herom eller gennem et A/T-kursus at lære om den uheldige sammenblanding af alkohol og trafik.

I forhold til det gældende sanktionssystem er sanktionen for den gruppe af trafikanter, der netop har erhvervet førerret, blevet skærpet fra en betinget frakendelse, hvor føreren som udgangspunkt fortsat må køre bil, til et forbud, hvor føreren først må køre bil igen, når undervisning er gennemført og kontrollerende køreprøve er bestået.

Endvidere er det tilsvarende blevet indført, at generhvervelse af førerretten for førere - der inden for de to første år fra førstegangserhvervelse af førerret har fået en ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af en række nærmere fastsatte forhold - er betinget af gennemførelsen af fornyet, særlig køreundervisning og aflæggelse af kontrollerende køreprøve.

Føreren kan uden- og indenretligt vedtage bøde samt vedtage et kørselsforbud efter bestemmelserne i § 119 a, jf. gennemgangen under afsnit 5. 4.

5.3. Anvendelsesområdet for færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 6

Det fremgår af § 126, stk. 1, nr. 6, at førerretten skal frakendes føreren, såfremt frakendelsen findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj.

Der tænkes herved på visse tilfælde af gentagen overtrædelse af færdselsloven. I modsætning til stk. 2, nr. 2 og 3, der vedrører gentagelse i form af en isoleret set aktuel frakendelsesbegrundende kørsel efter en tidligere frakendelse, omfatter stk. 1, nr. 6, tilfælde, hvor føreren ikke tidligere er frakendt førerretten. Bestemmelsen har således de gentagelsestilfælde for øje, hvor hverken de tidligere kørsler eller den aktuelle kørsel bedømt hver for sig giver grundlag for frakendelse, men hvor kørslerne bedømt under ét må vække betydelig tvivl om førerens ansvarsbevidsthed og forståelse for betydningen af hensynet til andre trafikanters sikkerhed.

Det fremgår af statistiske oplysninger vedrørende anvendelsesområdet, at bestemmelsen - inden for en 2-årig periode - er blevet anvendt i 40 tilfælde. 39 af disse tilfælde vedrører frakendelse som følge af gentagne hastighedsforseelser. Der er i disse tilfælde tale om mindst 5 forudgående hastighedsforseelser inden for en 5-årig periode, og hastighedsoverskridelserne er typisk over 30 pct.

Det fremgår endvidere af de statistiske oplysninger, at brugen af bestemmelsen i de forskellige politikredse er ganske svingende. Dette forhold kan muligvis hænge sammen med registreringsmæssige problemer eller en øget anvendelse af kørekortbekendtgørelsens § 62 i visse politikredse.

5.4. Uden- og indenretlig vedtagelse af førerretsfrakendelse

5.4.1 Regelgrundlaget

Efter bestemmelsen i færdselslovens § 119 a, stk. 1, kan en række sager afgøres ved, at anklagemyndigheden i stedet for at indlevere anklageskrift til retten tilkendegiver over for den sigtede, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning ( udenretlig vedtagelse ). Ordningen vedrørende udenretlig vedtagelse omfatter sager om spiritus- eller promillekørsel, om indgreb m.v. i en hastighedsbegrænsers funktion efter § 125 a, om overtrædelse af de bestemmelser om tilladt hastighed, som er nævnt i § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, eller om overtrædelse af de bestemmelser om største tilladte totalvægt, som er nævnt i § 126, stk. 1, nr. 4. Ordningen vedrørende udenretlig vedtagelse kan imidlertid kun anvendes, såfremt sagen ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, og såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde samt vedtager betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten i et i tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum, eller vedtager kørselsforbud.

De nævnte sager samt endvidere sager om tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. § 126, stk. 1, nr. 1, kan efter bestemmelsen i færdselslovens § 119 a, stk. 3, jf. stk. 1, ligeledes afgøres ved, at den tiltalte i retten vedtager at erlægge en nærmere bestemt bøde og vedtager frakendelse af førerretten i et nærmere angivet tidsrum, eller kørselsforbud ( indenretlig vedtagelse ). Det er i forbindelse med indenretlig vedtagelse ligeledes en betingelse, at der ikke opstår spørgsmål om anvendelse af højere straf end bøde, ligesom retten ikke må finde grundlag for at betvivle den tiltaltes skyld.

Bestemmelsen i § 119 a blev oprindeligt indsat ved lov nr. 299 af 6. juni 1984 om ændring af retsplejeloven og færdselsloven. Bestemmelsen vedrørte på daværende tidspunkt kun behandling af sager om spiritus- og promillekørsel.

Ved lov nr. 385 af 20. maj 1992 om ændring af retsplejeloven, straffeloven, færdselsloven og udlændingeloven (anklagemyndighedens struktur) blev der i tillæg til en mere gennemgribende ændring af § 119 foretaget to mindre konsekvensændringer i § 119 a, stk. 1 og 2. Bestemmelsen fik med virkning fra den 1. oktober 1992 en affattelse, der indebærer, at sondringen mellem statsadvokatsager og politisager er bortfaldet. Påtalekompetencen i 1. instans er herefter hos politimesteren, der således både kan rejse tiltale, frafalde tiltale eller opgive videre forfølgning.

Færdselslovens § 119 a, stk. 1 og 3, er senest ændret ved lov nr. 468 af 10. juni 1997, lov nr. 187 af 30. marts 1999, lov nr. 292 af 28. april 2000, og endelig ved lov nr. 498 af 7. juni 2001.

Ved de to førstnævnte lovændringer blev anvendelsesområdet for både udenretlig og indenretlig vedtagelse af førerretten efter stk. 1 og 3 udvidet fra kun at omfatte sager om spiritus- eller promillekørsel til også at omfatte sager om indgreb m.v. i en hastighedsbegrænsers funktion efter § 125 a, om overskridelse af de tilladte hastighedsbestemmelser efter § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, eller om overtrædelse af reglerne om største tilladte totalvægt efter § 126, stk. 1, nr. 4.

Ved den tredje lovændring blev færdselslovens § 119 a, stk. 3, ændret med henblik på at tilvejebringe grundlaget for at kunne afgøre sager om tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. § 126, stk. 1, nr. 1, ved, at den tiltalte i retten vedtager at erlægge en nærmere bestemt bøde og vedtager betinget frakendelse af førerretten i et nærmere angivet tidsrum. Ved ændringsloven indførtes således adgang til indenretlig vedtagelse af betinget frakendelse af førerretten i sager, hvor anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf samt om betinget frakendelse af førerretten som følge af tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden , jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1 .

Ved den seneste lovændring blev færdselslovens § 119 a, stk. 1 og 3 ændret således, at der udover muligheden for at vedtage frakendelse af førerretten blev indført mulighed for tillige at vedtage et kørselsforbud.

5.4.2 Procesmåden

I henhold til § 29, nr. 4, i lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte m.v.), har færdselslovens § 119, stk. 1, med virkning fra den 1. juli 2001 følgende ordlyd:

§ 119. Sager om overtrædelse af denne lov behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 79-81, medmindre sagen kan afgøres med vedtagelse efter § 119 a. Retsplejelovens § 934, stk. 1, finder ikke anvendelse i sager om betinget frakendelse af førerretten.”.

I forhold til den hidtil gældende retstilstand indebærer lovændringen imidlertid ingen materielle ændringer af procesmåden i de omhandlede færdselssager.

Afgørende for, hvorvidt der skal medvirke domsmænd, er således også efter den 1. juli 2001, hvorvidt der nedlægges påstand om frihedsstraf henholdsvis om ubetinget frakendelse af førerretten, samt i ankesager såfremt tiltalte nægter sig skyldig.

Domsmænd medvirker således ikke i sager om betinget frakendelse af førerretten, der strafmæssigt befinder sig i bødeområdet, jf. § 119, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 3, nr. 3. Endvidere fører reglen i § 119, stk. 4, til, at forsvarerbeskikkelse ikke er obligatorisk, men hvis tiltalte selv ønsker det, skal der i byretten beskikkes en forsvarer for vedkommende, jf. § 119, stk. 4, nr. 1. Der kan i øvrigt altid ske forsvarerbeskikkelse efter den almindelige regel i retsplejelovens § 732. Tiltalte skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.

Uanset at en sag behandles efter retsplejelovens kapitel 81, finder retsplejelovens § 934, stk. 1, om tiltaltes udeblivelse fra en domsforhandling uden at have oplyst lovligt forfald ikke anvendelse. Førerretten kan derfor ikke frakendes ved udeblivelsesdom. I udeblivelsestilfælde kan en sag kun fremmes, hvis tiltalte har meddelt samtykke hertil, eller hvis der i den tiltaltes sted møder en behørigt befuldmægtiget person. I øvrigt kan sagen kun fremmes, når tiltalte møder eller fremstilles i henhold til anholdelsesbeslutning efter retsplejelovens § 757.

Fra hovedreglen om, at sager om betinget frakendelse af førerretten behandles efter retsplejelovens kapitel 81, gælder nogle få undtagelser. Dette er som nævnt ovenfor blandt andet tilfældet, hvis der nedlægges påstand om frihedsstraf.

Endelig gælder, at sager om betinget frakendelse af førerretten ikke behandles efter retsplejelovens kapitel 81, hvis de afgøres udenretligt eller indenretligt efter § 119 a, jf. herved færdselslovens § 119, stk. 1, 1. pkt. Sager, hvor der alene er påstand om betinget frakendelse af førerretten, vil almindeligvis strafmæssigt befinde sig i bødeområdet. I disse tilfælde behøver den indenretlige behandling ikke at føre til en dom, men kan i stedet efter § 119 a, stk. 3, føre til en indenretlig vedtagelse af bøde og førerretsfrakendelse eller kørselsforbud, hvis retten ikke finder grund til at betvivle den tiltaltes skyld.

5.4.3 Vedtagelsens omfang

I sager, der behandles efter § 119 a, stk. 1 eller 3, kan den tiltalte vedtage bøde, men aldrig frihedsstraf. Endvidere kan den tiltalte vedtage betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten samt kørselsforbud. Endelig kan vedtagelsen efter retsplejelovens § 1012, stk. 4, omfatte sagsomkostninger, eksempelvis i forbindelse med udtagelse af blodprøve i spiritus- og promillesager og salær i forbindelse med eventuel forsvarerbeskikkelse.

Hvis en sag efter det standardiserede sanktionsmønster befinder sig i bødeområdet, kan den afgøres ved udenretlig eller indenretlig vedtagelse, uanset om der bliver tale om betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten eller kørselsforbud.

5.4.4 Vedtagelsens retsvirkninger

Efter § 119 a, stk. 4, er retsvirkningen af en vedtagelse efter § 119 a af bøde, frakendelse af førerretten/kørselsforbud og omkostninger, at den pågældende bliver forpligtet på samme måde, som hvis afgørelsen var truffet ved dom. Vedtagelsen har endvidere samme retsvirkning som en dom med hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning.

5.5. Færdselslovgivningens regler om kontrollerende køreprøve

5.5.1 Administrativ indkaldelse til kontrollerende køreprøve

Efter færdselslovens § 60, stk. 1, kan politiet inddrage førerretten, hvis indehaveren ikke længere opfylder betingelserne for at få kørekort. Nægter den pågældende at medvirke til de undersøgelser eller prøver, der er nødvendige til afgørelse af spørgsmålet om inddragelse, kan politiet endvidere straks inddrage førerretten. Inddragelse af førerret sker i disse tilfælde på administrativt grundlag.

Bestemmelsen i færdselslovens § 60, stk. 1, vedrører omstændigheder, der er indtruffet efter førerrettens udstedelse, men samtidig medens den pågældende aktuelt har førerret. Grundlaget for indkaldelse samt eventuel efterfølgende administrativ inddragelse af førerretten efter § 60, stk. 1, er yderligere fastlagt i § 72 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 100 af 22. februar 2002 om kørekort. Kørekortbekendtgørelsens § 72, stk. 1, har følgende ordlyd:

§ 72 . Pol Politiet kan bestemme, at en kørekortindehaver skal aflægge en kontrollerende køreprøve, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt den pågældende fortsat er i besiddelse af fornøden kørefærdighed, fornødent kendskab til færdselsreglerne eller forståelse for hensynet til andre trafikanter.”

En kontrollerende køreprøve består af en teoretisk og en praktisk prøve og gennemføres efter samme retningslinier som en almindelig køreprøve. Efter bestemmelsen inddrages førerretten, hvis prøven enten ikke bestås, jf. kørekortbekendtgørelsen § 70, stk. 5, eller hvis vedkommende undlader at medvirke til den, jf. kørekortbekendtgørelsens § 70, stk. 4, 1. pkt.

I bilag 2 i Justitsministeriets cirkulære nr. 14 af 22. februar 2002 om kørekort er der fastsat nærmere retningslinjer for indkaldelse til og aflæggelse af kontrollerende køreprøve efter kørekortbekendtgørelsens § 72. Bilaget har i uddrag følgende indhold:

”I. Indledende bestemmelser

Er der begrundet tvivl om, hvorvidt en kørekortindehaver fortsat er i besiddelse af

1)   fornøden kørefærdighed,

2)   fornødent kendskab til færdselsreglerne, eller

3)   forståelse for hensynet til andre trafikanter,

kan politiet på baggrund af et konkret skøn træffe afgørelse om, at den pågældende skal aflægge en kontrollerende køreprøve.

Indkaldelse kan ske, selv om der ikke er rejst sigtelse for overtrædelse af færdselslovens bestemmelser.

- - -

II. Betingelser for indkaldelse efter kørekortbekendtgørelsens § 72

- - -

Ved afgørelsen af, om en kørekortindehaver skal indkaldes til kontrollerende køreprøve, skal der således lægges afgørende vægt på, hvorvidt sagens konkrete omstændigheder under henvisning til de under 1 - 3 nævnte situationer danner grundlag for begrundet tvivl om den pågældendes egnethed som fører af køretøjer, hvortil der kræves kørekort.

1)   Manglende kørefærdighed

Begrundet tvivl om en kørekortindehavers manglende kørefærdighed vil ofte foreligge, når den pågældende ikke forstår at indpasse sin kørsel efter den øvrige trafik. Der kan ved afgørelsen heraf lægges vægt på, om den pågældende har foretaget manøvrer, der tyder på, at vedkommende ikke har fuld kontrol over køretøjet, f.eks. hvis kørslen virker meget usikker.

En enkeltstående »klapfejl« kan ikke i sig selv føre til begrundet tvivl om manglende kørefærdighed, og kan således ikke danne grundlag for indkaldelse til kontrollerende køreprøve.

2)   Manglende kendskab til færdselsreglerne

Begrundet tvivl om en kørekortindehavers manglende kendskab til færdselsreglerne kan konstateres gennem den pågældendes forklaring om en aktuel færdselssituation eller om færdselsreglerne i øvrigt. Der skal i sådanne tilfælde lægges vægt på forklaringen og ikke på en bestemt færdselslovovertrædelse.

Udspørges en kørekortindehaver med henblik på eventuel indkaldelse til kontrollerende køreprøve, bør der navnlig stilles spørgsmål vedrørende de vigtigste færdselsregler.

De stillede spørgsmål og svarene herpå, skal nøje fremgå af rapporten eller notitsen. Endvidere skal det anføres, hvori den manglende viden består.

3)   Manglende forståelse for hensynet til andre trafikanter

Begrundet tvivl om en kørekortindehavers manglende forståelse for hensynet til andre trafikanter kan ofte konstateres på baggrund af den pågældendes færdselsmæssige opførsel eller på baggrund af vedkommendes forklaring på stillede spørgsmål.

Der skal ved afgørelsen navnlig lægges vægt på, om kørekortindehaveren har tilsidesat færdselslovens forskellige krav om hensynsfuld kørsel eller gennem sin forklaring giver udtryk for manglende vilje til at undgå farlige situationer.

Enkeltstående »klapfejl« kan ikke give anledning til indkaldelse til kontrollerende køreprøve, medmindre den pågældende i øvrigt udviser manglende forståelse for hensynet til andre trafikanter.

Indkaldelse til kontrollerende køreprøve alene under henvisning til en kørekortindehavers manglende forståelse for hensynet til andre trafikanter vil almindeligvis kræve flere tilfælde af letsindig eller provokerende kørsel.

III. Fremgangsmåden ved indkaldelse til kontrollerende køreprøve

- - -

Afgørelsen skal i videst muligt omfang træffes inden eller i forbindelse med afgørelsen om tiltalespørgsmålet. Der bør således senest samtidig med underretningen om tiltalespørgsmålet tillige gives den pågældende underretning om afgørelsen vedrørende indkaldelse til kontrollerende køreprøve.

Er spørgsmålet om indkaldelse til kontrollerende køreprøve undtagelsesvis ikke afgjort senest ved afgørelse af tiltalespørgsmålet, skal kørekortindehaveren gøres bekendt med den betydning, af det forhold, der kan begrunde indkaldelse til kontrollerende køreprøve.

- - -.”.

Den største del af de sager, der behandles efter kørekortbekendtgørelsens § 72, vedrører færdselsforseelser, hvor alternativet til kontrollerende køreprøve i stedet ville være en tiltale for overtrædelse af færdselslovens § 126, stk. 1. Retsfølgen af en sådan sag ville eventuelt være en dom om betinget førerretsfrakendelse. I begge tilfælde vil den pågældende fører oftest samtidig ifalde straf i form af bøde for den konkrete overtrædelse af færdselsloven.

Politimesterens afgørelse vedrørende indkaldelse til kontrollerende køreprøve efter § 72, kan indbringes for Rigspolitiet, jf. kørekortbekendtgørelsens § 98, stk. 3. Der er ikke fastsat specifikke bestemmelser for så vidt angår domstolsprøvelse af sådanne afgørelser, og domstolsprøvelse vil således alene kunne finde sted i overensstemmelse med almindelig forvaltningsret.

5.5.2 Inddragelse af førerret efter færdselsloven § 130

Efter færdselslovens § 130, stk. 1, kan politiet midlertidigt inddrage førerretten, hvis det skønnes, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger. Efter bestemmelsens stk. 2 kan en midlertidig inddragelse af førerretten forlanges prøvet ved domstolene. Politiet skal vejlede føreren om denne mulighed. Afgørelse om midlertidig inddragelse af førerretten træffes ved kendelse, og det tidsrum, hvori førerretten har været inddraget, fradrages i frakendelsestiden.

I kørekortbekendtgørelsens § 71 er der fastsat supplerende bestemmelser vedrørende midlertidig inddragelse af førerret. Skønner politiet således, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger ved beslutning om sigtelse for spirituskørsel og ved beslutning om sigtelse for promillekørsel, når den sigtede tidligere er sigtet eller dømt for promille- eller spirituskørsel, skal det originale kørekort efter bestemmelsens stk. 1 midlertidigt inddrages. Skønner politiet, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger i andre end de nævnte tilfælde, kan det originale kørekort midlertidigt inddrages. Skønnes betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten at foreligge, men er dette dog ikke utvivlsomt, kan midlertidig inddragelse af det originale kørekort kun ske mod samtidig udstedelse af et midlertidigt kørekort, jf. herved bestemmelsens stk. 3.

Midlertidig inddragelse af førerret efter færdselslovens § 130 vil i alle tilfælde være begrundet i en strafbar overtrædelse af bestemmelser i færdselsloven. Baggrunden for denne gennem mange år eksisterende adgang til administrativ inddragelse af førerretten skal søges dels i hensynet til en effektiv og hurtig reaktion, dels i hensynet til det undertiden urimelige i, at den sigtede ellers ville kunne fortsætte med kørsel indtil dommen i sagen. Navnlig i spiritustilfældene kan inddragelsesadgangen ud fra en generel vurdering også begrundes med hensynet til at forhindre gentagelse.

Det er i den forbindelse antaget, at betænkelighederne ved at ”dømme sigtede på forhånd” – og måske med urette – mindskes ved, at inddragelse kun kan iværksættes i klare tilfælde, ved at der er adgang til domstolsprøvelse, samt ved, at der i færdselslovens § 133 er hjemmel til at yde erstatning for uberettiget inddragelse.

6. Et udvidet frakendelsessystem i Danmark

6.1 Generelle bemærkninger

Udvalget har ikke fundet anledning til at overveje indførelse af et egentligt pointsystem eller den tidligere af Justitsministeriets Lovafdeling afviste ordning vedrørende automatisk indkaldelse af en fører til kontrollerende køreprøve efter et nærmere angivet antal grove overtrædelser af færdselsloven.

Udvalget har således fundet, at sanktioner ved gentagne færdselsforseelser – fremfor indførelse af et decideret pointsystem - mest hensigtsmæssigt kan varetages i form af et udvidet sanktionssystem, der tager udgangspunkt i det allerede eksisterende frakendelsessystem i færdselsloven. En udvidelse af det eksisterende system vil således give mulighed for at klargøre dels hvilke forseelser, der vil være omfattet af systemet, og dels hvilke konsekvenser gentagne overtrædelser af disse forseelser vil have. Endvidere vil de allerede eksisterende retssikkerhedsgarantier blive tilgodeset.

For så vidt angår den tidligere af Justitsministeriets Lovafdeling afviste ordning vedrørende automatisk indkaldelse til kontrollerende køreprøve finder udvalget på baggrund af de af Justitsministeriet anførte betragtninger ikke grundlag for igen at overveje denne ordning.

6.1.1 Overordnede synspunkter vedrørende et udvidet frakendelsessystem

Formålet med en ny ordning bør efter udvalgets opfattelse være at etablere en frakendelsesordning, der sigter på de trafikanter, der gentagne gange begår væsentlige trafikforseelser, der ikke hver for sig medfører frakendelse af førerretten.

Endvidere er det udvalgets opfattelse, at et udvidet frakendelsessystem skal være så enkelt som muligt. Hermed opnår man den størst mulige gennemskuelighed og dermed forhåbentlig den størst mulige effekt, idet såvel borgere som myndigheder sikkert og umiddelbart kan forudsige konsekvenserne af færdselslovsovertrædelserne.

Udvalget har således navnlig valgt ikke at vægte de enkelte overtrædelser, idet dette netop gør systemet kompliceret, ligesom udvalget i konsekvens heraf har valgt at udelade en del mulige færdselsforseelser. Som følge af disse overordnede betragtninger er det ligeledes væsentligt, at antallet af overtrædelser samt den fastsatte periode er overskuelig.

På den baggrund er det udvalgets vurdering, at ordningens indhold bør være, at der efter et vist antal overtrædelser af specifikke bestemmelser i færdselsloven inden for en given periode skal ske en betinget frakendelse af førerretten hos den pågældende person. Der vil herefter efter de almindelige bestemmelser i færdselsloven og kørekortbekendtgørelsen ske indkaldelse til en kontrollerende køreprøve. Bestås prøven ikke, eller undlader den pågældende at medvirke til den, bliver førerretten inddraget efter de allerede gældende bestemmelser i færdselslovens § 60, stk. 3.

En sådan ordning vil have karakter af et udvidet frakendelsessystem. I det følgende vil den almindelig benyttede betegnelse ”klippekortordning” blive anvendt som udtryk for et sådan system.

Det fremgår af bemærkningerne til den nugældende bestemmelse i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 6, (FT 1974-1975, 2. saml., till. A, sp. 1996), at bestemmelsen tager sigte på situationer, hvor føreren gennem et større antal færdselsforseelser – som bedømt enkeltvis ikke kan begrunde frakendelse af førerretten – har demonstreret manglende ansvarsbevidsthed og forståelse af hensynet til færdselssikkerheden, se nærmere under afsnit 5. 3.

Det er efter udvalgets opfattelse tilsvarende hensyn, der i givet fald bør varetages i forbindelse med gennemførelse af et udvidet frakendelsessystem.

Det er samtidig udvalgets opfattelse, at en sådan ordning mest hensigtsmæssigt kan indføres gennem en udbygning af færdselslovens nuværende ordning vedrørende frakendelse af førerret, fremfor indførelse af en ny selvstændig ordning.

I konsekvens af kravet om, at et nyt frakendelsessystem skal være så enkelt som muligt, jf. afsnit 6. 1. 1, er det udvalgets opfattelse, at der igennem den foreslåede udbygning af de gældende bestemmelser om frakendelse af førerret vil blive skabt de bedste muligheder for, at ikke mindst borgerne altid kan påregne, hvilke forseelser der vil udløse et klip, samt hvilke konsekvenser gentagelse af forseelser omfattet af ordningen vil få.

Den specifikke udformning af ordningen overlader således ikke noget skøn til myndighederne, når man ser bort fra den vurdering, der allerede sker i dag med hensyn til, hvorvidt der bevismæssigt kan konstateres en overtrædelse af en bestemt bestemmelse i færdselslovgivningen. Kan det fastlægges, at overtrædelsen er sket, og at den pågældende overtrædelse er omfattet af ordningen, udløser det ”automatisk” et klip.

Udvalget har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at en sådan udbygning af de gældende bestemmelser om frakendelse af førerret uden videre vil sikre de berørte trafikanter samtlige de retssikkerhedsgarantier, der allerede i dag følger af færdselslovens og retsplejelovens bestemmelser, samt de deraf følgende administrative procedurer hos politiet, anklagemyndigheden og domstolene.

Udvalget har endvidere lagt vægt på erfaringerne med de lettilgængelige, operationelle - og så vidt det på nuværende tidspunkt ses - ganske virkningsfulde tilføjelser til færdselslovens frakendelsesregler, der i dag findes i § 126, stk. 1, nr. 2 og 3, om hastighed (40 pct. og 70 pct. reglerne) og i nr. 4 om overlæs (30 pct. reglen).

Udvalget finder det samtidig af væsentlig færdselssikkerhedsmæssig betydning at bevare den ovenfor under afsnit 5. 5. beskrevne ordning, hvorefter politiet på baggrund af en skønsmæssig vurdering kan indkalde en fører til kontrollerende køreprøve, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt den pågældende fortsat er i besiddelse af fornøden kørefærdighed, fornødent kendskab til færdselsreglerne eller forståelse for hensynet til andre trafikanter, jf. herved kørekortbekendtgørelsens § 72 .

Udvalget lægger i denne forbindelse i første række vægt på, at den anden arbejdsgruppe i sin rapport fra 1995 specifikt henledte opmærksomheden på, at mulighederne efter den nugældende kørekortbekendtgørelses § 72 burde anvendes i højere grad end hidtil. Udvalget deler den anden arbejdsgruppes synspunkter i så henseende.

Udvalget lægger endvidere vægt på, at den største del af de sager, der behandles efter kørekortbekendtgørelsens § 72, vedrører færdselsforseelser, hvor alternativet til kontrollerende køreprøve i stedet ville være en tiltale for overtrædelse af færdselslovens § 126, stk. 1. En eventuel ny ordning vedrørende tildeling af point eller klip, der samtidig helt eller delvis ville indebære ophør af den eksisterende mulighed for, at politiet kan træffe beslutning om indkaldelse til kontrollerende køreprøve, ville således i givet fald antages at medføre en stigning i antallet af egentlige retssager efter færdselslovens § 126 og dermed et øget ressourceforbrug hos politiet og anklagemyndigheden, uden at der derved samtidig kan antages at være opnået en færdselssikkerhedsmæssig gevinst.

6.1.2 Hvilke typer af forseelser skal være omfattet

Det er som udgangspunkt udvalgets opfattelse, at kun grovere forseelser bør være omfattet af en udvidet frakendelsesordning, hvilket navnlig vil sige adfærdsbaserede forseelser, der er væsentlige for trafiksikkerheden.

I forbindelse med afgrænsningen af forseelser omfattet af en udvidet frakendelsesordning har udvalget drøftet, hvorvidt der kunne tages udgangspunkt i forseelser, som efter den gældende færdselslovgivning medfører pålæggelse af en skærpet bøde, jf. færdselslovens § 118, stk. 2 og 3. Udvalget er imidlertid af den opfattelse, at en regulering af denne karakter vil være for vidtrækkende, idet skærpet bøde også kan pålægges for forseelser, der nok kan anses som alvorlige, men som dog ikke umiddelbart er afgørende for trafiksikkerheden. Dette er eksempelvis tilfældet ved uberettiget brug af tågelygter eller befordring af personer i campingvogn.

Det fremgår af Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan ” Hver ulykke er én for meget. Trafiksikkerhed starter med dig ”, at knap halvdelen af alle trafikulykker sker i kryds, og at der er knap 200 dræbte og omkring 4.800 tilskadekomne hvert år. De to gennemgående årsagsfaktorer er i denne forbindelse for høj hastighed samt manglende overholdelse af vigepligt.

Færdselssikkerhedskommissionen skønner endvidere i handlingsplanen, at for høj hastighed indgår som ulykkes- og skadesfaktor i mellem en fjerdedel og halvdelen af alle trafikulykkerne med personskader. Sammenhængen mellem hastighed og ulykker er endvidere veldokumenteret – jo højere hastighed, jo større ulykkesrisiko og desto større konsekvenser.

På baggrund af disse oplysninger bør der efter udvalgets opfattelse tages udgangspunkt i de forseelser, der vedrører overtrædelse af hastighedsgrænserne og overtrædelse af vigepligten. Endvidere finder udvalget, at andre færdselsforseelser, der overordnet må anses som væsentlige for trafiksikkerheden, bør indgå i en klippekortordning. I den sammenhæng tænkes der på de ”trafikfarlige” forseelser, hvor der ikke allerede sker en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1.

Endvidere vil forseelser, hvortil der allerede i dag er knyttet en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten eller et kørselsforbud, eksempelvis spiritus- eller promillekørsel og kørsel uden hastighedsbegrænser, ikke være omfattet af en udvidet frakendelsesordning. Den enkelte forseelse medfører således i sig selv en frakendelse af førerretten eller et kørselsforbud med de deraf følgende retsvirkninger. Den udvidede frakendelsesordning vil således være gældende ved siden af muligheden for en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten eller et kørselsforbud efter de gældende bestemmelser herom i færdselsloven, jf. §§ 125-126.

6.1.3 Hvilke trafikanter skal være omfattet

Udvalget har vurderet spørgsmålet om, hvilke trafikanter eller trafikantgrupper, der bør være omfattet af en udvidet ordning med frakendelse af førerret og det er udvalgets opfattelse, at en klippekortordning alene bør rette sig mod den, som fører et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort.

Som der er redegjort for ovenfor i afsnit 5. 1. 1 vil dette i praksis sige førere af bil, motorcykel, registreringspligtig knallert, traktor samt motorredskab (eksempelvis rendegraver og selvkørende pølsevogn).

Udvalget lægger i den forbindelse navnlig vægt på, hvilke hovedhensyn der bør varetages af en klippekortordning. Som nævnt i de generelle bemærkninger ovenfor under afsnit 6. 1. bør en ny ordning tage sigte på trafikanter, der gentagne gange begår væsentlige trafikforseelser, der ikke hver for sig medfører frakendelse af førerretten. De nye regler i en klippekortordning bør således tage sigte på situationer, hvor den pågældende gennem flere færdselsforseelser har demonstreret manglende ansvarsbevidsthed og forståelse af hensynet til færdselssikkerheden.

Det står naturligvis udvalget klart, at også andre trafikanter end dem, som fører et køretøj, hvortil der kræves kørekort, eksempelvis cyklister, vil kunne demonstrere manglende ansvarsbevidsthed og forståelse af hensynet til færdselssikkerheden gennem flere færdselsforseelser. Det må dog i den forbindelse tillægges vægt, at det altovervejende er gruppen af bløde trafikanter, der lider størst skade i forbindelse med færdselsulykker.

Udvalget finder det således generelt bedst stemmende med de hensyn, der søges varetaget, alene at lade en udvidet frakendelsesordning omfatte den i dag berørte trafikantgruppe.

6.1.4 Forholdet til de øvrige gældende regler om frakendelse af førerret og kørselsforbud

Det findes på den anførte baggrund ej heller grundlag for at foreslå en ændring af de gældende regler, hvorefter frakendelse af førerretten kun kan ske i anledning af en kørsel, som rent faktisk har fundet sted med et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort.

Udvalget har ikke fundet det nødvendigt nærmere at overveje den gældende retstilstand, hvorefter frakendelse alene sker hos føreren af køretøjet, og således ikke kan udstrækkes til at omfatte personer, der ikke selv har ført køretøjet, eller til at overveje reglen om, at frakendelse af førerret ikke er betinget af tilregnelighed hos føreren og derfor kan finde sted, selv om føreren ikke straffes som følge af utilregnelighed, jf. straffelovens § 16.

Der findes ej heller grundlag for at ændre det principielle udgangspunkt, hvorefter frakendelse er obligatorisk (” skal frakendes”).

Der bør efter udvalgets opfattelse også for så vidt angår en udvidet frakendelsesordning være en betingelse for frakendelse af førerretten, at kørsel, som kan medføre frakendelse, har fundet sted på færdselslovens område, jf. færdselslovens § 1.

Med hensyn til spørgsmålet om anvendelse af udenretlige og indenretlige vedtagelser af betinget frakendelse af førerret i forbindelse med en udvidet frakendelsesordning er det udvalgets principielle synspunkt, at disse processuelle instrumenter – ikke mindst af ressourcemæssige årsager – bør anvendes i alle tilfælde, hvor det i øvrigt er forsvarligt og foreneligt med fundamentale retssikkerhedsmæssige principper. Der henvises i den forbindelse til gennemgangen af de enkelte forseelsestyper i afsnit 6. 2. nedenfor.

Endelig har udvalget ikke fundet det nødvendigt nærmere at overveje de gældende muligheder for administrativ inddragelse af kørekort under en sags behandling efter færdselslovens § 130, der således bør stå uændret.

For så vidt angår bestemmelserne om kørselsforbud, der under visse betingelser kan pålægges, såfremt føreren inden for de to første år efter førstegangserhvervelse af førerret begår visse nærmere definerede forseelser, jf. afsnit 5. 2. 5, vil indførelsen af en klippekortordning ikke medføre væsentlige ændringer. En klippekortordning vil blot betyde, at såfremt der inden for de første to år efter førstegangserhvervelse af førerret sker en betinget frakendelse af førerretten som følge af pålæggelse af klip, bliver den betingede frakendelse afløst af et kørselsforbud. Dette svarer til det eksisterende indhold af ordningen med kørselsforbud, hvorefter visse forseelser, der allerede i dag medfører en betinget frakendelse, erstattes af et kørselsforbud med de dertil knyttede betingelser for gengivelse af førerretten.

6.1.5 Skærpede regler for udvalgte førere

Udvalget har ikke mindst på baggrund af Færdselssikkerhedskommissionens tilkendegivelse i sin seneste handlingsplan ” Hver ulykke er én for meget. Trafiksikkerhed starter med dig ” vurderet spørgsmålet om, hvorvidt en eventuel ny ordnings retsvirkninger i særlig grad bør være rettet mod unge trafikanter.

Udvalget har således overvejet, hvorvidt det ville være hensigtsmæssigt at indføre et system svarende til de ordninger, der allerede er indført i Finland og Storbritannien, og som er foreslået indført i Norge, hvorefter der for personer, der netop har erhvervet kørekort, gælder særligt skærpede reaktioner for forseelser begået i en afgrænset periode fra erhvervelsen af kørekortet.

Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at det må antages, at en klippekortordning - med et indhold som fastlagt af udvalget - i høj grad vil komme til at omfatte de unge trafikanter. Samtidig er det udvalgets vurdering, at de relativt få klip, jf. afsnit 6. 1. 6, der bør udløse en reaktion i form af en betinget frakendelse af førerretten, i sig selv ikke taler for at indføre en særlig ordning med yderligere skærpelser rettet mod de unge trafikanter. Udvalget har således vurderet, at der med den foreslåede ordning ikke vil være behov for en særlig ordning på dette område.

Udvalget skal dog pege på, at såfremt man ønsker at udforme en særlig skærpet klippekortordning i tilknytning til bestemmelserne om kørselsforbud, se nærmere under afsnit 5. 2. 5, kan dette naturligvis lade sig gøre ved for eksempel, at et færre antal klip (f.eks. to klip) inden for 2 år udløser et kørselsforbud for førstegangserhververe af førerret.

6.1.6 På hvilket tidspunkt bør frakendelse ske (antal forseelser)

Udvalget har vurderet spørgsmålet om, hvilket antal overtrædelser af færdselsloven, der i givet fald bør udløse en betinget frakendelse af førerretten.

Det er udvalgets vurdering, at tre forseelser bør udløse en betinget frakendelse. Når føreren begår den tredje forseelse, har det således som konsekvens, at der tillige indtræder en betinget frakendelse af førerretten. Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at ordningen – for at få den ønskede præventive effekt - bør bygge på et realistisk antal overtrædelser. Frakendelse af førerretten som følge af den udvidede frakendelsesordning skal således for den enkelte fører føles som værende realistisk. Antallet af forseelser har endvidere sammenhæng med den valgte forældelsesperiode.

Udgangspunktet i forbindelse med pålæggelse af klip bør være, at hver enkelt forseelse udløser et klip. Overtrædelserne kan begås i flere sammenhænge og med forskelligt tidsinterval. Forseelserne kan således begås uafhængigt af hinanden, begås under et kørselsforløb, f.eks. hvis en fører over en strækning bliver ”fotograferet” flere gange for en hastighedsovertrædelse, eller begås i samme situation, f.eks. hvis føreren kører over for rødt lys og samtidig overskrider den gældende hastighedsgrænse.

Ud fra en almindelig retfærdighedsbetragtning bør der i disse tilfælde udløses et klip for hver enkelt forseelse, idet man ikke bør ”slippe billigere”, blot fordi man begår forseelserne i en sammenhæng. Én afgørelse kan således dække over flere forseelser, hvor antallet af afgørelser ikke nødvendigvis er udtryk for det samlede antal klip, den pågældende er blevet pålagt.

De enkelte klip udløses ”automatisk”, når den pågældende fører har vedtaget bøden for forseelsen, eller der er faldet dom herfor. Der er således ikke knyttet noget skøn til selve pålæggelsen af klip, idet klippet alene afhænger af, hvorvidt det kan fastslås, om føreren har begået en forseelse, som er omfattet af klippekortordningen. Dømmes der for overtrædelse af bestemmelsen (eller vedtager føreren bøden), medfører dette tillige et klip. Omvendt vil en frifindelse for overtrædelsen tillige medføre, at der ikke pålægges klip.

6.1.7 ”Forældelse”

Med hensyn til spørgsmålet om forældelse findes det efter udvalgets opfattelse mest hensigtsmæssigt, at hver forseelse så at sige ”forældes løbende”. Det er udvalgets vurdering, at forældelsesperioden bør være 2 år. Sammenhængen mellem den valgte forældelsesperiode og antallet af forseelser er i den forbindelse tillagt afgørende vægt.

En begået overtrædelse af færdselslovgivningen bør derfor kun medregnes i den samlede opgørelse af forseelser i en periode svarende til den anbefalede periode på 2 år regnet fra tidspunktet for hver enkelt forseelse.

Det er udvalgets vurdering, at den 2-årige forældelsesperiode for den første forseelse løber fra afgørelsestidspunktet , mens den 2-årige forældelsesperiode for anden og tredje forseelse løber fra forseelsestidspunktet . Det Dette er i overensstemmelse med nugældende praksis i forbindelse med gentagelsestilfælde.

I praksis vil det betyde, at den udvidede frakendelsesordning rent faktisk først begynder at ”tælle” fra afgørelsestidspunktet for den første forseelse. Efterfølgende afgørelser, der har et forseelsestidspunkt, der ligger før den første forseelses afgørelsestidspunkt, vil således ikke ”tælle med” i ordningen. Disse forseelser vil naturligvis blive sanktioneret i medfør af færdselslovens øvrige bestemmelser.

6.1.8 ”Sammenstødsproblematikken”

Udvalget har drøftet en række problemstillinger, der kan opstå i relation til det eksisterende frakendelsessystem i færdselsloven. Det er udvalgets vurdering, at der grundlæggende kan opstå 4 situationer, hvor det bør afklares, hvilken virkning tildeling af klip vil have i forhold til de eksisterende bestemmelser om frakendelse.

Det drejer sig om følgende 4 situationer:

Situation 1:

 

 

 

 

 

 

AA2341_1.JPG Size: (30 X 11)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

»Klip«

»Klip«

Betinget frakendelse i medfør af
f.eks. § 126, stk. 1, nr. 5

 

 

Situation 2:

 

 

 

 

 

 

1.JPG Size: (30 X 11)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

»Klip«

»Klip«

Ubetinget frakendelse i medfør af
f.eks. § 125

 

 

Situation 2:

 

 

 

 

 

 

1.JPG Size: (30 X 11)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

»Klip«

»Klip«

Ubetinget frakendelse i medfør af
f.eks. § 125

 

AA2341_2.GIF Size: (4 X 43) AA2341_3.GIF Size: (4 X 42) Prøvetid på 3 år udløber

Situation 3:

 

 

 

 

 

 

1.JPG Size: (30 X 11)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Betinget frakendelse i
medfør af f.eks. § 126,
stk. 1, nr. 5

»Klip«

»Klip«

 

 

Frakendelsestid + 5 år udløber

Situation 4:

 

 

 

 

 

 

1.JPG Size: (30 X 11)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ubetinget frakendelse i
medfør af f.eks. § 125

»Klip«

»Klip«

 

Det forudsættes i ovennævnte situationer, at det tredje klip udløser en frakendelse. Tildeling af to klip har således i sig selv ingen umiddelbar virkning i relation til klippekortordningen.

Gældende ret:

Færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 2:

Denne bestemmelse vedrører sammenstødstilfælde i situationer, hvor der foreligger samtidig pådømmelse af flere kørsler, der bedømt hver for sig kun ville medføre betinget frakendelse. I sådanne tilfælde skal der i medfør af § 126, stk. 2, nr. 2, fastsættes en fælles ubetinget frakendelse.

Såfremt der foreligger en forseelse, der isoleret set skal medføre en betinget frakendelse, til samtidig pådømmelse med en forseelse, der isoleret set medfører en ubetinget frakendelse, kan der tillige efter princippet i § 126, stk. 2, nr. 2, fastsættes en fælles ubetinget frakendelse.

Færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 3 og 4:

Når en frakendelse skærpes alene med den begrundelse, at føreren tidligere er frakendt førerretten betinget eller ubetinget, siges den tidligere frakendelse at blive tillagt gentagelsesvirkning.

Skærpelsen kan vise sig på to måder. Den kan for det første påvirke valget mellem ubetinget og betinget frakendelse, idet frakendelsen på grund af fortilfælde gøres ubetinget i et tilfælde, hvor den ellers ville have været betinget. Denne situation er reguleret i færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 3 og 4.

For det andet kan gentagelsesvirkningen bestå i, at udmålingen af frakendelsestiden for en frakendelse, der allerede isoleret set er ubetinget, skærpes. Denne situation er praksisbestemt og gentagelsesvirkningen er her i princippet fakultativ.

Gentagelsesvirkningen af en tidligere betinget frakendelse:

Det følger af § 128, at der til en betinget frakendelse som udgangspunkt er knyttet 3 års prøvetid. Finder en ny frakendelsesbegrundende kørsel sted inden for de 3 års prøvetid, følger det af § 126, stk. 2, nr. 3, at frakendelsen dermed nu skal være ubetinget.

En kørsel, der normalt kun ville medføre betinget frakendelse, medfører således en ubetinget frakendelse, når kørslen er foregået inden for de 3 års prøvetid.

Skærpelsen til en fælles ubetinget frakendelse er obligatorisk, bortset fra tilfælde med særlige formildende omstændigheder, jf. § 126, stk. 3.

Gentagelsesvirkningen af en tidligere ubetinget frakendelse:

En tidligere ubetinget frakendelse påvirker valget mellem betinget og ubetinget frakendelse for et senere forhold begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden, jf. § 126, stk. 2, nr. 4. Det medfører, at et nyt forhold, der ellers normalt kun ville medføre betinget frakendelse, automatisk medfører ubetinget frakendelse, når blot den aktuelle kørsel har fundet sted i frakendelsestiden eller inden for 5 år efter dennes udløb.

I de tilfælde, hvor det ligger fast, at der i medfør af § 126, stk. 2, nr. 3 eller 4, skal ske ubetinget frakendelse, opstår spørgsmålet om en tidligere frakendelses betydning for strengheden ved fastsættelsen af frakendelsestidens længde. Dette er et almindeligt udmålingsproblem og beror på retspraksis.

Til en betinget frakendelse, hvor der ikke tidligere har været udmålt nogen frakendelsestid, men alene en prøvetid, vil gentagelsesvirkningen indtræde således, at der skal udmåles en frakendelsestid for den tidligere kørsel, som lægges sammen med den frakendelsestid, der skal udmåles for den aktuelle kørsel, således at der fastlægges en fælles ubetinget frakendelsestid for begge kørsler, jf. § 129.

Ad situation 1 og 2:

I disse situationer er der pålagt føreren to klip, hvilket ikke umiddelbart får konsekvenser. Herefter sker der en overtrædelse, der i sig selv medfører en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten (i eksemplerne i medfør af henholdsvis færdselslovens §§ 126, stk. 1, nr. 5 og 125).

I disse situationer er det udvalgets vurdering, at to muligheder kan tages i betragtning:

Første mulighed vil være, at der i forbindelse med den betingede/ubetingede frakendelse efter det almindelige frakendelsessystem i færdselsloven ses bort fra de tidligere pålagte klip. I forbindelse med den betingede/ubetingede frakendelse vil de tidligere pålagte klip således bortfalde (”tavlen vaskes ren”).

Anden mulighed vil være, at de tidligere pålagte klip i overensstemmelse med princippet i færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 2, tillægges vægt i den samlede sanktionsfastsættelse. De tidligere pålagte klip vil således - i forbindelse med en efterfølgende betinget frakendelse - medføre en samlet ubetinget frakendelse. I forbindelse med en efterfølgende ubetinget frakendelse vil de tidligere pålagte klip kunne tillægges vægt i forbindelse med fastsættelse af frakendelsestiden.

Begge de nævnte to muligheder medfører, at der på frakendelsestidspunktet sker en endelig opgørelse af det samlede antal forseelser. Det er udvalgets vurdering, at dette er en afgørende forudsætning for et funktionelt sanktionssystem, og man undgår således, at der samtidig med det eksisterende frakendelsessystem eksisterer en underliggende klippekortordning.

Udvalget har endvidere henset til, at en endelig opgørelse på frakendelsestidspunktet ikke får betydning i relation til færdselslovens § 60 om gennemførelse af kontrollerende køreprøve. Frakendelsen vil således i sig selv – også når man bortser fra de pålagte klip – medføre krav om gennemførelse af kontrollerende køreprøve. Det vil således i relation til kravet i § 60 være uden betydning, at der forinden frakendelsen tillige er opnået et antal klip.

Det er udvalgets opfattelse, at det af praktiske og administrative hensyn vil være mest enkelt, at der – uden hensyntagen til de pålagte klip - sker en betinget eller ubetinget frakendelse efter det almindelige frakendelsessystem i færdselsloven. På tidspunktet for den ubetingede eller betingede frakendelse vaskes tavlen således ren, jf. førstomtalte mulighed ovenfor.

En sådan løsning vil endvidere af forståelsesmæssige hensyn være mest hensigtsmæssigt, idet der overordnet bør tilstræbes et gennemskueligt og funktionelt system, der generelt kan vinde accept hos befolkningen.

Udvalget er opmærksom på, at der ud fra en rimelighedsbetragtning kan tales for, at der tages hensyn til de klip, der er opnået inden den betingede eller ubetingede frakendelse, således at klippene tillægges vægt ved den samlede sanktionsfastlæggelse, jf. anden mulighed ovenfor. Udvalget finder dog – af ovenfor anførte grunde – at denne løsning ikke vil være hensigtsmæssig.

Ad situation 3 og 4:

I disse situationer er der begået en forseelse, der i sig selv medfører en betinget/ubetinget frakendelse af førerretten (i eksemplerne i medfør af henholdsvis færdselslovens §§ 126, stk. 1, nr. 5 og 125). Herefter pålægges efterfølgende to klip inden for de 3 års prøvetid (situation 3) eller to klip i frakendelsestiden eller inden for 5 år efter frakendelsestidens udløb (situation 4).

I disse situationer er det udvalgets vurdering, at to muligheder kan tages i betragtning:

Første mulighed vil være, at bestemmelserne i § 126, stk. 2, nr. 3 og 4, først finder anvendelse ved det frakendelsesudløsende klip. I forbindelse med en betinget frakendelse vil den tidligere og den aktuelle betingede frakendelse således blive skærpet til en fælles ubetinget frakendelse (situation 3). I forbindelse med en ubetinget frakendelse vil der i forbindelse med den aktuelle betingede frakendelse blive fastsat en ny ubetinget frakendelse (situation 4).

Såfremt det frakendelsesudløsende klip først pålægges efter udløbet af henholdsvis prøvetiden eller frakendelsestiden og de efterfølgende 5 år, vil konsekvensen alene blive, at der sker en betinget frakendelse efter den almindelige systematik i klippekortordningen. Det forudsættes i den forbindelse, at ingen af de pålagte klip er forældet. I sådanne tilfælde vil forseelserne således ikke have gentagelsesvirkning efter § 126, stk. 2, nr. 2.

Anden mulighed vil være, at klippene i prøvetiden (situation 3) og i frakendelsestiden og 5 år efter frakendelsestidens udløb (situation 4) ”tæller hårdere”. Der skal således i disse perioder færre klip til at udløse en ny frakendelse, som i medfør af § 126, stk. 2, nr. 3 og 4, vil være ubetinget, jf. ovenfor.

Det er udvalgets opfattelse, at den førstomtalte mulighed er mest hensigtsmæssig, jf. de ovenfor anførte grunde. Udvalget finder således, at den allerede gældende systematik i § 126, stk. 2, nr. 3 og 4, bør opretholdes på normal vis, således at gentagelsesvirkningen indtræder på det tidspunkt, hvor det frakendelsesudløsende klip pålægges.

Kontrollerende køreprøve:

Udvalget har drøftet de gældende bestemmelser om kontrollerende køreprøve i relation til en klippekortordning. Det er udvalgets opfattelse, at de eksisterende bestemmelser i færdselslovens § 60, stk. 2 og 3, på normal vis skal være gældende.

I de tilfælde, hvor der sker en ubetinget frakendelse, følger det således af § 60, stk. 2, at retten efter frakendelsestidens udløb kun kan generhverves, såfremt en kontrollerende køreprøve bestås. Har den pågældende bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal kontrollerende køreprøve som udgangspunkt ikke aflægges, såfremt prøven er bestået inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgning om generhvervelse af kørekort.

I de tilfælde, hvor der sker en betinget frakendelse, følger det af § 60, stk. 3, at føreren inden for en frist, der fastlægges af politiet (senest 3 måneder efter endelig afgørelse, jf. kørekortbekendtgørelsens § 48, stk. 2), skal aflægge en kontrollerende køreprøve. Kontrollerende køreprøve skal dog som udgangspunkt ikke aflægges, såfremt den pågældende har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen.

I forhold til en klippekortordning, kan der opstå følgende situation:

 

 

 

 

 

 

 

Frakendelsesudløsende klip

Kontrollerende prøve (P2)

Situation:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1.JPG Size: (30 X 11)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klip

Klip

 

Adm. beslutning

 

Kontrollerende prøve (P1)
i medfør af § 72, jf. § 48, stk. 2

 

I ovennævnte situation er det administrativt besluttet at indkalde til kontrollerende køreprøve i medfør af kørekortbekendgørelsens § 72. Denne køreprøve (P1) aflægges og bestås inden for 3 måneder, jf. § 48, stk. 2, i kørekortbekendtgørelsen. I tidsrummet fra den administrative beslutning til aflæggelsen af P1, pålægges et frakendelsesudløsende klip, som medfører indkaldelse til kontrollerende køreprøve (P2).

Den hændelse, der udløser beslutningen om indkaldelse til kontrollerende køreprøve, udløser ikke et klip, men vil eksempelvis kunne omfatte stærk usikker kørsel eller anden mangel på kundskaber og færdigheder, som ikke i sig selv medfører, at der pålægges klip.

I princippet vil denne situation medføre, at den pågældende skal gennemføre to kontrollerende prøve i umiddelbar forlængelse af hinanden.

Som nævnt ovenfor følger det dog af færdselslovens bestemmelser, at kontrollerende prøve ikke skal aflægges, såfremt føreren har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen.

Udvalget finder ikke anledning til at fravige de nugældende bestemmelser i relation til klippekortordningen. I den ovenfor skitserede situation vil den kontrollerende prøve P2 således ikke skulle gennemføres, såfremt prøven P1 bestås.

6.2. Forseelser, der foreslås omfattet af en klippekortordning

Udvalget har fundet, at sanktioner ved gentagne færdselsforseelser mest hensigtsmæssigt kan varetages i form af et udvidet sanktionssystem, der tager udgangspunkt i det allerede eksisterende frakendelsessystem i færdselsloven. Et sådan system bør være så enkelt som muligt, således at de omfattede forseelser og konsekvenserne af gentagne overtrædelser heraf på en enkel og gennemskuelig måde er klare for den enkelte borger. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne under afsnit 6. 1. og 6. 1. 1.

I den følgende gennemgang af forseelser har udvalget lagt til grund, at den eksisterende praksis vedrørende anvendelsen af bestemmelserne ikke ændres i forhold til den praksis, der er gældende i dag.

6.2.1 Indledende bemærkninger

§ 126, stk. 1, nr. 1:

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

§ 126. Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer skal endvidere frakendes føreren af et sådant køretøj, såfremt han:

1)   under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor,

2)   - - -”.

Bestemmelsen omfatter, hvad der undertiden i daglig tale kaldes ”groft uforsvarlig kørsel”.

Det fremgår af bemærkningerne (FT 1974-75, 2. saml., till. A, sp. 1995), at der med udtrykket ”under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden” for det første sigtes til tilfælde, hvor grundlæggende og sikkerhedsmæssigt betydningsfulde færdselsregler er tilsidesat. Tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden vil endvidere kunne foreligge, hvor kørslen – selv om der ikke er tale om overtrædelse af fundamentale færdselsregler – må karakteriseres som hensynsløs, hasarderet eller chancepræget.

I begge situationer kræves det tillige, at kørslen har voldt skade eller fremkaldt fare herfor. Med bestemmelsen om farefremkaldelse stilles der dog ikke krav om, at der nødvendigvis skal foreligge en aktuel fare. Det vil efter omstændighederne være tilstrækkeligt, at der ved overtrædelsen af den pågældende færdselsregel typisk skabes en farlig situation. Eksempelvis vil overhaling under overskridelse af dobbelte spærrelinier ofte være karakteriseret ved, at selv om der ikke fremkaldes nogen konkret overhængende fare, er forseelsen egnet til at fremkalde fare. Det afgørende er således, om kørslen er egnet til at fremkalde en konkret faresituation, men ikke om denne situation rent faktisk opstår. Omvendt vil der kunne foreligge tilfælde, f.eks. i forbindelse med overtrædelse af vigepligtsbestemmelserne, hvor der er forvoldt skade, men hvor de konkrete omstændigheder (eksempelvis at den pågældende holdt stille før fremkørsel) medfører, at forseelsen ikke findes ”grov nok” til at medføre en frakendelse (der er ikke tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden).

En overtrædelse af en grundlæggende og sikkerhedsmæssigt betydningsfuld færdselsregel – eller hensynsløs, hasarderet eller chancepræget kørsel - hvor der er voldt skade eller fremkaldt fare herfor, samt visse situationer, hvor der foreligger en abstrakt faresituation (overskridelse af dobbelte spærrelinier), vil således efter gældende praksis som udgangspunkt medføre frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1.

Tilsvarende ”trafikfarlige” situationer, hvor der ikke allerede sker en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, bør efter udvalgets opfattelse være omfattet af en klippekortordning. Der vil således være tale om en række forseelser, hvor der alene foreligger abstrakt fare (en potentiel trafikfarlig situation) eller situationer, hvor forseelsen på grund af konkrete omstændigheder ikke findes ”grov nok” til en frakendelse (der foreligger ikke tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden), dvs. trafikfarlige situationer, hvor betingelserne for en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt.

§ 126, stk. 1, nr. 6:

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

§ 126. Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer skal endvidere frakendes føreren af et sådant køretøj, såfremt han:

5)   , eller

6)   frakendelse findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj.

”.

Bestemmelsen tager sigte på situationer, hvor føreren gennem et større antal færdselsforseelser – som bedømt hver for sig ikke kan begrunde frakendelse af førerretten – har demonstreret manglende ansvarsbevidsthed og forståelse af hensynet til færdselssikkerheden.

Anvendelsesområdet for bestemmelsen er således sammenfaldende med anvendelsesområdet for en klippekortordning. Ved gennemførelse af en klippekortordning som beskrevet skal det derfor overvejes, om den nugældende nr. 6) i forbindelse med indførelsen af en sådan ordning vil blive indholdsløs og derfor skal udgå, eller om det vil være mere hensigtsmæssigt at lade bestemmelsen bestå i omskrevet form.

Udvalget finder, at bestemmelsen bør udgå, idet eksistensen af bestemmelsen kan være med til at skabe forvirring omkring anvendelsen af klippekortordningen og den overskuelighed, der bør forsøges indført med denne ordning. Endvidere kan bestemmelsen alene tænkes at være relevant i ganske få tilfælde, og dette forhold opvejes af, at man ved at ophæve bestemmelsen opnår en mere overskuelig klippekortordning.

6.2.2 Rødkørsel (færdselslovens § 4, stk. 1 og 2)

Det fremgår af § 4, stk. 1, at trafikanter skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg eller på anden måde. Endvidere skal trafikanterne i medfør af stk. 2 efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives af politiet eller andre, som trafikministeren, nu justitsministeren har bemyndiget til at regulere færdslen.

Bestemmelserne om betydningen af færdselstavler m.v. findes i bekendtgørelse nr. 590 af 24. juni 1992 om vejafmærkning (vejafmærkningsbekendtgørelsen), som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 523 af 15. juni 2000, med tilhørende cirkulære nr. 3 af 7. januar 1998 om vejafmærkning (vejafmærkningscirkulæret).

Bestemmelserne om kørsel over for rødt og gult lys findes i vejafmærkningsbekendtgørelsens § 54, X 11, X 12, og X 19.

Praksis viser, at der stort set aldrig forekommer sager med kørsel overfor gult lys, hvorfor udvalget ikke finder det nødvendigt at medtage ”gul-kørsel” i den udvidede frakendelsesordning. Den eksisterende forståelse af bestemmelsen om kørsel over for gult lys består som hidtil.

Praksis viser endvidere, at i stort set alle frakendelsessagerne resulterede rødkørslen i skade (trafikuheld), og i disse tilfælde sker der frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1. Ved påkørsel af fodgænger i felt, høj hastighed, alvorlig personskade og forsætlig rødkørsel kan der ske ubetinget frakendelse. Der vil tillige i langt de fleste tilfælde ske frakendelse af førerretten, hvor der ikke er sket skade, men hvor rødkørslen har medført fare for skade.

Sagens konkrete omstændigheder, eksempelvis langsom fremkørsel, ukendskab til stedet eller krydsets komplicerede karakter, kan medføre frifindelse for frakendelsespåstanden.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

6.2.3 Kørsel over jernbanespor (færdselslovens § 5, stk. 2)

Det følger af bestemmelsen, at trafikanter ikke må passere jernbaneoverkørsel, når pligt til standsning er tilkendegivet ved signalanlæg, bomme er lukkede, eller mens bomme lukkes eller åbnes, eller jernbanens personale tilkendegiver, at tog nærmer sig.

Praksis på området er begrænset, men situationen kan sammenlignes med rødkørsel, der må anses som en trafikfarlig situation.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

6.2.4 Kørsel med for kort afstand til foran kørende (færdselslovens § 15, stk. 3)

Det følger af bestemmelsen, at afstanden til foran kørende skal afpasses på en sådan måde, at der ikke er fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standser, eller dets hastighed nedsættes.

Praksis viser, at der i langt de fleste tilfælde sker frakendelse i medfør af § 126, stk. 1, nr. 1, og i nogle tilfælde efter stk. 2, nr. 1.

Udvalget har i den forbindelse lagt til grund, at den eksisterende praksis på området opretholdes, hvorefter der rejses sigtelse efter bestemmelsen i tilfælde af decideret farlig og hasarderet kørsel, men ikke i tilfælde af ”harmonikasammenstød”, der skyldes for kort afstand til den foran kørende, jf. bemærkningerne under afsnit 6. 2.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

6.2.5 Kørsel venstre om helleanlæg (færdselslovens § 15, stk. 4)

Kørende skal holde til højre for helleanlæg, færdselsfyr og lignende, der er anlagt eller anbragt på kørebanen. Det er udvalget vurdering, at kørsel den forkerte vej om helleanlæg m.v. grundlæggende er en potentiel farlig situation, der svarer til at køre i den forkerte side af vejen.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

6.2.6 Ændring af færdselsretning og placering m.v. (færdselslovens §§ 16, stk. 2, og 18, stk. 1 og 2)

Kørende, der i vejkryds ønsker at ændre færdselsretning, skal sikre sig, at dette kan ske uden fare eller unødig ulempe for andre. Det samme er tilfældet før vending og bakning samt ved igangsætning fra kanten af vejen og ved vognbaneskift eller anden ændring af køretøjets placering til siden samt ved standsning og hurtigt nedsættelse af hastigheden.

Eksisterende praksis viser, at der kan ske frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, i sager med vending, vognbaneskift og bakning. I de fleste tilfælde har der foreligget skade (trafikuheld).

Der er efter praksis sket frifindelse for frakendelsespåstanden i konkrete tilfælde, hvor der er væsentlige indicier for, at modparten har kørt betydeligt hurtigere end tilladt eller har udvist betydelig uagtsomhed.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

6.2.7 Tilsidesættelse af krav til og forbud mod overhaling (færdselslovens §§ 4, stk. 1, 21, stk. 1-3 og 23)

Praksis ved overhaling, hvor der sker overskridelse af spærrelinier (§ 4, stk. 1):

Som tidligere nævnt findes bestemmelserne om betydningen af færdselstavler m.v. i bekendtgørelse nr. 590 af 24. juni 1992 om vejafmærkning (vejafmærkningsbekendtgørelsen), som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 523 af 15. juni 2000, med tilhørende cirkulære nr. 3 af 7. januar 1998 om vejafmærkning (vejafmærkningscirkulæret).

Afmærkning med spærrelinie (vejafmærkningsbekendtgørelsens § 44, Q 44), betyder, af den angivne adskillelse mellem vognbaner ikke må overskrides eller krydses af kørende, heller ikke ved vending, svingning i vejkryds, indkørsel til ejendom eller lignende. Hvor særlige forhold , f.eks. vejarbejde eller standset eller parkeret køretøj, gør det nødvendigt, kan linien dog overskrides under udvisning af særlig agtpågivenhed. Dobbelte spærrelinier vil oftest været placeret for at understrege eller tydeliggøre et overhalingsforbud, der gælder i medfør af færdselsloven, eller som følger af vejafmærkningsbekendtgørelsens § 13, C 51.

Praksis på området viser, at der ved overskridelse af dobbelte spærrelinier uden skade eller fare for skade for medtrafikanter, sker frakendelse, når overskridelsen har fundet sted med begge hjulpar og længere end 100 m, og hvor der eventuelt har foreligget mere end én overhaling. I tilfælde med overskridelse af dobbelte spærrelinier på en strækning længere end 100 m er den abstrakte faresituation således tilstrækkelig til en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1. Det er tilstrækkeligt, at forseelsen er egnet til at fremkalde fare.

Der kan som følge af konkrete omstændigheder, for eksempel godt udsyn under hele overhalingen eller at spærrelinierne er anlagt af færdselstekniske grunde, ske frifindelse for frakendelsespåstanden.

Den generelle tendens i praksis er således, at der i sager uden skade eller fare for skade for medtrafikanter sker frifindelse, når overskridelsen af de dobbelte spærrelinier sker på en strækning på under 100 m.

I sager, hvor overskridelsen af spærrelinierne medfører skade (trafikuheld) eller fare for skade for medtrafikanter, sker der altid frakendelse.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

Overhaling- og overhalingsforbud (§§ 21, stk. 1-3, og 23, stk. 1):

Foretages der overhaling på strækninger, hvor der ikke er spærrelinier, vil overhalingen som udgangspunkt være lovlig.

Det fremgår dog af § 23, stk. 1, at overhaling skal ske til venstre. Det fremgår videre af stk. 2, at kørende, der vil overhale, skal sikre sig, at det kan ske uden fare, herunder særligt, at den pågældende vognbane på en tilstrækkelig lang strækning er fri for modkørende færdsel, at den foran kørende ikke giver tegn til overhaling, og at bagfra kommende køretøjer ikke har påbegyndt en overhaling, samt at det efter overhalingen utvivlsomt er muligt at føre køretøjet ind i trafikstrømmen uden ulempe. Opstår der i forbindelse med tilsidesættelse af disse betingelser for overhaling skade (trafikuheld) eller fare for skade for den modkørende eller den overhalede færdsel, viser praksis, at der sker frakendelse, som i de groveste tilfælde er ubetinget. Endvidere kan der ske frakendelse ved overhalinger i strid med overhalingsforbudene i § 23, stk. 1. Disse overhalingsforbud vil ofte være kombineret med placering af dobbelte spærrelinier, jf. ovenfor, men afmærkning med spærrelinier er i øvrigt ikke i sig selv afgørende for, om overhaling på en strækning er forbudt.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

6.2.8 Øget hastighed ved overhaling (færdselslovens § 22, stk. 1)

Det fremgår af bestemmelsen, at når en foran kørende bliver opmærksom på, at en bagfra kommende vil overhale til venstre, skal den pågældende holde så langt til højre som muligt og må ikke øge hastigheden.

Det synes at fremgå af (den begrænsede) praksis, at der i situationer, hvor den overhalede øger hastigheden, altid sker frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, og i visse tilfælde stk. 2, nr. 1.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

6.2.9 Forbikørsel/slalomkørsel (færdselslovens § 24, stk. 1)

Det er i bestemmelsen fastsat, at i tilfælde, hvor færdslen er tæt, og fremføres i flere rækker med en hastighed, der bestemmes af de foran kørende, må der ikke skiftes vognbane, medmindre det er påkrævet efter §§ 16, stk. 1, 17, stk. 1, 18, stk. 3-5, eller det sker for at standse eller parkere.

Denne type ”slalomkørsel” vil typisk være kombineret med overhalingsforbud efter § 21 eller kravene til vognbaneskift efter § 18, stk. 2.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

6.2.10 Overhaling ved fodgængerfelt (færdselslovens § 25)

Det fremgår af § 25, at kørende, som nærmer sig et fodgængerfelt, ikke må foretage overhaling eller forbikørsel af et andet køretøj, såfremt dette køretøj hindrer fuldt udsyn over fodgængerfeltet. Overtrædelse af bestemmelsen er således betinget af, at der ikke er fuldt udsyn i forbindelse med forbikørslen eller overhalingen.

Opstår der fare eller ulempe for fodgængeren, vil forseelsen dog typisk være omfattet af § 27, stk. 6 og 7.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

6.2.11 Tilsidesættelse af vigepligt (færdselslovens § 26, stk. 2-4 og 6)

§ 26, stk. 2-4, omhandler to former for vigepligt; dels ubetinget vigepligt (stk. 2 og 3), dels højrevigepligt (stk. 4). Endvidere fremgår det, at bilisten har vigepligt for henholdsvis cyklister og knallertkørere og modkørende færdsel i forbindelse med højre- og venstresving (stk. 6).

Ubetinget vigepligt (§ 26, stk. 2 og 3):

Det fremgår af § 26, stk. 2, at den kørende ved kørsel ind på eller over en vej har vigepligt for den kørende færdsel fra begge sider (ubetinget vigepligt), såfremt dette er tilkendegivet ved afmærkning i medfør af § 95.

De nærmere regler om afmærkningen og dens gennemførelse fremgår af §§ 9 og 10 i vejafmærkningsbekendtgørelsen og de dertil knyttede bestemmelser i vejafmærkningscirkulæret.

Det fremgår af § 26, stk. 3, at der gælder ubetinget vigepligt ved udkørsel fra parkeringsplads, ejendom eller grundstykke, tankstation eller andet lignende område uden for vej, fra sti, gågade, markvej eller lignende og ved enhver udkørsel fra vej, der sker over fortov, cykelsti eller rabat, som er hævet over kørebanen på den vej, der køres ind på.

Fuldt stop (§ 26, stk. 2):

Den ubetingede vigepligt kan markeres med ”fuldt stop” ved tavle B 13. Tavlen anvendes normalt sammen med kørebaneafmærkning S 13 (stoplinie). Tavlen angiver, at kørende har ubetinget vigepligt og skal stoppe før fremkørsel i et kryds eller over jernbanespor.

Tilkendegivelse af ubetinget vigepligt ved afmærkning med ”fuldt stop” og/eller ”stoplinie” stiller krav om særlig agtpågivenhed, og fremkørsel med uheld til følge vil derfor normalt altid medføre frakendelse, selv om føreren forinden var standset helt op.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

Hajtænder (§ 26, stk. 2):

Den ubetingede vigepligt kan endvidere markeres med ”ubetinget vigepligt” ved tavlen B 11 (trekant på spidsen). Tavlen anvendes normalt sammen med vigelinie S 11 (hajtænder). Tavlen angiver, at trafikanter har vigepligt for den kørende færdsel fra begge sider.

Det fremgår af praksis, at der som hovedregel sker frakendelse i tilfælde, hvor tiltalte efter at have passeret hajtænderne forvolder skade. Konkrete omstændigheder, eksempelvis at tiltalte har holdt stille ved hajtænderne eller alene er trillet frem kan – selvom der er voldt skade - i visse tilfælde medføre frifindelse for frakendelsespåstanden. Det samme kan gøre sig gældende ved særlige formildende omstændigheder som f.eks. at hajtænderne er delvis udvisket, udsynet er nedsat eller lignende.

Medfører tilsidesættelse af vigepligten fare for skade, viser praksis, at der ligeledes kan ske en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

Udkørsel (§ 26, stk. 3):

Som nævnt ovenfor opregner bestemmelsen i stk. 3 de tilfælde, hvor der gælder ubetinget vigepligt uden særlig afmærkning. Synspunktet bag reglen er, at de kørende normalt ikke vil være i tvivl om, at de ved udkørsel fra de nævnte områder og veje bør holde tilbage for færdslen fra begge sider.

Det fremgår imidlertid af vejafmærkningsbekendtgørelsen, at den ubetingede vigepligt efter stk. 3 i en lang række tilfælde bør tydeliggøres gennem afmærkning. Afmærkning kan således alene udelades, hvor den ubetingede vigepligt tydeligt fremgår af vejudformningen.

Praksis på området tyder på, at det væsentlige for frakendelsesspørgsmålet er, om tiltalte holdt stille før udkørslen. Er dette ikke tilfældet, sker der i hvert fald ved udkørsel med uheld til følge en frakendelse.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

Højrevigepligt (§ 26, stk. 4):

Det fremgår af bestemmelsen i stk. 4, hvilke forpligtelser der påhviler de kørende, når deres færdselsretninger skærer hinanden. Såfremt der ikke gælder ubetinget vigepligt efter stk. 2 eller 3, er der højrevigepligt. Ved højrevigepligt har føreren af det køretøj, der har det andet køretøj på sin højre side, vigepligten.

Højrevigepligt er kendetegnet ved, at der ikke er afmærkning.

Der findes ikke nyere retspraksis vedrørende tilsidesættelse af højrevigepligt, men efter ældre retspraksis skete der ikke førerretsfrakendelse i disse tilfælde.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

Svingning (§ 26, stk. 6):

Det fremgår af bestemmelsen, at kørende ikke må svinge til venstre, før det kan ske uden ulempe for modkørende færdsel. Det fremgår videre, at de kørende ved svingning til højre ikke må være til ulempe for cyklister og knallertkørere, der kører lige ud.

Svinges til højre, uden at der standses op, og dette forårsager sammenstød med cyklist eller knallertkører, synes praksis at vise, at førerretten frakendes. Det samme er tilfældet, hvis føreren har holdt stille og har set cyklisten/knallertføreren, men ment at kunne fortsætte sit højresving.

Konkrete omstændigheder, som for eksempel at tiltalte svinger langsomt samtidig med, at han orienterer sig, modpartens hastighed og skadens omfang, kan dog få betydning for frakendelsesspørgsmålet.

Såfremt der forårsages uheld ved svingning til venstre på ”hurtig” vej (hovedvej, motortrafikvej eller anden vej til hurtigkørende trafik), frakendes førerretten, uanset om føreren har holdt stille inden svingningen. I andre tilfælde (svingning på ”ikke-hurtig” vej) er hovedreglen, at der sker frakendelse. Konkrete omstændigheder, som for eksempel at tiltalte har holdt stille før svingning, kan have betydning for frakendelsesspørgsmålet.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

6.2.12 Tilsidesættelse af forbud mod kap- og væddekørsel (færdselslovens § 37, stk. 4)

Det fremgår af § 37, i hvilke tilfælde politiet eller trafikministeren, nu justitsministeren kan tillade cykel- og motorløb.

Cykelløb må således kun finde sted med politiets tilladelse, ligesom trafikministeren, nu justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om gennemførelse af motionsløb for cyklister. Det kræver tillige politiets tilladelse at afholde motorløb på bane uden for vej

Endvidere kan trafikministeren, nu justitsministeren tillade, at et internationalt motorløb passerer dansk område, at der afholdes orienteringsløb og præcisionsløb med motorkøretøjer og knallerter, og at der undtagelsesvis afholdes hastighedskonkurrencer på mindre betydende og mindre befærdede veje, der på betryggende vis er afspærret fra al anden færdsel.

I medfør af lov nr. 292 af 28. april 2000 om ændring af færdselsloven, lov om private fællesveje og lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje blev der endvidere skabt mulighed for, at trafikministeren, nu justitsministeren kan tillade, at der afholdes de såkaldte ”city-løb” på vej, som normalt benyttes til almindelig færdsel.

Det fremgår af § 37, stk. 4, at anden kap- og væddekørsel på vej ikke må finde sted.

Praksis på dette områder er meget begrænset, men der er i alle sagerne sket frakendelse.

I de tilfælde, hvor der ikke i dag sker en frakendelse, er det dog udvalgets vurdering, at forseelsen er så trafikfarlig, at den bør være omfattet af klippekortordningen.

6.2.13 Tilsidesættelse af hastighedsgrænser (færdselslovens §§ 4, stk. 1 (skiltet hastighed) og 41-43 a)

Færdselslovens bestemmelser om hastighed fremgår af lovens kapitel 5.

Den almindelige regler om hastighed fremgår af § 41. De hensyn, der nævnes i bestemmelsen, skal iagttages forud for de generelle hastighedsbestemmelser i § 42 og de særlige køretøjsbestemte hastighedsgrænser i § 43.

§ 41, stk. 1, fastsætter krav om, at et køretøjs hastighed til enhver tid skal være afpasset efter forholdene. Stk. 2 opregner en række situationer, hvor der skal køres med passende lav hastighed, og er således en eksemplificering af, hvad der allerede følger af stk. 1. Stk. 3 er indsat i færdselsloven i 1976 og er vendt mod bilister, der ved særlig langsom kørsel eller umotiverede opbremsninger skaber farlige trafikale situationer. Stk. 4 omhandler kørsel i dårligt føre.

De generelle hastighedsbegrænsninger fremgår af færdselslovens § 42. Idet de generelle hastighedsbegrænsninger fremgår direkte af loven, angives disse ikke med skiltning. De gældende hastighedsgrænser er 50 km/t i tættere bebygget område, 80 km/t uden for tættere bebygget område og 110 km/t på motorvej.

Det fremgår videre af stk. 4 og 5, at der for vejstrækninger kan fastsættes særlige lokalt gældende højere eller lavere hastighedsbegrænsninger. Justitsministeriet har ved cirkulære nr. 72 af 5. juli 1985 om lokale hastighedsbegrænsninger og cirkulæreskrivelse af samme dato angivet de nærmere retningslinier for fastsættelse af sådanne lokale hastighedsbegrænsninger.

Lokale hastighedsgrænser afmærkes i medfør af vejafmærkningsbekendtgørelsens § 13 med tavlen C 55 ”lokal hastighedsgrænse”. Overtrædelse af lokale hastighedsgrænser straffes efter færdselslovens § 4, stk. 1.

I § 43 fastsættes særlige køretøjsbestemte hastighedsbegrænsninger, og disse er gældende forud for højere generelle og lokale hastighedsgrænser efter § 42.

De særlige køretøjsbestemte hastighedsbegrænsninger er overvejende fastsat direkte i loven. Hastighedsbegrænsningen for busser over 3.500 kg er således fastsat til 80 km/t. For andre biler over 3.500 kg (lastbiler) og vogntog bestående af en lastbil eller en bus, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg er grænsen 70 km/t og 50 km/t i tættere bebygget område. For biler under 3.500 kg med tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller registreringspligtigt påhængsredskab, herunder campingvogn er hastighedsbegrænsningen 70 km/t. Tilsvarende gælder for motorcykel, hvis der er tilkoblet påhængsvogn eller registreringspligtigt påhængsredskab.

For biler og motorcykler, hvortil der er tilkoblet et ikke-registreringspligtigt påhængsredskab, og for traktorer og motorredskaber må hastigheden aldrig overstige 30 km/t.

Endelig er hastighedsbegrænsningen for motordrevet køretøj eller vogntog, på hvilket et eller flere hjulpar har massiv hjulbeklædning, 15 km/t.

Der er endvidere fastsat særlige køretøjsbestemte hastighedsbegrænsninger i bekendtgørelse nr. 313 af 9. maj 1997 om blokvogne og mobilkraner og i bekendtgørelse nr. 161 af 22. marts 1999 om slæbning af køretøjer.

En særlig køretøjsbestemt hastighedsbegrænsning findes endvidere i § 43 a, der blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 292 af 28. april 2000 om ændring af færdselsloven, lov om private fællesveje og lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje.

Loven trådte i kraft den 1. juni 2000, og det følger herefter af § 43 a, at for registreringspligtig knallert må hastigheden aldrig overstige 45 km/t, og for ikke-registreringspligtig knallert må hastigheden aldrig overstige 30 km/t.

Ved lov nr. 473 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven med ikrafttræden 1. juli 2000 blev der i § 43 indsat et nyt stk. 8, hvorefter trafikministeren kan træffe bestemmelse om udførelse af forsøg med højere hastigheder på motorveje for lastbiler og biler med tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller registreringspligtigt påhængsredskab, herunder campingvogn. Et sådan forsøg er blevet igangsat den 1. maj 2001. På motorvejsstrækninger vil det for lastbiler og biler med tilkoblet påhængskøretøj i en forsøgsperiode fra 1. maj 2001 til 30. april 2003 være tilladt at køre 80 km/t.

Det følger af § 126, stk. 1, nr. 2, at der sker en frakendelse af førerretten, såfremt den tilladte hastighed efter §§ 42 eller 43 a, overskrides med mere end 70 pct., se nærmere under afsnit 5. 2. 1.

Der sker ligeledes en frakendelse af førerretten i medfør af § 126, stk. 1, nr. 3, såfremt føreren under kørsel i et køretøj nævnt i § 43, under kørsel med blokvogn eller ved slæbning af køretøjer, har overskredet den gældende hastighedsgrænse med mere end 40 pct. på vejstrækninger, hvor den gældende hastighedsgrænse er over 30 km/t, se nærmere under afsnit 5. 2. 3.

Efter de nugældende regler sker der således en ”automatisk” frakendelse af førerretten, når hastighedsoverskridelsen er mere end henholdsvis 70 pct. og 40 pct.

Kørsel med mindre hastighedsoverskridelse end den frakendelsesudløsende:

Enkeltstående hastighedsoverskridelser på mindre end henholdsvis 40 pct. og 70 pct. medfører alene en bøde. Rigsadvokaten har i forbindelse med anvendelsesområdet for § 126, stk. 1, nr. 6, oplyst, at det fremgår af statistiske oplysninger, at bestemmelsen - inden for en 2-årig periode - er blevet anvendt i 40 tilfælde. 39 af disse tilfælde vedrørte frakendelse som følge af gentagne hastighedsforseelser. Der er i disse tilfælde tale om mindst 5 forudgående hastighedsforseelser inden for en 5-årig periode, og hastighedsoverskridelserne er typisk over 30 pct., se også afsnit 5. 3.

Det kan således være relevant at lade hastighedsoverskridelser på mindre end 70 pct. være omfattet af en klippekortordning og at fastsætte en mindstegrænse for overtrædelser, der udløser et klip, f.eks. 30 pct., idet dette vil falde i tråd med nugældende praksis.

Ved en 30 pct. mindstegrænse vil de omfattede hastighedsforseelser være således:

Hastighedsgrænsen er 50 km/t:

30 pct. overskridelse vil foreligge ved kørsel med 65 km/t. Hertil kommer måleapparatets tolerancegrænse på 3 km/t. Ved 69 km/t skal der således pålægges klip.

Hastighedsgrænsen er 60 km/t:

30 pct. overskridelse vil foreligge ved kørsel med 78 km/t. Hertil kommer måleapparatets tolerancegrænse på 3 km/t. Ved 82 km/t skal der således pålægges klip.

Hastighedsgrænsen er 80 km/t:

30 pct. overskridelse vil foreligge ved kørsel med 104 km/t. Hertil kommer måleapparatets tolerancegrænse på 3 km/t. Ved 108 km/t skal der således pålægges klip.

Hastighedsgrænsen er 110 km/t:

30 pct. overskridelse vil foreligge ved kørsel med 143 km/t. Hertil kommer måleapparatets tolerancegrænse på 3 km/t. Ved 147 km/t skal der således pålægges klip.

Såfremt der fastlægges en mindste hastighedsovertrædelse på 30 pct., vil dette for så vidt angår tunge køretøjer medføre, at der alene kan blive pålagt klip for disse køretøjer ved hastighedsovertrædelser på mellem 30 pct. og 40 pct., idet der for disse køretøjer som nævnt sker en frakendelse ved hastighedsoverskridelse på mere end 40 pct.

6.2.14 Kørselsfejl

Kørselsfejl, der beror på førerens forhold – f.eks. et øjebliks uopmærksomhed, misopfattelse af færdselssituationen eller lignende forhold – vil umiddelbart være omfattet af en klippekortordning.

Det fremgår af bemærkningerne (FT 1974-75, 2. saml., till. A, sp. 1991), at det i forbindelse med udarbejdelse af lovforslaget til færdselsloven blev overvejet, om reglerne kunne formuleres således, at der ikke skulle ske frakendelse i anledning af sådanne fejl.

Dette blev dog afvist blandt andet af de grunde, at det blev fundet betænkeligt at give afkald på frakendelse af førerret som sanktion i situationer, hvor der vel ikke er udvist et stærkt dadelværdigt forhold, men hvor der i forbindelse med uagtsomhed dog foreligger en objektivt set farlig kørsel, og at der med forslaget om indførelse af begrebet betinget frakendelse blev mulighed for en mildere bedømmelse af disse fejl.

Retsstillingen er således efter motiverne, at der principielt fortsat skal ske frakendelse ved sådanne fejl, men at sanktionen er mildnet, idet der alene efter § 126, stk. 1, nr. 1, skal ske en betinget frakendelse.

Det er udvalgets vurdering, at trafikfarlige forseelser, der dog ikke opfylder betingelserne for en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, bør være omfattet af d en udvidede frakendelsesordning (klippekortordning) . En række af disse forseelser kan være udløst af uopmærksomhed m.v., men det er udvalgets holdning, at disse fejl, på tilsvarende måde som de øvrige forseelser, bør være omfattet af d en udvidede frakendelsesordning (klippekortordning) . Udvalget skal samtidig pege på, at det almindelige tilregnelseskrav i færdselsloven alene er uagtsomhed, f.eks. hvis føreren ikke har udvist tilstrækkelig opmærksomhed. Hertil kommer, at sanktionen i frakendelsesordningen først vil indtræde efter en række forseelser inden for en begrænset årrække, og det er udvalgets opfattelse, at en række fejl inden for en begrænset periode peger i retning af, at den pågældende fører ikke udviser tilstrækkelig opmærksomhed og forsigtighed i trafikken, hvorfor sanktionen vil have sin berettigelse.

6.2.15 Færdselslovens forseelser i øvrigt

I afsnit 6. 1. 2 er der redegjort for arbejdsgruppens overvejelser m.h.t. hvilke forseelser, der i givet fald bør være omfattet af en klippekortordning. I disse overvejelser har selvfølgelig tillige indgået, hvilke kriterier der var afgørende for, at andre forseelsestyper i færdselsloven ikke bør være omfattet af en klippekortordning. Arbejdsgruppen har ved den vurdering navnlig lagt følgende kriterier til grund:

–   En lang række af forseelsestyperne i færdselsloven vedrører enten ikke førere af køretøjer, hvortil der kræves kørekort, eller der er tale om forseelser, som ikke skønnes at være så trafikfarlige, at de bør udløse et klip. Sidstnævnte skal ses i lyset af, at de forseelser der udløser et klip skal være af en sådan karakter, at de i almindelighed opfattes som farlige, således at accepten og forståelsen for systemet kan få en rimelig udbredelse.

–   En del forseelsestyper er ikke medtaget udfra en vurdering af, at de pågældende forseelser efter de nugældende regler og praksis medfører en betinget eller ubetinget frakendelse, hvor det ikke er hensigtsmæssigt eller acceptabelt, at der udløses en ny særlig skærpet sanktion i form af klip for forseelser, der er af mindre grov karakter. Arbejdsgruppen har bl.a. her set på sager vedrørende fejl og mangler ved køretøjer og kørsel med overlæs.

–   Endelig har arbejdsgruppen specielt overvejet, hvorvidt overtrædelse af reglerne om køre- og hviletid burde være omfattet af en klippekortordning. Dette skal navnlig ses i lyset af, at sådanne overtrædelser i visse tilfælde kan være af en sådan grovhed, at de umiddelbart burde være omfattet af ordningen. Dels er den nuværende retspraksis således, at der ikke sondres på grovheden af forseelsen, hvilket i sig selv ville give nogle betydelige vanskeligheder med evt. at fastslå, hvornår en overtrædelse i givet fald burde udløse et klip. Dels er det taget i betragtning, at en ikke uvæsentlig del af overtrædelserne konstateres igennem den såkaldte virksomhedskontrol. Denne kontrol tager imidlertid sit udgangspunkt i kørsler, der ligger nogen tid forud for kontroltidspunkt, hvortil kommer høringsprocedure m.v. Samlet betyder dette, at en sigtelse - og ikke mindst en afgørelse i forhold til chaufføren - først vil foreligge mange måneder efter forseelsen er begået, hvilket ikke er hensigtsmæssigt i forhold til en klippekortordning.

6.3. Analyse og vurdering af den færdselssikkerhedsmæssige effekt

Færdselssikkerhedskommissionens arbejdsgruppe vedrørende pointsystem ved kørekort mv. konkluderede i 1991 – bl.a. på baggrund af svenske forarbejder til et lignende system i 1978 – at der ikke er dokumentation for, at et egentligt pointsystem har en færdselssikkerhedsmæssig effekt. I forbindelse med den nu nedsatte arbejdsgruppes arbejde har Danmarks TransportForskning set på, hvilken viden, forskningen nu sidder inde med.

Det materiale, det har været muligt at finde om effekten af klippekortordninger, har været sparsomt og ikke altid af overbevisende karakter. Dette skyldes f.eks. forskningsmetodiske problemer, korte opfølgningstider, forskelle i de evaluerede systemer, at evalueringerne er foretaget for kombinationer af tiltag el.lign. Hertil kommer, at der ikke er danske tal for, hvor mange kørekortindehavere i Danmark, der begår de pågældende overtrædelser og dermed vil blive omfattet af ordningen. Der er derfor ikke basis for at komme med håndfaste konklusioner mht. den mulige effekt af et dansk klippekortsystem.

I Norge registrerede man i 1989, at knap 4% af motorførerne blev pågrebet for overtrædelser af færdselsloven gennem en 9-måneders periode (Elvik, 1999). I Tyskland har ca. 12% af motorførerne et eller flere point i kørekortet. Årligt er det dog kun 0,02% af alle motorførere, der når de 18 point, der udløser en frakendelse.

Der er ikke i forskningen dokumenteret en varig præventiv effekt på motorførere generelt. Det ser ud til, at det er de personer, der bliver omfattet af ordningen, der påvirkes, og her hovedsagelig to grupper:

  personer, der har optjent så mange klip, at de nærmer sig grænsen for en sanktion

  personer, der faktisk får frakendt kørekortet. Effekten her stammer hovedsagelig fra den lavere uheldsrisiko i selve frakendelsestiden, hvor der ikke køres, eller – hvis der køres – muligvis køres mere forsigtigt.

Denne effekt af ubetinget frakendelse vil dog næppe spille væsentligt ind i den skitserede model til en dansk klippekortordning, idet der opereres med betinget frakendelse som sanktion.

På baggrund af de udenlandske erfaringer er det yderst vanskeligt at fastslå, om indførelsen af et dansk klippekortsystem vil få en varig færdselssikkerhedsmæssig effekt. Hertil er det tilgrundliggende udenlandske materiale langt fra entydigt nok, ligesom det også er vanskeligt at forudsige, om de udenlandske erfaringer på området kan overføres til et lignende system i Danmark.

En mere detaljeret gennemgang af den mulige effekt på færdselssikkerheden er optaget som bilag 4 til denne rapport.

7. Administration og håndhævelse

Som tidligere nævnt udløses de enkelte klip ”automatisk”, når den pågældende fører har vedtaget bøden for forseelsen, eller der er faldet dom herfor. Der er således ikke knyttet noget skøn til selve pålæggelsen af klip, idet klippet alene afhænger af, hvorvidt det kan fastslås, om føreren har begået en forseelse, som er omfattet af klippekortordningen. Dømmes der for overtrædelse af bestemmelsen (eller vedtager føreren bøden), medfører dette udover bøden tillige et klip. Omvendt vil en frifindelse for overtrædelsen medføre, at der ikke pålægges klip. Dette indebærer, at der for så vidt angår pålæggelsen af klip ikke er overladt et skøn til politiet og domstolene.

I forbindelse med afgørelsen af skyldspørgsmålet vil det af præventive og retssikkerhedsmæssige årsager være nødvendigt, at den pågældende fører bliver gjort opmærksom på, at forseelsen tillige udløser klip. Føreren advares således om øget risiko for senere at blive frakendt førerretten.

Det har været Rigspolitiets umiddelbare vurdering, at en klippekortordning mest hensigtsmæssigt administreres med udgangspunkt i en registrering i Det Centrale Kriminalregister. Herved sikres bl.a., at alle registreringer af strafferetlige afgørelser vedrørende en bestemt person dels er samlet og dels står umiddelbart til rådighed for sagsbehandling i alle dele af politiet eller til integration i forhold til politiets øvrige IT-systemer.

I det følgende redegøres dels for de gældende regler om registrering i Kriminalregisteret og dels for Rigspolitiets foreløbige overvejelser med hensyn til den praktiske håndtering af en klippekortordning og de teknologiske forudsætninger i forhold hertil.

7.1. Registrering i kriminalregisteret

Reglerne for politiets indberetninger til Kriminalregisteret fremgår af Rigspolitichefens Kundgørelse B, nr. 26.

Overtrædelser af færdselsloven skal kun i et vist omfang indberettes til Kriminalregisteret. Det fremgår således af kundgørelsens punkt 22, at der straks skal ske opdatering i Kriminalregisteret, når en person sigtes for spiritus- og promillekørsel, kørsel trods sygdom, overanstrengelse m.v., kørsel uden at have erhvervet kørekort, kørsel med overlæs, kørsel trods frakendt førerret samt andre færdselslovsovertrædelser, hvor der opstår spørgsmål om betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten.

Ifølge kundgørelsens punkt 29 skal der i disse sager tillige ske indberetning, når sagen er afgjort, uanset om det sker inden- eller udenretligt.

Herudover skal der ske indberetning af alle inden- eller udenretlige bødeafgørelser, hvorved der idømmes eller vedtages bøde på 1.500 kr. eller derover, herunder nedsatte bøder, hvor normaltaksten er 1.500 kr. eller derover. Beløbsgrænsen blev fra 1. april 2001 hævet fra de tidligere gældende 1.000 kr. til de nugældende 1.500 kr.

Der skal ske indberetning af bødeafgørelser på under 1.500 kr. for overtrædelse af bestemmelser, hvor der i strafbestemmelsen er foreskrevet højere straf i gentagelsestilfælde, hvor påstand om forhøjet straf er foreskrevet administrativt, og hvor der i gentagelsestilfælde opstår særlige spørgsmål om konfiskation og pålæg.

Der skal endvidere - uanset bødestørrelsen - ske indberetning af alle inden- eller udenretlige bødeafgørelser for overtrædelse af færdselslovens almindelige hastighedsregler (§ 41), bestemmelserne om vigepligt samt bestemmelserne om mangler ved køretøjets driftsbremse og styretøj.

De gældende regler for registrering i Kriminalregisteret, hvorefter der kun i begrænset omfang sker indberetning om sigtelser i sager om overtrædelse af færdselsloven, medfører, at det i mange tilfælde ikke er praktisk muligt at behandle flere verserende sager mod samme person under én og samme sag.

En politikreds vil eksempelvis normalt ikke være bekendt med, om en person, der sigtes for overtrædelse af færdselslovens hastighedsregler, har verserende sager af samme art i andre politikredse, og den pågældende politikreds kan derfor ikke drage omsorg for, at samtlige verserende sager samles og pådømmes under én og samme sag efter princippet i straffelovens § 88.

Den begrænsede indberetning af afgørelser medfører endvidere, at straffastsættelsen ikke altid kan ske i overensstemmelse med reglen i straffelovens § 89. Denne bestemmelse omhandler situationen, hvor en person har begået flere forbrydelser, af hvilke kun en eller nogle er blevet pådømt. Efter § 89 skal der under en ny straffesag idømmes en tillægsstraf, »for så vidt samtidig påkendelse ville have medført forhøjelse af straffen « . Retten skal altså vurdere, om straffen i den første sag ville være blevet højere, hvis alle forhold havde været oplyst. Skønner retten, at straffen ville være blevet højere end den faktisk idømte, bliver tillægsstraffen forskellen imellem den skønnede samlede straf og den faktisk idømte.

Den begrænsede indberetning af afgørelser til Kriminalregisteret medfører ligeledes, at tidligere afgørelser ikke i alle tilfælde kan tillægges gentagelsesvirkning.

7.2. Etablering af en klippekortordning

Indførelse af en klippekortordning vil indebære, at politiet skal håndtere og kontrollere klip i et meget stort antal færdselssager, der hidtil er blevet afgjort med simple bødeforelæg.

Særlig bemærkes, at den igangsatte landsdækkende udbredelse af systemet med automatisk trafikkontrol (ATKS-systemet) forventes at medføre et sagstal på ca. 450.000 årligt. Heraf forventes ca. 90.000 sager årligt at være relevante for en klippekortordning.

For så vidt angår klippekortrelevante overtrædelser af færdselslovens §§ 4-5 forventer Rigspolitiet et sagstal på ca. 11.000 årligt.

På baggrund af sagstallet i forbindelse med rødlyskontrolforsøget i Århus vurderer Rigspolitiet, at der såfremt overvejelser vedrørende implementeringen af systemet i andre større byer medfører, at systemet iværksættes, vil være omkring 20.000 sager på årsbasis.

Antallet af klippekortrelevante afgørelser på årsbasis kan herefter opgøres således:

Hastighedsovertrædelser

Ca. 90.000

Færdselslovens §§ 4-5

Ca. 11.000

Rødlyskontrol

Ca. 20.000

 

 

I alt klippekortrelevante afgørelser

Ca. 121.000

Indførelse af en klippekortordning betyder, at politiets arbejdsopgaver ændres i flere relationer. Politiet påføres således et merarbejde i sagsbehandlingsfasen og i opkrævningsfasen i et stort antal sager, der hidtil er håndteret med udstedelse af bødeforelæg. Hertil kommer, at et væsentligt større antal afgørelser skal indberettes til Det Centrale Kriminalregister.

7.3. Sagsbehandling og opkrævning

Rigspolitichefen har til brug for udvalgets drøftelse af mulig(e) løsningsmodel(ler) til håndtering af klippekortordningen i praksis udarbejdet forskellige modeller, der alle forudsætter, at registrering i lighed med, hvad der gælder i dag, vil finde sted i Kriminalregisteret.

Rigspolitiets modeller spænder fra en delvis manuel løsning, som er baseret på en udbygning af det eksisterede udtrækssystem i Kriminalregisteret, til en fuldt automatiseret løsning baseret på en udbygning af politiets POLSAS system samt tekniske ændringer i flere af politiets systemer.

Rigspolitiet vurderer, at en delvis manuel løsning er systemteknisk af mindre indgribende karakter og vil betyde udviklingsomkostninger i en størrelsesorden på ca. 175.000 kr. samt øgede årlige driftsomkostninger i størrelsesordenen ¼ mio. kr. Rigspolitiet og Politimesterforeningen har dog samtidig tilkendegivet, at en delvis manuel løsning ville indebære et væsentligt forøget ressourceforbrug, dels hos Rigspolitiet og dels i de enkelte politikredse, idet det må forventes, at en sådan delvis manuel løsning vil indebære behov for tilførsel af yderligere personaleressourcer til politiet. Dertil kommer, at en sådan model efter deres opfattelse vil være vanskelig forenelig med forudsætningerne i forbindelse med indførelse af et landsdækkende automatisk trafikkontrolsystem (ATKS), der i så vid udstrækning som mulig er baseret på fuldt automatiserede sagsgange.

Rigspolitiet har på den baggrund anbefalet, at klippekortordningen teknologiunderstøttes i videst muligt omfang.

Med bistand fra Deloitte Consulting har Rigspolitiet gennemført en foreløbig analyse af de edb-tekniske, økonomiske og tidsmæssige konsekvenser, som skønnes at være forbundet med etableringen af en teknologiunderstøttet klippekortordning.

På baggrund af analysen må det konstateres, at der skal gennemføres betydelige ændringer i politiets centrale edb-systemer, dvs. Politiets Sagsstyringssystem (POLSAS) samt det tilhørende system til behandling af automatisk hastighedskontrol (ATK), Kriminalregisteret, Kørekortregisteret og Politiets Indexregister.

De skønnede etableringsomkostninger er blevet opgjort til ca. 11 mio. kr. I dette skøn indgår både udgifter til Rigspolitiets projektgennemførelse og egentlige programudviklingsomkostninger.

Det er Rigspolitiets opfattelse, at klippekortordningen næppe vil medføre behov for anskaffelse af yderligere edb-udstyr, men der må forventes visse (mindre) øgede årlige driftsudgifter, som det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at opgøre.

Rigspolitiet vurderer, at opgaven vil kunne gennemføres i løbet af ca. 18 måneder regnet fra opgavens igangsættelse. Rigspolitiet har endvidere oplyst, at afholdelsen af de nævnte udgifter ikke vil kunne ske inden for politiets gældende bevillingsmæssige rammer og i øvrigt falder uden for den gældende Politiaftale.

På baggrund af Rigspolitiets og Politimesterforeningens tilkendegivelser er det udvalgets opfattelse, at gennemførelsen af en klippekortordning i givet fald skal ske på den af Rigspolitiet anbefalede teknologiunderstøttede måde.

7.4. Stigning i indberetninger til Kriminalregisteret

Rigspolitiet forventer, at den årlige stigning i indberetninger til Kriminalregisteret af afgørelser for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne vil udgøre ca. 70.000. For overtrædelse af færdselslovens §§ 4-5 forventes en stigning i registrerede afgørelser på ca. 9.000, og for så vidt angår overtrædelse i forbindelse med rødlyskontrol forventer Rigspolitiet, at der årligt skal registreres ca. 20.000 afgørelser.

Forventet årlig stigning i antal registrerede afgørelser i skemaform:

Hastighedsovertrædelser

Ca. 70.000

Færdselslovens §§ 4-5

Ca. 9.000

Rødlyskontrol

Ca. 20.000

 

 

Stigning i alt

Ca. 99.000

Det er udvalgets principielle opfattelse, at indberetningen til Kriminalregisteret ligeledes bør ske ved integration til politiets øvrige systemer.

Rigspolitiet har oplyst, at en eventuel videreførelse af de hidtidige manuelle rutiner på området vil lægge beslag på yderligere ca. 2,5 årsværk. Rigspolitichefen har dog samtidig bemærket, at det øgede ressourceforbrug kan forventes at blive reduceret væsentligt, når de planlagte ændringer i ATK-systemet tages i brug i efteråret 2002 i forbindelse med, at systemet udbredes til hele landet. Disse ændringer medfører blandt andet en automatisk opdatering af bødeafgørelser i Kriminalregisteret.

8. Økonomiske og administrative aspekter

8.1. Rigspolitichefen

Som anført ovenfor vil indførelsen af en teknologiunderstøttet klippekortordning medføre, at der skal gennemføres betydelige ændringer i politiets centrale edb-systemer.

Rigspolitiet har med bistand fra Deloitte Consulting skønnet etableringsomkostningerne til ca. 11 mio. kr. Hertil kommer visse (mindre) øgede årlige driftsudgifter, som det ikke på nuværende tidspunkt er mulige at opgøre.

Opgaven forventes at kunne gennemføres på ca. 18 måneder fra opgavens igangsættelse.

8.2. De enkelte politikredse

Gennemførelsen af automatiseret sagsbehandling i forbindelse med behandling af klippekortsager vil påføre politiet et merarbejde, men det kan dog forventes, at tidsforbruget pr. sag i de enkelte politikredse i forbindelse med indførelsen af den omtalte teknologiske løsning, vil blive væsentligt reduceret i forhold til en manuel løsning.

8.3. Domstolene

Det fremgår af den i rapporten skitserede ordning, at føreren automatisk får pålagt et klip, såfremt den pågældende dømmes for en forseelse omfattet af klippekortordningen eller vedtager en bøde herom. Selve pålæggelsen af klippet er således ikke underlagt et skøn, idet den afgørende faktor bliver skyldspørgsmålet for den pågældende forseelse.

Idet en række forseelser ved indførelsen af en klippekortordning som skitseret underlægges en yderligere sanktion i form af et klip, må det forventes, at et øget antal sager vil blive indbragt for domstolene. Skyldsspørgsmålet i de enkelte sager vil således være af større vigtighed for den enkelte, idet der udover bøde tillige vil blive pålagt klip med deraf følgende risiko for en betinget frakendelse af førerretten.

Det er således udvalgets vurdering, at domstolene kan forvente et øget pres, men udvalget har ikke fundet det muligt at foretage beregninger på, hvor stor en stigning der i den forbindelse kan forventes. Det er dog udvalgets vurdering, at et øget ressourcetræk hos domstolene – i hvert fald ved ordningens indførelse og en periode derefter – ikke vil kunne undgås. Et tilsvarende øget ressourcetræk kan i den forbindelse ligeledes forventes hos anklagemyndigheden.

9. Udvalgets konklusioner

Færdselssikkerhedskommissionen har i sin seneste handlingsplan anbefalet, at det undersøges, hvorvidt det er muligt at indføre en form for klippekort til kørekortet. På den baggrund har trafikministeren anmodet Færdselsstyrelsen om at undersøge og beskrive muligheder og konsekvenser i forbindelse med indførelsen af et point- eller klippekortsystem til kørekortet.

Rapporten er på grund af ressortomlægningen i forbindelse med regeringsdannelsen i november 2001 færdiggjort af Rigspolitiet.

Udvalget har således beskrevet de tidligere arbejdsgruppers anbefalinger, den færdselssikkerhedsmæssige effekt, forholdet til de gældende regler i færdselsloven om førerretsfrakendelse, den praktiske udformning af en klippekortordning, herunder administration og håndhævelse samt de økonomiske konsekvenser. Det bemærkes at udvalget ikke har foretaget en vurdering af, hvorvidt det som sådan vil være hensigtsmæssigt at indføre en klippekortordning i Danmark.

Formålet med en klippekortordning er at ramme de førere, der gentagne gange begår grove færdselsforseelser.

På baggrund af udvalgets gennemgang af de eksisterende bestemmelser i færdselsloven om frakendelse af førerretten har udvalget fundet, at sanktioner ved gentagne færdselsforseelser – fremfor indførelse af et decideret pointsystem – mest hensigtsmæssigt kan varetages i form af et udvidet frakendelsessystem, der tager udgangspunkt i det allerede eksisterende frakendelsessystem i færdselsloven. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at dette vil give mulighed for dels at klargøre, hvilke forseelser der vil være omfattet af systemet, og dels hvilke konsekvenser gentagne overtrædelser af disse forseelser vil have.

Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at de eksisterende bestemmelser om betinget og ubetinget frakendelse af førerretten består uændret, således at forseelser, hvorefter der allerede i medfør af de gældende bestemmelser sker frakendelse af førerretten, fortsat er gældende ved siden af en klippekortordning.

Såfremt det bliver besluttet at iværksætte en klippekortordning, har udvalget på baggrund af sammenhængen mellem forældelsesperioden, antallet af forseelser og hensynet til den præventive effekt vurderet, at tre forseelser inden for to år skal udløse en betinget frakendelse af førerretten. Forældelsesperioden på to år regnes fra hver enkelt forseelse, således at forseelserne så at sige forældes løbende.

Udvalget har i den forbindelse ikke fundet anledning til at vægte de enkelte forseelser, idet dette netop gør systemet kompliceret, ligesom udvalget i konsekvens heraf har valgt at udelade en del mulige færdselsforseelser. Hver enkelt forseelse udløser således et klip.

Udvalget har fundet det mest hensigtsmæssigt, at der direkte i færdselsloven fastsættes bestemmelser om hvor mange forseelser, der udløser en betinget frakendelse af førerretten, herunder i hvor lang tid forseelserne ”tæller med” i en klippekortordning. Ligeledes bør de konkrete forseelser, der skal udløse et klip, fremgå direkte af færdselsloven således, at det vil være klart, hvilke færdselsovertrædelser der har yderligere konsekvenser i form af klip. En fører, der findes skyldig i en af disse forseelser, vil således ”automatisk” blive pålagt et klip.

De forseelser, udvalget har fundet relevante for en klippekortordning, er fastlagt ud fra en vurdering af forseelsens grovhed. Udvalget har således vurderet, at det vil være relevant at medtage de trafikfarlige situationer, hvor der ikke allerede sker en frakendelse efter § 126, stk. 1, nr. 1, men som dog er grove nok til at have væsentlig betydning for trafiksikkerheden.

Udvalget har på den baggrund anbefalet at medtage bestemmelserne om rødkørsel, kørsel over jernbanespor, for kort afstand til foran kørende, kørsel venstre om helleanlæg m.v., bestemmelser om overhaling og vigepligt, kap- og væddekørsel samt hastighed, hvor overskridelsen er mere end 30 pct.

Udvalget skal i tilknytning til undersøgelsen af den færdselssikkerhedsmæssig effekt oplyse, at der ikke umiddelbart på baggrund af udenlandske erfaringer kan påvises en færdselssikkerhedsmæssig effekt af point- eller klippekortsystemer.

For så vidt angår administrationen og håndhævelsen af en klippekortordning, har Rigspolitichefen til brug for udvalgets drøftelse af mulig(e) løsningsmodel(ler) til håndtering af klippekortordningen i praksis udarbejdet forskellige modeller, der alle forudsætter, at registrering i lighed med, hvad der gælder i dag, vil finde sted i Kriminalregistret.

Rigspolitiets modeller spænder fra en delvis manuel løsning, som er baseret på en udbygning af det eksisterede udtrækssystem i Kriminalregistret, til en fuldt automatiseret løsning baseret på en udbygning af politiets POLSAS system samt tekniske ændringer i flere af politiets systemer.

Omkostningerne til etablering af en teknologiunderstøttet klippekortordning beløber sig til ca. 11 mio. kr. og vil tage ca. 18 måneder at gennemføre fra opgavens igangsættelse.

Rigspolitiet og Politimesterforeningen har tilkendegivet, at en delvis manuel løsning ville indebære et væsentligt forøgelse af ressourceforbruget hos Rigspolitichefen og i de enkelte politikredse. Dertil kommer, at en sådan model efter deres opfattelse vil være vanskelig forenelig med forudsætningerne i forbindelse med indførelse af et landsdækkende automatisk trafikkontrolsystem (ATKS), der i så vid udstrækning som mulig er baseret på fuldt automatiserede sagsgange.

På den baggrund har Rigspolitiet anbefalet, at klippekortordningen teknologiunderstøttes i videst muligt omfang.

På baggrund af Rigspolitiets og Politimesterforeningens tilkendegivelser, skal udvalget anbefale, at indførelsen af en klippekortordning i givet fald sker på den af Rigspolitiet anbefalede teknologiunderstøttede måde.

10. Bilagsoversigt

Bilag 1:

Den første arbejdsgruppes rapport af maj 1991 (Udeladt)

Bilag 2:

Justitsministeriets udtalelse af 9. november 1993 (Udeladt)

Bilag 3:

Den anden arbejdsgruppes rapport af september 1995 (Udeladt)

Bilag 4:

Klippekortets mulige effekt på færdselssikkerheden, Danmarks TransportForskning, juni 2001


Bilag 4

Klippekortets mulige effekt på færdselssikkerheden

Gitte Carstensen
Danmarks Transportforskning

I den udtalelse, som færdselssikkerhedskommissionens arbejdgruppe vedrørende pointsystem ved kørekort mv. kom med i 1991, har man - bl.a. på baggrund af svenske forarbejder til et lignende system i 1978 - konkluderet, at der ikke er dokumentation for, at et egentligt pointsystem har en færdselssikkerhedsmæssig effekt. I forbindelse med den nu nedsatte arbejdsgruppes arbejde har Danmarks Transportforskning set på, hvilken viden, forskningen nu sidder inde med.

Vurderingen af klippekortets mulige færdselssikkerhedsmæssige effekt er foretaget på baggrund af en gennemgang af en række udenlandske undersøgelser. Der er i den sammenhæng taget udgangpunkt i allerede foretagne opsummeringer af undersøgelser på området foretaget i hhv. Norge (Elvik, Mysen & Vaa, 1997; Elvik, 1999) og Holland (Twisk, 1993). Det skal bemærkes, at det materiale, det har været muligt at finde om effekten af klippekortordninger, har været sparsomt og ikke altid af overbevisende karakter. Dette skyldes f.eks. forskningsmetodiske problemer, korte opfølgningstider, forskelle i de evaluerede systemer, at evalueringerne er foretaget for kombinationer af tiltag el.lign. Der er derfor ikke basis for at komme med håndfaste konklusioner mht. den mulige effekt af et dansk klippekortsystem.

Der vil i det foreliggende papir ikke blive taget stilling til effekten af tiltag, som ikke forventes at blive en del af det danske klippekortsystem, som f.eks. kurser, indkaldelse til samtaler el.lign.

Sammenhængen mellem overtrædelser og uheld

En forudsætning for, at klippekort kan have en effekt på sikkerheden er, at der er en sammenhæng mellem de overtrædelser af færdselslov mv., som klippekortet retter sig imod, og forekomsten af uheld.

Undersøgelser har generelt vist, at der er en vis - om end ikke særlig stærk - sammenhæng, således at personer med mange overtrædelser også har forholdsvis flere uheld end andre (Utzelmann & Haas, 1985; Brown & Thiebaux, 1978; Diamantopoulos et al. 1997). Andre undersøgelser viser imidlertid, at i hvert fald en del af denne sammenhæng kan henføres til personernes kørselsmængde, således at det fortrinsvis er hos folk med lav kørselsmængde, at sammenhængen findes (Chipman, 1982; Lourens et al. 1999).

Når sammenhængen ikke er stærkere skyldes det først og fremmest, at uheld er en forholdsvis sjælden hændelse for de fleste motorførere - i hvert fald når det drejer sig om den type, der typisk indgår i evalueringer af trafiksikkerhedstiltag: de politirapporterede personskadeuheld. Særlige beregninger er foretaget til denne redegørelse på data fra den danske effektevaluering af køreuddannelsen (Carstensen 1999). Det viser sig her, at knap 3,5% af de adspurgte (nyudannede bilister) oplyste, at de havde været ude for et politirapporteret personskadeuheld i de første 5½ år som bilist og kun 0,14% havde været ude for 2.

Samtidig er det sådan, at kun en mindre del af de lovovertrædelser, som man begår i trafikken, vil ende med at udvikle sig til et uheld, f.eks. fordi overtrædelserne ofte finder sted i en situation, hvor der ikke er fare på færde. Endvidere vil mange af overtrædelserne ikke blive registreret af politiet. Hvis et klippekortsystem således medfører, at antallet af overtrædelser falder, vil der følgelig også kun vil være en mindre del af de overtrædelser, der undgås, der dels ville være blevet registreret af politiet og dels ville have udviklet sig til et færdselsuheld.

Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle overtrædelser af regler er mulige at påvirke med en trussel om sanktioner. De overtrædelser, der især er relevante her, er de bevidste overtrædelser. Overtrædelser, der skyldes fejltagelser fra motorførernes side, kan næppe forventes at blive påvirket i samme grad. Der er ingen danske opgørelser over, hvor stor en del af overtrædelserne i trafikken, der er bevidste overtrædelser, og hvor mange der skyldes ufrivillige fejl.

Effekt af klippekortsystemer

Undersøgelser af den generelle effekt af klippekortsystemer viser i en del tilfælde et fald i uheldstallet umiddelbart efter indførelsen. Dette gælder såvel for klippekortsystemer rettet mod alle motorførere (Twisk, 1993) som for systemer rettet specielt mod unge (Meewes & Weissbrodt, 1992). Det kan dog dels være svært med sikkerhed at henføre nedgangen til lige netop klippekortsystemet, og dels er det uvist, om effekten holder sig på længere sigt. Det er et kendt fænomen indenfor trafiksikkerhedsforskningen, at der kan være en generel præventiv effekt umiddelbart efter indførelsen af en stramning af sanktioner, men at denne effekt reduceres eller helt forsvinder igen, når trafikanterne ikke i praksis oplever en reel/ forhøjet risiko for at blive udsat for sanktionen. I Connecticut fandt man således på 6 mdr. en uheldsnedgang på 15% efter indførelsen af en strengere frakendelsespraksis i hastighedssager. Uheldstallet steg imidlertid igen senere til det oprindelige niveau (Campbell & Ross, 1968).

I Twisks rapport konkluderes det, at der muligvis kan være en generel effekt på uheld på omkring 5%'s fald, men at det er usikkert, om den vil vare ved, hvis der ikke også sker en øgning i politiets overvågning.

Hastighedsovertrædelser af en vis størrelse tænkes at indgå i det danske klippekortsystem og i løbet af de næste 3 år indføres nu automatisk hastighedskontrol i hele landet. Denne kontrol vil -afhængig af intensiteten af kontrollen - kunne medføre en større oplevet opdagelsesrisiko hos trafikanterne, hvilket muligvis vil kunne forstærke en eventuel almen præventiv effekt af et klippekortsystem indført i den samme periode. Det tidsmæssige sammenfald af de to foranstaltninger vil imidlertid gøre det vanskeligt at vurdere effekten af hvert enkelt af tiltagene.

Almen og specialpræventiv effekt

Det er væsentligt at se nærmere på, i hvilken udstrækning et klippekortsystem kan påvirke alle førere til at ændre adfærd (almen præventiv virkning), og i hvilken udstrækning det kan påvirke de personer, der faktisk rammes af tiltaget, dvs. de førere, der får klip i deres kørekort (specialpræventiv virkning).

Der findes ikke sikre oplysninger, som kan bruges ved vurderingen af, om klippekortsystemer generelt afskrækker motorførere fra at begå overtrædelser af frygt for at få klip i kørekortet.

I den norske rapport om »Bedre trafikksikkerhet i Norge«, hvor den potentielle effekt af en lang række tiltag er beregnet, og som også danner grundlag i de norske diskussioner om klippekort, har man ved vurderingen af den potentielle effekt valgt helt at se bort fra en effekt af klippekortsystemet på personer, der ikke rammes af systemet (Elvik, 1999).

Med hensyn til den specialpræventive effekt er der to spørgsmål at besvare:

  Vil klip i kørekortet påvirke de motorførere, der har fået dem, så de forsøger at undgå at få flere?

  Vil frakendelse af kørekortet som følge af klip påvirke de motorførere, der har modtaget denne sanktion, så de får færre overtrædelser af færdselsloven og færre uheld - dels i frakendelsestiden og dels i tiden derefter?

Motorførere, der har klip i forvejen

Der er undersøgelser, der viser, at mens sammenhængen generelt er sådan, at jo flere point/klip, man har, jo flere uheld har man haft, så ser det ud til, at personer med mange point/klip ikke har helt så høj en uheldsrisiko, som man skulle forvente i forhold til den generelle sammenhæng (Chipman, 1982; Utzelmann & Haas, 1985). Og i Victoria, Australien kunne man konstatere, at der var forholdsvis længere tid mellem anden og tredje anmærkning i kørekortet end der var mellem første og anden (Hague, 1987). Disse resultater kunne tyde på, at personer, der nærmer sig grænsen for frakendelse påvirkes af systemet med en forholdsvis lavere uheldsrisiko til følge. Det skal også ses i lyset af, at der i nogle af klippekortsystemerne sker særlige henvendelser fra »systemet«, når folk har fået et vist antal point (samtaler, advarselsbreve o.lign.), som gør opmærksom på risikoen ved yderligere overtrædelser.

Der har været foretaget undersøgelser, som har vist, at sådanne advarselsbreve kan have en positiv effekt på senere uheldsindblanding (McBride & Peck, 1970). I Oregon fandt man, at af personer, der havde modtaget advarselsbrev på baggrund af overtrædelser i de seneste 12 mdr., var 84,5% uheldsfrie i en to-års periode efter brevet. Af en tilsvarende gruppe, der ikke modtog noget brev, var 82,1% uheldsfrie de næste 2 år. Uheldene for den pågældende gruppe var således faldet med 13% over 2 år. Der synes således at være en effekt på uheldene af at sende advarselsbreve. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at der ikke var forskel på, hvor mange der var blevet registreret for færdselslovsovertrædelser i de 2 grupper i den samme periode (Jones, 1997).

Motorførere, der får frakendt kørekortet

Indførelsen af et klippekortsystem vil sandsynligvis medføre, at antallet af kørekort-frakendelser stiger. Selv om undersøgelser har vist, at der er en del, der kører, på trods af at de har fået frakendt kørekortet, så er der et fald i den samlede gruppes eksponering, og de der kører, gør det i en del tilfælde mere forsigtigt (Hagen, 1984; )opes 1987; Duncan, 1991 ). Både den lavere eksponering og den forsigtigere kørsel kan have en positiv effekt på uheldstallet i frakendelsesperioden. En undersøgelse af frakendelse i forbindelse med spritkørsel viste endvidere, at den lavere uheldsrisiko også var at finde et stykke tid efter at frakendelsen var ophørt. Denne effekten var større for førere over 30 år. end for yngre. (Hagen, 1978).

Effekten af frakendelse er således især knyttet til den ubetingede frakendelse. Det har ikke været muligt at finde undersøgelser, der vurderer effekten af en betinget frakendelse, men man må forvente at denne vil være mindre end for den ubetingede, og i højere grad være på linie med effekten af at have fået mange klip i sit kørekort/at få et advarselsbrev.

Effekt på unge motorførere

Da unge motorførere har en særlig høj uheldsrisiko er det relevant at se på effekten af klippekortsystemer i forhold til netop denne gruppe.

I Finland fandt man, at en nedgang i uheld efter af en stramning af sanktionssystemet, som også inkluderede regler, der ligner et klippekortsystem. Man fandt nedgangen hos nye, 18-19-årige førere, hvilket kan have sin baggrund i, at det især var denne gruppe førere, der gav udtryk for at have kendskab til ændringen. Dette kendskab var ikke særlig fremherskende hos mere erfarne førere (Hatakka et al., 2000 - refereret efter abstract). Da reglerne blev indført i 1996 er det af undersøgelsen ikke muligt at vurdere, om effekten vil vare ved.

I forbindelse med indførelsen af det tyske »kørekort på prøve« for nye førere blev klippekortreglerne strammet for netop denne gruppe, således at de med færre klip end erfarne førere skulle gennemgå kurser for belastede førere. En undersøgelse af unge føreres uheldsantal før og efter indførelsen af denne regel viste, at de unge føreres uheldstal var faldet ca. 3% mere end erfarne føreres (Meewes & Weissbrodt, 1992). Heller ikke i denne undersøgelse er effekten på længere sigt undersøgt. Systemet blev indført få år før murens fald, og man vurderede, at en sammenligning af uheldstal før og efter sammenlægningen af Øst- og Vesttyskland ville blive misvisende. Der er endvidere ikke taget stilling til, om andre faktorer end kørekort på prøve specifikt kan have påvirket netop de unges uheldstal i den undersøgte periode.

Samlet effekt

Det er ikke muligt at give et klart bud på den samlede almen og specialpræventive effekt af indførelsen af en klippekortordning. Dels fordi de refererede resultater ikke giver mulighed herfor, og dels fordi der ikke er danske tal for, hvor mange kørekortindehavere i Danmark, der begår de pågældende overtrædelser og dermed vil blive omfattet af ordningen.

I Norge registrerede man i 1989, at knap 4% af motorførerne blev pågrebet for overtrædelser af færdselsloven gennem en 9-måneders periode (Elvik, 1999). I Tyskland har ca. 12% af motorførerne et eller flere klip i kørekortet. Årligt er det dog kun 0,02% af alle motorførere, der når de 18 klip, der udløser en frakendelse (oplysning fra Kuratorium für Verkehrssicherheit's hjemmeside).

I Norge har man på baggrund af en gennemgang af forskningen på området forsøgt at vurdere, hvor stor en mulig effekt af en klippekortsystem vil blive i Norge (Elvik, 1999). Man går i beregningerne ud fra, at det kun er hos de personer, der direkte bliver omfattet af ordningen, at effekten vil vise sig. Dvs. at man som nævnt ikke regner med en almenpræventiv effekt af betydning. Ud fra tidligere opgørelser af antallet af personer, der i en periode er blevet registreret for færdselsforseelser, og ud fra en viden om, at personer med forseelser gennemgående har kørt mere end andre og har flere uheld end andre, har man vurderet, at det nok vil dreje sig om førere, der står for ca. 10% af kørslen og ca. 15% af uheldene. Denne gruppes uheld forventes at falde med 5%.

Disse tal kan imidlertid ikke overføres direkte til danske forhold, da de norske beregninger baserer sig på en model, hvor kørekortet frakendes ubetinget efter et vist antal prikker. En betinget frakendelse, som der er opereret med i den her skitserede danske model, vil sandsynligvis medføre en mindre effekt, da færre i så fald vil få frakendt kørekortet ubetinget.

Det er således vanskeligt på baggrund af de udenlandske erfaringer at fastslå om et dansk klippekortsystem vil kunne få en varig effekt og i givet fald af hvilken størrelsesorden.

Referencer:

Brown, M.G. & Thiebaux, H.J.: The predictive power of driver demerit points: a case study of male drivers in Nova Scotia. Accident Analysis and Prevention, Vol. 10, no. 4, 1978. Pp. 297-312.

Campbell, D.T. & Ross, H.L.: The Connecticut crackdown on speeding: Time-series data in quasi-experimental analysis. Law & Society Review, Vol.3, no. 1, 1968. Pp. 33-53.

Carstensen, G.: Køreuddannelsen til personbil - de nye bilister og deres uheld. Rådet for Trafiksikkerhedsforskning, Rapport 1/1999.

Chipman, M.L.: The role of exposure, experience and demerit point levels in the risk of collision. Accident Analysis and Prevention, Vol. 14, No. 6, 1982. Pp. 475-483.

Diamantopoulos, K., Cameron, M., Dyte, D. & Harrison, W.: The relationship between demerit points accrual and crash involvement. Monash University, Accident Research Centre. Report 1997/04.

Elvik, R., Mysen, A.B. & Vaa, T.: Trafikksikkerhetshåndbok. Transportøkonomisk Institut. Oslo, 1997.

Elvik, R.: Bedre trafikksikkerhet i Norge. En analyse av potensialet for å bedre trafikksikkerheten, trafikksikkerhetstiltaks kostnadseffektivitet og nytte-kostnadsverdi. Transportøkonomisk Institut. TØI rapport 446/1999.

Hagen, R.E.: The efficacy of licensing controls as a countermeasure for multiple DUI offenders. journal of Safety Research, Vol. 10, No. 3, 1978. Pp. 1 1 5-1 22.

Williams, R.L., Hagen, R.E. & McConnell, Ej.: A survey of suspension and revocation effects on the drinking-driving offender. Accident Analysis and Prevention, Vol. 16, No. 5/6, 1984. Pp. 339-350.

Haque, 0.: Evaluation of the demerit points system in deterring traffic offences. Road Traffic Authority, Report 1987/1 1 . Victoria, 1987.

Hattaka, H., Katila, A., Keskinen, E., Laapotti, S. & Perdaho, M.: The followup study 1996-1998 on the effects of a revised penalty system for traffic offences. Reports and Memoranda of the Ministry of Transport and Communications B 3/2000. (Efter engelsk abstract).

Jones, B.: Oregon's habitual traffic offender program: An evaluation of the effectiveness of license revocation. Journal of Safety Research, Vol. 18, no. 1, 1987. Pp. 19-26.

Jones, B.: Age, gender and the effectiveness of high-threat letters: An analysis of Oregon's driver improvement advisory letters. Accident Analysis and Prevention, Vol. 29, no. 2, 1997. Pp. 225-234.

Lourens, P.F., Vissers, J.A.M.M. & Jessurun, M.: Annual Milage, driving violations, and accident involvement in relation to drivers' sex, age and level of education. Accident Analysis and Prevention, Vol. 31, no. 5, 1999. Pp. 593-597.

McBride, R.S. & Peck, R.C.: Modifying negligent driving behavior through warning letters. Accident Analysis and Prevention, Vol. 2, No. 3, 1970. Pp. 147-174.

Meewes, V. & Weissbrodt, G.: Fuhrerschein auf Probe. Auswirkungen auf die Verkehrssicherheit. Bundesanstalt fur Strassenwesen, Unfall- und Sicherheftsforschung Strassenverkehr, Heft 87, 1992.

Twisk, D.A.M.: Het puntenstelsel en de verkeersveiligheid. SWOV R-93-38, Leidschendam, 1993

Utzelmann, D. & Haas, R.: Evaluation der Kurse fur mehrfach auffdllige Kraftfahrer. Bundesanstalt fur Strassenwesen, Unfall- und Sicherheitsforschung Strassenverkehr, Heft 53, 1985.