Fremsat den 30. marts 2005 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

(Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces)

 

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21. september 2004, som ændret ved § 2 i lov nr. 1436 af 22. december 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 a, stk. 2, nr. 2, § 368, stk. 5, 1. pkt., og § 369, stk. 2 , udgår »og processuelle straffe«

2. I § 22 indsættes som stk. 2:

» Stk. 2. Procesbevillingsnævnet behandler endvidere klager over afslag på fri proces efter regler i denne lov.«

3. I § 23 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Ved afgørelse af klager over afslag på fri proces består nævnet af en landsdommer (afdelingsformand), en byretsdommer og en advokat. Beskikkelsen af de tre medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet. Stk. 1, 3.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

4. I § 23, stk. 2, 2. pkt., der bliver stk. 3, 2. pkt., indsættes efter »Stk. 1« : »og 2«.

5. I § 25, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »sager« : »om meddelelse af anden- og tredjeinstansbevilling«.

6. I § 41 b, stk. 1, indsættes efter »kendelser« : »samt af beslutninger om sagsomkostninger i borgerlige sager«.

7. § 49, stk. 4, 6. pkt., § 54 a, stk. 3, 6. pkt., § 128, § 139, stk. 1, 4. pkt., § 147 e, stk. 2, 3. pkt., § 259, stk. 3, 3. pkt., og § 260, stk. 6, 3. pkt., ophæves.

8. Kapitel 30 affattes således:

»Kapitel 30

Sagsomkostninger

§ 311. Enhver part skal foreløbig betale de omkostninger, der er forbundet med processuelle skridt, som parten har foretaget eller anmodet om.

Stk. 2. Retten kan efter anmodning fra en part, der efter stk. 1 foreløbig skal betale omkostningerne ved et syn og skøn eller lignende, bestemme, at modparten foreløbig skal betale en del af omkostningerne, hvis modpartens spørgsmål til syns- og skønsmanden mv. i væsentlig grad har bevirket en forøgelse af omkostningerne.

Stk. 3. Retten bestemmer, i hvilket forhold parterne foreløbig skal betale de omkostninger, der er forbundet med processuelle skridt, som retten anordner af egen drift.

Stk. 4. Er parten ikke repræsenteret af advokat, kan retten betinge iværksættelse af et processuelt skridt af, at parten stiller en sikkerhed, hvis art og størrelse fastsættes af retten.

§ 312. Den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet.

Stk. 2. Retten kan dog bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det.

Stk. 3. Har den tabende part tilbudt modparten, hvad der tilkommer denne, skal modparten erstatte den tabende part udgifterne ved den derefter følgende del af processen. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Når sagen i det hele afvises, betragtes den med hensyn til sagsomkostninger som tabt af sagsøgeren.

Stk. 5. Den part, som ved appel ikke opnår nogen forandring af den appellerede afgørelse, betragtes med hensyn til sagsomkostninger som tabende.

Stk. 6. I de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b omhandlede sager skal ingen part betale sagsomkostninger til nogen anden part. Retten kan dog pålægge en part at betale sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det.

§ 313. Når hver af parterne for en del taber og for en del vinder sagen, pålægger retten en af parterne at betale delvise sagsomkostninger til modparten eller bestemmer, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til modparten.

Stk. 2. Retten kan dog pålægge en af parterne at betale fulde sagsomkostninger til modparten, når modpartens påstand kun i en mindre betydelig grad afviger fra sagens udfald, og afvigelsen ikke har medført særskilte omkostninger.

§ 314. Når en sag hæves, kan retten pålægge en af parterne at betale fulde eller delvise sagsomkostninger til modparten eller bestemme, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til modparten.

§ 315. Opnås der ved appel en forandring i den appellerede afgørelse, finder §§ 312-314 anvendelse med hensyn til appelsagens omkostninger såvel som med hensyn til omkostningerne ved sagens tidligere behandling, for så vidt der skal træffes afgørelse herom.

§ 316. Som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til advokatbistand erstattes med et passende beløb, og øvrige udgifter erstattes fuldt ud.

Stk. 2. Sagsomkostninger kan ikke tilkendes skadesløst eller efter regning.

§ 317. Procesfæller hæfter solidarisk for sagsomkostninger. Dog kan retten, når omstændighederne taler for det, pålægge en enkelt eller enkelte af dem at udrede visse dele af omkostningerne.

§ 318. Den part, som på uforsvarlig måde har foranlediget spildte møder, ufornødne udsættelser, unyttig bevisførelse eller andre overflødige processuelle skridt, skal, selv om parten i øvrigt vinder sagen, erstatte modparten udgifterne herved.

§ 319. Advokater og andre rettergangsfuldmægtige kan ifølge modpartens påstand under sagen pålægges at bære de omkostninger, som de ved pligtstridig opførsel har forårsaget.

§ 320. Retten kan beslutte, at statskassen skal erstatte udgifter, som en part uden egen skyld er blevet påført som følge af, at sagen helt eller delvis har måttet gå om eller ikke har kunnet behandles.

§ 321. En sagsøger, der ikke har bopæl eller hjemsted i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal efter sagsøgtes anmodning stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som sagsøgeren kan blive pålagt at betale til sagsøgte. Sagsøgtes anmodning skal fremsættes i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det 1. retsmøde under forberedelsen. Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af retten, der tillige kan fritage for sikkerhedsstillelse, hvis særlige grunde taler for det. Stilles sikkerheden ikke, afvises sagen.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis sagsøgeren har bopæl eller hjemsted i et land, hvor en sagsøger, der har bopæl eller hjemsted i Danmark, er fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger.

§ 322. Retten træffer bestemmelse om sagsomkostninger, selv om der ikke er nedlagt påstand herom, jf. dog § 319.«

9. Kapitel 31 affattes således:

»Kapitel 31

Retshjælp og fri proces

§ 323. Justitsministeren yder tilskud til retshjælp ved advokatvagter i form af helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1). Justitsministeren yder endvidere tilskud til retshjælp ved advokater i form af rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2) og rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3).

Stk. 2. Enhver har ret til vederlagsfri retshjælp på trin 1 vedrørende ethvert retsspørgsmål.

Stk. 3. Den, der opfylder de økonomiske betingelser efter § 325, har ret til delvis vederlagsfri retshjælp på trin 2, jf. dog stk. 4. Når der foreligger en tvist, og der skønnes at være udsigt til, at sagen ved yderligere bistand fra advokat vil kunne afsluttes forligsmæssigt, har den pågældende endvidere ret til delvis vederlagsfri retshjælp på trin 3.

Stk. 4. Retshjælp på trin 2 og 3 kan ikke gives til:

1) sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager,

2) aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig karakter,

3) sager om gældssanering eller

4) sager, der angår eller er under behandling ved en forvaltningsmyndighed eller et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender.

Stk. 5. Uanset stk. 4, nr. 4, kan der dog gives retshjælp på trin 2 og 3 ved klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse.

Stk. 6. Vederlaget til advokater for retshjælp på trin 2 udgør 800 kr. (2005-niveau) inkl. moms, hvoraf statskassen betaler 75 pct. Vederlaget til advokater for retshjælp på trin 3 udgør 1.830 kr. (2005-niveau) inkl. moms, hvoraf statskassen betaler halvdelen. Statskassen betaler dog hele vederlaget for retshjælp i forbindelse med en ansøgning om fri proces. Tilskud fra statskassen omfatter alene vederlag, der ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden form for forsikring.

Stk. 7. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af retshjælp, herunder om omfanget af retshjælp på trin 1, 2 og 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om tilskud til retshjælp, herunder om tilskuddets beregning og udbetaling.

§ 324. Justitsministeren kan af statskassen yde tilskud til retshjælpskontorer. Justitsministeren fastsætter regler om tilskuddets beregning og udbetaling.

§ 325. Der kan efter ansøgning meddeles en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter stk. 2-5, og som ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, fri proces efter reglerne i §§ 327 og 328.

Stk. 2. Personer, hvis indtægtsgrundlag ikke overstiger de i stk. 3-5 nævnte beløb, opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, medmindre omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag. Justitsministeren fastsætter regler om opgørelse af indtægtsgrundlaget.

Stk. 3. Indtægtsgrænsen udgør 236.000 kr. (2005-niveau) for enlige.

Stk. 4. For samlevende anvendes parrets samlede indtægtsgrundlag, og indtægtsgrænsen udgør 300.000 kr. (2005-niveau). Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes dog ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige.

Stk. 5. Indtægtsgrænsen forhøjes med 41.000 kr. (2005-niveau) for hvert barn under 18 år, herunder stedbørn eller plejebørn, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.

§ 326. De i § 323, stk. 6, og § 325, stk. 3-5, angivne beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb efter § 323, stk. 6, afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10. De regulerede beløb efter § 325, stk. 3-5, afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 1.000. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.

§ 327. Fri proces kan, jf. § 325, gives til en sag i 1. instans:

1) i de i § 139, stk. 1, § 147 e og kapitel 42 omhandlede sager, dog ikke til sagsøgeren i sager efter § 13 i lov om forældremyndighed og samvær,

2) til forbrugeren i sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud efter markedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden, og

3) når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i:

a) en kredsbestyrelse, jf. § 146,

b) et huslejenævn eller et beboerklagenævn,

c) et centralt statsligt klagenævn, eller

d) et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender,

og sagen er indbragt af ansøgeren til opfyldelse af kredsbestyrelsens eller nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet eller kredsbestyrelsen eller af modparten til ændring af kredsbestyrelsens eller nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet eller kredsbestyrelsen.

Stk. 2. Fri proces kan, jf. § 325, gives til en appelsag, når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.

Stk. 3. Fri proces efter stk. 1 og 2 kan ikke gives, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få medhold i sagen.

Stk. 4. Fri proces efter stk. 1 og 2 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan indbringes for. Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset § 392, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. instans, kæres uden særlig tilladelse.

§ 328. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 327, kan fri proces, jf. § 325, gives, hvis ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces.

Stk. 2. I vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, indgår blandt andet:

1) sagens betydning for ansøgeren,

2) udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen,

3) sagsgenstandens størrelse,

4) størrelsen af de forventede omkostninger og

5) muligheden for at få sagen afgjort ved et administrativt nævn eller et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender.

Stk. 3. I sager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller ansættelsesforhold eller om personskade anses henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre forhold som nævnt i stk. 2, nr. 2-5, klart taler herimod.

Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan kun undtagelsesvis gives til:

1) sager, der udspringer af ansøgerens erhvervsvirksomhed, eller

2) sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmindre en ærekrænkelse af en vis grovhed er udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt til en videre kreds.

Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeleles af justitsministeren. Afslås fri proces, kan afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget.

§ 329. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 325, jf. §§ 327 og 328, kan justitsministeren efter ansøgning meddele en part fri proces, når særlige grunde taler for det. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation. Afslås fri proces, kan afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget.

§ 330. Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en ansøgning om fri proces og om de oplysninger, som ansøgeren skal meddele.

§ 331. Fri proces medfører for vedkommende part:

1) fritagelse for afgifter efter lov om retsafgifter,

2) beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, jf. § 334,

3) godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt i forbindelse med sagen,

4) fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger, og

5) i skiftesager fritagelse for sikkerhedsstillelse for skifteomkostninger og, for så vidt udgifterne ikke kan dækkes af boets midler, fritagelse for betaling af vederlag til eventuel medhjælper i boet og andre udgifter ved foranstaltninger, der iværksættes med skifterettens godkendelse.

Stk. 2. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de i stk. 1 nævnte begunstigelser.

Stk. 3. Virkningerne af fri proces omfatter hele sagen i den pågældende instans, herunder den procedure, der er nødvendig for at opnå en ny foretagelse af sagen for samme ret, samt fuldbyrdelse af afgørelsen. Virkningerne omfatter tillige de foranstaltninger, som af hensyn til forberedelsen af sagsanlægget med føje er foretaget inden meddelelse af fri proces.

Stk. 4. Virkningerne af fri proces omfatter også behandlingen af sagen i 2. eller 3. instans, såfremt sagen er indbragt for højere ret af modparten, og den part, der har fri proces, helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans.

Stk. 5. Virkningerne af fri proces ophører ikke ved en parts død.

Stk. 6. Bevillingen kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under hvilke den er meddelt, viser sig ikke at være til stede eller at være bortfaldet. Når bevillingen tilbagekaldes, ophører virkningerne af fri proces.

§ 332. Retten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var givet fri proces, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der efter sagsgenstandens værdi skulle have været betalt, jf. § 331, stk. 1, nr. 1. I det omfang en part er fritaget for betaling af sagsomkostninger til modparten, jf. § 331, stk. 1, nr. 4, betales sagsomkostningerne af statskassen. Pålægges modparten at betale sagsomkostninger, tilfalder beløbet statskassen. Har den part, der har fri proces, selv afholdt udgifter i anledning af sagen, fordeler retten dog beløbet mellem statskassen og parten.

Stk. 2. Retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte statskassens udgifter ved den fri proces, i det omfang udgifterne ikke pålægges modparten, når partens forhold, herunder som disse er efter sagens udfald, taler for det.

§ 333. For hver ret antager justitsministeren et passende antal advokater til at udføre sager for parter, der har fri proces, eller for hvem der i øvrigt beskikkes en advokat efter reglerne i denne lov. Justitsministeren kan ved antagelse af en advokat ved en byret bestemme, at der ikke skal tilkomme den pågældende godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for retskredsen.

Stk. 2. I ankesager kan den advokat, der har været beskikket under behandlingen i den foregående instans, beskikkes til også at føre sagen for den overordnede ret, såfremt advokaten er mødeberettiget for denne ret.

Stk. 3. Efter partens anmodning kan en advokat, der ikke er antaget ved vedkommende ret, beskikkes, såfremt det findes forsvarligt, og advokaten er mødeberettiget for retten og villig til at lade sig beskikke.

Stk. 4. En autoriseret advokatfuldmægtig eller en advokat, der ikke har møderet for landsret, kan beskikkes i en sag, der anmeldes som prøvesag, hvis det findes forsvarligt. Det er dog en betingelse, at sagen ikke på forhånd skønnes uegnet som prøvesag, og at parten meddeler samtykke hertil.

Stk. 5. De i stk. 1 nævnte advokater skal yde retshjælp efter § 323, stk. 1, 2. pkt. Advokater, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ved anmeldelse til den myndighed, som justitsministeren bestemmer, påtage sig en tilsvarende forpligtelse.

§ 334. Beskikkelse af advokat meddeles af rettens præsident (den administrerende dommer). Ved de i § 17 nævnte retter meddeler dommeren beskikkelse af advokat. Beskikkelsen omfatter også retshandlinger ved anden ret.

Stk. 2. Der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet, jf. dog § 333, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3. Anmoder parten om beskikkelse af en bestemt advokat, kan retten betinge beskikkelsen af, at advokaten helt eller delvis frafalder krav mod statskassen om godtgørelse for rejseudgifter.

Stk. 4. Salær og godtgørelse fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Fastsættelsen sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens afslutning.

Stk. 5. Den beskikkede advokat må ikke modtage salær eller godtgørelse udover de beløb, der er fastsat af retten. I de i stk. 3 nævnte tilfælde samt i tilfælde, hvor den beskikkede advokat giver møde ved en anden ret, jf. stk. 1, 3. pkt., kan der dog træffes aftale mellem parten og advokaten om, at parten skal betale rejseudgifter, der ikke dækkes af statskassen. Reglen i 1. pkt. gælder ikke, såfremt der er truffet særlig aftale mellem parten og advokaten om vederlaget og advokaten frafalder krav på vederlag af statskassen.

Stk. 6. Såfremt omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, skal salær og godtgørelse til den beskikkede advokat i første række betales af forsikringen.

§ 335. Såfremt omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, indtræder statskassen i sikredes krav mod forsikringsselskabet, i det omfang statskassen har ydet dækning efter reglerne om retshjælp og fri proces. Dette gælder dog ikke dækning i form af fritagelse for afgifter efter § 331, stk. 1, nr. 1.

§ 336. Der kan efter ansøgning ydes en part, som har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, godtgørelse fra statskassen af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, såfremt sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum. Bestemmelserne i §§ 325-328 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Omkostninger ved sagen dækkes efter stk. 1, i det omfang statskassen, hvis der havde været meddelt fri proces, ville have ydet dækning efter §§ 331, 332 og 334.

Stk. 3. Når retten i medfør af § 327, stk. 4, har truffet afgørelse om, at betingelserne i stk. 1 for dækning af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, er opfyldt, fastsætter retten samtidig, hvilket beløb der kan dækkes, jf. stk. 2.

Stk. 4. Når justitsministeren eller Procesbevillingsnævnet i medfør af § 328, stk. 5, har truffet afgørelse om, at betingelserne i stk. 1 for dækning af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, er opfyldt, kan justitsministeren træffe afgørelse om udbetaling af det ansøgte beløb, såfremt dette kan godkendes, jf. stk. 2. Kan justitsministeren ikke godkende det ansøgte beløb, sender justitsministeren sagen til den ret, der behandler eller senest har behandlet sagen, hvorefter retten fastsætter, hvilket beløb der kan dækkes, jf. stk. 2.«

10. Efter § 336 c indsættes i kapitel 31 :

» § 336 d. Ved beskikkelse af advokat i medfør af regler i kapitel 42-43 b gælder samme regler o m salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces.«

11. I § 391, stk. 1, udgår »og om processuelle straffe«.

12. § 449 affattes således:

» § 449. Finder retten det ikke muligt at behandle sagen på forsvarlig måde, uden at sagsøgte eller appelindstævnte har advokatbistand, kan retten beskikke den pågældende part en advokat. Retten pålægger samtidig med sagens afslutning parten at erstatte statskassen dennes udgifter i forbindelse med beskikkelsen.«

13. § 451 affattes således:

» § 451. Udgifter ved bevisførelse i henhold til § 450, stk. 2, afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.«

14. § 456 l affattes således:

» § 456 l. Udgifter ved bevisførelse i henhold til § 456 h afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.«

15. § 465 affattes således:

» § 465. Udgifter ved bevisførelse i henhold til § 461 afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.«

16. § 474 affattes således:

» § 474. Udgifter ved bevisførelse i henhold til § 471 afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.«

17. § 475 h affattes således:

» § 475 h. Udgifter ved bevisførelse i henhold til § 475 e afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.«

18. § 500, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Retten kan give en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter § 325, fri proces, hvis den pågældende har behov for advokatbistand for fogedretten.«

19. § 509, stk. 4, affattes således:

» Stk. 4. Skyldneren kan ikke gyldigt give samtykke til udlæg i de i stk. 1 og 3 nævnte aktiver.«

20. I § 561, stk. 6, 3. pkt., ændres »den i § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte betingelse« til: »de økonomiske betingelser efter § 325«.

21. § 561, stk. 6, 6. pkt., ophæves.

22. I § 741, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 336 c, stk. 2, 3 og 5« til: »§ 333, stk. 1, 2. pkt., og § 334, stk. 3 og 5«.

23. § 741 e og § 821 f, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

24. § 995 a affattes således:

» § 995 a. Retten kan give den forurettede fri proces, når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af erstatningskravet, og den forurettede opfylder de økonomiske betingelser efter § 325.

Stk. 2. Når omstændighederne taler for det, kan retten i sager, hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, beskikke en advokat for de pårørende til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav.«

25. § 1022 a ophæves.

§ 2

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august 2000, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 1436 af 22. december 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 3, 2. pkt., og § 2, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 335 a eller markedsføringslovens § 23« til: »§ 327, stk. 1, nr. 2 eller 3«.

2. § 13, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) en part, der er fritaget for betaling af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1,«

3. I § 13, stk. 1, indsættes som nr. 3 :

»3) en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, og som opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325.«

4. § 20, nr. 3, affattes således:

»3) krav tilkommende en part, der er fritaget for betaling af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1,«

5. I § 20 indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:

»4) krav tilkommende en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved fogedsagen, og som opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325,«

Nr. 4-7 bliver herefter nr. 5-8.

6. § 51, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Reglerne i § 13 finder tilsvarende anvendelse ved anke.«

§ 3

I lov om renter ved forsinket betaling mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, ændres »§ 8« til: »§§ 8 og 8 a«.

2. Efter § 8 indsættes:

» § 8 a. Sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb med rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2.

Stk. 2. I tilfælde af appel skal rente betales fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for afgørelsen i den foregående instans, i det omfang afgørelsen om sagsomkostninger stadfæstes. Dette gælder, selv om appel fandt sted inden fuldbyrdelsesfristens udløb, eller appellen i øvrigt havde opsættende virkning.«

§ 4

I lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr. 380 af 26. juni 1969, som ændret ved lov nr. 335 af 14. maj 1992, lov nr. 1064 af 23. december 1992 og lov nr. 385 af 28. maj 2003, foretages følgende ændring:

1. I § 10, stk. 4, 1. pkt., udgår »rettergangsbøder og«.

§ 5

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august 2001, som ændret senest ved lov § 16 i lov nr. 473 af 9. juni 2004, foretages følgende ændring:

1. I § 112, stk. 4, udgår »rettergangsbøder og«.

§ 6

I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer, som ændret ved § 2 i lov nr. 1116 af 29. december 1999, § 4 i lov nr. 215 af 31. marts 2004 og § 3 i lov nr. 447 af 9. juni 2004, foretages følgende ændring :

1. § 100 ophæves.

§ 7

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 4. februar 1997, som ændret ved § 3 i lov nr. 402 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer:

1. I § 219, stk. 2, 1. pkt., ændres »den i retsplejelovens § 300, stk. 1, nr. 2, nævnte betingelse« til: »de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325«.

2. § 245 ophæves.

3. I § 248, stk. 3, udgår »processuelle straffe og om«.

4. I § 252, stk. 2, udgår »processuelle straffe og«.

§ 8

I l ov nr. 449 af 9. juni 2004 om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold mv. foretages følgende ændringer:

1. I § 8, stk. 2, 2. pkt., ændres »741 c-741 e« til: »741 c og 741 d«.

2. I § 8, stk. 2, indsættes som 3. punktum:

»Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.«

§ 9

I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 699 af 17. juli 2000, som ændret ved § 18 i lov nr. 428 af 6. juni 2002, § 4 i lov nr. 450 af 10. juni 2003 og § 3 i lov nr. 352 af 19. maj 2004, foretages følgende ændring:

1. § 23 ophæves.

§ 10

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. juli 2004, som ændret ved lov nr. 429 af 9. juni 2004, foretages følgende ændring:

1. I § 52, stk. 4, ændres »den i retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte betingelse« til: »de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325«.

§ 11

I lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling foretages følgende ændring:

1. I § 10, stk. 3, ændres »betingelserne i retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2« til: »de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325«.

§ 12

Stk. 1. Lovens § 1, nr. 1, 6, 8, 10, 11, 13-17, 19 og 25, §§ 3-5 og § 7, nr. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli 2005. Lovens § 1, nr. 2-5, 7, 9, 12, 18 og 20-24, § 2, § 6, § 7, nr. 1 og 2, og §§ 8-11 træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. § 3 finder anvendelse på domme og andre retsafgørelser, der afsiges efter den 1. juli 2005.

Stk. 3. Regulering efter retsplejelovens § 326, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9, foretages første gang pr. 1. januar 2007 med 4,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenterne for 2006 og 2007.

Stk. 4. Fra den 1. januar 2007 dækker retshjælpsforsikringer uden fradrag af selvrisiko, såfremt sikrede opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325, og sikrede behøver ikke at ansøge om fri proces, for at retshjælpsforsikringen dækker. Eksisterende policer behøver ikke forsynes med påtegning herom.

Stk. 5. En forsikringstager kan ikke opsige en forsikringsaftale på grund af en forhøjelse af præmien, som alene er begrundet med den ændring af størrelsen af sagsomkostningerne, der er en følge af denne lov.

§ 13

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 3, 4, 6-8, 10 og 11 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Formål og baggrund ;............................................................................ .....	10
2. Sagsomkostninger ;............................................................................ .......	11
2.1. Gældende ret ;............................................................................ ...............	11
2.2. Retsplejerådets overvejelser .....................................................................	13
2.3. Justitsministeriets overvejelser ..................................................................	19
3. Retshjælp ;............................................................................ .....................	21
3.1. Gældende ret ;............................................................................ ...............	21
3.2. Retsplejerådets overvejelser .....................................................................	23
3.3. Justitsministeriets overvejelser ..................................................................	25
4. Fri proces ;............................................................................ .....................	25
4.1. Gældende ret ;............................................................................ ...............	25
4.2. Retsplejerådets overvejelser .....................................................................	29
4.3. Justitsministeriets overvejelser ..................................................................	33
5. Retshjælpsforsikring ;............................................................................ ...	35
5.1. Gældende ret ;............................................................................ ...............	35
5.2. Retsplejerådets overvejelser .....................................................................	36
5.3. Justitsministeriets overvejelser ..................................................................	37
6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv. .........	39
7. Høring ;............................................................................ ...........................	39

1. Formål og baggrund

Formålet med lovforslaget er at modernisere og forbedre retsplejelovens regler om sagsomkostninger, retshjælp og fri proces i civile sager.

Der foreslås en ny samlet regulering af spørgsmålet om sagsomkostninger , der i vidt omfang viderefører principper, som allerede gælder i dag. Hovedprincippet vil fortsat være, at den tabende part skal betale sagsomkostninger til den vindende part, og dette vil også fremover kunne fraviges, hvis særlige grunde taler for det. Endvidere videreføres de gældede regler om, at andre udgifter end udgifter til advokatbistand i princippet erstattes fuldt ud, hvorimod udgifter til advokatbistand erstattes med et standardiseret beløb, der ikke direkte afhænger af udgiften i den konkrete sag.

Der lægges med lovforslaget op til en væsentlig forhøjelse af de standardbeløb, der anvendes ved tilkendelse af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand. Formålet hermed er at opnå en bedre overensstemmelse mellem de sagsomkostninger, som den vindende part får tilkendt, og partens faktiske udgifter til advokatbistand.

Endvidere er det hensigten, at der fremover skal være større gennemsigtighed med hensyn til afgørelser om sagsomkostninger. Det forudsættes således, at parterne i højere grad udtaler sig, før der træffes afgørelse om sagsomkostninger, og at afgørelsen begrundes mere udførligt. Endvidere foreslås det, at enhver som udgangspunkt skal have ret til aktindsigt i beslutninger om sagsomkostninger i civile sager på samme måde som i domme og kendelser.

Endelig foreslås det, at tilkendte sagsomkostningsbeløb fremover skal forrentes, hvis sagsomkostningerne ikke betales inden udløbet af fuldbyrdelsesfristen.

Der foreslås et enklere og mere enstrenget regelsæt, hvor der opereres med tre trin for retshjælp:

– Helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1)

– Rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2)

– Rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3)

Det foreslås at videreføre det gældende princip, hvorefter retshjælp som udgangspunkt er mulig i alle sager, men hvor der er en såkaldt negativliste med sager, som er undtaget. Der foreslås ingen ændringer i, hvilke typer af sager der skal være undtaget fra retshjælp, men det foreslås, at negativlisten alene skal gælde for videregående retshjælp, dvs. retshjælp på trin 2 og 3.

Endvidere foreslås det, at betingelserne for tilskud til private retshjælpsinstitutioner fremover skal fastsættes ved bekendtgørelse, og at vederlaget til advokater for advokatretshjælp fremover skal reguleres årligt.

Der foreslås en ny samlet regulering af spørgsmålet om fri proces.

De gældende økonomiske betingelser for fri proces foreslås videreført uændret. Samtidig foreslås en mere nuanceret lovregulering af de materielle betingelser for fri proces, der i dag udgøres af reglen om »rimelig grund til at føre proces«. Forslaget til materielle betingelser for fri proces indeholder følgende hovedelementer:

– Der skal som udgangspunkt gives fri proces i sager i første instans om ægteskab og forældremyndighed.

– Der skal som udgangspunkt gives fri proces, når en person helt eller delvis har fået medhold i et huslejenævn eller beboerklagenævn, i et centralt statsligt klagenævn eller i et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender, men modparten ikke frivilligt opfylder nævnets afgørelse, eller modparten anlægger retssag med påstand om ændring af nævnets afgørelse.

– Der skal som udgangspunkt gives fri proces, når en person helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.

– For andre sager lovfæstes de vigtigste hensyn, som indgår i vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, herunder sagens betydning for ansøgeren, udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen, sagsgenstandens størrelse, størrelsen af de forventede omkostninger og muligheden for at få sagen afgjort ved et administrativt nævn eller et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender.

– For så vidt angår sager om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål, om opsigelse eller ophævelse af ansættelsesforhold eller om personskade angives det udtrykkeligt i loven, at henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte skal anses for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre andre hensyn klart taler herimod.

Det foreslås endvidere at videreføre den gældende regel om, at der, når særlige grunde taler for det, kan meddeles fri proces, selv om de almindelige betingelser for at få fri proces ikke er opfyldt.

Med hensyn til forholdet mellem fri proces og retshjælpsforsikring foreslås det at videreføre den gældende regel om, at fri proces er subsidiær i forhold til retshjælpsforsikringsdækning. I forlængelse heraf foreslås det at adskille fri proces og retshjælpsforsikring yderligere, således at der ikke skal gives fri proces, hvis ansøgeren har en retshjælpsforsikring, der dækker den konkrete sag. Samtidig foreslås det dog, at en person, der har retshjælpsforsikringsdækning, skal kunne ansøge om dækning af rimelige udgifter ud over forsikringens maksimum, hvis de øvrige betingelser for fri proces er opfyldt, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at sagsomkostningerne ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum.

Med hensyn til kompetencen til at give fri proces foreslås det, at domstolene skal bevilge fri proces i de tilfælde, hvor der ikke skal foretages en nærmere vurdering af udsigten til, at ansøgeren vil få medhold, og at kompetencen til at bevilge fri proces i andre tilfælde henlægges til Civilstyrelsen, samt at Civilstyrelsens afslag på fri proces skal kunne indbringes for en nyoprettet afdeling i Procesbevillingsnævnet, der skal behandle klager over afslag på fri proces.

Lovforslaget bygger på de dele af Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene) (herefter »betænkningen«), som angår sagsomkostninger, retshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring, og svarer i det væsentlige til Retsplejerådets lovudkast.

Forslaget om at forhøje de standardbeløb, der anvendes ved tilkendelse af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, udmønter regeringens aftale med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne omkring forslaget til finanslov for 2005.

2. Sagsomkostninger

2.1. Gældende ret

2.1.1. Civile retssager påfører typisk parterne en række udgifter. I de fleste sager skal der betales retsafgift til staten. I mange sager antager parterne hver en advokat, som modtager et honorar for sin bistand. Mange former for bevisførelse medfører udgifter, eksempelvis syn og skøn. Endvidere kan en part have udgifter til transport i forbindelse med møder i retten eller skønsforretninger mv., og i samme forbindelse kan der være tabt arbejdsfortjeneste (eller udgifter til afløser). Endelig kan der være forskellige – normalt mindre – udgifter forbundet med retssagen, eksempelvis til kopiering, porto og telefon.

Retsplejelovens udgangspunkt er, at omkostninger forbundet med den konkrete sag skal betales af sagens parter, medmindre der er bevilget fri proces, jf. herom pkt. 4 nedenfor. Parterne skal således betale retsafgift og alle egne udgifter i forbindelse med retssagen samt endvidere udgifter til bevisførelse, jf. ovenfor.

Parterne skal ikke betale udgifter, der vedrører retten og rettens personale. Parterne skal således ikke særskilt (dvs. ikke ud over retsafgiften) betale for løn til dommere og andet personale, honorar til sagkyndige dommere, brug af rettens bygninger eller transportudgifter (og rejsegodtgørelser) vedrørende rettens medlemmer for eksempel i forbindelse med en besigtigelse. Parterne skal heller ikke betale for forkyndelse i forbindelse med retssager, jf. retsplejelovens § 165, stk. 2, 1. pkt.

2.1.2. Retsplejeloven bygger på det princip, at parterne hver især foreløbig afholder deres egne udgifter, og at udgifter til bevisførelse afholdes af den part, der har anmodet om bevisførelsen, jf. retsplejelovens § 311, stk. 1.

Retsplejelovens regler om den endelige fordeling af sagsomkostningerne kan skematisk gengives således:

(1) Hovedprincippet er, at den tabende part betaler (§ 312, stk. 1). Dette gælder også ved appel (§ 317). Afvises sagen, anses sagsøgeren som tabende part (§ 313).

(2) Hæves sagen, afgør retten, hvordan der skal forholdes med sagens omkostninger (§ 312, stk. 4).

(3) Det samme gælder, når hver af parterne for en del taber og for en del vinder sagen (§ 316).

(4) Udgifter påløbet efter at den tabende part har tilbudt den vindende part, hvad der tilkommer denne, påhviler den vindende part (§ 312, stk. 5).

(5) Udgifter forårsaget ved tilregnelig fejl eller forsømmelse påhviler den part, der har begået fejlen (§ 319).

(6) Hovedprincippet (taberen betaler) kan fraviges ved aftale (§ 312, stk. 1).

(7) Hovedprincippet (taberen betaler) kan endvidere fraviges, hvis retten »i særlige omstændigheder finder skellig grund« dertil (§ 312, stk. 1).

Retsplejelovens regler om, hvilke udgifter der kan kræves erstattet som sagsomkostning, kan skematisk gengives således:

(1) Sagsomkostninger kan kun tilkendes med et bestemt beløb, der direkte fremgår af dommen (§ 312, stk. 2, 4. pkt.). Denne regel kan ikke fraviges ved aftale (§ 312, stk. 2, 5. pkt.).

(2) Udgifter til advokatsalær erstattes med et passende beløb, mens øvrige udgifter så vidt muligt erstattes fuldt ud (§ 312, stk. 2, 4. pkt.).

(3) Unødvendige udgifter erstattes ikke (§ 312, stk. 2, 1. pkt.). Selv om en bevisførelse viser sig ikke at oplyse noget i sagen, anses udgifterne hertil ikke allerede derfor som unødvendige (§ 312, stk. 3). Det samme gælder udgifter til bevisførelse, som angår et anbringende, som parten ikke får medhold i.

2.1.3. De almindelige regler om sagsomkostninger, herunder navnlig hovedreglen om, at den tabende part skal erstatte den vindende parts sagsomkostninger, fraviges i sager om ægteskab og forældremyndighed, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller af adoption uden samtykke (indispositive sager), jf. retsplejelovens § 451, stk. 3, § 456 l, stk. 2, § 465, stk. 2, § 474, stk. 2, og § 475 h, stk. 2.

I disse sager er hovedreglen, at hver af parterne bærer egne sagsomkostninger. Retten kan dog, hvis der er særlig anledning til det, pålægge en part at betale sagsomkostninger helt eller delvis, men det sker i praksis kun sjældent. I værgemålssager gælder endvidere, at den, der begæres sat under værgemål eller er under værgemål, kun kan pålægges at betale sagsomkostninger, hvis den pågældende ikke opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.

De særlige regler om tilkendelse af sagsomkostninger i indispositive sager må ses i sammenhæng med reglerne om advokatbeskikkelse og fri proces i disse sager, jf. herom pkt. 4.1.8 nedenfor.

I sager om forældremyndighed afholdes udgifter til bevisførelse, der besluttes af retten af egen drift, af statskassen, jf. retsplejelovens § 451, stk. 2. Retten kan bestemme, at også andre udgifter i sager om ægteskab og forældremyndighed skal afholdes af statskassen. Reglen er navnlig tænkt anvendt i tilfælde, hvor retten opfordrer en part, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, til at føre bevis. I begge situationer kan retten pålægge en part at dække udgifterne, hvis parten i øvrigt pålægges at betale sagsomkostninger, men det sker som nævnt kun sjældent i praksis.

I sager om faderskab afholdes udgifter til bevisførelse, der besluttes af retten af egen drift eller efter anmodning fra en part, af statskassen, jf. retsplejelovens § 456 l, stk. 1.

I værgemålssager og sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller af adoption uden samtykke kan retten bestemme, at (også) andre udgifter end udgifter til en beskikket advokats vederlag og udlæg kan afholdes af statskassen, jf. retsplejelovens § 465, stk. 1, § 474, stk. 1, og § 475 h, stk. 1.

2.1.4. Med hensyn til, hvilke udgifter mv. der anerkendes som sagsomkostninger, fremgår det direkte af retsplejeloven, at udgift til advokatsalær erstattes med et »passende beløb«. Dette indebærer, at sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand fastsættes på standardiseret grundlag bl.a. ud fra sagens værdi, det med sagen forbundne arbejde og det opnåede resultat. Der er således ikke nogen direkte sammenhæng mellem det beløb, en vindende part kan få tilkendt som sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, og det beløb, parten rent faktisk skal betale til advokaten. I praksis er det formentlig nu sådan, at det tilkendte omkostningsbeløb i de fleste tilfælde er mindre end det beløb, der skal betales til advokaten, men det modsatte kan også forekomme.

Med hensyn til udmålingen af det passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand vil der normalt blive taget udgangspunkt i landsretternes vejledende takster, der er udtryk for, hvordan landsretterne som udgangspunkt vil fastsætte sagsomkostninger i konkrete sager.

Landsretternes takster, der senest er ændret i 2003, er opdelt i 19 intervaller fra 0-1 mio. kr. For hvert interval angives en middelværdi svarende til sagsomkostningsbeløbet til dækning af udgifter til advokatbistand ved den sag, hvis værdi er i midten af intervallet. Endvidere angives en maksimumsværdi for sagsomkostningsbeløbet ved den sag, hvis værdi svarer til intervallets øvre grænse. Sagsomkostningsbeløbene spænder fra 6.300 kr. i intervallet 0-25.000 kr. (middelværdi) til 46.340 kr. i intervallet 900.001-1 mio. kr. (maksimumsværdi). Der er endvidere angivet en formel for beregning af sagsomkostningsbeløb for sager over 1 mio. kr. De nævnte sagsomkostningsbeløb er ekskl. moms.

Taksterne er alene vejledende, og omkostningerne skal i den enkelte sag også fastsættes under hensyntagen til sagens omfang, beskaffenhed og kompleksitet.

2.1.5. Landsretterne har udarbejdet særskilte takster for inkassosager, dvs. sager, der optages til dom som følge af manglende eller for sen indlevering af svarskrift eller som følge af mangler ved svarskriftet, eller som afsluttes på anden måde, uden at kravet bestrides i svarskriftet.

Taksterne er også i inkassosager principielt alene vejledende, og omkostningerne skal derfor i princippet i den enkelte sag også fastsættes under hensyntagen til sagens omfang, beskaffenhed og kompleksitet. Sagernes helt ensartede karakter medfører imidlertid, at fravigelser af taksterne er langt sjældnere end i tvistige sager.

Landsretternes takster er opdelt i 19 intervaller fra 0-250.000 kr. For hvert interval angives en middelværdi svarende til sagsomkostningsbeløbet til dækning af udgifter til advokatbistand ved den sag, hvis værdi er i midten af intervallet. Endvidere angives en maksimumsværdi for sagsomkostningsbeløbet ved den sag, hvis værdi svarer til intervallets øvre grænse. Sagsomkostningsbeløbene spænder fra 360 kr., 770 kr. og 1.130 kr. i intervallet 0-5.000 kr. (henholdsvis minimumsværdi, middelværdi og maksimumsværdi) til 5.320 kr. i intervallet 225.000-250.000 kr. (maksimumsværdi). Der er endvidere angivet en formel for beregning af sagsomkostningsbeløb for sager over 250.000 kr. De nævnte sagsomkostningsbeløb er ekskl. moms.

I tilknytning til taksterne for inkassosager har landsretterne udarbejdet særskilte takster for sager om betalingspåkrav, dvs. sager om ubestridte pengekrav på højst 50.000 kr., jf retsplejelovens kapitel 44 a, der trådte i kraft den 1. januar 2005. Disse takster for sager om betalingspåkrav anvender intervallerne indtil 50.000 kr. fra taksterne for inkassosager og anvender for hvert interval den middelværdi for sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, som fremgår heraf. Da sager om betalingspåkrav er ganske ensartede, er der her ikke mulighed for at fravige taksterne i konkrete sager. Ved den konkrete udmåling af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand skal der imidlertid i givet fald fradrages et eventuelt beløb, som er medtaget i betalingspåkravet til dækning af udgifter til advokat efter rentelovens regler om udenretslige inkassoomkostninger. Dette skyldes, at taksterne størrelsesmæssigt inkluderer udgifter til advokatbistand til udenretslige inkassoskridt før sagens anlæg.

Rentelovens § 9 a indeholder regler om, at skyldneren skal betale fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretslig inddrivelse af fordringer på formuerettens område. Bestemmelsen bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt, og justits ministeren har på grundlag heraf udstedt bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling. Bekendtgørelsen indeholder regler om, hvornår fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler udgifter til henholdsvis egeninkasso (dvs. udenretslige inddrivelsesskridt, som fordringshaveren selv foretager) og fremmedinkasso (dvs. udenretslige inddrivelsesskridt, som en anden, typisk en autoriseret inkassovirksomhed eller en advokat, foretager for fordringshaveren). Bekendtgørelsen fastsætter endvidere maksimumsbeløb for, hvad fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler til dækning af fordringshaverens udgifter til henholdsvis egeninkasso og fremmedinkasso.

2.2. Retsplejerådets overvejelser

2.2.1. Retsplejerådet finder, at hovedprincippet om, at taberen betaler, fortsat bør være udgangspunktet for retsplejelovens regler om sagsomkostninger i civile retssager. Sagsomkostningerne bør efter rådets opfattelse ikke som almindelig regel betales af det offentlige eller af lovpligtige forsikringer. Der er derfor kun parterne til at betale, og den bedste løsning er efter rådets opfattelse den, der har været gældende siden retsplejelovens ikrafttræden i 1919, og som anvendes i andre europæiske lande.

Retsplejerådet anfører, at denne regel er udtryk for, at den tabende part i en dispositiv civil retssag som udgangspunkt pålægges et objektivt ansvar (dvs. ansvar uden skyld) for modpartens sagsomkostninger. Sagt på en anden måde pålægges den tabende part et objektivt ansvar for at indtage det standpunkt, som parten ikke fik medhold i ved retssagen.

Denne såkaldte standpunktsrisiko kendes også inden for obligationsretten, hvor en skyldner ikke kan undgå ansvar for misligholdelse ved at henvise til, at der var tvivl om forpligtelsen eller om fordringshaverens opfyldelse af sin del af aftalen. Hvis det efterfølgende fastslås (eksempelvis ved en retssag mellem parterne), at skyldneren var forpligtet, og at fordringshaveren havde opfyldt sin del af aftalen, fritager det ikke skyldneren for ansvar, at spørgsmålet var tvivlsomt.

I formueretlige tvister udgør det procesretlige princip om, at den tabende part som udgangspunkt er objektivt ansvarlig for den vindende parts sagsomkostninger, således efter Retsplejerådets opfattelse en naturlig fortsættelse af de obligationsretlige regler.

I andre dispositive sager (dvs. navnlig sager om prøvelse af forvaltningsafgørelser) kan princippet om objektivt ansvar for den vindende parts sagsomkostninger derimod ikke uden videre begrundes på samme måde. I de tilfælde, hvor borgeren får medhold, kan reglen imidlertid begrundes med, at når borgeren har været nødt til at anlægge retssag for at få sin ret i forhold til en forvaltningsmyndighed, bør forvaltningsmyndigheden erstatte borgeren dennes udgifter ved retssagen, uanset om der er noget at bebrejde forvaltningsmyndigheden.

Med hensyn til de tilfælde, hvor borgeren taber sagen, henviser Retsplejerådet til, at objektivt ansvar er en enklere løsning end culpaansvar (dvs. ansvar, hvor skadevolderen kan bebrejdes noget), og til, at det objektive ansvar kan modificeres ved hjælp af skønsmæssige fritagelser, når en borger taber en retssag mod det offentlige i tilfælde, hvor det var rimeligt at søge retstilstanden afklaret ved en retssag. Desuden kan retssager ikke opdeles fuldstændigt entydigt i formueretlige og ikke-formueretlige tvister.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund, at udgangspunktet fortsat skal være, at den tabende part i en dispositiv civil retssag på objektivt grundlag skal erstatte den vindende part dennes sagsomkostninger. I indispositive civile sager (sager om ægteskab, forældremyndighed, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke) bør udgangspunktet derimod efter Retsplejerådets opfattelse fortsat være, at ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.

Et objektivt ansvar (dvs. ansvar uden skyld) er et strengt ansvar og bør efter Retsplejerådets opfattelse modsvares af en relativt stram styring af ansvarets omfang. For at udgifter skal dækkes som sagsomkostninger på objektivt grundlag, må det efter Retsplejerådets opfattelse for det første kræves, at udgiften har været nødvendig til sagens forsvarlige førelse. Målestokken bør efter Retsplejerådets opfattelse være, hvad der på tidspunktet for udgiftens afholdelse med rimelighed kunne anses for nødvendigt, og ikke hvad der efterfølgende kan konstateres rent faktisk at have været absolut nødvendigt for at vinde sagen. I vurderingen bør også indgå, om udgifterne står i rimeligt forhold til det, sagen angår. Er der tale om et markant misforhold, bør udgifterne alene dækkes med et beløb, der i forhold til det, sagen angår, kan anses for passende.

Endvidere kan der for en række typiske udgifter opstilles mere almindelige anvisninger for, i hvilket omfang de bør dækkes som sagsomkostninger. Som udgifter, der bør dækkes som sagsomkostninger, nævner Retsplejerådet bl.a. udgifter til bevisførelse, f.eks. udgifter til syn og skøn, sagkyndige erklæringer og vidnegodtgørelse, og udgifter til fremstilling af ekstrakt og materialesamling i forbindelse med retssagen. Som udgifter, der ikke bør dækkes som sagsomkostninger, nævner Retsplejerådet bl.a. udgifter til transport, ophold og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med deltagelse i retsmøder eller andre retsskridt, hvor parten er repræsenteret af advokat, og partens eget arbejde med sagen.

Retsplejerådet henviser i den forbindelse til, at hvis parten er repræsenteret af advokat (og dermed har mulighed for at få tilkendt et passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand), kan parten i dag efter fast praksis i almindelighed ikke få dækket transport, ophold, tabt arbejdsfortjeneste eller afløser i forbindelse med deltagelse i retsmøder eller andre retsskridt. Retsplejerådet finder ikke anledning til at foreslå ændringer heri, og det bør af retstekniske grunde også gælde, når der er tale om afgivelse af partsforklaring eller deltagelse i en syns- og skønsforretning, hvor parten efter sagens karakter har behov for at være til stede under denne.

Med hensyn til partens eget arbejde med sagen henviser Retsplejerådet bl.a. til, at for privatpersoner kan eget arbejde ikke betegnes som en udgift eller et økonomisk tab. Retsplejerådet finder ikke grundlag for at fravige det grundlæggende princip, at erstatning kun gives for det lidte økonomiske tab, og privatpersoner kan allerede derfor efter Retsplejerådets opfattelse ikke få erstattet deres eget arbejde med sagen. Retsplejerådet tilføjer, at den personlige belastning, som en retssag kan være, efter rådets opfattelse ikke kan kompenseres via reglerne om sagsomkostninger. I stedet må målet være at indrette procesreglerne på en sådan måde, at deltagelse i en retssag i mindre grad opleves som en belastning.

Retsplejerådet henviser endvidere til, at erhvervsvirksomheder og offentlige myndigheder i en vis forstand ganske vist kan siges at have en udgift eller et økonomisk tab, hvis deres medarbejdere anvender deres arbejdstid på en retssag, som virksomheden eller myndigheden er part i. Tabet er imidlertid vanskeligt at gøre op, for det afhænger af det hypotetiske spørgsmål, hvad medarbejderne ville have lavet, hvis de ikke havde arbejdet med retssagen. Hertil kommer, at når privatpersoner ikke kan få betaling for deres arbejde med retssager, som de er part i, kan det forekomme mindre rimeligt, at erhvervsvirksomheder og offentlige myndigheder skulle have denne mulighed. For erhvervsvirksomheder og offentlige myndigheder gør der sig også det forhold gældende, at arbejde med retssager indgår i de almindelige driftsomkostninger, og for erhvervsvirksomheder er udgifter til retssager i forbindelse med indkomsterhvervelsen fradragsberettigede.

Retsplejerådet bemærker endelig, at udgifter til advokatbistand i forbindelse med retssagen bør undergives en særlig behandling, jf. pkt. 2.2.3 nedenfor.

2.2.2. Retsplejerådet finder, at der fortsat bør være mulighed for helt eller delvis at fritage den tabende part for at betale sagsomkostninger til den vindende part, hvis særlige grunde taler for det. Som relevante faktorer ved vurderingen heraf nævner Retsplejerådet sagens principielle karakter eller videregående betydning, og om en af parterne er en offentlig myndighed, en stor erhvervsvirksomhed, en interesseorganisation eller lignende.

Derimod bør sagens tvivlsomhed ikke i sig selv være tilstrækkelig grund til helt eller delvis at fritage den tabende part for at erstatte modparten dennes omkostninger. Retsplejerådet er på dette punkt enig med det udvalg, der udarbejdede 1899-udkastet til lov om den borgerlige retspleje. Udvalget anførte, at den »ulyst«, dommeren kan føle ved at grunde en dom på bevisbyrderegler, ikke må forlede ham eller hende til at prøve at skabe en slags balance ved at »ophæve« sagens omkostninger (dvs. bestemme, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til nogen anden part).

For at parternes eller en af parternes status som offentlig myndighed, stor erhvervsvirksomhed eller interesseorganisation skal kunne føre til fritagelse for betaling af sagsomkostninger, vil det efter Retsplejerådets opfattelse også ofte være rimeligt at kræve, at sagen var tvivlsom. Hvis sagen tillige er af principiel karakter, er det efter Retsplejerådets opfattelse særligt nærliggende at overveje helt eller delvis at fritage for betaling af sagsomkostninger.

En mere fleksibel praksis end i dag vil efter Retsplejerådets opfattelse være hensigtsmæssig, navnlig således at delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger anvendes oftere. Forskellen mellem fuld erstatning af den vindende parts sagsomkostninger og ingen erstatning af sagsomkostninger kan være temmelig stor, og delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger kan anvendes som en mellemform i tilfælde, hvor omstændighederne i nogen, men ikke meget høj, grad taler for en fritagelse for betaling af sagsomkostninger.

2.2.3. Retsplejerådet finder, at udgifter til advokatbistand fortsat (alene) bør erstattes med et passende beløb.

Allerede i 1877-udkastet til lov om den borgerlige retspleje anføres, at det ikke skal komme den tabende part til skade, at den vindende part, for at få en særligt kendt eller udmærket advokat, har tilsagt advokaten et ekstraordinært stort salær. Et sådant ekstraordinært stort salær kan nemlig ikke anses for fornødent til sagens forsvarlige førelse.

Efter Retsplejerådets opfattelse kan man imidlertid ikke blive stående ved, at ekstraordinært store udgifter til advokatsalær ikke dækkes som sagsomkostning.

Både af hensyn til modparten og af hensyn til, at de samlede udgifter til førelsen af civile retssager ikke løber løbsk, er der behov for en strammere styring af, hvilke beløb der tilkendes til dækning af udgifter til advokatsalær.

Retsplejerådet foreslår derfor at opretholde den nuværende praksis, hvor der alene tilkendes et beløb svarende til, hvad der kan betegnes som et »normalsalær«.

Efter Retsplejerådets opfattelse er der imidlertid behov for en tilnærmelse mellem de sagsomkostninger, der tilkendes til dækning af advokatsalær, og de advokatsalærer, som faktisk betales af parterne til deres advokater. Sagsomkostninger bør udmåles på en sådan måde, at de opleves som rimelige i langt de fleste sager.

Tilnærmelsen mellem tilkendte sagsomkostninger og faktisk betalte advokatsalærer kan i sagens natur ske ved, at advokaterne opkræver mindre salærer, eller ved, at der tilkendes højere beløb som sagsomkostninger til dækning af advokatsalær, eller ved en kombination heraf.

Med hensyn til sager af mindre værdi taler det efter Retsplejerådets opfattelse afgørende imod en forhøjelse af de tilkendte sagsomkostninger, at sagsomkostningerne for den tabende part så vil stå i endnu større misforhold til sagens værdi, end det allerede er tilfældet. Retsplejerådet foreslår derfor for sager om krav på højst 50.000 kr., at behovet for advokatbistand indskrænkes ved at etablere en særlig forenklet procesform for disse sager (»småsagsproces«).

Til gengæld foreslår Retsplejerådet en generel forhøjelse af de sagsomkostningsbeløb, der tilkendes til dækning af udgifter til advokatbistand i sager om krav på mellem 50.000 kr. og ca. 5 mio. kr. For sager om krav på over ca. 5 mio. kr. er der efter rådets opfattelse ikke behov for en forhøjelse. Retsplejerådets forslag til takster fremgår af nedenstående tabel.

Tabel over, hvad der udgør et passende beløb til dækning af udgifter til advokatsalær i dispositive civile sager af sædvanlig karakter, hvor domsforhandlingen varer ½-1 dag.
Sagsgenstandens værdi	Salær (ekskl. moms)
50.001-200.000	10.000-30.000
200.001-500.000	20.000-45.000
500.001-1.000.000	35.000-70.000
1.000.001-2.000.000	50.000-100.000
2.000.001-5.000.000	80.000-200.000
Salæret fastsættes som udgangspunkt inden for de angivne intervaller. Har der været syn og skøn, bør salæret normalt udmåles i den øverste halvdel af intervallet.
Salæret kan efter anmodning fra en part fastsættes højere eller lavere, hvis sagen har været usædvanlig vanskelig eller usædvanlig nem. Salæret skal normalt fastsættes højere, hvis der har været forelagt præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen.
Tabellen omfatter ikke sager med skriftlig procedure, der træder i stedet for mundtlig domsforhandling, eller sager, hvor domsforhandlingen varer mere end 1 dag. Tabellen kan dog tjene som vejledning også i disse sager.
Tabellen omfatter ikke sager uden økonomisk værdi, sager med en økonomisk værdi indtil 50.000 kr. eller sager med en økonomisk værdi over 5.000.000 kr.

Retsplejerådet understreger, at forslaget ikke tilsigter en forhøjelse af de salærer, som advokater kræver, men en bedre overensstemmelse mellem disse salærer og det beløb, som tilkendes den vindende part til dækning af udgifter til advokat.

Retsplejerådets forslag giver mulighed for, at der i alle sager med en sagsgenstand på mellem 50.000 kr. og 1 mio. kr. kan udmåles et sagsomkostningsbeløb til dækning af udgifter til advokatbistand, der er ca. 50 pct. højere end det, der typisk vil blive udmålt i dag. Rådet foreslår imidlertid, at der opereres med intervaller, inden for hvilke sagsomkostningsbeløbet til dækning af udgifter til advokatbistand fastsættes, og man kan derfor ikke sige, at der i konkrete sager altid vil blive udmålt et beløb, der er 50 pct. højere end det, der ville blive udmålt i dag, hvilket heller ikke er tilsiget. Det vil i stedet bero på den enkelte sags karakter, om der er grund til at udmåle et beløb i den øvre, midterste eller nedre del af intervallet, og der vil således blive tale om en mere differentieret udmåling af sagsomkostninger i forhold til i dag.

I sager med en sagsgenstand på over 1 mio. kr. vil der også kunne udmåles et beløb, der er højere end det, der typisk ville blive udmålt i dag, men jo højere sagsgenstand, jo mindre bør forhøjelsen efter Retsplejerådets opfattelse gennemsnitligt set være. Når sagsgenstanden nærmer sig 5 mio. kr., er det hensigten, at de fremtidige sagsomkostningsbeløb gennemsnitligt skal ligge på linje med de nuværende, men at udmålingen ligesom i sager med en sagsgenstand under 1 mio. kr. kan være mere differentieret end i dag.

2.2.4. Retsplejerådet finder, at der fortsat bør anvendes særlige takster i rene inkassoretssager, hvor kravet slet ikke bestrides. Retsplejerådet anfører, at der i disse tilfælde er tale om, at sagsøgte i svarskriftet tager bekræftende til genmæle i forhold til det fulde krav, således at der umiddelbart kan afsiges dom efter parternes samstemmende påstande, eller at sagsøgte undlader at svare (udebliver), således at der kan afsiges udeblivelsesdom efter sagsøgerens påstand.

Er der kun tale om en delvis anerkendelse af kravet, eller sker anerkendelsen eller udeblivelsen først senere under sagen, bør et sagsomkostningsbeløb til dækning af udgifter til advokatbistand efter Retsplejerådets opfattelse fastsættes et sted imellem de almindelige takster og inkassotaksterne. Jo senere anerkendelsen eller udeblivelse sker, eller jo mindre del af kravet der anerkendes, desto mindre bør afvigelsen fra de almindelige takster være. Sker anerkendelsen eller udeblivelsen først under domsforhandlingen, kan der højst blive tale om et mindre fradrag i anledning af, at domsforhandlingen forkortes.

I forhold til de gældende takster for inkassoretssager foreslår Retsplejerådet, at der for hvert interval entydigt angives ét sagsomkostningsbeløb til dækning af udgifter til advokatbistand. Endvidere foreslår Retsplejerådet for inkassosager over 100.000 kr. en lidt langsommere stigningstakt i sagsomkostningsbeløbene og et lidt lavere absolut maksimum end i dag. Retsplejerådets forslag til takster fremgår af nedenstående tabel.

Tabel over, hvad der udgør et passende beløb til dækning af udgifter til advokatsalær i inkassosager af sædvanlig karakter.
Sagsgenstandens værdi	Salær (ekskl. moms)
indtil 2.500	500
2.501-5.000	750
5.001-10.000	1.250
10.001-25.000	1.750
25.001-50.000	2.250
50.001-100.000	2.750
100.001-200.000	3.500
200.001-350.000	4.500
350.001-500.000	6.000
Tabellen omfatter sager, hvor sagsøgte tager bekræftende til genmæle i svarskriftet, eller hvor sagsøgte helt udebliver.
Salæret fastsættes som udgangspunkt til den angivne takst. Har sagsøgeren ikke haft grundlag for at betragte sagen som en inkassosag før sagsøgtes anerkendelse af kravet i svarskriftet eller udeblivelse, kan salæret efter anmodning fra sagsøgeren fastsættes til et højere beløb.
Tabellen omfatter ikke sager med en økonomisk værdi over 500.000 kr. I sådanne sager vil salæret skulle ansættes efter et skøn.

Retsplejerådet foreslår, at de sagsomkostningsbeløb, som fremgår af taksterne for inkassoretssager, skal inkludere (standardiserede) udgifter til advokatbistand til udenretslige inkassoskridt før sagens anlæg. Taksterne skal således efter Retsplejerådets opfattelse fastsættes på et sådant niveau, at de ud over advokatbistand til selve inkassoretssagen ud fra en gennemsnitsbetragtning også dækker advokatbistand til forudgående udenretslige inkassoskridt. Der bør derfor efter Retsplejerådets opfattelse ikke ved siden af et tilkendt sagsomkostningsbeløb til dækning af advokatbistand være mulighed for at få dækket udgifter til advokat efter rentelovens regler om udenretslige inkassoomkostninger. Derimod bør der efter Retsplejerådets opfattelse ikke være noget til hinder for ved siden af sagsomkostninger efter retsplejelovens regler at få dækket eventuelle rykkergebyrer, inkassogebyr og/eller udgifter til egeninkasso eller til fremmedinkasso hos en autoriseret inkassovirksomhed efter rentelovens regler om udenretslige inkassoomkostninger.

Retsplejerådet anfører, at man alternativt kunne vælge at nedsætte sagsomkostningstaksterne for inkassoretssager, således at de ikke længere gav dækning for udgifter til forudgående udenretslige inddrivelsesskridt ved advokat. Rådet peger på, at der i givet fald ville skulle opereres med to sæt takster, ét for sager, hvor fordringshaveren har haft udgifter til advokat til forudgående udenretslige inddrivelsesskridt, og ét for sager, hvor dette ikke er tilfældet. Sidstnævnte sæt af takster ville ikke skulle nedsættes i forhold til de sagsomkostningsbeløb, Retsplejerådet foreslår, eftersom en advokat, der antages af fordringshaveren til at føre en inkassoretssag, har en selvstændig forpligtelse til at undersøge, om forudgående inddrivelsesskridt er i overensstemmelse med reglerne i inkassoloven, renteloven og bekendtgørelsen om udenretslige inddrivelsesomkostninger, herunder også når de forudgående inddrivelsesskridt er foretaget af en autoriseret inkassovirksomhed.

Retsplejerådet finder det imidlertid mest hensigtsmæssigt, at udgifter til advokat i forbindelse med forudgående udenretslige inddrivelsesskridt i overensstemmelse med fast og langvarig tradition fortsat indgår i de indenretslige sagsomkostninger – også selv om sådanne advokatudgifter ud fra en strengt logisk betragtning egentlig må siges at være udenretslige inkassoomkostninger.

2.2.5. Retsplejerådet finder, at den gældende regel om, at retten træffer bestemmelse om sagsomkostninger, selv om der ikke er nedlagt påstand herom, jf. retsplejelovens § 328, bør opretholdes.

Retsplejerådet har overvejet, om parterne i højere grad bør høres, før retten træffer afgørelse om sagsomkostninger. Det forekommer umiddelbart at være rimeligt, hvis retten i alle tilfælde, hvor den overvejer af egen drift at træffe en afgørelse, hvor den tabende part helt fritages for at erstatte modparten dennes omkostninger, giver parterne lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Det samme gælder, hvor retten overvejer af egen drift at afvise dækning for udgiftsposter, som den vindende part udtrykkeligt har angivet som sagsomkostning.

En høring i sådanne tilfælde kan imidlertid støde på den praktiske vanskelighed, at retten måske først efter sagens optagelse til dom bliver opmærksom på spørgsmålet. En høring af parterne på et så sent tidspunkt vil kunne forsinke afgørelsen, ikke mindst hvis der er tale om en afgørelse, hvori flere dommere deltager.

En løsning kunne være at lægge op til, at parterne i alle tilfælde udtaler sig om spørgsmålet om sagsomkostninger. En sådan løsning vil tilgodese både hensynet til, at parterne får lejlighed til at udtale sig om grundlaget for rettens afgørelse om sagsomkostninger, og hensynet til en praktisk afvikling af retssagen.

Retsplejerådet forudsætter på den baggrund, at parterne i alle tilfælde udtaler sig om sagsomkostningerne. Det vil ofte være naturligt, at parterne i den forbindelse fremlægger en egentlig opgørelse over de udgifter vedrørende retssagen, som efter deres opfattelse bør indgå i afgørelsen om sagsomkostninger. En almindelig praksis af dette indhold vil give retten et mere sikkert grundlag for afgørelsen om sagsomkostninger.

Som nævnt finder Retsplejerådet, at retten fortsat skal træffe afgørelse om sagsomkostninger, selv om der ikke er nedlagt påstand herom. En part vil således efter Retsplejerådets forslag kunne få tilkendt sagsomkostninger, selv om parten ikke har udtalt sig om spørgsmålet eller ikke har fremlagt en opgørelse over sine udgifter i anledning af retssagen. I mangel heraf vil retten imidlertid kunne træffe afgørelse om sagsomkostninger ud fra en generel vurdering for sager af den pågældende karakter.

Afgørelser om sagsomkostninger har ofte central betydning for parterne. Det er derfor efter Retsplejerådets opfattelse vigtigt, at afgørelser om sagsomkostninger begrundes på en sådan måde, at parterne kan gennemskue, hvordan et tilkendt eller pålagt sagsomkostningsbeløb er fremkommet.

Retsplejerådet forudsætter på den baggrund, at afgørelser om sagsomkostninger fremover i det mindste indeholder følgende oplysninger:

– en beløbsmæssig specifikation fordelt på (1) retsafgift, (2) passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand og (3) øvrige udgifter

– en konkret begrundelse, hvis den tabende part helt eller delvis fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part

– i givet fald en udtrykkelig angivelse af, at visse udgifter anses for unødvendige, og af årsagen hertil, eller at visse påberåbte udgifter mv. i øvrigt ikke tages i betragtning som sagsomkostninger

Retsplejerådet finder, at der bør være adgang til aktindsigt i beslutninger om sagsomkostninger i civile sager i samme omfang, som der er adgang til aktindsigt i domme og kendelser i civile sager, således at afgørelser om sagsomkostninger i civile sager er undergivet samme regler om aktindsigt, hvad enten afgørelsen indgår i en dom eller er truffet ved kendelse eller beslutning.

2.2.6. Efter de gældende regler forrentes tilkendte sagsomkostningsbeløb ikke. De udgifter, som et tilkendt sagsomkostningsbeløb skal erstatte, vil i en række tilfælde være afholdt tidligere og eventuelt meget tidligere. Dette taler efter Retsplejerådets opfattelse for at tilkende rente.

Et formaliseret system, hvor tilkendte sagsomkostningsbeløb i et vist omfang skal forrentes for perioder forud for rettens afgørelse om sagsomkostninger, vil imidlertid efter Retsplejerådets opfattelse blive meget kompliceret. For så vidt angår perioden indtil rettens afgørelse om sagsomkostninger, foreslår Retsplejerådet derfor ingen ændringer i, at sagsomkostninger ikke forrentes.

For så vidt angår perioden efter rettens afgørelse om sagsomkostninger, bør der derimod efter Retsplejerådets opfattelse betales rente. Da der ved rettens afgørelse om sagsomkostninger er fastslået en umiddelbar pligt til at betale et bestemt pengebeløb, bør der i tilfælde af manglende betaling svares rente med den almindelige morarentesats efter renteloven (dvs. referencesatsen med tillæg af 7 pct. p.a.).

Rente bør dog først svares fra fuldbyrdelsesfristens udløb. Betaling inden for fuldbyrdelsesfristen må anses for rettidig, og praktiske grunde taler også for, at der ikke skal beregnes og betales rente for nogle få dage eller uger. Fuldbyrdelsesfristen er 14 dage fra afsigelsen af afgørelsen, medmindre andet er bestemt i afgørelsen, jf. retsplejelovens § 480, stk. 1 og 5.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør appel af afgørelsen ikke udskyde begyndelsestidspunktet for renteberegningen. Dette gælder, selv om appel sker inden fuldbyrdelsesfristens udløb, eller appelretten tillægger appellen opsættende virkning, således at afgørelsen foreløbig ikke kan tvangsfuldbyrdes.

Retsplejerådet henviser til, at arbejdsgruppen om renteloven tidligere har givet udtryk for lignende synspunkter, jf. betænkning nr. 1161/1989 om renteloven side 119-120, idet det bl.a. anføres, at den vindende part normalt har skullet afregne salær og udlæg til sin advokat allerede i forbindelse med afgørelsen i første instans, og at den foreslåede ordning vil modvirke appel alene med det formål at udskyde betalingsfristen for sagsomkostninger.

Der henvises til Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 side 249-310.

2.3. Justitsministeriets overvejelser

2.3.1. Justitsministeriet kan tilslutte sig, at udgangspunktet fortsat bør være, at den tabende part i en civil retssag på objektivt grundlag skal erstatte den vindende part dennes sagsomkostninger. Justitsministeriet kan også tilslutte sig, at udgangspunktet i indispositive civile sager (sager om ægteskab, forældremyndighed, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke) dog fortsat bør være, at ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.

Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at et objektivt ansvar er et strengt ansvar, og at det derfor, for at udgifter skal kunne dækkes som sagsomkostninger på objektivt grundlag, bør kræves, at udgiften har været nødvendig til sagens forsvarlige førelse. Endvidere bør udgifter til advokatbistand i forbindelse med retssagen undergives en særlig behandling, jf. pkt. 2.3.3 nedenfor.

2.3.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der fortsat bør være mulighed for at fravige hovedprincippet om, at den tabende part skal erstatte modparten dennes sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det. Justitsministeriet er i den forbindelse enig i, at der ved vurderingen af, om den tabende part helt eller delvis bør fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part, bl.a. bør tages hensyn til, om sagen har principiel karakter eller videregående betydning. Er dette tilfældet, kan der også ligesom i dag tages hensyn til, om en af parterne er en offentlig myndighed, en stor erhvervsvirksomhed, en interesseorganisation eller lignende. Justitsministeriet er også enig i, at der i lidt højere grad end efter gældende ret bør ske delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger, således at den tabende part f.eks. pålægges at betale halvdelen af den vindende parts sagsomkostninger.

2.3.3. Justitsministeriet finder ligesom Retsplejerådet, at udgifter til advokatbistand i forbindelse med retssagen fortsat bør erstattes med et passende standardiseret beløb.

Justitsministeriet finder, at dette bør gælde i alle tilfælde, hvor en part under sagen er repræsenteret af en mødeberettiget advokat, herunder når den pågældende advokat er ansat hos parten eller hos en mandatar, der fører retssagen på partens vegne.

I nyeste retspraksis tilkendes ikke sagsomkostninger til dækning af advokatbistand, når den vindende part under sagen er repræsenteret af en advokat, der er ansat hos parten eller hos en mandatar, der fører retssagen på partens vegne, idet der henvises til, at parten henholdsvis mandataren ikke har haft udgifter til advokatsalær. Justitsministeriet finder imidlertid, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at størrelsen af sagsomkostningerne til den vindende part alene afhænger af, om parten under sagen er repræsenteret af en mødeberettiget advokat, og ikke af, om den pågældende advokat modtager betaling i form af salær eller løn. Dette gælder, selv om lønudgiften til en ansat advokat generelt måtte være lavere end salæret til en ekstern advokat, idet sagsomkostningerne udmåles efter standardtakster, der ikke afhænger af partens konkrete udgifter til advokatbistand.

Justitsministeriet er endvidere enig med Retsplejerådet i, at der er behov for en mærkbar forhøjelse af de standardtakster for sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, som anvendes af domstolene i øjeblikket, med henblik på at opnå en bedre overensstemmelse med parternes faktiske udgifter til advokatbistand. Justitsministeriet finder, at standardtaksterne passende kan udformes som foreslået af Retsplejerådet, jf. pkt. 2.2.3 ovenfor. Med hensyn til sager om krav på højst 50.000 kr., som ikke er omfattet af Retsplejerådets forslag, forudsætter Justitsministeriet, at de gældende takster videreføres uændret. Spørgsmålet om sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand i sager om krav på højst 50.000 kr. vil blive taget op i forbindelse med en stillingtagen til Retsplejerådets forslag om en småsagsproces.

Forslaget om sagsomkostninger vedrører alene forholdet mellem den vindende part og den tabende part. Forslaget vedrører således navnlig ikke forholdet mellem en part og dennes advokat. Forslaget går ud på at forhøje størrelsen af erstatningen til den vindende part til dækning af dennes udgifter til advokat. Forslaget berører derimod ikke størrelsen af selve advokatsalæret, idet dette spørgsmål fortsat vil bero på en aftale mellem parten og advokaten inden for de rammer, som sættes af retsplejelovens § 126, stk. 2, hvorefter en advokat ikke må kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.

2.3.4. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at der fortsat bør anvendes særlige takster i rene inkassoretssager, hvor kravet slet ikke bestrides. Når kravet ikke bestrides, er der ikke nær så meget arbejde forbundet med retssagen for advokaten, og sagsomkostningsbeløbet til dækning af den vindende parts udgifter til advokatbistand bør derfor også være væsentligt lavere end i sager, hvor kravet bestrides.

Justitsministeriet er også enig med Retsplejerådet i, at der for hvert sagsværdiinterval entydigt bør angives ét sagsomkostningsbeløb til dækning af udgifter til advokatbistand. I lyset af, at der bør være et passende forhold mellem, hvad fordringshaveren kan få tilkendt efter rentelovens regler til dækning af advokatbistand til udenretslig inddrivelse, og hvad fordringshaveren kan få tilkendt i sagsomkostninger til dækning af advokatbistand i forbindelse med den indenretslige behandling, finder Justitsministeriet imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for en ændring af de intervaller og sagsomkostningsbeløb, som fremgår af de gældende takster for inkassosager. Justitsministeriet forudsætter på denne baggrund, at de gældende takster for inkassosager videreføres uændret, men at der fremover ved udmåling af sagsomkostninger til dækning af advokatbistand altid tages udgangspunkt i det beløb, der er angivet som middelværdi i det pågældende interval. Justitsministeriet er i den forbindelse enig med Retsplejerådet i, at sagsomkostningsbeløbet efter anmodning fra sagsøgeren bør kunne fastsættes til et højere beløb, hvis sagsøgeren ikke har haft grundlag for at betragte sagen som en inkassosag før sagsøgtes anerkendelse af kravet i svarskriftet eller udeblivelse.

Justitsministeriet er endvidere enig med Retsplejerådet i, at de sagsomkostningsbeløb, der fremgår af de gældende takster for inkassoretssager – der som nævnt forudsættes videreført uændret – må antages at inkludere (standardiserede) udgifter til advokatbistand til udenretslige inkassoskridt før sagens anlæg. Justitsministeriet er således også enig med Retsplejerådet i, at en part ikke både bør kunne få erstattet udgifter til advokat i forbindelse med udenretslige inddrivelsesskridt og samtidig få tilkendt sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand med det fulde beløb, som fremgår af taksterne for inkassoretssager.

Justitsministeriet finder det imidlertid mest hensigtsmæssigt, at ordningen udformes på den måde, at en part, der anmoder om dækning af udgifter til advokat efter rentelovens regler om udenretslige inkassoomkostninger, og som findes berettiget hertil, tilkendes sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand i forbindelse med retssagen med det beløb, som fremgår af taksterne for inkassoretssager, med fradrag af det beløb, parten tilkendes til dækning af udgifter til advokat efter rentelovens regler om udenretslige inkassoomkostninger. Denne ordning er i overensstemmelse med den ordning for sagsomkostninger for betalingspåkrav, som fremgår af de takster, som landsretterne har udsendt i december 2004 med henblik på anvendelse fra den 1. januar 2005, hvor reglerne om betalingspåkrav trådte i kraft, jf. herved pkt. 2.1.5 ovenfor.

Herudover vil der som anført af Retsplejerådet være mulighed for ved siden af sagsomkostninger efter retsplejelovens regler at få dækket eventuelle rykkergebyrer, inkassogebyr og/eller udgifter til egeninkasso eller til fremmedinkasso hos en autoriseret inkassovirksomhed efter rentelovens regler om udenretslige inkassoomkostninger. Det er naturligvis en forudsætning, at betingelserne efter renteloven og de administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af renteloven, for at få dækket de pågældende udenretslige inkassoomkostninger konkret er opfyldt.

2.3.5. Justitsministeriet finder ligesom Retsplejerådet, at retten fortsat bør træffe bestemmelse om sagsomkostninger, selv om der ikke er nedlagt påstand herom. Justitsministeriet er i den forbindelse enig i, at parterne bør udtale sig om sagsomkostningerne, men at der ikke er grundlag for, at retten af egen drift skal anmode parterne herom. En part vil som anført af Retsplejerådet kunne få tilkendt sagsomkostninger, selv om parten ikke har udtalt sig om spørgsmålet eller ikke har fremlagt en opgørelse over sine udgifter i anledning af retssagen, men i mangel heraf vil retten kunne træffe afgørelse om sagsomkostninger ud fra en generel vurdering for sager af den pågældende karakter.

Justitsministeriet er endvidere enig med Retsplejerådet i, at afgørelser om sagsomkostninger bør begrundes på en sådan måde, at parterne kan se, hvordan et tilkendt eller pålagt sagsomkostningsbeløb er fremkommet. Afgørelser om sagsomkostninger bør derfor indeholde særskilt oplysning om, hvilket beløb der er tilkendt til dækning af henholdsvis retsafgift, udgift til advokat og andet. Endvidere bør der gives en konkret begrundelse, hvis den tabende part helt eller delvis fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part. Endelig bør det angives udtrykkeligt, hvis visse udgifter anses for at have været unødvendige, eller hvis visse påberåbte udgifter i øvrigt ikke tages i betragtning som sagsomkostninger.

Justitsministeriet er også enig med Retsplejerådet i, at der bør være adgang til aktindsigt i beslutninger om sagsomkostninger i civile sager i samme omfang, der er adgang til aktindsigt i domme og kendelser i civile sager.

2.3.6. Justitsministeriet kan endelig tilslutte sig Retsplejerådets forslag om, at tilkendte sagsomkostningsbeløb fremover bør forrentes med rentelovens morarentesats fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen, uanset om afgørelsen forinden er appelleret.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 (forslag til retsplejelovens kapitel 30), og § 3 samt bemærkningerne hertil.

3. Retshjælp

3.1. Gældende ret

Retsplejeloven indeholder regler om offentligt tilskud til retshjælp, dvs. rådgivning om processuelle og materielle regler samt en vis praktisk bistand, som ikke vedrører en konkret retssag. Reglerne angår tilskud til henholdsvis advokatretshjælp og til retshjælpskontorer, jf. pkt. 3.1.2 og 3.1.3 nedenfor. Offentligt tilskud til rådgiving og bistand i forbindelse med en verserende eller påtænkt retssag betegnes i retsplejeloven som »fri proces«, jf. herom pkt. 4 nedenfor.

3.1.1. Efter retsplejelovens § 14, stk. 1, litra d, hører retshjælpsforretninger til byretternes opgaver. Bestemmelsen er uden selvstændigt indhold, idet omfanget af byretternes retshjælpsvirksomhed beror på særlige bestemmelser. Det drejer sig om skifteretternes vejledningspligt med hensyn til gældssanering og dødsboskifte, jf. retsplejelovens § 14, stk. 3, og dødsboskiftelovens § 7, stk. 3, og § 91, vejledningspligten over for selvmødere i civile retssager, jf. retsplejelovens § 339, stk. 4, og reglerne om vejledningspligt i fogedsager og sager om tvangsauktion over fast ejendom, jf. retsplejelovens § 500, stk. 1, og § 561, stk. 3. Endvidere administrerer byretterne ordningen med offentlig retshjælp ved advokater, jf. pkt. 3.1.2 nedenfor.

Der findes ikke for domstolene en lovregel om almindelig vejledningspligt svarende til forvaltningslovens § 7, stk. 1. Efter denne bestemmelse skal forvaltningsmyndigheder »i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde«. Denne vejledningspligt omfatter ikke blot praktiske og formelle spørgsmål, men også vejledning om materielle regler.

Der ydes imidlertid i praksis bistand af retternes personale også uden for området for de nævnte lovregler om vejledningspligt. For domstolene er det dog meget væsentligt, at sådan bistand ikke anfægter rettens upartiskhed. Dette hensyn indebærer en meget betydelig tilbageholdenhed med at yde materiel vejledning.

3.1.2. Efter retsplejelovens § 128 skal advokater, der er antaget til at udføre sager for parter, der har fri proces, yde retshjælp til personer, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Andre advokater kan påtage sig en tilsvarende forpligtelse. Justitsministeren fastsætter regler om omfanget af advokaternes forpligtelse, om, hvilke sagsområder retshjælpen omfatter, om, hvem der skal være berettiget til retshjælp, om vederlag til advokater for ydelse af retshjælp og om tilskud af statskassen til betaling af vederlaget. Det kan bestemmes, at den, der søger retshjælp, selv skal betale en del af vederlaget.

Reglerne fremgår nu af bekendtgørelse nr. 1140 af 13. december 2002 om retshjælp ved advokater, som ændret ved bekendtgørelse nr. 945 af 27. november 2003 og bekendtgørelse nr. 1048 af 1. november 2004.

Retshjælpen omfatter rådgivning og udfærdigelse af enkelte skriftlige henvendelser af sædvanlig art, herunder ansøgning om fri proces, processkrifter i retssager, udfærdigelse af bodelingsoverenskomster, enkle testamenter og ægtepagter samt deltagelse i møder, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 1. Denne almindelige retshjælp kan ydes for et vederlag på indtil 800 kr. inkl. moms, hvoraf staten betaler 75 pct., ved retshjælp i forbindelse med en ansøgning om fri proces dog hele beløbet, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1. Beløbet har været gældende siden den 1. januar 1995.

Foreligger der en tvist, kan advokaten give yderligere retshjælp, hvis særlige forhold taler derfor, herunder især at der skønnes at være udsigt til, at sagen ved yderligere bistand fra advokat vil kunne afsluttes forligsmæssigt, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2. Denne udvidede retshjælp kan ydes for et yderligere vederlag på indtil 1.830 kr. inkl. moms, hvoraf staten betaler halvdelen, ved retshjælp i forbindelse med en ansøgning om fri proces dog hele beløbet, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2. Beløbet har været gældende siden den 15. august 1988.

De nævnte beløb er maksimumbeløb, og det var således oprindeligt hensigten, at advokaten inden for disse maksima skulle beregne sig et sædvanligt salær under hensyntagen til arbejdets karakter og omfang, dets kvalitet og den præstation, der ligger bag, jf. betænkning nr. 1113/1987 om advokatretshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring mv. side 81. Som følge af, at maksimumbeløbene ikke er blevet reguleret siden henholdsvis 1995 og 1988, vil advokaten imidlertid i dag i langt de fleste tilfælde fastsætte et salær svarende til maksimumbeløbet.

Reglerne administreres på den måde, at der kun ydes offentligt tilskud, hvis advokatens samlede honorar for rådgivningen må forventes at holde sig inden for beløbsmaksimaene. Offentligt tilskud til retshjælp ved advokater kan således ikke kombineres med yderligere rådgivning, som fuldt ud betales af den retshjælpssøgende.

Der kan ikke efter reglerne om advokatretshjælp gives offentligt tilskud til arbejde, som er omfattet af en bevilget fri proces eller anden advokatbeskikkelse. Salæret for dette arbejde fastsættes efter retsplejelovens regler herom.

Retshjælp kan ikke gives til sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager, aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig karakter, sager om gældssanering samt sager, der angår eller er under behandling ved en forvaltningsmyndighed, såfremt det må antages, at vejledning og bistand i fornødent omfang gives af myndigheden (den såkaldte negativliste, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 3). Der kan dog gives retshjælp til klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 4.

Offentlig retshjælp ved advokater kan som nævnt alene gives til personer, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.

3.1.3. Justitsministeriet giver i medfør af retsplejelovens § 128, stk. 5, tilskud til retshjælpskontorer. Justitsministeriets bevilling til tilskud til retshjælpskontorer udgør for finansåret 2005 8,9 mio. kr.

Justitsministeriet har siden 1979 administreret retsplejelovens § 128, stk. 5, efter de retningslinjer, der blev foreslået i beretning af 13. december 1978 fra Justitsministeriets arbejdsgruppe om statstilskud til juridiske retshjælpsinstitutioner. Ifølge disse retningslinjer, der er optrykt i betænkning nr. 1113/1987 side 89-91, kan der gives tilskud til retshjælpskontorer, der opfylder følgende betingelser:

1. Retshjælpens vedtægter skal forelægges for Justitsministeriet.

2. Retshjælpen skal være ledet af en fagligt kvalificeret person.

3. Retshjælpens regnskab og budget skal være udarbejdet på tilstrækkelig måde. Der kan stilles krav om revision.

4. Rådgivningen skal mindst omfatte de sagsområder, der er omfattet af den almindelige retshjælp ved advokater.

5. Bistanden i den enkelte sag skal som udgangspunkt mindst have samme omfang som den rådgivning, der ydes under retshjælpsordningen ved advokater. Der vil dog også kunne ydes tilskud til institutioner, der alene yder en mundtlig rådgivning.

6. Rådgivningen skal som minimum være mulig for alle, der opfylder de økonomiske betingelser for retshjælp ved advokater.

7. Retshjælpen skal ydes af rådgivere, der er tilstrækkeligt kvalificerede.

8. Rådgivningen skal være vederlagsfri for klienten. Der kan dog opkræves et honorar, som ikke overstiger det beløb, der opkræves i forbindelse med behandlingen af forbrugersager i Forbrugerklagenævnet.

9. Institutionen skal normalt have åbent mindst én gang om ugen, så vidt muligt både i nogle dagtimer og i nogle aftentimer.

Støtte kan ifølge retningslinjerne gives til dækning af:

1. Rimelig leje af lokaler eller anskaffelse af lokaler i øvrigt.

2. Et rimeligt honorar af lederen af institutionen og rådgiverne. Honoraret skal som udgangspunkt fastsættes på timebasis.

3. Rimelig løn til kontorpersonale.

4. Rimelige kontorholdsudgifter og eventuelt udgifter til uddannelse af rådgivere.

5. Rimelige udgifter til oplysningsvirksomhed.

Tilskud gives ifølge retningslinjerne på følgende vilkår:

1. Ændringer i vedtægterne og i retshjælpens forhold, der kan have betydning for tilskuddet, skal indberettes løbende til Justitsministeriet.

2. Justitsministeriet skal til enhver tid have adgang til at gennemse regnskaberne, ligesom ministeriet har adgang til i øvrigt at kræve oplysninger fra retshjælpen, der kan have betydning for, om retshjælpen er berettiget til det ydede tilskud.

3. Retshjælpens regnskab skal efter regnskabsårets udgang indsendes til Justitsministeriet til godkendelse.

De retshjælpskontorer, som modtager tilskud, falder i to kategorier: advokatvagter og private retshjælpsinstitutioner.

Der findes cirka 75 advokatvagter, som modtager statstilskud, fordelt rundt omkring i landet, hvortil kommer cirka 25 advokatvagter, som drives uden statstilskud. Advokatvagterne giver retshjælp i form af mundtlig rådgivning ved personlig henvendelse i advokatvagten. Rådgivningen kan gives anonymt og er åben for alle uanset indtægt. Advokaterne modtager ikke honorar, og statstilskuddet går således typisk til annoncering og mindre kontorholdsudgifter, herunder den mest basale litteratur. Der er typisk ikke udgifter til lokaler, da disse normalt stilles vederlagsfrit til rådighed eksempelvis af kommunen eller dommerkontoret.

Der findes cirka 20 private retshjælpsinstitutioner, som modtager statstilskud, i København, Århus, Odense, Esbjerg, Silkeborg, Skive og Kolding. De private retshjælpsinstitutioners rådgivning er typisk noget mere omfattende end advokatvagternes, da der normalt også vil kunne udfærdiges skriftlige henvendelser. Nogle institutioner giver retshjælp ikke alene ved personlig henvendelse, men også ved telefonisk eller skriftlig henvendelse. Enkelte institutioner kan endvidere give retshjælp på den måde, at en medarbejder kommer hjem til den retshjælpssøgende.

De private retshjælpsinstitutioner har i øvrigt hver deres regler for rådgivningen. Som nævnt ovenfor er det en betingelse for at få tilskud, at retshjælpen mindst dækker de personer og de sagsområder, som er omfattet af ordningen med offentlig retshjælp ved advokater. Endvidere skal retshjælpen som udgangspunkt mindst have samme omfang som denne ordning, idet der dog også kan gives tilskud til retshjælpskontorer, som kun giver mundtlig rådgivning.

I praksis er der ofte økonomiske trangsbetingelser knyttet til retshjælp ved de private retshjælpsinstitutioner, men det er op til den enkelte institution, og grænserne er ikke nødvendigvis lige så faste som grænserne for fri proces og offentlig retshjælp ved advokater.

3.2. Retsplejerådets overvejelser

3.2.1. Retsplejerådet finder, at den eksisterende fleksible, flerstrengede retshjælpsmodel er en god løsning, der ikke er anledning til at ændre grundlæggende på. Efter Retsplejerådets opfattelse opfylder de eksisterende ordninger tilsammen kravet om en landsdækkende, velkvalificeret og lettilgængelig retshjælp. Retshjælpen er ikke i alle tilfælde vederlagsfri, men det mener Retsplejerådet heller ikke, at den bør være, idet en passende egenbetaling er med til at sikre, at retshjælpen kun modtager seriøse henvendelser, hvilket både begrænser de offentlige udgifter og giver bedre mulighed for rådgivning af dem, der har hjælp behov.

Retsplejerådet flertal (11 medlemmer) foreslår, at Civilstyrelsen får det overordnede ansvar for at følge retshjælpsområdet, såfremt flertallets forslag om at samle behandlingen af ansøgninger om fri proces i Civilstyrelsen gennemføres, jf. om dette forslag pkt. 4.2.8 nedenfor. Herved kan der efter flertallets opfattelse opnås en gavnlig koordinering af indsatsen på de meget forbundne områder retshjælp og fri proces.

Retsplejerådet anfører, at når der foreligger en tvist, er retshjælpens funktion at bidrage til, at tvisten bliver behandlet og løst på den for parterne og samfundet mest hensigtsmæssige måde. Dette betyder bl.a., at en tvist bør løses så tidligt som muligt og så billigt som muligt, således at den økonomiske og psykiske belastning af parterne minimeres, men uden at tvistløsningens kvalitet på uacceptabel måde forringes.

3.2.2. Efter Retsplejerådets opfattelse kan det være hensigtsmæssigt at operere med nogle forskellige trin eller niveauer for retshjælp. Det drejer sig om helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1), rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2) og rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3).

På første trin (trin 1) står den person, der er i tvivl om, hvorvidt et krav overhovedet er berettiget. Det kan være en person, der føler sig uretfærdigt behandlet i en eller anden sammenhæng, men som er i tvivl om, hvordan han eller hun måske kan komme videre. Eller det kan være en person, der er blevet præsenteret for et krav, som han eller hun er i tvivl om er berettiget.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør behovet for en helt umiddelbar afklaring af, om der overhovedet er grund til at gå videre med en sag, dækkes af retshjælpsinstitutionerne og advokatvagterne. Retshjælpsinstitutionerne og advokatvagterne er velegnede til en sådan helt grundlæggende mundtlig rådgivning, som ikke blot omfatter de juridiske spørgsmål af betydning for tvisten, men også de praktiske og økonomiske muligheder for at gå videre, således at den rådsøgende får et beslutningsgrundlag for, om han eller hun vil gå videre med sagen.

På næste trin (trin 2) står den person, der enten ud fra grundlæggende rådgivning hos et af de officielle retshjælpstilbud eller på egen hånd, eventuelt med bistand fra sit eget netværk, er på det rene med, at han eller hun har et krav eller indsigelse, der er grund til at fastholde, og som også har en idé om, hvordan han eller hun kan komme videre i sagen, men har behov for bistand hertil.

Bistanden kan for eksempel angå korrespondance eller afholdelse af møde med modparten, udfyldelse af klageformular ved klage til Forbrugerklagenævnet eller et privat klage- eller ankenævn eller udfyldelse af stævningsblanket eller svarskriftblanket til brug for en retssag. Bistanden kan således også angå udfyldelse af en betalingspåkravsblanket til brug for gennemførelse af et ubestridt krav.

En sådan begrænset sagsbehandling kan efter Retsplejerådets opfattelse ske både i retshjælpsinstitutioner og ved advokatretshjælp med offentligt tilskud.

Retsplejerådet anfører, at forligsmæssig afslutning af en tvist har mange fordele. Sagen kan normalt afsluttes hurtigere og billigere, og parterne har større indflydelse på processen og på resultatet. Fremtidig kontakt mellem parterne er lettere end efter en dom, og parterne vil jævnligt være mere tilfredse efter en forligsmæssig løsning.

I relation til retshjælp finder Retsplejerådet det væsentligt, at reglerne herom udformes på en sådan måde, at de fremmer muligheden for forligsmæssige løsninger. Retsplejerådet foreslår derfor, at den eksisterende udvidede retshjælp videreføres som en særlig retshjælp med henblik på at opnå en forligsmæssig løsning (retshjælp på trin 3). Allerede efter de gældende regler er hovedkriteriet for udvidet retshjælp, at der skønnes at være udsigt til, at sagen ved bistand fra en advokat vil kunne afsluttes forligsmæssigt. Retsplejerådet finder imidlertid, at det vil være gavnligt, at denne form for retshjælp i endnu højere grad profileres som retshjælp med henblik på at opnå en forligsmæssig løsning.

Retsplejerådet bemærker, at forligsmægling i retssager og ved domstolene i øvrigt er et emne, som Retsplejerådet vil behandle på et senere tidspunkt.

3.2.3. Retsplejerådet kan tilslutte sig det gældende princip, hvorefter retshjælp som udgangspunkt er mulig i alle sager, men hvor der er en »negativliste« med undtagne sager. Retsplejerådet finder, at denne ordning, der blev indført i 1988, er mere hensigtsmæssigt end den ordning med en »positivliste« over omfattede sager, som var gældende indtil da.

Retsplejerådet finder imidlertid, at negativlisten alene bør gælde for videregående retshjælp (retshjælp på trin 2 og 3), dvs. advokatretshjælp og skriftlig sagsbehandling hos retshjælpsinstitutionerne.

Grundlæggende mundtlig rådgivning (retshjælp på trin 1) hos retshjælpsinstitutionerne og advokatvagterne bør således efter Retsplejerådets opfattelse også gives i erhvervssager, straffesager, forvaltningssager og gældssaneringssager. Dette gælder dog naturligvis kun, hvis den rådsøgendes henvendelse i øvrigt falder inden for formålet med den grundlæggende mundtlige rådgivning, dvs. at afklare, om der er grund til at gå videre med sagen, og i bekræftende fald hvordan den rådsøgende mest hensigtsmæssigt kan komme videre, og hvilke retshjælpsmuligheder der kan være relevante i den forbindelse.

3.2.4. Retsplejerådet er ikke bekendt med særlige problemer i forbindelse med tilskuddet til advokatvagter. Rådet foreslår derfor ingen indholdsmæssige ændringer i tilskudsbetingelserne.

Retsplejerådet finder, at der er behov for større gennemsigtighed med hensyn til praksis for tildeling af tilskud til private retshjælpsinstitutioner. Retsplejerådet finder således, at tilskudsbetingelserne dels indholdsmæssigt bør gøres klarere, dels bør fastsættes i en bekendtgørelse, så de bliver umiddelbart tilgængelige for enhver. Bekendtgørelsen bør også omfatte tilskudsbetingelserne for advokatvagter, da tilskudsbetingelserne for advokatvagter og private retshjælpsinstitutioner er meget ensartede.

3.2.5. Som nævnt i pkt. 3.2.2 ovenfor foreslår Retsplejerådet, at der for advokatretshjælp med offentligt tilskud fortsat skal opereres med to kategorier, fremover betegnet retshjælp på trin 2 (rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning) og retshjælp på trin 3 (rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger).

Den første kategori (retshjælp på trin 2) – svarende til almindelig retshjælp i dag – omfatter rådgivning og bistand, som går ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning.

Den anden kategori (retshjælp på trin 3) – svarende til udvidet retshjælp i dag – forbeholdes (ligesom i dag) de tilfælde, hvor der er en tvist. Retshjælp af denne karakter bør efter Retsplejerådets opfattelse fremover kun gives med henblik på at søge en forligsmæssig løsning på tvisten.

Retsplejerådet finder, at der i forbindelse med disse justeringer af advokatretshjælpen bør indføres en fast takst for de to kategorier af retshjælp. Rådet er enig i, at de gældende regler om, at advokatens vederlag skal svare til den konkret ydede retshjælp, ideelt set er at foretrække. Rådet finder imidlertid, at erfaringerne siden indførelsen af dette princip i 1988 viser, at den i 1987-betænkningen ønskede differentiering af vederlaget ikke fungerer i praksis.

Satsen for almindelig retshjælp (svarende til den fremtidige retshjælp på trin 2) er ikke reguleret siden 1995. Retsplejerådet foreslår, at satsen forhøjes fra de nuværende 800 kr. til det beløb, der svarer til den normale timesats for arbejde udført af beskikkede advokater. Med landsretternes nuværende vejledende takster vil vederlaget for retshjælp på trin 2 således udgøre 1.500 kr. (inkl. moms), svarende til den normale timesats (1.200 kr. ekskl. moms) for beskikkede advokater. Rådet anfører, at forhøjelsen ligger ud over, hvad en ren pristalsregulering siden 1995 kan begrunde.

Satsen for udvidet retshjælp (svarende til den fremtidige retshjælp på trin 3) er ikke reguleret siden 1988. Retsplejerådet foreslår, at vederlaget for retshjælp på trin 3 skal udgøre det dobbelte af vederlaget til retshjælp på trin 2. Med den nuværende normale timesats for beskikkede advokater vil dette indebære, at satsen forhøjes fra de nuværende 1.830 kr. til 3.000 kr. (inkl. moms). Ved reformen i 1988 blev maksimum for den udvidede retshjælp fastsat til det tredobbelte af maksimum for den almindelige retshjælp, men der var tale om et maksimum, hvorimod Retsplejerådets forslag som noget nyt opererer med en fast sats. Retsplejerådet finder på den baggrund, at et vederlag på det dobbelte af vederlaget for retshjælp på trin 2 vil være passende.

Retsplejerådet foreslår, at satserne fremover skal reguleres efter samme regler, som gælder for regulering af de økonomiske betingelser for fri proces og advokatretshjælp. Hermed undgås en gradvis udhuling af satserne for advokatretshjælp.

Retsplejerådet foreslår, at egenbetalingen fortsat skal udgøre 25 pct. ved retshjælp på trin 2 (den tidligere almindelige retshjælp) og 50 pct. ved retshjælp på trin 3 (den tidligere udvidede retshjælp).

Der henvises til betænkningen side 321-348.

3.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet finder ligesom Retsplejerådet, at den eksisterende fleksible, flerstrengede retshjælpsmodel er en hensigtsmæssig løsning, der ikke er anledning til at ændre grundlæggende på. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at de eksisterende ordninger tilsammen opfylder behovet for en landsdækkende, velkvalificeret og lettilgængelig retshjælp.

Justitsministeriet er endvidere enig med Retsplejerådets flertal i, at der vil kunne opnås en gavnlig koordinering af indsatsen på de nært forbundne områder retshjælp og fri proces, ved at Civilstyrelsen får det overordnede ansvar for at følge retshjælpsområdet, samtidig med at behandlingen af ansøgninger om fri proces samles i Civilstyrelsen, jf. herom pkt. 4.3 nedenfor. Det er således hensigten, at Justitsministeriets opgaver på retshjælpsområdet fremover vil blive varetaget af Civilstyrelsen.

Justitsministeriet kan tilslutte sig den trinmodel, som Retsplejerådet foreslår: helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1), rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2) og rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3).

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig forslaget om, at retshjælpen emnemæssigt afgrænses som hidtil, således at den såkaldte negativliste, jf. herom pkt. 3.1.2 ovenfor, dog alene gælder for videregående retshjælp (retshjælp på trin 2 og 3), dvs. advokatretshjælp og skriftlig sagsbehandling hos de private retshjælpsinstitutioner.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at betingelserne for tilskud til retshjælpskontorer (advokatvagter og private retshjælpsinstitutioner) fremover bør fastsættes ved bekendtgørelse.

Justitsministeriet kan også tilslutte sig Retsplejerådets forslag om, at der bør indføres en fast takst for de to kategorier af advokatretshjælp, og at taksterne fremover reguleres efter samme regler, som gælder for regulering af de økonomiske betingelser for fri proces og advokatretshjælp.

Med forslaget om fremtidig satsregulering af taksterne for advokatretshjælp sikres det, at taksterne fremover følger den almindelige lønudvikling i samfundet. Justitsministeriet har på denne baggrund og under hensyn til de økonomiske konsekvenser for staten ikke fundet grundlag for herudover at foretage en forhøjelse af taksterne som foreslået af Retsplejerådet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 (forslaget til retsplejelovens §§ 323 og 324), og bemærkningerne hertil.

4. Fri proces

4.1. Gældende ret

Fri proces er udtryk for, at det offentlige dækker en parts udgifter til at føre en civil retssag. Fri proces kan efter retsplejelovens § 330, stk. 1, gives til en fysisk person, der (1) skønnes at have rimelig grund til at føre proces, jf. pkt. 4.1.2 nedenfor, og (2) ikke uden væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen, jf. pkt. 4.1.1 nedenfor. Fri proces bevilges som udgangspunkt af statsamtet, i ankesager dog af Civilstyrelsen og i nogle tilfælde af den ret, der behandler sagen, jf. nærmere pkt. 4.1.7 nedenfor.

4.1.1. Efter retsplejelovens § 330, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte regler om, hvornår en person ikke uden væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen. Reglerne fremgår nu af bekendtgørelse nr. 1116 af 18. november 2004 om fri proces og går ud på, at personer, hvis indkomst ikke overstiger nærmere angivne beløbsgrænser, opfylder den økonomiske betingelse for at få fri proces.

Beløbsgrænserne har siden 1988 været opbygget på den måde, at der er én grænse for enlige (p.t. 236.000 kr.) og en anden grænse for ægtefæller og ugifte samlevende (p.t. 300.000 kr.). I sager om ægteskab eller forældremyndighed anvendes altid grænsen for enlige. Beløbsgrænserne forhøjes med p.t. 41.000 kr. for hvert barn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.

Er ansøgeren under 18 år, kan der tillige tages hensyn til forældrenes økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens § 4. Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens regler om fri proces, at der kun bør lægges vægt på forældrenes økonomiske forhold, hvis de er særligt gode, jf. betænkning nr. 1113/1987 om advokatretshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring mv. side 49.

Fri proces kan undtagelsesvis meddeles, selv om ansøgerens (eller ansøgerens og ægtefællens/samleverens) indkomst overstiger beløbsgrænserne, såfremt ansøgeren skønnes at have ganske særligt behov for bistand, eller sagens omkostninger skønnes at blive ekstraordinært store, jf. bekendtgørelsens § 5.

Omvendt indeholder bekendtgørelsens § 6, stk. 2, en bestemmelse om, at fri proces ikke kan meddeles, hvis omkostningerne ved sagen skønnes at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag.

Endelig indeholder bekendtgørelsens § 7 en bestemmelse om, at hvis ansøgningen er indgivet af flere, skal der tages hensyn til, om ansøgerne i fællesskab er i stand til at bære de omkostninger, der er forbundet med sagen. Det samme gælder, selv om ansøgningen kun er indgivet af en enkelt, når sagens udfald har betydning for flere.

4.1.2. Som nævnt er det en betingelse for at få fri proces, at ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces. Efter retsplejelovens § 330, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte regler om, hvornår dette er tilfældet. Reglerne fremgår nu af bekendtgørelse nr. 1116 af 18. november 2004 om fri proces.

Bortset fra sager, som kan indbringes for et klagenævn, jf. herom nedenfor, indeholder bekendtgørelsen alene en generel bestemmelse om, at der skal foretages en samlet vurdering af sagsgenstandens størrelse og art, omkostningerne ved sagen og udsigten til, at sagen kan vindes, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 1. Det nærmere indhold af betingelsen om rimelig grund til at føre proces fremgår derfor navnlig af administrativ praksis.

I tilknytning til den udtrykkelige regel om sager, som kan indbringes for et klagenævn, jf. herom nedenfor, opereres i administrativ praksis med et tilsvarende princip om, at muligheden for administrativ klage indgår i vurderingen af, om der på nuværende tidspunkt – dvs. før den administrative klageadgang er udnyttet – er rimelig grund til at føre proces.

Sagens art indgår i vurderingen på den måde, at der i visse sagstyper som udgangspunkt ikke gives fri proces.

Erhvervsdrivende får som udgangspunkt ikke fri proces til erhvervsmæssige sager. Dette skyldes, at de sociale hensyn, der ligger til grund for reglerne om fri proces, kun ganske undtagelsesvis gør sig gældende i sager om erhvervsmæssige forhold. Efter praksis kan der dog i særlige tilfælde gives fri proces til sager, der udspringer af mindre, selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis sagen må anses for usædvanlig i forhold til virksomhedens normale drift. Der lægges endvidere vægt på, om ansøgeren må anses for at have et afgørende behov for bistand i form af fri proces.

På linje med erhvervsvirksomhed behandles spekulation, dvs. det forhold, at man løber en vis – som regel betydelig – økonomisk risiko for at opnå en ekstraordinær økonomisk gevinst i forbindelse med erhvervelse af for eksempel værdipapirer, valuta eller anparter. Almindelig opsparing i for eksempel aktier og obligationer, hvor formålet i første række er at bevare midlerne på en sikker måde, vil normalt ikke være omfattet af spekulationsbegrebet. Når en person alene for at opnå en ekstraordinær økonomisk gevinst har kastet sig ud i risikofyldte økonomiske dispositioner, gives der ikke fri proces. Hvis den pågældende har ladet sig narre af en »smart« markedsføring til at foretage dispositioner, hvis karakter han eller hun ikke forstår, vil der dog kunne gives fri proces, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Det samme gælder, hvis sagen efter en konkret vurdering må anses for at være velfærdstruende for ansøgeren.

Der gives ikke fri proces til inkassosager, hverken til sagsøgeren eller sagsøgte. For sagsøgtes vedkommende følger dette allerede af kravet om udsigt til at få medhold, jf. nedenfor. For sagsøgerens vedkommende begrundes den manglende adgang til fri proces traditionelt med, at der ikke er nogen procesrisiko (dvs. sagsøgeren er sikker på at vinde).

Der gives som hovedregel ikke fri proces til injuriesager. Der kan dog gives fri proces, hvis en freds- eller ærekrænkelse af en vis grovhed er udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt til en videre kreds.

Der gives ikke fri proces til sager, der udspringer af et strafbart forhold, som ansøgeren er dømt for at have begået, medmindre det krav, som er rejst mod ansøgeren, er åbenbart urimeligt. Den manglende adgang til fri proces begrundes traditionelt med, at kravet mod ansøgeren er en forventelig følge af det strafbare forhold. Der vil typisk være tale om erstatningskrav for forsætlig vold eller brandstiftelse, men det kan også være erstatningskrav for uagtsomme overtrædelser af færdselsloven.

Sagsgenstandens størrelse indgår i vurderingen på den måde, at der som hovedregel ikke gives fri proces til sagsøgeren i sager med en økonomisk værdi på under ca. 3.000 kr.

Omkostningerne ved sagen indgår alene i vurderingen i kraft af reglen i bekendtgørelsens § 6, stk. 2, om, at fri proces ikke kan meddeles, hvis omkostningerne ved sagen skønnes at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag, jf. pkt. 4.1.1 ovenfor. Efter gældende praksis afslås fri proces således for eksempel ikke med den begrundelse, at omkostningerne ved sagen vil være uforholdsmæssigt store.

Udsigten til, at sagen kan vindes , er hovedkriteriet for, hvornår en person har rimelig grund til at føre proces i retsplejelovens forstand. Når de nævnte undtagne sagstyper (erhvervssager mv.), bagatelsager og sager med små omkostninger er sorteret fra, er det udsigten til medhold, der positivt angiver de sager, hvor der gives fri proces.

Bortset fra tilfælde omfattet af særlige lovregler, jf. nedenfor, foretager statsamtet (i ankesager Civilstyrelsen) en vurdering af udsigten til at få medhold i sagen. Denne vurdering er normalt afgørende for, om der bevilges fri proces. Efter omstændighederne – omend kun sjældent – kan der dog meddeles fri proces i tilfælde, hvor det vel skønnes usikkert, om ansøgeren kan vinde sagen, men hvor det – for eksempel på grund af sagens afgørende betydning for ansøgeren eller dens principielle karakter – findes rigtigst, at ansøgeren får mulighed for at gennemføre sagen.

Efter bekendtgørelsens § 8 skal der tages hensyn til muligheden for at få sagen behandlet ved Forbrugerklagenævnet eller et klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Dette indebærer, at fri proces som udgangspunkt afslås, når denne mulighed foreligger. Fri proces skal dog ikke afslås af denne grund, hvis sagen er velfærdstruende eller har særlig indgribende betydning for forbrugeren (eksempelvis produktansvar med omfattende personskade), eller det er åbenbart, at der ikke vil kunne træffes afgørelse i sagen uden afhøring af parter eller vidner, og at sagen derfor ikke er egnet til nævnsbehandling, jf. betænkning nr. 1113/1987 om advokatretshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring mv. side 105-107.

Til gengæld følger det af retsplejelovens § 335 a, at den forbruger, der anlægger sag for at få opfyldt en afgørelse, som er truffet af Forbrugerklagenævnet eller af et klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender, altid har rimelig grund til at føre proces. Forbrugeren har således automatisk fri proces, hvis de økonomiske betingelser er opfyldt.

Retsplejelovens § 335 a gælder også sager, som indbringes af forbrugeren for at få opfyldt et forlig, der er indgået for Forbrugerklagenævnet eller for et klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis forliget indeholder en tvangsfuldbyrdelsesklausul (dvs. en udtrykkelig bestemmelse om, at forliget kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse), jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 4, er anlæg af retssag ufornøden.

Retsplejelovens § 335 a gælder endvidere sager, som indbringes af den erhvervsdrivende med påstand om ændring af en klagenævnsafgørelse eller et forlig til skade for forbrugeren.

Retsplejelovens § 335 a gælder endelig sager om en advokats vederlag, som indbringes af klienten til opfyldelse af en afgørelse, der er truffet af en kredsbestyrelse eller af Advokatnævnet, jf. retsplejelovens §§ 146 og 147, eller af advokaten med påstand om ændring af afgørelsen til skade for klienten. Bestemmelsen gælder, uanset om klienten er forbruger eller erhvervsdrivende, men det er en betingelse, at den pågældende er en fysisk person.

Endvidere indeholder markedsføringslovens § 23 en regel om, at forbrugere altid har rimelig grund til at føre proces i sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud efter markedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden. Forbrugeren har således automatisk fri proces, hvis de økonomiske betingelser er opfyldt.

4.1.3. Efter retsplejelovens § 331 kan der, når særlige grunde taler derfor, meddeles fri proces, selv om betingelserne i § 330 ikke er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.

Sager af principiel karakter eller almindelig offentlig interesse omfatter navnlig sager, der rejser hidtil uafklarede lovfortolkningsspørgsmål, sager af mere indgribende betydning over for enkeltpersoner eller grupper samt sager, hvor afgørelsen vil kunne tjene som præjudikat ved senere tilfælde.

Formålet med at nævne sager, som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation, er bl.a. at tilkendegive, at det ikke er udelukket at opnå fri proces i sager, der udspringer af mindre selvstændig erhvervsvirksomhed.

Uanset at bestemmelsen efter ordlyden giver hjemmel til at fravige hele § 330, vil der i sagens natur ikke være anledning til at give fri proces, hvis ansøgeren ikke i en eller anden forstand har rimelig grund til at føre proces. Realiteten er således, at retsplejelovens § 331 giver mulighed for at give fri proces, selv om de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, og for at give fri proces til juridiske personer. I overensstemmelse hermed lægges der i administrativ praksis ofte vægt på, at ansøgeren har i hvert fald en vis udsigt til at få medhold i sagen.

Efter § 23 i lov om Folketingets Ombudsmand kan ombudsmanden henstille, at der meddeles fri proces i anledning af forhold, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed. En sådan henstilling efterkommes normalt altid. Det fremgår da også af forarbejderne, at ombudsmandens henstilling forudsættes efterkommet, medmindre meget vægtige grunde taler imod det.

4.1.4. Fri proces betyder som udgangspunkt, at partens sagsomkostninger betales af statskassen, jf. retsplejelovens § 332, stk. 1. Parten er således fritaget for betaling af retsafgifter, der beskikkes en advokat, hvis vederlag betales af statskassen, og statskassen betaler udgifter, som med føje er afholdt til vidneførsel, syns- og skønsforretninger og andre foranstaltninger, der er iværksat af hensyn til sagens behandling eller oplysning. Endelig er parten fritaget for at betale sagsomkostninger til modparten, idet statskassen i givet fald betaler modparten det beløb, som den pågældende ville være blevet tilkendt, hvis der ikke var givet fri proces.

Omvendt pålægges modparten at betale sagsomkostninger, som om parten ikke havde fri proces, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til retsafgiften, jf. retsplejelovens § 334. Beløbet tilfalder statskassen. Har den part, der har fri proces, selv afholdt udgifter i anledning af sagen, fordeler retten beløbet mellem statskassen og parten.

Fri proces kan dog i bevillingen begrænses til enkelte af de nævnte fordele (fritagelse for betaling af retsafgifter, beskikkelse af advokat på statskassens regning, godtgørelse af udgifter til sagens behandling eller oplysning samt fritagelse for betaling af sagsomkostninger til modparten), jf. retsplejelovens § 332, stk. 2. Dette sker i praksis kun sjældent.

Endvidere kan bevillingen af fri proces tilbagekaldes, når de forudsætninger, under hvilke den er meddelt, viser sig ikke at være til stede eller at være bortfaldet, jf. retsplejelovens § 332, stk. 6. Når bevillingen tilbagekaldes, ophører virkningerne af fri proces (for fremtiden).

Endelig kan retten pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte statskassens udgifter ved den fri proces i det omfang, udgifterne ikke pålægges modparten, når partens forhold og omstændighederne i øvrigt taler for det, jf. retsplejelovens § 335. Denne bestemmelse kan bl.a. anvendes, hvor parten har opnået fri proces ved at afgive urigtige oplysninger af væsentlig betydning, eller hvor sagen tabes på grund af oplysninger, som parten kunne og burde være fremkommet med under behandlingen af ansøgningen om fri proces.

En bevilling til fri proces omfatter også behandling af sagen i anden eller tredje instans, såfremt sagen er indbragt for højere ret af modparten, og den part, der har fri proces, helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, jf. retsplejelovens § 332, stk. 4. Har parten derimod selv indbragt sagen for højere ret, må der i givet fald særskilt ansøges om fri proces til appelsagen.

En bevilling til fri proces omfatter også tvangsfuldbyrdelse af afgørelsen, jf. retsplejelovens § 332, stk. 3.

4.1.5. Der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær, jf. retsplejelovens § 336 c, stk. 1. Efter retspraksis fastsættes vederlaget til den beskikkede advokat med udgangspunkt i landsretternes vejledende takster for tilkendelse af sagsomkostninger, der bygger på sagsgenstandens værdi, idet der dog tillige kan tages hensyn til det opnåede resultat, sagens beskaffenhed og arbejdets omfang, jf. Højesterets afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999 side 1414.

4.1.6. En bevilling til fri proces omfatter alene de omkostninger ved sagen, der ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller en anden form for forsikring, jf. retsplejelovens § 330, stk. 2. Fri proces er således subsidiær i forhold til retshjælpsforsikringsdækning.

Princippet om, at fri proces er subsidiær i forhold til retshjælpsforsikringsdækning, blev indført ved lov nr. 420 af 13. juli 1988, der trådte i kraft den 15. august 1988. Denne lovs § 2, stk. 2, indeholder en overgangsbestemmelse, som går ud på, at fra lovens ikrafttræden dækker retshjælpsforsikringer egne sagsomkostninger, såfremt forsikringstageren har fri proces. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at Assurandør-Societetet (nu Forsikring & Pension) havde foreslået, at overgangsbestemmelsen blev affattet således, at retshjælpsforsikringen dækker egne sagsomkostninger med fradrag af den for retshjælpsforsikringen gældende selvrisiko. Justitsministeriet fandt imidlertid, at der ikke på denne måde burde foretages en så væsentlig udhuling af lovforslagets grundlæggende princip om at gøre retshjælpsforsikringen til den primære sikring mod befolkningens procesudgifter. Der henvises til Folketingstidende 1987-88, 2. samling, tillæg B spalte 95-98.

Det er antaget i praksis, at fritagelsen for retsafgifter også gælder, når der er retshjælpsforsikringsdækning. Princippet om, at fri proces er subsidiær i forhold til retshjælpsforsikringsdækning, omfatter således efter praksis ikke fritagelsen for retsafgifter.

4.1.7. Den almindelige regel er, at statsamtet har kompetence til at meddele fri proces til retssager i første instans, jf. retsplejelovens § 330, stk. 4, og at et eventuelt afslag kan påklages til Civilstyrelsen, mens Civilstyrelsen har kompetence til at meddele fri proces til retssager i anden og tredje instans, jf. retsplejelovens § 330, stk. 5. Kompetencen til at meddele fri proces efter retsplejelovens § 331, dvs. hvor betingelserne for at give fri proces efter § 330 ikke er opfyldt, er dog hos Civilstyrelsen også for retssager i første instans.

I visse tilfælde er kompetencen til at bevilge fri proces henlagt til den ret, som behandler retssagen. Det gælder, når der alene skal tages stilling til, om ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, idet den pågældende uden videre anses at have rimelig grund til at føre proces, nemlig i de sager om klagenævnsafgørelser mv., som er omtalt i pkt. 4.1.2 ovenfor. Det gælder endvidere i de tilfælde, hvor ansøgeren automatisk har fri proces (dvs. der stilles end ikke krav om (fortsat) opfyldelse af de økonomiske betingelser for fri proces), nemlig ved appel iværksat af modparten, jf. pkt. 4.1.4 ovenfor.

Endelig er der i en række tilfælde hjemmel til, at retten beskikker en advokat for en part, således at advokatens vederlag og udlæg betales af statskassen, jf. herom pkt. 4.1.8 nedenfor. En sådan advokatbeskikkelse betyder formelt ikke, at parten har fået bevilget fri proces, men reglerne om fri proces finder i et vist omfang tilsvarende anvendelse.

4.1.8. De ovenfor beskrevne regler om meddelelse af fri proces gælder også i indispositive sager, dvs. sager om ægteskab og forældremyndighed, faderskab, værgemål mv. Ved siden heraf er der imidlertid i en række tilfælde hjemmel til, at retten beskikker en advokat for en part, således at advokatens vederlag og udlæg betales af statskassen.

I sager om ægteskab og forældremyndighed (bortset fra sager om ændring eller anfægtelse af vilkår eller af aftaler om fordeling af formuen) kan retten beskikke en advokat for sagsøgte, hvis denne opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, og retten finder, at den pågældende har behov for advokatbistand, jf. retsplejelovens § 449, stk. 1.

I sager om faderskab kan retten beskikke en advokat for en part, hvis den pågældende har behov for det, jf. retsplejelovens § 456 g.

I sager om værgemål skal retten beskikke en advokat for den, der begæres sat under værgemål eller er under værgemål, hvis den pågældende ikke møder ved advokat, jf. retsplejelovens § 460. Retten kan beskikke en advokat for andre parter, hvis de har behov for det.

I sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse skal retten beskikke en advokat for den frihedsberøvede, hvis denne ikke selv har antaget en advokat, jf. retsplejelovens § 470, stk. 2. Retten kan beskikke en advokat for andre parter, hvis der skønnes at være fornøden anledning til det.

I sager om prøvelse af adoption uden samtykke skal retten beskikke en advokat for klageren, hvis denne ikke selv har antaget en advokat, jf. retsplejelovens § 475 c, stk. 2.

Ved advokatbeskikkelse efter de nævnte regler gælder i forhold til advokaten de samme regler om salær og godtgørelse for udlæg som ved bevilling af fri proces. Derimod er det ikke ganske afklaret, i hvilket omfang reglerne om fri proces i øvrigt kan anvendes. Det antages dog, at retsplejelovens § 335 finder tilsvarende anvendelse, jf. om denne bestemmelse pkt. 4.1.4 ovenfor.

4.2. Retsplejerådets overvejelser

4.2.1. Retsplejerådet anfører, at formålet med fri proces er at opnå en højere grad af reel lighed i de muligheder, som personer med forskellige økonomiske forhold har for at føre retssag. Derimod bør personer med mindre gode økonomiske forhold ikke i kraft af fri proces få bedre mulighed for at føre retssag end personer med gode økonomiske forhold.

Retsplejerådet anfører endvidere, at en for høj grad af samfundsmæssig omfordeling udgør en belastning af de offentlige udgifter og kan blive opfattet som urimeligt af dem, der ikke har mulighed for at få fri proces. Hertil kommer, at fri proces ikke bør fremme retssager, der ikke er rimelig anledning til at føre. Sådanne retssager er først og fremmest en belastning for modparten, men også for domstolene, hvilket dels belaster de offentlige udgifter, dels og navnlig kommer parterne i retssager, der er rimelig anledning til at føre, til skade, eftersom domstolenes kapacitet ikke er ubegrænset.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør dækningen efter reglerne om fri proces derfor ikke nødvendigvis strækkes så langt, som der finanspolitisk ville kunne opnås midler til. En for vid adgang til fri proces har nogle klare skadevirkninger for andre borgere, og det er derfor en (vanskelig) afvejning at fastsætte rimelige regler om fri proces. Ved udformningen af regler om fri proces indgår en række elementer, som tilsammen er udtryk for omfanget af adgangen til fri proces. Retsplejerådets overvejelser og forslag er udtryk for en samlet løsning, hvor man efter rådets opfattelse ikke kan justere på et delelement i rådets forslag uden samtidig at overveje, hvilke konsekvenser det eventuelt har for andre delelementer.

I Retsplejerådets overvejelser indgår også, at reglerne så vidt muligt bør være let forståelige, og at administrationen af reglerne bør være enkel og gnidningsløs. Retsplejerådet understreger, at administrationen af reglerne ikke kun afhænger af kompetenceregler og sagsbehandlingsregler, men at de materielle regler også har betydning i den forbindelse.

Fri proces-ordningen bør i øvrigt efter Retsplejerådets opfattelse ikke vurderes isoleret fra andre forhold, der kan have økonomisk betydning i forbindelse med førelse af civile retssager ved domstolene, herunder reglerne om sagsomkostninger og retsafgifter, ligesom der er en snæver sammenhæng mellem fri proces og andre retshjælpstilbud og mellem fri proces og retshjælpsforsikring.

4.2.2. Retsplejerådet foreslår at forhøje indtægtsgrænsen for ægtefæller og ugifte samlevende. Rådet anfører, at forholdet mellem indtægtsgrænsen for enlige og indtægtsgrænsen for ægtefæller og ugifte samlevende dermed bringes i overensstemmelse med nutidige samlivsmønstre, hvor det er almindeligt, at begge parter har erhvervsindtægter. Forhøjelsen af indtægtsgrænsen vil samtidig betyde, at en større del af befolkningen vil opfylde de økonomiske betingelser for at få fri proces.

Retsplejerådet har overvejet, om ansøgerens formue bør indgå direkte – og ikke kun indirekte i form af afkast af formuen – i de økonomiske betingelser for at få fri proces, men stiller ikke forslag herom. Retsplejerådet henviser bl.a. til, at en formuegrænse kun ville have selvstændig betydning i et mindre antal sager, og at en formuegrænse både for ansøgeren og den myndighed, der behandler ansøgningen om fri proces, ville give anledning til en del administration i forbindelse med opgørelsen af formuen. Retsplejerådet foreslår dog, at reglen om, at retten ved sagens afslutning efter omstændighederne kan pålægge en part med fri proces helt eller delvis at refundere statskassens udgifter til den fri proces, gives et større anvendelsesområde, navnlig således, at der i den forbindelse bl.a. skal tages hensyn til, hvordan partens formueforhold er ved sagens afslutning, herunder i kraft af sagens udfald.

4.2.3. Retsplejerådet foreslår en mere nuanceret lovregulering af de materielle betingelser for at få fri proces, der i dag udgøres af reglen om »rimelig grund til at føre proces«. Formålet hermed er at sikre en ensartet og ikke mindst gennemskuelig praksis.

Retsplejerådet foreslår, at når de økonomiske betingelser er opfyldt, skal der som udgangspunkt gives fri proces i sager i første instans om ægteskab og forældremyndighed. Retsplejerådet foreslår dog, at dette ikke skal gælde sagsøgeren i sager efter § 13 i lov om forældremyndighed og samvær, dvs. sager om ændring af tidligere aftale eller afgørelse om, at forældremyndigheden tillægges én af forældrene alene. Efter Retsplejerådets opfattelse taler hensynet bag de strenge betingelser for en sådan ændring – dvs. hensynet til at sikre ro om barnets situation – for, at sagsøgerens adgang til fri proces i disse sager fortsat bør være betinget af, at denne har rimelig udsigt til at få medhold i sagen.

Retsplejerådet foreslår endvidere, at når de økonomiske betingelser er opfyldt, skal der som udgangspunkt gives fri proces, når en person helt eller delvis har fået medhold i et huslejenævn eller beboerklagenævn, i et centralt statsligt klagenævn eller i et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender, men modparten ikke frivilligt opfylder nævnets afgørelse, eller modparten anlægger retssag med påstand om ændring af nævnets afgørelse. Med dette forslag udvides den gældende regel i retsplejelovens § 335 a til at omfatte alle centrale statslige klagenævn samt huslejenævn og beboerklagenævn.

Retsplejerådet foreslår endelig, at når de økonomiske betingelser er opfyldt, skal der som udgangspunkt gives fri proces, når en person helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.

For andre sager foreslår Retsplejerådet at lovfæste de vigtigste hensyn, som indgår i vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, herunder sagens betydning for ansøgeren, udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen, sagsgenstandens størrelse, størrelsen af de forventede omkostninger og muligheden for at få sagen afgjort ved et administrativt nævn eller et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender.

For så vidt angår sager om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål, om opsigelse eller ophævelse af ansættelsesforhold og om personskade foreslår Retsplejerådet, at det angives udtrykkeligt i loven, at henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte skal anses for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre andre hensyn (manglende udsigt til medhold, sagens (ringe) værdi, omkostningernes (ringe) størrelse eller muligheden for nævnsbehandling) klart taler herimod.

Endvidere vil det i sager om prøvelse af myndighedsudøvelse efter Retsplejerådets opfattelse jævnligt forekomme, at vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, bliver mere lempelig end i andre sager.

Erhvervsmæssige sager bør efter Retsplejerådets opfattelse fortsat som hovedregel være generelt undtaget fra fri proces. Erhvervsdrivende bør således efter Retsplejerådets opfattelse indregne udgifter til retssager i deres almindelige driftsomkostninger og om nødvendigt overveje at sørge for forsikringsdækning. Hertil kommer, at udgifter til retssager i forbindelse med indkomsterhvervelsen er fradragsberettigede for erhvervsvirksomheder. I overensstemmelse med det sociale sigte med fri proces-ordningen bør der imidlertid efter Retsplejerådets opfattelse ligesom efter gældende ret i særlige tilfælde kunne gives fri proces til mindre erhvervsdrivende, herunder navnlig når retssagen angår forhold, der har betydning for virksomhedens fortsatte eksistens.

4.2.4. Retsplejerådet foreslår at videreføre den gældende regel om, at der, når særlige grunde taler for det, kan meddeles fri proces, selv om de almindelige betingelser for at få fri proces ikke er opfyldt. Forslaget giver ligesom efter gældende ret især mulighed for at give fri proces, selv om de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, og for at give fri proces til juridiske personer.

4.2.5. Retsplejerådet finder, at salæret til en beskikket advokat bør udmåles til det samme beløb, som en part, der tilkendes fulde sagsomkostninger, vil få tilkendt til dækning af udgifter til advokatbistand. Den væsentlige forbedring, Retsplejerådet foreslår i denne dækning, jf. pkt. 2.2.3 ovenfor, indebærer derfor principielt en tilsvarende væsentlig forbedring i vederlæggelsen af advokater, der beskikkes for parter med fri proces.

Retsplejerådet er dog opmærksom på, at en del af den forhøjelse af salæret til beskikkede advokater, der følger af Retsplejerådets forslag om at forhøje taksterne for sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, i et vist omfang må antages allerede at have fundet sted, idet der i praksis formentlig er en vis forskel på domstolenes fastsættelse af salæret til en beskikket advokat og af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand.

Fremover bør der imidlertid efter Retsplejerådets opfattelse ikke være forskel på salæret til en beskikket advokat og det beløb, som den pågældede part ville have fået tilkendt i fulde sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, hvis parten ikke havde haft fri proces. Retsplejerådet anfører, at dette indebærer, at hvis den part, der har fri proces, får medhold, og modparten pålægges fulde sagsomkostninger, bør der fremover ikke være forskel på salæret til den beskikkede advokat og det beløb, modparten pålægges at betale i sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand. Med de forbedringer, Retsplejerådet foreslår i dækningen af udgifter til advokatbistand, bør der efter rådets opfattelse ikke længere føles behov for i visse sager at udmåle et (endnu) højere salær til den beskikkede advokat. Rådet bemærker herved, at rådets forslag om udmåling af sagsomkostninger giver mulighed for at udmåle et højere beløb end ellers, hvis der efter sagens karakter og omfang er grundlag herfor.

Retsplejerådet understreger, at de beløb, der fremover bør være ens, er tilkendte fulde sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand og salæret til en beskikket advokat. Derimod vil der fortsat ikke være nogen særlig sammenhæng mellem selve salæret til en advokat for en part, der ikke har fri proces, og salæret til en beskikket advokat. Salæret til en advokat for en part, der ikke har fri proces, fastsættes efter aftale mellem advokaten og parten, og dette salær kan være både højere og lavere end salæret til en beskikket advokat. Retsplejerådet bemærker særligt, at det maksimum for advokaters salærkrav, der kan udledes af retsplejelovens § 126, stk. 2 (hvorefter en advokat ikke må kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt), ofte vil ligge betydeligt højere end det »passende beløb«, som den tabende part kan pålægges at betale efter reglerne om sagsomkostninger, og det (beløbsmæssigt identiske) »passende salær«, som en beskikket advokat skal have.

Retsplejerådet bemærker endvidere, at den beskrevne forskel i salærerne til forskellige advokater efter rådets opfattelse ikke giver anledning til betænkeligheder. Ligesom erhvervsdrivende inden for andre fag har advokater forskellige kompetencer, specialer, omkostninger, profiler osv., og advokater har også forskellige priser (salærer), hvilket efter Retsplejerådets opfattelse er positivt, da det giver mulighed for en sund konkurrence mellem advokater.

Når det offentlige giver fri proces med henblik på at sikre en part reel adgang til domstolene, skal den beskikkede advokat have et salær, der giver mulighed for at føre sagen på fuldt forsvarlig måde. Advokatbistanden i sager, hvor en part har fri proces, må hverken være eller fremstå som »discount«.

Efter Retsplejerådets opfattelse er disse krav fuldt ud opfyldt, når salæret til den beskikkede advokat udmåles efter de beskrevne retningslinjer, og det gælder også, når modparten er en statslig myndighed, der under sagen er repræsenteret af Kammeradvokaten. Retsplejerådet bemærker særligt, at de beskrevne retningslinjer tilsiger, at salæret udmåles højere – og efter omstændighederne væsentligt højere – end ellers, hvis sagen har principiel karakter.

4.2.6. Retsplejerådet foreslår en egenbetaling i sager, hvor der er givet fri proces, på indtil 1.000 kr. Egenbetalingen foreslås udformet på den måde, at den part, der har fri proces, selv betaler de første 1.000 kr. af den beskikkede advokats vederlag. Personer med særlig lav indkomst foreslås dog fritaget for egenbetaling.

Retsplejerådet henviser bl.a. til, at en egenbetaling vil give parter, der har fri proces, et medansvar for sagens omkostninger, og bidrage til ligestillingen med parter, der ikke har fri proces, og at egenbetaling i øvrigt findes på mange andre områder i samfundet. Retsplejerådet henviser endvidere til, at en egenbetaling måske også vil kunne motivere den part, der har fri proces, til at overveje de omkostningsmæssige konsekvenser både i forhold til, om der overhovedet skal anlægges sag eller rejses indsigelse mod et sagsanlæg, og i forhold til processkridt, som foretages under sagens gang. Endvidere giver egenbetaling mulighed for, at flere personer kan få støtte inden for samme samlede udgiftsramme, og at støtten bedre kan tilpasses den enkeltes reelle behov for støtte.

4.2.7. Retsplejerådets flertal (11 ud af 12 medlemmer) foreslår, at der ikke skal gives fri proces, hvis parten har en retshjælpsforsikring, der dækker den konkrete sag. Flertallet foreslår samtidig, at en person, der har retshjælpsforsikringsdækning, skal kunne ansøge om dækning af rimelige udgifter ud over forsikringens maksimum, hvis de øvrige betingelser for fri proces er opfyldt, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at sagsomkostningerne ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum.

Har ansøgeren ikke retshjælpsforsikringsdækning – enten fordi ansøgeren slet ikke har tegnet forsikring, eller fordi sagen efter sin art klart falder uden for dækningsområdet – skal ansøgningen om fri proces efter flertallets forslag behandles på sædvanlig vis. Det samme gælder, hvis forsikringsselskabet har afslået dækning, eksempelvis fordi ansøgeren efter selskabets opfattelse ikke i relation til forsikringsbetingelserne har rimelig grund til at føre proces.

Retsplejerådets flertal henviser til, at efter de gældende regler er fri proces nok subsidiær i forhold til retshjælpsforsikringsdækning, men samtidig er retshjælpsforsikringsdækning for personer, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, gjort afhængig af, at der ansøges om fri proces. Denne ordning er efter flertallets opfattelse hverken rimelig eller hensigtsmæssig. Der er tale om en forskelsbehandling mellem personer, hvis indkomst ligger henholdsvis under og over indkomstgrænsen for at få fri proces. Personer, hvis indkomst ligger under indkomstgrænsen, risikerer således at få ringere mulighed for at få dækning under retshjælpsforsikringen, end personer, hvis indkomst ligger over indkomstgrænsen. Endvidere er der reelt tale om, at statsamterne og Civilstyrelsen påtager sig at »sortere« sagerne for forsikringsselskaberne. Endelig er der tale om dobbeltbehandling, eftersom ansøgningen under alle omstændigheder efterfølgende skal behandles i retshjælpsforsikringsselskabet, som skal tage stilling til det konkrete dækningsomfang.

Retsplejerådets flertal anfører, at flertallets forslag i langt hovedparten af sagerne fjerner behovet for processuel samordning af fri proces og retshjælpsforsikring (dvs. en ordning, hvorefter iværksættelsen af retshjælpsforsikring og fri proces sker i én samlet procedure), idet en part i langt de fleste tilfælde ikke længere samtidig vil have både fri proces og retshjælpsforsikringsdækning. Flertallet finder således, at den processuelle samordning, som foreslås af mindretallet, ikke kan bære eller begrunde en offentlig administrativ sagsbehandling i det store antal sager, hvor ansøgeren alene vil få dækning af sin retshjælpsforsikring.

Retsplejerådets mindretal (1 medlem) finder, at den, der søger fri proces, bør kunne henvende sig ét sted, nemlig hos statsamtet (jf. mindretallets bemærkninger om kompetencereglerne i pkt. 4.2.8 nedenfor), og dette bør gælde, uanset om der kan blive tale om forsikringsdækning eller ej. Det bør efter mindretallets opfattelse høre til statsamtets pligter som et led i sagsbehandlingen at foretage anmeldelse til forsikringsselskabet af sagen, og behandlingen af fri proces-ansøgningen bør ikke stilles i bero på forsikringssagens udfald. I det omfang der er forsikringsdækning, bør der tilkomme det offentlige en lovreguleret regres mod forsikringen, således at det offentlige som et led i sagsbehandlingen indkasserer forsikringsydelsen, der dermed fragår i statens samlede fri proces-udgift i sagen.

4.2.8. Retsplejerådet foreslår, at kompetencen til at give fri proces henlægges til domstolene i de tilfælde, hvor der ikke skal foretages en nærmere vurdering af udsigten til, at ansøgeren vil få medhold.

Det drejer sig efter Retsplejerådets forslag, jf. pkt. 4.2.3 ovenfor, om sager i første instans om ægteskab og forældremyndighed (bortset fra ansøgninger fra sagsøgeren i sager efter § 13 i lov om forældremyndighed og samvær). Det drejer sig endvidere om sager, hvor en person helt eller delvis har fået medhold i et huslejenævn eller beboerklagenævn, i et centralt statsligt klagenævn eller i et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender, men hvor modparten ikke frivilligt opfylder nævnets afgørelse eller anlægger retssag med påstand om ændring af nævnets afgørelse.

Retsplejerådet anfører, at fordelen ved at henlægge afgørelsen om fri proces til domstolene navnlig er, at retstvisten derved straks kan indbringes for den myndighed, som endeligt skal afgøre den. Herved spares bl.a. tid og omkostninger i forbindelse med en udenretslig undersøgelse. Endvidere er der i disse sager, hvor der ikke skal foretages en nærmere vurdering af udsigten til, at ansøgeren vil få medhold, ingen betænkeligheder ved at give den dømmende ret kompetence til at bevilge fri proces.

Retsplejerådets flertal (11 ud af 12 medlemmer) foreslår, at kompetencen til at give fri proces i andre tilfælde henlægges til Civilstyrelsen. Flertallet anfører bl.a., at den nødvendige ekspertise til behandling af sagerne i denne vanskelige, men i fremtiden antalsmæssigt begrænsede, restgruppe bedst vil kunne opbygges i en mere centraliseret struktur. Da ansøgninger om fri proces behandles på skriftligt grundlag, er der desuden intet særligt hensyn til parterne, der taler for, at sagerne behandles decentralt, ligesom der efter sagernes karakter ikke er behov for særligt lokalkendskab.

Flertallet foreslår, at Civilstyrelsens afslag på fri proces skal kunne indbringes for en nyoprettet afdeling i Procesbevillingsnævnet, der sammensættes med en landsdommer (formand), en byretsdommer og en advokat. Hermed bevares toinstansprincippet og udstrækkes samtidig til de sager, der i dag behandles i Civilstyrelsen i første instans, og hvor der ikke er nogen klageinstans. Samtidig sikres det, at den endelige afgørelse af, om der gives fri proces, i alle tilfælde henhører under en uafhængig instans.

Retsplejerådets mindretal (1 medlem) foreslår, at kompetencen til at give fri proces i andre tilfælde (dvs. de tilfælde, hvor kompetencen ikke foreslås henlagt til domstolene) forbliver hos statsamtet. Mindretallet foreslår, at statsamtets afslag på fri proces skal kunne indbringes for landsretten ved kære. Herved opnås der efter mindretallets opfattelse en billig, smidig og ikke mindst uafhængig behandling af klagen, og det undgås, at domstolsprøvelse af et afslag på fri proces sker gennem et traditionelt, tidkrævende søgsmål.

Retsplejerådets flertal (11 medlemmer) anfører, at der efter flertallets opfattelse gør sig de samme principielle betænkeligheder gældende med hensyn til at give mulighed for at påklage afslag på fri proces til domstolene, som med hensyn til at henlægge den primære kompetence til at bevilge fri proces til domstolene i tilfælde, hvor der skal foretages en nærmere vurdering af ansøgerens udsigt til at få medhold. Betænkelighederne består navnlig i, at vurderingen af ansøgerens udsigt til at få medhold kan få karakter af en forhåndsprøvelse i forhold til domstolenes endelige afgørelse af tvisten. Flertallet kan derfor ikke anbefale, at domstolene gøres til klageinstans for administrative myndigheders afgørelser om fri proces, heller ikke i den form, som er foreslået af mindretallet.

Der henvises til betænkningen side 349-399.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at formålet med fri proces er at opnå en højere grad af reel lighed i de muligheder, som personer med forskellige økonomiske forhold har for at føre retssag, og at det er en vanskelig afvejning at fastsætte rimelige regler om fri proces.

Som anført af Retsplejerådet indgår ved udformningen af regler om fri proces en række elementer, som tilsammen er udtryk for omfanget af adgangen til fri proces. Som eksempler kan nævnes de økonomiske betingelser, de materielle betingelser, virkningen af fri proces, eventuelle regler om egenbetaling og regler om tilbagebetaling af modtaget fri proces.

Som nærmere beskrevet nedenfor kan Justitsministeriet på de fleste punkter tilslutte sig Retsplejerådets forslag henholdsvis Retsplejerådets flertals forslag. Justitsministeriet har dog ikke fundet grundlag for at foreslå en egenbetaling for fri proces. I lyset heraf og under hensyn til de økonomiske konsekvenser for staten har Justitsministeriet endvidere ikke fundet grundlag for at lempe de økonomiske betingelser for fri proces.

Justitsministeriet kan af de grunde, der er anført af Retsplejerådet, tilslutte sig, at ansøgerens formue ikke bør indgå i de økonomiske betingelser for at få fri proces, men at reglen om, at retten ved sagens afslutning efter omstændighederne kan pålægge en part med fri proces helt eller delvis at refundere statskassens udgifter til den fri proces, bør gives et større anvendelsesområde, navnlig således, at der bl.a. skal tages hensyn til, hvordan partens formueforhold er ved sagens afslutning, herunder i kraft af sagens udfald.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig Retsplejerådets forslag om en mere nuanceret lovregulering af de materielle betingelser for at få fri proces. Justitsministeriet er også enig med Retsplejerådet i, at erhvervsmæssige sager fortsat som hovedregel bør være generelt undtaget fra fri proces.

Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at en mere almindelig adgang til fri proces i erhvervsmæssige sager ville få karakter af en erhvervsstøtte, som ligger uden for formålet med fri proces-ordningen. Efter Justitsministeriets opfattelse er der endvidere ikke grundlag for at udvide de eksisterende muligheder for i særlige tilfælde at give fri proces til en erhvervsmæssig sag. Der kan således eksempelvis efter omstændighederne gives fri proces til mindre erhvervsdrivende, herunder navnlig når retssagen angår forhold, der har betydning for virksomhedens fortsatte eksistens.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets forslag om at videreføre den gældende regel om, at der, når særlige grunde taler for det, kan meddeles fri proces, selv om de almindelige betingelser for at få fri proces ikke er opfyldt.

Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at salæret til en beskikket advokat bør udmåles til det samme beløb, som en part, der tilkendes fulde sagsomkostninger, vil få tilkendt til dækning af udgifter til advokatbistand, jf. herom pkt. 2.3.3 ovenfor. Justitsministeriet kan således tilslutte sig, at der fremover ikke bør være forskel på salæret til en beskikket advokat og det beløb, som den pågældede part ville have fået tilkendt i fulde sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, hvis parten ikke havde haft fri proces. Justitsministeriet er også enig i, at et sådant salær vil have en størrelse, der giver mulighed for at føre retssagen på fuldt forsvarlig måde, og at det ikke bør have betydning for fri proces-ordningen, at en modpart, der ikke har fri proces, eventuelt betaler sin advokat et højere salær. Justitsministeriet bemærker særligt, at der i denne forbindelse ikke er grundlag for at sondre mellem private modparter og tilfælde, hvor modparten er en offentlig myndighed.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig Retsplejerådets flertals forslag om, at der ikke skal gives fri proces, hvis parten har en retshjælpsforsikring, der dækker den konkrete sag.

Det er allerede i dag sådan, at hvis en part har en retshjælpsforsikring, der dækker udgifter ved sagen, skal forsikringsselskabet dække forud for en eventuel fri proces. Dette foreslås ikke ændret. Samtidig er det imidlertid efter de gældende regler sådan, at en ansøgning om fri proces skal behandles af statsamtet eller Civilstyrelsen, selv om parten har en retshjælpsforsikring, der dækker udgifter ved sagen, og der derfor som udgangspunkt ikke kan blive tale om, at statskassen skal betale noget, hvis ansøgningen om fri proces imødekommes. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådets flertal i, at denne ordning er uhensigtsmæssig, og kan derfor tilslutte sig forslaget om, at en ansøgning om fri proces i disse tilfælde først skal behandles, hvis forsikringsselskabet afslår dækning.

Forslaget indebærer, at forsikringsselskaberne fremover også i forhold til forsikringstagere, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, selv vil skulle vurdere, om forsikringstageren har rimelig grund til at føre proces. Forslaget er udtryk for, at det overlades til forsikringsselskaberne selv at administrere privatretlige forsikringsbetingelser, som er fastsat af forsikringsselskaberne. Der er tale om sager, som forsikringsselskaberne allerede i dag behandler med hensyn til andre spørgsmål, herunder dækningens omfang, og der vil derfor efter Justitsministeriets opfattelse kun være tale om en begrænset administrativ merbelastning af forsikringsselskaberne i forhold til i dag.

Som anført af Retsplejerådets flertal indebærer forslaget, at der i langt hovedparten af sagerne ikke længere vil være noget behov for processuel samordning af fri proces og retshjælpsforsikring (dvs. en ordning, hvorefter iværksættelsen af retshjælpsforsikring og fri proces sker i én samlet procedure), idet en part i langt de fleste tilfælde ikke længere samtidig vil have både fri proces og retshjælpsforsikringsdækning. Justitsministeriet er derfor også enig med rådets flertal i, at de mulige fordele ved den processuelle samordning, som foreslås af rådets mindretal, ikke kan bære eller begrunde en offentlig administrativ sagsbehandling i det store antal sager, hvor ansøgeren alene vil få dækning af sin retshjælpsforsikring.

Justitsministeriet kan samtidig tilslutte sig flertallets forslag om, at en person, der har retshjælpsforsikringsdækning, skal kunne ansøge om dækning af rimelige udgifter ud over forsikringens maksimum, hvis de øvrige betingelser for fri proces er opfyldt, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at sagsomkostningerne ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum. Hermed sikres, at den foreslåede administrative omlægning mellem fri proces og retshjælpsforsikring ikke fører til en forringelse af dækningsadgangen i forhold til i dag.

Justitsministeriet finder endvidere, at en part, der har retshjælpsforsikringsdækning og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, bør være fritaget for betaling af retsafgift. Hermed sikres, at den foreslåede administrative omlægning mellem fri proces og retshjælpsforsikring ikke fører til en udvidelse af, hvornår der skal betales retsafgift.

Justitsministeriet finder ligesom Retsplejerådet, at kompetencen til at give fri proces bør henlægges til domstolene i de tilfælde, hvor der ikke skal foretages en nærmere vurdering af udsigten til, at ansøgeren vil få medhold.

Det drejer sig efter lovforslaget om sager i første instans om ægteskab og forældremyndighed (bortset fra ansøgninger fra sagsøgeren i sager efter § 13 i lov om forældremyndighed og samvær). Det drejer sig endvidere om sager, hvor en person helt eller delvis har fået medhold i et huslejenævn eller beboerklagenævn, i et centralt statsligt klagenævn eller i et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender, men hvor modparten ikke frivilligt opfylder nævnets afgørelse eller anlægger retssag med påstand om ændring af nævnets afgørelse.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig Retsplejerådets flertals forslag om, at kompetencen til at give fri proces i andre tilfælde henlægges til Civilstyrelsen med mulighed for at indbringe afslag på fri proces for en nyoprettet afdeling i Procesbevillingsnævnet, der sammensættes med en landsdommer (formand), en byretsdommer og en advokat. Hermed bevares toinstansprincippet og udstrækkes til de sager, der i dag behandles i Civilstyrelsen i første instans, og hvor der i dag ikke er nogen klageinstans. Samtidig sikres det, at den endelige afgørelse af, om der gives fri proces, i alle tilfælde, herunder i sager mod det offentlige, henhører under en uafhængig instans.

Med hensyn til mindretallets forslag om i stedet at henlægge kompetencen til statsamterne med mulighed for at kære statsamtets afslag på fri proces til landsretten kan Justitsministeriet tilslutte sig flertallets bemærkninger om betænkelighederne ved at henlægge kompetencen til at bevilge fri proces til domstolene, når der skal foretages en nærmere vurdering af ansøgerens udsigt til at få medhold, og Justitsministeriet er derfor enig i, at mindretallets forslag også af den grund ikke bør gennemføres.

Lovforslaget er på denne baggrund udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets henholdsvis Retsplejerådets flertals lovudkast. Dog foreslås det at videreføre de økonomiske betingelser for fri proces uændret, og Retsplejerådets forslag om egenbetaling er ikke medtaget i lovforslaget. Endvidere foreslås det, at en part, der har retshjælpsforsikringsdækning og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, skal være fritaget for betaling af retsafgift.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 (forslag til retsplejelovens kapitel 31), og § 2, nr. 3 og 5 (forslag til retsafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 3, og § 20, nr. 4).

5. Retshjælpsforsikring

5.1. Gældende ret

5.1.1. Med virkning fra den 1. januar 1970 introducerede det daværende Assurandør-Societetet (nu Forsikring & Pension) retshjælpsforsikringen i Danmark, idet det henstilledes til forsikringsselskaberne, at de, hvis de ville yde retshjælpsforsikring, først gjorde det fra den 1. januar 1970, at der ikke blev krævet særskilt præmie herfor, og at selskaberne uden ændringer benyttede nogle policevilkår godkendt af Assurandør-Societetet, jf. betænkning nr. 1113/1987 om advokatretshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring mv. side 109.

Bortset fra, at fri proces er subsidiær i forhold til retshjælpsforsikringsdækning, således at der ikke er fri proces i det omfang, omkostningerne er dækket af en retshjælpsforsikring eller en anden form for forsikring, jf. retsplejelovens § 330, stk. 2, og afsnit 4.1.6 ovenfor, er retshjælpsforsikring ikke reguleret i retsplejeloven.

Retshjælpsforsikringer er som andre forsikringer omfattet af lov om forsikringsaftaler, og der gælder en betydelig aftalefrihed. Imidlertid anvender alle danske forsikringsselskaber identiske retshjælpsforsikringsbetingelser. De fælles forsikringsbetingelser omfatter dog ikke størrelsen af en eventuel selvrisiko eller forsikringens maksimum.

Alle danske forsikringsselskaber, som udbyder familie-, bygningskasko-, autokasko- eller lystfartøjsforsikring, har i de pågældende forsikringer medtaget retshjælpsforsikring som et obligatorisk element heri. Den enkelte forsikringstager har således ikke mulighed for at fravælge retshjælpsforsikringen.

Det anslås, at ca. 95 pct. af befolkningen har tegnet en familieforsikring, at over 90 pct. af grundejerne har en bygningskaskoforsikring, at ca. 85 pct. af samtlige motorkøretøjer er dækket af autokaskoforsikring, og at forsikringsdækningsgraden for i hvert fald større lystbåde ligger på linje med motorkøretøjer, således at hovedparten er kaskoforsikrede, jf. Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 side 166-167.

5.1.2. Retshjælpforsikringen dækker tvister, som er opstået i privatlivet, og som efter deres art vil kunne behandles under en civil retssag. Er denne betingelse opfyldt, dækker forsikringen også tvister, som behandles ved voldgift. Ved tvister forstås konkrete aktuelle konflikter, som med rimelighed kan danne grundlag for et civilretligt søgsmål. Retshjælpsforsikringen dækker tvister, hvor søgsmålsgrunden er opstået i forsikringstiden.

Retshjælpsforsikringen omfatter ikke tvister opstået i forbindelse med sikredes ansættelsesforhold eller tvister vedrørende sikredes selvstændige virksomhed, hvad enten der er tale om hovederhverv, bierhverv eller hobbypræget erhverv, og heller ikke formuedispositioner i forbindelse hermed. Retshjælpsforsikringen omfatter heller ikke tvister med myndigheder i skatte- og afgiftsspørgsmål.

Retshjælpsforsikringen omfatter ikke tvister om skilsmisse, separation, forældremyndighed, samvær og underholdspligt. Retshjælpsforsikringen omfatter dog ankesager, som behandles i Danmark, hvor sikrede har fået helt eller delvis medhold i den foregående instans, samt alle udenlandske sager. Retshjælpsforsikringen omfatter ikke tvister om formueforholdet mellem ægtefæller, registrerede partnere eller ugifte samlevende samt tvister i forbindelse med dødsbobehandling og arv.

Retshjælpsforsikringen undtager endvidere injuriesager, medmindre sikrede får fuldt medhold. Retshjælpsforsikringen omfatter ikke straffesager. Retshjælpsforsikringen omfatter dog adhæsionskrav, dvs. borgerlige krav, der behandles i tilknytning til en straffesag.

Retshjælpsforsikringen omfatter ikke inkassosager, dvs. sager, hvor fordringens rigtighed og størrelse er utvivlsom, mod sikrede.

Retshjælpsforsikringen omfatter ikke tvister, der kunne have været behandlet ved et klagenævn, medmindre andet er aftalt med forsikringsselskabet, eller det er åbenbart, at sagen på grund af sin karakter ville være blevet henvist til domstolene.

Retshjælpsforsikringen dækker ikke tvangsfuldbyrdelse, arrest eller fogedforbud, medmindre dette er aftalt med forsikringsselskabet.

5.1.3. Retshjælpsforsikringen dækker sagsomkostninger, som er afholdt med rimelig grund. Denne klausul i forsikringsbetingelserne dækker bl.a. over, at sikrede skal have rimelig grund til at føre sagen. Retshjælpsforsikringen omfatter ikke omkostninger, som ikke står i rimeligt forhold til sagens genstand.

Udgifter til advokatsalær dækkes med et beløb svarende til domstolenes praksis for tilkendelse af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand. Advokaten skal forpligte sig til ikke at opkræve yderligere salær hos sikrede.

5.1.4. Hvis sikrede opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, er der ingen selvrisiko. Dette gælder også i de tilfælde, hvor sikrede har fået afslag på fri proces, men i det væsentlige får medhold ved dom eller indenretsligt forlig.

Tidligere gjaldt som en fælles regel for alle forsikringsselskaber, at selvrisikoen i andre tilfælde androg 10 pct. af de samlede omkostninger, dog mindst 2.500 kr. for hver instans. Efter krav fra Konkurrencerådet er den fælles regel om selvrisiko ophævet pr. 1. januar 2001. Det er således nu hvert enkelt forsikringsselskab, der fastsætter, om og i givet fald hvilken selvrisiko der skal gælde uden for fri proces-tilfældene.

Forsikringsselskabets erstatningspligt for én forsikringsbegivenhed var tidligere efter en fælles regel for alle forsikringsselskaber begrænset til 75.000 kr. Efter krav fra Konkurrencerådet er den fælles regel om forsikringens maksimum ophævet pr. 1. januar 2001. Det er således nu hvert enkelt forsikringsselskab, der fastsætter forsikringens maksimum. Det er oplyst, at forsikringsmaksimum varierer fra 75.000 kr. op til 130.000 kr., jf. betænkningen side 169.

5.1.5. Såfremt sikrede opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, skal der søges om fri proces. I modsat fald dækker forsikringen ikke. Afslås ansøgningen om fri proces, dækker forsikringen kun, hvis sikrede i det væsentlige får medhold ved dom eller indenretsligt forlig.

Forsikringsdækningen er betinget af, at sikrede har søgt bistand hos en advokat, der har påtaget sig sagen. Hvor tvisten føres uden for Danmark, sker valget af udenlandsk advokat efter aftale med forsikringsselskabet. Advokaten skal afgive en erklæring om, at han eller hun afstår fra at gøre salærkrav gældende hos sikrede og udelukkende vil holde sig til retshjælpsforsikringsselskabet.

5.2. Retsplejerådets overvejelser

Retsplejerådet har overvejet, om retshjælpsforsikringsdækning bør være en lovpligtig del af en familieforsikring og eventuelt også af bygnings-, auto- og lystfartøjskaskoforsikringer. Retsplejerådet ser dog ikke noget aktuelt behov for at gøre retshjælpsforsikringen lovpligtig og heller ikke for nærmere at normere indholdet af retshjælpsforsikringsbetingelserne ved lov.

Retsplejerådet foreslår på den baggrund ikke andre lovregler om retshjælpsforsikring end den regel, som rådets flertal foreslår, om, at fri proces skal afslås, hvis ansøgeren har retshjælpsforsikringsdækning, jf. pkt. 4.2.7 ovenfor.

Retsplejerådets flertal (11 ud af 12 medlemmer) anbefaler imidlertid visse justeringer af retshjælpsforsikringsbetingelserne.

Betingelsen om, at sikrede, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, skal søge fri proces, anbefales ophævet. Med flertallets forslag til udformning af reglerne om fri proces, jf. pkt. 4.2.7 ovenfor, vil en sådan ansøgning om fri proces blive afslået, allerede fordi ansøgeren har retshjælpsforsikringsdækning. Det giver derfor ingen mening at stille krav om, at sikrede skal indgive en sådan formålsløs ansøgning. Forsikring & Pension har over for Retsplejerådet erklæret sig enig i, at dette vilkår i givet fald vil skulle ophæves.

Endvidere anbefales det, at vilkåret om, at der ikke er selvrisiko, når ansøgeren har fri proces, ændres til, at der ikke er selvrisiko, når ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Formålet hermed er at videreføre den eksisterende fritagelse for selvrisiko, som gælder for personer, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.

Endelig har Retsplejerådets flertal (9 ud af 12 medlemmer) overvejet nogle spørgsmål i relation til rimelig grund-betingelsen, tvangsfuldbyrdelse og forsikringsmaksimum.

Flertallet anser det for væsentligt, at vurderingen af, om en part har rimelig grund til at føre proces , som altovervejende hovedregel falder ens ud, hvad enten parten har en retshjælpsforsikring, der dækker sagen, eller ej. Hvis vurderingen i for mange tilfælde falder forskelligt ud, opnås ikke de fulde fordele af den administrative adskillelse af fri proces og retshjælpsforsikring, som flertallet foreslår, jf. pkt. 4.2.7 ovenfor.

Flertallet har på den baggrund overvejet, om forsikringsbetingelserne burde tilpasses Retsplejerådets forslag med hensyn til rimelig grund-betingelsen for så vidt angår fri proces, og spørgsmålet har også været drøftet med Forsikring & Pension.

Det fremgår af betænkningen, at Forsikring & Pension lægger stor vægt på, at forsikringsbetingelserne fastsættes af forsikringsselskaberne, og at selskaberne – med klageadgang til Ankenævnet for Forsikring – afgør, om der i en konkret sag er forsikringsdækning.

Forsikring & Pension har desuden over for Retsplejerådet tilkendegivet, at forsikringsselskaberne i praksis i langt de fleste tilfælde vil finde, at sikrede har rimelig grund til at føre proces i de tilfælde, hvor en ansøger efter Retsplejerådets forslag til fri proces-regler anses for at have rimelig grund til at føre proces. Forsikring & Pension har alene taget et lille forbehold med hensyn til sager om personskade, hvor der måske i praksis kan være en forskel på Retsplejerådets forslag med hensyn til fri proces og forsikringsselskabernes vurdering efter retshjælpsforsikringsbetingelserne, samt et generelt forbehold om, at det for forsikringsselskaberne endnu er ganske usikkert, hvordan den foreslåede regel vil blive praktiseret af fri proces-myndighederne.

Flertallet finder på denne baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for at anbefale ændringer i forsikringsbetingelsernes formulering af betingelsen om rimelig grund til at føre proces. Flertallet forudsætter i den forbindelse, at fri proces-myndighederne løbende vil følge udviklingen i praksis, og at spørgsmålet vil kunne tages op med forsikringsbranchen på ny, hvis der opstår en uhensigtsmæssig uoverensstemmelse mellem vurderingen i fri proces-regi og forsikringsregi.

Flertallet finder, at retshjælpsforsikringen også bør dække en eventuel nødvendig tvangsfuldbyrdelse.

Flertallet finder det væsentligt, at udgifterne i langt de fleste retssager, hvor sikrede opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, kan holdes inden for retshjælpsforsikringens maksimum. Hvis sikrede i for mange tilfælde vil føle behov for at ansøge det offentlige om dækning af udgifter ud over forsikringens maksimum, opnås ikke de fulde fordele af den administrative adskillelse af fri proces og retshjælpsforsikring, som flertallet foreslår, jf. pkt. 4.2.7 ovenfor.

Forsikring & Pension har over for Retsplejerådet oplyst, at dækningsmaksimum for retshjælpsforsikringen i dag ligger på mellem 75.000 kr. og 130.000 kr., og at forsikringens dækningsmaksimum skønsmæssigt overskrides i ca. 1 pct. af sagerne.

Med den bemærkning, at tallet på 1 pct. også omfatter sager, hvor sikrede ikke opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, ser flertallet ikke problemer, som det ser ud i dag. Efter en gennemførelse af Retsplejerådets forslag om sagsomkostninger, jf. pkt. 2.2 ovenfor, vil udgifterne i en række sager imidlertid blive noget større. Flertallet anbefaler på den baggrund, at de enkelte forsikringsselskaber løbende – og navnlig efter en gennemførelse af Retsplejerådets forslag om sagsomkostninger – overvejer, om der kan være grund til at forhøje forsikringsmaksimum med henblik på at fastholde den nuværende fordeling, hvor udgifterne i så godt som alle sager kan rummes inden for maksimummet.

Retsplejerådet mindretal (3 ud af 12 medlemmer) anfører, at der efter mindetallets opfattelse ikke bør tilstræbes nogen materiel samordning (dvs. tilnærmelse) mellem fri proces-reglerne og vilkårene for en privat retshjælpsforsikring. En retshjælpsforsikring er et privat forsikringsprodukt, som bør være genstand for konkurrence mellem danske og udenlandske forsikringsselskaber og samtidig bør muliggøre fri konkurrence mellem de advokater, som påtager sig denne type sager på aftalemæssigt grundlag. Konkurrencen bør navnlig angå pris, dækningsområde og afregningsprincipper for advokatomkostninger, hvilket bør indebære en tilpasning af de nuværende standardbetingelser, herunder en ophævelse af bestemmelsen om, at salæret beregnes i overensstemmelse med de retningslinjer for sagsomkostninger i borgerlige sager, som følges af domstolene.

5.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at der ikke er behov for at gøre retshjælpsforsikringen lovpligtig og heller ikke for nærmere at normere indholdet af retshjælpsforsikringsbetingelserne ved lov. Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at der alene bør indføres en pligt til at tegne bestemte forsikringer og/eller ske en nærmere lovregulering af indholdet af forsikringsbetingelserne, hvis særlige grunde taler for det.

Der foreslås på den baggrund ikke andre lovregler om retshjælpsforsikring end reglen om, at fri proces skal afslås, hvis ansøgeren har retshjælpsforsikringsdækning, jf. pkt. 4.3 ovenfor, samt nogle overgangsregler, som følger heraf, jf. nedenfor.

Forslaget om, at fri proces skal afslås, hvis ansøgeren har retshjælpsforsikringsdækning, har som anført af Retsplejerådets flertal den konsekvens, at kravet i forsikringsbetingelserne om, at sikrede, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, skal søge fri proces, bør ophæves. Forsikring & Pension har som nævnt i pkt. 5.2 ovenfor erklæret sig enig heri.

For at opnå en ensartet og samtidig ikrafttræden af denne ændring af forsikringsbetingelserne allerede ved lovens ikrafttræden foreslås en lovregel herom. I samme forbindelse foreslås vilkåret om, at der ikke er selvrisiko, når ansøgeren har fri proces, ændret til, at der ikke er selvrisiko, når ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Formålet hermed er at videreføre den eksisterende fritagelse for selvrisiko, som gælder for personer, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Den foreslåede regel svarer til den lovregel om ændring af forsikringsbetingelserne, som blev gennemført i 1988 i forbindelse med indførelsen af princippet om, at fri proces er subsidiær i forhold til retshjælpsforsikringsdækning, jf. pkt. 4.1.6 ovenfor.

Forsikring & Pension har i forbindelse med høringen over betænkningen anført, at Forsikring & Pension er modstander af, at der ikke skal være selvrisiko på retshjælpsforsikringen, når sikrede opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Det forekommer efter Forsikring & Pensions opfattelse uhensigtsmæssigt, at forsikringsselskaberne skal vurdere, om de økonomiske betingelser er opfyldt, alene med henblik på at afgøre, om der skal betales selvrisiko. Forsikring & Pension fremhæver samtidig, at Retsplejerådet foreslår at indføre en egenbetaling på 1.000 kr. i forbindelse med fri proces. Parallelt hermed bør der efter Forsikring & Pensions opfattelse på retshjælpsforsikringsområdet – af bl.a. præventive hensyn – gælde en vis egenbetaling i form af en generel selvrisiko.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der imidlertid ikke ved indførelse af selvrisiko, når sikrede opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, på denne måde foretages en så væsentlig udhuling af det grundlæggende princip om, at retshjælpsforsikringen er den primære sikring mod befolkningens procesudgifter. Hertil kommer, at der som nævnt efter de gældende forsikringsbetingelser ikke sker fradrag af selvrisiko, når sikrede har fri proces. Endvidere bemærkes, at Retsplejerådets forslag om at indføre egenbetaling for fri proces ikke er medtaget i lovforslaget, og at der endvidere – som en ændring i forhold til Retsplejerådets lovudkast – foreslås en særlig regel om fritagelse for betaling af retsafgift, når en part har retshjælpsforsikringsdækning og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf. pkt. 4.3 ovenfor.

Med hensyn til Retsplejerådets flertals overvejelser om tvangsfuldbyrdelse og forsikringsmaksimum bemærker Justitsministeriet, at Forsikring & Pension i sit høringssvar over betænkningen har anført, at Forsikring & Pension stiller sig positiv over for forslaget om, at retshjælpsforsikringen også bør dække en eventuel nødvendig tvangsfuldbyrdelse, men at forsikringsselskaberne bør kunne lade forsikringsdækningen afhænge af rimeligheden af at søge tvangsfuldbyrdelse gennemført i den konkrete sag. Forsikring & Pension har endvidere noteret sig Retsplejerådets flertals anbefaling, hvorefter de enkelte forsikringsselskaber løbende – og navnlig efter en gennemførelse af Retsplejerådets forslag om sagsomkostninger – bør overveje, om der kan være grund til at forhøje forsikringsmaksimum med henblik på at fastholde den nuværende fordeling, hvor udgifterne i så godt som alle sager kan rummes inden for forsikringsmaksimummet. Forsikring & Pension anfører i den forbindelse, at selskaberne må antages løbende at tilpasse forsikringsdækningen til kundernes behov.

Med hensyn til Retsplejerådets mindretals overvejelser om salæret til advokater, der påtager sig at føre en retssag for en part med retshjælpsforsikringsdækning, bemærker Justitsministeriet, at de gældende retshjælpsforsikringsbetingelser indebærer en standardisering af salæret i overenstemmelse med de principper for udmåling af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, som domstolene anvender. Det bemærkes endvidere, at advokater ud over prisen har mulighed for at konkurrere på parametre som f.eks. kvalitet og service, og at der også er mulighed for priskonkurrence inden for de rammer, som det standardiserede salær sætter.

En ændring af de gældende retshjælpsforsikringsbetingelser med hensyn til salæret til sikredes advokat ville endvidere kunne betyde, at forsikringsselskaberne ville kræve at kunne anvise sikrede en bestemt advokat efter forsikringsselskabets valg, eller at forsikringsdækningen blev ændret til et tilskud, således at sikrede selv måtte betale et eventuelt salær ud over det standardiserede salær, som kan udledes af de principper for udmåling af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, som domstolene anvender.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for en ændring af retshjælpsforsikringsbetingelserne med hensyn til salæret til sikredes advokat. Det bemærkes særligt, at for så vidt angår sikrede, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, ville en ændring af forsikringsdækningen til et tilskud kunne rejse spørgsmål om forholdet til den adskillelse mellem fri proces og retshjælpsforsikringsdækning, som er tilsigtet ved lovforslaget, jf. pkt. 4.3 ovenfor.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 (forslag til retsplejelovens § 325, stk. 1), og § 12, stk. 4, samt bemærkningerne hertil.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Den foreslåede forhøjelse af de standardbeløb, der anvendes ved tilkendelse af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, har til formål at sikre, at de omkostninger, som en part tilkendes af retten, i højere grad modsvarer partens faktiske advokatudgifter, og forhøjelsen vil derfor som hovedregel ikke påvirke de faktiske advokatudgifter i en retssag. I sager, hvor standardbeløbet udgør de faktiske advokatudgifter, herunder sager, hvor der er meddelt fri proces, eller hvor sagens omkostninger er omfattet af en retshjælpsforsikring, vil forslaget dog medføre en stigning i sagsomkostningerne og dermed medføre visse merudgifter for retshjælpsforsikringer samt til fri proces. Merudgifterne til fri proces, som skønnes at udgøre 10 mio. kr. i 2005 og herefter 20 mio. kr. årligt, er indbudgetteret på finansloven for 2005.

Lovforslaget indebærer herudover visse administrative og økonomiske konsekvenser for forsikringsselskaberne i forbindelse med behandlingen af sager vedrørende retshjælpsforsikringer samt i sager om tilskud til advokatretshjælp.

Forslaget om at flytte sager om fri proces fra statsamterne til Civilstyrelsen og fra Civilstyrelsen til Procesbevillingsnævnet vil ikke have økonomiske konsekvenser for det offentlige, idet merudgifter i Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet modsvares af tilsvarende mindreudgifter i statsamterne.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for kommunerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

	Positive konsekvenser/ mindre udgifter	Negative konsekvenser/ Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for staten.	Ingen	Merudgifterpå 10 mio. kr. i 2005 og 20 mio. kr. i efterfølgende år.
Økonomiske konsekvenser for kommuner og amtskommuner.	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Ingen	Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet og borgerne	Ingen	Visseøkonomiske konsekvenser for retshjælpsforsikringer
Administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne	Ingen	Visseadministrative konsekvenser for retshjælpsforsikringer
Miljømæssigekonsekvenser	Ingen	Ingen
Forholdet til EU-retten	IngenEU-retlige aspekter

7. Høring

Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene) har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Foreningen Danske Inkassoadvokater, Dansk Retspolitisk Forening, Institut for Menneskerettigheder, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, HTS Interesseorganisationen, Dansk Industri, Dansk Handel & Service, Håndværksrådet, Byggeriets Firkant, Dansk InkassoBrancheforening, Danske Entreprenører, Liberale Erhvervs Råd, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Dansk Ejendomsmæglerforening, De Danske Patentagenters Forening, Danmarks Rederiforening, Danske Speditører, Grundejernes Landsorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, Det Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns Retshjælp, Århus Retshjælp, Danske Mediers Forum, Dansk Journalistforbund, Landbrugsrådet, Foreningen af Registrerede Revisorer, IT-Brancheforeningen, Danske Finansieringsselskabers Forening, Boligselskabernes Landsforening og Lejernes Landsorganisation.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1
(retsplejeloven)

Til nr. 1 og 11 (§ 2 a, stk. 2, nr. 2, § 368, stk. 5, 1. pkt., § 369, stk. 2, og § 391, stk. 1)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om at afskaffe muligheden for at idømme rettergangsbøder i civile sager, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

Til nr. 2 (§ 22)

Det foreslås, at Procesbevillingsnævnet skal behandle klager over afslag på fri proces, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 (forslag til retsplejelovens §§ 328 og 329).

Det fremgår af forvaltningslovens § 16, stk. 4, og offentlighedslovens § 15, stk. 2, at afgørelser om aktindsigtsspørgsmål efter disse love kan påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Heraf følger, at Civilstyrelsens afgørelser om aktindsigtsspørgsmål i en sag om fri proces, der behandles eller har været behandlet af Civilstyrelsen, kan påklages særskilt til Procesbevillingsnævnet.

Sagerne behandles efter de regler, der i forvejen gælder for sagsbehandlingen i Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 25 og nævnets forretningsorden, bortset fra at nævnets sammensætning er anderledes, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Procesbevillingsnævnet er ikke omfattet af forvaltningsloven, offentlighedsloven eller lov om Folketingets Ombudsmand.

Hvis Procesbevillingsnævnet finder det hensigtsmæssigt, vil nævnet i forbindelse med lovens ikrafttræden eller senere, når nævnet har oparbejdet et erfaringsgrundlag for behandling af klager over afslag på fri proces, kunne ændre forretningsordenen med særligt henblik på behandling af klager over afslag på fri proces og/eller behandling af klager over afgørelser om aktindsigtsspørgsmål.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 og 4 (§ 23)

Det foreslås, at når Procesbevillingsnævnet behandler klager over afslag på fri proces (jf. lovforslagets § 1, nr. 2), skal nævnet sammensættes med en landsdommer, der fungerer som afdelingsformand, en byretsdommer og en advokat, jf. det foreslåede stk. 2, 1. pkt.

Det foreslås, at de tre medlemmer beskikkes særskilt til at behandle klager over afslag på fri proces, men at beskikkelsen i øvrigt sker efter tilsvarende regler, som gælder for beskikkelse af de nævnsmedlemmer, der behandler sager om anden- og tredjeinstansbevilling, jf. de foreslåede stk. 2, 2. og 3. pkt.

Landsdommeren beskikkes således efter indstilling fra landsretterne, byretsdommeren efter indstilling fra Den Danske Dommerforening og advokaten efter indstilling fra Advokatrådet. Beskikkelsen sker for to år, og et medlem har ret til genbeskikkelse for yderligere to år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.

Et medlem kan ikke samtidig være beskikket efter både stk. 1 og 2. Derimod kan et medlem, der har været beskikket efter stk. 1, godt på et senere tidspunkt beskikkes efter stk. 2, og omvendt.

Der beskikkes en eller flere suppleanter for hvert af de tre nævnsmedlemmer, der behandler klager over afslag på fri proces, jf. den foreslåede ændring af stk. 3, 2. pkt. (hidtidige stk. 2, 2. pkt.). En suppleant for et nævnsmedlem, der er beskikket efter stk. 1, kan ikke samtidig være suppleant for et nævnsmedlem, der er beskikket efter stk. 2, og kan heller ikke selv beskikkes efter stk. 2, og omvendt.

Kort sagt opereres der med to særskilte puljer bestående af fem medlemmer og et antal suppleanter henholdsvis tre medlemmer og et antal suppleanter, der behandler hver deres kategori af sager, nemlig sager om anden- og tredjeinstansbevilling henholdsvis klager over afslag på fri proces. Der vil som hidtil være ét sekretariat knyttet til Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 26, stk. 2, der således både vil behandle sager om anden- og tredjeinstansbevilling og sager om klager over afslag på fri proces.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 25)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om, at Procesbevillingsnævnet skal behandle klager over afslag på fri proces, og at nævnet i disse sager skal sammensættes med en landsdommer, en byretsdommer og en advokat, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 og 3. Hjemlen til i forretningsordenen at fastsætte, at sager kan afgøres af tre af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en advokat og en universitetslærer, foreslås derfor begrænset til de sager om anden- og tredjeinstansbevilling, som nævnet behandler i dag.

Til nr. 6 (§ 41 b)

Det foreslås at udvide reglerne om aktindsigt i domme og kendelser for enhver til også at omfatte beslutninger om sagsomkostninger i civile sager, således at der fremover vil være samme adgang til aktindsigt i afgørelser om sagsomkostninger i civile sager, hvad enten afgørelsen indgår i en dom eller er truffet ved kendelse eller beslutning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§§ 49, 54 a, 128, 139, 147 e, 259 og 260)

Reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om salær og godtgørelse for udlæg til beskikkede advokater foreslås formuleret på en sådan måde, at det er ufornødent i andre kapitler i retsplejeloven at henvise særskilt til kapitel 31, for at disse regler skal finde anvendelse. I konsekvens heraf foreslås § 49, stk. 4, 6. pkt., § 54 a, stk. 3, 6. pkt., § 259, stk. 3, 3. pkt., og § 260, stk. 6, 3. pkt., ophævet. Der henvises til de foreslåede regler i retsplejelovens §§ 333 og 334 (lovforslagets § 1, nr. 9).

Det foreslås at flytte reglerne om statens tilskud til retshjælp (advokatretshjælp og retshjælpskontorer) til retsplejelovens kapitel 31. I konsekvens heraf foreslås retsplejelovens § 128 ophævet. Der henvises til de foreslåede regler i retsplejelovens §§ 323 og 324 (lovforslagets § 1, nr. 9).

Det foreslås at flytte reglerne om fri proces i sager om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed til retsplejelovens kapitel 31. I konsekvens heraf foreslås retsplejelovens § 139, stk. 1, 4. pkt., og § 147 e, stk. 2, 3. pkt., ophævet. Der henvises til den foreslåede regel i retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 9).

Til nr. 8 (kapitel 30)

Kapitel 30 foreslås nyaffattet med henblik på en mere nutidig sprogbrug, en klarere systematik samt forskellige indholdsmæssige ændringer af reglerne om sagsomkostninger, jf. herved bemærkningerne til de enkelte paragraffer.

I overensstemmelse med Retsplejerådets forslag udgår reglerne om rettergangsbøder, jf. betænkning nr. 1401/2001 side 283 og betænkning nr. 1436/2004 side 492. Det samme gælder den særlige regel om dommeres personlige ansvar for sagsomkostninger, jf. betænkning nr. 1436/2004 side 295-296.

Systematikken i de foreslåede regler kan beskrives på følgende måde:

§ 311 indeholder regler om, hvem der foreløbig skal afholde sagsomkostninger.

§§ 312-315 indeholder regler om, hvilken part der i hvilke situationer skal pålægges at betale fulde eller delvise sagsomkostninger til modparten.

§ 316 indeholder regler om, hvilke udgifter der kan kræves erstattet som sagsomkostninger.

§ 317 indeholder en regel om procesfællers solidariske hæftelse for sagsomkostninger.

§§ 318 og 319 indeholder regler om erstatning af sagsomkostninger, der skyldes en parts uforsvarlige forhold eller en advokats eller anden rettergangsfuldmægtigs pligtstridige forhold.

§ 320 indeholder en regel om erstatning fra statskassen for sagsomkostninger i særlige tilfælde, hvor en sag har måttet gå om eller ikke har kunnet behandles.

§ 321 indeholder regler om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger.

§ 322 indeholder processuelle regler om afgørelser om sagsomkostninger.

De foreslåede regler i kapitel 30 finder anvendelse på »sagsomkostninger«. Sagsomkostninger er de omkostninger, som er forbundet med at føre retssag. Som hovedeksempler kan nævnes udgifter til retsafgift, udgifter til advokatbistand i forbindelse med retssagen og udgifter til bevisførelse. Udgifter til retsmægling (dvs. udenretslig forligsmægling besluttet af retten) henregnes også til sagsomkostningerne, og efter omstændighederne kan også udgifter til anden udenretslig forligsmægling henregnes hertil.

Udenretslige inddrivelsesomkostninger (inkassoomkostninger) henregnes derimod ikke til sagsomkostningerne.

Det bemærkes, at udenretslige inkassoomkostninger og indenretslige sagsomkostninger behandles ens i relation til opgørelsen af sagens værdi, idet omkostninger generelt ikke medregnes, jf. retsplejelovens § 228, stk. 1, 3. pkt., og retsafgiftslovens § 3, stk. 1, 4. pkt.

Bortset herfra har sondringen mellem udenretslige inkassoomkostninger og indenretslige sagsomkostninger imidlertid en række konsekvenser, der dog i det væsentlige har en mere teknisk karakter.

Som eksempler kan nævnes, at sagsomkostninger kan tilkendes uden påstand (jf. forslaget til § 322), at biintervenienter kan pålægges eller tilkendes sagsomkostninger (jf. retsplejelovens § 252, stk. 4, 2. pkt.), at ophævelse eller nedsættelse af sagsomkostninger sker efter retsplejelovens regler (jf. forslaget til §§ 312 og 313), at personer med bopæl eller hjemsted uden for EØS kan afkræves sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger (jf. forslaget til § 321), at genoptagelse efter udeblivelse kan betinges af betaling eller sikkerhedsstillelse for pålagte sagsomkostninger (jf. retsplejelovens § 367, stk. 1, 3. pkt.), at fri proces omfatter sagsomkostninger til modparten (jf. forslaget til § 331, stk. 1, nr. 4), og at hvis sagen hæves eller forliges, kan sagsomkostninger fastsættes af retten ved beslutning, og en sådan beslutning kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse.

Disse regler om sagsomkostninger finder ikke anvendelse på udenretslige inkassoomkostninger, og udenretslige inkassoomkostninger kan derfor eksempelvis ikke tilkendes uden påstand, pålægges eller tilkendes biintervenienter, nedsættes eller ophæves efter retsplejelovens regler (må i givet fald ske efter rentelovens regler), begrunde krav om sikkerhedsstillelse for personer med bopæl eller hjemsted uden for EØS, kræves betalt som betingelse for genoptagelse efter udeblivelse, dækkes af fri proces (eller retshjælpsforsikring) eller fastsættes af retten, hvis sagen hæves eller forliges.

Til § 311

Bestemmelsen indeholder regler om, hvem der foreløbig skal afholde sagsomkostninger. Bestemmelsen svarer til den gældende § 311, og der er ikke tilsigtet realitetsændringer i forhold til gældende ret.

Bestemmelsen angår udgifter, der skal betales til statskassen (navnlig retsafgifter), og udgifter, der skal betales til tredjemand (eksempelvis udgifter til sagkyndig oplysning).

Parternes egne udgifter, eksempelvis rejseudgifter, og parternes udgifter til advokat er derimod ikke omfattet. Sådanne udgifter skal hver part foreløbig selv betale.

Stk. 1 angår processuelle skridt, som foretages efter anmodning fra en part. Reglen svarer med redaktionelle ændringer til det gældende stk. 1.

I tilknytning hertil foreslås det i stk. 2 at lovfæste og præcisere den gældende praksis med hensyn til deling af udgifterne til (navnlig) et syn og skøn, som er begæret af én part, men hvor begge parter har stillet spørgsmål til syns- og skønsmanden.

Det foreslås, at retten efter anmodning fra den, der har anmodet om en udgiftskrævende bevisførelse (i praksis navnlig syn og skøn) kan bestemme, at en anden part, hvis ønsker til spørgsmål indebærer en væsentlig forøgelse af udgifterne ved den pågældende bevisførelse, i første omgang skal hæfte for denne udgiftsforøgelse. Rettens bestemmelse herom er ikke bindende for den endelige afgørelse om sagsomkostninger.

Stk. 3 angår processuelle skridt, som retten foretager af egen drift. Reglen svarer med redaktionelle ændringer til det gældende stk. 2.

Reglen vil navnlig have betydning, hvis retten genindkalder et vidne eller en sagkyndig, der tidligere har afgivet forklaring under sagen. Bortset herfra følger det af forhandlingsprincippet, at retten i dispositive sager ikke af egen drift anordner processkridt, som medfører udgifter til tredjemand. Reglen i stk. 3 er ikke relevant i indispositive sager, da udgifter til bevisførelse i disse sager foreløbig afholdes af statskassen, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 13-17. Reglen i stk. 3 er heller ikke relevant i forhold til betaling af retsafgift i forbindelse med, at retten af egen drift berammer sagen til domsforhandling, eftersom retsafgiftsloven indeholder en særlig regel om, hvem der i denne situation skal betale retsafgiften for domsforhandlingen, jf. retsafgiftslovens § 61, stk. 2, 3. pkt.

I stk. 4 foreslås det lovfæstet, at retten kan betinge iværksættelsen af udgiftskrævende processuelle skridt af, at parten stiller sikkerhed for de anslåede udgifter, medmindre parten er repræsenteret af en advokat. En advokat hæfter ifølge sædvane for udgifter til tredjemand, der er affødt af processuelle skridt, som advokaten har anmodet om på vegne af sin klient, og der er derfor ikke behov for sikkerhedsstillelse, når parten er repræsenteret af en advokat. Sikkerhedsstillelse kan heller ikke kræves, hvis parten har fri proces, og bevillingen omfatter det pågældende processuelle skridt.

Til § 312

Bestemmelsen indeholder de almindelige regler om, hvilken part der endeligt skal afholde sagsomkostninger. Bestemmelsen suppleres af reglerne i de foreslåede §§ 313, 314 og 315 om henholdsvis delvis medhold, hævede sager og appelsager.

Bestemmelsen angår pligten til helt eller delvis at erstatte modparten de sagsomkostninger, som modparten foreløbig har afholdt i medfør af § 311. Den nærmere opgørelse af sagsomkostningerne, herunder hvilke udgifter der kan henregnes hertil, reguleres derimod af den foreslåede § 316.

Bestemmelsen erstatter de gældende regler i § 312, stk. 1 og 5, § 313 og § 317 samt § 451, stk. 3, § 456 l, stk. 2, § 465, stk. 2, § 474, stk. 2, § 475 h, stk. 2. Den foreslåede § 312 indeholder nogle præciseringer i forhold til de gældende regler, men de grundlæggende principper ændres ikke.

Som hovedregel skal den tabende part erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, jf. stk. 1, 1. led , der svarer til den gældende regel i § 312, stk. 1, 1. led. Dette er udtryk for et objektivt ansvar for sagsomkostninger, jf. pkt. 2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Når sagen i det hele afvises, betragtes sagsøgeren som tabende, jf. stk. 4, der svarer til den gældende § 313. Den part, som ved appel ikke opnår nogen forandring af den appellerede afgørelse, anses tilsvarende som tabende med hensyn til appellen, jf. stk. 5 , der svarer til den gældende § 317. Dette gælder, hvad enten den appellerede afgørelse stadfæstes, eller appellen afvises.

Ligesom efter de gældende regler kan parterne ved aftale fravige princippet om, at den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, jf. stk. 1, 2. led, der svarer til den gældende regel i § 312, stk. 1, 2. led. Ligeledes ligesom efter gældende ret kan en sådan aftale hverken forøge statskassens forpligtelser til at betale sagsomkostninger til modparten i tilfælde, hvor den tabende part har fri proces, eller formindske modpartens forpligtelser til at betale sagsomkostninger til statskassen i tilfælde, hvor den vindende part har fri proces, jf. herved forslaget til § 332, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Herudover er der tre undtagelser til hovedreglen om, at taberen skal betale sagsomkostninger til modparten.

For det første kan retten helt eller delvis fritage den tabende part for at betale sagsomkostninger til modparten, hvis særlige grunde taler for det, jf. stk. 2 , der i moderniseret form viderefører den gældende regel i § 312, stk. 1, 3. led.

Af relevante faktorer, som kan indgå i en samlet vurdering af, om den tabende part helt eller delvis bør fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part, kan nævnes, om sagen har principiel karakter eller videregående betydning. Navnlig hvor dette er tilfældet, kan der også ligesom i dag tages hensyn til, om en af parterne er en offentlig myndighed, en stor erhvervsvirksomhed eller (repræsenteret af) en interesseorganisation eller lignende.

Sagens tvivlsomhed er ikke i sig selv tilstrækkelig grund til helt eller delvis at fritage den tabende part for at betale sagsomkostninger til modparten. Hvis begge parter kan bebrejdes den retsuvished, der førte til retssagen, vil en fritagelse derimod ofte være på sin plads. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor tvivlen hidrører fra utydeligheder i en mellem parterne oprettet kontrakt, for hvilke de begge bærer ansvaret.

Hvis det er den vindende part, der i særlig grad har givet anledning til retssagen, bør den tabende part fritages for at betale sagsomkostninger. Som eksempel kan nævnes, at den vindende part trods sagens tvivlsomhed fra først af uden grund har optrådt så afvisende over for modparten, at den vindende part derved har fremtvunget en retssag, hvis resultat efter al rimelighed lige så vel kunne have været opnået uden retssag.

Med forslaget lægges der op til en fleksibel praksis, navnlig således at delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger anvendes oftere end nu. Delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger kan anvendes som en mellemform i tilfælde, hvor omstændighederne i nogen, men ikke meget høj, grad taler for at fritage for betaling af sagsomkostninger. En delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger kan rent praktisk gennemføres på den måde, at det beløb, som den vindende part almindeligvis skulle have tilkendt, divideres med to.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

For det andet foreslås der en regel om den tabende parts forligstilbud, jf. stk. 3, der svarer til den gældende regel i § 312, stk. 5. Når den tabende part har tilbudt modparten, hvad denne efter sagens udfald har krav på, skal den tabende part ikke betale sagsomkostninger til modparten for den del af processen, der ligger efter fremsættelsen af forligstilbuddet. Tværtimod skal modparten (den vindende part) betale sagsomkostninger til den tabende part for denne del af processen. Reglen er obligatorisk, og der er tale om et objektivt ansvar for den vindende part, men fritagelsesreglen i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, jf. 2. pkt. Den vindende part kan således helt eller delvis fritages for omkostningsansvaret efter det foreslåede stk. 3, hvis særlige grunde taler for det.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 262-265.

For det tredje skal en part som hovedregel ikke betale sagsomkostninger til nogen anden part i sager om ægteskab, forældremyndighed, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke, jf. stk. 6, 1. pkt. Retten kan dog pålægge en part at betale sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det, jf. 2. pkt. Reglen i stk. 6 erstatter de gældende regler i § 451, stk. 3, § 456 l, stk. 2, § 465, stk. 2, § 474, stk. 2, § 475 h, stk. 2, der er lidt forskelligt formuleret, men som grundlæggende svarer til den foreslåede § 312, stk. 6. I værgemålssager vil det dog ikke længere være et særskilt kriterium, om den, der begæres sat under værgemål, opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 313

Bestemmelsen indeholder regler om, hvilken part der endeligt skal afholde sagsomkostninger, når hver af parterne for en del taber og for en del vinder sagen.

Bestemmelsen angår pligten til helt eller delvis at erstatte modparten de sagsomkostninger, som modparten foreløbig har afholdt i medfør af § 311. Den nærmere opgørelse af sagsomkostningerne, herunder hvilke udgifter der kan henregnes hertil, reguleres derimod af den foreslåede § 316.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 316, men det er hensigten, at den foreslåede § 313 skal anvendes på en lidt anden måde, jf. nærmere nedenfor.

Bestemmelsen giver ligesom den gældende § 316 hjemmel til at pålægge en part at betale delvise sagsomkostninger til modparten og til at bestemme, at ingen part skal betale sagsomkostninger til nogen anden part, jf. stk. 1. Under forudsætning af, at en af parterne har fået næsten fuldt medhold, og afvigelsen ikke har forøget omkostningerne, er der endvidere hjemmel til at tilkende fulde sagsomkostninger, jf. stk. 2.

Der er ikke tilsigtet nogen ændringer i, at når parterne – under hensyn til de fremsatte påstande og anbringender og de deraf afledte udgifter til bevisførelse mv. – har fået nogenlunde lige meget medhold, skal parterne hver især bære egne udgifter til advokat, hvorimod udgifter til bevisførelse og ekstrakt mv. skal deles lige. Det forudsættes imidlertid – som noget nyt – at parterne skal dele de samlede retsafgifter lige på samme måde som udgifter til bevisførelse mv.

Der er heller ikke tilsigtet nogen ændringer i, hvornår en part skal tilkendes fulde sagsomkostninger, selv om parten ikke fuldt ud har fået medhold i sine krav.

I de sager, der ligger herimellem – dvs. mellem nogenlunde lige meget medhold til begge parter og næsten fuldt medhold til en af parterne – er det derimod hensigten, at tilkendelsen af delvise sagsomkostninger skal være lidt mere fleksibel og nuanceret end hidtil.

I sager, der angår penge eller penges værdi, bør der stadig tages udgangspunkt i, at den part, der har fået mest medhold, skal have tilkendt sagsomkostninger i forhold til den del af kravet, som parten har fået medhold i. Herfra bør imidlertid i en række tilfælde trækkes et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de udgifter, modparten er påført som følge af, at der blev fremsat et større krav.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 255-259.

Til § 314

Bestemmelsen indeholder regler om, hvilken part der endeligt skal afholde sagsomkostninger, når sagen hæves.

Bestemmelsen angår pligten til helt eller delvis at erstatte modparten de sagsomkostninger, som modparten foreløbig har afholdt i medfør af § 311. Den nærmere opgørelse af sagsomkostningerne, herunder hvilke udgifter der kan henregnes hertil, reguleres derimod af den foreslåede § 316.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 312, stk. 4.

Bestemmelsen giver ligesom den gældende § 312, stk. 4, hjemmel til enten at pålægge en part at betale delvise eller fulde sagsomkostninger eller at bestemme, at ingen part skal betale sagsomkostninger til nogen anden part. Bestemmelsen skal forstås på den måde, at rettens valg mellem disse muligheder skal ske efter principperne i de foreslåede regler i §§ 312 og 313. Rettens skøn er således ikke frit, men bundet af disse principper.

Hvis sagen hæves, fordi sagsøgte har opfyldt kravet, eller situationen i øvrigt kan sidestilles med, at sagsøgeren har fået fuldt medhold, skal sagsøgte således betale fulde sagsomkostninger til sagsøgeren, jf. princippet i § 312, stk. 1, medmindre en af undtagelserne i § 312, stk. 2-6, finder anvendelse.

Tilsvarende gælder, hvis sagen hæves, fordi sagsøgeren har opgivet kravet, eller situationen i øvrigt kan sidestilles med, at sagsøgte har fået fuldt medhold. Her skal sagsøgeren betale fulde sagsomkostninger til sagsøgte, jf. princippet i § 312, stk. 1, medmindre en af undtagelserne i § 312, stk. 2-6, finder anvendelse.

Hvis sagen hæves som forligt, uden at parterne i forliget har truffet bestemmelse om sagsomkostningerne, vil retten skulle vurdere, om det indgåede forlig kan sidestilles med, at en af parterne har fået fuldt eller næsten fuldt medhold, eller med, at parterne har fået nogenlunde lige meget medhold, eller resultatet ligger herimellem. Afhængig heraf vil retten enten skulle tilkende en part fulde sagsomkostninger, eller bestemme, at ingen part skal betale sagsomkostninger til nogen anden part, eller tilkende en part delvise sagsomkostninger.

Denne vurdering skal foretages efter principperne i § 313, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 315

Bestemmelsen fastslår, at når en afgørelse ændres ved appel, finder reglerne i §§ 312-314 om, hvilken part der endeligt skal afholde sagsomkostninger, anvendelse ikke alene med hensyn til omkostningerne ved appelsagen, men også med hensyn til omkostningerne ved sagens tidligere behandling, for så vidt der skal træffes afgørelse herom. Forbeholdet »for så vidt der skal træffes afgørelse herom« sigter til, at hvis sagen hjemvises til fornyet behandling i tidligere instans, kan spørgsmålet om sagsomkostninger udskydes til senere afgørelse.

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende § 318, og der er ikke tilsigtet realitetsændringer i forhold til gældende ret.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 293-296.

Til § 316

Bestemmelsen indeholder regler om opgørelse af sagsomkostningerne, herunder hvilke udgifter der kan henregnes hertil. Bestemmelsen erstatter de gældende regler i § 312, stk. 2 og 3.

Som efter de gældende regler er det afgørende kriterium for, om en udgift kan henregnes til sagsomkostningerne, om udgiften har været fornøden til sagens forsvarlige udførelse.

Med hensyn til udmålingen af sagsomkostninger sondres der som efter de gældende regler mellem udgifter til advokatbistand og øvrige udgifter.

Når en udgift til andet end advokatbistand har været fornøden til sagens forsvarlige udførelse – og parten i øvrigt tilkendes fulde sagsomkostninger, jf. nærmere §§ 312-315 – skal udgiften erstattes fuldt ud. Ordene »så vidt muligt«, som indgår i de gældende regler, er derfor ikke medtaget i den foreslåede regel.

Den generelle målestok for, om en udgift har været fornøden til sagens forsvarlige udførelse, er ligesom efter de gældende regler, hvad der på tidspunktet for udgiftens afholdelse med rimelighed kunne anses for nødvendigt, og ikke hvad der efterfølgende kan konstateres rent faktisk at have været absolut nødvendigt for at vinde sagen. I vurderingen indgår også, om udgifterne står i rimeligt forhold til det, sagen angår. Er der tale om et markant misforhold, bør udgifterne alene dækkes med et beløb, der i forhold til det, sagen angår, kan anses for passende.

Endvidere kan der for en række typiske udgifter opstilles mere almindelige anvisninger for, i hvilket omfang de bør dækkes som sagsomkostninger. Som udgifter, der bør dækkes som sagsomkostninger, kan nævnes udgifter til bevisførelse, f.eks. udgifter til syn og skøn, sagkyndige erklæringer og vidnegodtgørelse, og udgifter til fremstilling af ekstrakt og materialesamling i forbindelse med retssagen. Som udgifter, der ikke bør dækkes som sagsomkostninger, kan nævnes bl.a. udgifter til transport, ophold og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med deltagelse i retsmøder eller andre retsskridt, hvor parten er repræsenteret af advokat, og partens eget arbejde med sagen.

Udgifter til advokatbistand skal derimod – ligesom udgifter til advokatsalær efter de gældende regler – erstattes med et standardiseret beløb, der ikke afhænger af de konkrete udgifter hertil. Dette fremgår ligesom i de gældende regler af udtrykket »et passende beløb«. Til gengæld anses udgifter til advokatbistand – ligesom udgifter til advokatsalær efter gældende ret – altid uden videre som fornødne, når en part har valgt at være repræsenteret af en advokat under retssagen.

Ændringen fra »advokatsalær« til »advokatbistand« indebærer, at en part, der er repræsenteret af en mødeberettiget advokat under hele retssagen, og som tilkendes fulde sagsomkostninger, i alle tilfælde skal have tilkendt det sædvanlige standardiserede sagsomkostningsbeløb til dækning af udgifter til advokatbistand. Fremover vil det således være uden betydning for størrelsen af sagsomkostningerne, om parten betaler et egentligt salær til advokaten, eller om advokaten f.eks. er ansat af parten eller af en organisation, der optræder som mandatar for parten under retssagen.

Det forudsættes, at der sker en tilnærmelse mellem de standardbeløb, der tilkendes til dækning af udgifter til advokatbistand, og de faktiske udgifter, parter i almindelighed betaler til deres advokat. Det forudsættes således, at standardbeløbene forhøjes væsentligt i tvistige sager om krav på en værdi mellem 50.000 kr. og ca. 5 mio. kr. Det forudsættes i den forbindelse, at sammenhængen mellem sagsgenstandens værdi og de standardbeløb, der tilkendes til dækning af udgifter til advokatbistand opblødes, således at der fremover bliver tale om større intervaller, inden for hvilke omkostningsbeløbet til dækning af udgifter til advokatbistand udmåles. Der henvises til pkt. 2.2.3 og 2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det forudsættes endvidere, at landsretterne fortsat vil udarbejde vejledende takster, der er udtryk for, hvordan landsretterne som udgangspunkt vil fastsætte sagsomkostninger i konkrete sager, og at der som hidtil vil være ét sæt takster for tvistige sager og ét sæt takster for inkassosager, jf. om sidstnævnte pkt. 2.2.4 og 2.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Stk. 2 fastslår, at sagsomkostninger ikke kan tilkendes skadesløst eller efter regning, hvilket svarer til gældende ret.

Til § 317

Bestemmelsen fastslår, at procesfæller hæfter solidarisk for sagsomkostninger, medmindre retten bestemmer andet.

Bestemmelsen er med en lille sproglig justering identisk med den gældende § 314, og der er ikke tilsigtet realitetsændringer i forhold til gældende ret.

Til § 318

Bestemmelsen fastslår et culpaansvar for sagsomkostninger, der skyldes en parts uforsvarlige adfærd. Bestemmelsen supplerer reglerne i §§ 312-316, der bygger på et objektivt ansvar for sagsomkostninger.

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende § 319, og der er ikke tilsigtet realitetsændringer i forhold til gældende ret.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 287-289.

Til § 319

Bestemmelsen fastslår et culpaansvar for sagsomkostninger, der skyldes et pligtstridigt forhold hos en parts advokat eller anden rettergangsfuldmægtig. Advokater og andre rettergangsfuldmægtige kan kun pålægges at betale sagsomkostninger efter denne regel efter modpartens påstand. Bortset fra regreskrav (jf. nedenfor) må eventuelle krav fra den part, som advokaten eller anden rettergangsfuldmægtig repræsenterer, fremsættes under en selvstændig sag.

Advokaten eller anden rettergangsfuldmægtig skal have lejlighed til at udtale sig, før retten træffer afgørelse.

Advokater og andre rettergangsfuldmægtige kan pålægges at betale sagsomkostninger til modparten efter denne regel, uanset om den part, de repræsenterer, også pålægges at betale sagsomkostninger. I givet fald hæfter de pågældende solidarisk, og der kan i afgørelsen tages stilling til den indbyrdes hæftelse (regres).

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til de gældende regler i § 321, 1. pkt. Det gældende 2. pkt. om, at den, der nedlægger påstand om, at en advokat eller anden rettergangsfuldmægtig skal betale sagsomkostninger, skal drage omsorg for, at advokaten eller anden rettergangsfuldmægtig gives lejlighed til at udtale sig, foreslås derimod ikke videreført, da det er mest naturligt, at det er retten, der giver advokaten eller anden rettergangsfuldmægtig lejlighed til at udtale sig, før retten træffer afgørelse.

Til § 320

Bestemmelsen giver retten mulighed for at bestemme, at statskassen skal erstatte udgifter, som en part uden egen skyld er blevet påført som følge af, at sagen helt eller delvis har måttet gå om. Bestemmelsen lovfæster dermed en praksis, der har udviklet sig, hvorefter Domstolsstyrelsen udbetaler erstatning, eksempelvis når en sag har måttet gå om på grund af en dommers inhabilitet eller død.

Bestemmelsen kan anvendes både, når eksempelvis domsforhandlingen helt eller delvis må gå om, og når en afgørelse ophæves efter appel og sagen hjemvises til fornyet behandling.

Bestemmelsen giver endvidere retten mulighed for at bestemme, at statskassen skal erstatte udgifter, som en part uden egen skyld er blevet påført som følge af, at sagen helt eller delvis ikke har kunnet behandles. Bestemmelsen udvider dermed statskassens erstatningspligt til situationer, der er nært beslægtede med de tilfælde, hvor der i forvejen efter praksis udbetales erstatning, og hvor tilsvarende hensyn gør sig gældende.

Som det vigtigste eksempel kan nævnes tilfælde, hvor parterne påføres merudgifter som følge af, at domsforhandlingen aflyses og udsættes med meget kort varsel på grund af en dommers pludselige sygdom eller andre forhold, der kan henføres til retten. Bestemmelsen kan derimod ikke anvendes, hvis aflysningen skyldes en parts eller en rettergangsfuldmægtigs pludselige sygdom eller andre forhold, der ikke kan henføres til retten.

Det er en forudsætning, at parten er uden skyld i, at sagen må gå om. Bestemmelsen kan således for eksempel ikke anvendes, hvis parten på et tidligere tidspunkt burde have henledt rettens opmærksomhed på en mulig inhabilitet.

Bestemmelsen giver mulighed for at erstatte begge parters merudgifter ved, at sagen må gå om eller ikke har kunnet behandles.

Bestemmelsen er fakultativ og forudsættes anvendt i forholdsvis begrænset omfang. Hovedeksemplerne vil være de nævnte situationer, hvor en dommer dør eller viser sig at være inhabil, således at sagen må gå om, eller hvor en domsforhandling aflyses med meget kort varsel på grund af rettens forhold.

Når retten har bestemt, at udgifter skal erstattes af statskassen, medregnes disse udgifter ikke, når retten beslutter, om en part skal betale sagsomkostninger til modparten og med hvilket beløb.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 294-296.

Til § 321

Bestemmelsen indeholder regler om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger. Bestemmelsen svarer til den gældende § 323, men er på en række punkter ændret i forhold hertil, jf. nærmere nedenfor.

Det foreslås, at en sagsøger, der ikke har bopæl eller hjemsted i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde efter sagsøgtes anmodning skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger, som sagsøgeren kan blive pålagt at betale til sagsøgte, men at retten dog skal kunne fritage herfor, hvis særlige grunde taler for det.

Med »bopæl« sigtes til fysiske personers processuelle bopæl ligesom i retsplejelovens § 235, stk. 2, om hjemtinget. I forhold til den gældende § 323 præciseres det, at der skal lægges vægt på bopælen i denne forstand og ikke på hjemtinget eller det internationalprivatretlige domicil (det land eller territoriale retsområde, hvor en person har bopæl eller ophold i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være midlertidigt).

Med »hjemsted« sigtes til juridiske personer af enhver art. Den nærmere fastlæggelse af hjemstedsbegrebet må ske i retspraksis, men der kan normalt tages udgangspunkt i hovedkontoret, jf. princippet i retsplejelovens § 238, stk. 1.

I forhold til den gældende § 323 indsættes som en udtrykkelig regel i selve lovteksten, at sikkerhedsstillelse ikke kan kræves, når sagsøgeren har bopæl eller hjemsted i et andet land i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Det foreslås, at sagsøgtes anmodning om sikkerhedsstillelse skal fremsættes i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det 1. retsmøde under forberedelsen. Dette er i forhold til den gældende § 323, der bruger udtrykket »første tægtedag«, først og fremmest udtryk for en sproglig modernisering.

Det foreslås som efter den gældende regel, at hvis sikkerheden ikke stilles, skal sagen afvises.

Det foreslås som en ny regel, at retten skal kunne fritage for sikkerhedsstillelse, hvis særlige grunde taler for det. Denne fritagelsesmulighed forudsættes anvendt sjældent.

Det foreslås endvidere, at sagsøgere, der har bopæl eller hjemsted i et land, hvor en sagsøger med bopæl eller hjemsted i Danmark er fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger, generelt skal være fritaget for sikkerhedsstillelse, jf. stk. 2. I forhold til den gældende regel i § 323 ændres fritagelsen for fysiske personers vedkommende fra at være baseret på nationalitet til at være baseret på bopæl.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 307-309.

Til § 322

Bestemmelsen fastslår, at retten skal træffe bestemmelse om sagsomkostninger, selv om der ikke er nedlagt påstand herom, undtagen for så vidt angår sagsomkostninger, der pålægges andre end parterne i sagen i medfør af § 319. Stk. 1 viderefører med redaktionelle ændringer den gældende regel i § 328.

Der foreslås ikke lovregler om, hvornår retten skal træffe afgørelse om sagsomkostninger. Det forudsættes, at retten i samme omfang som hidtil, jf. den gældende § 320, kan træffe afgørelse om sagsomkostninger for enkelte proceshandlinger eller procesafsnit for sig, hvis afgørelsen er uafhængig af hovedsagens udfald, men at afgørelser om sagsomkostninger i øvrigt normalt vil blive truffet i forbindelse med sagens afslutning.

Det forudsættes endvidere, at når parterne indgår forlig om sagens realitet, træffer retten en sædvanlig afgørelse om sagsomkostninger, medmindre parterne som led i forliget træffer bestemmelse herom, og at rettens afgørelse derfor – i modsætning til hidtidig praksis – kan appelleres efter samme regler som andre afgørelser om sagsomkostninger, jf. herved betænkningen side 260-262.

Der foreslås ikke lovregler om høring af parterne. Det forudsættes imidlertid, at parterne udtaler sig om sagsomkostningerne, og det vil ofte være naturligt, at parterne i den forbindelse fremlægger en egentlig opgørelse over de udgifter vedrørende retssagen, som efter deres opfattelse bør indgå i afgørelsen om sagsomkostninger, jf. herved pkt. 2.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger. En part vil kunne få tilkendt sagsomkostninger, selv om parten ikke har udtalt sig om spørgsmålet eller ikke har fremlagt en opgørelse over sine udgifter i anledning af retssagen, men i mangel heraf vil retten kunne træffe afgørelse om sagsomkostninger ud fra en generel vurdering for sager af den pågældende karakter.

Endvidere forudsættes det, at afgørelser om sagsomkostninger fremover indeholder en beløbsmæssig specifikation fordelt på (1) retsafgift, (2) passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand og (3) øvrige udgifter og endvidere i givet fald en konkret begrundelse, hvis den tabende part helt eller delvis fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part, jf. pkt. 2.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (kapitel 31)

Kapitel 31 foreslås nyaffattet med henblik på en mere udførlig lovregulering og en række indholdsmæssige ændringer af reglerne om retshjælp og fri proces, jf. herved bemærkningerne til de enkelte paragraffer.

Systematikken i de foreslåede regler kan beskrives på følgende måde:

§§ 323 og 324 indeholder bestemmelser om retshjælp.

§§ 325-328 indeholder de almindelige betingelser for fri proces. § 325, der er indgangen til disse regler, opstiller økonomiske betingelser og betingelser med hensyn til retshjælpsforsikring og henviser herudover til §§ 327 og 328. § 327 angår sager, hvor der efter forslaget ikke skal foretages en nærmere vurdering af ansøgerens udsigt til at få medhold, og hvor kompetencen til at meddele fri proces derfor er henlagt til retten. § 328 angår sager, hvor der som et væsentligt moment indgår en nærmere vurdering af ansøgerens udsigt til at få medhold, og hvor kompetencen til at meddele fri proces derfor er henlagt til Civilstyrelsen med klageadgang til Procesbevillingsnævnet. § 326 indeholder regler om regulering af de økonomiske grænser.

§ 329 indeholder en generel hjemmel til at meddele fri proces, selv om de almindelige betingelser i §§ 325-328 ikke er opfyldt.

§§ 330-332 indeholder fælles regler, der gælder, hvad enten fri proces bevilges efter de almindelige regler i §§ 325-328 eller efter den særlige regel i § 329. § 330 er en bemyndigelsesbestemmelse om fastsættelse af regler om ansøgninger om fri proces, § 331 angår virkningerne af fri proces, og § 332 indeholder regler om sagsomkostninger og refusion af statskassens udgifter til den fri proces.

§§ 333 og 334 indeholder regler om beskikkede advokater. Reglerne gælder, hvad enten advokaten beskikkes efter kapitel 31 eller efter regler i andre kapitler i retsplejeloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 og 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 323

Bestemmelsen angår retshjælp ved advokatvagter og advokater. Bestemmelsen erstatter sammen med den foreslåede § 324 den gældende § 128, der er placeret i et kapitel om udøvelse af advokatvirksomhed. Reglerne om retshjælp ved advokatvagter og advokater hører imidlertid mere naturligt sammen med reglerne om fri proces og foreslås derfor placeret i kapitel 31.

I stk. 1 opregnes de tre niveauer for retshjælp ved advokatvagter og advokater, som det foreslås at operere med fremover. Det drejer sig for advokatvagternes vedkommende om helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1), og det drejer sig for advokaternes vedkommende om rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2) og rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3). Det foreslås, at justitsministeren ved bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om omfanget af retshjælp på trin 1, 2 og 3, jf. nedenfor om stk. 7.

Stk. 2 indeholder regler om retshjælp på trin 1 (helt grundlæggende mundtlig rådgivning). Det foreslås, at enhver (uden hensyn til indkomst- og formueforhold) skal have ret til helt grundlæggende mundtlig rådgivning vedrørende ethvert retsspørgsmål, herunder erhvervsforhold.

Retshjælp i form af grundlæggende mundtlig rådgivning ydes af advokatvagter. Det forudsættes, at advokaterne i advokatvagterne ligesom i dag vil være ulønnede. Staten skal således fortsat ikke yde tilskud til advokaters vederlag i forbindelse med helt grundlæggende mundtlig rådgivning, men derimod navnlig til annoncering og mindre kontorholdsudgifter, herunder den mest basale litteratur.

Den rådsøgende skal ikke betale for retshjælp på trin 1.

Stk. 3-6 indeholder regler om retshjælp på trin 2 og 3 (rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning samt rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger).

Efter stk. 3 er retshjælp på trin 2 og 3 forbeholdt personer, der opfylder de økonomiske betingelser efter den foreslåede § 325. Retshjælp på trin 3 er yderligere betinget af, at der foreligger en tvist, og at der skønnes at være udsigt til, at sagen ved yderligere bistand fra advokat vil kunne afsluttes forligsmæssigt.

Den rådsøgende skal selv betale en del af vederlaget for retshjælp på trin 2 og 3, jf. nedenfor om stk. 6.

Stk. 4 undtager visse sager fra retshjælp på trin 2 og 3. Undtagelserne svarer til de undtagelser, der i dag er fastsat for offentlig retshjælp ved advokater.

Nr. 1 undtager sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager, fordi retsplejeloven indeholder udførlige regler om forsvarerbistand. Det bemærkes, at sigtede eller tiltalte endvidere hos advokatvagter og private retshjælpskontorer vil kunne få helt grundlæggende mundtlig rådgivning (retshjælp på trin 1).

Andre end sigtede og tiltalte, eksempelvis forurettede, kan få retshjælp på trin 2 og 3, når betingelserne i øvrigt er opfyldt. Det gælder også i de tilfælde, hvor forurettede kan få beskikket en advokat efter reglerne i retsplejelovens kapitel 66 a. Anmoder forurettede om retshjælp på trin 2 eller 3 i et sådant tilfælde, skal forurettede imidlertid, før rådgivningen iværksættes, orienteres om muligheden for advokatbeskikkelse, således at forurettede har mulighed for at vælge den gratis advokatbeskikkelse fremfor retshjælp med delvis egenbetaling.

Nr. 2 undtager aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig karakter, hvilket er begrundet i, at udgifter til juridisk bistand til erhvervsdrivende bør afholdes som en driftsudgift og ikke med statsstøtte. Det bemærkes, at den erhvervsdrivende endvidere hos advokatvagter og private retshjælpskontorer vil kunne få helt grundlæggende mundtlig rådgivning (retshjælp på trin 1).

Nr. 3 undtager sager om gældssanering, fordi skifteretten vejleder om betingelserne for og fremgangsmåden ved indgivelse af ansøgning om gældssanering, jf. retsplejelovens § 14, stk. 3. Det bemærkes, at skyldneren endvidere hos advokatvagter og private retshjælpskontorer vil kunne få helt grundlæggende mundtlig rådgivning (retshjælp på trin 1).

Indledes der gældssaneringssag, ydes bistand til skyldneren efter konkurslovens regler.

Nr. 4 undtager sager, der angår eller er under behandling ved en forvaltningsmyndighed eller et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Undtagelsen er begrundet i, at forvaltningsmyndigheder efter forvaltningslovens § 7 yder vejledning og bistand inden for deres sagsområde. Da godkendte private klage- og ankenævn ligeledes yder vejledning og bistand i forbindelse med sager inden for nævnets område, kan der heller ikke i sager, der behandles af sådanne nævn, ydes retshjælp på trin 2 og 3.

Det bemærkes, at der hos advokatvagter og private retshjælpskontorer vil kunne fås helt grundlæggende mundtlig rådgivning (retshjælp på trin 1).

Stk. 5 indeholder en undtagelse til stk. 4, nr. 4, således at der kan gives retshjælp ved klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse. Dette gælder både ved administrativ rekurs og ved klage til Folketingets Ombudsmand.

Stk. 6 indeholder regler om vederlaget til advokater for retshjælp på trin 2 og 3, om statens tilskud og om forholdet til retshjælpsforsikring.

Efter 1. pkt. udgør vederlaget til advokater for retshjælp på trin 2 (rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning) 800 kr. i 2005-niveau. Heraf betaler staten 75 pct., mens den retshjælpssøgende betaler resten, dvs. 375 kr. i 2005-niveau.

Efter 2. pkt. udgør vederlaget til advokater for retshjælp på trin 3 (rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger) 1.830 kr. i 2005-niveau. Heraf betaler staten og den retshjælpssøgende hver halvdelen, dvs. 915 kr. i 2005-niveau.

Efter 3. pkt. betaler statskassen dog hele vederlaget (dvs. der opkræves ikke egenbetaling) for retshjælp i forbindelse med en ansøgning om fri proces.

En person kan i samme sag (når betingelserne i øvrigt er opfyldt) få retshjælp på både trin 2 og 3. I alt kan der således (når betingelserne i øvrigt er opfyldt) ydes et samlet vederlag på 2.630 kr. i 2005-niveau, hvoraf den retshjælpssøgende selv skal betale 1.290 kr.

Alle de angivne beløb er inkl. moms. Beløbene reguleres årligt, jf. forslaget til § 326, første gang ved reglernes ikrafttræden den 1. januar 2007, jf. lovforslagets § 12, stk. 3.

Efter 4. pkt. omfatter tilskud fra statskassen ikke vederlag, der er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden form for forsikring. Den blanket, som anvendes ved advokatretshjælp, vil derfor skulle indeholde en erklæring fra den retshjælpssøgende om, hvorvidt den pågældende har en retshjælpsforsikring, der dækker den pågældende sag. I bekræftende fald sender den advokat, der yder retshjælp, blanketten til forsikringsselskabet med anmodning om udbetaling af et beløb svarende til statstilskuddet. Er sagen derimod ikke dækket af en retshjælpsforsikring, udbetales statstilskuddet af det offentlige. Det samme gælder, hvis forsikringsselskabet afviser dækning, idet statskassen samtidig indtræder i sikredes eventuelle krav mod selskabet, jf. den foreslåede § 335.

Stk. 7, 1. pkt., bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om ydelse af retshjælp, herunder om omfanget af retshjælp på trin 1, 2 og 3.

Stk. 7, 2. pkt., bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om tilskud til retshjælp, herunder om tilskuddets beregning og udbetaling.

Bemyndigelsen i stk. 7 omfatter både tilskud til advokatvagter til retshjælp på trin 1 (helt grundlæggende mundtlig rådgivning) og tilskud til retshjælp ved advokater på trin 2 og 3 (rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig retshjælp og rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger).

For så vidt angår retshjælp ved advokater på trin 2 og 3, fremgår statstilskuddets størrelse direkte af retsplejeloven, jf. det foreslåede stk. 6, men justitsministeren kan fastsætte nærmere regler, herunder om kravene til advokaternes anmodninger om udbetaling af tilskud og om, hvilken myndighed der skal udbetale tilskuddet.

Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at fastsætte regler bl.a. om omfanget af retshjælp på trin 1, 2 og 3 og om kravene til anmodninger om udbetaling af tilskud til advokatretshjælp og om, hvilken myndighed der skal udbetale tilskuddet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 324

Bestemmelsen angår retshjælp ved retshjælpskontorer. Advokatvagter er dog omfattet af den foreslåede § 323.

Det foreslås, at justitsministeren af statskassen kan yde tilskud til retshjælpskontorer, jf. 1. pkt. 1. pkt. svarer til den gældende regel i § 128, stk. 5, 2. pkt. Tilskudsrammen fastsættes hvert år på finansloven.

Det foreslås som en ny regel, at justitsministeren fastsætter regler om tilskuddets beregning og udbetaling. Formålet hermed er at skabe større gennemsigtighed med hensyn til vilkårene for at få tilskud og ikke mindst tilskuddets beregning. Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at fastsætte bl.a. generelle regler om vilkårene for ydelse af tilskud og om tilskuddets beregning og udbetaling samt regler om ansøgningsfrister, dokumentationskrav og udbetalingsterminer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 325

Bestemmelsen fungerer som indgang til de almindelige betingelser for fri proces, der findes i de foreslåede §§ 325-328, mens hjemlen til at meddele fri proces, uden at de almindelige betingelser er opfyldt, findes i den foreslåede § 329.

Bestemmelsen i § 325 opstiller økonomiske betingelser og betingelser med hensyn til retshjælpsforsikring og henviser herudover til de foreslåede §§ 327 og 328, der indeholder yderligere materielle betingelser.

Stk. 1 fastslår, at der efter ansøgning kan meddeles en person, der opfylder de økonomiske betingelser, og som ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker sagen, fri proces efter reglerne i §§ 327 og 328.

Forslaget indebærer, at der ikke kan gives fri proces efter §§ 327 og 328, hvis parten har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker den konkrete sag. En ansøgning om fri proces vil derfor – ligesom efter de gældende regler – skulle indeholde en erklæring fra ansøgeren om, hvorvidt den pågældende har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker den pågældende sag. I bekræftende fald skal fri proces afslås allerede af den grund.

Er sagen derimod ikke dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring – enten fordi ansøgeren slet ikke har tegnet forsikring, eller fordi sagen efter sin art klart falder uden for forsikringsdækningen – behandles ansøgningen om fri proces på sædvanlig vis.

Det samme gælder, hvis forsikringsselskabet har afslået dækning, eksempelvis fordi ansøgeren efter selskabets opfattelse ikke i relation til forsikringsbetingelserne har rimelig grund til at føre proces. I sidstnævnte tilfælde foretager den myndighed, der behandler ansøgningen om fri proces, en selvstændig vurdering af, om ansøgeren i relation til reglerne om fri proces har rimelig grund til at føre proces. Forsikringsselskabets afgørelse vil indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse, men myndigheden er ikke bundet af selskabets afgørelse.

Bevilges fri proces i et tilfælde, hvor forsikringsselskabet har afslået dækning, indtræder statskassen i sikredes eventuelle krav mod selskabet, i det omfang statskassen afholder udgifter under den fri proces, jf. den foreslåede § 335.

Stk. 2-5 indeholder de økonomiske betingelser for retshjælp ved advokater, jf. den foreslåede § 323, og for fri proces efter de almindelige betingelser, jf. de foreslåede §§ 325-328. Fri proces efter den foreslåede § 329 kræver derimod ikke, at de økonomiske betingelser er opfyldt.

Det foreslås at lovfæste de grundlæggende regler, dvs. indtægtsgrænserne for henholdsvis enlige og samlevende og tillægget for børn samt reglen om, at der ikke gives fri proces, hvis omkostningerne ved sagen skønnes at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag (jf. § 2, stk. 4 og 5, og § 6, stk. 2, i den gældende bekendtgørelse om fri proces).

Ved vurderingen af, om omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag indgår også, om søgsmålet agtes anlagt af flere eller vil have betydning for flere, således at omkostningerne også kan deles mellem flere. Dette er i overensstemmelse med gældende ret (jf. § 7 i den gældende bekendtgørelse om fri proces).

Undtagelsen fra adgangen til fri proces, når omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag, gælder også, når sagen forinden har været afgjort ved et klagenævn mv. Dette er nyt i forhold til gældende ret (jf. § 6, stk. 3, i den gældende bekendtgørelse om fri proces).

Som eksempler på tilfælde, hvor omkostningerne typisk vil være uvæsentlige i forhold til ansøgerens indkomstgrundlag, kan nævnes ukomplicerede kæremål og inkassosager, der behandles efter reglerne om betalingspåkrav, jf. retsplejelovens kapitel 44 a.

Det foreslås, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om opgørelse af indtægtsgrundlaget, jf. stk. 2, 2. pkt. Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at fastsætte regler om opgørelse af indtægtsgrundlaget svarende til de gældende regler (jf. § 2, stk. 1-3, § 3 og § 4 i den gældende bekendtgørelse om fri proces). Justitsministeriet agter dog at præcisere, at reglen om, at der skal ses bort fra summen af kapitalindkomsten, aktieindkomsten og CFC-indkomsten, hvis denne er negativ (jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i den gældende bekendtgørelse om fri proces), i relation til samlevende sigter til den samlede sum af parrets indkomster. Hermed vil det blive præciseret, at hvis den ene af de samlevende har positiv kapitalindkomst, aktieindkomst eller CFC-indkomst, mens den anden har negativ indkomst, skal der ved opgørelsen af indkomstgrundlaget kun ses bort fra de pågældende negative indkomster, hvis parret samlet set har negativ indkomst af de nævnte arter.

Det bemærkes, at justitsministeren med hjemmel i bestemmelsen i givet fald vil kunne fastsætte regler til opfyldelse af eventuelle kommende EU-regler om, at ansøgere skal have mulighed for at godtgøre, at de på grund af forskelle i leveomkostningerne mellem forumstaten (dvs. den stat, hvor retssagen føres) og den medlemsstat, hvor de har bopæl eller sædvanligt opholdssted, ikke kan betale sagsomkostningerne. Reglerne vil kunne have form af et skønsmæssigt »leveomkostningsfradrag« i indtægtsgrundlaget.

Det bemærkes endvidere, at den særlige dispensationshjemmel, der i dag findes i § 5 i bekendtgørelsen om fri proces, ikke videreføres som en del af de økonomiske betingelser for at få fri proces. Såfremt ansøgeren skønnes at have et ganske særligt behov for bistand, eller sagens omkostninger skønnes at blive ekstraordinært store, kan der derimod ansøges om fri proces efter den foreslåede regel i retsplejelovens § 329, jf. bemærkningerne hertil.

Stk. 3 fastsætter indtægtsgrænsen for enlige til 236.000 kr. i 2005-niveau svarende til den gældende grænse.

Stk. 4 fastsætter indtægtsgrænsen for samlevende til 300.000 kr. i 2005-niveau svarende til den gældende grænse. Der lægges i alle tilfælde vægt på samlivsforholdet og ikke på et eventuelt ægteskab, og også for ægtefæller er det afgørende kriterium således, om parret er samlevende. Forslaget er ikke udtryk for nogen realitetsændring i forhold til gældende ret, da ikke-samlevende ægtefæller allerede i dag i administrativ praksis behandles som enlige i relation til indtægtsgrænserne, hvis samlivet er ophævet på grund af uoverensstemmelse.

Det foreslås i 2. pkt. , at en ansøger, der er samlevende, i relation til indtægtsgrænsen skal bedømmes efter reglerne for enlige, hvis parret har modstående interesser i sagen. I forhold til de gældende regler betyder det, at sagens art fremover vil være uden betydning (jf. i modsætning hertil § 2, stk. 6, i den gældende bekendtgørelse om fri proces vedrørende sager om ægteskab eller forældremyndighed).

Forslaget indebærer på den ene side, at parret i alle sager, hvor parret har modstående interesser, i relation til indtægtsgrænsen skal bedømmes efter reglerne for enlige. Dette er formentlig ikke udtryk for nogen realitetsændring i forhold til gældende praksis. Forslaget indebærer på den anden side, at en ansøger, der er samlevende, i relation til indtægtsgrænsen skal bedømmes efter reglerne for samlevende også i sager om ægteskab og forældremyndighed, hvis parret ikke har modstående interesser i sagen. Det vil i praksis navnlig dreje sig om sager, hvor modparten er en tidligere ægtefælle eller samlever, og er udtryk for en mindre ændring i forhold til gældende ret.

Efter stk. 5 forhøjes indtægtsgrænsen med 41.000 kr. (2005-niveau) for hvert barn under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af ansøgeren. Størrelsen af tillægget for hvert barn svarer til det gældende tillæg. Tillægget for børn, der ikke bor hos, men i overvejende grad forsørges af ansøgeren, anvendes, selv om ansøgeren betaler bidrag til barnet, som helt eller delvis kan fradrages ved skatteansættelsen, hvilket er nyt (jf. i modsætning hertil § 2, stk. 5, 2. pkt., i den gældende bekendtgørelse om fri proces). Ændringen er begrundet i, at der i givet fald er tale om et ligningsmæssigt fradrag, som ikke fragår ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget. Den gældende regel har i øvrigt ringe betydning, da et barn sjældent i overvejende grad forsørges af en bidragsbetalende forælder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 326

Bestemmelsen viderefører den gældende reguleringsbestemmelse i § 330 a. Der foreslås den ændring, at afrunding skal ske til nærmeste beløb, der er deleligt med 1.000 kr. (og ikke opad til nærmeste beløb, der er deleligt med 1.000 kr.). Endvidere vil reguleringen fremover også omfatte vederlaget til advokater for retshjælp på trin 2 og 3 (svarende til offentlig retshjælp ved advokater i dag), dog således at afrunding sker til nærmeste beløb, der er deleligt med 10 kr.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 og 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 327

Bestemmelsen angår de materielle betingelser for fri proces. Bestemmelsen opregner nogle sager, der har særlig stor betydning for ansøgeren, eller hvor der i kraft af en tidligere afgørelse klart er rimelig grund til at føre proces. Det foreslås, at der i disse sager som udgangspunkt uden videre skal gives fri proces til sager i første instans, når de økonomiske betingelser er opfyldt. Det samme gælder ankesager, hvor ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.

Stk. 1 angår sager i første instans. Henvisningen i indledningen til § 325 indebærer, at såvel de økonomiske betingelser som reglerne om retshjælpsforsikringsdækning finder anvendelse.

Nr. 1 omfatter sager om ægteskab og forældremyndighed samt sager om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed. For sager om ægteskab og forældremyndighed er der tale om en vis lempelse i adgangen til fri proces. Dette gælder navnlig for så vidt angår sager om ægteskab, da praksis allerede er meget lempelig i de sager om forældremyndighed, der er omfattet af forslaget. For sager om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed er der alene tale om, at de eksisterende regler om fri proces flyttes fra retsplejelovens §§ 139 og 147 e til kapitel 31, jf. også lovforslagets § 1, nr. 7.

Nr. 1 omfatter ikke fri proces til sagsøgeren i sager efter § 13 i lov om forældremyndighed og samvær, dvs. sager om ændring af en tidligere aftale eller afgørelse om, at forældremyndigheden tillægges en af forældrene alene, ændring af en tidligere afgørelse om, at forældremyndigheden ikke overføres fra moderen til faderen efter § 12 i lov om forældremyndighed og samvær, eller ændring af en tidligere afgørelse om forældremyndighed efter, at indehaveren eller indehaverne af forældremyndigheden er afgået ved døden, jf. § 14 i lov om forældremyndighed og samvær. Derimod er selve § 12-sagen (søgsmål om overførsel af forældremyndigheden fra moderen til en far, der aldrig har haft del i forældremyndigheden) eller § 14-sagen (søgsmål inden 8 uger til prøvelse af statsamtets afgørelse om forældremyndigheden efter dødsfald) omfattet af nr. 1 og dermed af den særligt lempelige adgang til fri proces. Endvidere er fri proces til sagsøgte i en § 13-sag omfattet af nr. 1.

I sager efter § 13 i lov om forældremyndighed og samvær vil sagsøgerens ansøgning om fri proces skulle behandles efter den foreslåede regel i retsplejelovens § 328, således at der ligesom i dag skal foretages en sædvanlig vurdering af ansøgerens udsigt til at få medhold i sagen.

I de sager, der er omfattet af nr. 2 og 3 , har sagen allerede været undergivet en prøvelse, som gør, at en part har særlig god grund til at føre retssag, når modparten ikke frivilligt efterkommer den tidligere afgørelse.

Nr. 2 angår sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud efter markedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden. Hvis en erhvervsdrivende ikke frivilligt efterkommer et sådant påbud om tilbagebetaling til en forbruger, har forbrugeren adgang til fri proces. Forslaget er udtryk for, at den gældende regel i markedsføringslovens § 23 flyttes til retsplejelovens kapitel 31.

Nr. 3 angår sager, hvor en person helt eller delvis har fået medhold i en salærklage (jf. retsplejelovens § 146), i et huslejenævn eller beboerklagenævn, i et centralt statsligt klagenævn eller i et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Hvis modparten ikke frivilligt opfylder nævnets afgørelse (eller et forlig indgået for nævnet), eller hvis modparten har anlagt retssag med påstand om ændring af nævnets afgørelse (eller et forlig indgået for nævnet), har den person, der helt eller delvis har fået medhold i nævnet mv., adgang til fri proces.

Bestemmelsen viderefører de gældende regler i retsplejelovens § 335 a om fri proces ved salærklager og afgørelser fra Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat klage- eller ankenævn. Bestemmelsen omfatter samtidig – som noget nyt – også afgørelser fra dels andre centrale statslige klagenævn end Forbrugerklagenævnet (og Advokatnævnet ved salærklager), dels huslejenævn og beboerklagenævn.

Bestemmelsen omfatter ikke klagesager, som Institut for Menneskerettigheder behandler i medfør af lov om etnisk ligebehandling, da Instituttet efter sin karakter ikke er et »nævn«. Lov om etnisk ligebehandling indeholder imidlertid en særlig regel, som foreslås videreført, jf. lovforslagets § 11, om, at Institut for Menneskerettigheder kan henstille, at der meddeles fri proces. En sådan henstilling indebærer, at der normalt uden videre gives fri proces i medfør af den foreslåede § 328, jf. nærmere bemærkningerne hertil.

Stk. 2 angår appelsager. Henvisningen i indledningen til § 325 indebærer, at såvel de økonomiske betingelser som reglerne om retshjælpsforsikringsdækning finder anvendelse. Er disse betingelser og regler opfyldt, vil den, der helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, have adgang til fri proces, når sagen er appelleret af modparten.

Bestemmelsen er kun relevant, når ansøgeren ikke allerede havde fri proces i den foregående instans. Havde ansøgeren fri proces i den foregående instans, omfatter den fri proces også appelsagen, når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold, og sagen er appelleret af modparten, jf. forslaget til retsplejelovens § 331, stk. 4, der viderefører den gældende § 332, stk. 4, uden ændringer.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er ny, men også efter gældende praksis vil en part, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, normalt uden videre få fri proces til en ankesag, hvis den pågældende helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er anket af modparten. Fremover vil adgangen til fri proces i disse appelsager imidlertid gælde uanset sagens art, dvs. for eksempel også i erhvervsmæssige sager, forudsat at ansøgeren er en fysisk person, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.

Den fri proces efter stk. 2 omfatter appelsagen, i det omfang ansøgeren påstår stadfæstelse. Hvis ansøgeren ønsker fri proces til at nedlægge en anden påstand, herunder gentage en påstand, hvori ansøgeren ikke fik medhold i den foregående instans, skal der særskilt ansøges herom efter de foreslåede regler i § 328 eller § 329.

Stk. 3 fastslår, at der ikke kan gives fri proces efter stk. 1 og 2, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få medhold i sagen. Der skal således ikke foretages nogen nærmere vurdering af ansøgerens udsigt til at få medhold i sagen, men hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få medhold, kan der ikke gives fri proces.

Kompetencen til at meddele fri proces efter stk. 1 og 2, foreslås henlagt til den ret, som sagen er indbragt for eller kan indbringes for, jf. stk. 4.

Når der er anlagt retssag, gives fri proces efter stk. 1 af den ret, hvor sagen verserer. Er der ikke anlagt retssag, gives fri proces af den ret, hvor sagen kan anlægges. Ansøges der om fri proces hos en ret, hvor sagen ikke kan anlægges, kan retten afvise ansøgningen eller henvise den til rette domstol.

En bevilling af fri proces gives til en retssag ved den pågældende ret. Hvis en part, der før sagens anlæg har fået fri proces, vælger at anlægge sagen ved en anden domstol, skal der derfor søges om fri proces på ny.

Er sagen appelleret, gives fri proces efter stk. 2 af appeldomstolen.

Hvis fri proces afslås, skal afgørelsen træffes ved kendelse, jf. 2. pkt. Dette indebærer, at afslaget skal begrundes, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1, 1. pkt.

Et afslag på fri proces kan kæres efter retsplejelovens almindelige regler. Det foreslås dog, at et afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som første instans, skal kunne kæres uden særlig tilladelse, jf. 3. pkt. I modsætning til, hvad der gælder efter de almindelige regler i retsplejelovens § 392, stk. 2, er tilladelse fra Procesbevillingsnævnet således ikke fornøden.

Modparten kan ikke kære en afgørelse om fri proces (hverken en bevilling eller et afslag), da der ikke er tale om en afgørelse over for modparten, jf. retsplejelovens § 393, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 328

Bestemmelsen angår de materielle betingelser for fri proces. Bestemmelsen omfatter de sager, der ikke er udskilt til særskilt regulering i den foreslåede § 327.

I denne (rest)gruppe af sager bliver hovedkriteriet ligesom efter de gældende regler, om ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces, jf. stk. 1. Henvisningen i indledningen til § 325 indebærer endvidere, at såvel de økonomiske betingelser som reglerne om retshjælpsforsikringsdækning finder anvendelse.

Det foreslås at lovfæste de vigtigste hensyn, som indgår i vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, jf. stk. 2. Opregningen af hensyn er ikke udtømmende, jf. ordene »blandt andet«.

Som generel rettesnor må det haves for øje, at formålet med fri proces er at give personer med mindre gode økonomiske forhold mulighed for at føre retssag på linje med personer med bedre økonomiske forhold. Vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, tager derfor principielt udgangspunkt i, om en person, der har økonomisk mulighed for selv at afholde udgifterne til en retssag, ville føre retssag under de foreliggende omstændigheder.

Nr. 1 nævner sagens betydning for ansøgeren. Hvis sagen har stor betydning for ansøgeren, taler det for at give fri proces. Hvis sagen har mindre betydning for ansøgeren, taler det imod at give fri proces. Sagens betydning for ansøgeren må vurderes ud fra de objektive omstændigheder med hensyn til sagens karakter og ansøgerens situation og ikke ud fra ansøgerens subjektive opfattelse.

Som eksempler på tilfælde, hvor sagen fra en objektiv betragtning kan have stor betydning for ansøgeren, kan nævnes sager om en persons bolig, arbejde og helbred. I sager om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål, om opsigelse eller ophævelse af ansættelsesforhold eller om personskade er lejeren, arbejdstageren og skadelidte ofte i en svag stilling i forhold til udlejeren, arbejdsgiveren og skadevolderen, og samtidig vil sagerne kunne have stor velfærdsmæssig betydning for den, der risikerer at miste sin bolig, den, der risikerer at miste eller har mistet sit arbejde, og den, der er kommet – måske alvorligt – til skade. I de nævnte sager foreslås i øvrigt en særlig afvejningsregel, jf. nedenfor om stk. 3.

Som et andet eksempel kan nævnes sager om forældremyndighed, hvor ansøgeren risikerer at miste forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden. Sådanne sager har så afgørende betydning for ansøgeren, at det normalt vil være udslagsgivende, herunder selv om ansøgeren har tabt sagen i første instans og nu ansøger om fri proces til appel. Det bemærkes, at sager i første instans af denne karakter er omfattet af den foreslåede regel i § 327, stk. 1, nr. 1, og at § 328, stk. 2, nr. 1, således netop får betydning i appelsager. Det bemærkes endvidere, at særlige omstændigheder kan begrunde, at udgangspunktet fraviges, og at der dermed ikke gives fri proces. Sådanne særlige omstændigheder kan navnlig bestå i oplysninger om, at ansøgeren har udøvet vold over for barnet eller har misbrugt barnet seksuelt, eller – hvis der er tale om et stort barn (som udgangspunkt over 12 år) – om, at barnet klart ønsker at bo hos den anden af forældrene.

Nr. 2 nævner udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen. Hvis ansøgeren har god udsigt til at få medhold i sagen (overvejende sandsynlighed for at få medhold), taler det for at give fri proces. Hvis ansøgeren har ringe udsigt til at få medhold i sagen, taler det imod at give fri proces. Alt andet lige vil personer, der har økonomisk mulighed for at afholde udgifterne ved en retssag, være mere tilbøjelige til at bruge penge på en retssag, desto større udsigten er til at få medhold.

Nr. 3 nævner sagsgenstandens størrelse. Fri proces bør afslås, hvis sagen er bagatelagtig. En sag kan i overensstemmelse med nuværende administrativ praksis anses som bagatelagtig, hvis den har en økonomisk værdi under ca. 3.000 kr. og ikke har videregående betydning, hverken for ansøgeren eller andre.

Nr. 4 nævner størrelsen af de forventede omkostninger. Det følger allerede af den foreslåede regel i § 325, stk. 1, at fri proces afslås, hvis omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag. Nr. 4 har derfor navnlig betydning, hvis omkostningerne må forventes at blive urimeligt høje set i forhold til det, sagen drejer sig om. Er det tilfældet, bør fri proces afslås.

Nr. 5 nævner muligheden for at få sagen afgjort ved et administrativt nævn eller et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Fri proces bør afslås, hvis ansøgeren har forsømt at forsøge at få sagen afgjort ved et sådant nævn, medmindre sagen ikke er egnet til nævnsbehandling, eller nævnsbehandling ville være forgæves. En sag, der kræver bevisførelse i form af parts- eller vidneforklaringer, er sjældent egnet til nævnsbehandling. Nævnsbehandling kan for eksempel anses for forgæves, hvis modparten på forhånd har tilkendegivet ikke at ville efterkomme en nævnsafgørelse.

Som nævnt er opregningen af hensyn ikke udtømmende. Som eksempler på andre hensyn, der kan indgå i vurderingen, kan nævnes ansøgerens adfærd i forbindelsen med kravets opståen og alternativer til at anlægge retssag. Der bør således for eksempel ikke gives fri proces til sager, der udspringer af et forsætligt strafbart forhold, som ansøgeren ved endelig dom er fundet skyldig i, medmindre det krav, som er rejst mod ansøgeren, er åbenbart urimeligt. Det vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om der er andre nærliggende alternativer til retssag end dem, der er nævnt i nr. 5, eksempelvis udnyttelse af en administrativ klageadgang, som bør forsøges, før der i givet fald anlægges retssag.

Hvis Institut for Menneskerettigheder i medfør af § 10, stk. 3, i lov om etnisk ligebehandling har henstillet, at der meddeles fri proces, vil der normalt uden videre skulle gives fri proces, når betingelserne i den foreslåede regel i retsplejelovens § 325 er opfyldt. Det samme gælder, hvis Folketingets Ombudsmand i medfør af § 23 i lov om Folketingets Ombudsmand har henstillet, at der meddeles fri proces i anledning af forhold, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed.

En henstilling fra Folketingets Ombudsmand om at meddele fri proces kan også imødekommes, hvis de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, jf. herved forslaget til retsplejelovens § 329, der svarer til den gældende § 331.

Stk. 3 indeholder en særlig afvejningsregel for tre typer af sager. Det drejer sig om sager om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål, sager om opsigelse eller ophævelse af ansættelsesforhold og sager om personskade. Det foreslås, at den præsumptivt svagere part – dvs. henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte – i disse sager skal anses for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre de i stk. 2, nr. 2-5, nævnte forhold klart taler herimod. Reglen er således udtryk for, at sagens betydning for ansøgeren (jf. stk. 2, nr. 1) i disse sager skal vægte tungt i forhold til de andre kriterier, der er opregnet i stk. 2. Reglen finder anvendelse i sager i første instans.

Ved anvendelsen af reglen kan det tillægges betydning, om sagen allerede har været behandlet af et særligt sagkyndigt administrativt klagenævn, i praksis navnlig Patientskadeankenævnet eller Lægemiddelskadeankenævnet. Efter omstændighederne kan Patientskadeankenævnets eller Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse således føre til, at forhold som nævnt i stk. 2, nr. 2 (udsigten til at få medhold i sagen), klart taler imod at give fri proces.

Stk. 4 indeholder særlige regler om erhvervsmæssige sager og sager om ærekrænkelse. Det foreslås, at der ligesom efter gældende ret kun undtagelsesvis skal kunne gives fri proces til sager, der udspringer af ansøgerens erhvervsvirksomhed eller til sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmindre en ærekrænkelse af en vis grovhed er udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt i en videre kreds. Bestemmelsen giver mulighed for undtagelsesvis at give fri proces i disse sager, når betingelserne efter stk. 1-3 er opfyldt. Der kan således eksempelvis efter omstændighederne gives fri proces til mindre erhvervsdrivende, herunder navnlig når retssagen angår forhold, der har betydning for virksomhedens fortsatte eksistens.

Kompetencen til at meddele fri proces efter § 328 foreslås henlagt til justitsministeren (Civilstyrelsen), jf. stk. 5.

Det foreslås, at Civilstyrelsens afslag på fri proces skal kunne påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget.

Efter de gældende regler, hvor kompetencen til at meddele fri proces til retssager i første instans ligger hos statsamterne med klageadgang til Civilstyrelsen, er der ingen særlig klagefrist for at påklage et statsamts afslag på fri proces til Civilstyrelsen, men Civilstyrelsen afviser dog at behandle klager, der indgives meget lang tid efter statsamtets afgørelse.

Med de nye kompetenceregler, hvor klage sker til Procesbevillingsnævnet, er der behov for et mere formaliseret fristsystem, og en almindelige klagefrist på 4 uger må anses for passende. Civilstyrelsens afslag på fri proces vil skulle oplyse om klageadgangen og klagefristen.

Der foreslås ikke nogen lovregel om behandling af klager, der indgives for sent, men Procesbevillingsnævnet vil efter almindelige principper om klagefrister kunne behandle en klage, der indgives for sent, hvis forsinkelsen er undskyldelig. En forsinkelse kan navnlig være undskyldelig, hvis der ikke er givet behørig klagevejledning.

Det bemærkes, at hvis der foreligger væsentlige, nye oplysninger, vil ansøgeren kunne indgive en ny ansøgning om fri proces, selv om klagefristen er udløbet, og uanset om Procesbevillingsnævnet efter påklage har stadfæstet Civilstyrelsens afslag på fri proces.

Der henvises til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 329

Bestemmelsen er en generel dispensationshjemmel, der giver mulighed for at give fri proces, selv om de almindelige betingelser efter de foreslåede regler i §§ 325-328 ikke er opfyldt. Bestemmelsen modsvarer den gældende § 331 i retsplejeloven, men omfatter som følge af nyaffattelsen af kapitel 31 også nogle tilfælde, som ikke i dag henføres under den gældende § 331.

Det foreslås at videreføre den gældende regel om, at der, når særlige grunde taler for det, kan meddeles fri proces, selv om de almindelige betingelser for at få fri proces ikke er opfyldt. Det foreslås endvidere at videreføre reglen om, at dette navnlig gælder i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.

Sager af principiel karakter eller almindelig offentlig interesse vil navnlig være sager, der rejser hidtil uafklarede lovfortolkningsspørgsmål, sager af mere indgribende betydning over for enkeltpersoner eller grupper samt sager, hvor afgørelsen vil kunne tjene som præjudikat ved senere tilfælde. Sager, som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation, kan efter omstændighederne være sager udsprunget af mindre selvstændig erhvervsvirksomhed.

Forslaget giver ligesom efter gældende ret især mulighed for at give fri proces, selv om de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, og for at give fri proces til juridiske personer.

Forslaget giver i den forbindelse – som noget nyt i forhold til den gældende § 331 – bl.a. mulighed for at give fri proces, selv om de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, såfremt ansøgeren skønnes at have et ganske særligt behov for bistand, eller sagens omkostninger skønnes at blive ekstraordinært store. I givet fald foretages en sædvanlig vurdering af de øvrige betingelser for fri proces, herunder i givet fald om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces. Forslaget er i overensstemmelse med gældende ret, idet der efter § 5 i den gældende bekendtgørelse om fri proces er en ganske tilsvarende adgang til, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, af de nævnte grunde (ganske særligt behov for bistand eller ekstraordinært store sagsomkostninger) at meddele fri proces, selv om ansøgerens indtægtsgrundlag overstiger indtægtsgrænserne. Denne adgang til under visse betingelser at dispensere fra de økonomiske betingelser videreføres som en del af den generelle dispensationsbestemmelse i den foreslåede § 329, der således i disse situationer forudsættes administreret på samme måde som § 5 i den gældende bekendtgørelse om fri proces.

Forslaget giver som nævnt endvidere mulighed for efter omstændighederne at give fri proces til en erhvervsmæssig sag. Dette er i overensstemmelse med gældende ret.

Hvis Folketingets Ombudsmand i medfør af § 23 i lov om Folketingets Ombudsmand har henstillet, at der meddeles fri proces i anledning af forhold, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, vil der normalt uden videre skulle gives fri proces. Dette er også i overensstemmelse med gældende ret.

Med lovforslaget foreslås, at det som udgangspunkt skal være en betingelse for at få fri proces, at ansøgeren ikke har en retshjælpsforsikring, der dækker omkostninger ved sagen, jf. forslaget til § 325, stk. 1. Denne betingelse gælder ikke, når fri proces meddeles i medfør af den foreslåede § 329. Endvidere forudsættes det, at der, når betingelserne for fri proces i øvrigt er opfyldt, med hjemmel i den foreslåede § 329 dispenseres fra kravet om, at ansøgeren ikke er dækket af en retshjælpsforsikring, såfremt det er åbenbart, at omkostningerne ved sagen ikke kan holdes inden for forsikringens maksimum, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde denne overskridelse af forsikringens maksimum. I givet fald foretages en sædvanlig vurdering af de øvrige betingelser for fri proces, herunder i givet fald om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces. Meddeles fri proces, betaler statskassen i denne situation forlods andre udgifter end salær og godtgørelse til den beskikkede advokat, men har regres mod forsikringsselskabet, i det omfang forsikringen dækker, jf. den foreslåede § 335. Salær og godtgørelse til den beskikkede advokat betales i første række af forsikringsselskabet, i det omfang forsikringen dækker, jf. forslaget til § 334, stk. 6.

Kompetencen til at give fri proces efter § 329 foreslås ligesom efter gældende ret henlagt til justitsministeren (Civilstyrelsen).

Som noget nyt foreslås det imidlertid, at Civilstyrelsens afslag på fri proces skal kunne påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget, jf. 3. pkt.

Civilstyrelsens afslag på fri proces vil skulle oplyse om klageadgangen og klagefristen.

Der foreslås ikke nogen lovregel om behandling af klager, der indgives for sent, men Procesbevillingsnævnet vil efter almindelige principper om klagefrister kunne behandle en klage, der indgives for sent, hvis forsinkelsen er undskyldelig. En forsinkelse kan navnlig være undskyldelig, hvis der ikke er givet behørig klagevejledning.

Det bemærkes, at hvis der foreligger væsentlige, nye oplysninger, vil ansøgeren kunne indgive en ny ansøgning om fri proces, selv om klagefristen er udløbet, og uanset om Procesbevillingsnævnet efter påklage har stadfæstet Civilstyrelsens afslag på fri proces.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 330

Bestemmelsen bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om indholdet af en ansøgning om fri proces og om de oplysninger, som ansøgeren skal meddele. Bestemmelsen viderefører retsplejelovens § 331 a, 1. pkt.

Til § 331

Bestemmelsen angår virkningerne af fri proces. Bestemmelsen viderefører retsplejelovens § 332 uændret alene med en redaktionel ændring af stk. 1, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 332

Bestemmelsens stk. 1 angår forholdet mellem fri proces og reglerne om sagsomkostninger. Bestemmelsen viderefører med nogle redaktionelle ændringer og præciseringer den gældende regel i retsplejelovens § 334.

Det foreslås, at retten skal træffe afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var givet fri proces, jf. 1. pkt. Ved afgørelsen af, om en part skal betale sagsomkostninger, og om der i givet fald skal betales fulde eller delvise sagsomkostninger og med hvilket beløb, skal der således slet ikke tages hensyn til, at en eller flere parter har fri proces.

Ligesom efter den gældende § 334 skal der ved udmålingen af sagsomkostninger også medtages et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de retsafgifter, der efter sagsgenstandens værdi skulle have været betalt, jf. § 331, stk. 1, nr. 1 – naturligvis forudsat at de pågældende udgifter til retsafgifter ville have indgået i de tilkendte sagsomkostninger, hvis parten ikke havde været fritaget for at betale retsafgift.

Det foreslås lovfæstet, at i det omfang en part er fritaget for betaling af sagsomkostninger til modparten, jf. § 331, stk. 1, nr. 4, skal sagsomkostningerne betales af statskassen, jf. 2. pkt.

Ligesom efter den gældende § 334 tilfalder sagsomkostninger, der pålægges modparten, statskassen, idet retten dog fordeler beløbet mellem statskassen og den part, der har fri proces, hvis parten selv har afholdt udgifter i anledning af sagen, jf. 3. pkt.

Ligesom efter gældende ret kan parterne ikke ved aftale gøre indgreb i statskassens rettigheder og forpligtelser efter den foreslåede § 332. Hvor den tabende part har fri proces, pålægges statskassen således at betale sagsomkostninger til modparten efter de i øvrigt deklaratoriske regler i retsplejelovens kapitel 30, idet en eventuel aftale om fravigelse heraf, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, 2. led, er uden betydning. Hvor den vindende part har fri proces, tilkendes statskassen tilsvarende sagsomkostninger hos modparten efter de i øvrigt deklaratoriske regler i retsplejelovens kapitel 30, idet der også i denne situation ses bort fra en eventuel aftale efter retsplejelovens § 312, stk. 1, 2. led.

Bestemmelsens stk. 2 giver retten mulighed for under visse omstændigheder at bestemme, at en part, der har haft fri proces, helt eller delvis skal refundere statskassens udgifter til den fri proces. Bestemmelsen viderefører med en enkelt ændring den gældende regel i retsplejeloven § 335.

Det foreslås, at retten ved sagens afslutning skal kunne pålægge en part at refundere statskassens udgifter til den fri proces, hvis partens forhold, herunder som disse er efter sagens udfald, taler for det. Det kræves således ikke længere, at omstændighederne i øvrigt tillige skal tale for det, og det fremhæves særligt, at partens forhold omfatter forholdene, som de er efter sagens udfald.

Det forudsættes således, at retten i alle tilfælde, hvor en part med fri proces tilkendes et større pengebeløb, fremover vil overveje, om parten bør pålægges at refundere statskassens udgifter til den fri proces.

Retten bør også hvor en part med fri proces i øvrigt besidder større (likvid) formue overveje at pålægge parten helt eller delvis at refundere statskassens udgifter til den fri proces. Det bemærkes herved, at formue ikke (direkte) indgår i de økonomiske betingelser for fri proces (men kun indirekte i kraft af afkast af formuen).

Herudover dækker udtrykket »partens forhold« ligesom i dag også tilfælde, hvor fri proces er bevilget på et urigtigt grundlag, som skyldes partens svigagtige eller groft uagtsomme forhold. Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede regel i retsplejelovens § 331, stk. 6 (der viderefører den gældende § 332, stk. 6, uden ændringer), kun hjemler tilbagekaldelse af en bevilling af fri proces med virkning for fremtiden, dvs. ikke med virkning for allerede afholdte udgifter.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 333

Bestemmelsen indeholder regler om, hvem der kan beskikkes som advokat for en part, der har fri proces, jf. § 331, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen indeholder endvidere regler om, hvilke advokater der er forpligtet til at yde retshjælp med statstilskud, jf. § 323.

Stk. 1, 1. pkt. , viderefører den gældende regel i retsplejelovens § 336 alene med en præcisering af, at de advokater, som justitsministeren antager (beneficerede advokater), er forpligtet til at udføre sager såvel for parter, der har fri proces, som for parter, for hvem der i øvrigt beskikkes en advokat efter retsplejelovens regler. Det drejer sig om retsplejelovens §§ 49 og 54 a (Den Særlige Klageret), § 259 (advokatpålæg), § 260 (har ikke selv kunnet antage advokat), §§ 449, 456 g, 460, 470 og 475 c (indispositive sager), § 561 (tvangsauktion), §§ 741 a og 995 a (bistandsadvokat i straffesager) samt § 821 e (mistænkte under 15 år).

Bestemmelsen angår direkte kun tilfælde, hvor beskikkelse af advokat sker i medfør af retsplejelovens regler. Såfremt retsplejelovens regler om beneficerede advokater skal finde anvendelse på beskikkelse af advokat i medfør af anden lovgivning, bør der fortsat af hensyn til overskueligheden medtages en udtrykkelig henvisning til retsplejelovens kapitel 31 i tilknytning til de pågældende lovbestemmelser. Som eksempler på lovbestemmelser, der indeholder en sådan henvisning til retsplejelovens kapitel 31, kan nævnes konkurslovens § 106, straffuldbyrdelseslovens § 119, borteblevnelovens § 10, udlændingelovens § 58 samt § 18 i lov om internationale børnebortførelser.

Stk. 1, 2. pkt. , viderefører med en redaktionel ændring den gældende regel i retsplejelovens § 336 c, stk. 2.

Stk. 2-4 viderefører de gældende regler i retsplejelovens § 336 b alene med en redaktionel ændring af stk. 2 (gældende stk. 1).

Stk. 5 knytter sig til den foreslåede § 323 om retshjælp ved advokater og modsvarer de gældende regler i retsplejelovens § 128, stk. 1 og 2.

Til § 334

Bestemmelsen indeholder regler om den konkrete beskikkelse af advokat for en part, der har fri proces, jf. § 331, stk. 1, nr. 2, og om salær og godtgørelse for udlæg til advokaten.

Bestemmelsen finder også anvendelse, når beskikkelse af advokat sker med hjemmel i andre regler i retsplejeloven.

Bestemmelsen finder endvidere anvendelse, når der i anden lovgivning henvises til retsplejelovens kapitel 31 i forbindelse med beskikkelse af advokat.

Stk. 1 viderefører med redaktionelle ændringer den gældende regel i retsplejelovens § 336 a, mens stk. 2-5 viderefører de gældende regler i retsplejelovens § 336 c, stk. 1 og 3-5, med redaktionelle ændringer i stk. 2 og 5 (gældende stk. 1 og 5).

Det foreslås i stk. 6 , at hvis omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, skal salær og godtgørelse til den beskikkede advokat i første række betales af forsikringen.

Reglen har for det første betydning i de tilfælde, hvor advokatbeskikkelse sker efter regler uden for retsplejelovens kapitel 31, og hvor det ikke er et krav, at den pågældende part ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker sagen.

Reglen har dernæst betydning i de tilfælde, hvor der er meddelt fri proces i medfør af den foreslåede regel i retsplejelovens § 329, og hvor det heller ikke er et krav, at ansøgeren ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker sagen.

Reglen har endelig betydning i de tilfælde, hvor et forsikringsselskab har afslået at yde forsikringsdækning, og hvor en part derfor har kunnet søge om fri proces efter de foreslåede almindelige regler i retsplejelovens §§ 325-328, men hvor der efterfølgende findes grundlag for at rejse krav mod forsikringsselskabet. Dette omfatter både tilfælde, hvor forsikringsselskabets afslag på retshjælpsforsikringsdækning blev givet med urette, og tilfælde, hvor forsikringsdækningen følger af bestemmelsen i forsikringsbetingelserne om efterfølgende dækning, når sikrede i det væsentlige får medhold.

Reglen indebærer, at advokaten – i det omfang der er forsikringsdækning – i første omgang skal rette kravet på betaling af salær og godtgørelse fastsat af retten i medfør af stk. 4 mod forsikringsselskabet.

Betaler forsikringsselskabet ikke eller kun delvis, udbetaler statskassen (resterende) salær og godtgørelse til advokaten, og det vil herefter være op til det offentlige at søge kravet inddrevet hos forsikringsselskabet, jf. den foreslåede § 335.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 335

Bestemmelsen angår statskassens regres mod forsikringsselskabet i de tilfælde, hvor omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring.

Det foreslås, at statskassen indtræder i sikredes krav mod forsikringsselskabet, i det omfang statskassen har ydet dækning efter reglerne om retshjælp og fri proces. Der bortses dog fra dækning i form af fritagelse for retsafgifter efter den foreslåede regel i retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1, og fritagelsen for retsafgifter afholdes derfor altid endeligt af statskassen.

Bestemmelsen i § 335 vil navnlig have betydning i de tilfælde, hvor der er meddelt fri proces i medfør af den foreslåede regel i retsplejelovens § 329, idet det her ikke er et krav, at ansøgeren ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker sagen.

Reglen vil endvidere have betydning i de tilfælde, hvor et forsikringsselskab har afslået at yde forsikringsdækning, og hvor en part derfor har kunnet søge om fri proces efter de foreslåede almindelige regler i retsplejelovens §§ 325-328, men hvor der efterfølgende findes grundlag for at rejse krav mod forsikringsselskabet. Dette omfatter både tilfælde, hvor forsikringsselskabets afslag på retshjælpsforsikringsdækning blev givet med urette, og tilfælde, hvor forsikringsdækningen følger af bestemmelsen i forsikringsbetingelserne om efterfølgende dækning, når sikrede i det væsentlige får medhold. Tilsvarende gør sig gældende, hvor forsikringsselskabet har afvist at yde forsikringsdækning i forbindelse med advokatretshjælp efter de foreslåede regler i § 323 eller i forbindelse med advokatbeskikkelse efter regler uden for retsplejelovens kapitel 31, jf. herved den foreslåede regel i § 334, stk. 6.

Til § 336

Bestemmelsen giver mulighed for efter ansøgning efterfølgende at dække omkostninger ved sagen ud over forsikringens maksimum, såfremt de økonomiske betingelser og kravene i de foreslåede regler i retsplejelovens §§ 327 eller 328 er opfyldt, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum.

Bestemmelsen har sammenhæng med forslaget om, at der efter de almindelige betingelser for fri proces ikke gives fri proces, hvis ansøgeren har en forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, jf. den foreslåede regel i retsplejelovens § 325, stk. 1. Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af, at hvis det tidligt under sagen står klart, at omkostningerne ved sagen ikke vil kunne holdes inden for forsikringens maksimum, vil der efter omstændighederne kunne meddeles fri proces efter den foreslåede regel i retsplejelovens § 329.

Bestemmelsen tager således navnlig sigte på de tilfælde, hvor det først på et sent tidspunkt, eventuelt først ved sagens afslutning, viser sig, at omkostningerne ved sagen ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum. Det kan for eksempel være, når der kun er tale om en mindre overskridelse af maksimummet, eller det kan være tilfælde, hvor ansøgeren har fået medhold i første instans, men taber efter appel og derfor bl.a. pålægges at betale (fulde) sagsomkostninger til modparten for to instanser. Bestemmelsen er dog ikke begrænset hertil og kan således anvendes, selv om ansøgeren på et tidligt tidspunkt kunne forudse, at omkostningerne ved sagen ikke ville kunne holdes inden for forsikringens maksimum.

Bestemmelsen er ikke en regel om fri proces, men derimod en regel om dækning af påløbne omkostninger, i det omfang de ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum. Dette indebærer bl.a., at der ikke beskikkes en advokat for ansøgeren efter den foreslåede regel i § 331, stk. 1, nr. 2.

En ansøgning efter den foreslåede § 336 imødekommes, når de almindelige betingelser for at få fri proces (dvs. dels de økonomiske betingelser, dels de materielle betingelser i §§ 327 eller 328) er opfyldt, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum, jf. stk. 1.

En ansøgning om dækning kan først indgives, når de påløbne omkostninger ved sagen overstiger forsikringens maksimum. Ansøgningen behandles i øvrigt efter de almindelige regler i de foreslåede §§ 327 og 328, herunder kompetencereglerne i § 327, stk. 4, og § 328, stk. 5.

Imødekommes en ansøgning om supplerende dækning, får ansøgeren ret til at få erstattet de omkostninger ved sagen, som kan dækkes efter reglerne om fri proces, men som ligger ud over forsikringens maksimum. Ved den konkrete beløbsmæssige udmåling må de samlede omkostninger ved sagen, som ville kunne dækkes efter reglerne om fri proces, derfor opgøres, jf. stk. 2 , og fra dette samlede beløb fratrækkes forsikringsdækningen, hvorefter differencen udbetales. Ved denne opgørelse skal der ikke tages hensyn til fritagelsen for retsafgifter efter den foreslåede regel i § 331, stk. 1, nr. 1, da der gælder en tilsvarende fritagelse for retsafgifter, når en part har retshjælpsforsikringsdækning, jf. den foreslåede regel i retsafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 3 (lovforslagets § 2, nr. 3). Ved opgørelsen kan den foreslåede regel i § 332, stk. 2, om erstatning af statskassens udgifter ved den fri proces anvendes, således at dækningen i givet fald nedsættes med det beløb, der ville være blevet truffet bestemmelse om tilbagebetaling af, hvis der havde været givet fri proces.

Den konkrete udmåling af, hvilket beløb der kan fås dækket, foretages af retten, jf. stk. 3 og 4. Det foreslås dog, at i de tilfælde, hvor justitsministeren (Civilstyrelsen) har kompetencen til at behandle ansøgningen om supplerende dækning, kan Civilstyrelsen også godkende udbetalingen af det beløb, der er ansøgt om dækning af. Kan Civilstyrelsen imidlertid ikke godkende beløbet, sendes sagen til retten, hvorefter retten fastsætter, hvilket beløb der kan dækkes. Formålet med at give Civilstyrelsen mulighed for at godkende beløbets størrelse, er at spare en unødvendig ekspedition hos retten, når det kan lade sig gøre. Civilstyrelsen skal imidlertid kun godkende beløbets størrelse, hvis styrelsen har et tilstrækkeligt grundlag herfor, f.eks. i kraft af rettens omkostningsafgørelse. I modsat fald sender Civilstyrelsen sagen til retten til afgørelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 336 d)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at de foreslåede ændringer af retsplejelovens §§ 451, 456 l, 465, 474 og 475 h, jf. lovforslagets § 1, nr. 13-17, både angår de foreslåede nye regler om sagsomkostninger i retsplejelovens kapitel 30, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og de foreslåede nye regler om fri proces i retsplejelovens kapitel 31, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Den foreslåede § 336 d viderefører den regel om salær og godtgørelse til den beskikkede advokat, der i dag findes i stk. 1 i de gældende bestemmelser i §§ 451, 456 l, 465, 474 og 475 h, men som efter lovforslagets § 1, nr. 13-17, udgår med virkning fra den 1. juli 2005, jf. lovforslagets § 12, stk. 1, 1. pkt.

Den foreslåede § 336 d afløses den 1. januar 2007 af de regler, der ved nyaffattelsen af hele retsplejelovens kapitel 31 foreslås om salær og godtgørelse til beskikkede advokater, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, og § 12, stk. 1, 2. pkt.

Til nr. 12 (§ 449)

Der er tale om en konsekvensændring. Det foreslås at lempe betingelserne for fri proces i sager om ægteskab og forældremyndighed, således at der som udgangspunkt gives fri proces, når de økonomiske betingelser er opfyldt, jf. forslaget til § 327, stk. 1, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 9). Den gældende regel om advokatbeskikkelse i § 449, stk. 1, er herefter overflødig og foreslås ophævet.

§ 449 foreslås derfor nyaffattet, således at den med redaktionelle ændringer svarer til de gældende regler i § 449, stk. 2.

Til nr. 13-17 ( §§ 451, 456 l, 465, 474 og 475 h )

Der er tale om konsekvensændringer. Retsplejelovens §§ 451, 456 l, 465, 474 og 475 h foreslås udformet på samme måde. Henvisningen i stk. 1 i de gældende bestemmelser til reglerne om salær og godtgørelse til beskikkede advokater udgår, da de regler, der foreslås i kapitel 31 om salær og godtgørelse for udlæg til beskikkede advokater (jf. lovforslagets § 1, nr. 9), også finder anvendelse, når der beskikkes advokat i medfør af regler i retsplejeloven uden for kapitel 31. Reglen om sagsomkostninger (nuværende stk. 3 i § 451 og nuværende stk. 2 i de andre bestemmelser) foreslås præciseret og placeret i kapitel 30, jf. forslaget til § 312, stk. 6 (lovforslagets § 1, nr. 8).

Det bemærkes, at i perioden mellem ikrafttrædelsen af de foreslåede nye regler i retsplejelovens kapitel 30, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og ikrafttrædelsen af de forslåede nye regler i retsplejelovens kapitel 31, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, dvs. i perioden fra den 1. juli 2005 til den 1. januar 2007, jf. lovforslagets § 12, stk. 1, placeres reglerne om salær og godtgørelse til advokater, der beskikkes i medfør af regler i retsplejelovens kapitel 42-43 b, i retsplejelovens § 336 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Til nr. 18 (§ 500, stk. 2)

Det foreslås at ændre reglen om advokatbeskikkelse i fogedsager til en regel om fri proces, således at retten får en skønsmæssig mulighed for at give fri proces, når en part, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, har behov for advokatbistand i en fogedsag.

Forslaget indebærer, at retten kan give fri proces til en fogedsag med de virkninger, som fremgår af kapitel 31. Retten kan også anvende reglen i den foreslåede § 331, stk. 2, om delvis fri proces. Af kapitel 31's betingelser for at give fri proces er det derimod kun de økonomiske betingelser, der finder anvendelse.

Til nr. 19 (§ 509, stk. 4)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lov nr. 216 af 31. marts 2004 om ændring af tinglysningsloven, retsplejeloven og konkursloven (Pant og udlæg i andelsboliger mv.).

Til nr. 20 (§ 561, stk. 6, 3. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af nyaffattelsen af retsplejelovens kapitel 31, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. De økonomiske betingelser for at få fri proces vil fremover fremgå af retsplejelovens § 325.

Til nr. 21 og 23 (§ 561, stk. 6, 6. pkt., § 741 e og § 821 f, stk. 2, 2. pkt.)

Bestemmelserne foreslås ophævet, da de regler, der foreslås i kapitel 31 om salær og godtgørelse for udlæg til beskikkede advokater, også finder anvendelse, når der beskikkes advokat i medfør af regler i retsplejeloven uden for kapitel 31 (jf. lovforslagets § 1, nr. 9). De gældende regler i § 561, stk. 6, 6. pkt., § 741 e og § 821 f, stk. 2, 2. pkt., er herefter overflødige. Der henvises til de foreslåede regler i retsplejelovens §§ 333 og 334 (lovforslagets § 1, nr. 9).

Til nr. 22 (§ 741)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af nyaffattelsen af retsplejelovens kapitel 31, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. De gældende regler i retsplejelovens § 336, stk. 2, 3 og 5, videreføres ved de foreslåede regler i § 333, stk. 1, 2. pkt., og § 334, stk. 3 og 5.

Til nr. 24 (§ 995 a)

Det foreslås at ændre reglen om advokatbeskikkelse i stk. 1 til en regel om fri proces, således at retten får en skønsmæssig mulighed for at give fri proces, når forurettede opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, og det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelsen af erstatningskravet.

Forslaget indebærer, at retten kan give fri proces med de virkninger, som fremgår af kapitel 31. Retten kan også anvende reglen i den foreslåede § 331, stk. 2, om delvis fri proces. Af kapitel 31's betingelser for at give fri proces er det derimod kun de økonomiske betingelser, der finder anvendelse.

Det foreslås at videreføre reglen om advokatbeskikkelse i stk. 2 , således at retten fortsat har en skønsmæssig mulighed for at beskikke en advokat for de pårørende til en person, der er afgået ved døden som følge af en forbrydelse, til at bistå med opgørelsen af erstatningskrav. Ligesom efter gældende ret er adgangen til advokatbeskikkelse ikke betinget af, at de pårørende opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.

Det gældende stk. 3 videreføres ikke, da de regler, der foreslås i kapitel 31 om salær og godtgørelse for udlæg til beskikkede advokater, også finder anvendelse, når der beskikkes advokat i medfør af regler i retsplejeloven uden for kapitel 31 (jf. lovforslagets § 1, nr. 9). Det gældende stk. 3 er herefter overflødigt. Der henvises til de foreslåede regler i retsplejelovens §§ 333 og 334 (lovforslagets § 1, nr. 9).

Til nr. 25 (§ 1022 a)

Ifølge ordlyden af retsplejelovens § 1022 a er statens hæftelse for embedsmænds erstatningsansvar over for private i anledning af embedsførelsen subsidiær, således at kravet først kan gøres gældende mod staten, når inddrivelse hos embedsmanden har vist sig forgæves. Bestemmelsen, der efter Justitsministeriets opfattelse ikke er i overensstemmelse med nutidig opfattelse af arbejdsgiveransvarets begrundelse og formål, er meget muligt fortrængt af erstatningsansvarslovens § 23 og påberåbes i hvert fald i praksis aldrig af det offentlige. Bestemmelsen foreslås derfor ophævet.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 295-296.

Til § 2
(retsafgiftsloven)

Til nr. 1 (§ 1, stk. 3, og § 2, stk. 3)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af nyaffattelsen af retsplejelovens kapitel om fri proces, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, og den dermed forbundne ophævelse af markedsføringslovens § 23, jf. lovforslagets § 9.

Til nr. 2 og 4 (§ 13, stk. 1, nr. 2, og § 20, nr. 3)

Det foreslås præciseret, at fritagelsen for betaling af retsafgift er knyttet til retsplejelovens regel herom og ikke til selve det forhold, at der er bevilget fri proces. Forslaget har sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af reglerne om fri proces, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Til nr. 3 og 5 (§ 13, stk. 1, nr. 3, og § 20, nr. 4)

Det foreslås, at en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, og som opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, skal være fritaget for betaling af retsafgift.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 51, stk. 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de foreslåede ændringer af retsafgiftslovens § 13, jf. lovforslagets § 2, nr. 2 og 3. Det foreslås, at retsafgiftslovens § 13 skal finde tilsvarende anvendelse ved anke.

I relation til den foreslåede affattelse af § 13, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, indebærer det, at en part er fritaget for betaling af retsafgift for anke, i det omfang dette følger af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1.

I relation til det foreslåede § 13, stk. 1, nr. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, indebærer det, at en part, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, er fritaget for betaling af retsafgift for anke, hvis parten har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved ankesagen.

Til § 3
(lov om renter ved forsinket betaling mv.)

Til nr. 1 (§ 1)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at indføre regler om forrentning af sagsomkostninger, jf. forslaget til § 8 a (lovforslagets § 3, nr. 2).

Til nr. 2 (§ 8 a)

Det foreslås, at sagsomkostninger i civile sager skal forrentes med morarentesatsen, hvis de ikke betales inden for fuldbyrdelsesfristen, jf. stk. 1. Fuldbyrdelsesfristen er normalt 14 dage, jf. retsplejelovens § 480, stk. 1 og 5.

Forslaget omfatter sagsomkostninger fastsat af retten, herunder når sagen i øvrigt forliges. Forslaget omfatter derimod ikke bestemmelser om sagsomkostninger, der er indeholdt i et indenretsligt eller udenretsligt forlig.

Forslaget omfatter ikke sagsomkostninger i offentlige straffesager, heller ikke sagsomkostninger vedrørende adhæsionskrav (dvs. borgerlige krav, der behandles i tilknytning til en straffesag) i offentlige straffesager. Retsplejerådet vil senere overveje adhæsionsprocessen, jf. herved tillægskommissorium af 19. februar 2002, der er optrykt som bilag 4 i betænkning nr. 1427/2003 om reform af den civile retspleje II. Det bemærkes, at retsplejeloven – i modsætning til færdselsloven – ikke giver hjemmel til at pålægge eller tilkende sagsomkostninger i forbindelse med behandlingen af et adhæsionskrav.

Det foreslås, at der i tilfælde af appel skal betales rente fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for afgørelsen i den foregående instans, i det omfang afgørelsen om sagsomkostninger stadfæstes, jf. stk. 2. Dette gælder, selv om appel fandt sted inden fuldbyrdelsesfristens udløb, eller appellen i øvrigt har opsættende virkning.

Stk. 2 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor appelinstansen ophæver omkostningsafgørelsen i den foregående instans og fastsætter sagsomkostninger for begge retter med ét samlet beløb. Bestemmelsen finder heller ikke anvendelse i tilfælde, hvor appelinstansen træffer særskilt afgørelse vedrørende omkostningerne i den foregående instans, og en part først ved denne afgørelse får tilkendt sagsomkostninger for den foregående instans. I begge tilfælde forrentes det i appelinstansen tilkendte sagsomkostningsbeløb således først fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for appelinstansens afgørelse.

Såfremt appelinstansen forhøjer et omkostningsbeløb tilkendt i den foregående instans, forrentes det beløb, hvormed omkostningerne er blevet forhøjet, ligeledes først fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for appelinstansens afgørelse. Det beløb, der blev tilkendt i foregående instans, forrentes derimod i medfør af stk. 2 fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for afgørelsen i den foregående instans.

Nedsætter appelinstansen et omkostningsbeløb, skal de nedsatte sagsomkostninger forrentes fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for afgørelsen i den foregående instans.

De foreslåede regler i § 8 a kan påberåbes af fordringshaveren, uanset om rettens omkostningsafgørelse angiver, at der skal betales rente af et tilkendt sagsomkostningsbeløb.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.6 og 2.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til betænkning nr. 1161/1989 om renteloven side 115-121, 124 og 131-132.

Til § 4
(hundeloven)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at afskaffe muligheden for at idømme rettergangsbøder i civile sager, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

Til § 5
(færdselsloven)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at afskaffe muligheden for at idømme rettergangsbøder i civile sager, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

Til § 6
(dødsboskifteloven)

Det foreslås at ophæve den særlige regel i dødsboskiftelovens § 100 om advokatbeskikkelse til personer, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Når skifteretten skal afgøre en tvist efter regler svarende til reglerne om behandlingen af almindelige civile retssager, bør behovet for advokatbistand i givet fald dækkes gennem fri proces efter retsplejelovens almindelige regler, der finder anvendelse i medfør af dødsboskiftelovens § 98.

Til § 7
(konkursloven)

Til nr. 1 (§ 219)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af nyaffattelsen af retsplejelovens kapitel om fri proces, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. De økonomiske betingelser for at få fri proces vil fremover fremgå af retsplejelovens § 325.

Til nr. 2 (§ 245)

Det foreslås at ophæve den særlige regel i konkurslovens § 245 om advokatbeskikkelse til personer, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Når skifteretten skal afgøre en tvist efter regler svarende til reglerne om behandlingen af almindelige civile retssager, bør behovet for advokatbistand i givet fald dækkes gennem fri proces efter retsplejelovens almindelige regler, der finder anvendelse i medfør af konkurslovens § 243.

Til nr. 3 og 4 (§ 248, stk. 3, og § 252, stk. 2)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om at afskaffe muligheden for at idømme rettergangsbøder i civile sager, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

Til § 8
(lov om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold mv.)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af ophævelsen af retsplejelovens § 741 e, jf. lovforslagets § 1, nr. 23.

Til § 9
(markedsføringsloven)

Der er tale om en konsekvensændring. Reglen om fri proces til forbrugeren i sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud efter markedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden, foreslås flyttet til retsplejeloven, jf. forslaget til § 327, stk. 1, nr. 2 (lovforslagets § 1, nr. 9).

Til § 10
(udlændingeloven)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af nyaffattelsen af retsplejelovens kapitel om fri proces, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. De økonomiske betingelser for at få fri proces vil fremover fremgå af retsplejelovens § 325.

Til § 11
(lov om etnisk ligebehandling)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af nyaffattelsen af retsplejelovens kapitel om fri proces, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. De økonomiske betingelser for at få fri proces vil fremover fremgå af retsplejelovens § 325.

Til § 12
(ikrafttræden)

Det foreslås, at de dele af loven, der vedrører reglerne om sagsomkostninger, træder i kraft den 1. juli 2005, jf. stk. 1, 1. pkt. , og at de dele af loven, der vedrører retshjælp og fri proces, træder i kraft den 1. januar 2007, jf. stk. 1, 2. pkt.

Stk. 2 indeholder overgangsregler med hensyn til de nye regler om forrentning af tilkendte sagsomkostninger. Det foreslås, at de nye regler skal finde anvendelse på domme og andre retsafgørelser, der afsiges efter reglernes ikrafttræden, dvs. efter den 1. juli 2005.

Forslaget indebærer blandt andet, at hvor en appelinstans efter den 1. juli 2005 ophæver omkostningsafgørelsen i den foregående instans og fastsætter sagsomkostninger for begge retter med ét samlet beløb, forrentes det således fastsatte beløb efter de nye regler. Det samme gælder, hvor en appelinstans efter den 1. juli 2005 træffer særskilt afgørelse vedrørende omkostningerne i den foregående instans, og en part først ved denne afgørelse får tilkendt sagsomkostninger for den foregående instans.

Forslaget indebærer endvidere, at hvor en appelinstans efter den 1. juli 2005 forhøjer et omkostningsbeløb tilkendt i den foregående instans, forrentes det beløb, hvormed omkostningerne er blevet forhøjet, efter de nye regler.

Herudover foreslås ingen særlige overgangsregler med hensyn til de nye regler om sagsomkostninger.

De nye sagsomkostningsregler finder således også anvendelse i sager, der er anlagt før, men endnu ikke afgjort den 1. juli 2005. Dette gælder også den forudsatte forhøjelse af de standardtakster, der anvendes ved udmålingen af sagsomkostninger til dækningen af udgifter til advokatbistand, jf. pkt. 2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der foreslås heller ingen særlige overgangsregler med hensyn til de nye regler om fri proces, der således også finder anvendelse i verserende sager. Er der tidligere givet afslag på fri proces, vil der kunne søges på ny, i det omfang betingelserne er lempet efter de nye regler.

En bevilling af fri proces meddelt før den 1. januar 2007 har fortsat gyldighed efter lovens ikrafttræden, og fornyet ansøgning kræves ikke. Dette gælder, uanset om selve retssagen er anlagt før eller efter den 1. januar 2007.

Efter den 1. januar 2007 har statsamterne ikke kompetence til at meddele fri proces. Ansøgninger, som er indgivet til et statsamt inden den 1. januar 2007, men hvor der ikke inden denne dato er truffet afgørelse, må derfor videresendes til retten eller Civilstyrelsen. Dette gælder også i de tilfælde, hvor ansøgeren har en retshjælpsforsikring, der dækker omkostninger ved sagen, og hvor ansøgningen derfor efter de nye regler vil blive afslået af den grund.

Et afslag på fri proces, der er meddelt af et statsamt inden den 1. januar 2007, kan også efter lovens ikrafttræden påklages til Civilstyrelsen efter almindelige principper om påklage til en overordnet myndighed, men Civilstyrelsen vil skulle afgøre sagen efter de nye regler. Dette gælder også i tilfælde, hvor statsamtets afslag er påklaget til Civilstyrelsen inden den 1. januar 2007, men hvor Civilstyrelsen ikke inden denne dato har truffet afgørelse i klagesagen. I begge situationer gælder, at hvis Civilstyrelsen stadfæster afslaget, vil Civilstyrelsens afgørelse kunne påklages til Procesbevillingsnævnet. Derimod kan et afslag på fri proces, der er meddelt af Civilstyrelsen før den 1. januar 2007, ikke påklages til Procesbevillingsnævnet.

En ansøgning om fri proces, der før den 1. januar 2007 er indgivet til Civilstyrelsen til afgørelse i første instans, men hvor der ikke inden denne dato er truffet afgørelse, skal afgøres efter de nye regler, og Civilstyrelsens eventuelle afslag på fri proces vil kunne påklages til Procesbevillingsnævnet. Såfremt kompetencen til at meddele fri proces i den pågældende type af sager er overført til retten, kan Civilstyrelsen dog ikke træffe afgørelse og skal sende sagen til retten.

Stk. 3 fastslår, at regulering efter den foreslåede regel i retsplejelovens § 326, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, første gang skal ske pr. 1. januar 2007, og at reguleringen skal ske som en samlet regulering for 2006 og 2007. Dette skal ses i lyset af, at beløbene i lovforslaget er angivet i 2005-niveau, jf. forslaget til retsplejelovens § 323, stk. 6, og § 325, stk. 3-5 (lovforslagets § 1, nr. 9).

Stk. 4 bestemmer, at retshjælpsforsikringer fra den 1. januar 2007 dækker uden fradrag af selvrisiko, såfremt sikrede opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, og at sikrede, der opfylder disse betingelser, ikke behøver at ansøge om fri proces, for at retshjælpsforsikringen dækker. Formålet med bestemmelsen er at opnå en ensartet og samtidig ikrafttræden af den konsekvensændring af forsikringsbetingelserne, som følger af forslaget om, at fri proces skal afslås, hvis ansøgeren har retshjælpsforsikringsdækning. Formålet er endvidere at videreføre den eksisterende fritagelse for selvrisiko, som gælder for personer, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Der henvises i øvrigt til pkt. 5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Stk. 5 er begrundet i, at den foreslåede forhøjelse af de standardbeløb, der anvendes ved tilkendelse af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand, vil medføre visse merudgifter for retshjælpsforsikringer, jf. pkt. 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger. En tilsvarende overgangsbestemmelse blev bl.a. anvendt i forbindelse med ændringen i 1988 af forholdet mellem fri proces og retshjælpsforsikringsdækning, jf. pkt. 4.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 13
(territorial gyldighed)

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.

Stk. 1 fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Stk. 2 giver mulighed for ved kongelig anordning helt eller delvis at sætte lovens § 3 (renteloven), § 4 (hundeloven), § 6 (dødsboskifteloven), § 7 (konkursloven), § 8 (lov om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold mv.), § 10 (udlændingeloven) og § 11 (lov om etnisk ligebehandling) i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.