Den fulde tekst

Fremsat den 28. februar 2007 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven)

 

Kapitel 1

Lovens område

§ 1. Fordringer på penge eller andre ydelser forældes efter reglerne i denne lov, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov.

Kapitel 2

Forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt

§ 2. Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Stk. 2. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb.

Stk. 3. For fordringer, som opstår ved misligholdelse af kontrakt, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for misligholdelsen.

Stk. 4. For fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden.

Stk. 5. Selv om fordringshaveren på grund af skyldnerens misligholdelse eller i medfør af en særlig opsigelsesadgang kunne kræve opfyldelse før et aftalt forfaldstidspunkt, regnes forældelsesfristen fra det aftalte forfaldstidspunkt, hvis fordringshaveren ikke udnytter denne mulighed. Udnytter fordringshaveren muligheden, regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, til hvilket opfyldelse herefter kan kræves.

Kapitel 3

De almindelige forældelsesfrister

§ 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Stk. 2. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

Stk. 3. Forældelse indtræder senest

1) 30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade og for fordringer på erstatning for skade forvoldt ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser eller lignende,

2) 10 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning for skade forvoldt uden for kontraktforhold, som ikke er omfattet af nr. 1, og

3) 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 for andre fordringer.

Kapitel 4

Særlige forældelsesfrister og tillægsfrister

§ 4. Forældelsesfristen er 5 år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold.

Stk. 2. § 3, stk. 2 og stk. 3, nr. 3, gælder ved fordringer omfattet af stk. 1.

§ 5. Forældelsesfristen er 10 år,

1) når der er udstedt gældsbrev for fordringen,

2) når fordringen er registreret i en værdipapircentral, eller

3) når fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.

Stk. 2. Fordring på senere forfaldne renter, gebyrer og lignende forældes dog efter § 3.

§ 6. Forældelsesfristen er 10 år for fordringer i henhold til pengelån eller ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Er der ikke fastsat noget tidspunkt for indfrielse af gælden i henhold til en kassekredit eller et andet lån med variabelt lånebeløb, regnes forældelsesfristen fra den seneste indsættelse eller hævning på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren, dog senest fra det tidspunkt, til hvilket gælden måtte være opsagt til indfrielse.

Stk. 3. Fordring på renter, gebyrer og lignende forældes efter § 3. Dog er sådanne fordringer omfattet af stk. 1 og 2 i det omfang, de tilskrives inden for maksimum på en kredit.

§ 7. For fordringer i henhold til indlån i pengeinstitutter eller lignende, herunder på tilskrevne renter, er forældelsesfristen 20 år regnet fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering i øvrigt på kontoen.

§ 8. En fordring på pension, livrente, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er afdrag på en skyldig hovedstol, og som støttes på aftale eller afgørelse, forældes i sin helhed efter 10 år regnet fra den dag, da den sidste ydelse blev betalt, eller, hvis ingen betaling har fundet sted, fra den dag, da den første ydelse kunne kræves betalt, jf. dog § 25, stk. 5. Fordringerne på de enkelte ydelser forældes desuden efter §§ 2 og 3.

§ 9. For fordringer mod værgen, som tilkommer en person under værgemål, og som udspringer af værgens tilsidesættelse af sine forpligtelser som værge, regnes forældelsesfristerne i § 3, stk. 1 og 3, fra værgemålets ophør.

§ 10. For fordringer, som tilkommer en fuldmagtsgiver mod fuldmægtigen, eller som tilkommer et selskab, en forening, en fond eller lignende mod et bestyrelsesmedlem eller en direktør i selskabet m.v., og som udspringer af den pågældendes tilsidesættelse af sine forpligtelser ved hvervets udførelse, indtræder forældelse tidligst, når der er forløbet 3 år efter hvervets ophør eller efter det tidligere tidspunkt, da fordringshaveren eller den, der i øvrigt kan gøre fordringen gældende på dennes vegne, er eller burde være blevet bekendt med de omstændigheder, hvorpå kravet støttes.

§ 11. Når en fordring er sikret ved kaution, bestemmes forældelsesfristen over for kautionisten efter de regler, der gælder for forældelse af fordringen mod hovedskyldneren.

§ 12. Hæfter flere skyldnere solidarisk, og har én af dem opfyldt fordringen, indtræder den pågældende i henseende til forældelse af krav mod medskyldnere i fordringshaverens retsstilling.

Stk. 2. Er forældelsen afbrudt over for én af skyldnerne, eller har én af skyldnerne på et tidspunkt, hvor fordringen mod denne skyldner ikke var forældet, opfyldt fordringen eller indrømmet fordringshaveren fristforlængelse, forældes et regreskrav mod en medskyldner tidligst et år efter afbrydelsen, opfyldelsen eller afgivelsen af tilsagnet om fristforlængelse. Foreligger flere af de nævnte begivenheder, regnes tillægsfristen på et år fra den begivenhed, som først indtræder.

§ 13. Udløb af forældelsesfristen er ikke til hinder for, at det under en straffesag, hvor tiltalte findes skyldig, kan pålægges tiltalte at betale erstatning eller godtgørelse til forurettede i anledning af det strafbare forhold. En sådan fordring kan også gøres gældende under et særskilt søgsmål, der anlægges inden et år efter endelig afgørelse i en straffesag, hvor tiltalte er fundet skyldig, eller inden et år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion.

§ 14. Hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af ukendskab til skyldnerens opholdssted eller på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst et år efter, at fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til skyldnerens opholdssted, henholdsvis et år efter hindringens ophør.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke medføre en forlængelse af fristerne efter § 3, stk. 3, og kan højst forlænge andre frister eller tillægsfrister med 10 år.

Kapitel 5

Afbrydelse af forældelse

§ 15. Forældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse.

§ 16. Forældelsen afbrydes, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid.

Stk. 2. Gøres fordringen gældende ved domstol, sker afbrydelsen

1) ved indlevering af stævning eller betalingspåkrav til retten,

2) når påstand om fordringen nedlægges under retssagen, herunder som modkrav,

3) når fordringen under retssagen bliver gjort gældende til modregning, dog kun i det omfang, fordringen dækkes af hovedfordringen, eller

4) ved skyldnerens indlevering af stævning til retten med påstand om, at fordringen ikke består.

Stk. 3. Er det aftalt, at tvist om en fordring skal afgøres ved voldgift, eller er anden særlig afgørelsesmåde hjemlet, sker afbrydelsen, når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang. Stk. 2, nr. 2-4, gælder tilsvarende.

§ 17. Forældelsen afbrydes

1) ved indgivelse af en på fordringen støttet konkursbegæring,

2) ved anmeldelse af fordringen i et konkursbo,

3) ved anmeldelse af fordringen i forbindelse med åbning af tvangsakkordforhandling eller indledning af gældssaneringssag,

4) ved anmeldelse af fordringen i et dødsbo efter dettes udstedelse af proklama, og

5) ved anmeldelse af fordringen, efter at skyldneren har udstedt proklama.

Stk. 2. Afbrydelse efter stk. 1, nr. 1 og 2, har også virkning i forhold til skyldneren personlig, og afbrydelse efter stk. 1, nr. 4, har også virkning i forhold til skyldnerens arvinger.

Stk. 3. Er der i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 2-5, inden forældelsesfristens udløb udstedt proklama eller åbnet forhandling om tvangsakkord, indtræder forældelse ikke før udløbet af anmeldelsesfristen, henholdsvis afholdelse af det i konkurslovens § 169 omhandlede møde.

§ 18. Forældelsen afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen fremmet inden for rimelig tid.

Stk. 2. Foretages udlæg af en pantefoged, afbrydes forældelsen ved udlægsforretningens foretagelse.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved

1) indgivelse af anmodning til fogedretten om foretagelse af arrest,

2) fremsættelse af krav for fogedretten om andel i et auktionsprovenu, og

3) indgivelse af anmodning til fogedretten om tilbagetagelse af en løsøregenstand, der er solgt med ejendomsforbehold.

Stk. 4. Forældelsen afbrydes ved en offentlig myndigheds pålæg til skyldnerens arbejdsgiver om indeholdelse i løn m.v.

§ 19. Når forældelsen afbrydes, løber fra det i stk. 2-6 fastsatte tidspunkt en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af forpligtelsen, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for erkendelsen.

Stk. 3. Sker afbrydelsen ved foretagelse af retslige skridt som nævnt i § 16, regnes den nye frist fra den dag, da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav påtegnes af fogedretten, eller anden afgørelse træffes.

Stk. 4. Er fordringen anerkendt i et konkurs- eller dødsbo eller i vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringskendelse, regnes den nye frist fra boets slutning, tvangsakkordens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse.

Stk. 5. Anerkendes fordringen efter anmeldelse som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 5, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for anerkendelsen.

Stk. 6. Sker afbrydelsen ved indgivelse af anmodning om udlæg mv., jf. § 18, stk. 1-3, regnes den nye forældelsesfrist fra fogedforretningens eller auktionens afslutning eller, når arrest er forfulgt ved anlæggelse af justifikationssag, i overensstemmelse med reglen i stk. 3. Er forældelsen afbrudt ved pålæg om lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelsesfrist fra det tidspunkt, da lønindeholdelse i henhold til pålægget ophører.

Stk. 7. Sker afbrydelsen ved indgivelse af anmodning om udlæg for en fordring som nævnt i § 5, løber en ny forældelsesfrist på 10 år også for de omkostninger og uforældede renter, der er opgjort under fogedforretningen.

Kapitel 6

Foreløbig afbrydelse af forældelse

§ 20. Har fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb foretaget et retsligt skridt som nævnt i § 16, men fører dette ikke til forlig eller realitetsafgørelse, indtræder forældelse tidligst et år efter, at fordringshaveren har fået meddelelse om, at sagen er afsluttet. Har fordringshaveren ikke fået sådan meddelelse inden rimelig tid, regnes fristen fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik kendskab til forholdet eller burde have søgt oplysning herom.

Stk. 2. Fordringshaveren kan ikke påberåbe sig stk. 1, hvis

1) det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgørelse,

2) fordringshaveren hæver sagen, selv om en realitetsafgørelse kunne være opnået, eller

3) det beror på fordringshaverens valg ved indleveringen af et betalingspåkrav til fogedretten, at en realitetsafgørelse ikke træffes.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder tilsvarende, hvis fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har indgivet konkursbegæring, uden at konkursdekret er afsagt, eller har iværksat forfølgning som nævnt i § 18, uden at fogedforretning eller auktion er afholdt.

Stk. 4. Er fordringen inden forældelsesfristens udløb, jf. herved § 17, stk. 3, anmeldt i et konkurs- eller dødsbo, men bliver den ikke anerkendt, forældes fordringen mod skyldneren personlig eller dennes arvinger tidligst et år efter meddelelsen af afgørelsen om fordringens afvisning eller, hvis en sådan afgørelse ikke træffes, efter boets slutning. Tilsvarende gælder, når en fordring inden forældelsesfristens udløb er anmeldt i forbindelse med åbning af tvangsakkord, indledning af gældssaneringssag eller indkaldelse som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 5.

§ 21. Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indtræder forældelse tidligst et år efter sagens endelige afgørelse.

Stk. 2. Er en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tidligst et år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Dette gælder, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige. Indbringes sagen inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for rimelig tid for en højere administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på et år fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis ombudsmandens udtalelse.

Stk. 3. Indbringes en tvist inden forældelsesfristens udløb for et privat klagenævn, ankenævn eller lignende, gælder stk. 2, 1. og 2. pkt., tilsvarende.

Stk. 4. Er der inden forældelsesfristens udløb efter retsplejelovens regler herom eller med hjemmel i parternes forudgående aftale fremsat begæring om afholdelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betydning for fordringens eksistens eller størrelse, eller har parterne inden forældelsesfristens udløb indgået aftale herom, indtræder forældelse tidligst et år efter skønsforretningens afslutning.

Stk. 5. Er der inden forældelsesfristens udløb indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder forældelse tidligst et år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at være afsluttet.

§ 22. Hæfter flere skyldnere solidarisk for fordringen, og har fordringshaveren inden forældelsesfristernes udløb indledt retsforfølgning som nævnt i § 16 eller § 21, stk. 1, mod én af skyldnerne og skriftligt underrettet de øvrige om forfølgningen og opfordret dem til at varetage deres interesser under sagen, forældes fordringen mod de øvrige skyldnere tidligst et år efter, at sagen er afsluttet ved forlig, dom eller på anden måde.

Stk. 2. Samme regler gælder, når fordringen afhænger af et retsforhold, hvorom der er rejst sag af eller mod fordringshaveren.

Kapitel 7

Virkningerne af forældelse

§ 23. Ved forældelse mister fordringshaveren sin ret til at kræve opfyldelse.

Stk. 2. Ved forældelse af hovedfordringen bortfalder også krav på rente og lignende ydelse.

§ 24. Uanset fordringens forældelse bevarer fordringshaveren aftalt modregningsret og ret til modregning over for krav, som udspringer af det samme retsforhold, og som er stiftet, inden forældelse indtrådte.

§ 25. Ved en fordrings forældelse bortfalder også retten til fyldestgørelse for fordringen i pant eller udlæg i skyldnerens ejendom, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Uanset fordringens forældelse bevares retten til fyldestgørelse i pant i skyldnerens ejendom, når der er tale om

1) pant for hovedstolen ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom for en bestemt angiven sum,

2) håndpant, bortset fra håndpant i ejerpantebrev, eller

3) underpant i fast ejendom, som panthaveren inden fordringens forældelse har overtaget til brug.

Stk. 3. Tilbageholdsret berøres ikke af fordringens forældelse.

Stk. 4. En sælgers ejendomsforbehold i leveret løsøre bortfalder ved forældelse af fordringen på købesummen.

Stk. 5. Når en rettighed hviler på fast ejendom som grundbyrde, er alene de enkelte forfaldne ydelser genstand for forældelse.

Kapitel 8

Lovens fravigelighed m.v.

§ 26. Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for skyldneren.

Stk. 2. Loven kan heller ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for en fordringshaver (forbruger), når denne hovedsagelig handler uden for sit erhverv, og skyldneren er en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv.

Stk. 3. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, den pågældende har indgået, ikke er omfattet af stk. 2.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 2 finder ikke anvendelse, når der er udstedt et dokument for fordringen, og skyldneren frigøres ved at erlægge ydelsen til den, der har dokumentet i hænde.

§ 27. Til frister efter denne lov medregnes den månedsdag, der svarer til den dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af tilsvarende dag udløber fristen på den sidste dag i måneden.

Stk. 2. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, 24. eller 31. december, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.

§ 28. Når der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige bestemmelser om forældelse, finder nærværende lovs bestemmelser anvendelse i den udstrækning, andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed.

Kapitel 9

Ikrafttræden m.v.

§ 29. Loven træder i kraft den 1. januar 2008.

Stk. 2. Fra lovens ikrafttræden ophæves Danske Lov 5-14-4 og lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer, jf. dog § 30, stk. 1.

§ 30. Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2 og 4. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter denne lovs bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden.

Stk. 2. Indtil den 31. december 2017 er fristen efter lovens § 3, stk. 3, nr. 3, dog 20 år efter tidspunktet for fordringens stiftelse for fordringer på forholdsmæssigt afslag i købesummen vedrørende fast ejendom på grund af forurening af jord.

Stk. 3. Afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, har virkning som afbrydelse efter denne lov, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde.

Stk. 4. Lovens § 26, stk. 2, finder alene anvendelse på aftaler, der indgås eller forlænges efter lovens ikrafttræden.

§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse

 

 

 

 

1.

Indledning ;............................................................................ ..............

 

 

 

 

2.

Gældende ret i hovedtræk .................................................................

 

2.1.

Indledning ;............................................................................ ...............

 

2.2.

Danske Lov 5-14-4 ;............................................................................ ..

 

2.3.

Forældelsesloven af 1908 ...................................................................

 

 

 

 

3.

Lovforslagets hovedindhold ..............................................................

 

3.1.

Lovens systematik ;............................................................................ ....

 

3.2.

Forældelsesfristerne ;........................................................................ ....

 

3.2.1.

Lovens hovedregel ;............................................................................ ....

 

3.2.1.1.

Forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt .............................................

 

3.2.1.2.

Den korte forældelsesfrists længde .........................................................

 

3.2.1.3.

Suspension af den korte forældelsesfrist ..................................................

 

3.2.1.4.

Den lange forældelsesfrists længde .........................................................

 

3.2.1.5.

Beregningen af forældelsesfristerne ........................................................

 

3.2.2.

Undtagelser til hovedreglen om fristernes længde og begyndelsestidpunkt ..

 

3.2.2.1.

Personskadekrav ;............................................................................ .......

 

3.2.2.2.

Erstatningskrav i anledning af miljøskade ................................................

 

3.2.2.3.

Lønkrav ;............................................................................ ...................

 

3.2.2.4.

Fordringer med særligt retsgrundlag ........................................................

 

3.2.2.5.

Lån og kreditter uden særligt retsgrundlag ...............................................

 

3.2.2.6.

Indlån i pengeinstitutter ;..........................................................................

 

3.2.2.7.

Forældelse af retten til en løbende ydelse ................................................

 

3.2.2.8.

Værge- og fuldmagtsforhold mv. ............................................................

 

3.2.2.9.

Kaution, andre solidariske skyldforhold og regreskrav ..............................

 

3.2.2.10.

Krav i anledning af strafbart forhold .......................................................

 

3.2.2.11.

Ukendskab til skyldnerens opholdssted og andre hindringer for afbrydelse af forældelse ;............................................................................ .............

 

3.3.

Afbrydelse af forældelse ......................................................................

 

3.3.1.

»Egentlig« afbrydelse ;........................................................................ ....

 

3.3.1.1.

Skyldnerens erkendelse ;.........................................................................

 

3.3.1.2.

Sagsanlæg mv. med henblik på at opnå en bindende afgørelse ..................

 

3.3.1.3.

Kreditorforfølgning ;............................................................................ ....

 

3.3.1.4.

Retsvirkningerne af afbrydelse ...............................................................

 

3.3.2.

Foreløbig afbrydelse ;............................................................................ ..

 

3.3.2.1.

Retssag eller andet retsligt skridt, der ikke fører til realitetsafgørelse ........

 

3.3.2.2.

Rets- eller voldsgiftssag om grundlaget for fordringen ..............................

 

3.3.2.3.

Indbringelse for en administrativ myndighed eller Folketingets Ombudsmand af en sag
om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor. ;............................................................................ ......................

 

3.3.2.4.

Indbringelse for private klage- og ankenævn ............................................

 

3.3.2.5.

Begæring om syn og skøn uden for rets- eller voldsgiftssag ......................

 

3.3.2.6.

Indledning af forhandlinger om fordringen ...............................................

 

3.3.2.7.

Procesunderretning, når der er flere solidariske skyldnere, eller når fordringen afhænger
af et retsforhold, hvorom sag er rejst af eller mod fordringshaveren ..........

 

3.4.

Andre spørgsmål ;............................................................................ .....

 

3.4.1.

Retsvirkningerne af forældelse ...............................................................

 

3.4.2.

Fravigelse af forældelsesreglerne ved aftale ............................................

 

3.4.3.

Forholdet til særlige forældelsesregler i anden lovgivning ..........................

 

3.4.4.

Overgangsregler ;............................................................................ .......

 

 

 

 

4.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv. ...

 

 

 

 

5.

Høring ;............................................................................ ....................

 

1. Indledning

Lovforslaget indeholder en ny lov om forældelse af fordringer, der skal erstatte de gældende forældelsesregler i Danske Lov 5-14-4 fra 1683 og i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-loven).

Ved forældelse mister en fordringshaver sin ret til at kræve opfyldelse af fordringen. Det generelle formål med forældelsesregler er at tilskynde til, at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden for rimelig tid. Forældelsesreglerne beskytter bl.a. skyldnere, som har indrettet sig på, at et muligt krav ikke vil blive gjort gældende. En hensigtsmæssig afvikling af fordringer medvirker også til at hindre tvister om meget gamle mellemværender, idet sådanne tvister ofte vil være præget af bevistvivl.

Forældelse af fordringer på formuerettens område er i dag reguleret ved Danske Lov 5-14-4 fra 1683, reglerne i 1908-loven og særregler om forældelse i den øvrige lovgivning. Danske Lov 5-14-4 og 1908-loven tager imidlertid kun stilling til nogle få hovedprincipper, mens mange væsentlige spørgsmål om forældelse ikke er afgjort i lovgivningen.

Det er blevet anført, at den 20-årige frist i Danske Lov 5-14-4 under nutidens forhold og med de moderne kommunikationsformer kan forekomme unødigt lang, navnlig for så vidt angår fordringer i henhold til pengelån. Desuden har der været rejst kritik af, at forældelsen af fordringer, som alene forældes efter Danske Lovs 20-årsfrist, kan afbrydes ved påmindelse, således at kreditorer kan opretholde en fordring blot ved udsendelse af et kontoudtog hvert 20. år.

På den baggrund nedsatte Justitsministeriet i 2001 et udvalg, der skulle gennemgå de generelle forældelsesregler i Danske Lov 5-14-4 og 1908-loven med henblik på en samlet revision (herefter »udvalget«).

Udvalget afgav i 2005 betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen (herefter »betænkningen«). Udvalget foreslår i betænkningen en ny lov om forældelse af fordringer. For så vidt angår tre af bestemmelserne i lovudkastet foreslår mindretal alternative bestemmelser.

Efter udvalgets opfattelse vil det være hensigtsmæssigt med en mere detaljeret regulering af forældelsen af fordringer, således at lovreglerne i højere grad end i dag giver klarhed over retsstillingen. Udvalgets udkast til en ny forældelseslov er således mere omfattende og detaljeret end de gældende forældelsesregler med henblik på at afklare en lang række af de tvivlsspørgsmål, som de gældende regler har givet anledning til.

Udvalget foreslår, at den almindelige ordning bliver en forældelsesfrist på 3 år med mulighed for suspension ved utilregnelig uvidenhed om fordringen, kombineret med en absolut frist på 10 år, ved personskade og miljøskade dog 30 år. Ét medlem foreslår, at der ikke skal gælde en absolut frist for erstatningskrav i anledning af personskade.

Vedrørende afbrydelse af forældelsen foreslår udvalget, at der i alle tilfælde kræves enten retslige skridt eller skyldnerens erkendelse af gælden, og at den gældende adgang efter Danske Lov 5-14-4 til afbrydelse ved påmindelse ophæves.

I øvrigt er det udvalgets opfattelse, at en lang række af grundtrækkene i den gældende ordning bør bevares. Forældelsesfristen bør således ligesom fristen efter 1908-loven som udgangspunkt regnes fra forfaldstidspunktet, og der bør gælde særlige forældelsesregler for fordringer, der hviler på et særligt retsgrundlag.

For så vidt angår de bestemmelser, hvor mindretal i udvalget har foreslået alternative bestemmelser, svarer lovforslaget til flertallets forslag med hensyn til forældelsesfristens længde ved erstatning eller godtgørelse for personskade, jf. pkt. 3.2.2.1 og lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 1, og med hensyn til forældelse af fordringer mod kautionister, jf. pkt. 3.2.2.9 og lovforslagets § 11, mens mindretallets forslag er fulgt med hensyn til spørgsmålet om forældelsesreglernes fravigelighed i forbrugerforhold, jf. pkt. 3.4.2 og lovforslagets § 26, stk. 2.

Der er desuden i forhold til udvalgets lovudkast tilføjet en særlig forældelsesfrist for lønkrav, jf. pkt. 3.2.2.3 og lovforslagets § 4.

Hovedindholdet af lovforslaget er følgende:

– Der foreslås indført en almindelig forældelsesfrist på 3 år, der suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om fordringen.

– Den 3-årige forældelsesfrist foreslås kombineret med en absolut forældelsesfrist på 10 år, ved personskade og miljøskade dog 30 år.

– Der foreslås indført regler om særlige forældelsesfrister og tillægsfrister for visse fordringer, herunder lønkrav, fordringer, der hviler på et særligt retsgrundlag, og indlån i pengeinstitutter.

– Det foreslås, at der i forældelsesloven sondres mellem egentlig og foreløbig afbrydelse af forældelse. En »egentlig« afbrydelse, som bl.a. vil finde sted ved skyldnerens erkendelse af fordringen eller ved sagsanlæg, vil indebære, at der løber en ny forældelsesfrist, mens en foreløbig afbrydelse – eksempelvis ved indbringelse af en tvist, der har betydning for fordringen, for en administrativ myndighed – vil udløse en tillægsfrist, inden for hvilken »egentlig« afbrydelse vil kunne finde sted. Adgangen til at afbryde forældelsen alene ved påmindelse foreslås ophævet.

– Det foreslås, at forældelseslovens regler ikke skal kunne fraviges ved forudgående aftale i forbrugerforhold eller i øvrigt til skade for skyldneren.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) (L 166), som bl.a. har til formål at tilpasse forældelsesbestemmelserne i en række øvrige love til forslaget til ny forældelseslov.

2. Gældende ret i hovedtræk

2.1. Indledning

De generelle forældelsesregler findes i Danske Lov 5-14-4 fra 1683 og i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-loven). Danske Lov 5-14-4 indeholder en regel om 20-årig forældelse, mens forældelsesfristen for krav omfattet af 1908-loven er 5 år.

1908-loven gælder for de typer af fordringer, der er nævnt i lovens § 1, stk. 1. Danske Lov 5-14-4 antages i retspraksis at gælde for fordringer i almindelighed.

Det afgørende efter begge regelsæt er, om der er tale om en »fordring« – efter 1908-loven en fordring inden for lovens område. Ved en fordring forstås sædvanligvis en ret til at kræve en ydelse erlagt. Også fordringer, der udspringer af ikkeformueretlige retsforhold, f.eks. skattekrav og familieretlige underholdskrav, er undergivet forældelse efter disse regelsæt.

Retsvirkningen af forældelse er, at en i øvrigt gyldig fordring ophører og ikke længere kan gøres gældende af fordringshaveren.

Det antages, at forældelsesreglerne er præceptive i forhold til skyldneren, således at det ikke på forhånd, dvs. inden forældelsesfristens begyndelse, gyldigt kan aftales, at fordringen slet ikke er undergivet forældelse, eller at fristen forlænges.

De generelle forældelsesregler gælder i det omfang, der ikke er fastsat særlige regler om forældelse af fordringer i anden lovgivning. Der findes rundt om i lovgivningen en lang række af sådanne særregler, bl.a. i atomskadeerstatningsloven, miljøskadeerstatningsloven, checkloven, forsikringsaftaleloven og produktansvarsloven.

2.2. Danske Lov 5-14-4

Den 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lov 5-14-4 gælder generelt, og fordringer, der hverken er omfattet af 1908-loven eller af specielle forældelsesregler i anden lovgivning, forældes alene efter Danske Lov 5-14-4. Danske Lovs 20-årsfrist er dermed i princippet udtryk for den almindelige forældelsesfrist i dansk ret. Da 1908-loven omfatter en lang række dagligdags fordringer, er den praktiske hovedregel dog den 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven.

Af praktisk vigtige typer af fordringer, der ikke er omfattet af 1908-lovens 5-årsfrist, men alene af Danske Lov 5-14-4, kan nævnes krav, for hvilke der er tilvejebragt et særligt retsgrundlag, låne- og kreditaftaler uden særligt retsgrundlag, indlån i pengeinstitutter samt kautionsforpligtelser for pengelån. Endvidere kan nævnes krav i henhold til aftaler om overdragelse af fast ejendom, herunder krav i anledning af mangler.

Begyndelsestidspunktet for den 20-årige forældelsesfrist er stiftelsestidspunktet.

Spørgsmålet om, hvorvidt Danske Lovs 20-årige frist kan suspenderes, har været berørt i retspraksis i flere tilfælde vedrørende erstatningskrav uden for kontrakt. Det altovervejende udgangspunkt efter praksis er, at den 20-årige forældelsesfrist ikke kan suspenderes.

Den 20-årige forældelsesfrist afbrydes ved, at skyldneren erkender fordringen, eller ved påmindelse. Kravet om påmindelse kan opfyldes ved en hvilken som helst tilkendegivelse fra kreditors side om, at kravet fastholdes. Der stilles ingen formkrav, og også en mundtlig tilkendegivelse er tilstrækkelig, men der skal naturligvis kunne føres bevis herfor. Kravet om påmindelse vil eksempelvis være opfyldt ved udsendelse af et kontoudtog. Iværksættelse af retslige skridt afbryder også forældelsen efter Danske Lov 5-14-4, i det omfang det retslige skridt indeholder en påmindelse, der opfylder de almindelige betingelser herfor. Retsvirkningen af afbrydelse af den 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lov 5-14-4 er, at der løber en ny 20-årig forældelsesfrist.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel II, afsnit 2.

2.3. Forældelsesloven af 1908

Efter 1908-lovens § 1, stk. 1, gælder en forældelsesfrist på 5 år regnet fra forfaldstidspunktet for en lang række dagligdags fordringer.

Det gælder bl.a. krav i henhold til aftaler om løsørekøb, krav i henhold til arbejdsaftaler, krav på forfalden rente og andre lignende ydelser, der forfalder med bestemte mellemrum uden at være afdrag på en hovedstol, krav i henhold til kaution, der er stillet for et krav omfattet af 1908-loven, krav på skatter og afgifter af offentligretlig natur, erstatningskrav uden for kontrakt, bortset fra erstatningskrav, der udspringer af strafbart forhold, samt tilbagesøgningskrav (condictio indebiti). Opregningen af fordringer i lovens § 1, stk. 1, må anses for udtømmende.

Det følger af 1908-lovens § 4, at 20-årsfristen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-lovens regler. Dette er ensbetydende med, at en fordring omfattet af 1908-loven forældes 20 år efter stiftelsestidspunktet, uanset om fristen efter 1908-loven endnu ikke er udløbet.

Denne sammenhæng mellem 1908-lovens korte frist og den absolutte frist i Danske Lov 5-14-4 har betydning i tilfælde, hvor kravet forfalder mere end 15 år efter stiftelsen, og i tilfælde, hvor den 5-årige forældelsesfrist suspenderes efter 1908-lovens § 3 i mere end 15 år, jf. nedenfor.

Efter 1908-lovens § 1, stk. 2, gælder den 5-årige forældelsesfrist ikke, hvis der for den pågældende fordring er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved fordringens tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Sådanne fordringer er dermed undergivet en 20-årig forældelsesfrist.

Uden for 1908-loven falder – ud over fordringer, for hvilke der er tilvejebragt et særligt retsgrundlag – bl.a. låne- og kreditaftaler uden særligt retsgrundlag, indlån i pengeinstitutter og lignende samt krav i henhold til aftale om overdragelse af fast ejendom. For disse fordringer gælder alene den 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lov 5-14-4.

Begyndelsestidspunktet for 1908-lovens 5-årsfrist er det tidspunkt, da fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt, jf. § 2, 1. pkt. Det følger dog af § 3, at fristen, hvis fordringshaveren har været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, først regnes fra det tidspunkt, da fordringshaveren blev eller burde være blevet bekendt med kravet.

Ved eksempelvis erstatningskrav uden for kontraktforhold antages fristen at løbe fra skadens indtræden. På grund af suspensionsreglen i 1908-lovens § 3 er det dog ofte af mindre betydning at fastsætte det nøjagtige forfaldstidspunkt i disse tilfælde. Den udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, som følger af § 3, betegnes normalt som suspension af forældelsen.

1908-lovens 5-årsfrist afbrydes ved, at skyldneren erkender gælden, eller ved, at fordringshaveren foretager retslige skridt, som følges op uden ufornødent ophold, jf. 1908-lovens § 2, 2. pkt.

En fristafbrydende erkendelse af gælden fra debitors side foreligger ved skyldnerens indrømmelse af forpligtelsens eksistens. Erkendelsen skal angå en gældspost af en bestemt størrelse, men det kan ikke kræves, at skyldneren skriftligt og udtrykkeligt bekræfter gældens tilblivelse og dens størrelse, idet der i så fald vil være tale om en egentlig anerkendelse af gælden, der etablerer et særligt retsgrundlag efter 1908-lovens § 1, stk. 2. Erkendelsen kan også ske stiltiende ved skyldnerens handlemåde, f.eks. ved skyldnerens betaling af renter.

Hvis fordringshaveren ikke kan opnå skyldnerens erkendelse af gælden, skal den pågældende for at afbryde forældelsesfristen foretage retslige skridt. Begrebet »retslige skridt« omfatter navnlig sagsanlæg og kreditorforfølgningsskridt, men begrebet rækker efter retspraksis videre og omfatter bl.a. også i et vist omfang indbringelse for et anke- eller klagenævn eller en administrativ myndighed.

Det følger af 1908-lovens § 2, 2. pkt., at det er en forudsætning for, at det retslige skridt bevarer sin fristafbrydende virkning, at det uden ufornødent ophold forfølges til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.

Retsvirkningen af afbrydelse af den 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven er, at en ny 5-årig forældelsesfrist begynder at løbe. Er der tale om en egentlig anerkendelse af gælden, f.eks. ved indgåelse af et frivilligt forlig, eller fører fordringshaverens sagsanlæg mv. til en retsafgørelse, etableres der et særligt retsgrundlag, således at der herefter løber en 20-årig forældelsesfrist efter Danske Lov 5-14-4, jf. 1908-lovens § 1, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel II, afsnit 3.

3. Lovforslagets hovedindhold

3.1. Lovens systematik

Lovforslaget er opbygget således, at kapitel 1 (§ 1) beskriver lovens anvendelsesområde.

I kapitel 2 (§ 2) fastlægges forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt, og kapitel 3 (§ 3) indeholder de almindelige forældelsesfrister. Ved §§ 2 og 3 fastlægges lovens almindelige ordning.

Kapitel 4 (§§ 4-14) indeholder en række undtagelser til de almindelige forældelsesfrister fastlagt i kapitel 3, idet der foreslås indført særlige forældelsesfrister og tillægsfrister for en række typer af fordringer, som ikke kan indpasses under den almindelige ordning.

Kapitel 5 (§§ 15-19) indeholder regler om afbrydelse af forældelse, mens der som kapitel 6 (§§ 20-22) foreslås indført regler om foreløbig afbrydelse af forældelse.

Dernæst fastlægges i kapitel 7 (§§ 23-25) virkningerne af forældelse, mens kapitel 8 (§§ 26-28) og kapitel 9 (§§ 29-31) indeholder en række almindelige bestemmelser og bestemmelser om ikrafttræden mv.

3.2. Forældelsesfristerne

3.2.1. Lovens hovedregel

Udvalget foreslår en ordning, hvorefter lovens hovedregel er en kort forældelsesfrist, som kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed, kombineret med en længere frist, som er »absolut«, dvs. som løber, selv om fordringshaveren er i undskyldelig uvidenhed om sit krav.

Konsekvensen af den gældende ordning, hvorefter den 20-årige frist efter Danske Lov er hovedreglen, er, at en række fordringer bliver omfattet af den lange frist, uden at der foreligger en særlig begrundelse herfor. Ved at lade den korte frist være lovens hovedregel undgås denne efter udvalgets opfattelse uheldige konsekvens af den gældende ordning.

Samtidig er det udvalgets opfattelse, at der uden for de områder, hvor udvalget foreslår længere frister, jf. herom pkt. 3.2.2.1-3.2.2.1, næppe vil være tilfælde, hvor det i forhold til fordringshaveren vil være betænkeligt med en kort frist, som suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet.

Lovens hovedregel vil således også være den praktiske hovedregel, og lovens regler bliver enklere og mere overskuelige, idet en lang opregning af de typer af fordringer, der skal være omfattet af den korte frist, i så fald kan undværes.

Udvalget har desuden henvist til, at den korte frist også i bl.a. Norge, Finland og Tyskland er lovens hovedregel.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 4.5.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast, jf. nedenfor.

3.2.1.1. Forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt

Udvalget foreslår, at alle forældelsesfrister som udgangspunkt regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt. Dette tidspunkt benævnes normalt f orfaldstidspunktet. For så vidt angår krav omfattet af 1908-loven er der på dette punkt tale om en videreførelse af den gældende retstilstand.

For så vidt angår erstatningskrav for miljøskade og erstatningskrav uden for kontraktforhold foreslår udvalget dog, at begyndelsestidspunktet for den absolutte frist fastsættes til tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør. Baggrunden for dette forslag er, at der af hensyn til skadevolderen bør være en absolut grænse for, hvornår kravet kan fremsættes, og dette hensyn kan efter udvalgets opfattelse ikke på tilstrækkelig vis tilgodeses, hvis fristen først løber fra skadens indtræden. Det forekommer således, at en skade først indtræder mange år efter den skadevoldende handling. Til gengæld foreslås en længere frist i disse tilfælde, jf. nedenfor under pkt. 3.2.2.1 og 3.2.2.2.

Særligt for så vidt angår krav på erstatning eller godtgørelse ved personskade (herunder erstatning i kontraktforhold) foreslår et flertal af udvalgets medlemmer ligeledes, at den absolutte frist regnes fra den skadevoldende handlings ophør, mens ét medlem har foreslået, at der slet ikke skal gælde en absolut forældelsesfrist i dette tilfælde, jf. pkt. 3.2.2.1.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 5.1.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 2, stk. 1, og § 3, stk. 3, nr. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.

Udvalget forslår nogle uddybende regler om beregningen af forældelsesfristerne i særlige situationer.

Hvis skyldneren – i henhold til lovgivningen eller på grundlag af den konkrete aftale – har krav på en vis frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig (løbedage), bør forældelsesfristens begyndelsestidspunkt efter udvalgets opfattelse anses for udskudt indtil »tillægsfristens« udløb, idet skyldneren ellers uden at komme i misligholdelse kunne afvise krav om betaling indtil udløbet af fristen og alligevel have fordelen af, at tillægsfristen indgår i beregningen af forældelsesfristen.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der medtages en bestemmelse, der fastlægger, at forældelsesfristen først løber fra betalingsfristens udløb i tilfælde, hvor der er indrømmet skyldneren løbedage mv.

Udvalget finder, at det vil være urimeligt i forhold til kreditor, hvis forældelsesfristen i tilfælde, hvor kreditor på grund af misligholdelse kunne kræve opfyldelse før en aftalt forfaldsdag, skulle løbe allerede fra det tidspunkt, hvor betingelserne for at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende er opfyldt, hvis kreditor ikke gør brug af denne beføjelse.

Heller ikke i tilfælde, hvor kreditor har forbeholdt sig en adgang til under visse omstændigheder at opsige gælden før en aftalt forfaldsdag, således som det er almindeligt i pengeinstitutternes lånedokumenter, vil det i relation til forældelsesfristens begyndelsestidspunkt være rigtigt at lægge vægt på opsigelsesadgangen, medmindre denne gøres gældende. Debitor kan i disse tilfælde ikke have en forventning om, at fristen begynder at løbe, før ophævelses- eller opsigelsesadgangen er gjort gældende.

Udvalget finder på denne baggrund, at der bør indsættes en bestemmelse om, at fristen i disse tilfælde løber fra det aftalte forfaldstidspunkt, hvis fordringshaveren ikke udnytter muligheden for at kræve betaling før dette tidspunkt, og ellers fra det tidspunkt, til hvilket opfyldelse herefter kan kræves. I så fald løber fristen først fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren faktisk gør misligholdelsesbeføjelser gældende, dvs. typisk kræver restgælden indfriet.

Bestemmelsen vil bl.a. have betydning ved misligholdelse af betalingsforpligtelsen i henhold til et pantebrev og i relation til opsigelsesadgangen i pengeinstitutternes lånedokumenter.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 5.2.2 og 5.3.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 2, stk. 2-5, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til §§ 2 og 8 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), hvorved det bestemmes, at den foreslåede bestemmelse om løbedage mv., jf. § 2, stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov, ikke skal finde anvendelse i forhold til erstatningsansvarslovens § 16 og forsikringsaftalelovens § 24.

3.2.1.2. Den korte forældelsesfrists længde

Udvalget foreslår, at den almindelige forældelsesfrist – lovens hovedregel – fastsættes til 3 år fra forfaldstidspunktet. Udvalget lægger vægt på, at der ligesom efter 1908-loven bør være tale om en frist, som suspenderes i tilfælde af, at fordringshaveren hverken kendte eller burde have kendt sit krav.

For at forkorte denne »korte« frist på 5 år til 3 år taler efter udvalgets opfattelse, at en frist på 3 år under nutidens forhold normalt må anses for tilstrækkelig til, at fordringshaveren kan tage stilling til eventuelle indsigelser mod kravet og om fornødent foretage retslige skridt. Samtidig taler de hensyn, som ligger bag forældelsesreglerne, herunder bevismæssige forhold og indretningshensyn, generelt for, at forældelsesfristen ikke gøres længere end nødvendigt.

En forældelsesfrist på 3 år må endvidere anses for at være i overensstemmelse med udviklingen internationalt. En 3-årsfrist indgår også i visse EU-regler, jf. eksempelvis art. 10, stk. 1, i produktansvarsdirektivet (direktiv 85/374/EØF).

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 2.1.6

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 3, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

3.2.1.3. Suspension af den korte forældelsesfrist

Udvalget finder, at der fortsat bør gælde en generel regel om suspension af den korte forældelsesfrist i tilfælde, hvor fordringshaveren ikke er i stand til at gøre sit krav gældende på grund af utilregnelig uvidenhed om fordringen eller skyldneren.

En ordning uden en regel om suspension af den korte frist ville efter udvalgets opfattelse kunne medføre urimelige resultater i forhold til fordringshaveren i tilfælde, hvor denne på grund af ukendskab til kravet eller skyldneren er afskåret fra at søge fristen afbrudt inden for den korte forældelsesfrist.

Når der på denne måde ved en regel om suspension tages hensyn til fordringshaveren, er det muligt at operere med en forholdsvis kort forældelsesfrist, mens der uden en suspensionsregel måtte gælde en væsentligt længere forældelsesfrist for at undgå resultater, der kunne forekomme stødende.

Det kan anføres, at en suspensionsregel kan give anledning til tvister, idet det f.eks. kan volde vanskeligheder at fastslå, om der foreligger »utilregnelig uvidenhed«. Dette forhold er imidlertid efter udvalgets opfattelse mindre tungtvejende end hensynet til, at fordringshaveren som det klare udgangspunkt ikke mødes med forældelse i tilfælde, hvor den pågældende ikke kender eller burde kende sit krav. Hertil kommer, at der eksisterer en omfattende retspraksis vedrørende 1908-lovens § 3, som også vil være relevant ved en videreførelse af denne suspensionsregel i en ny forældelseslov.

Hensynet til skyldneren bør ifølge udvalget tilgodeses ved, at kravet samtidig undergives en absolut forældelsesfrist.

Det er således udvalgets overordnede synspunkt, at en rimelig afvejning af hensynene til de to parter bedst kan opnås gennem en ordning, der bygger på en forholdsvis kort forældelsesfrist, som suspenderes ved kreditors utilregnelige uvidenhed, suppleret med en absolut forældelsesfrist af passende længde.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 2.2.5.

Udvalget har på et enkelt punkt fundet anledning til at foreslå en indholdsmæssig ændring i forhold til den gældende suspensionsregel.

Udvalget foreslår således, at ukendskab til skyldnerens opholdssted ikke skal være omfattet af lovens almindelige suspensionsregel, men i stedet af en regel om en tillægsfrist ved uovervindelige hindringer for afbrydelse af forældelsesfristen.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VII, afsnit 9.5.

Udvalget finder, at retsvildfarelse ligesom efter gældende retspraksis ikke generelt bør kunne påberåbes som suspensionsgrund, men i visse særlige tilfælde bør anerkendes som suspensionsgrund. Udvalget har ikke anset det for muligt at formulere en regel, som på tilfredsstillende måde afgrænser disse undtagelsestilfælde, og udvalget finder derfor, at spørgsmålet om, i hvilke tilfælde retsvildfarelse undtagelsesvis kan anerkendes som suspensionsgrund, fortsat bør være overladt til domstolenes afgørelse.

Der henvises til betænkningens kapitel VI, afsnit 2.6, hvor bl.a. den gældende retspraksis vedrørende betydningen af retsvildfarelse er beskrevet.

Efter udvalgets opfattelse bør der foretages en sproglig modernisering af reglen i 1908-loven, således at den bliver lettere at forstå. Det bør navnlig ske ved, at det tydeliggøres, at det afgørende er, hvornår fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen og/eller skyldneren.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 3, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

3.2.1.4. Den lange forældelsesfrists længde

For at tilgodese hensynet til skyldneren finder udvalget, at den korte frist, der kan suspenderes, ligesom efter gældende ret bør suppleres med en længere absolut frist.

Den absolutte frist har bl.a. betydning i de tilfælde, hvor en skade indtræder senere end den begivenhed, der er årsag til skaden. Den har endvidere betydning ved skjulte mangler, f.eks. hvis en byggeskade først viser sig efter en årrække. I disse tilfælde vil den korte forældelsesfrist typisk være suspenderet, indtil skaden eller manglen viser sig.

Længden af den absolutte frist bør fastsættes ud fra en afvejning af hensynene til begge parter. I modsætning til, hvad der følger af gældende ret, er der efter udvalgets opfattelse behov for at skelne mellem forskellige typer af krav.

Udvalget foreslår, at den absolutte frist som udgangspunkt fastsættes til 10 år. For at forkorte den gældende frist på 20 år taler efter udvalgets opfattelse hensynet til skyldneren, der efter den gældende ordning kan blive mødt med et krav efter meget lang tids forløb.

Udvalget henviser endvidere til, at man i flere andre lande har en absolut forældelsesfrist på som udgangspunkt 10 år, og at en sådan frist bl.a. også følger af EU’s produktansvarsregler, jf. art. 11 i produktansvarsdirektivet (direktiv 85/374/EØF).

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 2.3.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

3.2.1.5. Beregningen af forældelsesfristerne

Udvalget finder, at der ved forældelsesfristens beregning ligesom efter gældende ret bør regnes med hele dage, og at begyndelsesdagen ikke bør medregnes.

Efter udvalgets opfattelse bør der endvidere ske en videreførelse af gældende ret i relation til tilfælde, hvor en årsfrist begynder 29. februar i et skudår, og hvor en månedsfrist begynder på en månedsdag, der ikke findes i fristens udløbsmåned.

For så vidt angår tilfælde, hvor forældelsesfristen udløber på en helligdag mv., er det udvalgets opfattelse, at fristen bør udskydes til førstkommende hverdag. Udvalget foreslår, at der indføres en udtrykkelig lovregel herom.

Efter udvalgets opfattelse vil det være hensigtsmæssigt også at medtage udtrykkelige bestemmelser om de øvrige nævnte spørgsmål vedrørende fristens beregning.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der indføres en bestemmelse om, at man ved beregningen af frister efter loven skal medregne den månedsdag, der svarer til den dag, hvorfra fristen regnes, og at fristen i mangel af tilsvarende dag udløber på den sidste dag i måneden. Endvidere foreslår udvalget en »helligdagsregel«, der udformes på samme måde som bl.a. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 7, dvs. således at weekender, helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag ikke medregnes i fristen.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 5.4.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 27 og bemærkningerne hertil.

3.2.2. Undtagelser til hovedreglen om fristernes længde og begyndelsestidspunkt

Der foreslås indført regler om særlige forældelsesfrister og tillægsfrister for en række typer af fordringer.

3.2.2.1. Personskadekrav

Ved erstatningskrav som følge af personskade må hensynet til skadelidte efter udvalgets opfattelse veje særlig tungt, og en absolut forældelsesfrist på 10 år fra handlingstidspunktet vil her være for kort.

Et flertal i udvalget (ti medlemmer) finder efter en samlet vurdering, at den bedste løsning for så vidt angår krav i anledning af personskade vil være at fastsætte en absolut frist på 30 år regnet fra den skadevoldendes handlings ophør uden mulighed for suspension.

Det er flertallets opfattelse, at der med en sådan regel, hvorefter der bliver tale om en meget lang frist, som til gengæld ikke i noget tilfælde vil kunne suspenderes, skabes klarhed og forudsigelighed på en måde, der samtidig i langt de fleste tilfælde vil tilgodese hensynet til skadelidte på tilstrækkelig måde. Erfaringerne viser, at det kun meget sjældent forekommer, at et erstatningskrav rejses efter mere end 30 års forløb.

Reglen om en absolut frist på 30 år for krav i anledning af personskade bør også omfatte krav på forsørgertabserstatning og godtgørelse til efterladte samt krav på tort- eller méngodtgørelse, hvis kravet opstår i forbindelse med en personskade.

En absolut frist på 30 år for krav i anledning af personskade bør efter flertallets opfattelse gælde ved personskade både i og uden for kontraktforhold.

Et mindretal (ét medlem) finder, at der ikke bør gælde nogen absolut frist ved krav på erstatning i eller uden for kontrakt i anledning af personskade, da en absolut frist, der løber fra den skadevoldende handlings ophør, indebærer, at erstatningskravet kan være forældet, inden det overhovedet er opstået. Det vil efter mindretallets opfattelse være urimeligt, når det drejer sig om personskader, som kan være mere end både 20 og 30 år om at udvikle sig.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 2.4.6.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der bør gælde en særlig lang forældelsesfrist for personskadekrav, fordi personskader i en række tilfælde først viser sig mange år efter den skadevoldende handling. Det er væsentligt at udforme reglerne således, at det som altovervejende hovedregel sikres, at berettigede erstatningskrav ikke forældes, før de er opstået, men Justitsministeriet er enig med udvalgets flertal i, at der af hensyn til skyldneren bør være et tidspunkt, hvor krav som følge af en skadevoldende handling anses for endeligt forældet.

Lovforslaget er på den baggrund udformet i overensstemmelse med flertallets forslag.

Der henvises til lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

3.2.2.2. Erstatningskrav i anledning af miljøskade

Ligesom for personskadekrav foreslår udvalget for så vidt angår de erstatningskrav i anledning af miljøskade, der falder uden for miljøskadeerstatningslovens anvendelsesområde, en absolut forældelsesfrist på 30 år fra den skadevoldende handlings ophør. En sådan 30-årig frist gælder i dag for erstatningskrav i anledning af miljøskader, der er omfattet af miljøskadeerstatningslovens anvendelsesområde – dvs. skader, der forvoldes af visse særligt farlige eller forurenende virksomheder. Udvalget anfører, at baggrunden for at fastsætte en absolut frist på 30 år i den gældende miljøskadeerstatningslov var et ønske om ikke at afskære skadelidte fra at rejse krav i tilfælde, hvor skaden først viser sig efter en længere årrække. Udvalget anfører, at selv om en miljøskade ikke er omfattet af miljøskadeerstatningsloven og det objektive ansvar, der følger af loven, synes hensynet til skadelidte i relation til forældelse at være det samme som ved de miljøskader, der er omfattet af loven, idet også miljøskader, der ikke forvoldes af særligt farlige eller forurenende virksomheder, jævnligt først viser sig efter en lang årrække.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit 2.5.5.

Den under pkt. 3.2.2.1 nævnte mindretalsudtalelse fra ét af udvalgets medlemmer omfatter også personskadekrav i anledning af miljøskade. Mindretallet finder således, at der heller ikke i denne situation bør gælde en absolut forældelsesfrist. Der er redegjort for Justitsministeriets synspunkter under pkt. 3.2.2.1 ovenfor.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets (flertallets) lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

For så vidt angår erstatningskrav i anledning af miljøskade henvises i øvrigt til § 5 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), hvorved miljøskadeerstatningslovens § 6 foreslås ændret, således at erstatningskrav efter loven som udgangspunkt forældes efter reglerne i forslaget til ny forældelseslov. For så vidt angår begyndelsestidspunktet for den lange forældelsesfrist foreslås det dog, at den gældende regel efter miljøskadeerstatningsloven bevares, jf. nærmere herom pkt. 3.4 i de almindelige bemærkninger til det pågældende lovforslag.

3.2.2.3. Lønkrav

Spørgsmålet om, hvorvidt der fortsat bør gælde en forældelsesfrist på 5 år for lønkrav er blevet rejst i forbindelse med høringen over udvalgets betænkning.

Det er bl.a. blevet anført, at en forkortelse af forældelsesfristen til 3 år i overensstemmelse med udvalgets forslag formentlig ikke vil bevirke, at lønmodtagere generelt vil gøre deres krav gældende på et tidligere tidspunkt end i dag. Det er blevet oplyst, at krav om efterbetaling typisk ikke bliver rejst i forbindelse med, at kravet er ved at blive forældet, men i forbindelse med, at arbejdstageren ophører med at arbejde for arbejdsgiveren, formentlig fordi det ofte først er på dette tidspunkt, arbejdstageren via sin faglige organisation bliver opmærksom på kravet, og fordi arbejdstageren ofte af loyalitetshensyn ikke ønsker at rejse krav over for arbejdsgiveren, mens ansættelsesforholdet består. Det er endvidere blevet anført, at et særligt forhold ved lønkrav er, at kreditor typisk er den svage part i forholdet.

Det er desuden blevet anført, at det ikke kan udelukkes, at en forkortelse af forældelsesfristen fra 5 til 3 år vil kunne mindske den præventive virkning af muligheden for, at efterbetalingskrav rejses over for arbejdsgiveren.

Justitsministeriet forslår på den anførte baggrund en bestemmelse om 5-årig forældelse af lønkrav. Fristen kan efter lovforslaget suspenderes ved utilregnelig uvidenhed og suppleres af den almindelige absolutte 10-årsfrist. Der er således alene tale om at forlænge den foreslåede almindelige 3-årsfrist til 5 år.

Bestemmelsen er udformet således, at den omfatter fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Den omfatter alle ansættelsesforhold, uanset om der foreligger en overenskomst, som dækker ansættelsen, eller om der er tale om en individuel kontrakt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter derimod ikke som den gældende § 1, stk. 1, nr. 1, litra e, i 1908-loven krav i henhold til andre ydelser af personlig virksomhed, idet kreditor ikke i samme omfang er den »svage« part i disse forhold.

Der henvises til lovforslagets § 4 og bemærkningerne hertil.

3.2.2.4. Fordringer med særligt retsgrundlag

Udvalget foreslår, at forældelsesfristen for krav, der hviler på et særligt retsgrundlag, forkortes fra de nuværende 20 år til 10 år samtidig med, at begyndelsestidspunktet ændres (dvs. udskydes) fra stiftelsestidspunktet til forfaldstidspunktet.

Udvalget har ved fastlæggelsen af forældelsesfristens længde lagt vægt på, at der er tale om fordringer, hvis eksistens og størrelse er klart bevissikret, og at den korte forældelsesfrist derfor – ligesom i dag – ikke bør finde anvendelse. En absolut frist på 10 år vil imidlertid efter udvalgets opfattelse indebære, at hensynet til kreditor er tilstrækkelig tilgodeset.

Baggrunden for forslaget om at ændre begyndelsestidspunktet er navnlig, at den gældende ordning for så vidt angår gældsbreve kan have den uhensigtsmæssige konsekvens, at kravet kan være forældet, inden det er forfaldet. Herudover vil ændringen medføre, at der gælder samme begyndelsestidspunkt som ved andre fordringer.

Udvalget finder, at bestemmelsen om særligt retsgrundlag ligesom efter gældende ret skal omfatte gældsbreve (og forlig), hvorimod der ikke er behov for som i 1908-lovens § 1, stk. 2, at medtage andre skriftlige erklæringer, som indeholder en anerkendelse af fordringens tilblivelse og størrelse. Det selvstændige indhold af denne tilføjelse er begrænset, og efter udvalgets opfattelse kan der ikke peges på et særligt behov for at medtage sådanne andre skriftlige skylderklæringer. Da gældsbrevsbegrebet alene omfatter pengeforpligtelser, vil skylderklæringer vedrørende andet end pengeforpligtelser dermed ikke være omfattet af undtagelsesbestemmelsen vedrørende fordringer med særligt retsgrundlag.

Værdipapirhandelsloven indeholder i § 73 en bestemmelse om, at krav på betaling i henhold til fondsaktiver forældes efter lovgivningens almindelige regler. Da bestemmelsen blot henviser til, at de almindelige forældelsesregler gælder for fondsaktiver, er der efter udvalgets opfattelse behov for udtrykkeligt i forældelsesloven at fastsætte, at forældelsesfristen for obligationer, som er fondsaktiver, er 10 år, når fordringen er registreret i en værdipapircentral. Udtrykket »en værdipapircentral« omfatter ikke blot den eksisterende danske værdipapircentral, men også andre fora, hvor gældsbreve kan eller i fremtiden vil kunne registreres.

Det bemærkes, at aktier også er omfattet af begrebet fondsaktiver, men da aktier er udtryk for en ejendomsret og ikke omfattes af det almindelige fordringsbegreb, forældes aktier ikke. Fordring på aktieudbytte er derimod omfattet af værdipapirhandelslovens § 73, således at de almindelige forældelsesregler finder anvendelse herpå.

Bestemmelsen om særligt retsgrundlag bør efter udvalgets opfattelse herudover på samme måde som efter gældende ret omfatte frivillige forlig, retsforlig, domme og voldgiftsafgørelser.

Endvidere er udvalget af den opfattelse, at bestemmelsen – ligeledes svarende til gældende ret – bør omfatte betalingspåkrav påtegnet af fogedretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 44 a.

Det følger af gældende ret, at en opgørelse i fogedretten i forbindelse med foretagelse af udlæg ikke etablerer et særligt retsgrundlag. Udvalget foreslår ikke ændringer heraf. Imidlertid foreslår udvalget en regel om, at hvis der for en fordring med særligt retsgrundlag sker afbrydelse af forældelsesfristen ved indgivelse af anmodning om udlæg, løber en ny forældelsesfrist på 10 år også for de under fogedforretningen opgjorte omkostninger og uforældede renter. Der henvises til pkt. 3.3.1.4 nedenfor.

Udvalget finder endvidere, at ankenævnsafgørelser , som er blevet bindende, på samme måde som efter gældende ret bør være omfattet af begrebet »særligt retsgrundlag«.

Hvad angår administrative afgørelser, finder udvalget, at en sådan afgørelse bør anses for et særligt retsgrundlag, hvis afgørelsen fastslår kravets eksistens og størrelse og er bindende for parterne, fordi den hverken kan indbringes for nogen anden administrativ myndighed eller for domstolene, eller fordi den ikke er indbragt for en anden administrativ myndighed eller for domstolene inden for en foreskrevet frist. Det bemærkes, at det er udgangspunktet, at der ikke gælder frister for at indbringe en administrativ afgørelse for højere administrativ myndighed eller for domstolene.

Ud over administrative afgørelser om privates krav bør efter udvalgets opfattelse også administrative afgørelser om det offentliges krav mod private være omfattet, hvis der er tale om afgørelser, der opfylder de nævnte betingelser.

Udvalget har ikke fundet, at der er behov for i bestemmelsen om særligt retsgrundlag udtrykkeligt at nævne administrative myndigheders afgørelser eller ankenævnsafgørelser, men det foreslås at angive, at der skal være tale om, at kravet er fastslået ved dom mv. »eller anden bindende afgørelse«.

Udvalget foreslår, at bestemmelsen om særligt retsgrundlag ligesom efter gældende ret alene skal omfatte kravet på hovedstolen samt renter , der er påløbet – og ikke er forældet – på tidspunktet for tilvejebringelsen af det særlige retsgrundlag. Krav på renter, der påløber efter tilvejebringelsen af det særlige retsgrundlag, skal derimod være omfattet af hovedreglen i lovforslagets § 3 om en forældelsesfrist på 3 år svarende til, at disse renter i dag er omfattet af 1908-loven. Det samme bør ifølge udvalget gælde i forhold til gebyrer, herunder rykkergebyrer, og lignende.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der i tilknytning til reglen om særligt retsgrundlag medtages en udtrykkelig bestemmelse om, at krav på senere forfaldne renter, gebyrer og lignende forældes efter hovedreglen i § 3.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VII, afsnit 2.6.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter om fordringer med særligt retsgrundlag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Det er forudsat, at gældsbreve også omfatter digitale gældsbreve.

Der henvises til lovforslagets § 5 og bemærkningerne hertil.

3.2.2.5. Lån og kreditter uden særligt retsgrundlag

Det er udvalgets opfattelse, at krav på hovedstolen i henhold til lån og kreditter ikke bør være undergivet den almindelige regel om forældelse på 3 år fra forfaldstid. Disse krav er i dag heller ikke omfattet af 5-årsfristen efter 1908-loven. Til støtte for en længere forældelsesfrist taler, at der i disse tilfælde i reglen ikke vil være tvivl om fordringens eksistens og størrelse. En frist på 3 år vil desuden kunne virke urimelig i tilfælde, hvor fordringshaveren ikke har haft særlig anledning til at inddrive sit tilgodehavende, f.eks. i forholdet mellem slægtninge eller andre nærtstående, hvor fristen ikke afbrydes f.eks. ved betaling af renter.

Udvalget foreslår således, at hovedstolen i henhold til lån og kreditter på samme måde som hovedstolen for krav, der hviler på et særligt retsgrundlag, alene skal være omfattet af den foreslåede absolutte forældelsesfrist på 10 år, der som udgangspunkt regnes fra forfaldstidspunktet.

Udvalget finder dog, at renter, gebyrer og lignende bør være omfattet af den almindelige frist på 3 år.

Desuden er det udvalgets opfattelse, at der bør gælde en særregel om begyndelsestidspunktet ved krav i henhold til kassekreditter og andre lån med variabelt lånebeløb, for hvilke der ikke er aftalt et indfrielsestidspunkt. Udvalget finder, at fristen i denne situation som udgangspunkt bør regnes fra den seneste postering – indsættelse eller hævning – på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren. Herved lægges der vægt på, om kontoen fortsat bruges af skyldneren, mens bankens debitering af renter og gebyrer mv. ikke tillægges betydning.

Fristen bør dog efter udvalgets opfattelse senest løbe fra det tidspunkt, til hvilket gælden er opsagt til indfrielse, idet forældelsesfristen ellers ville blive udskudt ved enhver efterfølgende indsættelse eller hævning fra skyldnerens side, uanset at kontoen er opsagt til indfrielse.

Udvalget finder, at denne særregel om begyndelsestidspunktet også bør omfatte ubevilgede overtræk på kassekreditter uden aftalt indfrielsestidspunkt.

Udvalget finder endvidere, at krav i anledning af ubevilgede overtræk på indlånskonti, lån og kassekreditter i pengeinstitutter bør forældes efter samme fristlængde som egentlige lån, og at sådanne krav således ikke bør være omfattet af den almindelige forældelsesfrist på 3 år. Baggrunden herfor er navnlig, at det efter udvalgets opfattelse ikke vil være rimeligt, at kreditor stilles ringere og debitor bedre, når debitor har foretaget træk på kontoen uden samtykke fra kreditor, end hvis det var sket med samtykke.

For at undgå fortolkningstvivl foreslår udvalget, at det udtrykkeligt angives i loven, at ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter alene er omfattet af forældelsesfristen på 10 år.

For så vidt angår renter mv. tilskrevet inden for maksimum af en kassekredit finder udvalget, at disse bør være undergivet samme forældelsesfrist som kravet på hovedstolen, således som det formentlig også må antages at følge af gældende ret. Det gælder, uanset om der er aftalt et indfrielsestidspunkt for kassekreditten eller ikke.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VII, afsnit 3.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 6 og bemærkningerne hertil.

3.2.2.6. Indlån i pengeinstitutter

Det er udvalgets opfattelse, at der er et særligt hensyn at tage til kreditor, når det gælder forældelse af indlån. Indskud foretages således ofte for lang og ubestemt tid, og uden at fordringshaveren har anledning til at afbryde forældelsen. Det er således udvalgets opfattelse, at der bør fastsættes en længere forældelsesfrist for krav i henhold til indlån, og udvalget finder, at den foreslåede frist på 10 år fra forfaldstidspunktet for krav i henhold til lån og kreditter, jf. pkt. 3.2.2.5, vil være utilstrækkelig.

Udvalget foreslår en forældelsesfrist på 20 år regnet fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering i øvrigt på kontoen. Det nævnte begyndelsestidspunkt bør efter udvalgets opfattelse gælde, uanset om posteringen mv. er meddelt kontohaveren eller ikke, da der efter mange års forløb let kan opstå bevisproblemer med hensyn til, om en postering, f.eks. bogføring af renter, er meddelt kontohaveren.

For så vidt angår renter af indskuddet er det udvalgets opfattelse, at krav på tilskrevne renter bør være omfattet af særreglen om en 20-årsfrist for forældelse af indlån og dermed – således som det formentlig også må antages at følge af gældende ret – undergivet samme forældelsesfrist som kravet på hovedstolen. For at undgå tvivl om, hvad der gælder vedrørende kravet på tilskrevne renter, foreslås det udtrykkeligt angivet i bestemmelsen, at sådanne renter også er omfattet af særreglen.

Efter udvalgets opfattelse bør også indlån i sparevirksomheder, jf. § 334, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 286 af 4. april 2006 med senere ændringer, være omfattet af særreglen, og det foreslås derfor, at bestemmelsen udformes således, at den omfatter »fordringer i henhold til indlån i pengeinstitutter eller lignende«.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VII, afsnit 4.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 7 og bemærkningerne hertil.

3.2.2.7. Forældelse af retten til en løbende ydelse

Udvalget foreslår en særlig regel om forældelse af selve retten til fordring på pension, livrente, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse. Efter udvalgets opfattelse kan det medføre en urimelig situation for skyldneren, hvis fordringshaveren på et hvilket som helst tidspunkt kan kræve for fremtiden at modtage de enkelte løbende ydelser, der udspringer af grundfordringen.

Udvalget foreslår desuden, at bestemmelsen skal omfatte såvel krav, der følger af en aftale, som krav, der hviler på en afgørelse.

Bestemmelsen bør derimod efter udvalgets opfattelse ikke omfatte krav, der støttes på en lovbestemt forpligtelse. Selve retten til med virkning for fremtiden at få pålagt en tidligere ægtefælle en forpligtelse til at betale underholdsbidrag eller selve retten til for fremtiden at modtage en lovbestemt offentligretlig ydelse, f.eks. førtidspension eller folkepension, vil således ikke forældes. Dette vil svare til, hvad der antages at følge af gældende ret.

Udvalget foreslår endvidere, at der gøres undtagelse for grundbyrder, dvs. selve »grundbyrderetten«. Dette svarer også til, hvad der antages at følge af gældende ret.

Forældelsesfristen for de grundfordringer, der er omfattet af bestemmelsen, foreslås af udvalget fastsat til 10 år regnet fra den dag, da den sidste ydelse blev betalt, eller, hvis ingen betaling har fundet sted, fra den dag, da den første ydelse kunne kræves betalt.

Endelig foreslår udvalget, at bestemmelsen udtrykkeligt angiver, at fordringerne på de enkelte ydelser i henhold til grundfordringen desuden forældes efter de foreslåede almindelige fristregler.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VII, afsnit 5.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 8 og § 25, stk. 5, og bemærkningerne hertil.

3.2.2.8. Værge- og fuldmagtsforhold mv.

Udvalget finder, at der er behov for at indføre regler om tillægsfrist/udskudt begyndelsestidspunkt i tilfælde, hvor der består et særligt pligtforhold mellem fordringshaveren og skyldneren, og hvor kravet udspringer af skyldnerens tilsidesættelse af sine forpligtelser over for fordringshaveren.

For så vidt angår krav mod en fuldmægtig, et bestyrelsesmedlem eller en direktør, der udspringer af den pågældendes tilsidesættelse af sine forpligtelser ved hvervets udførelse, er det udvalgets opfattelse, at der bør indføres en tillægsfrist på 3 år, der regnes fra hvervets ophør eller – hvis dette tidspunkt er tidligere – fra det tidspunkt, da fordringshaveren eller den, der i øvrigt kan gøre fordringen gældende på fordringshaverens vegne, er eller burde være blevet bekendt med de omstændigheder, hvorpå kravet støttes. Tillægsfristen skal supplere de foreslåede generelle forældelsesfrister.

Baggrunden for forslaget om, at tillægsfristen senest skal begynde at løbe fra det tidspunkt, da fordringshaveren mv. er eller burde være blevet bekendt med de relevante omstændigheder, er hensynet til skyldneren, idet der ikke bør kunne rejses erstatningskrav mod f.eks. en direktør i et selskab i indtil 3 år efter dennes fratræden for et ansvarspådragende forhold, der måtte have fundet sted længe forinden, og som selskabet (bestyrelsen) allerede dengang var bekendt med.

Udvalget foreslår, at det angives i den pågældende bestemmelse, at forældelse tidligst indtræder 3 år efter hvervets ophør eller det tidligere tidspunkt, da fordringshaveren, eller den der i øvrigt kan gøre fordringen gældende på fordringshaverens vegne, blev eller burde være blevet bekendt med de omstændigheder, hvorpå kravet støttes. Dette skyldes, at udvalget har villet fastholde, at de foreslåede almindelige forældelsesregler gælder, hvis disse regler fører til et senere forældelsestidspunkt.

For så vidt angår krav i værgeforhold, som udspringer af værgens tilsidesættelse af sine forpligtelser, foreslår udvalget en regel om, at de foreslåede almindelige forældelsesfrister i § 3, stk. 1 og 3 – dvs. den korte frist på 3 år, der kan suspenderes, kombineret med absolutte frister på 10 eller 30 år – først begynder at løbe på tidspunktet for værgeforholdets ophør.

Baggrunden for dette forslag er, at en tillægsfrist på 3 år fra værgeforholdets ophør efter udvalgets opfattelse i visse tilfælde vil kunne være for kort. Er der f.eks. tale om en mindreårigs krav mod værgen, vil det således kunne være urimeligt, at denne senest 3 år efter opnået myndighedsalder skal gøre kravet gældende over for værgen, hvis den pågældende først senere bliver bekendt med kravet. Dette vil eksempelvis kunne forekomme i tilfælde, hvor værgen uretmæssigt har tilegnet sig midler tilhørende den dengang mindreårige.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VII, afsnit 6.6.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets §§ 9 og 10 samt bemærkningerne hertil.

3.2.2.9. Kaution og regreskrav

Et flertal i udvalget (seks medlemmer) finder, at forældelsesfristen for en kreditors krav mod en kautionist på samme måde som efter gældende ret bør forældes efter de regler, der gælder for forældelse af kravet mod hovedskyldneren.

Det vil indebære, at hvis kravet mod hovedskyldneren eksempelvis alene er undergivet en frist på 10 år, vil også kravet mod kautionisten være undergivet en frist på 10 år.

At kravet mod kautionisten forældes efter de regler, der gælder for hovedkravet, indebærer, at fristen skal regnes fra kautionskravets forfaldstidspunkt, uanset om hovedkravet er undergivet en 3-årig eller 10-årig forældelsesfrist, jf. lovforslagets § 2, stk. 1. Ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse over for kreditor, skal fristen således regnes fra misligholdelsestidspunktet. Ved simpel kaution og tabskaution, hvor kautionistens forpligtelse først indtræder, når det er godtgjort, at hovedmanden ikke kan betale, skal fristen regnes fra dette tidspunkt. Dette svarer til, hvad der gælder i dag, når hovedkravet er omfattet af 1908-loven.

Et mindretal (fem medlemmer) foreslår, at kautionskrav uanset forældelsesfristen for den kautionssikrede fordring undergives en forældelsesfrist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet.

Efter disse medlemmers opfattelse er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at fravige de foreslåede generelle forældelsesregler for så vidt angår krav mod kautionister. En frist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet for kautionskravet – det vil ved selvskyldnerkaution sige misligholdelsestidspunktet og ved simpel kaution det tidspunkt, hvor det konstateres, at hovedskyldneren ikke kan betale – må anses for på tilstrækkelig måde at tilgodese hensynet til kreditor, og det gælder, uanset om kravet mod hovedmanden er undergivet en længere frist.

Begyndelsestidspunktet efter de to forslag er det samme, og forskellen består således alene i fristens længde.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VII, afsnit 7.5.1.

I forbindelse med høringen over et udkast til lovforslaget har bl.a. Finansrådet og Realkreditrådet anført, at mindretallets forslag må frygtes at ville medføre, at kreditorerne generelt vil blive mere tilbøjelige til at søge fordringer inddrevet hos kautionisterne og/eller at kræve egentlig medhæftelse som følge af, at kravet mod kautionisten oftere vil blive forældet før kravet mod hovedskyldneren. En sådan virkning er ikke tilsigtet, og på denne baggrund er lovforslaget udformet i overensstemmelse med flertallets forslag.

Der henvises til lovforslagets § 11 og bemærkningerne hertil.

For så vidt angår regreskrav i solidariske skyldforhold finder udvalget, at der på den ene side er behov for at sikre, at den part, der som en af flere skyldnere bliver mødt med et krav – den regresberettigede – rent tidsmæssigt har praktisk mulighed for at gøre regreskrav gældende mod en medskyldner. På den anden side er der et hensyn at tage til medskyldneren – den regresforpligtede – som vil have en interesse i at kunne indrette sig efter den forældelsesfrist, som gælder for hovedkravet.

Udvalget har anført, at i de fleste tilfælde tilgodeser de gældende regler alene den regresberettigedes interesser. Det gælder ved regreskrav mellem flere skadevoldere og ved regreskrav støttet på aftale med den regresforpligtede, hvor der i retspraksis antages at gælde en frist på 5 år fra det tidspunkt, da hovedkravet gøres gældende mod den regresberettigede, eller, hvis Danske Lov finder anvendelse, en 20-årig frist fra stiftelsestidspunktet.

Udvalget finder, at de modstående hensyn til den regresberettigede og den regresforpligtede vil kunne tilgodeses ved en regel om en tillægsfrist for den regresberettigede.

Udvalget har i den forbindelse også henvist til, at der i de øvrige nordiske lande gælder regler om en tillægsfrist for den regresberettigede til at gøre regreskravet gældende, jf. nærmere herom betænkningens kapitel VII, afsnit 7.4.

De hensyn, der gør sig gældende i forhold til den regresforpligtede og den regresberettigede, er efter udvalgets opfattelse de samme, uanset om der er tale om regres mellem flere kautionister eller i andre solidariske skyldforhold, og udvalget foreslår derfor, at der for alle tilfælde, hvor der er tale om regreskrav mellem solidarisk ansvarlige skyldnere, indføres en tillægsfrist for den regresberettigede til at gøre regreskravet gældende, uanset at kreditors krav mod medskyldneren måtte være forældet.

Udvalget foreslår desuden, at der indføres en bestemmelse om, at den indfriende skyldner indtræder i fordringshaverens stilling i forældelsesmæssig henseende. Efter gældende ret sondres der mellem tilfælde, hvor regreskravet alene støttes på indtrædelsessynspunktet, og tilfælde, hvor regreskravet tillige støttes på en aftale mellem den indfriende skyldner og medskyldneren (med den virkning, at forældelsen efter Danske Lov 5-14-4 først regnes fra denne aftales indgåelse). Denne sondring foreslås opgivet i forældelsesmæssig henseende, således at den indfriende skyldner, når bortses fra tillægsfristen, ikke får bedre ret over for en medskyldner, end kreditor på indfrielsestidspunktet havde mod medskyldneren.

Tillægsfristen bør efter udvalgets opfattelse gælde generelt, selv om kreditors krav mod medskyldneren måtte være forældet på indfrielsestidspunktet. Tillægsfristen bør som nævnt endvidere gælde uanset grundlaget for kravet mellem den regresberettigede og den regresforpligtede.

En generel regel som den foreslåede vil efter udvalgets opfattelse indebære en væsentlig forenkling og hindre afgrænsningsvanskeligheder.

Udvalget foreslår, at tillægsfristen fastsættes til 1 år fra det tidspunkt, hvor forældelsen er afbrudt over for skyldneren, eller hvor denne har opfyldt fordringen eller indrømmet fordringshaveren fristforlængelse. En tillægsfrist af denne længde bør efter udvalgets opfattelse være tilstrækkelig til at tilgodese hensynet til den regresberettigede. I tilfælde af opfyldelse er det efter udvalgets forslag en forudsætning for at anvende reglen om tillægsfrist, at kravet mod den regresberettigede ikke allerede var forældet på opfyldelsestidspunktet.

Efter udvalgets opfattelse bør som nævnt også en aftalt forlængelse af forældelsesfristen (en suspensionsaftale) mellem fordringshaveren og den regresberettigede medføre, at tillægsfristen begynder at løbe. Baggrunden herfor er, at den regresberettigede i modsat fald uden begrænsninger kunne forlænge forældelsesfristen med virkning også for den regresforpligtede. Dette ville efter udvalgets opfattelse ikke være rimeligt i forhold til den regresforpligtede.

Udvalget finder, at den foreslåede regel om en tillægsfrist ikke også bør omfatte tredjemands afledede krav mod skadevolder – eksempelvis hvis der er betalt ydelser til skadelidte på grund af skaden. Efter udvalgets opfattelse er det efter karakteren af disse typer af regreskrav – der netop afledes af skadelidtes krav – mest naturligt ligesom efter gældende ret at holde sig til den foreslåede regel om, at den indfriende skyldner indtræder i fordringshaverens retsstilling i relation til forældelse. Udvalget har også anført, at det i forhold til tredjemand – eksempelvis det offentlige, der har betalt ydelser til skadelidte – vil kunne fremstå som en tilfældig omstændighed, at der findes en ansvarlig skadevolder, mod hvem et regreskrav kan gøres gældende. I de øvrige nordiske lande findes heller ikke særlige regler om forældelse af disse typer af regreskrav.

For så vidt angår krav mod tidligere omsætningsled i anledning af mangler ved salgsgenstanden er det ligeledes udvalgets opfattelse, at der ikke bør indføres en regel om tillægsfrist til fordel for den regresberettigede. En regel herom ville i forhold til den regresforpligtede sælger stride mod forældelsesreglernes formål – at sikre afklaring og afvikling af krav inden for en rimelig tidshorisont.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VII, afsnit 7.5.3 og 7.5.4.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 12 og bemærkningerne hertil.

3.2.2.10. Krav i anledning af strafbart forhold

Det er udvalgets opfattelse, at erstatningskrav, der udspringer af strafbart forhold, som udgangspunkt bør være omfattet af de foreslåede almindelige frister, dvs. en frist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet (skadens indtræden) med mulighed for suspension kombineret med en absolut frist på 10 år, ved personskade 30 år, der regnes fra den skadevoldende handlings ophør, jf. lovforslagets § 3. Udvalget foreslår derfor at ophæve § 16 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven, hvorefter krav på erstatning eller anden godtgørelse for skade forvoldt ved en strafbar handling som udgangspunkt forældes 20 år efter det tidspunkt, hvor skadelidte er blevet i stand til at gøre sit krav gældende.

Udvalget har overvejet, om der i tilfælde, hvor strafspørgsmålet først afgøres efter udløbet af forældelsesfristen for erstatningskravet, er behov for en regel om udskydelse af forældelsesfristens udløb. En sådan ordning findes i Norge, Sverige og Finland, jf. betænkningens kapitel VII, afsnit 8.4, og følger for så vidt af reglen i 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 5, sammenholdt med § 16 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven.

Erstatningskrav, der udspringer af strafbare forhold, vil i praksis ofte blive rettet mod staten som følge af reglerne i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, og for disse krav er det fristerne i offererstatningsloven og ikke de formueretlige forældelsesregler, der er afgørende for, hvor længe kravet kan gøres gældende. De skadelidtes behov for en særregel om udskydelse af forældelsesfristen er derfor ikke stort i praksis.

Offererstatningsloven omfatter imidlertid stort set kun personskadekrav, men f.eks. ikke erstatning som følge af bedrageri mv. Loven omfatter endvidere kun straffelovsovertrædelser og ikke overtrædelser af særlovgivningen. Udvalget finder endvidere, at det generelt vil kunne virke stødende, hvis der på grund af forældelse ikke kan nedlægges påstand om erstatning eller godtgørelse under en straffesag. Det forhold, at skadelidtes erstatningskrav eventuelt kan søges dækket af staten, bør efter udvalgets opfattelse ikke være afgørende for, om der bør gælde en særlig regel om udskydelse af forældelsesfristen for så vidt angår kravet mod skadevolderen.

Udvalget finder på den baggrund, at der bør indføres en særregel om forældelsesfristen i tilfælde, hvor strafspørgsmålet først afgøres efter udløbet af den almindelige forældelsesfrist for erstatningskravet. Bestemmelsen bør efter udvalgets opfattelse gælde både for tilfælde, hvor erstatningskravet pådømmes under selve straffesagen, og tilfælde, hvor fordringen efterfølgende gøres gældende under et særskilt civilt søgsmål. I det førstnævnte tilfælde foreslås det at udskyde forældelsesfristens udløb, mens der i det sidstnævnte tilfælde foreslås en tillægsfrist til at gøre kravet gældende. Det bør ifølge udvalget ikke være en betingelse for denne tillægsfrist, at erstatningskravet er gjort gældende under straffesagen. Tillægsfristen foreslås fastsat til 1 år efter endelig afgørelse i straffesagen, da en frist af denne længde må antages at være tilstrækkelig til, at fordringshaveren kan nå at varetage sine interesser.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VII, afsnit 8.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 13 samt til § 10 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer mv. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb mv.) vedrørende forslag til ophævelse af ikrafttrædelseslovens § 16 og de dertil hørende bemærkninger.

3.2.2.11. Ukendskab til skyldnerens opholdssted og andre hindringer for afbrydelse af forældelse

Udvalget finder, at der fortsat bør ske suspension/udskydelse af forældelsesfristens udløb ved utilregnelig uvidenhed om skyldnerens opholdssted, og at der herudover også er behov for en lovregel om suspension i tilfælde, hvor en fordringshaver på grund af hindringer, der ikke beror på den pågældendes egne forhold, er afskåret fra at afbryde forældelsen, jf. betænkningens kapitel VII, afsnit 9.4.

Som eksempel på en relevant hindring kan nævnes det tilfælde, at skattemyndighederne ikke kan gennemføre en retssag mod en skyldner, der er bosat i et andet land, fordi den fremmede domstol ikke vil foretage en prøvelse af de danske skattemyndigheders krav.

Udvalget foreslår, at der indføres en tillægsfrist for fordringshaveren i tilfælde, hvor denne er afskåret fra at afbryde forældelsen på grund af ukendskab til skyldnerens opholdssted eller på grund af en hindring, der ikke beror på den pågældendes egne forhold.

Efter udvalgets opfattelse bør reglen om en tillægsfrist ikke kun gælde i relation til den almindelige forældelsesfrist, men også i relation til særlige forældelsesfrister og tillægsfrister.

Udvalget foreslår en tillægsfrist på 1 år regnet fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til skyldnerens opholdssted, henholdsvis 1 år efter hindringens ophør. Udvalget finder, at en tillægsfrist på 1 år må anses for tilstrækkelig til, at fordringshaveren kan nå at varetage sine interesser, og at en frist af denne længde samtidig stemmer overens med andre foreslåede tillægsfrister.

Efter udvalgets opfattelse bør der knyttes en absolut frist til bestemmelsen, således at der gælder en længste forældelsesfrist, selv om den pågældende hindring fortsat består på tidspunktet for udløbet af denne absolutte frist. Dette svarer til, hvad der gælder i dag efter 1908-lovens § 3 sammenholdt med Danske Lov 5-14-4. Udvalget foreslår således, at andre forældelsesfrister højst skal kunne forlænges med 10 år.

Efter udvalgets opfattelse bør bestemmelsen om en absolut grænse for fristen gælde både, hvor kravet er omfattet af de foreslåede almindelige forældelsesfrister, jf. lovforslagets § 3, og hvor kravet er omfattet af en af de særlige forældelsesfrister eller tillægsfrister.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VII, afsnit 9.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Henvisningen til hindringer, der ikke beror på kreditors forhold, forudsættes også at omfatte tilfælde som omhandlet i dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1997.1259 V, hvor et konkursbo efter et aktieselskab blev genoptaget mere end fem år efter, at det var blevet afsluttet uden behandling i medfør af konkurslovens § 143. Landsretten fandt, at den pågældende fordring ikke var forældet, da kreditor ikke havde haft mulighed for at foretage retslige skridt mod aktieselskabet i den mellemliggende tid, eftersom selskabet ikke havde eksisteret i denne periode.

Der henvises til lovforslagets § 14 og bemærkningerne hertil.

3.3. Afbrydelse af forældelse

Udvalget finder, at det i alle tilfælde bør være en betingelse for at afbryde forældelsen, at skyldneren erkender forpligtelsen, eller at fordringshaveren foretager retslige skridt. Adgangen efter Danske Lov 5-14-4 til afbrydelse ved påmindelse bør således efter udvalgets opfattelse ophæves.

Den gældende regel i 1908-lovens § 2, 2. pkt., er ganske kortfattet, og gældende ret vedrørende afbrydelse af forældelse er derfor i vidt omfang udviklet i retspraksis. Udvalget finder, at det i en ny forældelseslov nærmere bør fastsættes, hvad der i de enkelte tilfælde skal til for at afbryde forældelsen, og der er efter udvalgets opfattelse behov for en relativt detaljeret regulering af dette praktisk vigtige spørgsmål.

Udvalget finder endvidere, at de regler om afbrydelse af forældelse, som findes i retsplejeloven, konkursloven og dødsboskifteloven, bør overføres til den nye forældelseslov, således at der foretages en samlet regulering.

Endelig foreslår udvalget, at der indføres en sondring mellem »egentlig« og foreløbig afbrydelse af forældelsen, således at der ved »egentlig« afbrydelse løber en helt ny forældelsesfrist, mens foreløbig afbrydelse er karakteriseret ved, at der, når den »foreløbige« foranstaltning finder sted inden forældelsesfristens udløb, gives en vis kortere frist efter foranstaltningens ophør med henblik på, at »egentlig« afbrydelse – f.eks. ved sagsanlæg – kan ske inden for denne tillægsfrist. Dette svarer på sin vis til, hvad der følger af den gældende ordning om forfølgning af et retsligt skridt uden ufornødent ophold, men således, at det i loven fastlægges, hvad der i denne sammenhæng skal anses for et foreløbigt retsligt skridt, og således, at »uden ufornødent ophold« erstattes af en bestemt frist, der efter udvalgets opfattelse bør fastsættes til 1 år.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.1.

3.3.1. »Egentlig« afbrydelse

Udvalget finder, at adgangen efter Danske Lov 5-14-4 til at afbryde forældelsesfristen ved påmindelse bør ophæves.

Udvalget anfører, at hensynene bag forældelsesreglerne, navnlig at bidrage til, at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden rimelig tid, og at undgå procesførelse om meget gamle fordringer, i de fleste tilfælde ikke på tilfredsstillende måde tilgodeses ved en ordning, hvor fordringshaveren har mulighed for til enhver tid at forny forældelsesfristen ved blot at tilkendegive over for skyldneren, at han eller hun mener at have et krav mod den pågældende. Det skyldes bl.a., at påmindelse alene ikke er egnet til at fremme en afklaring af omtvistede fordringers eksistens. Endvidere kan skyldneren efter omstændighederne uanset påmindelser med tiden få en forventning om, at kravet ikke vil blive fastholdt.

Udvalget foreslår således, at afbrydelse skal ske ved skyldnerens erkendelse eller ved foretagelse af retslige skridt mod skyldneren.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.2.1.

3.3.1.1. Skyldnerens erkendelse

For så vidt angår afbrydelse ved skyldnerens erkendelse foreslår udvalget en videreførelse af gældende ret. Det indebærer, at forældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.2.2.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 15 og bemærkningerne hertil.

3.3.1.2. Sagsanlæg mv. med henblik på at opnå en bindende afgørelse

Udvalget foreslår en bestemmelse om afbrydelse ved sagsanlæg og andre foranstaltninger, der foretages med henblik på at opnå en bindende afgørelse, der fastslår fordringens størrelse og eksistens. Indholdet af bestemmelsen svarer i det væsentlige til 1908-lovens § 2, 2. pkt., 2. led, således som denne bestemmelse er blevet forstået i retspraksis, men der foreslås forskellige præciseringer.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. omfatte en administrativ afgørelse, som bliver bindende for parterne, hvis den ikke indbringes for domstolene inden en vis frist, og som fastslår kravets eksistens og størrelse. Den omfatter endvidere en afgørelse truffet af et privat klage- eller ankenævn, som fastslår kravets eksistens og størrelse, og som er bindende for skyldneren. En afgørelse kan blive bindende for indklagede i tilfælde, hvor denne ikke rettidigt afgiver erklæring om ikke at være bundet, hvis vedtægten indeholder bestemmelse om en sådan ordning, eller hvor indklagede har tilsluttet sig et nævn, hvis vedtægter indebærer, at medlemmerne er forpligtet til at efterleve nævnets afgørelser.

Baggrunden for forslaget er, at afgørelserne i de nævnte situationer i realiteten er bindende på samme måde som en domstolsafgørelse i 1. instans, henholdsvis som en voldgiftskendelse. I de nævnte tilfælde vil indbringelsen for den administrative myndighed eller det private klagenævn efter udvalgets forslag være fristafbrydende, uden at der gælder yderligere betingelser.

Udvalget har fundet det overflødigt at medtage en henvisning til retsforlig i bestemmelsen.

Af 1908-lovens § 2, 2. pkt., fremgår det, at et retsligt skridt skal »forfølges uden ufornødent ophold«. Udvalget finder, at der fortsat bør gælde en sådan betingelse, idet det ikke kan afvises, at der kan være behov herfor, f.eks. i tilfælde, hvor en retssag udsættes med henblik på forligsforhandlinger eller for at afvente behandling i et klage- eller ankenævn. Udvalget foreslår dog, at formuleringen »inden for rimelig tid« anvendes i stedet for »uden ufornødent ophold«. Den førstnævnte formulering stemmer efter udvalgets opfattelse bedre overens med retspraksis og giver større fleksibilitet.

Et sagsanlæg bør efter udvalgets opfattelse bevare sin fristafbrydende virkning i tilfælde, hvor fordringshaveren meddeles oprejsningsbevilling, anketilladelse eller tredjeinstansbevilling efter retsplejelovens § 368, stk. 1 og 2, § 371 og § 372, stk. 1 og 2. I disse tilfælde, hvor der gives adgang til fortsat behandling af sagen, er denne »udvidede« ankeadgang en del af appelsystemet, og efter udvalgets opfattelse vil det derfor være mest nærliggende, at en anketilladelse medfører, at det oprindelige sagsanlæg bevarer sin afbrydelsesvirkning. Efter de nævnte bestemmelser gælder der bestemte frister for, hvor sent en ansøgning om anketilladelse mv. kan indgives til retten eller Procesbevillingsnævnet, og det er derfor begrænset, hvor længe afbrydelsesvirkningen kan udstrækkes.

Spørgsmålet er efter udvalgets opfattelse mere tvivlsomt i de specielle tilfælde, hvor der meddeles fordringshaveren tilladelse til ekstraordinær anke eller genoptagelse efter retsplejelovens § 399. Efter udvalgets opfattelse bør udgangspunktet være, at en tilladelse til ekstraordinær anke eller genoptagelse ikke medfører, at det oprindelige sagsanlæg bevarer sin fristafbrydende virkning.

Udvalget foreslår, at der indføres nærmere bestemmelser om de enkelte retsskridt, der afbryder forældelsen.

Hvis fordringen gøres gældende ved en domstol , foreslås det, at afbrydelse sker ved indlevering af stævning eller betalingspåkrav til retten. Dette svarer til gældende ret.

Herudover foreslår udvalget, at der ligesom efter gældende ret skal ske afbrydelse, når påstand om en fordring nedlægges under retssagen, herunder som modkrav. Bestemmelsen vil omfatte tilfælde, hvor sagsøgeren under sagen forhøjer sit krav, samt tilfælde, hvor et modkrav fremsættes til selvstændig dom.

Det er efter gældende ret uafklaret, i hvilket omfang fremsættelse af modkrav til kompensation afbryder forældelsesfristen. Udvalget finder, at der bør ske afbrydelse i disse tilfælde i det omfang, fordringen dækkes af hovedfordringen, dvs. at der sker afbrydelse for den del af fordringen, der svarer til hovedkravet.

Herudover finder udvalget, at kreditors nedlæggelse af frifindelsespåstand under en »negativ« anerkendelsessag (anerkende, at et krav ikke er berettiget) anlagt af debitor bør medføre afbrydelse af forældelsesfristen for kreditors krav. Dette må antages at svare til gældende ret. Afbrydelsen bør efter udvalgets opfattelse ske med virkning allerede fra skyldnerens sagsanlæg og ikke først ved kreditors nedlæggelse af frifindelsespåstanden.

I tilfælde, hvor der er aftalt voldgiftsbehandling, eller hvor anden særlig afgørelsesmåde er hjemlet, herunder f.eks. tilfælde, hvor sagen indbringes for en administrativ myndighed, der har kompetence til at træffe en bindende afgørelse, foreslås det, at afbrydelsen sker, når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.2.3.1.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 16 og bemærkningerne hertil.

Folketinget har den 22. februar 2007 vedtaget lov om ændring af lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppesøgsmål m.v.) (L 41). Disse regler indebærer, at der bliver mulighed for at anlægge gruppesøgsmål, dvs. søgsmål, hvor en grupperepræsentant fremsætter en række ensartede krav på vegne af flere personer. Virkningen af § 16 i forslaget til ny forældelseslov vil i sådanne tilfælde være, at forældelsen afbrydes i forhold til hvert enkelt gruppemedlems fordring.

3.3.1.3. Kreditorforfølgning

Udvalget finder, at der ligesom efter de gældende regler i konkurslovens § 241 og dødsboskiftelovens § 82, stk. 5, bør ske afbrydelse af forældelsen ved indgivelse af konkursbegæring og ved anmeldelse af fordringen i konkurs-, tvangsakkord- eller dødsbo eller i forbindelse med gældssanering.

Udvalget foreslår på denne baggrund en bestemmelse om afbrydelse, der i det væsentlige svarer til de gældende regler i konkurslovens § 241 og dødsboskiftelovens § 82, stk. 5.

Ud over disse afbrydelsesskridt, der svarer til gældende ret, finder udvalget, at forældelsen også bør afbrydes ved anmeldelse af fordringen efter skyldnerens udstedelse af proklama, f.eks. i forbindelse med solvent likvidation af selskaber.

Udvalget foreslår, at afbrydelse ved indgivelse af en på fordringen støttet konkursbegæring eller ved anmeldelse af fordringen i et konkursbo også skal have virkning i forhold til skyldneren personlig, og at afbrydelse ved anmeldelse af en fordring i et dødsbo efter dettes udstedelse af proklama også skal have virkning i forhold til skyldnerens arvinger. Den førstnævnte regel svarer til, hvad der gælder efter konkurslovens § 241.

Hvis der er udstedt proklama eller anden offentlig indkaldelse og i den forbindelse er fastsat en frist for anmeldelse, bør der efter udvalgets opfattelse ikke kunne indtræde forældelse før udløbet af denne frist. Hvis der er fastsat en bestemt frist for anmeldelse af krav i boet, kan en fordringshaver således naturligt få den opfattelse, at anmeldelse inden for denne frist er tilstrækkelig også i relation til forældelsesfristen. For så vidt angår tvangsakkord følger det af konkurslovens § 169, at skifteretten indkalder til et møde straks efter akkordforhandlingernes åbning, hvor fordringshavere opfordres til at anmelde krav, men der er ikke pligt til at fastsætte en frist for fordringshaverens anmeldelse af krav til skifteretten. Af de samme grunde foreslår udvalget derfor, at forældelse i tilfælde, hvor der er åbnet forhandling om tvangsakkord, ikke indtræder før afholdelsen af det i konkurslovens § 169 omhandlede møde.

Udvalget foreslår endvidere en bestemmelse om afbrydelse ved indgivelse af udlægsbegæring, der svarer til retsplejelovens § 527.

Udvalget foreslår, at det skal være en betingelse for, at indgivelsen af udlægsbegæring har afbrydelsesvirkning, at fogedforretningen fremmes inden for en vis periode. Den foreslåede bestemmelse svarer til retsplejelovens § 527, men det foreslås dog at anvende formuleringen »inden for rimelig tid« i stedet for »uden ugrundet ophold«.

Udvalget foreslår, at det præciseres i forældelsesloven, at forældelsen først afbrydes ved udlægsforretningens foretagelse, når udlæg foretages af en pantefoged.

Herudover foreslår udvalget, at det fastsættes i loven, at forældelse i overensstemmelse med, hvad der antages at gælde efter retspraksis, afbrydes ved indgivelse af anmodning om arrest, ved fremsættelse af krav for fogedretten om andel i et auktionsprovenu og ved indgivelse af anmodning til fogedretten om tilbagetagelse af en løsøregenstand, der er solgt med ejendomsforbehold. Det er efter udvalgets forslag i alle tilfælde en forudsætning, at fordringshaveren søger forretningen fremmet inden for rimelig tid.

Endvidere foreslår udvalget, at også en offentlig myndigheds pålæg til skyldnerens arbejdsgiver om indeholdelse i løn mv. skal afbryde forældelsen. Udvalget har anført, at den gældende retstilstand, hvorefter pålæg om lønindeholdelse ikke afbryder forældelsen, kan give anledning til nogle praktiske problemer, bl.a. fordi en fordring kan forældes, selv om der løbende indgår betalinger fra skyldnerens arbejdsgiver. Den pågældende myndighed kan derfor være nødsaget til at foretage andre (retslige) skridt med henblik på at afbryde forældelsen. Det forekommer desuden vanskeligt at begrunde, hvorfor der er en forskellig behandling af lønindeholdelse og udpantningsudlæg i relation til afbrydelse af forældelse. Realiteten er således i begge tilfælde, at den pågældende myndighed selv forestår tvangsinddrivelsen.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.2.3.2 og 6.2.3.3.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets §§ 17 og 18 og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til den samtidig fremsatte lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), hvorved retsplejelovens § 527 og konkurslovens § 241 foreslås ophævet, jf. forslagets § 3, nr. 3, og § 11, og dødsboskiftelovens § 82, stk. 5, foreslås ændret, jf. forslagets § 13.

3.3.1.4. Retsvirkningerne af afbrydelse

Udvalget foreslår desuden en bestemmelse, der fastlægger, hvilke retsvirkninger der er knyttet til afbrydelsen af forældelsesfristen, herunder længden af den nye frist og dennes begyndelsestidspunkt.

Efter udvalgets opfattelse bør der ved afbrydelse løbe en ny frist, hvis længde bestemmes efter reglerne i forældelsesloven. Dette indebærer, at der som udgangspunkt – på samme måde som efter gældende ret – vil løbe en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte. Dette skal dog efter udvalgets forslag ikke gælde, hvis fordringen forud for afbrydelsen var undergivet en 3-årig forældelsesfrist, og der i forbindelse med afbrydelsen tilvejebringes et særligt retsgrundlag, f.eks. en dom eller et skriftligt forlig, idet den nye forældelsesfrist i så fald vil være 10 år.

Udvalget foreslår, at retsvirkningerne af de forskellige afbrydelsesmåder reguleres udtømmende i loven, og at der fastsættes et begyndelsestidspunkt for den nye frist for de enkelte tilfælde.

Hvis afbrydelsen sker ved skyldnerens erkendelse, vil den nye frist efter forslaget skulle regnes fra dagen, hvor erkendelse sker. I tilfælde, hvor afbrydelsen er sket ved foretagelse af retslige skridt, der munder ud i forlig eller dom mv., er det udvalgets opfattelse, at det afgørende tidspunkt bør være den dag, da retsforliget indgås, dommen afsiges, betalingspåkrav påtegnes af fogedretten, eller anden afgørelse træffes. Dette vil gælde uanset den betalingsfrist på 14 dage, som normalt fastsættes i dommen. Er der undtagelsesvis fastsat et senere forfaldstidspunkt, skal fristen dog efter udvalgets forslag regnes fra dette.

Er fordringen anerkendt i konkurs- eller dødsbo eller i vedtaget tvangsakkord eller afsagt gældssaneringskendelse, skal fristen efter udvalgets forslag regnes fra boets slutning, tvangsakkordens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse. Dette svarer til, hvad der må antages at være gældende ret, men spørgsmålet er i dag kun lovreguleret for så vidt angår konkurs, jf. konkurslovens § 241, stk. 2.

For så vidt angår tilfælde, hvor skyldneren har udstedt proklama, og hvor en fordring herefter er anerkendt efter anmeldelse af fordringen, foreslår udvalget, at den nye frist skal løbe fra dagen, hvor anerkendelse sker.

Endvidere foreslår udvalget en regel om, at der ved afbrydelse i forbindelse med udlæg, arrest, krav om andel i auktionsprovenu og tilbagetagelse af løsøregenstande, der er solgt med ejendomsforbehold, skal løbe en ny frist fra fogedforretningens eller auktionens slutning.

Hvis forældelsen er afbrudt ved pålæg om lønindeholdelse, må afbrydelsen efter udvalgets opfattelse gælde, så længe lønindeholdelse finder sted, og det foreslås derfor, at den nye frist i disse tilfælde først skal løbe fra det tidspunkt, da den pågældende lønindeholdelse ophører.

Udvalget foreslår herudover, at der efter forældelsesfristens afbrydelse ved en udlægsforretning vedrørende en fordring med særligt retsgrundlag skal løbe en ny frist på 10 år også for så vidt angår de opgjorte omkostninger og uforældede renter. Et rentekrav, der er opgjort i fogedretten, vil således være uforældet, hvis der afholdes en ny fogedforretning inden for 10 år herefter. Senere påløbne renter forældes derimod efter 3 år. Under en ny udlægsforretning, der finder sted mere end 3 år efter den første, vil kravet herefter kunne opgøres til det tidligere opgjorte beløb med tillæg af 3 års renter. En sådan ordning er efter udvalgets opfattelse rimelig og hensigtsmæssig og afbøder for kreditorernes vedkommende i nogen grad virkningen af, at forældelsesfristen for rentekrav forkortes fra 5 år til 3 år.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.2.4.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 19 og bemærkningerne hertil.

3.3.2. Foreløbig afbrydelse

Som nævnt under pkt. 3.3 foreslår udvalget, at der i forældelsesloven sondres mellem »egentlig« afbrydelse og foreløbig afbrydelse.

Forslaget vedrørende foreløbig afbrydelse går ud på, at der, når en »foreløbig« foranstaltning finder sted inden forældelsesfristens udløb, indrømmes en vis kortere frist – efter udvalgets forslag 1 år – efter foranstaltningens ophør, således at »egentlig« afbrydelse kan ske inden for denne tillægsfrist, selv om forældelsesfristen ellers ville være udløbet i mellemtiden. Der forekommer således en række situationer, hvor det på den ene side ikke synes rimeligt over for skyldner at tillægge foranstaltningen virkning som en »egentlig« afbrydelse, der medfører, at en helt ny forældelsesfrist begynder at løbe, men hvor det på den anden side heller ikke synes rimeligt over for fordringshaver, at forældelse indtræder, mens foranstaltningen pågår eller umiddelbart efter dens ophør.

Den ordning, at fordringshaveren får en tillægsfrist på 1 år til at forfølge sagen, bør efter udvalgets opfattelse ikke kunne medføre, at forældelse indtræder på et tidligere tidspunkt, end hvad der følger af de almindelige forældelsesfrister, og udvalget foreslår derfor, at de enkelte lovbestemmelser om foreløbig afbrydelse udformes således, at forældelse tidligst indtræder 1 år efter foranstaltningens ophør.

I det følgende gennemgås de forskellige tilfældegrupper, hvor udvalget foreslår regler om foreløbig afbrydelsesvirkning.

3.3.2.1. Retssag eller andet retsligt skridt, der ikke fører til realitetsafgørelse

Det følger af gældende ret, at hvis et retsligt skridt ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse, skal det forfølges uden ufornødent ophold for at bevare den fristafbrydende virkning.

Udvalget finder, at der bør indføres en lovregel, der regulerer dette spørgsmål mere præcist. Det foreslås derfor, at der indføres en regel om en vis tillægsfrist for kreditor i tilfælde, hvor et retsligt skridt ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse, f.eks. hvis sagen afvises, fordi den er anlagt ved et forkert værneting, eller fordi fordringshaveren eller i givet fald dennes advokat ved en fejl er udeblevet fra et retsmøde. Den foreslåede regel skal ikke finde anvendelse, hvis det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgørelse, jf. nedenfor.

Efter udvalgets opfattelse bør den efterfølgende frist for opfølgning af et utjenligt retsskridt have en bestemt længde. Det kriterium, som anvendes i dag, »uden ufornødent ophold«, giver en større fleksibilitet end en fast frist, men på den anden side har dette kriterium givet anledning til mange tvister.

Med hensyn til spørgsmålet om fristens længde er udvalget af den opfattelse, at en frist på 6 måneder i reglen ville være tilstrækkelig, når et sagsanlæg mv. er blevet afvist. Som det fremgår nedenfor finder udvalget imidlertid, at fristen for opfølgende sagsanlæg i en række andre tilfælde bør være 1 år, og udvalget finder det mest hensigtsmæssigt, at tillægsfristen altid har samme længde. Derfor foreslår udvalget, at fristen for at følge utjenlige retslige skridt op generelt fastsættes til 1 år.

Udvalget finder, at fordringshaveren ikke bør kunne påberåbe sig tillægsfristen i tilfælde, hvor den pågældende selv er skyld i, at det retslige skridt ikke fører til en realitetsafgørelse. Udvalget foreslår på denne baggrund, at udskydelsen af forældelsen ikke kan påberåbes, hvis det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgørelse, hvis fordringshaveren hæver sagen, selv om en realitetsafgørelse kunne være opnået, eller – for så vidt angår betalingspåkrav – hvis det beror på fordringshaverens valg ved indleveringen af betalingspåkrav til fogedretten, at en realitetsafgørelse ikke træffes, jf. retsplejelovens § 477 b, stk. 4.

Endvidere foreslår udvalget, at reglen om tillægsfristen også skal gælde, hvis fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har indgivet konkursbegæring, uden at konkursdekret er afsagt, eller hvis fordringshaveren har iværksat forfølgning i form af udlæg, tvangsauktion, arrest eller tilbagetagelse af løsøregenstande, der er solgt med ejendomsforbehold, uden at fogedforretning eller auktion er nået at blive afholdt.

Herudover foreslår udvalget en lignende regel for tilfælde, hvor en fordring inden forældelsesfristens udløb er anmeldt i et konkurs- eller dødsbo, men ikke bliver anerkendt. Det foreslås således, at fordringen mod skyldneren personlig eller dennes arvinger i disse tilfælde tidligst forældes 1 år efter meddelelsen om, at der er truffet afgørelse om, at fordringen afvises, eller, hvis en sådan afgørelse ikke træffes, fra boets slutning. Ved at fastsætte fristen på denne måde omfattes både det tilfælde, at en fordring er blevet afvist, og det tilfælde, at boet sluttes uden prøvelse af fordringerne.

Der foreslås en tilsvarende regel, hvor en fordring inden forældelsesfristens udløb er anmeldt i forbindelse med åbning af tvangsakkord, indledning af gældssaneringssag eller indkaldelse, hvor skyldneren har udstedt proklama.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.3.2.1.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 20 og bemærkningerne hertil.

3.3.2.2. Rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen

Udvalget finder, at der bør tillægges et anerkendelsessøgsmål vedrørende grundlaget for fordringen afbrydelsesvirkning i samme omfang som efter gældende ret, men at anerkendelsesdommen alene bør tillægges virkning som en foreløbig afbrydelse, dvs. således at der skal anlægges sag vedrørende selve fordringen inden for en vis frist for at bevare den fristafbrydende virkning af anerkendelsessøgsmålet. Det er i dag uafklaret i retspraksis, om anerkendelsesdommen medfører, at der løber en ny forældelsesfrist fra dommen, eller om der må stilles krav om, at dommen følges op af en fuldbyrdelsessag inden rimelig tid for at bevare den fristafbrydende virkning.

Situationen svarer efter udvalgets opfattelse til den situation, at fordringshaveren fra en forvaltningsmyndighed får en bindende afgørelse, der fastlægger, at kravet består, men ikke fastsætter størrelsen af kravet. Derfor bør der også gælde en regel om foreløbig afbrydelse i disse tilfælde.

Udvalget foreslår på den anførte baggrund en regel om, at en anerkendelsesdom, der alene vedrører grundlaget for fordringen, skal forfølges inden for en vis frist for at bevare den fristafbrydende virkning. Fristen foreslås fastsat til 1 år ligesom ved foreløbig afbrydelse i øvrigt.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.3.2.2.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

3.3.2.3. Indbringelse for en administrativ myndighed eller Folketingets Ombudsmand af en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor

Som det fremgår under pkt. 3.3.1.2 foreslår udvalget, at indbringelse for en administrativ myndighed i tilfælde, hvor afgørelsen fastslår kravets eksistens og størrelse og er bindende for parterne, fordi den ikke indbringes for domstolene inden for en fastsat frist, afbryder forældelsesfristen, uden at der kræves yderligere betingelser herfor.

For så vidt angår andre tilfælde, dvs. hvor afgørelsen ikke er bindende for parterne – f.eks. fordi der ikke gælder nogen frist for indbringelse af afgørelsen for domstolene – eller hvor afgørelsen ikke fastslår kravets eksistens og størrelse, finder udvalget, at der bør indføres en bestemmelse om, at indbringelsen af den pågældende sag for den administrative myndighed har virkning som en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen.

Udvalget har i den forbindelse anført, at selv om den administrative afgørelse ikke er bindende eller ikke direkte angår selve fordringen, vil det i almindelighed være ressourcebesparende, at kravet først prøves administrativt i de tilfælde, hvor der er mulighed herfor. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt – og vil kunne virke overraskende – hvis kravet kan forældes, mens den administrative sag verserer. Dette gælder, hvad enten der er tale om en sag mellem en privat og det offentlige eller en sag mellem to private.

De anførte hensyn gør sig efter udvalgets opfattelse gældende, uanset om forældelsesspørgsmålet angår klagerens fordring eller en fordring, der er gjort gældende af den anden part, herunder det offentlige. Indbringelsen for den administrative myndighed bør derfor efter udvalgets opfattelse virke fristafbrydende også for modpartens (herunder det offentliges) krav. Udvalget foreslår derfor en bestemmelse, hvorefter indbringelse for en administrativ myndighed medfører foreløbig afbrydelse af forældelsen for begge parters fordringer.

Efter udvalgets opfattelse bør tillægsfristen være på 1 år. Udvalget anfører, at en frist af denne længde bør være tilstrækkelig til, at fordringshaveren kan varetage sine interesser, og der kan næppe anføres tungtvejende hensyn til skyldneren, der taler for en kortere frist. Udvalget foreslår, at fristen regnes fra den dag, da myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse, dvs. afsendelsen af denne.

Udvalget har overvejet, fra hvilket tidspunkt 1-årsfristen bør regnes i tilfælde, hvor afgørelsen indbringes for en højere administrativ myndighed.

Der er som oftest fastsat en frist for at påklage en administrativ afgørelse til højere myndighed, men der er i de fleste tilfælde samtidig mulighed for, at den overordnede myndighed kan se bort fra overskridelser af denne frist.

I de tilfælde, hvor der ikke gælder en bestemt klagefrist for indbringelse for en højere administrativ myndighed, er det efter udvalgets opfattelse nødvendigt at stille krav om, at førsteinstansafgørelsen påklages inden for en vis periode, for at den fristafbrydende virkning af den oprindelige indbringelse bevares. I modsat fald sikres det ikke, at fordringshaveren fremmer sagen behørigt.

For at tage hensyn både til tilfælde, hvor der gælder en frist for klage, tilfælde, hvor der ikke gælder en frist, og tilfælde, hvor den overordnede myndighed kan se bort fra overskridelse af klagefristen, foreslår udvalget en regel om, at hvis sagen indbringes for en højere administrativ myndighed inden for den frist, der er fastsat i den pågældende lovgivning, eller i øvrigt inden for rimelig tid, skal 1-årsfristen regnes fra meddelelsen af denne myndigheds afgørelse. Da det er sjældent, at der ikke findes en lovbestemt klagefrist, vil fordringshaveren i langt de fleste tilfælde have den fastsatte klagefrist at holde sig til, og hvis denne overholdes, vil der altid være tale om en rettidig reaktion.

Udvalget foreslår samtidig, at reglen tillige skal gælde, hvis sagen indbringes for Folketingets Ombudsmand, således at 1-årsfristen i disse tilfælde regnes fra meddelelse af ombudsmandens udtalelse. Baggrunden for dette forslag er, at kreditor i modsat fald uanset indbringelsen af det pågældende spørgsmål for ombudsmanden ville kunne være nødt til at anlægge retssag alene med det formål at afbryde forældelsesfristen. Udvalget har endvidere henvist til, at en tilsvarende regel gælder i Norge.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.3.2.3.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

3.3.2.4. Indbringelse for private klage- og ankenævn

Som det fremgår ovenfor under pkt. 3.3.1.2, foreslår udvalget, at en afgørelse truffet af et privat klage- eller ankenævn, som fastslår kravets eksistens og størrelse, og som er bindende for indklagede, skal medføre en »egentlig« afbrydelse af forældelsen.

I andre tilfælde, dvs. hvor afgørelsen – således som det oftest vil være tilfældet – ikke er bindende for parterne eller ikke fastslår kravets eksistens og størrelse, bør det efter udvalgets opfattelse gælde, at indbringelsen for nævnet har virkning som en foreløbig afbrydelse.

Parterne er ofte afskåret fra at anlægge sag ved domstolene, mens en klagesag verserer ved et privat klage- eller ankenævn. Det ville efter udvalgets opfattelse være uhensigtsmæssigt, hvis klagere var nødt til i stedet at anlægge sag ved domstolene alene for at afbryde forældelsesfristen. Udvalget finder det generelt ikke rimeligt, hvis klagere som benytter en eksisterende klageordning – der kan være indført af den pågældende branche selv – risikerer, at kravet forældes under klagesagsbehandlingen.

Udvalget finder, at alle typer af klagenævn bør være omfattet af reglen – dvs. uanset om nævnet er godkendt efter forbrugerklageloven, og uanset om der er mulighed for at gå til domstolene, mens klagesagen verserer. Udvalget finder endvidere, at reglen bør gælde også i relation til eventuelle krav fra den indklagede.

Udvalget anfører, at en ordning, der ikke omfatter alle typer af nævn, vil være vanskelig at afgrænse, og at det vil kunne virke overraskende for fordringshaveren, hvis der indtræder forældelse, mens en klagesag verserer, uanset hvilken type klagenævn der er tale om.

Udvalget finder, at tillægsfristen for indbringelse for domstolene bør være en bestemt angivet frist.

Ved fastsættelsen af fristens længde bør der efter udvalgets opfattelse bl.a. tages hensyn til, at fordringshaveren i mange tilfælde vil ansøge om fri proces, inden der anlægges sag ved domstolene, og at sagsbehandlingen vedrørende en sådan ansøgning tager en vis tid. Udvalget foreslår bl.a. på den baggrund en frist på 1 år.

Udvalget foreslår, at 1-årsfristen regnes fra det tidspunkt, hvor klagenævnet har givet meddelelse om afgørelsen, dvs. nævnets afsendelse af afgørelsen. Dette bør efter udvalgets opfattelse også gælde i tilfælde, hvor den indklagede virksomhed har en frist på nogle uger (typisk 4-6 uger) til at meddele, om den vil være bundet af afgørelsen. En frist på 1 år regnet fra afgørelsen må generelt anses for tilstrækkelig også i disse tilfælde, og det vil være unødigt kompliceret at have forskellige frister afhængigt af, hvilke typer af nævn det drejer sig om.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.3.2.4.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 3 og bemærkningerne hertil.

3.3.2.5. Begæring om syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag

Det antages i dag, at iværksættelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag ikke afbryder forældelsesfristen, og at dette gælder, uanset om retten har været involveret i udmeldingen af syn og skøn.

Udvalget finder imidlertid, at det vil være velbegrundet at indføre en regel om udskydelse af forældelsesfristens udløb ved iværksættelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag. En sådan syns- og skønsforretning kan således i nogle tilfælde føre til, at anlæggelse af retssag bliver unødvendig, og dette gælder, uanset om det udenretlige syn og skøn er iværksat efter aftale mellem parterne eller sker ved rettens medvirken efter retsplejelovens regler herom. I disse tilfælde bør fordringshaveren derfor ikke tvinges til at anlægge retssag for at afbryde forældelsesfristen.

Udvalget foreslår på denne baggrund en generel regel om en vis udskydelse af forældelsesfristens udløb i tilfælde, hvor der inden forældelsesfristens udløb efter retsplejelovens regler eller med hjemmel i parternes aftale er fremsat begæring eller indgået aftale om afholdelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betydning for fordringens eksistens eller størrelse.

Fristen for efterfølgende sagsanlæg foreslår udvalget fastsat til 1 år ligesom for de øvrige tillægsfrister. Fristen bør ifølge udvalget regnes fra skønsforretningens afslutning.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.3.2.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

3.3.2.6. Indledning af forhandlinger om fordringen

Udvalget har overvejet, i hvilket omfang påbegyndelse af forligsforhandlinger og iværksættelse af alternativ konfliktløsning (mediation mv.) bør medføre suspension eller udskydelse af forældelsesfristens udløb. For så vidt angår alternative konfliktløsningsmetoder drejer det sig alene om forligsmægling uden for området for retsmægling og private klage- og ankenævn, idet de nævnte tilfælde i givet fald vil være omfattet af øvrige foreslåede regler om egentlig og foreløbig afbrydelse.

For at tillægge iværksættelse af forhandlinger mellem parterne fristudskydende virkning taler efter udvalgets opfattelse de samme hensyn, som gør sig gældende for så vidt angår fristudskydelse ved indbringelse for administrative myndigheder og for private klage- og ankenævn. Det drejer sig navnlig om, at kreditor ikke bør være nødsaget til at anlægge retssag under forhandlingerne alene med det formål at afbryde forældelsesfristen.

Udvalget finder, at en generel regel herom – dvs. en regel omfattende såvel alle former for alternativ konfliktløsning som almindelige forligsforhandlinger – vil være det mest hensigtsmæssige, idet det vil kunne skabe afgrænsningsvanskeligheder, hvis afbrydelsesvirkning kun er knyttet til visse konfliktløsningsmetoder. Ved også at lade almindelige forligsforhandlinger være omfattet undgås eventuelle afgrænsningsvanskeligheder i forhold til forligsmægling osv. Udvalget har anført, at forslaget om en generel regel desuden vil dække alle dele af EU-Kommissionens forslag af 22. oktober 2004 til et direktiv om bl.a. alternativ konfliktløsning (KOM(2004) 718 endelig).

Ved en regel, som også omfatter fristafbrydelse ved påbegyndelse af forligsforhandlinger, kan der konkret opstå spørgsmål om, hvornår der overhovedet er tale om forligsforhandlinger, og hvornår forhandlingerne må anses for afsluttet.

Udvalget har imidlertid anført, at samme tvivlsspørgsmål også kan opstå i dag, når en fordringshaver påberåber sig, at forældelsen har været suspenderet under forhandlinger med skyldneren.

I retspraksis har det navnlig givet anledning til tvivl, hvor lang tid kreditor har til at forfølge sit krav, efter at de forhandlinger, der begrundede udskydelsen af forældelsesfristens udløb, er ophørt.

Udvalget finder på denne baggrund, at der bør indføres en generel lovregel om, at indledning af forhandlinger udskyder forældelsesfristens udløb i en nærmere bestemt periode efter forhandlingernes afslutning.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken frist der bør gælde, finder udvalget det mest hensigtsmæssigt at anvende en frist af samme længde som den frist, der foreslås i tilfælde, hvor en sag indbringes for administrative myndigheder og private klage- og ankenævn mv., dvs. en frist på 1 år.

Fristen på 1 år bør efter udvalgets opfattelse regnes fra tidspunktet for forligsforhandlingernes afslutning.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.3.2.6.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 5, og bemærkningerne hertil.

3.3.2.7. Procesunderretning, når der er flere solidariske skyldnere, eller når fordringen afhænger af et retsforhold, hvorom sag er rejst af eller mod fordringshaveren

Udvalget foreslår en regel om, at hvis kreditor inden forældelsesfristernes udløb har indledt retsforfølgning mod en af flere solidariske skyldnere og givet procesunderretning til de øvrige skyldnere, udskydes udløbet af forældelsesfristen for kravet mod disse medskyldnere i en vis periode efter, at sagen er afsluttet ved forlig, dom mv.

Baggrunden for forslaget er, at det efter udvalgets opfattelse vil være urimeligt og uhensigtsmæssigt, hvis fordringshaveren alene for at undgå forældelse af kravet mod de øvrige skyldnere er nødt til at anlægge sag mod dem alle, selv om der muligvis kan opnås fuld dækning hos en enkelt af disse.

Udvalget foreslår en tilsvarende regel for de tilfælde, hvor fordringen afhænger af et retsforhold, om hvilket der er rejst sag af eller mod fordringshaveren. Det drejer sig dels om tilfælde, hvor fordringshaveren har krav mod to personer, men således, at kravet mod den ene skyldner bortfalder, hvis fordringshaveren får tilkendt det påståede beløb hos den anden skyldner, dels om tilfælde, hvor fordringshaverens krav er afhængigt af, om fordringshaveren selv bliver dømt i en sag anlagt mod den pågældende (regreskrav). Udvalget finder det også her uhensigtsmæssigt og urimeligt, hvis eksempelvis en af flere skadevoldere skulle være tvunget til at anlægge regressøgsmål, før det er afgjort, om denne selv bliver dømt. Også efter gældende ret antages procesunderretning at udgøre et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen.

Udvalget foreslår at fastsætte tillægsfristen for det efterfølgende sagsanlæg til 1 år, således at der er overensstemmelse mellem de foreslåede tillægsfrister. Udvalget foreslår desuden, at fristen skal regnes fra afslutningen af sagen mod medskyldneren ved forlig, dom eller på anden måde.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.3.2.7.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 22 og bemærkningerne hertil.

3.4. Andre spørgsmål

3.4.1. Retsvirkningerne af forældelse

Udvalget finder, at der bør medtages regler i forældelsesloven om virkningerne af forældelse, således at der kan opnås større klarhed om, hvad der gælder. Udvalget foreslår imidlertid kun få ændringer i forhold til, hvad der må antages at være gældende ret.

Udvalget foreslår bl.a. en bestemmelse, hvorefter forældelse medfører, at fordringshaveren mister sin ret til at kræve opfyldelse.

Herudover foreslår udvalget en regel om, at krav på rente og lignende accessoriske krav, der er knyttet til en fordring, bortfalder, hvis hovedfordringen forældes. Forslaget må antages at stemme overens med gældende ret.

Udvalget finder, at der ligesom efter gældende ret i almindelighed ikke bør kunne kræves tilbagesøgning, hvis der sker opfyldelse af en forældet fordring. Der er dog efter udvalgets opfattelse ikke behov for at medtage en særlig lovregel herom.

Udvalget finder derimod, at der er behov for en lovregel om adgangen til modregning med en forældet fordring. Efter udvalgets opfattelse bør modregningsadgangen begrænses på samme måde som efter gældende ret, dvs. således, at der kun er modregningsret i tilfælde, hvor modregningsadgang er aftalt, eller hvor kravene udspringer af samme retsforhold. I sidstnævnte tilfælde er det yderligere en betingelse, at det krav, der modregnes over for, er stiftet, inden forældelse af modfordringen indtrådte.

Desuden foreslår udvalget en regulering af virkningerne for panterettigheder og andre sikkerhedsrettigheder af, at den underliggende fordring forældes. Udvalget foreslår, at der indføres lovregler herom, som i hovedsagen viderefører den retstilstand, der gælder eller må antages at gælde i dag. Ved udformningen af reglerne har udvalget fundet, at der alene er behov for at regulere spørgsmålet om virkningerne for sikkerhedsretten af den underliggende fordrings forældelse.

Efter udvalgets opfattelse bør udgangspunktet ligesom efter gældende ret være, at sikkerhedsretten (retten til fyldestgørelse i pantet) forældes sammen med den underliggende fordring. Udvalget foreslår dog enkelte undtagelser herfra svarende til gældende ret.

Således foreslår udvalget, at kreditor uanset fordringens forældelse bevarer retten til fyldestgørelse i pant for hovedstolen ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom for en bestemt angiven sum. Denne bestemmelse svarer til tinglysningslovens § 42. Bestemmelsen i tinglysningslovens § 42 forslås samtidig ophævet ved § 12 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.).

Endvidere foreslår udvalget en generel undtagelse for håndpanterettigheder, dog bortset fra håndpant i ejerpantebrev. Udvalget anfører, at der ved den foreslåede bestemmelse muligvis er tale om en ændring i forhold til gældende ret, idet der findes en dom (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1922.218 V), hvorefter håndpant til sikkerhed for et løbende mellemværende bortfaldt ved den sikrede fordrings forældelse.

Udvalget foreslår desuden en undtagelse for så vidt angår underpant i fast ejendom, som panthaveren inden fordringens forældelse har overtaget til brug. Sidstnævnte undtagelse må efter udvalgets opfattelse antages at svare til, hvad der følger af gældende ret.

For så vidt angår panterettigheder i registrerede skibe og luftfartøjer antages det efter gældende ret, at sådanne panterettigheder bortfalder (forældes), hvis den underliggende fordring forældes, således at også retten til at søge sig fyldestgjort i pantet dermed bortfalder. Udvalget foreslår ikke ændringer af gældende ret på dette punkt og foreslår ikke lovregler herom.

Udvalget foreslår i overensstemmelse med, hvad der antages at være gældende ret, en lovregel om, at en tilbageholdsret ikke berøres af, at fordringen forældes, samt en lovregel om, at et ejendomsforbehold i leveret løsøre bortfalder, hvis kravet på købesummen forældes.

Endelig foreslår udvalget en lovregel om, at når en rettighed hviler på fast ejendom som grundbyrde, er alene de enkelte forfaldne ydelser, men ikke selve grundbyrderetten, genstand for forældelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel IX, afsnit 3.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets §§ 23-25 og bemærkningerne hertil.

3.4.2. Fravigelse af forældelsesreglerne ved aftale

Udvalget finder, at der svarende til, hvad der må antages at være gældende ret, ikke bør være adgang til (f.eks. ved standardbetingelser) at aftale vilkår om forældelse, som stiller skyldneren ringere end efter de foreslåede lovregler – f.eks. vilkår om, at forældelsesfristen afbrydes ved påmindelse, eller at forældelsesfristen er længere end efter de almindelige regler.

Udvalget finder samtidig, at der fortsat er behov for, at parterne kan indgå aftale om fravigelse af reglerne, efter at forældelsesfristen er begyndt at løbe.

Et flertal i udvalget (ti medlemmer) finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for også at afskære adgangen til at fravige forældelsesreglerne til skade for fordringshaver, når denne handler uden for sit erhverv.

Et mindretal i udvalget (ét medlem) finder derimod, at der bør indføres en regel, hvorefter forældelsesreglerne ikke gyldigt ved forudgående aftale kan fraviges til skade for fordringshaver, når denne er forbruger. En sådan regel vil bl.a. betyde, at den 5-årige reklamationsfrist i Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed (AB 92) § 36 og tilsvarende frister i andre almindelige betingelser (f.eks. Almindelige betingelser for teknisk rådgivning og bistand (ABR 89), pkt. 6.2.3, og Almindelige betingelser for totalentreprise (ABT 93) § 10, stk. 4) ikke vil kunne gøres gældende over for forbrugere. Mindretallet anfører herom bl.a., at AB 92 er aftalt uden deltagelse af repræsentanter for forbrugerinteresser, og at AB 92 efter sit indhold ikke tager sigte på de særlige forhold, der gør sig gældende i forbrugerforhold.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel IX, afsnit 4.5.

Justitsministeriet er enig i udvalgets forslag om, at forældelsesreglerne ikke skal kunne fraviges til skade for skyldneren ved forudgående aftale.

Justitsministeriet er endvidere enig med mindretallet i, at forældelsesloven ikke ved forudgående aftale bør kunne fraviges til skade for fordringshaver, når denne handler uden for sit erhverv, og der er tale om et forbrugerforhold, dvs. at modparten handler som led i sit erhverv. Den foreslåede lovgivning bygger på en nøje afbalancering af hensynet til fordringshaver over for hensynet til skyldneren, og denne balance bør ikke forudgående kunne forrykkes til skade for en forbruger, når modparten er erhvervsdrivende og handler som led i sit erhverv.

Forslaget om forældelsesreglernes ufravigelighed i forbrugerforhold vil som nævnt indebære, at aftalte absolutte reklamationsfrister (f.eks. 5-årsfristen i AB 92) ikke vil være gyldige i forbrugerforhold, idet der i så fald ville være tale om omgåelse af præceptiviteten. Det skyldes, at en reklamationsfrist ligesom en forældelsesfrist har den retsvirkning, at manglende afbrydelse medfører, at den pågældende fordring ikke kan gøres gældende.

I det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), foreslås det at ændre købelovens § 54, stk. 2, således at reklamationsfristen for køberens påberåbelse af mangler ved køb af byggematerialer ophæves, jf. forslagets § 1, nr. 2. Dette medfører, at sådanne mangelskrav først bortfalder endeligt ved forældelse. Den foreslåede bestemmelse om ufravigelighed sikrer, at der ikke efter den foreslåede ophævelse af reklamationsfristen i forbrugerforhold kan genindføres korte frister ved indgåelse af aftaler om forkortet forældelse.

Ved at indføre en bestemmelse om, at forældelsesloven ikke vil kunne fraviges til skade for kreditorer, der er forbrugere, opnås endvidere overensstemmelse mellem reglerne om køb af byggematerialer og reglerne om opførelse af fast ejendom, idet forbrugerens eventuelle krav i begge tilfælde fremover først vil bortfalde endeligt ved forældelse.

Justitsministeriet finder, at den foreslåede regel om ufravigelighed i forbrugerforhold ikke bør finde anvendelse i de tilfælde, hvor der er udstedt et dokument for fordringen, og hvor skyldneren frigøres ved at erlægge ydelsen til den, der har dokumentet i hænde, f.eks. i tilfælde, hvor der er udstedt et omsætningsgældsbrev eller et gavekort eller tilgodebevis, som kan indløses af ihændehaveren. I disse tilfælde kan der således fortsat aftales kortere frister for indløsning end forældelseslovens frister.

Der henvises til lovforslagets § 26 og bemærkningerne hertil.

3.4.3. Forholdet til særlige forældelsesregler i anden lovgivning

Udvalget finder, at der bør medtages en generel lovregel, der opstiller en formodning for, at specielle forældelsesregler i anden lovgivning suppleres af de almindelige forældelsesregler. Ved en sådan generel formodningsregel fastslås det udtrykkeligt, at det i mangel af holdepunkter for det modsatte er forældelseslovens regler, der gælder. Formodningen vil kunne afkræftes i en række tilfælde, hvor der – f.eks. på grund af særreglens ordlyd eller forarbejder, eller fordi reglerne hviler på en konvention – foreligger særlige holdepunkter for at antage, at den særlige forældelsesregel ikke skal suppleres med de almindelige regler.

Den foreslåede bestemmelse vil i vidt omfang svare til gældende ret. Formodningsreglen vil dog muligvis medføre en ændring for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt længden af forældelsesfristen efter afbrydelsen af en særlig forældelsesfrist bestemmes ved særreglen eller ved de almindelige forældelsesregler. Retsstillingen er således uafklaret i retspraksis på dette punkt. Forslaget vil indebære, at der opstilles en formodning for, at den nye frist bestemmes af reglerne i den foreslåede forældelseslov, jf. lovforslagets § 19. Udvalget bemærker, at en tilsvarende regel findes i norsk ret.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel IX, afsnit 6.5.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 28 og bemærkningerne hertil.

Der henvises endvidere til det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), hvor en lang række særlige forældelsesregler foreslås ændret. Ved det pågældende lovforslag foreslås endvidere visse særlige forældelsesregler ophævet som overflødige i lyset af den her foreslåede bestemmelse, jf. det pågældende lovforslags §§ 16, 17, 19-22, 35 og 37-39.

3.4.4. Overgangsregler

Udvalget finder, at en ny forældelseslov ikke alene bør gælde for krav, der opstår efter lovens ikrafttrædelse, men som udgangspunkt også for eksisterende krav, dvs. fordringer, der ikke er forældet på ikrafttrædelsestidspunktet. På grund af karakteren af de her omhandlede regler, der indeholder bestemmelser om frister og adgangen til at forny disse frister, ville det være særdeles upraktisk og uhensigtsmæssigt at lade to forskellige regelsæt om forældelse gælde sideløbende, således at de hidtil gældende regler skulle finde anvendelse på gamle krav, mens nye krav undergives andre regler.

På den baggrund foreslår udvalget, at 1908-loven og Danske Lov 5-14-4 ophæves ved den nye lov, men sådan at 1908-loven og Danske Lov 5-14-4 i en overgangsperiode fortsat vil have en vis betydning.

Udvalget foreslår, at der på samme måde som efter 1908-lovens § 5 og efter den nye norske, svenske og finske lovgivning, jf. nærmere herom betænkningens kapitel IX, afsnit 7.1 og 7.3, skal være en overgangsperiode, inden den nye lov slår helt igennem. Baggrunden herfor er hensynet til fordringshaveren, idet det forhold, at loven også vil finde anvendelse på »gamle« fordringer, der ikke er forældet på ikrafttrædelsestidspunktet, ellers ville kunne føre til, at en række krav forældes på selve ikrafttrædelsesdagen.

Udvalget foreslår, at overgangsperioden fastsættes til 3 år, således at fordringer, der ikke er forældet på tidspunktet for lovens ikrafttræden, som udgangspunkt tidligst forældes 3 år efter lovens ikrafttræden. Udvalget finder, at hensynet til skyldneren taler for, at overgangsreglen ikke bør gælde i tilfælde, hvor forældelse efter både de foreslåede og de nugældende regler ellers ville indtræde inden udløbet af overgangsperioden.

I tilfælde, hvor kravet ville være forældet efter både de foreslåede og de nugældende regler inden udløbet af overgangsperioden, finder udvalget, at det i stedet bør være det seneste af de tidspunkter, der følger af de to regelsæt, som gælder.

Udvalget foreslår endvidere, at der medtages en bestemmelse, hvorefter afbrydelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, har virkning efter den foreslåede lov, selv om afbrydelse ikke er sket i overensstemmelse med de foreslåede nye regler. Baggrunden for dette forslag er, at afbrydelse af forældelse efter Danske Lov 5-14-4, som nu foreslås ophævet, kan ske ved påmindelse, mens dette ikke vil være tilstrækkeligt til at afbryde forældelsen efter de nye foreslåede regler om afbrydelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel IX, afsnit 7.4.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast, suppleret med to særlige overgangsregler.

For det første foreslås der (i § 30, stk. 2) en særlig regel for fordringer på forholdsmæssigt afslag i købesummen vedrørende fast ejendom på grund af jordforurening. Baggrunden herfor er, at regionerne (tidligere amterne) siden ikrafttrædelsen den 1. januar 2000 af lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord med senere ændringer (jordforureningsloven) har været i færd med at kortlægge jordforurening på danske ejendomme. Arbejdet med kortlægning af eksisterende jordforureninger vurderes at kunne være afsluttet med udgangen af 2016. Kortlægningen indebærer, at en række husejere vil blive opmærksomme på, at deres grund er forurenet, og at de derfor eventuelt vil kunne rejse et krav om forholdsmæssigt afslag i købesummen over for sælger af ejendommen.

Lovforslaget indebærer bl.a., at krav på forholdsmæssigt afslag i købesummen ved køb af fast ejendom forældes efter 10 år, mens forældelsesfristen i dag er 20 år. Efter regeringens opfattelse bør denne ændring imidlertid ikke begrænse adgangen til at rejse krav om forholdsmæssigt afslag mod tidligere ejere, når de forhold, der begrunder kravet, viser sig som følge af det offentliges kortlægning i henhold til jordforureningsloven. Samtidig bør ejere af fast ejendom, der på anden måde bliver opmærksomme på en jordforurening af deres grund, ikke stilles ringere i denne henseende, og på den baggrund foreslås det, at fristen efter forslagets § 3, stk. 3, nr. 3, dvs. den absolutte forældelsesfrist, indtil den 31. december 2017 skal være 20 år efter tidspunktet for fordringens stiftelse for alle fordringer på forholdsmæssigt afslag i købesummen på grund af forurening af jord. Herved vil den lange forældelsesfrist i den foreslåede overgangsperiode som hidtil være 20 år efter tidspunktet for fordringens stiftelse. Den foreslåede almindelige 3-årige forældelsesfrist, som suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet, vil finde anvendelse på disse fordringer også i overgangsperioden.

Den foreslåede regel om jordforurening indebærer f.eks., at en husejer, der har erhvervet ejendommen i 1995 og efter en kortlægning i 2013 konstaterer en forureningsskade på grunden, fortsat vil kunne gøre et eventuelt krav om forholdsmæssigt afslag gældende, idet dette krav først forældes endeligt i 2015, nemlig 20 år efter købet af ejendommen. Efter de foreslåede nye forældelsesregler ville kravet ellers have været forældet i 2005 og med den foreslåede generelle overgangsregel den 1. januar 2011, dvs. før jordforureningen blev opdaget.

For det andet foreslås (i § 30, stk. 4) en særlig overgangsregel vedrørende lovforslagets § 26, stk. 2, hvorefter loven som udgangspunkt ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for en fordringshaver, der er forbruger, når skyldneren er erhvervsdrivende. For at undgå at gribe ind i eksisterende aftaleforhold foreslås det, at § 26, stk. 2, kun finder anvendelse på aftaler, der indgås eller forlænges efter lovens ikrafttræden.

Der henvises til lovforslagets § 30 og bemærkningerne hertil.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Den foreslåede forkortelse af den korte forældelsesfrist fra 5 år til 3 år i sager om regningskrav vurderes ikke at have væsentlige økonomiske konsekvenser, da forholdet mellem kreditor og debitor i sådanne sager allerede i dag i de fleste tilfælde vil være bragt på det rene inden for 3 år.

Tilsvarende skønnes forkortelsen af den lange forældelsesfrist fra 20 år til 10 år for krav i henhold til særligt retsgrundlag eller pengelån uden særligt retsgrundlag ikke i sig selv at have økonomiske konsekvenser af væsentlig betydning.

Forslaget om, at afbrydelse af forældelsen for hovedstolen i disse tilfælde skal ske ved retslige skridt, hvis skyldnerens erkendelse ikke kan opnås, vil derimod – i modsætning til i dag, hvor en skriftlig påmindelse er tilstrækkelig – kunne indebære øgede omkostninger i form af retsafgifter og omkostninger til advokat.

Ved det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) foreslås det imidlertid samtidig, at kreditor i tilfælde, hvor skyldneren har afgivet insolvenserklæring, kan anmode om, at forretningen alligevel gennemføres med henblik på afbrydelse af forældelse, og at dette i sådanne tilfælde kan ske, uden at kreditor behøver at give møde i fogedretten, og uden betaling af retsafgift, jf. forslagets § 3, nr. 2.

I tilfælde, hvor det skyldige beløb ikke vil være inddrevet inden for forældelsesfristen, og hvor det således for at afbryde forældelse efter de foreslåede regler vil være nødvendigt at foretage retslige skridt, vil de øgede sagsomkostninger derved skulle betales af debitor, og den foreslåede ordning vil derfor indebære, at skyldnere, som ikke vil medvirke til afbrydelse ved at indgå et frivilligt forlig, vil blive pålagt yderligere omkostninger.

I de tilfælde, hvor det ikke lykkes kreditor at inddrive fordringen, vil eventuelle øgede sagsomkostninger med henblik på afbrydelse af forældelse imidlertid skulle dækkes af kreditor.

På den anden side vil de renter, der er opgjort under fogedforretningen i forbindelse med afbrydelse af forældelsesfristen for hovedstolen, fremover ligesom hovedstolen være omfattet af den lange forældelsesfrist. Kreditors krav vil således – i modsætning til i dag, hvor en påmindelse kun afbryder forældelsesfristen for hovedstolen – også omfatte renter, som er påløbet hovedstolen i de seneste 3 år før afbrydelsen. Derved skaber forslaget en merværdi på fordringen, der gennemgående må antages at være betydeligt højere end den retsafgift, som eventuelt vil skulle betales i forbindelse med afbrydelsen af forældelsen. Om forslaget på dette punkt vil få positive eller negative økonomiske konsekvenser for kreditor vil dog afhænge af, i hvilket omfang det rent faktisk lykkes kreditor at inddrive fordringen.

Der foreligger ikke opgørelser eller skøn med hensyn til bl.a. størrelsen og antallet af krav, der vil blive berørt, og i hvilket omfang det i disse sager vil være nødvendigt at foretage retslige skridt for at afbryde forældelsen, men det er Justitsministeriets vurdering, at de økonomiske konsekvenser af forslaget vil være begrænsede for både kreditorer, debitorer og staten, jf. ovenfor.

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR har ikke vurderet, at forslaget vil have administrative konsekvenser for erhvervslivet, og forslaget har derfor ikke været forelagt et virksomhedspanel.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

 

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Visse begrænsede

konsekvenser

Visse begrænsede

konsekvenser

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

5. Høring

Et udkast til lovforslag har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Politimesterforeningen, Rigsadvokaten, Advokatrådet, AER (Arbejdsgivernes Elevrefusion), Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Associerede Danske Arkitekter, ATP, Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning, Byggeskadefonden, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Pelagiske Producentforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Akvakultur, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Fisk, Dansk Franchise Forening, Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk Kystfiskerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Kreditråd, Dansk Landbrug, Dansk Postordre Handel, Dansk Told- og Skatteforbund, Dansk Åleeksportør Forening, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Fiskeres Producentorganisation, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, DSB, Fagligt Fælles Forbund 3F, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Finans & Leasing, Finansrådet, Fiskeribanken, Fiskeriets Servicefag, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Foreningen Dansk Skaldyrsopdræt, Foreningen af Fiskeauktionsmestre i Danmark, Foreningen af Pantefogeder i Danmark, Foreningen Registrerede Revisorer FRR, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Friluftsrådet, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Fødevareøkonomisk Institut, Hjerteforeningen, HTS-A, HTSI, Håndværksrådet, IT-brancheforeningen, Kommunernes Landsforening, Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening, Kræftens Bekæmpelse, Københavns Kommune, Landbrugsraadet, Landsforbundet for Fiskesortering og Samlecentraler i Danmark, Landsforeningen Levende Hav, Landsorganisationen i Danmark, Landsorganisationen af Danmarks Detailfiskehandlere, Liberale Erhvervs Råd, Lønmodtagernes Garantifond, Patientforeningen i Danmark, Patientforsikringen, Patientforum, Patientskadeankenævnet, Realkreditrådet, Rektorkollegiet, Sammenslutningen af Danske Ørredeksportører, De Samvirkende Invalideorganisationer, Sektorforskningens Direktørkollegium, Skagen Fiskernes Producentorganisation, Skatterevisorforeningen, Verdensnaturfonden WWF, Københavns Universitet, Roskilde Universitetscenter, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen fastlægger lovens område.

Anvendelsesområdet foreslås på samme måde som efter gældende ret afgrænset i overensstemmelse med det almindelige fordringsbegreb. Dette foreslås formuleret således, at loven finder anvendelse på »fordringer på penge eller andre ydelser«, jf. den foreslåede bestemmelses 1. led.

Det er uden betydning, om fordringen hviler på aftale eller på andet grundlag, om den tilkommer eller påhviler en privat fysisk eller juridisk person eller en offentlig myndighed, og om den angår pengebetaling, andre generisk bestemte ydelser eller tjenesteydelser. Også fordringer, der udspringer af ikkeformueretlige retsforhold, f.eks. skattekrav og familieretlige underholdskrav, er omfattet.

Krav på undladelser er ikke omfattet af loven. Hvis overtrædelse af en undladelsesforpligtelse udløser et erstatningskrav eller en konventionalbod, vil kravet herpå være undergivet forældelse efter de almindelige regler.

En pengeseddel kan ikke betragtes som en fordring og er derfor ikke omfattet af loven.

En købers krav på en individuelt bestemt genstand vil være omfattet af loven, selv om køberen er beskyttet over for sælgerens kreditorer. Vindikationskrav forældes derimod som udgangspunkt ikke.

Hvad angår panterettigheder og andre sikkerhedsrettigheder følger det af lovforslagets § 25, at den underliggende fordrings forældelse som udgangspunkt medfører bortfald af den adgang til fyldestgørelse, som rettigheden indebærer (accessorisk forældelse). Der gøres efter § 25, stk. 2, undtagelse herfra for så vidt angår 1) pant for hovedstolen ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom for en bestemt angiven sum, 2) håndpant, bortset fra håndpant i ejerpantebrev, og 3) underpant i fast ejendom, som panthaveren inden fordringens forældelse har overtaget til brug.

Bortset fra, hvad der følger af særlige regler i anden lovgivning, jf. navnlig retsplejelovens § 526, stk. 4, kan der næppe blive tale om selvstændig forældelse af en panterettighed mv. uafhængigt af den underliggende fordrings forældelse. I de af § 25, stk. 2, omfattede tilfælde indtræder der som nævnt heller ikke accessorisk forældelse.

En selskabsdeltagers krav på andel i selskabets kapital er udtryk for en ejendomsret, som ikke omfattes af det almindelige fordringsbegreb og dermed ikke forældes, så længe medlemsforholdet består.

I § 1, 2. led, er medtaget en udtrykkelig bestemmelse om, at forældelsesloven kun gælder i det omfang, andet ikke følger af specielle forældelsesregler i anden lov. Den generelle forældelseslov viger således for specialregler i anden lovgivning. Eksempler på sådanne regler er forsikringsaftalelovens § 29, produktansvarslovens § 14, lov om erstatning for lægemiddelskader § 22, checklovens § 52, veksellovens § 70 og CMR-lovens § 41.

I lovforslagets § 28 opstilles en formodning om, at de specielle forældelsesregler i anden lovgivning suppleres af de almindelige forældelsesregler. Dette indebærer, at det i mangel af holdepunkter for det modsatte er forældelseslovens regler, der gælder.

Til § 2

Bestemmelsen indeholder regler om fastlæggelse af forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt.

Efter forslaget vil bestemmelsen gælde i relation til alle lovens frister og tillægsfrister, medmindre andet følger af andre bestemmelser i loven. Forslaget indebærer, at der – i modsætning til, hvad der følger af gældende ret – som udgangspunkt vil gælde samme begyndelsestidspunkt for den korte forældelsesfrist og den absolutte frist i tilknytning hertil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 1

Det foreslås i stk. 1, at forældelsesfristerne, medmindre andet følger af andre bestemmelser, regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.

Dette svarer til, hvad der følger af gældende ret i relation til den korte forældelsesfrist, jf. 1908-lovens § 2, 1. pkt., mens der i relation til den lange, absolutte frist efter Danske Lov 5-14-4 er tale om en ændring fra stiftelsestidspunktet til forfaldstidspunktet.

Medmindre andet følger af den enkelte bestemmelse, vil reglen også gælde i relation til lovens særlige forældelsesfrister, eksempelvis fristen på 10 år for fordringer, der hviler på et særligt retsgrundlag (§ 5), og fristen på 10 år for fordringer i henhold til pengelån eller ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter (§ 6).

»Det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt« betegnes sædvanligvis forfaldstidspunktet. I tilfælde, hvor ydelsespligten forudsætter påkrav eller opsigelse fra kreditors side, løber fristen fra det tidligste tidspunkt, til hvilket ydelsespligten kunne aktualiseres, ikke først fra det tidspunkt, hvor skyldneren – efter påkrav eller opsigelse – har pligt til at erlægge ydelsen (handlingstidspunktet). Skal ydelsen erlægges straks efter påkrav, regnes fristen således fra det tidligst mulige tidspunkt for påkravets fremsættelse. Er der indrømmet skyldneren en opsigelsesfrist, regnes forældelsesfristen ikke fra det tidligste tidspunkt, på hvilket opsigelse kunne afgives, men fra det tidligste tidspunkt, til hvilket opsigelse kunne ske. På dette punkt er der foretaget en sproglig præcisering i forhold til 1908-lovens § 2, 1. pkt.

Der er ikke tilsigtet en ændring af den praksis, der foreligger i henhold til 1908-loven med hensyn til fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet.

Forfaldstidspunktet for så vidt angår kontraktmæssige forpligtelser fastsættes efter almindelige obligationsretlige regler, og hvis det af aftalen eller udfyldende regler kan udledes, at opfyldelse skal ske på et bestemt tidspunkt, løber forældelsesfristen således fra dette tidspunkt. Omfatter kontraktforholdet flere ydelser, der skal erlægges til forskellige tidspunkter, beregnes forældelsesfristen særskilt for hver enkelt ydelse. I tilfælde, hvor forfaldstiden er udskudt ved, at skyldneren efter anmodning har fået henstand , begynder forældelsesfristen først at løbe fra udløbet af henstandsperioden. Vedrørende tilfælde, hvor der er indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en vis frist, inden for hvilken betaling er rettidig, henvises til stk. 2.

Forældelsesfristen for krav i anledning af misligholdelse af kontrakt løber fra misligholdelsen, jf. den udtrykkelige bestemmelse herom i stk. 3.

Ved erstatningskrav uden for kontraktforhold er begyndelsestidspunktet skadens indtræden, jf. den udtrykkelige bestemmelse herom i stk. 4.

Forældelsesfristen ved tilbagesøgningskrav løber fra det tidspunkt, da den fejlagtige betaling fandt sted. Forfaldstidspunktet for et berigelseskrav må antages at være det tidspunkt, da berigelsen indtræder. Ved krav om betaling af skatter og afgifter løber fristen fra det tidspunkt, som i lovgivningen er fastsat som seneste betalingstidspunkt for den enkelte skat eller afgift, jf. herved også stk. 2.

Krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, eksempelvis krænkelser af varemærkerettigheder, og konkurrenceretlige krænkelser kan strække sig over længere perioder, der omfatter en række krænkende handlinger foretaget af samme krænker. Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen for sådanne krænkelser regnes successivt fra de tidspunkter, hvor de enkelte krænkelser fandt sted.

Forfaldstidspunktet for krav på refusion af udgifter til administrative selvhjælpshandlinger efter f.eks. §§ 69 eller 70 i miljøbeskyttelsesloven eller § 68, stk. 1, eller § 73, stk. 1, i jordforureningsloven, er det tidspunkt, hvor myndigheden faktisk har afholdt de pågældende udgifter.

I relation til den absolutte forældelsesfrist indebærer forslaget som nævnt som udgangspunkt en ændring fra stiftelsestidspunktet til forfaldstidspunktet, jf. § 3, stk. 3, nr. 3. Det er ved erstatningskrav i kontraktforhold ensbetydende med en ændring fra aftaletidspunktet til misligholdelsestidspunktet.

I relation til den absolutte frist ved erstatningskrav uden for kontrakt (og erstatningskrav i kontrakt i anledning af personskade eller miljøskade) foreslås begyndelsestidspunktet fastsat til tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør, jf. § 3, stk. 3, nr. 1 og 2.

Efter forslaget gælder bestemmelsen kun i det omfang, andet ikke følger af andre bestemmelser i loven. Som eksempel på bestemmelser med et andet begyndelsestidspunkt kan – ud over § 3, stk. 3, nr. 1 og 2, jf. ovenfor – nævnes fristen på 20 år for indlån i pengeinstitutter mv., der efter § 7 regnes fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering i øvrigt på kontoen. Også blandt de øvrige regler om særlige forældelsesfrister og tillægsfrister findes regler, der fastsætter et andet begyndelsestidspunkt, jf. f.eks. §§ 8-10.

Til stk. 2

Løbedage udskyder ikke forfaldsdagen, men når betaling sker inden løbedagsfristens udløb, kan kreditor ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod debitor.

Efter gældende ret er der usikkerhed med hensyn til, om løbedage udskyder forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.

I stk. 2 foreslås en bestemmelse om, at hvis der er indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, skal forældelsesfristen først regnes fra betalingsfristens udløb.

En tillægsfrist i form af løbedage kan enten være aftalt i det konkrete kontraktforhold eller bero på præceptiv lovgivning eller deklaratoriske regler, der ikke er fraveget i det enkelte aftaleforhold. Som eksempel på præceptive regler om løbedage kan nævnes lejelovens § 33, stk. 3, 2. pkt., jf. § 35, og kildeskattelovens §§ 58 og 61, stk. 4-6, jf. § 58. Som eksempel på deklaratoriske regler kan nævnes gældsbrevslovens § 5, stk. 3, samt pantebrevsformularernes bestemmelser om løbedage.

Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke alene for krav, hvis begyndelsestidspunkt fastsættes i medfør af § 2, stk. 1, men også for krav omfattet af § 2, stk. 5. Bestemmelsen vil derimod ikke gælde for krav, hvor begyndelsestidspunktet fastsættes i medfør af § 2, stk. 3 og 4.

Til stk. 3

Det foreslås i stk. 3 – som supplement til den almindelige regel i stk. 1 – at medtage en præcisering af begyndelsestidspunktet i tilfælde, hvor fordringen er opstået ved misligholdelse af kontrakt, således at det udtrykkeligt angives, at begyndelsestidspunktet i disse tilfælde er tidspunktet for misligholdelsen.

Begyndelsestidspunktet afhænger herefter af karakteren af misligholdelsen og af, hvilke beføjelser medkontrahenten gør gældende.

Ved krav om naturalopfyldelse løber forældelsen fra det tidspunkt, da den pågældende ydelse kunne kræves, mens fristen ved erstatnings- eller tilbagebetalingskrav i anledning af forsinkelse eller manglende erlæggelse løber fra det tidspunkt, da betingelserne for den påståede misligholdelsesbeføjelse var opfyldt. Ved ophævelse vil dette normalt sige det tidspunkt, da forsinkelsen var væsentlig.

Ved krav i anledning af mangler er begyndelsestidspunktet det tidspunkt, da manglen foreligger. Det vil ved mangler i køb af løsøre normalt sige leveringstidspunktet og ved mangler i entrepriseforhold, reparationsaftaler og lignende normalt afleveringstidspunktet. Hvis manglen eller fejlen først kan konstateres på et senere tidspunkt, indebærer suspensionsreglen i § 3, stk. 2, at fristen først løber fra det tidspunkt, da manglen eller fejlen blev eller burde være blevet opdaget.

Ved krav i anledning af fejlagtig rådgivning og lignende vil begyndelsestidspunktet normalt være det tidspunkt, da fejlen begås, eller det fejlagtige råd gives. Ved krav i anledning af varetægtsskader – dvs. skader på ting, som skyldneren som led i kontraktforholdet har i sin besiddelse med henblik på reparation, opbevaring mv. – vil begyndelsestidspunktet normalt være tidspunktet for skadens indtræden, dvs. det tidspunkt, da den opbevarede genstand beskadiges, bortkommer mv.

Til stk. 4

Det foreslås i stk. 4 – ligeledes som supplement til den almindelige regel i stk. 1 – at præcisere, at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen for erstatningskrav uden for kontrakt er tidspunktet for skadens indtræden.

I modsætning hertil løber de absolutte frister på 30 år (erstatning for personskade og miljøskade) og 10 år (erstatning for anden skade uden for kontraktforhold) fra den skadevoldende handlings ophør, jf. § 3, stk. 3, nr. 1 og 2.

Ved bestemmelsen i stk. 4 videreføres gældende praksis med hensyn til fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet ved erstatningskrav uden for kontrakt.

Det følger heraf, at hvis der ved personskade er forskel på tidspunktet for den skadelige påvirkning og tidspunktet for lidelsens opståen – dvs. hvor den skadevoldende handling ikke umiddelbart resulterer i en konstaterbar skade – er det som udgangspunkt tidspunktet for lidelsens opståen, som er afgørende. Kravet kan ikke siges at være forfaldet, før der er opstået en skade.

Fristen løber i disse tilfælde fra det tidspunkt, hvor de følger, der kræves erstatning for, har vist sig på en sådan måde, at skadelidte havde rimelig anledning til og mulighed for at rejse et – eventuelt foreløbigt – erstatningskrav. Som eksempel kan nævnes senskader efter en piskesmældslæsion.

Den nøjagtige fastlæggelse af begyndelsestidspunktet efter § 2, stk. 4, vil imidlertid i disse tilfælde på grund af suspensionsreglen i § 3, stk. 2, sjældent have selvstændig betydning. Hvis skadelidte var i undskyldelig uvidenhed om de omstændigheder, der begrunder erstatningskravet, indebærer § 3, stk. 2, at begyndelsestidspunktet udskydes til det tidspunkt, da skadelidte fik eller burde have fået kendskab hertil. I medfør af § 3, stk. 3, nr. 1 og 2, udløber fristen dog ved personskade senest 30 år regnet fra den skadevoldende handlings ophør og ved anden skade senest 10 år fra det samme tidspunkt.

Til stk. 5

Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1. pkt., indeholder en undtagelse fra stk. 1. I tilfælde, hvor fordringshaveren på grund af skyldnerens misligholdelse eller en særlig opsigelsesadgang kunne kræve opfyldelse før et aftalt forfaldstidspunkt, men hvor fordringshaveren ikke udnytter denne mulighed, skal forældelsesfristen – i modsætning til, hvad der ville følge af § 2, stk. 1 – først begynde at løbe på det aftalte forfaldstidspunkt.

Bestemmelsen vil således have betydning i tilfælde, hvor en bestemt forfaldsdag er aftalt, men hvor der foreligger omstændigheder, som gør, at kreditor kunne kræve opfyldelse på et tidligere tidspunkt.

Som eksempel kan nævnes det tilfælde, at en betalingsforpligtelse i henhold til et pantebrev er misligholdt, men hvor kreditor vælger ikke at gøre brug af sin beføjelse til at forlange hele restgælden indfriet. Et andet eksempel er det tilfælde, at kreditor efter aftalen – således som det er almindeligt i pengeinstitutternes lånedokumenter – har mulighed for under visse omstændigheder at opsige gælden, men ikke udnytter denne opsigelsesadgang.

Reglen vil som nævnt indebære en undtagelse fra § 2, stk. 1. Bestemmelsen i § 2, stk. 3, berøres ikke af § 2, stk. 5, da stk. 3 angår fordringer, som opstår ved misligholdelse, f.eks. mangelskrav.

Det bemærkes, at en lignende undtagelse fra hovedreglen i § 2, stk. 1, uden udtrykkelig bestemmelse herom kan tænkes i visse andre tilfælde, f.eks. i en erstatningssag, hvor der kunne kræves acontobetaling for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste, men hvor dette ikke sker, fordi kreditor afventer opgørelse af det endelige krav. Der kan således ikke drages den modsætningsslutning fra den foreslåede § 2, stk. 5, at en lignende undtagelse er udelukket i andre tilfælde.

Hvis fordringshaveren udnytter muligheden for at kræve betaling før det aftalte forfaldstidspunkt, skal fristen efter stk. 5, 2. pkt., regnes fra det tidspunkt, til hvilket opfyldelse herefter kan kræves. Dette ville uden særlig bestemmelse herom følge allerede af hovedreglen i § 2, stk. 1, men det foreslås at medtage en udtrykkelig regel herom.

Til § 3

Det foreslås, at grundtrækkene i den ordning, som i dag gælder for de fordringer, som er omfattet af 1908-loven – dvs. en forholdsvis kort frist, der kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet, kombineret med en længere absolut frist – bevares og gøres til det almindelige udgangspunkt, dvs. således at dette system som udgangspunkt også anvendes på de fordringer, som efter gældende ret alene er omfattet af Danske Lov 5-14-4.

Det foreslås således i § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, at den almindelige forældelsesfrist fastsættes til 3 år fra forfaldstidspunktet, og i stk. 2, at denne frist ved ukendskab til fordringen eller skyldneren skal kunne suspenderes indtil det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil, men at forældelsesfristen højst kan være 10 år fra forfaldstidspunktet, ved erstatningskrav i anledning af personskade og miljøskadekrav dog 30 år, jf. stk. 3.

Til stk. 1

Ved bestemmelsen ændres den korte forældelsesfrist fra 5 år til 3 år, og denne frist gøres samtidig til lovens hovedregel, hvilket er ensbetydende med en ændring i forhold til gældende ret, hvorefter den 20-årige frist efter Danske Lov i princippet er udtryk for den almindelige forældelsesfrist.

Fristen på 3 år vil gælde, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Det vil sige, at der for fordringer omfattet af loven vil gælde en frist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet i alle andre tilfælde end nævnt i §§ 4-14.

Forslaget indebærer i forhold til gældende ret en forkortelse af forældelsesfristen fra 5 år til 3 år for de typer af krav, der hidtil har været omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, herunder almindelige regningskrav. I forhold til visse krav, som hidtil alene har været omfattet af Danske Lov 5-14-4, og som ikke foreslås omfattet af en af særreglerne i forslagets §§ 4-14, indebærer forslaget en mere betydelig forkortelse af forældelsesfristen.

Det drejer sig bl.a. om krav, der støttes på aftaler om overdragelse af fast ejendom, herunder krav i anledning af mangler ved fast ejendom. Forældelsesreglerne vil – ligesom efter gældende ret – alene have betydning i tilfælde, hvor den særlige huseftersynsordning efter kapitel 1 i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom ikke finder anvendelse. Efter forslaget vil der i disse tilfælde gælde en forældelsesfrist på 3 år regnet fra det tidspunkt, da manglen er eller burde være opdaget, jf. suspensionsreglen i stk. 2. Krav vil dog ikke kunne gøres gældende, når der er forløbet 10 år fra overtagelsestidspunktet, jf. stk. 3. På grund af den ulovbestemte reklamationsregel vil manglen imidlertid – på samme måde som efter gældende ret – skulle påberåbes over for sælgeren inden rimelig tid efter, at den er eller burde være konstateret, idet kravet i modsat fald vil fortabes.

Også i relation til visse selskabsretlige krav er der tale om en mere betydelig forkortelse af fristen. Den almindelige ordning vil således også omfatte et selskabs krav på indbetaling af indskud, en indløst aktionærs krav på indløsningssummen, en udtrædende interessents, andelshavers eller foreningsmedlems krav på udbetaling af en andel af fællesskabets formue og selskabs- og foreningsdeltageres krav på andel i et likvidationsoverskud. Også krav på aktieudbytte og andet udbytte til selskabs- eller foreningsmedlemmer foreslås omfattet af den almindelige ordning.

Af andre typer af krav, som hidtil alene har været omfattet af Danske Lov 5-14-4, men som foreslås omfattet af den almindelige forældelsesfrist på 3 år (med suspensionsmulighed), kan nævnes erstatningskrav for arealafståelsen i anledning af ekspropriation, krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven, det offentliges krav mod en strafafsoner for udgifter til ophold og forplejning under afsoningen, det offentliges krav på refusion af udlagte underholdsbidrag, krav på negativ moms, berigelseskrav (bortset fra visse tilbagesøgningskrav, der hidtil har været omfattet af 1908-loven), krav på erstatning for uberettiget salg af pantsatte aktiver og krav på tilbagelevering i henhold til en aftale om depositum irregulare.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Også en umyndigs erstatningskrav mod en værge i anledning af dennes tilsidesættelse af sine pligter som værge har hidtil været omfattet af Danske Lov 5-14-4. Det foreslås i lovforslagets § 9, at den 3-årige forældelsesfrist for sådanne krav først regnes fra værgemålets ophør. Der henvises til pkt. 3.2.2.8 i de almindelige bemærkninger.

Til stk. 2

Efter stk. 2 suspenderes forældelsesfristen på 3 år ved ukendskab til fordringen eller skyldneren indtil det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

I forhold til den gældende bestemmelse i 1908-lovens § 3 foreslås en sproglig modernisering, men indholdsmæssigt foreslås den gældende suspensionsregel videreført stort set uændret. Som en ændring i forhold til gældende ret foreslås det dog, at ukendskab til skyldnerens opholdssted ikke skal være omfattet af suspensionsreglen, men i stedet af en generel regel om tillægsfrist ved uovervindelige hindringer for afbrydelse af forældelsesfristen, jf. lovforslagets § 14.

At den gældende suspensionsregel videreføres uændret, gælder også med hensyn til spørgsmålet om betydningen af retsvildfarelse. Det indebærer, at retsvildfarelse på samme måde som efter gældende ret fortsat kun undtagelsesvis vil kunne anerkendes som suspensionsgrund, f.eks. ved fejl begået ved professionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål og muligvis også i tilfælde, hvor en myndighed i et konkret tilfælde har handlet i strid med en i øvrigt anerkendt fortolkning eller administrativ praksis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 3

Bestemmelsen i stk. 3 fastsætter længden af den absolutte frist i forskellige tilfælde og fastsætter endvidere begyndelsestidspunktet for denne frist i relation til erstatningskrav uden for kontrakt og krav på erstatning i kontrakt for personskade eller miljøskade. For andre fordringer end de nævnte følger begyndelsestidspunktet for den lange frist af den almindelige regel i lovforslagets § 2.

Det foreslås som almindelig regel, at den absolutte frist fastsættes til 10 år regnet fra det begyndelsestidspunkt, der følger af § 2, jf. stk. 3, nr. 3. For krav på erstatning i eller uden for kontrakt i anledning af personskade eller skade forvoldt ved forurening foreslås en absolut frist på 30 år regnet fra tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør, jf. nr. 1. For andre krav på erstatning uden for kontrakt end de krav, der er nævnt i nr. 1, foreslås en absolut frist på 10 år regnet fra tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør, jf. nr. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.4, 3.2.2.1 og 3.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Der foreslås en absolut frist på 30 år for krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade og krav på erstatning for skade forvoldt ved forurening. Begyndelsestidspunktet for fristen på 30 år foreslås fastsat til tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør.

I forhold til gældende ret indebærer forslaget for disse tilfælde en forlængelse af den absolutte frist fra 20 år til 30 år.

Efter gældende ret vedrørende Danske Lov 5-14-4 er det altovervejende udgangspunkt, at den 20-årige frist ikke kan suspenderes, dvs. at den ikke kan fraviges ved undskyldelig uvidenhed om kravet eller skyldneren. I retspraksis er dette udgangspunkt dog blevet fraveget i et enkelt tilfælde, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1989.1108 H. Den foreslåede frist på 30 år vil ikke kunne suspenderes i noget tilfælde, og på dette punkt er der således for så vidt tale om en ændring i forhold til gældende ret.

Det foreslåede begyndelsestidspunkt – tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør – indebærer bl.a., at hvis skaden er forårsaget af en handling eller påvirkning, der strækker sig over en længere periode, f.eks. i forbindelse med forurening af jord ved spild eller lækage, er begyndelsestidspunktet den skadevoldende handlings eller påvirknings ophør. Hvor den skadevoldende handling er foretaget på et bestemt tidspunkt – f.eks. påkørsel af en cyklist – vil begyndelsestidspunktet være datoen for denne hændelse. Ved produktansvar er tidspunktet for den skadevoldende handling det tidspunkt, da den ansvarlige producent mv. bragte det skadevoldende produkt i omsætning, jf. produktansvarslovens § 14, stk. 2. Produktansvarslovens § 14, stk. 2, foreslås i øvrigt ændret ved § 6 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), men der foreslås ingen ændringer på dette punkt.

Begrebet »skadevoldende handling« omfatter også tilfælde, hvor den skadevoldende adfærd mest naturligt beskrives som en undladelse, f.eks. undladelse af at træffe effektive foranstaltninger mod kemikalieudslip.

Den foreslåede bestemmelse omfatter dels krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade, dels krav på erstatning for skade forvoldt ved forurening.

Ad personskadekrav

Dette led af bestemmelsen omfatter erstatning og godtgørelse for personskade, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter, tab eller forringelse af erhvervsevne, godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén og tortgodtgørelse, jf. erstatningsansvarslovens §§ 1-9 og § 26. Bestemmelsen omfatter også forsørgertabserstatning mv., jf. erstatningsansvarslovens §§ 12- 14 a, og godtgørelse til efterladte, jf. erstatningsansvarslovens § 26 a.

Godtgørelseskrav, f.eks. krav på tort- eller méngodtgørelse, er kun omfattet af reglen, hvis godtgørelseskravet opstår i forbindelse med en personskade. Andre godtgørelseskrav, f.eks. krav på tortgodtgørelse i anledning af ærekrænkelse, vil være omfattet af den 10-årige frist i nr. 3.

Bestemmelsen omfatter alle krav på erstatning eller godtgørelse for personskade, uanset om kravet baserer sig på reglerne om erstatning uden for kontraktforhold eller på lovgivning, der kan danne grundlag for sådanne krav, f.eks. arbejdsskadesikringsloven.

Bestemmelsen gælder også ved personskade i kontraktforhold, f.eks. hvis en ejer af en ejendom kommer til skade i forbindelse med en håndværkers udførelse af arbejde på huset, eller hvis en lejer af en fast ejendom kommer til skade som følge af udlejers manglende vedligeholdelse af det udlejede.

Ad miljøskadekrav

Efter forslaget til stk. 3, nr. 1, vil der gælde en absolut forældelsesfrist på 30 år for miljøskadekrav. Fristen vil skulle regnes fra den skadevoldende handlings ophør.

Reglen omfatter både krav på personskadeerstatning og anden erstatning i anledning af forurening som nævnt i bestemmelsen, herunder også miljømyndighedernes eventuelle erstatningsretlige krav.

Begrebet »miljøskade« afgrænses på samme måde som efter miljøskadeerstatningsloven, dvs. som skade, der forvoldes ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser eller lignende.

I modsætning til miljøskadeerstatningslovens § 1, der er begrænset til alene at omfatte forurening som led i erhvervsmæssig eller offentlig aktivitet, foreslås, at bestemmelsen også skal omfatte private forurenere.

Bestemmelsen vil også gælde i tilfælde, der har karakter af erstatning i kontrakt, eksempelvis tilfælde, hvor forureningen er forvoldt af en lejer af en fast ejendom.

Efter miljøskadeerstatningsloven gælder der et objektivt ansvar for den, der forårsager en miljøskade omfattet af loven, jf. denne lovs § 3, stk. 1. Efter lovens § 6 gælder for erstatningskrav efter loven en forældelsesfrist på 5 år med mulighed for suspension kombineret med en absolut frist på 30 år regnet fra den hændelse, der har forvoldt skaden. I forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 4736 ff og 4759 ff, anføres, at begyndelsestidspunktet for den lange frist som udgangspunkt er det tidspunkt, da den skadegørende handling eller undladelse blev foretaget, dog ved personskade det tidspunkt, da skadelidte fysisk udsættes for den skadelige påvirkning.

Ved § 5 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), foreslås miljøskadeerstatningslovens § 6 ændret, således at erstatningskrav efter loven som udgangspunkt forældes efter forældelsesloven. For så vidt angår forældelsesfristens begyndelsestidspunkt foreslås dog, at den gældende retstilstand opretholdes. Det indebærer, at begyndelsestidspunktet for skader omfattet af miljøskadeerstatningsloven i relation til personskade vil kunne være et senere tidspunkt end begyndelsestidspunktet for skader, som ikke er omfattet af miljøskadeerstatningsloven.

Til nr. 2

For andre erstatningskrav uden for kontrakt end nævnt i nr. 1 foreslås en absolut frist på 10 år regnet fra den skadevoldende handlings ophør. I forhold til gældende ret er der tale om en forkortelse af den absolutte frist fra 20 år til 10 år.

Vedrørende den nærmere forståelse af det foreslåede begyndelsestidspunkt henvises til bemærkningerne vedrørende bestemmelsen i stk. 3, nr. 1, der indeholder samme begyndelsestidspunkt.

Bestemmelsen omfatter krav på erstatning uden for kontrakt for anden skade end personskade, dvs. tingsskade og anden formueskade, dog bortset fra krav på tingsskadeerstatning i anledning af forurening, som er omfattet af nr. 1.

Forslaget indebærer bl.a., at der vil gælde en absolut frist af samme længde for tingsskadekrav efter forældelsesloven som efter produktansvarsloven, jf. produktansvarslovens § 14, stk. 2, som også omfatter tingsskade. Produktansvarslovens § 14, stk. 2, foreslås i øvrigt ændret ved § 6 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), men der foreslås ingen ændringer på dette punkt.

Tingsskadekrav mv. i kontrakt er omfattet af hovedreglen i nr. 3, dvs. en frist på 10 år regnet fra forfaldstidspunktet, jf. § 2, stk. 1.

Til nr. 3

Bestemmelsen indebærer, at den absolutte frist i andre tilfælde end dem, der er omfattet af nr. 1 og 2, er 10 år regnet fra begyndelsestidspunktet efter § 2.

Dette er i forhold til gældende ret ensbetydende med en ændring af den lange frist, jf. Danske Lov 5-14-4, fra 20 år regnet fra stiftelsestidspunktet til 10 år regnet fra forfaldstidspunktet.

Ved entreprise- og rådgivningsaftaler inden for byggebranchen vil der efter forslaget – i det omfang, reklamationsreglerne i AB 92, ABT 93 eller ABR 89 ikke finder anvendelse – gælde en absolut frist på 10 år regnet fra afleveringstidspunktet. I det omfang AB 92, ABT 93 eller ABR 89 vedtages, gælder en frist på 5 år, jf. dog lovforslagets § 26, stk. 2, om lovens ufravigelighed i tilfælde, hvor fordringshaveren er forbruger.

Ved krav i henhold til aftaler om overdragelse af fast ejendom vil der tilsvarende gælde en absolut frist på 10 år fra forfaldstidspunktet, hvilket ved krav i anledning af mangler vil sige overtagelsestidspunktet.

Er der tale om krav i anledning af fejlagtig rådgivning, vil der gælde en absolut frist på 10 år regnet fra misligholdelsestidspunktet, hvilket vil sige det tidspunkt, da fejlen begås, eller det fejlagtige råd gives.

Til §§ 4-14

Lovforslagets kapitel 4 indeholder regler om særlige forældelsesfrister og tillægsfrister for en række typer af fordringer, som ikke kan indpasses under den almindelige ordning med en forældelsesfrist på 3 år med mulighed for suspension kombineret med en absolut frist på som udgangspunkt 10 år, jf. lovforslagets § 3.

Det drejer sig om lønkrav (§ 4), krav, for hvilke der er tilvejebragt et særligt retsgrundlag (§ 5), lån og kreditter uden særligt retsgrundlag (§ 6), indlån i pengeinstitutter og lignende (§ 7), krav i det hele på løbende ydelse (§ 8), visse krav i værge- og fuldmagtsforhold (§§ 9 og 10), krav mod kautionister samt regreskrav (§§ 11 og 12), krav i anledning af strafbart forhold (§ 13) samt visse tilfælde, hvor der foreligger hindringer for afbrydelse af forældelsesfristen (§ 14).

Til § 4

Det bestemmes ved stk. 1, at forældelsesfristen er 5 år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led et i et ansættelsesforhold. Bestemmelsen er en undtagelse til den almindelige korte forældelsesfrist i § 3, stk. 1.

Den foreslåede § 4 omfatter de fordringer, der hidtil har været omfattet af § 1, nr. 1, litra e, 1. led, i 1908-loven (»udførelse af arbejde«), men den omfatter ikke 2. led i reglen i 1908-loven (»ydelse af personlig virksomhed af hvilken som helst art«).

Bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor et ansættelsesforhold hviler på et kontraktmæssigt grundlag, uanset om der er tale om en overenskomst eller en individuel kontrakt.

For så vidt angår de konkrete krav omfatter bestemmelsen arbejdstagers og arbejdsgivers krav mod hinanden i anledning af et ansættelsesforhold. Det væsentligste krav er i den forbindelse arbejdstagerens krav på løn, herunder krav på pension, feriepenge, ATP mv. Arbejdsgiverens krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt løn eller andet er også omfattet, hvis kravet støttes på ansættelsesaftalen. Endvidere er krav i henhold til konkurrenceklausuler omfattet af bestemmelsen. Arbejdstagers krav mod arbejdsgiveren i anledning af arbejdsskader eller andre skader, der er opstået under ansættelsen, er ikke omfattet af bestemmelsen.

Det bestemmes ved stk. 2, at § 3, stk. 2 og stk. 3, nr. 3, finder tilsvarende anvendelse ved fordringer, der angår udførelse af arbejde. Det indebærer, at forældelsesfristen først regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen eller skyldneren, jf. § 3, stk. 2, og at forældelsen indtræder senest 10 år efter forældelsesfristens begyndelsestidspunkt efter § 2, jf. § 3, stk. 3, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 5

Det foreslås, at den gældende ordning vedrørende »særligt retsgrundlag«, jf. 1908-lovens § 1, stk. 2, som udgangspunkt bevares, men således, at forældelsesfristen for krav, der hviler på et særligt retsgrundlag, forkortes fra 20 år til 10 år samtidig med, at begyndelsestidspunktet ændres fra stiftelsestidspunktet til forfaldstidspunktet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 1

Det foreslås i stk. 1, at der skal gælde en frist på 10 år, når der for fordringen er udstedt gældsbrev, når fordringen er registreret i en værdipapircentral, eller når fordringens eksistens og størrelse skriftligt er anerkendt eller fastslået ved en bindende afgørelse, jf. nærmere nedenfor om de enkelte typer af fordringer.

Begyndelsestidspunktet for 10-årsfristen følger af lovforslagets § 2, dvs. at fristen begynder at løbe på forfaldstidspunktet, jf. § 2, stk. 1. Ved gældsbreve og frivillige forlig uden aftalt forfaldstidspunkt vil begyndelsestidspunktet for den 10-årige frist være udstedelsestidspunktet, idet dette tidspunkt må anses for forfaldstidspunktet, når intet betalingstidspunkt er aftalt.

Til nr. 1

Bestemmelsen om særligt retsgrundlag omfatter på samme måde som efter gældende ret gældsbreve , jf. nr. 1. Begrebet »gældsbrev« omfatter skriftlige erklæringer, der er ensidige, ubetingede og fikserer kravets størrelse, uanset om dokumentet benævnes »gældsbrev«.

At et gældsbrev skal være skriftligt skal forstås således, at der skal benyttes skrifttegn, men ikke at der nødvendigvis skal være tale om et papirdokument. Et gældsbrev kan således som udgangspunkt være digitalt. For så vidt angår omsætningsgældsbreve, hvor der efter gældsbrevslovens kapitel 2 er knyttet en række retsvirkninger til dokumentbesiddelsen, må det dog forudsættes, at der skal foreligge et papirdokument. Der henvises i øvrigt til den ændring af gældsbrevsloven, der foretages ved § 2 i lov nr. 539 af 8. juni 2006 om ændring af lov om tinglysning og forskellige andre love (Digital tinglysning). Ved denne ændring bestemmes, i hvilket omfang tinglyste digitale gældsbreve reguleres ved gældsbrevsloven. Ændringen er endnu ikke trådt i kraft. Kravet om skriftlighed udelukker derimod mundtlige erklæringer.

I modsætning til 1908-lovens § 1, stk. 2, er ikke medtaget andre skriftlige erklæringer, som indeholder en anerkendelse af fordringens tilblivelse og størrelse. Dette indebærer, at skylderklæringer vedrørende andet end pengeforpligtelser ikke vil være omfattet.

Herudover er der ikke tilsigtet en ændring af gældende ret og praksis i henhold til 1908-lovens § 1, stk. 2.

På samme måde som efter gældende ret er det ikke en betingelse, at der er tale om et eksigibelt gældsbrev.

Udstedes der pantebrev for gælden, udgør pantebrevet et særligt retsgrundlag, hvis pantebrevet er et gældsbrev. Dette er ikke tilfældet, hvis pantebrevet alene opstiller et maksimum for sikkerheden, således som det er tilfældet ved et skadesløsbrev. Et ejerpantebrev fikserer heller ikke i sig selv den gæld, ejerpantebrevet gives til sikkerhed for, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1983.170 V og Ugeskrift for Retsvæsen 1978.692 B vedrørende 1908-lovens § 1, stk. 2. Denne praksis videreføres.

Udstedelse af veksel eller check etablerer ikke et særligt retsgrundlag for den fordring, som udstedelsen vedrører.

Til nr. 2

Efter forslaget i nr. 2 skal der også gælde en forældelsesfrist på 10 år, når fordringen er registreret i en værdipapircentral.

Bestemmelsen har sammenhæng med den gældende regel i værdipapirhandelslovens § 73, hvorefter der for fondsaktiver – dvs. dematerialiserede værdipapirer, der er registreret i en værdipapircentral – henvises til de almindelige forældelsesregler. Ved forslaget i stk. 1, nr. 2, sidestilles obligationer, som er fondsaktiver, udtrykkeligt med gældsbreve.

Udtrykket »en værdipapircentral« omfatter ikke blot den eksisterende danske værdipapircentral, men også andre fora, hvor gældsbreve kan eller i fremtiden vil kunne registreres.

Det bemærkes, at aktier også er omfattet af begrebet fondsaktiver, men da aktier er udtryk for en ejendomsret og ikke omfattes af det almindelige fordringsbegreb, forældes aktier ikke. Fordring på aktieudbytte er derimod omfattet af værdipapirhandelslovens § 73, således at de almindelige forældelsesregler finder anvendelse herpå. Der foreslås ingen særregel herom, og fordring på selskabsudbytte vil således forældes efter den almindelige regel i § 3.

Til nr. 3

Bestemmelsen om særligt retsgrundlag omfatter herudover – på samme måde som efter gældende ret – krav, hvis eksistens og størrelse skriftligt er anerkendt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse, jf. nr. 3.

Fordringens »eksistens og størrelse« skal skriftligt være anerkendt eller fastslået ved forliget eller afgørelsen, og bestemmelsen finder således ikke anvendelse, hvis forliget eller afgørelsen blot fastslår grundlaget for fordringen, f.eks. et erstatningsansvar.

Kravet om skriftlighed skal forstås således, at der skal være benyttet skrifttegn, men ikke at der nødvendigvis skal være tale om et papirdokument. Der kan således være tale om et digitalt dokument. Kravet om skriftlighed udelukker derimod mundtlige tilkendegivelser.

»Forlig« omfatter både retsforlig og frivillige forlig. En af skifteretten stadfæstet tvangsakkord og en kendelse om gældssanering har virkning som et retsforlig, jf. konkurslovens § 189 og § 226, stk. 1. Et konkursbos anerkendelse af en anmeldt fordring indebærer derimod ikke, at fordringen mod skyldneren får et særligt retsgrundlag.

Herudover er domme omfattet af bestemmelsen, og det samme er voldgiftskendelser.

Domme, voldgiftskendelser og retsforlig på grundlag af anerkendelsessøgsmål vil etablere et særligt retsgrundlag, i det omfang kravets størrelse følger eller kan udledes af dommen eller forliget.

En opgørelse i fogedretten i forbindelse med foretagelse af udlæg etablerer som udgangspunkt, jf. nedenfor vedrørende den særlige betalingspåkravsordning, ikke et særligt retsgrundlag, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2001.1275 H og Ugeskrift for Retsvæsen 2000.2194 V vedrørende 1908-lovens § 1, stk. 2. Denne praksis videreføres. Heller ikke en opgørelse af gælden i fogedretten i forbindelse med en tvangsauktion kan anses for et særligt retsgrundlag.

For renter mv. af fordringer med særligt retsgrundlag foreslås dog i § 19, stk. 7, en særlig ordning. Hvis der for en fordring med særligt retsgrundlag sker afbrydelse af forældelsesfristen ved indgivelse af anmodning om udlæg, løber en ny forældelsesfrist på 10 år også for de under fogedforretningen opgjorte omkostninger og uforældede renter.

Bestemmelsen i § 5, stk. 1, nr. 3, omfatter desuden – på samme måde som efter gældende ret – betalingspåkrav påtegnet af fogedretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 44 a. Også (udenretslige) inkassoomkostninger, som er medtaget i betalingspåkravet, tillagte sagsomkostninger samt renter frem til den dag, hvor fogedretten giver betalingspåkravet påtegning om, at der ikke er fremkommet indsigelser, er omfattet af det særlige retsgrundlag.

Udtrykket »anden bindende afgørelse« omfatter – foruden voldgiftskendelser – bl.a. visse administrative afgørelser og ankenævnsafgørelser.

Visse brancheklagenævn – f.eks. Pengeinstitutankenævnet og Ankenævnet for Forsikring – har vedtægter, hvorefter den indklagede virksomhed ved at undlade at reagere inden en vis frist anses for at have tilsluttet sig nævnets afgørelse med den virkning, at afgørelsen har bindende virkning for virksomheden. For andre private nævn – f.eks. Danske Malermestres Garantiordning og Byggeriets Ankenævn – gælder det, at virksomheder, der har tilsluttet sig det pågældende ankenævn, er forpligtet til at efterleve nævnets afgørelser. I de nævnte tilfælde må nævnets afgørelse sidestilles med et frivilligt forlig, der etablerer et særligt retsgrundlag, hvis afgørelsen pålægger virksomheden en forpligtelse og fastslår dennes størrelse.

Også administrative afgørelser kan udgøre et særligt retsgrundlag, hvis kravets eksistens og størrelse fremgår af afgørelsen, og afgørelsen er bindende for parterne, fordi den hverken kan indbringes for nogen anden administrativ myndighed eller for domstolene, eller fordi den ikke er indbragt for en anden administrativ myndighed eller for domstolene inden for en foreskrevet frist. Som eksempel kan nævnes en taksationsmyndigheds afgørelse om ekspropriationserstatningens størrelse, som ikke indbringes for en højere administrativ myndighed eller for domstolene inden for den i lovgivningen fastsatte frist herfor.

Ud over administrative afgørelser om krav mellem private og privates krav mod det offentlige vil også administrative afgørelser om det offentliges krav mod private være omfattet, hvis der er tale om afgørelser, der opfylder de nævnte betingelser.

Til stk. 2

I stk. 2 foreslås det, at der i tilknytning til reglen om særligt retsgrundlag medtages en bestemmelse om, at krav på senere forfaldne renter, gebyrer og lignende forældes efter hovedreglen i § 3.

På samme måde som efter gældende ret vil bestemmelsen om særligt retsgrundlag således alene omfatte kravet på hovedstolen samt renter, der er påløbet (og ikke er forældet) på tidspunktet for tilvejebringelsen af det særlige retsgrundlag. Krav på renter, der påløber efter tilvejebringelsen af det særlige retsgrundlag, vil derimod være omfattet af hovedreglen i § 3, stk. 1, om en forældelsesfrist på 3 år. Også gebyrer, herunder rykkergebyrer, og lignende forældes efter 3 år, jf. § 3, stk. 1. Det samme gælder krav på selskabsudbytte.

Til § 6

Til stk. 1

Det foreslås i stk. 1, at hovedstolen i henhold til pengelån – på samme måde som hovedstolen for krav, der hviler på et særligt retsgrundlag – skal være omfattet af en forældelsesfrist på 10 år regnet fra forfaldstidspunktet, jf. § 2, stk. 1.

»Pengelån« omfatter såvel lån, dvs. kreditaftaler med fast lånebeløb, som kreditter, dvs. kreditaftaler med variabelt lånebeløb, f.eks. en kassekredit. Også ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter er omfattet af bestemmelsen.

Sælgerens fordring i et kreditkøb kan ikke betragtes som et pengelån og er derfor omfattet af den almindelige forældelsesfrist på 3 år, jf. § 3, stk. 1. Tredjemands fordring i et oprindeligt trepartsforhold, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2, må derimod betragtes som en fordring i henhold til et pengelån. Fordringer i henhold leasingaftaler vil også være omfattet af bestemmelsen, hvis det må antages at have været meningen, at leasingtageren skal være ejer, jf. kreditaftalelovens § 6, stk. 2.

At krav i anledning af ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter forældes på samme måde som bevilgede lån og kreditter, er for så vidt angår overtræk på indlånskonti ensbetydende med, at sådanne krav forældes 10 år efter tidspunktet for den enkelte debitering, jf. stk. 1 sammenholdt med § 2, stk. 1. Det samme gælder ubevilgede overtræk på kassekreditter med aftalt indfrielsestidspunkt.

Vedrørende begyndelsestidspunktet for krav i henhold til kassekreditter uden aftalt indfrielsestidspunkt, herunder overtræk på sådanne kreditter, henvises til bemærkningerne til særreglen i stk. 2.

Til stk. 2

En kassekredit uden aftalt indfrielsestidspunkt kan opsiges med et vist varsel, og forfaldstidspunktet må derfor anses for det tidspunkt efter aftalens indgåelse, hvor varslet ville være udløbet, hvis fordringshaver umiddelbart efter aftalens indgåelse havde opsagt aftalen.

For sådanne kreditter, der er bestemt til at løbe på ubestemt tid og ofte løber gennem mange år, foreslås i stk. 2 en undtagelse fra hovedreglen om, at fristen regnes fra forfaldstidspunktet. Det foreslås, at fristen som udgangspunkt regnes fra den seneste postering – indsættelse eller hævning – på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren. Bankens debitering af renter og gebyrer mv. tillægges således ikke betydning. Fristen løber dog senest fra det tidspunkt, til hvilket gælden måtte være opsagt til indfrielse.

Ved »kassekredit« forstås i bestemmelsen en kredit, hvor der er fri (ikke formålsbestemt) adgang til at hæve beløb inden for en bestemt kreditramme. Kassekreditter ydes navnlig af pengeinstitutter, men herudover også af f.eks. kreditkortudstedere.

Bestemmelsen omfatter også andre typer af lån med variabelt lånebeløb uden aftalt indfrielsestidspunkt, f.eks. lønkonti med overtræksret op til et nærmere fastsat beløb.

En kredit hos en leverandør vil ikke være omfattet af begrebet. En konto hos f.eks. et stormagasin er heller ikke en kassekredit i bestemmelsens forstand, da kreditten kun ydes til brug for indkøb i dette den pågældende forretning.

Bestemmelsen omfatter kun kreditter og lån med variabelt lånebeløb, ikke andre lån uden aftalt forfaldstid. I de sidstnævnte tilfælde vil begyndelsestidspunktet for den 10-årige forældelsesfrist i medfør af § 2 være aftalens indgåelse. Det bemærkes, at betaling af renter i henhold til et sådant lån typisk må anses for en erkendelse af gælden, der afbryder forældelse i medfør af § 15.

Omfattet af stk. 2 er tillige krav i anledning af ubevilgede overtræk på kassekreditter uden aftalt indfrielsestidspunkt, og begyndelsestidspunktet for fristen vedrørende sådanne krav er således tidspunktet for den seneste postering på kontoen.

Til stk. 3

Det følger af stk. 3, 1. pkt., at krav på renter, gebyrer og lignende ikke omfattes af den 10-årige forældelsesfrist, men af den almindelige frist på 3 år, jf. § 3, stk. 1.

For så vidt angår krav på renter mv. tilskrevet inden for maksimum af en kassekredit foreslås det dog i stk. 3, 2. pkt., at sådanne krav undergives samme forældelsesfrist og begyndelsestidspunkt som kravet på hovedstolen, således som det formentlig også må antages at følge af gældende ret.

Dette er for så vidt angår krav på tilskrevne renter inden for maksimum på en kredit uden aftalt indfrielsestidspunkt ensbetydende med, at der gælder en forældelsesfrist på 10 år regnet fra den seneste postering på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren, dog senest fra det tidspunkt, til hvilket gælden er opsagt til indfrielse, jf. stk. 2. Ved krav på tilskrevne renter inden for maksimum på en kredit med aftalt indfrielsestidspunkt regnes fristen fra forfaldstidspunktet, hvilket her vil sige det aftalte indfrielsestidspunkt.

Fordring på rente, der tilskrives uden for maksimum af en kassekredit, er omfattet af hovedreglen om en forældelsesfrist på 3 år fra forfaldstidspunktet, hvilket – når der ikke er tale om et bevilget overtræk – vil sige rentedebiteringstidspunktet, jf. stk. 3, 1. pkt., jf. § 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 7

Det foreslås, at der for fordringer i henhold til indlån i pengeinstitutter skal gælde en forældelsesfrist på 20 år, og at fristen skal regnes fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering i øvrigt på kontoen.

Bestemmelsen vil navnlig have betydning i tilfælde, hvor indskuddet af den ene eller anden grund ikke længere figurerer i bankens bøger, og der opstår tvist mellem parterne om, hvorvidt beløbet er hævet eller ikke. I andre tilfælde udsender bankerne normalt årsopgørelse, og en sådan opgørelse må anses for en anerkendelse af kravet, hvilket efter lovforslagets § 15 er ensbetydende med en afbrydelse af forældelsesfristen.

Begrebet »indlån i pengeinstitutter« omfatter også en positiv saldo på en kassekredit eller lignende.

Det foreslåede begyndelsestidspunkt for 20-årsfristen – »seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering i øvrigt på kontoen« – er ensbetydende med, at såvel en indsættelse eller en hævning foretaget af kreditor (kontohaveren) som en rentetilskrivning foretaget af banken vil udskyde begyndelsestidspunktet. Også en indsættelse på kontoen foretaget af tredjemand vil udskyde begyndelsestidspunktet, og det samme gælder, hvis banken f.eks. trækker gebyr eller kontingent på kontoen.

Reglen vil efter forslaget gælde, uanset om posteringen mv. er meddelt kontohaveren eller ikke.

Det foreslås, at krav på tilskrevne renter også omfattes af bestemmelsen og – således som det formentlig må antages at følge af gældende ret – dermed undergives samme lange forældelsesfrist som kravet på hovedstolen.

Fordring på rente, der ikke er tilskrevet kontoen, er derimod ikke omfattet af bestemmelsen. Af systematikken i lovforslaget følger, at sådanne rentekrav herefter er omfattet af hovedreglen om en forældelsesfrist på 3 år kombineret med en absolut frist på 10 år, jf. lovforslagets § 3.

Ud over pengeinstitutter findes en række sparevirksomheder , der kan modtage indlån, jf. kapitel 20 (§§ 334-343) i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 286 af 4. april 2006 med senere ændringer. Sparevirksomheder er ifølge lovens § 334, stk. 1, godkendte virksomheder, der erhvervsmæssigt eller som et væsentligt led i deres drift fra offentligheden eller en videre kreds modtager indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, og som anbringer de modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut.

Det foreslås, at også indlån i sådanne virksomheder skal være omfattet af særreglen, og at området for bestemmelsen derfor angives som »fordringer i henhold til indlån i pengeinstitutter eller lignende«.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 8

Der foreslås i 1. pkt. en forældelsesfrist på 10 år for selve retten til fordring på pension, livrente, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er afdrag på en skyldig hovedstol. De enkelte ydelser i henhold til grundfordringen forældes som selvstændige krav efter de almindelige regler i lovforslagets §§ 2 og 3, jf. 2. pkt.

Der skal efter forslaget være tale om et krav, som støttes enten på en aftale eller på en afgørelse. Som eksempel på det første kan nævnes en aftale om pension, livrente eller aftægt og som eksempel på det sidste en dom eller en forvaltningsafgørelse, der pålægger en familieretlig underholdsforpligtelse.

En aftale eller afgørelse, som alene fastslår en principiel pligt til at betale underholdsbidrag, men forudsætter, at der ikke skal betales noget, før et beløb senere måtte blive fastsat, vil ikke være omfattet af § 8.

Desuden omfatter bestemmelsen ikke krav, der støttes på en lovbestemt forpligtelse. Selve retten til med virkning for fremtiden at få pålagt en (tidligere) ægtefælle en forpligtelse til at betale underholdsbidrag eller selve retten til for fremtiden at modtage en lovbestemt offentligretlig ydelse, f.eks. førtidspension eller folkepension, vil således ikke forældes. Dette svarer til, hvad der antages at følge af gældende ret. Det indebærer også, at i tilfælde, hvor krav på underholdsbidrag i henhold til en dom eller en afgørelse er forældet, er der intet til hinder for, at den berettigede på ny ansøger om, at der træffes afgørelse om fastsættelse af underholdsbidrag.

En grundbyrderet er undtaget – dvs. selve retten til af den til enhver tid værende ejer af en fast ejendom at kræve visse periodiske ydelser – jf. udtrykkeligt lovforslagets § 25, stk. 5.

Bestemmelsens opregning af de omfattede typer af fordringer er ikke udtømmende, jf. formuleringen »eller anden lignende ydelse«. For at være omfattet af bestemmelsen skal der være tale om en ydelse af samme karakter som de opregnede. Bestemmelsen vil f.eks. ikke omfatte leje, medlemskontingent eller andre ydelser, der har karakter af betaling i løbende, gensidige skyldforhold. 

Reglen vil f.eks. kunne have betydning i relation til erhvervsudygtighedsforsikringer som et supplement til reglen i forsikringsaftalelovens § 29, jf. herved Ugeskrift for Retsvæsen 2003.1791 H.

Den 10-årige forældelsesfrist skal efter forslaget regnes fra den dag, da den sidste ydelse blev betalt, eller, hvis ingen betaling har fundet sted, fra den dag, da den første ydelse kunne kræves betalt. Det sidste led vil kunne have betydning i tilfælde, hvor den aktuelle virkning af skyldforholdet er udskudt til en uvis fremtid, f.eks. en forsikringsbegivenhed, og i tilfælde, hvor virkningen af skyldforholdet er udskudt til et bestemt tidspunkt, der ligger mere end 10 år frem i tiden, f.eks. en aftale om pensionsudbetaling ved det fyldte 70. år. I disse tilfælde begynder forældelsesfristen således først at løbe, efter at den udløsende begivenhed er indtrådt.

Det følger af 2. pkt., at fordringerne på de enkelte ydelser i henhold til grundfordringen forældes som selvstændige krav efter de almindelige regler i §§ 2 og 3. Hvis grundfordringen forældes i medfør af 1. pkt., forældes også ethvert krav på de enkelte ydelser, dvs. også ydelser, som ikke selvstændigt ville være forældet efter de almindelige regler, jf. ordet »desuden« i 2. pkt. samt lovforslagets § 23, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 9

Lovforslagets §§ 9 og 10 indeholder regler om udskudt begyndelsestidspunkt og tillægsfrist i tilfælde, hvor der består et særligt pligtforhold mellem fordringshaveren og skyldneren, og hvor kravet udspringer af skyldnerens tilsidesættelse af sine forpligtelser over for fordringshaveren.

I § 9 foreslås det, at forældelsesfristerne i § 3, stk. 1 og 3, for fordringer, der tilkommer en person under værgemål mod værgen, og som udspringer af dennes tilsidesættelse af sine forpligtelser som værge, først skal begynde at løbe ved værgemålets ophør.

Begrebet »værgemål« omfatter de typer af værgemål, der er omfattet af værgemålsloven, jf. lov nr. 388 af 14. juni 1995 med senere ændringer, dvs. værgemål for mindreårige, jf. værgemålslovens § 2, værgemål for sindssyge eller personer med særligt svækket helbred mv. og eventuelt fratagelse af handleevne i forbindelse hermed, jf. nærmere lovens §§ 5 og 6, samt samværgemål, jf. lovens § 7. Personer, der er under samværgemål, er myndige, jf. lovens § 7, stk. 4.

At kravet skal udspringe af værgens »tilsidesættelse af sine forpligtelser som værge«, skal forstås bredt. Foruden tilfælde af tilegnelse af midler og lignende tilhørende den umyndige mv. omfatter formuleringen tilfælde, hvor værgen misbruger sin stilling ved at undlade at afbryde forældelsen af et krav mod værgen selv. Bestemmelsen vil også omfatte tilfælde, hvor den, der er under værgemål, har et erstatningskrav mod en tredjemand, f.eks. i anledning af en trafikulykke, og hvor værgen pådrager sig ansvar ved at undlade at afbryde forældelsesfristen for dette erstatningskrav. Forældelsesfristen for kravet mod værgen vil i sådanne tilfælde først løbe fra værgemålets ophør.

Begyndelsestidspunktet for de almindelige forældelsesfrister foreslås fastsat til »værgeforholdets ophør«. Et værgeforhold for en mindreårig ophører, når denne er blevet myndig, jf. værgemålslovens §§ 1 og 2. Værgemål efter § 5, fratagelse af handleevne efter § 6 eller samværgemål efter § 7 skal ophæves, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt, jf. værgemålslovens § 10.

Henvisningen i bestemmelsen til forældelsesfristerne i § 3, stk. 1 og 3, er ensbetydende med, at der er tale om et udskudt begyndelsestidspunkt for de almindelige forældelsesfrister i § 3, stk. 1 og 3 – dvs. den korte frist på 3 år, der kan suspenderes, kombineret med absolutte frister på 10 eller 30 år. Hvis der f.eks. er tale om et krav i anledning af værgens tilegnelse af en mindreårigs midler, vil der således løbe en forældelsesfrist på 3 år fra den dag, da fordringshaveren fylder 18 år, men forældelsen kan suspenderes i op til 10 år regnet fra dette tidspunkt i tilfælde af undskyldelig uvidenhed om kravet, jf. § 3, stk. 2 og stk. 3, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 10

Det foreslås i § 10, at der for krav, som tilkommer en fuldmagtsgiver mod en fuldmægtig , og som udspringer af den pågældendes tilsidesættelse af sine forpligtelser ved hvervets udførelse, indføres en tillægsfrist på 3 år. Det samme foreslås i relation til krav, der tilkommer et selskab, en forening, en fond eller lignende mod et bestyrelsesmedlem eller en direktør i selskabet mv.

At kravet skal udspringe af den pågældendes »tilsidesættelse af sine forpligtelser ved hvervets udførelse«, skal forstås bredt. I fuldmagtsforhold kan der f.eks. være tale om, at en fuldmægtig – f.eks. en advokat eller en prokurist i en virksomhed – misbruger sin stilling ved at undlade at afbryde forældelsen af et krav mod fuldmægtigen eller eventuelt – afhængigt af, hvad fuldmagtsforholdet går ud på – ved at undlade at afbryde forældelsesfristen for fuldmagtsgivers krav mod tredjemand. Hvad angår et selskabs krav mod bestyrelsesmedlemmer mv. kan der f.eks. være tale om, at bestyrelsen har foretaget ulovlige udlodninger til sig selv, eller at direktøren har handlet ansvarspådragende i forbindelse med driften af selskabet, f.eks. ved foretagelse af risikofyldte og tabsgivende dispositioner for selskabet.

Tillægsfristen på 3 år regnes fra hvervets ophør eller – hvis dette tidspunkt er tidligere – fra det tidspunkt, da fordringshaveren eller den, der i øvrigt kan gøre fordringen gældende på fordringshaverens vegne, er eller burde være blevet bekendt med de omstændigheder, hvorpå kravet støttes. Sidste led indebærer, at der f.eks. ikke vil kunne rejses krav mod en direktør i et selskab i indtil 3 år efter dennes fratræden for et ansvarspådragende forhold, der har fundet sted længe forinden, hvis selskabet (dettes bestyrelse) allerede dengang var bekendt med forholdet.

Formuleringen »den, der i øvrigt kan gøre fordringen gældende på [fordringshaverens] vegne« sigter for så vidt angår fuldmagtsforhold til tilfælde, hvor fordringshaveren har bemyndiget en anden til at handle på sine vegne. Formuleringen omfatter også værgeforhold. Fristen begynder i disse tilfælde at løbe fra det tidspunkt, da den bemyndigede, værgen mv. bliver eller burde være blevet bekendt med det forhold, der begrunder kravet. For så vidt angår krav mod et bestyrelsesmedlem eller en direktør i et selskab mv., sigtes der navnlig til andre (ikke medansvarlige) bestyrelsesmedlemmer eller direktører i selskabet.

I tilfælde, hvor de almindelige forældelsesregler fører til et senere forældelsestidspunkt, er det disse regler, som gælder, jf. at forældelse »tidligst« indtræder 3 år efter hvervets ophør mv.

Som eksempel på betydningen heraf kan nævnes et tilfælde, hvor en direktør i et selskab har handlet ansvarspådragende i april 1998, er fratrådt sin stilling i januar 1999, og hvor selskabet først bliver eller burde være blevet bekendt med forholdet i juni 2001. I dette tilfælde ville reglen om tillægsfrist føre til forældelse i januar 2002, men da den almindelige 3-årsfrist for erstatningskravet på grund af suspension, jf. § 3, stk. 2, først udløber i juni 2004, får tillægsfristen ingen betydning. Er der derimod tale om, at direktøren i det nævnte eksempel i stedet har handlet ansvarspådragende allerede i april 1988, vil tillægsfristen føre til, at fristen først udløber i januar 2002, altså 3 år efter hvervets ophør. Den almindelige frist ville være udløbet i april 1998, jf. § 3, stk. 3, nr. 3. Hvis selskabet (bestyrelsen) er blevet/burde være blevet bekendt med forholdet på et tidligere tidspunkt end ved hvervets ophør – f.eks. i december 1998 umiddelbart inden hvervets ophør – skal tillægsfristen regnes fra dette tidligere tidspunkt, og i eksemplet udløber fristen således i december 2001 (3 år efter tidspunktet for viden/burde viden).

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 11

Det foreslås, at forældelsesfristen for kreditors krav mod en kautionist ligesom efter gældende ret forældes efter de regler, der gælder for forældelse af kravet mod hovedskyldneren.

Forslaget indebærer, at hvis kravet mod hovedskyldneren er undergivet en frist på 10 år, vil også kravet mod kautionisten være undergivet en frist på 10 år.

At kravet mod kautionisten forældes efter de regler, der gælder for hovedkravet, er desuden ensbetydende med, at fristen – uanset om hovedkravet er undergivet en 3-årig eller 10-årig forældelsesfrist – skal regnes fra kautionskravets forfaldstidspunkt.

Ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse over for kreditor, skal fristen således regnes fra misligholdelsestidspunktet. Ved simpel kaution og tabskaution, hvor kautionistens forpligtelse først indtræder, når det er godtgjort, at hovedmanden ikke kan betale, skal fristen regnes fra dette tidspunkt. Dette svarer til, hvad der gælder i dag, når kravet er omfattet af 1908-loven.

Bestemmelsen regulerer ikke spørgsmålet om betydningen af, at kravet mod hovedmanden forældes. På samme måde som efter gældende ret vil forældelse af kreditors krav mod hovedmanden indebære, at kautionsforpligtelsen bortfalder, medmindre der er indgået en gyldig aftale mellem parterne om, at kautionisten hæfter til trods for, at kravet mod hovedmanden forældes.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 12

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om forældelse af regreskrav mellem solidarisk hæftende skyldnere. Den omfatter såvel tilfælde, hvor der hæftes på lige fod, som tilfælde, hvor den ene skyldners hæftelse er subsidiær i forhold til den andens. I kautionsforhold omfatter bestemmelsen således dels en kautionists regreskrav mod hovedmanden, dels en kautionists regreskrav mod en medkautionist. Som eksempler på bestemmelsens anvendelsesområde uden for kaution kan nævnes tilfælde, hvor flere er forpligtede som købere eller som skyldnere efter et gældsbrev, og tilfælde, hvor flere er ansvarlige for en skade.

Der foreslås i stk. 1 en udtrykkelig bestemmelse om, at den indfriende skyldner indtræder i fordringshaverens stilling i forældelsesmæssig henseende. Samtidig foreslås i stk. 2, at den regresberettigede skyldner herudover indrømmes en tillægsfrist på 1 år fra indfrielsen mv. til at gøre regreskravet gældende mod en medskyldner.

Bestemmelsen i § 12 er udtryk for en udtømmende regulering på den måde, at den regresberettigede ikke kan gøre gældende, at regreskravet skal betragtes som et selvstændigt krav, der først forfalder, når kravet rejses mod denne, og på dette grundlag gøre gældende, at forældelse reguleres efter § 3, jf. § 2. Den regresberettigede kan heller ikke selvstændigt (cfr. via § 12, stk. 1) påberåbe sig suspension efter § 3, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 1

Af bestemmelsen følger, at hvis én af flere solidariske skyldnere har opfyldt fordringen, indtræder den pågældende i henseende til forældelse af krav mod medskyldnere i fordringshaverens retsstilling.

Sondringen mellem tilfælde, hvor regreskravet alene støttes på indtrædelsessynspunktet, og tilfælde, hvor regreskravet tillige støttes på en aftale mellem den indfriende skyldner og medskyldneren – f.eks. en aftale mellem en kautionist og hovedmanden – foreslås opgivet i forældelsesmæssig henseende.

Bestemmelsen indebærer, at den indfriende skyldner, når bortses fra tillægsfristen efter stk. 2, ikke får bedre ret over for en medskyldner, end kreditor på indfrielsestidspunktet havde mod denne medskyldner. Har forældelsen af kreditors krav mod medskyldneren været suspenderet efter lovforslagets § 3, stk. 2, vil dette også kunne påberåbes af den indfriende skyldner.

Til stk. 2

Ved bestemmelsen i stk. 2 indføres der ved regreskrav mellem solidarisk ansvarlige skyldnere en tillægsfrist på 1 år for den regresberettigede skyldner til at gøre regreskravet gældende mod en medskyldner.

Bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor der er tale om regreskrav mellem solidarisk ansvarlige skyldnere, herunder regreskrav i kautionsforhold, regreskrav mellem solidarisk ansvarlige skadevoldere og mellem flere, der i forening har forpligtet sig ved aftale.

Bestemmelsen vil også omfatte regreskrav i forbindelse med produktansvar uden for det EU-direktivbaserede produktansvar. Der henvises i den forbindelse til § 6 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), hvorved § 14 i produktansvarsloven foreslås ændret.

Bestemmelsen omfatter kun regreskrav mellem solidarisk hæftende skyldnere, ikke andre typer af regreskrav. Den omfatter således ikke en senere sælgers regreskrav mod et tidligere omsætningsled i anledning af mangelsansvar og heller ikke det afledede krav mod en skadevolder, som tilkommer en tredjemand, der helt eller delvis har dækket skadelidtes tab. Disse regreskrav vil være omfattet af de almindelige regler i §§ 2 og 3. Dette er ved faktiske mangler ensbetydende med, at forældelsesfristen på 3 år for sælger 2’s regreskrav mod sælger 1 begynder at løbe på det tidspunkt, da den misligholdelse, der giver anledning til regreskravet, forelå, dvs. da genstanden eller den faste ejendom blev overgivet til eller overtaget af sælger 2. I tilfælde, hvor sælger 2 ikke var eller burde have været bekendt med manglen, suspenderes fristen, dog højst indtil 10 år efter overgivelsen/overtagelsen. Tredjemands afledede krav mod skadevolder vil fortsat som udgangspunkt følge indtrædelsessynspunktet.

Når der er tale om solidarisk hæftende skyldnere, gælder tillægsfristen uanset grundlaget for kravet mellem den regresberettigede og den regresforpligtede. Den gælder endvidere, selv om kreditors krav mod medskyldneren måtte være forældet.

Tillægsfristen regnes fra det tidspunkt, da forældelsen er afbrudt over for skyldneren, eller denne har opfyldt fordringen eller indrømmet fordringshaveren fristforlængelse.

Når der i § 12, stk. 2, tales om »afbrydelse«, betyder det alene »egentlig« afbrydelse efter §§ 15-18, ikke foreløbig afbrydelse. Der sigtes navnlig til sagsanlæg, jf. lovforslagets § 16. Bestemmelsen indebærer, at hvis kreditor har afbrudt forældelsesfristen over for den regresberettigede, f.eks. ved at anlægge sag mod denne, har den regresberettigede en frist på 1 år fra sagsanlægget til at gøre krav gældende mod den regresforpligtede. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 22, stk. 1, hvoraf det følger, at hvis kreditor i medfør af § 16 eller § 21, stk. 1, har afbrudt forældelsesfristen over for en af flere solidarisk ansvarlige, og denne har givet procesunderretning til de øvrige skyldnere, forældes regreskravet mod de øvrige skyldnere tidligst 1 år efter sagens afslutning. Reglen om, at tillægsfristen på 1 år regnes fra afbrydelsen over for den regresberettigede, indebærer således ikke, at der nødvendigvis skal anlægges retssag mod den regresforpligtede inden for fristen.

Den regresberettigedes opfyldelse af fordringen får ligeledes tillægsfristen til at løbe. I tilfælde af opfyldelse er det en forudsætning for at anvende reglen om tillægsfrist, at kravet mod den regresberettigede – dvs. det krav, som den regresberettigede har opfyldt – ikke var forældet på opfyldelsestidspunktet.

Efter forslaget begynder tillægsfristen også at løbe, hvis der indrømmes fordringshaveren fristforlængelse. Indgås der en suspensionsaftale mellem fordringshaveren og den regresberettigede, løber tillægsfristen for den regresberettigedes krav mod den regresforpligtede medskyldner således fra dette tidspunkt.

Foreligger flere af de nævnte begivenheder – f.eks. på den måde, at fordringshaveren ved sagsanlæg har afbrudt forældelsesfristen over for den regresberettigede, der herefter har indfriet fordringen – regnes tillægsfristen fra den begivenhed, som først indtræder, jf. bestemmelsens 2. pkt. Det vil i eksemplet sige tidspunktet for sagsanlægget.

Hvis den almindelige forældelsesfrist for regreskravet efter § 12, stk. 1, fører til, at forældelse indtræder på et senere tidspunkt, end hvad der ville følge af tillægsfristen, er det den almindelige frist, der gælder, jf. at forældelse efter stk. 2 »tidligst« indtræder 1 år efter indfrielsen, afbrydelsen mv.

Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor et ansvarsforsikringsselskab som forsikrer for en af flere skadevoldere dækker en skade 2 måneder efter dennes indtræden (begyndelsestidspunktet for skadelidtes krav mod skadevolderne). Her har forsikringsselskabet i medfør af indtrædelsesreglen i § 12, stk. 1, 2 år og 10 måneder til at gøre sit regreskrav gældende mod den medansvarlige skadevolder, hvorfor tillægsfristen efter stk. 2 ikke får betydning. Er der derimod tale om, at selskabet dækker skaden på et tidspunkt, da skadelidtes krav mod medskadevolderen er forældet – f.eks. fordi fristen alene er suspenderet i forhold til den skadevolder, som selskabet er ansvarsforsikrer for – vil selskabet i medfør af reglen om tillægsfrist i § 12, stk. 2, kunne rejse regreskrav mod medskadevolderen i indtil 1 år efter indfrielsen (udbetalingen af erstatningen) uanset forældelsen af skadelidtes krav mod medskadevolderen. Det forudsættes i eksemplet, at der er tale om en situation, hvor selskabet og den medansvarlige skadevolder hæfter solidarisk.

I forhold til gældende ret indebærer forslaget bl.a., at der ved regreskrav mellem flere skadevoldere, hvor der i dag (uden for produktansvar) efter 1908-loven antages at gælde en frist på 5 år fra det tidspunkt, da skadelidte gør sit krav gældende mod den regresberettigede, i stedet indføres en tillægsfrist for den regresberettigede på 1 år fra afbrydelsen mv. Ved produktskader antages det at følge af gældende ret, at en mellemhandlers eller producents regreskrav følger indtrædelsessynspunktet også i henseende til forældelse. Forslaget indebærer, at den regressøgende mellemhandler eller producent uden for det EU-direktivbaserede område vil få en tillægsfrist på 1 år fra afbrydelsen mv. til at gøre kravet gældende.

Bestemmelsen i stk. 2 vil i et vist omfang kunne kombineres med de foreslåede tillægsfrister i § 13 (erstatningskrav i anledning af strafbart forhold) og § 14 (hindringer for afbrydelse af forældelsesfristen). Det gælder i tilfælde, hvor den regresforpligtede er omfattet af en af de nævnte bestemmelser. Hvis der f.eks. er tale om, at en skyldner (den regresberettigede) har et krav mod en medskyldner (den regresforpligtede), og denne medskyldner forsvinder inden udløbet af tillægsfristen efter § 12, stk. 2, vil forældelsesfristen for den regresberettigedes krav i medfør af § 14 ikke udløbe før tidligst 1 år efter, at fordringshaveren blev eller burde være blevet bekendt med den regresforpligtedes opholdssted.

Til § 13

Erstatningskrav, der udspringer af strafbart forhold, er som udgangspunkt omfattet af de almindelige frister, dvs. en frist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet (skadens indtræden) med mulighed for suspension kombineret med en absolut frist på 10 år, ved personskade 30 år, der regnes fra den skadevoldende handlings ophør, jf. lovforslagets § 3.

I § 13 foreslås en tillægsfrist i tilfælde, hvor strafspørgsmålet først afgøres efter udløbet af den almindelige forældelsesfrist for erstatningskravet. § 16 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven foreslås samtidig ophævet, jf. § 10 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.).

Efter forslaget gælder reglen både for tilfælde, hvor erstatningskravet pådømmes under selve straffesagen, jf. 1. pkt., og tilfælde, hvor fordringen efterfølgende gøres gældende under et særskilt søgsmål, jf. 2. pkt.

Bestemmelsen angår alle former for erstatning og godtgørelse, dvs. erstatning og godtgørelse for personskade og dødsfald samt erstatning for tingsskade og formuetab. Bestemmelsen omfatter herunder tab, som det offentlige måtte lide i sager om socialbedrageri mv.

Ved bestemmelsen i 1. pkt. fastslås det, at udløb af forældelsesfristen ikke er til hinder for, at det under en straffesag, i hvilken tiltalte findes skyldig, kan pålægges den pågældende at betale erstatning eller godtgørelse til forurettede i anledning af det strafbare forhold.

Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at der er gennemført en straffesag, og at tiltalte findes skyldig under straffesagen. Hvis skyldneren frifindes, eller sagen afvises, kan bestemmelsen ikke anvendes, og den forældede fordring kan herefter ikke gøres gældende.

Formuleringen »findes skyldig« omfatter tilfælde, hvor tiltalte findes skyldig, selv om der ikke idømmes straf, f.eks. på grund af utilregnelighed, hvorimod reglen ikke vil gælde, hvis der sker frifindelse, herunder på grund af strafansvarets forældelse. Ud over fældende straffedomme omfatter bestemmelsen rettens tildeling af advarsel efter retsplejelovens § 900, tiltaltes vedtagelse indenretligt af at betale en bøde eller underkaste sig konfiskation, jf. retsplejelovens § 899, og rettens godkendelse af vilkår for tiltalefrafald, jf. retsplejelovens § 723.

Det er uden betydning, om der er tale om en straffelovsovertrædelse eller en overtrædelse af særlovgivningen. Bestemmelsen gælder både offentlige straffesager og privat påtalte straffesager, det vil bl.a. sige injuriesager.

Efter 2. pkt. kan kravet også gøres gældende under et særskilt søgsmål, hvis dette anlægges inden 1 år efter endelig afgørelse i en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig, eller inden 1 år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion. Det er ikke en betingelse for denne tillægsfrist, at erstatningskravet er gjort gældende under straffesagen.

Tillægsfristen på 1 år løber fra endelig afgørelse i en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig. Formuleringen »endelig afgørelse i en straffesag« indebærer bl.a., at hvis tiltalte har anket en fældende byretsdom, men under ankesagen frafalder anken, regnes fristen fra det tidspunkt, da anken frafaldes. Hvis byretsdommen ikke ankes inden for ankefristen, regnes fristen fra det tidspunkt, da fristen for anke er udløbet, eller ankeafkald er meddelt. Udtrykket »er fundet skyldig« skal forstås på samme måde som anført vedrørende 1. pkt.

Tillægsfristen løber endvidere fra skyldnerens »vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion«, dvs. udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation, jf. retsplejelovens § 832. Bestemmelsen omfatter derimod ikke udenretligt tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722.

Reglen i 2. pkt. vil kunne kombineres med tillægsfristerne i lovforslagets §§ 12 og 14. Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor der gælder en tillægsfrist efter lovforslagets § 13, 2. pkt., og hvor skyldneren forsvinder, således at fordringshaveren er forhindret i at afbryde forældelsen. I et sådant tilfælde vil fordringshaveren i medfør af § 14, stk. 1, opnå endnu en tillægsfrist på 1 år, nu regnet fra hindringens ophør.

Bestemmelsen vil endvidere kunne kombineres med lovforslagets §§ 20-22 om foreløbig afbrydelse. Hvis der gælder en tillægsfrist efter lovforslagets § 13, 2. pkt., og der inden udløbet af denne frist f.eks. indledes forhandlinger med skyldneren, vil fordringshaveren have opnået endnu en tillægsfrist på 1 år, nu regnet fra forhandlingernes afslutning, jf. § 21, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 14

Til stk. 1

Ved bestemmelsen indføres en tillægsfrist for fordringshaveren på 1 år i tilfælde, hvor fordringshaveren på grund af forskellige typer af hindringer er afskåret fra at afbryde forældelsen.

Det drejer sig om tilfælde, hvor fordringshaveren er afskåret fra at afbryde forældelsen på grund af ukendskab til skyldnerens opholdssted eller på grund af en hindring, der ikke beror på den pågældendes egne forhold. De førstnævnte tilfælde har hidtil været omfattet af suspensionsreglen i 1908-lovens § 3.

Som eksempel på en relevant hindring som nævnt i 2. led kan nævnes det tilfælde, at skattemyndighederne ikke kan sagsøge en skyldner, der er bosat i et andet land, fordi den fremmede domstol ikke vil foretage en prøvelse af kravet. Et andet eksempel findes i Vestre Landsrets dom optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1997.1259 V, hvor et konkursbo efter et aktieselskab blev genoptaget efter at have været sluttet uden behandling efter konkurslovens § 143.

Tillægsfristen på 1 år regnes fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til skyldnerens opholdssted, henholdsvis 1 år efter hindringens ophør.

Begyndelsestidspunktet for tillægsfristen er således i relation til ukendskab til skyldnerens opholdssted udformet efter samme model som den generelle suspensionsregel i lovforslagets § 3, stk. 2. Når bortses fra tillægsfristens længde svarer ordningen til, hvad der hidtil har været gældende efter 1908-lovens § 3, og der er ikke tilsigtet en ændring af praksis for så vidt angår spørgsmålet om, hvad der kan kræves af fordringshaveren med hensyn til at undersøge debitors opholdssted.

Det følger af bestemmelsen, at tillægsfristen ikke vil have betydning, hvis hindringen er ophørt mere end 1 år forud for forældelsesfristens udløb. En meget kortvarig hindring for at gøre kravet gældende, som indtræder inden for det sidste år af forældelsesfristen, vil ikke kunne betragtes som en hindring, der udløser tillægsfristen.

Bestemmelsen gælder ikke kun i relation til den almindelige forældelsesfrist, jf. § 3, stk. 1, men også i relation til de særlige forældelsesfrister, eksempelvis §§ 5, 6 og 9. Er der f.eks. tale om et krav, der hviler på et særligt retsgrundlag, jf. lovforslagets § 5, og foreligger der inden for det sidste år af den 10-årige forældelsesfrist for dette krav en hindring for at afbryde fristen, vil bestemmelsen i stk. 1 indebære en udskydelse af forældelsesfristens udløb i indtil 1 år efter hindringens ophør.

Den foreslåede regel i stk. 1 vil også kunne kombineres med tillægsfristerne nævnt i §§ 12 og 13. Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor der er tale om et erstatningskrav i anledning af strafbart forhold, og hvor der gælder en tillægsfrist efter lovforslagets § 13, 2. pkt., i op til 1 år efter endelig afgørelse i en straffesag, i hvilken debitor er fundet skyldig, eller efter debitors vedtagelse af bøde mv. Hvis skyldneren i et sådant tilfælde forsvinder, således at fordringshaveren er forhindret i at afbryde forældelsesfristen, vil denne i medfør af § 14, stk. 1, opnå endnu en tillægsfrist på 1 år, nu regnet fra hindringens ophør.

Bestemmelsen vil endvidere kunne kombineres med lovforslagets §§ 20-22 om foreløbig afbrydelse. Hvis skyldneren forsvinder, men efterfølgende dukker op, og der inden udløbet af 1-årsfristen efter stk. 1 f.eks. indledes forhandlinger med skyldneren, vil fordringshaveren have opnået endnu en tillægsfrist på 1 år, nu regnet fra forhandlingernes afslutning, jf. § 21, stk. 5.

Til stk. 2

Det foreslås i stk. 2 at knytte en absolut frist til bestemmelsen, således at der gælder en længste forældelsesfrist, selv om den pågældende hindring fortsat består på tidspunktet for udløbet af den absolutte frist. Dette svarer til, hvad der gælder i dag efter 1908-lovens § 3 sammenholdt med Danske Lov 5-14-4.

Efter forslaget gælder den absolutte frist ikke kun i tilfælde, hvor kravet er omfattet af de almindelige forældelsesfrister i § 3, men også i tilfælde, hvor kravet er omfattet af en af de særlige forældelsesfrister eller tillægsfrister, jf. f.eks. §§ 5, 6 og 13. I de førstnævnte tilfælde kan fristen ikke forlænges ud over de frister, der følger af § 3, stk. 3, og i de sidstnævnte tilfælde kan den ikke forlænges med mere end i alt 10 år.

Hvis der er tale om et krav omfattet af de almindelige forældelsesfrister, f.eks. et fakturakrav, vil den 3-årige forældelsesfrist i tilfælde af skyldnerens forsvinden kunne forlænges i op til i alt 10 år regnet fra forfaldstidspunktet for fakturakravet. Er der tale om et pengelån, jf. lovforslagets § 6, stk. 1, vil den 10-årige frist efter denne bestemmelse kunne forlænges med i alt 10 år, dvs. frem til 20 år regnet fra forfaldstidspunktet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til §§ 15-19

Det foreslås, at det for at afbryde forældelsen i alle tilfælde kræves, enten at skyldneren erkender forpligtelsen, eller at fordringshaveren foretager retslige skridt. Den gældende adgang efter Danske Lov 5-14-4 til afbrydelse ved påmindelse foreslås således ophævet.

I tilfælde, hvor fordringshaveren ikke kan opnå skyldnerens erkendelse af gælden, er det efter 1908-loven en betingelse for at undgå forældelse, at der inden forældelsesfristens udløb foretages retslige skridt, og at det retslige skridt uden ufornødent ophold forfølges til erhvervelse af dom mv. Nogle typer af retslige skridt indebærer en »egentlig« afbrydelse af forældelsesfristen, således at der løber en helt ny frist fra det pågældende skæringstidspunkt – f.eks. sagsanlæg, der fører til en dom – mens den retlige foranstaltning i andre tilfælde skal følges op inden rimelig tid for at bevare sin fristafbrydende virkning – f.eks. indbringelse for et privat klage- eller ankenævn, hvis afgørelse ikke er bindende.

Det foreslås, at der i loven opstilles en sondring mellem »egentlig« afbrydelse, jf. lovforslagets §§ 15-19, og foreløbig afbrydelse, jf. lovforslagets §§ 20-22. Ved den »egentlige« afbrydelse løber en helt ny forældelsesfrist fra det i loven fastsatte tidspunkt. Den foreløbige afbrydelse er karakteriseret ved, at der, når »den foreløbige foranstaltning« finder sted inden forældelsesfristens udløb, indrømmes en frist på 1 år efter foranstaltningens ophør, således at »egentlig« afbrydelse – typisk ved sagsanlæg – kan ske inden denne tillægsfrists udløb.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 15

Det foreslås i § 15, at forældelsesfristen på samme måde som efter gældende ret afbrydes, når skyldneren erkender sin forpligtelse over for fordringshaveren.

I forhold til reglen i 1908-lovens § 2, 2. pkt., 1. led, foreslås en vis præcisering, idet det i bestemmelsen angives, at skyldneren kan erkende forpligtelsen »udtrykkeligt eller ved sin handlemåde«.

Der tilsigtes dog ikke ændringer af gældende retspraksis med hensyn til, hvad der ligger i erkendelsesbegrebet.

Det følger heraf, at en fristafbrydende erkendelse af gælden bl.a. foreligger ved skyldnerens indrømmelse af forpligtelsens eksistens. Erkendelsen skal angå en gældspost af en bestemt størrelse, men det kan ikke kræves, at skyldneren skriftligt og udtrykkeligt anerkender gældens tilblivelse og størrelse, således at der etableres et særligt retsgrundlag efter § 5. På samme måde som efter 1908-loven stilles der således lempeligere krav til skyldnerens indrømmelse af forpligtelsen ved afbrydelse end ved etableringen af et særligt retsgrundlag.

Skyldnerens omtale af eller henvisning til gælden i forbindelse med brevveksling med fordringshaveren vil udgøre en fristafbrydende erkendelse, hvis der ikke er tvivl om, hvilken gæld skyldneren henviser til. Et tilbud fra skyldneren om delvis opfyldelse af forpligtelsen kan også udgøre en erkendelse af hele gælden, hvis det er klart, hvad hele gælden er, og hvis den resterende del af gælden ikke bestrides. Tilsvarende gælder en anmodning fra skyldneren om eftergivelse af gælden, hvis denne i forbindelse hermed præciseres tilstrækkeligt. Også en mundtlig erkendelse vil have fristafbrydende virkning, hvis det kan godtgøres, at der foreligger en sådan.

Det er ikke et krav, at skyldneren udtrykkeligt indrømmer at have en forpligtelse – også i skyldnerens handlinger kan der ligge en fristafbrydende erkendelse, jf. formuleringen »udtrykkeligt eller ved sin handlemåde«.

Som eksempel kan nævnes, at betaling af renter i almindelighed vil indebære en stiltiende erkendelse af hele gælden. En erkendelse af hovedstolen indebærer derimod ikke i sig selv en erkendelse af skyldige renter. Skyldnerens betaling af afdrag vil udgøre en fristafbrydende erkendelse af hele kravet, hvis betalingen fremstår som en afdragsvis betaling af en større gæld, der præciseres i forbindelse med betalingen. Hvis skyldneren bestrider hovedskyldens størrelse i forbindelse med betalingen af afdrag, eller hvis det ikke klart fremgår, at betalingerne er afdrag på den pågældende gældspost, foreligger der derimod ikke en erkendelse af hele gælden.

Bestemmelsen vil tillige omfatte skyldnerens erkendelse af kravet i forbindelse med tvangsakkordforhandlinger eller indledt gældssaneringssag. Afbrydelse har i disse tilfælde hidtil været omfattet af konkurslovens § 241, der nu foreslås ophævet, jf. § 11 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.). I de nævnte tilfælde anmeldes fordringerne ofte ikke, når de i forvejen er medtaget i en udsendt kreditorliste, og afbrydelse sker derfor i disse tilfælde ved erkendelse, ikke ved anmeldelse.

Der henvises til pkt. 3.3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 16

Der foreslås i § 16 en bestemmelse om afbrydelse ved sagsanlæg og andre foranstaltninger, der foretages med henblik på at opnå en bindende afgørelse. Indholdet af bestemmelsen svarer i det væsentlige til 1908-lovens § 2, 2. pkt., 2. led, men der foreslås forskellige præciseringer.

Til stk. 1

Efter stk. 1 afbrydes forældelsesfristerne ved fordringshaverens foretagelse af retslige skridt med henblik på at opnå en bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse.

Det retslige skridt skal efter bestemmelsen foretages med henblik på at opnå dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse.

Udtrykket »anden bindende afgørelse« skal forstås på samme måde som det tilsvarende udtryk i lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 3. Der sigtes bl.a. til en administrativ afgørelse, som bliver bindende for parterne, hvis den ikke indbringes for en anden administrativ myndighed eller for domstolene inden en vis frist. Som eksempel kan nævnes en taksationsmyndigheds afgørelse om ekspropriationserstatningens størrelse, som ikke indbringes for en højere administrativ myndighed eller for domstolene inden for den i lovgivningen fastsatte frist herfor.

Der sigtes endvidere til en afgørelse truffet af et privat klage- eller ankenævn, som er bindende for indklagede. En afgørelse er bindende for indklagede i tilfælde, 1) hvor denne ikke rettidigt afgiver erklæring om ikke at ville være bundet, hvis vedtægten indeholder bestemmelse om en sådan ordning, eller 2) hvor indklagede har tilsluttet sig et nævn, hvis vedtægter indebærer, at medlemmerne er forpligtet til at efterleve nævnets afgørelser.

Det er i alle tilfælde en betingelse, at afgørelsen fastslår »fordringens eksistens og størrelse«. Dette vil f.eks. ikke være tilfældet, hvis der er tale om et anerkendelsessøgsmål, der alene vedrører grundlaget for fordringen – f.eks. et erstatningsansvar – og ikke angår anerkendelse af fordringens eksistens og størrelse. Det kan endvidere nævnes, at klagen i en skattesag typisk kun angår ansættelsen af indkomst eller fradrag mv., ikke en skattefordring af en bestemt angiven størrelse, og i disse tilfælde vil betingelsen heller ikke være opfyldt.

Opnås der ikke en bindende afgørelse, der fastslår kravets eksistens og størrelse, vil det retslige skridt alene medføre foreløbig afbrydelsesvirkning, og retssag vil i disse tilfælde skulle anlægges inden 1 år efter afgørelsen, medmindre den almindelige forældelsesfrist først udløber på et senere tidspunkt. Der henvises herved til lovforslagets § 20, stk. 1 (sagsanlæg, som ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse), § 21, stk. 1 (sagsanlæg vedrørende grundlaget for fordringen) og § 21, stk. 2 og 3 (indbringelse for administrative myndigheder og private klagenævn i tilfælde, hvor afgørelsen ikke bliver bindende og/eller ikke vedrører kravets eksistens og størrelse).

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at det retslige skridt skal »forfølges inden for rimelig tid«. Dette svarer til, hvad der følger af 1908-lovens § 2, 2. pkt. På grund af de foreslåede regler om tillægsfrist efter foreløbig afbrydelse er kravet dog af mindre betydning end efter gældende ret. Kravet vil f.eks. kunne have betydning i tilfælde, hvor en retssag udsættes med henblik på forligsforhandlinger eller med henblik på forelæggelse for et klage- eller ankenævn. Det foreslås at anvende formuleringen »inden for rimelig tid« i stedet for »uden ufornødent ophold«, men der er ikke tilsigtet en ændring af praksis med hensyn til den tidsmæssige betingelse.

Et sagsanlæg må antages at bevare sin fristafbrydende virkning i tilfælde, hvor fordringshaveren meddeles oprejsningsbevilling, anketilladelse eller tredjeinstansbevilling efter retsplejelovens § 368, stk. 1 og 2, § 371 og § 372, stk. 1 og 2. En tilladelse til ekstraordinær anke/genoptagelse efter retsplejelovens § 399 medfører derimod som udgangspunkt ikke, at det oprindelige sagsanlæg bevarer sin fristafbrydende virkning.

Bestemmelsen vil som udgangspunkt også omfatte tilfælde, hvor sagen anlægges i udlandet. Efter gældende ret er afbrydelsesvirkning heller ikke betinget af, at det retslige skridt foretages i Danmark.

Også sagsanlæg i tilfælde, hvor den udenlandske dom ikke anerkendes eller ikke kan tvangsfuldbyrdes i Danmark, vil være omfattet. Der vil dog ikke være afbrydelsesvirkning knyttet til et sagsanlæg i et andet land på grundlag af et eksorbitant værneting, f.eks. en regel om, at en statsborger i det andet land (kreditor) altid kan anlægge retssag i sit eget land.

Hvis sagsanlæg er forsøgt i udlandet, men sagen afvises på grund af manglende værneting, vil sagsanlægget kun have foreløbig afbrydelsesvirkning, og det vil således skulle følges op inden 1 år efter sagens afslutning, jf. lovforslagets § 20, stk. 1. Hvis det på forhånd måtte være åbenbart, at sag ikke kunne anlægges ved den pågældende udenlandske domstol, har sagsanlægget ikke afbrydelsesvirkning, jf. bestemmelsen i § 20, stk. 2.

Til stk. 2

Der foreslås i stk. 2 en bestemmelse om, hvilke retsskridt der nærmere afbryder forældelsen, når fordringen gøres gældende ved domstol.

Efter forslaget til nr. 1 vil afbrydelse ske ved indlevering af stævning eller betalingspåkrav til retten. Dette svarer til gældende ret.

Omfattet af denne bestemmelse er også anlæggelse af retssag med påstand om anerkendelsesdom, hvis der er tale om en anerkendelsespåstand, der vedrører fordringens eksistens og størrelse, jf. stk. 1. Et anerkendelsessøgsmål, der alene angår anerkendelse af grundlaget for fordringen – f.eks. et erstatningsansvar – medfører derimod ikke »egentlig« afbrydelse, og anerkendelsesdommen skal i disse tilfælde følges op inden for en vis frist for at bevare den fristafbrydende virkning, jf. lovforslagets § 21, stk. 1.

Herudover foreslås det i nr. 2, at der – på samme måde som efter gældende ret – skal ske afbrydelse, når påstand om fordringen nedlægges under retssagen, herunder som modkrav. Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor sagsøgeren under sagen forhøjer sit krav, samt tilfælde, hvor et modkrav fremsættes til selvstændig dom. Omfattet vil også være tilfælde, hvor et civilretligt krav gøres gældende under en straffesag, og forældelsen vil herefter i dette tilfælde afbrydes ved kravets fremsættelse over for tiltalte, f.eks. ved forkyndelsen af et anklageskrift, hvoraf kravet fremgår.

Efter forslaget i nr. 3 sker der endvidere afbrydelse, når fordringen under sagen bliver gjort gældende til modregning, dvs. ved fremsættelse af modkrav til kompensation. Efter gældende ret er det tvivlsomt, om fremsættelse af modkrav til kompensation afbryder forældelsesfristen. Efter forslaget skal reglen kun gælde i det omfang, fordringen dækkes af hovedfordringen, dvs. at der sker afbrydelse for den del af fordringen, der svarer til hovedkravet. Hvis hovedfordringen forhøjes under sagen, gælder afbrydelsen for modkrav af samme størrelse. Træffer retten ikke afgørelse vedrørende modkravet, f.eks. fordi fordringshaveren (sagsøgte) bliver frifundet for hovedkravet, eller fordi skyldneren (sagsøgeren) hæver sagen, vil fordringshaveren kunne opretholde den fristafbrydende virkning vedrørende modkravet ved at anlægge retssag inden for 1 år, jf. lovforslagets § 20, stk. 1.

Endelig foreslås i nr. 4, at skyldnerens anlæggelse af sag med påstand om kreditors anerkendelse af, at fordringen ikke består (et såkaldt »negativt anerkendelsessøgsmål«), skal medføre afbrydelse af forældelsesfristen for kreditors krav, i det omfang kreditor nedlægger frifindelsespåstand under sagen. Afbrydelsen sker allerede ved skyldnerens sagsanlæg og ikke først ved kreditors nedlæggelse af frifindelsespåstanden. Som eksempel på bestemmelsens anvendelse kan nævnes, at en kautionist påstår dom for, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende, eller at en borger nedlægger påstand om, at en administrativ afgørelse, som medfører økonomiske forpligtelser for den pågældende, er ugyldig.

Til stk. 3

I 1. pkt. foreslås en bestemmelse om, hvilke retsskridt der nærmere afbryder forældelsen, når der er tale om andet end domstolsbehandling, dvs. hvis der er aftalt voldgift , eller anden særlig afgørelsesmåde er hjemlet. Efter forslaget vil afbrydelse i disse tilfælde ske, når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang.

Tilfælde, hvor »anden særlig afgørelsesmåde er hjemlet« omfatter indbringelse for en administrativ myndighed eller et klage- eller ankenævn, der har kompetence til at træffe en bindende afgørelse.

At afbrydelsen sker, »når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang«, indebærer, at afbrydelse ved voldgiftsbehandling sker ved fordringshaverens fremsættelse af anmodning om udpegning af voldgiftsmænd eller, hvis voldgiftsrettens medlemmer på forhånd er udpeget, ved indgivelse af klageskrift til voldgiftsretten, jf. voldgiftslovens § 2, stk. 2. Ved indbringelse for administrativ myndighed eller klage- eller ankenævn vil afbrydelsen ske ved myndighedens/nævnets modtagelse af fordringshaverens krav/klage.

Det foreslås i 2. pkt., at bestemmelserne i lovforslagets § 16, stk. 2, nr. 2-4, finder tilsvarende anvendelse i disse tilfælde. Dette vil bl.a. have betydning, hvor en sag indbringes for en administrativ myndighed, hvis afgørelser er bindende, med påstand om, at en fordring, der gøres gældende af det offentlige, ikke består.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 17

Det foreslås, at der på samme måde som efter de gældende regler i konkurslovens § 241 og dødsboskiftelovens § 82, stk. 5, sker afbrydelse af forældelsen ved indgivelse af konkursbegæring og ved anmeldelse af fordringen i konkurs-, tvangsakkord- eller dødsbo eller i forbindelse med gældssanering. Den foreslåede bestemmelse i § 17 svarer med en enkelt tilføjelse i alt væsentligt til de gældende regler i konkurslovens § 241 og dødsboskiftelovens § 82, stk. 5.

De gældende bestemmelser i konkurslovens § 241 og dødsboskiftelovens § 82, stk. 5, gælder ikke alene i relation til 1908-loven og Danske Lov 5-14-4, men også i relation til specielle forældelsesregler i anden lovgivning.

Det foreslås ved § 11 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), at bestemmelsen i konkurslovens § 241 ophæves, men det foreslås samtidig i nærværende lovforslags § 28, at forældelseslovens regler, herunder § 17, som udgangspunkt også finder anvendelse i relation til specielle forældelsesregler i anden lovgivning. En regel svarende til konkurslovens § 241 vil således fortsat gælde i relation til specielle forældelsesregler i anden lovgivning.

Dødsboskiftelovens § 82, stk. 5, der ikke alene regulerer anmeldelsens betydning i relation til forældelse, men også i andre henseender, herunder i relation til renter, foreslås tilsvarende ændret, jf. § 13 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.).

Til stk. 1

Der foreslås i stk. 1 en bestemmelse om, hvilke retsskridt der afbryder forældelsen, når der er tale om insolvensbehandling og visse former for dødsbobehandling.

Efter nr. 1 a fbrydes forældelsesfristerne ved indgivelse af en på fordringen støttet konkursbegæring.

Forældelse afbrydes endvidere ved anmeldelse af fordringen i et konkursbo, jf. nr. 2, og ved anmeldelse af fordringen i forbindelse med åbning af tvangsakkordforhandling eller indledning af gældssaneringssag, jf. nr. 3. Også anmeldelse af fordringen i et dødsbo efter dettes udstedelse af proklama afbryder forældelsen, jf. nr. 4, og det samme gælder anmeldelse, efter at skyldneren har udstedt proklama, jf. nr. 5. Bestemmelserne i nr. 1-4 svarer til gældende ret, mens nr. 5 er ny.

Bestemmelsen i nr. 4 omfatter – på samme måde som dødsboskiftelovens § 82, stk. 5 – kun anmeldelse i dødsboer, der har udstedt proklama. Proklama skal udstedes, når et bo skiftes privat eller ved bobestyrer, jf. § 81, stk. 2, og kan udstedes i andre tilfælde, jf. § 81, stk. 1. Bl.a. ved uskiftet bo kan det forekomme, at der ikke udstedes proklama.

For så vidt angår de boer, hvor der efter dødsboskiftelovens § 81 ikke udstedes proklama, vil afbrydelse kunne ske ved sagsanlæg. I tilfælde, hvor boet udlægges uden skiftebehandling (dødsboskiftelovens kapitel 12), og fordringshaveren således ikke har mulighed for at anmelde sit krav, men hvor der senere – fordi der fremkommer yderligere aktiver – sker genoptagelse af boet, vil fordringshaveren kunne påberåbe sig reglen i lovforslagets § 14 om tillægsfrist ved hindringer for afbrydelse af fristen.

Bestemmelsen i nr. 5 omfatter anmeldelse af fordringen, efter at skyldneren i andre tilfælde end nævnt i nr. 2-4 har udstedt proklama, f.eks. i forbindelse med solvent likvidation af selskaber.

Det er efter forslaget en forudsætning for at tillægge indgivelse af konkursbegæring/anmeldelse af fordringen i konkursbo mv. inden forældelsesfristens udløb virkning som en »egentlig« afbrydelse, at konkursbegæringen tages til følge, henholdsvis at fordringen anerkendes. I andre tilfælde vil der alene være tale om en foreløbig afbrydelse, som skal følges op med sagsanlæg inden 1 år, jf. lovforslagets § 20, stk. 3 og 4.

Til stk. 2

Af stk. 2 følger, at afbrydelse i henhold til stk. 1, nr. 1 (indgivelse af konkursbegæring) og nr. 2 (anmeldelse i konkurs), også har virkning i forhold til skyldneren personlig, og at afbrydelse i henhold til stk. 1, nr. 4 (anmeldelse i dødsbo), også har virkning i forhold til skyldnerens arvinger.

Bestemmelsens 1. led vedrørende konkurs svarer til konkurslovens § 241. At anmeldelse i et dødsbo også har virkning i forhold til skyldnerens arvinger, for så vidt disse hæfter for gælden, foreslås medtaget for fuldstændighedens skyld.

Til stk. 3

Det foreslås i stk. 3, at hvis der i tilfælde omfattet af stk. 1, nr. 2-5, inden forældelsesfristens udløb er udfærdiget proklama eller åbnet forhandling om tvangsakkord, skal forældelse ikke indtræde før udløbet af anmeldelsesfristen i henhold til proklamaet, ved tvangsakkord ikke før afholdelse af første tvangsakkordmøde, jf. konkurslovens § 169. Der er tale om en ændring i forhold til gældende ret.

Det følger af den nævnte bestemmelse i konkurslovens § 169, at skifteretten indkalder til et møde straks efter akkordforhandlingernes åbning, hvor fordringshaverne opfordres til at anmelde deres krav. Der er ikke pligt til at fastsætte en frist for anmeldelse af krav til skifteretten.

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at i tilfælde, hvor der inden forældelsesfristens udløb er fastsat en bestemt frist for anmeldelse af kravet i boet eller en bestemt dato for afholdelse af tvangsakkordmøde, er anmeldelse inden for denne frist tilstrækkelig, uanset at forældelsesfristen efter de almindelige regler ville være udløbet i anmeldelsesperioden.

Der henvises til pkt. 3.3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 18

Det foreslås, at der på samme måde som efter den gældende regel i retsplejelovens § 527 sker afbrydelse af forældelsen ved indgivelse af anmodning om udlæg. De foreslåede bestemmelser i § 18, stk. 1-3, svarer med forskellige tilføjelser til den gældende § 527 i retsplejeloven.

Ligesom konkurslovens § 241 og dødsboskiftelovens § 82, stk. 5, gælder retsplejelovens § 527 ikke alene i relation til 1908-loven og Danske Lov 5-14-4, men også i relation til specielle forældelsesregler i anden lovgivning. Det foreslås ved § 3, nr. 3, i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), at bestemmelsen i retsplejelovens § 527 ophæves, men det foreslås samtidig i nærværende lovforslags § 28, at forældelseslovens regler, herunder § 18, som udgangspunkt også finder anvendelse i relation til specielle forældelsesregler i anden lovgivning. En regel svarende til retsplejelovens § 527 vil således fortsat gælde i relation til specielle forældelsesregler i anden lovgivning.

Herudover foreslås det som noget nyt, at en offentlig myndigheds pålæg til skyldnerens arbejdsgiver om lønindeholdelse også skal afbryde forældelsen, jf. § 18, stk. 4.

Til stk. 1

Efter stk. 1 afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmodning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen fremmet inden for rimelig tid.

Bestemmelsen vil på samme måde som retsplejelovens § 527 gælde uanset udlægsgrundlagets karakter, det vil sige uanset om grundlaget for udlæg er dom, betalingspåkrav med påtegning efter retsplejelovens § 477 e, stk. 2, forlig, gældsbrev, pantebrev, veksel eller check mv., jf. retsplejelovens § 478, stk. 1.

De fleste udlægsgrundlag udgør et særligt retsgrundlag efter lovforslagets § 5. Det gælder domme, påtegnede betalingspåkrav, forlig, gældsbreve og pantebreve, der samtidig er gældsbreve. Fordringer, der hviler på sådanne udlægsgrundlag, er underkastet en 10-årig forældelsesfrist efter bestemmelsen i § 5, og efter afbrydelse af fristen løber for hovedstolen en ny frist på 10 år fra fogedforretningens afslutning, jf. lovforslagets § 19, stk. 1 og 6.

En opgørelse i fogedretten i forbindelse med foretagelse af udlæg etablerer som udgangspunkt ikke et særligt retsgrundlag for påløbne renter og omkostninger, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 5. I lovforslagets § 19, stk. 7, foreslås imidlertid, at hvis der for en fordring med særligt retsgrundlag sker afbrydelse af forældelsesfristen ved indgivelse af anmodning om udlæg, løber en ny forældelsesfrist på 10 år også for de under fogedforretningen opgjorte omkostninger og uforældede renter.

Det er på samme måde som efter retsplejelovens § 527 en betingelse for, at indbringelsen af en udlægsbegæring har »egentlig« afbrydelsesvirkning, at fogedforretningen fremmes inden for rimelig tid, jf. bestemmelsens 2. led. Det foreslås at anvende formuleringen »inden for rimelig tid« i stedet for »uden ugrundet ophold«, således at der er overensstemmelse mellem § 18, stk. 1, og § 16, stk. 1, med hensyn til kravet om opfølgning af det retslige skridt.

At fogedforretningen skal fremmes inden for rimelig tid, indebærer bl.a., at hvis fogedforretningen ikke gennemføres – f.eks. fordi rekvirenten udebliver fra forretningen, jf. retsplejelovens § 492, stk. 1 – vil udlægsbegæringen alene kunne have virkning som en foreløbig afbrydelse, der skal følges op inden 1 år, jf. lovforslagets § 20, stk. 3, 2. led.

Anmodningen om udlæg vil have »egentlig« afbrydelsesvirkning, uanset om udlægsforretningen faktisk fører til foretagelse af udlæg eller alene til konstatering af, at skyldneren ikke ejer noget, der kan gøres til genstand for udlæg, dvs. ved skyldnerens afgivelse af insolvenserklæring.

Det er i nyere retspraksis antaget, at retsplejelovens § 490, stk. 2, skal forstås således, at en begæring om afholdelse af en fogedforretning skal tages til følge, selv om der foreligger en insolvenserklæring, hvis formålet er at afbryde forældelsen, jf. herved Ugeskrift for Retsvæsen 1994.718 Ø og Ugeskrift for Retsvæsen 1997.342 Ø.

Denne praksis forudsættes opretholdt. Der henvises i den forbindelse til § 3, nr. 2, i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), hvor der foreslås en ny bestemmelse i retsplejelovens § 490, stk. 3, om, at kreditor ikke behøver at give møde i fogedretten i tilfælde, hvor der er afgivet insolvenserklæring. Af den foreslåede bestemmelse fremgår samtidig, at en udlægsbegæring skal tages til følge trods en insolvenserklæring, hvis formålet er at afbryde forældelsen.

Den fristafbrydende virkning, der er knyttet til udlægsbegæringen, bortfalder ikke, fordi udlægget bortfalder i medfør af reglen i retsplejelovens § 526, stk. 4. Efter denne bestemmelse bortfalder udlæg i løsøre (bortset fra visse biler, skibe og luftfartøjer) og udlæg i visse fordringer, herunder bl.a. fondsaktiver, 1 år efter foretagelsen.

Til stk. 2

Efter skatteinddrivelseslovens § 5 foretages udlæg af pantefogeder efter reglerne i retsplejelovens kapitler 45-47, hvis ikke andet er bestemt i loven. Heraf følger, at retsplejelovens § 527 efter den gældende ordning også finder anvendelse ved udlægsforretninger, der foretages af pantefogeder, og sådanne udlægsforretninger afbryder dermed forældelsesfristen for de skattekrav mv., som forretningen vedrører. Efter praksis, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2000.1504 H, indebærer det forhold, at udlægget foretages af skattemyndigheden selv og ikke på grundlag af en af denne indgiven anmodning, at afbrydelse af forældelsen først indtræder ved udlægsforretningens foretagelse.

Efter en ophævelse af retsplejelovens § 527 som forslået i § 3, nr. 3, i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), vil reglen i § 18, stk. 1, gælde i de nævnte tilfælde, jf. herved lovforslagets § 1, 2. led, hvorefter forældelsesloven gælder, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov.

Det foreslås i stk. 2 at præcisere, at det relevante afbrydelsestidspunkt i disse tilfælde – på samme måde som efter gældende praksis – er udlægsforretningens foretagelse. Forudsætningen i stk. 1 om, at forretningen skal fremmes inden for rimelig tid, gælder tilsvarende.

Til stk. 3

I stk. 3 foreslås det – i overensstemmelse med, hvad der antages at gælde i dag på ulovbestemt grundlag – at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved indgivelse af anmodning om arrest, jf. nr. 1, ved fremsættelse af krav for fogedretten om andel i et auktionsprovenu, jf. nr. 2, og ved indgivelse af anmodning til fogedretten om tilbagetagelse af en løsøregenstand, der er solgt med ejendomsforbehold, jf. nr. 3. De nævnte retsskridt afbryder således forældelsesfristerne på samme måde som indgivelse af udlægsbegæring.

Med hensyn til arrest bemærkes, at henvisningen til stk. 1 indebærer, at arresten skal følges op af justifikationssag, medmindre skyldneren har givet afkald herpå.

Til stk. 4

Det foreslås i stk. 4, at en offentlig myndigheds pålæg til skyldnerens arbejdsgiver om indeholdelse i løn mv. afbryder forældelsen. Der er tale om en ændring af gældende ret.

Regler om adgang for offentlige myndigheder til at foretage lønindeholdelse findes i en lang række bestemmelser i lovgivningen. Der kan navnlig henvises til kildeskattelovens § 73.

Afbrydelsen sker ved myndighedens pålæg til skyldnerens arbejdsgiver.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 19

Bestemmelsen fastlægger, hvilke retsvirkninger der er knyttet til en afbrydelse af forældelsesfristen i henhold til §§ 15-18, herunder længden af den nye frist og dennes begyndelsestidspunkt. Ved bestemmelsen fastsættes begyndelsestidspunktet for den nye frist for hver enkelt tilfældegruppe, og der gøres udtømmende op med de forskellige afbrydelsesmåder.

Til stk. 1

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 skal der ved afbrydelse af forældelsen løbe en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes af reglerne i forældelsesloven. Den nye frist regnes fra det begyndelsestidspunkt, der i det enkelte tilfælde følger af bestemmelserne i stk. 2-6.

At der løber en ny frist, hvis længde bestemmes efter lovens regler, indebærer, at der som udgangspunkt – på samme måde som efter gældende ret – vil løbe en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte. Det indebærer, at der efter afbrydelsen af forældelsen af en fordring, der ikke er omfattet af en af de særlige forældelsesfrister nævnt i lovforslagets kapitel 4, som udgangspunkt vil løbe en ny 3-årig forældelsesfrist, jf. forslagets § 3, stk. 1. Er der derimod f.eks. udstedt et gældsbrev for fordringen, vil der løbe en 10-årig forældelsesfrist efter en afbrydelse, jf. forslagets § 5, stk. 1, nr. 1.

Dette udgangspunkt vil blive fraveget i tilfælde, hvor fordringen forud for afbrydelsen var undergivet en 3-årig forældelsesfrist, men hvor der i forbindelse med afbrydelsen tilvejebringes et særligt retsgrundlag, idet den nye frist da er 10 år.

Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis afbrydelsen sker ved, at skyldneren skriftligt og udtrykkeligt bekræfter gældens tilblivelse og dens størrelse – f.eks. ved et frivilligt forlig – idet der i så fald er tale om en egentlig anerkendelse af gælden. Hvis afbrydelsen sker ved foretagelse af et retsligt skridt efter § 16, og dette skridt f.eks. fører til en dom eller et retsforlig, der fastslår kravets eksistens og størrelse, vil der ligeledes blive tilvejebragt et særligt retsgrundlag i forbindelse med afbrydelsen. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 5 med hensyn til spørgsmålet om, hvornår der efter forslaget vil foreligge et særligt retsgrundlag.

Er der tale om, at fordringshaveren under en anlagt retssag får medhold i en anerkendelsespåstand, hvoraf fordringens størrelse ikke fremgår, vil der ikke ved dommen blive tilvejebragt et særligt retsgrundlag. En sådan dom vil medføre en foreløbig afbrydelse af forældelsen, jf. forslagets § 21, stk. 1.

For så vidt angår tilfælde, hvor der sker afbrydelse af en forældelsesfrist, som er fastlagt i anden lov, henvises til forslagets § 28 og bemærkningerne hertil.

Til stk. 2-7

Hvis afbrydelsen sker ved skyldnerens erkendelse , skal den nye frist regnes fra dagen for erkendelsen, jf. stk. 2. Denne bestemmelse omfatter også tilfælde, hvor fordringen anerkendes i forbindelse med tvangsakkordforhandlinger eller indledning af gældssaneringssag, men hvor tvangsakkord ikke vedtages, eller gældssaneringskendelse ikke afsiges. Hvis tvangsakkord vedtages, eller gældssaneringskendelse afsiges, vil fristen i stedet skulle regnes fra tvangsakkordens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf. stk. 4.

I tilfælde, hvor afbrydelsen er sket ved foretagelse af retslige skridt som nævnt i § 16, og hvor dette munder ud i forlig eller dom mv., skal den nye frist regnes fra den dag, da retsforliget indgås, dommen afsiges, betalingspåkrav påtegnes af fogedretten, eller anden afgørelse træffes, jf. stk. 3. Dette vil gælde uanset den betalingsfrist på 14 dage, som normalt fastsættes i dommen. Er der undtagelsesvis fastsat et senere forfaldstidspunkt, skal fristen regnes fra dette.

Hvis dommen ankes, og fordringshaveren får medhold i ankeinstansen, vil det være datoen for dommen i ankeinstansen, der er afgørende. Det samme gælder, hvor fordringshaveren får medhold efter fornyet behandling på grundlag af oprejsningsbevilling, anketilladelse eller tredjeinstansbevilling efter retsplejelovens § 368, stk. 1 og 2, § 371 samt § 372, stk. 1 og 2.

Vedrørende tilfælde, hvor fordringen er anerkendt i konkurs- eller dødsbo eller i vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringskendelse, foreslås det, at fristen skal regnes fra boets slutning, tvangsakkordens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf. stk. 4. Dette svarer til, hvad der må antages at være gældende ret, men spørgsmålet er i dag kun lovreguleret for så vidt angår konkurs, jf. konkurslovens § 241, stk. 2. Denne bestemmelse foreslås samtidig ophævet, jf. § 11 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.).

I tilfælde, hvor en fordring er anerkendt efter anmeldelse som nævnt i lovforslagets § 17, stk. 1, nr. 5 – dvs. anmeldelse efter at skyldneren har udstedt proklama – skal den nye frist løbe fra dagen for anerkendelsen, jf. stk. 5.

Endvidere foreslås i stk. 6, 1. pkt., at der ved afbrydelse i forbindelse med indgivelse af anmodning om udlæg mv. efter § 18, stk. 1-3, skal løbe en ny frist fra fogedforretningens eller auktionens slutning. I tilfælde, hvor arrest er forfulgt ved anlæggelse af justifikationssag, følger det af bestemmelsen i stk. 3, at fristen regnes fra dommens dato. I tilfælde, hvor forældelsen er afbrudt ved pålæg om lønindeholdelse efter § 18, stk. 4, skal den nye forældelsesfrist regnes fra det tidspunkt, da lønindeholdelse i henhold til pålægget ophører, jf. stk. 6, 2. pkt.

Herudover foreslås i stk. 7, at der efter afbrydelse ved indgivelse af begæring om (og afholdelse af) udlægsforretning vedrørende en fordring med særligt retsgrundlag skal løbe en ny frist på 10 år også for så vidt angår de opgjorte omkostninger og uforældede renter. Et rentekrav, der er opgjort i fogedretten, vil således være uforældet ved en ny fogedforretning inden for 10 år herefter. Senere påløbne renter forældes derimod efter 3 år. Under en ny udlægsforretning, der finder sted mere end 3 år efter den første, vil kravet herefter kunne opgøres til det tidligere opgjorte beløb med tillæg af 3 års renter. Når rentekravet er fastslået i fogedretten, vil fordringshaveren således ikke som efter gældende ret skulle »forny« kravet hvert 3. år (i dag hvert 5. år).

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til §§ 20-22

Bestemmelserne i §§ 20-22 fastsætter regler om, at visse retsskridt medfører en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen på den måde, at den retlige foranstaltning udløser en tillægsfrist på 1 år fra foranstaltningens ophør, således at »egentlig« afbrydelse – typisk ved sagsanlæg – kan ske inden denne tillægsfrists udløb. Dette svarer for så vidt angår nogle af de omhandlede situationer i realiteten til, hvad der følger af den gældende ordning efter 1908-lovens § 2, 2. pkt., om forfølgning af et retsligt skridt uden ufornødent ophold, men således, at det i loven fastlægges, hvad der i denne sammenhæng skal anses for et (foreløbigt) retsligt skridt, og således, at »uden ufornødent ophold« erstattes af en bestemt frist (1 år).

De enkelte bestemmelser om foreløbig afbrydelse er udformet således, at forældelse »tidligst« indtræder 1 år efter foranstaltningens ophør. Dette er ensbetydende med, at hvis den almindelige forældelsesfrist fører til, at forældelse indtræder på et senere tidspunkt, end hvad der ville følge af tillægsfristen, er det den almindelige frist, der gælder.

De foreslåede regler om foreløbig afbrydelse i §§ 20-22 vil kunne kombineres med reglerne om tillægsfrist i lovforslagets §§ 12-14. Hvis skyldneren f.eks. forsvinder, udskydes forældelsesfristens udløb efter lovforslagets § 14 frem til 1 år efter, at fordringshaveren blev eller burde være blevet bekendt med skyldnerens opholdssted, og hvis der inden udløbet af denne frist f.eks. indledes forhandlinger med skyldneren, vil fordringshaveren have opnået endnu en tillægsfrist på 1 år, nu regnet fra forhandlingernes afslutning, jf. § 21, stk. 5.

De foreslåede regler om foreløbig afbrydelse vil endvidere kunne kombineres »successivt«, dvs. anvendes i forlængelse af hinanden. Hvis der f.eks. er indledt forhandlinger mellem parterne, udskydes forældelsesfristen til 1 år efter forhandlingernes afslutning, jf. § 21, stk. 5, og hvis fordringshaveren inden udløbet af denne frist f.eks. indbringer sagen for et privat klagenævn, vil den pågældende have opnået endnu en tillægsfrist på 1 år, nu regnet fra dette nævns afgørelse, jf. § 21, stk. 3. Reglerne i §§ 20-22 vil også i øvrigt kunne kombineres i et vist omfang. Der henvises herom til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 20

Det foreslås i § 20, at der indføres en tillægsfrist på 1 år for kreditor i tilfælde, hvor et retsligt skridt som nævnt i §§ 16-18 ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse.

Efter den gældende ordning i 1908-loven skal et retsligt skridt, der ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse, forfølges uden ufornødent ophold for at bevare den fristafbrydende virkning.

Til stk. 1

Der foreslås i 1. pkt. indført en tillægsfrist på 1 år i tilfælde, hvor fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har foretaget et retsligt skridt som nævnt i § 16, men hvor dette ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse.

Som eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan nævnes, at en retssag afvises, fordi den er anlagt ved et forkert værneting, eller fordi fordringshaverens advokat ved en fejltagelse er udeblevet fra et retsmøde. Omfattet vil også være et tilfælde, hvor kreditor i forbindelse med en sag anlagt af skyldneren har fremsat modkrav til kompensation, jf. § 16, stk. 2, nr. 3, men hvor skyldneren hæver sagen, eller fordringshaveren frifindes for hovedkravet, idet retten i så fald ikke træffer afgørelse vedrørende kreditors modkrav.

Bestemmelsen vil endvidere gælde i et tilfælde, hvor forældelsen i medfør af § 16, stk. 2, nr. 4, er afbrudt ved skyldnerens iværksættelse af »negativt anerkendelsessøgsmål«, og hvor sagen efterfølgende hæves af skyldneren. I et sådant tilfælde vil fordringshaveren således skulle følge den foreløbige afbrydelse af forældelsen, der fandt sted ved skyldnerens indbringelse af sagen, op inden udløbet af tillægsfristen på 1 år.

Efter forslaget regnes tillægsfristen på 1 år fra den dag, da fordringshaveren har fået meddelelse om, at sagen er afsluttet.

Har fordringshaveren ikke fået sådan meddelelse inden rimelig tid, regnes fristen fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik kendskab til forholdet eller burde have søgt oplysning herom, jf. 2. pkt.

Bestemmelsen tager sigte på tilfælde, hvor der fra rettens eller myndighedens side ikke er givet meddelelse til fordringshaveren om, at sagen er afvist eller afsluttet på anden måde, eller hvor der først er givet sådan meddelelse efter længere tids forløb. I disse tilfælde vil tillægsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, da fordringshaveren blev bekendt med sagens afslutning eller burde have søgt oplysning hos retten/myndigheden om, hvad der var forløbet i sagen.

Til stk. 2

Det foreslås i stk. 2, at udskydelsen af forældelsen ikke skal kunne påberåbes, hvis fordringshaveren selv er skyld i, at det retslige skridt ikke fører til en realitetsafgørelse.

Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgørelse, jf. nr. 1, hvor fordringshaveren hæver sagen, selv om en realitetsafgørelse kunne være opnået, jf. nr. 2, eller – for så vidt angår betalingspåkrav – det beror på fordringshaverens valg ved indleveringen af betalingspåkrav til fogedretten, jf. retsplejelovens § 477 b, stk. 4, at en realitetsafgørelse ikke træffes, jf. nr. 3.

Som eksempel på tilfælde, hvor det retslige skridt åbenbart ikke kan føre til en realitetsafgørelse, jf. nr. 1, kan nævnes den situation, at fordringshaveren anlægger sag ved en dansk domstol, selv om der utvivlsomt ikke er værneting i Danmark.

Bestemmelsen i nr. 2 omfatter tilfælde, hvor fordringshaveren »frivilligt« hæver sagen. Bestemmelsen vil ikke omfatte tilfælde, hvor sagen hæves, fordi der – uden at forholdet er omfattet af nr. 1 – viser sig at foreligge en afvisningsgrund.

Med tilfælde, hvor det i relation til betalingspåkrav beror på fordringshaverens valg, at realitetsafgørelse ikke træffes, jf. nr. 3, tænkes på tilfælde, hvor fordringshaveren ved indleveringen af betalingspåkrav til fogedretten angiver, at forkyndelse af betalingspåkravet skal undlades i tilfælde, hvor skyldneren har afgivet insolvenserklæring, eller angiver, at der i tilfælde, hvor skyldneren har indsigelser, ikke skal indledes retssag, jf. retsplejelovens § 477 b, stk. 4, nr. 1 og 3.

Til stk. 3

Det foreslås i stk. 3, at reglerne i stk. 1 og 2 også skal gælde, hvis fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har indgivet konkursbegæring, uden at konkursdekret er afsagt, eller hvis fordringshaveren har iværksat forfølgning som nævnt i § 18, dvs. udlæg, tvangsauktion, arrest mv., uden at fogedforretning eller auktion er afholdt.

Bestemmelsens sidste led vil bl.a. gælde i tilfælde, hvor en fogedforretning afvises, fordi rekvirenten som følge af en forglemmelse udebliver fra forretningen, jf. retsplejelovens § 492, stk. 1.

Til stk. 4

I 1. pkt. foreslås ligeledes en tillægsfrist i tilfælde, hvor fordringen inden forældelsesfristens udløb er anmeldt i et konkurs- eller dødsbo, men ikke bliver anerkendt. I disse tilfælde vil fordringen mod skyldneren eller dennes arvinger tidligst forældes 1 år efter meddelelsen af afgørelsen om fordringens afvisning eller, hvis en sådan afgørelse ikke træffes, fra boets slutning.

Betingelsen om, at fordringen skal være anmeldt »inden forældelsesfristens udløb«, vil være opfyldt, hvis anmeldelsen sker inden udløbet af anmeldelsesfristen i henhold til et proklama, uanset at forældelsesfristen efter de almindelige regler ville være udløbet i anmeldelsesperioden, jf. henvisningen til § 17, stk. 3.

Tillægsfristen på 1 år regnes fra »meddelelsen af afgørelsen om fordringens afvisning eller, hvis en sådan afgørelse ikke træffes, fra boets slutning«. Bestemmelsen omfatter således også det tilfælde, at boet sluttes uden prøvelse af fordringerne.

Der foreslås i 2. pkt. en tilsvarende regel for tilfælde, hvor en fordring inden forældelsesfristens udløb er anmeldt i forbindelse med åbning af tvangsakkord, indledning af gældssaneringssag eller indkaldelse som nævnt i lovforslagets § 17, stk. 1, nr. 5.

Ved tvangsakkord vil betingelsen om, at fordringen skal være anmeldt »inden forældelsesfristens udløb«, være opfyldt, hvis anmeldelsen sker senest i forbindelse med afholdelsen af første tvangsakkordmøde i henhold til konkurslovens § 169, uanset at forældelsesfristen efter de almindelige regler ville være udløbet forinden, jf. henvisningen til lovforslagets § 17, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 21

Ved bestemmelsen i § 21 foreslås regler om foreløbig afbrydelse i en række forskellige tilfælde.

Det drejer sig om tilfælde, hvor der er anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, jf. stk. 1, og tilfælde, hvor en sag er indbragt for en administrativ myndighed eller et klage- eller ankenævn, men hvor der ikke bliver truffet en bindende afgørelse eller en afgørelse, der fastslår kravets eksistens og størrelse, jf. stk. 2 og stk. 3. Herudover foreslås tillægsfristen indført for tilfælde, hvor der uden for rets- eller voldgiftssag er iværksat syn og skøn vedrørende forhold af betydning for kravets eksistens eller størrelse, jf. stk. 4, samt tilfælde, hvor der er indledt forhandlinger om fordringen mellem parterne, jf. stk. 5.

Til stk. 1

Der foreslås i stk. 1 en tillægsfrist på 1 år i tilfælde, hvor der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren er anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen. Efter gældende ret er det uafklaret, om en anerkendelsesdom vedrørende grundlaget for fordringen medfører »egentlig« afbrydelse, eller om dommen skal følges op af en sag om fordringen.

Den foreslåede bestemmelse omfatter anerkendelsessøgsmål, hvor påstanden ikke går på anerkendelse af fordringens eksistens og størrelse, men på anerkendelse af grundlaget for fordringen. Som eksempel kan nævnes et sagsanlæg med påstand om anerkendelse af, at der foreligger et erstatningsansvar, eller anerkendelse af, at en afskedigelse er ugyldig.

I disse tilfælde vil bestemmelsen indebære, at kreditor efter at have fået dom i anerkendelsessagen vil have (mindst) 1 år til at afbryde forældelsen for kravet om erstatning som følge af den ansvarspådragende handling, henholdsvis kravet om kompensation for den ugyldige afskedigelse. Hvis der er forhandlinger mellem parterne efter anerkendelsesdommen, vil der ske udskydelse af forældelsesfristens udløb i medfør af lovforslagets § 21, stk. 5.

Bestemmelsen gælder, uanset om anerkendelsessøgsmålet er anlagt af fordringshaveren eller af skyldneren (dvs. som et »negativt« anerkendelsessøgsmål), jf. ordene »af eller mod fordringshaveren«.

Tillægsfristen regnes fra sagens endelige afgørelse. I tilfælde, hvor afgørelsen ankes inden for de almindelige frister herfor, vil fristen skulle regnes fra datoen for ankeinstansens afgørelse. Hvis fordringshaveren inden for de frister, der gælder herfor, ansøger om og meddeles oprejsningsbevilling, anketilladelse eller tredjeinstansbevilling efter retsplejelovens § 368, stk. 1 og 2, § 371 og § 372, stk. 1 og 2, vil fristen på samme måde skulle regnes fra datoen for den senere afgørelse. En tilladelse til ekstraordinær anke/genoptagelse efter retsplejelovens § 399 vil derimod som udgangspunkt ikke medføre, at det oprindelige sagsanlæg bevarer sin fristafbrydende virkning.

Bestemmelsen i stk. 1 vil kunne kombineres med reglerne i § 20, stk. 1 og 2. Har fordringshaveren anlagt sag om grundlaget for fordringen, men fører sagsanlægget ikke til realitetsafgørelse, fordi sagen afvises, forudsættes det således, at reglerne i § 20, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse. Dette indebærer, at forældelse i et sådant tilfælde tidligst indtræder 1 år efter, at fordringshaveren har fået meddelelse om, at sagen er afsluttet, medmindre det beror på fordringshaverens egne forhold, at sagen er blevet afvist.

På samme måde som § 16, stk. 1, vil bestemmelsen som udgangspunkt også omfatte tilfælde, hvor sagen anlægges i udlandet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 2

Af lovforslagets § 16, stk. 1, følger, at indbringelse for en administrativ myndighed i tilfælde, hvor afgørelsen fastslår kravets eksistens og størrelse og bliver bindende for parterne, fordi den ikke er indbragt for en anden administrativ myndighed eller for domstolene inden for en fastsat frist, afbryder forældelsen, uden at der kræves yderligere betingelser herfor.

For så vidt angår andre tilfælde, dvs. hvor afgørelsen ikke er bindende for parterne – f.eks. fordi der ikke gælder nogen frist for indbringelse af afgørelsen for domstolene – eller hvor afgørelsen ikke fastslår kravets eksistens og størrelse, foreslås i 1. pkt. at indbringelsen for den administrative myndighed skal have foreløbig afbrydelsesvirkning, således at indbringelsen skal følges op inden 1 år efter afgørelsen, medmindre den almindelige frist først udløber på et senere tidspunkt.

Udtrykket »administrativ myndighed« skal forstås i overensstemmelse med den almindelige forståelse af dette begreb. Omfattet er navnlig ministerier med tilhørende direktorater og styrelser, kommuner, regioner, statsforvaltninger og administrative råd og nævn. Som eksempel på det sidste kan nævnes Forbrugerklagenævnet. Udenlandske og internationale administrative myndigheder vil være omfattet, i det omfang disse er tillagt beføjelser til at træffe afgørelser vedrørende fordringer, som i øvrigt efter den internationale privatrets regler skal behandles efter danske forældelsesregler.

Bestemmelsen gælder, hvad enten der er tale om en sag mellem en privat og det offentlige eller om en sag mellem to private, jf. som eksempel herpå sager for Ophavsretslicensnævnet efter ophavsretslovens § 47, § 48 og § 75 a, stk. 2, eller sager for huslejenævnet vedrørende lejefastsættelse.

Indbringelsen for den administrative myndighed medfører foreløbig afbrydelse af forældelsen for begge parters fordringer, dvs. uanset om sagen angår en fordring, der gøres gældende af klageren, eller en fordring, der er gjort gældende af den anden part, herunder det offentlige, jf. udtrykkeligt 2. pkt. I de tilfælde, hvor en skyldner indbringer en sag, vil indbringelsen for den administrative myndighed derfor også virke fristafbrydende for modpartens, herunder det offentliges, krav.

Efter forslaget skal der være tale om indbringelse af en sag vedrørende fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor. Som eksempel på det første kan nævnes en sag vedrørende lejefastsættelse, der indbringes for huslejenævnet. Endvidere kan nævnes Klagenævnet for Udbuds afgørelser om erstatning efter § 6, stk. 3, i lov nr. 415 af 31. maj 2000 om Klagenævnet for Udbud med senere ændringer. Som eksempel på en sag, som er afgørende for en fordrings eksistens eller størrelse, kan nævnes en klage i en skattesag vedrørende ansættelsen af indkomst eller fradrag mv. Sager, som er afgørende for en fordrings eksistens, vil desuden omfatte sager, hvorved ansvarsgrundlaget for en senere erstatningssag fastlægges.

At sagen skal være »indbragt« for en administrativ myndighed, indebærer, at det er en forudsætning, at den pågældende myndighed har kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen. Endvidere er det en forudsætning, at både fordringshaveren og skyldneren har nær tilknytning til sagen, således at skyldneren må antages at kunne påregne, at myndighedens afgørelse eventuelt kan give anledning til, at fordringshaveren rejser et krav over for skyldneren. Det er derfor en betingelse for, at der sker foreløbig afbrydelse af forældelsen efter stk. 2 – i de tilfælde, hvor fordringshaveren eller skyldneren ikke er den administrative myndighed, der behandler sagen – at både fordringshaveren og skyldneren er part i sagen.

Der vil også kunne ske foreløbig afbrydelse i forhold til en person, der intervenerer i en allerede verserende administrativ sag, dog kun hvis den pågældende opnår partsstatus i sagen. Den foreløbige afbrydelse har i dette tilfælde først virkning fra interventionen.

Tillægsfristen på 1 år regnes fra den dag, da myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse, dvs. fra myndighedens afsendelse af denne.

I de tilfælde, hvor afgørelsen indbringes for højere administrativ myndighed, regnes fristen fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, jf. 3. pkt.

Det er en forudsætning for at anvende denne bestemmelse, at sagen er indbragt for den højere administrative myndighed inden for den i loven fastsatte frist eller – hvis der ikke gælder en lovbestemt klagefrist – inden for rimelig tid efter afgørelsen. I tilfælde, hvor klagefristen ikke overholdes, regnes 1-årsfristen fra afgørelsen i første instans, jf. § 21, stk. 2, 1. pkt. Hvis kravets eksistens og størrelse er bindende fastslået ved førsteinstansafgørelsen, er der herved etableret et særligt retsgrundlag, jf. lovforslagets § 5, således at der løber en ny frist på 10 år fra afgørelsen.

Den fristafbrydende virkning vil bestå under behandlingen for den højere administrative myndighed for en skyldner eller fordringshaver, der har været part i sagen under behandlingen ved den første administrative myndighed, men som ikke fortsat er part under behandlingen for den højere administrative myndighed.

Spørgsmålet om, hvad der skal til for at opfylde betingelsen »inden for rimelig tid« i de tilfælde, hvor der ikke er fastsat en bestemt klagefrist, vil bero på de konkrete omstændigheder. Hvis indbringelsen sker inden for et par måneder efter afgørelsen, må den fristafbrydende virkning af den oprindelige indbringelse af sagen dog i hvert fald antages at være bevaret.

Det foreslås, at reglen i 3. pkt. tillige skal gælde, hvis sagen indbringes for Folketingets Ombudsmand, idet 1-årsfristen i disse tilfælde skal regnes fra meddelelsen om ombudsmandens udtalelse. Bestemmelsen kan kun påberåbes i det omfang, Ombudsmandens udtalelse kan få betydning for fordringens eksistens eller omfang, f.eks. fordi udtalelsen kan få betydning for bedømmelsen af gyldigheden af en administrativ afgørelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 3

Af § 16, stk. 1, følger, at indbringelsen for et klage- eller ankenævn afbryder forældelsen, uden at der gælder yderligere betingelser herfor, hvis der er tale om, at afgørelsen fastslår fordringens eksistens og størrelse og bliver bindende, fordi indklagede ikke – hvor vedtægten indeholder bestemmelse om en sådan ordning – rettidigt afgiver erklæring om ikke at ville være bundet, eller fordi indklagede har tilsluttet sig et nævn, hvis vedtægter indebærer, at medlemmerne er forpligtet til at efterleve nævnets afgørelser.

For så vidt angår andre tilfælde, dvs. hvor afgørelsen – således som det ofte vil være tilfældet – ikke er bindende for parterne, eller ikke fastslår kravets eksistens og størrelse, foreslås i stk. 3, at indbringelsen af en tvist for et privat klagenævn, ankenævn eller lignende skal have virkning som en foreløbig afbrydelse, således at indbringelsen skal følges op inden 1 år efter nævnets afgørelse.

Bestemmelsen omfatter alle typer af klagenævn, og det er således uden betydning, om nævnet er godkendt efter forbrugerklageloven, og om der er mulighed for at gå til domstolene, mens klagesagen verserer. Reglen gælder også i relation til den indklagede virksomheds eventuelle krav. Det bemærkes, at Forbrugerklagenævnet vil være omfattet af stk. 2 om indbringelse for en administrativ myndighed.

Reglen gælder ikke, hvis der blot er tale om indbringelse for en særlig klageafdeling hos skyldneren selv. I disse tilfælde må forældelsen imidlertid i reglen anses for afbrudt foreløbigt efter § 21, stk. 5.

Den fristafbrydende virkning vil indtræde, selv om klagen ikke realitetsbehandles, f.eks. fordi klagen ikke falder ind under det pågældende nævns kompetence. Det forudsættes dog, at bestemmelsen ikke vil kunne påberåbes, hvis indbringelsen beror på en åbenbar fejl, jf. princippet i forslagets § 20, stk. 2. Der vil heller ikke indtræde fristafbrydelse, hvis klagesagen afvises, fordi der ikke betales gebyr, idet tvisten i så fald ikke kan anses for »indbragt«.

Tillægsfristen regnes fra det tidspunkt, da nævnet har givet meddelelse om afgørelsen, dvs. fra nævnets afsendelse af afgørelsen. Dette gælder også for de nævn, hvor den indklagede virksomhed har en frist på nogle uger (typisk 4-6 uger) til at meddele, om den vil være bundet af afgørelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 4

Der foreslås i stk. 4 en generel regel om en tillægsfrist på 1 år i tilfælde, hvor der inden forældelsesfristens udløb er fremsat begæring eller indgået aftale om afholdelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betydning for fordringens eksistens eller størrelse. Efter gældende ret antages det, at iværksættelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag ikke afbryder forældelsesfristen.

Er der tale om iværksættelse af syn og skøn som led i en rets- eller voldgiftssag, vil selve anlæggelsen af sagen afbryde forældelsen endeligt eller foreløbigt, jf. lovforslagets § 16, stk. 1, § 20, stk. 1, og § 21, stk. 1.

Iværksættelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag kan bl.a. ske med rettens hjælp (såkaldt isoleret bevisoptagelse), jf. retsplejelovens § 343, stk. 1. Isoleret bevisoptagelse kan finde sted i alle tilfælde, hvor retten finder det hensigtsmæssigt. Syn og skøn, der er udmeldt af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed efter reglerne i AB 92 (§ 45), ABR 89 (§ 9) og ABT 93 (§ 45), må sidestilles med isoleret bevisoptagelse efter retsplejelovens regler.

Omfattet er også syn og skøn, der iværksættes uden for rets- eller voldgiftssag efter aftale mellem parterne. Er der tale om en egentlig forhandlingssituation, vil forældelsesfristens udløb udskydes i medfør af § 21, stk. 5.

Er der flere (mulige) skyldnere, er det en forudsætning, at den pågældende skyldner på en eller anden måde har været inddraget i skønnet. Hvis den pågældende har adgang til at stille spørgsmål til skønsmanden, vil vedkommende i hvert fald blive anset for inddraget.

Syns- og skønsforretningen skal vedrøre »forhold af betydning for fordringens eksistens eller størrelse«. Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor bevisførelsen skal tjene til vejledning om, hvorvidt der er grundlag for et sagsanlæg vedrørende mangler ved en fast ejendom, eller vedrører spørgsmålet om, hvordan en skade eller en mangel skal værdiansættes.

Tillægsfristen på 1 år regnes fra skønsforretningens afslutning, dvs. normalt fra modtagelse af syns- og skønsmandens afsluttende erklæring.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 5

Det foreslås i stk. 5, at hvis der er indledt forhandlinger om fordringen mellem parterne, skal forældelse tidligst indtræde 1 år efter forhandlingernes afslutning.

Bestemmelsen omfatter iværksættelse af såkaldt alternativ konfliktløsning, eventuelt under medvirken af en uafhængig tredjemand, samt påbegyndelse af »almindelige« forligsforhandlinger mellem parterne. Bl.a. omfatter bestemmelsen indledning af fagretlig behandling ved indkaldelse til mæglingsmøde eller fællesmøde. Retsmægling og indbringelse for private klage- og ankenævn vil være omfattet af lovforslagets § 16, stk. 1, hvis den retlige foranstaltning fører til en bindende afgørelse, og ellers af § 21, stk. 3.

For så vidt angår »almindelige« forligsforhandlinger, dvs. forhandlinger, der ikke foregår under medvirken af en uafhængig tredjemand, skal der være tale om egentlige forhandlinger mellem parterne om kravet eller grundlaget for dette, således at kreditor har føje til at antage, at det ikke er nødvendigt at iværksætte retslige skridt for at undgå forældelse. Der tilsigtes ikke nogen ændring i forhold til gældende ret med hensyn til spørgsmålet om, hvornår der antages at være indledt sådanne forhandlinger mellem parterne.

Det er efter forslaget ikke en betingelse, at forhandlingerne angår en fordring af en bestemt angiven størrelse, eller at det er kreditor, der begærer mægling.

Tillægsfristen på 1 år regnes fra forligsforhandlingernes afslutning. Mens kreditor som udgangspunkt har bevisbyrden for, at der er indledt forhandlinger, vil skyldneren som udgangspunkt have bevisbyrden for, at forhandlingerne er afsluttet på et bestemt tidspunkt, og skyldneren bør derfor udtrykkeligt tilkendegive, hvornår den pågældende anser forhandlingerne for afsluttet. I praksis vil det kunne forekomme, at forligsforhandlingerne blot glider ud og ikke afsluttes udtrykkeligt, og i et sådant tilfælde må fristen regnes fra den sidste kommunikation mellem parterne, der har karakter af egentlige forhandlinger. Det vil være uden betydning for fristen, hvis kreditor kort før tillægsfristens udløb forsøger at få forhandlingerne genoptaget ved at skrive til debitor, medmindre debitor er enig i at genoptage forhandlingerne. Kreditor vil således ikke kunne opnå en fortsat udskydelse af fristen blot ved at henvende sig til debitor.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 22

Til stk. 1

Der foreslås i stk. 1 en bestemmelse om, at hvis kreditor inden forældelsesfristernes udløb har indledt retsforfølgning efter lovforslagets § 16 eller § 21, stk. 1, mod en af flere solidariske skyldnere og givet procesunderretning til de øvrige skyldnere, forældes kravet mod disse medskyldnere tidligst 1 år efter, at sagen er afsluttet ved forlig, dom mv. Også efter gældende ret antages procesunderretning at udgøre et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen.

Bestemmelsen indebærer, at fordringshaveren i tilfælde, hvor der er flere solidariske skyldnere, og der muligvis kan opnås fuld dækning hos en enkelt af disse, ikke er nødsaget til at anlægge sag mod alle skyldnere blot for at undgå forældelse.

Det følger af bestemmelsen, at procesunderretning er tilstrækkelig over for medskyldnerne, når fordringshaveren inden forældelsesfristernes udløb »har indledt retsforfølgning som nævnt i § 16 eller § 21, stk. 1, mod én af skyldnerne«. Fordringshaveren skal således inden udløbet af fristen for kravet mod den pågældende skyldner have foretaget et retsligt skridt mod denne med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, jf. § 16, stk. 1, eller have anlagt rets- eller voldgiftssag mod skyldneren vedrørende grundlaget for fordringen, jf. § 21, stk. 1.

Procesunderretningen over for medskyldnerne skal efter forslaget ske »inden forældelsesfristernes udløb«. Dette er ensbetydende med, at tillægsfristen for kravet mod de øvrige skyldnere kun finder anvendelse, hvis kreditors krav mod den enkelte medskyldner ikke er forældet på tidspunktet for procesunderretningen over for den pågældende.

Procesunderretningen skal være skriftlig, men der kan – på samme måde, som hvad der antages at følge af gældende ret – ikke stilles krav om, at underretningen forkyndes.

Tillægsfristen på 1 år i forhold til medskyldnerne skal efter forslaget regnes fra afslutningen af sagen mod den »første« skyldner (skyldner 1) ved forlig, dom eller på anden måde.

Afslutning af sagen mod skyldner 1 »på anden måde« omfatter tilfælde, hvor sagen mod skyldner 1 afvises, uden at realitetsafgørelse træffes, dvs. de af lovforslagets § 20 omfattede tilfælde. Procesunderretningen skal i så fald følges op over for de øvrige skyldnere inden 1 år efter afvisningen af sagen mod skyldner 1, evt. ved en ny procesunderretning vedrørende en ny sag mod skyldner 1.

Til stk. 2

Der foreslås i stk. 2 en regel svarende til stk. 1 for tilfælde, hvor fordringen afhænger af et retsforhold, om hvilket der er rejst sag af eller mod fordringshaveren.

Bestemmelsen omfatter bl.a. tilfælde, hvor fordringshaverens krav mod to personer står i alternativt forhold til hinanden, således at kravet mod »skyldner 2« bortfalder, hvis fordringshaveren får tilkendt det påståede beløb hos »skyldner 1«. Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt der er personlig hæftelse for et krav, eller om det er et selskab, der hæfter.

Herudover omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor fordringshaverens krav er afhængigt af, om fordringshaveren selv bliver dømt i en sag anlagt mod vedkommende, dvs. regreskrav, herunder regreskrav mellem solidariske skyldnere. Omfattet vil f.eks. være et tilfælde, hvor fordringshaveren er sagsøgt som sælger af en fast ejendom i anledning af mangler ved ejendommen, og hvor fordringshaveren, hvis denne dømmes, vil rejse regreskrav mod sin sælger.

På samme måde som efter stk. 1 skal procesunderretningen ske »inden forældelsesfristernes udløb«. Tillægsfristen for kravet mod den regresforpligtede mv. finder således kun anvendelse, hvis kravet mod denne ikke er forældet på tidspunktet for procesunderretningen over for den pågældende. Betingelsen om, at procesunderretningen skal ske inden forældelsesfristernes udløb, skal i relation til solidariske skyldforhold ses i sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets § 12, stk. 2, som indrømmer en tillægsfrist for regreskrav mellem solidarisk ansvarlige, selv om kreditors krav mod medskyldneren måtte være forældet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til §§ 23-25

De foreslåede bestemmelser i §§ 23-25 regulerer, hvilke retsvirkninger der er knyttet til forældelse af en fordring. Der er tale om bestemmelser, som i vidt omfang svarer til, hvad der allerede – for en del på ulovbestemt grundlag – gælder i dag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 23

Hovedvirkningen af forældelse fremgår af forslaget i stk. 1, hvorefter forældelse medfører, at fordringshaveren mister sin ret til at kræve opfyldelse. Dette svarer til, hvad der følger af gældende ret, jf. udtrykkeligt 1908-lovens § 2, 2. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at forældelse er en egentlig materiel ophørsgrund og således ikke er begrænset til at have den virkning, at fordringshaveren taber beføjelsen til at gennemføre fordringen ved søgsmål, jf. dog herved § 24.

Med stk. 2 indføres en udtrykkelig bestemmelse om, at en fordrings forældelse medfører bortfald også af krav på rente og lignende ydelse, der er knyttet til fordringen. Det gælder, selv om det accessoriske krav ikke selvstændigt ville være forældet på dette tidspunkt. Bestemmelsen svarer til, hvad der antages at gælde i dag på ulovbestemt grundlag.

Reglen vil f.eks. have betydning for et rentekrav ved forældelse af hovedstolen i henhold til et gældsbrev efter lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1. Udtrykket »lignende ydelse« omfatter bl.a. provisioner og gebyrer.

Til § 24

Det foreslås, at der medtages en udtrykkelig regel om, at fordringshaveren uanset fordringens forældelse bevarer en vis adgang til modregning.

Efter forslaget er modregningsadgangen begrænset på samme måde som efter gældende ret, således at der kun er modregningsret i tilfælde, hvor modregningsadgang er aftalt, eller hvor kravene udspringer af samme retsforhold, dvs. hvor der foreligger konneksitet mellem fordringerne. I de sidstnævnte tilfælde er det en betingelse, at det krav, der modregnes over for, er stiftet, inden forældelse af modfordringen indtrådte.

Forældelsens ophørsvirkning vil desuden fortsat være begrænset af den samtidighedsgrundsætning, der gælder i et gensidigt bebyrdende kontraktforhold. Hvis den ene part i en gensidigt bebyrdende kontrakt har fortabt sin fordring ved forældelse, men medkontrahentens krav er holdt i kraft, vil parten således trods forældelsen kunne nægte opfyldelse, medmindre modydelsen erlægges.

Til § 25

Bestemmelsen fastlægger virkningerne for panterettigheder og andre sikkerhedsrettigheder af, at den underliggende fordring forældes.

Efter praksis er det hovedreglen i gældende ret, at forældelse af den underliggende (sikrede) fordring har den virkning, at også retten til at søge fyldestgørelse i pantet bortfalder (accessorisk forældelse). Undtagelser fra denne hovedregel gælder ved tinglyst pantebrev i fast ejendom, jf. tinglysningslovens § 42, samt muligvis ved håndpanterettigheder. Når bortses fra retsplejelovens § 526, stk. 4, om udlæg i løsøre mv. og andre tilsvarende lovbestemmelser kan der derimod næppe blive tale om selvstændig forældelse af panterettigheder og andre sikkerhedsrettigheder, men dette spørgsmål er dog ikke ganske afklaret ved underpant i løsøre og udlæg uden for området af retsplejelovens § 526, stk. 4. Af gældende ret følger endvidere, at en tilbageholdsret ikke forældes, mens retten i henhold til et ejendomsforbehold formentlig bortfalder ved forældelse af den sikrede fordring.

Ved den foreslåede bestemmelse i § 25 indføres udtrykkelige regler, som i hovedsagen viderefører den retstilstand, der gælder eller må antages at gælde i dag. Bestemmelsen regulerer alene spørgsmålet om virkningerne for sikkerhedsretten af den underliggende fordrings forældelse, dvs. spørgsmålet om accessorisk forældelse. Bortset fra, hvad der følger af særlige regler i anden lovgivning, jf. navnlig retsplejelovens § 526, stk. 4, vil der som nævnt næppe kunne opstå spørgsmål om selvstændig forældelse af en panterettighed mv. uafhængigt af den underliggende fordrings forældelse.

Til stk. 1

Bestemmelsen i stk. 1 indeholder hovedreglen om, at retten til fyldestgørelse i pant eller udlæg i skyldnerens ejendom bortfalder ved den underliggende fordrings forældelse. Undtagelserne fra denne hovedregel findes i stk. 2.

Stk. 1 omhandler alene pant eller udlæg »i skyldnerens ejendom«. Virkningen af den sikrede fordrings forældelse for pant stillet af tredjemand er således ikke omfattet af bestemmelsen. Efter gældende ret antages det ved pant stillet af tredjemand, at forældelse af den sikrede fordring i almindelighed indebærer, at panteretten bortfalder. Dette svarer til, hvad der gælder ved kaution, og det gælder også ved pantebreve i fast ejendom og ved håndpant. Der er ikke tilsigtet ændringer af denne retstilstand.

Til stk. 2

Som undtagelse fra hovedreglen i stk. 1 foreslås i stk. 2 en regel om, at visse former for panterettigheder består uanset den underliggende fordrings forældelse.

Det foreslås således i stk. 2, nr. 1, at kreditor uanset fordringens forældelse bevarer retten til fyldestgørelse i pant for hovedstolen ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom for en bestemt angiven sum. Denne bestemmelse svarer til tinglysningslovens § 42, idet reglen dog foreslås formuleret som alene vedrørende den accessoriske forældelse. Bestemmelsen i tinglysningslovens § 42 forslås samtidig ophævet, jf. § 12 i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer mv. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb mv.).

Bestemmelsen omfatter kun panteretten for hovedstolen. Panteretten for renter mv. forældes derimod efter almindelige regler, dvs. på 3 år efter lovforslagets § 3, stk. 1. Utinglyste pantebreve i fast ejendom er ikke omfattet af undtagelsen i nr. 1, og i disse tilfælde bortfalder retten til at søge sig fyldestgjort i pantet ved forældelse af den underliggende fordring. Denne er – da der foreligger et gældsbrev – omfattet af den 10-årige forældelsesfrist efter § 4, stk. 1, nr. 1.

Uden for bestemmelsen falder endvidere skadesløsbreve, jf. formuleringen »hovedstolen ( ) for en bestemt angiven sum«. Det samme gælder ejerpantebreve, jf. udtrykkeligt bestemmelsen i § 25, stk. 2, nr. 2, for så vidt angår håndpantsatte ejerpantebreve. Indekspantebreve vil være omfattet af bestemmelsen, hvis indekseringen bygger på klare og objektive kriterier.

Endvidere foreslås i stk. 2, nr. 2, en generel undtagelse for håndpanterettigheder, dog som nævnt bortset fra håndpant i ejerpantebrev. Bestemmelsen gælder også ved håndpant til sikkerhed for et løbende mellemværende, hvilket muligvis indebærer en ændring i forhold til gældende ret.

I stk. 2, nr. 3, foreslås desuden en undtagelse for så vidt angår underpant i fast ejendom, som panthaveren inden fordringens forældelse har overtaget til brug. Denne undtagelse må formentlig antages at svare til, hvad der følger af gældende ret.

Til stk. 3-5

Der foreslås i stk. 3 – ligeledes i overensstemmelse med, hvad der antages at følge af gældende ret – en regel om, at en tilbageholdsret ikke berøres af fordringens forældelse, samt i stk. 4 en regel om, at et ejendomsforbehold i leveret løsøre bortfalder ved forældelse af kravet på købesummen.

Endvidere foreslås i stk. 5, en regel om, at når en rettighed hviler på fast ejendom som grundbyrde, er alene de enkelte forfaldne ydelser, men ikke selve grundbyrderetten, genstand for forældelse. Bestemmelsen hænger sammen med lovforslagets § 8, hvorefter andre typer af »grundfordringer«, hvoraf der udspringer løbende ydelser, i deres helhed forældes efter 10 år.

Til §§ 26-28

I §§ 26-28 er givet forskellige almindelige bestemmelser om lovens fravigelighed, om beregningen af forældelsesfristerne og om forholdet til specielle forældelsesregler i anden lovgivning.

Til § 26

Der foreslås i stk. 1 en udtrykkelig bestemmelse om, at forældelsesreglerne ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for skyldneren. Dette svarer til, hvad der på ulovbestemt grundlag antages at følge af gældende ret.

Bestemmelsen indebærer, at forældelsesreglerne er præceptive i forhold til skyldneren, således at der ikke på forhånd, dvs. inden forældelsesfristens begyndelse, gyldigt kan indgås aftale om fravigelse af forældelsesreglerne til skade for skyldneren. Dette er bl.a. ensbetydende med, at det ikke på forhånd kan aftales, at fordringen slet ikke er undergivet forældelse, eller at fristen forlænges. Der kan heller ikke gyldigt aftales et vilkår om, at forældelsesfristen afbrydes ved påmindelse.

Selv om forældelsesreglerne ikke på forhånd kan fraviges til skade for debitor, vil denne, f.eks. en løsøresælger, gyldigt kunne påtage sig en garanti, der rækker ud over forældelsesfristen.

Der er ikke noget til hinder for, at skyldneren efterfølgende, f.eks. i et tilfælde, hvor der er opstået tvist mellem parterne, giver afkald på at påberåbe sig forældelse. Dette kan ske ved helt at frafalde forældelsesindsigelsen eller ved at aftale en udskydelse af forældelsen, f.eks. i forbindelse med forligsforhandlinger eller i afventen på en afgørelse i en lignende sag. Afkald kan også gives, efter at forældelse er indtrådt, f.eks. ved under en retssag at undlade at gøre forældelse gældende. Spørgsmålet om forældelse skal ikke påses ex officio af domstolene.

Afkaldet kan gives uden samtidig at give afkald på andre indsigelser, dvs. selv om skyldneren f.eks. bestrider kravet eller kravets størrelse.

»Efterfølgende« aftaler om forlængelse af fristen mv. er undergivet almindelige aftaleretlige regler, herunder generalklausulen i aftalelovens § 36.

Det foreslås i stk. 2, at loven heller ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for kreditor, når denne er forbruger, og skyldneren er en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv. Afgrænsningen af aftaler, der er omfattet af stk. 2, svarer til afgrænsningen af forbrugeraftaler i § 3, stk. 1, i lov nr. 451 af 9. juni 2004 om forbrugeraftaler.

Bestemmelsen omfatter bl.a. tilfælde, hvor en forbruger har et mangelskrav mod en forretning i forbindelse med et løsørekøb eller et krav mod en håndværker i anledning af en håndværksydelse udført på den pågældendes ejendom. Den vil derimod ikke omfatte tilfælde, hvor der er tale om krav mellem to forbrugere, f.eks. i anledning af mangler ved en fast ejendom, hvor sælger ikke er erhvervsdrivende. Bestemmelsen gælder heller ikke, hvor der er tale om krav mellem to erhvervsdrivende.

Der kan ikke indgås aftale mellem parterne om en kortere forældelsesfrist i de tilfælde, der er omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen indebærer bl.a., at der ikke i forbrugerforhold vil kunne indgås aftale om den 5-årige reklamationsfrist i AB 92 § 36, da en sådan aftale vil være en omgåelse af stk. 2.

Det foreslåede stk. 2 er ikke til hinder for, at der som hidtil i forbrugerforhold kan indgås aftale om en relativ reklamationsfrist, dvs. aftale om, at en forbruger, der vil gøre en fordring gældende, skal give skyldneren meddelelse herom inden for rimelig tid, efter at forbrugeren fik eller burde have fået kendskab til fordringen. Det indebærer bl.a., at bestemmelsen i AB 92 § 32, stk. 2, fortsat kan anvendes også i forbrugerforhold. En aftale om en relativ reklamationsfrist vil imidlertid efter en konkret vurdering eventuelt kunne tilsidesættes eller ændres efter aftalelovens regler om urimelige aftalevilkår, jf. lovens kapitel IV om forbrugeraftaler.

Det foreslåede stk. 2 er heller ikke til hinder for, at der til en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger om en løbende forpligtelse for den erhvervsdrivende knytter sig en nærmere angivet gyldighedsperiode, som er kortere end fristerne angivet i forslaget til ny forældelseslov, f.eks. ved aftaler om medlemskab i et træningscenter og ved udstedelse af månedskort mv. til tog eller bus. En sådan gyldighedsperiode er ikke en forældelsesfrist, men en integreret del af den tjenesteydelse, som forbrugeren erhverver ved aftalen. Om forbrugerens adgang til at opsige sådanne aftaler henvises til forbrugeraftalelovens § 25.

Det foreslås i stk. 3, at den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, den pågældende har indgået, ikke er omfattet af stk. 2, dvs. at aftalen ikke er indgået med en forbruger. Tilsvarende bestemmelser findes i bl.a. købelovens § 4 a, stk. 1, 2. pkt., forbrugeraftalelovens § 3, stk. 2, og kreditaftalelovens § 1, stk. 3.

Ved stk. 4 foreslås, at stk. 2 ikke finder anvendelse, når der for fordringen er udstedt et dokument, og hvor skyldneren frigøres ved at erlægge ydelsen til den, der har dokumentet i hænde. Den foreslåede bestemmelse omfatter bl.a. omsætningsgældsbreve, jf. gældsbrevslovens § 11, stk. 2, samt gavekort og tilgodebeviser, som kan indløses af ihændehaveren.

Bestemmelsen omfatter ikke kun dokumenter udfærdiget på papir, men f.eks. også elektroniske dokumenter. Det afgørende er, at besiddelsen af dokumentet giver adgang til at kræve en ydelse erlagt.

Det foreslåede stk. 4 berører ikke andre regler end forældelsesreglerne, eksempelvis aftalelovens regler, som kan føre til begrænsninger i, hvor korte frister for indløsning af de pågældende dokumenter, der kan aftales.

I de fleste kontraktforhold er den samme part fordringshaver i forhold til visse ydelser og skyldner i forhold til andre ydelser. F.eks. er køber ved en købsaftale fordringshaver i forhold til kravet på at få den købte genstand udleveret og skyldner i forhold til sælgers krav på købesummen. Spørgsmålet om forældelsesreglernes ufravigelighed skal vurderes i forhold til de enkelte krav, der kan gøres gældende. Hvis der er tale om en købsaftale mellem to erhvervsdrivende, vil forældelsesreglerne ikke kunne fraviges til skade for køber på de punkter, hvor denne er skyldner (dvs. i forhold til sælgers krav på købesummen), mens det vil være muligt at fravige forældelsesreglerne til skade for køberen på de punkter, hvor køberen er fordringshaver (dvs. i forhold til kravet på den købte genstand). Hvis der er tale om en købsaftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, vil forældelsesreglerne ikke kunne fraviges til skade for forbrugeren hverken på de punkter, hvor forbrugeren er skyldner, eller på de punkter, hvor forbrugeren er fordringshaver.

Den foreslåede § 26 viger for særlige regler i anden lovgivning, jf. eksempelvis sølovens § 254, stk. 1, § 430 og § 501, stk. 4, som regulerer spørgsmålet om, i hvilket omfang forældelsesbestemmelser i denne lovgivning kan fraviges ved aftale. Når der i anden lov er fastsat særlige regler, vil § 26 således alene finde anvendelse i det omfang, det følger af lovforslagets § 28.

Forældelseslovens regler berører ikke almindelige principper om rettighedsfortabende passivitet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 27

Bestemmelsen regulerer den nærmere beregning af forældelsesfristerne. Reglen vil ikke alene gælde i relation til lovens almindelige forældelsesfrister, men også i forbindelse med alle andre frister efter loven. Herudover vil bestemmelsen som udgangspunkt også finde anvendelse på særlige forældelsesfrister i andre love, jf. lovforslagets § 28.

Der forslås i stk. 1, 1. pkt., en bestemmelse, hvorefter der ved beregningen af frister efter loven skal medregnes den månedsdag, der svarer til den dag, hvorfra fristen regnes.

Som eksempel på bestemmelsens anvendelse kan nævnes, at hvis 3-årsfristen efter lovforslagets § 3 f.eks. begynder at løbe den 12. august 2008, udløber fristen med udgangen af den 12. august 2011. Hvis afbrydelseshandlingen er skyldnerens erkendelse af kravet, skal skylderkendelsen således have foreligget inden udløbet af døgnet den 12. august 2011. Afbrydes fristen ved sagsanlæg, skal stævning være indleveret til retten inden for rettens åbningstid den 12. august 2011, jf. dog stk. 2 vedrørende tilfælde, hvor fristen udløber på en helligdag.

I tilfælde, hvor der ikke i fristens udløbsmåned findes en månedsdag, der svarer til den dag, hvorfra fristen regnes, foreslås det, at fristen skal udløbe på den sidste dag i måneden, jf. stk. 1, 2. pkt.

Denne bestemmelse vil bl.a. have betydning i tilfælde, hvor en årsfrist begynder at løbe den 29. februar i et skudår. I dette tilfælde vil reglen indebære, at fristen udløber den 28. februar. I relation til månedsfrister vil reglen kunne få betydning i tilfælde, hvor en månedsfrist f.eks. begynder at løbe den 31. marts og udløber 6 måneder senere. I et sådant tilfælde vil reglen indebære, at fristen udløber den 30. september. Månedsfrister vil kunne forekomme i relation til lovforslagets § 17, stk. 3, og § 28.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til, hvad der på ulovbestemt grundlag antages at være gældende ret.

Det foreslås endvidere i stk. 2 en regel om, at hvis fristen udløber i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udskydes forældelsesfristens udløbstidspunkt til førstkommende hverdag. Hvis forældelsesfristen udløber på en dag, hvor retterne holder lukket og dermed ikke er åbne for modtagelse af stævninger, kan det således ikke kræves af kreditor, at stævning indleveres den forudgående hverdag.

Bestemmelsen svarer til »helligdagsreglen« i gældsbrevslovens § 5, stk. 2, og forskellige andre bestemmelser i lovgivningen, herunder forbrugeraftalelovens § 18, stk. 7. I forhold til praksis på forældelsesområdet er der tale om en ændring af gældende ret.

Der henvises i øvrigt pkt. 3.2.1.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 28

Det foreslås i § 28 at medtage en udtrykkelig bestemmelse om forholdet til specielle forældelsesregler i anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige bestemmelser om forældelse, finder forældelseslovens regler anvendelse i den udstrækning, andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed.

Ordet »lov« omfatter alle retsforskrifter, herunder også EU-forordninger.

Ved bestemmelsen opstilles en formodning for, at de specielle forældelsesregler i anden lovgivning suppleres af de almindelige forældelsesregler. I mangel af holdepunkter for det modsatte er det således forældelseslovens regler, der gælder.

Formodningen vil kunne afkræftes i tilfælde, hvor der – f.eks. på grund af særreglens forhistorie, eller fordi reglen hviler på en konvention – foreligger særlige holdepunkter for at antage, at den ikke skal udfyldes med de almindelige regler. Således indeholder visse specielle forældelsesbestemmelser udtømmende regulering af forældelsesspørgsmålet, jf. eksempelvis sølovens §§ 55 og 502.

Den foreslåede bestemmelse svarer i vidt omfang til gældende ret. Formodningsreglen vil dog medføre, at der efter afbrydelse af den specielle forældelsesfrist, uden at et særligt retsgrundlag tilvejebringes i forbindelse hermed, som udgangspunkt vil løbe en ny frist, hvis længde bestemmes af forældelseslovens regler, jf. herved lovforslagets § 19, stk. 1. Det er noget tvivlsomt, hvad der følger af gældende ret på dette punkt, og formodningsreglen vil derfor kunne indebære en ændring af gældende ret i relation til nogle særregler. Også i forhold til spørgsmålet om, hvilken frist der vil løbe efter afbrydelse af forældelsesfristen, vil formodningen dog kunne afkræftes, hvor det eksempelvis på grund af særreglens forhistorie må antages, at særlovens forældelsesfrist skal finde anvendelse.

Hvis der i forbindelse med afbrydelse er tilvejebragt et særligt retsgrundlag for fordringen, finder lovforslagets § 5 anvendelse, medmindre der foreligger særlige holdepunkter for det modsatte. Dette antages også at følge af gældende ret.

Der er i lovforslagets § 17, stk. 1, nr. 1, og § 18, stk. 1, medtaget afbrydelsesregler, som svarer til de gældende regler om afbrydelse ved visse former for retslige skridt i konkurslovens § 241 og retsplejelovens § 527. Reglerne har hidtil været gældende både i relation til 1908-loven og Danske Lov 5-14-4 samt specielle forældelsesregler i anden lovgivning. Konkurslovens § 241 og retsplejelovens § 527 foreslås ophævet ved § 3, nr. 3, og § 11 i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.). Af den foreslåede formodningsregel følger, at de foreslåede regler svarende til retsplejelovens § 527 og konkurslovens § 241 – dvs. de foreslåede bestemmelser i § 17, stk. 1, nr. 1, og § 18, stk. 1 – også fremover vil finde anvendelse i relation til forældelsesfrister i anden lov.

Den generelle formodningsregel vil medføre, at den specielle forældelsesfrist vil kunne suspenderes i overensstemmelse med forældelseslovens § 3, medmindre der foreligger holdepunkter for, at der har været tilsigtet en absolut frist. Efter gældende ret antages det, at 1908-lovens suspensionsregel navnlig kan tænkes indfortolket i særreglen, hvis den pågældende fordring ellers ville være omfattet af 1908-loven, og muligvis også, hvis særreglens forældelsesfrist ikke er længere end 1908-lovens.

§ 3 kan ikke indfortolkes i særreglen, hvis dennes frist er kombineret med en kortere frist, som er undergivet suspension.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til §§ 29-31

Lovforslagets §§ 29-31 indeholder regler om ikrafttrædelse samt ændringer af regler i anden lovgivning.

Til § 29

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2008.

Ved stk. 2 foreslås det at ophæve Danske Lov 5-14-4 og 1908-loven. På grund af overgangsreglen i § 30, stk. 1, 2. pkt., vil reglerne i Danske Lov 5-14-4 og 1908-loven dog i en overgangsperiode fortsat have en vis betydning.

Til § 30

Til stk. 1

Loven skal efter forslaget som udgangspunkt også gælde for eksisterende krav, der ikke er forældet på ikrafttrædelsestidspunktet, jf. stk. 1, 1. pkt.

I relation til disse krav foreslås indført en overgangsperiode, inden loven slår helt igennem, jf. stk. 1, 2. pkt. Danske Lov 5-14-4 og 1908-loven, der foreslås ophævet ved lovforslagets § 29, stk. 2, vil således i en overgangsperiode fortsat have en vis betydning.

Der foreslås en overgangsperiode på 3 år, således at eksisterende fordringer som udgangspunkt tidligst forældes 3 år efter lovens ikrafttræden, jf. 2. pkt., 1. led.

Det foreslås dog samtidig, at den 3-årige overgangsperiode skal fraviges i tilfælde, hvor der efter både de nye og de gamle regler ville indtræde forældelse inden udløbet af overgangsperioden, jf. 2. pkt., 2. led.

I de nævnte tilfælde, hvor overgangsreglen ikke skal finde anvendelse, fordi kravet ville være forældet efter både de nye og de gamle regler inden udløbet af overgangsperioden, et det seneste af de tidspunkter, der følger af de to regelsæt, afgørende.

Som eksempler på bestemmelsens anvendelse kan nævnes følgende:

Er der tale om et krav omfattet af 1908-loven – f.eks. et fakturakrav – der er forfaldet til betaling den 1. juni 2005, vil kravet efter de nye regler være forældet den 1. juni 2008 og efter 1908-loven den 1. juni 2010. I et sådant tilfælde vil forældelse efter såvel de nye som de hidtil gældende regler være indtrådt inden overgangsperiodens udløb (1. januar 2011), og forældelse vil derfor indtræde på det seneste af de nævnte tidspunkter, dvs. den 1. juni 2010.

Er fakturakravet i stedet forfaldet den 4. januar 2006, vil det efter de nye regler være forældet den 4. januar 2009 og efter 1908-loven den 4. januar 2011. I et sådant tilfælde vil overgangsreglen føre til forældelse den 1. januar 2011.

Som eksempel på et tilfælde, hvor der er tale om en fordring, der efter de hidtil gældende regler ville være omfattet af Danske Lov, men som efter de nye regler bliver omfattet af en 10-årig forældelsesfrist, kan tænkes den situation, at et krav er fastslået ved en dom den 1. juni 1988. Efter de nye regler ville forældelse være indtrådt den 1. juni 1998, men efter de hidtil gældende regler ville forældelse først indtræde den 1. juni 2008. I et sådant tilfælde vil kravet efter såvel de nye som de tidligere regler være forældet inden overgangsperiodens udløb den 1. januar 2011, og forældelse vil derfor indtræde på det seneste af de nævnte tidspunkter, dvs. den 1. juni 2008.

Er der i det nævnte eksempel i stedet tale om, at dommen er afsagt den 1. juni 1998, ville forældelse efter de nye regler indtræde den 1. juni 2008, men efter de hidtil gældende regler ville forældelse først indtræde den 1. juni 2018. I dette tilfælde vil overgangsreglen føre til forældelse den 1. januar 2011.

Til stk. 2

Der foreslås en særlig overgangsregel for fordringer på forholdsmæssigt afslag i købesummen vedrørende fast ejendom på grund af forurening af jord. Det foreslås, at indtil den 31. december 2017 er fristen efter lovens § 3, stk. 3, nr. 3 – dvs. den absolutte forældelsesfrist for sådanne fordringer – 20 år efter tidspunktet for fordringens stiftelse.

Den foreslåede regel indebærer, at eksempelvis en husejer, der har erhvervet ejendommen i 1995 og – f.eks. efter en kortlægning i medfør af jordforureningsloven – i 2013 konstaterer en forureningsskade på grunden, fortsat vil kunne gøre kravet gældende, idet det først forældes endeligt i 2015, dvs. 20 år efter købet af ejendommen.

Efter den 31. december 2017 vil den nye forældelseslov finde anvendelse i fuldt omfang. Den 10-årige frist efter lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 3, vil således efter denne dato finde anvendelse på alle fordringer på forholdsmæssigt afslag på grund af forurening af jord.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 3

Der foreslås i stk. 3 en bestemmelse om, at afbrydelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, har virkning efter den nye lov, selv om afbrydelse ikke er sket i overensstemmelse med de nye regler.

Det følger heraf, at en afbrydelse, der inden lovens ikrafttræden er sket ved påmindelse i overensstemmelse med reglen i Danske Lov 5-14-4, vil have virkning efter den nye lov.

Til stk. 4

Ved lovforslagets § 26, stk. 2, foreslås, at loven ikke skal kunne fraviges til skade for en fordringshaver (forbruger), når denne hovedsageligt handler uden for sit erhverv, og skyldneren er en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv.

Det foreslåede stk. 4 indebærer, at § 26, stk. 2, alene skal finde anvendelse på aftaler, der indgås eller forlænges efter lovens ikrafttræden. Reklamationsfrister, der følger af allerede indgåede aftaler, herunder aftaler, hvorved AB 92 er vedtaget, kan således opretholdes.

Henvisningen til aftaler, der forlænges, angår løbende kontraktforhold, hvor aftalevilkår, der måtte være i strid med forslagets § 26, stk. 2, således ikke vil kunne opretholdes efter en forlængelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 31

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig anordning kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.