Den fulde tekst

Skriftlig fremsættelse (28. februar 2007)

 

Justitsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven).

(Lovforslag nr. L 165).

Formålet med lovforslaget er at gennemføre nye og mere tidssvarende regler om forældelse af fordringer, og lovforslaget indeholder på den baggrund en ny lov om forældelse af fordringer, der skal erstatte de gældende forældelsesregler i Danske Lov 5-14-4 fra 1683 og i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-loven).

Forældelsesreglerne har bl.a. til formål at beskytte skyldnere, som efter en årrække har indrettet sig på, at et muligt krav ikke vil blive gjort gældende. Det gælder særligt i tilfælde, hvor skyldneren vil bestride det pågældende krav, f.eks. fordi denne mener at have betalt, men hvor det efter mange år er blevet vanskeligt at bevise, at det er tilfældet. Forældelsesregler skal medvirke til at sikre at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden for rimelig tid ved at tilskynde fordringshaver til at få afklaret det pågældende forhold gennem forlig, sagsanlæg eller på anden måde.

En normal afvikling af fordringer må også anses for samfundsmæssigt ressourcebesparende, idet retssystemet herved undgår at skulle behandle sager om meget gamle mellemværender, der ofte vil være præget af bevistvivl.

Overordnet er det blevet anført, at det forhold, at Danske Lov 5-14-4 og 1908-loven kun tager stilling til nogle få hovedprincipper, indebærer, at man ved spørgsmål om forældelse ofte er overladt til en vanskeligt overskuelig retspraksis, som på en lang række områder efterlader tvivlsspørgsmål. Det gældende regelsæt giver således ikke i tilstrækkelig grad skyldnere og fordringshavere den sikkerhed og klarhed, der skal til, for at de kan indrette sig efter reglerne. Desuden er den tvivl, som de gældende regler giver anledning til, processkabende.

Det er endvidere blevet anført, at den 20-årige frist i Danske Lov 5-14-4 under nutidens forhold og med de moderne kommunikationsformer kan forekomme unødig lang, særligt for så vidt angår fordringer i henhold til pengelån. I den forbindelse er det blevet kritiseret, at forældelsen af sådanne fordringer kan afbrydes ved påmindelse, hvilket indebærer, at kreditorer blot ved udsendelse af et kontoudtog hvert 20. år kan opretholde en fordring. Dette synes uhensigtsmæssigt i lyset af, at forældelsesregler har til formål at tilskynde kreditorer til at få fordringer afviklet eller bragt på det rene.

Hvad angår krav i anledning af personskade og miljøskade, hvor afgørende modhensyn gør sig gældende, er det derimod blevet anført, at den 20-årige forældelsesfrist er for kort. Det skyldes, at sådanne skader i visse tilfælde først viser sig ganske mange år efter, at den skadevoldende handling har fundet sted.

Justitsministeriet er i vidt omfang enig i den kritik, der har været rejst af de gældende forældelsesregler. Derfor fremsættes forslag til en ny og mere tidssvarende forældelseslov.

Forslaget er i al væsentlighed udformet i overensstemmelse med anbefalingerne og lovudkastet, som Justitsministeriets Forældelsesudvalg har fremlagt i betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen.

Forslaget vil indebære, at forældelse af fordringer fremover reguleres ved ét sammenhængende regelsæt, som kun fraviges i det omfang, der er fastsat regler herom i anden lovgivning. Den foreslåede forældelseslov er mere omfattende og detaljeret end de gældende forældelsesregler, og forslaget vil derfor indebære en afklaring af en række af de tvivlsspørgsmål, som de gældende regler har givet anledning til.

De hensyn, som ligger bag forældelsesreglerne, herunder ønsket om at beskytte skyldnere mod uventede krav, taler generelt imod, at forældelsesfristerne er længere end nødvendigt. Længden af de gældende forældelsesfrister er fastsat på baggrund af de forhold, der gjorde sig gældende for handel mv. på det tidspunkt, hvor forældelsesreglerne blev gennemført i henholdsvis 1683 og 1908. Meget har forandret sig siden, også for så vidt angår kreditorers adgang til at få fordringer afviklet eller bragt på det rene.

Det foreslås derfor, at forældelsesfristerne for de fleste dagligdags fordringer forkortes. Således foreslås der indført en almindelig forældelsesfrist på 3 år, der suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om fordringen eller skyldneren, kombineret med en absolut forældelsesfrist på 10 år. Forældelseslovgivningen i en række andre lande indeholder ligeledes forældelsesfrister på henholdsvis 3 år og 10 år, herunder lovgivningen i Sverige, Norge, Finland og Tyskland.

For så vidt angår krav i anledning af personskade eller miljøskade er der afgørende modhensyn, idet sådanne skader i en række tilfælde først viser sig på et langt senere tidspunkt. Derfor bør der fastsættes en særlig lang forældelsesfrist. Som en undtagelse til den 10-årige frist, foreslås det derfor, at der i disse tilfælde i stedet skal gælde en 30-årig forældelsesfrist.

Desuden foreslås særlige forældelsesfrister og tillægsfrister for en række andre fordringer, der heller ikke kan indpasses under lovgivningens almindelige ordning. Bl.a. foreslås i stedet for den 3-årige forældelsesfrist en 5-årig frist for lønkrav. For fordringer i anledning af pengelån, samt når der er udstedt gældsbrev for en fordring, foreslås, at der alene skal gælde en 10-årig forældelsesfrist, og for indlån i pengeinstitutter alene en 20-årig forældelsesfrist.

For så vidt angår spørgsmålet om afbrydelse af forældelse foreslås, at der indføres en sondring mellem ”egentlig” og foreløbig afbrydelse af forældelse. En ”egentlig” afbrydelse, som bl.a. vil finde sted ved skyldnerens erkendelse af fordringen og ved sagsanlæg, vil indebære, at der løber en ny forældelsesfrist. Foreløbig afbrydelse – eksempelvis ved indbringelse af en tvist, der har betydning for fordringen, for en administrativ myndighed – vil i stedet udløse en tillægsfrist på et år.

Det foreslås endvidere, at muligheden for at afbryde forældelsen ved påmindelse afskaffes. Det er ikke rimeligt, at fordringer i dag kan opretholdes på ubestemt tid blot ved udsendelse af eksempelvis et kontoudtog, og det foreslås derfor, at forældelsen skal afbrydes, enten ved at der foretages retslige skridt, eller ved at skyldners erkendelse opnås.

Med henblik på at forbedre forbrugerbeskyttelsen foreslås, at forældelseslovens regler ikke skal kunne fraviges ved forudgående aftale til skade for en forbruger. Det bør gælde, uanset om forbrugeren er fordringshaver eller skyldner i den konkrete aftale med den erhvervsdrivende. Den balance mellem hensynet til skyldner og fordringshaver, som de foreslåede regler er udtryk for, bør ikke ved forudgående aftale kunne fraviges til skade for forbrugere.

Lovforslaget skal i øvrigt ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) (L 166), som bl.a. har til formål at tilpasse forældelsesbestemmelserne i en række øvrige love til forslaget til ny forældelseslov.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.