Den fulde tekst

Fremsat den 11. oktober 2000 af indenrigsministeren (Karen Jespersen)

Forslag

til

Lov om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse

 

Opkrævning og inddrivelse

§ 1. Kommunalbestyrelsen kan efter aftale bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå den opkrævning og inddrivelse af fordringer, som i medfør af lovgivningen varetages af kommunalbestyrelsen.

    Stk. 2. En bemyndigelse efter stk. 1 omfatter den delegerende kommunalbestyrelses adgang til efter lovgivningen at anvende tvangsmidler til inddrivelse.

    Stk. 3. Ved bemyndigelse efter stk. 1 behandles sager om udlæg af pantefogden, der er ansat i den bemyndigede kommune.

§ 2. En bemyndigelse efter § 1 kan omfatte kommunalbestyrelsens adgang til efter lovgivningen at eftergive en fordring, meddele henstand eller foretage indstilling til en anden myndighed vedrørende eftergivelse eller henstand.

§ 3. En bemyndigelse efter § 1 kan omfatte kommunalbestyrelsens adgang til efter lovgivningen at opkræve renter, gebyrer og afgifter i forbindelse med opkrævning og inddrivelse af fordringer.

§ 4. En aftale om bemyndigelse i medfør af § 1 kan indgås mellem to eller flere kommunalbestyrelser i kommuner, der alle grænser op til hinanden, jf. dog stk. 2.

    Stk. 2. En aftale om bemyndigelse i medfør af § 1 mellem to eller flere kommunalbestyrelser i kommuner, der ikke alle grænser op til hinanden, skal godkendes af indenrigsministeren.

Klage

§ 5. Afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af § 1, kan ikke påklages til den delegerende kommunalbestyrelse.

    Stk. 2. Klage over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af § 1, kan indbringes for den myndighed, der er klageinstans i forhold til den delegerende kommunalbestyrelses afgørelser.

Indhentelse af oplysninger

§ 6. En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 1, kan til brug for kommunalbestyrelsens behandling af en sag om opkrævning eller inddrivelse afkræve den delegerende kommunalbestyrelse de oplysninger, der er fornødne til sagens behandling.

    Stk. 2. En kommunalbestyrelse, der har bemyndiget en anden kommunalbestyrelse i medfør af § 1, kan til brug for kommunalbestyrelsens behandling af en sag afkræve den bemyndigede kommunalbestyrelse oplysninger, som er tilgået denne som følge af bemyndigelsen.

    Stk. 3. En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 1, kan til brug for kommunalbestyrelsens behandling af en sag om opkrævning eller inddrivelse indhente de samme oplysninger fra offentlige myndigheder og fra private, som ifølge lovgivningen ville kunne indhentes af den delegerende kommunalbestyrelse, hvis denne havde behandlet sagen.

Ikrafttræden m.v.

§ 7. Loven træder i kraft den 1. april 2001.

§ 8. I lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., som senest ændret ved lov nr. 1082 af 20. december 1995, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, og § 11, stk. 1, ændres »toldvæsenet« til »de statslige told- og skattemyndigheder«. I § 3, stk. 1, ændres »(toldfogder)« til »(told- og skattefogder)«.

2. I § 4, stk. 1, § 6, stk. 1, 3. pkt., § 7, stk. 1 og 3, og § 10 ændres »pante- og toldfogder« til »pantefogder og told- og skattefogder«.

3. I § 4, stk. 2, § 6, stk. 1, 1. pkt., og § 8, stk. 1, ændres »pante- eller toldfogder« til »pantefogder eller told- og skattefogder«. I § 6, stk. 3, ændres »pante- eller toldfogden« til »pantefogden eller told- og skattefogden«. I § 8, stk. 2, og § 11, stk. 1, ændres »pante- eller toldfoged« til »pantefoged eller told- og skattefoged«.

4. I § 10, stk. 1, ændres »det tolddistrikt« til »den told- og skatteregion«.

5. I § 10 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Har en kommunalbestyrelse i medfør af § 1 i lov om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse bemyndiget en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå opkrævning og inddrivelse af fordringer, kan skyldneren dog tilsiges til forretningen hos pantefogden i den kommune, der er bemyndiget til at forestå inddrivelsen.«

§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund

    Der er i de senere år opstået en stigende interesse i kommunerne for at etablere kommunale samarbejder om varetagelsen af opgaver, som ikke hidtil har været genstand for samarbejde. Det er kendetegnende for kommunernes ønske om denne nye type samarbejder, at der ikke sker kompetenceoverførsel til et nyt selvstændigt styrelsesorgan. Derimod ønskes samarbejdet etableret som en fleksibel ordning, hvor kommunalbestyrelsen kan overlade varetagelsen af visse opgaver til en anden kommunalbestyrelse, men hvor kommunalbestyrelsen bevarer kompetencen til at træffe beslutning om opgavens udførelse og bevarer ansvaret herfor. Sådanne samarbejder giver kommunerne mulighed for at tilrettelægge opgavevaretagelsen mere smidigt, ligesom denne form for samarbejde navnlig mellem de mindre kommuner giver mulighed for en mere effektiv ressourceudnyttelse.

    De nye samarbejder vil på en række opgaveområder kunne etableres uden lovhjemmel. Det drejer sig navnlig om opgaveområder, der ikke indebærer varetagelse af myndighedsopgaver.

    Samarbejde om myndighedsopgaver kræver derimod lovhjemmel.

    Der er fra kommunal side i forskellige sammenhænge rettet henvendelse til regeringen med anmodning om, at der for visse opgaveområder skabes en sådan lovhjemmel til kommunalt samarbejde om myndighedsopgaver.

    Regeringen er generelt positiv over for kommunernes ønske om at fjerne såvel lovgivningsmæssige som andre barrierer for kommunale samarbejder.

    Med virkning pr. 1. juli 1996 er der således skabt hjemmel til etablering af fælleskommunale skatteankenævn (Skatteministeriets lov nr. 304 af 24. april 1996), og med virkning pr. 1. juli 1999 er der skabt hjemmel til fælles administration på lignings- og vurderingsområdet (Skatteministeriets lov nr. 381 af 2. juni 1999). Endvidere er der pr. 1. januar 2000 skabt hjemmel til kommunalt samarbejde på ejendomsskatteområdet (Indenrigsministeriets lov nr. 1100 af 29. december 1999).

    I forlængelse af disse tiltag har man fra kommunal side senest i en henvendelse fra Kommunernes Landsforening i efteråret 1999 anmodet regeringen om tillige at understøtte kommunernes ønske om at etablere samarbejder omkring opkrævning og inddrivelse af fordringer.

    Den enkelte kommune forestår i dag inddrivelse af en række restancer på statens vegne samt opkrævning og inddrivelse af en række fordringer og restancer på egne vegne og i visse tilfælde også på privates vegne. Der kan eksempelvis være tale om tilgodehavender i forbindelse med kommunal elforsyning, børnepasning, administrativt ikendte bøder, private personers fordringer på underholdsbidrag m.v.

    Ved opkrævning forstås udsendelse af opkrævninger m.v. og den efterfølgende kontrol med, at betaling finder sted. Ved inddrivelse forstås anvendelse af tvangsmidler og frivillige betalingsordninger over for skyldneren med henblik på betaling af fordringen.

    Kommunalbestyrelsen træffer bestemmelse om indretningen af den kommunale administration, herunder om organiseringen af den del af den kommunale administration, der varetager kommunens opkrævnings- og inddrivelsesopgaver. I de fleste af landets kommuner er opkrævnings- og inddrivelsesopgaven organiseret som en samlet funktion en inkassofunktion der typisk er etableret som en del af den økonomiske forvaltning.

    Det er kommunalbestyrelsen, der er ansvarlig for opkrævningen og med undtagelse af udlægsfunktionen inddrivelsen. Efter § 2 i skatteinddrivelsesloven foretages udlægsfunktionen af pantefogder, der ansættes af kommunalbestyrelsen.

    Udlægsfunktionen er et led i den kommunale inddrivelsesfunktion, men er i modsætning til opkrævning og de øvrige tvangsinddrivelsesmidler ikke en administrativ, men en retslig beføjelse. Indsigelser mod pantefogdens udlæg indbringes for fogedretten.

    Kommunalbestyrelserne kan uden lovhjemmel indgå aftale om samarbejde for så vidt angår de dele af inkassofunktionen, der kan betegnes som faktisk forvaltningsvirksomhed den almindelige administration i form af foretagelse af beregninger, udsendelse af opkrævninger, udsendelse af rykkere m.v.

    Etablering af samarbejde om den del af inkassofunktionen, der kan betegnes som myndighedsudøvelse foretagelse af udlæg, lønindeholdelse m.v. forudsætter derimod, at der skabes lovhjemmel hertil. En kommune kan således ikke uden lovhjemmel overdrage myndighedsopgaver til andre, herunder til en anden kommune.

    Kommunerne kan derfor kun etablere et bredt samarbejde på opkrævnings- og inddrivelsesområdet, der indbefatter alle inkassofunktioner, hvis der etableres lovhjemmel hertil.

    Som på skatteankenævnsområdet, lignings- og vurderingsområdet samt ejendomsskatteområdet vurderes kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse at kunne føre til en faglig og økonomisk effektivisering af den kommunale opgaveløsning til gavn for borgerne.

    På denne baggrund stilles der forslag om indførelse af hjemmel til kommunalt samarbejde på opkrævnings- og inddrivelsesområdet.

2. Lovforslagets indhold

    Ved forslaget indføres hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå opkrævning og inddrivelse af de fordringer, som kommunalbestyrelsen efter lovgivningen kan opkræve eller inddrive.

    Lovforslaget regulerer alene adgangen til at foretage bemyndigelse mellem primærkommunerne. Forslaget indeholder således ikke hjemmel til, at et amtsråd eller styrelsesorganet for et kommunalt fællesskab oprettet i medfør af den kommunale styrelseslovs § 60 kan bemyndiges til eller bemyndige andre kommuner, amtskommuner eller kommunale fællesskaber til at forestå opkrævning og inddrivelse af fordringer.

    Lovforslaget har til formål at give adgang til, at en eller flere kommunalbestyrelser indgår aftale om, at en af de deltagende kommunalbestyrelser helt eller delvis forestår opkrævning og inddrivelse på den eller de andre kommunalbestyrelsers vegne. På grundlag af en sådan aftale kan en skyldner eksempelvis blive opkrævet betaling for en fordring, som bopælskommunen har mod den pågældende, af den kommune, der efter aftalen skal forestå opkrævning og inddrivelse.

    Den kommunalbestyrelse, der bemyndiges til at forestå opkrævning og inddrivelse, får adgang til at anvende lovgivningens tvangsinddrivelsesmidler i form af eksempelvis lønindeholdelse, indtrædelsesret, modregning, indgivelse af konkursbegæring samt forlange, at skyldneren fremkommer med oplysninger under personligt fremmøde m.v. Endvidere får pantefogden i den kommune, der er bemyndiget til at forestå inddrivelse, adgang til at foretage udlæg efter lovgivningens almindelige regler herom. Herved fraviges de almindelige regler om pantefogdens stedlige kompetence, idet pantefogden, der er ansat i den bemyndigede kommune, i kraft af bemyndigelsen får stedlig kompetence til at behandle sager om udlæg hos borgere og virksomheder, der er hjemmehørende i den delegerende kommune.

    Med forslaget bevarer kommunalbestyrelsen i den delegerende kommune kompetencen til at foretage opkrævning og inddrivelse og ansvaret herfor, men gives mulighed for helt eller delvis at overlade udøvelsen af kompetencen til en anden kommunalbestyrelse.

    Den bemyndigede kommunalbestyrelse vil i praksis delegere udøvelsen af kompetencen videre til kommunens administration, der således varetager opkrævning og inddrivelse af fordringer for begge kommuner. Gennemførelse af udlægsforretning forestås af en eller flere pantefogder, der er ansat i den bemyndigede kommune.

    Ved indgåelse af aftale om samarbejde om opkrævning og inddrivelse etableres der ikke en ny myndighed. Det overordnede ansvar for opkrævning og inddrivelse forbliver i den delegerende kommunalbestyrelse, og når den bemyndigede kommunalbestyrelse foretager opkrævning og inddrivelse af den delegerende kommunalbestyrelses fordringer, handler den bemyndigede kommunalbestyrelse på vegne af den delegerende kommunalbestyrelse.

    Dette betyder bl.a., at den delegerende kommunalbestyrelse fortsat vil være ansvarlig over for Told- og Skattestyrelsen, og at Told- og Skattestyrelsens kontaktspart fortsat vil være den delegerende kommunalbestyrelse.

    Da kompetence og ansvar bevares i den delegerende kommunalbestyrelse, kan kommunalbestyrelsen når som helst tilbagekalde delegationen helt eller delvis, herunder i konkrete tilfælde.

    Den delegerende kommunalbestyrelse har inden for rammerne af gældende regler både ret og pligt til at føre tilsyn med, hvorledes opgaven varetages. Denne kontrol kan eksempelvis ske ved instruktion, call in (når en myndighed af egen drift beslutter at behandle en sag, som ellers skulle være behandlet af en anden myndighed) samt tilbagekaldelse af delegationen.

    Det forudsættes, at den delegerende kommunalbestyrelse uanset delegationen fortsat fastsætter de overordnede krav til opgavevaretagelsen på opkrævnings- og inddrivelsesområdet. Kravene til opgavevaretagelsen vil som hidtil kunne fastsættes i inkassoplaner og lignende.

    Den delegerende kommunalbestyrelse har ansvaret for at informere borgerne om det etablerede samarbejde. Den delegerende kommunalbestyrelse har endvidere ansvaret for at informere borgerne om ændringer i samarbejdet samt om samarbejdets eventuelle ophør.

    Det forventes, at ønsket om at indgå samarbejde om opkrævning og inddrivelse primært vil opstå mellem to eller flere kommuner, der geografisk set er beliggende i umiddelbar nærhed af hinanden.

    Da geografisk nærhed er en forudsætning for, at borgerne ikke påføres uforholdsmæssige vanskeligheder i forbindelse med eksempelvis pantefogdens tilsigelse af skyldnere til udlægsforretning i den kommune, der er bemyndiget til at forestå inddrivelsen, jf. forslagets § 8, kan der efter forslaget som udgangspunkt alene indgås aftaler mellem to eller flere kommunalbestyrelser i kommuner, der alle grænser op til hinanden. Såfremt to eller flere kommunalbestyrelser i kommuner, der ikke alle grænser op til hinanden, ønsker at samarbejde, skal samarbejdet godkendes af indenrigsministeren. Der henvises til lovforslagets § 4 og bemærkningerne hertil.

    Foruden en generel adgang til at overføre udøvelsen af kompetencen til at foretage opkrævning og inddrivelse giver forslaget også adgang til, at en kommune, som har en fordring mod en person eller virksomhed, der er bosat eller har hjemsted i en anden kommune, indgår aftale om, at bopæls- eller hjemstedskommunen opkræver og inddriver denne fordring på vegne af kreditorkommunen. En skyldner, der eksempelvis er flyttet fra en kommune til en anden, kan således af den nye bopælskommune blive opkrævet betaling for gæld til den tidligere bopælskommune.

    Kommunerne yder allerede i dag hinanden gensidig bistand ved inddrivelse i disse situationer, men det er fundet hensigtsmæssigt at etablere en udtrykkelig lovhjemmel for, at kommunerne kan yde hinanden bistand i sådanne enkeltsager.

    Foruden hjemmel til at overdrage adgangen til at opkræve og inddrive fordringer giver forslaget mulighed for tillige at overføre adgangen til at opkræve renter, gebyrer og afgifter.

    Også adgangen til at eftergive fordringer, meddele henstand eller foretage indstilling til en anden myndighed vedrørende eftergivelse eller henstand kan efter forslaget delegeres fra en kommunalbestyrelse til en anden.

    Hermed sikres, at udøvelsen af den samlede inkassofunktion kan overlades til en anden kommunalbestyrelse.

    Den vedtagne lov vil blive omfattet af lovovervågning. Indenrigsministeriet vil således tre år efter lovens ikraftræden udarbejde en redegørelse, der bl.a. vil indeholde en beskrivelse af, i hvilket omfang loven har været anvendt af kommunerne. Redegørelsen vil blive sendt til Folketingets Kommunaludvalg.

3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

    Adgangen til kommunalt samarbejde på opkrævnings- og inddrivelsesområdet vil give mulighed for visse mindre administrative besparelser i kommunerne, som det dog ikke er muligt at opgøre nærmere.

    Lovforslaget vil endvidere give mulighed for en smidigere tilrettelæggelse af den kommunale opkrævnings- og inddrivelsesvirksomhed.

    En udnyttelse af adgangen til kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse vil kunne medføre udgifter til edb-systemtilretning i kommunerne.

    Told- og Skattestyrelsen forudsætter på baggrund af den under bemærkningerne til § 6, stk. 3, beskrevne autorisationsmodel vedrørende adgang til Told- og Skattestyrelsens systemer, at lovforslaget ikke vil medføre udgifter til tilretning af Told- og Skattestyrelsens systemer.

    Forslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for borgerne.

4. Erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser

    Forslaget har ikke erhvervsadministrative, erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.

5. Forhold til EU-retten

    Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

6. Hørte myndigheder

    Lovforslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

    Datatilsynet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen og Advokatrådet.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

    

 

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, amtskommuner og kommuner

Visse mindre administrative besparelser i kommunerne, som det dog ikke er muligt at opgøre nærmere

Eventuelt udgifter til edb-systemtilretning i kommunerne

Administrative konsekvenser for stat, amtskommuner og kommuner

Mulighed for en smidigere tilrettelæggelse af den kommunale opkrævnings- og inddrivelsesvirksomhed

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

    Bestemmelsens stk. 1 indeholder hjemmel til, at kommunalbestyrelsen efter aftale kan bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå opkrævning og inddrivelse, som i medfør af lovgivningen varetages af kommunalbestyrelsen.

    Ved opkrævning forstås udsendelse af opkrævninger og regninger m.v. til borgere og virksomheder m.v. og kontrol af, om betaling finder sted inden for den fastsatte betalingsfrist, samt eventuelt efterfølgende udsendelse af rykkere. Ved inddrivelse forstås brug af de i lovgivningen fastsatte tvangsmidler og frivillige betalingsordninger over for skyldneren med henblik på betaling af de udestående fordringer.

    Den foreslåede bestemmelse giver adgang til, at kommunalbestyrelsen kan bemyndige en anden kommunalbestyrelse til at forestå opkrævning og inddrivelse af de fordringer, som kommunalbestyrelsen efter lovgivningen forestår opkrævning og inddrivelse af, også selvom det ikke er kommunens egne fordringer.

    Foruden opkrævning og inddrivelse af kommunens egne fordringer varetager kommunalbestyrelsen, herunder pantefogden, også en række andre inddrivelsesopgaver. Kommunerne yder bl.a. hinanden gensidig bistand med inddrivelse af kommunale fordringer, eksempelvis når skyldneren flytter fra en kommune til en anden, ligesom kommunernes pantefogder foretager udlæg for amtskommunale fordringer, der er tillagt udpantningsret. Ligeledes inddrives en række statslige fordringer f.eks. personlige skatter, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsopsparing og ejendomsværdiskat af kommunerne. Inddrivelse af alle former for familieretlige underholdsbidrag herunder private bidragsfordringer, når den bidragsberettigede anmoder herom varetages endvidere af kommunalbestyrelsen. Kommunerne er desuden i begrænset omfang inddraget i opkrævning og inddrivelse af visse grønne afgifter. Også udenlandske skattekrav, der i et vist omfang opkræves og inddrives i Danmark, sendes til opkrævning og inddrivelse i kommunerne gennem Told- og Skattestyrelsen (Told- og Skatteregion Sønderborg).

    Bestemmelsen sigter både på det generelle samarbejde omkring opkrævning og inddrivelse og på det allerede eksisterende samarbejde i enkeltstående inddrivelsessager.

    Bestemmelsen indeholder således ikke blot hjemmel til indgåelse af samarbejdsaftaler, hvor hele eller visse dele af kommunens generelle ret til at forestå opkrævning og inddrivelse overføres til en anden kommunalbestyrelse. Det er fundet hensigtsmæssigt tillige at etablere en udtrykkelig lovhjemmel for, at kommuner kan yde hinanden gensidig bistand ved inddrivelse i enkeltsager. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.

    Efter bestemmelsens stk. 1 kan udøvelsen af adgangen til at forestå samtlige de opkrævnings- og inddrivelsesopgaver, som varetages af kommunalbestyrelsen, delegeres til en anden kommunalbestyrelse, men adgangen kan også begrænses til f.eks. visse af de fordringer, kommunalbestyrelsen opkræver og inddriver, eller til visse dele af de opkrævnings- og inddrivelsesopgaver, kommunalbestyrelsen varetager. Lovforslaget er ikke i sig selv til hinder for, at de af samarbejdet omfattede kommunalbestyrelser kan delegere opkrævnings- og inddrivelsesopgaver til hinanden.

    Efter bestemmelsens stk. 2 omfatter en bemyndigelse i medfør af stk. 1 den delegerende kommunalbestyrelses adgang til efter lovgivningen at anvende tvangsmidler til inddrivelse af fordringer.

    Kommunalbestyrelsen har efter lovgivningen en række tvangsmidler, der kan tages i brug, såfremt en fordring ikke betales rettidigt. Kommunalbestyrelsen har således mulighed for at foretage lønindeholdelse, modregning og indtræde i krav, som skyldner har mod staten i form af overskydende skat eller arbejdsmarkedsbidrag (indtrædelsesret). Kommunalbestyrelsen har endvidere mulighed for bl.a. at indgive begæring om konkurs til skifteretten og tiltræde en tvangsakkord eller varetage sine interesser under en gældssaneringssag.

    Endvidere kan kommunalbestyrelsen efter lovgivningen i en række tilfælde stille forskellige krav til skyldneren, der også kan betegnes som tvangsmidler. Der kan eksempelvis være tale om, at skyldneren på forlangende skal give kommunalbestyrelsen de oplysninger om eksempelvis økonomiske og personlige forhold, som er fornødne for at inddrive fordringen, eller at skyldneren på forlangende skal møde personligt op og fremlægge de for inddrivelsen relevante oplysninger.

    Det følger af skatteinddrivelseslovens § 2, stk. 1, at udlæg for ydelser, der opkræves af kommuner, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, foretages af pantefogder, der er ansat af kommunalbestyrelsen. Efter forslagets § 1, stk. 3, behandles sager om udlæg af pantefogden i den bemyndigede kommune. Hermed sikres det, at pantefogden i den bemyndigede kommune får stedlig kompetence til at behandle sager om udlæg hos borgere og virksomheder, der er hjemmehørende i den delegerende kommune.

    Med bestemmelsens stk. 2 og 3 er det således sikret, at den bemyndigede kommunalbestyrelse og dennes pantefoged for så vidt angår de fordringer, opkrævnings- og inddrivelsesopgaver m.v., der er omfattet af bemyndigelsen efter stk. 1 får adgang til at anvende de samme inddrivelsesmidler, som kommunalbestyrelsen og pantefogden i den delegerende kommune har efter lovgivningen.

    Pantefogden i den kommune, der er bemyndiget efter stk. 1, vil således kunne foretage udlæg i medfør af skatteinddrivelsesloven for fordringer, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Der kan eksempelvis være tale om inddrivelse af personlige skatter ved udlæg i medfør af kildeskattelovens § 72, stk. 1 og 2, eller udlæg for tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, jf. § 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, jf. kildeskattelovens § 72, stk. 1.

    Den bemyndigede kommunalbestyrelse vil efter forslaget bl.a. kunne foretage lønindeholdelse efter kildeskattelovens § 73, gennemføre afhøringer af den bidragspligtige om dennes økonomiske forhold i sager om inddrivelse af underholdsbidrag i medfør af § 3 i lov om inddrivelse af underholdsbidrag, herunder eventuelt bringe skyldneren til stede ved politiets hjælp, hvis skyldneren ikke møder efter tilsigelse. Den bemyndigede kommunalbestyrelse vil endvidere på den delegerende kommunalbestyrelses vegne bl.a. kunne foretage modregning, herunder fremsætte erklæring om modregning, såfremt lovgivningens almindelige regler herfor er opfyldt, samt indtræde i fordringer, som skyldner har mod staten i de tilfælde, hvor der efter lovgivningen er tillagt den delegerende kommune en indtrædelsesret.

    Yderligere vil den bemyndigede kommunalbestyrelse på den delegerende kommunalbestyrelses vegne kunne indtræde i dennes adgang til at tiltræde en frivillig betalingsordning eller medvirke til etablering af en samlet kreditordning.

    Det forudsættes, at kommunalbestyrelserne indgår aftale om organiseringen og finansieringen af det kommunale samarbejde.

    Vederlaget for udførelse af opgaver efter loven forudsættes fastsat til kostprisen, det vil sige de direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaven for en anden kommune. Baggrunden herfor er, at det efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse ikke er en kommunal opgave hverken at yde tilskud til andre kommuner eller at opnå fortjeneste ved kommunens virksomhed.

    I forbindelse med indgåelse af aftale om finansieringen skal de deltagende kommunalbestyrelser, såfremt adgangen til at opkræve gebyr, renter og afgifter er overført i medfør af forslagets § 1, jf. § 3, tage højde for, om disse indtægter efter lovgivningen tilfalder den delegerende eller den bemyndigede kommune.

    Der vil i forbindelse med indgåelse af aftale i medfør af § 1, stk. 1, kunne opstå tvivl om, til hvilken kommune betalingen skal ske. Der skal derfor i aftalen tages stilling til, hvilken kommune man ønsker, at betalingen skal ske til, herunder om skyldner fortsat skal kunne betale til bopælskommunen, eller om betaling eventuelt alene kan ske til den kommune, der er bemyndiget i medfør af § 1.

    I forhold til Told- og Skattestyrelsen, herunder Told- og Skattestyrelsens systemer, forudsættes det, at den delegerende kommune bevarer de forpligtelser og foretager de ekspeditioner, som kommunen hidtil har haft eller foretaget, herunder at overførelse af penge m.v. fortsat sker fra den delegerende kommune. Lovforslaget bevirker endvidere ikke ændringer i reglerne om opkrævning og afregning mellem Told- og Skattestyrelsen og kommunerne, jf. kommuneskattelovens §§ 15 - 16 B, specielt § 16 B, stk. 3, om modregning for ikke inddrevne restancer.

Til § 2

    Forslagets § 2 angår overførelse af adgangen til efter den relevante lovgivning at eftergive en fordring, meddele henstand eller foretage indstilling til anden myndighed vedrørende eftergivelse eller henstand.

    Kommunalbestyrelsen har i visse tilfælde efter lovgivningen adgang til at eftergive fordringer. Dette er eksempelvis tilfældet for gæld for forskudsvis udbetalt bidrag, når en række særlige betingelser er opfyldt, jf. børnetilskudslovens § 21.

    Endvidere kan andre myndigheder i visse situationer eftergive fordringer eller meddele henstand efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Således skal told- og skatteregionerne indhente indstilling fra kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune, før der træffes beslutning om eftergivelse og henstand, jf. kildeskattelovens § 73 C, 2. pkt.

    Da en vurdering af spørgsmål om eftergivelse og henstand forudsætter indsigt i skyldnerens økonomiske forhold en indsigt, som typisk vil være til stede i den kommune, der forestår opkrævningen og inddrivelsen foreslås der i § 2 indført hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan overføre adgangen til at eftergive, meddele henstand og foretage indstilling til anden myndighed vedrørende eftergivelse og henstand til den kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 1.

    Det afhænger af indholdet af samarbejdsaftalen, om bemyndigelsen efter § 1 også omfatter kommunalbestyrelsens beføjelser efter § 2.

Til § 3

    Kommunalbestyrelsen kan efter lovgivningen i vidt omfang opkræve gebyrer og afgifter i forbindelse med opkrævning og inddrivelse af restancer samt opkræve morarenter i tilfælde af for sen betaling af visse kommunale ydelser.

    Som eksempler på gebyrer kan nævnes gebyrer for erindringsskrivelser vedrørende ikke rettidigt betalte ydelser, gebyrer for tilsigelse til udlægsforretninger, gebyrer for begæring om indeholdelse eller tilbageholdelse i løn eller gebyrer for, at betaling først sker efter, at sidste rettidige indbetalingsdato er passeret.

    Som eksempel på afgifter kan nævnes den retsafgift, der efter § 63, stk. 2, i lov om retsafgifter tilfalder kommunen ved pantefogdens foretagelse af udlæg.

    Renteloven, den kommunale gebyr- og rentelov, kildeskatteloven og en række andre love indeholder bestemmelser om, hvornår og hvordan renter ved forsinket betaling kan kræves, og om størrelsen af gebyr for fremsendelse af erindringsskrivelser.

    Opkrævning af erindrings- og ekspeditionsgebyrer kan endvidere uden lovhjemmel foretages med et beløb svarende til de faktiske omkostninger, der er forbundet med udsendelse af f.eks. en erindringsskrivelse.

    I § 3 foreslås indført hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan overføre denne adgang til at opkræve renter, gebyrer og afgifter til den kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 1.

    Såfremt denne adgang udnyttes, vil den bemyndigede kommunalbestyrelse også på dette område optræde på den delegerende kommunalbestyrelses vegne og vil eksempelvis kunne fremsætte påkrav i medfør af rentelovens § 3, stk. 2.

    En bemyndigelse i medfør af § 3 forudsætter, at de deltagende kommuner i forbindelse med indgåelse af aftale om finansiering af samarbejdet tager højde for, om renter, gebyrer og afgifter efter lovgivningen tilfalder den delegerende eller den bemyndigede kommune, jf. herved bemærkningerne til § 1.

    Det afhænger af indholdet af samarbejdsaftalen, om bemyndigelsen efter § 1 også omfatter kommunalbestyrelsens beføjelser efter § 3.

Til § 4

    I almindelighed vil det forhold, at opkrævning og inddrivelse ikke varetages af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor en borger eller virksomhed har bopæl eller hjemsted, ikke have konsekvenser for den enkelte skyldner.

    I tilfælde, hvor en skyldner tilsiges til at møde op i den bemyndigede kommune f.eks. ved tilsigelse til udlægsforretning hos pantefogden eller til økonomisk afhøring er det imidlertid af betydning for skyldneren, at den pågældende ikke er forpligtet til at give møde i en kommune, der geografisk er beliggende langt væk fra den pågældendes hjemkommune.

    For at sikre, at den enkelte borger eller virksomhed ikke påføres uforholdsmæssige vanskeligheder ved etablering af et samarbejde, er der i § 4, stk. 1, fastsat, at en aftale om bemyndigelse i medfør af § 1 kun kan indgås mellem to eller flere kommunalbestyrelser i kommuner, der alle grænser op til hinanden, jf. dog stk. 2.

    Såfremt der er tale om et samarbejde med deltagelse af to kommuner, skal kommunernes grænser således støde op til hinanden. Eksempelvis vil to kommuner, der er adskilt af en fjord, et sund eller lignende ikke opfylde betingelserne i stk. 1.

    Såfremt der er tale om et samarbejde mellem flere end to kommuner, skal de deltagende kommuner alle have grænser, der støder op til samtlige af de øvrige deltagende kommuners grænser, før bestemmelsens betingelse er opfyldt.

    Dette udelukker ikke, at de deltagende kommuner også kan have grænser, der støder op til andre kommuner, der ikke deltager i samarbejdet.

    Da det ikke kan udelukkes, at bestemmelsen i stk. 1 er til hinder for, at der etableres samarbejde i en række tilfælde, hvor samarbejdet ikke kan siges at føre til uforholdsmæssige vanskeligheder for borgere og virksomheder i den delegerende kommune, er det fundet hensigtsmæssigt at give indenrigsministeren mulighed for at dispensere fra betingelsen i stk. 1.

    Efter bestemmelsens stk. 2 skal en aftale om bemyndigelse mellem to eller flere kommunalbestyrelser i kommuner, der ikke alle grænser op til hinanden, godkendes af indenrigsministeren.

    Ved sager om godkendelse i medfør af stk. 2 vil der blive lagt vægt på, om et samarbejde kan indgås, uden at dette vil føre til uforholdsmæssige vanskeligheder for den delegerende kommunes borgere og virksomheder.

    Det vil således blive tillagt betydning, om de kommuner, der ønsker at samarbejde, grænser op til en eller flere (men ikke alle) af de øvrige kommuner, der indgår i samarbejdet, eller om de pågældende, uanset at de ikke har umiddelbart tilstødende grænser, ligger i nærheden af hinanden. Eksempelvis vil et samarbejde mellem tre eller flere kommunalbestyrelser blive godkendt, såfremt alle de delegerende kommuner grænser op til den bemyndigede kommune. Endvidere vil den geografiske afstand, hovedparten af den delegerende kommunes borgere og virksomheder vil skulle tilbagelægge for at give møde på pantefogdens eller forvaltningens kontor, blive tillagt betydning, samt hvor hurtigt afstanden som følge af infrastrukturen og trafikale forhold vil kunne tilbagelægges. F.eks. vil et samarbejde, der indebærer, at beboerne på en ø-kommune vil skulle give møde på fastlandet, i almindelighed ikke blive godkendt.

    Endelig vil det blive tillagt betydning, om det er en del af aftalen mellem de samarbejdende kommunalbestyrelser, at borgerne i den delegerende kommune ikke vil kunne tilsiges til udlægsforretning, afhøring om økonomiske forhold eller lignende i den bemyndigede kommune, idet samarbejdsaftalen er udformet således, at forvaltningen i den bemyndigede kommune herunder pantefogden afvikler økonomiske afhøringer, udlægsforretninger m.v. i debitors bopælskommune. I sådanne tilfælde vil den geografiske afstand samt infrastruktur og trafikale forhold ikke blive tillagt betydning, og der vil i disse tilfælde kunne ske godkendelse af samarbejder mellem eksempelvis en ø-kommune og en kommune på fastlandet.

Til § 5

    Når delegation som det er tilfældet ved bemyndigelse i medfør af forslagets § 1 sker mellem sideordnede myndigheder, antages der ikke at være rekursadgang til den delegerende myndighed. Dette er præciseret med den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1.

    For borgerne vil dette ikke medføre en ringere retsstilling, idet en borger normalt ikke har krav på, at kommunalbestyrelsen behandler en klage over forvaltningens afgørelse. I de tilfælde, hvor der efter lovgivningen er fastsat en klageadgang til kommunalbestyrelsen i den delegerende kommune, vil denne bestå, jf. stk. 2.

    I en række tilfælde kan der ifølge lovgivningen klages til overordnede myndigheder over kommunalbestyrelsens og pantefogdens afgørelser i forbindelse med opkrævning og inddrivelse af restancer.

    Eksempelvis er told- og skatteregionerne klageinstans i alle klagesager vedrørende lønindeholdelse for skatterestancer, og de sociale nævn er klageinstans på det sociale område i relation til klager over betalingsevnevurderingen i forbindelse med lønindeholdelse, der foretages med hjemmel i kildeskattelovens § 73. På bidragsområdet, hvor inddrivelse foretages med hjemmel i lov om inddrivelse af underholdsbidrag, kan en beslutning om lønindeholdelse indbringes for fogedretten, jf. lovens § 5, stk. 3, sammenholdt med § 23 a, stk. 2.

    Af stk. 2 fremgår det, at klage over en afgørelse, der er truffet af en kommunalbestyrelse efter bemyndigelse i medfør af § 1, kan indbringes for den klageinstans, som ifølge lovgivningen har kompetence til at behandle den pågældende klage over den delegerende kommunalbestyrelses afgørelse. Det er således den samme myndighed, der skal behandle en eventuel klage, som hvis kommunalbestyrelsen ikke havde benyttet adgangen til at bemyndige en anden kommunalbestyrelse til at forestå opkrævning og inddrivelse i medfør af § 1.

    Bemyndigelse i medfør af § 1 af en kommunalbestyrelse, der eksempelvis er underlagt et andet socialt nævn eller en anden told- og skatteregion end den delegerende kommunalbestyrelse, fører således ikke til, at klager over opkrævning og inddrivelse skal indbringes for det nævn eller den region, som den bemyndigede kommunalbestyrelse er underlagt. Eventuelle klager skal fortsat indbringes for den klageinstans, som den delegerende kommunalbestyrelse er underlagt.

    Pantefogderne varetager en retslig funktion, når der berammes og foretages en udlægsforretning, og pantefogdens judicielle arbejde er i det hele underlagt fogedretten. Efter skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 1, påkendes indsigelser mod pantefogdens udlæg af fogedretten.

    Det fremgår af § 6, stk. 2, i skatteinddrivelsesloven, at afgørelser om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for en pantefoged, træffes af den fogedret, som skulle have foretaget forretningen, hvis den ikke havde været henlagt til pantefogden.

    Klager over opkrævning og inddrivelse og de hermed forbundne afgørelser vil således i alle tilfælde kunne påklages som hidtil.

    Tilsvarende vil det stadig være told- og skatteregionen, som den delegerende kommunalbestyrelse er underlagt, der som tilsynsmyndighed har påtaleretten over for den delegerende kommunalbestyrelse, og som fører tilsyn med inddrivelse, der foretages efter bemyndigelse i medfør af § 1.

    De nærmere retningslinier for det statslige tilsyn vil kunne fastlægges af skatteministeren i medfør af bemyndigelserne i kildeskattelovens § 72, stk. 1, og § 89 C.

Til § 6

    I en række tilfælde er det en forudsætning for en kommunes behandling af en sag om opkrævning og inddrivelse, at kommunen herunder pantefogden er i besiddelse af en række oplysninger om skyldnerens økonomiske forhold, arbejdsmæssige forhold, boligmæssige forhold m.v.

    I de situationer, hvor en kommunalbestyrelse har bemyndiget en anden kommunalbestyrelse i medfør af forslagets § 1, har den bemyndigede kommunalbestyrelse behov for adgang til disse oplysninger.

    Den overvejende del af de oplysninger, som er nødvendige for at behandle en sag om opkrævning og inddrivelse samt spørgsmål om eftergivelse og henstand samt opkrævning af renter, gebyrer og afgifter, har en sådan karakter, at de ikke kan betegnes som oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold.

    Imidlertid kan det ikke udelukkes, at visse af de oplysninger, som den kommunale administration er i besiddelse af, og som må anses som fornødne til en sags behandling, må betegnes som oplysninger om enkeltpersoners private forhold.

    Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold som udgangspunkt ikke videregives til en anden offentlig myndighed. Dette gælder dog ikke, såfremt det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningerne skal videregives, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2.

    Endvidere opstiller lov om behandling af personoplysninger en række regler for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Ved behandling forstås bl.a. videregivelse af oplysninger.

    I det omfang en kommune ønsker at videregive oplysninger fra f.eks. et edb-register til en anden kommune, vil dette være en behandling, der skal foretages i overensstemmelse med reglerne i kapitel 4 i lov om behandling af personoplysninger.

    Lovens kapitel 4 regulerer, hvilke betingelser der skal være opfyldt, før der kan ske videregivelse af personoplysninger herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold og oplysning om personnumre.

    Af lovens § 2, stk. 1, fremgår det, at regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning, som giver den registrerede en bedre retsstilling, går forud for reglerne i lov om behandling af personoplysninger. Af bemærkningerne til denne bestemmelse fremgår det endvidere, at loven ikke finder anvendelse, hvis regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning giver den registrerede en dårligere retsstilling, og dette er tilsigtet og i øvrigt ikke strider mod direktivet om behandling af personoplysninger.

    Hensigten med forslagets § 6 er at fravige reglerne i forvaltningsloven og lov om behandling af personoplysninger for så vidt angår videregivelse af oplysninger til brug for en kommunalbestyrelses behandling af sager efter en bemyndigelse i medfør af forslagets § 1.

    Reglerne i forvaltningsloven og lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse i alle andre relationer end med hensyn til den videregivelse, der er omfattet af lovforslaget.

    Med henblik på at sikre, at en kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 1, har det fornødne grundlag at træffe afgørelse på, er det således i stk. 1 foreslået, at den bemyndigede kommunalbestyrelse kan afkræve den delegerende kommunalbestyrelse de oplysninger, der er fornødne til sagens behandling.

    Da det tillige må sikres, at den delegerende kommunalbestyrelse har adgang til oplysninger, som den bemyndigede kommunalbestyrelse er kommet i besiddelse af, er der i stk. 2 indsat en bestemmelse, der sikrer den delegerende kommunalbestyrelse adgang til de oplysninger, som er tilgået den bemyndigede kommunalbestyrelse som følge af bemyndigelsen i medfør af § 1.

    Efter bestemmelsen kan den delegerende kommunalbestyrelse således afkræve den bemyndigede kommunalbestyrelse oplysninger af opkrævnings- og inddrivelsesmæssig karakter vedrørende borgere og virksomheder, der er bosat eller har hjemsted i den delegerende kommune, i det omfang den delegerende kommunalbestyrelse har brug for disse oplysninger ved behandlingen af en sag.

    Formålet med bestemmelsen er at sikre, at en kommunalbestyrelse, der har bemyndiget en anden kommunalbestyrelse til at forestå opkrævning og inddrivelse, ved samarbejdets hele eller delvise ophør kan modtage oplysninger af opkrævnings- og inddrivelsesmæssig karakter om borgere eller virksomheder, der er bosat eller har hjemsted i den delegerende kommune, og som den delegerende kommunalbestyrelse har brug for i forbindelse med kommunens egen fremtidige behandling af sager om opkrævning og inddrivelse. Med bestemmelsen sikres det således, at den delegerende kommunalbestyrelse ved samarbejdets hele eller delvise ophør ikke stilles ringere, end hvis kommunalbestyrelsen selv havde forestået opkrævning og inddrivelse i hele perioden.

    Formålet med bestemmelsen er endvidere at sikre, at en kommunalbestyrelse, der har bemyndiget en anden kommunalbestyrelse til at forestå opkrævning og inddrivelse, i forbindelse med behandlingen af andre sager vedrørende en borger eller en virksomhed, der er bosat eller har hjemsted i den delegerende kommune, ikke stilles ringere, end hvis den delegerende kommunalbestyrelse selv havde forestået opkrævning og inddrivelse. Da indbetalte underholdsbidrag er fradragsberettigede, vil en oplysning om en debitors indbetaling af sådanne bidrag eksempelvis være relevant for den delegerende kommunes behandling af en skattesag.

    Foruden oplysninger fra den delegerende kommunalbestyrelse kan den bemyndigede kommunalbestyrelse have behov for oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra private.

    Med bestemmelsen i stk. 3 er det sikret, at den bemyndigede kommunalbestyrelse, herunder pantefogden, i forbindelse med behandlingen af en sag om opkrævning og inddrivelse har adgang til de samme oplysninger fra offentlige myndigheder og fra private, som ifølge lovgivningen ville kunne indhentes af den delegerende kommunalbestyrelse, hvis denne selv havde behandlet sagen.

    Kommunalbestyrelsen og kommunens pantefoged kan således til brug for behandling af sager vedrørende opkrævning og inddrivelse forespørge på en række centrale systemer, der indeholder forskellige oplysninger om borgerne. Nogle af disse systemer har landsdækkende forespørgselsadgang, mens kommunen i andre systemer kun kan forespørge på borgere bosiddende inden for kommunegrænsen. Med stk. 3 sikres det, at den bemyndigede kommunalbestyrelse og dennes pantefoged ikke blot har adgang til systemer med landsdækkende forespørgselsadgang, men at der tillige gives adgang til oplysninger fra systemer uden landsdækkende forespørgselsadgang vedrørende de borgere og virksomheder, der er bosat eller har hjemsted i den kommune, der har delegeret retten til at forestå opkrævning og inddrivelse.

    Det er op til den enkelte myndighed med ansvar for landsdækkende registre at opstille retningslinier for, hvilke former for dokumentation, registrering, autorisation m.v., der ønskes modtaget, før medarbejdere i den bemyndigede kommune gives adgang til at søge oplysninger vedrørende borgere og virksomheder, der er bosat eller har hjemsted i den delegerende kommune.

    Eksempelvis vil der på Told- og Skattestyrelsens område blive anvendt en autorisationsmodel, hvorved der under iagttagelse af de for behandling af personoplysninger normalt gældende sikkerhedsforanstaltninger gives de medarbejdere i den bemyndigede kommune, der skal forestå opkrævning/inddrivelse vedrørende borgere i den delegerende kommune, adgang til oplysninger i Told- og Skattestyrelsens systemer om borgere i den delegerende kommune.

    Det er ligeledes de enkelte myndigheder med ansvar for landsdækkende registre, der opstiller retningslinier for, hvornår og i hvilket omfang myndigheden skal orienteres om eventuelt ophør eller udvidelse af et etableret samarbejde. Eksempelvis kan skatteministeren i medfør af kildeskattelovens § 72, stk. 1, og § 89 C fastlægge de nærmere retningslinier for registrering af kommunale samarbejder om opkrævning og inddrivelse (etablering og ophævelse).

    I visse tilfælde har kommunalbestyrelsen og pantefogden også ret til at modtage oplysninger fra private. Eksempelvis skal en skyldners arbejdsgiver i medfør af § 3, stk. 2, i lov om inddrivelse af underholdsbidrag på forlangende give myndighederne oplysninger om skyldnerens arbejds- og lønningsforhold. Med forslagets § 6, stk. 3, sikres det, at den bemyndigede kommunalbestyrelse og dennes pantefoged i situationer, hvor den delegerende kommune kunne kræve oplysninger fra private, tillige kan forlange dette.

    De beføjelser eller forpligtelser, der i henhold til § 6 er tillagt henholdsvis påhviler kommunalbestyrelsen, omfatter også pantefogden i vedkommende kommune.

Til § 7

    Efter bestemmelsen træder loven i kraft den 1. april 2001.

Til § 8

(Skatteinddrivelsesloven)

Til nr. 1-4

    Der er tale om rent sproglige ændringer som følge af sammenlægningen af Skatte- og Afgiftsstyrelsen, Statsskattedirektoratet og Direktoratet for Toldvæsnet i 1990.

Til nr. 5

    Efter lovforslagets § 1, stk. 3, får pantefogden i den bemyndigede kommune i kraft af bemyndigelsen stedlig kompetence til at foretage udlæg m.m. overfor borgere og virksomheder, der er hjemmehørende i den delegerende kommune.

    Efter § 10 i skatteinddrivelsesloven (lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.) kan pantefogder tilsige skyldneren til udlægsforretning, såfremt denne foretages i den kommune, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra skyldneren driver erhvervsmæssig virksomhed.

    I § 8, nr. 5, er det foreslået, at der som § 10, stk. 2, i skatteinddrivelsesloven indsættes en bestemmelse, der sikrer, at pantefogden i situationer, hvor en kommunalbestyrelse har bemyndiget en anden kommunalbestyrelse i medfør af forslagets § 1, kan tilsige skyldneren til forretninger hos pantefogden i den kommune, der er bemyndiget til at forestå opkrævning og inddrivelse, uanset at skyldneren har bopæl m.v. i den delegerende kommune. § 10, stk. 2, udgør således en undtagelse til § 10, stk. 1. Efter § 10, stk. 2, er det alene ved tilsigelse til forretninger hos pantefogden, at skyldneren kan pålægges at give møde i den kommune, der er bemyndiget til at forestå inddrivelsen. Foretages forretningen som udkørende, finder skatteinddrivelseslovens § 10, stk. 1, fortsat anvendelse. Pantefogden i den bemyndigede kommune kan således foretage udkørende forretninger i den delegerende kommune og tilsige skyldneren hertil. Derimod kan udkørende forretninger i andre kommuner kun foretages, såfremt særlige grunde taler derfor, jf. skatteinddrivelseslovens § 5, jf. retsplejelovens § 491, stk. 3.

    Indsigelser mod udlæg efter skatteinddrivelseslovens § 6 skal som hidtil fremsættes overfor fogedretten i den retskreds, hvor skyldneren har værneting, jf. herved skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 2, jf. retsplejelovens § 487. Dette gælder også i tilfælde, hvor den bemyndigede kommune måtte være beliggende i en anden retskreds, jf. herved bemærkningerne til forslagets § 5.

Til § 9

    Bestemmelsen angiver, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

    

Bilag

Lovforslagets § 8, nr. 5, sammenholdt med gældende lov

    

Gældende formulering

 

Lovforslaget

   

I lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., jf. lov nr. 278 af 26. maj 1976, som senest ændret ved lov nr. 1082 af 20. december 1995, foretages følgende ændring:

§ 10. Pante- og toldfogder kan tilsige skyldneren til forretningen, såfremt denne foretages i den kommune eller det tolddistrikt, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed.

 

1. I § 10 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Har en kommunalbestyrelse i medfør af § 1 i lov om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse bemyndiget en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå opkrævning eller inddrivelse af fordringer, kan skyldneren dog tilsiges til forretningen hos pantefogden i den kommune, der er bemyndiget til at forestå inddrivelsen.«