Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Fremsat den 3. november 1999 af skatteministeren (Ole Stavad)

Forslag

til

Lov om ændring af forskellige skattelove

(Justering af pinsepakken m.m.)

 

§ 1

I lov om skattemæssige afskrivninger (afskrivningsloven), jf. lov nr. 433 af 26. juni 1998, som ændret ved § 2 i lov nr. 386 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 6, § 6, stk. 3, 2. pkt., og § 30, stk. 1, 3. pkt., ændres »Ligningsrådet« til: » skatteministeren«.

2. I § 5, stk. 6, indsættes som 2. og 3. pkt.:

    

»Er der givet tilladelse efter 1. pkt. for et indkomstår, kan reglerne om udskydelse af selskabers og foreningers førsteårsafskrivninger på udlejningsaktiver ikke finde anvendelse for efterfølgende indkomstår for udlejningsaktiver omfattet af tilladelsen, medmindre tilladelsen bortfalder efter 3. pkt. En tilladelse efter 1. pkt. bortfalder med virkning for det pågældende og efterfølgende indkomstår ved væsentlige ændringer i de forudsætninger, der har været afgørende for tilladelsen.«.

3. I § 9, stk. 4, udgår: »for ophørsåret«.

4. § 14, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Uanset stk. 2, nr. 1 - 3, kan bygninger eller lokaler, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger afskrives, når de pågældende bygninger eller lokaler tjener driften af den virksomhed, hvortil de afskrivningsberettigede bygninger anvendes. Under samme betingelser omfatter bestemmelsen i 1. pkt. også udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende, dog ikke udgifter til erhvervelse af grund. Uanset stk. 1 kan bygninger eller lokaler, dog bortset fra garager og laboratorier, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger, hvorpå der ikke kan afskrives efter stk. 2, heller ikke afskrives, når de pågældende bygninger eller lokaler tjener driften af den virksomhed, hvortil de ikke-afskrivningsberettigede bygninger anvendes. Under samme betingelser omfatter bestemmelsen i 3. pkt. også udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende.«.

5. I § 15, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

    

»Det gælder dog ikke installationer, hvorpå der har kunnet afskrives efter stk. 2 eller 3.«.

6. § 15, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Installationer, der benyttes til både erhvervsmæssige og private formål, afskrives særskilt. Afskrivning beregnes af den samlede anskaffelsessum. Af den beregnede afskrivning kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages et beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår.«.

7. § 17, stk. 1, affattes således:

    

»Afskrivning på bygninger efter § 14 og installationer efter § 15, stk. 1 og 2, kan fra og med anskaffelsesåret foretages med indtil 5 pct. årligt af anskaffelsessummen. Afskrivning på installationer omfattet af § 15, stk. 3, beregnes med indtil 5 pct. af anskaffelsessummen.«.

8. I § 18, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »bygninger«: »og installationer omfattet af § 15, stk. 2 eller 3, «, efter »bygning« indsættes: »eller installation«, og i stk. 3, 2. pkt., indsættes 2 steder efter »bygningen«: »eller installationen«.

9. I § 18, stk. 2, indsættes som 4. pkt.:

    

»Ved ombygning eller forbedring af installationer omfattet af § 15, stk. 3, fradrages alene den del af det opgjorte beløb efter 1. og 2. pkt., der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår.«.

10. I § 18, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:

    

»Ved ombygning eller forbedring af installationer omfattet af § 15, stk. 3, finder 1. pkt. anvendelse på det beløb, der er opgjort efter stk. 2, 1. og 2. pkt. «.

11. I § 19, stk. 1, indsættes som 2. - 5. pkt.:

    

»Ved en forøgelse af den del af den samlede anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter 1. pkt., udgør den del af anskaffelsessummen, der før ændringen var afskrivningsberettiget, og den del af anskaffelsessummen, hvormed den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen forøges, særskilte afskrivningsgrundlag. Ved en reduktion af den del af den samlede anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter 1. pkt., udgør den reducerede afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen et særskilt afskrivningsgrundlag. Den del af anskaffelsessummen, som der herefter ikke kan afskrives på, udgør et særskilt grundlag. Summen af de anvendte afskrivningsprocenter for hver enkelt særskilte afskrivningsgrundlag kan ikke overstige 100.«.

12. § 19, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Er den del af bygningens samlede anskaffelsessum, der kan henføres til bolig, fastsat efter § 45, indgår denne del ikke i den del af anskaffelsessummen, der berettiger til afskrivning efter stk. 1. I andre tilfælde indgår i anskaffelsessummen efter stk. 1 ikke den del, der efter en ejerboligfordeling på ejendommen efter vurderingslovens § 33 kan henføres til ejerboligen. Tilsvarende medregnes etagearealet af denne bygningsdel ikke efter stk. 1.«.

13. I § 21, stk. 1, ændres »stk. 2 - 6« til: »stk. 2 - 7«.

14. I § 21, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, ændres »installation« til: »installation omfattet af § 15, stk. 2«.

15. I § 21, stk. 2, indsættes efter 2. pkt.:

    

»For bygninger som nævnt i § 19 opgøres den gennemsnitlige andel af den samlede anskaffelsessum, som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedringer m.v. udgør. Den andel af den samlede salgssum, der skal medregnes ved opgørelsen efter 1. pkt. og stk. 3, udgøres af den andel, der er opgjort efter 3. pkt.«.

16. I § 21 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. For installationer, der er afskrevet efter § 15, stk. 3, opgøres fortjeneste eller tab som forskellen mellem salgssummen og den nedskrevne værdi ved salgsårets begyndelse forhøjet med eventuelle forbedringsudgifter afholdt i salgsåret. Ved opgørelsen af den nedskrevne værdi ved salgsårets begyndelse fragår de afskrivninger, der er beregnet for de enkelte indkomstår. Fortjeneste eller tab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for salgsåret med en så stor del, som svarer til forholdet mellem de ved indkomstopgørelsen i alt fratrukne afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger. Som genvundne afskrivninger beskattes i alt højst de fratrukne afskrivninger.«.

Stk. 4 - 6 bliver herefter stk. 5 - 7.

17. § 21, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Sælges en bygning eller installation ejet af en eller flere personer til et selskab m.v., og har ejerkredsen på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse bestemmende indflydelse på selskabets handlemåde, opnås ikke fradrag for tab efter stk. 3 eller stk. 4.«.

18. § 22, stk. 1, affattes således:

    

»Når en bygning, hvorpå der er afskrevet efter § 14, nedrives, kan der foretages et fradrag i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori nedrivningen sker. Fradraget opgøres som bygningens nedskrevne værdi efter § 21, stk. 2, nedsat med den eventuelle salgssum for bygninger eller materialer m.v. Det samme gælder, når en installation, hvorpå der er afskrevet efter § 15, stk. 2 eller 3, udskiftes eller nedtages endeligt. For installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 15, stk. 3, opgøres fradraget som den del af den nedskrevne værdi efter § 21, stk. 4, nedsat med en eventuel salgssum, som svarer til forholdet mellem de afskrivninger, der i alt er fratrukket ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og de samlede beregnede afskrivninger. Fradrag efter 1. pkt. kan dog kun foretages, når den skattepligtige i mindst 5 år før nedrivningen har ejet bygningen eller installationen og i en periode af mindst samme længde, mens den skattepligtige har ejet bygningen eller installationen, har anvendt den til et afskrivningsberettiget formål.«.

19. I § 22, stk. 2, ændres »stk. 1, 4. pkt.,« til: »stk. 1, 5. pkt.,«, efter »bygningen« indsættes: »eller installationer«, efter »bygningens« indsættes: »eller installationens«, og efter »bygninger« indsættes: », installationer«.

20. I § 25, stk. 7, 1. pkt., indsættes efter »den anden parts handlemåde,«: »eller ved lejemål mellem nærtstående,«, og efter 1. pkt. indsættes: »Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.«.

21. § 26, stk. 3, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

    

»Fradraget udgør det uafskrevne beløb nedsat med eventuelle salgssummer for materialer m.v. For bygninger omfattet af § 25, stk. 4, beregnes det uafskrevne beløb på grundlag af den gennemsnitlige andel af anskaffelsessummen, som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedring udgør.«.

22. I § 35, stk. 1, ændres »skattestyrelseslovens § 35, stk. 1,« til: »skattestyrelseslovens § 34, stk.1, «.

23. I § 39, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »den anden parts handlemåde,«: »eller ved lejemål mellem nærtstående,«, og efter 1. pkt. indsættes: »Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.«.

24. I § 42, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

    

»Afholdes udgiften af en forpagter, kan forpagteren afskrive med indtil 20 pct. årligt efter stk. 2 - 5.«.

25. I § 42, stk. 5, indsættes som 3. pkt.:

    

»Som genvundne afskrivninger medregnes højst de foretagne afskrivninger, herunder forlods afskrivninger.«.

26. § 45, stk. 2 - 4, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Ved salg af aktiver omfattet af denne lov skal sælger og køber i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde foretage en fordeling af den samlede kontantomregnede salgssum på de aktiver, der er omfattet af overdragelsen. Fordelingen skal foretages for driftsmidler, bygninger, installationer, goodwill og andre immaterielle aktiver. For driftsmidler og skibe foretages fordelingen under ét, og for øvrige aktiver på hvert enkelt aktiv. Omfatter overdragelsen grund, bolig, mælkekvote eller beholdninger, skal fordelingen tillige omfatte disse aktiver.

    Stk. 3. Såvel den samlede kontantomregnede salgssum som den fordeling på aktiver efter stk. 2, som parterne har aftalt, er undergivet de skatteansættende myndigheders prøvelse.

    Stk. 4. Er den skatteansættende myndighed for sælger og køber ikke den samme, træffer dén skatteansættende myndighed for sælger, der i øvrigt foretager skatteansættelsen af sælger, afgørelse om den samlede salgssum og fordelingen som nævnt i stk. 2 også med direkte bindende virkning for køber. Er der mere end én sælger, og har disse ikke samme skatteansættende myndighed, eller er sælger ikke skattepligtig her til landet, bestemmer skatteministeren, hvilken skatteansættende myndighed, der træffer afgørelsen.

    Stk. 5. Afgørelser om den samlede salgssum og fordelingen efter stk. 4 kan ikke træffes uden forudgående høring af den eller de skatteansættende myndigheder, der i øvrigt foretager skatteansættelsen af sælger eller køber. Afgørelsen er direkte bindende for såvel sælger som køber. Afgørelsen kan af såvel sælger som køber påklages efter de regler, der efter skattestyrelsesloven gælder for klage over den pågældende skatteansættende myndigheds afgørelser af skatteansættelser.

    Stk. 6. Ved enhver ændring af sælgers salgssum for et aktiv som følge af en ændret skatteansættelse skal købers anskaffelsessum for det pågældende aktiv ændres tilsvarende. Ved enhver ændring af købers anskaffelsessum for et aktiv, skal sælgers salgssum for det pågældende aktiv ændres tilsvarende. Ændringen foretages af den skatteansættende myndighed for sælger, jf. stk. 4.«.

27. § 51 affattes således:

    

»§ 51. Anskaffes aktiver, der er afskrivningsberettigede efter denne lov, til brug for forsøgs- eller forskningsvirksomhed, kan afskrivning påbegyndes før igangsættelsen af den erhvervsvirksomhed, hvorpå forsøgene eller forskningen tager sigte. Medmindre der er tale om et aktie- eller anpartsselskab kræves dog tilladelse fra skatteministeren.«.

28. I § 54, stk. 4, indsættes efter 1. pkt.:

    

»Det gælder dog ikke reguleringer efter den tidligere afskrivningslovs § 29 P, stk. 8, for så vidt angår reguleringer vedrørende indkomståret 1998 og senere indkomstår.«.

29. I § 54 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Skatteministerens kompetence efter § 51 omfatter tillige ansøgninger vedrørende indkomstår forud for 1999 efter § 34 i den tidligere afskrivningslov, som indgives den 1. januar 2000 eller senere.«.

    Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.

30. I § 56 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 21 og 22 finder endvidere anvendelse på bygninger og installationer, hvorpå der efter afsnit IV i den tidligere afskrivningslov eller statsskattelovens § 6, litra a, er foretaget skattemæssig afskrivning.«.

    Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

31. Efter § 58 indsættes:

    

»58 A. Udgifter til ombygning og forbedring af afskrivningsberettigede bygninger og installationer, som ikke er fradraget i den skattepligtige indkomst i indkomståret 1998 eller et tidligere indkomstår, kan fradrages i det omfang, årets udgift ikke overstiger 5 pct. af det i stk. 2 anførte beregningsgrundlag. Fradraget kan foretages, når ombygningen eller forbedringen er fuldført og tages i brug til et afskrivningsberettiget formål. Fradraget kan dog ikke foretages i det indkomstår, hvori bygningen afhændes eller nedrives, eller installationen afhændes, udskiftes eller nedtages endeligt.

    Stk. 2. Er udgiften til ombygning eller forbedring afholdt på en bygning m.v., der er anskaffet den 1. januar 1982 eller senere, er beregningsgrundlaget afskrivningsgrundlaget for året før det indkomstår, hvori udgiften kan fradrages. Er bygningen m.v. anskaffet før denne dato, opgøres beregningsgrundlaget som den del af ejendomsværdien, der kan henføres til afskrivningsberettigede bygninger m.v. Ved opgørelsen benyttes den seneste ejendomsværdi, der er ansat inden begyndelsen af det indkomstår, hvori udgiften til ombygningen eller forbedringen afholdes. Er denne ejendomsværdi årsreguleret efter vurderingslovens § 2 A inden det nævnte indkomstårs begyndelse, benyttes i stedet den årsregulerede ejendomsværdi.

    Stk. 3.Udgifter, der i medfør af bestemmelsen i stk. 1 fuldt ud er fradraget i den skattepligtige indkomst for ombygnings- eller forbedringsåret, indgår ikke i afskrivningsgrundlaget.« .

§ 2

I lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 662 af 12. august 1999, foretages følgende ændring:

1. § 13 a, stk. 2, 1. pkt. ophæves, og i stedet indsættes:

    

»Passivposten efter stk. 1 beregnes på grundlag af den lavest mulige skattepligtige fortjeneste, som ville være fremkommet, hvis dødsboet havde solgt aktivet på skæringsdagen i boopgørelsen. Indtræder en efterlevende ægtefælle, arving eller legatar i dødsboets skattemæssige stilling i forhold til en fast ejendom, beregnes passivposten udelukkende på grundlag af den eller de gevinster, hvori der indtrædes.«

§ 3

I lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 703 af 28. september 1998, som ændret ved § 9 i lov nr. 910 af 16. december 1998, § 4 i lov nr. 166 af 24. marts 1999 og ved § 4 i lov nr. 381 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:

1. § 27, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Gevinst eller tab ved et dødsbos afståelse af en ejendom m.v. omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8 skal ikke medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, hvis en afståelse før dødsfaldet ville have været skattefri efter bestemmelsen. Ved et dødsbos afståelse af en ejendom, der på afståelsestidspunktet er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt., skal den del af en gevinst, som vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen, ikke medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, såfremt denne del af gevinsten ved en afståelse før dødsfaldet ville have været skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 9. I den skattepligtige gevinst ved et dødsbos afståelse af en ejendom, der på afståelsestidspunktet er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt., kan der gives et fradrag efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, hvis der ved en afståelse før dødsfaldet kunne være givet et sådant fradrag.«.

2. I § 28, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

    

»For så vidt angår fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, kan der kun ske udlodning med succession med hensyn til gevinst efter afskrivningslovens kapitel 3, hvis der samtidig sker udlodning med succession med hensyn til gevinst efter ejendomsavancebeskatningsloven på samme ejendom.«.

3. § 36, stk. 2, 3. pkt., affattes således:

    

»Er der ved udlodningen beregnet passivpost efter boafgiftslovens § 13 a vedrørende det pågældende aktiv, lægges de omstændigheder med hensyn til anskaffelsestid og anskaffelseshensigt, som blev lagt til grund ved beregningen af passivposten, til grund for beskatningen af aktivet hos modtageren.«.

4. § 36, stk. 2, 4. pkt., ophæves.

5. I § 36 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Er en fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven udloddet med succession med hensyn til gevinst efter ejendomsavancebeskatningsloven, og er der ikke sket succession med hensyn til gevinst efter afskrivningslovens kapitel 3 for bygninger tilhørende den faste ejendom eller kun i en del af disse, skal modtageren ved opgørelsen af gevinst eller tab ved afståelse af ejendommen nedsætte anskaffelsessummen med beløb, svarende til hvad dødsboet skulle have nedsat ejendommens anskaffelsessum med efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 1 - 5, såfremt ejendommen var blevet solgt på udlodningstidspunktet. «.

§ 4

I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom (ejendomsavancebeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 656 af 12. august 1999, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 3, 4. pkt., ændres »4., 5. og 6. pkt.« til: »4.-7. pkt.«.

2. § 4, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5.Ved afståelse af fast ejendom skal sælger og køber i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde foretage en fordeling af den samlede kontantomregnede afståelsessum på grund, bygninger, ejerbolig, herunder stuehus samt mælkekvoter.«.

3. § 4, stk. 6 og 7, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 6. Såvel den samlede kontantomregnede afståelsessum som den fordeling på aktiver efter stk. 5, som parterne har aftalt, er undergivet de skatteansættende myndigheders prøvelse.

    Stk. 7. Er den skatteansættende myndighed for sælger og køber ikke den samme, træffer dén skatteansættende myndighed for sælger, der i øvrigt foretager skatteansættelsen af sælger, afgørelse om den samlede afståelsessum og fordelingen som nævnt i stk. 5 også med direkte bindende virkning for køber. Er der mere end én sælger, og har disse ikke den samme skatteansættende myndighed, eller er sælger ikke skattepligtig her til landet, bestemmer skatteministeren, hvilken skatteansættende myndighed, der træffer afgørelsen.

    Stk. 8. Afgørelser om den samlede afståelsessum og fordelingen efter stk. 5 kan ikke træffes uden forudgående høring af den eller de skatteansættende myndigheder, der i øvrigt foretager skatteansættelsen af sælger eller køber. Afgørelsen er direkte bindende for såvel sælger som køber. Afgørelsen kan af såvel sælger som køber påklages efter de regler, der efter skattestyrelsesloven gælder for klage over den pågældende skatteansættende myndigheds afgørelser af skatteansættelser.

    Stk. 9. Ved enhver ændring af sælgers afståelsessum for et aktiv som følge af en ændret skatteansættelse skal købers anskaffelsessum for det pågældende aktiv ændres tilsvarende. Ved enhver ændring af købers anskaffelsessum for et aktiv, skal sælgers afståelsessum for det pågældende aktiv ændres tilsvarende. Ændringen foretages af den skatteansættende myndighed for sælger, jf. stk. 7.«.

4. I § 5, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »der afstås«: », jf. dog § 9, stk. 3«.

5. § 5, stk. 2, 5. pkt., affattes således:

    

»Ved afgørelsen af, om udgifter har kunnet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, ses der bort fra standardfradrag, der er foretaget frem til og med indkomståret 1999 efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 15 J.«.

6. § 5, stk. 2, 7. pkt., ophæves og i stedet indsættes:

    

»Tilsvarende gælder udgifter, der er fradraget i 1992 og 1993 efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 15 N. Såfremt den skattepligtige kun afstår en del af en fast ejendom, medregnes kun udgifter til vedligeholdelse og forbedring, der vedrører den afståede del af ejendommen.«.

7. I § 5, stk. 3, indsættes som 4. - 6. pkt.:

    

»Forhøjelse af anskaffelsessummen efter 1. pkt., jf. 3. pkt., er betinget af, at der for den pågældende mælkekvote samtidig skal ske en nedsættelse af anskaffelsessummen efter reglerne i stk. 4, nr. 6, stk. 5, nr. 5, stk. 6 eller stk. 7. Reglen i 4. pkt., finder kun anvendelse, såfremt mælkekvoten er købt eller tildelt den 19. maj 1993 eller senere og afstås den 18. juni 1993 eller senere. Såfremt den skattepligtige kun afstår en del af en fast ejendom nedsættes det betalte vederlag efter forholdet mellem anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der ikke udgør boligdelen, og anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der afstås.«.

8. § 5, stk. 5, nr. 2, affattes således:

»2) Nedsættelse efter stk. 4, nr. 2, foretages kun, hvis der afstås jordarealer, hvor de nedrevne bygninger og installationer har været beliggende. Det nedsættelsespligtige beløb henføres til denne del af jorden.«.

9. § 5, stk. 5, nr. 5, affattes således:

»5) Nedsættelse efter stk. 4, nr. 6, foretages ved, at det nedsættelsespligtige beløb forholdsmæssigt henføres til den afståede del af ejendommen og den del af restejendommen, der ikke udgør boligdelen, efter forholdet mellem anskaffelsessummen for den afståede del af ejendommen og anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der ikke udgør boligdelen.«.

10. § 5, stk. 6, affattes således:

»Stk. 6. Afstås en del af en fast ejendom, der på afståelsestidspunktet helt eller delvist benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, og anvendes reglerne i § 4, stk. 3, 1. eller 2. pkt., ved opgørelsen af anskaffelsessummen, overføres en forholdsmæssig andel af tillægsparcelværdien eller den tekniske værdi, hvis denne er højere, til anskaffelsessummen for jorden. Det overførselsberettigede beløb opgøres som tillægsparcelværdien/den tekniske værdi nedsat med

1) foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven, fradragsbeløb efter afskrivningslovens § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt., og forlods afskrivninger efter etableringskontoloven eller investeringsfondsloven, på bygninger og installationer beliggende på ejendommen,

2) foretagne afskrivninger m.v. som nævnt i stk. 4, nr. 2, og

3) den nedskrevne værdi på ejendommens bygninger og installationer.

Nedsættelse efter nr. 1-3 foretages alene med afskrivninger m.v. og den nedskrevne værdi på bygninger og installationer, der er indgået i ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 eller en vurdering efter vurderingslovens § 4 B. Anskaffelsessummen for den del af ejendommen, hvorfra der overføres en del af anskaffelsessummen, nedsættes med det overførte beløb. Stk. 4-5 finder tilsvarende anvendelse, idet nedsættelsen efter stk. 5, nr. 5, foretages efter overførslen efter 1.-2. pkt.«.

11. I § 5, stk. 8, indsættes efter 1. pkt.:

    

»Nedsættelsespligtige beløb efter stk. 4, nr. 1, jf. stk. 5-7, henføres til indkomståret 1993 eller senere efter forholdet mellem de samlede foretagne afskrivninger m.v. på ejendommens bygninger og installationer og de afskrivninger m.v., der er foretaget i indkomståret 1993 eller senere.«.

12. § 6, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ved afståelse af ejendomme, der på afståelsestidspunktet er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt., medregnes den opgjorte fortjeneste efter fradrag efter stk. 4 og 5, dog kun i det omfang, denne overstiger et bundfradrag med et grundbeløb (i 1987-niveau) på 147.000 kr. Anvendelse af reglerne i 1. pkt. er betinget af, at ejendommen på afståelsestidspunktet har været ejet i mindst 5 år, og at afståelsen omfatter stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen. Endvidere er anvendelse af reglerne i 1. pkt. betinget af, at ejendommen har tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har været omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt. Der kan anvendes ét bundfradrag pr. ejendom. Såfremt den skattepligtige ejer ejendommen i sameje med andre, kan vedkommende kun anvende så stor en del af bundfradraget, som forholdsmæssigt svarer til vedkommendes ejerandel. Reglerne i 1.-5. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt anskaffelsessummen er opgjort efter § 5 A. Endvidere finder reglerne i 1.-5. pkt. ikke anvendelse, såfremt der er afstået en del af ejendommen, hvor anskaffelsessummen blev opgjort efter § 5 A, eller hvor den opgjorte fortjeneste blev nedsat efter stk. 3. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.«.

13. § 6, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

    

»Er ejendommen erhvervet før den 1. januar 1999 og på et tidspunkt, der ligger 3 år eller mere forud for afståelsen, kan den opgjorte fortjeneste nedsættes med 5 pct. for hvert år, den skattepligtige har ejet ejendommen ud over 3 år.«.

14. § 6, stk. 6, 1. pkt., affattes således:

    

»Tab ved afståelse af ejendomme, som er omfattet af § 8 kan ikke fradrages, mens tab ved afståelse af ejendomme, som er omfattet af § 9, ikke kan fradrages, for så vidt angår den del af tabet, som vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen.«.

15. § 6 A affattes således:

    

»§ 6 A. Såfremt den skattepligtige erhverver en ejendom, der er omfattet af lovens regler, med undtagelse af ejendomme, der er omfattet af § 8, kan den skattepligtige i stedet for at medregne fortjeneste ved afståelse af fast ejendom til den skattepligtige indkomst, vælge at nedsætte anskaffelsessummen for den erhvervede ejendom med fortjenesten. Reglerne i 1. pkt. gælder alene for fortjeneste, der vedrører den del af den afståede ejendom, som blev anvendt erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, og det er kun den del af anskaffelsessummen, der vedrører den del af den erhvervede ejendom, som skal anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, der kan nedsættes med fortjenesten. Stk. 3, 2. pkt. gælder tilsvarende. Udlejning af anden fast ejendom end fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 1 og 7, anses ikke i denne forbindelse for erhvervsvirksomhed. Endvidere anses den del af den afståede ejendom henholdsvis den erhvervede ejendom, som udgør boligdelen, ikke i denne forbindelse for anvendt erhvervsmæssigt. Nedsættelsen efter 1. pkt. skal ske med hele den del af fortjenesten opgjort uden fradrag efter § 6, stk. 2 og 3, der vedrører den erhvervsmæssigt anvendte del af den afståede ejendom, dog højst med et beløb svarende til den del af den kontante anskaffelsessum for den erhvervede ejendom, der vedrører den del, der skal anvendes erhvervsmæssigt. Overstiger den opgjorte fortjeneste den kontante anskaffelsessum, beskattes den overskydende fortjeneste efter lovens almindelige regler.

    Stk. 2. Nedsættelse af anskaffelsessummen efter stk. 1, er betinget af, at

1) den skattepligtige enten erhverver fast ejendom i samme indkomstår, hvori den skattepligtige afstår fast ejendom, eller erhverver fast ejendom senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret, eller erhverver fast ejendom i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret og

2) den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer reglen i stk. 1 anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begærer reglen i stk. 1 anvendt senest ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret. Hvis skattemyndighederne ændrer ansættelse vedrørende afståelse af fast ejendom, kan den skattepligtige begære reglen i stk. 1 anvendt, dog senest 3 måneder efter at meddelelsen om ansættelsesændringen er modtaget.

    Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis den ene ægtefælle afstår fast ejendom og den anden ægtefælle erhverver fast ejendom. Det er en betingelse, at ægtefællerne er samlevende ved udgangen af både det indkomstår, hvori afståelsen finder sted, og det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted.

    Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse ved erhvervelse eller afståelse af fast ejendom, der er beliggende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland.«.

16. § 6 C affattes således:

    

»§ 6 C. Såfremt den skattepligtige ombygger, tilbygger eller nybygger på en ejendom, der er omfattet af § 6 A, kan den skattepligtige i stedet for at medregne fortjeneste ved afståelse af fast ejendom til den skattepligtige indkomst vælge at nedsætte anskaffelsessummen for ombygningen, tilbygningen eller nybygningen med fortjenesten. Reglerne i § 6 A finder tilsvarende anvendelse. «.

17. I § 7, stk. 2, 7. pkt., ændres »§ 4, stk. 3, 4. pkt.« til: »§ 4, stk. 3, 3. pkt.«.

18. I § 8, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »har ejet ejendommen«: », og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke«.

19. I § 8, stk. 1, nr. 3, ændres »den centrale told- og skatteforvaltning«til: »skatteministeren«.

20. I § 8, stk. 2, indsættes efter »har ejet ejendommen«: », og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke«.

21. I § 8, stk. 3, indsættes efter »har ejet anparten«: », og hvor betingelserne for at kunne afstå anparten skattefrit efter nærværende stykke har været opfyldt«.

22. I § 8, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »har ejet værdipapiret«: »,og hvor betingelserne for at kunne afstå værdipapiret skattefrit efter nærværende stykke har været opfyldt«.

23. § 9 affattes således:

    

»§ 9. Ved afståelse af ejendomme, der på afståelsestidspunktet helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, ved afståelse af skovbrugsejendomme, jf. vurderingslovens § 33, stk. 7, 1. pkt., og ved afståelse af ejendomme, der indeholder én eller to selvstændige lejligheder, hvor ejendommen både tjener eller har tjent til bolig for ejeren og i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, jf. vurderingslovens § 33, stk. 5, skal den del af fortjenesten, som vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen, ikke medregnes. Anvendelse af reglen i 1. pkt. er betinget af, at ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har været omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt. § 8, stk. 1, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

    Stk. 2. Den del af fortjenesten, der ikke skal medregnes, jf. stk. 1, opgøres som forskellen mellem den del af den samlede kontantomregnede afståelsessum, der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen, og den del af den samlede anskaffelsessum opgjort efter § 4, stk. 2 eller 3, der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen.

    Stk. 3. Den del af fortjenesten der skal medregnes, opgøres som forskellen mellem på den ene side den del af afståelsessummen omregnet efter § 4, stk. 4, der vedrører den del af ejendommen, der ikke omfattes af stk. 1 og 2, og på den anden side anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der ikke omfattes af stk. 1 og 2, opgjort efter § 4, stk. 2 eller 3, og reguleret efter § 5 eller § 5 A. «.

24. I § 10, stk. 1, 1. pkt., ændres »sin ejendom« til: »en ejendom, der ikke er omfattet af § 8« og efter »kan den skattepligtige« indsættes: »for den del af erstatnings- eller forsikringssummen, der ikke er skattefri efter § 9,«.

25. I § 10, stk. 9, indsættes som 2. pkt.:

    

»Reglen i 1. pkt. gælder tilsvarende, hvor erstatnings- eller forsikringssummen anvendes til opførelse af boligdelen på en fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 1 og 7, uanset at denne ikke tjener til bolig for ejeren eller dennes husstand.«.

§ 5

I lov om en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat (ejendomsværdiskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 721 af 14. september 1999, som ændret ved lov nr. 773 af 15. oktober 1999, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1, nr. 6, udgår »inden den 1. juli i indkomståret eller«.

2. I § 6, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

    

»Nedslaget bortfalder dog ikke ved ejerskifte mellem ægtefæller.«.

3. § 6, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

4. § 7 affattes således:

    

»§ 7. Har den skattepligtige senest den 1. juli 1998 erhvervet en ejendom som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1, 3-5 og 9-10, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat endvidere med et beløb svarende til 4 promille af beregningsgrundlaget efter § 4, stk. 2-3. Ejendomsværdiskatten for ejendomme som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2, nedsættes med 4 promille af den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar i indkomståret. Reglerne i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for ejendomme som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 11. For ejendomme af den art, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, nedsættes ejendomsværdiskatten dog med 4 promille af handelsværdien pr. 1. januar i indkomståret. Nedslaget kan maksimalt udgøre 1.200 kr. pr. selvstændig lejlighed. Nedslaget gives ikke til ejere af ejerlejligheder og fredede ejendomme omfattet af ligningslovens § 15 K. Nedslaget bortfalder ved ejerskifte, dog ikke ved ejerskifte mellem ægtefæller. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«.

5. § 8, stk. 1, 2. pkt. ophæves, og i stedet indsættes :

    

»Nedslaget kan højst udgøre 6.000 kr. pr. bolig. For fritidsboliger, bortset fra sommerhuse, der efter tilladelse anvendes som helårsbolig, kan nedslaget dog højst udgøre 2.000 kr. pr. fritidsbolig.«.

6. § 11, stk. 1, affattes således:

    

»Ejendomsværdiskatten for en ejendom opgøres på helårsbasis efter §§ 5-10. Har ejendommen ikke været i den skattepligtiges besiddelse og rådighed i hele det pågældende indkomstår, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt, jf. dog ligningslovens § 15 O og § 15 P. Ved afståelse af ejendommen betales dog ejendomsværdiskat indtil overtagelsesdagen. Ved anvendelsen af 1.-3. pkt., anses indkomståret at udgøre 360 dage med 30 dage i hver kalendermåned.«.

7. I § 13 indsættes efter 1. pkt.:

    

»For ejendomme som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2, betales dog ejendomsværdiskat af den del af ejendomsværdien, der er henført til ejerens lejlighed.«

8. I § 15, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:

    

»Reglerne i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det indkomstår, der ligger forud for det indkomstår, hvori dødsfaldet har fundet sted, såfremt boet efter afdøde er sluttet ved boudlæg i medfør af dødsboskiftelovens § 18.«.

9. I § 15, stk. 2, 3. pkt., der bliver 4. pkt., ændres »der ligger forud for det indkomstår,« til: »der ligger forud for det indkomstår, jf. dog 2. pkt.,«.

§ 6

I lov om indskud på etableringskonto, jf. lovbekendtgørelse nr. 115 af 24. februar 1999, foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 1, litra c, ændres »installationer i sådanne bygninger« til: »installationer, der tjener sådanne bygninger, og installationer, der anvendes erhvervsmæssigt«.

2. I § 7, stk. 5, indsættes efter 5. pkt.:

    

»For installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, udgør det hævede indskud det beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse, og det hævede indskud omregnes til den beregnede afskrivning, som anskaffelsessummen reduceres med.«.

§ 7

I lov om beskatning af fonde og visse foreninger (fondsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 755 af 20. oktober 1998, som ændret senest ved § 6 i lov nr. 166 af 24. marts 1999, foretages følgende ændringer:

1. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Uddelinger efter stk. 1 og 2 fradrages i den efter § 3 opgjorte indkomst på det tidspunkt, hvor fonden eller foreningen er retligt forpligtet til at foretage uddelingen. Uddelinger efter stk. 1, der strækker sig over flere indkomstår, kan fonden eller foreningen dog fratrække på det tidspunkt, hvor fonden eller foreningen er retligt forpligtet til at foretage uddelingen eller på de tidspunkter, hvor de enkelte rater forfalder. Det én gang valgte fradragstidspunkt efter 2. pkt. kan ikke ændres for den konkrete uddeling.«.

    Stk. 3 - 8 bliver herefter stk. 4 - 9.

2. I § 4, stk. 4, 5 og 7, der bliver stk. 5, 6 og 8, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

3. I § 4, stk. 5 - 7, der bliver stk. 6 - 8, ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.

4. I § 4, stk. 8, der bliver stk. 9, ændres »stk. 3 eller 7« til: »stk. 4 eller 8«.

5. I § 9, stk. 1, ændres »§ 4, stk. 1 og 3« til: »§ 4, stk. 1 og 4«, og »§ 4, stk. 4, 5, 6 og 8« ændres til: »§ 4, stk. 3, 5, 6, 7, og 9«.

6. § 13 affattes således:

    

»§ 13. Af den skat, der udredes i henhold til denne lov, tilfalder 13,41 pct. den eller de kommuner, hvori fonden eller foreningen har drevet virksomhed, jf. bestemmelserne i lov om kommunal indkomstskat.«.

7. § 20, stk. 3, ophæves.

8. I § 21 A ændres »ligningslovens § 16 E« til: »afskrivningslovens § 40«, og »ligningslovens § 16 F« ændres til: »afskrivningslovens § 40«.

9. I § 22 ændres »§ 4, stk. 5, 1. pkt.« til: »§ 4, stk. 6, 1. pkt.«, og » § 4, stk. 6« ændres til: »§ 4, stk. 7«.

§ 8

I lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver (fusionsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 954 af 5. november 1996, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 252 af 28. april 1999, foretages følgende ændringer:

1. I § 14 h, stk. 1, 1. pkt., udgår »Københavns Fondsbørs,« og »og Garantifonden for Danske Optioner og Futures «, og »aktieselskaber« ændres til: »et aktieselskab«.

2. § 15 d, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Aktier i det modtagende selskab, som det indskydende selskab modtager i forbindelse med tilførslen, anses for erhvervet for et beløb, der svarer til den skattemæssige værdi af de tilførte aktiver og passiver på tilførselsdatoen. Den skattemæssige værdi af de tilførte aktiver og passiver opgøres efter reglerne i § 4, stk. 2, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.«.

3. I § 15 d indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Udgør den skattemæssige anskaffelsessum for aktierne eller anparterne efter stk. 4 et negativt beløb, medregnes det negative beløb ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste eller tab ved afståelse af disse. Afstås aktierne eller anparterne til det selskab, der har udstedt disse, jf. ligningslovens § 16 B, og finder aktieavancebeskatningslovens regler om opgørelse af fortjeneste og tab ikke anvendelse, medregnes en eventuel afståelsessum samt en til den afståede del af aktie- eller anpartskapitalen svarende del af det negative beløb i det indskydende selskabs skattepligtige indkomst. Nedsættes aktie- eller anpartskapitalen, jf. ligningslovens § 16 A, og finder aktieavancebeskatningslovens regler om opgørelse af fortjeneste og tab ikke anvendelse, medregnes en eventuel udlodning samt en til nedsættelsen af aktie- eller anpartskapitalen svarende del af det negative beløb på samme måde i det indskydende selskabs skattepligtige indkomst.«.

§ 9

I lov om investeringsfonds, jf. lovbekendtgørelse nr. 933 af 24. oktober 1996, som ændret senest ved § 6 i lov nr. 434 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, 1. pkt., ændres »installationer i sådanne bygninger« til: »installationer, der tjener sådanne bygninger, og installationer, der anvendes erhvervsmæssigt«.

2. I § 7, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

    

»For installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, udgør henlæggelsen det beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse, og henlæggelsen omregnes til den beregnede afskrivning, som anskaffelsessummen reduceres med.«.

§ 10

I lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 639 af 3. august 1999, foretages følgende ændringer:

1. § 25 A, stk. 8, 2. pkt., affattes således:

    

»Ved opgørelsen af skattepligtig indkomst, personlig indkomst og kapitalindkomst fordeles virksomhedens aktiver og passiver mellem ægtefællerne efter samme forhold, som virksomhedens resultat fordeles mellem ægtefællerne.«.

2. § 33 C, stk. 1, 3. - 5. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

    

»Stk. 2 - 10 gælder ikke for beskatning af ejendomsavancer vedrørende fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, medmindre der er tale om en fast ejendom, hvor mere end halvdelen af ejendommen anvendes i overdragerens eller overdragerens samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed. Ved opgørelsen af den erhvervsmæssige andel lægges den ejendomsværdimæssige fordeling mellem erhverv og beboelse til grund. Udlejning af anden fast ejendom end fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 1 og 7, anses ikke i denne forbindelse for erhvervsvirksomhed. For så vidt angår fast ejendom omfattet af 3. pkt., kan der kun ske indtræden i overdragerens skattemæssige stilling med hensyn til gevinst efter afskrivningslovens kapitel 3, hvis der samtidig sker indtræden i overdragerens skattemæssige stilling med hensyn til gevinst efter ejendomsavancebeskatningsloven på samme ejendom.«.

3. I § 33 C, stk. 2, indsættes som 5. og 6. pkt.:

    

»Er der ved overdragelsen beregnet passivpost efter § 33 D vedrørende det pågældende aktiv, lægges de omstændigheder med hensyn til anskaffelsestid og anskaffelseshensigt, som blev lagt til grund ved beregningen af passivposten, til grund for beskatningen af aktivet hos erhververen. Er erhververen af en fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven indtrådt i overdragerens skattemæssige stilling med hensyn til gevinst efter ejendomsavancebeskatningsloven, men ikke med hensyn til gevinst efter afskrivningslovens kapitel 3 for bygninger tilhørende den faste ejendom eller kun i en del af disse, skal erhververen ved opgørelsen af gevinst eller tab ved afståelse af ejendommen nedsætte anskaffelsessummen med beløb, svarende til hvad overdrageren skulle have nedsat ejendommens anskaffelsessum med efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 1 - 5, såfremt ejendommen var blevet solgt på overdragelsesdagen.«.

4. § 33 D, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Passivposterne efter stk. 1 beregnes på grundlag af den lavest mulige skattepligtige fortjeneste, som ville være fremkommet, hvis gavegiveren havde solgt aktivet på tidspunktet for dets overdragelse. Indtræder erhververen i overdragerens skattemæssige stilling i forhold til en fast ejendom, beregnes passivposten udelukkende på grundlag af den eller de gevinster, hvori der indtrædes. «.

§ 11

I konkursskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 702 af 6. september 1999, foretages følgende ændring:

1. I § 12, stk. 1, ændres »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4,« til: »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 5,«.

§ 12

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 754 af 28. september 1999, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 7 R indsættes :

    

»§ 7 S. For modtagere af uddelinger, som efter fondens eller foreningens valg fradrages på de tidspunkter, hvor de enkelte rater forfalder, jf. fondsbeskatningslovens § 4, stk. 3, 2. pkt., udskydes beskatningstidspunktet for uddelingen tilsvarende.«.

2. I § 14, stk. 2, 4. pkt., ændres »§ 4, stk. 1, nr. 6 - 8, og § 4, stk. 1, nr. 9 og 10, jf. nr. 11.« til: »§ 4, stk. 1, nr. 4 og 6 - 10«, og efter 4. pkt. indsættes: »Tilsvarende gælder ejendomme af den art, der er nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 4, 9 og 10, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.«.

3. I § 15, stk. 2, ændres »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4,« til: »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 5,«.

4. I § 15 J, stk. 1, 1. pkt. ændres »§ 4, stk. 1, nr. 1-5, 9 og 10, jf. nr. 11« til: »§ 4, stk. 1, nr. 1 - 5 og 9 - 11«.

5. I § 15 K, stk. 2, ændres »§ 4, stk. 1, nr. 5, jf. nr. 11« til: »§ 4, stk. 1, nr. 5«, og som 2. pkt. indsættes:

    

»Tilsvarende gælder ejendomme af den art, der er nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 5, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.«.

6. I § 15 P, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 3. pkt., ændres » § 4, stk. 1, nr. 1 - 5, 9 og 10, jf. nr. 11« til: »§ 4, stk. 1, nr. 1 - 5 og 9 - 11«.

§ 13

I lov om indkomstskat for personer m.v. (personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 719 af 14. september 1999, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 2, nr. 11, indsættes efter »skattemæssige afskrivninger«: », tab og fradrag efter afskrivningsloven «.

2. § 4, stk. 1, nr. 6, affattes således:

»6) overskud eller underskud af en- eller tofamilieshuse m.v., fritidshuse, ejerlejligheder og lignende, som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1 - 5 og 9 - 11,«.

3. I § 13 a, stk. 1, ændres »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4,« til: »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 5,«.

4. Efter § 25 a indsættes:

    

»§ 25 b. Er en gift persons grundlag for beregning af bundskat efter § 6 for indkomståret 2000 negativt, modregnes den del af det negative beløb, der udgør negativ kapitalindkomst, i den anden ægtefælles grundlag for beregning af bundskat efter § 6. Det er en forudsætning, at ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb.«.

§ 14

I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 7. oktober 1998, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 838 af 2. december 1998, og senest ved § 1 i lov nr. 387 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, nr. 2, litra c, affattes således:

»2c) Værdipapircentralen,«.

2. § 2, stk. 1, litra c, affattes således:

»c) oppebærer udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1, bortset fra udlodninger fra obligationsbaserede investeringsforeninger som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 2 d, stk. 2, eller oppebærer afståelsessummer omfattet af ligningslovens § 16 B. Skattepligten omfatter ikke udbytte, som oppebæres af et selskab m.v. (moderselskabet), der ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab (datterselskabet) i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge. Det er en betingelse, at datterselskabet er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 2 i direktiv 90/435/EØF,«.

§ 15

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 564 af 2. juli 1999, foretages følgende ændringer:

1. I § 7 B, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »fonde«: »og foreninger« og efter » kalenderår« indsættes: », jf. dog stk. 2«.

2. I § 7 B indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Oplysning om uddelinger, som efter fondens eller foreningens valg fradrages på de tidspunkter, hvor de enkelte rater forfalder, jf. fondsbeskatningslovens § 4, stk. 3, 2. pkt., gives de statslige told- og skattemyndigheder for de kalenderår, hvor raterne forfalder.«.

    Stk. 2 - 4 bliver herefter stk. 3 - 5.

3. I § 7 B, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 1 - 3« til: »stk. 1 - 4«.

4. I § 8 K, stk. 2, ændres »§ 7 B, stk. 3« til: »§ 7 B, stk. 4«.

§ 16

I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven), jf. lovkendtgørelse nr. 531 af 25. juni 1999, foretages følgende ændringer:

1. I § 35, stk. 1, indsættes som nr. 10:

»10) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at overdragelsessummen for et aktiv er ansat efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 6, eller afskrivningslovens § 45, stk. 3, og denne ansættelse har resulteret i en skatteansættelse af en anden skattepligtig for samme eller for et andet indkomstår.«.

2. I § 35, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, nr. 1 - 9«.

§ 17

I lov om skattefri virksomhedsomdannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 12. oktober 1999, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) Ejeren er på omdannelsestidspunktet undergivet fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2, og efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst hjemmehørende i Danmark.«.

2. I § 2, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., ændres »stk. 2 - 4« til: »stk. 2 og 3«.

3. § 3, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Selskabets første regnskabsperiode efter omdannelsen løber fra omdannelsesdatoen og skal udgøre 12 måneder, jf. dog 2. pkt. Ved overdragelse til et selskab, som nævnt i § 1, stk. 2, kan første regnskabsperiode løbe fra stiftelsen, når regnskabsperioden slutter 12 måneder efter omdannelsesdatoen, og perioden ikke overstiger 18 måneder.« .

4. I § 4, stk. 1, indsættes efter »tab«: »på aktiver og passiver i virksomheden«.

5. I § 4, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »stk. 2 og 3«: », og virksomhedsskattelovens § 16, stk. 1, og § 16 a, stk. 3,«.

6. I § 4, stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 2 - 4« til: »stk. 2 og 3«.

7. I § 6 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Har et aktiv indtil omdannelsen været benyttet til både erhvervsmæssige og private formål, finder stk. 1 alene anvendelse på den erhvervsmæssigt benyttede del af aktivet. Den erhvervsmæssigt benyttede del opgøres som forholdet mellem de afskrivninger, ejeren i alt har fratrukket ved indkomstopgørelsen, og de afskrivninger, ejeren kunne have fratrukket, såfremt aktivet udelukkende var benyttet til erhvervsmæssige formål. Ved opgørelsen af de afskrivninger, ejeren kunne have fratrukket, såfremt aktivet udelukkende var benyttet til erhvervsmæssige formål, anvendes de afskrivningsprocenter, ejeren faktisk har anvendt.«.

§ 18

I lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 764 af 4. oktober 1999, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 4, ophæves.

    Stk. 5 - 7 bliver herefter stk. 4 - 6.

2. § 22 a, stk. 1, 3. pkt., og § 22 b, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

3. I § 22 a, stk. 1, 4. pkt., der bliver 3. pkt., ændres »stk. 7« til: »stk. 6«.

§ 19

I lov nr. 976 af 17. december 1997 om ændring af kildeskatteloven, virksomhedsskatteloven, konkursskatteloven og boafgiftsloven (Ægtefællers fordeling af resultat fra fælles drevet erhvervsvirksomhed og lempelse af beskatningen af gaver mellem ugifte samlevende m.v.), foretages følgende ændring:

1. I § 5, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

    

»Ved anvendelse af de bestemmelser, der er nævnt i denne lovs § 1, nr. 6, for indkomstårene 1998, 1999 og 2000 anses ægtefællerne for at hæfte i samme omfang for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, moms, told, lønsumsafgift og punktafgifter for det pågældende indkomstår, hvis ægtefællerne i forbindelse med deres anmodning erklærer, at de begge hæfter herfor.«.

§ 20

I lov nr. 1033 af 23. december 1998 om ændring af lov om en arbejdsmarkedsfond, kildeskatteloven, ligningsloven og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Ophævelse af arbejdsgivernes eget arbejdsmarkedsbidrag m.v.) foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 1, ændres »jf. dog stk. 2« til: »jf. dog stk. 2 og 3«.

2. I § 5 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. De hidtidige regler om opgørelse, beregning, opkrævning, indbetaling, indgivelse af angivelser, regulering, forrentning, registrering, klage og straf m.v. finder anvendelse for arbejdsgiverbidrag vedrørende 1999 og tidligere år.«.

§ 21

    Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

    Stk. 2. § 1, nr. 1 og 2, har virkning for anmodninger, der modtages den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 3. § 1, nr. 3, 4, 5, 8, 11, 15, 18, 19, 21, 22, 24, 25, 27, og 31, § 6, § 7, nr. 7 og 8, § 9, § 11, § 12, nr. 3, og § 13, nr. 1 og 3, har virkning fra og med indkomståret 1999. Afskrivningslovens § 22, stk. 1, 4. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 18, har virkning fra og med indkomståret 2000.

    Stk. 4. § 1, nr. 6, 7, 9, 10, 13, 14 og 16 har virkning fra og med indkomståret 2000. For installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, opgøres for indkomståret 1999 en beregnet beløbsmæssig afskrivning på grundlag af den afskrivning, der for indkomståret 1999 er foretaget i forhold til den erhvervsmæssige benyttelse.

    Stk. 5. § 1, nr. 12, har virkning for salg, der finder sted den 1. januar 2000 eller senere. Afskrivningslovens § 19, stk. 5, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, har virkning fra og med indkomståret 1999.

    Stk. 6. § 1, nr. 17, har virkning for salg af bygninger og installationer, der foretages den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 7. § 1, nr. 20 og 23, har virkning for lejemål, der indgås den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 8. § 1, nr. 26, § 4, nr. 2 og 3, og § 16 har virkning for salg, der finder sted den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 9. § 1, nr. 30, har virkning fra og med indkomståret 1999. For bygninger, hvorpå der ikke kan foretages skattemæssig afskrivning fra og med indkomståret 1999, har § 1, nr. 30, virkning for salg, der foretages den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 10. § 4, nr. 1, 4 - 11, 13, 14, 16, 18 og 20 - 23 samt § 10, nr. 2 - 4, har virkning for afståelser, der foretages den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 11. Reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, 1. - 6. pkt. og 8. pkt., som affattet ved denne lovs § 4, nr. 12, har virkning for afståelser, der foretages den 1. januar 2000 eller senere. Reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, 7. pkt., som affattet ved denne lovs § 4, nr. 12, har virkning, hvor delafståelsen er foretaget den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 12. § 4, nr. 15 og 16, har virkning for fortjenester, der vedrører fast ejendom, som afstås den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 13. § 4, nr. 19, har virkning fra og med den 1. januar 2000.

    Stk. 14. § 4, nr. 24 og 25, har virkning for erstatnings- og forsikringssummer, der erhverves den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 15. Reglerne i dødsboskattelovens § 27, stk. 3, 1. og 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1, finder anvendelse på boer vedrørende personer, der afgår ved døden den 1. januar 2000 eller senere. Reglerne i dødsboskattelovens § 27, stk. 3, 3. pkt., som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1, finder anvendelse på boer vedrørende personer, der afgår ved døden den 1. januar 1999 eller senere.

    Stk. 16. Reglerne i dødsboskattelovens § 28, stk. 1, 2. pkt., § 36, stk. 2, 3. og 4. pkt., § 36, stk. 5 og boafgiftslovens § 13 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 3, nr. 2 - 5, og § 2 finder anvendelse på boer vedrørende personer, der afgår ved døden den 1. januar 2000 eller senere, på beskatning af efterlevende ægtefæller og modtagere af udlodning efter personer, der afgår ved døden den 1. januar 2000 eller senere, samt på skifte af uskiftede boer i den efterlevende ægtefælles levende live, når anmodningen om skifte indgives den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 17. § 7, nr. 1 - 7 og 11, § 12, nr. 1, og § 15 har virkning for uddelinger, som fonden eller foreningen er eller bliver retligt forpligtet til at præstere i indkomståret 1999 eller senere.

    Stk. 18. § 8, nr. 2, og § 17, nr. 1 - 4 og 6 - 7, har virkning for omdannelser og tilførsler, der finder sted den 1. januar 2000 eller senere, eller hvor omdannelsesdatoen eller tilførselsdatoen er den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 19. § 8, nr. 3, og § 17, nr. 5, har virkning for afståelser og kapitalnedsættelser, der finder sted den 1. januar 2000 eller senere.

Stk. 20. § 10, nr. 1, og § 18 har virkning fra og med indkomståret 1999. Skattepligtige, som for indkomståret 1998 har selvangivet i overensstemmelse med reglerne i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, og virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4, som affattet ved lov nr. 976 af 17. december 1997, kan dog vælge at anvende § 10, nr. 1, og § 18 i nærværende lov, hvis underretning herom sker til den skatteansættende myndighed inden den 30. juni 2000.

    Stk. 21. § 14, nr. 2, har virkning for udlodninger, der foretages den 1. januar 2000 eller senere.

    Stk. 22. § 19 har virkning fra og med indkomståret 1998.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

    Lovforslaget har til formål at gennemføre en række justeringer af pinsepakken.

    Endvidere indeholder lovforslaget nogle ændringer, hvortil der er fremkommet forslag efter gennemførelsen af pinsepakken til afløsning af regler fra pinsepakken eller supplerende regler hertil.

    De foreslåede ændringer er for en række reglers vedkommende en udmøntning af drøftelser i den følgegruppe til pinsepakken, der blev nedsat i sommeren 1998, og som fik til opgave at følge den administrative gennemførelse af bl.a. de vedtagne ændringer af afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven. Følgegruppen har ikke kun peget på justeringer af de ændringer af afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven, der blev gennemført ved pinsepakken, men er også fremkommet med forslag til nye ændringer, som er uafhængige af pinsepakkeændringerne. Dette gælder f.eks. forslaget om at erstatte fradraget for ejerboligdelen ved afståelse af landbrug m.m. og blandet benyttede ejendomme med en egentlig skattefrihed for denne del af fortjenesten, samt forslaget om ændring af genanbringelsesreglen.

    Herudover indeholder lovforslaget en række justeringer og præciseringer af reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse og tilførsel af aktiver. Forslagene er foranlediget af reaktioner på de ændringer af lov om skattefri virksomhedsomdannelse, der er foretaget ved lov nr. 252 af 28. april 1999, samt de høringssvar, der er modtaget i forbindelse med udsendelsen af et udkast til cirkulære til lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

    Endelig indeholder lovforslaget mindre ændringer af fondsbeskatningsloven m.v. om fradrag for uddelinger til almenvelgørende formål eller på anden måde almennyttige og af virksomhedsskatteloven om ægtefællers skattemæssige fordeling af resultatet fra fælles drevet erhvervsvirksomhed.

    I det følgende gennemgås de 3 væsentligste dele af lovforslaget.

Afskrivningsloven m.v.

    Der foreslås en række ændringer af den nye afskrivningslov, som Folketinget har vedtaget i 1998 som lov nr. 433 af 26. juni 1998.

    De foreslåede ændringer er for det første en udmøntning af drøftelser i den følgegruppe til pinsepakken, der blev nedsat i sommeren 1998, og som fik til opgave at følge den administrative gennemførelse af bl.a. afskrivningsreformen. For det andet indeholder lovforslaget andre ændringer, som er fundet hensigtsmæssige.

    De foreslåede ændringer omfatter følgende hovedelementer:

    Det foreslås for det første, at afskrivningsmetoden for blandet benyttede installationer ændres fra afskrivning på kun den erhvervsmæssigt benyttede del af installationen til den afskrivningsmetode, der i dag anvendes for blandet benyttede driftsmidler og skibe. Efter forslaget beregnes der afskrivning på hele anskaffelsessummen, og der gives skattemæssigt fradrag for et beløb svarende til den erhvervsmæssige benyttelse. Formålet er at opnå administrative fordele.

    For det andet foreslås en regel for blandet benyttede bygninger, hvorefter der ved ændring af den afskrivningsberettigede del opgøres et særskilt afskrivningsgrundlag. Den del af anskaffelsessummen, som der før ændringen blev afskrevet på, udgør et særskilt afskrivningsgrundlag, og den del af anskaffelsessummen, som udgøres af det nye afskrivningsgrundlag, udgør et særskilt afskrivningsgrundlag. Når afskrivningerne for det enkelte særskilte afskrivningsgrundlag har nået 100 pct., kan der ikke længere afskrives på dette grundlag. Baggrunden for forslaget er, at gældende regler kan give anledning til tvivl om, hvad der skal styre de fortsatte afskrivninger ved ændring af den del af den samlede anskaffelsessum for en bygning, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål.

    Der foreslås endvidere en justering af reglen om, hvornår der ikke udløses tabsfradrag. Det foreslås, at der ikke opnås tabsfradrag, når en bygning eller installation ejet af en eller flere personer sælges til et selskab m.v., og ejerkredsen på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har bestemmende indflydelse på selskabets handlemåde. Den gældende bestemmelse afgrænser personkredsen for snævert.

    For det tredje foreslås ændringer af reglerne om, at parternes fordeling af den samlede overdragelsessum på nærmere afgrænsede aktiver i handler med fast ejendom skal anvendes ved opgørelsen af sælgers afståelsessum henholdsvis købers anskaffelsessum. Det foreslås, at der skal ske fordeling af en samlet overdragelsessum for aktiver omfattet af afskrivningsloven og ikke kun ved overdragelse af fast ejendom. Der foreslås endvidere en udbygning af reglerne for skatteansættelse og klage på området.

    For det fjerde foreslås en regel, hvorefter fradrag og tab efter afskrivningsloven for personer indrømmes i den personlige indkomst i stedet for som et ligningsmæssigt fradrag. Der er tale om rettelse af utilsigtet lovgivning.

    For det femte foreslås en række ændringer i form af forskellige præciseringer m.v., samt endelig ændringer af lovteknisk karakter i form af rettelse af henvisningsfejl o. lign. Disse ændringer angår navnlig adgangen til afskrivning på accessoriske bygninger, straksfradrag af udgifter til ombygning og forbedring, adgangen til fradrag ved nedrivning af blandet benyttede bygninger m.v., og reglerne for afskæring af adgangen til at afskrive på udgifter til ombygning af lejede lokaler og bygninger på lejet grund.

Ejendomsavancebeskatningsloven m.v., kildeskatteloven, dødsboskatteloven og boafgiftsloven

    De foreslåede ændringer omfatter følgende hovedelementer:

    For det første foreslås det, at reglen om fradrag for ejerboligandelen ved afståelse af landbrug m.m. og blandet benyttede ejendomme ophæves og erstattes af en regel om, at den del af fortjenesten, der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen, er skattefri efter de samme regler, som gælder ved afståelse af parcelhuse.

    For det andet foreslås det, at der ved afståelse af en ejendom erhvervet før den 19. maj 1993, hvor der kun sker en delvis beskatning af genvundne afskrivninger, skal ske en forholdsmæssig fordeling af de genvundne afskrivninger på indkomstår før og efter 1993.

    For det tredie foreslås en ændret regulering af vederlag for afståelse af mælkekvoter, når der er tale om delsalg. I tilknytning hertil foreslås adgangen til at forhøje anskaffelsessummen med vederlag betalt ved køb og tildeling af mælkekvoter gjort betinget af, at afståelsesvederlaget indgår i avanceopgørelsen.

    For det fjerde foreslås en ændring af reglen om adgang til at genanbringe fortjeneste, således at kravet om, at såvel den afståede som den erhvervede ejendom, for mere end halvdelens vedkommende skal anvendes erhvervsmæssigt erstattes af en regel om, at fortjeneste, der vedrører den erhvervsmæssige del af en ejendom, kan anvendes til at nedsætte anskaffelsessummen for den del af den erhvervede ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt. Ejerboligdelen anses aldrig for erhvervsmæssigt anvendt.

    For det femte foreslås det, at der indsættes en betingelse om, at såfremt man ønsker at succedere i genvundne afskrivninger på bygninger tilhørende en fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, skal der også succederes i ejendomsavancen.

    Endelig bliver reglerne for beregning af passivposter ændret. Forslaget bestemmer, at passivposten altid skal beregnes af den mindst mulige avance. Derudover foreslås det, at det anskaffelsestidspunkt og den anskaffelseshensigt, der lægges til grund ved passivpostberegningen, også skal anvendes ved den senere avanceopgørelse hos erhververen. Endelig præciseres det, at ved succession i fortjenester fra en fast ejendom skal der kun beregnes passivpost for den fortjeneste, hvori erhververen succederer.

Ejendomsværdiskatteloven

    Ejendomsværdiskatten har på flere områder lighed med ligningslovens regler om lejeværdi. I visse tilfælde har der vist sig et behov for at justere ejendomsværdiskattelovens regler, så de kommer på linje med de tilsvarende principper for beregning af lejeværdi. Dette smidiggør overgangen fra lejeværdi til ejendomsværdiskat fra og med indkomståret 2000.

    For så vidt angår ejendomsværdiskatteloven indeholder lovforslaget følgende elementer:

Justering af bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 6, således at den svarer til den nugældende bestemmelse i ligningslovens § 15 C, stk. 1, om standardiseret lejeværdi for lejligheder i mindre udlejningsejendomme.

Det foreslås at justere reglerne for beregning af ejendomsværdiskat for ejere af såkaldte tofamilieshuse, så den i højere grad kommer på linje med den hidtidige regel for beregning af lejeværdi for den pågældende boligtype. Det foreslås således for det første, at beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten i alle tilfælde bliver den del af ejendomsværdien, der er henført til ejerens lejlighed. For det andet foreslås det, at nedslaget i ejendomsværdiskatten efter lovens § 7 (svarende til det hidtidige standardfradrag), beregnes af den samlede ejendomsværdi, ligesom tilfældet er for standardfradraget.

Boligejere, der har erhvervet deres ejendom senest 1. juli 1998 får visse nedslag i ejendomsværdiskatten. Nedslagene bortfalder ved ejerskifte. En efterlevende ægtefælle, der bliver boende i en ejendom, som har tilhørt den anden ægtefælle, vil dog også være berettiget til nedslagene, såfremt ægtefællerne ikke var separerede ved dødsfaldet. Ved skilsmisse er dette ikke tilfældet, såfremt den ægtefælle, der overtager ejendommen, ikke har stået som medejer af ejendommen den 1. juli 1998. For at afhjælpe dette foreslås, at nedslagene ikke bortfalder ved ejerskifte mellem ægtefæller, f.eks. i forbindelse med en bodeling.

Efter ejendomsværdiskattelovens § 8 nedsættes ejendomsværdiskatten med 4 promille af ejendomsværdien for alderspensionister. Nedslaget kan efter den nuværende formulering maksimalt udgøre 6.000 kr. for helårsboliger og 2.000 kr. for fritidsboliger. Bestemmelsen tager ikke højde for pensionister, der bor i sommerhuse, der efter tilladelse anvendes som helårsbolig. Det foreslås at præcisere, at maksimumsgrænsen for denne boligtype er 6.000 kr., svarende til en regulær helårsbolig.

Ved salg af en bolig beregnes som hovedregel lejeværdi indtil overtagelsesdagen. Det sikrer en problemfri periodisering af lejeværdien. Efter ejendomsværdiskattelovens formulering kan der imidlertid kun beregnes ejendomsværdiskat ind til afståelsestidspunktet. Det foreslås at præcisere loven således, at ejendomsværdiskat ved salg af ejendommen på linje med lejeværdien beregnes indtil overtagelsesdagen. Sælger betaler således også ejendomsværdiskat i perioden fra salgsdatoen til det senere tidspunkt, hvor køber overtager ejendommen. Det sikrer på samme måde en enkel løsning på periodiseringen af ejendomsværdiskatten.

Ejendomsværdiskattelovens § 15, stk. 2, fastsætter, at i tilfælde, hvor en person afgår ved døden, anses foreløbige betalinger af ejendomsværdiskat, som forfaldt før dødsfaldet, for endelige for det indkomstår, hvori dødsfaldet har fundet sted. Det foreslås at udvide denne bestemmelse, således at endeligheden i tilfælde, hvor boet afsluttes ved boudlæg efter dødsboskiftelovens § 18 også gælder det indkomstår, som ligger forud for det indkomstår, hvori dødsfaldet har fundet sted. Behandlingen af ejendomsværdiskatten fsva. boer, der sluttes ved boudlæg, tilpasses herved dødsboskattelovens regler for beregning af indkomstskat i tilsvarende situationer. Ændringen har afgørende administrative fordele.

Provenumæssige konsekvenser

    Det gælder for de fleste af de foreslåede ændringer i de forskellige love, at de statistiske oplysninger ikke er tilstrækkelige til at udarbejde rimeligt underbyggede provenuskøn. De følgende skøn over lovforslagets virkninger er derfor behæftet med stor usikkerhed.

Afskrivningsloven

    Elementerne i de foreslåede ændringer af afskrivningsloven skønnes at omfatte en begrænset kreds af erhvervsdrivende og aktiver. Provenuvirkningerne er til dels af modsatrettet karakter og skønnes samlet set i det store og hele at være provenuneutrale.

Ejendomsavancebeskatningsloven, kildeskatteloven, dødsboskatteloven og boafgiftsloven

    Forslaget om, at fradrag for ejerboligandelen ved opgørelse af ejendomsavance erstattes med en regel om, at den fortjeneste, der kan henføres til ejerboligen, gøres skattefri, vil på den ene side udløse provenutab, når 10.000 kr.s-tillægget til anskaffelsessummen fremover alene vedrører den erhvervsmæssige og dermed skattepligtige del af ejendommen. På den anden side kan der fremkomme et merprovenu i det omfang, værdien af den erhvervsmæssige del af ejendommen stiger mere i værdi end ejerboligdelen, hvilket der er en tendens til.

    Det skønnes, at der årligt sælges omkring 750 landbrugsejendomme i helsalg, hvor avancen er større end bundfradraget på 200.000 kr. (1999-værdi), og godt 500 ejendomme i delsalg. Med en antagelse om, at 25 pct. af 10.000 kr.s-tillægget har ligget på stuehuset, skønnes den samlede (netto) virkning at være et provenutab på ca. 5 mill. kr.

    Det foreslås endvidere, at der ved afståelse af en ejendom erhvervet før den 19. maj 1993, hvor der kun sker en delvis beskatning af genvundne afskrivninger, skal ske en forholdsmæssig fordeling af de genvundne afskrivninger på indkomstår før og efter 1993. Efter de gældende regler er det valgfrit, om de genvundne afskrivninger anses for foretaget før eller efter 1993.

    Ændringen kan indebære, at anskaffelsessummen efter forslaget nedsættes med et større beløb end efter gældende regler, hvilket medfører en større avance. Provenugevinsten herved vil antagelig være meget begrænset, da antallet af omfattede ejendomme skønnes at være beskedent.

    Reglerne for omsætning af mælkekvoter har efter indførelsen af mælkekvotebørsen fået et sådant indhold, at køb og salg kan være løsrevet fra salg af ejendommen. Gældende regler kan indebære, at fortjeneste på mælkekvoten ikke beskattes. Eksempelvis kan jorden først frasælges med forhøjet anskaffelsessum pga. mælkekvoten, derefter sælges kvoten, hvilket nedsætter anskaffelsessummen på restparcellen, og endelig sælges denne skattefrit i kraft af parcelhusreglen.

    Det antages, at der årligt handles 150-200 ejendomme, hvor der er frasolgt jord, og senere sælges mælkekvoter. Efter forslaget vil disse ejendomme ikke længere få forhøjet anskaffelsessummen for den frasolgte jord. Antages det, at forhøjelsen i gennemsnit havde været ca. 300.000 kr., forøges anskaffelsessummen med ca. 50 mill. kr. Antages det, at ca. 80 pct. af jorden i gennemsnit frasælges, skønnes skatteprovenuet øget med ca. 20-25 mill. kr. efter ejertidsnedslag i avancen. En begrænset del af dette merprovenu vil dog være et fremrykket skatteprovenu i de tilfælde, hvor der først frasælges en mindre del af jorden, og hvor restejendommen og mælkekvoterne senere sælges skattepligtigt.

    Forslaget om, at mælkekvoter skal påvirke anskaffelses- og afståelsessummen for den erhvervsmæssige del af ejendommen, vil indebære en provenugevinst som følge af, at hele avancen henføres til den skattepligtige del af ejendommen, hvor der efter gældende regler skulle foretages en fordeling på den erhvervsmæssige del og stuehuset.

    Med en antagelse om, at den gennemsnitlige avance på mælkekvoter er ca. 1,75 kr./kg, og at der årligt fremover omsættes ca. 25 mill. kg mælkekvoter ved ejerskifte, samt at ca. en fjerdedel af avancen falder på stuehuset, øges den samlede avance med ca. 10 mill. kr. efter forslaget. Det skønnes, at halvdelen af avancen kan rummes inden for 200.000 kr.s-bundfradraget, således at skatten øges med ca. 3 mill. kr.

    Forslaget om, at det skal være en betingelse for succession i genvundne afskrivninger, at der sker succession i ejendomsavance, skønnes at begrænse omfanget af succession. Herved sker der en fremrykning af beskatningen med et deraf følgende umiddelbart større skatteprovenu, der dog skønnes at være af begrænset størrelse.

    Endvidere skønnes der at komme et begrænset merprovenu vedr. boafgiften som følge af forslaget om, at passivposten altid skal beregnes på grundlag af den lavest mulige avance.

Ejendomsværdiskatteloven

    Samlet set skønnes ændringerne, der bl. a. går ud på, at de nedslag i ejendomsværdiskatten, der gives til boligejere, der har købt bolig senest 1.7. 1998, ikke bortfalder ved ejerskifte mellem ægtefæller, og at beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten for tofamilieshuse skal være den del af ejendomsværdien, der vedrører ejerens lejlighed, at medføre et beskedent provenutab.

Virksomhedsskatteloven, lov om skattefri virksomhedsomdannelse og fusionsskatteloven

    For et meget begrænset antal skattepligtige har den gældende bestemmelse i virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4, vist sig at kunne medføre vanskeligheder med opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når ægtefæller driver virksomhed i fællesskab sideløbende med, at den ene ægtefælle driver virksomhed alene. Med den foreslåede ophævelse af bestemmelsen undgås i nævnte situation usikkerhed om indkomstopgørelsen, hvilket ikke har egentlige provenumæssige konsekvenser.

    De foreslåede præciseringer m.v. i lov om skattefri virksomhedsomdannelse og i fusionsskatteloven skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

Fondsbeskatningsloven

    Efter forslaget lovfæstes den gældende praksis, hvorefter fonde kan vælge at fradrage successive uddelinger på udbetalingstidspunktet i stedet for på bevillingstidspunktet. Parallelt hermed beskattes modtager på fondens fradragstidspunkt. Lovfæstelsen har ikke provenumæssige konsekvenser.

    Lovforslaget udvider dog adgangen til fradrag på udbetalingstidspunktet til også at gælde for successive uddelinger, hvor de årlige uddelinger ikke kendes på bevillingstidspunktet, hvilket kan begrænse størrelsen af fradrag, der går tabt som følge af reglen om, at fradrag ikke må overstige årets indkomst. Størrelsen af fradragsbeløbet, der i dag går tabt, er dog nok yderst begrænset som følge af muligheden for hensættelser, således at den foreslåede ændring ikke i praksis vil have provenumæssig betydning.

Samlet virkning

    Den samlede virkning af lovforslagets forskellige dele skønnes med stor usikkerhed at medføre et merprovenu i størrelsesordenen 25 mill. kr. for indkomståret 2000, hvoraf knap 15 mill. kr. skønnes at vedrøre de kommunale indkomstskatter.

    Det kommunale merprovenu i de kommuner og amter, som vælger ordningen med statsgaranteret udskrivningsgrundlag, vil imidlertid i 2000 tilfalde staten, da forslaget ikke er indregnet i det statsgaranterede udskrivningsgrundlag. Det skønnes, at ca. 8 mill. kr. vil vedrøre kommuner og amter, som vælger det statsgaranterede udskrivningsgrundlag.

    For de selvbudgetterende kommuner og amter vil forslaget isoleret set indebære et merprovenu på ca. 7 mill. kr. i 2000, som dog først vil kunne påvirke den kommunale økonomi i forbindelse med den endelige afregning i 2002.

    De kommunaløkonomiske konsekvenser af forslaget skal ses i sammenhæng med de øvrige lovforslag, der gennemføres, idet det indgår i regeringens aftaler med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen af den 11. juni 1999, at såfremt forudsætningerne for det kommunale skattegrundlag i 2000 ændres væsentligt som følge af satsændringer m.v., neutraliserer staten fuldt ud for kommuner og amter, der har valgt at selvbudgettere, herfor i forbindelse med den endelige afregning.

    Til brug for vurderingen af, hvorvidt lovforslagene har væsentlig betydning for det kommunale og amtskommunale skattegrundlag, vil der blive foretaget en samlet opgørelse af lovforslagenes samlede kommunaløkonomiske betydning for skatteprovenuet i 2000.

    Finansårsvirkningen i 2000 skønnes at blive meget beskeden.

Administrative konsekvenser

    Gennemførelse af lovforslaget skønnes at medføre engangsudgifter for Told og Skat på 3,0 mill. kr. hovedsagelig til edb-udvikling.

Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

    Lovforslaget har været forelagt Erhvervsministeriets testpanel. Da lovforslaget er ret omfattende, omhandler den lovbeskrivelse, der er udsendt til virksomhederne, alene de dele af lovforslaget, der måtte forventes at have administrative konsekvenser for virksomhederne. Lovforslaget er efter den sædvanlige fremgangsmåde ikke sendt ud til virksomhederne.

    Lovbeskrivelsen har været koncentreret om de ændringer af afskrivningsreglerne, der vedrører blandet benyttede installationer, blandet benyttede bygninger, og parternes fordeling af en samlet overdragelsessum på aktiver omfattet af afskrivningsloven og visse andre aktiver.

    Erhvervs- og Selskabstyrelsen har oplyst, at samlet set er testpanelvurderingens validitet lav. Det er der flere grunde til.

    For det første har kun relativt få virksomheder været i stand til at tidsbestemme de forventede byrder, hvilket gør opregningen til samfundsniveau usikker. For det andet er der stor spredning blandt besvarelserne, hvilket bevirker, at opregningen til samfundsniveau er noget usikker. For det tredje har det i forbindelse med outlier-analysen vist sig, at flere virksomheder har fået en fejlagtig opfattelse af lovændringerne på baggrund af den udsendte lovbeskrivelse. Det er dermed sandsynligt, at flere virksomheder har overvurderet de administrative byrder. For det fjerde har flere virksomheder anført, at de får ekstra administrativt arbejde i forbindelse med de ændrede regler for udarbejdelsen af skatteregnskabet, på trods af, at de har oplyst, at deres revisor udarbejder skatteregnskabet. Dette tyder på en vis overvurdering af de administrative byrder.

    Da der er så stor usikkerhed forbundet med opregningerne af testpanelets besvarelser til samfundsniveau, skal angivelserne og skønnene i testpanelvurderingen for de forventede administrative byrder og for behovet for ekstern rådgivning fortolkes med stor forsigtighed.

    Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har på baggrund af den store usikkerhed med opregningen af resultaterne til samfundsniveau foretaget en alternativ afrapportering. Denne afrapportering viser, hvordan virksomhederne fordeler sig på 3 forskellige byrdeniveauer. Små byrder er defineret som byrder under 2 timer, mellemstore byrder er mellem 2 og 4 timer, mens store byrder er over 4 timer. Med hensyn til ekstern rådgivning er små byrder defineret som et ekstra behov på under 5.000 kr., mellemstore byrder er mellem 5.000 kr. og 10.000 kr., mens store byrder er over 10.000 kr.

    11 pct. af alle virksomheder i Danmark forventes at få engangsbyrder. Af de berørte virksomheder forventes 23 pct. at få små byrder, 33 pct. forventes at få mellemstore byrder, mens 44 pct. forventes at få store engangsbyrder. 18 pct. af alle virksomheder i Danmark forventes at få løbende administrative byrder. 73 pct. af de berørte virksomheder forventes at få små løbende byrder. 26 pct. skønnes at få mellemstore byrder, mens kun 1 pct. af alle virksomheder forventes at få store løbende byrder.

    21 pct. af alle virksomheder i Danmark forventes at få brug for ekstern rådgivning på engangsbasis, hvoraf knap 80 pct. forventes kun at få små byrder. 16 pct. menes at opleve mellemstore byrder, og 5 pct. skønnes at få store byrder. Ligeledes 21 pct. af alle virksomheder i Danmark forventes at få brug for ekstra løbende ekstern rådgivning. For alle virksomheders vedkommende drejer det sig om små byrder.

    Den overvejende del af forslaget udgør enten justeringer eller præciseringer af den gældende lovgivning eller er ændringer, der bringer retstilstanden i overensstemmelse med det, der har været hensigten. Disse ændringer har ikke nævneværdige administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. De ændrede beskatningsregler for mælkekvoter m.v. medfører en umiddelbart belastning af landbrugserhvervet på ca. 25 mill. kr. En del af belastningen vil dog være i forbindelse med afhændelse af ejendomme som følge af udtræden af erhvervet.

Miljømæssige konsekvenser

    Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

    Lovforslaget skønnes generelt ikke at indeholde EU-retlige aspekter.

    Der er i forbindelse med høringen kommet bemærkninger om foreneligheden af lovforslagets § 8, nr. 3, med Rådets direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater og Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater. Skatteministeriet finder lovforslagets § 8, nr. 3, i overensstemmelse med de nævnte direktiver.

Høring

    Lovforslaget har været på teknisk høring hos Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erhvervenes Skattesekretariat, Finansrådet, Forsikring og Pension, Dansk Handel & Service, Det Danske Handelskammer, Dansk Industri, Håndværksrådet, Landbrugsrådet, De danske Landboforeninger, Dansk Familielandbrug, Landbrugets Rådgivningscenter, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer, Kommunernes Landsforening, Københavns kommune, Frederiksberg kommune, Amtsrådsforeningen, Skatterevisorforeningen, Skattechefforeningen, Skyldrådsforeningen, Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Aalborg, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Erhvervsministeriet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Told- og Skattestyrelsen, Finansministeriet, Økonomiministeriet og Justitsministeriet.

    I nedenstående skema er i kort form gengivet modtagne høringssvar samt Skatteministeriets kommentarer hertil for så vidt angår lovforslaget. Tekniske og redaktionelle bemærkninger i høringssvarene til lovudkastet er ikke omtalt.

    Høringen er sket i 4 omgange.

    I første omgang blev udkast til et forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (Justeringer af afskrivningsreformen m.m.) udsendt på høring den 9. juni 1999. I anden omgang blev et udkast til lovforslag om ændring af ejendomsavancebeskatningsloven, ejendomsværdiskatteloven, dødsboskatteloven og kildeskatteloven (justering af pinsepakken) udsendt på høring den 10. august 1999. I tredje omgang blev udkast til et - samlet - lovforslag om ændring af forskellige skattelove (Justering af pinsepakken m.m.) sendt på høring d. 13. september 1999. Til sidst blev udkast til et forslag om ændring af lov om skattefri virksomhedsomdannelse og fusionsskatteloven sendt på høring den 23. september 1999. Nedenstående oversigt indeholder en sammenfatning af de relevante høringssvar samt kommentarerne hertil.

Organisation/myndighed

Bemærkninger

Kommentarer

Finansrådet

Afskrivningsloven

 
 

For blandet benyttede installationer bør der afskrives på den oprindelige anskaffelsessum, når afskrivningsgrundlaget forøges, ligesom for bygninger.

 

Fastholdes, at blandet benyttede installationer værdiforringes som et hele i modsætning til blandet benyttede bygninger. Derfor er afskrivningsmetoden forskellig.

 

Relativ ændring i forholdet mellem den samlede ejendomsværdi og ejerboligværdi bør ikke påvirke afskrivningsgrundlaget efter AL § 19.

AL § 19 udformes således, at en ændring af ejendomsværdien, hvorved en større eller mindre del ejendomsværdien henføres til boligen, ikke påvirker afskrivningsgrundlaget for den afskrivningsberettigede del af bygningen.

Entreprenørforeningen

Har ikke afgivet bemærkninger

 

Det Danske Handelskammer

Afskrivningsloven

Udvidelsen af nægtelse af tabsfradrag i AL § 21, stk. 5, med bestemmende indflydelse mellem parterne skaber retsusikkerhed.

 

Krav om bestemmende indflydelse er anvendt andre steder i skattelovgivningen. Reglen i AL § 21 om tabsfradrag har i øvrigt karakter af en værnsregel.

 

Fremgår ikke af AL § 45, hvorvidt den anden part er part i sagen, såfremt skattemyndighederne ændrer en aftalt pris. Skattemyndighedernes udtalelse efter AL § 45 bør være bindende, medmindre parterne har tilbageholdt oplysninger. Det tager for lang tid at få en bindende forhåndsbesked i forhold til, at parterne har brug for hurtigt at vide, om parternes fordeling kan accepteres. Der bør ikke være en tidsmæssig ubegrænset adgang for skattemyndighederne til at ændre en skatteansættelse. Hensynet til køber og sælger taler imod, at værdien for køber og sælger skal være den samme, idet køber og sælger nu risikerer, at skattemyndigheden skal tage stilling til deres forskellige synspunkter. Væsentlig ændring af det gældende rekurssystem, der bør føre til en væsentlig tydeligere lovtekst i AL § 45.

Når skattemyndighederne ændrer en aftalt fordeling, bliver såvel købers som sælgers værdiansættelse ændret med direkte bindende virkning for begge parter. Forslaget i AL § 45 om, at parterne kan indhente en vejledende udtalelse udgår, og parterne kan indhente en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet om en påtænkt disposition. Det er ikke muligt at afkorte ligningsfristen for overdragelse af aktiver omfattet af afskrivningsloven. Hensynet til køber og sælger kan ikke strække til, at et aktiv kan have én værdi ved skatteansættelsen hos køber, og anden værdi ved sælgers skatteansættelse. De foreslåede regler i AL § 45 er ændret og tydeliggjort.

Dansk Handel og Service

Ingen bemærkninger

 

Forsikring og Pension

Afskrivningsloven

Ansættelsesændring efter udløb af den almindelige ansættelsesfrist kun rimelig, hvis der er tale om en begunstigelse af skatteyder.

 

Det er ikke acceptabelt, at der kun skal kunne foretages en ansættelsesændring efter udløbet af den almindelige ansættelsesfrist, hvis dette er til gunst for skatteyder.

Advokatrådet

Afskrivningsloven

 
 

Uklart, om et selskab er forpligtet til at anvende en dispensation efter AL § 5, stk. 6, fra reglen om udskydelse af førsteårsafskrivninger.

 

Bestemmelsen i AL § 5, stk. 6, ændres således, at er der meddelt dispensation, kan selskabet ikke vælge udskydelse af førsteårsafskrivninger.

 

Forslaget om, at tabsfradrag er betinget af 5 års ejertid bør udgå, idet forslaget bryder den symmetriske behandling af gevinster og tab.

 

Forslaget om, at tabsfradrag er betinget af 5 års ejertid, udgår.

 

Uklart, om beregningsgrundlaget for straksfradrag for en installation efter AL § 18, stk. 2, er afskrivningsgrundlaget for den pågældende installation, når installationen afskrives sammen med andre installationer.

 

Anføres i bemærkningerne, at afskrivningsgrundlaget for de installationer, der afskrives under ét, indgår som beregningsgrundlag.

 

AL § 19, stk. 1, bør tage højde for, at forskellige dele af en bygning i forskellige perioder kan benyttes til forskellige formål.

 

Det er ikke muligt at udforme et regelsæt, hvorefter AL § 19, stk. 1, skal tage højde for de - formentlig få - tilfælde, hvor den fysiske anvendelse af bygningsdelene skifter, når der i en række tilfælde efter AL § 19, stk. 5, skal anvendes en værdifordeling ved opgørelsen af afskrivningsgrundlaget.

 

 

Det foreslåede AL § 21, stk. 5, vil i nogle tilfælde være en lempelse.

 

Anføres i bemærkningerne, at AL § 21, stk. 5, i nogle tilfælde er en lempelse.

 

 

Uheldigt, at det ikke fremgår af AL § 45, at den skatteansættende myndighed kan tilsidesætte en aftalt fordeling mellem uafhængige parter. Taleksemplet i bemærkningerne til AL § 45 efterlader det indtryk, at skattemyndigheden kan korrigere en fordeling, når afvigelsen kun er på 7 - 13 pct. Muligheden for at indhente en vejledende udtalelse er af retssikkerhedsmæssige grunde uheldig, fordi den skaber en vis forventning om, at den vil blive fulgt, hvilket ikke behøver at være tilfældet. Udtalelsen bør derfor være bindende.

 

Ikke almindeligt, at ved et salg mellem uafhængige parter afspejler fordelingen af overdragelsessummen ikke handelsværdien for aktiverne. Der foreslås en bestemmelse om, at den af parterne aftalte overdragelsessum og fordeling på de relevante aktiver er undergivet de skatteansættende myndigheders prøvelse. Taleksemplet i bemærkningerne til AL § 45 ændres. Forslaget i AL § 45 om, at parterne kan indhente en vejledende udtalelse udgår af lovforslaget, og parterne kan i stedet indhente en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet om skattemæssige konsekvenser af påtænkte dispositioner.

 

 

Succession

 
 

Det bemærkes, at lovforslaget indeholder en skærpelse af successionsreglerne. Der opfordres til, at man afventer generationsskifterapporten samt eventuelle lovinitiativer på baggrund af denne.

 

Ændringerne af successionsreglerne indeholdt i dette lovforslag, er et forsøg på at afhjælpe et dobbeltbeskatningsproblem. Det skønnes derfor ikke at være hensigtsmæssigt at afvente andre lovændringer på området.

 

 

Det bemærkes, at der også efter lovforslaget består væsentlige forskelle mellem successionsreglerne ved overdragelser i levende live og ved udlodninger fra et dødsbo.

 

Forskellene er udlignet i det omfang det skønnes hensigtsmæssigt og muligt.

 

 

Lov om skattefri virksomhedsomdannelse og fusionsskatteloven

 
 

Det tiltrædes, at der f.s.v.a. skuffeselskaber er behov for en ændret affattelse af VOL § 3, stk. 2. Det foreslås, at der for disse gives mulighed for, at første regnskabsperiode kan løbe i op til 18 måneder. Det anføres, at den foreslåede affattelse af fusionsskattelovens § 15 d, stk. 5, kan efterlade det indtryk, at et negativt beløb skal beskattes uanset skattefrihed efter SEL § 13 eller ABL.

 

Forslaget om, at første regnskabsperiode under visse betingelser kan løbe i op til 18 måneder, er imødekommet.

Den foreslåede § 15 d, stk. 5, indebærer, at det negative beløb skal beskattes, uanset at et eventuelt udbytte er skattefrit efter SEL § 13. Det negative beløb er ikke udbytte. Afstår selskabet efter ABL aktier efter 3 år, sker der ikke beskatning af den negative anskaffelsessum. Dette er tydeliggjort i bemærkningerne.

 

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer

Afskrivningsloven

Adgangen til at dispensere fra reglerne om førsteårsafskrivninger vil på baggrund af beskrivelsen af Ligningsrådets praksis i bemærkningerne til AL 5, stk. 6, udgøre en objektivering uden hold i lovgivningen.

 

Det kan ikke anses for en nødvendig forudsætning for objektivering, at der foreligger en domstolspraksis. Der er ikke tale om en objektivering af bestemmelsen i bemærkningerne, idet den skatteansættende myndighed vil skulle foretage en nærmere prøvelse.

     
 

Antager, at den skatteansættende myndighed skal træffe afgørelse om, at en tilladelse efter AL § 5, stk. 6, bortfalder, hvilket retssikkerhedsmæssigt er uheldigt

Den skatteansættende myndighed skal træffe afgørelse om, hvorvidt en tilladelse er bortfaldet. Ved en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet tager den skatteansættende myndighed også stilling til, om forudsætningen for den givne forhåndsbesked er bristet.

 

Den foreslåede bestemmelse i vurderingslovens § 4 C bør udgå.

Den foreslåede bestemmelse udgår.

 

Forslaget i AL § 21 om, at tabsfradrag er betinget af 5 års ejertid bør udgå, idet der sker afskæring af tabsfradrag ved overdragelse fra en person til et selskab ved bestemmende indflydelse, og idet tabsfradrag fragår i anskaffelsessummen efter EBL. Nedrivningsfradraget er ikke betinget af 5 års ejertid, men fradrag for nedrivning inden for 5 år udskydes til salgstidspunktet.

Forslaget udgår.

 

Den foreslåede bestemmelse i AL § 21, stk. 4, sprogligt mangelfuld.

 

Bestemmelsen omformuleres.

 

Ikke alle ejere bør afskæres fra tabsfradrag efter AL § 21, stk. 5.

For at undgå utilsigtede konsekvenser fastholdes i AL § 21, stk. 5, at når ejere overdrager en bygning til et selskab, som disse har bestemmende indflydelse på, afskæres tabsfradrag også for de ejere, som ikke samtidig er ejere af selskabet.

 

Svært at se formålet med de foreslåede regler i AL § 45, når parternes manglende fordeling ikke sanktioneres og ikke ændrer på skattemyndighedernes adgang til at korrigere såvel den samlede overdragelsessum som fordeling. Når alle relevante forhold har været oplyst ved afgivelsen af den vejledende udtalelse, bør udtalelsen efter AL § 45 være bindende for skattemyndighederne.

Formålet med forslaget om, at parterne selv skal fordele en overdragelsessum efter værdien på de enkelte aktiver, er at opnå fordele ved skatteansættelsen af såvel køber som sælger. Hvis parterne ikke gør det, foretages fordelingen af den skatteansættende myndighed på de enkelte aktiver. Forslaget om en vejledende udtalelse efter AL § 45 udgår af lovforslaget.

 

Ikke behov for overgangsregel for blandet benyttede installationer i ikrafttrædelsesreglerne.

Overgangsreglen for blandet benyttede installationer i ikrafttrædelsesreglerne fastholdes, da AL § 15, stk. 3, ikke generelt kan anvendes for 1999.

 

 

Succession

 
 

Det bemærkes, at ændringen af successionsreglerne betyder en væsentlig skærpelse af mulighederne for succession. Det foreslås, at betingelserne for at succedere i ejendomsavancen udformes i overensstemmelse med betingelserne for at succedere i genvundne afskrivninger.

I det seneste udkast er ændringen lempet ift. det tidligere udkast. Det skønnes ikke hensigtsmæssigt at ændre betingelserne for at succedere i ejendomsavancen.

 

     
 

Ejendomsværdiskatteloven

 
 

For så vidt angår ændringen af ejendomsværdiskattelovens § 11 bemærkes, at denne udelukker en fortsættelse af den praksis vedrørende lejeværdi, som indebærer, at skatteyder ved salg og køb af ny bolig ikke skal medregne lejeværdi af den gamle bolig fra det tidspunkt, hvor boligretten opgives.

 

Praksis om opgivelsen af boligretten ophævedes allerede ved ejendomsværdiskatteloven som en konsekvens af omlægningen fra lejeværdi til ejendomsværdiskat, jf. bemærkningerne til § 1 forslag til lov om en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat (Ejendomsværdiskatteloven) (L 94 af 2. juni 1998).

 

     
 

Lov om skattefri virksomhedsomdannelse og fusionsskatteloven

 
 

Det bør i FUSL § 15 d, stk. 5, præciseres, at det i de situationer, hvor der kan modtages skattefrit datterselskabsudbytte, jf. SEL § 13, ikke sker beskatning af afståelsessummen samt det negative beløb.

 

Den foreslåede § 15 d, stk. 5, indebærer, at det negative beløb skal beskattes, uanset at et eventuelt udbytte (afståelsessummen) er skattefrit efter SEL § 13. Det negative beløb er ikke udbytte.

     
 

Fondsbeskatningsloven

 
 

Af hensyn til formålet med lovændringen, er det unødvendigt at stille krav om et uændret princip for fradragstidspunktet for den enkelte uddeling. Modtageren af uddelingen bør under alle omstændigheder kunne udskyde beskatning til modtagelsen.

 

Af administrative årsager er det hensigtsmæssigt, at det en gang valgte fradragstidspunkt for uddelingen ikke kan ændres. Fastholdes i lovforslaget, at der skal være sammenhæng mellem fradrags- og beskatningstidspunktet for uddelingen.

Foreningen af Registrerede Revisorer

Afskrivningsloven

Uklart, hvorledes fordelingen i AL § 15, stk. 3, mellem afskrivningsberettiget og en ikke-afskrivningsberettiget installation opgøres, når ændringen sker i løbet af året, og foreslår en opgørelse primo året.

 

Ved en ændring af den afskrivningsberettigede benyttelse for en installation omfattet af AL § 15, stk. 3, i løbet af året, skal der ske en opgørelse af den erhvervsmæssige benyttelse for hele det pågældende år og ikke primo eller ultimo indkomståret.

 

Beregningsgrundlaget for straksfradrag for blandet benyttede installationer i AL § 18, stk. 2, bør være afskrivningsgrundlaget for bygningen og den afskrivningsberettigede del af installationen.

Beregningsgrundlaget for straksfradrag for blandet benyttede installationer er efter AL § 18, stk. 2, afskrivningsgrundlaget for installationen.

 

Forslaget i AL § 19, stk. 1, bør erstattes af en regel om, at den samlede afskrivningsprocent ikke kan overstige 100. Forslaget vil medføre et betydeligt administrativt besvær for skatteydere og rådgivere.

 

En regel om, at den samlede afskrivningsprocent ikke kan overstige 100, fjerner ikke usikkerheden om afskrivningsadgangen ved en forøgelse/reduktion af afskrivningsgrundlaget, jf. lovforslagets bemærkninger og vil kunne stille skatteydere ringere end foreslået.

 

Forslaget om at afskære tabsfradrag ved ejertid under 5 år er en unødvendig stramning, idet der allerede er værnsregler.

 

Forslaget udgår.

 

 

Nægtelse af tabsfradrag i AL § 21, stk. 5, bør fjernes fremfor at udvide området for nægtelse af tabsfradrag.

 

AL § 21, stk. 5, går ud på at ensrette værnsreglerne i afskrivningsloven, herunder afskæring af tabsfradrag i bestemte situationer, og ikke at ophæve afskæring af tabsfradrag i bestemte situationer.

 

 

Skattemyndighedernes udtalelse efter AL § 45 bør være bindende. Der bør fastsættes administrative regler for, hvordan den skatteansættende myndighed fastsætter fordelingen, når den ikke er enig i parternes fordeling.

 

Lovfæstelse af regler om en vejledende udtalelse om fordelingen udgår af lovforslaget. Det anføres i lovforslagets bemærkninger de nærmere omstændigheder, der kan begrunde, at den skatteansættende myndighed tilsidesætter parternes fordeling.

 

 

Succession

 
 

Det bemærkes, at forslaget, der betyder, at der skal succederes både ift. ejendomsavancen og genvundne afskrivninger, medfører en væsentlig begrænsning, ikke mindst hvor ejendommen består af flere forskellige bygninger. Disse ændringer findes ikke at være rimelige.

 

I lovforslaget er kravet ændret sådan, at der kan succederes i ejendomsavancen, uden at der skal succederes i genvundne afskrivninger. Samtidig ændres forslaget, så det ikke er et krav, at der skal succederes i alle afskrivninger for bygninger tilhørende den faste ejendom.

 

 

Af høringssvaret fremgår, at FRR mener, at forslaget fører til at såfremt der kun er fortjeneste på en del af bygningerne tilhørende en fast ejendom, vil der ikke kunne succederes. Det foreslås derfor, at i stedet for det foreslåede skal alle afskrivninger opgøres samlet, og at der bare skal være et krav om en netto gevinst på disse.

 

Lovforslaget ændrer ikke ved, at der stadigvæk skal succederes for hver enkelt bygning for sig mht. genvundne afskrivninger. Kravet om at der er en gevinst gælder for den enkelte bygning. Er der for den samlede ejendom, nogle bygninger med gevinst efter afskrivningsloven og andre hvor der er et tab, kan der stadigvæk succederes i de førstnævnte. En bestemmelse om en nettogevinst synes derfor overflødig.

 

 

Derudover bemærkes det også, at såfremt der succederes i de genvundne afskrivninger synes det ikke rimeligt at alle afskrivninger skal fragå ejendommens anskaffelsessum, jf. EBL § 5, stk. 4, nr. 1.

 

Såfremt der ikke skete en nedsættelse, ville ejendomsavancen være kunstig lav ift. en retvisende ejendomsavanceopgørelse.

 

 

Det bemærkes, at »halvdelskravet« til ejendommens anvendelse i en erhvervsvirksomhed, der foreslås indført ved overdragelser i levende live, på linie med reglen i dødsboskatteloven, i højere grad burde tage udgangspunkt i den erhvervsmæssige fordeling end i vurderingsmyndighedernes ejendomsværdimæssige fordeling.

Den vurderingsmæssige fordeling er en praktisk anvendelig størrelse, der udtrykker den reelle fordeling.

 

 

Lov om skattefri virksomhedsomdannelse og fusionsskatteloven

 
 

Finder, at den foreslåede § 15 d, stk. 5, om beskatning af den negative anskaffelsessum ved kapitalnedsættelse og tilbagesalg bør frafaldes som følge af reglerne om skattefri udbytte fra datterselskaber, reglerne om skattefrihed ved salg af aktier efter 3 år og gældende EU-direktiver.

 

I overensstemmelse med gældende EU-direktiver er der fortsat mulighed for skattefri tilførsel af aktiver samt modtagelse af skattefrit datterselskabsudbytte. Det negative beløb er ikke udbytte.

 

Erhvervenes Skattesekretariat

 

Afskrivningsloven

Bør angives mere specifikt, hvornår en tilladelse efter AL § 5, stk. 6, skal bortfalde.

 

Anføres i bemærkningerne nærmere, hvornår en tilladelse vil bortfalde.

 

Ikke behov for reglen om accessoriske bygninger i AL § 14, stk. 3, idet kantiner og receptionslokaler skal være afskrivningsberettigede, når de anvendes erhvervsmæssigt.

 

Fastholdes i lovforslaget, at bygninger eller lokaler, bortset fra garager og laboratorier, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede men ikke-afskrivningsberettigede bygninger, ikke skal kunne afskrives.

 

 

Det er ubegrundet at betinge tabsfradrag af en ejertid på mindst 5 år, og sammenhængen med nedrivningsfradrag uklar.

 

Forslaget udgår.

 

 

Fremgår ikke af AL § 45, at skattemyndighederne kan korrigere en værdiansættelse, når den er åbenbart forkert.

 

Der foreslås en bestemmelse om, at den af parterne aftalte overdragelsessum og fordeling på de relevante aktiver er undergivet de skatteansættende myndigheders prøvelse.

 

 

AL § 54, stk. 6, er ikke koordineret med LL § 8 B, hvor Ligningsrådet fortsat har kompetencen, og som kun gælder for selskaber. Kravet om tilladelse efter AL § 51 bør ikke gælde for selskaber.

 

AL § 51 ændres således, at selskaber ikke skal ansøge om tilladelse.

 

     
 

Succession

 
 

Det bemærkes, at når der succederes i genvundne afskrivninger skal alle foretagne afskrivninger nedsætte ejendommens anskaffelsessum. Dette vil umiddelbart føre til, at der ofte også vil være en gevinst efter ejendomsavancebeskatningsloven, hvori der kan succederes. Dette burde præciseres i bemærkningerne.

 

Er indarbejdet i lovforslaget.

 

 

Dobbeltbeskatningsproblemet foreslås løst ved, at indsætte en bestemmelse i ejendomsavancebeskatningsloven om, at genvundne afskrivninger hvori der succederes ikke skal fragå ejendommens anskaffelsessum.

 

Denne løsning ville betyde, at der kunne succederes for denne del af ejendomsavancen, uden at betingelserne for succession i ejendomsavancer i øvrigt var opfyldt. Såfremt der ikke skete en nedsættelse, ville ejendomsavancen være kunstig lav ift. en retvisende ejendomsavanceopgørelse.

 

 

Skærpelsen af successionsmulighederne synes ikke velbegrundet.

 

Der henvises til lovforslagets bemærkninger.

 

     
 

Lov om skattefri virksomhedsomdannelse og fusionsskatteloven

 
 

Det bør i bemærkningerne omtales, hvordan der forholdes, hvis den hidtil privat benyttede del i forbindelse med omdannelsen overgår til afskrivningsberettiget anvendelse.

 

Er imødekommet.

 

 

 

Håndværksrådet

Har ikke afgivet bemærkninger

 

Dansk Industri

Afskrivningsloven, lov om skattefri virksomhedsomdannelse og fusionsskatteloven

 
 

Henviser til høringssvar fra Erhvervenes Skattesekreriat

 

 

Landbrugets Rådgivningscenter

Afskrivningsloven

 

 
 

AL § 14, stk. 4, om accessoriske bygninger synes at medføre en begrænsning af afskrivningsadgangen.

 

Fastholdes i lovforslaget, at bygninger eller lokaler, bortset fra garager og laboratorier, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede men ikke-afskrivningsberettigede bygninger, ikke skal kunne afskrives.

 

 

Ombygnings- og forbedringsudgifter, hvor der sker et skift i anvendelsen, kan efter AL § 19 muligvis medføre problemer.

 

Udgifter til ombygning og forbedring afskrives særskilt, og intervalreglerne finder anvendelse ved ændring af den afskrivningsberettigede benyttelse. Der skal ikke ske en fordeling af den oprindelige anskaffelsessum for bygningen.

 

 

Nærer betænkelighed ved at bruge vurderingsmyndighederne til at foretage vurdering af boligværdien efter AL § 19.

 

Forslaget om at lade vurderingsmyndighederne vurdere boligværdien af en blandet benyttet bygning, jf. det foreslåede § 4 C i vurderingsloven udgår.

 

 

Foreslår, at ved en arealmæssig forskydning mellem den afskrivningsberettigede del og boligdelen på en bygning ændres fordelingen af den oprindelige anskaffelsessum skønsmæssigt ud prisforholdene ved købet.

 

Foreslås i AL § 19, stk. 5, at en fordeling efter AL § 45 for boligdelen anvendes ved opgørelsen af den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen. Ved senere arealforskydning (det drejer sig om få tilfælde) ændres fordelingen af bygningens oprindelige anskaffelsessum ud fra prisforholdene ved anskaffelsen.

 

 

Ikrafttrædelsen af den ændrede afskrivning på blandet benyttede bygninger og installationer bør ikke være indkomståret 2000 men 1999.

 

Reglerne vedrørende blandet benyttede bygninger er enten status quo eller en lempelse, og bør derfor have virkning fra 1999. Ikrafttrædelsen af reglerne vedrørende blandet benyttede installationer kan ikke håndteres fra 1999 og skal derfor først have virkning fra 2000. Forslaget er en skærpelse.

 

 

Det foreslåede tabsfradrag betinget af 5 års ejertid bør udgå. Begrundelsen kan ikke være en samordning med betingelsen for nedrivningsfradrag.

 

Forslaget udgår.

 

 

Genvundne afskrivninger på blandet benyttede installationer bør i AL § 21 begrænses til de foretagne afskrivninger.

 

Der indsættes en regel i AL § 21, stk. 4, om, at som genvundne afskrivninger på blandet benyttede installationer medregnes højst de foretagne afskrivninger.

 

 

Reglen i AL § 18 om straksfradrag for installationer er OK, men der er usikkerhed i relation til ejendomsavancebeskatningsloven og forlods afskrivning belyst ved konkrete taleksempler.

 

Der indsættes regler i etableringskontolov- og investeringsfondsloven om opgørelsen af anskaffelsessummen ved forlodsafskrivning på blandet benyttede installationer, medens der ikke ses usikkerhed i relation til ejendomsavancebeskatningsloven.

 

 

Overgang af afskrivning af en installation fra AL § 15, stk. 3, til § 15, stk. 1, ikke hensigtsmæssig.

 

Der indsættes en bestemmelse, hvorefter en installation, hvorpå der har kunnet afskrives efter AL § 15, stk. 2 eller 3, ikke kan afskrives efter AL § 15, stk. 1.

 

 

Uklart, hvornår en udgift til ombygning efter § 18, stk. 3, når der alene er indkøbt byggematerialer, er afholdt.

 

Det er et almindeligt princip, at udgifter er fradragsberettigede, når de er afholdt, og det vil være et ligningsmæssigt spørgsmål at tage stilling til, hvornår en udgift er afholdt efter AL § 18, stk. 3.

 

 

Ikke nødvendigt at præcisere i AL § 22, at der kan foretages fradrag for nedrivning af en bygning, der på nedrivningstidspunktet ikke anvendes afskrivningsberettiget.

 

Præciseringen i AL § 22 af, at der kan foretages fradrag for nedrivning af en bygning, der på nedrivningstidspunktet ikke anvendes afskrivningsberettiget, fastholdes.

 

 

Uklart, om der kan afskrives med særskilte satser på de enkelte afskrivningsgrundlag efter AL § 19.

 

Efter AL § 17 anvendes der én sats for bygningen, dvs. at de enkelte afskrivningsgrundlag skal afskrives med samme sats. Særskilte satser for de enkelte grundlag vil komplicere afskrivningssystemet.

 

 

Uklart, hvordan der skal forholdes vedrørende bygninger, som periodevis er af omfattet af AL § 19, stk. 5. Der rejses ud fra konkrete taleksempler spørgsmål om opgørelsen af genvundne afskrivninger på blandet benyttede bygninger, der ombygges og forbedres, eller overgår til ikke-afskrivningsberettiget anvendelse.

 

Opgørelsen af genvundne afskrivninger på blandet benyttede bygninger, der ombygges eller forbedres eller overgår til ikke-afskrivningsberettiget anvendelse kan bedst belyses ved taleksempler i efterfølgende vejledningsmateriale.

 

 

Ved forlods afskrivning på blandet benyttede bygninger findes der belyst ved konkrete taleksempler behov for særlige regler for opgørelsen af afskrivningsgrundlag.

 

Der ses ikke behov for særlige regler for opgørelse af afskrivningsgrundlag for forlods afskrivning på blandet benyttede bygninger, men der kan være behov for i efterfølgende vejledningsmateriale nærmere at gøre rede for reglernes anvendelse belyst ved taleksempler.

 

 

Det er meget vanskeligt at opgøre genvundne afskrivninger for værelser indrettet til bondegårdsferie efter AL § 42, og foreslår, at den relevante salgssum reduceres med 5 pct. årligt, således, at der efter 20 år ikke sker beskatning af genvundne afskrivninger.

 

Det kan være nødvendigt i vejledning at angive nærmere retningslinjer for opgørelsen af genvundne afskrivninger ved afståelse af værelser til landboturisme, men forslaget om aftrapning af genvundne afskrivninger over 20 år har til formål at undgå beskatning af genvundne afskrivninger, og er derfor ikke acceptabelt.

 

 

Efter AL § 45 drejer det sig om at foretage en fordeling af overdragelsesprisen på enkeltaktiver uanset prisen, når parterne uden for gavemiljø handler. Hvis parterne ikke foretager en fordeling efter § 45, vil skattemyndighederne skulle tage stilling til parternes individuelle fordelinger. Foreslås, at det i bemærkningerne til AL § 45 anføres, at en aftalt fordeling af de nominelle handelspriser kan accepteres. Opremsningen i AL § 45 af de aktivtyper, for hvilke der skal foretages fordeling, er rodet. Ikke angivet, hvad der skal gælde, hvis den vejledende udtalelse efter AL § 45 ikke er af afgivet inden 30 dage. Den endelige ligning af fordelingen efter AL § 45 bør løsrives fra skatteansættelsen i øvrigt og være endelig i løbet af kort tid.

 

Det anføres i bemærkningerne, at parter med konkret modstående interesser må antages at have handlet aktiverne til handelsværdien. Forslaget om fordeling af den kontantomregnede salgssum i AL § 45 fastholdes som det mest praktiske, men det anføres i bemærkningerne, at hvis parterne har aftalt en foreløbig fordeling, og at en regulering ved den endelige kontantomregning skal ske på en nærmere aftalt måde, kan det næppe føre til, at skattemyndighederne af denne grund alene vil tilsidesætte fordelingen. Opremsningen af aktivtyper i AL § 45 er ændret. Lovfæstelse af regler om en vejledende udtalelse udgår af lovforslaget. Det er ikke hensigtsmæssigt at løsrive spørgsmålet om fordeling af overdragelsessummen fra den øvrige del af skatteansættelsen og heller ikke, at den del af skatteansættelsen skal afsluttes hurtigere.

   

Der ses ikke at være nogen begrundelse for, at en skatteansættelse vedrørende fordelingen, ikke skal kunne ændres uanset de almindelige frister i skattestyrelsesloven. Relationen til gaveafgiftssager og dødsboer omtales i bemærkningerne til AL § 45.

 

Før 1968 skulle der ikke ske beskatning af genvundne afskrivninger på bygninger, som kun blev afskrevet ved ordinære afskrivninger. AL § 56 indebærer, at disse skal beskattes, hvilket ikke burde ske.

Den nye afskrivningslov indebærer, at overgangsregler fra den tidligere afskrivningslov som udgangspunkt ikke er videreført. Overgangsregler, der vil skulle anvendes i mange år, er dermed undgået.

   

Herved opnås administrative fordele for såvel skattemyndighederne som de skattepligtige, jf. iøvrigt bemærkninger til kap. 7 til forslaget til den ny afskrivningslov (L 102 fra folketingsåret 1997-98 (2. samling))

     
 

Succession

 
 

Det bemærkes, at lovforslagets valg af løsningsmodel for opgørelsesproblemerne ikke er optimal. Det foreslås, at der i stedet skal foretages en fiktiv opgørelse, når der succederes i de genvundne afskrivninger, men ikke i ejendomsavancen.

 

Man er ikke enig i, at en fiktiv opgørelse ville være en bedre løsning på problemet. Løsningen ville betyde, at der reelt kunne succederes i en del af ejendomsavancen, uden at betingelserne derfor var opfyldt.

 

 

Det bemærkes også, at forslaget betyder en væsentlig indskrænkning, idet der stilles krav om, at der skal være en gevinst for alle bygninger, hvorpå der er afskrevet.

 

Ændret i lovforslaget. Der stilles ikke længere krav om, at der skal være en gevinst for alle bygninger.

 

 

Det bemærkes, at såfremt det ønskes at ensrette anvendelsesområdet for overdragelser i levende live og ved død, samt mellem ejendomsavancer og genvundne afskrivninger, skal dette ikke medføre indskrænkninger af mulighederne for succession.

 

Indskrænkningerne i successionsmulighederne er med lovforslaget meget begrænset.

 

 

Det bemærkes også, at forslaget betyder en væsentlig indskrænkning, idet der bl.a. ikke kan succederes i genvundne afskrivninger fra en udlejningsejendom.

 

Lovforslaget indskrænker successionsmulighederne, især for udlejningsejendomme. Dette anses dog for at være nødvendigt, for at kunne løse dobbeltbeskatningsproblemet.

 

 

For så vidt angår fastfrysning af den ved passivpostberegningen anvendte indgangsværdi, bemærkes det, at spekulationsmuligheden kunne undgås ved at bestemme, at passivposten altid skal beregnes ud fra den lavest mulige avance. Denne løsning ville også sikre, at successionserhververe ville få glæde af ændrede regler om indgangsværdi m.v.

 

Indarbejdet.

 

 

Det bemærkes, at når passivposten altid skal opgøres til den lavest mulige fortjeneste, kan der, fordi der ikke findes en lignende regel vedrørende opgørelsen af hvorvidt der er gevinst, hvori der kan succedere, opstå den situation at passivposten bliver negativ.

 

Man har noteret sig, at en sådan situation kan opstå. Der foretages dog ikke ændringer desangående. Passivposten vil dog aldrig, skulle opgøres til et negativt beløb. Ender udregningen med et negativt beløb, skal passivposten sættes til 0 kr.

 

 

Det bemærkes, at med ændringerne i BAL § 13 a er det ikke nødvendigt at bibeholde bestemmelsen i DBSL § 36, stk. 2, om at erhververen er bundet af indgangsværdien anvendt ved passivpostberegningen.

 

Dette er der taget højde for, ved at ændre § 36, stk.2 således, at erhververen ikke er bundet af den anvendte anskaffelsessum.

 

     
 

Ejendomsavancebeskatningsloven

 
 

Der næres en vis betænkelighed ved at erstatte stuehusfradraget med en regel om, at fortjeneste på stuehuset er skattefri, idet der kan opstå problemer i relation til fordelingen af salgssummen imellem stuehuset og restejendommen.

 

Ændringen er opretholdt, idet det bl.a. er opfattelsen, at beskatningen af stuehuset og restejendommen derved bliver i bedre overensstemmelse med beskatningen af henholdsvis parcelhuse og erhvervsejendomme. Parterne skal efter ejendomsbeskatningslovens § 4, stk. 5, aftale en fordeling af overdragelsessummen på de elementer af den faste ejendom, der indgår i overdragelsen, herunder på stuehuset. Den aftalte fordeling vil som udgangspunkt kunne lægges til grund, men skattemyndighederne vil have mulighed for at ændre fordelingen. Dette vil afhænge af de konkrete omstændigheder, herunder relationerne mellem de to parter - køber og sælger.

 

 

Der spørges, hvilken anskaffelsessum (indgangsværdi) der skal anvendes ved delsalg, hvor der tidligere henholdsvis før og efter 2. juni 1998 er foretaget delsalg.

 

Uanset om det første delsalg er foretaget før eller efter 2. juni 1998, vil avanceopgørelsen ved delsalg nr. 2, skulle tage udgangspunkt i den resterende del af indgangsværdien, således som denne er opgjort efter det første delsalg ud fra de regler, der var gældende på dette tidspunkt. Det er opfattelsen, at en udtrykkelig lovregulering heraf ikke er påkrævet.

 

 

Det anføres, at ved delsalg bør anskaffelsessummen for nedrevne bygninger m.v. ligesom det er tilfældet for foretagne afskrivninger m.v. på disse bygninger henregnes til den sidst afståede del af ejendommen.

 

Der er indarbejdet en ligestilling, idet ligestillingen dog er gennemført ved, at foretagne afskrivninger m.v. på nedrevne bygninger m.v. fremover skal fragå i anskaffelsessummen, når det jordareal, hvorpå bygningerne m.v. har været beliggende, afstås.

 

 

Der spørges, om overflytning af en mælkekvote fra en ejendom til en anden ejendom ejet af samme ejer skal behandles som en afståelse.

 

Det er opfattelsen, at en sådan overflytning ikke skal behandles som en afståelse. Anskaffelsessummen for den overflyttede mælkekvote skal overføres sammen med mælkekvoten.

 

Det anføres, at der i ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 9, der omhandler genopførelsessituationen, hvor erstatnings- og forsikringssummer altid skal medregnes ved indkomstopgørelsen, bør indsættes en henvisning til ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 3. Efter sidstnævnte bestemmelse skal en overskydende andel af en erstatning- eller forsikringssum efter en genopførelse fradrages i ejendommens anskaffelsessum.

Der er ikke indsat den ønskede henvisning, idet ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 3 ikke finder anvendelse, hvor genopførelsen er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 9.

     
 

Lov om skattefri virksomhedsomdannelse og fusionsskatteloven

 
 

Har opstillet en række eksempler vedr. blandet benyttet bygninger m.v. på baggrund af de foreslåede regler.

 

 
     
 

Virksomhedsskatteloven og kildeskatteloven

 
 

Foreslår, at det i bemærkningerne anførte om, at en ægtefælle kan succedere i en del af virksomhedsordningen, når ægtefællen efter kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, overtager en del af driften af den anden ægtefælles virksomhed, anføres i lovteksten.

 

Fordelingen af virksomhedsordningens konti, når en ægtefælle overtager en del af virksomhedens drift efter KSL § 25 A, stk. 8, kan på tilsvarende måde baseres på administrativ praksis, som det er tilfældet for de øvrige situationer i KSL § 25 A, hvor virksomhedens resultat overgår fra at blive beskattet hos den ene ægtefælle, til at blive beskattet hos den anden ægtefælle.

Landbrugsrådet

Henviser til bemærkninger fra Landbrugets Rådgivningscenter

 

Dansk Familielandbrug

Henviser til bemærkninger fra Landbrugets Rådgivningscenter

 

De Danske Landboforeninger

Henviser til bemærkninger fra Landbrugets Rådgivningscenter

 

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Har ikke afgivet bemærkninger

 

Skattechefforeningen

Afskrivningsloven

Der bør kun gives straksfradrag efter AL § 18 på installationer i helt eller delvist afskrivningsberettigede bygninger.

 

Der bør indrømmes straksfradrag på installationer, der kan afskrives, selvom de ikke befinder sig i en helt eller delvist afskrivningsberettiget bygning.

 

Afskrivning på blandet benyttede bygninger bør principielt ske på samme måde som for blandet benyttede installationer.

 

Afskrivning på blandet benyttede bygninger som for blandet benyttede installationer vedrører ikke lovforslaget. Et sådant forslag rejser i øvrigt principielle overvejelser om hvilke bygningskategorier, der er afskrivningsberettigede, og ligger uden for en justering af afskrivningsloven.

 

 

Uklart hvordan ombygnings- og forbedringsudgifter på blandet benyttede bygninger, der ikke kan placeres entydigt, afskrives, når der en ejerboligfordeling på ejendommen.

 

Anføres i bemærkningerne, at udgifter til ombygning og forbedring i dette tilfælde afskrives efter AL § 18, stk. 3.

 

 

En ændring af ejerboligfordelingen efter AL § 19, stk. 5, bør ikke føre til ændring af afskrivningsgrundlaget.

 

AL § 19, stk. 5, udformes således, at en ændring af ejendomsværdien, hvorved en større eller mindre del henføres til ejerboligen, ikke påvirker afskrivningsgrundlaget.

 

 

Uklart, hvem der er initiativtager til og har ansvaret for vurderinger efter det foreslåede § 4 C i vurderingsloven.

 

Den foreslåede bestemmelse i vurderingslovens § 4 C udgår.

 

 

Uklart, om der kan foretages nedrivningsfradrag for installationer i anskaffelsesåret.

 

Der foreslås samme betingelser for nedrivning af installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 2 og 3, som for bygninger inden 5 års ejertid.

 

 

Usikkert, om fordelingen efter AL § 45 skal omfatte aktiver, der ikke er omfattet af afskrivningsloven. Der bør indføres en regel eller blot præciseres, at en dansk skattemyndighed kan træffe afgørelse, når der erhverves en virksomhed, som afstås af en ikke dansk skattepligtig uanset, hvor virksomheden er beliggende. Det bør præciseres, at ved overdragelse til et selskab, kan skattemyndigheden først realitetsbehandle afståelsen, når selskabets selvangivelse foreligger. Når både sælger og køber er selskaber, bør reglen i skattestyrelsesloven anvendes uanset om sælger og køber behandler af den samme myndighed. Er sælger et selskab og køber en fysisk person, bør LSR være klageinstans. Fristen for en vejledende udtalelse bør forlænges fra 1 til 2 måneder.

 

Det er kun aktiver omfattet af afskrivningsloven, der er omfattet af reglen om fordeling af overdragelsessummen og ved overdragelse af grund, bolig, mælkekvoter og beholdninger, tillige disse. Det fastsættes i AL § 45, at når sælger ikke har en dansk skatteansættende myndighed, bemyndiges skatteministeren til at bestemme, hvilken skatteansættende myndighed, der skal træffe afgørelsen. Der ses ikke behov for at præcisere, at ved overdragelse til et selskab, kan skattemyndigheden først behandle afståelsen, når selskabets selvangivelse foreligger. Det fastsættes, at anke sker efter de almindelige regler for klage over den pågældende skatteansættende myndigheds afgørelse af skatteansættelser. Forslaget om en vejledende udtalelse efter AL § 45 udgår af lovforslaget.

 

 

Der spørges, om den nye afskrivningslov medfører en ændring af afskrivningsgrundlaget for dødsboer ved succession før 1999 derved, at afskrivningsgrundlaget bliver det oprindelige afskrivningsgrundlag

 

Der skal ikke ske nogen ændring i afskrivningsgrundlaget i 1999 for dødsboer, der har succederet før 1999.

 

     
 

Succession

 
 

Der spørges til om praksis for næringsejendomme bortfalder med lovforslaget

 

Lovforslaget medfører ingen praksis ændring, for bortfald af næringsformodningen.

 

 

Lov om skattefri virksomhedsomdannelse og fusionsskatteloven

 
 

Ønsker udbygning af eksempel 2 i bemærkningerne vedr. blandet benyttede bygninger.

 

Er imødekommet.

Skatterevisorforeningen

Afskrivningsloven

 
 

Tekniske bemærkninger

Bemærkningerne er fulgt.

 

     
 

Ejendomsavancebeskatningsloven

 
 

Det bemærkes, at forbedringsudgifter afholdt i perioden 1993-96 både kan tillægges anskaffelsessummen, jf. EBL § 5, stk. 2, samtidig med at beløbet indgår i indgangsværdierne udregnet efter § 4, stk. 3, nr. 2, hvor ejendomsvurderingen fra 1.1.1993 tillagt 10 %, kan tillægges halvdelen af forskellen mellem 1993 vurderingen +10% og vurderingen fra 1.1.1996.

Dertil kan det bemærkes, at denne problemstilling var man opmærksom på ved indførelsen af EBL § 4, stk. 3, nr. 2. Det skal også påpeges, at de afholdte forbedringsudgifter ikke altid vil betyde en direkte forhøjelse af ejendomsvurdering. Da det ikke i alle tilfælde fremgår af vurderingsmaterialet med hvilken værdi de enkelte bygninger og forbedringer indgår, vil det ikke være muligt at udforme en retfærdig bestemmelse, hvorefter der skal tages hensyn til forbedringer foretaget i perioden 1993- 1996. En ændring gående ud på, at kun halvdelen af de afholdte forbedringsudgifter i perioden 1993 til 1996 kunne tillægges anskaffelsessummen ville virke vilkårlig og ikke bidrage til en mere retfærdig opgørelse.

Kommunernes Landsforening

Afskrivningsloven

 

 
 

Uklart efter AL § 14 om garager i en ikke-afskrivningsberettiget bygning, hvor garagen tjener bygningen, kan afskrives.

 

Det foreslås i AL § 14, stk. 3, at bygninger eller lokaler bortset fra garager og laboratorier, der tjener en ikke-afskrivningsberettiget bygning, ikke kan afskrives.

 

 

Efter AL § 18, stk. 2, bør der kun indrømmes straksfradrag på installationer i helt eller delvist afskrivningsberettigede bygninger.

 

Der bør indrømmes straksfradrag på installationer, der kan afskrives, selvom installationen ikke befinder sig i en helt eller delvist afskrivningsberettiget bygning.

 

 

Belastende, hvis en ændret ejerboligvurdering skal udløse en ændring af afskrivningsgrundlaget efter AL § 19.

 

AL § 19 udformes således, at en ændring af ejendomsværdien, hvorved en større eller mindre del ejendomsværdien henføres til ejerboligen, ikke påvirker afskrivningsgrundlaget.

 

 

Blandet benyttede bygninger bør afskrives på samme måde som foreslås for blandet benyttede installationer.

 

Fastholdes, at blandet benyttede installationer værdiforringes som et hele i modsætning til blandet benyttede bygninger. Derfor skal afskrivningsmetoden være forskellig.

 

 

Fremgår ikke af bemærkningerne til AL § 45, om der skal ske kontantomregning af samtlige aktiver omfattet af overdragelsen. Fristen efter AL § 45 til at afgive en vejledende udtalelse bør være på eksempelvis 2 måneder.

 

For aktiver omfattet af afskrivningsloven samt grund, bolig, mælkekvoter og beholdninger, som overdrages, skal der ske en fordeling af den kontantomregnede overdragelsessum. Forslaget om en vejledende udtalelse efter AL § 45 udgår af lovforslaget.

Københavns kommune

Afskrivningsloven

Tvivl om, hvorvidt en ændret ejerboligvurdering, udløser en ændring af afskrivningsgrundlaget efter AL § 19. Tvivl om, hvorvidt opgørelsen af et ændret afskrivningsgrundlag efter § 19 sker ud fra den senest foreliggende ejendomsvurdering.

 

AL § 19 ændres således, at en ændring af ejendomsværdien, hvorved en større eller mindre del af ejendomsværdien henføres til ejerboligen, ikke påvirker afskrivningsgrundlaget. Ved senere arealforskydning (det drejer sig om få tilfælde) må fordelingen af bygningens oprindelige anskaffelsessum ændres ud fra prisforholdet ved anskaffelsen.

     
 

Ved flere ændringer af afskrivningsgrundlaget, bliver opgørelsen af afskrivningsgrundlaget efter AL § 19 kompliceret.

 

Der kan for en blandet benyttet bygning opstå flere afskrivningsgrundlag, men reglerne er nødvendige for at fastslå, hvor meget der kan afskrives på en bygning, når der sker en ændring af den del, der anvendes afskrivningsberettiget. Kan ikke anses for et problem i det omfang, der anvendes edb ved udarbejdelse af skatteregnskab.

 

 

Bør være en betingelse for at indhente en vejledende udtalelse efter AL § 45, at parterne er enige herom. Ikke muligt for skattemyndighederne at afgive en udtalelse om fordelingen efter § 45 inden 30 dage, idet der ofte skal indhentes yderligere materiale. Uklart, hvordan der skal forholdes, hvis sælgeren ikke har hjemsted i Danmark. Spørgsmålet er, om der er behov for bestemmelsen, idet der kan indhentes bindende forhåndsbesked. Det er ikke hensigtsmæssigt, at køber for det samme indkomstår får en skatteansættelse, der skal behandles af to forskellige skattemyndigheder.

 

Forslaget om en vejledende udtalelse efter AL § 45 udgår. Det er en fordel, at afgørelsen vedrørende overdragelsessum og fordeling på aktiver for køber og sælger, foretages af den samme skattemyndighed. Forslaget ændres, og indebærer ikke, at en køber for overdragelsesåret kan få to skatteansættende myndigheder.

 

 

Virksomhedsskatteloven og kildeskatteloven

 
 

Foreslår, at ægtefæller fortsat kan anvende virksomhedsordningen under et, når ægtefællerne ikke har andre virksomheder end den fælles drevne virksomhed. Påpeget uhensigtsmæssigheder ved ikrafttrædelsesbestemmelsen.

 

For at opnå et enklere regelsæt fastholdes, at ægtefæller, uanset antallet af virksomheder, ikke skal anvende virksomhedsordningen under et. Ikrafttrædelsesbestemmelsen er ændret således, at bestemmelserne nu foreslås at have virkning fra og indkomståret 1999. Ægtefællerne har dog under visse betingelser mulighed for at anvende reglerne for indkomståret 1998.

 

Frederiksberg kommune

Ingen bemærkninger

 

Amtsrådsforeningen

Ingen bemærkninger

 

Skyldrådsforeningen

Den foreslåede bestemmelse i vurderingslovens § 4 C vil medføre øgede arbejdsopgaver. Vurderingsrådene er i forvejen hængt op med opgaver og spørger, hvilke arbejdsopgaver, der kan nedprioriteres.

Den foreslåede bestemmelse i vurderingslovens § 4 udgår.

Præsidenten for Østre Landsret

Finder ikke anledning til at afgive bemærkninger

 

Præsidenten for Vestre Landsret

Finder ikke anledning til at afgive bemærkninger

 

Præsidenten for Københavns Byret

Finder ikke anledning til at afgive bemærkninger

 

Præsidenten for Retten i Odense

Finder ikke anledning til at afgive bemærkninger

 

Præsidenten for Retten i Roskilde

Finder ikke anledning til at afgive bemærkninger

 

Præsidenten for Retten i Århus

Finder ikke anledning til at afgive bemærkninger

 

Præsidenten

for Retten i Aalborg

Finder ikke anledning til at afgive bemærkninger

 

Den danske Dommerforening

Finder ikke anledning til at afgive bemærkninger

 

Dommerfuldmægtigforeningen

Har ikke afgivet bemærkninger

 

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

 

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner

Indkomstårsvirkning: Lovforslaget skønnes at medføre en provenugevinst på ca. 25 mill. kr. i 2000, heraf knap 15 mill. kr. for kommuner og amter.

 
     
 

For 2000 har forslaget ingen provenumæssige konsekvenser for kommuner og amter omfattet af det statsgaranterede udskrivningsgrundlag. Merprovenuet for selvbudgetterende kommuner og amter udgør ca. 7 mill. kr. Dette merprovenu vil dog først påvirke den kommunale økonomi i 2002 i forbindelse med den endelige afregning vedr. 2000.

 
     
 

Finansårsvirkning: Lovforslaget skønnes at have en meget beskeden finansårsvirkning i 2000.

 

Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner

Ingen

Gennemførelse af lovforslaget skønnes at medføre engangsudgifter for Told og Skat på 3,0 mill. kr. hovedsagelig til edb-udvikling

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

 

De fleste ændringer har ikke nævneværdige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, men den ændrede beskatning af mælkekvoter m.v. skønnes at belaste landbruget med ca. 25 mill. kr. årligt. En del af belastningen vil dog være i forbindelse med udtræden af erhvervet

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

 

Lovforslaget forventes at medføre visse administrative byrder på navnlig engangsbasis og visse mindre byrder løbende.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget skønnes ikke at indeholde EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr.1 og 2

    Efter afskrivningslovens § 5, stk. 4, kan visse selskaber ikke afskrive på driftsmidler og skibe anskaffet til udlejning i anskaffelsesåret. For indkomståret efter anskaffelsesåret kan selskabet derimod afskrive indtil 60 pct. af anskaffelsessummen. Fra og med det andet indkomstår efter anskaffelsesåret afskrives det resterende beløb efter de almindelige regler for afskrivning på driftsmidler og skibe.

    Ligningsrådet har dog efter afskrivningslovens § 5, stk. 6, mulighed for at dispensere fra denne regel, således at anskaffelsessummen for udlejningsaktivet allerede i anskaffelsesåret kan afskrives efter de almindelige regler.

    Tilsvarende regler om udskydelse af førsteårsafskrivningerne på driftsmidler og skibe til udlejning findes i § 6, stk. 3, om straksafskrivning og i § 30, stk. 1, om forskudsafskrivning. Også disse regler indeholder mulighed for dispensation, og også her er det Ligningsrådet, der har kompetencen til at meddele dispensation.

    Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 1, at kompetencen til at meddele dispensation efter de tre nævnte bestemmelser overføres til skatteministeren. Det er herefter hensigten, at kompetencen ved en ændring af sagsudlægningsbekendtgørelsen vil blive udlagt til de skatteansættende myndigheder.

    Dispensationsadgangen blev indført ved lov nr. 433 af 26. juni 1998. Af bemærkningerne til § 5, stk. 6, (L 102, Folketingsåret 1997/98, 2. samling) fremgår det, at reglen er udformet som en dispensationsregel, fordi det på det foreliggende grundlag ikke var muligt at udforme objektive regler. Ved at udforme reglen som en dispensationsregel, ville der dog gennem Ligningsrådets afgørelser blive skabt en praksis. Når Ligningsrådet havde fastlagt en praksis, ville det blive overvejet at udforme objektive regler.

    Der er siden indførelsen af dispensationsadgangen modtaget et stort antal anmodninger om dispensation. En del af disse har været behandlet af Ligningsrådet, der således har haft lejlighed til at fastsætte retningslinierne for praksis. Ligningsrådet har herefter delegeret kompetencen til at træffe afgørelse til Told- og Skattestyrelsen for så vidt angår de sager, som kan afgøres umiddelbart efter de retningslinier, som Ligningsrådet har fulgt i de første sager, og som munder ud i, at der meddeles tilladelse.

    Det er på nuværende tidspunkt fortsat ikke muligt at erstatte dispensationsbestemmelsen med objektive regler, men da der er et stort antal sager vedrørende de tre bestemmelser, og da langt de fleste sager kan afgøres umiddelbart efter den praksis, som Ligningsrådet har dannet, findes det hensigtsmæssigt og ubetænkeligt at udlægge kompetencen til de skatteansættende myndigheder.

    Ligningsrådets praksis har fulgt følgende overordnede retningslinier:

    Ifølge lovteksten og bemærkningerne til denne taler det for meddelelse af afslag, hvis anskaffelsen ikke primært sker med henblik på anvendelse af aktiverne i selskabets egen normale forretningsmæssigt drevne udlejningsvirksomhed, men i stedet primært sker med henblik på at reducere selskabets umiddelbare skatter i kraft af adgangen til at foretage skattemæssige afskrivninger på anskaffede udlejningsaktiver.

    I sådanne tilfælde må det antages, at selskabet ikke ville anskaffe de pågældende udlejningsaktiver, medmindre der kan foretages skattemæssige afskrivninger på disse.

    Der kan ved behandlingen af dispensationsansøgningerne lægges vægt på, om selskabet er likvidationsmodent, om selskabet før anskaffelsen i det væsentlige var uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet, eller om selskabets ejerforhold i forbindelse med anskaffelsen af aktiverne er ændret væsentligt. Disse forhold taler imod at indrømme selskabet dispensation.

    Ved begrebet »selskaber, der i det væsentlige er uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet« forstås selskaber, hvor den erhvervsmæssige aktivitet er ophørt, eller hvor den erhvervsmæssige aktivitet i selskabet er ubetydelig. Det kan dog også omfatte selskaber, hvor der på aftaletidspunktet for overdragelse af kapitalandele nok findes en ikke uvæsentlig erhvervsmæssig aktivitet i selskabet, men hvor der på dette tidspunkt er indgået en bindende aftale om mulighed for afhændelse af den erhvervsmæssige aktivitet. Det skyldes et ønske om at imødegå omgåelsesmuligheder.

    Har udlejning af aktiver derimod været selskabets normale virksomhed eller en del heraf i flere år forud for anskaffelsen, eller har selskabets ejerkreds i det væsentlige været uændret i en årrække forud for anskaffelsen, taler dette som udgangspunkt for at indrømme selskabet dispensation.

    Ligningsrådet (eller Told- og Skattestyrelsen efter delegation fra Ligningsrådet) har pr. 19. oktober 1999 behandlet 230 sager. Der er meddelt afslag i 1 sag. De typiske sagskategorier er følgende:

    En stor del af de ansøgninger, der er behandlet, vedrører selskaber med uændret ejerkreds gennem en årrække, hvor udlejning af aktiver har været en integreret del af selskabets forretningsområde gennem flere år. Mange af virksomhederne har udlejning som det primære formål. Virksomhederne har oftest gennem en årrække udlejet aktiver inden for det pågældende forretningsområde.

    En del af ansøgningerne er indgivet af virksomheder, der har udlejning som en del af deres samlede forretningsområde, typisk virksomheder som tidligere kun solgte de pågældende aktiver, men hvor der er skabt en efterspørgsel efter leasing/leje af de pågældende aktiver. Det har derfor været nødvendigt for virksomhederne at påbegynde udlejning af disse aktiver som aktivitet for at fastholde markedsandele.

    Kendetegnende for disse ansøgninger er, at alle udlejningsaktiviteterne er en del af virksomhedernes naturlige forretningsområder, idet der blot er tale om et supplement til virksomhedens almindelige salgsaktivitet.

    Ligningsrådet har ligeledes modtaget enkelte ansøgninger om dispensation fra nystiftede selskaber, der endnu ikke har afleveret første årsregnskab. Her foreligger ikke dokumentation for de faktiske aktiviteter i selskabet. Dette hindrer dog efter Ligningsrådets opfattelse ikke i sig selv, at der meddeles dispensation, idet der i disse tilfælde må foretages en vurdering af de foreliggende oplysninger om de allerede igangsatte og de påtænkte aktiviteter samt budgetter m.v. Dispensationen vil således blive givet under forudsætning af, at de faktiske forhold ikke viser sig at afvige væsentligt fra de oplysninger, som forelå på ansøgningstidspunktet.

    En del af de modtagne ansøgninger angår holdingselskaber, som ejer koncernens driftsaktiver og udlejer disse til koncernens helejede datterselskaber, således at datterselskaberne fungerer som driftsselskaber uden større kapitalbindinger. Holdingselskabets aktivitet består, foruden ejerskab af datterselskabernes aktier, oftest alene af ejerskab af driftsaktiver og bygninger.

    Det er kendetegnende for ansøgningerne, at holdingselskaberne kun udlejer driftsaktiver til datterselskaberne. I mange tilfælde sker der kun udlejning til sambeskattede datterselskaber.

    Denne organisationsform må anses for at være begrundet i et forretningsmæssigt ønske om bl. a. en central finansiering i holdingselskabet af koncernens driftsmidler, en central vedligeholdelsesafdeling, en central styring af investeringerne samt en større fleksibilitet ved koncernomstruktureringer.

    Det er Ligningsrådets opfattelse, at denne organisationsform ikke i sig selv kan begrunde et afslag på dispensation, idet den findes velbegrundet i ovennævnte forretningsmæssige overvejelser samt i ønsket om en risikospredning og lavere finansieringsomkostninger.

    En del af ansøgningerne angår finansieringsselskaber inden for koncerner, hvor koncernen sælger og/eller udlejer aktiverne til tredjemand. Hvor kunden ønsker at leje aktiver, overdrages ejendomsretten til aktiverne til koncernens finansieringsselskab, således at koncernens andre selskaber ikke selv skal finansiere udlejningen. Finansieringsselskabets eneste aktivitet er at eje udlejningsaktiverne, fremskaffe likviditet til finansiering af aktiverne og administration af lejekontrakterne.

    Udskillelsen af udlejningsaktiviteter i et særskilt selskab skyldes ofte ønsket om, at risikoen ved långivningen isoleres i dette selskab, og ikke sammenblandes med gælden i koncernens andre selskaber. Der ligger samme begrundelse bag denne struktur som bag den ovenfor skitserede struktur med udlejning til datterselskab.

    Hvis der alene søges om dispensation fra reglerne i afskrivningslovens § 5, stk. 4, kan dispensationen ikke udstrækkes til også at gælde for § 6, stk. 1 (straksafskrivning af småaktiver m.v.), eller § 30, stk. 1 (forskudsafskrivning på driftsmidler og skibe). Tilsvarende vil en dispensation fra en af de andre bestemmelser ikke kunne udstrækkes til også at gælde for de øvrige bestemmelser. Dispensation fra de enkelte bestemmelser forudsætter, at der ansøges herom.

    Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 2, at en dispensation fra reglerne om selskabers førsteårsafskrivninger på udlejningsdriftsmidler og -skibe gøres bindende. Det betyder, at når der er meddelt dispensation, kan selskabet ikke vælge at bruge reglerne om udskydelse af selskabers førsteårsafskrivninger på udlejningsaktiver for efterfølgende indkomstår for aktiver omfattet af tilladelsen. Det foreslås endvidere, at en dispensation bortfalder med virkning for det pågældende og efterfølgende indkomstår ved væsentlige ændringer af de forudsætninger, hvorunder tilladelsen er givet.

    Det er en forudsætning for de foreslåede regler, at dispensation gives uden tidsmæssige begrænsninger, men derimod begrænses til alene at omfatte visse udlejningsaktiver. Disse udlejningsaktiver er aktiver, der falder inden for selskabets normale forretningsområde på ansøgningstidspunktet.

    Hvis der sker væsentlige ændringer i de forudsætninger, som har været afgørende for dispensationen, må der indgives en ny anmodning om dispensation.

    Dispensation fra reglerne om udskydelse af førsteårsafskrivningerne på udlejningsaktiver gives på grundlag af en samlet vurdering af selskabets udlejningsaktiviteter og eventuelle øvrige aktiviteter samt ejerkredsen og eventuel indplacering i en koncernstruktur. Det afhænger af den konkrete dispensation hvilke forudsætninger, der har været afgørende.

    I tilfælde, hvor der er meddelt dispensation til et selskab, der har udlejning som den primære/eneste aktivitet, vil en ændring af forudsætningerne for dispensationen eksempelvis kunne være, at selskabet får nye aktiviteter, som ikke er udlejningsaktiviteter, eller at udlejningsaktiviteten ændres, således at selskabet overgår til at udleje andre aktiver end de aktiver, der var tale om ved meddelelsen af dispensationen.

    I tilfælde, hvor en dispensation er meddelt med den begrundelse, at udlejningsaktiviteten er en forlængelse af den almindelige (salgs)aktivitet, vil en ændring af forudsætningerne kunne bestå i en ændring af den almindelige aktivitet, således at der ikke længere består en naturlig sammenhæng mellem udlejningsaktiviteten og hovedaktiviteten. En ændring kunne ligeledes bestå i, at selskabet får nye aktiviteter, som afviger fra de hidtidige aktiviteter, eller at udlejningsaktiviteten ændres, således at selskabet overgår til at udleje andre aktiver end ved meddelelsen af dispensationen.

    For så vidt angår holdingselskaber, som udlejer aktiver til datterselskaber, vil oplysningerne om, at der alene udlejes til koncernforbundne selskaber, udgøre en forudsætning for meddelelse af dispensation. F.eks. vil en fortsættelse af udlejning af aktiver til et frasolgt datterselskab være en ændring af forudsætningerne for dispensationen. En ændring kunne også bestå i, at udlejningsaktiviteten ændrer karakter som følge af ændrede driftsaktiviteter i datterselskab(erne), eller at holdingselskabet får nye aktiviteter.

    Er der tale om en dispensation meddelt til et finansieringsselskab, der betjener koncernforbundne selskaber, vil det være en ændring af forudsætningerne, hvis finansieringsselskabet efter, at et selskab er udtrådt af koncernen, fortsat betjener dette selskab, hvis aktiviteterne i de selskaber, finansieringsselskabet betjener, ændrer sig, eller hvis finansieringsselskabet optager andre aktiviteter end finansieringsaktiviteterne.

    Endvidere kan der i alle de nævnte tilfælde være tale om ændring af forudsætningerne for en dispensation, hvis det selskab, der har modtaget dispensationen eksempelvis fusionerer med et andet selskab eller spaltes. En ændring af selskabets ejerkreds vil ligeledes udgøre en ændring af forudsætningerne for dispensationen.

    For nystiftede selskaber er det som nævnt ovenfor en forudsætning for en dispensation, at de faktiske forhold ikke viser sig at afvige væsentligt fra de oplysninger, der forelå på ansøgningstidspunktet.

    En dispensation bortfalder dog alene, hvis der er tale om væsentlige ændringer. Det er således ikke alle ændringer f.eks. af ejerkredsen eller selskabets aktiviteter, der medfører, at en dispensation bortfalder.

    Ved en udvidelse af udlejningsvirksomheden ud over selskabets normale forretningsområde på ansøgningstidspunktet vil dispensationen ikke bortfalde, men da de nye udlejningsaktiviteter ikke er omfattet af dispensationen, vil aktiver anskaffet hertil være omfattet af reglerne om udskydelse af selskabers førsteårsafskrivninger på udlejningsaktiver.

    Selskabet har dog mulighed for at anmode om dispensation for den udvidede udlejningsaktivitet, og selskabet har mulighed for ved bortfald af en dispensation at indgive en ny anmodning om dispensation. Det sikres herved, at myndighederne ved ændringer af selskabet og ved udvidelse af udlejningsaktiviteten får mulighed for at foretage en vurdering af, om forudsætningerne for dispensationen fortsat er opfyldt henholdsvis, at den udvidede udlejningsaktivitet opfylder betingelserne for dispensation.

    Disse regler er i overensstemmelse med Ligningsrådets og Told- og Skattestyrelsens praksis.

    Efter Ligningsrådets og Told- og Skattestyrelsens praksis har et selskab, som har fået dispensation ikke pligt til at anvende denne. Selskabet kan således vælge at bruge denne i ét år og ikke i det efterfølgende år. Vælger selskabet at gøre brug af en dispensation, skal denne dog anvendes på samtlige aktiver, der er omfattet heraf. Dette skyldes, at Ligningsrådet og Told- og Skattestyrelsen ikke har fundet, at der er hjemmel til at kræve, at dispensationen anvendes i alle år.

    Dispensationsreglen skal sikre, at selskaber, hvor udlejningen er et led i normal forretningsmæssig drevet udlejningsvirksomhed, ikke rammes af reglerne om udskydelse af førsteårsafskrivninger. Reglerne tilsigter derimod ikke at give sådanne selskaber bedre afskrivningsmuligheder end andre skattepligtige. Hvis dispensationen ikke er bindende, kan et selskab f.eks. i et år med underskud vælge at udskyde førstårsafskrivningerne på udlejningsaktiver anskaffet i året og dermed få en forhøjet afskrivning på op til 60 pct. på disse aktiver i det efterfølgende år.

    Det foreslås derfor, at dispensationer gøres bindende for selskabet.

Til nr. 3

    Afskrivningslovens § 9 indeholder reglerne for beskatning ved salg eller ophør af en virksomhed, der har haft udelukkede erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe.

    Efter afskrivningslovens § 9, stk. 1, opgøres fortjeneste eller tab som forskellen mellem på den ene side salgssummen for de driftsmidler og skibe, der er solgt i ophørsåret, herunder salgssummen for straksafskrevne driftsmidler og skibe, og på den anden side saldoværdien ved ophørsårets begyndelse med tillæg af beløb, der i ophørsåret er anvendt til nyanskaffelser.

    En virksomhed kan være ophørt eller solgt, selvom ikke alle driftsmidler eller skibe er solgt eller på anden måde afhændet. Disse tilfælde er omhandlet i afskrivningslovens § 9, stk. 2 og 5. I afskrivningslovens § 9, stk. 2, er fastsat, at har virksomheden ved ophørsårets afslutning endnu ikke solgt eller på anden måde afhændet alle driftsmidler og skibe, der er indgået i virksomheden, videreføres en eventuel positiv saldo for efterfølgende indkomstår. I de efterfølgende år fratrækkes salgssummerne i takt med salget af aktiverne i saldoværdien, og saldoen videreføres indtil den bliver 0. Tab kan først fradrages for det indkomstår, hvor det sidste driftsmiddel eller skib er solgt.

    I afskrivningslovens § 9, stk. 5, er fastsat, at sælges et driftsmiddel eller skib efter ophørsåret ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, skal salgssummen fuldt ud medregnes i den skattepligtige indkomst i salgsåret. Disse tilfælde vedrører den situation, hvor salgssummer har reduceret saldoen til 0, og hvor yderligere salg af aktiver herefter medfører, at saldoen bliver negativ. I disse tilfælde beskattes salgssummerne løbende efterhånden som de opstår. Det er i bestemmelsen i § 9, stk. 5, fastsat, at for personer finder stk. 4 tilsvarende anvendelse på salgssummen.

    Det fremgår af ordlyden af afskrivningslovens § 9, stk. 4, at personer kun skal medregne fortjeneste eller tab opgjort efter afskrivningslovens § 9, stk. 1 og 2, med 90 pct. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for ophørsåret. Det indkomstår, hvor der skal ske beskatning efter afskrivningslovens § 9, stk. 2 og 5, kan ikke betegnes som ophørsåret.

    Meningen med bestemmelsen i afskrivningslovens § 9, stk. 4, er imidlertid, at fortjeneste eller tab for personer skal medregnes med 90 pct. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når fortjenesten eller tabet konstateres efter ophørsåret, og at salgssummen ligeledes skal medregnes med 90 pct. ved salg efter afskrivningslovens § 9, stk. 5, og at salgssummen i dette tilfælde skal medregnes til den skattepligtige indkomst for salgsåret og ikke for ophørsåret for virksomheden.

    Det foreslås at ændre bestemmelsen i stk. 4 således, at fortjeneste eller tab altid medregnes med 90 pct. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Henvisningen i stk. 5 til stk. 4 betyder, at salgssummer skal medregnes til den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori salget af aktiverne finder sted.

Til nr. 4

    I den gældende bestemmelse i afskrivningslovens § 14 afgrænses de bygninger, hvorpå der kan afskrives, negativt. Efter reglerne i den tidligere afskrivningslovs § 18 var der tale om en positivliste for alle de bygningskategorier, der var afskrivningsberettigede.

    I afskrivningslovens § 14, stk. 2, er nævnt en række bygningskategorier, der ikke er afskrivningsberettigede. Det gælder eksempelvis efter § 14, stk. 2, nr. 1, kontorbygninger. I afskrivningslovens § 14, stk. 3, er fastsat, at der kan afskrives på accessoriske kontorbygninger eller kontorlokaler. Herved forstås kontorbygninger m.v., der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger, hvorpå der kan afskrives efter stk. 1, jf. stk. 2. Sådanne kontorbygninger og -lokaler kan afskrives, når de tjener driften af den virksomhed, hvortil de afskrivningsberettigede bygninger anvendes. Under samme betingelser anvendes accessoriereglen også på udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn og lignende, dog ikke udgifter til erhvervelse af grund. Det er i bemærkningerne til bestemmelsen i § 14 (lovforslag nr. L 102, Folketingsåret 1997/98, 2. samling) anført, at det er præciseret, at de bygninger og lokaler, der kan afskrives som accessoriske, er kontorbygninger og kontorlokaler, jf. § 14, stk. 2, nr. 1.

    Efter den tidligere afskrivningslov kunne bygninger og bygningsdele, som isoleret set ikke var afskrivningsberettigede, afskrives, såfremt de havde en særlig tilknytning - accessorisk - til en afskrivningsberettiget bygning. Det fremgik således af bestemmelsen i den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c, at bygninger eller lokaler, der er beliggende i eller i umiddelbar tilknytning til de bygninger, der var nævnt i stk. 1, litra a eller litra b, og tjente driften af den virksomhed, hvortil den afskrivningsberettigede bygning blev anvendt, kunne afskrives. Det fremgik endvidere af den pågældende bestemmelse, at under samme betingelser fandt accessoriereglen også anvendelse på udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn og lignende.

    Ved accessoriske lokaler blev f.eks. forstået kontorer, kantiner, bade- og garderoberum, ekspeditionslokaler, receptionslokaler m.v.

    Efter den tidligere afskrivningslov blev sådanne lokaler eller bygningsdele således ikke anset for at være en integreret del af den afskrivningsberettigede bygning omfattet af den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a eller litra b. Disse bygninger og bygningsdele blev i stedet afskrevet som accessoriske bygninger efter § 18, stk. 1, litra c, i den tidligere afskrivningslov. Når det i den gældende afskrivningslov er anført, at det kun er kontorbygninger eller -lokaler, der kan være accessoriske, kan der dermed opstå tvivl om hjemmelen til afskrivning af andre accessoriske bygninger eller lokaler som f.eks. garderober og kantiner til en afskrivningsberettiget bygning.

    Det har ikke været hensigten med den nye afskrivningslov at fjerne adgangen til at afskrive på accessoriske bygninger eller bygningsdele i forhold til den tidligere afskrivningslov. Endvidere kan der, da afskrivningslovens § 14 som anført indeholder en negativ afgrænsning af de bygninger, hvorpå der kan afskrives, opstå tvivl om, hvorvidt accessoriske bygninger eller bygningsdele til en ikke-afskrivningsberettiget bygning kan afskrives. Det har ikke været tilsigtet, at sådanne bygninger eller bygningsdele skal kunne afskrives, i det omfang sådanne bygninger eller lokaler ikke har været afskrivningsberettigede efter den tidligere afskrivningslov.

    Det foreslås at tydeliggøre reglerne ved at affatte bestemmelsen i afskrivningslovens § 14, stk. 3, på ny. Det fastsættes i bestemmelsen, at der uanset bestemmelsen i § 14, stk. 2, nr. 1 - 3, kan afskrives på bygninger eller lokaler, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger, når de pågældende bygninger eller lokaler tjener driften af den virksomhed, hvortil de afskrivningsberettigede bygninger anvendes. Under samme betingelser kan der også afskrives på udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende, dog ikke udgifter til erhvervelse af grund. Efter den tidligere afskrivningslov kunne der ikke afskrives efter accessoriereglen på bygningskategorier, der er omfattet af afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 4 - 6. Henvisningen til stk. 2, nr. 1 - 3, i den foreslåede bestemmelse sikrer, at denne retstilstand ikke ændres. Udtrykket »lignende« fandtes også i den tidligere afskrivningslovs § 18, og der er ikke tilsigtet en ændret definition af udtrykket.

    Endvidere fastsættes det, at der uanset stk. 1 ikke kan afskrives på bygninger eller bygningsdele, der er accessoriske til en bygning, hvorpå der efter § 14, stk. 2, nr. 1 - 6, ikke kan afskrives. Det medfører, at der eksempelvis ikke kan afskrives på en kantine, toilet, receptionslokale eller et garderoberum i tilknytning til eksempelvis en kontorbygning eller i en bygning, der anvendes af en finansiel virksomhed.

    Det foreslås dog som en undtagelse herfra, at der kan afskrives på garager og laboratorier, der er accessoriske til ikke-afskrivningsberettigede bygninger omfattet af § 14, stk. 2. Det skyldes, at garager og laboratorier i den tidligere afskrivningslov var direkte nævnt som bygningskategorier, der var afskrivningsberettigede. Sådanne bygninger bør fortsat være afskrivningsberettigede. Under samme betingelser kan der heller ikke afskrives på udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende, der er accessoriske til en ikke-afskrivningsberettiget bygning. Det skyldes, at sådanne anlæg eller lignende efter den tidligere afskrivningslov alene var afskrivningsberettigede, såfremt de var accessoriske til en afskrivningsberettiget bygning, medens de ikke kunne afskrives, såfremt de var accessoriske til en ikke-afskrivningsberettiget bygning.

Til nr. 5

    Reglerne i afskrivningslovens § 15 omtaler ikke, hvordan der skal afskrives på en installation, hvorpå der har været afskrevet efter § 15, stk. 2 eller 3, og som senere opfylder betingelsen for afskrivning efter afskrivningslovens § 15, stk. 1. Det kan dreje sig om en installation i en kontorbygning. Anvendes installationen fuldt erhvervsmæssigt, skal installationen afskrives efter § 15, stk. 2. Såfremt kontorbygningen overgår til afskrivningsberettiget formål, opfylder installationen betingelsen for at kunne afskrives efter § 15, stk. 1. Det kan også dreje sig om en blandet benyttet installation i en afskrivningsberettiget bygning. En sådan installation skal afskrives efter § 15, stk. 3. Hvis installationen overgår til fuld erhvervsmæssig anvendelse, opfylder installationen betingelsen for afskrivning efter § 15, stk. 1.

    Det er imidlertid uhensigtsmæssigt, hvis installationens hidtidige individuelle afskrivningsforløb skal sammensmeltes med bygningens afskrivningsmæssige forhold.

    Det foreslås derfor ved en ny bestemmelse i § 15, stk. 1, at en installation, hvorpå der har kunnet afskrives efter § 15, stk. 2 eller 3, ikke kan afskrives efter § 15, stk. 1. Det betyder, at en installation, hvorpå der har kunnet afskrives efter § 15, stk. 2 eller 3, altid skal afskrives efter disse bestemmelser.

Til nr. 6 og 7

    Efter afskrivningslovens § 15, stk. 3, skal afskrivning på blandet benyttede installationer ske særskilt og i forhold til den erhvervsmæssige benyttelse. Afskrivning skal efter afskrivningslovens § 17 i modsætning til blandet benyttede driftsmidler og skibe ske på anskaffelsessummen og ikke på en saldoværdi.

    Efter bestemmelsen er det uklart, om der skal afskrives på den del af anskaffelsessummen, der vedrører den erhvervsmæssigt anvendte del, eller om der skal beregnes afskrivning af den samlede anskaffelsessum, hvorefter den beregnede afskrivning ganges med den erhvervsmæssigt anvendte andel for at finde den skattemæssige afskrivning. Forskellen mellem de to metoder er, om der beregnes afskrivning på den ikke-erhvervsmæssigt anvendte del. Efter den første metode afskrives der ikke på den ikke-erhvervsmæssigt anvendte del, medens det er tilfældet efter den sidstnævnte metode. Efter denne metode beregnes der afskrivning på hele anskaffelsessummen, og der gives et fradrag svarende til den erhvervsmæssige benyttelse. Metoden svarer til den metode, der anvendes for delvist erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe.

    Driftsmidler og skibe, som en skattepligtig benytter både til erhvervsmæssige og private formål, skal afskrives særskilt for hvert enkelt driftsmiddel eller skib, jf. afskrivningslovens § 11. Afskrivning kan i anskaffelsesåret beregnes med indtil 30 pct. af anskaffelsessummen. For hvert af de følgende indkomstår kan afskrivning beregnes med indtil 30 pct. af det beløb, der henstår uafskrevet ved indkomstårets begyndelse. Af den således beregnede afskrivning kan fradrages et beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår.

    En installation må ligesom et driftsmiddel eller skib antages at blive udsat for en værdiforringelse som et hele uanset, om den anvendes til et erhvervsmæssigt eller til et ikke-erhvervsmæssigt formål. Det vil sige, at den ikke-erhvervsmæssigt og den erhvervsmæssigt anvendte del undergår en værdiforringelse i samme takt. Den værdiforringelse, som den ikke-erhvervsmæssigt anvendte del af aktivet er udsat for, er imidlertid opgørelsen af den skattepligtige indkomst uvedkommende.

    Hvis en installation eksempelvis anvendes erhvervsmæssigt for 50 pct.s vedkommende og den resterende del anvendes privat, slides de 2 dele af installationen lige meget. Hvis installationen efter 10 år overgår til at blive erhvervsmæssigt benyttet for 90 pct.s vedkommende, er det ubegrundet, at de yderligere 40 pct. af anskaffelsessummen, som afskrivningsgrundlaget forøges med, skal være den oprindelige anskaffelsessum. Den oprindelige anskaffelsessum kan ikke antages at være et passende udtryk for værdien af den del af installationen, der bliver afskrivningsberettiget. Det findes derfor hensigtsmæssigt, at den ikke-erhvervsmæssigt anvendte del helt fra anskaffelsestidspunktet for installationen afskrives med samme sats som den erhvervsmæssigt anvendte og afskrivningsberettigede del. Der bør beregnes afskrivning af hele anskaffelsessummen, men kun gives fradrag ved indkomstopgørelsen for den erhvervsmæssigt benyttede del.

    Det foreslås derfor, at afskrivningsmetoden for blandet benyttede installationer bliver den samme som for delvist erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe. Dog skal installationer fortsat afskrives lineært, medens driftsmidler og skibe afskrives efter saldometoden.

    Efter den foreslåede bestemmelse i afskrivningslovens § 15, stk. 3, skal afskrivning på blandet benyttede installationer beregnes af den samlede anskaffelsessum. Af den således beregnede afskrivning kan fradrages et beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår. Den erhvervsmæssige benyttelse for et indkomstår opgøres som den faktiske erhvervsmæssige benyttelse for hele det pågældende indkomstår, dvs. at den erhvervsmæssige benyttelse ikke kan opgøres som den erhvervsmæssige benyttelse for en bestemt dag i løbet af indkomståret.

    Den foreslåede ændring kan belyses i nedenstående eksempel:

Eksempel

    Et varmeanlæg anskaffes til 500.000 kr. Den anvendes for 50 pct.s vedkommende til et erhvervsmæssigt formål og for 50 pct.s vedkommende til et ikke-erhvervsmæssigt formål. I år 1 udgør den beregnede afskrivning ved anvendelse af en afskrivningssats på 5 pct. 25.000 kr. Af den således beregnede afskrivning kan fradrages 50 pct. svarende til den erhvervsmæssige benyttelse eller 12.500 kr. I år 2 udgør den beregnede afskrivning ud fra samme forudsætning 25.000 kr., og der kan foretages fradrag på 12.500 kr. for den erhvervsmæssige benyttelse af installationen. Hvis den erhvervsmæssige benyttelse i år 2 i stedet reduceres til 25 pct., udgør den beregnede afskrivning også 25.000 kr., men der kan kun fradrages 6.250 kr. svarende til den erhvervsmæssige benyttelse. Hvis den erhvervsmæssige benyttelse i år 2 derimod forøges til 75 pct., udgør den beregnede afskrivning ligeledes 25.000 kr., og der kan fradrages 18.750 kr. svarende til den erhvervsmæssige benyttelse.

    Når de samlede beregnede afskrivninger udgør et beløb svarende til anskaffelsessummen, kan der ikke længere foretages fradrag.

    Efter den gældende bestemmelse i afskrivningslovens § 17, stk. 1, kan afskrivning på bygninger og installationer fra og med anskaffelsesåret foretages med indtil 5 pct. af anskaffelsessummen. Som følge af den foreslåede ændrede afskrivningsmetode for blandet benyttede installationer, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, skal affattelsen af afskrivningslovens § 17, stk. 1, ændres. Den foreslåede ændrede afskrivningsmetode for blandet benyttede installationer indebærer som nævnt et system med beregnede afskrivninger og fradrag svarende til den erhvervsmæssige benyttelse. For blandet benyttede installationer, skal den afskrivning på indtil 5 pct., af anskaffelsessummen, være den beregnede afskrivning, og ikke den skattemæssige afskrivning, som opgøres som den erhvervsmæssige andel af den beregnede afskrivning.

    Det foreslås derfor i § 17, stk. 1, fastsat, at for installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, beregnes afskrivning med indtil 5 pct. af anskaffelsessummen. For blandet benyttede driftsmidler og skibe i afskrivningslovens § 11, stk. 2, anvendes en afskrivningsmetode, der svarer til den, der foreslås for blandet benyttede installationer. Det fremgår af reglerne i § 11, stk. 2, om blandet benyttede driftsmidler og skibe, at afskrivning i anskaffelsesåret kan beregnes med indtil 30 pct. af anskaffelsessummen og for de følgende indkomstår med indtil 30 pct. af det beløb, der henstår uafskrevet ved indkomstårets begyndelse. Dog afskrives blandet benyttede driftsmidler og skibe efter saldometoden, medens blandet benyttede installationer afskrives efter den lineære metode.

Til nr. 8

    Afskrivningslovens § 18 indeholder reglerne for afskrivning på udgifter til ombygning eller forbedring af bygninger. Efter afskrivningslovens § 18, stk. 1, afskrives udgifter til ombygning eller forbedring særskilt.

    Efter reglerne i afskrivningslovens § 18, stk. 2, kan udgifter til ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede bygninger i stedet fradrages straks i det omfang indkomstårets udgift til vedligeholdelse, ombygning og forbedring ikke overstiger 5 pct. af afskrivningsgrundlaget.

    Efter ordlyden af bestemmelsen i afskrivningslovens § 18, stk. 2, kan der ikke foretages straksfradrag af udgifter til ombygning eller forbedring af installationer, der afskrives særskilt. Dette har ikke været tilsigtet, og ordet »bygninger« kan nok antages at være et udtryk, der skal omfatte såvel bygninger som installationer. I praksis indrømmes straksfradrag for udgifter til ombygning eller forbedring af installationer, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, jf. pkt. 5.2 i Told- og Skattestyrelsens vejledning »Afskrivningsloven Indkomståret 1999«.

    Det foreslås derfor ved ændring af bestemmelserne i § 18, stk. 2 og 3, at lovfæste, at der kan foretages straksfradrag af udgifter til ombygning og forbedring af installationer, når betingelserne herfor er opfyldt. Det drejer sig om installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 2 og 3. Det er efter forslaget ikke et krav, at installationen befinder sig i en fuldt eller delvist afskrivningsberettiget bygning. Når der kan foretages afskrivning af installationen, findes det rimeligt, at der kan foretages straksafskrivning af ombygnings- og forbedringsudgiften på installationen. Betingelserne for at kunne foretage straksfradrag af udgifter til ombygning eller forbedring af installationer svarer til dem, der gælder for straksfradrag af udgifter til ombygning eller forbedring af bygninger. Beregningsgrundlaget for straksfradrag for blandet benyttede installationer er efter afskrivningslovens § 18, stk. 2, afskrivningsgrundlaget for den pågældende installation. Afskrives flere installationer vedrørende en bygning under ét efter afskrivningslovens § 15, stk. 2, 2. pkt., indgår afskrivningsgrundlaget for disse installationer ved opgørelsen af, om udgiften overstiger 5 pct.

Til nr. 9

    Der er tale om en ændring som følge af den foreslåede ændrede afskrivningsmetode for blandet benyttede installationer i afskrivningslovens § 15, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 6. Med den gældende affattelse af reglerne for straksfradrag i afskrivningslovens § 18, stk. 2, har det ikke været forudsat, at blandet benyttede installationer skal afskrives efter en model med beregnede og skattemæssige afskrivninger. Det er derfor nødvendigt at tilpasse reglerne for straksfradrag til den ændrede afskrivningsmetode.

    Der foreslås en regel i afskrivningslovens § 18, stk. 2, for ombygning eller forbedring af installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3. Det beløb, der er opgjort efter 1. og 2. pkt., er således den samlede udgift til ombygning eller forbedring af installationen uden hensyn til, at kun en del af installationen anvendes til et afskrivningsberettiget formål. Den foreslåede regel går ud på, at kun den del af det beløb, der er opgjort efter 1. og 2. pkt., der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår, kan straksfradrages. Den foreslåede bestemmelse sikrer, at der kun er straksfradrag for den del af de samlede udgifter til ombygning eller forbedring, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse af installationen i det pågældende indkomstår.

Til nr. 10

    Der er tale om en ændring som følge af den foreslåede nye afskrivningsmetode for blandet benyttede installationer i afskrivningslovens § 15, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

    I afskrivningslovens § 18, stk. 4, foreslås fastsat, at udgifter, der er straksfradraget efter afskrivningslovens § 18, stk. 2, ikke anses som afskrivninger og ikke medregnes til anskaffelsessummen ved opgørelsen af skattepligtig fortjeneste eller tab. Den foreslåede bestemmelse præciserer, at det er det beløb, der er opgjort efter § 18, stk. 2, 1. og 2. pkt., dvs. den samlede udgift til ombygning og forbedring af installationen, der ikke skal medregnes til anskaffelsessummen ved opgørelsen af fortjeneste eller tab. Bestemmelsen sikrer herved, at den del af den samlede udgift til ombygning og forbedring, der vedrører den privat benyttede del af installationen, og som derfor ikke kan straksfradrages, ikke bliver afskrivningsberettiget i kraft af, at udgiften i stedet kan anses som en del af anskaffelsessummen for installationen.

Til nr. 11

    Den foreslåede bestemmelse omfatter de tilfælde, hvor der sker en ændring af den del af etagearealet i en eksisterende bygning, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål. Reglerne for afskrivning af udgifter til tilbygning findes i afskrivningslovens § 18.

    Den foreslåede bestemmelse indeholder reglerne for, hvad der efter en ændring af den afskrivningsberettigede del af en blandet benyttet bygning, dvs. en større eller en mindre del af bygningen anvendes til et afskrivningsberettiget formål, skal være afgørende for, om der kan afskrives fremover, og i givet fald, hvor meget, der herefter kan afskrives.

    Det fremgår af den gældende bestemmelse i afskrivningslovens § 19, stk. 1, at anvendes kun en del af en bygning til formål, der berettiger til afskrivning efter afskrivningslovens § 14, kan der kun afskrives på den del af anskaffelsessummen, der forholdsmæssigt svarer til den nævnte bygningsdels etageareal. Efter afskrivningslovens § 19, stk. 2, gælder, at udgifter til ombygning og forbedring kan afskrives efter afskrivningslovens § 18, når udgiften direkte vedrører den afskrivningsberettigede del af bygningen. Efter afskrivningslovens § 19, stk. 3, gælder, at udgifter til ombygning og forbedring, som ikke direkte kan henføres til den afskrivningsberettigede eller den ikke-afskrivningsberettigede del af bygningen, kan afskrives efter § 18 efter forholdet mellem den afskrivningsberettigede bygningsdels etageareal og bygningens samlede etageareal.

    Bestemmelsen giver anledning til tvivl om, hvornår en bygning må anses for fuldt afskrevet, når der i løbet af afskrivningsperioden er foretaget ændringer af den del af bygningens samlede etageareal, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål. Den tidligere afskrivningslov indeholdt en bestemmelse om, at summen af de akkumulerede afskrivningsprocenter ikke kan overstige 100. Bestemmelsen blev indført i forbindelse med indførelsen af pristalsregulering af afskrivningsgrundlag og afskrivninger i 1982, men den blev ikke ophævet igen i forbindelse med ophævelsen af pristalsreguleringen i 1990. I den nye afskrivningslov er bestemmelsen ikke videreført.

    Bestemmelserne i den nye afskrivningslov kan herefter give anledning til tvivl i to situationer.

    For det første er spørgsmålet, om adgangen til at afskrive skal ophøre i et indkomstår, hvor der sker en indskrænkning af den del af bygningen, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, når summen af de allerede foretagne afskrivninger herved kommer til at udgøre et beløb, der er lig med eller større end det ændrede, reducerede afskrivningsgrundlag.

Eksempel 1

    En bygning er anskaffet for 1.000.000 kr. I de første 5 år anvendes den til et afskrivningsberettiget formål for 80 pct.s vedkommende, således at der ved udgangen af år 5 er afskrevet 25 pct. af 800.000 kr. eller i alt 200.000 kr. I år 6 reduceres den afskrivningsberettigede del af bygningen til 20 pct. (etagearealet forudsættes over 300 m2). Dette medfører umiddelbart, at der fra og med år 6 kan afskrives på grundlag af 200.000 kr. Dette afskrivningsgrundlag svarer imidlertid til det akkumulerede beløb for de foretagne afskrivninger på bygningen i år 1 - 5.

    Reglerne i den nye afskrivningslov kan give anledning til tvivl om, hvorvidt afskrivning skal ophøre fra og med år 6. Den del af anskaffelsessummen, der er afskrivningsberettiget i dette år og følgende indkomstår, er allerede afskrevet, og efter ordlyden af bestemmelsen kan denne forstås således, at afskrivningerne i denne situation skal ophøre.

    Det er ikke hensigtsmæssigt, såfremt der i denne situation ikke fortsat skal kunne ske afskrivning. Ved en ændring af bygningens anvendelse, hvor den del af bygningen m.v., der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, reduceres, vil en del af det hidtidige afskrivningsgrundlag ikke længere indgå i afskrivningsgrundlaget. De allerede foretagne afskrivninger har været foretaget på hele det hidtidige afskrivningsgrundlag. De afskrivninger, der er foretaget på den del, der ikke længere er afskrivningsberettiget, bør ikke fuldt ud henføres til den reducerede del af anskaffelsessummen, der fortsat er afskrivningsberettiget. De foretagne afskrivninger på det tilbageværende afskrivningsgrundlag bør kun være den del af de foretagne afskrivninger, der kan henføres hertil, dvs. det tilbageværende afskrivningsgrundlag ganget med de hidtil anvendte afskrivningssatser.

    For det andet er det spørgsmålet, om adgangen til at afskrive skal ophøre i et indkomstår, hvor der sker en udvidelse af den del af bygningen, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, når summen af de allerede anvendte afskrivningsprocenter for bygningen som sådan i ejertiden har nået 100. Den nye afskrivningslov indeholder som nævnt ikke en sådan bestemmelse, men det har ikke været meningen, at retstilstanden hermed skulle ændres.

Eksempel 2

    En bygning er anskaffet for 1.000.000 kr. I de første 20 år anvendes den til et afskrivningsberettiget formål for 20 pct.s vedkommende (etagearealet forudsættes over 300 m2), således at der ved udgangen af år 20 er afskrevet 100 pct., dvs. i alt 200.000 kr. I år 21 forøges den afskrivningsberettigede del af bygningen til 80 pct. af bygningens samlede anskaffelsessum.

    De gennemførte regler kan give anledning til tvivl om, hvorvidt der i år 21 og efterfølgende indkomstår kan foretages skattemæssig afskrivning af 600.000 kr., hvormed den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen øges, idet summen af de allerede foretagne afskrivningsprocenter på bygningen som sådan har nået 100.

    Det er ikke rimeligt, at der i den nævnte situation ikke skal kunne afskrives på de 600.000 kr., hvormed den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen øges. Ved en ændring af bygningens anvendelse, hvor den del af bygningen m.v., der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, forøges, vil en del af anskaffelsessummen, som der ikke tidligere har kunnet afskrives på, fremover indgå i afskrivningsgrundlaget. De hidtidige afskrivninger har kun været foretaget på det hidtidige afskrivningsgrundlag. De afskrivninger, der er foretaget på den del, der allerede er afskrivningsberettiget, vil ikke kunne siges også at være foretaget på den del, der bliver afskrivningsberettiget.

    Revisororganisationerne har i følgegruppen til pinsepakken med henblik på at fjerne ovennævnte uklarhed foreslået et regelsæt gående ud på, at den samlede anskaffelsessum opdeles svarende til de dele af anskaffelsessummen, som der afskrives på. Den samlede anskaffelsessum opdeles i intervaller, hvor hvert interval udgør et særskilt afskrivningsgrundlag. Når den samlede afskrivning på det særskilte afskrivningsgrundlag dvs. den del af anskaffelsessummen, der svarer til et interval, har nået 100 pct., ophører adgangen til afskrivning på dette afskrivningsgrundlag.

    Det foreslås herefter i afskrivningslovens § 19, stk. 1, fastsat for bygninger, der kun er delvist afskrivningsberettigede, at den samlede anskaffelsessum inddeles i intervaller svarende til hver enkelt særskilte afskrivningsgrundlag. Ved en forøgelse af den del af den samlede anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter § 19, stk. 1, 1. pkt., udgør den del af anskaffelsessummen, der før ændringen var afskrivningsberettiget, og den del af anskaffelsessummen, hvormed den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen bliver forøget, særskilte afskrivningsgrundlag. Det foreslås endvidere fastsat, at ved en reduktion af den del af den samlede anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter § 19, stk. 1, 1. pkt., udgør den reducerede afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen et særskilt afskrivningsgrundlag. Den del af anskaffelsessummen, som der herefter ikke kan afskrives på, udgør et særskilt grundlag. I lovteksten er dette grundlag ikke benævnt afskrivningsgrundlag, idet der ikke kan afskrives på grundlaget.

    Når summen af de anvendte afskrivningsprocenter opgjort for det enkelte særskilte afskrivningsgrundlag har nået 100, kan der ikke længere foretages afskrivning på dette grundlag. Når summen af afskrivningsprocenter for alle afskrivningsgrundlag har nået 100, kan der ikke længere ske afskrivning på nogen del af bygningen.

    Virkningerne af de foreslåede regler kan illustreres i nedenstående 2 enkle eksempler:

Eksempel 3

    En bygning anskaffes for 1.000.000 kr.

    I de første 10 år anvendes 50 pct. til et afskrivningsberettiget formål svarende til 500.000 kr. Dette beløb udgør et særskilt afskrivningsgrundlag. Der afskrives i 10 år med 5 pct. årligt. Efter 10 år er der således afskrevet 250.000 kr. svarende til 50 pct. af afskrivningsgrundlaget.

    I år 11 inddrages yderligere 25 pct. til et afskrivningsberettiget formål, således at afskrivningsgrundlaget udgør 750.000 kr. Der er herefter 2 særskilte afskrivningsgrundlag. Det oprindelige afskrivningsgrundlag på 500.000 kr. (intervallet 0 - 500.000 kr.), hvorpå der er afskrevet 50 pct. Det nye tilkomne afskrivningsgrundlag er på 250.000 kr. (intervallet 500.000 kr. - 750.000 kr.), hvorpå der er afskrevet 0 pct.

    De foreslåede regler indebærer, at på de første 500.000 kr. kan der afskrives yderligere 50 pct. af anskaffelsessummen. Herefter er dette særskilte afskrivningsgrundlag afskrevet fuldt ud. På det andet særskilte afskrivningsgrundlag, dvs. den del af anskaffelsessummen, der udgør intervallet 500.000 kr. - 750.000 kr., kan der afskrives med indtil 100 pct. Der er ikke hidtil afskrevet på dette afskrivningsgrundlag.

    Hvis der i et senere indkomstår sker en yderligere forøgelse af den del af anskaffelsessummen, der anvendes afskrivningsberettiget, vil der blive etableret et nyt særskilt afskrivningsgrundlag. På de 3 særskilte afskrivningsgrundlag vil der være afskrevet forskellige andele. Der vil dog ikke være afskrevet på det tredje særskilte afskrivningsgrundlag.

Eksempel 4

    En bygning anskaffes for 1.000.000 kr.

    I de første 10 år anvendes 50 pct. til et afskrivningsberettiget formål svarende til 500.000 kr. Dette beløb udgør et særskilt afskrivningsgrundlag. Der afskrives i 10 år med 5 pct. årligt. Efter 10 år er der således afskrevet 250.000 kr. svarende til 50 pct. af afskrivningsgrundlaget.

    I år 11 reduceres den del, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, til 25 pct. Der etableres herefter et særskilt afskrivningsgrundlag på 250.000 kr., der omfatter intervallet 0 - 250.000 kr. På dette grundlag er der afskrevet 50 pct. svarende til 125.000 kr. På de næste 250.000 kr., der udgør intervallet mellem 250.000 kr. - 500.000 kr., er der ligeledes afskrevet 50 pct. svarende til 125.000 kr. Den del af anskaffelsessummen, der udgør intervallet mellem 250.000 kr. og 500.000 kr., udgør et særskilt grundlag. Fra og med år 11 kan der ikke foretages afskrivning på denne del.

    De foreslåede regler indebærer, at der på det første afskrivningsgrundlag på 250.000 kr. kan afskrives med yderligere 50 pct. Herefter er dette særskilte afskrivningsgrundlag afskrevet fuldt ud. På det andet grundlag, dvs. den del af anskaffelsessummen, der udgør intervallet mellem 250.000 kr. og 500.000 kr. kan der som anført ikke ske afskrivning.

    Hvis der i et senere indkomstår sker en yderligere reduktion af den del af anskaffelsessummen, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, vil der blive skabt endnu et særskilt afskrivningsgrundlag, og endnu et særskilt grundlag, som der ikke kan afskrives på. Hvis der i et senere indkomstår sker en forøgelse af den del af anskaffelsessummen, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål eksempelvis i år 16 fra 25 pct. til 35 pct. vil der i alt blive 4 særskilte afskrivningsgrundlag. På intervallet 0 kr. - 250.000 kr. er der for år 1 - 15 afskrevet 75 pct. På intervallet 250.000 kr. - 350.000 kr. er der afskrevet 50 pct. og på denne del kan der afskrives fra og med år 16. På intervallet 350.000 kr. - 500.000 kr. er der afskrevet 50 pct., og der har fra og med år 11 ikke kunnet afskrives på denne del. På intervallet 500.000 kr. - 1.000.000 er der afskrevet 0 pct., og der kan ikke afskrives på denne del.

    De foreslåede regler indebærer iøvrigt , at den skattepligtige enten stilles ligeså godt som efter gældende regler, eller bliver stillet bedre.

    Udgifter til ombygning og forbedring, som ikke direkte kan henføres til den afskrivningsberettigede eller den ikke-afskrivningsberettigede del, kan jf. afskrivningslovens § 19, stk 3, afskrives efter forholdet mellem den afskrivningsberettigede bygningsdels etageareal og bygningens samlede etageareal. Når udgifter til ombygning omfattes af afskrivningslovens § 19, stk. 3, fører dette ikke til, at der skabes et nyt interval for afskrivning efter § 19, stk. 1, på den oprindelige bygning. For udgifterne til ombygning og forbedring omfattet af afskrivningslovens § 19, stk. 3, finder reglerne om opdeling af anskaffelsessummen i afskrivningslovens § 19, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Til nr. 12

    I de gældende regler i afskrivningslovens § 19, stk. 5, er fastsat, at såfremt der er foretaget en ejerboligfordeling på en ejendom, indgår den del af en bygnings anskaffelsessum, der kan henføres til ejerboligen, ikke i afskrivningsgrundlaget. Tilsvarende medregnes etagearealet af denne bygningsdel ikke. Reglen indebærer, at i tilfælde, hvor en del af en ejendom tjener som bolig for ejeren, og der dermed foretages en ejerboligfordeling, har dette betydning for opgørelsen af den del af den samlede anskaffelsessum, der kan henføres til den del af bygningen, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål.

    Formålet med bestemmelsen er at opgøre afskrivningsgrundlaget mere præcist, når ejendomsvurderingen tillader det. Baggrunden herfor er, at m2 prisen for den afskrivningsberettigede del af bygningen kan afvige væsentligt fra den ikke-afskrivningsberettigede del af bygningen. Således er m2 prisen for erhvervsdelen i blandet benyttede bygninger i industri og landbrug ofte væsentligt lavere end boligdelens m 2 pris. Det omvendte kan til gengæld være tilfældet for en centralt beliggende ejendom med butik og bolig.

    Det foreslås at ændre bestemmelsen i afskrivningslovens § 19, stk. 5. Det er efter bestemmelsen uklart, hvilken sammenhæng der er mellem reglerne i afskrivningslovens § 45 om fordeling af en anskaffelsessum på bl.a. bygninger. Efter den gældende bestemmelse i afskrivningslovens § 45, stk. 2, er det bortset fra stuehus dog ikke et krav, at fordelingen skal gælde for boligdelen i en blandet benyttet bygning. Det fremgår af Told- og Skattestyrelsens vejledning »Afskrivningsloven Indkomståret 1999«, afsnit 5.4.5, at afskrivningsloven § 19, stk. 5, har forrang for de almindelige regler i afskrivningslovens § 45, stk. 2 - 4.

    Det er i afskrivningslovens § 45 foreslået fastsat (lovforslagets § 1, nr. 26), at parterne skal fordele en samlet overdragelsessum på de skatterelevante aktiver. For bygninger skal fordelingen ske for hver enkelt bygning. Det er endvidere i bestemmelsen fastsat, at omfatter overdragelsen en bolig, uanset om denne bolig kun udgør en del af bygning, skal der også ske en fordeling for boligdelen.

    Det findes hensigtsmæssigt, at dette regelsammenstød løses ved at anvende den fordeling for ejerboligerne, som fastsættes efter afskrivningslovens § 45, fremfor en ejerboligfordeling efter § 19, stk. 5, ved fastsættelsen af afskrivningsgrundlaget. Den værdi for boligdelen, der fastsættes efter afskrivningslovens § 45, må i princippet antages at være et korrekt udtryk for handelsværdien.

    Det foreslås herefter i 1. pkt. til brug for opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for en blandet benyttet bygning, at den del af den samlede anskaffelsessum for bygningen, som efter afskrivningslovens § 45 er henført til boligen, udgør den del, der skal fragå i bygningens samlede anskaffelsessum efter afskrivningslovens § 19, stk. 1. Det vil sige, at når der efter afskrivningslovens § 45 er fastsat en anskaffelsessum for boligdelen i en blandet benyttet bygning, anvendes denne som den del af bygningens samlede anskaffelsessum, hvorpå der ikke kan afskrives.

    Det foreslås herefter i 2. pkt., at i andre tilfælde indgår i anskaffelsessummen efter stk. 1 ikke den del, der efter en ejerboligfordeling på ejendommen efter vurderingslovens § 33 henføres til ejerboligen.

    Dette kan forekomme i følgende 2 situationer:

    Det er for det første tilfældet, hvor en bygning, der er overdraget efter reglerne i afskrivningslovens § 45, på anskaffelsestidspunktet ikke delvist blev anvendt til bolig, og hvor den delvise anvendelse af bygningen til ejerbolig sker senere. Først på dette tidspunkt foretages en ejerboligfordeling. I det tilfælde, hvor en del af bygningen overgår til boligformål, uden at denne benyttes af ejeren selv, foretages derimod ingen ejerboligfordeling, og afskrivningsgrundlaget skal i dette tilfælde fastsættes efter en m2 fordeling af etagearealet.

    Ved en senere arealforskydning må fordelingen af bygningens oprindelige anskaffelsessum ændres ud fra de prisforhold for henholdsvis boligdelen og den afskrivningsberettigede del af bygningen, der gjaldt ved anskaffelsen.

    Det typiske er, at der for en blandet benyttet bygning, hvori der findes en boligdel, ikke sker nogen ændring i forholdet mellem den del, der anvendes til bolig, og den del, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål i løbet af afskrivningsperioden. Det typiske vil derfor være, at virksomheder med blandet benyttede bygninger, hvoraf en del anvendes til bolig, ikke får flere særskilte afskrivningsgrundlag i løbet af afskrivningsperioden.

    Det er for det andet tilfældet for alle blandet benyttede bygninger, der er anskaffet før indkomståret 1999, og hvor der findes en ejerboligfordeling. For disse bygninger og dermed boligdelen findes der ikke en værdi fastsat efter afskrivningslovens § 45.

    For allerede anskaffede bygninger, hvorpå der findes en ejerboligfordeling, følger det af bestemmelsen, at den del af bygningens anskaffelsessum, der efter en ejerboligfordeling kan henføres til ejerboligen, skal udgå af afskrivningsgrundlaget. Det følger af den gældende afskrivningslov, at det skulle ske allerede fra og med indkomståret 1999, og at den ejerboligfordeling, der skal anvendes, er ejerboligfordelingen ultimo indkomståret, jf. Told- og Skattestyrelsens vejledning »Afskrivningsloven Indkomståret 1999«, afsnit 5.4.5. Dette foreslås opretholdt.

    En ændring af ejendomsværdien for tidligere anskaffede bygninger, hvorved alene en større eller mindre del af bygningens værdi henføres til boligen, skal derimod ikke have betydning for opgørelsen af afskrivningsgrundlaget efter afskrivningslovens § 19, stk. 1. Det skyldes, at en ændring af ejendomsværdien for en bygning, hvorved alene en større eller mindre del den samlede ejendomsværdi henføres til boligen, ikke er udtryk for en ændring af den erhvervsmæssigt anvendte del af bygningen. En sådan ændring af fordelingen mellem boligdelen og den øvrige del af ejendommen skal derfor ikke føre til en ændring af afskrivningsgrundlaget for den del af bygningen, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål.

    Er der for tidligere anskaffede blandet benyttede bygninger, hvor en del anvendes til bolig, derimod ikke foretaget nogen ejerboligfordeling, fordi boligdelen er udlejet eller bygningen ejes af et selskab, fastsættes den afskrivningsberettigede del efter den del af anskaffelsessummen, der forholdsmæssigt svarer til den nævnte bygningsdels etageareal. Dette svarer til reglerne efter den tidligere afskrivningslov. Den nye afskrivningslov ændrer ikke herpå.

    Det foreslås i 3. pkt., at tilsvarende medregnes etagearealet af den bygningsdel, der vedrører boligdelen henholdsvis ejerboligen, ikke efter stk. 1.

Til nr. 13, 14 og 16

    Afskrivningslovens § 21 indeholder reglerne for opgørelse af fortjeneste og tab ved salg af bygninger og installationer. Ved salg af bygninger eller installationer, hvorpå der er afskrevet efter afskrivningslovens § 14 eller § 15, medregnes genvundne afskrivninger eller tab i den skattepligtige indkomst for salgsåret efter reglerne i § 21, stk. 2 - 6.

    Forslaget vedrører opgørelsen af genvundne afskrivninger og tab på de blandet benyttede installationer, hvor afskrivningsmetoden i lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, foreslås ændret.

    Efter afskrivningslovens § 21, stk. 2, opgøres fortjenesten for hver bygning eller installation som forskellen mellem salgssummen og den nedskrevne værdi. Sidstnævnte værdi opgøres som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse, forbedringer m.v. med fradrag af samtlige foretagne afskrivninger, herunder forlods afskrivninger og forskudsafskrivninger. Som genvundne afskrivninger medregnes højst de foretagne afskrivninger, herunder forlods afskrivninger og forskudsafskrivninger på det solgte aktiv. Efter afskrivningslovens § 21, stk. 3, opgøres tab for hver bygning eller installation som forskellen mellem den nedskrevne værdi og salgssummen.

    Som følge af den ændrede afskrivningsmetode for blandet benyttede installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, foreslås reglerne for opgørelse af genvundne afskrivninger eller tab på blandet benyttede installationer ændret. Disse regler foreslås i et nyt stykke 4 i § 21, jf. lovforslagets § 1, nr. 16. De foreslåede bestemmelser svarer til reglerne for opgørelse af fortjeneste og tab for blandet benyttede driftsmidler og skibe, idet den afskrivningsmetode, der foreslås for blandet benyttede installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, svarer til den afskrivningsmetode, der gælder for blandet benyttede driftsmidler og skibe. Driftsmidler og skibe afskrives dog efter saldometoden, medens installationer afskrives efter den lineære metode.

    Efter den foreslåede bestemmelse i afskrivningslovens 21, stk. 4, opgøres fortjeneste eller tab for installationer omfattet af § 15, stk. 3, som forskellen mellem salgssummen og den nedskrevne værdi ved salgsårets begyndelse forhøjet med eventuelle forbedringsudgifter afholdt i salgsåret. Ved opgørelsen af den nedskrevne værdi ved salgsårets begyndelse fragår de afskrivninger, der er beregnet for de enkelte indkomstår. Fortjeneste eller tab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for salgsåret med en så stor del, som svarer til forholdet mellem de ved indkomstopgørelsen i alt fratrukne afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger. Som genvundne afskrivninger medregnes højst de foretagne afskrivninger, herunder forlods afskrivninger og forskudsafskrivninger på den solgte installation.

Eksempel

    Anskaffelsessummen for en blandet benyttet installation udgør 100.000 kr. Der er foretaget afskrivning i 5 år med 5 pct. årligt. De beregnede afskrivninger udgør 25.000 kr. Installationen anvendes for 75 pct. s vedkommende til et erhvervsmæssigt formål, og de skattemæssige afskrivninger udgør 18.750 kr. I år 6 sælges installationen for 90.000 kr.

Salgssum

    

90.000 kr.

 

Nedskreven værdi

    

75.000 kr.

 

Fortjeneste

    

15.000 kr.

 
   

Som genvundne afskrivninger medregnes

 

18.750

25.000

    

af fortjenesten på 15.000 kr.

eller i alt 11.250 kr.

 

Hvis salgssummen i stedet er på 125.000 kr. er opgørelsen således:

Salgssum

    

125.000 kr.

 

Nedskreven værdi

    

75.000 kr.

 

Fortjeneste

    

50.000 kr.

 
     

Som genvundne afskrivninger medregnes

18.750

25.000

    

af fortjenesten på 50.000 kr.

eller i alt 37.500 kr.

    

Der kan dog højst ske beskatning af et beløb svarende til de foretagne afskrivninger. Dermed vil der kun skulle ske beskatning af 18.750 kr. svarende til de foretagne afskrivninger.

    De foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 13 og 14, er tekniske justeringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 16.

Til nr. 15

    Afskrivningslovens § 21 indeholder reglerne for opgørelse af fortjeneste eller tab ved salg af bygninger og installationer. I bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13, 14 og 16, ovenfor er der redegjort for opgørelsen af genvundne afskrivninger og tab. Der henvises hertil.

    Der er i følgegruppen til pinsepakken rejst spørgsmål om, hvorledes opgørelsen af genvundne afskrivninger og tab efter den nye afskrivningslov skal opgøres på blandet benyttede bygninger.

    Bestemmelsen i § 21 fastslår ikke udtrykkeligt, hvorledes opgørelsen skal foretages på bygninger, der i løbet af ejertiden har været benyttet til både afskrivningsberettigede og ikke-afskrivningsberettigede formål. Bestemmelsen i § 21 svarer indholdsmæssigt til reglerne i den tidligere afskrivningslov bortset fra, at der i den nye afskrivningslov i modsætning til den tidligere afskrivningslov indrømmes fradrag for tab. Den tidligere afskrivningslov indeholdt i øvrigt heller ikke udtrykkelige regler om opgørelsen af genvundne afskrivninger på blandet benyttede bygninger.

    I praksis blev der efter den tidligere afskrivningslov foretaget en opdeling af henholdsvis anskaffelsessum og afståelsessum, så kun den del af bygningen, der anvendtes til et afskrivningsberettiget formål indgik i opgørelsen.

    De foreslåede regler i afskrivningslovens § 21, stk. 2, fastsætter, hvorledes opgørelsen af genvundne afskrivninger skal foretages for blandet benyttede bygninger. De foreslåede regler tilsigter ikke nogen ændring af retstilstanden, men alene en tydeliggørelse af de principper, som kan udledes af gældende regler.

    Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at for bygninger som nævnt i § 19 skal der ske en opgørelse af den andel af den samlede anskaffelsessum, som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedringer m.v. udgør. Andelen opgøres som et vægtet gennemsnit. Det foreslås endvidere præciseret, at den andel, som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedring m.v. udgør af den samlede anskaffelsessum, også er den andel, som skal medregnes til salgssummen ved opgørelse af fortjeneste på bygningen efter § 21, stk. 2, 1. pkt., eller ved opgørelsen af tab efter § 21, stk. 3.

    Opgørelsen kan belyses i nedenstående eksempel:

Eksempel

    En bygning anskaffes i 1999 for 2.000.000 kr. I 1999 og 2000 anvendes 60 pct. af bygningen til et afskrivningsberettiget formål. I 2001 ændres den afskrivningsberettigede del af bygningen til 75 pct., og endvidere foretages der en ombygning til 300.000 kr., der for 80 pct.s vedkommende vedrører den afskrivningsberettigede del af bygningen. I år 2005 sælges bygningen for 2.500.000 kr.

    I 1999 og 2000 foretages følgende afskrivninger på bygningen:

    

2 x 5 pct. x

60

x 2.000.000 kr. = 120.000 kr.

100

 

    

I årene 2001 - 2004 foretages følgende afskrivninger på bygningen:

     

    

4 x 5 pct. x

75

x 2.000.000 kr.= 300.000 kr.

100

 

    

På ombygningsudgiften er der i årene 2001 - 2004 afskrevet følgende:

     

    

4 x 5 pct. x

80

x 300.000 kr. = 48.000 kr.

100

    

Summen af de samlede afskrivninger udgør 468.000 kr.

    Anskaffelsessummen for den afskrivningsberettigede del af bygningen har for de 6 indkomstår, hvor der har kunnet afskrives på bygningen, opgjort som et gennemsnit, udgjort:

2 x 60 pct. x 2.000.000 kr. + 4 x 75 pct. x 2.000.000 kr.

6

=1.400.000 kr.

     

    Anskaffelsessummen for ombygningsudgiften har for de 4 indkomstår, hvor der har kunnet afskrives herpå, opgjort som et gennemsnit, udgjort:

4 x 80 pct. x 300.000 kr.

= 240.000 kr.

4

 

    

Det samlede afskrivningsgrundlag for bygningen og forbedringen opgjort som et gennemsnit har udgjort 1.400.000 kr. + 240.000 kr. = 1.640.000 kr.

    Summen af den fulde anskaffelsessum for den oprindelige bygning på 2.000.000 kr. og den samlede ombygningsudgift på 300.000 kr. udgør 2.300.000 kr.

    Herefter opgøres hvor stor en del af salgssummen, der kan henføres til den afskrivningsberettigede del bygningen incl. ombygningen. Den er

    

1.640.000 kr. x 2.500.000 kr.

= 1.782.609 kr.

2.300.000

    

 

    Beløbet på 1.782.609 kr. udgør den del af den samlede anskaffelsessum for bygningen, der vedrører den afskrivningsberettigede del.

    Fortjenesten ved salget af bygningen opgøres herefter således:

     

    1.782.609 kr. - (1.640.000 kr. - 468.000 kr.) = 610.609 kr.

     

    Heraf beskattes dog kun 468.000 kr. som genvundne afskrivninger, da der højst kan ske beskatning af et beløb svarende til de foretagne afskrivninger.

    Den nedskrevne værdi kan beregningsteknisk i enkelte tilfælde blive negativ. Det skyldes, at opgørelsen af anskaffelsesudgiften opgøres som den andel af den samlede anskaffelsessum, som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedringer m.v. udgør som et vægtet gennemsnit, medens de faktisk foretagne afskrivninger fragår i den således opgjorte gennemsnitlige anskaffelsessum. I det tilfælde er det det negative beløb for den nedskrevne værdi, der indgår ved opgørelsen af genvundne afskrivninger, jf. nedenstående enkle fiktive taleksempel til illustration:

    Den gennemsnitlige anskaffelsessum for en bygning er opgjort til 1.000.000 kr., og den gennemsnitlige salgssum til 800.000 kr. Såfremt de foretagne afskrivninger udgør 1.100.000 kr. bliver den nedskrevne værdi 1.000.000 kr. - 1.100.000 kr. = - 100.000 kr. De genvundne afskrivninger opgøres som 800.000 kr. -(-100.000 kr.) = 900.000 kr.

    Uanset den nedskrevne værdi i visse tilfælde kan blive negativ, kan som genvundne afskrivninger dog højst ske beskatning af et beløb svarende til de foretagne afskrivninger.

Til nr. 17

    Med den nye afskrivningslov er der i § 21 som noget nyt indført fradrag for tab ved salg af bygninger og installationer. Tabet opgøres for hver bygning m.v. som forskellen mellem den nedskrevne værdi og salgssummen.

    Efter den gældende bestemmelse i afskrivningslovens § 21, stk. 4, er der en undtagelse fra adgangen til at fratrække tab. Efter denne bestemmelse opnås der ikke fradrag for tab efter stk. 3, når en person sælger en bygning eller installation til et selskab, som personen kontrollerer. Efter bestemmelsen anses en person for at kontrollere et selskab, hvis vedkommende direkte eller indirekte eller i fællesskab med nærtstående ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen i selskabet eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.

    Bestemmelsen er begrundet med de vanskeligheder, der er forbundet med at opgøre, om der er lidt et reelt tab og størrelsen af dette tab, når en person sælger et aktiv til et selskab, som denne person selv direkte eller indirekte kontrollerer. Når en person sælger en bygning m.v., der er bygget til en specifik anvendelse, til et selskab, som denne person kontrollerer, ændres der almindeligvis ikke på anvendelsen af den pågældende bygning. Selskabet anvender bygningen m.v. til samme formål som hidtil, nu blot som ejer af bygningen mod tidligere som lejer af bygningen. På grund af bygningens uændrede anvendelse i selskabet vil bygningen kunne siges at have en højere værdi, end hvis bygningen i stedet blev solgt til en uafhængig tredjemand til et andet formål. Personen bestemmer imidlertid selv dels tidspunktet for salget, dels salgsprisen og dermed i hvilket omfang salget skal udløse et eventuelt tab. Overdragelse af aktiver mellem parter, hvor sælger kontrollerer køber, og hvor den af parterne aftalte overdragelsessum er tabsgivende for sælger, vil således kunne være båret af andre motiver end rene driftsøkonomiske. Eksempelvis kunne formålet være at konvertere skattemæssige afskrivninger i selskabet til et skattemæssigt tab hos personen, hvor tabet fratrækkes i anden indkomst.

    Det tabsfradrag, der udløses hos personen, har en større skattemæssig værdi end de skattemæssige afskrivninger i selskabet på grund af forskellen i skatteprocenter. En sådan forskel i fradragsværdi er der derimod ikke tale om ved handel mellem koncernforbundne selskaber, og ved salg fra selskab til personaktionær foreligger der ikke incitament til konstruktioner, der har til formål at udløse tabsfradrag hos selskabet. Derfor er reglen kun rettet mod overdragelse fra en person til et selskab, som denne person kontrollerer.

    Der er i følgegruppen til pinsepakken rejst spørgsmål om, hvorvidt tabsfradrag også bør afskæres i tilfælde, hvor en person ikke ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne, f.eks. et I/S med 2 interessenter eller et 10-mands K/S.

    Det findes ikke rimeligt, at en eneaktionær ikke kan opnå tabsfradrag ved salg af en bygning m.v. til sit eget selskab, medens eksempelvis to aktionærer, der hver ejer 50 pct., af aktiekapitalen kan opnå tabsfradrag ved salg af den samme bygning til et selskab, som de kontrollerer. Det findes heller ikke rimeligt, at deltagere i de såkaldte 10-mandsprojekter med fast ejendom får mulighed for at komme ud af projektet med en skattemæssig fordel, som ikke fandtes efter den tidligere afskrivningslov, ved at sælge bygningen til et til formålet oprettet selskab. Det findes hensigtsmæssigt, at tabsfradrag skal afskæres i alle de tilfælde, hvor en eller flere personer har bestemmende indflydelse på det selskab, som en bygning m.v. overdrages til.

    Det foreslås derfor at udvide området for de tilfælde, hvor der ikke kan opnås tabsfradrag. Det foreslås at afgrænse den personkreds, der ikke kan opnå tabsfradrag, på samme måde som i afskrivningslovens § 40, stk. 5. Denne bestemmelse vedrører nedsættelse af erhververens afskrivningsgrundlag for goodwill ved handel mellem interesseforbundne parter. Efter denne bestemmelse sker der en nedsættelse, når den ene af parterne i overdragelsen på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde.

    Efter den foreslåede bestemmelse i afskrivningslovens § 21, stk. 4, der bliver § 21, stk. 5, opnås der ikke fradrag efter stk. 3 eller stk. 4, når en bygning eller installation ejet af en eller flere personer sælges til et selskab m.v., og ejerkredsen på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har bestemmende indflydelse på selskabets handlemåde. Der skabes herved skattemæssig ligestilling mellem de personer, der har bestemmende indflydelse på det selskab, som de sælger bygningen m.v. til med tab.

    Bestemmende indflydelse foreligger, når sælger direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 pct. af stemmeværdien i det købende selskab. Ved indirekte ejerskab forstås ejerskab via andre selskaber m..v, hvor den pågældende personkreds ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen. Salg fra et interessentskab til et selskab er omfattet, såfremt den samme kreds af personer i forhold til såvel selskabet som interessentskabet besidder mere end 50 pct. i ejerandel/kapitalandel, eller er indehaver af mere end 50 pct. af stemmerne. Det er eksempelvis tilfældet, hvis 5 interessenter i et interessentskab, hvori hver interessent ejer 20 pct., sælger bygningen til et selskab, hvor 3 af interessenterne ejer mere end 50 pct. af aktierne eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne. Afskæring af tabsfradrag vil ligeledes efter forslaget ske i tilfælde, hvor sælger ved fælles ledelse eller aftale har bestemmende indflydelse på det købende selskab. Det er således ikke et krav, at alle ejere af interessentskabet også ejer selskabet, men alene, at ejere, der ejer m.v. mere end 50 pct. af interessentskabet, også ejer m.v. mere end 50 pct. af selskabet. Også de ejere af interessentskabet, der ikke er ejere af selskabet, kan ikke opnå tabsfradrag, når ovennævnte betingelse i øvrigt er opfyldt.

    Efter den foreslåede bestemmelse udgår reglen om, at der ikke opnås tabsfradrag, når personen i fællesskab med nærtstående ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 pct. af stemmeværdien i selskabet. I de fleste tilfælde vil den foreslåede bestemmelse række videre end den gældende bestemmelse, men der kan dog forekomme tilfælde, som ville være omfattet af den gældende bestemmelse, men som ikke vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Til nr. 18 og 19

    Afskrivningslovens § 22, stk. 1, indeholder reglerne for fradrag, når en afskrivningsberettiget bygning eller installation nedrives.

    Den foreslåede ændrede affattelse af bestemmelsen indeholder flere ændringer.

ad nedrivning af bygninger

    Det følger af bestemmelsen i § 22, stk. 1, at når en afskrivningsberettiget bygning nedrives, kan der foretages et fradrag i den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori nedrivningen sker. Efter ordlyden af bestemmelsen er det en betingelse for at kunne opnå fradrag for nedrivning, at den nedrevne bygning er afskrivningsberettiget i det indkomstår, hvor nedrivningen sker. Det vil sige, at der efter ordlyden ikke kan foretages fradrag for nedrivning af en bygning, hvis den i nedrivningsåret ikke anvendes til et afskrivningsberettiget formål men kun, såfremt den anvendes til et afskrivningsberettiget formål. Ordlyden af afskrivningslovens § 22 og § 27 i den tidligere afskrivningslov svarer til hinanden.

    Nedrivningsfradraget skal ses som et fremrykket tabsfradrag. Efter gældende regler indrømmes der fradrag for tab på en bygning, selvom bygningen ikke anvendes til et afskrivningsberettiget formål på salgstidspunktet. Der sker også beskatning af genvundne afskrivninger på en bygning, selvom den på salgstidspunktet ikke anvendes til et afskrivningsberettiget formål. Det findes derfor rimeligt at indrømme fradrag for nedrivning af en bygning, selvom den ikke anvendes til et afskrivningsberettiget formål på det tidspunkt, hvor nedrivningen sker.

    Efter praksis i den tidligere afskrivningslov blev der indrømmet nedrivningsfradrag på en bygning, selvom den på nedrivningstidspunktet ikke blev anvendt til et afskrivningsberettiget formål. Det har ikke været hensigten med den nye afskrivningslov, at denne praksis skal ændres.

    Det foreslås derfor at affatte bestemmelsen således, at der kan foretages fradrag, når en bygning, hvorpå der er afskrevet efter § 14, nedrives. Betingelserne i § 22, stk. 1, 5. pkt., skal dog være opfyldt. Disse betingelser går ud på, at nedrivningsfradrag kun kan foretages, når den skattepligtige i mindst 5 år før nedrivningen har ejet bygningen og i en periode af mindst samme længde, medens den skattepligtige har ejet bygningen, har anvendt den til et afskrivningsberettiget formål. Det følger af den foreslåede bestemmelse i 2. pkt., at den nedskrevne værdi ved opgørelsen af nedrivningsfradraget er den nedskrevne værdi, som denne kan opgøres efter afskrivningslovens § 21, stk. 2.

    Efter afskrivningslovens § 22, stk. 2, gælder, at hvis betingelsen om ejertid og anvendelse til et afskrivningsberettiget formål ikke er opfyldt, kan tabet fradrages i det indkomstår, hvor ejendommen eller den del af ejendommen, hvor bygningen var beliggende, sælges. Formålet med reglen er at sikre, at der kan opnås tabsfradrag i det tilfælde, hvor bygningen ikke længere eksisterer og derfor ikke indgår i salgssummen for den solgte ejendom. Det vil sige, at der kan opnås fradrag for nedrivning inden 5 års ejertid, men fradraget sker i form af et tabsfradrag.

    Det følger af den foreslåede bestemmelse sammenholdt med, at der i bestemmelsen i afskrivningslovens § 19 om afskrivning på delvist afskrivningsberettigede bygninger er henvist til afskrivningslovens § 14, at der kan foretages fradrag for nedrivning af delvist afskrivningsberettigede bygninger. For en blandet benyttet bygning vil den nedskrevne værdi skulle opgøres som den gennemsnitlige anskaffelsessum med fradrag af de foretagne afskrivninger efter reglerne i § 21, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. På denne måde bliver den opgjorte nedskrevne værdi for bygningen den gennemsnitlige nedskrevne værdi for bygningen.

ad nedrivning af installationer

    Efter afskrivningslovens § 22, stk. 1, 3. pkt., kan der foretages fradrag for nedrivning, når en afskrivningsberettiget installation i en ikke-afskrivningsberettiget bygning udskiftes eller nedtages endeligt.

    Bestemmelsen er uhensigtsmæssig på 2 punkter. For det første kan der efter ordlyden af bestemmelsen ikke foretages nedrivningsfradrag for en installation, der udskiftes eller nedtages endeligt, såfremt installationen i nedrivningsåret ikke anvendes til et afskrivningsberettiget formål, men kun hvis den anvendes til et afskrivningsberettiget formål. Det findes rimeligt at indrømme fradrag ved udskiftning eller endelig nedtagning af en installation, selvom den ikke anvendes til et afskrivningsberettiget formål på det tidspunkt, hvor nedrivningen sker.

    Det foreslås derfor at ændre bestemmelsen således, at det er en tilstrækkelig forudsætning for nedrivningsfradrag, at der er afskrevet på installationen efter § 15, stk. 2 eller 3, dvs. at der enten aktuelt afskrives på installationen efter afskrivningslovens § 15, stk. 2 eller 3, eller der tidligere har været afskrevet på installationen efter § 15, stk. 2 eller 3.

    For det andet er det urimeligt, at der ikke kan foretages nedrivningsfradrag for installationer i afskrivningsberettigede bygninger. I en række tilfælde vil en installation, der tjener en afskrivningsberettiget bygning skulle afskrives særskilt efter afskrivningslovens § 15, stk. 2, idet den ikke kan afskrives efter afskrivningslovens § 15, stk. 1, som en bestanddel af den bygning, som den betjener.

    Der bør være adgang til nedrivningsfradrag for installationer, uanset om installationen befinder sig i en afskrivningsberettiget bygning eller i en ikke-afskrivningsberettiget bygning. Dette følger af den foreslåede bestemmelse som der er redegjort for ovenfor, hvorefter der kan foretages nedrivningsfradrag for installationer, som der er afskrevet på efter § 15, stk. 2 eller 3.

    For en blandet benyttet installation er det nødvendigt med en præcisering af, hvorledes den nedskrevne værdi skal opgøres i forbindelse med nedrivning, idet den nedskrevne værdi efter den foreslåede bestemmelse i afskrivningslovens § 21, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, opgøres som den fulde anskaffelsessum reduceret med de beregnede afskrivninger. Nedrivningsfradraget skal derimod kun udgøre den del af den nedskrevne værdi, der svarer til den erhvervsmæssigt anvendte del.

    Det foreslås derfor i 4. pkt. fastsat, at for installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 15, stk. 3, opgøres nedrivningsfradraget som den del af den nedskrevne værdi opgjort efter afskrivningslovens § 21, stk. 4, som svarer til forholdet mellem de i alt fratrukne afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger.

    For en blandet benyttet installation, hvorpå der er afskrevet efter afskrivningslovens § 15, stk. 3, skal den nedskrevne værdi ved opgørelsen af nedrivningsfradraget opgøres som den andel, som de skattemæssige afskrivninger udgør af de beregnede afskrivninger, sat i forhold til anskaffelsessummen reduceret med de beregnede afskrivninger, jf. iøvrigt principperne i bestemmelsen i § 21, stk. 4.

    Det foreslåede 5. pkt. i bestemmelsen svarer til det gældende 4. pkt., idet bestemmelsen dog også skal finde anvendelse for installationer. For installationer vil der ligesom for bygninger gælde, at de skal have været ejet i mindst 5 år og i en periode på mindst 5 år, have været anvendt til et afskrivningsberettiget formål. En sådan betingelse gjaldt ikke efter den tidligere afskrivningslov. Der bør imidlertid gælde samme betingelse for installationer som for bygninger.

    De foreslåede ændringer i afskrivningslovens § 22, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, medfører, at betingelsen for nedrivning af en installation omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 2 og 3, bliver de samme som for nedrivning af en bygning inden 5 års ejertid.

Til nr. 20

    Udgifter til anskaffelse og forbedring af bygninger, som ikke opfylder betingelserne for afskrivning i § 14, kan efter afskrivningslovens § 25, stk. 1, afskrives, såfremt bygningen er opført på lejet grund. For fast ejendom, hvorpå der hviler en hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art, kan der ligeledes afskrives efter § 25, stk. 1.

    Efter afskrivningslovens § 25, stk. 7, kan der ikke afskrives efter stk. 1 eller 2, hvis der som følge af, at den ene part har bestemmende indflydelse på den anden part, ikke er nogen reel opsigelsesrisiko. Bestemmelsen skal anvendes i tilfælde, hvor der på grund af nær økonomisk forbindelse mellem ejer og lejer ikke er en reel risiko for opsigelse af lejemålet, f.eks. når en hovedaktionær udlejer grunden til et selskab, som hovedaktionæren dominerer. Dette svarer til gældende praksis. Der kan desuden ikke afskrives på fast ejendom, hvorpå der hviler en nedlæggelses- eller nedrivningsklausul, hvis der ikke er en reel risiko for, at denne klausul vil blive gjort gældende.

    I afskrivningslovens § 39 om afskrivning på udgifter til ombygning, forbedring eller indretning af lejede lokaler er foreslået en bestemmelse, hvorefter det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at der heller ikke kan afskrives ved lejemål mellem nærtstående.

    Det findes hensigtsmæssigt, at der gælder samme regler for afskæring af afskrivningsadgangen for bygninger på lejet grund efter afskrivningslovens § 25, som for udgifter til ombygning og forbedring af lejede lokaler efter afskrivningslovens § 39. Der foreslås derfor en tilsvarende regel i afskrivningslovens § 25, stk. 7, som i afskrivningslovens § 39, hvorefter der heller ikke kan afskrives ved lejemål mellem nærtstående. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.

Til nr. 21

    Afskrivningslovens § 26, stk. 3, vedrører opgørelse af nedrivningsfradrag for bygninger på lejet grund. Det følger af 2. pkt., at nedrivningsfradraget opgøres som den del af det uafskrevne beløb nedsat med eventuelle salgssummer for materialer, som svarer til forholdet mellem de i alt foretagne afskrivninger og fuld afskrivning i den forløbne del af afskrivningsperioden. Bestemmelsen svarer til § 29, stk. 4, i den tidligere afskrivningslov. Det fremgår af Ligningsvejledningen 1998, pkt. E.C. 4.6.1., at reglen i den tidligere afskrivningslov ifølge en udtalelse fra departementet ikke tager sigte på at begrænse nedrivningsfradraget i tilfælde, hvor afskrivninger, der kunne være foretaget, er undladt. Reglen går alene ud på at udelukke nedrivningsfradrag i samme omfang, som afskrivning på visse ejendomme er udelukket efter den tidligere afskrivningslovs § 29 C, stk. 2 og 3, som indeholdt regler for delvist erhvervsmæssigt benyttede ejendomme og for ejendomme, som anvendes som sommer- eller fritidsbolig for ejeren, og som til dels svarer til afskrivningslovens § 25, stk. 4, om delvist erhvervsmæssigt anvendte ejendomme, § 25, stk. 1 - 3, der afskærer afskrivninger på boliger og § 58, der indeholder overgangsregler for boliger, herunder sommer- og fritidsboliger.

    Efter ordlyden af bestemmelsen synes der at skulle ske en begrænsning af nedrivningsfradraget i de tilfælde, hvor den skattepligtige ikke har foretaget de maksimalt mulige afskrivninger. Hvis der eksempelvis ikke er foretaget afskrivninger, udgør forholdet mellem de foretagne afskrivninger og fuld afskrivning 0, og der vil dermed efter den strikte ordlyd af bestemmelsen ikke kunne opnås nedrivningsfradrag.

    Det foreslås at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med hensigten. Efter den foreslåede bestemmelse udgør nedrivningsfradraget det uafskrevne beløb nedsat med eventuelle salgssummer for materialer m.v., dvs. at der ikke sker nogen begrænsning af nedrivningsfradraget i det tilfælde, hvor der ikke er foretaget fuld afskrivning i afskrivningsperioden.

    For bygninger omfattet af afskrivningslovens § 25, stk. 4, dvs. bygninger, hvor en væsentlig del anvendes erhvervsmæssigt til andre formål end beboelse, beregnes det uafskrevne beløb på grundlag af den gennemsnitlige andel af anskaffelsessummen, som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedring udgør.

Til nr. 22

    Der er tale om en redaktionel ændring som følge af lov nr. 381 af 2. juni 1999, hvorved bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, blev til § 34, stk. 1.

Til nr. 23

    Efter afskrivningslovens § 39, stk. 2, kan der for lejemål, hvor der som følge af, at den ene part har en bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde, ikke er en reel risiko for opsigelse, ikke afskrives på udgifter til ombygning, forbedring eller indretning af lejede lokaler.

    Ifølge bemærkningerne til lovforslaget er bestemmelsen særligt tænkt anvendt i tilfælde, hvor der på grund af nær økonomisk forbindelse mellem ejer og lejer ikke er reel risiko for opsigelse af lejemålet, f.eks. hvor en hovedaktionær udlejer lokaler til et selskab, som hovedaktionæren dominerer. Desuden tænkes bestemmelsen anvendt ved lejemål mellem familiemedlemmer eller lignende.

    Efter praksis fra før den nye afskrivningslov kunne der ikke foretages afskrivning efter reglerne om lejede lokaler, hvor der på grund af nær økonomisk forbindelse mellem ejer og lejer ikke var reel risiko for opsigelse af lejemålet, f.eks. hvor der var tale om lejemål mellem nære familiemedlemmer, jf. TfS 1990, 239.

    Det er ikke kommet til udtryk i bestemmelsen, at afskrivning på udgifter til ombygning og forbedring i tilfælde, hvor der er tale om lejemål mellem nære familiemedlemmer, skal afskæres. I tilfælde, hvor forældre udlejer lokaler til børn, er det ikke indlysende, at den ene part har en bestemmende indflydelse på den anden part.

    Det foreslås derfor at ændre bestemmelsen således, at det udtrykkeligt fremgår, at der heller ikke kan afskrives ved lejemål mellem nærtstående.

    Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.

    Med den foreslåede ændring får bestemmelsen et indhold, der svarer til hidtidig praksis, og som det ved gennemførelsen af den nye afskrivningslov har været hensigten at lovfæste.

Til nr. 24

    Efter den nye afskrivningslovs § 42, stk. 1, kan der foretages afskrivning på afholdte udgifter til ombygning og forbedring i eksisterende bygninger i landbrugsejendomme af værelser, der anvendes til udlejning til turister.

    Der er efter lovbestemmelsen ikke krav om, at den, der afholder de pågældende udgifter, skal eje landbrugsejendommen. Med den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. i bestemmelsens stk. 1 lovfæstes det udtrykkeligt, at også en forpagter kan afskrive på udgiften, jf. i øvrigt pkt. 6.5.2 i Told- og Skattestyrelsens vejledning »Afskrivningsloven Indkomståret 1999«.

Til nr. 25

    Med den nye afskrivningslov er der indført adgang til at kunne foretage afskrivning på udgifter afholdt i landbrugsejendomme til ombygning og forbedring af værelser, der anvendes til udlejning til turister, på nærmere vilkår. De nævnte udgifter kan afskrives med indtil 20 pct. årligt. Afskrivning kan kun foretages, såfremt udlejningen er afgiftspligtig efter merværdiafgiftsloven. Afskrivningerne kan ikke overstige årets skattepligtige indtægter fra udlejningen.

    Ved afståelse af værelser som nævnt i stk. 1 medregnes fortjeneste eller tab på ombygnings- og forbedringsudgifter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Fortjenesten eller tabet opgøres som forskellen mellem på den ene side afståelsessummen og på den anden side de afskrivningsberettigede udgifter til ombygning og forbedring med fradrag af samtlige foretagne afskrivninger.

    I afskrivningslovens § 21 om opgørelse af fortjeneste eller tab ved salg af en bygning eller installation, er det fastsat, at der højst kan ske beskatning som genvundne afskrivninger af et beløb svarende til de foretagne afskrivninger. Det er således utilsigtet, at reglerne for afståelse af værelser indrettet til landboturisme ikke indeholder den begrænsning, at der højst kan ske beskatning af et beløb svarende til de foretagne afskrivninger.

    Den foreslåede bestemmelse i afskrivningslovens § 42, stk. 5, sikrer, at der højst kan ske beskatning som genvundne afskrivninger af et beløb svarende til de foretagne afskrivninger.

Til nr. 26

    I afskrivningslovens § 45, stk. 2 - 4, er der fastsat regler, hvorefter den overdragelsessum for afskrivningsberettigede bygninger og installationer, grundværdi, stuehus, mælkekvoter og beholdninger, som sælger og køber har aftalt, skal anvendes som sælgers afståelsessum henholdsvis købers anskaffelsessum efter afskrivningsloven. Hvis parterne ikke har aftalt en fordeling, skal skattemyndighederne fastsætte fordelingen, og er den skatteansættende myndighed for sælger og køber ikke den samme, skal fordelingen foretages af den skatteansættende myndighed for sælger.

    Der er ved lov nr. 434 af 26. juni 1998 gennemført et tilsvarende regelsæt i ejendomsavancebeskatningslovens § 4.

    Ved overdragelse af skatterelevante aktiver (og passiver) skal der ske en værdiansættelse af de overdragne aktiver. Dette gælder også overdragne aktiver omfattet af afskrivningsloven. Udgangspunktet er, at de overdragne aktiver skal ansættes til handelsværdien. Dette princip er der ikke ændret på med de nye regler.

    Baggrunden for de nye regler har været, at ved overdragelse af fast ejendom har køber og sælger ikke altid foretaget en fordeling af overdragelsessummen på de enkelte skatterelevante aktiver eller aktivtyper. I tilfælde, hvor der købes jord og bygninger under ét, har køber og sælger således ikke altid aftalt, hvad købesummen er for jorden henholdsvis de enkelte bygninger. Der har derfor skullet ske en fordeling af den samlede købesum på de pågældende skatterelevante aktiver. Ved eksempelvis fordeling af købesummen på grundværdi og bygninger fandtes der vejledning i forholdet mellem forskelsværdi og ejendomsværdi ved sidste ejendomsvurdering. Sådanne fordelinger baseret på vurderingssystemet medførte imidlertid ikke altid korrekte ansættelser af handelsværdien.

    Der har været rejst kritik af, at en fordeling af den samlede anskaffelsessum efter ejendomsvurderingen ikke i alle tilfælde gav korrekte handelsværdier. Det skyldes grundlæggende, at ejendomsvurderingssystemet er mindre velegnet til at danne grundlag for en indkomstbeskatning. Vurderingssystemet er opbygget med henblik på opgørelsen af ejendomsskatter og lejeværdi/ejendomsværdiskat men ikke med det specifikke sigte at skulle anvendes ved fastsættelsen af afskrivningsgrundlaget for afskrivningsberettigede bygninger.

    Det blev derfor i forbindelse med udformningen af den nye afskrivningslov fundet hensigtsmæssigt at løsrive fastsættelsen af anskaffelsessummer og afståelsessummer for afskrivningsberettigede bygninger fra de fordelinger, der hidrører fra ejendomsvurderingen.

    At der i den nye afskrivningslov blev fastsat regler om, at værdien for køber og sælger skal være den samme for visse nærmere opregnede aktiver, indebærer modsætningsvis ikke, at for alle andre aktiver, eksempelvis goodwill behøver køber og sælger ikke at anvende samme skattemæssige værdi for et overdraget aktiv. Det grundlæggende skatteretlige princip for værdiansættelse af overdragne aktiver er, at disse skal anses for overdraget til handelsværdien. Begrundelsen for, at der alene blev fastsat regler om fordeling på aktiver ved overdragelse af en fast ejendom, har været, at der på dette område ofte har været særlige problemer med at fastslå en korrekt fordeling mellem bygninger, grund og stuehus.

    Det foreslås at ændre de nye regler. Af lovtekniske grunde foreslås det at ophæve afskrivningslovens § 45, stk. 2 - 4, og i stedet affatte hele det foreslåede regelsæt som nye stk. 2 - 6. De dele af det gældende regelsæt, der fortsat skal finde anvendelse, indgår hermed i affattelsen af de nye bestemmelser.

    De foreslåede ændringer skyldes forskellige forhold.

ad krav om fordeling og kontantomregning

    For det første har det ved gennemførelsen af den nye afskrivningslov og ændringerne af ejendomsavancebeskatningsloven været tilsigtet, at reglerne om fordeling af den samlede overdragelsessum efter afskrivningslovens § 45 og ejendomsavancebeskatningslovens § 4 skulle have samme rækkevidde. Det er imidlertid ikke fuldt ud tilfældet.

    For det andet har der været rejst tvivl om, hvorvidt skattemyndighedernes adgang til at korrigere en skriftligt aftalt fordeling af den samlede overdragelsessum er ens efter afskrivningslovens § 45 og ejendomsavancebeskatningslovens 4. Der er i følgegruppen til pinsepakken peget på, at hensigten må være, at skattemyndighederne ikke kun skal have adgang til at fordele overdragelsessummen, hvis parterne ikke har aftalt en fordeling. Følgegruppen har således peget på, at skattemyndighederne også skal kunne tilsidesætte parternes fordeling, hvis fordelingen efter skattemyndighedernes opfattelse ikke er korrekt.

    Det foreslås derfor at ændre affattelsen af afskrivningsloven § 45, stk. 2. Der er ikke hermed tilsigtet en ændring af gældende praksis. Det fremgår således af bemærkningerne til den nye afskrivningslov (lovforslag nr. L 102, folketingsåret 1997-98 (2. samling)), at i tilfælde, hvor den skatteansættende myndighed finder, at parternes aftalte fordeling på aktiverne ikke svarer til de faktiske værdier, vil den skatteansættende myndighed - ligesom i dag - kunne tilsidesætte fordelingen, når det er åbenbart, at parternes fordeling ikke svarer til de faktiske handelsværdier. Dette har imidlertid ikke fundet udtryk i lovbestemmelsen. Det foreslås at affatte bestemmelsen i stk. 2 således, at parterne i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde skal foretage en fordeling på nærmere angivne aktiver, og i stk. 3, at parternes aftalte salgssum og fordeling på de enkelte aktiver er undergivet den skatteansættende myndigheds prøvelse.

    For det tredje er der efter lovens gennemførelse rejst spørgsmål om, hvorvidt fordelingen efter afskrivningslovens § 45, stk. 2, af den samlede overdragelsessum på de aktiver, der indgik i handlen, skal foretages før eller efter kontantomregning af den bagvedliggende gæld, dvs. før eller efter korrektion for kursen på gældsposterne. Spørgsmålet har været, om parterne kan opfylde bestemmelsen ved alene at fordele den nominelle overdragelsessum. Det må anses for mest rimeligt, at parterne fordeler overdragelsessummen efter kontantomregning.

    For at fjerne denne tvivl foreslås det i afskrivningslovens § 45, stk. 2, fastsat, at parterne skal fordele den samlede kontantomregnede overdragelsessum. Det vil sige, at fordelingen skal foretages efter, at der er foretaget kontantomregning af den del af overdragelsessummen, der måtte blive berigtiget ved overtagelse af gæld. Det betyder, at parterne skal tage stilling til grundlaget for kontantomregningen, herunder kursfastsættelsen af gæld, der overdrages, og den del af vederlaget, der berigtiges ved gæld (sælgerpantebrev eller gældsbrev o. lign.). Denne kursfastsættelse indgår herefter i den prøvelse af vederlagets fordeling, som skattemyndighederne skal foretage.

    I nogle tilfælde kan parterne have aftalt en nominel overdragelsessum, der finansieres ved optagelse af nye lån, medens resten berigtiges kontant. I dette tilfælde afhænger den endelige kontantpris af fastlæggelsen af kursen på de optagne lån. Hvis parterne har aftalt en foreløbig fordeling, og at en regulering ved den endelige kontantomregning skal ske på en nærmere aftalt måde, kan det næppe føre til, at skattemyndighederne alene af denne grund vil tilsidesætte fordelingen. Heller ikke i de situationer, hvor parterne har aftalt en samlet kontantpris, og hvor forskellen mellem de kontantomregnede lån og den aftalte kontantomregnede salgssum reguleres via den kontante udbetaling eller sælgerpantebreve til en nærmere defineret kurs, forudsættes det, at skattemyndighederne ikke af denne grund alene vil tilsidesætte fordelingen.

    Det foreslås endvidere at ændre bestemmelsen på 2 punkter. For det første skal der ved overdragelse af aktiver omfattet af afskrivningsloven ske en fordeling på de enkelte aktiver, dvs. der ikke kun skal ske en fordeling ved overdragelse af en fast ejendom. For det andet foreslås det, at ved overdragelse af goodwill og andre immaterielle aktiver omfattet af afskrivningsloven skal fordelingen også omfatte disse aktiver. Det vil sige, at ved overdragelse af flere aktiver omfattet af afskrivningsloven, skal der ske en fordeling på de aktiver, der er omfattet af overdragelsen. Fordelingen skal foretages for driftsmidler og skibe under ét, medens den for de øvrige aktiver skal ske for hver enkelt aktiv. Omfatter overdragelsen herudover grund, bygning eller en bygningsdel, der anvendes til bolig, herunder stuehus, mælkekvote og beholdninger, skal fordelingen tillige omfatte disse aktiver, uanset at disse aktiver ikke er afskrivningsberettigede. Begrundelsen for, at fordelingen skal omfatte grund, bolig, mælkekvote og beholdninger, når overdragelsen omfatter sådanne aktiver, er at sikre, at afskrivningsgrundlaget for aktiver, der er afskrivningsberettiget, bliver korrekt, og ikke indeholder en større eller mindre del af anskaffelsesprisen for ikke-afskrivingsberettigede aktiver.

    At parterne efter § 45, stk. 2, skal fordele den samlede kontantomregnede salgssum, får tilsvarende betydning for bestemmelserne i stk. 3 - 6.

Eksempel

    Der overdrages en bygning og en traktor til nominelt 1.000.000 kr. Købesummen berigtiges med en kontant udbetaling på 250.000 kr. samt ved overtagelse af gælden i bygningen (nom. 700.000 kr. /kurs på de bagvedliggende obligationer 95) og traktor (nom. 50.000,- /kurs på gældsbrev 75). Den kontante handelsværdi for bygningen er 865.000 kr., mens den kontante handelsværdi for traktoren er 87.500 kr.

    Parterne kontantomregner først, og der foretages herefter fordeling af den samlede kontantomregnede overdragelsessum. Herefter kan afskrivningsgrundlaget opgøres således:

Kontantværdi:

   
     

Bygning

    

700.000 kr. x 0,95

    

= 665.000 kr.

Traktor

    

50.000 kr. x 0,75

    

= 37.500 kr.

I alt

      

702.500 kr.

   

Fordeling af den samlede overdragelsessum:

 
     

Bygning

    

665.000 kr. + 200.000

    

= 865.000 kr.

Traktor

    

37.500 kr. + 50.000

    

= 87.500 kr.

I alt

      

952.500 kr.

    

Som anført skal parterne i overdragelsen fastsætte fordelingen af den kontantomregnede gæld. De skal altså foretage fastsættelse af kontantomregningen, herunder fastsættelse af kursen på overdragen gæld og nystiftet gæld. Denne kursfastsættelse indgår i det grundlag, som den skatteansættende myndighed skal prøve ved skatteansættelsen. Det er en følge af denne kursfastsættelse og skattemyndighedernes prøvelse, at der derved for både sælger og køber er taget stilling til kursfastsættelsen af overdragen gæld, modtagne fordringer og nystiftet gæld i relation til kursgevinstloven.

ad skatteprocessuelle forhold

    For det fjerde rejser de gældende bestemmelser i afskrivningslovens i § 45, stk. 3 og 4, en række skatteprocessuelle spørgsmål.

    For det første har følgegruppen til pinsepakken peget på, at det vil være hensigtsmæssigt med et enstrenget system for dels skatteansættelsen af de to parter, dels klageadgangen for de to parter.

    Hvis den skatteansættende myndighed for køber og sælger ikke er den samme, vil det være hensigtsmæssigt, at afgørelsen vedrørende overdragelsessummen og fordelingen for såvel køber som sælger foretages af den samme myndighed. Ved en eventuel klage fra køber eller sælger over den skatteansættende myndigheds afgørelse, er det hensigtsmæssigt, at også ankeinstansen er den samme for begge parter. Det foreslåede enstrengede system skyldes ønsket om at undgå den situation, at to forskellige myndigheder uafhængigt af hinanden skal fastslå handelsværdien for det samme aktiv, og eventuelt når til 2 forskellige resultater. Ligeledes er det uheldigt, at to forskellige ankeinstanser uafhængigt af hinanden skal behandle en klage over fastsættelsen af handelsværdien for det samme aktiv og eventuelt når frem til 2 forskellige værdiansættelser.

    I de gældende regler er det fastsat, at hvis parterne ikke har foretaget en fordeling, foretages den af den skatteansættende myndighed for sælger. Det er derfor mest naturligt, at det også er ankeinstansen for sælger, der skal behandle en klage fra køber over den skatteansættende myndigheds afgørelse.

    For det andet har følgegruppen peget på, at parterne i forbindelse med overdragelse af aktiver bør have mulighed for hurtigt at få besked om, eller i hvert fald en tilkendegivelse af, hvilken fordeling af en overdragelsessum på de relevante aktiver, den skatteansættende myndighed kan godkende. Der er imidlertid to hensyn, der skal afvejes over for hinanden. På den ene side har parterne behov for hurtigt at vide, hvilken fordeling af en overdragelsessum, som skattemyndighederne kan godkende. På den anden side har parterne interesse i, at den udtalelse, som skattemyndighederne afgiver om fordelingen, af hensyn til parternes dispositioner er bindende for skattemyndighederne.

    En sådan bindende forhåndsbesked om de skattemæssige konsekvenser af påtænkte dispositioner kan indhentes fra Ligningsrådet efter de almindelige regler herom. Herudover kan parterne rette henvendelse til de skatteansættende myndigheder for at få vejledning om, hvordan fordelingen kan foretages.

    I det foreslåede stk. 3 fastsættes som tidligere nævnt en regel om, at såvel den kontantomregnede overdragelsessum som den fordeling på aktiver efter stk. 2, som parterne har aftalt, er undergivet de skatteansættende myndigheders prøvelse.

    Kan parternes fordeling således ikke anses for at være en korrekt ansættelse af værdien (handelsværdien) af overdragne aktiver, gælder der efter stk. 3 adgang for de skatteansættende myndigheder til at korrigere den værdiansættelse, som parterne har aftalt, i kraft af, at den skatteansættende myndighed foretager prøvelse af såvel den samlede overdragelsessum som fordelingen af overdragelsessummen på aktiverne.

    Det skal bemærkes, at såfremt der indgår et gaveelement i overdragelsen, så er gavegivers og gavemodtagers værdiansættelse bindende for skattemyndighederne, såfremt den pågældende told- og skatteregion ikke har ændret værdiansættelsen inden 3 måneder efter modtagelsen af gaveanmeldelsen.

    Den skatteansættende myndigheds prøvelse vil som resultat have, at parternes overdragelsessum og fordeling på aktiverne må anerkendes som handelsværdien, eller at enten overdragelsessummen eller fordelingen ikke kan anerkendes som handelsværdien. Det vil sige, at såvel den aftalte salgssum som fordeling vil blive tilsidesat, såfremt den samlede salgssum eller fordelingen på enkeltaktiver ikke afspejler handelsværdien.

    Skattemyndigheden forventes dog kun at korrigere en af parterne aftalt overdragelsessum eller fordeling, såfremt fordelingen er åbenbart forkert, jf. nedenfor. I så fald skal fordelingen foretages af den skatteansættende myndighed. Det samme vil den skatteansættende myndighed skulle gøre, hvis parterne ikke som foreskrevet har foretaget en fordeling på aktiverne. Foretages fordelingen ikke skriftligt eller i forbindelse med salget, foretages fordelingen ligeledes af den skatteansættende myndighed.

    Hvor parterne har konkret modstående interesser, kan parterne forvente, at den skatteansættende myndighed vil lægge den af parterne aftalte overdragelsessum samt fordeling på de overdragne skatterelevante aktiver til grund.

    I tilfælde, hvor parterne ikke har konkret modstående interesser, kan ligningsmyndighederne tilsidesætte den aftalte overdragelsessum og fordelingen, hvis overdragelsessummen eller fordelingen ikke er udtryk for handelsværdien for de overdragne aktiver. At parterne ikke har konkret modstående interesser kan følge af, at der er tale om overdragelse i familieforhold, mellem interesseforbundne parter, mellem koncernforbundne selskaber, eller fordi parternes forskellige forhold gør valget af en højere overdragelsessum end handelsværdien eller en lavere overdragelsessum end handelsværdien skattemæssigt fordelagtig for begge parter.

    Som eksempel kan nævnes det tilfælde, at en bygning overdrages til en køber, der ikke skal anvende den til et afskrivningsberettiget formål. I dette tilfælde kan sælger have interesse i en lav overdragelsessum for enten at minimere størrelsen af genvundne afskrivninger eller at opnå tabsfradrag, medens køber ikke har brug for en høj anskaffelsessum for at kunne foretage skattemæssige afskrivninger. Parterne har således ikke konkret modstående interesser, og hvis bygningen ansættes til en værdi væsentligt under handelsværdien, vil værdien næppe kunne accepteres af den skatteansættende myndighed. Et andet eksempel er det tilfælde, hvor køber af en bygning har interesse i en så høj anskaffelsessum som muligt for at få mulighed for at foretage store skattemæssige afskrivninger. Hvis sælger ved en salgssum for bygningen svarende til handelsværdien vil blive beskattet fuldt ud af genvundne afskrivninger, har sælger ingen interesse i at modsætte sig købers ønske om at aftale en højere overdragelsessum for bygningen. Parterne har således ikke konkret modstående interesser, og hvis bygningen ansættes til en værdi betydeligt over handelsværdien, vil værdien næppe kunne accepteres af den skatteansættende myndighed.

    I stk. 4 fastsættes regler for, hvilken myndighed, der skal træffe afgørelse med virkning for skatteansættelsen, når den skatteansættende myndighed for sælger og køber i overdragelsesåret ikke er den samme.

    Det foreslås i 1. pkt. fastsat, at afgørelsen om den samlede salgssum og fordelingen af denne på de enkelte aktiver i sådanne tilfælde træffes af dén skatteansættende myndighed for sælger, der i øvrigt foretager skatteansættelsen af sælger for det pågældende indkomstår, med direkte bindende virkning for skatteansættelsen for køber. Er der flere sælgere, og har disse den samme skatteansættende myndighed, træffer den skatteansættende myndighed efter 1. pkt. afgørelse om såvel salgssummen som fordelingen som nævnt i stk. 2 med direkte bindende virkning for alle sælgere. Er der flere købere, og har disse forskellige skatteansættende myndigheder, træffer den skatteansættende myndighed ligeledes afgørelse om salgssummen og fordelingen som nævnt i stk. 2 med direkte bindende virkning for alle købere.

    Det er kun afgørelsen vedrørende den samlede overdragelsessum og fordelingen af denne på de relevante aktiver, hvor den skatteansættende myndighed for sælger skal træffe afgørelsen med direkte bindende virkning for køber. Det er således ikke hensigten, at den skatteansættende myndighed for sælger skal være den skatteansættende myndighed for køber for den del af skatteansættelsen, der vedrører overdragne aktiver. Herved undgås den situation, at en køber i overdragelsesåret kunne få to forskellige skatteansættende myndigheder.

    Det foreslås i 2. pkt. fastsat, at er der mere end én sælger, og har disse ikke den samme skatteansættende myndighed, eller er sælger ikke skattepligtig her til landet, bestemmer skatteministeren, hvilken skatteansættende myndighed, der skal træffe afgørelsen.

    Det er hensigten, at skatteministerens kompetence i bekendtgørelsesform vil blive udmøntet efter følgende retningslinjer:

    Er der således for flere sælgere forskellige skatteansættende myndigheder, er det hensigten, at disse i fællesskab skal træffe afgørelse om, hvilken myndighed, der skal træffe afgørelse vedrørende den samlede overdragelsessum og fordelingen. I tilfælde af uenighed er det hensigten, at Told- og Skattestyrelsen skal træffe afgørelse om, hvem der så skal træffe afgørelse.

    Er der ingen dansk skatteansættende myndighed for sælger (sælger kan være staten eller en kommune eller ikke skattepligtig til Danmark), er det hensigten, at en told- og skatteregion eller Told- og Skattestyrelsen skal træffe afgørelse om, hvilken skatteansættende myndighed, der skal træffe afgørelse om overdragelsessum og fordeling med direkte bindende virkning for køber.

    Retningslinjerne for valg af skatteansættende myndighed i de enkelte tilfælde vil blive aftalt nærmere med Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner.

    I stk. 5 er fastsat visse forvaltningsretlige forhold vedrørende afgørelserne og regler for påklage af disse. Det følger af bestemmelsen i 1. pkt., at afgørelse vedrørende den samlede salgssum og fordelingen efter stk. 4 ikke kan foretages uden forudgående høring af den eller de skatteansættende myndigheder, der i øvrigt foretager skatteansættelsen af sælger eller køber for det pågældende indkomstår.

    Afgørelsen er efter bestemmelsen i 2. pkt. direkte bindende for såvel køber som sælger. Den skatteansættende myndigheds afgørelse er en forvaltningsafgørelse, hvilket medfører, at såvel sælger som køber har partsstatus efter forvaltningsloven med deraf følgende retssikkerhedsgarantier, herunder om høring. Efter reglerne i skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, skal sælgers skattemyndighed underrette køber om den påtænkte ændring og med en frist for køber til at udtale sig herom. De skatteydere, der bliver berørt af den påtænkte ansættelse vil blive gjort bekendt med de oplysninger, der er nødvendige for, at de kan varetage deres interesser, dog med respekt af de tavshedspligtsregler, som skattemyndighederne skal følge efter skattestyrelseslovens § 37.

    I bestemmelsen i 3. pkt. fastsættes, at den skatteansættende myndigheds afgørelse af såvel sælger som køber kan påklages efter de regler, der efter skattestyrelsesloven gælder for klage over den pågældende skatteansættende myndigheds afgørelser af skatteansættelser. Det afgørende for, hvem der skal ske påklage til, er sælgers skatteansættende myndighed.

    Hvis den skatteansættende myndighed for sælger er en kommunal skattemyndighed, skal skatteankenævnet i sælgers kommune behandle en klage fra køber eller de øvrige sælgere over den kommunale skatteforvaltnings afgørelse vedrørende en overdragelsessum eller fordeling som nævnt i stk. 2. Da det er den kommunale skattemyndighed i sælgers kommune, der har truffet afgørelsen for køber og de eventuelle øvrige sælgere, skal det også være skatteankenævnet i sælgers kommune, der skal behandle en klage fra køber eller de øvrige sælgere over den kommunale skattemyndigheds afgørelse. Det gælder, selvom klager er et selskab. Forslaget udgør på dette punkt en fravigelse fra reglerne i skattestyrelseslovens § 12 A.

    I øvrige tilfælde, dvs. når sælgers skatteansættende myndighed ikke er en kommunal skattemyndighed, behandler Landskatteretten en klage fra køber eller de øvrige sælgere over den skatteansættende myndigheds afgørelse (dvs. told- og skatteforvaltningens) afgørelse vedrørende fordelingen. Dette gælder, selvom køber eller de øvrige sælgere er en fysisk person. Da det er sælgers skatteansættende myndighed, der har truffet afgørelse med bindende virkning for køber eller de øvrige sælgere, er det sælgers skatteansættende myndighed, der er bestemmende for, hvem køber eller de øvrige sælgere skal klage til.

    Klage over en afgørelse vil således i alle tilfælde ske til det næste led i klagesystemet, uanset om klager skifter fra den ene part til den anden part. Dette kan illustreres i følgende enkle eksempel:

    Parterne har aftalt, at en bygning ved overdragelse af en fast ejendom indgår med 1,5 mill. kr. Den skatteansættende myndighed finder, at værdien skal være 1,8 mill. kr. Sælger påklager den skatteansættende myndigheds afgørelse til skatteankenævnet. Skatteankenævnet nedsætter værdien til 1,3 mill. kr., hvilket har direkte bindende virkning for køber. Denne kendelse finder køber forkert. Hvis køber vil påklage skatteankenævnets kendelse, skal dette ske til Landsskatteretten. Det skyldes, at skatteankenævnet har truffet en direkte bindende afgørelse for køber. Derfor skal købers klage over skatteankenævnets kendelse ske til Landsskatteretten, idet kun Landsskatteretten efter skattestyrelsesloven kan ændre en kendelse fra et skatteankenævn.

    Efter forvaltningsloven skal den myndighed, der skal træffe en afgørelse, foretage partshøring. Dette har til formål at sikre, at den, der er part i en sag får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske grundlag for afgørelsen inden der træffes afgørelse. Hermed får parterne på såvel køber- som sælgersiden mulighed for at kunne udtale sig eller indtræde i en sag vedrørende overdragelsessum og fordeling af denne på enkeltaktiver.

    Har en skatteyder eller Skatteministeriet indbragt spørgsmålet om en overdragelsessum eller fordeling for domstolene, vil Skatteministeriet underrette de øvrige parter herom med henblik på, at de kan indtræde i sagen.

    Det foreslåede stk. 6 er en regel, der har til formål at sikre, at en ændret værdiansættelse for den ene af parterne, medfører en tilsvarende ændring (med modsat fortegn) for den anden part. Efter den foreslåede bestemmelse skal enhver ændring af sælgers salgssum for et aktiv have som konsekvens, at købers anskaffelsessum for det pågældende aktiv også ændres. Endvidere skal enhver ændring af købesummen hos køber af et aktiv som konsekvens have, at sælgers salgssum for det samme aktiv ændres tilsvarende. Det vil sige, at ved enhver ændring af værdien af et aktiv for den ene part, skal værdien også for den anden part for det samme aktiv ændres.

    Efter den foreslåede bestemmelse skal ændringen for den anden part som anført ske ved enhver ændring, dvs. uanset om den ændrede skatteansættelse er foretaget af en skattemyndighed (det være sig en kommunal eller statslig skattemyndighed), et skatteankenævn, Landsskatteretten eller følger af en domstolsafgørelse. Det foreslås endvidere i bestemmelsen som en praktisk regel fastsat, at det er den skatteansættende myndighed for sælger, der, når der er truffet endelig afgørelse om værdiansættelsen, skal træffe den bindende afgørelse for køber eller de øvrige sælgere.

Til nr. 27

    Afskrivningslovens § 51 går ud på, at for afskrivningsberettigede aktiver til brug for forsøgs- og forskningsvirksomhed kan skatteministeren give tilladelse til, at afskrivning kan påbegyndes før igangsættelsen af den erhvervsvirksomhed, hvorpå forsøgene eller forskningen tager sigte. Efter § 34 i den tidligere afskrivningslov, var kompetencen tillagt Ligningsrådet. Ved bekendtgørelse nr. 565 af 2. juli 1999 er der fastsat nærmere regler for hvilken myndighed, der har kompetence til at træffe afgørelser vedrørende disse anmodninger.

    Det foreslås at koordinere bestemmelsen med ligningslovens § 8 B. Efter de gældende regler i ligningslovens § 8 B, stk. 1, kan der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fratrækkes udgifter, som er afholdt til forsøgs- og forskningsvirksomhed i tilknytning til den skattepligtiges erhverv. Aktie- og anpartsselskaber kan fradrage disse omkostninger, før erhvervet påbegyndes, uden at skulle søge om tilladelse hertil, medens personer skal søge om tilladelse.

    Når personer fortsat skal ansøge om tilladelse, skyldes det, at forskningsudgifterne afholdes i et regi, der ikke i sig selv giver tilstrækkeligt grundlag for at bedømme, om der f.eks. er tale om en ikke-driftsrelevant sideaktivitet (hobby, personlig udvikling og uddannelse m.v.). Det har ikke været meningen, at personer i deres lønindkomst eller anden indkomst uden videre skal kunne fratrække udgifter vedrørende forskning, hvis erhvervsmæssige karakter (endnu) ikke lader sig dokumentere eller sandsynliggøre.

    Det foreslås i afskrivningslovens § 51 fastsat, at anskaffes aktiver, der er afskrivningsberettigede efter denne lov, til brug for forsøgs- eller forskningsvirksomhed, kan afskrivning påbegyndes før igangsættelsen af den erhvervsvirksomhed, hvorpå forsøgene eller forskningen tager sigte. Aktie- og anpartsselskaber kan herefter påbegynde afskrivning før erhvervet påbegyndes. For alle andre, der ønsker at påbegynde afskrivning, før erhvervet påbegyndes, kræves dog tilladelse fra skatteministeren.

Til nr. 28

    Ved lov nr. 277 af 13. maj 1998 er der indført nye regler om forrentning, når skatteansættelsen forhøjes. Renten udgør 0,6 pct. pr. påbegyndt måned fra den 1. oktober for personer og for selskaber fra den 1. november i året efter indkomståret, jf. kildeskattelovens § 62 A, stk. 1 og 2, og selskabsskattelovens § 30, stk. 2. Disse regler har virkning for ansættelsesændringer vedrørende indkomståret 1998 og senere indkomstår.

    Bestemmelsen i § 29 P i den tidligere afskrivningslov fastslår, at hvis forudsætningerne for at forskudsafskrive ikke opfyldes, skal de skatteansættelser, der er påvirket af forskudsafskrivningerne, reguleres. For personer beregnes af det yderligere skattebeløb en rente på 0,6 pct. månedlig for hver påbegyndt måned regnet fra den 1. juli i det kalenderår, hvor der efter kildeskatteloven er betalt foreløbig skat for det pågældende indkomstår. Andre skattepligtige betaler renter med 0,6 pct. for hver påbegyndt måned regnet fra de tidspunkter, til hvilke skatterne ville være forfaldne, såfremt den skattepligtige ikke havde foretaget forskudsafskrivninger.

    Den nye afskrivningslov har virkning fra og med indkomståret 1999, idet dog afsnit IV A, der omfatter § 29 P i den tidligere afskrivningslov fortsat finder anvendelse, når den bindende aftale om levering af et aktiv eller den planlægning om fremstilling af et aktiv, der berettiger til forskudsafskrivning, er indgået henholdsvis foretaget i indkomståret 1998 eller tidligere. Det vil sige, at der skal ske regulering af skatteansættelserne for de indkomstår, hvori forskudsafskrivningerne er foretaget, hvis det viser sig, at betingelserne for at forskudsafskrive ikke opfyldes for en bindende aftale om levering af et aktiv eller for planlægning af fremstilling af et aktiv indgået i indkomståret 1998 eller tidligere.

    Der kan herved opstå en situation med dobbelt forrentning, når de nye regler i kildeskatteloven/selskabsskatteloven og reglerne i den tidligere afskrivningslov anvendes samtidig. I det omfang der skal ske regulering af skatteansættelser for indkomståret 1998 eller senere, skal der i princippet ske forrentning efter både afskrivningslovens og kildeskattelovens/selskabsskattelovens renteberegningsregler. Dette er ikke tilsigtet. Der kan derimod ikke opstå et problem med dobbelt forrentning efter reglerne i den gældende afskrivningslov. Efter denne lov foretages der ikke en ansættelsesændring for de indkomstår, der har været påvirket af forskudsafskrivningerne, hvis det viser sig, at betingelserne for forskudsafskrivning helt eller delvis ikke opfyldes. I stedet forhøjes den skattepligtige indkomst efter afskrivningslovens § 34 for det indkomstår, hvori det viser sig, at forudsætningerne ikke opfyldes.

    Det foreslås at løse problemet med dobbelt forrentning ved at anvende reglerne i kildeskatteloven/selskabsskatteloven fremfor reglerne i afskrivningsloven. Det skyldes ønsket om at anvende det almindelige renteberegningssystem.

    Den foreslåede løsning foreslås indsat ved en ny bestemmelse i afskrivningslovens kapitel 7 om ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. I afskrivningslovens § 54, stk. 4, foreslås en bestemmelse, hvorefter afskrivningslovens § 29 P, stk. 8, i afsnit IV A i den tidligere afskrivningslov ikke skal finde anvendelse for reguleringer vedrørende indkomståret 1998 og senere indkomstår. Renteberegningen vil dermed i disse tilfælde alene ske efter reglerne i kildeskatteloven og selskabsskatteloven.

Til nr. 29

    Afskrivningslovens § 51 går ud på, at for afskrivningsberettigede aktiver til brug for forsøgs- og forskningsvirksomhed kan skatteministeren give tilladelse til, at afskrivning kan påbegyndes før igangsættelsen af den erhvervsvirksomhed, hvorpå forsøgene eller forskningen tager sigte. Efter § 34 i den tidligere afskrivningslov var kompetencen tillagt Ligningsrådet. Ved bekendtgørelse nr. 565 af 2. juli 1999 er der fastsat nærmere regler for hvilken myndighed, der har kompetence til at træffe afgørelser vedrørende disse anmodninger. Efter disse regler er det den lokale told- og skatteregion, der har kompetencen, medmindre den skattepligtige er en person. I så fald har den kommunale skattemyndighed kompetencen.

    Afskrivningslovens § 51 har virkning fra og med indkomståret 1999. Denne ikrafttræden er imidlertid ikke hensigtsmæssig for så vidt angår ændringen af kompetencen fra Ligningsrådet til den skatteansættende myndighed. Anmoder en skattepligtig om tilladelse vedrørende indkomståret 1998 og 1999, skal anmodningen vedrørende 1998 således behandles af Ligningsrådet, medens anmodningen vedrørende indkomståret 1999 skal behandles af den skatteansættende myndighed.

    Med en ikrafttræden, der i stedet er knyttet til et bestemt tidspunkt, er det uden betydning for, hvem kompetencen tilkommer, hvilket indkomstår anmodningen vedrører. Tilsvarende har afskrivningslovens § 52 om efterfølgende afskrivninger og de tilsvarende regler om efterfølgende nedskrivninger i varelagerloven og husdyrbeskatningsloven virkning for anmodninger indgivet fra og med den 1. januar 1999. For så vidt angår anmodninger om efterfølgende afskrivninger er reglen herfor fastsat i afskrivningslovens § 54, stk. 6.

    Der foreslås en lignende overgangsregel i afskrivningslovens § 54, stk. 6, for anmodninger efter afskrivningslovens § 51. Reglen går ud på, at skatteministerens kompetence efter afskrivningslovens § 51 tillige omfatter ansøgninger vedrørende indkomstår forud for 1999 efter den tidligere afskrivningslovs § 34, som indgives den 1. januar 2000 eller senere.

    Herved opnås, at alle anmodninger, der indgives efter den nævnte dato, behandles efter de foreslåede regler. På den måde sikres det, at der i en årrække ikke vil gælde to sideløbende regelsæt afhængig af, om anmodningen om tilladelse til at foretage afskrivning vedrører indkomstår før 1999 eller 1999 og senere indkomstår. For anmodninger indgivet inden den 1. januar 2000 er det fortsat afgørende for, hvilken myndighed, der skal behandle anmodningen, om den vedrører indkomståret 1999 eller et tidligere indkomstår.

Til nr. 30

    For bygninger, der har været omfattet af pristalsregulering af afskrivningsgrundlaget i perioden 1. januar 1982 - indkomståret 1990, udgør bygningens anskaffelsessum som pristalsreguleret i perioden afskrivningsgrundlaget for indkomståret 1999 efter gældende regler, ligesom den samme pristalsregulerede anskaffelsessum udgjorde afskrivningsgrundlaget for indkomståret 1998 efter den tidligere afskrivningslov.

    I afskrivningslovens § 56, stk. 1, er fastsat, at samtlige afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger og forlods afskrivninger, der efter de hidtil gældende regler er foretaget for indkomståret 1998 eller tidligere indkomstår, indgår ved opgørelsen af foretagne afskrivninger efter afskrivningsloven. Det er endvidere fastsat, at de nævnte afskrivninger medregnes ved opgørelsen af fortjeneste eller tab efter denne lov. I afskrivningslovens § 21 er fastsat, at ved salg af bygninger eller installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 14 eller § 15, medregnes genvundne afskrivninger og tab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for salgsåret efter reglerne i stk. 2 - 6, der jf. lovforslagets § 1, nr. 16, bliver stk. 2 - 7, medmindre § 24 finder anvendelse.

    Med affattelsen af § 21, stk. 1, er det ikke tydeligt, at der også skal ske beskatning af genvundne afskrivninger af bygninger og installationer, der er afskrevet efter bestemmelser i afsnit IV i den tidligere afskrivningslov. Det skyldes, at der i afskrivningslovens § 21, stk. 1, kun er henvist til bestemmelser i den gældende afskrivningslov. Afskrivningslovens § 56, stk. 1, skal sikre, at foretagne afskrivninger for indkomstår forud for 1999 skal anses for foretagne afskrivninger ved opgørelsen af genvundne afskrivninger og tab efter eksempelvis afskrivningslovens § 21. Uanset bestemmelsen i afskrivningslovens § 56, stk. 1, er det ikke tydeligt, at beskatning af genvundne afskrivninger og fradrag for tab også skal gælde for bygninger m.v., hvorpå der er afskrevet efter afsnit IV i den tidligere afskrivningslov og afskrivninger foretaget efter statsskattelovens 6, litra a.

    I lovforslagets § 1, nr. 18, fastsættes, at der på en bygning, hvorpå der er foretaget afskrivning efter afskrivningslovens § 14, kan opnås nedrivningsfradrag ved nedrivning.

    Det foreslås derfor ved en ny bestemmelse i afskrivningslovens § 56, stk. 2, fastsat, at afskrivningslovens § 21 og § 22 også finder anvendelse for bygninger og installationer, hvorpå der efter den tidligere afskrivningslovs afsnit IV, jf. lovbekendtgørelse nr. 932 af 24. oktober 1996 eller statsskattelovens § 6, litra a, er foretaget skattemæssig afskrivning. Henvisningen til statsskattelovens § 6, litra a, skyldes, at før indkomståret 1999 skete afskrivning på bygninger på lejet grund samt ejendomme, hvorpå der hviler en hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art, i en række tilfælde efter statsskattelovens § 6, litra a. I afskrivningslovens § 26, stk. 2, er fastsat, at bestemmelsen i afskrivningslovens § 21 finder tilsvarende anvendelse ved salg af bygninger og ejendomme, hvorpå der er afskrevet efter § 25, stk. 1 - 3. Uanset bestemmelsen i afskrivningslovens § 56, stk. 1, er det ikke tydeligt, at bestemmelsen i afskrivningslovens § 26, stk. 2, også gælder for bygninger og ejendomme, hvorpå der før indkomståret 1999 er afskrevet efter statsskattelovens § 6, litra a.

    Den foreslåede bestemmelse i afskrivningslovens § 56, stk. 2, sikrer herudover, at der også skal ske beskatning af genvundne afskrivninger og indrømmes fradrag for tab på bygninger m.v., hvorpå der ikke kan afskrives efter den gældende afskrivningslov, men hvor der kunne foretages afskrivning efter den tidligere afskrivningslov. Det gælder bl.a. hotelejerlejligheder udstykket før den 1. januar 1981 og beboelsesbygninger beliggende i udlandet omfattet af den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 3. Da disse bygninger eller bygningsdele ikke er afskrivningsberettigede efter den gældende afskrivningslov, kan hjemmelen til at beskatte disse ved salg uanset afskrivningslovens § 56, stk. 1, være tvivlsom. Den foreslåede bestemmelse i afskrivningslovens § 56, stk. 2, fjerner denne usikkerhed. Da denne del af bestemmelsen er af bebyrdende karakter, skal denne del kun have virkning for fremtidige salg af disse bygninger.

Til nr. 31

    Forslaget vedrører fjernelse af en utilsigtet virkning af overgangen fra den tidligere afskrivningslov til den nye afskrivningslov.

    Efter den tidligere afskrivningslov kunne udgifter til ombygning og forbedring af afskrivningsberettigede bygninger og installationer i afskrivningsberettigede bygninger fradrages i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori udgiften til ombygningen eller forbedringen blev afholdt i det omfang, årets udgift ikke oversteg 5 pct. af et nærmere fastsat beregningsgrundlag. Efter den tidligere afskrivningslov var det en betingelse, at ombygningen eller forbedringen var (færdig)opført og blev benyttet erhvervsmæssigt. Efter § 18, stk. 2, i den gældende afskrivningslov kan straksfradraget foretages i det indkomstår, hvori udgiften er afholdt, uanset om ombygningen eller forbedringen er (færdig)opført og benyttes erhvervsmæssigt. Dette er en lempelse i forhold til tidligere regler.

    Lempelsen har imidlertid i nogle tilfælde i en overgangsperiode en utilsigtet virkning. Der kan være afholdt udgifter i 1998 og tidligere indkomstår, som ikke har kunnet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 1998 eller et tidligere indkomstår, fordi ombygningen eller forbedringen ikke opfyldte betingelserne i den dagældende afskrivningslov om, at ombygningen eller forbedringen skulle være færdigopført og taget i brug til et erhvervsmæssigt formål. Såfremt reglerne i den tidligere afskrivningslov fortsat havde været gældende, ville disse udgifter være blevet fradraget i indkomståret 1999 eller et senere indkomstår, alt efter hvornår betingelsen ville blive opfyldt.

    Efter den gældende afskrivningslov kan udgifter til ombygning og forbedring straksfradrages i det indkomstår, hvori udgiften er afholdt. Efter de nye regler kan udgiften straksfradrages, når udgiften er afholdt, dvs. at den skattepligtige har påtaget sig en endelig retlig forpligtelse til at betale det pågældende beløb, hvorimod beløbet normalt ikke behøver at være betalt. Reglerne får dermed den virkning, at udgifter til ombygning eller forbedring ikke har kunnet straksfradrages i indkomståret 1998 eller tidligere efter reglerne i den tidligere afskrivningslov, fordi ombygningen eller forbedringen ikke er taget i brug til et afskrivningsberettiget formål. Udgiften kan heller ikke straksfradrages i 1999 eller senere, idet udgiften efter reglerne i den gældende afskrivningslov skal anses for at være afholdt i et tidligere indkomstår og dermed ikke fradragsberettiget i 1999 eller senere.

    Der foreslås derfor en regel i afskrivningslovens § 58 A om, at udgifter til ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede bygninger og installationer, der er afholdt i indkomståret 1998 eller tidligere, men som ikke har kunnet straksfradrages i 1998 eller i et tidligere indkomstår, kan straksfradrages i 1999 eller senere, når ombygningen eller forbedringen er fuldført og tages i brug til et afskrivningsberettiget formål. Dette svarer til betingelsen efter den tidligere afskrivningslovs § 21.

    De foreslåede bestemmelser i stk. 2 - 4 svarer til de regler, der var indeholdt i den tidligere afskrivningslovs § 21, stk. 2 - 4, og indeholder betingelserne for, hvornår disse udgifter kan fradrages.

    Udgifter afholdt i indkomståret 1999 eller senere indkomstår skal ikke medregnes hertil, idet sådanne udgifter skal behandles efter afskrivningslovens § 18. Fradrag i 1999 eller senere for udgifter afholdt i 1998 eller tidligere efter den foreslåede bestemmelse har således ikke betydning for adgangen til at fratrække afholdte udgifter i 1999 efter den gældende bestemmelse i afskrivningslovens § 18.

Til § 2

Til nr. 1

    På samme måde som ændringen i kildeskattelovens § 33 D, jf. forslagets § 10, nr. 4, foreslås det, at når der skal beregnes passivpost ved successionsudlodninger fra et dødsbo, skal det ske på grundlag af den lavest mulige avance. Baggrunden og formålet er det samme, hvorfor der henvises til bemærkningen dertil.

    Også ved udlodninger fra et dødsbo vil det være muligt at succedere i ejendomsavancen uden at succedere i afskrivningerne eller kun i del af disse fra bygninger tilhørende samme ejendom. Det foreslås derfor, at det præciseres at passivposten kun skal beregnes for de gevinster hvori skatteyderen succederer. Også her henvises til bemærkningen til § 10, nr. 4.

Til § 3

Til nr. 1

    Der er for det første tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 4, nr. 23. Ved anvendelse af formuleringen en ejendom m.v. præciseres det samtidig , at reglen om et dødsbos afståelse af ejendomme omfattet af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8 ikke kun omfatter ejendomme, men også afståelsen af de aktier, andelsbeviser m.v. forbundet med en brugsret til en beboelseslejlighed, som er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 4.

    For de ejendomme, der er omfattet af den nye § 9 i ejendomsavancebeskatningsloven, dvs. landbrugsejendomme m.v. og blandet benyttede ejendomme, vil det kun være den del af gevinsten, der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen, som dødsboet kan undlade at medregne i bobeskatningsindkomsten.

    For det andet foreslås det, at dødsboet - svarende til den gældende regel vedrørende afståelse af parcelhuse - ved afståelse af en landbrugsejendom m.v. eller en blandet benyttet ejendom, hvor afståelsen også omfatter boligdelen, ved avanceopgørelsen skal være berettiget til bundfradraget efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6, uagtet at dødsboet i sagens natur ikke kan opfylde bestemmelsens beboelseskrav. Det er dog en betingelse, at der ved en afståelse før dødsfaldet kunne være givet et bundfradrag.

Til nr. 2

    Det foreslås, at der i dødsboskattelovens § 28 indsættes en betingelse om, at der skal succederes i ejendomsavancen, såfremt der succederes i de genvundne afskrivninger fra en enkelt eller flere af bygningerne tilhørende samme ejendom. Betingelsen skal kun gælde for fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Næringsejendomme beskattes efter reglerne i statsskattelovens § 4, hvilket medfører, at der kun skal opgøres en type gevinst. Gevinsten opgøres som afståelsessummen fratrukket ejendommens nedskrevne værdi.

    Behovet for at opstille denne betingelse, blev aktualiseret med den udvidelse af samspillet mellem ejendomsavancer og afskrivninger som lov nr. 434 af 26. juni 1998 (pinsepakken) medførte.

    Ændringen betyder en skærpelse af betingelserne for at succedere, men fordelen er en forenkling af opgørelsen ved succession. Skærpelsen er endvidere begrænset, idet skatteyderne efter gældende regler risikerer at blive dobbeltbeskattet af en afskrivning, såfremt der succederes i de genvundne afskrivninger, men ikke i ejendomsavancen.

    Problemet opstår som følge af, at det bestemmes i ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 1, at foretagne afskrivninger, der ikke er blevet beskattet som genvundne, skal fratrækkes den faste ejendoms anskaffelsessum ved opgørelsen af ejendomsavancen. Når der succederes i de genvundne afskrivninger, bliver disse ikke beskattet og afskrivningerne skal derfor fuldt ud fratrækkes ejendommens anskaffelsessum. Ved en senere overdragelse af ejendommen uden succession i de genvundne afskrivninger, skal der foretages en samlet opgørelse af alle foretagne afskrivninger, inklusive de afskrivninger hvori der blev succederet. Dette medfører, at afskrivninger foretaget inden successionsoverdragelsen undergives dobbeltbeskatning, enten i form af nedsættelse i både overdragerens og erhververens anskaffelsessummer, eller fordi de både afstedkommer en nedsættelse af overdragerens anskaffelsessum og beskattes som genvundne hos erhververen.

    Ved den modsatte situation, hvor der succederes i ejendomsavancen, men ikke i de genvundne afskrivninger, er der ikke behov for en tilsvarende sammenkædning. Bibeholdelse af denne mulighed nødvendiggør dog en nærmere regulering, jf. forslagets § 3, nr. 5, og § 10, nr. 3.

    Ændringen betyder, at det kun vil være muligt at succedere i genvundne afskrivninger for en bygning, såfremt der også er en fortjeneste mht. ejendomsavancen for hele den faste ejendom, bygningen er omfattet af. Dette vil dog ofte være tilfældet, når der succederes i de genvundne afskrivninger. Dette skyldes konsekvensen af ejendomsavancebeskatningslovens § 5 stk. 4, nr. 1, hvorefter ejendommens anskaffelsessum skal nedsættes med alle afskrivninger, der ikke beskattes som genvundne afskrivninger, altså alle afskrivninger når der succederes. Det skal påpeges, at denne udregning ikke er den samme som passivpostberegningen. Forskellen består i, at passivposten skal udregnes, som om der var tale om en afståelse, hvorfor anskaffelsessummen kun skal nedsættes med de afskrivninger, der i denne situation ikke var blevet beskattede som genvundne, jf. også bemærkningerne til forslagets § 10, nr. 4, om passivpostberegningen.

    Forslaget ændrer ikke valgfriheden mht., hvilke bygninger skatteyderen ønsker at succedere i. Forslaget bevirker, at det kun vil være muligt at succedere i genvundne afskrivninger, såfremt betingelserne til succession i ejendomsavancen er opfyldt.

    Virkningen af at der ikke succederes er, at der sker en sædvanlig avancebeskatning.

Til nr. 3

    Ved ændringen foreslås det, at når der er beregnet en passivpost i forbindelse med udlodningen, er erhververen ikke bundet af den anvendte anskaffelsessum. Baggrunden for denne ændring skal findes i forslagets § 2, nr. 1, vedrørende boafgiftslovens § 13 a. Her foreslås det, at der ved beregningen af passivposten altid skal anvendes den lavest mulige avance. Dermed sikres, at det ikke vil være muligt at spekulere i forskellige indgangsværdier. Bliver passivposten negativ, skal denne sættes til 0 kr.

    I bestemmelsen bibeholdes reglen om at den anskaffelseshensigt og -tidspunkt, som blev lagt til grund ved passivpost beregningen, skal anvendes ved en senere avanceopgørelse.

Til nr. 4

    Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 3. Når erhververen ikke længere er bundet af anskaffelsessummen ved passivpostberegningen, er det ikke længere nødvendigt at undtage aktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 7, stk. 1, hvor der blev beregnet en særlig indgangsværdi ved overskridelse af bundgrænsen for skattefrie aktieavancer.

Til nr. 5

    Som konsekvens af, at det fortsat vil være muligt at succedere i ejendomsavancen, uden at der succederes i afskrivninger eller kun i en del af disse, foreslås det, at der indsættes en bestemmelse om, at erhververen også skal nedsætte anskaffelsessummen i ejendomsavanceopgørelsen med et beløb svarende til, hvad dødsboet skulle have nedsat anskaffelsessummen med såfremt den faste ejendom var blevet solgt. Der henvises til ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 1 - 5, men ikke til nr. 6. Baggrunden for dette er, at når der ikke opgøres en ejendomsavance vil mælkekvoter ikke indgå som en forhøjelse, hvorfor der ej heller skal ske nedsættelse.

    Baggrunden for bestemmelsen er, at uden ændringen vil den senere ejendomsavanceopgørelse ikke være neutral ift. til foretagne afskrivninger. Neutraliteten i ejendomsavancen var det princip, der blev gennemført med pinsepakkens ændringer i afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven. Formålet var, at en værdiforringelse kun skulle give èt fradrag i form af afskrivninger. Ejendomsavancebeskatningsloven skulle kun beskatte en eventuel stigning, renset for afskrivninger, i ejendommens handelsværdi.

    Som loven er udformet i dag, skal en successionserhverver ikke nedsætte ejendommens anskaffelsessum med afskrivninger, der ikke beskattes som genvundne, når disse er foretaget af overdrageren. Ændringen sikrer på denne måde, at neutraliteten i ejendomsavancen ift. foretagne afskrivninger, også gælder i successionssituationen.

Til § 4

Til nr. 1, 5, 6 og 17

    Der er tale om redaktionelle ændringer.

Til nr. 2 og 3

    Der henvises i det hele til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 26.

Til nr. 4

    Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslagets § 4, nr. 23.

    Det foreslås ved henvisningen præciseret, at når der er tale om afståelse af en del af en landbrugsejendom m.v. eller en blandet benyttet ejendom, hvor stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen, omfattes af reglen i § 9, om skattefrihed for denne del af en fortjeneste, så skal nedsættelsen af 10.000 kr. s tillægget beregnes efter forholdet mellem den samlede anskaffelsessum for ejendommen nedsat med den del af anskaffelsessummen, der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have henholdsvis ejerboligen, og anskaffelsessummen for den del af den resterende del af ejendommen, der afstås.

Til nr. 7

    Efter forslaget gøres adgangen til at forhøje anskaffelsessummen med vederlag for en mælkekvote betinget af, at der samtidig sker en nedsættelse af anskaffelsessummen med det modtagne afståelsesvederlag. Endvidere indeholder forslaget en regulering af delsalgssituationen.

    Efter de gældende regler forhøjes en ejendoms anskaffelsessum med vederlag, der er betalt ved køb eller tildeling af en mælkekvote, og der skal ske en nedsættelse af anskaffelsessummen med vederlag modtaget ved afståelse af en mælkekvote. I regelsættet ligger, at beskatningen af gevinst og tab på mælkekvoter sker i forbindelse med avancebeskatningen ved salg af ejendommen. En gevinst på mælkekvoten betyder en større ejendomsavance og omvendt ved tab på mælkekvoten.

    Reglerne for køb og salg af mælkekvoter har særligt efter indførelsen af mælkekvotebørsen fået et sådan indhold, at køb og salg kan være løsrevet fra salget af ejendommen. Det er således muligt først at sælge en del af ejendommen og derefter sælge mælkekvoten for endelig at sælge restejendommen skattefrit efter pacelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Med de gældende regler vil vederlag betalt ved køb eller tildeling af mælkekvoten i sådanne situationer indgå i avanceopgørelsen ved delsalget i form af en forhøjelse af anskaffelsessummen, mens afståelsesvederlaget ikke vil indebære nogen skattemæssig påvirkning, da vederlaget skal nedsætte anskaffelsessummen ved en skattefrit salg. Det vil sige, at en eventuel fortjeneste på mælkekvoten ikke vil blive beskattet.

    En mælkekvote er et immaterielt aktiv og burde dermed egentligt behandles efter de regler, der gælder for immaterielle aktiver, således som det også oprindeligt blev foreslået i forbindelse med pinsepakken. Under de givne forudsætninger foreslås dog i stedet en række justeringer af det gældende regelsæt med det formål at sikre at gevinst på en mælkekvote bliver beskattet, selv om mælkekvoten ikke indgår som en naturlig bestanddel af en fast ejendom.

    Det foreslås for det første, at en ejendoms anskaffelsessum kun kan forhøjes med vederlag, der er betalt ved køb eller tildeling af en mælkekvote, såfremt der samtidig foreligger et afståelsesvederlag for den pågældende mælkekvote. Det vil sige, at der tillige skal ske en nedsættelse af anskaffelsessummen med det modtagne afståelsesvederlag.

    Ved salg af en ejendom, der er erhvervet før den 19. maj 1993, hvor der anvendes indgangsværdier, er det ikke i praksis muligt at udskille et vederlag ved køb eller tildeling af mælkekvoten, idet anskaffelsessummen for mælkekvoten indgår som en ikke specificeret del af indgangsværdien (ejendomsvurderingen pr. 1. januar 1993). Betingelsen vedrørende forhøjelsesadgangen gælder derfor kun i forhold til mælkekvoter, der er købt eller tildelt den 19. maj 1993 eller senere.

    Da anskaffelsessummen kun skal nedsættes med vederlag for mælkekvoter, der er afstået den 18. juni 1993 eller senere, gælder betingelsen vedrørende forhøjelsesadgangen tilsvarende kun i forhold til mælkekvoter, der afstås den 18. juni 1993 eller senere.

    Hvor der sker en regulering af mælkekvotens størrelse enten i form af en procentvis nedsættelse af alle kvoter efter generelle regler eller ved at en del af kvoten inddrages uden erstatning (toldning), kan anskaffelsessummen forhøjes med vederlaget for de bortregulerede mælkekvoter. Dette gælder, uanset at betingelsen om, at der tillige skal ske en nedsættelse af anskaffelsessummen med et modstående afståelsesvederlag, i sagens natur ikke opfyldes.

Eksempel

    I 1995 købes en ejendom for 3.520.000 kr. Samtidig købes en mælkekvote på 300.000 kg á 1,60 kr., dvs. 480.000 kr. I 1997 nedsættes mælkekvoten med 10.000 kg uden vederlag. I 1999 sælges 10 ha jord og 200.000 kg mælkekvote. Salgssummen for mælkekvoten er 200.000 kg á 3,50 kr., dvs. 700.000 kr.

Anskaffelsessummen ved købet er fordelt således:

   

Driftsbygninger

      

2.000.000 kr.

Stuehus

      

500.000 kr.

Jorden (50 ha)

      

1.020.000 kr.

I alt

      

3.520.000 kr.

Mælkekvote 300.000 kg á 1,60 kr.

      

480.000 kr.

I alt

      

4.000.000 kr.

Anskaffelsessummen for 10 ha jord (10/50 af 1.020.000 kr.)

      

204.000 kr.

    

Tillæg og fradrag for mælkekvote:

    Anskaffelsessummen for den solgte jord udgør 204.000/3.020.000 (2.000.000 kr. + 1.020.000 kr.), dvs. 6,755 pct. af den samlede anskaffelsessum for ejendommen, som ikke udgør boligdelen.

Den regulerede anskaffelsessum for jorden:

   

Anskaffelsessummen for 10 ha jord (10/50 af 1.020.000 kr.)

      

204.000 kr.

Tillæg mælkekvote 6,755 pct. af 210.000 kg á 1,60 kr.

      

22.697 kr.

Fradrag mælkekvote 6,755 pct. af 700.000 kr.

      

-47.285 kr.

I alt

      

179.394 kr.

    

Er den skattepligtige blevet beskattet af kvotens værdi ved tildelingen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 3, 2. pkt., kan det beskattede beløb tillægges anskaffelsessummen, uanset om der i avanceopgørelsen indgår et afståelsesvederlag for den pågældende mælkekvote.

    For det andet foreslås det, at der indføres regler om en forholdsmæssig fordeling af vederlag betalt ved køb eller tildeling af mælkekvoter, hvor der foreligger afståelse af en del af en fast ejendom. Det vederlag, der kan tillægges anskaffelsessummen, er det betalte vederlag nedsat efter forholdet mellem anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der ikke udgør boligdelen og anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der afstås. Ved anskaffelsessummen forstås den kontantomregnede anskaffelsessum/den valgte indgangsværdi før reguleringen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5.

    Anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der ikke udgør boligdelen er anskaffelsessummen for hele ejendommen minus den del af anskaffelsessummen der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have og eventuelle andre boliger på ejendommen. Ved at anvende denne anskaffelsessum som beregningsgrundlag og ikke blot anskaffelsessummen for hele ejendommen, sikres, at mælkekvoter og beskatningen heraf kun henføres til den skattepligtige del af ejendommen. Når boligdelen holdes uden for fordelingen, uanset om bopælskravet er opfyldt eller ej, skyldes det, at ejeren blot ved at flytte ind i stuehuset m.v. vil kunne få huset ind under reglerne i den foreslåede § 9, stk. 1 eller parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, og dermed få adgang til at sælge skattefrit.

    Med den forholdsmæssige fordeling af vederlag ved køb eller tildeling af mælkekvoter ved delsalg, hvor fordeling holdes inden for den skattepligtige del af ejendommen, vil en stor del af problemet med en forhøjelse af anskaffelsessummen med det betalt vederlag, hvor afståelsesvederlaget helt eller delvis indgår i et skattefrit salg for så vidt være løst. Når det alligevel foreslås, at adgangen til at forhøje anskaffelsessummen med vederlag for en mælkekvote skal være betinget af, at der samtidig sker en nedsættelse af anskaffelsessummen med det modtagne afståelsesvederlag, skyldes det bl.a., at såfremt salget af ejendommen sker på den måde, at der først sker et frasalg af jorden, derefter et salg af mælkekvoten og endelig et salg af restejendommen, som sker skattefrit efter parcelhusreglen, så vil resultatet uden betingelsen være en forhøjelse af anskaffelsessummen med mælkekvotevederlaget i forbindelse med avanceopgørelsen på jorden, mens afståelsesvederlaget først vil fragå ved det skattefrie salg.

Til nr. 8

    Efter forslaget ændres reguleringen vedrørende foretagne afskrivninger m.v. på nedrevne bygninger og installationer, hvor der er tale om salg af en del af en fast ejendom.

    Efter de gældende regler skal anskaffelsessummen først nedsættes med foretagne afskrivninger m.v. på nedrevne bygninger og installationer, når restejendommen sælges. Derimod skal anskaffelsessummen for den nedrevne bygninger m.v. medregnes til anskaffelsessummen for den del af ejendommen, hvor den nedrevne bygning har været beliggende.

    Da det må anses for mere konsekvent, såfremt anskaffelsessummen for de senere nedrevne bygninger m.v. og nedsættelsen af anskaffelsessummen med foretagne afskrivninger m.v. henføres til samme avanceopgørelse, foreslås det, at nedsættelsen med foretagne afskrivninger m.v. i stedet skal ske i forbindelse med avanceopgørelsen ved salg af de jordarealer, hvor de nu nedrevne bygninger oprindeligt var beliggende.

Til nr. 9

    Efter forslaget ændres beregningsgrundlaget ved den forholdsmæssige fordeling af et vederlag modtaget for afståelse af en mælkekvote, når der er tale om salg af en del af en fast ejendom. Forslaget skal ses i sammenhæng med de ændringer, der er indeholdt i forslagets § 4, nr. 7.

    Efter de gældende regler skal der ved et delsalg ske en nedsættelse af anskaffelsessummen med en forholdsmæssig del af afståelsesvederlaget for en mælkekvote opgjort på grundlag af forholdet mellem anskaffelsessummen for den afståede del af ejendommen og anskaffelsessummen for hele ejendommen. Nedsættelsen af anskaffelsessummen med vederlaget for en afstået mælkekvote har sammen med reglen om, at anskaffelsessummen forhøjes med vederlag, der er betalt ved køb eller tildeling af mælkekvoten, til formål at sikre at fortjeneste på en mælkekvote kommer til beskatning.

    At det er anskaffelsessummen for hele ejendommen, der indgår i beregningen, betyder, at såfremt salget af en ejendom foregår på den måde, at der først sker et frasalg af jorden, hvorefter restejendommen senere sælges skattefrit efter parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, så vil den del af afståelsesvederlaget, der efter den forholdsmæssige fordeling er henført til restejendommen, blive holdt uden for en avanceopgørelse i forbindelse med et skattepligtigt salg, med den konsekvens, at en del af en eventuel fortjeneste på mælkekvoten ikke kommer til beskatning.

    Det foreslås, at det i stedet for anskaffelsessummen for hele ejendommen er anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der ikke udgør boligdelen, som skal indgå i beregningen af den forholdsmæssige fordeling. Derved sikres af afståelsesvederlaget for en mælkekvote alene fordeles ud på den skattepligtige del af ejendommen.

    Ved anskaffelsessummen forstås den kontantomregnede anskaffelsessum/den valgte indgangsværdi før reguleringen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5. Indebærer reguleringen med afståelsesvederlaget for mælkekvoten - fradraget beløb betalt ved købet af mælkekvoten - at anskaffelsessummen bliver negativ, er det denne negative anskaffelsessum, der skal anvendes ved avanceopgørelsen.

Til nr. 10

    Der er tale om en omskrivning af bestemmelsen for at gøre den mere læsevenlig. Det er derudover præciseret, at det er den højeste af henholdsvis tillægsparcelværdien og den tekniske værdi, der danner grundlag for opgørelsen af det overførselsberettigede beløb. Endvidere præciseres det, at tillægsparcelværdien/den tekniske værdi kun skal nedsættes med afskrivninger m.v. og den nedskrevne værdi for bygninger og installationer, der er indgået i den valgte indgangsværdi. Det vil sige bygninger og installationer, der er indgået i ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 eller - hvor denne indgangsværdi er valgt - er indgået i vurderingen efter vurderingslovens § 4 B. Endelig er der tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 4, nr. 8, hvorefter foretagne afskrivninger m.v. på nedskrevne bygninger og installationer ved delsalg fremover skal fragå, når det jordareal, hvor bygningerne m.v. har været beliggende, sælges.

    Det skal bemærkes, at ved et delsalg fra en landbrugsejendom m.v., hvorpå der befinder sig driftsbygninger, der ikke har været anvendt til et afskrivningsberettiget formål i hele den periode, hvori ejeren har ejet ejendommen, er det hele den forholdsmæssige andel af tillægsparcelværdien eller den tekniske værdi for disse driftsbygninger, der overføres til jordens anskaffelsessum. Dette skyldes, at nedsættelse efter nr. 1 - 3 ikke er relevant, når driftsbygningerne ikke har været anvendt til et afskrivningsberettiget formål.

    Har driftsbygningerne været anvendt til et afskrivningsberettiget formål i den periode, hvori ejeren har ejet ejendommen, men har ejeren ikke afskrevet på bygningerne, skal tillægsparcelværdien eller den tekniske værdi nedsættes med driftsbygningernes nedskrevne værdi. Den nedskrevne værdi vil her være anskaffelsessummen, dvs. den værdi hvormed driftsbygningerne indgår i den valgte indgangsværdi efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 3, 1. eller 2. pkt.

Til nr. 11

    Ved en ejendomsafståelse, der omfatter bygninger m.v., hvorpå der er afskrevet, skal anskaffelsessummen nedsættes med foretagne ikke genvundne afskrivninger. Ved afståelser, hvor der anvendes indgangsværdier, skal der dog kun ske nedsættelse med afskrivninger foretaget i indkomståret 1993 eller senere. Ligger afståelsessummen mellem bygningernes nedskrevne værdi og den faktiske anskaffelsessum, således at kun en del af de foretagne afskrivninger beskattes som genvundne afskrivninger, og er der foretaget afskrivning både før og efter indkomståret 1993, er spørgsmålet, hvilke af de foretagne afskrivninger, der er de genvundne. Efter de gældende regler er der valgfrihed.

    Da de genvundne afskrivninger ligeså vel kan vedrøre de afskrivninger, der er foretaget før indkomståret 1993 som de afskrivninger, der er foretaget i indkomståret 1993 eller senere, findes det imidlertid mest rimeligt, at der skal ske en fordeling mellem de to perioder. Da det ikke er praktisk muligt, at foretage en fuldstændig korrekt fordeling, foreslås i stedet en skematisk fordeling baseret på den andel af de samlede foretagne afskrivninger, som udgøres af henholdsvis de foretagne afskrivninger før indkomståret 1993 og de foretagne afskrivninger i indkomståret 1993 og senere.

    Fordelingen kan illustreres ved følgende eksempel:

Eksempel

Samlet anskaffelsessum

      

3.200.000 kr.

Driftsbygningernes anskaffelsessum

    

1.900.000 kr.

 

Afskrevet til og med 1992 (4/5)

    

1.280.000 kr.

 

Afskrevet fra 1993 (1/5)

    

320.000 kr.

 

Nedskrevet værdi

    

300.000 kr.

 
     

Bygningernes salgspris

    

1.450.000 kr.

 

Nedskrevet værdi

    

300.000 kr.

 

Fortjeneste (genvundne afskr.)

    

1.150.000 kr.

 
     

Anskaffelsessum

      

3.200.000 kr.

Nedsættelse med foretagne ikke genvundne afskrivninger

 

1/5 af (1.600.000 kr. - 1.150.000 kr.)

      

90.000 kr.

Reguleret anskaffelsessum

      

3.110.000 kr.

Til nr. 12

    Der er for det første tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 4, nr. 23.

    Dernæst foreslås det præciseret, at ejeren eller dennes husstand skal have anvendt ejendommen som bolig, mens ejendommen har været vurderet som landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, som skovbrugsejendom eller en blandet benyttet ejendom, for at bopælskravet kan anses for opfyldt.

    Endelig foreslås det, at der ikke skal være adgang til at anvende bundfradraget, såfremt der tidligere har været foretaget frasalg eller samtidig med salg af restejendommen foretages frasalg af en del af den pågældende ejendom, hvor ejeren ved avanceopgørelsen enten har anvendt reglen om indeksering eller reglen om ejertidsnedslag.

    Salg af en del af en fast ejendom foreligger, hvor et areal overdrages efter reglerne om arealoverførsel samt hvor der er indgået aftale om overdragelse af en del af en fast ejendom betinget af udstykning. For sådanne salg er det reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 5 og 6, der finder anvendelse. Er der gennemført en udstykning, hvorefter der sker et salg af en del af en fast ejendom i form af den udstykkede ejendom, er der derimod ikke tale om et delsalg, men om et salg af en selvstændig ejendom, dvs. salg af en hel ejendom. Her er det reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, der finder anvendelse, idet delsalgsreglerne dog finder anvendelse på opdelingen af den samlede anskaffelsessum inkl. reguleringer frem til udstykningen mellem den udstykkede del og den resterende del af den oprindelige ejendom. Ved et samtidigt salg af en ejendom, hvor en del af ejendommen sælges til en køber og en anden del af ejendommen til en anden køber, skal vurderingen af, om der er tale om helsalg eller delsalg, ske efter de nævnte retningslinier.

Til nr. 13

    Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 4, nr. 12.

    Det foreslås, at reglen om anvendelse af ejertidsnedslag ved avanceopgørelsen ændres fra en regel om, at der skal ske nedslag til en regel om, at der kan ske nedslag. Når det foreslås, at adgangen til at anvende bundfradraget på de 200.000 kr. gøres betinget af, at der ikke ved tidligere afståelser af en del af ejendommen er anvendt ejertidsnedslag ved avanceopgørelsen, må det samtidig have som konsekvens, at anvendelse af ejertidsnedslag gøres valgfri.

    Det foreslås samtidig, at reglen om ejertidsnedslag ikke længere skal omfatte tab, idet valgfriheden må formodes at ville indebære, at nedslag i et opgjort tab altid vil blive valgt fra.

Til nr. 14

    Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 4, nr. 23.

Til nr. 15

    Der er for det første tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 4, nr. 23.

    Dernæst foreslås en ændring af kriterierne for, hvornår der kan ske genanbringelse. Efter de gældende regler er det en betingelse, at såvel den afståede ejendom som den erhvervede ejendom for mere end halvdelens vedkommende anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller ejerens samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed. Endvidere er det hele fortjenesten også den del, der vedrører boligdelen, der i givet fald skal genanbringes. Dette foreslås ændret, således at det kun er den del af fortjenesten, der vedrører den erhvervsmæssige del af en ejendom, dvs. den skattepligtige del af fortjenesten, der i givet fald kan genanbringes. Endvidere foreslås det, at fortjenesten kun kan anvendes til at nedsætte anskaffelsessummen for den del af den erhvervede ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt.

    Efter forslaget stilles der således ikke længere krav til størrelsen af den erhvervsmæssige anvendelse af den afståede henholdsvis den erhvervede ejendom. Som efter de gældende regler anses udlejning af fast ejendom ikke for erhvervsvirksomhed, idet bortforpagtning af landbrugs- og skovbrugsejendomme, dog anses for erhvervsmæssig virksomhed. Endvidere kan der som efter de gældende regler ikke ske genanbringelse i anskaffelsessummen for ejendomme, der er omfattet af parcelhusreglen. Dette gælder uanset, om der er tale om en- og tofamilieshuse, ejerlejligheder og sommerhuse, hvor der også indgår en erhvervsmæssig anvendelse, idet de pågældende ejendomme kan sælges skattefrit, når blot mindst 50 pct. af ejendomsværdien er henført til beboelsen. Endelig fastslås det, at boligdelen aldrig kan anses for anvendt erhvervsmæssigt. Den del af fortjenesten, der vedrører boligdelen kan således aldrig genanbringes og der kan aldrig ske nedsættelse af den del af anskaffelsessummen, der vedrører boligdelen. Reglen har f.eks. betydning, hvor den erhvervede ejendom er en landbrugsejendom, hvor hele ejendommen bortforpagtes. Selv om bortforpagtning anses for erhvervsvirksomhed, kan der ikke ske genanbringelse i den del af anskaffelsessummen, der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have. Baggrunden for denne begrænsning i genanbringelsesmulighederne er, at det ved et senere salg er muligt at opnå skattefrihed for den del af fortjenesten, der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have, såfremt ejeren m.v. inden salget er flyttet ind i stuehuset.

    Den nye regel kan illustreres med følgende eksempel:

    Ejendom 1 er en landbrugsejendom. Den sælges med en »brutto«fortjeneste på 1.400.000 kr., som aftalemæssigt fordeler sig med en skattepligtig fortjeneste på den erhvervsmæssige del på 1.250.000 kr. og en skattefri fortjeneste på boligdelen på 150.000 kr.

    Ejendom 2 er en blandet benyttet ejendom. Anskaffelsessummen er 3.500.000 kr., som aftalemæssigt er fordelt med 1.200.000 kr. for den erhvervsmæssige del og 2.300.000 kr. for boligdelen.

    Ud af den erhvervsmæssige del af fortjenesten på 1.250.000 kr. kan de 1.200.000 kr. genanbringes i ejendom 2. Den overskydende fortjeneste på 50.000 kr. beskattes efter lovens almindelige regler.

    Anskaffelsessummen for ejendom 2 bliver herefter 3.500.000 kr. - 1.200.000 kr. = 2.300.000 kr. fordelt med 0 kr. for den erhvervsmæssige del og 2.300.000 kr. for boligdelen.

Til nr. 16

    Der foreslås for det første en omformulering af det gældende stk. 1 i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 C. Formålet hermed er at tydeliggøre, at henvisningen til reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A går på hele § 6 A og dermed på såvel de materielle regler som de formelle fristregler. Baggrunden for, at det er fundet nødvendigt at foretage denne tydeliggørelse, er en landsskatteretskendelse af 23. juni 1999, der er offentliggjort i TfS 1999.731. I kendelsen udtaler Landsskatteretten, at der efter rettens opfattelse hverken i loven, dennes forarbejder eller cirkulæret er tilstrækkeligt klare holdepunkter for at antage, at tidsfristen i den gældende § 6 A, stk. 1, litra c i ejendomsavancebeskatningsloven også finder anvendelse i tilfælde omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 C.

    Det foreslås for det andet, at det gældende stk. 2 i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 C ophæves. Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 4, nr. 15.

Til nr. 18 og 20 - 22

    Det foreslås, at kravet om, at ejeren eller dennes husstand skal have anvendt ejendommen henholdsvis lejligheden som bolig, skal have været opfyldt, mens ejendommen/lejligheden har opfyldt betingelserne for at kunne sælges skattefrit efter de pågældende bestemmelser.

    Hvis et parcelhus med en grund over 1.400 m² oprindeligt har været undergivet en lokalplan, hvor der kunne ske udstykning, men hvor lokalplanen senere ændres, således at der ikke længere kan ske udstykning og har ejeren kun beboet ejendommen på det tidspunkt, hvor der kunne ske udstykning, kan ejendommen ikke sælges skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Til nr. 19

    Efter de gældende regler kan et parcelhus sælges skattefrit selv om ejendommens grundareal er på mere end 1.400 m², såfremt udstykning i følge en erklæring afgivet af Told- og Skattestyrelsen vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse.

    Det foreslås, at disse erklæringer i stedet skal afgives af skatteministeren. Det er tanken, at kompetencen til at afgive erklæringerne ved bemyndigelse efter ejendomsavancebeskatningslovens § 14 B skal tillægges told- og skatteregionerne med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen. Erklæringen skal i givet fald afgives af den told- og skatteregion, som ejendommen hører under. En afgivelse af disse erklæringer forudsætter som oftest, at der er foretaget en besigtigelse af den pågældende ejendom, hvorfor det findes mere hensigtsmæssigt, at opgaven placeres hos en myndighed, som er nærmere ejendommen.

Til nr. 23

    Det foreslås, at reglen om fradrag for ejerboligandelen ved afståelse af landbrugsejendomme m.v. og blandet benyttede ejendomme erstattes af en regel om, at den del af fortjenesten, der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen, er skattefri.

    Efter de gældende regler gives der ved afståelse af landbrugsejendomme m.v. og blandet benyttede ejendomme, der har tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller i hele ejerperioden, et fradrag i den opgjorte fortjeneste for ejendommen. Fradraget udgør den del af fortjenesten, der forholdsmæssigt svarer til den del af ejendomsværdien, der er henført til stuehuset/ejerboligen.

    Fradragsreglen betyder bl. a., at de forhøjelser af anskaffelsessummen, der kan foretages efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5, f.eks. 10.000 kr. s tillægget, ikke fuldt ud henføres til den del af avanceopgørelsen, som vedrører den skattepligtige del. Hertil kommer, at reglen kan give problemer, f.eks. i de situationer, hvor der først er sket frasalg af en mindre del af jorden og kort efter sker et salg af restejendommen, idet der her ikke altid vil foreligge en ajourført ejendomsværdi til brug for beregningen af fradraget for boligdelen. Da der herudover er indført en regel om, at parterne ved en handel skal foretage en fordeling af den kontantomregnede afståelsessum på de aktiver, der er omfattet af overdragelsen, herunder stuehuset/ejerboligen, er der tilvejebragt et grundlag for at overgå fra en fradragsregel til en egentlig friholdelse af den del af fortjenesten, der vedrører stuehuset henholdsvis ejerboligen.

    Fortjenesten vedrørende stuehuset/ejerboligen er efter forslaget skattefri under de samme betingelser, som gælder for parcelhuse. Det vil sige, at skattefriheden forudsætter, at den tilhørende grund og have til stuehuset henholdsvis ejerboligen enten skal være mindre end 1.400 m², ikke kan udstykkes til selvstændig bebyggelse eller ikke kan udstykkes uden en væsentlig værdiforringelse af restarealet eller bestående bebyggelse. Er disse betingelser ikke opfyldt, er også den del af fortjenesten, der vedrører stuehuset/ejerboligen skattepligtig. Da situationen i forhold til landbrugsejendomme m.v. typisk er den, at der gælder et udstykningsforbud, vil hovedreglen i forhold til disse ejendomme dog være, at boligdelen med tilhørende grund og have vil blive skattefri uanset størrelsen af grunden og den tilhørende have.

    Som hidtil er det et krav, at stuehuset/ejerboligen skal have tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand, og det foreslås i denne forbindelse præciseret, at ejeren eller dennes husstand skal have anvendt ejendommen som bolig, mens ejendommen har været vurderet som landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, som skovbrugsejendom eller en blandet benyttet ejendom, for at bopælskravet kan anses for opfyldt.

    Den skattefri del af fortjenesten skal fastlægges på grundlag af forskellen mellem den kontantomregnede afståelsessum for stuehuset eller ejerboligen og den kontantomregnede anskaffelsessum eller en eventuel indgangsværdi for denne del af ejendommen, jf. det foreslåede § 9, stk. 2. Ved det foreslåede § 9, stk. 3, er det præciseret, at opgørelsen af den skattepligtige del af fortjenesten skal ske på grundlag af den kontantomregnede afståelsessum for den resterende del af ejendommen, dvs. ejendommen minus stuehus henholdsvis ejerbolig, og den del af den kontantomregnede anskaffelsessum eller indgangsværdi, der vedrører den resterende del af ejendommen. Det vil sige, at den anskaffelsessum, der reguleres efter § 5 eller § 5 A, er anskaffelsessummen for den resterende del af ejendommen. At reguleringen alene angår opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste på den resterende del af ejendommen, betyder f.eks., at det kun er vedligeholdelses- og forbedringsudgifter vedrørende denne del af ejendommen, der kan tillægges anskaffelsessummen. Fradrag efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 foretages ligeledes kun i den skattepligtige regulerede fortjeneste på den resterende del af ejendommen.

Eksempel

    Der er tale om en landbrugsejendom, der er erhvervet 1. maj 1994 for en kontant anskaffelsessum på 2,5 mill. kr., hvoraf den kontante anskaffelsessum for stuehuset med tilhørende grund og have udgør 600.000 kr. Der er i 1995 afholdt en vedligeholdelsesudgift på 50.000 kr. vedrørende driftsbygningerne og i 1996 er der afholdt en forbedringsudgift på 80.000 kr. vedrørende stuehuset. Ejendommen afstås den 1. oktober 1999 for en kontant afståelsessum på 4 mill. kr., hvoraf den kontante afståelsessum for stuehuset med tilhørende grund og have udgør 800.000 kr. Alle de foretagne afskrivninger beskattes som genvundne afskrivninger.

Avanceopgørelse for stuehuset med tilhørende grund og have.

 
     

Afståelsessum

    

800.000 kr.

 

Anskaffelsessum

    

600.000 kr.

 

Skattefri fortjeneste

    

200.000 kr.

 
     

Avanceopgørelse for restejendommen.

   
     

Afståelsessum (4 mill. kr. - 800.000 kr.)

      

3.200.000 kr.

Anskaffelsessum (2,5 mill. kr. - 600.000 kr.)

    

1.900.000 kr.

 

10.000 kr. s tillæg (5 x 10.000 kr.)

    

50.000 kr.

 

Vedligeholdelsesudgift (50.000 kr. - 10.000 kr.)

    

40.000 kr.

 

I alt

      

1.990.000 kr.

     

Fortjeneste

      

1.210.000 kr.

Bundfradrag

      

200.000 kr.

Skattepligtig fortjeneste

      

1.010.000 kr.

Til nr. 24

    Det foreslås, at reglen om genanbringelse af erstatnings- og forsikringssummer, der modtages i anledning af indtruffet skade på en ejendom, udtrykkeligt begrænses til at omfatte de tilfælde, hvor der er tale om skattepligtige erstatnings- og forsikringssummer. Ved skade på ejendomme omfattet af § 8 vil en modtaget erstatnings- og forsikringssum være skattefri. Tilsvarende gælder for den del af en modtaget erstatnings- og forsikringssum, der vedrører et stuehus henholdsvis ejerboligen, jf. forslaget til den nye § 9 i ejendomsavancebeskatningsloven (forslagets § 4, nr. 23).

Til nr. 25

    Det foreslås, at skattepligtige erstatnings- og forsikringssummer, der anvendes til opførsel af en boligdel på et landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller en skovbrugsejendom, der ikke tjener til bolig for ejeren eller dennes husstand, ikke kan genanbringes, men altid skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Reglen vil f.eks. omfatte erstatnings- eller forsikringssummer, der anvendes til opførelse af stuehuset på en bortforpagtet ejendom.

    Det skal bemærkes, at ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 3 ikke finder anvendelse, hvor der er tale om situationer omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 9. Der kan således ikke blive tale om reduktion af ejendommens anskaffelsesrum med den del af erstatningen eller forsikringssummen, der ikke anvendes til genopførelse, når erstatnings- eller forsikringssummen skal medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 9.

    Såfremt der modtages en erstatnings- eller forsikringssum i anledning af en skade på den del af ejendommen, der ikke tjener eller har tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand og der undlades en genopførelse, skal der foretages en avanceopgørelse efter lovens almindelige regler, idet erstatnings- eller forsikringssummen sidestilles med en salgssum, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1. Reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 10, herunder reglerne i § 10, stk. 3, finder ikke anvendelse i denne situation.

Til § 5

Til nr. 1

    Som led i gennemførelsen af ejendomsværdiskatteloven blev princippet for overgang fra lejeværdi efter statsskattelovens regler til standardiseret lejeværdiberegning i ligningslovens § 15 C overført til ejendomsværdiskatteloven.

    Efter ligningslovens § 15 C kunne ejeren af en udlejningsejendom med færre end 6 lejligheder, hvoraf mindst en lejlighed bebos af ejeren, og boligfællesskaber vælge en standardiseret lejeværdiberegning. Frem til den 1. juli 1998 kunne man således anmode om, at der blev foretaget en vurdering efter vurderingslovens § 33 A.

    Ved denne vurdering foretager vurderingsrådet en særskilt ansættelse af ejendomsværdi for den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren, og en særskilt ejendomsværdi for den resterende del af ejendommen. Efter 1. juli 1998 er der alene ved ejerskifte inden for to måneder efter overtagelsen mulighed for ejeren til at begære en sådan ansættelse af ejendomsværdi.

    Ved overførslen af bestemmelsen til ejendomsværdiskatteloven er der sket en utilsigtet udvidelse af mulighederne for udlejningsejendomme med mindre end 6 lejligheder, hvoraf en lejlighed bebos af ejeren, til at anvende bestemmelsen.

    Lovforslaget har til formål at bringe bestemmelsen i ejendomsværdiskatteloven i overensstemmelse med den nuværende bestemmelse i ligningslovens § 15 C og dermed at rette op på den utilsigtede udvidelse der er sket ved overførslen af bestemmelsen til ejendomsværdiskatteloven.

Til nr. 2 og 3

    Ejendomsværdiskatten beregnes som udgangspunkt med 10 promille af ejendomsværdien. Efter lovens §§ 6 og 7 gives dog til skattepligtige, der har erhvervet deres ejendom senest den 1. juli 1998 visse nedslag. Efter § 6 gives et generelt nedslag på 2 promille af ejendomsværdien, og efter § 7 gives et nedslag på 4 promille af beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten, dog maksimalt 1.200 kr., som en afløsning af det hidtidige standardfradrag, jf. ligningslovens § 15 J.

    Nedslagene bortfalder ved ejerskifte. En efterlevende ægtefælle, der bliver boende i en ejendom, som har tilhørt den anden ægtefælle, vil dog kunne succedere i nedslagene, såfremt ægtefællerne ikke var separerede ved dødsfaldet.

    Ved skilsmisse er situationen en anden. Var begge ægtefæller ejer af ejendommen pr. 1. juli 1998, vil den ægtefælle, der overtager hele ejendommen i forbindelse med skilsmissen få fuldt nedslag på grundlag af hele beregningsgrundlaget. I tilfælde, hvor den ægtefælle, der overtager ejendommen, derimod ikke har stået som medejer af ejendommen den 1. juli 1998, er der imidlertid ingen mulighed for succession. Ægtefællen får ikke nedslag i ejendomsværdiskatten.

    Det kan bero på en tilfældighed, om begge ægtefæller har stået som ejere af ejendommen pr. 1. juli 1998. Det foreslås derfor, at ejerskifte mellem ægtefæller ikke medfører, at nedslagene bortfalder, jf. nr. 2. Dette gælder både ved ejerskifte, mens ægtefællerne er gift, ligesom det gælder ved skilsmisse. Det vil sige, at selvom den ægtefælle, der overtager ejendommen, ikke har stået som ejer af ejendommen den 1. juli 1998, vil den pågældende få nedsat ejendomsværdiskatten efter §§ 6 og 7.

    Som nævnt kan der efter den nuværende formulering af loven succederes i nedslagene ved ægtefællens død. Efter lovens § 6, stk. 2, 2. pkt. kræver det imidlertid, at ægtefællerne ikke var separerede ved dødsfaldet. En ægtefælle, der ikke står som ejer af ejendommen, vil således ikke kunne succedere, hvis den ægtefælle, der står som ejer, dør, mens ægtefællerne er separerede. Såfremt ægtefællerne havde nået at blive skilt inden dødsfaldet, ville den ægtefælle, der ikke står som ejer af ejendommen, med ændringen i nr. 2 kunne have succederet i nedslagene. Det foreslås som konsekvens heraf i nr. 3, at separationsbetingelsen i § 6, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

Til nr. 4

    Efter lovens § 7 gives et nedslag i ejendomsværdiskatten på 4 promille af beregningsgrundlaget. Nedslaget gives for ejendomme, der hidtil har fået beregnet standardfradrag, forudsat at den skattepligtige har erhvervet ejendommen senest den 1. juli 1998. Nedslaget kan maksimalt udgøre 1.200 kr. pr. selvstændig lejlighed. For tofamilieshuse betyder det, at nedslaget beregnes af den ejerboligværdi, der er henført til ejerens lejlighed.

    Hvis ejendommen ejes af to ejere, der hver bor i en af lejlighederne, beregnes hver ejers nedslag af den ejerboligværdi, der er henført til vedkommendes lejlighed, mens nedslaget maksimeres til 1.200 kr. for hver ejer. Hvis tofamilieshuset ejes af én ejer, der udlejer den ene lejlighed, beregnes nedslaget af den ejerboligværdi, der er henført til den lejlighed, ejeren bebor, mens nedslaget til gengæld maksimeres til 2 gange 1.200 kr. Det kan betyde, at maksimeringen ikke udnyttes fuldt ud, nemlig hvis ejerboligværdien af ejerens lejlighed ligger under 600.000 kr. Hvis værdien eksempelvis er 500.000 kr., udgør nedslaget 2.000 kr., mens maksimeringen udgør 2.400 kr. Dette medfører en stramning for ejeren i forhold til de gældende lejeværdiregler.

    Ejeren har hidtil fået fuldt standardfradrag, blot den samlede ejendomsværdi har oversteget 600.000 kr. Standardfradraget beregnes af den fulde ejendomsværdi og maksimeres til 2 * 3.000 kr. Blot ejendomsværdien overstiger 600.000 kr., gives fuldt standardfradrag på 6.000 kr., også selvom ejerboligværdien for den lejlighed, som ejeren bebor, ligger under dette beløb.

    Det foreslås på denne baggrund at justere nedslagsreglen i lovens § 7 således, at den bringes på linje med reglerne for beregning af standardfradrag for tofamilieshuse. Efter forslaget beregnes nedslaget af den fulde ejendomsværdi på samme måde som ved beregningen af standardfradrag.

    Såfremt ejendommen ejes af én ejer, der fx lejer den ene lejlighed ud, maksimeres nedslaget til 2.400 kr. (2 gange 1.200 kr.). Hvis ejendommen ejes af to ejere i hver sin lejlighed, maksimeres nedslaget til 1.200 kr. for hver ejer.

Til nr. 5

    Efter lovens § 8 nedsættes ejendomsværdiskatten med 4 promille af ejendomsværdien, såfremt ejeren eller dennes ægtefælle er alderspensionist. Nedslaget kan højst udgøre 6.000 kr. pr. helårsbolig og 2.000 kr. pr. fritidsbolig. Bestemmelsen nævner ikke sommerhuse, der efter tilladelse anvendes som helårsbolig. Som bestemmelsen er formuleret, vil ejere af denne boligtype således maksimalt få et nedslag på 2.000 kr.

    Efter reglerne for beregning af lejeværdi behandles sommerhuse derimod på lige fod med helårsboliger, når der er givet tilladelse til helårsbeboelse, jf. bla. ligningslovens § 15 E, stk. 1.

    Det foreslås derfor, at det præciseres, at maksimumsgrænsen for nedslaget for sommerhuse, der efter tilladelse anvendes som helårsbolig, er 6.000 kr.

Til nr. 6

    Efter reglerne for beregning af lejeværdi beregnes ved køb og salg af fast ejendom lejeværdi for køber fra og med overtagelsesdagen, mens sælger får beregnet lejeværdi ind til overtagelsesdagen. Undtagelsen er, hvor sælger har opgivet sin boligret og ved sine dispositioner tilkendegivet dette, eksempelvis ved at flytte og sætte huset til salg. Her beregnes lejeværdien for sælger kun indtil dette tidspunkt.

    Praksis om opgivelsen af boligretten ophæves med ejendomsværdiskatteloven. Ejendomsværdiskatten betales, uanset om man gør brug af sin boligret eller ej. Imidlertid fremgår det ikke klart af loven, om ejendomsværdiskatten pålignes for sælger efter afståelsestidspunktet svarende til, at lejeværdien som nævnt beregnes ind til overtagelsesdagen.

    Det foreslås at præcisere, at praksis for beregning af lejeværdi i denne situation videreføres i reglerne for beregning af ejendomsværdiskat, således at sælger betaler ejendomsværdiskat ind til overtagelsesdagen. Fra og med overtagelsesdagen pålignes ejendomsværdiskatten køberen af ejendommen. Herved sikres på samme måde som for lejeværdien en administrativt enkel metode for beregning af ejendomsværdiskat ved overdragelse af ejendommen.

Til nr. 7

    Efter ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 2, udgør beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten for tofamilieshuse den ejendomsværdi, der er henført til ejerens lejlighed. Det er således kun ejerens andel, den pågældende beskattes af. Dette skal ses i sammenhæng med lovens § 13, hvorefter den skattepligtige kun betaler ejendomsværdiskat af den del af ejendommen, som svarer til vedkommende andel, såfremt ejendommen ejes i sameje med andre.

    For tofamilieshuse ejet i sameje, hvor to ejere hver ejer en andel svarende til, hvad de bor i, kan dette give anledning til uhensigtsmæssigheder. Ejerandelen svarer nemlig ikke nødvendigvis til den andel af ejendomsværdien, der er henført til den pågældende lejlighed. Eksempelvis kan person A i lejlighed A i et tofamilieshus eje 5/11 af ejendommen, person B i lejlighed B 6/11, mens lejlighed A er vurderet til 600.000 kr. og lejlighed B til 500.000 kr. I dette tilfælde vil §§ 4 og 13 i sammenstød betyde, at hver person beskattes af 500.000 kr., mens de sidste 100.000 (af 1,1 mill. kr.) ikke indgår i beregningen af ejendomsværdiskatten for nogen af ejerne.

    Efter de gældende lejeværdiregler beregnes lejeværdien for hver af ejerne af den ejendomsværdi, der er henført til ejerens lejlighed.

    Det foreslås at bringe ejendomsværdiskatteloven for så vidt angår tofamilieshuse på linje hermed. Det gøres ved justere samejereglen i § 13 således, at den ikke gælder tofamilieshuse. Ved beregningen af ejendomsværdiskat for denne boligtype, tages der således ikke hensyn til størrelsen af den skattepligtiges ejerandel, men kun til den del af ejendomsværdien, der er henført til den pågældende lejlighed.

Til nr. 8 og 9

    Efter lovens § 15, stk. 2, anses afdødes foreløbige betalinger af ejendomsværdiskat, som forfaldt før dødsfaldet, for endelige. Der foretages således ikke en afsluttende ansættelse af ejendomsværdiskatten for dødsåret. Bestemmelsen sikrer, at dødsboskattelovens forenklende minimering af de situationer, hvor der er behov for en afsluttende ansættelse for afdøde, ikke fortabes.

    Det foreslås, at bestemmelsen om endelighed udvides til også at omfatte det indkomstår, der ligger forud for det indkomstår, hvor dødsfaldet har fundet sted i de tilfælde, hvor boet efter afdøde er sluttet ved boudlæg.

    Såfremt afdøde var enlig, foretages ingen skatteansættelse for afdøde vedrørende det senest afsluttede indkomstår, som ligger forud for dødsåret, jf. dødsboskattelovens § 77. En endelighedsbestemmelse for dette år forhindrer, at det blot pga. ejendomsværdiskatten alligevel bliver nødvendigt at foretage en afsluttende ansættelse. Såfremt afdøde var gift, hæfter ægtefællen alligevel ikke for evt. skattekrav mod afdøde, jf. dødsboskattelovens § 78 og dødsboskiftelovens § 19, stk. 2. En regel om endelighed virker således forenklende, idet den ejendomsværdiskattemæssige behandling af boer, der sluttes ved boudlæg, tilpasses den indkomstskattemæssige behandling efter dødsboskatteloven i tilsvarende situationer.

Til § 6

Til nr. 1

    Efter afskrivningslovens § 15, stk. 1, kan installationer, der udelukkende tjener bygninger, hvorpå der kan afskrives efter afskrivningslovens § 14 behandles og afskrives som de nævnte bygninger. Endvidere kan der efter afskrivningslovens § 15, stk. 2 og 3, foretages afskrivning på installationer, der anvendes erhvervsmæssigt. Efter den tidligere afskrivningslov var det en betingelse, at installationen befandt sig i den pågældende bygning.

    Som konsekvens heraf foreslås det at tilpasse bestemmelsen i etableringskontolovens § 7, stk. 1, litra c, til afskrivningslovens § 15.

Til nr. 2

    Den foreslåede bestemmelse har til formål at fastsætte, hvorledes anskaffelsessummen for en installation, der både anvendes til erhvervsmæssige og private formål som nævnt i afskrivningslovens § 15, stk. 3, skal opgøres, når der hæves indskud på en etableringskonto, som anvendes til forlods afskrivning på en sådan installation.

    Efter etableringskontolovens § 7 kan etableringskontoindskud anvendes til forlods afskrivning på anskaffelsessummen på installationer i en afskrivningsberettiget bygning. Det gælder også for installationer, der både anvendes til erhvervsmæssige og private formål. Efter etableringskontolovens § 7, stk. 5, skal det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til det hævede indskud.

    Der kan kun forlods afskrives på den del af anskaffelsessummen, der i anskaffelsesåret anvendes til et afskrivningsberettiget formål. Den foreslåede ændrede afskrivningsmetode for blandet benyttede installationer i lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, gør det nødvendigt at fastsætte en bestemmelse om, hvorledes opgørelsen af anskaffelsessummen til brug for det videre afskrivningsforløb skal opgøres. Efter den foreslåede afskrivningsmetode for blandet benyttede installationer beregnes afskrivning af den samlede anskaffelsessum. Af den beregnede afskrivning kan fradrages et beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår.

    Det beløb, der afskrives forlods, skal svare til beløbet for den skattemæssige afskrivning. Det er herefter nødvendigt at omregne det forlods afskrevne beløb til en beregnet afskrivning.

    Der foreslås derfor i afskrivningslovens § 7, stk. 5, fastsat, at for installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, reduceres anskaffelsessummen med den beregnede afskrivning.

    Den foreslåede bestemmelse kan illustreres ved følgende eksempel:

Eksempel

    En installation anskaffes for 100.000 kr., hvoraf 75 pct. anvendes til et afskrivningsberettiget formål i anskaffelsesåret. Der vil således kunne foretages en forlods afskrivning på 75.000 kr. Ved en forlods afskrivning på 45.000 kr. indebærer dette, at den beregnede afskrivning kan opgøres til 45.000 kr./0,75, dvs. 60.000 kr. Det vil sige, at ved en forlods afskrivning på 45.000 kr. udgør den beregnede afskrivning 60.000 kr., og de 45.000 kr. udgør den skattemæssige afskrivning. Den del af anskaffelsessummen, der herefter kan afskrives på efter afskrivningsloven, udgør 40.000 kr. Herefter beregnes afskrivning med indtil 5 pct. af 40.000 kr., dvs. 2.000 kr. Hvis den afskrivningsberettigede anvendelse er på 75 pct., kan fratrækkes 1.500 kr. som den skattemæssige afskrivning.

Til § 7

Til nr. 1

    Efter den gældende bestemmelse i fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1, kan fonde og foreninger fradrage uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål i indkomst opgjort efter lovens § 3. Fradragsretten indtræder på det tidspunkt, hvor fonden eller foreningen bliver retligt forpligtet til at præstere uddelingen, uanset om betaling eller overgivelse af uddelingen først finder sted i det efterfølgende indkomstår (retserhvervelsesprincippet). Fonden eller foreningen vil således kunne fradrage en uddeling på det tidspunkt, hvor der er afgivet bindende tilsagn om ydelsen. Ved uddelinger, der strækker sig over flere indkomstår, kan fonden eller foreningen dog efter gældende praksis vælge at fradrage uddelingen på forfaldstidspunktet, når der er tale om på forhånd fastsatte årlige beløb. Er der ikke tale om på forhånd fastsatte årlige beløb finder retserhvervelsestidspunktet anvendelse.

    Ved successive uddelinger, der ikke kan opgøres til på forhånd fastsatte årlige beløb og som i det indkomstår, hvor fonden eller foreningen bliver retligt forpligtet til at præstere uddelingen overstiger fondens eller foreningens indkomst opgjort efter lovens § 3, medfører anvendelsen af retserhvervelsesprincippet, at et fradrag svarende til den del af uddelingsbeløbet, der overstiger fondens eller foreningens indkomst, vil gå tabt, såfremt fonden eller foreningen ikke i tidligere år har hensat beløb til opfyldelse af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Dette skyldes, at uddelinger, bortset fra nettokurstab, ikke kan bevirke et skattemæssigt underskud, der kan fremføres efter ligningslovens § 15.

    Som en følge heraf foreslås det at indsætte en bestemmelse i lovens § 4, om, at de fonde og foreninger, som er nævnt i lovens § 4, kan vælge at fradrage uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, der strækker sig over flere indkomstår, enten på det tidspunkt, hvor fonden eller foreningen er retligt forpligtet til at foretage uddelingen, eller på de tidspunkter, hvor de enkelte rater forfalder. Begrænsningen efter gældende praksis, hvorefter alene successive uddelinger, der kan opgøres til på forhånd fastsatte årlige beløb, kan fradrages på forfaldstidspunktet, foreslås ikke opretholdt.

    Den foreslåede bestemmelse er et supplement til den gældende bestemmelse i lovens § 4, stk. 3, der efter lovforslaget bliver stk. 4, hvorefter fonde og foreninger kan fradrage hensættelser til opfyldelse af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål i indkomst opgjort efter lovens § 3.

    Som en konsekvens af den foreslåede bestemmelse foreslås det, at en eventuel beskatning hos modtageren af uddelingen samt oplysningspligten efter skattekontrolloven udskydes i de situationer, hvor fonden eller foreningen vælger at fradrage uddelingen på de tidspunkter, hvor de enkelte rater forfalder, jf. bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i § 12, nr. 1 og § 15, nr. 2.

Til nr. 2 - 5 og 9

    Der er tale om konsekvensrettelser som følge af den under nr. 1 foreslåede ændring.

    Endvidere foreslås det, at den under nr. 1 foreslåede ændring, hvorefter successive uddelinger efter lovens § 4, stk. 1, kan vælges fradraget enten på det tidspunkt, hvor fonden eller foreningen er retligt forpligtet til at foretage uddelingen eller på de tidspunkter, hvor de enkelte rater forfalder, tilsvarende skal finde anvendelse på de i lovens § 1, nr. 3, nævnte foreninger.

Til nr. 6

    For at bringe fondsbeskatningslovens § 13 i overensstemmelse med selskabsskattelovens § 23, stk. 1, som affattet ved lov nr. 910 af 16. december 1998, foreslås § 13 affattet på ny.

    Den foreslåede affattelse af bestemmelsen indeholder to ændringer. For det første foreslås det, at ordene »og eventuelle renter i anledning af for sen indbetaling af restskat eller indkomstskat« udgår, således at kommunerne ikke er berettiget til at få andel i morarenterne. Herved bringes reglerne i overensstemmelse med praksis.

    For det andet foreslås det, at der tilfalder kommunerne 13,41 pct. af fondsskatten. Dette er den samme andel, som kommunerne får i dag. Det foreslås, at andelen udtrykkes i procent ligesom kommunernes andel af selskabsskatten i selskabsskattelovens § 23 er udtrykt i procent i stedet for som en brøk.

Til nr. 7

    Der er tale om et teknisk forslag i form af ophævelse af en overflødiggjort bestemmelse.

    Fondsbeskatningsloven indeholder regler, der finder anvendelse ved fondens eller foreningens overgang til beskatning efter fondsbeskatningslovens regler. I fondsbeskatningslovens § 20 er det fastsat, hvorledes opgørelsen af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom skal foretages. Fondsbeskatningslovens § 20 vedrører ejendomme, som fonden eller foreningen har erhvervet inden overgangen til fondsbeskatning.

    Efter den gældende bestemmelse i fondsbeskatningslovens § 20, stk. 3, skal de beløb, der efter fondsbeskatningslovens § 20, stk. 1 og 2, anvendes som anskaffelses- eller afståelsessum, omregnes til kontantværdi efter de regler, som skatteministeren har fastsat herom.

    Der er ikke udstedt en bekendtgørelse med hjemmel i fondsbeskatningslovens § 20, stk. 3. I praksis har reglerne i den tidligere bekendtgørelse nr. 667 af 13. juli 1994 om kontantværdiansættelse af overdragelsessummer efter ejendomsavancebeskatningsloven fundet tilsvarende anvendelse efter fondsbeskatningslovens § 20, stk. 3. Denne bekendtgørelse har været udstedt med hjemmel i ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 5. Hjemmelen i ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 5, for skatteministeren til at udstede nærmere regler om kontantværdiansættelse er ophævet ved lov nr. 434 af 26. juni 1998. Ved bekendtgørelse nr. 887 af 9. december 1998 efter ejendomsavancebeskatningsloven om stuehusværdi og afløsning af jordrente er bekendtgørelse nr. 667 af 13. juli 1994 ophævet, og reglerne om kontantværdiansættelse i den nu ophævede bekendtgørelse er ikke medtaget i den nye bekendtgørelse.

    Som følge af bortfaldet af hjemmelen i ejendomsavancebeskatningsloven til at udstede en bekendtgørelse om kontantomregning skal bestemmelsen i fondsbeskatningsloven ophæves. Ligningsrådet har i TSS-cirk. 1998-32 om kontantværdiansættelse af overdragelsessummer efter afskrivningsloven, ligningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven fastsat vejledende retningslinjer for udøvelsen af skønnet over handelsværdien. Disse regler kan finde tilsvarende anvendelse ved avanceopgørelsen af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom efter fondsbeskatningslovens § 20.

Til nr. 8

    Der er tale om et teknisk forslag i form af rettelse af en henvisningsfejl.

    I fondsbeskatningslovens § 21 A er fastsat, at fonde og foreninger som indgangsværdi for formuegoder omfattet af ligningslovens § 16 E (goodwill og andre immaterielle rettigheder), der er erhvervet inden indtræden af skattepligt efter fondsbeskatningsloven, skal anvende den oprindeligt kontantomregnede anskaffelsessum reduceret med de afskrivninger, der kunne have været foretaget efter ligningslovens § 16 F.

    Ved lov nr. 434 af 26. juni 1998 er ligningslovens § 16 E og § 16 F ophævet, idet reglerne er overført til afskrivningslovens § 40, jf. lov nr. 433 af 26. juni 1998. Som følge heraf skal henvisningen i fondsbeskatningslovens 21 A ændres til afskrivningslovens § 40.

Til § 8

Til nr. 1

    Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 14, nr. 1. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Til nr. 2 og 3

    Det fremgår af den gældende bestemmelse i fusionsskattelovens § 15 d, stk. 4, at aktier eller anparter i det modtagende selskab, som det indskydende selskab modtager i forbindelse med tilførslen, anses for erhvervet for et beløb, der svarer til den skattemæssige værdi af de tilførte aktiver og passiver på tilførselsdatoen. Den skattemæssige værdi af de tilførte aktiver opgøres efter reglerne i § 4, stk. 2 og 4, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

    Bestemmelsen har været fortolket således, at reglerne i § 4, stk. 4, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse finder tilsvarende anvendelse ved afståelse af aktier eller anparter, der er erhvervet som led i en tilførsel omfattet af fusionsskattelovens regler. I ligningsvejledningen for 1998, S.D.3.6.3, er det anført, at hvis den skattemæssige anskaffelsessum for aktierne eller anparterne udgør et negativt beløb, medregnes det negative beløb ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste eller tab ved afståelse af aktierne eller anparterne. Det samme gælder, hvis aktierne eller anparterne tilbagesælges til det udstedende selskab, jf. ligningslovens § 16 B, eller det modtagende selskabs aktie- eller anpartskapital nedsættes, jf. ligningslovens § 16 A.

    Der er imidlertid i en konkret sag stillet spørgsmålstegn ved, om bestemmelsen i fusionsskattelovens § 15 d, stk. 4, på grund af den sproglige udformning alene vedrører opgørelsen af den skattemæssige anskaffelsessum for de aktier eller anparter, som det indskydende selskab modtager i forbindelse med tilførslen, og ikke en eventuel beskatning af et beløb svarende til en eventuel negativ anskaffelsessum efter § 4, stk. 4, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

    Det foreslås derfor direkte at anføre i lovteksten, at i de situationer, hvor den skattemæssige anskaffelsessum for aktierne eller anparterne opgjort efter § 4, stk. 2, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse er negativ, finder regler svarende til de, der findes i § 4, stk. 4, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse, anvendelse.

    Som stk. 5 i § 15 d foreslås indsat en bestemmelse om, at et beløb svarende til den negative anskaffelsessum skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste eller tab ved afståelse af aktierne eller anparterne. Kan der ved en afståelse efter aktieavancebeskatningslovens regler opgøres en fortjeneste, er denne skattefri for det indskydende selskab, når aktierne eller anparterne afstås på et tidspunkt, der ligger 3 år eller mere efter erhvervelsen af aktierne eller anparterne, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 6.

    Afstås aktierne eller anparterne til det selskab, der har udstedt disse, jf. ligningslovens § 16 B, og finder aktieavancebeskatningslovens regler om opgørelse af fortjeneste og tab ikke anvendelse, medregnes en eventuel afståelsessum samt den del af det negative beløb, der svarer til den afståede del af aktie- eller anpartskapitalen, i det indskydende selskabs skattepligtige indkomst. Nedsættes aktie- eller anpartskapitalen, jf. ligningslovens § 16 A, og finder aktieavancebeskatningslovens regler om opgørelse af fortjeneste og tab ikke anvendelse, medregnes en eventuel udlodning samt den del af det negative beløb, der svarer til nedsættelsen af aktie- eller anpartskapitalen, på samme måde i det indskydende selskabs skattepligtige indkomst.

Til § 9

Til nr. 1

    Efter afskrivningslovens § 15, stk. 1, kan installationer, der udelukkende tjener bygninger, hvorpå der kan afskrives efter afskrivningslovens § 14 behandles og afskrives som de nævnte bygninger. Endvidere kan der efter afskrivningslovens § 15, stk. 2 og 3, foretages afskrivning på installationer, der anvendes erhvervsmæssigt. Efter den tidligere afskrivningslov var det en betingelse, at installationen befandt sig i den pågældende bygning.

    Som konsekvens heraf foreslås det at tilpasse bestemmelsen i investeringsfondslovens § 7, stk. 1, litra c, til afskrivningslovens § 15.

Til nr. 2

    Efter investeringsfondslovens § 3 kan henlæggelser til investeringsfonds anvendes til forlods afskrivning på bl.a. installationer i afskrivningsberettigede bygninger. Efter investeringsfondslovens regler gælder, at når en henlæggelse er benyttet til forlods afskrivning på et aktiv, kan skattemæssig afskrivning på dette aktiv kun foretages på anskaffelsessummen med fradrag af det forlods afskrevne beløb.

    Det foreslås i investeringsfondslovens § 7, stk. 3, fastsat, at for installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, reduceres anskaffelsessummen med den beregnede afskrivning.

    Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 6.

Til § 10

Til nr. 1

    Lovforslaget ophæver kravet i virksomhedsskatteloven om, at ægtefæller, der fordeler resultatet fra deres fælles virksomhed efter reglerne i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, skal anvende virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen under ét. Det indebærer, at ægtefællerne kan anvende de almindelige regler i virksomhedsskatteloven.

    I konsekvens heraf foreslås det at ophæve den gældende bestemmelse i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, 2. pkt., der foreskriver, at ægtefællerne skal opgøre virksomhedens resultat under ét, inden de hver medregner deres andel af resultatet ved indkomstopgørelsen.

    I stedet foreslås, at der indsættes en bestemmelse, hvorefter virksomhedens aktiver og passiver fordeles mellem ægtefællerne efter samme forhold, som ægtefællerne fordeler virksomhedens resultat mellem sig. Hvis ægtefællerne fordeler resultatet ligeligt mellem sig, anses hver af ægtefællerne således for at råde over halvdelen af virksomhedens aktiver og passiver. Det gælder også, selv om virksomheden kun ejes af den ene ægtefælle.

    Denne regel betyder, at ægtefællerne opgør hver sit afskrivningsgrundlag. I konsekvens heraf kan ægtefællerne foretage individuelle afskrivninger. Renteudgifter medregnes - som efter gældende regler - hos ægtefællerne efter samme forhold, som resultatet fordeles mellem ægtefællerne.

    Den foreslåede regel har også betydning for anvendelsen af reglerne i virksomhedsskatteloven. Der henvises til bemærkningerne til ændringerne i virksomhedsskatteloven.

    Forslaget indebærer, at ægtefæller, der anvender kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, anses for at have en ideel andel af virksomhedens aktiver og passiver. Med denne fordelingsregel for aktiver og passiver beskattes ægtefællerne af virksomhedens resultat efter samme regler, som erhvervsdrivende uden interessefællesskab, der driver virksomhed sammen. Det gælder, uanset om ægtefællerne anvender virksomhedsordningen, kapitalafkastordningen eller personskattelovens regler.

Til nr. 2

    Det foreslås, at der indsættes et krav om, at den faste ejendom skal anvendes for mere end halvdelens vedkommende i en erhvervsvirksomhed, når overdragelsen sker i levende live efter kildeskattelovens regler. Dette krav er på linie med successionsreglen i dødsboskattelovens § 29, stk. 2, der regulerer succession ved arv.

    Indførelsen af halvdelskravet i dødsboskatteloven skete på baggrund af et ønske om, at det kun skal være muligt at succedere, såfremt ejendommen reelt bliver brugt i erhvervsvirksomheden. Med halvdelskravet sikres det mod, at et enkelt kælderrum i en beboelsesejendom anvendes som lager eller lignende, for dermed at kunne succedere i ejendomsavancen.

    Det foreslås også, at formuleringen af bestemmelsen om hvilken udlejning, der anses for erhvervsvirksomhed, ændres så den er på linie med formuleringen i dødsboskattelovens § 29, stk. 2. Ændringen er udelukkende en præcisering af indholdet.

    Derudover indsættes der et krav om, at succederes der i gevinst efter afskrivningslovens kapitel 3 (genvundne afskrivninger), skal der også succederes i ejendomsavancen. Dette krav svarer til kravet foreslået indført i dødsboskatteloven, jf. forslagets § 3, nr. 2, hvorfor der henvises til bemærkningerne dertil.

Til nr. 3

    Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse om, at såfremt der er beregnet en passivpost ved successionsoverdragelsen, skal det anskaffelsestidspunkt og den anskaffelseshensigt, der blev lagt til grund ved beregningen, også anvendes ved erhververens senere avanceopgørelse. Dermed indrettes reglerne i overensstemmelse med reglerne om succession i udlodninger fra et dødsbo, jf. lovforslagets § 3, nr. 3.

    Det foreslås også, at der indsættes en bestemmelse om en efterregulering, når der kun succederes i nogle af afskrivningerne for bygninger tilhørende ejendommen. Bestemmelsen svarer til forslagets § 3, nr. 5 hvorfor der også henvises til bemærkningerne dertil.

Til nr. 4

    Efter de gældende regler beregnes der en passivpost ved gaveoverdragelser med succession for at tage højde for den latente skattebyrde, når gaveafgiften skal opgøres. Ved denne udregning skal der foretages en fiktiv ejendomsavanceopgørelse, som om ejendommen var solgt på skæringsdagen.

    Det foreslås, at passivposten altid skal beregnes af den lavest mulige avance. Med lavest mulig avance menes det, at såfremt der ved opgørelsen af avancen er tillagt skatteyderen valgmuligheder, som tilfældet er ved ejendomsavanceopgørelsen, hvor der for ejendomme anskaffet før 19. maj 1993 kan vælges mellem forskellige indgangsværdier, skal passivposten altid beregnes på grundlag af den lavest mulige avance. Forslaget ændre ikke ved, at såfremt aktivet var omfattet af overdragerens næringshensigt, skal beregningen foretages ud fra en næringsbeskatning. Med forslagets 1. pkt. sikres det, at opgørelsen skal foretages på samme måde, som en avanceopgørelse ville være foretaget. Dermed sikres det, at det ikke vil være muligt at spekulere i valgmulighederne mellem de forskellige indgangsværdier, f.eks. efter ejendomsavancebeskatningsloven. Efter de gældende regler er der valgfrihed både ved passivpost beregningen og ved den senere avanceopgørelse. Det betyder, at man kan vælge den laveste indgangsværdi ved beregningen af passivposten, for derigennem at maksimere den latente skattebyrde. Ved en senere avanceopgørelse kan man så vælge den største indgangsværdi for at minimere avancen og dermed beskatningen. Dermed har man reelt opnået et større nedslag i gaveafgiften end den reelle skattebyrde berettiger til. Bliver passivposten negativ, skal denne sættes til 0 kr.

    På samme tid betyder ændringen, at såfremt der senere indføres andre valgmuligheder mht. indgangsværdier, bliver en successionserhverver ikke afskåret fra at kunne anvende denne ved en avanceopgørelse.

    Forslagets 2. pkt. er en præcisering af, at succederes der kun i den ene af de flere mulige fortjenester fra en fast ejendom, skal passivposten kun beregnes for denne del. I overensstemmelse med forslagets § 3, nr. 2, og § 10, nr. 1, skal der altid succederes i ejendomsavancen, såfremt man ønsker at succedere i nogle af de genvundne afskrivninger fra bygninger tilhørende samme ejendom. Situation kan altså være den, at der ikke succederes i afskrivningerne fra nogle eller alle bygninger, enten fordi der ikke er en fortjeneste eller skatteyderen ikke ønsker dette. Med denne bestemmelse præciseres det, hvordan passivposterne skal beregnes.

    Når en passivpost på ejendomsavancen skal beregnes er det nødvendigt først at opgøre afskrivningerne for de enkelte bygninger. Denne opgørelse skal foretages, som om alle bygninger blev solgt, uanset om der succederes i nogle af de genvundne afskrivninger, dette fremgår direkte af ordlyden af kildeskattelovens § 33 D, stk. 2, 1. pkt., og af boafgiftslovens § 13 a, stk. 2, 1. pkt. Først når denne opgørelse er foretaget, vil det være muligt at bestemme, om der eventuelt skal ske en nedsættelse af ejendommens anskaffelsessum, med ikke genvundne afskrivninger.

    Passivpost beregningen kan illustreres ved følgende 3 eksempel. I eksemplerne ses der bort fra ejertidsnedslag, vedligeholdelsesfradrag m.v.

A : Der overdrages en fast ejendom bestående af to bygninger. Erhververen succederer både i ejendomsavancen og de genvundne afskrivninger.

Bygning A

Bygning B

Den samlede ejendom

Overdragerens (O) anskaffelsessum

1200

900

    

2100

O`s afskrivninger

400

500

Værdien i afgiftsopgørelsen

1300

600

    

1900

1Genvundne afskrivninger

400

200

1Nedsættelse af ejendommens anskaffelsessum, (Ikke genvundne afskrivninger)

0

300

Passivpost genvundne afskrivninger

120

(30% af 400)

60

(30% af 200)

Passivpost ejendomsavance

    

30 (30% af 1900 - (2100-300) = 100)

Ad. 1. De genvundne afskrivninger beskattes ikke, men bruges på samme måde som nedsættelsesbeløbet til passivpost beregningen.

B: Igen overdrages der en fast ejendom, bestående af to bygninger. Da der ikke er genvundne afskrivninger på den ene, vil erhververen kun kunne succedere i bygning A, samt i ejendomsavancen.

Bygning A

Bygning B

Den samlede ejendom

Overdragerens (O) anskaffelsessum

    

1200

    

900

    

2100

O`s afskrivninger

    

400

    

500

Værdien i afgiftsopgørelsen

    

1300

    

400

    

1700

Genvundne afskrivninger

    

1400

    

0

Nedsættelse af ejendommens anskaffelsessum, (Ikke genvundne afskrivninger)

    

0

    

500

Passivpost genvundne afskrivninger

    

120

    (30% af 400)

    

-------

Passivpost ejendomsavance

    

30 (30% af 1700 - (2100-500) = 100)

Ad. 1. De genvundne afskrivninger beskattes ikke, men bruges til passivpost beregningen.

C : I dette eksempel succederes der i ejendomsavancen men ikke i de genvundne afskrivninger.

Bygning A

Bygning B

Den samlede ejendom

Overdragerens (O) anskaffelsessum

    

1200

    

900

    

2100

O`s afskrivninger

    

400

    

500

Værdien i afgiftsopgørelsen

    

1300

    

400

    

1700

Genvundne afskrivninger

    

400

    

0

Nedsættelse af ejendommens anskaffelsessum, (Ikke genvundne afskrivninger)

    

0

    

500

Passivpost ejendomsavance

    

30 (30% af 1700 - (2100-500) = 100)

Erhververens (E) afskrivningsgrundlag

    

1300

    

400

E`s afskrivninger

    

600

    

200

E`s afståelsessum

    

1500

    

500

    

2000

Genvundne afskrivninger

    

600

    

200

Nedsættelse af ejendommens anskaffelsessum, (Ikke genvundne afskrivninger, også fra tidligere ejere)

    

0

    

0 + 500

Ejendomsavance

    

2000 - (2100-500) = 400

    

Eksemplet viser også, hvorfor det er nødvendigt, at erhververen nedsætter ejendommens anskaffelsessum, med ikke genvundne afskrivninger foretaget af den tidligere ejer, jf. forslagets § 3, nr. 5, og § 10, nr. 3. Uden denne ændring ville overdrageren og erhververen samlet have opnået et dobbelt fradrag i form af både afskrivninger og tab efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Til § 11

    Der er tale om et teknisk forslag i form af rettelse af en henvisningsfejl.

    Ved lov nr. 434 af 26. juni 1998 blev der foretaget ændring af ejendomsavancebeskatningslovens § 6, idet der bl.a. blev indsat et nyt stykke 2. Ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4, blev herefter § 6, stk. 5.

    Konkursskattelovens § 12, stk. 1, indeholder en henvisning til ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4. Som følge af ovennævnte lov nr. 434 af 26. juni 1998 skal henvisningen i konkursskatteloven ændres til ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 5.

Til § 12

Til nr. 1

    I lovforslagets § 7, nr. 1, er foreslået en adgang for fonde og foreninger til at fradrage uddelinger efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1, der strækker sig over flere indkomstår, på enten det tidspunkt, hvor fonden eller foreningen er retligt forpligtet til at foretage uddelingen eller på de tidspunkter, hvor de enkelte rater forfalder. Vælger fonden eller foreningen at fradrage uddelingen på de tidspunkter, hvor de enkelte rater forfalder foreslås det at indsætte en bestemmelse i ligningsloven om, at beskatningen hos modtageren af uddelingen udskydes tilsvarende, således at der bliver sammenfald mellem modtagerens beskatningstidspunkt og fondens eller foreningens fradragstidspunkt.

    Ikke alle modtagere af uddelinger er skattepligtige heraf. Den foreslåede bestemmelse i ligningslovens § 7 S retter sig derfor alene mod de modtagere af uddelinger, der er skattepligtige heraf. Som et eksempel på modtagere, der ikke beskattes af uddelinger er foreninger m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Til nr. 2

    Efter ligningslovens § 14, stk. 1, kan beløb, som i løbet af indkomståret er anvendt til skatter og afgifter på fast ejendom m.v. fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette gælder dog efter § 14, stk. 2, ikke udgifter til ejendomsskatter, hvis ejendommen i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Ved forslaget præciseres, at dette også gælder ejendomsskatter, der vedrører den del af en skovbrugsejendom, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 4, (og vurderingslovens § 33, stk. 7), der tjener til bolig for ejeren.

    Der foretages desuden en rettelse af en redaktionel fejl vedr. ejendomme beliggende i udlandet.

Til nr. 3

    Der er tale om et teknisk forslag i form af rettelse af en henvisningsfejl.

    Ved lov nr. 434 af 26. juni 1998 blev der foretaget ændring af ejendomsavancebeskatningslovens § 6, idet der bl.a. blev indsat et nyt stykke 2 i paragraffen. Ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4, blev herefter § 6, stk. 5.

    Ligningslovens § 15, stk. 2, indeholder en henvisning til ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4. Som følge af ovennævnte lov skal denne henvisning ændres til ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 5.

Til nr. 4 - 6

    Der er tale om tekniske forslag i form af rettelser af ensartede redaktionelle fejl vedr. ejendomme beliggende i udlandet.

Til § 13

Til nr. 1

    Ved lov nr. 434 af 26. juni 1998 om ændring af forskellige skattelove (Konsekvensændringer som følge af afskrivningsloven samt ændringer af ejendomsavancebeskatningsloven m.m.) blev det i personskatteloven præciseret, at skattemæssige afskrivninger for selvstændigt erhvervsdrivende kan fradrages i den personlige indkomst. Der er ifølge lovforslagets bemærkninger tale om en præcisering af gældende ret.

    Hjemmelen for fradrag for skattemæssige afskrivninger for selvstændigt erhvervsdrivende i den personlige indkomst var før den nævnte lovændring anset for at være indeholdt i den gældende bestemmelse i personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, om driftsomkostninger. Ved den nævnte lov blev det imidlertid fundet hensigtsmæssigt udtrykkeligt at anføre skattemæssige afskrivninger i personskattelovens § 3, stk. 2, ved indsættelse af et nyt nummer 11 i personskattelovens § 3, stk. 2.

    Før lov nr. 434 af 26. juni 1998 var det antaget, at udover skattemæssige afskrivninger kunne fradrag for nedrivning af bygninger m.v. foretages i den personlige indkomst. Den foretagne præcisering af hjemmelen for fradrag i den personlige indkomst for skattemæssige afskrivninger kan give anledning til tvivl om, hvorvidt fradrag ved nedrivning af bygninger m.v. samt fradrag for tab ved salg af bygninger m.v., som blev gennemført i den nye afskrivningslov, kan indrømmes i den personlige indkomst. Bestemmelsen kan også give anledning til tvivl om, hvorvidt straksfradrag for ombygnings- og forbedringsudgifter efter afskrivningslovens § 18 er et fradrag i personlig indkomst. Også for tab ved salg af driftsmidler og skibe efter afskrivningslovens § 9 i forbindelse med virksomhedssalg eller -ophør og ved salg af et blandet benyttet driftsmiddel eller skib efter afskrivningslovens § 12 kan der opstå tvivl om, hvorvidt tabet indrømmes i den personlige indkomst.

    Personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 11, nævner alene skattemæssige afskrivninger. Efter ordlyden medfører dette, at sådanne fradrag og tab efter afskrivningsloven, der ikke kan anses for skattemæssige afskrivninger, ikke kan indrømmes i den personlige indkomst, men alene i den skattepligtige indkomst.

    Et konstateret tab ved salg af en bygning m.v. eller tab ved salg af et driftsmiddel og skib ved virksomhedssalg eller -ophør og fradrag ved nedrivning af en bygning m.v. er udtryk for, at den erhvervsdrivende i løbet af ejertiden ikke har fået fuld fradrag for værditabet på de anvendte aktiver. Fradrag for værditabet udløses derfor først på det tidspunkt, hvor bygningen m.v. sælges eller nedrives. Det har derfor ikke været tilsigtet, at dette fradrag ikke indrømmes i den personlige indkomst på samme måde som de skattemæssige afskrivninger i løbet af ejertiden. Straksfradrag for en ombygnings- og forbedringsudgift efter afskrivningslovens § 18 træder i stedet for ordinære bygningsafskrivninger, og fradraget skal derfor indrømmes i den personlige indkomst.

    Det foreslås i personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 11, udtrykkeligt at anføre, at tab og fradrag efter afskrivningsloven kan fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst. Den foreslåede bestemmelse sikrer, at tab ved salg af en bygning m.v., tab ved salg af et driftsmiddel eller skib ved virksomhedssalg eller -ophør, nedrivningsfradrag ved nedrivning af en bygning m.v. samt straksfradrag for ombygnings- og forbedringsudgifter på en bygning indrømmes i den personlige indkomst.

Til nr. 2

    Med virkning fra 1. januar 2000 er personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6, formuleret således, at overskud og underskud af lejligheder som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6-8, medregnes til kapitalindkomsten. Ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6-8, omfatter bl.a. beregningen af evt. ejendomsværdiskat for ejere af udlejningsejendomme med maksimalt 6 lejligheder, hvoraf ejeren selv bebor den ene.

    Den nævnte formulering peger altså på, at alle indtægter på ejendommen medregnes til kapitalindkomsten, også f.eks. lejeindtægter fra ejendommens udlejningslejligheder. Formuleringen er imidlertid for bred. Efter den endnu gældende formulering af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6, henføres for så vidt angår de nævnte ejendomstyper kun selve lejeværdien (efter ligningslovens procentregler) til kapitalindkomsten, mens eksempelvis lejeindtægter medregnes i den personlige indkomst, jf. princippet i personskattelovens § 3, stk. 1.

    1. januar 2000 afløses ligningslovens regler om lejeværdi af bolig i egen ejendom af en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat. Dette gælder også lejeværdi for ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6-8. Ejendomsværdiskatten er en selvstændig og direkte skat, der ikke indgår i systematikken for så vidt angår kapital- og personlig indkomst.

    Da således kun lejeværdi efter ligningslovens regler for de nævnte ejendomme har været henregnet til kapitalindkomsten, og da lejeværdien afløses af en ejendomsværdiskat, foreslås det at affatte personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6, således, at reglen fremover kun omhandler overskud og underskud af en- og tofamilieshuse m.v., fritidshuse, ejerlejligheder og lignende, som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1-5 og 9-11. Overskud og underskud af ejendomme som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 6-8, henregnes derimod til den personlige indkomst.

    Med den foreslåede affattelse rettes også en redaktionel fejl vedr. ejendomme beliggende i udlandet.

Til nr. 3

    Der er tale om et teknisk forslag i form af rettelse af en henvisningsfejl.

    Ved lov nr. 434 af 26. juni 1998 blev der foretaget ændring af ejendomsavancebeskatningslovens § 6, idet der bl.a. blev indsat et nyt stykke 2. Ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4, blev herefter § 6, stk. 5.

    Personskattelovens § 13 a, stk. 1, indeholder en henvisning til ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4. Som følge af ovennævnte lov nr. 434 af 26. juni 1998 skal denne henvisning ændres til ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 5.

Til nr. 4

    Beregningsgrundlaget for bundskat ændres gradvis frem til år 2002. I 2000 indgår kun halvdelen af negativ kapitalindkomst og i 2001 udgår negativ kapitalindkomst helt af beregningsgrundlaget. Fra og med 2002 udgår ligningsmæssige fradrag ligeledes af beregningsgrundlaget.

    Efter gældende regler er der ikke mulighed for at fremføre eller overføre et negativt beregningsgrundlag for bundskat. Det gælder både for enlige og ægtefæller.

    Det indebærer, at det kan have betydning for ægtefællernes samlede skat i 2000, hvordan kapitalindkomsten er fordelt mellem dem, hvis den ene ægtefælle har et negativt bundskattegrundlag, mens den anden ægtefælle har et positivt bundskattegrundlag.

Beregningsgrundlag for bundskat i 2000

Eksempel A

Eksempel B

Ægtefælle 1

Ægtefælle 2

Ægtefælle 1

Ægtefælle 2

Personlig indkomst

    

30.000 kr.

300.000 kr.

30.000 kr.

300.000 kr.

Kapitalindkomst

    

- 80.000

    

- 80.000

0

-160.000

Ligningsmæssige fradrag

    

- 10.000

    

- 20.000

- 10.000

- 20.000

Skattepligtig indkomst

    

- 60.000

    

200.000

20.000

120.000

Beregningsgrundlag for bundskat i 2000

    

- 20.000 kr.

    

240.000 kr.

20.000 kr.

200.000 kr.

    

Som det fremgår af ovenstående eksempler bliver ægtefællernes beregningsgrundlag for bundskat i 2000 højere i eksempel A end i eksempel B. Det skyldes, at halvdelen af ægtefællernes samlede negative kapitalindkomst medregnes hos ægtefælle 1, som derved får et negativt beregningsgrundlag for bundskat. Det negative bundskattegrundlag kan ikke overføres til modregning i ægtefælle 2 s positive beregningsgrundlag for bundskat. Medregnes hele den negative kapitalindkomst i stedet hos ægtefælle 2, nedbringer den negative kapitalindkomst ægtefælle 2 s beregningsgrundlag i størst muligt omfang, jf. eksempel B.

    Dette er ikke i overensstemmelse med princippet om, at der skal være neutralitet i beskatningen af ægtefællers kapitalindkomst.

    Det er kun i 2000, at det kan have betydning for ægtefællernes samlede skat, hvordan kapitalindkomsten fordeles mellem dem. Det skyldes, at negativ kapitalindkomst indgår fuldt ud i beregningsgrundlaget for bundskat i 1999 og at et eventuelt negativt bundskattegrundlag vil blive overført mellem ægtefællerne efter reglerne om underskud i skattepligtig indkomst. Fra og med 2001 indgår negativ kapitalindkomst slet ikke i bundskattegrundlaget.

    På den baggrund foreslås, at hvis en gift persons grundlag for beregning af bundskat for indkomståret 2000 er negativt, skal den del af beløbet, der udgør negativ kapitalindkomst, kunne modregnes i den anden ægtefælles grundlag for beregning af bundskat. Det er en forudsætning, at ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb.

    I forhold til ovenstående eksempel A indebærer den foreslåede regel, at ægtefællerne ligesom i eksempel B får et samlet beregningsgrundlag for bundskat på 220.000 kr., idet ægtefælle 1 s negative bundskattegrundlag på - 20.000 kr. modregnes i ægtefælle 2 s beregningsgrundlag på 240.000 kr. Derved bliver det uden betydning, om den negative kapitalindkomst medregnes hos ægtefælle 1 eller ægtefælle 2.

Til § 14

Til nr. 1

    Der er tale om ophævelse af en særlig skattepligtsbestemmelse i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, litra c, for Københavns Fondsbørs og Garantifonden for Danske Optioner og Futures, idet der siden indførelsen af den særlige skattepligt er indtrådt skattepligt for disse institutioner som aktieselskaber.

    Ved lov nr. 1072 af 20. december 1995 om værdipapirhandel blev der ved selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 c, indført skattepligt for Københavns Fondsbørs, Værdipapircentralen og Garantifonden for Danske Optioner og Futures, som for et aktieselskab. Baggrunden herfor var som et led i børsreformen at skabe en skattemæssig ligestilling mellem de daværende institutioner på værdipapirmarkedet (Københavns Fondsbørs, Værdipapircentralen og Garantifonden for Danske Optioner og Futures) og nye institutioner på værdipapirmarkedet. Denne ligestilling indebar, at de tre nævnte institutioner skal være skattepligtige efter de almindelige regler for finansiel virksomhed, og der blev derfor ved en ny bestemmelse i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, litra c, indført skattepligt analogt med, hvad der gælder for et aktieselskab. Skattepligten indtrådte med virkning fra og med indkomståret 1997.

    Københavns Fondsbørs er med virkning fra den 1. januar 1997 omdannet til et aktieselskab »Københavns Fondsbørs A/S «, og Garantifonden for Danske Optioner og Futures er den 1. januar 1997 omdannet til et aktieselskab og har ændret navn til »FUT OP Clearing Centre A/S «. Dette selskab er et 100 pct. ejet datterselskab under Københavns Fondsbørs A/S. Disse to aktieselskaber er selskabsskattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, efter hvilken bestemmelse her i landet indregistrerede aktieselskaber er skattepligtige her i landet.

    Som konsekvens af den almindelige selskabsskattepligt for de to aktieselskaber efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, foreslås det at ophæve den særlige skattepligtsbestemmelse for Københavns Fondsbørs og Garantifonden for Danske Optioner og Futures som overflødig.

    Værdipapircentralen er fortsat en selvejende fond, for hvilken skattepligten derfor fortsat skal gælde efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 c.

Til nr. 2

    Der er tale om en redaktionel ændring.

    Ved lov nr. 838 af 2. december 1998 om ændring af ligningsloven, kildeskatteloven, selskabsskatteloven, skattekontrolloven og lov om en arbejdsmarkedsfond (Investeringsforeninger og fremrykket afregning af kildeskat og arbejdsmarkedsbidrag), blev der ved en ændring af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, gennemført en ophævelse af udenlandske selskabers begrænsede skattepligt af udlodninger fra obligationsbaserede investeringsforeninger. Ved lov nr. 1026 af 23. december 1998 om ændring af forskellige skattelove (International beskatning af udbytter og aktieavancer m.v.) blev der ligeledes gennemført en ændring af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Ændringen blev gennemført ved en nyaffattelse af bestemmelsen, men ved en fejl blev der ikke taget højde for den ændring af bestemmelsen, der var gennemført ved lov nr. 838 af 2. december 1998.

Til § 15

Til nr. 1

    Da den foreslåede ændring under nr. 2, afviger fra bestemmelsen i § 7 B, stk. 1, 1. pkt., foreslås dette tilkendegivet i § 7 B, stk. 1, 1. pkt., ved at indsætte », jf. dog stk. 2«.

    Endvidere foreslås det at tilføje ordet »forening« i bestemmelsen således, at det præciseres, at oplysningspligten tilsvarende gælder for foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven.

Til nr. 2

    I lovforslagets § 12, nr. 1, er foreslået, at tidspunktet, hvor modtageren beskattes af en successiv uddeling, der af fonden eller foreningen efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1, vælges fradraget på forfaldstidspunktet, udskydes indtil dette tidspunkt. Når beskatningstidspunktet udskydes foreslås det, at oplysningspligten efter skattekontrollovens § 7 B udskydes tilsvarende således, at de statslige told- og skattemyndigheder oplyses om de enkelte rater af uddelingen for de år, hvor modtageren er skattepligtig heraf.

Til nr. 3 og 4

    Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af den ændring, der er foreslået under nr. 2.

Til § 16

    Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4 og afskrivningslovens § 45 kan de skatteansættende myndigheder i forbindelse med opgørelse af henholdsvis en avance eller et afskrivningsgrundlag i særlige tilfælde ændre en aftalt overdragelsessum for et aktiv. En sådan ændring af overdragelsessummen er bindende for såvel sælger som køber.

    Efter forslaget åbnes der for, at i de tilfælde, hvor der foretages en sådan korrektion af overdragelsessummen for et aktiv, kan de skatteansættende myndigheder gennemføre de ændringer af skatteansættelser for øvrige parter i overdragelsesaftalen, der er en følge af den korrigerede overdragelsessum, efter udløbet af den almindelige 3-årige ansættelsesfrist efter skattestyrelseslovens § 34.

    Det er imidlertid en forudsætning for at foretage en sådan ekstraordinær skatteansættelse, at der inden for den almindelige 3-årige ansættelsesfrist er gennemført en skatteansættelse for en anden skattepligtig som følge af den korrigerede overdragelsessum, og at skattemyndigheden handler inden rimelig tid efter, at den er kommet til kundskab om korrektionen.

    Derimod stilles der ikke krav om, at den ekstraordinære skatteansættelse skal indebære en indkomstændring på mindst 5.000 kr., jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 2, fordi det normalt ikke er muligt med det samme at opgøre den indkomstændring, som korrektionen af overdragelsessummen vil medføre for erhververen af aktivet.

    Med forslaget undgås, at den 3-årige ansættelsesfrist i skattestyrelseslovens § 34 afskærer skattemyndighederne fra at foretage de afledte skatteansættelser, der er en følge af en korrektion efter ejendomsavancebeskatningsloven eller afskrivningsloven af en overdragelsessum.

Til § 17

Til nr. 1

    Efter de gældende regler er det en betingelse for at kunne anvende reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse, at den hidtidige ejer på tidspunktet for omdannelsen er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

    Beskatningsretten til aktieavancer er typisk tillagt den stat, hvor ejeren efter overenskomsten er hjemmehørende. Er ejeren således fuldt skattepligtig til Danmark, men efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, kan Danmark typisk ikke beskatte en eventuel fortjeneste på aktierne eller anparterne, når disse senere sælges.

    Har ejeren anvendt virksomhedsordningen i året forud for en virksomhedsomdannelse, har ejeren kunnet lade indestående på konto for opsparet overskud nedsætte aktierne eller anparternes anskaffelsessum. Nedsættelsen erstatter ophørsbeskatningen efter virksomhedsskatteloven, idet beskatningen udskydes til det tidspunkt, hvor aktierne eller anparterne afstås. Var ejeren på omdannelsestidspunktet ikke hjemmehørende i Danmark efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, og er beskatningsretten til aktieavancer tillagt den fremmede stat, kan ejeren på denne måde eliminere den udskudte skat, som stammer fra konto for opsparet overskud.

    Det foreslås derfor indsat en bestemmelse om, at ejeren på omdannelsestidspunktet udover at være fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2, skal være hjemmehørende i Danmark efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Til nr. 2 og 6

    Der er tale om tekniske forslag i form af rettelser af henvisningsfejl. I § 2, stk. 1, nr. 5, og § 4, stk. 5, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse er der henvist til § 4, stk. 2-4, der ved lov nr. 252 af 28. april 1999 som følge af en sammenlægning af to stykker imidlertid er ændret til § 4, stk. 2 og 3.

Til nr. 3

    Ved omdannelse af en personligt ejet virksomhed til et selskab efter reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse skal selskabets første regnskabsperiode i følge lovens § 3, stk. 2, løbe fra omdannelsesdatoen og udgøre 12 måneder. Hvis omdannelsen sker ved overdragelse til et skuffeselskab, fastslår lovens § 1, stk. 2, at selskabet skal være stiftet senest på omdannelsesdatoen.

    Hvis skuffeselskabet er stiftet forud for omdannelsesdatoen, kan kravet om, at selskabets første regnskabsperiode skal løbe fra omdannelsesdatoen ikke opfyldes. Selskabet kan dog efter gældende praksis benyttes som led i en skattefri virksomhedsomdannelse, hvis selskabets regnskabsår omlægges.

    For at bringe lovteksten i overensstemmelse hermed foreslås bestemmelsen i § 3, stk. 2, ændret således, at det alene er selskabets første regnskabsperiode efter omdannelsen, der skal løbe fra omdannelsesdatoen.

    For at undgå, at skuffeselskaber stiftet kort tid forud for omdannelsesdatoen, overfor skattemyndighederne skal aflægge regnskab for en periode, hvor selskabet ikke har drevet erhvervsmæssig virksomhed foreslås det, at første regnskabsperiode kan løbe fra stiftelsen, når regnskabsperioden slutter 12 måneder efter omdannelsesdatoen, og perioden ikke overstiger 18 måneder. Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med årsregnskabslovens § 3, hvoraf det fremgår, at første regnskabsperiode kan løbe i op til 18 måneder.

    Bestemmelsen indebærer, at regnskabsperioden i de situationer, hvor selskabet er stiftet mere end 6 måneder forud for omdannelsesdatoen, løber fra stiftelsen og indtil dagen, der ligger umiddelbart før omdannelsesdatoen. Er selskabet omvendt stiftet 6 måneder eller mindre forud for omdannelsesdatoen kan selskabet vælge mellem at lade første regnskabsperiode løbe fra stiftelsen og slutte 12 måneder efter omdannelsesdatoen eller at lade regnskabsperioden løbe fra stiftelsen og indtil dagen, der ligger umiddelbart før omdannelsesdatoen.

Til nr. 4

    Efter § 4, stk. 1, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse indgår fortjeneste og tab i forbindelse med en omdannelse efter lovens regler ikke i ejerens indkomst.

    Det foreslås præciseret, at det alene er fortjeneste og tab på aktiver og passiver i virksomheden som ikke indgår i ejerens indkomst. Overdrages en blandet benyttet ejendom til selskabet, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 2, vil det eksempelvis skulle afgøres efter ejendomsavancebeskatningslovens regler, om den del af fortjenesten, der vedrører den ikke erhvervsmæssige del, er skattepligtig.

Til nr. 5

    Efter den gældende bestemmelse i § 4, stk. 4, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse medregnes et beløb svarende til en eventuel negativ anskaffelsessum på aktierne eller anparterne opgjort efter reglerne i § 4, stk. 2 og 3, ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste eller tab, når aktierne eller anparterne afstås.

    Har ejeren anvendt virksomhedsordningen i året forud for omdannelsen, kan ejeren efter bestemmelserne i virksomhedsskattelovens § 16, stk. 1, og § 16 a, stk. 3, lade indestående på konto for opsparet overskud nedsætte aktierne eller anparternes anskaffelsessum opgjort efter § 4, stk. 2 og 3, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Nedsættelsen erstatter ophørsbeskatningen efter virksomhedsskatteloven, idet tanken har været at udskyde beskatningen til det tidspunkt, hvor aktierne eller anparterne afstås eller kapitalen nedsættes.

    Der er imidlertid ikke i § 4, stk. 4, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse henvist til bestemmelserne i virksomhedsskatteloven. Det foreslås derfor, at der i § 4, stk. 4, indsættes en henvisning til virksomhedsskattelovens § 16, stk. 1, og § 16 a, stk. 3.

    Medfører en nedsættelse af aktiernes eller anparternes anskaffelsessum med indestående på konto for opsparet overskud, at anskaffelsessummen bliver negativ, eller mere negativ, skal det herefter opgjorte negative beløb medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste eller tab ved afståelse af aktierne eller anparterne. Det samme gælder, hvis enten ejeren tilbagesælger aktierne eller anparterne til det udstedende selskab, jf. ligningslovens § 16 B, eller selskabets aktie- eller anpartskapital nedsættes, jf. ligningslovens § 16 A.

Til nr. 7

    Efter den gældende bestemmelse i § 6 i lov om skattefri virksomhedsomdannelse succederer selskabet i den hidtidige ejers skattemæssige stilling. Ifølge § 6, stk. 1, skal aktiver, som aktie- eller anpartsselskabet overtager fra den personligt ejede virksomhed i forbindelse med omdannelsen, ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst behandles, som var de erhvervet af selskabet på de tidspunkter, hvor de er erhvervet af den hidtidige ejer, og for de anskaffelsessummer, hvortil aktiverne er erhvervet af denne.

    Det fremgår af cirkulære nr. 2 af 4. januar 1984 om skattefri virksomhedsomdannelse, at den privat benyttede del af et blandet benyttet driftsmiddel erhvervet før 17. maj 1983 ikke omfattes af virksomhedsomdannelseslovens regler, idet der ikke er tale om overdragelse af en del af en virksomhed. I stedet anses ejerens overdragelse af den privat benyttede del for en sædvanlig afståelse.

    Det er ikke korrekt, at den privat benyttede del af et blandet benyttet aktiv alene skal anses for afstået, og dermed ikke omfattet af virksomhedsomdannelseslovens successionsregler, når der er tale om overdragelse af blandede benyttede driftsmidler erhvervet før 17. maj 1983. Uanset aktivets art eller tidspunktet for aktivets erhvervelse skal den privat benyttede del af et blandet benyttet aktiv altid anses for afstået til selskabet, idet der ikke er tale om overdragelse af en del af en virksomhed til selskabet. Den privat benyttede del af aktivet anses for afstået til selskabet til handelsværdien på omdannelsesdatoen.

    Det foreslås derfor præciseret i loven, at det alene er den del af et blandet benyttet aktiv, der anvendes til erhvervsmæssige formål, som selskabet succederer i ved omdannelsen.

    Det fremgår ikke af loven, hvorledes omfanget af den erhvervsmæssige benyttelse af aktivet skal opgøres. Der foreslås derfor indført en regel, hvorefter den erhvervsmæssigt benyttede del opgøres som forholdet mellem de afskrivninger, ejeren i alt har fratrukket ved indkomstopgørelsen, herunder forskuds- og forlodsafskrivninger, og de afskrivninger, ejeren kunne have fratrukket, såfremt aktivet udelukkende var benyttet til erhvervsmæssige formål.

    Ved opgørelsen af de afskrivninger, ejeren kunne have fratrukket, såfremt aktivet udelukkende var benyttet til erhvervsmæssige formål, anvendes de afskrivningsprocenter, ejeren faktisk har anvendt. Har ejeren således indtil omdannelsen anvendt en afskrivningsprocent på 20 ved afskrivningen på et driftsmiddel, skal ejeren ved opgørelsen af de afskrivninger, som denne kunne have fratrukket, såfremt aktivet udelukkende var benyttet til erhvervsmæssige formål, ligeledes anvende en afskrivningsprocent på 20.

    Driftsmidler, som både benyttes til erhvervsmæssige og private formål, har indtil omdannelsen været afskrevet særskilt, jf. afskrivningslovens § 11. Ved overdragelsen til selskabet ændrer aktivet benyttelse fra delvis erhvervsmæssig benyttelse til udelukkende erhvervsmæssig benyttelse. Den del af driftsmidlets uafskrevne værdi, der svarer til den erhvervsmæssigt benyttede del, jf. den foreslåede fordeling i § 6, stk. 4, 2. pkt., tillægges herefter selskabets driftsmiddelsaldo. Tilsvarende tillægges handelsværdien på omdannelsesdatoen af den tidligere privat benyttede del af driftsmidlet.

Eksempel 1:

    En bil, som ejeren benytter både erhvervsmæssigt og privat, anskaffes i år 1 for 150.000 kr. I år 1 anvendes 50 pct. af bilen erhvervsmæssigt, og i år 2 er anvendelsen 30 pct. I år 3 vælger ejeren at omdanne virksomheden til selskab efter reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

År 1

Anskaffelsessum

    

150.000

Ved indkomstopgørelsen beregnes afskrivning med 30 pct.

    

45.000

    

Den erhvervsmæssige andel af bilens benyttelse har udgjort halvdelen, og ved indkomstopgørelsen kan ejeren derfor som skattemæssig afskrivning fradrage det halve af 45.000 kr. = 22.500 kr.

År 2

Det uafskrevne beløb udgør herefter ved årets begyndelse

    

105.000

Ved indkomstopgørelsen beregnes afskrivning med 20 pct.

    

21.000

    

Den erhvervsmæssige andel af benyttelsen har udgjort 30 pct., og ved indkomstopgørelsen kan ejeren derfor som skattemæssig afskrivning fradrage 30 pct. af 21.000 kr. = 6.300 kr.

Det uafskrevne beløb udgør herefter

    

84.000

År 3

    Med virkning fra år 3 omdannes ejerens virksomhed til selskab efter reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

    Den erhvervsmæssigt benyttede del af bilen udgør:

22.500 + 6.300

x 100 = 43,64 pct.

45.000 + 21.000

    

 

    Selskabet succederer herefter i 43,64 pct. af bilens uafskrevne værdi:

43,64 pct. af 84.000

36.655

Handelsværdien af den privat benyttede del af bilen på omdannelsesdatoen:

70.000

Selskabet kan herefter afskrive på i alt

106.655

    

Beløbet tillægges selskabets driftsmiddelsaldo.

    Overdrages en bygning, der benyttes til både erhvervsmæssige og private formål, til selskabet, kan selskabet afskrive fuldt ud på den del af bygningens anskaffelsessum, der svarer til den erhvervsmæssigt benyttede del, jf. den foreslåede fordeling i § 6, stk. 4, 2. pkt, under forudsætning af, at hele den erhvervsmæssigt benyttede del af bygningen anvendes til afskrivningsberettigede formål efter afskrivningsloven. Selskabet kan ikke afskrive på handelsværdien af den hidtil private del af bygningen, hvis denne fortsat anvendes til beboelse, herunder udlejes til den tidligere ejer.

Eksempel 2:

    Udover driftsmidlet har ejeren i år 1 anskaffet en bygning for 2.000.000 kr. I år 1 anvendes 60 pct. af bygningen erhvervsmæssigt til udelukkende afskrivningsberettigede formål, og i år 2 anvendes 40 pct. erhvervsmæssigt til udelukkende afskrivningsberettigede formål. Den privat benyttede del af bygningen anvendes til beboelse.

År 1

    

5 pct. x

60

x 2.000.000 = 60.000 kr.

100

År 2

    

4 pct. x

40

x 2.000.000 = 32.000 kr.

100

År 3

    Med virkning fra år 3 omdannes ejerens virksomhed til selskab efter reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

    Den erhvervsmæssigt benyttede del af bygningen udgør:

60.000 + 32.000

x 100 = 51,11 pct.

5 pct. x 2.000.000 + 4 pct. x 2.000.000

    

 

    Selskabet succederer herefter i 51,11 pct. af bygningens anskaffelsessum:

51,11 pct. af 2.000.000 kr. =

    

1.022.222

    

Selskabet kan herefter afskrive fuldt ud på dette beløb, såfremt den del af bygningen, som selskabet succederer i, fortsat anvendes til afskrivningsberettigede formål.

    Selskabet kan ikke afskrive på handelsværdien af den hidtil private del af bygningen, hvis denne fortsat anvendes til ikke afskrivningsberettigede formål, herunder beboelse. Overgår denne del af bygningen til at blive anvendt til afskrivningsberettigede formål, kan selskabet afskrive fuldt ud på handelsværdien af den privat benyttede del af bygningen. Udgør handelsværdien af den privat benyttede del af bygningen på omdannelsesdatoen f.eks. 1.300.000 kr. vil selskabet kunne afskrive på en samlet anskaffelsessum på (1.022.222 + 1.300.000) 2.322.222 kr., hvis hele bygningen anvendes til afskrivningsberettigede formål.

Til § 18

Til nr. 1

    Ved lov nr. 976 af 17. december 1997 blev kildeskatteloven ændret med henblik på at udvide ægtefællers mulighed for med skattemæssig virkning at fordele resultatet fra en fælles drevet erhvervsvirksomhed. Der blev indført en ny bestemmelse i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, hvorefter ægtefællerne frit kan fordele resultatet fra erhvervsvirksomheden mellem sig, forudsat at ægtefællerne begge deltager i væsentligt og ligeligt omfang i driften af virksomheden, at de hæfter i samme omfang for virksomhedens forpligtelser, og at fordelingen er sagligt begrundet i virksomhedens drift.

    Som konsekvens af ændringen af kildeskatteloven indførtes den gældende regel i virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4. Herefter skal ægtefæller, der vælger at anvende virksomhedsordningen, under ét anvende virksomhedsordningen på indkomst fra en fælles drevet virksomhed, hvor resultatet fordeles efter kildeskattelovens § 25 A, stk. 8. Bestemmelsen har virkning fra indkomståret 1999, jf. dog forslagets § 21, stk. 20.

    Efter lovens vedtagelse har det vist sig, at formuleringen af virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4, giver anledning til praktiske problemer i forhold til § 2, stk. 3. Stk. 4 er ikke forenelig med stk. 3, hvorefter flere virksomheder, der drives af den samme skattepligtige person, skal behandles som én virksomhed ved anvendelsen af virksomhedsordningen, i de tilfælde, hvor en eller begge ægtefæller driver egen virksomhed ved siden af den fælles drevne virksomhed efter kildeskattelovens § 25 A, stk. 8. Som eksempel på et sådant tilfælde kan nævnes, at ægtefællerne i fællesskab driver en forretning, samtidig med at den ene ægtefælle driver en udlejningsejendom ved siden af. I disse tilfælde, hvor virksomhederne drives uafhængigt af hinanden, vil det være vanskeligt at opgøre indkomsten for den enkelte ægtefælle.

    Bestemmelsen i § 2, stk. 4, tvinger ægtefællerne til at anvende samme skatteordning og gør derved reglerne for ægtefællers fælles drevne virksomhed mindre fleksible.

    Det foreslås at ophæve § 2, stk. 4, således at det ikke længere kræves, at ægtefæller, der driver fælles virksomhed efter kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, skal anvende virksomhedsordningen under et. Dette betyder, at også disse ægtefæller, frit og uafhængigt af hinanden kan vælge, hvorledes den enkeltes del af resultatet skal behandles skattemæssigt (dvs. efter virksomhedsordningen, kapitalafkastordningen eller personskattelovens regler). Ægtefællernes skattemæssige retsstilling kommer således i endnu videre omfang til at svare til den skattemæssige behandling af erhvervsfællesskaber, hvor der ikke er et interessesammenfald mellem deltagerne. De for ægtefællerne særlige regler om bl.a. succession og overførsel af aktiver berøres ikke.

    At ægtefællerne skattemæssigt sidestilles med interessentskaber indebærer, at valget af beskatningsformen træffes individuelt, og at hver ægtefælle kan foretage individuelle skattemæssige afskrivninger. Fremgangsmåden bliver herefter, at man først fordeler resultatet fra den fælles drevne virksomhed mellem ægtefællerne, og først efter denne fordeling vælger hver ægtefælle, hvorledes dennes andel skal beskattes, og hvad der skal afskrives på denne andel. Vælger ægtefællen at anvende virksomhedsordningen, skal andelen af resultatet fra den fælles drevne virksomhed behandles som én virksomhed sammen med eventuelle andre virksomheder, denne ægtefælle måtte drive.

    Konsekvensen af, at § 2, stk. 4, ophæves, og ægtefællerne dermed ikke længere skal anvende virksomhedsordningen under et, er, at der skal tages stilling til, hvorledes indskudskonto, mellemregningskonto, konto for opsparet overskud og hensættelser til senere faktisk hævning skal fordeles ægtefællerne imellem, når virksomheden overgår fra udelukkende at blive drevet af en ægtefælle i virksomhedsordningen til at blive drevet af ægtefællerne i fællesskab.

    Skattedepartementet har i TfS 1989.103 afgjort, at i de tilfælde, hvor en ægtefælle overtager hele driften af en virksomhed, som hidtil har været drevet af den anden ægtefælle i virksomhedsordningen, succederer den førstnævnte ægtefælle i ordningen. Dette indebærer, at ægtefællen overtager indskudskonto, mellemregningskonto, konto for opsparet overskud og hensættelser til senere faktisk hævning.

    Den foreslåede ophævelse af § 2, stk. 4, der medfører, at ægtefællerne ikke længere skal anvende virksomhedsordningen under et, indebærer herefter, at en ægtefælle, der overtager en del af driften af en virksomhed, som hidtil har været drevet af den anden ægtefælle i virksomhedsordningen, succederer i en del af ordningen. Ægtefællen overtager en forholdsmæssig del af de forskellige konti m.v. i virksomhedsordningen svarende til det forhold virksomhedens resultat fordeles efter. Dette gælder dog kun, når der er én virksomhed i ordningen.

    Er virksomheden, der skal drives af ægtefællerne i fællesskab, en blandt flere virksomheder i virksomhedsordningen, må der forud for fordelingen af diverse konti mellem ægtefællerne, foretages en udskillelse af virksomheden fra ægtefællens øvrige virksomheder. Den modtagende ægtefælle overtager alene den del af indeståendet på disse konti, der kan henføres til den virksomhed, som skal drives i fællesskab. Udskillelsen af denne virksomhed foretages på grundlag af forholdet mellem den del af kapitalafkastgrundlaget, der hidrører fra den virksomhed som skal drives i fællesskab, og det samlede kapitalafkastgrundlag forud for overførslen. Opgørelsen af kapitalafkastgrundlagene skal ske på grundlag af værdierne ultimo året forud for overførselsåret.

    Vælger den modtagende ægtefælle ikke at anvende virksomhedsordningen, må det anses for ophør med anvendelse af virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 15 b, med den virkning, at den andel af opsparet overskud, der overføres til ægtefællen, skal beskattes hos den modtagende ægtefælle i overførselsåret.

Til nr. 2 og 4

    Ud fra samme betragtninger som anført til nr. 1 foreslås § 22 a, stk. 1, 3. pkt., ophævet, således at ægtefællerne hver for sig kan beregne et kapitalafkast.

    Ud fra samme betragtninger som anført til nr. 1 foreslås § 22 b, stk. 1, 3. pkt., ophævet, således at ægtefællerne hver for sig kan anvende reglerne om henlæggelse til konjunkturudligning.

    Konsekvensen af, at § 22 b, stk. 1, 3. pkt., ophæves, og ægtefællerne dermed ikke længere skal anvende reglerne om henlæggelse til konjukturudligning under et, er, at der skal tages stilling til, hvorledes de allerede foretagne henlæggelser til konjunkturudligning skal fordeles.

    Som nævnt under bemærkningerne til nr. 1 antages det, at en ægtefælle der overtager en del af driften af en virksomhed, som hidtil har været drevet af den anden ægtefælle i virksomhedsordningen, kan succedere i en del af ordningen. Tilsvarende antages det, at en ægtefælle kan succedere i den overførende ægtefælles henlæggelser til konjunkturudligning efter virksomhedsskattelovens § 22 b. Hvis den overførende ægtefælle kun har den virksomhed, der overføres til at blive drevet i fællesskab, kan fordelingen foretages på samme måde som fordelingen af virksomhedens resultat. Er virksomheden, der skal drives af ægtefællerne i fællesskab, en blandt flere virksomheder kan konjunkturudligningshenlæggelserne fordeles i overensstemmelse med fordelingen af kapitalafkast, det vil sige i overensstemmelse med fordelingen af erhvervsmæssige aktiver mellem ægtefællerne.

Til § 19

    Det er en betingelse for at anvende reglen i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, at ægtefællerne hæfter for virksomhedens forpligtelser i samme omfang i hele indkomståret. Derved bærer ægtefællerne en økonomisk risiko i relation til virksomheden på samme måde, som når personer uden interessefællesskab driver virksomhed sammen.

    Ægtefæller, som ikke i forvejen hæfter i samme omfang for virksomhedens forpligtelser skal derfor på anden måde sørge for at komme til at hæfte i samme omfang i det indkomstår, hvor ægtefællerne ønsker at anvende bestemmelsen.

    Loven blev vedtaget i december måned 1997, hvilket betød, at disse ægtefæller havde meget kort varsel til at foretage de skridt, der var nødvendige for at opfylde hæftelsesreglen for indkomståret 1998. Af hensyn til disse ægtefæller blev det i cirkulære nr. 60 af 8. april 1998 tilkendegivet, at hæftelsesbetingelsen kunne anses for opfyldt vedrørende indkomståret 1998, hvis ægtefællerne den 1. juli og resten af indkomståret 1998 hæftede i samme omfang for virksomhedens forpligtelser.

    Samtidig blev der etableret en særlig ordning, så ægtefællerne kan opfylde hæftelsesbetingelsen vedrørende indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, moms, lønsumsafgift, told og punktafgifter ved at indsende en erklæring om solidarisk hæftelse for sådanne beløb. Der vil så blive udsendt et nyt registreringsbevis med en supplerende oplysning om den ændrede hæftelse. Hæftelsesbetingelsen vil herefter være opfyldt, indtil ægtefællerne meddeler told- og skattemyndighederne, at hæftelsen ønskes ophævet.

    En række henvendelser fra virksomheder og revisorer m.v. har imidlertid vist, at man ikke har været opmærksom på, hvad der kræves for at opfylde hæftelsesbetingelsen. For så vidt angår de ovennævnte skatte- og afgiftsbeløb, kan dette til en vis grad skyldes, at den ovenfor beskrevne ordning kun blev beskrevet i et cirkulære til loven.

    Det foreslås på den baggrund, at hæftelsesbetingelsen for indkomstårene 1998, 1999 og 2000 anses for opfyldt i relation til indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, moms, lønsumsafgift, told og punktafgifter for det pågældende indkomstår, hvis ægtefællerne i forbindelse med deres anmodning om at anvende kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, erklærer at hæfte solidarisk for disse beløb.

    Det vil give ægtefæller og revisorer den fornødne tid til at indrette sig, idet indkomståret 2001 bliver første gang, ægtefællerne skal hæfte for indeholdte skatter m.v. i hele indkomståret. Med andre ord skal ægtefæller, der vil have mulighed for at benytte kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, for indkomståret 2001 sørge for at hæfte for indeholdte skatter m.v. ved begyndelsen af indkomståret 2001, typisk 1. januar 2001. Det er kun vedrørende indkomstårene 1998, 1999 og 2000, at det er tilstrækkeligt, at hæftelsen først erklæres i forbindelse med en eventuel anmodning om at anvende bestemmelsen.

Til nr. 3

    Der er tale om en konsekvensændring som følge af ophævelsen af § 2, stk. 4.

Til § 20

Til nr. 1 og 2

    Med forslaget om indsættelse af § 5, stk. 3, i lov nr. 1033 af 23. december 1998, hvorved arbejdsgivernes eget arbejdsmarkedsbidrag blev ophævet pr. 1. januar 2000, sikres det, at de hidtidigt gældende regler for opgørelse, beregning, opkrævning, indbetaling, indgivelse af angivelser, regulering, forrentning, registrering, klage og straf m.v. for arbejdsgiverbidraget fortsat finder anvendelse for arbejdsgiverbidrag vedrørende 1999 og tidligere år.

    Med det gældende virkningstidspunkt, dvs. den 1. januar 2000, for ophævelsen af arbejdsgivernes pligt til at betale arbejdsmarkedsbidrag og de dertil knyttede opkrævningsregler m.v., er der ikke tilstrækkelig klar hjemmel til, at de nævnte opkrævningsregler m.v. fortsat skal finde anvendelse efter denne dato for så vidt angår arbejdsgiverbidrag vedrørende 1999 og tidligere år. Det drejer sig bl.a. om angivelse og betaling af arbejdsgiverbidraget for december 1999, der forfalder til betaling den 1. januar 2000 med sidste rettidige betalingsdag den 17. januar 2000. Det drejer sig endvidere om adgangen til at inddrive og forrente eventuelle restancer vedr. arbejdsgiverbidraget efter den 1. januar 2000.

Til § 21

Til stk. 1

    Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

    For så vidt angår ændringerne af ejendomsværdiskatteloven får disse således virkning samtidig med ejendomsværdiskatteloven, dvs. fra og med indkomståret 2000. Det samme gør sig gældende for ændringerne i lov nr. 1033 af 23. december 1998 (lovforslagets § 20), hvor arbejdsgivernes eget arbejdsmarkedsbidrag bliver ophævet pr. 1. januar 2000.

Til stk. 2

    Det foreslås, at lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, har virkning for anmodninger, der modtages den 1. januar 2000 eller senere. For så vidt angår lovforslagets § 1, nr. 2, betyder det, at ændringerne har virkning for tilladelser vedrørende anmodninger, der indgives den 1. januar 2000 eller senere.

Til stk. 3

    Det foreslås, at en række af de foreslåede regler vedrørende ændring af afskrivningsloven skal have virkning fra og med indkomståret 1999. Det skyldes, at den nye afskrivningslov, jf. lov nr. 433 af 26. juni 1998, hvoraf enkelte regler foreslås ændret, har samme virkningstidspunkt. De foreslåede regler kan tillægges samme virkningstidspunkt, idet de enten udgør en lempelse eller må anses for en præcisering. Nedenfor gennemgås disse bestemmelser.

    Det drejer sig om lovforslagets § 1, nr. 3, hvorefter fortjeneste eller tab for personer medregnes med 90 pct. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, dvs. både når fortjeneste eller tabet konstateres i ophørsåret og i det indkomstår, hvor det sidste driftsmiddel eller skib sælges, og hvorefter salgssummer for personer efter afskrivningslovens § 9, stk. 5, medregnes i salgsåret. Der er tale om en tydeliggørelse af bestemmelserne. Forslaget kan derfor tillægges virkning fra og med indkomståret 1999.

    Det drejer sig om lovforslagets § 1, nr. 4, hvori afskrivningsadgangen for accessoriske bygninger og bygningsdele fastslås. Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke en udvidelse eller en indskrænkning af adgangen til at afskrive på accessoriske bygninger i forhold til regler og praksis efter den tidligere afskrivningslov. Forslaget kan derfor tillægges virkning fra og med indkomståret 1999.

    Det drejer sig om lovforslagets § 1, nr. 5, hvorefter en installation, hvorpå der har kunnet afskrives efter afskrivningslovens § 15, stk. 2 eller 3, ikke kan overgå til afskrivning efter § 15, stk. 1. Reglen har til formål at undgå et administrativt problem, og kan derfor tillægges virkning fra og med indkomståret 1999.

    Det drejer sig om lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter der kan foretages straksfradrag af udgifter til ombygning og forbedring af installationer. Forslaget er en lempelse og kan derfor tillægges virkning fra og med indkomståret 1999.

    Det drejer sig om lovforslagets § 1, nr. 11, hvorefter der fastsættes regler for opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for blandet benyttede bygninger ved ændring af den andel af den samlede anskaffelsessum, som der kan afskrives på. Gældende regler er uklare. De foreslåede regler vil sikre, at den skattepligtige vil blive stillet lige så godt eller bedre end efter de nugældende regler. De foreslåede regler foreslås derfor tillagt virkning fra og med indkomståret 1999.

    Det drejer sig om lovforslagets § 1, nr. 15, hvorefter praksis for opgørelse af genvundne afskrivninger og tab på blandet benyttede bygninger lovfæstes. Retstilstanden er ikke tilsigtet ændret med de foreslåede regler, der dermed kan tillægges virkning fra og med indkomståret 1999.

    Det gælder lovforslagets § 1, nr. 18. I lovforslagets § 1, nr. 18, indrømmes nedrivningsfradrag for bygninger, hvorpå der har været afskrevet efter afskrivningslovens § 14. Det præciseres, at den nedskrevne værdi ved opgørelsen af nedrivningsfradraget opgøres efter reglen i afskrivningslovens § 21, stk. 2. Endvidere indrømmes nedrivningsfradrag for installationer, hvorpå der har været foretaget afskrivning efter afskrivningslovens § 15, stk. 2 eller 3. Den foreslåede bestemmelse i afskrivningslovens § 22, stk. 1, 4. pkt., om opgørelse af nedrivningsfradrag for blandet benyttede installationer, er først nødvendig fra det tidspunkt, hvor den ændrede afskrivningsmetode for blandet benyttede installationer skal have virkning. Det foreslås derfor, at afskrivningslovens § 22, stk. 1, 4. pkt., får virkning fra og med indkomståret 2000.

    Det gælder lovforslagets § 1, nr. 19, om en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 18.

    Det gælder lovforslagets § 1, nr. 21, om opgørelse af nedrivningsfradrag for bygninger på lejet grund. Den foreslåede ændring bringer lovbestemmelsen i overensstemmelse med praksis efter den tidligere afskrivningslov, og den kan derfor få virkning fra og med indkomståret 1999.

    Det drejer sig om lovforslagets § 1, nr. 24, hvorefter en forpagter af en landbrugsejendom kan foretage afskrivning på afholdte udgifter til ombygning og forbedring af værelser til landboturisme. Den foreslåede bestemmelse er en lempelse, og den foreslåede bestemmelse bør derfor have virkning fra det tidspunkt, hvor de pågældende værelser kan afstås. Det drejer sig endvidere om lovforslagets § 1, nr. 25, hvorefter der ved salg af værelser, hvorpå der har været foretaget afskrivning på afholdte udgifter til ombygning af disse til brug for landboturisme, højst kan ske beskatning af de foretagne afskrivninger. Dette forslag udgør ligeledes en lempelse.

    Det gælder lovforslagets § 1, nr. 27, hvorefter kun fysiske personer skal ansøge om tilladelse til at påbegynde afskrivning på aktiver til forsøgs- og forskningsvirksomhed før erhvervet påbegyndes. Forslaget udgør en lempelse i forhold til gældende regler.

    Det gælder lovforslagets § 1, nr. 31, hvorefter udgifter til ombygning eller forbedring, der efter reglerne i den tidligere afskrivningslovs § 21, stk. 2, er afholdt i indkomståret 1998 eller tidligere, og som ikke har kunnet straksfradrages i 1998 eller i et tidligere indkomstår, kan straksfradrages i 1999 eller senere, når betingelserne efter den tidligere afskrivningslov herfor bliver opfyldt. Denne regel, der er en lempelse, skal have virkning fra og med indkomståret 1999.

    Det gælder endelig lovforslagets § 6, § 7, nr. 7 og 8, § 9, § 11, § 12, nr. 3, og § 13, nr. 1 og 3. Disse bestemmelser vedrører konsekvensændringer som følge af de foreslåede regler i lovforslagets § 1 samt rettelser af henvisningsfejl m.v.

Til stk. 4

    Det foreslås, at de foreslåede regler i lovforslagets § 1, nr. 6, 7, 9, 10, 13, 14 og 16, om en ændret afskrivningsmetode for blandet benyttede installationer, hvorefter disse afskrives på samme måde som blandet benyttede driftsmidler, skal have virkning fra og med indkomståret 2000. Der foreslås en overgangsregel for indkomståret 1999. For installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, skal der for indkomståret 1999 foretages en opgørelse af den beregnede beløbsmæssige afskrivning således, at det foreslåede system med beregnede afskrivninger og skattemæssige afskrivninger kan anvendes fra og indkomståret 1999. Den beregnede beløbsmæssige afskrivning opgøres på grundlag af den afskrivning, der for indkomståret 1999 er foretaget i forhold til den erhvervsmæssige benyttelse af installationen, jf. nedenstående eksempel.

Eksempel

    For indkomståret 1999 udgør den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen 75 pct. Ved en anskaffelsessum på 100.000 kr. og ved en afskrivningssats på 5 pct. kan der foretages et fradrag for 1999 på 3.750 kr. Dette beløb svarer til 5 pct. af 75 pct. af 100.000 kr. 5 pct. af 100.000 kr. udgør 5.000 kr., hvilket beløb udgør den beregnede afskrivning for indkomståret 1999.

    Den beregnede afskrivning for indkomståret 1999 indgår herefter ved opgørelsen de samlede beregnede afskrivninger i det videre afskrivningsforløb.

Til stk. 5

    Det foreslås, at lovforslagets § 1, nr. 12, om ændring af afskrivningslovens § 19, stk. 5, skal have virkning for salg, der finder sted den 1. januar 2000 eller senere. Det skyldes, at afskrivningslovens § 45, hvortil der er henvist i bestemmelsen, ligeledes foreslås at have virkning for salg, der finder sted den 1. januar 2000 eller senere, jf. lovforslagets § 21, stk. 8.

    Det foreslås, at bestemmelsen i § 19, stk. 5, 2. pkt., skal have virkning fra og med indkomståret 1999. Efter denne bestemmelse skal i andre tilfælde, dvs. hvor reglerne i afskrivningslovens § 45 ikke finder anvendelse, gælde, at er der på en ejendom foretaget en ejerboligfordeling efter vurderingslovens § 33, indgår i en bygnings anskaffelsessum efter stk. 1 ikke den del, der kan henføres til ejerboligen. Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 12, følger det allerede af lov nr. 433 af 26. juni 1998, at der for bygninger anskaffet før indkomståret 1999 på en ejendom, hvorpå der er en ejerboligfordeling, skal ske en regulering af den del af samlede anskaffelsessum under hensyn til en sådan ejerboligfordeling. Den foreslåede bestemmelse sikrer, at dette også er tilfældet efter lovændringen.

Til stk. 6

    Det foreslås, at lovforslagets § 1, nr. 17, hvorefter der sker en udvidelse af de tilfælde, hvor der ved salg af en bygning eller installation ikke skal udløses fradrag for tab, skal have virkning for salg, der finder sted den 1. januar 2000 eller senere. Den nye afskrivningslov indfører adgang til at fradrage tab på bygninger og installationer fra og med indkomståret 1999, og den afskæring af tabsfradrag, der sker i visse tilfælde har samme virkningstidspunkt. Den foreslåede bestemmelse udgør imidlertid en skærpelse i forhold til gældende regler, og den skal derfor kun tillægges fremtidig virkning.

Til stk. 7

    Det foreslås, at lovforslagets § 1, nr. 20, hvorefter der ikke kan afskrives på udgifter til anskaffelse og forbedring af bygninger på lejet grund, skal have virkning for lejemål, der indgås den 1. januar 2000 eller senere. Den foreslåede bestemmelse udgør en skærpelse i forhold til gældende regler, og den skal derfor kun tillægges fremtidig virkning. Det gælder endvidere lovforslagets § 1, nr. 23, hvorefter der ikke kan afskrives på udgifter til ombygning, forbedring eller indretning af lejede lokaler mellem nærtstående, når der ikke er en reel risiko for opsigelse.

Til stk. 8

    Det foreslås, at de foreslåede ændrede regler i afskrivningslovens § 45, stk. 2 - 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, og ejendomsavancebeskatningslovens § 4, jf. lovforslagets § 4, nr. 2 og 3, om fordeling af overdragelsessummen på skatterelevante aktiver omfattet af overdragelsen skal have virkning for salg, der finder sted fra og med den 1. januar 2000. Dele af de foreslåede regler kan ikke tillægges virkning fra og med indkomståret 1999, idet de vedrører dispositioner, som køber og sælger har truffet. Det foreslås derfor, at de foreslåede regler som helhed tillægges virkning for salg, der finder sted fra og med den 1. januar 2000. De afledte bestemmelser i skattestyrelseslovens § 35, jf. lovforslagets § 16 foreslås tillagt samme virkningstidspunkt.

Til stk. 9

    Det foreslås, at lovforslagets § 1, nr. 30, har virkning fra og med indkomståret 1999. Det tydeliggøres, at beskatning af genvundne afskrivninger og tab samt nedrivningsfradrag også gælder for bygninger, der har været afskrevet efter bestemmelser i den tidligere afskrivningslov og statsskatteloven. For bygninger, hvorpå der efter den gældende afskrivningslov ikke kan foretages skattemæssig afskrivning fra og med indkomståret 1999, har § 1, nr. 30, dog først virkning for salg, der foretages den 1. januar 2000 eller senere.

Til stk. 10

    Det foreslås, at forslagets § 4, nr. 1, 4 - 11, 13, 14, 17, 18 og 20 - 23, samt § 10, nr. 2 - 4, skal have virkning for afståelser, der foretages den 1. januar 2000 eller senere.

Til stk. 11

    Det foreslås, at de ændringer af ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, der er indeholdt i 1. - 6. og 8. pkt., skal have virkning for afståelser, der foretages den 1. januar 2000 eller senere. Endvidere foreslås det, at den ændring af ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, der er indeholdt i 7. pkt., skal have virkning, hvor den tidligere delafståelse er foretaget den 1. januar 2000 eller senere.

Til stk. 12

    Det foreslås, at ændringerne af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A og § 6 C (lovforslagets § 4, nr. 15 og 16) skal have virkning for fortjenester, der vedrører ejendom, som afstås den 1. januar 2000 eller senere.

Til stk. 13

    Det foreslås, at ændringen af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3 (lovforslagets § 4, nr. 19), skal have virkning fra og med den 1. januar 2000 eller senere.

Til stk. 14

    Det foreslås, at ændringen af ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 1 og 9, (lovforslagets § 4, nr. 24 og 25) skal have virkning for erstatnings- og forsikringssummer, der erhverves den 1. januar 2000 eller senere.

Til stk. 15

    Det foreslås, at den ændring af dødsboskattelovens § 27, stk. 3, der er indeholdt i 1. og 2. pkt., skal finde anvendelse for boer, hvor personen er afgået ved døden den 1. januar 2000 eller senere. Endvidere foreslås det, at den ændring af dødsboskattelovens § 27, stk. 3, der er indeholdt i 3. pkt., skal finde anvendelse for boer, hvor personen er afgået ved døden den 1. januar 1999 eller senere. Reglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, om et bundfradrag ved afståelse af landbrugsejendomme m.v. og blandet benyttede ejendomme blev indført med virkning for ejendomme, der afstås den 1. januar 1999 eller senere. Personer, der er afgået ved døden i 1999 eller senere har således kunnet anvende reglen om bundfradraget, hvorfor det er fundet rimeligt, at alle dødsboer også dødsboer efter personer, der er afgået ved døden i 1999, får adgang til at anvende reglen.

Til stk. 16

    Det foreslås, at ændringerne i dødsboskattelovens § 28, stk. 1, § 36 og boafgiftslovens § 13 a skal finde anvendelse for udlodninger fra boer, hvor personen afgår ved døden den 1. januar 2000 eller senere, samt på skifte af uskiftede boer i den efterlevendes ægtefælles levende live, når anmodningen om skifte indgives den 1. januar 2000 eller senere.

    Baggrunden for denne bestemmelse er, at ændringerne medfører stramninger af eksisterende regler, som igangværende boer ikke skal undergives.

Til stk. 17

    Det foreslås, at § 7, nr. 1 - 7 og 11, § 12, nr. 1, og § 15 har virkning for uddelinger, som fonden eller foreningen er eller bliver retligt forpligtet til at præstere i indkomståret 1999 eller senere. Da de foreslåede ændringer er begunstigende, er der ikke problemer forbundet med at tillægge lovforslaget virkning fra dette tidspunkt.

Til stk. 18

    Det foreslås, at § 8, nr. 2, og § 16, nr. 1 - 4 og 6 - 7, har virkning for omdannelser og tilførsler, der finder sted den 1. januar 2000 eller senere, eller hvor omdannelsesdatoen eller tilførselsdatoen er den 1. januar 2000 eller senere.

    I det omfang lovforslaget består i at tydeliggøre lovteksten med henblik på at sikre en videreførelse af hidtidig praksis, har ikrafttrædelsesbestemmelsen betydning i forhold til, hvilken formulering, der skal lægges til grund ved vurdering af eventuelle fortolkningsspørgsmål.

Til stk. 19

    De nævnte ændringer i § 8, nr. 3, og § 17, nr. 5, relaterer sig til gennemførelsen af en kapitalnedsættelse eller en afståelse af aktier eller anparter, herunder til det udstedende selskab. Det foreslås derfor, at bestemmelserne har virkning for afståelser og kapitalnedsættelser, der finder sted den 1. januar 2000 eller senere.

Til stk. 20

    Det foreslås, at § 10, nr. 1, og § 18 tillægges virkning fra og med indkomståret 1999. Skattepligtige, som for indkomståret 1998 har selvangivet i overensstemmelse med reglerne i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, og virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4, som affattet ved lov nr. 976 af 17. december 1997, kan dog vælge at anvende § 10, nr. 1, og § 18 i nærværende lov, hvis underretning herom sker til den skatteansættende myndighed inden den 30. juni 2000.

    Da de foreslåede ændringer er begunstigende, skønnes der ikke at være problemer forbundet med at tillægge lovforslaget virkning fra dette tidspunkt.

Til stk. 21

    Det foreslås, at § 14, nr. 2, skal have virkning for udlodninger, der foretages den 1. januar 2000 eller senere.

Til stk. 22

    Det foreslås, at § 19 skal have virkning fra og med indkomståret 1998. Da den foreslåede ændring er begunstigende, skønnes der ikke at være problemer forbundet med at tillægge lovforslaget virkning fra dette tidspunkt.


    

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

 

Lovforslaget

   

§ 1

   

I lov om skattemæssige afskrivninger (afskrivningsloven), jf. lov nr. 433 af 26. juni 1998, som ændret ved § 2 i lov nr. 386 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 5. - - -

    Stk. 6. Ligningsrådet kan tillade, at bestemmelsen i stk. 4 ikke skal finde anvendelse, når det efter rådets skøn må anses for godtgjort, at anskaffelsen af aktiver til udlejning er et led i normal forretningsmæssigt drevet udlejningsvirksomhed og i det væsentlige ikke har til formål at opnå adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger på de anskaffede aktiver.

 

1. I § 5, stk. 6, § 6, stk. 3, 2. pkt., og § 30, stk. 1, 3. pkt., ændres »Ligningsrådet« til: » skatteministeren«.

     
   

2. I § 5, stk. 6, indsættes som 2. og 3. pkt.:

        

»Er der givet tilladelse efter 1. pkt. for et indkomstår, kan reglerne om udskydelse af selskabers og foreningers førsteårsafskrivninger på udlejningsaktiver ikke finde anvendelse for efterfølgende indkomstår for udlejningsaktiver omfattet af tilladelsen, medmindre tilladelsen bortfalder efter 3. pkt. En tilladelse efter 1. pkt. bortfalder med virkning for det pågældende og efterfølgende indkomstår ved væsentlige ændringer i de forudsætninger, der har været afgørende for tilladelsen.«.

§ 6. - - -

   

    Stk. 3. Selskaber og foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, kan først fradrage udgifter til anskaffelse af aktiver omfattet af stk. 1, nr. 1, 2 og 4, som erhverves med henblik på udlejning, eller som allerede ved erhvervelsen er udlejet, i den skattepligtige indkomst for indkomståret efter anskaffelsesåret. Ligningsrådet kan efter reglerne i § 5, stk. 6, tillade, at 1. pkt. ikke skal finde anvendelse.

   

§ 30. Forskudsafskrivning kan første gang foretages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for bestillings- eller planlægningsåret og sidste gang ved indkomstopgørelsen for det tredje indkomstår efter bestillings- eller planlægningsåret. Selskaber og foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2 eller 4, kan dog tidligst forskudsafskrive på driftsmidler og skibe, der erhverves med henblik på udlejning, eller som ved indgåelse af bindende aftale om levering er udlejet, i året efter det indkomstår, hvori bestilling eller planlægning er sket. Ligningsrådet kan efter reglerne i § 5, stk. 6, tillade, at 2. pkt. ikke skal finde anvendelse.

   
     

§ 9. - - -

 

3. I § 9, stk. 4, udgår: »for ophørsåret«.

    Stk. 4. For personer medregnes fortjeneste eller tab opgjort efter stk. 1 og 2 med 90 pct. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for ophørsåret.

   
     

§ 14. - - -

 

4. § 14, stk. 3, affattes således:

    Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, kan afskrivning dog foretages på kontorbygninger eller kontorlokaler, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger, hvorpå der kan afskrives efter stk. 1, når de pågældende kontorbygninger eller kontorlokaler tjener driften af den virksomhed, hvortil de afskrivningsberettigede bygninger anvendes. Under samme betingelser omfatter bestemmelsen i 1. pkt. også udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn og lignende, dog ikke udgift til erhvervelse af grund.

 

»Stk. 3. Uanset stk. 2, nr. 1 - 3, kan bygninger eller lokaler, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger afskrives, når de pågældende bygninger eller lokaler tjener driften af den virksomhed, hvortil de afskrivningsberettigede bygninger anvendes. Under samme betingelser omfatter bestemmelsen i 1. pkt. også udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende, dog ikke udgifter til erhvervelse af grund. Uanset stk. 1 kan bygninger eller lokaler, dog bortset fra garager og laboratorier, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger, hvorpå der ikke kan afskrives efter stk. 2, heller ikke afskrives, når de pågældende bygninger eller lokaler tjener driften af den virksomhed, hvortil de ikke-afskrivningsberettigede bygninger anvendes. Under samme betingelser omfatter bestemmelsen i 3. pkt. også udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende.«.

     

§ 15. Installationer, der udelukkende tjener bygninger, hvorpå der kan afskrives efter § 14, behandles og afskrives som de nævnte bygninger.

 

5. I § 15, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

    

»Det gælder dog ikke installationer, hvorpå der har kunnet afskrives efter stk. 2 eller 3.«.

    - - -

   

    Stk. 3. Installationer, der benyttes til både erhvervsmæssige og private formål, afskrives særskilt og i forhold til den erhvervsmæssige benyttelse.

 

6. § 15, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Installationer, der benyttes til både erhvervsmæssige og private formål, afskrives særskilt. Afskrivning beregnes af den samlede anskaffelsessum. Af den beregnede afskrivning kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages et beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår.«.

     

§ 17. Afskrivning på bygninger og installationer efter §§ 14 og 15 kan fra og med anskaffelsesåret foretages med indtil 5 pct. årligt af anskaffelsessummen.

 

7. § 17, stk. 1, affattes således:

    

»Afskrivning på bygninger efter § 14 og installationer efter § 15, stk. 1 og 2, kan fra og med anskaffelsesåret foretages med indtil 5 pct. årligt af anskaffelsessummen. Afskrivning på installationer omfattet af § 15, stk. 3, beregnes med indtil 5 pct. af anskaffelsessummen.«.

     

§ 18. ---

    Stk. 2. Udgifter til ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede bygninger kan i stedet fradrages straks, i det omfang indkomstårets udgift til vedligeholdelse, ombygning og forbedring ikke overstiger 5 pct. af afskrivningsgrundlaget for den bygning, som udgifterne vedrører, for året før det indkomstår, hvori udgiften kan fradrages. Ved opgørelsen af, om udgifterne overstiger 5 pct. af afskrivningsgrundlaget, medregnes først udgift til vedligeholdelse. Udgifter til tilbygning behandles kun som ombygnings- eller forbedringsudgifter, når tilbygningen udgør en naturlig del af den eksisterende bygning.

 

8. I § 18, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »bygninger«: »og installationer omfattet af § 15, stk. 2 eller 3, «, efter »bygning« indsættes: »eller installation«, og i stk. 3, 2. pkt., indsættes 2 steder efter »bygningen«: »eller installationen«.

9. I § 18, stk. 2, indsættes som 4. pkt.:

    

»Ved ombygning eller forbedring af installationer omfattet af § 15, stk. 3, fradrages alene den del af det opgjorte beløb efter 1. og 2. pkt., der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår.«.

    Stk. 3. Fradrag efter stk. 2 foretages i det indkomstår, hvori udgiften afholdes, uanset om ombygningen eller forbedringen endnu ikke benyttes erhvervsmæssigt efter § 16, 2. pkt. Fradraget kan dog ikke foretages i indkomstår, hvori der ikke kan afskrives på bygningen, jf. § 20, eller i det indkomstår, hvori bygningen anskaffes, jf. § 16, 1. pkt.

 

 

     

    Stk. 4. Udgifter, der er fratrukket efter stk. 2, anses ikke som afskrivninger og medregnes ikke til anskaffelsessummen ved opgørelsen af skattepligtig fortjeneste eller tab efter § 21.

 

10. I § 18, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:

    

»Ved ombygning eller forbedring af installationer omfattet af § 15, stk. 3, finder 1. pkt. anvendelse på det beløb, der er opgjort efter stk. 2, 1. og 2. pkt. «.

     

§ 19. Anvendes kun en del af en bygning til formål, der berettiger til afskrivning efter § 14, kan der kun afskrives på den del af anskaffelsessummen, der forholdsmæssigt svarer til den nævnte bygningsdels etageareal.

    - - -

 

11. I § 19, stk. 1, indsættes som 2. - 5. pkt.:

    

»Ved en forøgelse af den del af den samlede anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter 1. pkt., udgør den del af anskaffelsessummen, der før ændringen var afskrivningsberettiget, og den del af anskaffelsessummen, hvormed den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen forøges, særskilte afskrivningsgrundlag. Ved en reduktion af den del af den samlede anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter 1. pkt., udgør den reducerede afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen et særskilt afskrivningsgrundlag. Den del af anskaffelsessummen, som der herefter ikke kan afskrives på, udgør et særskilt grundlag. Summen af de anvendte afskrivningsprocenter for hver enkelt særskilte afskrivningsgrundlag kan ikke overstige 100.«.

     

    Stk. 5. Såfremt der er foretaget ejerboligfordeling på en ejendom, indgår den del af en bygnings anskaffelsessum, der kan henføres til ejerboligen, ikke i afskrivningsgrundlaget. Tilsvarende medregnes etagearealet af denne bygningsdel ikke.

 

12. § 19, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Er den del af bygningens samlede anskaffelsessum, der kan henføres til bolig, fastsat efter § 45, indgår denne del ikke i den del af anskaffelsessummen, der berettiger til afskrivning efter stk. 1. I andre tilfælde indgår i anskaffelsessummen efter stk. 1 ikke den del, der efter en ejerboligfordeling på ejendommen efter vurderingslovens § 33 kan henføres til ejerboligen. Tilsvarende medregnes etagearealet af denne bygningsdel ikke efter stk. 1.«.

     

§ 21. Genvundne afskrivninger eller tab ved salg af bygninger eller installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 14 eller § 15, medregnes i den skattepligtige indkomst for salgsåret efter reglerne i stk. 2-6, medmindre § 24 finder anvendelse.

 

13. I § 21, stk. 1, ændres »stk. 2 - 6« til: »stk. 2 - 7«.

    Stk. 2. Fortjenesten opgøres for hver bygning eller installation som forskellen mellem salgssummen og den nedskrevne værdi. Sidstnævnte værdi opgøres som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse, forbedringer m.v. med fradrag af samtlige foretagne afskrivninger, herunder forlods afskrivninger og forskudsafskrivninger. Som genvundne afskrivninger medregnes højst de foretagne afskrivninger, herunder forlods afskrivninger og forskudsafskrivninger, på det solgte aktiv.

    Stk. 3. Tab opgøres for hver bygning eller installation som forskellen mellem den nedskrevne værdi og salgssummen.

 

14. I § 21, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, ændres »installation« til: »installation omfattet af § 15, stk. 2«.

15. I § 21, stk. 2, indsættes efter 2. pkt.:

    

»For bygninger som nævnt i § 19 opgøres den gennemsnitlige andel af den samlede anskaffelsessum, som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedringer m.v. udgør. Den andel af den samlede salgssum, der skal medregnes ved opgørelsen efter 1. pkt. og stk. 3, udgøres af den andel, der er opgjort efter 3. pkt.«.

     

    Stk. 4. Når en person sælger en bygning eller installation til et selskab, som personen kontrollerer, opnås der ikke fradrag for tab efter stk. 3. En person anses for at kontrollere et selskab, hvis vedkommende direkte eller indirekte eller i fællesskab med nærtstående ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen i selskabet eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.

 

16. I § 21 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. For installationer, der er afskrevet efter § 15, stk. 3, opgøres fortjeneste eller tab som forskellen mellem salgssummen og den nedskrevne værdi ved salgsårets begyndelse forhøjet med eventuelle forbedringsudgifter afholdt i salgsåret. Ved opgørelsen af den nedskrevne værdi ved salgsårets begyndelse fragår de afskrivninger, der er beregnet for de enkelte indkomstår. Fortjeneste eller tab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for salgsåret med en så stor del, som svarer til forholdet mellem de ved indkomstopgørelsen i alt fratrukne afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger. Som genvundne afskrivninger beskattes i alt højst de fratrukne afskrivninger.«.

   

    Stk. 4 - 6 bliver herefter stk. 5 - 7.

     
   

17. § 21, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:

   

»Stk. 5. Sælges en bygning eller installation ejet af en eller flere personer til et selskab m.v., og har ejerkredsen på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse bestemmende indflydelse på selskabets handlemåde, opnås ikke fradrag for tab efter stk. 3 eller stk. 4.«.

     

§ 22. Når en afskrivningsberettiget bygning nedrives, kan der foretages et fradrag i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori nedrivningen sker. Fradraget opgøres som bygningens nedskrevne værdi nedsat med den eventuelle salgssum for bygninger eller materialer m.v. Det samme gælder, når en afskrivningsberettiget installation i en ikkeafskrivningsberettiget bygning udskiftes eller nedtages endeligt. Fradrag efter 1. pkt. kan dog kun foretages, når den skattepligtige i mindst 5 år før nedrivningen har ejet bygningen og i en periode af mindst samme længde, mens den skattepligtige har ejet bygningen, har anvendt den til et afskrivningsberettiget formål.

    Stk. 2. Hvis betingelsen i stk. 1, 4. pkt., ikke er opfyldt, kan tabet fradrages i det indkomstår, hvori ejendommen eller den del af ejendommen, hvor bygningen var beliggende, sælges. Tabet opgøres som bygningens nedskrevne værdi på tidspunktet for nedrivningen nedsat med den eventuelle salgssum for bygninger eller materialer m.v.

 

18. § 22, stk. 1, affattes således:

    

»Når en bygning, hvorpå der er afskrevet efter § 14, nedrives, kan der foretages et fradrag i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori nedrivningen sker. Fradraget opgøres som bygningens nedskrevne værdi efter § 21, stk. 2, nedsat med den eventuelle salgssum for bygninger eller materialer m.v. Det samme gælder, når en installation, hvorpå der er afskrevet efter § 15, stk. 2 eller 3, udskiftes eller nedtages endeligt. For installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 15, stk. 3, opgøres fradraget som den del af den nedskrevne værdi efter § 21, stk. 4, nedsat med en eventuel salgssum, som svarer til forholdet mellem de afskrivninger, der i alt er fratrukket ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og de samlede beregnede afskrivninger. Fradrag efter 1. pkt. kan dog kun foretages, når den skattepligtige i mindst 5 år før nedrivningen har ejet bygningen eller installationen og i en periode af mindst samme længde, mens den skattepligtige har ejet bygningen eller installationen, har anvendt den til et afskrivningsberettiget formål.«.

     
   

19. I § 22, stk. 2, ændres »stk. 1, 4. pkt.,« til: »stk. 1, 5. pkt.,«, efter » bygningen« indsættes: »eller installationer«, efter »bygningens« indsættes : »eller installationens«, og efter »bygninger« indsættes: », installationer«.

     

§ 25. - - -

    Stk. 7. Der kan ikke afskrives efter stk. 1 eller 2, hvis der som følge af, at den ene part har bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde, ikke består en reel risiko for opsigelse af lejemålet. Tilsvarende kan der ikke afskrives, hvis der ikke består en reel risiko for, at en nedlæggelses- eller nedrivningsklausul vil blive gjort gældende. Der kan ikke afskrives, hvis der ydes erstatning efter vurdering for bygninger eller ejendom omfattet af stk. 1, 2 eller 3, eller hvis lejeren er tillagt en køberet til den lejede grund ved lejeperiodens udløb på vilkår, der afviger fra markedsvilkår.

 

20. I § 25, stk. 7, 1. pkt., indsættes efter »den anden parts handlemåde,«: »eller ved lejemål mellem nærtstående,«, og efter 1. pkt. indsættes: »Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.«.

     

§ 26. - - -

    Stk. 3. Nedrives en bygning, der er afskrevet, som følge af, at den er opført på lejet grund, eller der påhviler ejendommen en hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art, kan der i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori nedrivning sker, foretages et nedrivningsfradrag. Fradraget udgør så stor en del af det uafskrevne beløb nedsat med den eventuelle salgssum for materialer m.v., som svarer til forholdet mellem de i alt foretagne afskrivninger og fuld afskrivning for den forløbne del af afskrivningsperioden.

 

21. § 26, stk. 3, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

    

»Fradraget udgør det uafskrevne beløb nedsat med eventuelle salgssummer for materialer m.v. For bygninger omfattet af § 25, stk. 4, beregnes det uafskrevne beløb på grundlag af den gennemsnitlige andel af anskaffelsessummen, som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedring udgør.«.

     

§ 35. Såfremt den skattepligtige dør eller går konkurs og der resterer en del af eller hele forskudsafskrivningsgrundlaget efter § 32, jf. § 31, stk. 1, forhøjes den skattepligtige indkomst for de indkomstår, hvori der er forskudsafskrevet, uanset den i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nævnte frist. Forhøjelsen beregnes for hvert enkelt forskudsafskrivningsår som den resterende del af forskudsafskrivningsgrundlaget ganget med den forskudsafskrivningssats, der er anvendt i vedkommende forskudsafskrivningsår med tillæg af 5 pct. for hvert år fra forskudsafskrivningsårets udløb til udløbet af døds- eller konkursåret.

 

22. I § 35, stk. 1, ændres »skattestyrelseslovens § 35, stk. 1,« til: »skattestyrelseslovens § 34, stk.1, «.

     

§ 39. ---

    Stk. 2. Ved lejemål, hvor der som følge af, at den ene part har en bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde, ikke er en reel risiko for opsigelse, kan der ikke afskrives. Der kan ligeledes ikke afskrives, hvis lejeren er tillagt en køberet til de lejede lokaler ved lejeperiodens udløb på vilkår, der afviger fra markedsvilkår. Er lokalerne efter deres anvendelse omfattet af § 14, kan lejeren dog afskrive med de i § 17 nævnte satser.

 

23. I § 39, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »den anden parts handlemåde,«: »eller ved lejemål mellem nærtstående,«, og efter 1. pkt. indsættes: »Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.«.

     

§ 42. Udgifter afholdt til ombygning og forbedring i eksisterende bygninger i landbrugsejendomme af værelser, der anvendes til udlejning til turister, kan afskrives med indtil 20 pct. årligt efter stk. 2-5.

 

24. I § 42, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

    

»Afholdes udgiften af en forpagter, kan forpagteren afskrive med indtil 20 pct. årligt efter stk. 2 - 5.«.

    - - -

   

    Stk. 5.Ved afståelse af værelser som nævnt i stk. 1 medregnes fortjeneste eller tab på ombygnings- og forbedringsudgifter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Fortjenesten eller tabet opgøres som forskellen mellem på den ene side afståelsessummen og på den anden side de afskrivningsberettigede udgifter til ombygning og forbedring med fradrag af samtlige foretagne afskrivninger.

 

25. I § 42, stk. 5, indsættes som 3. pkt.:

    

»Som genvundne afskrivninger medregnes højst de foretagne afskrivninger, herunder forlods afskrivninger.«.

     

§ 45. - - -

 

26. § 45, stk. 2 - 4, ophæves, og i stedet indsættes:

    Stk. 2.Ved salg af fast ejendom anvendes ved opgørelsen af sælgers afståelsessum henholdsvis købers anskaffelsessum den fordeling af den samlede salgssum på afskrivningsberettigede bygninger og installationer, grundværdi, stuehus, mælkekvoter og beholdninger, som sælger og køber har aftalt i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde.

    Stk. 3. Har parterne ikke foretaget en fordeling af den samlede salgssum efter stk. 2, foretager den skatteansættende myndighed fordelingen. Er den skatteansættende myndighed for sælger og køber ikke den samme, foretages fordelingen af den skatteansættende myndighed for sælger efter høring af den skatteansættende myndighed for køber.

 

»Stk. 2. Ved salg af aktiver omfattet af denne lov skal sælger og køber i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde foretage en fordeling af den samlede kontantomregnede salgssum på de aktiver, der er omfattet af overdragelsen. Fordelingen skal foretages for driftsmidler, bygninger, installationer, goodwill og andre immaterielle aktiver. For driftsmidler og skibe foretages fordelingen under ét, og for øvrige aktiver på hvert enkelt aktiv. Omfatter overdragelsen grund, bolig, mælkekvote eller beholdninger, skal fordelingen tillige omfatte disse aktiver.

    Stk. 3. Såvel den samlede kontantomregnede salgssum som den fordeling på aktiver efter stk. 2, som parterne har aftalt, er undergivet de skatteansættende myndigheders prøvelse.

    Stk. 4. Ved en senere ændring af anskaffelsessummen for køber eller afståelsessummen for sælger for aktiver som nævnt i stk. 2 skal afståelsessummen for sælger henholdsvis anskaffelsessummen for køber for samme aktiv ændres tilsvarende.

 

    Stk. 4. Er den skatteansættende myndighed for sælger og køber ikke den samme, træffer dén skatteansættende myndighed for sælger, der i øvrigt foretager skatteansættelsen af sælger, afgørelse om den samlede salgssum og fordelingen som nævnt i stk. 2 også med direkte bindende virkning for køber. Er der mere end én sælger, og har disse ikke samme skatteansættende myndighed, eller er sælger ikke skattepligtig her til landet, bestemmer skatteministeren, hvilken skatteansættende myndighed, der træffer afgørelsen.

   

    Stk. 5. Afgørelser om den samlede salgssum og fordelingen efter stk. 4 kan ikke træffes uden forudgående høring af den eller de skatteansættende myndigheder, der i øvrigt foretager skatteansættelsen af sælger eller køber. Afgørelsen er direkte bindende for såvel sælger som køber. Afgørelsen kan af såvel sælger som køber påklages efter de regler, der efter skattestyrelsesloven gælder for klage over den pågældende skatteansættende myndigheds afgørelser af skatteansættelser.

   

    Stk. 6. Ved enhver ændring af sælgers salgssum for et aktiv som følge af en ændret skatteansættelse skal købers anskaffelsessum for det pågældende aktiv ændres tilsvarende. Ved enhver ændring af købers anskaffelsessum for et aktiv, skal sælgers salgssum for det pågældende aktiv ændres tilsvarende. Ændringen foretages af den skatteansættende myndighed for sælger, jf. stk. 4.«.

     

§ 51. Anskaffes aktiver, der er afskrivningsberettigede efter denne lov, til brug for forsøgs- eller forskningsvirksomhed, kan skatteministeren tillade, at afskrivning påbegyndes før igangsættelsen af den erhvervsvirksomhed, hvorpå forsøgene eller forskningen tager sigte.

 

27. § 51 affattes således:

    

»§ 51. Anskaffes aktiver, der er afskrivningsberettigede efter denne lov, til brug for forsøgs- eller forskningsvirksomhed, kan afskrivning påbegyndes før igangsættelsen af den erhvervsvirksomhed, hvorpå forsøgene eller forskningen tager sigte. Medmindre der er tale om et aktie- eller anpartsselskab kræves dog tilladelse fra skatteministeren.«.

     

§ 54. - - -

    Stk. 4. For bindende aftaler om levering af skibe, maskiner, inventar og lignende driftsmidler, nybygninger, anlæg og installationer eller for planlægning af fremstilling af maskiner, inventar og lignende driftsmidler samt nybygninger, anlæg og installationer i egen virksomhed, finder § 14 og afsnit IV A i lov om skattemæssige afskrivninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 932 af 24. oktober 1996, dog fortsat anvendelse i indkomståret 1999 og senere indkomstår, når den bindende aftale er indgået eller planlægningen er foretaget i indkomståret 1998 eller tidligere indkomstår, jf. dog stk. 3. I det indkomstår, hvori der sker levering eller færdigfremstilling af et aktiv, hvorpå der er foretaget forskudsafskrivninger efter reglerne i 1. pkt., fragår de foretagne forskudsafskrivninger i aktivets afskrivningsberettigede anskaffelsessum efter reglerne i § 5, stk. 1-3, for driftsmidler og skibe, og efter reglerne i § 17 for bygninger og installationer.

 

28. I § 54, stk. 4, indsættes efter 1. pkt.:

    

»Det gælder dog ikke reguleringer efter den tidligere afskrivningslovs § 29 P, stk. 8, for så vidt angår reguleringer vedrørende indkomståret 1998 og senere indkomstår.«.

    Stk. 5. § 45, stk. 1, 3. pkt., har virkning for overdragelser, der foretages den 1. januar 1999 eller senere, udlodninger fra dødsboer, der foretages den 1. januar 1999 eller senere eller ved skifte af uskiftet bo, når skiftebegæringen er indgivet den 1. januar 1999 eller senere. Bestemmelsen kan dog anvendes ved overdragelser i perioden fra og med den 2. juni 1998 til den 1. januar 1999, hvis reglerne fører til en lavere beskatning end efter de hidtil gældende regler.

 

29. I § 54 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Skatteministerens kompetence efter § 51 omfatter tillige ansøgninger vedrørende indkomstår forud for 1999 efter § 34 i den tidligere afskrivningslov, som indgives den 1. januar 2000 eller senere.«.

    Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.

     

§ 56. - - -

 

30. I § 56 indsættes som efter stk. 1 som nyt stykke:

   

»Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 21 og 22 finder endvidere anvendelse på bygninger og installationer, hvorpå der efter afsnit IV i den tidligere afskrivningslov eller statsskattelovens § 6, litra a, er foretaget skattemæssig afskrivning.«.

   

    Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

     
   

31. Efter § 58 indsættes:

    

»58 A. Udgifter til ombygning og forbedring af afskrivningsberettigede bygninger og installationer, som ikke er fradraget i den skattepligtige indkomst i indkomståret 1998 eller et tidligere indkomstår, kan fradrages i det omfang, årets udgift ikke overstiger 5 pct. af det i stk. 2 anførte beregningsgrundlag. Fradraget kan foretages, når ombygningen eller forbedringen er fuldført og tages i brug til et afskrivningsberettiget formål. Fradraget kan dog ikke foretages i det indkomstår, hvori bygningen afhændes eller nedrives, eller installationen afhændes, udskiftes eller nedtages endeligt.

   

    Stk. 2. Er udgiften til ombygning eller forbedring afholdt på en bygning m.v., der er anskaffet den 1. januar 1982 eller senere, er beregningsgrundlaget afskrivningsgrundlaget for året før det indkomstår, hvori udgiften kan fradrages. Er bygningen m.v. anskaffet før denne dato, opgøres beregningsgrundlaget som den del af ejendomsværdien, der kan henføres til afskrivningsberettigede bygninger m.v. Ved opgørelsen benyttes den seneste ejendomsværdi, der er ansat inden begyndelsen af det indkomstår, hvori udgiften til ombygningen eller forbedringen afholdes. Er denne ejendomsværdi årsreguleret efter vurderingslovens § 2 A inden det nævnte indkomstårs begyndelse, benyttes i stedet den årsregulerede ejendomsværdi.

   

    Stk. 3.Udgifter, der i medfør af bestemmelsen i stk. 1 fuldt ud er fradraget i den skattepligtige indkomst for ombygnings- eller forbedringsåret, indgår ikke i afskrivningsgrundlaget.« .

     
   

§ 2

   

I lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 662 af 12. august 1999, foretages følgende ændring:

     

§ 13 a. - - -

 

1. § 13 a, stk. 2, 1. pkt. ophæves, og i stedet indsættes:

    Stk. 2. Passivposterne efter stk. 1 beregnes på grundlag af den skattepligtige fortjeneste, som ville være fremkommet, hvis aktivet var blevet solgt på skæringsdagen i boopgørelsen. Er aktivet acontoudloddet, og er der givet den kommunale skattemyndighed meddelelse herom i henhold til dødsboskattelovens § 5, stk. 2, træder udlodningsdagen dog i stedet for skæringsdagen. Som salgssum anses den værdi, hvortil aktivet skal medtages i boopgørelsen. Ved opgørelsen af fortjeneste, der ville være aktieindkomst, skal der ikke ske nedsættelse efter dødsboskattelovens § 32, stk. 2 og 4.

      

»Passivposten efter stk. 1 beregnes på grundlag af den lavest mulige skattepligtige fortjeneste, som ville være fremkommet, hvis dødsboet havde solgt aktivet på skæringsdagen i boopgørelsen. Indtræder en efterlevende ægtefælle, arving eller legatar i dødsboets skattemæssige stilling i forhold til en fast ejendom, beregnes passivposten udelukkende på grundlag af den eller de gevinster, hvori der indtrædes.«

     
   

§ 3

   

I lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 703 af 28. september 1998, som ændret ved § 9 i lov nr. 910 af 16. december 1998, § 4 i lov nr. 166 af 24. marts 1999 og ved § 4 i lov nr. 381 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 27. - - -

 

1. § 27, stk. 3, affattes således:

    Stk. 3. Gevinst eller tab ved et dødsbos afståelse af en ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, skal ikke medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, hvis en afståelse før dødsfaldet ville have været skattefri efter disse bestemmelser. I gevinst ved et dødsbos afståelse af en ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, gives der et fradrag efter ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1-3, hvis der ved afståelse før dødsfaldet skulle være givet et sådant fradrag.

 

»Stk. 3. Gevinst eller tab ved et dødsbos afståelse af en ejendom m.v. omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8 skal ikke medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, hvis en afståelse før dødsfaldet ville have været skattefri efter bestemmelsen. Ved et dødsbos afståelse af en ejendom, der på afståelsestidspunktet er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt., skal den del af en gevinst, som vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen, ikke medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, såfremt denne del af gevinsten ved en afståelse før dødsfaldet ville have været skattefri efter ejendomsavancebeskatnings-lovens § 9. I den skattepligtige gevinst ved et dødsbos afståelse af en ejendom, der på afståelsestidspunktet er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt., kan der gives et fradrag efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, hvis der ved en afståelse før dødsfaldet kunne være givet et sådant fradrag.«.

     

§ 28. Gevinst ved udlodning med succession efter § 36, stk. 1, medregnes ikke ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten.

 

2. I § 28, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

    

»For så vidt angår fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, kan der kun ske udlodning med succession med hensyn til gevinst efter afskrivningslovens kapitel 3, hvis der samtidig sker udlodning med succession med hensyn til gevinst efter ejendomsavancebeskatningsloven på samme ejendom.«.

     

§ 36. ---

 

3. § 36, stk. 2, 3. pkt., affattes således:

    Stk. 2. Ved den efterfølgende beskatning af modtageren af udlodning med succession anses et udloddet aktiv for erhvervet af modtageren på det tidspunkt, til det beløb og under de omstændigheder, hvorved det i sin tid er erhvervet af afdøde, boet eller, når boet er indtrådt i den efterlevende ægtefælles skattemæssige stilling efter § 20, stk. 2, ægtefællen. Er der i afdødes, boets eller ægtefællens ejertid sket skattemæssigt relevante ændringer i et aktivs status, overtages aktivet af modtageren med hensyntagen til sådanne ændringer. Er der ved udlodningen beregnet passivpost efter boafgiftslovens § 13 a vedrørende det pågældende aktiv, lægges de omstændigheder med hensyn til anskaffelsestid, anskaffelsessum og anskaffelseshensigt, som blev lagt til grund ved beregningen af passivposten, til grund for beskatningen af aktivet hos modtageren. 3. pkt. finder dog ikke anvendelse på børsnoterede aktier, hvis modtageren efter udlodningen omfattes af aktieavancebeskatningslovens § 7, stk. 1.

    - - -

      

»Er der ved udlodningen beregnet passivpost efter boafgiftslovens § 13 a vedrørende det pågældende aktiv, lægges de omstændigheder med hensyn til anskaffelsestid og anskaffelseshensigt, som blev lagt til grund ved beregningen af passivposten, til grund for beskatningen af aktivet hos modtageren.«.

4. § 36, stk. 2, 4. pkt., ophæves.

5. I § 36 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Er en fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven udloddet med succession med hensyn til gevinst efter ejendomsavancebeskatningsloven, og er der ikke sket succession med hensyn til gevinst efter afskrivningslovens kapitel 3 for bygninger tilhørende den faste ejendom eller kun i en del af disse, skal modtageren ved opgørelsen af gevinst eller tab ved afståelse af ejendommen nedsætte anskaffelsessummen med beløb, svarende til hvad dødsboet skulle have nedsat ejendommens anskaffelsessum med efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 1 - 5, såfremt ejendommen var blevet solgt på udlodningstidspunktet. «.

     
   

§ 4

   

I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom (ejendomsavancebeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 656 af 12. august 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 4. - - -

    Stk. 3. Er den afståede ejendom erhvervet før den 19. maj 1993, opgøres den skattepligtiges anskaffelsessum som enten

 

1. I § 4, stk. 3, 4. pkt., ændres » 4., 5. og 6. pkt.« til: »4.-7. pkt.«.

1) - - -

   

2) - - -

   

    Den skattepligtige kan inden den 31. december 1993 begære en vurdering efter vurderingslovens § 4 B. Uanset 1. og 2. pkt. kan den skattepligtige, hvis den faktiske anskaffelsessum omregnet til kontantværdi efter stk. 2 og tillagt vedligeholdelses- og forbedringsudgifter afholdt inden den 1. januar 1993 er højere end værdien efter 1. og 2. pkt., i stedet vælge at benytte denne anskaffelsessum. Udgifter som nævnt i § 5, stk. 2, 4., 5. og 6. pkt., medregnes ikke. Anskaffelsessummen for ejendomme, der er beliggende i udlandet, er værdien i handel og vandel den 19. maj 1993. Den i 3. og 4. pkt. nævnte faktiske anskaffelsessum kan dog anvendes, hvis denne er højere end værdien i handel og vandel den 19. maj 1993.

- - -

   
     
   

2. § 4, stk. 5, affattes således:

    Stk. 5. Ved salg af en fast ejendom skal sælger og køber i købsaftale, skøde eller på anden skiftlig måde foretage en fordeling af den samlede salgssum på afskrivningsberettigede bygninger og installationer, grundværdi, stuehus, mælkekvoter og beholdninger.

 

»Stk. 5. Ved afståelse af fast ejendom skal sælger og køber i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde foretage en fordeling af den samlede kontantomregnede afståelsessum på grund, bygninger, ejerbolig, herunder stuehus samt mælkekvoter.«.

     
    

Stk. 6. Foretager parterne ikke den i stk. 5 nævnte fordeling af den samlede salgssum, foretager den skatteansættende myndighed fordelingen. Er den skatteansættende myndighed for sælger og køber ikke den samme, foretages fordelingen af den skatteansættende myndighed for sælger efter høring af den skatteansættende myndighed for køber.

 

3. § 4, stk. 6 og 7, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 6. Såvel den samlede kontantomregnede afståelsessum som den fordeling på aktiver efter stk. 5, som parterne har aftalt, er undergivet de skatteansættende myndigheders prøvelse.

    Stk. 7. Er den skatteansættende myndighed for sælger og køber ikke den samme, træffer dén skatteansættende myndighed for sælger, der i øvrigt foretager skatteansættelsen af sælger, afgørelse om den samlede afståelsessum og fordelingen som nævnt i stk. 5 også med direkte bindende virkning for køber. Er der mere end én sælger, og har disse ikke den samme skatteansættende myndighed, eller er sælger ikke skattepligtig her til landet, bestemmer skatteministeren, hvilken skatteansættende myndighed, der træffer afgørelsen.

    Stk. 7. Ved en senere ændring af anskaffelsessummen for køber eller afståelsessummen for sælger for aktiver som nævnt i stk. 5, skal afståelsessummen for sælger henholdsvis anskaffelsessummen for køber for samme aktiv ændres tilsvarende.

   
   

    Stk. 8. Afgørelser om den samlede afståelsessum og fordelingen efter stk. 5 kan ikke træffes uden forudgående høring af den eller de skatteansættende myndigheder, der i øvrigt foretager skatteansættelsen af sælger eller køber. Afgørelsen er direkte bindende for såvel sælger som køber. Afgørelsen kan af såvel sælger som køber påklages efter de regler, der efter skattestyrelsesloven gælder for klage over den pågældende skatteansættende myndigheds afgørelser af skatteansættelser.

   

    Stk. 9. Ved enhver ændring af sælgers afståelsessum for et aktiv som følge af en ændret skatteansættelse skal købers anskaffelsessum for det pågældende aktiv ændres tilsvarende. Ved enhver ændring af købers anskaffelsessum for et aktiv, skal sælgers afståelsessum for det pågældende aktiv ændres tilsvarende. Ændringen foretages af den skatteansættende myndighed for sælger, jf. stk. 7.«.

     

§ 5. Anskaffelsessummen forhøjes med et tillæg på 10.000 kr. for anskaffelsesåret og hvert af de efterfølgende kalenderår, hvori den skattepligtige har ejet ejendommen. For ejendomme, som er omfattet af § 4, stk. 3, ydes tillægget fra og med 1993. Tillægget gives dog ikke for det kalenderår, hvori ejendommen afstås, medmindre afståelsen sker i samme kalenderår som anskaffelsen. Såfremt den skattepligtige kun afstår en del af en fast ejendom, nedsættes tillægget efter forholdet mellem anskaffelsessummen for hele ejendommen og anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der afstås. Såfremt den skattepligtige ejede ejendommen i sameje med andre, udgør tillægget kun så stort en del af 10.000 kr. årlig, som svarer til den skattepligtiges andel af ejendommen.

 

4. I § 5, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »der afstås«: », jf. dog § 9, stk. 3«.

    Stk. 2. Anskaffelsessummen forhøjes endvidere med afholdte udgifter til vedligeholdelse eller forbedring, i det omfang disse har oversteget 10.000 kr. pr. kalenderår. For ejendomme, som er omfattet af § 4, stk. 3, medtages alene udgifter, der er afholdt den 1. januar 1993 eller senere. Såfremt ejendommen er begæret vurderet efter vurderingslovens § 4 B eller er omfattet af § 4, stk. 3, 5. pkt., medtages alene udgifter, der er afholdt efter den 19. maj 1993. Vedligeholdelsesudgifter, der har kunnet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, samt udgifter, der er straksfradraget eller straksafskrevet, og som ikke er omfattet af afskrivningslovens § 21, stk. 2, kan ikke medregnes. Ved afgørelsen af, om udgifter har kunnet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, ses der bort fra standardfradraget efter ligningslovens § 15 J. Udgifter, der modsvares af tilskud m.v., der er skattefrie, kan heller ikke medregnes. Tilsvarende gælder udgifter som nævnt i ligningslovens § 15 N, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997. Udgifterne medregnes i disse tilfælde i det omfang, de i det enkelte kalenderår overstiger tillægget efter stk. 1, 4. pkt. Reglerne i 4.-7. pkt. gælder tilsvarende. Såfremt den skattepligtige ejede ejendommen i sameje med andre, medregnes kun udgifter til vedligeholdelse og forbedring, som den skattepligtige har afholdt. Udgifterne medregnes i disse tilfælde i det omfang, de i det enkelte kalenderår overstiger tillægget efter stk. 1, 5. pkt. Reglerne i 4.-7. pkt. gælder tilsvarende.

 

 

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

5. § 5, stk. 2, 5. pkt., affattes således:

»Ved afgørelsen af, om udgifter har kunnet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, ses der bort fra standardfradrag, der er foretaget frem til og med indkomståret 1999 efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 15 J.«.

6. § 5, stk. 2, 7. pkt., ophæves og i stedet indsættes:

»Tilsvarende gælder udgifter, der er fradraget i 1992 og 1993 efter den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 15 N. Såfremt den skattepligtige kun afstår en del af en fast ejendom, medregnes kun udgifter til vedligeholdelse og forbedring, der vedrører den afståede del af ejendommen.«.

    Stk. 3. Anskaffelsessummen forhøjes tillige med vederlag betalt ved køb eller tildeling af mælkekvoter. Såfremt den skattepligtige er blevet beskattet af kvotens værdi ved tildelingen, kan det beskattede beløb tillægges anskaffelsessummen. Er ejendommen omfattet af § 5 A, forhøjes den regulerede anskaffelsessum efter § 5 A, stk. 1, i det år, hvor mælkekvoten erhverves.

    ---

 

7. I § 5, stk. 3, indsættes som 4. - 6. pkt.:

»Forhøjelse af anskaffelsessummen efter 1. pkt., jf. 3. pkt., er betinget af, at der for den pågældende mælkekvote samtidig skal ske en nedsættelse af anskaffelsessummen efter reglerne i stk. 4, nr. 6, stk. 5, nr. 5, stk. 6 eller stk. 7. Reglen i 4. pkt., finder kun anvendelse, såfremt mælkekvoten er købt eller tildelt den 19. maj 1993 eller senere og afstås den 18. juni 1993 eller senere. Såfremt den skattepligtige kun afstår en del af en fast ejendom nedsættes det betalte vederlag efter forholdet mellem anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der ikke udgør boligdelen, og anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der afstås.«.

    Stk. 5. Stk. 4 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor der afstås en del af en ejendom. Nedsættelse foretages efter følgende principper:

1) - - -

2) Nedsættelse efter stk. 4, nr. 2, foretages først, når restejendommen sælges, jf. dog stk. 6. Det nedsættelsespligtige beløb henføres til restejendommen.

 

8. § 5, stk. 5, nr. 2, affattes således:

»2) Nedsættelse efter stk. 4, nr. 2, foretages kun, hvis der afstås jordarealer, hvor de nedrevne bygninger og installationer har været beliggende. Det nedsættelsespligtige beløb henføres til denne del af jorden.«.

3) - - -

   

4) - - -

 

9. § 5, stk. 5, nr. 5, affattes således:

5) Nedsættelse efter stk. 4, nr. 6, foretages ved, at det nedsættelsespligtige beløb forholdsmæssigt henføres til den afståede del af ejendommen og til restejendommen efter forholdet mellem anskaffelsessummen for den afståede del af ejendommen og anskaffelsessummen for hele ejendommen.

 

»5) Nedsættelse efter stk. 4, nr. 6, foretages ved, at det nedsættelsespligtige beløb forholdsmæssigt henføres til den afståede del af ejendommen og den del af restejendommen, der ikke udgør boligdelen, efter forholdet mellem anskaffelsessummen for den afståede del af ejendommen og anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der ikke udgør boligdelen.«.

     

    Stk. 6. Afstås en del af en fast ejendom, der på afståelsestidspunktet helt eller delvist benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, og anvendes bestemmelserne i § 4, stk. 3, 1. eller 2. pkt., ved opgørelsen af anskaffelsessummen, overføres en forholdsmæssig andel af tillægsparcelværdien eller den tekniske værdi til anskaffelsessummen for jorden. Det overførselsberettigede beløb opgøres som forskellen mellem tillægsparcelværdien eller den tekniske værdi og restværdien. Beløbet nedsættes dog med foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven, fradragsbeløb efter afskrivningslovens § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt., og forlods afskrivninger efter etableringskontoloven eller investeringsfondsloven, på bygninger og installationer beliggende på ejendommen. Beløbet nedsættes endvidere med forskellen mellem den nedskrevne værdi på ejendommens bygninger og installationer og disses restværdi samt med det i stk. 4, nr. 2, nævnte beløb. Anskaffelsessummen for den del af ejendommen, hvorfra der overføres en del af anskaffelsessummen, nedsættes med det overførte beløb.

 

10. § 5, stk. 6, affattes således:

»Stk. 6. Afstås en del af en fast ejendom, der på afståelsestidspunktet helt eller delvist benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, og anvendes reglerne i § 4, stk. 3, 1. eller 2. pkt., ved opgørelsen af anskaffelsessummen, overføres en forholdsmæssig andel af tillægsparcelværdien eller den tekniske værdi, hvis denne er højere, til anskaffelsessummen for jorden. Det overførselsberettigede beløb opgøres som tillægsparcelværdien/den tekniske værdi nedsat med

1) foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven, fradragsbeløb efter afskrivningslovens § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt., og forlods afskrivninger efter etableringskontoloven eller investeringsfondsloven, på bygninger og installationer beliggende på ejendommen,

2) foretagne afskrivninger m.v. som nævnt i stk. 4, nr. 2, og

3) den nedskrevne værdi på ejendommens bygninger og installationer.

Stk. 4-5 finder tilsvarende anvendelse, idet nedsættelsen efter stk. 5, nr. 5, foretages efter overførslen efter 1.-3. pkt. Skyldes overførsel af anskaffelsessummen salg af stuehusparcellen, foretages nedsættelsen efter stk. 4, nr. 2, dog på dette tidspunkt, og det nedsættelsespligtige beløb henføres til denne del af ejendommen.

    - - -

 

Nedsættelse efter nr. 1-3 foretages alene med afskrivninger m.v. og den nedskrevne værdi på bygninger og installationer, der er indgået i ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 eller en vurdering efter vurderingslovens § 4 B. Anskaffelsessummen for den del af ejendommen, hvorfra der overføres en del af anskaffelsessummen, nedsættes med det overførte beløb. Stk. 4-5 finder tilsvarende anvendelse, idet nedsættelsen efter stk. 5, nr. 5, foretages efter overførslen efter 1.-2. pkt.«.

     

    Stk. 8. For ejendomme omfattet af § 4, stk. 3, 1., 2., eller 5. pkt., skal nedsættelse af anskaffelsessummen efter stk. 4, nr. 1, jf. stk. 5-7, med foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven, fradragsbeløb efter afskrivningslovens § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt., og forlods afskrivninger efter etableringskontoloven eller investeringsfondsloven, kun ske med afskrivninger m.v. foretaget i indkomståret 1993 eller senere. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for nedsættelsespligtige beløb efter stk. 4, nr. 2-5, jf. stk. 5-7. Nedsættelse af anskaffelsessummen med vederlag for afståelse af en mælkekvote, jf. stk. 4, nr. 6, og stk. 5-7, skal kun ske for mælkekvoter afstået den 18. juni 1993 eller senere.

 

11. I § 5, stk. 8, indsættes efter 1. pkt.:

    »Nedsættelsespligtige beløb efter stk. 4, nr. 1, jf. stk. 5-7, henføres til indkomståret 1993 eller senere efter forholdet mellem de samlede foretagne afskrivninger m.v. på ejendommens bygninger og installationer og de afskrivninger m.v., der er foretaget i indkomståret 1993 eller senere.«.

     

§ 6. - - -

 

12. § 6, stk. 2, affattes således:

    Stk. 2. Ved salg af ejendomme, der på afståelsestidspunktet er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 4, 5 eller 7, medregnes den opgjorte fortjeneste efter fradrag efter stk. 4 og 5 og § 9 dog kun i det omfang, denne overstiger et bundfradrag med et grundbeløb (i 1987-niveau) på 147.000 kr. Anvendelse af reglerne i 1. pkt. er betinget af, at ejendommen på afståelsestidspunktet har været ejet i mindst 5 år, og at ejendommen har tjent som bolig for ejeren eller dennes hustand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen. Endvidere er anvendelse af reglerne i 1. pkt. betinget af, at afståelsen omfatter stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen. Der kan anvendes ét bundfradrag pr. ejendom. Såfremt den skattepligtige ejer ejendommen i sameje med andre, kan vedkommende kun anvende en så stor del af bundfradraget, som forholdsmæssigt svarer til vedkommendes ejerandel. Reglerne i 1.-5. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt anskaffelsessummen er opgjort efter § 5 A. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

 

»Stk. 2. Ved afståelse af ejendomme, der på afståelsestidspunktet er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt., medregnes den opgjorte fortjeneste efter fradrag efter stk. 4 og 5, dog kun i det omfang, denne overstiger et bundfradrag med et grundbeløb (i 1987-niveau) på 147.000 kr. Anvendelse af reglerne i 1. pkt. er betinget af, at ejendommen på afståelsestidspunktet har været ejet i mindst 5 år, og at afståelsen omfatter stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen. Endvidere er anvendelse af reglerne i 1. pkt. betinget af, at ejendommen har tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har været omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt. Der kan anvendes ét bundfradrag pr. ejendom. Såfremt den skattepligtige ejer ejendommen i sameje med andre, kan vedkommende kun anvende så stor en del af bundfradraget, som forholdsmæssigt svarer til vedkommendes ejerandel. Reglerne i 1.-5. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt anskaffelsessummen er opgjort efter § 5 A. Endvidere finder reglerne i 1.-5. pkt. ikke anvendelse, såfremt der er afstået en del af ejendommen, hvor anskaffelsessummen blev opgjort efter § 5 A, eller hvor den opgjorte fortjeneste blev nedsat efter stk. 3. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.«.

     

    Stk. 3. Er ejendommen erhvervet før den 1. januar 1999 og på et tidspunkt, der ligger 3 år eller mere forud fra afståelsen, nedsættes den opgjorte fortjeneste eller tab med 5 pct. for hvert år, den skattepligtige har ejet ejendommen ud over 3 år. Ved afståelse i det niende år efter ejendommens erhvervelse eller senere nedsættes den opgjorte fortjeneste eller tab med 30 pct. Den efter 1. og 2. pkt. opgjorte procentsats nedsættes med 3 procentpoint pr. kalenderår regnet fra og med kalenderåret 1999. Reglerne i 1.-3. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt reglen i stk. 2 anvendes, eller såfremt anskaffelsessummen er opgjort efter § 5 A.

 

13. § 6, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

    »Er ejendommen erhvervet før den 1. januar 1999 og på et tidspunkt, der ligger 3 år eller mere forud for afståelsen, kan den opgjorte fortjeneste nedsættes med 5 pct. for hvert år, den skattepligtige har ejet ejendommen ud over 3 år.«.

    - - -

   

    Stk. 6. Tab ved afståelse af ejendomme, som er omfattet af § 8, eller den del af det opgjorte tab, som forholdsmæssigt svarer til den del af ejendomsværdien, som vurderingsrådet har henført til stuehuset med tilhørende grund og have eller til ejerboligen, jf. § 9, stk. 3, kan ikke fradrages. Er tabet opgjort på grundlag af anskaffelsessummen efter § 4, stk. 3, 3. pkt., kan tabet ikke overstige det tab, der kan opgøres ved anvendelse af ejendomsværdien efter § 4, stk. 3, 1. og 2. pkt.

 

14. § 6, stk. 6, 1. pkt., affattes således:

    »Tab ved afståelse af ejendomme, som er omfattet af § 8 kan ikke fradrages, mens tab ved afståelse af ejendomme, som er omfattet af § 9, ikke kan fradrages, for så vidt angår den del af tabet, som vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen.«.

     

§ 6 A. Såfremt den skattepligtige erhverver en ejendom, der er omfattet af lovens regler, med undtagelse af ejendomme, der er omfattet af § 8, kan den skattepligtige i stedet for at medregne fortjeneste ved afståelse af fast ejendom til den skattepligtige indkomst vælge at nedsætte anskaffelsessummen for den erhvervede ejendom med fortjenesten efter følgende regler:

a) Den skattepligtige skal enten have erhvervet fast ejendom i samme indkomstår, hvori den skattepligtige afstår fast ejendom, eller have erhvervet fast ejendom senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret, eller have erhvervet fast ejendom i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret.

b) Nedsættelse skal ske med hele fortjenesten opgjort efter stk. 3, dog højst med et beløb svarende til den kontante anskaffelsessum for den erhvervede ejendom.

c) Den skattepligtige skal senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begære reglen anvendt ved indsendelsen af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begære reglen anvendt senest ved indsendelsen af rettidig selvangivelse for afståelsesåret. Hvis skattemyndighederne ændrer ansættelse vedrørende afståelse af en fast ejendom, kan ejeren begære reglen anvendt, dog senest 3 måneder efter, at meddelelsen om ansættelsesændringen er modtaget.

 

15. § 6 A affattes således:

    »§ 6 A. Såfremt den skattepligtige erhverver en ejendom, der er omfattet af lovens regler, med undtagelse af ejendomme, der er omfattet af § 8, kan den skattepligtige i stedet for at medregne fortjeneste ved afståelse af fast ejendom til den skattepligtige indkomst, vælge at nedsætte anskaffelsessummen for den erhvervede ejendom med fortjenesten. Reglerne i 1. pkt. gælder alene for fortjeneste, der vedrører den del af den afståede ejendom, som blev anvendt erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, og det er kun den del af anskaffelsessummen, der vedrører den del af den erhvervede ejendom, som skal anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, der kan nedsættes med fortjenesten. Stk. 3, 2. pkt. gælder tilsvarende. Udlejning af anden fast ejendom end fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 1 og 7, anses ikke i denne forbindelse for erhvervsvirksomhed. Endvidere anses den del af den afståede ejendom henholdsvis den erhvervede ejendom, som udgør boligdelen, ikke i denne forbindelse for anvendt erhvervsmæssigt. Nedsættelsen efter 1. pkt. skal ske med hele den del af fortjenesten opgjort uden fradrag efter § 6, stk. 2 og 3, der vedrører den erhvervsmæssigt anvendte del af den afståede ejendom, dog højst med et beløb svarende til den del af den kontante anskaffelsessum for den erhvervede ejendom, der vedrører den del, der skal anvendes erhvervsmæssigt. Overstiger den opgjorte fortjeneste den kontante anskaffelsessum, beskattes den overskydende fortjeneste efter lovens almindelige regler.

    Stk. 2. Reglen finder anvendelse ved afståelse og erhvervelse af ejendomme, der for mere end halvdelens vedkommende anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, jf. dog stk. 4, 2. pkt. Ved opgørelsen af den erhvervsmæssige andel lægges den ejendomsværdimæssige fordeling mellem erhverv og beboelse til grund. Fortjenesten, der vedrører den del af ejendommen, som ikke tjener eller har tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand, og som anvendes til køb af bygninger, der tjener som bolig for ejeren eller dennes husstand, skal uanset bestemmelsen i stk. 1 medregnes til den skattepligtige indkomst. Det gælder dog ikke virksomhed ved udlejning af fast ejendom. Bortforpagtning af fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 4 og 7, anses ikke i denne forbindelse for virksomhed ved udlejning af fast ejendom.

 

    Stk. 2. Nedsættelse af anskaffelsessummen efter stk. 1, er betinget af, at

1) den skattepligtige enten erhverver fast ejendom i samme indkomstår, hvori den skattepligtige afstår fast ejendom, eller erhverver fast ejendom senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret, eller erhverver fast ejendom i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret og

2) den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer reglen i stk. 1 anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begærer reglen i stk. 1 anvendt senest ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret. Hvis skattemyndighederne ændrer ansættelse vedrørende afståelse af fast ejendom, kan den skattepligtige begære reglen i stk. 1 anvendt, dog senest 3 måneder efter at meddelelsen om ansættelsesændringen er modtaget.

    Stk. 3. Den skattepligtige fortjeneste, hvormed anskaffelsessummen efter stk. 1 kan nedsættes, opgøres som den skattepligtige fortjeneste uden fradrag efter § 6, stk. 2 og 3. Er både den afståede og den erhvervede ejendom omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, stk. 5 eller stk. 7, 1. pkt., nedsættes anskaffelsessummen for den erhvervede ejendom med hele fortjenesten på den afståede ejendom opgjort efter 1. pkt. uden fradrag efter § 9. Overstiger fortjenesten opgjort efter 1. og 2. pkt. den kontante anskaffelsessum for den erhvervede ejendom, jf. stk. 1, litra b, beskattes den overskydende fortjeneste efter lovens almindelige regler.

 

    Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis den ene ægtefælle afstår fast ejendom og den anden ægtefælle erhverver fast ejendom. Det er en betingelse, at ægtefællerne er samlevende ved udgangen af både det indkomstår, hvori afståelsen finder sted, og det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted.

    Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse ved erhvervelse eller afståelse af fast ejendom, der er beliggende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland.«.

    Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, hvis den ene ægtefælle afstår fast ejendom og den anden ægtefælle erhverver fast ejendom, når såvel den afståede som den erhvervede ejendom anvendes helt eller delvis i den ene eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed. Det er en betingelse, at ægtefællerne er samlevende ved udgangen af både det indkomstår, hvori afståelsen finder sted, og det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted.

   

    Stk. 5. Stk. 1-4 finder ikke anvendelse ved erhvervelse eller afståelse af fast ejendom, der er beliggende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland.

   

§ 6 C. Såfremt den skattepligtige ombygger, tilbygger og nybygger på en ejendom, der er omfattet af § 6 A, kan den skattepligtige i stedet for at medregne fortjeneste ved afståelse af fast ejendom til den skattepligtige indkomst vælge at nedsætte anskaffelsessummen for ombygningen, tilbygningen eller nybygningen med fortjenesten efter reglerne i § 6 A.

    Stk. 2. Reglen finder ikke anvendelse på bygninger, der tjener eller har tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand.

 

6. § 6 C affattes således:

    »§ 6 C. Såfremt den skattepligtige ombygger, tilbygger eller nybygger på en ejendom, der er omfattet af § 6 A, kan den skattepligtige i stedet for at medregne fortjeneste ved afståelse af fast ejendom til den skattepligtige indkomst vælge at nedsætte anskaffelsessummen for ombygningen, tilbygningen eller nybygningen med fortjenesten. Reglerne i § 6 A finder tilsvarende anvendelse. «.

     

§ 7. - - -

    Stk. 2. Uden for de i stk. 1 anførte tilfælde kan den skattepligtige vælge ikke at medregne fortjeneste, der indvindes ved mageskifte til den skattepligtige indkomst. Det er dog en betingelse, at der er tale om mageskifte af ubebyggede arealer, og at der fra en af parterne ud over arealet ydes et vederlag på højst 10.000 kr. Det er endvidere en betingelse, at der er tale om en enkelt handel indgået mellem to parter. Såfremt den skattepligtige vælger ikke at medregne fortjenesten, jf. 1. pkt., skal anskaffelsessummen for den ejendom, der erhverves ved mageskiftet, ved senere afståelse opgøres, som om ejendommen var erhvervet på samme tidspunkt og for samme beløb som den ejendom, der afstås ved mageskiftet. Udgifter til vedligeholdelse og forbedring, der inden mageskiftet er afholdt vedrørende den ved mageskiftet afståede ejendom, tages herved i betragtning i det i § 5, stk. 2, angivne omfang. For ejendomme, der er mageskiftet før den 19. maj 1993, opgøres anskaffelsessummen for den mageskiftede ejendom efter reglerne i § 4, stk. 3. Ved opgørelsen af anskaffelsessummen efter § 4, stk. 3, 4. pkt., opgøres anskaffelsessummen for den mageskiftede ejendom, som om den var erhvervet på samme tidspunkt og for samme beløb som den i sin tid afståede ejendom ved mageskiftet. Hertil kan lægges udgifter til vedligeholdelse og forbedring, der er afholdt vedrørende den ved mageskiftet afståede ejendom, og tilsvarende udgifter, der er afholdt på den ved mageskiftet erhvervede ejendom inden den 1. januar 1993. Udgifter som nævnt i § 5, stk. 2, 4.-7. pkt., medregnes ikke.

    - - -

 

17. I § 7, stk. 2, 7. pkt., ændres »§ 4, stk. 3, 4. pkt.« til: »§ 4, stk. 3, 3. pkt.«.

     

§ 8. Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder skal ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen. Med hensyn til en- og tofamilieshuse gælder denne fritagelse dog kun, såfremt

 

18. I § 8, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »har ejet ejendommen«: », og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke«.

1) - - -

   

2) - - -

   

3) udstykning ifølge erklæring fra den centrale told- og skatteforvaltning vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse.

 

19. I § 8, stk. 1, nr. 3, ændres »den centrale told- og skatteforvaltning« til: »skatteministeren«.

    Stk. 2. Reglerne i stk. 1 gælder også for sommerhusejendomme og lign., som ejeren eller dennes husstand har benyttet til privat formål i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen.

 

20. I § 8, stk. 2, indsættes efter »har ejet ejendommen«: », og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke«.

    Stk. 3. Reglerne i stk. 1 gælder også ved afståelse af en anpart af en fast ejendom med mere end 2 beboelseslejligheder, såfremt anparten er forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed i ejendommen, og lejligheden har tjent til bolig for ejeren af anparten eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet anparten.

 

21. I § 8, stk. 3, indsættes efter »har ejet anparten«: », og hvor betingelserne for at kunne afstå anparten skattefrit efter nærværende stykke har været opfyldt«.

    Stk. 4. Fortjeneste eller tab ved afståelse, herunder ved udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori selskabet m.v. endeligt opløses, af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, der er forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed i en ejendom med mere end 2 beboelseslejligheder, medregnes ikke ved opgørelsen af skattepligtig indkomst efter aktieavancebeskatningsloven, hvis lejligheden har tjent til bolig for ejeren af værdipapiret eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet værdipapiret. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse, såfremt der hører et bestemt grundareal til lejligheden.

 

22. I § 8, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »har ejet værdipapiret«: »,og hvor betingelserne for at kunne afstå værdipapiret skattefrit efter nærværende stykke har været opfyldt«.

     

§ 9. Ved salg af ejendomme, der på afståelsestidspunktet helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, og skovbrugsejendomme, jf. vurderingslovens § 33, stk. 7, 1. pkt., gives der et fradrag i den opgjorte fortjeneste efter stk. 2 og 3, såfremt afståelsen omfatter stuehuset. Samme fradrag gives ved afståelse af ejendomme, der indeholder én eller to selvstændige lejligheder, når ejendommen både tjener eller har tjent til bolig for ejeren og i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, jf. vurderingslovens § 33, stk. 5.

    Stk. 2. Fradraget efter stk. 1 gives kun, hvis ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen.

    Stk. 3. Fradraget efter stk. 1 udgør den del af den opgjorte fortjeneste, som forholdsmæssigt svarer til den del af ejendomsværdien, som vurderingsrådet har henført til stuehuset med tilhørende grund og have, jf. vurderingslovens § 33, stk. 4, eller til ejerboligen, jf. vurderingslovens § 33, stk. 5, eller stk. 7, 1. pkt. Skatteministeren fastsætter regler om fordelingen af ejendomsværdien i tilfælde, hvor denne ikke er foretaget i forbindelse med vurderingen. Som beregningsgrundlag anvendes den senest forud for afståelsen ansatte ejendomsværdi.

 

 

23. § 9 affattes således:

    »§ 9. Ved afståelse af ejendomme, der på afståelsestidspunktet helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, ved afståelse af skovbrugsejendomme, jf. vurderingslovens § 33, stk. 7, 1. pkt., og ved afståelse af ejendomme, der indeholder én eller to selvstændige lejligheder, hvor ejendommen både tjener eller har tjent til bolig for ejeren og i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, jf. vurderingslovens § 33, stk. 5, skal den del af fortjenesten, som vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen, ikke medregnes. Anvendelse af reglen i 1. pkt. er betinget af, at ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har været omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt. § 8, stk. 1, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

    Stk. 2. Den del af fortjenesten, der ikke skal medregnes, jf. stk. 1, opgøres som forskellen mellem den del af den samlede kontantomregnede afståelsessum, der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen, og den del af den samlede anskaffelsessum opgjort efter § 4, stk. 2 eller 3, der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen.

    Stk. 3. Den del af fortjenesten der skal medregnes, opgøres som forskellen mellem på den ene side den del af afståelsessummen omregnet efter § 4, stk. 4, der vedrører den del af ejendommen, der ikke omfattes af stk. 1 og 2, og på den anden side anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der ikke omfattes af stk. 1 og 2, opgjort efter § 4, stk. 2 eller 3 og reguleret efter § 5 eller § 5 A.«.

     

§ 10. Såfremt den skattepligtige i anledning af indtruffen skade på sin ejendom har modtaget en erstatnings- eller forsikringssum og foretager genopførelse af den skadelidte ejendom, kan den skattepligtige i stedet for at anvende reglerne i § 4, jf. § 2, stk. 1, anvende reglerne i stk. 2-6, såfremt

 

24. I § 10, stk. 1, 1. pkt., ændres » sin ejendom« til: »en ejendom, der ikke er omfattet af § 8« og efter »kan den skattepligtige« indsættes: »for den del af erstatnings- eller forsikringssummen, der ikke er skattefri efter § 9,».

1) - - -

   

2) - - -

   

    Stk. 2-8. - - -

   

    Stk. 9. Erstatnings- og forsikringssummer, der vedrører den del af ejendommen, der ikke tjener eller har tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand, og som anvendes til opførelse af bygninger, der tjener til bolig for ejeren eller dennes husstand, skal uanset bestemmelsen i stk. 1 medregnes til den skattepligtige indkomst.

 

25. I § 10, stk. 9, indsættes som 2. pkt.:

    »Reglen i 1. pkt. gælder tilsvarende, hvor erstatnings- eller forsikringssummen anvendes til opførelse af boligdelen på en fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 1 og 7, uanset at denne ikke tjener til bolig for ejeren eller dennes husstand.«.

     
   

§ 5

   

I lov om en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat (ejendomsværdiskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 721 af 14. september 1999, som ændret ved lov nr. 773 af 15. oktober 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 4. Ejendomsværdiskatten omfatter:

   

1-5) ---

   

6) En lejlighed, som en eller flere ejere bebor i en udlejningsejendom med 3 til 6 beboelseslejligheder, hvoraf højst én lejlighed er beboet af en eller flere ejere. Det er dog en betingelse, at ejeren inden den 1. juli i indkomståret eller senest 2 måneder efter erhvervelsen af ejendommen anmoder om en vurdering efter vurderingslovens § 33 A. Det er endvidere en betingelse, at ejeren i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for dette indkomstår vælger at lade den beboede lejlighed være omfattet af denne lov. Det foretagne valg omfatter såvel det pågældende indkomstår som senere indkomstår. Tilsvarende gælder for ejendomme erhvervet i indkomståret 1999 eller i tidligere indkomstår, hvis ejeren har ladet ejendommen overgå til standardiseret lejeværdiberegning, jf. ligningslovens § 15 C, jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997.

 

1. I § 4, stk. 1, nr. 6, udgår »inden den 1. juli i indkomståret eller«.

     

§ 6. Har den skattepligtige erhvervet ejen-dommen senest den 1. juli 1998, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat med et beløb svarende til 2 promille af beregningsgrundlaget efter § 4, stk. 2 og 3. Nedslaget bortfalder ved ejerskifte.

 

2. I § 6, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

    »Nedslaget bortfalder dog ikke ved ejerskifte mellem ægtefæller.«.

    Stk. 2. Nedslag efter stk. 1 gives tilsvarende til en efterlevende ægtefælle, som ikke opfylder betingelserne for nedsættelse, og som bliver boende i en ejendom, der har tilhørt den anden ægtefælle. Det er en betingelse, at ægtefællerne ikke var separerede ved dødsfaldet.

 

3. § 6, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

§ 7. Har den skattepligtige senest den 1. juli 1998 erhvervet en ejendom som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1-5, 9 og 10, jf. nr. 11, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat endvidere med et beløb svarende til 4 promille af beregningsgrundlaget efter § 4, stk. 2 og 3. Nedslaget kan maksimalt udgøre 1.200 kr. pr. selvstændig lejlighed. Nedslaget gives ikke til ejere af ejerlejligheder og fredede ejendomme omfattet af ligningslovens § 15 K. Nedslaget bortfalder ved ejerskifte. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

 

4. § 7 affattes således:

    

»§ 7. Har den skattepligtige senest den 1. juli 1998 erhvervet en ejendom som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1, 3-5 og 9-10, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat endvidere med et beløb svarende til 4 promille af beregningsgrundlaget efter § 4, stk. 2-3. Ejendomsværdiskatten for ejendomme som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2, nedsættes med 4 promille af den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar i indkomståret. Reglerne i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for ejendomme som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 11. For ejendomme af den art, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, nedsættes ejendomsværdiskatten dog med 4 promille af handelsværdien pr. 1. januar i indkomståret. Nedslaget kan maksimalt udgøre 1.200 kr. pr. selvstændig lejlighed. Nedslaget gives ikke til ejere af ejerlejligheder og fredede ejendomme omfattet af ligningslovens § 15 K. Nedslaget bortfalder ved ejerskifte, dog ikke ved ejerskifte mellem ægtefæller. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«.

     

§ 8. Hvis den skattepligtige eller den med denne samlevende ægtefælle inden udgangen af indkomståret er fyldt 65 år, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat med et beløb svarende til 4 promille af beregningsgrundlaget efter § 4, stk. 2 og 3. Nedslaget kan højst udgøre 6.000 kr. pr. helårsbolig og 2.000 kr. pr. fritidsbolig. Nedslaget gives kun til personer hjemmehørende her i landet, herunder efter en indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst.

 

5. § 8, stk. 1, 2. pkt. ophæves, og i stedet indsættes:

    »Nedslaget kan højst udgøre 6.000 kr. pr. bolig. For fritidsboliger, bortset fra sommerhuse, der efter tilladelse anvendes som helårsbolig, kan nedslaget dog højst udgøre 2.000 kr. pr. fritidsbolig.«.

     

§ 11. Ejendomsværdiskatten for en ejendom opgøres på helårsbasis efter §§ 5-10. Har ejendommen ikke været i den skattepligtiges besiddelse og rådighed i hele det pågældende indkomstår, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt, jf. dog ligningslovens § 15 O og § 15 P. Ved anvendelsen af 1.-2. pkt. anses indkomståret at udgøre 360 dage med 30 dage i hver kalendermåned.

 

6. § 11, stk. 1, affattes således:

    »Ejendomsværdiskatten for en ejendom opgøres på helårsbasis efter §§ 5-10. Har ejendommen ikke været i den skattepligtiges besiddelse og rådighed i hele det pågældende indkomstår, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt, jf. dog ligningslovens § 15 O og § 15 P. Ved afståelse af ejendommen betales dog ejendomsværdiskat indtil overtagelsesdagen. Ved anvendelsen af 1.-3. pkt., anses indkomståret at udgøre 360 dage med 30 dage i hver kalendermåned.«.

§ 13. Ejer den skattepligtige ejendommen i sameje med andre, betales kun ejendomsværdiskat af den del af ejendommen, som svarer til den skattepligtiges andel af ejendommen. Bestemmelserne i §§ 6-10 finder kun anvendelse for ejere, der opfylder betingelserne i disse bestemmelser.

 

7. I § 13 indsættes efter 1. pkt.:

    »For ejendomme som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2, betales dog ejendomsværdiskat af den del af ejendomsværdien, der er henført til ejerens lejlighed.«

§ 15. ---

 

8. I § 15, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:

    Stk. 2. Afgår en person ved døden, anses foreløbige betalinger af ejendomsværdiskat, som forfaldt før dødsfaldet, for endelige for afdøde for det indkomstår, hvori dødsfaldet har fundet sted. Er der ikke sket betaling af foreløbig ejendomsværdiskat efter 1. pkt., finder reglerne om hæftelse m.v. i dødsboskattelovens § 88, stk. 1-3 og 5, tilsvarende anvendelse. For krav vedrørende skyldig ejendomsværdiskat for indkomstår, der ligger forud for det indkomstår, hvori dødsfaldet har fundet sted, finder reglerne om efterbetaling og hæftelse m.v. i dødsboskattelovens § 87, stk. 1-3 og 5, og § 88, stk. 1-3 og 5, tilsvarende anvendelse.

 

    »Reglerne i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det indkomstår, der ligger forud for det indkomstår, hvori dødsfaldet har fundet sted, såfremt boet efter afdøde er sluttet ved boudlæg i medfør af dødsboskiftelovens § 18.«.

9. I § 15, stk. 2, 3. pkt., der bliver 4. pkt., ændres »der ligger forud for det indkomstår,« til: »der ligger forud for det indkomstår, jf. dog 2. pkt.,«.

   

§ 6

   

I lov om indskud på etableringskonto, jf. lovbekendtgørelse nr. 115 af 24. februar 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 7. - - -

c) bygninger, hvorpå skattemæssig afskrivning kan foretages efter afskrivningslovens § 14 samt installationer i sådanne bygninger.

 

1. I § 7, stk. 1, litra c, ændres »installationer i sådanne bygninger« til: »installationer, der tjener sådanne bygninger, og installationer, der anvendes erhvervsmæssigt«.

    - - -

   
     

    Stk. 5. Når der i de i stk. 1 omtalte situationer hæves et beløb fra etableringskontoen, hæves der af indskuddene med samme beløb. Indskud, der eventuelt overstiger indestående, anses for fuldt ud hævet, når det sidste indestående hæves. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til de hævede indskud, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud i indkomståret 1998 eller tidligere indkomstår. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til 80 pct. af de hævede indskud, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud i indkomstårene 1999-2001. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til 70 pct. af de hævede indskud, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud i indkomståret 2002 eller senere indkomstår. Den del af de hævede indskud, der som følge af 2. pkt. ikke kan anvendes til forlods afskrivning, efterbeskattes efter § 10.

 

2. I § 7, stk. 5, indsættes efter 5. pkt.:

    »For installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, udgør det hævede indskud det beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse, og det hævede indskud omregnes til den beregnede afskrivning, som anskaffelsessummen reduceres med.«.

   

§ 7

   

I lov om beskatning af fonde og visse foreninger (fondsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 755 af 20. oktober 1998, som ændret senest ved § 6 i lov nr. 166 af 24. marts 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 4. I den efter § 3 opgjorte indkomst kan de i § 1, nr. 1, 2 og 4, nævnte fonde og foreninger foretage fradrag for uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål.

    Stk. 2. Stk. 1 finder desuden anvendelse, såfremt uddeling sker til fyldestgørelse af vedtægtsmæssige formål, der ikke er almenvelgørende eller på anden måde almennyttige, når modtager af uddelingerne er skattepligtig heraf i henhold til kildeskattelovens §§ 1 eller 2, eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2 eller 3, selskabsskattelovens §§ 1 eller 2 eller i henhold til § 1, nr. 1, 2 eller 4, i denne lov. 1. pkt. finder anvendelse, selv om der er tale om gaver til en anden fond, som ikke medregnes til denne fonds skattepligtige indkomst, jf. § 3, stk. 3, medmindre der er tale om gensidige gaver mellem fondene.

 

1. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Uddelinger efter stk. 1 og 2 fradrages i den efter § 3 opgjorte indkomst på det tidspunkt, hvor fonden eller foreningen er retligt forpligtet til at foretage uddelingen. Uddelinger efter stk. 1, der strækker sig over flere indkomstår, kan fonden eller foreningen dog fratrække på det tidspunkt, hvor fonden eller foreningen er retligt forpligtet til at foretage uddelingen eller på de tidspunkter, hvor de enkelte rater forfalder. Det én gang valgte fradragstidspunkt efter 2. pkt. kan ikke ændres for den konkrete uddeling.«.

    Stk. 3 - 8 bliver herefter stk. 4 - 9.

2. I § 4, stk. 4, 5 og 7, der bliver stk. 5, 6 og 8, ændres «stk. 3» til: »stk. 4».

    Stk. 3. Fonde og foreninger som nævnt i § 1, nr. 1, 2 og 4, kan i den efter § 3 opgjorte indkomst tillige foretage fradrag for hensættelse til opfyldelse af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål.

 

3. I § 4, stk. 5 - 7, der bliver stk. 6 - 8, ændres »stk. 4« til: »stk. 5».

    Stk. 4. Hensættelser som nævnt i stk. 3 skal være benyttet i sin helhed inden 5 år efter udløbet af hensættelsesåret. Skatteministeren fastsætter nærmere regler om regnskabsmæssige krav til hensættelsen, herunder at hvert års hensættelse indskydes på konto for sig og udskilles effektivt fra fondens eller foreningens øvrige midler.

   

    Stk. 5. Er en hensættelse som nævnt i stk. 3 ikke benyttet i sin helhed inden udløbet af den i stk. 4 nævnte frist, medregnes det ikke anvendte hensættelsesbeløb med et tillæg af 5 pct. for hvert år fra hensættelsesårets udløb og indtil fristens udløb i den skattepligtige indkomst for hensættelsesåret. Beløb, der i henhold til § 3, stk. 2, og § 10 ikke skulle medregnes i den efter § 3 opgjorte indkomst for hensættelsesåret, efterbeskattes dog ikke.

   

    Stk. 6. Skatteministeren kan i ganske særlige tilfælde tillade, at hensættelsen anvendes efter udløbet af den i stk. 4 nævnte frist.

   

    Stk. 7. Skatteministeren kan desuden tillade, at fonde som nævnt i § 1, nr. 1 og 4, foretager hensættelser som nævnt i stk. 3 til fyldestgørelse af kulturelle, men ikke konkretiserede formål, uden at betingelsen i stk. 4 skal være gældende. Ved dispensationen skal dog fastsættes en frist for anvendelse af de hensatte beløb på ikke over 15 år. Anvendes de hensatte beløb til andet end de almenvelgørende eller på anden måde almennyttige kulturelle formål eller efter den i dispensationen fastsatte frist, medregnes det ikke anvendte hensættelsesbeløb med et tillæg af 5 pct. for hvert år fra hensættelsesårets udløb og indtil udgangen af det år, hvori hensættelsen anvendes eller fristen udløber, i den skattepligtige indkomst for hensættelsesåret.

   

    Stk. 8. Fonde og foreninger, der for et indkomstår har foretaget hensættelser efter stk. 3 eller 7, har efter udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse adgang til inden for lovens rammer at ændre disse hensættelser for helt eller delvis at udligne den skattemæssige virkning af en ændring af den selvangivne eller ansatte indkomst, jf. dog 4. pkt. Meddelelse herom skal indsendes inden udløbet af fristen for påklage af skatteansættelsen. Får fonden eller foreningen helt eller delvis medhold ved påklage eller sagens indbringelse for domstolene, tilbageføres i samme omfang eventuelle efterfølgende hensættelser, der er foretaget til udligning af den påklagede ændring. 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt ændringen af den selvangivne eller den ansatte indkomst medfører bøde efter skattekontrolloven. Efterfølgende ændring af hensættelser kan i andre tilfælde kun ske med tilladelse af skatteministeren.

 

4. I § 4, stk. 8, der bliver stk. 9, ændres »stk. 3 eller 7» til: »stk. 4 eller 8».

     

§ 9. Ved opgørelsen af indkomst efter § 8 kan de i § 1, nr. 3, nævnte foreninger foretage fradrag for dispositioner som nævnt i § 4, stk. 1 og 3, samt § 5, stk. 3, jf. stk. 4. § 4, stk. 4, 5, 6 og 8, finder tilsvarende anvendelse på de her nævnte foreninger.

 

5. I § 9, stk. 1, ændres »§ 4, stk. 1 og 3» til: »§ 4, stk. 1 og 4» og »§ 4, stk. 4, 5, 6 og 8» ændres til: »§ 4, stk. 3, 5, 6, 7, og 9».

     

§ 13. Af den skat, der udredes i henhold til denne lov med tillæg af 11 3/4 pct. og eventuelle renter i anledning af for sen indbetaling af restskat eller indkomstskat, tilfalder 3/25 den eller de kommuner, hvori fonden eller foreningen har drevet virksomhed, jf. bestemmelserne i lov om kommunal indkomstskat.

 

6. § 13 affattes således:

    »§ 13. Af den skat, der udredes i henhold til denne lov, tilfalder 13,41 pct. den eller de kommuner, hvori fonden eller foreningen har drevet virksomhed, jf. bestemmelserne i lov om kommunal indkomstskat.«.

§ 20. - - -

 

7. § 20, stk. 3, ophæves.

    Stk. 3. De beløb, der efter stk. 1 og 2 anvendes som anskaffelses- eller afståelsessum, omregnes til kontantværdi efter de herom af skatteministeren fastsatte regler.

   
     

§ 21 A. Ved opgørelsen af fondes og foreningers fortjeneste og tab efter ligningslovens § 16 E, der vedrører formuegoder anskaffet inden begyndelsen af det indkomstår, der er grundlaget for den første skatteansættelse, udgør anskaffelsessummen den oprindelige kontantomregnede anskaffelsessum reduceret med de afskrivninger, der i alt kunne have været foretaget efter ligningslovens § 16 F siden anskaffelsen.

 

8. I § 21 A ændres »ligningslovens § 16 E« til: »afskrivningslovens § 40«, og »ligningslovens § 16 F« ændres til: »afskrivningslovens § 40«.

     

§ 22. Har en fond eller forening foretaget henlæggelser som nævnt i selskabsskattelovens § 3, stk. 3, jf. samme lovs § 3, stk. 2, og § 1, stk. 1, nr. 6, skal henlæggelserne være benyttet i deres helhed til et eller flere almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål inden 5 år efter udløbet af det indkomstår, der ligger til grund for skatteansættelsen for det indkomstår, hvori fonden eller foreningen første gang beskattes efter fondsbeskatningsloven. § 4, stk. 5, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på hensættelser som nævnt i 1. pkt. Det samme gælder § 4, stk. 6, for så vidt angår forlængelse af fristen for anvendelse af hensættelser.

 

9. I § 22 ændres »§ 4, stk. 5, 1. pkt.« til: »§ 4, stk. 6, 1. pkt.« og »§ 4, stk. 6» ændres til: »§ 4, stk. 7».

   

§ 8

   

I lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 954 af 5. november 1996, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 252 af 28. april 1999, foretages følgende ændring:

     

§ 14 h. Ved omdannelse af Københavns Fondsbørs, Værdipapircentralen og Garantifonden for danske Optioner og Futures, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 c, til aktieselskaber i henhold til kapitel 29 i lov om værdipapirhandel m.v., finder bestemmelserne i § 5, § 6, stk. 1, 3, 4 og 6, § 7, § 8 og § 10, stk. 2, tilsvarende anvendelse, jf. dog 3. pkt. Såfremt overdragelsen sker til flere aktieselskaber, kan et modtagende selskab alene overtage den del af den indskydende fonds skattemæssige afskrivninger, nedskrivninger og henlæggelser, der vedrører de overtagne aktiver. § 15 b, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

 

1. I § 14 h, stk. 1, 1. pkt., udgår »Københavns Fondsbørs,« og »og Garantifonden for Danske Optioner og Futures«, og »aktieselskaber« ændres til: »et aktieselskab«.

     

§ 15 d. ---

 

2. § 15 d, stk. 4, affattes således:

    Stk. 4. Aktier i det modtagende selskab, som det indskydende selskab modtager i forbindelse med tilførslen, anses for erhvervet for et beløb, der svarer til den skattemæssige værdi af de tilførte aktiver og passiver på tilførselsdatoen. Den skattemæssige værdi af de tilførte aktiver opgøres efter reglerne i § 4, stk. 2 og 4, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

 

»Stk. 4. Aktier i det modtagende selskab, som det indskydende selskab modtager i forbindelse med tilførslen, anses for erhvervet for et beløb, der svarer til den skattemæssige værdi af de tilførte aktiver og passiver på tilførselsdatoen. Den skattemæssige værdi af de tilførte aktiver og passiver opgøres efter reglerne i § 4, stk. 2, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse.«.

     
   

3. I § 15 d indsættes som stk. 5:

   

»Stk. 5. Udgør den skattemæssige anskaffelsessum for aktierne eller anparterne efter stk. 4 et negativt beløb, medregnes det negative beløb ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste eller tab ved afståelse af disse. Afstås aktierne eller anparterne til det selskab, der har udstedt disse, jf. ligningslovens § 16 B, og finder aktieavancebeskatningslovens regler om opgørelse af fortjeneste og tab ikke anvendelse, medregnes en eventuel afståelsessum samt en til den afståede del af aktie- eller anpartskapitalen svarende del af det negative beløb i det indskydende selskabs skattepligtige indkomst. Nedsættes aktie- eller anpartskapitalen, jf. ligningslovens § 16 A, og finder aktieavancebeskatningslovens regler om opgørelse af fortjeneste og tab ikke anvendelse, medregnes en eventuel udlodning samt en til nedsættelsen af aktie- eller anpartskapitalen svarende del af det negative beløb på samme måde i det indskydende selskabs skattepligtige indkomst.«.

     
   

§ 9

   

I lov om investeringsfonds, jf. lovbekendtgørelse nr. 933 af 24. oktober 1996, som ændret senest ved § 6 i lov nr. 434 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer:

     

§ 3. Henlæggelser til investeringsfonds kan kun anvendes til forlods afskrivning på anskaffelsesudgifter vedrørende maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, skibe til erhvervsmæssig brug, bygninger, hvorpå skattemæssig afskrivning kan foretages efter afskrivningslovens § 14 og installationer i sådanne bygninger, dræningsanlæg på jordbrugsbedrifter samt immaterielle aktiver som nævnt i afskrivningslovens § 40, stk. 1 og 2, bortset fra udbyttekontrakter, jf. nærmere § 7 og § 7 A. Det samme gælder, hvor de nævnte aktiver benyttes til forsøgs- eller forskningsvirksomhed, som er knyttet til den skattepligtiges erhverv.

 

1. I § 3, stk. 1, 1. pkt., ændres »installationer i sådanne bygninger« til: »installationer, der tjener sådanne bygninger, og installationer, der anvendes erhvervsmæssigt«.

     

§ 7. ---

 

2. I § 7, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

    Stk. 3. Når henlæggelser til investeringsonds er benyttet til forlods afskrivning på et aktiv, skal skattemæssig afskrivning på dette aktiv efter de i skattelovgivningen i øvrigt indeholdte regler kun kunne foretages på anskaffelsessummen med fradrag af det forlods afskrevne beløb.

 

    »For installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, udgør henlæggelsen det beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse, og henlæggelsen omregnes til den beregnede afskrivning, som anskaffelsessummen reduceres med.«.

   

§ 10

   

I lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 639 af 3. august 1999, foretages følgende ændringer:

§ 25 A. ---

 

1. § 25 A, stk. 8, 2. pkt., affattes således:

    Stk. 8. Deltager begge ægtefæller i væsent-ligt og ligeligt omfang i driften af den enes eller begges erhvervsvirksomhed, og hæfter ægtefællerne i samme omfang for virksomhedens forpligtelser, kan ægtefællerne efter anmodning fordele virksomhedens resultat mellem sig, i det omfang fordelingen sagligt kan begrundes i virksomhedens drift. Virksomhedens resultat opgøres under ét efter skattelovgivningens almindelige regler, hvorefter hver af ægtefællerne medregner sin andel af resultatet ved opgørelsen af skattepligtig indkomst, personlig indkomst og kapitalindkomst, jf. personskattelovens §§ 2-4.

 

    »Ved opgørelsen af skattepligtig indkomst, personlig indkomst og kapitalindkomst fordeles virksomhedens aktiver og passiver mellem ægtefællerne efter samme forhold, som virksomhedens resultat fordeles mellem ægtefællerne.«.

     

§ 33 C. Ved overdragelse i levende live af en virksomhed eller en andel heraf til børn, børnebørn, søskende, søskendes børn eller søskendes børnebørn kan parterne i overdragelsen anvende reglerne i stk. 2-10. Adoptivforhold eller stedbarnsforhold sidestilles med naturligt slægtskabsforhold. Stk. 2-10 gælder ikke for beskatning af fast ejendom efter ejendomsavancebeskatningsloven, medmindre der er tale om fast ejendom, der helt eller delvis anvendes i overdragerens erhvervsvirksomhed. Udlejning af fast ejendom er ikke erhvervsvirksomhed i 3. pkt.`s forstand. Bortforpagtning af fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 4 og 7, anses ikke i denne forbindelse for virksomhed ved udlejning af fast ejendom. Stk. 2-10 gælder heller ikke for fortjeneste, der skal beskattes efter reglerne i kursgevinstloven, medmindre det sker efter reglerne i § 13, stk. 1, § 16 eller § 23. For aktier, anparter og andelsbeviser og lignende gælder aktieavancebeskatningslovens § 11, uanset om de indgår i virksomheden.

 

2. § 33 C, stk. 1, 3. - 5. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

    »Stk. 2 - 10 gælder ikke for beskatning af ejendomsavancer vedrørende fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, medmindre der er tale om en fast ejendom, hvor mere end halvdelen af ejendommen anvendes i overdragerens eller overdragerens samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed. Ved opgørelsen af den erhvervsmæssige andel lægges den ejendomsværdimæssige fordeling mellem erhverv og beboelse til grund. Udlejning af anden fast ejendom end fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 1 og 7, anses ikke i denne forbindelse for erhvervsvirksomhed. For så vidt angår fast ejendom omfattet af 3. pkt., kan der kun ske indtræden i overdragerens skattemæssige stilling med hensyn til gevinst efter afskrivningslovens kapitel 3, hvis der samtidig sker indtræden i overdragerens skattemæssige stilling med hensyn til gevinst efter ejendomsavancebeskatningsloven på samme ejendom.«.

     

    Stk. 2. Fortjeneste ved overdragelsen beskattes ikke hos overdrageren. Ved beskatning af erhververen skal virksomhedens aktiver med hensyn til skattemæssige af- og nedskrivninger samt til beskatning af fortjenester og fradrag af tab ved salg behandles, som om de var anskaffet af erhververen på de tidspunkter og til de beløb, hvortil de i sin tid var anskaffet af overdrageren. Eventuelle skattemæssige af- og nedskrivninger, som er foretaget af overdrageren, skal anses for foretaget af erhververen. Hvis aktiverne er anskaffet af overdrageren som led i dennes næringsvej eller i spekulationsøjemed, skal fortjeneste eller tab, som fremkommer ved salg af aktiverne foretaget af erhververen, medregnes ved opgørelsen af dennes skattepligtige indkomst i det omfang, fortjenesten eller tabet skulle have været medregnet ved opgørelsen af overdragerens skattepligtige indkomst, hvis salget var foretaget af denne.

 

3. I § 33 C, stk. 2, indsættes som 5. og 6. pkt.:

    

»Er der ved overdragelsen beregnet passivpost efter § 33 D vedrørende det pågældende aktiv, lægges de omstændigheder med hensyn til anskaffelsestid og anskaffelseshensigt, som blev lagt til grund ved beregningen af passivposten, til grund for beskatningen af aktivet hos erhververen. Er erhververen af en fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven indtrådt i overdragerens skattemæssige stilling med hensyn til gevinst efter ejendomsavancebeskatningsloven, men ikke med hensyn til gevinst efter afskrivningslovens kapitel 3 for bygninger tilhørende den faste ejendom eller kun i en del af disse, skal erhververen ved opgørelsen af gevinst eller tab ved afståelse af ejendommen nedsætte anskaffelsessummen med beløb, svarende til hvad overdrageren skulle have nedsat ejendommens anskaffelsessum med efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 1 - 5, såfremt ejendommen var blevet solgt på overdragelsesdagen.».

     

§ 33 D. - - -

 

4. § 33 D, stk. 2, affattes således:

    Stk. 2. Passivposterne efter stk. 1 beregnes på grundlag af den skattepligtige fortjeneste, som ville være fremkommet, hvis gavegiveren havde solgt aktivet på tidspunktet for dets overdragelse.

 

»Stk. 2. Passivposterne efter stk. 1 beregnes på grundlag af den lavest mulige skattepligtige fortjeneste, som ville være fremkommet, hvis gavegiveren havde solgt aktivet på tidspunktet for dets overdragelse. Indtræder erhververen i overdragerens skattemæssige stilling i forhold til en fast ejendom, beregnes passivposten udelukkende på grundlag af den eller de gevinster, hvori der indtrædes.«.

     
   

§ 11

   

I konkursskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 702 af 6. september 1999, foretages følgende ændring:

     

§ 12. I det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og senere indkomstår kan underskud fra tidligere indkomstår, herunder tab, der kan fremføres efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 2, kursgevinstlovens § 32, stk. 3, og ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4, ikke fradrages i indkomst hos skyldneren eller dennes ægtefælle, jf. dog stk. 2 og 5.

 

1. I § 12, stk. 1, ændres »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4,« til: »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 5,«.

     
   

§ 12

   

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 754 af 28. september 1999, foretages følgende ændringer:

     
   

1. Efter § 7 R indsættes:

   

    »§ 7 S. For modtagere af uddelinger, som efter fondens eller foreningens valg fradrages på de tidspunkter, hvor de enkelte rater forfalder, jf. fondsbeskatningslovens § 4, stk. 3, 2. pkt., udskydes beskatningstidspunktet for uddelingen tilsvarende.«.

     

§ 14. ---

    Stk. 2. Udgifter til ejendomsskatter på ejendomme, der indeholder en eller to selvstændige lejligheder, kan ikke fradrages, hvis ejendommen i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Fradrag indrømmes endvidere ikke for udgifter til ejendomsskatter, som vedrører et stuehus med tilhørende grund og have, hvis stuehuset i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Begrænsningen i 2. pkt. gælder, når stuehuset er beliggende på en ejendom, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. Fradrag indrømmes tilsvarende ikke for ejendomme omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6-8, og § 4, stk. 1, nr. 9 og 10, jf. nr. 11. Fradrag indrømmes heller ikke for udgifter til ejendomsskatter på ubebyggede grunde, der er erhvervet med henblik på privat benyttelse, og som ikke senere er overgået til erhvervsmæssig benyttelse.

 

2. I § 14, stk. 2, 4. pkt., ændres »§ 4, stk. 1, nr. 6 - 8, og § 4, stk. 1, nr. 9 og 10, jf. nr. 11.« til: »§ 4, stk. 1, nr. 4 og 6 - 10«, og efter 4. pkt. indsættes: »Tilsvarende gælder ejendomme af den art, der er nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 4, 9 og 10, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.«.

     

§ 15. - - -

 

3. I § 15, stk. 2, ændres »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4,« til: »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 5,«.

    Stk. 2. Hvis en skattepligtig i et indkomstår opnår en tvangsakkord, nedsættes uudnyttede, fradragsberettigede underskud og dernæst uudnyttede, fradragsberettigede tab, der kan fremføres efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 2, kursgevinstlovens § 31, stk. 3, og ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4, fra det pågældende og tidligere indkomstår med det beløb, hvormed gælden er nedsat. Nedsættelsesbeløbet formindskes med den del af skyldnerens indkomst, der hidrører fra den pågældendes frigørelse for gældsforpligtelser. Den resterende del af nedsættelsesbeløbet formindskes endvidere i det omfang, skyldneren efter reglerne i kursgevinstlovens § 8 ikke skal medregne gevinsten på gælden ved indkomstopgørelsen. Nedsættelsen sker med virkning for det indkomstår, hvori tvangsakkorden stadfæstes, og for senere indkomstår. Hvis underskud fra flere indkomstår skal nedsættes efter 1.-3. pkt., nedsættes underskud fra et tidligere år før underskud fra et senere år. Med gældsnedsættelse sidestilles hel eller delvis konvertering af gælden til aktier eller konvertible obligationer. Underskuddet nedsættes i disse tilfælde med det beløb, hvormed den konverterede fordrings pålydende overstiger den konverterede fordrings kursværdi på tidspunktet for konverteringen.

   
     

§ 15 J. Ved opgørelse af den skattepligtige indkomst kan ejere af ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1-5, 9 og 10, jf. nr. 11, der tjener til bolig for ejeren, alene foretage fradrag for renter af indestående prioriteter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter. Øvrige udgifter vedrørende ejendommen kan ikke fradrages, jf. dog § 15 K.

 

4. I § 15 J, stk. 1, 1. pkt. ændres »§ 4, stk. 1, nr. 1-5, 9 og 10, jf. nr. 11« til: «§ 4, stk. 1, nr. 1 - 5 og 9 - 11«.

     

§ 15 K. ---

    Stk. 2. For ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 5, jf. nr. 11, foretages fradrag for de faktiske driftsudgifter, der kan henføres til den del af ejendommen, der benyttes erhvervsmæssigt.

 

5. I § 15 K, stk. 2, ændres »§ 4, stk. 1, nr. 5, jf. nr. 11« til: »§ 4, stk. 1, nr. 5«, og som 2. pkt. indsættes: »Tilsvarende gælder ejendomme af den art, der er nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 5, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.«.

     

§ 15 P. Lejere, der fremlejer en del af værelserne i egen lejet lejlighed til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag på 2/3 af fremlejers egen årlige leje for hele lejligheden. Andelshavere i private andelsboligforeninger anses i denne forbindelse som lejere, og andelshaveres boligafgift anses som leje. Ejere, der udlejer en del af værelserne i en lejlighed i egen ejendom omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1-5, 9 og 10, jf. nr. 11, til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag på 1 1/3 pct. af ejendomsværdien, jf. § 4, stk. 2, i ejendomsværdiskatteloven. For ejendomme beliggende i udlandet m.v. udgør bundfradraget 1 1/3 pct. af handelsværdien, jf. § 4, stk. 3, i ejendomsværdiskatteloven. For fremlejere, andelshavere og ejere, der kun har lejet eller ejet lejligheden en del af indkomståret, beregnes der kun bundfradrag af denne del af den årlige leje eller ejendomsværdiskat. Bundfradraget dækker samtlige udgifter og afskrivninger, der ellers ville være fradragsberettigede i forbindelse med fremlejningen eller udlejningen. For ejere beregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven for den udlejede del af boligen.

 

6. I § 15 P, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 4, stk. 1, nr. 1 - 5, 9 og 10, jf. nr. 11« til: «§ 4, stk. 1, nr. 1 - 5 og 9 - 11«.

    Stk. 2. Lejere, der fremlejer lejligheden en del af indkomståret til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag på 2/3 af fremlejers egen årlige leje. Andelshavere i private andelsboligforeninger anses i denne forbindelse som lejere, og andelshaveres boligafgift anses som leje. Ejere af en helårsbolig, som er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1-5, 9 og 10, jf. nr. 11, der udlejer boligen en del af indkomståret til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag på 1 1/3 pct. af ejendomsværdien, jf. § 4, stk. 2, i ejendomsværdiskatteloven. Stk. 1, 4. pkt., finder dog tilsvarende anvendelse. For fremlejere, andelshavere og ejere, der kun har lejet eller ejet lejligheden eller ejendommen en del af indkomståret, beregnes der kun bundfradrag af denne del af den årlige leje eller ejendomsværdiskat. Bundfradraget dækker samtidige udgifter og afskrivninger, der ellers ville være fradragsberettigede i forbindelse med fremlejningen eller udlejningen. For ejere beregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven i udlejningsperioden.

   
     
   

§ 13

   

I lov om indkomstskat for personer m.v. (personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 719 af 14. september 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 3. - - -

11) skattemæssige afskrivninger efter afskrivningsloven og statsskatteloven for selvstændige erhvervsdrivende.

 

1. I § 3, stk. 2, nr. 11, indsættes efter »skattemæssige afskrivninger«: », tab og fradrag efter afskrivningsloven«.

     

§ 4. Kapitalindkomst omfatter det samlede nettobeløb af

 

2. § 4, stk. 1, nr. 6, affattes således:

1-5a) - - -

   

6) overskud eller underskud af en- eller tofamilieshuse m.v., fritidshuse, ejerlejligheder og lignende som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1-5, 9 og 10, jf. nr. 11, samt overskud eller underskud af lejligheder i ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6-8,

 

»6) overskud eller underskud af en- eller tofamilieshuse m.v., fritidshuse, ejerlejligheder og lignende, som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1 - 5 og 9 - 11,«.

7-17) - - -

   
     

§ 13 a. Opnår en person i et indkomstår en tvangsakkord eller en gældssanering, nedsættes uudnyttede fradragsberettigede underskud og dernæst uudnyttede fradragsberettigede tab, der kan fremføres efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 2, kursgevinstlovens § 32, stk. 3, og ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4, fra det pågældende og tidligere indkomstår med det beløb, hvormed gælden er nedsat. Nedsættelsesbeløbet formindskes med den del af skyldnerens indkomst, der hidrører fra hans frigørelse for gældsforpligtelser. Nedsættelsen af underskud sker med virkning for det indkomstår, hvori tvangsakkord stadfæstes eller kendelse om gældssanering afsiges, og for senere indkomstår. Hvis underskud fra flere indkomstår skal nedsættes efter 1. og 2. pkt., nedsættes underskud fra et tidligere år før underskud fra et senere år.

 

3. I § 13 a, stk. 1, ændres »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 4,« til: »ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 5,«.

     
   

4. Efter § 25 a indsættes:

   

    »§ 25 b. Er en gift persons grundlag for beregning af bundskat efter § 6 for indkomståret 2000 negativt, modregnes den del af det negative beløb, der udgøres af negativ kapitalindkomst, i den anden ægtefælles grundlag for beregning af bundskat efter § 6. Det er en forudsætning, at ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb.«.

     
   

§ 14

   

I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 7. oktober 1998, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 838 af 2. december 1998, og senest ved § 1 i lov nr. 387 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 1. - - -

 

1. § 1, stk. 1, nr. 2, litra c, affattes således:

2c) Københavns Fondsbørs, Værdipapircentralen og Garantifonden for Danske Optioner og Futures,

 

»2 c) Værdipapircentralen,».

     

§ 2. - - -

 

2. § 2, stk. 1, litra c, affattes således:

    - - -

   

c) oppebærer udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1, eller afståelsessummer omfattet af ligningslovens § 16 B. Skattepligten omfatter ikke udbytte, som oppebæres af et selskab m.v. (moderselskabet), der ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab (datterselskabet) i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge. Det er en betingelse, at datterselskabet er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 2 i direktiv 90/435/EØF,

 

»c) oppebærer udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1, bortset fra udlodninger fra obligationsbaserede investeringsforeninger som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 2 d, stk. 2, eller oppebærer afståelsessummer omfattet af ligningslovens § 16 B. Skattepligten omfatter ikke udbytte, som oppebæres af et selskab m.v. (moderselskabet), der ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab (datterselskabet) i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge. Det er en betingelse, at datterselskabet er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 2 i direktiv 90/435/EØF,«.

     
   

§ 15

   

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 564 af 2. juli 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 7 B. Bestyrelser for fonde, der er skatte-pligtige efter fondsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven, skal hvert år til brug for skatteligningen uden opfordring give de statslige told- og skattemyndigheder oplysning om størrelsen af den samlede uddeling foretaget i det foregående kalenderår. Oplysning skal endvidere gives om uddelingens størrelse for hver enkelt modtager med angivelse af navn, adresse og CPR-nr. eller SE-nr. samt eventuelle andre oplysninger, der er nødvendige til identifikation af modtageren.

 

1. I § 7 B, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »fonde«: »og foreninger« og efter »kalenderår« indsættes: », jf. dog stk. 2».

     
   

2. I § 7 B indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Oplysning om uddelinger, som efter fondens eller foreningens valg fradrages på de tidspunkter, hvor de enkelte rater forfalder, jf. fondsbeskatningslovens § 4, stk. 3, 2. pkt., gives de statslige told- og skattemyndigheder for de kalenderår, hvor raterne forfalder.«.

    Stk. 2 - 4 bliver herefter stk. 3 - 5.

    - - -

   

    Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afgivelse af oplysninger efter stk. 1-3, herunder kræve oplysning om, på hvilket tidspunkt uddelingerne er foretaget. Endvidere kan skatteministeren lempe oplysningspligten for visse fonde og foreninger og for visse uddelinger.

 

3. I § 7 B, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 1-3» til: »stk. 1-4».

     

§ 8 K. - - -

 

4. I § 8 K, stk. 2, ændres »§ 7 B, stk. 3» til: »§ 7 B, stk. 4».

    Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte gebyrer for meddelelse af oplysninger efter stk. 1. Tilsvarende gælder for meddelelse af oplysninger efter § 7, stk. 4, og § 7 B, stk. 3.

   
     
   

§ 16

   

I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven), jf. lovkendtgørelse nr. 531 af 25. juni 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 35. - - -

 

1. I § 35, stk. 1, indsættes som nr. 10:

    - - -

 

»10) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at overdragelsessummen for et aktiv er ansat efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 6, eller afskrivningslovens § 45, stk. 3, og denne ansættelse har resulteret i en skatteansættelse af en anden skattepligtig for samme eller for et andet indkomstår.«.

     

    Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages efter stk. 1, hvis den indebærer en indkomstændring på mindst 5.000 kr.

 

2. I § 35, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, nr. 1 - 9«.

     
   

§ 17

   

I lov om skattefri virksomhedsomdannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 12. oktober 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 2. - - -

 

1. § 2, stk. 1, nr. 1, affattes således:

1) Ejeren er undergivet fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2.

    - - -

 

1) Ejeren er på omdannelsestidspunktet undergivet fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2, og efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst hjemmehørende i Danmark.«.

     

5) Aktiernes eller anparternes anskaffelsessum opgjort efter § 4, stk. 2-4, er ikke negativ, jf. dog 2. pkt., og en eventuel negativ indskudskonto er udlignet inden omdannelsen, jf. virksomhedsskattelovens § 16, stk. 2, og § 16 a, stk. 4.

 

2. I § 2, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., ændres »stk. 2-4» til: »stk. 2 og 3».

     

§ 3. - - -

 

3. § 3, stk. 2, affattes således:

    Stk. 2. Selskabets første regnskabsperiode løber fra omdannelsesdatoen og skal udgøre 12 måneder.

 

»Stk. 2. Selskabets første regnskabsperiode efter omdannelsen løber fra omdannelsesdatoen og skal udgøre 12 måneder, jf. dog 2. pkt. Ved overdragelse til et selskab, som nævnt i § 1, stk. 2, kan første regnskabsperiode løbe fra stiftelsen, når regnskabsperioden slutter 12 måneder efter omdannelsesdatoen, og perioden ikke overstiger 18 måneder.«.

     

§ 4. Anvender ejeren reglerne i denne lov, indgår fortjeneste og tab i forbindelse med omdannelsen ikke i den skattepligtiges indkomst.

 

4. I § 4, stk. 1, indsættes efter »tab«: »på aktiver og passiver i virksomheden«.

    - - -

   

    Stk. 4. Udgør den skattemæssige anskaffelsessum for aktierne eller anparterne opgjort efter stk. 2 og 3 et negativt beløb, medregnes det negative beløb ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste og tab ved afståelse af disse. Afstås aktierne eller anparterne til det selskab, der har udstedt disse, jf. ligningslovens § 16 B, og finder aktieavancebeskatningslovens regler om opgørelse af fortjeneste og tab ikke anvendelse, medregnes en eventuel afståelsessum samt en til den afståede del af aktie- eller anpartskapitalen svarende del af det negative beløb i ejerens skattepligtige indkomst. Nedsættes aktie- eller anpartskapitalen, jf. ligningslovens § 16 A, og finder aktieavancebeskatningslovens regler om opgørelse af fortjeneste og tab ikke anvendelse, medregnes en eventuel udlodning samt en til nedsættelsen af aktie- eller anpartskapitalen svarende del af det negative beløb på samme måde i ejerens skattepligtige indkomst.

 

5. I § 4, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »stk. 2 og 3»: », og virksomhedsskattelovens § 16 og § 16 a, stk. 3,».

6. I § 4, stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 2-4» til: »stk. 2 og 3».

    Stk. 5. Den skatteansættende myndighed påser, at betingelserne for at anvende lovens regler er opfyldt, og foretager ansættelse af anskaffelsessummen for aktierne eller anparterne opgjort efter stk. 2-4.

   
     
   

7. I § 6 indsættes som stk. 4:

   

»Stk. 4. Har et aktiv indtil omdannelsen været benyttet til både erhvervsmæssige og private formål, finder stk. 1 alene anvendelse på den erhvervsmæssigt benyttede del af aktivet. Den erhvervsmæssigt benyttede del opgøres som forholdet mellem de afskrivninger, ejeren i alt har fratrukket ved indkomstopgørelsen, og de afskrivninger, ejeren kunne have fratrukket, såfremt aktivet udelukkende var benyttet til erhvervsmæssige formål. Ved opgørelsen af de afskrivninger, ejeren kunne have fratrukket, såfremt aktivet udelukkende var benyttet til erhvervsmæssige formål, anvendes de afskrivningsprocenter, ejeren faktisk har anvendt.«.

     
   

§ 18

   

I lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 764 af 4. oktober 1999, foretages følgende ændringer:

     

§ 2. - - -

 

1. § 2, stk. 4, ophæves.

    Stk. 4. Er den skattepligtige gift, og anvender ægtefællerne bestemmelsen i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, anvender ægtefællerne under ét virksomhedsordningen på indkomst fra virksomheden, hvorefter hver af ægtefællerne medregner sin andel af de opgjorte beløb.

 

    Stk. 5 - 7 bliver herefter stk. 4 - 6.

2. § 22 a, stk. 1, 3. pkt., og § 22 b, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

§ 22 a. Skattepligtige personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, kan i stedet for at anvende virksomhedsordningen efter afsnit I vælge at beregne et kapitalafkast af de erhvervsmæssige aktiver efter reglerne i dette afsnit. Kapitalafkastet fragår i den personlige indkomst og lægges til kapitalindkomsten. Er den skattepligtige gift, og anvender ægtefællerne bestemmelsen i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, beregner ægtefællerne under ét et kapitalafkast, hvorefter hver af ægtefællerne medregner sin andel af kapitalafkastet ved opgørelsen af den personlige indkomst og kapitalindkomst. § 2, stk. 2, 1. - 3. pkt., og stk. 7, finder tilsvarende anvendelse.

   
     

§ 22 b. Skattepligtige personer, der anvender § 22 a, kan foretage henlæggelse til konjukturudligning. Er den skattepligtige gift, og anvender ægtefællerne bestemmelsen i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, anvender ægtefællerne under ét reglerne om henlæggelse til konjukturudligning, hvorefter hver af ægtefællerne medregner sin andel af fradrag for henlæggelser henholdsvis indtægtsføring af henlæggelser.

 

3. I § 22 a, stk. 1, 4. pkt., der bliver 3. pkt., ændres »stk. 7» til: »stk. 6».

     
   

§ 19

   

I lov nr. 976 af 17. december 1997 om ændring af kildeskatteloven, virksomhedsskatteloven, konkursskatteloven og boafgiftsloven (Ægtefællers fordeling af resultat fra fælles drevet erhvervsvirksomhed og lempelse af beskatningen af gaver mellem ugifte samlevende m.v.), foretages følgende ændring:

     

§ 5

 

1. I § 5, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

    Stk. 2. §§ 1-3 har virkning fra og med indkomståret 1998.

 

    »Ved anvendelse af de bestemmelser, der er nævnt i denne lovs § 1, nr. 6, for indkomstårene 1998, 1999 og 2000 anses ægtefællerne for at hæfte i samme omfang for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, moms, told, lønsumsafgift og punktafgifter for det pågældende indkomstår, hvis ægtefællerne i forbindelse med deres anmodning erklærer, at de begge hæfter herfor.«.

     
   

§ 20

   

I lov nr. 1033 af 23. december 1998 om ændring af lov om en arbejdsmarkedsfond, kildeskatteloven, ligningsloven og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Ophævelse af arbejdsgivernes eget arbejdsmarkedsbidrag m.v.) foretages følgende ændringer:

     

§ 5

    Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med den 1. januar 2000, jf. dog stk. 2.

 

1. I § 5, stk. 1, ændres »jf. dog stk. 2« til: »jf. dog stk. 2 og 3«.

     
   

2. I § 5 indsættes som stk. 3:

   

»Stk. 3. De hidtidige regler om opgørelse, beregning, opkrævning, indbetaling, indgivelse af angivelser, regulering, forrentning, registrering, klage og straf m.v. finder anvendelse for arbejdsgiverbidrag vedrørende 1999 og tidligere år.«.