Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
8. ANDRE UDTALELSER OG AFGØRELSER

En borger havde rettet et meget stort antal personlige, telefoniske og skriftlige henvendelser til en kommune vedrørende mange forskellige forhold. Disse henvendelser var ofte uforskammede eller af truende karakter. Kommunen havde på denne baggrund igennem en længere periode og i varierende omfang fastsat begrænsninger i den pågældendes adgang til at rette telefonisk og personlig henvendelse til kommunen.

Vedrørende en kommunes begrænsning af en borgers adgang til at rette henvendelse til kommunen.

Udtalt, at det efter Indenrigsministeriets opfattelse følger af almindelige principper for den offentlige forvaltning, at alle borgere har adgang til frit at rette henvendelse - personligt, skriftligt eller telefonisk - til en kommune vedrørende kommunale anliggender.

I tilfælde, hvor en borgers henvendelser til kommunen antager en sådan karakter, at de udgør en væsentlig belastning for den kommunale forvaltning, kan en kommune dog efter ministeriets opfattelse ikke være afskåret fra at træffe fornødne foranstaltninger med henblik på at begrænse borgerens adgang til at rette henvendelse til kommunen.

De begrænsninger, der i denne forbindelse kan fastsættes, må alene forfølge saglige formål og ikke have mere indgribende karakter, end hvad der i det konkrete tilfælde må anses for nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn til kommunens forvaltning. Det forudsættes endvidere at tilfælde, der er ens, behandles på samme måde.

For så vidt angår telefonisk henvendelse er det ministeriets opfattelse, at en kommune som udgangspunkt ikke kan begrænse en borgers adgang til at rette telefonisk henvendelse til kommunen. Derimod har borgeren ikke krav på at komme til at tale med en bestemt person med det samme eller på et bestemt tidspunkt.

I tilfælde, hvor en borgers telefoniske henvendelser antager en sådan karakter eller et sådant omfang, at de udgør en væsentlig belastning for det kommunale personale, vil kommunen efter ministeriets opfattelse inden for visse rammer være berettiget til at regulere borgerens adgang til telefonisk kontakt med personalet i kommunen. Kommunen vil for eksempel kunne bestemme, at telefonisk kontakt med en medarbejder normalt kun kan ske efter forudgående aftale eller inden for et nærmere af kommunen fastsat tidsrum, eller at alle telefoniske henvendelser normalt besvares af en bestemt medarbejder, for eksempel en chef.

Det forudsættes i den forbindelse, at borgeren ikke herved afskæres fra dagligt at kunne opnå telefonisk kontakt med kommunen i dennes ekspeditionstid af hensyn til pludseligt opståede problemer, som vedrører et kommunalt anliggende. Endvidere kan varigheden af kontakten begrænses til den tid, der medgår til at afgive og modtage de fornødne oplysninger.

For så vidt angår personlig henvendelse kan det bestemmes, at fremmøde kun kan ske efter forudgående aftale, alene til en bestemt person, eller under iværksættelse af særlige foranstaltninger, såsom tilstedeværelse af vagter. Efter Indenrigsministeriets opfattelse vil der kunne tillægges straffelovens § 265 vedrørende meddelelse af polititilhold og strafsanktionering af overtrædelsen af et meddelt tilhold vejledende betydning for spørgsmålet om (adgangen til at fastsætte) begrænsninger i en borgers adgang til at rette personlig henvendelse til en kommune.

Der er derimod knyttet meget store betænkeligheder til helt at udelukke en borger fra muligheden for at forelægge sin sag ved personlig henvendelse, uanset om perioden, hvori der meddeles forbud mod fremmøde, kun er af kortere varighed. Et sådant absolut forbud mod personlig henvendelse må kræve tungtvejende grunde, eksempelvis at borgeren ved sin optræden er til alvorlig gene for forvaltningens personale og/eller publikum.

Det bemærkes herved, at det må tilkomme kommunen, inden for visse rammer, at skønne over, hvorvidt det er påkrævet at meddele et sådan forbud til en borger, og at den kommunale tilsynsmyndighed kun vil kunne gribe ind over for kommunen i tilfælde, hvor kommunen klart har overskredet grænserne for dette skøn.

Indenrigsministeriet fandt på baggrund af det i sagen oplyste vedrørende omfanget og karakteren af borgerens henvendelser til kommunen ikke grundlag for at antage, at kommunen ved at fastsætte begrænsninger i borgerens adgang til at rette telefonisk og personlig henvendelse til kommunen havde overskredet de anførte grænser for udøvelsen af skønnet over nødvendigheden af at meddele begrænsninger, eller at kommunen havde forfulgt usaglige formål ved fastsættelsen af begrænsningerne.

Indenrigsministeriet havde dog bemærkninger for så vidt angik den konkrete udmøntning af et af kommunen meddelt forbud mod, at den pågældende borger fremover rettede personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen, hvilket forbud efter sin ordlyd var absolut og uden tidsbegrænsning. Forbuddet blev ophævet efter 11/2 måneds forløb.

Indenrigsministeriet fandt, at tilsynsrådet for så vidt angik det absolutte forbud mod at borgeren rettede personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen burde have foretaget nærmere undersøgelser med henblik på at tilvejebringe det fornødne grundlag for en bedømmelse af, om kommunen herved havde overskredet grænserne for udøvelsen af skønnet over nødvendigheden af det meddelte forbud.

Vedrørende kommunens tilkendegivelse om ikke at ville besvare henvendelser fra en borger.

I den konkrete sag havde kommunen endvidere meddelt borgeren, at kommunen ikke ville besvare unødvendige og uretmæssig henvendelser fra den pågældende.

Udtalt, at offentlige myndigheder ikke i almindelighed er forpligtede til at besvare alle henvendelser, de modtager. Det kan imidlertid følge af god forvaltningsskik, at en myndighed, der ikke efter lovgivningen er forpligtiget hertil, alligevel bør besvare en henvendelse fra en borger.

Når en borger retter henvendelse til en myndighed om forhold, som myndigheden er forpligtet til at træffe afgørelse om, vil det for den offentlige forvaltning gældende undersøgelsesprincip indebære, at myndigheden skal tilvejebringe et fyldestgørende retligt og faktisk grundlag, forinden der træffes afgørelse. Endvidere vil myndigheden være forpligtet til at bekendtgøre afgørelsen for den pågældende, såfremt afgørelsen direkte retter sig imod eller sagen i øvrigt direkte gælder denne person. I sådanne tilfælde vil myndigheden derfor være forpligtet til at vurdere og besvare henvendelser fra en borger.

En myndighed kan herudover have en særlig pligt til at besvare henvendelser, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, hvorefter myndigheden i fornødent omfang skal yde vejledning til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Pligten til at yde vejledning efter § 7, stk. 1, i forbindelse med henvendelser fra borgere gælder kun i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. § 2, stk. 1.

Uanset pligten efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, til at yde vejledning i afgørelsessager vil der efter ministeriets opfattelse imidlertid kunne forekomme tilfælde, hvor en kommune - ud fra tilsvarende hensyn til personale og ressourcer, som kan begrunde begrænsninger i borgernes adgang til at rette henvendelse til kommunen - berettiget vil kunne beslutte, at man ikke længere vil besvare henvendelser fra en borger om et bestemt, konkret afgrænset emne. En sådan beslutning vil f.eks. kunne træffes i tilfælde, hvor en borger gentagne gange retter forespørgsler med uændret indhold, efter at kommunen har besvaret forespørgslen fyldestgørende. Når kommunen træffer en sådan beslutning, må det meddeles borgeren med en så præcis angivelse, at borgeren ikke har grund til at være i tvivl om rækkevidden af kommunens beslutning.

Indenrigsministeriet fandt, at det gav anledning til tvivl, hvorvidt den af kommunen meddelte begrænsning alene vedrørte tilfælde, hvor kommunen ikke var forpligtet til at træffe afgørelse i forhold til borgeren eller meddele den pågældende oplysninger, herunder yde vejledning, jf. forvaltningslovens § 7. Kun såfremt begrænsningen skulle forstås således, var begrænsningen tilstrækkeligt præciseret til at vedrøre en eller flere konkrete sager eller bestemte, nærmere angivne og konkret afgrænsede emner.

Indenrigsministeriet kunne på den baggrund tilslutte sig en tilkendegivelse fra tilsynsrådet, hvorefter kommunen efter at have modtaget en henvendelse fra den pågældende borger skulle tilkendegive over for denne, om henvendelsen var at betragte som unødvendig eller uretmæssig. Indenrigsministeriet forudsatte, at kommunen siden havde efterlevet denne tilkendegivelse.

Vedrørende inhabilitet for kommunens juridiske rådgiver.

Desuden udtalt, at der er i den juridiske litteratur er forskellige opfattelser af, hvorvidt en advokat, der efter aftale med en forvaltningsmyndighed rådgiver myndigheden til brug for dennes behandling af en sag, kan antages at virke inden for den offentlige forvaltning i den betydning, som dette begreb er anvendt i forvaltningslovens § 3, stk. 1.

En advokat, der rådgiver en offentlig myndighed, vil imidlertid, hvis forvaltningslovens § 3 ikke finder direkte anvendelse, i medfør af uskrevne retsgrundsætninger kunne anses for inhabil, bl.a. hvis advokaten har en særlig personlig interesse i den pågældende sag eller er repræsentant eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse.

Indenrigsministeriet fandt, at kommunen i en konkret sag ikke havde været berettiget til at indhente juridisk bistand fra en bestemt advokat, idet advokaten måtte anses for at være inhabil i sagen som følge af, at advokaten tidligere havde repræsenteret borgerens tidligere mand i en sag vedrørende separation og skilsmisse, der havde nær tilknytning til den sag, hvori kommunen havde indhentet juridisk bistand.

(Indenrigsministeriets brev af 5. februar 1999 til en borger - 4.k.kt. j.nr. 1998/1220/743-5)

Den fulde tekst

Vedrørende en kommunes begrænsning af en borgers adgang til at rette henvendelse til kommunen, kommunens tilkendegivelse om ikke at ville besvare henvendelser fra en borger samt inhabilitet for kommunens juridiske rådgiver.

 

I to breve af 16. december 1997 har De klaget til indenrigsministeren over en række forhold vedrørende Århus Statsamt og Silkeborg Kommune. De har blandt andet klaget over to udtalelser af 10. december 1992 og 18. september 1996 fra Tilsynsrådet for Århus Amt vedrørende Silkeborg Kommunes beslutning om at begrænse Deres muligheder for at rette henvendelse til kommunens forvaltninger. De har endvidere klaget over, at Århus Statsamt har afslået en anmodning fra Dem om at få tildelt en ny sagsbehandler til behandlingen af Deres sag ved Tilsynsrådet for Århus Amt.

De har i den forbindelse blandt andet anført, at De ikke kan få fornøden vejledning og råd fra Silkeborg Kommune. De har endvidere anført, at Tilsynsrådet for Århus Amt ikke har indhentet alle akter fra Deres sager i Silkeborg Kommune.

Ved brev af 26. januar 1998 har indenrigsministeren bl.a. oplyst, at Indenrigsministeriet ville undersøge Deres klage over tilsynsrådets to udtalelser samt statsamtets afslag på at tildele Dem ny sagsbehandler nærmere.

Indenrigsministeriet har nu afsluttet behandlingen af Deres sag.

Indenrigsministeriet har på baggrund af det i sagen oplyste vedrørende omfanget og karakteren af Deres henvendelser til Silkeborg Kommune ikke fundet grundlag for at antage, at kommunen ved at fastsætte begrænsninger i Deres adgang til at rette telefonisk og personlig henvendelse til kommunen har overskredet grænserne for udøvelsen af det skøn, der tilkommer kommunen, vedrørende nødvendigheden af at meddele begrænsninger, eller at kommunen har forfulgt usaglige formål ved fastsættelsen af begrænsningerne.

Indenrigsministeriet finder imidlertid, at Tilsynsrådet for Århus Amt for så vidt angår de i Silkeborg Kommunes brev af 30. september 1992 fastsatte begrænsninger i Deres adgang til at rette personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen burde have foretaget nærmere undersøgelser med henblik på at tilvejebringe det fornødne grundlag for en bedømmelse af, om kommunen ved at meddele Dem et absolut forbud mod at rette personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen havde overskredet grænserne for udøvelsen af skønnet over nødvendigheden af at meddele forbud.

Under hensyn til, at Silkeborg Kommune ved brev af 13. november 1992 ophævede forbudet mod, at De rettede personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen, har Indenrigsministeriet ikke fundet anledning til nu - mere end seks år senere - at anmode tilsynsrådet om at tage dette spørgsmål op til fornyet behandling. Indenrigsministeriet har i dag meddelt Tilsynsrådet for Århus Amt dette.

Såfremt det anførte i Silkeborg Kommunes brev af 25. maj 1992 om, at kommunen fremover i almindelighed ikke vil besvare unødvendige og uretmæssige henvendelser fra Dem, skal forstås således, at Silkeborg Kommune ikke vil besvare henvendelser fra Dem om diverse forhold, som ikke vedrører sager, hvor kommunen har en pligt til at træffe afgørelse i forhold til Dem eller at meddele Dem oplysninger, herunder vejledning i henhold til forvaltningslovens § 7, giver dette ikke Indenrigsministeriet anledning til bemærkninger.

Såfremt den af kommunen tilkendegivne begrænsning i Deres adgang til at rette henvendelse til kommunen derimod skal forstås således, at begrænsningen ikke kun gælder tilfælde, hvor Silkeborg Kommune ikke er forpligtet til at træffe afgørelse i forhold til Dem eller meddele Dem oplysninger, herunder vejlede Dem, jf. forvaltningslovens § 7, er begrænsningen efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke tilstrækkeligt præciseret til at vedrøre en eller flere konkrete sager eller bestemte, nærmere angivne og konkret afgrænsede emner. Det bemærkes i den forbindelse, at Silkeborg Kommune i brevet alene nævner et nærmere angivet emne - Deres påstande mod Deres tidligere mand - som kommunen ikke længere vil besvare henvendelser vedrørende.

Den tvivl vedrørende forståelsen af det anførte, som Silkeborg Kommunes brev af 25. maj 1992 kan give anledning til, medførte, at Tilsynsrådet for Århus Amt i dets udtalelse af 10. december 1992 påpegede, at Silkeborg Kommune efter at have modtaget en henvendelse fra Dem, skulle tilkendegive over for Dem, om henvendelsen var at betragte som unødvendig eller uretmæssig. Indenrigsministeriet kan tilslutte sig tilsynsrådets udtalelse og forudsætter, at Silkeborg Kommune har efterlevet dette siden.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse har Silkeborg Kommune berettiget kunne afvise at besvare Deres henvendelser med anmeldelser af forskellige forhold, hvorved Deres tidligere mand efter Deres opfattelse har overtrådt lovgivningen, samt henvendelser vedrørende to skoleerklæringer.

I det omfang De i øvrigt måtte finde, at Silkeborg Kommune uberettiget har undladt at besvare konkrete henvendelser fra Dem vedrørende spørgsmål, som kommunen efter det nedenfor i Indenrigsministeriets udtalelse anførte vil være forpligtet til at besvare, skal Indenrigsministeriet henvise Dem til at rette fornyet henvendelse til Silkeborg Kommune herom og derefter eventuelt til Tilsynsrådet for Århus Amt.

Sådanne konkretiserede klager over manglende besvarelse af bestemte, nærmere angivne henvendelser fra Dem vil kunne danne grundlag for, at tilsynsrådet fra Silkeborg Kommune indhenter sagsakter i de(n) konkrete sag(er) med henblik på en undersøgelse af, hvorvidt kommunen berettiget har kunnet beslutte ikke at besvare disse henvendelser.

Det skal dog i den forbindelse bemærkes, at hvis der er en særlig klageinstans, som kan tage stilling til klager over en kommunes afgørelse i den sag, som en henvendelse vedrører, vil denne klageinstans normalt også kunne tage stilling til kommunens opfyldelse af vejledningspligten. Et tilsynsråd vil i sådanne tilfælde ikke have mulighed for at tage stilling til klager over en kommunes manglende besvarelse af en henvendelse.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse har separations- og skilsmissesagen, hvori Advokat Poul Gudberg efter det oplyste har repræsenteret Deres tidligere mand i byretten, en sådan sammenhæng med den sag, hvori De har klaget til Silkeborg Kommune over, at Skægkærskolen og Lemming Skole efter anmodning fra Deres tidligere mand har udstedt to erklæringer vedrørende Deres tidligere mands deltagelse i samarbejdet mellem skole og hjem, at Silkeborg Kommune ved behandlingen af Deres klage ikke burde have indhentet juridisk bistand fra advokat Poul Gudberg.

Uanset at Indenrigsministeriet er enigt i det i Tilsynsrådet for Århus Amts brev af 7. januar 1993 anførte, hvorefter det klart falder uden for tilsynsrådets kompetenceområde at tage stilling til advokat Poul Gudbergs hverv som advokat for henholdsvis Deres tidligere ægtefælle og Silkeborg Kommune, finder ministeriet således, at tilsynsrådet burde have meddelt Silkeborg Kommune, at kommunen ikke var berettiget til i den pågældende sag at indhente juridisk bistand fra advokat Poul Gudberg, idet han måtte anses for at være inhabil i sagen.

Vedrørende Århus Statsamts beslutning af 2. december 1997, hvorved statsamtet afslog at imødekomme Deres ønske om at få tildelt en ny sagsbehandler finder Indenrigsministeriet på baggrund af en samlet vurdering af omstændighederne i Deres sag ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte statsamtets beslutning.

Indenrigsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at den pågældende sagsbehandler, Jesper Thumand, den 1. juni 1998 blev udnævnt til kontorchef ved Århus Statsamt med bl.a. tilsynsrådet som en del af sit ansvarsområde, og at Deres sag ved genoptagelse i tilsynsrådets sekretariat derfor formentlig vil blive behandlet af en ny fuldmægtig. Jesper Thumand vil imidlertid som kontorchef i sekretariatet for tilsynsrådet fortsat kunne beskæftige sig med Deres sag.

Her følger en gennemgang af sagens baggrund og en nærmere begrundelse for Indenrigsministeriets opfattelse.

Sagens baggrund:

Det fremgår af sagen, at De har rettet en lang række henvendelser til Silkeborg Kommune vedrørende mange forskellige forhold.

I brev af 9. januar 1992 til Silkeborg Kommune klagede De bl.a. over to erklæringer udstedt af lærere ved Skægkærskolen og Lemming Skole i forbindelse med Deres skilsmissesag, samt over at Silkeborg Kommune i forbindelse med behandlingen af Deres tidligere klager vedrørende dette forhold havde indhentet en juridisk vurdering i sagen fra advokat Poul Gudberg, som havde repræsenteret Deres tidligere mand ved separations- og skilsmissesagens behandling i byretten.

I brev af 11. marts 1992 til Dem anførte Silkeborg Kommune på baggrund af Deres klage over de to erklæringer udstedt af lærere ved Skægkærskolen og Lemming Skole bl.a., at kommunens undervisnings- og kulturforvaltning tidligere havde benyttet advokat Poul Gudberg til afklaring af juridiske spørgsmål, og at det ikke beroede på accept fra Dem, når kommunen havde ønsket advokat Poul Gudbergs juridiske vurdering.

Silkeborg Kommune meddelte Dem ved brev af 25. maj 1992 kommunens beslutning om at begrænse Deres muligheder for at rette henvendelse til kommunens forvaltninger. Silkeborg Kommunes brev var sålydende:

"HENVENDELSER TIL SILKEBORG KOMMUNE. Kommunens direktion har drøftet Deres brev af 20. februar 1992 og Deres øvrige personlige, telefoniske og skriftlige henvendelser til kommunens forvaltninger og afdelinger.

Baggrunden er, at Deres henvendelser har taget et sådant omfang og i nogle tilfælde er af en sådan karakter, at de udgør en unødvendig og uacceptabel arbejds- og ressourcemæssig belastning for kommunen og dens personale.

Direktionen har besluttet, at kommunen ikke længere skal bruge tid og ressourcer på at besvare Deres mange unødvendige henvendelser og beklagelser.

Derfor bliver Deres mulighed for at henvende Dem til Silkeborg kommune begrænset. Det gælder både hvad De kan henvende Dem om, hvem De kan henvende Dem til og uanset om De henvender Dem skriftligt eller mundtligt.

Det skal understreges, at det hermed ikke er meningen at afskære Dem fra at foretage nødvendige og retmæssige henvendelser til kommunen. De vil således fortsat kunne henvende Dem til f.eks. social- og sundhedsforvaltningen om hjælp af den ene eller anden art.

Men hvis De udover disse nødvendige og retmæssige henvendelser ønsker at kontakte kommunen, skal De i fremtiden henvende Dem til kontorchef Hanne Lindgaard, undervisnings- og kulturforvaltningen.

Der skal dog være tale om ganske særlige forhold, før kommunen vil besvare Deres eventuelle henvendelser og beklagelser. De kan altså ikke i almindelighed forvente svar på sådanne henvendelser.

Hvis De henvender Dem til andre ansatte med beklagelser, har disse tilladelse til at afvise Deres henvendelser.

Er De ikke tilfreds med en af kommunens afgørelser, må De benytte de klageregler, der gælder i den konkrete sag. Muligheden for klage vil være oplyst i forbindelse med afgørelsen.

I vidt omfang er det de enkelte udvalg og forvaltninger, som træffer afgørelse i enkeltsager. De kan derfor normalt ikke klage til Økonomiudvalget og byrådet. På det sociale område fremgår det af lovgivningen, at sager om ydelser m.v. til enkeltpersoner ikke kan behandles i byråd eller Økonomiudvalg.

Med hensyn til Deres klager over kommunens sagsbehandling har byrådet som meddelt i brev af 11. marts 1992 ikke fundet grundlag for at kritisere den sagsmæssige behandling af Deres forhold.

De vil ikke få yderligere svar på Deres brev af 20. februar 1992. Silkeborg kommune vil i forlængelse af dette brev ikke bruge tid og ressourcer på at besvare Deres gentagne påstande mod Deres tidligere mand."

Ved brev af 30. september 1992 til Dem tilkendegav Silkeborg Kommune, at De ikke længere måtte møde personligt i social- og sundhedsforvaltningen. Silkeborg Kommunes brev var sålydende:

"I anledning af Deres grove optræden overfor medarbejdere ved Deres henvendelse til socialforvaltningen d.d. - og ved tidligere lejligheder - ser man sig nødsaget til at nægte Dem at henvende Dem personligt i socialforvaltningen fremover.

Deres ansøgninger bedes for eftertiden fremsendt skriftligt, hvorefter De vil få skriftlig afgørelse derpå.

Udbetaling af hjælp vil kunne finde sted ved overførsel af bevilget hjælp til en bankkonto, hvorfor De bedes indsende konto nr. hertil snarest.

De vil snarest få svar på Deres henvendelse til socialudvalgsformanden d.d. om blandt andet boligspørgsmålet.

Politimesteren er orienteret ved kopi af foranstående.

Vedlagt tilbagesendes 1 skrivelse fra teknisk Skole."

Ved breve af 15. juni 1992 og senere rettede De henvendelse til Tilsynsrådet for Århus Amt vedrørende Silkeborg Kommunes beslutning af 25. maj 1992 om at begrænse Deres muligheder for at rette henvendelse til kommunens forvaltninger.

Ved brev af 3. november 1992 til Dem afslog socialudvalgsformand Lena Kolding en anmodning fra Dem om et møde den 4. november 1992 med socialudvalgsformanden på dennes kontor, idet hun henviste til Silkeborg Kommunes brev af 30. september 1992 og anmodede Dem om at fremsende eventuelle spørgsmål, ansøgninger m.v. skriftligt.

Den 4. november 1992 havde De en samtale med socialudvalgsformanden på borgmesterkontoret.

Ved brev af 13. november 1992 til Dem fastholdt Silkeborg Kommune beslutningen om, at De ikke længere måtte møde personligt i social- og sundhedsforvaltningen, men oplyste, at personligt møde med socialudvalgsformanden fortsat kunne finde sted efter forudgående aftale med denne. Silkeborg Kommunes brev var sålydende:

"Ved vor samtale på borgmesterkontoret den 4. november 1992 blev det lovet Dem, at spørgsmålet om Deres fremmøde i social- og sundhedsforvaltningen ville blive taget op til drøftelse. De anmodede tillige om, at kopi af lejekontrakt vedrørende Deres tidligere ægtefælles ejendom, XXX, måtte blive tilstillet Viborg Statsamt. Den af Dem afleverede fotokopi af denne lejekontrakt er returneret til Dem efter ønske den 11. november 1992.

Boligstøttekontoret har oplyst, at man derfra tidligere, på anmodning fra Viborg Statsamt, har fremsendt kopi af omhandlede lejekontrakt, hvorfor man ikke foretager sig videre i den anledning.

Efter drøftelse med forvaltningen må jeg fastholde beslutningen i skrivelse til Dem af 30. september 1992, om at De ikke møder personligt i social- og sundhedsforvaltningen, men retter skriftlig eller telefonisk henvendelse dertil.

De vil fortsat, efter forudgående aftale med mig kunne aftale et møde, som dog vil finde sted et andet sted på rådhuset. De vil også efter forudgående aftale kunne få udbetalt kontanthjælp ved rådhusets kasse.

Med hensyn til aktindsigt er Deres bistandssag den 22. juni 1992 gennemgået med Dem, og De har løbende fået tilsendt fotokopi af sagens akter. Deres ansøgning om aktindsigt er således imødekommet."

I Tilsynsrådet for Århus Amts udtalelse af 10. december 1992 vedrørende Deres klage er blandt andet anført følgende:

"Forelagt sagen har Silkeborg Byråd i en skrivelse at 30. september 1992 bl.a. udtalt:

"at det er fundet nødvendigt at indføre visse begrænsninger med hensyn til pågældendes unødvendige henvendelser og beklagelser til kommunen. Begrænsningerne gælder ikke nødvendige og retmæssige henvendelser."

XXX har endvidere gjort gældende, at kommunen ikke har givet hende klagevejledning i forbindelse med afgørelsen af 25. marts 1992.

Sekretariatets bemærkninger:

Forvaltningsloven indeholder ikke bestemmelser, der direkte regulerer spørgsmålet om borgernes ret til at henvende sig til en offentlig myndighed. Forvaltningsloven indeholder imidlertid i § 7 en bestemmelse hvorefter en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål indenfor myndighedens sagsområde, og der kan næppe være tvivl om, at det må følge af almindelige forvaltningsretlige principper, at enhver borger som udgangspunkt må have uhindret adgang til personligt, telefonisk eller skriftligt at henvende sig til kommunen vedrørende kommunale forhold.

Det der således er spørgsmålet her er, om de begrænsninger Silkeborg kommune har lagt for XXXs adgang til at henvende sig til kommunen, er i strid med den forudsatte uskrevne regel.

En sag af lignende karakter har været forelagt Folketingets Ombudsmand, som i en skrivelse af 26. marts 1991 efter at have refereret henholdsvis kommunens, tilsynsrådets og Indenrigsministeriets stilling til sagen, ikke ses at have taget afstand fra indenrigsministeriets beskrivelse af de overvejelser, der kan føre til en nødvendig indskrænkning i borgernes frie adgang til henvendelse til at rette henvendelse til den kommunale forvaltning.

Fotokopi af Folketingets Ombudsmands skrivelse vedlægges som bilag til dagsordenen. Indenrigsministeriet tilkendegav bl.a. følgende:

"I tilfælde, hvor en borgers henvendelser til kommunen antager en sådan karakter og et sådant omfang, at de udgør en væsentlig belastning for den kommunale administration, kan en kommune dog efter ministeriets opfattelse ikke være afskåret fra at træffe fornødne foranstaltninger med henblik på at begrænse borgerens adgang til at rette henvendelse til kommunen.

De begrænsninger, der i denne forbindelse kan fastsættes, må alene forfølge saglige formål og ikke have en mere indgribende karakter, end hvad der i det konkrete tilfælde må anses for nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn til kommunens personale m.v. og ressourcer i øvrigt. Det forudsættes endvidere, at tilfælde, der er ens, behandles på samme måde.

Endvidere må det antages, at der ikke kan fastsattes sådanne begrænsninger i en borgers adgang til at rette henvendelse til kommunen, at denne udelukkes fra dagligt at kunne opnå telefonisk kontakt med kommunen i dennes ekspeditionstid af hensyn til pludseligt opståede problemer, som vedrører et kommunalt anliggende. Dette afskærer dog ikke kommunen fra at bestemme, at henvendelse til kommunen altid skal ske gennem en bestemt kontaktperson i den kommunale forvaltning, forudsat at borgeren herved kan komme i kontakt med kommunen inden for hele ekspeditionstiden. Endvidere kan varigheden af kontakten begrænses til den tid, der medgår til at afgive og modtage de fornødne oplysninger.

Ligeledes må en borger altid kunne henvende sig skriftligt til kommunen om sager, der vedrører kommunale anliggender. For så vidt angår personligt fremmøde kan det bestemmes, at dette kun kan ske efter forudgående aftale, og varigheden af et fremmøde kan begrænses til den tid, der medgår til at afgive og modtage de fornødne oplysninger."

Indenrigsministeriet tilføjer,

"at det må tilkomme kommunen at skønne over, hvorvidt det er påkrævet at meddele et sådant påbud til en borger, og at den kommunale tilsynsmyndighed kun vil kunne gribe ind overfor kommunen i tilfælde, hvor kommunen klart har overskredet grænserne for udøvelsen af dette skøn."

XXXs stilling i forhold til Silkeborg kommune er efter de to meddelelser af henholdsvis 25. maj og 30. september/13. november 1992 den, at nødvendige og retmæssige henvendelser kan ske til kommunen ved personlig, skriftlig, eller telefonisk henvendelse - bortset fra socialforvaltningen, hvor personligt fremmøde forudsætter telefonisk aftale herom.

Andre henvendelser, uanset om disse er telefoniske eller skriftlige, sker til en bestemt kontorchef i undervisnings- og kulturforvaltningen.

Som sagen foreligger oplyst, finder sekretariatet ikke, at der er grundlag for at fastslå, at kommunen med urette har skønnet at kunne fastsætte begrænsninger for XXXs henvendelser til kommunen. Sekretariatet lægger herved vægt på, dels at alle nødvendige og retmæssige henvendelser fortsat kan ske til kommunen - dels at personlige henvendelser til socialforvaltningen forudsætter aftale herom således at begrænsningerne ikke generelt findes at være urimeligt vidtgående.

Henset til de overvejelser, som Indenrigsministeriet har fremført i den af Ombudsmanden behandlede sag, finder sekretariatet dog anledning til særligt at bemærke, at det ikke kan afvises, at klageren konkret kan være usikker på om en henvendelse er nødvendig eller retmæssig. Efter sekretariatets opfattelse må afgørelsen herom i første række træffes af kommunen. Det betyder at kommunen efter at have modtaget en henvendelse fra XXX, må tilkendegive over for denne, om henvendelsen er at betragte som unødvendig eller uretmæssig, og derfor ikke vil blive undergivet yderligere behandling. Der må dog naturligvis bortses fra tilfælde, hvor henvendelsen åbenbart for enhver savner relation til kommunale anliggender.

Særligt for så vidt angår spørgsmålet om personligt møde med socialforvaltningen efter forudgående telefonisk aftale, og henvendelse til socialforvaltningen i det hele taget forudsættes, at XXX indenfor normal ekspeditionstid rent faktisk kan opnå telefonisk forbindelse med socialforvaltningen med henblik på at rejse et pludseligt opstået problem.

For så vidt angår spørgsmålet om klagevejledning i relation til de omhandlede beslutninger, bemærkes, at bestemmelsen i forvaltningslovens § 25 kun indeholder pligt til at oplyse om klageadgang, hvis en sådan består. I dette tilfælde er der ikke nogen klageadgang, og det antages, at kommunale myndigheder ikke i forbindelse med afgørelser, hvor der ikke består nogen klageadgang, er forpligtet til at oplyse om mulighed for at indbringe spørgsmål om overholdelse af gældende ret til tilsynsmyndighederne. Begrundelsen herfor er, at tilsynsmyndigheden (Tilsynsrådet) ikke er en egentlig klageinstans, og principielt kun behandler sager af egen drift.

Beslutning:

Tilsynsrådet henholder sig i det hele til sekretariatets bemærkninger."

I brev af 7. januar 1993 til Dem meddelte Tilsynsrådet for Århus Amt bl.a., at det klart faldt uden for tilsynsrådets kompetenceområde at tage stilling til advokat Poul Gudbergs hverv som advokat for henholdsvis Deres tidligere ægtefælle og Silkeborg Kommune.

Ved breve af 4. juni og 1. november 1993 til Dem meddelte Silkeborg Kommune navnene på de personer, som De skulle kontakte ved henvendelser til Silkeborg Kommune, idet kommunen i øvrigt fastholdt de retningslinier, som blev meddelt Dem ved breve af 25. maj og 30. september 1992. Det er dog i brevet af 1. november 1993 anført, at samtlige henvendelser fra Dem fremover skal rettes til kontaktpersonen, der enten selv vil besvare Deres nødvendige og retmæssige henvendelser eller sikre, at de behandles det rigtige sted, og at De får svar herpå.

I brev af 26. februar 1996 til Indenrigsministeriet fremsendte Den Sociale Ankestyrelse på Deres anmodning bl.a. kopi af Deres breve af 20. november og 21. december 1995 samt 10. januar 1996 til Silkeborg Kommune, hvori De klagede over, at socialdirektør Ellen Dall nægtede at besvare Deres skriftlige henvendelser, at De blev nægtet adgang til at møde i socialforvaltningen med Deres søn, samt at De blev nægtet aktindsigt i Deres journal i socialforvaltningen. Indenrigsministeriet fremsendte ved brev af 11. marts 1996 de af Den Sociale Ankestyrelse fremsendte sagsakter til Tilsynsrådet for Århus Amt til videre foranstaltning.

Tilsynsrådet for Århus Amt har i udtalelse af 18. september 1996 taget stilling til Deres klage. I tilsynsrådets udtalelse er blandt andet anført følgende:

"I skrivelser af 4. juni 1993 og 1. november 1993 har Silkeborg kommune meddelt XXX navnene på de personer, som denne må kontakte ved henvendelser til Silkeborg kommune, idet man i øvrigt har fastholdt de retningslinier, som er meddelt i afgørelserne af 25. maj og 30. september 1992.

XXXs stilling i forhold til Silkeborg kommune er således fremdeles den, at nødvendige retmæssige henvendelser kan ske til kommunen ved personlig eller skriftlig henvendelse - bortset fra socialforvaltningen, hvor personligt fremmøde forudsætter forudgående telefonisk aftale herom. Alle andre henvendelser uanset om disse er telefoniske eller skriftlige sker til en navngiven kontaktperson.

I forbindelse med en klage til Den sociale Ankestyrelse anmodede XXX Indenrigsministeriet om at tage sagen om hendes henvendelsesmuligheder til Silkeborg kommune op til behandling.

Indenrigsministeriet har med skrivelse af 11. marts 1996 fremsendt sagen til Tilsynsrådet til behandling.

Således foranlediget har Tilsynsrådets sekretariat anmodet Silkeborg Kommune om en udtalelse hertil.

I skrivelse af 23. april 1996 meddeler Silkeborg byråd, at Silkeborg Kommune fastholder de retningslinier der er meddelt XXX i de 4 omhandlede skrivelser at henholdsvis 25. maj og 30. september 1992 samt 4. juni og 1. november 1993. Kommunen tilføjer, at retningslinierne senest er fastholdt overfor XXX i en skrivelse af 25. marts 1996 med angivelse af navnet på en ny kontaktperson.

Det fremgår af sidstnævnte skrivelse, at samtlige henvendelser til kommunen nu fra XXXs side skal ske til en navngiven afsnitsleder, N.N. i socialforvaltningen. Kommunen anfører, at samtlige henvendelser vil blive besvaret af denne eller ekspederet videre til rette vedkommende. Kommunen anfører

"at de nødvendige retmæssige henvendelser, De måtte have vedrørende andre spørgsmål end dem N.N. umiddelbart tager sig af (henvendelser til øvrige forvaltninger end social- og sundhedsforvaltningen) skal således også rettes til N.N., der herefter vil sikre, at Deres henvendelse behandles det rigtige sted, og at De får svar herpå. Andre ansatte har derfor tilladelse til at undlade at besvare Deres direkte henvendelser til dem, ligesom kommunens telefonomstilling har tilladelse til alene at stille Dem om til N. N. ".

Kommunen anfører endvidere, at XXX

"dog må afhente pension en gang månedlig på pensionskontoret, også breve, kvitteringer og andre papirer til social- og sundhedsforvaltningen kan afleveres." Endvidere anføres, at hvis XXX ønsker en personlig samtale med afsnitsleder N.N. "kan dette ske efter forudgående telefonisk aftale."

I redegørelsen til tilsynsrådet anfører byrådet, at man forud for skrivelsen af 25. marts 1996 til XXX i kommunens direktion drøftede dennes henvendelser til kommunen. Det er kommunens opfattelse

"at hverken omfanget eller karakteren af XXXs henvendelser til kommunen er ændret væsentligt. Silkeborg kommune opretholder derfor beslutningen om at begrænse XXXs adgang til at rette henvendelse til kommunalforvaltningen."

Efter sekretariatets anmodning om en nærmere uddybning af karakteren og omfanget af XXXs henvendelser til kommunen, har Økonomiudvalget i skrivelse af 15. august 1996 yderligere redegjort for sagen. Man har tillige fremsendt en række udtalelser, skrivelser, journalark og andet fra kommunens forvaltninger om erfaringer med kontakt med XXX.

Økonomiudvalget anfører

"at der fortsat er behov og grundlag for at opretholde begrænsningen i XXXs kontaktmuligheder med kommunen, idet der må ofres uforholdsmæssigt store ressourcer på hendes mange henvendelser, og at de fleste må betegnes som unødvendige, herunder ofte en gentagelse af tidligere henvendelser. Begrænsningerne har ikke hidtil virket fuldt ud efter hensigten, da de ikke altid har været håndhævet i tilstrækkelig grad."

Økonomiudvalget tilføjer, at brevet af 25. marts 1996

"tilsyneladende har haft en vis virkning, men det anses i øvrigt for nødvendigt, at retningslinierne følges i fornødent omfang, hvis kommunens administration og de ansatte skal have rimelige vilkår i forhold til XXX."

I en skrivelse af 13. juni 1996 fra social- og sundhedsforvaltningen i kommunen til Borgmesterkontoret anføres, at XXX efter 25. marts 1996

"oftere (henvender sig) til N.N., som er kontaktperson...... det fremgår at XXX ikke fører en reel samtale med N.N., men at telefonsamtalen for det meste indeholder ubehageligheder mod N.N. og ofte også diverse trusler. Ledelsessekretariatet kontakt med XXX er ...... meget varierende fra flere daglige opkald til ca. 1 gang pr. uge. Karakteren af samtalerne er meget forskellig, lige fra almindelige samtaler til samtaler, der indeholder trusler mod ledere, kolleger og de ansatte i ledelsessekretariatet. Truslerne er meget direkte."

I skattekontorets notat af 22. maj 1996 anføres det om forholdet til XXX, at der siden 1990 har været

"et omfangsrigt antal skriftlige henvendelser, personlige henvendelser og utallige telefonopringninger. Sidstnævnte har i perioder kunnet opgøres til mere end 20 daglige opkald. Telefoniske henvendelser til flere medarbejdere om samme problem førte til, at skattekontoret af ressourcemæssige årsager udpegede en medarbejder som XXXs særlige kontaktperson vedrørende skattespørgsmål. Et tiltag XXX tog ilde op. En efterhånden oparbejdet aversion mod skattekontoret, og den service, der efter XXXs opfattelse må kunne kræves af kommunen har endvidere medført uforskammede og chikanerende telefoniske henvendelser til såvel politikere som kommunale embedsmænd. Således er økonomidirektør og skattechef blevet meldt til politiet, som dog ikke har taget sagen alvorligt".

I notat af den 29. maj 1996 oplyser leder af kommunens inkassoafdeling Knud Morthensen, at der til afdelingen fra XXX i perioden fra 1. januar 1993 til 29. maj 1996 har været 30 henvendelser vedrørende forhold i relation til inkasso. Det tilføjes, at en del henvendelser fra XXX til inkasso ikke er registreret, idet det

"typisk er telefonsamtaler, hvor XXX giver udtryk for administrative forhold/regler, der afviger fra hendes opfattelse at lov og orden".

I en skrivelse af 21. maj 1996 fra Børne og kulturdirektør Frank Lauridsen til Borgmesterkontoret anføres, at XXX alene har kontaktet Børne- og kulturforvaltningen ca. 2 gange siden 1. august 1995, idet begge henvendelser har været telefoniske. Samtalerne drejede sig om aktindsigt.

I et notat udarbejdet på Borgmesterkontoret den 6. juni 1996 anføres, at der igennem 5 år har været henvendelser fra XXX til Borgmesterkontoret. Henvendelserne har hovedsageligt været pr. telefon, men der er også modtaget klageskrivelser, ligesom XXX har henvendt sig personligt. Det fremgår, at der i perioder har været 5-10 telefoniske henvendelser om dagen. Det anføres i notatet, at

"XXX klager over behandlingen - både den personlige og den skriftlige - på Silkeborg Kommune. Hun ønsker ikke omstilling til en person, der kan være behjælpelig med de enkelte problemstillinger, men vil udelukkende have svar fra borgmesteren og kun i skriftlig udformning. XXXs optræden i telefonen er uforskammende og chikanerende udtalelser om de personer, hun har været i kontakt med, det gælder både administrativt personale som politikere."

I et notat af 5. juni 1996 anfører Søren Overgaard fra Rådhusforvaltningen, at

"XXX i de sidste 4-5 år (eller mere) har foretaget utallige opkald til Silkeborg kommune. I perioder har XXX ringet op til Rådhusets telefonomstilling mere end 30 gange dagligt og i enkelte situationer op til mere end 50 gange.

De mange opkald er i sagens natur i sig selv et problem for telefonomstillingen; men derudover oplever omstillingspersonalet en personlig chikane, hvor XXX bl.a. kalder personalet for både det ene og det andet."

Kommunens redegørelse med bilag er tilstillet XXX med anmodning om at modtage dennes bemærkninger hertil.

XXX har telefonisk den 2. september 1996 meddelt Tilsynsrådets sekretariat, at hun ikke vil afgive bemærkninger til udtalelserne fra Silkeborg kommune, idet hun finder det formålsløst.

Retsgrundlaget:

I henhold til den kommunale styrelseslovs § 61 kan Tilsynsrådet sætte en kommunalbestyrelses beslutning ud af kraft, hvis den strider imod lovgivningen.

Sekretariatets bemærkninger:

Forvaltningsloven indeholder ingen regler om borgernes ret til at henvende sig til en offentlig myndighed, bortset fra, at bestemmelsen i lovens § 7, hvorefter en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse til myndigheden med spørgsmål indenfor dennes sagsområde forudsætter, at der må være et almindeligt forvaltningsretligt princip om, at enhver borger som udgangspunkt ikke må hindres i personligt, telefonisk eller skriftligt at henvende sig til kommunen om kommunale forhold.

På den anden side må det anerkendes, at der kan være tilfælde, hvor en bestemt borgers henvendelser til kommunen har et sådant omfang og er af en sådan karakter, at det udgør en væsentlig belastning for den kommunale administration, og at der derfor kan være grundlag for at træffe nødvendige foranstaltninger med henblik på at begrænse denne borgers adgang i at rette henvendelse til kommunen.

Det er klart, at de begrænsninger, der kan fastsættes i den forbindelse skal være saglige, og ikke må være mere indgribende, end hvad der i det konkrete tilfælde er fornødent. Yderligere må det stilles som krav, at borgeren ikke fuldt ud afskæres fra at kunne henvende sig til kommunen, herunder med henblik på akut opståede problemer.

I forbindelse med behandlingen af sagen i mødet den 10. december 1992 redegjorde sekretariatet for, at Folketingets ombudsmand og Indenrigsministeriet havde givet udtryk for tilsvarende retsopfattelse.

Henset til kommunens redegørelse for karakteren af omfanget af XXXs henvendelser til kommunen efter 1992 og de fremlagte notater m.v. fra forvaltningens medarbejdere, finder sekretariatet ikke, at der er retligt grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige vurdering af sagen, som danner baggrund for kommunens fastholden af de meddelte begrænsninger.

Der er således efter sekretariatets opfattelse ikke grundlag for at antage, at kommunens beslutninger er truffet under indtryk af usaglige hensyn. Det må lægges til grund, at karakteren og omfanget af XXXs henvendelser til kommunen nødvendiggør, at de fastsatte begrænsninger i hendes adgang til at henvende sig til administrationen indtil videre må fastholdes.

Sekretariatet har noteret sig, at XXXs kontaktmuligheder til den kommunale forvaltning flere gange siden 1992 har været genstand for drøftelse i kommunens administrative ledelsesgruppe.

Sekretariatet tager dette som udtryk for, at kommunen erkender, at have en forpligtelse til løbende at vurdere, om der fremdeles er behov for at have begrænsninger i XXXs adgang til at henvende sig til kommunen, samt i bekræftende fald hvilket omfang begrænsningerne skal have.

BESLUTNING:

Tilsynsrådet henholder sig i det hele til sekretariatets bemærkninger, og finder ikke anledning til at foretage videre i sagen."

Tilsynsrådet for Århus Amt har efter anmodning fra Indenrigsministeriet ved brev af 8. april 1998 afgivet en udtalelse i sagen vedrørende Silkeborg Kommunes afgørelse om at begrænse Deres muligheder for at rette henvendelse til kommunens forvaltninger. I tilsynsrådets udtalelse er blandt andet anført følgende:

"Sekretariatets bemærkninger:

Sekretariatet har ikke yderligere bemærkninger til de to udtalelser end hvad der fremgår af de deri fremsatte bemærkninger.

For så vidt angår klagen over, at der ikke i forbindelse med sagsbehandlingen er indhentet alle akter fra XXXs sager i Silkeborg Kommune, finder sekretariatet anledning til at oplyse, at XXX forud for behandlingen af sagen i tilsynsrådet den 18. december 1996 med sekretariatets skrivelse af 22. august 1996 modtog kopi af Silkeborg Kommunes redegørelse af 15. august 1996 med samtlige bilag, idet man samtidig anmodede XXX om bemærkninger dertil.

Den 26. august 1996 meddelte XXX, at hun ville fremkomme med skriftlige kommentarer til materialet, men hun meddelte den 2. september 1996, at det agtede hun alligevel ikke at gøre. I skrivelse af 8. september 1996 rykkede XXX for tilsynsrådets afgørelse.

Sekretariatet fandt ikke under forberedelsen af sagen, at der var behov for at indhente sagsakter i en ikke nærmere beskrevet række sager i kommunen, idet den sag, som tilsynsrådet måtte behandle ikke vedrørte disse sagers indhold, men alene spørgsmålet om kommunen med rette kunne sætte begrænsninger for XXXs mulighed for at henvende sig til kommunens forvaltninger.

BESLUTNING:

Tilsynsrådet finder, at sagen har været oplyst i tilstrækkeligt omfang ved de 2 behandlinger af denne, og kan i det hele henholde sig til udtalelserne af henholdsvis 10. december 1992 og 18. december 1996."

Silkeborg Kommune har ved brev af 29. juni 1998 til Dem meddelt, at kommunen har besluttet at lempe begrænsningerne i Deres adgang til at henvende Dem til kommunen. Kommunen har således ophævet forbudet mod, at De retter personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen, samt ordningen om at De skal henvende Dem til en bestemt kontaktperson. Silkeborg Kommune tilkendegiver imidlertid, at kommunen fortsat ikke vil besvare unødvendige og uretmæssige henvendelser fra Dem, bortset fra en meddelelse om, at henvendelsen ikke vil blive besvaret.

For så vidt angår Deres klage over, at Århus Statsamt har afslået en anmodning fra Dem om at få tildelt en ny sagsbehandler til behandlingen af Deres sag ved Tilsynsrådet for Århus Amt, har Århus Statsamt ved brev af 10. marts 1998 efter anmodning fra Indenrigsministeriet afgivet en udtalelse. Statsamtet henholder sig til dets beslutning af 2. december 1997.

I Århus Statsamts beslutning af 2. december 1997 er følgende anført:

"De har telefonisk den 21. november 1997 overfor kontorchef Holger Granhof anmodet statsamtet om at lade en anden medarbejder end amtsfuldmægtig Jesper Thumand overtager behandlingen af Deres sag ved tilsynsrådet.

Efter Deres anmodning vedlægges kopi af telefonnotat.

Fuldmægtig Jesper Thumand har siden 15. juni 1992 som medarbejder i tilsynsrådets sekretariat behandlet Deres klager i anledning af Silkeborg Kommunes beslutninger om at begrænse Deres muligheder for at rette henvendelse til kommunens forvaltninger.

Deres sag har været forelagt tilsynsrådet hhv. den 10. december 1992 og den 18. september 1996.

De henviser til, at Jesper Thumand ikke har undersøgt sagen til bunds, at han ikke har efterprøvet Silkeborg Kommunes oplysninger og at han har været afvisende overfor Deres telefoniske henvendelser hertil.

I den anledning skal man meddele, at det er statsamtets praksis kun at imødekomme en anmodning om en anden sagsbehandler, hvis der er rimelig begrundelse for det.

Statsamtet finder ikke, at der er noget grundlag for at kritisere Jesper Thumands sagsbehandling.

For så vidt angår sagens oplysning bemærker man særligt, at De forinden behandlingen af sagen i tilsynsrådet den 18. september 1996 med skrivelse herfra af 22. august 1996 med samtlige bilag, idet De blev anmodet om bemærkninger dertil. De meddelte telefonisk den 26. august 1996, at De ville fremkomme med skriftlige kommentarer til materialet, men meddelte den 2. september 1996, at det agtede De alligevel ikke. I skrivelse af 8. september 1996 rykkede De for tilsynsrådets afgørelse.

Jesper Thumand mener ikke selv at have været afvisende overfor Deres telefoniske henvendelser hertil. Der foreligger notater fra flere telefonsamtaler med Dem - og det fremgår af disse, at De er blevet korrekt orienteret om de rejste problemstillinger. Af notaterne fremgår endvidere, at De jævnligt har fremsat nedsættende bemærkninger om navngivne myndigheder og personer.

Statsamtet finder således ikke, at der er noget grundlag for at imødekomme Deres anmodning om en anden sagsbehandler.

Af hensyn til tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen i tilsynsrådets sekretariat skal man anmode om, at Deres telefoniske henvendelser om sagen - indtil videre - rettes til kontorchef Holger Granhof.

Denne afgørelse kan påklages til Indenrigsministeriet. En klageskrivelse sendes til statsamtet, der videresender den til ministeriet med sagsakter."

Århus Statsamt har ved brev af 5. maj 1998 (fejlagtigt dateret den 30. april 1998) til Dem meddelt, at fuldmægtig Jesper Thumand som følge af statsamtets beslutning af 2. december 1997 fortsat vil underskrive ekspeditioner i sagen.

Århus Statsamt har ved brev af 27. oktober 1998 afvist en fornyet anmodning fra Dem om, at kontorchef Jesper Thumand ikke beskæftiger sig med Deres sag. Århus Statsamt har i den forbindelse henvist til statsamtets breve af 2. december 1997 og 5. maj 1998.

De har ved flere lejligheder rettet telefonisk henvendelse til Indenrigsministeriet med anmodning om, at ministeriet i forbindelse med sagens behandling indhenter akterne fra alle Deres sager i Silkeborg Kommune.

Indenrigsministeriets udtalelse:

De for hvert amt nedsatte tilsynsråd fører tilsyn med, at kommunerne overholder lovgivningen, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 59 af 29. januar 1998).

Tilsynsrådene kan ikke tage stilling til, om kommunernes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen. Tilsynsrådene kan endvidere ikke tage stilling til, om kommunernes sagsbehandling er i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at tilsynsrådene ikke tilsidesætter lovgivningen, og at tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk for en urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag. jf. § 61 a i lov om kommunernes styrelse.

Ad Silkeborg Kommunes begrænsning af Deres adgang til at rette henvendelse til kommunen:

Efter Indenrigsministeriets opfattelse følger det af almindelige principper for den offentlige forvaltning, at alle borgere har adgang til frit at rette henvendelse - personligt, skriftligt eller telefonisk - til en kommune vedrørende kommunale anliggender.

I tilfælde, hvor en borgers henvendelser til kommunen antager en sådan karakter, at de udgør en væsentlig belastning for den kommunale forvaltning, kan en kommune dog efter ministeriets opfattelse ikke være afskåret fra at træffe fornødne foranstaltninger med henblik på at begrænse borgerens adgang til at rette henvendelse til kommunen.

De begrænsninger, der i denne forbindelse kan fastsættes, må alene forfølge saglige formål og ikke have mere indgribende karakter, end hvad der i det konkrete tilfælde må anses for nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn til kommunens forvaltning. Det forudsættes endvidere at tilfælde, der er ens, behandles på samme måde.

For så vidt angår telefonisk henvendelse er det ministeriets opfattelse, at en kommune som udgangspunkt ikke kan begrænse en borgers adgang til at rette telefonisk henvendelse til kommunen. Derimod har borgeren ikke krav på at komme til at tale med en bestemt person med det samme eller på et bestemt tidspunkt.

I tilfælde, hvor en borgers telefoniske henvendelser antager en sådan karakter eller et sådant omfang, at de udgør en væsentlig belastning for det kommunale personale, vil kommunen efter ministeriets opfattelse inden for visse rammer være berettiget til at regulere borgerens adgang til telefonisk kontakt med personalet i kommunen. Kommunen vil for eksempel kunne bestemme, at telefonisk kontakt med en medarbejder normalt kun kan ske efter forudgående aftale eller inden for et nærmere af kommunen fastsat tidsrum, eller at alle telefoniske henvendelser normalt besvares af en bestemt medarbejder, for eksempel en chef.

Det forudsættes i den forbindelse, at borgeren ikke herved afskæres fra dagligt at kunne opnå telefonisk kontakt med kommunen i dennes ekspeditionstid af hensyn til pludseligt opståede problemer, som vedrører et kommunalt anliggende. Endvidere kan varigheden af kontakten begrænses til den tid, der medgår til at afgive og modtage de fornødne oplysninger.

For så vidt angår personlig henvendelse kan det bestemmes, at fremmøde kun kan ske efter forudgående aftale, alene til en bestemt person, eller under iværksættelse af særlige foranstaltninger, såsom tilstedeværelse af vagter. Efter Indenrigsministeriets opfattelse vil der kunne tillægges straffelovens § 265 vedrørende meddelelse af polititilhold og strafsanktionering af overtrædelsen af et meddelt tilhold vejledende betydning for spørgsmålet om (adgangen til at fastsætte) begrænsninger i en borgers adgang til at rette personlig henvendelse til en kommune.

Der er derimod knyttet meget store betænkeligheder til helt at udelukke en borger fra muligheden for at forelægge sin sag ved personlig henvendelse, uanset om perioden, hvori der meddeles forbud mod fremmøde, kun er af kortere varighed. Et sådant absolut forbud mod personlig henvendelse må kræve tungtvejende grunde, eksempelvis at borgeren ved sin optræden er til alvorlig gene for forvaltningens personale og/eller publikum.

Det bemærkes herved, at det må tilkomme kommunen, inden for visse rammer, at skønne over, hvorvidt det er påkrævet at meddele et sådan forbud til en borger, og at den kommunale tilsynsmyndighed kun vil kunne gribe ind over for kommunen i tilfælde, hvor kommunen klart har overskredet grænserne for dette skøn.

På baggrund af det i Silkeborg Kommunes udtalelser af 30. september 1992, 23. april og 15. august 1996 og det i øvrigt i sagen oplyste vedrørende omfanget og karakteren af Deres henvendelser til kommunen har Indenrigsministeriet ikke fundet grundlag for at antage, at kommunen ved at fastætte begrænsninger i Deres adgang til at rette telefonisk og personlig henvendelse til kommunen har overskredet de ovenfor anførte grænser for udøvelsen af skønnet over nødvendigheden af at meddele begrænsninger, eller at kommunen har forfulgt usaglige formål ved fastsættelsen af begrænsningerne.

Den konkrete udmøntning af begrænsningerne giver imidlertid Indenrigsministeriet anledning til følgende bemærkninger:

Silkeborg Kommune meddelte Dem i brev af 30. september 1992 forbud mod, at De fremover rettede personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen. Forbudet var efter sin ordlyd absolut og uden tidsbegrænsning.

Først ved Silkeborg Kommunes brev af 13. november 1992 fik De oplyst, at De uanset brevet af 30. september 1992 efter forudgående aftale kunne opnå et personligt møde med socialudvalgsformand Lena Kolding, men uden for Social- og Sundhedsforvaltningen. De fik endvidere samtidig oplyst, at De kunne rette skriftlig eller telefonisk henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen.

Indenrigsministeriet finder på denne baggrund, at Tilsynsrådet for Århus Amt for så vidt angår de i Silkeborg Kommunes brev af 30. september 1992 fastsatte begrænsninger i Deres adgang til at rette personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen burde have foretaget nærmere undersøgelser med henblik på at tilvejebringe det fornødne grundlag for en bedømmelse af, om kommunen ved at meddele Dem et absolut forbud mod at rette personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen havde overskredet grænserne for udøvelsen af skønnet over nødvendigheden af det meddelte forbud.

Under hensyn til, at Silkeborg Kommune ved brev af 13. november 1992 ophævede forbudet mod, at De rettede personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen, har Indenrigsministeriet ikke fundet anledning til nu - mere end seks år senere - at anmode tilsynsrådet om at tage dette spørgsmål op til fornyet behandling. Indenrigsministeriet har i dag meddelt Tilsynsrådet for Århus Amt dette.

Indenrigsministeriet foretager herefter ikke videre for så vidt angår dette spørgsmål.

Ad Silkeborg Kommunes beslutning om ikke at ville besvare unødvendige og uretmæssige henvendelser fra Dem.

Offentlige myndigheder er ikke i almindelighed forpligtede til at besvare alle henvendelser, de modtager. Det kan imidlertid følge af god forvaltningsskik, at en myndighed, der ikke efter lovgivningen er forpligtiget hertil, alligevel bør besvare en henvendelse fra en borger.

Som anført ovenfor fører de kommunale tilsynsmyndigheder ikke tilsyn med kommuners overholdelse af god forvaltningsskik. Indenrigsministeriet kan derfor ikke tage stilling til, om Silkeborg Kommune har tilsidesat god forvaltningsskik i forhold til Dem.

Når en borger retter henvendelse til en myndighed om forhold, som myndigheden er forpligtiget til at træffe afgørelse om, vil det for den offentlige forvaltning gældende undersøgelsesprincip indebære, at myndigheden skal tilvejebringe et fyldestgørende retligt og faktisk grundlag, forinden der træffes afgørelse. Endvidere vil myndigheden være forpligtet til at bekendtgøre afgørelsen for den pågældende, såfremt afgørelsen direkte retter sig imod eller sagen i øvrigt direkte gælder denne person. I sådanne tilfælde vil myndigheden derfor være forpligtet til at vurdere og besvare henvendelser fra en borger.

Der henvises til Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 1995, side 271 f. og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1992, side 267.

En myndighed kan herudover have en særlig pligt til at besvare henvendelser, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, hvorefter myndigheden i fornødent omfang skal yde vejledning til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Pligten til at yde vejledning efter § 7, stk. 1, i forbindelse med henvendelser fra borgere gælder kun i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. § 2, stk. 1.

Uanset pligten efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, til at yde vejledning i afgørelsessager vil der efter ministeriets opfattelse imidlertid kunne forekomme tilfælde, hvor en kommune - ud fra tilsvarende hensyn til personale og ressourcer, som kan begrunde begrænsninger i borgernes adgang til at rette henvendelse til kommunen - berettiget vil kunne beslutte, at man ikke længere vil besvare henvendelser fra en borger om et bestemt, konkret afgrænset emne. En sådan beslutning vil f.eks. kunne træffes i tilfælde, hvor en borger gentagne gange retter forespørgsler med uændret indhold, efter at kommunen har besvaret forespørgslen fyldestgørende. Når kommunen træffer en sådan beslutning, må det meddeles borgeren med en så præcis angivelse, at borgeren ikke har grund til at være i tvivl om rækkevidden af kommunens beslutning.

Silkeborg Kommune har i brev af 25. maj 1992 til Dem tilkendegivet, at kommunen fremover i almindelighed ikke vil besvare unødvendige og uretmæssige henvendelser fra Dem.

Silkeborg Kommune har i brevet af 25. maj 1992 endvidere anført, at kommunen ikke vil besvare henvendelser fra Dem med påstande mod Deres tidligere mand.

Såfremt det anførte i Silkeborg Kommunes brev af 25. maj 1992 om, at kommunen fremover i almindelighed ikke vil besvare unødvendige og uretmæssige henvendelser fra Dem, skal forstås således, at Silkeborg Kommune ikke vil besvare henvendelser fra Dem om diverse forhold, som ikke vedrører sager, hvor kommunen har en pligt til at træffe afgørelse i forhold til Dem eller at meddele Dem oplysninger, herunder vejledning i henhold til forvaltningslovens § 7, giver dette ikke Indenrigsministeriet anledning til bemærkninger.

Såfremt den af kommunen tilkendegivne begrænsning i Deres adgang til at rette henvendelse til kommunen derimod skal forstås således, at begrænsningen ikke kun gælder tilfælde, hvor Silkeborg Kommune ikke er forpligtet til at træffe afgørelse i forhold til Dem eller meddele Dem oplysninger, herunder vejlede Dem, jf. forvaltningslovens § 7, er begrænsningen efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke tilstrækkeligt præciseret til at vedrøre en eller flere konkrete sager eller bestemte, nærmere angivne og konkret afgrænsede emner. Det bemærkes i den forbindelse, at Silkeborg Kommune i brevet alene nævner et nærmere angivet emne - Deres påstande mod Deres tidligere mand - som kommunen ikke længere vil besvare henvendelser vedrørende.

Den tvivl vedrørende forståelsen af det anførte, som Silkeborg Kommunes brev af 25. maj 1992 kan give anledning til, medførte, at Tilsynsrådet for Århus Amt i dets udtalelse af 10. december 1992 påpegede, at Silkeborg Kommune efter at have modtaget en henvendelse fra Dem, skulle tilkendegive over for Dem, om henvendelsen var at betragte som unødvendig eller uretmæssig. Indenrigsministeriet kan tilslutte sig tilsynsrådets udtalelse og forudsætter, at Silkeborg Kommune har efterlevet dette siden. Det bemærkes i den forbindelse, at Silkeborg Kommune i brev af 29. juni 1998, hvori kommunen ophæver begrænsningerne i Deres adgang til at rette telefonisk og personlig henvendelse til kommunen, har anført, at der ikke er sket ændringer med hensyn til, hvilke henvendelser der vil blive besvaret, således at Deres nødvendige og retmæssige henvendelser vil blive besvaret, men at De som hidtil ikke kan forvente svar på Deres øvrige henvendelser bortset fra en meddelelse om, at henvendelsen ikke vil blive besvaret.

Særligt vedrørende Deres henvendelser til Silkeborg Kommune med anmeldelser af forskellige forhold, hvorved Deres tidligere mand efter Deres opfattelse har overtrådt lovgivningen, bemærkes, at det er Indenrigsministeriets opfattelse, at Silkeborg Kommune ikke på baggrund af disse henvendelser fra Dem har været forpligtet til at træffe afgørelser, som direkte retter sig imod Dem, eller som vedrører en sag, der i øvrigt direkte gælder Dem. Indenrigsministeriet finder heller ikke, at disse henvendelser i øvrigt er omfattet af nogen særlig forpligtelse til at besvare henvendelser.

Indenrigsministeriet er derfor enigt med Silkeborg Kommune i, at kommunen kunne afvise at besvare yderligere lignende henvendelser fra Dem.

Det fremgår af sagens akter endvidere, at De flere gange har rettet henvendelse til Silkeborg Kommune vedrørende to skoleerklæringer vedrørende Deres tidligere mands deltagelse i samarbejdet mellem skole og hjem udstedt forud for den endelige afgørelse af forældremyndighedsspørgsmålet.

På det foreliggende grundlag er det Indenrigsministeriets opfattelse, at Silkeborg Kommune har besvaret Deres henvendelser herom på en efter omstændighederne fyldestgørende måde, og ministeriet mener derfor, at Silkeborg Kommune berettiget har kunnet undlade at besvare yderligere henvendelser vedrørende dette spørgsmål. Se dog nedenfor vedrørende Silkeborg Kommunes indhentelse af juridisk rådgivning fra advokat Poul Gudberg.

I det omfang De i øvrigt måtte finde, at Silkeborg Kommune uberettiget har undladt at besvare konkrete henvendelser fra Dem vedrørende spørgsmål, som kommunen efter det ovenfor anførte vil være forpligtet til at besvare, skal Indenrigsministeriet henvise Dem til at rette fornyet henvendelse til Silkeborg Kommune herom og derefter eventuelt til Tilsynsrådet for Århus Amt.

Sådanne konkretiserede klager over manglende besvarelse af bestemte, nærmere angivne henvendelser fra Dem vil kunne danne grundlag for, at tilsynsrådet fra Silkeborg Kommune indhenter sagsakter i de(n) konkrete sag(er) med henblik på en undersøgelse af, hvorvidt kommunen berettiget har kunnet beslutte ikke at besvare disse henvendelser.

Det skal dog i den forbindelse bemærkes, at hvis der er en særlig klageinstans, som kan tage stilling til klager over en kommunes afgørelse i den sag, som en henvendelse vedrører, vil denne klageinstans normalt også kunne tage stilling til kommunens opfyldelse af vejledningspligten. Et tilsynsråd vil i sådanne tilfælde ikke have mulighed for at tage stilling til klager over en kommunes manglende besvarelse af en henvendelse.

Indenrigsministeriet foretager herefter ikke videre i sagen for så vidt angår dette spørgsmål og indhenter således ikke, som De har anmodet om, samtlige akter i alle sager vedrørende Dem fra Silkeborg Kommune.

Ad Silkeborg Kommunes indhentelse af juridisk rådgivning fra advokat Poul Gudberg.

For så vidt angår det i Silkeborg Kommunes brev af 11. marts 1992 anførte, hvorefter det ikke beror på accept fra Dem, hvorvidt kommunen indhenter juridisk rådgivning fra advokat Poul Gudberg, skal Indenrigsministeriet bemærke følgende:

§ 3 i forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 571 af 19. december 1985 som senest ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991) er sålydende:

"§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

  1. vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

...

  1. der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn."

Afgørelsen af inhabilitetsspørgsmål beror på et skøn, hvor flere forskellige hensyn skal afvejes. Det antages, at den pågældende er afskåret fra at deltage i en sags behandling, hvis vedkommende har et sådant forhold til sagen eller dens parter, at det ud fra en generel vurdering er egnet til at vække tvivl om, hvorvidt den pågældende vil kunne behandle sagen på upartisk måde.

Før forvaltningsloven trådte i kraft, fulgte det af uskrevne retsgrundsætninger, at den der f.eks. har en direkte og individuel, personlig eller økonomisk interesse i en sags udfald, var inhabil.

Sådanne retsgrundsætninger gælder - i det omfang forvaltningslovens § 3 ikke finder direkte anvendelse - stadig.

Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, kan inhabilitet foreligge i forhold til enhver, der virker inden for den offentlige forvaltning. Det er således uden betydning, om den pågældendes virke beror på et ansættelsesforhold, på en beskikkelse eller på et valg, om arbejdet er aflønnet eller ej, og om det har karakter af en heltids- eller deltidsbekæftigelse, herunder bestridelse af et hverv som medlem af en kollegialt sammensat forvaltningsmyndighed.

Der er i den juridiske litteratur forskellige opfattelser af, hvorvidt en advokat, der efter aftale med en forvaltningsmyndighed rådgiver myndigheden til brug for dennes behandling af en sag, kan antages at virke inden for den offentlige forvaltning i den betydning, som dette begreb er anvendt i forvaltningslovens § 3, stk. 1.

Der henvises til Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 1995, side 78, der afviser dette, hvorimod Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 177 antager dette.

En advokat, der rådgiver en offentlig myndighed, vil imidlertid, hvis forvaltningslovens § 3 ikke finder direkte anvendelse, i medfør af de uskrevne retsgrundsætninger kunne anses for inhabil, bl.a. hvis advokaten har en særlig personlig interesse i den pågældende sag eller er repræsentant eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse.

Advokat Poul Gudberg har efter det oplyste repræsenteret Deres tidligere mand under byrettens behandling af sagen om separation og skilsmisse, hvorunder der også blev taget stilling til spørgsmålet om forældremyndigheden over de to fællesbørn XXX og XXX.

Den sag, hvori Deres tidligere mand har en særlig personlig interesse, har efter Indenrigsministeriets opfattelse en sådan sammenhæng med den sag, hvori De har klaget til Silkeborg Kommune over, at Skægkærskolen og Lemming Skole efter anmodning fra Deres tidligere mand har udstedt to erklæringer vedrørende Deres tidligere mands deltagelse i samarbejdet mellem skole og hjem, at Silkeborg Kommune ved behandlingen af Deres klage ikke burde have indhentet juridisk bistand fra advokat Poul Gudberg.

Indenrigsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at de to skoleerklæringer efter deres indhold fremstår som udstedt med henblik på at indgå i grundlaget for afgørelsen af forældremyndighedsspørgsmålet.

Uanset at Indenrigsministeriet er enigt i det i Tilsynsrådet for Århus Amts brev af 7. januar 1993 anførte, hvorefter det klart falder uden for tilsynsrådets kompetenceområde at tage stilling til advokat Poul Gudbergs hverv som advokat for henholdsvis Deres tidligere ægtefælle og Silkeborg Kommune, finder ministeriet således, at tilsynsrådet burde have meddelt Silkeborg Kommune, at kommunen ikke var berettiget til i den pågældende sag at indhente juridisk bistand fra advokat Poul Gudberg, idet han måtte anses for at være inhabil i sagen.

Indenrigsministeriet har i dag meddelt dette til tilsynsrådet.

Århus Statsamts afslag på at tildele Dem en ny sagsbehandler:

Når Indenrigsministeriet tager stilling til en anmodning fra en borger om at få en ny sagsbehandler i et statsamt som følge af utilfredshed med denne, vurderer ministeriet, om der er grundlag for at antage, at sagsbehandleren har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl eller optrådt ukorrekt og om behandlingen af den konkrete sag forsinkes eller kompliceres unødigt, fordi forholdet mellem sagsbehandleren og en af sagens parter ikke fungerer tilfredsstillende. Ministeriet lægger således bl.a. vægt på, om et sagsbehandlerskifte må forventes at ville fremme sagens behandling.

I ministeriets vurdering indgår også det forhold, at sagsbehandlerskifte er ressourcemæssigt belastende for statsamtet.

På baggrund af en samlet vurdering af omstændighederne i Deres sag finder Indenrigsministeriet ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Århus Statsamts beslutning af 2. december 1997, hvorved statsamtet afslog at imødekomme Deres ønske om at få tildelt en ny sagsbehandler.

Indenrigsministeriet har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at der ikke på baggrund af sagens oplysninger er grundlag for at antage, at Jesper Thumand i forbindelse med behandlingen af Deres sag som sagsbehandler i sekretariatet for tilsynsrådet har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl eller ikke skulle have optrådt korrekt over for Dem. Indenrigsministeriet har endvidere lagt vægt på, at et sagsbehandlerskifte er meget ressourcekrævende.

Indenrigsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at den pågældende sagsbehandler, Jesper Thumand, den 1. juni 1998 blev udnævnt til kontorchef ved Århus Statsamt med bl.a. tilsynsrådet som en del af sit ansvarsområde, og at Deres sag ved en genoptagelse i tilsynsrådets sekretariat derfor formentlig vil blive behandlet af en ny fuldmægtig. Jesper Thumand vil imidlertid som kontorchef i sekretariatet for tilsynsrådet fortsat kunne beskæftige sig med Deres sag.

Kopi af dette brev er sendt til Tilsynsrådet for Århus Amt, Århus Statsamt og Silkeborg Kommune.