Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
8. ANDRE UDTALELSER OG AFGØRELSER

En assistent, der var ansat på et plejehjem i en amtskommune, ansøgte om at blive oprykket til overassistent i henhold til overenskomsten mellem Amtsrådsforeningen og HK Kommunal vedrørende løn og arbejdsforhold for kontorpersonale.

Assistentens ansøgning blev på baggrund af oplysninger fra plejehjemsforstanderen om, at forstanderen var utilfreds med samarbejdet med den pågældende assistent, og at forstanderen ikke kunne anbefale en oprykning af assistenten ikke behandlet, og assistenten blev ikke underrettet herom.

Udtalt, at ansættelses- og forfremmelsessager i det offentlige er omfattet af forvaltningsloven. Efter Indenrigsministeriets opfattelse måtte ansøgningen om oprykning til overassistent anses for at være en ansøgning om forfremmelse. Indenrigsministeriet lagde navnlig vægt på, at oprykning indebærer en titelændring, at oprykning i givet fald ville være sket efter ansøgning, og at oprykning medfører en lønstigning, som ifølge overenskomstens § 14, stk. 2, er knyttet til, at den pågældende har erhvervet sig en kompetence, der formodes at gøre vedkommende kvalificeret til at bestride en højere stilling, og at en beslutning om oprykning i henhold til § 14, stk. 2, i overenskomsten mellem Amtsrådsforeningen og HK Kommunal vedrørende løn og arbejdsforhold for kontorpersonale træffes ensidigt af amtskommunen.

Indenrigsministeriet udtalte herefter, at i sager, der rejses ved indgivelse af ansøgning, har ansøgeren krav på underretning om afgørelsen, hvad enten denne er positiv eller negativ. Amtskommunen havde derfor, efter Indenrigsministeriets opfattelse, tilsidesat sin pligt til at bekendtgøre sin afgørelse.

Indenrigsministeriet udtalte endvidere, at det afgørende for, om en oplysning skal undergives partshøring efter forvaltningslovens § 19, er, om oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skaffe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder.

Det var Indenrigsministeriets opfattelse, at plejehjemsforstanderens oplysninger i sagen kunne sammenlignes med en indstilling fra den kompetente myndigheds egne medarbejdere. En sådan indstilling udløser ikke i sig selv pligt til partshøring.

Indenrigsministeriet anførte endvidere, at forstanderens generelt holdt subjektivt prægede vurdering af samarbejdet mellem forstanderen og assistenten ikke kunne anses at være "oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder". Det var på den baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at amtskommunen ikke havde tilsidesat sin partshøringspligt.

Afslutningsvis udtalt, at der ikke kunne lægges til grund, at amtskommunen i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om oprykning til overassistent havde tilsidesat den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, eller at beslutningen i øvrigt måtte antages at hvile på usaglige hensyn.

Indenrigsministeriet lagde herved vægt på, at der i amtskommunen ikke eksisterede en fast praksis for, at assistenter automatisk blev oprykket til overassistenter, når de opfyldte betingelsen i overenskomstens § 14.

(Indenrigsministeriets brev af 15. december 1999 til en fagbevægelse - 4. k.kt. j.nr. 1998/1220/076-6)

Den fulde tekst

Om en amtskommunes afslag på at imødekomme en ansøgning om oprykning til overassistent.

 

Ved brev af 5. august 1998 videresendte Folketingets Ombudsmand Den Kristelige Fagbevægelses breve af 3. juni og 30. juli 1998 til Indenrigsministeriet til besvarelse. Den Kristelige Fagbevægelse klagede i henvendelserne til Folketingets Ombudsmand over, at et medlem af Kristelig Funktionær-Organisation, XXX, af Viborg Amtskommune havde fået afslag på at blive oprykket til overassistent.

Fagbevægelsen anførte blandt andet, at Viborg Amtskommune efter fagbevægelsens opfattelse havde tilsidesat væsentlige forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningslovens regler om partshøring og den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Fagbevægelsen gjorde endvidere gældende, at XXX ikke blev vejledt tilstrækkeligt af forvaltningen, at sagsbehandlingen havde været for langsom, og at XXX ikke havde haft mulighed for partsrepræsentation. I det hele taget måtte det grundlag, hvorpå afgørelsen blev truffet, ifølge fagbevægelsen anses for at være i strid med god forvaltningsskik.

Indenrigsministeriet har nu afsluttet behandlingen af sagen. Det er ministeriets opfattelse, at Viborg Amtskommune har tilsidesat pligten til at bekendtgøre sin afgørelse ved ikke, i forbindelse med den første afgørelse om ikke at imødekomme XXXs ansøgning om oprykning til overassistent, at underrette XXX herom.

Indenrigsministeriet finder derimod ikke grundlag for at fastslå, at Viborg Amtskommune har tilsidesat forvaltningslovens regler om partshøring.

Indenrigsministeriet finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at Viborg Amtskommune har handlet i strid med en almindelig forvaltningsretlig lighedsgrundsætning.

Indenrigsministeriet kan ikke tage stilling til, hvorvidt god forvaltningsskik er tilsidesat i den konkrete sag, idet Indenrigsministeriets tilsyn med Viborg Amtskommune alene er et legalitetstilsyn.

Indenrigsministeriet skal beklage den sene besvarelse af Den Kristelige Fagbevægelses henvendelse.

Her følger en gennemgang af sagens baggrund og en nærmere begrundelse for Indenrigsministeriets opfattelse.

Sagens baggrund:

XXX, der var ansat på plejehjemmet Skovvænget, ansøgte den 12. august 1996 om at blive oprykket til overassistent i henhold til overenskomsten for tjenestemandsansat kontorpersonale mellem Amtsrådsforeningen og HK Kommunal.

I forbindelse med ansøgningen udarbejdede forstanderen for plejehjemmet, AAA, et brev dateret den 14. august 1996, hvori han anbefalede XXXs oprykning til overassistent, idet han anførte:

"Under henvisning til ansøgers redegørelse for udviklingen af den faglige kompetence og personlige udvikling, der er pågået gennem årene, og i særdeleshed den udvikling, som XXX, målrettet har gennemført i sin ansættelse i Viborg Amt, finder undertegnede væsentlig i forhold til, at anbefale oprykning til overassistent.

Yderligere begrundelse for oprykningen skal ses i den sammenhæng, at XXX indenfor EDB-området i stor udstrækning har bidraget med væsentlige administrative omlægninger. Disse omlægninger viser tydeligt, at XXX kan omsætte teori til praksis, der letter den administrative papirgang."

Ansøgningen og anbefalingen blev af XXX sendt til Socialpsykiatrisk kontor, Viborg Amtskommune.

Da XXX ikke modtog svar på ansøgningen om oprykning, bragte hun i maj 1997 sagen i erindring. Hun fik fra personaleafdelingen oplyst, at hendes ansøgning ikke havde været til forhandling, idet den var blevet trukket tilbage af Socialpsykiatrisk kontor. Baggrunden var, at Socialpsykiatrisk kontor efter drøftelse med AAA vurderede, at samarbejdet mellem XXX og lederen ikke fungerede tilfredsstillende. XXX blev ikke orienteret om beslutningen.

Ved brev af 17. september 1997 til Socialpsykiatrisk kontor redegjorde XXX for sin opfattelse af sagsforløbet, samtidig med at hun anmodede om at få sagen genoptaget/forhandlet med henblik på at blive indplaceret som overassistent fra forhandlingstidspunktet i foråret 1997.

Socialpsykiatrisk kontor anmodede i brev af 15. oktober 1997 AAA om en udtalelse i sagen.

I brev af 24. oktober afgav AAA en udtalelse til Socialpsykiatrisk kontor, hvori han ikke kunne anbefale en oprykning af XXX til overassistent for nuværende. AAA anførte blandt andet:

"

  1. Samarbejdet med XXX har siden min ansættelse i Skovvænget ikke været tilfredsstillende. Af årsager kan nævnes, at XXX var meget knyttet til den tidligere leder personligt og i relation til arbejdssituationen. Herudfra oplevede jeg, at XXX var illoyal overfor den ny ledelse, samt at hendes omstillingsparathed var meget lav og kom til udtryk ved en negativ bakken op vedrørende den ny ledelses tiltag. XXX påtog sig en rolle som uformel leder. Denne situation forværredes af, at min opfattelse af hendes funktion i Skovvænget ikke indeholdt den samme status for XXX, som hun tidligere havde oplevet.
  2. XXX var tilbageholdende/forbeholden i det ny samarbejde, hvor mistro i mistolkning ofte var udgangspunktet for bedømmelsen af det nye ledelsestiltag.
  3. Da ansøgningen fra XXX kom, var jeg af den opfattelse, at der ved bestået DK II var en indbygget automatik vedrørende indplaceringen som overassistent. Denne opfattelse blev antydet af XXX - under henvisning til BBB, som deltog i samme uddannelse - og som hurtigt herefter blev indplaceret som overassistent. Jeg burde have indhentet nogle flere oplysninger, således at jeg mere præcist havde været rustet til at medgive mine anbefalinger til ansøgningen fra XXX.
  4. Efter afsendelse af ansøgningen med min ikke helhjertede anbefaling havde jeg en samtale med CCC, hvor jeg beskrev samarbejdet med XXX som værende ustabilt, og at jeg havde en erkendelse af, at XXX ikke ønskede den ny ledelse skinnede voldsomt igennem i vor dagligdag sammen.

Herudfra blev jeg vejledt af CCC om ansøgningens karakter, og at den ikke var befæstet med nogen form for automatik - og at jeg efter ønske kunne foranledige, at ansøgningen ikke blev behandlet. Herefter gik samtalen på det urimelige i at "bevilge" lønstigning, når det nære samarbejde ikke var tilfredsstillende. Denne samtale foranledigede, at ansøgningen blev trukket ud af "bunken".

Efter denne manøvre havde jeg en samtale med XXX vedrørende sagsforløbet. Samtalen var foranlediget af XXXs forespørgsel på ansøgningen til dig og CCC. I mellemtiden var ansøgningen af mig blevet glemt p.gr.a., at min opmærksomhed var forbrugt andet sted i organisationen.

Samtalen med XXX: [april/maj 1997]

  • Din ansøgning er faldet ud p.gr.a. udtalelser fra mig. Det må du undskylde, at jeg ikke har orienteret dig om.
  • Mine udtalelser var med baggrund i vort samarbejde, som jeg oplever anstrengt. Dog sporer jeg en bedring her på det seneste. Jeg oplever, at det er på vej i en god gænge.
  • Min udtalelse var mundtlig og ud fra CCCs forespørgsler om, hvordan vort samarbejde gik. - En opfølgning fra CCCs side - ud fra tidligere samtale om det interne samarbejde i Skovvænget.
  • Det har desværre for dig fået den konsekvens, at din ansøgning er trukket ud af bunken.
  • Jeg er den person, du kan klandre for sagsforløbet og samtidig den person, du må udtrykke din frustration til, da jeg alene er ansvarlig for sagsforløbet - Undskyld. Fortsætter linien i det nuværende samarbejde, vil jeg søge puljeordningen til dig, når tidspunktet herfor kommer.

SAMTALEN SLUT

Mit indtryk var, at XXX forstod og accepterede ovennævnte udtalelse. Der var hos begge parter genklang i oplevelserne omkring samarbejdssitutationen.

Ansøgning til puljeordningen er ikke sendt herfra, da jeg ikke mener, at vort samarbejde er kommet så meget på plads, at det berettiger til et sådant tiltag. At XXX har lavet sit sagsforløb og afsendt det til dig og først efterfølgende orienterer mig, bestyrker kun min opfattelse af, at samarbejdet ikke fungerer med den åbenhed, jeg synes, et samarbejde skal bestå af.

Jeg anbefaler således ikke en lønindplacering på overassistentniveau for nuværende. Ej heller med tilbagevirkende kraft.

......

NB

Ovenstående vil jeg straks tage initiativ til bliver drøftet med XXX - således hun er orienteret om, hvor sagen står lige nu. Herefter afventer jeg din reaktion på denne komplicerede sag."

I brev af 4. november 1997 meddelte Socialpsykiatrisk kontor XXX, at kontoret på baggrund af AAAs udsagn om, at han ikke kunne anbefale en lønindplacering på overassistentniveau, ikke kunne støtte og fremme XXXs ønske om at blive indplaceret som overassistent fra forhandlingstidspunktet i foråret 1997.

Ved brev af 8. januar 1998 opsagde XXX sin stilling på Skovvænget, idet hun havde fået ansættelse som assistent på Projekt Aalestrup/Møldrup, ligeledes i Viborg Amtskommune, pr. 12. januar 1998.

Den Kristelige Fagbevægelse har i sit brev af 3. juni 1998 til Folketingets Ombudsmand blandt andet anført, at Viborg Amtskommune har tilsidesat en lighedsgrundsætning.

Ved brev af 7. juli 1998 sendte Folketingets Ombudsmand fagbevægelsens brev til Viborg Amtskommune med henblik på at give amtskommunen lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om den almindelige lighedsgrundsætning.

Viborg Amtskommune besvarede henvendelsen i brev af 15. juli 1998 til fagbevægelsen, hvori blandt andet følgende blev anført:

"Når Amtet har taget stilling til, hvem der har kunnet komme på tale ved udnævnelse til personlig overassistent, er der indgået en række kriterier i vurderingsgrundlaget, herunder

  • hvorvidt de objektive forudsætninger i overenskomsten er opfyldt.
  • om der foreligger et tilstrækkeligt funktionsmæssigt underlag, hvilket betyder at arbejdsfunktionerne ligger ud over, hvad man kan forvente udført af en veluddannet assistent.
  • om tjenesten er forrettet tilfredsstillende.
  • om samarbejdsrelationerne til kolleger og ledere er tilfredsstillende.
  • økonomiske overvejelser.
  • tidsmæssige overvejelser i forhold til tidligere "løft" i overenskomstsystemet.

Ud fra en samlet, individuel vurdering er der taget stilling til spørgsmålet om eventuel oprykning til overassistent.

Det er en fejlagtig antagelse, at alle assistenter med et tilsvarende arbejde uden videre er oprykket til overassistent, når forudsætninger i overenskomstens § 14, stk. 2, er opfyldt. Der er altid foretaget en konkret vurdering af såvel funktionsområdet som de personlige forudsætninger. Vi kan oplyse, at en række assistenter, der er ansat ved de mindre institutioner, først er oprykket til overassistent på det tidspunkt, hvor de pågældende har stået 2 år på slutløn i assistentlønrammen - uanset at de objektive forudsætninger i overenskomsten er opfyldt på et tidligere tidspunkt.

Vi er ude af stand til at forholde os til påstanden om, at 2 tidligere kolleger er oprykket til overassistent på baggrund af de samme funktioner, da vi ikke ved, hvem det drejer sig om.

I vurderingen af den konkrete sag er der især lagt vægt på, at pågældendes samarbejdsrelationer i forhold til lederen ikke var tilfredsstillende. Endvidere er det indgået i vurderingen, at pågældende er ufaglært inden for kontorfaget og først blev sidestillet med faglærte den 1. juni 1994, hvor Amtet besluttede at oprykke pågældende til assistent. Ved den lejlighed fik pågældende et lønløft og udsigt til et forbedret lønforløb."

Indenrigsministeriet anmodede ved brev af 25. august 1998 Viborg Amtskommune om en udtalelse i sagen.

Viborg Amtskommune har i brev af 10. september 1998 til Indenrigsministeriet henholdt sig til den førte korrespondance i sagen.

Ved brev af 29. april 1999 anmodede Indenrigsministeriet Viborg Amtskommune om oplysninger om, hvorvidt beslutningen om ikke at oprykke XXX til overassistent blev truffet på grundlag af en bestemmelse i overenskomsten mellem HK/Kommunal og Amtsrådsforeningen, hvorefter amtskommunen ensidigt kan beslutte, om en assistent skal oprykkes til overassistent, når overenskomstens betingelser herfor i øvrigt er opfyldt, samt om oplysning om efter hvilken bestemmelse i overenskomsten beslutningen i givet fald blev truffet.

Endvidere anmodede Indenrigsministeriet Viborg Amtskommune om en udtalelse om, hvorvidt beslutningen om ikke at oprykke XXX til overassistent efter amtskommunens opfattelse er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og i givet fald om en udtalelse om, hvorvidt reglerne om partshøring efter amtskommunens opfattelse blev overholdt i forbindelse med amtskommunens behandling af XXXs ansøgning om oprykning til overassistent.

Viborg Amtskommune har i brev af 5. juli 1999 til Indenrigsministeriet oplyst, at amtskommunens afgørelser om oprykning af assistenter til overassistenter er blevet truffet på grundlag af overenskomsten mellem Amtsrådsforeningen og HK/Kommunal vedrørende løn og arbejdsforhold for kontorpersonale, § 14, stk. 2, pkt. 1.

Viborg Amtskommune har endvidere oplyst, at det er amtskommunens opfattelse, at en beslutning om at undlade at oprykke en assistent til overassistent ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

§ 14, stk. 2, i overenskomsten mellem Amtsrådsforeningen og HK/Kommunal fra 1995 har følgende ordlyd:

"1) Efter amtets beslutning kan assistenter med mindst halvtidsbeskæftigelse som en personlig ordning oprykkes til overassistent, når samtlige nedenstående betingelser er opfyldt:

  1. Bestået Dansk Kommunalkursus I+II
  2. 1 års uafbrudt beskæftigelse som assistent i vedkommende amt.
  3. 9 års beskæftigelse som assistent i en kommune/amt

eller

13 års beskæftigelse inden for kontorfaget efter det fyldte 21. år, heraf mindst 5 år i en kommune/amt.

2) Efter amtets beslutning kan fuldtidsbeskæftigede assistenter som en personlig ordning oprykkes til overassistenter, når nedenstående betingelser er opfyldt:

a.1 års beskæftigelse som assistent i vedkommende amt

b. Har gennemgået en uddannelse, som er betydningsfuld for arbejdet, f.eks. de videregående uddannelser for amternes administrative medarbejdere på Danmarks Forvaltningshøjskole, herunder forvaltningsfagligt diplomkursus (FD(k)), socialformidleruddannelsen (SF) og forvaltningsfaglig afgangseksamen (FA) eller en uddannelse, som kan sammenlignes hermed, og som er godkendt af overenskomstparterne."

Indenrigsministeriets udtalelse:

Det tilsyn, som Indenrigsministeriet udøver over for amtskommunerne, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 810 af 28. oktober 1999).

Indenrigsministeriet kan ikke tage stilling til, om amtskommunernes dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, sålænge skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.

Indenrigsministeriet kan heller ikke tage stilling til, om amtskommunernes dispositioner er i overensstemmelsen med god forvaltningsskik.

Ordet lovgivningen forstås i én henseende indskrænkende, idet det med støtte i forarbejderne til den kommunale styrelseslov er fast antaget, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke kan tage stilling til privatretlige spørgsmål og til spørgsmål vedrørende uoverensstemmelser mellem en kommune og dens ansatte.

I sager af i øvrigt privatretlig karakter og i sager om uoverensstemmelser mellem en kommune og dens ansatte kan de kommunale tilsynsmyndigheder imidlertid tage stilling til, om kommunen har overholdt offentligretlige regler, herunder reglerne i forvaltningsloven og offentligretlige retsgrundsætninger. Der kan i den forbindelse henvises til betænkning nr. 996/1983 om ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret, side 73 og 155.

§ 2, stk. 1, i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 som senere ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991) har følgende ordlyd:

"Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed."

Ansættelses- og forfremmelsessager i det offentlige er omfattet af forvaltningsloven, jf. blandt andet forudsætningsvist § 10, stk. 2, hvorefter den, der ansøger eller har ansøgt om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste, kun kan forlange at blive gjort bekendt med de dokumenter m.v., der vedrører den pågældendes egne forhold. Det samme gælder sager om afskedigelse, disciplinærsager og andre personalesager, hvor myndigheden kan siges at træffe afgørelse i forhold til den ansatte. Andre spørgsmål om tjenesteforhold er derimod i almindelighed ikke omfattet af forvaltningsloven. Der henvises til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1992, side 48 f. Dette indebærer, at forvaltningslovens bestemmelser om blandt andet partshøring finder anvendelse i forbindelse med offentlige myndigheders afgørelser om forfremmelse af medarbejdere.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse må XXXs ansøgning om oprykning til overassistent anses for at være en ansøgning om forfremmelse. Indenrigsministeriet lægger herved navnlig vægt på, at oprykning indebærer en titelændring, at oprykning i givet fald ville være sket efter ansøgning, og at oprykning medfører en lønstigning, som ifølge overenskomstens § 14, stk. 2, er knyttet til, at den pågældende har erhvervet sig en kompetence, der formodes at gøre vedkommende kvalificeret til at bestride en højere stilling, og at en beslutning om oprykning i henhold til § 14, stk. 2, i overenskomsten mellem Amtsrådsforeningen og HK/Kommunal vedrørende løn og arbejdsforhold for kontorpersonale træffes ensidigt af amtskommunen.

Det er på den baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at sagen, hvori XXX ansøgte om oprykning til overassistent, er en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand. Forvaltningslovens regler om partshøring m.v. finder derfor anvendelse i sagen.

Bekendtgørelse

Det fremgår af sagen, at XXX ikke modtog underretning om Viborg Amtskommunes afgørelse om ikke at imødekomme hendes første ansøgning om oprykning til overassistent.

En afgørelse skal bekendtgøres for sagens parter. Der henvises i den forbindelse bl.a. til Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 394, og FOB 1995, side 530.

Underretning om afgørelsen skal normalt gives til den, som afgørelsen direkte retter sig mod, eller som sagen i øvrigt direkte gælder. I sager, der rejses ved indgivelse af ansøgning, har ansøgeren krav på underretning om afgørelsen, hvad enten denne er positiv eller negativ. Der henvises til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1992, side 267, og Jens Garde og Karsten Revsbech, Forvaltningsret Sagsbehandling, 4. udg., 1995, side 272.

Det er på den baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at Viborg Amtskommune har tilsidesat pligten til at bekendtgøre sin afgørelse ved ikke, i forbindelse med den første afgørelse om ikke at imødekomme XXXs ansøgning om oprykning til overassistent, at underrette XXX herom.

Indenrigsministeriet har gjort Viborg Amtskommune bekendt med ministeriets retsopfattelse.

Partshøring

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse:

"§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."

Pligten til partshøring efter forvaltningslovens § 19 omfatter kun oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Partshøringspligten udstrækning er dog ikke i første række afhængig af, om en oplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men beror i højere grad på, hvilken funktion oplysningen har i myndighedens sagsbehandling. Afgørende for, om en oplysning skal undergives partshøring efter § 19, er herefter, om oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skaffe klarhed med hensyn til sagen faktiske omstændigheder. Tilkendegivelse af standpunkter, argumenter eller vurderinger med hensyn til en sags afgørelse, som er fremkommet fra den kompetente myndigheds egne medarbejdere er imidlertid ikke omfattet af partshøringspligten. Der henvises i den forbindelse til John Vogter, Den kommenterede forvaltningslov, 1992, side 238.

Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at oplysningerne om samarbejdsrelationerne mellem XXX og AAA, som de blev belyst under drøftelserne mellem CCC og AAA samt i AAAs udtalelse af 24. oktober 1997, kan sammenlignes med en indstilling fra den kompetente myndigheds egne medarbejdere. En sådan indstilling udløser ikke i sig selv pligt til partshøring.

Der er endvidere primært alene tale om oplysninger om AAAs generelt holdt subjektivt prægede vurdering af samarbejdet mellem ham og XXX, hvilket ikke kan anses at være "oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder".

Det er på den baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at Viborg Amtskommune ikke har tilsidesat en pligt til at partshøre XXX.

Indenrigsministeriet kan ikke tage stilling til, hvorvidt den manglende partshøring eventuelt er i strid med god forvaltningsskik. Der henvises til, at Indenrigsministeriets tilsyn med amtskommunerne alene er et legalitetstilsyn.

Lighedsgrundsætning og grundsætning om saglig forvaltning

Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at det må lægges til grund, at Viborg Amtskommune ved vurderingen af, hvorvidt XXX skulle oprykkes til overassistent har lagt vægt på de kriterier, der er anført i amtskommunens brev af 15. juli 1998 til Den Kristelige Fagbevægelse. Det fremgår heraf, at amtskommunen i hver enkelt sag foretager en konkret og individuel vurdering af ansøgeren.

På baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger finder Indenrigsministeriet ikke, at det kan lægges til grund, at Viborg Amtskommune i forbindelse med behandlingen af XXXs ansøgning om oprykning til overassistent har tilsidesat den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, eller at beslutningen i øvrigt må antages at hvile på usaglige hensyn.

Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at der efter de foreliggende oplysninger ikke i Viborg Amtskommune eksisterer en fast praksis, hvorefter alle assistenter, der opfylder overenskomstens krav i § 14, oprykkes til overassistenter, samt at der ikke i sagen er oplyst omstændigheder, der kan give grundlag for at antage, at der ved afgørelsen er varetaget uvedkommende hensyn.

God forvaltningsskik

For så vidt angår det af Den Kristelige Fagbevægelse anførte om, at Viborg Amtskommune har handlet i strid med god forvaltningsskik, skal Indenrigsministeriet oplyse, at ministeriets tilsyn med amtskommunerne alene er et legalitetstilsyn, hvorfor ministeriet ikke kan udtale sig om, hvorvidt god forvaltningsskik er tilsidesat i en konkret sag.

Kopi af dette brev er sendt til Viborg Amtskommune.