Den fulde tekst

Skriftlig fremsættelse (16. november 2005)

 

 

Socialministeren (Eva Kjer Hansen) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger, lov om midlertidig regulering af boligforholdene, lov om byfornyelse og udvikling af byer, lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. og lov om påligningen af indkomstskat til staten (Den almene sektors midler og indsatsen imod ghettoisering)

(Lovforslag nr. L 70).

Lovforslaget udmønter boligaftalen af 4. november 2005 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om den fremtidige anvendelse af den almene sektors midler og indsatsen mod ghettoisering, og ønskes vedtaget inden jul med henblik på ikrafttræden 30. december 2005 og 1. januar 2006.

Med lovforslaget sker der en væsentlig styrkelse af indsatsen for at vende udviklingen i de problemramte områder. Lovforslaget indeholder forslag om at forhøje rammen til renovering af almene boliger med 625 mio. kr. i 2006. Hertil kommer, at der i 2006 afsættes 600 mio. kr. til en social og forebyggende indsats i de problemramte områder, hvoraf indtil 200 mio. kr. kan anvendes til målrettede huslejenedsættelser.

Herudover fortsættes linjen fra boligaftalen af 2002, hvorefter Landsbyggefonden medfinansierer nybyggeri af almene boliger. Det indgår således i lovforslaget, at Landsbyggefondens refusion af en del af den statslige ydelsesstøtte til nybyggeriet fortsætter i 2005 og 2006.

Endelig indeholder forslaget en række ændringer, der har til formål at skabe en mere varieret beboersammensætning samt ændringer, der har til formål at skabe større åbenhed i udsatte boligområder.

Lovforslaget har følgende hovedelementer:

Refusion af statens udgifter til nybyggeri

Nedsættelse af den kommunale grundkapital i 2006

Fortsat renovering

Midler til en social og forebyggende indsats samt huslejenedsættelser i problemramte afdelinger

Salg af almene boliger i problemramte afdelinger

Fremme af fraflytning

Udlejning til erhverv

Fremme af byggeriets kvalitet og effektivitet

Andre mindre ændringer

Forslaget om refusion af statens udgifter til nybyggeri skønnes at medføre en statslig mindreudgift på 835 mio. kr. i 2005 og 1.235 mio. kr. i 2006.

Den foreslåede nedsættelse af grundkapitalen i 2006 skønnes at medføre en statslig merudgift på 588 mio. kr. og en kommunal mindreudgift på 450 mio. kr. i 2006. I henhold til kommuneaftalen vil der ikke blive krævet DUT-kompensation for den kommunale mindreudgift.

De foreslåede huslejenedsættelser skønnes at medføre offentlige mindreudgifter på 3 mio. kr. i 2006 og 7 mio. kr. årligt i 2007-09; heraf vedrører hhv. 1 og 3 mio. kr. kommunerne.

Forslaget vil have positive miljømæssige konsekvenser, idet en del af den foreslåede investeringsramme kan anvendes til miljøforbedrende foranstaltninger.

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Fremsættelsen i Folketinget sker samtidig med høringsprocessen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.