Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Skriftlig fremsættelse (30. marts 2000)

 

 

Sundhedsministeren (Sonja Mikkelsen):

    Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

    

Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet. (Hospice og frit sygehusvalg).

    (Lovforslag nr. L 234).

    Formålet med lovforslaget er at forbedre plejen og øge valgfriheden for uhelbredeligt syge ved - udover amtets behandlingstilbud - at give borgerne frit valg til 3 af de eksisterende selvejende hospicer i Danmark efter sygehuslovens regler, således at bopælsamtskommunen forpligtes til at betale for benyttelsen, uanset hvilken amtskommune patienten kommer fra. Det svarer til, hvad der gælder for de i sygehusloven omhandlede private specialsygehuse m.fl.

    Den forskellighed, de etablerede amtslige og kommunale tilbud repræsenterer sammen med de 3 private hospicer, vil yderligere give den enkelte døende mulighed for at vælge de rammer, der passer ham eller hende bedst.

    Desuden rummer loven en angivelse af rækkevidden af det frie sygehusvalg, idet der efter en højesteretsdom er opstået tvivl herom.

    Med lovforslaget foreslår regeringen med henblik på udmøntning af finanslovsaftalen for 2000 at udvide det frie sygehusvalg til også at omfatte behandling og pleje på de 3 af de 4 selvejende hospicer i Danmark.

    De omfattede hospicer er Sankt Lukas Hospice i Hellerup, Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg og Sct. Maria Hospice i Vejle. Med forslaget pålægges amtskommunerne at betale for behandling på disse hospicer inden for en økonomisk ramme. Den selvejende institution Kamillianergården Hospice i Ålborg har ikke før lovforslagets fremsættelse kunnet tage endelig stilling til, om man ønsker at blive omfattet af ordningen. Det har 3 de øvrige hospicer tilkendegivet, at de ønsker.

    De 3 hospicer bliver med lovforslaget sidestillet med de private specialsygehuse m.fl., hvortil der er frit valg efter sygehusloven inden for en nærmere fastsat økonomisk ramme. Der er tilsvarende i lovforslaget foreslået en økonomisk ramme for hvert af hospicerne.

    Det kan også blive nødvendigt at reservere midler i årene fremover.

    Med lovforslaget foreslås endvidere, at bopælsamtskommunen kan opkræve betaling af bopælskommunen for patienter, der er indlagt på hospice, svarende til sengedagstaksten for færdigbehandlede patienter. Hermed kan patienternes bopælskommune komme til at medfinansiere hospiceophold, idet hospicer også aflaster kommunerne.

    Herudover foreslås det i lovforslaget, at det præciseres, at patienter, uanset bopælsamtskommunens kriterier for at tilbyde behandling på egne sygehuse, er sikret adgang til frit at vælge mellem bopælsamtkommunens sygehuse, andre amtskommuners sygehuse og de private specialsygehuse, som er nævnt i sygehusloven.

    Bestemmelsen i sygehusloven, som den hidtil har været formuleret, har betydet, at bopælsamtskommunerne har været forpligtede til at betale for behandlingen af egne patienter i andre amtskommuner.

    Det har fra indførelsen af reglerne om det frie sygehusvalg været hensigten, at der frit kunne vælges behandling på et sygehus uanset bopælsamtskommunens egne prioriteringer. Kun kapacitetsmæssige problemer på en sygehusafdeling kan medføre begrænsninger i det frie valg. Fritvalgsreglerne er af amtskommunerne blevet forvaltet i overensstemmelse hermed. Desuden har Folketinget gennem besvarelse af folketingsspørgsmål løbende været informeret om forståelsen af bestemmelserne.

    Der er imidlertid efter en ny højesteretsdom opstået tvivl om rækkevidden af det frie sygehusvalg. Det udtales i dommen: »Denne bestemmelse giver imidlertid ikke - som hævdet af appellanterne - krav på en behandling, som vedkommende ikke i forhold til sin egen amtskommune er berettiget til.«

    Da højesteretsdommen tager udgangspunkt i en konkret erstatningssag om dækning af udgifter til privat behandling, og det ikke umiddelbart af påstandene i sagen kan ses, at Højesteret har skullet tage stilling til forståelsen af bestemmelsen om det frie sygehusvalg i det offentlige sygehusvæsen, finder Sundhedsministeriet ikke, at dommens tekst nødvendigvis skal forstås som en indskrænkning af den hidtidige opfattelse af reglerne om det frie sygehusvalg.

    For at imødegå den opståede tvivl om forståelsen af rækkevidden af det frie sygehusvalg foreslås det imidlertid at præcisere, hvad der skal være gældende ret. Med forslaget tilsigtes således ikke nogen ændring af den indtil højesteretsdommen gældende forståelse i sundhedsvæsenet af reglerne om det frie sygehusvalg.

    Idet jeg henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale det til Folketingets velvillige behandling.