Den fulde tekst

Fremsat den 23. januar 2001 af Tove Videbæk (KRF), Ester Larsen (V), Henriette Kjær (KF), Margrete Auken (SF), Birthe Skaarup (DF), Frank Dahlgaard (UP) og Ole Donner (UP)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændrede regler om flerfoldsgraviditet og fosterreduktion

 

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at fremsætte de fornødne forslag til bestemmelser, der

1. forebygger uønsket flerfoldsgraviditet i forbindelse med kunstig befrugtning,

2. afklarer de retlige forhold vedrørende fosterreduktion, herunder sikrer, at det sundhedsfaglige personale har mulighed for at blive fritaget for at foretage eller medvirke ved fosterreduktioner.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

I forbindelse med behandlingen af forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning, L 183, i folketingssamlingen 1999-2000 blev det fra flere sider i Folketinget tilkendegivet, at man ville tage stilling til ændringsforslag til reglerne om fosterreduktion, når en redegørelse om emnet forelå fra Det Etiske Råd.

Den 28. november 2000 fremkom Det Etiske Råd med sin redegørelse om fosterreduktion, og med udgangspunkt i rådets anbefalinger fremsættes det foreliggende beslutningsforslag.

Bemærkninger til de enkelte punkter

ad 1

Det fremgår af side 33 i Det Etiske Råds redegørelse om fosterreduktion, at rådet anser det for en vidtgående tingsliggørelse af menneskeliv, hvis fostre bringes til eksistens med samtidig bevidsthed om, at ét eller flere fostre muligvis skal aflives, hvis der opnås en flerfoldsgraviditet.

På denne baggrund fremsætter rådet en række anbefalinger, der skal begrænse mulighederne for flerfoldsgraviditet og begrænse mulighederne for fosterreduktion.

I forbindelse med IVF-behandling foreslår rådet, at det som hovedregel ikke tillades at overføre mere end ét befrugtet æg til kvindens livmoder, hvis flerfoldsgraviditet anses for uønsket af kvinden eller parret.

Det er med udgangspunkt i disse anbefalinger, at regeringen opfordres til at fremsætte forslag om regulering af reglerne om fosterreduktion.

ad 2

Der er behov for en afklaring af de retlige forhold vedrørende fosterreduktion. Dette fremgår af en udtalelse fra Justitsministeriet fra 1993.

Fosterreduktion er et alvorligt indgreb, hvor liv bringes til afslutning. Det bør derfor fremgå af loven, hvilke betingelser der stilles i forbindelse med fosterreduktion, og hvilke krav der skal overholdes i forbindelse med behandling med kunstig befrugtning for at begrænse muligheden for flerfoldsgraviditet.

Det Etiske Råds store flertal har anbefalet, at fosterreduktion ikke bør kunne komme på tale i dette tilfælde, medmindre der foreligger en medicinsk indikation. Forudsat at man indfører den ovennævnte praksis om kun at lægge 1 eller eventuelt 2 befrugtede æg op i kvindens livmoder ved IVF-behandling (og tilsvarende praksis for anden form for kunstig befrugtning), knytter der sig særlig opmærksomhed mod forholdene ved tvillingegraviditet. I den forbindelse peger Det Etiske Råd på, at det er praksis i Danmark kun at gennemføre fosterreduktion på tvillingegraviditeter, hvis der foreligger en særlig medicinsk indikation.

Det Etiske Råd anbefaler i den forbindelse (redegørelsens side 39-40), at det sundhedsfaglige personale får mulighed for at blive fritaget for at foretage eller medvirke ved fosterreduktioner efter samme regler, som gælder i forbindelse med provokeret abort.

Det Etiske Råd peger i redegørelsen (side 35-36) på nødvendigheden af, at der sker en ansvarliggørelse i forbindelse med beslutningen om at gennemføre en kunstig befrugtning. Dette gælder både for den behandlende læge og for kvinden og dennes ægtefælle/partner.

Der bør derfor udarbejdes informationsmateriale, der indeholder fyldestgørende oplysninger om risici ved flerfoldsgraviditet og fosterreduktion i forbindelse med kunstig befrugtning, for eksempel information om behandlingens effektivitet og risici ved hormonbehandling m.v.

Det skriftlige materiale bør udarbejdes fra centralt hold af Sundhedsstyrelsen eller andet centralt organ, således at det sikres, at der dannes et ensartet grundlag for kvindens og dennes ægtefælles/partners informerede samtykke.

Skriftlig fremsættelse

Tove Videbæk (KRF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ændrede regler om flerfoldsgraviditet og fosterreduktion.

(Beslutningsforslag nr. B 98).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.