Den fulde tekst

Fremsat den 12. marts 2002 af Tove Videbæk (KRF), Bodil Kornbek (KRF), Ole M. Nielsen (KRF) og Jann Sjursen (KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbud mod tilbud om insemination, hvis behandlingen ikke foretages af personer, der er læger eller under en læges ansvar

 

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte de nødvendige lovforslag og ændre administrative forskrifter med henblik på at sikre, at insemination med donorsæd kun må tilbydes kvinder, hvis behandlingen foretages af en læge eller under en læges ansvar.

Bemærkninger til forslaget

I forbindelse med behandlingen af lovforslag nr. L 183 om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. (Opbevaringstid for nedfrosne æg), folketingsåret 1999-2000, stillede Kristeligt Folkeparti et ændringsforslag, der havde til hensigt at forbyde personer, der ikke er læger eller under en læges ansvar, at tilbyde kvinder insemination. Ændringsforslaget blev vedtaget af et flertal bestående af V, KF, DF og KRF med flere. Lovforslaget blev dog i sin helhed forkastet ved tredjebehandlingen af lovforslaget, og dermed bortfaldt de vedtagne ændringsforslag, se Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne side 4832, 8206 og 8700, tillæg A side 5009 og 5015 og tillæg B side 819 og 1363.

Med den ændrede sammensætning af Folketinget ser forslagsstillerne nu en mulighed for at få gennemført et forbud mod insemination, der ikke foretages af en læge eller under en læges ansvar.

Insemination er overførelse af sæd til et æg på anden måde end gennem samleje, typisk ved at indføre sædcellerne i livmoderen via et tyndt plastikrør, som føres op igennem livmoderhalsen. Nogle gange bliver kvinden forud for selve inseminationen hormonstimuleret med henblik på at frembringe flere æg end det ene, som dannes i en naturlig cyklus. Desuden bliver mandens sædceller i nogle tilfælde »vasket«, så man høster de mest bevægelige sædceller, som efter behandlingen bevæger sig endnu bedre.

Forslaget er for det første begrundet i hensynet til overholdelsen af intentionen i § 3 i loven om kunstig befrugtning, hvorefter det kun er kvinder, som er gift eller lever sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold, der må tilbydes kunstig befrugtning. Parforholdskravet gælder dog kun, når behandling foretages af en læge eller under en læges ansvar. Insemination betragtes af Sundhedsstyrelsen som en enkel og ufarlig teknik, der let kan udføres uden lægelig medvirken. Man har derfor hverken fundet det nødvendigt eller hensigtsmæssigt at stille krav om, at behandlingen kun må udføres af en læge eller under en læges ansvar.

Ud over parforholdskravet i lovens § 3 er det også muligt at omgå alderskravet i § 6, hvis insemination ikke foretages af en læge eller under en læges ansvar. Det fremgår af § 6, at kunstig befrugtning ikke må finde sted i de tilfælde, hvor den kvinde, der skal føde barnet, er ældre end 45 år.

Når insemination udføres af personer, der ikke er læger, er disse heller ikke underlagt de regler, Sundhedsstyrelsen har udarbejdet, og som ellers gælder, for så vidt angår kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling m.v. I Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 15057 af 30. september 1997 til landets læger om kunstig befrugtning og anden reproduktionsfremmende behandling er der for eksempel forskrifter vedrørende kontrol af donorsæd med henblik på at undgå (arvelige) sygdomme. Der er desuden forskrifter vedrørende antal børn efter samme donor og en anbefaling om, at der bør tilstræbes geografisk spredning m.m. Hvis derfor en klinik eller en enkeltperson giver en kvinde tilbud om insemination uden for lovens område det vil sige, hvis det ikke er en læge, der foretager behandlingen, eller en person under en læges ansvar uden at tilgodese disse sundhedsfaglige regler frivilligt, så er der efter forslagsstillernes opfattelse ikke tale om en helt så ufarlig teknik.

Forslagsstillerne mener derfor ikke, at det er rimeligt eller hensigtsmæssigt, at der uden for lovens område kan gives kvinder tilbud om kunstig befrugtning ved insemination, når dette giver mulighed for omgåelse af både de etiske regler for kunstig befrugtning, der er fastsat i selve loven, og af de sundhedsfaglige regler for kunstig befrugtning i forbindelse med behandling og diagnostik m.v.

Lovens § 3 (kravet om parforhold) blev indsat efter vedtagelsen af et ændringsforslag ved andenbehandlingen af lovforslag nr. L 5, forslag til lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., folketingsåret 1996-97. I bemærkningerne til ændringsforslaget stod der således:

»Ved ændringsforslaget sikres det, at FN s børnekonvention, der tager udgangspunkt i barnets tarv, respekteres. Af Det Danske Center for Menneskerettigheders notat om lovforslaget, jf. L 200, folketingsåret 1995-96, bilag 48, fremgår det således bl.a., at det må antages at være barnets tarv at have både en far og en mor, og at staten og samfundet har en særlig forpligtelse til at tilgodese barnets tarv, når det stiller foranstaltninger til rådighed, som berører barnet.«

Det omtalte notat fra Det Danske Center for Menneskerettigheder skulle på anmodning af Folketingets Sundhedsudvalg særligt kommentere det forhold, at lovforslaget (i sin oprindelige form) ikke stillede krav om en far forud for behandling for barnløshed. Centret konkluderede, at »retten til at få børn er en menneskeret, som en mand og en kvinde har, når de har nået en vis alder. Det er usikkert, om der heraf kan udledes en ret til om nødvendigt at blive behandlet med kunstig befrugtning, men hvis en sådan ret anerkendes, vil den formentlig heller ikke omfatte alle, men kun (heteroseksuelle) par over en vis alder. Det tages herved også i betragtning, at det antages at være barnets tarv (best interests) at have både en far og en mor, og at staten/samfundet har en særlig forpligtelse til at tilgodese barnets tarv, når det (gennem lovgivning) stiller foranstaltninger til rådighed, som berører barnet, jf. herved FN s Deklaration om Barnets Rettigheder og Børnekonventionen. Enlige kvinder og kvinder i lesbiske parforhold vil således næppe under henvisning til ikke-diskriminationsprincippet kunne påberåbe sig en ret til at blive behandlet med kunstig befrugtning.«

Justitsministeriets Børnelovsudvalg afgav delbetænkning 1350/1997 om børns retsstilling. Udvalget konkluderede følgende om barnets ret til to forældre (afsnit II 2.8.2), som forslagsstillerne kan tilslutte sig:

»Udvalget har fulgt debatten om et barns ret til at have 2 forældre og er som nævnt nået til den opfattelse, at et barn har ret til så vidt muligt både at have en mor og en far. I dette standpunkt ligger der ikke nogen uvilje mod eller afstandtagen fra andre eksistens- eller samlivsformer end heteroseksuelle parforhold det være sig livseksistenser som enlig eller i homoseksuelle parforhold.

Det er imidlertid naturens orden, at der skal en mand og en kvinde til at skabe et barn. Barnet har derefter såvel et mødrene ophav som et fædrene ophav og har arveanlæg efter begge. Det er derfor et ikke uvæsentligt led i vor eksistens og for vor opfattelse af vor egen baggrund og vore egne rødder, at vi har adgang til at kende, forstå og forholde os til vort ophav på begge sider. Praktiske erfaringer fra adoptionssager har vist, at dette behov undertiden kan træde kraftigt frem, idet adoptivbarnet i voksenalderen kan få alvorlige personlige behov for at finde sine genetiske forældre og forstå baggrunden for sin egen identitet.

Udvalget finder endvidere, at der ved vurderingen af betydningen af et barns mulighed for at have en mor og få en far må tages hensyn til, at det enkelte menneske i sin hverdag har kontaktflader til både mænd og kvinder. Efter udvalgets opfattelse har det betydning for et barn, om det i sin opvækst har nære relationer til både en »mor« og en »far«, som hver har sin personlighed, sine værdinormer og sin rolle i forhold til barnet, og som kan udgøre hver sin identifikationsmodel for barnet. Det vil derfor alt andet lige være et positivt element i et barns udvikling, at det allerede tidligt kan forholde sig til og forstå sig selv i forhold til såvel en moderskikkelse som en faderskikkelse. Dette gælder uanset, om forældrene bor sammen eller lever adskilt.

( )

Endelig kan der peges på, at Danmark gennem sin tiltrædelse af forskellige konventioner utvivlsomt har påtaget sig internationalt bestemte forpligtelser til at arbejde for, at børn så vidt muligt skal kende begge forældre ( ).

( )

Det kan tilføjes, at udvalgets holdninger om disse spørgsmål stemmer overens med holdningerne hos Folketingets flertal ved afstemningen om § 3 i loven om kunstig befrugtning den 27. maj 1997. Bestemmelsen i § 3 var ikke medtaget ved sundhedsministerens fremsættelse af lovforslaget, men blev indsat af Folketinget. Efter bestemmelsen må kunstig befrugtning, der finder sted under en læges ansvar, for fremtiden kun tilbydes kvinder, som er gift, eller som lever sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold. Ægtefællen eller samleveren skal efter § 23 i loven forinden give skriftligt samtykke til behandlingen med den virkning, at han bliver barnets far. Stilledes et sådant krav ikke, ville barnet kunne blive faderløst. ( ).«

I dette beslutningsforslag er det ikke tilsigtet at ændre ved de gældende regler, for så vidt angår homolog insemination, hvilket vil sige insemination med partners sæd. Med partner menes der i dette beslutningsforslag kvindens ægtefælle eller den mand, som hun lever sammen med i et ægteskabslignende forhold, jf. formuleringen i lovens § 3. Forslagsstillerne ønsker kun at sikre, at intentionen bag lovens § 3 bliver opfyldt, og at der er sikkerhed for iagttagelse af Sundhedsstyrelsens retningslinjer med hensyn til insemination med donorsæd. Det gælder for eksempel kontrol med sygdomme, at der er loft over antal børn efter samme donor, og at der sikres en geografisk spredning af disse børn. Disse to hensyn tilgodeses bedst ved at sikre, at insemination med donorsæd kun må tilbydes kvinder, hvis behandlingen foretages af en læge eller under en læges ansvar.

Efter dette beslutningsforslag skal det således ikke længere være tilladt at tilbyde kvinder insemination eller donorsæd, hvis man er privat donor, medmindre behandlingen foretages af en læge eller under en læges ansvar. Det samme skal gælde, hvis man på opfordring accepterer at ville foretage insemination af en kvinde eller donere sæd til insemination af en kvinde.

Skriftlig fremsættelse

Tove Videbæk (KRF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod tilbud om insemination, hvis behandlingen ikke foretages af personer, der er læger eller under en læges ansvar .

(Beslutningsforslag nr. B 81).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.