Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
En 63-årig mand bemærkede sidst i oktober 1999 en hævelse i højre lyske. Efter henvendelse til egen læge blev han sat i en behandling med penicillin, men efter 10 dages behandling var hævelsen uændret. Egen læge henviste den 15. november 1999 patienten til organkirurgisk afdeling. Ved vurdering på organkirurgisk afdeling fandt man, at det kunne dreje sig om en byld. Efter at der var foretaget ultralydscanning, og hævelsen var blevet beskrevet som formindsket, blev det besluttet at afvente yderligere behandling, og patienten blev den 18. november 1999 udskrevet.

Ved ambulant kontrol på organkirurgisk afdeling den 26. november 1999 blev patienten indlagt. Der blev foretaget operation med indsnit i bylden samtidig med at der blev fundet store mængder ildelugtende pus. Den 2. december 1999 blev patienten udskrevet til fortsat skiftning ved hjemmesygeplejerske.

Den 3. januar 2000 blev såret undersøgt på kirurgisk ambulatorium, hvor man fandt en patologisk hulhed på ca. 5 cm, hvor der var rigeligt pænt nydannet væv. Patienten blev herefter anbefalet daglige sæbebade med brun sæbe umiddelbart før skiftningerne.

Den 19. januar 2000 konstaterede overlæge C på kirurgisk ambulatorium, at såret ikke var helet op, hvorfor overlæge C indlagde patienten til fornyet revision.

Den 20. januar 2000 foretog 1. reservelæge A en revision af såret i højre lyske i fuld bedøvelse. De følgende dage blev såret skiftet, og den 24. januar 2000 undersøgte overlæge A såret og valgte at udskrive patienten til skiftning ved hjemmesygeplejerske. Såret blev kontrolleret ambulant den 2. februar af overlæge A og den 21. februar af 1. reservelæge B samt den 6. marts 2000, hvor man konstaterede, at der ikke var fremgang i sårhelingen.

Patitenten blev derfor genindlagt den 7. marts 2000 til fornyet revision af såret. 1. reservelæge B fjernede under oprensningen af den patologiske hulhed en hududvækst. De efterfølgende dage blev der foretaget rensning af såret. Den 10. marts 2000 blev patienten undersøgt af administrerende overlæge B.

Den 13. marts 2000 blev der foretaget podning af såret, og der blev desuden taget en vævsprøve (biopsi). Podningen viste tegn på stafylokokker, og man påbegyndte en behandling den 15. marts 2000 med Diclocil og Vepicombin. Patienten blev igen udskrevet til skiftning ved hjemmesygeplejerske.

Den 27. marts 2000 henvendte patienten sig på kirurgisk ambulatorium tidligere end aftalt, idet hjemmesygeplejersken fandt, at såret blev værre og værre. Samtidig fik patienten svaret fra biopsien som viste, at der var fundet kræft i såret. Patienten blev henvist til plastikkirurgisk afdeling.

Ifølge patienten fik han den 31. marts 2000 af lægerne på plastikkirurgisk afdeling at vide, at der var skåret hul på lymfekirtlerne med cancer.Den 3. april 2000 kom patienten tilbage til kirurgisk ambulatorium, idet man på plastikkirurgisk afdeling fandt, at canceren i lysken formentlig stammede fra en peniscancer.

Der blev klaget over, at der ikke blev taget en vævsprøve på et tidligere tidspunkt end marts 2000. Der blev ligeledes klaget over, at patienten ikke blev korrekt behandlet, idet der i forbindelse med behandlingen blev skåret hul på de cancerramte lymfekirtler.

Den fulde tekst

Klage over manglende diagnosticering af uophelet sår

 

 

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af overlæge C's behandling af patienten den 21. januar 2000. Nævnet lagde vægt på, at det af journalen fremgik, at overlæge C den 19. januar 2000 indlagde patienten til fornyet revision.

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af 1. reservelæge A den 6. marts 2000, da han indlagde patienten til fornyet revision. Nævnet lagde vægt på, at den efterfølgende operation viste, at såret var tilstrækkeligt åbnet, ligesom patienten modtog en relevant og accepteret sårbehandling.

Nævnet fandt, at de læger, der tilså patienten i perioden fra den 20. januar til den 10. marts 2000, havde ansvaret for, at såret blev vurderet nærmere. Da patientens sår trods sikring af de ovenfor beskrevne betingelser fortsat ikke helede, fandt nævnet imidlertid, at lægerne på organkirurgisk afdeling burde have overvejet muligheden for, om det skulle dreje sig om et ondartet sår, enten direkte opstået i lysken eller være udgangspunkt for spredning fra et ondartet sår lokaliseret på de ydre kønsorganer, svarende til endetarmsåbningen eller på benene. Til sikring af, om såret var forårsaget af kræft eller en speciel betændelsestilstand, fandt nævnet, at lægerne på organkirurgisk afdeling, burde havde foranlediget, at der blev foretaget en vævsprøve fra såret til mikroskopisk undersøgelse.

Nævnet oplyste, at bylddannelse i lysken lokaliseret til underhuden efter kirurgisk drænage, hvor materie bliver udtømt, i løbet af 2-4 uger normalt vil være helet. Er helingen ikke indtrådt efter 4 uger, bør årsagen hertil nærmere undersøges. Årsagen kan skyldes, at såret ikke var tilstrækkeligt åbnet.

Nævnet bemærkede, at flere læger har tilset patienten i perioden fra den 20. januar til den 10. marts 2000. På baggrund af de særlige problemer, der opstod med heling efter den 26. november 1999 fandt nævnet alene, at der kan udtales kritik overfor de 1. reservelæger og overlæger, der har tilset patienten. Nævnet fandt herefter anledning til at kritisere 1. reservelæge A, overlæge A, 1. reservelæge B, samt overlæge B's behandling af patienten.

For så vidt angår klagen over, at der blev skåret hul på de cancerramte lymfeknuder, lagde nævnet vægt på, at bylden præsenterede sig med store mængder pus, og at der blev foretaget en supplerende ultralydscanning af bylden. Nævnet finder på denne baggrund ikke at kunne kritisere, at der blev skåret hul på bylden og dermed de cancerramte lymfeknuder i patientens højre lyske.

Der blev afgivet dissens i sagen.