Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 27. november 2002

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af mineralvand m.v. og andre love

(Ændring af regnskabsbestemmelser, skærpede bøder m.v.)

[af skatteministeren (Svend Erik Hovmand)]

 

1. Ændringsforslag

Der er af skatteministeren stillet 8 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 6. november 2002 og var til 1. behandling den 15. november 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og skatteministeren sendte den 2. oktober 2002 dette udkast til udvalget, jf. alm. del bilag 6. Den 29. oktober 2002 sendte skatteministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget, jf. alm. del bilag 60.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 7 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget bemærker, at Socialdemokratiet kan støtte ethvert initiativ, som kan være med til at begrænse den dybt skadelige og ulovlige handel med varer, hvor man snyder for afgifter og moms. Derfor kan Socialdemokratiet også støtte L 66, men er samtidig stærkt tvivlende over for, om loven vil få den ønskede og tilsigtede virkning.

Det forudsætter under alle omstændigheder, at regeringen er parat til at afsætte flere ressourcer for at kontrollere og følge op på lovovertrædelser. Med de kraftige personalemæssige beskæringer, som Told og Skat oplever nu, og som også er planlagt for de kommende år, vil det nærmest blive umuligt at prioritere den form for kriminalitet tilstrækkelig højt.

Herudover er det Socialdemokratiets opfattelse, at det kan blive nødvendigt med mere kontante reaktioner over for gentagne lovovertrædelser. Selv om den enkelte overtrædelse isoleret betragtet kan virke beskeden, vil den ofte være udtryk for konsekvente og løbende lovovertrædelser ved salg af visse varer, uden at der betales dansk moms og afgift heraf.

Derfor mener Socialdemokratiet, at gentagne overtrædelser bør indebære, at man kan miste retten til at drive virksomhed med salg af moms- og afgiftspligtige varer. Socialdemokratiet vil selv arbejde videre med denne form for sanktioner og opfordrer også regeringen til at fremkomme med et gennemarbejdet forslag, som indeholder den mulighed.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 1

1) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 12 ændres i stk. 6, 2. pkt., »told- og skatteregionen« til: »de statslige told- og skattemyndigheder«.

[Redaktionel ændring]

Til § 2

2) I det under nr. 3 foreslåede § 12, stk. 7, ændres i 2. pkt. »told- og skatteregionen« til: »de statslige told- og skattemyndigheder«.

[Redaktionel ændring]

3) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:

»01. § 19 c affattes således:

»§ 19 c. Bestemmelserne i §§ 12-15 og 17 finder tilsvarende anvendelse på de efter § 19 b registrerede virksomheder.««

[Redaktionel præcisering af § 19 c i lov om afgift af chokolade og sukkervarer m.m.]

Til § 3

4) I det under nr. 2 foreslåede § 14, stk. 5, 2. pkt., ændres »told- og skatteregionen« til: »de statslige told- og skattemyndigheder«.

[Redaktionel ændring]

Til § 4

5) I det under nr. 3 foreslåede § 9, stk. 7, ændres i 2. pkt. »told- og skatteregionen« til: »de statslige told- og skattemyndigheder«.

[Redaktionel ændring]

Til § 5

6) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 20, stk. 7, ændres i 2. pkt. »told- og skatteregionen« til: »de statslige told- og skattemyndigheder«.

[Redaktionel ændring]

Til § 6

7) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 18, stk. 6, ændres i 2. pkt. »told- og skatteregionen« til: »de statslige told- og skattemyndigheder«.

[Redaktionel ændring]

Til § 10

8) Paragraffen affattes således:

Ȥ 10

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.«

[Ændring af ikrafttrædelsestidspunkt]

Bemærkninger

Til nr. 1, 2 og 4-7

Der er tale om en redaktionel ændring, således at det af de pågældende bestemmelser fremgår, at der skal rettes henvendelse til de statslige told- og skattemyndigheder og ikke til told- og skatteregionen. Dermed bringes udformningen af reglerne i overensstemmelse med de øvrige afgiftsregler, der henviser til de statslige afgiftsmyndigheder. Omformuleringen giver ikke anledning til ændret praksis i forhold til det oprindelige lovforslag.

Til nr. 3

Der er for det første tale om en redaktionel ændring, idet bestemmelsen i § 12, stk. 4, som der henvises til i § 19 c, nu er flyttet til § 13, stk. 3. For det andet indeholder den nye affattelse af chokoladeafgiftslovens §§ 12 og 13 en række regnskabsbestemmelser, der ikke tidligere har figureret i lovteksten. Da der er tale om praksis, som allerede i dag følges af virksomhederne, er det valgt at lave en generel henvisning til §§ 12 og 13.

Til nr. 8

Med den foreslåede affattelse af § 10 flyttes lovens ikrafttrædelsestidspunkt generelt til dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Det fremgår af bemærkningerne til det oprindelige lovforslag, at bestemmelserne med undtagelse af §§ 7 og 9 først skulle træde i kraft 2 måneder efter bekendtgørelsen i Lovtidende af hensyn til en i den mellemliggende periode iværksat oplysningskampagne.

Der eksisterer imidlertid et behov for relativt hurtigt at kunne gribe ind over for den række af virksomheder, hvor man allerede nu har kendskab til større uregelmæssigheder.

Der vil imidlertid stadig blive iværksat en oplysningskampagne i umiddelbar forlængelse af lovens vedtagelse, således at handlende med de omfattede afgiftspligtige varer må anses som fuldt ud bekendt med de krav, som nu stilles i de pågældende afgiftslove. Herunder både under hensyn til, at de pågældende ikke er direkte afgiftspligtige efter afgiftslovene, men også under hensyn til, at de regnskabs- og fakturakrav, som opstilles, er udtryk for den almindelige praksis i de berørte brancher.

Lars Christian Lilleholt (V) Peter Christensen (V) Freddy Dam (V) Kristian Jensen (V) nfmd. Mikkel Dencker (DF) Colette L. Brix (DF) Charlotte Dyremose (KF) Else Theill Sørensen (KF) Mogens Nørgård Pedersen (KRF) Erik Mortensen (S) Henrik Sass Larsen (S) Jacob Buksti (S) Jens Peter Vernersen (S) fmd. Sophie Hæstorp Andersen (S) Morten Homann (SF) Anders Samuelsen (RV) Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

55

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

 

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

 

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

 

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

 

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

 

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

2

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

 


Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 66

Bilagsnr.

Titel

1

Meddelelse om, at høringsnotat og høringssvar fra Skatteministeriet er omdelt på alm. del bilag 60

2

Meddelelse om, at Told- og Skattestyrelsens rapport om kontrolaktionen mod kiosker m.fl. i første halvår af 2002 er omdelt på (2001-02, 2. saml.) alm. del bilag 442

3

Meddelelse om tidspunkt for betænkningsafgivelse og frist for spørgsmål m.v.

4

Spm. 1 om ændringsforslag til ikrafttrædelsesbestemmelsen, således at loven som helhed kommer til at træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, til skatteministeren

5

Spm. 2 om antal medarbejdere, der skal arbejde med kontrolopgaven, til skatteministeren

Spm. 3 om, hvor lang tid det vil tage at kontrollere hele branchen, til skatteministeren

Spm. 4, om kontrollen af illegal import m.v. prioriteres tilstrækkeligt, til skatteministeren

Spm. 5 om fyringer blandt medarbejdere, der skal arbejde med kontrolopgaven, til skatteministeren

Spm. 6 om opkrævning og inddrivelse af bøder, til skatteministeren

Spm. 7, om ministeren vil stille ændringsforslag om, at retten til at drive forretning inddrages ved gentagne forseelser, til skatteministeren

6

1. udkast til betænkning

7

Ændringsforslag, fra skatteministeren

8

2. udkast til betænkning

9

Svar på spm. 1 om ændringsforslag til ikrafttrædelsesbestemmelsen, således at loven som helhed kommer til at træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, fra skatteministeren

10

Svar på spm. 2 om antal medarbejdere, der skal arbejde med kontrolopgaven, fra skatteministeren

Svar på spm. 3 om, hvor lang tid det vil tage at kontrollere hele branchen, fra skatteministeren

Svar på spm. 4, om kontrollen af illegal import m.v. prioriteres tilstrækkeligt, fra skatteministeren

Svar på spm. 5 om fyringer blandt medarbejdere, der skal arbejde med kontrolopgaven, fra skatteministeren

Svar på spm. 6 om opkrævning og inddrivelse af bøder, fra skatteministeren

11

Ændringsforslag til 2. behandling, fra skatteministeren

12

Foreløbigt svar på spm. 7, om ministeren vil stille ændringsforslag om, at retten til at drive forretning inddrages ved gentagne forseelser, fra skatteministeren

13

3. udkast til betænkning

14

Endeligt svar på spm. 7, om ministeren vil stille ændringsforslag om, at retten til at drive forretning inddrages ved gentagne forseelser, fra skatteministeren