Betænkning afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi
den 10. april 2003
1. Ændringsforslag
Der er stillet 18 ændringsforslag til lovforslaget.
Videnskabsministeren har stillet ændringsforslag nr. 5, 6, 9, 12, 17 og 18.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-4,
7,
8, 11, 14 og 15. Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 10, 13 og 16.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 15. januar 2003 og var til 1.
behandling den 24. januar 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist
til behandling i Udvalget for Videnskab og Teknologi.
Udvalget har behandlet lovforslaget i 7 møder.
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i
høring, og videnskabsministeren sendte den 5. november 2002 dette udkast til
udvalget, jf. alm. del bilag 59. Den 16. januar 2003 sendte
videnskabsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til
udvalget.
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlige henvendelser fra:
Aarhus Universitet, Humanistisk
Fakultets Studie- og Uddannelsesudvalg,
Aarhus Universitet, Institut
for Romansk og Oldtids- og Middelalderforskning, og
Aarhus Universitet, Institut
for Statskundskab.
Videnskabsministeren har over for udvalget kommenteret de
skriftlige henvendelser til udvalget.
Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for
deres holdning til lovforslaget:
Aarhus Universitet, Institut
for Romansk og Oldtids- og Middelalderforskning,
Udvalget har stillet 143 spørgsmål til videnskabsministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 27 af udvalget spørgsmål og
videnskabsministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Flertallet finder, at de danske universiteter er centrale
videns- og kulturbærende institutioner, der frembringer og formidler viden og
kompetencer til hele samfundet. Den stigende nationale og internationale
konkurrence om viden og kompetence stiller nye og skærpede krav til de danske
universiteter og deres samspil med det øvrige videnssystem. Det overordnede
formål med en universitetsreform er at give universiteterne bedre muligheder
for at foretage tværgående og strategiske prioriteringer af deres samlede
uddannelses-, forsknings- og formidlingsindsats.
Universiteterne har til opgave at drive forskning og udbyde
forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau, og
universiteterne skal med afsæt i deres forskning og uddannelse tilføre
samfundet forskningsresultater og viden med sigte på at fremme vækst, velfærd
og udvikling i hele samfundet. Flertallet lægger vægt på at fremhæve, at
universiteterne er forpligtet på en bred vidensformidling og som led heri
aktivt at udveksle viden med det omgivende samfund, herunder også aktivt at
bidrage til og deltage i den offentlige debat om vigtige samfundsmæssige
forhold, samt at medvirke til at sikre, at den nyeste viden også gøres
tilgængelig for videregående uddannelser uden forskning.
Flertallet fremhæver, at universiteterne med afsæt i deres
forskning skal uddanne højt kvalificerede kandidater og ph.d.ere med klare
kompetenceprofiler. Bacheloruddannelser af høj faglig kvalitet danner basis
for
valget mellem relevante kandidatuddannelser, så målsætningen
om faglig progression og sammenhæng opfyldes.
Flertallet fremhæver særligt universiteternes nye uddannelsesforpligtelse til
at sikre gode og relevante tilbud inden for efter- og videreuddannelse og
dermed bidrage til at opfylde målsætningen om uddannelse for alle af høj
kvalitet og relevans.
Flertallet fremhæver, at alle universiteter nu bliver selvejende
institutioner og får en styrkelse af ledelsesformen, øget frihed fra
statslige
regler og styring på indholdssiden og endnu større frihed til at bestemme den
interne organisering i en vedtægt. Som en konsekvens af universiteternes nye
forpligtelse med hensyn til at udbyde efter- og videreuddannelse er der
foretaget en teknisk inkorporering af de universitetsrelevante bestemmelser
og
bemyndigelser fra lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) i
lovforslaget.
Flertallet fremhæver, at universiteterne skal foretage
grundforskning og er forpligtede til at værne om forskningsfriheden, som er
knyttet til universiteterne. Samtidig lægger flertallet afgørende vægt på at
fremhæve, at den enkelte forsker skal have ret til at vælge metode,
fremgangsmåde og emne inden for universitetets forskningsstrategiske rammer.
Den enkelte forsker har endvidere ret til at træffe afgørelse om publicering,
medmindre andet følger af anden lovgivning.
Flertallet understreger, at der med lovforslaget ikke er
tilsigtet nogen materiel ændring af universitetets forskningsfrihed i forhold
til gældende ret. Både i medfør af gældende lov og i lovforslaget er
universiteternes forpligtelse til at værne om forskningsfriheden inden for
universitetets fagområder fastslået. I relation til universitetets
forskningsfrihed kan der stadig ikke af ministeren
eller andre udefra gives universitetet påbud
om at optage eller undlade forskning. Med hensyn til forskningsfriheden i
relation til den enkelte forsker understreger flertallet ligeledes, at der
med
lovforslaget ikke er lagt op til ændringer i den gældende tilstand. Der er
alene sket en præcisering af institutlederens instruktionsbeføjelse i
lovforslagets tekst. Både i medfør af gældende lov og i lovforslaget forsker
forskerne frit i den tid, hvor de ikke er pålagt andre opgaver som bl.a.
administrative opgaver, undervisningsopgaver, udvalgsarbejde m.v. Det
betyder,
at den enkelte forsker i den tid, hvor vedkommende ikke er pålagt andre
opgaver, ikke kan pålægges at optage eller undlade forskning i bestemte
områder.
Den enkelte forskers forskningsfrihed indskrænkes heller ikke af
lovforslagets § 17, stk. 2, hvorefter den enkelte forsker forsker frit inden
for universitetets forskningsstrategiske rammer. Flertallet påpeger, at
universitetets forskningsstrategiske rammer skal forstås bredt og dækker hele
universitetets profil. Dette er tydeliggjort i bemærkningerne til § 10, stk.
8,
om udviklingskontrakter, hvoraf det fremgår, at udviklingskontrakten skal
indeholde en beskrivelse af universitetets strategiske mål og indsatsområder.
Da dette sker på et overordnet niveau, præciserer flertallet, at
udviklingskontrakter ikke skal og ikke kan anvendes til at indskrænke
forskningsfriheden.
Flertallet har i øvrigt noteret sig, at ifølge
Bernerkonventionen træffer ophavsmanden til et værks ideelle ret afgørelse
om,
hvorvidt værket skal offentliggøres. Denne ret begrænses af:
§
10, stk. 3, i lov nr. 347 af 2. juni 1999 om opfindelser ved offentlige
forskningsinstitutioner,
hvorefter
forskeren som udgangspunkt
kan
offentliggøre og disponere over en opfindelse, når
ansættelsesinstitutionen, f.eks. et universitet, skriftligt har bekræftet at
have modtaget en underretning om, at forskeren har gjort en opfindelse som
led
i sit arbejde. Ansættelsesinstitutionen kan imidlertid i medfør af § 11, stk.
2, pålægge forskeren ikke at offentliggøre sin opfindelse i op til 2 måneder
eller længere efter konkret aftale, hvis institutionen ønsker at udnytte
opfindelsen erhvervsmæssigt.
§
14, stk. 1, nr. 6, i lovforslag nr. L 107, fremsat den 5. december 2002 af
videnskabsministeren, om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af
biomedicinske forskningsprojekter og videnskabsministerens ændringsforslag
hertil som fremsendt den 14. marts 2003, hvoraf følger, at komitéen skal
sikre,
at der sker offentliggørelse af såvel negative som positive
forsøgsresultater,
så hurtigt det er muligt og fagligt forsvarligt.
Flertallet finder det centralt, at der skal være størst mulig
åbenhed om beslutninger og grundlaget herfor på universitetet. Lovforslagets
§
10, stk. 2, præciserer dette i forhold til bestyrelsen, som er universitetets
øverste myndighed. Spørgsmålet om åbenhed eller aktindsigt er i forvejen
reguleret af offentlighedsloven samt af principperne om »meroffentlighed« og
»god forvaltningsskik«. Disse regler gælder også for universitetets øvrige
organer. Det bemærkes, at der kan være visse personalesager og
lønforhandlinger
eller dokumenter eller oplysninger, som der f.eks. af økonomiske hensyn ikke
kan herske åbenhed om. Lovforslagets bemærkninger præciserer tillige dekanens
og institutlederens forpligtelse til at opbygge en organisation til at løfte
de
samlede opgaver med inddragelse af de studerende, det videnskabelige
personale
og det teknisk-administrative personale. Dette er med til at sikre den åbne
dialog og åbenhed om beslutninger og grundlaget herfor også på niveauerne
under
bestyrelsen. Flertallet noterer, at lov om ligestilling af kvinder og mænd
finder anvendelse ved sammensætning af bestyrelsen m.v.
Flertallet fremhæver, at det skal fastsættes i vedtægten,
hvordan åbenheden sikres i bestyrelsens arbejde og på universitetet i øvrigt.
Vedtægten skal godkendes af videnskabsministeren i henhold til lovforslagets
§
10, stk. 6, hvorefter ministeren vurderer, om reglerne om åbenhed er
iagttaget
på alle niveauer. Flertallet ser det som positivt, hvis universitetet i sin
vedtægt for yderligere at understøtte åbenheden giver det
teknisk-administrative personale plads som observatør i akademisk råd samt
åbner mulighed for at nedsætte udvalg med koordinerende, forberedende og
rådgivende funktioner.
Flertallet finder det centralt, at de universitære
heltidsuddannelser, hvor det ikke allerede er sket, omlægges med henblik på
at
sikre en reel implementering af 3+2-strukturen med treårige
bacheloruddannelser
efterfulgt af toårige kandidatuddannelser.
Efter lovforslagets vedtagelse vil Videnskabsministeriet tage
initiativ til at igangsætte en dialog mellem universiteterne, rektorerne for
gymnasieskolerne, Undervisningsministeriet og Videnskabs-ministeriet med
henblik på at afklare de kompetencer, der er nødvendige for at kunne
undervise
i de nye gymnasiale uddannelser. Med udgangspunkt i denne dialog vil
Videnskabsministeriet opfordre universiteterne til at iværksætte et
reformarbejde af deres studier, der fører frem til en
gymnasielæreruddannelse,
som er i samklang med kravene til fremtidens gymnasielærer. Arbejdet skal
indtænke 3+2-strukturen i de universitære uddannelser og behovene for de
efterfølgende pædagogiske uddannelsesforløb. Videnskabsministeriet vil bistå
universiteterne i dette reformarbejde og tilstræbe, at der også indtænkes en
landsdækkende planlægning af uddannelserne rettet mod den gymnasiale sektor.
Flertallet fremhæver, at personer med en
professionsbacheloruddannelse som hidtil vil kunne søge om direkte optagelse
på
en kandidatuddannelse, hvis den er fagligt relevant i forhold til
professionsbacheloruddannelsen. Det betyder, at professionsbachelorerne
parallelt med de akademiske bachelorer skal opfylde de samme faglige,
niveaumæssige
adgangskrav, som kandidatuddannelsen stiller, herunder eventuelt krav om
bestemte fag/discipliner og metoder, og at disse har haft et bestemt omfang
opgjort i ECTS-point. I modsætning til de akademiske bachelorer har
professionsbachelorer ikke et retskrav på at blive optaget på en
kandidatuddannelse.
Flertallet bemærker i forlængelse heraf, at universiteterne med
lovforslaget får en forpligtelse til at medvirke til at sikre
forskningstilknytning af de mellemlange videregående uddannelser, der er
central
for en styrkelse af disse uddannelsers faglige niveau, og at universiteterne
også kan bidrage til at understøtte udviklingen af de korte videregående
uddannelser.
Flertallet bemærker, at spørgsmålet om universiteternes
muligheder for at oprette fonde og andre selskabstyper og for at samarbejde
med
og yde støtte til fonde m.v. er en del af et større spørgsmål om
universiteternes indgåelse i forskellige former for eksternt samarbejde. Lov
om
opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner skal evalueres med
udgangen
af 2003, og det er planen, at der på baggrund af evalueringen skal udarbejdes
et samlet regelsæt for universiteternes eksterne samarbejde.
Flertallet lægger således til grund, at universiteterne, indtil
det samlede regelsæt foreligger, må agere inden for de rammer, som følger af
lovforslaget. Disse rammer er som følger:
Da det som udgangspunkt vil være i strid med
universitetets formål at løfte midler ud af universitetet og ind i en
selvejende fond, hvor universitetet ikke længere har rådighed over midlerne,
kan universitetet med lovforslaget ikke frit vælge at oprette fonde. Det
følger
dog af dansk rets almindelige regler, at gavegivers ønsker skal iagttages ved
disponeringen af en gave. Hvis universitetet ønsker at modtage en gave, vil
det
således kunne være nødvendigt at oprette en fond, hvor dette fra gavegivers
side er en forudsætning for at give gaven. Der er i lovforslaget ikke givet
hjemmel til, at universiteterne kan oprette selskaber på nuværende tidspunkt.
Universiteterne kan hverken efter den gældende
universitetslov eller efter lovforslaget yde direkte støtte til fonde m.v.,
medmindre der foreligger særskilt hjemmel til dette andetsteds.
Universiteterne
kan dog i begrænset omfang afholde udgifter til og stille faciliteter til
rådighed for studenteraktiviteter, hvad enten disse er organiseret i en fond
eller på anden måde, jf. lovforslagets § 22, stk. 2, og de dertil hørende
bemærkninger. Universiteterne kan efter lovforslagets § 46 endvidere
opretholde
aftaler om samarbejde med fonde m.v. indgået efter den hidtil gældende
universitetslov frem til den 1. juli 2005. Det får den betydning, at hvis
universiteterne har indgået aftaler, der ikke lever op til kravene i § 22,
stk.
2, kan disse opretholdes, indtil der med det samlede regelsæt for
universiteternes eksterne samarbejde er taget stilling til, hvilke muligheder
universiteterne for fremtiden skal have på dette område.
Flertallet lægger endvidere til grund, at
Aarhus Universitets deltagelse i driften af Naturhistorisk Museum,
Videnskabshistorisk
Museum (Steno-Museet) og Forhistorisk Museum, Moesgård, ikke berøres af
ændringerne i de generelle regler om samarbejde med fonde, da deltagelsen i
driften bygger på en hjemmel i finansloven og dermed har særskilt hjemmel.
Flertallet bemærker, at formuleringen i
lovforslagets § 26, stk. 4, og de tilhørende bemærkninger ikke har til
hensigt
materielt at ændre ved den gældende retstilstand vedrørende fastsættelse af
deltagerbetalingen. Dette følger allerede af, at bestemmelsen er et led i den
omfattende tekniske inkorporering af lov om åben uddannelse, jf.
bemærkningerne
til lovforslagets § 5. Den tekniske inkorporering har som hovedformål at
opretholde den gældende retstilstand for udbud af deltidsuddannelse.
Formuleringen har således alene til formål at præcisere den gældende
retstilstand uden at foretage materielle ændringer.
Flertallet fremhæver, at de udefra
kommende medlemmer og de internt valgte medlemmer af bestyrelsen er
ligeværdige
med samme kompetence. Flertallet forventer derfor, at universiteterne som
noget
naturligt udnytter de eksisterende muligheder for at honorere de udefra
kommende og de internt valgte bestyrelsesmedlemmer for disses arbejde i
bestyrelsen. Det gælder især i indkøringsfasen, som må formodes at kræve en
ekstraordinært stor arbejdsindsats af alle bestyrelsens medlemmer.
Flertallet lægger til grund, at
medlemmerne af konsistorium ikke vil påtage sig et større ansvar end det, de
har i dag, når konsistorium efter lovforslaget overtager bestyrelsens opgaver
i
tidsrummet mellem lovens ikrafttræden og nedsættelsen af den første
bestyrelse.
Der lægges her vægt på, at konsistoriums medlemmer allerede i dag vil kunne
gøres ansvarlige for eventuelle uforsvarlige eller ulovlige dispositioner
efter
dansk rets almindelige erstatningsretlige regler, samt at domstolene i
praksis
vedrørende bestyrelsesansvar har lagt afgørende vægt på, om hvervet er lønnet
eller ulønnet. Samtidig skal der peges på, at konsistorium i det tidsrum,
hvor
det virker som bestyrelse, har mulighed for at tegne sædvanlig
bestyrelsesansvarsforsikring, jf. lovforslagets § 11, stk. 5.
På baggrund af bl.a. de politiske
drøftelser, herunder udvalgets tilkendegivelser, har videnskabsministeren
stillet 6 ændringsforslag. De drejer sig om:
Ændring af lovforslagets bestemmelser om doktorgrader,
hvorefter universiteters eneret til at tildele graden ophæves, men samtidig
får
ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om erhvervelse af
doktorgrader.
Ændring af lovforslagets bestemmelser om institutter,
hvorefter der åbnes mulighed for, at undervisning og forskning undtagelsesvis
kan foregå ved et hovedområde.
Ændring af lovforslagets bestemmelser om
bygningsmæssige forhold, hvorefter universitetet får pligt til at tegne
skadesforsikringer for bygninger, som det har eller har overtaget.
Mulighed for en fusion mellem Forskningscentret ved
Hørsholm og Danmarks Tekniske Universitet.
I øvrigt henvises til de ledsagende
bemærkninger.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
finder, at lovforslaget i sin nuværende form betegner et måske uopretteligt
brud med den danske universitetstradition for videnskabelig frihed og
reducerer
universiteterne til åndløse funktioner, der efterlever forskellige
samfundsinteressers strategiske dagsordener og bestillingsopgaver. Dansk
Folkeparti frygter, at når forskningen og dermed undervisningen totalt skal
styres af samfundsideologiske eller erhvervsmæssige interesser og ikke ud fra
fagligt-akademiske incitamenter, vil den akademiske standard i nationalt og
internationalt perspektiv forstene og tabe originalitet, inspiration og
renommé. En nærliggende risiko herved er, at dansk universitetsforskning vil
miste interesse for det udland, som universiteterne skulle spille sammen med
i
en gensidig befrugtning af viden.
Lovforslaget ser bort fra universiteternes
forskellighed. Fakultetsopdelte og monofakultære universiteters styrelse og
uddannelser skæres over samme læst uden hensyntagen til, hvad der er
hensigtsmæssigt i forhold til den enkelte institution og det enkelte fag.
Dansk Folkeparti bemærker dog med glæde,
at ministeren har fulgt Dansk Folkepartis forslag om en ændring af
lovforslagets § 17, stk. 1 et forslag, som især har til hensigt at redde de
teologiske fakulteter i Århus og København og har fremsat det som
ministerens
eget ændringsforslag.
Overgangen til »selveje« (efter en ny og
ukendt betydning af ordet, idet man er selvejende uden at eje noget) har
paradoksalt nok bevirket, at en hidtil uhørt indflydelse med hensyn til
regelfastsættelse er tillagt ministeren, så det lovforslag, der påstår at
tilstræbe
decentralisering, er blevet overordentlig centralistisk.
At føre lovforslaget ud i livet vil
sandsynligvis blive svimlende dyrt, og samtidig vil lovforslaget, som det nu
foreligger, i visse tilfælde gennem stive regler hæmme uddannelsesforløbene
med
sandsynlig spildtid til følge.
Under lovforslagets behandling har Dansk
Folkeparti peget på en lang række svagheder ved lovforslaget. Også
universiteterne, studerende, faggrupper og andre har peget på svagheder, og
Dansk Folkeparti har lyttet opmærksomt til denne kritik.
Her skal kun i kort form fremhæves nogle
af Dansk Folkepartis væsentligste betænkeligheder:
Lovforslagets indhold sikrer ikke forskningsfriheden.
Lovforslaget indfører »institutionelt selveje« til
trods for, at der hersker stor uklarhed om dette begreb og rækkevidden af de
virkninger, det vil få for universiteterne. Lovforslaget skaber uklarhed om
flertalspartiernes hensigter for ejendomsretten til universiteternes faste
ejendomme.
Der er ikke argumenteret overbevisende for, at der
skulle være behov for at fratage universiteterne deres selvbestemmelse.
Regler
om eksternt flertalsstyre er ud over i princippet at sætte
forskningsfriheden
ud af spillet i eklatant modstrid med nutidige bestræbelser for
brugerstyring
og vil kunne skade universiteternes muligheder for at udvikle sig uafhængigt
af
politiske og erhvervsøkonomiske interesser.
Lovforslaget er rigoristisk og ikke et udtryk for
regelforenkling. Dansk Folkeparti ville have foretrukket en rammelovgivning,
der selv overlader til det enkelte universitet at fastlægge sin egen
organisationsstruktur og sine egne ledelsesforhold. Lovforslaget bærer præg
af
en teoretisk ledelsesreform, som ikke har skelet til det »rum«, der skal
ledes,
eller til dets indhold.
Lovforslaget tillægger ministeriets embedsmænd alt for
stor indflydelse også på detailspørgsmål.
Lovforslaget sikrer ikke universiteterne adgang til at
opspare egen formue med frie anvendelsesmuligheder.
Generelt reducerer lovforslaget
forskernes, de studerendes og medarbejdernes indflydelse på universiteternes
forhold. Akademisk rådgivning af det enkelte universitets styrelse er
minimeret
til randbemærkninger uden praktisk indflydelse.
Universiteterne lider i dag under
manglende muligheder for at kunne lægge realistiske flerårige budgetter og
for
i tilstrækkelig grad at kunne overføre midler fra et regnskabsår til det
næste.
Desuden lider universiteterne under mangel på tilstrækkelige bevillinger.
Ingen
af disse problemer løses ved lovforslaget.
Dansk Folkeparti fremsætter en række
ændringsforslag, der hver for sig er udtryk for et ønske om at imødekomme en
del af den kritik, der er rejst, ikke mindst af universiteterne selv, af
forskere og af de studerende.
I bemærkningerne til de enkelte
ændringsforslag har Dansk Folkeparti redegjort for den foreslåede ændring.
Socialistisk Folkepartis medlem af
udvalget har varmt ønsket en universitetsreform, der løser de store
udfordringer, universiteterne står over for. Det gælder i særlig grad
spørgsmålene om at sikre større indflydelse til studerende og medarbejdere,
at
sikre forskningsfriheden og at sikre klarere samarbejdsrelationer mellem
universitetet og det omgivende samfund ikke mindst erhvervslivet.
SF må konstatere, at lovforslaget betyder
det stik modsatte: Ringere indflydelse til studerende og medarbejdere,
indskrænkninger i forskningsfriheden og et fuldstændig ugennemskueligt
forhold
til omverdenen ikke mindst gennem den foreslåede bestyrelseskonstruktion.
Ydermere står det klart, at et flertal i Folketinget ikke ønsker at rette op
på
disse forhold. Det opfatter SF som et hasardspil med de velfungerende danske
universiteter og som et svigt i forhold til de muligheder, en fremadrettet
universitetsreform kunne have skabt.
Det Radikale Venstres medlem af udvalget
noterer sig, at flertallet med lovforslaget fastlægger en styring af
universiteterne med eksternt flertal, og ledelsen skal for fremtiden
ansættes.
Desuden får ministeren en lang række bemyndigelser og beføjelser. Det er en
så
væsentlig, principiel ændring, at den efter Det Radikale Venstres mening
antaster universiteternes grundlæggende og principielle uafhængighed til at
skabe, bruge og dele viden, som Det Radikale Venstre ikke ønsker at medvirke
til.
Universiteterne er forskellige og har
forskellige historier og kulturer. Det respekteres ikke ved den påtænkte
centrale styring. Som et forsøg på et kompromis har Det Radikale Venstre
foreslået, at universiteterne får frihed til selv at vælge deres styreform.
Denne
liberale model har regeringen afvist, hvilket bekræfter Det Radikale Venstres
formodning om regeringens motiv for lovforslaget, nemlig en central styring.
Det Radikale Venstre ser den tankegang som et beklageligt udtryk for
mistillid
til, at folkevalgte råd m.m. er i stand til at træffe fornuftige beslutninger
i
overens-stemmelse med universiteternes virke og inden for de rammer,
lovgivningen giver universiteterne at arbejde under. Det Radikale Venstre
tager
afstand fra den tiltagende statsliggørelse, som regeringen gennemfører på
centrale områder af samfundet. I stedet burde der gives større frihed og mere
ansvar til de mennesker, der har det daglige arbejde med at løfte centrale
opgaver for og i samfundet.
Om forskningsfriheden har Det Radikale
Venstre noteret sig ministerens svar og forsikringer om, at
forskningsfriheden
ikke antastes. Det Radikale Venstre vil følge området meget tæt og holde
regeringen og flertallet fast på disse forsikringer.
Endelig har Det Radikale Venstre noteret
sig svarene på spørgsmål vedrørende de mellemlange videregående uddannelsers
og
centrene for videregående uddannelsers forskningstilknytning og vedrørende
professionsbachelorernes muligheder for at opnå bl.a. en mastergrad. Samlet
set
må svarene forstås således, at der med lovforslaget ikke sker nogle
ændringer,
der besværliggør de politiske intentioner med lovene vedrørende MVU og CVU.
På
den baggrund vil Det Radikale Venstre holde undervisningsministeren fast på
ansvaret for, at udviklingen i CVU’erne fremmes efter de relevante loves
mål og
hensigter.
Enhedslistens medlem af udvalget bemærker,
at erhvervsretning og afdemokratisering er konsekvensen af det lovforslag,
som
regeringspartierne, Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti vil vedtage.
Forligspartierne vil indføre bestyrelser med flertal bestående af folk uden
for
universiteterne, primært folk fra erhvervslivet, og rektor og andre ledende
personer på universiteterne skal i fremtiden ansættes af bestyrelsen i stedet
for at vælges af studerende og ansatte, som det sker i dag.
Når universiteterne skal organiseres som
private virksomheder, betyder det en voldsom afdemokratisering. I stedet for
at
ansatte og studerende er med til at træffe beslutninger om universiteternes
dagligdag og derved bliver ansvarlige og engagerede i hverdagen, skal magten
nu
flyttes til udefrakommende erhvervsfolk. Rektor mister den demokratiske
legitimitet, der kommer fra et valg, og bliver nu en slags administrerende
direktør.
Når universiteterne skal styres af
udefrakommende erhvervsfolk, risikerer man, at det bliver snævre
erhvervsinteresser, der kommer til at bestemme de uddannelsesmæssige og
forskningsmæssige prioriteringer på universiteterne til skade for den brede
faglige fundering. Hvis universiteterne i fremtiden uddanner og forsker efter
snævre og kortsynede erhvervsinteresser, forudser Enhedslisten, at unge, der
har taget en uddannelse, ikke har en bred faglig baggrund og ikke kan
omstille
sig, efterhånden som samfundet ændrer sig.
Forskningsfriheden kommer i alvorlig fare
med lovforslaget. Ifølge lovforslaget kan man forske frit inden for
rammerne
af den overordnede strategi, som lægges af bestyrelsen. Den
erhvervsdominerede
bestyrelse vil næppe åbne for forskning ud i det blå selv om det typisk er
helt fri forskning, der historisk har givet de største videnskabelige
gennembrud.
Forligspartierne har forelsket sig i en
masse fine managementord om nødvendigheden af den stærke og fleksible leder,
som skulle være løsningen på alle problemer. Men de kan ikke pege på et
eneste
eksempel på, at afdemokratisering og topstyring har skabt bedre uddannelser.
Flertallet tænker gammeldags og
reaktionært. Med den rivende teknologiske og samfundsmæssige udvikling,
samfundet gennemgår i øjeblikket, er der tværtimod brug for mere frihed, mere
fordybelse og mere demokrati.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og
Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger
eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Stk. 2 og 3 bliver herefter til stk. 3 og
4.
konsekvensændring som følge
af ændringsforslag nr. 6]
»Universitetet kan nedsætte akademiske
råd. Bestyrelsen kan i vedtægten beslutte at nedsætte akademiske råd på
forskellige organisatoriske niveauer.«
af, at forskning og
undervisning ikke altid foregår ved institutter]
»Institutlederen kan pålægge medarbejderne
at løse bestemte opgaver med respekt for deres frie valg af videnskabelige
metoder. I den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt
sådanne
opgaver, forsker de frit.«
konsekvensændring som følge
af ændringsforslag nr. 9]
Stk. 5 bliver herefter til stk. 6.
Stk. 3 og 4 bliver herefter til stk. 2 og
3.
som følge af
ændringsforslag nr. 13]
Til nr. 1
Under lovens forberedelse er det fra mange
sider blevet sagt også af de partier, der støtter regeringens lovforslag
at
den enkelte forskers metodefrihed og publiceringsfrihed ikke må blive
begrænset
af loven.
Lovforslaget udtaler sig ikke entydigt om
dette. Det er yderst betænkeligt, at der sker et brud med flere hundrede års
tradition for selvstyre, og det er uforståeligt, at det politiske flertal
ikke
har villet imødekomme de talrige opfordringer til at sikre forskningsfriheden
i
lovteksten i stedet for at udelukke den.
Med dette ændringsforslag imødekommes
universiteternes ønske, som det bl.a. er blevet formuleret af
Rektorkollegiet,
om, at forskningsfriheden klart fremhæves i universitetsloven.
Til nr. 2
Det virker ikke fornuftigt, at ministeren
ensidigt kan tilbagekalde udbuddet af en uddannelse. Derfor foreslås det, at
ministeren kun kan tilbagekalde udbuddet efter indstilling fra universitetet.
Til nr. 3
I en række henvendelser fra
aftagerinstitutioner til videnskabsudvalget, også fra institutioner, der som
Nationalmuseet støtter ph.d.-uddannelsen, er der udtalt frygt for, at
bortfaldet af magisterkonferensen vil forringe grundlaget for rekruttering på
forskersiden.
Til nr. 4
Forenede Studenterråd har i henvendelse af
21. marts 2003 til Folketingets Videnskabsudvalg peget på konsekvensen af
ministerens udlægning af lovforslagets § 4 i ministerens svar af 21. februar
2003: »Bachelorprojektet skal placeres på tredje år af bacheloruddannelsen,
hvorved projektet kan forbinde hele det treårige forløb og dermed bidrage til
at dokumentere, at bachelorniveauet for den pågældende uddannelse er
opnået.«.
Med tofaglige bacheloruddannelser og med de fleksible uddannelsesforløb, som
lovforslaget lægger op til, vil én opgave næppe kunne favne de tre års
pensum,
og afhandlingerne vil ofte skulle ændres fra specialer, hvor komplicerede
færdigheder anvendes på et selvvalgt, afgrænset emne, til pensumredegørelser.
Dermed forringes bachelorprojektet, og studiet vil ofte påføres spildtid.
Mere generelt vil der være
universitetsfag, hvor bachelorgraden ikke kan finde naturlig anvendelse,
bl.a.
teologi. Her, som i fag hvor bachelorgraden er en gevinst, vil en så rigid
standardisering af studieforløbene være hæmmende for disse. I stedet bør
bachelorprojektet kunne placeres under hensyntagen til fagets særlige
uddannelsesforløb.
Til nr. 5
Ændringsforslaget er en konsekvens af, at
højere uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet efter regler fastsat
af
kulturministeren kan tildele doktorgrader, jf. lov nr. 17 af 14. januar 1998
om
Danmarks Biblioteksskole og lovbekendtgørelse nr. 889 af 21. september 2000
om
videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet.
Til nr. 6
Ændringsforslaget bemyndiger ministeren
til som hidtil at fastsætte generelle regler om erhvervelse af doktorgrader
ved
universiteter, der er omfattet af dette lovforslag.
Fastsættelse af generelle regler om
erhvervelse af doktorgrader ved højere uddannelsesinstitutioner under
Kulturministeriet fastsættes af kulturministeren i henhold til love under
kulturministerens område, jf. bemærkningerne til ændringsforslag nr. 5, og
efter drøftelse med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.
Til nr. 7
Ifølge lovforslaget kan der oprettes
akademiske råd enten på universitetsniveau eller på fakultetsniveau. Blandt
andre Københavns Universitet og Dansk Magisterforening har peget på ulemperne
ved den foreslåede affattelse af loven. På universiteter med store fakulteter
vil der formentlig blive oprettet akademiske råd på fakultetsniveau, men som
det er påpeget, kan dette føre til en fragmentering af rådgivningen, idet
rektor i så fald vil mangle en overordnet rådgivning eller mulighed for at
kunne koordinere rådgivningen fra de forskellige akademiske råd på
fakultetsniveau. Ændringsforslaget tager hensyn til denne kritik, idet det
ved
ændringsforslaget sikres, at universitetet selv kan beslutte at oprette
akademiske råd på flere niveauer, når der skønnes at være behov for det.
Til nr. 8
Ændringsforslaget sikrer, at akademiske
råd kan diskutere og udtale sig om
alle
forhold af væsentlig betydning for universitetet. Væsentlige emner bør ikke
kunne udelukkes fra rådenes emnekreds, eksempelvis med henvisning til, at
emnerne ikke er »akademiske«, men »økonomiske«. Det gælder f.eks.
budgetspørgsmål. Ændringsforslaget skal sikre, at der ikke opstår
fortolkningstvivl om, hvad loven forstår ved »akademiske forhold« modsat
»andre
forhold« vedrørende universitetets virksomhed. Under udvalgsbehandlingen er
der
fra flere sider bl.a. fra Forenede Studenterråd peget på, at det er
uheldigt gennem selve lovformuleringen at begrænse rådenes adgang til at
drøfte
anliggender af væsentlig betydning for universitetet. Der er også peget på,
at
en sådan begrænsning af rådenes ret til at udtale sig er meningsløs, eftersom
de akademiske råd kun er rådgivende og ikke har nogen beslutningskompetence.
Til nr. 9
Med lovforslaget er det ikke hensigten at
begrænse universitetets nuværende mulighed i henhold til den gældende
universitetslov for at organisere sig i andre enheder end institutter. Med
ændringsforslaget opretholdes universitetets mulighed for at vælge en anden
organisering end institutter til varetagelse af forskning og undervisning.
Til nr. 10
Med ændringsforslaget præciseres den
enkelte forskers ret til selv at vælge videnskabelig metode i sin løsning af
opgaver herunder også opgaver, den pågældende pålægges af institutlederen.
Samtidig ophæves lovforslagets indskrænkning af forskerens muligheder for at
forske frit i den tid, vedkommende ikke løser opgaver pålagt af
institutlederen.
Til nr. 11
Med ændringsforslaget sikres den enkelte
forsker adgang til at kunne bruge sin tid og sine kræfter på fri forskning.
Uden denne ændring vil al forskning skulle finde sted inden for de rammer,
bestyrelsen med det eksterne flertal har afstukket. Ændringsforslaget er
derfor
af central betydning for forskningsfriheden.
Til nr. 12
Hvor universitetets fakulteter ikke er
organiseret med institutter, varetager dekanen, som en konsekvens af
ændringsforslag nr. 9, institutlederens opgaver.
Til nr. 13 og 16
Med lovforslaget fastslås det, at
universiteterne kan opkræve brugerbetaling af udenlandske studerende. Dermed
nedbrydes princippet om, at undervisning ikke må afhænge af økonomi, ligesom
Danmarks muligheder for at deltage i den internationale vidensudveksling
svækkes. Med ændringsforslaget sikres det, at der kan opkræves
deltagerbetaling
i de tilfælde, hvor udgifterne til udenlandske studerendes undervisning og
prøver ikke er dækket af f.eks. udvekslingsaftaler. Men samtidig sikres det,
at
det enkelte universitet ikke skal opkræve pengene og dermed få påvirket sine
incitamenter i retning af at drive forretning frem for at forske og
undervise.
Til gengæld opkræver Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling et
beløb
svarende til taxametertilskuddet for danske studerende på den pågældende
uddannelse, og dette beløb udbetales videre til universitetet.
Til nr. 14
Med ændringsforslaget sikres, at
universitetet selv kan handle, hvis der er behov for at oprette fonde eller
andre selskabsformer til varetagelse af specielle opgaver. Det virker
uhensigtsmæssigt og faktisk som en nedvurdering eller umyndiggørelse af
universiteterne
hvis det politiske flertal ikke vil indrømme universiteterne ret til selv
at
træffe sådanne beslutninger.
Til nr. 15
Lovforslagets § 22, stk. 2, virker som
gammeldags umyndiggørelse, når det fastslås, at universiteterne kun »i
begrænset omfang« kan afholde udgifter og stille faciliteter til rådighed for
andre »studenteraktiviteter«.
Ændringsforslaget sikrer, at
universiteternes ledelse har størst mulig handlefrihed og kan benytte lokaler
og andre faciliteter efter det praktiske livs behov i overensstemmelse med
universitetets
formål. Desuden sørger lovforslaget på anden vis for, at universiteternes
lokaleforbrug disciplineres.
Til nr. 17
På baggrund af kritik fra Finansudvalget i
forbindelse med aktstykke 81 af 12. marts 2003 vedrørende Regensens
forsikringsforhold tager ministeren skridt til at sikre, at alle bygninger
under ministerområdet er behørigt forsikret.
Med ændringsforslaget stilles det som et
krav, at universitetet tegner skadesforsikring for bygninger, som
universitetet
har eller har overtaget. Forsikringens dækningsområde skal svare til
dækningsområdet for Statens Forsknings- og Uddannelsesbygningers nuværende
forsikring af statens bygninger, der bruges til universitetsformål.
Til nr. 18
I efteråret 2002 præsenterede
bestyrelserne for Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Forskningscentret
ved
Hørsholm (FCH) Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling for den
tanke
at sammenlægge DTU’s forskerparkaktiviteter med Forskningscentret ved
Hørsholm.
Forskningscentret blev etableret i 1962, jf. aktstykke 76, tiltrådt af
finansudvalget den 12. december 1962, ved hjælp af Marshallmidler.
Sammenlægningen skal ses på baggrund af,
at det i lov nr. 1265 af 20. december 2000 om Danmarks Tekniske Universitets
overgang til selveje (DTU-loven) er forudsat, at DTU skal skaffe sig
indtægter
ved udleje af ledige lokaler til virksomheder m.v. Dette svarer til
FCH’s
virksomhed i samme geografiske område. Der er derfor enighed om, at der kan
opnås synergieffekter og stordriftsfordele ved en sammenlægning af
aktiviteterne.
Med ændringsforslaget bemyndiges
ministeren til at fastsætte de nærmere vilkår i forbindelse med
sammenlægningen
af forskerparkaktiviteterne i et statsligt aktieselskab. Teknisk foreslås
sammenlægningen gennemført på den måde, at FCH nedlægges og lov om
Forskningscentret
ved Hørsholm ophæves, jf. stk. 1. Med nedlæggelsen af forskningscentret
ophører
statens fordring på statslånet, stort 52,5 mio. kr., i centret, mod at
DTU’s
kapitaltilskud reduceres med ca. 2,4 mio. kr. fra 2004 og fremover. En
nærmere beregning
af kompensationsbeløbets størrelse afventer den endelige aftale om
overdragelse
af aktierne i SCION*DTU A/S til DTU. Denne ordning er en kompensation for
staten som følge af, at lånet ikke videreføres til det nystiftede
aktieselskab,
jf
.
stk. 2.
Staten indskyder herefter
forskningscentrets virksomhed som apportindskud i et til formålet stiftet
statsligt aktieselskab, jf. stk. 3. Aktieselskabet indtræder herefter i den
af
forskningscentret drevne virksomhed og indtræder i samtlige rettigheder og
forpligtelser
påhvilende virksomheden. For så vidt angår overtagelse af eksisterende
forpligtelser, kræver det i medfør af almindelige obligationsretlige regler,
at
kreditorerne samtykker heri. Statslånet på 52,5 mio. kr. ophører ved
nedlæggelsen af FCH, jf. stk. 2, og aktieselskabet overtager således ikke de
hermed forbundne forpligtelser.
Aktierne overdrages til DTU, jf. stk. 4.
Aktieselskabet skal have til formål at drive forskerparkerne i Hørsholm og på
DTU.
Apportindskuddet omfatter samtlige
forskningscentrets arealer, bygninger, anlæg, formue, medarbejdere og
forpligtelser, alt i fortsat drift. DTU stiller tomme lejemål til rådighed på
markedsvilkår for aktieselskabet og tilvejebringer den nødvendige
finansiering
til renoveringen af lejemålene for SCION*DTU A/S’ regning og risiko.
Aktieselskabet skal som sit primære formål
have at drive forskerpark og dermed videreføre det formål, som fremgår af § 1
i
den gældende lov om forskningscentret. Aktieselskabet skal således udøve sin
virksomhed sådan, at det på markedsvilkår bidrager til at fremme vækst,
velfærd
og innovation i samfundet ved at udleje areal og bygninger til offentlige og
private institutter, organisationer og virksomheder til forskning og
udvikling
eller formidling af resultater heraf og i forbindelse hermed en begrænset
produktion. Selskabet kan alene eller i samarbejde med DTU eller andre
offentlige eller private institutioner eller virksomheder udføre eller
deltage
i aktiviteter, herunder foretage økonomiske investeringer, som bestyrelsen
finder
hensigtsmæssige og egnede til at fremme formålet.
For at sikre, at formålet opfyldes, kan
ministeren fastsætte nærmere vilkår, bl.a. om DTU’s håndtering af
aktierne og
om udbyttepolitikken for SCION*DTU A/S, hvoraf det bl.a. skal fremgå, at der
ikke kan trækkes penge ud af selskabet i et omfang, der nedsætter
bygningstakten på forskningscentrets arealer eller stiller sig i vejen for,
at
centrets formål opfyldes, samt om, at aktieselskabet ikke kan sælge bygninger
og arealer uden Videnskabsministeriets godkendelse.
Da DTU ved stiftelsen vil være eneaktionær
i aktieselskabet, vil der blive indsat bestemmelser i DTU’s vedtægter,
der
regulerer forholdene vedrørende aktieselskabet. Vedtægterne skal i medfør af
både DTU-loven og dette lovforslag godkendes af ministeriet. Vedtægterne vil
skulle indeholde bestemmelser, der beskriver de offentlige forpligtelser, som
pålægges SCION*DTU A/S i overensstemmelse med selskabets ovenfor beskrevne
formål, og der vil endvidere i DTU’s vedtægter blive indsat en
bestemmelse, der
sikrer, at SCION*DTU A/S’ vedtægter udformes i overensstemmelse hermed.
Når aktieselskabsmodellen foreslås,
skyldes det dels, at udlejnings- og byggevirksomheden potentielt indebærer
større risiko for tab end DTU’s ordinære virksomhed, dels, at
aktiviteterne
ikke må være i strid med EU’s statsstøtteregler, hvilket indebærer, at
det kan
være hensigtsmæssigt, at aktiviteterne drives adskilt fra DTU’s ordinære
aktiviteter.
Der vil i DTU’s vedtægter blive indsat en
bestemmelse om, at SCION*DTU A/S skal påse, at de til enhver tid gældende
regler om de minimis-støtte, jf. nu Kommissionens forordning nr. 69/2001 om
de
minimis-støtte og den af Konkurrencestyrelsen udarbejdede »Vejledning til
myndigheder om de minimis-reglen«, overholdes. Dette vil ligeledes skulle
fremgå af SCION*DTU A/S’ egne vedtægter.
Aktieselskabet vil være omfattet af
aktieselskabslovens regler for statslige aktieselskaber. Selskabet opnår ikke
nogen skattebegunstigelse, idet der ikke er praksis herfor i statslige
aktieselskaber. Aktieselskabet afholder afgifter i forbindelse med
tinglysning
og registrering af selskabet. En eventuel skattepligt i forbindelse med
overdragelsen af DTU’s forskerparkaktiviteter og Forskningscenteret
Hørsholm
til det statslige aktieselskab fastlægges efterfølgende af de lignende
myndigheder i henhold til gældende regler. En eventuel skat betales af
aktieselskabet. I den forbindelse fremhæves det, at forskningscentrets
virksomhed, herunder samtlige aktiver og passiver, overgår vederlagsfrit til
staten, som derefter foretager apportindskuddet i det nystiftede
aktieselskab.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit
Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag 2
27 af udvalgets spørgsmål til
videnskabsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål nr. 2, 5, 7, 13, 15, 28,
29, 39, 57, 64, 70, 76, 88, 101, 104 og 105 og svarene herpå er optrykt efter
ønske fra S, V, KF, KRF. Spørgsmål 8 og 25 og svarene herpå er optrykt efter
ønske fra S, V, KF, KRF og SF. Spørgsmål 10, 34, 37, 44, 51, 62 og 67 og
svarene herpå er optrykt efter ønske fra SF. Spørgsmål 110 og 111 og svarene
herpå er optrykt efter ønske fra DF.
Spørgsmål 2:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen
af 22. januar 2003 fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, jf. L
125
bilag 4.
Svar:
Til udvalgets orientering skal jeg oplyse,
at Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd
(FTF) har sendt breve med enslydende tekst
til undervisnings~ministeren og mig. Mit svar er derfor koordineret med
undervisningsministeren.
Indledningsvis har jeg til min store glæde
noteret, at FTF finder, at det fremlagte forslag til lov om universiteter (L
125) indeholder mange positive elementer.
Herudover fremhæver FTF i henvendelsen af
22. januar 2003 bekymring over det netop fremsatte forslag til ny
universitetslov i relation til professionsbachelor~uddannelsers adgang til
universiteternes kandidat- og masteruddannelser samt universiteternes
forpligtelse til at sikre forskningstilknytningen for centrene for
videregående
uddannelser, der er reguleret i lovforslagets § 2, stk. 4.
Forslaget til ny universitetslov beskriver
de forskningsbaserede uddannelser, der af videnskabsministeren kan godkendes
til udbud ved universiteterne, jf. forslagets § 3.
Lovforslaget fastslår, at den
forskningsbaserede uddannel~ses~~struktur på universiteterne, hvor det ikke
allerede er sket, skal omlægges med henblik på at sikre en reel
implementering
af 3+2+3-strukturen med tre-årige bachelorud~dannelser, to-årige
kandidatuddannelser og tre-årige forskeruddannelser.
Samtidig lægges der op til, at den
studerende efter bacheloruddannelsen skal kunne vælge mellem flere
forskellige
kandidatuddannelser, herunder få bedre muligheder for at kunne vælge en
kandidatuddannelse ved et andet universitet. For at synliggøre de studerendes
valgmuligheder og forbedre deres retsstilling ved overgang fra
bachelorud~dannelse
til kandidatuddannelse er det endvidere tanken at etablere en såkaldt
InterUniversitær Koordineret Tilmelding (IU-KoT). Adgangen til
kandidatuddannelserne tænkes reguleret på bekendtgørelsesniveau, ligesom det
i
dag sker for optag på bacheloruddannelserne. Hjemlen til udstedelse af
bekendtgørelser herom findes i lovforslagets
§ 8.
Denne ret til at kunne vælge mellem flere
forskellige kandidatuddannelser efter bacheloruddannelsen udgør en central
del
af 3+2-strukturen og retter sig således direkte mod de akademiske bachelorer,
der er uddannet ved universiteter, og ikke direkte mod de
professionsbachelorer, der er uddannet ved centre for videregående uddannelse
(CVU’er). For at undgå misforståelser har vi derfor i det fremsatte
lovforslag
præciseret, at denne ret vedrører
»universitetsbachelorerne«.
Baggrunden for at styrke
uddannelsesstrukturen skal ses i lyset af to forhold, dels ønsket om at øge
de
studerendes retssikkerhed, dels ønsket om at øge fleksibiliteten i
uddannelserne og dermed mobiliteten, naturligvis under hensyn til at der er
den
fornødne faglige progression.
I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve,
at forslaget om at etablere en IU-KoT udover at sikre
universitetsbachelorernes reelle valgmuligheder med hensyn til optag til
kandidatuddannelser også synliggør og øger gennemskueligheden i
universiteternes udbud af kandidatoverbygninger, herunder for personer med en
professionsbachelorud~dannelse.
Med hensyn til professionsbachelorers
adgang til universiteternes kandidat- og masteruddannelser er der med
lovforslaget ikke tiltænkt nogen materiel ændring af gældende ret. Lov om
mellemlange videregående uddannelser, lov nr. 481 af 31. maj 2000
(MVU-loven),
lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner
for
videregående uddannelser m.v., lovbekendtgørelse nr. 308 af 13. maj 2002
(selvejeloven) og lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående
uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne, lov nr. 488 af 31. maj
2000,
som ændret ved lov nr. 343 af 16. maj 2001(VFV-loven), gælder stadig. Alle
love
er placeret under undervisningsministerens ressort.
Det er tværtimod særdeles væsentligt for
regeringen at sikre den nødvendige sammenhæng i uddannelsessystemet, herunder
at sikre attraktive videreuddannelsesmuligheder til højere niveau også for
personer med en kort og en mellemlang videregående uddannelse.
I den forbindelse skal jeg erindre
udvalget om bemærkningerne til VFV-loven, der præciserer, at »Den almindelige
videreuddannelsesvej for personer med en kort eller en mellemlang
videregående
uddannelse vil derfor være videreuddannelsessystemet for voksne.
Videreuddannelsessystemet er netop karakteriseret ved at tilbyde særligt
tilrettelagte deltidsuddannelser for voksne i erhverv, og et vist antal års
erhvervserfaring er en forudsætning for at blive optaget på uddannelserne.
Denne praksiserfaring skaber det nødvendige afsæt for og samspil med
undervisningen. Dette tilgodeses ved at etablere en videreuddannelsesvej via
diplom- og masteruddannelser«. I bemærkningerne til samme lov fremgår det
endvidere om professionsbachelorernes videreuddannelsesmuligheder: I forhold
»til professionsbachelorernes videreuddannelsesmuligheder skal den normale
videreuddannelsesvej for disse være videreuddannelsessystemet for voksne, og
det skal sikre, at professionsbachelorer får direkte adgang til relevante
diplom- og masteruddannelser«.
At hovedvejen for videreuddannelse for
personer med en kort eller en mellemlang videregående uddannelse ikke er
kandidatniveau skal ses i lyset af, at de korte videregående uddannelser og
de
mellemlange videregående uddannelser er selvstændige afrundede uddannelser,
og
skal der ske videreuddannelse for personer med sådanne uddannelser, skal det
primært ske inden for deres profession, så tidligere kompetenceopbygning
udnyttes, og så videreuddannelsesindsatsen også kommer professionen til gode.
Af bemærkningerne til MVU-loven fremgår
det imidlertid også, at universiteternes kandidatuddannelser vil spille en
vis
rolle som videreuddannelsesmulighed for professionsbachelorer primært i
form
af særligt tilrettelagte tværfaglige uddannelser,
som kan give en samlet overbygning for et
helt uddannelsesområde. Det er generelt forventningen, at
professions~bachelorgraden
og det dermed forbundne kvalitetsløft vil kunne reducere behovet for
brobygningsforløb og suppleringskurser mellem professionsbachelorud~dannelser
og universiteternes kandidatuddannelser. Dette behov vil dog afhænge af den
faglige sammenhæng og muligheden for faglig progression mellem
grunduddannelsen
og videreuddannelsesniveauet.
Med universiteternes kandidatuddannelser
tænkes primært på de pædagogiske kandidatuddannelser (Cand.pæd.) og de
sundhedsfaglige uddannelser (Cand. scient.san. og cand.cur.), som er særligt
tilrettelagte tværfaglige kandidatuddannelser.
Jeg vil gerne fremhæve, at med
lovforslaget præciseres, at universiteterne i modsætning til gældende lov
også
får en forpligtelse til at udvikle og udbyde efter- og videreuddannelse for
den
voksne befolkning, herunder masterud~dannelser, jf. lovforslagets § 5 og § 2,
stk. 1.
Den nærmere regulering af
masteruddannelser og disses sammenhæng med de mellemlange videregående
uddannelser, herunder professionsbachelor~uddannelser, og diplomuddannelser,
vil være uændret i forhold til i dag, idet universiteterne også fremover vil
skulle være omfattet af bestemmelserne i VFV-loven.
Afslutningsvis skal jeg kommentere på
forskningstilknytningen og FTF’s bekymring og formuleringen af
forslagets § 2,
stk. 4.
Med den valgte formulering
præciseres, at universiteterne får en forpligtigelse til at medvirke til at
sikre, at den nyeste forskning inden for relevante fagområder gøres
tilgængelig
for videregående uddannelser. Det er en forpligtigelse, som også vedrører
forskningstilknytning af de mellemlange videregående uddannelser. På dette
område gælder forpligtigelsen i dag kun for Danmarks Pædagogiske Universitet,
men med lovforslaget udvides forpligtigelsen til alle universiteterne. I lov
om
Danmarks Pædagogiske Universitet, lov nr. 483 af 31. maj 2000 (DPU-loven),
findes
i øvrigt en bestemmelse med tilsvarende ordlyd. I lovens § 2, stk. 1 in fine
står følgende » . Universitetet skal herunder medvirke til at sikre, at den
nyeste viden inden for dets fagområder gøres tilgængelig for Centre for
Videregående Uddannelse (CVU’ er) samt Danmarks Erhvervspædagogiske
Læreruddannelse.«
Begrebet forskningstilknytning er nærmere
beskrevet i MVU-loven og selvejeloven. Jeg har forstået, at
Undervisningsministeriet netop er i gang med overvejelser om at få udfoldet
forskningstilknytningsbegrebet med henblik på at sikre det kvalitetsløft i de
mellemlange videregående uddannelser, der er forudsat i lovgivningen om
mellemlange videregående uddannelser. Videnskabs~ministeriet indgår i
samarbejde herom.
Jeg er i øvrigt enig med FTF i, at
forskningstilknytningen bør indebære gensidighed, og det ligger også
umiddelbart i hele konceptet om, at tilknytningen sker ved aftale mellem
parterne. Med formuleringen af § 2, stk. 4, er det hensigten, at denne
gensidighed forstærkes i og med, at universiteterne er forpligtiget til at
medvirke til at sikre, at den nyeste viden gøres tilgængelig for videregående
uddannelse uden forskning.
Spørgsmål 5:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen
af 5. februar 2003 fra Forenede Studenterråd, Københavns Universitet, jf. L
125
bilag 13.
Svar:
Jeg vil kommentere de 10 konkrete
problemstillinger, som Forenede Studenterråd i notatet af 5. februar 2003 har
skitseret.
Ad 1. Manglende åbenhed
Det er korrekt, at det i lovforslagets §
10, stk. 2, er præciseret, at der skal gælde størst mulig åbenhed om
bestyrelsens arbejde. Grunden til, at åbenheden foreslås lovfastsat i forhold
til bestyrelsens arbejde, er, at de beslutninger og grundlaget herfor, som
bestyrelsen der er universitetets øverste myndighed træffer, er af vital
betydning for universitetets samlede virke. En anden bevæggrund til at
lovfæstne »åbenheden« er også de klager fra især studerende, der har været
rejst i forhold til bestyrelsesarbejdet ved Danmarks Pædagogiske Universitet
og
ved Danmarks Tekniske Universitet. Det er derfor også formålet at sende et
klart signal om, at der skal herske maksimal åbenhed om bestyrelsens arbejde.
I forvejen reguleres spørgsmålet om
»åbenhed« eller aktindsigt i offentlighedsloven, af principperne om
meroffentlighed og følger af »god forvaltningsskik«. Formuleringen »størst
mulig« er en præcisering af, at bestyrelsen i sit virke skal iagttage disse
regler. Der vil selvfølgelig også være forhold, som der ikke kan eller skal
herske fuldkommen åbenhed om. Det gælder fx personalesager og
lønforhandlinger.
Der kan også være tale om visse sager eller oplysninger i sager om fx
strategiske samarbejder med virksomheder og udenlandske universiteter,
strategier på uddannelsesområdet og ansøgninger til EU’s programmidler
og
forskningsråd. Jeg kan i den forbindelse nævne, at Københavns Universitet i
sit
nuværende regelsæt også har regler for, hvornår sager drøftes for lukkede
døre.
Offentlighedslovens regler gælder
naturligvis også for universitetets andre organer, herunder akademisk råd,
men
jeg har af ovennævnte grunde kun ønsket at understrege det i forhold til
bestyrelsen som den øverste myndighed.
Af vedtægterne skal fremgå, hvordan man
sikrer åbenheden i bestyrelsens arbejde, og de studerende vil gennem deres
sæde
i bestyrelsen få indflydelse på, hvordan åbenheden i vedtægterne nærmere skal
reguleres. Vedtægterne skal i øvrigt godkendes af ministeren, jf.
lovforslagets
§ 10, stk. 6, hvor ministeriet skal vurdere, om reglerne om åbenhed er
iagttaget.
Ad 2. Budgetudarbejdelsen
Forenede Studenterråd finder det
uhensigtsmæssigt, at de (minimum) to studerende i bestyrelsen skal være de
eneste studerende, der har indflydelse på budgetplanlægningen. Forenede
Studenterråd finder, at alle råd og nævn, der bliver nedsat, skal have ret
til
at blive hørt samt ret og pligt til at udtale sig om budgetplanlægningen.
Bestyrelsen er øverstansvarlig for
økonomien, herunder prioriteringen af anvendelse af tilskud, indtægter og
kapital under ét. I dag er denne kompetence tillagt konsistorium. Et af
formålene med lovforslaget er at fastholde og styrke denne overordnede
prioritering
i forhold til de faglige mål ved at understrege bestyrelsens kompetence,
ansvar
og forpligtelser på området.
Bestyrelsen, hvor de studerende er
repræsenteret med mindst to medlemmer, godkender efter lovforslagets § 10,
stk.
5, efter indstilling fra rektor universitetets budget, herunder fordeling af
de
samlede ressourcer og principper for ressourcernes anvendelse. Men derudover
foreslås det, jf. lovforslagets § 15, stk. 2, nr. 1, at akademisk råd, hvor
de
studerende ligeledes er repræsenteret, får en udtaleret til rektor om den
interne fordeling af bevillinger. De studerende sikres således gennem to
centrale organer ved universitetet indflydelse på budgetudarbejdelsen. Hertil
kommer,
at der både på dekan- og institutlederniveau fastslås det princip, at dekan
og
institutleder skal opbygge en organisation med inddragelse af de studerende,
det videnskabelige og det teknisk-administrative personale. Jeg går ud fra,
at
en sådan inddragelse også vil omfatte budgetspørgsmål.
Som en generel kommentar vil jeg fremhæve,
at de interne beslutningsprocedurer om bl.a. budgetter ikke bør være genstand
for detaljeret lovregulering. Inddragelse af de studerende, det
videnskabelige
og det teknisk-administrative personale kan ske på mange forskellige måder,
og
derfor må det enkelte universitet selv fastlægge sine beslutningsprocedurer.
Denne frihed til at fastlægge de interne
forhold ser jeg ikke nogen grund til at indskrænke og dermed øge graden af
detailregulering i universitetsloven.
Ad 3. Akademisk råd
Som navnet »akademisk råd« angiver, er
rådet tænkt som et organ, der beskæftiger sig med universitetets akademiske
forhold, og det foreslås i lovforslaget, at rådet tillægges centrale
beføjelser
til sikring af den akademiske frihed. Derudover er det foreslået,
jf. § 15, stk. 2, nr. 1, at akademisk råd
tillægges den kompetence at udtale sig til rektor om den interne fordeling af
bevillinger.
Ad 4. Studienævn og disses samspil med
institutter
Med lovforslaget får institutlederen efter
bemyndigelse fra dekanen (og rektor, hvis universitetet ikke er
fakultetsopdelt) til opgave at sikre kvaliteten og sammenhængen i
instituttets
forskning og undervisning og skal med inddragelse af studienævn og
studieleder
følge op på evaluering af uddannelse og undervisning. Formålet hermed er at
styrke kvaliteten af den forskningsbaserede undervisning ved at placere
hovedansvaret for denne og den konkrete opfølgning hos én person:
institutlederen.
Samtidig forekommer det naturligt, at
institutlederen for at kunne varetage sine nye opgaver vedrørende
undervisningen må inddrage studieleder og studienævn, og modsat vil denne
inddragelse også være væsentlig for, at studieleder og studienævn kan
varetage
deres nye opgave, som er ansvar for den praktiske gennemførelse af
undervisningen samt bidrage i kvalitetssikringen af uddannelse og
undervisning.
Efter lovforslaget skal de nærmere regler
om nedsættelse af studienævn, jf. § 18, stk. 7, fastsættes i universitetets
vedtægt. I bemærkningerne til
denne
bestemmelse er det præciseret, at universitetet kan vælge at organisere
studienævnet på forskellige måder. Den hidtidige ordning med et to-strenget
system, hvor institutstrukturen er forskellig fra og uafhængig af
studienævnsstrukturen, kan opretholdes, og det er min forventning, at denne
struktur vil blive indført for de fleste områder.
Vi åbner imidlertid med lovforslaget op
for, at et universitet kan vælge at organisere et eller flere studienævn på
en
anden måde, hvis det findes mere hensigtsmæssigt, og nævner som eksempel, at
studienævnet også kan organiseres under instituttet. Denne større grad af
fleksibilitet blev i øvrigt ønsket af alle universiteter i deres høringssvar.
Endvidere åbner vi også op for, at der
alternativt vil kunne oprettes studienævn på forskellige
organisationsniveauer,
således at der både er et studienævn på hovedområdeniveau, der tager sig af
uddannelsens indhold, og studienævn på institutniveau, der i samarbejde med
studielederen tager sig af undervisningens tilrettelæggelse, jf. § 18, stk.
8,
og de dertil knyttede bemærkninger.
Jeg finder imidlertid uanset hvordan
universitetet vælger at organisere sine studienævn at en forudsætning for
forskningsbaseret undervisning af høj kvalitet er etablering af samarbejde og
dialog mellem institutleder og studieleder, herunder studienævnet. Og det
fastslås med lovforslaget, at det er dekanens ansvar at sikre, at dette sker.
Ad 5. Studienævnets opgaver
Bestemmelserne i lovforslagets § 18, stk.
6, om studienævnets opgaver er ikke en direkte videreførsel af den nuværende
universitetslovs bestemmelser i § 8, stk. 4-6.
Institutlederen overtager ansvaret for den
forskningsbaserede undervisning, herunder at der leveres optimal
undervisning,
dvs. undervisning der formidles på bedste faglige, pædagogiske og didaktiske
vis, men som også nævnt under min besvarelse af pkt. 4 ovenfor må
institutlederen for at kunne varetage denne opgave inddrage studieleder og
studienævn.
Endvidere præciseres med
lovforslaget, at institutlederen får ansvaret for, at der følges op på
evaluering af uddannelse og undervisning. Opfølgningen på evalueringerne skal
ske med inddragelse af studienævn og studieleder, der samtidig får til opgave
at påse, at dette sker.
Samtidig hermed får dekanen, der skal være
en anerkendt forsker og have erfaring med og indsigt i uddannelse og ledelse,
ledelsen af hovedområdet. Dekanen ansætter institutledere. Dekanen er
ansvarlig
for udvikling af ledelseskulturen og for at sikre ledelseskompetencen på
fakultetets
institutter. Dekanen er også ansvarlig for at sikre sammenhæng mellem
forskning
og uddannelse inden for fakultetets område.
Studienævnets fremtidige opgave på området
bliver således at kvalitetssikre uddannelse og undervisning, at følge op på
evalueringer og at udarbejde forslag til studieordning. Og denne opgave skal
udføres i tæt samarbejde med studieleder og universitetets ledelse, herunder
dekan og relevante institutledere.
Med lovforslaget er det hensigten at
styrke kvaliteten af universiteternes uddannelser, hvilket jeg finder meget
centralt. Universitetets ledelse forpligtes til systematisk at sikre og
udvikle
kvaliteten i forskning og uddannelse, herunder at sikre sammenhæng mellem
forskning og uddannelse, og at gennemføre og sikre opfølgning på evalueringer
af både undervisning og uddannelse samt forskning. Samtidig fastholder vi de
studerendes indflydelse på deres uddannelse. Jeg finder i øvrigt, at
universiteterne som led i kvalitetssikringen af undervisningen kan blive
meget
bedre til at udnytte de studerendes erfaringer på dette område.
Ad 6. Manglende fleksibilitet i
placering af bachelorprojekt og speciale
Med lovforslaget præciseres, at
uddannelsesstrukturen, hvor det ikke allerede er sket, skal omlægges med
henblik på at sikre en reel implementering af 3+2-strukturen med tre-årige
bacheloruddannelser efterfulgt af to-årige kandidatuddannelser. Som led heri
fastslår lovforslagets § 4, stk. 1, at bacheloruddannelser og
kandidatuddannelser er selvstændige, afrundede uddannelsesforløb. Det
indebærer
bl.a., som angivet i lovforslagets bemærkninger, at bachelorprojektet skal
placeres på tredje år af bacheloruddannelsen, hvorved projektet kan forbinde
hele det tre-årige forløb og hermed bidrage til at dokumentere, at
bachelorniveauet for den pågældende uddannelse er opnået.
Jeg er opmærksom på, at der i visse
universitetsuddannelser i dag, bl.a. de humanistiske universitetsuddannelser,
ikke er krav om placering af bachelorprojektet i bacheloruddannelsen med det
resultat, at det flere steder er placeret på andet år. Hvis vi skal have en
reel implementering af 3+2-strukturen i de universitære uddannelser, finder
jeg
det imidlertid afgørende, at bachelorprojektet placeres på tredje år.
Bestemmelse herom vil blive indarbejdet i de kommende rammebekendtgørelser
for
uddannelserne, jf. lovforslagets § 8, og de dertil knyttede bemærkninger.
Jeg er helt enig i, at studerende også
skal kunne tilbringe dele af deres studietid i udlandet eller ved et andet
dansk universitet. Det er min vurdering, at en reel implementering af
3+2-strukturen i de danske universitetsuddannelser vil bidrage hertil,
samtidig
med at der indføres modulopbygning i uddannelserne, hvor modulerne opgøres i
ECTS-point. Jeg kan i øvrigt tilføje, at der er relativt flere studerende på
det samfundsvidenskabelige område end på det humanistiske område, som tager
på
udlandsophold, og at bachelorprojektets placering tilsyneladende ikke udgør
noget problem her.
Ad 7. InterUniversitær Koordineret
Tilmelding (IU-KoT)
Med lovforslaget lægger vi op til, at den
akademiske bachelorstuderende i modsætning til i dag får reel mulighed for at
vælge mellem flere forskellige kandidatuddannelser, herunder får bedre
muligheder for at kunne vælge en bacheloruddannelse ved et universitet og en
kandidatuddannelse ved et andet universitet. For at synliggøre disse
valgmuligheder for de studerende er det, som angivet i lovforslagets
bemærkninger, tanken at etablere en InterUniversitær Koordineret Tilmelding
(IU-KoT).
I bemærkningerne er det angivet, at
etableringen skal ske over en årrække og i tæt samarbejde med universiteter,
hvilket også skal ske for at undgå unødigt bureaukrati. Men jeg vil meget
gerne
understrege, at etableringen skal sikre, at man altid skal kunne gå direkte
videre fra bachelordelen til kandidatdelen, dvs. uden studietidsforlængelse
af
det samlede fem-årige universitetsforløb.
Med lovforslaget præciserer vi, at
universiteterne i højere grad end hidtil skal fokusere på vejledningen af de
studerende. I en mere fleksibel uddannelsesstruktur bliver vejledningen meget
central, herunder ved eventuelle krav til valg af bestemte moduler på
bacheloruddannelsen. Det er imidlertid min vurdering, at denne
vejledningsindsats ikke er tilstrækkelig til at sikre de studerendes reelle
valgmuligheder for at blive optaget på en kandidatuddannelse efter
bacheloruddannelsen, men det er klart, at vi i arbejdet med at etablere
IU-KoT’en skal sikre samspillet med denne vejledningsindsats.
IU-KoT’en vil i øvrigt i
vejledningshenseende være med til at sikre større gennemsigtighed for de
studerende, idet den kan medvirke til at synliggøre de forskellige muligheder
for kandidatuddannelser for de studerende, herunder uddannelser ved andre
danske
universiteter. IU-KoT’en kan dermed også indirekte bidrage til at fremme
mobiliteten mellem de danske universiteter.
Ad 8. Forringelse af
gymnasielæreruddannelserne
Med lovforslaget lægger vi op til, at
bacheloruddannelsen er på 3 år (180 ECTS-point), og at kandidatuddannelsen er
på 2 år (120 ECTS-point), jf. § 4, stk. 1 og stk. 2. Samtidig præciseres, at
ministeren undtagelsesvis kan fravige denne studielængde, jf. § 4, stk. 3, og
de dertil knyttede bemærkninger. Det er ikke tanken at fravige de normale
studielængder for kandidatuddannelser, der giver faglig kompetence til at
undervise i gymnasieskolen. Det er min vurdering, at nyudviklingen af
bachelor-
og kandidatuddannelserne med øget faglig relevans, sammenhæng og progression
samt kandidatuddannelser med klarere kompetenceprofiler, der retter sig mod
forskellige jobfunktioner, vil sikre, at kandidatgraden kan opnås efter 5 års
studier på heltid.
I øvrigt gør jeg opmærksom på, at det af
lovforslagets bemærkninger også fremgår, at udformningen af
kandidatuddannelser
rettet mod de gymnasiale uddannelser skal ske i dialog mellem
Undervisningsministeriet
og Videnskabsministeriet.
Ad 9. Kvalitetssikring
Universiteterne forvalter offentlige
midler for over 9 mia. kr. om året. Samfundet har en legitim interesse i den
samfundsmæssige gavn af denne investering, herunder at studerende får bedre
studie- og uddannelsesmiljøer.
Der er imidlertid mange veje til at nå det
fælles mål om størst mulig kvalitet i forskning, uddannelse og
videnudveksling.
Lovforslaget respekterer netop denne mangfoldighed ved at pege på en bred
vifte
af instrumenter, som der i ind- og udland har været gode erfaringer med, og
som
universitetsledelserne skal arbejde videre med i samarbejde med
medarbejderne
og de studerende.
Det er således ikke hensigten med
lovforslaget at indføre stive evalueringssystemer baseret på et bestemt antal
»statsautoriserede« evalueringsformer, der låser kvalitetsbegrebet fast. Jeg
er
således enig i, at vi skal sikre, at kvalitetsbegrebet ikke bliver fastlåst.
Derfor finder jeg det heller ikke formålstjenligt at fremlægge en facitliste
over, hvad »god kvalitet« er, da en sådan udtømmende liste næppe kan findes.
Derimod bør især de operationelle og konkrete kvalitetsdefinitioner overlades
til fagfolk med forstand på de uddannelser, der underkastes nærmere
granskning
og evaluering.
Med lovforslaget er det hensigten at
indføre nye frihedsgrader for universitetet til at beslutte udbud af
uddannelse
og til at fastlægge det nærmere faglige indhold, jf. § 3, stk. 1, og de
dertil
knyttede bemærkninger.
På denne baggrund er det naturligt, at
ministeren med bestemmelsen i § 3, stk. 2, samtidig får mulighed for at kunne
tilbagekalde godkendelsen af et uddannelsesudbud i de tilfælde, hvor der ikke
længere er behov for uddannelsen, eller hvor uddannelsen ikke lever op til
kvalitetskravene. Denne bestemmelse er en videreførsel af den gældende
bestemmelse i universitetslovens § 2, stk. 1, men samtidig er det i
bemærkningerne til bestemmelsen præciseret, at ministerens tilbagekaldelse af
en godkendelse normalt kun vil ske på baggrund af en evaluering af
uddannelsen.
Ad 10. Overgangsbestemmelser
I § 37, stk. 2, 1. pkt., foreslås, at
konsistorium varetager de opgaver, som efter loven er henlagt til
bestyrelsen.
I § 37, stk. 2, sidste pkt., foreslås, at konsistorium dog alene træffer de
beslutninger, der er nødvendige for universitetets fortsatte virksomhed. Den
anvendte formulering »der er nødvendige for universitetets fortsatte
virksomhed« udelukker imidlertid ikke, at konsistorium i perioden, indtil en
bestyrelse er nedsat, træffer beslutninger, der har en anden karakter end de
rent driftsmæssige, når blot beslutningerne er nødvendige for universitetets
fortsatte virksomhed. Der er således ikke tale om, at universitetet er
tvunget
til at forholde sig passivt i forhold til udvikling heller ikke i
international sammenhæng.
Ud fra et ønske om, at universiteterne
skal have en vis tid til at omstille sig til den nye organisationsform, og
til
at de valgte ved universiteterne kan fortsætte deres valgperiode ud,
medmindre
det enkelte universitet fastsætter en anden periode i vedtægten, er der
foreslået en overgangsfase på 1½ år. Ud fra ønsket om, at loven implementeres
som en glidende overgang og i takt med det enkelte universitets egen
tidsplan,
er det imidlertid samtidig foreslået, at de kompetencer, der følger af den
nye
universitetslov, henlægges til de respektive organer, indtil nye organer er
nedsat, og ledere er ansat.
Jeg skal hertil gøre opmærksom på, at det
i § 37, stk. 8, er foreslået, at bestyrelsen skal være nedsat
senest
den
1. januar 2005, hvilket betyder, at bestyrelsen sagtens kan nedsættes på et
tidligere tidspunkt end 1. januar 2005. Og nogle universiteter har da også
allerede tilkendegivet, at man forventer en hurtigere overgang.
På spørgsmålet om rektor får
ledelsesbeføjelser uden de rammer, som bestyrelsen ifølge loven skal
udstikke,
eller om konsistorium skal udstikke dem i overgangsperioden, er det tanken,
jf.
§ 37, stk. 1, 1. pkt., at konsistorium i overgangsperioden varetager de
kompetencer, der skal ligge hos den kommende bestyrelse, jf. bl.a. § 14, stk.
1. Dette gælder dog ikke tegningsretten ved dispositioner over fast ejendom,
jf. § 37, stk. 1, 2. pkt. Det er således konsistorium, der udstikker
retningslinier for rektor, dog under iagttagelse af, at retningslinierne ikke
må gå videre, end hvad der er »nødvendige for universitetets fortsatte
virksomhed«, jf. mit svar ovenfor.
På spørgsmålet om konsistorium stadigvæk
opretholder retten til at udtale sig i alle sager, jf. den nuværende lovs §
3,
stk. 3, herunder muligheden for at udtale sig om rektors beslutninger, er der
ikke i lovforslaget noget til hinder for, at bestyrelsen i
overgangsperioden
konsistorium udtaler sig i alle sager, der ligger inden for bestyrelsens
beføjelser, jf. lovforslagets § 10. Men den
pligt,
der gælder for
konsistorium efter den gældende lovs § 3, stk. 3, til at drøfte de forhold,
som
rektor forelægger, er til gengæld ikke længere til stede.
For så vidt angår forslagets
overgangsbestemmelse i § 37, stk. 6, om kompetence til godkendelse af budget
og
studieordninger, er det korrekt, at dekanen, jf. forslagets § 16, stk. 6,
godkender studieordninger efter forslag fra studienævnet, men jeg vil gerne
præcisere, at der ikke med lovforslaget er lagt op til, at dekanen godkender
budgettet. Det er ifølge lovforslaget bestyrelsen, der efter indstilling fra
rektor godkender universitetets budget, herunder fordeling af de samlede
ressourcer og principperne for ressourcernes anvendelse, jf. § 10, stk. 5.
Akademisk råd udtaler sig til rektor om den interne fordeling af bevillinger,
jf. § 15, stk. 2, nr. 1.
For så vidt angår institutbestyrelsens
kompetence, kan jeg bekræfte, at den kompetence, der i overgangsperioden
stadig
ligger hos institutbestyrelsen, er kompetencen til at indstille til dekanen,
at
institutlederens hverv bringes til ophør, jf. gældende lovs § 7, stk. 8.
Spørgsmål 7:
Hvad er forskellen på den tilgængelighed
af »den nyeste viden inden for relevante fagområder«, der omtales i § 2, stk.
4, og begrebet om forskningstilknytning af MVU-uddannelser i den eksisterende
lovgivning?
Svar:
Med bestemmelsen i lovforslagets § 2, stk.
4, er det hensigten at sikre, at universiteterne får en særlig forpligtelse
til
at medvirke til, at den nyeste viden inden for deres respektive fagområder
gøres tilgængelig for de videregående uddannelser i den ikke-universitære
sektor, dvs. de mellemlange videregående uddannelser, der udbydes ved Centre
for Videregående Uddannelse (CVU) og ved enkeltstående mellemlange
videregående
uddannelsesinstitutioner samt korte videregående uddannelser ved
institutioner
for erhvervsrettet uddannelse m.v., herunder erhvervsakademier. Formuleringen
i
lovforslagets § 2, stk. 4, svarer til formuleringen i lov om Danmarks
Pædagogiske Universitet § 1, stk. 2, 3. punktum.
For de mellemlange videregående
uddannelser indebærer forpligtelsen, at universiteterne skal bidrage til at
sikre disse udbyderinstitutioners
forskningstilknytning, der er central for en styrkelse af de mellemlange
videregående uddannelsers faglige niveau, og understøtte disse
udbyderinstitutioners udviklingsforpligtelse. For de korte videregående
uddannelser indebærer forpligtelsen, at universiteterne skal bidrage til at
understøtte disse udbyderinstitutioners udviklingsforpligtelse.
Spørgsmål 8:
Hvorledes vil ministeren sikre, at
uddannelsen af professionsbachelorer fortsat sker med uændret
forskningstilknytning og ikke blot tilgængelighed af forskningsresultater
samt, at professionsbachelorer kan optages på relevante kandidatuddannelser?
Svar:
Med lov om mellemlange videregående
uddannelser (MVU-loven), der hører under Undervisningsministeriets område, er
der givet mulighed for, at uddannelser efter denne lov kan godkendes til at
give dimittenderne ret til at benævne sig som professionsbachelor. Afgørelsen
baseres på en række forhold, bl.a. uddannelsens forskningstilknytning og
udviklingsbasering, som tilvejebringes gennem bl.a. samarbejdsaftaler med og
efterspørgsel af faglige ydelser fra relevante forskningsinstitutioner,
herunder universiteter.
De nærmere kriterier for tildeling af
professionsbachelortitlen, herunder krav til CVU’ers og enkeltstående
mellemlange videregående uddannelsesinstitutioners aftaler med
forskningsinstitutioner, herunder universiteter og
sektorforskningsinstitutioner, om forskningstilknytning fastsættes af
Undervisningsministeriet, ligesom der inden for Undervisningsministeriets
ramme
også er afsat midler hertil.
Det er således undervisningsministerens
opgave at sikre, at uddannelsen af professionsbachelorer sker med
forskningstilknytning. Som ressortminister for universiteterne har jeg til
opgave at sikre, at universiteterne lever op til deres forpligtelser. Det kan
bl.a. ske ved, at jeg kan bidrage til, at forskningstilknytning af de
mellemlange videregående uddannelser også præciseres i universiteternes
udviklingskontrakt.
Som nævnt i svaret på spørgsmål 3 er
rammerne for professionsbachelorers videreuddannelsesmuligheder til højere
niveau, herunder adgang til universiteternes master- og kandidatuddannelser,
reguleret i Undervisningsministeriets lovgivning. Af bemærkningerne til
MVU-loven fremgår bl.a. følgende: »I forhold til professionsbachelorers
videreuddannelsesmuligheder skal den normale videreuddannelsesvej for disse
være videreuddannelsessystemet for voksne. Ved udarbejdelsen af
bekendtgørelser
for nye diplom- og masteruddannelser og ved ændring af eksisterende
bekendtgørelser for diplom- og masteruddannelser skal det sikres, at
professionsbachelorer får direkte adgang til relevante diplom- og
masteruddannelser. I det ordinære videreuddannelsessystem vil
universiteternes
kandidatuddannelser dog også spille en vis rolle som
videreuddannelsesmulighed
for professionsbachelorer primært i form af særligt tilrettelagte
tværfaglige
kandidatuddannelser, som kan give en samlet overbygning for et helt
uddannelsesområde. Det er generelt forventningen, at
professionsbachelorgraden
og det dermed forbundne kvalitetsløft vil kunne reducere behovet for
brobygningsforløb og suppleringskurser mellem mellemlange videregående
uddannelser og universiteternes kandidatuddannelser. Dette behov vil dog
altid
afhænge af den faglige sammenhæng og muligheden for faglig progression mellem
grunduddannelsen og videreuddannelsesniveauet.« Jeg henviser også til mit
svar
på spørgsmål 2.
Herudover vil professionsbachelorer altid
kunne søge om at blive optaget på relevante kandidatuddannelser, som
universitetet udbyder, såfremt de parallelt med akademiske bachelorer i
øvrigt opfylder de adgangskrav, kandidatuddannelsen stiller, herunder evt.
krav
om bestemte fag/discipliner af et vist omfang.
Spørgsmål 10:
Hvorledes forestiller ministeren sig, at §
12, stk. 2, skal håndhæves, herunder hvem der afgør evt. overtrædelser, og
hvilke sanktioner det vil medføre?
Svar:
Lovforslagets §12, stk. 2, skal ses i
forlængelse af § 12, stk. 1 og
3, som
udgør en central del af lovforslagets reform af universiteternes
ledelsesstruktur.
Det er ministeren, der ifølge lovforslaget
godkender den første »sættevedtægt«, som fastsætter proceduren for
nedsættelse
af den første bestyrelse, ligesom ministeren skal godkende sammensætningen af
den første bestyrelse.
I forbindelse med godkendelse af
sættevedtægter vil jeg naturligvis påse, at lovforslagets krav samt krav, der
følger af anden lovgivning, f.eks. ligestillingsloven, er overholdt.
Da det samtidig ifølge lovforslaget er
ministeren, der godkender sammensætningen af den første bestyrelse, ligger
heri, at jeg skal foretage en legalitetskontrol af, om den endelige
sammensætning af bestyrelsen lever op til de krav, der stilles i
lovforslaget,
og om sammensætningen lever op til krav ifølge anden lovgivning, jf.
lovforslagets bemærkninger til § 1, stk. 2. Hvis sammensætningen ikke lever
op
til de lovmæssige krav, vil jeg bede universitetet om at fremsende en
revideret
sammensætning af bestyrelsen til min godkendelse.
Efter den første bestyrelsesperiode
fastsættes den nærmere procedure for nedsættelse af bestyrelsen i vedtægten,
jf. § 12, stk. 5. Det er den første bestyrelse, som udarbejder vedtægten, jf.
§
10, stk. 6, og som herefter skal sikre, at den efterfølgende bestyrelse
sammensættes
i overensstemmelse med lovforslaget og gældende ret i øvrigt.
Hvis bestyrelsen ikke efterlever påbud fra
mig om at berigtige retsstridige forhold, kan jeg pålægge bestyrelsen at
træde
tilbage, således at en ny bestyrelse nedsættes, jf. lovforslagets § 11, stk.
2.
Det vil sige, at hvis bestyrelsen ikke sammensættes i overensstemmelse med
lovens krav og gældende ret i øvrigt, kan jeg afsætte bestyrelsen.
Spørgsmål 13:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen
af 7. februar 2003 fra ForskerAlliancen, Dansk Magisterforening, jf. L 125
bilag 18.
Svar:
Ad forskningsfriheden
Institutleders kompetence til at godkende
medarbejderes aftaler om varetagelse af eksternt finansierede
forskningsprojekter, jf. forslagets § 17, stk. 2, med bemærkninger, er en
videreførelse af gældende ret og er i øvrigt en naturlig følge af et over-
underordnelsesforhold.
Jeg henviser i øvrigt til mit svar på spørgsmål 15.
Jeg kan derfor ikke støtte forslaget til
formuleringen af § 17, stk. 2.
Ad
medarbejdernes medindflydelse
Det videnskabelige personale og det
teknisk-administrative personale er gennem deres repræsentanter i bestyrelsen
sikret indflydelse på universitetets arbejdsopgaver. Yderligere er de
videnskabelige medarbejdere sikret indflydelse i akademisk råd og studienævn.
Institutlederen skal varetage den daglige
ledelse og er dermed ansvarlig for, at alle arbejdsopgaver løses
tilfredsstillende. Inddragelse af medarbejderne er et naturligt led i den
daglige ledelse. Institutleder er ansvarlig for, at medarbejderne varetager
de
daglige opgaver og er dermed afhængig af medarbejdernes engagement.
Jeg henviser i øvrigt til mit svar på
spørgsmål 5, der præciserer dekanens og institutleders forpligtelse til at
opbygge en organisation til at løfte instituttets samlede opgaver med
inddragelse af de studerende, det videnskabelige personale og det
teknisk-administrative
personale, jf. bemærkningerne til § 16, stk. 1, og § 17, stk. 2.
Det har været et formål i sig selv med
lovforslaget at give universiteterne yderligere frihed til at indrette de
interne forhold, og der er derfor ikke foreslået institutbestyrelser.
Medarbejdernes indflydelse er, som nævnt ovenfor, sikret, og jeg kan derfor
ikke støtte anbefalingen om et nyt stk. 5 til § 17.
Ad akademiske råd på alle niveauer
Lovforslaget giver universitetet den
fleksibilitet, at der kan nedsættes enten et akademisk råd for universitetet
eller et akademisk råd for hvert hovedområde, jf. forslagets § 15, stk. 1. At
nedsætte akademiske råd på forskellige organisatoriske niveauer, som
ForskerAlliancen,
Dansk Magisterforening, foreslår, vil give uklare og overlappende
kompetencer.
Jeg kan derfor ikke støtte anbefalingen om
formuleringen af § 15, stk. 1.
Ad kompetencefordelingen mellem
institutleder, studieleder og studienævnsformand skal defineres
Med lovforslaget får dekanen (og rektor,
hvis universitetet ikke er hovedområdeopdelt) det overordnede ansvar for
hovedområdets forskning og uddannelse, herunder at sikre sammenhæng mellem og
tværgående kvalitetsudvikling af denne forskning og uddannelse, jf. § 16.
Samtidig får institutlederen efter
bemyndigelse fra dekanen til opgave at sikre kvaliteten og sammenhængen i
instituttets forskning og undervisning og skal med inddragelse af studienævn
og
studieleder følge op på evaluering af uddannelse og undervisning, medens
studielederen ligeledes efter bemyndigelse fra dekanen får til opgave i
samarbejde med studienævnet at sikre den praktiske tilrettelæggelse af
undervisningen, jf. § 17 og § 18, stk. 5. Det bemærkes, at universitetet selv
beslutter,
om der skal være personsammenfald mellem studienævnsformand og studieleder,
jf.
§ 18, stk. 3 og 4, og de dertil knyttede bemærkninger. Dette skal i givet
fald
fremgå af universitetets vedtægt.
Institutlederen overtager således efter
lovforslaget ansvaret for den forskningsbaserede undervisning, herunder at
der
gives
undervisning af høj kvalitet .
For
Formålet med at placere dette ansvar ét sted er at
styrke kvaliteten af den forskningsbaserede undervisning. Institutlederen må
imidlertid for at kunne varetage denne opgave inddrage studieleder og
studienævn, og modsat vil denne inddragelse også være væsentlig for, at
studieleder og studienævn kan varetage deres opgaver.
Jeg finder ikke grundlag for yderligere
tydeliggørelse af dette i lovteksten.
Ad for meget central styring af
universiteterne
På de områder, hvor ministeren skal have
beføjelser over for universiteterne eller skal kunne regulere et bestemt
område, er det nødvendigt, at loven indeholder hjemmel til at kunne udstede
regler m.v., og de steder, hvor lovforslaget giver bemyndigelse til
ministeren,
er alle meget nøje overvejet.
I det omfang universiteterne som
selvejende institutioner løftes ud af den statslige standardmodel for
forvaltningsmæssige og økonomiske forhold, er det nødvendigt, at ministeren
udsteder regler, der kan træde i stedet for de regler, der nu ikke længere
automatisk
gælder for universiteterne. Størstedelen af hjemlerne er derfor en følge af,
at
universiteternes status ændres fra at være statsinstitutioner til at være
selvejende,
og de fleste bemyndigelser findes i lovudkastets afsnit om økonomiske
forhold,
bygninger, personale m.v. Endvidere er visse af hjemlerne en følge af, at det
foreslås, at relevante bestemmelser fra lov om åben uddannelse
(erhvervsrettet
voksenuddannelse) inkorporeres i universitetsloven. Endelig skal jeg gøre
opmærksom på, at nogle af hjemlerne giver ministeren mulighed for at give
universiteterne større frihedsgrader, end hvad der følger af den statslige
standardmodel.
For så vidt angår § 3, stk. 2, som
ForskerAlliancen, Dansk Magisterforening, særlig fremhæver, er muligheden for
at kunne trække godkendelsen af et udbud tilbage kun tænkt anvendt i de
tilfælde, at der ikke længere er et samfundsmæssigt behov for udbuddet, eller
hvis kvalitetskravene ikke overholdes.
Hvis sådanne forhold er dokumenteret, vil
det efter min opfattelse ikke være forsvarligt at opretholde et udbud og lade
unge studerende gå i gang med uddannelsen, ligesom jeg heller ikke af
samfundsøkonomiske grunde finder det forsvarligt.
Spørgsmål 15:
I forbindelse med førstebehandling af
universitetsloven er forskningsfriheden sat til debat. Indeholdt i den
politiske aftale er, at forskningsfriheden under ingen omstændigheder skal
forringes. Det er derfor af største vigtighed med en omfattende gennemgang
af,
hvorvidt den politiske intention er klart nok udtrykt i lovforslaget og
bemærkningerne hertil.
Videnskabsministeren bedes skriftligt
redegøre for forskelle og ligheder i hhv. den nugældende universitetslov og L
125 i forhold til forskningsfriheden. Ministeren bedes i denne forbindelse
redegøre for konsekvenserne af eventuelle forskelle i forhold til den enkelte
forsker og det enkelte universitet.
Svar:
Jeg henviser til vedlagte notat af 19.
februar 2003, som uddybende beskriver og sammenholder begrebet
forskningsfrihed
dels i relation til universitetet dels i relation til den enkelte forsker i
henholdsvis den gældende universitetslov og L 125.
Notatet konkluderer, at der for
universitetet ikke er lagt op til ændringer i den gældende retstilstand.
Både i den gældende universitetslov og i L
125 slås det fast, at universitetet har forskningsfrihed og skal værne om
denne.
For så vidt angår den enkelte forsker,
konkluderer notatet ligeledes, at der ikke med lovforslaget er lagt op til
ændringer i den gældende retstilstand, idet ledelsens mulighed for at kunne
pålægge den enkelte forsker bestemte opgaver er en videreførelse af
retstilstanden i 1992-loven. L 125 præciserer alene gældende ret.
Forskningsfrihed
1. Indledning
Begrebet »forskningsfrihed« skal ses ud
fra to synsvinkler:
Forskningsfrihed i relation til universitetet
Forskningsfrihed i relation til den enkelte forsker
Særligt er sidste bullit central, idet det er ministeriets
opfattelse, at kritikere af
L 125 fejllæser § 17, stk. 2, i L 125, idet de læser
bestemmelsen med udgangspunkt i gældende lovs § 7, stk. 3, hvorefter den
enkelte forskers forskningsfrihed synes indskrænket. Der er nærmere redegjort
for fortolkningen af disse bestemmelser nedenfor.
Notatet behandler både forskningsfrihed i relation til
universitetet og i relation til den enkelte forsker. Det beskriver gældende
ret, jf. lov nr. 1089 af 23. december 1992 om universiteter m.fl.
(universitetsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 22. december 1999, og
hvad der er lagt op til med det fremsatte forslag til lov om universiteter
(universitetsloven) (L 125).
Universitetsloven af 1992 blev vedtaget med 131 stemmer (S, KF,
V, FP, CD, RV, KRF og Hans Erenbjerg (UP) mod 10 (SF).
Notatet viser, at der for universitetet ikke er lagt op til
ændringer i den gældende retstilstand. Både i den gældende universitetslov og
i
L125 slås det fast, at universitetet har forskningsfrihed og skal værne om
denne.
For så vidt angår den enkelte forsker, er der ligeledes ikke
lagt op til ændringer i den gældende retstilstand, men der er alene tale om
en
præcisering af gældende ret.
2. Forskningsfrihed i relation til universitetet
Med forskningsfrihed forstås her, at man ikke kan påbyde den
enkelte institution at optage eller undlade en bestemt forskning.
Gældende lov
Af gældende universitetslovs § 1, stk. 2, fremgår, at: »En
højere uddannelsesinstitution har til opgave inden for sine fagområder at
drive
forskning og .. indtil det højeste videnskabelige niveau. Den skal endvidere
værne om forskningsfriheden.«
Af § 1, stk. 4, fremgår, at: »En højere
uddannelsesinstitution træffer selv
afgørelse om den forskning, der skal drives.«
Af bemærkningerne til § 1, stk. 4, fremgik, at:
»Bestemmelsen viderefører det gældende princip om institutionens
forskningsfrihed,
og der er ikke tilsigtet nogen ændring af dette princip. Dette udelukker
ikke,
at der kan være forudsætninger, der er knyttet til
midler, som
institutionerne modtager til forskningsaktiviteter.«
Lovforslaget
(L
125)
Af lovforslaget fremgår af de almindelige bemærkninger under
forskning, at: »Lovforslaget fastholder, at universiteterne varetager
grundforskning og er forpligtet til at værne om forskningsfriheden, som er
knyttet til universiteterne.
Lovforslaget fastslår dermed, at universiteterne har frihed til at
forvalte deres akademiske arv. Alle «.
En afgørende forudsætning for at beskytte universiteternes
forskningsfrihed er tilstedeværelsen af en solid grundstamme af fri
forskning.
Langsigtet offentlig grundforskning er fundamentet for universiteternes
samspil
med det omgivende samfund. Det er en forudsætning for, at universiteterne kan
indgå i strategiske samarbejder med andre universiteter i ind- og udland, .
Af forslagets § 2, stk. 1, fremgår, at: »Universitetet har
til opgave at drive forskning . indtil det højeste videnskabelige niveau.«
Af § 2, stk. 2, fremgår, at: »Universitetet har
forskningsfrihed og skal værne om denne ..«.
Af bemærkningerne til § 2, stk. 2,
fremgår , at: »Der er ikke
tilsigtet nogen ændring af princippet om
universitetets forskningsfrihed. Universitetet skal værne om
forskningsfriheden
og skal sikre, at der altid udøves en uafhængig, selvstændig og perspektivrig
forskning«.
Forskningsfriheden er knyttet til universitetet.
Forskningsfriheden er central for at fastholde og udvikle kvaliteten i de
forskningsbaserede uddannelser, da uddannelseskvalitet styrkes af uafhængig,
engageret og kritisk videnfrembringelse.
Det er afgørende, at universitetet varetager grundforskning og
med afsæt heri vedligeholder og udvikler vigtige grunddiscipliner inden for
de
fagområder, som universitetet dækker.
Delkonklusion
Der er ikke tilsigtet nogen ændring af universitetets
forskningsfrihed i forhold til gældende ret. Både i medfør af gældende lov og
i
medfør af lovforslaget er universitetets forpligtelse til at værne om
forskningsfriheden inden for universitetets fagområder fastslået. Denne
forpligtelse skal forvaltes af bestyrelsen og de ansatte ledere. Der kan
stadig
ikke af ministeriet eller andre uden for universitetet gives påbud til
universitetet om at optage eller undlade forskning, selvom universiteterne
efter lovforslaget fremover vil have bestyrelser med et flertal af eksterne
medlemmer og ansatte ledere.
3. Forskningsfrihed i relation til den enkelte forsker
Forskningsfriheden i relation til den enkelte forsker er blevet
set i lyset af institutlederens instruktionsbeføjelse.
Gældende lov
For så vidt angår den enkelte forsker, er der i den gældende
universitetslov ikke i selve lovteksten formuleret bestemmelser om den
enkelte
forskers forskningsfrihed.
Forskningsfriheden i relation til den enkelte forsker blev
således alene beskrevet i bemærkningerne til § 1, stk. 4, og blev knyttet op
på
institutlederens instruktionsbeføjelse, hvorefter »den enkelte forsker har en
forskningsfrihed inden for sit faglige ansættelsesområde med de
forpligtelser,
der følger af et ansættelsesforhold, jf. § 7, stk. 3.«
Med universitetsloven af 1992 gjorde man op med det tidligere
princip om, at der (institutrådet) ikke kan træffes beslutning om den enkelte
forskers valg af forskningsopgave.
Dette er kommet
til
udtryk i lovens § 7, stk. 3. Det fremgår heraf, at »Institutlederen kan
pålægge
medarbejdere at løse bestemte opgaver med respekt for deres frie valg af
videnskabelige metoder.«
Denne bestemmelse fortolkes snævert af kritikere sådan, at det
alene er forskningsopgaver, som institutlederen kan pålægge medarbejdere at
løse. Dette er imidlertid en fejlfortolkning. Sådan som den gældende lov er
bygget op med en enstrenget ledelsesstruktur, har institutlederen efter
bemyndigelse fra rektor personaleledelsen af instituttets medarbejdere.
Institutlederen kan naturligvis som følge heraf også pålægge forskere andre
opgaver end forskning herunder undervisning, udvalgsarbejde, administration
m.v. Det vil sige, at institutlederen i kraft af sin instruktionsbeføjelse
kan
pålægge forskeren andre opgaver end kun forskningsopgaver, jf. også svar på
spørgsmål
9 nedenfor.
Den gældende universitetslov og forskningsfrihed i relation til
den enkelte forsker skal endvidere fortolkes i lyset af de spørgsmål og svar,
der under behandlingen af lovforslaget i 1992 omhandlede dette tema.
Spørgsmål 8:
»Kan ministeren bekræfte, at der med formuleringen i § 7, stk.
3, (hvorefter institutlederen kan pålægge medarbejdere at løse bestemte
opgaver
med respekt for deres frie valg af
videnskabelige metoder
) ligger en
indskrænkning af den enkelte forskers frihed i forhold den gældende lovs §
13,
stk. 2, (hvorefter institutrådet ikke kan træffe beslutning om den enkelte
forskers valg af
forskningsopgave
?«
Svar
:
Jeg kan bekræfte, at den enkelte forsker er sikret frit valg af
videnskabelig
metode
, men at lovforslaget indskrænker den enkelte forskers frie valg af
forskningsopgaver
,
idet institutlederen ved sin instruktionsbeføjelse
kan
pålægge forskeren
at løse bestemte opgaver.
Spørgsmål 9:
»Kan ministeren i forlængelse af spørgsmål 8 oplyse, om det i
medfør af bemærkningerne til § 7, stk. 3, om institutlederens beføjelser til
at
beslutte om et bestemt forskningsområde skal tages op vil være muligt for
institutlederen at afskære en forsker fra at iværksætte en bestemt
forskningsopgave, såfremt den falder inden for vedkommendes
forskningsområde?«
Svar:
Idet jeg henviser til besvarelsen af spørgsmål 8, kan det
tænkes, at en forsker må opgive eller udskyde en bestemt forskningsopgave,
selv
om opgaven ligger inden for ansættelsesområdet. Institutlederen kan ikke
afskære en forsker fra at iværksætte en bestemt forskningsopgave, der falder
inden for vedkommendes ansættelsesområde, hvis forskeren ikke er pålagt andre
arbejdsopgaver, der nødvendiggør en prioritering.
Spørgsmål 10:
»Kan ministeren i forlængelse af spørgsmål 8 oplyse, om det i
medfør af § 7, stk. 3, hvorefter institutlederen kan pålægge en medarbejder
at
løse en bestemt opgave, vil være muligt at pålægge en medarbejder at medvirke
ved et eksternt projekt, hvorved den pågældende vil være underlagt
instruktionsbeføjelse fra den anden ansvarlige projektleder (jf.
bemærkningerne
til § 7, stk. 3)?«
Svar:
Det må antages at institutlederens mulighed for at pålægge en
medarbejder en bestemt forskningsopgave også kan udstrækkes til at gælde
eksterne projekter, når disse ligger inden for den pågældende forskers
ansættelsesområde. Deltager medarbejderen i et sådant projekt, vil
projektlederen
ad hoc have en instruktionsbeføjelse.
Lovfortolkningen skal endvidere ses i lyset af, at SF under
behandlingen af lovforslaget fremsatte ændringsforslag om netop dette
spørgsmål.
SF’s ændringsforslag til L 75 (nugældende universitetslov) :
I betænkningen til Forslag til Lov om universiteter m.fl.
(Universitetsloven) (L 75) stillede SF følgende ændringsforslag:
§ 7, stk. 3, skulle affattes, som følger:
»Institutlederen varetager efter bemyndigelse fra rektor og
efter retningslinier fastlagt af bestyrelsen instituttets daglige ledelse,
herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver. Institutlederen kan
pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver med respekt for deres frie valg
af videnskabelige teorier og metoder. En medarbejder kan ikke gennem pålagte
opgaver afskæres fra at iværksætte en bestemt forskningsopgave, såfremt den
falder inden for vedkommendes ansættelsesområde. Medarbejdernes eksterne
arbejdsopgaver, bortset fra offentlige hverv, skal forelægges institutlederen
til godkendelse.«
Bemærkningerne hertil lød:
»Ændringsforslaget tilsigter dels at præcisere, at
forskningsfriheden både omfatter metoder og teorier, dels at sikre, at ingen
forsker over tid kan afskæres fra at optage en ønsket forskningsopgave ved
løbende at blive pålagt bestemte arbejdsopgaver. Der henvises i den
forbindelse
til undervisnings- og forskningsministerens svar på udvalgets spørgsmål 9,
der
er optrykt som bilag til betænkningen, og hvoraf det fremgår, at dette vil
kunne være en potentiel mulighed med lovforslagets formulering. Det må
således
anses for et helt fundamentalt krav til forskningsfriheden ved universiteter,
at en institutleder ikke har mulighed for at udøve nogen form for indirekte
censur over for kontroversielle forskere eller forskningsprojekter ved at
holde
de pågældende travlt beskæftigede med beordrede forskningsopgaver.
Som en følge af institutlederes pligt til at påse, at
medarbejderne udfører de arbejdsopgaver, som de ifølge deres ansvar er
forpligtede til, skal institutbestyreren orienteres om alle eksterne opgaver
og
bijob, når bortses fra enkeltstående og kortvarige opgaver. Hvis
institutlederen skønner, at aktiviteterne antager et sådant omfang, at de
påviseligt påvirker medarbejderens muligheder for at varetage sine
institutmæssige forpligtelser, skal institutlederen have ret til at kræve
aktiviteterne begrænset. Dette gælder dog ikke for borgerlige ombud eller
andre
offentlige hverv.«
Ændringsforslaget blev forkastet.
Lovforslaget (L 125)
I modsætning til gældende lov er der i selve lovforslaget indsat
en bestemmelse om forskningsfrihed i relation til den enkelte forsker.
Bemærkningerne uddyber nærmere denne forskningsfrihed.
Det fremgår således af lovforslagets § 17, stk. 2, at:
»Institutlederen kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. I den
tid,
hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker
de
frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer.«
Af bemærkningerne til § 17, stk. 2, fremgår bl.a., at:
»den enkelte forsker har forskningsfrihed inden for sit faglige
ansættelsesområde med de forpligtelser, der følger af et ansættelsesforhold.
Den enkelte forsker har således frihed til at vælge metode, fremgangsmåde og
emne inden for universitetets forskningsstrategiske rammer, som fastlagt i
udviklingskontrakten.«
Videre fremgår det, at »institutlederen i kraft af sin
instruktionsbeføjelse kan pålægge den enkelte forsker at løse bestemte
opgaver,
men den enkelte forsker kan, hvor den pågældende ikke er pålagt sådanne
opgaver, forske frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer.«
Delkonklusion
I modsætning til gældende ret har man i L 125 direkte i
lovteksten præciseret, at institutlederen kan pålægge den enkelte forsker at
løse andre opgaver end
forskningsopgaver. At institutlederens instruktionsbeføjelse nu
præciseres i lovteksten, hvorefter institutlederen i kraft af sin
instruktionsbeføjelse kan pålægge forskeren andre opgaver end rene
forskningsopgaver betyder ikke, at der er sket en realitetsændring i forhold
til retstilstanden efter gældende lov. Både i medfør af gældende lov og af L
125 forsker forskerne frit i den tid, de ikke er pålagt andre opgaver.
Formuleringen i § 17, stk. 2, i L 125 om frihed til at vælge
»metode, fremgangsmåde« beskytter den enkelte forsker mod udefra kommende
pålæg
om at vælge videnskabelige scenarier, teorier, videnskabsteoretiske
indfaldsvinkler etc. kort sagt frihed til at vælge egen videnskabelig
arbejdsmåde. Formuleringen ».. og emne« er meget bred og ultimativ
beskyttelse
mod udefra kommende pålæg om, at en forsker skal beskæftige sig med bestemte
videnskabelige problemstillinger, fx kan en adjunkt/lektor/professor i
matematik ikke pålægges af beskæftige sig med bestemte matematiske
problemstillinger, men har frit valg til at vælge de projekter han/hun finder
af størst videnskabelig interesse.
Den enkeltes forskningsfrihed indskrænkes heller ikke af § 17,
stk. 2, hvor det er anført, at den enkelte forsker »frit inden for
universitetets forskningsstrategiske rammer«.
Det er i bemærkningerne anført: »Den enkelte forsker har
forskningsfrihed inden for sit faglige ansættelsesområde med de
forpligtigelser, der følger af ansættelsesforholdet. Den enkelte forsker har
således frihed til at vælge metode, fremgangsmåde og emne inden for
universitetets
forskningsstrategiske rammer, som fastlagt i udviklingskontrakten«.
Det fremgår af bemærkningerne til § 10, stk. 8, at
udviklingskontrakten skal indeholde en beskrivelse af universitetets
strategisk
mål og indsatsområder. Dette kan kun ske på et overordnet niveau, hvorfor der
ikke her ligger et instrument til at indskrænke forskningsfriheden. I den
nuværende universitetslov er der ikke en tilsvarende bestemmelse i lovteksten
om den enkeltes forskningsfrihed. Derfor kan det med nogen ret hævdes at L
125
i modsætning til den nuværende situation sikrer forskningsfriheden for den
enkelte inden for det område, vedkommende er ansat, men i praksis er L 125 en
præcisering af gældende retstilstand.
4. Konklusion
Forskningsfrihed i relation til universitetet
Universitetet har som efter gældende lov i henhold til
§ 2, stk. 2, i L 125 forskningsfrihed og en
forpligtigelse til at værne om forskningsfriheden. Denne forpligtigelse skal
forvaltes af bestyrelsen og de ansatte ledere.
Forskningsfrihed i relation til den enkelte forsker
Ledelsen har allerede ifølge 1992-loven kunnet pålægge den
enkelte forsker bestemte opgaver. Denne bestemmelse er videreført i L 125. I
bemærkningerne er det beskrevet, at dette er en konsekvens af
institutlederens
instruktionsbeføjelser.
Der er herudover ikke lagt op til yderligere ændringer i den
gældende retstilstand, men er alene tale om en præcisering af gældende ret.
Spørgsmål
25:
Kan ministeren bekræfte, at en institutleder kan pålægge en
medarbejder at begrænse sit frie forskningsvalg med henvisning til at dette
alene skal operere indenfor »universitetets forskningsstrategiske rammer«,
jf.
§ 17, stk. 2.
Svar:
Jeg kan bekræfte, at den enkelte forskers frihed til at forske
altid skal ske inden for universitetets forskningsstrategiske rammer.
Jeg kan i øvrigt henvise til mit svar på spørgsmål 15, hvoraf
det bl.a. fremgår, at udviklingskontrakten skal indeholde en beskrivelse af
universitetets strategiske mål og indsatsområder, og at dette kun kan ske på
et
overordnet niveau, hvorfor der ikke her ligger et instrument til at
indskrænke
forskningsfriheden.
Universitetets forskningsstrategiske rammer skal forstås bredt
og dækker hele universitetets profil. Jeg henviser til bemærkningen til § 17,
stk. 2, hvoraf det fremgår, » . inden for universitetets
forskningsstrategiske
rammer, som fastlagt i udviklingskontrakten«, hvilket understreger
yderligere,
at der ikke er tale om en indskrænkning af forskningsfriheden, og at
forskningsstrategiske rammer skal forstås bredt og dækker hele
udviklingskontrakten.
Spørgsmål
28:
Hvilke succeskriterier vil ministeren arbejde for skal indgå i
udviklingskontrakterne?
Svar:
De nye udviklingskontrakter er som de gældende ikke kontrakter i
juridisk forstand. Til gengæld åbnes der op for, at de nye kontrakter får en
større grad af gensidighed inden for de givne økonomiske rammer.
Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger og
bemærkningerne til § 10, stk. 8, vil de fremtidige kontrakter rumme både
kvalitative og kvantitative målsætninger for, hvordan det enkelte universitet
prioriterer sine fire kerneopgaver: Forskning, uddannelse, videnudveksling og
videnformidling, jf. lovforslagets § 2.
Lovforslaget lægger op til, at de kvalitative og kvantitative
målsætninger operationaliseres med indikatorer, der giver ministeren mulighed
for en helhedsvurdering af det enkelte universitet med hensyn til, i hvilket
omfang de målsætninger, som universitetet selv har opstillet, er blevet
indfriet.
Kontrakterne skal rumme strategier for benchmarking mellem det
pågældende universitet og primært internationale universiteter og fagmiljøer
omkring forskning, uddannelse, videnudveksling, teknologioverførsel og
mobilitet.
De kvalitative og kvantitative målsætninger og indikatorer i den
enkelte udviklingskontrakt forventes fastsat i en dialog mellem ministeriet
og
det enkelte universitet med henblik på en gensidig forpligtigelse til at opnå
en tilfredsstillende målopfyldelse.
Det er ministeriets opgave at sikre et vist minimum af
sammenlignelighed mellem de 12 udviklingskontrakter.
Spørgsmål
29:
Af bemærkningerne til § 10, stk. 8, fremgår, at opfyldelse af
udviklingskontrakter vil kunne danne udgangspunkt for fordeling af eventuelle
nye bevillinger til universiteterne under et. Hvorledes skal de »kvantitative
og målbare indikatorer« indgå, og hvem skal forestå omfordelingen?
Svar:
Opfyldelsen af målene i udviklingskontrakten kan efter periodens
udløb for en udviklingskontrakt danne udgangspunkt for fordeling af
eventuelle
nye bevillinger til universiteterne under et.
Den overordnede ramme for fordelingen af eventuelle nye midler
skal fastsættes på de årlige finanslove. Kontraktens afrapportering af
målopfyldelse i forhold til både kvalitative og kvantitative målsætninger vil
indgå i en helhedsvurdering af universitetets økonomi.
Som led i den politiske beslutningsproces forud for en fordeling
af eventuelle nye midler til universiteterne kan såvel kvalitative som
kvantitative målsætninger indgå i en vurdering.
Spørgsmål
34:
Kan ministeren redegøre for, i hvilke vestlige lande, som
Danmark normalt sammenligner sig med, der er universitetsbestyrelser med
eksternt flertal, herunder i hvilke lande der er lovkrav herom?
Svar:
Ledelsesformen for universiteter er i disse år til debat i de
europæiske lande, og der er fundet vidt forskellige løsninger i de enkelte
lande. Udgangspunktet har alle steder været, at universiteterne er stillet
over
for nye udfordringer.
Den 5. februar 2003 udsendte EU-Kommissionen et debatoplæg om
universiteternes rolle i det europæiske vidensamfund. I dette peges på, at
universiteterne på den ene side er udsat for stærk international konkurrence
på
deres kerneopgaver inden for højere uddannelse og forskning samtidig med, at
der stilles krav om universiteternes deltagelse i efter- og videreuddannelse,
videnspredning, teknologisk udnyttelse af ny viden, ligesom universiteterne
skal være en dynamo i den regionale udvikling. Dette sætter ifølge
kommissionen nye krav om ændrede ledelsesformer til debat, herunder
inddragelse af repræsentanter for det omgivende samfund i universiteternes
ledelse.
Debatten om en beslutningsdygtig og handlekraftig
universitetsledelse er også blevet ført i relation til universiteternes evne
til innovation og omstilling. Dagsordenen er bl.a. blevet sat af Burton
Clarks
undersøgelse af fem innovative europæiske universiteter, universiteterne i
Warwick, Stratchclyde, Twente, Joensuu samt Chalmers Tekniske Universitet i
Creating Entrepreneurial Universities
fra
1998
.
De fem universiteter stod i 1980’erne over for store krav om
forandring og bedre samspil med det omgivende samfund. Det førte til
reorganiseringer og ændrede ledelsesforhold med henblik på at give
universiteterne en stærk ledelse med klare styringsinstrumenter. Derudover
blev
der udviklet forskellige enheder, der i højere grad stod for kontakten til
omgivelserne og ad den vej tilførte universiteterne fornyelse.
Under det danske EU-formandskab i efteråret 2002 blev
universitetsledelse drøftet på en konference for direktørerne for højere
uddannelse i EU-landenes centraladministrationer (EU-, EØS- samt visse
ansøgerlande). Det fremgik af det forelagte materiale og af drøftelserne, at
de
elementer, der indgår i en ledelseskonstruktion (selvstyre, bestyrelse,
ekstern
deltagelse, rektorudpegning, øvrig ledelse), kombineres på så mange
forskellige
måder, at løsningen for hvert land er unik og tilpasset det enkelte lands
særlige problemer.
Materialet giver dog mulighed for følgende overblik i forhold
til sammensætning af
bestyrelser
:
I
alle EU-lande (samt Norge) har universiteterne bestyrelser
I
90 pct. af landene er der eksterne medlemmer i bestyrelserne
I
40 pct. af landene er der eksternt flertal i bestyrelserne.
Som eksempel på et system med eksterne medlemmer kan nævnes
Norge, hvor universitetsstyret består af rektoratet, 3 internt valgte, 2
studenterrepræsentanter og 4 eksterne. Som eksempel på eksternt flertal kan
nævnes Sverige, hvor bestyrelserne har eksternt flertal og ekstern formand.
Hvad angår
rektor
og
dekaner
, har 25 pct. af landene udpegede
ledere. Det gælder f.eks. Storbritannien, Irland, Holland, Østrig og Sverige,
men procedurerne er meget forskellige i landene. I Sverige udpeges rektor af
regeringen efter forslag fra bestyrelsen, der forinden har hørt
universitetslærere
og studerende. I Østrig udpeger bestyrelsen rektor blandt tre emner, som
senatet (svarende til det nuværende danske konsistorium) har foreslået. Og i
Norge er der åbnet mulighed for rektoransættelse på åremål.
For
institutlederes
vedkommende
er billedet mere uklart, idet flere landes lovgivning giver mulighed for, at
universitetet fastlægger ledelsesformen på dette niveau i
universitetsstatutten. Storbritannien, Holland, Østrig og Sverige har dog
institutledere udpeget af universitetsledelsen. I Norge fastlægger
universitetet selv udpegningsformen.
Spørgsmål
37:
Hvorledes kan det sikres, at de udefrakommende medlemmer af
bestyrelsen vil agere i deres personlige egenskaber og ikke i egenskab af
deres
erhvervsmæssige baggrund, f.eks. som direktører i det private erhvervsliv
eller
som departementschefer?
Svar:
I henhold til lovforslagets § 11 er bestyrelsen over for
ministeren ansvarlig for universitetets virke, herunder forvaltningen af
universitetets samlede ressourcer. Samtidig er det i forslagets § 12, stk. 3,
fastsat, at de udefrakommende medlemmer udpeges i deres personlige egenskab.
Det er således bestyrelsens ansvar at sikre, at universitetets
interesser varetages, og at usaglige interesser ikke påvirker bestyrelsens
arbejde.
Lovforslagets krav om åbenhed er med til at hindre, at
bestyrelsen varetager usaglige hensyn.
Hvis bestyrelsen ikke lever op til lovforslagets bestemmelser og
gældende ret i øvrigt, herunder at medlemmerne agerer i deres personlige
egenskab, kan jeg bringe de relevante bestemmelser i § 11 i anvendelse.
Jeg henviser i øvrigt til mit svar på spørgsmål 10.
Spørgsmål
39:
Hvorledes sikrer loven offentlighedens indsigt i bestyrelsens
beslutningsgrundlag og -proces, herunder i de erhvervsmæssige
interessemarkeringer?
Svar:
Universiteterne vil fortsat være omfattet af lov om offentlighed
i forvaltningen samt principperne om meroffentlighed og god forvaltningsskik,
jf. mine svar på spørgsmål 5 og 19, hvorefter offentlighedens indsigt i
bestyrelsens beslutningsgrundlag og -proces, herunder i de erhvervsmæssige
interessemarkeringer, er sikret gennem disse regler i det omfang, de ikke i
medfør af offentlighedslovens bestemmelser er undtaget herfra.
Dertil kommer, at universitetet kan nedsætte et
repræsentantskab, der sammensættes af udefrakommende medlemmer, jf. § 13,
stk.
1. Af § 13, stk. 2, fremgår, at repræsentantskabet på det overordnede niveau
drøfter universitetets forskning, uddannelse og øvrige virksomhed og afgiver
udtalelse herom til bestyrelsen. I og med at repræsentantskabet drøfter disse
forhold, er det naturligvis en forudsætning, at der tilgår repræsentantskabet
oplysninger om universitetets virksomhed på disse områder. Der er således
både
gennem den almindelige åbenhed i den interne proces på universitetet samt ved
inddragelse af et eventuelt repræsentantskab skabt mulighed for indsigt i
bestyrelsens beslutningsgrundlag og -proces, herunder i de erhvervsmæssige
interessemarkeringer.
Spørgsmål
44:
Betyder § 10, stk. 2’s, formulering om offentlighed »størst
muligt omfang«, at fortrolighed er en absolut undtagelse?
Svar:
Jeg kan bekræfte, at formuleringen »størst muligt omfang« skal
forstås sådan, at fortrolighed kun skal gælde, når der ifølge
offentlighedsloven og forvaltningslovens regler er tale om sager, dokumenter
eller oplysninger, der er beskyttet af regler om aktindsigt m.v. Jeg henviser
i
øvrigt til mit svar på spørgsmål 5.
Spørgsmål
51:
Vil ministeren godkende en vedtægt, hvoraf det fremgår, at et
universitet beslutter, at institutlederen vælges som nu, det vil sige f.eks.
af
en institutbestyrelse?
Svar:
Jeg kan oplyse, at jeg ikke vil kunne godkende en sådan vedtægt.
Jeg henviser til bemærkningerne til § 36, hvoraf det fremgår, at muligheden
for
dispensation efter lovforslaget bliver væsentlig mindre end hidtil. Der kan
således ikke gives dispensation til f.eks. fravigelse af principperne om
bestyrelse med eksternt flertal, ansatte ledere eller studenterindflydelse.
Spørgsmål 57:
I forlængelse heraf bedes ministeren belyse, hvordan samspillet
vil være mellem universitets forskningsstrategiske rammer og den enkelte
forskers arbejde.
Svar:
Udviklingskontrakten, som bliver til efter åben drøftelse, jf.
bemærkningerne til forslagets § 10, stk. 8, danner rammen om og baserer sig
på
de overordnede strategiske forsknings- og uddannelsesplaner. Disse
overordnede
forskningsstrategiske rammer indeholder ikke en beskrivelse af alle de
opgaver,
et institut eller en forsker udfører.
Udtrykket »universitetets forskningsstrategiske rammer«,
jf. bemærkningerne til § 17, stk. 2, skal
derfor forstås bredt og ikke som en plan for eller detailregulering af den
enkelte forskers forskningsindsats, som grundlag for resultatkontrakter eller
som instrument til styring af den enkelte forskers tid.
Det er op til det enkelte universitet, rektor, dekaner og
institutledere, nærmere at tilrettelægge samspillet mellem det enkelte
universitets forskningsstrategiske rammer og den enkelte forskers arbejde.
Jeg skal i øvrigt tilføje, at udviklingskontrakter blev
lovfæstet ved en ændring af universitetsloven i 1999, og at jeg med forslaget
(L 125) har fundet det hensigtsmæssigt at klargøre og lovfæste den praksis,
der
har udviklet sig om udviklingskontrakter også i forskningsmæssig henseende.
Spørgsmål 62:
Ministeren bedes i forlængelse af sin besvarelse af udvalgets
spørgsmål 15, jf. L 125 bilag 41, oplyse, om »andre uden for
universitetet«,
jf. delkonklusionen i notatets afsnit 2, også omfatter de eksterne
bestyrelsesmedlemmer og i benægtende fald bekræfte, at bestyrelsen vil kunne
påbyde universitetet at optage eller undlade specifik forskning.
Svar:
Jeg kan oplyse, at »andre uden for universitetet« ikke omfatter
de eksterne bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen, inklusiv de eksterne
medlemmer,
er øverste myndighed for universitetet og er således en del af universitetet.
Jeg kan bekræfte, at de overordnede retningslinjer for
forsknings- og udviklingsstrategien fastlægges af bestyrelsen, og at disse
retningslinjer indgår som led i og som grundlag for udviklingskontrakten. I
forbindelse med fastlæggelsen af disse retningslinjer har bestyrelsen på
overordnet niveau taget stilling til, hvilken forskning universitetet skal
drive inden for fagområderne .
Spørgsmål 64:
Hvilke bestemte opgaver kan institutlederen pålægge de
videnskabelige medarbejdere, jf. lovforslagets § 17 stk. 2? Er det
udelukkende
administrative og undervisningsmæssige opgaver, eller er det også
forskningsopgaver og i givet fald hvilke typer?
Svar:
Institutlederen kan, som efter gældende lov, ved sin
instruktionsbeføjelse pålægge den enkelte forsker at løse bestemte
forskningsopgaver. Det må antages, at denne mulighed for institutlederen også
kan udstrækkes til at gælde eksterne projekter, når disse ligger inden for
den
pågældendes ansættelsesområde. Deltager en medarbejder i et sådant projekt,
vil
projektlederen ad hoc have en instruktionsbeføjelse.
Institutlederen kan dog ikke afskære en forsker fra at
iværksætte en bestemt forskningsopgave, der falder inden for de
forskningsstrategiske rammer, hvis forskeren ikke er pålagt andre
arbejdsopgaver, herunder administrative og undervisningsmæssige, der
nødvendiggør
en prioritering.
Spørgsmål 67:
Vil det med den nye lov være muligt at vedtage et budget på
institutniveau enten i et institutråd eller i en institutbestyrelse?
Svar:
Eftersom det står universitetet frit, hvordan det konkret vil
organisere sig på hovedområde- og institutniveau, står der intet om
institutråd
eller institutbestyrelse i lovforslaget, men de budgetkompetencer, der med
lovforslaget er lagt hos rektor, eller den rektor bemyndiger hertil eller hos
bestemte organer, kan ikke lægges til andre kollegiale organer.
Spørgsmål 70:
Hvad betyder formuleringen »universitetet har forskningsfrihed«
i lovforslagets § 2, stk. 2?
Svar:
Med forskningsfrihed forstås her, at man ikke kan påbyde det
enkelte universitet at optage eller undlade en bestemt forskning. Jeg
henviser
i øvrigt til mit svar på spørgsmål 15.
Spørgsmål 76:
Betyder lovforslagets § 10, stk. 2, at bestyrelsesmøderne skal
være åbne? I benægtende fald: Vil ministeren kunne godkende en vedtægt, der
fastslår, at bestyrelsesmøderne er åbne undtagen vedrørende punkter, der
omhandler personsager?
Svar:
Formuleringen i lovforslagets § 10, stk. 2, betyder, at
bestyrelsesmøderne som udgangspunkt skal være åbne. Jeg vil dog ikke kunne
godkende en vedtægt, der fastsætter, at bestyrelsesmøder skal være åbne med
undtagelse af punkter, der omhandler personsager, idet en sådan generel
fastsættelse på forhånd udelukker,
at
der også kan være andre sager, dokumenter eller oplysninger, der af fx
økonomiske hensyn ikke kan behandles for åbne døre. Jeg henviser herved til
mit
svar på spørgsmål 5.
Spørgsmål 88:
Hvad skal en forsker gøre, hvis vedkommende ønsker at skifte til
et nyt spændende forskningsområde, der ligger uden for »universitetets
forskningsstrategiske rammer«? Vil vedkommende kunne starte forskningen inden
strategien er ændret, eller skal dette afventes? Hvis det skal afventes, vil
det så være tilladt forskeren at arbejde med det nye område i sin fritid og
publicere med universitetet som afsenderadresse?
Svar:
Det fremgår af lovforslaget, at en forsker skal forske inden for
universitetets forskningsstrategiske rammer, jf. mit svar på spørgsmål 25,
hvor
jeg understreger, at den forskningsstrategiske ramme skal fortolkes bredt.
Sådan som forskningsfriheden er belyst i mit svar på spørgsmål
15, kan en forsker ikke påbegynde forskning, der ligger uden for
universitetets
forskningsstrategiske rammer. Forskeren kan derfor ikke påbegynde sådan
forskning inden forskningsstrategien er ændret.
Derimod vil forskeren som hovedregel kunne arbejde med et område
i sin fritid, der ligger uden for universitetets forskningsstrategiske
rammer.
Tillidshensyn kan dog sætte begrænsninger for i hvilke områder, der kan
forskes
i.
Det vil ikke være tilladt, at forskeren publicerer sine
forskningsresultater, som er opnået uden for ansættelsesforholdet, med
universitetet som afsenderadresse, dog kan institutlederen i særlige
situationer give tilladelse hertil.
Spørgsmål 101:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 17. marts 2003 fra
Aarhus Universitet, f. L 125 bilag 71.
Svar:
Ad bachelorprojektets tidsmæssige placering
Jeg henviser til mit svar på spørgsmål 53.
Ad akademisk råd (§ 15, stk. 1)
Lovforslaget giver universitetet mulighed for at placere et
eller flere akademiske råd på det organisatoriske niveau, der passer til
universitetets struktur, men giver ikke mulighed for akademiske råd på flere
niveauer. Akademisk råds opgaver
fremgår
af
lovforslagets § 15, stk. 2, og i
følge denne bestemmelse skal rådet uanset organisatorisk placering udtale sig
om akademiske forhold samt om den interne fordeling af bevillinger til
rektor.
Rådet kan generelt udtale sig om alle akademiske forhold af væsentlig
betydning
for universitetets virke, dvs. udtalelserne er ikke begrænset til at vedrøre
et
bestemt niveau på universitetet.
Med akademisk råds udtaleret og -pligt omfattende akademiske
forhold for flere niveauer, kan rådet varetage universitetets samlede
akademiske interesser, hvorved kvalitetsniveauet øges.
En opdeling af opgaverne imellem flere råd på forskellige
niveauer kan give anledning til uklare og overlappende kompetencer samt skabe
øget behov for koordinering. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at nedsætte
akademiske råd på forskellige niveauer.
Lovforslaget forhindrer imidlertid ikke, at rektor nedsætter
underudvalg med koordinerende, forberedende og rådgivende funktioner. Sådanne
underudvalg kan ikke tillægges selvstændig kompetence.
Jeg henviser i øvrigt til mit svar på spørgsmål 13, afsnittet
akademiske råd på alle niveauer.
Ad institutter som stedet for forskning og undervisning
Med hensyn til anmodningen om et ændringsforslag til forslagets
§ 17, stk. 1, hvorefter institutter betegnes som det
normale
sted for forskning og undervisning, kan jeg oplyse, at jeg
vil drøfte et ændringsforslag til L 125 med forligspartierne, hvorefter § 17,
stk. 1, ændres, så det ønskede imødekommes.
Ad forskningsfriheden
Jeg henviser til mine svar på spørgsmål 15 og 57. Det fremgår af
svaret på spørgsmål 15, at der ikke hverken for universitetet eller den
enkelte
forsker med lovforslaget er lagt op til ændringer i forhold til gældende
retstilstand.
I mit svar på spørgsmål 57 fremgår, at de forskningsstrategiske
rammer skal forstås bredt og ikke som en plan for detailregulering af den
enkelte forskers forskningsindsats, som grundlag for resultatkontrakter eller
som instrument til styring af den enkelte forskers tid.
På baggrund heraf deler jeg ikke den bekymring for
»funktionærgørelse«, som kommer til udtryk i spørgsmålet, og jeg kan i øvrigt
understrege, at institutlederens instruktionsbeføjelse er en videreførsel af
gældende retstilstand.
Ad samarbejde med fonde mv.
Da Aarhus Universitet over for udvalget har rejst det som et
muligt problem i forhold til driften af Naturhistorisk Museum,
Videnskabshistorisk Museum (Steno-Museet) og Forhistorisk Museum, Moesgård,
at
bestemmelsen i den gældende universitetslovs § 10, stk. 2, om samarbejde med
fonde og foreninger ikke genfindes i samme form i lovforslaget, vil jeg
benytte
lejligheden til at præcisere dette.
Jeg har i mit svar på spørgsmål 21 beskrevet universiteternes
muligheder for at samarbejde med fonde mv. efter lovforslaget. Det fremgår
heraf, at der hverken i den gældende universitetslov eller i lovforslaget er
hjemmel til, at universiteterne yder direkte støtte til fonde mv. Dette vil
kræve særskilt lovhjemmel. For så vidt angår spørgsmålet om Aarhus
Universitets
deltagelse i driften af ovennævnte museer er dette særskilt hjemlet i
finansloven. En ændring af de generelle regler om støtte til fonde mv. har
således ikke betydning for driften af museerne.
Spørgsmål 104:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af
20. marts 2003 fra Rektorkollegiet, jf. L 125
bilag 79.
Svar:
1. Doktorgraden
Jeg henviser til mit svar på spørgsmål 68, afsnittet om grader.
2. Skattepligt
Som det fremgår af mit svar på spørgsmål 21, har det været en
forudsætning, at der med lovforslaget ikke sker ændringer i
beskatningsforholdene for universiteterne.
I øjeblikket afventes Landsskatterettens afgørelse i den
konkrete sag om Danmarks Tekniske Universitet, og som tidligere nævnt kan der
først herefter tages stilling til, hvorledes vi går videre med spørgsmålet.
3. Oprettelse af fonde
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 22, stk. 1
og 2, og § 46 samt af mit svar på spørgsmål 21, skal der på baggrund af
evalueringen af forskerpatentloven med udgangen af 2003 udarbejdes et samlet
regelsæt for universiteternes eksterne samarbejde. Arbejdet vil blandt andet
omfatte spørgsmålet om selskabskonstruktioner, herunder fonde, i
universiteternes eksterne samarbejde, og der vil således blive taget stilling
til det rejste spørgsmål på dette tidspunkt.
4. Samarbejde med ikke-kommercielle fonde
Som Rektorkollegiet selv nævner, findes der i lovforslagets § 46
en overgangsbestemmelse, således at nuværende samarbejder efter den gældende
universitetslovs § 10, stk. 2, kan fortsætte frem til den 1. juli 2005.
Spørgsmålet om universiteternes fremtidige muligheder for at samarbejde med
og
yde støtte til fonde vil indgå i det under pkt. 3 nævnte arbejde med at
udarbejde et samlet regelsæt for universiteternes eksterne samarbejde.
5. Betaling for deltidsuddannelse
Man kan ikke fastsætte deltagerbetaling med henblik på opnåelse
af et overskud, da der er tale om, at staten via universiteterne udbyder
deltidsuddannelser som en offentlig ydelse med taxametertilskud. Fastsættes
deltagerbetaling med henblik på opnåelse af et overskud, der kan anvendes til
andre formål, er der reelt tale om en beskatning af borgerne, og udskrivning
af
skatter kræver hjemmel i lov.
Universiteterne kan således ikke uden lovhjemmel fastsætte
brugerbetalingen for offentlige undervisningsydelser med henblik på at opnå
et
overskud, der kan anvendes til andre formål. En sådan lovhjemmel findes ikke
i
gældende lovgivning, og universiteterne har derfor heller ikke i dag mulighed
for at fastsætte brugerbetaling på denne måde.
Bestemmelsen i § 26, stk. 4, indebærer, at deltidsuddannelser
som helhed ikke kan udbydes med henblik på at opnå et overskud, der kan
overføres til andre formål. Deltagerbetaling kan fastsættes således, at den
sammen med et evt. tilskud dækker alle langsigtede omkostninger ved
aktiviteten, herunder bidrag til dækning af udviklingsomkostninger, generel
ledelse og administration, bygningsdrift og kapitalomkostninger mv. samt
bidrag
til afdækning af risikoen for, at tilmeldingerne medfører, at der kan optræde
underskud ved enkeltaktiviteter.
Hvis man i lovforslaget ville skabe den nødvendige lovhjemmel
til at fastsætte brugerbetalingen for offentlige undervisningsydelser med
henblik på at opnå et overskud, der kan anvendes til andre formål, og dermed
ville give universiteterne mulighed for at udbyde uddannelser som en
kommerciel
ydelse, samtidig med at der ydes taxametertilskud, skal man være opmærksom
på,
at andre udbydere end de danske universiteter, fx udenlandske universiteter,
der går ind på det danske uddannelsesmarked, ville have krav på ligestilling
med danske universiteter med henblik på opnåelse af statstilskud. Dette er en
følge af almindelige markedsmæssige regler, herunder EU-regler.
Jeg mener på den baggrund ikke, at lovforslaget skal ændres på
dette område.
6. Opsparing
Jeg er enig i, at det er hensigtsmæssigt, at universiteterne kan
opspare til implementering af langsigtede strategier, og at nedskæringer,
begrundet i at et universitet har sparet op, indeholder uheldige
incitamenter,
som kan medføre, at midlerne bruges mindre fornuftigt.
7. Forskningsfrihed
Jeg henviser til vedlagte notat af 27. marts 2003, som uddybende
beskriver forskeres ret til at publicere deres forskningsresultater. Notatet
konkluderer, at der ikke er behov for præcisering i lovforslaget.
Jeg kan således ikke støtte ændringsforslaget.
8. Bestyrelseshonorar
Med lovforslaget er det hensigten, at universiteterne skal følge
reglerne om særskilt vederlag, som er aftalt eller fastsat af
finansministeren.
Det betyder, at spørgsmålet om honorar (særskilt vederlag) til bestyrelsen
skal
afgøres i overensstemmelse med disse regler.
Særskilt vederlag er den betaling for varetagelse af hverv, som
offentligt ansatte kan få som fx formænd for og medlemmer af råd, nævn,
kommissioner, udvalg o.lign., herunder eksempelvis bestyrelser. Særskilt
vederlag er en betaling for en arbejdsindsats og ikke fx for at påtage sig et
ansvar, der i øvrigt kan omfattes af en bestyrelsesansvarsforsikring. Det er
derfor den tid, der medgår med bestyrelsesarbejdet, som medlemmet bliver
betalt
for.
Efter disse regler (Finansministeriets cirkulære af 2. november
1998 om særskilt vederlag m.v.), der gælder for hele det statslige område,
kan
offentligt
ansatte
kun i meget sjældne undtagelsestilfælde få særskilt vederlag, idet
der for dem gælder en forhåndsformodning for, at hverv for staten udføres som
led i det tjenstlige arbejde. Der kan dog ydes særskilt vederlag til
offentligt
ansatte, hvis der ikke er nogen som helst forbindelse mellem hvervet og
stillingen.
Ikke-offentligt ansatte
kan som udgangspunkt godt få
særskilt vederlag. Der kan dog ikke ydes særskilt vederlag til personer, for
hvem varetagelsen af særlige organisationsinteresser, politiske interesser og
lign. må anses for overvejende i forhold til de øvrige hensyn, der ligger til
grund ved udpegningen. Er hvervsindehaveren udpeget af eller efter
indstilling
fra vedkommende interesseorganisation eller lign., er der en
forhåndsformodning
for, at interessevaretagelsen er det overvejende hensyn.
Dette betyder, at kun de eksterne medlemmer, som ikke er
offentligt ansatte, og som ikke repræsenterer »interesser« af nogen art, kan
oppebære særskilt vederlag. De eksterne medlemmer udpeges da også ifølge
lovforslaget
i kraft af deres egen person og ikke som repræsentanter for bestemte
interesser, organisationer eller sektorer, jf. bemærkningerne til § 12, stk.
1.
Omvendt betyder det også, at repræsentanter for videnskabelige
medarbejdere (VIP) og repræsentanter for teknisk-administrativt personale
(TAP)
ikke kan oppebære særskilt vederlag, idet de er at sidestille med offentligt
ansatte, og idet der er en forbindelse mellem hvervet og deres stilling.
Det betyder også, at repræsentanter for de studerende ikke kan
oppebære særskilt vederlag, idet repræsentationen i bestyrelsen skyldes
hensynet til varetagelsen af særlige interesser.
Jeg vil dog pege på, at der i ovennævnte regelsæt er hjemmel til
at yde anden betaling end særskilt vederlag.
Universiteterne vil således have mulighed for at yde den
betaling, der følger af overenskomster og aftaler m.v., herunder godtgørelse
for eventuelt merarbejde, til bestyrelsesrepræsentanter, der efter gældende
regler og praksis kan få godtgørelse for merarbejde som kompensation for
bestyrelsesarbejdet.
Universiteterne vil endvidere under visse forudsætninger have
mulighed for at aftale tillæg for »tjenstlig varetagelse af et hverv« til
repræsentanter, der ikke efter gældende regler eller praksis kan få
godtgørelse
for merarbejde. Det er endvidere et krav, at varetagelsen af hvervet
medfører en tidsmæssig belastning ud over de
arbejdsopgaver, der er henført til stillingen, og at belastningen normalt bør
være mindst 50 timer om året.
Der vil derfor allerede inden for rammerne af gældende ret være
mulighed for at yde de interne bestyrelsesmedlemmer anden betaling for
bestyrelsesarbejdet, der vil udviske den forskel, der består mellem eksterne
og
interne bestyrelsesmedlemmer, for så vidt angår særskilt vederlæggelse. Jeg
er
derfor ikke enig i, at lovforslaget på forhånd deler bestyrelsen op i
a-medlemmer og b-medlemmer, da interne medlemmer efter det regelsæt, som
lovforslaget lægger op til, kan få betaling for den tid, der bruges på
bestyrelsesarbejdet, og som ligger ud over den normale arbejdstid, enten i
form
af særskilt vederlag eller tillæg og godtgørelse for merarbejde for
medarbejderrepræsentanter.
For så vidt angår det ansvar, som konsistoriums medlemmer
påtager sig i interimsfasen, er det ikke min opfattelse, at dette ansvar er
mere vidtgående, end det ansvar konsistoriemedlemmer har i dag. Jeg lægger
her
vægt på, at konsistoriums medlemmer allerede i dag vil kunne gøres ansvarlige
for eventuelle uforsvarlige eller ulovlige dispositioner efter dansk rets
almindelige erstatningsretlige regler, samt at domstolene i praksis
vedrørende
bestyrelsesansvar har lagt afgørende vægt på, om hvervet er lønnet eller
ulønnet.
Samtidig skal jeg pege på, at
konsistorium i det tidsrum, hvor det virker som bestyrelse, efter
lovforslagets
§ 11, stk. 5, har mulighed for at tegne sædvanlig
bestyrelsesansvarsforsikring.
Spørgsmål 105:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21. marts 2003 fra
Forenede Studenterråd, jf. L 125 bilag 81.
Svar:
Med lovforslaget er det hensigten at omlægge de universitære
heltidsuddannelser, hvor det ikke allerede er sket, med henblik på at sikre
en
reel implementering af 3+2-strukturen med tre-årige bacheloruddannelser
efterfulgt af to-årige kandidatuddannelser. Som led heri er det afgørende at
få
fastlagt den kompetence, der skal udvikles gennem det tre-årige
bacheloruddannelsesforløb, således at bacheloruddannelsen får en værdi i sig
selv og dermed bliver andet og mere end blot 3/5 af et samlet
uddannelsesforløb frem til kandidatgraden.
Bacheloruddannelsen inden for alle hovedområder skal opbygges
som et fagligt sammenhængende forløb, der skal skabe et stærkt fagligt
udgangspunkt på akademisk niveau, dvs. give den studerende en selvstændig
grundlæggende kompetence med udgangspunkt i et centralt
fag/fagområde/disciplin,
der ikke er for snævert. I løbet af bacheloruddannelsens tre år sikres en
gradvis større faglig progression og specialisering rettet mod valg af
kandidatuddannelse. Bacheloruddannelsen afsluttes på tredje år med et
bachelorprojekt, der skal demonstrere kvalificeret evne til at formulere,
analysere og bearbejde teoretiske problemstillinger inden for et emne,
godkendt
af universitetet i tilknytning til uddannelsens centrale emner.
Bacheloruddannelsen bliver således en »grundlæggende
uddannelse«, der skal sikre, at de studerende har et fælles udgangspunkt og
en
fælles faglig identitet, og at de studerende samtidig får mulighed for at
vælge
mellem flere efterfølgende kandidatuddannelser.
Universiteterne skal inden for humaniora og naturvidenskab fortsat
uddanne kandidater, der får faglig kompetence til at undervise i to fag i de
gymnasiale uddannelser, men den nuværende opdeling i gymnasiehovedfag og
gymnasiesidefag som to selvstændige og ofte helt uafhængige uddannelsesforløb
på henholdsvis 3½ år og 1½ år inden for den samlede fem-årige
uddannelsesramme
skal nytænkes.
Det er min klare vurdering, at denne nytænkning er afgørende,
hvis de centrale uddannelsespolitiske målsætninger, fx styrket faglighed,
øget
fleksibilitet, mindsket frafald og studentermobilitet ind og ud af landet,
også
skal omfatte de humanistiske og naturvidenskabelige
universitetsuddannelser.
Jeg henviser til mit svar på spørgsmål 53, men vil samtidig
gerne knytte nogle yderligere kommentarer til sagen.
Et centralt led i flerårsaftalen om de videregående uddannelser
fra juni 1992, der blev indgået af samtlige daværende partier i Folketinget
med
undtagelse af Fremskridtspartiet, var indførelsen af 3+2-strukturen i
universitetsuddannelserne.
Strukturen blev indført i de naturvidenskabelige
universitetsuddannelser fra 1993 og i de humanistiske universitetsuddannelser
fra 1995. Til trods herfor er der i dag kun i begrænset omfang tilrettelagt
naturvidenskabelige og humanistiske bacheloruddannelser i form af afrundede
uddannelser med en selvstændig kompetence, og flere af disse uddannelser
fremstår derfor fortsat som 3/5 af de tidligere fem-årige
kandidatuddannelser.
Frafaldet på de humanistiske og naturvidenskabelige uddannelser
er generelt faldet over de sidste 20-30 år, men frafaldet på de humanistiske
og
naturvidenskabelige bacheloruddannelser er fortsat på over 50 % i gennemsnit.
På de to-årige kandidatoverbygningsuddannelser er der også et betydeligt
frafald. Mange mindre fag på både humaniora og naturvidenskab har konstant
haft
et frafald på over 60 %, også de sidste 10 år. Samtidig har
dimittendledigheden
på det samlede humaniora-område og på dele af det naturvidenskabelige-område,
især inden for biologi-geografi-området, været konstant høj.
Ledigheden er fortsat meget høj for humanister. Ifølge AC’s
ledighedsstatistik er ledigheden for humanister oppe på 12-13 %, og selv
under
de gunstige konjunkturer kom ledigheden ikke ned under 10 %.
Dimittendledigheden er foruroligende høj for humanister. Målt som andelen af
ledige blandt de humanister, der er uddannet inden for det seneste år, har
dimittendledigheden i de sidste 5 år ligget på over 40 %, og selv under
gunstige konjunkturer har den været meget høj. Det samlede gennemløb for
typiske humanistiske kandidater viser, at hver gang 100 starter fx på
dansk-studiet, vil kun 25 komme ud i den anden ende som kandidater, der får
arbejde inden for 6-12 måneder efter graduering. For en række små fag, som fx
filosofi, er »succesraten« på under 10 %, jf. tabel 1.
Tabel 1: Gennemløb for et stort og lille humanistisk fag,
stiliseret beregning
|
Antal
|
Dansk
|
Filosofi
|
|
- Der starter
|
100
|
100
|
|
- Der falder fra på bachelor
|
45
|
65
|
|
- Der falder fra på kandidat
|
15
|
18
|
|
- Der bliver dimittend-ledig
|
15
|
10
|
|
- Der får job efter uddannelse
|
25
|
8
|
Samtidig er progressionen mellem bachelorniveauet og
kandidatniveauet ikke klart ekspliciteret som krav om forskellige
kvalifikationer, men fremstår ofte som »mere af det samme«. Endvidere vil jeg
fremhæve, at uddannelserne ved de forskellige universiteter er opbygget meget
forskelligt, fx som en 2+1+2-struktur eller som en 3½ + 1½-struktur, og den
studerende kan i nogle tilfælde selv
vælge, om hele sidefaget skal gennemføres efter hovedfaget og hermed
udelukkende på kandidatuddannelsen, eller om noget af sidefaget også skal
gennemføres på bacheloruddannelsen.
Et af formålene med den danske bachelorreform var netop ønsket
om at skabe større fleksibilitet i de lange danske universitetsuddannelser,
og
bachelorgraden skulle således kunne anvendes til institutionsskift, nationalt
eller internationalt, til skift til anden overbygningsuddannelse eller til at
forlade uddannelsessystemet og få erhvervsbeskæftigelse med mulighed for
senere
tilbagevenden til videreuddannelse.
Derfor er det efter min mening afgørende, at vi også inden for
humaniora og naturvidenskab får udviklet en studiestruktur, hvor både den
enkelte bacheloruddannelse og den enkelte kandidatuddannelse får sin egen
faglige identitet, og hvor bacheloruddannelsen sammensættes sådan, at den
giver
de studerende faglige forudsætninger for flere relevante kandidatuddannelser
også kandidatuddannelser på et andet universitet. Der skal samtidig sikres en
faglig sammenhæng og progression mellem bacheloruddannelsen og
kandidatuddannelsen, således at de studerende ikke oplever to forskellige
uddannelsesforløb med helt forskellige formål og genstandsområder, men
derimod
at de er kommet op på et højere niveau.
De studerende får hermed nemmere ved at se de forskellige
uddannelsers kompetencer og deres sammenhæng med et relevant arbejdsmarked.
De
humaniorastuderende i fx dansk og historie kan se, at der er andre
arbejdsmarkeder end den gymnasiale sektor, og tilsvarende kan de
naturvidenskabelige studerende i fx matematik, fysik og kemi se, at der også
er
et arbejdsmarked i den gymnasiale sektor.
Jeg kan oplyse, at inden for naturvidenskab er uddannelserne
netop gået i gang med at nytænke uddannelserne med henblik på at etablere
bacheloruddannelser og kandidatuddannelser med egen faglig identitet.
Universiteterne skal som nævnt fortsat uddanne kandidater, der
får faglig kompetence til at undervise i to fag i de gymnasiale uddannelser.
Det nærmere indhold af disse kandidatuddannelser og hermed kandidatens
kompetenceprofil samt krav til den adgangsgivende bacheloruddannelse vil
blive
fastlagt af de universiteter, der skal udbyde de forskellige
kandidatuddannelser, men i tæt samarbejde med de aftagere, der skal ansætte
kandidaterne, dvs. rektorerne for gymnasieskolerne, og inden for rammer
fastsat
af Videnskabsministeriet efter drøftelse med Undervisningsministeriet.
Med de forestående indholdsreformer af de gymnasiale uddannelser
lægges der op til en ændret kompetenceprofil for kommende gymnasielærere.
Fagene i gymnasie- og hf-rækken tænkes sammen i større helheder, de såkaldte
fagpakker, hvor lærerne skal indgå i lærerteams, således at eleverne opnår en
bedre helhedsforståelse. Det er derfor forventningen, at de nye forskellige
kandidatuddannelser målrettet jobbet som gymnasielærere bl.a. vil skulle
afspejle disse nye kompetencebehov hos fremtidens gymnasielærere.
Efter lovforslagets vedtagelse vil Videnskabsministeriet tage
initiativ til at igangsætte en dialog mellem universiteterne, rektorerne for
gymnasieskolerne, Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet med
henblik
på at afklare de kompetencer, der er nødvendige for at kunne undervise i de
nye
gymnasiale uddannelser. Med udgangspunkt i denne dialog vil
Videnskabsministeriet opfordre universiteterne til at iværksætte et
reformarbejde af studierne, der fører frem til en hensigtsmæssig
gymnasielæreruddannelse. Arbejdet skal
indtænke
3+2-strukturen i de
universitære uddannelser og
behovene for
de efterfølgende pædagogiske uddannelsesforløb. Videnskabsministeriet vil
bistå
universiteterne i dette reformarbejde og tilstræbe, at der også indtænkes en
landsdækkende planlægning af uddannelserne.
Jeg gør i øvrigt opmærksom på, at det allerede af bemærkningerne
til § 3 fremgår, at udbud af uddannelser rettet mod særlige erhverv, fx
uddannelser rettet mod undervisningsfunktioner i de gymnasiale uddannelser,
forudsætter, at videnskabsministeren har drøftet godkendelsen med den
ansvarlige ressortminister, dvs. undervisningsministeren.
Særligt hvad angår praktik i de universitære uddannelser, giver
henvendelsen mig i øvrigt anledning til at knytte et par bemærkninger. De
forskningsbaserede bacheloruddannelser, der reguleres efter lov om
universiteter, skal give de studerende akademiske kompetencer. Disse
uddannelser kan efter nærmere bestemmelse i studieordningen for den enkelte
uddannelse indeholde projektorienterede forløb, evt. i tilknytning til en
virksomhed. De forskningsbaserede uddannelser skal således kun undtagelsesvis
indeholde krav om obligatoriske praktikforløb og i givet fald kun af kort
varighed, og hvor det er fagligt relevant i modsætning til de
forskningstilknyttede mellemlange videregående uddannelser, de såkaldte
professionsbacheloruddannelser, der reguleres af lov om mellemlange
videregående uddannelser, og som skal give de studerende professions- og
praksisnære kompetencer.
Indførelsen af en fælles IU-KoT skal bl.a. bidrage til at gøre
valget mellem flere kandidatuddannelser efter endt bacheloruddannelse til en
mulighed for den studerende. Jeg har noteret mig, at Forenede Studenterråd
også
finder denne mulighed hensigtsmæssig. Det er imidlertid min vurdering, at vi
er
nødt til at etablere et system, der kan sikre dette valg, hvis det for den
enkelte studerende skal blive et reelt valg.
Spørgsmål 110:
Vil ministeren med henblik på teknisk bistand udarbejde et
ændringsforslag til lovforslagets § 16, der sikrer, at der til enhver tid er
en
ansvarlig ledelse, også i tilfælde af vakance eller dersom den ansatte dekan
i
en længere periode er forhindret i at varetage sin funktion. Ministeren bedes
udarbejde et ændringsforslag. Vil ministeren kunne støtte et sådant
ændringsforslag?
Svar:
Hvis en dekan i en længere periode er forhindret i at varetage
sin funktion, kan der foretages konstitution i stillingen. I følge reglerne
skal en konstitution opslås offentligt inden besættelse, hvis den
midlertidige
tjeneste må forventes af strække sig over et ikke ganske kortvarigt tidsrum.
Hvis der ikke foretages konstitution, forudsættes det at rektor
eller den rektor bemyndiger hertil, varetager dekanens opgaver.
Der vil således altid være en ansvarlig ledelse, også når
dekanen er forhindret i at varetage sin funktion. Jeg finder derfor ikke
behov
for at sikre dette i et ændringsforslag, da det følger af andre regler.
Spørgsmål
111:
Vil ministeren med henblik på teknisk bistand udarbejde et
ændringsforslag til lovforslagets § 17, der sikrer, at der til enhver tid er
en
ansvarlig ledelse, også i tilfælde af vakance eller dersom den ansatte
institutleder i en længere periode er forhindret i at varetage sin funktion?
Ministeren bedes udrabejde et ændringsforslag. Vil ministeren kunne støtte et
sådant ændringsforslag?
Svar:
Jeg henviser til mit svar på spørgsmål 110, idet de samme
forhold gør sig gældende for institutlederens vedkommende. Det skal dog
tilføjes, at det ofte vil være dekanen, der varetager institutlederens
opgaver.