Den fulde tekst

Tillægsbetænkning afgivet af Skatteudvalget den 22. maj 2003

Tillægsbetænkning

over

  Forslag til lov om ændring af skattestyrelsesloven og andre love

(Ændring af fristreglerne på skatte- og afgiftsområdet m.v.)

[af skatteministeren (Svend Erik Hovmand)]

 

1. Ændringsforslag

Der er af Det Radikale Venstres medlem af udvalget stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 12. marts 2003 og var til 1. behandling den 1. april 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget. Udvalget afgav betænkning den 7. maj 2003. Lovforslaget var til 2. behandling den 13. maj 2003, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 5 møder.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en anonym skriftlig henvendelse, som skatteministeren har kommenteret over for udvalget.

Samråd

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til skatteministeren til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmålene i 2 samråd med udvalget den 13. og 21. maj 2003. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget de talepapirer, der lå til grund for ministerens besvarelser af spørgsmålene.

Spørgsmål

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 9 spørgsmål til skatteministeren og 3 spørgsmål til statsministeren til skriftlig besvarelse, som disse har besvaret. 8 af udvalgets spørgsmål og skatteministerens og statsministerens besvarelser heraf er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

3. Emner, udvalget særligt har behandlet

Høringssvar m.v. over lovforslag

Udvalget er under udvalgsbehandlingen blevet gjort opmærksom på to breve af 24. januar og 27. marts 2003 fra Landsskatteretten til Skatteministeriets Departement, jf. bilag 22. Landsskatterettens breve indeholder afstandtagen fra den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede ændring af skattestyrelseslovens § 32, hvorefter der gives skatteministeren mulighed for vedrørende spørgsmål, der er påkendt af Landsskatteretten, at træffe beslutning om, at sagen skal genoptages med henblik på ændring af Landsskatterettens afgørelse til fordel for den skatte- eller afgiftspligtige, såfremt det vurderes, at Skatteministeriet ikke kan forventes at opnå medhold i sagen, hvis den indbringes for domstolene.

Landsskatterettens breve indgik ikke i de høringssvar, som skatteministeren har sendt til udvalget, og det var ikke i lovforslagets bemærkningers afsnit om høring oplyst, at Landsskatteretten havde været hørt om lovforslaget.

Landsskatterettens breve er sendt til udvalget ved skatteministerens svar af 9. maj 2003 på spørgsmål 30, jf. bilag 17.

Et medlem af udvalget anmodede på baggrund af ministerens manglende oversendelse af Landsskatterettens breve Folketingets Parlamentariske Afdeling om en vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Landsskatterettens høringssvar skulle have været sendt til Skatteudvalget som led i ordningen om ministrenes/ministeriernes oversendelse af høringssvar vedrørende lovforslag til udvalgene. Der henvises til Parlamentarisk Afdelings notat af 12. maj 2003 om høringer vedrørende lovforslag samt spørgsmålet om Landsskatterettens placering i skattesystemet m.v., jf. bilag 25.

Skatteministeren har i sit svar af 13. maj 2003 på spørgsmål 31 og 32, jf. bilag 27, bl.a. redegjort nærmere for Skatteministeriets generelle praksis for behandling af høringssvar fra Landsskatteretten og for Skatteministeriets konkrete behandling af de pågældende breve fra Landsskatteretten.

Problemstillingen om oversendelse af høringssvar vedrørende lovforslag indgik endvidere som en central del af debatten ved lovforslagets andenbehandling den 13. maj 2003. Under andenbehandlingen henviste skatteministeren til anbefalingerne i Parlamentarisk Afdelings notat af 12. maj 2003 om, at det vil være naturligt, at udvalgene tager en drøftelse med den pågældende fagminister om, hvilken praksis der for fremtiden bør gælde i relation til spørgsmålet om høring af interne myndigheder m.v. samt oversendelse til udvalget af eventuelle høringssvar fra interne myndigheder og lignende. Skatteministeren tilkendegav på den baggrund, at han ville bede sit ministerium om at udarbejde et beslutningsgrundlag, som kan danne grundlag for en drøftelse mellem Skatteudvalget og skatteministeren om klarere regler for, hvad der i fremtiden skal oversendes til udvalget, og hvad der ikke skal.

Skatteministeren har endvidere i et samråd med udvalget den 13. maj 2003 om samrådsspørgsmål A og B, jf. bilag 18, bl.a. redegjort nærmere for, hvorfor ministeren ikke på et tidligere tidspunkt af lovforslagets behandling har oversendt Landsskatterettens breve vedrørende lovforslaget, og hvorvidt ministeren finder, at den manglende orientering af udvalget er i overensstemmelse med principperne og hensynene bag ordningen om, at høringssvar og høringsnotat vedrørende lovforslag tilsendes udvalget forud for førstebehandlingen af lovforslag. Der henvises i øvrigt til skatteministerens talepapir fra samrådet, jf. bilag 35 og 37.

Beretning om lovkvalitet og ministres betjening af Folketinget

Udvalget har besluttet at afgive en beretning om lovkvalitet og ministres betjening af Folketinget på baggrund af udvalgsbehandlingen af lovforslagene L 175 og L 219, hvor der har været rejst spørgsmål om skatteministerens manglende oversendelse af høringssvar og karakteren af skatteministerens svar til udvalget på stillede spørgsmål. Beretningen forventes afgivet den 26. maj 2003.

4. Tilkendegivelse fra skatteministeren

Skatteministeren har over for udvalget tilkendegivet følgende:

»Jeg skal hermed bekræfte, at i de få tilfælde, hvor ministeriet kan forventes at træffe beslutning om genoptagelse efter forslaget til skattestyrelseslovens § 32, 2. og 3. pkt., vil sagerne have en sådan karakter, at de altid vil blive fulgt op af en kommentar fra ministeriet. Kommentaren vil tjene til, at ikke alene beslutningen om genoptagelse, men også begrundelsen for denne beslutning bliver offentligt bekendt.«

5. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL og KRF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Flertallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget bemærker følgende:

Lovforslaget har undergået en meget intens fornyet udvalgsbehandling siden anden behandling. Udvalgsbehandlingen har især handlet om skatteministerens forslag til en ny bemyndigelse, som bemyndiger skatteministeren til at omgøre kendelser afgjort af Landsskatteretten uden om domstolene, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, om ændring af skattestyrelseslovens § 32. Allerede i Socialdemokratiets bidrag til betænkningen inden anden behandling gjorde Socialdemokratiet det klart, at denne del af lovforslaget er aldeles uacceptabel.

Under det videre udvalgsarbejde er denne opfattelse yderligere blevet bestyrket. Gennem en anonym henvendelse fra en angiveligt mangeårig juridisk medarbejder i Skatteministeriets Departement blev Folketinget gjort opmærksom på høringssvar fra Landsskatteretten, som skatteministeren ikke under lovbehandlingen havde oversendt til udvalget. Disse høringssvar indeholder vigtige oplysninger og markante synspunkter, som er helt afgørende for at vurdere virkningerne af den i lovforslaget foreslåede bestemmelse om, at skatteministeren får adgang til at omgøre Landsskatterettens afgørelser uden om domstolene. Bestemmelsens blotte tilstedeværelse vil således risikere at undergrave Landsskatterettens autoritet.

Endvidere er det klart fremgået af udvalgsbehandlingen, at der ikke er nogen sikkerhed for, at bemyndigelsen vil blive anvendt ud fra rent juridiske begrundelser, men at den til enhver tid værende skatteminister vil kunne bruge bemyndigelsen til rent politiske afgørelser, uden at Folketinget og offentligheden kan få indsigt i, at skatteministeren og Skatteministeriet undlader at følge de juridiske råd. Det skyldes, at alle juridiske råd og indstillinger i sager af den karakter er undtaget fra regler om offentlighed i forvaltningen. At skatteministeren vil håndhæve denne fortrolighed konsekvent, er fremgået af skatteministerens svar til udvalget, hvor han end ikke har ønsket at oplyse om indstillinger i lignende sager, som er mere end 10 år gamle.

Når udvalget har spurgt til sager tilbage i perioden 1987-1992, skyldes det, at daværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen forlangte, at afgørelser om anke og afgørelser om at tage bekræftende til genmæle blev truffet af ham selv personligt. Der står et klart billede fra den periode af sager, hvor den daværende skatteminister traf rent politiske afgørelser i direkte modstrid med de juridiske råd fra Kammeradvokaten, Told- og Skattestyrelsen og Skattedepartementet. Da skatteministeren på trods af skriftlige spørgsmål og samråd har fastholdt fuld fortrolighed om de pågældende indstillinger, har offentligheden fortsat ikke mulighed for at få indblik i den måde, som en bemyndigelse af den karakter kan misbruges på af en minister.

At skatteministeren ikke kun har henholdt sig til fortrolighed, men også har benægtet risikoen ved den form for bemyndigelser, på trods af en periode med konkrete eksempler herpå, har medført en reaktion fra flertallet i udvalget, så bl.a. dette forhold vil blive behandlet i en særskilt beretning, jf. punkt 3 ovenfor.

Afdækningen af de problemer, som bemyndigelser af den karakter, som skatteministeren nu foreslår udvidet til også at kunne benyttes uden om domstolene, giver i øvrigt anledning til, at Folketinget efter Socialdemokratiets opfattelse må overveje en præcisering af disse eksisterende bemyndigelser, så man undgår politisk misbrug af reglerne – uden at Folketinget og offentligheden har nogen reel mulighed for at kontrollere anvendelsen og derfor heller ikke har nogen mulighed for at vurdere, om de afgørelser, der træffes, er med baggrund i juridiske vurderinger eller er bestemt af rent politiske og ideologiske opfattelser hos den til enhver tid værende skatteminister.

Også skatteministerens reaktion over for udvalget ved fremkomsten af det anonyme brev må betegnes som særegen. Alene udvalgets anmodning om at få oversendt høringssvarene fra Landsskatteretten, jf. skatteministerens svar på spørgsmål 30 (bilag 17), fik skatteministeren til uopfordret at tilbyde: »Hvis udvalget er af en anden opfattelse, vil jeg derfor være indstillet på at stille et ændringsforslag med henblik på, at denne del af forslaget udgår« (den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets § 1, nr. 1). Efterfølgende, da et flertal i Skatteudvalget opfordrede skatteministeren til at effektuere sit løfte, afviste skatteministeren at stille det bebudede ændringsforslag. Ændringsforslaget er nu stillet med tilslutning fra et flertal i udvalget, men kan forventes nedstemt ved lovforslagets 3. behandling af regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

Efter Socialdemokratiets opfattelse har hele forløbet omkring dette lovforslag været så særegent og uacceptabelt, at det bør give Folketingets Præsidium og Udvalget for Forretningsordenen anledning til at overveje, hvordan man fremover undgår tilsvarende forløb omkring lovarbejdet i udvalgene, hvis lovkvaliteten skal sikres.

Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Mindretallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

6. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af   et mindretal (RV), tiltrådt af et mindretal (S, SF, EL og KRF):

Til § 1

  1) Nr. 1 udgår.

[Den foreslåede adgang for skatteministeren til at beslutte genoptagelse af spørgsmål påkendt af Landsskatteretten, uden at kendelsen er indbragt for domstolene, udgår]

  2) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 35, stk. 1, nr. 7, ændres i 1. pkt. »en dom, en landsskatteretskendelse, skatteministerens beslutning efter § 32, 2. pkt., eller en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet« til: »en dom eller en landsskatteretskendelse«.

[Den foreslåede udvidelse af genoptagelsesadgangen for skatteansættelser udgår – bl.a. konsekvensændring af ændringsforslag nr. 1]

  3) I det under nr. 3 foreslåede § 35 C, stk. 1, nr. 1, ændres i 1. pkt. »en dom, en landsskatteretskendelse, skatteministerens beslutning efter § 32, 2. pkt., eller en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet« til: »en dom eller en landsskatteretskendelse«.

[Den foreslåede udvidelse af genoptagelsesadgangen for afgiftstilsvar udgår – bl.a. konsekvensændring af ændringsforslag nr. 1]

Til § 6

  4) Stk. 2 udgår.

Stk. 3-8 bliver herefter stk. 2-7.

[Konsekvensændring af ikrafttrædelsesbestemmelsen som følge af ændringsforslag nr. 1]

Bemærkninger

Til nr. 1

I lovforslagets § 1, nr. 1 har skatteministeren foreslået en ændring af skattestyrelseslovens § 32, som indebærer, at der gives skatteministeren mulighed for vedrørende spørgsmål, der er påkendt af Landsskatteretten, at træffe beslutning om, at sagen skal genoptages med henblik på ændring af Landsskatterettens afgørelse til fordel for den skatte- eller afgiftspligtige, såfremt det vurderes, at Skatteministeriet ikke kan forventes at opnå medhold i sagen, hvis den indbringes for domstolene.

Efter gældende regler kan Skatteministeriet først tage bekræftende til genmæle, når en sådan afgørelse eventuelt er indbragt for domstolene.

Ændringsforslaget indebærer, at den i lovforslaget foreslåede ændring af skattestyrelsesloven, som reelt bemyndiger skatteministeren til at kunne omgøre Landsskatterettens afgørelser, uden at afgørelsen er indbragt for domstolene, udgår.

Begrundelsen for at lade bestemmelsen udgå af forslaget er både konkret og principiel. Efter forslagsstillerens opfattelse er det uacceptabelt bl.a. set i lyset af Landsskatterettens høringssvar at tillægge skatteministeren en bemyndigelse til uden om domstolene at omgøre kendelser afsagt af Landsskatteretten. Uanset ministerens bemærkninger og besvarelser om at delegere kompetencen til Skatteministeriets Departement, ændrer det ikke ved, at bemyndigelsen tillægges ministeren, og at den til enhver tid værende skatteminister altid personligt kan vælge at omgøre kendelser fra Landsskatteretten, som bemyndigelsen er formuleret. Tilsvarende er bemærkningerne om at indhente sagkyndige juridiske råd bl.a. fra Kammeradvokaten, forud for at der træffes afgørelse, heller ingen sikkerhed for, at omgørelsen bliver truffet ud fra rent juridiske begrundelser. Den rådgivning, der indhentes, er efter hidtidig praksis underlagt fortrolighed over for såvel Folketinget som offentligheden i øvrigt. Som bemyndigelsen er formuleret, er der således ingen som helst sikkerhed for, at omgørelser bliver afgjort i overenstemmelse med de sagkyndiges juridiske råd. Endvidere er det ikke muligt efterfølgende at kontrollere, om en konkret omgørelse er i overensstemmelse med de sagkyndiges juridiske råd, eller om der er truffet en i juridisk henseende usaglig beslutning af skatteministeren, da hverken Folketinget eller offentligheden kan få adgang til den rådgivning, som er indhentet af ministeriet forud for omgørelsen.

Den bemyndigelse, der allerede efter gældende regler er tillagt skatteministeren til at tage bekræftende til genmæle, når en kendelse fra Landsskatteretten er indbragt for domstolene, indeholder de samme problemer. Efter forslagsstillerens opfattelse er det imidlertid ikke et argument for at indføre en ny og mere vidtgående bemyndigelse til skatteministeren, som kan anvendes uden om domstolene. Tværtimod giver det grundlag for overvejelser om en præcisering af tilsvarende eksisterende bemyndigelser for at imødegå risiko for usaglig anvendelse af disse bemyndigelser.

Forslagsstilleren er også bekymret for, at en indførelse af den foreslåede bemyndigelse vil kunne opfattes som indførelse af en ny klageadgang direkte til ministeren. Endvidere er der en risiko for at bemyndigelsens blotte indførelse vil undergrave Landsskatterettens autoritet og troværdighed, såfremt dens kendelser uden om domstolene vil kunne omgøres af den til enhver tid værende skatteminister.

Skatteministeren har i bemærkningerne til den foreslåede lovbestemmelse understreget, at »det må forventes, at bestemmelsens anvendelsesområde vil blive meget begrænset.« Dette er yderligere understreget af ministeren under lovbehandlingen. Også på den baggrund er det svært at se begrundelsen for at vedtage en så principiel ændring, hvor ministeren tillægges mulighed for uden om domstolene at omgøre Landsskatterettens kendelser.

Til nr. 2 og 3

I lovforslaget § 1, nr. 2, foreslås det, at den gældende adgang til genoptagelse af skatteansættelser efter skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, udvides til, at der også kan ske genoptagelse, hvis hidtidig praksis er endeligt underkendt ved skatteministerens beslutning efter § 32, 2. pkt. (jf. den i lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede ændring af skattestyrelseslovens § 32) eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. Efter gældende regler kan genoptagelse kun ske, hvis hidtidig praksis er underkendt ved en dom eller en landsskatteretskendelse.

 

Tilsvarende udvidelser foreslås i den i lovforslaget foreslåede § 35 C, stk. 1, nr. 1, i skattestyrelsesloven vedrørende genoptagelse af fastsættelse af afgiftstilsvar, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Ændringsforslagene indebærer, at de foreslåede udvidelser af genoptagelsesadgangen for skatteansættelser og fastsættelse af afgiftstilsvar udgår. Ændringsforslagene har sammenhæng med ændringsforslaget under nr. 1.

Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensændring af ikrafttrædelsesbestemmelsen som følge af ændringsforslag nr. 1.

  Lars Christian Lilleholt (V)   Peter Christensen (V)   Freddy Dam (V)   Kristian Jensen (V)  nfmd.   Mikkel Dencker (DF)   Colette L. Brix (DF)   Charlotte Dyremose (KF)   Else Theill Sørensen (KF)   Mogens Nørgård Pedersen (KRF)   Erik Mortensen (S)   Henrik Sass Larsen (S)   Jacob Buksti (S)   Jens Peter Vernersen (S)  fmd.   Sophie Hæstorp Andersen (S)   Morten Homann (SF)   Anders Samuelsen (RV)   Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

 

Folketingets sammensætning

 

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

56

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

 

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

 

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

 

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

 

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

  9

 

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

1

 

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

 


Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 175 omdelt efter afgivelse af betænkning

Bilagsnr.

Titel

17

Svar på spm. 30 om oversendelse af samtlige breve fra Landsskatteretten til Skatteministeriet, som omhandler lovforslaget, fra skatteministeren

18

Samrådsspm. A om, hvorfor ministeren ikke har sendt udvalget Landsskatterettens høringssvar til Fristudvalgets betænkning, og hvorfor det ingen steder fremgår, at Landsskatteretten har været høringspart, til skatteministeren

Samrådsspm. B om, hvorfor ministeren nu er indstillet på at stille ændringsforslag, til skatteministeren

19

Betænkning afgivet den 7/5-03

20

Spm. 31 om tidligere lovgivning vedrørende Landsskatteretten, hvor Landsskatterettens præsident har reageret over for Skatteministeriets Departement, til skatteministeren

Spm. 32 om Skatteministeriets departementschefs udtalelser vedrørende indsigelserne fra Landsskatterettens præsident, til skatteministeren

21

Meddelelse vedrørende omdeling af anonym henvendelse

22

Anonym henvendelse

23

Parlamentarisk Afdelings notat af 12/5-03 om anonyme henvendelser m.v.

24

Meddelelse fra Udvalgssekretariatet om dom afsagt af EF-Domstolen (Skat Udland 2002.224)

25

Parlamentarisk Afdelings notat af 12/5-03 om høringer vedrørende lovforslag samt spørgsmål om Landsskatterettens placering i skattesystemet m.v.

26

Kommentar fra skatteministeren til anonym henvendelse

27

Svar på spm. 31 om tidligere lovgivning vedrørende Landsskatteretten, hvor Landsskatterettens præsident har reageret over for Skatteministeriets Departement, fra skatteministeren

Svar på spm. 32 om Skatteministeriets departementschefs udtalelser vedrørende indsigelserne fra Landsskatterettens præsident, fra skatteministeren

28

Spm. 33, om udtalelserne, der skal indhentes som baggrund for at omgøre Landsskatterettens kendelser uden om domstolene, behandles som fortrolige, til skatteministeren

Spm. 34, om ministeren kan bekræfte, at det er uden for Folketingets og offentlighedens kontrol, om ministeren følger indstillingerne fra de rådgivende organer, til skatteministeren

Spm. 35, om ministeren kan bekræfte, at der ikke er noget til hinder for, at ministeren personligt kan vælge at træffe afgørelse i sagerne, til skatteministeren

Spm. 36, om ministeren kan bekræfte, at departementet er underlagt ministerens instruktionsbeføjelse, til skatteministeren

29

Spm. 37 om »ankeforbud« i statsministerens tid som skatteminister (1987-92), til statsministeren, kopi til skatteministeren

Spm. 38, om den daværende skatteminister traf beslutning imod de juridiske indstillinger, til statsministeren, kopi til skatteministeren

Spm. 39, om der i statsministerens tid som skatteminister blev taget bekræftende til genmæle i vundne sager imod de juridiske råd, til statsministeren, kopi til skatteministeren

30

Meddelelse om tidspunkt for afgivelse af tillægsbetænkning

31

Spm. 40 om oversendelse af talepapir fra samrådet den 13/5-03 om samrådsspørgsmål A og B, til skatteministeren

32

1. udkast til tillægsbetænkning

33

Svar på spm. 33, om udtalelserne, der skal indhentes som baggrund for at omgøre Landsskatterettens kendelser uden om domstolene, behandles som fortrolige, fra skatteministeren

Svar på spm. 34, om ministeren kan bekræfte, at det er uden for Folketingets og offentlighedens kontrol, om ministeren følger indstillingerne fra de rådgivende organer, fra skatteministeren

Svar på spm. 35, om ministeren kan bekræfte, at der ikke er noget til hinder for, at ministeren personligt kan vælge at træffe afgørelse i sagerne, fra skatteministeren

Svar på spm. 36, om ministeren kan bekræfte, at departementet er underlagt ministerens instruktionsbeføjelse, fra skatteministeren

34

Svar på spm. 37 om »ankeforbud« i statsministerens tid som skatteminister (1987-92), fra statsministeren og skatteministeren

Svar på spm. 38, om den daværende skatteminister traf beslutning imod de juridiske indstillinger, fra statsministeren og skatteministeren

Svar på spm. 39, om der i statsministerens tid som skatteminister blev taget bekræftende til genmæle i vundne sager imod de juridiske råd, fra statsministeren og skatteministeren

35

Svar på spm. 40 om oversendelse af talepapir fra samrådet den 13/5-03 om samrådsspørgsmål A og B, fra skatteministeren

36

Spm. 41 om oversendelse af talepapir fra samrådet den 13/5-03 om samrådsspørgsmål B, til skatteministeren

37

Svar på spm. 41 om oversendelse af talepapir fra samrådet den 13/5-03 om samrådsspørgsmål B, fra skatteministeren

38

Samrådsspm. C om ministerens vurdering af sine besvarelser vedrørende anonym henvendelse m.v., til skatteministeren

Samrådsspm. D om hemmeligholdelse af juridiske indstillinger til den tidligere skatteminister, til skatteministeren

39

Spm. 42 om oversendelse af talepapir fra samrådet den 21/5-03 om samrådsspørgsmål C og D, til skatteministeren

40

Meddelelse om udskydelse af afgivelse af tillægsbetænkning

41

Svar på spm. 42 om oversendelse af talepapir fra samrådet den 21/5-03 om samrådsspørgsmål C og D, fra skatteministeren

42

Meddelelse om afgivelse af beretning om problemstillinger rejst i forbindelse med udvalgsbehandlingen af L 175 og L 219

43

Tilkendegivelse vedrørende ministeriets beslutning om genoptagelse efter forslaget til skattestyrelseslovens § 32, 2. og 3. pkt., fra skatteministeren


Bilag 2

Nogle af udvalget spørgsmål til statsministeren og skatteministeren og disses svar herpå samt en henvendelse til udvalget og skatteministerens kommentar hertil

Spørgsmålene og svarene samt henvendelsen og kommentaren er optrykt efter ønske fra S og SF.

SKATTEUDVALGET

L 175 – bilag 22

Til Folketingets udvalg for skatter og afgifter

Bemærkning til L 175 fremsat af skatteministeren

Som mangeårig juridisk medarbejder i Skatteministeriets Departement finder jeg det nødvendigt herved at fremkomme med nogle bemærkninger til det fremsatte L 175 m.h.t. forslaget om, at skatteministeren skal have adgang til at træffe beslutning om genoptagelse med henblik på medhold af en sag, der er påkendt af Landsskatteretten, hvis ministeriet ikke kan forventes at opnå medhold i sagen ved domstolene.

Forslaget må således givet anses at medføre alvorlige konsekvenser, som fundamentalt risikerer at gøre op med et system, der hidtil uafhængigt har sikret en meget høj grad af retssikkerhed , men som nu fra regeringens side sættes under politisk pres begrundet i motiver af reelt særdeles tvivlsom karakter .

Det vil forhåbentlig være udvalgets medlemmer forståeligt, at jeg ikke kan fremstå med navns nævnelse i et ærinde som dette. Landsskatteretten har imidlertid i to henvendelser til Departementet af 24-01-03 og 27-03-03 påpeget flere væsentlige sider af mine pointer, hvortil jeg henviser: Rettens brev til Departementet af 27-03-03 vedlægges.

L 175 camoufleres på det omhandlede punkt som et procesbesparende tiltag, derved at ministeriet alene tænkes tillagt kompetence til umiddelbart at opgive en sag, der ikke menes at være udsigt til at vinde. Dette er imidlertid ikke den fulde pointe bag forslaget.

Reelt indebærer forslaget, at ministeriet – i noget, der ligner et vilkårligt omfang – vil komme til at kunne give medhold uden uafhængig kontrol eller offentlighed i sager, der under udfoldelse af betydelige retssikkerhedsgarantier og under medvirken af flere retsmedlemmer, bl.a. dommere, i Landsskatteretten er afsluttet anderledes. I parentes bemærkes, at det alene drejer sig om ca. 60 % af sagerne i Landsskatteretten, der afsluttes til ugunst for klageren, eftersom der i henved 40 % af sagerne gives helt eller delvist medhold.

Forslaget skal formentlig ses i forlængelse af en politik, hvor der i dag tages betydeligt mere offensivt bekræftende til genmæle i sager, der indbringes for domstolene, end for blot kort tid siden. Man fører bestemt ikke alle sager til doms, som på sagligt grundlag vel kunne føres – vel at mærke af politiske nok så meget som af juridiske grunde. Det må i denne forbindelse erindres, at kammeradvokaten er ministeriets advokat og handler efter instruks herfra. Derfor vurdes sagerne reelt – i det omfang ministeren ønsker det – ud fra et forsigtighedsprincip.

Men ofte kunne sagerne lige så godt ende med stadfæstelse ved domstolene og burde i visse tilfælde gøre det. Under alle omstændigheder bør reelt tvivlsomme sager for at undgå vilkårlighed i et vist omfang prøves ved domstolene og resultatet offentliggøres . Dette er en naturlig følge af grundlovens magtfordelingsordning. Herved skabes tillige praksis, således at ens tilfælde behandles ens.

Det kan tilføjes, at de forholdsvis få sager, der imod Landsskatterettens afgørelse i dag får et andet udfald i Lands- eller Højesteret, i et ikke uvæsentligt omfang er sager, der afgøres som følge af en bevisvurdering, som nødvendigvis alene kan foregå under vidneansvar for domstolene. I disse sager kan ministeriet vanskeligt ud fra en saglig vurdering komme til et andet resultat end Landsskatteretten. Det er simpelthen prøvelsesreglerne ved domstolene, der medfører, at sagen får et andet udfald, når vidner udtaler sig under strafansvar og det derved fremkomne kan anvendes som bevis.

I bedste fald må det omhandlede forslag konstateres at være overflødigt – borgerne har jo i forvejen i dag mulighed for at gå til domstolene med pæn omkostningsdækning, hvis en kendelse fra Landsskatteretten ønskes prøvet.

I værste fald må forslaget som nævnt frygtes at føre til vilkårlighed og forskelsbehandling på usagligt grundlag, muligvis allerede når sager fremtidigt afgøres i Landsskatteretten. Retten vil naturligvis blive sat under politisk pres, herunder fra klageres side. Ingen bryder sig om efterfølgende at risikere implicit at blive nedgjort for dårligt juridisk arbejde af en minister, der – fuldkommen ansvarsfrit og uden offentlighed – kan give medhold med en i sagens natur udokumenteret begrundelse om, at sagen ikke kan forventes vundet ved domstolene. Et signal om senere medhold fra ministeriets side kan ikke udelukkes at tilflyde Landsskatteretten, mens sagen verserer.

Da det vil være fuldkommen omkostningsfrit at henvende sig til ministeren efter at have tabt en sag i Landsskatteretten – klageren har jo alt at vinde – vil ministeriet naturligvis tillige blive udsat for en forøget arbejdsbyrde , hvilket vil medføre øget ressourcebehov . Klagere vil forståeligt opfatte ministeren som en reel yderligere klagemulighed, og disse henvendelser vil skulle behandles. Disse tanker er tænkt i ministeriet.

Som det er gjort gældende fra Landsskatterettens side over for ministeriet i brev af 24-01-03, vil L 175 formentlig yderligere få den uheldige konsekvens, at Landsskatteretten – i modsætning til, hvad mange advokater anser for ønskeligt – fortaber muligheden for at forelægge EF-Domstolen spørgsmål præjudicielt . Denne kompetence forudsætter en domstolslignende struktur, som forsvinder, hvis ministeren reelt kan ændre afsagte kendelser.

Jeg skal på den anførte baggrund kraftigt tilråde, at man træder med varsomhed på dette område, og kan kun opfordre til, at L 175 overvejes indgående. Som det forhåbentlig er fremgået, taler vægtige hensyn afgørende imod forslagets vedtagelse.


LANDSSKATTERETTEN

Vester Farimagsgade 7

DK 1606 København V

 

Skatteministeriet

Departementet

Nicolai Eigtvedsgade 28

1402 København K

Den 27. marts 2003

Lovforslag L 175 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love (ændring af fristreglerne på skatte- og afgiftsområdet m.v.).

Lovforslaget bygger på betænkning 1426 fra fristudvalget. Landsskatteretten har i en udtalelse af 24. januar 2003 kommenteret visse af forslagene i betænkningen og taget afstand fra forslaget til ændring af SSL § 32 om, at Skatteministeriet kan træffe beslutning om, at en sag, der har været påkendt af Landsskatteretten, skal genoptages i visse særlige tilfælde. Retten har kraftigt frarådet, at dette punkt medtages i et lovforslag.

Retten må imidlertid konstatere, at denne ændring mod rettens ønske alligevel er medtaget i lovforslaget.

Landsskatteretten skal fastholde, at ændringen af § 32 vil være en svækkelse af rettens uafhængighed, og at den tillige rummer risiko for etablering af et nyt klageorgan. Man er opmærksom på, at det af bemærkningerne fremgår, at bestemmelsen kun vil skulle bruges helt undtagelsesvis og ikke skal opfattes som et ekstra klageorgan. Landsskatteretten er imidlertid af den opfattelse, at rettens kendelser kun bør kunne ændres i domstolsregi, og at den gældende ordning giver den bedste sikkerhed for, at omverdenen kan have fuld tillid til klagesystemet som et uafhængigt og helt upartisk system. Man skal derfor i det hele henvise til de indvendinger, som er anført i udtalelsen af 24. januar 2003.

Med venlig hilsen

Erik S. M. Hansen

Retspræsident


Skatteministerens kommentar til anonym henvendelse af 12. maj 2003.

Skatteudvalget har modtaget en anonym henvendelse vedrørende lovforslag L 175. Henvendelsen indeholder en række påstande om behandlingen af retssager mod Skatteministeriet, og udtaler sig imod forslaget om at kunne gå ind i sager, som skatteyder har tabt i Landsskatteretten, uden at skatteyder tvinges til at rejse sagen for de almindelige domstole.

Henvendelsens enkelte påstande kommenteres i det følgende:

1. Det påstås, at det ikke er den fulde pointe ved denne del af L 175, at det er et procesbesvarende tiltag.

Det skal hertil bemærkes, at forslaget er i overensstemmelse med anbefalingen i betænkning nr. 1426/2003 fra Fristudvalget. I dette udvalg deltog repræsentanter for kommuner, advokater, revisorer og universiteter. Af betænkningens s. 138 fremgår, at »Fristudvalget anbefaler, at der af procesbesparende hensyn gives skatteministeren mulighed for at opgive en sag, hvori Landsskatteretten har afsagt kendelse, inden kendelsen bliver indbragt for domstolene, hvis det på forhånd vurderes, at ministeriet vil tabe sagen. Herved undgår man at tvinge den pågældende skatte- eller afgiftspligtige til at anlægge sag for at få sin ret.«

Denne situation er kommenteret i vedlagte SKM2002.4.DEP, hvor Landsskatteretten afsagde en kendelse, der var i strid med praksis for, hvornår bygninger anses for at blive anvendt erhvervsmæssigt og dermed kan afskrives skattemæssigt. På grund af sagens principielle karakter anmodede Skatteministeriet Landsskatteretten om at revurdere kendelsen. Ved denne revurdering fastholdt retten sin afgørelse. Ministeriet anmodede herefter skatteyderen om at indbringe sagen for domstolene. Under denne sag tog ministeriet bekræftende til genmæle og Østre Landsret afsagde i august 2001 dom, der gav skatteyderen medhold.

2. Videre hævdes, at Skatteministeriet efter forslaget i noget der ligner vilkårligt omfang kan give medhold uden uafhængig kontrol eller offentlighed i sager, der har været afgjort i Landsskatteretten.

Dette er urigtigt. Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, vil Kammeradvokatens vurdering blive indhentet i sager, hvor det skulle besluttes, om en landsskatteretskendelse skulle genoptages uden indbringelse for domstolene. Kammeradvokatens medvirken sikrer en uafhængig juridisk bedømmelse af sådanne sager. Dette svarer ganske til den fremgangsmåde, som ministeriet allerede følger i dag, når det skal vurderes, om en sag skal opgives, når den er blevet indbragt for de almindelige domstole.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at de få sager, som der forventes at blive tale om, vil have en sådan karakter, at de altid vil skulle kommenteres.

3. Det påstås, at der i stigende omfang tages bekræftende til genmæle i retssager, som burde føres, og at dette ikke vurderes på sagligt grundlag men af politiske nok så meget som af juridiske grunde.

Denne påstand er faktuelt forkert. Som det fremgår af tabellen i mit svar på spørgsmål 25, jfr. bilag 10, har antallet af tilfælde, hvor der tages bekræftende til genmæle, været jævnt i de senere år. Dog har der været nogle flere tilfælde i 1999, og ret få i den forløbne del af 2003. Spørgsmålet om at tage bekræftende til genmæle eller ej er en rent juridisk vurdering, hvor Kammeradvokatens indstilling og Skatteministeriets sagsbehandling sker uden inddragelse af skatteministeren.

4. Det påstås, at det at tage bekræftende til genmæle betyder, at reelt tvivlsomme sager ikke bliver prøvet ved domstolene.

Dette er ikke rigtigt. Det er afgørende for Skatteministeriets vurdering af, om der skal tages bekræftende til genmæle eller ej, at den juridiske vurdering er, at det er sikkert eller overvejende sandsynligt, at en dom ikke vil falde ud til fordel for ministeriets standpunkt. Sager, hvor der kan være tvivl om udfaldet, vil således fortsat blive afgjort af domstolene.

5. Det hævdes, at i de sager, hvor Landsskatterettens afgørelse ændres af domstolene, skyldes dette en ændret bevisvurdering, som alene kan foregå under vidneansvar for domstolene, og at den saglige bedømmelse derfor altid må være den samme for ministeriet som for Landsskatteretten.

Det skal hertil bemærkes, at en diskussion af, hvorvidt bevis i form af vidneførsel under vidneansvar har betydning for, om en landsskatteretskendelse ændres af domstolene, er irrelevant for Fristudvalgets forslag. Dette forslag går som nævnt tidligere ud på, at en sag, der er gået skatteyderen imod ved Landsskatteretten, kan genoptages, uden at skatteyderen skal indbringe sin sag for domstolene -udelukkende for at ministeriet kan give skatteyderen sin ret.

6. Forslaget hævdes at være overflødigt, fordi borgerne i dag med pæn omkostningsdækning kan indbringe en tabt landsskatteretssag for domstolene.

Det er forslagets væsentligste sigte svarende til overvejelserne fra Fristudvalgets side, at opnå en procesbesparelse, og at spare skatteyderen for den tidsmæssige og personlige belastning med en overflødig retssag. Forslaget vil i øvrigt indebære, at det offentlige i sådanne sager sparer sagsomkostninger og retsafgift.

7. Det hævdes, at forslaget i værste fald vil betyde vilkårlighed og forskelsbehandling, og politisk pres på Landsskatteretten, idet en minister ansvarsfrit og uden offentlighed kan beslutte, at en sag ikke kan vindes.

Dette er ikke et korrekt billede af, hvordan og af hvem, der træffes afgørelse om behandlingen af retssager, hvori Skatteministeriet er part.  

Dette sker efter en procedure, der er tilrettelagt, således at beslutningerne træffes uden forelæggelse for ministeren. Denne procedure, der har været fulgt gennem adskillelige år, er fastlagt således, netop fordi der er tale om en rent juridisk vurdering. Den valgte procedure ændrer selvsagt ikke på det forhold, at alle afgørelser træffes under sædvanligt ministeransvar.

8. Det nævnes, at det vil være omkostningsfrit at henvende sig til ministeren om en tabt landsskatteretssag, og at ministeriet derfor vil få en øget arbejdsbyrde.

Der skal hertil henvises til bemærkningerne til lovforslaget, hvor der udtrykkes forventningen, at den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde vil blive meget begrænset, og at forslaget ikke er udtryk for, at der herved gives den skatte- eller afgiftspligtige en ekstra klagemulighed, og at en klage vil blive betragtet som et partsindlæg, der ikke giver den klagende en fortrinsstilling. Der forventes ikke en øget ressourcebelastning af Skatteministeriet, og udformningen af lovforslagets administrative bemærkninger er i overensstemmelse med dette.

9. Det påstås endelig, at forslag L 175 vil betyde, at Landsskatteretten fortaber muligheden for at forelægge EF-domstolen spørgsmål præjudicielt, idet dette forudsætter at retten har en domstolslignende struktur, som forsvinder, hvis ministeren reelt kan ændre afsagte kendelser.

Det skal hertil bemærkes, at ministeren efter forslaget ikke kan ændre landsskatteretskendelser. Som det fremgår af forslagets bemærkninger, er det Skatteministeriets Departement, der kan starte en proces, hvori bl.a. Kammeradvokaten forudsættes inddraget, for at vurdere, om en landsskatteretssag skal genoptages.

Det skal endvidere bemærkes, at præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen er en særlig ordning, hvor en domstol eller et domstolslignende organ i et EU-land kan anmode EF-domstolen om en bindende fortolkning af EU-retten. Denne mulighed er som nævnt forbeholdt de egentlige domstole eller organer, der har en domstolslignende karakter. Det har ikke været afgjort i praksis, hvordan Landsskatterettens status er i denne henseende. Det er alene EF-domstolen selv, der træffer afgørelse om, hvilke domstole m.m., den vil anse for kompetente til at bruge proceduren for præjudicielle spørgsmål. Efter Skatteministeriets opfattelse er det ikke sandsynligt, at den foreslåede mulighed for i et helt særegne tilfælde at gribe ind overfor urigtige kendelser vil have afgørende betydning for EF-domstolens vurdering af, om Landsskatteretten har en domstolslignende struktur eller ej.
Told Skat

Kommentar - udlejning af ejendom - erhvervsmæssig anvendelse - afskrivning

SKM-nummer   SKM2002.4.DEP

Myndighed   Skatteministeriet; Departementet

Dato   4. januar 2002

Dato for offentliggørelse   8. januar 2002

Sagsnummer   15.2001-78-2713

Dokumenttype   Kommentar

Overordnede emner   Skat

Emneord   Ejendom, udlejning, erhvervsmæssig, anvendelse, afskrivning

Resume   Kommentar til SKM2002.3.ØLR

Landsskatteretten afsagde en kendelse, der under henvisning til den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, nægtede ejeren af en ejendom adgang til afskrivning af en del af ejendommen med den begrundelse, at lejeren af denne del af ejendommen ikke anvendte det lejede erhvervsmæssigt. Kendelsen var i modstrid med skattemyndighedernes praksis, hvorefter bygninger anses for erhvervsmæssigt anvendt alene i kraft af ejerens erhvervsmæssige udlejning heraf. Skatteministeriet tog på denne baggrund, da sagen blev indbragt for landsretten, bekræftende til genmæle over for skatteyderens påstand om adgang til at foretage afskrivning efter § 18, stk. 1, i den dagældende afskrivningslov. Nedenfor kommenteres dommen af Skatteministeriet.

Reference   Afskrivningsloven § 18, stk. 1 (dagældende)

Afskrivningsloven § 14

Ligningsvejledningen E.C.4.1

Sagens faktiske omstændigheder og forløb

Den 14. april 2000 afsagde Landsskatteretten en ikke offentliggjort kendelse, j.nr. 671-1803-0668, hvor retten for indkomståret 1996 nægtede en skatteyder adgang til at foretage afskrivninger efter § 18, stk. 1, i den dagældende afskrivningslov på en af ham ejet bygning. Bygningen bestod dels af en beboelsesbygning og af nogle driftsbygninger. En del af driftsbygningerne blev udlejet til en almennyttig forening, der anvendte det lejede til fremstilling af modelhuse (miniaturehuse). Formålet hermed var ikke salg, men alene, med henblik på gratis udstilling heraf, at opstille husene som miniatureby et passende sted i Maribo.

Landsskatteretten anfører i kendelsen, at: »... ifølge afskrivningslovens § 18, stk. 1, kan der foretages skattemæssige afskrivninger på bygninger, der benyttes erhvervsmæssigt inden for industri, butikshandel og håndværk. Efter de foreliggende oplysninger samt beskrivelsen af bygningernes anvendelse finder Landsskatteretten, at denne anvendelse ikke kan karakteriseres som erhvervsmæssig, hvorfor den udlejede del af driftsbygningen ikke er omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 1.«

Landsskatteretten stillede herved, som betingelse for ejerens adgang til at foretage afskrivning, krav om, at lejerens anvendelse af det lejede var erhvervsmæssig. Kendelsen var i modstrid med skattemyndighedernes praksis efter § 18, stk. 1, i den dagældende afskrivningslov, idet skattemyndighederne, som betingelse for afskrivning efter afskrivningslovens § 18, stk. 1 og 2, alene stillede krav om, at en udlejet bygning blev anvendt erhvervsmæssigt af ejeren , hvilket krav blev anset for opfyldt som følge af den foretagne udlejning.

På baggrund af sagens principielle karakter anmodede Skatteministeriet, under henvisning til – skattestyrelseslovens § 29, stk. 1, Landsskatteretten om at revurdere kendelsen, hvilket Landsskatteretten indvilgede i.

Den 28. marts 2001 afsagde Landsskatteretten en ny kendelse, hvori Landsskatteretten fastholdt resultatet fra kendelsen af 14. marts 2000.

Skatteyder indbragte herefter kendelsen for Østre Landsret. Her valgte Skatteministeriet at tage bekræftende til genmæle over for skatteyderens påstand om anerkendelse af de af sagsøger foretagne afskrivninger på den pågældende bygning.

Den 15. august 2001 afsagde Østre Landsret dom i overensstemmelse hermed.

Baggrunden for dommen

Landsskatteretten lægger i kendelsen til grund, at der alene kan foretages afskrivninger på en udlejet bygning, hvis lejeren anvender det lejede med et erhvervsmæssigt sigte.

Skattemyndighederne har imidlertid i praksis i relation til afskrivning efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, alene stillet krav om, at 1) ejeren anvendte den udlejede bygning erhvervsmæssigt, et krav, der har været betragtet som opfyldt i kraft af ejerens udlejning af bygningen, samt at 2) lejeren anvendte det lejede til et af de i § 18, stk. 1, litra a og b, opregnede formål, f.eks. en form for håndværk, uden at der hermed var tale om, at denne anvendelse behøvede at have et erhvervsmæssigt sigte.

For bygningstyper, der ikke var nævnt direkte i den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, og dermed ikke afskrivningsberettigede efter bestemmelsen, var der efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 2, mulighed for at anmode Ligningsrådet om tilladelse til afskrivning efter reglerne i stk. 1 for bygninger, der efter rådets skøn kunne sidestilles med de i § 18, stk. 1, litra a og b, nævnte bygninger. I relation til denne bestemmelse har det ligeledes været Ligningsrådets praksis at anse en bygning for erhvervsmæssigt anvendt, og dermed afskrivningsberettiget, alene i kraft af ejerens udlejning af den pågældende bygning.

Landsskatterettens kendelse byggede således på en strengere fortolkning af, hvornår en bygning af den i den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, nævnte karakter kunne anses for erhvervsmæssigt benyttet, og brød herved med den fortolkning af reglerne, som skattemyndighederne (og Ligningsrådet) havde og fortsat har.

Konsekvensen af kendelsen ville være en underkendelse af den eksisterende afskrivningspraksis, herunder Ligningsrådets praksis i de ovennævnte såkaldte »sidestillingssager«, jf. den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 2. Herudover ville kendelsen i yderste konsekvens have den effekt, at udlejere, herunder egentlige udlejningsvirksomheder, ville være afskåret fra at foretage afskrivninger på bygninger udlejet til f.eks. offentlige myndigheder, der pr. definition ikke driver erhvervsmæssig virksomhed.

Ud over kendelsens betydning for praksis efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1 og 2, er det Skatteministeriets opfattelse, at kendelsen muligvis også ville få betydning for adgangen til at foretage afskrivning på udlejede bygninger efter bestemmelsen om bygningsafskrivninger i den nugældende afskrivningslovs § 14.

Bestemmelsen om, at en bygning skal være erhvervsmæssigt benyttet som forudsætning for afskrivning, er således gentaget i afskrivningslovens § 14, stk. 1. I afskrivningslovens § 14, stk. 2, er afgrænsningen af, hvilke bygninger der kan afskrives, dog i modsætning til efter den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, negativ, således at alle erhvervsmæssigt benyttede bygninger som udgangspunkt er afskrivningsberettigede.

Af de ovenfor anførte grunde valgte Skatteministeriet at tage bekræftende til genmæle over for sagsøgers påstand.

At Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle, betyder således ikke, at der er sket en udvidelse af kredsen af afskrivningsberettigede bygninger, jf. den nuværende negative afgrænsning heraf i afskrivningslovens § 14, stk. 1, men alene at den hidtidige afgrænsning af, hvornår en bygning anses for erhvervsmæssigt benyttet, fastholdes.


Spørgsmål 30 (til skatteministeren):

Ministeren bedes tilsende udvalget samtlige breve fra Landsskatteretten til Skatteministeriet, som omhandler L 175 eller Fristudvalgets bagvedliggende betænkning. Endvidere bedes ministerens svar til Landsskatteretten tilsendt udvalget.

Svar:

Kopi af Landsskatterettens breve af 24. januar 2003 og 27. marts 2003 er sammen med denne besvarelse sendt til udvalget. Skatteministeriet, Departementet, svarede Landsskatteretten ved brev af 10. april 2003. Kopi af dette brev er ligeledes tilsendt udvalget.

Der har ikke været yderligere korrespondance mellem Skatteministeriet og Landsskatteretten vedrørende lovforslaget.

Landsskatterettens henvendelser til Departementet vedrører forslaget til en bestemmelse, hvorefter skatteministeren kan træffe beslutning om genoptagelse af et spørgsmål, der er påkendt af Landsskatteretten, hvis Skatteministeriet ikke kan forvente at opnå medhold i sagen ved domstolene.

Hensigten med bestemmelsen er alene, at der – i tilfælde, hvor det på forhånd vurderes, at Skatteministeriet ikke vil få medhold ved domstolene – gives mulighed, for at sagen kan afsluttes til fordel for den skattepligtige, uden at det er nødvendigt, at den skattepligtige anlægger sag ved domstolene. Jeg har i mit svar på spørgsmål 25 nærmere redegjort for begrundelsen for bestemmelsen.

Jeg mener, at der er tale om et fornuftigt forslag, der er til fordel for borgerne, men forslaget er ikke af afgørende betydning i forhold til lovforslaget som helhed. Hvis udvalget er af en anden opfattelse, vil jeg derfor være indstillet på at stille et ændringsforslag med henblik på, at denne del af forslaget udgår.


LANDSSKATTERETTEN

PRÆSIDENTEN

Den 24. januar 2003

Skatteministeriet

Departementet

Kontorchef Hans Refslund

Nicolai Eigtvedsgade 28

1402 København K.

 

Kære Hans

Hermed fremsender jeg Landsskatterettens notat af d.d. i anledning af Fristudvalgets betænkning.

Som det fremgår, har vi en række betænkeligheder ved forslaget om, at ministeren tillægges kompetence til at omgøre en landsskatteretskendelse.

Hvis I ønsker en uddybning af vores synspunkter, deltager vi gerne i en drøftelse heraf.

Med venlig hilsen

Erik S. M. Hansen


LANDSSKATTERETTEN

PRÆSIDENTEN

Den 24. januar 2003

Departementschef Peter Loft

Skatteministeriet

Nicolai Eigtvedsgade 28

1402 København K

 

Kære Peter

Som du ved, har fristudvalget i sin betænkning blandt andet stillet forslag om, at ministeriet tillægges kompetence til at omgøre Landsskatterettens kendelser.

Jeg mener, at forstaget rejser en række betænkeligheder, som vi nærmere har redegjort for i vedlagte notat, som jeg samtidig hermed har fremsendt til kontorchef Hans Refslund.

Som jeg også har nævnt for Hans Refslund, uddyber vi gerne vore synspunkter under en drøftelse med Departementet.

Med venlig hilsen

Erik


Landsskatteretten,

den 24. januar 2003

Kommentarer til »Betænkning fra Fristudvalget om fristerne for skatteansættelse og fastsættelse af afgiftstilsvar, genoptagelse og forældelse.«

Skatteministeriet har anmodet om bl.a. Landsskatterettens eventuelle bemærkninger til Fristudvalgets betænkning.

Landsskatteretten har følgende bemærkninger:

Landsskatteretten må på det kraftigste fraråde vedtagelse af en bestemmelse svarende til den foreslåede tilføjelse til skattestyrelseslovens § 32, der vil medføre:

1. en svækkelse af Landsskatterettens uafhængighed

2. etablering af et nyt klageorgan

3. forøgede omkostninger uden procesbesparende virkninger

1. Landsskatteretten finder ikke forslaget om omgørelse af en landsskatteretskendelse efter pålæg fra ministeriet for foreneligt med rettens status som uafhængigt klageorgan.

Efter det nuværende system kan en landsskatteretskendelse kun ændres ved domstolene. Hvis der fra ministeriets side tages bekræftende til genmæle i en domstolssag, sker det uden Landsskatterettens medvirken, og det fremstår som en ny afgørelse som konsekvens af domstolsbehandlingen og ikke som et ministerpålæg til de underordnede myndigheder om at træffe en afgørelse, der går imod Landsskatterettens afgørelse af spørgsmålet.

Hvis ministeriet tillægges kompetence til at ændre rettens afgørelser, vil det være et alvorligt brud på Landsskatterettens stilling som selvstændigt og uafhængigt klageorgan. Efter Landsskatterettens opfattelse er der slet ikke behov for en sådan ordning, der vil svække rettens uafhængighed og status som sidste administrative klageorgan.

2. Landsskatteretten bemærker endvidere, at den foreslåede ordning reelt indebærer etableringen af et nyt klageorgan, der må forventes anvendt i stort omfang af de skatte/afgiftspligtige, der ikke har fået medhold hos Landsskatteretten.

Af betænkningen side 138 og 166 fremgår ganske vist, at den foreslåede ordning vil have et begrænset anvendelsesområde, nemlig de tilfælde, hvor det på forhånd er givet, at ministeriet ikke vil kunne få medhold ved domstolene.

Som ordningen er skitseret, vil enhver skatte/afgiftspligtig imidlertid kunne anmode om ministeriets stillingtagen til en anmodning om omgørelse af en landsskatteretskendelse. I modsætning til en domstolsbehandling af sagen vil en sådan anmodning ikke være forbundet med direkte omkostninger. Det må derfor forudses, at der vil blive fremsat sådanne anmodninger af langt flere end de, der under den nuværende ordning rent faktisk indbringer deres afgørelse for domstolene. Man kan næppe forestille sig en professionel rådgiver, der ikke vil føle sig forpligtet til at indgive sådan anmodning, før han/hun rådgiver sin klient om eventuel indbringelse af afgørelsen for domstolene. Ordningen vil således blive opfattet som en ny klageinstans.

Det ses i øvrigt heller ikke at være i ministeriets interesse, at ministeriet på denne måde reelt tillægges ligningskompetence i konkrete sager. Det har tidligere givet anledning til kritik om politisk indblanding, når ministeriet har befattet sig med konkrete afgørelser. Denne kritik vil blive fremført med yderligere styrke, når sådan indgriben finder sted i tilfælde, hvor der foreligger en afgørelse fra Landsskatteretten, som den skatte/afgiftspligtige end ikke har indbragt for domstolene.

3. Etableringen af et sådant nyt klageorgan vil i forhold til myndighedernes nuværende arbejde med retssager blive langt mere ressourcekrævende end det nuværende og ikke virke procesbesparende på anden måde, end at sagens forberedelse nu kommer til at foregå i departementsregi og ikke i domstolsregi. Domstolene er på det forberedende stade kun i begrænset omfang direkte inddraget i sagen.

Der er i betænkningen angivet som eksempel på reglens anvendelse, at Landsskatteretten og Told- og Skattestyrelsen er uenige om, hvordan Ligningsvejledningen skal forstås.

Landsskatteretten bemærker, at det i en sådan situation ville være langt mere procesbesparende og ikke berøre Landsskatterettens uafhængighed og status som sidste administrative klageinstans, om Told- og Skattestyrelsen fik kompetence til, inden sagen var afgjort i Landsskatteretten, at pålægge den underordnede myndighed (ToldSkat eller et skatteankenævn) at genoptage sagen, hvorved sagen ville bortfalde i Landsskatteretten.

Hertil kommer, at der såvel i rådgiverkredse som fra ministeriets side har været udtrykt ønske, om at Landsskatteretten til brug for klagebehandlingen i sager, der vedrører EU-lovgivning, kunne forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen. Begrundelsen herfor har fra begge sider været procesbesparende hensyn. Det er imidlertid en betingelse for at kunne forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen, at Landsskatteretten kan anses som en ret i EF-traktatens artikel 234’s forstand. Betingelserne herfor fremgår bl.a. af EF-Domstolens dom af 29. november 2001 i sagen C-17/00, hvor der b1. a. lægges vægt på, om der er tale om et uafhængigt organ. Det har hidtil været antaget, at Landsskatteretten opfyldte bl.a. denne betingelse, jf. f. eks. noten i Skat Udland 2002.224. Der vil kunne rejses tvivl, om denne antagelse holder stik, hvis ministeriet tillægges beføjelse til vilkårligt at ændre Landsskatterettens afgørelser. Forslaget kan derfor – stik mod intentionerne – komme til at virke procesforlængende.

Forslaget bør også ses i sammenhæng med de igangværende strukturovervejelser ved domstolene. Forslaget fra domstolsudvalget om at gøre alle retssager til byretssager i 1. instans vil gøre byretterne til en yderligere ny instans i klagevejen.

Der er i det nuværende klagesystem ikke behov for flere instanser og deraf følgende uklarhed om kompetencefordelingen, snarere tværtimod.

Bestræbelserne bør gå i retning af en styrkelse af Landsskatteretten som det centrale led i klagestrukturen og en afkortning af en klagesags behandlingstid gennem instanserne. Forslaget om genoptagelse efter ministerpålæg er derfor absolut ikke en forbedring i forhold til den gældende ordning.

§ 35 B og C Vedrørende disse bestemmelser bemærker Landsskatteretten, at retten under den nugældende ordning ikke har kompetence til at tage stilling til klager over afslag på anmodning om genoptagelse i afgiftssager. Det ses ikke af betænkningen, om man foreslår, at Landsskatteretten bliver klagemyndighed for sådanne afgørelser. I givet fald skal Landsskatteretten gøre opmærksom på, at det vil kræve yderligere lovændring(er) end de foreslåede. § 35 er således placeret i skattestyrelseslovens kapitel 4. I de afgiftslove, som Landsskatteretten nu er klagemyndighed for, er der alene henvist til, at skattestyrelseslovens kapitel 3 og 3 A finder anvendelse.


LANDSSKATTERETTEN

Vester Farimagsgade 7

DK 1606 København V

 

Skatteministeriet

Departementet

Nicolai Eigtvedsgade 28

1402 København K

Den 27. marts 2003

Lovforslag L175 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love (ændring af fristregerne på skatte- og afgiftsområdet m.v.).

Lovforslaget bygger på betænkning 1426 fra fristudvalget. Landsskatteretten har i en udtalelse af 24. januar 2003 kommenteret visse af forslagene i betænkningen og taget afstand fra forslaget til ændring af SSL § 32 om, at Skatteministeriet kan træffe beslutning om, at en sag, der har været påkendt af Landsskatteretten, skal genoptages i visse særlige tilfælde. Retten har kraftigt frarådet, at dette punkt medtages i et lovforslag.

Retten må imidlertid konstatere, at denne ændring mod rettens ønske alligevel er medtaget i lovforslaget.

Landsskatteretten skal fastholde, at ændringen af § 32 vil være en svækkelse af rettens uafhængighed, og at den tillige rummer risiko for etablering af et nyt klageorgan. Man er opmærksom på, at det af bemærkningerne fremgår, at bestemmelsen kun vil skulle bruges helt undtagelsesvis og ikke skal opfattes som et ekstra klageorgan. Landsskatteretten er imidlertid af den opfattelse, at rettens kendelser kun bør kunne ændres i domstolsregi, og at den gældende ordning giver den bedste sikkerhed for, at omverdenen kan have fuld tillid til klagesystemet som et uafhængigt og helt upartisk system. Man skal derfor i det hele henvise til de indvendinger, som er anført i udtalelsen af 24. januar 2003.

Med venlig hilsen

Erik S. M. Hansen

Retspræsident


Skatteministeriet

 

Landsskatteretten

Att: Erik S. M. Hansen

Vester Farimagsgade 7

1606 København V

Den 10. april 2003

J.nr 2003-711-0012

Landskatterettens henvendelse til Departementet af 27. marts 2003 vedr. L 175

Ved brev af 27. marts 2003 til Departementet gentager Landsskatteretten de betænkeligheder, retten tidligere har givet udtryk for i sit høringssvar af 24. januar 2003 til Fristudvalgets betænkning, i relation til forslaget om, at Skatteministeren skal have adgang til at træffe beslutning om genoptagelse af en sag, der er påkendt af Landsskatteretten, hvis ministeriet ikke kan forventes at opnå medhold i sagen ved domstolene.

Departementet har forståelse for de anførte synspunkter, men finder, at flere ting alligevel taler for en bestemmelse som den, der nu er fremsat forslag om ved L l 75.

Formålet med bestemmelsen er at undgå, at den skatte- eller afgiftspligtige skal anlægge sag ved domstolene, for at ministeriet umiddelbart herefter kan tage bekræftende til genmæle. Bestemmelsen har således udelukkende et procesbesparende sigte og skal varetage hensynet til, at en sag afsluttes på det tidligst mulige tidspunkt med så begrænset ulempe for den skattepligtige som muligt.

Vurderingen af, om sagen skal videreføres, vil blive foretaget på samme måde som den vurdering, der i dag foretages, når sagen anlægges for domstolene. Det er således forudsat, at kompetencen i de pågældende sager henlægges til Departementet, og at der indhentes en indstilling fra Kammeradvokaten som grundlag for beslutningen om genoptagelse.

Ministeriets beslutning om at opgive sagen rykkes herved frem til et tidligere tidspunkt, end der i dag er mulighed for. Af samme grund kan bestemmelsen heller ikke umiddelbart forventes at være mere ressourcekrævende end den nuværende ordning.

Set i forhold til formålet og den anvendelse, bestemmelsen må forventes at få, er det Departementets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse giver mulighed for en mere hensigtsmæssig sagsbehandling i de tilfælde, bestemmelsen er rettet mod.

Med venlig hilsen

Peter Loft


Spørgsmål 33 (til skatteministeren):

Kan ministeren bekræfte, at alle de udtalelser, der skal indhentes som baggrund for at omgøre Landsskatterettens kendelser uden om domstolene (lovforslagets § 1, nr. 1), behandles som fortrolige og derfor hverken kan komme til Folketingets eller offentlighedens kendskab?

Spørgsmål 34 (til skatteministeren):

Kan ministeren endvidere bekræfte, at da alle indstillinger behandles fortroligt, er det uden for Folketingets og offentlighedens kontrol, om ministeren følger indstillinger fra de rådgivende organer (Kammeradvokaten m.fl.), og kan ministeren endvidere bekræfte, at der ikke i lovgivningen er noget krav om, at ministeren skal følge indstillingerne fra Kammeradvokaten m.fl.?

Svar på spørgsmål 33 og 34:

Som anført i bemærkningerne til bestemmelsen, hvorefter skatteministeren gives adgang til at træffe beslutning om, at en sag genoptages til fordel for den skatte- eller afgiftspligtige, vil kompetencen i de pågældende sager blive henlagt til Skatteministeriets Departement.

Proceduren vil i øvrigt blive den, at departementet – hvis de foreliggende oplysninger i sagen giver grundlag for at overveje, at sagen genoptages – indhenter en indstilling fra Kammeradvokaten. På baggrund af indstillingen fra Kammeradvokaten samt udtalelser fra Landsskatteretten og Told- og Skattestyrelsen vil departementet herefter foretage en samlet vurdering af sagen.

Som jeg ligeledes nævnte i mit svar på spørgsmål 25, vil departementet i den forbindelse ikke være bundet til at følge en af disse indstillinger frem for en anden.

De interne overvejelser i ministeriet vedrørende ministeriets retssager, herunder ministeriets overvejelser i samråd med ministeriets advokat om, hvorvidt en retssag bør føres, er endvidere ifølge offentlighedsloven undtaget fra aktindsigt. Hvorvidt en eventuel beslutning om genoptagelse eksempelvis følger den indstilling, der er indhentet hos Kammeradvokaten til brug for sagen, vil derfor ikke være undergivet offentlighedens indsigt.

Spørgsmål 35 (til skatteministeren):

Kan ministeren endvidere bekræfte, at bemærkningerne til lovforslaget ikke forhindrer, at ministeren personligt kan vælge at træffe afgørelse i sagerne, da lovforslagets bemyndigelse er tillagt ministeren med mulighed for delegation, og kan ministeren bekræfte, at den til enhver tid værende minister kan ændre eller tilbagekalde delegationen?

Svar:

Det er i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse udtrykkeligt angivet, at hensigten er, at ministeren henlægger kompetencen til at træffe beslutning om genoptagelse efter bestemmelsen til Skatteministeriets departement.

Det vil efter min opfattelse ikke være overensstemmende med de tilkendegivelser, der hermed er givet overfor Folketinget, såfremt denne delegation af kompetencen ikke foretages eller senere tilbagekaldes.

Spørgsmål 36 (til skatteministeren):

Kan ministeren endelig bekræfte, at departementet i den pågældende slags sager er underlagt ministerens instruktionsbeføjelse, og at ministeren dermed kan gå ind i afgørelsen af den konkrete sag, selv om der er sket delegation, og at dette kan ske, uden at Folketinget eller offentligheden får kendskab hertil?

Svar:

Når der er lagt op til, at kompetencen vil blive henlagt til Skatteministeriets Departement, er det netop fordi, at beslutningen om genoptagelse vil være en juridisk vurdering, hvorimod hverken politiske hensyn eller hensyn til modparten bør spille ind.

Samme forhold har begrundet, at der, for så vidt angår administrationen af retssager på Skatteministeriets område, generelt er fulgt den procedure, at ministeren ikke inddrages i den konkrete retssagsbehandling.

At ministeren delegerer sin kompetence til departementet, ændrer dog ikke ved, at afgørelserne – som alle andre afgørelser på ministeriets område – principielt træffes på ministerens ansvar. Ligeledes vil det ikke være udelukket, at ministeren inddrages på grund af sagens karakter eller forholdene i øvrigt.

Det skal understreges, at der ikke ved dette forslag lægges op til nogen ændring af proceduren i forhold til, hvad der allerede er gældende i dag, og hvad der har været gældende også under den forrige regering. Den eneste forskel er, at skatteyderen ikke behøver at udtage stævning mod ministeriet.

Spørgsmål 37 (til statsministeren):

Kan statsministeren bekræfte, at det udstedte »ankeforbud« i skattesager i hans tid som skatteminister (1987-92) indebar, at ingen skattesag kunne indankes af ministeriet for en højere retsinstans uden den daværende skatteministers personlige involvering og beslutning.

Svar:

Vedlagt oversendes i 70 eksemplarer skriftlig besvarelse af spørgsmål nr. 37, 38 og 39 (L 175 – bilag 29) med den principielle bemærkning, at spørgsmål til ministrene fra medlemmer af Folketinget eller fra Folketingets udvalg med fordel kan stiles til den ressortansvarlige minister. Ovennævnte spørgsmål vedrører forhold i Skatteministeriet i perioden 1987-92, som hører under skatteministerens ressort, uanset hvem der på det pågældende tidspunkt bestred posten som skatteminister. Statsministeriet har på denne baggrund anmodet Skatteministeriet om at udarbejde de pågældende besvarelser.

Svar:

Af den dagældende instruks for behandling af retssager fremgår, at ministeriet som altovervejende hovedregel ikke indbragte Landsskatterettens kendelser for domstolene eller ankede landsretsdomme til Højesteret.

I ganske særlige tilfælde kunne landsskatteretskendelser eller en dom fra Landsretten, efter et konkret skøn indbringes for domstolene henholdsvis ankes til Højesteret, såfremt a) der var udsigt til at vinde sagen og b) kendelsen havde betydning for et stort antal skattepligtige og c) sagens materielle spørgsmål beroede på et konkret skøn, der ikke egnede sig til at blive løst gennem lovgivningen.

Såfremt departementets retssagskontor efter indhentelse af udtalelser i sagen fra Kammeradvokaten, Told- og Skattestyrelsen og Landsskatteretten fandt, at sagen burde indbringes for Landsretten henholdsvis ankes til Højesteret, blev sagen forelagt til ministerens godkendelse.

Spørgsmål 38 (til statsministeren):

Kan statsministeren endvidere bekræfte, at han i sin tid som skatteminister i en række tilfælde traf beslutning imod de juridiske indstillinger, der blev afgivet af Kammeradvokaten og/eller Told- og Skattestyrelsen og/eller departementet.

Svar:

Det er Skatteministeriets opfattelse, at en besvarelse af spørgsmålene ikke vil kunne ske uden samtidig at give indsigt i de interne overvejelser i ministeriet vedrørende ministeriets retssager, der efter ministeriets praksis ikke udleveres. Det i spørgsmålet anførte kan derfor hverken be- eller afkræftes.  

Spørgsmål 39 (til statsministeren):

Kan statsministeren bekræfte, at der tilbage i perioden 1987-92 i hans tid som skatteminister blev taget bekræftende til genmæle i vundne sager, eksempelvis efter en enstemmig dom ved Landsretten, imod de juridiske råd fra Kammeradvokaten, Told- og Skattestyrelsen og departementet, og at der dermed var tale om en politisk og ikke juridisk afgørelse.

Svar:

Der blev i perioden 1987-92 fulgt et såkaldt appelbegræsningsprincip indenfor Skatteministeriets område, hvilket nærmere omtales i besvarelsen af spørgsmål 37. Indførelsen af dette princip skal ses i lyset af, at det forinden havde været praksis at anke stort set samtlige tabte afgørelser.

Der forekom tilfælde, hvor eksempelvis sidestillede instanser nåede forskellige resultater i i øvrigt ensartede sager. I disse tilfælde var der den mulighed, enten at indbringe den tabte sag for højere instans eller at tage bekræftende til genmæle i den sag, hvor ministeriet havde fået medhold. I konsekvens af appelbegrænsningsprincippet valgtes som altovervejende hovedregel det sidste.

De hovedbetragtninger, som ligger bag appelbegrænsningsprincippet, er fortsat retningsgivende for Skatteministeriets ankepraksis.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen under spørgsmål 38.