Den fulde tekst

Skriftlig fremsættelse (20. april 2004)

 

Peter Skaarup (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af straffeloven. (Mindstestraf for voldtægt, skærpelse af straffen for sårlig farlig, rå eller ydmygende voldtægt og af straffen for voldtægt mod børn under 15 år samt indførelse af strafbarhed for uagtsom voldtægt).

(Lovforslag nr. L 231).

Dansk Folkeparti gik ved folketingsvalget i 2001 til valg bl.a. på kravet om at tillægge opretholdelse af lov og orden den allerstørste betydning. Det er efter Dansk Folkepartis opfattelse bydende nødvendigt, at forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet tillægges en væsentlig større betydning i de kommende år, end tilfældet har været gennem en længere årrække. Især er der gennem de år, hvor Socialdemokratiet har siddet i regering, såvel under Anker Jørgensens regeringer i 1970’erne og 1980’erne som i Poul Nyrup Rasmussens regeringstid, konstateret en udvikling, hvor der opstod stadig større afstand mellem på den ene side befolkningens retsfølelse og på den anden side domstolenes udmøntning af straffelovens strafferammer.

På flere områder er der sket en alvorlig stigning i antallet af alvorlige forbrydelser, samtidig med at man har oplevet en optrapning og en forråelse af den måde, de kriminelle handlinger udføres på. Det gælder bl.a. så alvorlige forbrydelser som drabs-, volds-, seksual- og narkoforbrydelser. Ikke mindst seksualforbrydere udviser i mange tilfælde en stupiditet, en hjerteløshed, en kynisme og en råhed over for offeret, som det er næsten umuligt at sætte sig ind i, og som under ingen omstændigheder kan tolereres i et moderne, oplyst samfund, hvor vi skal leve tæt op ad hinanden. Den uheldige udvikling har slidt på befolkningens tolerance over for kriminaliteten.

Der er derfor i dag en udbredt opfattelse af, at politikerne på et så vigtigt område som straffebestemmelserne om voldtægt ikke længere kan nøjes med at skyde problemerne fra sig eller med at »sende signaler« til domstolene. Der skal en markant og håndfast lovgivning til, der viser, at folkestyret ikke bagatelliserer de grove forbrydelser, men påtager sig sit ansvar over for ofre og over for gerningsmænd. Folketinget bør desuden i klart sprog fortælle domstolene, hvad der er hensigten med lovgivningen.

Dansk Folkeparti har den ambition, at antallet af alvorlige forbrydelser skal falde mærkbart inden for nogle år. Dansk Folkeparti arbejder for, at der opstilles konkrete mål og handlingsplaner for nedbringelse af antallet af forbrydelser på vigtige nøgleområder. Et sådant område er seksualforbrydelser. Dansk Folkeparti opfordrer derfor til, at politi og anklagemyndighed – gerne i samarbejde med kommunale myndigheder – diskuterer, hvordan seksualforbrydelser kan bekæmpes mere effektivt end før. Et af værktøjerne er en oplysningsmæssig indsats, der kan påvirke potentielle voldtægtsmænd til at afstå fra kriminalitet. Enhver i Danmark bør vide og forstå, at seksualforbrydelser, herunder voldtægt, er nogle af de allermest alvorlige forbrydelser, som kan sønderknuse både offerets, de pårørendes og gerningsmandens eget liv. Påvirkning af mænd, så voldtægtsforbrydelser så vidt muligt undgås, er naturligvis af allerstørste betydning.

Men uanset omfanget af det oplysningsarbejde, der udføres, vil voldtægtsforbrydelser ulykkeligvis fortsat ske. Uanset om de sker i forhold mellem mennesker, der i forvejen kender hinanden, eller over for personer, der aldrig har mødt hinanden før, bør både offer og voldtægtsmand vide, at samfundet sætter hele sin styrke ind på at indkredse, pågribe, anholde, retsforfølge og straffe gerningsmanden efter nogle af de alvorligste bestemmelser i straffeloven. Samtidig skal offeret og dennes pårørende vide, at samfundet stiller sig solidarisk med lægehjælp og psykologhjælp, pleje, moralsk støtte og økonomisk hjælp.

Det lovforslag, der her fremsættes af Dansk Folkeparti, vil skaffe de nødvendige juridiske værktøjer, nemlig   ændringer i straffeloven, der kan danne et nyt grundlag for anklagemyndighedens og domstolenes behandling af voldtægtssager. På baggrund af de politiske udtalelser, der er fremsat af repræsentanter for flere af de politiske partier, har mit parti og jeg en begrundet formodning om,   at der i Folketinget kan skabes bred tilslutning til forslaget. Vi er naturligvis parate til i Retsudvalget at drøfte de enkelte dele af forslaget og til at lytte til saglige indvendinger eller forslag om ændringer og forbedringer i lovforslaget. Det afgørende for os er, at der kommer forbedringer i den gældende lovgivning. Vi kan ikke længere have siddende som en fejl ved den danske straffelov og retspraksis, at strafferammer og strafudmålinger stadig virker, som om vi her i landet bagatelliserer voldtægter i sammenligning med, hvordan andre lande behandler den slags forbrydelser, og hvordan befolkningen oplever disse forbrydelser.

Jeg vil ikke lade være med at omtale den erstatning, der udbetales til offeret. I en del år har erstatningsbeløbet for voldtægt ligget på omkring 30.000 kr. Der er af kritikere peget på, at beløbet end ikke har kunnet følge prisudviklingen. Ved en meget grov gruppevoldtægt, hvor fem mænd blev idømt 2 års fængsel hver efter en alvorlig voldtægt med et ganske sagesløst offer, tilkendtes offeret en erstatning på 50.000 kr. I Dansk Folkeparti har vi drøftet dette erstatningsproblem, og jeg bruger udtrykket »problem«, fordi vi mener, at det er urimelige erstatningsfastsættelser, når man ser på, hvor alvorlig krænkelsen mod kvinden er. Vi mener i mit parti, at erstatningsniveauet må op på ikke under 50.000-100.000 kroner ved voldtægter efter § 216, stk. 1, og ikke under 100.000-200.000 kroner ved voldtægter efter § 216, stk. 2. I særlig grove tilfælde må erstatningsbeløbet udmåles højere, og hvis der er flere gerningsmænd, skal hver af gerningsmændene betale et beløb på mindst 100.000 kroner til offeret. Vi må i udvalget have drøftet, hvordan Folketinget kan komme i dialog med domstolene for at få løst dette erstatningsudmålingsproblem. Og endelig må vi have set på, om erstatningsordningen for voldsofre administreres ordentligt og fair i forhold til voldtægtsofre.

Så der er meget at tage fat på, og Dansk Folkeparti håber og appellerer om, at Folketingets andre partier vil deltage positivt i at få lovgivet på dette vigtige område.

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.