Sagsforløb 2003/1 BF 212
Den fulde tekst

Fremsat den 19. maj 2004 af Peter Skaarup (DF), Per Dalgaard (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Søren Krarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om opløsning af foreningen Hizb-ut-Tahrir

Folketinget pålægger regeringen at søge foreningen Hizb-ut-Tahrir opløst ved dom, så vidt muligt på grundlag af et foreløbigt forbud, der meddeles af justitsministeren eller af en anden myndighed, der er bemyndiget hertil af justitsministeren, jf. grundlovens § 78, stk. 3, 2. pkt.

Bemærkninger til forslaget

Indledning

Forslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag B 103 fra 2001-02 (2. samling). Forslagets titel er uændret, men forslagets tekst er ny. Endvidere er bemærkningerne ændret.

Som bilag 1 er optrykt bemærkningerne til B 103, 2001-02 (2. samling), som bilag 2 er optrykt bilaget til det nævnte beslutningsforslag, og som bilag 3 er optrykt sammenfatning og konklusion af Rigsadvokatens redegørelse af 15. januar 2002 vedrørende en eventuel opløsning af Hizb-ut-Tahrir.

Beslutningsforslag B 103, (2001-02, 2. samling), blev fremsat skriftligt den 23/4 2002 (till. A 5444) (forslag som fremsat till. A. 5436, 1. behandling 15/5 2002 FF 6507, betænkning 29/5 2002 till. B 1257, 2. (sidste) behandling 4/6 2002 FF 7977).

Aktuel baggrund

Det er i den seneste tid – foråret 2004 – kommet frem, at yderligtgående muslimer hverver skolebørn til den fundamentalistiske forening Hizb-ut-Tahrir. Racistisk retorik og et åbenlyst udemokratisk menneskesyn forsøges indpodet i børn, ofte i hemmelighed. Flere medier, bl.a. Radioavisen og TV-avisen, har bragt oplysningerne frem, og Berlingske Tidende beretter den 5. maj 2004 om, hvordan hvervningen af børn sker i hemmelighed og i skjul for forældrene. Morgenavisen Jyllands-Posten beretter i JP København den 5. maj 2004, at børn og unge føler sig under pres og trues med, at de vil få problemer, hvis de ikke følger en meget fundamentalistisk opfattelse af islam. Agressive hvervemetoder og tilfælde af anonyme trusler omtales ligeledes i avisen.

Flere medier, bl.a. B.T. den 5. maj 2004, peger på, at Hizb-ut-Tahrir, der er forbudt i flere lande, kan fortsætte og optrappe sine aktiviteter her i landet, så længe myndighederne ikke tager skridt til at søge foreningen opløst. I ly heraf kan foreningen på aggressiv måde propagandere for en kalifatstat regeret af en enevældig hersker, kaliffen, og foreningen kan rekruttere tilhængere, hvis livssyn bryder afgørende med dansk folkestyre og demokratiopfattelse. B.T.s forsideoverskrift er: »Rabiat Hizb-ut-Tahrir-leder går på lærerseminariet: Allahs kriger skal undervise dine børn«.

Flere politikere har på den aktuelle baggrund taget til orde for, at foreningen bør opløses eller forbydes. Fra ritzautelegram nr. 051105 om foreningsfrihed fra den 5. maj 2004 citeres:

»Socialdemokraterne erkender, at det kan være svært at bevise, at foreninger er voldelige, så den kan opløses ved dom. Alligevel er det nødvendigt at få trukket en klar grænse, siger retsordfører Morten Bødskov til Ritzau.

–   Hvor langt strækker grundlovens beskyttelse af foreningsfriheden? Vi har haft en håndfuld foreninger som Hizb-ut-Tahrir, Hells Angels og Bandidos og nu Pædofilforeningen. Fælles for dem er, hvor grænsen går for medlemmernes åbenlyst kriminelle aktiviteter, uden at det får konsekvenser for foreningen, siger han.

De Radikale vil også søge at få foreninger som Hizb-ut-Tahrir og Pædofilforeningen opløst ved dom trods grundlovens foreningsfrihed, siger retsordfører Elisabeth Arnold til Radioavisen.

–   For os er det selvfølgelig vigtigt, at udlandet ikke får en fornemmelse af, at pædofili er accepteret i Danmark. Vi kan ikke have, at omverdenen tror, at fordi vi giver tilladelse til en forening, så er det samtidig det samme som at sige, at pædofili er accepteret og lovligt i Danmark. For det er det ikke, fastslår hun.

–   Det kan kun afgøres ved at lade anklagemyndigheden rejse en sag mod en forening, så grundlovens foreningsfrihed afgrænses. En prøvesag kunne rejses mod Hizb-ut-Tahrir i stedet for Pædofilforeningen, påpeger hun.«

Tidligere forslag og redegørelse fra Rigsadvokaten.

Som bekendt fremsatte Dansk Folkeparti den 23. april 2002 forslag til folketingsbeslutning om opløsning af Hizb-ut-Tahrir. Forslaget var begrundet i foreningens omdeling af en løbeseddel med opfordring til at dræbe jøder, omdelt i København den 16. april 2002. Forslaget til folketingsbeslutning blev forkastet, idet kun DF og KRF stemte for, mens alle andre partier, V, S, KF, SF, RV, EL og IA, gik imod.

Senere blev der anlagt straffesag mod en repræsentant for foreningen, der den 30. oktober 2002 blev idømt 60 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 266 b. Dommen blev stadfæstet af Østre Landsret den 14. marts 2003. Efterfølgende blev der af Rigsadvokaten udarbejdet en redegørelse om spørgsmålet om eventuel opløsning af foreningen. Denne redegørelse blev i sammendrag offentliggjort på Justitsministeriets hjemmeside den 15. januar 2004. I redegørelsen finder Rigsadvokaten, at det er sandsynligt, at der i en eventuel sag om opløsning af organisationen efter grundlovens § 78 vil kunne føres bevis for, at Hizb-ut-Tahrir opfylder grundlovens betingelser for at kunne betegnes som en forening.

Ifølge sammendraget skriver Rigsadvokaten bl.a. følgende:

»Hizb-ut-Tahrir har imidlertid selv tilkendegivet, at organisationens formål overordnet er (gen)etablering af kalifatstaten, som skal omfatte alle muslimer og være opbygget efter de retningslinjer, som ifølge Hizb-ut-Tahrir entydigt angives af islam. Der må imidlertid siges at være betydelig usikkerhed med hensyn til, om Hizb-ut-Tahrir konkret eller teoretisk har til hensigt at overtage magten i Danmark med henblik på at etablere kalifatet.

Der hersker endvidere betydelig usikkerhed om, hvorledes Hizb-ut-Tahrir i praksis forestiller sig en sådan magtovertagelse gennemført, og om den i givet fald skal gennemføres ved ulovlige midler.

Det må lægges til grund, at der ikke på baggrund af de gennemførte undersøgelser kan føres det nødvendige bevis for, at Hizb-ut-Tahrir har et ulovligt formål.«

I sin redegørelse oplyser Rigsadvokaten, at der i Tyskland er nedlagt forbud mod Hizb-ut-Tahrir. Dette begrundes bl.a. med, at Hizb-ut-Tahrirs virke er i strid med tanken om mellemfolkelig forståelse, og at organisationen går ind for at anvende vold som middel til at gennemføre politiske mål og vil fremkalde denne.   Imidlertid fremhæver Rigsadvokaten, at der er en forskel i de danske retsregler om forbud mod eller opløsning af foreninger og de tilsvarende tyske regler. Rigsadvokaten omtaler endvidere, at Hizb-ut-Tahrir i Sverige betragtes som en terrororganisation. Men Rigsadvokaten mener ikke, at oplysningerne om organisationens virke som terrororganisation er tilstrækkelig konkrete til, at de kan indgå i en begrundelse for at forbyde Hizb-ut-Tahrir her i landet.

Rigsadvokatens konklusion er, at der efter en samlet vurdering ikke vil kunne føres det fornødne bevis for, at Hizb-ut-Tahrir har et ulovligt øjemed eller virker ved eller søger at nå sit mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, jf. grundlovens § 78, stk. 2.

Kritik af Rigsadvokatens redegørelse og retlige overvejelser

Det omtales i Rigsadvokatens redegørelse, at Hizb-ut-Tahrir betegner sig som en internationalt arbejdende organisation, der over hele verden arbejder for det samme formål, som er etablering af en kalifatstat, som skal omfatte alle muslimer efter retningslinjer, der menes entydigt at være givet af islam. Islam er for Hizb-ut-Tahrir ensbetydende med et komplet system af retningslinjer for hele menneskelivet, herunder for politik, tro, økonomi og velfærd. Til trods herfor skønner Rigsadvokaten, at det er usikkert, om Hizb-ut-Tahrir konkret eller teoretisk har til hensigt at overtage magten i Danmark for at etablere kalifatet. Rigsadvokaten finder også, at det er usikkert, »hvorledes Hizb-ut-Tahrir i praksis forestiller sig en sådan magtovertagelse gennemført, og om den i givet fald skal gennemføres ved ulovlige midler«. Det er på denne baggrund Rigsadvokaten vurderer, at der ikke vil kunne føres bevis for, at foreningen har et ulovligt formål eller søger at opnå sit mål ved vold m.v.

Forslagsstillerne finder imidlertid, at Folketinget ikke blot kan slå sig til tåls med Rigsadvokatens redegørelse og lade, som om problemet ikke eksisterer. Det er ikke tilfældigt, at Sverige betragter organisationen som terroristisk. Det er ikke uden grund, at organisationen i Tyskland anses for at virke ved vold og derfor er helt forbudt.   En verdensomspændende og farlig fundamentalistisk islamisk organisation bliver ikke mindre farlig, blot fordi den danske rigsadvokat har betænkeligheder ved at gå til domstolene.   Det er derfor nødvendigt, at Folketinget træder ind og pålægger regeringen at tage skridt over for foreningen.

Det fremgår af grundlovens § 78, stk. 2, at foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom. Videre bestemmes det i stk. 3, at en forening ikke kan opløses ved en regeringsforanstaltning, men dog foreløbig kan forbydes, hvorefter der skal anlægges sag mod den til dens opløsning.

En forening kan opløses, selv om der ikke direkte i loven er et udtrykkeligt forbud mod dens virksomhed. Grundlovens § 78 tillægger domstolene en selvstændig kompetence til at opløse en forening med ulovligt formål. Det gælder – som allerede nævnt foran – udtrykkeligt for voldelige foreninger, men det gælder også for andre foreninger med ulovligt formål, jf. grundlovens § 78, stk. 1 og 3.

Der har her i landet i kun tre tilfælde været foretaget opløsning af foreninger enten ved dom eller ved lov.   Grundlovens bestemmelser om opløsning af foreninger har været taget i anvendelse tre gange. I 1874 opløstes Den Internationale Arbejderforening for Danmark i medfør af den dagældende grundlovs § 87 på grund af foreningens ved dens virksomhed tilkendegivne opfattelse af dens love og formål (U 1874.479).   Kommunistloven L 349 fra 1941 førte til opløsning af Danmarks Kommunistiske Parti, men der var her tale om en lovgivning, ikke en domstolsafgørelse. I 1924 opløstes en forening af homoseksuelle mænd ved dom. Foreningens navn var »Nekkab«, hvilket stod for »Bakken« stavet omvendt. Foreningens formål var »Kun Selskabelighed. Om Vinteren afholdes Karnevaller og Baller, om Sommeren afholdes Aftenunderholdning, Baller og fælles Skovture.« Statsadvokaten nedlagde påstand om, at »Foreningens Love ikke udtrykker Foreningens sande Formaal, men at dette i Virkeligheden er at skaffe mandlige Medlemmer med homoseksuelle Tilbøjeligheder Samkvem og Forbindelser med andre Mandspersoner for at øve Uterlighed.« – et formål, der på daværende tidspunkt var ulovligt. Højesteret besluttede med baggrund i, at foreningens lovlige, vedtægtsmæssige formål ikke var i overensstemmelse med foreningens ulovlige, reelle formål at opløse foreningen (U 1924.514).

Rigsadvokaten har i en redegørelse fra 1998 om mulighederne for et forbud mod Hells Angels og Bandidos fremført en fortolkning af grundlovens § 78, stk. 2, der ikke er i overensstemmelse med den fortolkning, som tidligere var gældende i dansk statsforfatningsret. Kapitel 3 i Rigsadvokatens redegørelse, som indeholder de generelle juridiske overvejelser om grundlovens § 78, stk. 2, er omdelt på Retsudvalgets alm. del – bilag 366, 1997-98, 2. samling.

Både Poul Andersen, Alf Ross, Max Sørensen, Peter Germer og Henrik Zahle har i deres respektive lærebøger inden for statsforfatningsområdet fastslået, at der gælder en egentlig pligt for anklagemyndigheden – i sidste ende justitsministeren – til at rejse sag til opløsning af en forening, der er omfattet af grundlovens § 78, stk. 2. Professor, lic.jur. Gorm Toftegaard Nielsen har i UFR 1999 B.67 f: Grundlovens § 78 og foreningsforbud, kritiseret Rigsadvokatens fortolkning af § 78, stk. 2.

Af et notat fra Justitsministeriets Lovafdeling til Folketingets Retsudvalg i marts 1988 (Retsudvalgets alm. del – bilag 295, 1988-89) fremgår det, at »hvis en forening som et almindeligt led i dens virksomhed overtræder lovgivningen eller opfordrer hertil, kan der være grund til at overveje spørgsmålet om opløsning af foreningen under henvisning til dens øjemed.« Det fremhæves yderligere i notatet, at den vold, der omtales i stk. 2, ikke »alene tager sigte på voldsudøvelse af samfundsomvæltende karakter«.

Også foreninger, der har til formål at udøve eller faktisk som led i foreningens aktiviteter udøver vold eller opfordrer til vold, skal opløses efter grundlovens § 78, stk. 2. Det fremføres yderligere, at der skal være tale om mere systematisk vold.

I notatet af 15. marts 1988 fastholdes et enkelt mønster for fortolkningen. Notatet fremfører, at enhver forening kan forbydes/opløses, hvis dens formål er at overtræde eller den som led i sin almindelige virksomhed overtræder lovgivningen, samt at der ikke er plads til en opportunitetsafvejning. Virker en forening ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, skal den opløses. Dette anføres direkte af Alf Ross og Henrik Zahle.

Der er således ingen tvivl om, at der i grundloven er en klar hjemmel til at opløse foreninger, at denne hjemmel efter statsretseksperters opfattelse kan benyttes, og at hjemmelen i praksis har været anvendt i 1874 og i 1924. Grundlovens § 78 giver hjemmel for foreningsfriheden, men den opstiller samtidig det værn for samfundet, at foreninger, der virker i et ulovligt øjemed eller ved vold m. v., både kan og skal opløses. Grundlovens foreningsfrihed har ikke til formål at give fristed for mennesker eller foreninger, der vil omstyrte samfundet. Derfor er det Folketingets ret og pligt at bede regeringen om at få efterprøvet ved domstolene, om Hizb-ut-Tahrir er en ulovlig forening i grundlovens forstand.

Efter de informationer, der er almindeligt tilgængelige i dag, ønsker mange muslimer, der har bosat sig i europæiske lande, uden tvivl at følge love og bestemmelser i disse lande. Men denne indstilling modvirkes og undergraves af fundamentalistiske organisationer og enkeltpersoner, der kræver en »ren« og kompromisløs religiøs holdning. Kravet om en kalifatstat vil – hvis det bliver overført til danske forhold – betyde krav om opbygning af parallelle politiske institutioner med f.eks. et separat muslimsk parlament.   Tanken er muligvis den, at de »vantro« kristne kan efterleve de eksisterende institutioners forskrifter, mens muslimerne kan efterleve kalifatets strenge regler.  

Selv om Rigsadvokaten i sin redegørelse ikke kan forestille sig eller finder det uklart, »hvorledes Hizb-ut-Tahrir i praksis forestiller sig en sådan magtovertagelse gennemført, og om den i givet fald skal gennemføres ved ulovlige midler«, må Folketinget naturligvis se med den største alvor på, at der her i Danmark er mennesker og organisationer, der målbevidst vil arbejde for at afskaffe den eksisterende samfundsorden og indføre et sæt parallelle offentlige institutioner med reel magt over en del af befolkningen. Om det vil kunne ske ved en demokratisk og som følge deraf muligvis lovlig beslutningsproces eller det kun kan gennemføres ved en voldelig magtovertagelse, er måske en interessant og akademisk udfordrende diskussion, men Folketinget kan ikke sidde med armene over kors og berolige befolkningen med, at der endnu måske kun er nogle få hundrede tilhængere af   Hizb-ut-Tahrir. Folketinget kan derfor heller ikke slå sig til tåls med Rigsadvokatens redegørelse, men må nødvendigvis tage skridt til, at domstolene kommer til at tage stilling til, om der – i lighed med i andre lande – er grundlag for at opløse Hizb-ut-Tahrir.

Skriftlig fremsættelse

Peter Skaarup (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om opløsning af foreningen Hizb-ut-Tahrir.

(Beslutningsforslag nr. B 212).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

 


Bilag 1

B 103: Forslag til folketingsbeslutning om opløsning af foreningen Hizb-ut-Tahrir, fremsat den 23. april 2002 af Per Dalgaard (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Søren Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF) – Bemærkninger til forslaget

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at regeringen skal tage retlige skridt mod foreningen Hizb-ut-Tahrir med henblik på at søge foreningen opløst ved dom, jf. grundlovens § 78.

Den konkrete anledning er foreningens omdeling af en løbeseddel med opfordring til at dræbe jøder, omdelt i København tirsdag den 16. april 2002. Løbesedlen, der ifølge Hizb-ut-Tahrirs hjemmeside, www.hizb-ut.tahrir.dk , er fra 31. marts 2002, er optrykt som bilag til beslutningsforslaget.

Foreningen Hizb-ut-Tahrir, også kaldet Frihedspartiet eller Khilafah, bliver betegnet som den mest ekstreme og rabiate muslimske gruppe i Danmark. Foreningen arbejder for en islamisk storstat – kalifatet – og hævder, at islam er uforenelig med moderne vestligt demokrati, samt at integration skal ske på grundlag af   muslimske værdier og interesser.

Foreningen Hizb-ut-Tahrir i Danmark består af en hård kerne af fundamentalistiske muslimer, der efter flyangrebet på World Trade Center forsøger at skabe grobund for en hellig krig herhjemme. Blandt eksperter og herboende moderate muslimer gisnes der om, at det er i kredsen omkring Hizb-ut-Tahrir, man skal lede, hvis man skal finde et miljø, som kunne være leverandør af Taleban- eller Al-Qaida-krigere. Gruppen nægter at engagere sig i det danske samfund. Målet for gruppen er en islamisk storstat, hvor alt er reguleret af islamisk lov, sharia.

Medlemstallet i Hizb-ut-Tahrir i Danmark er uklart, men i miljøet svinger buddene (efteråret 2001) fra 500-600 til flere tusinde, og gruppen vurderes til at være i betydelig vækst.

Den seneste tids konflikt i Mellemøsten mellem israelerne og palæstinenserne har nu også bredt sig til Danmark, hvor en ellers fredelig fodboldlandskamp mellem Danmark og Israel onsdag den 17. april 2002 har givet anledning til storstilede palæstinensiske demonstrationer i såvel København som andre danske byer.

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at retten til at ytre sig frit og til at demonstrere er en grundsten for demokratiet og er kendetegnet for demokratiske, fredelige samfund. Retten til at ytre sig og til at demonstrere gælder både for dem, der måtte være »for«, og for dem, der måtte være »imod« det, der i øjeblikket foregår i Mellemøsten.

Imidlertid er såvel tonen som metoderne skærpet betydeligt i den seneste tid. En række palæstinensiske elementer i Danmark respekterer således ikke ytringsfriheden og har tilmed omdelt løbesedler i København med opfordring til at dræbe jøder.

Således har tilhængere af den yderliggående muslimske forening Hizb-ut-Tahrir tirsdag den 16. april 2001 omdelt et ukendt antal jødefjendske løbesedler i København. I følge Berlingske Tidende den 17. april 2002 var indholdet af løbesedlerne bl.a.:

I Allahs navn, står der:

»Og dræb dem, hvorend I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer« efterfulgt af en beskrivelse af jøderne som »et bagvaskende folk«, der »opdigter løgne«, samt en beskrivelse af palæstinensernes selvmordsaktioner i Israel som »legale martyraktioner«.

Løbesedlerne blev omdelt samtidig med, at de danske jøder gjorde klar til at fejre den israelske nationaldag med aftenarrangementer i trossamfundets synagoge og tilhørende center.

Det er forslagsstillernes bestemte opfattelse, at en forening, der står bag sådanne løbesedler, bør opløses ved dom. Dette er formålet med bestemmelserne i grundlovens § 78, stk. 2 og 3, der pålægger domstolene at opløse foreninger, der virker ved eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende

Betingelsen i grundlovens § 78, stk. 2, må efter forslagsstillernes opfattelse antages at være særdeles klart opfyldt i det foreliggende tilfælde, idet den   pågældende forening opfordrer til drab, altså en handling, der er omfattet af straffelovens § 237, og for hvilken strafferammen er fastsat til fængsel fra 5 år indtil livstid. Handlinger, der tilsigter at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, er i sig selv kriminaliseret efter straffelovens §§ 21 og 22 om forsøg. Endvidere omfatter straffelovens §§ 23 og 24 enhver, der ved råd eller tilskyndelse m.v. medvirker til forbrydelsen. De opfordringer, der er indeholdt i løbesedlen, kan således i sig selv føre til strafforfølgning, men det er efter forslagsstillernes opfattelse væsentligt at sikre, at der derudover sker opløsning af foreningen. Foreningen fører hetz mod et helt folk og opfordrer til handlinger, som ud over at være i åbenlys strid med straffeloven tillige er både afskyelige og umenneskelige. Den antisemitiske retoriks hadefulde tone er aldeles uacceptabel i et retssamfund.

Når en fanatisk bevægelse opfordrer til barbari og mord på en befolkningsgruppe, som også er repræsenteret i Danmark, kan regering og Folketing ikke forholde sig passivt. I en årrække har forslagsstillerne savnet klare reaktioner mod hadefulde og voldsforherligende bevægelser, der heldigvis kun repræsenterer en meget lille ekstremistisk personkreds. Der er sket et misbrug af ytringsfriheden til at importere en voldsfilosofi, som er Danmark fremmed.   Men med de udtalelser, der nu udbredes af den pågældende forening, er enhver grænse overskredet, og Folketinget må derfor pålægge regeringen at søge foreningen opløst.

Forslagsstillerne står ikke alene med deres opfattelse af foreningens aktiviteter:

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tager ifølge Ritzaus Bureau den 17. april 2002 meget skarp afstand fra foreningen:

»Løbesedlen fra den ekstremistiske muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir er både chokerende og afskyvækkende. Den viser, at der i Danmark er mennesker, som ikke blot foragter og forkaster alt, hvad det danske samfund står for. Men tilsyneladende også opfordrer til overgreb på mennesker med en bestemt religion, siger Anders Fogh Rasmussen.«

Tidligere minister Arne Melchior (CD) siger til Ekstra Bladet den 17. april 2002:

»Det er løgn og ondskab af værste skuffe. De, der har ladet dette trykke, skal selvfølgelig stilles for retten. Vi har en bestemmelse i grundloven, der siger, at foreninger, der virker ved vold og opfordrer til vold, vil være at forbyde ved dom. Politiet kan dog omgående opløse den slags organisationer, hvis der er fare på færde. Det kan man godt sige her. Så skal det efterfølgende for en domstol.«

Hamid El Mousti (S), medlem af Københavns Borgerrepræsentation, udtaler til Ekstra Bladet den 17. april 2002: »Det er uhørt, at Hizb-ut-Tahrir opfordrer danske muslimer til at dræbe deres jødiske landsmænd. Nok har vi ytringsfrihed her i landet, men under ansvar. Politiet burde for længst være skredet ind mod det udanske partis opfordring til mord. 99,99 procent af de danske muslimer tager afstand fra de meldinger, der kommer fra disse mennesker. Der er højst 300-400 tilhængere. De fleste af dem er unge arbejdsløse mennesker.«

Else Theill Sørensen (KF) udtaler i en pressemeddelelse (17/4-2002): »Hizb-ut-Tahrir skal forbydes. Der er tale om en samling muslimske galninge, der gang på gang opfordrer til kriminelle handlinger, og som bevidst søger at undergrave det danske demokrati.« Det fremgår endvidere af pressemeddelelsen: »Hizb-ut-Tahrirs ord og handlinger viser med al tydelighed, at de ikke har den mindste smule forståelse for det land, de lever i. Tværtimod har de en opfattelse af, at de med Koranen i hånden kan tillade sig hvad som helst – også at overtræde vores love. Det er forstemmende, at de absolut ingen forståelse har for det danske samfund, selvom det er her, de er vokset op«.

Folketingsmedlem for Det Radikale Venstre, Naser Khader, udtaler i en pressemeddelelse (16/4-2002) om opfordringen til at dræbe jøder i Danmark: »Jeg skammer mig! At opfordre til vold mod jøderne er aldeles forkasteligt«. »Det er meget, meget modbydeligt. Hizb-ut-Tahrir går langt over enhver form for anstændig grænse. Jeg forstår godt, hvis Det Mosaiske Trossamfund har meldt dem til politiet. Sædvanligvis mener jeg ikke, at man skal afgøre den slags sager i retssalene, men det her er så voldsomt, at løbesedlen berettiger til en politianmeldelse.«

Justitsminister Lene Espersen (KF) fæster ifølge Politiken den 17. april 2002 lid til, at politiet nu tager sig af sagen: »Det er helt igennem modbydeligt og usmageligt på denne måde at lægge en persongruppe for had. Det er udtryk for et menneskesyn og en intolerance, som ingen steder hører hjemme i vores samfund. Vi har ytringsfrihed, og den skal vi værne om. Men det er også en frihed under ansvar. Jeg forstår, at der allerede er anmeldelser til politiet om sagen, og jeg har fuld tillid til, at ytringer eller handlinger, som overtræder gældende lovgivning, retsforfølges og straffes«.

Grundlovens § 77 beskytter den formelle ytringsfrihed, men heri ligger på ingen måde, at enhver udtalelse er acceptabel, eller at enhver ytring er beskyttet af retsordenen.   Ytringsfriheden kan således aldrig bruges som beskyttelse for den, der fremsætter kriminelle opfordringer til at begå straffelovens mest alvorlige forbrydelse. Den formelle ytringsfrihed beskytter mod censur, men det er samtidig klart udtalt i grundlovens § 77, 1. punktum (»under ansvar for domstolene«), at ytringsfriheden ikke er uindskrænket. Hvis grænserne overskrides, kan det sanktioneres af domstolene, f.eks. ved straf eller erstatningsansvar. I meget få og særlig grove tilfælde kan det komme på tale at opløse en forening, når betingelserne i grundlovens § 78, stk. 2, er opfyldt, nemlig hvis foreningen virker ved eller søger at nå sit mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende.

Foreninger, der tidligere er opløst ved dom

Der er i dansk retspraksis kun to tidligere eksempler på opløsning af foreninger i henhold til grundlovens § 78, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1874 479 LHS om Den Internationale Arbejderforening for Danmark (voldelig kuldkastelse af den bestående statsforfatning) og Ugeskrift for Retsvæsen 1924 514 om den selskabelige forening Nekkab (homoseksuelle aktiviteter).   Ingen af disse foreninger har formentlig udgjort en så alvorlig fare mod samfundsordenen som den forening, der er omfattet af nærværende beslutningsforslag.


Bilag 2

Bilag til B 103 af 23. april 2002 om opløsning af foreningen Hizb-ut-Tahrir


Hizb-ut-Tahrirs løbeseddel

 

AX6400_1.GIF Size: (458 X 42)

 

”Og dræb dem, hvorend I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer”

(OQM. al-Baqarah:191)

Jøderne er et bagvaskende folk, og de er et folk, der forråder og bryder aftaler og pagter, og de opdigter løgne og fordrejer ord fra deres rette sammenhæng, og de fratager uretfærdigt rettighederne, og de har dræbt profeter og dræber uskyldige, og de er voldsommest i fjendskab til muslimerne, og Allah (swt) har forbudt os at tage dem til loyale venner:

 

AX6400_2.GIF Size: (517 X 136)

 

”Allah forbyder jer kun angående dem, der har kæmpet mod jer på grund af jeres deen (Islam) og har fordrevet jer ud af jeres hjem og hjulpet (andre) med at drive jer ud, at I slutter venskab med dem. Og dem, der slutter venskab med dem, er de uretfærdige”

(OQM. al-Mumtahana:9)

Således var de, og således er de nu, og således vil de forblive. Denne region og især Palæstinas befolkning har lidt under jødernes ondskab i over 50 år. Martyr-aktionerne, som foregår mod dem i øjeblikket i Palæstina, er legale aktioner. Hele Palæstina er en kampplads og en slagmark - både den jord jøderne besatte i 1948 e.Kr. og senere.

Arabernes regenters topmøde i Beirut fremsatte enstemmigt et ”freds”-initiativ til disse jøder, der er aggressorer og besættere. Jøderne afviste dette initiativ før topmødets afholdelse, og før topmødet var hævet, og initiativets blæk var tørret, begik jødernes stat en ny aggression mod Palæstinas befolkning, som denne stat nøje dræber, nedbryder og fordriver. Derved giver denne stat alle disse regenter lussinger med al udfordring, ringeagt og nedvurdering, som var de fluer eller biller! Føler disse regenter mon forlegenhed eller skam, eller måske har de mistet enhver følelse og ære og er havnet i ydmygelse som de døde:

Den, som ydmyger sig selv, for ham er ydmygelse let, fordi et sår ikke smerter en død person. (arabisk digt)

Disse regenter er ikke af samme natur som den islamiske ummah (nation). Selv araberne i deres jahiliyyah-tid (uvidenhedstiden) før Islam afskyede uretfærdighed og var et folk af æressans og mod, men disse regenter hører børns, kvinders og gamles nødråb og ser med egne øjne ligene i Sabra, Shatila, Qana, Gaza og Vestbredden, som om intet var hændt. Sikke slette regenter, som har ydmyget den bedste ummah, som er frembragt til menneskeheden.

Og hvis der siges til disse regenter: Hvad venter I på? Hvorfor kæmper I ikke, når jeres fjende besætter jeres jord, dræber jeres brødre, giver jer lussinger og ...? De vil svare: Vi kan ikke, fordi vor fjende er stærkere end os!

Men hvorfor har I så ikke mobiliseret jer, når I har den menneskelige kapacitet, den økonomiske rigdom, den udstrakte jord, den opblomstrede historie, det guddommelige budskab og martyriets verdensanskuelse? Hvordan kan det lade sig gøre, at de kujonske jøder, som er dem, der har livet mest nidkært, og hvis stat for ikke så længe siden begyndte at gro på en lille del af jorden med en lille gruppe, der er spredt for alle vinde, kan være stærkere end araberne tilsammen, udover at de udfordrer hele den islamiske ummah?!

Virkeligheden er, at disse regenter ikke ønsker nogen mobilisering, fordi de er agenter for de vantro vestlige stater, som beordrer dem til ikke at bekrige jøde-staten, og derfor tænker disse regenter hverken på at bekrige denne stat eller at mobilisere sig for at gøre modstand mod denne, selv hvis denne stat skulle begå aggression mod dem og besætte deres jord. Hele sagen ligger ikke i en afmagt over bekrigelsen af denne stat og over at rykke den op med roden, men således er regenternes politik, fordi de vestlige stater, som de er agenter for, beordrer dem til dette. Den saudiarabiske Abdullahs initiativ, som topmødet i Beirut enstemmigt vedtog, er en amerikansk instruktion, som arabernes regenter rettede sig efter.

Disse regenter er sandelig ikke af samme natur som denne ummah. Den islamiske ummahs befolkninger viser nu eksempler, som der er få paralleller til i menneskehedens historie, og disse eksempler udgør et argument mod de forsømmende regenter, der er kujoner og agenter, og som siger: ”Vi har ingen kunnen til at bekrige jøderne”. For ikke så længe siden viste muslimerne i deres modstandskamp i Sydlibanon det mest pragtfulde eksempel i ofring, jihad og martyrium, der fik jødernes stat til at trække sig tilbage, ydmyget og underkuet. Og i dag viser mujahidin i Palæstina pragt-eksempler i topklassen: De unge mænd konkurrerer om martyr-aktionerne, og unge kvinder er begyndt at konkurrere med de unge mænd, og mødrene er begyndt at motivere deres børn til martyrium og går i sujud (bedestilling med ansigtet i gulvet) til Allah som tak, når de hører om deres børns martyrium. Hvor står disse regenter i forhold til sådanne befolkninger? Et (arabisk) mundheld lyder: ”Som I er, vil regenten være”. Dette betyder, at tiden for disse regenter er ved at rinde ud, og at et nyt strålende daggry er begyndt at dukke op for denne ummah, hvor iman (absolut tro), jihad, martyrium og sejr vil sejre over de vantro, deres agenter og deres midler.

Vi vil gerne spørge arabernes regenter: Med hvilken berettigelse har I overgivet Palæstinas jord, som jøderne besatte før 1967 e.Kr.?! I har oprettet det såkaldte PLO i 1964 e.Kr. for at befri, hvad jøderne tidligere havde besat. Og nu siger I: Den totale tilbagetrækning for den totale fred. Er tilbagetrækningen til grænserne for ’67 e.Kr. en total tilbagetrækning? Og PLO’s ledere, som nu kaldes for ”Det Palæstinensiske Selvstyre”, overgiver selv grænserne for ’67 e.Kr., og de overgiver alt, hvad vantroens stater beder dem om.

Hele Palæstinas jord er islamisk jord og kharraj-jord (fællesejet jord), hvis matrikel tilhører muslimernes statskasse, og hverken arabernes regenter, PLO’s ledere, lederne for ”Det Palæstinensiske Selvstyre”, muslimernes regenter eller Palæstinas befolkning har retten til at overgive en hånds spændvidde af denne jord til en hvilken som helst vantro fremmed stat. Den overgivelse, som disse regenter, der er agenter, har foretaget, er ugyldig, hvilket mujahidin vil ugyldiggøre, og de vil stille de jord-overgivende forrædere til et hårdt regnskab.

O muslimer:

Disse regenter, herunder lederne for det Palæstinensiske Selvstyre, er alle billige agenter, og de er forrædere i ordets fulde betydning. De overgiver Palæstinas jord og Palæstinas helligdomme til jøderne på en ordre fra de vantro vestlige stater, især USA, og de opfører skuespil for at vildlede de arabiske og islamiske befolkninger, så disse initiativer kan passere igennem. Disse initiativer er sammensværgelser, og de kalder dem ”de modiges fred”, og de er ikke andet end ”de kujonske forræderes underkastelse”. Dette er ikke en banden på disse regenter, men en beskrivelse af deres situation. Snart vil den, som endnu ikke har forstået denne virkelighed, komme til at forstå den. Men hvad gavner forståelsen, når løbet er kørt.

O islamiske hære i de islamiske lande:

Er det ikke på tide, at I snart længes efter paradiset? Er det ikke på tide, at I snart længes efter det jordiske livs og det hinsides ære? Rystes I ikke af det, som foregår i nærheden af jer af massakrer, der rammer jeres brødre i Palæstina ved jødernes hænder; jøderne som er voldsommest i fjendskab til muminin? Er jeres oprindelige opgave ikke at beskytte Islams territorium og bekæmpe Allahs fjender, jøderne, som har besat Isra- og Miraj-jorden (destinationsstedet for profetens natterejse og afgangsstedet for hans himmelrejse: Quds)? Er jeres opgave at beskytte tronerne, ceremonierne og festlighederne? Allah forpligter jer til at vælte disse troner, som sammen med Allahs fjender konspirerer om muslimernes blod, til at støtte jeres brødre, som med nødråb kalder på jer i Palæstina,

 

AX6400_3.GIF Size: (352 X 38)

 

”Og hvis de søger jeres hjælp i Islams anliggender, så påhviler det jer at hjælpe dem.”

(OQM. al-Anfal:72)

og til at gøre en ende på den misdannede jøde-entitet, hvorved I dermed vil bringe Islams pragt og de mægtige lederes handlemåde tilbage. Hvis I gør dette, vil jeres handlinger blive nedskrevet med bogstaver af lys i dette liv og i det hinsides, men hvis I forsømmer, vil I bære synden for tavsheden, og ydmygelse og elendighed vil ramme jer i dette liv og i det hinsides, og dette er det åbenbare tab.

O muslimer:

Er I ikke den bedste ummah, som er frembragt til menneskeheden? Er I ikke dem, som har udbredt retledningen og lyset i verden, og som har fjernet jahiliyyah og mørket? Er I ikke den ummah, som har besejret perserne og romerne, og som har gjort mange erobringer og rejst Islams flag i alverdens afkroge? Hvordan kan I blive svækket af jøder, som for altid vil blive ramt af ydmygelse og elendighed? Jeres regenter forbyder jer kamp, og I hverken gør oprør mod dem, vælter dem eller tager afstand fra dem. Allah vil spørge jer om denne tavshed og tilfredshed med uretfærdigheden og tyrannerne.

 

AX6400_4.GIF Size: (359 X 46)

 

”Og frygt den straf, som ikke udelukkende vil ramme dem af jer, som er uretfærdige.”

(OQM. al-Anfal:25).

En straf, der vil ramme tyrannen for hans uretfærdighed, og samme straf vil også ramme den undertrykte, der forholder sig tavs over uretfærdigheden. Sendebudet (saaws) sagde: ”Ved den, i hvis hånd min sjæl ligger! I skal påbyde marouf (det rette), og I skal forbyde munkar (det slette), ellers vil Allah sende en snarlig straf fra Ham ned over jer. Når I så derefter laver dua (bøn) til Ham, så vil den ikke blive hørt”.

Det er en forpligtelse over jer at bevæge jer som de levende, ikke at sove som de døde, for at fjerne disse tyranner, som aflyser Allahs lovgivning og jihad for Allahs skyld, og fremdrive disse hære til at marchere til slagmarken, hvor de vil vise jøderne deres styrke, drive dem, som står bag jøderne, på flugt og fjerne deres snavs fra Isra- og Miraj-jorden. Da ofrings-, jihad- og martyr-ånden på ny er begyndt at fylde den islamiske ummah, så vil dette få den til at ryste regenterne, der er agenter og ikke af samme natur som denne ummah, af sig, for i stedet for dem at indsætte én khalifah, som ummah giver bayah (lydighedsløfte) om Allahs Bog og Hans sendebuds Sunnah, så han kan praktisere Allahs lovgivning, etablere den islamiske deen (ideologi: verdensanskuelse og livssystem), levere det islamiske budskab til verden og med sikkerhed erklære jihad mod jøderne, som er aggressorer, og mod enhver, der hjælper jøderne i deres aggression.

 

AX6400_5.GIF Size: (476 X 42)

 

”Hvis I støtter Allah(s sag), så vil Han give jer sejr og styrke jeres fodfæste.”

(OQM. Muhammad:7 )

17. Muharram 1423 hijri
31.03.2002 e.Kr.

Hizb-ut-Tahrir

 


Bilag 3

Rigsadvokatens undersøgelse vedrørende Hizb-ut-Tahrir

1. Indledning

Den 23. april 2002 fremsatte medlemmer af Dansk Folkeparti forslag til folketingsbeslutning om opløsning af Hizb-ut-Tahrir. Forslaget var navnlig begrundet i »foreningens omdeling af en løbeseddel med opfordring til at dræbe jøder, omdelt i København tirsdag den 16. april 2002.«

Under behandlingen af beslutningsforslaget oplyste justitsministeren, at der var iværksat en efterforskning mod Hizb-ut-Tahrir og dets medlemmer i anledning af de udtalelser om jøder, som foreningen havde offentliggjort. Ministeren oplyste ligeledes, at det ville være naturligt, at anklagemyndigheden, hvis politiets efterforskning førte til, at der blev rejst tiltale mod enkeltpersoner, overvejede spørgsmålet om opløsning af Hizb-ut-Tahrir, således at der, når domstolenes afgørelse vedrørende de konkrete forhold forelå, kunne tages stilling til, om der skulle indledes sag herom ved domstolene.

Den 30. oktober 2002 afsagde Københavns Byret dom i den konkrete sag. Ved dommen blev den tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, om udbredelse af udtalelser, der truer, forhåner eller nedværdiger en gruppe af personer på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering. Den pågældende blev også dømt for overtrædelse af § 266 b, stk. 2, hvorefter det skal betragtes som en skærpende omstændighed, hvis forholdet har karakter af propagandavirksomhed. Straffen blev fastsat til 60 dages betinget fængsel. Dommen blev stadfæstet af Østre Landsret den 14. marts 2003.

Efter drøftelse med Justitsministeriet blev det i slutningen af 2002 aftalt, at der under Rigsadvokatens overordnede ledelse skulle etableres en projektenhed, der skulle forestå det nærmere arbejde med undersøgelsen af spørgsmålet om eventuel opløsning af Hizb-ut-Tahrir.

Efter grundlovens § 78, stk. l, har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed. Efter § 78, stk. 2, bliver foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, at opløse ved dom. Ud over foreninger, der er omfattet af grundlovens § 78, stk. 2, kan der ske opløsning af foreninger, der har et ulovligt øjemed, jf. § 78, stk. 1.

Rigsadvokatens undersøgelse er gennemført dels som en juridisk gennemgang af og stillingtagen til de retlige spørgsmål, der knytter sig til gennemførelsen af en sag efter grundlovens § 78, dels som en indsamling af faktiske oplysninger, der kan tjene til at belyse, om Hizb-ut-Tahrir efter denne bestemmelse kan opløses.

2. Sammenfatning

2.1. Vurdering af muligheden for at føre bevis for, at Hizb-ut-Tahrir er en forening i grundlovens forstand

Det antages, at grundlovens foreningsbegreb må fortolkes ret vidt.

Der kræves formentlig alene, at de deltagende har et vist fælles formål med samvirket, og at der eksisterer visse – skrevne eller uskrevne – regler vedrørende det indbyrdes forhold mellem deltagerne og forholdet udadtil. Det vil endvidere have en vis betydning for vurderingen, hvorvidt der er udsondret en særlig formue, der ikke tilhører de enkelte medlemmer.

Af Rigsadvokatens redegørelse fremgår det, at Hizb-ut-Tahrir blandt andet ved publikationer på internettet klart har tilkendegivet, hvilket mål organisationen tilstræber. Hizb-ut-Tahrir har således selv tilkendegivet, at det er et politisk parti, hvis ideologi er islam. Hizb-ut-Tahrir virker for (gen)etableringen af kalifatstaten, som skal omfatte alle muslimer og være opbygget efter de retningslinjer, som ifølge Hizb-ut-Tahrir entydigt gives af islam. Islam er for Hizb-ut-Tahrir ensbetydende med et komplet system af retningslinjer for hele menneskelivet, herunder for politik, tro, økonomi og velfærd.

Hizb-ut-Tahrir offentliggør sine holdninger dels ved publikationer, dels ved, at organisationens repræsentanter missionerer og optræder ved offentlige møder m.v. Der foreligger således klare tilkendegivelser om Hizb-ut-Tahrirs holdninger til en række politiske og religiøse spørgsmål, og disse tilkendegivelser fremstår som autoriseret af organisationen.

Der er ikke ved undersøgelsen fremkommet sikre oplysninger om, hvorvidt der gælder særlige regler vedrørende det indbyrdes forhold medlemmerne imellem. Der foreligger dog visse oplysninger om Hizb-ut-Tahrirs organisation og struktur. Hizb-ut-Tahrir opererer ikke selv med begrebet medlemskab, ligesom der efter det oplyste ikke findes fortegnelser over personer med tilknytning til Hizb-ut-Tahrir.

Der er ikke i forbindelse med undersøgelsen fremkommet oplysninger om, at der skulle findes egentlige vedtægter for Hizb-ut-Tahrir. Der er dog ved tyske myndigheders efterforskning, som der i undersøgelsen nærmere er redegjort for, fremkommet oplysninger om, hvorledes Hizb-ut-Tahrir er organiseret internationalt. Der er endvidere tilvejebragt oplysninger om, at der findes en ledelse af Hizb-ut-Tahrirs danske afdeling.

Det må lægges til grund, at Hizb-ut-Tahrirs talsmand er den eneste, der kan udtale sig på vegne af Hizb-ut-Tahrir i Danmark. Dette bestyrkes af de oplysninger, som er fremkommet ved straffesagen mod den pågældende. Talsmanden har således under sagen forklaret, at Hizb-ut-Tahrir har en fastlagt struktur og organisering, og at han selv er repræsentant for Hizb-ut-Tahrir og den, der har ret til at udtale sig til pressen.

Det kan således med rimelig sikkerhed antages, at der inden for organsationen er fastsat regler om, hvem der må udtale sig på organisationens vegne. Af Københavns Byrets dom af 23. oktobet 2002 fremgår blandt andet følgende:

»Efter den forklaring, der er afgivet af tiltalte, sammenholdt med den fremlagte dokumentation, herunder brevet af 4. oktober 2001 stilet til en række medier i Danmark, lægger retten til grund, at tiltalte er talsmand og repræsentant for foreningen Hizb-ut-Tahrir i Danmark. For Hizb-ut-Tahrir i Danmark er der en fast struktur og organisering, og tiltalte har opgaver, der er et led i den overordnede ledelse og organisering af Hizb-ut-Tahrir i Danmark.«

Der ses ikke at foreligge oplysninger om, at Hizb-ut-Tahrir retligt har optrådt som sagspart f.eks. i retssager.

Der er ikke ved undersøgelsen fremkommet oplysninger om Hizb-ut-Tahrirs finansielle virkemåde eller økonomi, som kan lægges til grund ved en vurdering af, om der er tale om en forening i grundlovens forstand. Der er således ikke bevismæssigt grundlag for at antage, at der findes en særlig udsondret formue, som alene tilhører organisationen Hizb-ut-Tahrir.

Der er ved undersøgelsen fremkommet en del oplysninger, der peger på, at Hizb-ut-Tahrir i Danmark kan siges at være en forening.

Der må i den sammenhæng lægges vægt på, at Hizb-ut-Tahrir ved sine publikationer tilkendegiver internationalt at være en organisation, der over hele verden arbejder for det samme definerede formål.

Det kan endvidere tillægges vægt, at Hizb-ut-Tahrr på internettet har en hjemmeside, der ved sit domænenavn, sit lagout og sin udstederbetegnelse fremstår som organisationens hjemmeside. Endvidere har en række publikationer og indkaldelser til demonstrationer været underskrevet med Hizb-ut-Tahrir Danmark eller Hizb-ut-Tahrir Skandinavien.

Endelig må der lægges vægt på, at Hizb-ut-Tahrirs talsmand betegner sig som talsmand for Hizb-ut-Tharir i Danmark, hvilket ifølge hans forklaring i forbindelse med straffesagen mod ham for overtrædelse af straffeloven § 266 b indebærer, at han repræsenterer Hizb-ut-Tahrir udadtil og er den, der har ret til at udtale sig til pressen. Han forklarede endvidere, at han har opgaver, der er et led i den overordnede ledelse og organisering i Danmark. Dette blev ved dommene lagt til grund af både by- og landsretten. Endvidere blev det ved dommene lagt til grund, at der for »foreningen Hizb-ut-Tahrir i Danmark« er en fast struktur og organisering.

Det må efter en samlet vurdering på baggrund af de gennemførte undersøgelser antages, at det er sandsynligt, at der i en eventuel sag om opløsning af Hizb-ut-Tahrir efter grundlovens § 78 vil kunne føres det fornødne bevis for, at Hizb-ut-Tahrir i Danmark opfylder grundlovens betingelser for at kunne betegnes som en forening.

2.2. Vurdering af muligheden for at føre bevis for, at Hizb-ut-Tahrir som forening har et ulovligt øjemed eller virker ved vold m.v.

Som følge af den vide formulering af grundlovens § 78, stk. 1 og 2, og fraværet af væsentlige fortolkningsbidrag i forarbejder og retspraksis er det vanskeligt præcist at redegøre for indholdet og rækkevidden af bestemmelserne.

Vurderingen af, om en forening har et lovligt øjemed, beror såvel på den pågældende forenings formål og virksomhed som på de midler, foreningen anvender eller har til hensigt at anvende til realiseringen af dette mål. Det er i den forbindelse antaget, at det er lovligt for en forening at tilstræbe f.eks. en legalisering af aktiviteter, som i dag må betegnes som ulovlige. Dette gælder dog kun, hvis de midler, hvormed formålet tilstræbes realiseret, kan anses som lovlige.

Fastlæggelsen af den nærmere rækkevidde af bestemmelsen i grundlovens § 78, stk. 2, kan ikke antages at have den store praktiske betydning, idet de foreninger, der er omfattet af § 78, stk. 2, også uden denne udtrykkelige bestemmelse ville være ulovlige.

Det centrale for fastlæggelsen af en forenings øjemed er en bedømmelse af det mål og den virksomhed, som den pågældende forening reelt står for. En forening med et formål, der i sig selv er lovligt, kan have et ulovligt øjemed, hvis de midler, der anvendes eller agtes anvendt til at opnå målet, er strafbare eller på anden nåde ulovlige. De ulovlige forhold, der i den forbindelse kan tillægges betydning, skal kunne henføres til foreningen som sådan. Endvidere vil enkeltstående ulovlige/strafbare forhold begået i foreningsregi i almindelighed ikke i sig selv være tilstrækkelige til at gøre foreningen ulovlig i grundlovens § 78’ forstand. Det må formentlig være et krav, at der inden for foreningens rammer i et ikke ubetydeligt omfang er eller tilsigtes begået ulovlige/strafbare forhold, således at disse forhold må betegnes som et mere almindeligt led i foreningens virksomhed.

Der er ikke i forbindelse med undersøgelsen fremkommet oplysninger om, at der skulle findes egentlige vedtægter for Hizb-ut-Tahrir, hvoraf organisationens formål eller virkemidler klart fremgår.

Hizb-ut-Tahrir har imidlertid selv tilkendegivet, at organisationens formål overordnet er (gen)etablering af kalifatstaten, som skal omfatte alle muslimer og være opbygget efter de retningslinjer, som ifølge Hizb-ut-Tahrir entydigt gives af islam. Der må imidlertid siges at være betydelig usikkerhed med hensyn til, om Hizb-ut-Tahrir konkret eller teoretisk har til hensigt at overtage magten i Danmark med henblik på at etablere kalifatet.

Der hersker endvidere betydelig usikkerhed om, hvorledes Hizb-ut-Tahrir i praksis forestiller sig en sådan magtovertagelse gennemført, og om den i givet fald skal gennemføres ved ulovlige midler.

Det må lægges til grund, at der ikke på baggrund af de gennemførte undersøgelser kan føres det nødvendige bevis for, at Hizb-ut-Tahrir har et ulovligt formål.

Hizb-ut-Tahrir har i sine publikationer om Hizb-ut-Tahrirs virke og fremgangsmåden ved etableringen af kalifatstaten fremhævet begrebet da’wa , som er kendetegnet ved verbal missionering. Hizb-ut-Tahrir har ikke i sine publikationer taget stilling til, hvilke midler der i givet fald skal anvendes til at etablere kalifatstater, herunder spørgsmålet om anvendelse af vold i forbindelse med en eventuel magtovertagelse.

Personer med tilknytning til Hizb-ut-Tahrir i Danmark har blandt andet virket ved intern mødevirksomhed, agitation på gadeplan, demonstrationer og andre offentlige møder, publikationer og indblanding i offentlige møder.

Hizb-ut-Tahrirs talsmand blev ved Østre Landsrets dom af 14. marts 2003 idømt 60 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 266 b i forbindelse med distribuering af en løbeseddel, der i forbindelse med omtale af Israel og jøder generelt blandt andet indeholdt korancitatet »Og dræb dem, hvor I end finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer«. Den pågældende løbeseddel var underskrevet Hizb-ut-Tahrir og fremstod således som en udtalelse på denne organisations vegne. Det må på denne baggrund antages, at den pågældende straffelovsovertrædelse kan henføres til Hizb-ut-Tahrir som forening.

Der er i Tyskland nedlagt forbud mod Hizb-ut-Tahrir. Dette forbud er begrundet i, at Hizb-ut-Tahrirs virke er i strid med tanken om mellemfolkelig forståelse, og at organisationen går ind for at anvende vold som middel til at gennemføre politiske mål og vil fremkalde denne. For så vidt angår anvendelse af vold, har de tyske myndigheder anført, at Hizb-ut-Tahrir forfølger det politiske mål at fjerne staten Israel og i denne forbindelse opfordrer til at anvende vold ved drab på og fordrivelse af jøder. Der er i den forbindelse særligt henvist til, at Hizb-ut-Tahrir i sit tysksprogede organ Explizit, på internettet og i flyveblade i forbindelse med jøder har anført det korancitat, som også indgik i sagen mod Hizb-ut-Tahrirs talsmand.

Det er imidlertid Rigsadvokatens opfattelse, at der er betydelige forskelle på den tyske og den danske retstilstand, når det gælder spørgsmålet om opløsning af foreninger. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at den tyske grundlov og foreningslovgivning åbner mulighed for forbud mod foreninger af en række nærmere angivne grunde, hvoraf visse adskiller sig fra, hvad der kan antages at kunne danne grundlag for et forbud efter grundlovens § 78. Dette gælder for eksempel den mulighed, der efter tysk ret er for at forbyde en forening, der vender sig imod tanken om mellemfolkelig forståelse.

For så vidt angår Sverige, betragter man her Hizb-ut-Tahrir som en terrororganisation. Denne rubricering er imidlertid ikke baseret på oplysninger af så detaljeret og konkret karakter, at de vil kunne anvendes i en retlig sammenhæng, og kan derfor ikke indgå i en begrundelse for at forbyde Hizb-ut-Tahrir her i landet.

Der må efter dansk ret lægges vægt på, at der i intet tilfælde ud over den tidligere omtalte straffesag mod Hizb-ut-Tahrirs talsmand er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at personer med tilknytning til Hizb-ut-Tahrir på vegne af foreningen har begået strafbare handlinger i Danmark. Der er således ikke bevismæssigt grundlag for at fastslå, at Hizb ut-Tahrir som et almindeligt led i sin virksomhed har anvendt ulovlige midler eller har gennemført ulovlige aktiviteter.

Det er ved undersøgelsen konstateret, at Hizb-ut-Tahrir er organiseret i en hierarkisk organisation bestående af celler, som i princippet fungerer uafhængigt af hinanden og kun efter instruktion fra organer eller personer, der er højere placeret i hierarkiet. Det er endvidere konstateret, at Hizb-ut-Tahrir fremtræder som en lukket organisation, der ikke umiddelbart er tilgængelig for nye medlemmer. Personer, der ønsker optagelse i Hizb-ut-Tahrir, udsættes for en massiv ideologisk påvirkning i form af skoling i organisationens synspunkter og forståelse af islam. Det kan imidlertid ved vurderingen af muligheden for at søge Hizb-ut-Tahrir opløst efter grundlovens § 78 ikke i sig selv tillægges vægt, at organisationen fremtræder som lukket, og at organisationen stiller betydelige krav om ideologisk konformitet af sine medlemmer.

Det må under henvisning hertil lægges til grund, at der ikke kan føres det nødvendige bevis for, at Hizb-ut-Tahrir virker ved ulovlige midler eller gennemfører ulovlige aktiviteter.

3. Konklusion

Det må efter en samlet vurdering på baggrund af de gennemførte undersøgelser antages, at der ikke under en eventuel sag om opløsning af Hizb-ut-Tahrir efter grundlovens § 78 vil kunne føres det fornødne bevis for, at Hizb-ut-Tahrir har et ulovligt øjemed, jf. grundlovens § 78, stk. 1, eller virker ved eller søger at nå sit mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, jf. grundlovens § 78, stk. 2.