Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om sygehusvæsenet

 

Herved bekendtgøres lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 687 af 16. august 1995, med de ændringer der følger af lov nr. 1121 af 20. december 1995, lov nr. 464 af 10. juni 1997, lov nr. 1044 af 23. december 1998, lov nr. 395 af 2. juni 1999, lov nr. 967 af 20. december 1999, lov nr. 1117 af 29. december 1999, lov nr. 470 af 31. maj 2000, lov nr. 1314 af 20. december 2000, lov nr. 141 af 5. marts 2001, lov nr. 142 af 25. marts 2002, lov nr. 143 af 25. marts 2002, lov nr. 145 af 25. marts 2002, lov nr. 383 af 28. maj 2003 og lov nr. 429 af 10. juni 2003.

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

§ 1. Sygehusvæsenet varetages af amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Bornholms Kommune.

Stk. 2. Reglerne i denne lov om amtskommuner gælder også for Hovedstadens Sygehusfællesskab, jf. dog § 16 b, og Bornholms Kommune. § 11 gælder ikke for Hovedstadens Sygehusfællesskab.

§ 2. Amtskommunernes sygehusvæsen medvirker til at udvikle den sundhedsfremmende og forebyggende indsats.

§ 3. Til en amtskommunes sygehusvæsen hører amtskommunens egne sygehuse og fødeklinikker og andre til sygehusvæsenet knyttede behandlingsinstitutioner samt amtskommunens egne rekonvalescenthjem.

Stk. 2. Som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver kan en amtskommune samarbejde med andre amtskommuners sygehusvæsen.

Stk. 3. En amtskommune kan endvidere indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af sine sygehusopgaver. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om amtskommunernes benyttelse af sådanne institutioner.

Stk. 4. Amtskommunen indgår driftsoverenskomst med de i § 5, stk. 3, nævnte private specialsygehuse m.fl., som er beliggende i amtskommunen.

§ 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om amtskommunernes adgang til som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver at drive eller benytte institutioner i udlandet, herunder om amtskommunernes betaling for behandling i udlandet.

§ 4 a. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om amtskommunernes medvirken til rekruttering af sundhedsfagligt personale til internationale sundhedsopgaver.

§ 4 b. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter ansøgning fra en amtskommune tillade fravigelse af lovens bestemmelser, bortset fra bestemmelserne i § 5, for at fremme forsøg med det formål at fremme omstilling i sygehusvæsenet.

§ 4 c. En kommunalbestyrelse kan, når sociale hensyn taler herfor, træffe beslutning om at afholde udgifter til sygdomsbehandling, der svarer til behandling, der ydes i det amtskommunale sygehusvæsen, til personer, der har bopæl i kommunen.

Stk. 2. Udgifter efter stk. 1 kan ikke dækkes ved forsikring.

Kapitel 2

Berettigede personer og ydelsernes omfang

§ 5. Hver amtskommune yder vederlagsfri behandling ved sit sygehusvæsen til personer, der har bopæl i amtskommunen.

Stk. 2. Amtskommunen yder desuden vederlagsfri akut behandling samt behandling efter § 5 b, stk. 1 og 2, ved en anden amtskommunes sygehuse og fødeklinikker til personer, der har bopæl i amtskommunen.

Stk. 3. Amtskommunen yder endvidere vederlagsfri behandling til personer, der har bopæl i amtskommunen, ved følgende private specialsygehuse m.fl.: Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens Hospice, Sct. Maria Hospice, Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosehospitalet i Haslev, Sclerosehospitalet i Ry, Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske Ambulatorium, Dronning Alexandrines Gigtsanatorium, Gigtsanatoriet Hans Jansens Hjem, Gigtsanatoriet i Skælskør, Muskelsvindfondens Vejlednings- og Behandlingscenter, Vejlefjord og Center for Hjerneskade.

Stk. 4. Amtskommunernes pligt til at yde vederlagsfri behandling i henhold til stk. 3 er begrænset til en årlig økonomisk ramme, som for hver institution fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 5. En amtskommune kan ikke af en patient opkræve betaling for ydelser, som patienten har ret til at modtage vederlagsfrit i henhold til denne lov.

Stk. 6. Medmindre andet følger af denne lov, kan en amtskommune ikke deltage i driften, ledelsen eller finansieringen m.v. af et sygehus, der ikke drives efter bestemmelserne i denne lov.

Stk. 7. Personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland, har ret til den i stk. 1 omhandlede vederlagsfri behandling på vedkommende amtskommunes sygehusvæsen straks efter tilflytningen. Personer, der tilflytter fra udlandet, har først ret til disse ydelser 6 uger efter tilflytningen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne persongrupper får adgang til de i stk. 1 omhandlede ydelser umiddelbart efter tilflytningen eller efter kortere tids ophold end 6 uger.

Stk. 8. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes personer med bopæl på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, som midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det amtskommunale sygehusvæsen.

Stk. 9. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår behandling kan ydes til udsendt personale ved herværende diplomatiske og konsulære repræsentationer samt til personer, hvis ophold er reguleret i aftaler om retsstillingen for styrker eller militære hovedkvarterer, som Danmark har tiltrådt, samt deres familiemedlemmer.

Stk. 10. Når de i stk. 1 og 7-9 nævnte personer med samtykke af sygehusvæsenet i bopælsamtskommunen eller på det midlertidige opholdssted behandles ved en fremmed amtskommunes sygehusvæsen, behandles patienten på samme vilkår som ved sygehusvæsenet i bopælsamtskommunen eller på det midlertidige opholdssted. Den amtskommune, der yder behandlingen, kan afkræve bopælens eller det midlertidige opholdssteds amtskommune betaling herfor.

Stk. 11. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om beregning af betalingen, når bopælens eller det midlertidige opholdssteds amtskommune skal betale for en patients behandling ved en fremmed amtskommunes sygehusvæsen.

Stk. 12. Hvor særlige forhold taler herfor, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om, at enhver amtskommune vederlagsfrit skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.

Stk. 13. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 7-11 kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde opkræves betaling for visse behandlinger og ydelser eller for behandling på visse institutioner.

Stk. 14. Bopælsamtskommunen kan opkræve betaling af bopælskommunen for patienter, der er indlagt på et hospice, der er nævnt i stk. 3, svarende til sengedagstaksten for færdigbehandlede patienter, jf. § 12.

§ 5 a. Til pensionister, der under indlæggelse på en institution under sygehusvæsenet ikke får udbetalt pension i henhold til § 46, stk. 1, i lov om social pension, udbetaler institutionen et beløb til personlige fornødenheder på 1.069 kr. om måneden i 2003-pris- og lønniveau. Beløbet pris- og lønreguleres på tilsvarende måde som bloktilskuddene til amtskommunerne én gang om året og udmeldes af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2. Til indlagte personer, der ikke er pensionister, og som må anses for plejepatienter eller i øvrigt skønnes uegnede til mere varig udskrivning til eget hjem, udbetaler institutionen et beløb til personlige fornødenheder af samme størrelse som det i stk. 1 nævnte beløb. Der kan dog tidligst ske udbetaling, når de pågældende har haft en samlet indlæggelsestid på sygehus eller anden institution under sygehusvæsenet på 6 måneder ud over indlæggelsesmåneden regnet fra 1 1/2 år forud for indlæggelsen. Til øvrige personer, der ikke er pensionister, og som har haft en længerevarende indlæggelse, kan der udbetales et beløb til personlige fornødenheder, hvor særlige forhold gør sig gældende. Størrelsen af det til hver person udbetalte beløb kan ikke overstige det i stk. 1 nævnte beløb.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om udbetalingen af beløb til personlige fornødenheder.

§ 5 b. En person, der henvises til sygehusbehandling, kan vælge mellem bopælsamtskommunens sygehuse, andre amtskommuners sygehuse og de private specialsygehuse m.fl., der er nævnt i § 5, stk. 1-3, uanset bopælsamtskommunens behandlingstilbud og kriterier for sygehusbehandling i sit sygehusvæsen.

Stk. 2. For psykiatriske patienter kan adgangen til at vælge efter stk. 1 begrænses, hvis hensynet til den pågældende taler herfor.

Stk. 3. En person, der henvises til sygehusbehandling, kan desuden vælge behandling på et af de i § 5, stk. 3, nævnte private specialsygehuse m.fl. Bopælsamtskommunen afholder udgiften herved inden for den i § 5, stk. 4, nævnte økonomiske ramme.

Stk. 4. I tilfælde, hvor en person er henvist til ikke akut behandling på et sygehus, hvor ventetiden til behandlingen væsentligt overstiger ventetiden til samme behandling på et andet sygehus, påhviler det førstnævnte sygehus snarest muligt at oplyse den pågældende om retten til selv at vælge sygehus, jf. stk. 1-4, og at tilbyde henvisning til et sygehus med kortere ventetid.

Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og socialministeren fastsætte bestemmelser om, at personer ikke har ret til selv at vælge sygehus i henhold til stk. 1, 2 og 4, når de

1)   er optaget i Kriminalforsorgens institutioner,

2)   er anbragt i institution i henhold til retsplejeloven, kapitel 11 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien eller straffeloven,

3)   er anbragt på sikret afdeling i henhold til lov om social bistand eller

4)   er frihedsberøvet eller deres handlefrihed i øvrigt er undergivet begrænsninger i henhold til udlændingeloven.

Stk. 6. Efter nærmere regler, der fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren, tilbyder hver amtskommune personer, der er henvist til behandling på et offentligt sygehus, oplysning om antal behandlinger og om ventetiden på behandling ved sine egne og andre amtskommuners sygehuse samt ved de i § 5, stk. 3, nævnte private specialsygehuse m.fl.

§ 5 c. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte bestemmelser om vilkår for og fordeling, udbetaling m.v. af statslige tilskud til sygehusformål. Indenrigs- og sundhedsministeren kan herunder fastsætte, at amtsrådene skal sikre, at budgetrammen for de enheder, der har bidraget til øget aktivitet, øges med de nævnte tilskud eller andele heraf. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i den forbindelse i fornødent omfang fravige bestemmelserne i kapitel V i lov om kommunernes styrelse.

§ 5 d. Til patienter, der lider af livstruende sygdomme, for hvilke Sundhedsstyrelsen har fastsat maksimale ventetider til behandling, yder bopælsamtskommunen behandling ved sit sygehusvæsen inden for den af Sundhedsstyrelsen fastsatte maksimale ventetid.

Stk. 2. Bopælsamtskommunen skal senest 8 hverdage efter, at et af amtskommunens sygehuse har modtaget henvisning af en patient, meddele patienten, om amtskommunen kan tilbyde behandling ved sit sygehusvæsen inden for den fastsatte maksimale ventetid og i bekræftende fald meddele patienten en dato for forundersøgelsen. Såfremt bopælsamtskommunen ikke er i stand til at tilbyde behandling inden for den fastsatte maksimale ventetid, skal patienten om muligt tilbydes behandling på et sygehus i en anden amtskommune, på et privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet, som kan tilbyde behandling inden for den fastsatte maksimale ventetid.

Stk. 3. Kan bopælsamtskommunen ikke tilvejebringe et behandlingstilbud som nævnt i stk. 2, skal amtskommunen, hvis patienten ønsker det, hurtigst muligt meddele det til Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen henviser herefter om muligt patienten til behandling på et sygehus i en anden amtskommune eller på et privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde pålægge et offentligt sygehus her i landet at varetage behandling af patienten.

Stk. 4. Kan Sundhedsstyrelsen ikke tilvejebringe et behandlingstilbud efter stk. 3, og finder patienten selv et privat sygehus her i landet eller i udlandet, der kan foretage den behandling, som patienten er henvist til, ydes der tilskud til denne behandling svarende til den gennemsnitlige udgift til en tilsvarende behandling på et dansk offentligt sygehus, dog højst svarende til den faktiske betaling for behandlingen. Der kan ikke ydes tilskud til alternativ behandling eller til behandling, der har forskningsmæssig eller eksperimentel karakter.

Stk. 5. Pligten til at henvise patienter til behandling efter stk. 2 og 3 gælder dog ikke til sygehuse, hvor Sundhedsstyrelsen skønner, at behandlingstaksten er urimeligt høj, eller at udgifterne til befordring og ophold er uforholdsmæssigt høje.

Stk. 6. Bopælsamtskommunen afholder udgifterne til behandling samt til befordring og ophold efter stk. 1-3. Bopælsamtskommunen betaler tilskud til behandling efter stk. 4. Bopælsamtskommunen betaler et gebyr til Sundhedsstyrelsen for behandlingen af henvisningssager efter stk. 3 og 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter gebyrets størrelse.

Stk. 7. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til behandling og amtskommunernes forpligtelser efter stk. 2-6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter herunder bestemmelser om, hvornår forpligtelserne til at overholde de maksimale ventetider får virkning for de enkelte behandlingsområder.

§ 5 e. 1)  Hver amtskommune tilbyder hvert andet år brystundersøgelse til kvinder, som er mellem 50 og 69 år, og som har bopæl i amtskommunen.

Stk. 2. Undersøgelsen omfatter røntgenundersøgelse (mammografi)

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tilbudet om brystundersøgelse og om, hvornår forpligtelserne til at tilbyde brystundersøgelser skal have virkning.

§ 5 f. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om, at amtskommunerne tilbyder en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning ved udskrivning fra sygehus.

§ 5 g. En person, som er henvist til sygehusbehandling, kan vælge at blive behandlet på et af de sygehuse, klinikker m.v., som amtskommunerne har indgået aftale med efter stk. 2., jf. dog 4. pkt., hvis bopælsamtskommunen ikke inden for 2 måneder efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde behandling ved amtskommunens egne sygehuse eller et af de i § 5, stk. 1-3, nævnte sygehuse, som amtskommunen samarbejder med eller sædvanligvis benytter. I opgørelsen af tidsfristen efter 1. pkt. medregnes ikke perioder, hvor personen gennemgår et forundersøgelsesforløb. Dog medregnes ventetid ud over 2 uger til hver enkelt undersøgelse i tidsfristen. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om afgrænsning af, vilkår for og amtskommunernes forpligtelser til at oplyse om den behandling, der er omfattet af 1. pkt., og kan herunder undtage bestemte behandlingsformer.

Stk. 2. Amtskommunerne i forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om behandling af patienter efter stk. 1. Kan parterne ikke opnå enighed, fastsættes vilkårene af indenrigs- og sundhedsministeren. Der kan ikke henvises patienter efter stk. 1 til sygehuse, klinikker m.v., som ikke ønsker at indgå aftale på de således fastsatte vilkår. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om krav til dokumentation m.v. fra de privatejede sygehuse, klinikker m.v., der indgår aftale efter 1. pkt.

§ 6. Til personer, der i medfør af § 5, har ret til vederlagsfri behandling, ydes befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj, såfremt deres tilstand gør dette nødvendigt.

Stk. 2. Til de i stk. 1 nævnte personer, der modtager pension efter lov om social pension, eller hvis ægtefælle modtager hustrutillæg til en sådan pension, ydes endvidere befordring eller befordringsgodtgørelse, når befordringen sker med andre befordringsmidler.

Stk. 3. Befordring efter stk. 1 og 2 ydes til behandling på amtskommunale sygehuse og de i § 3 nævnte institutioner samt på andre sygehuse m.v., der ikke henhører under det almindelige amtskommunale sygehusvæsen, såfremt institutionen (afdelingen) af indenrigs- og sundhedsministeren er henført til denne bestemmelse.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter i øvrigt bestemmelser om, i hvilke tilfælde der ydes befordring eller befordringsgodtgørelse.

Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang der ydes befordring eller befordringsgodtgørelse efter stk. 1, 2 og 4 til personer, der i henhold til § 5 b efter eget valg behandles på et sygehus i en anden amtskommune eller på de i § 5, stk. 3, nævnte private specialsygehuse m.fl., uden at det efter en lægelig vurdering er nødvendigt af hensyn til sygdommens behandling.

Stk. 6. Når der anmodes om befordring eller befordringsgodtgørelse fra et midlertidigt opholdssted, kan befordring eller befordringsgodtgørelse ved hjemtransport efter udskrivning kun forlanges tilbage til det midlertidige opholdssted. Dog har personer med bopæl i udlandet, i Grønland eller på Færøerne ret til befordring eller befordringsgodtgørelse ved transport til hjemlandet, til Grønland eller til Færøerne i det omfang, dette følger af aftaler eller af traktatlige forpligtelser.

§ 7. Befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter § 6, skal ske med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når befordringsudgiften eller afstanden til behandlingsstedet overstiger en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat grænse. Nærmere regler om ydelse af befordring og befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

§ 8. Befordring eller befordringsgodtgørelse ydes af den amtskommune, i hvilken patienten opholder sig på det tidspunkt, da ydelsen rekvireres. Dog ydes befordring fra et sygehus uden for bopælsamtskommunen til fortsat indlæggelse på et sygehus i bopælsamtskommunen af sidstnævnte amtskommune.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med vedkommende kommunale organisationer godkende, at udbetaling af befordringsgodtgørelse og løsningen af andre befordringsopgaver i en amtskommune henlægges til kommunalbestyrelserne, jf. dog lov nr. 311 om offentlig sygesikring af 9. juni 1971, § 22, på amtskommunens vegne.

§ 9. Afgørelser om, på hvilke vilkår en person har ret til behandling og befordring eller befordringsgodtgørelse herunder afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen i medfør af § 8, stk. 2, kan påklages til den sociale ankestyrelse. Klage til ankestyrelsen indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil. Afgørelse herom træffes af chefen for ankestyrelsen.

Stk. 2. Ved behandling af klager over en af kommunalbestyrelsen i medfør af § 8, stk. 2, truffet afgørelse skal ankestyrelsen indhente en udtalelse fra vedkommende amtsråd.

§ 10. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter, i hvilket omfang reglerne i §§ 5-9 finder anvendelse, når amtskommunerne driver eller benytter institutioner i udlandet, jf. § 4.

Stk. 2. For personer, der ikke ifølge reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri behandling, fastsættes regler vedrørende betaling af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3. For personer, der ikke ifølge reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, kan betaling inddrives ved udpantning.

§ 10 a. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om tilrettelæggelsen af amtskommunernes ambulancetjeneste.

Kapitel 3

Specialeplanlægning og registrering af kliniske data m.v.

§ 11. Amtsrådet udarbejder en plan for amtskommunens virksomhed efter denne lov efter reglerne om sundhedsplanlægning i lov om offentlig sygesikring.

§ 12. En amtskommune kan uanset reglerne i § 5 af en kommune opkræve betaling pr. sengedag for færdigbehandlede patienter, der er indlagt på amtskommunale sygehuse, og som har bopæl i den pågældende kommune.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte betaling kan maksimalt udgøre 1.200 kr. for patienter, der er 67 år eller derover, og maksimalt 600 kr. for patienter under 67 år. Beløbene er anført i 1995 pris- og lønniveau. Beløbene pris- og lønreguleres årligt på tilsvarende måde som bloktilskuddene til amtskommuner.

Stk. 3. Amtskommunerne kan indgå aftaler med kommunerne om betaling for personer, der henvises til tilbud i kommunalt regi som alternativ til sygehusindlæggelse.

§ 13. Det påhviler hver amtskommune at indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger på fremmede amtskommunale sygehuse samt på private sygehuse. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom samt om visitation af patienter til behandling på lands- og landsdelsafdelinger.

Stk. 2. Kan der ikke opnås enighed om indholdet af aftaler efter stk. 1, kan indenrigs- og sundhedsministeren træffe afgørelse herom efter anmodning fra en af de berørte parter.

Stk. 3. De indgåede aftaler indsendes til indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 4. Indgår en amtskommune ikke de fornødne aftaler efter stk. 1 og de i medfør heraf fastsatte regler, kan indenrigs- og sundhedsministeren bestemme, at betaling kan afkræves vedkommende amtskommune for patienter, der modtages til behandling på lands- og landsdelsafdelinger på fremmede amtskommunale sygehuse samt på private sygehuse, uden at der foreligger samtykke fra vedkommende amtskommune til patientens behandling.

Stk. 5. I tilfælde, hvor kvalitets- eller ressourcemæssige hensyn taler for, at visse behandlingsformer samles på et eller få sygehuse, kan indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med amtsrådene fastsætte regler for visitation af patienter samt betaling for behandling.

§ 14. (Ophævet).

§ 15. Det påhviler amtskommuner samt de private personer eller institutioner, der driver sygehuse, at give oplysning om virksomheden til de centrale sundhedsmyndigheder efter nærmere af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler.

§ 15 a. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at amtsråd, kommunalbestyrelser, private personer og institutioner, der driver sygehuse, samt praktiserende sundhedspersoner skal indberette oplysninger til kliniske kvalitetsdatabaser, som en offentlig myndighed er dataansvarlig for, og hvor der sker registrering af helbredsoplysninger m.v. med henblik på overvågning og udvikling af behandlingsresultater for afgrænsede grupper af patienter.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at den registrerede på begæring skal have indsigtsret i oplysninger, der er registreret om vedkommende i de i stk. 1 nævnte kliniske kvalitetsdatabaser.

Stk. 3. Indberetning af oplysninger efter stk. 1., der kan henføres til bestemte personer, kan ske uden samtykke fra personen.

Kapitel 4

Behandling m.v. for alkoholmisbrug

§ 16. Amtskommunerne driver behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere, i det omfang behandlingen ikke finder sted på psykiatriske hospitaler eller afdelinger. Den enkelte amtskommunes behandlingstilbud skal i fornødent omfang omfatte døgnbehandling uden for psykiatrisk hospital eller afdeling samt behandling, der særlig sigter på kvinder.

Stk. 2. Behandling og rådgivning på amtskommunens behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere skal ydes anonymt, hvis alkoholmisbrugeren ønsker det.

Stk. 3. En amtskommune kan indgå aftale med en privat institution eller forening om driften af behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere.

Stk. 4. Behandling på institutioner for alkoholmisbrugere er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor, og uanset om behandlingen sker ved indlæggelse på et behandlingshjem eller ambulant. Ved indlæggelse på et behandlingshjem uden for den amtskommune, hvor patienten bor, kan bopælsamtskommunen afkræves de med behandlingen forbundne udgifter.

Stk. 5. Amtskommunen yder faglig bistand til kommunale støtteforanstaltninger efter behandling for alkoholmisbrug samt kommunale foranstaltninger til forebyggelse af alkoholmisbrug.

Kapitel 4 a

Sygehusberedskab

§ 16 a. Det påhviler hver amtskommune at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der under krigsforhold og under større katastrofer i fredstid kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller behandlingssteder uden for sygehusene. Det påhviler private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som amtskommunale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.

Kapitel 4 b

Behandling af stofmisbrugere

§ 16 b. Den lægelige behandling af stofmisbrugere med euforiserende stoffer varetages af amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetages den del af behandlingen, som finder sted på sygehus, dog af Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Stk. 2. Et sygehusapotek og en sygehusapoteksfilial kan til amtskommunens behandlingssteder levere euforiserende stoffer til udlevering som led i behandlingen af stofmisbrugere efter stk. 1.

Stk. 3. Et sygehusapotek og en sygehusapoteksfilial under Hovedstadens Sygehusfællesskab kan til Københavns og Frederiksberg Kommuners behandlingssteder levere euforiserende stoffer til udlevering som led i behandlingen af stofmisbrugere efter stk. 1.

Kapitel 5

Tilskudsbestemmelser

§ 17. I særlige tilfælde kan der af statskassen ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved løsningen af særlige opgaver inden for det amtskommunale sygehusvæsen.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte regler om, at der af staten ydes vedkommende amtskommune hel eller delvis refusion af udgifter til befordring og behandling af personer, hvis ret til vederlagsfri behandling her i landet følger af internationale forpligtelser.

§ 18. Efter nærmere bestemmelse af indenrigs- og sundhedsministeren kan der ydes tilskud af statskassen til private sygehuse.

Kapitel 6 (Ophævet).

Kapitel 7

Ikrafttrædelses- og ændringsbestemmelser

§ 21. Loven træder i kraft den 1. april 1975, § 24, og § 25, nr. 1 og nr. 4, og § 26 dog den 1. juli 1974.

Stk. 2. Lov nr. 237 af 4. juni 1969 om sygehusvæsenet, som ændret ved lov nr. 154 af 31. marts 1973, lov nr. 410 af 13. juni 1973 og ved nærværende lov, ophæves den 1. april 1975.

§ 22. (Ophævet).

§ 23. (Ophævet).

§ 24. (Ophævet).

§ 25. (Udeladt)

§ 26. (Ophævet)

§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 28. august 2003

Lars Løkke Rasmussen

/John Erik Pedersen

Officielle noter

1) I lov nr. 1117 af 29. december 1999 fastsættes i § 2, at tidspunktet for ikrafttræden af de ændringer, som angår § 5 e, fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren, samt at indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at loven skal træde i kraft for de enkelte amter.