Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om markedsføring af sundhedsydelser

 

1. Indledning

Vejledningen knytter sig til lov nr. 326 af 6. maj 2003 om markedsføring af sundhedsydelser (herefter loven) og bekendtgørelse nr. 738 af 21. august 2003 om markedsføring af sundhedsydelser (herefter bekendtgørelsen).

Loven og bekendtgørelsen har til formål at styrke patienternes frie valg i forbindelse med valg af sundhedsydelser samt at skabe øget konkurrence mellem udbydere i sundhedssektoren.

Med loven får sundhedspersoner m.v. mulighed for at markedsføre deres ydelser efter principperne i lov om markedsføring (herefter markedsføringsloven).

Der er foretaget en afgrænsning i forhold til markedsføringsloven således, at spørgsmål, der vedrører vildledende, urigtige eller mangelfulde angivelser i forbindelse med markedsføring af sundhedsydelser og stillingtagen til sammenlignende markedsføring af sundhedsydelser, er reguleret af loven og bekendtgørelsen. Øvrige spørgsmål, for eksempel om tilgift, uanmodet henvendelse, rabatmærker samt lodtrækning og præmiekonkurrencer, er reguleret af markedsføringsloven og hører dermed under Forbrugerombudsmandens kompetence. Sundhedspersoner m.v. vil tillige være underlagt markedsføringslovens generalklausul om god markedsføringsskik, der blandt andet regulerer anvendelse af aftalevilkår og overholdelse af anden forbrugerbeskyttelseslovgivning.

2. Anvendelsesområde

Ved sundhedsydelser forstås den sundhedsfaglige virksomhed, som autoriserede sundhedspersoner udfører i medfør af deres autorisation eller i øvrigt udfører, og som ikke-autoriserede sundhedspersoner har adgang til at udføre.

Sundhedsfaglig virksomhed omfatter undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient, m.v.

Den sundhedsfaglige virksomhed skal tage sigte på at forbedre eller vedligeholde patientens sundhedstilstand, det vil sige, at virksomheden skal have karakter af en sundhedsydelse.

3. Persongrupper m.v.

3.1 Sundhedsfaglig virksomhed, der udføres af autoriserede sundhedspersoner

Markedsføring af sundhedsfaglig virksomhed inden for sundhedsvæsenet, som udføres af eller på vegne af autoriserede sundhedspersoner, er omfattet af loven og bekendtgørelsen.

Ved autoriserede sundhedspersoner forstås personer, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver.

3.1.1 Kosmetiske ydelser, der er lægeforbeholdt virksomhed

Markedsføring af kosmetiske ydelser, der er lægeforbeholdt virksomhed, er at betragte som markedsføring af sundhedsfaglig virksomhed.

Ved lægeforbeholdt virksomhed forstås blandt andet alle former for operative indgreb, der medfører gennembrud af huden, herunder ved brug af laser, nåle m.v., jf. lægelovens § 25, stk. 2. Eksempelvis kan nævnes:

  Pandeløft,

  øjen-, øre-, næse-, læbe- og hudkorrektioner,

  brystkorrektioner,

  fedtsugning,

  fjernelse af tatoveringer og vorter

3.1.2 Øvrig sundhedsfaglig virksomhed

Markedsføring af autoriserede sundhedspersoners øvrige sundhedsfaglige virksomhed skal forstås bredt. Det kan for eksempel være en autoriseret sundhedsperson, som markedsfører, at pågældende tilbyder massage eller driver et motionscenter.

Befolkningen skal kunne have tillid til en autorisation, når en sundhedsperson markedsfører sig hermed. Det kan ikke forventes, at befolkningen har kendskab til, hvad den enkelte autorisation giver mulighed for at udføre af sundhedsfaglig virksomhed.

3.1.3 Særligt om optikere

I modsætning til tidligere vil optikeres markedsføring af synsprøve, tilpasning af kontaktlinser m.v., uanset om det sker i forbindelse med salg af synshjælpemidler, være at betragte som markedsføring af sundhedsydelser.

Dette indebærer, at det ikke længere vil være tilladt for optikere at markedsføre synsprøve, tilpasning af kontaktlinser m.v. i for eksempel fjernsynet, jf. punkt 8 om markedsføring i form af levende billeder.

3.2 Sundhedsfaglig virksomhed, der udføres af ikke-autoriserede sundhedspersoner

Markedsføring af sundhedsfaglig virksomhed inden for sundhedsvæsenet, som ikke-autoriserede sundhedspersoner har adgang til at udføre, er omfattet af loven og bekendtgørelsen.

Som eksempler på ikke-autoriserede sundhedspersoner kan nævnes akupunktører, homøopater, kinesiologer, massører samt forskellige terapeuter, herunder zoneterapeuter.

3.2.1 Kosmetiske ydelser, der ikke er lægeforbeholdt virksomhed

Markedsføring af kosmetiske ydelser, der ikke er lægeforbeholdt virksomhed i henhold til lægelovens § 25, selv om der sker gennembrud af huden, er ikke at betragte som markedsføring af sundhedsfaglig virksomhed, da virksomheden ikke tager sigte på at forbedre en patients sundhedstilstand.

Kosmetiske ydelser, der ikke er lægeforbeholdt virksomhed, er for eksempel:

  Piercing,

  tatovering,

  branding (mønster brændt på huden med et stempel),

  scarification (mønster ridset på huden med skalpel).

3.3 Apotekere

Markedsføring af de sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende aktiviteter, som apotekere har ret til at afholde i medfør af apotekerlovens § 12, stk. 1, nr. 2, er at betragte som markedsføring af sundhedsydelser.

Disse aktiviteter består blandt andet i:

  Slankerådgivning,

  vejledning i rygeafvænning,

  vejledning af astmapatienter (astmaskoler),

  vejledning i behandling af diabetes,

  blodtryks- og blodsukkermåling.

Distribution af lægemidler og markedsføringen heraf er ikke omfattet af loven og bekendtgørelsen.

3.4 Faglige foreninger og organisationer samt offentlige myndigheder

Loven og bekendtgørelsen omfatter faglige foreninger og organisationers markedsføring af sundhedsydelser. Markedsføring fra sådanne foreninger og organisationer foretages i almindelighed for sundhedsydelser, som udøves af såvel autoriserede som ikke-autoriserede sundhedspersoner.

Offentlige myndigheders informationsvirksomhed er som udgangspunkt ikke omfattet af loven og bekendtgørelsen, medmindre informationsvirksomheden kan karakteriseres som markedsføring af sundhedsydelser, jf. punkt 9 om identifikation af markedsføring.

3.5 Reklamebureauer, redaktører m.v.

Forpligtelsen til at sikre, at betingelserne i loven og bekendtgørelsen overholdes, påhviler den sundhedsperson m.v., der er ansvarlig for markedsføringen.

Reklamebureauer, redaktører, fjernsynsstationer, udgivere af blade, aviser og postordrehæfter m.fl. kan ifalde strafansvar for medvirken til overtrædelse af loven og bekendtgørelsen, såfremt de indser eller burde indse, at der foreligger overtrædelse af loven og bekendtgørelsen. Ansvar for medvirken forudsætter således, at overtrædelsen er klar og derfor umiddelbart burde have været konstateret af reklamebureauet, redaktøren m.v. Der henvises til straffelovens § 23 og medieansvarslovens § 27.

4. Markedsføring

Ved markedsføring forstås enhver handling foretaget i erhvervsøjemed, hvormed der udbydes sundhedsydelser. Begrebet markedsføring skal forstås i vid betydning. Markedsføring kan således bestå i, at man enten skriftligt, mundtligt, billedligt eller på anden måde udbyder sundhedsydelser. Markedsføring kan for eksempel foretages gennem annoncer i aviser og blade, gennem radioen eller via Internettet.

Reglerne er de samme for både markedsføring foretaget som led i privat virksomhed og som led i offentlig virksomhed.

Markedsføring af sundhedsydelser der alene retter sig mod en bestemt modtagergruppe, for eksempel en bestemt gruppe sundhedspersoner i et fagblad, er omfattet af loven og bekendtgørelsen.

5. Vildledende, urigtig, urimeligt mangelfuld eller utilbørlig markedsføring

I henhold til loven må der ikke ved markedsføring af sundhedsydelser anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser.

Lovens og bekendtgørelsens anvendelsesområde er bredere end markedsføringslovens, idet forbudet mod vildledende, urigtig eller urimeligt mangelfuld markedsføring ikke er afhængig af, om markedsføringen påvirker eller er egnet til at påvirke udbud og efterspørgsel.

Markedsføring af sundhedsydelser må hverken ved udformningen eller indholdet (angivelserne) vildlede eller være egnet til at vildlede de personer, den er rettet mod, eller når ud til.

Det er af betydning, hvordan markedsføringen kan blive opfattet af den faktiske modtagerkreds. Ved vurderingen af om markedsføring af sundhedsydelser er egnet til at vildlede, skal det tages i betragtning, at markedsføring af sundhedsydelser som udgangspunkt retter sig mod patienter, som har et ønske om helbredelse eller afklaring af deres sygdom, hvorfor der er tale om personer, som må antages at være særligt påvirkelige.

Børn og unge under 18 år må på grund af deres manglende erfaring anses for at være særligt påvirkelige over for markedsføring af sundhedsydelser. Markedsføring af sundhedsydelser bør derfor rette sig mod disse på en sådan måde, at den ikke udnytter deres naturlige godtroenhed eller mangel på erfaring. Markedsføringen må heller ikke misbruge børn og unges loyalitetsfølelse. Der bør tillige udvises forsigtighed med at afbilde børn og unge under 18 år, da dette typisk vil vække børnenes og de unges opmærksomhed og give indtryk af, at sundhedsydelsen er særligt egnet til dem.

Forbrugerombudsmanden har i april 2002 udsendt en vejledning om børn, unge og markedsføring.

5.1 Urigtige og vildledende angivelser

Angivelser, som er urigtige, vil i de fleste tilfælde også være vildledende.

En angivelse må ikke direkte eller underforstået, ved udeladelse, ved ukorrekthed, ved tvetydighed eller ved overdreven påstand være egnet til at vildlede. Ved vildledende angivelser forstås en angivelse, der er egnet til at forlede, narre, snyde eller føre modtageren på vildspor.

En angivelse, der isoleret betragtet er korrekt, kan ud fra en samlet vurdering af markedsføringstiltaget, herunder relevansen af angivelsen i markedsføringstiltaget, uden yderligere oplysninger eller forklaringer virke vildledende.

Dette indebærer ikke et krav om udelukkende objektive angivelser. Beskrivende og subjektive angivelser, hvad enten det drejer sig om den enkelte sundhedsperson, behandlingsstedet eller de enkelte ydelser, kan anvendes.

5.2 Urimeligt mangelfulde angivelser

Når der er tale om forhold, der er urimelige, er det ofte forhold, der er uacceptable, ufornuftige eller som ikke stemmer overens.

Det vil sige, at et markedsføringstiltag ikke vil kunne betegnes som urimeligt mangelfuld, men alene mangelfuld, såfremt der heri mangler enkelte ord som følge af for eksempel en trykfejl, hvis man ud af markedsføringstiltaget kan se, at det drejer sig om en trykfejl.

Et markedsføringstiltag vil heller ikke kunne betegnes som urimeligt mangelfuld, hvis alle bivirkninger og skadelige følgevirkninger af den udbudte sundhedsydelse ikke er anført. Relevante oplysninger herom skal gives i forbindelse med indhentelse af et patientsamtykke til behandling, jf. lov om patienters retsstilling kapitel 2. Der kan efter en konkret vurdering være tale om vildledende markedsføring, såfremt sundhedsydelsen er overprist, uden at væsentlige bivirkninger er anført.

En urimeligt mangelfuld angivelse er for eksempel, at en sundhedsperson m.v. i en folder anpriser en sundhedsydelse uden at angive, at sundhedspersonen selv er ophavsmanden bag den anpriste ydelse. En sådan angivelse vil endvidere, i og med at den er urimeligt mangelfuld, også være vildledende.

5.3 Utilbørlige angivelser

I henhold til loven må der ikke ved markedsføring af sundhedsydelser anvendes angivelser, der på grund af deres form, eller fordi de angår uvedkommende forhold, er utilbørlige over for andre, herunder sundhedspersoner og patienter.

Det kan for eksempel være angivelser, som er egnet til at få en forbruger til at frygte, at denne lider af en bestemt sygdom, og derfor føler sig nødsaget til at tage imod det udbudte. For eksempel kunne en sundhedsperson m.v. i sin markedsføring fremføre en række generelle symptomer på en alvorlig sygdom for at få patienterne til at konsultere sig med henblik på at få taget en diagnostisk test.

Det kan også være angivelser, der benytter overtro eller udnytter spillelidenskab, der indeholder forhold, der vil kunne føre til eller yde bidrag til voldshandlinger, eller som generelt virker stødende eller udnytter børn og unges alder.

Endvidere kan det være angivelser, som er diskriminerende på grund af race, national oprindelse, religion, køn, seksuel orientering eller alder, således at de bruges nedsættende eller ringeagtende.

Angivelserne behøver ikke at være vildledende. Det er nok, at angivelserne er utilbørlige, også selv om de formelt er korrekte. Det vil bero på en konkret vurdering, om en angivelse er utilbørlig.

5.4 Utilbørlige fremgangsmåder

I henhold til loven må der ikke ved markedsføring af sundhedsydelser anvendes vildledende fremgangsmåder eller øvrige fremgangsmåder, såfremt de på grund af deres særlige form, eller fordi de inddrager uvedkommende forhold, er utilbørlige over for andre, herunder andre sundhedspersoner eller patienter.

Med utilbørlige fremgangsmåder forstås markedsføringsforanstaltninger, der påfører modtageren besvær eller ulejlighed eller virker særligt krænkende.

Som eksempel på utilbørlige fremgangsmåder kan nævnes markedsføring af sundhedsydelser eventuelt i form af løbesedler på kirkegårde eller i visse tilfælde i form af opslag på sygehuse.

6. Særlige områder

6.1 Brugen af billeder m.v.

I modsætning til tidligere er det tilladt at bruge billeder, tegninger, logoer og lignende i markedsføring af sundhedsydelser under forudsætning af, at de ikke er urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde.

Særligt ved brugen af før- og efterbilleder er det vigtigt at være opmærksom på, at brugen heraf kan være egnet til at vildlede, såfremt det forventelige resultat ikke bliver korrekt skildret, jf. punkt 5 om vildledende, urigtig, urimeligt mangelfuld eller utilbørlig markedsføring. Det vil som udgangspunkt være sjældent, at man kan garantere samme resultat ved andre lignende behandlinger.

Endvidere er det ved brugen af før- og efterbilleder vigtigt at være opmærksom på, at det tydeligt skal fremgå, at der tale om samme person, og at dette skal kunne dokumenteres, jf. punkt 11 om dokumentationspligt.

6.2 Angivelse af særlige arbejds- og interesseområder m.v.

I modsætning til tidligere er det tilladt at angive særlige arbejds- og interesseområder i markedsføringen af sundhedsydelser. Det kan for eksempel være behandling af ryg-, nakke- og muskelsmerter, idræts- og sportsskader, børnetandpleje eller specifikke sygdomme.

Angivelse af teknisk udstyr og statistiske oplysninger er endvidere tilladt.

6.3 Angivelse af uddannelse m.v.

Det er i modsætning til tidligere tilladt at angive, hvor man er uddannet og af hvem. Det vil i forbindelse med angivelse af stilling være muligt at angive exam., lægeexam., diplom i, udenlandsk specialebetegnelse m.v., også selv om der ikke er tale om en dansk uddannelse eller en uddannelse, der er godkendt af offentlige myndigheder. Det er vigtigt at være opmærksom på beskyttede titler i autorisationslovgivningen.

Hvis en sundhedsperson m.v. eller en sundhedsydelse bliver støttet af en organisation eller lignende, må dette kun anføres i markedsføringstiltaget, hvis organisationen m.v. godkender anførelsen af dette.

Idet rigtigheden af angivelser om faktiske forhold ifølge loven skal kunne dokumenteres, jf. afsnit 11 om dokumentation, skal uddannelse m.v. kunne dokumenteres.

7. Elektronisk markedsføring

Ved elektronisk markedsføring forstås markedsføring, der foretages via Internettet på den grafiske del, kaldet World Wide Web (www).

Elektronisk markedsføring er omfattet af loven, såfremt den sker fra en virksomhed, der er etableret her i landet. Markedsføring via Internettet fra andre EU-lande skal overholde hjemlandets regler, selvom for eksempel markedsføringen er rettet mod Danmark, jf. lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel, som implementerer e-handels direktivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000).

8. Markedsføring i form af levende billeder

Der er med forbudet mod at markedsføre sundhedsydelser i form af levende billeder tale om et beskyttelseshensyn. Mediet ”levende billeder” bliver i almindelighed betragtet som et meget stærkt medie, og patienter med et ønske om helbredelse eller afklaring af deres sygdom må antages at være særligt påvirkelige af denne form for markedsføring.

8.1 Fjernsyn

Markedsføring af sundhedsydelser må ikke finde sted i fjernsyn, hvilket vil sige alle former for fjernsyn, herunder tekst-tv.

Forbudet mod markedsføring i fjernsyn kan dog ikke håndhæves over for fjernsynsstationer, der sender fra et andet EU-land, for eksempel TV3. Det er tv-direktivet (Rådets direktiv af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed (89/552/EØF), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF af 30. juni 1997) og afsenderlandets regler, der skal overholdes, uanset om markedsføringen er rettet mod Danmark.

Tv-direktivet er dog ikke til hinder for, at medlemslandene i henhold til generelle bestemmelser om beskyttelse af forbrugerne mod vildledende markedsføring griber ind over for den sundhedsperson m.v., der er ansvarlig for markedsføringen, som fra en anden medlemsstat udsender en tv-reklame, der er vildledende. Derfor vil §§ 2 og 3 i loven kunne håndhæves over for vildledende tv-reklamer fra et andet EU-land.

Såfremt der i fjernsynet vises et forbrugerprogram, en nyhedsudsendelse af debatskabende karakter eller lignende, hvori der bliver givet oplysninger om forskellige sundhedsydelser, vil det som led i belysningen af det debatskabende emne være tilladt at vise en video, som en sundhedsperson m.v. har fremstillet eller gjort anvendelse af.

Markedsføring på bannere og vægge m.v. i sportshaller og på sportspladser kan efter omstændighederne være i strid med lovens forbud mod markedsføring i fjernsyn, såfremt der i forbindelse med en fjernsynsudsendelse, bliver fokuseret på banneret eller væggen m.v.

8.2 Video, Cd-rom, DVD eller lignende

Markedsføring af sundhedsydelser på video, Cd-rom, DVD eller lignende er ikke tilladt. Dette gælder også, selv om sådanne bliver udleveret eller forevist privat, herunder fra et behandlingssted, hvor den pågældende patient ønsker en eventuel behandling, jf. dog næste afsnit.

Såfremt en video eller lignende skal bruges som instruktion af en forestående behandling, hvad enten den bliver udleveret eller forevist, og den ikke har karakter af markedsføring, vil dette være tilladt.

Hvis korte videosekvenser bliver vist på en dansk Internet hjemmeside vil dette være i strid med forbudet i loven og bekendtgørelsen om markedsføring på video.

8.3 Film

Markedsføring af sundhedsydelser i forbindelse med fremvisning af film, for eksempel i biografer, er ikke tilladt.

9. Identifikation af markedsføring

Al markedsføring skal udformes og præsenteres således, at det tydeligt fremgår, at der er tale om markedsføring.

Det skal tillige tydeligt fremgå, hvem der er ansvarlig for markedsføringen.

Såfremt det ikke tydeligt fremgår, at der er tale om markedsføring, og hvem der er ansvarlig for markedsføringen, vil der være tale om vildledende markedsføring i strid med loven og bekendtgørelsen.

I forbindelse med identifikation af markedsføringstiltag, der måtte blive udsendt i radioen eller fjernsynet, har Sundhedsstyrelsen alene kompetencen til at vurdere disse markedsføringstiltag i forhold til den sundhedsperson m.v., der er ansvarlig for markedsføringen. Kompetencen til at vurdere disse markedsføringstiltag i forhold til tv-stationen tilkommer Radio- og tv-nævnet og de lokale radio- og tv-nævn, jf. lov nr. 1052 af 17. december 2002 om radio- og fjernsynsvirksomhed.

I forbindelse hermed kan Sundhedsstyrelsen kræve alle oplysninger meddelt, som skønnes at kunne belyse, om der i den konkrete situation er tale om markedsføring, jf. punkt 11 om dokumentationspligt og punkt 12.1 om oplysningspligt i forbindelse med Sundhedsstyrelsens tilsyn.

9.1 Redaktionelt stof

Sammenblanding af redaktionelt stof/artikler og markedsføringstiltag må ikke finde sted. Der skal opretholdes en klar skillelinje mellem markedsføring og redaktionelle tekster.

Et eksempel på sammenblanding af redaktionel tekst og markedsføring kan være en aftale mellem en sundhedsperson m.v. og en avis om, at der vil blive udarbejdet en redaktionel artikel, hvori der indføjes en rosende beskrivelse af sundhedspersonens ydelse eller dennes virksomhed, mod at sundhedspersonen tegner en annonce i avisen.

9.2 Pressemeddelelser

Pressemeddelelser er som udgangspunkt at betragte som markedsføring. Pressemeddelelser, der fremstår som redaktionel tekst, men som reelt er markedsføring af sundhedsydelser, vil ikke være tilladt, da der er tale om markedsføring, der ikke kan identificere som sådan.

10. Sammenlignende markedsføringstiltag

Ved sammenlignende markedsføringstiltag skal markedsføringstiltaget direkte eller indirekte henvise til en konkurrent eller til sundhedsydelser, som udbydes af en konkurrent. En indirekte henvisning kunne være, at man bruger ord som ’andre sundhedspersoner’, ’andre behandlere’ eller lignende, idet det ikke er en forudsætning, at der i markedsføringstiltaget specifikt er nævnt navne m.v., for at der er tale om en henvisning.

Der skal dog som minimum at foreligge en konkurrencerelation mellem sundhedspersonen m.v., der står bag markedsføringstiltaget, og den sundhedsperson/sundhedsydelse, som sammenligningen angår.

10.1 Betingelse for brugen af sammenlignende markedsføringstiltag

Der er 6 betingelser, som skal være opfyldt, for at man må bruge sammenlignende markedsføringstiltag:

1.   Markedsføringstiltaget må ikke være vildledende, jf. punkt 5 om vildledende, urigtig, urimeligt mangelfuld eller utilbørlig markedsføring.

2.   Markedsføringstiltaget skal angå sundhedsydelser, der opfylder samme behov og tjener samme formål.

  Dette vil afhænge af markedsføringstiltagets udformning og af de egenskaber, der sammenlignes ved de pågældende ydelser.

3.   Markedsføringstiltaget skal være objektivt og skal sammenligne en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er repræsentative for de sundhedsydelserne, der sammenlignes, herunder prisen.

  Der må ikke bruges subjektive holdningsbaserede udtalelser, som ikke kan dokumenteres.

  Som eksempler på sammenligninger kan nævnes sammenligninger af undersøgelses- eller behandlingsmetoder, opfølgning på kontroller m.v.

4.   Markedsføringstiltaget må ikke skabe forveksling mellem den sundhedsperson m.v., der står bag markedsføringstiltaget, og en konkurrent til denne, mellem deres navne eller mellem andre karakteristiske kendetegn eller sundhedsydelser.

5.   Markedsføringstiltaget må ikke miskreditere eller nedvurdere en konkurrents firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, sundhedsydelser, aktiviteter eller øvrige forhold. Markedsføringstiltaget må ikke fremsætte skadelig og nedsættende udtalelser om en konkurrent.

6.   Markedsføringstiltaget må ikke drage utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn.

  Man må således ikke ’snylte’ på en andens gode omdømme (renommé eller goodwill).

10.2 Særtilbud i sammenlignende markedsføringstiltag

Ved udtrykket særtilbud forstås enhver form for tilbud til en patient om at erhverve sig en sundhedsydelse på særligt favorable vilkår. Tilbudet behøver ikke blot angå prisen, men kan også angå specielt fordelagtige kreditvilkår.

Såfremt man markedsfører et særtilbud, skal man som minimum angive, hvornår tilbudet ophører. Gælder særtilbuddet endnu ikke, skal det tillige oplyses, hvornår perioden for den særlige pris eller for andre særlige betingelser begynder.

Et markedsføringstiltag med et særtilbud kunne være en prisnedsættelse i forhold til konkurrenterne på for eksempel fedtsugning i sommerperioden.

11. Dokumentationspligt

Rigtigheden af angivelser om faktiske forhold skal ifølge loven kunne dokumenteres over for Sundhedsstyrelsen som tilsynsmyndighed.

Det vil for eksempel sige, at ved brugen af billeder i markedsføring af sundhedsydelser, skal ægtheden af billedet kunne dokumenteres/bevises, jf. punkt 6.1 om brugen af billeder m.v. Det betyder endvidere, at såfremt det i markedsføringstiltaget er anført, at en behandlingsform kan helbrede, så skal dette kunne dokumenteres/bevises.

12. Tilsyn

Sundhedsstyrelsen vil i sit tilsyn med markedsføring af sundhedsydelser tage sager op af egen drift og vil i forbindelse hermed lægge vægt på, om et markedsføringstiltag er egnet til at vildlede og derved kunne påvirke befolkningen til at efterspørge sundhedsydelser, der går videre, end det er fagligt begrundet.

Sundhedsstyrelsen er ikke forpligtet til at behandle alle sager vedrørende markedsføring af sundhedsydelser. Sundhedsstyrelsen skal ved vurderingen af, hvorvidt en sag skal behandles, navnlig lægge vægt på varetagelsen af hensynet til patienterne. Sundhedsstyrelsen har således mulighed for at prioritere de sager, der tilgår styrelsen. Sager der alene er af konkurrencemæssig karakter, vil således ikke blive prioriteret højt.

Sundhedsstyrelsen vil i de situationer, hvor styrelsen ikke finder anledning til at behandle en anmeldelse af et markedsføringstiltag, meddele anmelderen, at denne har mulighed for at anlægge et civilt søgsmål.

I de situationer, hvor Sundhedsstyrelsen finder anledning til at gribe ind, vil styrelsen fremsende en udtalelse til den sundhedsperson m.v., der står bag markedsføringstiltaget, sammen med en henstilling om at stoppe det konkrete markedsføringstiltag. I tilfælde af manglende reaktion på styrelsen udtalelse, vil styrelsen anmode politiet om at rejse tiltale. Overtrædelse af loven og bekendtgørelsen er sanktioneret med bøde.

12.1 Oplysningspligt i forbindelse med Sundhedsstyrelsens tilsyn

Sundhedsstyrelsen kan i forbindelse med sit tilsyn af markedsføring af sundhedsydelser kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at vurdere markedsføringstiltaget. Det kunne for eksempel være dokumenter, herunder kontrakter, regningsbilag m.v., som kan belyse aftaleforhold i forbindelse med markedsføring af sundhedsydelser.

Sundhedsstyrelsen kan kræve oplysninger meddelt indenfor en kort frist, såfremt det efter omstændighederne skønnes påkrævet, eller hvis der er tale om sammenlignende markedsføring.

13. Ikrafttræden

Loven og bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2003.

Sundhedsstyrelsen, den 21. august 2003

Jens Kristian Gøtrik

/Michael von Magnus