Den fulde tekst

Fremsat den 11. marts 2005 af Kristian Thulesen Dahl (DF), Christian H. Hansen (DF), Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Morten Messerschmidt (DF), Poul Nødgaard (DF), Hans Kristian Skibby (DF) og Peter Skaarup (DF)  

Forslag til folketingsbeslutning

om husstandsomdeling af Den Europæiske Forfatning før afholdelse af folkeafstemning den 27. september 2005

 

Folketinget pålægger regeringen at lade Den Europæiske Forfatning omdele til samtlige danske husstande i god tid forud for afholdelse af folkeafstemning om Danmarks tilslutning til forfatningen.

Bemærkninger til forslaget

Formålet med forslaget

Med dette forslag pålægger Folketinget regeringen at lade Den Europæiske Forfatning (også kaldet »Forfatning for Europa«) omdele til samtlige danske husstande i god tid forud for afholdelsen af folkeafstemning om Danmarks tilslutning til forfatningen.

Formålet er at få forfatningen helt ud til den enkelte husstand. Kun derved kan det sikres, at den enkelte borger får adgang til at læse, undersøge og gennemtænke indholdet af forfatningen og diskutere forfatningen med sin familie, arbejdskolleger og andre.

Det danske folkestyre bygger på en god og redelig beslutningsproces. Alle politiske partier er i deres arbejde dagligt optaget af at formidle deres budskaber så korrekt og fyldestgørende som muligt til vælgerbefolkningen. Selv om der er forskellige meninger om tingene, er der det fælles grundlag, at informationen skal være redelig.

Det ligger i hele folkestyrets idé, at den politiske beslutningsproces bygger på en dialog mellem befolkningen og de folkevalgte – en dialog, der stiller krav til begge parter. Kravet til befolkningen er, at den i et rimeligt omfang sætter sig ind i de væsentlige politiske problemer og træffer sine afgørelser i valglokalet på et gennemtænkt grundlag. Kravet til de folkevalgte er, at de sætter al deres energi ind på at sikre, at ikke kun de selv, men også vælgerne, modtager de oplysninger, der er relevante for at kunne forstå og overskue rækkevidden af de politiske beslutninger.

Disse hensyn fremstår særlig stærkt, når der skal afholdes folkeafstemning om emner, der er af afgørende vigtighed for befolkningen. I sådanne situationer skal folkestyret stå sin prøve. Ved politiske beslutninger, der kun kan gennemføres efter en folkeafstemning, påhviler der derfor regering og Folketing en ganske særlig forpligtelse til at sikre, at oplysningsniveauet er højt nok. Ingen vælger må stå i den situation, at vedkommende ikke hurtigt og uden besvær kan skaffe sig de informationer, han eller hun behøver for at kunne tage stilling.

Formålet med forslaget er derfor at sikre, at hele befolkningen får adgang til det, der af mange betegnes som Europas grundlov. Det kræver efter forslagsstillernes vurdering, at »Forfatning for Europa« omdeles til alle landets husstande i god tid før folkeafstemningen.

Mest hensigtsmæssigt vil det formentlig være, at forfatningen omdeles allerede inden Folketingets behandling af forslaget om Danmarks tiltrædelse, så befolkningen tidligt i beslutningsprocessen – og samtidig med debatten i Folketinget – kan deltage aktivt i debatten.

Baggrund for forslaget

Som det er kendt, forbereder regeringen at lade afholde folkeafstemning om EU-forfatningen. Forfatningen betegnes på engelsk som »Constitution for Europe«, på spansk som »Constitución Para Europa« på tysk som »Verfassung für Europa« eller »EU-Verfassung«, dvs. »Europas grundlov« eller »Europas forfatning«. Forfatningen er foreløbig undertegnet af deltagerlandenes regeringer den 29. oktober 2004 ved et møde i Rom.

Forfatningen skal i fremtiden virke som en form for europæisk grundlov for den union, der består af alle 25 medlemsstater i Den Europæiske Union. Der mangler stadig ratifikation af forfatningen i de fleste lande, og i en del af staterne skal der afholdes folkeafstemning.

Danmark bliver – hvis forfatningen tiltrædes i alle landene – derfor underlagt en fælles unionsgrundlov eller unionsforfatning, der vil komme til at gælde i følgende lande:

Belgien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Estland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Cypern, Letland, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Malta, Nederlandene, Østrig, Polen, Portugal, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige og Storbritannien.

Argumenter for og imod husstandsomdeling

I den politiske debat, i medierne og i befolkningen er der allerede rejst forskellige argumenter for og imod husstandsomdeling af forfatningen. Forslagsstillerne vil kort resumere de vigtigste argumenter. Først redegøres ganske kort for de vigtigste af de – ofte ret polemiske – synspunkter, der både blandt politikere og private nævnes imod husstandsomdeling. Mange af synspunkterne findes ikke i trykt form, men fremsættes ikke desto mindre ofte mundtligt.

Derefter redegør forslagsstillerne først ganske kort derefter mere detaljeret for deres egne synspunkter.

Argumenter imod husstandsomdeling:

Det er for dyrt at omdele forfatningen til så mange mennesker.

Der er nok ikke ret mange, der vil læse den.

Det ville for så vidt være en god idé at omdele den, men der er sikkert ikke så mange almindelige mennesker, der kan forstå den.

Sproget er fuldstændig uforståeligt.

Det kan virke usympatisk på mange, hvis folk læser i Forfatningen om EU’s symboler (nationalhymne, flag, EU’s valgsprog og EU’s nationaldag).

Folk behøver ikke læse den, de kan nøjes med at lytte til, hvad deres parti anbefaler, for partierne har sat sig meget grundigt ind i stoffet, og partierne har vel de eksperter, der skal til for at forstå forfatningen.

Der opstår misforståelser, hvis lægfolk skal læse indviklede juridiske tekster, og på den måde risikerer man at skræmme vælgerne til at stemme nej til forfatningen.

Det er meget mere effektivt, hvis folk går på biblioteket og der læser forfatningen.

Næsten alle mennesker har i dag en ADSL-baseret internetopkobling, og man kan jo blot klikke ind, hvis der er et punkt, man vil undersøge.

Hvem vil gå i gang med at læse en grundlov på 416 sider?

Hvis man vil læse forfatningen, er det ganske let at printe den ud på sin hjemmeprinter. Det er da lettere, at den enkelte selv printer teksten ud, end at staten skal være barnepige og bringe teksten ud gennem postvæsenet.

Med den massive informationskampagne, der sættes ind fra jasiden, hovedsagelig for skatteydernes penge, er det jo næsten givet, at forfatningen bliver vedtaget, og hvorfor skal man så stikke folk blår i øjnene ved at dele den ud, så de tror, at de får indflydelse på, om den skal vedtages?

Argumenter for husstandsomdeling:

– Husstandsomdeling af forfatningen styrker kvaliteten i beslutningsprocessen.

Afgørelsen for og imod forslaget om en forfatning er vigtigere end andre emner, der har været stemt om ved folkeafstemning.

Kun ved at folk selv kan læse det forslag, der skal stemmes om, kan vi få en fair debat.

Vi har en dansk tradition for, at borgerne skal inddrages meget tæt i afgørende beslutninger, men det kræver, at borgerne ved, hvad beslutningerne går ud på.

Den nylige, og stærkt kritiserede, folkeafstemning i Spanien taler for at gå ind i et langt mere seriøst oplysningsarbejde og undgå poppet reklameflimmer om så vigtigt et emne med katastrofal lav valgdeltagelse til følge (42 pct.).

Det er ikke rimeligt at forlange, at mennesker, der skal til debatmøde om forfatningen, først skal på biblioteket og fotokopiere de relevante afsnit, som de regner med kommer til diskussion.

Der er urealistisk, hvis nogen tror, at alle danskere har ADSL-forbindelse til deres computer og kan printe 400 sider tekst ud for at sætte sig ind i forfatningen.

Udgifterne til at husstandsomdele er minimale i forhold til omkostningerne ved at træffe en forkert – ja, måske skæbnesvanger beslutning – på afstemningsdagen.

Det er aldrig dokumenteret, at borgerne ikke sætter sig ind i vigtigt materiale fra det offentlige. Naturligvis er det ikke alle, der læser alt, men mange – herunder mange meningsdannere fra alle samfundslag– gør en helhjertet indsats for at sætte sig ind i konsekvenserne.

Det er hovmodigt at påstå, at resultatet af folkeafstemningen er afgjort på forhånd; historien fortæller os, at befolkningen ikke lader sig manipulere med.

Forslagsstillernes synspunkter i hovedpunkter

Statsministeren har i 2004 bebudet, at han på et tidspunkt vil tage op til drøftelse med Folketingets partier, hvordan man sikrer, at befolkningen får den bedst mulige information om forfatningen. Dansk Folkeparti ønsker at deltage i den debat og vil som sit grundlæggende synspunkt gøre gældende, at man kun kan opnå det, som statsministeren betegner som den bedst mulige oplysning, hvis hver borger har et eksemplar af forfatningen til sin rådighed. Hvis regeringen fravælger husstandsomdelingen, har man dermed også udtrykkeligt fravalgt den af statsministeren ønskede »bedst mulige oplysning«.

Derudover ønsker Dansk Folkeparti at fremdrage en række andre væsentlige synspunkter, der alle taler for husstandsomdeling af forfatningen:

1. Styrkelse af kvaliteten i beslutningsprocessen

Det er yderst vigtigt for en ordentlig beslutningsproces, at forfatningen så at sige ligger fremme på bordet i hvert enkelt hjem. Der vil i beslutningsprocessen være talrige tv- og radiodebatter, avisartikler og offentlige møder, hvor politiske debattører, ekspertpaneler og andre konkret henviser til og diskuterer de enkelte artikler og bestemmelser i forfatningen. Hvis man som borger og vælger skal kunne forstå og forholde sig til argumenterne på et kvalificeret grundlag, er det en nødvendig forudsætning, at man har forfatningens tekst ved hånden. Nogle eksempler belyser dette:

Ethvert tilløb til en seriøs diskussion om forfatningens artikel I-10 om unionsborgerskabet, om artikel I-11 om grundlæggende principper, om artikel I-12 om kompetencekategorier, om artikel I-13 om områder med enekompetence, om artikel I-15 om samordning af de økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikkerne, om artikel I-16 om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, om artikel I-17 om områder med understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag og om artikel I-18 om fleksibilitetsbestemmelser risikerer at blive meningsløs både for debattørerne og for tilhørerne, hvis deltagerne ikke har forfatningens tekst at støtte sig til.

Forholdsvis få personer i dette land kan have meningsfyldt udbytte af at diskutere for eksempel proportionalitetsprincippet i artikel I-11, stk. 4, eller den delte kompetence mellem medlemsstaterne og Unionen i artikel I-14, stk. 2 a-k, hvis man under diskussionen eller samtalen er afskåret fra at læse de retsregler, der tales om.

Mange flere eksempler kunne fremhæves, og der er en stor sandsynlighed for, at hele oplysningsarbejdet, de mange debatter, møder, radio- og tv-udsendelser, ikke når et rimeligt kvalitetsniveau, men kan udarte sig til et stykke absurd teater med debatter, som ikke et menneske kan følge. Det må undgås. Forfatningen bør ligge fremme på bordet, så den kan åbnes og studeres, hver gang der er et tvivlsspørgsmål, der skal belyses.

 

2. Afgørelsens betydning for deltagerlandenes fremtid

EU-forfatningen vil få meget stor indflydelse på deltagerlandenes fremtid. Blandt de principper, der er indbygget i forfatningen, er:

Kollektive målsætninger.

Kollektive »værdier«, som borgerne i EU skal bekende sig til.

Harmonisering og forskrifter på velfærdsstatens kerneområder.

Forbud mod forskelsbehandling til fordel for nationalstatens egne borgere.

Fælles præsident, udenrigsminister, hymne, nationaldag m.m.

Afskaffelse af Danmarks selvbestemmelsesret på 40 nye politikområder.

Adgang for EU’s ministertop til at udvide området for EU-forfatningen uden at spørge nogen vælgerbefolkning først.

EU’s forfatning og unionslove har efter forfatningen forrang frem for medlemsstaternes love og grundlove. Herefter vil selv den mindste EU-bekendtgørelse måske i nogle tilfælde kunne få større magt i Danmark end vores egen grundlov.

Dette skal ses i sammenhæng med EU’s institutionelle opbygning, som skal bevirke, at meningsdannelsen i Unionen præges af de overordnede interesser, dvs. af de mål, der er fastlagt for Unionen, ikke af de enkelte lande. Der er derfor sket omfattende overdragelser af beføjelser til Unionens institutioner, som går meget videre, end det er tilfældet hos andre internationale organisationer, og som i vidt omfang omfatter områder, der traditionelt er forbeholdt suveræne stater.

På den baggrund kan behovet for, at hver eneste nulevende dansker, der skal deltage i beslutningen om at vælge eller fravælge forfatningen, ejer et trykt eksemplar af forfatningen, vel næppe overdrives.

Den kommende folkeafstemning drejer sig om en kompliceret forfatning og kræver derfor også mere information end sædvanlig. Til sammenligning skal kort gøres nogle bemærkninger om de forudgående 16 folkeafstemninger, der har været afholdt i Danmark siden 1916.

De grundlovsfæstede folkeafstemningsinstitutter anvendes her i landet kun relativt sjældent. Det obligatoriske referendum ved grundlovsændringer har været benyttet ved forslag til grundlovsændring som følge af genforeningen (vedtaget 1920), ved forslag til Danmarks Riges Grundlov (forkastet 1939) og ved forslag til den gældende grundlov (vedtaget 1953). Ved ændringer af grundloven har der på forskellig måde været taget skridt til at sikre, at alle i befolkningen kunne have sit eget eksemplar af grundlovsforslaget i hænderne, enten ved at dette var publiceret og omdelt af staten i betydelige antal, eller ved at teksten var optrykt i dagspressen m.v. Således omdelte man også grundloven til landets husstande inden afstemningen, der førte til ændringen af grundloven i 1953. Teksten på forsiden af den husstandsomdelte publikation er gengivet i bilag 1 til dette forslag.

Folkeafstemninger vedrørende forslag til ændringer i valgretsalderen har været afholdt i 1953 (valgretsalderen blev 23 år), i 1961 (valgretsalderen blev nedsat til 21 år), i 1969 (valgretsalderen forblev uændret 21), i 1971 (valgretsalderen blev nedsat til 20 år) og i 1978 (valgretsalderen blev nedsat til 18 år). I disse tilfælde var afstemningstemaerne så enkle, at der ikke var behov for omdeling af forslagenes tekst. Gennem omtale i medierne var hele befolkningen bekendt med indholdet af afstemningerne.

Ved folkeafstemningen om Danmarks indtræden i EF (1972), folkeafstemningen om Maastrichttraktaten den 2. juni 1992, afstemningen om Maastrichttraktaten suppleret med Edinburghafgørelsen den 18. maj 1993, afstemningen om Amsterdamtraktaten den 28. maj 1998 og ved afstemningen om Danmarks deltagelse i den fælles valuta den 28. september 2000 fandt der et omfattende oplysningsarbejde sted.

Folkeafstemning i medfør af grundlovens § 42 efter Folketingets vedtagelse af en lov og på forlangende af en tredjedel af Tingets medlemmer er alene afholdt i 1963, hvor de fire »jordlove« bortfaldt ved folkeafstemningen. Lovteksterne, der blev sendt til folkeafstemning, blev offentliggjort på forskellig måde, bl.a. i dagspressen.

Folkeafstemning, der ikke er foreskrevet i grundloven, er efter lovgivningsmagtens beslutning afholdt i to tilfælde, nemlig om salget af De Vestindiske Øer (den 14. december 1916) og om Danmarks tiltrædelse af EF-pakken (den 27. februar 1986).

Som det ses, er der tydeligvis ingen af de 16 forudgående folkeafstemninger, der har haft tilnærmelsesvis den samme rækkevidde som afstemningen om en EU-grundlov. I en del tilfælde har temaerne for de tidligere afstemninger været så enkle, at et større oplysningsarbejde slet ikke har været nødvendigt, i andre tilfælde har der været sørget for en omfattende oplysningsindsats eller endog husstandsomdeling eller offentliggørelse af tekster i et stort antal offentlige publikationer, så det reelt har været sikret, at alle har kunnet få et trykt eksemplar af forslaget i hænde.

Næste gang der skal afholdes folkeafstemning i Danmark, vil der reelt være tale om at indføre en europæisk grundlov. Det ville være uantageligt for befolkningen, hvis der skulle stemmes, uden at den trykte tekst foreligger i hvert eneste danske hjem i god tid inden afstemningen.

Der er grund til at tage denne diskussion alvorligt. Udgangspunktet for enhver regerings magt i et demokratisk samfund er befolkningen. Borgerne i et demokratisk samfund er omfattet af en række politiske rettigheder, herunder rettigheder, der skal gøre det muligt for alle myndige borgere at deltage i politik. Det er bl.a. på den baggrund, at den europæiske menneskeretttighedskonvention i artikel 10 indeholder regler om ytrings- og informationsfrihed. Det betyder bl.a., at borgerne skal have en realistisk mulighed for uden hindringer at kunne sætte sig ind i den politiske dagsorden. Det kan på det teoretiske plan måske diskuteres, om der består en egentlig juridisk forpligtelse for myndighederne til – uden særlig vedtagelse i Folketinget – at foretage omdeling af forfatningen, eller om myndighedernes forpligtelse kun er den snævre, at der ikke må lægges konkrete hindringer i vejen for, at borgerne får adgang til at orientere sig om stoffet.

Ved den slags fortolkninger vil det offentlige stå sig ved at vælge den anvendelse af regelsættene, der begunstiger borgerne mest muligt – på samme måde som vi i offentlighedsloven taler om begrebet meroffentlighed, hvor det offentlige direkte vælger at giver borgerne flere oplysninger, end det offentlige strengt taget er forpligtet til. I sammenhæng med EU’s grundlov burde det være en selvfølge, at regeringen helt af sig selv besluttede at sikre husstandsomdeling. Alt bør gøres for at modvirke, at borgerne skal stemme om en hemmelig grundlov. Det kan medføre en forfærdende situation og mytedannelser i årtier frem, hvis befolkningen oplever EU’s grundlov som et hemmeligt regelsæt, som man først får kendskab til – og skal til at efterleve – efter at den er blevet gældende ret side om side med eller med forrang i forhold til Danmarks Riges Grundlov.

3. Behovet for en fair folkeafstemning

Ved tidligere danske afstemninger om EU-relaterede emner har det store demokratiske problem været begunstigelsen af EU-tilhængerne med både offentlige og private støttemidler. Et af de mest velkendte eksempler var ØMU-afstemningen i 2000, hvor Økonomiministeriet anvendte statsmidler til at agitere for euroen i en så overdreven grad, at befolkningen måtte få det indtryk, at Danmarks økonomi ville blive meget alvorligt svækket ved et nej. Mange husker endnu pjecen, hvor forfatteren Lise Nørgaard agiterede for et ja til euroen. Agitationen blev kritiseret af bl.a. professor Jørgen Grønnegaard Christensen og professor Jens Peter Christensen (Politiken den 5. september 2001, 1. sektion side 1). Den økonomiske udvikling i Danmark har siden vist, at den daværende regerings skrækkampagne mod at bevare den danske krone var fuldstændig hul og usaglig. På samme måde har særdeles mange neutrale iagttagere den opfattelse, at der er risiko for en skrækkampagne, der skal pånøde danskerne EU-grundloven, mens det på den anden side vil vise sig – efter en forkastelse – at Danmark og de fleste andre europæiske lande mest vil have fordele af forkastelsen.

Oplysningsmateriale om EU-forfatningen vil ofte være farvet af enten tilhængernes eller modstandernes holdninger til EU-samarbejdet. Det eneste sted, hvor vælgerne kan få en fuldstændig saglig og objektiv information om EU-forfatningen, er i selve forfatningsteksten. Kun ved at læse denne kan vælgerne danne sig deres egen mening uden påvirkning fra den ene eller den anden side. Forslagsstillerne mener derfor, at regeringen bør tage initiativ til, at den forfatning, som befolkningen skal stemme om, husstandsomdeles.

I sine identiske besvarelser af spørgsmål nr. S 5486 og S 5487 (Folketingssamlingen 2003-04) udtalte statsministeren: »Det er vigtigt for regeringen, at der informeres bedst muligt om den ny EU-traktat. Befolkningen skal have et godt, oplyst og solidt grundlag for deres stillingtagen ved en folkeafstemning om forfatningstraktaten. Alle, der måtte ønske det, skal naturligvis have mulighed for at sætte sig ind i teksterne, også uden omkostninger for den enkelte. Jeg vil senere tage initiativ til en drøftelse med Folketingets partier om, hvordan vi sikrer den bedst mulige information op til en dansk folkeafstemning«. Besvarelsen af spørgsmål nr. S 5486 er optrykt som bilag 2 til dette forslag.

4. Afstemningen i Spanien

Foruden Danmark skal følgende lande afholde folkeafstemning om EU’s forfatning: Frankrig, Irland, Polen, Portugal, Tjekkiet, Holland, Luxembourg og Storbritannien. Spanien afholdt afstemning den 20. februar 2005.

Ved den spanske afstemning stemte 76,7 pct. for forfatningen, og 17,2 pct. stemte imod. Men kun 42 pct. af de stemmeberettigede deltog i valget. Dette er den laveste valgdeltagelse i Spanien i de tredive år, landet har været demokratisk (DR Nyheder den 20. februar 2005).

Spanierne er kendt som nogle af de mest ivrige tilhængere af EU bl.a. fordi Spanien siden landets optagelse i EF i 1986 har modtaget over 700 mia. kroner i diverse EU-støtteordninger (Information den 21. februar 2005, side 8).

Afstemningsresultatet og den lave valgdeltagelse dækker dog over en helt ensidig jakampagne med offentlige støttemidler til fordel for forfatningen, hvorimod de organisationer og individer, der agiterede for et nej, ikke modtog offentlig støtte og i det hele taget har haft svært ved at komme til orde i valgkampen. Endvidere ligger det klart, at langt hovedparten af de spanske vælgere har haft meget ringe forståelse for, hvad det egentlig var, de stemte om. En meningsmåling foretaget af det statslige sociologiske institut (CIS) i Spanien kort før folkeafstemningen viste, at 90,9 pct. af de adspurgte svarede, at deres kendskab til traktaten er lavt, meget lavt eller ikkeeksisterende (Kristeligt Dagblad den18. februar 2005, side 8).

Francisco Aldecoa, som er dekan ved Fakultetet for Statskundskab og Sociologi ved Complutense-universitetet i Madrid, begrunder de spanske vælgeres dårlige kendskab til forfatningens indhold med kvaliteten af debatten og valgkampen forud for afstemningen og udtaler: »Seks måneder har ganske enkelt ikke været nok til at få forklaret indholdet af forfatningen til befolkningen og få den debatteret«. Modstanderne af forfatningen »har mere diskuteret konteksten eller lavet en generel kritik af projekt Europa«. Tilhængerne har »mest snakket om fortræffeligheder ved indtrædelsen i Europa« (Kristeligt Dagblad den 18. februar 2005, side 8).

Afsluttende bemærkninger

Spanien var det første land i EU, der stemte om den forfatning, der skal danne rammerne for samarbejdet i Den Europæiske Union i mange år fremover. Valgdeltagelse var meget lav. Langt hovedparten af vælgerne havde ikke et tilstrækkeligt grundlag for at vide, hvad de stemte om – på trods af at de havde haft omkring seks måneder til at sætte sig ind i temaet. Ensidig propagandakampagne fra regeringens side med massiv støtte til tilhængerne og ingen støtte til modstanderne førte til en klar skævvridning af debatten om forfatningen. Resultatet var forudsigeligt. Det blev til et overvældende ja, men kun få vælgere ønskede at gøre brug af deres demokratiske ret til at stemme.

Ved tidligere afstemninger om EU-relatererede emner, hvad enten det har været her eller i udlandet, har der været en tendens til at favorisere EU-tilhængerne. Under alle omstændigheder kan det oplysningsmateriale, der udsendes af parterne i valgkampen ofte virke vildledende, idet det enten agiterer for et ja eller et nej. Statsministeren har tilkendegivet, at befolkningen skal have et godt, oplyst og solidt grundlag for sin stillingtagen forud for en afstemning, og at de, som måtte ønske det, skal have mulighed for at sætte sig ind i teksterne uden omkostninger. Alle disse krav opfyldes bedst ved at husstandsomdele forfatningen.

Dansk Folkeparti ønsker med dette forslag at undgå den situation, man senest har oplevet i Spanien. Det er ikke muligt at sørge for, at modstandere og tilhængere af forfatningen får lige mange midler til deres oplysningskampagner, idet det naturligvis står frit for private at støtte, hvem de vil. Praksis har vist, at tilhængerne modtager en omfattende støtte fra erhvervslivet, både i form af direkte støtte og også i form af positiv omtale i de skrevne medier. I et demokratisk land bør det kunne forventes, at det offentlige forholder sig helt neutralt, og i det omfang der gives støtte, skal denne fordeles ligeligt mellem begge parter. Den bedste måde, hvorpå det offentlige kan sikre, at alle vælgere får mulighed for at sætte sig ind i forfatningens tekst uden tendentiøs eller usaglig påvirkning fra modstandere eller tilhængere af forfatningen, er at omdele forfatningen til samtlige husstande i landet.

Dansk Folkeparti appellerer til alle Folketingets partier – både til venstre og til højre i folketingssalen – om at støtte dette forslag. Hvis der er partier, der har ønsker om forbedringer af forslagets indhold, der tilgodeser hovedformålet – husstandsomdeling – er vi i Dansk Folkeparti parate til at lytte og indgå kompromiser. Det afgørende for Dansk Folkeparti er, at befolkningen får det bedst mulige beslutningsgrundlag, ved at enhver husstand modtager sit eget eksemplar af forfatningen, ikke når den er trådt i kraft, men før der skal stemmes om den. Vi tror og håber, at andre politiske partier – hvad enten de er tilhængere eller modstandere af den europæiske forfatning – vil være med til at sikre husstandsomdeling af traktaten.

Det er også forslagsstillernes ønske, at der i befolkningen vil rejse sig en debat, bl.a. i oplysningsforbund, i højskoleverdenen, inden for folkeskolen og universiteterne og alle andre steder, hvor mennesker i det daglige arbejder for oplysning og viden.

Der er ganske enkelt brug for, at alle gode kræfter samler sig om at påvirke regeringen til at gennemføre en husstandsomdeling af forfatningen i god tid før folkeafstemningen.

Skriftlig fremsættelse

Kristian Thulesen Dahl (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om husstandsomdeling af Den Europæiske Forfatning før afholdelse af folkeafstemning den 27. september 2005.

(Beslutningsforslag nr. B 15).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

 

 



Bilag 1

 

STATSMINISTERIET

 

 

 

 

 

 

 

 

FORSLAG TIL

 

 

DANMARKS

RIGES

GRUNDLOV

 

 

 

For at give vælgerne adgang til forud for folkeafstemningen at gøre sig bekendt med forslag til Danmarks Riges Grundlov sendes hermed til samtlige husstande forslaget, således som det er vedtaget af rigsdagen. Til sammenligning gengives bestemmelserne i den nugældende grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Maj 1953

 



Bilag 2

Spørgsmål nr. S 5486 og statsministerens besvarelse af dette

Peter Skaarup (DF):

»Vil statsministeren love, at EU-forfatningen bliver optrykt og omdelt til alle danske husstande i god tid, før der bliver afholdt en folkeafstemning om forfatningen?«

Begrundelse:

Inden afstemningen om Maastrichttraktaten den 2. juni 1992 udsendte den daværende regering et eksemplar af traktaten til alle husstande i landet, så vælgerne havde en chance for at sætte sig ind i afstemningstemaet.

Udgangspunktet for en regerings magt i et demokratisk samfund er befolkningen. Borgerne i et demokratisk samfund er omfattet af en række politiske rettigheder herunder rettigheder, der skal gøre det muligt for alle myndige borgere at deltage i politik. Dette indebærer bl.a., at borgerne har en realistisk chance for at sætte sig ind i den politiske dagsorden.

Næste gang der skal afholdes folkeafstemning i Danmark, vil der reelt være tale om, at vi skal tage stilling til, om der skal indføres en europæisk grundlov. Det vil være uantageligt, hvis der skulle stemmes om en sådan, uden at den trykte tekst ligger i hvert eneste danske hjem i god tid inden afstemningen. Hvis der skulle indføres en ny dansk grundlov, ville det ligeledes være utænkeligt, at man undlod at husstandsomdele en sådan, inden man iværksatte grundlovsproceduren.

Spørgeren ønsker således, at statsministeren giver tilsagn om at ville tage initiativ til, at EU-forfatningen, når den endelige version foreligger, omdeles til alle danske husstande, så de danske vælgere har en realistisk mulighed for selv at læse, diskutere og tage stilling til forfatningens indhold.

Svar (21/9 04):

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):

Det er vigtigt for regeringen, at der informeres bedst muligt om den ny EU-traktat. Befolkningen skal have et godt, oplyst og solidt grundlag for deres stillingtagen ved en folkeafstemning om forfatningstraktaten.

Alle, der måtte ønske det, skal naturligvis have mulighed for at sætte sig ind i teksterne, også uden omkostninger for den enkelte. Jeg vil senere tage initiativ til en drøftelse med Folketingets partier om, hvordan vi sikrer den bedst mulige information op til en dansk folkeafstemning.