Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
    Kapitel 1Forskudsregistreringen for 2007
    Kapitel 2Beregning af indeholdelsesprocentsatsen for 2007
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om forskudsregistrering og beregning af indeholdelsesprocent for 2007

 

I medfør af § 48, stk. 4, § 52, stk. 1, 3. pkt., § 54 og § 55 A i kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005, fastsættes:

Kapitel 1

Forskudsregistreringen for 2007

§ 1. Ved forskudsregistreringen for 2007, der foretages på grundlag af oplysninger om indkomsten i et tidligere år, anvendes en af følgende 2 procentreguleringer, jf. dog stk. 2-5 samt §§ 2-5:

1) Indkomstbeløb, der indgår i slutligningen for 2005, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2007 med 6,5 pct.

2) Indkomstbeløb, der indgår i forskudsregistreringen for 2006, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2007 med 3,5 pct.

Stk. 2. Posten ”ejendomsværdiskat” ansættes ved forskudsregistreringen for 2007 på grundlag af den laveste værdi af henholdsvis den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2001 reguleret med 5 pct., ejendomsværdien pr. 1. januar 2002 eller ejendomsværdien pr. 1. oktober 2005. For ejendomme, hvor det ikke er muligt maskinelt at beregne ejendomsværdiskatten, ansættes posten ”ejendomsværdiskat” ved forskudsregistreringen for 2007 til den ejendomsværdiskat, der indgår i slutligningen for 2005, eller til den ejendomsværdiskat, der indgår i forskudsregistreringen for 2006. For udenlandske ejendomme ansættes posten ”ejendomsværdiskat” ved forskudsregistreringen for 2007 til den ejendomsværdiskat, der indgår i slutligningen for 2005, eller til den ejendomsværdiskat, der indgår i forskudsregistreringen for 2006.

Stk. 3. Ved forskudsregistreringen for 2007, der foretages på grundlag af oplysninger om indkomsten i et tidligere år, anvendes i de i stk. 4 nævnte tilfælde en af følgende 2 procentreguleringer, jf. dog §§ 2-5, og der foretages ikke regulering efter stk. 1:

1) Indkomstbeløb, der indgår i slutligningen for 2005, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2007 med 4,4 pct.

2) Indkomstbeløb, der indgår i forskudsregistreringen for 2006, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2007 med 2,4 pct.

Stk. 4. Stk. 3 finder anvendelse ved forskudsregistreringen for 2007 af

1) skattepligtige udbetalinger efter lov om delpension, lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om fleksydelse og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

2) efterløn, dagpenge og overgangsydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring,

3) dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, og

4) kommunale og amtskommunale tjenestemandspensioner og private pensioner såsom udbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateforsikringer i pensionsøjemed og rateopsparinger i pensionsøjemed.

Stk. 5. Renteindtægter reguleres ikke efter stk. 1.

§ 2. Sociale pensioner efter lov om social pension ansættes ved forskudsregistreringen for 2007 på grundlag af oplysninger fra Pensionsregistret. Der foretages ikke regulering efter § 1.

§ 3. Skattepligtige stipendier, der udbetales i henhold til lov om Statens Uddannelsesstøtte, ansættes ved forskudsregistreringen for 2007 på grundlag af oplysninger fra SUstyrelsen. Der foretages ikke regulering efter § 1.

§ 4. Skattepligtige pensioner og lignende ydelser, der udbetales af Statens Centrale Lønanvisning, ansættes ved forskudsregistreringen for 2007 på grundlag af oplysninger fra Økonomistyrelsen. Der foretages ikke regulering efter § 1.

§ 5. Skattepligtige pensioner, der udbetales af Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), ansættes ved forskudsregistreringen for 2007 med udgangspunkt i pensionen for september måned 2006 omregnet til helårsbeløb, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 993 af 19. oktober 2005. Det omregnede helårsbeløb forhøjes ikke, og der foretages ikke regulering efter § 1.

§ 6. Skattepligtige pensioner fra Særlig Pensionsopsparing ansættes ved forskudsregistreringen for 2007 på grundlag af oplysninger fra ATP. Der foretages ikke regulering efter § 1.

Kapitel 2

Beregning af indeholdelsesprocentsatsen for 2007

§ 7. Indeholdelsesprocentsatsen på skattekortet for 2007 beregnes som summen af følgende procentsatser, der er større end 0:

1) Skattekommunens laveste skatteprocentsats (dvs. summen af primærkommunal skatteprocentsats, sundhedsbidragssats, kirkeskatteprocentsats for medlemmer af folkekirken og bundskatten på 5,48 pct. efter personskattelovens § 6).

2) En procentsats beregnet som mellemskatten på 6 pct. efter personskattelovens § 6 a, opgjort uden nedsættelse for personfradrag, delt med den personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst og ganget med 100.

3) En procentsats beregnet som topskatten på 15 pct. efter personskattelovens § 7, opgjort uden nedsættelse for personfradrag, delt med den personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, og med tillæg af positiv kapitalindkomst, og ganget med 100.

Stk. 2. Procentsatserne efter stk. 1 beregnes med 2 decimaler.

Stk. 3. Såfremt der efter reglerne i § 11 i bekendtgørelse nr. 993 af 19. oktober 2005 skal ske forhøjelse af indeholdelsesprocentsatsen, forhøjes indeholdelsesprocentsatsen med højst det antal hele procentpoint, som er tilstrækkeligt til at undgå opkrævning af forskudsskat ved skattebillet (B-skat).

Stk. 4. Er den efter stk. 1-3 beregnede indeholdelsesprocentsats større end 59 pct. med tillæg af kirkeskatteprocentsatsen, ansættes indeholdelsesprocentsatsen til 59 pct. med tillæg af kirkeskatteprocentsatsen.

Stk. 5. Indeholdelsesprocentsatsen efter stk. 1-4 forhøjes til nærmeste hele procent.

Skatteministeriet, den 28. september 2006

Kristian Jensen

/Keld Borup