Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om godkendte revisorers garantistillelse og ansvarsforsikring

I medfør af § 3, stk. 4, i lov nr. 468 af 17. juni 2008 om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven), fastsættes:

Garantistillelse

§ 1. Det er en betingelse for, at en revisor kan blive godkendt efter § 3 og § 10, stk. 1, i revisorloven, at der foreligger en erklæring (garanti) fra en tredjemand (garantistiller) om, at vedkommende som selvskyldner indestår for opfyldelsen af økonomiske krav, som måtte følge af udførelsen af opgaver i henhold til § 1, stk. 2 og 3, i revisorloven.

Stk. 2. Garantien skal afgives i en form, der er fastsat af Erhvervsstyrelsen.

Stk. 3. Garantistiller skal registrere garantien i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder.

§ 2. Garantien efter § 1, stk. 1, skal efter sit indhold give et direkte krav mod garantistiller og må ikke være underkastet andre begrænsninger end de, der er tilladt efter denne bekendtgørelse.

§ 3. Garantien skal dække krav, som vedrører forhold, som omhandlet i § 1, stk. 1, der er udvist fra og med den dato, garantien træder i kraft, og indtil den bringes til ophør (garantiperioden).

Stk. 2. Garantien kan kun bringes til ophør ved garantistillers registrering heraf i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder. Garantiens ophør sker med virkning fra en bestemt dato, som ikke kan indtræde tidligere end en måned efter registrering af ophør af garantien. Garantistiller kan dog forlange, at garantien bringes til ophør dagen efter registrering af ophør af garantien, hvis anmodningen herom er begrundet i den godkendte revisors svigagtige forhold.

§ 4. Garantien kan begrænses beløbsmæssigt således, at samtlige krav vedrørende hvert enkelt år af garantiperioden kun dækkes med et vist beløb, som skal være mindst 500.000 kr. pr. godkendt revisor.

Stk. 2. Beløbsgrænsen i stk. 1 reduceres ikke, selvom garantien stilles for en kortere periode end 1 år.

§ 5. Garantien kan begrænses tidsmæssigt således, at den kun dækker krav, der rejses over for garantistiller senest 5 år efter afslutningen af den opgave eller det forhold, som udløser kravet.

Stk. 2. Fristen i stk. 1 suspenderes ved sikredes retsforfølgning mod revisoren, herunder ved indgivelse af klage til Revisornævnet.

§ 6. Garantien kan begrænses i forhold til den i § 8 nævnte ansvarsforsikring, således at garantien ikke dækker krav, hvis manglende dækning under ansvarsforsikringen alene skyldes dennes sumbegrænsning.

§ 7. Garantistiller skal være et forsikringsselskab, et pengeinstitut eller andet finansielt institut, hvis garanti indebærer en tilsvarende sikkerhed.

Stk. 2. Garantiforholdet reguleres af dansk lovgivning. Søgsmål vedrørende garanti skal anlægges ved danske domstole.

Stk. 3. Er garantien for den enkelte revisor etableret som led i en kollektiv ordning, der omfatter flere revisorer, kan garantistiller dog være en selvstændig fond eller forening. Det er dog en betingelse, at fondens eller foreningens tilsagn er således afdækket, at der til hver en tid foreligger en tilsvarende sikkerhed som efter stk. 1. Vurderingen heraf foretages af Erhvervsstyrelsen.

Ansvarsforsikring

§ 8. Det er en betingelse for, at en revisor kan blive godkendt efter revisorlovens § 3 og § 10, stk. 1, at der foreligger en erklæring fra et forsikringsselskab om, at vedkommende revisor er dækket af en ansvarsforsikring, og at forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte for det erstatningsansvar, den godkendte revisor ifalder ved simpelt uagtsomt forhold, udvist af revisoren selv eller nogen, denne hæfter for i forbindelse med udførelsen af opgaver i henhold til § 1, stk. 2 og 3, i revisorloven.

Stk. 2. I virksomheder, jf. § 13, og § 17, i revisorloven, med 10 eller flere godkendte revisorer skal ansvarsforsikringen have en samlet dækningssum pr. forsikringsår på mindst 20 mio. kr.

Stk. 3. I virksomheder med under 10 godkendte revisorer skal ansvarsforsikringen efter stk. 1 have en samlet dækningssum pr. forsikringsår på mindst 2 mio. kr. multipliceret med det samlede antal godkendte revisorer i virksomheden, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. I virksomheder med under 6 godkendte revisorer kan ansvarsforsikringen efter stk. 1 tegnes uden kumulering af dækningssummen og med en dækningssum pr. forsikringsår pr. godkendt revisor på mindst 2 mio. kr. Denne dækningssum er det højeste beløb, som forsikringsselskabet skal udrede for en enkelt skade, selvom en eller flere godkendte revisorer er erstatningsansvarlige for den pågældende skade.

Stk. 5. Erklæringen skal afgives i en form, der er fastsat af Erhvervsstyrelsen.

Stk. 6. Forsikringsselskabet skal registrere erklæringen i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder.

§ 9. Er ansvarsforsikringen efter § 8, stk. 1, for den enkelte revisor etableret som led i en kollektiv ordning, der omfatter flere revisionsvirksomheder og mere end 9 revisorer, skal ansvarsforsikringen have en samlet dækningssum pr. forsikringsår på mindst 20 mio. kr. Det er en betingelse for etablering af kollektive ansvarsforsikringsordninger, at forsikringen omfatter dækning for en genikrafttrædelse af forsikringssummen i tilfælde af, at denne måtte blive udtømt som følge af en eller flere skader i et forsikringsår (policedækket reinstatement).

§ 10. I forhold til skadelidte kan en ansvarsforsikring kun bringes til ophør ved forsikringsselskabets registrering heraf i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder. Ophør af en ansvarsforsikring sker med virkning fra en bestemt dato, som ikke kan indtræde tidligere end en måned efter registrering af ophør af ansvarsforsikringen.

§ 11. Forsikringsselskabet skal enten have hjemsted i Danmark, drive forsikringsvirksomhed i Danmark gennem en filial, der er etableret i Danmark, eller drive grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed efter reglerne i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 2. Forsikringsforholdet reguleres af dansk lovgivning.

Ikrafttræden m.v.

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 661 af 26. juni 2008 om godkendte revisorers garantistillelse og ansvarsforsikring ophæves.

Erhvervsstyrelsen, den 9. december 2015

Victor Kjær

/ Marianne Ploug