Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde
Kapitel 2 Navn
Kapitel 3 Stemmerettigheder
Kapitel 4 Ophør
Kapitel 5 Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om revisionsvirksomhed

I medfør af § 13, stk. 6, og § 54, stk. 2, i lov nr. 468 af 17. juni 2008 om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven), som ændret ved lov nr. 631 af 8. juni 2016, fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Reglerne i denne bekendtgørelse finder anvendelse på revisionsvirksomheder, som er godkendt efter revisorlovens § 13.

Kapitel 2

Navn

§ 2. En revisionsvirksomhed, jf. § 1, skal i forbindelse med brugen af sit navn tilkendegive, at den er en godkendt revisionsvirksomhed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. En revisionsvirksomhed, hvor majoriteten af stemmerettigheder indehaves af statsautoriserede revisorer eller statsautoriserede revisionsvirksomheder henholdsvis registrerede revisorer eller registrerede revisionsvirksomheder, er eneberettiget til at betegne sig "statsautoriseret revisionsvirksomhed" henholdsvis "registreret revisionsvirksomhed", jf. lovens § 13, stk. 4.

Stk. 3. En revisionsvirksomhed, hvori majoriteten af stemmerettighederne indehaves af revisorer eller revisionsvirksomheder, der er godkendt efter regler, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber som ændret ved direktiv 2014/56/EU, skal i forbindelse med anvendelsen af en udenlandsk virksomhedsbetegnelse tilkendegive, at revisionsvirksomheden er en godkendt revisionsvirksomhed.

Kapitel 3

Stemmerettigheder

§ 3. En revisionsvirksomhed skal til enhver tid være i besiddelse af en ajourført fortegnelse over de enkelte indehavere af stemmerettighederne i revisionsvirksomheden med angivelse af fulde navn og titel samt stemmeandel. Fortegnelsen skal være offentligt tilgængelig.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen skal til enhver tid have adgang til såvel historiske som ajourførte oplysninger om de enkelte indehaveres stemmeandel i revisionsvirksomheden.

Stk. 3. For fysiske personer anføres, om de er ansat i revisionsvirksomheden, samt den faglige titel, som de er berettigede til efter godkendelse i henhold til regler, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber som ændret ved direktiv 2014/56/EU.

Stk. 4. For juridiske personer skal CVR-nummer anføres. Juridiske personer omfattet af § 2, stk. 3, skal anføre deres registreringsnummer i hjemlandet. Det skal endvidere anføres, om de er revisionsvirksomheder, der er godkendt efter regler, der gennemfører det i stk. 3 nævnte direktiv. Juridiske personer skal være i besiddelse af en ajourført stemme- eller medlemsfortegnelse med angivelse af fulde navn samt stemmeandel. Denne fortegnelse skal til enhver tid være tilgængelig for Erhvervsstyrelsen.

§ 4. Stemmeretten kan alene udøves af indehaveren af stemmeretten.

Stk. 2. En indehaver kan uanset stk. 1 lade sig repræsentere ved fuldmægtig på revisionsvirksomhedens generalforsamling. En fuldmægtig for en godkendt revisor skal selv være godkendt revisor.

Overdragelse af stemmerettigheder

§ 5. Overdragelse af stemmerettigheder i en revisionsvirksomhed må kun ske med ledelsens forudgående samtykke, jf. dog § 8 og §§ 10-11.

Stk. 2. Revisionsvirksomheden skal i sine vedtægter eller tilsvarende aftale, der regulerer virksomhedens forhold, fastsætte nærmere regler om betingelserne for samtykke.

Kapitel 4

Ophør

§ 6. En revisionsvirksomhed skal senest 3 måneder efter, at forholdene i virksomheden er kommet i strid med revisorlovens § 13, opfylde betingelserne eller træffe beslutning om, at virksomheden skal overgå til anden virksomhed end revisionsvirksomhed. Træffer revisionsvirksomheden ikke den fornødne beslutning senest ved fristens udløb, eller træffer den beslutning om at overgå til anden virksomhed end revisionsvirksomhed, skal revisionsvirksomheden, eller den, der handler på virksomhedens vegne, straks registrere dette i registreret over godkendte revisionsvirksomheder eller give meddelelse til Erhvervsstyrelsen, som herefter sletter revisionsvirksomheden fra registreret.

Stk. 2. Opfylder en revisionsvirksomhed ikke bestemmelsen i lovens § 13, stk. 5, om krav til flertallet i et ledelsesorgan, skal virksomheden senest 4 uger efter bringe forholdene i orden. Er forholdene ikke bragt i orden senest ved fristens udløb, skal revisionsvirksomheden eller den, der handler på virksomhedens vegne, straks registrere sletning af virksomheden i registret over godkendte revisionsvirksomheder eller give meddelelse til Erhvervsstyrelsen, der herefter sletter virksomheden fra registreret.

Deponering

§ 7. En revisor, der i medfør af revisorlovens § 6 deponerer sin godkendelse, kan alene eje op til 10 pct. af stemmerettighederne, jf. lovens § 13, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2. Begrænsningen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis en revisor, som deponerer sin godkendelse, er ansat i revisionsvirksomheden, eller hvis stemmerettighederne er erhvervet i forbindelse med en medarbejderordning, jf. lovens § 13, stk. 2, nr. 3.

Konkurs

§ 8. Hvis en indehaver af stemmerettigheder kommer under konkurs, og revisionsvirksomheden ikke længere opfylder betingelserne i revisorlovens § 13, stk. 2, kan konkursboet udøve stemmerettighederne.

Stk. 2. Kurator skal efter reglerne i konkursloven antage sagkyndig bistand i det omfang, det er nødvendigt for at administrere den konkursramtes stemmeandel i overensstemmelse med revisorlovgivningens regler.

Stk. 3. Udøvelse af stemmerettighederne efter stk. 1 kan opretholdes, indtil boet er færdigbehandlet, dog højst op til 1 år efter konkursdekretets afsigelse. Revisionsvirksomheden skal snarest træffe foranstaltninger med henblik på at opfylde betingelserne i lovens § 13, stk. 2.

Stk. 4. Opfylder revisionsvirksomheden ikke betingelserne i § 13, stk. 2, efter boets afslutning eller efter udløbet af 1 års fristen, skal revisionsvirksomheden, eller den, der handler på revisionsvirksomhedens vegne, straks registrere sletning i registret over godkendte revisionsvirksomheder eller give meddelelse til Erhvervsstyrelsen, der herefter sletter revisionsvirksomheden fra registeret.

Stk. 5. Revisionsvirksomheden kan i sine vedtægter eller lignende aftale, der regulerer virksomhedens forhold, bestemme, at konkursboet ikke skal kunne udøve den konkursramtes stemmerettigheder. Dette medfører, at revisionsvirksomheden skal foranstalte sletning i registret over godkendte revisionsvirksomheder.

§ 9. Hvis revisionsvirksomheden kommer under konkursbehandling, og revisionsvirksomheden ikke længere opfylder kravene i revisorlovens § 13, stk. 5, kan kurator udøve de ledelsesmæssige beføjelser i revisionsvirksomheden.

Stk. 2. Kurator kan efter reglerne i konkursloven antage sagkyndig bistand i det omfang, det er nødvendigt for at administrere de ledelsesmæssige beføjelser i overensstemmelse med revisorlovgivningens regler.

Stk. 3. Udøvelse af de ledelsesmæssige beføjelser efter stk. 1 kan opretholdes, indtil boet er færdigbehandlet, dog højst i op til 1 år efter konkursdekretets afsigelse. Revisionsvirksomheden skal snarest træffe foranstaltninger med henblik på at opfylde betingelserne i lovens § 13, stk. 5.

Stk. 4. Opfylder revisionsvirksomheden ikke betingelserne i § 13, stk. 5, efter boets afslutning eller efter udløbet af 1 års fristen, skal revisionsvirksomheden, eller den, der handler på virksomhedens vegne, straks give meddelelse til Erhvervsstyrelsen, der herefter sletter revisionsvirksomheden fra registeret over godkendte revisionsvirksomheder.

Stk. 5. Revisionsvirksomheden kan i sine vedtægter eller lignende aftale, der regulerer virksomhedens forhold, bestemme, at kurator ikke skal kunne udøve de ledelsesmæssige beføjelser. Dette medfører, at revisionsvirksomheden skal foranstalte sletning i registret over godkendte revisionsvirksomheder.

Værgemål

§ 10. Såfremt en indehaver af stemmerettigheder kommer under værgemål, og revisionsvirksomheden ikke længere opfylder betingelserne i revisorlovens § 13, stk. 2, kan den beskikkede værge udøve stemmerettighederne i revisionsvirksomheden.

Stk. 2. Stk. 2-5 i § 8 finder tilsvarende anvendelse med de fornødne tilpasninger.

Dødsfald

§ 11. Hvis en indehaver af stemmerettigheder dør, og revisionsvirksomheden ikke længere opfylder betingelserne i revisorlovens § 13, stk. 2, kan dødsboet udøve stemmerettighederne.

Stk. 2. stk. 2-5 i § 8 finder tilsvarende anvendelse med de fornødne tilpasninger.

Kapitel 5

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 12. Overtrædelse af §§ 2-11 i denne bekendtgørelse straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 662 af 26. juni 2008 om revisionsvirksomhed ophæves.

Erhvervsstyrelsen, den 28. juni 2016

Victor Kjær

/ Henrik Davidsen