Senere ændringer til forskriften
Dokumentets indarbejdede forskrifter
Links til EU direktiver, jf. note 1
31970L0524
 
31979L0373
 
31982L0471
 
31983L0228
 
31987L0153
 
31993L0074
 
31995L0053
 
31995L0069
 
31996L0025
 
31998L0051
 
31999L0029
 
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om foderstoffer1)

Herved bekendtgøres lov om foderstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 477 af 15. maj 2014, med den ændring, der følger af § 61 i lov nr. 1715 af 27. december 2016.

Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 5 a træder i kraft den 1. februar 2017, jf. § 24, stk. 1, i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

§ 1. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om foderstoffer, herunder om fremstilling, produktion, tilvirkning, opdræt og dyrkning, anvendelse, opbevaring, køb, salg, distribution og markedsføring. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indførsel, eksport og transport af foderstoffer.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan endvidere fastsætte de regler, der er nødvendige for anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser om fravigelse af reglerne i ovennævnte retsakter, i det omfang disse indeholder adgang hertil.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan ved fastsættelse af bestemmelser efter stk. 1 og 2, bl.a. fastsætte forskrifter om,

1) registrering og godkendelse af produktions- og salgsvirksomheder samt importører,

2) anvendelse af vegetabilske og animalske produkter samt organiske og uorganiske stoffer til fremstilling af eller tilsætning til foderstoffer,

3) tilrettelæggelse af produktionen med henblik på at sikre produkternes hygiejniske standard,

4) pakning, mærkning og angivelse af sammensætning af foderstoffer,

5) betegnelse af fodermidler,

6) tilladt indhold af uønskede stoffer og produkter i foderstoffer,

7) autorisation af og tilsyn med kemiske laboratorier samt godkendelse af analysemetoder og arbejdsforskrifter,

8) regnskab over produktion, indførsel, lager og salg,

9) afgivelse af oplysninger i forbindelse med køb og salg af foderstoffer, herunder tilsætningsstoffer til foderstoffer, og om indberetning af disse oplysninger,

10) kontrol med overholdelsen af loven og af bestemmelser fastsat efter loven samt om offentliggørelse af kontrol- og analyseresultater og

11) hel eller delvis betaling af udgifterne ved kontrol og administration af loven samt af regler og bestemmelser fastsat i medfør af loven.

Stk. 4. Ved fastsættelse af regler efter stk. 3, nr. 10, om offentliggørelse af kontrol- og analyseresultater kan ministeren fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater samt art og omfang af sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at klage ikke har opsættende virkning. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, på hvilken måde og i hvilken form kontrolresultaterne skal gøres tilgængelige for offentligheden på kontrolstedet.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres.

Stk. 6. Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet edb-informationssystem vedrørende kontrolresultater. Ministeren kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, der enten har været offentliggjort, eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.

Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler om, at indberetning i henhold til stk. 3, nr. 9, skal ske til en anden myndighed.

Stk. 8. I regler og bestemmelser fastsat efter stk. 1 og 2 kan der fastsættes regler om udbud til salg, fordeling, levering eller anden form for overdragelse.

§ 1 a. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Miljø- og Fødevareministeriet om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el. lign.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 1 b. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af ministeriet som afsender.

§ 1 c. Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er udstedt af andre end miljø- og fødevareministeren, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikre entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

§ 2. Ved indførsel og ved salg skal foderstoffer opfylde de regler og bestemmelser, der er fastsat efter § 1, være sunde og uforfalskede og af sædvanlig handelskvalitet og må ikke sælges på en måde, der kan virke vildledende.

Stk. 2. Foderstoffer må ikke sælges, hvis de må antages at kunne udgøre fare for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet ved hensigtsmæssig anvendelse.

Stk. 3. Foderstoffer, der ikke overholder fastsatte forskrifter, eller som må antages at kunne udgøre fare for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet, må ikke anvendes til fodring.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan meddele de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af stk. 1-3 samt af bestemmelser fastsat efter § 1. Ministeren kan herunder forbyde anvendelsen af et parti eller en sending foderstoffer, indtil resultatet af en iværksat undersøgelse foreligger. Ministeren kan endvidere bestemme, at foderstoffer, der ikke overholder fastsatte forskrifter, skal bringes i overensstemmelse med disse, at de skal anvendes til andet formål end fodring, at de skal tilintetgøres, at foderstofferne skal kaldes tilbage fra senere omsætningsled, at fremstilling m.v. eller salg af foderstoffer midlertidigt skal indstilles eller, for så vidt angår foderstoffer, der er indført i landet fra udlandet, skal tilbagesendes.

Stk. 5. Udgifterne som følge af påbud og forbud meddelt efter stk. 4 påhviler den, foranstaltningerne er rettet mod.

§ 2 a. Miljø- og fødevareministeren kan forbyde eller begrænse dyrkningen af afgrøder, der er bestemt til fodring af dyr, i områder, der har været udsat for forurening, herunder radioaktivt nedfald. Ministeren kan forbyde salg og anvendelse af foderstoffer, der er dyrket i sådanne områder.

§ 2 b. Miljø- og fødevareministeren kan i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, fastsætte de regler og træffe de bestemmelser, der er nødvendige for at sikre den mest fordelagtige produktion og anvendelse af alle produkter, der er bestemt til fodring af dyr, undgå forurening m.v. og sikre foderstofforsyningen. Ministeren kan herunder fastsætte regler eller træffe bestemmelser om fravigelse af de i loven fastsatte regler.

Stk. 2. Såfremt de i medfør af stk. 1 fastsatte regler eller trufne bestemmelser medfører et økonomisk tab for ejere m.v. af foderstoffer, er staten erstatningspligtig.

Stk. 3. Erstatning ansættes i mangel af mindelig overenskomst i overensstemmelse med regler, der fastsættes af ministeren.

§ 3. Miljø- og fødevareministeren eller den, ministeren har bemyndiget hertil, har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til privat og offentlig ejendom, hvor det er påkrævet af hensyn til kontrollen med overholdelsen af § 2 og af bestemmelser fastsat efter § 1, og kan vederlagsfrit udtage prøver til undersøgelse.

Stk. 2. Registrerede og godkendte virksomheder, importører samt ejere og brugere af foderstoffer skal efter anmodning give ministeren de oplysninger, der er nødvendige for kontrollen med overholdelsen af de fastsatte bestemmelser, og skal yde fornøden bistand ved gennemførelsen af kontrollen.

§ 3 a. Miljø- og fødevareministeren kan bestemme, at prøver udtaget med henblik på bestemte undersøgelser kan undersøges med andet formål, uanset om det er en myndighed under Miljø- og Fødevareministerieteriet eller under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, der har udtaget prøverne.

Stk. 2. Ministeren kan endvidere bestemme, at analyseresultater opnået i forbindelse med bestemte undersøgelser kan anvendes til andre formål, uanset om det er en myndighed under Miljø- og Fødevareministeriet eller under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, der i henhold til bemyndigelse har rekvireret analyserne.

§ 4. Miljø- og fødevareministeren nedsætter et udvalg, Foderstofudvalget, med den opgave at rådgive ministeren og Fødevarestyrelsen i spørgsmål vedrørende loven og bestemmelser fastsat i medfør af loven.

§ 4 a. Betalingsforpligtelser, der er fastsat i henhold til denne lov eller ved forordning af Det Europæiske Fællesskab, og som ikke opfyldes rettidigt over for den afgiftsopkrævende myndighed, tillægges, medmindre andet er fastsat ved forordning, en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. For erindringsskrivelser betales et gebyr på 100 kr., som reguleres i henhold til § 3 i lov om en satsreguleringsprocent.

§ 5. Henlægger miljø- og fødevareministeren sine beføjelser efter denne lov til et under ministeriet oprettet direktorat eller andet administrativt organ, kan ministeren fastsætte bestemmelser om adgang til at klage over afgørelser truffet i henhold til bemyndigelsen, herunder om at afgørelser ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til klagen.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan efter forhandling med vedkommende minister henlægge sine beføjelser efter loven til en anden statslig myndighed eller institution. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders eller institutioners afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens eller institutionens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

§ 5 a. Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven eller i henhold til regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 4 eller 8, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.

§ 6. Overtrædelse af § 2, stk. 1-3, og § 3, stk. 2, samt overtrædelse af påbud og forbud meddelt efter § 2, stk. 4, § 2 a og § 2 b, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2. I regler og bestemmelser, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne. I reglerne kan der endvidere fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i regler fastsat af Det Europæiske Fællesskab om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 7. Ved fastsættelse af straf af bøde efter § 6 kan miljø- og fødevvareministeren under overholdelse af bestemmelserne i retsplejelovens regler om indhold af anklageskrift i politisager tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den, der har begået overtrædelsen, erkender sig skyldig og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 8. Loven træder i kraft den 22. januar 1992.

Stk. 2. Lov nr. 340 af 26. juni 1975 om foderstoffer ophæves.

Stk. 3. Forskrifter fastsat i henhold til den lov, der er nævnt i stk. 2, forbliver i kraft, indtil de ophæves af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 225 af 27. marts 1996 (Indførselskontrol m.m.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juni 1996.2)


Lov nr. 937 af 20. december 1999 (Indberetning om køb og salg af tilsætningsstoffer, indgriben mod sundhedsfarlige foderstoffer m.m.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2000.3)


Lov nr. 376 af 28. maj 2003 (Udvidet anvendelsesområde, forsigtighedsprincip m. v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 2003.4)


Lov nr. 404 af 1. juni 2005 (Hjemmelsbestemmelser om delegation) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 13

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.5)


Lov nr. 1336 af 19. december 2008 (Konsekvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 167

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2009, jf. dog stk. 2. § 11 finder alene anvendelse på afgørelser om lønindeholdelse, der træffes efter lovens ikrafttræden.6)

Stk. 2. (Udelades)


Lov nr. 341 af 27. april 2011 (Obligatorisk digital kommunikation mellem virksomheder og det offentlige, skattefritagelse af Fornyelsesfondens garantiordning m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 18

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2011, jf. dog stk. 2.7)

Stk. 2. (Udelades)


Lov nr. 1459 af 17. december 2013 (Obligatorisk digital kommunikation, ændring af klagebestemmelser som følge af ressortoverførsel m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 17

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2014.8)

Stk. 2. Administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af de hidtidige bestemmelser, vedbliver at være i kraft, indtil de ændres eller ophæves.


Lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 24 Loven træder i kraft den 1. februar 2017.9)

Stk. 2. (Udelades)

Stk. 3. Erhvervsministeren10) kan efter høring af miljø- og fødevareministeren fastsætte overgangsregler.

Stk. 4. (Udelades)

Stk. 5. Regler, der er fastsat i henhold til hidtil gældende regler, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat med hjemmel i denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 6. Verserende klagesager i Natur- og Miljøklagenævnet eller Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der ikke er færdigbehandlet ved denne lovs ikrafttræden, færdigbehandles og afgøres af Miljø- og Fødevareklagenævnet efter reglerne i denne lov. Dette gælder dog ikke verserende klagesager ved Natur- og Miljøklagenævnet, som ved lovens ikrafttræden skal færdigbehandles og afgøres af Planklagenævnet, jf. § 1 i lov om Planklagenævnet.

Stk. 7. (Udelades)

Fødevarestyrelsen, den 11. januar 2017

Esben Egede Rasmussen

/ Birthe Schubart Haabegaard

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 70/524/EF af 23. november 1970 om tilsætningsstoffer til foderstoffer (EFT 1970 nr. L 270, side 1), senest ændret ved Rådets forordning EF/1756/2002 (EFT 2002 nr. L 265, side 1), Rådets direktiv 79/373/EF af 2. april 1979 om handel med foderblandinger (EFT 1979 nr. L 86, side 30), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/2/EF (EFT 2002 nr. L 63, side 23), Rådets direktiv 82/471/EF af 30. juni 1982 om visse produkter, der anvendes i foderstoffer (EFT 1982 nr. L 213, side 8), senest ændret ved Rådets direktiv 1999/20/EF (EFT 1999 nr. L 80, side 20), Rådets direktiv 83/228/EF af 18. april 1983 om fastsættelse af retningslinjer for vurdering af visse produkter, der anvendes i foderstoffer (EFT 1983 nr. L 126, side 23), Rådets direktiv 87/153/EF af 16. februar 1987 om fastsættelse af retningslinjer for vurdering af tilsætningsstoffer til foderstoffer (EFT 1987 nr. L 64, side 19), senest ændret ved Kommissionens direktiv 2001/79/EF (EFT 2001 nr. L 267, side 1), Rådets direktiv 93/74/EF af 13. september 1993 om foder med særlige ernæringsformål (EFT 1993 nr. L 237, side 23), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/46/EF (EFT 2001 nr. L 234, side 55), Rådets direktiv 95/53/EF af 25. oktober 1995 om offentlig kontrol på foderstofområdet (EFT 1995 nr. L 265, side 17), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/46/EF (EFT 2001 nr. L 234, side 55), Rådets direktiv 95/69/EF af 22. december 1995 om betingelser og bestemmelser for godkendelse og registrering af visse foderstofvirksomheder og mellemhandlere (EFT 1995 nr. L 332, side 15), senest ændret ved Rådets direktiv 1999/29/EF (EFT 1999 nr. L 115, side 32), Rådets direktiv 96/25/EF af 29. april 1996 om fodermidler (EFT 1996 nr. L 125, side 35), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/46/EF (EFT 2001 nr. L 234, side 55), Kommissionens direktiv 98/51/EF af 9. juli 1998 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 95/69/EF om betingelser og bestemmelser for godkendelse og registrering af visse foderstofvirksomheder og mellemhandlere (EFT 1998 nr. L 208, side 43), Rådets direktiv 1999/29/EF af 22. april 1999 om uønskede stoffer og produkter i foderstoffer (EFT 1999 nr. L 115, side 32), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/32/EF (EFT 2002 nr. L 140, side 10).

2) Lovændringen vedrører § 1, stk. 1, § 1, stk. 2, nr. 1, 8 og 10, § 1, stk. 3 og 4. § 2, stk. 2- 4, § 3, stk. 2, og § 6, stk. 1 og 2.

3) Lovændringen vedrører § 1, stk. 1, § 1, stk. 2, § 1, stk. 3, nr. 5, § 1,stk. 3, nr. 11. § 1, stk. 4, § 1, stk. 5, § 2,stk. 1, § 2, stk. 3, § 2, stk. 4 og 5, §§ 2 a og 2 b, § 4 a, § 6 og § 7, stk. 1.

4) Lovændringen vedrører titelnoten, § 1, stk. 1, § 1, stk. 4-6, § 2, stk. 1-4, § 2, stk. 5, § 2 b, stk. 1, § 3a, § 4 a, stk. 1, 3. pkt., § 4 a, stk. 2, § 5 og § 6, stk. 1.

5) Lovændringen, der er trådt i kraft den 3. juni 2005, vedrører § 3 a og § 5, stk. 2.

6) Lovændringen vedrører § 4 a, stk. 2.

7) Lovændringen vedrører § 1 a

8) Lovændringen vedrører §§ 1 a - 1 c, og § 5, stk. 1, 2. pkt.

9) Lovændringen vedrører indsættelse af § 5a.

10) Ved kongelig resolution af 28. november 2016 er betegnelsen Erhvervs- og Vækstministeriet ændret til Erhvervsministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 1777 af 23. december 2016.