Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32005L0036
 
32008L0104
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Autorisation til at udøve vagtvirksomhed
Kapitel 2 Vagtvirksomhed på steder, hvortil der er almindelig adgang
Kapitel 3 Godkendelse af personalet
Kapitel 4 Personalets uddannelse
Kapitel 5 Personalets uniformering mv.
Kapitel 6 Særlige bestemmelser vedrørende hunde
Kapitel 7 Godkendelse af kontrolcentraler
Kapitel 8 Alarminformationer til politiet
Kapitel 9 Indbrudsvarslingsanlæg
Kapitel 10 Statslig eller kommunal myndighed
Kapitel 11 Autorisation og godkendelse på baggrund af andre erhvervsmæssige kvalifikationer
Kapitel 12 Kompetente myndigheder
Kapitel 13 Straf
Kapitel 14 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om vagtvirksomhed1)

I medfør af § 1, stk. 2 og 3, § 6, stk. 2, § 7, stk. 2, § 8, § 10, § 11, stk. 1, § 13, § 18, § 20, stk. 2, og § 21, stk. 2, i lov om vagtvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 112 af 11. januar 2016, fastsættes:

Kapitel 1

Autorisation til at udøve vagtvirksomhed

§ 1. Autorisation til at udøve erhvervsmæssig vagtvirksomhed meddeles af politiet.

Stk. 2. Til brug for behandlingen af en ansøgning om autorisation afgiver ansøgeren oplysninger om selskabets forhold samt om personkredsen nævnt i §§ 3 og 4 i lov om vagtvirksomhed. Ansøgeren kan til brug for behandlingen af ansøgningen indsende en serviceattest fra Erhvervsstyrelsen.

§ 2. En autorisation meddeles for bestemte former for vagtvirksomhed, jf. § 1 og § 5 i lov om vagtvirksomhed, for et tidsrum af højst 5 år og for en eller flere politikredse eller for hele landet.

Stk. 2. Autorisation meddeles i øvrigt på nærmere af politiet fastsatte vilkår for vagtvirksomhedens udøvelse. Der kan herunder fastsættes vilkår om fast forretningssted, virksomhedens udstyr og køretøjer, personalets udrustning og uniformering samt om indsendelse af f.eks. årlige indberetninger om virksomhedens forhold.

§ 3. En autorisation kan tilbagekaldes af politiet, jf. § 14, stk. 1 og 2, i lov om vagtvirksomhed.

Kapitel 2

Vagtvirksomhed på steder, hvortil der er almindelig adgang

§ 4. En autorisation til at udøve vagtvirksomhed omfatter ikke adgang til at udøve vagtvirksomhed på steder, hvortil der er almindelig adgang, jf. § 6, stk. 1, i lov om vagtvirksomhed.

Stk. 2. Politiet kan dog meddele autorisation til at udøve vagtvirksomhed i lokaler, hvortil der er almindelig adgang.

Stk. 3. Politiet kan give særlig tilladelse til, at der på nærmere angivne steder, hvortil der er almindelig adgang, udøves vagtvirksomhed. Det samme gælder anvendelse af hunde på sådanne steder som led i vagtvirksomhed.

Kapitel 3

Godkendelse af personalet

§ 5. Godkendelse af personalet i en vagtvirksomhed meddeles af politiet.

§ 6. Ansøgning om godkendelse kan kun indgives for personale, der er antaget til ansættelse i vagtvirksomheden. Godkendelse skal foreligge, inden ansættelsen kan træde i kraft, jf. § 7, stk. 1, i lov om vagtvirksomhed.

Stk. 2. Ansøgning om godkendelse af vikarer for en vagtvirksomheds personale indgives af vagtvirksomheden til politiet. Ansøgning kan indgives, selvom vikarpersonalet ikke er antaget til ansættelse i vagtvirksomheden.

§ 7. En vagtvirksomheds rengørings- og serveringspersonale skal ikke godkendes.

Stk. 2. En person, der er antaget til ansættelse som kontorpersonale, kan godkendes, selvom den pågældende ikke er fyldt 18 år.

§ 8. En godkendelse kan tilbagekaldes af politiet, jf. § 14, stk. 1, i lov om vagtvirksomhed.

Kapitel 4

Personalets uddannelse

§ 9. Den, der udfører vagtvirksomhed, skal

1) have gennemført det grundkursus for vagtfunktionærer (grundlæggende vagt), der afholdes i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser,

2) have gennemført den del af uddannelsen til sikkerhedsvagt, jf. bekendtgørelse nr. 150 af 25. februar 2011 om uddannelserne i den erhvervsfaglige fællesindgang bygnings- og brugerservice, der giver den pågældende kvalifikationer svarende til grundkursus for vagtfunktionærer, eller

3) have tilsvarende kvalifikationer, der kan anerkendes efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU, jf. kapitel 11 i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Justitsministeriet kan gøre undtagelse fra kravet om uddannelse i stk. 1, hvis en ansøger har de fornødne kvalifikationer.

Stk. 3. Politiet kan efter anmodning fra en uddannelsesinstitution, der udbyder grundkursus for vagtfunktionærer (grundlæggende vagt), foretage en forhåndsvurdering af, om en ansøger, der ønsker optagelse på grundkurset, opfylder betingelserne for godkendelse af en ansættelse som vagt i § 7, stk. 3, i lov om vagtvirksomhed.

Kapitel 5

Personalets uniformering mv.

§ 10. Uden for vagtvirksomhedens egne lokaler skal personalet under udførelsen af vagtvirksomhed bære uniform. Dette gælder dog ikke, såfremt vagtvirksomheden udføres i lokaler, hvortil der er almindelig adgang.

Stk. 2. Såfremt ganske særlige grunde taler herfor, kan politiet give tilladelse til, at bestemte ansatte under udførelsen af nærmere angivne opgaver ikke bærer uniform.

§ 11. Uniformsdelene må ikke kunne forveksles med tilsvarende dele af politiets uniformer, og uniformen skal fortil på tydelig måde være forsynet med ordet »VAGT«.

§ 12. Under udførelsen af vagtvirksomhed skal virksomhedens personale altid være i besiddelse af et personlegitimationskort, der udstedes af Rigspolitiet, når godkendelse er meddelt.

Stk. 2. Personlegitimationskortet skal bæres synligt. Navn mv. på den pågældende vagt behøver dog ikke at være synligt.

Stk. 3. Såfremt ganske særlige grunde taler herfor, kan politiet give tilladelse til, at bestemte ansatte under udførelsen af nærmere angivne opgaver ikke bærer legitimationskortet synligt. Personlegitimationskort skal forevises på forlangende.

Stk. 4. Når et ansættelsesforhold eller en udsendelsesperiode for en vikar ophører, skal vagtvirksomheden sende den pågældendes personlegitimationskort til den politidirektør, der har godkendt den pågældende, senest 8 dage efter ansættelsesforholdets eller udsendelsesperiodens ophør med oplysning om fratrædelsesdatoen.

Kapitel 6

Særlige bestemmelser vedrørende hunde

§ 13. Hunde, der anvendes som led i vagtvirksomhed, skal have forsvarlige forhold og passes forsvarligt, og for så vidt angår pladshunde skal de af politiet meddelte betingelser for en tilladelse efter hundelovens § 2 eller § 3b, være opfyldt.

§ 14. Under udførelse af vagtvirksomhed skal forsvarshunde altid føres i kort line, og sådanne hunde skal være i stand til at lystre føreren af hunden.

§ 15. Bestemmelserne i § 13 og § 14 finder tilsvarende anvendelse, såfremt der på steder, hvortil der er almindelig adgang, udøves ikke-erhvervsmæssig vagtvirksomhed.

Kapitel 7

Godkendelse af kontrolcentraler

§ 16. Såvel erhvervsmæssige som ikke-erhvervsmæssige kontrolcentraler skal være godkendte.

§ 17. Godkendelse af kontrolcentraler meddeles af politiet.

Stk. 2. Politiet kan i godkendelsen fastsætte vilkår om personalets størrelse og særlige rutiner ved afprøvning af kontrolcentralens udstyr og prøvealarmeringer.

§ 18. Politiet kan som betingelse for godkendelse af en kontrolcentral stille nærmere krav om bl.a.

1) kontrolcentralens sikring,

2) overvågning og kontrol af adgangen til kontrolcentralen,

3) kommunikationslinjer til politiet, og

4) nødenergiforsyningsanlæg.

Stk. 2. Politiet udarbejder en vejledning om de krav til kontrolcentraler, der i almindelighed vil blive stillet som betingelse for en godkendelse.

§ 19. Politiet kan fastsætte bestemmelser om, at der skal foretages personlig observation på den lokalitet, der overvåges, eller om andre tilsvarende forholdsregler, inden alarminformationen videregives til politiet.

§ 20. Alarmsignaler, der indkommer til en kontrolcentral, skal automatisk registreres. Registreringen skal omfatte lokalitet, dato og klokkeslæt, ligesom tidspunktet for signalets eventuelle videregivelse til politiet skal registreres automatisk.

§ 21. Politiet fører tilsyn med godkendte kontrolcentraler og kontrollerer mindst en gang årligt, at betingelserne for godkendelse fortsat er til stede.

§ 22. Kontrolcentralen skal underrette politiet i tilfælde af driftsstop.

§ 23. Godkendelse kan tilbagekaldes af politiet, når kontrolcentralen ikke længere opfylder betingelserne for godkendelse, eller der sker grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkår for godkendelsen eller bestemmelser i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan indbringes for retten efter reglerne i § 15 i lov om vagtvirksomhed.

Kapitel 8

Alarminformationer til politiet

§ 24. Alarminformationer fra alarmeringsanlæg må kun videregives til politiet af personalet i en godkendt kontrolcentral, jf. § 9 i lov om vagtvirksomhed.

Stk. 2. Hvis særlige politimæssige hensyn taler derfor, kan politiet give tilladelse til, at alarminformationer fra et overfaldsalarmeringsanlæg indføres direkte til politiet, jf. § 9 i lov om vagtvirksomhed.

Kapitel 9

Indbrudsvarslingsanlæg

§ 25. Anvendelse af indbrudsvarslingsanlæg, der afgiver akustiske eller visuelle signaler på stedet, må kun finde sted, såfremt signalet automatisk ophører senest 3 minutter efter aktivering og først begynder igen, når anlægget aktiveres på ny. Indbrudsvarslingsanlæg i motorkøretøjer skal dog opfylde de krav, der fastsættes i detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr i henhold til § 68, stk. 1, i færdselsloven.

Stk. 2. Alarmsignalets styrke skal i øvrigt være tilpasset forholdene på stedet, således at der ikke opstår unødige gener for omkringboende og lignende.

Kapitel 10

Statslig eller kommunal myndighed

§ 26. Lov om vagtvirksomhed bortset fra § 2, stk. 1 og 2, §§ 3-5, § 6, stk. 1, § 7, § 12, stk. 1, og §§ 14-17 finder anvendelse på erhvervsmæssig vagtvirksomhed, der udføres af statslig eller kommunal myndighed med hjemmel i anden lovgivning.

Stk. 2. Reglerne i denne bekendtgørelse bortset fra §§ 1-8 finder anvendelse på erhvervsmæssig vagtvirksomhed, der udføres af statslig eller kommunal myndighed med hjemmel i anden lovgivning.

Stk. 3. Politiet påser, at uddannelseskravet i § 9 er opfyldt for så vidt angår personalet i erhvervsmæssig vagtvirksomhed, der udføres af statslig eller kommunal myndighed med hjemmel i anden lovgivning.

Kapitel 11

Autorisation og godkendelse på baggrund af andre erhvervsmæssige kvalifikationer

§ 27. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU finder anvendelse i forbindelse med behandlingen af sager om autorisationer og godkendelser efter denne bekendtgørelse. En ansøger kan autoriseres eller godkendes, hvis den pågældende godtgør at have erhvervsmæssige kvalifikationer, der kan anerkendes efter direktivets regler, og hvis den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, § 4 og § 7 i lov om vagtvirksomhed.

Stk. 2. I sager om tjenesteydelser, jf. direktivets artikel 5, stk. 2, skal tjenesteyderen indgive anmeldelse efter direktivets artikel 7, stk. 1, og anmeldelsen skal ledsages af de dokumenter, som er nævnt i direktivets artikel 7, stk. 2. Politiet kan kontrollere tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer efter reglerne i direktivets artikel 7, stk. 4.

Stk. 3. Sager om etablering behandles efter reglerne i direktivets artikel 11-14 og 50-52.

Kapitel 12

Kompetente myndigheder

§ 28. Sager efter denne bekendtgørelses kapitel 1-3, 5 og 10-11, behandles af politidirektøren i Midt- og Vestjyllands Politi, hvis vagtvirksomhedens hovedkontor er beliggende i Fyns politikreds, Midt- og Vestjyllands politikreds, Nordjyllands politikreds, Østjyllands politikreds, Sydøstjyllands politikreds eller Syd- og Sønderjyllands politikreds. Er vagtvirksomhedens hovedkontor beliggende i Københavns politikreds, Københavns Vestegns politikreds, Nordsjællands politikreds, Midt- og Vestsjællands politikreds, Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds, Bornholms politikreds, eller er vagtvirksomhedens hovedkontor ikke beliggende i Danmark, behandles sagen af politidirektøren i Københavns Vestegns Politi.

Stk. 2. Sager efter denne bekendtgørelses §§ 17-18, § 21 og § 23 behandles af politidirektøren i Københavns Vestegns Politi.

Stk. 3. Sager efter denne bekendtgørelses § 19 og § 22 behandles af politidirektøren i den politikreds, hvortil alarminformationen videregives.

Stk. 4. Der skal ved henvisningen til politiet i § 24, stk. 2, forstås politidirektøren i den pågældende politikreds.

Kapitel 13

Straf

§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 9, § 10, stk. 1, §§ 11-16, § 20, § 22 og §§ 24-25 eller

2) overtræder vilkår eller forbud fastsat i medfør af § 2, § 17 og § 19.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 14

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 30. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1045 af 30. september 2014 om vagtvirksomhed ophæves.

Stk. 3. § 9 gælder ikke for personale, der før den 1. januar 1987 er ansat i en vagtvirksomhed.

Justitsministeriet, den 4. december 2017

Søren Pape Poulsen

/ Katrin Thorsvig Hansen

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, nr. L 255, side 22, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013 om ændring af direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og forordning (EU) nr. 1024/2012 om det administrative samarbejde ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«), EU-Tidende 2013, nr. L 354, side 132, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde, EU-tidende nr. L 327, side 9.