Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32006L0123
 
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om Finanstilsynets certificering af statsautoriserede revisorer1)

I medfør af § 199, stk. 13, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1140 af 26. september 2017, fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse for statsautoriserede revisorer, herunder udenlandske revisorer, der er etableret i Danmark, som er godkendt af Erhvervsstyrelsen, jf. § 3 og § 10 stk. 1, i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven), og som er valgt som underskrivende revisor for:

1) Pengeinstitutter, jf. § 5 stk. 1, nr. 1, litra a, i lov om finansiel virksomhed.

2) Realkreditinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra b, i lov om finansiel virksomhed.

3) Forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra e, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 2. De i stk. 1 omfattede virksomheder benævnes herefter »virksomheden«.

Stk. 3. Den eller de statsautoriserede revisorer, der vælges som revisor til at påtegne årsrapporten for virksomheden, skal være certificeret af Finanstilsynet i henhold til denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Vælges et revisionsfirma som revisor for virksomheden, skal revisionsfirmaet i forbindelse med valget udpege en eller flere certificerede revisorer til at påtegne årsrapporten.

Stk. 5. Denne bekendtgørelse finder ikke anvendelse for udenlandske revisorer, som Erhvervsstyrelsen har givet tilladelse til at varetage konkrete hverv, jf. § 10, stk. 5 og § 11, stk. 1, i revisorloven.

Definitioner

§ 2. I denne bekendtgørelse omfatter revisionsydelser følgende ydelser, som en statsautoriseret revisor, der er valgt på virksomhedens generalforsamling eller repræsentantskabsmøde, leverer til den pågældende type af virksomhed, som revisor søger certificering til, jf. § 3, stk. 1:

1) Revision af årsregnskabet, herunder udarbejdelse af rapportering til bestyrelse og direktion samt deltagelse i møder med virksomhedens ledelse omkring regnskabs- og revisionsmæssige forhold.

2) Andre lovpligtige erklæringer i medfør af lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør heraf.

3) Revisionsmæssige erklæringer for filialer af udenlandske finansielle virksomheder, der er udarbejdet til brug for andre revisorer.

Stk. 2. Udover revisionsydelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3 kan revision og review af perioderegnskaber for den type af virksomhed, som revisor søger certificering til, indgå i opgørelsen af revisionsydelser, jf. § 4, stk. 1, nr. 1 og stk. 2.

Stk. 3. I denne bekendtgørelse omfatter debiterbare timer, revisors udførte arbejdstimer, der kan henføres til finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, finansielle holdingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed, pengeinstitutholdingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 11, i lov om finansiel virksomhed, realkreditholdingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 12, i lov om finansiel virksomhed, forsikringsholdingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 13, i lov om finansiel virksomhed, firmapensionskasser, jf. § 2 i lov om tilsyn med firmapensionskasser, forvaltere af alternative investeringsfonde, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., Arbejdsmarkedets Tillægspension, Danmarks Skibskredit A/S, Finansiel Stabilitet A/S og Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Stk. 4. I denne bekendtgørelse omfatter leder af revisionsteam, de statsautoriserede revisorer, der udfører ledelsesfunktioner over for et revisionsteam i samarbejde med den underskrivende revisor.

Typer af certificeringer

§ 3. Der er to særskilte certificeringer omfattende følgende typer af finansielle virksomheder:

1) Penge- og realkreditinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed.

2) Forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra e, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 2. Såfremt en statsautoriseret revisor påtegner årsrapporter inden for begge certificeringspåkrævede typer virksomhed, skal den pågældende være certificeret til begge typer virksomhed.

Betingelser for opnåelse af certificering

§ 4. Finanstilsynet kan certificere en statsautoriseret revisor til at påtegne årsrapporter for de omfattede virksomheder, jf. dog stk. 2-4, hvis følgende er opfyldt:

1) Revisor dokumenterer, at denne inden for de seneste fem år har udført mindst 1.000 debiterbare timer, jf. § 2, stk. 3. Heraf skal 750 debiterbare timer omfatte revisionsydelser, jf. § 2, stk. 1 og 2, til den pågældende type af virksomhed, jf. § 3, stk. 1, som revisor søger certificering til. Timer med revisionsydelser skal være opnået hos mindst tre virksomheder af den type, jf. § 3, stk. 1, som revisor søger certificering til samt omfatte revision inden for flere revisionsområder af den pågældende type finansiel virksomhed. Mindst 50 pct. af timerne med revisionsydelser skal være udført som underskrivende revisor eller som leder af et revisionsteam, jf. § 2, stk. 4. Alle timer, jf. 1. og 2. pkt., skal være udført efter bestået eksamen som statsautoriseret revisor.

2) Revisor dokumenterer at opfylde de gældende krav til efteruddannelse for revisorer, der har specialiseret sig inden for revision af den pågældende type af finansiel virksomhed, jf. bekendtgørelse om obligatorisk efteruddannelse af godkendte revisorer. Som en del af sin obligatoriske efteruddannelse skal revisor have deltaget i mindst 20 timers efteruddannelse inden for de seneste tre år omfattende emner målrettet finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

3) Revisor ikke inden for de seneste fem år har haft en sag ved Revisornævnet, som Finanstilsynet vurderer, har betydning for revisors betryggende udøvelse af hvervet som revisor for den type af finansiel virksomhed, som revisor ansøger om certificering til.

4) Revisor ikke er blevet pålagt strafansvar for overtrædelse af kapitel 28 i straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, herunder strafansvar i udlandet efter relevant udenlandsk lovgivning, hvor Finanstilsynet vurderer, at overtrædelsen indebærer en risiko for, at revisor ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

5) Revisor ikke har udvist en adfærd, hvor Finanstilsynet finder, at revisor helt eller delvis ikke har fungeret tilfredsstillende, og hvor der er grund til at antage, at revisor ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Ved vurderingen af om revisor ikke har fungeret tilfredsstillende, skal der lægges vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor.

Stk. 2. Såfremt en statsautoriseret revisor ansøger om certificering inden for begge typer virksomhed, jf. § 3, stk. 2, skal revisor kunne dokumentere at have udført 750 debiterbare timer inden for de seneste fem år med revisionsydelser til virksomheder inden for hver type virksomhed, jf. § 3, stk. 1, som revisor søger certificering til. Timer med revisionsydelser skal være opnået hos mindst tre virksomheder af hver type, jf. § 3, stk. 1, som revisor søger certificering til samt omfatte revision inden for flere områder af den pågældende type finansielle virksomhed. Mindst 50 pct. af timerne med revisionsydelser skal være udført som underskrivende revisor eller som leder af et revisionsteam. Alle timer skal være udført efter bestået eksamen som statsautoriseret revisor. De øvrige betingelser i stk. 1, nr. 2-5, skal ligeledes være opfyldt.

Stk. 3. Uanset at timekravene i stk. 1, nr. 1 eller stk. 2, ikke er fuldt ud opfyldt, kan Finanstilsynet efter en konkret vurdering anse betingelserne for opfyldt på grundlag af anden relevant erfaring.

Stk. 4. Finanstilsynet kan endvidere anse timekravene i stk.1, nr. 1 eller stk. 2, for opfyldt, hvis revisor dokumenterer, at denne inden for de seneste fem år har udført mindst 700 debiterbare timer, jf. § 2, stk. 3. Heraf skal 525 debiterbare timer omfatte revisionsydelser, jf. § 2, stk. 1 og 2. Herudover skal revisor dokumentere, at denne i fem udvalgte år inden for de seneste syv år sammenlagt har udført mindst 1.000 debiterbare timer, jf. § 2, stk. 3. Heraf skal 750 timer omfatte revisionsydelser, jf. § 2, stk. 1 og 2.

Ansøgning og dokumentation

§ 5. En ansøgning om certificering efter § 1, stk. 3, skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i § 4 er opfyldt, herunder dokumentation for udførelse og indhold af de anførte debiterbare timer og udførte revisionsydelser, jf. § 4, stk. 1, nr. 1 eller stk. 2, samt opfyldelse af kravene til efteruddannelse jf. § 4, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2. Finanstilsynet bekræfter skriftligt og senest efter fem arbejdsdage modtagelsen af ansøgningen, jf. stk. 1. Samtidig med bekræftelsen af modtagelsen af ansøgningen underretter Finanstilsynet den ansøgende revisor om den dato, hvor vurderingsperioden udløber, jf. stk. 3, og om klagemuligheder ved afslag, jf. § 9, stk. 3.

Stk. 3. Finanstilsynet har fra tidspunktet for modtagelsen af alle de dokumenter, som kræves vedlagt ansøgningen, en vurderingsperiode på 60 arbejdsdage til at foretage vurderingen af, om betingelserne i § 4 er opfyldt. Finanstilsynet kan én gang forlænge fristen med op til 60 arbejdsdage, hvis sagens kompleksitet berettiger hertil. Finanstilsynet begrunder forlængelsen og dens varighed behørigt og meddeler ansøgeren dette inden den oprindelige frists udløb.

Stk. 4. Finanstilsynet kan i vurderingsperioden anmode om yderligere oplysninger, der er nødvendige for vurderingen. Anmodningen skal ske skriftligt. Når en sådan anmodning fremsættes, afbrydes vurderingsperioden i perioden mellem tidspunktet for anmodningen og modtagelse af svar herpå.

Stk. 5. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om certificering, skal dette skriftligt begrundes og meddeles den ansøgende revisor hurtigst muligt efter beslutningen herom. Meddelelsen skal ske inden for vurderingsperioden.

Stk. 6. Giver Finanstilsynet ikke i løbet af vurderingsperioden skriftligt afslag på ansøgningen om certificering, anses certificeringen for at være opnået.

Betingelser for opretholdelse af certificering

§ 6. For at opretholde sin certificering skal en revisor på ethvert tidspunkt kunne dokumentere fortsat at opfylde kravene i § 4.

Stk. 2. Har revisor ved certificeringen fået medregnet anden relevant erfaring efter § 4, stk. 3, kan denne erfaring indgå i opgørelsen af, om revisor fortsat opfylder kravene for certificering. Erfaring herudover, som ikke er indgået i Finanstilsynets vurdering efter § 4, stk. 3, i forbindelse med certificeringen, kan alene indgå i opgørelsen af, om revisor fortsat opfylder kravene for certificering, efter en konkret vurdering af Finanstilsynet.

Stk. 3. En meddelt certificering er gældende, indtil den pågældende revisor meddeler Finanstilsynet, at vedkommende ikke ønsker at være certificeret, eller certificeringen fratages af Finanstilsynet i medfør af § 9.

§ 7. En certificeret revisor har pligt til uden ugrundet ophold at meddele Finanstilsynet, hvis den pågældende revisor

1) bliver indbragt for eller får en kendelse fra Revisornævnet,

2) bliver pålagt strafansvar for overtrædelser af straffelovens kapitel 28, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning,

3) ikke længere opfylder kravene i § 4 eller

4) deponerer sin godkendelse som statsautoriseret revisor.

Kontrol

§ 8. Finanstilsynet påser løbende, om betingelserne for opretholdelse af en statsautoriseret revisors certificering er til stede.

Stk. 2. En certificeret revisor har pligt til efter anmodning fra Finanstilsynet at indsende dokumentation for, at revisor opfylder betingelserne for opretholdelse af certificeringen, jf. § 6, inden for en frist på 4 uger efter anmodningens datering.

Fratagelse af certificering

§ 9. En certificereret revisor skal i henhold til § 16 i revisorloven varetage sit hverv som offentlighedens tillidsrepræsentant på betryggende vis, samt udføre opgaverne i overensstemmelse med god revisorskik.

Stk. 2. Finanstilsynet kan af hensyn til opretholdelse af tilliden til den finansielle sektor fratage en statsautoriseret revisor dennes certificering, hvis:

1) Revisor ikke inden for en af Finanstilsynet fastsat frist kan dokumentere at opfylde betingelserne for certificering, jf. § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, jf. dog stk. 3 og 4.

2) Revisor indbringes for Revisornævnet eller ved en kendelse fra Revisornævnet er blevet pålagt straf for overtrædelse af sine pligter i henhold til revisorlovgivningen eller den finansielle lovgivning, herunder strafansvar i udlandet efter relevant udenlandsk lovgivning og Finanstilsynet vurderer, at der er grund til at antage, at revisor ikke vil varetage sit hverv på betryggende vis.

3) Revisor bliver pålagt strafansvar for overtrædelse af kapitel 28 i straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv på betryggende måde.

4) Revisor har udvist en adfærd, hvor Finanstilsynet finder, at revisor helt eller delvis ikke har fungeret tilfredsstillende, og hvor der er grund til at antage, at revisor ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Revisors manglende opfyldelse af sine forpligtigelser, herunder mangelfuld revision og tidligere påbud til revisor fra Finanstilsynet samt arten heraf kan indgå i overvejelser om en fratagelse af certificeringen.

Stk. 3. Finanstilsynets afgørelse i henhold til stk. 2 om at fratage en statsautoriseret revisor dennes certificering eller Finanstilsynets afslag på en ansøgning om certificering kan prøves ved domstolene, jf. § 199, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed. En anmodning om indbringelse af en afgørelse, skal indgives til Finanstilsynet senest 4 uger efter, at afgørelsen er truffet. Finanstilsynet er ansvarlig for at indbringe sagen for domstolene, hvilket skal ske senest 4 uger efter, anmodning herom er modtaget fra den pågældende revisor.

Stk. 4. En indbringelse for domstolene har ikke opsættende virkning. Ved fratagelse af en certificering, jf. stk. 2, kan domstolen dog beslutte, at den pågældende statsautoriserede revisor kan opretholde sit hverv som revisor for den type finansiel virksomhed, revisor var certificeret til, mens sagen verserer for retten.

Straffebestemmelser

§ 10. En overtrædelse af denne bekendtgørelses § 1, stk. 3 og 4, § 7 og § 8, stk. 2, samt indsendelse af fejlagtige oplysninger til Finanstilsynet straffes med bøde.

Ikrafttræden

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 874 af 1. juli 2015 om Finanstilsynets certificering af statsautoriserede revisorer ophæves.

Finanstilsynet, den 18. april 2018

Jesper Berg

/ Trine Camilla Høybye

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, EU-Tidende, nr. L 376, side 36.