Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Varetagelse af sekretariatsfunktionen for Stormrådet m.v.
Kapitel 2 Betaling for varetagelse af sekretariatsfunktionen for Stormrådet
Kapitel 3 Betaling for ekstern bistand
Kapitel 4 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om varetagelse af sekretariatsfunktionen for Stormrådet, samarbejdet mellem Stormrådets sekretariat og forsikringsselskaberne og Miljø- og Fødevareministeriet samt om betaling for sekretariatets arbejde og for ekstern bistand

I medfør af § 22, stk. 2 og 6, i lov om stormflod og stormfald, jf. lovbekendtgørelse nr. 281 af 16. april 2018, fastsættes:

Kapitel 1

Varetagelse af sekretariatsfunktionen for Stormrådet m.v.

§ 1. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens varetagelse af sekretariatsfunktionen for Stormrådet omfatter den sekretariatsbetjening, den sagsbehandling og det tilsyn, som fastsættes i Stormrådets forretningsorden og i de aftaler, som Stormrådet indgår, jf. stk. 2-4.

Stk. 2. Det nærmere omfang af sekretariatsfunktionens ansvarsområder og opgaver fastlægges i en aftale mellem Stormrådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Stk. 3. Det nærmere omfang af samarbejdet mellem Stormrådets sekretariat og forsikringsselskaberne fastlægges i aftale mellem Stormrådet og Forsikring & Pension på vegne af forsikringsselskaberne.

Stk. 4. Det nærmere omfang af samarbejdet mellem Stormrådets sekretariat og Miljø- og Fødevareministeriet fastlægges i aftale mellem Stormrådet og Miljø- og Fødevareministeriet.

Kapitel 2

Betaling for varetagelse af sekretariatsfunktionen for Stormrådet

§ 2. Betaling for varetagelse af sekretariatsfunktionen for Stormrådet afholdes af stormflods- og oversvømmelsespuljen og stormfaldspuljen.

Stk. 2. De nærmere vilkår for betaling for varetagelse af sekretariatsfunktionen fastsættes i en aftale mellem Erhvervsministeriet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på baggrund af de forventede gennemsnitlige årlige udgifter til sekretariatets drift, herunder vedligeholdelse og nyudvikling samt drift af Stormbasen.

Stk. 3. Ved større, pludselige ændringer i sekretariatets arbejdsbyrde optages der forhandlinger med Erhvervsministeriet om betalingen herfor.

Kapitel 3

Betaling for ekstern bistand

§ 3. Stormrådets betaling for bistand fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet vedrørende disses opgaver i relation til stormflods-, oversvømmelses- og stormfaldsordningerne fastsættes i separate aftaler mellem disse og Stormrådet.

Stk. 2. Betaling for ekstern bistand udover den, der følger af stk. 1, aftales for den enkelte ydelse på baggrund af opgavens karakter og omfang. Betalingerne afholdes af stormflods- og oversvømmelsespuljen og stormfaldspuljen afhængig af bistandens fordeling mellem de områder, som dækkes af puljerne.

Kapitel 4

Ikrafttræden

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 945 af 19. september 2012 om varetagelse af sekretariatsfunktionen for Stormrådet, samarbejdet mellem Stormrådets sekretariat og forsikringsselskaberne og Miljøministeriet samt om betaling for sekretariatets arbejde og for fremmed bistand ophæves.

Erhvervsministeriet, den 28. maj 2018

Brian Mikkelsen

/ Hans Høj