Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Varetægtsarrestanter
Kapitel 2 Personer, der er idømt fængselsstraf eller forvaring
Kapitel 3 Fælles bestemmelser
Kapitel 4 Asylansøgere
Kapitel 5 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om behandlingen af 15-17-årige, der anbringes i kriminalforsorgens institutioner

I medfør af § 30, § 33, stk. 6, § 41, § 50, § 78, stk. 5, § 80, stk. 2, § 89, stk. 2, og § 105, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1491 af 13. december 2017, og § 776, 1. og 4. pkt., i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018, som ændret ved lov nr. 1541 af 18. december 2018, fastsættes:

Kapitel 1

Varetægtsarrestanter

§ 1. 15-17-årige varetægtsarrestanter, der ikke kan anbringes i varetægtssurrogat, anbringes som udgangspunkt i arresthus (Københavns Fængsler) så vidt muligt i nærheden af det sted, hvor den pågældende har sin bopæl eller anden personlig tilknytning.

Stk. 2. Det skal i den enkelte sag ud fra de foreliggende oplysninger, herunder institutionens aktuelle belægssammensætning og mulighederne for at iværksætte særlige behandlingsprogrammer, jf. § 12, overvejes, om placering i stedet skal ske i et andet arresthus.

Stk. 3. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår unge, for hvem anholdelsen er opretholdt efter retsplejelovens § 760, stk. 4.

Stk. 4. Overførsel efter retsplejelovens § 777 kan ske til åbent fængsel, jf. § 5, Søbysøgård Fængsels lukkede ungeafsnit, Herstedvester Fængsel eller til hospital m.v., jf. straffelovens § 68 og § 69.

§ 2. I den enkelte institution placeres de 15-17-årige efter en konkret vurdering på den afdeling, hvor hensynet til at beskytte den unge mod uheldig påvirkning fra medindsatte bedst tilgodeses.

Stk. 2. 15-17-årige må kun i helt ekstraordinære tilfælde dele opholdsrum med indsatte over 17 år.

Stk. 3. Kriminalforsorgsområdet skal løbende overveje, om der er indsatte, som den 15-17-årige kan have fællesskab med.

Stk. 4. Når der tillades fællesskab, hvor personalet er til stede, påhviler det personalet at være særlig opmærksom på, at den 15-17-årige ikke udsættes for uheldig påvirkning.

Stk. 5. 15-17-årige kan tillades fællesskab med indsatte over 17 år uden personalets tilstedeværelse, hvis det er i overensstemmelse med den unges tarv, og der efter en konkret vurdering ikke antages at foreligge risiko for, at den unge udsættes for uheldig påvirkning.

Stk. 6. Når fællesskab tillades i henhold til stk. 5, skal der gøres notat om, med hvem det er tilladt (navn), fra hvilket tidspunkt og hvornår tilladelsen er ophørt (dato). Der skal endvidere anføres begrundelse for, at fællesskabet skønnes at være i overensstemmelse med den unges tarv.

§ 3. Hvis der ikke er mulighed for at tillade den 15-17-årige fællesskab, skal kriminalforsorgsområdet overveje muligheden for at overføre den unge til en institution, hvor der er mulighed for fællesskab.

Kapitel 2

Personer, der er idømt fængselsstraf eller forvaring

§ 4. 15-17-årige, der skal udstå fængselsstraf, anbringes i kriminalforsorgens pensioner eller i institution m.v. uden for kriminalforsorgen, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel eller arresthus, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2.

§ 5. Anbringelse i åbent fængsel skal som udgangspunkt ske i Jyderup Fængsels ungeafdeling. Dette udgangspunkt kan dog fraviges efter en konkret vurdering af de hensyn, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 23, herunder navnlig hvis det skønnes, at anbringelse bedst sker i nærheden af den domfældtes hjemsted.

Stk. 2. I Jyderup Fængsels ungeafdeling placeres som udgangspunkt kun 15-17-årige. Kriminalforsorgsområdet kan dog efter en konkret vurdering placere enkelte indsatte på 18 år og derover på ungeafdelingen, hvis dette vurderes at tjene de 15-17-åriges tarv bedst. Tilsvarende kan indsatte, som efter placering på ungeafdelingen fylder 18 år, efter en konkret vurdering fortsætte deres afsoning i ungeafdelingen. Det er en forudsætning for placering af indsatte på 18 år og derover i ungeafdelingen, at de overføres til anden afdeling, hvis der er behov for plads til en 15-17-årig i ungeafdelingen.

§ 6. Anbringelse i lukket institution sker i Søbysøgård Fængsels lukkede ungeafsnit, i Herstedvester Fængsel eller i arresthus (Københavns Fængsler).

Stk. 2. I Søbysøgård Fængsels lukkede ungeafsnit placeres som udgangspunkt kun 15-17-årige. Kriminalforsorgsområdet kan dog efter en konkret vurdering placere enkelte indsatte på 18 år og derover på ungeafsnittet, hvis dette vurderes at tjene de 15-17-åriges tarv bedst. Tilsvarende kan indsatte, som efter placering på ungeafsnittet fylder 18 år, efter en konkret vurdering fortsætte deres afsoning i ungeafsnittet. Det er en forudsætning for placering af indsatte på 18 år og derover i ungeafsnittet, at de overføres til anden afdeling, hvis der er behov for plads til en 15-17-årig i ungeafsnittet.

§ 7. Overførsel under strafudståelsen kan ske mellem de i §§ 5-6 nævnte institutioner efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens §§ 24-29 og anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen.

§ 8. For domfældte 15-17-årige anbragt i arresthus (Københavns Fængsler) eller Herstedvester Fængsel finder §§ 2-3 tilsvarende anvendelse.

§ 9. Anbringes den 15-17-årige ikke i Jyderup Fængsel, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., sker placering i de åbne fængsler efter en konkret vurdering på en afdeling, hvor fællesskab med de øvrige indsatte er i overensstemmelse med den pågældendes tarv, og hvor hensynet til at beskytte den unge mod uheldig påvirkning bedst tilgodeses.

Stk. 2. Der skal udfærdiges notat om valg af afdeling og om de overvejelser, der ligger til grund for valget.

Stk. 3. Kriminalforsorgsområdet er forpligtet til at føre et særligt tilsyn med de 15-17-årige og herunder være opmærksom på, at de pågældende ikke udsættes for uheldig påvirkning fra medindsatte.

Stk. 4. Kriminalforsorgsområdet skal mindst hver 14. dag drøfte den indsattes forhold og vurdere, om der er grundlag for at foretage ændringer med hensyn til placering og gennemførelse af straffuldbyrdelsen i øvrigt.

§ 10. Hvis kriminalforsorgsområdet finder det formålstjenligt, at en 15-17-årig får tilladelse til frigang eller udstationering i videre omfang end efter reglerne i kapitel 10 og 11 i udgangsbekendtgørelsen, forelægges indstilling herom for Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 10.

§ 11. Kriminalforsorgsområdet skal overveje, om indsatte, der var under 18 år på gerningstidspunktet, kan løslades på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2.

Kapitel 3

Fælles bestemmelser

§ 12. Et kriminalforsorgsområde, der modtager en 15-17-årig varetægtsarrestant eller domfældt, skal snarest muligt med udgangspunkt i den unges motivation og samlede forudsætninger søge at etablere et særligt behandlingsprogram for eksempel i form af undervisnings- eller aktiveringstilbud for den pågældende.

Stk. 2. Ansøgning om dækning af eventuelle merudgifter til gennemførelse af undervisnings- og behandlingsprogrammer indsendes til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

§ 13. Indsatte i den undervisningspligtige alder har ret til at modtage og pligt til at deltage i undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Stk. 2. Undervisningen skal tage udgangspunkt i den undervisningspligtige unges situation og læringsforudsætninger og skal varetages af personale med de nødvendige faglige og pædagogiske forudsætninger.

§ 14. 15-17-årige skal have adgang til fysisk udfoldelse eller træning mindst 2 timer om dagen, hvoraf mindst 1 time skal være i fri luft, medmindre dette vil være uforeneligt med varetagelsen af sikkerhedsmæssige hensyn, eller den indsatte er anbragt i sikringscelle i medfør af § 66 i straffuldbyrdelsesloven.

§ 15. §§ 2-3 finder tilsvarende anvendelse, når en 15-17-årig anbringes i eller overføres til Herstedvester Fængsel eller Vestre Hospital, fordi sådan anbringelse eller overførsel efter de lægelige oplysninger bør ske, jf. straffuldbyrdelseslovens § 21, stk. 3, nr. 4, § 22, stk. 5, nr. 2, § 25, stk. 4, nr. 2, § 26, nr. 3, § 27, stk. 2, nr. 3, eller § 28, stk. 1, nr. 4.

§ 16. Sager i henhold til § 1, stk. 4, og §§ 4-6 skal fremmes mest muligt.

Kapitel 4

Asylansøgere

§ 17. Reglerne i denne bekendtgørelse finder ikke anvendelse i kriminalforsorgens institutioner for frihedsberøvede asylansøgere.

Kapitel 5

Ikrafttræden

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 499 af 17. maj 2018 om behandlingen af 15-17 årige, der anbringes i kriminalforsorgens institutioner ophæves.

Justitsministeriet, den 30. januar 2019

Søren Pape Poulsen

/ Thorkild Fogde