Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om fotografering og optagelse af fingeraftryk af indsatte i kriminalforsorgens institutioner (fotobekendtgørelsen)

I medfør af § 61, stk. 2, § 67, nr. 7, og § 105, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1491 af 13. december 2017, og § 776 a, stk. 2, i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018, som ændret ved lov nr. 1541 af 18. december 2018, fastsættes:

§ 1. Kriminalforsorgsområdet har ret til at fotografere og optage fingeraftryk af den indsatte med henblik på identifikation, jf. straffuldbyrdelseslovens § 61, stk. 1, og retsplejelovens § 776 a, stk. 1.

§ 2. Kriminalforsorgsområdet skal sikre, at den indsatte fotograferes i forbindelse med indsættelsen, således at der findes et vellignende fotografi i Klientsystemet af den pågældende.

Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal sikre, at der foretages genfotografering af den indsatte, når

1) det er nødvendigt med henblik på senere identifikation, eller

2) den pågældende har været indsat i 1 år, og derefter hvert år.

§ 3. Hvis det er nødvendigt med henblik på identifikation af den domfældte ved fremmøde til afsoning fra fri fod optager kriminalforsorgsområdet fingeraftryk med henblik på sammenligning med eventuelle fingeraftryk af domfældte optaget af politiet, jf. iværksættelsescirkulærets kapitel 3.

Stk. 2. Fingeraftryk optaget efter stk. 1 destrueres, når spørgsmålet om identifikation i forbindelse med indsættelsen er færdigbehandlet.

§ 4. En indsat kan ikendes disciplinærstraf, hvis den pågældende nægter at medvirke til fotografering efter § 2 eller optagelse af fingeraftryk efter § 3.

§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 417 af 9. april 2015 om fotografering og optagelse af fingeraftryk af indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring (fotobekendtgørelsen), ophæves.

Justitsministeriet, den 30. januar 2019

Søren Pape Poulsen

/ Thorkild Fogde