Redaktionel note
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om vederlag og pension m.v.
for ministre

 

Herved bekendtgøres lov om vederlag og pension m.v. for ministre, jf. lovbekendtgørelse nr. 1019 af 17. november 2000, med de ændringer, der følger af lov nr. 453 af 7. juni 2001, § 2 i lov nr. 1041 af 17. december 2002 og § 4 i lov nr. 996 af 9. december 2003. Den bekendtgjorte lovtekst gælder først fuldt ud ved indenrigs- og sundhedsministerens nærmere bestemmelse herom, jf. § 5, stk. 2, i lov nr. 996 af 9. december 2003, der gengives i bekendtgørelsens slutning.

§ 1. Grundvederlaget til ministre udgør 924.850 kr. i årligt grundbeløb. Dog udgør vederlaget til statsministeren 125 pct. af grundvederlaget, og vederlaget til udenrigsministeren og finansministeren samt til den minister, der er nummer 2 i statsrådsrækkefølgen, udgør 110 pct. af grundvederlaget. Ingen minister kan oppebære mere end ét vederlag efter denne bestemmelse.

Stk. 2. Vederlag efter stk. 1 reguleres på samme måde som tjenestemandslønninger.

Stk. 3. Til ministre ydes omkostningstillæg og godtgørelse for boligudgifter m.v. efter tilsvarende regler, som efter lov om valg til Folketinget gælder for medlemmer af Folketinget.

Stk. 4. Vederlag og tillæg m.v. udbetales med 1/12 månedlig forud fra den første dag i den efter udnævnelsen følgende måned og til udgangen af den måned, i hvilken afgangen fra ministerstillingen finder sted.

§ 2. For en minister, som modtager grundvederlag eller eftervederlag efter lov om valg til Folketinget, nedsættes vederlaget efter § 1, stk. 1 og 2, med et beløb, der svarer til det af Folketinget ydede grundvederlag eller eftervederlag . Tilsvarende gælder for eftervederlag efter lov om vederlag og pension m.v. for de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

Stk. 2. For en minister, som modtager omkostningstillæg og godtgørelse for boligudgifter m.v. efter lov om valg til Folketinget, nedsættes de i § 1, stk. 3, anførte tillæg med et beløb, der svarer til de af Folketinget ydede tillæg.

§ 3. Ved afgang fra ministerstilling har en minister ret til eftervederlag. Eftervederlag ydes i en periode, der udgør halvdelen af det antal hele måneder, hvori vedkommende i alt har været minister. Dog ydes der eftervederlag mindst i 18 måneder og højst i 36 måneder.

Stk. 2. Eftervederlaget svarer til vedkommende ministers vederlag efter § 1, stk. 1 og 2.

Stk. 3. Eftervederlag efter stk. 2 nedsættes med summen af

1)   de indtægter, der er anført i § 109, stk. 3, nr. 1-4 og 6-11, i lov om valg til Folketinget,

2)   grundvederlag, eftervederlag eller egenpension som folketingsmedlem og

3)   vederlag, eftervederlag eller egenpension som formand for Folketinget.

§ 4. En minister, som har haft mindst 1 års funktionstid som minister, er berettiget til egenpension. Egenpensionen udbetales fra den 1. i måneden efter, at vedkommende er fyldt 60 år. Såfremt den pågældendes erhvervsevne er nedsat til halvdelen eller derunder på grund af helbredsmæssige forhold, kan finansministeren dog efter indhentet udtalelse fra Helbredsnævnet bestemme, at pensionen udbetales fra den 1. i måneden efter, at sag herom er rejst over for finansministeren. Egenpension udbetales dog tidligst fra udløbet af det tidsrum, hvori vedkommende har ret til eftervederlag efter § 3, stk. 1.

Stk. 2. Den efterlevende ægtefælle efter en fungerende eller afgået minister er berettiget til ægtefællepension, hvis ægteskabet blev indgået,

1)   før afdøde var fyldt 65 år, og

2)   før afdøde var fratrådt som minister og

3)   mindst 3 måneder før dødsfaldet.

Stk. 3. Stk. 2, nr. 3, finder ikke anvendelse, hvis dødsfaldet skyldes et ulykkestilfælde eller en akut infektionssygdom indtruffet efter ægteskabets indgåelse.

Stk. 4. Med hensyn til børnepensionstillæg og børnepension finder bestemmelserne i kapitel 4 i lov om tjenestemandspension tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Bestemmelserne om efterindtægt i kapitel 6 i lov om tjenestemandspension finder tilsvarende anvendelse, for så vidt angår vederlag, eftervederlag og pension efter nærværende lov.

§ 5. Pensionen til en minister og til en ministers efterlevende ægtefælle beregnes på grundlag af funktionstiden som minister regnet fra den første udnævnelse.

Stk. 2. Egenpensionen og ægtefællepensionen svarer til pensionen til en statstjenestemand på skalatrin 49 og dennes efterlevende ægtefælle og beregnes på grundlag af nedennævnte pensionsaldre i forhold til funktionstiden som minister:

1) Egenpension:

Funktionstid :

Pensionsalder:

fra 1 indtil 2 år

9 år

fra 2 indtil 3 år

14 år

fra 3 indtil 4 år

18 år

fra 4 indtil 5 år

20 år

fra 5 indtil 6 år

23 år

fra 6 indtil 7 år

27 år

fra 7 indtil 8 år

29 år

8 år og derover

37 år

2) Ægtefællepension:

 

Funktionstid :

Pensionsalder:

under 2 år

15 år

fra 2 indtil 4 år

24 år

fra 4 indtil 8 år

28 år

fra 8 indtil 12 år

33 år

12 år og derover

37 år.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 27 henholdsvis § 27 a i lov om tjenestemandspension finder tilsvarende anvendelse for egen- og ægtefællepension, børnepensionstillæg og børnepension samt efterindtægt af pension henholdsvis for efterindtægt af vederlag og eftervederlag i henhold til nærværende lov.

Stk. 4. Egenpensionen nedsættes med det beløb, hvormed summen af

1)   de indtægter, der er anført i § 109, stk. 3, nr. 1, 4 og 6, i lov om valg til Folketinget,

2)   grundvederlag, eftervederlag eller egenpension som folketingsmedlem,

3)   vederlag, eftervederlag eller egenpension som formand for Folketinget,

4)   folkepension og

egenpension som minister

overstiger vedkommendes vederlag efter § 1, stk. 1 og 2.

§ 6. (Ophævet)

§ 7. (Ophævet)

§ 8. Besidder en minister ved sin tiltræden hverv i offentlige eller private virksomheders, foretagenders eller institutioners tjeneste, vil disse være at fratræde. Dog kan han undtagelsesvis med foreløbig billigelse af statsministeren bevare sådanne hverv, hvis varetagelse efter dennes skøn ikke kan berede vanskeligheder i udførelsen af hans embedspligt som minister eller i hans forhold til de forskellige statsforvaltningsgrene. Statsministeren skal i så fald straks skriftligt tilstille et af Folketinget nedsat udvalg meddelelse herom. Udvalget kan inden forløbet af 14 dage efter meddelelsens modtagelse nægte vedkommende minister tilladelse til at bevare sådanne hverv. Efter forløbet af dette tidsrum meddeler statsministeren Folketingets formand, hvilke hverv den vedkommende minister har tilladelse til at varetage.

Stk. 2. Har det i stk. 1 nævnte udvalg endnu ikke konstitueret sig, når statsministerens foreløbige billigelse indhentes, har denne gyldighed, indtil konstitutionen har fundet sted. Sagen vil derefter være at behandle som forannævnt.

Stk. 3. Ingen minister må i sin ministertid overtage noget nyt hverv af den i stk. 1 nævnte art.

Stk. 4. Besidder statsministeren ved et ministeriums tiltræden hverv af den heromhandlede art, skal meddelelse til udvalget finde sted derom, hvis han ønsker at bevare noget af disse, hvorefter der forholdes i overensstemmelse med stk. 1.

Stk. 5. Folketingsvirksomhed er undtaget fra bestemmelserne i denne paragraf.

§ 9. Udnævnes en tjenestemand til minister, kan den af ham hidtil beklædte tjenestemandsstilling holdes besat ved konstitution for hans funktionstid , hvis det skønnes forsvarligt af hensyn til stillingens tarv, og for så vidt og så længe konstitution i stillingen overhovedet er tilladt. Statsministeren skal herom give meddelelse til det i § 7 1)  nævnte udvalg, hvorefter der forholdes i overensstemmelse med § 7, stk. 1. 2)

§ 10. De i denne lov indeholdte lønnings- og pensionsbestemmelser har virkning fra 1. april 1959.

Stk. 2. For de i henhold til de hidtil gældende bestemmelser ydede pensioner finder bestemmelserne i § 1 i lov nr. 81 af 21. marts 1959 om pensioner, der er fastsat i henhold til de før 1. april 1958 inden for staten gældende lønnings- og pensionslove, tilsvarende anvendelse. I øvrigt omfattes ministre, der er afgået før 1. april 1959, samt sådanne ministres efterladte ikke af nærværende lov.

§ 11. Pensioner efter § 4, der er påbegyndt udbetalt pr. 31. december 1993, omberegnes pr. 1. januar 1994 efter bestemmelserne i § 5. Hvor denne omberegning medfører ændring i pensionen, ydes eventuelt personligt tillæg, så det hidtidige pensionsniveau bevares.

 

I lov nr. 577 af 19. december 1969, hvis § 1,

nr. 1 ændrer affattelsen af § 1, stk. 1,

nr. 2 ændrer affattelsen af § 2, stk. 1,

nr. 3 ændrer affattelsen af § 2, stk. 3,

nr. 4 ændrer affattelsen af § 3, stk. 2,

nr. 5 ændrer affattelsen af § 4,

nr. 6 indsætter ny § 5,

nr. 7 ændrer § 5 til § 6 og affattelsen af § 6,

nr. 8 lader § 6 udgå,

nr. 9 indsætter ny § 7,

nr. 10 ændrer §§ 7, 8, 9 til §§ 8, 9, 10,

og hvis § 2 fastsætter, at forhøjelsen af tillægget til ministre, der ikke er medlemmer af Folketinget, begrænses ved lovens ikrafttræden til 3 pct. af det for oktober 1969 udbetalte tillæg. Den resterende forhøjelse udbetales med halvdelen den 1. april 1970 og halvdelen den 1. oktober 1970

og hvis § 3 fastsætter, at med hensyn til pensioner, der udbetales på grundlag af funktionstid som minister før denne lovs ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.

fastsættes i § 4, at loven har virkning fra 1. november 1969. Bestemmelserne i § 7 har dog virkning fra den 1. april 1970.

 

I lov nr. 447 af 30. juni 1993, hvis § 3

nr. 1 ændrer affattelsen af § 4, stk. 1,

nr. 2 ophæver § 4, stk. 2, og indsætter ny § 4, stk. 2 og stk. 3. Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5,

nr. 3 ændrer affattelsen af § 5,

nr. 4 ophæver § 7,

nr. 5 indsætter ny § 11,

fastsættes i § 5, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra 1. januar 1994.

Stk. 2. § 1, nr. 5, 6 og 9, og § 3, nr. 2, har virkning for ægtefællepension efter tjenestemænd eller pensionerede tjenestemænd henholdsvis ministre, der dør 1. januar 1994 eller senere.

 

I lov nr. 185 af 12. marts 1997, hvis § 1

nr. 1 indsætter nyt 2. pkt. i § 2, stk. 3,

fastsættes i § 2, at loven træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende 3) .

 

I lov nr. 1095 af 29. december 1999, hvis § 1

nr. 1 ændrer affattelsen af § 1,

nr. 2 ændrer affattelsen af § 2,

nr. 3 ændrer affattelsen af § 3,

nr. 4 ophæver § 4, stk. 1, og indsætter ny § 4, stk.1,

nr. 5 ændrer affattelsen af § 4, stk. 2,

nr. 6 ændrer affattelsen af § 4, stk. 5 og § 5, stk. 3,

nr. 7 indsætter ny § 5, stk. 4,

nr. 8 ophæver § 6,

fastsættes i § 2, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. januar 2000.

Stk. 2. § 4, stk. 1, og § 5, stk. 4, som affattet i § 1, nr. 4 og 7, har dog alene virkning for udbetaling af egenpension for funktionstid som minister fra og med den 1. januar 2000. For udbetaling af egenpension for funktionstid indtil den 1. januar 2000 finder de hidtidige regler i disse bestemmelser fortsat anvendelse.

Stk. 3. For ministre, som afgår den 1. januar 2000 eller senere, udbetales egenpension, for så vidt angår funktionstid som minister forud for den 1. januar 2000, fra udløbet af den periode, hvori vedkommende har ret til eftervederlag.

 

I lov nr. 453 af 7. juni 2001, hvis § 1

nr. 1 ændrer affattelsen af § 3, stk. 3, nr. 1,

fastsættes i § 2, at loven træder i kraft den 1. juli 2001

 

I lov nr. 1041 af 17. december 2002, hvis § 2

nr. 1 ændrer affattelsen af § 4, stk. 1,

fastsættes i § 4, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende 4) .

 

I lov nr. 996 af 9. december 2003, hvis § 4

nr. 1 ændrer affattelsen af § 2, stk. 1, 2. pkt.,

fastsættes i § 5, at loven træder i kraft den 12. december 2003, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens titel, § 1, § 2, stk. 1, § 5, stk. 1, § 6, stk. 2, § 8, § 14, stk. 1, § 37, stk. 3, § 41, § 42, stk. 1 og 2, og § 43 i lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet som ændret henholdsvis affattet ved denne lovs § 1, nr. 1-3 og 5-11, samt tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens titel, § 1, stk. 1, 3 og 4, og §§ 2-4 i lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet som ændret ved denne lovs § 3, og tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 2, stk. 1, i lov om vederlag og pension m.v. for ministre som ændret ved denne lovs § 4. Ministeren kan herunder fastsætte, at de nævnte ændringer eller dele af disse træder i kraft på forskellige tidspunkter. Ministeren kan endvidere bestemme, hvornår de nævnte ændringer eller dele af disse har virkning, og kan fastsætte, at de nævnte ændringer eller dele af disse har virkning på forskellige tidspunkter.

Statsministeriet, den 20. april 2004

Anders Fogh Rasmussen

/Sten Frimodt Nielsen

Officielle noter

1) § 7 i lov nr. 194 af 5. juni 1959 om vederlag og pension m.v. for ministre er ved § 1, nr. 10, i lov nr. 577 af 19. december 1969 ændret til § 8.

2) § 7 i lov nr. 194 af 5. juni 1959 om vederlag og pension m.v. for ministre er ved § 1, nr. 10, i lov nr. 577 af 19. december 1969 ændret til § 8.

3) Loven blev bekendtgjort i Lovtidende den 13. marts 1997.

4) Loven blev bekendtgjort i Lovtidende den 18. december 2002.

Redaktionel note
  • BEK nr. 341 af 12/05/2004 (Bekendtgørelse om ikrafttræden af visse bestemmelser i lov om ændring af lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, lov om valg til Folketinget, lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet og lov om vederlag og pension m.v. for ministre) (Ændringer som følge af udvidelsestraktaten og ændring af akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, tilpasning af frister for optagelse på valglisten m.v.)