§ 1. Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigs- og sundhedsministeren, der bistår ministeren med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige anliggender.

Stk. 2. Loven medfører ingen ændringer i Sundhedsstyrelsens stilling efter den lovgivning, der henhører under andre ministres forretningsområde.

§ 2. Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde sig orienteret om den til enhver tid værende faglige viden på sundhedsområdet.

Stk. 2. Når Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet, skal Styrelsen orientere vedkommende myndighed i fornødent omfang. Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen orientere offentligheden, når særlige sundhedsmæssige forhold gør det nødvendigt.

§ 3. Indenrigs- og sundhedsministeren og andre myndigheder har adgang til direkte rådgivning og anden bistand fra Sundhedsstyrelsen i sundhedsfaglige spørgsmål.

§ 4. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet. Dette gælder dog ikke virksomhed, der udføres af autoriserede psykologer. Endvidere fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med ledere af plejehjem og lignende, hvortil der ikke er knyttet en fast læge.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan som led i tilsynet efter stk. 1. afkræve personer inden for sundhedsvæsenet de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre tilsynet.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen eller personer, der af Sundhedsstyrelsen er bemyndiget til at udøve tilsynet, har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til sygehuse, plejehjem og lignende.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigs- og sundhedsministerens nærmere bestemmelse pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at foretage anmeldelser og indberetninger vedrørende deres faglige virksomhed.

§ 4 a. Sundhedsstyrelsen iværksætter evalueringer m.v. af virksomheden i det offentlige sundhedsvæsen med henblik på at fremme kvalitetsudviklingen og en mere effektiv ressourceanvendelse i sundhedssektoren. Evalueringerne kan omfatte alle forhold vedrørende sundhedsvæsenets virksomhed.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at det påhviler amterne, Hovedstadens Sygehusfællesskab, kommunerne samt de under Indenrigs- og Sundhedsministeriet hørende institutioner at give de for gennemførelsen af evalueringer m.v. efter stk. 1 nødvendige oplysninger, herunder oplysninger fra patientregistre og andre registre samt regnskabs- og budgetoplysninger.

Stk.3. Oplysninger, der indhentes til brug for evalueringer efter stk.1, kan ikke videregives til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter § 12, stk. 2.

§ 5. En person, der er autoriseret til at udøve et hverv inden for sundhedsvæsenet, kan fratages autorisationen, såfremt udøveren må antages at være til fare for andre mennesker på grund af

1)   en legemlig mangel, der gør den pågældende uegnet til udøvelse af hvervet, eller

2)   sygdom eller misbrug af rusmidler eller lignende, der bevirker, at udøveren varigt eller med mellemrum befinder sig i en mangelfuld sjælstilstand.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan, når der er begrundet mistanke om forhold som beskrevet i stk.1, påbyde en autoriseret sundhedsperson at lade sig underkaste undersøgelser og medvirke ved kontrolforanstaltninger samt at udlevere relevante helbredsoplysninger til belysning af nævnte forhold.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan påbyde en autoriseret sundhedsperson at indstille sin virksomhed helt eller delvis, indtil påbud efter stk. 2 om undersøgelser, kontrolforanstaltninger eller udlevering af relevante helbredsoplysninger er efterkommet.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser i medfør af stk. 2 og 3 kan indbringes for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Indbringelsen har ikke opsættende virkning, medmindre Indenrigs- og Sundhedsministeriet bestemmer anderledes.

Stk. 5. En sundhedsperson kan fratages autorisationen, hvis vedkommende overtræder påbud udstedt i medfør af stk. 3.

§ 5 a. Autoriserede sundhedspersoner er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, som kan afkræve dem de oplysninger til brug for vurdering efter stk. 2 og 3, der er nødvendige for at gennemføre tilsynet.

Stk. 2. En autoriseret sundhedsperson kan fratages autorisationen, såfremt udøveren må antages at være til fare for andre mennesker på grund af udvist grov forsømmelighed ved udøvelsen af hvervet.

Stk. 3. Såfremt en autoriseret sundhedsperson har udvist alvorlig eller gentagen kritisabel faglig virksomhed, kan Sundhedsstyrelsen påbyde vedkommende at ændre denne. Endvidere kan en autoriseret sundhedspersons virksomhedsområde indskrænkes delvis i de i 1. pkt. nævnte situationer.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser i medfør af stk. 3, 1. pkt., kan indbringes for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Indbringelsen har ikke opsættende virkning, medmindre Indenrigs- og Sundhedsministeriet bestemmer anderledes.

Stk. 5. En sundhedsperson kan fratages autorisationen, hvis vedkommende ikke afgiver de i stk. 1 omtalte oplysninger eller ikke efterkommer påbud efter stk. 3, 1. pkt.

§ 6. Finder Sundhedsstyrelsen, at en autorisation skal fratages efter § 5 eller § 5 a, eller at en autoriseret sundhedspersons virksomhedsområde skal indskrænkes efter § 5 a, stk. 3, 2. pkt., afgiver Styrelsen indstilling til indenrigs- og sundhedsministeren herom.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal indhente en skriftlig erklæring fra Retslægerådet, før Styrelsen afgiver indstilling til indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen skal, forinden Styrelsen afgiver indstilling, opfordre udøveren af hvervet til at udtale sig skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori også Retslægerådet deltager. Den pågældende skal endvidere opfordres til inden 14 dage at erklære, om sagen ønskes afgjort ved dom, eller om sagen kan afgøres af indenrigs- og sundhedsministeren. Afgives en sådan erklæring ikke, skal indenrigs- og sundhedsministeren indbringe sagen for domstolene.

§ 7. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed skønnes at frembyde overhængende fare, midlertidigt fratage udøveren af hvervet autorisationen. Sundhedsstyrelsens afgørelse skal omgående meddeles indenrigs- og sundhedsministeren, der stadfæster eller ophæver Styrelsens afgørelse.

§ 8. Retssag om fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde anlægges af indenrigs- og sundhedsministeren i den borgerlige retsplejes former. Det kan i en dom om fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde fastsættes, at anke ikke har opsættende virkning. Den pågældende kan dog ikke afskediges fra en stilling på grund af fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde, før der foreligger en endelig domstolsafgørelse.

§ 9. Indenrigs- og sundhedsministeren kan anmode udøveren af hvervet om at lade sig underkaste en lægelig undersøgelse til brug for ministerens stillingtagen til, om autorisation skal søges frataget den pågældende. Hvis den pågældende afviser at efterkomme en sådan anmodning, forelægger indenrigs- og sundhedsministeren spørgsmålet for den ret, hvor en eventuel retssag skal anlægges. Retten afgør spørgsmålet ved kendelse. En sådan afgørelse kan også træffes, efter at der er anlagt retssag om fratagelse af autorisation.

Stk. 2. Såfremt udøveren af hvervet undlader at efterkomme en kendelse om at underkaste sig en lægelig undersøgelse, fratager indenrigs- og sundhedsministeren den pågældende autorisationen, og hvis der er anlagt retssag herom, bortfalder retssagen.

Stk. 3. Udgifterne ved en lægeundersøgelse efter stk. 1 afholdes af statskassen.

§ 10. Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om midlertidig eller endelig fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområdet efter §§ 5-9.

Stk. 2. Såfremt retten til at udøve hverv inden for sundhedsvæsenet frakendes ved dom i en straffesag, skal anklagemyndigheden give Sundhedsstyrelsen meddelelse herom. Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om frakendelse.

§ 11. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter ansøgning give en person, der har fået frataget autorisation til udøvelse af et hverv eller indskrænket sit virksomhedsområde inden for sundhedsvæsenet efter §§ 5-9, tilladelse til at generhverve autorisationen eller få ophævet indskrænkningen af virksomhedsområdet, når de omstændigheder, der begrundede fratagelsen eller indskrænkningen af virksomhedsområdet, ikke længere er til stede.

Stk. 2. Et afslag fra indenrigs- og sundhedsministeren om generhvervelse af autorisation eller ophævelse af indskrænkning af virksomhedsområdet efter stk. 1 kan tidligst indbringes for domstolene ét år efter, at der er truffet afgørelse om endelig fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområdet, eller det ved dom er nægtet den pågældende person at generhverve autorisationen eller få ophævet indskrænkningen af virksomhedsområdet.

§ 12. Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, jf. § 15, skal indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Dette gælder dog ikke for klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang.

Stk. 2. Herudover skal Sundhedsstyrelsen til Patientklagenævnet indbringe sager, som Styrelsen finder vil kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet, jf. dog § 4 a, stk. 3.

§ 13. Patientklagenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.

Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 14. Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik over for den pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.

§ 15. Patientklagenævnet behandler klager over de ved særlig lovgivning autoriserede personer inden for sundhedsvæsenet, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke persongrupper inden for sundhedsvæsenet, som ikke har autorisation efter særlig lovgivning, der i øvrigt er omfattet af reglerne i dette kapitel.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med Nævnet fastsætte regler om, at Patientklagenævnets virksomhed ikke skal omfatte dele af den faglige virksomhed, der udøves af persongrupper, som er autoriseret efter særlig lovgivning. Særlige hensyn skal dog tale herfor.

§ 16. Patientklagenævnet består af en formand og et af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger nævnets formand og næstformænd, som skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne beskikkes som landsdommer.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker et antal medlemmer, der ikke samtidig må være medlem af noget kommunalt råd, således:

1)   6 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra Amtsrådsforeningen i Danmark.

2)   1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Københavns kommune.

3)   1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Frederiksberg kommune.

4)   8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker for hvert fagligt område et antal medlemmer, der alle er fagligt uddannede.

Stk. 5. Medlemmerne beskikkes for en periode, der følger den kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde sted. De medlemmer af Patientklagenævnet, der ikke udfører hvervet som led i deres tjenstlige arbejde, ydes vederlæggelse og godtgørelse for befordring i lighed med ikke-statsansatte, der modtager særskilt vederlæggelse. Udgifter hertil afholdes af staten.

§ 17. Ved afgørelsen af den enkelte sag skal Nævnet sammensættes af

1)   formanden eller en næstformand

2)   2 medlemmer efter § 16, stk. 3, heraf 1 beskikket efter bestemmelsens nr. 1-3 og 1 beskikket efter nr. 4, og

3)   2 medlemmer efter § 16, stk. 4, afhængig af sagens faglige karakter.

S tk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand afgør, hvilke medlemmer efter § 16, stk. 3, og stk. 4, der skal deltage i Nævnets møder. Formanden eller vedkommende næstformand afgør endvidere, inden for hvilket fagligt område eller områder, medlemmer efter § 16, stk. 4, skal deltage.

§ 18. Nævnets formand eller vedkommende næstformand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller andre kan deltage uden stemmeret ved Nævnets behandling af sager.

§ 19. Nævnet kan anmode vedkommende embedslægeinstitution om at undersøge klagesagen samt om, at der udarbejdes indstilling til Nævnet om sagens afgørelse. Nævnet kan bestemme, at klagesagerne direkte kan indgives til embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse, før Nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet kan forelægge sager for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før Nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet skal, inden der træffes afgørelse i en klagesag vedrørende sundhedsvæsenet i Grønland, indhente en udtalelse herom fra sundhedsmyndighederne i Grønland.

Stk. 2. Personer omfattet af dette kapitel skal efter anmodning meddele Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt embedslægerne enhver oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af sagen.

Stk. 3. I sager vedrørende autoriserede psykologers virksomhed inden for sundhedsvæsenet skal Nævnet dog indhente en udtalelse fra Psykolognævnet, før Nævnet træffer afgørelse i en sag.

Stk. 4. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal holde Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser, Nævnet træffer. Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed få udleveret Nævnets sagsakter i de enkelte klagesager.

§ 20. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med Nævnet dettes forretningsorden.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i forretningsordenen fastsætte regler om, at Nævnet kan bemyndige formanden til at træffe afgørelse i visse sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

§ 21. Nævnet afgiver en årlig redegørelse til indenrigs- og sundhedsministeren om sin virksomhed.

§ 22. Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 2. Fristen gælder ikke for sager, som Sundhedsstyrelsen indbringer for Nævnet, jf. § 12, stk. 2.

§ 23. Det påhviler kommuner og amtskommuner at give information og yde vejledning til befolkningen om klageadgang på sundhedsområdet.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at klagevejledning tillige kan tilbydes i statsamterne, og at enhver klage over forhold i sundhedsvæsenet kan indgives til statsamterne med henblik på videresendelse til rette myndighed.

§ 23 a. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et uafhængigt, sagkyndigt råd for folkesundhed. Rådet har til formål at bidrage til at forbedre sundheden i hele befolkningen. Rådet har til opgave at bidrage til debat og at rådgive indenrigs- og sundhedsministeren om folkesundhedsområdet.

Stk. 2. Det nationale råd for folkesundhed afgiver mindst hvert andet år en beretning om rådets arbejde til Folketinget og indenrigs- og sundhedsministeren.

§ 23 b. Det nationale råd for folkesundhed består af 11 medlemmer, som beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren for tre år ad gangen på baggrund af deres sagkundskab inden for folkesundhedsområdet. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger rådets formand blandt rådets medlemmer.

Stk. 2. Rådet kan indkalde andre relevante personer på ad hoc-basis.

Stk. 3. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 24. Statens Seruminstitut, der er et institut under indenrigs- og sundhedsministeren, er landets centrallaboratorium for så vidt angår human bakteriologi, virologi og serologi og udfører undersøgelser for bl.a. sygehuse og praktiserende læger samt fremstiller og fremskaffer vacciner, sera, blodprodukter m.v. Statens Seruminstitut driver videnskabelig forskning, rådgiver og udfører kontrol- og referencefunktioner på områder, der vedrører Instituttets opgaver.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler, herunder om betaling, for Instituttets udlevering af præparater og udførelse af undersøgelser m.m.

§ 25. Undladelse af at efterkomme en forpligtelse efter § 4, stk. 2 og 4, og § 19, stk. 2, straffes med bøde.

§ 26. Personer, der har fået frataget autorisation eller indskrænket virksomhedsområdet efter kapitel 2, og som fortsætter med at udøve det pågældende hverv, straffes med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar 1988. Samtidig ophæves lov nr. 182 af 23. juni 1932 om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Stk. 2. Lovens kapitel 3 finder ikke anvendelse på klager, som Sundhedsstyrelsen har afgjort før 1. januar 1988. Patientklagenævnet kan dog tage en sag op til behandling og afgørelse, såfremt der foreligger væsentlige nye oplysninger.

Stk. 3. Klager, der er indgivet til Sundhedsstyrelsen før 1. januar 1988, og som ikke er færdigbehandlet, behandles af Patientklagenævnet efter reglerne i denne lovs kapitel 3. Forældelsesreglen i § 22 gælder dog ikke for disse klager.

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kgl. anordning helt eller delvis sættes i kraft for øerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 2 og 4 gælder ikke for Grønland.

 

Lov nr. 391 af 7. juni 1989, der vedrører § 16, stk. 1, og 5, og § 17, stk. 1, nr. 1, indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. september 1989. § 1, nr. 2, har dog virkning fra Patientklagenævnets oprettelse.

 

Lov nr. 369 af 6. juni 1991, der vedrører § 19, stk. 1, og § 28, stk. 2, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Loven træder i kraft den 1. januar 1992, jf. dog stk. 2.

 

Lov nr. 494 af 30. juni 1993, der vedrører § 4, stk. 1, og § 19, stk. 3, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 25

Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

 

Lov nr. 503 af 30. juni 1993, der vedrører § 19, stk. 1, 2, og 3 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på klager, der rejses over for Patientklagenævnet den 1. januar 1994 eller herefter.

Stk. 3. For klager, der er indleveret til Patientklagenævnet før 1. januar 1994, men hvor Sundhedsstyrelsen endnu ikke pr. 1. januar 1994 har afgivet en udtalelse i sagen, kan Patientklagenævnet beslutte, at sagerne kan overgå til fortsat behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet udtalelse i sagen.

 

Lov nr. 258 af 12. april 2000, der vedrører § 4, stk. 2, § 5, stk.1, nr.2, § 5, stk. 2-5, § 5 a, § 6, stk.1, § 8, § 10, stk. 1, §11, § 19, stk. 4, § 25 og § 26 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

 

Lov nr. 141 af 5. marts 2001, der vedrører § 4 a, § 12, stk. 2, § 23 a, og § 23 b, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 5

Loven træder i kraft den 1. april 2001.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.