Den fulde tekst

Fremsat den 28. januar 2004 af miljøministeren (Hans Christian Schmidt)

Forslag

til

Lov om skove 1)

 

Kapitel 1

Formål

§ 1. Loven har til formål at bevare og værne landets skove og hertil forøge skovarealet.

Stk. 2. Loven har også til formål at fremme bæredygtig drift af landets skove. Bæredygtig drift indebærer, at det ved driften af det enkelte fredskovspligtige areal og ved lovens administration ud fra en helhedsbetragtning tilstræbes at

1)   fremme opbygningen af robuste skove,

2)   sikre skovens produktion,

3)   bevare og øge skovenes biologiske mangfoldighed og

4)   sikre, at hensynet til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv kan tilgodeses.

Stk. 3. Ved lovens administration skal det tilstræbes at styrke rådgivning og information om bæredygtig skovdrift.

§ 2. I offentligt ejede skove skal der lægges særlig vægt på de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2, nr. 3 og 4.

Stk. 2. I statsejede skove under Miljøministeriets ressort skal der desuden lægges særlig vægt på at fremme udviklings- og forsøgsvirksomhed.

Kapitel 2

Fredskovspligtens udstrækning

§ 3 . Fredskovspligtige arealer er:

1)   Arealer, som miljøministeren har besluttet skal være fredskovspligtige.

2)   Arealer, der i matriklen eller tingbogen er noteret som majoratsskov.

3)   Arealer med skov, der ejes eller erhverves af stat, kommuner eller folkekirke, arealer, der ejes af disse, og hvor skov etableres eller indfinder sig, samt tilhørende arealer uden træbevoksning.

Stk. 2. Miljøministeren beslutter, om et areal er omfattet af stk. 1, nr. 3.

Stk. 3. Skov, der i forbindelse med en jordfordeling eller ekspropriation af afskårne arealer midlertidigt tilhører stat, kommuner eller folkekirke, og som ved erhvervelsen ikke er fredskovspligtig, er ikke omfattet af stk. 1, nr. 3.

Stk. 4. Når et areal med skov, der ikke er fredskovspligtig, erhverves af stat, kommuner eller folkekirke, eller når skov etableres eller indfinder sig på et areal, der ejes af disse, efter at arealet i en endeligt vedtaget lokalplan er udlagt til andre formål end skov, bliver arealet først fredskovspligtigt efter stk. 1, nr. 3, hvis det ikke er taget i brug til det fastsatte formål 20 år efter lokalplanens vedtagelse.

Stk. 5. Når et areal med skov, der ikke er fredskovspligtig, erhverves af stat, kommuner eller folkekirke, eller når skov etableres eller indfinder sig på et areal, der ejes af disse, efter at arealet er blevet eksproprieret til andre formål end skov, bliver det først fredskovspligtigt efter stk. 1, nr. 3, hvis det ikke er taget i brug til det fastsatte formål 20 år efter, at ekspropriationen er gennemført,

Stk. 6. Stat, kommuner og folkekirke meddeler miljøministeren, når skov er erhvervet eller er etableret eller har indfundet sig på arealer, de ejer.

§ 4. Miljøministeren kan efter ansøgning beslutte, at et areal, der er egnet til bæredygtig skovdrift, bliver fredskovspligtigt.

§ 5. Fredskovspligt er bindende for ejere og indehavere af rettigheder over ejendommen, uanset hvornår rettighederne er stiftet.

§ 6. Når særlige grunde taler for det, kan miljøministeren ophæve fredskovspligten på et areal, som ønskes anvendt til andet formål.

Stk. 2. Ministeren skal efter ansøgning fra en kommune ophæve fredskovspligten på et kommunalt ejet skovareal uden vilkår om erstatningsskov, jf. § 39, stk. 1, nr. 5, når følgende betingelser er til stede:

1)   Arealet skal i en kommuneplan eller et pålæg om vejbyggelinier være udlagt til andet formål end skov.

2)   Kommuneplanen eller pålægget om vejbyggelinier skal være vedtaget, inden det pågældende areal blev fredskovspligtigt efter § 3, stk. 1, nr. 3.

3)   Arealet skal tages i brug til det fastlagte formål inden 20 år eft er, at arealet er blevet fredskovspligtigt.

Stk. 3. Er betingelserne efter stk. 2 ikke opfyldt, behandles en ansøgning om ophævelse af fredskovspligten efter stk. 1.

Majoratsskov

§ 7. Et areal, der i matriklen eller tingbogen er noteret som majoratsskov, skal bevares under samme ejer.

Stk. 2. Miljøministeren kan ophæve majoratsbåndet på et areal, hvorefter arealet noteres som fredskovspligtigt i matriklen. Ministeren kan samtidig beslutte, at sammenhængende arealer skal udgøre en fast samlet ejendom i henhold til § 2, stk. 1, i lov om udstykning og anden registrering i matriklen.

Kapitel 3

Anvendelse af fredskovspligtige arealer

§ 8. For det enkelte fredskovspligtige areal gælder:

1)   Arealet skal holdes bevokset med træer, der danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne, sluttet skov af højstammede træer.

2)   Hugst, bortset fra tynding, må ikke finde sted, før bevoksningen eller det enkelte træ har opnået en alder eller dimension, hvor den er hugstmoden.

3)   Arealet skal, senest 10 år efter afvikling af en hugstmoden bevoksning, opfylde kravet i nr. 1.

4)   Dyrehold er forbudt. Forbuddet gælder dog ikke på arealer, der lovligt kan holdes uden træbevoksning, jf. § 10.

§ 9. Uanset § 8 kan det enkelte fredskovspligtige areal anvendes på følgende måde:

1)   Stævningsdrift og skovgræsning må tilsammen omfatte op til 10 pct. af arealet. Hegning til skovgræsning må ikke forringe mulighederne for offentlig færdsel og ophold.

2)   Arealer med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift må udgøre op til 10 pct. af arealet.

3)   Anden særlig drift, når det bestemmes i en fredning efter lov om naturbeskyttelse eller lov om bygningsfredning.

§ 10. Uanset § 8, nr. 1, kan det enkelte fredskovspligtige areal holdes uden træbevoksning i følgende tilfælde:

1)   Når det er nødvendigt for skovdriften.

2)   Når det bestemmes i en fredning efter lov om naturbeskyttelse eller lov om bygningsfredning.

3)   Marker og klitter, så længe anvendelsen ikke ændres.

4)   Åbne naturarealer kan etableres på op til 10 pct. af arealet. Der kan etableres 10 pct. ud over de arealer, der ved lovens ikrafttræden lovligt var uden træbevoksning.

§ 11. På fredskovspligtige arealer må der ikke opføres bygninger, etableres anlæg, gennemføres terrænændringer eller anbringes affald.

Stk. 2. Stk. 1 gælder dog ikke for

1)   byggeri, arbejdsskure på op til 10 m 2 , anlæg eller terrænændringer, som er nødvendige for skovdriften, og

2)   spejderhytter, skovbørnehaver og lignende byggeri, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv.

Stk. 3. Miljøministeren skal godkende udseende og beliggenhed af arbejdsskure, nævnt i stk. 2, nr. 1.

Stk. 4. Ministeren skal fastsætte regler om opførelse af byggeri, nævnt i stk. 2, nr. 2, herunder om, at beliggenheden skal godkendes.

§ 12. Sammenhængende fredskovspligtige arealer må ikke udstykkes eller formindskes ved arealoverførsel.

§ 13. Miljøministeren kan beslutte eller fastsætte regler om, at der i de første 10 år efter et ejerskifte af fredskov regnet fra overtagelsesdagen kun må foretages erhvervsmæssig hugst i skoven på nærmere angivne vilkår. Reglerne kan begrænses til kun at gælde for særlige områder.

Stk. 2. For fredskov, der ejes af et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende, kan ministeren beslutte eller fastsætte regler om, at der i en periode på indtil 10 år kun på nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst.

Kapitel 4

Beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter mv.

§ 14. Miljøministeren skal udarbejde en Natura 2000-skovplan for de skovbevoksede, fredskovspligtige arealer i de internationale naturbeskyttelsesområder.

Stk. 2. Natura 2000-skovplanen omfatter endvidere de arealer, der er nævnt i § 28, når de indeholder naturtyper eller arter, der er omfattet af de direktiver, der er nævnt i § 15, stk. 2.

Stk. 3. Statslige myndigheder, amtsråd, Hovedstadens Udviklingsråd og kommunalbestyrelser er bundet af en vedtaget Natura 2000-skovplan ved udøvelse af beføjelser efter lovgivningen.

§ 15. Som grundlag for planen efter § 14 skal miljøministeren foretage en kortlægning af beliggenhed og bevaringsstatus for de naturtyper og levesteder for arter, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 2. I planen skal ministeren fastsætte de målsætninger, som er nødvendige for at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for de naturtyper og arter, der er optaget på bilag I og II til EF-habitatdirektivet og bilag I til EF-fuglebeskyttelsesdirektivet, samt de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde målsætningerne.

§ 16. Miljøministeren skal fastsætte nærmere regler om proceduren for tilvejebringelse af de planer, der er nævnt i § 14, om planernes indhold samt om klage til Naturklagenævnet.

Stk. 2. Planen revideres hvert 12. år.

Stk. 3. Ministeren skal ændre en plan, der er udarbejdet efter § 14, hvis det viser sig nødvendigt for at opfylde forpligtelserne efter EF-habitatdirektivet.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at en plan efter § 14 sammen med tilsvarende planer tilvejebragt efter anden lovgivning og driftsplaner for offentligt ejede arealer eller lignende kan indgå i en sammenfattende Natura 2000-plan for et internationalt naturbeskyttelsesområde med henblik på at opfylde bevaringsmålsætningen for beskyttelsesområdet.

§ 17. På arealer, der er omfattet af § 14, stk. 1, skal der inden iværksættelse af de aktiviteter, der er nævnt i bilag 1 til loven, gives skriftlig meddelelse herom til miljøministeren med henblik på en vurdering af virkningen på området under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger.

Stk. 2. En aktivitet, der er omfattet af forbuddene i § 28 eller i naturbeskyttelseslovens § 3, § 8, § 15 eller § 18, er ikke omfattet af stk. 1. Det samme gælder aktiviteter, som i øvrigt kræver tilladelse efter naturbeskyttelses- miljø- eller planlovgivningen, eller hvis konsekvenser efter denne lovgivning er vurderet eller skal vurderes forud for iværksættelsen.

Stk. 3. Aktiviteten kan iværksættes, hvis ministeren ikke senest 4 uger efter modtagelsen af meddelelsen har truffet afgørelse om at ville foretage en nærmere vurdering af aktiviteten. Denne afgørelse gælder højst i 6 måneder, men kan i særlige tilfælde forlænges. Ved rettidig klage over en afgørelse efter 1. pkt. regnes fristen i 2. pkt. fra det tidspunkt, hvor Naturklagenævnet har truffet afgørelse i klagesagen.

Stk. 4. Hvis aktiviteten ikke er iværksat senest 3 år efter meddelelsen, skal der gives ny meddelelse efter stk. 1, hvis den ønskes iværksat.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vurdering af meddelelser efter stk. 1.

§ 18. Miljøministeren kan indgå aftale med ejeren eller brugeren af en ejendom i et internationalt naturbeskyttelsesområde om driften eller andre foranstaltninger med henblik på at realisere Natura 2000-skovplanens bevaringsmålsætninger.

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan ændres, hvis parterne er enige herom, og hvis ændringen ikke strider mod planens bevaringsmålsætninger.

Stk. 3. En aftale efter stk. 1 kan omfatte andre arealer, hvis drift kan bidrage til planens opfyldelse.

§ 19. Miljøministeren skal pålægge ejeren af en ejendom i eller udenfor internationale naturbeskyttelsesområder den drift eller de andre foranstaltninger, der er nødvendige for at realisere Natura 2000-skovplanen, hvis der ikke kan indgås aftale efter § 18 på rimelige vilkår, eller en allerede indgået aftale ikke overholdes.

§ 20. Miljøministeren skal i særlige tilfælde pålægge ejeren af en ejendom i eller udenfor internationale naturbeskyttelsesområder den drift eller de andre foranstaltninger, som af hensyn til Natura 2000-skovplanens bevaringsmålsætninger er nødvendige, for at undgå varig forringelse af skovnaturtyper eller levesteder for arter eller betydelig forstyrrelse af arter, som området er udpeget for, hvis risikoen herfor ikke kan afværges med foranstaltninger på grundlag af planen.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 gælder, indtil den afløses af en aftale efter § 18 eller en afgørelse efter § 19, dog højst i 6 måneder. Fristen kan i særlige tilfælde forlænges.

§ 21. Indtil der foreligger en Natura 2000-skovplan, skal miljøministeren pålægge ejeren af en ejendom i eller udenfor de internationale naturbeskyttelsesområder den drift eller de andre foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå forringelse af naturtyper eller levesteder for arter eller betydelig forstyrrelse af arter, som området er udpeget for, hvis det ikke kan afvente vedtagelse af Natura 2000-skovplanen, og hvis en sådan forringelse eller forstyrrelse ikke kan afværges gennem aftaler eller på anden måde.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 gælder, indtil den afløses af en aftale efter § 18 eller en afgørelse efter § 19, dog højst i et år efter Natura 2000-skovplanens vedtagelse.

§ 22. Miljøministeren kan fastsætte regler om pleje af arealer, for hvilke der er truffet afgørelse efter § 19, § 20 eller § 21.

§ 23. Miljøministeren kan ekspropriere ejendom, når det er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at realisere Natura 2000-skovplanen.

Stk. 2. Ved gennemførelse af ekspropriation finder reglerne i naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 1, 2 og 4, § 43, § 44, stk. 1, 3 og 4, § 45, § 47 og § 49, stk. 2, tilsvarende anvendelse med de fornødne modifikationer, idet miljøministeren træder i stedet for fredningsnævnet.

§ 24. For tab, som afgørelser efter § 17 og §§ 19 - 21 påfører en ejer eller indehaver af rettigheder over ejendommen, ydes der erstatning.

Stk. 2. Spørgsmålet om eventuel erstatning som følge af en afgørelse efter § 20 afgøres i forbindelse med, at der indgås aftale efter § 18 eller træffes endelig afgørelse efter § 19.

Stk. 3. Ved afgørelser om erstatning finder reglerne i naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 1, 2 og 4, § 43, § 44, stk. 1, 3 og 4, § 45, § 47 og § 49, stk. 2, tilsvarende anvendelse med de fornødne modifikationer, idet miljøministeren træder i stedet for fredningsnævnet.

§ 25. Miljøministeren kan registrere andre naturmæssigt særlig værdifulde skove end dem, der er omfattet af kortlægningen efter § 15.

Stk. 2. På grundlag af registreringen efter stk. 1 eller kortlægningen efter § 15 kan ministeren indgå aftaler med ejerne om at sikre en drift, der understøtter og fremmer den biologiske mangfoldighed.

§ 26. Bevaringsværdige egekrat skal bevares som egekrat. Miljøministeren skal registrere bevaringsværdige egekrat, og kan på grundlag heraf indgå aftaler med ejerne om at sikre deres bevaring.

§ 27. Ydre skovbryn af løvtræer og buske på fredskovspligtige arealer skal bevares.

§ 28. Søer, moser, heder, strandenge eller strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev, der hører til fredskov, og som ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, fordi de er mindre end de deri fastsatte størrelsesgrænser, må ikke dyrkes, afvandes, tilplantes eller på anden måde ændres.

Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 gælder også vandløb, som ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, fordi de ikke er udpeget som beskyttede af miljøministeren efter indstilling fra amtsrådet. Forbuddet gælder dog ikke for sædvanlige vedligeholdelsesarbejder i vandløb.

Kapitel 5

Tilskud og produktionsafgifter

§ 29. Miljøministeren kan give tilskud til:

1)   Fremme af bæredygtig skovdrift i eksisterende skove.

2)   Tilplantning af landbrugsarealer med skov, pleje af disse nykulturer og kompensation for tabt indkomst under forudsætning af, at arealerne bliver fredskovspligtige efter § 4.

3)   Udvikling af produkter fra skovbruget og træindustrien.

4)   Konsulentvirksomhed i skovbruget.

5)   Oplysnings-, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed vedrørende nr. 1-4, herunder til rådgivning af private skovejere i forbindelse med kortlægning og beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter efter §§ 14 - 25.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af tilskudsmidlerne. Der kan herunder fastsættes regler om ansøgningernes form og indhold, tidsfrister, vilkår for tilskud, ændring og bortfald af afgivne tilsagn, regnskaber og revision og om, at tilskud primært ydes til fredskovspligtige arealer. Der kan desuden fastsættes regler om, at tilskud til rådgivning, nævnt i stk. 1, nr. 5, i en periode kan ydes til en brancheorganisation.

Stk. 3. Ministeren kan give tilsagn om tilskud udover finansåret. Tilskud kan efter ministerens bestemmelse udbetales forskudsvis eller a conto. Ministeren kan fastsætte regler om, at udbetaling af tilskud efter denne lov skal ske til en konto i et pengeinstitut.

§ 30. Miljøministeren kan fastsætte regler om

1)   betaling af produktionsafgifter på juletræer og pyntegrønt, som dyrkes her i landet,

2)   opkrævningen af de afgifter, som er nævnt i nr. 1, herunder om betaling af renter og gebyrer, når indbetaling sker for sent, og om, at opkrævningen og administrationen heraf henlægges til en brancheorganisation,

3)   anvendelse af midlerne til de formål, der fremgår af § 31, stk. 1, og den andel, tilskuddet kan udgøre af de faktiske omkostninger.

§ 31. Produktionsafgifterne indgår i en fond (Produktionsafgiftsfonden). Fondens midler skal anvendes som tilskud til foranstaltninger i forbindelse med afsætningsfremme, forskning og forsøg, produktudviklin g, information, rådgivning og uddannelse samt øvrige foranstaltninger indenfor juletræs- og pyntegrøntsektoren. Fondens midler kan også anvendes til dækning af omkostninger ved kontrol med midlernes korrekte anvendelse.

Stk. 2. En del af den afgift, som indbetales til statskassen i medfør af lov om afgift på bekæmpelsesmidler, og som overføres til landbrugets promillefonde, kan indgå i fonden.

Stk. 3. Miljøministeren kan yde tilskud til fonden indenfor de rammer, der er fastlagt i finansloven.

§ 32. Miljøministeren skal udpege en bestyrelse for Produktionsafgiftsfonden efter indhentet udtalelse fra de repræsentative brancheorganisationer.

Stk. 2. Bestyrelsen har til opgave at fordele fondens midler og at påse, at forvaltningen af midlerne sker i overensstemmelse med § 31, stk. 1, regler fastsat i medfør af § 30 og § 33 og lovgivningen i øvrigt.

Stk. 3. Ministeren kan meddele påbud til bestyrelsen om at berigtige forhold, der strider mod § 31, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 30 og § 33.

Stk. 4. Ministeren kan afsætte et bestyrelsesmedlem, som har handlet i strid med bestemmelser fastsat efter § 30 og § 33.

Stk. 5. Medlemmer af bestyrelsen, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet fonden skade, skal erstatte denne.

Stk. 6. Bestemmelsen i stk. 5 gælder også for revisorer. Er et revisionsselskab valgt til revisor, er både selskabet og den revisor, som revisionen er overdraget til, erstatningsansvarlige.

Stk. 7. Beslutning om at anlægge søgsmål mod bestyrelsesmedlemmer, revisionsselskaber eller revisorer og om erstatningskravets størrelse træffes af bestyrelsen eller af ministeren.

§ 33. Miljøministeren skal fastsætte regler for administration og revision af Produktionsafgiftsfonden og for udarbejdelse af fondens budgetter og regnskaber, herunder om at budgetter og regnskaber skal godkendes af ministeren.

Stk. 2. Ministeren skal desuden fastsætte regler for bestyrelsens arbejde, herunder om

1)   forretningsorden,

2)   at en brancheorganisation kan være sekretariat for bestyrelsen,

3)   at bestyrelsen skal udarbejde retningslinier for ansøgning og ydelse af tilskud, herunder retningslinier for tilskudsmodtagers regnskabsaflæggelse og revision,

4)   at bestyrelsen kan træffe afgørelser om fordeling af fondens midler, og

5)   at de afgørelser, bestyrelsen træffer, kan påklages til ministeren.

§ 34. Hvis der i fonden indgår midler, som er overført fra landbrugets promilleafgiftsfonde, meddeler miljøministeren ved hvert finansårs udløb, hvilke midler der er indgået i produktionsafgiftsfonden, og hvordan midlerne er anvendt, til et udvalg, der er nedsat af Folketinget.

Kapitel 6

Overvågning, faglig bistand mv.

§ 35. Miljøministeren skal overvåge skovenes tilstand og skovbrugets udvikling i samarbejde med andre nationale og internationale myndigheder og institutioner.

Stk. 2. Ministeren skal drage omsorg for, at der løbende indsamles landsdækkende statistiske data og udarbejdes rapporter om de danske skoves tilstand og udvikling.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvorledes overvågning og indsamling af data skal foregå.

§ 36. Miljøministeren skal yde faglig bistand til andre myndigheder i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål af betydning for lovens administration.

Stk. 2. Ministeren skal vejlede og informere andre myndigheder og private om skove og skovbrugserhvervet.

Stk. 3. Ministeren kan iværksætte forskning og udvikling om skovbrugsfaglige spørgsmål af betydning for lovens administration.

Kapitel 7

Administration

Dispensation mv.

§ 37. Miljøministeren kan justere grænserne for arealer, der er noteret som fredskovspligtige efter den tidligere skovlovs § 7, jf. § 4, og efter § 41, jf. § 3, stk. 1, nr. 3.

§ 38. Når særlige grunde taler for det, kan miljøministeren dispensere fra bestemmelserne i § 8, § 9, nr. 1 og 2, § 10, nr. 4, § 11, stk. 1, § 12 og §§ 26 - 28.

§ 39. Miljøministeren kan fastsætte vilkår for afgørelser efter § 4, § 6, § 7, stk. 2, §§ 19 - 21, § 29 og § 38, herunder om

1)   tilplantningsplan og tidsfrister i afgørelser efter § 4,

2)   at fredskovspligten genindtræder, når den anvendelse, der har givet anledning til ophævelse af fredskovspligten efter § 6, ophører,

3)   at tilskud efter § 29 kan gøres betinget af, at arealet bliver fredskovspligtigt efter § 4, eller at der indgås en aftale efter § 18 eller §§ 25 og 26,

4)   tidsbegrænsning i afgørelser efter § 38, og

5)   at et andet areal bliver fredskovspligtigt (erstatningsskov) i afgørelser efter § 6, stk. 1, og § 38, jf. § 11, stk. 1.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om erstatningsskov, herunder om

1)   erstatningsskovens størrelse,

2)   sikkerhed for dens etablering,

3)   at et areal, der bliver fredskovspligtigt efter § 4, i en periode kan anvendes til at opfylde fremtidige vilkår om erstatningsskov efter stk. 1, nr. 5, og

4)   at pligten til at udlægge erstatningsskov kan opfyldes ved, at der betales for skovetablering på et areal omfattet af nr. 3 eller et offentligt eller privatejet areal, som samtidig bliver fredskovspligtigt.

§ 40. Vilkår efter § 39, stk. 1, er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen, uden hensyn til, hvornår disse rettigheder er stiftet. Miljøministeren kan lade vilkår af varig karakter tinglyse på ejendommen for ejerens regning. Der er udpantningsret for det udlagte beløb.

Stk. 2. Aftaler, der indgås efter § 18 og §§ 25 og 26 er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen, uden hensyn til, hvornår disse rettigheder er stiftet.

Stk. 3. Ministeren kan lade aftaler, der indgås efter § 18 og §§ 25 og 26, og afgørelser, der træffes efter §§ 19 - 21, tinglyse på ejendommen.

§ 41. Miljøministeren skal drage omsorg for, at fredskovspligt og ændringer heraf registreres i matriklen på de berørte ejendomme.

Stk. 2. På grundlag af oplysninger fra matrikelmyndigheden foretages notering i tingbogen på de ejendomme, som helt eller delvis er omfattet af fredskovspligt efter § 3.

§ 42. Medmindre andet er bestemt i afgørelsen, bortfalder en afgørelse efter § 4, § 29, stk. 1, eller § 38 eller efter regler, der er udstedt efter loven, hvis den ikke er udnyttet senest 3 år efter, at den er meddelt.

Andre administrative bestemmelser

§ 43. Miljøministeren kan bemyndige en styrelse under ministeriet eller en anden offentlig myndighed eller institution til at udøve de beføjelser, der i loven er tillagt ministeren.

§ 44. Miljøministeren kan indhente oplysninger fra offentlige registre om ejerskifte af skov og fredskovspligtige arealer med henblik på at informere nye ejere om lovens regler mv. Det gælder også oplysninger i digital form.

§ 45. Miljøministeren kan fastsætte regler om

1)   gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved administration af loven,

2)   muligheden for at anvende digital kommunikation inden for lovens område og om de nærmere vilkår herfor og

3)   de betingelser, der skal være opfyldt, for at skovprodukter kan mærkes som lovligt, bæredygtigt eller økologisk produceret.

Internationale forpligtelser

§ 46. Regeringen kan indgå overenskomster med fremmede stater om fælles foranstaltninger til opfyldelse af lovens formål og til varetagelse af skovbrugsmæssige interesser uden for landets grænser.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler til opfyldelse af internationale overenskomster, der indgås i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af De Europæiske Fællesskabers forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov.

Skovrådet

§ 47. Miljøministeren skal nedsætte et rådgivende udvalg (Skovrådet), som har til opgave

1)   at rådgive ministeren i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål vedrørende skove,

2)   at afgive udtalelser til ministeren på eget initiativ om spørgsmål af betydning for skovene eller lovens administration og

3)   at følge udviklingen i skovene og lovens administration.

Stk. 2. Formanden udnævnes af ministeren. Rådet skal i øvrigt bestå af medlemmer, der udnævnes af ministeren efter indstilling fra myndigheder, foreninger og organisationer med interesse inden for lovens område.

Kapitel 8

Tilsyn, besigtigelse og påbud mv.

§ 48. Miljøministeren fører tilsyn med,

1)   at loven og regler, der er udstedt efter loven, overholdes,

2)   at vilkår, der er fastsat i tilladelser, overholdes, og

3)   at påbud opfyldes.

§ 49. Miljøministeren har uden retskendelse mod legitimation adgang til private og offentlige ejendommes arealer for at udøve sine beføjelser og opgaver efter denne lov eller regler, der er udstedt i medfør af loven. Ministeren kan herunder foretage undersøgelser af betydning for lovens formål. Ejeren eller brugeren skal så vidt muligt have besked herom i forvejen.

Stk. 2. Ministeren har desuden adgang til bygninger, der helt eller delvis udnyttes erhvervsmæssigt, for at udøve tilsyn efter §§ 56 - 59 på ejendomme, hvortil der er ydet tilskud.

Stk. 3. Retten efter stk. 1 gælder også for personer, som ministeren bemyndiger hertil.

Stk. 4. Politiet yder nødvendig bistand til at opnå adgang efter stk. 1 og 2.

§ 50. Ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorpå der er skov eller fredskovspligtigt areal, og virksomheder, som får tilskud efter § 31, stk. 1, skal efter anmodning

1)   give de oplysninger om forholdene på ejendommen, der har betydning for lovens administration, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, og

2)   yde nødvendig vejledning og hjælp ved tilsyn efter § 49. Også ansatte skal efter anmodning yde vejledning og hjælp.

§ 51. Miljøministeren skal drage omsorg for, at et forhold, der er ulovligt efter loven eller regler, der er fastsat efter loven, lovliggøres. Det gælder dog ikke, hvis forholdet er af ganske underordnet betydning.

Stk. 2. Ministeren kan give påbud til ejeren eller brugeren om at lovliggøre et ulovligt forhold. Der kan sættes en frist for lovliggørelsen.

Stk. 3. Hvis ejeren eller brugeren overtræder reglerne i §§ 8 - 10, kan ministeren give påbud om, hvordan arbejdet skal udføres. Det kan bl.a. anvises, hvilke træarter og dyrkningsmetoder der skal anvendes. I påbuddet kan desuden fastsættes en tidsfrist og en rækkefølge for arbejdets udførelse.

Stk. 4. Ministeren kan tinglyse et påbud for ejerens regning. Når påbuddet er opfyldt, skal ministeren aflyse det.

§ 52. Hvis ejeren eller brugeren ikke opfylder et påbud efter § 51, stk. 2 eller 3, kan den pågældende ved dom pålægges at lovliggøre det ulovlige forhold indenfor en frist og under tvang af fortløbende bøder.

Stk. 2. Når et påbud, der er givet ved dom, ikke opfyldes inden fristens udløb, og tvangsbøder ikke antages at føre til, at påbuddet opfyldes, kan miljøministeren lade det nødvendige arbejde udføre på den forpligtedes regning.

§ 53. Hvis et ulovligt forhold bringer opretholdelse af tilstanden af et område eller beskyttelsen af dyr og planter, der er beskyttede efter loven, i fare, og hvis et påbud om at lovliggøre forholdet ikke opfyldes rettidigt, kan miljøministeren umiddelbart lade det nødvendige arbejde udføre på den forpligtedes regning. Politiet yder nødvendig bistand hertil.

§ 54. Hvis manglende opfyldelse af et påbud efter § 51, stk. 2 eller 3, er af særlig alvorlig karakter, kan det ved dom bestemmes,

1)   at der i et nærmere fastsat tidsrum kun må foretages hugst, efter at miljøministeren har udpeget de træer, der må fældes, eller

2)   at skoven i et nærmere fastsat tidsrum tages i drift af ministeren for ejerens regning.

Stk. 2. Til dækning af udgifterne til de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 1, nr. 2, er der pante- og fortrinsret i ejendommen som for ejendomsskatter.

§ 55. Det påhviler ejeren af et fredskovspligtigt areal at lovliggøre et ulovligt forhold på arealet. Består forholdet i ulovlig brug af arealet, påhviler pligten tillige brugeren.

Tilsyn i relation til tilskud

§ 56. For tilsyn med foranstaltninger, der er udbetalt tilskud til, gælder særligt:

1)   Miljøministeren, eller den han bemyndiger hertil, har under tilsyn efter § 49 også adgang til regnskaber, forretningsbøger, papirer mv. Det gælder også materiale, der opbevares i digital form.

2)   Det materiale, der er nævnt i stk. 1, skal udleveres til den tilsynsførende på dennes begæring.

3)   Til brug for tilsynet kan ministeren indhente nødvendige oplysninger hos skatte- og afgiftsmyndigheder og andre offentlige myndigheder.

Stk. 2. Modtageren af tilskud skal i hele støtteperioden underrette ministeren, hvis vilkårene for at modtage tilskud ikke længere opfyldes.

§ 57. Miljøministeren kan bestemme, at tilsagn om tilskud efter § 29, stk. 1, helt eller delvist skal bortfalde, og at beløb, der er udbetalt efter § 29, stk. 1, eller efter regler, der er udstedt efter § 29, stk. 2, eller § 30, helt eller delvis skal tilbagebetales, hvis

1)   tilskudsmodtageren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen,

2)   vilkårene for tilskud ikke længere opfyldes,

3)   tilskudsmodtageren tilsidesætter sine pligter efter § 50, nr. 1, eller § 56, stk. 2, eller pligter efter regler, der er fastsat efter § 59, eller

4)   forudsætningerne for støtte i øvrigt efter ministerens skøn er væsentligt ændrede.

Stk. 2. Op til 20 pct. af beløb, der udbetalt efter § 29, stk. 1, nr. 1, til aftaler, jf § 18 og §§ 25 og 26, efter § 29, stk. 1, nr. 3, eller efter regler, der er fastsat efter § 29, stk. 2, kan anvendes til modregning af modtagerens eventuelle restancer til det offentlige. For øvrige tilskud efter § 29, stk. 1, og § 31, stk. 1, eller efter regler fastsat herom i medfør af § 29, stk. 2, og efter § 30, kan modregningen omfatte hele tilskuddet.

§ 58. Told og Skat kan inddrive statskassens tilgodehavende efter § 57 med tillæg af renter og omkostninger, jf. § 59, nr. 2. Skyldige beløb kan inddrives ved at fratrække beløbet i tilskudsmodtagerens løn mv. Inddrivelse sker efter kildeskattelovens regler om inddrivelse af personlige skatter.

Stk. 2. Told og Skat kan indhente de oplysninger hos skatte- og afgiftsmyndigheder og andre offentlige myndigheder om tilskudsmodtageren, som er nødvendige for at inddrive de beløb, der er nævnt i stk. 1. Told og Skat kan bl.a. indhente oplysninger om indkomst- og formueforhold.

Stk. 3. Der kan klages til skatteministeren over Told og Skats afgørelser efter stk. 1.

§ 59. Miljøministeren kan fastsætte regler om

1)   tilsyn med de foranstaltninger, der er ydet tilskud til efter denne lov,

2)   beregning af renter af beløb, der skal tilbagebetales efter § 57, stk. 1,

3)   fremgangsmåden, når der fratrækkes beløb i løn efter § 58, stk. 1, og

4)   adgangen til at klage efter § 58, stk. 3, herunder om klagefrist.

Kapitel 9

Klage og søgsmål

§ 60. Afgørelser efter § 4, § 6, § 7, stk. 2, § 13, § 15, stk. 2, § 17, stk. 3, §§ 19 - 21, §§ 38 og 39 og § 51, stk. 2 og 3, der er truffet af miljøministeren eller efter bemyndigelse fra denne, jf. § 43, kan påklages til Naturklagenævnet.

Stk. 2. Nævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i sager efter loven, når klagen ikke skønnes at indeholde spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.

Stk. 3. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 61. Miljøministeren kan fastsætte regler om klage over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse, jf. § 43, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om klage over afgørelser, der træffes efter regler, der er udstedt efter loven, herunder om at afgørelserne ikke kan påklages.

§ 62. Afgørelser, der kan påklages efter denne lov eller regler, der er udstedt i medfør af loven, kan påklages af

1)   adressaten for afgørelsen og

2)   enhver, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.

Stk. 2. Afgørelser, der er truffet efter denne lovs § 4, § 6, § 15, stk. 2, §§ 19 - 21, § 38, jf. § 11, stk. 1, samt vilkår fastsat for disse afgørelser efter § 39 kan endvidere påklages af

1)   landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,

2)   landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og

3)   lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.

Stk. 3. Ved klage efter stk. 2, nr. 1 og 2, kan Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved at indsende vedtægter eller på anden måde.

Stk. 4. De foreninger og organisationer, der er nævnt i stk. 2, skal underrettes skriftligt om de afgørelser, der er nævnt i stk. 2, hvis de anmoder om det.

§ 63. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.

Stk. 2. Klage indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden sender klagen til Naturklagenævnet sammen med den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

Stk. 3. En afgørelse efter § 6 eller § 38 må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 4. Klage over en afgørelse efter § 6 eller § 38 har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet.

Stk. 5. Klage over en afgørelse efter §§ 19 - 21 eller et påbud efter § 51, stk. 2 eller 3, om at iværksætte foranstaltninger har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet.

Stk. 6. Hvis der klages over en afgørelse efter §§ 19 - 21 eller et påbud efter § 51, stk. 2 eller 3, om at iværksætte foranstaltninger, kan miljøministeren dog uanset stk. 4 bestemme, at klage ikke har opsættende virkning, hvis der ellers er fare for at ødelægge eller væsentligt forringe en naturtype eller for at skabe forstyrrelse med betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for.

Stk. 7. Klage over en afgørelse efter §§ 19 - 21 eller et påbud efter § 51, stk. 2 eller 3, om at ophøre med eller undlade foranstaltninger har ikke opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

§ 64. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Kapitel 10

Straf og konfiskation

§ 65. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1)   overtræder §§ 8 - 9, § 10, nr. 4, § 11, stk. 1, § 26, 1. pkt. eller §§ 27 - 28,

2)   undlader at efterkomme en afgørelse efter § 13 eller §§ 19 - 21,

3)   giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelser, der træffes efter § 29, stk. 1, eller § 31, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 29, stk. 2, § 30 eller § 33,

4)   tilsidesætter vilkår, der er knyttet til en afgørelse efter § 4, § 6, § 29, stk. 1, § 31, stk. 1, eller § 38, eller vilkår, der er knyttet til afgørelser, der er truffet efter regler, der er udstedt i medfør af § 29, stk. 2, § 30 eller § 33,

5)   undlader at give meddelelse som nævnt i § 17, stk. 1,

6)   undlader at give oplysninger efter § 50, nr. 1, eller

7)   undlader at efterkomme et påbud efter § 51, stk. 2 eller 3.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1)   voldt skade på de interesser, som loven tilsigter at beskytte, jf. § 1, eller fremkaldt fare derfor eller

2)   opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler, der er udstedt efter loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne eller for overtrædelse af bestemmelser i forordninger omfattet af § 46, stk. 3. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i indtil 1 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.

Stk. 4. Forældelsesfristen for strafansvaret efter stk. 1 og 3 er 5 år.

Stk. 5. Hvis det , som er opnået ved overtrædelsen, ikke konfiskeres, skal der ved udmåling af bøde tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk gevinst.

§ 66. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 11

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 67. Loven træder i kraft den 1. oktober 2004.

Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves:

1)   Skovloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 2. november 1996.

2)   § 5, stk. 1, 3 - 4 og 6 - 8, §§ 5 a - 5 c i lov om lens, stamhuses og fideikommisgodsers samt de herhen hørende fideikommiskapitalers overgang til fri ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 638 af 16. september 1986.

§ 68. I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 763 af 11. september 2002, som ændret ved lov nr. 440 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:

1.   I § 6, stk. 2, indsættes efter »stk. 3«: », eller en Natura 2000-skovplan, jf. kapitel 4 i lov om skove«.

2.   I § 6, stk. 6, indsættes i 2. pkt. efter »naturbeskyttelsesområder«: »og de i Natura 2000-skovplanen, jf. kapitel 4 i lov om skove«

3.   I § 11, stk. 2, indsættes efter »stk. 3«: », eller en Natura 2000-skovplan, jf. kapitel 4 i lov om skove«.

4.   I § 13, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »stk. 3«: », eller en Natura 2000-skovplan, jf. kapitel 4 i lov om skove«.

§ 69. Regler, der er udstedt i medfør af den tidligere skovlov, jf. § 65, stk. 2, nr. 1, gælder, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt efter denne lov.

§ 70. Afgørelser og vilkår i afgørelser, herunder vilkår om bortfald, der er meddelt efter den tidligere lovgivning, bevarer deres gyldighed.

Stk. 2. Bygninger, anlæg, lystskove, dyrehaver og andre indretninger fra før den 14. maj 1935, der ikke opfylder lovens regler, kan bevares, så længe anvendelsen ikke ændres.

Stk. 3. Tinglyste deklarationer, der er oprettet af ejeren for at frede enkelte træer eller partier af en skov af hensyn til bevaring af naturskønheden, bevarer deres gyldighed, medmindre miljøministeren bestemmer andet.

§ 71. Tilsagn om tilskud, der er meddelt efter reglerne i den tidligere skovlov, jf. § 65, stk. 2, nr. 1, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

§ 72. Egekrat, der eksisterede den 1. juli 1989, er fredskovspligtige.

Stk. 2. Miljøministeren beslutter, om et areal er omfattet af stk. 1.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 ophæves efter ministerens bestemmelse, når registreringen af egekrat, jf. § 24, er afsluttet.

§ 73. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Aktiviteter, som skal anmeldes efter § 17

1)   Renafdrift af løvskov.

2)   Plantning i løvskov.

3)   Fremme af nåletræer i løvskov.

4)   Nyetablering af intensiv produktion af pyntegrønt, juletræer mv., som forudsætter brug af hjælpestoffer (gødning og pesticider).

5)   Opførelse af anlæg, der er nødvendige for erhvervet, f.eks. driftsbygninger (herunder boliger, skovveje, læggepladser mv.)

6)   Ændringer i afvandingsforholdene.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1 Lovforslagets hovedindhold

Forslaget til ny skovlov fastlægger de overordnede rammer for driften af de danske skove og definerer de krav til skovdriften, som skal gælde for skovejerne. Forslaget sikrer desuden, at Danmark kan leve op til internationale forpligtelser og anbefalinger på skovområdet.

Målet med forslaget er at bidrage til en rigere og mere varieret skov i Danmark og at forbedre vilkårene for naturen og den biologiske mangfoldighed. Det er desuden målet at skabe større frihed for skovejerne til at indrette deres skovdrift efter egne ønsker og lokale forhold. Målene opfyldes dels ved at beskytte den mest værdifulde skovnatur, dels ved at lempe den meget detaljerede regulering af skovdriften, som vi har i dag. Når lovens krav til skovdriften lempes, forventes det, at ejerne i højere grad vil gøre brug af naturnær skovdrift og dermed tilgodese den biologiske mangfoldighed i driften. Dels fordi det kan være økonomisk rentabelt, og dels fordi det kan ske uden først at søge myndighederne om dispensation. Desuden målrettes tilskuddene, så de bedst understøtter lovens formål og giver mest natur for pengene.

Forslaget, som er en ny lov, afløser den gældende skovlov fra 1989 (L 383 FT 1988-89, side 1894 og 2773, 10504, samt tillæg A, side 2419, og tillæg B, side 2105) Der er siden da gennemført en mere omfattende ændring af loven i 1996 samt en række andre mindre ændringer (L 392 FT 1995-96, side 2745, 3071, 6465 og 6552, samt tillæg A, side 3163, og tillæg B, side 747 og 809) Forslaget er et led i regeringens opfølgning på det nationale skovprogram fra juni 2002 (Skov- og Naturstyrelsen, juni 2002). Skovprogrammet fastlægger de fremtidige mål for udviklingen i skovsektoren som helhed. Programmet indgår i regeringens naturplan fra august 2002, jf. miljøministerens redegørelse af 9. oktober 2002 til Folketinget om Danmarks Natur – ansvaret for at beskytte den og glæden ved at benytte den.

Med forslaget bliver det et formål at fremme bæredygtig drift af landets skove. Det betyder, at der både ved driften af skovene og ved administrationen af loven fortsat skal tages hensyn til at sikre træproduktionen og forsyningen med træ. Men det er lige så vigtigt at sikre, at skoven bliver en ramme om biologisk mangfoldighed og forvaltes under hensyn til naturhistorie, kulturhistorie, landskab, miljø og friluftsliv. Med større frihed til valg af driftsform og -metode understøttes en mere varieret og naturnær skovdrift, dvs. en drift, som lever op til de danske retningslinier for bæredygtig skovdrift fra 2001 (bilag 2 i det nationale skovprogram). Forslaget indeholder endvidere en præcis retlig ramme til implementering af dele af Rådets direktiv nr. 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle med senere ændringer (fuglebeskyttelsesdirektivet) og af Rådets direktiv nr. 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter med senere ændringer (habitatdirektivet), i skove, der er omfattet af fredskovspligt. Samtidigt sikres det, at Danmark lever op til internationale aftaler og anbefalinger om skovdrift, bl.a. ministerdeklarationerne fra Lissabon i 1998 (3 rd Ministerial Conference on the Protection of Forests in Europe, Lissabon, juni 1998) og Wien i 2003 (4 th Ministerial Conference on the Protection of Forests in Europe, Wien, april 2003), og i Biodiversitetskonventionen (Konventionen om Biologisk Mangfoldighed, vedtaget under FN’s Konference om Miljø og Udvikling (UNCED) i Rio, 5. juni 1992).

Lovforslagets bestemmelser gælder primært for de skove, som er omfattet af fredskovspligt. Fredskovsarealet omfatter ca. 85 pct. af det samlede skovareal i Danmark. Der er også i forslaget en række bestemmelser, der retter sig mod samtlige skove i Danmark, bl.a. bestemmelserne om tilskud, overvågning af skovenes tilstand og udvikling, og information mv. Fredskovsbegrebet blev indført med Kongelig forordning af 27. september 1805, der skulle sikre, at skovarealerne blev holdt fri for græsning fra husdyr (deraf betegnelsen fredskov) og at de altid skulle holdes bevoksede med træer, der kunne udvikle sig til højstammet skov. I forslaget bevares denne varige reservation af fredskovspligtige arealer til skovbrugsformål, mens indholdet af, hvad der nu forstås med skovbrugsformål, har ændret sig betydeligt siden da. Skoven kan hidtil som hovedregel kun forynges, når den enkelte bevoksning eller det enkelte træ er hugstmodent, og ejeren skal samtidig sørge for, at der kommer ny skov på arealet. Der bliver efter forslaget bedre mulighed end hidtil for at lade fredskovspligtige arealer ligge hen til naturformål uden træbevoksning. Det kan enten være som åbne arealer eller med en drift, der gør, at der ikke kommer højstammet skov på arealerne. Og endelig videreføres beskyttelsen i fredskov af en række naturarealer, der er for små til at være beskyttet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttede naturtyper.

1.2. Baggrund for lovforslaget

1.2.1 Danmarks skove og skovlovgivning før og nu

Størstedelen af Danmark ville i dag være dækket af skov, hvis naturen havde fået lov at udvikle sig upåvirket af mennesker. De danske skove har imidlertid været tæt på udryddelse som følge af menneskets intensive brug af landskabet og naturen. Omkring år 1800 nåede skovens udbredelse sit laveste niveau i historisk tid, og udgjorde da kun 2-3 pct. af landets areal. På dette tidspunkt blev de resterende skove fredet for græsning med husdyr. Fredskovsprincippet har siden da – og fra 1989 sammen med målet om at fordoble skovarealet inden for en trægeneration - været et bærende element i dansk skovlovgivning. I dag udgør skovene ca. 11 pct. af landets areal. I international målestok er Danmark dog stadig et skovfattigt land, og den danske skovressource er lille, spredt og inhomogen, hvad angår træartssammensætning, kvalitet og regional fordeling. I forslaget til ny skovlov videreføres fredskovspligten. Herved sikres og bevares de økonomiske, natur- og friluftsmæssige værdier mv., der med tiden er blevet opbygget. Som det bl.a. fremgår af forslagets formålsbestemmelser og bestemmelserne om tilskud, fastholder forslaget samtidig regeringens målsætning om at fordoble arealet med skov og dertil hørende lysåbne arealer inden for 80-100 år.

Der findes mange forskellige former for skov afhængig af de naturgivne og fysiske betingelser på voksestedet samt ikke mindst omfanget af menneskets påvirkning og udnyttelse af skoven. Uden menneskelig påvirkning er løvskoven den naturlige skovtype i Danmark. 1800-tallets opdyrkning og tilplantning af heden i Vestdanmark samt indførelsen af højproduktive udenlandske nåletræarter betyder dog, at ca. 2/3 af landets skove er nåleskov og 1/3 løvskov. Der findes ingen skove, som aldrig har været påvirket af mennesker (urskov). Langt de fleste skove er intensivt udnyttet - primært til produktion af kvalitetstræ. Skovloven har gennem tiden understøttet træproduktionen som det vigtigste formål ved at definere detaljerede regler for tilplantning, kulturpleje og hugst mv. I forslaget til ny skovlov lempes kravene til, hvor stor en del af det fredskovspligtige areal der skal være bevokset med højstammede træer. Desuden lempes de detaljerede krav til, hvordan skoven skal dyrkes. Der bliver dermed større frihed for ejerne til at indrette skovdriften efter egne ønsker og lokale forhold. Og dermed kan der forventes en større variation i fremtidens skove.

I de seneste 10-15 år er der i samfundet opstået en bredere interesse for skovene. Der er kommet stadig større fokus på, at skovene skal opfylde mange andre behov end produktion af træ. Skovene er i dag den mest anvendte ramme for friluftsliv med ca. 75 millioner besøg om året. Da de fleste vilde dyr og planter hører til skovene, har de også stor betydning i indsatsen for at bevare og øge den biologiske mangfoldighed. Samtidig har der i de seneste 5-7 år været øget opmærksomhed på skovenes miljøbeskyttende funktioner. Det gælder især beskyttelse af grundvandsressourcer og begrænsning af drivhusgas i atmosfæren ved lagring af kulstof i skovene. Endvidere rummer skovene mere end 1/3 af alle kendte fortidsminder, og skovene har derfor en vigtig funktion for beskyttelse af Danmarks kulturarv. Behovet for flersidighed i skovdriften blev fremhævet allerede i skovloven fra 1989. Efter ændringen af loven i 1996 er der nu et egentligt krav i loven om god og flersidig skovdrift, dvs. et krav om, at der i driften tages hensyn til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljø og friluftsliv. I forslaget er der ikke mere et egentligt krav om flersidig drift, da et sådant mål i praksis ikke har kunnet udmøntes i hensigtsmæssige regler for den enkelte ejendom. Målet om en flersidig drift understøttes i stedet af formålsbestemmelsen om bæredygtig skovdrift og af den større frihed for skovejerne til at forfølge andre mål i skovdriften end træproduktion.

Arealet med urørt skov (som er skov, hvor der permanent ikke må gennemføres skovdrift) og ekstensivt dyrkede skove er øget indenfor de seneste 10 år. Dette er med til at forbedre vilkårene for det naturlige dyre- og planteliv og skabe mere varierede skove. Det er sket ved at indgå frivillige aftaler med private skovejere, ved at gennemføre fredninger og ved at ændre driften af statsejede skove til i højere grad at tilgodese naturhensyn. Forslaget lægger op til, at denne udvikling fortsættes. Dels forventes det, at der vil blive indgået en lang række frivillige aftaler med tilskud til beskyttelse af skovnaturtyper i internationale naturbeskyttelsesområder og til beskyttelse af andre naturmæssigt særligt værdifulde skove. Dels vil der efter loven stadig være mulighed for tilskud til mere naturvenlige driftsformer i private skove. Endelig vil driften af statsskovene blive ændret til naturnær skovdrift.

1.2.2 Skovbrugets struktur og økonomi

Tre fjerdedele af Danmarks skovbevoksede areal på 468.000 ha er i privat eje. Resten er offentligt ejet – hovedsageligt statsskove, som forvaltes af Miljøministeriet. Der er i alt ca. 26.500 skovejere i Danmark. Det private skovbrugs ejendomsstruktur er karakteriseret ved mange ejere af mindre skovarealer og relativt få ejere af større skove. 0,2 pct. af det samlede antal skovejendomme tegner sig for 34 pct. af skovarealet.

Skovlovgivningen har hidtil haft som et selvstændigt mål at fastholde og udvikle en god ejendomsstruktur i skovbruget. Den skulle sikre, at skovene så vidt muligt blev bevaret som velfungerende driftsenheder. I forslaget er dette mål ikke gentaget, da størrelsen af en skovejendom ikke i dag er så afgørende for, om den kan drives forsvarligt i relation til lovens bredere formål. Desuden har færre skovejere i dag skovdriften som den primære indtægt. De har derfor ikke behov for samme størrelse driftsenheder som tidligere. Reglerne for udstykning foreslås derfor med forslaget lempet, så en ejer, der har flere stykker skov, der ikke hænger fysisk sammen med hinanden, nu frit kan udstykke disse. Dermed får skovejere, som har fysisk adskilte skove, bedre mulighed for at udnytte det økonomiske potentiale, der kan ligge i at udstykke deres ejendom. Udstykning vil dog stadig kræve tilladelse efter anden lovgivning, bl.a. planloven.

Økonomisk udgør skovsektoren en lille del af samfundsøkonomien, og den økonomiske betydning er blevet mindre op gennem 1990'erne. Skovbrugets andel af den samlede bruttofaktorindkomst var 0,16 pct. i 1990 og 0,11 pct. i 1999.

Skovbrugets indtjening omfatter primært indtægter fra træproduktion, juletræer, klippegrønt og jagt. Hertil kommer forskellige biproduktioner som f.eks. udleje af bygninger, forpagtningsaftaler mv.

Hugst af træ i de danske skove udgør ca. 2 millioner m 3 pr. år, hvoraf 2/3 er nåletræ og 1/3 er løvtræ. Hugsten er mindre end den årlige tilvækst. Det skønnes, at der opspares 1-2 mill. m 3 vedmasse pr. år i danske skove. Med den nuværende hugst er Danmark i stand til at dække omkring 25 pct. af sit træforbrug – resten importeres.

I de seneste årtier har indtjeningen i skovbruget været faldende pga. vigende træpriser på verdensmarkedet, som bl.a. skyldes stort udbud af nåletræ fra Østeuropa og fra de udbredte stormfald i Danmark og andre europæiske lande. For at styrke økonomien har især det private skovbrug de seneste ca. 25 år satset på at øge produktionen af juletræer og klippegrønt. Den samlede eksportværdi er aktuelt på lidt over 1 milliard kr., men i de senere år har også dette marked været udsat for vigende priser.

Jagt er en væsentlig indtægtskilde for mange skovejere. Betydningen af jagtudleje er blevet særlig tydelig i de seneste år, hvor dækningsbidraget fra produktionen af træ, juletræer og klippegrønt er faldet drastisk. Det anslås, at indtægterne fra jagtudlejning i de danske skove andrager mindst 120 millioner kr. årligt.

Samlet set er skovbruget i en økonomisk særdeles vanskelig situation. Og der er ikke umiddelbar udsigt til forbedring. Med vigende indtægter er det derfor i disse år nødvendigt at reducere omkostningerne i størstedelen af skovbruget.

I forslaget til ny skovlov lægges der op til større frihed og fleksibilitet i skovdriften. Det betyder bl.a., at skovejeren i højere grad end tidligere kan tilrettelægge en drift med et lavere omkostningsniveau, specielt med hensyn til udgifter til nyplantninger og kulturpleje. Ejeren kan også uden dispensation undlade aktiv drift af sin skov i en kortere eller længere periode. Dette har ikke tidligere været muligt pga. den gældende lovs strenge krav til skovdriften.

Forslaget giver mulighed for at yde tilskud til fremme af bæredygtig skovdrift, at rejse ny skov, konsulentvirksomhed i skovbruget og udvikling af nye produkter og produktionsmetoder i skovbruget og træindustrien. Der kan endvidere ydes tilskud til oplysnings-, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed i denne forbindelse, herunder til rådgivning af private skovejere i forbindelse med kortlægning og beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter efter §§ 14 - 25. Endelig kan der efter forslaget opkræves produktionsafgifter på pyntegrønt og juletræer. Produktionsafgifterne indgår i en fond, som miljøministeren også kan yde tilskud til.

1.2.3 International og national skovpolitik

Den internationale skovpolitik har de sidste ca. 10 år været koncentreret om bæredygtig anvendelse af den globale skovressource og udvikling af en bæredygtig skovdrift, som både varetager økonomiske, økologiske og sociale hensyn.

De første internationale aftaler om bæredygtig skovdrift blev vedtaget på FN´s konference for Miljø og Udvikling (United Nations Conference on Environment and Development) i Rio de Janeiro i 1992. På denne konference vedtog man også konventionen om biologisk mangfoldighed. FN har påtaget sig ansvaret for den globale opfølgning siden Rio-mødet, senest i FN’s Mellemstatslige Skovforum (United Nations Forum on Forests) og de forskellige komiteer under konventionen om biologisk mangfoldighed. Den foreløbige kulmination på indsatsen for verdens skove fandt sted på Verdenstopmødet i Johannesburg i 2002 om Bæredygtig Udvikling (United Nations World Summit on Sustainable Development). Her vedtog man bl.a. at prioritere behovet for at forstærke landenes politiske forpligtelse til at udføre bæredygtig skovdrift højt.

I Europa har der været afholdt ministerkonferencer om bæredygtig skovdrift (Ministerial Conference on the Protection of Forests in Europe) i Helsinki (1993), Lissabon (1998) og Wien (2003). I 1998 vedtog man en fælles EF-skovbrugsstrategi med hovedvægt på bæredygtig skovdrift (EF-Tidende 26.2.1999, C 56/1).

Disse internationale aftaler og forpligtelser, herunder målet om bæredygtig skovdrift, er indarbejdet i Danmarks strategier og handlingsplaner for skovpolitik, bl.a. i det nationale skovprogram (Skov- og Naturstyrelsen, juni 2002), de danske retningslinier for bæredygtig skovdrift på ejendomsniveau (bilag 2 til det nationale skovprogram 2002), som er nærmere beskrevet i punkt 1.2.4, og naturskovsstrategien (Skov- og Naturstyrelsen, 1994).

Med forslaget til ny skovlov bliver målet om bæredygtig skovdrift indarbejdet i dansk lov. Dermed tages endnu et skridt i retning af at sætte bæredygtighed og sektorintegration øverst på den skovpolitiske dagsorden. Også i forslagets enkelte bestemmelser er der fulgt op på væsentlige internationale forpligtelser og anbefalinger, der falder indenfor skovlovens rammer. Det gælder ikke mindst for de forpligtelser, der er fastlagt i dele af fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet, som er nærmere beskrevet i de almindelige bemærkninger punkt 2.3 og 4.1.

1.2.4 Retningslinier for bæredygtig skovdrift

Et af forslagets væsentligste virkemidler er at omsætte målet om bæredygtig skovdrift til praktisk skovdrift. Bestræbelserne herpå blev indledt i starten af 90’erne som opfølgning på de såkaldte skovprincipper vedtaget på FN’s miljøkonference i Rio i 1992 (UNCED). I de forløbne ca. 10 år har dette arbejde resulteret i, at der er blevet udarbejdet retningslinier og indikatorer på forskellige niveauer.

I 2001 blev der opnået enighed om et sæt frivillige retningslinier for bæredygtig skovdrift på ejendomsniveau mellem skovbrugets organisationer, træindustrien, brugerorganisationer, grønne organisationer, faglige organisationer, uddannelses- og forskningsinstitutioner og offentlige myndigheder (bilag 2 til det nationale skovprogram 2002). Retningslinierne er baseret på de paneuropæiske retningslinier, som er udsprunget af deklarationerne fra de paneuropæiske ministerkonferencer om skove (Ministerial Conference on the Protection of Forests in Europe, 1993, 1998, 2003). De danske retningslinier, som baserer sig på, at skovene drives efter naturnære principper, er:

1)   Sikring af produktionen og dyrkningsgrundlaget.

2)   Opbygning af et bredt og stabilt udbud af forskellige produkter.

3)   Anvendelse af lokalitetstilpassede træarter og provenienser.

4)   Fremme af træartsblandinger.

5)   Fremme af naturlig foryngelse m.m.

6)   Forbedring af skovstrukturerne inkl. skovbryn.

7)   Økologisk og biologisk plantebeskyttelse.

8)   Økosystemtilpasset vildtpleje.

9)   Økosystemtilpasset skovteknik.

10)   Registrering, planlægning, information og uddannelse.

11)   Særlige tiltag til fremme og sikring af den biologiske mangfoldighed.

12)   Sikring og forbedring af særlige skovfunktioner.

13)   Særlige intensive driftsformer.

Med disse retningslinier har dansk skovbrug opnået en fælles referenceramme for forvaltningen af de danske skove. Og dansk skovpolitik har taget et væsentligt skridt i bæredygtig retning.

Retningslinierne er et frivilligt praktisk redskab for den skovejer, der ønsker at drive sin skov bæredygtigt, hvorfor det er væsentligt at formidle kendskabet til dem. Det er herefter op til den enkelte skovejer, om han vil bruge dem på sin ejendom, men det forventes, at retningslinierne med tiden vil blive grundlaget for forvaltningen af de danske skove.

1.2.5. Statsskovene

Staten ejer ca. 23% af skovarealet i Danmark. Heraf ejer Miljøministeriet langt hovedparten (herefter omtalt som statsskovene). En meget stor del af statsskovene er opstået ved tilplantning af - med datidens syn - uproduktive og unyttige heder og sandflugtstruede klitarealer i det 19. og 20. århundrede. På disse vindomsuste lokaliteter kunne kun nåletræer overleve, og sammensætningen af træarter i denne del af landet bærer fortsat stærkt præg heraf. Først nu, hvor nåletræerne har skabt et mindre barskt skovklima, får løvtræerne en større og større udbredelse. Resten af statsskovene udgøres helt overvejende af de tidligere kongelige skove – krongodset – som især er udbredt i Nordsjælland. Hertil kommer bynære skovrejsninger fra sidste del af det 20. århundrede.

Målet for driften af statsskovene var indtil 1970’erne næsten ensidigt rettet mod træproduktion, og for klitplantagernes vedkommende mod sandflugtsdæmpning. Driften var - som i hele det danske skovbrug - baseret på en højskovsdrift, hvor der tilplantes store arealer med samme træart (monokulturer), som afdrives på en gang, når træerne er hugstmodne (renafdrift). Denne driftsform er især egnet til at optimere en rationel økonomi. Men den har åbenlyse ulemper, når målet for driften udvides til også at omfatte sikring af kontinuitet i biologi og økologi og værdier af betydning for friluftsliv, landskab, kulturhistorie, grundvand og miljøbeskyttelse i øvrigt.

Med stormfaldene i 1967 og 1981 og senere også i 1999 og med »skovdøden« i 1980'erne (røde rødgraner) kom der for alvor fokus på ulemperne ved ensidigt at vælge denne driftsform.

Med ændringen af skovloven i 1989 blev begrebet »flersidig skovdrift« introduceret som et mål. Der kom derved et stærkt øget fokus på skovenes rolle som leverandør af en lang række »ikke-markedsomsatte« goder til samfundet, som friluftsliv, grundvandsbeskyttelse, CO2-oplagring, bevaring af kulturminder, beskyttelse af biodiversitet mv. Statsskovene fik i loven en særlig forpligtelse til at forfølge disse mål.

Der er herefter og i kølvandet på Rio-konferencen i 1992 udarbejdet en lang række strategier for statens skovdrift, som skal sikre, at de flersidige mål nås. Fx kan nævnes: Naturskovsstrategien, Friluftsliv i statsskovene, Pesticidstrategien, Gødskningsstrategien, Træartspolitikken, Naturplejestrategien og Strategi for beskyttelse af grundvandsressoucerne under statsskovene. Der er desuden oprettet brugerråd på alle statsskovdistrikter i 1995.

I forslaget er det fortsat en særlig forpligtelse for statsskovene at fremme hensynene til biologisk mangfoldighed, landskab, natur- og kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv og at fremme udviklings- og forsøgsvirksomhed. Men allerede ved udsendelsen af det nationale skovprogram fra 2002 blev det besluttet, at driften af statens skove over en årrække skal omlægges, så den sker efter de naturnære principper, som er nævnt ovenfor. Statsskovene får på den måde en central rolle for afprøvning og udvikling af disse driftsprincipper under danske forhold og dermed en central rolle i udmøntning af den nationale skovpolitik og skovsektorens udvikling.

1.3 Regelforenkling

Med lovforslaget sker der på flere områder en forenkling af de regler, der er gældende for skovejeren:

–   Væsentligst er, at detailreguleringen af skovdriften lempes. Dermed skabes større frihed og fleksibilitet for skovejerne til at indrette skovdriften efter egne ønsker, behov og økonomiske muligheder. Bl.a. skabes der bedre mulighed for at lade skoven ligge hen uden aktiv drift, i ekstensiv drift eller som helt eller delvist åbne naturarealer.

–   Det er også en lempelse af detailreguleringen, at det bliver muligt uden dispensation at opføre spejderhytter, skovbørnehaver og andet byggeri, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv.

–   I 1998 afsluttede man den landsdækkende registrering af fredskovspligtige arealer og notering heraf i matriklen. Der er derfor nu skabt en klar og entydig afgrænsning af, hvilke arealer der i dag er fredskovspligtige, og der er faste procedurer for opdatering af matriklen mv. i forbindelse med ændringer vedr. fredskovspligtige arealer. Lovens regler om, hvilke arealer der er fredskovspligtige, kan derfor begrænses væsentligt.

–   Når et areal med landbrugspligt bliver fredskovspligtigt, fordi der ydes tilskud til rejsning af skov, har arealet hidtil været undergivet både fredskovspligt og landbrugspligt i en periode på mindst 8 år (dobbeltbinding). Arealet har derfor i denne periode været omfattet af landbrugslovens krav om hovederhverv, bopælspligt, uddannelseskrav, sammenlægning, forpagtning mv. Kravet om dobbeltbinding, som fremgår af bemærkningerne til den gældende lov, er ikke gentaget i forslaget til ny skovlov.

–   I forslaget er reglerne om udstykning forenklet og lempet væsentligt. Efter forslaget indskrænkes forbudet mod udstykning til kun at gælde for fredskovspligtige arealer, der hænger fysisk sammen. Fredskovspligtige arealer, der ligger fysisk adskilt, kan herefter udstykkes uden dispensation efter skovloven.

–   De fleste særlige regler for majoratsskove i lensafløsningsloven (lov om lens, stamhuses og fideikommisgodsers samt de herhen hørende fideikommiskapitalers overgang til fri ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 638 af 16. september 1986 med senere ændringer) er overført til skovloven. Reglerne for majoratsskove er i forslaget formuleret i overensstemmelse med det, som er praksis i dag, og reglerne bliver dermed lettere at administrere. En række bestemmelser i lensafløsningsloven, som ikke bruges i praksis, kan herefter ophæves.

–   Udover disse konkrete forslag til forenkling er der sket en sproglig modernisering af lovens bestemmelser. En række bestemmelser er faldet ud, og de fleste andre er omformuleret sprogligt, selv om de indholdsmæssigt ikke er ændret.

1.3.1 Forslag fra amter, kommuner, erhverv m.m.

Regeringen har i løbet af 2002 opfordret bl.a. amter og kommuner og en række erhvervsorganisationer til at pege på områder, hvor der er behov for fornyelse og øget råderum, og komme med forslag til regelforenkling i den statslige og kommunale opgaveløsning.

Opfordringen resulterede i følgende forslag, der vedrører skovloven:

–   Administrationen af skovloven bør overføres til amterne. Vurderingen af, om administrationen af skovloven skal overføres til amterne, bør afvente resultatet af strukturkommissionens arbejde. I forslaget lægges derfor ikke op til ændringer af ansvaret for skovlovens administration.

–   Der bør være mulighed for at udlægge arealer med fredskovspligt til erhverv og boliger, mod at der etableres erstatningsskov. I forslaget lægges ikke op til ændringer af regler eller praksis for byggeri til boliger eller erhverv.

–   Der bør ikke være fredskovspligt på små arealer. I forslaget lægges ikke op til ændringer af, hvilke arealer der er noteret som fredskovspligtige under den landsdækkende gennemgang og notering af fredskovspligtige arealer, som blev afsluttet i 1998.

–   Der bør være mulighed for afgræsning på arealer med fredskovspligt. I forslaget lægges op til større frihed for skovejerne. Det betyder bl.a., at en del af skoven kan drives med græsning, uden at det kræver dispensation.

–   Der bør være bedre mulighed for - og det bør evt. lovfæstes - at etablere faciliteter til fritids- og institutionsformål i bynære skove, fx til skovbørnehaver . I forslaget lægges op til, at der uden dispensation efter skovloven kan opføres spejderhytter, skovbørnehaver og andet byggeri, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv. Der er allerede efter den gældende lov en lempelig praksis for dispensation til beskedne og diskrete anlæg til gavn for den almindelige skovgæst. Det forudsættes derfor ved vedtagelsen af loven, at kommuner og amter orienteres om mulighederne for at etablere anlæg til gavn for friluftslivet med og uden dispensation.

–   Bagatelgrænsen for krav om erstatningsskov ved ophævelse af fredskovspligten bør sættes op. I forslaget lægges op til en justering af kravene om etablering af erstatningsskov, bl.a. om at det i visse tilfælde skal være muligt at se bort fra kravet om erstatningsskov, og om at mindstestørrelsen for erstatningsskoven ikke i alle tilfælde behøver at være større end den skov, den skal erstatte. Det forudsættes, at der skal udarbejdes ny bekendtgørelse om erstatningsskov. I den forbindelse vil det også blive overvejet, om bagatelgrænsen for kravet om erstatningsskov bør ændres.

1.4 Hovedlinier i lovforberedelsen

I det nationale skovprogram fra 2002 lægger regeringen op til en revision af skovloven (Skov- og Naturstyrelsen, juni 2002). Skovrådet har efterfølgende drøftet forslaget til ny skovlov på møder den 11. oktober 2002, den 2. december 2002, den 10. september 2003 og efter høringen den 6. november 2003.

2. Hovedpunkter i lovforslaget

Hovedpunkterne i lovforslaget er

–   nye tidssvarende regler for en bæredygtig drift, der bl.a. indebærer en lempelse af reglerne om træproduktion og bedre mulighed for at tage naturhensyn

–   ændrede regler for byggeri og anlæg

–   nye regler om beskyttelse af skovnaturtyper og levesteder for arter

–   ændrede regler om tilskud

–   indarbejdelse af lensafløsningslovens regler i skovloven

–   forenkling som følge af, at fredskovspligten nu er noteret i matriklen

–   forenklede og lempede regler om udstykning

–   øvrige forenklinger og ændringer.

2.1 Forenklede regler om skovens drift. Bedre mulighed for at tage naturhensyn

Den gældende skovlov indeholder en lang række krav om, hvordan skoven skal drives, bl.a. krav om tilplantning, kulturpleje og hugst mv.

I overensstemmelse med det nationale skovprogram lægges der i forslaget op til større fleksibilitet i den enkelte skovejers indretning af skovdriften. Fremover overlades det til skovejeren at tilpasse sin skovdrift til egne ønsker og de lokale forhold. Især nedtones kravene om tilplantning, kulturpleje, hugst mv.

Med forslaget bliver det muligt at etablere nye kulturer ved naturlig tilgroning (successionsskov). Der gives desuden en længere frist, før der igen skal være etableret en kultur på arealet – 10 år i modsætning til den gældende lov, der opererer med 2-4 år. Det bliver muligt at drive en del af skoven med stævning, som er en kulturhistorisk driftsform, hvor træerne fældes, før de har nået fuld størrelse. Det bliver muligt at etablere skovgræsning på en del af arealet. Skovgræsning er en historisk driftsform, der kan være ønskelig både af hensyn til biologisk mangfoldighed, landskab og kulturhistorie. Det bliver muligt at etablere åbne naturarealer på en del af skovens areal. Op til 20 pct. af skovens areal kan anvendes til drift med stævning, skovgræsning eller åbne naturarealer. Endelig kan ejeren lade skoven ligge hen uden aktiv drift i en kortere eller længere periode.

Dette er alt sammen foranstaltninger, som i dag kræver dispensation. Samtidig er det foranstaltninger, som i mange tilfælde er ønskelige i en bæredygtig og varieret drift. Når kravene til, hvordan skoven skal dyrkes, kan lempes, skyldes det bl.a. den konsensus, der er opnået om retningslinierne for bæredygtig skovdrift, se ovenfor afsnit 1.2.4. De nye tidssvarende krav til en bæredygtig drift sammenholdt med information til skovbruget om retningslinierne forudsættes således tilsammen at fremme, at der rent faktisk sker en udvikling i retning af et mere naturnært og bæredygtigt skovbrug i overensstemmelse med retningslinierne.

2.2 Ændrede regler for byggeri og anlæg

I den gældende lov er der forbud mod byggeri, anlæg og terrænændringer, medmindre disse er nødvendige for driften. Der er en meget restriktiv praksis for dispensation. Der gives dog i et vist omfang dispensation til foranstaltninger for friluftslivet, som kommer en bred kreds til gode, herunder foranstaltninger til støtte for børns og unges friluftsliv.

Fremover anses et arbejdsskur på op til 10 m 2 som nødvendigt for driften af en skov på over 20 ha, hvor der ikke i forvejen findes bolig eller driftsbygninger. Udformning og beliggenhed skal godkendes af miljøministeren.

I forslaget er der lagt op til, at spejderhytter, skovbørnehaver og andet byggeri, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv, fremover kan opføres uden dispensation. Udformning og beliggenhed skal godkendes af ministeren. I forudsætningerne om lovens administration, som er beskrevet i bemærkningerne til forslaget, er desuden sket en præcisering af mulighederne for byggeri og anlæg til gavn for friluftslivet i øvrigt.

2.3 Nye regler om beskyttelse af skovnaturtyper og levesteder for arter

Habitatdirektivet er hovedsageligt implementeret i dansk lovgivning ved bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder, der er udstedt med hjemmel i bl.a. planlovens § 3, stk. 1 og 2, og som udpeger de internationale naturbeskyttelsesområder, jf. bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003. Bekendtgørelsen fastsætter endvidere bindende forskrifter til myndighederne om planlægning og administration af lovgivning, der berører internationale naturbeskyttelsesområder.

Ved internationale naturbeskyttelsesområder forstås fuglebeskyttelsesområder, jf. Rådets direktiv nr. 79/409 af 2. april 1979 med senere ændringer, habitatområder, jf. Rådets direktiv nr. 92/43 af 21. maj 1992 med senere ændringer, og Ramsarområder, jf. Ramsarkonventionen af 2. februar 1971 om vådområder af international betydning navnlig som levesteder for vandfugle.

En redegørelse fra Kammeradvokaten, der er baseret på en række EU-domme fra de seneste år, viser imidlertid, at der er behov for at justere den danske lovgivning. Kammeradvokaten konkluderer, at afgørende for, om en medlemsstat har gennemført direktivet korrekt, bl.a. er, at der er skabt den nødvendige præcise retlige ramme for de nødvendige bevaringsforanstaltninger.

Efter habitatdirektivets artikel 6.1 skal medlemsstaterne for alle habitatområderne »iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger, hvilket i givet fald kan indebære hensigtsmæssige forvaltningsplaner, som er specifikke for lokaliteterne eller integreret i andre udviklingsplaner, samt de relevante retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler, der opfylder de økologiske behov for naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes på lokaliteterne«.

Efter direktivets artikel 6.2 skal medlemsstaterne »træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for direktivets målsætninger«. Artikel 6.2 gælder både for habitatområderne og fuglebeskyttelsesområderne.

Efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, skal alle planer og projekter, der kan påvirke de internationale naturbeskyttelsesområder væsentligt, underkastes en konsekvensvurdering under hensyntagen til den bevaringsmålsætning, der er fastsat for området. Hvis en allerede eksisterende aktivitet i et område forårsager forringelser eller betydelige forstyrrelser, skal aktiviteten omfattes af de nødvendige bevaringsforanstaltninger efter artikel 6, stk. 1.

Efter fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4 skal medlemsstaterne »træffe egnede foranstaltninger med henblik på beskyttelse af de udpegede fuglebeskyttelsesområder.«

Medlemsstaterne er således forpligtet til at sikre, at reglerne også omfatter aktiviteter, der ikke nødvendigvis kræver en forudgående godkendelse, f.eks. landbrug, fiskeri eller skovbrug, såfremt sådanne aktiviteter vil kunne medføre forringelser eller betydelige forstyrrelser.

Kammeradvokatens redegørelse er bl.a. baseret på EF-domstolens dom fra 2002 mod Irland i en sag, hvor Irland blev dømt for at have tilsidesat forpligtelserne i habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, ved ikke at have truffet de nødvendige foranstaltninger for at undgå, at levestederne i et særligt beskyttet område, som følge af områdets anvendelse, blev forringet for de arter, det er udpeget for (sag C-117/00, Kommissionen mod Irland).

Europa-Kommissionen har med åbningsskrivelse af 11. juli 2003 kritiseret Danmark for dels generel mangelfuld gennemførelse af habitatdirektivets artikel 6, stk. 2-4, dels for mangelfuld anvendelse af dette direktivs artikel 6, stk. 2, og fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4, stk. 4, i Tøndermarsken og dermed mangelfuld beskyttelse af de relevante fuglearter.

På denne baggrund har Miljøministeriet vurderet, at den hidtidige implementering ikke opfylder alle krav til en præcis retlig ramme for direktiverne om naturbeskyttelse, og at det for at opfylde direktivforpligtelserne derfor er nødvendigt at fastsætte regler, der såvel passivt som aktivt beskytter de internationale naturbeskyttelsesområder mod forringelser og betydelige forstyrrelser samt skaber grundlag for at iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger. Bestemmelserne tilsigter at supplere de gældende regler, således at den retlige ramme for opfyldelse af Danmarks EU-forpligtelser bliver i overensstemmelse med de krav, som EF-domstolen har tilkendegivet følger af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet. Regeringen har med samme sigte nu vedtaget lov nr. 1150 af 17. december 2003 om (miljømålsloven) mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder og fremsætter desuden samtidig med fremsættelse af forslaget til ny skovlov forslag til lov om naturbeskyttelse.

De gældende regler om planlægning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder foreslås på denne baggrund for så vidt angår skovbevoksede, fredskovspligtige arealer i internationale naturbeskyttelsesområder suppleret med bestemmelser om beskyttelse af de lokaliteter, hvor der findes de skovnaturtyper og de levesteder for arter, der er optaget på bilag I og II til habitatdirektivet og bilag I til fuglebeskyttelsesdirektivet. Bestemmelserne vil give de retlige rammer til at sikre og forbedre bevaringsstatus, hvor dette er nødvendigt for at opfylde den overordnede målsætning.

Beskyttelsen af andre naturtyper som overdrev, klitheder mv. vil blive foreslået implementeret samlet i naturbeskyttelsesloven, uanset om den pågældende lokalitet er fredskovspligtig eller ej. Det er dog foreslået, at Natura 2000-skovplanerne, jf. § 14 i forslaget, også skal omfatte de »små« naturtyper, der er beskyttet af § 16, stk. 6, i den gældende lov, som søer, vandløb og overdrev mv., der hører til fredskov, når de er for små til at være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, jf. forslagets § 28, forudsat de indeholder naturtyper eller levesteder for arter, der er omfattet af habitatdirektivet.

Beskyttelsen gennemføres efter forslaget ved, at miljøministeren udarbejder en Natura 2000-skovplan i de internationale naturbeskyttelsesområder. I planen fastsættes de målsætninger for de enkelte skovnaturtyper og levesteder, der er nødvendige for at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus, samt den indsats og de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde målsætningerne. Planen skal efter forslagets § 14 også omfatte de førnævnte »små« naturtyper, der er beskyttet af forslaget. De berørte lodsejere vil blive inddraget i udarbejdelsen af planen.

Ministeren foretager en kortlægning af de fredskovspligtige lokaliteter med skovnaturtyper (i alt 10 forskellige typer, som næsten udelukkende er løvskov) og af levesteder for arter omfattet af direktiverne, samt af de relevante »små» naturtyper. Kortlægningen skal danne grundlag for Natura 2000-skovplanen og fastsættelsen af målsætninger. Det forventes, at selve kortlægningen kan påbegyndes i 2004 og afsluttes i 2007. Det forudsættes herved, at de enkelte skovejere, allerede før en ny lov kan træde i kraft, i et vist omfang vil være villige til at lade myndighederne få adgang til deres ejendom med henblik på kortlægningen. Et pilotprojekt om kortlægning af skovnaturtyper i fredskov er gennemført i samarbejde med erhvervet i 2003.

Det skønnes, at lokaliteter med skovnaturtyper og levesteder for arter vil omfatte ca. 9.000 ha privatejet fredskov og minimum 5.000 ha statsskov. Lokaliteterne med skovnaturtyper og levesteder for arter ligger mere eller mindre spredt i de enkelte skove, varierer meget i størrelse og kan ligge i mosaik med andre, skovnaturtyper eller levesteder for arter, der ikke er beskyttet efter direktiverne.

Natura 2000-skovplanen rummer dels en gennemførelse af artikel 6, stk. 1, dels en supplerende gennemførelse af artikel 6, stk. 2, med henblik på at undgå forringelser og forstyrrelser af naturtyper og arter.

For at sikre, at bevaringsmålsætningerne opfyldes, kan der være behov for at fastsætte krav til driften på en lokalitet, dvs. fastsætte de foranstaltninger, der for den enkelte lokalitet er nødvendige for at realisere planens målsætninger. Kravene til fremtidig drift vil i alle tilfælde, hvor det er muligt, blive udmøntet i aftaler med den enkelte ejer, da det giver den største fleksibilitet i valget af drift. Der kan ydes tilskud efter forslagets § 29 i forbindelse med indgåelsen af aftaler.

I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at fastsætte krav til driften, og det ikke er muligt at indgå aftale, træffer ministeren afgørelse om de nødvendige krav til driften af den enkelte lokalitet.

Endelig indeholder forslaget regler om en anmeldeordning for visse nærmere bestemte aktiviteter, som ellers kan udføres uden tilladelse, men som efter artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet skal vurderes for deres konsekvenser på arter og naturtyper.

Forslaget indeholder endelig hjemmel til undtagelsesvist at gribe ind i særlige tilfælde, hvis det ikke kan afværges med foranstaltninger på grundlag af planen eller – hvis der endnu ikke foreligger en plan - ikke kan afværges ved aftale eller på anden måde.

Lovforslaget indeholder ikke forslag til bestemmelser, der supplerer den gældende gennemførelse af habitatdirektivets artikel 12 og 16 om en streng beskyttelsesordning for arter på direktivets bilag IV. Overvejelser om supplerende gennemførelse af artikel 12 afventer resultaterne fra en EU-arbejdsgruppe om rækkevidden af bestemmelserne.

Målsætningerne i Natura 2000-skovplanen vil være bindende for andre myndigheders planlægning og administration af lovgivning, og vil herunder indgå som et grundlag for regionplanerne.

2.4 Ændrede regler om tilskud

Efter den gældende lov kan der ydes tilskud til private skovejere. Tilskud kan ydes i eksisterende skov til foryngelse, driftsplanlægning, foranstaltninger, der tilgodeser friluftslivet, og til særlig drift, der gavner den biologiske mangfoldighed, fx til urørt skov. Tilskud ydes endvidere til privat plantning af ny skov (skovrejsning) og til skovbrugsfaglig rådgivning (konsulentvirksomhed i skovbruget), til udvikling af produkter fra skovbruget og træindustrien samt til oplysnings, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed.

En del af disse ordninger er blevet evalueret. Evalueringerne er generelt faldet positivt ud, men påviser også behov for justeringer. Der er desuden behov for større fleksibilitet i mulighederne for at prioritere mellem ordningerne indbyrdes. Disse forhold er beskrevet i det nationale skovprogram.

Efter forslaget kan der fortsat gives tilskud til de formål, som der er givet tilskud til efter den gældende lov. Der kan desuden gives tilskud til at sikre skove i internationale naturbeskyttelsesområder og til at udarbejde planer for bæredygtig drift, hvor beskyttelse af naturværdier, kulturmiljø og foranstaltninger for friluftslivet er indarbejdet i planerne for skovens udvikling. I forslaget er der også lagt op til, at tilskuddene fremover bedre kan tilpasses de aktuelle behov for at understøtte forskellige skovpolitiske mål. Det forventes således, at en stor del af tilskudsmidlerne i de kommende år vil blive brugt til at indgå aftaler eller eventuelt til at udbetale erstatninger efter kapitel 4 om beskyttelse af skov i internationale naturbeskyttelsesområder. I denne periode vil andre former for tilskud blive prioriteret lavere. Herudover er det hensigten, at miljøministeren vil søge at indgå aftaler for arealerne i og udenfor de internationale naturbeskyttelsesområder om foryngelsesmetoder, undladelse af brug af pesticider, jordbearbejdning, gødskning, afvanding mv. efter forslagets § 25, jf. § 29, ud fra bredere hensyn til biodiversiteten og opfyldelsen af det nationale skovprogram. Som noget nyt kan der ydes tilskud til at rådgive private skovejere i forbindelse med kortlægning og beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter, og ministeren kan fastsætte regler om, at tilskud til denne form for rådgivning i en periode kan ydes til en brancheorganisation.

2.5 Indarbejdelse af lensafløsningslovens regler i skovloven

Majoratsskove, som hørte til de tidligere majorater (len, stamhuse mv.), reguleres i dag af lensafløsningsloven. Efter denne lov skal al skov holdes sammen under én ejer (i forslaget benævnt majoratsbåndet). Der kan dog af miljøministeren gives dispensation til deling mellem flere ejere.

Forslaget om at overføre lensafløsningslovens regler om majoratsskov til skovloven betyder en væsentlig forenkling af regler og administration. Deling af majoratsskove vil herefter - i overensstemmelse med hvad der er praksis i dag - blive administreret på samme måde, som udstykning administreres efter skovloven. En række bestemmelser i lensafløsningsloven, som ikke bruges i praksis, kan herefter ophæves.

Det har under lovforberedelsen været overvejet, om majoratsbåndet helt kunne ophæves. Det skønnes dog mest hensigtsmæssigt at bevare majoratsbåndet. Majoratsbåndet giver nemlig sikkerhed for, at fysisk sammenhængende majoratsskove ikke uden videre kan deles mellem flere ejere. Sådanne sammenhængende skove kan ofte bestå af flere selvstændige ejendomme i udstykningslovens forstand. De ville i så fald frit kunne deles mellem flere ejere, hvis ikke majoratsbåndet holdt dem sammen. Deling af fysisk sammenhængende skove vil være imod lovens intentioner for så vidt angår udstykning, jf. bemærkningerne til § 12.

Ved at bevare majoratsbåndet holdes et majorats skovejendomme sammen under én ejer, indtil majoratsbåndet ophæves. I forbindelse med ophævelsen kan det så sikres, at de sammenhængende skove samnoteres matrikulært. De samnoterede dele af skovejendommen kan herefter kun udstykkes efter skovlovens regler. De øvrige dele kan frasælges uden tilladelse efter skovloven.

2.6 Forenkling som følge af, at fredskovspligten nu er noteret i matriklen

I den gældende lov er der en udførlig opremsning af, hvilke arealer der er fredskovspligtige. Den landsdækkende registrering og notering af fredskovspligtige arealer i matriklen blev afsluttet i 1998. For eksisterende fredskov er matriklen derfor nu det centrale register. Her kan man ved hjælp af kort og register til enhver tid nemt få oplyst, om en ejendom er helt eller delvis fredskovspligtig. Der er herefter kun behov for at beskrive de tilfælde, hvor der kan opstå ny fredskov, og at give mulighed for at rette eventuelle fejl i noteringen.

2.7 Forenklede regler om udstykning

I den gældende lov er der forbud mod udstykning af samlede fredskovstrækninger. Fysisk adskilte skove på samme ejendom betragtes som samlede, når afstanden mellem skovene er mindre end 800-1000 meter.

Efter forslaget er der kun forbud mod udstykning af fredskovspligtige arealer, der fysisk ligger samlet. Skove, som ligger fysisk adskilt, kan udstykkes uden dispensation efter skovloven. Skovloven er herefter ikke længere en hindring for, at en skovejer, der har flere adskilte skove, kan udstykke dem og udnytte det økonomiske potentiale, der ligge heri. Der skal dog stadig indhentes tilladelse til udstykning efter bl.a. planloven, udstykningsloven og eventuelt landbrugsloven.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ikke længere er et selvstændigt mål at fremme en god ejendomsstruktur (dvs. store driftsenheder) i skovbruget. På den anden side gør især hensynet til friluftslivet og landskabet, at det alligevel i et vist omfang er ønskeligt, at sammenhængende skovstrækninger ikke kan udstykkes uden tilladelse. Det er præciseret i bemærkningerne til bestemmelsen, at forbuddet mod udstykning kun gælder for dele under en vis størrelse. Den gældende praksis for tilladelse til udstykning af de fysisk sammenhængende fredskovspligtige arealer er opretholdt for at undgå, at der kan opføres flere boliger, som anses for nødvendige for driften af en skov. Hvis der ændres på grænserne for udstykning, kan det få afsmittende virkning for de arealstørrelser, der skal til for at opføre en driftsbolig. Og der er ikke noget ønske om at øge antallet af boliger i fredskov. Det forudsættes derfor, at hvor der pga. jordens ringe bonitet kun kan udstykkes i større dele på fx 200 - 300 ha, kan der fremover efter et konkret skøn udstykkes i mindre dele, hvis der til hver af delene allerede er en bolig. Dog kan der ikke udstykkes i dele på under 50 ha.

2.8 Øvrige forenklinger og ændringer

Forslagene om forenkling er beskrevet ovenfor under afsnit 1.3.

I forslaget er der sket en tilpasning, modernisering og ajourføring af bestemmelserne i forhold til den gældende lov. Mange bestemmelser har samme indhold som i den gældende lov, men er blevet redigeret og moderniseret. I andre bestemmelser er der udover redigering og modernisering sket mindre ændringer. Det gælder bl.a. reglerne om mærkning, overvågning og anden indsamling af oplysninger om skove.

En række bestemmelser er udgået af lovforslaget i forhold til den gældende lov. Efter den gældende lovs § 42 b har miljøministeren således nedsat Bevillingsudvalget for Skovbruget og Træindustrien, som dels har en rådgivende funktion, dels træffer afgørelser i visse typer sager. I forslaget er bestemmelsen om, at ministeren nedsætter udvalget, ikke gentaget. Ministeren forventes dog at nedsætte et sådant udvalg, men kun med en rådgivende funktion. Desuden er forudsætningen om »dobbeltbinding« (det at der samtidig er fredskovspligt og landbrugspligt på et areal) i tilskudssager faldet bort. Også forudsætningen om, at en ejer ved at tilbagebetale et tilskud indenfor 8 år efter tilsagnet kan få ophævet fredskovspligten, er faldet bort, jf. punkt 1.3 ovenfor.

3. Hovedindholdet i lovforslagets enkelte kapitler

I kapitel 1 beskrives skovlovens formål. Skovloven har siden 1989 haft en formålsbestemmelse, som angiver de overordnede principper for lovens administration. Som hidtil er der i formålet taget højde for, at skoven både har produktionsmæssige, natur- og miljømæssige og sociale funktioner. Disse forskellige formål er nu samlet under betegnelsen bæredygtighed. Målet om bæredygtighed retter sig både mod skovdriften og mod administrationen af loven. Der skal stadig lægges særlig vægt på natur, miljø og sociale funktioner i de offentlige skove.

I kapitel 2 beskrives fredskovspligten, dvs. hvilke arealer, der er fredskovspligtige, hvordan nye arealer bliver fredskovspligtige, og hvordan fredskovspligten kan ophæves. Det er desuden i dette kapitel, at de særlige regler om majoratsskov, som er overført fra lensafløsningsloven, er beskrevet.

I kapitel 3 findes nu alle regler om, hvordan fredskov kan anvendes, fx til byggeri mv., og reglerne for dyrkning af de arealer, der skal være bevokset med højstammet skov. Det er især i disse regler, der er sket en forenkling af kravene til skovejerne i forhold til den gældende lov. Hovedreglen er, at skoven ikke må fældes før hugstmodenhed, og at arealet skal være tilplantet eller groet til med træarter, der kan udvikle sig til højstammet skov, senest 10 år efter fældning. Det kræver ikke tilladelse at undlade aktiv skovdrift. Endelig kan op til 30 pct. af det enkelte fredskovspligtige areal anvendes på en måde, som gør, at der ikke kommer højstammet skov på arealet. Dette gælder ud over de arealer, der ved lovens ikrafttræden lovligt var uden træbevoksning.

Kapitel 4 er nyt. Det beskriver reglerne for beskyttelse af skovnaturtyper og levesteder for arter på skovbevoksede, fredskovspligtige arealer i internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af andre former for naturmæssigt særlig værdifuld skov. Der skabes dermed en præcis retlig ramme for gennemførelse af de nødvendige foranstaltninger for beskyttelsen. Danmark lever herefter op til sine forpligtelser efter habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet for så vidt angår fredskov.

I kapitel 5 findes reglerne om tilskud. De er ikke væsentligt ændrede i forhold til de gældende regler. Reglerne er dog tilpasset de nye regler i kapitel 4 om beskyttelse af skovnaturtyper og arter. Det er således muligt at bruge tilskudsmidler til aftaler og eventuelle erstatninger efter § 24 med henblik på at beskytte skovnaturtyper og levesteder for arter i de internationale naturbeskyttelsesområder. Også reglerne om tilskud til produktudvikling findes i dette kapitel.

I kapitel 6 findes reglerne om, at miljøministeren skal overvåge skovenes tilstand og skovbrugets udvikling, yde faglig bistand, vejlede og informere om skovbrug og kan iværksætte forskning og udvikling.

I kapitel 7 findes alle de administrative regler. Bl.a. er reglerne om miljøministerens mulighed for at dispensere fra lovens forbud og stille vilkår for afgørelser nu samlet i dette kapitel. Her findes også reglerne om, at ministeren kan delegere sin kompetence, samt reglerne om Skovrådet.

I kapitel 8 findes reglerne om tilsyn med, at loven overholdes, bl.a. reglerne for besigtigelse og håndhævelse af overtrædelser af loven.

I kapitel 9 findes reglerne om klage, i kapitel 10 reglerne om straf og i kapitel 11 bestemmelserne om ikrafttræden og overgang til den nye lov.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4.1. Staten

Miljøministeren forventes som hidtil at henlægge sine opgaver og beføjelser efter loven til Skov- og Naturstyrelsen.

Ministeren skal nedsætte et Skovråd, der skal rådgive om lovens administration. Som noget nyt vil ministeren at udpege en ekstern formand for rådet. Honorering af formanden sker i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler herfor, jf. Finansministeriets cirkulære om særskilt vederlag mv. Ministeren forventes desuden at nedsætte et udvalg til rådgivning i forbindelse med behandling af ansøgninger efter produktudviklingsordningen.

Forslagets administrative og økonomiske konsekvenser for staten kan opdeles på følgende områder:

1)   Lovopfølgende arbejde.

2)   Nye myndighedsopgaver vedr. beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter i de internationale naturbeskyttelsesområder.

3)   Registrering af anden skov med særlige naturværdier.

4)   Øvrig løbende administration efter loven, herunder vejledning af skovejere mv.

5)   Statslige økonomiske konsekvenser, herunder administration af bestemmelserne vedr. tilskud, erstatninger, produktionsafgifter mv.

6)   Virkningerne for staten af at gennemføre foranstaltninger til implementering af habitatdirektivet på de statsejede skovarealer.

Ad 1. Lovopfølgende arbejde

Forslaget indebærer en revision af flere bekendtgørelser, vejledninger mv. Det indeholder endvidere nye bestemmelser, hvorefter miljøministeren kan fastsætte nærmere regler i bekendtgørelse eller vejledning. Det skønnes, at der vil medgå ca. 1 årsværk i hvert af årene 2004 og 2005 hertil. I forbindelse med omlægning af tilskudsordningerne skal der endvidere afsættes midler til tilpasning af sagsstyrings-systemet TILSKOV samt til informationsmateriale om de nye/ændrede tilskudsmuligheder.

Ad 2. Nye myndighedsopgaver vedr. beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter i de internationale naturbeskyttelsesområder

Forslaget indeholder bestemmelser, der for arealer med fredskovspligt implementerer fuglebeskyttelses- og habitatdirektivet i dansk lovgivning på skovbevoksede, fredskovspligtige arealer. Efter forslaget udarbejder miljøministeren en Natura 2000-skovplan for de skovbevoksede, fredskovspligtige arealer i de internationale naturbeskyttelsesområder. Planen vedrører de skovnaturtyper og levesteder for skovtilknyttede arter, der er optaget på bilag I og II til habitatdirektivet og bilag I til fuglebeskyttelsesdirektivet, samt visse andre »små« naturtyper, der er omfattet af direktiverne. Som grundlag for planen foretager ministeren en kortlægning af beliggenhed og bevaringsstatus for skovnaturtyperne mv. Ministeren fastsætter de målsætninger for skovnaturtyperne mv., der er nødvendige for at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus, samt de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde målsætningerne. Ministeren kan indgå aftale med ejeren af en ejendom i et internationalt naturbeskyttelsesområde om driften mv. med henblik på at realisere Natura 2000-skovplanens bevaringsmålsætninger. Hvis der ikke kan indgås en aftale, skal ministeren pålægge ejeren af en ejendom den drift mv., der er nødvendig for at realisere Natura 2000-skovplanen. Efter forslaget revideres Natura 2000-skovplanen hvert 12. år, men ministeren kan undtagelsesvist gribe ind i særlige tilfælde. Forslaget indeholder desuden en anmeldeordning for visse nærmere bestemte aktiviteter, som ellers kan udføres uden tilladelse, men som skal vurderes for deres konsekvenser på arter og naturtyper.

Det forventes, at selve kortlægningen kan påbegyndes i 2004 og afsluttes i 2007. Det forudsættes herved, at de enkelte skovejere, allerede før en ny lov kan træde i kraft, i et vist omfang vil være villige til at lade myndighederne få adgang til deres ejendom med henblik på kortlægningen. Et pilotprojekt om kortlægning er i samarbejde med erhvervet gennemført i 2003.

Det skønnes, at lokaliteter med skovnaturtyper og levesteder for arter vil omfatte ca. 9.000 ha privatejet fredskov og minimum 5.000 ha statsskov. Lokaliteterne med skovnaturtyper og levesteder for arter ligger mere eller mindre spredt i de enkelte skove, varierer meget i størrelse og kan ligge i mosaik med andre, skovnaturtyper eller levesteder for arter, der ikke er beskyttet efter direktiverne. Til den samlede umiddelbare implementering af de ovennævnte myndighedsopgaver for miljøministeren påregnes som et groft skøn at medgå ca. 8 årsværk hvert af årene 2004-09 svarende til årlige meromkostninger i perioden på i alt 4 mio kr. Forventningen er herefter, at opgaverne antager en mere løbende karakter, og at administrationsniveauet falder. Skønnene beror på en forventning om, at det i de fleste tilfælde vil være muligt at indgå aftale om driften af en udpeget lokalitet fremfor at skulle træffe en afgørelse om at pålægge ejeren af en ejendom de driftsændringer mv., der er nødvendige.

Ad 3. Registrering af anden skov med særlige naturværdier

Forslaget indeholder bestemmelser om, at miljøministeren kan registrere andre naturmæssigt særligt værdifulde skovområder end dem, som er omfattet af naturbeskyttelsesdirektiverne, med henblik på at indgå aftaler med ejerne om fremtidig drift og pleje til sikring af naturværdierne. Indsatsen påbegyndes straks efter lovens vedtagelse og forudsætter en yderligere afklaring af naturskovsbegrebet. Registreringsarbejdet iværksættes umiddelbart herefter. Med forbehold herfor vurderes som et foreløbigt groft skøn, at der i alt vil medgå ca. 2 årsværk til registreringsarbejdet.

Ad 4. Løbende administration efter loven, herunder vejledning af skovejere mv.

Skov- og Naturstyrelsen har af miljøministeren fået delegeret administrationen af den gældende lov. Administrationen af den gældende lov omfatter afgørelser vedr. anvendelsen af fredskovspligtige arealer, pålæg af fredskovspligt, sager vedr. tilskud eller produktionsafgifter, tilsyn efter loven, vejledning og information mv. Disse opgaver videreføres med forslaget, og samlet set forventes forslaget derfor ikke at indebære en væsentlig ændring af styrelsens årsværkforbrug til administration af loven. Forslagets forenkling og lempelse mv. af reglerne om udstykning og vedr. drift af skovbevoksninger vil dog medføre et fald i antallet af disse afgørelser, som udgør en begrænset del af opgaverne. Denne ressourcebesparelse forventes dog i den nærmeste årrække anvendt til en øget vejledning om den nye skovlov både som konkret dialog og via en generel informationsindsats. Forslagets kapitel 4 indebærer nye myndighedsopgaver for miljøministeren, som medfører en øget administration, jf. pkt. 2 ovenfor.

Naturklagenævnet behandler klagesager efter en række afgørelser efter loven. Lovforslaget indebærer ikke ændringer på dette område. Forslaget til kapitel 4 om beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter kan give anledning til, at der vil blive indbragt flere afgørelser for Naturklagenævnet. Det er dog ikke muligt på nuværende tidspunkt at skønne over omfanget af den eventuelt yderligere klagesagsbehandling.

Der er i øvrigt ikke andre myndigheder, der har opgaver med administration af loven.

Ad 5. Statslige økonomiske konsekvenser, herunder administration af bestemmelserne vedr. tilskud, erstatninger, produktionsafgifter mv.

Tilskudsmidler under skovloven understøtter de vigtigste skovpolitiske målsætninger. I forslaget er de overordnede tilskudsområder derfor i store træk de samme som i den gældende lov. I forslagets § 29 opretholdes således muligheden for at yde tilskud til bæredygtig skovdrift i eksisterende skove, tilplantning af landbrugsarealer med skov, udvikling af produkter fra skovbruget og træindustrien, konsulentvirksomhed i skovbruget samt oplysnings-, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed vedrørende de nævnte aktiviteter. Endelig videreføres med forslaget ordningen om opkrævning af produktionsafgifter på pyntegrønt og juletræer. Produktionsafgifterne indgår i en fond, som miljøministeren også kan yde tilskud til, jf. finanslovens § 23.55. Privat skovbrug mv. Miljøministeren har endvidere i dag på finansloven hjemmel til at anvende de tilskudsmidler, der frigives, når tilskudsmodtagerne ikke gennemfører deres projekter, til nye tilsagn om tilskud. Forslagets bestemmelse om tilskud skal endvidere ses i sammenhæng med de nye bestemmelser i kapitel 4 om beskyttelse af skovnaturtyper og levesteder for arter og i § 39 om de vilkår, der kan stilles i tilsagn om tilskud. I § 29, stk. 1, nr. 1, om tilskud til bæredygtig skovdrift findes hjemmelen for miljøministeren til at give tilskud til aftaler efter kapitel 4, både i og udenfor internationale naturbeskyttelsesområder. Efter § 39, stk. 1, nr. 3, kan tilskud gøres betinget af, at der indgås en aftale. Såfremt der ikke kan indgås aftaler om driften efter kapitel 4 med henblik på at realisere Natura 2000-skovplanen, skal miljøministeren træffe afgørelser om driften med henblik på at realisere planen. Som noget nyt kan der efter forslagets § 29 ydes tilskud til at rådgive private skovejere i forbindelse med kortlægning og aftaler mv. om beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter, og ministeren kan fastsætte regler om, at tilskud til denne form for rådgivning i en periode kan ydes til en brancheorganisation.

Udgifter til erstatning som følge af det tab, som afgørelser efter kapitel 4 påfører en ejer eller indehaver af rettigheder over en ejendom, afholdes også under finanslovens § 23.55.08. Skovbrugsforanstaltninger iht. skovloven. Når der i løbet af en årrække er vedtaget Natura 2000-skovplaner for de internationale naturbeskyttelsesområder, vil grundlaget være tilvejebragt for, at man kan indgå aftaler med ejerne med henblik på at realisere planerne. Først på dette tidspunkt vil man kunne vurdere nærmere, hvilket indhold aftalen konkret skal have, og hvor store økonomiske midler, der samlet set vil være nødvendige for hvert enkelt beskyttelsesområde. Det vurderes dog, at finansiering af aftalerne, herunder udgifter til administration (løn, edb, mv.), tinglysning mv., kan tilvejebringes ved en omprioritering af de afsatte bevillinger under finanslovens § 23.55.08. Skovbrugsforanstaltninger iht. skovloven. Bevillingen omfatter tilskud til fremme af god og flersidig skovdrift i eksisterende skove, skovrejsning og aftaler om særlig drift og urørt skov. På finanslovsforslaget for 2004 er afsat følgende bevillinger i perioden 2004-2007 under § 23.55.08 (nettoudgift, dvs. med fradrag af refusion fra EU’s landbrugsfond):

År

2004

2005

2006

2007

Bevilling (mio. kr.)

65,1

71,5

85,0

85,0

Det forudsættes, at der fra lovens ikrafttræden ud over de hidtidige formål under § 23.55.08 kan afholdes udgifter i forbindelse med registrering, kortlægning, udpegning, indgåelse af aftaler og afgørelser efter kapitel 4, dvs. til administration (løn, edb, mv.), tinglysning, tilskud, erstatninger, tilskud til rådgivning ved en brancheorganisation om aftaler på private arealer mv. i en afgrænset årrække, mv.

Uanset at udgifterne til erstatninger og tilskud ikke kan opgøres nu, må det forventes, at udgifterne vil andrage en væsentlig del af de bevillinger, der er afsat de kommende år under finanslovens § 23.55.08. Udgifterne til erstatninger vil skulle afholdes, når krav om tab kan gøres gældende. Udgifterne til tilskud og erstatninger må forventes især at skulle afholdes i tiden fra 2006 og frem. Niveauet for de hidtidige tilskud til privat skovrejsning vil i de kommende år blive begrænset, som følge af implementeringen med tilskud af de internationale forpligtelser på naturbeskyttelsesområdet. Det er dog vurderet, at de internationale forpligtelser må have første prioritet, og at det i øvrigt er hensigtsmæssigt at prioritere sikringen af naturen i de eksisterende skove før rejsning af ny skov.

Det ændrer ikke ved målsætningen om en fordobling af det danske skovareal inden for en periode på 80-100 år. Udgiftsperioden i forbindelse med de internationale forpligtelser på naturbeskyttelsesområdet skønnes at ville vare 6-8 år. Der er dermed tale om en ganske kort periode i forhold til den lange tidshorisont for at gennemføre skovrejsningsmålsætningen.

Ad 6. Virkningerne for staten af at gennemføre foranstaltninger til implementering af habitatdirektivet på de statsejede skovarealer

Det vurderes, at lokaliteter med skovnaturtyper og levesteder for arter vil omfatte minimum 5.000 ha i offentlige skove, hvoraf langt hovedparten ejes af Miljøministeriet. I 1994 gennemførte Skov- og Naturstyrelsen en naturskovsstrategi (’Strategi for de danske naturskove og andre bevaringsværdige skovtyper’) for de skove, der ejes af Miljøministeriet. Det betød, at der blev udpeget arealer til urørt skov og andre særlige driftsformer, der i højere grad tager hensyn til biodiversiteten. Der er et væsentligt sammenfald i formål mellem habitatdirektivet og naturskovsstrategien, hvilket betyder, at biodiversiteten på en række af ovenstående 5.000 ha i forvejen er godt beskyttet gennem opfølgningen på naturskovsstrategien. De samlede økonomiske konsekvenser ved implementering af habitatdirektivet i skovene, der ejes af Miljøministeriet, vurderes derfor at være begrænsede.

4.2. Amterne og kommunerne

Amterne og kommunerne har ingen myndighedsopgaver i relation til lovforslaget. Det samlede lovforslag har ikke væsentlige administrative eller økonomiske konsekvenser for amtskommuner og kommuner, som ejere af skov.

Forslaget indebærer lempelser i dyrkningsbestemmelserne, således at visse former for drift af kommunale arealer med fredskovspligt, som hidtil har forudsat dispensation, umiddelbart vil være tilladt uden ansøgning herom til skovlovsmyndigheden.

De foreslåede særlige bestemmelser om beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter i de internationale naturbeskyttelsesområder i habitat- og fuglebeskyttelsesområder medfører administrative byrder for det fåtal af kommuner, som ejer skov i disse områder, særligt som følge af, at de aktiviteter, som er anført på bilaget til lovforslaget, skal anmeldes inden iværksættelse. Det skønnes, at der findes ca. 60.000 ha skov indenfor de internationale naturbeskyttelsesområder. Det vurderes, at lokaliteter med skovnaturtyper og levesteder for arter vil omfatte i alt 5.000 ha i offentlige skove, hvoraf langt hovedparten ejes af Miljøministeriet. Når der i løbet af en årrække er vedtaget Natura 2000-skovplaner for de internationale naturbeskyttelsesområder, vil grundlaget være tilvejebragt for at indgå aftaler eller afgørelser efter kapitel 4 med de kommunale ejere med henblik på at realisere planerne. Aftaler eller afgørelser efter kapitel 4 om driften mv. for at realisere planerne kan tinglyses på ejendommen, og er bindende for ejere og indehavere af rettigheder over ejendommen og skal gælde permanent for fremtidige ejere og brugere. Der kan også til kommuner ydes tilskud eller erstatning til dækning af tab ved henholdsvis aftaler eller afgørelser om driften mv. efter kapitel 4.

Også bestemmelserne om udstykning er lempede, således at der kan forventes en svagt øget sagsmængde i forhold til især udstykningsloven og planloven. Det er ikke muligt at anslå omfanget. Ændringerne giver samtidig forbedrede muligheder for kommunerne til at frasælge topografisk fritliggende skove.

5. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Den nye skovlov vil efter forslaget fortsat være skovbrugserhvervets primære, generelle lovgrundlag, foruden at være lovgrundlag for skovforvaltningen på det flertal af ejendomme med skov, hvor skoven på grund af beskeden størrelse eller andet ikke drives i egentligt erhvervsmæssigt øjemed. Hele erhvervet vil således nyde gavn af de lempelser og forenklinger mv. i regelsættet, som forslaget indebærer.

Skovloven, herunder de foreslåede ændringer på flere centrale områder, retter sig således mod samtlige landets skovejere. Ifølge den seneste skovtælling var der pr. 1. januar 2000 i alt 26.548 skovejendomme. Cirka 85 % af skovarealet skønnes at være fredskovspligtigt. Det vil, efter det foreslåede bortfald af pligten til i 10 år at drive handlede ikke-fredskovspligtige skove over 2 ½ ha efter skovlovens bestemmelser for arealer med fredskovspligt, fremover kun være i forbindelse med pligten til at bistå myndighederne og bemyndigede ved overvågning og lignende og i forbindelse med tilskud, at loven har betydning for skovarealer uden fredskovspligt. Antallet af ejendomme med fredskovspligt er således lavere end antallet af skovejendomme, og antallet af ejere hhv. ejerkollektiver er endnu lavere, da det ikke er ualmindeligt at eje og samdrive flere skovejendomme.

For såvidt angår arealer uden fredskovspligt på over 2 ½ ha vil den foreslåede frigørelse fra dyrkningskrav i forlængelse af handler kunne indebære økonomiske fordele for ejerne.

På kort til mellemlangt sigt vil lempeligere krav til driften af fredskovspligtige arealer give mulighed for omkostningsbesparelser. Med forslaget tillades hele skovdriften udført mere ekstensivt end efter den gældende skovlov. Dette kan på meget langt sigt i et vist omfang indebære indtægtstab som følge af færre produkter til salg og reduceret kvalitet af produkterne, hvorimod herlighedsværdier forventes øget herved. Der forudses store regionale og individuelle forskelle i virkningerne, alt efter det naturgivne potentiale og efter de enkelte bedrifters udnyttelse af de friere rammer.

De foreslåede særlige bestemmelser om beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter i de internationale naturbeskyttelsesområder i habitat- og fuglebeskyttelsesområder vil medføre administrative byrder for de private, som ejer skov i disse områder, særligt som følge af, at de aktiviteter, som er anført på bilaget til lovforslaget, skal anmeldes inden iværksættelse. Det skønnes, at der findes ca. 60.000 ha skov indenfor de internationale naturbeskyttelsesområder. Det skønnes, at lokaliteter med skovnaturtyper og levesteder for arter vil omfatte i alt ca. 9.000 ha beliggende i private skove. Når der i løbet af en årrække er vedtaget Natura 2000-skovplaner for de internationale naturbeskyttelsesområder, vil grundlaget være tilvejebragt for at indgå aftaler eller afgørelser efter kapitel 4 med ejerne med henblik på at realisere planerne. Aftaler eller afgørelser efter kapitel 4 om driften mv. for at realisere planerne kan tinglyses på ejendommen, og er bindende for ejere og indehavere af rettigheder over ejendommen og skal gælde permanent for fremtidige ejere og brugere. Der kan ydes tilskud eller erstatning til dækning af tab ved henholdsvis aftaler eller afgørelser om driften mv. efter kapitel 4.

Der foreslås fri adgang til at frasælge enkeltskove og dermed tilpasse en driftsenhed. Dette vil, i hvert fald på kortere sigt, have en positiv erhvervsøkonomisk effekt.

Også i en række øvrige tilfælde forudses beskedne positive, økonomiske virkninger for skovbrugserhvervet. Samlet skønnes der på kort og mellemlangt sigt at blive en positiv erhvervsøkonomisk effekt af loven.

Dele af forslaget kan få afledte effekter for andre brancher, herunder først og fremmest forhandlere af skovfrø, -planter og -maskiner, skoventreprenører og skovbrugskonsulenter, men også ejendomsmæglere, landinspektører, landbrugsejendomme og på sigt råtræaftagere og træforarbejdende virksomheder.

Erhvervet beliggende i de internationale naturbeskyttelsesområder vil særligt på kort sigt (medens planer/aftaler udarbejdes) blive administrativt bebyrdet af forslagets bestemmelser om beskyttelse af skovnaturtyper mv. For at imødegå dette er det foreslået, at miljøministeren i en periode kan yde tilskud til en brancheorganisation til rådgivning af private skovejere i forbindelse med kortlægning og aftaler mv. om beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter.

For samtlige skovejere vil forslaget indebære mindskede administrative byrder, som følge af de væsentlig friere rammer for driften og muligheden for i højere grad at kunne tage naturmæssige hensyn uden at skulle søge dispensation. Der forventes også mindre administrative bryder for erhverslivet som følge af, at de hidtidige spørgeskemabaserede skovtællinger nu afløses af et prøvefladebaseret overvågningsprogram, som ikke kræver indberetninger hvert 10. år fra samtlige skovejere, men kan fordre enkelte ejeres/ansattes bistand i konkrete tilfælde. Alt i alt ventes loven samlet at medføre administrative lettelser for erhvervslivet, dog ikke for erhvervet beliggende i de internationale naturbeskyttelsesområder.

Forslaget vil blive forelagt Økonomi- og Erhvervsministeriets Testpanel. En sammenfattende vurdering af undersøgelsens resultat foreligger ikke på nuværende tidspunkt, men en sådan vil tilgå Folketinget, så snart den foreligger.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Efter forslaget får miljøministeren hjemmel til at fastsætte regler om brugerbetaling, bl.a. for indgivelse af klager over afgørelser efter loven.

Forslaget har i øvrigt ingen administrative konsekvenser for borgere, som ikke er skovejere. Konsekvenserne for alle skovejere er behandlet under foregående afsnit vedr. erhvervslivet.

7. Forslagets miljømæssige konsekvenser

Med forslaget fastholdes målsætningen om, at skovloven skal bidrage til at forøge skovarealet. Samtidig styrkes indsatsen for skovenes stabilitet og for forbedring af den biologiske mangfoldighed i skovene.

Forslaget lægger rammerne for de tilskudsordninger, der skal understøtte lovens formål. Med forslaget gennemføres nødvendig beskyttelse af skovarealer i henhold til habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiverne, og beskyttelse af sjælden eller truet skovnatur vil være et vigtigt element i prioriteringen af tilskudsmidlerne.

Forslaget vil på længere sigt forbedre miljøet og velfærden på en række områder. Det forventes, at den samlede miljømæssige virkning af forslaget er positiv.

CO 2 -binding

Ved skovrejsning med fredskovspligt opnås en permanent lagring af CO 2 , fordi gentilplantninger sikrer, at lageret fra den første omdrift bliver opbygget igen og igen. I en fuldt udviklet skov er der typisk oplagret omkring 200 tons C (kulstof) pr. ha i vedmassen og jordbunden, hvilket er ca. dobbelt så meget som landbrugsjordens lager pr. ha.

Landskabet

Skovene udgør et meget væsentligt og synligt element i landskabet, og landskabsbilledet er således meget følsomt over for skovrejsning. Indsatsen søges derfor fortsat koncentreret i områder, der i regionplanen er udpeget til skovrejsningsområde. Idet man på den måde sikrer hensynene til landskabets karakter, vil skovrejsningen være med til at forstærke landskabsoplevelsen.

Forslaget styrker mulighederne for skovgræsning, anvendelse af gamle driftsformer, udlæg af urørt skov, foryngelse ved fri succession og midlertidigt eller permanent åbne arealer i skovene. Dette bidrager til oplevelse af variation i landskabet.

Vandressourcer

Den statslige skovrejsning forventes koncentreret i bynære områder og områder med vandindvindingsinteresser, hvilket vil bidrage væsentligt til sikring af vandkvaliteten især for de større bysamfund. Tilskud til privat skovrejsning vil ligeledes i vid udstrækning blive kanaliseret til nitratfølsomme indvindingsområder eller områder, hvor der er udarbejdet en indsatsplan af hensyn til drikkevand. Hertil kommer, at sigtelinien om mere ekstensive nyanlæg af skov dels vil give mere skov i forhold til investeringerne, dels vil virke miljø- og herunder grundvandsbeskyttende i det omfang kraftig jordbearbejdning undlades.

Dyre- og planteliv

Forslaget indeholder en række gennemførelsesbestemmelser for direktivbeskyttelsen af skovnaturtyper og levesteder for arter. Det skønnes, at de beskyttede skovnaturtyper i de udpegede habitatområder omfatter ca. 14.000 ha fredskovspligtige arealer, helt overvejende løvskov, svarende til 3-4 % af det samlede danske skovareal.

Kortlægningen og statusbeskrivelsen af disse beskyttede naturtyper og levesteder for arter på arealer med fredskovspligt og efterfølgende planlægning, fremtidssikring og pleje vil have en positiv indflydelse på bevarelsen af sjældne eller truede dyr og planter. Hertil kommer, at der i medfør af forslaget vil ske en kortlægning af naturhistorisk værdifulde skove ud over de af direktivbeskyttelsen omfattede, og disse vil bl.a. ved aftaler med skovejerne blive sikret en drift, som understøtter og fremmer biodiversiteten.

Med forslaget gives endvidere større frihed til at vælge dyrkningsform, f.eks. mere naturnære driftsformer, samt større mulighed for at reservere en del af skoven til at lade naturen udvikle sig frit uden aktiv indgriben. Også dette ventes at bidrage til den biologiske mangfoldighed.

Friluftsliv

De med forslaget forbedrede muligheder for at adskille fritliggende skove ved udstykning kan resultere i flere skovejere og ejerskifter. Som følge af forskellige holdninger til frivilligt at give adgang udover lovgivningens krav, og idet ejerskifter under alle omstændigheder kan betyde, at hidtidige aftaler om brug af de pågældende skove falder bort, til de er genindgået med de nye ejere, kan forslaget få en vis, men formentlig begrænset negativ effekt for friluftslivet.

8. Forholdet til EU-retten
Fuglebeskyttelsesdirektivet 79/409/EØF og habitatdirektivet 92/43/EØF

Lovforslaget gennemfører dele af Rådets direktiv nr. 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle med senere ændringer (fuglebeskyttelsesdirektivet) og af Rådets direktiv nr. 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter med senere ændringer (habitatdirektivet).

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 2.3 samt de specielle bemærkninger til kapitel 4.

Supplering af EF-forordninger

I § 46 er der hjemmel til, at miljøministeren kan fastsætte regler, som supplerer EF-forordninger.

Landdistriktsprogram mv.

Med forslaget sker der umiddelbart en videreførelse af de tilskudsordninger, der er indeholdt i det danske landdistriktsprogram for perioden 2000-2006. Det drejer sig om tilskud til til skovrejsning og til fremme af god og flersidig skovdrift i eksisterende skove. Eksisterende bekendtgørelser vedrørende disse ordninger videreføres med forslaget indtil videre, jf. bemærkningerne til § 69. Landdistriktsprogrammet er godkendt af Kommissionen i september 2000, jf. rådsforordning 1257/99. Kommissionen orienteres om ændringen af skovloven, når forslaget er vedtaget.

Nye tilskudsordninger vil kunne indeholde elementer, der skal godkendes af Kommissionen, inden de kan iværksættes som ændringer til landdistriktsprogrammet, eller forudsættes notificeret i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

Med Kommissiones godkendelse af ændringer til det danske landdistriktsprogram den 28. juli 2003 er der skabt mulighed for en delvis medfinansiering af tilskud til sikring af skovnaturtyper i habitatområder.

For så vidt angår tilskud til urørt skov vil der evt. blive søgt medfinansiering under »LIFE«-programmet, jf. rådsforordning 1655/2000.

Tilskud til produktudvikling, tilskud til konsulentvirksomhed samt opkrævning og anvendelse af produktionsafgifter er tidligere notificeret for Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Hvis der foretages ændringer i de nævnte tilskudsordninger, kan det kræve ny notifikation for Kommissionen.

Der forventes udarbejdet et nyt landdistriktsprogram for Danmark gældende fra år 2007. Tilskudsordninger i medfør af skovloven vil i nødvendigt omfang blive søgt indarbejdet i dette landdistriktsprogram.

Overvågning mv.

Med de overvågningsprogrammer, som Danmark er eller bliver internationalt forpligtet til at følge i dag, bl.a. EU´s forslag om overvågning af skovene og af miljøvekselvirkninger i Fællesskabet (Forests Focus, EFT C 20 E af 28.1.2003, side 67), er der behov for at sikre myndighederne adgang til ejendommene også med henblik på overvågning. Denne hjemmel er nu indarbejdet i forslagets § 49.

9. Forhold til anden lovgivning

Bestemmelserne i lovens kapitel 4 om naturbeskyttelse tilsigter at supplere de gældende regler, således at den retlige ramme for opfyldelse af Danmarks EU-forpligtelser bliver i overensstemmelse med de krav, som EF-domstolen har tilkendegivet følger af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet. Regeringen har med samme sigte nu vedtaget miljømålsloven og fremsætter desuden samtidig med fremsættelse af forslaget til ny skovlov forslag til lov om naturbeskyttelse.

10. Kommunikationsplan

Der vil som led i lovforslagets gennemførelse blive udarbejdet en kommunikationsplan. Målgruppen for denne plan vil først og fremmest være skovbrugserhvervet, dvs. skovejere, skovforvaltere og konsulenter, som i det daglige skal forholde sig til de ændringer, som følger af den nye skovlov. Sekundært vil planen også rette sig mod andre, f.eks. organisationer, borgere, virksomheder m.m., som måtte have en interesse i skove og skovdrift.

Formidlingen af loven vil i første omgang ske gennem presseinitiativer og artikler i relevant fagpresse. Der planlægges hurtigt efter lovens vedtagelse udgivet et hæfte eller lignende om loven, som vil vejlede om de praktiske ændringer, som loven medfører. Tilsvarende vil loven blive formidlet gennem Internettet.

Den nye lov indebærer, at der må udarbejdes en ny vejledning for skovloven.

Informationsindsatsen vil ikke kun omfatte selve loven og dennes udmøntning. Også en række faglige emner, som har nær tilknytning til lovens indhold, vil blive omfattet. Det gælder således naturnær skovdrift, natur og biologisk mangfoldighed i skovene, herunder internationale beskyttelsesområder, skovrejsning, tilskudsordninger m.m.

Det vil løbende blive vurderet, i hvilket omfang der skal afholdes informationsmøder, kurser o.lign. for at understøtte lovens gennemførelse.

Kommunikationsplanen vil blive udarbejdet og gennemført i samråd med erhvervet.

11. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Udkast til lovforslaget blev sendt i ekstern høring med brev af 22. oktober 2003. Høringsfristen udløb den 19. november 2003.

Lovforslaget blev sendt til høring hos følgende foreninger og organisationer:

Advokatrådet, Akademiet for de tekniske Videnskaber, Akademirådet, ALMA, Amternes Vadehavssamarbejde, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Campingrådet, Danmarks Cykle Union, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Idræts-Forbund, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Turistråd, Dansk Amatørfiskerforening af 1978, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Bilharziose Laboratorium, Dansk Botanisk Forening, Dansk Byggeri, Dansk Cyklistforbund, Dansk Dambrugerforening, Dansk Handel og Service, Dansk Havbrugerforening, Dansk Industri, Dansk Islandshesteforening, Dansk Kano og Kajak Forbund, Dansk Kulturhistorisk Museumforening, Dansk Landbrug, Dansk Land- og Strandjagtforening, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Rideforbund, Dansk Sejlunion, Dansk Skovforening, Dansk Sportsdykker Forbund, Dansk Vandrelaug, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, De danske Skovdyrkerforeninger, Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole, Det Økologiske Råd & Selskab, Dyrenes Beskyttelse, FATCH, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Foreningen af Danske Naturhistoriske Museer, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Foreningen af Naturfredningsformænd og disses suppleanter i Danmark, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen Regnskovsgruppen Nepenthes, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, Greenpeace Danmark, GTS – Godkendt Teknologisk Service, Hedeselskabet, HTS – Handel, transport og Serviceerhvervene, Håndværksrådet, Kolonihaveforbundet, Kyst, Land & Fjord, Landbrugets Rådgivningscenter, Landbrugsrådet, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Landsforeningen Levende Hav, MLK-Sammenslutningen, Naturhistorisk Museum Århus, Naturrådet, NOAH, Nordisk Konservatorforbund, Parcelhusejernes Landsforening, Plantedirektoratet, SID, Verdensnaturfonden.

Lovforslaget blev sendt til høring hos følgende offentlige institutioner mv.:

Amtsrådsforeningen, Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet, Forbrugerrådet, Forsvarsministeriet, Frederiksberg kommune, Hovedstadens Udviklingsråd, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Justitsministeriet, Kirkeministeriet, Kommunernes Landsforening, Kulturmiljørådet i Århus Amt, Kulturmiljørrådet i Bornholms Regionskommune, Kulturmiljørådet i Frederiksborg Amt, Kulturmiljørådet i Fyns Amt, Kulturmiljørådet i Københavns Amt, Kulturmiljørådet i Københavns og Frederiksberg kommuner, Kulturmiljørådet i Nordjyllands Amt, Kulturmiljørådet i Ribe Amt, Kulturmiljørådet i Ringkøbing Amt, Kulturmiljørådet i Roskilde Amt, Kulturmiljørådet i Storstrøms Amt, Kulturmiljørådet i Sønderjyllands Amt, Kulturmiljørådet i Vejle amt, Kulturmiljørådet i Vestsjællands Amt, Kulturmiljørådet i Viborg Amt, Kulturministeriet, Københavns Amtsmuseumsråds Forretningsudvalg, Københavns Kommune, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Museumsrådet for Bornholms Regionskommune, Museumsrådet for Frederiksborg Amt, Museumsrådet for Fyns Amt, Museumsrådet for København og Frederiksberg, Museumsrådet for Københavns Amt, Museumsrådet for Nordjyllands amt, Museumsrådet for Ribe amt, Museumsrådet for Ringkjøbing Amt, Museumsrådet for Roskilde Amt, Museumsrådet for Storstrøms Amt, Museumsrådet for Sønderjyllands Amt, Museumsrådet for Vejle Amt, Museumsrådet for Vestsjællands Amt, Museumsrådet for Viborg Amt, Museumsrådet for Århus Amt, Skatteministeriet, Statsministeriet, Trafikministeriet, Udenrigsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet.

10. Sammenfattende skema

 

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

For kommunerne vil større handlefrihed på forskellige områder vedr. egne arealer give en økonomisk gevinst.

Lovforslaget medfører ikke merudgifter for staten, idet omkostninger særligt som følge af gennemførelsen af naturbeskyttelsesdirektiverne forventes at kunne dækkes via målretning af bevilling under finanslovens § 23.55.08 Skovbrugsforanstaltninger iht. skovloven for perioden 2004-2007.Det skønnes,at lokaliteter med skovnaturtyper og levesteder for arter vil omfatte minimum 5.000 ha beliggende i offentlige skove, hvoraf langt hovedparten ejes af Miljøministeriet. I Miljøministeriets skove er biodiversiteten på en række af de ovenstående 5.000 ha i forvejen godt beskyttet, hvorfor de samlede økonomiske konsekvenser ved implementering af habitatdirektivet i Miljøministeriets skove vurderes at være begrænsede.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Forslagets lempede udstyknings- og dyrkningsbestemmelser vil medføre lettelser i den statslige administration af loven.

På kort sigt forøges den statslige administration, som følge af behovet for nye bekendtgørelser, tilskudsordninger (og afledte EU-forhandlinger) samt vejledning(er). Desuden vil de foreslåede bestemmelser om beskyttede skovtyper medføre administrative byrder især for staten, indtil registrering og planlægning er tilendebragt. For kommunerne kan også den med forslaget øgede udstykningsadgang efter skovloven give mere administration efter bl.a. planloven.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Den foreslåede frie adgang til frastykning af topografisk fritliggende skove kan få positiv virkning for ejere af flere sådanne. De foreslåede lempelser i dyrkningskravene har på i hvert fald kort sigt positive virkninger for de fleste skovejere ved at sænke udgiftsbehovet. Den foreslåede frigørelse fra dyrkningskrav f.s.a. handlede skove uden fredskovspligt kan indebære økonomiske fordele for ejerne.

 

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

For samtlige skovejere indebærer forslaget lempede udstyknings- og dyrkningsbestemmelser samt bortfald af den 10-årige spørgeskemabaserede skovstatistik. Erhvervet beliggende i de internationale naturbeskyttelsesområder vil særligt på kort sigt (medens planer/aftaler udarbejdes) blive administrativt bebyrdet af forslagets bestemmelser om beskyttelse af skovnaturtyper mv. For at imødegå dette er det foreslået, at miljøministeren i en periode kan yde tilskud til en brancheorganisation for rådgivning af private skovejere i forbindelse med kortlægning og aftaler mv. om beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter.

For de ejere, der har skov beliggende i de internationale naturbeskyttelsesområder, medfører forslaget øgede administrative byrder særligt i perioden indtil der er indgået aftaler om drift. Dette gælder særligt i perioden, indtil der er indgået aftaler mv. om drift med henblik på beskyttelse af de ca. 9.000 ha skovnaturtyper og levesteder, der skønnes at være beliggende i de private skove i områderne.

Administrative konsekvenser for borgerne

 

Ministeren får hjemmel til at fastsætte regler om brugerbetaling.

Miljømæssige konsekvenser

Forslaget styrker mulighederne for etablering af naturarealer og anvendelse af driftsformer, som bidrager til oplevelsen af variation i landskabet og til den biologiske mangfoldighed.

Forslagets bestemmelser om beskyttelse af skovnaturtyper og levesteder i de internationale naturbeskyttelsesområder vil have en positiv indflydelse på bevarelsen af sjældne eller truede dyr og planter.

Den fortsatte skovrejsning forventes i vidt omfang koncentreret til områder med vandindvindingsinteresser eller med bynærhed.

Det foreslåede bortfald af restriktioner vedr. udstykning af fritliggende skove kan, via de deraf følgende flere ejere og ejerskifter, i et begrænset omfang give gener for friluftslivet.

Forholdet til EU-retten

Implementering af habitatdirektivet, fuglebeskyttelsesdirektivet, landdistriktsprogrammet, forslag om Forest Focus samt notifikation af en række tilskudsordninger mv., jf. punkt 8 i bemærkningerne.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Formål

Til § 1

Formålsbestemmelsen afstikker rammerne for de hensyn, som lovligt kan og skal varetages ved driften af skovene og administration af loven.

Efter den gældende lovs § 1 er hovedformålet med loven at sikre, at der til stadighed er skovarealer i landet med en dertil knyttet træproduktion, og at regulere skovbruget med henblik herpå. Ved administrationen af loven skal der desuden lægges vægt på at sikre, at der også tages hensyn til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljø og friluftsliv, i den gældende lov udtrykt som »flersidige hensyn«. Også i forbindelse med driften af skovene skal de flersidige hensyn tilgodeses. Dette er dog i den gældende lov ikke udtrykt i formålsbestemmelsen, men i lovens kapitel 3, hvor flersidighed stilles som et egentligt krav til skovejeren, og hvoraf det også fremgår, at afvejningen af de forskellige hensyn skal ske ud fra en helhedsbetragtning. Kravet om flersidighed har dog i sig selv mere karakter af en hensigtserklæring. Det er da heller ikke blevet håndhævet, fx med påbud om at tilrettelægge en mere flersidig drift.

Efter forslagets § 1 er det stadig målet at sikre både skovressourcen, træforsyningen og de flersidige hensyn. Disse formål er nu samlet i formålsbestemmelsen og gælder umiddelbart både for driften og administrationen. Inden for den ramme, som loven giver, kan således flere hensyn forfølges, uden at det er nødvendigt at indhente dispensation. Varetagelse af de »flersidige hensyn« er i forslaget ikke længere et krav til driften. Men i og med at der ikke længere kræves tilladelse efter loven til foranstaltninger, der fremmer en flersidig drift, forventes det, at flere skovejere vil benytte den lettere adgang til at variere driften ud fra andre hensyn end produktionshensynet. Også i administrationen vil der blive lagt vægt på at fremme de flersidige formål.

Formålsbestemmelsen indeholder i store træk alle de samme elementer som den gældende lov, jf. gennemgangen nedenfor. Dog anses det i forslaget ikke længere som et formål efter skovloven at forbedre skovbrugets ejendomsstruktur.

Ved en god ejendomsstruktur forstår man efter den gældende lov, at tilpas store driftsenheder - i økonomisk forstand - er samlet under den samme ejer. Bl.a. forbuddet mod udstykning samt lensafløsningslovens regler om, at majoratsskove skal holdes samlet under én ejer, støtter dette formål.

Det økonomiske afkast af den primære skovdrift er imidlertid efterhånden blevet forringet. I dag skal der derfor endog meget store skovarealer til, for at skoven kan give en økonomisk betydende indtægt. I dag betyder et stort skovareal heller ikke nødvendigvis særlige fordele for driften og dermed en bedre skovdrift. Målet for skovdriften har således udviklet sig i en retning, hvor de flersidige hensyn tillægges langt større vægt end hidtil. Hertil kommer, at den rådgivning og information, der i dag tilbydes de enkelte skovejere, er med til at sikre en forsvarlig drift af selv små skove. Endelig gives der efter praksis tilladelse til udstykning af store sammenhængende skovstrækninger, når blot hver af delene er over en vis størrelse.

Der synes derfor ikke længere at være grundlag for at opretholde et formål om bedre ejendomsstruktur med henblik på at holde skov sammen i store økonomisk bæredygtige enheder. På den anden side gør især hensynet til friluftslivet og landskabet, at det alligevel i et vist omfang er ønskeligt, at sammenhængende skovstrækninger ikke kan udstykkes. Bestemmelsen er dog lempet i forhold til den gældende lov, jf. forslagets § 12 om udstykning og bemærkningerne hertil.

Ad stk. 1

Efter forslaget er det som hidtil et formål at bevare, værne og hertil forøge skovarealet. Den helt grundlæggende regulering, som sikrer, at fredskovspligtige arealer bevares til skovdrift, og at fredskovspligten kun undtagelsesvis kan ophæves, er således ikke ændret. Som følge af den seneste ændring af skovloven i 1996, hvor tilskudsordningerne blev tilpasset, har der været stor interesse for skovrejsning, en interesse som søges fastholdt med forslaget. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger og til § 29 om tilskud og bemærkningerne hertil.

Ad stk. 2

Efter forslaget er det overordnede formål for drift og administration af landets skovressource at fremme en bæredygtig drift. »Bæredygtig drift« erstatter således den gældende lovs overordnede formål om en »god og flersidig skovdrift«. Ved at anvende betegnelsen »bæredygtig drift« bringes formuleringen af formålet på linie med den sprogbrug, der både i den øvrige nationale lovgivning og i international sammenhæng anvendes om mål for natur- og miljøpolitikken. Både nationalt og internationalt betyder målet om bæredygtig drift, at såvel økonomiske som økologiske, samfundsmæssige og kulturelle værdier skal sikres.

Efter forslaget tilstræbes det, at driften af de fredskovspligtige arealer sker ud fra en helhedsbetragtning. Bestemmelsens opremsning af hensyn er således ikke prioriteret. Anvendelse af en helhedsbetragtning ved lovens administration og ved driften af skovene betyder, at alle de hensyn, der er nævnt i bestemmelsen, skal inddrages i beslutningsprocessen vedrørende de fremtidige dispositioner for det enkelte fredskovspligtige areal. Helhedsbetragtningen gælder - som efter den gældende lov - for det enkelte fredskovspligtige areal, dvs. for den fysisk samlede enhed, der udgør »en skov«. Helhedsbetragtningen indebærer derfor, at et fredskovspligtigt areal, hvor samtlige bevoksninger drives, så de udelukkende tilgodeser ét hensyn, ikke lever op til intentionerne i lovforslaget. Hvis et fredskovspligtigt areal er delt i flere parceller med forskellige ejere, betragtes hver parcel som et selvstændigt fredskovspligtigt areal. I parcelskove gælder helhedsbetragtningen derfor for hver enkelt parcel.

Forslagets bestemmelser om drift gælder kun for fredskovspligtige arealer. Op til 30 pct. af de fredskovspligtige arealer, der i dag er bevokset med træer, kan imidlertid fremover anvendes til formål, som ikke falder ind under den normale forståelse af »skov«, dvs. et areal bevokset med højstammede træer. I forslaget bruges derfor fortrinsvis betegnelser som »det fredskovspligtige areal«, »arealer med fredskovspligt«, »det enkelte fredskovspligtige areal« el. lign. om de arealer, der omfattes af lovens bestemmelser vedrørende driften, og som består af træbevoksede arealer og tilhørende arealer uden træbevoksning. Betegnelsen »skov« vil - hvor den bruges - også omfatte såvel træbevoksede arealer som de naturligt tilhørende arealer uden træbevoksning.

Ad nr. 1)

Bestemmelsen om at fremme opbygningen af robuste skove er ny. Økologisk robuste skove er en forudsætning for langsigtet økonomisk rentabilitet samt naturmæssigt værdifulde, oplevelsesrige og varierede skove. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det meget omfattende stormfald i 1999, hvor især store arealer med ensaldrende nåletræsskove væltede. Ved at vælge betegnelsen »robuste skove« opnås overensstemmelse med terminologien i lov om stormflod og stormfald.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs formål om at forbedre skovbrugets stabilitet og produktivitet.

Formålet er stadig at sikre en stabil produktion af kvalitetstræ fra de danske skove. Dette mål fremmes, når produktionen hviler på et stabilt, produktivt og økonomisk rentabelt skovbrug. Selv om lovforslaget indeholder lempelser, der skaber større fleksibilitet og mere frihed i skovforvaltningen, så det bl.a. gøres nemmere at tage hensyn til naturen i den daglige drift, er det ikke hensigten generelt at reducere mulighederne for træproduktion fra de danske skove. I et globalt perspektiv er det endvidere væsentligt, at Danmark påtager sig sin del af ansvaret for at bidrage til at dække efterspørgslen efter træprodukter – også i en fjernere fremtid.

Ad nr. 3)

Et væsentligt sigte med lovforslaget er at sikre og forbedre vilkårene for den store biologiske mangfoldighed, der er knyttet til skovene. Det sker ved at følge op på de internationale forpligtelser, især i de internationale naturbeskyttelsesområder, jf. kap. 4, og i medfør af Biodiversitetskonventionen. Det sker desuden ved generelt at understøtte udvikling af naturnær skovdrift, jf. kap. 3, og ved specifikt at øge og forenkle mulighederne for fri naturudvikling i skoven og for naturpleje. Forslagets bestemmelser om tilskud til fremme af bæredygtig skovdrift, jf. § 29, skal tillige medvirke til at forbedre vilkårene for en sådan drift, bl.a. for at tilgodese den biologiske mangfoldighed.

Ad nr. 4)

Her beskrives de hensyn, som efter den gældende lov betegnes som »flersidige«, dvs. hensynene til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv. Der er ikke i forslaget lagt op til en ændret fortolkning af, hvad disse hensyn omfatter.

Hensynet til landskabet omfatter både de store linier i landskabet og dets enkelte elementer. Ved opbygningen og driften af skoven bør der således tages hensyn til, at skoven i sig selv udgør et landskab, hvor ydre og indre skovbryn, gamle enkelttræer og overstandere og ubevoksede åbne arealer er værdifulde elementer. Der bør desuden tages hensyn til, at skoven er en del af det omgivende landskab. Her kan skoven være med til at fremhæve landskabsformer som søer, smeltevandsdale eller skrænter med geologiske profiler. Omvendt bør landskabets former ikke sløres ved en forkert placering af nye skove.

De kulturhistoriske elementer kan være større strukturer som fx en landsby med dens udskiftningsstruktur eller en skovrydning med gårde. Det kan også være spor i landskabet eller anlæg, der vidner om den historiske udvikling af dyrkningsmetoder eller udnyttelse af ressourcer, herunder egentlige produktions- og industrianlæg. Sådanne landskabselementer, strukturer, spor og anlæg bør bevares og måske synliggøres. Ved en skånsom jordbearbejdning og udslæbning af stammer og ved at undlade dybdepløjning sikres det, at underjordiske minder eller strukturer som fx højryggede agre og agervolde ikke risikerer at blive ødelagt.

Naturhistoriske hensyn kan defineres som hensynet til jordens stoffer og organismer, og omfatter såvel biologiske som geologiske hensyn. Der tænkes dog især på skovens funktion i forhold til at sikre gode levesteder for plante- og dyreliv, at fastholde og forbedre skovklimaet, og at sikre et varieret skovbillede med forskellige træarter i forskellige aldre.

Med miljøbeskyttende hensyn tænkes fx på forhold som beskyttelse af skovklimaet, beskyttelse af grundvand mod fx nitratforurening og på dæmpning af sandflugt og jordfygning og skabelse af læ.

I forhold til fremme af friluftslivet fokuserer lovforslaget på skovenes oplevelsesmuligheder, herunder fremme af robuste og varierede skove med større naturværdier, godt bevarede og tilgængelige kulturminder samt bedre muligheder for at etablere støttepunkter til gavn for friluftslivet, jf. forslagets kapitel 3 og bemærkningerne hertil.

Ad stk. 3

Et væsentligt virkemiddel i lovforslaget er at styrke rådgivning og information om bæredygtig drift af skovene, herunder omstillingen til naturnær skovdrift, som er en meget langsigtet, men ønskelig omstilling af det danske skovbrug. I denne sammenhæng påhviler der statsskovene en særlig forpligtelse til at lægge vægt på udviklingsopgaver og forsøgsvirksomhed, jf. § 2, ligesom der efter § 29 kan gives tilskud til rådgivning og information om aktiviteter, der fremmer lovens formål.

Til § 2

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 2, men svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse.

I stk. 2 er det præciseret, at det er i de skove, der ejes af miljøministeren, at der skal lægges særlig vægt på at fremme udviklings- og forsøgsvirksomhed.

Til kapitel 2

Fredskovspligtens udstrækning

Kapitel 2 indeholder som den gældende lov en beskrivelse af, hvilke arealer, der er fredskovspligtige. Bestemmelserne er dog væsentligt enklere end i den gældende lov, ligesom nogle af bestemmelserne i den gældende lov ikke er gentaget i forslaget. Det skyldes, at der nu er gennemført en landsdækkende gennemgang og notering af fredskovspligtige arealer i matriklen (fredskovskonstatering). Matriklen er således i dag det centrale register for fredskovspligtige arealer. Det er derved sikret, at der altid kan findes præcise oplysninger i form af register og kort, hvoraf det enkelte fredskovspligtige areal fremgår, også hvor der er tale om fredskovspligt på dele af et matrikelnummer.

Som hidtil vil et areal kunne være omfattet af både fredskovspligt efter skovloven og landbrugspligt efter landbrugsloven. Arealet vil i så fald også være omfattet af landbrugslovens regler om hovederhverv, bopælspligt, uddannelseskrav, sammenlægning, forpagtning mv. Forudsætningen om, at et areal skal være underlagt både fredskovspligt og landbrugspligt (»dobbeltbinding«) i en periode på 8 år, efter at der er givet tilskud til skovrejsning på landbrugspligtige arealer, er dog ikke gentaget i forslaget, jf. bemærkningerne til § 29.

Kapitel 2 indeholder desuden som noget nyt de særlige bestemmelser om majoratsskov, som er overført til skovloven fra lensafløsningsloven, jf de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.

Til § 3

Bestemmelsen opregner, hvilke arealer der er fredskovspligtige.

Ad nr. 1)

Den landsdækkende fredskovskonstatering, som var forudsat efter den gældende lov, er blevet gennemført og afsluttet i 1998. Den skov, som omfattes af den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 2 - 6, som bestemmer, hvilke arealer der er fredskovspligtige, samt størstedelen af de egekrat, der omfattes af nr. 8, samt de arealer uden skovbevoksning, der efter nr. 9 hører til disse kategorier af fredskov, er derfor nu noteret med fredskovspligt i matriklen. Der kan ikke opstå nye arealer med fredskovspligt inden for disse kategorier. For disse arealer kan man herefter nøjes med at slå fast, at de er fredskovspligtige, fordi miljøministeren har besluttet det efter de gældende regler.

Det har været overvejet at definere fredskovspligtige arealer som de arealer, der er noteret med fredskovspligt i matriklen. Det skønnes dog at være mest hensigtsmæssigt at knytte retsvirkningerne af fredskovspligten til ministerens beslutning. Det skyldes bl.a., at noteringen ofte gælder dele af ejendomme, og at noteringen derfor ikke er defineret så klart ved hjælp af matriklen som fx landbrugspligten, som gælder for hele ejendomme. Hvis der opstår tvivl om afgrænsningen af det fredskovspligtige areal, skal det være afgørelsen og ikke noteringen, som definerer, hvad der er fredskovspligtigt. Desuden sker noteringen i praksis ikke altid samtidig med beslutningen om fredskovspligt. Især når der som vilkår for tilsagn om tilskud stilles vilkår om, at arealer bliver fredskovspligtigt, kan der være behov for at udskyde noteringen af fredskovspligten, til projektet har fået sin endelige udformning.

Bestemmelsen omfatter også de arealer, der fremover bliver fredskovspligtige efter forslagets § 4 eller § 7, stk. 2.

De øvrige bestemmelser i den gældende § 4 videreføres i varierende omfang, jf. gennemgangen nedenfor.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen præciserer den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 7, om, at »skove, der hører til eller har hørt til de tidligere majorater«, er fredskovspligtige, til, at de arealer, »der i matriklen eller tingbogen er noteret som majoratsskov«, er fredskovspligtige. Matriklen bruger ikke udtrykket »majoratsskov«, men bruger udtrykket »samlet skovstrækning«, som også bruges i lensafløsningsloven. Efter Kort- og Matrikelstyrelsens oplysninger vil udtrykket »samlet skovstrækning« imidlertid fremover blive ændret til »majoratsskov«. Ordet »majoratsskov« anvendes derfor i forslaget, men er synonymt med matriklens og lensafløsningslovens udtryk »samlet skovstrækning«.

Majoratsskove reguleres i dag af lensafløsningsloven, hvorefter al skov, som hørte til de tidligere majorater (len, stamhuse mv.), skal holdes sammen under én ejer. Efter at lensafløsningsloven var blevet vedtaget i 1919, blev alle majorater gennemgået, og deres skovejendoms status som majoratsskov blev tinglyst. De er i dag i almindelighed noteret i matriklen som majoratsskov. Der kan herefter ikke opstå ny majoratsskov, og en definition af majoratsskov som de arealer, der er noteret som sådan i matriklen eller tingbogen , er derfor en entydig definition af, hvilke arealer bestemmelsen gælder for. Majoratsnoteringen omfatter både skove, der hører til et majorat, og skove, som har hørt til et majorat, men som er stykket fra majoratet med bevarelse af majoratsnoteringen.

Da majoratsskovene er noteret i matriklen med en særskilt notering, fremgår det ikke altid umiddelbart af matriklen, at arealerne er fredskovspligtige. Indtil alle majoratsskove er noteret som fredskovspligtige, er det derfor nødvendigt at videreføre den gældende bestemmelse om, at majoratsskov er fredskovspligtig. Majoratsskove noteres derfor som fredskovspligtige i forbindelse med ophævelse af majoratsbåndet, jf. § 7 og bemærkningerne hertil.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 1, som bestemmer at skove, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, er fredskovspligtige.

Efter forslaget er skov, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, fortsat fredskovspligtig, uanset hvornår den er erhvervet, etableret eller har indfundet sig. Der er således ikke grund til at ændre det tilsagn fra statens side, som allerede blev fastslået i forbindelse med vedtagelsen af skovloven i 1935, om, at statsskovene skal bevares som skov og kun bør frigives til anden anvendelse efter de almindelige regler om ophævelse af fredskovspligten.

Når det skal vurderes, hvilke arealer, der skal noteres som fredskov, noteres efter de gældende regler (§ 4, stk. 1, nr. 9) også arealer uden træbevoksning, som naturligt hører til skoven. Det kan fx være arealer, der er uden træbevoksning, fordi det er nødvendigt for driften, eller marker, klitter, heder, moser, strandenge eller andre naturtyper, som indgår i en landskabsmæssig, naturlig sammenhæng med den egentlige træbevoksning. Denne bestemmelse svarer til den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 9. I den gældende lov har bestemmelsen haft betydning for vurderingen af, hvilke arealer der skulle noteres som fredskov under fredskovskonstateringen, som nu er afsluttet. Efter forslaget har bestemmelsen kun virkning for de arealer, ministeren fremtidig uden ansøgning kan beslutte skal noteres med fredskovspligt, dvs. skov, der er fredskovspligtig, fordi den tilhører staten, kommunerne eller folkekirken.

Ad stk. 2

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 7, stk. 1. Indholdsmæssigt fastslås med bestemmelsen, at ministeren har kompetencen til at vurdere, om skov, som ejes, erhverves eller etableres af staten, kommunerne eller folkekirken eller som indfinder sig på arealer, der ejes af disse, skal omfattes af fredskovspligt. Ikke al bevoksning med træer vil være skov, som kan opfylde lovens krav til fredskovspligtige arealer. Efter den gældende praksis omfattes fx skov på vejarealer og rastepladser ikke af fredskovspligt, mens skov i tilknytning til regnvandsbassiner omfattes af fredskovspligt. Det kan derfor være nødvendigt med en beslutning om, at et areal, der er bevokset med træer, er skov i skovlovens forstand.

Vurderingen af, om et træbevokset areal er skov, forudsættes at ske efter samme principper som hidtil. Som hovedregel anser man således et areal for at være skov, hvis det er bevokset med træer, som danner eller indenfor et rimeligt tidsrum ville danne sluttet skov af højstammede træer, og hvis det som hovedregel er større end ½ ha og mere end 20 m bredt. Vurderingen baseres på et skovbrugsfagligt skøn over bevoksningsgrad og -type. Samme vurdering vil blive lagt til grund, hvis et allerede træbevokset areal ønskes omfattet af fredskovspligt, jf. forslagets § 4 og bemærkningerne hertil.

Ad stk. 3

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 4, stk. 2. Den indebærer, at skov, der kun ejes midlertidigt af staten, kommunerne eller folkekirken, ikke bliver fredskovspligtig.

Bestemmelsen sigter mod arealer, som omfattes af lov om jordfordeling mellem landejendomme eller lov om fremgangsmåde ved ekspropriation vedrørende fast ejendom (Statsekspropriationsloven) og lov om offentlige veje.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår det midlertidig eje ophører. Hvis skoven tilhører staten, kommunerne eller folkekirken i længere tid, bliver den fredskovspligtig i henhold til hovedreglen i stk. 1, nr. 3. Fredskovspligten kan herefter kun ophæves efter de almindelige regler i § 6, jf. § 39, dvs. mod udlæg af erstatningsskov.

Ad stk. 4 og 5

Disse to bestemmelser erstatter den gældende lovs § 4, stk. 3. Ændringen er dog udelukkende af redaktionel karakter.

Forslaget til stk. 4 skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i forslagets § 6, stk. 2. Disse to bestemmelser sikrer tilsammen, at kommunerne kan gennemføre vedtaget planlægning, uanset om kommunale arealer, der omfattes af planen, senere bliver fredskovspligtige som følge af den »automatiske fredskovspligt« efter § 3, stk. 1, nr. 3. Det kræves dog, at planlægningen er vedtaget, inden de arealer, der omfattes af planen, bliver fredskovspligtige. Det kræves også, at arealerne tages i brug til det fastsatte formål indenfor en 20 års frist.

Bestemmelserne i stk. 4 og 5 indebærer, at skov, der etableres eller indfinder sig på arealer, der ejes af staten, kommunerne eller folkekirken, ikke bliver fredskovspligtig, hvis arealet ved lokalplan eller ekspropriation er blevet udlagt til andre formål end skov, inden der kom skov på arealet. Går der mere end 20 år fra lokalplanens vedtagelse eller ekspropriationens gennemførelse, uden at skovarealet er taget i brug til det fastlagte formål, bliver skovarealerne dog omfattet af fredskovspligt i henhold til hovedreglen i stk. 1, nr. 3. Fredskovspligten kan herefter kun ophæves efter reglerne i § 6. Efter § 6, stk. 2, regnes 20 års fristen imidlertid fra det tidspunkt, hvor arealet bliver fredskovspligtigt efter § 3, stk. 1, nr. 1, dvs. efter at skov er erhvervet, etableret eller har indfundet sig på arealet. Skoven bliver derfor godt nok fredskovspligtig, når lokalplanen er mere end 20 år gammel, men hvis de øvrige betingelser i § 6, stk. 2, er opfyldt, kan arealet i yderligere en periode være omfattet af muligheden for at ophæve fredskovspligten uden vilkår om erstatningsskov, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Ad stk. 6

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 4, stk. 6.

Formålet med bestemmelsen er som hidtil at sikre, at fredskovsnoteringen ajourføres. Når skov, der ejes af staten, kommunerne eller folkekirken, ikke er fredskovspligtig, fordi den midlertidigt tilhører disse, eller fordi den er eksproprieret, jf. bestemmelserne i stk. 3 - 5, indtræder underretningspligten først, når ejerskabet ikke længere har midlertidig karakter eller tidsfristen på 20 år er udløbet.

Til § 4

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 8, stk. 1, om pålæggelse af fredskovspligt.

I forslaget er bestemmelsen om, at tilladelse til fredskovspligt i områder, der i en regionplan er udpeget som områder, hvor skovtilplantning er uønsket, kun kan gives efter opfyldelse af planlægningslovens regler, udgået. Det skyldes, at den kun har karakter af oplysning. Der er derfor ikke ændret på det forhold, at der skal udarbejdes regionplanretningslinier med miljøkonsekvensvurdering (VVM redegørelse) efter reglerne herom i planloven, før der kan ske skovrejsning og træffes afgørelse om fredskovspligt på arealer over en vis størrelse i områder, hvor skovrejsning efter regionplanen er uønsket. Dette gælder således som hovedregel for nyplantning af mere end 30 ha skov.

Ved afgørelsen af, om et skovbevokset areal eller et areal, der ønskes tilplantet med skov, kan blive fredskovspligtigt, skal det som hidtil undersøges, om der er anden lovgivning, planlægning, vejbyggelinier, servitutter eller lignende regulering, som er til hinder herfor. For så vidt angår lovgivning tænkes navnlig på naturbeskyttelseslovens regler om beskyttede naturtyper og beskyttelseslinier. For så vidt angår planlægning tænkes navnlig på regionplanernes udpegning af »positiv-« og »negativområder« for skovrejsning. Det skal endvidere vurderes, om arealet med tiden kan leve op til bestemmelserne i kap. 3.

Efter landbrugsloven er der – bortset fra de områder, der i regionplanerne er udpeget som områder, hvor skovrejsning er uønsket – fri adgang til at plante skov på arealer, der er landbrugspligtige. Et landbrugspligtigt areal, som tilplantes med skov, kan blive fredskovspligtigt efter § 4, hvis tilplantningen opfylder skovlovens krav, og vil i så fald være omfattet af både landbrugspligt og fredskovspligt. Efter den gældende landbrugslov kan landbrugspligten dog ophæves på skov på 35 ha eller derover, som er fredskovspligtig (35 ha reglen).

Når der er truffet afgørelse om fredskovspligt på et areal, påhviler det miljøministeren at lade arealets status som fredskov notere i matriklen, jf. § 41.

Til § 5

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 6 med en mindre sproglig præcisering. Forslaget indebærer ingen indholdsmæssig ændring. Bestemmelsen sikrer fortsat fredskovspligten en fortrinsstilling i forhold til andre rettigheder, som en nødvendig sikring mod, at fredskovspligten udslettes i tilfælde af tvangsauktion.

Fredskovspligten viger som hidtil ikke for modstridende bestemmelser i den fysiske planlægning i medfør af planloven eller andre love med planlægningsbestemmelser.

Fredskovspligten er ikke til hinder for ekspropriation. På den anden side tilsidesætter ekspropriationen som sådan heller ikke fredskovspligten. Ophæves fredskovspligten på et areal i forbindelse med ekspropriation, vil der således blive stillet krav om erstatningsskov i overensstemmelse med reglerne herom i § 39, stk. 1, nr. 5.

Fredskovspligt er en offentligretlig servitut, der ikke kræver samtykke fra kommunalbestyrelsen efter planlovens § 42, jf. § 44.

Til § 6

Bestemmelsen er en videreførelse af muligheden efter den gældende lovs § 9 for at ophæve fredskovspligten.

I forslaget er bestemmelsen om, at tilladelse til ophævelse af fredskovspligt i områder, der i en regionplan er udpeget som skovrejsningsområder, kun kan gives efter opfyldelse af planlægningslovens regler, udgået. Det skyldes, at den kun har karakter af oplysning. Der er derfor ikke ændret på det forhold, at der skal udarbejdes regionplanretningslinier med miljøkonsekvensvurdering (VVM redegørelse) efter reglerne herom i planloven, før fredskovspligten kan ophæves på arealer over en vis størrelse i skovrejsningsområder. Dette gælder således som hovedregel for rydning af skov, der er ældre end 20 år og større end 30 ha.

Forslaget til stk. 2 skal desuden ses i sammenhæng med bestemmelsen i forslagets § 3, stk. 4. Disse to bestemmelser sikrer tilsammen, at kommunerne kan gennemføre vedtaget planlægning, uanset om kommunale arealer, der omfattes af planen, senere bliver fredskovspligtige som følge af den »automatiske fredskovspligt« efter § 3, stk. 1, nr. 3. Det kræves dog, at planlægningen er vedtaget, inden de arealer, der omfattes af planen, bliver fredskovspligtige. Det kræves også, at arealerne tages i brug til det fastsatte formål indenfor en 20 års frist.

Ad stk. 1

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 9, stk. 1. I forslaget har bestemmelsen om ophævelse af fredskovspligten fået en formulering, som er mere dækkende for den praksis, der er på området.

Den gældende lov indeholder således en bestemmelse om, at fredskovspligten kan ophæves, hvis skoven ikke er egnet til skovdrift. Denne bestemmelse er ikke gentaget i forslaget. Det var forudsat i skovloven fra 1989, at adgangen til at ophæve fredskovspligten på skove, der ikke opfylder nævneværdige formål, skulle styrkes. I praksis er bestemmelsen imidlertid ikke blevet brugt efter sit formål. Da fx biologiske, landskabelige og rekreative forhold efter forslaget fremover ligestilles med produktionsformålet, bliver det endnu vanskeligere at påvise, at et skovareal ikke opfylder skovlovens flersidige formål. I forslaget er muligheden for at ophæve fredskovspligten, hvis skoven ikke er egnet til skovdrift, derfor udgået som en selvstændig bestemmelse. Skulle der komme et ønske om at ophæve fredskovspligten på et areal, som ikke er egnet til skovdrift, og som ikke indgår som en integreret del af en skov, vil disse forhold i sig selv udgøre en sådan særlig omstændighed, at fredskovspligten kan ophæves. Det kan fx være tilfældet for arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. I sådanne tilfælde vil der ikke blive krævet erstatningsskov, jf. bemærkningerne til forslagets § 39, stk. 1, nr. 5.

Den gældende lov giver endvidere mulighed for at ophæve fredskovspligten, hvis arealet ønskes anvendt til noget andet. Denne del af den gældende lovs § 9 er videreført i forslaget, men med den tilføjelse, at fredskovspligten kun kan ophæves, hvis særlige grunde taler derfor. I praksis administreres den gældende § 9 da også i overensstemmelse hermed. Der har således udviklet sig følgende restriktive praksis, som er fulgt op af Naturklagenævnet, og hvor der i det væsentlige anlægges de samme synspunkter for tilladelse til ophævelse af fredskovspligten, som anlægges for tilladelse til byggeri, anlæg og terrænændringer, jf. § 11 og bemærkningerne hertil:

–   Som udgangspunkt gives der ikke tilladelse til ophævelse af fredskovspligt på enklaver i skov.

–   Der gives desuden kun tilladelse til ophævelse af fredskovspligten, hvis den ønskede ændrede anvendelse ikke kan ske uden for fredskov, og hvis andre samfundsmæssige hensyn er vigtigere end hensynet til, at arealet bevares med fredskovspligt.

–   Der gives dog i vidt omfang tilladelse til ophævelse af fredskovspligten på bygningsparceller med helårshuse, der er blevet overflødige for driften. Tilladelse gives, hvis parcellen ikke ligger som en enklave i skoven, dvs. hvis den ligger i udkanten af skoven ud til offentlig vej, og hvis der ikke er tale om den sidste driftsbolig i en skov, hvor der efter § 11 vil kunne opføres en ny bolig med henvisning til, at den er nødvendig for driften.

I forslaget forudsættes denne restriktive praksis fastholdt. Det er således den aktivitet, som arealet ønskes anvendt til, der er afgørende for, om fredskovspligten skal vige. Derefter tages stilling til, om det skal ske ved en dispensation fra fredskovspligten efter § 11 eller ved, at fredskovspligten ophæves efter § 6. Hvis der er tale om mindre eller midlertidige foranstaltninger eller foranstaltninger, der vedrører en enklave i skoven, bør der som udgangspunkt gives dispensation efter § 11. Derved bevares fredskovspligten, og der kan stilles vilkår om, at arealet skal retableres efter lovens formål, når dispensationen ikke længere er aktuel. Omvendt bør fredskovspligten ophæves efter § 6, hvis der er tale om foranstaltninger, som indebærer, at arealet ikke mere skal anvendes efter lovens formål. Medmindre der er tale om boligparceller, bør fredskovspligten dog ikke ophæves, hvis det betyder, at arealet herefter bliver frijord.

Når der er truffet afgørelse om ophævelse af fredskovspligt på et areal, sørger ministeren for ajourføring af matriklen, jf. § 41.

Ad stk. 2

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 9, stk. 2. Denne bestemmelse blev sammen med bestemmelsen i den gældende lovs § 4, stk. 3, indarbejdet i loven ved lovændringen i 1996, for at lette kommunernes mulighed for at gennemføre allerede planlagt byggeri og anlæg.

I forslaget tydeliggøres det, at ministeren har pligt til at ophæve fredskovspligten, når betingelserne er opfyldt. Det tydeliggøres desuden, at ophævelse af fredskovspligten efter denne bestemmelse sker uden vilkår om erstatningsskov. Endelig præciseres det, at 20 års fristen løber fra det tidspunkt, hvor arealet bliver fredskovspligtigt, dvs. 20 år efter, at skov er erhvervet, etableret eller har indfundet sig på arealet. I øvrigt ændres indholdet af bestemmelsen ikke.

Efter bestemmelsen i stk. 2, skal miljøministeren herefter under visse betingelser, som er opregnet i nr. 1 - 3, ophæve fredskovspligten på et areal, som er blevet fredskovspligtig efter § 3, stk. 1, nr. 3, uden krav om erstatningsskov. Efter § 3, stk. 1, nr. 3, bliver kommunalt ejet skov automatisk fredskovspligtig på det tidspunkt, hvor kommunen etablerer skov, erhverver skov, der ikke allerede er fredskovspligtig, eller hvor skov indfinder sig på et kommunalt ejet areal.

Betingelserne er,

–   at arealet skal være omfattet af en kommuneplan eller et pålæg om vejbyggelinier, som udlægger arealet til andet formål end skov,

–   at kommuneplanen eller pålægget om vejbyggelinier skal være vedtaget, inden arealet blev fredskovspligtigt som følge af kommunens erhvervelse eller etableringen af skov, og

–   at arealet tages i brug til det fastsatte formål inden 20 år efter, at arealet er blevet fredskovspligtigt.

Ved kommuner forstås både amts- og primærkommuner.

Der henvises i øvrigt til forslagets § 3, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Til § 7

De gældende regler om majoratsskove fremgår af lensafløsningslovens § 5, stk. 1 og 3 - 8, og §§ 5 a - c.

Da lensafløsningsloven blev vedtaget i 1919, så man en fordel i at holde majoratsskovene sammen i så store driftsenheder, at de kunne bære en forstlig ledelse. Disse skove udgjorde dengang, som de gør i dag, meget store private skovdistrikter. De består ofte af store sammenhængende skovstrækninger, som kan være fordelt på flere selvstændige ejendomme i udstykningslovens forstand. Den dagældende udstykningslov gav mulighed for at udstykke sådanne arealer i lodder på 50 ha eller derover. I lensafløsningsloven blev det derfor bestemt, at et majorats skovejendom skulle holdes samlet, hvis der var tale om »samlede skovstrækninger«, og at de ikke samlede skovstrækninger kun kunne deles efter bestemte regler. Der var dog ikke tale om en egentlig matrikulær sammenlægning af ejendom i udstykningslovens forstand. Bestemmelserne betød blot, at skovene skulle bevares under samme ejer, medmindre de lovligt kunne deles mellem flere ejere efter lensafløsningslovens regler. Alle majorater blev herefter gennemgået, og deres skovejendom er i dag i almindelighed noteret i matriklen med en særskilt notering, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 1, nr. 2.

Ved ændring af lensafløsningsloven i 1991 indførtes bestemmelser, som indebar, at de særlige bestemmelser om majoratsskove med tiden ville kunne ophæves. Miljøministeren fik således kompetence til på egen foranledning at beslutte, at et majorats samlede skovstrækninger skulle sammenlægges matrikulært, så de udgjorde en samlet fast ejendom i udstykningslovens forstand. Herefter skulle lensafløsningslovens særlige regler om deling ikke længere gælde, og ejendommene skulle fremover administreres efter skovlovens bestemmelser. Det var tanken at gennemføre denne matrikulære sammenlægning af majoraternes samlede skovstrækninger på alle majorater. Det har imidlertid i praksis vist sig at være forbundet med en række vanskeligheder. Det kan således normalt ikke lade sig gøre på grund af adkomst- og panteforhold, jf. udstykningslovens § 26 og tinglysningslovens § 21. En sådan samlet gennemgang er derfor ikke blevet gennemført. I stedet er bestemmelserne i praksis blevet brugt til at ophæve majoratsbåndet efter ansøgning.

Målet om, at majoratsbåndet på længere sigt ophæves, og at majoraternes skovejendomme i det hele skal administreres efter skovloven, er videreført i forslaget. Kun de af lensafløsningslovens regler, der stadig er relevante og nødvendige for, at majoratsskov fremover kan administreres i overensstemmelse med skovloven, indgår i forslaget, jf. nedenstående gennemgang af de gældende bestemmelser om skov i lensafløsningsloven.

De bestemmelser i lensafløsningsloven, som giver ministeren kompetence til at dele eller samnotere majoratsskov med bevarelse af majoratsbåndet , er derimod ikke gentaget. De regler om deling af majoratsskov, som afviger væsentligt fra skovlovens udstykningsregler, er heller ikke gentaget.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 1

I § 5, stk. 1, bestemmes, at samlede skovstrækninger, der hører til de nuværende majorater, skal bevares som samlede ejendomme, medmindre miljøministeren tillader andet.

Bestemmelsen er videreført i forslagets § 7, stk. 1, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 3

§ 5, stk. 3, indeholder regler for deling af ikke sammenhængende majoratsskove. Disse kan således frit deles, hvis skovarealet er under 300 ha. Er majoratets samlede skovejendom over 300 ha, kan der kun skilles 20 pct. fra, mens resten af skovejendommen kun kan adskilles i dele på over 600 ha. Miljøministeren kan dispensere fra kravene. Bestemmelsen har til formål at holde de særligt store majorater samlet under samme ejer.

Imidlertid kan ejere af majoratsskov allerede i dag komme uden om disse bestemmelser ved at få majoratsbåndet ophævet efter lensafløsningslovens § 5, stk. 7 og 8. Der synes derfor ikke at være behov for at bevare bestemmelsen, så den er ikke videreført i forslaget.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 4 og 6

Disse bestemmelser indeholder regler om tilsyn og forkøbsret for visse naturarealer. De har i dag ingen praktisk betydning. Allerede i forbindelse med ændringen af lensafløsningsloven i 1991 var disse bestemmelser forudsat at skulle ophæves, når samnotering af alle majoraternes skovarealer var gennemført. I forslaget ophæves de derfor, jf. § 67, stk. 2, nr. 2.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 5

Denne bestemmelse indeholder særlige regler om testationsret. Bestemmelsen har stadig betydning og ophæves derfor ikke, jf. § 67, stk. 2, nr. 2.

Lensafløsningslovens § 5, stk. 7 og 8

Efter § 5, stk. 7, kan miljøministeren bestemme, at et majorats »samlede skovstrækninger« noteres i matriklen som en samlet fast ejendom (matrikulær sammenlægning, jf. § 2, stk. 1, og § 8 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen). § 5, stk. 8, bestemmer herefter, at ejendom, der er noteret på denne måde, ikke er omfattet af lensafløsningslovens særlige regler om deling, men alene af skovlovens bestemmelser om udstykning. Dette er i praksis sket ved at slette noteringen som majoratsskov i matriklen og erstatte den med notering om fredskovspligt.

Lensafløsningslovens §§ 5 a - c

§§ 5 a - c indeholder regler om, at miljøministeren kan delegere sin kompetence til at træffe afgørelser efter lensafløsningsloven og om klage. I dag træffes afgørelser om ophævelse af majoratsbåndet således af Skov- og Naturstyrelsen, og de kan påklages til miljøministeren. De kan påklages af den, som afgørelsen retter sig imod, og af den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.

Efter forslaget vil kompetencen til at delegere og de formelle krav om klage følge skovlovens almindelige bestemmelser. Afgørelser om ophævelse af noteringen som majoratsskov i matriklen kan således efter forslaget påklages til Naturklagenævnet.

Ad stk. 1

Bestemmelsen viderefører lensafløsningslovens § 5, stk. 1. Efter forslaget kan ministeren dog ikke længere dispensere fra bestemmelsen, da denne mulighed i praksis ikke har været benyttet, jf. ovenfor. Hvis en majoratsskov herefter ønskes delt, fx med henblik på frasalg, kan det kun ske ved, at majoratsbåndet ophæves efter forslagets § 7, stk. 2. Derefter kan ejendommen udstykkes efter skovlovens almindelige bestemmelser om udstykning, jf. forslagets § 12.

I forslaget er bestemmelsen ændret redaktionelt. Det fremgår herefter tydeligt, at de matrikelnumre, der udgør et majorats skovejendom, ikke er en samlet fast ejendom i udstykningslovens forstand, men at de blot skal holdes under samme ejer.

Ad stk. 2

Bestemmelsen afløser lensafløsningslovens § 5, stk. 7 og 8, jf. ovenfor.

I forslaget er der herefter den nødvendige hjemmel for miljøministeren til at ophæve majoratsnoteringen.

Desuden er muligheden for, at ministeren kan stille vilkår om samnotering i forbindelse med ophævelsen, videreført. Det er således også i dag af værdi, at sammenhængende skov så vidt muligt holdes sammen i passende driftsenheder.

Samnotering tænkes kun anvendt ved ophævelse af majoratsbåndet på fysisk sammenhængende skovarealer. De fredskovspligtige arealer sammenlægges i så fald som en samlet fast ejendom i matriklen i udstykningslovens forstand. Herefter kan arealet kun udstykkes med tilladelse efter skovloven, jf. forslagets § 12 om udstykning og bemærkningerne hertil.

Med forslaget sikres det, at majoratsskov fortsat holdes under den samme ejer, indtil der i forbindelse med ophævelse af notering som majoratsskov kan tages stilling til, hvilke dele af majoratets skovejendom, der fortsat skal holdes sammen. Vilkår om sammenlægning forudsættes som hidtil kun at blive aktuelt for sammenhængende skov. »Sammenhængende skov« defineres på samme måde, som »sammenhængende fredskovspligtige arealer« defineres i forslagets § 12 om udstykning, jf bemærkningerne til denne bestemmelse. Det forudsættes endvidere, at der som hidtil kan træffes afgørelse om at ophæve noteringen som majoratsskov på en mindre del af et majorats skovareal. Majoratsbåndet kan således fx ophæves på en parcel med en driftsbolig, som herefter kan frastykkes efter skovlovens regler, uden at majoratsbåndet samtidig ophæves på den øvrige del af skovarealet.

Arealer, der er noteret som majoratsskov i matriklen, er fredskovspligtige i henhold til forslagets § 3, stk. 1, nr. 2, og noteres som sådanne i henhold til forslagets § 41 i forbindelse med, at majoratsbåndet ophæves.

Afgørelser om ophævelse af majoratsnoteringen kan påklages til Naturklagenævnet.

Til kapitel 3

Anvendelse af fredskovspligtige arealer

Kapitel 3 indeholder som i den gældende lov reglerne for anvendelse af fredskovspligtige arealer. Forslagets bestemmelser er dog væsentligt enklere end i den gældende lov. Herved opnås der en væsentligt større frihed for skovejerne til at tilrettelægge deres drift på den måde, der er økonomisk mest hensigtsmæssig. Desuden bliver det væsentligt lettere at tage hensyn til naturen i driften, da der ikke længere skal dispensation til for at gennemføre naturfremmende foranstaltninger. Disse forenklinger er et af hovedformålene med ændringen af loven.

Til § 8

I forslagets § 8 fastslås det hovedprincip, som også hidtil har været gældende, at fredskovspligtige arealer skal holdes bevoksede med træer, som kan danne højstammet skov. Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med forslagets §§ 9 og 10. Efter disse bestemmelser kan den enkelte skovejer, uden dispensation, bruge en del af det enkelte fredskovspligtige areal til formål, som gør, at der ikke kommer højstammet skov på arealet.

Ad nr. 1)

Bestemmelsens ordlyd er uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 1, og fastslår, at fredskovspligtige arealer skal være bevokset med træer, som er eller kan blive til højstammet skov.

Efter forslaget forudsættes det fortsat, at de træbevoksede arealer drives efter forstlige principper. Men en række af de bestemmelser, som satte en standard for »god skovdrift«, er udgået i forslaget. Det gælder fx bestemmelser om pleje af bevoksningen og kravet om passende dyrkningstiltag. Efter forslaget kan en ejer fx helt undlade at drive skoven eller dele af den, hvis han ønsker det. Dette kan med størst naturmæssig fordel ske på - men er ikke begrænset til - arealer, som har et højt indhold af biologiske værdier som naturlige vådområder og gamle og døde løvtræer, og som i øvrigt er sammensat af hjemmehørende træer og buske. Det kræver heller ikke længere dispensation at tilrettelægge en drift, der på andre måder tager hensyn til at skabe eller bevare biologisk mangfoldighed. Desuden kan ejerne i deres drift lovligt tage hensyn til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv, også selv om det sker på bekostning af træproduktionen.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen er moderniseret, men ikke ændret indholdsmæssigt, i forhold til den gældende lovs § 17, stk. 2, nr. 4. Hugstmodenhedskriteriet gælder i forslaget også for enkelte træer, når de står i bevoksninger, hvor træerne har forskellig størrelse og alder (uensaldrende og fleretageret), og hvor driften baseres på plukhugst o. lign. eller på gruppevis foryngelse. Hugstmodenhedskriteriet gælder for hele bevoksninger, når træerne har samme alder og størrelse (ensaldrende og ensartet), men er ikke til hinder for at gennemføre almindelig tynding. Kravet i forslaget om hugstmodenhed på bevoksnings- eller enkeltræ-niveau sigter primært på at forhindre, at hele skovarealer kan fældes før hugstmodenhed med henblik på en kortsigtet økonomisk gevinst. Dette kunne føre til, at økonomiske, og naturmæssige værdier går tabt, da skovens værdi både økonomisk og naturmæssigt stiger med alderen. Hovedreglen er, at en bevoksning skal bevares, til den er hugstmoden, og at vedmassen i fx blandingsbevoksninger, hvor træerne har forskellig størrelse, ikke må udhules ved stærk hugst fra toppen. Foryngelse gennem skærmstilling, der har til formål at fremme en langsigtet opbygning af en robust og varieret skov, kan ske, før bevoksningen er hugstmoden, hvis den er sund og ikke står udsat. Ved en robust skov forstås skov, der har en struktur og sammensætning af arter, der er egnet til at modstå høje vindstyrker. En robust skov vil efter stormfald i vid udstrækning kunne forynges ved hjælp af de træer, der ikke er væltet.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at træer kan fældes før hugstmodenhed, hvis skovejeren ønsker at bruge muligheden efter § 10, nr. 4, til at lægge arealer ud som åbne naturarealer.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen fastholder pligten i den gældende lovs § 17, stk. 2, til at forynge skoven. Efter den gældende lov har der været praksis for, at foryngelsen skulle gennemføres indenfor en frist på 3-4 år.

Efter forslaget er der en frist på 10 år fra det tidspunkt, hvor den eksisterende bevoksning afvikles, til arealet igen skal være bevokset på en måde, som sikrer, at der dannes sluttet højstammet skov. Dette gælder, uanset hvilken foryngelsesmetode der anvendes. Der kan således uden dispensation anvendes naturlig tilgroning som foryngelsesmetode. Vurderingen af, om et areal opfylder lovens krav til foryngelse, baseres på et skovbrugsfagligt skøn over bl.a bevoksningsgrad og –type og arealets bonitet.

Hvis der indenfor 10 år efter afdrift ikke er et passende antal planter, som kan danne sluttet højstammet skov, skal arealet tilplantes eller tilsås. Eventuelt kan arealet helt eller delvis henregnes til de 10 pct. af arealet, der efter § 10, nr. 4, kan henligge som åbent naturareal.

Det må bero på en faglig vurdering, der foretages, når foryngelse bliver aktuel, om selvforyngelse, plantning, såning eller naturlig tilgroning bør foretrækkes. Bestemmelsen favoriserer ikke en foryngelsesmetode frem for andre. Det frø- eller plantemateriale, der benyttes til en ny kultur bør være genetisk egnet til voksestedernes forskellige betingelser og af høj kvalitet. Der kan altid anvendes frø- og plantemateriale fra egne arealer til en ny kultur samme sted. Der henvises i øvrigt til reglerne i bekendtgørelse nr. 1017 af 12. december 2002 om skovfrø og -planter.

Hvis naturlig tilgroning foretrækkes, bør der sikres gode frøkilder fra den bestående bevoksning.

Det bør så vidt muligt undgås at afdrive store sammenhængende, hugstmodne bevoksninger på en gang (renafdrift). Renafdrifter bør undgås af miljømæssige grunde, men også fordi det kan medføre, at arealet gror til med græs og ukrudt, som gør det svært og dyrt at etablere skov igen.

Selv om der er en frist på 10 år til at etablere en kultur, der kan danne sluttet skov af højstammede træer, vil en bæredygtig drift i mange tilfælde betyde, at der bør etableres en ny kultur relativt kort tid efter afdrift. Manglende kronedække kan specielt på frostudsatte lokaliteter, der gror til med græs og ukrudt, gøre det svært og dyrt at etablere træer på arealet, hvis kulturen først etableres 5-10 år efter afdrift.

Ad nr. 4)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 16, stk. 10, men er indholdsmæssigt uændret. Forbuddet mod dyrehold gælder ikke på arealer, der lovligt kan holdes uden skovbevoksning. Både husdyrhold, hjortefarme og dyrehaver er forbudt. Der kan dispenseres fra forbuddet efter forslagets § 38.

Hidtil er der givet dispensation til dyrehold af natur- eller kulturhistoriske grunde, hvor målet med dyreholdet har været pleje eller opnåelse af den naturtype, som denne driftsform afstedkommer. Der er endvidere givet dispensationer af hensyn til skovens dyrkning (svinehold som hjælp til skovens selvforyngelse og jordbearbejdning) og til pleje af kulturer (bekæmpelse af ukrudt ved hjælp af får eller gæs mv.). Disse former for dyrehold er imidlertid nu omfattet af bestemmelsen i forslagets § 9, nr. 1, hvorefter skovgræsning på en del af det fredskovspligtige areal er tilladt uden dispensation. Der kræves derfor ikke dispensation fra forbuddet i § 8, nr. 4, til disse former for dyrehold.

Hjortefarme er beskrevet i Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om hjortedyr. Praksis for dispensation til hjortefarme er efter den gældende lov meget restriktiv. Der gives kun dispensation, hvis betingelserne for ophævelse af fredskovspligten i øvrigt er til stede.

Dyrehaver kan defineres ved, at bestanden af dyr er større end en normal vildtbestand det pågældende sted. Dyrehaver er typisk hegnet med et højt hegn, som ikke tillader ud- eller indspring. Arealet vil desuden med tiden skifte karakter fra skov i retning af åbne arealer med enkeltstående store træer og græssletter. Praksis for dispensation til at etablere nye dyrehaver er efter den gældende lov meget restriktiv, idet der som udgangspunkt ikke gives dispensation hertil. Dispensation til nye dyrehaver kan dog ifølge praksis komme på tale i forbindelse med anlæg af rekreativ og kulturhistorisk art. Det kan fx være i tilknytning til parklignende anlæg omkring slotte og herregårde. Hvis skovens bonitet er meget ringe, kan det komme på tale med dyrehaver til jagt. Som noget nyt forudsættes det, at der i praksis fremover også skal kunne gives dispensation til nye dyrehaver, som etableres for at fremme biodiversiteten.

Efter gældende praksis gives desuden normalt tilladelse til fortsat drift af eksisterende dyrehaver og til genetablering af sådanne, hvor de har været før. Denne praksis forudsættes efter forslaget også videreført.

I forbindelse med dispensation til dyrehaver forudsættes det som hidtil, at der stilles vilkår om offentlighedens adgang, hegnets udformning, græsningstryk mv.

Til § 9

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 16, stk. 2, 4, 9 og 10, jf. nedenfor om de enkelte numre.

Efter forslaget kan den enkelte skovejer uden dispensation bruge op til 10 pct. af det enkelte fredskovspligtige areal til stævningsdrift og/eller skovgræsning. Stævningsdriften medfører helt sikkert, at der ikke kommer højstammet skov på arealet, og skovgræsning kan medføre skader på bevoksningen og dermed vanskelige vækstvilkår. Der er således tale om en væsentlig lempelse af kravet i § 8, nr. 1, om, at fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, der vokser op til højstammet skov.

Det primære formål med bestemmelsen er at give skovejerne mulighed for at variere driften uden at skulle have dispensation. Det forventes, men er ikke et krav ifølge loven, at drift med stævning eller skovgræsning vælges på steder, hvor en sådan drift har et naturmæssigt eller kulturhistorisk sigte.

Procentgrænserne gælder for »det enkelte fredskovspligtige areal«. Hvis en ejendom har flere fredskovspligtige arealer, gælder procentgrænserne for hvert af disse.

Ad nr. 1)

Bestemmelsen er ny. Den erstatter den gældende lovs § 16, stk. 9, hvorefter stævningsdrift kræver tilladelse. Den rummer endvidere, som noget nyt, en væsentlig undtagelse fra forbuddet mod dyrehold i § 8, nr. 4.

Efter forslaget er stævningsdrift og/eller skovgræsning herefter umiddelbart tilladt på samlet op til 10 pct. af det enkelte fredskovspligtige areal.

Ved stævningsdrift forstås, at skovarealet drives i kort omdrift med løvtræarter, der egner sig til at skyde fra stubben og/eller rødderne. Typisk er arter som hassel, rødel, ask og eg egnet til stævning, men også andre arter kan der være lokal tradition for at stævne.

Ved skovgræsning forstås græsning med husdyr på skovbevoksede arealer, hvor græsningen understøtter den biologiske mangfoldighed og hensynet til landskab og kulturhistorie. Også græsning af hensyn til skovens dyrkning og pleje af kulturer omfattes af denne bestemmelse. Græsning, som udelukkende har til formål at opdrætte dyr, herunder græsning med hjorte, er efter forslaget ikke skovgræsning, jf. bemærkningerne til § 8, nr. 4.

Efter forslaget skal der altså ikke længere dispensation til at etablere skovgræsning, hvis det sker indenfor 10 pct. af det enkelte fredskovspligtige areal. I de afgørelser om dispensation til husdyrhold, der træffes efter den gældende lov, har det været almindeligt at stille vilkår om, at eksisterende muligheder for offentlig færdsel og ophold ikke hindres. Der er derfor indføjet en regel om, at hegning af hele skoven eller omkring dele af den til skovgræsning ikke må indskrænke mulighederne for offentlig færdsel og ophold. Det forudsættes således, at adgangen ikke indskrænkes på steder, hvor naturbeskyttelseslovens regler om adgang ellers giver mulighed for færdsel og ophold.

De 10 pct., der kan udlægges til stævning eller skovgræsning, beregnes af hele det fredskovspligtige areal, inklusive eventuelle ubevoksede arealer (jf. § 10), småbiotoper (jf. § 28) og arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

På én ejendom kan der være flere fredskovspligtige arealer. De 10 pct. gælder i så fald for hvert af arealerne. Det er således ikke muligt, hvis en ejendom har fx tre fysisk adskilte fredskovspligtige arealer på tilsammen 20 ha, at samle de 10 pct. stævning eller skovgræsning, som er tilladt (tilsammen 2 ha), på kun et af de tre fredskovspligtige arealer.

Der kan dispenseres fra 10 pct. grænsen efter forslagets § 38. Dispensation vil som hidtil kunne gives, hvis driften understøtter bevaring af stævning eller skovgræsning på steder, hvor spor af disse driftsformer stadig kan findes i landskabet. Dette vil fx være tilfældet for en lang række ejendomme med gammel stævningsskov, som i nogle tilfælde kan gå helt tilbage til bondestenalderen, og hvor hele skove på typisk 1 - 5 ha er drevet med stævning. Her er det netop ønskeligt, at hele skoven drives med stævning og ikke begrænses til 10 pct. af arealet. Dispensation fra 10 pct. grænsen vil endvidere kunne tænkes til græsning af midlertidig karakter med drifts- eller plejeformål.

Efter forslagets § 29 stk. 1, nr. 1, kan der ydes tilskud til drift med stævning eller skovgræsning.

Ligger det fredskovspligtige areal i et internationalt naturbeskyttelsesområde, jf. kapitel 4, skal ændringer af den eksisterende drift anmeldes efter § 17, jf. bilag 1, uanset om de ligger inden for mulighederne for stævning og skovgræsning efter § 9.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 16, stk. 2, om, at der kan tillades op til 10 pct. arealer med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift. Indholdet i bestemmelsen er uændret. I de 10 pct., som frit kan dyrkes med juletræer og pyntegrønt, medregnes ikke dyrkning af pyntegrønt i lang omdrift, dvs. at træerne med tiden udvikler sig til en sluttet skov af højstammede træer, der bevares til hugstmodenhed.

De 10 pct., der kan udlægges til juletræer eller pyntegrønt i kort omdrift, beregnes af hele det fredskovspligtige areal, inklusive ubevoksede arealer (jf. § 10), småbiotoper (jf. § 28) og arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

På én ejendom kan der være flere fredskovspligtige arealer. De 10 pct. gælder i så fald for hvert af arealerne. Det er således ikke muligt, hvis en ejendom har fx tre fysisk adskilte fredskovspligtige arealer på tilsammen 20 ha, at samle de 10 pct. med juletræer, som er tilladt (tilsammen 2 ha), på kun et af de tre fredskovspligtige arealer.

Der kan dispenseres fra 10 pct. grænsen efter forslagets § 38. Dispensation kan fx komme på tale i tilfælde, hvor eksisterende skov bliver fredskovspligtig, og hvor mere end 10 pct. af arealet drives med juletræer eller pyntegrønt i kort omdrift ved fredskovspligtens indtræden. Det forudsættes i så fald, at dispensation gives med en kort tidsfrist, højst op til 10 år, for opfyldelse af 10 pct. kravet.

Ligger det fredskovspligtige areal i et internationalt naturbeskyttelsesområde, jf. kapitel 4, skal ændringer af den eksisterende drift anmeldes efter § 17, jf. bilag 1, selv om der efter bestemmelsen i § 9, nr. 1, umiddelbart ville være mulighed for at udlægge arealet til juletræer og pyntegrønt i kort omdrift.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 16, stk. 4. Også efter forslaget kan et fredskovspligtigt areal, der er fredet, drives på en måde, som ikke er i overensstemmelse med skovloven, hvis det er bestemt i fredningen.

Til § 10

Ad nr. 1)

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 3. Bestemmelsen betyder fortsat, at arealer, der er nødvendige for skovdriften, som fx veje, læggepladser, læsseramper, brandbælter, skovplanteskoler og vildtagre, kan holdes uden træer. Som åbne arealer, der er nødvendige for driften, anses også arealer, som tilgodeser andre af lovens formål end de rent produktionsmæssige. Det kan fx være udsigtskiler eller bålpladser, som tilgodeser friluftslivet.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 16, stk. 4. Også efter forslaget kan et fredskovspligtigt areal, der er fredet, holdes uden træer, hvis det er bestemt i fredningen.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 5. Bestemmelsens hovedformål var i 1935, hvor den kom ind i loven, at sikre, at ejerne ikke sattes i for store udgifter ved krav om tilplantning af fredskovspligtige arealer, som var blevet ryddet i ældre tid. Man antog dog i praksis, at bestemmelsen kun gjaldt for arealer, der ved lovens ikrafttræden var marker eller klitter. Rydning af skov for at etablere nye eller udvide eksisterende marker og klitter ville kræve dispensation. Denne praksis forudsættes opretholdt.

Ad nr. 4)

Bestemmelsen er ny og giver mulighed for at holde arealer uden træer for at fremme natur- og landskabsværdier, kulturmiljø og biologisk mangfoldighed. Ved åbne naturarealer forstås arealer i ekstensiv drift, f.eks. skovenge eller arealer med beskyttede naturtyper, jf. forslagets § 28. Åbne naturarealer kan også være arealer under naturlig tilgroning. Eller det kan være et areal, som 10 år efter hovedskovning ikke opfylder betingelserne i § 8, stk. 1, nr. 3, om, at der inden for et rimeligt tidsrum kan dannes sluttet skov af højstammede træer. Arealer med landbrugsafgrøder, frugttræer, bærbuske, blomsterproduktion og lignende regnes ikke som åbne naturarealer.

De 10 pct., der efter loven kan etableres som åbne arealer, beregnes af hele det fredskovspligtige areal, inklusive de arealer, der i forvejen lovligt henligger som ubevoksede. Der findes dog fredskovspligtige arealer, hvor fx andelen af klitter eller arealer, der omfattes af naturbeskyttelseslovens § 3, allerede udgør en stor del af arealet. Det findes ikke rimeligt, at ejere, der ved lovens ikrafttræden allerede har åbne arealer på ejendommen, evt. helt hindres i at etablere nye åbne arealer. Det foreslås derfor, at det skal være muligt at etablere 10 pct. åbne naturarealer ud over de arealer, der lovligt henligger uden træbevoksning, når de nye regler træder i kraft.

Der kan dispenseres fra 10 pct. grænsen efter forslagets § 38. Dispensation kan komme på tale ved naturgenopretning på større arealer, fx genskabelse af lynghede eller overdrev. Eller det kan være som led i større naturforvaltningsprojekter, hvor fx større dele af en skov oversvømmes. I sådanne tilfælde bør det dog altid overvejes, om fredskovspligten i stedet bør ophæves efter forslagets § 6.

Ligger det fredskovspligtige areal i et internationalt naturbeskyttelsesområde, jf. kapitel 4, skal ændringer af den eksisterende drift anmeldes efter § 17, jf. bilag 1, selv om der efter bestemmelsen i § 10, nr. 4, ville være umiddelbar mulighed for at udlægge åbne arealer.

Endvidere kan planlovens regler om miljøkonsekvensvurderinger (VVM) være til hinder for, at meget store arealer (større end 30 ha), der ligger i skovrejsningsområder, ryddes for skov, jf. bemærkningerne til § 6 om ophævelse af fredskovspligten.

Til § 11

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 10. Det grundlæggende i bestemmelsen, nemlig at byggeri, anlæg og terrænændringer ikke skal være tilladt uden dispensation, medmindre det er nødvendigt for skovdriften, foreslås videreført uændret. Som noget nyt er der i loven anført, at arbejdsskure på op til 10 m 2 er nødvendige for driften, men at ministeren skal godkende deres udseende og beliggenhed. Desuden kan der som noget nyt opføres spejderhytter, skovbørnehaver og lignende byggeri, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv uden dispensation. Endelig er forbuddet i den gældende lovs § 16, stk. 11, mod at anbringe affald i fredskov, overført til denne bestemmelse.

Ad stk. 1

Bestemmelsen indeholder et forbud mod, at der opføres byggeri, etableres anlæg, gennemføres terrænændringer eller anbringes affald.

Forbuddet mod byggeri mv. omfatter bl.a. boligbyggeri og vejanlæg, der ikke er nødvendigt for skovdriften, lossepladser, affaldsdepoter, luftledninger og rørledninger.

Forbuddet mod at anbringe affald omfatter fortsat tilfældig, uorganiseret hensmiden af overflødige genstande. Skovene skal således ikke tjene til at aftage fx byggeaffald eller restprodukter fra forskellig industrivirksomhed.

Der er fortsat mulighed for at anvende byggeaffald og lignende i forbindelse med anlæg af skovveje. Det kan dog kun ske, hvis materialet opfylder betingelserne i bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder.

Anvendelse af slam, aske og husdyrgødning til jordbrugsmæssige formål anses ikke som anbringelse af affald i skovlovens forstand. Det gælder dog kun , hvor der er et gødskningsbehov. Er der ikke et sådant behov, kræver udbringning dispensation efter såvel skovloven som den lovgivning, der regulerer disse stoffer.

Dispensation

Efter forslagets § 38 kan miljøministeren dispensere fra forbuddet mod byggeri, anlæg, terrænændringer og anbringelse af affald, når særlige grunde taler derfor.

Dispensation gives efter gældende praksis kun, hvis det ansøgte ikke kan placeres andre steder end i fredskov, og hvis de samfundsmæssige hensyn, der er forbundet med byggeriet eller anlægget, er vigtigere end hensynet til at bevare fredskoven. Hvis det stykke skov, der berøres af byggeriet mv., er over en vis størrelse, skal der stilles krav om erstatningsskov.

Ved samfundsmæssige hensyn tænkes bl.a. på etablering af vejanlæg og ledningsanlæg til forsyning med el, gas og vand. Der gives som regel også tilladelse til erhvervsmæssig råstofgravning, hvis området i regionplanen er udlagt som et regionalt graveområde. Det forudsættes i så fald, at hensynet til råstoffer er afvejet overfor hensynet til at bevare fredskoven i forbindelse med udarbejdelse af regionplanen. Om erstatningsskov og sikkerhedsstillelse i forbindelse med råstofgravning, se bemærkningerne til § 39.

Kommunale ønsker om byudvidelse anses normalt ikke for et hensyn, der kan overstige hensynet til at bevare fredskov.

Den gældende praksis er således restriktiv og forudsættes videreført uændret.

Ad stk. 2

Stk. 2 indeholder undtagelserne fra forbuddet i stk. 1.

Ad nr. 1)

Bestemmelsen undtager byggeri, arbejdsskure på op til 10 m 2 , anlæg og terrænændringer, som er nødvendige for skovdriften. For at være driftsmæssigt nødvendige skal bygninger, veje mv. tjene skovdriften og ikke fx jagt eller landbrugsmæssige formål. Skydeplatforme, foderhuse, læsseramper, læggepladser og lignende anses som hidtil for at være anlæg, der er nødvendige for skovdriften.

Driftsbygninger og boliger

Efter gældende praksis skønnes driftsbygninger at være nødvendige i skove af en vis størrelse, dvs. 20 ha på gode jorder og 60 ha på magre jorder. Betegnelsen gode eller magre jorder er et udtryk for dyrkningsforholdene, som afhænger af jordbundsforholdene samt de klimatiske forhold, især nedbør og frostrisiko. På et konkret areal fastsættes dyrkningsforholdene, også kaldet boniteten, ved at se på træernes højde ved en given alder.

Betingelserne for skovdrift har imidlertid ændret sig, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.7 og bemærkningerne til § 1 og § 12. Den driftsmæssige bæredygtighed er således ikke længere entydigt relateret til skovens størrelse sammenholdt med bonitet. Der er ikke noget ønske om at ændre praksis for, hvornår der må opføres boliger i fredskov, jf. nedenfor. Til gengæld bør det være muligt i skove af en vis størrelse, hvor der ikke i forvejen er driftsbygninger, at have et arbejdsskur til opbevaring af redskaber mv.

Fremover anses det derfor som nødvendigt for driften af skov, hvor der ikke i forvejen findes bolig eller driftsbygninger, og som har et skovbevokset areal på 20 ha eller derover, at have et arbejdsskur på højst 10 m 2 . Udformning og beliggenhed skal godkendes af ministeren efter stk. 3. Kun en udformning, som har karakter af arbejdsskur, vil blive godkendt. Hvis brugen som arbejdsskur ophører, skal det i lighed med andet overflødigt driftsbyggeri fjernes.

Da arbejdsskure i alle tilfælde vil blive opført uden tilknytning til andet driftsbyggeri eller bolig, vil deres udformning og beliggenhed tillige skulle godkendes af planlovsmyndigheden efter planloven.

Størrelsen af øvrigt nødvendigt driftsbyggeri skal stå i forhold til arealets størrelse og den måde, arealet drives på. Bruges traktor, kan en mindre garage således være en nødvendig driftsbygning. I skove over ca. 50 ha kan maskinhuse være nødvendige.

Opførelse af et helårshus kan kun anses for at være nødvendigt for driften, hvis det bebos af en person, der ejer skoven eller har sin hovedbeskæftigelse i skoven. Efter gældende praksis forudsætter det et bevokset areal på 80 - 100 ha på gode jorder og 200 - 300 ha på ringere jorder, for at en bolig anses som nødvendig for driften. Det er fast, restriktiv praksis, at landbrugsbygninger på kombinerede land- og skovbrugsejendomme skal placeres på den del af ejendommen, der ikke er fredskovspligtig. Opførelse af landbrugsbygninger på fredskovspligtige arealer - såvel til bolig som til drift - kan derfor kun ske med dispensation.

Byggeri og anlæg til rekreative formål

Ved ændringen af skovloven i 1996 indførte man »god og flersidig skovdrift« som et krav til driften. Siden har der udviklet sig en praksis, hvorefter byggeri og anlæg, der er til gavn for friluftslivet, i et vist omfang betragtes som nødvendigt for skovdriften. Vejledningen til den gældende skovlov (Vejledning om skovloven, Skov- og Naturstyrelsen 2000), indeholder således retningslinier om, at små, beskedne anlæg til gavn for den almindelige skovgæst, fx trampede stier, små P-pladser, borde og bænke mm., anses som nødvendige for skovdriften og kan etableres uden dispensation. I offentlig skov og bynær skov anses lidt flere typer og lidt større anlæg til gavn for den almindelige skovgæst som nødvendige for driften.

Disse retningslinier forudsættes fortsat at gælde.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen er ny. Den giver mulighed for, at der uden dispensation kan etableres spejderhytter, skovbørnehaver og lignende byggeri, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv.

Efter den gældende lov er der en lempelig praksis for dispensation til at etablere spejderhytter. I praksis gives desuden dispensation til at opstille flytbare skure til skovbørnehaver. Fra amternes og kommunernes side er der imidlertid udtrykt ønske om udvidet adgang til at etablere byggeri som fx skovbørnehaver i bynær skov.

Efter forslaget kan spejderhytter, skovbørnehaver og lignende bebyggelse, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv, derfor nu opføres uden dispensation.

Spejderbevægelsen var tidligere den eneste børne- og ungdomsorganisation, der havde til formål at tilgodese børns og unges friluftsliv, og har derfor traditionelt haft en særstilling. I dag tilgodeses børns og unges friluftsliv også på andre måder end gennem spejderbevægelsen, fx af skovbørnehaver, lejrskoler eller organisationer med lignende natur- og friluftstilbud til børn og unge som spejderbevægelsen. Der bør derfor ikke stilles vilkår om, at byggeriet kun kan anvendes til et bestemt formål. Eventuelle vilkår for eksisterende spejderhytter om, at de kun må anvendes til spejderformål, bør fremover heller ikke håndhæves restriktivt, hvis der fremsættes ønske om, at hytterne kan anvendes af andre organisationer med lignende tilbud til børn og unge som spejderne, fx skovbørnehaver, lejrskoler, orienteringsklubber m.fl.

Opstilling og anvendelse af disse former for bebyggelse kan dog stadig kræve tilladelse efter anden lovgivning, fx planloven.

Ændring af bebyggelsens anvendelse vil kræve tilladelse efter planloven.

Ad stk. 3

Miljøministeren skal godkende udseende og beliggenhed af arbejdsskure, som er nødvendige for driften. Det forudsættes, at der af hensyn til besøgende i skoven stilles krav om en diskret udformning og beliggenhed, som er til mindst mulig gene for besøgende i skoven, og som også sikrer, at der tages hensyn til landskab og natur.

Ad stk. 4

Som udgangspunkt kan spejderhytter, skovbørnehaver og lignende byggeri, der særligt tilgodeser børns og unges friluftsliv, opføres uden dispensation efter stk. 2, nr. 2. Efter stk 3 forudsættes det dog, at miljøministeren fastsætter nærmere regler for byggeriet. Det forudsættes, at reglerne vil afspejle følgende forhold:

Det er ønskeligt, at skovene fortsat er relativt uberørte af bebyggelse. Der bør derfor fastsættes regler, som sikrer balance mellem hensynene i den enkelte skov. Det kan fx være regler om, at der kun kan opføres ét byggeri til børn og unge i skove under en vis størrelse.

Der bør af hensyn til andre besøgende i skoven fastsættes relativt restriktive krav til hytternes udseende (størrelse, farvevalg mv.). Af samme grund bør der fastsættes regler om, at beliggenheden skal godkendes af skovlovsmyndigheden.

Skovbørnehaver skal kunne etableres med faste installationer, som vand og el. Men de skal baseres på, at børnene tilbringer den største del af tiden udendørs, og primært blot give ly for vind og vejr. For spejderhytter kan der være lidt større variation med hensyn til størrelse og indretning end for byggeri, der udelukkende er beregnet til skovbørnehaver. Udgangspunktet er, at der i begge tilfælde skal være tale om beskedent byggeri, der ikke kan forveksles med egentlige børneinstitutioner, kursusejendomme eller lignende.

I landzone skal byggeriets udseende og beliggenhed desuden godkendes af landzonemyndigheden efter planloven.

Til § 12

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 11, hvorefter samlede fredskovsstrækninger ikke må udstykkes eller formindskes ved arealoverførsel (i det følgende samlet benævnt som »udstykning«). »Samlede fredskovsstrækninger« omfatter skovstrækninger, der ligger op til 1 km fra hinanden, og dette gælder uanset størrelsen af de pågældende skovstrækninger.

Forbuddet mod udstykning i den gældende lov skal bl.a. ses i forlængelse af den gældende formålsbestemmelse, som omfatter forbedring af skovbrugets ejendomsstruktur. Man har endvidere med forbuddet ønsket at modvirke de ulemper, der kan opstå, når fysisk sammenhængende skovstrækninger drives af forskellige ejere. En ejer kan således ved hugst på sin ejendom udsætte naboens bevoksninger for skade som følge af vind og vejr, hvis de to ejendomme støder umiddelbart op til hinanden.

Efter forslaget er forbedring af ejendomsstrukturen imidlertid ikke et mål, der fremover skal fremmes indenfor skovlovens rammer. På den baggrund kunne det derfor overvejes at ophæve forbuddet mod udstykning. Når det i forslaget alligevel fastholdes, at det kræver tilladelse at udstykke fysisk sammenhængende skov, skyldes det flere forhold. Adgang til skoven for såvel den almindelige skovgæst som for det organiserede friluftsliv besværliggøres således ofte, hvor sammenhængende skovstrækninger ejes af flere selvstændige ejere. De kulturhistoriske og landskabelige værdier, der ligger i at bevare godslandskabet som et karakteristisk landskabstræk, gør det også ønskeligt så vidt muligt at bevare sammenhængende skovstrækninger under én ejer. Endelig er der stadig skovdriftsmæssige ulemper forbundet med, at sammenhængende skovstrækninger drives af forskellige ejere, jf. ovenfor.

I forslaget er forbuddet mod udstykning dog lempet væsentligt. Efter forslaget indskrænkes forbuddet mod udstykning således til kun at gælde for fredskovspligtige arealer, der hænger fysisk sammen (»sammenhængende fredskovspligtige arealer«). Fredskovspligtige arealer, der ligger fysisk adskilt, kan herefter udstykkes uden dispensation efter skovloven.

Et fredskovspligtigt areal, der gennemskæres af en vej, som kan krydses, et enkelt jernbanespor eller et vandløb eller andre mindre topografiske skel, fx en smal mark eller eng, skal dog stadig betragtes som sammenhængende. Forholdet kan dog have betydning i sager om dispensation fra forbuddet mod udstykning. Det beror således stadig på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om to fredskovspligtige arealer er sammenhængende.

Skovejerne får ved denne lempelse bedre mulighed for at udnytte det økonomiske potentiale, der kan ligge i muligheden for udstykning, uden at det medfører væsentlige forringelser for den friluftsmæssige anvendelse af skovene. Udstykning kan dog stadig kræve tilladelse efter anden lovgivning, fx udstykningsloven og planloven.

Det forudsættes, at den hidtidige praksis for udstykning fortsættes for så vidt angår de fysisk sammenhængende fredskovspligtige arealer. Det betyder, at udstykning som udgangspunkt er tilladt, hvis delene efter udstykningen hver især er over 50 ha på gode jorder stigende til 300 ha på magre jorder. Betegnelsen gode eller magre jorder er et udtryk for dyrkningsforholdene, som afhænger af jordbundsforholdene samt de klimatiske forhold, især nedbør og frostrisiko. På et konkret areal fastsættes dyrkningsforholdene, også kaldet boniteten, ved at se på træernes højde ved en given alder. Der er i dag ikke samme hensyn til ejendomsstruktur og driftsmæssig bæredygtighed bag disse størrelsesgrænser, som der var tidligere. Den gældende praksis er imidlertid fastholdt for at undgå, at der opstår flere boliger i fredskov, end der er mulighed for at opføre i dag. Grænsen for, hvornår en bolig anses for nødvendig, er således fortsat 80 ha på gode jorder stigende til 300 ha på magre jorder. Hvis der ændres på grænserne for udstykning, kan det få afsmittende virkning for de arealstørrelser, der skal til for at opføre en bolig. Og der er ikke noget ønske om at øge antallet af boliger i fredskov.

Det er således risikoen for mere boligbyggeri, som gør, at de gældende arealgrænser for udstykning er fastholdt. Det forudsættes derfor, at hvor der pga. jordens ringe bonitet kun kan udstykkes i større dele på fx 200 - 300 ha, kan der fremover efter et konkret skøn udstykkes i mindre dele, hvis der til hver af delene allerede er en bolig. Dog kan der ikke udstykkes i dele på under 50 ha.

Det er ministeren, der i forbindelse med en ansøgning om dispensation til udstykning efter § 38 sikrer, at der anlægges et rimeligt skøn. Det forudsættes desuden, at der som hidtil kan gives tilladelse til udstykning med henblik på en ændret fordeling af sammenhængende parcelskove, dvs. sammenhængende fredskovspligtige arealer, der ejes af flere ejere. Tilladelse bør gives uanset arealernes størrelse, når der ved ændringen blot sker en omfordeling mellem det samme eller et færre antal ejere.

Udstykning af overflødige driftsboliger udgør en særlig problematik. Den gældende praksis for udstykning af parceller med sådanne boliger forudsættes i forslaget videreført uændret. Som hidtil vil afgørelsen normalt ikke blive truffet efter forslagets § 12, men efter forslagets § 6 om ophævelse af fredskovspligten. Ophæves fredskovspligten, kan udstykning nemlig ske uden tilladelse efter skovloven. Med hensyn til mulighederne for udstykning af eller ophævelse af fredskovspligten på parceller med overflødige driftsboliger henvises derfor til bemærkningerne til § 6.

Til § 13

Bestemmelsen viderefører den gældende lovs § 25 med den ændring, at den kun gælder for fredskovspligtige arealer.

Bestemmelsen har som hidtil til formål at undgå overdreven hugst i forbindelse med ejerskifte, hvor risikoen herfor er størst. Såfremt der konstateres en udvikling i retning af »skovslagtning«, kan den »hugstattestordning«, som gjaldt efter tidligere skovlovgivning, sættes i kraft igen, evt. alene for visse områder eller enkelte ejendomme. Der er som hidtil hjemmel til i givet fald at forlange, at de kultur- og bevoksningsarbejder og begrænsninger i hugsten mm., som god skovdrift kræver, udføres både på de arealer, hvor hugsten skal foregå, og i skoven i øvrigt. Hugstattester vil i givet fald kunne opdeles i årlige etaper fordelt på udspecificerede bevoksninger.

Ved erhvervsmæssig hugst forstås hugst til salg eller til industriel udnyttelse.

Bestemmelsen gælder ved ejerskifte i form af både køb, mageskifte, arv og gave.

Ændring af et selskabs ejerforhold er ikke retligt set et ejerskifte i forhold til selskabets aktiver, fx en skov. Stk. 2 er derfor nødvendig for også at tage højde for risikoen for overdreven hugst, hvis skoven ejes af et selskab.

Afgørelser efter denne bestemmelse kan som noget nyt påklages til Naturklagenævnet.

Til kapitel 4

Beskyttelse af skovnaturtyper og levesteder for arter mv.

Det fremgår af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (nr. 477 af 7. juni 2003), at den overordnede målsætning for de internationale naturbeskyttelsesområder er at sikre og genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, som områderne er udpeget for.

De internationale naturbeskyttelsesområder er optaget i amternes regionplaner, og anden kommunal planlægning må efter planlovens § 11, stk. 2, og § 13, stk. 1, ikke stride mod regionplanen.

Bekendtgørelsen indebærer, at myndighederne ved administrationen af en række bestemmelser i bl.a. planloven, vandløbsloven, naturbeskyttelsesloven og skovloven har pligt til at sikre, at der ved de nævnte tilladelser ikke sker forringelse af områdets naturtyper og levesteder for arter eller tillades aktiviteter, der kan medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for.

Med henblik på at beskytte arter og naturtyper i de internationale naturbeskyttelsesområder er der til supplering af bekendtgørelsen løbende på amtsligt og statsligt plan gennemført naturforvaltningsprojekter, ligesom der er anvendt EU-LIFE midler og landbrugstilskud, herunder navnlig tilskud via de miljøvenlige landbrugsforanstaltninger, til pleje og genopretning i habitatområder.

Derudover er der i en række love fastsat nærmere bestemmelser om hensynet til internationale naturbeskyttelsesområder.

På de statsejede skovarealer, der administreres af Skov- og Naturstyrelsen, er der gennemført en registrering og kortlægning af skovnaturtyper (de direktivbeskyttede bevoksninger i habitatområderne). Registreringen er foretaget på baggrund af et sikkerhedsprincip, der i praksis betyder, at også bevoksninger, hvor man har været i tvivl om, hvorvidt de bør omfattes af registreringen, er medtaget. Registreringen, som blev gennemført i 1999, viste et samlet areal af skovnaturtyper i habitatområder på Skov- og Naturstyrelsens arealer på ca. 5.000 ha. I forbindelse med registreringen udarbejdede styrelsen driftsforskrifter for disse 5.000 ha, der betyder, at arealerne ikke sprøjtes og gødskes, og de må alene forynges ved selvforyngelse.

I 1994 gennemførte styrelsen en naturskovsstrategi (’Strategi for de danske naturskove og andre bevaringsværdige skovtyper’) bl.a. på arealer, der administreres af styrelsen. Det betød, at der blev udpeget arealer til urørt skov og andre særlige driftsformer, der i højere grad tager hensyn til biodiversiteten. Der er et væsentligt sammenfald i formål mellem habitatdirektivet og naturskovsstrategien, hvilket betyder, at biodiversiteten på en række af ovenstående 5.000 ha i forvejen er godt beskyttet gennem opfølgningen på naturskovsstrategien.

Endelig indebærer skovlovens krav om hugstmodenhed i den gældende lovs § 17, som videreføres i forslagets § 8, en vis beskyttelse af de skovnaturtyper, som er omfattet af direktivet, da de efter den gældende lov ikke må renafdrives før tidspunktet for hugstmodenhed.

Disse tiltag er dog ikke, jf. nedenfor, tilstrækkelige til at opfylde direktivet.

Der har været rejst tvivl om, hvorvidt direktivet har været fuldt ud implementeret i dansk lovgivning ved bekendtgørelsen og de øvrige nævnte tiltag. Hidtil har det været antaget, at indgreb overfor igangværende aktiviteter, der forringer eller forstyrrer naturtypen eller levestedet, om nødvendigt har kunnet ske ved løbende at indgå aftaler med ejerne om driften eller gennemføre fredninger eller lignende.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger har miljøministeren på baggrund af bl.a. en redegørelse fra Kammeradvokaten derfor besluttet at fastsætte regler om beskyttelse af de internationale naturbeskyttelsesområder, som også skaber grundlag for at iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger.

Til §§ 14 og 15

Beskyttelsen af de skovnaturtyper og arter i internationale naturbeskyttelsesområder, som er omfattet af habitatdirektivets bilag I og II og fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, gennemføres efter forslaget ved, at miljøministeren udarbejder en Natura 2000-skovplan. Planen skal dække alle skovbevoksede, fredskovspligtige arealer i de internationale naturbeskyttelsesområder. De berørte lodsejere vil blive inddraget i udarbejdelsen af planen.

Amterne skal tilsvarende gennemføre en Natura 2000-planlægning for de naturtyper og arter, som er omfattet af direktiverne. Amternes planlægning skal omfatte de naturtyper, som ikke er skovnaturtyper, men som ligger i fredskov og i øvrigt er omfattet af naturbeskyttelsesloven § 3. Amternes planlægning skal desuden omfatte skovnaturtyper, som ikke er fredskov.

Arealer med de naturtyper, som er for små til at være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og som er beskyttet efter forslaget § 28, vil blive omfattet af planen og kortlægningen i det omfang, de indeholder naturtyper eller levesteder for arter, der er omfattet af direktivet.

De skovnaturtyper og levesteder i skov, der i henhold til direktivet skal omfattes af reglerne, findes i dag ikke kortlagt som enkelte lokaliteter. Det første led i udarbejdelsen af planen vil derfor være at kortlægge, hvor naturtyper og levesteder, der er omfattet af direktiverne, findes, og danne sig et indtryk af deres status.

Habitatdirektivets 10 danske skovnaturtyper omfatter mere eller mindre naturlig skov, hvor hjemmehørende træarter udgør den største del af bestanden, f.eks. flere slags egeskove, elle-askeskove og bøgeskove. Arealer, som har plantagekarakter, er ikke omfattet. Plantagekarakter kan eksempelvis være begrundet i anvendelse af ikke hjemmehørende træarter, eller i at skovens struktur er unaturlig med ensaldrende træer i rækker. De fleste levesteder for arter vil være i løvskov, men visse af de relevante fuglearter er tilknyttet nåleskov, og kan omfatte mere intensivt drevne skovarealer. For at sikre en hensigtsmæssig forvaltning af lokaliteterne er det derfor nødvendigt at gennemgå samtlige internationale naturbeskyttelsesområder med henblik på en kortlægning og afgrænsning af de enkelte lokaliteter. Arbejdet hermed forventes påbegyndt i 2004, da det under alle omstændigheder er nødvendigt for myndighederne at kende den mere præcise beliggenhed af disse lokaliteter for at opfylde direktivforpligtelserne.

Indtil loven træder i kraft, kan myndighederne alene få adgang til de enkelte ejendomme med henblik på at foretage kortlægning, hvor den enkelte grundejer giver sin tilladelse. Det forudsættes, at de enkelte skovejere, allerede før en ny lov kan træde i kraft, i et vist omfang vil være villige til at lade myndighederne få adgang til deres ejendom med henblik på kortlægningen.

Som led i kortlægningen noteres samtidig oplysninger om levestedet og om skovnaturtypens bevaringsstatus, f.eks. om lokaliteten har karakter af gammel og artsrig skov eller forefindes i en mindre veludviklet form.

Når gennemgangen i et område er afsluttet, udarbejdes der på baggrund af bl.a. den viden om området og de enkelte lokaliteter, som kortlægningen har givet, en samlet beskrivelse af naturtilstanden og bevaringsstatus for hver skovnaturtype og hvert levested for de omfattede arter i området. Vurderingen af bevaringsstatus vil bl.a. ske efter en kvalitetsskala, svarende til vandrammedirektivets kvalitetsklasser.

Det næste led i planen er at fastsætte de målsætninger for de enkelte naturtyper og levesteder, der er nødvendige for at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus, samt de foranstaltninger (indsatsprogram), der er nødvendige for at opfylde målsætningerne. Fastsættelse af bevaringsmål og foranstaltninger på de enkelte lokaliteter vil ske med udgangspunkt i de oplysninger, som gennemgangen af områderne i forbindelse med kortlægningen giver. Planen kommer således til at indeholde en beskrivelse af bevaringsmålsætningerne og de foranstaltninger, der er nødvendige eller ønskelige for at sikre eller forbedre bevaringsstatus for de enkelte naturtyper og levesteder i overensstemmelse med målsætningerne.

Natura 2000-skovplanerne skal danne ramme for de aftaler og afgørelser om driften, der efterfølgende indgås efter § 18 eller træffes efter § 19.

Planerne foreslås i øvrigt indholdsmæssigt og proceduremæssigt udarbejdet efter de principper, der foreskrives gennemført for amternes Natura 2000-planlægning på land i lov nr. 1150 af 17. december 2003 om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven). Den præcise fremgangsmåde søges forenklet og tilpasset formålet med planerne, dvs. driften af de enkelte naturtyper i overensstemmelse med beskyttelsesformålet. Proceduren i forbindelse med planlægning, herunder om lodsejernes og offentlighedens inddragelse, fastlægges nærmere i en bekendtgørelse, jf. § 16.

Ligesom Natura 2000-planerne foreslås det, at Natura 2000-skovplanerne skal kunne påklages til Naturklagenævnet for så vidt angår fastsættelse af målsætninger og indsats, jf. § 60, stk. 1. Det forudsættes desuden, at ministeren fastsætter regler efter § 16, stk. 1, om, at spørgsmål vedrørende planernes tilvejebringelse kan påklages.

Planerne vil ikke være direkte bindende for ejerne, men de vil udgøre den administrative ramme for det opfølgende arbejde med aftaleindgåelse og afgørelser og vil på længere sigt kunne danne grundlag for eventuel genforhandling af aftaler med ejere vedrørende enkelte lokaliteter, hvor der er behov for eller ønske om ændringer.

Planerne vil være bindende for myndighederne og vil danne grundlag for disses administration af beføjelser med betydning for arealer omfattet af Natura 2000-skovplanen.

Det foreslås, at miljøministeren får beføjelse til at ændre en plan, hvis det bliver nødvendigt, f.eks. fordi bevaringsstatus ikke udvikler sig som forudsat, eller forudsætningerne har ændret sig væsentligt. Bestemmelsen fremgår af § 16, stk. 3.

Til § 16

Den nærmere procedure for miljøministerens udarbejdelse af Natura 2000-skovplaner efter § 14 samt for planernes indhold fastsættes i en bekendtgørelse. Proceduren, herunder principper for samarbejde med andre myndigheder samt klage til Naturklagenævnet over planens tilvejebringelse, vil følge de principper, der fastsættes for amtsrådenes udarbejdelse af Natura 2000-planer efter forslag til lov om i miljømålsloven, som også vil gælde for implementeringen af EF-habitatdirektivet i naturbeskyttelsesloven.

Det forudsættes, at bekendtgørelsen bl.a. skal indeholde regler om, at planens foranstaltninger efter § 15, stk. 2, ikke skal omfatte offentligt ejede arealer, når der for disse allerede er udarbejdet en plan for forvaltningsindsatsen, som er i overensstemmelse med planens målsætning for naturtilstanden.

Det forudsættes desuden, at ministeren fastsætter regler om, at de myndigheder, der berøres af planen, vil blive inddraget i planlægningen.

Det foreslås i stk. 2, at Natura 2000-skovplanerne revideres løbende hvert 12. år.

Det foreslås i stk. 3, at miljøministeren skal ændre en plan, der er udarbejdet efter § 14, hvis det viser sig nødvendigt for at opfylde forpligtelserne efter habitatdirektivet. Normalt vil den løbende revision hvert 12. år være tilstrækkeligt til at sikre, at der på langt sigt opretholdes eller genoprettes en gunstig bevaringsstatus i overensstemmelse med bevaringsmålsætningen for området og for de enkelte naturtyper og levesteder. I særlige tilfælde kan der være behov for en tidligere revision af planen f.eks. fordi bevaringsstatus ikke udvikler sig som forudsat, eller forudsætningerne har ændret sig væsentligt, f.eks. hvor der konstateres forekomst af nyindvandrede beskyttelseskrævende arter. Det forudsættes derfor, at ministeren i sådanne særlige tilfælde får hjemmel til umiddelbart at revidere Natura 2000-skovplanen efter den fastsatte procedure for revision af planen i henhold til de regler, der udarbejdes efter § 16, stk.1.

Det foreslås i stk. 4, at ministeren kan fastsætte regler om, at Natura 2000-skovplanerne sammen med planer tilvejebragt efter anden lovgivning kan indgå i en sammenfattende Natura 2000-plan. Ved sammenfattende Natura 2000-planer forstås planer, der omhandler flere typer planer for de internationale naturbeskyttelsesområder, fx Natura 2000-skovplaner, Natura 2000-planer omfattet af miljømålsloven og driftsplaner eller lignende udarbejdet for offentligt ejede arealer.

Natura 2000-skovplanerne vil på samme måde som Natura 2000-planerne indgå som en forudsætning for regionplanlægningen. Parallelt hermed foreslås det, at regionplanerne skal indeholde oplysninger om de bestemmelser i Natura 2000-skovplanen, som er relevante for planlægningen af arealanvendelsen indenfor regionplanens geografiske anvendelsesområde, jf. § 68 og bemærkningerne hertil.

Til § 17

Med forslagets § 17 skabes der grundlag for at supplere den gældende implementering af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, som stiller krav om forudgående konsekvensvurdering af visse planer og projekter i det åbne land.

I dag skal de fleste konkrete aktiviteter vurderes for deres virkninger på arter og naturtyper i de internationale naturbeskyttelsesområder, inden de kan igangsættes, jf. bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder. Det gælder bl.a. aktiviteter, der kan ændre naturtilstanden på en række naturtyper (naturbeskyttelseslovens § 3) eller kræver en landzonetilladelse.

Efter artikel 6, stk. 3, skal alle projekter og planer, der væsentligt kan påvirke de internationale naturbeskyttelsesområder under hensyntagen til bevaringsmålsætningen for området, underkastes en konsekvensvurdering. Det forudsættes, at lovbestemte planer, der kan have betydning for arealanvendelsen, er eller vil blive omfattet af reglerne i bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder.

Begrebet »projekter« er ikke nærmere defineret i habitatdirektivet, og det kan være vanskeligt at definere en præcis grænse mellem projekter, der forudsætter konsekvensvurdering efter artikel 6, stk. 3, og igangværende aktiviteter, der forudsætter iværksættelse af foranstaltninger for at undgå forstyrrelser eller forringelser efter artikel 6.2. Fx vil visse former for almindelig skovbrugsmæssig drift, som i dag ikke kræver forudgående tilladelse, formentlig falde ind under direktivets projektbegreb (eksempelvis træartskifte fra hjemmehørende træarter til juletræer og pyntegrønt, der kræver anvendelse af hyppig gødskning mv.), mens andre former for skovbrugsmæssig drift (eksempelvis gradvis intensivering af ekstensivt drevne bevoksninger af hjemmehørende træarter) vil være igangværende aktiviteter, der - hvis de forringer eller forstyrrer i områderne - skal gøres op med på grundlag af artikel 6, stk. 2.

Efter forslaget præciseres nærmere i bilag 1 en række aktiviteter, som konkret vurderes at kunne falde ind under begrebet »projekter«, og som efter gældende lovgivning kan iværksættes uden forudgående tilladelse mv., men som efter direktivet skal kunne gøres til genstand for en konsekvensvurdering. Baggrunden for udvælgelse af de konkrete aktiviteter er, at netop de vurderes at kunne medføre væsentlig påvirkning af arter eller naturtyper.

Kravet om anmeldelse gælder kun for aktiviteter, som påbegyndes efter lovens ikrafttræden. Miljøministeren vil dog kunne give ejeren et pålæg om at ophøre med aktiviteten efter §§ 20 og 21, hvis betingelserne i disse bestemmelser er opfyldt.

Kravet om konsekvensvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, omfatter projekter, der kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde, og er ikke begrænset til projekter indenfor området. Gennemførelsen af artikel 6, stk. 3, i Danmark skal imidlertid ses i sammenhæng med udpegningen af internationale naturbeskyttelsesområder.

De internationale naturbeskyttelsesområder omfatter således i mange tilfælde flere arealer end dem, der skal beskyttes efter direktiverne. Det skyldes bl.a., at afgrænsningen af områderne følger erkendbare træk i landskabet (veje, levende hegn mv.), eller at arealerne er medtaget ud fra hensynet til anden hensigtsmæssig arrondering af området (fredningsgrænser el. lign.). De konkrete, beskyttelsesværdige lokaliteter vil således ofte være omkranset af arealer, der ikke rummer beskyttede arter eller naturtyper, og som f.eks. indgår i almindelig skovbrugsdrift, men som er inkluderet i det internationale naturbeskyttelsesområde.

Aktiviteter, som i dag ikke kræver forudgående tilladelse mv., og som væsentligt kan virke ind på lokaliteter med beskyttede arter og naturtyper, vurderes således i mange tilfælde at foregå inden for grænserne af det internationale naturbeskyttelsesområde. Hvis der tilvejebringes mulighed for at konsekvensvurdere sådanne aktiviteter inden for det internationale naturbeskyttelsesområde, vil det oftest være dækkende for det krav, der fremgår af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

Hvad angår de samme aktiviteter, som foregår uden for de internationale naturbeskyttelsesområder, og som eventuelt kan påvirke ind i områderne, er det uhyre vanskeligt at definere en erkendbar grænse for, hvornår aktiviteten dermed eventuelt vil blive omfattet af kravet om konsekvensvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. F.eks. er det ikke muligt på forhånd præcist at fastlægge, i hvilken afstand fra det internationale naturbeskyttelsesområde ændret gødningsanvendelse bør omfattes af anmeldeordningen. Det gør det uhyre vanskeligt at håndhæve kravet om anmeldelse, og en upræcis bestemmelse giver problemer i relation til de berørte lodsejeres retssikkerhed.

Sammenholdt med de ovennævnte betragtninger om dels afgrænsning af områderne, dels væsentligheden af påvirkningen fra ændrede aktiviteter inden for områderne, foreslås det derfor at begrænse bestemmelsen til at stille krav om anmeldelse af de i bilaget nævnte aktiviteter inden for de internationale naturbeskyttelsesområder med henblik på en nærmere konsekvensvurdering.

Efter forslaget er det kun de aktiviteter (projekter) i et beskyttelsesområde, der i dag ikke kræver forudgående tilladelse el.lign., som skal anmeldes til miljøministeren. De aktiviteter, der hermed er undtaget fra bestemmelsen, omfatter bl.a. alle de aktiviteter, der er opregnet i § 4, stk. 3, i bekendtgørelsen om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder og dermed i forvejen er omfattet af kravet om konsekvensvurdering.

Endvidere skal aktiviteter, hvis konsekvenser allerede er konkret vurderet i Natura 2000-skovplanen, heller ikke anmeldes til miljøministeren før iværksættelse. Miljøministeriet vil tilstræbe, at der i planerne i videst muligt omfang foretages en konsekvensvurdering af de ændringer af den egentlige skovdrift, der er opført på bilaget til loven, især af renafdrift af løvskov.

Iværksættelse af aktiviteter uden for beskyttelsesområderne vil blive omfattet af retningslinier i Natura 2000-skovplanen, jf. §§ 18 og 19, eller af muligheder for i særlige tilfælde konkret at gribe ind over for aktiviteter, der måtte forringe eller forstyrre beskyttede arter eller naturtyper, jf. §§ 20 og 21.

Miljøministeren skal inden en frist på 4 uger tage stilling til, om der er behov for nærmere at vurdere, om den anmeldte aktivitet kan igangsættes under hensyntagen til arter og naturtyper. Ministerens afgørelse om at ville foretage en nærmere vurdering af aktiviteten og dermed udskyde eventuel iværksættelse af aktiviteten kan påklages til Naturklagenævnet i lighed med andre afgørelser efter loven. Der vil endvidere kunne udbetales erstatning efter § 24 for tab, ejeren lider som følge af afgørelsen.

Retsvirkningen af en afgørelse efter stk. 3 foreslås begrænset til højst 6 måneder med mulighed for forlængelse. Forlængelsen kan fx være begrundet i, at der er behov for yderligere tid til at indgå en aftale efter § 18 eller tilstrækkelig tid til at foretage en revision af Natura 2000-skovplanen. Hvis miljøministeren inden udløbet af den periode vurderer, at aktiviteten ikke kan igangsættes, og lodsejeren fastholder ønsket om at iværksætte den pågældende aktivitet, kan det blive nødvendigt at indgå en aftale efter § 18 eller træffe en afgørelse efter § 19, § 20, stk. 1, eller § 21, stk. 1, som kan indebære en begrænsning i aktiviteten på vilkår eller et egentligt forbud. Dette kan i givet fald forudsætte en forudgående ændring af Natura 2000-skovplanen.

Det foreslås endvidere, at 6 måneders-fristen suspenderes, hvis ministerens afgørelse om at ville foretage en nærmere vurdering af den anmeldte aktivitet påklages rettidigt. Fristen begynder i det tilfælde først at løbe, når Naturklagenævnet har truffet afgørelse i klagesagen.

Reagerer ministeren ikke indenfor den 4 ugers frist, der er nævnt i stk. 3, kan aktiviteten igangsættes umiddelbart. Hvis aktiviteten imidlertid ikke igangsættes inden 3 år efter, at den er anmeldt, skal den efter stk. 4 anmeldes igen. Ministeren har herefter en ny mulighed for at træffe afgørelse om, at aktiviteten skal vurderes nærmere. Fristen svarer til fristen i forslagets § 42 om bortfald af tilladelser, der ikke udnyttes. Begrundelsen for fristen er den samme i de to bestemmelser, nemlig at forholdene i løbet af den nævnte periode kan være ændret på en måde, så det ikke længere er forsvarligt i forhold til naturbeskyttelsesinteresserne at opretholde den stiltiende accept af, at aktiviteten kan iværksættes.

Det bemærkes, at fortløbende skovbrugsmæssig drift, hvor der ikke sker ændringer i driften, der i sig selv væsentligt kan påvirke området, men hvor en fortsat, vedvarende drift på længere sigt kan påvirke bevaringsstatus negativt, vil blive omfattet af de regler, som er foreslået med § 19, § 20, stk. 1, og § 21, stk. 1.

Tilsvarende bestemmelser om konsekvensvurdering af visse aktiviteter i relation til beskyttede naturtyper og ikke-fredskovspligtige skove, som er omfattet af Natura 2000-planerne, er foreslået indføjet i naturbeskyttelsesloven.

Til §§ 18 og 19

Habitatdirektivet forpligter medlemslandene til at sikre, at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus i overensstemmelse med bevaringsmålsætningen for området og for de enkelte naturtyper og levesteder, jf. direktivets artikel 2, stk. 2. Til dette formål skal medlemslandene på den ene side træffe foranstaltninger for at undgå forringelser af naturtyper og levesteder for arter og betydelige forstyrrelser af arter, som områderne er udpeget for at beskytte, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 2. På den anden side skal medlemslandene iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger, der kan opfylde arternes og naturtypernes økologiske behov, jf. artikel 6, stk. 1. I fuglebeskyttelsesområderne skal medlemslandene træffe egnede foranstaltninger med henblik på at beskytte områderne, jf. fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4.

Efter forslagets §§ 18 og 19 kan der stilles krav til driften af den enkelte skovnaturtype eller levested i form af aftaler efter § 18 eller afgørelser efter § 19. Sådanne krav vil også kunne stilles for de naturtyper, der er for små til at være omfattet af naturbeskyttelsesloven § 3, jf. forslagets § 28, og som efter § 14, stk. 3, omfattes af Natura 2000-skovplanen.

Natura 2000-skovplanen vil udgøre det administrative grundlag for den konkrete, aktive forvaltning af de enkelte lokaliteter. Natura 2000-skovplanen vil således fremover blive det primære grundlag for at træffe de nødvendige foranstaltninger efter såvel artikel 6, stk. 2, som artikel 6, stk. 1.

En aktiv forvaltning, der på længere sigt sikrer bevaring og genopretning af den beskyttede naturtype eller levested, foreslås gennemført, hvor det er nødvendigt til opfyldelse af bevaringsmålsætningerne i Natura 2000-skovplanen, ved at fastsætte krav til driften på den enkelte lokalitet. I mange tilfælde vil et krav om foryngelse af løvskov ved fx selvforyngelse, naturforyngelse, stævning eller lignende kunne sikre en fremtidig bevaring af selve skovnaturtypen efter hugst. Foryngelse af løvskov ved fx selvforyngelse, naturforyngelse, stævning eller lignende vil ofte også være det driftsøkonomisk mest fordelagtige. I mange tilfælde kan der desuden være behov for yderligere ekstensivering af den gældende drift. Der kan være tale om undladelse af brug af pesticider, jordbearbejdning, gødskning, afvanding mv. I særlige tilfælde kan permanent ophør af drift (urørt skov) være nødvendig for at opfylde direktivforpligtelsen, primært på arealer, som i forvejen i en længere periode har haft minimal eller ingen hugst.

Herudover er det hensigten, at miljøministeren vil søge at indgå aftaler for arealer både i og udenfor de internationale naturbeskyttelsesområder om foryngelsesmetoder, undladelse af brug af pesticider, jordbearbejdning, gødskning, afvanding mv. efter forslagets § 25, jf. § 29, ud fra bredere hensyn til biodiversiteten og opfyldelsen af det nationale skovprogram.

Med forslagets § 18 skabes der hjemmel til, at krav til driften på grundlag af Natura 2000-skovplanen kan aftales med den enkelte ejer eller bruger. Efter forslagets § 19 kan kravene til driften fastsættes ved en afgørelse, hvis en aftale ikke kan indgås på rimelige vilkår eller indenfor rimelig tid, eller hvis en aftale misligholdes. Aftaler og afgørelser kan vedrøre såvel arealanvendelse som andre driftsforhold.

Aftalerne eller afgørelserne vil typisk vedrøre driften af et areal inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde, men kan også vedrøre et areal uden for, hvis en regulering af anvendelsen af dette areal er nødvendig for at opfylde bevaringsmålsætningerne for området.

Det forventes, at det med aftaleformen vil være muligt at opnå en betydelig fleksibilitet om driftsmulighederne på den enkelte lokalitet indenfor rammerne af den overordnede bevaringsmålsætning. Eksempelvis kan billearten eremit tilgodeses enten ved at drive en skov som græsningsskov/dyrehave eller ved - gennem hugst - at opretholde lysåbne forhold omkring gamle træer.

Det vurderes, at det vil være muligt at indgå aftaler i de fleste tilfælde. For en del af de internationale naturbeskyttelsesområder er skoven allerede helt eller delvis fredet eller omfattet af skovplejeaftaler til implementering af naturskovsstrategien eller er statsskov med særlig beskyttelse. De udgør et godt grundlag, som efter behov kan suppleres med aftaler.

Hvor habitatdirektivets forpligtelse til at sikre gunstig bevaringsstatus kun kan opfyldes gennem særlige tiltag eller drift på en bestemt lokalitet, og det ikke er muligt at indgå aftale herom, er det nødvendigt for myndighederne at have et redskab til at gennemtvinge den indsats, der er indeholdt i Natura 2000-skovplanen og dermed opfylde direktivforpligtelserne. Dette er formålet med forslagets § 19.

Når der indgås aftaler efter § 18 eller træffes afgørelser efter § 19, forudsættes disse at gå forud for den ret, ejeren har efter forslagets §§ 9 og 10 til at udlægge en del af det fredskovspligtige areal til stævningsdrift, skovgræsning, juletræer og pyntegrønt i kort omdrift eller åbne naturarealer.

Når der indgås aftaler efter § 18 eller træffes afgørelser efter § 19, vil der samtidig skulle tages stilling til dispensation, hvis en sådan er nødvendig efter skovloven eller anden lovgivning. Det vil fx kræve dispensation fra § 9, nr. 1, hvis mere end 10 pct. af et fredskovspligtigt areal skal drives med stævning eller skovgræsning.

Afgørelser efter § 19 pålægges ejeren af ejendommen. Det bemærkes, at der forud for en afgørelse efter § 19 skal foretages partshøring. Ejeren skal således dels have adgang til at komme med bemærkninger til sagen, dels gøres opmærksom på adgangen til aktindsigt efter forvaltningslovens § 19. Hvis ejendommen er lejet eller forpagtet ud, skal såvel ejer som lejer eller forpagter partshøres. Afgørelsen kan påklages til Naturklagenævnet. Det foreslås, at en klage over en afgørelse skal kunne fratages opsættende virkning, hvis der er fare for ødelæggelse eller væsentlig forringelse af den udpegede lokalitet eller for forstyrrelser, der indebærer betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, jf. § 63, stk. 4.

Aftaler efter § 18 og afgørelser efter §§ 19 - 21 kan tinglyses på ejendommen og skal gælde permanent for fremtidige ejere og brugere, jf. § 40.

Der er hjemmel til, at en aftale kan genforhandles, hvis parterne er enige om det og hvis ændringen ikke strider mod Natura 2000-skovplanens bevaringsmålsætninger. Miljøministeren kan fx have et behov for genforhandle en aftale, hvis der konstateres en væsentlig forringelse af bevaringsstatus, der nødvendiggør en indsats, eller hvis den allerede aftalte/afgjorte indsats viser sig utilstrækkelig. Også ejeren kan have et ønske om at ændre aftalen, og dette vil efter omstændighederne kunne ske, hvis ændringen ikke er i strid med planens bevaringsmålsætninger.

Der kan ydes tilskud til dækning af tab i forbindelse med aftalerne efter reglerne herom i lovforslagets kapitel 5 . Størrelsen af et tilskud skal beregnes efter samme principper, som finder anvendelse for beregning af erstatning, jf. § 24, for krav, der stilles i en afgørelse efter § 19.

Egekrat, der eksisterede den 1. juli 1989, foreslås uændret beskyttet, og der skal uændret ske en registrering af bevaringsværdige egekrat med henblik på at indgå aftaler med ejerne om at sikre deres bevaring, jf. § 72 og § 26. Hvor der allerede er indgået en tinglyst aftale med ejeren om bevaring af et egekrat, som er beliggende i et habitatområde, forudsættes aftalen videreført. Er der behov for det, vil den blive suppleret med en afgørelse eller en aftale efter §§ 18 og 19. Det forventes dog, at de eksisterende krav til driften i egekratsaftalerne er tilstrækkelige til at sikre gunstig bevaringsstatus.

Afgørelser truffet efter §§ 19 - 21 håndhæves efter de almindelige regler i loven om påbud og straf. Aftaler kan ikke håndhæves med påbud og straf. Der kan dog være knyttet sanktioner til manglende opfyldelse af vilkår for udbetaling af tilskud i forbindelse med aftalen, jf. bestemmelserne herom i kapitel 8 og 10. Hvis det konstateres, at en aftale misligholdes, skal miljøministeren træffe afgørelse efter § 19 om de nødvendige krav til driften.

På de mindst 5.000 ha med skovnaturtyper i internationale naturbeskyttelsesområder, der tilhører Miljøministeriet, vil der som på de private ejendomme blive fastsat de nødvendige driftskrav. Disse vil fremgå af driftsplanen for den enkelte lokalitet.

Til §§ 20 og 21

Beslutninger om indgreb i driften mv. i de internationale naturbeskyttelsesområder træffes normalt på grundlag af Natura 2000-skovplanen og de heri beskrevne nødvendige foranstaltninger (indsatsprogram).

Selvom der foreligger en Natura 2000-skovplan, kan en trussel mod en habitatnaturtype mv. i særlige tilfælde være så overhængende, at der er behov for et hurtigt indgreb for at afværge truslen. Det kan være situationer, hvor ny oplysninger eller ny viden kan vise behov for indgreb, der ikke har kunnet forudses, og som ikke kan afvente en revision af planen og de heri beskrevne nødvendige foranstaltninger, f.eks. hvor der konstateres forekomst af nyindvandrede beskyttelseskrævende arter, eller hvor en bestemt lovlig aktivitet viser sig at medføre væsentlig, hidtil ukendt negativ påvirkning af arter eller naturtyper. Det kan også være situationer, hvor en ejer mod forventning ønsker at ændre driften i en retning, som ikke er forudset i planen, og som f.eks. anmeldes på grundlag af bestemmelserne i § 17.

Det foreslås derfor, at miljøministeren i sådanne særlige tilfælde efter § 20 får hjemmel til at give ejeren et foreløbigt pålæg. Retsvirkningen begrænses til højst 6 måneder. Indenfor dette tidsrum skal det foreløbige pålæg afløses af en aftale efter § 18 eller en afgørelse efter § 19. Fristen kan dog i særlige tilfælde forlænges, fx hvis det kræver yderligere tid at indgå en aftale efter § 18, eller hvis der skal foretages en revision af Natura 2000-skovplanen.

Hjemlen er begrænset til situationer, hvor aktiviteten vurderes at ville ødelægge eller væsentligt skade habitatnaturtyperne eller væsentligt forstyrre de arter, som området er udpeget for, og hvor truslen ikke kan afværges gennem aftale eller på anden måde.

Tilsvarende gælder efter forslagets § 21, hvor der kan være behov for et akut indgreb, inden planen er vedtaget i tilfælde, hvor aktiviteten vurderes i strid med habitatdirektivets artikel 6 at ville forringe habitatnaturtyperne eller levestederne for arterne eller væsentligt forstyrre de arter, som området er udpeget for. Det forudsættes, at truslen ikke kan afværges gennem aftale eller på anden måde. Det forudsættes, at pålægget også i disse tilfælde er tidsbegrænset.

Som nævnt under bemærkningerne til §§ 9 og 10 vil afgørelser efter §§ 20 og 21 gå forud for andre rettigheder, ejeren har efter loven, og der vil i forbindelse med afgørelserne også blive givet eventuelle nødvendige dispensationer.

Pålægget gives til ejeren af ejendommen. Det bemærkes, at der forud for en afgørelse efter §§ 20 og 21 skal foretages partshøring. Ejeren skal således dels have adgang til at komme med bemærkninger til sagen, dels gøres opmærksom på adgangen til aktindsigt efter forvaltningslovens § 19. Hvis ejendommen er lejet eller forpagtet ud, skal såvel ejer som lejer eller forpagter partshøres. Der kan klages over afgørelsen til Naturklagenævnet. Forbud og påbud kan normalt ikke gennemtvinges, før klagefristen er udløbet. Det foreslås derfor, at ministeren i disse særlig akutte situationer kan beslutte, at rettidig klage ikke skal have opsættende virkning. En sådan beslutning kan også påklages, men nævnet kan beslutte, at afgørelsen skal efterkommes, indtil nævnet eventuelt beslutter andet.

Et indgreb kan fx komme på tale, hvis en skovnaturtype ellers vil blive afdrevet eller fjernet, sprøjtet med pesticider eller gødsket, eller hvis der på anden måde vil blive udført aktiviteter, der kan ødelægge eller væsentligt forringe naturtypen eller levestedet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 17, om at visse aktiviteter skal anmeldes, inden de foretages.

Til § 22

Bestemmelsen skal sikre miljøministeren mulighed for selv at gennemføre den pleje af arealer, som er nødvendig for at sikre den tilstand, som ønskes opnået med de afgørelser, som træffes efter §§ 19 - 21. Bestemmelsen svarer til den mulighed, der er efter naturbeskyttelseslovens § 52, for at myndighederne kan foretage pleje på privatejede fredede arealer. Udgangspunktet for eventuelle regler vil være, at ejeren selv udfører den pleje, som han er pålagt at udføre i afgørelsen, og at ejeren har ret til at udføre den ønskede pleje, hvis pligten hertil ikke følger af afgørelsen. Udføres plejen ikke inden for den frist, der er fastsat, skal ministeren selv kunne udføre plejen. Der skal i bekendtgørelsen kunne fastsættes regler om fordelingen af udgifter i forbindelse med pleje.

Til § 23

Bestemmelsen giver miljøministeren hjemmel til at ekspropriere ejendom, når det er af væsentlig betydning for at realisere Natura 2000-skovplanen. Bestemmelsen supplerer ministerens øvrige virkemidler i §§ 19 - 21 og § 24. Det forudsættes, at ekspropriation kun anvendes, når det er af afgørende betydning for opfyldelse af målsætningen for et område at erhverve ejendommen. Dette kan fx være tilfældet, når der er tale om at standse en større virksomhed eller begrænse denne i betydeligt omfang.

Til § 24

For det tab, som en ejer kan godtgøre som følge af afgørelser efter § 17 eller §§ 19 - 21, kan der ydes erstatning efter reglerne i naturbeskyttelseslovens § 39. Efter forslaget afgøres spørgsmål om eventuel erstatning som følge af et foreløbigt pålæg efter §§ 20 - 21 dog først, når der indgås en aftale efter § 18 eller træffes en endelig afgørelse efter § 19. Erstatning fastsættes som en engangserstatning for nedgang i handelsværdien som følge af indgrebet.

De krav, som stilles efter § 19, vil ikke altid have karakter af ekspropriation i grundlovens forstand, men ud fra en billighedsbetragtning vil indgreb efter § 19, der forårsager tab, altid udløse erstatning. Tilsvarende er tilfældet for krav stillet efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a til opfyldelse af indsatsplaner i forbindelse med drikkevandsbeskyttelsen.

Vurderingen af betydningen af de konkrete krav og af størrelsen af det økonomiske tab som følge heraf kan være vanskelig, idet en række parametre vil indgå heri. Der vil forekomme tilfælde, hvor det konkrete krav til driften kun indebærer en ubetydelig merudgift eller besvær ved driften, men som det vil være rimeligt at kompensere. Det foreslås derfor, at konkret fastsatte krav efter en billighedsbetragtning altid udløser erstatning for dokumenterede tab på samme måde, som det er tilfældet efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a.

Ligesom i sager om ekspropriation til naturgenopretning efter naturbeskyttelseslovens § 60 og erstatning for fredninger, kan afgørelse om erstatningsfastsættelsen påklages til Naturklagenævnet og Taksationskommissionen.

Til § 25

Ad stk. 1

Bestemmelsen er et led i at nå målet i internationale anbefalinger og i det nationale skovprogram om at beskytte de naturmæssigt særligt værdifulde skove, herunder naturskov. Den giver således hjemmel til, at miljøministeren kan registrere andre naturmæssigt særlig værdifulde skove end dem, der er omfattet af kortlægningen efter § 15, uanset om de er beliggende i eller uden for de internationale naturbeskyttelsesområder. Det er i skovprogrammet forudsat, at man revurderer det danske naturskovsbegreb, der hidtil har været baseret for meget på bevoksningens genetiske oprindelse. Der er behov for en mere praktisk definition, der tager udgangspunkt i, hvad der er bevaringsværdigt, og som samtidigt letter skovejernes mulighed for at identificere de værdifulde områder og prioritere indsatsen for deres beskyttelse. International terminologi, der er baseret på arbejde i EU og FAO og i Rio-processerne, vil indgå i denne sammenhæng.

Når naturskovsbegrebet er revurderet, er det hensigten at udarbejde en prioriteret liste over potentielle områder til »biodiversitetsskov«. Denne liste vil indeholde dels de særligt naturmæssigt værdifulde skove, dels skovarealer, som søges udviklet med henblik på natur og biodiversitet som det primære formål. Der foreslås derfor i bestemmelsen en hjemmel til denne registrering.

Listen udarbejdes på baggrund af foreliggende historiske oplysninger eller anden information, som umiddelbart kan indhentes eller er tilgængelig. Der kan desuden efter behov foretages besigtigelse (jf. § 49) af visse særligt naturmæssigt værdifulde skove for at kunne vurdere deres status og beskyttelsesbehov. Dette arbejde igangsættes umiddelbart efter lovens vedtagelse.

Listen vil danne grundlag for at kunne gennemføre en målrettet formidlings- og rådgivningsindsats om beskyttelse og fremme af ny biodiversitetsskov. Listen vil endvidere danne grundlag for at indgå aftaler, jf. stk. 2 om sikring af særligt naturmæssigt værdifulde arealer, når dette skønnes nødvendigt.

Ad stk. 2

Bestemmelsen giver ministeren hjemmel til at indgå aftaler om driften med ejere af arealer, der er registreret efter stk. 1. Den giver desuden hjemmel til at indgå aftaler med ejere af arealer, som ligger i de internationale naturbeskyttelsesområder, men hvor ministeren ikke har pligt til at indgå aftale efter § 18 eller træffe afgørelse efter § 19, jf. bemærkningerne til disse bestemmelser.

Til § 26

Ad stk. 1

Bestemmelsen om, at egekrat skal bevares, er indholdsmæssigt uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 8. I forslaget er det dog præciseret, at bevaringen kun gælder for bevaringsværdige egekrat. Ud af 4.865 ha egekrat er ca. 140 ha ikke bevaringsværdige. Under den gennemgang og registrering, som hidtil er gennemført efter den gældende lov, er det især små egekrat (under 5 ha), der er vurderet som ikke bevaringsværdige. Begrundelsen for vurderingen er oftest, at der er tale om så stor indblanding af uønskede træarter, at bevoksningen ikke kan genskabes som egekrat med en rimelig indsats. Ikke bevaringsværdige egekrat vil fortsat være omfattet af fredskovspligt. Egekrat, der ikke er blevet noteret som fredskovspligtige i forbindelsen med fredskovskonstateringen efter den gældende lov, vil således blive noteret som fredskovspligtige efter forslagets § 72, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse, og vil blive noteret som sådanne i matriklen i henhold til § 41.

Egekrat findes navnlig i Midt- og Vestjylland.

Den registrering, der er gennemført efter den gældende lov, blev afsluttet i 1998. Den omfatter ca. 4.725 ha bevaringsværdige egekrat.

Efter forslaget forudsættes det, som efter den gældende lov, at registreringen skal danne grundlag for indgåelse af konkrete aftaler med ejerne om sikring af egekrattene. I forbindelse med registreringen af de bevaringsværdige egekrat blev det opgjort, at 2.560 ha privatejede, bevaringsværdige egekrat ikke var sikret. For 1.427 ha af disse egekrat er der pr. 1. december 2003 indgået og tinglyst evigtvarende aftaler om sikring. Skovejerne har fået udbetalt kompensation for indgåelse af aftalerne. Det forventes, at aftaler om sikring af de resterende bevaringsværdige egekrat er indgået med udgangen af 2004.

En aftale om egekrat er en offentligretlig servitut, der ikke kræver samtykke fra kommunalbestyrelsen efter planlovens § 42.

Efter lovforslagets § 29, stk. 1, nr. 1, kan der ydes tilskud til pleje af egekrat.

Til § 27

Bestemmelsen er indholdsmæssigt uændret i forhold til den gældende lovs § 16, stk. 7.

Bestemmelsen omfatter som hidtil kun de ydre skovbryn. Som følge af bestemmelsen skal ydre skovbryn forynges ved selvforyngelse, stedvis stævning eller gruppevis hugst med efterfølgende indplantning for at sikre skovbrynets robusthed. Renafdrift eller egentlig rydning kan kun ske med dispensation efter § 38.

Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at de ydre skovbryns funktion som lægiver for bagvedliggende bevoksninger bevares, og at skovbrynenes værdifulde landskabelige, biologiske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende funktioner og deres deraf følgende betydning for friluftslivet understøttes.

I bestemmelsen ligger også, at driften af skovbrynene skal være i overensstemmelse med kravet om bevaring. Bredden må således ikke reduceres mere, end de lokale forhold tilsiger, herunder graden af eksponering. Især mod vest og nord kan der således være behov for skovbryn af en vis bredde. Driften skal også i øvrigt være tilpasset de lokale vækstbetingelser og den enkelte skovs størrelse. For de særlige skovbryn, der samtidig har en rolle som »værnskov«, fx for jernbaner og veje, kan hensynet til sikkerheden tilsige en særlig drift.

Til § 28

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 16, stk. 6.

Forbuddet i den gældende bestemmelse retter sig mod de biotoper, som er beskrevet i naturbeskyttelseslovens § 3, men som ikke er omfattet af bestemmelsen, fordi de er mindre end den størrelsesgrænse, der er fastsat deri.

I forslaget er »overdrev« dog ændret til »biologiske overdrev«, så der bliver overensstemmelse med forslaget om ændring af naturbeskyttelsesloven, som fremsættes samtidig med dette forslag.

I forslaget er beskyttelsen af vandløbene desuden beskrevet særskilt i stk. 2. Forbuddet gælder således for vandløb, der ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, fordi de ikke er udpeget som beskyttede af miljøministeren efter indstilling fra amtsrådet. Samme ordlyd er brugt i naturbeskyttelsesloven til at beskrive de vandløb, som omfattes af § 3.

Tidligere var også vandløb defineret ud fra deres størrelse i naturbeskyttelsesloven. § 3 gjaldt således for offentlige vandløb, private vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m samt visse nærmere angivne private vandløb med en bundbredde på under 1,5 m. Imidlertid er der nu sket en konkret og præcis udpegning af de vandløb, som omfattes af denne beskrivelse, og udpegningen er godkendt af miljøministeren. Det er herefter de vandløb, der er omfattet af den godkendte udpegning, der omfattes af naturbeskyttelseslovens § 3. Bestemmelsen blev ved ændringen af naturbeskyttelsesloven i 1992 udformet i overensstemmelse hermed. Det fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til lovforslaget fra 1992, at der ikke med den ændrede ordlyd er foreslået nogen ændring af retstilstanden.

I forslaget til skovloven indebærer den nye ordlyd således heller ikke en ændring af retstilstanden. Forbuddet gælder stadig for de vandløb, som ikke omfattes af naturbeskyttelseslovens § 3, og det er de samme vandløb, som hidtil ikke har været omfattet af naturbeskyttelsesloven, og som derfor har været omfattet af skovlovens forbud mod afvanding mv.

For alle de nævnte småbiotoper gælder som hidtil, at der ikke er noget krav om, at de skal plejes. Men hvis ejeren ønsker det, kan arealerne plejes, så biotopen bevares, uden at der skal indhentes dispensation. For vandløb er det - som i den tilsvarende bestemmelse i naturbeskyttelsesloven - direkte nævnt i bestemmelsen, at sædvanlig vedligeholdelse ikke er omfattet af forbuddet mod afvanding mv. Almindelig vedligeholdelse kan således ske, uden at det kræver dispensation.

Til kapitel 5

Tilskud og produktionsafgifter

Ved ændringen af skovloven i 1996 blev alle daværende tilskudsordninger til skov samlet under skovloven og tilpasset skovlovens formål. Efter den gældende lovs § 19 er der således mulighed for at yde tilskud til 1) fremme af god og flersidig skovdrift, 2) permanent udlæg af urørt skov, 3) tilplantning af landbrugsarealer med skov, 4) udvikling af produkter fra skovbruget og træindustrien, 5) konsulentvirksomhed i skovbruget samt 6) oplysnings-, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed. I bemærkningerne til bestemmelsen er der detaljerede beskrivelser af, hvordan de enkelte tilskudsordninger skal udmøntes, herunder om målsætning for den enkelte tilskudsordning og forventede tilskudssatser for nogle af ordningerne. I praksis er de også blevet udmøntet efter hensigten.

I forslaget er de overordnede tilskudsområder i store træk de samme som i den gældende lov. Begrebet »god og flersidig skovdrift« er dog i overensstemmelse med formålsbestemmelsen i § 1 ændret til »bæredygtig skovdrift«. Endvidere er permanent udlæg af urørt skov ikke længere et selvstændigt tilskudsområde, men én af flere muligheder for tilskud til bæredygtig drift.

Selv om der ikke er sket væsentlige ændringer af lovens bestemmelser om tilskud, er det ikke hensigten at fastholde den udmøntning af ordningerne, som er beskrevet i bemærkningerne til den gældende lov. Der skal således fremover kunne prioriteres friere mellem ordningerne indbyrdes. Det forventes fx, at en stor del af tilskudsmidlerne i de kommende år vil blive brugt til at indgå aftaler eller eventuelt til at udbetale erstatninger efter kapitel 4 om beskyttelse af skov i internationale naturbeskyttelsesområder. I denne periode vil andre former for tilskud blive prioriteret lavere.

Forslagets bestemmelse om tilskud skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i kapitel 4 om beskyttelse af skovnaturtyper og levesteder for arter og i § 39 om de vilkår, der kan stilles i tilsagn om tilskud. I § 29, stk. 1, nr. 1, findes således hjemmelen for miljøministeren til at give tilskud til aftaler efter kapitel 4, både i og udenfor internationale naturbeskyttelsesområder. Efter § 39, stk. 1, nr. 3, kan tilskud gøres betinget af, at der indgås en aftale. Og efter § 40, stk. 3, kan varige aftaler tinglyses på ejendommen. Aftaler, der indgås i områder, der ligger uden for de internationale naturbeskyttelsesområder, kan tillige tinglyses forud for al pantegæld, så der ikke er risiko for, at aftalen ekstingveres under en tvangsauktion, jf. § 40, stk. 2.

I forbindelse med lovændringen i 1996 blev der forsøgsvis indført en tilskudsordning, som skulle finansieres af produktionsafgifter på juletræer og pyntegrønt, som dyrkes her i landet, jf. den gældende lovs §§ 20 og 20 a. I forslagets §§ 30 - 34 er denne ordning videreført med ganske få indholdsmæssige ændringer. Der er dog sket en redaktionel omarbejdning af bestemmelserne.

Til § 29

Ad stk. 1

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 19, stk. 1.

I forslaget videreføres muligheden for at yde tilskud til de formål, der er beskrevet i den gældende lovs § 19, stk. 1. Ordningerne er udmøntet i bekendtgørelse om tilskud til fremme af god og flersidig skovdrift (nr. 195 af 26. marts 1998), bekendtgørelse om tilskud til privat skovrejsning (nr. 80 af 30. januar 1997), bekendtgørelse om tilskud til udvikling af nye produkter fra skovbruget og træindustrien (nr. 193 af 25. marts 1998) og bekendtgørelse om tilskud til konsulentvirksomhed i skovbruget (nr. 169 af 20. marts 1999). Disse bekendtgørelser vil fortsat gælde, når de nye regler træder i kraft, og indtil der vedtages nye bekendtgørelser, jf. overgangsbestemmelsen i § 69. Det forudsættes i øvrigt, at tilskudsordningerne løbende vil blive tilpasset de aktuelle behov for at fremme lovens formål.

Tilskud ydes fortsat som hovedregel til private ejere, herunder private selskaber, fonde, foreninger el. lign. Modtagere af tilskud må dog ikke have indgået driftsoverenskomst med eller modtage driftstilskud fra det offentlige til det areal, der søges om tilskud til.

Tilskud vil fortsat ikke kunne ydes til stat, kommuner og folkekirke eller selskabskonstruktioner, hvor disse har en betydelig indflydelse. Dette gælder både danske og udenlandske offentlige myndigheder. Offentlige forsøgs- og forskningsinstitutioner mv. vil dog som hidtil kunne få tilskud til oplysnings-, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed efter § 29, stk. 1, nr. 5, og offentlige forsøgs- og forskningsinstitutioner mv. vil kunne få tilskud til produktudvikling efter § 29, stk. 1, nr. 3.

Som noget nyt skal der dog kunne ydes tilskud til kommuner og amtskommuner i forbindelse med indgåelse af driftsaftaler, der skal opretholde eller genoprette gunstig bevaringsstatus for skovnaturtyper og levesteder for arter i de internationale naturbeskyttelsesområder efter kapitel 4. Regler herom vil blive indarbejdet i de bekendtgørelser, der udstedes, efter at den nye lov er trådt i kraft.

Nye eller ændrede tilskudsordninger skal godkendes i EU. Det betyder, at de bekendtgørelser, der udarbejdes efter de nye regler, skal godkendes i EU, inden de kan træde i kraft. Godkendelse skal ske enten som ændringer til landdistriktsprogrammet eller som statsstøtte notificeret i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

Ad nr. 1)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 1 og 2. Som i den gældende lov retter den sig kun mod eksisterende skov.

Efter den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 1, kan der ydes tilskud til at fremme god og flersidig skovdrift. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at tilskud til at fremme god og flersidig skovdrift omfatter tilskud til

–   at etablere løvtræbevoksninger, herunder indre løvtræbælter og løvskovbryn

–   at etablere stabile skovtyper til erstatning af ensartede granbevoksninger

–   pleje af bevoksninger

–   pleje af naturarealer, der er tilknyttet skove

–   pleje af skovarealer under særlig drift

–   foranstaltninger, der tilgodeser friluftslivet, og

–   driftsplanlægning.

I praksis er tilskud til fremme af god og flersidig skovdrift i høj grad blevet udbetalt til projekter på enkeltarealer (bevoksninger). Der blev dog indført en forsøgsordning, »Løvplan«, hvorefter ejeren i en periode forpligtede sig til at sikre og øge løvtræarealet i hele skoven. Til gengæld modtog ejeren forhøjet tilskud til bestemte foryngelsestyper og blev stillet bedre ved eventuel prioritering af begrænsede tilskudsmidler.

I forarbejderne til den gældende lov var det forudsat, at effekten af de udbetalte tilskud til god og flersidig skovdrift skulle evalueres senest 10 år efter ordningens ikrafttræden. Ordningen er fra 1998, og evalueringen af den er derfor endnu ikke gennemført. De hidtidige erfaringer viser dog, at ydelse af tilskud til bevoksninger ikke nødvendigvis sikrer den ønskede udvikling, hverken i den enkelte skov eller på hele ejendomme.

Fremover er det hensigten, at der skal være mulighed for at yde tilskud til de elementer i den bæredygtige skovdrift, som ikke umiddelbart er økonomisk fordelagtige for skovejeren. Det gælder især aktiviteter, der tilgodeser den biologiske mangfoldighed. Det er samtidig hensigten, at tilskud i højere grad end under den gældende lov skal understøtte omstilling til en mere bæredygtig drift af hele skove eller skovejendomme fremfor enkelte bevoksninger. Der skal derfor kunne ydes tilskud til planer for bæredygtig drift. Sådanne planer skal sikre, at beskyttelse af naturværdier og kulturmiljø og foranstaltninger for friluftslivet indarbejdes i driftsplanen for en hel skov eller skovejendom. Der skal dog fortsat også være hjemmel til at udbetale tilskud til enkeltarealer, f.eks. for at understøtte en bæredygtig driftsplan eller beskytte naturmæssigt særligt værdifulde skovområder, jf. nedenfor.

Bestemmelsen erstatter også den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 2, jf. § 18 a. Efter disse bestemmelser kan der ydes tilskud til varigt at undlade skovdrift på et areal (urørt skov). Den gældende bestemmelse var en opfølgning på miljøministerens naturskovsstrategi fra 1992. Naturskovsstrategiens langsigtede mål var udlæg af 40.000 ha naturskov, urørt skov og skov med gamle driftsformer i år 2040. Det var endvidere fastsat i strategien, at der i år 2000 skulle være udlagt mindst 5000 ha urørt skov. Dette mål blev mere end nået, da der på det tidspunkt var udlagt 6500 ha med urørt skov.

Naturskovsstrategiens langsigtede mål er fastholdt og udbygget i det nationale skovprogram, således at 10 pct. af det samlede skovareal inden 2040 skal have natur og biologisk mangfoldighed som det primære driftsformål.

Det er derfor hensigten, at der skal kunne ydes tilskud til alle former for driftsaftaler, der skal fremme bæredygtig skovdrift i eksisterende skove, herunder aftaler om urørt skov. Aftaler kan indgås både i og udenfor internationale naturbeskyttelsesområder, jf. § 18 og § 25. Der kan desuden indgås aftaler om at bevare egekrat, jf § 26. I de internationale naturbeskyttelsesområder skal aftalerne sikre, at der opretholdes eller genoprettes en gunstig bevaringsstatus for skovnaturtyper og levesteder for arter. Herudover er det hensigten, at miljøministeren vil søge at indgå aftaler for arealer både i og udenfor de internationale naturbeskyttelsesområder om at undlade brug af pesticider, jordbearbejdning, gødskning, afvanding mv. efter skovlovens § 25, jf. § 29, ud fra bredere hensyn til biodiversiteten og opfyldelsen af det nationale skovprogram.

Tilskud til disse foranstaltninger kan ydes efter den gældende bekendtgørelse om god og flersidig skovdrift.

Det forudsættes, at aftaler - især aftaler af varig karakter - efter § 18 og §§ 25 og 26 tinglyses servitutstiftende forud for al pantegæld, jf. § 40, stk. 2 og 3, og at udgifterne til tinglysning afholdes af tilskudsmidlerne. På den måde sikres det, at en aftale ikke ekstingveres på en eventuel tvangsauktion.

Som hidtil vil der kunne ydes tilskud til arealer, der ikke er fredskov. Tilskud til arealer, der er fredskov, eller som bliver det samtidig med tilsagnet om tilskud, prioriteres dog fortsat højest.

Som noget nyt vil der også kunne ydes tilskud til kommuner, som indgår aftale efter kapitel 4 om at beskytte kommunalt ejede skovnaturtyper og levesteder for arter i internationale naturbeskyttelsesområder. Det synes rimeligt, at også kommuner kan få tilskud, når det er krav i international lovgivning, der gør, at også kommuner enten må indgå en aftale om eller blive pålagt at beskytte naturtyper mv.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen viderefører den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 3. Den bestemmer, at der kan ydes tilskud til at tilplante landbrugsarealer med skov, til at pleje disse nykulturer og til at kompensere for tabt indkomst som følge af, at der i en længere årrække ikke vil være nogen indtjening fra arealet.

Regeringens mål er som hidtil at fordoble det danske skovareal inden for en trægeneration, jf. det nationale skovprogram. Dette mål betyder, at der i gennemsnit skal rejses 4000 - 5000 ha ny skov om året. Overordnet har det været målet, at halvdelen af de nye skove skal rejses af private og den anden halvdel af det offentlige. Af skovtællingen pr. 1. januar 2000 fremgår, at der i perioden 1990-1999 er rejst 28.000 ha ny skov, hvoraf 40 pct. dog er tilplantet med nordmannsgran til juletræ- og pyntegrøntproduktion. Det svarer til en målopfyldelse på 35 pct., hvis der ses bort fra det areal, der er tilplantet med juletræer og pyntegrønt. Den relativt ringe målopfyldelse skal ses i lyset af de store omkostninger, der er knyttet til såvel privat som offentlig skovrejsning. Endvidere kan der være begrænsninger for skovrejsning i andre love, der regulerer anvendelsen af det åbne land, f.eks. landbrugsloven. Der vil derfor være behov for at vurdere, dels hvordan omkostningerne kan reduceres, dels om der kan findes andre selvstændige eller supplerende finansieringskilder end tilskud fra staten, EU og privat egenfinansiering. Denne vurdering vil bl.a. omfatte CO2-binding i skove og beskyttelse af grundvand.

Den offentlige skovrejsning er hidtil primært udført af Skov- og Naturstyrelsen som en del af den statslige naturforvaltning. Skov- og Naturstyrelsens skovrejsning er karakteriseret ved, at de enkelte skove efterhånden når op på størrelser på 100-200 ha, at skovene ligger bynært, og at der i skovene tages vidtgående hensyn til friluftslivet. I de senere år er der desuden således gennemført flere skovrejsningsprojekter i samarbejde mellem kommunerne, Skov- og Naturstyrelsen og vandværkerne.

I år 2000 blev den private og offentlige skovrejsningsindsats i perioden 1989-1998 evalueret af både Skov- og Naturstyrelsen og Verdensnaturfonden (WWF). I begge evalueringer slås det fast, at kvaliteten af skovrejsningen er god, men at der skal lægges mere vægt på den biologiske mangfoldighed i de nye skove. Med udgangspunkt i bl.a. disse evalueringer er der i det nationale skovprogram fastlagt retningslinier for, hvordan tilskudsordningen for skovrejsning skal justeres. På baggrund heraf blev tilskudsordningen for skovrejsning på nogle punkter revideret i 2003. Ændringen blev godkendt af Kommissionen den 9. januar 2003 som en ændring til det danske landdistriktsprogram. Opfølgning på de retningslinier, der vedrører naturlig tilgroning og mere ekstensivt anlæg af ny skov, vil først blive gennemført, efter at den nye lov er trådt i kraft.

Det forudsættes, at tilskud til skovrejsning i områder, der i regionplanen er udlagt som områder, hvor skovrejsning er ønsket, skal prioriteres forud for andre skovrejsningsprojekter. Også projekter, som bidrager til at beskytte grundvandsressourcerne, bør prioriteres højt.

Vedrørende dobbeltbinding i 8 år

Efter den gældende bekendtgørelse om tilskud til privat skovrejsning er det et vilkår for tilskud til skovrejsning, at landbrugspligten opretholdes i 8 år efter pålæggelse af fredskovspligt (dobbeltbinding). Hvis landbrugspligten ophæves i 8 års perioden, skal tilskud og kompensation for tabt indkomst betales tilbage med renter. Bestemmelsen har kun haft relevans for skovarealer på over 35 ha. Det skyldes, at landbrugspligten efter landbrugsloven kun kan ophæves på arealer på 35 ha eller derover, og kun hvis de er fredskovspligtige eller bliver fredskovspligtige samtidig med ophævelsen af landbrugspligten.

Skoverhvervet har peget på, at dobbeltbindingen er en barriere for skovrejsningen og dermed en barriere for opfyldelse af skovrejsningsmålsætningen. Der er dog hidtil kun i ét tilfælde blevet stillet krav om tilbagebetaling af tilskud til skovrejsning, fordi landbrugspligten blev ophævet på et areal i 8 års perioden.

Det forudsættes derfor, at dobbeltbindingen, som er beskrevet i bemærkningerne til ændringen af skovloven i 1996, ikke skal gælde fremover. Landbrugspligten kan herefter ophæves efter landbrugslovens bestemmelser på et hvilket som helst tidspunkt efter, at der er givet tilsagn om tilskud og arealet er pålagt fredskovspligt, uden at tilskud eller indkomstkompensation skal betales tilbage.

Vedrørende fortrydelsesret

Efter den gældende bekendtgørelse om tilskud til privat skovrejsning kan tilskudsmodtager indenfor en frist på 8 år (svarende til dobbeltbindingsperioden) vælge at få fredskovspligten ophævet mod at betale tilskuddet tilbage med renter. Fredskovspligten ophæves, selv om arealet er blevet tilplantet. Bestemmelsen har størst interesse for en ny ejer, som overtager arealet inden for 8 års fristen, og som har andre planer med det end skovdrift. Erfaringen viser dog, at bestemmelsen kun har været benyttet i meget få tilfælde.

I forslaget forudsættes det derfor, at denne 8 års fortrydelsesret fjernes. Fredskovspligten vil herefter være bindende fra afgørelsen om fredskovspligt, som træffes samtidig med tilsagnet om tilskud til skovrejsning.

Hvis en tilskudsmodtager ikke ønsker at gennemføre dele af et skovrejsningsprojekt, hvortil der er meddelt tilsagn om tilskud, forudsættes det fremover, at dette meddeles miljøministeren senest 1 måned efter, at fristen for indberetning af påbegyndt skovrejsning er udløbet. Ministeren vil herefter i hvert enkelt tilfælde vurdere, om fredskovspligten kan bortfalde på det areal, som ønskes holdt uden for projektet. Fredskovspligten vil således kunne bortfalde, hvis vilkåret om tilplantning ikke er opfyldt. Der vil desuden skulle tages stilling til, om udbetalt tilskud skal betales tilbage.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 4, om tilskud til udvikling af produkter fra skovbruget eller træindustrien. Desuden kan der ydes tilskud til fælles markedsføringsaktiviteter.

Efter den gældende lovs § 42 b har miljøministeren nedsat »Bevillingsudvalget for Produktudviklingsordningen«, som dels har en rådgivende funktion, dels træffer afgørelser i visse typer af sager. I forslaget er bestemmelserne om, at ministeren nedsætter udvalget, ikke gentaget. Ministeren forventes imidlertid at nedsætte et lignende udvalg, men kun med en rådgivende funktion.

Produktudviklingsordningen er udmøntet i bekendtgørelsen om tilskud til udvikling af nye produkter fra skovbruget og træindustrien, og er godkendt af Kommissionen som en statsstøttesag.

Produktudviklingsordningen er evalueret eksternt i 1999. I evalueringen konkluderes det, at der er en høj grad af målopfyldelse og udbytte af de gennemførte projekter. Der er igangsat projekter indenfor næsten alle de indsatsområder, der blev opstillet ved ordningens start i 1994. På baggrund af den positive evaluering, og da der fortsat er behov for produktudvikling i skovbruget og træindustrien, er ordningen videreført.

Ordningen har til formål at fremme afsætningen og øge konkurrenceevnen for dansk skovbrug og træindustri ved at styrke erhvervets indtjeningsevne og afhjælpe konjunkturfølsomheden på lang sigt. De væsentligste indsatsområder for produktudvikling forventes med udgangspunkt i evalueringen at være:

–   samordning af forskning, undervisning og formidling vedrørende træ som materiale

–   udvikling af byggeri med træ

–   produktion af kvalitetstræ i mere naturnært skovbrug

–   effektivisering af trækæden fra skovplante til træprodukt

Produktudvikling i skovbruget

Tilskud kan ydes til ejere eller forpagtere af skovbrugsejendomme, leverandør- og servicevirksomheder for skovbruget og til institutioner, hvis resultatet af deres udviklingsarbejde umiddelbart kan anvendes i skovbruget. Der ydes ikke tilskud til stat, kommuner og folkekirke – dog undtaget forsknings- og forsøgsinstitutioner. Der kan ydes tilskud på følgende områder:

–   Videreudvikling af eksisterende produkter og produktionsprocesser.

–   Udvikling af nye, herunder mere miljøvenlige eller mere økonomiske, produktionsmetoder for kendte skovbrugsprodukter.

–   Udvikling af nye produktioner, der naturligt kan indgå i den skovbrugsmæssige udnyttelse af en skovejendom.

–   Erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne af udviklingsarbejde, som er støttet af tilskudsordningen.

Produktudvikling i træindustri

Tilskud kan ydes til private erhvervsvirksomheder. Der ydes - bortset fra forsknings- og forsøgsinstitutioner - ikke tilskud til stat, kommuner og folkekirke. Der ydes tilskud til produktudvikling i forarbejdning af træprodukter samt udvikling af mere miljøvenlige eller økonomiske produktionsmetoder. I lighed med den hidtidige afgrænsning af tilskudsordningen kan der ikke ydes tilskud til produktudvikling vedr. møbler.

Fælles markedsføringsaktiviteter

Tilskud kan ydes til grupper og sammenslutninger af virksomheder, som ønsker at gøre en fælles indsats for at markedsføre større eller mindre produktgrupper fra skovbruget og/eller træindustrien. Der lægges vægt på, at projektet sandsynliggør en øget samlet afsætning fra skovbruget/træindustrien eller nedbringer sektorens transaktionsomkostninger.

Undersøgelser mv.

Foruden ansøgte projekter kan Skov- og Naturstyrelsen som hidtil afholde udgifter til oplysnings-, vejlednings-, demonstrations- eller undersøgelsesvirksomhed, som kan fremme produktudvikling indenfor skovbruget og træindustrien.

Ad nr. 4)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 5, om, at der kan ydes tilskud til konsulentvirksomhed i skovbruget.

Ved ændringen af skovloven i 1996 blev bestemmelser om tilskud til skovbrugets konsulentvirksomhed flyttet fra konsulentloven til skovloven og blev efterfølgende nærmere udmøntet i bekendtgørelse nr. 169 af 20. marts 1999. Formålet med ordningen var at fremme kvalificeret rådgivning om god og flersidig skovdrift til private ejere af mindre skove. Af bemærkningerne til skovloven fremgår, at effekten af tilskud til konsulentvirksomhed skal evalueres senest i år 2000. Der blev dog ikke gennemført en evaluering i 2000, da bekendtgørelsen først blev udarbejdet i 1999, og ordningen derfor i år 2000 kun havde eksisteret i 1 år. Effekten af de udbetalte tilskud vil blive evalueret i år 2004.

Med forslaget videreføres muligheden for at kunne yde tilskud til skovbrugets konsulentvirksomhed. Private sammenslutninger og institutioner skal således også fremover kunne opnå et aktivitetsafhængigt tilskud til konsulentvirksomhed på mindre ejendomme. Organisationerne skal dog være godkendt af miljøministeren. Ordningen betyder, at ejere af små skove, som der er mange af i dansk skovbrug, og som ikke har et grundlag for at ansætte eget skovpersonale, også får mulighed for at få skovbrugskyndig vejledning. Den gældende bekendtgørelse for ordningen videreføres med forslaget uændret, indtil der udarbejdes en ny tilsvarende bekendtgørelse, jf. forslagets § 69.

Ad nr. 5)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 6, om, at der kan ydes tilskud til oplysnings-, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed vedrørende § 19, stk. 1, nr. 1-5.

Med hjemmel i bl.a. denne bestemmelse blev der i 1999 indført en tilskudsordning vedrørende praksisnære forsøg, som skal fremme den gode og flersidige skovdrift og udbygge den praksisrelaterede viden knyttet til skovrejsning og urørt skov.

Efter forslaget videreføres muligheden for at yde tilskud til oplysnings-, vejlednings- og undersøgelsesvirksomhed. Disse anses for at være en integreret del af de aktiviteter, der i øvrigt kan gives tilskud til efter nr. 1 - 4, jf. ovenfor. Dette tilskud vil også kunne ydes til offentlige forskningsinstitutioner.

Som noget nyt er det indarbejdet i bestemmelsen, at der kan ydes tilskud til at rådgive private skovejere i forbindelse med kortlægning og beskyttelse af naturtyper og levesteder for arter, jf. forslagets §§ 14 - 25. Der er desuden i stk. 2 indarbejdet en hjemmel til, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at tilskud til denne form for rådgivning i en periode kan ydes til en brancheorganisation. Gennemgang af ejendomme i de internationale naturbeskyttelsesområder med henblik på kortlægning, indgåelse af aftaler, erstatning for tab ved afgørelser om driften mv. kræver aktiv deltagelse fra ejerne af de berørte skovarealer. Formålet med tilskuddet er at fremme denne proces mest muligt ved at sikre, at ejerne kan få en kvalificeret rådgivning. Information og rådgivning vil kunne gives af de allerede godkendte konsulentorganisationer, jf. forslagets § 29, stk. 1, nr. 4. For at imødekomme det særlige rådgivningsbehov, der er i den overgangsperiode, hvor naturtyper og levesteder for arter udpeges og aftaler indgås, skal skovbrugets brancheorganisation, Dansk Skovforening, dog kunne inddrages i rådgivningen. Der vil kunne ydes et tilskud hertil svarende til højst et halvt årsværk årligt i 6 år. Denne rådgivning skal være til rådighed for alle berørte private ejere, uanset om de er medlemmer af skovforeningen eller de godkendte konsulentorganisationer. Nærmere regler herom vil blive fastsat i en bekendtgørelse efter stk. 2, hvorefter ministeren har hjemmel til at fastsætte regler om, at tilskud til denne form for rådgivning i en periode kan ydes til en brancheorganisation.

Tilskuddet skal, hvis det indeholder støtteforanstaltninger omfattet af EF-traktatens artikel 87, stk. 1, notificeres for EU-Kommissionen i medfør af EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Kommissionens godkendelse skal foreligge, før bestemmelser, der forudsætter notifikation, kan træde i kraft.

Ad stk. 2

Bestemmelsen giver som den gældende lovs § 19, stk. 2, miljøministeren hjemmel til at fastsætte regler om tilskudsordningernes indhold og administration. I forslaget er der dog en mere udførlig opremsning af, hvad ministeren kan fastsætte regler om, end i den gældende lov. Bestemmelsen bringes hermed i overensstemmelse med anden tilskudslovgivning indenfor ministeriets område.

Af den gældende bestemmelse fremgår, at ministeren kan beslutte, at tilskud fortrinsvis ydes til fredskovspligtige arealer. Denne bestemmelse videreføres i forslaget.

Der er desuden tilføjet en hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om, at tilskud til rådgivning efter stk. 1, nr. 5, i en periode kan ydes til en brancheorganisation, jf. bemærkningerne ovenfor.

Ad stk. 3

Bestemmelserne om, at miljøministeren kan give tilsagn ud over finansåret, og om, at tilskud kan udbetales forskudsvis eller a conto, er nye. Forslaget bringes hermed i overensstemmelse med anden tilskudslovgivning indenfor ministeriets område. Udbetaling af tilskud forskudsvis eller a conto forudsættes kun at ske undtagelsesvis.

Derudover viderefører bestemmelsen den gældende lovs § 19, stk. 3, hvorefter ministeren kan fastsætte regler om, at udbetaling af tilskud skal ske til en konto i et pengeinstitut. Der er fastsat regler herom i de gældende bekendtgørelser om tilskud.

Til §§ 30 - 34

Bestemmelserne om Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt blev indføjet i skovloven i 1996 som følge af et markant ønske fra branchen om at forene kræfterne for at udvikle og afsætte branchens produkter. Selve fonden blev oprettet i 1997 og blev efter branchens ønske tidsbegrænset til fem år. Den udløb således den 31. december 2001. Det er imidlertid besluttet at videreføre ordningen, som er godkendt af EU den 21. januar 2003.

Ordningen er udmøntet i bekendtgørelse om Produktionsafgift på juletræer og pyntegrønt (nr. 317 af 28. april 2003), bekendtgørelse om Administrationsinstruks for Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt (nr. 318 af 28. april 2003), bekendtgørelse om Forretningsorden for bestyrelsen i Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt (nr. 319 af 28. april 2003) og bekendtgørelse om revisionsinstruks for revisor ved Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt (nr. 320 af 28. april 2003. Disse bekendtgørelser vil fortsat gælde, når de nye regler træder i kraft, og indtil der evt. vedtages nye, tilsvarende bekendtgørelser, jf. overgangsbestemmelsen i § 69.

Ordningen som sådan ændres ikke i forslaget, bortset fra de mindre tilføjelser, som nævnes nedenfor. Forslagets bestemmelser er dog væsentligt ændret i redaktionel henseende. De er således - med de nødvendige tilretninger - udformet med udgangspunkt i den ordning, der fremgår af kapitel 2 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabes forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer mv. (bemyndigelsesloven, der indeholder bestemmelserne om administration af produktionsafgifter for landbrugets promillefonde).

I § 30, nr. 2, er det tilføjet, at miljøministeren kan fastsætte regler om betaling af renter og gebyrer, når afgifter indbetales for sent. Denne hjemmel har tidligere fremgået af en tekstanmærkning til finansloven.

I § 30, nr. 3, er det præciseret, at ministeren også kan fastsætte regler om den andel, tilskuddet kan udgøre af de faktiske omkostninger. Det er således i den gældende bekendtgørelse fastsat, hvilken procentdel af de faktiske omkostninger ved forskellige typer projekter, tilskuddet kan udgøre.

I § 31, stk. 1, er tilføjet, at produktionsafgifterne kan anvendes til dækning af omkostninger ved kontrol med midlernes korrekte anvendelse.

I § 31, stk. 1, er tilføjet, at fondens midler også kan anvendes til information. Tilføjelsen er sket på baggrund af den evaluering af produktionafgiftsordningen, som er foretaget, og som bl.a. viste, at informationen bør styrkes med en bredere orientering om fondens resultater.

I § 32, stk. 3, har ministeren fået hjemmel til at give bestyrelsen for fonden påbud om at berigtige forhold, der strider imod § 31, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 30 og § 33.

I § 33, nr. 3, er det præciseret, at ministeren kan fastsætte regler om, at bestyrelsen skal udarbejde retningslinier for ansøgning og ydelse af tilskud, herunder retningslinier for tilskudsmodtagers regnskabsaflæggelse og revision. Der er ikke tale om nogen ændring i forhold til den gældende ordning, da sådanne regler allerede er fastsat ved bekendtgørelse.

I § 33, nr. 5, er tilføjet, at ministeren kan fastsætte regler om, at bestyrelsens afgørelser om fordeling af midler kan påklages til ministeren.

Bestemmelserne om produktionsafgiften skal ses i sammenhæng med de særlige bestemmelser om tilsyn og kontrol i relation til tilskud, jf. §§ 56 – 59 og bemærkningerne hertil.

Til Kapitel 6

Overvågning, faglig bistand mv.

Til § 35

Bestemmelsen svarer i store træk til den gældende lovs § 38a. Denne bestemmelse kom ind i loven ved ændringen i 1996. Hensigten var at imødekomme behovet for at indsamle systematisk viden om skovenes tilstand og udvikling, bl.a. for at kunne vurdere, om Danmark lever op til de internationale forpligtelser vedrørende sikring af bæredygtig skovdrift og biologisk mangfoldighed.

Danmarks internationale forpligtelser til at overvåge skovene udspringer i dag af bl.a.

–   Skoverklæringen fra Rio-konferencen 1992,

–   Den paneuropæiske ministerkonference om beskyttelse af skovene i Europa (MCPFE),

–   Natura 2000,

–   forordningen om skovenes beskyttelse mod luftforurening og skovbrande og

–   De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas (UN-ECE's) konvention om grænseoverskridende luftforurening.

Der har været ført statistik over de danske skove i ca. 100 år, ved at skovejerne har besvaret spørgeskemaer om statistiske oplysninger (»Den nationale skovstatistik«). Skovstatistikken er i princippet gennemført hvert 10. år og senest i 2000. Den gennemføres i samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen, Danmarks Statistik og Forskningscenteret for Skov & Landskab (FSL).

Også skovenes sundhed overvåges. Denne overvågning er baseret på observation af nåle- eller bladtab og på observation af indikatorer for sundhed på en række faste prøveflader. Sundhedsovervågningen startede i midten af 80'erne, bl.a. på baggrund af den internationale bekymring for den skovdød, der var iagttaget flere steder i Europa.

En moderne overvågning af skovene, som lever op til Danmarks internationale forpligtelser, bør ske ved at koordinere flere programmer for overvågning. Den bør så vidt muligt være baseret på stedfæstede prøveflader i marken.

Den nationale skovstatistik vil derfor fremover være baseret på en systematisk indhentning af data fra prøveflader overalt i Danmark. Derved sikres en repræsentativ og kontinuert overvågning af ressourcer, tilstand og udvikling i de danske skove og andre træbevoksede arealer. Der udarbejdes landsdækkende skovstatistikker mindst hvert 10. år. Skovsundhedsprogrammet indebærer, at der årligt gennemføres overvågning af de dominerende træarters sundhed, som relateres til den intensive overvågning af effekter af klima og miljø på udvalgte skovøkosystemer. Der udarbejdes sammenfattende rapporter minimum hvert 3. år. De to programmer integreres, hvor det er muligt, og bidrager til beskrivelsen af de danske skove, deres drift, tilstand og udvikling. Denne overvågning supplerer det danske nationale overvågningsprogram for vand og natur (NOVANA).

Der er gennem disse programmer mulighed for løbende at få viden om de danske skove, deres drift, tilstand og udvikling mv. Andre typer information om skovbruget, såsom administrative og økonomiske forhold, kan ikke indsamles ved feltmålinger. De må indsamles særskilt i samarbejde med relevante institutioner, fx Danmarks Statistik.

Forslagets bestemmelse om overvågning er udformet, så den svarer til den form for overvågning, der faktisk foretages i dag. Bestemmelsen indeholder som hidtil en bemyndigelse for miljøministeren til at fastsætte regler for, hvorledes overvågning og indsamling af data skal foregå.

Endelig giver bestemmelsen miljøministeren bemyndigelse til at deltage i nationalt og internationalt samarbejde om overvågning. De informationer, der indsamles gennem overvågningen, anvendes således bl.a. af Danmarks Statistik, EUROSTAT, OECD, WWF og FAO/ECE.

Offentliggørelse af data fra overvågningen vil i videst muligt omfang ske i anonymiseret form.

Til § 36

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 36 om miljøministerens pligt til dels at yde faglig bistand, vejledning og information til myndigheder og private, dels at iværksætte forskning og udvikling om spørgsmål af betydning for lovens administration.

Efter forslaget har ministeren fortsat pligt til at yde faglig bistand, vejledning og information, men der er ikke længere en pligt efter loven til at iværksætte forskning og udvikling. Pligten til at iværksætte forskning og udvikling er efter den gældende lov blevet opfyldt ved, at der gennem tilskudsordningerne, bl.a. ordningerne om produktudvikling og produktionsafgifter, er givet tilskud til en række forsknings- og udviklingsprojekter. Med forslagets bestemmelse signaleres det, at ministeren fortsat har til hensigt at iværksætte forskning og udvikling, når der er brug for dette.

Til kapitel 7

Administration

Til § 37

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 7, stk. 1, som bestemmer, at miljøministeren kan beslutte, om et areal er fredskovspligtigt efter reglerne i den gældende lovs § 4. Disse to bestemmelser har dannet det retlige grundlag for gennemførelse af den gennemgang og notering i matriklen af alle fredskovspligtige arealer (fredskovskonstatering), som blev afsluttet i 1998, jf. bemærkningerne til forslagets § 3. Efter at fredskovskonstateringen er blevet afsluttet, er bestemmelsen i praksis blevet brugt til at berigtige fredskovspligtens omfang, når der opdages unøjagtigheder i fredskovskonstateringen. Den gennemførte konstatering er således hovedsagelig baseret på luftfotos, hvor grænserne for skoven normalt højst har kunnet defineres med 5 - 10 meters nøjagtighed. I forslaget er denne mulighed for at berigtige fredskovskonstateringen derfor bibeholdt. Muligheden for at berigtige skal desuden gælde, når miljøministeren fremover konstaterer fredskovspligt på statslige arealer efter § 3, stk. 1, nr. 3.

Det forudsættes, at bestemmelsen kun anvendes til korrektion af unøjagtigheder i fredskovskonstateringen samt til at berigtige fejl, hvor der er pålagt fredskovspligt på arealer, der ikke burde have været pålagt fredskovspligt. Den forudsættes således ikke anvendt til at berigtige egentlige fejl i konstateringen, hvor hele skove eller større træbevoksede arealer ved en fejl ikke er blevet konstateret fredskovspligtige. Sådanne arealer kan fremover kun blive fredskovspligtige, hvis de efter ansøgning fra ejeren bliver fredskovspligtige efter § 4. Dog skal egekrat, som ikke var noteret som fredskovspligtige ved fredskovskonstateringens afslutning i 1998, stadig noteres som fredskovspligtige, jf. forslagets § 72.

Bestemmelsen kan også anvendes i tilfælde, hvor ejeren ønsker registreringen indført med større nøjagtighed i matriklen. Sådanne ændringer forudsættes dog at ske for ejerens regning.

Når en justering har fundet sted, drager ministeren omsorg for, at ændringen noteres i matriklen, jf. forslagets § 41.

Under hensyn til, at bestemmelsen kun giver mulighed for at rette fejl, kan der ikke klages over afgørelser efter denne bestemmelse.

Til § 38

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 12 og § 18b, som indeholder reglerne for dispensation fra lovens bestemmelser om anvendelse og drift af fredskovspligtige arealer.

Efter forslaget er alle miljøministerens beføjelser til at dispensere samlet i en bestemmelse. Efter § 38 kan der således dispenseres fra:

Bestemmelserne i § 8 om, at fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, at hugst først må ske ved hugstmodenhed, at arealet skal være genkultiveret efter 10 år, og om at dyrehold er forbudt.

Bestemmelserne i § 9, nr. 1 og 2, om, at stævningsdrift, skovgræsning og arealer med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift må udgøre en vis procentdel af det fredskovspligtige areal.

Bestemmelsen i § 10, nr. 4, om, at der kan etableres åbne naturarealer på op til 10 pct. af det fredskovspligtige areal.

Bestemmelsen i § 11 om forbud mod byggeri, anlæg og terrændringer på fredskovspligtige arealer.

Bestemmelsen i § 12 om udstykning.

Bestemmelserne i §§ 26 - 28 om bevaring af henholdsvis bevaringsværdige egekrat, ydre skovbryn og småbiotoper.

Med hensyn til praksis for dispensation henvises til bemærkningerne til de respektive bestemmelser.

Til § 39

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 8, stk. 2, §§ 13 og 14 samt lensafløsningslovens § 5, stk. 7, men er i alt væsentligt en videreførelse af disse bestemmelser. Desuden er der tilføjet hjemmel til at stille vilkår til afgørelser efter §§ 19 - 21.

Bestemmelsen fastslår herefter, at miljøministeren i almindelighed kan stille vilkår i forbindelse med de afgørelser, han kan træffe efter loven, og beskriver i nr. 1 – 5 en række særlige vilkår, der er knyttet til bestemte afgørelser.

Ad stk. 1
Ad nr. 1)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 8, stk. 2, hvorefter miljøministeren kan fastsætte vilkår for tilladelse til at pålægge fredskovspligt, herunder om tidsfrister, bevoksningens robusthed og sikkerhed for tilplantning. I praksis stilles der efter denne bestemmelse ofte detaljerede vilkår om, hvordan skoven skal opbygges, for at et areal, som nytilplantes, kan blive fredskovspligtigt. Typisk stilles krav om etablering af ydre løvskovbryn, om at store monokulturer undgås, om valg af træarter, som er velegnede på lokaliteten, om plantetal pr. ha og om tilplantningsplan.

I forslaget bevares muligheden for at stille vilkår for afgørelsen om, at et areal bliver fredskovspligtigt efter forslagets § 4. Typen af vilkår, der kan stilles til opbygning af skoven, er dog ikke som hidtil eksemplificeret i lovteksten. Ved afgørelsen af, om et areal kan blive fredskovspligtigt, forudsættes det efter forslaget – som hidtil – at der anlægges en helhedsbetragtning med hensyn til, om arealet opfylder eller vil kunne opfylde bestemmelserne i forslagets kapitel 3. Det synes derfor mest hensigtsmæssigt, at initiativet overlades til ejeren, som gennem en tilplantningsplan kan redegøre for sine egne planer for arealet, i stedet for at myndighederne stiller detaljerede vilkår, som ejeren er pligtig at følge. En egentlig tilplantningsplan er kun relevant i forbindelse med afgørelse om fredskovspligt på arealer, der ikke i forvejen er træbevoksede. Ved afgørelse om fredskovspligt på et eksisterende skovareal vil det være tilstrækkeligt med en redegørelse for, hvordan de krav, der fremgår af bestemmelserne i kapitel 3, er opfyldt, eller at de efter en konkret vurdering kan nås inden for en rimelig frist. Ved afgørelse om fredskovspligt på arealer, hvor der er et større areal med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift end det, som er tilladt efter skovloven, kan der fastsættes en frist på op til 10 år. Der vil under alle omstændigheder blive krævet et detaljeret kortbilag.

Tilplantningsplanen skal rumme de elementer, som også hidtil er indgået ved vurderingen af, om et areal kan blive fredskovspligtigt, og som sikrer, at der etableres en robust og varieret skov. Der vil således i forbindelse med godkendelse af tilplantningsplanen som vilkår for afgørelsen om fredskovspligt blive lagt vægt på, at der etableres skovbryn, at der på meget små arealer fortrinsvis anvendes løvtræarter, at planter og frø er af velegnet materiale, samt at andelen af juletræer og pyntegrønt i kort omdrift, åbne arealer og tilgroningsarealer overholder de rammer, der er angivet i forslagets kap. 3. Nogle af de anførte vilkår kan eventuelt fraviges, når arealet, som tilplantes, enten ligger omkranset af eksisterende fredskov eller der er tale om en udvidelse af en ejers eksisterende fredskov. Hvis der ikke er noget til hinder for, at arealet bliver fredskovspligtigt, og hvis tilplantningsplanen eller redegørelsen sandsynliggør, at arealet opfylder eller indenfor den fastsatte tidsramme kan opfylde kravene i kapitel 3, træffes afgørelse om, at arealet kan blive fredskovspligtigt.

I forslaget er muligheden for at stille vilkår om sikkerhed for tilplantningen udgået. I praksis stilles kun vilkår om sikkerhed, når pålæggelse af fredskovspligt sker som følge af et vilkår om erstatningsskov, jf. stk. 2, hvorefter ministeren bl.a. kan fastsætte regler om sikkerhedsstillelse. I alle andre tilfælde vil man ikke gennemtvinge tilplantningen, hvis ejeren fortryder beslutningen om fredskovspligt inden det tidspunkt, hvor afgørelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet, jf. § 42. Det er således først, når denne periode er udløbet og vilkårene for pålæggelsen af fredskovspligt er opfyldt, at fredskovspligten i praksis vil blive håndhævet. Ved dispensation eller ophævelse af fredskovspligt til råstofgravning er der også kun behov for at stille vilkår om sikkerhed for tilplantning af erstatningsskoven efter skovloven. Sikkerhed for evt. gentilplantning af gravearealet er således et vilkår, der stilles i selve afgørelsen om gravningen, som træffes af amtet efter råstofloven.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen er ny, men erstatter muligheden i den gældende lov for at stille vilkår om tidsbegrænsning for afgørelser om ophævelse af fredskovspligten. Efter forslaget kan der i stedet stilles vilkår om, at fredskovspligten genindtræder, og at arealet skal retableres i overensstemmelse med skovlovens formål, hvis den brug, der er givet tilladelse til med ophævelsen, på et tidspunkt ophører. Dette kan især blive aktuelt i forbindelse med tilladelser til meget langvarige aktiviteter, fx større erhvervsmæssige råstofindvindinger, hvor alene varigheden af aktiviteten gør det mest nærliggende at ophæve fredskovspligten, men hvor det byggeri eller anlæg, der gives tilladelse til, ligger som en integreret del af skoven. I tilfælde, hvor tidshorisonten er kortere, og fredskovspligten på længere sigt ønskes bevaret, synes det mest hensigtsmæssigt at træffe afgørelsen efter § 38, jf. § 11, om dispensation fra fredskovspligten.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen er et led i lovens ordning for så vidt angår miljøministerens kompetence til at indgå aftaler med ejere om driften af særligt værdifuld skov, jf. § 18 og §§ 25 og 26. Udbetaling af tilskud skal således kunne gøres betinget af, at der indgås en aftale, som begrænser ejerens råden eller pålægger ham bestemte driftsformer. For at det endelige mål med sådanne aftaler, som i mange tilfælde kun har værdi, fordi de har en varig (evig) karakter, kan opnås, skal aftalerne desuden kunne tinglyses på ejendommen, jf. bemærkningerne til § 40, stk. 3.

Ad nr. 4)

Vilkåret om tidsbegrænsning anvendes i tilfælde, hvor der er tale om tidsbegrænset aktivitet, som ophører inden for en overskuelig årrække, det vil i praksis sige 10 år. Tidsbegrænsning har efter den gældende praksis også været brugt til at »følge en udvikling« i en aktivitet, hvor der kunne være en formodning om, at den på et tidspunkt ville ophøre. Efter udløbet af tidsfristen er der imidlertid typisk givet en ny tidsbegrænset tilladelse. Hvis en tidsbegrænset tilladelse forlænges flere gange, opstår der en forventning om, at aktiviteten kan fortsættes, og der er så i realiteten opstået en permanent tilladelse, men uden at vilkårene for tilladelsen er overvejet i relation til en permanent tilladelse.

Det forudsættes derfor ved den fremtidige administration af bestemmelsen, at vilkår om tidsbegrænsning som overvejende hovedregel ikke skal kunne forlænges. Ønskes aktiviteten fortsat efter den første tidsbegrænsede periode, skal det overvejes, om der kan gives en permanent tilladelse. Kan tilladelsen gives, skal der tages stilling til vilkår om erstatningsskov, og der kan også i øvrigt fastsættes ændrede vilkår som følge af, at tilladelsen bliver permanent.

I forbindelse med dispensationer fra forbuddet mod byggeri mv. bør det overvejes at stille vilkår om tilplantning med træer på arealet , hvis brugen af en tilladt aktivitet ophører.

Ad nr. 5)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 14, stk. 1, som bestemmer, at miljøministeren fastsætter vilkår om erstatningsskov i forbindelse med afgørelser om dispensation til byggeri, anlæg mv. eller ophævelse af fredskovspligten. Bestemmelsen gælder som hidtil ikke, hvis fredskovspligten ophæves på kommunale arealer, der tages i brug i henhold til en kommuneplan, jf. forslagets § 6, stk. 2 (gældende lovs § 9, stk. 2). Efter den gældende lov er der vedtaget en bekendtgørelse, som bl.a. fastsætter bestemmelser for, i hvilke tilfælde kravet om erstatningsskov kan fraviges. Da ministeren således ikke i alle tilfælde fastsætter vilkår om erstatningsskov, er »fastsætter« i forslaget ændret til »kan fastsætte«. Der er ikke hermed lagt op til en svækkelse af kravet om, at der skal udlægges erstatningsskov, når fredskovspligten ophæves eller der dispenseres fra fredskovspligten til byggeri mv, jf. bemærkningerne til stk. 2 nedenfor om fastsættelse af regler om erstatningsskov.

Ad stk. 2

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 14, stk. 2 – 5, som giver miljøministeren beføjelse til at bestemme erstatningsskovens størrelse, at der skal stilles sikkerhed, og at forpligtelsen til erstatningsskov kan opfyldes ved at betale for skovetablering et andet sted. Endvidere bemyndiger bestemmelsen ministeren til at fastsætte nærmere regler om erstatningsskov, herunder om fravigelse af kravet i særlige tilfælde. Bemyndigelsen til at fastsætte regler er udnyttet, og alle de nævnte forhold er beskrevet i bekendtgørelsen om erstatningsskov (nr. 874 af 24. november 1997).

Formålet med vilkåret om erstatningsskov er at sikre, at en række af samfundets behov kan opfyldes, uden at skovarealet derved formindskes. Efter gældende lov og praksis stilles også krav om erstatningsskov, hvis fredskovspligten ophæves i situationer, hvor samfundsmæssige behov tilsiger, at fredskovspligten ophæves. Der skal således ved planlægning og budgettering af alle former for bygge- og anlægsarbejder tages højde for udgiften til etablering af erstatningsskov. Dette gælder også, når der eksproprieres til offentlige anlægsarbejder.

Det forudsættes, at der snarest efter lovens vedtagelse udarbejdes en ny bekendtgørelse om erstatningsskov, der som hidtil forudsættes at indeholde bestemmelser om følgende forhold:

Om, at der i visse tilfælde ikke stilles krav om erstatningsskov

Efter den gældende bekendtgørelse kan kravet om erstatningsskov fraviges, hvis de arealer, hvor fredskovspligten ophæves, eller hvor der tillades byggeri mv., er meget små. I bekendtgørelsen er fastsat meget restriktive bestemmelser om, hvad der skal forstås ved »meget små« arealer.

Det forudsættes også efter forslaget, at der fastsættes bestemmelser om, at der ikke skal fastsættes vilkår om erstatningsskov, når de arealer, der skal erstattes, er meget små. Der lægges dog samtidig op til en mere smidig administration heraf, jf. nedenfor.

Om størrelsen af erstatningsskovsarealet

Ved afvejning af størrelsen af erstatningsskoven tages bl.a. følgende forhold i betragtning:

1)   Længden af den periode, der forløber, før et nyt skovareal kan frembyde et tilsvarende skovklima.

2)   De mulige skader, som rydning af arealet vil kunne medføre for en eventuel tilbageværende skovbevoksning, hvis fredskovspligten kun ophæves på en del af arealet.

3)   De flersidige værdier, som går tabt ved for tidlig afdrift.

Den erstatningsskov, der kræves som vilkår for ændret anvendelse af et fredskovspligtigt areal eller ophævelse af fredskovspligt, vil som følge af disse betragtninger normalt være større end det oprindelige areal.

Ophævelse af fredskovspligt på lange smalle arealer, fx ved vejanlæg eller –udvidelser og andre »strækningsanlæg«, er særlig kritisk i relation til påvirkninger af den tilbageværende skovbevoksning. Dette vil afspejle sig ved udmåling af erstatningsskovens størrelse. Ligeledes vil kravene til etablering af erstatningsskov være skærpede i tilfælde, hvor fredskovspligten undtagelsesvis ophæves på skovarealer af meget høj værdi, fx bynære skove eller skove med et stort naturindhold.

Normalt vil kravet om erstatningsskov ikke kunne overstige den dobbelte størrelse af det areal, hvorpå fredskovspligten ophæves. Dobbelt areal er hidtil kun blevet forlangt, hvis det areal, hvor fredskovspligten ophæves, er træbevokset.

Om sikkerhed for tilplantning

Bestemmelser herom skal som hidtil sikre, at de økonomiske forudsætninger for etablering af erstatningsskov til erstatning for de fredskovspligtige arealer, der opgives, er til stede.

Om betaling for erstatningsskov

Ikke alle skovejere eller anlægsmyndigheder o.lign. ønsker eller har umiddelbar mulighed for at etablere ny skov på egne arealer, hvis de får en forpligtelse til at etablere erstatningsskov. Der bør i sådanne tilfælde – i overensstemmelse med hidtidig praksis - være mulighed for, at vedkommende kan betale sig ud af forpligtelsen, enten ved at betale for tilplantning af puljearealer, jf. nedenfor, eller ved at betale for tilplantning af offentlige eller private arealer, som samtidig bliver fredskov.

Betalingen for erstatningsskov på offentlige arealer vil tage udgangspunkt i de faktiske omkostninger. For at undgå unødig administration anvendes dog i praksis nogle standardsatser for hhv. løv- og nåleskov - alt efter, hvilke vilkår der stilles i forbindelse med tilladelsen.

Om etablering af puljeskov

Tankegangen bag vilkåret om erstatningsskov er, at der skal etableres et nyt fredskovspligtigt areal i stedet for det areal, som overgår til anden anvendelse, eller hvor fredskovspligten ophæves. Arealer, der allerede er fredskovspligtige, kan derfor ikke bruges som erstatningsskov.

Det forudsættes dog, som efter den gældende bekendtgørelse, at det skal være muligt at etablere »puljeskov«. Puljeskov er et areal med fredskovspligt, som i en periode kan anvendes til at modsvare krav om erstatningsskov. Afgørelsen om at anvende arealet til puljeskov træffes samtidig med, at der træffes beslutning om fredskovspligt efter forslagets § 4.

Det forudsættes som hidtil, at der ikke vil blive givet tilladelse til at anvende et areal til puljeskov, hvis beslutningen om fredskovspligt på arealet træffes som følge af et vilkår i et tilsagn om tilskud til etableringen af skov på arealet. Derudover forudsættes der ikke at være begrænsninger i muligheden for at få tilladelse til at anvende arealer, der bliver fredskovspligtige efter § 4, til puljeskov. Alle, som etablerer fredskov uden tilskud, får dermed mulighed for efter ansøgning at anvende arealet som puljeskov.

Som hidtil vil der normalt blive stillet vilkår om, at tilladelsen til at anvende et areal puljeskov begrænses til 10 år. Afgørelsen om fredskovspligt efter § 4 er dog bindende for hele arealet, uanset om det i løbet af 10 års perioden anvendes som erstatningsskov eller ej.

Det forudsættes, at der fremover stilles vilkår om, at der tinglyses en deklaration på ejendommen om tilladelsen til at anvende det fredskovspligtige areal som puljeareal. Når der herefter gives tilladelse til at anvende en del af puljearealet som erstatningsskov, vil der samtidig blive stillet vilkår om, at deklarationen får påtegning herom. Dette vil sikre, at der til enhver tid er overblik over, om et fredskovspligtigt areal eller dele heraf er puljeskov, og at skovlovsmyndigheden ikke belastes af administration af ordningen.

Det forudsættes med forslaget, at muligheden for at etablere puljeskov gælder både for offentlige myndigheder og private ejere.

Det forudsættes dog samtidig, at der ved udarbejdelsen af bekendtgørelsen tages højde for de erfaringer med erstatningsskov, som er opnået, siden bekendtgørelsen trådte i kraft, og at der lægges op til en smidigere administration, end der er mulighed for med den gældende bekendtgørelse. Den gældende bekendtgørelse er således uhyre restriktiv, og der kan opstå situationer, hvor det synes urimeligt, at det efter bekendtgørelsen ikke er muligt at fravige kravet om erstatningsskov eller kravene til erstatningsskovens størrelse. Det gælder fx i følgende situationer:

–   Efter bekendtgørelsen er det ikke muligt at fravige vilkåret om erstatningsskov i andre tilfælde, end når der er tale om et meget lille areal. Det er snævert defineret, hvad der forstås ved et »meget lille areal«, og størrelsen er forskellig afhængigt af årsagen til, at der skal opfyldes vilkår om erstatningsskov. Der bør imidlertid også være mulighed for helt at fravige kravet om erstatningsskov, fx i tilfælde hvor der gives tilladelse til en midlertidig foranstaltning på et areal, der er relativt nyetableret med skov, og som retableres med skov, når den midlertidige foranstaltning ophører. Eller i tilfælde, hvor fredskovspligten ophæves på arealer, der ikke er træbevoksede, og som heller ikke er egnede til træbevoksning. Det kan fx være arealer, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og som ligger i tilknytning til skov uden dog at være en integreret del af skoven.

–   Efter bekendtgørelsen skal erstatningsarealet som udgangspunkt være mindst 110 pct. af det areal, der skal erstattes, stigende til 200 pct. i nærmere bestemte tilfælde. Imidlertid kan det i nogle tilfælde, hvor kravet om erstatningsskov i sig selv er rimeligt, dog være urimeligt at kræve 110 pct. erstatningsskov. Fx bør der i forbindelse med en større råstofgravning, hvor arealerne løbende inddrages til gravning og efterbehandles, kunne tages højde for, at arealerne løbende retableres med skov, når der udmåles erstatningsskov. Der bør i sådanne tilfælde være mulighed for at stille krav om erstatningsskov på et væsentligt mindre areal end 110 pct.

Til § 40

Ad stk. 1

Bestemmelsen er ny. Det følger imidlertid af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at tilladelser kan betinges ved fastsættelse af vilkår. Bestemmelsen om, at vilkår er bindende for andre indehavere af rettigheder over ejendommen, uanset hvornår disse rettigheder er stiftet, svarer til de lignende bestemmelser herom i naturbeskyttelsesloven og planloven. Vilkår i forbindelse med tilladelser har således 1. prioritetsstilling i forhold til senere erhververe af ejendommen.

Vilkår tinglyses for at gøre senere erhververe opmærksomme på forholdet. Bestemmelsen har kun betydning for vilkår af varig karakter. Dette vil oplagt være tilfældet, hvis der stilles vilkår om genindtræden af fredskovspligten, jf. stk. 1. Eller det kan dreje sig om tilladelser, der er givet under forudsætning af en bestemt brug. Det kan også dreje sig om vilkår, som stilles på et tidspunkt, hvor der forudses et ejerskifte, inden vilkåret er opfyldt.

Ad stk. 2

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 18 a.

Efter forslaget er aftaler, som indgås efter § 18 og §§ 25 og 26, bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen. De kan derfor tinglyses, jf. stk. 3, servitutstiftende forud for al pantegæld.

Bestemmelsen svarer i den henseende til naturbeskyttelseslovens § 55, stk. 3. Aftalens fortrinsstilling sikrer bl.a., at servitutten (aftalen) ikke kan slettes ved en eventuel tvangsauktion. Selv om der undertiden i forbindelse med en sådan tinglysning af en driftsaftale vil være tale om en forringelse af den pantsatte ejendoms salgsværdi, skønnes bestemmelsen ikke at udløse et krav om høring af panthavere, idet aftalen alene tinglyses servitutstiftende. Det forudsættes dog, at panthaverne i overensstemmelse med god forvaltningsskik orienteres om tinglysningen af aftalen, og at panthaver i den forbindelse opfordres til inden for en nærmere fastsat frist, fx 4 uger, at komme med bemærkninger til aftalen, herunder til evt. at gøre krav gældende overfor pantsætter (lodsejeren) om at få kompensationen eller dele heraf udbetalt i prioritetsorden.

Afgørelser efter §§ 19 - 21 har i sig selv bindende virkning på tilsvarende måde som fredninger. Der er derfor ikke behov for at lade bestemmelsen i stk. 2 omfatte disse afgørelser.

Ad stk. 3

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 18 a.

Efter forslaget kan aftaler, som indgås efter § 18 og §§ 25 og 26, samt afgørelser, der træffes efter §§ 19 - 21, tinglyses på ejendommen. Det sikres derved dels, at kommende erhververe af ejendommen vil være bekendt med aftalen eller afgørelsen og de heri indeholdte betingelser, dels at afgørelser kan tinglyses på ejendommen uden ejerens medvirken.

Til § 41

Ad stk. 1

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 7, stk. 3, andet punktum, § 8, stk. 4, og § 9, stk. 4, samt lensafløsningslovens § 5, stk. 7, sidste punktum. Efter disse bestemmelser skal miljøministeren drage omsorg for, at fredskovspligt og ændringer heraf noteres i matriklen. Bestemmelsen omfatter også ændringer af fredskovspligten i henhold til forslagets § 72 om, at egekrat er fredskovspligtige.

Afgørelser om, at arealer er fredskovspligtige, og om ophævelse af fredskovspligt er bindende for anvendelsen af arealet, uanset om afgørelsen er noteret i matriklen. Notering i matriklen har samme retsvirkning som tinglysning, nemlig en oplysning til aftaleerhververe og kreditorer om arealets status med hensyn til fredskovspligt.

I praksis sker noteringen ved, at Skov- og Naturstyrelsen giver Kort- og Matrikelstyrelsen meddelelse om afgørelser om konstatering, pålæggelse og ophævelse af fredskovspligt. Kort- og Matrikelstyrelsen indfører oplysningerne i matrikelregisteret og det digitale matrikelkort og videregiver oplysningerne til tinglysningskontorerne. De er herefter umiddelbart tilgængelige på ejendommens tingbogsblad, samme sted som de øvrige oplysninger, der har betydning for potentielle aftaleerhververe og kreditorer.

Ad stk. 2

Bestemmelsen er ny, og indebærer en teknisk tilføjelse til reglerne om registrering i matriklen. I bestemmelsen beskrives proceduren for notering i tingbogen af de oplysninger, der registreres i matriklen. Matrikelmyndigheden videregiver således oplysninger om fredskovspligt og ændringer heraf til tinglysningskontorerne, som noterer dem i tingbogen. Selv om der ikke sker en egentlig tinglysning, vil oplysningerne således alligevel være umiddelbart tilgængelige i tingbogen i form at noteringen. Denne metode skaber et bedre overblik for de berørte lodsejere og eventuelle aftaleerhververe. Samtidig opnås der ved kopi af de digitale matrikelkort betydelige lettelser for myndighederne i deres administration af bestemmelserne.

Til § 42

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 28, hvorefter en tilladelse, der er meddelt efter loven, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 3 år efter, at den er meddelt.

Efter forslaget gælder der stadig som udgangspunkt en 3 års frist. Men der kan i afgørelsen bestemmes noget andet. Det kan således bestemmes, at der ikke skal gælde nogen frist for bortfald, eller der kan fastsættes en anden frist.

Når der fastsættes en frist for bortfald, betyder det ikke, at længerevarende aktiviteter skal være afsluttet, inden fristen udløber. Aktiviteten skal blot være påbegyndt indenfor 3 års fristen og fortsætte i sædvanligt tempo. Det kan fx være tilfældet i forbindelse med tilladelse til råstofindvinding eller i forbindelse med afgørelser om fredskovspligt, hvor der i afgørelsen er vilkår om, at tilplantningen kan strække sig over mere end 3 år.

Muligheden for at lade en længere frist gælde kan tænkes anvendt, når der udarbejdes en plan for en skov, fx en traditionel driftsplan eller en plan for bæredygtig drift med tilskud efter § 29. I sådanne planer kan der være taget højde for ændringer, man ønsker at foretage i driften over en længere periode på fx 10 eller 15 år. Konsekvenserne for skoven er overskuet og er sat ind i en harmonisk sammenhæng. Sådanne planer bør i sig selv kunne danne grundlag for eventuelle afgørelser, som er nødvendige efter skovloven til gennemførelse af planen, og afgørelserne bør kunne gælde, indtil planen ændres eller udløber. Af hensyn til eventuelle klageberettigede bør de dele af planen, som ligger til grund for tilladelsen, fremgå af afgørelsen efter skovloven.

Muligheden for ikke at fastsætte en frist for bortfald tænkes især anvendt i afgørelser om fredskovspligt på erstatningsskovsarealer, hvor vilkåret om erstatningsskov ville være overflødigt, hvis afgørelsen skal kunne falde bort.

Til § 43

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 35, hvorefter miljøministeren kan delegere sine opgaver efter loven til Skov- og Naturstyrelsen eller andre institutioner under Miljøministeriet.

Efter forslaget er bestemmelsen neutral med hensyn til, hvilke myndigheder indenfor ministeriet ministeren kan delegere sin kompetence til. Det er dog stadig hensigten, at Skov- og Naturstyrelsen bemyndiges til at udøve en stor del af de beføjelser, der i forslaget er tillagt ministeren. Der tænkes herved især på beføjelserne til at foretage registreringer, træffe afgørelser efter loven og føre tilsyn med lovens overholdelse, mens ministerens beføjelser til at fastsætte regler traditionelt ikke delegeres. Bestemmelsen er desuden udvidet til også at gælde institutioner udenfor Miljøministeriet.

Til § 44

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 22. Efter forslaget er der ikke som i den gældende lovs § 22, stk. 2, en pligt for ministeren til at oplyse nye ejere om skovlovens regler mv.

Pligten til at oplyse nye ejere om skovloven blev indført i loven i 1996 og afløste en bestemmelse om, at nye ejere skulle give meddelelse til myndighederne om ejerskiftet. Oprindelig var myndighedernes behov for at blive bekendt med ejerskifte og at komme i kontakt med nye ejere især begrundet i, at fredskovspligten derved kunne blive noteret i tingbogen. Nu er fredskovsnoteringen gennemført, og tilbage står behovet for at komme i kontakt med nye ejere af hensyn til at vejlede og informere om skovloven regler. Selv om det ikke er indlysende, at man netop ved at kontakte nye ejere får den bedste ressourceudnyttelse eller den største effekt af information og formidling, bør det dog stadig være én blandt flere muligheder i tilrettelæggelsen af en fornuftig informationsindsats. Hjemmelen for ministeren til at indhente de oplysninger fra offentlige registre, som gør det muligt at få kendskab til nye ejere, bibeholdes derfor i forslaget.

Til § 45

Ad nr. 1)

Bestemmelsen er ny og giver miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration, herunder til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved behandling af sager om tilladelser eller dispensationer og ved behandling af klagesager. En lignende bemyndigelse findes også i anden lovgivning på natur- og miljøområdet. Bestemmelsen tænkes anvendt i forbindelse med klagesagsbehandling i den hensigt at afskære de mindre betydende klagesager. Det forudsættes, at klagegebyret tilbagebetales i de tilfælde, hvor klagen imødekommes.

Ad nr. 2)

Formålet med bestemmelsen er at fremme og lette mulighederne for, at borgere, virksomheder og myndigheder kan kommunikere digitalt. Ved lov nr. 215 af 22. april 2002 blev der indsat en bestemmelse i forvaltningsloven (§ 32 a), som bemyndiger vedkommende minister til at fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning, og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.

Bemyndigelsen i forvaltningslovens § 32 a omfatter ikke kommunikation mellem borgerne indbyrdes eller kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne. § 70 a giver bemyndigelse til, at miljøministeren kan fastsætte regler om anvendelsen af digital kommunikation mv., også for så vidt angår kommunikation mellem borgere og virksomheder indbyrdes samt kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne mv. Det er ikke hensigten, at den foreslåede bestemmelse skal anvendes i situationer, der dækkes af forvaltningslovens § 32 a.

Med bemyndigelsen for ministeren til at fastsætte nærmere regler kan der løbende tages højde for den teknologiske udvikling. Bemyndigelsen forventes f.eks. anvendt i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt en bestemmelse hindrer digital kommunikation. I sådanne tilfælde vil ministeren i medfør af den foreslåede bemyndigelse kunne fjerne denne tvivl ved at fastsætte regler, der udtrykkeligt tillader digital kommunikation. Bemyndigelsen er endvidere relevant i tilfælde, hvor ministeren ønsker at fastsætte nærmere vilkår for den digitale kommunikation, herunder f.eks. fastsættelse af krav om anvendelse af bestemte formater mv.

Bemyndigelsen indeholder mulighed for at fastsætte regler om, at digital kommunikation kan anvendes. Derimod indeholder den foreslåede bemyndigelse ikke hjemmel til at fastsætte bestemmelser, som ville udelukke anvendelsen af digital kommunikation i det omfang dette efter gældende ret er berettiget. Der er heller ikke hjemmel til at fastsætte bestemmelser, der udelukker andre kommunikationsformer end digital kommunikation, fx ved at fastsætte at kommunikationen alene kan ske ved brug af digital kommunikation. Det forudsættes, at de almindelige krav om samtykke ved digital kommunikation iagttages. Som udgangspunkt er der en ret til at kommunikere digitalt, men ikke en pligt til at kommunikere på denne måde.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 21 om, at miljøministeren kan fastsætte regler om mærkning af skovprodukter, som er bæredygtigt eller økologisk produceret.

I forslaget er der tilføjet en hjemmel for ministeren til også at mærke lovligt produceret træ. Internationalt har der således i de seneste år været en stigende erkendelse af behovet for i visse lande og regioner at bekæmpe ulovlig hugst af skov og dermed relateret handel. Danmark bidrager aktivt til dette arbejde og har tiltrådt flere multilaterale aftaler herom. Kommissionen fremlagde i maj 2003 en handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig skovhugst. Heri indgår overvejelser om at indføre fælles regler om adgangen til at importere træ fra lande uden for EU til lande i EU. Efter handlingsplanen baseres reguleringen på bilaterale aftaler, som gør import af træ til lande i EU betinget af, at træet er mærket som »lovligt produceret« efter nærmere fastlagte kriterier. På baggrund af den internationale udvikling kan der derfor blive behov for regler, som sikrer, at skovprodukter kan markedsføres i Danmark som »lovligt produceret«.

Den gældende bestemmelse blev indføjet i loven ved ændringen i 1996. Det skete på baggrund af de daværende internationale drøftelser af spørgsmålet om mærkningsordninger, hvor man forudså, at der kunne blive behov for, at myndighederne fastsætter nationale betingelser for mærkning for bæredygtig skovdrift. Certificering for bæredygtig skovdrift er imidlertid i Danmark såvel som i en række andre lande hidtil udviklet som private ordninger, uden at hjemlen til at fastlægge regler for mærkningen har været udnyttet. For tiden er der én ordning med danske standarder for certificering af skovdrift. Yderligere en ordning er under udvikling. Erfaringerne med certificering af skov i Danmark er endnu begrænsede. Dels er kun et meget begrænset skovareal endnu certificeret, dels er størsteparten heraf først certificeret i foråret 2003 eller senere. Regeringen arbejder for at fremme koordinering og evt. gensidig anerkendelse af ordningerne, ligesom man arbejder for en samlet EU-indsats for at undgå konkurrenceforvridning baseret på forskellige miljøstandarder for skovene. Der kan derfor på et tidspunkt vise sig behov for at udnytte hjemlen til at fastsætte regler for mærkningen, selvom der ikke umiddelbart er planer derom.

Ved udnyttelse af hjemlen vil der kunne fastsættes regler om mærkning og certificering af

–   lovligt producerede skovbrugsprodukter,

–   bæredygtigt producerede skovbrugsprodukter, herunder økologiske, og

–   skovbrugsprodukter, der af andre årsager er miljømæssigt at foretrække.

Skovbrugsprodukter omfatter også juletræer og pyntegrønt.

Til § 46

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 38 b. Den svarer desuden i sit indhold til naturbeskyttelseslovens § 71, stk. 1, 2 og 3.

Stk. 1 og 2 giver ministeren hjemmel til at ratificere eventuelle konventioner eller lignende internationale aftaler, som i fremtiden måtte blive indgået på skovområdet, og til at fastsætte regler til opfyldelse heraf.

Stk. 3 giver ministeren hjemmel til at fastsætte regler, som supplerer forordninger fra EU. Forordninger gælder umiddelbart i medlemslandene. De må derfor ikke omsættes til dansk ret. Der kan dog være behov for at fastsætte supplerende regler om anvendelsen af bestemmelserne. Som eksempler, der er relevante i relation til skovloven, kan nævnes forordningen om landdistriktsprogrammet og kontrolforordningen, jf. bemærkningerne til kapitel 8. I begge tilfælde kan der være behov for, at ministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan forordningernes bestemmelser skal finde anvendelse i Danmark.

Det bemærkes i øvrigt, at EF-retsakter på skovområdet vil blive gennemført administrativt, hvis der er hjemmel hertil i lovgivningen, og ellers vil blive gennemført ved den fornødne lovgivning.

Til § 47

Bestemmelsen afløser den gældende lovs §§ 41 og 42, hvorefter miljøministeren nedsætter et rådgivende udvalg. De gældende bestemmelser har detaljerede regler om, hvem der skal være medlemmer, hvor længe deres udnævnelse varer og om rådets opgaver.

Efter forslaget er det som i den gældende lov et krav, at ministeren nedsætter et råd. Som noget nyt vil ministeren udpege en ekstern formand. Hensigten er desuden, at rådet får medlemmer fra alle relevante myndigheder, foreninger og organisationer, og at det får lignende opgaver, som det nuværende Skovråd har haft.

I forslaget er reglerne om rådet væsentligt forenklede i forhold til de gældende bestemmelser. Det er således kun angivet i hovedtræk, hvem der skal være medlemmer, og hvilke opgaver rådet skal have. Det giver en større fleksibilitet for ministeren til at tage højde for ønsker om ændringer i rådets sammensætning og opgaver.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at ministeren kan nedsætte andre råd eller udvalg med lignende opgaver eller sammensætning.

Ad stk. 1

I denne bestemmelse fastlægges Skovrådets opgaver. Nr. 1 og 2 dækker i store træk de opgaver, som rådet har haft hidtil. Dog er bestemmelsen om, at rådet efter anmodning afgiver udtalelser til Naturklagenævnet til brug for afgørelser i sager, der efter loven er påklaget til nævnet, udgået. Naturklagenævnet har således ikke, så længe bestemmelsen har eksisteret, anmodet rådet om den form for udtalelser.

Nr. 3 er ny. Da lovforslaget lægger op til store lempelser i kravene til driften, synes det at være en oplagt opgave for rådet at følge udviklingen i skovene og lovens administration. Rådet kan på den måde være med til at rådgive miljøministeren, hvis de lempede regler mod forventning skulle påvirke skovene i uheldig retning.

Ad stk. 2

Det har flere gange være drøftet i rådet, om medlemskredsen skulle udvides med andre interesseorganisationer. Da der ikke foreskrives en bestemt medlemskreds i loven, kan sammensætningen af medlemmer bedre tilpasses de behov, der viser sig. Det forventes dog, at de myndigheder, organisationer og foreninger, der i dag er med i rådet, også vil være det fremover.

Til Kapitel 8

Tilsyn, besigtigelse og påbud mv.

Bestemmelserne i dette kapitel svarer i indhold til bestemmelserne i den gældende lovs kapitel 6. Der er dog sket en sproglig modernisering, som gør, at alle bestemmelserne har fået ny ordlyd. Der er ikke hermed tilsigtet en realitetsændring i forhold til gældende ret.

De gældende bestemmelser om det almindelige tilsyn udspringer for de flestes vedkommende af de principper, der lå til grund for lov nr. 250 af 23. maj 1984 om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove (håndhævelsesloven). Denne lov havde til hensigt at sikre, at miljø- og planlægningslovgivningen, herunder skovloven, blev overholdt. Den skulle desuden beskrive og forbedre myndighedernes retshåndhævelsesmidler. De tilsynsbestemmelser, som ikke udspringer af håndhævelsesloven, stammer fra den hidtidige skovlovgivning.

De gældende bestemmelser om tilsyn og kontrol med tilskud (§§ 34 - 34 b) er i overensstemmelse med anbefalingerne i Finansministeriets rapport fra maj 1996 om Forvaltning af tilskud. Bestemmelserne i den gældende lovs §§ 34 - 34 b (forslagets §§ 56 - 59) svarer i øvrigt til lignende bestemmelser om håndhævelse af tilskud i anden af ministeriets tilskudslovgivning.

I forslaget er de særlige regler om tilsyn med tilskud (§§ 56 - 59) i højere grad end efter den gældende lov formuleret som et supplement til de almindelige regler om tilsyn. Når der gælder strengere regler for tilsynet, og miljøministeren har mere vidtgående kompetence, bl.a. adgang til ejendommens lokaler, når det drejer sig om tilskud, skyldes det dels, at det står ejeren frit for, om han vil søge om tilskud, dels at det er store summer, staten udbetaler i tilskud til enkelte skovejere. Endelig skyldes det, at EU også har en række normer for tilsyn, når tilskud medfinansieres af EU. Der bør derfor være et effektivt tilsyn med udbetalte tilskud.

Skovlovens bestemmelser om tilsyn med tilskud suppleres af følgende forordninger, som bl.a. indeholder regler om udelukkelse fra tilskud:

–   EU's forordning om landdistriktsprogammet: Kommissionens forordning (EF) nr. 445/2002 af 26. februar 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL).

–   EU's kontrolforordning: Kommissionens forordning (EF) nr. 2419/2001 af 11. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92.

Til § 48

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 27. I overensstemmelse med håndhævelseslovens principper lovfæster den myndighedernes pligt til at føre tilsyn og henlægger tilsynet til en bestemt myndighed.

Til § 49

Ad stk. 1

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 38 om adgang til ejendomme uden retskendelse. Efter den gældende bestemmelse er der kun adgang med henblik på kontrol med overholdelse af loven og af regler, der er udstedt efter loven. Der er således ikke uden retskendelse adgang med henblik på overvågning, kortlægning eller registrering. Det skyldes bl.a., at den overvågning og registrering, der blev foretaget, da den gældende lov blev vedtaget, var af en karakter, så det ikke var nødvendigt med adgang til ejendommene.

Med de overvågningsprogrammer, som Danmark er internationalt forpligtet til at følge i dag, er der imidlertid behov for at sikre myndighederne adgang til ejendommene også med henblik på overvågning. Det er ligeledes nødvendigt at sikre adgang med henblik på den kortlægning og registrering af skovnaturtyper mv., som skal ske efter § 15 og § 25.

Forslaget til ny bestemmelse indeholder de samme elementer som de tilsvarende regler i naturbeskyttelsesloven og råstofloven. Disse er igen formuleret i overensstemmelse med anbefalingerne i betænkning nr. 1039/1985 om tvangsindgreb udenfor strafferetsplejen. Bestemmelsen i stk. 1 giver kun adgang til arealer. Om særlige adgangsregler for kontrol af udbetalte tilskud henvises til stk. 2 og § 56 .

Hvis der før gennemførelse af en besigtigelse er mistanke om et strafbart forhold, kan der ikke besigtiges uden retskendelse. Spørgsmålet om adgang skal i så fald behandles af domstolene efter retsplejelovens regler om ransagning. Dette kan fx komme på tale, hvis der er mistanke om svig med nationale eller EU tilskudsmidler.

Retten til at besigtige omfatter også adgang til at udtage prøver af fx vand- og jordbundsforhold og fra træerne, når det kan ske uden skade for træerne eller gene for ejeren.

Det forudsættes, at der som hidtil så vidt muligt på forhånd skal gives besked om besigtigelsen.

Ad stk. 2.

Efter denne bestemmelse kan miljøministeren også få adgang til bygninger, når tilsynet drejer sig om tilskud efter forslagets kapitel 5. Bestemmelsen er ny, men svarer til lignende bestemmelser i anden lovgivning, hvor ministeren skal have adgang til bygninger.

Adgangen til bygninger er nødvendig for at kontrollere, om betingelserne for at få tilskud er opfyldt. Adgang til bygningerne er således bl.a. nødvendigt for at kunne udøve beføjelsen til at gøre sig bekendt med en bedrifts eller virksomheds skriftlige materiale, jf. § 56. Hvis der ikke var adgang til bygninger efter loven, ville adgang til bygninger med henblik på kontrol i stedet blive et vilkår for tilsagn om tilskud, jf. nedenfor om Produktudviklingsordningen. Endelig er det i visse tilfælde nødvendigt af hensyn til EU's kontrolregler at kunne få adgang til bygninger og dokumenter. Adgangen omfatter bygninger, som helt eller delvis udnyttes erhvervsmæssigt. Tilsyn sker dog ofte på ejendomme, hvor det ikke er muligt at skelne mellem private lokaler og bedrifts- eller virksomhedslokaler. Der kan derfor være tilfælde, hvor tilsynet også har adgang til den private bolig.

Efter den gældende lovs § 38 er der kun adgang til ejendomme, hvorpå der er skov eller fredskovspligtig grund. Ministeren har derfor ikke umiddelbart adgang til at føre tilsyn med virksomheder, som har fået tilskud efter Produktudviklingsordningen, jf. § 29, stk. 1, nr. 3, men som ikke ejer skov eller fredskov. Hidtil har det derfor været formuleret som et vilkår for tilskud efter denne tilskudsordning, at tilsynsmyndigheden har adgang til ejendommen med henblik på at føre tilsyn. Med bestemmelsen i stk. 2 får ministeren imidlertid hjemmel til umiddelbart også at føre tilsyn med virksomheder, der får tilskud efter Produktudviklingsordningen.

Ad stk. 3

Også personer, som miljøministeren bemyndiger hertil, har adgang efter stk. 1 og 2 uden retskendelse. Traditionelt er det kun myndigheder, der udfører tilsyn med, om loven er overholdt. Men til overvågning kan det ikke udelukkes, at besigtigelsen vil ske med hjælp fra eksterne konsulenter. Det er altid et krav, at den, der besigtiger, kan dokumentere sin bemyndigelse.

Bestemmelsen giver endvidere mulighed for, at fx repræsentanter for Kommissionen og EU’s revisionsret kan medvirke ved tilsyn i forbindelse med udbetalte tilskud. Det vil dog kun ske i følge med de danske tilsynsmyndigheder. Det er også kun de danske myndigheder, der kan træffe beslutninger efter loven.

Bestemmelsen giver endelig mulighed for, at tilsynsmyndigheden i særlige tilfælde kan inddrage personer med særlig fagkundskab i tilsynet.

Til § 50

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 30. Denne bestemmelse kom ind i loven i 1989. Den sikrer myndighederne adgang til de oplysninger om ejendommen, som er relevante og nødvendige for at kunne foretage en tilstrækkelig vurdering af, om loven er overholdt.

Bestemmelsen er i forslaget er udvidet til også at gælde for virksomheder, som modtager tilskud efter § 31, stk. 1, jf. bemærkningerne ovenfor til § 49.

Bestemmelsen tænkes særlig anvendt i forbindelse med tilsyn med, om vilkår for udbetaling af tilskud er overholdt. Det er således et krav fra EU, at ejeren kan afkræves oplysninger om bl.a. regnskaber, når EU yder medfinansiering. Der er ikke med bestemmelsen hjemmel til at kræve, at virksomhedens regnskaber mv. skal have en bestemt form.

Der er tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som myndighederne kommer i besiddelse af gennem tilsyn, jf. forvaltningslovens regler om tavshedspligt og straffelovens regler om straf for at bryde tavshedspligten.

Bestemmelsen begrænses desuden af det almindelige forbud mod selvinkriminering, der bl.a. kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 6. Er der konkret mistanke om, at en ejer eller bruger har begået en strafbar handling, kan det ikke kræves, at de medvirker yderligere til at skaffe oplysninger om eller undersøge det forhold, der er omfattet af mistanke. I så fald må sagen overlades til politiets efterforskning.

Bestemmelsen i stk. 2 om at yde hjælp og vejledning for tilsynet stod i den gældende lovs § 34, stk. 2. Det er imidlertid i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper, at borgerne i almindelighed har pligt til at yde vejledning og hjælp til myndighederne, når disse udnytter deres beføjelser efter loven. I lighed med anden lovgivning, jf. fx naturbeskyttelsesloven § 76, stk. 3, er bestemmelsen derfor i forslaget udvidet til at gælde alle former for tilsyn og til også at gælde for ansatte i den pågældende virksomhed. Bestemmelsen skal bl.a. sikre, at tilsynet får et hensigtsmæssigt forløb, der er til mindst mulig gene for ejeren eller brugeren.

Til § 51

Ad stk. 1

Bestemmelsen er ny, idet den gældende lov ikke indeholder en regel om, at miljøministeren har pligt til at foranledige, at overtrædelser af loven eller regler fastsat efter loven lovliggøres. Det er i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper, at der findes en sådan udtrykkelig bestemmelse om ministerens pligt til at søge lovliggørelse af overtrædelser, der ikke er af ganske underordnet betydning. En tilsvarende bestemmelse findes i en lang række andre miljø- og planlægningslove. Bestemmelsen indebærer ikke et krav om, at ministeren under alle omstændigheder giver et påbud om at lovliggøre forholdet efter stk. 2 eller stk. 3. Det vil således ofte være tilstrækkeligt, at tilsynsmyndigheden først søger at få bragt en overtrædelse i orden ved hjælp af vejledning eller evt. en henstilling til ejeren eller brugeren om at bringe forholdet i orden. Dette gælder dog kun, hvis der ikke er akut fare for, at der sker en uoprettelig skade. Eventuelt kan der ske en retlig lovliggørelse, ved at der efterfølgende gives en dispensation, hvis betingelserne for dispensation er til stede.

Ad stk. 2

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 31, stk. 1, hvorefter ministeren kan give påbud om, at en overtrædelse skal lovliggøres. I forslaget er det tilføjet, at der kan fastsættes en frist for at opfylde påbuddet. Det afhænger af overtrædelsen, hvilken frist der i så fald bør sættes. Der bør desuden tages hensyn til den konkrete ejers eller brugers mulighed for at opfylde påbuddet inden for den frist, som sættes.

Ad stk. 3

Bestemmelsen har samme indhold som gældende lovs § 31, stk. 2, om, at ministeren kan anvise, hvordan et påbud, der vedrører driften af skoven, skal udføres.

Bestemmelsens indhold er således ikke ændret, men et påbud vil ikke fremover kunne medføre så vidtgående anvisninger som i dag. Det skyldes, at forslagets krav til, hvordan skoven dyrkes, er væsentligt reducerede. Det er dog stadig relevant at kunne gribe ind i situationer, hvor den del af et fredskovspligtigt areal, som skal være bevokset med træer, vanrøgtes, ikke gentilplantes efter afdrift eller afdrives før hugstmodenhed. Vurderingen af, om sådanne omstændigheder er til stede, beror primært på en skovbrugsfaglig vurdering. Der skal i vurderingen bl.a. tages højde for, om der for nylig har været betydelige stormfald eller tørkeskader, om der er udtalte nabogener, eller om forseelsen er af begrænset rækkevidde.

Et påbud kan i givet fald fx indeholde anvisninger om,

–   at arealet skal forberedes til plantning, tilplantes eller indhegnes, alt sammen efter nærmere angivne metoder og med nærmere angivne materialer

–   at kulturerne skal efterbedres og plejes ved hjælp af nærmere angivne metoder og materialer

–   at bevoksningen skal plejes på en nærmere angiven måde.

Der kan fastsættes såvel en tidsfølge som en tidsfrist for gennemførelse af anvisningerne i påbuddet.

Ad stk. 4

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 31, stk. 3. Den giver, i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper, hjemmel til, at ministeren kan lade et påbud tinglyse. Pligten til at lovliggøre en overtrædelse af loven er knyttet til ejendommen og påhviler derfor den til enhver tid værende ejer af ejendommen, jf. også § 55. En evt. ny ejer bliver gennem tinglysningen advaret om det ulovlige forhold og den pligt, han i givet fald har til at lovliggøre det. Tinglysningen er kun af oplysende karakter. Den er således ikke en betingelse for gyldigheden af det meddelte påbud.

Til § 52

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 32. Den bestemmer i stk. 1 i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper, at en ejer eller bruger ved dom kan pålægges at lovliggøre en overtrædelse under tvang af fortløbende bøder. Hvis dette ikke har effekt, kan miljøministeren efter stk. 2 foretage det fornødne for den forpligtedes regning.

Bestemmelsen anvendes i dag kun sjældent.

Til § 53

Bestemmelsen er ny. Den svarer indholdsmæssigt til naturbeskyttelsesloven § 74, stk. 4, som blev indarbejdet i naturbeskyttelsesloven i 1984 i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper.

Efter de gældende regler og efter forslagets § 52 kan miljøministeren foretage fysisk lovliggørelse for den forpligtedes regning, når der foreligger en dom, der ikke efterkommes rettidigt, og når tvangsbøder ikke kan antages at give noget resultat. I enkelte situationer kan et ulovligt forhold imidlertid udgøre en sådan fare for, at der sker uoprettelig skade på et område eller dyr eller planter, der er beskyttet efter loven, at en hurtig indgriben er nødvendig. Ministeren ville antagelig allerede efter almindelige retsgrundsætninger kunne gribe ind uden at afvente en dom. I overensstemmelse med praksis på andre lovområder foreslås denne adgang dog lovfæstet. Det sker bl.a., fordi loven nu også kommer til at indeholde bestemmelser om beskyttelse af skovnaturtyper og arter i internationale naturbeskyttelsesområder, jf. kapitel 4.

Til § 54

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 33. Den giver, i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper, regler for, at der kan gives dom for, hvad miljøministeren kan gøre, hvis undladelse af at opfylde et påbud er af særlig alvorlig karakter. I så fald kan ministeren i et bestemt tidsrum enten udpege de træer, der må fældes, eller drive skoven for ejerens regning.

Der er efter skovloven fra 1935 i adskillige tilfælde givet dom for, at skoven kan tages under offentlig administration. I de fleste af disse tilfælde valgte ejeren dog selv at bringe skoven i lovlig stand, hvorefter der alligevel ikke var behov for at tage skoven under offentlig administration.

Bestemmelsen anvendes i dag kun yderst sjældent.

Til § 55

Bestemmelsen er sprogligt moderniseret, men har samme indhold som den gældende lovs § 29 og lovfæster i overensstemmelse med håndhævelseslovens principper ejerens og brugerens pligt til at berigtige ulovlige forhold på ejendommen.

Til § 56

Ad stk. 1
Ad nr. 1)

Bestemmelsen er ny, men svarer til lignende bestemmelser i anden lovgivning, hvor miljøministeren skal have adgang til dokumenter mv.

Bestemmelsen supplerer forslagets § 49, og udvider ministerens beføjelser efter § 49 til også at gøre sig bekendt med bedriftens eller virksomhedens skriftlige materiale, herunder også materiale, der opbevares i digital form. Det har altid været antaget, at også materiale af digital form kan efterses af tilsynsmyndigheden. Omtalen af materiale i digital form medtages derfor kun for at præcisere dette.

Adgangsretten efter denne bestemmelse gælder også for personer, som ministeren bemyndiger til at udføre tilsynet efter § 49, stk. 2.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 34, stk. 2, og sikrer miljøministeren mulighed for at få udleveret eventuelt skriftligt materiale.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 34, stk. 3. Den sikrer, at ministeren kan indhente alle relevante oplysninger om tilskudsmodtagerens økonomi hos især skatte- og afgiftsmyndigheder.

Retten til at gøre sig bekendt med materiale efter nr.1, til at få materialet udleveret efter nr. 2 og til at indhente oplysninger hos myndighederne efter nr. 3 gælder kun om forhold, der vedrører tilskud, og foranstaltninger, som der er udbetalt tilskud til.

Ad stk. 2

Bestemmelsen er sprogligt moderniseret, men har samme indhold som den gældende lovs § 34, stk. 5. Den forpligter tilskudsmodtageren til at underrette ministeren, hvis vilkårene for at modtage tilskud ikke længere opfyldes. Denne pligt gælder i hele perioden, fra tilsagnet er givet, til tilskudssagen er afsluttet. Opfyldes vilkårene ikke, skal ministeren have mulighed for at undersøge, om tilskuddet helt eller delvis skal bortfalde, så midlerne kan tildeles andre ansøgere.

Til § 57

Bestemmelsen har det samme indhold som den gældende lovs § 34 a. Der er tale om standardmæssige bestemmelser om tilsyn med tilskud.

Til § 58

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 34 b. Der er dog foretaget de nødvendige konsekvensrettelser som følge af, at det ikke længere er Hypotekbanken, men Skatteministeriet, der inddriver statens tilgodehavender.

Til § 59

Bestemmelsen har samme indhold som den gældende lovs § 34, stk. 1, § 34 a, stk. 3, og § 34 b, stk. 3 og 4. Den samler bemyndigelserne for, miljøministeren til at fastsætte forskellige regler, der alle har med tilsyn med tilskud at gøre, i én bestemmelse.

Til Kapitel 9

Klage og søgsmål

Ved ændringen af skovloven i 1996 blev Naturklagenævnet klagemyndighed for afgørelser truffet efter skovloven. I forslaget er bestemmelserne herom ikke ændret væsentligt. Det forudsættes således fortsat, at miljøministeren vil delegere sin kompetence til at træffe afgørelser efter loven i første instans til Skov- og Naturstyrelsen, jf. § 43.

Som følge af, at visse af lensafløsningslovens bestemmelser om majoratsskov overføres til skovloven, er denne lovs klagebestemmelser også indarbejdet i forslaget. Efter de gældende bestemmelser kan afgørelser om ophævelse af majoratsbåndet og om udstykning påklages til ministeren. De kan påklages af den, som afgørelsen retter sig imod, og den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen. Bestemmelserne om klagefrist, udnyttelse af tilladelsen inden klagefristens udløb og opsættende virkning, hvis der klages, svarer helt til skovlovens bestemmelser. Der synes ikke i dag at være grund til, at afgørelser vedrørende majoratsskov ikke skal kunne påklages til Naturklagenævnet ligesom øvrige afgørelser for fredskovspligtige arealer. Efter forslaget kan der derfor klages til Naturklagenævnet over afgørelser om ophævelse af majoratsbåndet.

Til § 60

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 39, stk. 1 - 3. Den beskriver, hvilke afgørelser efter loven, der kan påklages til Naturklagenævnet, og de nærmere regler for nævnets behandling af klagerne. Bestemmelsen erstatter desuden § 5 b i den gældende lensafløsningslov.

Efter forslaget kan der klages til Naturklagenævnet over afgørelser

–   om, at arealer bliver fredskovspligtige, jf. § 4,

–   om ophævelse af fredskovspligt, jf. § 6,

–   om ophævelse af majoratsbåndet, jf. § 7, stk. 2,

–   om, at der i de første 10 år efter ejerskifte kun må foretages erhvervsmæssig hugst i skoven på nærmere angivne vilkår, jf. § 13,

–   om fastsættelse af de målsætninger for naturtyper og levesteder, som er nødvendige for at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus, og de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde målsætningerne, i Natura 2000-skovplaner, jf. § 15, stk. 2,

–   om vurdering af virkningen af anmeldte aktiviteter på et område, jf. § 17, stk. 3,

–   om dispensation fra forbuddene i kapitel 3 om anvendelse af fredskovspligtige arealer og kapitel 4 om beskyttelse af fredskovspligtige arealer, jf. § 38, og

–   om påbud, jf. § 51, stk. 2 og 3.

Klage over afgørelser efter § 24 om erstatning følger bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven, jf. § 24, stk. 3. De afgørelser, der herefter ikke kan påklages til Naturklagenævnet, er: Afgørelser om tilskud, jf. forslagets § 29, stk. 1, § 31, stk. 1, og afgørelser om at justere grænser for fredskovspligtige arealer efter § 37.

Til § 61

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 39, stk. 4, som giver miljøministeren hjemmel til at fastsætte regler om klage over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse, herunder om, at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren. Ministeren har udnyttet hjemlen til i alle tilfælde at fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse, ikke kan indbringes for ministeren.

I forslagets stk. 1 slås det fast, at ministeren kan fastsætte regler, som afskærer klageadgang til ministeren i de tilfælde, hvor ministeren har delegeret sin kompetence til at træffe afgørelser. En sådan mulighed for at klage til ministeren antages normalt at være til stede, når der sker delegation af kompetence, medmindre klageadgangen afskæres.

Forslagets stk. 2 er ny og giver ministeren hjemmel til at fastsætter regler om klage i bekendtgørelser, der udstedes efter loven, herunder om, at de afgørelser, der træffes efter bekendtgørelsen, ikke skal kunne påklages. En lignende hjemmel findes også i anden lovgivning på natur- og miljøområdet. Ministeren har således mulighed for at bestemme, at sådanne afgørelser skal kunne påklages til Naturklagenævnet. Det forventes, at ministeren i de fleste tilfælde vil bestemme, at afgørelser, der træffes efter bekendtgørelser, ikke skal kunne påklages til Naturklagenævnet eller anden administrativ myndighed.

Dog forudsættes det, at der i de regler, som skal udarbejdes om Natura 2000-skovplaner efter § 16, jf. § 14, stk. 1, vil blive fastsat regler om, at spørgsmålet om planernes tilvejebringelse kan påklages til Naturklagenævnet.

Til § 62

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 39 a og bestemmer, hvem der er klageberettigede. Bestemmelsen er senest ændret ved lov nr. 447 af 31. maj 2000 om ændring af visse miljølove (Implementering af Århuskonventionen mv.). Efter den gældende bestemmelse er følgende klageberettigede:

–   Den, som afgørelsen retter sig imod.

–   Den, som i øvrigt har en væsentlig, individuel interesse i sagen.

–   Visse foreninger og organisationer kan klage over afgørelser om pålæggelse af fredskovspligt, ophævelse af fredskovspligt og dispensation til byggeri, anlæg og terrænændringer.

Afgørelserne kan som hidtil påklages af adressaten for afgørelsen og enhver, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen. I de tilfælde, hvor adressaten ikke er ejeren af ejendommen, antages denne at have væsentlig, individuel interesse i sagen.

Klageadgangen for foreninger og organisationer videreføres uændret. Dog er der tillagt visse foreninger og organisationer klageadgang for så vidt angår afgørelserne efter kapitel 4 om beskyttelse af skovnaturtyper og arter.

De bestemmelser, der herefter ikke kan påklages af foreninger og organisationer, der efter deres formål har interesse i en sag, er afgørelser om ophævelse af majoratsbåndet, jf. § 7, stk. 2, om dispensation vedrørende driften af de enkelte fredskovspligtige arealer, jf. §§ 8 - 10, om dispensation til udstykning, jf. § 12, om dispensation fra bestemmelserne om bevaring af egekrat, ydre skovbryn og småbiotoper, jf. §§ 26 - 28, om justering af grænserne for fredskovspligt, jf. § 37, og om påbud, jf. § 51, stk. 2.

De øvrige bestemmelser i forslagets § 62 er i overensstemmelse med den gældende lovs § 39 a og i øvrigt med lignende bestemmelser om klage i ministeriets øvrige lovgivning.

Til § 63

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 40, der indeholder de nærmere regler for hvilke forhold, der skal iagttages, når der er klaget over en afgørelse.

I stk. 1 fastsættes klagefristen som hidtil til 4 uger.

Stk. 2 er en ny bestemmelse, som slår fast, at klage skal indgives skriftligt til den myndighed, som har truffet afgørelsen, og som derefter sender klagen videre til Naturklagenævnet med sine bemærkninger til klagen. Dette er den almindelige procedure for indsendelse af klage til Naturklagenævnet også efter anden lovgivning. Kravet om skriftlighed udelukker ikke, at klage kan indsendes digitalt.

Efter stk. 3 må en afgørelse ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Efter stk. 4 har en klage over en tilladelse opsættende virkning, dvs. at den ikke må udnyttes, før klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet. For afgørelser om, at et areal bliver fredskovspligtigt efter § 4, indebærer bestemmelserne i forslagets stk. 3, at fredskovspligten ikke vil blive noteret i matriklen, før klagefristen er udløbet. Hvis der klages, indebærer stk. 4, at fredskovspligten ikke vil blive noteret, før Naturklagenævnet har truffet afgørelse eller bestemt andet. Selve tilplantningen kræver imidlertid ikke tilladelse, idet skov efter landbrugsloven er en landbrugsafgrøde. Arealet kan derfor tilplantes med skov, uanset om der er klaget over afgørelsen om fredskovspligt, jf. bemærkningerne til § 4.

Stk. 5 og 7 omfatter efter forslaget både afgørelser efter §§ 19 - 21 og påbud efter § 51, stk. 2. Der skelnes mellem afgørelser/påbud om at iværksætte foranstaltninger og afgørelser/påbud om at ophøre med eller undlade foranstaltninger. Bestemmelserne om, at klage har henholdsvis opsættende virkning og ikke opsættende virkning, indebærer, at ejeren ikke sættes i unødig udgift som følge af påbuddet, før udfaldet af klagesagen er kendt.

Stk. 6 er ny. Den bestemmer, at klage over en afgørelse efter §§ 19 - 21 i visse tilfælde ikke har opsættende virkning, dvs. at ejeren skal foretage det påbudte, selv om han har klaget. Det skal han, hvis der er fare for ødelæggelse eller væsentlig forringelse af en beskyttet naturtype eller for forstyrrelser, der indebærer betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for. Bestemmelsen er nødvendig for at kunne varetage de hensyn, som skal varetages med afgørelser efter §§ 19 - 21.

Til § 64

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lovs § 40 a og sikrer, at adgangen til at efterprøve afgørelser ved domstolene forældes efter et halvt år.

Til Kapitel 10

Straf og konfiskation

Bestemmelserne i dette kapitel erstatter den gældende lovs §§ 43 og 44.

Til § 65

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 43 om straf.

Det anses således stadig for nødvendigt for at sikre opfyldelsen af lovens formål og efterlevelse af de enkelte bestemmelser, at overtrædelser kan sanktioneres med straf.

I forhold til de gældende bestemmelser er der tilføjet bestemmelser om straf for afgørelser efter kapitel 4 om beskyttelse af skovnaturtyper mv.

Som noget nyt er der desuden tilføjet bestemmelser om, at straffen kan stige til fængsel i indtil 1 år under skærpede omstændigheder. Da der med forslaget indarbejdes regler om beskyttelse af naturtyper og arter, bør strafferammen omfatte fængsel, svarende til anden lignende lovgivning, som har til hensigt at beskytte natur eller miljø, fx jagt- og vildtforvaltningsloven, miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.

Hertil kommer, at loven gennemfører fællesskabsret. Efter EF-traktaten er det et krav, at medlemsstaterne om nødvendigt for at håndhæve fællesskabsretten skal vedtage sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. Det skønnes således ikke at have tilstrækkeligt afskrækkende virkning, hvis der selv ved alvorlige overtrædelser kun kan straffes med bøde.

Skærpede omstændigheder foreligger, når overtrædelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt, og når den desuden enten har voldt skade på de interesser, loven tilsigter at beskytte, eller den pågældende har opnået eller tilsigtet personlig vinding for sig selv eller andre. Bestemmelsen vil især kunne få betydning ved bevidst ulovlig adfærd, som har betydet alvorlig beskadigelse eller alvorlig risiko for beskadigelse af beskyttede levesteder eller naturtyper eller af anden værdifuld natur. Den kan endvidere få betydning ved bevidst grov eller gentagen svindel med tilskudsmidler.

Forældelsesfristen på 5 år i den gældende lovs § 43, stk. 3, (forslagets 63, stk. 4,) er en fravigelse fra den almindelige regel i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, om 2 års forældelsesfrist. Den særlige forældelsesfrist blev indført i skovloven i 1967 i forbindelse med forskellige ændringer af både straffelovens og speciallovgivningens regler om forældelse mm. Begrundelsen for den er, at mange overtrædelser af skovloven først kommer til skovlovsmyndighedernes kendskab mere end 2 år efter, at de er begået. Forældelsesfristen på 5 år gælder også for strafansvar for overtrædelse af regler, der er fastsat i medfør af loven.

5 års fristen gælder for samtlige de overtrædelser, der er beskrevet i stk. 1 og 3.

I visse tilfælde kan der blive tale om konfiskation efter straffelovens §§  75 - 77 a.

Til § 66

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 44, men indebærer ingen realitetsændringer.

Til Kapitel 11

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 67

Det forventes, at loven kan træde i kraft den 1. oktober 2004.

I medfør af denne bestemmelse ophæves den gældende skovlov. Endvidere ophæves de bestemmelser i lensafløsningsloven, der ikke længere er aktuelle som følge af forslaget om, at de relevante dele af denne lov overføres til skovloven.

Til § 68

Ad nr. 1), 3) og 4)

Det foreslås med denne bestemmelse, at regionplanlægningen, kommuneplaner og lokalplaner ikke må stride mod en Natura 2000-skovplan. Det svarer i princippet til det gældende rammesystem, hvor regionplanlægningen ikke må stride mod landsplandirektiver, og kommuneplaner og lokalplaner ikke må stride mod landsplandirektiver og regionplanlægningen.

Det er et retligt spørgsmål, om en region-, kommune- eller lokalplan er i strid med Natura 2000-skovplanen. Det kan fx være et spørgsmål, om et areal ved planen udlægges til en anvendelse, som er i strid med bestemmelser i Natura 2000-skovplanen. Sådanne retlige spørgsmål kan påklages til Naturklagenævnet.

Ad nr. 2)

Natura 2000-skovplanen bliver en bindende forudsætning for regionplanlægningen og anden planlægning på samme måde som fx en fredning.

For kommunerne, andre myndigheder og borgerne er det imidlertid hensigtsmæssigt, at de relevante bestemmelser for arealanvendelsen i Natura 2000-skovplanen er tilgængelige sammen med regionplanens retningslinier, fordi begge regelsæt kan komme i anvendelse ved planlægningen af en konkret arealanvendelse.

Det foreslås derfor, at redegørelsen for regionplanen skal indeholde oplysning om de bestemmelser i Natura 2000-skovplanen, der er relevante for planlægningen af arealanvendelsen inden for regionplanens geografiske område. Regionplanredegørelsen skal i forvejen indeholde en redegørelse for planens forudsætninger. Den foreslåede fremhævelse af Natura 2000-skovplanen skal derfor understrege, at redegørelsen skal indeholde oplysning om disse planer. De relevante oplysninger vil - ligesom andre arealrelevante oplysninger i regionplanen - kunne gives som en tekst i redegørelsen suppleret med kortbilag.

Til § 69

Bestemmelsen skal skabe kontinuitet i administrationen, indtil de gældende bekendtgørelser ændres.

Til § 70

Bestemmelsen i stk. 1 er en videreførelse af den gældende lovs § 46. Den sikrer kontinuitet i retstilstanden i tiden efter lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer som hidtil, at bygninger og anlæg fra før 1935-lovens ikrafttræden er lovlige, selv om de var opført uden egentlig tilladelse. Bestemmelsen omfatter også fredskovspligtige lystskove og dyrehaver, der eksisterede ved 1935-lovens ikrafttræden .

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at deklarationer, der er oprettet i medfør af 1935-lovens § 4, stk. 2, og den gældende lovs § 18, stk. 2, opretholdes. Miljøministeren kan dog bestemme, at deklarationen aflyses, fx hvis det bliver nødvendigt i forbindelse med en fredning efter naturbeskyttelsesloven.

Til § 71

Bestemmelsen skal sikre, at tilsagn om tilskud, der er givet efter tidligere gældende regler, men hvor tilsagnet endnu ikke er udløbet, kan færdigbehandles efter de regler, hvorefter tilsagnet er givet.

Til § 72

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 8. Efter den gældende lov er egekrat, der eksisterede den 1. juli 1989, fredskovspligtige. Ved den landsdækkende fredskovskonstatering, der blev afsluttet i 1998, er der derfor principielt truffet afgørelse efter den gældende lovs § 7 om fredskovspligt for alle egekrat, der eksisterede på dette tidspunkt. I forbindelse med gennemgangen af egekrat med henblik på registrering af bevaringsværdige egekrat i henhold til den gældende lovs § 16, stk. 8, har det imidlertid vist sig, at ikke alle egekrat er blevet noteret som fredskovspligtige efter den landsdækkende fredskovsnotering. Det må formodes, at også andre arealer, som burde være noteret som fredskovspligtige, ikke er blevet det. I så fald bliver de efter forslaget fremover kun fredskovspligtige, hvis ejeren ansøger herom. Da egekrat imidlertid har stor naturmæssig værdi, er det af stor betydning, at de alle noteres som fredskovspligtige. I forslaget bevares derfor bestemmelsen om, at egekrat er fredskovspligtige og af miljøministeren noteres som sådan i matriklen.

Bestemmelsen ophører med at have betydning, når registreringen af bevaringsværdige egekrat er afsluttet indenfor en kortere årrække. De egekrat, som er noteret som fredskovspligtige i matriklen efter ministerens bestemmelse, vil fremover være omfattet af fredskovspligt efter forslagets § 3, stk. 1, nr. 1.

Til § 73

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lovs § 47.


Bilag 1

II

  (Retsakter hvis offentliggørelse ikke er obligatorisk)

RÅDETS DIREKTIV

af 2. april 1979

om beskyttelse af vilde fugle

(79/409/EØF)

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, særlig artikel 235,

under henvisning til forslag fra Kommissionen 2) ,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet 3) ,

under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg 4) , og

ud fra følgende betragtninger:

Rådet fastsatte i sin erklæring af 22. november 1973 vedrørende et handlingsprogram for De europæiske Fællesskaber på miljøområdet 5) , at der skal iværksættes særlige aktioner til beskyttelse af fugle; denne erklæring er blevet suppleret af en resolution fra Rådet for De europæiske Fællesskaber og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, af 17. maj 1977 om videreførelse og gennemførelse af en politik og et handlingsprogram for De europæiske Fællesskaber på miljøområdet 6) ;

på medlemsstaternes område i Europa er der konstateret en tilbagegang i bestanden af et stort antal vilde fuglearter; denne tilbagegang foregår i visse tilfælde meget hurtigt og udgør en alvorlig fare for bevarelsen af det naturlige miljø, navnlig på grund af, at den biologiske ligevægt hermed er truet;

de fuglearter, der i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, er i vid udstrækning trækfugle, og må derfor betragtes som fælles eje; effektiv beskyttelse af fuglene er et typisk grænseoverskridende miljøproblem, som landene har et fælles ansvar for;

levevilkårene for fugle på Grønland er fundamentalt forskellige fra levevilkårene i de øvrige egne af Fællesskabets område i Europa på grund af de almindelige forhold, herunder især klimaet, den ringe befolkningstæthed samt øens usædvanlige størrelse og geografiske beliggenhed;

dette direktiv bør derfor ikke gælde for Grønland;

beskyttelse af de fuglearter, der i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, er en nødvendig foranstaltning for som led i det fælles markeds funktion at virkeliggøre Fællesskabets målsætning med henblik på bedre levevilkår, harmonisk udvikling af den økonomiske virksomhed inden for hele Fællesskabet og vedvarende og afbalanceret ekspansion; traktaten indeholder imidlertid ikke den fornødne specifikke hjemmel til at foretage indgreb;

de foranstaltninger, der skal træffes, må vedrøre de forskellige faktorer, som kan indvirke på fuglebestandens størrelse, dvs. følger af menneskelige aktiviteter, herunder især forringelse og forurening af fuglenes levesteder, fangst af og drab på fugle, samt den handel, sådanne aktiviteter kan give anledning til; omfanget af de foranstaltninger, der skal indgå som led i en beskyttelsespolitik, må tilpasses de forhold, som gælder for de forskellige arter;

beskyttelse omfatter bevarelse på lang sigt samt forvaltning af de naturlige ressourcer, som er en integrerende del af de europæiske folks arv; den giver mulighed for at regulere disse ressourcer samt opstiller bestemmelser vedrørende deres udnyttelse på grundlag af de foranstaltninger, der er nødvendige for at den naturlige ligevægt for de pågældende fuglearter kan bevares og genoprettes i det omfang, dette med rimelighed er muligt;

det er absolut nødvendigt at beskytte, opretholde eller genskabe tilstrækkeligt forskelligartede og vidtstrakte levesteder, hvis samtlige fuglearter skal bevares; visse fuglearter bør omfattes af særlige beskyttelsesforanstaltninger for så vidt angår deres levesteder med henblik på at sikre, at disse arter kan overleve og formere sig i deres udbredelsesområder; disse bestemmelser bør ligeledes tage hensyn til trækfugle og samordnes med henblik på oprettelse af et samlet hele;

for at undgå, at kommercielle interesser skal påvirke jagt - eller fangstniveauet i skadelig retning, er det nødvendigt at indføre et generelt forbud mod markedsføring og begrænse undtagelserne til kun at gælde for de arter, hvis biologiske status tillader det, under hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i de forskellige egne;

der kan drives jagt på visse fuglearter på grund af bestandens størrelse og fugleartens geografiske udbredelse og formeringsevne inden for Fællesskabet; dette må betragtes som en forsvarlig udnyttelse, for så vidt som der for en sådan jagtudøvelse sættes visse grænser, som skal overholdes, således at bestanden kan opretholdes på et tilfredsstillende niveau;

midler, indretninger eller metoder, der tilsigter massefangst eller -drab eller ikke-selektiv fangst eller drab, samt jagt fra visse transportmidler skal forbydes på grund af det urimeligt store indhug, der herved gøres eller kan gøres i bestanden af de pågældende arter;

på grund af den betydning, som visse særlige situationer kan have, bør der være mulighed for at gøre undtagelser på visse betingelser og under kontrol fra Kommissionens side;

beskyttelse af fugle, herunder særlig trækfugle, giver stadig anledning til problemer, som bør undersøges videnskabeligt; ved hjælp af sådanne undersøgelser vil det desuden være muligt at vurdere effektiviteten af de trufne foranstaltninger;

det må i samråd med Kommissionen påses, at eventuel indførelse af fuglearter, der ikke i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, ikke på nogen måde skader flora og fauna i de pågældende medlemsstater;

Kommissionen udarbejder og tilsender hvert tredje år medlemsstaterne en sammenfattende rapport på grundlag af oplysninger, som medlemsstaterne fremsender, vedrørende anvendelsen af de nationale bestemmelser, der fastsættes i medfør af dette direktiv;

den tekniske og videnskabelige udvikling gør det nødvendigt, at der hurtigt kan foretages en tilpasning af nogle af bilagene; for at lette iværksættelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige med henblik herpå, bør der fastsættes en fremgangsmåde, hvorved der i et udvalg for tilpasning til den tekniske og videnskabelige udvikling indføres et nært samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen –

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

1. Dette direktiv vedrører beskyttelse af alle de fuglearter, som i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse. Det omhandler bevarelse, forvaltning og regulering af de pågældende arter og fastsætter regler for udnyttelse af de nævnte arter.

2. Dette direktiv gælder for fugle samt for deres æg, reder og levesteder.

3. Dette direktiv gælder ikke for Grønland.

Artikel 2

Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at opretholde eller tilpasse bestanden af samtlige de i artikel 1 omhandlede arter på et niveau, som især imødekommer økologiske, videnskabelige og kulturelle krav og samtidig tilgodeser økonomiske og rekreative hensyn.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne træffer ud fra de i artikel 2 omhandlede hensyn alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte, opretholde eller genskabe tilstrækkeligt forskelligartede og vidtstrakte levesteder for alle de i artikel 1 omhandlede fuglearter.

2. Beskyttelse, opretholdelse og genskabelse af biotoper og levesteder omfatter i første række følgende foranstaltninger:

a)   oprettelse af beskyttede områder;

b)   vedligeholdelse og forvaltning i overensstemmelse med de økologiske krav af levesteder både i og uden for de beskyttede områder;

c)   genskabelse af ødelagte biotoper;

d)   oprettelse af nye biotoper.

Artikel 4

1. For arter, som er anført i bilag 1, træffes der særlige beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til deres levesteder for at sikre, at de kan overleve og formere sig i deres udbredelsesområde.

I denne forbindelse tages der hensyn til:

a)   arter, der trues af udslettelse;

b)   arter, der er følsomme over for bestemte ændringer af deres levesteder;

c)   arter, der anses for sjældne, fordi bestanden er ringe eller den lokale udbredelse begrænset;

d)   andre arter, der kræver speciel opmærksomhed på grund af deres levesteders særlige beskaffenhed.

Ved vurderinger i forbindelse hermed skal der tages hensyn til tendenser og variationer vedrørende bestandens størrelse.

Medlemsstaterne udlægger som særligt beskyttede områder navnlig sådanne områder, som med hensyn til antal og udstrækning er bedst egnede til beskyttelse af disse arter, idet der tages hensyn til behovet for at beskytte arterne i det geografiske sø - og landområde, hvor dette direktiv finder anvendelse.

2. Under hensyn til beskyttelsesbehovene i det geografiske sø - og landområde, hvor dette direktiv finder anvendelse, træffer medlemsstaterne tilsvarende foranstaltninger med hensyn til regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, som ikke er anført i bilag I, for så vidt angår de pågældende arters yngle -, fjerskifte - og overvintringsområder samt ratsteområderne inden for deres træktater. Med henblik herpå er medlemsstaterne i særlig grad opmæksomme på, at vådområderne, og især vådområder af international betydning, beskyttes.

3. Medlemsstaterne fremsender alle relevante oplysninger til Kommissionen, således at denne kan tage passende initiativer til den samordning, som er nødvendig, for at de i stk. 1 og 2 omhandlede områder kan udgøre et samlet hele, der imødekommer behovet for beskyttelse af de pågældende arter i det geografiske sø - og landområde, hvor dette direktiv finder anvendelse.

4. Medlemsstaterne træffer egnede foranstaltninger med henblik på i de i stk. 1 og 2 nævnte beskyttede områder at undgå forurening eller forringelse af levestederne samt forstyrrelse af fuglene, i det omfang en sådan forurening, forringelse eller forstyrrelse har væsentlig betydning for formålet med denne artikel. Medlemsstaterne bestræber sig på at undgå forurening eller forringelse af levesteder også uden for disse beskyttede områder.

Artikel 5

Med forbehold af artikel 7 og 9 træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at indføre en generel ordning til beskyttelse af alle de i artikel 1 omhandlede fuglearter, herunder især forbud mod:

a)   forsætligt at dræbe eller indfange dem, uanset hvilken metode der anvendes;

b)   forsætligt at ødelægge eller beskadige deres reder og æg samt fjerne deres reder;

c)   at indsamle deres æg i naturen og opbevare disse, også selv om de er tomme;

d)   forsætligt at forstyrre fuglene navnlig i yngletiden, i det omfang, en sådan forstyrrelse har væsentlig betydning for formålet med dette direktiv;

e)   at være i besiddelse af fugle af arter, som det ikke er tilladt at jage og indfange.

Artikel 6

1. Med forbehold af stk. 2 og 3 forbyder medlemsstaterne for samtlige i artikel 1 omhandlede fuglearter salg, transport med henblik på salg og besiddelse med henblik på salg samt udbud til salg af levende og døde fugle såvel som let genkendelige dele af eller produkter fremstillet af disse fugle.

2. For de i bilag III/1 opregnede arter er der ikke forbud mod de i stk. 1 omhandlede aktiviteter, forudsat at fuglene er blevet dræbt, indfanget eller på anden måde lovlig erhvervet.

3. For de i bilag III/2 anførte arter kan medlemsstaterne på deres område tillade de i stk. 1 omhandlede aktiviteter og fastsætte begrænsninger herfor, forudsat at fuglene er blevet dræbt, indfanget eller på anden måde lovligt erhvervet.

Medlemsstater, som ønsker at meddele en sådan tilladelse, rådfører sig forinden med Kommissionen for sammen med denne at undersøge, om der er rimelig grund til at antage, at markedsføring af fugle af den pågældende art i Fællesskabet som helhed medfører eller vil kunne medføre fare for bestandes størrelse, artens geografiske udbredelse eller dens evne til at formere sig; viser undersøgelsen, at den påtænkte tilladelse efter Kommissionens opfattelse medfører eller vil kunne medføre en af ovennævnte farer, sender Kommissionen medlemsstaten en begrundet henstilling, hvorved der gøres indsigelse mod markedsføring af den pågældende art. Består der efter Kommissionens opfattelse ingen sådan fare, meddeler den medlemsstaten dette.

Kommissionens henstilling offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende .

En medlemsstat, der meddeler en tilladelse i henhold til dette stykke, undersøger med regelmæssige mellemrum, om forudsætningerne for at meddele tilladelsen stadig er til stede.

4. For de arter, der er anført i bilag III/3 foretager Kommissionen undersøgelser af deres biologiske status samt af de følger, det vil få for denne, hvis fuglene gøres til genstand for salg.

Den forelægger senest fire måneder inden udløbet af den i artikel 18, stk. 1, nævnte frist en rapport og sine forslag for det i artikel 16 omhandlede udvalg med henblik på at afgøre, om de pågældende arter skal optages i bilag III/2.

Indtil en sådan afgørelse foreligger, kan medlemsstaterne med forbehold af stk. 3 anvende de gældende nationale bestemmelser på de pågældende arter.

Artikel 7

1. De i bilag II nævnte arter kan under hensyn til bestandens størrelse samt arternes geografiske udbredelse og formeringsevne inden for Fællesskabet som helhed jages i overensstemmelse med den nationale lovgivning. Medlemsstaterne påser, at jagten på disse arter ikke er i strid med de beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet i arternes udbredelsesområder.

2. De i bilag II/1 nævnte arter kan jages i det geografiske sø - og landområde, hvor dette direktiv finder anvendelse.

3. De i bilag II/2 nævnte arter kan kun jages i de medlemsstater, hvorunder de er angivet.

4. Medlemsstaterne sikrer sig, at jagt, herunder i givet fald falkejagt, således som den skal finde sted i henhold til de i medlemslandene gældende jagtbestemmelser, udøves i overensstemmelse med princippet om en fornuftig udnyttelse og en økologisk afbalanceret regulering af de pågældende fuglearter, samt at jagtudøvelsen er forenelig med de bestemmelser, der følger af artikel 2, med hensyn til bestandene af disse arter og særlig af trækkende arter. De drager især omsorg for, at de arter, som omfattes af jagtlovgivningen, hverken jages i redetiden eller i de forskellige faser af yngletiden. Når det drejer sig om trækkende arter, påser de ganske særligt, at de arter, der omfattes af jagtlovgivningen, ikke jages i yngletiden og under deres træk til redebygningsstedet. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen alle formålstjenlige oplysninger om den praktiske gennemførelse af deres jagtlovgivning.

Artikel 8

1. For så vidt angår jagt på, fangst af eller drab på fugle i overensstemmelse med dette direktiv forbyder medlemsstaterne anvendelse af alle midler, indretninger eller metoder til massefangst eller -drab eller ikke-selektiv fangst eller drab, som kan medføre, at en art forsvinder lokalt; de forbyder herunder navnlig anvendelse af de i bilag IV, litra a), nævnte midler, indretninger og metoder.

2. Endvidere forbyder medlemsstaterne al jagt fra de i bilag IV, litra b), nævnte transportmidler på de i samme bilag nævnte betingelser.

Artikel 9

1. Medlemsstaterne kan af nedenstående grunde fravige artikel 5, 6, 7 og 8, såfremt der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning:

a)   –   af hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed,

–   af hensyn til sikkerheden for luftfarten,

–   for at hindre omfattende skader på afgrøder, besætninger, skove, fiskeri - og vandområder,

–   for at beskytte flora og fauna;

b)   i forsknings - og undervisningsøjemed, for at genoprette og forny bestanden samt for at muliggøre opdræt i forbindelse med de her nævnte formål;

c)   for på strengt kontrollerede betingelser at tillade selektiv indfangning, besiddelse eller enhver anden fornuftig anvendelse af bestemte fuglearter i mindre mængder.

2. I undtagelsesbestemmelserne skal anføres:

–   de arter, der er omfattet af undtagelserne,

–   de tilladte fangst - eller drabsmidler, -indretninger eller -metoder,

–   de risikovilkår samt de omstændigheder med hensyn til tid og sted, under hvilke sådanne undtagelsesbestemmelser kan meddeles,

–   den myndighed, som har bemyndigelse til at erklære, at de fastsatte betingelser er opfyldt, og til at træffe afgørelse om hvilke midler, indretninger eller metoder, der kan bringes i anvendelse inden for hvilke grænser og af hvilke personer,

–   den kontrol, der skal føres,

3. Medlemsstaterne tilsender hvert år Kommissionen en rapport om gennemførelsen af denne artikel.

4. På grundlag af oplysninger, som Kommissionen råder over, herunder navnlig de oplysninger, den har fået tilsendt i henhold til stk. 3, påser den til stadighed, at følgerne af sådanne undtagelser ikke er i strid med dette direktiv. Den træffer passende forholdsregler i så henseende.

Artikel 10

1. Medlemsstaterne støtter forskning og andet arbejde med henblik på beskyttelse, forvaltning og udnyttelse af bestanden af samtlige de i artikel 1 omhandlede fuglearter.

2. Særlig opmærksomhed vises forskning og arbejde vedrørende de i bilag V nævnte emner. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen alle nødvendige oplysninger, således at den kan træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre en samordning af den i denne artikel omhandlede forskning og andet arbejde.

Artikel 11

Medlemsstaterne påser, at der ved indførelse af fuglearter, som ikke i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, ikke tilføjes den lokale flora og fauna nogen skade. De rådfører sig med Kommissionen herom.

Artikel 12

1. Medlemsstaterne tilsender hvert tredje år fra udløbet af den i artikel 18, stk. 1, omhandlede frist Kommissionen en rapport om gennemførelsen af de nationale bestemmelser, der er udstedt i henhold til dette direktiv.

2. Kommissionen udarbejder hvert tredje år en sammenfattende rapport på grundlag af de i stk. 1 omhandlede oplysninger. Den del af udkastet til denne rapport, der vedrører oplysninger fra en given medlemsstat, tilsendes myndighederne i denne medlemsstat til gennemsyn og berigtigelse. Den endelige udgave af rapporten tilsendes medlemsstaterne.

Artikel 13

Gennemførelsen af de foranstaltninger, der træffes i henhold til dette direktiv, må ikke medføre en forringelse af de nuværende forhold med hensyn til bevarelse af samtlige de i artikel 1 omhandlede fuglearter.

Artikel 14

Medlemsstaterne kan træffe beskyttelsesforanstaltninger, der er strengere end dem, der er fastsat i dette direktiv.

Artikel 15

De ændringer, der er nødvendige for at tilpasse bilag I og V til den tekniske og videnskabelige udvikling, samt de ændringer, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, andet afsnit, vedtages i overensstemmelse med fremgangsmåden i artikel 17.

Artikel 16

1. Med henblik på de i artikel 15 omhandlede ændringer nedsættes der et udvalg for tilpasning af dette direktiv til den tekniske og videnskabelige udvikling, i det følgende benævnt " udvalget "; dette sammensættes af repræsentanter for medlemsstaterne, og formandskabet varetages af en repræsentant for Kommissionen.

2. Udvalget fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 17

1. Når der henvises til den fremgangsmåde, der er fastsat i denne artikel, indbringer formanden sagen for udvalget enten på eget initiativ eller på begæring af en medlemsstats repræsentant.

2. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det forelagte spørgsmål haster. Udtalelsen vedtages med et flertal af 41 stemmer, idet der tillægges medlemsstaternes stemmer vægt som fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2. Formanden deltager ikke i afstemningen.

3.   a)   Kommissionen vedtager de påtænkte foranstaltninger, dersom de er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse.

b)   Såfremt de påtænkte foranstaltninger ikke er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse eller såfremt der ikke foreligger nogen udtalelse, forelægger Kommissionen straks Rådet et forslag vedrørende de foranstaltninger, der skal træffes. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

c)   Såfremt Rådet ved udløbet an en frist på 3 måneder efter forslagets indbringelse ikke har truffet afgørelse, vedtages de påtænkte foranstaltninger af Kommissionen.

Artikel 18

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden for en frist på to år fra dets meddelelse. De underretter straks Kommissionen herom.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 19

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 2. april 1979.

På Rådets vegne

J. FRANCOIS-PONCET

Formand

__________


BILAG I – ANHANG I – ANNEX I – ANNEXE I – ALLEGATO I – BIJLAGE I

 

 

 

Dansk

Deutsch

English

Français

Italiano

Nederlands

1. Gavia immer

Islom

Eistaucher

Great northern diver

Plongeon imbrin

Strolaga maggiore

IJsduiker

2. Calonectris diomedea

Kuhls skråpe

Gelbschnabelsturm taucher

Cory's shearwater

Puffin cendré

Berta maggiore

Kuhls pijlstormvogel

3. Hydrobates pelagicus

Lille stormsvale

Sturmschwalbe

Storm petrel

Pétrel tempéte

Uccello delle tempeste

Stormvogeltje

4. Oceanodroma leucorrhoa

Stor stormsvale

Wellenlaeufer

Leach's petrel

Pétrel cul-blanc

Uccello delle tempeste codaforcuta

Vål stormvogeltje

5. Phalacrocorax carbo sinensis

Skarv

(kontinental race)

Kormoran

(kontinentale Rasse)

Cormorant

(continental race)

Grand cormoran

(race continentale)

Cormorano

(razza continentale)

Aalscholver

(continentål ras)

6. Botaurus stellaris

Rørdrum

Rohrdommel

Bittern

Butor étoilé

Tarabuso

Roerdomp

7. Nycticorax nycticorax

Nathejre

Nachtreiher

Night heron

Héron bihoreau

Nitticora

Kwak

8. Ardeols ralloides

Tophejre

Rallenreiher

Squacco heron

Héron crabier

Sgarza ciuffetto

Ralreiger

9. Egretta garzetta

Silkehejre

Seidenreiher

Little egret

Aigrette garzette

Garzetta

Kleine zilverreiger

10. Egretta alba

Sølvhejre

Silberreiher

Great white heron

Grande aigrette

Airone bianco maggiore

Grote zilverreiger

11. Ardea purpurea

Purpurhejre

Purpurreiher

Purple heron

Héron pourpré

Airone rosso

Purperreiger

12. Ciconia nigra

Sort stork

Schwarzstorch

Black stork

Cigogne noire

Cicogna nera

Zwarte ooievår

13. Ciconia ciconia

Hvid stork

Weissstorch

White stork

Cigogne blanche

Cicogna bianca

Ooievår

14. Plegadis falcinellus

Sort ibis

Sichler

Glossy ibis

Ibis falcinelle

Mignattaio

Zwarte ibis

15. Platalea leucorodia

Skestork

Löffler

Spoonbill

Spatule blanche

Spatola

Lepelaar

16. Phoenicopterus ruber

Flamingo

Flamingo

Greater flamingo

Flamant rose

Fenicottero

Flamingo

17. Cygnus colombianus bewickii (Cygnus bewickii)

Pibesvane

Zwergschwan

Bewick's swan

Cygne de Bewick

Cigno minore

Kleine zwaan

18. Cygnus cygnus

Sangsvane

Singschwan

Whooper swan

Cygne sauvage

Cigno selvatico

Wilde zwaan

19. Anser albifrons flavirostris

Blisgås (grønlandsk race)

Blößgans (Grönlandrasse)

White-fronted goose (Greenland race)

Oie ricuse (race de Groenland)

Oca lombardella (razza di Groenlandia)

Kolgans (Groenland-ras)

20. Branta leucopsis

Bramgås

Nonnengans

Barnacle goose

Bernache nonnette

Oca facciabianca

Brandgans

21. Aythya nycroca

Hvidøjet and

Moorente

White-eyed pochard

Canard nyocra

Moretta tabacata

Witoogeend

22. Oxyura leucicephala

Hvidhovedet and

Weißkopf-Ruderende

White-headed duck

Erismature à tète blanche

Gobbo rugginoso

Witkopeend

23. Pernis apivorus

Hvepsevåge

Wespenbussard

Honey buzzard

Bondrée apivore

Falco pecchiaiolo

Wespendief

24. Milvus migrans

Sort glente

Schwarzmilan

Black kite

Milan noir

Nibbio bruno

Zwarte wouw

25. Milvus milvus

Rød glente

Rotmilan

Kite

Milan royal

Nibbio reale

Rode wouw

26. Haliåetus albicilla

Havørn

Seeadler

White-tailed eagle

Pygargue à queue blanche

Aquila di mare

Zeearend

27. Gypaetus barbatus

Lammegrib

Bartgeier

Bearded vulture

Gypaète barbu

Avvoltoio degli agnelli

Lammergier

28. Neophron percnopterus

Ådselgrib

Schmutzgeier

Egyptian vulture

Percnoptère

d'Egypte

Capovaccaio

Aasgier

29. Gyps fulvus

Gåsegrip

Gänsegeier

Griffon vulture

Vautour fauve

Grifone

Vale gier

30. Aegypius monachus

Munkegrib

Mönchsgeier

Black vulture

Vautour moine

Avvoltoio

Monniksgier

31. Circaetus gallicus

Slangeørn

Schlangenadler

Short-toed eagle

Circaète jean-le-blanc

Biancone

Slangenarend

32. Circus aeroginosus

Rørhøg

Rohrweihe

Marsh harrier

Busard des roseaux

Falco di palude

Bruine kiekendief

33. Circus cyaneus

Blå kærhøg

Kornweihe

Hen harrier

Busard saint-martin

Albanella reale

Blauwe kiekendief

34. Circus pygargus

Hedehøg

Wiesenweihe

Montagu's harrier

Busard cendré

Albanella minore

Grauwe kiekendief

35. Aquila chrysaetus

Kongeørn

Steinadler

Golden eagle

Aigle royal

Aquila reale

Steenarend

36. Hieraaetus pennatus

Dværgørn

Zwergadler

Booted eagle

Aigle botté

Aquila minore

Dwergarend

37. Hieraaetus fasciatus

Høgeørn

Habichtsadler

Bonelli's eagle

Aigle de Bonelli

Aquila del Bonelli

Havikarend

38. Pandion haliaaetus

Fiskeørn

Fischadler

Osprey

Balbuzard pêcheur

Falco pescatore

Visarend

39. Falco eleonorae

Eleonorafalk

Eleonorenfalke

Eleonora's falcon

Faucon d'Eléonore

Falco della regina

Eleonora's valk

40. Falco biarmicus

Lannerfalk

Lanner

Lanner falcon

Faucon lanier

Lanario

Lannervalk

41. Falco peregrinus

Vandrefalk

Wanderfalke

Peregrine

Faucon pèlerin

Falco pellegrino

Slechtvalk

42. Porphyrio porphyrio

Sultanhøne

Purpurhuhn

Purple gallinule

Poule sultane

Pollo sultano

Purperkoet

43. Grus grus

Trane

Kranich

Crane

Grue cendrée

Gru

Kraanvogel

44. Tetrax tetrax (Otis tetrax)

Dværgtrappe

Zwergtrappe

Little bustard

Outarde canepetière

Gallina prataiola

Kleine trap

45. Otis tarda

Stortrappe

Großtrappe

Great bustard

Outarde barbue

Otarda

Grote trap

46. Himantopus himantopus

Stylteløber

Stelzenläufer

Black-winged stilt

Echasse blanche

Cavaliere d'Italia

Steltkluut

47. Recurvirostra avosetta

Klyde

Säbelschnäbler

Avocet

Avocette

Avocetta

Kluut

48. Burhinus oedicnemus

Triel

Triel

Stone curlew

Cedicnème criard

Occhione

Grief

49. Glareola pratincola

Braksvale

Brachschwalbe

Pratincole

Glaréole à collier

Pernice di mare

Vorkstaartplevier

50. Charadrius morinellus (Endromias morinellus)

Pomeransfugl

Mornellregenpfeifer

Dotterel

Pluvier guignard

Piviere tortolino

Morinelplevier

51. Pluvialis apricaria

Hjejle

Goldregenpfeifer

Golden plover

Pluvier doré

Piviere dorato

Goudplevier

52. Gallinago media

Tredækker

Doppelschnepfe

Great snipe

Bécassine double

Croccolone

Poelsnip

53. Tringa glareola

Tinksmed

Bruchwasserläufer

Wood-sandpiper

Chevalier sylvain

Piro-piro boschereccio

Bosruiter

54. Phalaropus lobatus

Odinshane

Odinshühnchen

Red-necked phalarope

Phalarope à bec étroit

Falarope becco sottile

Grauwe franjepoot

55. Larus genei

Tyndnæbbet måge

Dünnschnabelmöwe

Slender-billed gull

Goéland railleur

Gabbiano roseo

Dunbekmeeuw

56. Larus audouinii

Adouinsmåge

Korallenmöwe

Audouin's gull

Goéland d'Audouin

Gabbiano corso

Audouins meeuw

57. Gelochelidon nilotica

Sandterne

Lachseeschwalbe

Gull-billed tern

Sterne hansel

Sterna zampenere

Lachstern

58. Sterna sandvicensis

Splitterne

Brandseeschwalbe

Sandwich tern

Sterne caugek

Beccapesci

Grote stern

59. Sterna dougallii

Dougallsterne

Rosenseeschwalbe

Roseate tern

Sterne de Dougall

Sterna del Dougall

Dougalls stern

60. Sterna hirundo

Fjordterne

Flußseeschwalbe

Common tern

Sterne Pierregarin

Sterna comune

Visdief

61. Sterna paradisaea

Havterne

Küstenseeschwalbe

Arctic tern

Sterne arctique

Sterna codalunga

Noordse stern

62. Sterna albifrons

Dværgterne

Zwergseeschwalbe

Little tern

Sterne naine

Fraticello

Dwergstern

63. Chelidonias niger

Sortterne

Trauerseeschwalbe

Black tern

Guifette noire

Mignattino

Zwarte stern

64. Pterocles alchata

Spidshalet sandhøne

Spießfiughuhn

Pin-tailed sandgrouse

Ganga cata

Grandule

Witbuikzandhoen

65. Bubo bubo

Stor hornugle

Uhu

Eagle owl

Hibou grand-duc

Gufo reale

Oehoe

66. Nyctea scandiaca

Sneugle

Schnee-Eule

Snowy owl

Chouette harfang

Gufo delle nevi

Sneeuwuil

67. Asio flammeus

Mosehornugle

Sumpfohreule

Short-eared owl

Hibou brachyote

Gufo di palude

Velduil

68. Alcedo atthis

Isfugl

Eisvogel

Kingfisher

Martin pêcheur d'Europe

Martin pescatore

Isvogel

69. Dryocopus martius

Sortspætte

Schwarzspecht

Black woodpecker

Pic noir

Picchio nero

Zwarte specht

70. Dendrocopus leucotus

Hvidrygget spætte

Weißrückenspecht

White-backed woodpecker

Pie à dos blanc

Picchio dorsobianco

Witrugspecht

71. Luscinia svecica

Blåhals

Blaukehlchen

Blue-throat

Gorge-bleue à miroir

Pettazzurro

Blauwborst

72. Sylvia undata

Provencesanger

Provencegrasmücke

Dartford warbler

Fauvette pitchou

Magnanina

Provence-grasmus

73. Sylvia nisoria

Høgesanger

Sperbergrasmücke

Barred warbler

Fauvette épervière

Bigia padovana

Gestreepte grasmus

74. Sitta whiteheadi

Korsikansk spætmejse

Korsenkleiber

Corsican nuthatch

Sittelle corsé

Picchio muratore corso

Zwartkopboomklever

 


BILAG II/1 – ANHANG II/1 – ANNEX II/1 – ANNEXE II/1 – ALLEGATO II/1 – BIJLAGE II/1

 

Dansk

Deutsch

English

Francais

Italiano

Nederlands

ANSERIFORMES

 

 

 

 

 

 

1. Anser fabalis

Sædgås

Saatgans

Bean goose

Oie des moissons

Oca granaiola

Rietgans

2. Anser anser

Grågås

Graugans

Greylag goose

Oie cendrée

Oca selvatica

Grauwe gans

3. Branta canadensis

Kanadagås

Kanadagans

Canada goose

Bernache du Canada

Oca del Canada

Canadese gans

4. Anas penelope

Pibeand

Pfeifente

Wigeon

Canard siffleur

Fischione

Smient

5. Anas strepera

Knarand

Schnatterente

Gadwall

Canard chipeau

Canapiglia

Krakeend

6. Anas crecca

Krikand

Krickente

Teal

Sarcelle d'hiver

Alzavola

Wintertaling

7. Anas platyrhynchus

Gråand

Stockente

Mallard

Canard colvert

Germano reale

Wilde eend

8. Anas acuta

Spidsand

Spießente

Pintail

Canard pilet

Codone

Pijlstaart

9. Anas querquedula

Atlingand

Knäkente

Garganey

Sarcelle d'été

Marzaiola

Zomertaling

10. Anas clypeata

Skeand

Löffelente

Shoveler

Canard souchet

Mestolone

Slobeend

11. Aythya ferina

Taffeland

Tafelente

Pochard

Fuligule milouin

Moriglione

Tafeleend

12. Aythya fuligula

Troldand

Reiherente

Tufted duck

Fuligule morillon

Moretta

Kuifeend

 

 

 

 

 

 

 

GALLIFORMES

 

 

 

 

 

 

13. Lagopus lagopus scoticus et hibernicus

Grouse

Schottisches Moorschneehuhn

Red grouse

Lagopède des saules

Pernice bianca di Scozia

Moerassneeuwhoen

14. Lagopus mutus

Fjeldrype

Alpenschneehuhn

Ptarmigan

Lagopède des Alpes

Pernice bianca

Alpensneeuwhoen

15. Alectoris graeca

Stenhøne

Steinhuhn

Rock partridge

Perdrix bartavelle

Coturnice

Europese steenpatrijs

16. Alectoris rufa

Rødhøne

Rothuhn

Red-legged partridge

Perdrix rouge

Pernice rossa

Rode patrijs

17. Perdix perdix

Agerhøne

Rebhuhn

Partridge

Perdrix grise

Starna

Patrijs

18. Phasianus colchicus

Fasan

Fasan

Pheasant

Faisan de chasse

Fagiano

Fazant

 

 

 

 

 

 

 

GRUIFORMES

 

 

 

 

 

 

19. Fulica atra

Blishøne

Bläßhuhn

Coot

Foulque macroule

Folaga

Meerkoet

 

 

 

 

 

 

 

CHARADRIIFORMES

 

 

 

 

 

 

20. Lymnocryptes minimus

Enkeltbekkasin

Zwergschnepfe

Jack snipe

Bécassine sourde

Frullino

Bokje

21. Gallinago gallinago

Dobbeltbekkasin

Bekassine

Snipe

Bécassine des marais

Beccaccino

Watersnip

22. Scolopax rusticola

Skovsneppe

Waldschnepfe

Woodcock

Bécasse des bois

Beccaccia

Houtsnip

 

 

 

 

 

 

 

COLUMBIFORMES

 

 

 

 

 

 

23. Columba livia

Klippedue

Felsentaube

Rock dove

Pigeon biset

Piccione selvatico

Rotsduif

24. Columba palumbus

Ringdue

Ringeltaube

Wood pigeon

Pigeon ramier

Colombaccio

Houtduif

25. Cygnus olor

Knopsvane

Höckerschwan

Mute swan

Cygne muet

Cigno reale

Knobbelzwaan

26. Anser brachyrhynchus

Kortnæbbet gås

Kurzschnabelgans

Pink-footed goose

Oie à bec court

Oca zamperose

Kleine rietgans

27. Anser albifrons

Blisgås

Blößgans

White-fronted goose

Oie rieuse

Oca lombardella

Kolgans

28. Branta bernicla

Knortegås

Ringelgans

Brent goose

Bernache cravant

Oca colombaccio

Rotgans

29. Netta rufina

Rødhovedet and

Kolbenente

Red-crested pochard

Nette rousse

Fistione turco

Krooneend

30. Aythya marila

Bjergand

Bergente

Scaup

Fuligule milouinin

Moretta grigia

Toppereend

31. Somateria mollissima

Ederfugl

Eiderente

Eider

Eider à duvet

Edredone

Eidereend

32. Clangula hyemalis

Havlit

Eisente

Long-tailed duck

Harelde de Miquelon

Moretta codona

IJseend

33. Melanitta nigra

Sortand

Trauerente

Common scoter

Macreuse noire

Orchetto marino

Zwarte zeeëend

34. Melanitta fusca

Fløjlsand

Samtente

Velvet scoter

Macreuse brune

Orco marino

Grote zeeëend

35. Bucephala clangula

Hvinand

Schellente

Golden-eye

Garrot à l'oeil d'or

Quattrocchi

Brilduiker

36. Mergus serrator

Toppet skallesluger

Mittelsäger

Red-breasted merganser

Harle huppé

Smergo minore

Middelste zaagbek

37. Mergus merganser

Stor skallesluger

Gänsesäger

Goosander

Harle bièvre

Smergo maggiore

Grote zaagbek

38. Bonasia bonasia (Tetrastes bonasia)

Hjerpe

Haselhuhn

Hazel hen

Gélinotte des bois

Francolino di monte

Hazelhoen

39. Tetrao tetrix (Lyrurus tetrix)

Urfugl

Birkhuhn

? Black grouse

Tétras lyre

? Fagiano di monte

Korhoen

40. Tetrao urogallus

Tjur

Auerhuhn

? Capercaillie

Grand tétras

? Gallo cedrone

Auerhoen

41. Alectoris barbara

Berberhøne

Felsenhuhn

Barbary partridge

Perdrix de Barbarie

Pernice di Sardegna

Barbarijse patrijs

42. Coturnix coturnix

Vagtel

Wachtel

Quail

Caille des blés

Quaglia

Kwartel

43. Meleagris gallopavo

Vildkalkun

Wildtruthuhn

Wild turkey

Dindon / Dinde sauvage

Tacchino selvatico

Wilde kalkoen

44. Rallus aquaticus

Vandrikse

Wasserralle

Water rail

Râle d'eau

Porciglione

Waterral

45. Gallinula chloropus

Grønbenet rørhøne

Teichhuhn

Moorhen

Poule d'eau

Gallinella d'acqua

Waterhoen

46. Haematopus ostralegus

Strandskade

Austernfischer

Oystercatcher

Huîtrier pie

Beccaccia di mare

Scholekster

47. Pluvialis apricaria

Hjejle

Goldregenpfeifer

Golden plover

Pluvier doré

Piviere dorato

Goudplevier

48. Pluvialis squatarola

Strandhjejle

Kiebitzregenpfeifer

Grey plover

Pluvier argenté

Pivieressa

Zilverplevier

49. Vanellus vanellus

Vibe

Kiebitz

Lapwing

Vanneau huppé

Pavoncella

Kievit

50. Calidris canutus

Islandsk ryle

Knutt

Knot

Bécasseau maubèche

Piovanello maggiore

Kanoetstrandloper

51. Philomachus pugnax

Brushane

Kampfläufer

Ruff ?   Reeve ?

Chevalier combattant

Combattente

Kemphaan

52. Limosa limosa

Stor kobbersneppe

Uferschnepfe

Black-tailed godwit

Barge à queue noir

Pittima reale

Grutto

53. Limosa lapponica

Lille kobbersneppe

Pfuhlschnepfe

Bar-tailed godwit

Barge rousse

Pittima minore

Rosse grutto

54. Numenius phaeopus

Lille regnspove

Regenbrachvogel

Whimbrel

Courlis corlieu

Chiurlo piccolo

Regenwulp

55. Numenius arquata

Stor regnspove

Großer Brachvogel

Curlew

Courlis cendré

Chiurlo

Wulp

56. Tringa erythropus

Sortklire

Dunkler Wasserläufer

Spotted redshank

Chevalier arlequin

Totano moro

Zwarte ruiter

57. Tringa totanus

Rødben

Rotschenkel

Redshank

Chevalier gambette

Pettegola

Tureluur

58. Tringa nebularia

Hvidklire

Gränschenkel

Greenshank

Chevalier aboyeur

Pantana

Groenpootruiter

59. Larus ridibundus

Hættemåge

Lachmöwe

Black-headed gull

Mouette rieuse

Gabbiano comune

Kokmeeuw

60. Larus canus

Stormmåge

Sturmmöwe

Common gull

Goéland cendré

Gavina

Stormmeeuw

61. Larus fuscus

Slidemåge

Heringsmöwe

Lesser black-backed gull

Goéland brun

Gabbiano zafferano

Kleine mantelmeeuw

62. Larus argentatus

Sølvmåge

Silbermöwe

Herring gull

Goéland argenté

Gabbiano reale

Zilvermeeuw

63. Larus marinus

Svartbag

Mantelmöwe

Greater black-backed gull

Goéland marin

Mugnaiaccio

Mantelmeeuw

64. Columba oenas

Huldue

Hohltaube

Stock dove

Pigeon columbien

Colombella

Holenduif

65. Streptopelia decaoctoa

Tyrkerdue

Türkentaube

Collared turtle dove

Tourterelle turque

Tortora dal collare orientale

Turkse tortel

66. Streptopelia turtur

Turteldue

Turteltaube

Turtle dove

Tourterelle des bois

Tortora

Tortelduif

67. Alauda arvensis

Sanglærke

Feldlerche

Skylark

Alouette des champs

Lodola

Veldleeuwerik

68. Turdus merula

Solsort

Amsel

Blackbird

Merle noir

Merlo

Merel

69. Turdus pilaris

Sjagger

Wacholderdrossel

Fieldfare

Grive litorne

Cesena

Kramsvogel

70. Turdus philomelos

Sangdrossel

Singdrossel

Song-thrush

Grive musicienne

Tordo

Zanglijster

71. Turdus iliacus

Vindrossel

Rotdrossel

Redwing

Grive mauvis

Tordo sassello

Koperwiek

72. Turdus viscivorus

Misteldrossel

Misteldrossel

Mistle-thrush

Grive draine

Tordela

Grote lijster

 


 

 

Belgique/Belgie

Danmark

Deutschland

France

Ireland

Italia

Luxembourg

Nederland

United Kingdom

25. Cynus olor

 

 

+

 

 

 

 

 

 

26. Anser brachyrhynchus

+

+

 

 

+

 

 

 

+

27. Anser albifrons

+

+

+

+

+

 

 

+

+

28. Branta bernicla

 

+

+

 

 

 

 

 

 

29. Netta rufina

 

 

 

+

 

 

 

 

 

30. Aythya marila

+

+

+

+

+

 

 

+

+

31. Somateria mollissima

 

+

 

+

+

 

 

 

 

32. Clangula hyemalis

 

+

 

+

+

 

 

 

+

33. Melanitta nigra

 

+

+

+

+

 

 

 

+

34. Melanitta fusca

 

+

+

+

+

 

 

 

+

35. Bucephala clangula

 

+

 

+

+

 

 

 

+

36. Mergus serrator

 

+

 

 

+

 

 

 

 

37. Mergus merganser

 

+

 

 

+

 

 

 

 

38. Bonasia bonasia (Tetrastes bonasia)

 

 

 

+

 

 

 

 

 

39. Tetrao tetrix (Lyrurus tetrix)

+

 

+ ?

+ ?

 

+

 

 

+

40. Tetrao urogallus

 

 

+ ?

+ ?

 

+

 

 

+

41. Alectoris barbara

 

 

 

 

 

+

 

 

 

42. Coturnix coturnix

 

 

 

+

 

+

 

 

 

43. Meleagris gallopavo

 

 

+

 

 

 

 

 

 

44. Rallus aquaticus

 

 

 

+

 

+

 

 

 

45. Gallinula chloropus

+

 

 

+

 

+

 

 

+

46. Haematopus ostralegus

 

+

 

+

 

 

 

 

 

47. Pluvialis apricaria

+

+

 

+

+

+

 

+

+

48. Pluvialis squatarola

 

+

 

+

 

 

 

 

+

49. Vanellus vanellus

+

+

 

+

+

+

 

 

 

50. Calidris canutus

 

+

 

+

 

 

 

 

 

51. Philomachus pugnax

 

 

 

+

 

+

 

 

 

52. Limosa limosa

 

+

 

+

 

+

 

 

 

53. Limosa lapponica

 

+

 

+

 

+

 

 

+

54. Numenius phaeopus

 

+

 

+

 

 

 

 

+

55. Numenius arquata

 

+

 

+

+

+

 

 

+

56. Tringa erythropus

 

+

 

+

 

 

 

 

 

57. Tringa totanus

 

+

 

+

 

+

 

 

+

58. Tringa nebularia

 

+

 

+

 

 

 

 

 

59. Larus ridibundus

 

+

+

 

 

 

 

 

 

60. Larus canus

 

+

+

 

 

 

 

 

 

61. Larus fuscus

 

+

+

 

 

 

 

 

 

62. Larus argentatus

 

+

+

 

 

 

 

 

 

63. Larus marinus

 

+

+

 

 

 

 

 

 

64. Columba oenas

 

 

 

+

 

 

 

 

 

65. Streptopelia decaoctoa

 

+

+

+

 

 

 

 

 

66. Streptopelia turtur

 

 

 

+

 

+

 

 

 

67. Alauda arvensis

 

 

 

+

 

+

 

 

 

68. Turdus merula

 

 

 

+

 

+

 

 

 

69. Turdus pilaris

 

 

 

+

 

+

 

 

 

70. Turdus philomelos

 

 

 

+

 

+

 

 

 

71. Turdus iliacus

 

 

 

+

 

+

 

 

 

72. Turdus viscivorus

 

 

 

+

 

 

 

 

 

+ = Medlemsstater, som i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, kan give tilladelse til jagt på de anførte arter.

+ = Mitgliedstaaten, die nach Artikel 7 Absatz 3 die Bejagung der aufgeführten Arten zulassen können.

+ = Member States which under Article 7 (3) may authorize hunting og the species listed.

+ = Etats membres pouvant authoriser, comformément à l'article 7 paragraphe 3, la chasse des espèces énumérées.

+ = Stati membri che possono authorizzare, conformemente all'articolo 7, paragrafo 3, la caccia delle specie elencate.

+ = Lid-Staten die overeenkomstig artikel 7, lid 3, toestemming mogen geven tot het jagen op de genoemde soorten.

 


 

BILAG III/1 – ANHANG III/1 – ANNEX III/1 – ANNEXE III/1 – ALLEGATO III/1 – BIJLAGE III/1

 

 

 

 

 

 

 

 

Dansk

Deutsch

English

Français

Italiano

Nederlands

1. Anas platyrhynchus

Gråand

Stockente

Mallard

Canard colvert

Germano reale

Wilde eend

2. Lagopus lagopus scoticus et hibernicus

Grouse

Schottisches Moorschneehuhn

Red grouse

Lagopède des saules

Pernice bianca di Scozia

Moerassneeuwhoen

3. Alectoris rufa

Rødhøne

Rothuhn

Red-legged partridge

Perdrix rouge

Pernice rossa

Rode patrijs

4. Alectoris barbara

Berberhøne

Felsenhuhn

Barbary partridge

Perdrix de Barbarie

Pernice di Sardegna

Barbarijse patrijs

5. Perdix perdix

Agerhøne

Rebhuhn

Partridge

Perdrix grise

Starna

Patrijs

6. Phasianus colchicus

Fasan

Fasan

Pheasant

Faisan de chasse

Fagiano

Fazant

7. Columba palumbus

Ringdue

Ringeltaube

Wood pigeon

Pigeon ramier

Colombaccio

Houtduif

 

 

 

 

 

 

 

BILAG III/2 – ANHANG III/2 – ANNEX III/2 – ANNEXE III/2 – ALLEGATO III/2 – BIJLAGE III/2

 

 

 

 

 

 

 

 

Dansk

Deutsch

English

Français

Italiano

Nederlands

8. Anser anser

Grågås

Graugans

Greylag goose

Oie cendrée

Oca selvatica

Grauwe gans

9. Anas penelope

Pibeand

Pfeifenente

Wigeon

Canard siffleur

Fischione

Smient

10. Anas crecca

Krikand

Krickente

Teal

Sarcelle d'hiver

Alzavola

Wintertaling

11. Anas acuta

Spidsand

Spießente

Pintail

Canard pilet

Codone

Pijlstaart

12. Aythya ferina

Taffeland

Tafelente

Pochard

Fuligule milouin

Moriglione

Tafeleend

13. Aythya fuligula

Troldand

Reiherente

Tufted duck

Fuligule morillon

Moretta

Kuifeend

14. Somateria mollissima

Ederfugl

Eiderente

Eider

Eider à duvet

Edredone

Eidereend

15. Lagopus mutus

Fjeldrype

Alpenschneehuhn

Ptarmigan

Lagopède des Alpes