Fremsat den 26. februar 2004 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om euforiserende stoffer
og straffuldbyrdelsesloven
(Skærpet indsats mod narko mv.)
§ 1
I lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse
nr. 391 af 21. juli 1969, som ændret ved lov nr. 296 af 9. juni 1971, lov nr.
160 af 28. april 1982 og lov nr. 1054 af 11. december 1996, foretages
følgende
ændringer:
1.
I
§ 3, stk. 1, 1. pkt.,
udgår »,
hæfte«.
2.
I
§ 3, stk. 1,
indsættes som 2. pkt.:
»Advarsel kan i almindelighed ikke meddeles.«
3.
§ 3, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
Ved
straffens udmåling skal det betragtes som en betydeligt skærpende
omstændighed,
at der er tale om
a)
gentagne tilfælde af
salg af et særlig farligt eller skadeligt stof, eller
b)
salg eller
vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg af de i §§ 1 og 2
omhandlede stoffer på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved
koncerter
eller musikfestivaler. Tilsvarende gælder ved andre arrangementer, hvor det
typisk er hovedsageligt børn eller unge mennesker, der deltager.«
4.
Efter
§ 3 indsættes:
»§ 3 a.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter
reglerne
i straffelovens 5. kapitel.«
§ 2
I straffuldbyrdelsesloven, jf. lov nr. 432 af 31. maj
2000 om fuldbyrdelse af straf m.v., foretages følgende ændringer:
1.
Efter
§ 60 indsættes:
»§ 60 a.
Institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan træffe bestemmelse
om, at en indsat skal afgive urinprøve med henblik på at undersøge for
eventuel
indtagelse af euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter
den almindelige lovgivning.
Stk. 2.
§ 60,
stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af urinprøvekontrol.«
2.
I
§ 67
indsættes efter nr. 3:
»4)
ved nægtelse af
afgivelse af urinprøve efter § 60 a,
5)
ved indtagelse af
alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den
almindelige lovgivning,«
Nr. 4-6 bliver herefter nr. 6-8.
3.
I
§ 68, stk. 2,
indsættes efter nr. 2:
»3)
nægtelse af afgivelse
af urinprøve efter § 60 a,«
Nr. 3-6 bliver herefter nr. 4-7.
4.
I
§ 82
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
»Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved bestemmelsen i stk. 2
kan
begrænses i forhold til prøveløsladte, der ikke skønnes at have behov for
bistand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for
at
leve en kriminalitetsfri tilværelse.«
5.
I
§ 95
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
»Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved bestemmelsen i stk. 2
kan
begrænses i forhold til betinget dømte, der ikke skønnes at have behov for
bistand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for
at
leve en kriminalitetsfri tilværelse.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 2004.
§ 4
Lovens § 1 gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Stk. 2.
Lovens
§ 2 gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft helt eller delvis for Færøerne med de ændringer, som de
særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
1.1.
Formålet med
lovforslaget er for det første at skærpe retshåndhævelsen ved besiddelse af
ulovlige euforiserende stoffer. Hermed sendes der et stærkere signal om, at
enhver besiddelse af og handel med euforiserende stoffer er ulovlig og har
klare strafferetlige konsekvenser. Formålet er endvidere at skærpe straffen
for
salg i visse miljøer af ulovlige euforiserende stoffer med henblik på at
sikre
en bedre beskyttelse af unge, der færdes på diskoteker, restauranter og
lignende.
Lovforslaget har endvidere til formål at styrke indsatsen
mod indsmugling af, handel med og brug af narkotika og andre ulovlige stoffer
i
kriminalforsorgens institutioner.
Herudover indføres der med lovforslaget mulighed for at
begrænse tilsynsmyndighedens pligt til at udarbejde handleplaner for betinget
dømte og prøveløsladte, der er undergivet tilsyn.
1.2.
Lovforslaget
indebærer, at besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer i almindelighed
mindst straffes med bøde.
Endvidere indebærer lovforslaget, at salg og besiddelse med
henblik på salg af ulovlige euforiserende stoffer på restaurationer, herunder
diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestivaler altid medfører
fængselsstraf. Det samme gælder ved andre arrangementer, der er
karakteriseret
ved, at hovedparten af deltagerne typisk er børn og unge. Tilsvarende vil
gælde
vederlagsfri overdragelse af ulovlige euforiserende stoffer (uddeling af
vareprøver) på de nævnte steder med henblik på senere salg.
Herudover indebærer lovforslaget, at det bliver muligt at
foretage rutinemæssig urinprøvekontrol af indsatte i kriminalforsorgens
institutioner med henblik på at undersøge for eventuelt misbrug af ulovlige
euforiserende stoffer eller andre ulovlige stoffer.
Lovforslaget medfører desuden, at justitsministeren
bemyndiges til at fastsætte regler, hvorved pligten til at udarbejde
handleplaner for betinget dømte og prøveløsladte kan begrænses, hvis den
pågældende er socialt velfungerende.
Det foreslås endelig at indføre hjemmel til at straffe
juridiske personer for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer for at
øge
lovgivningens effektivitet.
2. Skærpede sanktioner for besiddelse af
ulovlige euforiserende stoffer mv.
2.1. Gældende ret
2.1.1.
Efter lov
om euforiserende stoffer straffes ind- og udførsel, salg, køb, udlevering,
modtagelse, fremstilling, forarbejdning samt besiddelse af de farlige
stoffer,
som indenrigs- og sundhedsministeren ved bekendtgørelse bestemmer skal være
omfattet af loven, med bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. lovbekendtgørelse
nr. 391 af 21. juli 1969 med senere ændringer. Den gældende oversigt over
euforiserende stoffer, der er omfattet af loven, fremgår af bekendtgørelse
nr.
698 af 31. august 1993 med senere ændringer.
Efter straffelovens § 191 straffes den, som i strid
med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller
mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder
overdrager
euforiserende stoffer, med fængsel indtil 6 år. Angår overdragelsen en
betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, eller har overdragelsen
af et sådant stof i øvrigt haft en særlig farlig karakter, kan straffen stige
til fængsel i 10 år.
2.1.2.
Den
gældende lov om euforiserende stoffer bygger på en betænkning fra 1953 om
misbrug af euforiserende stoffer afgivet af et udvalg nedsat af
Indenrigsministeriet (Bet. nr. 81/1953). Det fremgår af betænkningens side
56,
at der ikke efter den dagældende lovgivning gjaldt et forbud mod køb eller
besiddelse af euforiserende stoffer. Det blev under udvalgsarbejdet påpeget,
at
et besiddelsesforbud ville være af betydning for politiets arbejde med
bekæmpelsen af det ulovlige salg af euforiserende stoffer, idet en sådan
regel
ville give politiet mulighed for at gribe ind over for personer, der må
formodes at handle med euforiserende stoffer, uden at der dog i det enkelte
tilfælde kan tilvejebringes tilstrækkeligt bevis herfor. Udvalget foreslog
blandt andet på den baggrund et besiddelsesforbud.
På baggrund af betænkningen blev i 1954 fremsat et forslag
til lov om euforiserende stoffer. I bemærkningerne til lovforslaget er det
anført, at et besiddelsesforbud vil give mulighed for, om det ønskes, at
skride
ind med passende reaktioner over for eufomane, der henter deres forsyninger
på
den sorte børs. Lovforslaget blev vedtaget som lov nr. 169 af 24. maj 1955.
Der
henvises til Folketingstidende 1954-55, Tillæg A, sp. 641.
2.1.3.
Straffelovens § 191 blev indsat ved lov nr. 276 af 18. juni 1969. I
forbindelse med forslaget til straffelovens § 191 blev det fremhævet, at
man med lovændringen ikke tilsigtede nogen skærpelse af strafforfølgningen
over
for personer, der var omfattet af lov om euforiserende stoffer, jf. FT
1968-69,
Tillæg A, sp. 2848.
Under behandlingen af lovforslaget havde Folketingets
Retsudvalg lejlighed til at gøre sig bekendt med et udkast til et cirkulære
fra
Rigsadvokaten, hvor der var fastsat nærmere retningslinjer for den
tiltalepraksis, der skulle følges for at sikre, at denne forudsætning blev
opfyldt, jf. FT 1968-69, Tillæg B, sp. 2643.
Rigsadvokaten udsendte efter vedtagelsen af straffelovens
§ 191 cirkulære nr. 144 af 15. juli 1969 om forfølgningen af sager
vedrørende overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Cirkulæret
blev efterfølgende uddybet ved Rigsadvokatens cirkulæreskrivelse nr. 43/71 af
16. august 1971. Det fremgår heraf, at såfremt politiet konstaterer forbrug
af
euforiserende stoffer, bør det dermed forbundne strafansvar for besiddelse
til
eget forbrug i førstegangstilfælde normalt afgøres med, at der meddeles den
pågældende en advarsel. Advarsel vil også kunne meddeles i
gentagelsestilfælde,
men i grovere gentagelsestilfælde og i tilfælde af gentagen besiddelse af
andre
euforiserende stoffer end hash bør der efter cirkulæret søges pålagt
bødestraf.
I Rigsadvokatens cirkulære nr. 144 af 15. juli 1969 er
udgangspunktet i sager om salg og besiddelse med henblik på salg, at
udbredelse
af euforiserende stoffer bortset fra cannabisgruppen som
altovervejende
hovedregel medfører frihedsstraf.
Det følger af cirkulæreskrivelsen, at sager, der angår
lejlighedsvis overladelse af hash uden vederlag, vil kunne afgøres med
advarsel
eller bøde. Der nedlægges også påstand om bøde, når overtrædelsen består i
lejlighedsvis fordeling af mindre kvanta hash blandt kammerater mod vederlag
i
form af en andel af det indkøbte stof til eget forbrug eller et ringe kontant
vederlag. Det samme er tilfældet, når der foreligger salg af en beskeden
mængde
hash, og forholdet må anses som et enkelt eller enkelte isolerede tilfælde af
udbredelse.
For så vidt angår andre euforiserende stoffer end hash bør
salg af disse stoffer efter cirkulæreskrivelsen som altovervejende hovedregel
søges sanktioneret med fængselsstraf. Bøde vil i disse tilfælde alene kunne
komme på tale, når mængden er ganske ubetydelig, eller overladelsen har en
lejlighedspræget karakter og er sket uden vederlag.
Ifølge Rigsadvokatens Vejledning om bødetakster i
politisager fra juni 1991 anvendes advarsel ved besiddelse af ulovligt
euforiserende stof til eget forbrug ikke, hvis der inden for de sidste 2 år
er
givet en advarsel, hvis der inden for de sidste 3 år er idømt eller vedtaget
en
bøde, eller hvis der inden for de sidste 5 år er idømt højere straf end bøde
for overtrædelse af narkotikalovgivningen.
2.1.4.
Det beror
på en konkret vurdering, om de euforiserende stoffer, som en person findes i
besiddelse af, er bestemt til eget forbrug. I praksis spiller mængden af
euforiserende stoffer dog en stor rolle ved denne vurdering, idet større
kvanta
almindeligvis ikke kan anses for bestemt til eget forbrug.
I Rigsadvokatens Vejledning om bødetakster i politisager er
fastsat nedenstående retningslinjer for, hvornår en række euforiserende
stoffer
almindeligvis kan betragtes som bestemt til eget forbrug således, at der kan
anvendes advarsel ved besiddelse i førstegangstilfælde.
Efter disse retningslinjer anses mængder indtil det angivne
som udgangspunkt som bestemt til eget forbrug, medmindre andre oplysninger
peger på det modsatte:
10,0 gram hash
|
1,0 gram råopium
|
10 stk. lægemiddeltabletter
|
50,0 gram marihuana
|
0,5 gram amfetamin
|
5 stk. morfinpiller
|
100,0 gram hampeplanter
|
1,0 gram cannabiol/hasholie
|
|
0,2 gram heroin/kokain/morfinbase
|
|
|
Ecstasy er ikke medtaget i oversigten, men det antages i
praksis, at 1-2 stk. ecstasypiller som udgangspunkt må betragtes som
bestemt til eget forbrug.
2.1.5.
Efter
straffelovens § 75, stk. 2, kan der ske konfiskation af de ulovlige
euforiserende stoffer, som en person findes i besiddelse af. Det fremgår af
Rigsadvokatens cirkulæreskrivelse af 1969, at hvis nogen findes i ulovlig
besiddelse af euforiserende stoffer, søges beholdningen beslaglagt og
konfiskeret.
2.1.6.
Ved lov
nr. 1054 af 11. december 1996 blev straffebestemmelsen i § 3 i lov om
euforiserende stoffer ændret med henblik på at skærpe straffen for gentagne
tilfælde af salg af særligt farlige eller skadelige stoffer. Efter § 3,
stk. 2, i lov om euforiserende stoffer skal det ved straffens udmåling
betragtes som en betydeligt skærpende omstændighed, at der er tale om
gentagne
tilfælde af salg af et særligt farligt eller skadeligt stof. Ved salg forstås
både gennemførte salg og besiddelse med henblik på salg.
Bestemmelsen medfører en generel og meget betydelig
strafskærpelse for gentagen handel med små mængder hårde stoffer. Såvel
gentagelse, dvs. tilfælde, hvor den tiltalte tidligere er dømt for handel med
hårde stoffer, som sammenstød, dvs. tilfælde, hvor der foreligger flere
forhold
til samtidig pådømmelse, medfører en skærpelse af straffen.
Af bemærkningerne til lovændringen fremgår det således, at
det forudsattes, at 1. gangstilfælde, der omfatter 5-10 handler, som
udgangspunkt vil udløse en straf på 30-60 dages fængsel mod 10-14 dage før
strafskærpelsen. Mere end 10 handler bør som udgangspunkt udløse en straf på
3
måneders fængsel mod 10-14 dages hæfte før strafskærpelsen. Det forudsattes
endvidere, at straffen i 2. gangstilfælde ved blot 3 handler som udgangspunkt
skal være 3 måneders fængsel. Er der tale om mere end 3 handler, fastsættes
en
forholdsmæssigt strengere straf. Før strafskærpelsen var straffen i 2.
gangstilfælde 10-30 dages hæfte eller fængsel. Hvis den pågældende har to
eller
flere tidligere domme for narkotikahandel bag sig, bør straffen ved ny
narkotikakriminalitet fastsættes til mere end 3 måneders fængsel. Hvor meget
mere end 3 måneders fængsel, der kommer på tale, vil bl.a. afhænge af, hvor
mange handler den aktuelle sag omhandler.
Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne, at det er
hensigten med strafskærpelsen, at politiet skal kunne gribe ind med det
samme,
når der konstateres handel med selv små mængder hårde stoffer.
Strafskærpelsen
forudsattes at indebære, at straffen i gentagelsestilfælde (ved anden eller
tredje dom) fastsættes til 3-6 måneders fængsel selv ved få handler. Der
henvises til Folketingstidende 1996-1997, Tillæg A, side 1009.
2.1.7.
Hvis
indsatte i kriminalforsorgens institutioner findes i besiddelse af ulovlige
euforiserende stoffer, tager institutionen stilling til, om der skal indgives
politianmeldelse. Uanset om der indgives politianmeldelse eller ej, kan der
ikendes disciplinærstraf, hvis overtrædelsen tillige indebærer en selvstændig
krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen, jf. § 67, nr. 4, i
straffuldbyrdelsesloven, jf. lov nr. 432 af 31. maj 2000.
Hvis der indgives politianmeldelse, skal institutionen
orientere politiet, såfremt den indsatte er ikendt disciplinærstraf for det
anmeldte forhold, således at dette kan tages i betragtning ved en eventuel
strafudmåling, jf. vejledning nr. 70 af 5. juli 2002, pkt. 11.
2.1.8.
Efter
straffelovens § 25 kan en juridisk person straffes med bøde, når det er
bestemt ved eller i medfør af lov.
Lov om euforiserende stoffer indeholder ikke en sådan
hjemmel, og derfor kan alene fysiske personer straffes for overtrædelse af
loven.
2.2. Politimesterforeningens ecstasy-rapport
I november 1997 nedsatte Foreningen af Politimestre i
Danmark en arbejdsgruppe vedrørende politiets indsats på beværterområdet.
Arbejdsgruppen fik særligt til opgave at vurdere og fremkomme med ideer til
fremtidige initiativer vedrørende udskænkning af alkohol til unge mennesker.
Justitsministeriet anmodede i juni 1998 arbejdsgruppen om
tillige at inddrage spørgsmålet om handel med og misbrug af narkotika i
restaurationsmiljøet i sine overvejelser. Endvidere anmodede
Justitsministeriet
om, at det i den forbindelse blev belyst, om der i de seneste år kunne
konstateres en udvikling i antallet og karakteren af overtrædelser af
narkotikalovgivningen i restaurationsmiljøet.
I eftersommeren 2000 blev arbejdsgruppen af Foreningen af
Politimestre i Danmark og Justitsministeriet anmodet om at belyse problemerne
omkring ecstasy og fremsætte forslag til en forbedret indsats på området set
fra politiets side.
Arbejdsgruppen afleverede i maj 2002 sin rapport »Ecstasy«.
I rapporten anføres det blandt andet, at forbrug af ecstasy mv. navnlig
forekommer i fest- og musikmiljøer, f.eks. diskoteker, technokoncerter og
festivaler.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at Rigsadvokatens
cirkulære fra 1969, hvorefter sager om besiddelse af ulovlige euforiserende
stoffer til eget forbrug afgøres med en advarsel, har den uheldige
konsekvens,
at børn og unge og formentlig også forældre og personale i
behandlersystemet
i et vist omfang opfatter anvendelsen af advarsel således, at
besiddelse af
visse euforiserende stoffer ikke er strafbar.
Arbejdsgruppen anbefaler på den baggrund, at besiddelse af
og handel med ecstasy, amfetamin og lignende stoffer straffes med bøde uden
mulighed for advarsel.
På tilsvarende måde finder arbejdsgruppen, at en
præcisering af det strafbare i handlen med euforiserende stoffer i bl.a.
festmiljøerne ved at fastsætte bødestraf som minimum kan være et væsentligt
og
nyt signal over for forældre og de børn og unge, som er på vej ind i misbrug
af
ecstasy mv. Arbejdsgruppen anbefaler på den baggrund, at besiddelse af og
handel med alle typer euforiserende stoffer i festmiljøerne, og især hvor
ganske unge færdes, straffes med bøde uden mulighed for advarsel.
2.3. Justitsministeriets overvejelser
2.3.1.
I oktober
2003 fremlagde regeringen handlingsplanen »Kampen mod Narko«, der er
udarbejdet
i samarbejde mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Justitsministeriet,
Socialministeriet, Finansministeriet, Kulturministeriet og
Undervisningsministeriet. Planen indeholder en lang række af initiativer om
blandt andet forebyggelse, behandling og retshåndhævelse som led i
bekæmpelsen
af narkomisbrug.
I handlingsplanen anføres blandt andet, at der efter
regeringens opfattelse i forhold til ikke mindst unge, lejlighedsvise
narkotikabrugere i restaurations- og festmiljøet er behov for at sende et
klart
signal om, at enhver besiddelse af og handel med euforiserende stoffer er
ulovlig og har klare strafferetlige konsekvenser.
Som det fremgår ovenfor, jf. pkt. 2.1, medfører besiddelse
af små mængder euforiserende stoffer til eget forbrug i førstegangstilfælde
efter årelang praksis en advarsel. Udviklingen har vist, at denne praksis
ikke
har været tilstrækkelig til at dæmme op for misbruget af ulovlige
euforiserende
stoffer. Undersøgelser viser for eksempel, at unge i Danmark misbruger hash i
større omfang end unge i de fleste andre lande. Dette må anses for
bekymrende,
og det er uacceptabelt, at unge kan købe og besidde hash og andre ulovlige
euforiserende stoffer med en forventning om, at myndighederne ikke skrider
ind
med en mærkbar reaktion.
Det er derfor efter regeringens opfattelse nødvendigt at
sende et klarere signal om, at misbrug af ulovlige euforiserende stoffer fra
starten følges op med en strafferetlig reaktion, der afspejler samfundets
afstandtagen fra denne adfærd. Dette gælder misbrug af ecstasy og amfetamin
mv., som foreslået af Politimesterforeningen. Men samme synspunkter gør sig i
vidt omfang gældende for så vidt angår misbrug af andre ulovlige
euforiserende
stoffer som f.eks. hash. Af hensyn til den almindelige retsfølelse må det
anses
for nødvendigt, at der skrides ind på en mere markant måde end hidtil.
Tildeling af en advarsel for besiddelse mv. af ulovlige euforiserende
stoffer kan generelt ikke anses for at være et tilstrækkeligt klart signal
til
især de unge om, at forholdet er strafbart. Der er behov for en konsekvent og
skærpet retshåndhævelse med henblik på at øge den almindelige respekt for
lovgivningen. Samtidig vil en mere mærkbar sanktion kunne medvirke til at
hindre navnlig unge i at komme ind i et misbrug af ulovlige euforiserende
stoffer.
Det foreslås derfor, at den hidtil fulgte faste praksis ved
besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer til eget forbrug ændres, sådan
at
det som udgangspunkt udløser mindst en bødestraf at besidde ulovlige
euforiserende stoffer.
Advarsel, herunder advarsel tildelt af retten i medfør af
retsplejelovens § 937, vil efter forslaget alene kunne meddeles i
særlige
tilfælde, hvor det på baggrund af en konkret vurdering er mest
formålstjenligt
at anvende denne sanktion. Advarsel vil i sådanne undtagelsestilfælde kunne
gives i overensstemmelse med de hidtil gældende retningslinjer, jf. pkt.
2.1.3,
dvs. som hovedregel kun i førstegangstilfælde, medmindre der er tale om
besiddelse af hash.
En sådan undtagelsesvis anvendelse af advarsel for
besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer til eget forbrug vil blandt
andet
kunne komme på tale, såfremt hensynet til en effektiv strafforfølgning
tilsiger
dette. Det vil for eksempel være tilfældet, hvis anklagemyndigheden vurderer,
at der kan blive behov for, at køberen af euforiserende stoffer kan afhøres
som
vidne i en straffesag mod sælgeren, og der med dette formål ikke skønnes at
være
tid til at afvente gennemførelsen af en bødesag mod køberen.
Advarsel vil endvidere f.eks. kunne meddeles, hvis
anvendelse af en bødestraf vil medføre administrativt besvær, der ikke står i
rimeligt forhold til sagens beskaffenhed. Dette vil for eksempel kunne være
tilfældet i relation til udlændinge, der alene opholder sig her i landet som
turister, og som ud over advarslen vil kunne udvises på grund af sagen.
Herudover kan sociale hensyn efter omstændighederne tale
for anvendelse af advarsel, hvor brugen af et stof skønnes at være udslag af
en
stærk afhængighed.
Forslaget tilsigter ikke at ændre på de hidtil gældende
bødesatser for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Efter
Rigsadvokatens bødekatalog straffes besiddelse af meget små mængder stof til
eget forbrug med en bøde på minimum 300 kr. Rigsadvokaten er for tiden ved at
foretage en generel revision af bødekataloget. I den forbindelse vil
Rigsadvokaten som følge af den almindelige pris- og lønudvikling siden sidste
revision af bødekataloget i 1991 foretage en regulering af bødetaksterne,
således at minimumsbøden fremover bliver forhøjet. Dette vil tilsvarende
gælde
bøder, der meddeles efter lov om euforiserende stoffer.
Det bemærkes, at der i forbindelse med revisionen af
bødekataloget også vil blive foretaget en forenkling og ændring af de
vejledende retningslinjer for nedsættelse af bøder til personer med særlig
lav
indtægt svarende til den forenkling, der er foretaget på færdselslovens
område.
Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre de
almindelige regler i straffelovens § 88 om fastsættelse af straffen i
tilfælde, hvor der også rejses tiltale for andre forhold. Der vil således
fortsat i disse tilfælde skulle foretages en samlet vurdering og fastsættelse
af straffen.
For så vidt angår indsatte i kriminalforsorgens
institutioner forudsættes det, at også de ud over en eventuel
disciplinærstraf tillige som udgangspunkt mindst straffes med bøde,
såfremt
de findes i besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer. I de sager, hvor
der
i dag rejses straffesag og udmåles en kortere fængselsstraf for besiddelse af
ulovlige euforiserende stoffer i fængsler mv., forudsættes den hidtidige
praksis opretholdt. Det forudsættes samtidig, at strafniveauet for mindre
besiddelser af hash, typisk besiddelse af op til 10 gram, som udgangspunkt
skal
være det samme for indsatte i fængsler og arresthuse mv. som for andre
personer, dvs. normalt en bødestraf.
Der kan dog også i særlige tilfælde meddeles advarsel til
indsatte, der findes i besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer, jf. de
ovenfor nævnte retningslinjer. Advarsel til indsatte vil endvidere blandt
andet
kunne komme på tale, hvor det på baggrund af en konkret vurdering af den
resterende strafs længde og den indsattes sociale forhold må antages, at den
indsatte ikke vil kunne betale en bøde, og hvor en advarsel i øvrigt skønnes
at
være tilstrækkeligt.
Afgrænsningen mellem besiddelse af ulovlige euforiserende
stoffer til eget forbrug og besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer, der
er bestemt til videresalg, må som hidtil afgøres efter en konkret vurdering i
de enkelte sager. Justitsministeriet vil anmode Rigsadvokaten om nærmere at
vurdere, om der i forbindelse hermed er behov for yderligere retningslinjer
for
anklagemyndighedens vurdering af afgrænsningen mellem besiddelse til eget
forbrug og besiddelse med henblik på videresalg til afløsning af de hidtil
gældende retningslinjer, jf. pkt. 2.1.4.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2.
2.3.2.
Som det
fremgår af Politimesterforeningens ecstasy-rapport, forekommer misbrug af
ecstasy mv. navnlig i restaurations- eller festmiljøet, dvs. på diskoteker,
restauranter, musikfestivaler mv. Handel med ulovlige euforiserende stoffer i
miljøer, hvor unge færdes, øger risikoen for misbrugsproblemer blandt unge
personer, der ellers kunne være velfungerende. Efter Justitsministeriets
opfattelse er der med henblik på at sikre en bedre beskyttelse af de unge,
der
færdes i festmiljøerne, behov for strengere straffe ved udbredelse af
ulovlige
euforiserende stoffer sådanne steder.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der
indføjes en bestemmelse i lov om euforiserende stoffer, hvorefter det ved
strafudmålingen skal betragtes som en betydeligt skærpende omstændighed, at
der
er tale om salg mv. på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved
koncerter
eller musikfestivaler eller ved andre arrangementer, hvor det typisk er
hovedsageligt børn eller unge mennesker, der deltager. Tilsvarende bør gælde
de
situationer, hvor personer på de nævnte steder uddeler gratis vareprøver for
at
få tilstedeværende til senere at købe narko eller andre ulovlige
euforiserende
stoffer.
Med ændringen tilsigtes en strafskærpelse, således at salg
mv. på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved koncerter eller
musikfestivaler eller ved andre arrangementer, hvor det typisk er
hovedsageligt
børn eller unge mennesker, der deltager, altid medfører en fængselsstraf. Det
betyder, at tilfælde, der i dag ville medføre en bødestraf, fremover skal
straffes med en fængselsstraf. I forhold til de tilfælde, der i dag ville
medføre en fængselsstraf, tilsigtes endvidere en strafskærpelse med 1/3 i
forhold til den hidtil udmålte straf, når udbredelsen finder sted på de
nævnte
steder.
Strafskærpelsen vil skulle beregnes ud fra den samlede
mængde ulovligt euforiserende stof, som den pågældende er i besiddelse af med
henblik på videresalg. Det vil i den enkelte sag bero på rettens frie
bevisbedømmelse, om en person, der på for eksempel et diskotek findes i
besiddelse af en mindre mængde ulovligt stof beregnet til videresalg, og som
ved politiets ransagning af den pågældendes bil eller bolig mv. findes i
besiddelse af yderligere stof, tillige må anses for også at besidde denne
yderligere mængde stof med henblik på videresalg på diskoteker mv. Der vil
dog
i praksis i sådanne tilfælde ofte være en formodning herfor.
Til illustration af den tilsigtede skærpelse kan nævnes
følgende konkrete eksempler fra retspraksis:
Eksempel 1:
A, der var ustraffet, blev dømt for på en cafe at have
været i besiddelse af 3,57 gram heroin med henblik på videreoverdragelse.
Straffen blev fastsat til fængsel i 60 dage. Med den tilsigtede
strafskærpelse
vil et lignende tilfælde som udgangspunkt udløse en straf på fængsel i 80
dage.
Eksempel 2:
B, der var ustraffet, blev dømt for på sin bopæl at have
været i besiddelse af 65 ecstasytabletter med henblik på videresalg, ligesom
han blev dømt for at have solgt 18 ecstasytabletter på et diskotek. Straffen
blev fastsat til fængsel i 3 måneder. Med den tilsigtede strafskærpelse vil
et
lignende tilfælde som udgangspunkt udløse en straf på 4 måneder.
Begrebet »restaurationer« omfatter i overensstemmelse med
definitionen i lov om restaurations- og hotelvirksomhed § 1 bl.a.
restaurationer, cafeer, natklubber, barer og lignende steder. I lovteksten er
det som eksempel nævnt, at begrebet restaurationer omfatter diskoteker, som i
praksis vil være et af de centrale områder for skærpelsen.
Ved »koncerter« forstås enkeltstående, arrangerede
musikalske optrædener, typisk mod betaling. Begrebet »musikfestivaler«
omfatter
arrangementer, hvor mange mennesker ofte tilbagevendende samles
om flere
musikalske optrædener.
Ved »andre arrangementer« forstås sammenkomster med en vis
form for organisation. Arrangementet behøver ikke at have været nærmere
tilrettelagt på forhånd, men det ligger i begrebet, at der i situationen ikke
må være tale om en tilfældig sammenstimlen af personer. Ved vurderingen af,
om
der er tale om et arrangement, »hvor det typisk hovedsageligt er børn eller
unge mennesker, der deltager«, skal der lægges vægt på arrangementets
karakter.
Det må vurderes, om deltagerkredsen ved arrangementer af den pågældende
karakter typisk for hovedpartens vedkommende vil være børn og/eller unge
mennesker. Det forudsættes, at der ved »unge mennesker« i lovens forstand
forstås personer i alderen op til ca. 25 år. Det er således ikke afgørende,
om
hovedparten af deltagerne ved det konkrete arrangement er børn eller unge
mennesker. Arrangementer omfattet af bestemmelsen vil dermed for eksempel
være
technofester og lignende samt fester, der afholdes for elever, studerende mv.
på universiteter, gymnasier, efterskoler eller ungdomsklubber. Det gælder,
uanset om disse drives i statsligt, kommunalt, amtskommunalt eller privat
regi
eller som selvejende institutioner.
Den foreslåede nye bestemmelse skal finde anvendelse,
uanset om der er tale om et enkelt eller flere tilfælde af salg. Bestemmelsen
skal endvidere omfatte ikke blot gennemførte salg, men også besiddelse med
henblik på salg.
Med den foreslåede nye bestemmelse tilsigtes en skærpelse
af strafudmålingen i denne type sager således, at enhver form for
videreoverdragelse eller besiddelse med henblik på videreoverdragelse på
restaurationer, herunder diskoteker, eller ved koncerter eller festivaler
eller
ved andre arrangementer, hvor det typisk er hovedsageligt børn eller unge
mennesker, der deltager, som udgangspunkt straffes med en fængselsstraf.
Dommen
kan i overensstemmelse med hidtidig praksis gøres betinget med vilkår om
samfundstjeneste.
Det er ikke hensigten med dette lovforslag i øvrigt at
ændre strafudmålingen for andre typer overtrædelser af lov om euforiserende
stoffer eller straffelovens § 191, jf. dog pkt. 2.3.1.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3.
2.3.3.
Som det
fremgår ovenfor, jf. pkt. 2.1.8, kan juridiske personer ikke straffes for
overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Overtrædelse af lov om euforiserende stoffer vil i praksis
oftest blive begået af fysiske personer. Strafansvar for juridiske personer
kan
imidlertid være relevant i forhold til visse typer af handlinger, der
foretages
af en juridisk person. For at sikre, at der i de situationer, hvor handlingen
foretages af en juridisk person, kan pålægges den juridiske person et
strafansvar, foreslås det, at der indføjes en ny bestemmelse i lov om
euforiserende stoffer, hvorefter der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
Det bemærkes, at der i EU er opnået politisk enighed om et
udkast til rammeafgørelse om »fastsættelse af mindsteregler for, hvad der
udgør
kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel«. En af
bestemmelserne i dette udkast til rammeafgørelse indeholder et krav om
strafansvar for juridiske personer for ulovlig narkotikahandel mv. Med den
foreslåede nye bestemmelse om strafansvar for juridiske personer vil dette
krav
være opfyldt.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4.
3. Rutinemæssig urinprøvekontrol af indsatte
i Kriminalforsorgens institutioner
3.1. Gældende ret
3.1.1.
I henhold
til § 60, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, jf. lov nr. 432 af 31.
maj 2000 om fuldbyrdelse af straf mv., kan der af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn træffes bestemmelse om en nærmere undersøgelse af
den
indsattes person (legemsundersøgelse), hvis der er bestemte grunde til at
antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter.
Undersøgelser, der indebærer afklædning, må kun
undtagelsesvis foretages og overværes af personer af andet køn end den
indsatte, medmindre der er tale om sundhedspersonale, jf. § 60,
stk. 5. Legemsundersøgelser efter § 60, stk. 2, må kun
foretages
under medvirken af en læge, jf. § 60, stk. 6.
3.1.2.
Afgivelse
af urinprøve anvendes tillige efter en konkret vurdering som betingelse for
opnåelse af et frihedsgode, f.eks. således at den indsatte over en periode
skal
afgive et antal negative urinprøver for at kunne få tilladelse til udgang.
Herudover fastsættes det ofte som et vilkår for en
udgangstilladelse, at den indsatte afgiver urinprøve, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2.
Afgivelse af urinprøve anvendes desuden som et tilbud til
indsatte, der ønsker at undgå mistanke om misbrug af euforiserende stoffer,
og
det er en betingelse for ophold på kontrakts- og behandlingsafdelinger, at
den
indsatte accepterer, at der stikprøvevis skal afgives urinprøve.
Indsatte, der nægter at afgive urinprøve, kan ikke ikendes
disciplinærstraf herfor. Hvis en indsat ikke kan afgive urinprøve, kan den
pågældende udelukkes fra fællesskab, indtil urinprøve er afgivet, jf.
§ 63, stk. 1, nr. 2. Udelukkelse fra fællesskab kan dog højst
udstrækkes til tre timer, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 673 af 9. juli
2003
om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i
observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse.
I ingen af de nævnte situationer kan den indsatte ikendes
disciplinærstraf for at nægte at afgive urinprøve. Derimod vil nægtelse kunne
få indflydelse på en indsats videre afsoningsforløb, f.eks. således at
tilladelse til udgang afslås, eller en meddelt udgangstilladelse inddrages.
3.2. Justitsministeriets overvejelser
3.2.1.
Som det
fremgår ovenfor, jf. pkt. 3.1, er der ikke efter de gældende regler mulighed
for at foretage stikprøvevis urinprøvekontrol hos indsatte i
kriminalforsorgens
institutioner, medmindre den indsatte har accepteret dette som led i sit
ophold
på en kontrakts- eller behandlingsafdeling.
Undersøgelser foretaget af Kriminalforsorgen viser, at
stofmisbrugere udgør en meget stor andel af de indsatte i kriminalforsorgens
institutioner.
Misbrug af ulovlige euforiserende stoffer har en negativ
indvirkning på det sociale klima i institutionerne og er medvirkende årsag
til,
at der forekommer vold og trusler mod personale og blandt indsatte. Endvidere
påvirker misbrug af ulovlige euforiserende stoffer efter Kriminalforsorgens
erfaringer de indsattes muligheder for resocialisering og for at gennemføre
skolegang, arbejde mv.
For at imødegå den ulovlige indsmugling af, handel med og
misbrug af euforiserende stoffer og andre stoffer, der er forbudt efter den
almindelige lovgivning, samt de uheldige følgevirkninger heraf er der efter
Justitsministeriets opfattelse behov for en forstærket kontrol i
kriminalforsorgens institutioner. Kriminalforsorgen vil derfor på dette
område
iværksætte en række tiltag herunder øget brug af narkotikahunde, øget
ydre
sikring af visse institutioner, skærpede disciplinærreaktioner, udvidelse af
behandlingstilbud til stofmisbrugere og øget anvendelse af urinprøver.
Analyser
af urinprøver er en velegnet og gennemprøvet metode til at påvise misbrug af
ulovlige euforiserende stoffer mv.
Det foreslås derfor, at der i straffuldbyrdelseslovens
kapitel 10 indføjes en ny bestemmelse, der giver institutionens leder eller
den, der bemyndiges dertil, mulighed for at træffe bestemmelse om foretagelse
af stikprøvevis urinprøvekontrol hos indsatte i kriminalforsorgens
institutioner med henblik på at undersøge for eventuelt misbrug af ulovlige
euforiserende stoffer og andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige
lovgivning, f.eks. anabolske steroider mv.
En generel adgang til at foretage stikprøvekontrol uden
krav om forudgående mistanke vil efter Justitsministeriets opfattelse give
kriminalforsorgens institutioner muligheder for effektivt at gribe ind over
for
de indsattes indsmugling, handel og misbrug. Hermed vil vold og trusler mod
personale og mellem indsatte samt andre ulovlige forhold, der er uforenelige
med straffuldbyrdelsen, kunne reduceres. Samtidig vil stikprøvekontroller
kunne
give Kriminalforsorgen et overblik over misbrugets omfang og bidrage til at
belyse omfanget af indsmuglingen af ulovlige euforiserende stoffer i
institutionerne således, at det bliver muligt at målrette indsatsen mod de
ulovlige aktiviteter.
Efter den foreslåede regel skal indsatte således kunne
afkræves urinprøve, uden at der foreligger en konkret mistanke om misbrug af
ulovlige euforiserende stoffer mv.
Den foreslåede bestemmelse vil også kunne anvendes over for
en større kreds af indsatte, f.eks. således at samtlige indsatte på en eller
flere institutioner eller afdelinger pålægges at afgive urinprøve.
Henset til, at der er tale om en bestemmelse, der er
målrettet mod misbrug af ulovlige euforiserende stoffer og andre ulovlige
stoffer, og da bestemmelsen for så vidt angår mistankekravet adskiller sig
fra
§ 60, stk. 2, finder Justitsministeriet det rigtigst, at den
foreslåede regel indføjes som en ny § 60 a i straffuldbyrdelsesloven.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 (§ 60
a, stk. 1).
3.2.1.1.
Det at
blive afkrævet en urinprøve må betragtes som et indgreb i privatlivet, der er
omfattet af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af
retten til privatliv, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er
nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed,
den
offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro
eller
forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at
beskytte
andres rettigheder eller friheder, jf. Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 60 a er at
forstærke kontrollen med ulovlig indsmugling af, handel med og misbrug af
euforiserende stoffer mv. Denne forstærkede kontrolindsats sigter mod at
undgå
en række uheldige følgevirkninger af stofmisbrug mv., der er uforenelige med
straffuldbyrdelsen, herunder en atmosfære præget af vold og trusler mod
personale og blandt de indsatte. På den baggrund vil den foreslåede
bestemmelse
efter Justitsministeriets opfattelse være omfattet af de i artikel 8, stk. 2,
anførte hensyn til forebyggelse af uro eller forbrydelse samt beskyttelse af
andres rettigheder og friheder.
Adgangen til at afkræve urinprøver har udtrykkelig hjemmel
i den foreslåede bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse er materielt
begrænset
til urinprøvekontroller, der har til formål at undersøge for misbrug af
euforiserende stoffer mv.,
og indgreb
efter bestemmelsen skal være sagligt begrundede og foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader. Herudover indeholder bestemmelsen den formelle
begrænsning, at afgørelse om gennemførelse af urinprøvekontrol alene kan
træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil. Hermed er
det
sikret, at bestemmelsen ikke anvendes vilkårligt. Indgrebet er efter
Justitsministeriets opfattelse proportionalt i forhold til de ovennævnte
hensyn, der ligger bag bestemmelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at
urinprøvekontrol må anses som et relativt begrænset indgreb.
3.2.2.
Afgivelse
af urinprøve bør i lighed med øvrige indgreb mod den indsatte være underlagt
almindelige skånsomhedsprincipper. Det foreslås derfor, at § 60,
stk. 4, tillige skal finde anvendelse på den foreslåede bestemmelse.
Dette
betyder blandt andet, at der ved afgivelsen af urinprøve ikke bør være andre
indsatte til stede.
Det følger endvidere af almindelige forvaltningsretlige
principper, at urinprøve alene kan afkræves, hvis dette er rimeligt begrundet
i
saglige hensyn.
Afgivelse af urinprøve forudsætter delvis afklædning. Efter
Justitsministeriets opfattelse bør afgivelse af urinprøve derfor kun
undtagelsesvis foretages eller overværes af personer af andet køn end den
indsatte. Det foreslås derfor, at også § 60, stk. 5, skal finde
anvendelse på den foreslåede bestemmelse.
Derimod synes afgivelse af urinprøve ikke at have en sådan
indgribende karakter, at det er nødvendigt at stille krav om medvirken af en
læge. Anvendelsesområdet for den nugældende § 60, stk. 6, bør
derfor
efter Justitsministeriets opfattelse ikke udvides til at omfatte afgivelse af
urinprøve. Det bemærkes herved, at der ikke bliver tale om efter bestemmelsen
i
§ 60 a at udtage urinprøve ved anvendelse af fysisk tvang (kateder), men
at der alene er det tvangselement, at den indsatte kan ikendes
disciplinærstraf, jf. nedenfor, hvis den pågældende nægter at afgive
urinprøve.
Det foreslås, at de nærmere retningslinjer for
gennemførelsen af rutinemæssig urinprøvekontrol fastsættes i administrative
forskrifter. Dette svarer til den gældende ordning i medfør af § 60 i
straffuldbyrdelsesloven om undersøgelse af den indsattes person og
opholdsrum,
jf. § 60 a, stk. 3.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 (§ 60
a, stk. 2 og 3).
3.2.3.
Den
foreslåede bestemmelse har til formål at styrke kontrollen med narko og andre
ulovlige stoffer i kriminalforsorgens institutioner.
Hvis en indsat ikke kan afgive urinprøve, kan den
pågældende efter de gældende regler udelukkes fra fællesskab, indtil
urinprøve
er afgivet, jf. § 63, stk. 1, nr. 2. Udelukkelse fra fællesskab kan
dog højst udstrækkes til tre timer. Dette vil tilsvarende gælde urinprøver i
medfør af den foreslåede bestemmelse.
Justitsministeriet finder under hensyntagen til formålet
med den foreslåede bestemmelse, at der er behov for yderligere at sikre
effekten af den foreslåede nye kontrolmulighed ved, at kriminalforsorgens
institutioner får mulighed for at pålægge sanktioner, hvis de indsatte nægter
at medvirke til en urinprøvekontrol I modsat fald vil bestemmelsen formentlig
kun få begrænset effekt. Det bemærkes, at det i praksis vil blive sidestillet
med en nægtelse, hvis en indsat, efter at den pågældende har været udelukket
fra fællesskabet i 3 timer, ikke har afgivet en urinprøve.
Det foreslås derfor, at det i straffuldbyrdelseslovens
§ 67 om disciplinærstraf tilføjes, at nægtelse af afgivelse af urinprøve
efter den foreslåede bestemmelse skal kunne medføre disciplinærstraf. Det
foreslås endvidere, at der skabes hjemmel til at anvende strafcelle som
disciplinærstraf for nægtelse af afgivelse af urinprøve. Formålet hermed er
at
sikre, at der kan anvendes den samme sanktion ved nægtelse af afgivelse af
urinprøve, som den pågældende ville få ved afgivelse af en positiv urinprøve
på
baggrund af hvilken, der kan bevises indtagelse af ulovlige euforiserende
stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning.
Det skal således ikke være muligt at undgå en disciplinærstraf i form af
strafcelle ved at nægte at medvirke til afgivelse af en urinprøve.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2 og 3
(§ 67, nr. 4, og § 68, stk. 2, nr. 3).
Det foreslås endvidere, at det udtrykkeligt af bestemmelsen
i § 67 om disciplinærstraf fremgår, at indtagelse af alkohol,
euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den
almindelige
lovgivning, kan medføre disciplinærstraf.
Indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre
stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, er samtidig udtryk
for, at den indsatte har overtrådt de regler, der gælder for institutionen.
En
klar konsekvens heraf bør derfor være, at den pågældende kan ikendes en
disciplinærstraf. Der er også allerede efter den gældende
straffuldbyrdelseslov
mulighed for at anvende strafcelle over for indsatte, der har indtaget
euforiserende stoffer eller andre ulovlige stoffer.
Det vil i den enkelte sag bero på en konkret vurdering af
omstændighederne, om en indsat må anses for at have indtaget alkohol,
euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den
almindelige
lovgivning. I praksis vil en positiv urinprøve almindeligvis være udtryk for,
at den pågældende har indtaget euforiserende stoffer mv. Også andre faktorer
såsom snøvlende tale, slingrende gang mv. kan indgå i den konkrete vurdering.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2 (§ 67,
nr. 5).
4. Begrænsning af tilsynsmyndighedens pligt
til at udarbejde handleplaner
4.1. Gældende ret
4.1.1.
I
forbindelse med sit tilsynsarbejde med betinget dømte og prøveløsladte har
Kriminalforsorgen to funktioner. Den ene funktion består i at udøve kontrol
med
den pågældendes adfærd i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat i den
betingede dom eller ved prøveløsladelsen.
Den anden funktion består i at støtte og vejlede den
prøveløsladte eller betinget dømte på en sådan måde, at den pågældende sættes
i
stand til at forbedre sine muligheder for at leve en kriminalitetsfri
tilværelse. Der kan være tale om bistand med hensyn til
beskæftigelsesmæssige,
sociale og personlige forhold.
For så vidt angår den sidstnævnte funktion fremgår det
således af straffuldbyrdelseslovens § 82, stk. 2, at
tilsynsmyndigheden i samarbejde med den prøveløsladte og senest i forbindelse
med tilsynets iværksættelse skal udarbejde en plan for tilsynsperioden og
tiden
derefter. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med forholdene i
tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
Det samme er tilfældet for så vidt angår betinget dømte,
jf. straffuldbyrdelseslovens § 95, stk. 2.
I tilfælde, hvor en prøveløsladt eller betinget dømt har så
gode sociale og personlige forhold, at der ikke er behov for bistand, vil den
del af tilsynet, der vedrører støtte og vejledning, i praksis typisk være af
begrænset omfang, hvorimod kontroldelen vil blive gennemført ubegrænset.
4.1.2.
Af
straffuldbyrdelseslovens § 31, stk. 2, fremgår, at institutionen i
samarbejde med den indsatte snarest efter indsættelsen skal udarbejde en plan
for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Denne plan skal jævnligt
sammenholdes med den indsattes forhold under strafudståelsen og om nødvendigt
søges tilpasset ændringer i disse forhold.
Det er herved forudsat, at institutionen ved udarbejdelsen
af denne handlingsplan for den indsatte inddrager tilsynsmyndigheden i
planlægningen af tiden efter løsladelsen, hvis institutionen vurderer, at der
skal fastsættes vilkår om tilsyn efter løsladelsen.
Forpligtelsen til at udarbejde handleplaner efter
§ 31, stk. 2, gælder i princippet for alle indsatte uanset
straflængde. Der er imidlertid i § 31, stk. 3, mulighed for at
fastsætte regler, hvorved handleplansforpligtelsen begrænses i forhold til
indsatte, der alene skal udstå en kortvarig straf. For denne gruppe indsatte
vil både praktiske og ressourcemæssige hensyn tale for at begrænse
handleplansforpligtelsen. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr.
280
af 23. april 2003, hvorefter pligten som hovedregel ikke gælder indsatte, der
udstår fængselsstraf på 4 måneder og derunder.
4.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår ovenfor, jf. pkt. 4.1, har
tilsynsmyndigheden efter de gældende regler en ubetinget pligt til at
udarbejde
handleplaner for alle betinget dømte og prøveløsladte, der er undergivet
tilsyn.
Behovet for støtte og vejledning er imidlertid beskedent i
forhold til en række prøveløsladte og betinget dømte, der har gode sociale og
personlige forhold. Dette må for eksempel antages at være tilfældet inden for
gruppen af personer, der for spirituskørsel er idømt en betinget dom med
vilkår
om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling, og hvor behovet for
social
og personlig bistand tilgodeses i forbindelse med alkoholistbehandlingen.
Også
blandt gruppen af betinget dømte med vilkår om samfundstjeneste vil der være
personer med gode sociale og personlige forhold, hvor behovet for støtte og
vejledning er begrænset.
For så vidt angår prøveløsladte kan der tilsvarende tænkes
tilfælde, hvor den prøveløsladtes forhold er så gode, at der på baggrund af
en
konkret vurdering ikke findes at være behov for støtte og vejledning, således
at tilsynet primært vil have et kontrolmæssigt formål.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det således i
visse tilfælde være ubetænkeligt, at der ikke udarbejdes en plan for
tilsynsperioden og tiden derefter.
Herudover vil en mulighed for at begrænse
tilsynsmyndighedens pligt til at udarbejde handleplaner for visse
prøveløsladte
og betinget dømte sikre, at ressourcerne i videst muligt omfang anvendes over
for de personer, der har det største behov for støtte og vejledning.
Det foreslås derfor, at der i § 82 i
straffuldbyrdelsesloven indsættes et nyt stykke, der bemyndiger
justitsministeren til at fastsætte regler, hvorved pligten til at udarbejde
handleplaner for prøveløsladte kan begrænses, hvis den pågældende ikke
skønnes
at have behov for bistand med hensyn til beskæftigelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på at forbedre mulighederne for at leve en
kriminalitetsfri tilværelse.
Det foreslås endvidere, at der i straffuldbyrdelseslovens
§ 95 indsættes en tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse for så vidt angår
betinget dømte.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4 og 5
(§ 82, stk. 3 og § 95, stk. 3).
5. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
De foreslåede strafskærpelser vedrørende videreoverdragelse
eller besiddelse med henblik på videreoverdragelse af euforiserende stoffer i
fest- og restaurationsmiljøet vil medføre en vis forøgelse af strafmassen og
vil således medføre et øget behov for pladser i kriminalforsorgens
institutioner. Det forventede behov for yderligere fængselspladser som følge
af
strafskærpelserne vil være på i størrelsesordenen 5 pladser på årsbasis. De
fængselspladser, som er nødvendige til at håndtere den øgede strafmasse, vil
blive etableret som led i opfølgningen på finanslovsaftalerne for 2004.
Forslaget om, at det bliver muligt at anvende strafcelle
som disciplinærstraf, hvis den indsatte nægter af afgive urinprøve, vil
medføre
et øget behov for strafceller i fængslerne. Som led i finanslovsaftalerne for
2004 bliver der i fængslerne etableret 25 strafceller, som bl.a. vil gøre det
muligt at håndtere det øgede behov herfor som følge af dette lovforslag.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for kommunerne.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
|
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
|
Negative konsekvenser/
Merudgifter
|
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
|
Ingen af betydning
|
Udgifter til i størrelsesordenen 5 fængselspladser samt
et antal strafceller
|
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
|
Ingen
|
Ingen
|
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Miljømæssige konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative konsekvenser for borgerne
|
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet til EU-retten
|
Ingen EU-retlige aspekter
|
6. Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget har været sendt til høring hos:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre
Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus,
Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten
for retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i
København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater,
Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder, Dansk Retspolitisk Forening,
Foreningen af Fængselsinspektører mv, Dansk Fængselsforbund,
Kriminalforsorgsforeningen, HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen, Dansk
Socialrådgiverforening og samtlige fængsler og arresthuse.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser
sammenholdt med de gældende regler.
Til § 1
Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, 1. pkt.)
Ved forslaget udgår hæfte af § 3, stk. 1, 1.
pkt., så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 2 år. Ændringen
er
en følge af afskaffelsen af hæftestraffen ved lov nr. 433 af 31. maj 2000.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, 2. pkt.)
Ved forslaget fastslås det, at overtrædelser af lov om
euforiserende stoffer i almindelighed ikke kan afgøres med en advarsel. Ved
advarsel forstås såvel advarsler meddelt af politiet eller anklagemyndigheden
som advarsler tildelt i henhold til retsplejelovens § 937.
Lovforslaget medfører således også, at anklagemyndigheden
vil skulle ændre den almindelige tiltalepraksis, der fremgår af
Rigsadvokatens
cirkulære nr. 144 af 15. juli 1969 om forfølgningen af sager vedrørende
overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer og Rigsadvokatens
cirkulæreskrivelse nr. 43/71 af 16. august 1971.
Det forudsættes således, at de forhold vedrørende
besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer, der efter hidtidig praksis har
været sanktioneret med advarsel, fremover som udgangspunkt straffes med bøde.
Det forudsættes endvidere, at bødestraffen for besiddelse af euforiserende
stoffer udmåles i overensstemmelse med de gældende bødetakster således, at
f.eks. besiddelse af under 10 gram hash til eget forbrug i 1. gangstilfælde
som
udgangspunkt straffes med en bøde på 300 kr. Det bemærkes dog, at
mindstebøden
forventes forhøjet i forbindelse med en revision af Rigsadvokatens
bødekatalog
fra 1991.
I særlige situationer vil advarsel dog kunne anvendes,
såfremt dette efter omstændighederne forekommer formålstjenligt. Dette vil
navnlig kunne være tilfældet, såfremt hensynet til en effektiv
strafforfølgning
eller administrative hensyn tilsiger dette. Herudover vil sociale hensyn i
visse tilfælde kunne begrunde anvendelse af advarsel. Der henvises herom til
pkt. 2.3.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 3 (§ 3, stk. 2)
Ved den foreslåede tilføjelse til § 3, stk. 2, i
lov om euforiserende stoffer tilsigtes en generel skærpelse af
strafudmålingen
for handel med euforiserende stoffer, der finder sted på restaurationer,
herunder diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestivaler eller ved
andre
arrangementer, hvor det typisk er hovedsageligt børn eller unge mennesker,
der
deltager.
Det forudsættes således, at handel med euforiserende
stoffer, der finder sted på disse steder, fremover i alle tilfælde straffes
med
fængsel. Der skal som udgangspunkt udmåles en ubetinget fængselsstraf, men
dommen kan i overensstemmelse med hidtidig praksis gøres betinget med vilkår
om
samfundstjeneste.
Om begreberne restaurationer mv. og andre arrangementer,
hvor det typisk er hovedsageligt børn eller unge mennesker, der deltager,
henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.
Den foreslåede strafskærpelse skal gælde ved salg af alle
former for ulovlige euforiserende stoffer, dvs. både særligt farlige eller
skadelige stoffer såsom heroin, kokain, LSD, amfetamin og ecstasy, og andre
stoffer såsom hash.
Bestemmelsen skal omfatte ikke blot tilfælde af gennemførte
salg, men også besiddelse med henblik på salg, jf. herved straffelovens
§ 21. Det beror på en konkret bevismæssig vurdering, hvorvidt det kan
lægges til grund, at euforiserende stoffer besiddes med henblik på salg.
Begrebet salg omfatter i denne sammenhæng ikke alene overdragelse mod kontant
betaling, men også bytte af narkotika mv. med varer eller tjenesteydelser.
Den foreslåede tilføjelse til § 3, stk. 2,
supplerer de strafudmålingsfaktorer, som allerede fremgår af den nugældende
bestemmelse. Det forudsættes således, at straffen for gentagne tilfælde af
salg
af et særligt farligt eller skadeligt stof, der finder sted på
restaurationer,
herunder diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestivaler eller ved
andre
arrangementer, hvor det typisk er hovedsageligt børn eller unge mennesker,
der
deltager, fremover udmåles under hensyntagen til alle skærpende
omstændigheder,
der er nævnt i § 3, stk. 2. Det betyder, at der i forhold til de
strafniveauer, som blev forudsat i forbindelse med strafskærpelsen i 1996,
jf.
de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.6., skal ske en yderligere skærpelse med
1/3, hvis salget finder sted på disse steder.
Der er tale om en bestemmelse målrettet mod salg af
ulovlige euforiserende stoffer på disse steder. Der tilsigtes derfor ingen
ændring
af sanktionsvalget for så vidt angår andre overtrædelser af lov om
euforiserende stoffer eller straffelovens § 191, jf. dog skærpelsen af
straffen for besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer i lovforslagets
§ 1, nr. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 4 (§ 4)
Bestemmelsen giver hjemmel til at idømme selskaber m.v.
(juridiske personer) bødestraf for overtrædelse af lov om euforiserende
stoffer
i henhold til reglerne i straffelovens kapitel 5.
Til § 2
Til nr. 1 (§ 60 a)
Med den foreslåede bestemmelse gives der i
stk. 1
mulighed for at foretage
stikprøvevis urinprøvekontrol hos indsatte i kriminalforsorgens institutioner
med henblik på at undersøge for eventuelt misbrug af euforiserende stoffer og
andre stoffer, som er forbudt efter den almindelige lovgivning, f.eks.
anabolske
steroider. Indsatte vil således på tilfældige tidspunkter og steder kunne
afkræves urinprøver med det formål at kontrollere, om de indsatte misbruger
euforiserende stoffer og andre ulovlige stoffer.
Iværksættelse af urinprøvekontrol efter den foreslåede
bestemmelse forudsætter ikke, at der kan påvises en konkret mistanke mod den
indsatte om misbrug af euforiserende stoffer mv. Urinprøve kan herefter
afkræves indsatte rutinemæssigt og stikprøvevis, når dette findes
hensigtsmæssigt og ud fra en saglig vurdering, herunder navnlig ud fra
præventive hensyn. Det er ikke en betingelse, at det konkret kan påvises, at
kontrollen er afgørende for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller
sikkerhedshensyn iagttages.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes over for
såvel en større personkreds, f.eks. en eller flere institutioner eller
afdelinger, som over for enkelte indsatte.
Bestemmelse om gennemførelse af urinprøvekontrol kan alene
træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.
I
stk. 2
angives det, at bestemmelserne i § 60, stk. 4 og 5, også finder
anvendelse på indgreb efter den foreslåede bestemmelse.
Heraf følger, at indgrebet skal foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader. Dette indebærer blandt andet, at der ved
afgivelsen
af urinprøve ikke bør være andre indsatte til stede.
Det forudsættes i øvrigt, at indgreb efter den foreslåede
bestemmelse i § 60 a alene finder sted, såfremt indgrebet er begrundet i
saglige hensyn.
Såfremt afgivelsen af urinprøve forudsætter hel eller
delvis afklædning af den indsatte, må indgrebet kun undtagelsesvis foretages
eller overværes af andre end personer af samme køn som den indsatte eller
sundhedspersonale.
Stk. 3
giver
justitsministeren hjemmel til at udstede nærmere retningslinjer for
gennemførelse af rutinemæssig urinprøvekontrol. Bestemmelsen svarer til den
tilsvarende hjemmel i § 60, stk. 9, om undersøgelse af den
indsattes
person og opholdsrum. Der er med hjemmel i § 60, stk. 9, ved
bekendtgørelse nr. 380 af 17. maj 2001 og vejledning nr. 85 af 16. maj 2001
fastsat nærmere regler herom.
Der henvises til pkt. 3.2.2. i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Til nr. 2 (§ 67, nr. 4 og 5)
De foreslåede bestemmelser giver hjemmel til at ikende en
indsat disciplinærstraf, hvis den pågældende nægter at afgive urinprøve efter
den foreslåede § 60 a, eller hvis den indsatte har indtaget alkohol,
euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den
almindelige
lovgivning.
Til nr. 3 (§ 68, stk. 2, nr. 3)
Den foreslåede bestemmelse giver hjemmel til at anvende
strafcelle som disciplinær reaktion over for indsatte, der nægter at afgive
urinprøve.
Efter gældende ret er der bl.a. mulighed for at anvende
strafcelle i tilfælde, hvor den indsatte har indtaget ulovlige euforiserende
stoffer. I praksis ikendes strafcelle i disse tilfælde ved gentagne
overtrædelser. Med den foreslåede hjemmel sikres det, at en indsat ikke for
at
undgå en disciplinærstraf i form af strafcelle kan nægte at medvirke til
afgivelse af urinprøve.
Til nr. 4 (§ 82, stk. 3)
Den foreslåede bestemmelse giver justitsministeren hjemmel
til at udstede nærmere retningslinjer om begrænsning af pligten til at
udarbejde handleplaner efter § 82, stk. 2, for prøveløsladte, der
ikke skønnes at have behov for bistand med hensyn til beskæftigelsesmæssige,
sociale og personlige forhold med henblik på at forbedre mulighederne for at
leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Der henvises til pkt. 4.2. i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Til nr. 5 (§ 95, stk. 3)
Den foreslåede bestemmelse giver justitsministeren hjemmel
til at udstede nærmere retningslinjer om begrænsning af pligten til at
udarbejde handleplaner efter § 95, stk. 2, for betinget dømte, der
ikke skønnes at have behov for bistand med hensyn til beskæftigelsesmæssige,
sociale og personlige forhold med henblik på at forbedre mulighederne for at
leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Der henvises til pkt. 4.2. i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2004.
I overensstemmelse med almindelige principper, jf. herved
straffelovens § 3, finder loven alene anvendelse på lovovertrædelser,
der
begås efter lovens ikrafttræden.
Til § 4
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale
gyldighedsområde.
Den indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland. Ændringerne af lov om euforiserende stoffer kan dog sættes i kraft
for Færøerne og Grønland ved kongelig anordning. Endvidere kan ændringen af
lov
om fuldbyrdelse af straf mv. sættes i kraft for Færøerne ved kongelig
anordning. Da lov om fuldbyrdelse af straf mv. ikke gælder for Grønland,
indeholder loven ikke en tilsvarende hjemmel til at sætte loven i kraft for
Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
§ 1
|
|
|
I lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse
nr. 391 af 21. juli 1969, som ændret ved lov nr. 296 af 9. juni 1971, lov nr.
160 af 28. april 1982 og lov nr. 1054 af 11. december 1996, foretages
følgende ændringer:
|
|
|
|
§ 3.
Overtrædelse af denne lov eller de i medfør af den udfærdigede forskrifter
straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes
den, der ved meddelelse af urigtige eller vildledende oplysninger eller ved
svigagtig fortielse opnår eller søger at opnå tilladelse i henhold til loven
eller forskrifterne, eller som handler i strid med vilkår for en given
tilladelse. På samme måde straffes endvidere den, der ved henvendelse om en
recept eller rekvisition på et af de i § 2 eller § 2 a, jf.
§ 2, omhandlede stoffer eller om anden ordination af stoffet giver
urigtig skriftlig oplysning om sit navn, sin bopæl eller sin stilling.
|
|
1.
I
§ 3, stk. 1, 1. pkt.,
udgår »,
hæfte«.
2.
I
§ 3, stk. 1,
indsættes som 2. pkt.:
»Advarsel kan i almindelighed ikke meddeles.«
|
|
|
|
|
|
3.
§ 3, stk. 2,
affattes således:
|
Stk. 2.
Ved
straffens udmåling skal det betragtes som en betydeligt skærpende
omstændighed, at der er tale om gentagne tilfælde af salg af et særlig
farligt eller skadeligt stof.
|
|
»Stk. 2.
Ved
straffens udmåling skal det betragtes som en betydeligt skærpende
omstændighed, at der er tale om
|
Stk. 3.
Med samme
straf som anført i stk. 1 straffes den, som forsætligt modtager eller
skaffer sig eller andre del i en vinding, der er erhvervet ved en af
stk. 1, 1. pkt., omfattet overtrædelse, samt den, som ved opbevaring,
transport, hjælp til afhændelse eller på lignende måde forsætligt virker til
at sikre en anden udbyttet af en sådan overtrædelse.
|
|
a)
gentagne tilfælde
af salg af et særlig farligt eller skadeligt stof, eller
b)
salg eller
vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg af de i §§ 1 og 2
omhandlede stoffer på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved
koncerter eller musikfestivaler. Tilsvarende gælder ved andre arrangementer,
hvor det typisk er hovedsageligt børn eller unge mennesker, der deltager.«
|
|
|
|
|
|
4.
Efter
§ 3 indsættes:
|
|
|
»§ 3 a.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter
reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
|
|
|
|
|
|
§ 2
|
|
|
I straffuldbyrdelsesloven, jf. lov nr. 432 af 31. maj
2000 om fuldbyrdelse af straf m.v., foretages følgende ændringer:
|
|
|
|
|
|
1.
Efter
§ 60 indsættes:
|
|
|
»§ 60 a.
Institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan træffe bestemmelse
om, at en indsat skal afgive urinprøve med henblik på at undersøge for
eventuel indtagelse af euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er
forbudt efter den almindelige lovgivning.
|
|
|
Stk. 2.
§ 60, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.
|
|
|
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af urinprøvekontrol.«
|
|
|
|
§ 67.
En indsat kan af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil,
ikendes disciplinærstraf
|
|
2.
I
§ 67
indsættes efter nr. 3:
|
1)
ved overtrædelse af § 32,
|
|
»4)
ved nægtelse af
afgivelse af urinprøve efter § 60 a,
|
2)
ved udeblivelse,
undvigelse eller forsøg herpå,
|
|
5)
ved indtagelse af
alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den
almindelige lovgivning,«
|
3)
ved tilsidesættelse
af beskæftigelsespligten efter § 38, stk. 1,
|
|
Nr. 4-6 bliver herefter nr. 6-8.
|
4)
ved overtrædelse af
straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige indebærer en selvstændig
krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen,
|
|
|
5)
ved overtrædelse af
regler fastsat af justitsministeren, når det i reglerne er bestemt, at
overtrædelse kan medføre disciplinærstraf, og
|
|
|
6)
ved overtrædelse af
regler fastsat af institutionens leder, når det i reglerne er bestemt, at
overtrædelse kan medføre disciplinærstraf.
|
|
|
|
|
|
§ 68.
Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde og strafcelle.
|
|
3.
I
§ 68, stk. 2,
indsættes efter nr.
2:
|
Stk. 2.
Strafcelle kan dog kun anvendes for følgende forhold eller forsøg herpå:
|
|
»3)
nægtelse af
afgivelse af urinprøve efter § 60 a,«
|
1)
Udeblivelse eller
undvigelse,
|
|
Nr. 3-6 bliver herefter nr. 4-7.
|
2)
indsmugling,
besiddelse eller indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre
stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning,
|
|
|
3)
indsmugling eller
besiddelse af våben og andre personfarlige genstande,
|
|
|
4)
vold eller trusler
om vold mod medindsatte, personale eller andre i institutionen,
|
|
|
5)
groft hærværk og
|
|
|
6)
andre grove eller
oftere gentagne forseelser.
|
|
|
Stk. 3.
Disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle kan ikendes i forening.
|
|
|
Stk. 4.
Fuldbyrdelsen af disciplinærstraf kan helt eller delvis undlades på
betingelse af, at den indsatte i en bestemt periode ikke begår strafbart
forhold eller en ny disciplinærforseelse.
|
|
|
|
|
|
§ 82.
Tilsynsmyndigheden skal vejlede den prøveløsladte om de rettigheder og
pligter, som tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, herunder om
virkninger af vilkårsovertrædelse.
|
|
|
Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden skal endvidere i samarbejde med den prøveløsladte og
senest i forbindelse med tilsynets iværksættelse udarbejde en plan for
tilsynsperioden og tiden derefter. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med
forholdene i tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i
disse forhold.
|
|
|
|
|
|
|
|
4.
I
§ 82
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
|
|
|
»Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved bestemmelsen i stk. 2
kan begrænses i forhold til prøveløsladte, der ikke skønnes at have behov for
bistand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for
at leve en kriminalitetsfri tilværelse.«
|
|
|
|
§ 95.
Tilsynsmyndigheden skal vejlede den betinget dømte om de rettigheder og
pligter, som tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, herunder om
virkninger af vilkårsovertrædelse.
|
|
|
Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden skal endvidere i samarbejde med den dømte og snarest efter
tilsynets iværksættelse udarbejde en plan for tilsynsperioden og tiden
derefter. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med forholdene i
tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
|
|
|
|
|
|
|
|
5.
I
§ 95
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
|
|
|
»Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved bestemmelsen i stk. 2
kan begrænses i forhold til betinget dømte, der ikke skønnes at have behov
for bistand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og
personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for
at leve en kriminalitetsfri tilværelse.«
|
|
|
|
|
|
§ 3
|
|
|
Loven træder i kraft den 1. juli 2004.
|
|
|
|
|
|
§ 4
|
|
|
Lovens § 1 gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
|
|
|
Stk. 2.
Lovens
§ 2 gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft helt eller delvis for Færøerne med de ændringer, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
|