Bekendtgørelse af
lov om afgift af spildevand
Herved bekendtgørelse lov nr. 490 af 12. juni 1996 om
afgift om spildevand med de ændringer, der følger af § 31 i
lov nr. 1223 af 27. december 1996 og § 31 i lov nr. 1098 af 29. december
1997.
Afgiftspligtigt område og afgiftens
størrelse
§ 1. Efter bestemmelserne i denne lov betales en
afgift til statskassen af spildevand, der udledes her i landet til
søer, vandløb eller havet. Endvidere betales der afgift af
spildevand, der nedsives eller udledes på marker og lignende med
henblik på nedsivning.
Stk. 2. Spildevand, der udspredes på marker med andre
formål end nedsivning, er ikke afgiftspligtigt.
§ 2. Afgift betales af spildevandsanlæg,
hvortil der er tilsluttet mere end én ejendom.
Stk. 2. Afgift betales endvidere af ejeren af en ejendom med
afløb, der udleder spildevand uden om de i stk. 1 nævnte
spildevandsanlæg.
Stk. 3. Udledning til samletank, der tømmes i de i
stk. 1 nævnte spildevandsanlæg, ligestilles med tilslutning
til disse anlæg.
§ 3. Afgiften udgør for følgende
stoffer indeholdt i spildevandet:
Totalnitrogen 20 kr. pr. kg
Totalfosfor 110 kr. pr. kg
Organisk materiale opgjort som
biologisk iltforbrug efter 5 dage
(BI5(modificeret)) 11 kr. pr.
kg
Registrerede spildevandsudledere
§ 4. Spildevandsanlæg, der skal betale
afgift efter § 2, stk. 1, skal anmelde sig til registrering hos de
statslige told- og skattemyndigheder.
Stk. 2. Den, der er omfattet af § 2, stk. 2, og som
betaler afgift på grundlag af det faktisk målte antal
m3 udledt vand eller efter den faktisk målte koncentration
af totalnitrogen, totalfosfor og BI5 (modificeret),
skal anmelde sig til registrering hos de statslige told- og
skattemyndigheder.
Stk. 3. Den, der betaler afgift efter en til de statslige
told- og skattemyndigheder anmeldt koncentration, jf. § 8, stk. 5,
eller § 10, stk. 3, skal anmelde sig til registrering hos de
statslige told- og skattemyndigheder.
Stk. 4. Til de registrerede spildevandsudledere udstedes et
bevis for registreringen.
Afgiftsperiode og opgørelse af den
afgiftspligtige mængde
§ 5. For de registrerede spildevandsudledere er
afgiftsperioden kvartalet.
§ 6. Den afgiftspligtige mængde beregnes som
udledningen af vand i afgiftsperioden ganget med koncentrationen af de
enkelte stoffer i udledningen.
§ 7. For den, hvis udledningstilladelse
indebærer pligt til måling af den udledte mængde vand,
opgøres den udledte mængde vand efter måler. Den, der er
afgiftspligtig efter § 2, stk. 2, opgør dog altid
udledningen efter måler, såfremt den årlige udledning
overstiger 50.000 m3.
Stk. 2. Andre opgør den udledte mængde efter
måler eller på baggrund af de tilknyttede ejendommes vandforbrug,
jf. stk. 3-6.
Stk. 3. Vandforbruget opgøres efter måler eller
som et skønnet forbrug, der dog mindst skal svare til den mængde
vand, hvoraf der betales afgift efter lov om afgift af ledningsført
vand. For ejendomme, der forbruger vand, der ikke er omfattet af lov om
afgift af ledningsført vand, opgøres forbruget efter
målere, såfremt forbruget overstiger 1.000 m3
årligt. For vandforbrug under 1.000 m3 årligt, som
ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, kan
vandforbruget opgøres efter måler eller fastsættes til
mindst 170 m3 årligt pr. ejendom, dog mindst 170
m3 pr. helårsboligenhed og mindst 70 m3 pr.
boligenhed, der ikke er helårsbolig. For erhvervsejendomme kan der
foretages fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden
grund ikke afledes til det pågældende spildevandsanlæg.
Fradraget kan foretages i samme omfang, som der ikke opkræves bidrag
til driften af spildevandsanlægget af den pågældende
mængde. Ejere af erhvervsejendomme, der betaler afgift efter § 2,
stk. 2, kan kun foretage fradrag for den del, der overstiger 1.000
m3.
Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver
årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan
fastsætte vandforbruget til 170 m3 pr. ejendom, dog mindst
170 m3 pr. helårsboligenhed og mindst 70 m3 pr.
boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at
mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som
afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m3.
Stk. 5. For ejendomme, hvor der kun afledes spildevand fra
boligenheder, fastsættes vandforbruget uanset bestemmelserne i
stk. 4 efter måler eller som et skønnet forbrug, der mindst
svarer til den mængde vand, hvoraf der for boligenheden betales
vandafgift efter lov om afgift af ledningsført vand.
Stk. 6. For spildevandsudledere med mere end 10 tilknyttede
ejendomme, som opgør den udledte mængde på baggrund af de
tilknyttede ejendommes vandforbrug, tillægges 50 pct. til den opgjorte
mængde.
Stk. 7. Spildevandsanlæg omfattet af § 2,
stk. 1, som betaler afgift af den målte udledning, og som
indeholder fælles kloaknet, kan fratrække en mængde
svarende til 2,5 gange bassinvolumen i det fælleskloakerede net pr.
afgiftsperiode. Er der flere afgiftspligtige udledninger eller udledninger
til andre registrerede spildevandsudledere, fordeles fradraget efter de
udledte mængder.
Stk. 8. Såfremt fradraget efter stk. 7 overstiger
den målte udledning, overføres uudnyttet fradrag til den
næste afgiftsperiode.
Stk. 9. For ejendomme med samletank for toiletvand anses 25
pct. af vandforbruget for tilledt samletanken.
Stk. 10.3) Almene vandforsyningsanlæg skal
efter anmodning fra de kommunale myndigheder mindst én gang
årligt afgive oplysninger om fordelingen af den mængde vand,
hvoraf der betales afgift efter lov om afgift af ledningsført vand,
på de enkelte ejendomme.
§ 8. Spildevandsanlæg, hvor
husholdningsspildevand udgør mindst 15 pct. af tilledningen af
spildevand, opgør koncentrationen i det udledte vand efter
måling eller betaler efter de i stk. 2 nævnte standarder,
jf. dog stk. 5. Såfremt der betales efter de nævnte
standarder, anvendes disse for en periode på mindst 1 år.
Stk. 2. For spildevandsanlæg, hvor
husholdningsspildevand udgør mindst 15 pct. af tilledningen af
spildevand, udgør standardbetalingen for udledninger ved
1) nedsivning efter en kommunal tilladelse eller både mekanisk og
biologisk rensning, nitrifikation, denitrifikation, kemisk fældning og
filtrering. 0,50 kr. pr. m3
2) både mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation,
kemisk fældning og filtrering 0,60 kr. pr. m3
3) både mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation,
denitrifikation og kemisk fældning 1,00 kr. pr. m3
4) både mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation og
denitrifikation 1,10 kr. pr. m3
5) både mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation og
filtrering eller kemisk fældning 1,30 kr. pr. m3
6) samletank for toiletvand eller både mekanisk og
biologisk rensning og nitrifikation 1,40 kr. pr. m3
7) både mekanisk og biologisk rensning 1,60 kr. pr.
m3
8) både mekanisk rensning og kemisk fældning 1,90 kr.
pr. m3
9) andre 3,80 kr. pr. m3
Stk. 3. Spildevandsanlæg, hvor
husholdningsspildevand udgør mindre end 15 pct. af tilledningen af
spildevand, opgør koncentrationen i det udledte vand efter
måling, jf. dog stk. 5. Spildevandsanlæg, der udleder mindre
end 50.000 m3 pr. år, kan dog vælge at betale en
afgift på 3,80 kr. pr. m3. For anlæg med tilladelse
til nedsivning kan der dog betales 50 øre pr. m 3.
Stk. 4. Ved betaling efter standarder, jf. stk. 2,
ligestilles rodzoneanlæg og biologiske sandfiltre med anlæg, der
både har mekanisk og biologisk rensning. Efterbehandling med ophold i
lagune ligestilles med filtrering. Udsprøjtning med kommunal
tilladelse ligestilles med nedsivning.
Stk. 5. Den, der betaler afgift efter § 2, kan
vælge at opgøre koncentrationen af forurenende stoffer som den
maksimale koncentration, der forekommer i udledningen. Den maksimale
koncentration skal anmeldes til de statslige told- og skattemyndigheder.
Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse
§ 9. Fritaget for afgift er processpildevand, der
udledes fra hav-, salt- og ferskvandsdambrug.
Stk. 2. Fritaget for afgift er vand, der udledes fra de dele
af flerstrengede spildevandsanlæg, der primært er indrettet til
bortledning af overfladevand (separatsystemer), spildevand, der udledes fra
overløbsbygværker, samt direkte udledninger i forbindelse med
afværgeboringer og grundvandssænkninger og andre
selvstændige udledninger af grund- eller overfladevand, hvor
mængden af afgiftspligtige stoffer ikke er større i udledningen
end ved tilførslen fra den pågældende vandforsyning,
når vandet bortledes uden om de i § 2, stk. 1, nævnte
anlæg.
§ 10. I det omfang, der er sammenfald mellem
vandforsyningskilden og modtageren af spildevandet (recipienten), ydes der
efter ansøgning til de statslige told- og skattemyndigheder
godtgørelse for den mængde afgiftspligtige stoffer, som
tilføres spildevandsudlederen fra vandforsyningskilden.
Stk. 2. I det omfang, der er sammenfald mellem
vandforsyningskilden og modtageren af spildevandet (recipienten), er
udledning af vand fra muslingerenserier fritaget for afgift.
Stk. 3. I de i stk. 1 nævnte tilfælde kan
godtgørelsen fastsættes til 5 øre pr. m3 eller
beregnes på grundlag af en til de statslige told- og skattemyndigheder
anmeldt mindste koncentration, såfremt der ikke foretages måling
af det faktiske indhold.
Stk. 4. Godtgørelsen efter stk. 1 kan ikke
overstige den betalte afgift af den pågældende udledning.
§ 11. Virksomheder, der er registreret efter
merværdiafgiftsloven, kan få godtgjort 97 pct. af den del af
afgiften, der årligt overstiger 20.000 kr., og som vedrører
virksomhedens afgiftspligtige udledning af spildevand efter § 2,
stk. 2, eller afledning af spildevand til spildevandsanlæg
omfattet af § 2, stk. 1, når mindst 80 pct. af afgiften kan
henføres til
1) forarbejdningen af fisk, krebsdyr, bløddyr og andre
hvirvelløse havdyr eller dele heraf eller
2) fremstillingen af cellulose eller
3) fremstillingen af rør- og roesukker på baggrund af
sukkerroer og sukkerrør.
Stk. 2. Virksomheder, der er registreret efter
merværdiafgiftsloven, kan få godtgjort 70 pct. af den del af
afgiften, der årligt overstiger 20.000 kr., og som vedrører
virksomhedens afgiftspligtige udledning af spildevand efter § 2,
stk. 2, eller afledning af spildevand til spildevandsanlæg
omfattet af § 2, stk. 1, når mindst 80 pct. af afgiften kan
henføres til fremstillingen af
1) organiske pigmenter og præparater i forbindelse hermed
eller
2) pektinstoffer, pektinater og pektater samt planteslimer og
gelateringsmidler, også modificerede, udvundet af vegetabilske stoffer
henhørende under position 1302.20 til og med position 1302.39 i EU's
kombinerede nomenklatur eller
3) vitaminer.
§ 12. Til dokumentation af godtgørelsen
efter §§ 10 og 11 skal virksomheder, der afleder spildevand til
spildevandsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, kunne
fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf
størrelsen af afgiften fremgår, jf. stk. 4.
Stk. 2. Tilbagebetalingsbeløbet efter stk. 1
udbetales efter hvert kvartal efter de i merværdiafgiftslovens
§ 63 anførte regler.
Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder
fastsætter de nærmere regler for afgiftsgodtgørelsen efter
§§ 10 og 11.
Stk. 4. Spildevandsudledere omfattet af § 2, stk. 1,
skal efter anmodning fra de i § 10, stk. 1, og § 11 omfattede
virksomheder mindst én gang årligt afgive de oplysninger, der er
nødvendige ved opgørelsen af afgiften efter stk. 1.
Skatteministeren kan fastsætte regler herom.
Regnskabsbestemmelser
§ 13. Registrerede spildevandsudledere skal
føre et regnskab over den udledte mængde spildevand eller de
tilknyttede ejendommes samlede vandforbrug, der kan danne grundlag for
opgørelse af det i hver afgiftsperiode opkrævede
afgiftsbeløb og for kontrollen med afgiftens rigtige
erlæggelse.
Stk. 2. Den, der opgør koncentrationen af
totalnitrogen, totalfosfor og BI5(modificeret) efter
måling, skal føre et regnskab over målinger, der kan danne
grundlag for opgørelse af det i hver afgiftsperiode opkrævede
afgiftsbeløb og for kontrollen med afgiftens rigtige
erlæggelse.
Stk. 3. Registrerede spildevandsudledere, der betaler afgift
på grundlag af anmeldte maksimale eller minimale koncentrationer, skal
kunne fremlægge dokumentation, der kan danne grundlag for kontrollen
med de anmeldte koncentrationer.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler for spildevandsudledernes regnskabsførelse, måleudstyr og
regler for måling m.v.
Stk. 5. De statslige told- og skattemyndigheder kan
fastsætte nærmere krav til dokumentationen efter stk. 3.
Afregning af afgiften
§ 14. Registrerede spildevandsudledere skal efter
udgangen af hver afgiftsperiode og senest den 15. i den måned, der
følger efter afgiftsperioden, til de statslige told- og
skattemyndigheder angive størrelsen af de i periodens løb
stedfundne afgiftspligtige udledninger af spildevand m.v. Angivelsen skal
være underskrevet af udlederens ansvarlige ledelse.
§ 15. Registrerede spildevandsudledere skal
indbetale afgiften for en afgiftsperiode til de statslige told- og
skattemyndigheder senest den 15. i den måned, der følger efter
afgiftsperioden. Udgør afgiften mindre end 50 kr., kan indbetaling af
beløbet undlades. Skatteministeren fastsætter de nærmere
regler for afgiftens indbetaling.
Stk. 2. Registrerede spildevandsudledere skal ikke indbetale
den del af afgiften, som virksomheden er berettiget til at få
tilbagebetalt efter § 10 eller § 11.
Stk. 3. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3
pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i
den måned, i hvilken beløbet skal betales af den registrerede
spildevandsudleder, dog mindst 50 kr.
Stk. 4. Afgift, der skal betales efter § 2, stk. 2,
af andre end registrerede spildevandsudledere, opkræves af den kommune,
hvori ejendommen er beliggende. Kommunerne fastsætter de nærmere
regler for indbetalingen af afgiften. Sker betaling ikke senest på en
af kommunen fastsat dato efter forfaldsdagen, er kommunen berettiget til at
fordre afgiftsbeløbet forrentet fra forfaldsdagen med indtil 1,3 pct.
månedlig for hver påbegyndt måned, indtil betaling sker.
Kommunerne kan fastsætte et minimumsgebyr på indtil 50 kr. ved
forsinket indbetaling.
Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte regler for
kommunernes afregning til Told- og Skattestyrelsen af afgift opkrævet
efter stk. 4.
§ 16.3) Såfremt det konstateres,
at en spildevandsudleder har afgivet urigtig angivelse til de statslige told-
og skattemyndigheder, således at der er betalt for lidt i afgift,
afkræves udlederen det skyldige beløb til betaling senest 14
dage efter påkrav.
Stk. 2. Kan størrelsen af det afgiftsbeløb, som
påhviler spildevandsudlederen, ikke opgøres på grundlag af
dennes regnskaber, kan de statslige told- og skattemyndigheder foretage en
skønsmæssig ansættelse af afgiftsbeløbet.
Stk. 3. Er der efter § 8, stk. 5, eller § 10,
stk. 3, anmeldt en lavere maksimal henholdsvis højere minimal
koncentration end den faktisk konstaterede, fastsættes koncentrationen
til den konstaterede koncentration.
Stk. 4. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3
pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i
den måned, i hvilken beløbet skal betales af den
afgiftspligtige, dog mindst 50 kr.
§ 16 a.2) Dør en
spildevandsudleder, der er registreret efter § 4, stk. 2, eller
indehaveren af et registreret spildevandsanlæg, og udstedes der
proklama efter § 81 i lov om skifte af dødsboer, skal arvingerne
eller bobestyreren senest 30 dage efter bekendtgørelse af proklama
foretage angivelse efter § 14 for perioden fra afgiftsperiodens
begyndelse og indtil dødsdagen.
§ 17. Der betales et gebyr på 65 kr. for
erindringsskrivelser vedrørende betaling af afgift.
Kontrolbestemmelser
§ 18. De statslige told- og skattemyndigheder har,
hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig
legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af
spildevandsanlæg og i lokaler, der benyttes i forbindelse med driften
af registreringspligtige virksomheder, og til at efterse virksomhedernes
forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance
m.v.
Stk. 2. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne
beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder
fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i
stk. 1 omhandlede eftersyn.
Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på
de statslige told- og skattemyndigheders anmodning udleveres eller indsendes
til disse.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende
anvendelse på kommunernes kontrol af spildevandsanlæg omfattet af
§ 15, stk. 4.
§ 19. Offentlige myndigheder skal på
begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder enhver
oplysning til brug ved registrering af spildevandsudledere og kontrollen med
afgiftens betaling eller godtgørelse af afgift.
§ 20. Skatteministeren kan fastsætte
bestemmelser om kontrolforanstaltninger, der er nødvendige til lovens
gennemførelse.
Straffebestemmelser
§ 21.2) Med bøde straffes den,
der forsætligt eller groft uagtsomt
1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier
oplysninger til brug for afgiftskontrollen eller
2) overtræder § 4, stk. 1, 2 eller 3, § 12,
stk. 1 eller 4, § 13, stk. 1, 2 eller 3, § 14, § 16
a eller § 18, stk. 2, 3 eller 4.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven,
kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt
eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte
overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift,
straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2
år.
Stk. 4.3) Der kan pålægges selskaber
m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.
§ 22. Skønnes en overtrædelse ikke at
ville medføre højere straf end bøde, kan
skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den
pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig
forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en
nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at
betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte
tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens
§ 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den
efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre
forfølgning.
Stk. 4. Ransagning i sager om overtrædelse af
bestemmelser i denne lov sker i overensstemmelse med retsplejelovens regler
om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.
Andre bestemmelser
§ 23.3) Skatteministeren kan bemyndige
de statslige told- og skattemyndigheder til at træffe afgørelser
efter denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at
klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan
indbringes for højre administrativ myndighed.
§ 23 a.3) Landsskatteretten
påkender klager over de statslige told- og skattemyndigheders
afgørelser i 1. instans af:
1) Spørgsmål om afgiftspligt.
2) Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige
mængde.
3) Spørgsmål om, hvilken type renseanlæg der
foreligger efter § 8, stk. 2.
4) Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og
afgiftsgodtgørelser efter §§ 9, 10 og 11.
5) Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse
efter § 16, stk. 2.
Stk. 2. Reglerne i skattestyrelseslovens kapitler 3 og 3 A
finder anvendelse ved klage til Landsskatteretten efter stk. 1.
§ 24. Afgift efter loven kan inddrives ved
udpantning.
Stk. 2. For betaling af afgiften hæfter den, der som
ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning.
§ 26. Reglerne om eftergivelse og henstand i
merværdiafgiftslovens § 83 finder tilsvarende anvendelse på
afgift, renter, gebyrer og administrative bøder efter denne lov.
Reglerne finder ligeledes anvendelse på beløb, som personer er
pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af
afgiften.
§ 27. 3) (Ophævet).
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 28.1) Tidspunktet for lovens
ikrafttræden fastsættes af skatteministeren. Skatteministeren kan
bestemme, at § 4 skal træde i kraft forud for lovens øvrige
bestemmelser.
§ 29. Loven finder anvendelse på
udledninger, der sker efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. For opgørelser af udledninger, der
påbegyndes inden lovens ikrafttræden og afsluttes efter dette
tidspunkt, beregnes afgiften af så stor en del af udledningen, som
tidsrummet fra lovens ikrafttræden til afregningsperiodens slutning
udgør i forhold til den samlede afregningsperiode. Med de statslige
told- og skattemyndigheders tilladelse kan der foretages afrunding ved
opgørelse af den brøkdel af udledningerne, hvoraf der skal
betales afgift.
Stk. 3. Afgiften efter § 3 udgør i perioden 1.
januar 1997 til 31. december 1997 følgende:
Totalnitrogen 10 kr. pr. kg
Totalfosfor 55 kr. pr. kg
BI5(modificeret) 5,50 kr. pr. kg
Stk. 4. Standardbetalingen efter § 8, stk. 2 og 3,
udgør i perioden 1. januar 1997 til 31. december 1997 halvdelen af de
i bestemmelsen nævnte beløb pr. m3.
Stk. 5. For opgørelser, for hvilke afregningsperioden
påbegyndes inden 1. januar 1998 og afsluttes efter dette tidspunkt,
beregnes afgiften med de i § 3 nævnte satser af så stor en
del af udledningen, som tidsrummet fra 1. januar 1998 til afregningsperiodens
slutning udgør i forhold til den samlede afregningsperiode. Den
resterende del af afgiften beregnes efter de i stk. 3 nævnte
satser. Stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 30. Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
1) Lov nr. 490 af 12. juni 1996 (afgift af spildevand) trådte i
kraft den 1. januar 1997.
2) Lov nr. 1223 af 27. december 1996 (Lov om ændring af
forskellige skatte- og afgiftslove og konkursloven) trådte i kraft den
1. januar 1997.
3) Lov nr. 1098 af 29. december 1997 (ændret klagestruktur)
trådte i kraft den 1. april 1998.
Skatteministeriet, den 21. august
1998
Ole Stavad
/John Fuhrmann