Links til EU direktiver, jf. note 1
31990L0434
 
32005L0019
 
Den fulde tekst

Lov om ændring af forskellige skattelove 1)

(Udvidelse af definitionen af aktieombytning, skattemæssigt transparente enheder, SE- og SCE-selskabers flytning af hjemsted)

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v. (aktieavancebeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 835 af 29. august 2005, foretages følgende ændringer:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater (EF-Tidende 1990 nr. L 225, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 2005/19/EF af 17. februar 2005 (EU-Tidende 2005 nr. L 58, s. 19).«

2. I § 13, stk. 1, indsættes som 5. pkt.:

»1.-4. pkt. finder ikke anvendelse, når det erhvervede eller det erhvervende selskab ved beskatningen her i landet anses for at være en transparent enhed.«

3. § 13, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Ved ombytning af aktier, jf. stk. 1, forstås den transaktion, hvorved et selskab erhverver en andel i et andet selskabs aktiekapital med den virkning, at det opnår et flertal af stemmerne i dette selskab, eller, hvis det allerede har et sådant flertal, erhverver en yderligere andel ved til gengæld for selskabsdeltagernes værdipapirer i sidstnævnte selskab at tildele dem aktier eller anparter i førstnævnte selskab og eventuelt en kontant udligningssum.«

§ 2

I lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 821 af 30. september 2003, som ændret senest ved § 27 i lov nr. 428 af 6. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater (EF-Tidende 1990 nr. L 225, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 2005/19/EF af 17. februar 2005 (EU-Tidende 2005 nr. L 58, s. 19).«

2. I § 15, stk. 2-4, § 15 a, stk. 1, og § 15 c, stk. 1, indsættes efter »omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 3 i direktiv 90/434/EØF«: »og ikke ved beskatningen her i landet anses for en transparent enhed«.

§ 3

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 20. september 2005, foretages følgende ændringer:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater (EF-Tidende 1990 nr. L 225, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 2005/19/EF af 17. februar 2005 (EU-Tidende 2005 nr. L 58, s. 19).«

2. I § 33 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Når et indskydende selskab, der er hjemmehørende i udlandet, og som ved beskatningen her i landet anses for at være en transparent enhed, i forbindelse med fusion, spaltning, tilførsel af aktiver eller aktieombytning overdrager aktiver og passiver til et modtagende selskab, der er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 3 i direktiv 90/434/EØF, nedsættes den danske beskatning ved overdragelsen. Den danske beskatning nedsættes efter stk. 1 og 2 eller efter reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med den relevante medlemsstat med den skat, som denne medlemsstat kunne have pålignet overskud eller kapitalvinding i det indskydende selskab ved overdragelsen, såfremt selskabet ikke var omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 3 i direktiv 90/434/EØF.«

Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8.

3. I § 33, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »selskabsskattelovens § 5, stk. 7« til: »selskabsskattelovens § 5, stk. 7 og 8«.

§ 4

I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 111 af 19. februar 2004, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 426 af 6. juni 2005 og senest ved § 58 i lov nr. 428 af 6. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater (EF-Tidende 1990 nr. L 225, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 2005/19/EF af 17. februar 2005 (EU-Tidende 2005 nr. L 58, s. 19). Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (EF-Tidende 1990 nr. L 225, s. 6), som ændret ved Rådets direktiv 2003/123/EF af 22. december 2003 (EU-Tidende 2004 nr. L 7, s. 41). Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 2003/49/EF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater (EU-Tidende 2003 nr. L 157, s. 49), som ændret ved Rådets direktiv 2004/66/EF af 26. april 2004 om tilpasning af bl.a. Rådets direktiv 2003/49/EF på området frie varebevægelser, fri udveksling af tjenesteydelser, landbrug, transportpolitik og beskatning som følge af Den Tjekkiske Republiks, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse (EU-Tidende 2004 nr. L 168, s. 35) og ved Rådets direktiv 2004/76/EF af 29. april 2004 om ændring af direktiv 2003/49/EF, for så vidt angår visse medlemsstaters mulighed for at anvende overgangsperioder ved anvendelsen af en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater (EU-Tidende 2004 nr. L 157, s. 106).«

2. I § 5 indsættes efter stk. 7 som nyt stykke:

»Stk. 8. Stk. 7 finder tilsvarende anvendelse, hvis et europæisk selskab (SE-selskab) eller et europæisk andelsselskab (SCE-selskab), der ikke beskattes efter § 1, stk. 1, nr. 3, ophører med at være skattepligtigt efter § 1 som følge af, at selskabet flytter sit vedtægtsmæssige hjemsted til et land, der er medlem af EU.«

Stk. 8 bliver herefter stk. 9.

3. I § 5, stk. 8, som bliver stk. 9, ændres »Stk. 1-7« til: »Stk. 1-8«.

4. I § 32, stk. 10, 1. pkt., ændres »ligningslovens § 33, stk. 1 og 5« til: »ligningslovens § 33, stk. 1 og 6«.

§ 5

I lov nr. 426 af 6. juni 2005 om ændring af selskabsskatteloven og andre skattelove. (Nedsættelse af selskabsskatten og globalpuljeprincip i sambeskatningen) foretages følgende ændring:

1. I § 15, stk. 12, 2. pkt., ændres »ligningslovens § 33, stk. 5« til: »ligningslovens § 33, stk. 6«.

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2006.

Stk. 2. § 1, nr. 2 og 3, § 2, nr. 2, og § 3, nr. 2, har virkning for fusioner, spaltninger, tilførsel af aktiver og aktieombytninger med fusionsdato, spaltningsdato, tilførselsdato og ombytningsdato den 1. januar 2006 eller senere.

Stk. 3. § 3, nr. 3, og § 4, nr. 2 og 3, har virkning for europæiske selskaber (SE-selskaber) og europæiske andelsselskaber (SCE-selskaber), der flytter vedtægtsmæssigt hjemsted den 1. januar 2006 eller senere.

Givet på Christiansborg Slot, den 12. december 2005

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Kristian Jensen

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 2005/19/EF af 17. februar 2005 om ændring af direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater (EU-Tidende 2005 nr. L 58, s. 19).